Forslag til Lov om ændring af lov om køb
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 3. oktober 2001 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om køb
(Revision af regler om
forbrugerkøb mv.)1)
§ 1
I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar
1980, som ændret senest ved lov nr. 391 af 14. juni 1995, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2,
stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55-58, § 74 og § 75,
§ 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2-3, §§ 77-79, § 80,
stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til skade for
køberen.«
2.
§ 1 a, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
§§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2,
§ 42, § 43, stk. 1-2, § 44, §§ 47-49 og 52-54
gælder ikke i forbrugerkøb.«
3.
§ 2 affattes således:
»§ 2. Bestilling af genstande, som først skal
fremstilles, anses i denne lov for køb. Uden for forbrugerkøb
gælder dette dog kun, såfremt den overvejende del af de for
Læs alt
fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har
påtaget sig fremstillingen.
Stk. 2.
Loven gælder ikke for opførelse af
bygning eller andet anlæg på fast ejendom.
Stk. 3.
Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder
tilsvarende anvendelse på bytte.«
4.
I § 54, stk. 1, ændres »et år« til:
»to år«.
5.
Efter § 75 indsættes:
»Salgsgenstandens
overensstemmelse med aftalen (mangler)
§ 75 a.
Salgsgenstanden skal med hensyn til art, mængde,
kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen
skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med
henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af
salgsgenstanden.
Stk. 2.
Medmindre andet følger af parternes aftale,
skal salgsgenstanden
1) have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt
emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene
i øvrigt havde rimelig grund til at forvente,
2) være egnet til formål, som genstande af den
pågældende type sædvanligvis anvendes til,
3) være egnet til køberens særlige formål,
hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning herom, og
4) have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som
sælger har forelagt køberen ved købets
indgåelse.«
6.
Overskriften før § 76 udgår.
7.
§§ 76-77 affattes således:
»§ 76. Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden,
hvis
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,
eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet
urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at
have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden,
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som
nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre
meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller
køberens kundskab,
3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning
om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af
genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller
4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed
eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a
ikke er opfyldt.
Stk. 2.
Køberen kan ikke påberåbe sig en
urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved
indgåelsen af aftalen.
Stk. 3.
Forhold ved materialer fremskaffet af køberen
kan ikke påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har
tilsidesat sin vejledningspligt.
§ 77.
Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan
påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige
forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes,
kan ikke gøres gældende over for køberen.
Stk. 2.
Ved køb af brugte genstande på offentlig
auktion, hvor køberen har mulighed for selv at være til stede,
kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel,
hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis
genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under
hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med.«
8.
Efter § 77 indsættes:
»§ 77 a. Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en
mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for
risikoens overgang. Forelå der på dette tidspunkt en mangel,
hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser
sig senere.
Stk. 2.
Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan
kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke
har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der, uanset
stk. 1, altid en mangel.
Stk. 3.
Viser salgsgenstandens manglende overensstemmelse med
kravene i § 75 a og § 76 sig inden seks måneder efter
leveringen, formodes den manglende overensstemmelse at have været til
stede på det i stk. 1 nævnte tidspunkt, medmindre denne
formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende
overensstemmelses art.
§ 77 b.
Køberen kan ikke påberåbe sig en
mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved
aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen, eller
sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.«
9.
§§ 78-79 affattes således:
»Køberens mangelsbeføjelser
§ 78.
Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen
valget mellem
1) afhjælpning af mangelen,
2) levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen
(omlevering),
3) et passende afslag i købesummen, eller
4) ophævelse af købet, hvis mangelen ikke er
uvæsentlig.
Stk. 2.
Køberen kan ikke kræve omlevering eller
afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse
er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige
omkostninger. Der skal herved tages hensyn til salgsgenstandens værdi
uden mangler, mangelens betydning, og om anden beføjelse kan
gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen.
Stk. 3.
Tilbyder sælgeren afhjælpning eller
omlevering, kan køberen ikke kræve et passende afslag i
købesummen eller ophævelse af købet.
Stk. 4.
Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om
afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, uden udgift og uden
væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke,
kan køberen kræve et passende afslag i købesummen,
ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette
kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen
afhjælpe for sælgerens regning.
§ 79.
Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller
omlevering er sket inden rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages
navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens
behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet
en erstatningsgenstand til køberens rådighed.
Stk. 2.
Køberen kan holde købesummen tilbage,
indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt.
Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke
tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil
koste at afhjælpe mangelen.«
10.
§ 81 affattes således:
»§ 81. Vil køberen påberåbe sig en mangel,
skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han
har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at
påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder,
efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.«
11.
I § 83, stk. 1, ændres »et år«
til: »to år«.
12.
§ 85 affattes således:
»§ 85. Vil køberen påberåbe sig en mangel
over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med
købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal
han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom
inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han
retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to
måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid
rettidig.«
13.
Efter § 86 indsættes:
»Visse lovvalgsaftaler
§ 87.
Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land
uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal
finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige
påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler
i et land inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette
lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og finder anvendelse
på køb, der indgås efter lovens ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
5
2.
Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse
af forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret
6
3.
Nordisk samarbejde
6
4.
Forbrugerkøbsdirektivet
6
5.
Lovforslagets hovedindhold
8
5.1.
Købsbegrebet
8
5.1.1.
Bestillingskøb
8
5.1.1.1.
Gældende ret
8
5.1.1.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
8
5.1.1.3.
Lovforslagets udformning
9
5.1.2.
Køb med installationspligt
9
5.1.2.1.
Gældende ret
9
5.1.2.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
10
5.1.2.3.
Lovforslagets udformning
10
5.2.
Mangelsbegrebet
11
5.2.1.
Gældende ret
11
5.2.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
13
5.2.3.
Lovforslagets udformning
14
5.3.
Tidspunktet for mangelsvurderingen og bevisbyrden for
tilstedeværelsen af en mangel
15
5.3.1.
Gældende ret
15
5.3.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
16
5.3.3.
Lovforslagets udformning
17
5.4.
Forbrugerens mangelsbeføjelser
17
5.4.1.
Gældende ret
17
5.4.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
19
5.4.3.
Lovforslagets udformning
20
5.4.3.1.
Ændringer, der er nødvendige for at
gennemføre direktivet
20
5.4.3.2.
Ændringer, der ikke er nødvendige for at
gennemføre direktivet
21
5.5.
Reklamationsregler
22
5.5.1.
Gældende ret
22
5.5.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
24
5.5.3.
Lovforslagets udformning
24
5.6.
Lovvalg
25
5.6.1.
Gældende ret
25
5.6.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
25
5.6.3.
Lovforslagets udformning
25
5.7.
Forholdet til tidligere salgsled
26
6.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
26
6.1.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
26
6.1.1.
Forbrugerklagenævnet
26
6.1.2.
Information til forbrugerne om de nye regler
27
6.2.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
27
6.3.
Miljømæssige konsekvenser
28
6.4.
EU-retlige aspekter
28
6.5.
Lovforslagets konsekvenser i
hovedtræk
28
7.
Høring
29
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er navnlig at
gennemføre et EF-direktiv fra 1999 om visse aspekter af
forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 99/44/EF, herefter kaldet
forbrugerkøbsdirektivet). Forbrugerkøbsdirektivet, der er
optrykt som bilag til lovforslaget, skal være gennemført i
national ret senest den 1. januar 2002.
Direktivet indeholder dels civilretlige regler om mangler
ved salgsgenstanden, dels visse markedsføringsretlige regler om
anvendelsen af skriftlige garantier mv. Efter direktivet kan medlemslandene
fastsætte eller opretholde regler, der giver forbrugeren en bedre
beskyttelse, end hvad der følger af direktivets regler
(minimumsdirektiv).
Direktivets regler om garantier (artikel 6) er
gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999 om
ændring af markedsføringsloven.
Direktivet regulerer alene forbrugerkøb, og
lovforslaget indeholder navnlig forslag til ændring i købelovens
særlige regler om forbrugerkøb. Der foreslås dog
også en forlængelse af reklamationsfristen i civilkøb og
handelskøb fra 1 år til 2 år.
Lovforslaget indeholder følgende
hovedelementer:
Mangelsbegrebet i forbrugerkøb suppleres af en ny
bestemmelse, der angiver visse positivt formulerede kriterier om
salgsgenstandens egenskaber, som skal være opfyldt, medmindre andet
følger af parternes aftale.
I forbrugerkøb vil et generelt forbehold fra
sælgers side for eventuelle mangler ved salgsgenstanden ikke kunne
gøres gældende over for køber. En sælger kan med
andre ord ikke afskære køberens indsigelser vedrørende
mangler ved at sælge varen »som den er og forefindes« eller med andre
tilsvarende generelle forbehold. Der kan fortsat tages et konkret forbehold
fra sælgers side.
Der foreslås en ny bestemmelse om køberens
undersøgelsespligt i forbrugerkøb. Efter denne bestemmelse
afskæres forbrugeren alene fra at påberåbe sig mangler mv.,
som forbrugeren kendte eller måtte kende til, mens der
ikke kan lægges vægt på, om forbrugeren burde have
været bekendt med det pågældende forhold.
Der foreslås en ny bestemmelse, hvorefter en
mangel, som viser sig inden for de første 6 måneder, skal
formodes at have været til stede allerede på
leveringstidspunktet. For så vidt angår mangler, som viser sig
senere, er det fortsat forbrugeren, der efter almindelige bevisregler har
bevisbyrden for, at den påberåbte mangel forelå på
leveringstidspunktet.
Hvis salgsgenstanden er mangelfuld, har forbrugeren
efter forslaget som udgangspunkt ret til at vælge mellem at få
leveret en ny vare (omlevering) eller at få varen repareret
(afhjælpning). Denne valgmulighed har forbrugeren ikke i dag, hvis
sælgeren tilbyder afhjælpning. Sælgeren er dog ikke
forpligtet til at følge forbrugerens valg, hvis dette er umuligt eller
vil påføre sælgeren uforholdsmæssige
omkostninger.
Efter den gældende købelov skal forbrugeren
for at kunne gøre mangelsbeføjelse gældende, reklamere
over for sælger inden rimelig tid efter, at han har eller burde have
opdaget manglen. Efter forslaget vil en reklamation inden for 2 måneder
fra det tidspunkt, hvor forbrugeren faktisk opdagede den
pågældende mangel, altid være rettidig.
Fristen for at klage over mangler ved salgsgenstanden
forlænges fra 1 år til 2 år efter, at forbrugeren har
modtaget varen (den absolutte reklamationfrist). Fristen kan ikke fraviges
til skade for køberen. Reklamationsfristen udvides tilsvarende uden
for forbrugerkøb. Her er reklamationsfristen dog gjort fravigelig,
dvs. de erhvervsdrivende kan indbyrdes aftale en anden reklamationsfrist.
Købelovens anvendelsesområde udvides ved
bestillingskøb. Efter forslaget vil der i forbrugerkøb fremover
foreligge et bestillingskøb omfattet af købelovens regler,
uanset om det er forbrugeren eller sælgeren, som leverer det materiale,
der er nødvendigt for at fremstille genstanden. Uden for
forbrugerkøb er et bestillingskøb som hidtil kun omfattet af
købeloven, såfremt den overvejende del af de for fremstillingen
nødvendige materialer ydes af den, der har påtaget sig
fremstillingen.
Der indføjes en bestemmelse, hvorefter en
forbruger uanset en aftale om, at lovgivningen i et land uden for Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde
anvendelse på aftalen, altid kan påberåbe sig ufravigelige
bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden
lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for
aftalen.
2. Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af
forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret
Efter vedtagelsen af forbrugerkøbsdirektivet
nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe om gennemførelse af
forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret. Arbejdsgruppen, der har haft
professor Peter Møgelvang-Hansen som formand samt repræsentanter
for Dommerforeningen, Advokatrådet og Justitsministeriet, fik til
opgave navnlig at overveje, hvilke lovgivningsmæssige initiativer der
bør tages for at gennemføre de civilretlige dele af direktivet.
Arbejdsgruppen har endvidere kunnet foreslå andre ændringer af
forbrugerkøbsreglerne, mens ændringer i reglerne om handels- og
civilkøb har kunnet overvejes i det omfang, det hænger naturligt
sammen med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivets
bestemmelser, herunder navnlig bestemmelserne om reklamationsfrist i
tilfælde af mangler ved salgsgenstanden.
Justitsministeriet nedsatte samtidig en følgegruppe
med repræsentanter for berørte myndigheder samt en række
erhvervs- og forbrugerorganisationer. Arbejdsgruppen har løbende
forelagt sine overvejelser for denne følgegruppe, der også har
haft lejlighed til at stille forslag over for arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppen afgav i juni 2001 betænkning nr.
1403/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet (herefter
kaldet betænkningen).
Lovforslaget svarer med enkelte ændringer til
arbejdsgruppens lovudkast.
3. Nordisk samarbejde
Danmark, Sverige og Finland som EU-medlemmer samt Norge og
Island i kraft af aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejde (EØS-aftalen) er alle forpligtet til at gennemføre
forbrugerkøbsdirektivet.
Fortolkningen af direktivet og gennemførelsen heraf
er blevet drøftet på en række møder mellem
embedsmænd fra de nordiske lande.
4. Forbrugerkøbsdirektivet
Formålet med forbrugerkøbsdirektivet er en
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser om visse aspekter ved køb af forbrugsvarer og om
garantier i forbindelse hermed for at sikre, at der fastsættes et
ensartet minimumsniveau for forbrugerbeskyttelse inden for rammerne af det
indre marked (artikel 1, stk. 1).
Direktivet vedrører navnlig
spørgsmålet om de lovbestemte mangelsregler i
forbrugerkøb, men indeholder dog også regler om de
handelsmæssige garantier.
Direktivets anvendelsesområde er begrænset til
forbrugerkøb. Ved »forbruger« forstås en fysisk person, der i
forbindelse med de aftaler, der er omfattet af direktivet, ikke handler som
led i sit erhverv. Begrebet »sælger« defineres som en fysisk eller
juridisk person, der ved en købsaftale handler som led i sit erhverv.
Købsaftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende som led i deres
erhverv (handelskøb), eller som en forbruger indgår med en
ikke-erhvervsdrivende (civilkøb), er således ikke omfattet af
direktivet (artikel 1, stk. 2, litra a og c).
Direktivets anvendelsesområde er endvidere
begrænset til aftaler om køb af forbrugsvarer. »Forbrugsvarer«
er i direktivet defineret som enhver løsøregenstand undtagen
varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i
henhold til lov. Undtaget er endvidere salg af vand og gas, medmindre disse
varer sælges i afmålte mængder, samt salg af elektricitet
(artikel 1, stk. 2, litra b).
Efter direktivet er det som udgangspunkt ikke
afgørende, om der er tale om køb af nye eller brugte genstande.
Direktivet finder endvidere anvendelse, uanset om salgsgenstanden efter sin
art har en kort holdbarhed, eller om der er tale om et varigt
forbrugsgode.
Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at reglerne ikke
omfatter brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion,
hvor forbrugerne har mulighed for selv at være til stede under
auktionen (artikel 1, stk. 3).
Aftaler om levering af varer, der først skal
tilvirkes, anses som aftaler om køb af forbrugsvarer (artikel 1,
stk. 4).
Hovedindholdet i direktivet er som nævnt regler om
mangler i forbrugerkøb.
Efter direktivet skal det fastsættes, at
sælgeren har pligt til at levere forbrugeren en vare, der er i
overensstemmelse med købsaftalen. Varen skal således være
kontraktmæssig (artikel 2, stk. 1).
Kravet om kontraktmæssighed suppleres af en
formodningsregel, hvorefter varen formodes at være i overensstemmelse
med købsaftalen, hvis den lever op til visse nærmere angivne
krav (artikel 2, stk. 2).
Varen formodes at være kontraktmæssig, hvis
den
er i overensstemmelse med sælgerens beskrivelse af
den og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller model,
som sælgeren har forelagt forbrugeren
er egnet til et særligt formål, som
forbrugeren ønsker, den skal anvendes til, når han har gjort
sælgeren bekendt hermed på tidspunktet for aftalens
indgåelse, og sælgeren har accepteret dette
er egnet til det formål, som varer af samme type
sædvanligvis anvendes til
har den beskaffenhed og brugbarhed, der er
sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed
kan forvente under hensyntagen til varens art og i givet fald de oplysninger
om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om varen af
sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i
reklamer eller gennem mærkning.
I præamblens pkt. 8 anføres, at elementerne i
formodningsreglen er kumulative. Hvis et af elementerne er åbenlyst
uanvendeligt i en given situation, finder de øvrige elementer stadig
anvendelse.
Der er ikke tale om manglende kontraktmæssighed i
direktivets forstand, hvis forbrugeren på det tidspunkt, aftalen blev
indgået, havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være
ubekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis den manglende
overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren (artikel 2,
stk. 3).
I vurderingen af spørgsmålet om
kontraktmæssighed indgår som nævnt, om varen har den
beskaffenhed og brugbarhed, forbrugeren med rimelighed kan forvente, bl.a.
under hensyn til eventuelle oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er
afgivet offentligt af sælgeren, producenten eller dennes
repræsentant. Efter artikel 2, stk. 4, skal sælgeren
imidlertid ikke være bundet af sådanne oplysninger, hvis
sælgeren godtgør, at
han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed
kunne have haft kendskab til den pågældende oplysning
den fejlagtige oplysning var rettet ved indgåelsen
af købsaftalen
den fejlagtige oplysning ikke kan antages at have haft
betydning for forbrugerens beslutning om at købe varen.
Manglende kontraktmæssighed, der skyldes forkert
installation af varen, sidestilles med varens manglende
kontraktmæssighed, når installationen er foretaget af
sælgeren eller på dennes vegne. Tilsvarende gælder, hvis
forbrugeren selv har installeret en vare, der er beregnet hertil, og den
ukorrekte installation skyldes en fejl i installationsvejledningen (artikel
2, stk. 5).
Sælgeren skal over for forbrugeren være
ansvarlig for, at varen er kontraktmæssig ved leveringen (artikel 3,
stk. 1).
Er dette ikke tilfældet, skal forbrugeren have ret
til at få forbrugsvaren bragt i overensstemmelse med købsaftalen
ved gratis afhjælpning eller omlevering eller til et passende afslag i
prisen, eller til at hæve købet med hensyn til de leverede varer
(artikel 3, stk. 2, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, litra
f).
Forbrugeren har i første omgang krav på, at
sælgeren uden vederlag enten afhjælper manglen eller foretager
omlevering. Forbrugeren har valgfrihed mellem disse mangelsbeføjelser,
medmindre den valgte beføjelse er umulig eller uforholdsmæssig
for sælgeren (artikel 3, stk. 3-4).
Et krav om afhjælpning eller omlevering betragtes
som uforholdsmæssigt, hvis der herved påføres
sælgeren omkostninger, der i forhold til omkostningerne ved den
alternative beføjelse er urimelige. Ved vurderingen af, om
omkostningerne ved en given beføjelse sammenlignet med den alternative
beføjelse er urimelige, skal der tages hensyn til værdien af
varen, hvis den havde været kontraktmæssig, manglens betydning,
og om den alternative beføjelse vil kunne gennemføres uden
væsentlig ulempe for forbrugeren.
Såfremt forbrugerens krav om omlevering eller
afhjælpning ikke er uforholdsmæssigt, skal kravet opfyldes inden
rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, idet der herved
skal tages hensyn til varens art og forbrugerens formål med at anskaffe
varen.
Hvis forbrugeren ikke er berettiget til at kræve
omlevering eller afhjælpning, eller hvis sælgeren ikke har
afhjulpet manglen inden for rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for
forbrugeren, kan forbrugeren kræve et passende afslag i prisen eller
hæve købet. Forbrugeren kan dog ikke gøre
hævebeføjelsen gældende, hvis manglen er uvæsentlig
(artikel 3, stk. 5-6).
Direktivet berører ikke udøvelsen af andre
rettigheder, som forbrugeren har efter nationale retsregler om ansvar i og
uden for kontrakt (artikel 8, stk. 1). Der henvises herved også
til præamblens pkt. 6.
Efter direktivet skal det sikres, at en sælger, der
er ansvarlig over for forbrugeren for en mangel, som skyldes en handling
eller undladelse, der er begået af producenten, et tidligere led i
salgskæden eller en anden mellemmand, skal have adgang til at rejse
krav mod den ansvarlige person i aftalekæden i overensstemmelse med
national lovgivning (artikel 4).
Direktivet indeholder endvidere en række fristregler
(artikel 5).
Hvis der i national ret er fastsat en frist, inden for
hvilken forbrugeren skal gøre sine mangelsbeføjelser
gældende, må denne frist ikke være kortere end 2 år
regnet fra varens levering (den absolutte reklamationsfrist artikel 5,
stk. 1).
Medlemsstaterne har også mulighed for at
fastsætte en relativ reklamationsfrist, hvorefter forbrugeren for at
kunne gøre brug af sine misligholdelsesbeføjelser i anledning
af en mangel skal underrette sælgeren om manglen senest 2 måneder
efter, at forbrugeren har opdaget den (artikel 5, stk. 2).
Direktivet indeholder desuden en formodningsregel,
hvorefter en manglende overensstemmelse, der viser sig senest 6 måneder
fra varens levering, formodes at have eksisteret på
leveringstidspunktet, medmindre denne formodning er uforenelig med varens
eller den manglende overensstemmelses art (artikel 5, stk. 3). Er dette
ikke tilfældet, er det altså sælger, der har bevisbyrden
for, at en fejl ved varen, der viser sig inden for den angivne frist, ikke
var til stede ved leveringen, men skyldes efterfølgende
omstændigheder.
I direktivet er endvidere fastsat en række krav til
en garanti (artikel 6). Kravene er i hovedsagen af
markedsføringsretlig karakter, og bestemmelsen i artikel 6 er på
denne baggrund gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999,
hvorved garantibestemmelsen i markedsføringslovens § 4 blev
udbygget med visse indholdsmæssige krav til
garantierklæringer.
Herudover fastslår direktivet, at forbrugerens og
sælgerens forudgående aftaler, der direkte eller indirekte
ophæver eller begrænser de rettigheder, forbrugeren har efter
direktivet, skal være uden retsvirkning for forbrugeren i henhold til
national lovgivning (ufravigelighed - artikel 7, stk. 1).
Ved købsaftaler om brugte genstande kan det i
national lovgivning tillades, at parterne kan indgå aftale om en
kortere reklamationsfrist end de 2 år, der er angivet i artikel 5,
stk. 1. Fristen skal dog mindst være 1 år.
Hvis en købsaftale har nær tilknytning til en
medlemsstats område, kan forbrugeren ikke ved aftale om, at
lovgivningen i et tredjeland skal finde anvendelse, fratages den beskyttelse,
der følger af direktivet (artikel 7, stk. 2).
Efter direktivet kan medlemsstaterne fastsætte eller
opretholde bestemmelser, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse end den,
der følger af direktivet (minimumsdirektiv artikel 8,
stk. 2).
Direktivet skal som nævnt være
gennemført i national ret senest den 1. januar 2002 (artikel 11,
stk. 1).
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
13-20.
5. Lovforslagets hovedindhold
5.1. Købsbegrebet
5.1.1. Bestillingskøb
5.1.1.1. Gældende ret
Efter købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt.,
anses bestilling af genstande, der først skal tilvirkes, som
køb, såfremt det for tilvirkningen fornødne stof skal
ydes af den, der har påtaget sig tilvirkningen
(»bestillingskøb«).
Købelovens anvendelsesområde omfatter
således også visse blandede aftaler, hvori der indgår dels
et købselement, dels et tjenesteydelseselement (såkaldt
værksleje).
Efter ordlyden omfatter købelovens § 2,
stk. 1, 1. pkt., tilfælde, hvor tilvirkeren leverer det materiale,
der er nødvendigt for fremstillingen af varen. I retspraksis antages
det, at der foreligger et bestillingskøb omfattet af bestemmelsen,
selv om bestilleren leverer en del af det nødvendige materiale, hvis
blot tilvirkeren leverer den væsentligste del. Hvis bestilleren leverer
hele eller en væsentlig del af det nødvendige materiale, falder
aftalen dog uden for købelovens anvendelsesområde.
Købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt.,
vedrører bestilling af genstande, der først skal tilvirkes. Det
er således en forudsætning, at tilvirkeren fremstiller en ny
genstand. Aftaler om reparationer eller omdannelser af genstande, der
tilhører bestilleren, er ikke omfattet af bestemmelsen, uanset hvem af
parterne, der leverer det materiale, der skal anvendes i forbindelse med
reparationen mv. Aftaler om reparation mv. reguleres af almindelige
obligationsretlige principper, herunder i vidt omfang analogier fra
købeloven.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
21-25.
5.1.1.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 1,
stk. 4, skal aftaler om levering af varer, som først skal
tilvirkes, ved anvendelsen af direktivet anses som aftaler om køb af
forbrugsvarer. Det er således efter direktivet uden betydning, om det
er bestilleren eller tilvirkeren, der skal levere de materialer, der er
nødvendige for fremstillingen af den pågældende vare.
Bestemmelsen går dermed videre end købelovens gældende
definition af bestillingskøb, idet den forudsætter, at en
forbruger i relation til spørgsmål om mangler,
mangelsbeføjelser, reklamationsfrister mv. skal have en beskyttelse
svarende til direktivets regler, uanset om forbrugeren selv leverer det
materiale, der er nødvendigt for at fremstille varen. Direktivet
regulerer således også tilfælde, der efter gældende
dansk ret betragtes som en aftale om tjenesteydelse.
5.1.1.3. Lovforslagets
udformning
Da forbrugerkøbsdirektivet forudsætter, at
forbrugerens retsstilling er den samme ved aftaler om køb af
genstande, der skal tilvirkes, som ved et almindeligt køb, finder
arbejdsgruppen, at gennemførelse af direktivet kræver en
ændring af definitionen af bestillingskøb i forbrugerforhold.
Definitionen bør efter arbejdsgruppens opfattelse ændres i
overensstemmelse med artikel 1, stk. 4, således at det ikke
tillægges vægt, hvem af parterne der leverer det
nødvendige materiale.
