Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 23. april 2003 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag til folketingsbeslutning
om udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den
Europæiske Union af kendelser om indefrysning af
formuegoder eller bevismateriale
»Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark i Rådet
for Den Europæiske Union medvirker til vedtagelsen af udkastet til
rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om
indefrysning
af formuegoder eller bevismateriale.«
Bemærkninger til forslaget
Indholdsfortegnelse
1.
Formålet med
fremsættelse af forslaget til folketingsbeslutning
2.
Forslagets
hovedpunkter
3.
Baggrunden for
udkastet til rammeafgørelse
4.
Indholdet af
udkastet til rammeafgørelse
5.
De
lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse
5.1.
Anvendelsesområde
Læs alt
5.2.
Materielle
betingelser
5.2.1.
Mistankegrundlag
og indikationsbetingelser
5.2.2.
Kriminalitetskrav
5.3.
Afslagsgrunde
5.4.
Udsættelsesgrunde
5.5.
Kompetence og
fremgangsmåde
5.6.
Tvangsmidler
5.7.
Varighed
5.8.
Erstatning
1. Formålet med fremsættelse af forslaget til
folketingsbeslutning
Formålet med fremsættelse af forslaget til
folketingsbeslutning er efter grundlovens § 19 at opnå Folketingets
samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne medvirker til Rådet for Den
Europæiske Unions vedtagelse af et udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse
i
Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller
bevismateriale.
Udkastet til rammeafgørelse er på grundlag af et forslag
fra Den Franske Republik, Kongeriget Sverige og Kongeriget Belgien udarbejdet
bl.a. med hjemmel i artikel 34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den
Europæiske Union (TEU), hvorefter Rådet på initiativ af en medlemsstat eller
Kommissionen med enstemmighed kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.
Rammeafgørelser er et retsinstrument, som Den Europæiske
Union efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 kan benytte sig
af inden for det mellemstatslige samarbejde på det politimæssige og
strafferetlige område (TEU afsnit VI). Rammeafgørelser er bindende for
medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de
nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.
Rammeafgørelser
indebærer ikke umiddelbar anvendelighed.
Rammeafgørelser har således karakter af en folkeretlig
bindende forpligtelse for medlemsstaterne, der indtræder ved Rådets
vedtagelse
af rammeafgørelsen. Medlemsstaterne vil være forpligtede til at sikre
gennemførelsen af rammeafgørelsen i national ret, herunder om nødvendigt i
kraft af lovgivningsmæssige initiativer.
På den baggrund forudsætter Danmarks medvirken til Rådets
vedtagelse af rammeafgørelser, der kræver ændringer af dansk lovgivning,
Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1.
Denne fremgangsmåde blev i øvrigt anvendt i forbindelse med
Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod
falskmøntneri ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner i forbindelse
med
indførelsen af euroen, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, spalte
7738-7747, og i forbindelse med Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen om den
europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem den Europæiske
Unions
medlemsstater, jf. Folketingstidende 2001-2002, Tillæg A, spalte 5277-5310.
Udkastet til rammeafgørelse om indefrysning af formuegoder
eller bevismateriale indeholder på en række punkter bestemmelser, der
nødvendiggør ændringer af dansk lovgivning.
Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen
forudsætter derfor Folketingets forudgående samtykke, jf. grundlovens
§ 19, stk. 1.
På den baggrund fastholdt Danmark på rådsmødet (retlige og
indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002, hvor der blev
opnået politisk enighed om udkastet til rammeafgørelse, et parlamentarisk
forbehold over for udkastet til rammeafgørelse.
Det græske formandskab sigter mod, at udkastet til
rammeafgørelse vil kunne vedtages på et rådsmøde under græsk formandskab i
løbet af første halvår af 2003, og formålet med beslutningsforslaget er at
gøre
det muligt for Danmark at hæve det parlamentariske forbehold og medvirke til
vedtagelsen af rammeafgørelsen.
Lovforslag med henblik på rammeafgørelsens gennemførelse i
dansk ret vil i givet fald kunne fremsættes i løbet af en senere
folketingssamling.
2. Forslagets hovedpunkter
Formålet med udkastet til rammeafgørelse om indefrysning af
formuegoder eller bevismateriale – d.v.s. den midlertidige fratagelse af
rådigheden herover - er at forenkle og effektivisere procedurerne i
forbindelse
med indefrysning af formuegoder eller bevismidler i udlandet som led i
retsforfølgning af strafbare forhold, således at en kendelse om
beslaglæggelse
af f.eks. bevismateriale, hurtigt kan fuldbyrdes i det land, hvor
bevismaterialet befinder sig.
Procedurerne i forbindelse med fuldbyrdelse af en
retsafgørelse i udlandet er komplicerede, og det tager ofte meget lang tid at
få en afgørelse om f.eks. beslaglæggelse af et formuegode gennemført i
udlandet. Dette indebærer risiko for, at formålet med beslaglæggelsen
forspildes, og at mulighederne for at sikre et bevismiddel med henblik på
strafforfølgning eller strafbart udbytte med henblik på konfiskation
forringes.
I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i
oktober måned 1999 er det forudsat, at princippet om gensidig anerkendelse
også
bør gælde kendelser afsagt under straffesagens forberedelse, især når det
giver
de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og
beslaglægge aktiver, der let kan flyttes. Udarbejdelsen af EU-regler om
gensidig anerkendelse af og fuldbyrdelse af retsafgørelser om indefrysning af
formuegoder eller bevismidler er i øvrigt blevet fremskyndet på baggrund af
terrorangrebene i USA den 11. september 2001 og som led i bestræbelserne på
at
styrke indsatsen over for finansiering af terrorisme.
De forenklede procedurer vil endvidere kunne medvirke til,
at varetægtsfængslingsperioder i visse tilfælde vil kunne forkortes, fordi
bevismidler og formodet strafbart udbytte hurtigere kan indefryses, og
behovet
for at varetægtsfængsle en mistænkt på grundlag af en antagelse om, at den
pågældende vil bortskaffe bevismateriale, derved hurtigere vil ophøre.
Udkastet til rammeafgørelse indeholder bestemmelser, der fastlægger
i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være forpligtede til at fuldbyrde en
indefrysningskendelse fra en anden medlemsstat. Udkastet fastlægger herudover
bestemmelser om, i hvilke tilfælde medlemsstaterne kan afslå at fuldbyrde en
indefrysningskendelse fra en anden medlemsstat.
Retsplejeloven indeholder ikke
bestemmelser om indefrysning, men det må lægges til grund, at begrebet
indefrysning, der er anvendt i udkastet til rammeafgørelse, svarer til
beslaglæggelse, som er reguleret i retsplejeloven.
Udkastet til rammeafgørelse fastlægger endvidere, hvilke
lovovertrædelser der kan danne grundlag for anerkendelse og fuldbyrdelse af
en
udenlandsk kendelse om indefrysning. Der sondres i den forbindelse mellem
lovovertrædelser på en såkaldt positiv-liste og andre lovovertrædelser.
Positiv-listen omfatter en række alvorlige
lovovertrædelser, herunder terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af
børn, ulovlig handel med narkotika, manddrab og racisme, for så vidt de kan
medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den
begærende
medlemsstat. Der gælder derimod ikke et krav om dobbelt strafbarhed, d.v.s.
at
forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i den anmodede medlemsstat.
Da
de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil
være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af udkastet til
rammeafgørelse på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages en
indgående
kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede
medlemsstat. En tilsvarende ordning, herunder for så vidt angår
positiv-listens
indhold, er etableret som led i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den
europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem den Europæiske
Unions
medlemsstater.
Herudover indeholder udkastet til rammeafgørelse en række
fakultative afslagsgrunde, der begrænser pligten til at anerkende og
fuldbyrde
en udenlandsk kendelse om indefrysning, selv om lovovertrædelsen er omfattet
af
positiv-listen. Det vil bl.a. være muligt at afslå at fuldbyrde en
indefrysningskendelse, hvis fuldbyrdelsen vil stride mod forbudet mod dobbelt
strafforfølgning (det såkaldte »ne bis in idem«-princip).
Med hensyn til lovovertrædelser uden for positiv-listen
vil der som hidtil kunne stilles krav om, at forholdet er strafbart efter
national ret, ligesom afslagsgrundene ligeledes begrænser pligten til at
anerkende og fuldbyrde en udenlandsk kendelse om indefrysning for disse
lovovertrædelser.
En gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil
nødvendiggøre lovændringer. Den væsentligste lovgivningsmæssige konsekvens af
rammeafgørelsen vil være, at der skal fastsættes nærmere regler for
fuldbyrdelse af kendelser fra andre EU-lande om indefrysning - det vil sige
beslaglæggelse - af formuegoder eller bevismidler bl.a. med henblik på, at
der
ikke foretages en nærmere efterprøvelse af mistankegrundlaget og
nødvendigheden
af indefrysningen, ligesom der i forhold til visse forbrydelser ikke vil
skulle
foretages en nærmere prøvelse af, om der er tale om strafbare forhold efter
dansk
ret. Endvidere vil der ved fuldbyrdelse af en udenlandsk
indefrysningskendelse
efter rammeafgørelsens regler ikke kunne stilles krav om, at kendelsen
vedrører
en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.
3. Baggrunden for udkastet til rammeafgørelse
Det følger af artikel 29 i TEU, at Unionen har som mål at
give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed. Det følger endvidere af artikel 29, at dette mål skal nås både
ved at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet, især
terrorisme,
menneskehandel og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig
våbenhandel, korruption og svig, gennem tættere samarbejde mellem
medlemsstaternes retlige og andre kompetente myndigheder.
Efter TEU artikel 31, litra a, omfatter det strafferetlige
samarbejde bl.a. initiativer til fremme af samarbejdet vedrørende retspleje
og
fuldbyrdelse af afgørelser mellem medlemsstaterne.
På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske
Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på
gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem
fælles
handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal
iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe
organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod
børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.
Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem
medlemsstaternes politimyndigheder og de retlige myndigheder.
