Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om køb

2001/1 LSF 26Lovforslag som fremsatJustitsministeriet3. oktober 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 3. oktober 2001 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om køb

(Revision af regler om

forbrugerkøb mv.)1)

§ 1

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar

1980, som ændret senest ved lov nr. 391 af 14. juni 1995, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2,

stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55-58, § 74 og § 75,

§ 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2-3, §§ 77-79, § 80,

stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til skade for

køberen.«

2.

§ 1 a, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

§§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2,

§ 42, § 43, stk. 1-2, § 44, §§ 47-49 og 52-54

gælder ikke i forbrugerkøb.«

3.

§ 2 affattes således:

»§ 2. Bestilling af genstande, som først skal

fremstilles, anses i denne lov for køb. Uden for forbrugerkøb

gælder dette dog kun, såfremt den overvejende del af de for

Læs alt

fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har

påtaget sig fremstillingen.

Stk. 2.

Loven gælder ikke for opførelse af

bygning eller andet anlæg på fast ejendom.

Stk. 3.

Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder

tilsvarende anvendelse på bytte.«

4.

I § 54, stk. 1, ændres »et år« til:

»to år«.

5.

Efter § 75 indsættes:

»Salgsgenstandens

overensstemmelse med aftalen (mangler)

§ 75 a.

Salgsgenstanden skal med hensyn til art, mængde,

kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen

skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med

henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af

salgsgenstanden.

Stk. 2.

Medmindre andet følger af parternes aftale,

skal salgsgenstanden

1) have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt

emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene

i øvrigt havde rimelig grund til at forvente,

2) være egnet til formål, som genstande af den

pågældende type sædvanligvis anvendes til,

3) være egnet til køberens særlige formål,

hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning herom, og

4) have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som

sælger har forelagt køberen ved købets

indgåelse.«

6.

Overskriften før § 76 udgår.

7.

§§ 76-77 affattes således:

»§ 76. Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden,

hvis

1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,

eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet

urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at

have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden,

2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som

nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre

meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller

køberens kundskab,

3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning

om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af

genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller

4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed

eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende

omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a

ikke er opfyldt.

Stk. 2.

Køberen kan ikke påberåbe sig en

urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved

indgåelsen af aftalen.

Stk. 3.

Forhold ved materialer fremskaffet af køberen

kan ikke påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har

tilsidesat sin vejledningspligt.

§ 77.

Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan

påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige

forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes,

kan ikke gøres gældende over for køberen.

Stk. 2.

Ved køb af brugte genstande på offentlig

auktion, hvor køberen har mulighed for selv at være til stede,

kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel,

hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis

genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under

hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med.«

8.

Efter § 77 indsættes:

»§ 77 a. Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en

mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for

risikoens overgang. Forelå der på dette tidspunkt en mangel,

hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser

sig senere.

Stk. 2.

Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan

kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke

har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der, uanset

stk. 1, altid en mangel.

Stk. 3.

Viser salgsgenstandens manglende overensstemmelse med

kravene i § 75 a og § 76 sig inden seks måneder efter

leveringen, formodes den manglende overensstemmelse at have været til

stede på det i stk. 1 nævnte tidspunkt, medmindre denne

formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende

overensstemmelses art.

§ 77 b.

Køberen kan ikke påberåbe sig en

mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved

aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen, eller

sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.«

9.

§§ 78-79 affattes således:

»Køberens mangelsbeføjelser

§ 78.

Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen

valget mellem

1) afhjælpning af mangelen,

2) levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen

(omlevering),

3) et passende afslag i købesummen, eller

4) ophævelse af købet, hvis mangelen ikke er

uvæsentlig.

Stk. 2.

Køberen kan ikke kræve omlevering eller

afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse

er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige

omkostninger. Der skal herved tages hensyn til salgsgenstandens værdi

uden mangler, mangelens betydning, og om anden beføjelse kan

gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen.

Stk. 3.

Tilbyder sælgeren afhjælpning eller

omlevering, kan køberen ikke kræve et passende afslag i

købesummen eller ophævelse af købet.

Stk. 4.

Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om

afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, uden udgift og uden

væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke,

kan køberen kræve et passende afslag i købesummen,

ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette

kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen

afhjælpe for sælgerens regning.

§ 79.

Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller

omlevering er sket inden rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages

navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens

behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet

en erstatningsgenstand til køberens rådighed.

Stk. 2.

Køberen kan holde købesummen tilbage,

indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt.

Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke

tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil

koste at afhjælpe mangelen.«

10.

§ 81 affattes således:

»§ 81. Vil køberen påberåbe sig en mangel,

skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han

har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at

påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder,

efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.«

11.

I § 83, stk. 1, ændres »et år«

til: »to år«.

12.

§ 85 affattes således:

»§ 85. Vil køberen påberåbe sig en mangel

over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med

købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal

han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom

inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han

retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to

måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid

rettidig.«

13.

Efter § 86 indsættes:

»Visse lovvalgsaftaler

§ 87.

Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land

uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal

finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige

påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler

i et land inden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette

lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og finder anvendelse

på køb, der indgås efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

5

2.

Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse

af forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret

6

3.

Nordisk samarbejde

6

4.

Forbrugerkøbsdirektivet

6

5.

Lovforslagets hovedindhold

8

5.1.

Købsbegrebet

8

5.1.1.

Bestillingskøb

8

5.1.1.1.

Gældende ret

8

5.1.1.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

8

5.1.1.3.

Lovforslagets udformning

9

5.1.2.

Køb med installationspligt

9

5.1.2.1.

Gældende ret

9

5.1.2.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

10

5.1.2.3.

Lovforslagets udformning

10

5.2.

Mangelsbegrebet

11

5.2.1.

Gældende ret

11

5.2.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

13

5.2.3.

Lovforslagets udformning

14

5.3.

Tidspunktet for mangelsvurderingen og bevisbyrden for

tilstedeværelsen af en mangel

15

5.3.1.

Gældende ret

15

5.3.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

16

5.3.3.

Lovforslagets udformning

17

5.4.

Forbrugerens mangelsbeføjelser

17

5.4.1.

Gældende ret

17

5.4.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

19

5.4.3.

Lovforslagets udformning

20

5.4.3.1.

Ændringer, der er nødvendige for at

gennemføre direktivet

20

5.4.3.2.

Ændringer, der ikke er nødvendige for at

gennemføre direktivet

21

5.5.

Reklamationsregler

22

5.5.1.

Gældende ret

22

5.5.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

24

5.5.3.

Lovforslagets udformning

24

5.6.

Lovvalg

25

5.6.1.

Gældende ret

25

5.6.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

25

5.6.3.

Lovforslagets udformning

25

5.7.

Forholdet til tidligere salgsled

26

6.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

26

6.1.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

26

6.1.1.

Forbrugerklagenævnet

26

6.1.2.

Information til forbrugerne om de nye regler

27

6.2.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

27

6.3.

Miljømæssige konsekvenser

28

6.4.

EU-retlige aspekter

28

6.5.

Lovforslagets konsekvenser i

hovedtræk

28

7.

Høring

29

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er navnlig at

gennemføre et EF-direktiv fra 1999 om visse aspekter af

forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 99/44/EF, herefter kaldet

forbrugerkøbsdirektivet). Forbrugerkøbsdirektivet, der er

optrykt som bilag til lovforslaget, skal være gennemført i

national ret senest den 1. januar 2002.

Direktivet indeholder dels civilretlige regler om mangler

ved salgsgenstanden, dels visse markedsføringsretlige regler om

anvendelsen af skriftlige garantier mv. Efter direktivet kan medlemslandene

fastsætte eller opretholde regler, der giver forbrugeren en bedre

beskyttelse, end hvad der følger af direktivets regler

(minimumsdirektiv).

Direktivets regler om garantier (artikel 6) er

gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999 om

ændring af markedsføringsloven.

Direktivet regulerer alene forbrugerkøb, og

lovforslaget indeholder navnlig forslag til ændring i købelovens

særlige regler om forbrugerkøb. Der foreslås dog

også en forlængelse af reklamationsfristen i civilkøb og

handelskøb fra 1 år til 2 år.

Lovforslaget indeholder følgende

hovedelementer:

Mangelsbegrebet i forbrugerkøb suppleres af en ny

bestemmelse, der angiver visse positivt formulerede kriterier om

salgsgenstandens egenskaber, som skal være opfyldt, medmindre andet

følger af parternes aftale.

I forbrugerkøb vil et generelt forbehold fra

sælgers side for eventuelle mangler ved salgsgenstanden ikke kunne

gøres gældende over for køber. En sælger kan med

andre ord ikke afskære køberens indsigelser vedrørende

mangler ved at sælge varen »som den er og forefindes« eller med andre

tilsvarende generelle forbehold. Der kan fortsat tages et konkret forbehold

fra sælgers side.

Der foreslås en ny bestemmelse om køberens

undersøgelsespligt i forbrugerkøb. Efter denne bestemmelse

afskæres forbrugeren alene fra at påberåbe sig mangler mv.,

som forbrugeren kendte eller måtte kende til, mens der

ikke kan lægges vægt på, om forbrugeren burde have

været bekendt med det pågældende forhold.

Der foreslås en ny bestemmelse, hvorefter en

mangel, som viser sig inden for de første 6 måneder, skal

formodes at have været til stede allerede på

leveringstidspunktet. For så vidt angår mangler, som viser sig

senere, er det fortsat forbrugeren, der efter almindelige bevisregler har

bevisbyrden for, at den påberåbte mangel forelå på

leveringstidspunktet.

Hvis salgsgenstanden er mangelfuld, har forbrugeren

efter forslaget som udgangspunkt ret til at vælge mellem at få

leveret en ny vare (omlevering) eller at få varen repareret

(afhjælpning). Denne valgmulighed har forbrugeren ikke i dag, hvis

sælgeren tilbyder afhjælpning. Sælgeren er dog ikke

forpligtet til at følge forbrugerens valg, hvis dette er umuligt eller

vil påføre sælgeren uforholdsmæssige

omkostninger.

Efter den gældende købelov skal forbrugeren

for at kunne gøre mangelsbeføjelse gældende, reklamere

over for sælger inden rimelig tid efter, at han har eller burde have

opdaget manglen. Efter forslaget vil en reklamation inden for 2 måneder

fra det tidspunkt, hvor forbrugeren faktisk opdagede den

pågældende mangel, altid være rettidig.

Fristen for at klage over mangler ved salgsgenstanden

forlænges fra 1 år til 2 år efter, at forbrugeren har

modtaget varen (den absolutte reklamationfrist). Fristen kan ikke fraviges

til skade for køberen. Reklamationsfristen udvides tilsvarende uden

for forbrugerkøb. Her er reklamationsfristen dog gjort fravigelig,

dvs. de erhvervsdrivende kan indbyrdes aftale en anden reklamationsfrist.

Købelovens anvendelsesområde udvides ved

bestillingskøb. Efter forslaget vil der i forbrugerkøb fremover

foreligge et bestillingskøb omfattet af købelovens regler,

uanset om det er forbrugeren eller sælgeren, som leverer det materiale,

der er nødvendigt for at fremstille genstanden. Uden for

forbrugerkøb er et bestillingskøb som hidtil kun omfattet af

købeloven, såfremt den overvejende del af de for fremstillingen

nødvendige materialer ydes af den, der har påtaget sig

fremstillingen.

Der indføjes en bestemmelse, hvorefter en

forbruger uanset en aftale om, at lovgivningen i et land uden for Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde

anvendelse på aftalen, altid kan påberåbe sig ufravigelige

bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden

lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for

aftalen.

2. Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af

forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret

Efter vedtagelsen af forbrugerkøbsdirektivet

nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe om gennemførelse af

forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret. Arbejdsgruppen, der har haft

professor Peter Møgelvang-Hansen som formand samt repræsentanter

for Dommerforeningen, Advokatrådet og Justitsministeriet, fik til

opgave navnlig at overveje, hvilke lovgivningsmæssige initiativer der

bør tages for at gennemføre de civilretlige dele af direktivet.

Arbejdsgruppen har endvidere kunnet foreslå andre ændringer af

forbrugerkøbsreglerne, mens ændringer i reglerne om handels- og

civilkøb har kunnet overvejes i det omfang, det hænger naturligt

sammen med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivets

bestemmelser, herunder navnlig bestemmelserne om reklamationsfrist i

tilfælde af mangler ved salgsgenstanden.

Justitsministeriet nedsatte samtidig en følgegruppe

med repræsentanter for berørte myndigheder samt en række

erhvervs- og forbrugerorganisationer. Arbejdsgruppen har løbende

forelagt sine overvejelser for denne følgegruppe, der også har

haft lejlighed til at stille forslag over for arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen afgav i juni 2001 betænkning nr.

1403/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet (herefter

kaldet betænkningen).

Lovforslaget svarer med enkelte ændringer til

arbejdsgruppens lovudkast.

3. Nordisk samarbejde

Danmark, Sverige og Finland som EU-medlemmer samt Norge og

Island i kraft af aftalen om Det Europæiske Økonomiske

Samarbejde (EØS-aftalen) er alle forpligtet til at gennemføre

forbrugerkøbsdirektivet.

Fortolkningen af direktivet og gennemførelsen heraf

er blevet drøftet på en række møder mellem

embedsmænd fra de nordiske lande.

4. Forbrugerkøbsdirektivet

Formålet med forbrugerkøbsdirektivet er en

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om visse aspekter ved køb af forbrugsvarer og om

garantier i forbindelse hermed for at sikre, at der fastsættes et

ensartet minimumsniveau for forbrugerbeskyttelse inden for rammerne af det

indre marked (artikel 1, stk. 1).

Direktivet vedrører navnlig

spørgsmålet om de lovbestemte mangelsregler i

forbrugerkøb, men indeholder dog også regler om de

handelsmæssige garantier.

Direktivets anvendelsesområde er begrænset til

forbrugerkøb. Ved »forbruger« forstås en fysisk person, der i

forbindelse med de aftaler, der er omfattet af direktivet, ikke handler som

led i sit erhverv. Begrebet »sælger« defineres som en fysisk eller

juridisk person, der ved en købsaftale handler som led i sit erhverv.

Købsaftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende som led i deres

erhverv (handelskøb), eller som en forbruger indgår med en

ikke-erhvervsdrivende (civilkøb), er således ikke omfattet af

direktivet (artikel 1, stk. 2, litra a og c).

Direktivets anvendelsesområde er endvidere

begrænset til aftaler om køb af forbrugsvarer. »Forbrugsvarer«

er i direktivet defineret som enhver løsøregenstand undtagen

varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i

henhold til lov. Undtaget er endvidere salg af vand og gas, medmindre disse

varer sælges i afmålte mængder, samt salg af elektricitet

(artikel 1, stk. 2, litra b).

Efter direktivet er det som udgangspunkt ikke

afgørende, om der er tale om køb af nye eller brugte genstande.

Direktivet finder endvidere anvendelse, uanset om salgsgenstanden efter sin

art har en kort holdbarhed, eller om der er tale om et varigt

forbrugsgode.

Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at reglerne ikke

omfatter brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion,

hvor forbrugerne har mulighed for selv at være til stede under

auktionen (artikel 1, stk. 3).

Aftaler om levering af varer, der først skal

tilvirkes, anses som aftaler om køb af forbrugsvarer (artikel 1,

stk. 4).

Hovedindholdet i direktivet er som nævnt regler om

mangler i forbrugerkøb.

Efter direktivet skal det fastsættes, at

sælgeren har pligt til at levere forbrugeren en vare, der er i

overensstemmelse med købsaftalen. Varen skal således være

kontraktmæssig (artikel 2, stk. 1).

Kravet om kontraktmæssighed suppleres af en

formodningsregel, hvorefter varen formodes at være i overensstemmelse

med købsaftalen, hvis den lever op til visse nærmere angivne

krav (artikel 2, stk. 2).

Varen formodes at være kontraktmæssig, hvis

den

er i overensstemmelse med sælgerens beskrivelse af

den og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller model,

som sælgeren har forelagt forbrugeren

er egnet til et særligt formål, som

forbrugeren ønsker, den skal anvendes til, når han har gjort

sælgeren bekendt hermed på tidspunktet for aftalens

indgåelse, og sælgeren har accepteret dette

er egnet til det formål, som varer af samme type

sædvanligvis anvendes til

har den beskaffenhed og brugbarhed, der er

sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed

kan forvente under hensyntagen til varens art og i givet fald de oplysninger

om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om varen af

sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i

reklamer eller gennem mærkning.

I præamblens pkt. 8 anføres, at elementerne i

formodningsreglen er kumulative. Hvis et af elementerne er åbenlyst

uanvendeligt i en given situation, finder de øvrige elementer stadig

anvendelse.

Der er ikke tale om manglende kontraktmæssighed i

direktivets forstand, hvis forbrugeren på det tidspunkt, aftalen blev

indgået, havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være

ubekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis den manglende

overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren (artikel 2,

stk. 3).

I vurderingen af spørgsmålet om

kontraktmæssighed indgår som nævnt, om varen har den

beskaffenhed og brugbarhed, forbrugeren med rimelighed kan forvente, bl.a.

under hensyn til eventuelle oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er

afgivet offentligt af sælgeren, producenten eller dennes

repræsentant. Efter artikel 2, stk. 4, skal sælgeren

imidlertid ikke være bundet af sådanne oplysninger, hvis

sælgeren godtgør, at

han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed

kunne have haft kendskab til den pågældende oplysning

den fejlagtige oplysning var rettet ved indgåelsen

af købsaftalen

den fejlagtige oplysning ikke kan antages at have haft

betydning for forbrugerens beslutning om at købe varen.

Manglende kontraktmæssighed, der skyldes forkert

installation af varen, sidestilles med varens manglende

kontraktmæssighed, når installationen er foretaget af

sælgeren eller på dennes vegne. Tilsvarende gælder, hvis

forbrugeren selv har installeret en vare, der er beregnet hertil, og den

ukorrekte installation skyldes en fejl i installationsvejledningen (artikel

2, stk. 5).

Sælgeren skal over for forbrugeren være

ansvarlig for, at varen er kontraktmæssig ved leveringen (artikel 3,

stk. 1).

Er dette ikke tilfældet, skal forbrugeren have ret

til at få forbrugsvaren bragt i overensstemmelse med købsaftalen

ved gratis afhjælpning eller omlevering eller til et passende afslag i

prisen, eller til at hæve købet med hensyn til de leverede varer

(artikel 3, stk. 2, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, litra

f).

Forbrugeren har i første omgang krav på, at

sælgeren uden vederlag enten afhjælper manglen eller foretager

omlevering. Forbrugeren har valgfrihed mellem disse mangelsbeføjelser,

medmindre den valgte beføjelse er umulig eller uforholdsmæssig

for sælgeren (artikel 3, stk. 3-4).

Et krav om afhjælpning eller omlevering betragtes

som uforholdsmæssigt, hvis der herved påføres

sælgeren omkostninger, der i forhold til omkostningerne ved den

alternative beføjelse er urimelige. Ved vurderingen af, om

omkostningerne ved en given beføjelse sammenlignet med den alternative

beføjelse er urimelige, skal der tages hensyn til værdien af

varen, hvis den havde været kontraktmæssig, manglens betydning,

og om den alternative beføjelse vil kunne gennemføres uden

væsentlig ulempe for forbrugeren.

Såfremt forbrugerens krav om omlevering eller

afhjælpning ikke er uforholdsmæssigt, skal kravet opfyldes inden

rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, idet der herved

skal tages hensyn til varens art og forbrugerens formål med at anskaffe

varen.

Hvis forbrugeren ikke er berettiget til at kræve

omlevering eller afhjælpning, eller hvis sælgeren ikke har

afhjulpet manglen inden for rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for

forbrugeren, kan forbrugeren kræve et passende afslag i prisen eller

hæve købet. Forbrugeren kan dog ikke gøre

hævebeføjelsen gældende, hvis manglen er uvæsentlig

(artikel 3, stk. 5-6).

Direktivet berører ikke udøvelsen af andre

rettigheder, som forbrugeren har efter nationale retsregler om ansvar i og

uden for kontrakt (artikel 8, stk. 1). Der henvises herved også

til præamblens pkt. 6.

Efter direktivet skal det sikres, at en sælger, der

er ansvarlig over for forbrugeren for en mangel, som skyldes en handling

eller undladelse, der er begået af producenten, et tidligere led i

salgskæden eller en anden mellemmand, skal have adgang til at rejse

krav mod den ansvarlige person i aftalekæden i overensstemmelse med

national lovgivning (artikel 4).

Direktivet indeholder endvidere en række fristregler

(artikel 5).

Hvis der i national ret er fastsat en frist, inden for

hvilken forbrugeren skal gøre sine mangelsbeføjelser

gældende, må denne frist ikke være kortere end 2 år

regnet fra varens levering (den absolutte reklamationsfrist artikel 5,

stk. 1).

Medlemsstaterne har også mulighed for at

fastsætte en relativ reklamationsfrist, hvorefter forbrugeren for at

kunne gøre brug af sine misligholdelsesbeføjelser i anledning

af en mangel skal underrette sælgeren om manglen senest 2 måneder

efter, at forbrugeren har opdaget den (artikel 5, stk. 2).