Arbejdsgruppen bemærker, at det fortsat vil
være en forudsætning for lovens anvendelse, at tilvirkeren
fremstiller en genstand, jf. herved direktivets formulering »levering
af varer «. Såfremt dette element ikke i den konkrete situation
må anses som det væsentligste element i aftalen, vil forholdet
derfor fortsat falde uden for købelovens anvendelsesområde.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund at
udvide definitionen af bestillingskøb inden for forbrugerkøb,
således at der foreligger et køb, uanset hvem der leverer
materialerne. Arbejdsgruppen foreslår endvidere at præcisere
ordlyden af definitionen uden for forbrugerkøb, således at der i
overensstemmelse med den gældende retstilstand foreligger et
bestillingskøb i alle tilfælde, hvor tilvirkeren fremskaffer den
overvejende del af de nødvendige materialer, jf. pkt. 5.1.1.1.
ovenfor
Der henvises til betænkningen side 26-28.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
arbejdsgruppens lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (den
foreslåede § 2, stk. 1).
5.1.2. Køb med installationspligt
5.1.2.1. Gældende ret
Købeloven regulerer ikke afgrænsningen mellem
køb og tjenesteydelsesaftaler i tilfælde, hvor sælgeren i
forbindelse med leveringen af salgsgenstanden har påtaget sig
yderligere arbejde som f.eks. at installere eller montere det solgte.
Det antages imidlertid i almindelighed, at en sådan
blandet aftale må kategoriseres på grundlag af, hvor
væsentlige de enkelte elementer i sælgers forpligtelse er. Har
sælger påtaget sig at installere eller montere salgsgenstanden,
og må dette betragtes som en biforpligtelse, anses aftalen i sin helhed
for en købsaftale. Omvendt kan tjenesteydelsen fremstå som det
væsentligste element i aftalen. Der kan også forekomme
tilfælde, hvor aftalen må »deles op«, således at der
foreligger en købsaftale vedrørende salgsgenstanden, og en
tjenesteydelsesaftale for så vidt angår installationen.
I tilfælde, hvor installationen betragtes som et
accessorium til selve købsaftalen, skelnes der ikke mellem, om en
eventuel mangel knytter sig til salgsgenstanden som sådan eller til
tjenesteydelsen, og vurderingen af, om manglen er væsentlig, sker i
forhold til den samlede ydelse. Hvis der sker skade på salgsgenstanden
som følge af forsømmelse fra sælger eller dennes folk i
forbindelse med salgsgenstandens installation, kan forbrugeren over for
sælgeren gøre dette forhold gældende som en
køberetlig mangel, jf. købelovens § 44, såfremt
sælgers forsømmelse må anses for at være sket i
forbindelse med opfyldelsen af aftalen. Forbrugeren kan, ligeledes under
henvisning til § 44, påberåbe sig køberetlige regler
om mangler, hvis sælger eller dennes folk ikke har udført
installationen fagmæssigt korrekt, selv om salgsgenstanden som
sådan ikke er blevet påført en skade. Salgsgenstanden har
i så fald ikke den brugbarhed eller beskaffenhed, som den ifølge
aftalen skulle have, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.
Foretager forbrugeren efter købets indgåelse
selv en fejlagtig installation af salgsgenstanden, er dette som udgangspunkt
sælgeren uvedkommende. Skyldes den fejlagtige installation imidlertid
en fejl i en installationsvejledning, kan dette udgøre en
køberetlig mangel, hvis den fejlbehæftede brugsanvisning er
udleveret i forbindelse med købet, og oplysningerne heri har
været af betydning for forbrugerens bedømmelse af det solgte.
Det kan også i sig selv medføre, at der foreligger en mangel,
hvis sælgeren ved eller bør vide, at brugsanvisningen er
fejlbehæftet, men undlader at give forbrugeren oplysninger om dette til
trods for, at oplysningen må forventes at ville have betydning for
forbrugerens bedømmelse af det solgte.
Indgår brugsanvisningen ikke i det materiale, der
stilles til forbrugerens rådighed i forbindelse med købet, vil
der formentlig foreligge en mangel, hvis forbrugeren ikke kan få den
fulde nytte af salgsgenstanden uden en brugsanvisning.
Der kan også foreligge en mangel, hvis anvendelse af
salgsgenstanden i overensstemmelse med en fejlbehæftet brugsanvisning
medfører, at varen ikke fungerer efter hensigten.
Efter Forbrugerklagenævnets praksis kan der
endvidere foreligge en mangel, hvis brugsanvisningen ikke er udformet
på sproget i det land, hvor varen sælges, uanset om den i
øvrigt er uden fejl, jf. betænkningen side 31.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
28-31.
5.1.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 2,
stk. 5, 1. pkt., skal en manglende overensstemmelse med aftalen, der
skyldes forkert installation af forbrugsvaren, betragtes som varens manglende
overensstemmelse, når installation af varen indgår som en del af
købsaftalen og er udført af sælger eller af andre
på sælgers vegne.
Bestemmelsen vedrører således tilfælde,
hvor sælger har påtaget sig dels at levere en vare, dels at
installere den. I disse situationer skal en manglende overensstemmelse, der
skyldes forkert installation, betragtes som varens manglende
overensstemmelse, således at forbrugeren kan gøre brug af
mangelsbeføjelserne i medfør af direktivets artikel 3.
Arbejdsgruppen antager i betænkningen (side 31 f),
at bestemmelsen også finder anvendelse i tilfælde, hvor den
fejlagtige installation ikke har resulteret i en defekt vare.
Arbejdsgruppen lægger endvidere til grund, at der
med bestemmelsens formulering »forkert installation« sigtes til enhver form
for objektivt fejlagtig installation, uanset om der er noget at bebrejde
sælgeren eller ej. Bestemmelsen rækker således formentlig
videre end købelovens § 44, hvorefter forhold indtruffet efter
risikoens overgang kun kan udgøre en mangel, hvis sælgeren har
udvist forsømmelse.
Artikel 2, stk. 5, 2. pkt., omhandler den situation,
hvor forbrugeren selv installerer en genstand, der er beregnet hertil.
Såfremt der er fejl i installationsvejledningen, skal forbrugeren i et
sådant tilfælde kunne gøre mangelsbeføjelser
gældende.
5.1.2.3. Lovforslagets
udformning
Ifølge forbrugerkøbsdirektivets artikel 2,
stk. 5, 1. pkt., kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser
gældende i tilfælde af forkert installation af forbrugsvaren,
hvis installation indgår i købsaftalen og er udført af
sælger eller på dennes vegne. Bestemmelsen indebærer, at
der i tilfælde, hvor installationsforpligtelsen indgår som led i
købsaftalen, skal være regler, der giver forbrugeren en
beskyttelse svarende til direktivets bestemmelser. Direktivet angiver ikke,
hvornår der må anses for samlet set at foreligge en
købsaftale.
Gennemførelse af denne del af direktivet
forudsætter efter arbejdsgruppens opfattelse ikke en ændring af
købsbegrebet, og det vil således være muligt at opretholde
den gældende praksis, hvorefter væsentligheden af de forskellige
elementer, der indgår i sælgers forpligtelse, er afgørende
for, om den samlede aftale betragtes som et køb eller en aftale om en
tjenesteydelse.
Arbejdsgruppen anfører, at de gældende regler
allerede i dag i vid udstrækning må antages at føre til,
at sælgers fejlagtige installation eller fejlagtige
installationsvejledning kan udløse mangelsbeføjelser for
forbrugeren. Arbejdsgruppen har imidlertid overvejet, om der bør
foretages ændringer i købeloven for at skabe større
klarhed om reguleringen af disse spørgsmål og sikre, at
direktivet gennemføres korrekt.
Arbejdsgruppen foreslår at supplere det
gældende mangelsbegreb med en bestemmelse, hvorefter forbrugeren i
forbindelse med købet skal forsynes med de fornødne oplysninger
om bl.a. salgsgenstandens montering. En sådan oplysningspligt for
sælgeren vil i givet fald kunne ses som et civilretligt modstykke til
markedsføringslovens § 3, hvorefter sælger er forpligtet
til ved tilbuds afgivelse, ved aftalens indgåelse eller efter
omstændighederne ved leveringen om nødvendigt at give
forbrugeren en forsvarlig vejledning om navnlig brugsegenskaber, holdbarhed,
farlighed og vedligeholdelsesmuligheder.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere at indføje
en bestemmelse, hvorefter sælgers manglende opfyldelse af sine
forpligtelser efter aftalen i alle tilfælde kan udgøre en
køberetlig mangel, også selv om den manglende opfyldelse
først sker efter, at risikoen for varens hændelige undergang
eller beskadigelse er overgået til forbrugeren.
Disse regler vil bl.a. betyde, at sælgeren må
sikre sig, at forbrugeren i forbindelse med købet i fornødent
omfang vejledes om varens montering, hvis køberen selv skal installere
den. Tilsidesætter sælgeren forpligtelsen hertil, foreligger der
en mangel, idet sælgeren herved ikke har opfyldt sine forpligtelser
efter aftalen.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil det med sådanne
bestemmelser endvidere klart fremgå, at forbrugeren kan gøre
mangelsbeføjelser gældende i anledning af sælgerens
fejlagtige installation, idet sælgerens forpligtelse efter en aftale om
køb med installationspligt vil være fejlfri levering og
montering af salgsgenstanden. Forbrugerens mangelsbeføjelser vil i
så fald bero på, at sælgeren ikke har opfyldt sine
forpligtelser efter aftalen, og det vil ikke have nogen betydning, om dette
skyldes forhold, der kan bebrejdes sælgeren. Hermed sikres det, at
direktivets artikel 2, stk. 5, gennemføres korrekt, jf. pkt.
5.1.2.2. ovenfor.
Arbejdsgruppen bemærker, at den nuværende
retsstilling, hvorefter det i sig selv betragtes som en mangel, hvis
forbrugeren får udleveret en instruktionsvejledning, der nok er
fejlfri, men er udformet på et sprog, som forbrugeren ikke kan
forventes at forstå, vil kunne opretholdes på grund af
direktivets minimumsbestemmelse.
Der henvises til betænkningen side 32-34.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens vurdering og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 8 (de
foreslåede § 75 a, stk. 1, 2. led, og § 77 a,
stk. 2).
5.2.
Mangelsbegrebet
5.2.1. Gældende ret
Mangelsdefinitionen i købelovens § 76
Købelovens særlige afsnit om
forbrugerkøb indeholder i §§ 76 og 77 en egentlig
mangelsdefinition. I § 76, stk. 1, nr. 1-3, angives nogle specielle
situationer, hvor der foreligger en mangel, mens stk. 1, nr. 4,
indeholder en almindelig mangelsdefinition.
Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en
mangel, hvis varen ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,
eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet
urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft
betydning for forbrugerens bedømmelse af genstanden. Bestemmelsen kan
ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1,
stk. 2. Oplysninger skal være fremsat af sælger over for den
pågældende forbruger.
Bestemmelsen omfatter udsagn med »sandhedsværdi«,
mens såkaldte almindelige anprisninger, dvs. forherligende ytringer,
som ikke formidler nogen information om den udbudte ydelse, falder udenfor.
Bestemmelsen omfatter kun sælgers positive tilkendegivelser og ikke
(rene) fortielser. Fortielser kan imidlertid efter omstændighederne
medføre, at der foreligger en mangel i medfør af
købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, jf. herom nedenfor.
Købelovens § 76, stk. 1, nr. 1,
fastsætter, at urigtige eller vildledende oplysninger fra sælger
kun kan anses for en mangel, hvis de kan antages at have haft betydning for
forbrugerens bedømmelse af det solgte. Forbrugeren har bevisbyrden
for, at dette er tilfældet.
Beviskravene i så henseende er imidlertid
forholdsvis lempelige, idet det anses for tilstrækkeligt, at de
pågældende oplysninger i almindelighed er egnede til at
påvirke efterspørgslen efter varer af den pågældende
art, og at der ikke foreligger omstændigheder, der peger i retning af,
at forbrugeren ikke har været bekendt med oplysningerne eller ikke har
lagt vægt herpå, jf. betænkning nr. 845/1978 om
forbrugerkøb side 68.
Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 2,
foreligger der endvidere en mangel, hvis sælger eller et tidligere
salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på varens
indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at
komme til almenhedens eller køberens kundskab. Bestemmelsen kan ikke
fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1,
stk. 2.
Bestemmelsen omfatter i modsætning til nr. 1
oplysninger, der ikke nødvendigvis er rettet mod den
pågældende køber, men mod en ubestemt kreds af
personer.
Bestemmelsen omfatter desuden oplysninger fra en videre
personkreds end nr. 1, der kun vedrører sælgers oplysninger.
Efter nr. 2 kan også oplysninger fra et tidligere salgsled, dvs.
producent, importør, grossist m.fl., konstituere en mangel, der kan
gøres gældende mod sælger, uanset om sælger kendte
eller burde kende til, at der var afgivet oplysninger og/eller at disse var
urigtige eller vildledende.
Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3,
foreligger der en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælger har
forsømt at give forbrugeren oplysninger om forhold, der har haft
betydning for forbrugerens bedømmelse af genstanden, og som
sælgeren kendte eller burde kende, dvs. hvis sælgeren
tilsidesætter sin loyale oplysningspligt. Måtte sælgeren
gå ud fra, at de pågældende forhold var uden betydning for
forbrugeren, eller havde sælgeren rimelig grund til at regne med, at
forbrugeren allerede var bekendt med oplysningerne, kan genstanden ikke
betragtes som mangelfuld efter nr. 3. Det beror i øvrigt på en
konkret vurdering, i hvilket omfang sælgeren har pligt til at oplyse
forbrugeren om forhold vedrørende salgsgenstanden. I nogle situationer
er oplysningspligten vidtgående, mens den i andre tilfælde er
mere begrænset, f.eks. hvis den pågældende køber
havde en særlig sagkundskab med hensyn til den pågældende
vare. Mangelsansvar efter nr. 3 kræver således, at det kan
bebrejdes sælgeren, at han ikke har givet forbrugeren de
pågældende oplysninger.
Købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, er ikke
som nr. 1-2 gjort beskyttelsespræceptiv, og den kan således
fraviges ved aftale (konkrete forbehold). Sælgeren kan ikke undgå
sin loyale oplysningspligt ved at tage et generelt forbehold
vedrørende salgsgenstanden, idet forbrugeren efter købelovens
§ 77 uanset et generelt forbehold vil kunne påberåbe sig, at
sælger har undladt at give oplysninger som nævnt i § 76,
stk. 1, nr. 3.
Den almindelige mangelsdefinition fremgår af
købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en
mangel, hvis genstanden i øvrigt er af en anden eller ringere
beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de
foreliggende omstændigheder skulle være. Bestemmelsen kan ligesom
nr. 3 fraviges ved aftale.
Mangelsbedømmelsen tager udgangspunkt i parternes
aftale. Det kan imidlertid forekomme, at parternes aftale ikke indeholder
momenter til belysning af et eller flere forhold, og man må i så
fald falde tilbage på, hvad forbrugeren med rimelighed kunne forvente
vedrørende salgsgenstandens egenskaber og brugbarhed, herunder bl.a.
under hensyn til købesummens størrelse. Vedrører
købet en standardvare, skal produktet således være en
almindelig god handelsvare. Afviger salgsgenstanden negativt herfra,
foreligger der en mangel i medfør af § 76, stk. 1, nr.
4.
Efter købelovens § 76, stk. 2, kan
forbrugeren ikke påberåbe sig urigtige eller vildledende
oplysninger, der er rettet senest ved indgåelsen af købsaftalen.
Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv, jf. købelovens § 1,
stk. 2.
Hermed begrænses rækkevidden af § 76,
stk. 1, nr. 1-2, således at urigtige eller vildledende oplysninger
fra sælger eller tidligere salgsled ikke udgør en mangel, hvis
oplysningerne er rettet, inden købsaftalen indgås. Det
kræves ikke, at oplysningerne rettes af den, der har afgivet
oplysningerne, og sælger vil således i forbindelse med
købet kunne korrigere oplysninger afgivet af producenten eller andre
tidligere salgsled. Der henvises i øvrigt til betænkningen side
50 f.
Sælgers forbehold (købelovens § 77)
Købelovens § 77, stk. 1, angår
mangelsbedømmelsen i tilfælde, hvor en vare er solgt som den er
og forefindes eller med tilsvarende forbehold. Bestemmelsen fastslår,
at forbrugeren uanset et sådant generelt forbehold kan
påberåbe sig, at genstanden lider af en mangel i de
tilfælde, der er nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1-3. Det
samme gælder, hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end
køberen under hensyn til prisen og omstændighederne i
øvrigt havde grund til at regne med. Brugte genstande, som
sælges på auktion, anses for solgt, som de er og forefindes, jf.
købelovens § 77, stk. 2. § 77 kan ikke fraviges til
skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, at et generelt forbehold fra
sælger kun i begrænset omfang reducerer de krav, som forbrugeren
kan stille til det solgte.
Er der afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, som
er omfattet af de præceptive bestemmelser i § 76, stk. 1, nr.
1-2, vil forbrugeren kunne påberåbe sig dette, selv om
sælgeren har taget et generelt forbehold. Sælger kan endvidere
ikke ved at tage et generelt forbehold vedrørende varens egenskaber
undgå at skulle opfylde sin loyale oplysningspligt i medfør af
købelovens § 76, stk. 1, nr. 3.
§ 77 giver således forbrugeren en vis
minimumsbeskyttelse med hensyn til varens egenskaber. Selv om der ikke er
afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller sket en
tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt, kan
forbrugeren uanset et generelt forbehold påberåbe sig en mangel,
hvis det solgte er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren kunne
regne med.
Købelovens § 77 vedrører varer, der
sælges som de »er og forefindes«, eller med tilsvarende forbehold.
Forbehold som »uden ansvar«, »som beset«, »som besigtiget« og lignende
generelle forbehold er således også omfattet.
Købeloven indeholder derimod ikke bestemmelser om
sælgers mulighed for at tage konkrete forbehold vedrørende
salgsgenstandens egenskaber. Sådanne konkrete forbehold kan ofte
være velbegrundede, og det anerkendes i praksis, at parterne i vidt
omfang kan indgå aftale om, at visse specificerede egenskaber eller
mangel på egenskaber ved varen ikke skal betragtes som en mangel, jf.
købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Der henvises i øvrigt
til betænkningen side 51-53.
Køberens undersøgelsespligt
Reglen i købelovens § 47 om køberens
undersøgelsespligt gælder også i forbrugerkøb, og
bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf.
købelovens § 1, stk. 2. Har køber før
købets afslutning undersøgt salgsgenstanden eller uden rimelig
grund undladt at efterkomme sælgers opfordring til at undersøge
den, eller er der før købets afslutning givet køberen
lejlighed til at undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan
mangler, som han burde have opdaget ved en sådan undersøgelse
kun gøres gældende over for sælgeren, hvis denne har
handlet svigagtigt.
Er der afgivet oplysninger om salgsgenstandens egenskaber,
vil dette ofte være rimelig grund for en forbruger til at undlade at
følge en generel opfordring til at undersøge varen for disse
egenskaber. Er der afgivet urigtige oplysninger mv. som nævnt i
§ 76, stk. 1, nr. 1-2, vil forbrugeren kunne påberåbe
sig, at varen er mangelfuld, selv om forbrugeren ved en undersøgelse
af varen kunne have konstateret, at oplysningerne var urigtige.
Har sælger tilsidesat sin loyale oplysningspligt
efter § 76, stk. 1, nr. 3, er forbrugerens undladelse af at
undersøge genstanden normalt også uden betydning. Sælger
kan således ikke slippe for at opfylde sin loyale oplysningspligt efter
§ 76, stk. 1, nr. 3, ved at opfordre forbrugeren til at
undersøge genstanden. Har forbrugeren undersøgt varen, vil det
imidlertid kunne give sælger grundlag for at antage, at forbrugeren er
bekendt med eventuelle synlige mangler, hvilket kan begrænse
sælgers oplysningspligt.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
53-54.
5.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Mangelsdefinitionen i direktivets artikel 2
Forbrugerkøbsdirektivets mangelsbegreb er
formuleret i artikel 2.
Efter artikel 2, stk. 1, har sælgeren pligt til
at levere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med
købsaftalen.
Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 2,
stk. 2, af en formodningsregel, hvorefter varen formodes at være i
overensstemmelse med købsaftalen, hvis den lever op til visse
nærmere angivne krav.
Varen formodes at være kontraktmæssig, hvis
den
er i overensstemmelse med sælgerens beskrivelse af
den og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller model,
som sælgeren har forelagt forbrugeren
er egnet til et særligt formål, som
forbrugeren ønsker, den skal anvendes til, når han har gjort
sælgeren bekendt hermed på tidspunktet for aftalens
indgåelse, og sælgeren har accepteret dette
er egnet til det formål, som varer af samme type
sædvanligvis anvendes til
har den beskaffenhed og brugbarhed, der er
sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed
kunne forvente under hensyntagen til varens art og i givet fald de
oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om varen
af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i
reklamer eller gennem mærkning.
Det fremgår af præamblens pkt. 8, at
elementerne i formodningsreglen er kumulative. Alle elementer skal
således som udgangspunkt være opfyldt for, at en vare formodes at
være kontraktmæssig.
Det vil ikke som følge af formodningsreglen i
artikel 2, stk. 2, være nødvendigt at ændre
købelovens udgangspunkt om, at forbrugeren har bevisbyrden for, at
salgsgenstanden lider af en mangel.
Efter direktivets artikel 2, stk. 3, er der ikke tale
om manglende kontraktmæssighed, hvis forbrugeren på det
tidspunkt, da aftalen blev indgået, havde kendskab til eller ikke med
rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse. Det
samme gælder, hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer
leveret af forbrugeren.
I vurderingen af spørgsmålet om
kontraktmæssighed indgår, om varen har den beskaffenhed og
brugbarhed, forbrugeren med rimelighed kan forvente, bl.a. under hensyn til
eventuelle oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet
offentligt af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant,
navnlig i reklamer eller gennem mærkning. Efter artikel 2, stk. 4,
skal sælgeren imidlertid ikke være bundet af sådanne
oplysninger, hvis han godtgør, at
han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed
kunne have haft kendskab til den pågældende oplysning
den fejlagtige oplysning var rettet ved indgåelsen
af købsaftalen
den fejlagtige oplysning ikke kan antages at have haft
betydning for forbrugerens beslutning om at købe varen.
Sælgers forbehold
Efter direktivets mangelsbegreb skal sælgeren levere
en vare, der er i overensstemmelse med aftalen, jf. artikel 2, stk. 1.
Bestemmelsen indebærer, at parterne har aftalefrihed, jf. også
præamblens pkt. 8, hvor det anføres, at formodningsreglen i
artikel 2, stk. 2, ikke indskrænker princippet om
aftalefrihed.
Efter direktivets artikel 7, stk. 1, skal der
imidlertid i national lovgivning være regler om, at forbrugeren ikke er
bundet af aftaler og aftalevilkår, der direkte eller indirekte
ophæver eller begrænser de rettigheder, der følger af
direktivet. Det fremgår af præamblens pkt. 22, at dette princip
også gælder for klausuler, ifølge hvilke forbrugeren
formodes at være bekendt med enhver manglende overensstemmelse med
købsaftalen på tidspunktet for dennes indgåelse.
Arbejdsgruppen anfører i betænkningen (side
57), at direktivet ikke udtrykkeligt regulerer sælgers mulighed for at
tage forbehold vedrørende salgsgenstanden, men sammenholdes artikel 7,
stk. 1, med den nævnte præambeltekst, må det efter
arbejdsgruppens opfattelse formentlig indebære, at sælger efter
direktivet som hovedregel ikke har mulighed for at tage generelle forbehold
vedrørende salgsgenstanden.
Spørgsmålet om konkrete forbehold fra
sælgers side reguleres heller ikke direkte i direktivet.
Efter direktivets artikel 2, stk. 3, er der ikke tale
om manglende kontraktmæssighed, hvis forbrugeren ved aftalens
indgåelse havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være
ubekendt med den manglende overensstemmelse.
Den ovenfor nævnte præambeltekst omtaler
klausuler vedrørende forbrugerens kendskab til »enhver manglende
overensstemmelse«.
Arbejdsgruppen anfører i betænkningen (side
57), at bestemmelsen således ikke synes at begrænse sælgers
muligheder for at tage forbehold vedrørende bestemte specificerede
egenskaber ved salgsgenstanden. Et sådant forbehold vil enten kunne
anses som en del af aftalen, eller også vil forbrugeren ikke kunne
påberåbe sig manglende kontraktmæssighed på grund af,
at han var bekendt med eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt
hermed ved aftalens indgåelse, jf. direktivets artikel 2,
stk. 3.
Forbrugerkøbsdirektivet giver mulighed for, at
medlemslandene kan undtage traditionelt auktionssalg af brugte genstande fra
at være reguleret af de bestemmelser, der gennemfører direktivet
i national lovgivning. Efter direktivets artikel 1, stk. 3, kan
medlemslandene således fastsætte, at »forbrugsvarer« ikke
omfatter brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion,
hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede under
auktionen.
Direktivet giver kun mulighed for at undtage offentlige
auktioner, hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede
under auktionen. Der er således navnlig ikke mulighed for at undtage
salg på auktion, der alene afholdes via Internettet.
Køberens undersøgelsespligt
Direktivets artikel 2, stk. 3, fastsætter som
nævnt den begrænsning i mangelsbegrebet, at forbrugeren ikke kan
påberåbe sig varens manglende kontraktmæssighed, hvis han
ved aftalens indgåelse havde kendskab til eller ikke med rimelighed
kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse.
Efter sin ordlyd pålægger bestemmelsen ikke
forbrugeren en egentlig undersøgelsespligt. Formuleringen »ikke med
rimelighed kunne være ubekendt med« synes at pege på, at der skal
foretages en mere objektiv vurdering af, om forbrugeren måtte have
indset, at salgsgenstanden ikke var kontraktmæssig.
5.2.3. Lovforslagets
udformning
Mangelsbegrebet
I betænkningen (side 58-80) har arbejdsgruppen
analyseret, i hvilket omfang der som følge af direktivet er behov for
at foretage ændringer i købelovens mangelsbegreb.
Arbejdsgruppen har sammenlignet det eksisterende
mangelsbegreb i købeloven og mangelsbegrebet i
forbrugerkøbsdirektivet, og har vurderet, hvilket udfald en
række sager, der har været forelagt Forbrugerklagenævnet,
må antages at ville have fået, hvis de i stedet var afgjort efter
direktivets mangelsbegreb. Endvidere har arbejdsgruppen sammenlignet med
mangelsbegrebet i loven om internationale køb, og mangelsbegrebet i
svensk, norsk og finsk ret har også været inddraget i
arbejdsgruppens overvejelser.
