Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale

2002/1 BSF 159Beslutningsforslag som fremsatJustitsministeriet23. april 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 23. april 2003 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag til folketingsbeslutning

om udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den

Europæiske Union af kendelser om indefrysning af

formuegoder eller bevismateriale

»Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark i Rådet

for Den Europæiske Union medvirker til vedtagelsen af udkastet til

rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om

indefrysning

af formuegoder eller bevismateriale.«

Bemærkninger til forslaget

Indholdsfortegnelse

1.

Formålet med

fremsættelse af forslaget til folketingsbeslutning

2.

Forslagets

hovedpunkter

3.

Baggrunden for

udkastet til rammeafgørelse

4.

Indholdet af

udkastet til rammeafgørelse

5.

De

lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse

5.1.

Anvendelsesområde

Læs alt

5.2.

Materielle

betingelser

5.2.1.

Mistankegrundlag

og indikationsbetingelser

5.2.2.

Kriminalitetskrav

5.3.

Afslagsgrunde

5.4.

Udsættelsesgrunde

5.5.

Kompetence og

fremgangsmåde

5.6.

Tvangsmidler

5.7.

Varighed

5.8.

Erstatning

1. Formålet med fremsættelse af forslaget til

folketingsbeslutning

Formålet med fremsættelse af forslaget til

folketingsbeslutning er efter grundlovens § 19 at opnå Folketingets

samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne medvirker til Rådet for Den

Europæiske Unions vedtagelse af et udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse

i

Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller

bevismateriale.

Udkastet til rammeafgørelse er på grundlag af et forslag

fra Den Franske Republik, Kongeriget Sverige og Kongeriget Belgien udarbejdet

bl.a. med hjemmel i artikel 34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den

Europæiske Union (TEU), hvorefter Rådet på initiativ af en medlemsstat eller

Kommissionen med enstemmighed kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Rammeafgørelser er et retsinstrument, som Den Europæiske

Union efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 kan benytte sig

af inden for det mellemstatslige samarbejde på det politimæssige og

strafferetlige område (TEU afsnit VI). Rammeafgørelser er bindende for

medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de

nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Rammeafgørelser

indebærer ikke umiddelbar anvendelighed.

Rammeafgørelser har således karakter af en folkeretlig

bindende forpligtelse for medlemsstaterne, der indtræder ved Rådets

vedtagelse

af rammeafgørelsen. Medlemsstaterne vil være forpligtede til at sikre

gennemførelsen af rammeafgørelsen i national ret, herunder om nødvendigt i

kraft af lovgivningsmæssige initiativer.

På den baggrund forudsætter Danmarks medvirken til Rådets

vedtagelse af rammeafgørelser, der kræver ændringer af dansk lovgivning,

Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1.

Denne fremgangsmåde blev i øvrigt anvendt i forbindelse med

Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod

falskmøntneri ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner i forbindelse

med

indførelsen af euroen, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, spalte

7738-7747, og i forbindelse med Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem den Europæiske

Unions

medlemsstater, jf. Folketingstidende 2001-2002, Tillæg A, spalte 5277-5310.

Udkastet til rammeafgørelse om indefrysning af formuegoder

eller bevismateriale indeholder på en række punkter bestemmelser, der

nødvendiggør ændringer af dansk lovgivning.

Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen

forudsætter derfor Folketingets forudgående samtykke, jf. grundlovens

§ 19, stk. 1.

På den baggrund fastholdt Danmark på rådsmødet (retlige og

indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002, hvor der blev

opnået politisk enighed om udkastet til rammeafgørelse, et parlamentarisk

forbehold over for udkastet til rammeafgørelse.

Det græske formandskab sigter mod, at udkastet til

rammeafgørelse vil kunne vedtages på et rådsmøde under græsk formandskab i

løbet af første halvår af 2003, og formålet med beslutningsforslaget er at

gøre

det muligt for Danmark at hæve det parlamentariske forbehold og medvirke til

vedtagelsen af rammeafgørelsen.

Lovforslag med henblik på rammeafgørelsens gennemførelse i

dansk ret vil i givet fald kunne fremsættes i løbet af en senere

folketingssamling.

2. Forslagets hovedpunkter

Formålet med udkastet til rammeafgørelse om indefrysning af

formuegoder eller bevismateriale – d.v.s. den midlertidige fratagelse af

rådigheden herover - er at forenkle og effektivisere procedurerne i

forbindelse

med indefrysning af formuegoder eller bevismidler i udlandet som led i

retsforfølgning af strafbare forhold, således at en kendelse om

beslaglæggelse

af f.eks. bevismateriale, hurtigt kan fuldbyrdes i det land, hvor

bevismaterialet befinder sig.

Procedurerne i forbindelse med fuldbyrdelse af en

retsafgørelse i udlandet er komplicerede, og det tager ofte meget lang tid at

få en afgørelse om f.eks. beslaglæggelse af et formuegode gennemført i

udlandet. Dette indebærer risiko for, at formålet med beslaglæggelsen

forspildes, og at mulighederne for at sikre et bevismiddel med henblik på

strafforfølgning eller strafbart udbytte med henblik på konfiskation

forringes.

I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i

oktober måned 1999 er det forudsat, at princippet om gensidig anerkendelse

også

bør gælde kendelser afsagt under straffesagens forberedelse, især når det

giver

de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og

beslaglægge aktiver, der let kan flyttes. Udarbejdelsen af EU-regler om

gensidig anerkendelse af og fuldbyrdelse af retsafgørelser om indefrysning af

formuegoder eller bevismidler er i øvrigt blevet fremskyndet på baggrund af

terrorangrebene i USA den 11. september 2001 og som led i bestræbelserne på

at

styrke indsatsen over for finansiering af terrorisme.

De forenklede procedurer vil endvidere kunne medvirke til,

at varetægtsfængslingsperioder i visse tilfælde vil kunne forkortes, fordi

bevismidler og formodet strafbart udbytte hurtigere kan indefryses, og

behovet

for at varetægtsfængsle en mistænkt på grundlag af en antagelse om, at den

pågældende vil bortskaffe bevismateriale, derved hurtigere vil ophøre.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder bestemmelser, der fastlægger

i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være forpligtede til at fuldbyrde en

indefrysningskendelse fra en anden medlemsstat. Udkastet fastlægger herudover

bestemmelser om, i hvilke tilfælde medlemsstaterne kan afslå at fuldbyrde en

indefrysningskendelse fra en anden medlemsstat.

Retsplejeloven indeholder ikke

bestemmelser om indefrysning, men det må lægges til grund, at begrebet

indefrysning, der er anvendt i udkastet til rammeafgørelse, svarer til

beslaglæggelse, som er reguleret i retsplejeloven.

Udkastet til rammeafgørelse fastlægger endvidere, hvilke

lovovertrædelser der kan danne grundlag for anerkendelse og fuldbyrdelse af

en

udenlandsk kendelse om indefrysning. Der sondres i den forbindelse mellem

lovovertrædelser på en såkaldt positiv-liste og andre lovovertrædelser.

Positiv-listen omfatter en række alvorlige

lovovertrædelser, herunder terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af

børn, ulovlig handel med narkotika, manddrab og racisme, for så vidt de kan

medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den

begærende

medlemsstat. Der gælder derimod ikke et krav om dobbelt strafbarhed, d.v.s.

at

forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i den anmodede medlemsstat.

Da

de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil

være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af udkastet til

rammeafgørelse på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages en

indgående

kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede

medlemsstat. En tilsvarende ordning, herunder for så vidt angår

positiv-listens

indhold, er etableret som led i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den

europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem den Europæiske

Unions

medlemsstater.

Herudover indeholder udkastet til rammeafgørelse en række

fakultative afslagsgrunde, der begrænser pligten til at anerkende og

fuldbyrde

en udenlandsk kendelse om indefrysning, selv om lovovertrædelsen er omfattet

af

positiv-listen. Det vil bl.a. være muligt at afslå at fuldbyrde en

indefrysningskendelse, hvis fuldbyrdelsen vil stride mod forbudet mod dobbelt

strafforfølgning (det såkaldte »ne bis in idem«-princip).

Med hensyn til lovovertrædelser uden for positiv-listen

vil der som hidtil kunne stilles krav om, at forholdet er strafbart efter

national ret, ligesom afslagsgrundene ligeledes begrænser pligten til at

anerkende og fuldbyrde en udenlandsk kendelse om indefrysning for disse

lovovertrædelser.

En gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil

nødvendiggøre lovændringer. Den væsentligste lovgivningsmæssige konsekvens af

rammeafgørelsen vil være, at der skal fastsættes nærmere regler for

fuldbyrdelse af kendelser fra andre EU-lande om indefrysning - det vil sige

beslaglæggelse - af formuegoder eller bevismidler bl.a. med henblik på, at

der

ikke foretages en nærmere efterprøvelse af mistankegrundlaget og

nødvendigheden

af indefrysningen, ligesom der i forhold til visse forbrydelser ikke vil

skulle

foretages en nærmere prøvelse af, om der er tale om strafbare forhold efter

dansk

ret. Endvidere vil der ved fuldbyrdelse af en udenlandsk

indefrysningskendelse

efter rammeafgørelsens regler ikke kunne stilles krav om, at kendelsen

vedrører

en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.

3. Baggrunden for udkastet til rammeafgørelse

Det følger af artikel 29 i TEU, at Unionen har som mål at

give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og

retfærdighed. Det følger endvidere af artikel 29, at dette mål skal nås både

ved at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet, især

terrorisme,

menneskehandel og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig

våbenhandel, korruption og svig, gennem tættere samarbejde mellem

medlemsstaternes retlige og andre kompetente myndigheder.

Efter TEU artikel 31, litra a, omfatter det strafferetlige

samarbejde bl.a. initiativer til fremme af samarbejdet vedrørende retspleje

og

fuldbyrdelse af afgørelser mellem medlemsstaterne.