Direktivet indeholder desuden en formodningsregel,

hvorefter en manglende overensstemmelse, der viser sig senest 6 måneder

fra varens levering, formodes at have eksisteret på

leveringstidspunktet, medmindre denne formodning er uforenelig med varens

eller den manglende overensstemmelses art (artikel 5, stk. 3). Er dette

ikke tilfældet, er det altså sælger, der har bevisbyrden

for, at en fejl ved varen, der viser sig inden for den angivne frist, ikke

var til stede ved leveringen, men skyldes efterfølgende

omstændigheder.

I direktivet er endvidere fastsat en række krav til

en garanti (artikel 6). Kravene er i hovedsagen af

markedsføringsretlig karakter, og bestemmelsen i artikel 6 er på

denne baggrund gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999,

hvorved garantibestemmelsen i markedsføringslovens § 4 blev

udbygget med visse indholdsmæssige krav til

garantierklæringer.

Herudover fastslår direktivet, at forbrugerens og

sælgerens forudgående aftaler, der direkte eller indirekte

ophæver eller begrænser de rettigheder, forbrugeren har efter

direktivet, skal være uden retsvirkning for forbrugeren i henhold til

national lovgivning (ufravigelighed - artikel 7, stk. 1).

Ved købsaftaler om brugte genstande kan det i

national lovgivning tillades, at parterne kan indgå aftale om en

kortere reklamationsfrist end de 2 år, der er angivet i artikel 5,

stk. 1. Fristen skal dog mindst være 1 år.

Hvis en købsaftale har nær tilknytning til en

medlemsstats område, kan forbrugeren ikke ved aftale om, at

lovgivningen i et tredjeland skal finde anvendelse, fratages den beskyttelse,

der følger af direktivet (artikel 7, stk. 2).

Efter direktivet kan medlemsstaterne fastsætte eller

opretholde bestemmelser, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse end den,

der følger af direktivet (minimumsdirektiv artikel 8,

stk. 2).

Direktivet skal som nævnt være

gennemført i national ret senest den 1. januar 2002 (artikel 11,

stk. 1).

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

13-20.

5. Lovforslagets hovedindhold

5.1. Købsbegrebet

5.1.1. Bestillingskøb

5.1.1.1. Gældende ret

Efter købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt.,

anses bestilling af genstande, der først skal tilvirkes, som

køb, såfremt det for tilvirkningen fornødne stof skal

ydes af den, der har påtaget sig tilvirkningen

(»bestillingskøb«).

Købelovens anvendelsesområde omfatter

således også visse blandede aftaler, hvori der indgår dels

et købselement, dels et tjenesteydelseselement (såkaldt

værksleje).

Efter ordlyden omfatter købelovens § 2,

stk. 1, 1. pkt., tilfælde, hvor tilvirkeren leverer det materiale,

der er nødvendigt for fremstillingen af varen. I retspraksis antages

det, at der foreligger et bestillingskøb omfattet af bestemmelsen,

selv om bestilleren leverer en del af det nødvendige materiale, hvis

blot tilvirkeren leverer den væsentligste del. Hvis bestilleren leverer

hele eller en væsentlig del af det nødvendige materiale, falder

aftalen dog uden for købelovens anvendelsesområde.

Købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt.,

vedrører bestilling af genstande, der først skal tilvirkes. Det

er således en forudsætning, at tilvirkeren fremstiller en ny

genstand. Aftaler om reparationer eller omdannelser af genstande, der

tilhører bestilleren, er ikke omfattet af bestemmelsen, uanset hvem af

parterne, der leverer det materiale, der skal anvendes i forbindelse med

reparationen mv. Aftaler om reparation mv. reguleres af almindelige

obligationsretlige principper, herunder i vidt omfang analogier fra

købeloven.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

21-25.

5.1.1.2. Forbrugerkøbsdirektivet

Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 1,

stk. 4, skal aftaler om levering af varer, som først skal

tilvirkes, ved anvendelsen af direktivet anses som aftaler om køb af

forbrugsvarer. Det er således efter direktivet uden betydning, om det

er bestilleren eller tilvirkeren, der skal levere de materialer, der er

nødvendige for fremstillingen af den pågældende vare.

Bestemmelsen går dermed videre end købelovens gældende

definition af bestillingskøb, idet den forudsætter, at en

forbruger i relation til spørgsmål om mangler,

mangelsbeføjelser, reklamationsfrister mv. skal have en beskyttelse

svarende til direktivets regler, uanset om forbrugeren selv leverer det

materiale, der er nødvendigt for at fremstille varen. Direktivet

regulerer således også tilfælde, der efter gældende

dansk ret betragtes som en aftale om tjenesteydelse.

5.1.1.3. Lovforslagets

udformning

Da forbrugerkøbsdirektivet forudsætter, at

forbrugerens retsstilling er den samme ved aftaler om køb af

genstande, der skal tilvirkes, som ved et almindeligt køb, finder

arbejdsgruppen, at gennemførelse af direktivet kræver en

ændring af definitionen af bestillingskøb i forbrugerforhold.

Definitionen bør efter arbejdsgruppens opfattelse ændres i

overensstemmelse med artikel 1, stk. 4, således at det ikke

tillægges vægt, hvem af parterne der leverer det

nødvendige materiale.

Arbejdsgruppen bemærker, at det fortsat vil

være en forudsætning for lovens anvendelse, at tilvirkeren

fremstiller en genstand, jf. herved direktivets formulering »levering

af varer «. Såfremt dette element ikke i den konkrete situation

må anses som det væsentligste element i aftalen, vil forholdet

derfor fortsat falde uden for købelovens anvendelsesområde.

Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund at

udvide definitionen af bestillingskøb inden for forbrugerkøb,

således at der foreligger et køb, uanset hvem der leverer

materialerne. Arbejdsgruppen foreslår endvidere at præcisere

ordlyden af definitionen uden for forbrugerkøb, således at der i

overensstemmelse med den gældende retstilstand foreligger et

bestillingskøb i alle tilfælde, hvor tilvirkeren fremskaffer den

overvejende del af de nødvendige materialer, jf. pkt. 5.1.1.1.

ovenfor

Der henvises til betænkningen side 26-28.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med

arbejdsgruppens lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (den

foreslåede § 2, stk. 1).

5.1.2. Køb med installationspligt

5.1.2.1. Gældende ret

Købeloven regulerer ikke afgrænsningen mellem

køb og tjenesteydelsesaftaler i tilfælde, hvor sælgeren i

forbindelse med leveringen af salgsgenstanden har påtaget sig

yderligere arbejde som f.eks. at installere eller montere det solgte.

Det antages imidlertid i almindelighed, at en sådan

blandet aftale må kategoriseres på grundlag af, hvor

væsentlige de enkelte elementer i sælgers forpligtelse er. Har

sælger påtaget sig at installere eller montere salgsgenstanden,

og må dette betragtes som en biforpligtelse, anses aftalen i sin helhed

for en købsaftale. Omvendt kan tjenesteydelsen fremstå som det

væsentligste element i aftalen. Der kan også forekomme

tilfælde, hvor aftalen må »deles op«, således at der

foreligger en købsaftale vedrørende salgsgenstanden, og en

tjenesteydelsesaftale for så vidt angår installationen.

I tilfælde, hvor installationen betragtes som et

accessorium til selve købsaftalen, skelnes der ikke mellem, om en

eventuel mangel knytter sig til salgsgenstanden som sådan eller til

tjenesteydelsen, og vurderingen af, om manglen er væsentlig, sker i

forhold til den samlede ydelse. Hvis der sker skade på salgsgenstanden

som følge af forsømmelse fra sælger eller dennes folk i

forbindelse med salgsgenstandens installation, kan forbrugeren over for

sælgeren gøre dette forhold gældende som en

køberetlig mangel, jf. købelovens § 44, såfremt

sælgers forsømmelse må anses for at være sket i

forbindelse med opfyldelsen af aftalen. Forbrugeren kan, ligeledes under

henvisning til § 44, påberåbe sig køberetlige regler

om mangler, hvis sælger eller dennes folk ikke har udført

installationen fagmæssigt korrekt, selv om salgsgenstanden som

sådan ikke er blevet påført en skade. Salgsgenstanden har

i så fald ikke den brugbarhed eller beskaffenhed, som den ifølge

aftalen skulle have, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Foretager forbrugeren efter købets indgåelse

selv en fejlagtig installation af salgsgenstanden, er dette som udgangspunkt

sælgeren uvedkommende. Skyldes den fejlagtige installation imidlertid

en fejl i en installationsvejledning, kan dette udgøre en

køberetlig mangel, hvis den fejlbehæftede brugsanvisning er

udleveret i forbindelse med købet, og oplysningerne heri har

været af betydning for forbrugerens bedømmelse af det solgte.

Det kan også i sig selv medføre, at der foreligger en mangel,

hvis sælgeren ved eller bør vide, at brugsanvisningen er

fejlbehæftet, men undlader at give forbrugeren oplysninger om dette til

trods for, at oplysningen må forventes at ville have betydning for

forbrugerens bedømmelse af det solgte.

Indgår brugsanvisningen ikke i det materiale, der

stilles til forbrugerens rådighed i forbindelse med købet, vil

der formentlig foreligge en mangel, hvis forbrugeren ikke kan få den

fulde nytte af salgsgenstanden uden en brugsanvisning.

Der kan også foreligge en mangel, hvis anvendelse af

salgsgenstanden i overensstemmelse med en fejlbehæftet brugsanvisning

medfører, at varen ikke fungerer efter hensigten.

Efter Forbrugerklagenævnets praksis kan der

endvidere foreligge en mangel, hvis brugsanvisningen ikke er udformet

på sproget i det land, hvor varen sælges, uanset om den i

øvrigt er uden fejl, jf. betænkningen side 31.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

28-31.

5.1.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet

Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 2,

stk. 5, 1. pkt., skal en manglende overensstemmelse med aftalen, der

skyldes forkert installation af forbrugsvaren, betragtes som varens manglende

overensstemmelse, når installation af varen indgår som en del af

købsaftalen og er udført af sælger eller af andre

på sælgers vegne.

Bestemmelsen vedrører således tilfælde,

hvor sælger har påtaget sig dels at levere en vare, dels at

installere den. I disse situationer skal en manglende overensstemmelse, der

skyldes forkert installation, betragtes som varens manglende

overensstemmelse, således at forbrugeren kan gøre brug af

mangelsbeføjelserne i medfør af direktivets artikel 3.

Arbejdsgruppen antager i betænkningen (side 31 f),

at bestemmelsen også finder anvendelse i tilfælde, hvor den

fejlagtige installation ikke har resulteret i en defekt vare.

Arbejdsgruppen lægger endvidere til grund, at der

med bestemmelsens formulering »forkert installation« sigtes til enhver form

for objektivt fejlagtig installation, uanset om der er noget at bebrejde

sælgeren eller ej. Bestemmelsen rækker således formentlig

videre end købelovens § 44, hvorefter forhold indtruffet efter

risikoens overgang kun kan udgøre en mangel, hvis sælgeren har

udvist forsømmelse.

Artikel 2, stk. 5, 2. pkt., omhandler den situation,

hvor forbrugeren selv installerer en genstand, der er beregnet hertil.

Såfremt der er fejl i installationsvejledningen, skal forbrugeren i et

sådant tilfælde kunne gøre mangelsbeføjelser

gældende.

5.1.2.3. Lovforslagets

udformning

Ifølge forbrugerkøbsdirektivets artikel 2,

stk. 5, 1. pkt., kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser

gældende i tilfælde af forkert installation af forbrugsvaren,

hvis installation indgår i købsaftalen og er udført af

sælger eller på dennes vegne. Bestemmelsen indebærer, at

der i tilfælde, hvor installationsforpligtelsen indgår som led i

købsaftalen, skal være regler, der giver forbrugeren en

beskyttelse svarende til direktivets bestemmelser. Direktivet angiver ikke,

hvornår der må anses for samlet set at foreligge en

købsaftale.

Gennemførelse af denne del af direktivet

forudsætter efter arbejdsgruppens opfattelse ikke en ændring af

købsbegrebet, og det vil således være muligt at opretholde

den gældende praksis, hvorefter væsentligheden af de forskellige

elementer, der indgår i sælgers forpligtelse, er afgørende

for, om den samlede aftale betragtes som et køb eller en aftale om en

tjenesteydelse.

Arbejdsgruppen anfører, at de gældende regler

allerede i dag i vid udstrækning må antages at føre til,

at sælgers fejlagtige installation eller fejlagtige

installationsvejledning kan udløse mangelsbeføjelser for

forbrugeren. Arbejdsgruppen har imidlertid overvejet, om der bør

foretages ændringer i købeloven for at skabe større

klarhed om reguleringen af disse spørgsmål og sikre, at

direktivet gennemføres korrekt.

Arbejdsgruppen foreslår at supplere det

gældende mangelsbegreb med en bestemmelse, hvorefter forbrugeren i

forbindelse med købet skal forsynes med de fornødne oplysninger

om bl.a. salgsgenstandens montering. En sådan oplysningspligt for

sælgeren vil i givet fald kunne ses som et civilretligt modstykke til

markedsføringslovens § 3, hvorefter sælger er forpligtet

til ved tilbuds afgivelse, ved aftalens indgåelse eller efter

omstændighederne ved leveringen om nødvendigt at give

forbrugeren en forsvarlig vejledning om navnlig brugsegenskaber, holdbarhed,

farlighed og vedligeholdelsesmuligheder.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere at indføje

en bestemmelse, hvorefter sælgers manglende opfyldelse af sine

forpligtelser efter aftalen i alle tilfælde kan udgøre en

køberetlig mangel, også selv om den manglende opfyldelse

først sker efter, at risikoen for varens hændelige undergang

eller beskadigelse er overgået til forbrugeren.

Disse regler vil bl.a. betyde, at sælgeren må

sikre sig, at forbrugeren i forbindelse med købet i fornødent

omfang vejledes om varens montering, hvis køberen selv skal installere

den. Tilsidesætter sælgeren forpligtelsen hertil, foreligger der

en mangel, idet sælgeren herved ikke har opfyldt sine forpligtelser

efter aftalen.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil det med sådanne

bestemmelser endvidere klart fremgå, at forbrugeren kan gøre

mangelsbeføjelser gældende i anledning af sælgerens

fejlagtige installation, idet sælgerens forpligtelse efter en aftale om

køb med installationspligt vil være fejlfri levering og

montering af salgsgenstanden. Forbrugerens mangelsbeføjelser vil i

så fald bero på, at sælgeren ikke har opfyldt sine

forpligtelser efter aftalen, og det vil ikke have nogen betydning, om dette

skyldes forhold, der kan bebrejdes sælgeren. Hermed sikres det, at

direktivets artikel 2, stk. 5, gennemføres korrekt, jf. pkt.

5.1.2.2. ovenfor.

Arbejdsgruppen bemærker, at den nuværende

retsstilling, hvorefter det i sig selv betragtes som en mangel, hvis

forbrugeren får udleveret en instruktionsvejledning, der nok er

fejlfri, men er udformet på et sprog, som forbrugeren ikke kan

forventes at forstå, vil kunne opretholdes på grund af

direktivets minimumsbestemmelse.

Der henvises til betænkningen side 32-34.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens vurdering og

forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 8 (de

foreslåede § 75 a, stk. 1, 2. led, og § 77 a,

stk. 2).

5.2.

Mangelsbegrebet

5.2.1. Gældende ret

Mangelsdefinitionen i købelovens § 76

Købelovens særlige afsnit om

forbrugerkøb indeholder i §§ 76 og 77 en egentlig

mangelsdefinition. I § 76, stk. 1, nr. 1-3, angives nogle specielle

situationer, hvor der foreligger en mangel, mens stk. 1, nr. 4,

indeholder en almindelig mangelsdefinition.

Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en

mangel, hvis varen ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,

eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet

urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft

betydning for forbrugerens bedømmelse af genstanden. Bestemmelsen kan

ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1,

stk. 2. Oplysninger skal være fremsat af sælger over for den

pågældende forbruger.

Bestemmelsen omfatter udsagn med »sandhedsværdi«,

mens såkaldte almindelige anprisninger, dvs. forherligende ytringer,

som ikke formidler nogen information om den udbudte ydelse, falder udenfor.

Bestemmelsen omfatter kun sælgers positive tilkendegivelser og ikke

(rene) fortielser. Fortielser kan imidlertid efter omstændighederne

medføre, at der foreligger en mangel i medfør af

købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, jf. herom nedenfor.

Købelovens § 76, stk. 1, nr. 1,

fastsætter, at urigtige eller vildledende oplysninger fra sælger

kun kan anses for en mangel, hvis de kan antages at have haft betydning for

forbrugerens bedømmelse af det solgte. Forbrugeren har bevisbyrden

for, at dette er tilfældet.

Beviskravene i så henseende er imidlertid

forholdsvis lempelige, idet det anses for tilstrækkeligt, at de

pågældende oplysninger i almindelighed er egnede til at

påvirke efterspørgslen efter varer af den pågældende

art, og at der ikke foreligger omstændigheder, der peger i retning af,

at forbrugeren ikke har været bekendt med oplysningerne eller ikke har

lagt vægt herpå, jf. betænkning nr. 845/1978 om

forbrugerkøb side 68.

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 2,

foreligger der endvidere en mangel, hvis sælger eller et tidligere

salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på varens

indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at

komme til almenhedens eller køberens kundskab. Bestemmelsen kan ikke

fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1,

stk. 2.

Bestemmelsen omfatter i modsætning til nr. 1

oplysninger, der ikke nødvendigvis er rettet mod den

pågældende køber, men mod en ubestemt kreds af

personer.

Bestemmelsen omfatter desuden oplysninger fra en videre

personkreds end nr. 1, der kun vedrører sælgers oplysninger.

Efter nr. 2 kan også oplysninger fra et tidligere salgsled, dvs.

producent, importør, grossist m.fl., konstituere en mangel, der kan

gøres gældende mod sælger, uanset om sælger kendte

eller burde kende til, at der var afgivet oplysninger og/eller at disse var

urigtige eller vildledende.

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3,

foreligger der en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælger har

forsømt at give forbrugeren oplysninger om forhold, der har haft

betydning for forbrugerens bedømmelse af genstanden, og som

sælgeren kendte eller burde kende, dvs. hvis sælgeren

tilsidesætter sin loyale oplysningspligt. Måtte sælgeren

gå ud fra, at de pågældende forhold var uden betydning for

forbrugeren, eller havde sælgeren rimelig grund til at regne med, at

forbrugeren allerede var bekendt med oplysningerne, kan genstanden ikke

betragtes som mangelfuld efter nr. 3. Det beror i øvrigt på en

konkret vurdering, i hvilket omfang sælgeren har pligt til at oplyse

forbrugeren om forhold vedrørende salgsgenstanden. I nogle situationer

er oplysningspligten vidtgående, mens den i andre tilfælde er

mere begrænset, f.eks. hvis den pågældende køber

havde en særlig sagkundskab med hensyn til den pågældende

vare. Mangelsansvar efter nr. 3 kræver således, at det kan

bebrejdes sælgeren, at han ikke har givet forbrugeren de

pågældende oplysninger.

Købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, er ikke

som nr. 1-2 gjort beskyttelsespræceptiv, og den kan således

fraviges ved aftale (konkrete forbehold). Sælgeren kan ikke undgå

sin loyale oplysningspligt ved at tage et generelt forbehold

vedrørende salgsgenstanden, idet forbrugeren efter købelovens

§ 77 uanset et generelt forbehold vil kunne påberåbe sig, at

sælger har undladt at give oplysninger som nævnt i § 76,

stk. 1, nr. 3.

Den almindelige mangelsdefinition fremgår af

købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en

mangel, hvis genstanden i øvrigt er af en anden eller ringere

beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de

foreliggende omstændigheder skulle være. Bestemmelsen kan ligesom

nr. 3 fraviges ved aftale.

Mangelsbedømmelsen tager udgangspunkt i parternes

aftale. Det kan imidlertid forekomme, at parternes aftale ikke indeholder

momenter til belysning af et eller flere forhold, og man må i så

fald falde tilbage på, hvad forbrugeren med rimelighed kunne forvente

vedrørende salgsgenstandens egenskaber og brugbarhed, herunder bl.a.

under hensyn til købesummens størrelse. Vedrører

købet en standardvare, skal produktet således være en

almindelig god handelsvare. Afviger salgsgenstanden negativt herfra,

foreligger der en mangel i medfør af § 76, stk. 1, nr.

4.

Efter købelovens § 76, stk. 2, kan

forbrugeren ikke påberåbe sig urigtige eller vildledende

oplysninger, der er rettet senest ved indgåelsen af købsaftalen.

Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv, jf. købelovens § 1,

stk. 2.

Hermed begrænses rækkevidden af § 76,

stk. 1, nr. 1-2, således at urigtige eller vildledende oplysninger

fra sælger eller tidligere salgsled ikke udgør en mangel, hvis

oplysningerne er rettet, inden købsaftalen indgås. Det

kræves ikke, at oplysningerne rettes af den, der har afgivet

oplysningerne, og sælger vil således i forbindelse med

købet kunne korrigere oplysninger afgivet af producenten eller andre

tidligere salgsled. Der henvises i øvrigt til betænkningen side

50 f.