På baggrund heraf konkluderer arbejdsgruppen, at
mangelsbegrebet i købeloven og i forbrugerkøbsdirektivet i vid
udstrækning er sammenfaldende, og at dansk lovgivning med få
undtagelser allerede i dag yder forbrugeren en beskyttelse, der som minimum
er på linie med, hvad der kræves efter
forbrugerkøbsdirektivet. Desuden indeholder mangelsbegrebet i
købeloven nogle yderligere forbrugerbeskyttende elementer, der ikke
findes i direktivet.
Ifølge arbejdsgruppen er det som følge af
direktivet nødvendigt at justere reglen om køberens
undersøgelsespligt, således at der kun kan lægges
vægt på forhold, som forbrugeren måtte kende til og
ikke forhold som den pågældende burde kende. Direktivets
gennemførelse kræver endvidere, at sælgers mulighed for at
tage generelle forbehold begrænses samt at sælger skal have
bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende oplysninger om varen ikke har
haft betydning for forbrugerens beslutning om at købe genstanden.
Arbejdsgruppen anfører, at købelovens
bestemmelser om, hvornår varen er mangelfuld (§§ 76 og 77)
må antages at opfylde direktivets krav. Arbejdsgruppen foreslår
imidlertid, at de gældende bestemmelser suppleres med en
bestemmelse svarende til direktivets om, hvornår varen formodes at
være mangelfri. En sådan »positiv« beskrivelse af kravene til
salgsgenstanden findes bl.a. i svensk, norsk og finsk ret samt i
FN-konventionen om internationale handelskøb mv. (CISG).
Arbejdsgruppen peger på, at der alene vil ske en klargørende
uddybning af de elementer, der efter gældende ret indgår i det
generelle mangelsbegreb i købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.
Med en sådan bestemmelse vil informationsværdien af
købelovens bestemmelser imidlertid blive øget, og det vil
også være hensigtsmæssigt at tilpasse den danske lovgivning
til terminologien i forbrugerkøbsdirektivet, CISG og de øvrige
nordiske lande.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der uden
sammenhæng med direktivet bør ske yderligere ændringer af
mangelsbegrebet ved forbrugerkøb.
Arbejdsgruppen har bl.a. overvejet, om der bør
indføjes en ufravigelig bestemmelse om, at der foreligger en mangel,
hvis salgsgenstanden ikke kan anvendes uden væsentlig risiko for
personskade. Arbejdsgruppen bemærker, at spørgsmålet
også har været overvejet tidligere, og at det i forarbejderne til
de gældende regler om forbrugerkøb bl.a. er anført, at
hensynet til at beskytte forbrugeren mod farlige varer bør
tillægges stor vægt, men at det på den anden side
også kan virke mindre rimeligt, hvis forbrugeren kan gøre
mangelsbeføjelser gældende i en situation, hvor varens farlighed
har været tydeligt oplyst over for forbrugeren. En vare, der ikke kan
anvendes uden væsentlig risiko for personskade vil i almindelighed
være mangelfuld, medmindre forbrugeren har erklæret sig
indforstået med eller har indset genstandens farlighed.
Arbejdsgruppen finder, at de nævnte hensyn fortsat
gør sig gældende, og at der ikke er behov for at ændre
loven på dette punkt. Arbejdsgruppen finder heller ikke, at der er
behov for en bestemmelse om, at salgsgenstanden er mangelfuld, hvis den ikke
er i overensstemmelse med offentligretlige forskrifter. Arbejdsgruppen
bemærker, at varer, der ikke kan anvendes uden væsentlig risiko
for personskade, eller som er solgt i strid med offentligretlige forskrifter,
i almindelighed må anses for mangelfulde i medfør af § 76,
stk. 1, nr. 4. Endvidere vil sælgers fraskrivelse af
mangelsansvaret i tilfælde, hvor der er fare for personskade, eller
hvor varen ikke lever op til offentligretlige forskrifter, efter
omstændighederne kunne tilsidesættes i medfør af
aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven
bør indføjes en bestemmelse om, at manglende
vedligeholdelsesmuligheder eller manglende mulighed for at skaffe reservedele
mv. skal medføre, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.
Arbejdsgruppen foreslår, at det i lovforslaget
fastslås, at forbrugeren i forbindelse med købet skal have de
fornødne oplysninger med henblik på varens montering,
anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse. Sælgeren har allerede i dag
en vis oplysningspligt med hensyn til vedligeholdelsesmuligheder og
reservedelstilgængelighed, jf. købelovens § 76,
stk. 1, nr. 3, som arbejdsgruppen foreslår gjort ufravigelig til
skade for forbrugeren. Er en sælger på købstidspunktet
eksempelvis bekendt med, at den pågældende vare er udgået
af produktion, vil den pågældende således efter
omstændighederne kunne være forpligtet til loyalt at oplyse
forbrugeren herom, hvis det må påregnes, at denne oplysning vil
have betydning for forbrugerens bedømmelse af salgsgenstanden og
beslutning om at købe den.
Der henvises til betænkningen side 80-84.
Auktionskøb
Efter direktivet kan medlemslandene vælge at undtage
køb af brugte varer, der sælges på offentlig auktion, fra
de regler, der gennemfører direktivet.
Arbejdsgruppen finder, at sådanne auktionskøb
som udgangspunkt bør være omfattet af de almindelige regler om
forbrugerkøb, men at det for denne type køb fortsat bør
være muligt for sælgeren at kunne afskære køberens
indsigelser vedrørende uvæsentlige mangler ved en generel
ansvarsfraskrivelsesklausul.
Der henvises til betænkningen side 35-39.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed. På baggrund af de modtagne høringssvar vedrørende
betænkningen er det dog tydeliggjort i lovforslaget (den
foreslåede § 77, stk. 1), at bestemmelser i aftalen om, at
køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden
og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som
den er og forefindes, ikke kan gøres gældende over for
køberen.
Med henblik på at opfylde direktivet foreslås
der således en ny bestemmelse om køberens
undersøgelsespligt i forbrugerkøb. Efter denne bestemmelse
afskæres forbrugeren alene fra at påberåbe sig fejl mv.,
som forbrugeren måtte kende til, mens der ikke kan lægges
vægt på, om forbrugeren burde have været bekendt med
det pågældende forhold. Endvidere foreslås det som
nævnt at begrænse retsvirkningen af generelle forbehold
vedrørende varens egenskaber. Det foreslås desuden, at
sælger skal have bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende
oplysninger fra sælgeren eller tidligere led ikke har haft betydning
for forbrugerens beslutning om at købe genstanden.
Udover disse direktivbestemte ændringer
foreslås det endvidere at supplere købelovens mangelsbegreb med
en positiv angivelse af, hvilke kriterier en vare normalt skal opfylde for at
være kontraktmæssig.
For så vidt angår salg af brugte varer
på offentlig auktion, hvor der er adgang til at være fysisk til
stede, foreslås det at opretholde sælgers mulighed for at anvende
generelle ansvarsfraskrivelser.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 7-8 (de
foreslåede §§ 75 a-77 og § 77 b).
5.3. Tidspunktet for
mangelsvurderingen og bevisbyrden for tilstedeværelsen af en mangel
5.3.1. Gældende ret
I købeloven er tidspunktet for mangelsvurderingen
reguleret i § 44. Efter bestemmelsen skal der ved afgørelsen af,
om salgsgenstanden lider af en mangel, tages udgangspunkt i forholdene
på det tidspunkt, hvor risikoen overgår til køberen,
medmindre manglen skyldes sælgerens forsømmelse. Bestemmelsen
kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.
Efter købelovens § 17, stk. 1,
bærer sælgeren risikoen for varens hændelige undergang
eller forringelse, indtil levering har fundet sted. I forbrugerkøb vil
levering i almindelighed ske, når varen overgives til forbrugeren, jf.
§ 9 og § 73. Købelovens risikoregler er deklaratoriske, og
også i forbrugerkøb kan det således aftales, at risikoen
overgår på et tidligere tidspunkt.
Afgørende for, om en forbruger kan
påberåbe sig, at varen er mangelfuld, er således som
udgangspunkt, om manglen var til stede på leveringstidspunktet. Det er
uden betydning, om manglen var synlig eller endnu ikke havde vist sig. Sker
der først efter salgsgenstandens levering en forringelse af varen, er
dette som udgangspunkt sælgeren uvedkommende. Har sælger
imidlertid handlet forsømmeligt, således at varen er blevet
forringet, kan der foreligge en mangel, uanset om risikoen forinden er
overgået til forbrugeren, jf. § 44, der lader tidspunktet for
mangelsvurderingen være uafhængig af risikoovergangen,
såfremt manglen skyldes sælgers forsømmelse. § 44 har
selvstændig betydning i de tilfælde, hvor sælger udviser
forsømmelse efter risikoens overgang. Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvis sælger skal foretage installation af varen og der
i forbindelse hermed påføres varen en skade som følge af
sælgers forsømmelse. Ligestillet med sælgers
forsømmelse er forsømmelse fra andre, der handler på
sælgers vegne.
Udgangspunktet, hvorefter risikoen først
overgår til forbrugeren på det faktiske leveringstidspunkt,
fraviges ved såkaldt fordringshavermora, dvs. tilfælde, hvor
levering ikke kan ske rettidigt på grund af købers forhold.
Efter købelovens § 37 overgår risikoen for salgsgenstanden
i sådanne tilfælde til køberen fra det tidspunkt, hvor
levering skulle have fundet sted. Ved køb bestemt efter art
(»genuskøb«) skal bestemte genstande dog forinden være udskilt
for køber. I tilfælde af fordringshavermora vil
mangelsvurderingen således være knyttet til det tidspunkt, hvor
levering skulle have fundet sted. Sælgeren er dog i medfør af
købelovens § 33 forpligtet til i rimeligt omfang at drage omsorg
for salgsgenstanden i en vis periode efter det aftalte leveringstidspunkt.
Opstår der skade på salgsgenstanden som følge af
sælgers tilsidesættelse af sin omsorgspligt, kan forbrugeren
påberåbe sig, at varen er mangelfuld, selv om den var mangelfri,
da risikoen overgik til forbrugeren, jf. § 44.
Bevisbyrden for, at der foreligger forhold, som
udgør en mangel ved salgsgenstanden, påhviler køberen.
Det er endvidere som udgangspunkt køberen, der har bevisbyrden for, at
de forhold, som udgør manglen, forelå på det relevante
tidspunkt.
Opstår der inden for en vis kortere periode efter
leveringen en fejl ved varen, som ikke er forventelig, og som ikke er et
typisk udslag af uhensigtsmæssig brug, stilles der imidlertid i praksis
ikke store beviskrav. Vurderingen heraf vil imidlertid altid ske på
baggrund af de konkrete omstændigheder, herunder bl.a. om der er tale
om køb af en ny eller en brugt genstand.
I Forbrugerklagenævnets praksis er det lagt til
grund, at udgangspunktet, hvorefter forbrugeren har bevisbyrden for, at varen
var mangelfuld ved leveringen, fraviges, såfremt der er ydet garanti
vedrørende salgsgenstandens brugbarhed, funktion eller lignende i en
vis periode, og manglen opstår i denne periode. En kvalitetsafvigelse,
der viser sig i garantiperioden, formodes således at have været
til stede på leveringstidspunktet, og sælger vil dermed have
bevisbyrden for, at kvalitetsafvigelsen ikke forelå ved leveringen, men
skyldes uheldig brug af salgsgenstanden eller andre forhold, der fritager
sælgeren for at opfylde garantien.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
85-87, hvor der også er redegjort nærmere for den juridiske
litteratur og praksis i de nævnte garantitilfælde.
5.3.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter direktivets artikel 3, stk. 1, skal
sælgeren over for forbrugeren være ansvarlig for manglende
overensstemmelse med købsaftalen, der foreligger ved forbrugsvarens
levering. Direktivet regulerer ikke, hvornår en vare anses for at
være »leveret«. Spørgsmålet om, hvornår risikoen for
hændelig beskadigelse af salgsgenstanden går over på
køberen, er således overladt til national ret.
Efter direktivets artikel 5, stk. 3, skal en
manglende overensstemmelse, der viser sig senest 6 måneder efter varens
levering, formodes at have været til stede på
leveringstidspunktet, medmindre andet bevises. Denne formodning gælder
dog ikke, hvis den er uforenelig med varens eller den manglende
overensstemmelses art.
Direktivets artikel 5, stk. 3, er formuleret som en
formodningsregel, og det følger af ordlyden, at sælgeren efter
omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen med den
følge, at forbrugeren i overensstemmelse med almindelige bevisregler
skal godtgøre, at der forelå en mangel ved varen på
leveringstidspunktet.
Formodningsreglen finder endvidere kun anvendelse, hvis
det ikke er uforeneligt med varens eller den manglende overensstemmelses art.
I givet fald vil forbrugeren også i overensstemmelse med almindelige
bevisregler have bevisbyrden for, at varen var mangelfuld ved leveringen.
Det fremgår ikke af direktivet, ud fra hvilke
kriterier det bør afgøres, om formodningen er uforenelig med
varens eller uoverensstemmelsens art. Det anføres også i
betænkningen (side 88 f), at rækkevidden af formuleringen synes
noget uklar, men at der formentlig kan peges på klare tilfælde,
som f.eks. hvor den normale holdbarhed for en vare er væsentligt
kortere end 6 måneder, eller hvor den påberåbte
kvalitetsafvigelse klart skyldes en uforsvarlig brug af salgsgenstanden eller
udefra kommende omstændigheder.
Artikel 5, stk. 3, vedrører alene
spørgsmålet om, hvorvidt en manglende overensstemmelse
forelå på leveringstidspunktet. Bestemmelsen regulerer
således ikke spørgsmålet om, hvem der har bevisbyrden for,
at der foreligger en manglende overensstemmelse med købsaftalen.
5.3.3. Lovforslagets
udformning
Arbejdsgruppen anfører, at det uden for
garantitilfældene efter gældende dansk ret er forbrugeren, der
har bevisbyrden for, at de forhold, der udgør en mangel, var til stede
på leveringstidspunktet. Gennemførelse af direktivet vil derfor
efter arbejdsgruppens opfattelse kræve en ændring af
købeloven, således at fejl mv. ved varen, der viser sig inden
for 6 måneder fra leveringstidspunktet, som udgangspunkt formodes at
skyldes forhold, som allerede forelå ved leveringen.
Arbejdsgruppen bemærker, at kravene til forbrugerens
bevisførelse allerede i dag antages at være forholdsvis
begrænsede, såfremt der er tale om køb af nye genstande
med en vis forventet levetid, og en defekt viser sig kort tid efter
leveringen. En gennemførelse af den omtalte formodningsregel vil
derfor næppe medføre nogen væsentlig reel ændring af
retstilstanden ved køb af nye genstande.
Efter gældende ret vil man ved vurderingen af, om
forbrugeren har løftet bevisbyrden for, at en brugt genstand var
mangelfuld på leveringstidspunktet, inddrage momenter som
salgsgenstandens alder, defektens karakter, forbrugerens anvendelse af det
solgte og lignende. Sådanne momenter vil også efter
indførelse af direktivets formodningsregel kunne indgå i
bevisvurderingen, og ved køb af brugte varer må det antages i
mange tilfælde at føre til, at formodningen afkræftes,
eller at det fastslås, at formodningsreglen ikke skal finde anvendelse,
fordi det i det konkrete tilfælde vil være uforeneligt med varens
eller afvigelsens art. Selv ved salg af brugte genstande må betydningen
af bestemmelsen således forventes at blive forholdsvis
begrænset.
En ændring af købeloven i overensstemmelse
med direktivets formodningsregel vil ikke berøre det forhold, at det
er forbrugeren, der skal godtgøre, at varen ikke er i orden.
Der henvises til betænkningen side 89-91.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter
og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Som anført af arbejdsgruppen, vil indførelse
af formodningsreglen ikke begrænse forbrugerens mulighed for at
gøre mangelsindsigelser gældende inden for reklamationsfristen
(som foreslås forlænget fra 1 år til 2 år, jf. pkt.
5.5.3. nedenfor). Der vil således ikke være grundlag for at
afvise mangelskrav alene med henvisning til, at det fremsættes efter
6-måneders fristen. Efter dette tidspunkt vil de hidtidige
bevisbyrderegler og beviskrav fortsat gælde.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (den
foreslåede § 77 a).
5.4. Forbrugerens
mangelsbeføjelser
5.4.1. Gældende ret
Købelovens § 78
Hvis salgsgenstanden lider af en mangel, kan forbrugeren
efter købelovens § 78 gøre en række
beføjelser gældende. Bestemmelsen kan ikke ved aftale fraviges
til skade for forbrugeren, jf. lovens § 1, stk. 2.
Efter § 78, stk. 1, 1. pkt., kan forbrugeren
hæve købet, kræve et forholdsmæssigt afslag i
købesummen eller kræve omlevering efter reglerne i § 42,
stk. 1, og § 43, stk. 1 og 2. Krav om ophævelse af
aftalen eller omlevering kan således ikke gøres gældende,
hvis manglen er uvæsentlig, medmindre sælger har handlet
svigagtigt eller ved artsbestemte køb ("genuskøb")
kendte manglen på et sådant tidspunkt, at han uden urimelig
opofrelse kunne have skaffet en mangelfri genstand.
Forbrugerens mulighed for at kræve ophævelse
af aftalen eller omlevering er desuden begrænset af reglerne i
§§ 57 og 58, hvorefter anvendelsen af disse beføjelser som
hovedregel forudsætter, at det modtagne kan tilbageleveres i
væsentlig samme stand og mængde som ved leveringen.
Muligheden for at kræve et forholdsmæssigt
afslag i købesummen forudsætter, at der foreligger en
værdiforringende mangel, jf. lovens brug af ordet
»forholdsmæssigt«. Forbrugeren kan således ikke forlange en
reduktion af prisen, hvis manglen er uden betydning for salgsgenstandens
værdi.
Forbrugerens muligheder for at kræve
ophævelse, omlevering eller forholdsmæssigt afslag er
således undergivet samme begrænsninger som uden for
forbrugerkøb.
Efter § 78, stk. 1, 2. pkt., kan forbrugeren
endvidere under visse betingelser forlange, at sælger afhjælper
manglen. Afhjælpning kan afhængig af manglens karakter -
foretages på flere måder. I § 78, stk. 1, 3. pkt.,
nævnes udtrykkeligt, at sælgeren ved artsbestemte køb
("genuskøb") kan opfylde sin afhjælpningspligt ved at
foretage omlevering. Herudover vil afhjælpning kunne have form af
reparation eller ved kvantitetsmangler, jf. § 50 efterlevering.
Formålet med afhjælpningen er at stille
forbrugeren lige så godt, som hvis der fra begyndelsen var leveret en
mangelfri ydelse. Derfor sker afhjælpning på sælgers
bekostning.
Forbrugerens mulighed for at kræve afhjælpning
af en mangel er uafhængig af, om manglen er væsentlig, og om der
foreligger en værdiforringende mangel.
Efter § 78, stk. 1, 2. pkt., kan
afhjælpningspligten gøres gældende, medmindre dette vil
forvolde sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller
væsentlig ulempe. Efter formuleringen af § 78, stk. 1, er
udgangspunktet, at forbrugeren har krav på afhjælpning. Det er
således sælgeren, der har bevisbyrden for, at afhjælpning
ikke er mulig eller vil påføre sælgeren
uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe.
Det beror på en konkret vurdering, om et krav om
afhjælpning vil forvolde sælgeren uforholdsmæssige
omkostninger eller væsentlig ulempe. For en nærmere beskrivelse
af, hvilke forhold der inddrages i denne vurdering, kan henvises til
betænkningen side 95-96.
Forbrugeren er forpligtet til i rimeligt omfang at
medvirke til den praktiske gennemførelse af afhjælpningen.
Forbrugerens medvirken vil navnlig bestå i at give sælgeren
adgang til at foretage afhjælpningen hos forbrugeren, eller - hvis der
er tale om mindre, let transportable genstande - at bringe det solgte til
sælgerens forretningssted eller sende det med posten. Transport af
større genstande påhviler derimod sælgeren. Da
afhjælpningen som nævnt sker for sælgers regning, vil
eventuelle udgifter, forbrugeren afholder i forbindelse med sin medvirken,
skulle refunderes af sælger.
Under sælgers opfyldelse af
afhjælpningspligten suspenderes forbrugerens øvrige
mangelsbeføjelser. Afhjælpes manglen behørigt,
indebærer det, at forbrugerens øvrige beføjelser efter
stk. 1 bortfalder. Såfremt betingelserne herfor er opfyldt, vil
forbrugeren ved siden af afhjælpningen kunne kræve erstatning i
medfør af lovens § 80.
Efter købelovens § 78, stk. 2, er
forbrugeren berettiget til at holde købesummen tilbage, indtil krav om
afhjælpning er opfyldt. Bestemmelsen har kun praktisk betydning i
kreditkøb. Er manglen uvæsentlig kan forbrugeren ikke
tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil
koste at afhjælpe manglen, jf. § 78, stk. 2, 2. pkt. Adgangen
til at tilbageholde hele eller dele af købesummen ophører,
når sælgeren har afhjulpet manglen.
§ 78, stk. 2, kan ikke fraviges til skade for
forbrugeren, og det kan således ikke aftales, at forbrugeren skal
betale hele købesummen, før afhjælpningen er
foretaget.
I § 78, stk. 3, fastlægges forbrugerens
beføjelser i tilfælde, hvor sælgeren ikke inden rimelig
tid opfylder forbrugerens krav om afhjælpning. Forbrugeren er i
så fald berettiget til at hæve købet, selv om manglen ikke
er væsentlig, eller - ved artsbestemte køb - kræve
omlevering. Forbrugeren kan endvidere lade manglen afhjælpe for
sælgerens regning, hvis dette kan ske uden uforholdsmæssige
omkostninger. Det antages, at forbrugeren skønt det ikke
fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen også kan kræve et
forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis der foreligger en
værdiforringende mangel.
Hvis det - eksempelvis på baggrund af
tilkendegivelser fra sælger - er åbenbart, at afhjælpning
ikke vil ske inden rimelig tid, kan forbrugeren allerede på dette
tidspunkt anvende beføjelserne efter § 78, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
93-102.
Købelovens § 79
Som et modstykke til den ovenfor nævnte
afhjælpningspligt er der i købelovens § 79 fastsat regler
om sælgerens afhjælpningsret i forbrugerkøb.
Afhjælpning vil også her kunne være reparation, omlevering
eller efterlevering (ved kvantitetsmangler, jf. § 50).
Efter § 79 kan en forbruger ikke hæve
købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i
købesummen, hvis sælger tilbyder at afhjælpe manglen eller
foretage omlevering. Forbrugeren kan endvidere ikke kræve omlevering,
hvis sælgeren tilbyder at afhjælpe manglen. Det er dog en
forudsætning, at afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig
tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for forbrugeren.
Bestemmelsen indebærer, at sælgeren har
mulighed for at afværge forbrugerens øvrige
mangelsbeføjelser - bortset fra erstatningsbeføjelsen - ved at
tilbyde afhjælpning.
Afhjælpningen skal som nævnt ske inden rimelig
tid. Tilsvarende formulering anvendes i § 78 om sælgerens
afhjælpningspligt, og også ved fastsættelse af
afhjælpningsfristen efter § 79 vil der skulle foretages en konkret
vurdering. Den omstændighed, at afhjælpning efter § 79 sker
på sælgerens initiativ, kan imidlertid skærpe
bedømmelsen. Navnlig vil man i relation til fristen efter § 79
være mindre tilbøjelig til at tillægge individuelle
forhold hos sælgeren betydning, og det kan medføre, at fristen
bliver kortere end efter § 78.
Afhjælpningsretten er endvidere betinget af, at
afhjælpning kan ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Uanset
at afhjælpningen sker på sælgers initiativ, vil forbrugeren
i et vist omfang være forpligtet til at medvirke til
gennemførelsen heraf. Det vil navnlig kunne komme på tale, at
forbrugeren skal bringe eller sende mindre genstande til sælgerens
forretningssted eller skal give sælgeren adgang til
salgsgenstanden.
Afhjælpningen sker desuden uden omkostninger for
forbrugeren. I det omfang forbrugeren eksempelvis afholder udgifter til
forsendelse af salgsgenstanden, skal sælgeren refundere disse
udgifter.
Afviser forbrugeren et berettiget
afhjælpningstilbud, har forbrugeren herved fortabt muligheden for at
kræve ophævelse, omlevering eller forholdsmæssigt afslag.
Forbrugeren er derimod ikke afskåret fra at gøre
erstatningsbeføjelsen gældende, såfremt betingelserne
herfor er opfyldt, jf. § 80. Forbrugerens almindelige
tabsbegrænsningspligt vil i disse tilfælde ofte føre til,
at forbrugerens erstatningskrav ikke kan overstige, hvad afhjælpning
ville have kostet sælgeren, hvis forbrugeren ikke havde afvist
sælgerens tilbud herom.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
102-105.
Antallet af afhjælpningsforsøg
Købeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om
den situation, at det ikke lykkes for sælgeren at afhjælpe en
mangel i første forsøg. Det fremgår af lovens
forarbejder, at sælgeren efter omstændighederne kan have krav
på mere end ét forsøg, inden forbrugeren kan gøre
de øvrige beføjelser gældende, bl.a. hvis sælgeren
har haft grund til at tro, at manglen var udbedret i første omgang.
Afhjælpning skal dog i alle tilfælde ske uden væsentlig
ulempe og inden for rimelig tid.
Der henvises til den nærmere redegørelse i
betænkningen side 105-107.
5.4.2.
Forbrugerkøbsdirektivet
Ved varens manglende overensstemmelse med
købsaftalen skal forbrugeren efter direktivet som udgangspunkt have
følgende mangelsbeføjelser:
Afhjælpning, omlevering, passende afslag i prisen og
ophævelse af købet.
Ved afhjælpning forstås ifølge
direktivets artikel 1, stk. 2, litra f, at varen bringes i
overensstemmelse med købsaftalen, mens de øvrige
beføjelser ikke defineres nærmere i direktivet.