I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den
15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik
på
gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf.
konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der har følgende indhold:
»33. En øget
gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den
nødvendige
indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem
myndighederne
og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske
Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening
bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det
civilretlige og det strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel
domme
som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder.«
»36. Princippet om
gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under
straffesagens
forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for
hurtigt
at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan flyttes;
bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af myndighederne i en
medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de øvrige medlemsstater
under
hensyn til de dér gældende regler.«
»37. Det
Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at
vedtage
et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om
gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør der også sættes et
arbejde i gang med hensyn til et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de
aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles
minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse
lettere
kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende
retsprincipper.«
Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med
konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et program for
foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig
anerkendelse af afgørelser i straffesager. Programmet lægger bl.a. op til
vedtagelsen af et instrument, der gennemfører princippet om gensidig
anerkendelse i forhold til indefrysning af bevismidler og aktiver.
Et forslag til en rammeafgørelse om anerkendelse og
fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af aktiver
og
bevismateriale blev herefter fremsat af Frankrig, Sverige og Belgien den 30.
november 2000.
På baggrund af terrorangrebene i USA den 11. september 2001
blev der afholdt et ekstraordinært rådsmøde (retlige og indre anliggender
samt
civilbeskyttelse) den 20. september 2001 med henblik på at drøfte
mulighederne
for at styrke bekæmpelsen af terrorisme.
På mødet nåede Rådet til enighed om en række konklusioner.
Punkt 22 i konklusionerne har følgende ordlyd:
»22. Rådet vil
snarest efter høring af Europa-Parlamentet vedtage udkastet til
rammeafgørelse
om gennemførelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af
aktiver
eller bevismateriale, hvis anvendelsesområde skal udvides til også at omfatte
terrorismerelaterede lovovertrædelser, samt udkastet til direktiv om
forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvaskning af penge.«
På det fælles rådsmøde (retlige og indre anliggender samt
civilbeskyttelse/økonomi og finans) den 16. oktober 2001 bekræftede Rådet, at
det var indstillet på snarest muligt efter at have modtaget og drøftet
Europa-Parlamentets udtalelse at vedtage udkastet til rammeafgørelse om
fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af aktiver
eller bevismateriale, herunder i forhold til terrorismerelateret
kriminalitet.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt
civilbeskyttelse) den 28. februar 2002 blev der herefter – med bl.a. et
dansk
parlamentarisk forbehold – opnået politisk enighed om udkastet til
rammeafgørelse, ligesom Europa-Parlamentet den 11. juni 2002 har afgivet
udtalelse om udkastet til rammeafgørelse.
Udkastet til rammeafgørelse har løbende været forelagt for
Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering.
4. Indholdet af udkastet til rammeafgørelse
Formålet
med
udkastet til rammeafgørelse om indefrysning af formuegoder eller
bevismateriale
er at forenkle og effektivisere procedurerne i forbindelse med indefrysning
af
formuegoder eller bevismidler i udlandet, således at en kendelse om
beslaglæggelse af f.eks. bevismateriale hurtigt kan fuldbyrdes i det land,
hvor
bevismaterialet befinder sig.
Rammeafgørelsen indebærer, at princippet om gensidig
anerkendelse gennemføres for så vidt angår indefrysningskendelser. Anmoder en
medlemsstat således om fuldbyrdelse af en kendelse om indefrysning af et
formuegode eller et bevismiddel, skal denne anmodning imødekommes, medmindre
der foreligger en af de afslagsgrunde, som fremgår af udkastet til
rammeafgørelse. Med henblik på at forenkle procedurerne i forbindelse med
denne
form for bistand erstattes de traditionelle retsanmodninger med en attest,
der
indeholder de oplysninger, som den fuldbyrdende stat har behov for med
henblik
på fuldbyrdelse af indefrysningskendelsen, og som har karakter af en
anmodning
om indefrysning. Attesten fremsendes til det fuldbyrdende land sammen med
selve
kendelsen om indefrysning.
For at understrege forskellen mellem på den ene side
traditionel bistand med henblik på fuldbyrdelse af nationale retsafgørelser i
udlandet og på den anden side gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse på
grundlag
af bestemmelserne i rammeafgørelsen, anvender udkastet til rammeafgørelse en
række nye begreber. I udkastet anvendes begrebet »udstedelsesstat« i stedet
for
»den begærende stat« og »fuldbyrdelsesstat« i stedet for »den anmodede stat«.
Da ingen af disse nye begreber har en anden indholdsmæssig betydning,
anvendes
de gældende begreber i forbindelse med gennemgangen af udkastet til
rammeafgørelse og de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet. Det
begærende
land er således det land, der har afsagt, godkendt eller på anden måde
bekræftet en indefrysningskendelse, og det anmodede land er det land, der
skal
anerkende og fuldbyrde en indefrysningskendelse.
Udkastet til rammeafgørelse fastlægger, i hvilke tilfælde
medlemsstaterne vil være forpligtede til at anerkende og fuldbyrde en
afgørelse
om indefrysning af formuegoder eller bevismidler truffet i en anden
medlemsstat. Udkastet fastlægger herudover, i hvilke tilfælde medlemsstaterne
kan afslå at anerkende og fuldbyrde en sådan afgørelse.
Udkastet til rammeafgørelse er opdelt i tre afsnit:
Afsnit 1 (artikel 1 – 3): Almindelige principper, herunder
anvendelsesområde.
Afsnit 2 (artikel 4 – 12): Proceduren for anerkendelse og
fuldbyrdelse af indefrysningskendelser.
Afsnit 3 (artikel 13 – 15): Afsluttende bestemmelser.
Det bemærkes, at den endelige sproglige udformning af
udkastet og den endelige nummerering af de enkelte bestemmelser i udkastet
afventer en juridisk-sproglig gennemgang.
Præamblen i udkastet til rammeafgørelsen indeholder en
række betragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af
rammeafgørelsen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre
overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med fuldbyrdelsen
af indefrysningskendelser.
Efter præambelbetragtning nr. 6 kan intet i rammeafgørelsen
fortolkes som et forbud mod at nægte at indefryse formuegoder, for hvilke der
er afsagt en indefrysningskendelse, hvis der er objektive grunde til at
formode, at indefrysningskendelsen er afsagt med det formål at retsforfølge
eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske
baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle
orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af
disse
grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at
medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret
til
en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i
andre
medier.
Det følger af
artikel 1
, at formålet med
rammeafgørelsen er at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat skal
anerkende
og på sit område fuldbyrde en indefrysningskendelse afsagt af en judiciel
myndighed i en anden medlemsstat.
Det følger imidlertid udtrykkeligt af artikel 1, at
rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere
grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er
knæsat ved artikel 6 i TEU. I artikel 6 i TEU nævnes bl.a., at Unionen bygger
på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder
og
retsstatsprincippet, og at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder,
der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retten til
retfærdig
rettergang er en af de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Artikel 2
indeholder definitioner af de begreber,
der anvendes i rammeafgørelsen. Udstedelsesstaten defineres således som den
medlemsstat, i hvilken en judiciel myndighed som defineret i
udstedelsesstatens
nationale ret har udstedt, godkendt eller på anden vis bekræftet en kendelse
om
indefrysning i forbindelse med en straffesag. Fuldbyrdelsesstaten er den
medlemsstat, på hvis område formuegodet eller bevismaterialet befinder sig.
Efter bestemmelsen er en indefrysningskendelse enhver
foranstaltning, der er truffet af en kompetent judiciel myndighed i
udstedelsesstaten med henblik på midlertidigt at forhindre enhver
destruktion,
ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan
konfiskeres, eller af bevismateriale.
Et formuegode defineres som et formuegode af enhver art,
det være sig rørlige eller urørlige formuegoder samt juridiske dokumenter og
papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder over formuegoder, når de
pågældende formuegoder af den myndighed, der anmoder om indefrysning, anses
for
at være udbyttet fra en af de lovovertrædelser, der er nævnt i artikel 3,
eller
et aktiv, der helt eller delvis svarer til værdien af et sådant udbytte,
eller
redskaber eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse.
Endelig defineres bevismateriale som genstande, dokumenter
eller data, der kan fremlægges som bevis ved strafferetlig forfølgning af en
lovovertrædelse omfattet af artikel 3.
Artikel 3
i forslaget til rammeafgørelse fastlægger
anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen finder anvendelse på
indefrysningskendelser, der afsiges med henblik på:
a)
Sikring af
bevismateriale.
b)
Efterfølgende
konfiskation af et formuegode.
I artikel 3 sondres der for så vidt angår
anvendelsesområdet mellem de lovovertrædelser, der er omfattet af en
positiv-liste, og de lovovertrædelser, der ikke er omfattet af listen.
Positiv-listen svarer til den positiv-liste, som anvendes i rammeafgørelsen
af
13. juni 2002 om den europæiske arrestordre m.v.
Positiv-listen omfatter en lang række forbrydelser, der
principielt er strafbare i alle EU-lande og betragtes som alvorlige
forbrydelser. Listen omfatter deltagelse i en kriminel organisation,
terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi,
ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig,
hvidvaskning, falskmøntneri, IT-kriminalitet, miljøkriminalitet,
menneskesmugling, manddrab, handel med organer, bortførelse, racisme, røveri,
illegal handel med kulturhistoriske genstande, afpresning, forfalskning af
dokumenter, forfalskning af betalingsmidler, ulovlig handel med hormoner,
ulovlig handel med radioaktive materialer, biltyveri, voldtægt,
ildspåsættelse,
forbrydelser omfattet af Den Internationale Krigsforbryderdomstols
straffemyndighed, kapring af flyvemaskiner og skibe samt sabotage. Listen er
udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er omfattet af
Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.
Rådet kan med enstemmighed beslutte at føje yderligere
lovovertrædelser til positiv-listen.