Sælgers forbehold (købelovens § 77)

Købelovens § 77, stk. 1, angår

mangelsbedømmelsen i tilfælde, hvor en vare er solgt som den er

og forefindes eller med tilsvarende forbehold. Bestemmelsen fastslår,

at forbrugeren uanset et sådant generelt forbehold kan

påberåbe sig, at genstanden lider af en mangel i de

tilfælde, der er nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1-3. Det

samme gælder, hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end

køberen under hensyn til prisen og omstændighederne i

øvrigt havde grund til at regne med. Brugte genstande, som

sælges på auktion, anses for solgt, som de er og forefindes, jf.

købelovens § 77, stk. 2. § 77 kan ikke fraviges til

skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at et generelt forbehold fra

sælger kun i begrænset omfang reducerer de krav, som forbrugeren

kan stille til det solgte.

Er der afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, som

er omfattet af de præceptive bestemmelser i § 76, stk. 1, nr.

1-2, vil forbrugeren kunne påberåbe sig dette, selv om

sælgeren har taget et generelt forbehold. Sælger kan endvidere

ikke ved at tage et generelt forbehold vedrørende varens egenskaber

undgå at skulle opfylde sin loyale oplysningspligt i medfør af

købelovens § 76, stk. 1, nr. 3.

§ 77 giver således forbrugeren en vis

minimumsbeskyttelse med hensyn til varens egenskaber. Selv om der ikke er

afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller sket en

tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt, kan

forbrugeren uanset et generelt forbehold påberåbe sig en mangel,

hvis det solgte er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren kunne

regne med.

Købelovens § 77 vedrører varer, der

sælges som de »er og forefindes«, eller med tilsvarende forbehold.

Forbehold som »uden ansvar«, »som beset«, »som besigtiget« og lignende

generelle forbehold er således også omfattet.

Købeloven indeholder derimod ikke bestemmelser om

sælgers mulighed for at tage konkrete forbehold vedrørende

salgsgenstandens egenskaber. Sådanne konkrete forbehold kan ofte

være velbegrundede, og det anerkendes i praksis, at parterne i vidt

omfang kan indgå aftale om, at visse specificerede egenskaber eller

mangel på egenskaber ved varen ikke skal betragtes som en mangel, jf.

købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Der henvises i øvrigt

til betænkningen side 51-53.

Køberens undersøgelsespligt

Reglen i købelovens § 47 om køberens

undersøgelsespligt gælder også i forbrugerkøb, og

bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf.

købelovens § 1, stk. 2. Har køber før

købets afslutning undersøgt salgsgenstanden eller uden rimelig

grund undladt at efterkomme sælgers opfordring til at undersøge

den, eller er der før købets afslutning givet køberen

lejlighed til at undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan

mangler, som han burde have opdaget ved en sådan undersøgelse

kun gøres gældende over for sælgeren, hvis denne har

handlet svigagtigt.

Er der afgivet oplysninger om salgsgenstandens egenskaber,

vil dette ofte være rimelig grund for en forbruger til at undlade at

følge en generel opfordring til at undersøge varen for disse

egenskaber. Er der afgivet urigtige oplysninger mv. som nævnt i

§ 76, stk. 1, nr. 1-2, vil forbrugeren kunne påberåbe

sig, at varen er mangelfuld, selv om forbrugeren ved en undersøgelse

af varen kunne have konstateret, at oplysningerne var urigtige.

Har sælger tilsidesat sin loyale oplysningspligt

efter § 76, stk. 1, nr. 3, er forbrugerens undladelse af at

undersøge genstanden normalt også uden betydning. Sælger

kan således ikke slippe for at opfylde sin loyale oplysningspligt efter

§ 76, stk. 1, nr. 3, ved at opfordre forbrugeren til at

undersøge genstanden. Har forbrugeren undersøgt varen, vil det

imidlertid kunne give sælger grundlag for at antage, at forbrugeren er

bekendt med eventuelle synlige mangler, hvilket kan begrænse

sælgers oplysningspligt.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

53-54.

5.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet

Mangelsdefinitionen i direktivets artikel 2

Forbrugerkøbsdirektivets mangelsbegreb er

formuleret i artikel 2.

Efter artikel 2, stk. 1, har sælgeren pligt til

at levere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med

købsaftalen.

Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 2,

stk. 2, af en formodningsregel, hvorefter varen formodes at være i

overensstemmelse med købsaftalen, hvis den lever op til visse

nærmere angivne krav.

Varen formodes at være kontraktmæssig, hvis

den

er i overensstemmelse med sælgerens beskrivelse af

den og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller model,

som sælgeren har forelagt forbrugeren

er egnet til et særligt formål, som

forbrugeren ønsker, den skal anvendes til, når han har gjort

sælgeren bekendt hermed på tidspunktet for aftalens

indgåelse, og sælgeren har accepteret dette

er egnet til det formål, som varer af samme type

sædvanligvis anvendes til

har den beskaffenhed og brugbarhed, der er

sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed

kunne forvente under hensyntagen til varens art og i givet fald de

oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om varen

af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i

reklamer eller gennem mærkning.

Det fremgår af præamblens pkt. 8, at

elementerne i formodningsreglen er kumulative. Alle elementer skal

således som udgangspunkt være opfyldt for, at en vare formodes at

være kontraktmæssig.

Det vil ikke som følge af formodningsreglen i

artikel 2, stk. 2, være nødvendigt at ændre

købelovens udgangspunkt om, at forbrugeren har bevisbyrden for, at

salgsgenstanden lider af en mangel.

Efter direktivets artikel 2, stk. 3, er der ikke tale

om manglende kontraktmæssighed, hvis forbrugeren på det

tidspunkt, da aftalen blev indgået, havde kendskab til eller ikke med

rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse. Det

samme gælder, hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer

leveret af forbrugeren.

I vurderingen af spørgsmålet om

kontraktmæssighed indgår, om varen har den beskaffenhed og

brugbarhed, forbrugeren med rimelighed kan forvente, bl.a. under hensyn til

eventuelle oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet

offentligt af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant,

navnlig i reklamer eller gennem mærkning. Efter artikel 2, stk. 4,

skal sælgeren imidlertid ikke være bundet af sådanne

oplysninger, hvis han godtgør, at

han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed

kunne have haft kendskab til den pågældende oplysning

den fejlagtige oplysning var rettet ved indgåelsen

af købsaftalen

den fejlagtige oplysning ikke kan antages at have haft

betydning for forbrugerens beslutning om at købe varen.

Sælgers forbehold

Efter direktivets mangelsbegreb skal sælgeren levere

en vare, der er i overensstemmelse med aftalen, jf. artikel 2, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer, at parterne har aftalefrihed, jf. også

præamblens pkt. 8, hvor det anføres, at formodningsreglen i

artikel 2, stk. 2, ikke indskrænker princippet om

aftalefrihed.

Efter direktivets artikel 7, stk. 1, skal der

imidlertid i national lovgivning være regler om, at forbrugeren ikke er

bundet af aftaler og aftalevilkår, der direkte eller indirekte

ophæver eller begrænser de rettigheder, der følger af

direktivet. Det fremgår af præamblens pkt. 22, at dette princip

også gælder for klausuler, ifølge hvilke forbrugeren

formodes at være bekendt med enhver manglende overensstemmelse med

købsaftalen på tidspunktet for dennes indgåelse.

Arbejdsgruppen anfører i betænkningen (side

57), at direktivet ikke udtrykkeligt regulerer sælgers mulighed for at

tage forbehold vedrørende salgsgenstanden, men sammenholdes artikel 7,

stk. 1, med den nævnte præambeltekst, må det efter

arbejdsgruppens opfattelse formentlig indebære, at sælger efter

direktivet som hovedregel ikke har mulighed for at tage generelle forbehold

vedrørende salgsgenstanden.

Spørgsmålet om konkrete forbehold fra

sælgers side reguleres heller ikke direkte i direktivet.

Efter direktivets artikel 2, stk. 3, er der ikke tale

om manglende kontraktmæssighed, hvis forbrugeren ved aftalens

indgåelse havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være

ubekendt med den manglende overensstemmelse.

Den ovenfor nævnte præambeltekst omtaler

klausuler vedrørende forbrugerens kendskab til »enhver manglende

overensstemmelse«.

Arbejdsgruppen anfører i betænkningen (side

57), at bestemmelsen således ikke synes at begrænse sælgers

muligheder for at tage forbehold vedrørende bestemte specificerede

egenskaber ved salgsgenstanden. Et sådant forbehold vil enten kunne

anses som en del af aftalen, eller også vil forbrugeren ikke kunne

påberåbe sig manglende kontraktmæssighed på grund af,

at han var bekendt med eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt

hermed ved aftalens indgåelse, jf. direktivets artikel 2,

stk. 3.

Forbrugerkøbsdirektivet giver mulighed for, at

medlemslandene kan undtage traditionelt auktionssalg af brugte genstande fra

at være reguleret af de bestemmelser, der gennemfører direktivet

i national lovgivning. Efter direktivets artikel 1, stk. 3, kan

medlemslandene således fastsætte, at »forbrugsvarer« ikke

omfatter brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion,

hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede under

auktionen.

Direktivet giver kun mulighed for at undtage offentlige

auktioner, hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede

under auktionen. Der er således navnlig ikke mulighed for at undtage

salg på auktion, der alene afholdes via Internettet.

Køberens undersøgelsespligt

Direktivets artikel 2, stk. 3, fastsætter som

nævnt den begrænsning i mangelsbegrebet, at forbrugeren ikke kan

påberåbe sig varens manglende kontraktmæssighed, hvis han

ved aftalens indgåelse havde kendskab til eller ikke med rimelighed

kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse.

Efter sin ordlyd pålægger bestemmelsen ikke

forbrugeren en egentlig undersøgelsespligt. Formuleringen »ikke med

rimelighed kunne være ubekendt med« synes at pege på, at der skal

foretages en mere objektiv vurdering af, om forbrugeren måtte have

indset, at salgsgenstanden ikke var kontraktmæssig.

5.2.3. Lovforslagets

udformning

Mangelsbegrebet

I betænkningen (side 58-80) har arbejdsgruppen

analyseret, i hvilket omfang der som følge af direktivet er behov for

at foretage ændringer i købelovens mangelsbegreb.

Arbejdsgruppen har sammenlignet det eksisterende

mangelsbegreb i købeloven og mangelsbegrebet i

forbrugerkøbsdirektivet, og har vurderet, hvilket udfald en

række sager, der har været forelagt Forbrugerklagenævnet,

må antages at ville have fået, hvis de i stedet var afgjort efter

direktivets mangelsbegreb. Endvidere har arbejdsgruppen sammenlignet med

mangelsbegrebet i loven om internationale køb, og mangelsbegrebet i

svensk, norsk og finsk ret har også været inddraget i

arbejdsgruppens overvejelser.

På baggrund heraf konkluderer arbejdsgruppen, at

mangelsbegrebet i købeloven og i forbrugerkøbsdirektivet i vid

udstrækning er sammenfaldende, og at dansk lovgivning med få

undtagelser allerede i dag yder forbrugeren en beskyttelse, der som minimum

er på linie med, hvad der kræves efter

forbrugerkøbsdirektivet. Desuden indeholder mangelsbegrebet i

købeloven nogle yderligere forbrugerbeskyttende elementer, der ikke

findes i direktivet.

Ifølge arbejdsgruppen er det som følge af

direktivet nødvendigt at justere reglen om køberens

undersøgelsespligt, således at der kun kan lægges

vægt på forhold, som forbrugeren måtte kende til og

ikke forhold som den pågældende burde kende. Direktivets

gennemførelse kræver endvidere, at sælgers mulighed for at

tage generelle forbehold begrænses samt at sælger skal have

bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende oplysninger om varen ikke har

haft betydning for forbrugerens beslutning om at købe genstanden.

Arbejdsgruppen anfører, at købelovens

bestemmelser om, hvornår varen er mangelfuld (§§ 76 og 77)

må antages at opfylde direktivets krav. Arbejdsgruppen foreslår

imidlertid, at de gældende bestemmelser suppleres med en

bestemmelse svarende til direktivets om, hvornår varen formodes at

være mangelfri. En sådan »positiv« beskrivelse af kravene til

salgsgenstanden findes bl.a. i svensk, norsk og finsk ret samt i

FN-konventionen om internationale handelskøb mv. (CISG).

Arbejdsgruppen peger på, at der alene vil ske en klargørende

uddybning af de elementer, der efter gældende ret indgår i det

generelle mangelsbegreb i købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Med en sådan bestemmelse vil informationsværdien af

købelovens bestemmelser imidlertid blive øget, og det vil

også være hensigtsmæssigt at tilpasse den danske lovgivning

til terminologien i forbrugerkøbsdirektivet, CISG og de øvrige

nordiske lande.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der uden

sammenhæng med direktivet bør ske yderligere ændringer af

mangelsbegrebet ved forbrugerkøb.

Arbejdsgruppen har bl.a. overvejet, om der bør

indføjes en ufravigelig bestemmelse om, at der foreligger en mangel,

hvis salgsgenstanden ikke kan anvendes uden væsentlig risiko for

personskade. Arbejdsgruppen bemærker, at spørgsmålet

også har været overvejet tidligere, og at det i forarbejderne til

de gældende regler om forbrugerkøb bl.a. er anført, at

hensynet til at beskytte forbrugeren mod farlige varer bør

tillægges stor vægt, men at det på den anden side

også kan virke mindre rimeligt, hvis forbrugeren kan gøre

mangelsbeføjelser gældende i en situation, hvor varens farlighed

har været tydeligt oplyst over for forbrugeren. En vare, der ikke kan

anvendes uden væsentlig risiko for personskade vil i almindelighed

være mangelfuld, medmindre forbrugeren har erklæret sig

indforstået med eller har indset genstandens farlighed.

Arbejdsgruppen finder, at de nævnte hensyn fortsat

gør sig gældende, og at der ikke er behov for at ændre

loven på dette punkt. Arbejdsgruppen finder heller ikke, at der er

behov for en bestemmelse om, at salgsgenstanden er mangelfuld, hvis den ikke

er i overensstemmelse med offentligretlige forskrifter. Arbejdsgruppen

bemærker, at varer, der ikke kan anvendes uden væsentlig risiko

for personskade, eller som er solgt i strid med offentligretlige forskrifter,

i almindelighed må anses for mangelfulde i medfør af § 76,

stk. 1, nr. 4. Endvidere vil sælgers fraskrivelse af

mangelsansvaret i tilfælde, hvor der er fare for personskade, eller

hvor varen ikke lever op til offentligretlige forskrifter, efter

omstændighederne kunne tilsidesættes i medfør af

aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven

bør indføjes en bestemmelse om, at manglende

vedligeholdelsesmuligheder eller manglende mulighed for at skaffe reservedele

mv. skal medføre, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.

Arbejdsgruppen foreslår, at det i lovforslaget

fastslås, at forbrugeren i forbindelse med købet skal have de

fornødne oplysninger med henblik på varens montering,

anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse. Sælgeren har allerede i dag

en vis oplysningspligt med hensyn til vedligeholdelsesmuligheder og

reservedelstilgængelighed, jf. købelovens § 76,

stk. 1, nr. 3, som arbejdsgruppen foreslår gjort ufravigelig til

skade for forbrugeren. Er en sælger på købstidspunktet

eksempelvis bekendt med, at den pågældende vare er udgået

af produktion, vil den pågældende således efter

omstændighederne kunne være forpligtet til loyalt at oplyse

forbrugeren herom, hvis det må påregnes, at denne oplysning vil

have betydning for forbrugerens bedømmelse af salgsgenstanden og

beslutning om at købe den.

Der henvises til betænkningen side 80-84.

Auktionskøb

Efter direktivet kan medlemslandene vælge at undtage

køb af brugte varer, der sælges på offentlig auktion, fra

de regler, der gennemfører direktivet.

Arbejdsgruppen finder, at sådanne auktionskøb

som udgangspunkt bør være omfattet af de almindelige regler om

forbrugerkøb, men at det for denne type køb fortsat bør

være muligt for sælgeren at kunne afskære køberens

indsigelser vedrørende uvæsentlige mangler ved en generel

ansvarsfraskrivelsesklausul.

Der henvises til betænkningen side 35-39.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse

hermed. På baggrund af de modtagne høringssvar vedrørende

betænkningen er det dog tydeliggjort i lovforslaget (den

foreslåede § 77, stk. 1), at bestemmelser i aftalen om, at

køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden

og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som

den er og forefindes, ikke kan gøres gældende over for

køberen.

Med henblik på at opfylde direktivet foreslås

der således en ny bestemmelse om køberens

undersøgelsespligt i forbrugerkøb. Efter denne bestemmelse

afskæres forbrugeren alene fra at påberåbe sig fejl mv.,

som forbrugeren måtte kende til, mens der ikke kan lægges

vægt på, om forbrugeren burde have været bekendt med

det pågældende forhold. Endvidere foreslås det som

nævnt at begrænse retsvirkningen af generelle forbehold

vedrørende varens egenskaber. Det foreslås desuden, at

sælger skal have bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende

oplysninger fra sælgeren eller tidligere led ikke har haft betydning

for forbrugerens beslutning om at købe genstanden.

Udover disse direktivbestemte ændringer

foreslås det endvidere at supplere købelovens mangelsbegreb med

en positiv angivelse af, hvilke kriterier en vare normalt skal opfylde for at

være kontraktmæssig.

For så vidt angår salg af brugte varer

på offentlig auktion, hvor der er adgang til at være fysisk til

stede, foreslås det at opretholde sælgers mulighed for at anvende

generelle ansvarsfraskrivelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 7-8 (de

foreslåede §§ 75 a-77 og § 77 b).

5.3. Tidspunktet for

mangelsvurderingen og bevisbyrden for tilstedeværelsen af en mangel

5.3.1. Gældende ret

I købeloven er tidspunktet for mangelsvurderingen

reguleret i § 44. Efter bestemmelsen skal der ved afgørelsen af,

om salgsgenstanden lider af en mangel, tages udgangspunkt i forholdene

på det tidspunkt, hvor risikoen overgår til køberen,

medmindre manglen skyldes sælgerens forsømmelse. Bestemmelsen

kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.

Efter købelovens § 17, stk. 1,

bærer sælgeren risikoen for varens hændelige undergang

eller forringelse, indtil levering har fundet sted. I forbrugerkøb vil

levering i almindelighed ske, når varen overgives til forbrugeren, jf.

§ 9 og § 73. Købelovens risikoregler er deklaratoriske, og

også i forbrugerkøb kan det således aftales, at risikoen

overgår på et tidligere tidspunkt.

Afgørende for, om en forbruger kan

påberåbe sig, at varen er mangelfuld, er således som

udgangspunkt, om manglen var til stede på leveringstidspunktet. Det er

uden betydning, om manglen var synlig eller endnu ikke havde vist sig. Sker

der først efter salgsgenstandens levering en forringelse af varen, er

dette som udgangspunkt sælgeren uvedkommende. Har sælger

imidlertid handlet forsømmeligt, således at varen er blevet

forringet, kan der foreligge en mangel, uanset om risikoen forinden er

overgået til forbrugeren, jf. § 44, der lader tidspunktet for

mangelsvurderingen være uafhængig af risikoovergangen,

såfremt manglen skyldes sælgers forsømmelse. § 44 har

selvstændig betydning i de tilfælde, hvor sælger udviser

forsømmelse efter risikoens overgang. Dette kan f.eks. være

tilfældet, hvis sælger skal foretage installation af varen og der

i forbindelse hermed påføres varen en skade som følge af

sælgers forsømmelse. Ligestillet med sælgers

forsømmelse er forsømmelse fra andre, der handler på

sælgers vegne.

Udgangspunktet, hvorefter risikoen først

overgår til forbrugeren på det faktiske leveringstidspunkt,

fraviges ved såkaldt fordringshavermora, dvs. tilfælde, hvor

levering ikke kan ske rettidigt på grund af købers forhold.

Efter købelovens § 37 overgår risikoen for salgsgenstanden

i sådanne tilfælde til køberen fra det tidspunkt, hvor

levering skulle have fundet sted. Ved køb bestemt efter art

(»genuskøb«) skal bestemte genstande dog forinden være udskilt

for køber. I tilfælde af fordringshavermora vil

mangelsvurderingen således være knyttet til det tidspunkt, hvor

levering skulle have fundet sted. Sælgeren er dog i medfør af

købelovens § 33 forpligtet til i rimeligt omfang at drage omsorg

for salgsgenstanden i en vis periode efter det aftalte leveringstidspunkt.

Opstår der skade på salgsgenstanden som følge af

sælgers tilsidesættelse af sin omsorgspligt, kan forbrugeren

påberåbe sig, at varen er mangelfuld, selv om den var mangelfri,

da risikoen overgik til forbrugeren, jf. § 44.

Bevisbyrden for, at der foreligger forhold, som

udgør en mangel ved salgsgenstanden, påhviler køberen.

Det er endvidere som udgangspunkt køberen, der har bevisbyrden for, at

de forhold, som udgør manglen, forelå på det relevante

tidspunkt.

Opstår der inden for en vis kortere periode efter

leveringen en fejl ved varen, som ikke er forventelig, og som ikke er et

typisk udslag af uhensigtsmæssig brug, stilles der imidlertid i praksis

ikke store beviskrav. Vurderingen heraf vil imidlertid altid ske på

baggrund af de konkrete omstændigheder, herunder bl.a. om der er tale

om køb af en ny eller en brugt genstand.