Forbrugerens muligheder for at gøre brug af de
enkelte beføjelser er nærmere reguleret i artikel 3,
stk. 3-6, hvor forbrugerens mangelsbeføjelser er opstillet i et
»hierarkisk« system:
Forbrugeren har i første omgang alene krav
på, at sælgeren uden vederlag enten afhjælper manglen eller
foretager omlevering (artikel 3, stk. 3, 1. led). Det præciseres i
artikel 3, stk. 4, at der med ordene »uden vederlag« henvises til de
omkostninger, der er nødvendige for at bringe varen i overensstemmelse
med aftalen, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og
materialeomkostninger.
Forbrugerens valgfrihed begrænses af, at den valgte
beføjelse ikke må være umulig eller uforholdsmæssig
at opfylde for sælgeren.
Det er ikke nærmere reguleret i direktivet,
hvornår en beføjelse er umulig at opfylde, men i
præamblens pkt. 16 anføres som eksempel, at brugte genstande som
følge af deres natur generelt er umulige at omlevere, og at
forbrugerens ret til omlevering derfor ikke gælder for sådanne
varer.
Det anføres i direktivet (artikel 3, stk. 3,
2. led), at et krav om afhjælpning eller omlevering anses for
uforholdsmæssigt, hvis der herved påføres sælgeren
omkostninger, der i forhold til omkostningerne ved den alternative
beføjelse er urimelige. Ved vurderingen heraf skal der tages hensyn
til værdien af varen, hvis den havde været kontraktmæssig,
manglens betydning, og om den alternative beføjelse vil kunne
gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Direktivets uforholdsmæssighedsvurdering knytter sig
således til en vurdering af rimeligheden af de omkostninger, den valgte
beføjelse vil påføre sælger. Arbejdsgruppen
anfører, at direktivet synes at måtte forstås
således, at der ikke skal foretages en snæver vurdering af de
omkostningsmæssige konsekvenser, men snarere en grundlæggende
rimelighedsvurdering, der tager udgangspunkt i omkostningerne, men hvor
også andre elementer, herunder hensynet til forbrugeren, kan
indgå.
Hvis forbrugeren efter det anførte ikke er
berettiget til at kræve omlevering eller afhjælpning, eller hvis
sælgeren ikke har afhjulpet manglen inden rimelig tid og uden
væsentlig ulempe for forbrugeren, kan forbrugeren kræve et
passende afslag i prisen eller hæve købsaftalen. Forbrugeren kan
dog ikke gøre hævebeføjelsen gældende, hvis manglen
er uvæsentlig (direktivets artikel 3, stk. 5 og 6).
Direktivet nævner ikke udtrykkeligt, hvad der skal
gælde, hvis sælgeren ikke har opfyldt et krav om omlevering inden
rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, men det må
antages, at forbrugeren også i dette tilfælde kan kræve
prisafslag eller såfremt manglen er væsentlig ophæve
købet.
Efter direktivet er afhjælpning og omlevering
således de primære beføjelser, mens afslag i prisen og
ophævelse af købsaftalen er sekundære
beføjelser.
Spørgsmålet om, hvorvidt et krav om
omlevering eller afhjælpning er uforholdsmæssigt, skal
afgøres på grundlag af en sammenligning mellem den valgte
beføjelse og den alternative beføjelse. I betænkningen
(side 113 f) anføres det, at ordene »den alternative beføjelse«
umiddelbart kan synes at henvise til den anden af de primære
beføjelser, men ikke til de sekundære beføjelser
(ophævelse eller afslag i prisen). Det kan imidlertid i praksis
forekomme, at f.eks. et krav om omlevering er umuligt at opfylde, og der
ville i så fald ikke være nogen alternativ beføjelse at
sammenholde et krav om afhjælpning med. Arbejdsgruppen anfører,
at det næppe kan være hensigten med bestemmelsen, at der i et
sådant tilfælde ikke skal foretages en vurdering af, om et krav
om afhjælpning er uforholdsmæssigt. Det ville nemlig i givet fald
betyde, at forbrugeren kunne kræve at få gennemført selv
helt urimelige afhjælpningskrav, og sælgeren for at undgå
at foretage en sådan afhjælpning måtte undlade at
udføre afhjælpningen for derved at »tvinge« forbrugeren til at
gøre brug af de sekundære beføjelser, dvs. kræve
afslag eller ophæve købsaftalen.
Efter arbejdsgruppens opfattelse må det
således antages, at der ved vurderingen af, om et krav om eksempelvis
omlevering er uforholdsmæssigt, ikke alene vil kunne sammenlignes med
de omkostninger, der er forbundet med afhjælpning, men tillige med
omkostningerne ved ophævelse eller prisafslag. Der vil ved vurderingen
bl.a. kunne tages hensyn til, om eksempelvis et prisafslag i den konkrete
situation er et rimeligt alternativ for forbrugeren.
Der
henvises til betænkningen side 110-115.
5.4.3. Lovforslagets udformning
5.4.3.1. Ændringer, der er nødvendige for at
gennemføre direktivet
Afhjælpning
Arbejdsgruppen anfører, at direktivet som
udgangspunkt giver forbrugeren ret til at vælge mellem
afhjælpning eller omlevering, mens det efter købeloven er
sælgeren, der har valgretten. Sælgeren kan således efter
§ 78, stk. 1, i genuskøb vælge at opfylde sin
afhjælpningspligt ved at foretage omlevering, og efter § 79 kan
sælgeren tilbyde afhjælpning med den virkning, at forbrugeren som
udgangspunkt ikke kan gøre andre mangelsbeføjelser
gældende. Efter arbejdsgruppens opfattelse er det derfor ikke muligt at
opretholde § 78 og § 79 i den nuværende udformning.
Bestemmelserne vil skulle ændres, således at sælger ikke
kan omlevere, hvis forbrugerens afhjælpningskrav hverken er umuligt
eller uforholdsmæssigt, og således at et krav om omlevering, der
hverken er umuligt eller uforholdsmæssigt, ikke kan afværges af
sælgers tilbud om afhjælpning.
Efter direktivets ordlyd er forbrugerens valgret knyttet
til spørgsmålet om, hvilken af de primære
beføjelser (afhjælpning eller omlevering) der ønskes
anvendt. Arbejdsgruppen anfører, at det derfor er foreneligt med
direktivet at opretholde sælgers afhjælpningsret i de
tilfælde, hvor forbrugeren ikke ønsker afhjælpning eller
omlevering, men vil gøre brug af de sekundære beføjelser
(ophævelse eller afslag i prisen). Sælgeren vil således
kunne gives mulighed for at afværge krav om ophævelse eller
prisafslag ved at tilbyde forbrugeren afhjælpning eller omlevering.
Efter direktivet beror vurderingen af, om anvendelse af en
af de primære beføjelser er uforholdsmæssigt, på, om
den valgte beføjelse påfører sælgeren urimelige
omkostninger, henset til varens værdi uden mangler, manglens betydning,
og om den alternative beføjelse kan gennemføres uden
væsentlig ulempe for forbrugeren. Efter direktivet er vurderingen
således primært koncentreret om den valgte beføjelses
økonomiske konsekvenser for sælgeren.
Efter købelovens § 78 har sælgeren kun
afhjælpningspligt, hvis dette ikke volder sælgeren
uforholdsmæssige omkostninger. I vurderingen heraf indgår
imidlertid ikke kun omkostningerne for sælger, men også hensynet
til forbrugerens interesse i afhjælpning.
Arbejdsgruppen anfører, at hensynet til
forbrugerens interesse i at bruge den pågældende beføjelse
formentlig også kan inddrages efter direktivet. Der skal således
efter direktivet tages hensyn til, om den alternative beføjelse kan
gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, og heri
ligger antagelig, at forbrugerens særlige interesse i henholdsvis
afhjælpning eller omlevering efter omstændighederne kan betyde,
at den alternative beføjelse ikke kan gennemføres uden
væsentlig ulempe for forbrugeren.
Efter købelovens § 78 kan sælgeren
imidlertid også undlade at opfylde et krav om afhjælpning, hvis
dette vil påføre sælgeren væsentlig ulempe. Dette
kan efter direktivet ikke tillægges betydning. Da direktivet på
dette punkt stiller forbrugeren bedre end de gældende regler i
købeloven, kan dette ulempekriterium efter arbejdsgruppens opfattelse
ikke opretholdes. Den praktiske betydning heraf vil dog være beskeden,
fordi de ulemper, der kan være forbundet med afhjælpning, ofte
vil indebære en ressourcebelastning og dermed også en omkostning
for sælger, og i så fald hindrer direktivet ikke, at ulemperne
kan indgå i vurderingen.
Omlevering og
ophævelse
Efter købeloven er både forbrugerens mulighed
for at hæve købet og for at kræve omlevering som
udgangspunkt betinget af, at manglen ikke er uvæsentlig, mens
væsentlighedsbetingelsen efter direktivet kun er knyttet til
hævebeføjelsen. Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at
det ikke er muligt at opretholde kravet om, at omlevering som udgangspunkt
kun kan kræves, hvis manglen ikke er uvæsentlig.
Efter direktivet kan omleveringsbeføjelsen dog ikke
gøres gældende, hvis dette er uforholdsmæssigt. I
uforholdsmæssighedsvurderingen skal der som nævnt bl.a. tages
hensyn til manglens betydning, hvilket efter arbejdsgruppens opfattelse
indirekte kan føre til, at omleveringsbeføjelsen heller ikke
efter direktivet kan gøres gældende, hvis manglen er
uvæsentlig.
Efter købelovens § 57 er det som udgangspunkt
en betingelse for at gøre hæve- og omleveringsbeføjelsen
gældende, at det modtagne tilbageleveres i væsentlig samme stand
og mængde, som det havde ved leveringen. Efter præamblens pkt. 15
kan nærmere bestemmelser om vilkår for at hæve købet
fastsættes i den nationale lovgivning. Det vil således være
muligt at opretholde købelovens § 57 for så vidt
angår forbrugerens adgang til at hæve købet.
Prisafslag
Også afslagsbeføjelsen er i direktivet
formuleret anderledes end i købeloven. Det fremgår ikke af
direktivet, hvad der skal forstås ved »et passende« afslag i artikel 3,
stk. 5, men udtrykket synes at indebære, at ikke enhver nok
så lille mangel kan give grundlag for et prisafslag.
Det er dog efter arbejdsgruppens opfattelse tvivlsomt, om
der i direktivets tekst kan indfortolkes et krav om, at manglen skal
være værdiforringende, for at forbrugeren kan anvende
afslagsbeføjelsen.
I betænkningen (side 120 f) er der redegjort for det
nærmere indhold af købelovens regler om forholdsmæssigt
afslag, og for de vanskeligheder der i praksis kan være knyttet til det
traditionelle udgangspunkt for afslagets beregning. Det anføres, at en
konsekvent fastholdelse af, at manglen objektivt set skal være
værdiforringende, for at den kan give grundlag for et
forholdsmæssigt afslag, i visse situationer kan betyde, at forbrugeren
helt er afskåret fra at gøre mangelsbeføjelser
gældende. Forbrugeren kan således efter købeloven kun
forlange afhjælpning, hvis dette ikke vil påføre
sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig
ulempe, og erstatningsbeføjelsen kan kun gøres gældende,
hvis der er det fornødne ansvarsgrundlag. I sådanne situationer
vil der ifølge arbejdsgruppen i praksis være en
tilbøjelighed til enten at tildele et afslag, uanset om det er
tvivlsomt, om manglen er værdiforringende, eller til at lempe
væsentlighedsvurderingen, således at forbrugeren gives mulighed
for at hæve købet eller kræve omlevering. Situationen kan
imidlertid være således, at forbrugeren ikke ønsker dette,
eksempelvis fordi der er lang leveringstid på varer af den
pågældende type. I så fald kan forbrugeren være uden
reaktionsmuligheder over for sælgeren, selv om varen ikke er i
overensstemmelse med det aftalte.
Den præcise rækkevidde af formuleringen »et
passende afslag« i direktivets artikel 3 kan som nævnt give anledning
til tvivl. For med sikkerhed at gennemføre direktivet korrekt,
bør købelovens terminologi dog efter arbejdsgruppens opfattelse
ændres, således at der kan gives »et passende« afslag i
prisen.
En ændring af terminologien til »passende afslag«
vil ikke ændre på, at et forholdsmæssigt afslag i
almindelighed også betragtes som det passende afslag, når der
foreligger en værdiforringende mangel. Trods forslaget om et
ændret ordvalg er der ikke tilsigtet en væsentlig ændring
af retstilstanden. Ændringen vil i vidt omfang være en
videreførelse af hidtidig praksis, hvor der også har vist sig et
behov for i visse sager at forlade det sædvanlige udgangspunkt for
beregningen af et forholdsmæssigt afslag. Der henvises til
betænkningen side 121 f.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
115-122.
5.4.3.2. Ændringer, der ikke er nødvendige for at
gennemføre direktivet
I betænkningen (side 123-125) er der redegjort for
de områder, hvor købeloven og forbrugerkøbsdirektivet i
relation til mangelsbeføjelserne er sammenfaldende, samt for de
områder, hvor købeloven giver forbrugeren en bedre retsstilling,
end det kræves efter direktivet.
Arbejdsgruppen anfører, at købeloven
på disse områder kan opretholdes uændret under henvisning
til direktivets minimumsklausul. Købelovens § 80 om erstatning i
anledning af mangler kan også opretholdes uændret, idet
erstatningsspørgsmål ikke er reguleret af direktivet, jf. herved
også præamblens pkt. 6, hvor det fastslås, at en
tilnærmelse af medlemsstaternes nationale lovgivninger om
forbrugerkøb ikke berører nationale retsregler og principper
vedrørende de ordninger, der gælder for ansvar i og uden for
kontraktforhold.
I forlængelse af overvejelserne vedrørende
gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivets artikel 3 har
arbejdsgruppen overvejet, om der bør stilles forslag om yderligere
ændringer i reglerne om forbrugerens mangelsbeføjelser.
Arbejdsgruppen har for det første overvejet, om det
er muligt i loven at angive visse nærmere retningslinier for,
hvornår afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig
tid. Arbejdsgruppen finder det hensigtsmæssigt, hvis det i loven
angives, hvilke forhold der navnlig må inddrages i vurderingen af, om
den pågældende beføjelse er opfyldt inden for denne
tidsmæssige ramme. Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund
en bestemmelse, der angiver, at der ved vurderingen af, om der er sket
afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, navnlig skal tages
hensyn til genstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for
genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en
erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren. Der henvises til
betænkningen side 125 f.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven
bør indføjes regler om antallet af
afhjælpningsforsøg, således at det fremgår af loven,
at sælger kun har ét afhjælpningsforsøg, medmindre
der foreligger særlige grunde. Hensigten med en sådan bestemmelse
ville i givet fald navnlig være at præcisere, hvem af parterne
der skal godtgøre, at der foreligger omstændigheder, som
berettiger til mere end ét afhjælpningsforsøg.
Arbejdsgruppen har imidlertid efter en vurdering af fordele og ulemper ikke
fundet at burde foreslå en sådan bestemmelse. Der henvises herom
til betænkningen side 126-128.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven
bør indføjes regler om fradrag i forbrugerens
tilbagebetalingskrav ved ophævelse af købsaftalen, jf. herved
præamblens pkt. 15, der nævner, at medlemslandene har mulighed
for at fastsætte, at eventuel tilbagebetaling til forbrugeren kan
nedsættes under hensyn til forbrugerens brug af varen i den tid, der er
gået siden leveringen.
Arbejdsgruppen anfører herom navnlig, at
problemstillingen synes at være snævert knyttet til enkelte
produkttyper, og at en generel regulering af spørgsmålet kunne
give anledning til en række tvister om beløb af begrænset
størrelse. En bestemmelse om fradrag i forbrugerens
tilbagebetalingskrav ville i givet fald også skulle suppleres med en
bestemmelse, der pålægger sælgeren at betale renter af
købesummen for den periode, sælgeren har haft rådighed
over beløbet. En regulering af spørgsmålet synes dermed
at ville føre til en komplicering af lovgivningen, der efter
arbejdsgruppens opfattelse ikke står i et rimeligt forhold til, hvad
der kan opnås herved. Arbejdsgruppen har derfor fundet, at
spørgsmålet fortsat bør løses i praksis på
baggrund af de enkelte sagers konkrete omstændigheder. Der henvises
herom til betænkningen side 128-130.
I lyset af en række sager fra
Forbrugerklagenævnet har arbejdsgruppen endvidere overvejet, om der
bør udformes regler om sælgers krav på vederlag for
undersøgelser af salgsgenstande, der indleveres med henblik på
afhjælpning.
I praksis har spørgsmålet været aktuelt
i de situationer, hvor det ved sælgers undersøgelse konstateres,
at salgsgenstanden ikke lider af en køberetlig mangel. I en
sådan situation er sælger efter klagenævnspraksis alene
berettiget til at forlange vederlag for den foretagne undersøgelse,
hvis forbrugeren på forhånd er blevet gjort udtrykkeligt bekendt
hermed, og foretages reparationen, kan sælgeren kun kræve
reparationsudgifterne betalt af forbrugeren, hvis sælgeren på
forhånd har indhentet en accept heraf fra forbrugeren. Indleveres
salgsgenstanden til reparation i en eventuel garantiperiode, vil
sælgeren efter klagenævnspraksis ikke kunne kræve vederlag
for sin undersøgelse.
Arbejdsgruppen har ikke fundet, at
spørgsmålet bør reguleres i loven. Arbejdsgruppen peger
bl.a. på, at en udtrykkelig lovregel om spørgsmålet om
vederlag kan indebære en risiko for, at der ikke i fornødent
omfang vil kunne tages hensyn til en sags konkrete omstændigheder, og
at der dermed opstår risiko for meget »firkantede« løsninger. En
lovbestemmelse vil endvidere kunne give anledning til en række
afgrænsningsproblemer med hensyn til, hvilket beløb
sælgeren forudsat, at forbrugeren på forhånd har
været advaret herom i givet fald vil kunne kræve. Der henvises
til betænkningen side 130-132.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (de
foreslåede §§ 78-79).
5.5.
Reklamationsregler
5.5.1. Gældende ret
For forbrugerkøbs vedkommende er
spørgsmålet om reklamation i anledning af mangler reguleret i
§§ 81-86. Bestemmelserne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,
jf. § 1, stk. 2.
Købeloven indeholder en såkaldt relativ
reklamationsfrist i § 81. Fristen er »relativ«, fordi dens
starttidspunkt og længde afhænger af, hvornår forbrugeren
opdagede eller burde have opdaget manglen. § 83 indeholder en absolut
reklamationsfrist på 1 år fra salgsgenstandens overgivelse til
køberen.
Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en
forbruger, der vil påberåbe sig en mangel, som nævnt give
sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter forbrugeren har
eller burde have opdaget manglen. I modsat fald taber forbrugeren retten til
at gøre manglen gældende. § 81 gælder dog ikke, hvis
sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller
groft uagtsomt, jf. § 82.
Der stilles ikke krav om, at forbrugeren i forbindelse
med, at manglen påberåbes, skal angive, hvilken beføjelse
der gøres gældende. En såkaldt neutral reklamation er
således tilstrækkelig til at afbryde fristen i § 81.
Forbrugeren vil dog være forpligtet til på sælgers
forespørgsel at tilkendegive, hvilken beføjelse han vil
gøre gældende. Ved undladelse heraf kan forbrugerens mulighed
for at gøre (i hvert fald) hævebeføjelsen gældende
bortfalde. Forholder forbrugeren sig passiv i længere tid efter at have
reklameret, kan dette endvidere føre til, at han i det hele fortaber
retten til at gøre mangelsbeføjelser gældende, også
selv om han ikke har modtaget en forespørgsel fra sælgeren.
Forbrugerens krav forældes endvidere efter den almindelige
5-årige forældelsesfrist i 1908-loven.
I forbrugerkøb påhviler der som udgangspunkt
ikke forbrugeren en egentlig pligt til at undersøge salgsgenstanden.
Dette indebærer, at reklamationsfristen efter § 81 i almindelighed
først vil begynde at løbe, når forbrugeren på anden
måde bliver opmærksom på manglen, eller ikke ved almindelig
agtpågivenhed kunne undgå at blive opmærksom herpå i
forbindelse med almindelig brug af varen.
Forbrugeren skal reklamere inden rimelig tid.
Afgørelsen af, hvor lang frist forbrugeren har, må bero på
en konkret vurdering, og individuelle forhold hos forbrugeren kan
medføre, at fristen forlænges. I almindelighed må
forbrugeren have tid til at kunne overveje sin stilling og eventuelt
rådføre sig med andre, før forbrugeren retter henvendelse
til sælgeren. Omvendt kan konkrete omstændigheder føre
til, at forbrugeren må reklamere meget hurtigt, eksempelvis hvis det
solgte er undergivet store prissvingninger.
Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som
udgangspunkt, at forbrugeren taber retten til at gøre manglen
gældende. Hvis sælgeren ikke gør indsigelse mod den for
sene reklamation, men indlader sig i realitetsforhandlinger med forbrugeren
vedrørende reklamationens berettigelse, vil reklamationen imidlertid
blive tillagt retsvirkning.
Bevisbyrden for, at der er afgivet reklamation, og at
dette er sket rettidigt, påhviler forbrugeren. Forbrugerens reklamation
efter § 81 har retsvirkning, selv om den forsinkes eller bortkommer
under forsendelsen, jf. lovens § 86.
Efter den absolutte reklamationsfrist i købelovens
§ 83 skal køberen meddele sælgeren, at køberen vil
påberåbe sig en mangel inden 1 år fra salgsgenstandens
overgivelse til ham. I modsat fald kan køberen ikke gøre
manglen gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at
indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid
med almindelig hæderlighed. Er der tale om køb af
byggematerialer, er fristen dog 5 år regnet fra byggeriets aflevering,
dog højst 6 år fra overgivelsen af materialerne til
køberen, jf. § 83, stk. 2, jf. § 54, stk. 2. Hvis
varen medfører fare, eksempelvis for personskade, kan der efter
reglerne i produktsikkerhedsloven gives påbud om at trække varen
tilbage. I så fald gælder fristen i købelovens § 83
ikke, og forbrugeren kan påberåbe sig manglen, selv om der er
gået mere end 1 år, jf. § 12, stk. 3, i
produktsikkerhedsloven.
1-års fristen gælder, selv om køberen
hverken kendte eller burde kende manglen.
Den absolutte reklamationsfrist afbrydes ligesom den
relative frist ved, at forbrugeren giver meddelelse om, at han vil
påberåbe sig en mangel, jf. ovenfor. Det er også efter
§ 83 tilstrækkeligt, at forbrugeren afgiver en neutral
reklamation.
Reklamation efter 1-års fristens udløb
medfører, at forbrugeren ikke kan gøre manglen gældende,
medmindre sælgeren har handlet i strid med almindelig
hæderlighed. En for sen reklamation vil endvidere kunne tillægges
retsvirkning, hvis sælgeren indlader sig i realitetsforhandlinger med
forbrugeren vedrørende reklamationens berettigelse.
Efter § 83 gælder den 1-årige
reklamationsfrist endvidere ikke, hvis sælgeren har påtaget sig
at indestå for salgsgenstanden i længere tid. En sådan
indeståelse vil navnlig foreligge, hvis sælgeren har afgivet en
udtrykkelig garanti af længere varighed, men også andre
tilkendegivelser fra sælger vil efter omstændighederne kunne
betragtes som en indeståelse.
Forbrugeren har bevisbyrden for, at der er reklameret
rettidigt, eller at der foreligger forhold, der kan medføre, at
1-års fristen ikke finder anvendelse. Forbrugerens reklamation efter
§ 83 er omfattet af § 86, hvorefter adressaten bærer
forsendelsesrisikoen.
Der
henvises til betænkningen side 133-137.
5.5.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter direktivet hæfter sælgeren for varens
manglende overensstemmelse med købsaftalen, når den manglende
overensstemmelse viser sig senest 2 år efter leveringen af varen. Hvis
de mangelsbeføjelser, der er nævnt i artikel 3, ifølge
national lovgivning i stedet er underkastet en reklamationsfrist, må
denne ikke udløbe inden for en periode af 2 år fra varens
levering (artikel 5). En eventuel reklamationsfrist må således
ikke være kortere end 2 år regnet fra leveringstidspunktet.
Efter artikel 5, stk. 2, kan medlemslandene endvidere
fastsætte, at forbrugeren skal påberåbe sig en mangel over
for sælgeren senest 2 måneder efter, at forbrugeren har opdaget
den pågældende mangel.
Såfremt medlemslandene vælger i national
lovgivning at have regler om en sådan »relativ« reklamationsfrist
dvs. en supplerende frist, som regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren fik
kendskab til manglen, skal forbrugeren således som minimum have en
frist på 2 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor forbrugeren
rent faktisk opdagede manglen.
Arbejdsgruppen anfører, at direktivet formentlig
må forstås således, at 2-måneders fristen ikke
berører 2-års fristen. Medlemslandene kan således
vælge at fastsætte en frist på 2 år fra leveringen
som den yderste frist for at fremsætte mangelskrav, uanset
hvornår forbrugeren opdager manglen.
Som de øvrige bestemmelser i direktivet kan
reklamationsreglerne ikke fraviges til skade for forbrugeren. Direktivets
artikel 7, stk. 1, 2. led, modificerer imidlertid dette, idet
medlemslandene kan tillade, at parterne ved køb af brugte varer
aftaler en kortere reklamationsfrist end den ovenfor nævnte 2-års
frist. Fristen skal dog som minimum være 1 år.
Der
henvises til betænkningen side 137 f.
5.5.3. Lovforslagets udformning
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil
gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 2, kræve en
ændring af den »relative« reklamationsfrist i købelovens
§ 81, idet den nuværende frist »inden rimelig tid« efter
omstændighederne kan være kortere end 2 måneder. Det er
således nødvendigt at tilføje i bestemmelsen, at
forbrugeren har en reklamationsfrist på 2 måneder regnet fra det
tidspunkt, han opdagede manglen. Arbejdsgruppen foreslår i
sammenhæng hermed en tilsvarende ændring af lovens § 85 om
tilfælde, hvor forbrugeren reklamerer over for en anden end
sælgeren (producenten eller en anden, der har påtaget sig en
afhjælpningsforpligtelse).