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske

Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på

gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed,

sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem

fælles

handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal

iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe

organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod

børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem

medlemsstaternes politimyndigheder og de retlige myndigheder.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den

15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik

på

gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf.

konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der har følgende indhold:

»33. En øget

gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den

nødvendige

indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem

myndighederne

og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske

Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening

bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det

civilretlige og det strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel

domme

som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder.«

»36. Princippet om

gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under

straffesagens

forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for

hurtigt

at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan flyttes;

bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af myndighederne i en

medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de øvrige medlemsstater

under

hensyn til de dér gældende regler.«

»37. Det

Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at

vedtage

et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om

gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør der også sættes et

arbejde i gang med hensyn til et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de

aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles

minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse

lettere

kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende

retsprincipper.«

Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med

konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et program for

foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig

anerkendelse af afgørelser i straffesager. Programmet lægger bl.a. op til

vedtagelsen af et instrument, der gennemfører princippet om gensidig

anerkendelse i forhold til indefrysning af bevismidler og aktiver.

Et forslag til en rammeafgørelse om anerkendelse og

fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af aktiver

og

bevismateriale blev herefter fremsat af Frankrig, Sverige og Belgien den 30.

november 2000.

På baggrund af terrorangrebene i USA den 11. september 2001

blev der afholdt et ekstraordinært rådsmøde (retlige og indre anliggender

samt

civilbeskyttelse) den 20. september 2001 med henblik på at drøfte

mulighederne

for at styrke bekæmpelsen af terrorisme.

På mødet nåede Rådet til enighed om en række konklusioner.

Punkt 22 i konklusionerne har følgende ordlyd:

»22. Rådet vil

snarest efter høring af Europa-Parlamentet vedtage udkastet til

rammeafgørelse

om gennemførelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af

aktiver

eller bevismateriale, hvis anvendelsesområde skal udvides til også at omfatte

terrorismerelaterede lovovertrædelser, samt udkastet til direktiv om

forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til

hvidvaskning af penge.«

På det fælles rådsmøde (retlige og indre anliggender samt

civilbeskyttelse/økonomi og finans) den 16. oktober 2001 bekræftede Rådet, at

det var indstillet på snarest muligt efter at have modtaget og drøftet

Europa-Parlamentets udtalelse at vedtage udkastet til rammeafgørelse om

fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af aktiver

eller bevismateriale, herunder i forhold til terrorismerelateret

kriminalitet.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt

civilbeskyttelse) den 28. februar 2002 blev der herefter – med bl.a. et

dansk

parlamentarisk forbehold – opnået politisk enighed om udkastet til

rammeafgørelse, ligesom Europa-Parlamentet den 11. juni 2002 har afgivet

udtalelse om udkastet til rammeafgørelse.

Udkastet til rammeafgørelse har løbende været forelagt for

Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering.

4. Indholdet af udkastet til rammeafgørelse

Formålet

med

udkastet til rammeafgørelse om indefrysning af formuegoder eller

bevismateriale

er at forenkle og effektivisere procedurerne i forbindelse med indefrysning

af

formuegoder eller bevismidler i udlandet, således at en kendelse om

beslaglæggelse af f.eks. bevismateriale hurtigt kan fuldbyrdes i det land,

hvor

bevismaterialet befinder sig.

Rammeafgørelsen indebærer, at princippet om gensidig

anerkendelse gennemføres for så vidt angår indefrysningskendelser. Anmoder en

medlemsstat således om fuldbyrdelse af en kendelse om indefrysning af et

formuegode eller et bevismiddel, skal denne anmodning imødekommes, medmindre

der foreligger en af de afslagsgrunde, som fremgår af udkastet til

rammeafgørelse. Med henblik på at forenkle procedurerne i forbindelse med

denne

form for bistand erstattes de traditionelle retsanmodninger med en attest,

der

indeholder de oplysninger, som den fuldbyrdende stat har behov for med

henblik

på fuldbyrdelse af indefrysningskendelsen, og som har karakter af en

anmodning

om indefrysning. Attesten fremsendes til det fuldbyrdende land sammen med

selve

kendelsen om indefrysning.

For at understrege forskellen mellem på den ene side

traditionel bistand med henblik på fuldbyrdelse af nationale retsafgørelser i

udlandet og på den anden side gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse på

grundlag

af bestemmelserne i rammeafgørelsen, anvender udkastet til rammeafgørelse en

række nye begreber. I udkastet anvendes begrebet »udstedelsesstat« i stedet

for

»den begærende stat« og »fuldbyrdelsesstat« i stedet for »den anmodede stat«.

Da ingen af disse nye begreber har en anden indholdsmæssig betydning,

anvendes

de gældende begreber i forbindelse med gennemgangen af udkastet til

rammeafgørelse og de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet. Det

begærende

land er således det land, der har afsagt, godkendt eller på anden måde

bekræftet en indefrysningskendelse, og det anmodede land er det land, der

skal

anerkende og fuldbyrde en indefrysningskendelse.

Udkastet til rammeafgørelse fastlægger, i hvilke tilfælde

medlemsstaterne vil være forpligtede til at anerkende og fuldbyrde en

afgørelse

om indefrysning af formuegoder eller bevismidler truffet i en anden

medlemsstat. Udkastet fastlægger herudover, i hvilke tilfælde medlemsstaterne

kan afslå at anerkende og fuldbyrde en sådan afgørelse.

Udkastet til rammeafgørelse er opdelt i tre afsnit:

Afsnit 1 (artikel 1 – 3): Almindelige principper, herunder

anvendelsesområde.

Afsnit 2 (artikel 4 – 12): Proceduren for anerkendelse og

fuldbyrdelse af indefrysningskendelser.

Afsnit 3 (artikel 13 – 15): Afsluttende bestemmelser.

Det bemærkes, at den endelige sproglige udformning af

udkastet og den endelige nummerering af de enkelte bestemmelser i udkastet

afventer en juridisk-sproglig gennemgang.

Præamblen i udkastet til rammeafgørelsen indeholder en

række betragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af

rammeafgørelsen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre

overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med fuldbyrdelsen

af indefrysningskendelser.

Efter præambelbetragtning nr. 6 kan intet i rammeafgørelsen

fortolkes som et forbud mod at nægte at indefryse formuegoder, for hvilke der

er afsagt en indefrysningskendelse, hvis der er objektive grunde til at

formode, at indefrysningskendelsen er afsagt med det formål at retsforfølge

eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske

baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle

orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af

disse

grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at

medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret

til

en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i

andre

medier.

Det følger af

artikel 1

, at formålet med

rammeafgørelsen er at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat skal

anerkende

og på sit område fuldbyrde en indefrysningskendelse afsagt af en judiciel

myndighed i en anden medlemsstat.

Det følger imidlertid udtrykkeligt af artikel 1, at

rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere

grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er

knæsat ved artikel 6 i TEU. I artikel 6 i TEU nævnes bl.a., at Unionen bygger

på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder

og

retsstatsprincippet, og at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder,

der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retten til

retfærdig

rettergang er en af de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Artikel 2

indeholder definitioner af de begreber,

der anvendes i rammeafgørelsen. Udstedelsesstaten defineres således som den

medlemsstat, i hvilken en judiciel myndighed som defineret i

udstedelsesstatens

nationale ret har udstedt, godkendt eller på anden vis bekræftet en kendelse

om

indefrysning i forbindelse med en straffesag. Fuldbyrdelsesstaten er den

medlemsstat, på hvis område formuegodet eller bevismaterialet befinder sig.

Efter bestemmelsen er en indefrysningskendelse enhver

foranstaltning, der er truffet af en kompetent judiciel myndighed i

udstedelsesstaten med henblik på midlertidigt at forhindre enhver

destruktion,

ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan

konfiskeres, eller af bevismateriale.

Et formuegode defineres som et formuegode af enhver art,

det være sig rørlige eller urørlige formuegoder samt juridiske dokumenter og

papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder over formuegoder, når de

pågældende formuegoder af den myndighed, der anmoder om indefrysning, anses

for

at være udbyttet fra en af de lovovertrædelser, der er nævnt i artikel 3,

eller

et aktiv, der helt eller delvis svarer til værdien af et sådant udbytte,

eller

redskaber eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse.

Endelig defineres bevismateriale som genstande, dokumenter

eller data, der kan fremlægges som bevis ved strafferetlig forfølgning af en

lovovertrædelse omfattet af artikel 3.

Artikel 3

i forslaget til rammeafgørelse fastlægger

anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen finder anvendelse på

indefrysningskendelser, der afsiges med henblik på:

a)

Sikring af

bevismateriale.

b)

Efterfølgende

konfiskation af et formuegode.

I artikel 3 sondres der for så vidt angår

anvendelsesområdet mellem de lovovertrædelser, der er omfattet af en

positiv-liste, og de lovovertrædelser, der ikke er omfattet af listen.

Positiv-listen svarer til den positiv-liste, som anvendes i rammeafgørelsen

af

13. juni 2002 om den europæiske arrestordre m.v.

Positiv-listen omfatter en lang række forbrydelser, der

principielt er strafbare i alle EU-lande og betragtes som alvorlige

forbrydelser. Listen omfatter deltagelse i en kriminel organisation,

terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi,

ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig,

hvidvaskning, falskmøntneri, IT-kriminalitet, miljøkriminalitet,

menneskesmugling, manddrab, handel med organer, bortførelse, racisme, røveri,

illegal handel med kulturhistoriske genstande, afpresning, forfalskning af

dokumenter, forfalskning af betalingsmidler, ulovlig handel med hormoner,

ulovlig handel med radioaktive materialer, biltyveri, voldtægt,

ildspåsættelse,

forbrydelser omfattet af Den Internationale Krigsforbryderdomstols

straffemyndighed, kapring af flyvemaskiner og skibe samt sabotage. Listen er

udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er omfattet af

Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at føje yderligere

lovovertrædelser til positiv-listen.