I Forbrugerklagenævnets praksis er det lagt til

grund, at udgangspunktet, hvorefter forbrugeren har bevisbyrden for, at varen

var mangelfuld ved leveringen, fraviges, såfremt der er ydet garanti

vedrørende salgsgenstandens brugbarhed, funktion eller lignende i en

vis periode, og manglen opstår i denne periode. En kvalitetsafvigelse,

der viser sig i garantiperioden, formodes således at have været

til stede på leveringstidspunktet, og sælger vil dermed have

bevisbyrden for, at kvalitetsafvigelsen ikke forelå ved leveringen, men

skyldes uheldig brug af salgsgenstanden eller andre forhold, der fritager

sælgeren for at opfylde garantien.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

85-87, hvor der også er redegjort nærmere for den juridiske

litteratur og praksis i de nævnte garantitilfælde.

5.3.2. Forbrugerkøbsdirektivet

Efter direktivets artikel 3, stk. 1, skal

sælgeren over for forbrugeren være ansvarlig for manglende

overensstemmelse med købsaftalen, der foreligger ved forbrugsvarens

levering. Direktivet regulerer ikke, hvornår en vare anses for at

være »leveret«. Spørgsmålet om, hvornår risikoen for

hændelig beskadigelse af salgsgenstanden går over på

køberen, er således overladt til national ret.

Efter direktivets artikel 5, stk. 3, skal en

manglende overensstemmelse, der viser sig senest 6 måneder efter varens

levering, formodes at have været til stede på

leveringstidspunktet, medmindre andet bevises. Denne formodning gælder

dog ikke, hvis den er uforenelig med varens eller den manglende

overensstemmelses art.

Direktivets artikel 5, stk. 3, er formuleret som en

formodningsregel, og det følger af ordlyden, at sælgeren efter

omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen med den

følge, at forbrugeren i overensstemmelse med almindelige bevisregler

skal godtgøre, at der forelå en mangel ved varen på

leveringstidspunktet.

Formodningsreglen finder endvidere kun anvendelse, hvis

det ikke er uforeneligt med varens eller den manglende overensstemmelses art.

I givet fald vil forbrugeren også i overensstemmelse med almindelige

bevisregler have bevisbyrden for, at varen var mangelfuld ved leveringen.

Det fremgår ikke af direktivet, ud fra hvilke

kriterier det bør afgøres, om formodningen er uforenelig med

varens eller uoverensstemmelsens art. Det anføres også i

betænkningen (side 88 f), at rækkevidden af formuleringen synes

noget uklar, men at der formentlig kan peges på klare tilfælde,

som f.eks. hvor den normale holdbarhed for en vare er væsentligt

kortere end 6 måneder, eller hvor den påberåbte

kvalitetsafvigelse klart skyldes en uforsvarlig brug af salgsgenstanden eller

udefra kommende omstændigheder.

Artikel 5, stk. 3, vedrører alene

spørgsmålet om, hvorvidt en manglende overensstemmelse

forelå på leveringstidspunktet. Bestemmelsen regulerer

således ikke spørgsmålet om, hvem der har bevisbyrden for,

at der foreligger en manglende overensstemmelse med købsaftalen.

5.3.3. Lovforslagets

udformning

Arbejdsgruppen anfører, at det uden for

garantitilfældene efter gældende dansk ret er forbrugeren, der

har bevisbyrden for, at de forhold, der udgør en mangel, var til stede

på leveringstidspunktet. Gennemførelse af direktivet vil derfor

efter arbejdsgruppens opfattelse kræve en ændring af

købeloven, således at fejl mv. ved varen, der viser sig inden

for 6 måneder fra leveringstidspunktet, som udgangspunkt formodes at

skyldes forhold, som allerede forelå ved leveringen.

Arbejdsgruppen bemærker, at kravene til forbrugerens

bevisførelse allerede i dag antages at være forholdsvis

begrænsede, såfremt der er tale om køb af nye genstande

med en vis forventet levetid, og en defekt viser sig kort tid efter

leveringen. En gennemførelse af den omtalte formodningsregel vil

derfor næppe medføre nogen væsentlig reel ændring af

retstilstanden ved køb af nye genstande.

Efter gældende ret vil man ved vurderingen af, om

forbrugeren har løftet bevisbyrden for, at en brugt genstand var

mangelfuld på leveringstidspunktet, inddrage momenter som

salgsgenstandens alder, defektens karakter, forbrugerens anvendelse af det

solgte og lignende. Sådanne momenter vil også efter

indførelse af direktivets formodningsregel kunne indgå i

bevisvurderingen, og ved køb af brugte varer må det antages i

mange tilfælde at føre til, at formodningen afkræftes,

eller at det fastslås, at formodningsreglen ikke skal finde anvendelse,

fordi det i det konkrete tilfælde vil være uforeneligt med varens

eller afvigelsens art. Selv ved salg af brugte genstande må betydningen

af bestemmelsen således forventes at blive forholdsvis

begrænset.

En ændring af købeloven i overensstemmelse

med direktivets formodningsregel vil ikke berøre det forhold, at det

er forbrugeren, der skal godtgøre, at varen ikke er i orden.

Der henvises til betænkningen side 89-91.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Som anført af arbejdsgruppen, vil indførelse

af formodningsreglen ikke begrænse forbrugerens mulighed for at

gøre mangelsindsigelser gældende inden for reklamationsfristen

(som foreslås forlænget fra 1 år til 2 år, jf. pkt.

5.5.3. nedenfor). Der vil således ikke være grundlag for at

afvise mangelskrav alene med henvisning til, at det fremsættes efter

6-måneders fristen. Efter dette tidspunkt vil de hidtidige

bevisbyrderegler og beviskrav fortsat gælde.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (den

foreslåede § 77 a).

5.4. Forbrugerens

mangelsbeføjelser

5.4.1. Gældende ret

Købelovens § 78

Hvis salgsgenstanden lider af en mangel, kan forbrugeren

efter købelovens § 78 gøre en række

beføjelser gældende. Bestemmelsen kan ikke ved aftale fraviges

til skade for forbrugeren, jf. lovens § 1, stk. 2.

Efter § 78, stk. 1, 1. pkt., kan forbrugeren

hæve købet, kræve et forholdsmæssigt afslag i

købesummen eller kræve omlevering efter reglerne i § 42,

stk. 1, og § 43, stk. 1 og 2. Krav om ophævelse af

aftalen eller omlevering kan således ikke gøres gældende,

hvis manglen er uvæsentlig, medmindre sælger har handlet

svigagtigt eller ved artsbestemte køb ("genuskøb")

kendte manglen på et sådant tidspunkt, at han uden urimelig

opofrelse kunne have skaffet en mangelfri genstand.

Forbrugerens mulighed for at kræve ophævelse

af aftalen eller omlevering er desuden begrænset af reglerne i

§§ 57 og 58, hvorefter anvendelsen af disse beføjelser som

hovedregel forudsætter, at det modtagne kan tilbageleveres i

væsentlig samme stand og mængde som ved leveringen.

Muligheden for at kræve et forholdsmæssigt

afslag i købesummen forudsætter, at der foreligger en

værdiforringende mangel, jf. lovens brug af ordet

»forholdsmæssigt«. Forbrugeren kan således ikke forlange en

reduktion af prisen, hvis manglen er uden betydning for salgsgenstandens

værdi.

Forbrugerens muligheder for at kræve

ophævelse, omlevering eller forholdsmæssigt afslag er

således undergivet samme begrænsninger som uden for

forbrugerkøb.

Efter § 78, stk. 1, 2. pkt., kan forbrugeren

endvidere under visse betingelser forlange, at sælger afhjælper

manglen. Afhjælpning kan afhængig af manglens karakter -

foretages på flere måder. I § 78, stk. 1, 3. pkt.,

nævnes udtrykkeligt, at sælgeren ved artsbestemte køb

("genuskøb") kan opfylde sin afhjælpningspligt ved at

foretage omlevering. Herudover vil afhjælpning kunne have form af

reparation eller ved kvantitetsmangler, jf. § 50 efterlevering.

Formålet med afhjælpningen er at stille

forbrugeren lige så godt, som hvis der fra begyndelsen var leveret en

mangelfri ydelse. Derfor sker afhjælpning på sælgers

bekostning.

Forbrugerens mulighed for at kræve afhjælpning

af en mangel er uafhængig af, om manglen er væsentlig, og om der

foreligger en værdiforringende mangel.

Efter § 78, stk. 1, 2. pkt., kan

afhjælpningspligten gøres gældende, medmindre dette vil

forvolde sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller

væsentlig ulempe. Efter formuleringen af § 78, stk. 1, er

udgangspunktet, at forbrugeren har krav på afhjælpning. Det er

således sælgeren, der har bevisbyrden for, at afhjælpning

ikke er mulig eller vil påføre sælgeren

uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe.

Det beror på en konkret vurdering, om et krav om

afhjælpning vil forvolde sælgeren uforholdsmæssige

omkostninger eller væsentlig ulempe. For en nærmere beskrivelse

af, hvilke forhold der inddrages i denne vurdering, kan henvises til

betænkningen side 95-96.

Forbrugeren er forpligtet til i rimeligt omfang at

medvirke til den praktiske gennemførelse af afhjælpningen.

Forbrugerens medvirken vil navnlig bestå i at give sælgeren

adgang til at foretage afhjælpningen hos forbrugeren, eller - hvis der

er tale om mindre, let transportable genstande - at bringe det solgte til

sælgerens forretningssted eller sende det med posten. Transport af

større genstande påhviler derimod sælgeren. Da

afhjælpningen som nævnt sker for sælgers regning, vil

eventuelle udgifter, forbrugeren afholder i forbindelse med sin medvirken,

skulle refunderes af sælger.

Under sælgers opfyldelse af

afhjælpningspligten suspenderes forbrugerens øvrige

mangelsbeføjelser. Afhjælpes manglen behørigt,

indebærer det, at forbrugerens øvrige beføjelser efter

stk. 1 bortfalder. Såfremt betingelserne herfor er opfyldt, vil

forbrugeren ved siden af afhjælpningen kunne kræve erstatning i

medfør af lovens § 80.

Efter købelovens § 78, stk. 2, er

forbrugeren berettiget til at holde købesummen tilbage, indtil krav om

afhjælpning er opfyldt. Bestemmelsen har kun praktisk betydning i

kreditkøb. Er manglen uvæsentlig kan forbrugeren ikke

tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil

koste at afhjælpe manglen, jf. § 78, stk. 2, 2. pkt. Adgangen

til at tilbageholde hele eller dele af købesummen ophører,

når sælgeren har afhjulpet manglen.

§ 78, stk. 2, kan ikke fraviges til skade for

forbrugeren, og det kan således ikke aftales, at forbrugeren skal

betale hele købesummen, før afhjælpningen er

foretaget.

I § 78, stk. 3, fastlægges forbrugerens

beføjelser i tilfælde, hvor sælgeren ikke inden rimelig

tid opfylder forbrugerens krav om afhjælpning. Forbrugeren er i

så fald berettiget til at hæve købet, selv om manglen ikke

er væsentlig, eller - ved artsbestemte køb - kræve

omlevering. Forbrugeren kan endvidere lade manglen afhjælpe for

sælgerens regning, hvis dette kan ske uden uforholdsmæssige

omkostninger. Det antages, at forbrugeren skønt det ikke

fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen også kan kræve et

forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis der foreligger en

værdiforringende mangel.

Hvis det - eksempelvis på baggrund af

tilkendegivelser fra sælger - er åbenbart, at afhjælpning

ikke vil ske inden rimelig tid, kan forbrugeren allerede på dette

tidspunkt anvende beføjelserne efter § 78, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

93-102.

Købelovens § 79

Som et modstykke til den ovenfor nævnte

afhjælpningspligt er der i købelovens § 79 fastsat regler

om sælgerens afhjælpningsret i forbrugerkøb.

Afhjælpning vil også her kunne være reparation, omlevering

eller efterlevering (ved kvantitetsmangler, jf. § 50).

Efter § 79 kan en forbruger ikke hæve

købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i

købesummen, hvis sælger tilbyder at afhjælpe manglen eller

foretage omlevering. Forbrugeren kan endvidere ikke kræve omlevering,

hvis sælgeren tilbyder at afhjælpe manglen. Det er dog en

forudsætning, at afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig

tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for forbrugeren.

Bestemmelsen indebærer, at sælgeren har

mulighed for at afværge forbrugerens øvrige

mangelsbeføjelser - bortset fra erstatningsbeføjelsen - ved at

tilbyde afhjælpning.

Afhjælpningen skal som nævnt ske inden rimelig

tid. Tilsvarende formulering anvendes i § 78 om sælgerens

afhjælpningspligt, og også ved fastsættelse af

afhjælpningsfristen efter § 79 vil der skulle foretages en konkret

vurdering. Den omstændighed, at afhjælpning efter § 79 sker

på sælgerens initiativ, kan imidlertid skærpe

bedømmelsen. Navnlig vil man i relation til fristen efter § 79

være mindre tilbøjelig til at tillægge individuelle

forhold hos sælgeren betydning, og det kan medføre, at fristen

bliver kortere end efter § 78.

Afhjælpningsretten er endvidere betinget af, at

afhjælpning kan ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Uanset

at afhjælpningen sker på sælgers initiativ, vil forbrugeren

i et vist omfang være forpligtet til at medvirke til

gennemførelsen heraf. Det vil navnlig kunne komme på tale, at

forbrugeren skal bringe eller sende mindre genstande til sælgerens

forretningssted eller skal give sælgeren adgang til

salgsgenstanden.

Afhjælpningen sker desuden uden omkostninger for

forbrugeren. I det omfang forbrugeren eksempelvis afholder udgifter til

forsendelse af salgsgenstanden, skal sælgeren refundere disse

udgifter.

Afviser forbrugeren et berettiget

afhjælpningstilbud, har forbrugeren herved fortabt muligheden for at

kræve ophævelse, omlevering eller forholdsmæssigt afslag.

Forbrugeren er derimod ikke afskåret fra at gøre

erstatningsbeføjelsen gældende, såfremt betingelserne

herfor er opfyldt, jf. § 80. Forbrugerens almindelige

tabsbegrænsningspligt vil i disse tilfælde ofte føre til,

at forbrugerens erstatningskrav ikke kan overstige, hvad afhjælpning

ville have kostet sælgeren, hvis forbrugeren ikke havde afvist

sælgerens tilbud herom.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

102-105.

Antallet af afhjælpningsforsøg

Købeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om

den situation, at det ikke lykkes for sælgeren at afhjælpe en

mangel i første forsøg. Det fremgår af lovens

forarbejder, at sælgeren efter omstændighederne kan have krav

på mere end ét forsøg, inden forbrugeren kan gøre

de øvrige beføjelser gældende, bl.a. hvis sælgeren

har haft grund til at tro, at manglen var udbedret i første omgang.

Afhjælpning skal dog i alle tilfælde ske uden væsentlig

ulempe og inden for rimelig tid.

Der henvises til den nærmere redegørelse i

betænkningen side 105-107.

5.4.2.

Forbrugerkøbsdirektivet

Ved varens manglende overensstemmelse med

købsaftalen skal forbrugeren efter direktivet som udgangspunkt have

følgende mangelsbeføjelser:

Afhjælpning, omlevering, passende afslag i prisen og

ophævelse af købet.

Ved afhjælpning forstås ifølge

direktivets artikel 1, stk. 2, litra f, at varen bringes i

overensstemmelse med købsaftalen, mens de øvrige

beføjelser ikke defineres nærmere i direktivet.

Forbrugerens muligheder for at gøre brug af de

enkelte beføjelser er nærmere reguleret i artikel 3,

stk. 3-6, hvor forbrugerens mangelsbeføjelser er opstillet i et

»hierarkisk« system:

Forbrugeren har i første omgang alene krav

på, at sælgeren uden vederlag enten afhjælper manglen eller

foretager omlevering (artikel 3, stk. 3, 1. led). Det præciseres i

artikel 3, stk. 4, at der med ordene »uden vederlag« henvises til de

omkostninger, der er nødvendige for at bringe varen i overensstemmelse

med aftalen, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og

materialeomkostninger.

Forbrugerens valgfrihed begrænses af, at den valgte

beføjelse ikke må være umulig eller uforholdsmæssig

at opfylde for sælgeren.

Det er ikke nærmere reguleret i direktivet,

hvornår en beføjelse er umulig at opfylde, men i

præamblens pkt. 16 anføres som eksempel, at brugte genstande som

følge af deres natur generelt er umulige at omlevere, og at

forbrugerens ret til omlevering derfor ikke gælder for sådanne

varer.

Det anføres i direktivet (artikel 3, stk. 3,

2. led), at et krav om afhjælpning eller omlevering anses for

uforholdsmæssigt, hvis der herved påføres sælgeren

omkostninger, der i forhold til omkostningerne ved den alternative

beføjelse er urimelige. Ved vurderingen heraf skal der tages hensyn

til værdien af varen, hvis den havde været kontraktmæssig,

manglens betydning, og om den alternative beføjelse vil kunne

gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Direktivets uforholdsmæssighedsvurdering knytter sig

således til en vurdering af rimeligheden af de omkostninger, den valgte

beføjelse vil påføre sælger. Arbejdsgruppen

anfører, at direktivet synes at måtte forstås

således, at der ikke skal foretages en snæver vurdering af de

omkostningsmæssige konsekvenser, men snarere en grundlæggende

rimelighedsvurdering, der tager udgangspunkt i omkostningerne, men hvor

også andre elementer, herunder hensynet til forbrugeren, kan

indgå.

Hvis forbrugeren efter det anførte ikke er

berettiget til at kræve omlevering eller afhjælpning, eller hvis

sælgeren ikke har afhjulpet manglen inden rimelig tid og uden

væsentlig ulempe for forbrugeren, kan forbrugeren kræve et

passende afslag i prisen eller hæve købsaftalen. Forbrugeren kan

dog ikke gøre hævebeføjelsen gældende, hvis manglen

er uvæsentlig (direktivets artikel 3, stk. 5 og 6).

Direktivet nævner ikke udtrykkeligt, hvad der skal

gælde, hvis sælgeren ikke har opfyldt et krav om omlevering inden

rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, men det må

antages, at forbrugeren også i dette tilfælde kan kræve

prisafslag eller såfremt manglen er væsentlig ophæve

købet.

Efter direktivet er afhjælpning og omlevering

således de primære beføjelser, mens afslag i prisen og

ophævelse af købsaftalen er sekundære

beføjelser.

Spørgsmålet om, hvorvidt et krav om

omlevering eller afhjælpning er uforholdsmæssigt, skal

afgøres på grundlag af en sammenligning mellem den valgte

beføjelse og den alternative beføjelse. I betænkningen

(side 113 f) anføres det, at ordene »den alternative beføjelse«

umiddelbart kan synes at henvise til den anden af de primære

beføjelser, men ikke til de sekundære beføjelser

(ophævelse eller afslag i prisen). Det kan imidlertid i praksis

forekomme, at f.eks. et krav om omlevering er umuligt at opfylde, og der

ville i så fald ikke være nogen alternativ beføjelse at

sammenholde et krav om afhjælpning med. Arbejdsgruppen anfører,

at det næppe kan være hensigten med bestemmelsen, at der i et

sådant tilfælde ikke skal foretages en vurdering af, om et krav

om afhjælpning er uforholdsmæssigt. Det ville nemlig i givet fald

betyde, at forbrugeren kunne kræve at få gennemført selv

helt urimelige afhjælpningskrav, og sælgeren for at undgå

at foretage en sådan afhjælpning måtte undlade at

udføre afhjælpningen for derved at »tvinge« forbrugeren til at

gøre brug af de sekundære beføjelser, dvs. kræve

afslag eller ophæve købsaftalen.

Efter arbejdsgruppens opfattelse må det

således antages, at der ved vurderingen af, om et krav om eksempelvis

omlevering er uforholdsmæssigt, ikke alene vil kunne sammenlignes med

de omkostninger, der er forbundet med afhjælpning, men tillige med

omkostningerne ved ophævelse eller prisafslag. Der vil ved vurderingen

bl.a. kunne tages hensyn til, om eksempelvis et prisafslag i den konkrete

situation er et rimeligt alternativ for forbrugeren.

Der

henvises til betænkningen side 110-115.

5.4.3. Lovforslagets udformning

5.4.3.1. Ændringer, der er nødvendige for at

gennemføre direktivet

Afhjælpning

Arbejdsgruppen anfører, at direktivet som

udgangspunkt giver forbrugeren ret til at vælge mellem

afhjælpning eller omlevering, mens det efter købeloven er

sælgeren, der har valgretten. Sælgeren kan således efter

§ 78, stk. 1, i genuskøb vælge at opfylde sin

afhjælpningspligt ved at foretage omlevering, og efter § 79 kan

sælgeren tilbyde afhjælpning med den virkning, at forbrugeren som

udgangspunkt ikke kan gøre andre mangelsbeføjelser

gældende. Efter arbejdsgruppens opfattelse er det derfor ikke muligt at

opretholde § 78 og § 79 i den nuværende udformning.

Bestemmelserne vil skulle ændres, således at sælger ikke

kan omlevere, hvis forbrugerens afhjælpningskrav hverken er umuligt

eller uforholdsmæssigt, og således at et krav om omlevering, der

hverken er umuligt eller uforholdsmæssigt, ikke kan afværges af

sælgers tilbud om afhjælpning.