Direktivet giver endvidere ikke mulighed for at regne
reklamationsfristen allerede fra det tidspunkt, hvor forbrugeren burde have
(men ikke har) opdaget manglen, og dette kriterium må således
udgå af § 81.
Som nævnt under pkt. 5.5.1. finder § 81 ikke
anvendelse, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig
hæderlighed eller groft uagtsomt. Direktivet indeholder ikke en
tilsvarende regel, men undtagelsen vil kunne opretholdes i medfør af
direktivets minimumsklausul.
Arbejdsgruppen anfører endvidere, at
gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 1, kræver, at
den »absolutte« reklamationsfrist i købelovens § 83
forlænges fra 1 år til 2 år regnet fra overgivelsen af
varen til forbrugeren.
I sammenhæng hermed foreslår arbejdsgruppen,
at den absolutte reklamationsfrist uden for forbrugerkøb (§ 54)
ændres tilsvarende. Arbejdsgruppen anfører, at der i modsat fald
vil opstå en »reklamationsklemme« for detailhandlerne mv. De vil
således kunne mødes med mangelsindsigelser fra forbrugerne
indtil 2 år efter salget, mens de (medmindre andet har kunnet aftales)
er afskåret fra selv at gå videre med mangelskravet mod
producenter mv., hvis der er gået mere end 1 år. Arbejdsgruppen
peger også på, at der ved internationale køb i
medfør af CISG (artikel 39, stk. 2) gælder en absolut
reklamationsfrist på 2 år.
Arbejdsgruppen har i betænkningen (side 140-146)
redegjort for de hensyn, der ligger bag reklamationsfristerne og for
tidligere overvejelser om reglernes udformning. Det anføres, at det
under arbejdsgruppens drøftelser er blevet anført, at den
absolutte reklamationsfrist bør ophæves eller forlænges ud
over de 2 år, som direktivet kræver. Arbejdsgruppen finder
imidlertid, at spørgsmålet herom i givet fald bør
vurderes i sammenhæng med reklamationsfristen uden for
forbrugerkøb, og at problemstillingen også bør ses i
sammenhæng med spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at
rette mangelskrav mod tidligere salgsled (producenter og tidligere
sælgere). Spørgsmålet bør således i givet
fald tages op i forbindelse med en generel købelovsrevision.
Som nævnt under pkt. 5.5.2. åbnes der i
direktivet mulighed for, at der ved salg af brugte varer kan gives parterne
mulighed for at aftale en kortere reklamationsfrist, dog ikke under 1
år.
Arbejdsgruppen finder, at denne mulighed ikke bør
bruges. Det anføres, at en bestemmelse, der knytter bestemte
retsvirkninger til, om varen er »brugt« eller ej, kan skabe vanskelige
afgrænsningsproblemer. Det gældende mangelsbegreb indeholder
desuden en fleksibilitet, der gør det muligt i fornødent omfang
at tage hensyn til salgsgenstandens nærmere karakter. Stridens kerne
ved køb af brugte varer synes i vidt omfang at være, hvilke krav
der kan stilles til brugte varer, og dette spørgsmål vil en
differentieret reklamationsfrist ikke bidrage til at løse. Samlet
finder arbejdsgruppen, at differentierede reklamationsfrister vil
indebære en uhensigtsmæssig og unødig komplicering af den
køberetlige regulering.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
138-149.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter
og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 10-12
(de foreslåede ændringer til § 54, stk. 1, og
§ 83, stk. 1 samt de foreslåede §§ 81 og 85).
5.6. Lovvalg
5.6.1. Gældende ret
EU-konventionen om, hvilket lands lovgivning der skal
anvendes på kontraktlige forpligtelser (lovvalgskonventionen)
gælder her i landet, jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere
ændringer.
Hvis parterne i en forbrugeraftale ikke har aftalt,
hvilket lands lov der skal gælde for aftalen, vil det som hovedregel
være loven i det land, hvor forbrugeren bor, der finder anvendelse. Det
gælder bl.a., hvis den erhvervsdrivende forud for aftalens
indgåelse har reklameret eller fremsat særligt tilbud over for
forbrugeren i dennes bopælsland, og forbrugeren dér har
foretaget de handlinger, som fra forbrugerens side er nødvendige for
at indgå aftalen (konventionens artikel 5).
Efter konventionen kan parternes lovvalg i de nævnte
tilfælde ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse,
der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i
bopælslandets lovgivning.
Konventionen indebærer, at forbrugeren kan
påberåbe sig både de ufravigelige bestemmelser i
bopælslandets lovgivning og de bestemmelser, der følger af
lovvalgsaftalen, og det kan have praktisk betydning, hvis de
sidstnævnte bestemmelser giver forbrugeren en bedre retsstilling.
Hvis en aftale herunder enhver forbrugeraftale - kun har
tilknytning til ét land (f.eks. hvis begge parter bor i det samme
land, og aftalen indgås og skal opfyldes dér) kan parterne ikke
ved at vælge et andet lands lovgivning tilsidesætte ufravigelige
bestemmelser i det lands lovgivning, som aftalen i øvrigt har
tilknytning til.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
37-41.
5.6.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter direktivet må forbrugeren ikke kunne fratages
den beskyttelse, der følger af direktivet, gennem en lovvalgsaftale,
der henviser til lovgivningen i et ikke-EU/EØS-land, hvis
købsaftalen har nær tilknytning til medlemsstaternes
område. Der henvises til direktivets artikel 7, stk. 2.
5.6.3. Lovforslagets udformning
Arbejdsgruppen anfører, at gennemførelse af
direktivets bestemmelse om beskyttelse af forbrugeren mod visse uheldige
virkninger af det frie lovvalg bør ske på en måde, der
ligesom lovvalgskonventionen tillader forbrugeren at vælge mellem den
beskyttelse, der følger af ufravigelige regler i det
EU/EØS-lands lovgivning, der ville finde anvendelse uden
lovvalgsaftalen, og lovgivningen i det land, som lovvalgsaftalen henviser
til, hvis denne lovgivning stiller forbrugeren bedre.
Arbejdsgruppen finder endvidere, at begrænsningen i
visse lovvalgsklausulers retsvirkning på grund af reglernes nære
indbyrdes sammenhæng bør gælde i relation til alle
spørgsmål om mangler ved salgsgenstanden, selv om direktivet
alene forpligter medlemslandene til at lade begrænsningen omfatte de
spørgsmål om mangler, der er reguleret i
forbrugerkøbsdirektivet.
Arbejdsgruppen foreslår, at den nødvendige
regulering af visse lovvalgsklausulers retsvirkning indføjes i loven
om gennemførelse af lovvalgskonventionen i dansk ret. Efter
arbejdsgruppens opfattelse vil det herved kunne fremgå klarere, at der
med den foreslåede bestemmelse alene sker en fravigelse af
konventionens lovvalgsregler i enkelte ret atypiske situationer.
Der henvises til betænkningen side 41-44.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at
beskyttelsen mod visse lovvalgsklausuler bør gælde i relation
til alle spørgsmål om mangler ved salgsgenstanden, selv om
direktivet alene forpligter medlemsstaterne til at lade lovvalgsreglen
omfatte de spørgsmål om mangler, der er reguleret i
forbrugerkøbsdirektivet.
Justitsministeriet finder derimod, at det på
nuværende tidspunkt er mest hensigtsmæssigt at gennemføre
direktivbestemmelsen på samme måde som ved gennemførelsen
af tidligere forbrugerbeskyttelsesdirektiver, dvs. ved en bestemmelse i den
pågældende materielle lov her købeloven.
Det foreslås, at forbrugeren ikke gennem en
lovvalgsaftale, der henviser til et ikke-EU/EØS-lands lovgivning, kan
miste den beskyttelse, der følger af det EU/EØS-lands
ufravigelige regler, som ellers ville gælde.
Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 13 (den foreslåede
§ 87).
5.7. Forholdet til tidligere salgsled
Det er efter gældende ret ikke udelukket, at
et mangelskrav efter omstændighederne kan gøres gældende
direkte over for sælgers sælger eller et andet tidligere led i
omsætningskæden, enten ud fra et såkaldt
indtrædelsessynspunkt eller på grundlag af, at det tidligere led
har handlet ansvarspådragende også over for senere led i
omsætningskæden.
Indtrædelsessynspunktet indebærer, at
køberen anses for indtrådt i det krav, sælgeren
måtte have mod det tidligere salgsled i anledning af den
pågældende mangel. I kraft af, at køberen således
indtræder i sælgerens krav mod det tidligere led, kan
køberens krav ikke overstige, hvad sælgeren kunne have
krævet af det tidligere led, og køberens krav er underlagt de
begrænsninger, der måtte følge af aftalen mellem
sælgeren og det tidligere led.
Køberens direkte krav mod et tidligere salgsled kan
som nævnt også bygge på almindelige principper om
culpaansvar uden for kontrakt. I så fald er køberens krav mod
det tidligere led uafhængigt af aftalen mellem sælgeren og det
tidligere led.
Efter direktivets artikel 4 skal en sælger, der er
ansvarlig over for forbrugeren for en mangel, som skyldes en handling eller
undladelse, der er begået af producenten, et tidligere led i
salgskæden eller en anden mellemmand, have adgang til at rejse krav mod
den ansvarlige person i aftalekæden i overensstemmelse med national
lovgivning.
Det anføres i præamblens pkt. 9, at
sælger efter regler fastsat i national lovgivning bør kunne
gøre regres mod producenten, en tidligere sælger i samme
aftalekæde eller en anden mellemmand, medmindre sælgeren har
givet afkald på denne ret. Det anføres, at direktivet ikke
berører princippet om aftalefrihed mellem sælger, producent, en
tidligere sælger eller anden mellemmand, og at spørgsmålet
om, mod hvem og hvordan sælgeren kan gøre regres, afgøres
efter den nationale lovgivning.
Arbejdsgruppen anfører (betænkningen side
151-152), at direktivet formentlig må forstås således, at
medlemslandene alene er afskåret fra at fastsætte (eller
opretholde) regler, der indebærer, at sælgeren ikke under nogen
omstændigheder kan gøre et regreskrav gældende mod et
tidligere led i omsætningskæden.
Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at direktivet
er opfyldt i dansk ret, og at særlig lovgivning om sælgers regres
mod tidligere led således ikke er nødvendig.
Arbejdsgruppen anfører, at det i
forbindelse med gennemførelse af direktivet kunne være mere
nærliggende at overveje, om der bør fastsættes regler om
forbrugerens muligheder for at rette et direkte mangelskrav mod
tidligere salgsled. Den danske købelov indeholder i modsætning
til lovgivningen i de øvrige nordiske lande ikke bestemmelser herom,
men de ovenfor nævnte ulovbestemte principper finder anvendelse.
Arbejdsgruppen anfører imidlertid, at lovgivning
herom vil rejse en række vanskelige principielle
spørgsmål, som ikke ville kunne afklares inden for direktivets
gennemførelsesfrist. Endvidere følger det af
forbrugerkøbsdirektivets artikel 12, at Kommissionen senest om 5
år skal afgive en rapport til Rådet om bl.a. behovet og
mulighederne for at indføre direkte producentansvar.
Spørgsmålet vil således blive taget op i en bredere
europæisk sammenhæng.
Der henvises til betænkningen side 152-157.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens
overvejelser.
Justitsministeriet finder således, at
spørgsmålet om en eventuel lovregulering af adgangen til at
rette mangelskrav mod tidligere led på grund af de væsentlige
internationale aspekter i forbindelse med udviklingen af EU s indre marked
først bør tages op, når Kommissionens vurdering af
behovet og mulighederne for en fællesskabsretlig regulering
foreligger.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
6.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
6.1.1. Forbrugerklagenævnet
Den foreslåede forlængelse af den absolutte
reklamationsfrist fra 1 år til 2 år betyder, at forbrugerne vil
få mulighed for at gennemføre mangelskrav, som under den
gældende ordning afskæres, fordi der er gået mere end 1
år efter at varen blev leveret. Dette indebærer bl.a., at flere
sager end hidtil vil kunne indbringes for Forbrugerklagenævnet, som
behandler klager fra forbrugere vedrørende bl.a. mangelfulde
varer.
På nuværende tidspunkt er det vanskeligt at
skønne nærmere over, hvor mange sager det vil dreje sig om.
Stigningen vil først indtræde i 2003, idet forlængelsen af
reklamationsfristen først får reel betydning, når der er
gået 1 år (den nuværende reklamationsfrist) efter den
foreslåede ikrafttrædelsesdato den 1. januar 2002.
Et eventuelt behov for øgede bevillinger til
Forbrugerklagenævnet i anledning af de foreslåede regler vil
på denne baggrund blive drøftet i forbindelse med udarbejdelsen
af finanslovsforslaget for 2003.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.
6.1.2. Information til forbrugerne om de nye regler
Det følger af forbrugerkøbsdirektivets
artikel 9, at medlemsstaterne har pligt til at informere forbrugerne om de
nye regler.
Justitsministeriet overvejer bl.a. at udarbejde
informationsmateriale om de nye regler til brug for offentligheden.
Eventuelle merudgifter til udarbejdelse og formidling af
informationsmateriale mv. skønnes at kunne afholdes inden for
Justitsministeriets gældende bevillingsmæssige rammer.
6.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Et udkast til lovforslaget har været forelagt for
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens enhed for erhvervsregulering, som har
anført, at forslaget synes at medføre såvel
administrative som økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Enheden
for erhvervsregulering har bl.a. peget på, at forlængelsen af
reklamationsfristen fra 1 til 2 år vil have økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
Justitsministeriet er enig i, at nogle af bestemmelserne i
forslaget vil medføre øgede omkostninger for virksomheder, som
leverer mangelfulde varer. Det drejer sig navnlig om forslaget om, at
forbrugeren som hovedregel kan vælge, om der skal ske afhjælpning
eller omlevering, når en vare er mangelfuld, og om forslaget om
generelt at forlænge købelovens reklamationsfrist fra 1 år
til 2 år.
Herudover vil forslaget medføre visse
engangsudgifter for virksomhederne til bl.a. ændring af
informationsmateriale, standardvilkår mv.
For så vidt angår spørgsmålet om
forbrugerens adgang til at vælge mellem omlevering og afhjælpning
af manglen indebærer forslaget, at sælgeren som udgangspunkt
bliver forpligtet til at efterkomme et krav fra forbrugeren om, at der
leveres en ny vare i stedet for at foretage reparation af den gamle. Dette
vil efter omstændighederne kunne føre til øgede
omkostninger for de erhvervsdrivende.
Forbrugerens valgret begrænses imidlertid af, at
omlevering ikke kan kræves, hvis det vil være umuligt, eller hvis
det vil påføre sælgeren uforholdsmæssige
omkostninger. Sælgeren er således ikke forpligtet til at
gennemføre den beføjelse, forbrugeren har valgt, hvis
sælgeren kan godtgøre, at der foreligger økonomiske
omstændigheder, der giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Ved
vurderingen af, om omlevering vil påføre sælgeren
uforholdsmæssige omkostninger, skal der tages hensyn til
salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning, og om en anden
beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for
køberen, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (den foreslåede 78,
stk. 1-2).
Selv om den valgte beføjelse således ikke
må påføre sælgeren uforholdsmæssige
omkostninger, hvilket må antages at begrænse de økonomiske
konsekvenser for virksomhederne betydeligt, vil forslaget dog efter
Justitsministeriets opfattelse påføre virksomhederne visse
meromkostninger.
For så vidt angår forlængelsen af den
generelle reklamationsfrist fra 1 til 2 år, vil denne medføre
øgede omkostninger for virksomhederne i det omfang, de leverer varer
med en mangel, som viser sig mellem 1 og 2 år efter, at varen blev
leveret til forbrugeren.
De økonomiske konsekvenser for virksomhederne heraf
vil navnlig afhænge af, hvilken type af vare, der er tale om. I mange
tilfælde vil en mangel ved en vare vise sig og blive
påberåbt inden for kort tid efter, at varen er leveret til
forbrugeren. I så fald medfører forlængelsen af
reklamationsfristen ikke nye omkostninger for virksomheden. For nogle
varetyper f.eks. audio- og videoudstyr, computere mv. er det imidlertid
ikke helt usædvanligt, at en mangel først konstateres, når
der er gået mere end 1 år efter leveringen.
Efter forslaget påhviler det når der bortses
fra 6 måneders-reglen i lovforslagets § 1, nr. 8 (den
foreslåede § 77 a, stk. 3) i almindelighed forbrugeren at
føre bevis for, at varen var mangelfuld ved leveringen. Det må
antages, at denne bevisbyrde bliver vanskeligere at løfte, jo
længere tid der går efter, at varen blev leveret, hvilket i
praksis vil medvirke til at begrænse de økonomiske konsekvenser
for virksomhederne.
Det må efter Justitsministeriets opfattelse antages,
at denne del af lovforslaget vil medføre visse meromkostninger for
virksomhederne, men således at der vil være store forskelle
afhængigt af, hvilken type af varer virksomheden sælger.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse endvidere
væsentligt at fremhæve, at meromkostningerne for virksomhederne
for så vidt angår forbrugerkøbene modsvares af en
tilsvarende økonomisk gevinst for forbrugerne. Forslaget
indebærer, at det som hovedregel bliver virksomhederne i stedet for som
i dag forbrugerne, der bærer den økonomiske risiko for en
mangel, som viser sig mellem 1 og 2 år efter, at varen blev
leveret.
6.3. Miljømæssige konsekvenser
I enkelte af høringssvarene er der peget på,
at lovforslaget vil have væsentlige miljømæssige
konsekvenser, idet forbrugeren efter lovforslaget som udgangspunkt får
valget mellem afhjælpning og omlevering. Der peges i den forbindelse
på, at omlevering i stedet for afhjælpning (reparation) vil
medføre ressourcespild og miljøbelastning i form af transport
af produkter, forøget affaldsmængde ved skrotning af
tilbagetagne varer og »dobbelt« produktion.
Den ret til at vælge mellem afhjælpning og
omlevering, som forbrugeren får efter lovforslaget, begrænses som
nævnt af, at den valgte beføjelse ikke må
påføre sælgeren omkostninger, som er
uforholdsmæssige i forhold til den alternative beføjelse. Efter
lovforslaget skal der tages hensyn til sælgerens omkostninger i bred
forstand. Endvidere lægges der med lovforslaget generelt set op til, at
der ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren i
den konkrete situation bør kunne kræve omlevering i stedet for
afhjælpning, kan tages hensyn til rimeligheden heraf. Der henvises
nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 (den
foreslåede 78, stk. 2).
Efter Justitsministeriets opfattelse kan lovforslaget
således alene antages at ville have visse mindre
miljømæssige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse,
at varer, som sælgeren har fået tilbage i forbindelse med en
omlevering, i nogle tilfælde må forventes at blive repareret med
henblik på videresalg.
6.4. EU-retlige aspekter
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og
garantier i forbindelse hermed (forbrugerkøbsdirektivet). Direktivet
skal som nævnt være gennemført i national ret senest den
1. januar 2002.
6.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
Lovforslagets konsekvenser er således i
hovedtræk med de nævnte usikkerheder:
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for
staten
Ingen
Visse merudgifter for Forbrugerstyrelsen som følge af
en øget sagstilgang til Forbrugerklagenævnet.
Omkostninger ved udarbejdelse af informationsmateriale. Omkostningerne
skønnes at kunne afholdes inden for gældende
bevillingsmæssige rammer.
Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner
og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Visse øgede omkostninger, navnlig som følge af
udvidelsen af forbrugernes adgang til at vælge mellem
mangelsbeføjelserne og som følge af forlængelsen af den
generelle reklamationsfrist.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Begrænsede konsekvenser i form af skrotning mv. af
mangelfulde varer i stedet for reparation.
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og
garantier i forbindelse hermed (forbrugerkøbsdirektivet).
7. Høring
Betænkning nr. 1403/2001 om gennemførelse af
forbrugerkøbsdirektivet har været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for
Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus,
Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Foreningen af
dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet,
Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Autobranchens Handels- og Industriforening, Brancheforeningen for
Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks
Fiskeindustri- og Eksportforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Dataforening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Danske Dagblades Forening, Danske
Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, Dansk Handel
& Service, Dansk Industri, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk
Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Postordreforening, Dansk
Textil Union, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening,
De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Det Danske Handelskammer,
DSB, El-installatørernes Landsforening ELFO, Erhvervssammenslutningen
G 1930, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet,
Forenede Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og importører af
elektriske husholdningsapparater FEHA, Foreningen af Kommercielle Danske
Internetsites, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet,
Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for
Danmarks Brugsforeninger, HK-Landsklubben, Håndværksrådet,
IT-brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd,
Post Danmark, Radiobranchen og Realkreditrådet.
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 1, stk. 2)
Bestemmelsen angiver som hidtil hvilke af
købelovens bestemmelser der ikke kan fraviges til skade for
forbrugeren.
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 7,
stk. 1, er forbrugeren ikke bundet af forudgående aftaler, der
direkte eller indirekte begrænser eller ophæver forbrugerens
rettigheder efter direktivet. De bestemmelser, der gennemfører
direktivet, må således ikke ved forudgående aftale kunne
fraviges til skade for forbrugeren.
Det foreslås på den baggrund at justere lovens
§ 1, stk. 2, i lyset af de ændringer, der foreslås med
henblik på gennemførelse af direktivet.
I forhold til den gældende formulering er der
navnlig tale om, at sælgers loyale oplysningspligt, jf. den
foreslåede § 76, stk. 1, nr. 3, som noget nyt gøres
ufravigelig.
Sælgers loyale oplysningspligt er efter
gældende ret i et vist omfang ufravigelig, men det følger
indirekte af den gældende lovs § 77 om generelle forbeholds
retsvirkning. Denne bestemmelse foreslås ændret, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7, og det foreslås i stedet ved en
ændring af § 1, stk. 2, at gøre § 76,
stk. 1, nr. 3, ufravigelig i det hele. Dette medfører den
ændring i forhold til gældende ret, at sælger heller ikke
ved at tage et konkret forbehold kan undgå sin loyale
oplysningspligt.
Bestemmelsen skal som nævnt ses på baggrund af
direktivets artikel 7, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 165.
Til nr. 2 (§ 1 a, stk. 3)
Der er tale om en konsekvensændring, idet de
spørgsmål, som lovens § 42, stk. 1, § 43,
stk. 1-2, § 44 og § 47 vedrører, efter lovforslaget
bliver særskilt reguleret i lovens kapitel om forbrugerkøb, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8-9 (de foreslåede §§ 77 a-77 b og
§ 78).
Der henvises til betænkningen side 166.
Til nr. 3 (§ 2)
Det foreslås at udvide lovens
anvendelsesområde, således at såkaldt bestillingskøb
i forbrugerforhold bliver omfattet af loven, uanset hvem af parterne der
leverer det materiale, som er nødvendigt for fremstillingen af
genstanden. Bestemmelsen herom foreslås gjort
beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den
foreslåede § 1, stk. 2).
Ændringen indebærer, at tilfælde, hvor
en forbruger selv skal levere det materiale, der er nødvendigt for
fremstillingen af salgsgenstanden, skal betragtes som et køb. Som
omtalt i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.1.1.1. anses en
sådan aftale efter gældende ret som en tjenesteydelsesaftale.
Ændringen medfører, at eksempelvis en aftale mellem en forbruger
og en erhvervsdrivende om, at den erhvervsdrivende skal sy en kjole af en
rulle stof, forbrugeren selv leverer, skal anses som et
bestillingskøb, der er omfattet af købeloven.
Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse,
hvis tilvirkeren skal fremstille en ny genstand. Aftaler om reparationer
eller omdannelser af genstande, der tilhører bestilleren, vil
således ligesom i dag ikke være omfattet af købeloven.
Indleverer forbrugeren f.eks. et par bukser med henblik på, at den
erhvervsdrivende skal justere benlængden, vil aftalen således som
hidtil falde uden for købelovens anvendelsesområde.
Vurderingen af, om der foreligger en tjenesteydelsesaftale
(ændring af varen) eller et bestillingskøb (tilvirkning af en
vare), kan efter omstændighederne være vanskelig.
Afgørende er, om omdannelsen ud fra en samlet vurdering af dens omfang
og karakter bør anses for en tilretning af forbrugerens genstand eller
omdannelse af forbrugerens materiale til en ny genstand. Indleverer en
forbruger eksempelvis en brudekjole til den erhvervsdrivende med henblik
på at få kjolen syet om til en dåbskjole, foreligger der et
bestillingskøb, fordi omdannelsen indebærer, at der fremstilles
en ny genstand af det indleverede materiale.
En aftale, hvorefter forbrugeren leverer materialer til
brug for den erhvervsdrivendes fremstilling af den bestilte genstand,
indebærer i sagens natur, at den erhvervsdrivende kommer i nær
kontakt med forbrugerens materialer. Der kan derfor ofte opstå
spørgsmål om, i hvilket omfang den erhvervsdrivende er ansvarlig
for skader, der måtte blive påført materialerne.
Som tidligere omtalt er aftaler af denne karakter dvs.
hvor forbrugeren leverer hovedparten af materialerne hidtil blevet anset
for at være tjenesteydelsesaftaler. Herom antages i almindelighed at
gælde et culpaansvar med omvendt bevisbyrde i tilfælde, hvor der
sker skade på forbrugerens materiale, eller det bortkommer, mens det er
i den erhvervsdrivendes besiddelse. For at undgå ansvar må den
erhvervsdrivende således godtgøre, at beskadigelsen mv. ikke
skyldes forsømmelse udvist af den erhvervsdrivende eller nogen, der
handler på dennes vegne. Det samme må antages at gælde,
selv om de pågældende aftaler efter lovforslaget skal anses som
aftaler om køb.
Indtræffer en beskadigelse efter, at den
erhvervsdrivende har udført omdannelsen (men inden leveringen til
forbrugeren), følger det af lovforslaget, at forbrugeren kan
påberåbe sig reglerne om mangler i relation til den samlede
ydelse, jf. den foreslåede § 77 a, stk. 1, og f.eks.
nægte at betale herfor, hvis betingelserne for ophævelse er
opfyldt, jf. den foreslåede § 78.