En række af de forbrydelser, som fremgår af positiv-listen,

er omfattet af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at

kriminalisere nærmere opregnede strafbare handlinger. Det bemærkes i den

forbindelse, at Rådet i en erklæring i tilknytning til rammeafgørelsen af 13.

juni 2002 om den europæiske arrestordre m.v. tilkendegav, at Rådet i

overensstemmelse med artikel 31, litra e, i TEU vil fortsætte arbejdet med

den

indbyrdes tilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er

omfattet

af positiv-listen i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v. med

henblik på at opnå den samme retlige forståelse blandt medlemsstaterne.

Endvidere blev der i en rådserklæring, der blev afgivet med henblik på

optagelse i Rådets mødeprotokol i forbindelse med vedtagelsen af

rammeafgørelsen

om den europæiske arrestordre m.v., medtaget præciserende forklaringer for så

vidt angår bl.a. sabotage, pengeafpresning, racisme og fremmedhad.

Hvis en kendelse om indefrysning vedrører en forbrydelse,

som er omfattet af positiv-listen, og denne forbrydelse kan medføre

frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den begærende

medlemsstat, indebærer artikel 3 i udkastet til rammeafgørelse, at der ikke

skal foretages en indgående kontrol af, om forbrydelsen tillige er strafbar i

det land, der skal fuldbyrde kendelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at de

lovovertrædelser, der er omfattet af listen, som udgangspunkt vil være

strafbare i alle medlemsstater, men at det afgørende er, at der er tale om

forhold, der i det begærende land er defineret som en af de forbrydelser, der

fremgår af positiv-listen.

Forslaget indeholder imidlertid

en række bestemmelser, der begrænser forpligtelsen til at anerkende og

fuldbyrde udenlandske kendelser om indefrysning, herunder en række

bestemmelser

om, i hvilke tilfælde fuldbyrdelse af en kendelse om indefrysning kan afslås.

For så vidt angår forbrydelser,

der ikke er omfattet af positiv-listen, kan der gennemføres en kontrol af, om

forholdet også er strafbart i det land, som skal fuldbyrde kendelsen. En

anmodning om fuldbyrdelse af en udenlandsk kendelse om indefrysning kan

således

i disse tilfælde afslås, hvis forholdet ikke er strafbart i det land, der

skal

gennemføre indefrysningen.

Der lægges imidlertid op til en fleksibel

anvendelse af kravet om dobbelt strafbarhed, således at kravet om dobbelt

strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i

kendelsen

om indefrysning, svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.

Efter

artikel 4

sendes indefrysningskendelser

direkte mellem de judicielle myndigheder i henholdsvis det land, hvor

kendelsen

er afsagt, og det land, der skal fuldbyrde kendelsen. Ved fremsendelsen skal

der vedlægges den i artikel 9 omhandlede attest, jf. nedenfor.

Storbritannien og Irland kan afgive en erklæring om, at

indefrysningskendelser skal fremsendes via en central myndighed, dog således

at

eventuelle erklæringer ophører, når Schengen-konventionens bestemmelser om

gensidig bistand i straffesager, der bygger på princippet om direkte

fremsendelse til de kompetente myndigheder, måtte træde i kraft i forhold til

Storbritannien og Irland.

Den judicielle myndighed i den begærende stat skal, hvis

den ikke har kendskab til, hvilken judiciel myndighed i den anmodede stat der

er kompetent, foretage alle nødvendige undersøgelser for at fremskaffe

oplysninger herom fra den anmodede stat.

Når en judiciel myndighed i den anmodede medlemsstat

modtager en indefrysningskendelse, som myndigheden ikke har kompetence til at

anerkende og fuldbyrde, sender myndigheden kendelsen og den ledsagende attest

videre til den myndighed, der er kompetent til at anerkende og fuldbyrde

indefrysningskendelsen, og underretter den begærende stat herom.

Artikel 5

indebærer, at de kompetente judicielle

myndigheder i den anmodede stat skal anerkende en indefrysningskendelse, der

er

fremsendt i overensstemmelse med artikel 4. Den anmodede stats kompetente

myndigheder skal omgående træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik

på

at fyldbyrde kendelsen på samme måde, som hvis det havde været en kendelse

afsagt i den anmodede stat, medmindre myndighederne finder, at der er

grundlag

for at afslå anmodningen, eller at udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af

kendelsen, jf. artiklerne 7 og 8, der er nærmere beskrevet nedenfor.

Beslutningen om anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen

om indefrysning skal træffes så hurtigt som muligt og så vidt muligt inden

for

24 timer efter modtagelsen af kendelsen.

Medmindre det strider med grundlæggende retsprincipper i

det anmodede land, skal dette land i forbindelse med anerkendelsen og

fuldbyrdelsen overholde de formkrav og procedurer, som det udstedende land

har

angivet i kendelsen. Bestemmelsen svarer til artikel 4 i konventionen af 29.

maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions

medlemsstater.

Formuleringen af artikel 5 svarer i et vist omfang til de

relevante bestemmelser i Rådets forordning af 2. december 2000 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-

og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen).

Hvis indefrysningskendelsen fuldbyrdes, skal den anmodede

stats kompetente myndigheder omgående orientere den begærende stat herom.

Ethvert yderligere tvangsindgreb, som kendelsen kan give

anledning til, skal gennemføres i overensstemmelse med national lovgivning i

den anmodede stat.

Efter

artikel 6

skal indefrysningen af formuegodet

opretholdes i den anmodede stat, indtil denne har besvaret den anmodning, som

den begærende stat skal fremsende i medfør af artikel 10, stk. 1, litra

a)

eller b), jf. nedenfor. Den anmodede stat kan dog efter høring fastsætte

betingelser med henblik på at begrænse indefrysningens varighed. Forinden den

anmodede stat ophæver indefrysningen, skal den underrette den begærende stat

herom og samtidig give denne stat mulighed for at fremkomme med sine

bemærkninger.

I de tilfælde, hvor kendelsen om indefrysning ophæves af

den begærende stats myndigheder, skal den begærende stats myndigheder

omgående

underrette den anmodede stat herom. Den anmodede stat ophæver herefter

foranstaltningen så hurtigt som muligt.

Artikel 7

omhandler de tilfælde, hvor den anmodede

stat kan afslå at anerkende og fuldbyrde en indefrysningskendelse. Det

fremgår

af bestemmelsen, at den anmodede stat kan afslå at anerkende og fuldbyrde

indefrysningskendelsen, hvis den i artikel 9 omhandlede attest ikke

foreligger,

hvis den er mangelfuldt udfærdiget, eller hvis den er i åbenbar

uoverensstemmelse med indefrysningskendelsen.

Endvidere kan den anmodede stat afslå at anerkende og

fuldbyrde kendelsen, hvis den person, som indefrysningskendelsen vedrører,

nyder immunitet eller privilegier, der efter lovgivningen i den anmodede stat

gør det umuligt at fuldbyrde kendelsen. Denne bestemmelse vil bl.a. kunne

finde

anvendelse, hvis der er tale om beslaglæggelse af dokumenter hos en advokat,

og

disse dokumenter må anses for at være omfattet af reglerne om advokaters

tavshedspligt, eller hvis der er tale om beslaglæggelse af aktiver tilhørende

statsoverhoveder eller andre personer, der nyder immunitet.

Anerkendelse og fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis det

på baggrund af oplysningerne om de strafbare handlinger i attesten må lægges

til grund, at det vil være i strid med forbudet mod dobbelt strafforfølgning

senere at overføre bevismidlet til den anmodende stat eller at konfiskere

formuegodet.

Endelig kan anerkendelse og fuldbyrdelse afslås, hvis den

lovovertrædelse, som kendelsen vedrører, ikke udgør en strafbar handling i

den

anmodede stat, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i

artikel

3.

I de tilfælde, hvor den begærende stat ikke har fremsendt

den i artikel 9 nævnte attest, kan den anmodede stat i stedet for at afslå at

anerkende og fuldbyrde kendelsen fastsætte en frist, inden for hvilken

attesten

skal foreligge, eller hvor de manglende oplysninger i attesten skal være

fremsendt. Den anmodede stat kan endvidere vælge at acceptere et dokument

svarende til attesten eller at se bort fra kravene til attesten.

Hvis den anmodede stat vil afslå at anerkende og fuldbyrde

kendelsen, skal dette besluttes omgående og straks meddeles den begærende

stat.

I de tilfælde, hvor det i praksis er umuligt at fuldbyrde

en indefrysningskendelse, fordi aktivet eller bevismidlet er forsvundet,

destrueret eller ikke kan lokaliseres, skal den begærende stat ligeledes

straks

underrettes herom.

Artikel 8

vedrører de tilfælde, hvor den anmodede

stat kan udsætte anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen. Dette kan ske,

hvis

anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen vil skade igangværende

efterforskning

i den anmodede stat, eller hvis aktivet eller bevismidlet allerede er

beslaglagt i forbindelse med en strafferetlig efterforskning. Desuden kan

anerkendelse og fuldbyrdelse udsættes, hvis anmodningen om indefrysning er

fremsat med henblik på efterfølgende konfiskation, og det pågældende aktiv

allerede er omfattet af en beslutning om arrest eller lignende. Udsættelse i

sådanne tilfælde kan dog kun ske i det omfang, en beslutning om arrest eller

lignende har fortrinsret efter national ret frem for en efterfølgende

national

kendelse om beslaglæggelse i forbindelse med en straffesag.

Den begærende stat skal straks underrettes om en beslutning

om at udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af kendelsen samt begrundelsen

herfor og den forventede varighed af udsættelsen. Den anmodede stat skal

sørge

for straks at fuldbyrde kendelsen, når der ikke længere er grundlag for at

udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

Den anmodede stat skal underrette den begærende stat om

enhver anden rådighedsbegrænsende foranstaltning, som formuegodet måtte blive

underlagt.

Artikel 9

omhandler den attest, der skal udfærdiges

i forbindelse med en anmodning om fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse.