Efter direktivets ordlyd er forbrugerens valgret knyttet

til spørgsmålet om, hvilken af de primære

beføjelser (afhjælpning eller omlevering) der ønskes

anvendt. Arbejdsgruppen anfører, at det derfor er foreneligt med

direktivet at opretholde sælgers afhjælpningsret i de

tilfælde, hvor forbrugeren ikke ønsker afhjælpning eller

omlevering, men vil gøre brug af de sekundære beføjelser

(ophævelse eller afslag i prisen). Sælgeren vil således

kunne gives mulighed for at afværge krav om ophævelse eller

prisafslag ved at tilbyde forbrugeren afhjælpning eller omlevering.

Efter direktivet beror vurderingen af, om anvendelse af en

af de primære beføjelser er uforholdsmæssigt, på, om

den valgte beføjelse påfører sælgeren urimelige

omkostninger, henset til varens værdi uden mangler, manglens betydning,

og om den alternative beføjelse kan gennemføres uden

væsentlig ulempe for forbrugeren. Efter direktivet er vurderingen

således primært koncentreret om den valgte beføjelses

økonomiske konsekvenser for sælgeren.

Efter købelovens § 78 har sælgeren kun

afhjælpningspligt, hvis dette ikke volder sælgeren

uforholdsmæssige omkostninger. I vurderingen heraf indgår

imidlertid ikke kun omkostningerne for sælger, men også hensynet

til forbrugerens interesse i afhjælpning.

Arbejdsgruppen anfører, at hensynet til

forbrugerens interesse i at bruge den pågældende beføjelse

formentlig også kan inddrages efter direktivet. Der skal således

efter direktivet tages hensyn til, om den alternative beføjelse kan

gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, og heri

ligger antagelig, at forbrugerens særlige interesse i henholdsvis

afhjælpning eller omlevering efter omstændighederne kan betyde,

at den alternative beføjelse ikke kan gennemføres uden

væsentlig ulempe for forbrugeren.

Efter købelovens § 78 kan sælgeren

imidlertid også undlade at opfylde et krav om afhjælpning, hvis

dette vil påføre sælgeren væsentlig ulempe. Dette

kan efter direktivet ikke tillægges betydning. Da direktivet på

dette punkt stiller forbrugeren bedre end de gældende regler i

købeloven, kan dette ulempekriterium efter arbejdsgruppens opfattelse

ikke opretholdes. Den praktiske betydning heraf vil dog være beskeden,

fordi de ulemper, der kan være forbundet med afhjælpning, ofte

vil indebære en ressourcebelastning og dermed også en omkostning

for sælger, og i så fald hindrer direktivet ikke, at ulemperne

kan indgå i vurderingen.

Omlevering og

ophævelse

Efter købeloven er både forbrugerens mulighed

for at hæve købet og for at kræve omlevering som

udgangspunkt betinget af, at manglen ikke er uvæsentlig, mens

væsentlighedsbetingelsen efter direktivet kun er knyttet til

hævebeføjelsen. Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at

det ikke er muligt at opretholde kravet om, at omlevering som udgangspunkt

kun kan kræves, hvis manglen ikke er uvæsentlig.

Efter direktivet kan omleveringsbeføjelsen dog ikke

gøres gældende, hvis dette er uforholdsmæssigt. I

uforholdsmæssighedsvurderingen skal der som nævnt bl.a. tages

hensyn til manglens betydning, hvilket efter arbejdsgruppens opfattelse

indirekte kan føre til, at omleveringsbeføjelsen heller ikke

efter direktivet kan gøres gældende, hvis manglen er

uvæsentlig.

Efter købelovens § 57 er det som udgangspunkt

en betingelse for at gøre hæve- og omleveringsbeføjelsen

gældende, at det modtagne tilbageleveres i væsentlig samme stand

og mængde, som det havde ved leveringen. Efter præamblens pkt. 15

kan nærmere bestemmelser om vilkår for at hæve købet

fastsættes i den nationale lovgivning. Det vil således være

muligt at opretholde købelovens § 57 for så vidt

angår forbrugerens adgang til at hæve købet.

Prisafslag

Også afslagsbeføjelsen er i direktivet

formuleret anderledes end i købeloven. Det fremgår ikke af

direktivet, hvad der skal forstås ved »et passende« afslag i artikel 3,

stk. 5, men udtrykket synes at indebære, at ikke enhver nok

så lille mangel kan give grundlag for et prisafslag.

Det er dog efter arbejdsgruppens opfattelse tvivlsomt, om

der i direktivets tekst kan indfortolkes et krav om, at manglen skal

være værdiforringende, for at forbrugeren kan anvende

afslagsbeføjelsen.

I betænkningen (side 120 f) er der redegjort for det

nærmere indhold af købelovens regler om forholdsmæssigt

afslag, og for de vanskeligheder der i praksis kan være knyttet til det

traditionelle udgangspunkt for afslagets beregning. Det anføres, at en

konsekvent fastholdelse af, at manglen objektivt set skal være

værdiforringende, for at den kan give grundlag for et

forholdsmæssigt afslag, i visse situationer kan betyde, at forbrugeren

helt er afskåret fra at gøre mangelsbeføjelser

gældende. Forbrugeren kan således efter købeloven kun

forlange afhjælpning, hvis dette ikke vil påføre

sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig

ulempe, og erstatningsbeføjelsen kan kun gøres gældende,

hvis der er det fornødne ansvarsgrundlag. I sådanne situationer

vil der ifølge arbejdsgruppen i praksis være en

tilbøjelighed til enten at tildele et afslag, uanset om det er

tvivlsomt, om manglen er værdiforringende, eller til at lempe

væsentlighedsvurderingen, således at forbrugeren gives mulighed

for at hæve købet eller kræve omlevering. Situationen kan

imidlertid være således, at forbrugeren ikke ønsker dette,

eksempelvis fordi der er lang leveringstid på varer af den

pågældende type. I så fald kan forbrugeren være uden

reaktionsmuligheder over for sælgeren, selv om varen ikke er i

overensstemmelse med det aftalte.

Den præcise rækkevidde af formuleringen »et

passende afslag« i direktivets artikel 3 kan som nævnt give anledning

til tvivl. For med sikkerhed at gennemføre direktivet korrekt,

bør købelovens terminologi dog efter arbejdsgruppens opfattelse

ændres, således at der kan gives »et passende« afslag i

prisen.

En ændring af terminologien til »passende afslag«

vil ikke ændre på, at et forholdsmæssigt afslag i

almindelighed også betragtes som det passende afslag, når der

foreligger en værdiforringende mangel. Trods forslaget om et

ændret ordvalg er der ikke tilsigtet en væsentlig ændring

af retstilstanden. Ændringen vil i vidt omfang være en

videreførelse af hidtidig praksis, hvor der også har vist sig et

behov for i visse sager at forlade det sædvanlige udgangspunkt for

beregningen af et forholdsmæssigt afslag. Der henvises til

betænkningen side 121 f.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

115-122.

5.4.3.2. Ændringer, der ikke er nødvendige for at

gennemføre direktivet

I betænkningen (side 123-125) er der redegjort for

de områder, hvor købeloven og forbrugerkøbsdirektivet i

relation til mangelsbeføjelserne er sammenfaldende, samt for de

områder, hvor købeloven giver forbrugeren en bedre retsstilling,

end det kræves efter direktivet.

Arbejdsgruppen anfører, at købeloven

på disse områder kan opretholdes uændret under henvisning

til direktivets minimumsklausul. Købelovens § 80 om erstatning i

anledning af mangler kan også opretholdes uændret, idet

erstatningsspørgsmål ikke er reguleret af direktivet, jf. herved

også præamblens pkt. 6, hvor det fastslås, at en

tilnærmelse af medlemsstaternes nationale lovgivninger om

forbrugerkøb ikke berører nationale retsregler og principper

vedrørende de ordninger, der gælder for ansvar i og uden for

kontraktforhold.

I forlængelse af overvejelserne vedrørende

gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivets artikel 3 har

arbejdsgruppen overvejet, om der bør stilles forslag om yderligere

ændringer i reglerne om forbrugerens mangelsbeføjelser.

Arbejdsgruppen har for det første overvejet, om det

er muligt i loven at angive visse nærmere retningslinier for,

hvornår afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig

tid. Arbejdsgruppen finder det hensigtsmæssigt, hvis det i loven

angives, hvilke forhold der navnlig må inddrages i vurderingen af, om

den pågældende beføjelse er opfyldt inden for denne

tidsmæssige ramme. Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund

en bestemmelse, der angiver, at der ved vurderingen af, om der er sket

afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, navnlig skal tages

hensyn til genstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for

genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en

erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren. Der henvises til

betænkningen side 125 f.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven

bør indføjes regler om antallet af

afhjælpningsforsøg, således at det fremgår af loven,

at sælger kun har ét afhjælpningsforsøg, medmindre

der foreligger særlige grunde. Hensigten med en sådan bestemmelse

ville i givet fald navnlig være at præcisere, hvem af parterne

der skal godtgøre, at der foreligger omstændigheder, som

berettiger til mere end ét afhjælpningsforsøg.

Arbejdsgruppen har imidlertid efter en vurdering af fordele og ulemper ikke

fundet at burde foreslå en sådan bestemmelse. Der henvises herom

til betænkningen side 126-128.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven

bør indføjes regler om fradrag i forbrugerens

tilbagebetalingskrav ved ophævelse af købsaftalen, jf. herved

præamblens pkt. 15, der nævner, at medlemslandene har mulighed

for at fastsætte, at eventuel tilbagebetaling til forbrugeren kan

nedsættes under hensyn til forbrugerens brug af varen i den tid, der er

gået siden leveringen.

Arbejdsgruppen anfører herom navnlig, at

problemstillingen synes at være snævert knyttet til enkelte

produkttyper, og at en generel regulering af spørgsmålet kunne

give anledning til en række tvister om beløb af begrænset

størrelse. En bestemmelse om fradrag i forbrugerens

tilbagebetalingskrav ville i givet fald også skulle suppleres med en

bestemmelse, der pålægger sælgeren at betale renter af

købesummen for den periode, sælgeren har haft rådighed

over beløbet. En regulering af spørgsmålet synes dermed

at ville føre til en komplicering af lovgivningen, der efter

arbejdsgruppens opfattelse ikke står i et rimeligt forhold til, hvad

der kan opnås herved. Arbejdsgruppen har derfor fundet, at

spørgsmålet fortsat bør løses i praksis på

baggrund af de enkelte sagers konkrete omstændigheder. Der henvises

herom til betænkningen side 128-130.

I lyset af en række sager fra

Forbrugerklagenævnet har arbejdsgruppen endvidere overvejet, om der

bør udformes regler om sælgers krav på vederlag for

undersøgelser af salgsgenstande, der indleveres med henblik på

afhjælpning.

I praksis har spørgsmålet været aktuelt

i de situationer, hvor det ved sælgers undersøgelse konstateres,

at salgsgenstanden ikke lider af en køberetlig mangel. I en

sådan situation er sælger efter klagenævnspraksis alene

berettiget til at forlange vederlag for den foretagne undersøgelse,

hvis forbrugeren på forhånd er blevet gjort udtrykkeligt bekendt

hermed, og foretages reparationen, kan sælgeren kun kræve

reparationsudgifterne betalt af forbrugeren, hvis sælgeren på

forhånd har indhentet en accept heraf fra forbrugeren. Indleveres

salgsgenstanden til reparation i en eventuel garantiperiode, vil

sælgeren efter klagenævnspraksis ikke kunne kræve vederlag

for sin undersøgelse.

Arbejdsgruppen har ikke fundet, at

spørgsmålet bør reguleres i loven. Arbejdsgruppen peger

bl.a. på, at en udtrykkelig lovregel om spørgsmålet om

vederlag kan indebære en risiko for, at der ikke i fornødent

omfang vil kunne tages hensyn til en sags konkrete omstændigheder, og

at der dermed opstår risiko for meget »firkantede« løsninger. En

lovbestemmelse vil endvidere kunne give anledning til en række

afgrænsningsproblemer med hensyn til, hvilket beløb

sælgeren forudsat, at forbrugeren på forhånd har

været advaret herom i givet fald vil kunne kræve. Der henvises

til betænkningen side 130-132.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse

hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (de

foreslåede §§ 78-79).

5.5.

Reklamationsregler

5.5.1. Gældende ret

For forbrugerkøbs vedkommende er

spørgsmålet om reklamation i anledning af mangler reguleret i

§§ 81-86. Bestemmelserne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,

jf. § 1, stk. 2.

Købeloven indeholder en såkaldt relativ

reklamationsfrist i § 81. Fristen er »relativ«, fordi dens

starttidspunkt og længde afhænger af, hvornår forbrugeren

opdagede eller burde have opdaget manglen. § 83 indeholder en absolut

reklamationsfrist på 1 år fra salgsgenstandens overgivelse til

køberen.

Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en

forbruger, der vil påberåbe sig en mangel, som nævnt give

sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter forbrugeren har

eller burde have opdaget manglen. I modsat fald taber forbrugeren retten til

at gøre manglen gældende. § 81 gælder dog ikke, hvis

sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller

groft uagtsomt, jf. § 82.

Der stilles ikke krav om, at forbrugeren i forbindelse

med, at manglen påberåbes, skal angive, hvilken beføjelse

der gøres gældende. En såkaldt neutral reklamation er

således tilstrækkelig til at afbryde fristen i § 81.

Forbrugeren vil dog være forpligtet til på sælgers

forespørgsel at tilkendegive, hvilken beføjelse han vil

gøre gældende. Ved undladelse heraf kan forbrugerens mulighed

for at gøre (i hvert fald) hævebeføjelsen gældende

bortfalde. Forholder forbrugeren sig passiv i længere tid efter at have

reklameret, kan dette endvidere føre til, at han i det hele fortaber

retten til at gøre mangelsbeføjelser gældende, også

selv om han ikke har modtaget en forespørgsel fra sælgeren.

Forbrugerens krav forældes endvidere efter den almindelige

5-årige forældelsesfrist i 1908-loven.

I forbrugerkøb påhviler der som udgangspunkt

ikke forbrugeren en egentlig pligt til at undersøge salgsgenstanden.

Dette indebærer, at reklamationsfristen efter § 81 i almindelighed

først vil begynde at løbe, når forbrugeren på anden

måde bliver opmærksom på manglen, eller ikke ved almindelig

agtpågivenhed kunne undgå at blive opmærksom herpå i

forbindelse med almindelig brug af varen.

Forbrugeren skal reklamere inden rimelig tid.

Afgørelsen af, hvor lang frist forbrugeren har, må bero på

en konkret vurdering, og individuelle forhold hos forbrugeren kan

medføre, at fristen forlænges. I almindelighed må

forbrugeren have tid til at kunne overveje sin stilling og eventuelt

rådføre sig med andre, før forbrugeren retter henvendelse

til sælgeren. Omvendt kan konkrete omstændigheder føre

til, at forbrugeren må reklamere meget hurtigt, eksempelvis hvis det

solgte er undergivet store prissvingninger.

Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som

udgangspunkt, at forbrugeren taber retten til at gøre manglen

gældende. Hvis sælgeren ikke gør indsigelse mod den for

sene reklamation, men indlader sig i realitetsforhandlinger med forbrugeren

vedrørende reklamationens berettigelse, vil reklamationen imidlertid

blive tillagt retsvirkning.

Bevisbyrden for, at der er afgivet reklamation, og at

dette er sket rettidigt, påhviler forbrugeren. Forbrugerens reklamation

efter § 81 har retsvirkning, selv om den forsinkes eller bortkommer

under forsendelsen, jf. lovens § 86.

Efter den absolutte reklamationsfrist i købelovens

§ 83 skal køberen meddele sælgeren, at køberen vil

påberåbe sig en mangel inden 1 år fra salgsgenstandens

overgivelse til ham. I modsat fald kan køberen ikke gøre

manglen gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at

indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid

med almindelig hæderlighed. Er der tale om køb af

byggematerialer, er fristen dog 5 år regnet fra byggeriets aflevering,

dog højst 6 år fra overgivelsen af materialerne til

køberen, jf. § 83, stk. 2, jf. § 54, stk. 2. Hvis

varen medfører fare, eksempelvis for personskade, kan der efter

reglerne i produktsikkerhedsloven gives påbud om at trække varen

tilbage. I så fald gælder fristen i købelovens § 83

ikke, og forbrugeren kan påberåbe sig manglen, selv om der er

gået mere end 1 år, jf. § 12, stk. 3, i

produktsikkerhedsloven.

1-års fristen gælder, selv om køberen

hverken kendte eller burde kende manglen.

Den absolutte reklamationsfrist afbrydes ligesom den

relative frist ved, at forbrugeren giver meddelelse om, at han vil

påberåbe sig en mangel, jf. ovenfor. Det er også efter

§ 83 tilstrækkeligt, at forbrugeren afgiver en neutral

reklamation.

Reklamation efter 1-års fristens udløb

medfører, at forbrugeren ikke kan gøre manglen gældende,

medmindre sælgeren har handlet i strid med almindelig

hæderlighed. En for sen reklamation vil endvidere kunne tillægges

retsvirkning, hvis sælgeren indlader sig i realitetsforhandlinger med

forbrugeren vedrørende reklamationens berettigelse.

Efter § 83 gælder den 1-årige

reklamationsfrist endvidere ikke, hvis sælgeren har påtaget sig

at indestå for salgsgenstanden i længere tid. En sådan

indeståelse vil navnlig foreligge, hvis sælgeren har afgivet en

udtrykkelig garanti af længere varighed, men også andre

tilkendegivelser fra sælger vil efter omstændighederne kunne

betragtes som en indeståelse.

Forbrugeren har bevisbyrden for, at der er reklameret

rettidigt, eller at der foreligger forhold, der kan medføre, at

1-års fristen ikke finder anvendelse. Forbrugerens reklamation efter

§ 83 er omfattet af § 86, hvorefter adressaten bærer

forsendelsesrisikoen.

Der

henvises til betænkningen side 133-137.

5.5.2. Forbrugerkøbsdirektivet

Efter direktivet hæfter sælgeren for varens

manglende overensstemmelse med købsaftalen, når den manglende

overensstemmelse viser sig senest 2 år efter leveringen af varen. Hvis

de mangelsbeføjelser, der er nævnt i artikel 3, ifølge

national lovgivning i stedet er underkastet en reklamationsfrist, må

denne ikke udløbe inden for en periode af 2 år fra varens

levering (artikel 5). En eventuel reklamationsfrist må således

ikke være kortere end 2 år regnet fra leveringstidspunktet.

Efter artikel 5, stk. 2, kan medlemslandene endvidere

fastsætte, at forbrugeren skal påberåbe sig en mangel over

for sælgeren senest 2 måneder efter, at forbrugeren har opdaget

den pågældende mangel.

Såfremt medlemslandene vælger i national

lovgivning at have regler om en sådan »relativ« reklamationsfrist

dvs. en supplerende frist, som regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren fik

kendskab til manglen, skal forbrugeren således som minimum have en

frist på 2 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor forbrugeren

rent faktisk opdagede manglen.

Arbejdsgruppen anfører, at direktivet formentlig

må forstås således, at 2-måneders fristen ikke

berører 2-års fristen. Medlemslandene kan således

vælge at fastsætte en frist på 2 år fra leveringen

som den yderste frist for at fremsætte mangelskrav, uanset

hvornår forbrugeren opdager manglen.

Som de øvrige bestemmelser i direktivet kan

reklamationsreglerne ikke fraviges til skade for forbrugeren. Direktivets

artikel 7, stk. 1, 2. led, modificerer imidlertid dette, idet

medlemslandene kan tillade, at parterne ved køb af brugte varer

aftaler en kortere reklamationsfrist end den ovenfor nævnte 2-års

frist. Fristen skal dog som minimum være 1 år.

Der

henvises til betænkningen side 137 f.

5.5.3. Lovforslagets udformning

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil

gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 2, kræve en

ændring af den »relative« reklamationsfrist i købelovens

§ 81, idet den nuværende frist »inden rimelig tid« efter

omstændighederne kan være kortere end 2 måneder. Det er

således nødvendigt at tilføje i bestemmelsen, at

forbrugeren har en reklamationsfrist på 2 måneder regnet fra det

tidspunkt, han opdagede manglen. Arbejdsgruppen foreslår i

sammenhæng hermed en tilsvarende ændring af lovens § 85 om

tilfælde, hvor forbrugeren reklamerer over for en anden end

sælgeren (producenten eller en anden, der har påtaget sig en

afhjælpningsforpligtelse).

Direktivet giver endvidere ikke mulighed for at regne

reklamationsfristen allerede fra det tidspunkt, hvor forbrugeren burde have

(men ikke har) opdaget manglen, og dette kriterium må således

udgå af § 81.

Som nævnt under pkt. 5.5.1. finder § 81 ikke

anvendelse, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig

hæderlighed eller groft uagtsomt. Direktivet indeholder ikke en

tilsvarende regel, men undtagelsen vil kunne opretholdes i medfør af

direktivets minimumsklausul.

Arbejdsgruppen anfører endvidere, at

gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 1, kræver, at

den »absolutte« reklamationsfrist i købelovens § 83

forlænges fra 1 år til 2 år regnet fra overgivelsen af

varen til forbrugeren.