En række af de forbrydelser, som fremgår af positiv-listen,
er omfattet af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at
kriminalisere nærmere opregnede strafbare handlinger. Det bemærkes i den
forbindelse, at Rådet i en erklæring i tilknytning til rammeafgørelsen af 13.
juni 2002 om den europæiske arrestordre m.v. tilkendegav, at Rådet i
overensstemmelse med artikel 31, litra e, i TEU vil fortsætte arbejdet med
den
indbyrdes tilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er
omfattet
af positiv-listen i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v. med
henblik på at opnå den samme retlige forståelse blandt medlemsstaterne.
Endvidere blev der i en rådserklæring, der blev afgivet med henblik på
optagelse i Rådets mødeprotokol i forbindelse med vedtagelsen af
rammeafgørelsen
om den europæiske arrestordre m.v., medtaget præciserende forklaringer for så
vidt angår bl.a. sabotage, pengeafpresning, racisme og fremmedhad.
Hvis en kendelse om indefrysning vedrører en forbrydelse,
som er omfattet af positiv-listen, og denne forbrydelse kan medføre
frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den begærende
medlemsstat, indebærer artikel 3 i udkastet til rammeafgørelse, at der ikke
skal foretages en indgående kontrol af, om forbrydelsen tillige er strafbar i
det land, der skal fuldbyrde kendelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at de
lovovertrædelser, der er omfattet af listen, som udgangspunkt vil være
strafbare i alle medlemsstater, men at det afgørende er, at der er tale om
forhold, der i det begærende land er defineret som en af de forbrydelser, der
fremgår af positiv-listen.
Forslaget indeholder imidlertid
en række bestemmelser, der begrænser forpligtelsen til at anerkende og
fuldbyrde udenlandske kendelser om indefrysning, herunder en række
bestemmelser
om, i hvilke tilfælde fuldbyrdelse af en kendelse om indefrysning kan afslås.
For så vidt angår forbrydelser,
der ikke er omfattet af positiv-listen, kan der gennemføres en kontrol af, om
forholdet også er strafbart i det land, som skal fuldbyrde kendelsen. En
anmodning om fuldbyrdelse af en udenlandsk kendelse om indefrysning kan
således
i disse tilfælde afslås, hvis forholdet ikke er strafbart i det land, der
skal
gennemføre indefrysningen.
Der lægges imidlertid op til en fleksibel
anvendelse af kravet om dobbelt strafbarhed, således at kravet om dobbelt
strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i
kendelsen
om indefrysning, svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.
Efter
artikel 4
sendes indefrysningskendelser
direkte mellem de judicielle myndigheder i henholdsvis det land, hvor
kendelsen
er afsagt, og det land, der skal fuldbyrde kendelsen. Ved fremsendelsen skal
der vedlægges den i artikel 9 omhandlede attest, jf. nedenfor.
Storbritannien og Irland kan afgive en erklæring om, at
indefrysningskendelser skal fremsendes via en central myndighed, dog således
at
eventuelle erklæringer ophører, når Schengen-konventionens bestemmelser om
gensidig bistand i straffesager, der bygger på princippet om direkte
fremsendelse til de kompetente myndigheder, måtte træde i kraft i forhold til
Storbritannien og Irland.
Den judicielle myndighed i den begærende stat skal, hvis
den ikke har kendskab til, hvilken judiciel myndighed i den anmodede stat der
er kompetent, foretage alle nødvendige undersøgelser for at fremskaffe
oplysninger herom fra den anmodede stat.
Når en judiciel myndighed i den anmodede medlemsstat
modtager en indefrysningskendelse, som myndigheden ikke har kompetence til at
anerkende og fuldbyrde, sender myndigheden kendelsen og den ledsagende attest
videre til den myndighed, der er kompetent til at anerkende og fuldbyrde
indefrysningskendelsen, og underretter den begærende stat herom.
Artikel 5
indebærer, at de kompetente judicielle
myndigheder i den anmodede stat skal anerkende en indefrysningskendelse, der
er
fremsendt i overensstemmelse med artikel 4. Den anmodede stats kompetente
myndigheder skal omgående træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik
på
at fyldbyrde kendelsen på samme måde, som hvis det havde været en kendelse
afsagt i den anmodede stat, medmindre myndighederne finder, at der er
grundlag
for at afslå anmodningen, eller at udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af
kendelsen, jf. artiklerne 7 og 8, der er nærmere beskrevet nedenfor.
Beslutningen om anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen
om indefrysning skal træffes så hurtigt som muligt og så vidt muligt inden
for
24 timer efter modtagelsen af kendelsen.
Medmindre det strider med grundlæggende retsprincipper i
det anmodede land, skal dette land i forbindelse med anerkendelsen og
fuldbyrdelsen overholde de formkrav og procedurer, som det udstedende land
har
angivet i kendelsen. Bestemmelsen svarer til artikel 4 i konventionen af 29.
maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions
medlemsstater.
Formuleringen af artikel 5 svarer i et vist omfang til de
relevante bestemmelser i Rådets forordning af 2. december 2000 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-
og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen).
Hvis indefrysningskendelsen fuldbyrdes, skal den anmodede
stats kompetente myndigheder omgående orientere den begærende stat herom.
Ethvert yderligere tvangsindgreb, som kendelsen kan give
anledning til, skal gennemføres i overensstemmelse med national lovgivning i
den anmodede stat.
Efter
artikel 6
skal indefrysningen af formuegodet
opretholdes i den anmodede stat, indtil denne har besvaret den anmodning, som
den begærende stat skal fremsende i medfør af artikel 10, stk. 1, litra
a)
eller b), jf. nedenfor. Den anmodede stat kan dog efter høring fastsætte
betingelser med henblik på at begrænse indefrysningens varighed. Forinden den
anmodede stat ophæver indefrysningen, skal den underrette den begærende stat
herom og samtidig give denne stat mulighed for at fremkomme med sine
bemærkninger.
I de tilfælde, hvor kendelsen om indefrysning ophæves af
den begærende stats myndigheder, skal den begærende stats myndigheder
omgående
underrette den anmodede stat herom. Den anmodede stat ophæver herefter
foranstaltningen så hurtigt som muligt.
Artikel 7
omhandler de tilfælde, hvor den anmodede
stat kan afslå at anerkende og fuldbyrde en indefrysningskendelse. Det
fremgår
af bestemmelsen, at den anmodede stat kan afslå at anerkende og fuldbyrde
indefrysningskendelsen, hvis den i artikel 9 omhandlede attest ikke
foreligger,
hvis den er mangelfuldt udfærdiget, eller hvis den er i åbenbar
uoverensstemmelse med indefrysningskendelsen.
Endvidere kan den anmodede stat afslå at anerkende og
fuldbyrde kendelsen, hvis den person, som indefrysningskendelsen vedrører,
nyder immunitet eller privilegier, der efter lovgivningen i den anmodede stat
gør det umuligt at fuldbyrde kendelsen. Denne bestemmelse vil bl.a. kunne
finde
anvendelse, hvis der er tale om beslaglæggelse af dokumenter hos en advokat,
og
disse dokumenter må anses for at være omfattet af reglerne om advokaters
tavshedspligt, eller hvis der er tale om beslaglæggelse af aktiver tilhørende
statsoverhoveder eller andre personer, der nyder immunitet.
Anerkendelse og fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis det
på baggrund af oplysningerne om de strafbare handlinger i attesten må lægges
til grund, at det vil være i strid med forbudet mod dobbelt strafforfølgning
senere at overføre bevismidlet til den anmodende stat eller at konfiskere
formuegodet.
Endelig kan anerkendelse og fuldbyrdelse afslås, hvis den
lovovertrædelse, som kendelsen vedrører, ikke udgør en strafbar handling i
den
anmodede stat, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i
artikel
3.
I de tilfælde, hvor den begærende stat ikke har fremsendt
den i artikel 9 nævnte attest, kan den anmodede stat i stedet for at afslå at
anerkende og fuldbyrde kendelsen fastsætte en frist, inden for hvilken
attesten
skal foreligge, eller hvor de manglende oplysninger i attesten skal være
fremsendt. Den anmodede stat kan endvidere vælge at acceptere et dokument
svarende til attesten eller at se bort fra kravene til attesten.
Hvis den anmodede stat vil afslå at anerkende og fuldbyrde
kendelsen, skal dette besluttes omgående og straks meddeles den begærende
stat.
I de tilfælde, hvor det i praksis er umuligt at fuldbyrde
en indefrysningskendelse, fordi aktivet eller bevismidlet er forsvundet,
destrueret eller ikke kan lokaliseres, skal den begærende stat ligeledes
straks
underrettes herom.
Artikel 8
vedrører de tilfælde, hvor den anmodede
stat kan udsætte anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen. Dette kan ske,
hvis
anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen vil skade igangværende
efterforskning
i den anmodede stat, eller hvis aktivet eller bevismidlet allerede er
beslaglagt i forbindelse med en strafferetlig efterforskning. Desuden kan
anerkendelse og fuldbyrdelse udsættes, hvis anmodningen om indefrysning er
fremsat med henblik på efterfølgende konfiskation, og det pågældende aktiv
allerede er omfattet af en beslutning om arrest eller lignende. Udsættelse i
sådanne tilfælde kan dog kun ske i det omfang, en beslutning om arrest eller
lignende har fortrinsret efter national ret frem for en efterfølgende
national
kendelse om beslaglæggelse i forbindelse med en straffesag.
Den begærende stat skal straks underrettes om en beslutning
om at udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af kendelsen samt begrundelsen
herfor og den forventede varighed af udsættelsen. Den anmodede stat skal
sørge
for straks at fuldbyrde kendelsen, når der ikke længere er grundlag for at
udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen.
Den anmodede stat skal underrette den begærende stat om
enhver anden rådighedsbegrænsende foranstaltning, som formuegodet måtte blive
underlagt.
Artikel 9
omhandler den attest, der skal udfærdiges
i forbindelse med en anmodning om fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse.
Efter bestemmelsen skal den kompetente myndighed i den begærende stat, der
har
afsagt kendelsen om indefrysning, undertegne attesten og attestere, at
oplysningerne er korrekte. Attesten skal oversættes til den anmodede stats
officielle sprog. Attesten skal bl.a. indeholde oplysninger om den
lovovertrædelse, som efterforskningen vedrører, kendelsens formål, hvilket
aktiv eller bevismiddel kendelsen omhandler, og den foranstaltning, som den
anmodede stat skal træffe som følge af kendelsen.