Efter bestemmelsen skal den kompetente myndighed i den begærende stat, der

har

afsagt kendelsen om indefrysning, undertegne attesten og attestere, at

oplysningerne er korrekte. Attesten skal oversættes til den anmodede stats

officielle sprog. Attesten skal bl.a. indeholde oplysninger om den

lovovertrædelse, som efterforskningen vedrører, kendelsens formål, hvilket

aktiv eller bevismiddel kendelsen omhandler, og den foranstaltning, som den

anmodede stat skal træffe som følge af kendelsen.

Artikel 10

vedrører den efterfølgende behandling af

det beslaglagte. Bestemmelsen indebærer, at anmodningen om fuldbyrdelse af en

indefrysningskendelse skal være ledsaget af en anmodning om, at det

beslaglagte

overføres til den begærende stat med henblik på anvendelse som bevis, en

anmodning om konfiskation, eller en anmodning om, at det beslaglagte

forbliver

i den anmodede stat, indtil der foreligger en anmodning fra den begærende

stat

om fuldbyrdelse af en kendelse om konfiskation eller overførsel af det

beslaglagte med henblik på anvendelse som bevis.

Det følger af bestemmelsen, at en anmodning om overførsel

skal behandles i den anmodede stat i overensstemmelse med reglerne om

gensidig

retshjælp i straffesager, mens en anmodning om konfiskation skal behandles

efter de internationale regler om fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme,

med

den modifikation, at den anmodede stat ikke må afslå en anmodning om

overførsel

til den begærende stat med henblik på anvendelse som bevis med henvisning

til,

at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt, hvis den lovovertrædelse,

som

ligger til grund for indefrysningskendelsen, er omfattet af positiv-listen i

artikel 3, stk. 2.

Efter

artikel 11

skal medlemsstaterne gennemføre

regler, der gør det muligt for den sigtede, tiltalte eller tredjepart at

klage

over en kendelse om indefrysning, uden at dette dog får opsættende virkning.

Klagen skal behandles af de kompetente myndigheder i enten den anmodede stat

eller den begærende stat i overensstemmelse med national ret. Der er dog ikke

adgang til at indgive klage over indefrysningskendelsens substans i den

anmodede stat. De judicielle myndigheder i den begærende stat skal orienteres

om, at der er indgivet en klage og om de fremsatte anbringender med henblik

på

at kunne fremkomme med bemærkninger. Den begærende stat orienteres endvidere

om

klagens udfald. De kompetente myndigheder i den begærende og i den anmodede

stat skal tage de nødvendige skridt for at lette adgangen for sigtede,

tiltalte

eller tredjepart til at indgive klage over en kendelse om indefrysning. Den

begærende stat skal sikre, at eventuelle frister for indgivelse af klage over

indefrysningskendelsen anvendes på en måde, der sikrer adgangen til effektive

retsmidler.

Hvis den anmodede stat efter lovgivningen i det pågældende

land er ansvarlig for skade forvoldt over for en sigtet, en mistænkt eller en

tredjepart i forbindelse med fuldbyrdelsen af indefrysningskendelsen, skal

den

begærende stat efter

artikel 12

refundere ethvert beløb, som den

anmodede stat har udbetalt i erstatning, medmindre erstatningen er begrundet

i

den adfærd, som den anmodede stat har udvist i forbindelse med fuldbyrdelsen.

Artikel 13

fastslår, at rammeafgørelsen også finder

anvendelse for Gibraltar.

Artikel 14

og

artikel 15

omhandler

iværksættelse og ikrafttræden. Efter bestemmelsen skal medlemsstaterne på et

tidspunkt, der endnu ikke er fastlagt, træffe de nødvendige foranstaltninger

for at efterkomme rammeafgørelsen. Det må forventes, at der i det endelige

udkast til rammeafgørelse fastsættes en frist på ca. halvandet år efter

vedtagelsen af rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i EF-Tidende.

5. De lovgivningsmæssige konsekvenser af

udkastet til rammeafgørelse

Retsplejeloven indeholder som nævnt ovenfor ikke

bestemmelser om indefrysning, men det må lægges til grund, at begrebet

indefrysning, der er anvendt i rammeafgørelsen, omfatter beslaglæggelse, som

er

reguleret i retsplejeloven.

Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke særlige

bestemmelser om fuldbyrdelse af udenlandske kendelser om beslaglæggelse.

Danmark har imidlertid tiltrådt den europæiske konvention

af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager

(Retshjælpskonventionen), og det følger af artikel 1 i konventionen, at de

kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med konventionens

bestemmelser i videst muligt omfang at yde hinanden bistand med henblik på

retsforfølgning af forbrydelser. Efter artikel 3 i konventionen skal den

anmodede stat i overensstemmelse med national lovgivning efterkomme

retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af den

begærende

stats judicielle myndigheder med henblik på fremskaffelse af beviser,

herunder

f.eks. beslaglæggelse eller udlevering af bevismateriale, akter eller

dokumenter.

Danmark har endvidere tiltrådt den europæiske konvention af

8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og

konfiskation af udbytte fra strafbart forhold (Hvidvaskkonventionen). Det

følger af Hvidvaskkonventionens artikel 11, at en part på anmodning fra en

anden part, der har iværksat strafferetlig forfølgning eller retlige skridt

med

henblik på konfiskation, skal træffe de nødvendige foreløbige

foranstaltninger

som f.eks. indefrysning eller beslaglæggelse med henblik på at forhindre

handel

med, overførsel af eller råden over formuegoder, der kan gøres til genstand

for

en anmodning om konfiskation, eller som ville kunne tjene til at efterkomme

anmodningen.

Desuden har Danmark tiltrådt Schengen-konventionen af 19.

juni 1990, som i artikel 53 indeholder bestemmelse om, at anmodninger om

retshjælp og svar herpå kan sendes direkte mellem de judicielle myndigheder.

For så vidt angår fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme,

herunder straffedomme der indebærer konfiskation, har Danmark tiltrådt den

europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale

retsvirkninger. Lov nr. 323 af 6. april 1986 om international fuldbyrdelse af

straf m.v. med senere ændringer indeholder i kapitel 3 nærmere regler om

fuldbyrdelse af afgørelser, som er omfattet af konventionen.

Der gælder ikke efter de internationale konventioner en

absolut pligt for det anmodede land til at gennemføre en anmodning om

beslaglæggelse. Efter Retshjælpskonventionens artikel 2 kan anmodninger om

retshjælp afslås, hvis anmodningen vedrører en forbrydelse, der af den

anmodede

stat betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har

forbindelse med en politisk forbrydelse. Endvidere kan en anmodning afslås,

hvis den anmodede stat finder, at imødekommelse af anmodningen vil kunne

krænke

den pågældende stats suverænitet, bringe dens sikkerhed i fare, stride mod

dens

almindelige retsprincipper eller skade andre livsvigtige interesser. Danmark

har endvidere afgivet en erklæring vedrørende konventionens artikel 5,

hvorefter Danmark har gjort gennemførelsen af en anmodning om beslaglæggelse

afhængig af, at den lovovertrædelse, som kendelsen vedrører, udgør en

strafbar

handling efter dansk ret, og at gennemførelsen af anmodningen er mulig efter

dansk lovgivning. Efter artikel 51 i Schengen-konventionen kan den anmodede

stat endvidere afslå at imødekomme en anmodning om beslaglæggelse, hvis

gennemførelsen af anmodningen ikke er forenelig med denne stats lovgivning.

Efter artikel 18 i Hvidvaskkonventionen gælder der tilsvarende muligheder for

at afslå at imødekomme en anmodning om beslaglæggelse, og i artikel 4 i

konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger er fuldbyrdelsen

af

en udenlandsk straffedom betinget af, at den lovovertrædelse, som

straffedommen

vedrører, udgør en strafbar handling efter national ret i den stat, der

fuldbyrder dommen.

Uanset retsplejeloven ikke indeholder særlige bestemmelser

om fuldbyrdelse af udenlandske kendelser om beslaglæggelse, antages det med

støtte i retspraksis, at udenlandske kendelser om beslaglæggelse kan

gennemføres her i landet, hvis den kompetente myndighed i det land, hvor

kendelsen er afsagt, fremsender en anmodning herom til de kompetente danske

myndigheder. Anmodningen gennemføres i givet fald efter en analogi af

retsplejelovens regler, herunder reglerne om kompetencen til at træffe

beslutning om beslaglæggelse. En udenlandsk anmodning om beslaglæggelse kan

kun

imødekommes, hvis beslaglæggelse ville kunne gennemføres i forbindelse med en

tilsvarende strafferetlig efterforskning her i landet. Gennemførelse af

udenlandske anmodninger om beslaglæggelse er endvidere betinget af, at det

forhold, som efterforskningen vedrører, er strafbart efter dansk ret (kravet

om

dobbelt strafbarhed).

Efter retsplejelovens § 801 kan der foretages

beslaglæggelse til sikring af bevismidler, til sikring af det offentliges

krav

på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, til sikring af forurettedes krav

på

tilbagelevering eller erstatning, og når tiltalte har unddraget sig sagens

videre forfølgning.

Efter § 802, stk. 1, kan genstande, som en

mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig

grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale,

og der er grund til at antage, at genstande kan tjene som bevis eller bør

konfiskeres, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den

tilbage. Efter § 802, stk. 2, kan gods, som en mistænkt ejer,

beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en

lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og beslaglæggelse anses

for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på

konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, 2.

pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller

forurettedes

krav på erstatning i sagen.

Efter § 802, stk. 3, kan beslaglæggelse af en

mistænkts hele formue eller en del af denne, herunder formue, som den

mistænkte

senere måtte erhverve, foretages, såfremt tiltale er rejst for en

lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder

eller

derover, og tiltalte har unddraget sig videre forfølgning i sagen.

Efter retsplejelovens § 803, stk. 1, kan

genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over,

beslaglægges

som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig

påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis,

bør

konfiskeres eller ved en lovovertrædelse er fravendt nogen, som kan kræve den

tilbage.