Efter købelovens § 57 forudsætter
ophævelse af en købsaftale som udgangspunkt, at parterne
tilbageleverer det modtagne i væsentlig samme stand og mængde som
ved leveringen. Ved et bestillingskøb, hvor forbrugeren selv
fremskaffer det nødvendige materiale, er situationen imidlertid helt
anderledes end ved et almindeligt køb, hvor salgsgenstanden kan
tilbageleveres til sælger. Eftersom genstanden er fremstillet af
materialer tilhørende forbrugeren, fører § 57 til, at
forbrugeren skal have sine materialer og et eventuelt erlagt vederlag
tilbage. Tilvirkeren kan således ikke forlange den fremstillede
genstand udleveret til sig, eftersom hans ydelse ikke består i at
levere en salgsgenstand, men derimod i en allerede udført
tjenesteydelse, som det ikke er muligt for forbrugeren at tilbagelevere.
En lignende situation kan forekomme efter den
gældende bestemmelse, hvis en tilvirket genstand er blevet tilpasset
køberens behov i et sådant omfang, at en tilbagegivelse af
genstanden er uden værdi for sælgeren. Ved vurderingen af
sådanne køb sker der i dag en skærpet vurdering af, om en
mangel er væsentlig og dermed hævebegrundende. Det
forudsættes, at det samme vil gælde ved vurderingen af de
aftaler, som efter forslaget bliver omfattet af loven.
Hvis tilvirkerens arbejde i det væsentlige er
færdiggjort, bør der således kun kunne ske ophævelse
fra forbrugerens side som følge af mangler, hvis der foreligger
skærpende omstændigheder.
Det forudsættes, at det i givet fald ikke hindrer
ophævelse, at sælgerens ydelse (fremstilling af salgsgenstanden)
ikke kan tilbagegives, jf. købelovens § 58 (som ikke
ændres), hvorefter køberen uanset § 57 kan hæve
købet, hvis det skyldes salgsgenstandens egen beskaffenhed, at
tilbagegivelse ikke kan ske.
Det vil i tilfælde af ophævelse, hvor
sælgeren skal tilbagelevere såvel den helt eller delvis
fremstillede genstand som det vederlag, der måtte være modtaget,
kunne komme på tale ud fra almindelige regler om ugrundet berigelse at
pålægge forbrugeren at kompensere sælgeren, i det omfang
dennes ydelse er kommet forbrugeren til nytte.
For så vidt angår civil- og handelskøb,
foreslås det at præcisere, at der foreligger et køb, hvis
tilvirkeren skal levere den overvejende del af det materiale, der er
nødvendigt for fremstillingen af varen.
Mindre materialebidrag fra bestilleren fratager
således ikke aftalen dens karakter af at være et
bestillingskøb, når der er tale om civil- eller
handelskøb.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 tilsigter at
gennemføre direktivets artikel 1, stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 2 og 3 svarer til den
gældende lovs § 2, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.1.1. og til betænkningen side 166-172.
Til nr. 4 (§ 54, stk. 1)
Bestemmelsen vedrører den absolutte
reklamationsfrist uden for forbrugerkøb. Det foreslås at udvide
fristens længde fra 1 år til 2 år.
Om baggrunden for den foreslåede ændring
henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.5.
Til nr. 5 (§ 75 a)
Den foreslåede nye bestemmelse fastslår, at
salgsgenstanden skal være i overensstemmelse med det, der er aftalt.
Desuden angives i bestemmelsen en række positivt formulerede kriterier
for, hvilke krav forbrugeren kan stille til salgsgenstanden, hvis intet andet
følger af parternes aftale.
Som omtalt i lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt. 5.2.3. er den foreslåede bestemmelse udtryk for en uddybning af
det eksisterende mangelsbegreb i lovens § 76. Der er således ikke
tilsigtet en realitetsændring, idet mangelsvurderingen allerede i dag
tager udgangspunkt i parternes aftale, og idet rækken af positivt
angivne kriterier i den foreslåede § 75 a, stk. 2, må
antages allerede at være indeholdt i det generelle mangelsbegreb i den
gældende § 76, stk. 1, nr. 4. Den foreslåede
bestemmelse er således udtryk for et »spejlbillede« af det eksisterende
mangelsbegreb, hvor de elementer, der allerede i dag kan konstituere en
mangel, beskrives ud fra positive kriterier. Den foreslåede bestemmelse
tjener således primært det formål at øge
informationsværdien af lovens formulering samt at tilnærme
systematikken i mangelsbegrebet i den danske købelov til den
systematik, der anvendes i forbrugerkøbsdirektivet, CISG og de
øvrige nordiske lande.
Manglende overensstemmelse med et eller flere af
kriterierne i den foreslåede § 75 a indebærer efter
forslaget, at varen betragtes som mangelfuld, hvis ikke den manglende
overensstemmelse følger af parternes aftale, jf. den foreslåede
§ 76, stk. 1, nr. 4, 2. led.
Til stk. 1
Bestemmelsens 1. led angiver det grundlæggende
princip, at varen med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre
egenskaber skal stemme overens med det, der er aftalt.
Efter bestemmelsen er udgangspunktet således, at der
må foretages en konkret mangelsvurdering på grundlag af parternes
aftale. Henvisningen til aftalen indebærer i første række,
at varen skal stemme overens med de vilkår, der udtrykkeligt er
fastlagt i parternes aftale. Princippet om varens kontraktmæssighed
rækker imidlertid videre, idet også parternes berettigede
forudsætninger og andre omstændigheder ved aftaleindgåelsen
vil have betydning for fastlæggelsen af aftalens nærmere
indhold.
En vare vil, selv om den er fejlfri, være
behæftet med en mangel, hvis den på et eller flere punkter
afviger fra det aftalte. Dette gælder, uanset om varen i øvrigt
er af en højere kvalitet, end forbrugeren havde grund til at regne
med.
Det kan imidlertid forekomme, at parternes aftale ikke
giver særlige holdepunkter for, hvilke krav forbrugeren kan stille til
salgsgenstanden. I så fald må salgsgenstandens egenskaber
vurderes ud fra mere generelle kriterier, jf. det foreslåede
stk. 2.
Efter stk. 1, 2. led, skal forbrugeren i forbindelse
med købet have de fornødne oplysninger med henblik på
montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.
Som eksempler på oplysninger, der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse, kan nævnes instruktioner om montering af
møbler, der leveres usamlede, anvisninger om elektriske apparaters
brug og funktioner, oplysninger om temperaturforhold ved opbevaring af
fødevarer samt vaskeanvisninger for tekstiler.
Sælgers forpligtelse består i at sørge
for, at forbrugeren modtager de pågældende oplysninger.
Forpligtelsen skal efter bestemmelsen opfyldes i forbindelse med
købet.
De pågældende oplysninger kan således
gives af sælgeren selv, men bestemmelsen stiller ikke krav herom, idet
sælger alene er forpligtet til at sikre sig, at forbrugeren får
oplysningerne. Navnlig ved masseproducerede varer kan det forekomme, at
producenten har forsynet varen med en anvisning for brug, opbevaring mv. I
så fald er sælgers forpligtelse opfyldt, hvis en brugsanvisning
mv. indeholdende de fornødne oplysninger følger med varen til
forbrugeren.
Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset
til at vedrøre oplysninger, der kan have indflydelse på
købsbeslutningen. Eksempelvis vil en medfølgende
brugsanvisning, som forbrugeren først bliver bekendt med i forbindelse
med sin efterfølgende udpakning af varen, ikke have indgået i
forbrugerens bedømmelse af varen. Som omtalt i de almindelige
bemærkninger pkt. 5.1.2.1. kan der imidlertid også efter
gældende ret foreligge en mangel i denne situation, jf. lovens
§ 76, stk. 1, nr. 4, og § 44, idet forbrugeren i almindelighed
er berettiget til at forvente, at der medfølger en tilstrækkelig
brugsanvisning. Beskadigelse af salgsgenstanden som følge af, at
forbrugeren har behandlet den i overensstemmelse med (fejlagtige oplysninger
i) en brugsanvisning, kan også efter de gældende regler normalt
påberåbes som en mangel.
Ud over at videreføre den gældende
retstilstand på dette punkt præciseres det med lovforslaget, at
det forhold, at forbrugeren ikke modtager de fornødne oplysninger, i
sig selv kan påberåbes som en mangel, jf. herved lovforslagets
§ 1, nr. 7 (den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2.
led).
Sælger skal efter den foreslåede bestemmelse
sikre sig, at forbrugeren får de fornødne oplysninger om
de nævnte forhold. Sælgers oplysningspligt relaterer sig dermed i
første omgang til standardoplysninger vedrørende
salgsgenstanden. Navnlig ved salg af standardvarer må sælger i
mangel af særlige holdepunkter for andet kunne gå ud fra, at
forbrugeren har brug for de oplysninger, der i almindelighed er
nødvendige for, at en gennemsnitlig forbruger er blevet oplyst i
tilstrækkeligt omfang. Omfanget af oplysningspligten må
således som udgangspunkt bero på en objektiv vurdering af, hvilke
oplysninger der i almindelighed er af betydning for den sædvanlige
anvendelse mv. af produktet.
Konkrete forhold kan imidlertid medføre, at der i
visse situationer bør gives yderligere oplysninger. Dette vil navnlig
kunne tænkes, såfremt der er tale om køb af ikke
standardiserede varer, eller hvis forbrugerens konkrete tilkendegivelser
viser sælgeren, at forbrugeren agter at anvende varen til et
særligt formål, hvortil der kræves en vejledning, der
ligger ud over det sædvanlige. Konkrete omstændigheder ved
købet kan på den anden side også føre til, at
oplysningspligten er mindre vidtgående end ellers, eksempelvis hvis
forbrugeren som fagkyndig har særlig viden omkring det
pågældende produkt.
Afhængig af, hvilke varer der udbydes, og hvilke
persongrupper der i almindelighed efterspørger de
pågældende varer, kan oplysningspligten endvidere tænkes
opfyldt ved, at forbrugeren henvises til, hvor der let tilgængeligt kan
findes oplysninger om varens anvendelse mv. Er der eksempelvis tale om salg
af edb-software, kan sælgerens oplysningspligt efter
omstændighederne anses for opfyldt ved, at der gives forbrugeren
oplysninger om, at installationsvejledning kan hentes et nærmere
angivet sted på Internettet. I så fald er sælgers oplysning
om den pågældende web-side tilstrækkelig, forudsat at
oplysningerne på web-siden er fyldestgørende.
Sælgers forpligtelse til at stille de
fornødne oplysninger til forbrugerens rådighed angår ikke
alene indholdet og omfanget af oplysningspligten, men også
oplysningernes form, idet oplysningerne skal gives forbrugeren på en
let tilgængelig måde. Brugsanvisninger skal således bl.a.
være udformet på et sprog, forbrugeren kan forventes at
forstå.
Bestemmelsen foreslås ikke gjort præceptiv.
Sælgeren har dermed mulighed for konkret at indgå aftale med
forbrugeren om, at vedkommende ikke modtager de pågældende
oplysninger eller modtager dem på et fremmed sprog. Bestemmelsen er
således ikke til hinder for, at der eksempelvis ved salg af brugte
genstande, hvor den oprindelige brugsanvisning er bortkommet, indhentes
samtykke fra forbrugeren til, at brugsanvisning ikke følger med
salgsgenstanden.
Tilsidesætter sælgeren sin forpligtelse efter
den foreslåede bestemmelse, betragtes varen som mangelfuld, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7 (den foreslåede § 76, stk. 1,
nr. 4, 2. led). Der foreligger således en mangel ved salgsgenstanden,
hvis forbrugeren hverken fra sælger eller via materiale fra tidligere
salgsled modtager de pågældende oplysninger. Tilsvarende
gælder, hvis der nok er stillet oplysninger til forbrugerens
rådighed, men disse er fejlbehæftede eller utilstrækkelige.
I så fald har forbrugeren heller ikke fået de fornødne
oplysninger.
Til stk. 2
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets
artikel 2, stk. 2, dog uden at anvende samme terminologi. Direktivet
opstiller således formodninger for kontraktmæssighed, mens der
efter den foreslåede bestemmelse opstilles nogle krav, som skal
opfyldes, medmindre andet er aftalt.
Som anført ovenfor, forekommer det formentlig
ganske ofte, at der i parternes aftale ikke eller kun i begrænset
omfang er taget stilling til, hvilke nærmere krav salgsgenstanden skal
leve op til. I sådanne tilfælde må mangelsvurderingen
foretages på baggrund af mere generelle kriterier vedrørende
varens egenskaber mv, som er angivet i den foreslåede bestemmelse.
Som ligeledes anført ovenfor, er de angivne
kriterier udtryk for en eksemplificering af de elementer, der efter
gældende ret kan udgøre en mangel i medfør af det
generelle mangelsbegreb i den nuværende § 76, stk. 1, nr. 4.
Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet
nogen realitetsændring.
De opstillede kriterier er endvidere ikke udtryk for en
udtømmende opregning, men alene en angivelse af visse centrale
principper, der bør indgå i mangelsvurderingen i tilfælde,
hvor parternes aftale ikke indeholder tilstrækkelige angivelser om,
hvilke krav forbrugeren kan stille til varens egenskaber. Er varen ikke i
overensstemmelse med et eller flere af kravene i bestemmelsen, og er dette
ikke begrundet i parternes aftale, skal varen anses som mangelfuld, jf. den
foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Selv om alle
kriterier i bestemmelsen er opfyldt, udelukker dette imidlertid ikke i sig
selv, at varen anses som mangelfuld i medfør af de øvrige
bestemmelser i den foreslåede § 76, stk. 1 (lovforslagets
§ 1, nr. 7).
Som udgangspunkt skal alle de angivne kriterier være
opfyldt. Det er imidlertid klart, at ikke alle kriterier er relevante i alle
situationer, og de enkelte kriterier kan efter omstændighederne
også være i modstrid med hinanden - eksempelvis vil en vare, der
er egnet til forbrugerens særlige formål, ikke
nødvendigvis være anvendelig til det formål, varer af den
pågældende type sædvanligvis anvendes til, og det er langt
fra i alle købsaftaler, at sælgeren viser en vareprøve
eller model.
I bestemmelsens nr. 1 angives, at varen i relation
til holdbarhed, øvrige egenskaber samt emballering skal være i
overensstemmelse med, hvad forbrugeren efter salgsgenstandens karakter og
forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente. I
bestemmelsen tillægges forbrugerens berettigede forventninger
således afgørende betydning ved mangelsvurderingen.
Spørgsmålet om varens holdbarhed
drejer sig om, hvor længe varen kan anvendes, uden at reparation er
påkrævet. Opstår der som følge af varens egenskaber
en fejl ved varen på et tidligere tidspunkt, end forbrugeren med rette
kunne forvente, foreligger der en mangel.
Fastlæggelsen af forbrugerens rimelige forventninger
til varens holdbarhed må bero på en konkret vurdering, og der
skal efter bestemmelsen tages hensyn til salgsgenstandens karakter og
omstændighederne i øvrigt. Forventningerne til holdbarheden af
en salgsgenstands forskellige dele kan være forskellige.
Forbrugerens rimelige forventninger må ofte
også variere, alt efter om der er tale om køb af en ny eller
brugt vare. Ved køb af en brugt genstand må forbrugerens
forventninger bl.a. afpasses genstandens alder og hidtidige brug. Er der tale
om køb af en fabriksny standardvare, må forbrugeren kunne
forvente, at varen har en holdbarhed og kvalitet, som svarer til den
generelle standard for sådanne varer.
Som andre momenter, der kan have betydning for
forbrugerens rimelige forventninger, kan nævnes købsprisen og
forhold ved sælgerens eller tidligere salgsleds markedsføring af
varen.
Bestemmelsens henvisning til varens emballering
tager sigte på forbrugerens rimelige forventninger til sælgers
emballering med henblik på at beskytte varen mod beskadigelse.
Bestemmelsen fastlægger således ikke en generel pligt for
sælgere til at emballere salgsgenstanden, og i en lang række
situationer vil forbrugeren næppe kunne have en rimelig forventning om,
at varen er emballeret. Dette vil normalt forudsætte, at emballering er
nødvendigt eller almindeligt ved varer af den pågældende
type. Det forhold, at en eventuel emballage er beskadiget, udgør
endvidere som udgangspunkt ikke en mangel i sig selv, såfremt varen som
sådan er ubeskadiget. Det modsatte kan imidlertid være
tilfældet, hvis sælgeren er bekendt med, at forbrugeren konkret
har en interesse i, at emballagen er intakt eksempelvis fordi
salgsgenstanden skal anvendes som en gave.
Efter bestemmelsens nr. 2 skal varen være
egnet til formål, som genstande af den pågældende type
sædvanligvis anvendes til.
Bestemmelsen vedrører varens anvendelighed til
sædvanlige formål, mens spørgsmålet om varens
holdbarhed og kvalitet i øvrigt er omfattet af den foreslåede
nr. 1.
Efter bestemmelsen er det et krav, at varen lever op til
en vis generel standard i relation til brugsegenskaber, idet varen skal
være anvendelig til de formål, som varer af den
pågældende type i almindelighed anvendes til. I tilfælde,
hvor varer af den pågældende type sædvanligvis anvendes til
flere formål, foreligger der således en mangel, hvis
salgsgenstanden ikke er anvendelig til alle disse formål. Dette
gælder, uanset den pågældende forbrugers aktuelle planer
med hensyn til varens brug.
Bestemmelsen indebærer i sammenhæng med den
foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led (lovforslagets
§ 1, nr. 7), at sælgeren for at undgå mangelshæftelse
må gøre forbrugeren opmærksom herpå, hvis
salgsgenstandens brugsegenskaber afviger fra, hvad der er sædvanligt
for den pågældende varetype.
Af bestemmelsens nr. 3 følger, at varen skal
være egnet til forbrugerens særlige formål, hvis
sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning herom.
Bestemmelsen vedrører i lighed med nr. 2 alene
salgsgenstandens brugsegenskaber og ikke spørgsmålet om
holdbarhed eller kvalitet i øvrigt, men regulerer i modsætning
til nr. 2 de situationer, hvor forbrugeren påtænker at anvende
salgsgenstanden til et formål, der afviger fra det
sædvanlige.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse,
hvis sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning om, at
salgsgenstanden er anvendelig til forbrugerens særlige formål.
Bestemmelsen tager således - også - sigte på de
situationer, hvor der ikke foreligger en garanti fra sælgers side, men
dog visse tilkendegivelser, der konkret bestyrker forbrugeren i, at
salgsgenstanden kan anvendes til det pågældende formål.
Det må bero på en konkret vurdering, om
sælgeren har »bestyrket« forbrugerens forventning. Dette vil dog altid
være tilfældet, hvis sælgeren eller dennes ansatte positivt
har tilkendegivet over for forbrugeren, at varen kan anvendes til det
pågældende formål. Mindre markante udsagn fra
sælgerens side kan imidlertid også indebære den
fornødne bestyrkelse. Forholder sælgeren sig passiv over for
forbrugerens konkrete oplysninger om den påtænkte anvendelse, vil
dette efter omstændighederne også kunne anses som en bestyrkelse.
Ved den nærmere vurdering heraf må der bl.a. lægges
vægt på, hvilken fagkundskab forbrugeren med rette kan forvente,
at sælger besidder. Forbrugerens forventninger til sælgers
varekundskab må således variere, alt efter om købet
foretages i en specialbutik eller eksempelvis i en selvbetjeningsbutik, hvor
forbrugeren ikke i almindelighed kan påregne en særlig
varekundskab hos alle ansatte, således eksempelvis ikke hos den, der
sidder ved kasselinien.
Uafhængigt af, hvilken grad af fagkundskab der
konkret kan forventes fra sælgers side, forudsætter bestemmelsens
anvendelse, at forbrugeren i en vis konkretiseret form har gjort sælger
opmærksom på den påtænkte særlige anvendelse af
salgsgenstanden. Sælger kan således ikke anses for at have
bestyrket forbrugerens forventninger, medmindre sælgeren har
været bekendt med det særlige formål.
Efter bestemmelsens nr. 4 skal salgsgenstanden have
samme egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har
forelagt forbrugeren ved købets indgåelse.
Bestemmelsen pålægger ikke sælgeren at
fremlægge en vareprøve eller model. Har sælgeren
imidlertid fremlagt en sådan, er den pågældende forpligtet
til at levere forbrugeren en vare, der stemmer overens med det fremlagte,
idet sådanne prøver netop danner grundlaget for forbrugerens
vurdering af salgsgenstanden. Uanset om sælgeren alene foreviser
forbrugeren en vareprøve med henblik på at demonstrere visse
egenskaber ved varen, bør sælgeren således gøre
forbrugeren opmærksom herpå, hvis salgsgenstanden afviger fra den
fremviste prøve.
Bestemmelsen regulerer alene de situationer, hvor
sælgeren har forevist en vareprøve eller lignende. Bestemmelsen
omfatter således ikke den situation, hvor forbrugeren hos en anden
forhandler har fået forevist en prøve, eller hvor forbrugeren
selv medbringer en vare med henblik på at købe en tilsvarende. I
sidstnævnte tilfælde kan det imidlertid være en del af
parternes aftale, at salgsgenstanden skal stemme overens med den medbragte
vare. I så fald vil situationen skulle vurderes efter den
foreslåede § 75 a, stk. 1, 1. led, om varens overensstemmelse
med aftalen.
De foreslåede bestemmelser tilsigter at
gennemføre direktivets artikel 2, stk. 1-2 og 5.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 173-183.
Til nr. 6
Forslaget om, at overskriften til den gældende
§ 76 skal udgå, er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr.
5.
Til nr. 7
Til § 76
Til stk. 1
Bestemmelsens nr. 1 svarer til den gældende
§ 76, stk. 1, nr. 1, med den ændring, at sælger har
bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende oplysninger ikke kan antages
at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af
salgsgenstanden.
Forbrugerens bevisbyrde vedrørende de
pågældende oplysningers betydning er efter den gældende
regel forholdsvis lempelig, idet bevisbyrden anses for løftet, hvis
oplysningerne i almindelighed er egnede til at påvirke
efterspørgslen af varer af den pågældende art, og der ikke
foreligger omstændigheder, der viser, at forbrugeren har været
ubekendt med oplysningerne eller ikke har lagt vægt herpå. Den
foreslåede ændring af bevisbyrdereglen medfører
således næppe nogen væsentlig ændring af
retstilstanden i praksis.
Bestemmelsens nr. 4, 1. led, svarer til den
gældende § 76, stk. 1, nr. 4. 2. led af bestemmelsen
er derimod nyt og indeholder en henvisning til den foreslåede nye
§ 75 a, således at en vare anses for mangelfuld, hvis et eller
flere af elementerne i § 75 a ikke er opfyldt, og dette ikke
følger af parternes aftale.
Tilsidesættelse af kravene i den foreslåede
§ 75 a udløser mangelsbeføjelser for forbrugeren, jf.
bemærkningerne nedenfor til den foreslåede § 78
(lovforslagets § 1, nr. 9).
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. lovens
§ 76, stk. 2.
Til stk. 3
Bestemmelsen vedrører forbrugerens mulighed for at
påberåbe sig mangler i visse bestillingskøb.
Har forbrugeren selv fremskaffet det materiale, der skal
anvendes til fremstillingen af varen, bærer forbrugeren som hovedregel
risikoen for sit eget materialevalg. Forbrugeren vil herefter som
udgangspunkt ikke kunne gøre gældende over for sælgeren,
at varen er mangelfuld, hvis dette beror på forhold ved det materiale,
som forbrugeren selv har fremskaffet.
Forbrugerens risiko for materialevalget er dog ikke
ubegrænset. Efter forslaget modificeres reglen herom af en
vejledningspligt for sælger. Sælgeren er således forpligtet
til at vejlede forbrugeren om valg af materialer og efter
omstændighederne fraråde forbrugeren at anvende det
pågældende materiale, hvis sælgeren som fagkyndig indser
eller bør indse, at materialet er mangelfuldt eller
uhensigtsmæssigt at anvende.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,
jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,
stk. 2).
Om problemstillingen vedrørende beskadigelse af
forbrugerens materialer, mens disse er i sælgers besiddelse, henvises
til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 (den
foreslåede § 2, stk. 1).
De foreslåede bestemmelser tilsigter at
gennemføre direktivets artikel 2, stk. 3-4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.2. og betænkningen side 183-185.
Til § 77
Bestemmelsen vedrører retsvirkningen af generelle
forbehold med hensyn til varens egenskaber.
Det foreslås at ændre bestemmelsen,
således at generelle forbehold ikke længere kan tillægges
retsvirkning, jf. det nye stk. 1. Efter denne regel kan
bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe
sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, således
ikke gøres gældende over for køberen.
Sælgerens generelle forbehold formuleres i praksis
ofte på den måde, at genstanden sælges som den er og
forefindes. Dette udtryk er derfor direkte nævnt i stk. 1.
Herudover kan genstanden f.eks. være solgt »som besigtiget«, »som
beset«, »uden ansvar« og med tilsvarende generelle forbehold. Bestemmelsen
omfatter således alle generelt formulerede klausuler, der direkte eller
indirekte f.eks. ved at erklære, at køberen er bekendt med
enhver mangel fritager sælgeren for at hæfte for eventuelle
mangler
Det forekommer også, at sælgeren i aftalen
tager et specificeret forbehold vedrørende bestemte positive eller
negative egenskaber ved salgsgenstanden, således at disse forhold ikke
skal kunne betragtes som mangler. Sådanne konkrete forbehold er ikke
omfattet af bestemmelsen i stk. 1. Kommer et konkret forbehold i
konflikt med de ufravigelige bestemmelser i købelovens § 76,
stk. 1, nr. 1-3, kan sælgeren dog ikke fritages for
køberens eventuelle mangelsbeføjelser. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 (den
foreslåede § 75 a).
Efter stk. 2 begrænses forbrugerens
adgang til at gøre mangelsbeføjelser gældende i samme
omfang som hidtil ved køb af brugte varer på offentlig auktion,
hvor der er mulighed for at være fysisk til stede. Begræsningen i
køberens mangelsbeføjelser gælder således ved
traditionelle auktionssalg, men ikke ved f.eks. auktionssalg via
Internettet.
Ved auktionssalg, hvor forbrugeren kan være til
stede, vil forbrugeren alene kunne påberåbe sig, at
salgsgenstanden er mangelfuld, hvis det følger af lovens § 76,
stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgenstanden er i væsentlig ringere
stand, end forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde grund
til at regne med. Der skal normalt ikke tages hensyn til salgsgenstandens
pris, idet vurderingen af, hvad forbrugeren kunne forvente med hensyn til
salgsgenstandens stand ikke bør afhænge af varens pris i de
omhandlede tilfælde, hvor prisen beror på de øvrige bud
på auktionen. Det er dog ikke udelukket, at salgsprisen kan indgå
i vurderingen af, hvad forbrugeren under hensyn til omstændighederne
havde grund til at regne med - navnlig i tilfælde, hvor der ved
auktionen over genstanden er fastsat en minimumspris.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,
jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,
stk. 2).