Artikel 10
vedrører den efterfølgende behandling af
det beslaglagte. Bestemmelsen indebærer, at anmodningen om fuldbyrdelse af en
indefrysningskendelse skal være ledsaget af en anmodning om, at det
beslaglagte
overføres til den begærende stat med henblik på anvendelse som bevis, en
anmodning om konfiskation, eller en anmodning om, at det beslaglagte
forbliver
i den anmodede stat, indtil der foreligger en anmodning fra den begærende
stat
om fuldbyrdelse af en kendelse om konfiskation eller overførsel af det
beslaglagte med henblik på anvendelse som bevis.
Det følger af bestemmelsen, at en anmodning om overførsel
skal behandles i den anmodede stat i overensstemmelse med reglerne om
gensidig
retshjælp i straffesager, mens en anmodning om konfiskation skal behandles
efter de internationale regler om fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme,
med
den modifikation, at den anmodede stat ikke må afslå en anmodning om
overførsel
til den begærende stat med henblik på anvendelse som bevis med henvisning
til,
at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt, hvis den lovovertrædelse,
som
ligger til grund for indefrysningskendelsen, er omfattet af positiv-listen i
artikel 3, stk. 2.
Efter
artikel 11
skal medlemsstaterne gennemføre
regler, der gør det muligt for den sigtede, tiltalte eller tredjepart at
klage
over en kendelse om indefrysning, uden at dette dog får opsættende virkning.
Klagen skal behandles af de kompetente myndigheder i enten den anmodede stat
eller den begærende stat i overensstemmelse med national ret. Der er dog ikke
adgang til at indgive klage over indefrysningskendelsens substans i den
anmodede stat. De judicielle myndigheder i den begærende stat skal orienteres
om, at der er indgivet en klage og om de fremsatte anbringender med henblik
på
at kunne fremkomme med bemærkninger. Den begærende stat orienteres endvidere
om
klagens udfald. De kompetente myndigheder i den begærende og i den anmodede
stat skal tage de nødvendige skridt for at lette adgangen for sigtede,
tiltalte
eller tredjepart til at indgive klage over en kendelse om indefrysning. Den
begærende stat skal sikre, at eventuelle frister for indgivelse af klage over
indefrysningskendelsen anvendes på en måde, der sikrer adgangen til effektive
retsmidler.
Hvis den anmodede stat efter lovgivningen i det pågældende
land er ansvarlig for skade forvoldt over for en sigtet, en mistænkt eller en
tredjepart i forbindelse med fuldbyrdelsen af indefrysningskendelsen, skal
den
begærende stat efter
artikel 12
refundere ethvert beløb, som den
anmodede stat har udbetalt i erstatning, medmindre erstatningen er begrundet
i
den adfærd, som den anmodede stat har udvist i forbindelse med fuldbyrdelsen.
Artikel 13
fastslår, at rammeafgørelsen også finder
anvendelse for Gibraltar.
Artikel 14
og
artikel 15
omhandler
iværksættelse og ikrafttræden. Efter bestemmelsen skal medlemsstaterne på et
tidspunkt, der endnu ikke er fastlagt, træffe de nødvendige foranstaltninger
for at efterkomme rammeafgørelsen. Det må forventes, at der i det endelige
udkast til rammeafgørelse fastsættes en frist på ca. halvandet år efter
vedtagelsen af rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i EF-Tidende.
5. De lovgivningsmæssige konsekvenser af
udkastet til rammeafgørelse
Retsplejeloven indeholder som nævnt ovenfor ikke
bestemmelser om indefrysning, men det må lægges til grund, at begrebet
indefrysning, der er anvendt i rammeafgørelsen, omfatter beslaglæggelse, som
er
reguleret i retsplejeloven.
Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke særlige
bestemmelser om fuldbyrdelse af udenlandske kendelser om beslaglæggelse.
Danmark har imidlertid tiltrådt den europæiske konvention
af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager
(Retshjælpskonventionen), og det følger af artikel 1 i konventionen, at de
kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med konventionens
bestemmelser i videst muligt omfang at yde hinanden bistand med henblik på
retsforfølgning af forbrydelser. Efter artikel 3 i konventionen skal den
anmodede stat i overensstemmelse med national lovgivning efterkomme
retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af den
begærende
stats judicielle myndigheder med henblik på fremskaffelse af beviser,
herunder
f.eks. beslaglæggelse eller udlevering af bevismateriale, akter eller
dokumenter.
Danmark har endvidere tiltrådt den europæiske konvention af
8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og
konfiskation af udbytte fra strafbart forhold (Hvidvaskkonventionen). Det
følger af Hvidvaskkonventionens artikel 11, at en part på anmodning fra en
anden part, der har iværksat strafferetlig forfølgning eller retlige skridt
med
henblik på konfiskation, skal træffe de nødvendige foreløbige
foranstaltninger
som f.eks. indefrysning eller beslaglæggelse med henblik på at forhindre
handel
med, overførsel af eller råden over formuegoder, der kan gøres til genstand
for
en anmodning om konfiskation, eller som ville kunne tjene til at efterkomme
anmodningen.
Desuden har Danmark tiltrådt Schengen-konventionen af 19.
juni 1990, som i artikel 53 indeholder bestemmelse om, at anmodninger om
retshjælp og svar herpå kan sendes direkte mellem de judicielle myndigheder.
For så vidt angår fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme,
herunder straffedomme der indebærer konfiskation, har Danmark tiltrådt den
europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale
retsvirkninger. Lov nr. 323 af 6. april 1986 om international fuldbyrdelse af
straf m.v. med senere ændringer indeholder i kapitel 3 nærmere regler om
fuldbyrdelse af afgørelser, som er omfattet af konventionen.
Der gælder ikke efter de internationale konventioner en
absolut pligt for det anmodede land til at gennemføre en anmodning om
beslaglæggelse. Efter Retshjælpskonventionens artikel 2 kan anmodninger om
retshjælp afslås, hvis anmodningen vedrører en forbrydelse, der af den
anmodede
stat betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har
forbindelse med en politisk forbrydelse. Endvidere kan en anmodning afslås,
hvis den anmodede stat finder, at imødekommelse af anmodningen vil kunne
krænke
den pågældende stats suverænitet, bringe dens sikkerhed i fare, stride mod
dens
almindelige retsprincipper eller skade andre livsvigtige interesser. Danmark
har endvidere afgivet en erklæring vedrørende konventionens artikel 5,
hvorefter Danmark har gjort gennemførelsen af en anmodning om beslaglæggelse
afhængig af, at den lovovertrædelse, som kendelsen vedrører, udgør en
strafbar
handling efter dansk ret, og at gennemførelsen af anmodningen er mulig efter
dansk lovgivning. Efter artikel 51 i Schengen-konventionen kan den anmodede
stat endvidere afslå at imødekomme en anmodning om beslaglæggelse, hvis
gennemførelsen af anmodningen ikke er forenelig med denne stats lovgivning.
Efter artikel 18 i Hvidvaskkonventionen gælder der tilsvarende muligheder for
at afslå at imødekomme en anmodning om beslaglæggelse, og i artikel 4 i
konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger er fuldbyrdelsen
af
en udenlandsk straffedom betinget af, at den lovovertrædelse, som
straffedommen
vedrører, udgør en strafbar handling efter national ret i den stat, der
fuldbyrder dommen.
Uanset retsplejeloven ikke indeholder særlige bestemmelser
om fuldbyrdelse af udenlandske kendelser om beslaglæggelse, antages det med
støtte i retspraksis, at udenlandske kendelser om beslaglæggelse kan
gennemføres her i landet, hvis den kompetente myndighed i det land, hvor
kendelsen er afsagt, fremsender en anmodning herom til de kompetente danske
myndigheder. Anmodningen gennemføres i givet fald efter en analogi af
retsplejelovens regler, herunder reglerne om kompetencen til at træffe
beslutning om beslaglæggelse. En udenlandsk anmodning om beslaglæggelse kan
kun
imødekommes, hvis beslaglæggelse ville kunne gennemføres i forbindelse med en
tilsvarende strafferetlig efterforskning her i landet. Gennemførelse af
udenlandske anmodninger om beslaglæggelse er endvidere betinget af, at det
forhold, som efterforskningen vedrører, er strafbart efter dansk ret (kravet
om
dobbelt strafbarhed).
Efter retsplejelovens § 801 kan der foretages
beslaglæggelse til sikring af bevismidler, til sikring af det offentliges
krav
på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, til sikring af forurettedes krav
på
tilbagelevering eller erstatning, og når tiltalte har unddraget sig sagens
videre forfølgning.
Efter § 802, stk. 1, kan genstande, som en
mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig
grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale,
og der er grund til at antage, at genstande kan tjene som bevis eller bør
konfiskeres, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den
tilbage. Efter § 802, stk. 2, kan gods, som en mistænkt ejer,
beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og beslaglæggelse anses
for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, 2.
pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller
forurettedes
krav på erstatning i sagen.
Efter § 802, stk. 3, kan beslaglæggelse af en
mistænkts hele formue eller en del af denne, herunder formue, som den
mistænkte
senere måtte erhverve, foretages, såfremt tiltale er rejst for en
lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder
eller
derover, og tiltalte har unddraget sig videre forfølgning i sagen.
Efter retsplejelovens § 803, stk. 1, kan
genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over,
beslaglægges
som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig
påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis,
bør
konfiskeres eller ved en lovovertrædelse er fravendt nogen, som kan kræve den
tilbage.
5.1. Anvendelsesområde
Rammeafgørelsen omfatter såvel indefrysning af formuegoder
og bevismidler, som en mistænkt har rådighed over, som indefrysning af
formuegoder og bevismidler, som en ikke-mistænkt har rådighed over. Som nævnt
ovenfor er der efter retsplejeloven mulighed for at foretage beslaglæggelse i
forhold til den samme personkreds, og rammeafgørelsen nødvendiggør derfor
ikke
i denne sammenhæng lovændringer.