5.1. Anvendelsesområde

Rammeafgørelsen omfatter såvel indefrysning af formuegoder

og bevismidler, som en mistænkt har rådighed over, som indefrysning af

formuegoder og bevismidler, som en ikke-mistænkt har rådighed over. Som nævnt

ovenfor er der efter retsplejeloven mulighed for at foretage beslaglæggelse i

forhold til den samme personkreds, og rammeafgørelsen nødvendiggør derfor

ikke

i denne sammenhæng lovændringer.

Rammeafgørelsen omfatter i øvrigt alene indefrysning med

henblik på sikring af bevismateriale og med henblik på efterfølgende

konfiskation af et formuegode, hvilket er dækket af de gældende regler i

retsplejeloven om beslaglæggelse.

5.2. Materielle betingelser

5.2.1. Mistankegrundlag og

indikationsbetingelser

Beslaglæggelse i forhold til en mistænkt forudsætter efter

retsplejelovens § 802, at den pågældende med rimelig grund er mistænkt

for

en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og at der er grund

til

at antage, at genstandene kan tjene som bevis eller bør konfiskeres, eller

ved

lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve dem tilbage, eller at

beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på

sagsomkostninger, krav på konfiskation, bødekrav eller forurettedes krav på

erstatning i sagen.

For så vidt angår beslaglæggelse af genstande, som en

ikke-mistænkt har rådighed over, stilles der efter retsplejelovens § 803

krav om, at der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis,

bør

konfiskeres eller ved lovovertrædelse er fravendt nogen, som kan kræve den

tilbage.

Efter rammeafgørelsens regler vil der ikke være mulighed

for at afslå fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse under henvisning til,

at

der ikke er tilstrækkelig grund til mistanke om et strafbart forhold, at der

ikke er grund til at antage, at genstanden vil tjene som bevis eller bør

konfiskeres, eller at beslaglæggelse i øvrigt ikke kan anses for nødvendig.

Ved en gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil

derfor skulle fastsættes bestemmelser, der tager højde for, at der ikke for

så

vidt angår kendelser om indefrysning, der fuldbyrdes i medfør af

rammeafgørelsens regler, skal foretages en nærmere prøvelse af, om disse

betingelser

for beslaglæggelse efter dansk ret er opfyldt.

5.2.2. Kriminalitetskrav

Ifølge retsplejelovens § 802, stk. 1 og 2, samt

§ 803, stk. 1, kan beslaglæggelse af genstande, som en mistænkt har

rådighed over, alene finde sted i forbindelse med lovovertrædelser, der er

undergivet offentlig påtale.

Ved fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse efter

rammeafgørelsens regler vil der ikke kunne stilles krav om, at kendelsen

vedrører en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

rammeafgørelsen nødvendiggør derfor i denne sammenhæng en lovændring.

Efter rammeafgørelsens artikel 3 skal der ikke foretages en

nærmere kontrol af, om forholdet tillige er strafbart i det land, der skal

fuldbyrde en indefrysningskendelse, hvis kendelsen vedrører en forbrydelse

omfattet af positiv-listen i artikel 3, stk. 2, og denne forbrydelse kan

medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den

begærende

medlemsstat. Det bemærkes i den forbindelse, at de lovovertrædelser, der er

omfattet af listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater.

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af

positiv-listen, kan en anmodning om fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse

afslås, hvis forholdet ikke er strafbart i det land, der skal fuldbyrde

indefrysningskendelsen. Der lægges imidlertid op til en fleksibel anvendelse

af

kravet om dobbelt strafbarhed, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses

for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i kendelsen, svarer til en

lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.

Som nævnt ovenfor kan udenlandske kendelser om

beslaglæggelse efter de gældende regler gennemføres her i landet efter en

analogi af retsplejelovens regler. Gennemførelse af udenlandske anmodninger

om

beslaglæggelse er endvidere betinget af, at det forhold, som efterforskningen

vedrører, er strafbart efter dansk ret (krav om dobbelt strafbarhed).

Ved en gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil der

derfor ved lov skulle fastsættes regler, der tager højde for, at der ikke i

forbindelse med fuldbyrdelse af indefrysningskendelser, der er omfattet af

rammeafgørelsens artikel 3, stk. 2, skal foretages en nærmere prøvelse

af,

om der er tale om strafbare forhold efter dansk ret.

5.3. Afslagsgrunde

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 7 regler om, i hvilke

tilfælde den anmodede stat vil kunne afslå at anerkende og fuldbyrde en

udenlandsk kendelse om indefrysning.

Efter artikel 7 kan den anmodende stat afslå at fuldbyrde

en udenlandsk kendelse om indefrysning i tilfælde af mangler ved attesten, i

tilfælde hvor den person, som indefrysningskendelsen vedrører, nyder

immunitet

eller privilegier, der efter lovgivningen i den anmodede stat gør det umuligt

at fuldbyrde kendelsen, i tilfælde, hvor det på baggrund af attesten må

lægges

til grund, at det vil være i strid med forbudet mod dobbelt strafforfølgning

efterfølgende at overføre bevismidlet til den anmodende stat eller at

konfiskere formuegodet, samt i tilfælde, hvor den lovovertrædelse, som

kendelsen vedrører, ikke udgør en strafbar handling i medfør af lovgivningen

i

den anmodede stat, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i

artikel 3, stk. 2.

En gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 7 vil ikke

nødvendiggøre lovændringer, idet der allerede efter gældende regler vil være

mulighed for at afslå at fuldbyrde en udenlandsk kendelse om beslaglæggelse

af

de i artikel 7 nævnte grunde.

Det bør imidlertid overvejes i forbindelse med

gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret at fastsætte regler, der

udtrykkeligt omhandler anvendelsen af de afslagsgrunde, der er anført i

rammeafgørelsens artikel 7.

5.4. Udsættelsesgrunde

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 8 regler om, i hvilke

tilfælde den anmodede stat vil kunne udsætte fuldbyrdelsen af en udenlandsk

kendelse om indefrysning.

Artikel 8 omfatter tilfælde, hvor fuldbyrdelse af kendelsen

vil skade en igangværende efterforskning i den anmodede stat, tilfælde, hvor

aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i forbindelse med en

strafferetlig efterforskning, samt tilfælde, hvor anmodningen om indefrysning

er fremsat med henblik på efterfølgende konfiskation, og aktivet allerede er

omfattet af en beslutning om arrest, der har fortrinsret efter national ret

frem for en efterfølgende national indefrysningskendelse i forbindelse med en

straffesag.

En gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 8 vil ikke

nødvendiggøre lovændringer, idet der allerede efter gældende regler vil være

mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen af en udenlandsk kendelse om

beslaglæggelse af de i artikel 8 nævnte grunde.

Det bør imidlertid overvejes i forbindelse med

gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret at fastsætte regler, der

udtrykkeligt omhandler anvendelsen af de udsættelsesgrunde, der er anført i

rammeafgørelsens artikel 8.

5.5. Kompetence og fremgangsmåde

Rammeafgørelsen indeholder en række bestemmelser om

behandlingen af anmodninger om fuldbyrdelse af indefrysningskendelser. Disse

bestemmelser nødvendiggør visse ændringer i forhold til den måde, hvorpå

anmodninger om beslaglæggelse fra andre EU-lande behandles i dag.

Efter retsplejelovens § 806 træffes beslutning om

beslaglæggelse efter politiets begæring, og afgørelsen træffes af retten ved

kendelse. Såfremt den, som indgrebet retter sig mod, har givet samtykke til

indgrebet, træffes afgørelse om beslaglæggelse dog af politiet. Efter

retsplejelovens § 807, stk. 1, iværksætter politiet

beslaglæggelsen.

Beslaglæggelsen sker indtil videre, men indtil sagens afgørelse kan begæring

om

hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for retten af

den,

der har interesse heri.

I de tilfælde, hvor danske myndigheder til brug for en

dansk straffesag ønsker at få beslaglagt genstande, der befinder sig i

udlandet, vil det ligeledes være retten, der ved kendelse og efter politiets

begæring træffer afgørelse om beslaglæggelse af de pågældende genstande.

Kendelsen sendes herefter sammen med en retsanmodning til det land, hvor

genstanden befinder sig. Myndighederne i det anmodede land fuldbyrder

herefter

kendelsen efter de nationale regler i det pågældende land.

En gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil ikke

forudsætte lovændringer for så vidt angår fuldbyrdelsen af danske kendelser

om

beslaglæggelse i udlandet. Det bør imidlertid overvejes at fastsætte nærmere

regler om sagsgangen i forbindelse med udarbejdelse og fremsendelse af den

attest, der er beskrevet i rammeafgørelsens artikel 4 og 9.

I de tilfælde, hvor Danmark modtager en retsanmodning med

henblik på fuldbyrdelse af en udenlandsk kendelse om indefrysning her i

landet,

sker fuldbyrdelsen i givet fald efter en analogi af retsplejelovens regler om

beslaglæggelse. Det vil således som udgangspunkt være retten, der ved

kendelse

og efter politiets begæring træffer afgørelse om beslaglæggelse på grundlag

af

den udenlandske kendelse.

Ved en gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil det

være muligt at opretholde en ordning, hvor beslaglæggelse på grundlag af en

udenlandsk indefrysningskendelse iværksættes af politiet efter forudgående

forelæggelse for retten, medmindre den, som indgrebet retter sig mod, har

givet

samtykke til indgrebet. Rettens afgørelse om beslaglæggelsens gennemførelse

træffes i givet fald ved kendelse.

Det kan overvejes i forbindelse med rammeafgørelsens

gennemførelse i dansk ret at fastsætte nærmere regler om sagsgangen i

forbindelse med modtagelse og behandling af den attest, der er beskrevet i

rammeafgørelsens artikel 4 og 9.

Efter artikel 11 i rammeafgørelsen skal medlemsstaterne

gennemføre regler, der gør det muligt for den sigtede, tiltalte eller

tredjepart uden opsættende virkning at klage over en kendelse om

indefrysning.