I sammenhæng hermed foreslår arbejdsgruppen,

at den absolutte reklamationsfrist uden for forbrugerkøb (§ 54)

ændres tilsvarende. Arbejdsgruppen anfører, at der i modsat fald

vil opstå en »reklamationsklemme« for detailhandlerne mv. De vil

således kunne mødes med mangelsindsigelser fra forbrugerne

indtil 2 år efter salget, mens de (medmindre andet har kunnet aftales)

er afskåret fra selv at gå videre med mangelskravet mod

producenter mv., hvis der er gået mere end 1 år. Arbejdsgruppen

peger også på, at der ved internationale køb i

medfør af CISG (artikel 39, stk. 2) gælder en absolut

reklamationsfrist på 2 år.

Arbejdsgruppen har i betænkningen (side 140-146)

redegjort for de hensyn, der ligger bag reklamationsfristerne og for

tidligere overvejelser om reglernes udformning. Det anføres, at det

under arbejdsgruppens drøftelser er blevet anført, at den

absolutte reklamationsfrist bør ophæves eller forlænges ud

over de 2 år, som direktivet kræver. Arbejdsgruppen finder

imidlertid, at spørgsmålet herom i givet fald bør

vurderes i sammenhæng med reklamationsfristen uden for

forbrugerkøb, og at problemstillingen også bør ses i

sammenhæng med spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at

rette mangelskrav mod tidligere salgsled (producenter og tidligere

sælgere). Spørgsmålet bør således i givet

fald tages op i forbindelse med en generel købelovsrevision.

Som nævnt under pkt. 5.5.2. åbnes der i

direktivet mulighed for, at der ved salg af brugte varer kan gives parterne

mulighed for at aftale en kortere reklamationsfrist, dog ikke under 1

år.

Arbejdsgruppen finder, at denne mulighed ikke bør

bruges. Det anføres, at en bestemmelse, der knytter bestemte

retsvirkninger til, om varen er »brugt« eller ej, kan skabe vanskelige

afgrænsningsproblemer. Det gældende mangelsbegreb indeholder

desuden en fleksibilitet, der gør det muligt i fornødent omfang

at tage hensyn til salgsgenstandens nærmere karakter. Stridens kerne

ved køb af brugte varer synes i vidt omfang at være, hvilke krav

der kan stilles til brugte varer, og dette spørgsmål vil en

differentieret reklamationsfrist ikke bidrage til at løse. Samlet

finder arbejdsgruppen, at differentierede reklamationsfrister vil

indebære en uhensigtsmæssig og unødig komplicering af den

køberetlige regulering.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

138-149.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 10-12

(de foreslåede ændringer til § 54, stk. 1, og

§ 83, stk. 1 samt de foreslåede §§ 81 og 85).

5.6. Lovvalg

5.6.1. Gældende ret

EU-konventionen om, hvilket lands lovgivning der skal

anvendes på kontraktlige forpligtelser (lovvalgskonventionen)

gælder her i landet, jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere

ændringer.

Hvis parterne i en forbrugeraftale ikke har aftalt,

hvilket lands lov der skal gælde for aftalen, vil det som hovedregel

være loven i det land, hvor forbrugeren bor, der finder anvendelse. Det

gælder bl.a., hvis den erhvervsdrivende forud for aftalens

indgåelse har reklameret eller fremsat særligt tilbud over for

forbrugeren i dennes bopælsland, og forbrugeren dér har

foretaget de handlinger, som fra forbrugerens side er nødvendige for

at indgå aftalen (konventionens artikel 5).

Efter konventionen kan parternes lovvalg i de nævnte

tilfælde ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse,

der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i

bopælslandets lovgivning.

Konventionen indebærer, at forbrugeren kan

påberåbe sig både de ufravigelige bestemmelser i

bopælslandets lovgivning og de bestemmelser, der følger af

lovvalgsaftalen, og det kan have praktisk betydning, hvis de

sidstnævnte bestemmelser giver forbrugeren en bedre retsstilling.

Hvis en aftale herunder enhver forbrugeraftale - kun har

tilknytning til ét land (f.eks. hvis begge parter bor i det samme

land, og aftalen indgås og skal opfyldes dér) kan parterne ikke

ved at vælge et andet lands lovgivning tilsidesætte ufravigelige

bestemmelser i det lands lovgivning, som aftalen i øvrigt har

tilknytning til.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side

37-41.

5.6.2. Forbrugerkøbsdirektivet

Efter direktivet må forbrugeren ikke kunne fratages

den beskyttelse, der følger af direktivet, gennem en lovvalgsaftale,

der henviser til lovgivningen i et ikke-EU/EØS-land, hvis

købsaftalen har nær tilknytning til medlemsstaternes

område. Der henvises til direktivets artikel 7, stk. 2.

5.6.3. Lovforslagets udformning

Arbejdsgruppen anfører, at gennemførelse af

direktivets bestemmelse om beskyttelse af forbrugeren mod visse uheldige

virkninger af det frie lovvalg bør ske på en måde, der

ligesom lovvalgskonventionen tillader forbrugeren at vælge mellem den

beskyttelse, der følger af ufravigelige regler i det

EU/EØS-lands lovgivning, der ville finde anvendelse uden

lovvalgsaftalen, og lovgivningen i det land, som lovvalgsaftalen henviser

til, hvis denne lovgivning stiller forbrugeren bedre.

Arbejdsgruppen finder endvidere, at begrænsningen i

visse lovvalgsklausulers retsvirkning på grund af reglernes nære

indbyrdes sammenhæng bør gælde i relation til alle

spørgsmål om mangler ved salgsgenstanden, selv om direktivet

alene forpligter medlemslandene til at lade begrænsningen omfatte de

spørgsmål om mangler, der er reguleret i

forbrugerkøbsdirektivet.

Arbejdsgruppen foreslår, at den nødvendige

regulering af visse lovvalgsklausulers retsvirkning indføjes i loven

om gennemførelse af lovvalgskonventionen i dansk ret. Efter

arbejdsgruppens opfattelse vil det herved kunne fremgå klarere, at der

med den foreslåede bestemmelse alene sker en fravigelse af

konventionens lovvalgsregler i enkelte ret atypiske situationer.

Der henvises til betænkningen side 41-44.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at

beskyttelsen mod visse lovvalgsklausuler bør gælde i relation

til alle spørgsmål om mangler ved salgsgenstanden, selv om

direktivet alene forpligter medlemsstaterne til at lade lovvalgsreglen

omfatte de spørgsmål om mangler, der er reguleret i

forbrugerkøbsdirektivet.

Justitsministeriet finder derimod, at det på

nuværende tidspunkt er mest hensigtsmæssigt at gennemføre

direktivbestemmelsen på samme måde som ved gennemførelsen

af tidligere forbrugerbeskyttelsesdirektiver, dvs. ved en bestemmelse i den

pågældende materielle lov her købeloven.

Det foreslås, at forbrugeren ikke gennem en

lovvalgsaftale, der henviser til et ikke-EU/EØS-lands lovgivning, kan

miste den beskyttelse, der følger af det EU/EØS-lands

ufravigelige regler, som ellers ville gælde.

Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 13 (den foreslåede

§ 87).

5.7. Forholdet til tidligere salgsled

Det er efter gældende ret ikke udelukket, at

et mangelskrav efter omstændighederne kan gøres gældende

direkte over for sælgers sælger eller et andet tidligere led i

omsætningskæden, enten ud fra et såkaldt

indtrædelsessynspunkt eller på grundlag af, at det tidligere led

har handlet ansvarspådragende også over for senere led i

omsætningskæden.

Indtrædelsessynspunktet indebærer, at

køberen anses for indtrådt i det krav, sælgeren

måtte have mod det tidligere salgsled i anledning af den

pågældende mangel. I kraft af, at køberen således

indtræder i sælgerens krav mod det tidligere led, kan

køberens krav ikke overstige, hvad sælgeren kunne have

krævet af det tidligere led, og køberens krav er underlagt de

begrænsninger, der måtte følge af aftalen mellem

sælgeren og det tidligere led.

Køberens direkte krav mod et tidligere salgsled kan

som nævnt også bygge på almindelige principper om

culpaansvar uden for kontrakt. I så fald er køberens krav mod

det tidligere led uafhængigt af aftalen mellem sælgeren og det

tidligere led.

Efter direktivets artikel 4 skal en sælger, der er

ansvarlig over for forbrugeren for en mangel, som skyldes en handling eller

undladelse, der er begået af producenten, et tidligere led i

salgskæden eller en anden mellemmand, have adgang til at rejse krav mod

den ansvarlige person i aftalekæden i overensstemmelse med national

lovgivning.

Det anføres i præamblens pkt. 9, at

sælger efter regler fastsat i national lovgivning bør kunne

gøre regres mod producenten, en tidligere sælger i samme

aftalekæde eller en anden mellemmand, medmindre sælgeren har

givet afkald på denne ret. Det anføres, at direktivet ikke

berører princippet om aftalefrihed mellem sælger, producent, en

tidligere sælger eller anden mellemmand, og at spørgsmålet

om, mod hvem og hvordan sælgeren kan gøre regres, afgøres

efter den nationale lovgivning.

Arbejdsgruppen anfører (betænkningen side

151-152), at direktivet formentlig må forstås således, at

medlemslandene alene er afskåret fra at fastsætte (eller

opretholde) regler, der indebærer, at sælgeren ikke under nogen

omstændigheder kan gøre et regreskrav gældende mod et

tidligere led i omsætningskæden.

Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at direktivet

er opfyldt i dansk ret, og at særlig lovgivning om sælgers regres

mod tidligere led således ikke er nødvendig.

Arbejdsgruppen anfører, at det i

forbindelse med gennemførelse af direktivet kunne være mere

nærliggende at overveje, om der bør fastsættes regler om

forbrugerens muligheder for at rette et direkte mangelskrav mod

tidligere salgsled. Den danske købelov indeholder i modsætning

til lovgivningen i de øvrige nordiske lande ikke bestemmelser herom,

men de ovenfor nævnte ulovbestemte principper finder anvendelse.

Arbejdsgruppen anfører imidlertid, at lovgivning

herom vil rejse en række vanskelige principielle

spørgsmål, som ikke ville kunne afklares inden for direktivets

gennemførelsesfrist. Endvidere følger det af

forbrugerkøbsdirektivets artikel 12, at Kommissionen senest om 5

år skal afgive en rapport til Rådet om bl.a. behovet og

mulighederne for at indføre direkte producentansvar.

Spørgsmålet vil således blive taget op i en bredere

europæisk sammenhæng.

Der henvises til betænkningen side 152-157.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens

overvejelser.

Justitsministeriet finder således, at

spørgsmålet om en eventuel lovregulering af adgangen til at

rette mangelskrav mod tidligere led på grund af de væsentlige

internationale aspekter i forbindelse med udviklingen af EU s indre marked

først bør tages op, når Kommissionens vurdering af

behovet og mulighederne for en fællesskabsretlig regulering

foreligger.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

6.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

6.1.1. Forbrugerklagenævnet

Den foreslåede forlængelse af den absolutte

reklamationsfrist fra 1 år til 2 år betyder, at forbrugerne vil

få mulighed for at gennemføre mangelskrav, som under den

gældende ordning afskæres, fordi der er gået mere end 1

år efter at varen blev leveret. Dette indebærer bl.a., at flere

sager end hidtil vil kunne indbringes for Forbrugerklagenævnet, som

behandler klager fra forbrugere vedrørende bl.a. mangelfulde

varer.

På nuværende tidspunkt er det vanskeligt at

skønne nærmere over, hvor mange sager det vil dreje sig om.

Stigningen vil først indtræde i 2003, idet forlængelsen af

reklamationsfristen først får reel betydning, når der er

gået 1 år (den nuværende reklamationsfrist) efter den

foreslåede ikrafttrædelsesdato den 1. januar 2002.

Et eventuelt behov for øgede bevillinger til

Forbrugerklagenævnet i anledning af de foreslåede regler vil

på denne baggrund blive drøftet i forbindelse med udarbejdelsen

af finanslovsforslaget for 2003.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.

6.1.2. Information til forbrugerne om de nye regler

Det følger af forbrugerkøbsdirektivets

artikel 9, at medlemsstaterne har pligt til at informere forbrugerne om de

nye regler.

Justitsministeriet overvejer bl.a. at udarbejde

informationsmateriale om de nye regler til brug for offentligheden.

Eventuelle merudgifter til udarbejdelse og formidling af

informationsmateriale mv. skønnes at kunne afholdes inden for

Justitsministeriets gældende bevillingsmæssige rammer.

6.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Et udkast til lovforslaget har været forelagt for

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens enhed for erhvervsregulering, som har

anført, at forslaget synes at medføre såvel

administrative som økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Enheden

for erhvervsregulering har bl.a. peget på, at forlængelsen af

reklamationsfristen fra 1 til 2 år vil have økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

Justitsministeriet er enig i, at nogle af bestemmelserne i

forslaget vil medføre øgede omkostninger for virksomheder, som

leverer mangelfulde varer. Det drejer sig navnlig om forslaget om, at

forbrugeren som hovedregel kan vælge, om der skal ske afhjælpning

eller omlevering, når en vare er mangelfuld, og om forslaget om

generelt at forlænge købelovens reklamationsfrist fra 1 år

til 2 år.

Herudover vil forslaget medføre visse

engangsudgifter for virksomhederne til bl.a. ændring af

informationsmateriale, standardvilkår mv.

For så vidt angår spørgsmålet om

forbrugerens adgang til at vælge mellem omlevering og afhjælpning

af manglen indebærer forslaget, at sælgeren som udgangspunkt

bliver forpligtet til at efterkomme et krav fra forbrugeren om, at der

leveres en ny vare i stedet for at foretage reparation af den gamle. Dette

vil efter omstændighederne kunne føre til øgede

omkostninger for de erhvervsdrivende.

Forbrugerens valgret begrænses imidlertid af, at

omlevering ikke kan kræves, hvis det vil være umuligt, eller hvis

det vil påføre sælgeren uforholdsmæssige

omkostninger. Sælgeren er således ikke forpligtet til at

gennemføre den beføjelse, forbrugeren har valgt, hvis

sælgeren kan godtgøre, at der foreligger økonomiske

omstændigheder, der giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Ved

vurderingen af, om omlevering vil påføre sælgeren

uforholdsmæssige omkostninger, skal der tages hensyn til

salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning, og om en anden

beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for

køberen, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (den foreslåede 78,

stk. 1-2).

Selv om den valgte beføjelse således ikke

må påføre sælgeren uforholdsmæssige

omkostninger, hvilket må antages at begrænse de økonomiske

konsekvenser for virksomhederne betydeligt, vil forslaget dog efter

Justitsministeriets opfattelse påføre virksomhederne visse

meromkostninger.

For så vidt angår forlængelsen af den

generelle reklamationsfrist fra 1 til 2 år, vil denne medføre

øgede omkostninger for virksomhederne i det omfang, de leverer varer

med en mangel, som viser sig mellem 1 og 2 år efter, at varen blev

leveret til forbrugeren.

De økonomiske konsekvenser for virksomhederne heraf

vil navnlig afhænge af, hvilken type af vare, der er tale om. I mange

tilfælde vil en mangel ved en vare vise sig og blive

påberåbt inden for kort tid efter, at varen er leveret til

forbrugeren. I så fald medfører forlængelsen af

reklamationsfristen ikke nye omkostninger for virksomheden. For nogle

varetyper f.eks. audio- og videoudstyr, computere mv. er det imidlertid

ikke helt usædvanligt, at en mangel først konstateres, når

der er gået mere end 1 år efter leveringen.

Efter forslaget påhviler det når der bortses

fra 6 måneders-reglen i lovforslagets § 1, nr. 8 (den

foreslåede § 77 a, stk. 3) i almindelighed forbrugeren at

føre bevis for, at varen var mangelfuld ved leveringen. Det må

antages, at denne bevisbyrde bliver vanskeligere at løfte, jo

længere tid der går efter, at varen blev leveret, hvilket i

praksis vil medvirke til at begrænse de økonomiske konsekvenser

for virksomhederne.

Det må efter Justitsministeriets opfattelse antages,

at denne del af lovforslaget vil medføre visse meromkostninger for

virksomhederne, men således at der vil være store forskelle

afhængigt af, hvilken type af varer virksomheden sælger.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse endvidere

væsentligt at fremhæve, at meromkostningerne for virksomhederne

for så vidt angår forbrugerkøbene modsvares af en

tilsvarende økonomisk gevinst for forbrugerne. Forslaget

indebærer, at det som hovedregel bliver virksomhederne i stedet for som

i dag forbrugerne, der bærer den økonomiske risiko for en

mangel, som viser sig mellem 1 og 2 år efter, at varen blev

leveret.

6.3. Miljømæssige konsekvenser

I enkelte af høringssvarene er der peget på,

at lovforslaget vil have væsentlige miljømæssige

konsekvenser, idet forbrugeren efter lovforslaget som udgangspunkt får

valget mellem afhjælpning og omlevering. Der peges i den forbindelse

på, at omlevering i stedet for afhjælpning (reparation) vil

medføre ressourcespild og miljøbelastning i form af transport

af produkter, forøget affaldsmængde ved skrotning af

tilbagetagne varer og »dobbelt« produktion.

Den ret til at vælge mellem afhjælpning og

omlevering, som forbrugeren får efter lovforslaget, begrænses som

nævnt af, at den valgte beføjelse ikke må

påføre sælgeren omkostninger, som er

uforholdsmæssige i forhold til den alternative beføjelse. Efter

lovforslaget skal der tages hensyn til sælgerens omkostninger i bred

forstand. Endvidere lægges der med lovforslaget generelt set op til, at

der ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren i

den konkrete situation bør kunne kræve omlevering i stedet for

afhjælpning, kan tages hensyn til rimeligheden heraf. Der henvises

nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 (den

foreslåede 78, stk. 2).

Efter Justitsministeriets opfattelse kan lovforslaget

således alene antages at ville have visse mindre

miljømæssige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse,

at varer, som sælgeren har fået tilbage i forbindelse med en

omlevering, i nogle tilfælde må forventes at blive repareret med

henblik på videresalg.

6.4. EU-retlige aspekter

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og

garantier i forbindelse hermed (forbrugerkøbsdirektivet). Direktivet

skal som nævnt være gennemført i national ret senest den

1. januar 2002.

6.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Lovforslagets konsekvenser er således i

hovedtræk med de nævnte usikkerheder:

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for

staten

Ingen

Visse merudgifter for Forbrugerstyrelsen som følge af

en øget sagstilgang til Forbrugerklagenævnet.

Omkostninger ved udarbejdelse af informationsmateriale. Omkostningerne

skønnes at kunne afholdes inden for gældende

bevillingsmæssige rammer.

Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner

og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Visse øgede omkostninger, navnlig som følge af

udvidelsen af forbrugernes adgang til at vælge mellem

mangelsbeføjelserne og som følge af forlængelsen af den

generelle reklamationsfrist.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Begrænsede konsekvenser i form af skrotning mv. af

mangelfulde varer i stedet for reparation.

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og

garantier i forbindelse hermed (forbrugerkøbsdirektivet).

7. Høring

Betænkning nr. 1403/2001 om gennemførelse af

forbrugerkøbsdirektivet har været i høring hos

følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for

Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus,

Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Foreningen af

dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet,

Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Autobranchens Handels- og Industriforening, Brancheforeningen for

Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks

Fiskeindustri- og Eksportforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk

Dataforening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk

Ejendomsmæglerforening, Danske Dagblades Forening, Danske

Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, Dansk Handel

& Service, Dansk Industri, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk

Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Postordreforening, Dansk

Textil Union, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening,

De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Det Danske Handelskammer,

DSB, El-installatørernes Landsforening ELFO, Erhvervssammenslutningen

G 1930, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet,

Forenede Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og importører af

elektriske husholdningsapparater FEHA, Foreningen af Kommercielle Danske

Internetsites, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet,

Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for

Danmarks Brugsforeninger, HK-Landsklubben, Håndværksrådet,

IT-brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd,

Post Danmark, Radiobranchen og Realkreditrådet.

Bemærkninger til

lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2)

Bestemmelsen angiver som hidtil hvilke af

købelovens bestemmelser der ikke kan fraviges til skade for

forbrugeren.

Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 7,

stk. 1, er forbrugeren ikke bundet af forudgående aftaler, der

direkte eller indirekte begrænser eller ophæver forbrugerens

rettigheder efter direktivet. De bestemmelser, der gennemfører

direktivet, må således ikke ved forudgående aftale kunne

fraviges til skade for forbrugeren.

Det foreslås på den baggrund at justere lovens

§ 1, stk. 2, i lyset af de ændringer, der foreslås med

henblik på gennemførelse af direktivet.

I forhold til den gældende formulering er der

navnlig tale om, at sælgers loyale oplysningspligt, jf. den

foreslåede § 76, stk. 1, nr. 3, som noget nyt gøres

ufravigelig.

Sælgers loyale oplysningspligt er efter

gældende ret i et vist omfang ufravigelig, men det følger

indirekte af den gældende lovs § 77 om generelle forbeholds

retsvirkning. Denne bestemmelse foreslås ændret, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7, og det foreslås i stedet ved en

ændring af § 1, stk. 2, at gøre § 76,

stk. 1, nr. 3, ufravigelig i det hele. Dette medfører den

ændring i forhold til gældende ret, at sælger heller ikke

ved at tage et konkret forbehold kan undgå sin loyale

oplysningspligt.

Bestemmelsen skal som nævnt ses på baggrund af

direktivets artikel 7, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 165.