Rammeafgørelsen omfatter i øvrigt alene indefrysning med
henblik på sikring af bevismateriale og med henblik på efterfølgende
konfiskation af et formuegode, hvilket er dækket af de gældende regler i
retsplejeloven om beslaglæggelse.
5.2. Materielle betingelser
5.2.1. Mistankegrundlag og
indikationsbetingelser
Beslaglæggelse i forhold til en mistænkt forudsætter efter
retsplejelovens § 802, at den pågældende med rimelig grund er mistænkt
for
en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og at der er grund
til
at antage, at genstandene kan tjene som bevis eller bør konfiskeres, eller
ved
lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve dem tilbage, eller at
beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på konfiskation, bødekrav eller forurettedes krav på
erstatning i sagen.
For så vidt angår beslaglæggelse af genstande, som en
ikke-mistænkt har rådighed over, stilles der efter retsplejelovens § 803
krav om, at der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis,
bør
konfiskeres eller ved lovovertrædelse er fravendt nogen, som kan kræve den
tilbage.
Efter rammeafgørelsens regler vil der ikke være mulighed
for at afslå fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse under henvisning til,
at
der ikke er tilstrækkelig grund til mistanke om et strafbart forhold, at der
ikke er grund til at antage, at genstanden vil tjene som bevis eller bør
konfiskeres, eller at beslaglæggelse i øvrigt ikke kan anses for nødvendig.
Ved en gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil
derfor skulle fastsættes bestemmelser, der tager højde for, at der ikke for
så
vidt angår kendelser om indefrysning, der fuldbyrdes i medfør af
rammeafgørelsens regler, skal foretages en nærmere prøvelse af, om disse
betingelser
for beslaglæggelse efter dansk ret er opfyldt.
5.2.2. Kriminalitetskrav
Ifølge retsplejelovens § 802, stk. 1 og 2, samt
§ 803, stk. 1, kan beslaglæggelse af genstande, som en mistænkt har
rådighed over, alene finde sted i forbindelse med lovovertrædelser, der er
undergivet offentlig påtale.
Ved fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse efter
rammeafgørelsens regler vil der ikke kunne stilles krav om, at kendelsen
vedrører en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
rammeafgørelsen nødvendiggør derfor i denne sammenhæng en lovændring.
Efter rammeafgørelsens artikel 3 skal der ikke foretages en
nærmere kontrol af, om forholdet tillige er strafbart i det land, der skal
fuldbyrde en indefrysningskendelse, hvis kendelsen vedrører en forbrydelse
omfattet af positiv-listen i artikel 3, stk. 2, og denne forbrydelse kan
medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den
begærende
medlemsstat. Det bemærkes i den forbindelse, at de lovovertrædelser, der er
omfattet af listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater.
For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af
positiv-listen, kan en anmodning om fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse
afslås, hvis forholdet ikke er strafbart i det land, der skal fuldbyrde
indefrysningskendelsen. Der lægges imidlertid op til en fleksibel anvendelse
af
kravet om dobbelt strafbarhed, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses
for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i kendelsen, svarer til en
lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.
Som nævnt ovenfor kan udenlandske kendelser om
beslaglæggelse efter de gældende regler gennemføres her i landet efter en
analogi af retsplejelovens regler. Gennemførelse af udenlandske anmodninger
om
beslaglæggelse er endvidere betinget af, at det forhold, som efterforskningen
vedrører, er strafbart efter dansk ret (krav om dobbelt strafbarhed).
Ved en gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil der
derfor ved lov skulle fastsættes regler, der tager højde for, at der ikke i
forbindelse med fuldbyrdelse af indefrysningskendelser, der er omfattet af
rammeafgørelsens artikel 3, stk. 2, skal foretages en nærmere prøvelse
af,
om der er tale om strafbare forhold efter dansk ret.
5.3. Afslagsgrunde
Rammeafgørelsen indeholder i artikel 7 regler om, i hvilke
tilfælde den anmodede stat vil kunne afslå at anerkende og fuldbyrde en
udenlandsk kendelse om indefrysning.
Efter artikel 7 kan den anmodende stat afslå at fuldbyrde
en udenlandsk kendelse om indefrysning i tilfælde af mangler ved attesten, i
tilfælde hvor den person, som indefrysningskendelsen vedrører, nyder
immunitet
eller privilegier, der efter lovgivningen i den anmodede stat gør det umuligt
at fuldbyrde kendelsen, i tilfælde, hvor det på baggrund af attesten må
lægges
til grund, at det vil være i strid med forbudet mod dobbelt strafforfølgning
efterfølgende at overføre bevismidlet til den anmodende stat eller at
konfiskere formuegodet, samt i tilfælde, hvor den lovovertrædelse, som
kendelsen vedrører, ikke udgør en strafbar handling i medfør af lovgivningen
i
den anmodede stat, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i
artikel 3, stk. 2.
En gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 7 vil ikke
nødvendiggøre lovændringer, idet der allerede efter gældende regler vil være
mulighed for at afslå at fuldbyrde en udenlandsk kendelse om beslaglæggelse
af
de i artikel 7 nævnte grunde.
Det bør imidlertid overvejes i forbindelse med
gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret at fastsætte regler, der
udtrykkeligt omhandler anvendelsen af de afslagsgrunde, der er anført i
rammeafgørelsens artikel 7.
5.4. Udsættelsesgrunde
Rammeafgørelsen indeholder i artikel 8 regler om, i hvilke
tilfælde den anmodede stat vil kunne udsætte fuldbyrdelsen af en udenlandsk
kendelse om indefrysning.
Artikel 8 omfatter tilfælde, hvor fuldbyrdelse af kendelsen
vil skade en igangværende efterforskning i den anmodede stat, tilfælde, hvor
aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i forbindelse med en
strafferetlig efterforskning, samt tilfælde, hvor anmodningen om indefrysning
er fremsat med henblik på efterfølgende konfiskation, og aktivet allerede er
omfattet af en beslutning om arrest, der har fortrinsret efter national ret
frem for en efterfølgende national indefrysningskendelse i forbindelse med en
straffesag.
En gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 8 vil ikke
nødvendiggøre lovændringer, idet der allerede efter gældende regler vil være
mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen af en udenlandsk kendelse om
beslaglæggelse af de i artikel 8 nævnte grunde.
Det bør imidlertid overvejes i forbindelse med
gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret at fastsætte regler, der
udtrykkeligt omhandler anvendelsen af de udsættelsesgrunde, der er anført i
rammeafgørelsens artikel 8.
5.5. Kompetence og fremgangsmåde
Rammeafgørelsen indeholder en række bestemmelser om
behandlingen af anmodninger om fuldbyrdelse af indefrysningskendelser. Disse
bestemmelser nødvendiggør visse ændringer i forhold til den måde, hvorpå
anmodninger om beslaglæggelse fra andre EU-lande behandles i dag.
Efter retsplejelovens § 806 træffes beslutning om
beslaglæggelse efter politiets begæring, og afgørelsen træffes af retten ved
kendelse. Såfremt den, som indgrebet retter sig mod, har givet samtykke til
indgrebet, træffes afgørelse om beslaglæggelse dog af politiet. Efter
retsplejelovens § 807, stk. 1, iværksætter politiet
beslaglæggelsen.
Beslaglæggelsen sker indtil videre, men indtil sagens afgørelse kan begæring
om
hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for retten af
den,
der har interesse heri.
I de tilfælde, hvor danske myndigheder til brug for en
dansk straffesag ønsker at få beslaglagt genstande, der befinder sig i
udlandet, vil det ligeledes være retten, der ved kendelse og efter politiets
begæring træffer afgørelse om beslaglæggelse af de pågældende genstande.
Kendelsen sendes herefter sammen med en retsanmodning til det land, hvor
genstanden befinder sig. Myndighederne i det anmodede land fuldbyrder
herefter
kendelsen efter de nationale regler i det pågældende land.
En gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil ikke
forudsætte lovændringer for så vidt angår fuldbyrdelsen af danske kendelser
om
beslaglæggelse i udlandet. Det bør imidlertid overvejes at fastsætte nærmere
regler om sagsgangen i forbindelse med udarbejdelse og fremsendelse af den
attest, der er beskrevet i rammeafgørelsens artikel 4 og 9.
I de tilfælde, hvor Danmark modtager en retsanmodning med
henblik på fuldbyrdelse af en udenlandsk kendelse om indefrysning her i
landet,
sker fuldbyrdelsen i givet fald efter en analogi af retsplejelovens regler om
beslaglæggelse. Det vil således som udgangspunkt være retten, der ved
kendelse
og efter politiets begæring træffer afgørelse om beslaglæggelse på grundlag
af
den udenlandske kendelse.
Ved en gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil det
være muligt at opretholde en ordning, hvor beslaglæggelse på grundlag af en
udenlandsk indefrysningskendelse iværksættes af politiet efter forudgående
forelæggelse for retten, medmindre den, som indgrebet retter sig mod, har
givet
samtykke til indgrebet. Rettens afgørelse om beslaglæggelsens gennemførelse
træffes i givet fald ved kendelse.
Det kan overvejes i forbindelse med rammeafgørelsens
gennemførelse i dansk ret at fastsætte nærmere regler om sagsgangen i
forbindelse med modtagelse og behandling af den attest, der er beskrevet i
rammeafgørelsens artikel 4 og 9.
Efter artikel 11 i rammeafgørelsen skal medlemsstaterne
gennemføre regler, der gør det muligt for den sigtede, tiltalte eller
tredjepart uden opsættende virkning at klage over en kendelse om
indefrysning.
Den begærende stat skal sikre, at eventuelle frister for indgivelse af klage
over indefrysningskendelsen anvendes på en måde, der sikrer interesserede
parter adgang til effektive retsmidler.
For så vidt angår danske kendelser om beslaglæggelse, som
ønskes fuldbyrdet i udlandet, kan rettens afgørelse om beslaglæggelse
indbringes for en højere ret i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel
85
om kære.