Den begærende stat skal sikre, at eventuelle frister for indgivelse af klage

over indefrysningskendelsen anvendes på en måde, der sikrer interesserede

parter adgang til effektive retsmidler.

For så vidt angår danske kendelser om beslaglæggelse, som

ønskes fuldbyrdet i udlandet, kan rettens afgørelse om beslaglæggelse

indbringes for en højere ret i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel

85

om kære.

Denne ordning vil kunne fastholdes uændret ved en

gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret.

For så vidt angår udenlandske kendelser om indefrysning,

som søges fuldbyrdet i Danmark i medfør af rammeafgørelsens regler, vil en

kendelse med henblik på fuldbyrdelse af den udenlandske kendelse ligeledes

kunne

kæres til en højere ret i overensstemmelse med de almindelige regler om kære.

Den særlige klageordning, der følger af rammeafgørelsens

artikel 11, hvoraf det bl.a. fremgår, at de vægtige grunde for afsigelse af

indefrysningskendelsen kun kan anfægtes ved en appel i den begærende stat,

vil

imidlertid kræve, at der fastsættes særlige regler herom i dansk ret.

5.6. Tvangsmidler

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, skal den

anmodede stat gennemføre ethvert yderligere tvangsindgreb, som kendelsen kan

give

anledning til, i overensstemmelse med de procedureregler, der anvendes i den

anmodede stat.

Det vil i forbindelse med fuldbyrdelsen af kendelser om

indefrysning kunne være relevant at foretage f.eks. ransagning eller give

pålæg

om edition.

Der er fastsat regler om anvendelsen af disse retsmidler i

retsplejelovens kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om edition.

Det bør i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen

i dansk ret overvejes, om det kan være relevant at fastsætte nærmere regler

om

udøvelse af disse tvangsindgreb, når de foretages i tilknytning til

fuldbyrdelse af udenlandske kendelser om indefrysning.

5.7. Varighed

Efter rammeafgørelsens artikel 6 skal indefrysningen af

formuegodet opretholdes i den anmodede stat, indtil denne har besvaret den

anmodning om overførsel af bevismidler til den begærende stat eller en

anmodning om konfiskation, som den begærende stat skal fremsende. Den

anmodede

stat kan dog efter høring af udstedelsesstaten fastsætte betingelser med

henblik på at begrænse indefrysningens varighed. Forinden den anmodede stat

ophæver indefrysningen, skal den underrette den begærende stat herom og

samtidig give denne stat mulighed for at fremkomme med bemærkninger.

Det fremgår af retsplejelovens § 807 d, stk. 1,

at rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802,

stk. 1, og § 803, stk. 1, bortfalder senest, når sagen er

endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det

beslaglagte konfiskeres. Efter retsplejelovens § 805, stk. 2, kan

der, hvis indgrebets øjemed kan opnås ved mindre indgribende

foranstaltninger,

herunder sikkerhedsstillelse, med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes

skriftlig aftale herom.

En gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret

nødvendiggør ikke ændringer i forhold til retsplejelovens regler på dette

område.

5.8. Erstatning

Det følger af rammeafgørelsens artikel 12, at hvis den

anmodede stat efter lovgivningen i det pågældende land er ansvarlig for skade

forvoldt over for en sigtet, en mistænkt eller en tredjepart i forbindelse

med

fuldbyrdelsen af indefrysningskendelsen, skal den begærende stat refundere

ethvert beløb, som den anmodede stat har udbetalt i erstatning, medmindre

erstatningen er begrundet i den adfærd, som den anmodede stat har udvist i

forbindelse med fuldbyrdelsen. Bestemmelsen omfatter dog ikke klager over

kendelsens substans, som alene kan prøves i den begærende stat.

Retsplejelovens kapitel 93 a indeholder regler om

erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Efter retsplejelovens

§ 1018 b kan der tillægges en sigtet, der som led i strafferetlig

forfølgning har været udsat for andre straffeprocessuelle indgreb end

anholdelse og varetægtsfængsling, herunder beslaglæggelse, erstatning, hvis

påtale opgives, eller den pågældende frifindes, uden at dette er begrundet i,

at den pågældende findes utilregnelig. Erstatning ydes for økonomisk skade

samt

for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og

forhold. Ifølge § 1018 c kan erstatning ydes, hvis det findes rimeligt,

i

de tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har været sigtet, har

været

iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning. Erstatningskrav, der

på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, rejses af sigtede,

domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, behandles

efter

begæring efter reglerne i kapitel 93, jf. § 1018 h.

Bestemmelserne finder anvendelse i forhold til indgreb, der

gennemføres her i landet, samt i forhold til indgreb, der gennemføres i

udlandet på begæring af danske myndigheder.

Det bør i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen

i dansk ret overvejes, om der er behov for at fastsætte særlige bestemmelser

om

refusion af beløb, som den anmodede stat måtte have udbetalt i erstatning i

forbindelse med fuldbyrdelsen af en dansk afgørelse.

Bilag

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE .../.../RIA

af

om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af

kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union,

særlig artikel 31, litra a), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til initiativ fra Den Franske

Republik, Kongeriget Sverige og Kongeriget Belgien,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det

Europæiske Råd støttede på mødet den 15. og 16. oktober 1999 i Tammerfors

princippet om gensidig anerkendelse, der bør være hjørnestenen i det retlige

samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige

område.

(2)

Princippet om

gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under

straffesagens

forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for

hurtigt

at sikre bevismateriale og beslaglægge formuegoder, der let kan flyttes.

(3)

Den 29. november 2000

vedtog Rådet i overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors et program

med foranstaltninger til gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse

af afgørelser i straffesager, som gav første prioritet (foranstaltning 6 og

7)

til vedtagelse af et instrument, der anvender princippet om gensidig

anerkendelse på indefrysning af bevismaterialer og formuegoder.

(4)

Et samarbejde mellem

medlemsstaterne på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og

umiddelbar fuldbyrdelse af retsafgørelser forudsætter, at der er tillid til,

at

de afgørelser, der skal anerkendes og fuldbyrdes, altid vil blive truffet i

overensstemmelse med principperne om legalitet, subsidiaritet og

proportionalitet.

(5)

De rettigheder, som

tilkommer en berørt part eller godtroende tredjemand, bør sikres.

(6)

Denne rammeafgørelse

overholder de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i

artikel

6 i TEU og afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, navnlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes

som

et forbud mod at nægte at indefryse formuegoder, for hvilke der er afsagt en

indefrysningskendelse, hvis der er objektive grunde til at formode, at

indefrysningskendelsen er afsagt med det formål at retsforfølge eller straffe

en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund,

nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering,

eller

at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde. Denne

rammeafgørelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne

forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang,

foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier –

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

AFSNIT I

ANVENDELSESOMRÅDE

ARTIKEL 1

Formål

Formålet med denne rammeafgørelse er at fastsætte regler,

hvorefter en medlemsstat skal anerkende og på sit område fuldbyrde en

indefrysningskendelse afsagt af en judiciel myndighed i en anden medlemsstat.

Den indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de

grundlæggende

rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er knæsat ved

artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

ARTIKEL 2

Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved

a)

»udstedelsesstat«:

den medlemsstat, i hvilken en judiciel myndighed som defineret i

udstedelsesstatens nationale ret har afsagt, godkendt eller på anden vis

bekræftet en indefrysningskendelse i forbindelse med en straffesag

b)

»fuldbyrdelsesstat«:

den medlemsstat, på hvis område formuegoderne eller bevismaterialet befinder

sig

c)

»indefrysningskendelse«:

enhver foranstaltning, der er truffet af en kompetent judiciel myndighed i

udstedelsesstaten med henblik på midlertidigt at forhindre enhver

destruktion,

ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan

konfiskeres, eller bevismateriale

d)

»formuegoder«:

formuegoder af enhver art, det være sig rørlige eller urørlige formuegoder,

samt juridiske dokumenter og papirer, der beviser adkomst til eller

rettigheder

over sådanne formuegoder, når de pågældende formuegoder af den kompetente

judicielle myndighed i udstedelsesstaten anses for:

–

at være udbyttet af

en af de i artikel 3 omhandlede lovovertrædelser eller et aktiv, der helt

eller

delvis svarer til værdien af et sådant udbytte, eller

–

at være redskaber

eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse

e)

»bevismateriale«:

genstande, dokumenter eller data, der kan fremlægges som bevis ved

strafferetlig forfølgning af en af de i artikel 3 omhandlede

lovovertrædelser.

ARTIKEL 3

Lovovertrædelser

1. Denne rammeafgørelse finder anvendelse på

indefrysningskendelser, der afsiges med henblik på:

i)

sikring

af bevismateriale eller

ii)

efterfølgende

konfiskation af formuegode

2. Følgende lovovertrædelser, som defineret i

udstedelsesstatens ret, og som i udstedelses- staten straffes med

frihedsstraf

af en maksimal varighed på mindst 3 år, underkastes ikke kontrol af dobbelt

strafbarhed:

–

deltagelse

i en kriminel organisation – terrorisme – menneskehandel

–

seksuel udnyttelse af

børn og børnepornografi – ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer –

ulovlig handel med våben, ammunition og sprængstoffer

–

bestikkelse – svig,

herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser,

som omhandlet i konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske

Fællesskabers finansielle interesser

–

hvidvaskning af

udbyttet fra strafbart forhold

–

falskmøntneri og

forfalskning af euroen

–

internetkriminalitet

–

miljøkriminalitet,

herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede

plantearter og træsorter

–

sluserkriminalitet

–

forsætligt manddrab,

grov legemsbeskadigelse

–

ulovlig handel med

menneskevæv og -organer

–

bortførelse,

frihedsberøvelse og gidseltagning

–

racisme og fremmedhad

–

organiseret eller

væbnet tyveri

–

ulovlig handel med

kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande – bedrageri

–

afkrævning af

beskyttelsespenge og pengeafpresning

–

efterligninger og

fremstilling af piratudgaver af produkter

–

forfalskning af

officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter

–

forfalskning af

betalingsmidler

–

ulovlig handel med

hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer – ulovlig handel med

nukleare

og radioaktive materialer

–

ulovlig handel med

stjålne motorkøretøjer

–

voldtægt

–

brandstiftelse

–

strafbare handlinger

omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed – skibs-

eller

flykapring

–

sabotage.