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets
artikel 1, stk. 3, og 7, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.2. og til betænkningen side 185-186.
Til nr. 8
Til § 77 a
Bestemmelsen vedrører tidspunktet for
mangelsbedømmelsen og erstatter i forbrugerforhold den gældende
§ 44.
Bestemmelsen foreslås gjort
beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den
foreslåede § 1, stk. 2).
Til stk. 1
I lighed med § 44 indebærer den
foreslåede bestemmelse, at der ved vurderingen af, om salgsgenstanden
lider af en mangel, tages udgangspunkt i varens beskaffenhed på det
tidspunkt, hvor risikoen overgår til forbrugeren. Dette vil normalt
være det tidspunkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. lovens
§ 9 og § 73 (som ikke ændres).
Det forhold, at sælger også hæfter for
skjulte defekter, der først giver sig synlige udslag efter leveringen,
er tydeliggjort ved formuleringen af bestemmelsens 2. pkt., hvorefter
sælger hæfter for mangler, selv om de først viser sig
efter tidspunktet for risikoens overgang. Det afgørende er
således, om kimen til manglen var til stede på det angivne
tidspunkt.
Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet
nogen realitetsændring i forhold til gældende ret.
Til stk. 2
Efter den foreslåede bestemmelse foreligger der
altid en mangel, hvis salgsgenstanden på grund af sælgerens
manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen ikke svarer til,
hvad forbrugeren kan kræve i medfør af de foreslåede
§§ 75 a-77. Sælgers manglende opfyldelse af sine konkrete
aftalemæssige forpligtelser udgør således altid en mangel,
uanset om risikoen for salgsgenstanden forinden er overgået til
forbrugeren.
Bestemmelsen vedrører således sælgers
forsømmelse. Den foreslåede bestemmelse rækker videre end
den gældende § 44 (som ikke ændres uden for
forbrugerkøb), idet forhold, der kan henføres til sælgers
manglende opfyldelse af de aftalemæssige forpligtelser i øvrigt
udgør en mangel, selv om der ikke er noget at bebrejde
sælgeren.
Bestemmelsen kan navnlig få selvstændig
betydning i tilfælde, hvor sælger ved købsaftalen har
påtaget sig at installere eller montere salgsgenstanden, og hvor
installationen mv. er behæftet med fejl. Den fejlagtige installation
vil efter bestemmelsen i sig selv udløse mangelsbeføjelser for
forbrugeren dvs. uafhængigt af, om der ved den fejlagtige
installation er blevet påført salgsgenstanden en skade.
Bestemmelsen vil endvidere have betydning, såfremt
forbrugeren ikke i forbindelse med købet har modtaget de
fornødne oplysninger om varens montering mv., jf. den foreslåede
§ 75 a, stk. 1, og § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Forvolder
forbrugeren efter risikoens overgang skade på produktet som
følge af den fejlbehæftede eller manglende brugsvejledning,
foreligger der en mangel, idet forholdet kan henføres til
sælgers manglende eller mangelfulde opfyldelse af sine
aftalemæssige forpligtelser. Tilsvarende vil gælde, hvis
forbrugeren ikke forvolder skade på salgsgenstanden, men ikke kan
anvende produktet i overensstemmelse med dets formål på grund af
manglende eller fejlbehæftet brugsanvisning.
Bestemmelsen vil også have betydning, hvis
forbrugeren efter aftalen skal afhente varen, og der sker skade på
varen under forbrugerens hjemtransport som følge af
utilstrækkelig emballering, jf. den foreslåede § 75 a,
stk. 2, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Bestemmelsen kan desuden have betydning i tilfælde,
hvor der foreligger en mangel, og hvor sælgeren i forbindelse med et
afhjælpningsforsøg påfører salgsgenstanden en
skade. En sådan mangelfuld opfyldelse af afhjælpningspligten er
også en manglende opfyldelse af sælgers forpligtelser efter
aftalen og kan dermed i sig selv udløse mangelsbeføjelser for
forbrugeren.
Har sælgeren derimod uafhængigt af den
indgåede købsaftale forvoldt skade på salgsgenstanden
efter risikoens overgang, falder situationen uden for bestemmelsens
anvendelsesområde. Sælgers eventuelle ansvar er i så fald
ikke et køberetligt spørgsmål.
Til stk. 3
Det foreslås, at fejl mv. ved varen, der viser sig
inden for 6 måneder efter varens levering, skal formodes at have
været til stede ved risikoens overgang, medmindre der gør sig
særlige forhold gældende.
Bestemmelsen er udformet som en formodningsregel.
Afkræfter sælgeren formodningen, vil forbrugeren således
skulle føre bevis for, at der forelå en defekt ved den
pågældende vare på leveringstidspunktet.
Bestemmelsen er endvidere formuleret således, at
formodningen alene skal opstilles, såfremt dette ikke er uforeneligt
med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art. Er der ikke
grundlag for formodningen, vil forbrugeren efter almindelige bevisbyrderegler
skulle godtgøre, at defekten mv. forelå ved risikoens overgang
(normalt ved leveringen).
Det vil være uforeneligt med salgsgenstandens og
manglens art at opstille en formodning for, at f.eks. friske
fødevarer, der efter en måned er gået i fordærv, var
mangelfulde ved leveringen. Formodningsreglen tager heller ikke sigte
på egenskaber, hvis tilstedeværelse er uafhængig af
tidsfaktoren, f.eks. en vares oprindelse, ægthed m.v. I disse
tilfælde er 6-måneders reglen ikke forenelig med den manglende
uoverensstemmelses karakter.
Den direktivbaserede formodningsregel indebærer
ikke, at mangelsindsigelser, der fremsættes efter udløbet af
6-måneders fristen, kan afvises alene under henvisning til, at der er
forløbet mere end 6 måneder fra leveringstidspunktet.
Den foreslåede bestemmelse regulerer alene
spørgsmålet om bevisbyrden for, at en kvalitetsafvigelse
forelå på leveringstidspunktet. Uanset om formodningsreglen
finder anvendelse, er det således fortsat forbrugeren, som normalt har
bevisbyrden for, at der foreligger en kvalitetsafvigelse.
I den foreslåede bestemmelse henvises alene til de
krav til salgsgenstanden, der følger af de foreslåede §§ 75
a og 76 (lovforslagets § 1, nr. 5 og 7). Formodningsreglen finder
således ikke anvendelse på den form for auktionskøb, der
er omfattet af den foreslåede § 77 (lovforslagets § 1, nr.
7).
De foreslåede bestemmelser i stk. 2 og 3
tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 5, og 5,
stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.3.og til betænkningen side 186-190.
Til § 77 b
Bestemmelsen erstatter i forbrugerforhold den
gældende § 47.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,
jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,
stk. 2).
Den foreslåede bestemmelse begrænser
forbrugerens adgang til at påberåbe sig forhold, der ellers ville
udløse mangelsbeføjelser. Forbrugeren afskæres
således som udgangspunkt fra at påberåbe sig en mangel ved
salgsgenstanden, hvis forbrugeren ved aftalens indgåelse kendte eller
måtte kende til den pågældende mangel.
Bestemmelsen indebærer ikke en pligt for forbrugeren
til at undersøge salgsgenstanden. Har forbrugeren imidlertid foretaget
en sådan undersøgelse, kan vedkommende ikke efterfølgende
påberåbe sig forhold, som undersøgelsen har eller må
have afsløret.
Retsvirkningerne efter den foreslåede bestemmelse
indtræder, hvis forbrugeren har kendskab til det pågældende
forhold, eksempelvis fordi sælgeren på forhånd har gjort
forbrugeren opmærksom herpå. Bestemmelsen omfatter imidlertid
også tilfælde, hvor forbrugeren måtte være bekendt
hermed. Hermed sigtes til situationer, hvor det på grund af
omstændighederne forekommer helt usandsynligt, at forbrugeren ikke har
haft et sådant kendskab.
Den omstændighed, at forbrugeren var eller
måtte være bekendt med det pågældende forhold, som
kan udgøre en mangel, indebærer imidlertid ikke
nødvendigvis, at forbrugeren er afskåret fra at gøre
mangelsbeføjelser gældende. Der kan tænkes tilfælde,
hvor forbrugeren ved købsaftalens indgåelse nok har været
opmærksom på et forhold ved salgsgenstanden, men eksempelvis
på grund af manglende fagkundskab hverken var eller måtte
være bekendt med betydningen heraf. I så fald vil forbrugeren
fortsat kunne gøre det pågældende forhold gældende
som en mangel.
Bestemmelsen er begrænset til at vedrøre
forbrugerens kendskab til forhold ved salgsgenstanden på tidspunktet
for aftalens indgåelse. Bestemmelsen regulerer således ikke
tilfælde, hvor forbrugeren i perioden mellem købsaftalens
indgåelse og risikoens overgang får kendskab til, at
salgsgenstanden er mangelfuld. En viden erhvervet efter købsaftalens
indgåelse afskærer således ikke forbrugeren fra at
gøre mangelsbeføjelser gældende, forudsat at forbrugeren
reklamerer rettidigt over manglen.
Efter bestemmelsen kan forbrugeren uanset sit eventuelle
kendskab til konkrete forhold ved salgsgenstanden påberåbe sig,
at der foreligger en mangel, hvis der er holdepunkter herfor i aftalen. En
sådan situation vil eksempelvis foreligge, såfremt sælgeren
undlader at opfylde en aftale om at reparere salgsgenstanden inden
leveringen.
Efter bestemmelsen er forbrugerens eventuelle kendskab til
forhold ved salgsgenstanden uden betydning, hvis sælgeren har handlet i
strid med almindelig hæderlighed. § 47 undtager alene
tilfælde, hvor sælger har handlet svigagtigt, men fortolkes i
praksis således, at bestemmelsen også omfatter tilfælde,
hvor det ville være i strid med redelig handlemåde at
afskære forbrugerens mangelsbeføjelser. Dette svarer også
til, hvad der gælder om gennembrydelse af den absolutte
reklamationsfrist på grund af sælgerens forhold.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 2,
stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.2. og til betænkningen side 190-192.
Til nr. 9
Til § 78
Bestemmelsen vedrører forbrugerens
mangelsbeføjelser og tilsigter at gennemføre direktivets
artikel 3.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,
jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,
stk. 2).
I stk. 1 angives de beføjelser, forbrugeren
har mulighed for at gøre gældende i anledning af mangler ved
salgsgenstanden. Efter bestemmelsens stk. 2 er sælgeren som
udgangspunkt forpligtet til at imødekomme forbrugerens krav om
afhjælpning eller omlevering. Forbrugeren har imidlertid ikke krav
herpå, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse er
umulig eller uforholdsmæssig. Stk. 3 vedrører sælgers
i forhold til den gældende bestemmelse begrænsede
afhjælpnings- og omleveringsret, mens stk. 4 angiver de
tidsmæssige rammer mv. for sælgers afhjælpning eller
omlevering.
I forhold til den gældende § 78 er henvisninger
til bestemmelser uden for lovens kapitel om forbrugerkøb undladt, og i
stedet er betingelserne for at anvende de enkelte mangelsbeføjelser
indarbejdet i bestemmelsen.
Forbrugeren har som udgangspunkt valgfrihed mellem de
enkelte beføjelser. Valgfriheden begrænses imidlertid af
bestemmelsens stk. 2 og 3. Det følger af den foreslåede
stk. 2, at forbrugeren ikke har krav på afhjælpning eller
omlevering, hvis den valgte beføjelse er umulig eller
uforholdsmæssig at opfylde. Forbrugeren kan endvidere efter stk. 3
og 4 ikke forlange prisafslag eller ophævelse, hvis sælgeren
tilbyder at afhjælpe eller omlevere, og dette kan ske inden rimelig
tid, uden ufgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
For sælgeren indebærer den foreslåede
bestemmelse, at han som udgangspunkt er forpligtet til at efterkomme et krav
fra forbrugeren om afhjælpning eller omlevering. I overensstemmelse med
direktivets artikel 3 kan forbrugeren vælge, om der skal ske
afhjælpning eller omlevering sælgeren kan således som
udgangspunkt ikke afværge et omleveringskrav ved at tilbyde
afhjælpning eller omvendt. Kun hvis den beføjelse, forbrugeren
ønsker at gøre gældende, er umulig at gennemføre
eller må anses for uforholdsmæssig, kan sælgeren
nægte at imødekomme forbrugerens krav.
Hvis forbrugeren ikke gør gældende, at der
skal ske afhjælpning eller omlevering, men i stedet ønsker et
prisafslag eller at ophæve aftalen, følger det af den
foreslåede bestemmelse, at sælgeren kan afværge
forbrugerens krav ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering.
Til stk. 1
I bestemmelsen opregnes forbrugerens
mangelsbeføjelser.
Efter bestemmelsens nr. 1 kan forbrugeren forlange,
at sælger foretager afhjælpning - dvs. gratis udbedring af
manglen, således at varen bliver kontraktmæssig. Som hidtil har
forbrugeren ret til afhjælpning uanset manglens betydning. Manglens
væsentlighed vil dog kunne influere på, om et
afhjælpningskrav må anses for uforholdsmæssigt i
medfør af den foreslåede stk. 2, jf. nærmere
nedenfor.
Efter nr. 2 kan forbrugeren kræve, at
sælgeren leverer en anden genstand, der stemmer overens med aftalen
dvs. omlevering. Med den foreslåede formulering præciseres det,
at den omleverede genstand skal leve op til de krav, der følger af
købsaftalen. Er der eksempelvis indgået aftale om køb af
en fabriksny genstand, er sælger således ikke berettiget til at
omlevere med en demonstrationsmodel, medmindre forbrugeren accepterer
dette.
Forbrugeren kan kun gøre et omleveringskrav
gældende, hvis der er tale om genuskøb, dvs. et artsbestemt
køb, i modsætning til såkaldt specieskøb. I et
specieskøb er omlevering udelukket, fordi parternes aftale angår
en individuelt bestemt genstand, f.eks. en bestemt brugt bil, et bestemt
maleri eller et bestemt demonstrationseksemplar, der sælges til nedsat
pris. Genuskøb foreligger, hvis sælgeren i henhold til parternes
aftale kan opfylde sin leveringsforpligtelse ved levering af en hvilken som
helst genstand, der hører til den art, der er defineret i aftalen.
Selv om aftalen efter sin ordlyd ikke levner sælgeren nogen valgfrihed,
men udpeger en bestemt fysisk vare som salgsgenstand, kan fortolkning af
aftalen føre til, at der foreligger et genuskøb. Dette er
således normalt tilfældet, hvis genstanden uden ulempe kan
ombyttes til en tilsvarende, og det må antages, at parterne ikke har
lagt vægt på valget af genstand. Ved køb af et fabriksnyt
køleskab ligger det således normalt klart for alle, at parterne
alene har tænkt på, at der skal leveres et eksemplar af et
bestemt fabrikat, selv om der i købekontrakten er angivet et bestemt
eksemplars fabrikationsnummer. En sælgers interesse i at lade et
køb, som efter det anførte naturligt opfattes som et
genuskøb, fremtræde som et specieskøb (f.eks. ved
angivelse af fabrikationsnummeret på en fabriksny vare), for derigennem
at undgå, at forbrugeren i tilfælde af mangler kan
påberåbe sig omleveringsbeføjelsen, kan naturligvis ikke
begrunde, at aftalen fortolkes som et specieskøb.
I modsætning til den gældende regel, er
omleveringsbeføjelsen efter forslaget ikke betinget af, at der
foreligger en væsentlig mangel. Manglens betydning har imidlertid
indflydelse på, om forbrugerens omleveringskrav må anses for
uforholdsmæssigt i medfør af den foreslåede
stk. 2.
Efter bestemmelsens nr. 3 kan forbrugeren
kræve et passende afslag i købesummen.
Det er således ikke som efter den gældende
regel en forudsætning for afslagsbeføjelsen, at manglen er
værdiforringende. Den gældende regel kan i visse situationer
føre til, at forbrugeren afskæres fra at gøre
mangelsbeføjelser gældende, selv om manglen har reel betydning
for den værdi, salgsgenstanden har for den pågældende
forbruger. I praksis synes der bl.a. at blive »kompenseret« for dette ved at
tilkende et afslag i prisen, selv om manglens betydning for varens
værdi vanskeligt lader sig måle.
Det forudsættes, at der i de tilfælde, hvor
der foreligger en værdiforringende mangel, fortsat udmåles og
ydes et forholdsmæssigt afslag, idet dette i givet fald må anses
for at være det passende afslag.
Den foreslåede ændring indebærer i
forhold til den gældende regel, at der gives mulighed for at tildele et
passende afslag i sælgerens vederlag i de få tilfælde, hvor
der ikke står andre beføjelser til rådighed for
forbrugeren. Et passende afslag kan også komme på tale, hvis
forbrugeren foretrækker dette fremfor andre mere vidtgående
beføjelser, som ellers ville kunne gøres gældende.
Der vil f.eks. kunne gives et afslag i købesummen,
hvis en forbruger har bestilt en bil i en bestemt blå farve, og bilen
ved leveringen viser sig at have en anden blå nuance, der - om end kun
i uvæsentligt omfang - afviger fra, hvad forbrugeren bestilte. I
så fald kan forbrugeren ikke hæve købet, afhjælpning
i form af omlakering vil ofte indebære uforholdsmæssige
omkostninger, og er bilens salgspris den samme - uanset farveforskellen - kan
forbrugeren heller ikke kræve et forholdsmæssigt afslag i prisen.
Hvis omlevering samtidig ikke er mulig eksempelvis fordi den bestilte farve
ikke længere produceres vil forbrugeren være uden
sanktionsmuligheder til trods for, at den leverede bil ikke er i
overensstemmelse med parternes aftale. I så fald kunne tildeling af et
passende prisafslag til forbrugeren komme på tale.
I bestemmelsens nr. 4 angives, at forbrugeren kan
kræve ophævelse af købsaftalen, forudsat at manglen ikke
er uvæsentlig. Bestemmelsen svarer til gældende ret.
Om brug af hævebeføjelsen i relation til et
bestillingskøb, hvor forbrugeren selv fremskaffer det
nødvendige materiale, henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 2, stk. 1, 1.
pkt.).
I den gældende § 78 henvises til §§ 42 og
43, hvorefter væsentlighedskravet fraviges, såfremt sælger
har udvist svig eller i et genuskøb har undladt at fremskaffe en
mangelfri genstand, selv om dette uden urimelig opofrelse kunne være
sket inden leveringstidspunktet. Der er på grund af sælgerens
adfærd i disse tilfælde altid tale om en væsentlig
misligholdelse, der er hævebegrundende, og der er ikke fundet behov for
at indarbejde disse bestemmelser i den foreslåede formulering af
§ 78.
Til stk. 2
Forbrugeren vil som udgangspunkt kunne vælge, om der
skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er
mangelfuld. Sælgeren kan således ikke som efter den
gældende regel afværge et omleveringskrav ved at tilbyde
afhjælpning eller omvendt. Dette er principielt en væsentlig
nyskabelse.
Forbrugerens valgret mellem omlevering eller
afhjælpning er imidlertid undergivet nogle begrænsninger. Efter
bestemmelsen kan der ikke kræves afhjælpning eller omlevering,
hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil
påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Det
er sælgeren, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.
Tages udgangspunkt i en situation, hvor forbrugeren
ønsker omlevering fremfor afhjælpning, begrænses
valgretten således for det første af, at den valgte
beføjelse ikke må være umulig at
gennemføre. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis
købet vedrører en speciesgenstand samt ved visse
bestillingskøb.
Forbrugerens valgret begrænses endvidere af, at den
valgte beføjelse ikke må påføre sælgeren
uforholdsmæssige omkostninger.
Kræver forbrugeren, at der omleveres, er
sælgeren forpligtet hertil, medmindre det kan godtgøres, at
dette vil være forbundet med omkostninger, der er
uforholdsmæssige.
Denne uforholdsmæssighedsvurdering falder for
så vidt i tre led det skal vurderes, om den valgte beføjelse
påfører sælgeren omkostninger, om disse i givet fald er
højere end omkostningerne ved en anden beføjelse, og i så
fald om denne omkostningsforskel er uforholdsmæssig.
Eftersom vurderingen er knyttet til
spørgsmålet om de omkostningsmæssige konsekvenser for
sælger, er det naturligvis i første omgang en
forudsætning, at gennemførelse af den valgte beføjelse
rent faktisk vil påføre sælgeren omkostninger. Relevante
er navnlig de udgifter, der direkte er forbundet med gennemførelsen af
den pågældende beføjelse. Ønsker forbrugeren
omlevering, vil det således navnlig være salgsgenstandens
indkøbspris, der skal inddrages. Omkostningsbegrebet må
imidlertid forstås bredt, således at også omkostninger, der
ikke direkte er relateret til varen, men som vedrører eksempelvis den
tid og de ressourcer, der medgår til gennemførelsen af
beføjelsen, er omfattet.
Den brede forståelse af omkostningsbegrebet
indebærer, at gennemførelse af den valgte beføjelse som
oftest vil påføre sælgeren visse omkostninger. I så
fald må det som nævnt vurderes, om de pågældende
omkostninger er højere end de omkostninger, sælger ville blive
påført ved at opfylde en anden beføjelse. Hvis det
eksempelvis ikke er forbundet med flere omkostninger for sælger at
omlevere end at afhjælpe, er der ikke grundlag for at fravige
udgangspunktet, hvorefter forbrugeren kan vælge mellem de to
beføjelser.
Såfremt den valgte beføjelse vil
påføre sælgeren omkostninger, der er større end
omkostningerne ved en anden beføjelse, skal der som det sidste element
i vurderingen tages stilling til, om den pågældende
omkostningsforskel er uforholdsmæssig.
Efter bestemmelsen skal der ved
uforholdsmæssighedsvurderingen tages hensyn til salgsgenstandens
værdi uden mangler. Kræver forbrugeren omlevering af en
salgsgenstand af mindre værdi, vil der langt sjældnere være
grundlag for at fravige udgangspunktet om forbrugerens valgret, end i de
tilfælde, hvor købet vedrører en kostbar genstand. Der er
således forskel på, om der kræves omlevering af eksempelvis
et krøllejern til 200 kr. eller af en fabriksny personbil.
Efter den foreslåede bestemmelse skal der ved
uforholdsmæssighedsvurderingen endvidere tages hensyn til manglens
betydning. Hermed forstås i første række manglens
betydning for salgsgenstandens funktion. Er der tale om en mangel, der er af
central betydning for salgsgenstandens funktion og anvendelse, vil dette
oftere føre til, at en forbrugers krav om eksempelvis omlevering
må imødekommes, end i de tilfælde, hvor manglen er uden
funktionelle konsekvenser. Som nævnt ovenfor er
omleveringsbeføjelsen ikke betinget af, at der foreligger en
væsentlig mangel, men er manglen bagatelagtig, må det ofte
indebære, at et omleveringskrav anses for uforholdsmæssigt
sammenlignet med afhjælpning.
Ved vurderingen af manglens betydning må der
endvidere tages hensyn til, hvilken betydning manglen har for den konkrete
forbruger. Selv om manglen ikke i almindelighed kan siges at have en central
betydning for salgsgenstandens funktion, kan konkrete forhold hos forbrugeren
medføre, at vedkommende har rimelig grund til at lægge betydelig
vægt på det pågældende forhold, hvilket i så
fald må indgå i uforholdsmæssighedsvurderingen. Omvendt kan
forholdet indgå med mindre vægt i
uforholdsmæssighedsvurderingen, hvis forbrugeren konkret
tillægger forholdet mindre betydning, uanset at manglen i almindelighed
betragtes som central i forhold til salgsgenstandens funktion.
Endelig skal der efter forslaget tages hensyn til, om en
anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for
forbrugeren. Selv om hensynet til varens værdi i mangelfri tilstand og
betydningen af manglen taler for at anse en forbrugers krav om eksempelvis
omlevering for uforholdsmæssigt, kan hensynet til forbrugeren
således trække i modsat retning. Dette kan eksempelvis være
tilfældet, hvis en afhjælpning må afvente hjemtagelse af
reservedele, og hvor forbrugeren skal anvende salgsgenstanden i en bestemt
nært forestående anledning. I så fald vil
afhjælpningsbeføjelsen ikke kunne gennemføres uden
væsentlig ulempe for forbrugeren, hvilket i så fald må
indgå i vurderingen af, om omleveringskravet er
uforholdsmæssigt.
Består manglen i, at sælger har undladt at
stille de fornødne oplysninger om varens montering mv. til
rådighed for forbrugeren, jf. den foreslåede § 75 a,
stk. 1, må et krav om omlevering omvendt anses for
uforholdsmæssigt henset til, at afhjælpning i givet fald ville
kunne ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren ved, at sælgeren
udleverer den manglende monteringsvejledning. Situationen er imidlertid en
anden, hvis der som følge af de manglende monteringsoplysninger er
blevet påført varen en defekt. I så fald kan sælger
ikke (længere) foretage afhjælpning ved efterfølgende at
udlevere en monteringsvejledning.
Viser manglen sig på et tidspunkt, hvor
værdien af salgsgenstanden er faldet væsentligt som følge
af forbrugerens brug, vil et krav om omlevering tilsvarende kunne
fremstå som uforholdsmæssigt, hvis afhjælpning kan ske uden
væsentlig ulempe for forbrugeren.
Ovenstående tager sigte på den situation, at
forbrugeren ønsker omlevering fremfor afhjælpning. Forbrugeren
er som udgangspunkt berettiget til at kræve omlevering, men som
anført kan betragtninger om umulighed eller uforholdsmæssighed
efter omstændighederne føre til, at valgfriheden
begrænses.
Det kan også tænkes, at forbrugeren
foretrækker afhjælpning fremfor omlevering. Efter den
foreslåede bestemmelse vil sælgeren som udgangspunkt være
forpligtet til at imødekomme et sådant afhjælpningskrav,
medmindre han kan godtgøre, at dette er umuligt at gennemføre
eller vil påføre ham omkostninger, der er
uforholdsmæssige.