Denne ordning vil kunne fastholdes uændret ved en
gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret.
For så vidt angår udenlandske kendelser om indefrysning,
som søges fuldbyrdet i Danmark i medfør af rammeafgørelsens regler, vil en
kendelse med henblik på fuldbyrdelse af den udenlandske kendelse ligeledes
kunne
kæres til en højere ret i overensstemmelse med de almindelige regler om kære.
Den særlige klageordning, der følger af rammeafgørelsens
artikel 11, hvoraf det bl.a. fremgår, at de vægtige grunde for afsigelse af
indefrysningskendelsen kun kan anfægtes ved en appel i den begærende stat,
vil
imidlertid kræve, at der fastsættes særlige regler herom i dansk ret.
5.6. Tvangsmidler
Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, skal den
anmodede stat gennemføre ethvert yderligere tvangsindgreb, som kendelsen kan
give
anledning til, i overensstemmelse med de procedureregler, der anvendes i den
anmodede stat.
Det vil i forbindelse med fuldbyrdelsen af kendelser om
indefrysning kunne være relevant at foretage f.eks. ransagning eller give
pålæg
om edition.
Der er fastsat regler om anvendelsen af disse retsmidler i
retsplejelovens kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om edition.
Det bør i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen
i dansk ret overvejes, om det kan være relevant at fastsætte nærmere regler
om
udøvelse af disse tvangsindgreb, når de foretages i tilknytning til
fuldbyrdelse af udenlandske kendelser om indefrysning.
5.7. Varighed
Efter rammeafgørelsens artikel 6 skal indefrysningen af
formuegodet opretholdes i den anmodede stat, indtil denne har besvaret den
anmodning om overførsel af bevismidler til den begærende stat eller en
anmodning om konfiskation, som den begærende stat skal fremsende. Den
anmodede
stat kan dog efter høring af udstedelsesstaten fastsætte betingelser med
henblik på at begrænse indefrysningens varighed. Forinden den anmodede stat
ophæver indefrysningen, skal den underrette den begærende stat herom og
samtidig give denne stat mulighed for at fremkomme med bemærkninger.
Det fremgår af retsplejelovens § 807 d, stk. 1,
at rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802,
stk. 1, og § 803, stk. 1, bortfalder senest, når sagen er
endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det
beslaglagte konfiskeres. Efter retsplejelovens § 805, stk. 2, kan
der, hvis indgrebets øjemed kan opnås ved mindre indgribende
foranstaltninger,
herunder sikkerhedsstillelse, med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes
skriftlig aftale herom.
En gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret
nødvendiggør ikke ændringer i forhold til retsplejelovens regler på dette
område.
5.8. Erstatning
Det følger af rammeafgørelsens artikel 12, at hvis den
anmodede stat efter lovgivningen i det pågældende land er ansvarlig for skade
forvoldt over for en sigtet, en mistænkt eller en tredjepart i forbindelse
med
fuldbyrdelsen af indefrysningskendelsen, skal den begærende stat refundere
ethvert beløb, som den anmodede stat har udbetalt i erstatning, medmindre
erstatningen er begrundet i den adfærd, som den anmodede stat har udvist i
forbindelse med fuldbyrdelsen. Bestemmelsen omfatter dog ikke klager over
kendelsens substans, som alene kan prøves i den begærende stat.
Retsplejelovens kapitel 93 a indeholder regler om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Efter retsplejelovens
§ 1018 b kan der tillægges en sigtet, der som led i strafferetlig
forfølgning har været udsat for andre straffeprocessuelle indgreb end
anholdelse og varetægtsfængsling, herunder beslaglæggelse, erstatning, hvis
påtale opgives, eller den pågældende frifindes, uden at dette er begrundet i,
at den pågældende findes utilregnelig. Erstatning ydes for økonomisk skade
samt
for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og
forhold. Ifølge § 1018 c kan erstatning ydes, hvis det findes rimeligt,
i
de tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har været sigtet, har
været
iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning. Erstatningskrav, der
på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, rejses af sigtede,
domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, behandles
efter
begæring efter reglerne i kapitel 93, jf. § 1018 h.
Bestemmelserne finder anvendelse i forhold til indgreb, der
gennemføres her i landet, samt i forhold til indgreb, der gennemføres i
udlandet på begæring af danske myndigheder.
Det bør i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen
i dansk ret overvejes, om der er behov for at fastsætte særlige bestemmelser
om
refusion af beløb, som den anmodede stat måtte have udbetalt i erstatning i
forbindelse med fuldbyrdelsen af en dansk afgørelse.
Bilag
RÅDETS RAMMEAFGØRELSE .../.../RIA
af
om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af
kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union,
særlig artikel 31, litra a), og artikel 34, stk. 2, litra b),
under henvisning til initiativ fra Den Franske
Republik, Kongeriget Sverige og Kongeriget Belgien,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Det
Europæiske Råd støttede på mødet den 15. og 16. oktober 1999 i Tammerfors
princippet om gensidig anerkendelse, der bør være hjørnestenen i det retlige
samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige
område.
(2)
Princippet om
gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under
straffesagens
forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for
hurtigt
at sikre bevismateriale og beslaglægge formuegoder, der let kan flyttes.
(3)
Den 29. november 2000
vedtog Rådet i overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors et program
med foranstaltninger til gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse
af afgørelser i straffesager, som gav første prioritet (foranstaltning 6 og
7)
til vedtagelse af et instrument, der anvender princippet om gensidig
anerkendelse på indefrysning af bevismaterialer og formuegoder.
(4)
Et samarbejde mellem
medlemsstaterne på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og
umiddelbar fuldbyrdelse af retsafgørelser forudsætter, at der er tillid til,
at
de afgørelser, der skal anerkendes og fuldbyrdes, altid vil blive truffet i
overensstemmelse med principperne om legalitet, subsidiaritet og
proportionalitet.
(5)
De rettigheder, som
tilkommer en berørt part eller godtroende tredjemand, bør sikres.
(6)
Denne rammeafgørelse
overholder de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i
artikel
6 i TEU og afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, navnlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes
som
et forbud mod at nægte at indefryse formuegoder, for hvilke der er afsagt en
indefrysningskendelse, hvis der er objektive grunde til at formode, at
indefrysningskendelsen er afsagt med det formål at retsforfølge eller straffe
en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund,
nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering,
eller
at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde. Denne
rammeafgørelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne
forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang,
foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier –
VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:
AFSNIT I
ANVENDELSESOMRÅDE
ARTIKEL 1
Formål
Formålet med denne rammeafgørelse er at fastsætte regler,
hvorefter en medlemsstat skal anerkende og på sit område fuldbyrde en
indefrysningskendelse afsagt af en judiciel myndighed i en anden medlemsstat.
Den indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de
grundlæggende
rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er knæsat ved
artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.
ARTIKEL 2
Definitioner
I denne rammeafgørelse forstås ved
a)
»udstedelsesstat«:
den medlemsstat, i hvilken en judiciel myndighed som defineret i
udstedelsesstatens nationale ret har afsagt, godkendt eller på anden vis
bekræftet en indefrysningskendelse i forbindelse med en straffesag
b)
»fuldbyrdelsesstat«:
den medlemsstat, på hvis område formuegoderne eller bevismaterialet befinder
sig
c)
»indefrysningskendelse«:
enhver foranstaltning, der er truffet af en kompetent judiciel myndighed i
udstedelsesstaten med henblik på midlertidigt at forhindre enhver
destruktion,
ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan
konfiskeres, eller bevismateriale
d)
»formuegoder«:
formuegoder af enhver art, det være sig rørlige eller urørlige formuegoder,
samt juridiske dokumenter og papirer, der beviser adkomst til eller
rettigheder
over sådanne formuegoder, når de pågældende formuegoder af den kompetente
judicielle myndighed i udstedelsesstaten anses for:
–
at være udbyttet af
en af de i artikel 3 omhandlede lovovertrædelser eller et aktiv, der helt
eller
delvis svarer til værdien af et sådant udbytte, eller
–
at være redskaber
eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse
e)
»bevismateriale«:
genstande, dokumenter eller data, der kan fremlægges som bevis ved
strafferetlig forfølgning af en af de i artikel 3 omhandlede
lovovertrædelser.
ARTIKEL 3
Lovovertrædelser
1. Denne rammeafgørelse finder anvendelse på
indefrysningskendelser, der afsiges med henblik på:
i)
sikring
af bevismateriale eller
ii)
efterfølgende
konfiskation af formuegode
2. Følgende lovovertrædelser, som defineret i
udstedelsesstatens ret, og som i udstedelses- staten straffes med
frihedsstraf
af en maksimal varighed på mindst 3 år, underkastes ikke kontrol af dobbelt
strafbarhed:
–
deltagelse
i en kriminel organisation – terrorisme – menneskehandel
–
seksuel udnyttelse af
børn og børnepornografi – ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer –
ulovlig handel med våben, ammunition og sprængstoffer
–
bestikkelse – svig,
herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser,
som omhandlet i konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser
–
hvidvaskning af
udbyttet fra strafbart forhold
–
falskmøntneri og
forfalskning af euroen
–
internetkriminalitet
–
miljøkriminalitet,
herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede
plantearter og træsorter
–
sluserkriminalitet
–
forsætligt manddrab,
grov legemsbeskadigelse
–
ulovlig handel med
menneskevæv og -organer
–
bortførelse,
frihedsberøvelse og gidseltagning
–
racisme og fremmedhad
–
organiseret eller
væbnet tyveri
–
ulovlig handel med
kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande – bedrageri
–
afkrævning af
beskyttelsespenge og pengeafpresning
–
efterligninger og
fremstilling af piratudgaver af produkter
–
forfalskning af
officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter
–
forfalskning af
betalingsmidler
–
ulovlig handel med
hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer – ulovlig handel med
nukleare
og radioaktive materialer
–
ulovlig handel med
stjålne motorkøretøjer
–
voldtægt
–
brandstiftelse
–
strafbare handlinger
omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed – skibs-
eller
flykapring
–
sabotage.