3. Rådet kan til enhver tid med enstemmighed og efter

høring af Europa-Parlamentet på betingelserne i artikel 39, stk. 1, i

TEU

beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser på listen i

stk. 1.

Rådet overvejer i lyset af den rapport, som Kommissionen forelægger det i

medfør af artikel 14, om listen skal udvides eller ændres.

4. I andre end de i stk. 2 nævnte tilfælde kan

fuldbyrdelsesstaten lade anerkendelse og fuldbyrdelse af en

indefrysningskendelse, der er afsagt i medfør af stk. 1, nr. i), være

betinget af, at de forhold, der ligger til grund for kendelsen, udgør en

lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, uanset

gerningsindholdet

eller den retlige beskrivelse af dette efter udstedelsesstatens lovgivning. I

andre end de i stk. 2 nævnte tilfælde kan fuldbyrdelsesstaten lade

anerkendelse og fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse, der er afsagt i

medfør af stk. 1, nr. ii), være betinget af, at de forhold, der ligger

til

grund for kendelsen, udgør en lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens

lovgivning tillader en sådan indefrysning, uanset gerningsindholdet eller den

retlige beskrivelse af dette efter udstedelsesstatens lovgivning.

AFSNIT II

PROCEDURE FOR FULDBYRDELSE AF INDEFRYSNINGSKENDELSER

ARTIKEL 4

Fremsendelse af indefrysningskendelser

1. En indefrysningskendelse som defineret i denne

rammeafgørelse fremsendes af den judicielle myndighed, der har afsagt den,

sammen med den i artikel 9 omhandlede attest direkte til den judicielle

myndighed, der er kompetent til at fuldbyrde den, ved hjælp af ethvert

middel,

som kan frembringe skriftlig dokumentation på en måde, der tillader

fuldbyrdelsesstaten at fastslå ægtheden.

2. Det Forenede Kongerige og Irland kan inden den i

artikel 14, stk. 1, nævnte dato fremsætte en erklæring om, at

indefrysningskendelsen samt attesten skal fremsendes gennem en central

myndighed eller centrale myndigheder, som de specificerer i erklæringen. En

sådan erklæring kan til enhver tid ændres ved hjælp af en ny erklæring eller

trækkes tilbage. Enhver erklæring eller notifikation om tilbagetrækning skal

deponeres i Generalsekretariatet for Rådet og meddeles Kommissionen. Disse

medlemsstater kan til enhver tid ved hjælp af en yderligere erklæ- ring

begrænse en sådan erklærings rækkevidde med henblik på at give stk. 1

større virkning. Dette bliver obligatorisk, når bestemmelserne om gensidig

retshjælp i Schengen-gennemførelseskonventionen får virkning for dem.

3. Hvis den judicielle myndighed, der er kompetent til

at fuldbyrde kendelsen, ikke er udstedelsesstatens judicielle myndighed

bekendt, foretager denne alle nødvendige undersøgelser, her- under via

kontaktpunkterne i det europæiske retlige netværk, for at fremskaffe

oplysningerne fra fuldbyrdelsesstaten.

4. Når den judicielle myndighed i fuldbyrdelsesstaten,

som modtager en indefrysningskendelse, ikke har kompetence til at anerkende

den

og træffe de nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde den, fremsender den

på embeds vegne indefrysningskendelsen til den judicielle myndighed, der er

kompetent til at fuldbyrde den, og underretter den judicielle myndighed i

udstedelsesstaten, som har afsagt kendelsen, herom.

ARTIKEL 5

Anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse

1. Fuldbyrdelsesstatens kompetente judicielle

myndigheder anerkender uden yderligere formaliteter en indefrysningskendelse,

der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4, og træffer omgående de

nødvendige foranstaltninger med henblik på øjeblikkeligt at fuldbyrde den på

samme måde, som hvis der havde været tale om en indefrysningskendelse, der

var

afsagt af fuldbyrdelsesstaten, medmindre den pågældende myndighed beslutter

at

påberåbe sig en af de i artikel 7 omhandlede grunde til at afslå anerkendelse

eller fuldbyrdelse eller en af de i artikel 8 omhandlede grunde til

udsættelse.

Når det er nødvendigt af hensyn til det indsamlede

bevismateriales gyldighed og under forudsætning af, at sådanne formelle krav

og

procedurer ikke er i modstrid med de grundlæggende principper i

fuldbyrdelsesstatens ret, skal den judicielle myndighed i fuldbyrdelsesstaten

ligeledes i forbindelse med fuldbyrdelsen af indefrysningskendelsen overholde

de formelle krav og proceduren, som den kompetente judicielle myndighed i

udstedelsesstaten udtrykkeligt an- giver.

Der redegøres omgående for fuldbyrdelsen af

indefrysningskendelsen over for udstedelsesstatens kompetente myndighed ved

hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.

2. Eventuelle yderligere tvangsmidler, som

indefrysningskendelsen nødvendiggør, tages i brug i overensstemmelse med de

procedureregler, der anvendes i fuldbyrdelsesstaten.

3. De kompetente judicielle myndigheder i

fuldbyrdelsesstaten skal træffe afgørelse om indefrysningskendelsen og

meddele

denne afgørelse snarest muligt og, om praktisk muligt, inden for 24 timer

efter

modtagelse af indefrysningskendelsen.

ARTIKEL 6

Indefrysningens varighed

1. Indefrysningen af formuegoderne opretholdes i

fuldbyrdelsesstaten, indtil denne har taget endelig stilling til en anmodning

efter artikel 10, stk. 1, litra a) eller b).

2. Fuldbyrdelsesstaten kan dog i overensstemmelse med

sin lovgivning og praksis efter høring af udstedelsesstaten opstille

betingelser, der er afpasset efter sagens omstændigheder, med henblik på at

begrænse indefrysningsforanstaltningens varighed. Hvis fuldbyrdelsesstaten i

over- ensstemmelse med disse betingelser påtænker at ophæve foranstaltningen,

underretter den udstedelsesstaten herom og giver denne mulighed for at

fremkomme med sine bemærkninger.

3. Udstedelsesstatens judicielle myndigheder skal

omgående underrette fuldbyrdelsesstatens judicielle myndigheder om ophævelsen

af indefrysningskendelsen. I så fald er det fuldbyrdelsesstatens ansvar at

ophæve foranstaltningen så hurtigt som muligt.

ARTIKEL 7

Grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse

1. Fuldbyrdelsesstatens kompetente judicielle

myndigheder må kun afslå at anerkende eller fuldbyrde indefrysningskendelsen

a)

hvis

den i artikel 9 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuldt udfærdiget

eller er i åbenlys uoverensstemmelse med indefrysningskendelsen

b)

hvis der i henhold

til fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger en immunitet eller et

privilegium, der gør det umuligt at fuldbyrde indefrysningskendelsen

c)

hvis det umiddelbart

af oplysningerne i attesten fremgår, at ydelse af retshjælp i henhold til

artikel 10 i forbindelse med den lovovertrædelse, der ligger til grund for

indefrysningskendelsen,strider mod ne bis in idem-princippet

d)

hvis det forhold, der

ligger til grund for en indefrysningskendelse i et af de tilfælde, der er

nævnt

i artikel 3, stk. 4, ikke udgør en lovovertrædelse efter

fuldbyrdelseslandets lovgivning; for så vidt angår skatter, afgifter, told og

valutahandel må fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse dog ikke afslås med

den begrundelse, at fuldbyrdelseslandets lovgivning ikke foreskriver

opkrævning

af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om

skatter, afgifter, told og valutahandel som udstedelseslandets lovgivning.

2. I det i stk. 1, litra a), omhandlede tilfælde

kan den kompetente judicielle myndighed

–

fastsætte

en frist, inden for hvilken attesten skal foreligge eller foreligge i komplet

eller rettet tilstand, eller

–

acceptere et

tilsvarende dokument eller

–

give den udstedende

myndighed dispensation, hvis den mener at være tilstrækkeligt informeret.

3. Et afslag på anerkendelse eller fuldbyrdelse skal

besluttes omgående og omgående meddeles udstedelsesstatens kompetente

judicielle myndigheder ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe

skriftlig dokumentation.

4. Hvis det i praksis viser sig umuligt at fuldbyrde

indefrysningskendelsen, fordi formuegoderne eller bevismaterialet er

forsvundet, er blevet destrueret eller ikke findes på det i attesten angivne

sted, eller fordi det ikke, selv efter høring af udstedelsesstaten, er

angivet

tilstrækkeligt præcist, hvor formuegoderne eller bevismaterialet befinder

sig,

underrettes udstedelsesstatens kompetente judicielle myndigheder ligeledes

omgående.

ARTIKEL 8

Grunde til at udsætte fuldbyrdelsen

1. Den kompetente judicielle myndighed kan udsætte

fuldbyrdelsen af en indefrysningskendelse, der er fremsendt i

overensstemmelse

med artikel 4

a)

indtil

et tidspunkt, som den finder passende, hvis fuldbyrdelsen kan skade en

igangværende strafferetlig efterforskning, eller

b)

indtil ophævelse af

en eventuel allerede afsagt kendelse i forbindelse med en straffesag, der har

medført indefrysning af de pågældende formuegoder eller det pågældende

bevismateriale,

c)

indtil ophævelse af

en kendelse i forbindelse med en straffesag, der har medført indefrysning af

formuegoder med henblik på efterfølgende konfiskation, hvor de pågældende

formuegoder allerede er genstand for en kendelse, som er afsagt i forbindelse

med andre retlige procedurer i fuldbyrdelsesstaten. Denne bestemmelse finder

imidlertid kun anvendelse, når en sådan kendelse har fortrinsret frem for en

efterfølgende national indefrysningskendelse i forbindelse med en straffesag

i

henhold til national ret.