I lighed med det ovenfor nævnte er forbrugerens ret
til at vælge afhjælpning begrænset ved, at dette ikke
må være umuligt. Der kan tænkes tilfælde, hvor en
mangel ikke lader sig udbedre, og hvor et afhjælpningskrav derfor vil
være umuligt at gennemføre.
Gennemførelse af et krav om afhjælpning vil
som oftest indebære visse omkostninger for sælgeren. Det må
herefter vurderes, om disse omkostninger er uforholdsmæssige i forhold
til en anden beføjelse, hvorved der som nævnt bl.a. skal tages
hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler. Dette indebærer,
at et krav om afhjælpning af en prisbillig, masseproduceret genstand
ofte må siges at indebære en uforholdsmæssig
økonomisk belastning for sælgeren, sammenlignet med varens
salgspris. Det omvendte vil være tilfældet ved en kostbar
salgsgenstand, hvor sælger kun kan afslå en forbrugers
afhjælpningskrav, hvis der foreligger vægtige grunde.
Som beskrevet ovenfor skal der ved vurderingen af, om et
afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, tillige tages hensyn til
manglens betydning, hvilket dels sigter til manglens betydning for varens
funktion, dels til manglens betydning for den konkrete forbruger.
Afhjælpningskravet vil endelig skulle vurderes i
lyset af, om en anden beføjelse kan gennemføres uden
væsentlig ulempe for forbrugeren. Selv om det anførte om varens
værdi i mangelfri tilstand og betydningen af manglen kan pege på,
at et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, kan hensynet til
forbrugeren således trække i den modsatte retning.
Uforholdsmæssighedsvurderingen vil som hovedregel
dreje sig om valget mellem omlevering eller afhjælpning, men efter
omstændighederne vil også de øvrige beføjelser
kunne inddrages dvs. prisafslag og ophævelse, hvis manglen ikke er
uvæsentlig. Det vil navnlig være aktuelt at inddrage disse
beføjelser i sammenligningsgrundlaget for, om et
afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, i tilfælde, hvor
salgsgenstanden ikke er ombyttelig, og omlevering derfor er umulig. I en
sådan situation må rimeligheden af de omkostninger, der er
forbundet med at foretage afhjælpning, vurderes i lyset af forbrugerens
interesse i, at der foretages afhjælpning. Må forbrugerens
interesse henset til manglens karakter og betydning anses for
tilstrækkeligt varetaget ved muligheden for prisafslag eller
ophævelse, kan resultatet blive, at afhjælpningskravet anses for
uforholdsmæssigt.
Til stk. 3
Med den foreslåede bestemmelse opretholdes en vis
begrænset afhjælpnings- og omleveringsret for sælger.
Bestemmelsen indebærer, at sælgeren kan
afværge forbrugerens krav om ophævelse eller prisafslag ved at
tilbyde afhjælpning eller omlevering.
Denne mulighed for sælger er for det første
anvendelig i situationer, hvor forbrugeren ikke ønsker
afhjælpning eller omlevering, selv om gennemførelse af disse
eller dog den ene af disse beføjelser er mulig. I sådanne
tilfælde er sælgeren berettiget til at afvise forbrugerens krav
om prisafslag eller ophævelse mod i stedet at tilbyde afhjælpning
og/eller omlevering.
Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse, hvis
sælgeren ønsker at tilbyde afhjælpning eller omlevering,
uanset han ikke ville være forpligtet hertil, fordi forbrugerens krav
herom ville være uforholdsmæssigt. I så fald vil
sælgerens tilbud afværge forbrugerens øvrige
mangelsbeføjelser.
Sælgerens tilbud om afhjælpning eller
omlevering skal ligesom forbrugerens krav herom gennemføres inden
rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, jf.
den foreslåede § 78, stk. 4, der tillige fastlægger
forbrugerens beføjelser, såfremt sælger ikke
afhjælper eller omleverer i overensstemmelse hermed.
Til stk. 4
Bestemmelsens 1. pkt. viderefører retsstillingen
efter den gældende § 78, stk. 3, og § 79 med den
ændring, at forbrugerens beføjelser tillige finder anvendelse
ved krav eller tilbud om omlevering og ikke kun ved afhjælpning.
Den nærmere fastlæggelse af, hvad der er
»rimelig tid« må som hidtil bero på en konkret vurdering. Det
foreslås imidlertid, at det i loven angives, hvilke forhold der navnlig
har betydning ved fastlæggelse af fristens længde, jf. den
foreslåede § 79, stk. 1.
Beføjelserne skal endvidere gennemføres uden
omkostninger og uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Som hidtil vil
det navnlig kunne komme på tale, at forbrugeren skal medvirke ved at
bringe eller sende en mindre salgsgenstand til sælgeren, hvis den
f.eks. skal repareres. I så fald har forbrugeren krav på refusion
af eventuelle udgifter, vedkommende har afholdt i forbindelse hermed.
Såfremt sælgeren ikke gennemfører et
krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse
med de angivne kriterier, følger det af den foreslåede
bestemmelse, at forbrugeren kan gøre brug af de øvrige
beføjelser dvs. passende afslag i prisen, ophævelse eller ved
krav eller tilbud om afhjælpning, omlevering. I overensstemmelse med
den gældende retstilstand er hævebeføjelsen i så
fald ikke betinget af, at der foreligger en væsentlig mangel.
Bestemmelsens sidste led vedrører forbrugerens
adgang til at lade manglen afhjælpe for sælgers regning og svarer
til gældende ret, jf. lovens § 78, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter som nævnt
at gennemføre direktivets artikel 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.4. og til betænkningen side 192-206.
Til § 79
Bestemmelsens stk. 1 angiver, hvilke momenter der
navnlig har betydning for vurderingen af, om sælger har foretaget
afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid. Stk. 2
fastlægger forbrugerens mulighed for at holde købesummen helt
eller delvist tilbage, indtil der er sket afhjælpning eller
omlevering.
Bestemmelsen foreslås gjort
beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den
foreslåede § 1, stk. 2).
Til stk. 1
Efter den foreslåede § 78, stk. 4, skal
afhjælpning eller omlevering ske inden rimelig tid. Bestemmelsen
indeholder endvidere nogle retningslinier for vurderingen af, om de
tidsmæssige rammer er overholdt.
Som hidtil må fastlæggelsen af fristen for
afhjælpning eller omlevering bero på en vurdering af
omstændighederne i det enkelte tilfælde. Det er ikke muligt at
opstille faste grænser for fristens længde.
Vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er
sket inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren,
skal efter direktivet ske under hensyntagen til varens art og forbrugerens
formål med at anskaffe varen. Det må antages, at direktivets
opregning af kriterier ikke er udtømmende. Den foreslåede
bestemmelse er derfor udformet således, at der i vidt omfang svarende
til den gældende bestemmelse i § 78, stk. 3 navnlig skal
tages hensyn til genstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov
for salgsgenstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet
en erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren.
For med sikkerhed at opfylde direktivet, er direktivets
kriterium »genstandens art« medtaget i bestemmelsen. Det kan således
ikke udelukkes, at direktivets formulering indebærer en udvidet
forbrugerbeskyttelse i forhold til den gældende bestemmelses kriterium
»manglens art«. Som hidtil vil forbrugerens eventuelle behov for hurtigt at
kunne benytte salgsgenstanden kunne tale for, at sælgeren må
fremskynde afhjælpningen eller omleveringen, og sælgeren vil i
overensstemmelse med den gældende retstilstand have mulighed for at
forlænge fristen ved i perioden vederlagsfrit at stille en
erstatningsgenstand til forbrugerens rådighed.
Det vil endvidere indgå i vurderingen, om
afhjælpningen henholdsvis omleveringen sker på forbrugerens eller
sælgerens initiativ. Såfremt sælgeren tilbyder
afhjælpning eller omlevering, må individuelle forhold hos
sælgeren normalt tillægges mindre betydning.
Ved fastlæggelsen af, hvilken frist for
afhjælpning eller omlevering der må anses for rimelig i det
konkrete tilfælde, må der desuden efter omstændighederne
tages hensyn til den periode, der er forløbet, siden salgsgenstanden
blev leveret til forbrugeren. Da overskridelse af fristen efter den
foreslåede bestemmelse bl.a. udløser hævebeføjelse
for forbrugeren, må det i et vist omfang indgå i vurderingen, om
eventuel ophævelse vil være meget byrdefuldt for sælgeren
det vil det bl.a. være, hvis manglen gøres gældende
umiddelbart inden udløbet af den absolutte reklamationsfrist, der
efter den foreslåede § 83 forlænges til 2 år.
Til stk. 2
Bestemmelsen viderefører den gældende
§ 78, stk. 2, dog således at bestemmelsen både omfatter
krav og tilbud om henholdsvis afhjælpning og omlevering.
Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren har mulighed
for at holde købesummen tilbage, hvis sælgeren ikke opfylder
forbrugerens berettigede krav om afhjælpning eller omlevering, eller
ikke opfylder et fremsat tilbud om at foretage afhjælpning eller
omlevering.
Retten til at holde købesummen tilbage
ophører som hidtil på det tidspunkt, hvor sælgeren
foretager afhjælpning eller omlevering.
Tilbageholdsretten er endvidere som efter den
nuværende § 78, stk. 2, begrænset i tilfælde,
hvor manglen er uvæsentlig, idet forbrugeren i så fald ikke kan
tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil
koste at afhjælpe manglen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 tilsigter
bl.a. at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 3, 3. led.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.4. og til betænkningen side 206-209.
Til nr. 10 (§ 81)
Den foreslåede bestemmelse kan ikke fraviges til
skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den
foreslåede § 1, stk. 2).
Den foreslåede bestemmelse viderefører den
gældende regel om, at en forbruger, der vil påberåbe sig,
at salgsgenstanden er mangelfuld, skal reklamere inden rimelig tid. Med
henblik på at opfylde direktivet foreslås det imidlertid, at
reklamation inden 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren
opdagede manglen, altid skal anses for at være sket inden rimelig
tid.
Forbrugeren skal således have mindst 2 måneder
til at gøre den pågældende mangel gældende.
Reklamation efter udløbet af 2-måneders fristen vil efter
omstændighederne kunne anses for foretaget inden rimelig tid og dermed
som rettidig. I lighed med tidligere vil individuelle forhold hos
forbrugeren, eksempelvis sygdom, bortrejse eller lignende kunne begrunde en
forlængelse af fristen.
Den foreslåede ændring indebærer
endvidere, at reklamationsfristen altid skal beregnes med udgangspunkt i det
faktiske opdagelsestidspunkt. I modsætning til den gældende regel
regnes reklamationsfristen således ikke fra det tidspunkt, hvor
forbrugeren burde have opdaget manglen.
Som hidtil vil forbrugerens passivitet og fortsatte brug
af genstanden, efter at manglen er opdaget, kunne medføre, at
forbrugeren anses for at have givet afkald på at gøre
hæve- og omleveringsbeføjelsen gældende, jf. fra
Forbrugerklagenævnets praksis bl.a. Juridisk Årbog 1996, side
130, 6.9.3.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets
artikel 5, stk. 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.5. og til betænkningen side 209-211.
Til nr. 11 (§ 83, stk. 1)
Bestemmelsen foreslås gjort
beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den
foreslåede § 1, stk. 2).
Det foreslås, at den absolutte frist for
forbrugerens reklamation forlænges fra 1 år til 2 år.
Fristen regnes som hidtil fra varens overgivelse til forbrugeren. Som hidtil
indebærer bestemmelsen, at en forbruger, der vil påberåbe
sig en mangel, skal give meddelelse til sælgeren inden udløbet
af fristen. I modsat fald mister forbrugeren retten til senere at gøre
manglen gældende, medmindre der foreligger en indeståelse fra
sælgers side, eller denne har handlet i strid med almindelig
hæderlighed.
Den foreslåede forlængelse af fristen fra 1
år til 2 år ændrer ikke bestemmelsens indhold i
øvrigt.
Den gældende bestemmelse fortolkes bl.a. i praksis
således, at reklamation, der foretages inden for fristen,
indebærer, at § 83 herefter ikke længere har betydning i
relation til den påberåbte mangel. Såfremt sælger
forsøger at afhjælpe, og manglen uanset dette viser sig igen
på et senere tidspunkt, eller hvis sælger foretager omlevering,
og den omleverede genstand viser sig at have en tilsvarende mangel, har
forbrugerens oprindelige reklamation således en gang for alle afbrudt
reklamationsfristen i § 83, og forbrugerens mangelsindsigelser er
herefter alene underlagt dansk rets almindelige forældelsesregler.
Reklamationsfristen i § 83 fortolkes endvidere således i praksis,
at der i tilfælde af omlevering løber en ny frist fra
omleveringstidspunktet. Dette har navnlig betydning, såfremt den
omleverede genstand er behæftet med andre mangler end den, forbrugeren
oprindelig påberåbte sig. Tilsvarende kan efter
omstændighederne være tilfældet, hvis en afhjælpning
er så omfattende, at den må sidestilles med en omlevering. Der
henvises til betænkningen side 148.
I retspraksis ses der endvidere bort fra, at der er
reklameret for sent, hvis sælgeren ikke påberåber sig
dette, men indlader sig i realitetsforhandlinger med forbrugeren
vedrørende reklamationens berettigelse.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets
artikel 5, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.5. og til betænkningen side 211f.
Til nr. 12 (§ 85)
I konsekvens af den foreslåede ændring af
§ 81 (lovforslagets § 1, nr. 10) foreslås det, at forbrugeren
også ved reklamtion over for andre end sælger skal have en frist
på mindst 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren opdagede
manglen.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,
jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,
stk. 2).
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.5. og til betænkningen side 212.
Til nr. 13
(§ 87)
Det foreslås at beskytte forbrugerne mod visse
lovvalgsklausuler, hvorefter lovgivningen i et land uden for det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde
anvendelse på aftalen. Beskyttelsen mod sådanne klausuler
gælder i det omfang, det pågældende »tredjelands«
lovgivning om spørgsmål om mangler i forbrugerkøb, ikke
indeholder en ligeså omfattende beskyttelse af forbrugeren, som
lovgivningen herom i det EØS-land, hvis lovgivning ellers skulle
gælde i medfør af de internationalt privatretlige regler.
EØS omfatter Den Europæiske Unions
medlemsstater samt Island, Norge, og Liechtenstein.
Der er ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, idet
bestemmelsen bygger på princippet om frit lovvalg. Den foreslåede
bestemmelse tilsigter alene at afbøde visse uheldige virkninger af det
frie lovvalg. Den beskyttelse, som bestemmelsen giver forbrugerne, er alene
en beskyttelse mod lovvalgsklausuler. Forbrugeren kan i de omfattede
tilfælde vælge det lands regler, som stiller forbrugeren
bedst.
Bestemmelsen ændrer ikke ved de almindelige
internationalt privatretlige regler, som afgør, hvilket lands
lovgivning der skal finde anvendelse på en aftale, jf. herved navnlig
reglerne i den såkaldte Rom-konvention, der er gennemført her i
landet ved lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konventionen
om, hvilken lov der skal finde anvendelse på kontraktlige forpligtelser
m.v.
Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle
spørgsmål om mangler i forbrugerkøb.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at
gennemføre direktivets artikel 7, stk. 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.6. og til betænkningen side 213-215.
Til § 2
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 11,
stk. 1, skal de bestemmelser i national lovgivning, der er
nødvendige for at gennemføre direktivet, sættes i kraft
senest den 1. januar 2002.
På den baggrund foreslås det, at
bestemmelserne i lovforslaget skal træde i kraft den 1. januar 2002 og
finde anvendelse på aftaler om køb, der indgås efter
ikrafttrædelsen.
Der kan opstå situationer, hvor den
erhvervsdrivendes køb er underlagt den nuværende regulering,
herunder den nuværende 1-årige reklamationsfrist i § 54,
mens den erhvervsdrivendes videresalg af den samme vare sker efter lovens
ikrafttræden og dermed bliver underlagt bl.a. den 2-årige
reklamationsfrist i de foreslåede §§ 54 og 83.
De erhvervsdrivende må i givet fald søge at
løse dette overgangsproblem ved aftaler, der fraviger den
1-årige reklamationsfrist.
Til
§ 3
Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale
gyldighed.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar
1980, som ændret senest ved lov nr. 391 af 14. juni 1995, foretages
følgende ændringer:
§ 1.
..
Stk. 2.
I forbrugerkøb, jfr. § 4 a, kan § 4
a, § 42, stk. 1, § 43, stk. 1 og 2, §§ 44, 47, 50,
55-58, 74 og 75, § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2,
§§ 77-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til
skade for køberen.
1.
§ 1, stk. 2, affattes således:
Stk. 2
. I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2,
stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55-58, § 74 og § 75,
§ 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2-3, §§ 77-79, § 80,
stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til skade for
køberen.
§ 1 a.
.
Stk. 2
. ..
Stk. 3
. §§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2,
§ 42, stk. 2, §§ 48, 49 og 52-54 gælder ikke i
forbrugerkøb.
Stk. 4
. .
2.
§ 1 a, stk. 3, affattes således:
Stk. 3
. §§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2,
§ 42, § 43, stk. 1-2, § 44, §§ 47-49 og 52-54
gælder ikke i forbrugerkøb.
3.
§ 2 affattes således:
§ 2.
Bestilling af genstande, som først skulle
tilvirkes, anses i denne lov som køb, såfremt det for
tilvirkningen fornødne stof skal ydes af den, der har påtaget
sig tilvirkningen. Loven gælder dog ikke for opførelse af
bygning eller andet anlæg på fast ejendom.
§ 2.
Bestilling af genstande, som først skal
fremstilles, anses i denne lov for køb. Uden for forbrugerkøb
gælder dette dog kun, såfremt den overvejende del af de for
fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har
påtaget sig fremstillingen.
Stk. 2
. Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder
tilsvarende anvendelse på bytte.
Stk. 2
. Loven gælder ikke for opførelse af
bygning eller andet anlæg på fast ejendom.
Stk. 3
. Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder
tilsvarende anvendelse på bytte.
§ 54.
Har køberen ikke inden et år efter
genstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil
påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den
gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at
indestå for genstanden i længere tid eller har handlet
svigagtigt.
Stk. 2.
.
4.
I § 54, stk. 1, ændres »et år« til:
»to år«.
5.
Efter § 75 indsættes:
Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen
(mangler)
§ 75 a.
Salgsgenstanden skal med hensyn til art, mængde,
kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen
skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med
henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af
salgsgenstanden.
Stk. 2
. Medmindre andet følger af parternes aftale,
skal salgsgenstanden
1) have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt
emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene
i øvrigt havde rimelig grund til at forvente,
2) være egnet til formål, som genstande af den
pågældende type sædvanligvis anvendes til,
3) være egnet til køberens særlige formål,
hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning herom, og
4) have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som
sælger har forelagt køberen ved købets
indgåelse.«
Mangler
6.
Overskriften før § 76 udgår.
7.
§§ 76-77 affattes således:
§ 76.
Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis
§ 76.
Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,
eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet
urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft
betydning for køberens bedømmelse af genstanden,
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,
eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet
urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at
have haft betydning for køberens bedømmelse af
genstanden,
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som
nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre
meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller
køberens kundskab,
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som
nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre
meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller
køberens kundskab,
3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning
om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af
genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller
3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning
om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af
genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller
4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed
eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være.
Stk. 2
. Køberen kan ikke påberåbe sig en
urigtig eller vildledende oplysning, der senest ved indgåelsen af
aftalen om købet er rettet.
4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed
eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a
ikke er opfyldt.
Stk. 2
. Køberen kan ikke påberåbe sig en
urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved
indgåelsen af aftalen.
Stk. 3
. Forhold ved materialer fremskaffet af køberen
kan ikke påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har
tilsidesat sin vejledningspligt.
§ 77.
Selv om salgsgenstanden er solgt, som den er og
forefindes eller med tilsvarende forbehold, kan køberen i de
tilfælde, der er nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1-3,
påberåbe sig, at genstanden lider af en mangel. Det samme
gælder, hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end
køberen under hensyn til prisen og omstændighederne i
øvrigt havde grund til at regne med.
Stk. 2
. Brugte genstande, som sælges på auktion,
anses for solgt, som de er og forefindes.
§ 77.
Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan
påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige
forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes,
kan ikke gøres gældende over for køberen.
Stk. 2
. Ved køb af brugte genstande på offentlig
auktion, hvor køberen har mulighed for selv at være til stede,
kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel,
hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis
genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under
hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med.
8.
Efter § 77 indsættes:
§ 44.
Ved afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en
mangel, bliver, for så vidt manglen ikke er hidført ved
sælgers forsømmelse, det tidspunkt at tage i betragtning, da
faren gik over på køberen.
§ 77 a.
Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en
mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for
risikoens overgang. Forelå der på dette tidspunkt en mangel,
hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser
sig senere.
Stk. 2
. Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan
kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke
har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der, uanset
stk. 1, altid en mangel.
Stk. 3
. Viser salgsgenstandens manglende overensstemmelse med
kravene i § 75 a og § 76 sig inden seks måneder efter
leveringen, formodes den manglende overensstemmelse at have været til
stede på det i stk. 1 nævnte tidspunkt, medmindre denne
formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende
overensstemmelses art.
§ 47.
Har køberen før købets afslutning
undersøgt salgsgenstanden eller uden skellig grund undladt at
efterkomme sælgerens opfordring til at undersøge den, eller er
der før købets afslutning givet ham lejlighed til at
undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan han ikke
påberåbe sig mangler, der ved sådan undersøgelse
burde være opdaget af ham, medmindre sælgeren har handlet
svigagtigt.
§ 77 b.
Køberen kan ikke påberåbe sig en
mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved
aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen, eller
sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.
9.
§§ 78-79 affattes således:
Afhjælpning af mangler m.v.
Køberens mangelsbeføjelser
§ 78.
Lider salgsgenstanden af en mangel, kan køberen
hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i
købesummen eller omlevering efter reglerne i § 42, stk. 1,
eller § 43, stk. 1 og 2. Køberen kan endvidere forlange, at
sælgeren afhjælper mangelen, medmindre dette vil forvolde
sælgeren uforholdsmæssig omkostning eller væsentlig ulempe.
Ved artsbestemte køb kan sælgeren opfylde sin
afhjælpningspligt ved at foretage omlevering.
Stk. 2.
Køberen kan holde købesummen tilbage,
indtil krav om afhjælpning er opfyldt. Må mangelen anses som
uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb,
som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe
mangelen.
Stk. 3
. Har køberen fremsat påkrav om
afhjælpning efter stk. 1, og opfylder sælgeren ikke dette
inden rimelig tid, kan køberen hæve købet eller, ved
artsbestemte køb, kræve omlevering. Køberen kan endvidere
lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning, for så vidt
dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger.
§ 78.
Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen
valget mellem
1) afhjælpning af mangelen,
2) levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen
(omlevering),
3) et passende afslag i købesummen, eller
4) ophævelse af købet, hvis mangelen ikke er
uvæsentlig.
Stk. 2
. Køberen kan ikke kræve omlevering eller
afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse
er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige
omkostninger. Der skal herved tages hensyn til salgsgenstandens værdi
uden mangler, mangelens betydning, og om anden beføjelse kan
gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen.
Stk. 3
. Tilbyder sælgeren afhjælpning eller
omlevering, kan køberen ikke kræve et passende afslag i
købesummen eller ophævelse af købet.
Stk. 4
. Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om
afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, uden udgift og uden
væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke,
kan køberen kræve et passende afslag i købesummen,
ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette
kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen
afhjælpe for sælgerens regning.
§ 79.
Giver køberen meddelelse om en mangel, og
tilbyder sælgeren at afhjælpe den eller at foretage omlevering,
kan køberen ikke hæve købet eller kræve et
forholdsmæssigt afslag i købesummen eller, ved tilbud om
afhjælpning, omlevering. Dette gælder dog kun, hvis
afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig tid og uden
omkostninger eller væsentlig ulempe for køberen.
§ 79.
Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller
omlevering er sket inden rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages
navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens
behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet
en erstatningsgenstand til køberens rådighed.
Stk. 2
. Køberen kan holde købesummen tilbage,
indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt.
Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke
tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil
koste at afhjælpe mangelen.
Reklamation over mangler
10.
§ 81 affattes således:
§ 81.
Vil køberen påberåbe sig en mangel,
skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han
har eller burde have opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at
påberåbe sig mangelen.
§ 81
. Vil køberen påberåbe sig en mangel,
skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han
har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at
påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder,
efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.
§ 83.
Har køberen ikke inden et år efter
salgsgenstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil
påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den
gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at
indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid
med almindelig hæderlighed.
Stk. 2
. .
11.
I § 83, stk. 1, ændres »et år«
til: »to år«.
12.
§ 85 affattes således:
§ 85.
Vil køberen påberåbe sig en mangel
over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med
købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal
han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom
inden rimelig tid, efter at han har eller burde have opdaget mangelen. I
modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen.
§ 85.
Vil køberen påberåbe sig en mangel
over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med
købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal
han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom
inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han
retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to
måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid
rettidig.
13.
Efter § 86 indsættes:
Visse lovvalgsaftaler
§ 87.
Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land
uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal
finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige
påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler
i et land inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette
lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og finder anvendelse
på køb, der indgås efter lovens ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bilag 2
Officielle noter
1)
Gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse
hermed, EF-Tidende 1999 L 171, side 12.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om køb (Revision af regler om forbrugerkøb m.v.)1) Retsinformation · 16. april 2002
- Forslag til Lov om ændring af lov om køb (Revision af regler om forbrugerkøb mv.)1) Retsinformation · 5. december 2001
- Bekendtgørelse af lov om, hvilket lands retsregler der skal anvendes på løsørekøb af international karakter Retsinformation · 29. oktober 1986
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 11. december 2007 om statsstøtte C 12/07 (ex N 799/06) som Den Slovakiske Republik har planlagt at yde til Glunz&Jensen s.r.o. (meddelt under nummer K(2007) 6045) (Kun den slovakiske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2008/551/EF) EU-lovgivning · 11. december 2007
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond og lov om finansiel virksomhed (Udvidelse af dækningen efter rejsegarantiordningen m.v.) Retsinformation · 16. maj 2009
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 15. juli 2021. — DocMorris NV mod Apothekerkammer Nordrhein. EU-domme · 15. juli 2021