3. Rådet kan til enhver tid med enstemmighed og efter
høring af Europa-Parlamentet på betingelserne i artikel 39, stk. 1, i
TEU
beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser på listen i
stk. 1.
Rådet overvejer i lyset af den rapport, som Kommissionen forelægger det i
medfør af artikel 14, om listen skal udvides eller ændres.
4. I andre end de i stk. 2 nævnte tilfælde kan
fuldbyrdelsesstaten lade anerkendelse og fuldbyrdelse af en
indefrysningskendelse, der er afsagt i medfør af stk. 1, nr. i), være
betinget af, at de forhold, der ligger til grund for kendelsen, udgør en
lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, uanset
gerningsindholdet
eller den retlige beskrivelse af dette efter udstedelsesstatens lovgivning. I
andre end de i stk. 2 nævnte tilfælde kan fuldbyrdelsesstaten lade
anerkendelse og fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse, der er afsagt i
medfør af stk. 1, nr. ii), være betinget af, at de forhold, der ligger
til
grund for kendelsen, udgør en lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens
lovgivning tillader en sådan indefrysning, uanset gerningsindholdet eller den
retlige beskrivelse af dette efter udstedelsesstatens lovgivning.
AFSNIT II
PROCEDURE FOR FULDBYRDELSE AF INDEFRYSNINGSKENDELSER
ARTIKEL 4
Fremsendelse af indefrysningskendelser
1. En indefrysningskendelse som defineret i denne
rammeafgørelse fremsendes af den judicielle myndighed, der har afsagt den,
sammen med den i artikel 9 omhandlede attest direkte til den judicielle
myndighed, der er kompetent til at fuldbyrde den, ved hjælp af ethvert
middel,
som kan frembringe skriftlig dokumentation på en måde, der tillader
fuldbyrdelsesstaten at fastslå ægtheden.
2. Det Forenede Kongerige og Irland kan inden den i
artikel 14, stk. 1, nævnte dato fremsætte en erklæring om, at
indefrysningskendelsen samt attesten skal fremsendes gennem en central
myndighed eller centrale myndigheder, som de specificerer i erklæringen. En
sådan erklæring kan til enhver tid ændres ved hjælp af en ny erklæring eller
trækkes tilbage. Enhver erklæring eller notifikation om tilbagetrækning skal
deponeres i Generalsekretariatet for Rådet og meddeles Kommissionen. Disse
medlemsstater kan til enhver tid ved hjælp af en yderligere erklæ- ring
begrænse en sådan erklærings rækkevidde med henblik på at give stk. 1
større virkning. Dette bliver obligatorisk, når bestemmelserne om gensidig
retshjælp i Schengen-gennemførelseskonventionen får virkning for dem.
3. Hvis den judicielle myndighed, der er kompetent til
at fuldbyrde kendelsen, ikke er udstedelsesstatens judicielle myndighed
bekendt, foretager denne alle nødvendige undersøgelser, her- under via
kontaktpunkterne i det europæiske retlige netværk, for at fremskaffe
oplysningerne fra fuldbyrdelsesstaten.
4. Når den judicielle myndighed i fuldbyrdelsesstaten,
som modtager en indefrysningskendelse, ikke har kompetence til at anerkende
den
og træffe de nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde den, fremsender den
på embeds vegne indefrysningskendelsen til den judicielle myndighed, der er
kompetent til at fuldbyrde den, og underretter den judicielle myndighed i
udstedelsesstaten, som har afsagt kendelsen, herom.
ARTIKEL 5
Anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse
1. Fuldbyrdelsesstatens kompetente judicielle
myndigheder anerkender uden yderligere formaliteter en indefrysningskendelse,
der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4, og træffer omgående de
nødvendige foranstaltninger med henblik på øjeblikkeligt at fuldbyrde den på
samme måde, som hvis der havde været tale om en indefrysningskendelse, der
var
afsagt af fuldbyrdelsesstaten, medmindre den pågældende myndighed beslutter
at
påberåbe sig en af de i artikel 7 omhandlede grunde til at afslå anerkendelse
eller fuldbyrdelse eller en af de i artikel 8 omhandlede grunde til
udsættelse.
Når det er nødvendigt af hensyn til det indsamlede
bevismateriales gyldighed og under forudsætning af, at sådanne formelle krav
og
procedurer ikke er i modstrid med de grundlæggende principper i
fuldbyrdelsesstatens ret, skal den judicielle myndighed i fuldbyrdelsesstaten
ligeledes i forbindelse med fuldbyrdelsen af indefrysningskendelsen overholde
de formelle krav og proceduren, som den kompetente judicielle myndighed i
udstedelsesstaten udtrykkeligt an- giver.
Der redegøres omgående for fuldbyrdelsen af
indefrysningskendelsen over for udstedelsesstatens kompetente myndighed ved
hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.
2. Eventuelle yderligere tvangsmidler, som
indefrysningskendelsen nødvendiggør, tages i brug i overensstemmelse med de
procedureregler, der anvendes i fuldbyrdelsesstaten.
3. De kompetente judicielle myndigheder i
fuldbyrdelsesstaten skal træffe afgørelse om indefrysningskendelsen og
meddele
denne afgørelse snarest muligt og, om praktisk muligt, inden for 24 timer
efter
modtagelse af indefrysningskendelsen.
ARTIKEL 6
Indefrysningens varighed
1. Indefrysningen af formuegoderne opretholdes i
fuldbyrdelsesstaten, indtil denne har taget endelig stilling til en anmodning
efter artikel 10, stk. 1, litra a) eller b).
2. Fuldbyrdelsesstaten kan dog i overensstemmelse med
sin lovgivning og praksis efter høring af udstedelsesstaten opstille
betingelser, der er afpasset efter sagens omstændigheder, med henblik på at
begrænse indefrysningsforanstaltningens varighed. Hvis fuldbyrdelsesstaten i
over- ensstemmelse med disse betingelser påtænker at ophæve foranstaltningen,
underretter den udstedelsesstaten herom og giver denne mulighed for at
fremkomme med sine bemærkninger.
3. Udstedelsesstatens judicielle myndigheder skal
omgående underrette fuldbyrdelsesstatens judicielle myndigheder om ophævelsen
af indefrysningskendelsen. I så fald er det fuldbyrdelsesstatens ansvar at
ophæve foranstaltningen så hurtigt som muligt.
ARTIKEL 7
Grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse
1. Fuldbyrdelsesstatens kompetente judicielle
myndigheder må kun afslå at anerkende eller fuldbyrde indefrysningskendelsen
a)
hvis
den i artikel 9 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuldt udfærdiget
eller er i åbenlys uoverensstemmelse med indefrysningskendelsen
b)
hvis der i henhold
til fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger en immunitet eller et
privilegium, der gør det umuligt at fuldbyrde indefrysningskendelsen
c)
hvis det umiddelbart
af oplysningerne i attesten fremgår, at ydelse af retshjælp i henhold til
artikel 10 i forbindelse med den lovovertrædelse, der ligger til grund for
indefrysningskendelsen,strider mod ne bis in idem-princippet
d)
hvis det forhold, der
ligger til grund for en indefrysningskendelse i et af de tilfælde, der er
nævnt
i artikel 3, stk. 4, ikke udgør en lovovertrædelse efter
fuldbyrdelseslandets lovgivning; for så vidt angår skatter, afgifter, told og
valutahandel må fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse dog ikke afslås med
den begrundelse, at fuldbyrdelseslandets lovgivning ikke foreskriver
opkrævning
af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om
skatter, afgifter, told og valutahandel som udstedelseslandets lovgivning.
2. I det i stk. 1, litra a), omhandlede tilfælde
kan den kompetente judicielle myndighed
–
fastsætte
en frist, inden for hvilken attesten skal foreligge eller foreligge i komplet
eller rettet tilstand, eller
–
acceptere et
tilsvarende dokument eller
–
give den udstedende
myndighed dispensation, hvis den mener at være tilstrækkeligt informeret.
3. Et afslag på anerkendelse eller fuldbyrdelse skal
besluttes omgående og omgående meddeles udstedelsesstatens kompetente
judicielle myndigheder ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe
skriftlig dokumentation.
4. Hvis det i praksis viser sig umuligt at fuldbyrde
indefrysningskendelsen, fordi formuegoderne eller bevismaterialet er
forsvundet, er blevet destrueret eller ikke findes på det i attesten angivne
sted, eller fordi det ikke, selv efter høring af udstedelsesstaten, er
angivet
tilstrækkeligt præcist, hvor formuegoderne eller bevismaterialet befinder
sig,
underrettes udstedelsesstatens kompetente judicielle myndigheder ligeledes
omgående.
ARTIKEL 8
Grunde til at udsætte fuldbyrdelsen
1. Den kompetente judicielle myndighed kan udsætte
fuldbyrdelsen af en indefrysningskendelse, der er fremsendt i
overensstemmelse
med artikel 4
a)
indtil
et tidspunkt, som den finder passende, hvis fuldbyrdelsen kan skade en
igangværende strafferetlig efterforskning, eller
b)
indtil ophævelse af
en eventuel allerede afsagt kendelse i forbindelse med en straffesag, der har
medført indefrysning af de pågældende formuegoder eller det pågældende
bevismateriale,
c)
indtil ophævelse af
en kendelse i forbindelse med en straffesag, der har medført indefrysning af
formuegoder med henblik på efterfølgende konfiskation, hvor de pågældende
formuegoder allerede er genstand for en kendelse, som er afsagt i forbindelse
med andre retlige procedurer i fuldbyrdelsesstaten. Denne bestemmelse finder
imidlertid kun anvendelse, når en sådan kendelse har fortrinsret frem for en
efterfølgende national indefrysningskendelse i forbindelse med en straffesag
i
henhold til national ret.
2. Der redegøres omgående for udsættelsen af
indefrysningskendelsens fuldbyrdelse, herunder for grundene til udsættelsen
og
om muligt for udsættelsens forventede varighed, over for udstedelsesstatens
kompetente myndighed ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe
skriftlig
dokumentation.