Til nr. 2 (§ 1 a, stk. 3)

Der er tale om en konsekvensændring, idet de

spørgsmål, som lovens § 42, stk. 1, § 43,

stk. 1-2, § 44 og § 47 vedrører, efter lovforslaget

bliver særskilt reguleret i lovens kapitel om forbrugerkøb, jf.

lovforslagets § 1, nr. 8-9 (de foreslåede §§ 77 a-77 b og

§ 78).

Der henvises til betænkningen side 166.

Til nr. 3 (§ 2)

Det foreslås at udvide lovens

anvendelsesområde, således at såkaldt bestillingskøb

i forbrugerforhold bliver omfattet af loven, uanset hvem af parterne der

leverer det materiale, som er nødvendigt for fremstillingen af

genstanden. Bestemmelsen herom foreslås gjort

beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den

foreslåede § 1, stk. 2).

Ændringen indebærer, at tilfælde, hvor

en forbruger selv skal levere det materiale, der er nødvendigt for

fremstillingen af salgsgenstanden, skal betragtes som et køb. Som

omtalt i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.1.1.1. anses en

sådan aftale efter gældende ret som en tjenesteydelsesaftale.

Ændringen medfører, at eksempelvis en aftale mellem en forbruger

og en erhvervsdrivende om, at den erhvervsdrivende skal sy en kjole af en

rulle stof, forbrugeren selv leverer, skal anses som et

bestillingskøb, der er omfattet af købeloven.

Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse,

hvis tilvirkeren skal fremstille en ny genstand. Aftaler om reparationer

eller omdannelser af genstande, der tilhører bestilleren, vil

således ligesom i dag ikke være omfattet af købeloven.

Indleverer forbrugeren f.eks. et par bukser med henblik på, at den

erhvervsdrivende skal justere benlængden, vil aftalen således som

hidtil falde uden for købelovens anvendelsesområde.

Vurderingen af, om der foreligger en tjenesteydelsesaftale

(ændring af varen) eller et bestillingskøb (tilvirkning af en

vare), kan efter omstændighederne være vanskelig.

Afgørende er, om omdannelsen ud fra en samlet vurdering af dens omfang

og karakter bør anses for en tilretning af forbrugerens genstand eller

omdannelse af forbrugerens materiale til en ny genstand. Indleverer en

forbruger eksempelvis en brudekjole til den erhvervsdrivende med henblik

på at få kjolen syet om til en dåbskjole, foreligger der et

bestillingskøb, fordi omdannelsen indebærer, at der fremstilles

en ny genstand af det indleverede materiale.

En aftale, hvorefter forbrugeren leverer materialer til

brug for den erhvervsdrivendes fremstilling af den bestilte genstand,

indebærer i sagens natur, at den erhvervsdrivende kommer i nær

kontakt med forbrugerens materialer. Der kan derfor ofte opstå

spørgsmål om, i hvilket omfang den erhvervsdrivende er ansvarlig

for skader, der måtte blive påført materialerne.

Som tidligere omtalt er aftaler af denne karakter dvs.

hvor forbrugeren leverer hovedparten af materialerne hidtil blevet anset

for at være tjenesteydelsesaftaler. Herom antages i almindelighed at

gælde et culpaansvar med omvendt bevisbyrde i tilfælde, hvor der

sker skade på forbrugerens materiale, eller det bortkommer, mens det er

i den erhvervsdrivendes besiddelse. For at undgå ansvar må den

erhvervsdrivende således godtgøre, at beskadigelsen mv. ikke

skyldes forsømmelse udvist af den erhvervsdrivende eller nogen, der

handler på dennes vegne. Det samme må antages at gælde,

selv om de pågældende aftaler efter lovforslaget skal anses som

aftaler om køb.

Indtræffer en beskadigelse efter, at den

erhvervsdrivende har udført omdannelsen (men inden leveringen til

forbrugeren), følger det af lovforslaget, at forbrugeren kan

påberåbe sig reglerne om mangler i relation til den samlede

ydelse, jf. den foreslåede § 77 a, stk. 1, og f.eks.

nægte at betale herfor, hvis betingelserne for ophævelse er

opfyldt, jf. den foreslåede § 78.

Efter købelovens § 57 forudsætter

ophævelse af en købsaftale som udgangspunkt, at parterne

tilbageleverer det modtagne i væsentlig samme stand og mængde som

ved leveringen. Ved et bestillingskøb, hvor forbrugeren selv

fremskaffer det nødvendige materiale, er situationen imidlertid helt

anderledes end ved et almindeligt køb, hvor salgsgenstanden kan

tilbageleveres til sælger. Eftersom genstanden er fremstillet af

materialer tilhørende forbrugeren, fører § 57 til, at

forbrugeren skal have sine materialer og et eventuelt erlagt vederlag

tilbage. Tilvirkeren kan således ikke forlange den fremstillede

genstand udleveret til sig, eftersom hans ydelse ikke består i at

levere en salgsgenstand, men derimod i en allerede udført

tjenesteydelse, som det ikke er muligt for forbrugeren at tilbagelevere.

En lignende situation kan forekomme efter den

gældende bestemmelse, hvis en tilvirket genstand er blevet tilpasset

køberens behov i et sådant omfang, at en tilbagegivelse af

genstanden er uden værdi for sælgeren. Ved vurderingen af

sådanne køb sker der i dag en skærpet vurdering af, om en

mangel er væsentlig og dermed hævebegrundende. Det

forudsættes, at det samme vil gælde ved vurderingen af de

aftaler, som efter forslaget bliver omfattet af loven.

Hvis tilvirkerens arbejde i det væsentlige er

færdiggjort, bør der således kun kunne ske ophævelse

fra forbrugerens side som følge af mangler, hvis der foreligger

skærpende omstændigheder.

Det forudsættes, at det i givet fald ikke hindrer

ophævelse, at sælgerens ydelse (fremstilling af salgsgenstanden)

ikke kan tilbagegives, jf. købelovens § 58 (som ikke

ændres), hvorefter køberen uanset § 57 kan hæve

købet, hvis det skyldes salgsgenstandens egen beskaffenhed, at

tilbagegivelse ikke kan ske.

Det vil i tilfælde af ophævelse, hvor

sælgeren skal tilbagelevere såvel den helt eller delvis

fremstillede genstand som det vederlag, der måtte være modtaget,

kunne komme på tale ud fra almindelige regler om ugrundet berigelse at

pålægge forbrugeren at kompensere sælgeren, i det omfang

dennes ydelse er kommet forbrugeren til nytte.

For så vidt angår civil- og handelskøb,

foreslås det at præcisere, at der foreligger et køb, hvis

tilvirkeren skal levere den overvejende del af det materiale, der er

nødvendigt for fremstillingen af varen.

Mindre materialebidrag fra bestilleren fratager

således ikke aftalen dens karakter af at være et

bestillingskøb, når der er tale om civil- eller

handelskøb.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 tilsigter at

gennemføre direktivets artikel 1, stk. 4.

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 svarer til den

gældende lovs § 2, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 5.1.1. og til betænkningen side 166-172.

Til nr. 4 (§ 54, stk. 1)

Bestemmelsen vedrører den absolutte

reklamationsfrist uden for forbrugerkøb. Det foreslås at udvide

fristens længde fra 1 år til 2 år.

Om baggrunden for den foreslåede ændring

henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.5.

Til nr. 5 (§ 75 a)

Den foreslåede nye bestemmelse fastslår, at

salgsgenstanden skal være i overensstemmelse med det, der er aftalt.

Desuden angives i bestemmelsen en række positivt formulerede kriterier

for, hvilke krav forbrugeren kan stille til salgsgenstanden, hvis intet andet

følger af parternes aftale.

Som omtalt i lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt. 5.2.3. er den foreslåede bestemmelse udtryk for en uddybning af

det eksisterende mangelsbegreb i lovens § 76. Der er således ikke

tilsigtet en realitetsændring, idet mangelsvurderingen allerede i dag

tager udgangspunkt i parternes aftale, og idet rækken af positivt

angivne kriterier i den foreslåede § 75 a, stk. 2, må

antages allerede at være indeholdt i det generelle mangelsbegreb i den

gældende § 76, stk. 1, nr. 4. Den foreslåede

bestemmelse er således udtryk for et »spejlbillede« af det eksisterende

mangelsbegreb, hvor de elementer, der allerede i dag kan konstituere en

mangel, beskrives ud fra positive kriterier. Den foreslåede bestemmelse

tjener således primært det formål at øge

informationsværdien af lovens formulering samt at tilnærme

systematikken i mangelsbegrebet i den danske købelov til den

systematik, der anvendes i forbrugerkøbsdirektivet, CISG og de

øvrige nordiske lande.

Manglende overensstemmelse med et eller flere af

kriterierne i den foreslåede § 75 a indebærer efter

forslaget, at varen betragtes som mangelfuld, hvis ikke den manglende

overensstemmelse følger af parternes aftale, jf. den foreslåede

§ 76, stk. 1, nr. 4, 2. led.

Til stk. 1

Bestemmelsens 1. led angiver det grundlæggende

princip, at varen med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre

egenskaber skal stemme overens med det, der er aftalt.

Efter bestemmelsen er udgangspunktet således, at der

må foretages en konkret mangelsvurdering på grundlag af parternes

aftale. Henvisningen til aftalen indebærer i første række,

at varen skal stemme overens med de vilkår, der udtrykkeligt er

fastlagt i parternes aftale. Princippet om varens kontraktmæssighed

rækker imidlertid videre, idet også parternes berettigede

forudsætninger og andre omstændigheder ved aftaleindgåelsen

vil have betydning for fastlæggelsen af aftalens nærmere

indhold.

En vare vil, selv om den er fejlfri, være

behæftet med en mangel, hvis den på et eller flere punkter

afviger fra det aftalte. Dette gælder, uanset om varen i øvrigt

er af en højere kvalitet, end forbrugeren havde grund til at regne

med.

Det kan imidlertid forekomme, at parternes aftale ikke

giver særlige holdepunkter for, hvilke krav forbrugeren kan stille til

salgsgenstanden. I så fald må salgsgenstandens egenskaber

vurderes ud fra mere generelle kriterier, jf. det foreslåede

stk. 2.

Efter stk. 1, 2. led, skal forbrugeren i forbindelse

med købet have de fornødne oplysninger med henblik på

montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.

Som eksempler på oplysninger, der er omfattet af den

foreslåede bestemmelse, kan nævnes instruktioner om montering af

møbler, der leveres usamlede, anvisninger om elektriske apparaters

brug og funktioner, oplysninger om temperaturforhold ved opbevaring af

fødevarer samt vaskeanvisninger for tekstiler.

Sælgers forpligtelse består i at sørge

for, at forbrugeren modtager de pågældende oplysninger.

Forpligtelsen skal efter bestemmelsen opfyldes i forbindelse med

købet.

De pågældende oplysninger kan således

gives af sælgeren selv, men bestemmelsen stiller ikke krav herom, idet

sælger alene er forpligtet til at sikre sig, at forbrugeren får

oplysningerne. Navnlig ved masseproducerede varer kan det forekomme, at

producenten har forsynet varen med en anvisning for brug, opbevaring mv. I

så fald er sælgers forpligtelse opfyldt, hvis en brugsanvisning

mv. indeholdende de fornødne oplysninger følger med varen til

forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset

til at vedrøre oplysninger, der kan have indflydelse på

købsbeslutningen. Eksempelvis vil en medfølgende

brugsanvisning, som forbrugeren først bliver bekendt med i forbindelse

med sin efterfølgende udpakning af varen, ikke have indgået i

forbrugerens bedømmelse af varen. Som omtalt i de almindelige

bemærkninger pkt. 5.1.2.1. kan der imidlertid også efter

gældende ret foreligge en mangel i denne situation, jf. lovens

§ 76, stk. 1, nr. 4, og § 44, idet forbrugeren i almindelighed

er berettiget til at forvente, at der medfølger en tilstrækkelig

brugsanvisning. Beskadigelse af salgsgenstanden som følge af, at

forbrugeren har behandlet den i overensstemmelse med (fejlagtige oplysninger

i) en brugsanvisning, kan også efter de gældende regler normalt

påberåbes som en mangel.

Ud over at videreføre den gældende

retstilstand på dette punkt præciseres det med lovforslaget, at

det forhold, at forbrugeren ikke modtager de fornødne oplysninger, i

sig selv kan påberåbes som en mangel, jf. herved lovforslagets

§ 1, nr. 7 (den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2.

led).

Sælger skal efter den foreslåede bestemmelse

sikre sig, at forbrugeren får de fornødne oplysninger om

de nævnte forhold. Sælgers oplysningspligt relaterer sig dermed i

første omgang til standardoplysninger vedrørende

salgsgenstanden. Navnlig ved salg af standardvarer må sælger i

mangel af særlige holdepunkter for andet kunne gå ud fra, at

forbrugeren har brug for de oplysninger, der i almindelighed er

nødvendige for, at en gennemsnitlig forbruger er blevet oplyst i

tilstrækkeligt omfang. Omfanget af oplysningspligten må

således som udgangspunkt bero på en objektiv vurdering af, hvilke

oplysninger der i almindelighed er af betydning for den sædvanlige

anvendelse mv. af produktet.

Konkrete forhold kan imidlertid medføre, at der i

visse situationer bør gives yderligere oplysninger. Dette vil navnlig

kunne tænkes, såfremt der er tale om køb af ikke

standardiserede varer, eller hvis forbrugerens konkrete tilkendegivelser

viser sælgeren, at forbrugeren agter at anvende varen til et

særligt formål, hvortil der kræves en vejledning, der

ligger ud over det sædvanlige. Konkrete omstændigheder ved

købet kan på den anden side også føre til, at

oplysningspligten er mindre vidtgående end ellers, eksempelvis hvis

forbrugeren som fagkyndig har særlig viden omkring det

pågældende produkt.

Afhængig af, hvilke varer der udbydes, og hvilke

persongrupper der i almindelighed efterspørger de

pågældende varer, kan oplysningspligten endvidere tænkes

opfyldt ved, at forbrugeren henvises til, hvor der let tilgængeligt kan

findes oplysninger om varens anvendelse mv. Er der eksempelvis tale om salg

af edb-software, kan sælgerens oplysningspligt efter

omstændighederne anses for opfyldt ved, at der gives forbrugeren

oplysninger om, at installationsvejledning kan hentes et nærmere

angivet sted på Internettet. I så fald er sælgers oplysning

om den pågældende web-side tilstrækkelig, forudsat at

oplysningerne på web-siden er fyldestgørende.

Sælgers forpligtelse til at stille de

fornødne oplysninger til forbrugerens rådighed angår ikke

alene indholdet og omfanget af oplysningspligten, men også

oplysningernes form, idet oplysningerne skal gives forbrugeren på en

let tilgængelig måde. Brugsanvisninger skal således bl.a.

være udformet på et sprog, forbrugeren kan forventes at

forstå.

Bestemmelsen foreslås ikke gjort præceptiv.

Sælgeren har dermed mulighed for konkret at indgå aftale med

forbrugeren om, at vedkommende ikke modtager de pågældende

oplysninger eller modtager dem på et fremmed sprog. Bestemmelsen er

således ikke til hinder for, at der eksempelvis ved salg af brugte

genstande, hvor den oprindelige brugsanvisning er bortkommet, indhentes

samtykke fra forbrugeren til, at brugsanvisning ikke følger med

salgsgenstanden.

Tilsidesætter sælgeren sin forpligtelse efter

den foreslåede bestemmelse, betragtes varen som mangelfuld, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7 (den foreslåede § 76, stk. 1,

nr. 4, 2. led). Der foreligger således en mangel ved salgsgenstanden,

hvis forbrugeren hverken fra sælger eller via materiale fra tidligere

salgsled modtager de pågældende oplysninger. Tilsvarende

gælder, hvis der nok er stillet oplysninger til forbrugerens

rådighed, men disse er fejlbehæftede eller utilstrækkelige.

I så fald har forbrugeren heller ikke fået de fornødne

oplysninger.

Til stk. 2

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets

artikel 2, stk. 2, dog uden at anvende samme terminologi. Direktivet

opstiller således formodninger for kontraktmæssighed, mens der

efter den foreslåede bestemmelse opstilles nogle krav, som skal

opfyldes, medmindre andet er aftalt.

Som anført ovenfor, forekommer det formentlig

ganske ofte, at der i parternes aftale ikke eller kun i begrænset

omfang er taget stilling til, hvilke nærmere krav salgsgenstanden skal

leve op til. I sådanne tilfælde må mangelsvurderingen

foretages på baggrund af mere generelle kriterier vedrørende

varens egenskaber mv, som er angivet i den foreslåede bestemmelse.

Som ligeledes anført ovenfor, er de angivne

kriterier udtryk for en eksemplificering af de elementer, der efter

gældende ret kan udgøre en mangel i medfør af det

generelle mangelsbegreb i den nuværende § 76, stk. 1, nr. 4.

Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet

nogen realitetsændring.

De opstillede kriterier er endvidere ikke udtryk for en

udtømmende opregning, men alene en angivelse af visse centrale

principper, der bør indgå i mangelsvurderingen i tilfælde,

hvor parternes aftale ikke indeholder tilstrækkelige angivelser om,

hvilke krav forbrugeren kan stille til varens egenskaber. Er varen ikke i

overensstemmelse med et eller flere af kravene i bestemmelsen, og er dette

ikke begrundet i parternes aftale, skal varen anses som mangelfuld, jf. den

foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Selv om alle

kriterier i bestemmelsen er opfyldt, udelukker dette imidlertid ikke i sig

selv, at varen anses som mangelfuld i medfør af de øvrige

bestemmelser i den foreslåede § 76, stk. 1 (lovforslagets

§ 1, nr. 7).

Som udgangspunkt skal alle de angivne kriterier være

opfyldt. Det er imidlertid klart, at ikke alle kriterier er relevante i alle

situationer, og de enkelte kriterier kan efter omstændighederne

også være i modstrid med hinanden - eksempelvis vil en vare, der

er egnet til forbrugerens særlige formål, ikke

nødvendigvis være anvendelig til det formål, varer af den

pågældende type sædvanligvis anvendes til, og det er langt

fra i alle købsaftaler, at sælgeren viser en vareprøve

eller model.

I bestemmelsens nr. 1 angives, at varen i relation

til holdbarhed, øvrige egenskaber samt emballering skal være i

overensstemmelse med, hvad forbrugeren efter salgsgenstandens karakter og

forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente. I

bestemmelsen tillægges forbrugerens berettigede forventninger

således afgørende betydning ved mangelsvurderingen.

Spørgsmålet om varens holdbarhed

drejer sig om, hvor længe varen kan anvendes, uden at reparation er

påkrævet. Opstår der som følge af varens egenskaber

en fejl ved varen på et tidligere tidspunkt, end forbrugeren med rette

kunne forvente, foreligger der en mangel.

Fastlæggelsen af forbrugerens rimelige forventninger

til varens holdbarhed må bero på en konkret vurdering, og der

skal efter bestemmelsen tages hensyn til salgsgenstandens karakter og

omstændighederne i øvrigt. Forventningerne til holdbarheden af

en salgsgenstands forskellige dele kan være forskellige.

Forbrugerens rimelige forventninger må ofte

også variere, alt efter om der er tale om køb af en ny eller

brugt vare. Ved køb af en brugt genstand må forbrugerens

forventninger bl.a. afpasses genstandens alder og hidtidige brug. Er der tale

om køb af en fabriksny standardvare, må forbrugeren kunne

forvente, at varen har en holdbarhed og kvalitet, som svarer til den

generelle standard for sådanne varer.

Som andre momenter, der kan have betydning for

forbrugerens rimelige forventninger, kan nævnes købsprisen og

forhold ved sælgerens eller tidligere salgsleds markedsføring af

varen.

Bestemmelsens henvisning til varens emballering

tager sigte på forbrugerens rimelige forventninger til sælgers

emballering med henblik på at beskytte varen mod beskadigelse.

Bestemmelsen fastlægger således ikke en generel pligt for

sælgere til at emballere salgsgenstanden, og i en lang række

situationer vil forbrugeren næppe kunne have en rimelig forventning om,

at varen er emballeret. Dette vil normalt forudsætte, at emballering er

nødvendigt eller almindeligt ved varer af den pågældende

type. Det forhold, at en eventuel emballage er beskadiget, udgør

endvidere som udgangspunkt ikke en mangel i sig selv, såfremt varen som

sådan er ubeskadiget. Det modsatte kan imidlertid være

tilfældet, hvis sælgeren er bekendt med, at forbrugeren konkret

har en interesse i, at emballagen er intakt eksempelvis fordi

salgsgenstanden skal anvendes som en gave.

Efter bestemmelsens nr. 2 skal varen være

egnet til formål, som genstande af den pågældende type

sædvanligvis anvendes til.

Bestemmelsen vedrører varens anvendelighed til

sædvanlige formål, mens spørgsmålet om varens

holdbarhed og kvalitet i øvrigt er omfattet af den foreslåede

nr. 1.

Efter bestemmelsen er det et krav, at varen lever op til

en vis generel standard i relation til brugsegenskaber, idet varen skal

være anvendelig til de formål, som varer af den

pågældende type i almindelighed anvendes til. I tilfælde,

hvor varer af den pågældende type sædvanligvis anvendes til

flere formål, foreligger der således en mangel, hvis

salgsgenstanden ikke er anvendelig til alle disse formål. Dette

gælder, uanset den pågældende forbrugers aktuelle planer

med hensyn til varens brug.