2. Der redegøres omgående for udsættelsen af

indefrysningskendelsens fuldbyrdelse, herunder for grundene til udsættelsen

og

om muligt for udsættelsens forventede varighed, over for udstedelsesstatens

kompetente myndighed ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe

skriftlig

dokumentation.

3. Så snart grunden til udsættelsen er ophørt med at

eksistere, træffer den kompetente judicielle myndighed omgående de nødvendige

foranstaltninger med henblik på at fuldbyrde indefrysningskendelsen og

underretter udstedelsesstatens kompetente myndighed herom ved hjælp af

ethvert

middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.

4. Fuldbyrdelsesstatens judicielle myndighed underretter

udstedelsesstatens judicielle myndighed om enhver anden begrænsende

foranstaltning, som de pågældende formuegoder måtte blive underlagt.

ARTIKEL 9

Attest

1. Den kompetente judicielle myndighed i

udstedelsesstaten, der har beordret foranstaltningen, undertegner attesten på

den i bilaget angivne standardformular og bekræfter, at oplysningerne er

korrekte.

2. Attesten oversættes til det officielle sprog eller et

af de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten.

3. Enhver medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen

af denne rammeafgørelse eller på et senere tidspunkt i en erklæring, der

deponeres i Generalsekretariatet for Rådet, angive, at den accepterer en

oversættelse til et eller flere andre af de officielle sprog, der anvendes af

De Europæiske Fællesskabers institutioner.

ARTIKEL 10

Efterfølgende behandling af de indefrosne

formuegoder

1. Den i artikel 4 omhandlede fremsendelse

a)

ledsages

af en anmodning om overførsel af bevismaterialet til udstedelsesstaten, eller

b)

ledsages af en

anmodning om konfiskation med henblik på enten fuldbyrdelse af en

konfiskationskendelse, der er afsagt i udstedelsesstaten, eller konfiskation

i

fuldbyrdelsesstaten og efterfølgende fuldbyrdelse af en sådan eventuel

kendelse, eller

c)

indeholder en

instruks i attesten om, at formuegoderne skal forblive i fuldbyrdelsesstaten,

indtil der foreligger en anmodning efter litra a) eller b). Udstedelsesstaten

skal i attesten angive den (anslåede) dato for en sådan anmodnings

fremsendelse. Artikel 6, stk. 2, finder anvendelse.

2. De i stk. 1, litra a) og b), omhandlede

anmodninger fremsendes af udstedelsesstaten og be- handles af

fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med de gældende regler for gensidig

retshjælp i straffesager og de gældende regler for internationalt samarbejde

om

konfiskation.

3. Uanset reglerne for gensidig retshjælp i stk. 2

må fuldbyrdelsesstaten imidlertid ikke begrunde et afslag på anmodninger som

nævnt i stk. 1, litra a), med, at der ikke er dobbelt strafbarhed, hvis

disse anmodninger vedrører de i artikel 3, stk. 2, omhandlede

lovovertrædelser, og disse lovovertrædelser medfører mindst 3 års

frihedsstraf

i udstedelsesstaten.

ARTIKEL 11

Retsmidler

1. Medlemsstaterne indfører de nødvendige ordninger for

at sikre, at alle interesserede parter, herunder tredjemand i god tro, råder

over retsmidler uden opsættende virkning i forbindelse med en

indefrysningskendelse, der fuldbyrdes i medfør af artikel 5, med henblik på

at

beskytte deres legitime interesser; appellen indgives for en domstol i

udstedelsesstaten eller fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med den

pågældende stats nationale ret.

2. De vægtige grunde for afsigelse af

indefrysningskendelsen kan kun anfægtes ved appel for en domstol i

udstedelsesstaten.

3. Hvis appellen indgives i fuldbyrdelsesstaten,

orienteres den judicielle myndighed i udstedelsesstaten herom og om appellens

anbringender, så den kan fremlægge de argumenter, den finder nødvendige. Den

orienteres om appellens udfald

4. Udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten træffer de

nødvendige foranstaltninger for at gøre det lettere at indgive en appel som

omhandlet i stk. 1, navnlig ved at give de berørte parter de relevante

oplysninger.

5. Udstedelsesstaten sikrer, at eventuelle frister for

indgivelse af den i stk. 1 omhandlede appel anvendes på en måde, der

garanterer

interesserede parter adgang til effektive retsmidler.

ARTIKEL 12

Refusion

1. Hvis fuldbyrdelsesstaten i henhold til sin lovgivning

er ansvarlig for skade, der er forvoldt en af de i artikel 11 omhandlede

parter

i forbindelse med fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse, der er fremsendt

til den i medfør af artikel 4, refunderer udstedelsesstaten

fuldbyrdelsesstaten

de beløb, denne har ydet i erstatning i henhold til dette ansvar til nævnte

part, med mindre og i det omfang skaden eller en del af skaden udelukkende

skyldes fuldbyrdelsesstatens handlemåde, jf. dog artikel 11, stk. 2.

2. Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes nationale

ret vedrørende fysiske eller juridiske personers krav om skadeserstatning.

AFSNIT III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

ARTIKEL 13

Geografisk anvendelsesområde

Denne rammeafgørelse gælder også for Gibraltar.

ARTIKEL 14

Iværksættelse

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige

foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den [...].

2. Medlemsstaterne meddeler inden samme tidspunkt

Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de

retsforskrifter,

som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne

rammeafgørelse, i national ret. På baggrund af en rapport udarbejdet ud fra

disse oplysninger og en skriftlig rapport fra Kommissionen vurderer Rådet

inden

den [...], i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige

foranstaltninger for at efterkomme denne rammeafgørelse.

3. Generalsekretariatet for Rådet underretter

medlemsstaterne og Kommissionen om de erklæringer, der fremsættes i medfør af

artikel 9, stk. 3.

ARTIKEL 12

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på datoen for

offentliggørelsen i EF-tidende.

Udfærdiget i , den

På Rådets vegne

Formand

Bilag I

TIL RAMMEAFGØRELSEN

Attest, jf. artikel 9

1.

Udstedelsesstat

1)

2.

Domstol eller anden judiciel myndighed, der afsiger eller

træffer afgørelse om indefrysning og udsteder attesten

2.1.

Navn

2.2.

Adresse

2.3.

Tlf./fax/e-post

2)

2.4.

Sprog, som kan anvendes ved henvendelse til den

udstedende myndighed:

3)

2.4.1.

Tysk

2.4.2.

Engelsk

2.4.3.

osv.

3.

Lovovertrædelse(r), der ligger til grund for

indefrysningskendelsen

3.1.

ulovlig handel med narkotika

3.2.

svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle

interesser

3.3.

hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold

3.4.

falskmøntneri i forbindelse med euroen

3.5.

bestikkelse

3.6.

menneskehandel

4.

Den mistænkte

4.1.

navnet på den/de mistænkte, så vidt dette kendes

5.

Beskrivelse af de relevante forhold, der ligger til grund

for indefrysningskendelsen, og kort fremstilling af de faktiske

omstændigheder, som den judicielle myndighed, der afsiger

indefrysningskendelsen og udsteder attesten har kendskab til

6.

Indefrysningskendelse

6.1.

dato

6.2.

kendelsens formål

6.2.1.

konfiskation på et senere tidspunkt

6.2.2.

tilvejebringelse af bevismateriale

6.3.

Formuegode eller bevismateriale omhandlet i

indefrysningskendelsen

6.3.1.

præcis beskrivelse af formuegoderne eller bevismaterialet

og, hvis det drejer sig om en indefrysningskendelse vedrørende værdien af

udbytte, angivelse af det maksimumsbeløb, der søges inddrevet i forbindelse

med formuegoderne

6.3.2.

præcis angivelse af, hvor formuegoderne eller

bevismaterialet befinder sig

6.3.3.

den part, der har formuegoderne i depot, eller

formuegodernes eller bevismaterialets kendte faktiske ejer, hvis der er tale

om forskellige personer

7.

Foranstaltning, som fuldbyrdelsesstaten skal træffe efter

at have fuldbyrdet indefrysningskendelsen

7.1.

overføre bevismaterialet til udstedelsesstaten

7.1.1.

anmodning er vedlagt

7.1.2

dato for anmodningens fremsendelse

7.2

beholde formuegodet i fuldbyrdelsesstaten med henblik på

fuldbyrdelse af en konfiskationskendelse

7.2.1.

anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationskendelse

afsagt i udstedelsesstaten den ... (dato) er vedlagt

7.2.2.

anmodning om konfiskation i fuldbyrdelsesstaten og

efterfølgende håndhævelse af en sådan kendelse er vedlagt

7.2.3.

anslået dato for fremsendelse af den i 7.2.1 eller 7.2.2

nævnte anmodning

8.

Person, som kan give oplysninger om procedurerne for

indgivelse af appel i udstedelsesstaten og om den retshjælp og de

oversættelsesfaciliteter, der er til rådighed.

1.

Navn

2.

Adresse

3.

Tlf./fax/e-post

9.

Supplerende oplysninger

3)

10.

Teksten til indefrysningskendelsen er vedlagt denne

attest

1)

Alle attestens rubrikker anføres på de

officielle EU-sprog; om nødvendigt anføres oversættelsen af rubrikkerne på

bagsiden af dokumentet med en henvisning til et tal på forsiden.

2)

Telefon- og faxnumre skal angives fuldt ud

(dvs. som ved opkald fra udlandet), og der skal så vidt muligt anføres numre

på direkte linjer.

3)

Denne oplysning er ikke obligatorisk og er

ikke omfattet af artikel 9.

Udstedelsesstatens judicielle myndighed bekræfter,

at oplysningerne i denne attest er korrekte.

Udfærdiget i ......................., den........

Underskrift og/eller stempel ..............

Lignende dokumenter