3. Så snart grunden til udsættelsen er ophørt med at
eksistere, træffer den kompetente judicielle myndighed omgående de nødvendige
foranstaltninger med henblik på at fuldbyrde indefrysningskendelsen og
underretter udstedelsesstatens kompetente myndighed herom ved hjælp af
ethvert
middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation.
4. Fuldbyrdelsesstatens judicielle myndighed underretter
udstedelsesstatens judicielle myndighed om enhver anden begrænsende
foranstaltning, som de pågældende formuegoder måtte blive underlagt.
ARTIKEL 9
Attest
1. Den kompetente judicielle myndighed i
udstedelsesstaten, der har beordret foranstaltningen, undertegner attesten på
den i bilaget angivne standardformular og bekræfter, at oplysningerne er
korrekte.
2. Attesten oversættes til det officielle sprog eller et
af de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten.
3. Enhver medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen
af denne rammeafgørelse eller på et senere tidspunkt i en erklæring, der
deponeres i Generalsekretariatet for Rådet, angive, at den accepterer en
oversættelse til et eller flere andre af de officielle sprog, der anvendes af
De Europæiske Fællesskabers institutioner.
ARTIKEL 10
Efterfølgende behandling af de indefrosne
formuegoder
1. Den i artikel 4 omhandlede fremsendelse
a)
ledsages
af en anmodning om overførsel af bevismaterialet til udstedelsesstaten, eller
b)
ledsages af en
anmodning om konfiskation med henblik på enten fuldbyrdelse af en
konfiskationskendelse, der er afsagt i udstedelsesstaten, eller konfiskation
i
fuldbyrdelsesstaten og efterfølgende fuldbyrdelse af en sådan eventuel
kendelse, eller
c)
indeholder en
instruks i attesten om, at formuegoderne skal forblive i fuldbyrdelsesstaten,
indtil der foreligger en anmodning efter litra a) eller b). Udstedelsesstaten
skal i attesten angive den (anslåede) dato for en sådan anmodnings
fremsendelse. Artikel 6, stk. 2, finder anvendelse.
2. De i stk. 1, litra a) og b), omhandlede
anmodninger fremsendes af udstedelsesstaten og be- handles af
fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med de gældende regler for gensidig
retshjælp i straffesager og de gældende regler for internationalt samarbejde
om
konfiskation.
3. Uanset reglerne for gensidig retshjælp i stk. 2
må fuldbyrdelsesstaten imidlertid ikke begrunde et afslag på anmodninger som
nævnt i stk. 1, litra a), med, at der ikke er dobbelt strafbarhed, hvis
disse anmodninger vedrører de i artikel 3, stk. 2, omhandlede
lovovertrædelser, og disse lovovertrædelser medfører mindst 3 års
frihedsstraf
i udstedelsesstaten.
ARTIKEL 11
Retsmidler
1. Medlemsstaterne indfører de nødvendige ordninger for
at sikre, at alle interesserede parter, herunder tredjemand i god tro, råder
over retsmidler uden opsættende virkning i forbindelse med en
indefrysningskendelse, der fuldbyrdes i medfør af artikel 5, med henblik på
at
beskytte deres legitime interesser; appellen indgives for en domstol i
udstedelsesstaten eller fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med den
pågældende stats nationale ret.
2. De vægtige grunde for afsigelse af
indefrysningskendelsen kan kun anfægtes ved appel for en domstol i
udstedelsesstaten.
3. Hvis appellen indgives i fuldbyrdelsesstaten,
orienteres den judicielle myndighed i udstedelsesstaten herom og om appellens
anbringender, så den kan fremlægge de argumenter, den finder nødvendige. Den
orienteres om appellens udfald
4. Udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten træffer de
nødvendige foranstaltninger for at gøre det lettere at indgive en appel som
omhandlet i stk. 1, navnlig ved at give de berørte parter de relevante
oplysninger.
5. Udstedelsesstaten sikrer, at eventuelle frister for
indgivelse af den i stk. 1 omhandlede appel anvendes på en måde, der
garanterer
interesserede parter adgang til effektive retsmidler.
ARTIKEL 12
Refusion
1. Hvis fuldbyrdelsesstaten i henhold til sin lovgivning
er ansvarlig for skade, der er forvoldt en af de i artikel 11 omhandlede
parter
i forbindelse med fuldbyrdelse af en indefrysningskendelse, der er fremsendt
til den i medfør af artikel 4, refunderer udstedelsesstaten
fuldbyrdelsesstaten
de beløb, denne har ydet i erstatning i henhold til dette ansvar til nævnte
part, med mindre og i det omfang skaden eller en del af skaden udelukkende
skyldes fuldbyrdelsesstatens handlemåde, jf. dog artikel 11, stk. 2.
2. Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes nationale
ret vedrørende fysiske eller juridiske personers krav om skadeserstatning.
AFSNIT III
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
ARTIKEL 13
Geografisk anvendelsesområde
Denne rammeafgørelse gælder også for Gibraltar.
ARTIKEL 14
Iværksættelse
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den [...].
2. Medlemsstaterne meddeler inden samme tidspunkt
Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de
retsforskrifter,
som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne
rammeafgørelse, i national ret. På baggrund af en rapport udarbejdet ud fra
disse oplysninger og en skriftlig rapport fra Kommissionen vurderer Rådet
inden
den [...], i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige
foranstaltninger for at efterkomme denne rammeafgørelse.
3. Generalsekretariatet for Rådet underretter
medlemsstaterne og Kommissionen om de erklæringer, der fremsættes i medfør af
artikel 9, stk. 3.
ARTIKEL 12
Ikrafttræden
Denne rammeafgørelse træder i kraft på datoen for
offentliggørelsen i EF-tidende.
Udfærdiget i , den
På Rådets vegne
Formand
Bilag I
TIL RAMMEAFGØRELSEN
Attest, jf. artikel 9
1.
Udstedelsesstat
1)
2.
Domstol eller anden judiciel myndighed, der afsiger eller
træffer afgørelse om indefrysning og udsteder attesten
2.1.
Navn
2.2.
Adresse
2.3.
Tlf./fax/e-post
2)
2.4.
Sprog, som kan anvendes ved henvendelse til den
udstedende myndighed:
3)
2.4.1.
Tysk
2.4.2.
Engelsk
2.4.3.
osv.
3.
Lovovertrædelse(r), der ligger til grund for
indefrysningskendelsen
3.1.
ulovlig handel med narkotika
3.2.
svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle
interesser
3.3.
hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold
3.4.
falskmøntneri i forbindelse med euroen
3.5.
bestikkelse
3.6.
menneskehandel
4.
Den mistænkte
4.1.
navnet på den/de mistænkte, så vidt dette kendes
5.
Beskrivelse af de relevante forhold, der ligger til grund
for indefrysningskendelsen, og kort fremstilling af de faktiske
omstændigheder, som den judicielle myndighed, der afsiger
indefrysningskendelsen og udsteder attesten har kendskab til
6.
Indefrysningskendelse
6.1.
dato
6.2.
kendelsens formål
6.2.1.
konfiskation på et senere tidspunkt
6.2.2.
tilvejebringelse af bevismateriale
6.3.
Formuegode eller bevismateriale omhandlet i
indefrysningskendelsen
6.3.1.
præcis beskrivelse af formuegoderne eller bevismaterialet
og, hvis det drejer sig om en indefrysningskendelse vedrørende værdien af
udbytte, angivelse af det maksimumsbeløb, der søges inddrevet i forbindelse
med formuegoderne
6.3.2.
præcis angivelse af, hvor formuegoderne eller
bevismaterialet befinder sig
6.3.3.
den part, der har formuegoderne i depot, eller
formuegodernes eller bevismaterialets kendte faktiske ejer, hvis der er tale
om forskellige personer
7.
Foranstaltning, som fuldbyrdelsesstaten skal træffe efter
at have fuldbyrdet indefrysningskendelsen
7.1.
overføre bevismaterialet til udstedelsesstaten
7.1.1.
anmodning er vedlagt
7.1.2
dato for anmodningens fremsendelse
7.2
beholde formuegodet i fuldbyrdelsesstaten med henblik på
fuldbyrdelse af en konfiskationskendelse
7.2.1.
anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationskendelse
afsagt i udstedelsesstaten den ... (dato) er vedlagt
7.2.2.
anmodning om konfiskation i fuldbyrdelsesstaten og
efterfølgende håndhævelse af en sådan kendelse er vedlagt
7.2.3.
anslået dato for fremsendelse af den i 7.2.1 eller 7.2.2
nævnte anmodning
8.
Person, som kan give oplysninger om procedurerne for
indgivelse af appel i udstedelsesstaten og om den retshjælp og de
oversættelsesfaciliteter, der er til rådighed.
1.
Navn
2.
Adresse
3.
Tlf./fax/e-post
9.
Supplerende oplysninger
3)
10.
Teksten til indefrysningskendelsen er vedlagt denne
attest
1)
Alle attestens rubrikker anføres på de
officielle EU-sprog; om nødvendigt anføres oversættelsen af rubrikkerne på
bagsiden af dokumentet med en henvisning til et tal på forsiden.
2)
Telefon- og faxnumre skal angives fuldt ud
(dvs. som ved opkald fra udlandet), og der skal så vidt muligt anføres numre
på direkte linjer.
3)
Denne oplysning er ikke obligatorisk og er
ikke omfattet af artikel 9.
Udstedelsesstatens judicielle myndighed bekræfter,
at oplysningerne i denne attest er korrekte.
Udfærdiget i ......................., den........
Underskrift og/eller stempel ..............
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (23. april 2003) - B 159 Retsinformation · 23. april 2003
- Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2004) - L 5 Retsinformation · 7. oktober 2004
- Folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale Retsinformation · 12. juni 2003
- Forslag til Lov af fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union Retsinformation · 7. oktober 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismidler Retsinformation · 26. maj 2003
- Skriftlig fremsættelse (27. februar 2008) - L 79 Retsinformation · 28. februar 2008