Bestemmelsen indebærer i sammenhæng med den

foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led (lovforslagets

§ 1, nr. 7), at sælgeren for at undgå mangelshæftelse

må gøre forbrugeren opmærksom herpå, hvis

salgsgenstandens brugsegenskaber afviger fra, hvad der er sædvanligt

for den pågældende varetype.

Af bestemmelsens nr. 3 følger, at varen skal

være egnet til forbrugerens særlige formål, hvis

sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning herom.

Bestemmelsen vedrører i lighed med nr. 2 alene

salgsgenstandens brugsegenskaber og ikke spørgsmålet om

holdbarhed eller kvalitet i øvrigt, men regulerer i modsætning

til nr. 2 de situationer, hvor forbrugeren påtænker at anvende

salgsgenstanden til et formål, der afviger fra det

sædvanlige.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse,

hvis sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning om, at

salgsgenstanden er anvendelig til forbrugerens særlige formål.

Bestemmelsen tager således - også - sigte på de

situationer, hvor der ikke foreligger en garanti fra sælgers side, men

dog visse tilkendegivelser, der konkret bestyrker forbrugeren i, at

salgsgenstanden kan anvendes til det pågældende formål.

Det må bero på en konkret vurdering, om

sælgeren har »bestyrket« forbrugerens forventning. Dette vil dog altid

være tilfældet, hvis sælgeren eller dennes ansatte positivt

har tilkendegivet over for forbrugeren, at varen kan anvendes til det

pågældende formål. Mindre markante udsagn fra

sælgerens side kan imidlertid også indebære den

fornødne bestyrkelse. Forholder sælgeren sig passiv over for

forbrugerens konkrete oplysninger om den påtænkte anvendelse, vil

dette efter omstændighederne også kunne anses som en bestyrkelse.

Ved den nærmere vurdering heraf må der bl.a. lægges

vægt på, hvilken fagkundskab forbrugeren med rette kan forvente,

at sælger besidder. Forbrugerens forventninger til sælgers

varekundskab må således variere, alt efter om købet

foretages i en specialbutik eller eksempelvis i en selvbetjeningsbutik, hvor

forbrugeren ikke i almindelighed kan påregne en særlig

varekundskab hos alle ansatte, således eksempelvis ikke hos den, der

sidder ved kasselinien.

Uafhængigt af, hvilken grad af fagkundskab der

konkret kan forventes fra sælgers side, forudsætter bestemmelsens

anvendelse, at forbrugeren i en vis konkretiseret form har gjort sælger

opmærksom på den påtænkte særlige anvendelse af

salgsgenstanden. Sælger kan således ikke anses for at have

bestyrket forbrugerens forventninger, medmindre sælgeren har

været bekendt med det særlige formål.

Efter bestemmelsens nr. 4 skal salgsgenstanden have

samme egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har

forelagt forbrugeren ved købets indgåelse.

Bestemmelsen pålægger ikke sælgeren at

fremlægge en vareprøve eller model. Har sælgeren

imidlertid fremlagt en sådan, er den pågældende forpligtet

til at levere forbrugeren en vare, der stemmer overens med det fremlagte,

idet sådanne prøver netop danner grundlaget for forbrugerens

vurdering af salgsgenstanden. Uanset om sælgeren alene foreviser

forbrugeren en vareprøve med henblik på at demonstrere visse

egenskaber ved varen, bør sælgeren således gøre

forbrugeren opmærksom herpå, hvis salgsgenstanden afviger fra den

fremviste prøve.

Bestemmelsen regulerer alene de situationer, hvor

sælgeren har forevist en vareprøve eller lignende. Bestemmelsen

omfatter således ikke den situation, hvor forbrugeren hos en anden

forhandler har fået forevist en prøve, eller hvor forbrugeren

selv medbringer en vare med henblik på at købe en tilsvarende. I

sidstnævnte tilfælde kan det imidlertid være en del af

parternes aftale, at salgsgenstanden skal stemme overens med den medbragte

vare. I så fald vil situationen skulle vurderes efter den

foreslåede § 75 a, stk. 1, 1. led, om varens overensstemmelse

med aftalen.

De foreslåede bestemmelser tilsigter at

gennemføre direktivets artikel 2, stk. 1-2 og 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 173-183.

Til nr. 6

Forslaget om, at overskriften til den gældende

§ 76 skal udgå, er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr.

5.

Til nr. 7

Til § 76

Til stk. 1

Bestemmelsens nr. 1 svarer til den gældende

§ 76, stk. 1, nr. 1, med den ændring, at sælger har

bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende oplysninger ikke kan antages

at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af

salgsgenstanden.

Forbrugerens bevisbyrde vedrørende de

pågældende oplysningers betydning er efter den gældende

regel forholdsvis lempelig, idet bevisbyrden anses for løftet, hvis

oplysningerne i almindelighed er egnede til at påvirke

efterspørgslen af varer af den pågældende art, og der ikke

foreligger omstændigheder, der viser, at forbrugeren har været

ubekendt med oplysningerne eller ikke har lagt vægt herpå. Den

foreslåede ændring af bevisbyrdereglen medfører

således næppe nogen væsentlig ændring af

retstilstanden i praksis.

Bestemmelsens nr. 4, 1. led, svarer til den

gældende § 76, stk. 1, nr. 4. 2. led af bestemmelsen

er derimod nyt og indeholder en henvisning til den foreslåede nye

§ 75 a, således at en vare anses for mangelfuld, hvis et eller

flere af elementerne i § 75 a ikke er opfyldt, og dette ikke

følger af parternes aftale.

Tilsidesættelse af kravene i den foreslåede

§ 75 a udløser mangelsbeføjelser for forbrugeren, jf.

bemærkningerne nedenfor til den foreslåede § 78

(lovforslagets § 1, nr. 9).

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. lovens

§ 76, stk. 2.

Til stk. 3

Bestemmelsen vedrører forbrugerens mulighed for at

påberåbe sig mangler i visse bestillingskøb.

Har forbrugeren selv fremskaffet det materiale, der skal

anvendes til fremstillingen af varen, bærer forbrugeren som hovedregel

risikoen for sit eget materialevalg. Forbrugeren vil herefter som

udgangspunkt ikke kunne gøre gældende over for sælgeren,

at varen er mangelfuld, hvis dette beror på forhold ved det materiale,

som forbrugeren selv har fremskaffet.

Forbrugerens risiko for materialevalget er dog ikke

ubegrænset. Efter forslaget modificeres reglen herom af en

vejledningspligt for sælger. Sælgeren er således forpligtet

til at vejlede forbrugeren om valg af materialer og efter

omstændighederne fraråde forbrugeren at anvende det

pågældende materiale, hvis sælgeren som fagkyndig indser

eller bør indse, at materialet er mangelfuldt eller

uhensigtsmæssigt at anvende.

Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,

jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,

stk. 2).

Om problemstillingen vedrørende beskadigelse af

forbrugerens materialer, mens disse er i sælgers besiddelse, henvises

til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 (den

foreslåede § 2, stk. 1).

De foreslåede bestemmelser tilsigter at

gennemføre direktivets artikel 2, stk. 3-4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.2. og betænkningen side 183-185.

Til § 77

Bestemmelsen vedrører retsvirkningen af generelle

forbehold med hensyn til varens egenskaber.

Det foreslås at ændre bestemmelsen,

således at generelle forbehold ikke længere kan tillægges

retsvirkning, jf. det nye stk. 1. Efter denne regel kan

bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe

sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, således

ikke gøres gældende over for køberen.

Sælgerens generelle forbehold formuleres i praksis

ofte på den måde, at genstanden sælges som den er og

forefindes. Dette udtryk er derfor direkte nævnt i stk. 1.

Herudover kan genstanden f.eks. være solgt »som besigtiget«, »som

beset«, »uden ansvar« og med tilsvarende generelle forbehold. Bestemmelsen

omfatter således alle generelt formulerede klausuler, der direkte eller

indirekte f.eks. ved at erklære, at køberen er bekendt med

enhver mangel fritager sælgeren for at hæfte for eventuelle

mangler

Det forekommer også, at sælgeren i aftalen

tager et specificeret forbehold vedrørende bestemte positive eller

negative egenskaber ved salgsgenstanden, således at disse forhold ikke

skal kunne betragtes som mangler. Sådanne konkrete forbehold er ikke

omfattet af bestemmelsen i stk. 1. Kommer et konkret forbehold i

konflikt med de ufravigelige bestemmelser i købelovens § 76,

stk. 1, nr. 1-3, kan sælgeren dog ikke fritages for

køberens eventuelle mangelsbeføjelser. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 (den

foreslåede § 75 a).

Efter stk. 2 begrænses forbrugerens

adgang til at gøre mangelsbeføjelser gældende i samme

omfang som hidtil ved køb af brugte varer på offentlig auktion,

hvor der er mulighed for at være fysisk til stede. Begræsningen i

køberens mangelsbeføjelser gælder således ved

traditionelle auktionssalg, men ikke ved f.eks. auktionssalg via

Internettet.

Ved auktionssalg, hvor forbrugeren kan være til

stede, vil forbrugeren alene kunne påberåbe sig, at

salgsgenstanden er mangelfuld, hvis det følger af lovens § 76,

stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgenstanden er i væsentlig ringere

stand, end forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde grund

til at regne med. Der skal normalt ikke tages hensyn til salgsgenstandens

pris, idet vurderingen af, hvad forbrugeren kunne forvente med hensyn til

salgsgenstandens stand ikke bør afhænge af varens pris i de

omhandlede tilfælde, hvor prisen beror på de øvrige bud

på auktionen. Det er dog ikke udelukket, at salgsprisen kan indgå

i vurderingen af, hvad forbrugeren under hensyn til omstændighederne

havde grund til at regne med - navnlig i tilfælde, hvor der ved

auktionen over genstanden er fastsat en minimumspris.

Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,

jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,

stk. 2).

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets

artikel 1, stk. 3, og 7, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.2. og til betænkningen side 185-186.

Til nr. 8

Til § 77 a

Bestemmelsen vedrører tidspunktet for

mangelsbedømmelsen og erstatter i forbrugerforhold den gældende

§ 44.

Bestemmelsen foreslås gjort

beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den

foreslåede § 1, stk. 2).

Til stk. 1

I lighed med § 44 indebærer den

foreslåede bestemmelse, at der ved vurderingen af, om salgsgenstanden

lider af en mangel, tages udgangspunkt i varens beskaffenhed på det

tidspunkt, hvor risikoen overgår til forbrugeren. Dette vil normalt

være det tidspunkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. lovens

§ 9 og § 73 (som ikke ændres).

Det forhold, at sælger også hæfter for

skjulte defekter, der først giver sig synlige udslag efter leveringen,

er tydeliggjort ved formuleringen af bestemmelsens 2. pkt., hvorefter

sælger hæfter for mangler, selv om de først viser sig

efter tidspunktet for risikoens overgang. Det afgørende er

således, om kimen til manglen var til stede på det angivne

tidspunkt.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet

nogen realitetsændring i forhold til gældende ret.

Til stk. 2

Efter den foreslåede bestemmelse foreligger der

altid en mangel, hvis salgsgenstanden på grund af sælgerens

manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen ikke svarer til,

hvad forbrugeren kan kræve i medfør af de foreslåede

§§ 75 a-77. Sælgers manglende opfyldelse af sine konkrete

aftalemæssige forpligtelser udgør således altid en mangel,

uanset om risikoen for salgsgenstanden forinden er overgået til

forbrugeren.

Bestemmelsen vedrører således sælgers

forsømmelse. Den foreslåede bestemmelse rækker videre end

den gældende § 44 (som ikke ændres uden for

forbrugerkøb), idet forhold, der kan henføres til sælgers

manglende opfyldelse af de aftalemæssige forpligtelser i øvrigt

udgør en mangel, selv om der ikke er noget at bebrejde

sælgeren.

Bestemmelsen kan navnlig få selvstændig

betydning i tilfælde, hvor sælger ved købsaftalen har

påtaget sig at installere eller montere salgsgenstanden, og hvor

installationen mv. er behæftet med fejl. Den fejlagtige installation

vil efter bestemmelsen i sig selv udløse mangelsbeføjelser for

forbrugeren dvs. uafhængigt af, om der ved den fejlagtige

installation er blevet påført salgsgenstanden en skade.

Bestemmelsen vil endvidere have betydning, såfremt

forbrugeren ikke i forbindelse med købet har modtaget de

fornødne oplysninger om varens montering mv., jf. den foreslåede

§ 75 a, stk. 1, og § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Forvolder

forbrugeren efter risikoens overgang skade på produktet som

følge af den fejlbehæftede eller manglende brugsvejledning,

foreligger der en mangel, idet forholdet kan henføres til

sælgers manglende eller mangelfulde opfyldelse af sine

aftalemæssige forpligtelser. Tilsvarende vil gælde, hvis

forbrugeren ikke forvolder skade på salgsgenstanden, men ikke kan

anvende produktet i overensstemmelse med dets formål på grund af

manglende eller fejlbehæftet brugsanvisning.

Bestemmelsen vil også have betydning, hvis

forbrugeren efter aftalen skal afhente varen, og der sker skade på

varen under forbrugerens hjemtransport som følge af

utilstrækkelig emballering, jf. den foreslåede § 75 a,

stk. 2, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5).

Bestemmelsen kan desuden have betydning i tilfælde,

hvor der foreligger en mangel, og hvor sælgeren i forbindelse med et

afhjælpningsforsøg påfører salgsgenstanden en

skade. En sådan mangelfuld opfyldelse af afhjælpningspligten er

også en manglende opfyldelse af sælgers forpligtelser efter

aftalen og kan dermed i sig selv udløse mangelsbeføjelser for

forbrugeren.

Har sælgeren derimod uafhængigt af den

indgåede købsaftale forvoldt skade på salgsgenstanden

efter risikoens overgang, falder situationen uden for bestemmelsens

anvendelsesområde. Sælgers eventuelle ansvar er i så fald

ikke et køberetligt spørgsmål.

Til stk. 3

Det foreslås, at fejl mv. ved varen, der viser sig

inden for 6 måneder efter varens levering, skal formodes at have

været til stede ved risikoens overgang, medmindre der gør sig

særlige forhold gældende.

Bestemmelsen er udformet som en formodningsregel.

Afkræfter sælgeren formodningen, vil forbrugeren således

skulle føre bevis for, at der forelå en defekt ved den

pågældende vare på leveringstidspunktet.

Bestemmelsen er endvidere formuleret således, at

formodningen alene skal opstilles, såfremt dette ikke er uforeneligt

med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art. Er der ikke

grundlag for formodningen, vil forbrugeren efter almindelige bevisbyrderegler

skulle godtgøre, at defekten mv. forelå ved risikoens overgang

(normalt ved leveringen).

Det vil være uforeneligt med salgsgenstandens og

manglens art at opstille en formodning for, at f.eks. friske

fødevarer, der efter en måned er gået i fordærv, var

mangelfulde ved leveringen. Formodningsreglen tager heller ikke sigte

på egenskaber, hvis tilstedeværelse er uafhængig af

tidsfaktoren, f.eks. en vares oprindelse, ægthed m.v. I disse

tilfælde er 6-måneders reglen ikke forenelig med den manglende

uoverensstemmelses karakter.

Den direktivbaserede formodningsregel indebærer

ikke, at mangelsindsigelser, der fremsættes efter udløbet af

6-måneders fristen, kan afvises alene under henvisning til, at der er

forløbet mere end 6 måneder fra leveringstidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse regulerer alene

spørgsmålet om bevisbyrden for, at en kvalitetsafvigelse

forelå på leveringstidspunktet. Uanset om formodningsreglen

finder anvendelse, er det således fortsat forbrugeren, som normalt har

bevisbyrden for, at der foreligger en kvalitetsafvigelse.

I den foreslåede bestemmelse henvises alene til de

krav til salgsgenstanden, der følger af de foreslåede §§ 75

a og 76 (lovforslagets § 1, nr. 5 og 7). Formodningsreglen finder

således ikke anvendelse på den form for auktionskøb, der

er omfattet af den foreslåede § 77 (lovforslagets § 1, nr.

7).

De foreslåede bestemmelser i stk. 2 og 3

tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 5, og 5,

stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.3.og til betænkningen side 186-190.

Til § 77 b

Bestemmelsen erstatter i forbrugerforhold den

gældende § 47.

Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,

jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,

stk. 2).

Den foreslåede bestemmelse begrænser

forbrugerens adgang til at påberåbe sig forhold, der ellers ville

udløse mangelsbeføjelser. Forbrugeren afskæres

således som udgangspunkt fra at påberåbe sig en mangel ved

salgsgenstanden, hvis forbrugeren ved aftalens indgåelse kendte eller

måtte kende til den pågældende mangel.

Bestemmelsen indebærer ikke en pligt for forbrugeren

til at undersøge salgsgenstanden. Har forbrugeren imidlertid foretaget

en sådan undersøgelse, kan vedkommende ikke efterfølgende

påberåbe sig forhold, som undersøgelsen har eller må

have afsløret.

Retsvirkningerne efter den foreslåede bestemmelse

indtræder, hvis forbrugeren har kendskab til det pågældende

forhold, eksempelvis fordi sælgeren på forhånd har gjort

forbrugeren opmærksom herpå. Bestemmelsen omfatter imidlertid

også tilfælde, hvor forbrugeren måtte være bekendt

hermed. Hermed sigtes til situationer, hvor det på grund af

omstændighederne forekommer helt usandsynligt, at forbrugeren ikke har

haft et sådant kendskab.

Den omstændighed, at forbrugeren var eller

måtte være bekendt med det pågældende forhold, som

kan udgøre en mangel, indebærer imidlertid ikke

nødvendigvis, at forbrugeren er afskåret fra at gøre

mangelsbeføjelser gældende. Der kan tænkes tilfælde,

hvor forbrugeren ved købsaftalens indgåelse nok har været

opmærksom på et forhold ved salgsgenstanden, men eksempelvis

på grund af manglende fagkundskab hverken var eller måtte

være bekendt med betydningen heraf. I så fald vil forbrugeren

fortsat kunne gøre det pågældende forhold gældende

som en mangel.

Bestemmelsen er begrænset til at vedrøre

forbrugerens kendskab til forhold ved salgsgenstanden på tidspunktet

for aftalens indgåelse. Bestemmelsen regulerer således ikke

tilfælde, hvor forbrugeren i perioden mellem købsaftalens

indgåelse og risikoens overgang får kendskab til, at

salgsgenstanden er mangelfuld. En viden erhvervet efter købsaftalens

indgåelse afskærer således ikke forbrugeren fra at

gøre mangelsbeføjelser gældende, forudsat at forbrugeren

reklamerer rettidigt over manglen.

Efter bestemmelsen kan forbrugeren uanset sit eventuelle

kendskab til konkrete forhold ved salgsgenstanden påberåbe sig,

at der foreligger en mangel, hvis der er holdepunkter herfor i aftalen. En

sådan situation vil eksempelvis foreligge, såfremt sælgeren

undlader at opfylde en aftale om at reparere salgsgenstanden inden

leveringen.

Efter bestemmelsen er forbrugerens eventuelle kendskab til

forhold ved salgsgenstanden uden betydning, hvis sælgeren har handlet i

strid med almindelig hæderlighed. § 47 undtager alene

tilfælde, hvor sælger har handlet svigagtigt, men fortolkes i

praksis således, at bestemmelsen også omfatter tilfælde,

hvor det ville være i strid med redelig handlemåde at

afskære forbrugerens mangelsbeføjelser. Dette svarer også

til, hvad der gælder om gennembrydelse af den absolutte

reklamationsfrist på grund af sælgerens forhold.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 2,

stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.2. og til betænkningen side 190-192.

Til nr. 9

Til § 78

Bestemmelsen vedrører forbrugerens

mangelsbeføjelser og tilsigter at gennemføre direktivets

artikel 3.

Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,

jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,

stk. 2).

I stk. 1 angives de beføjelser, forbrugeren

har mulighed for at gøre gældende i anledning af mangler ved

salgsgenstanden. Efter bestemmelsens stk. 2 er sælgeren som

udgangspunkt forpligtet til at imødekomme forbrugerens krav om

afhjælpning eller omlevering. Forbrugeren har imidlertid ikke krav

herpå, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse er

umulig eller uforholdsmæssig. Stk. 3 vedrører sælgers

i forhold til den gældende bestemmelse begrænsede

afhjælpnings- og omleveringsret, mens stk. 4 angiver de

tidsmæssige rammer mv. for sælgers afhjælpning eller

omlevering.

I forhold til den gældende § 78 er henvisninger

til bestemmelser uden for lovens kapitel om forbrugerkøb undladt, og i

stedet er betingelserne for at anvende de enkelte mangelsbeføjelser

indarbejdet i bestemmelsen.

Forbrugeren har som udgangspunkt valgfrihed mellem de

enkelte beføjelser. Valgfriheden begrænses imidlertid af

bestemmelsens stk. 2 og 3. Det følger af den foreslåede

stk. 2, at forbrugeren ikke har krav på afhjælpning eller

omlevering, hvis den valgte beføjelse er umulig eller

uforholdsmæssig at opfylde. Forbrugeren kan endvidere efter stk. 3

og 4 ikke forlange prisafslag eller ophævelse, hvis sælgeren

tilbyder at afhjælpe eller omlevere, og dette kan ske inden rimelig

tid, uden ufgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

For sælgeren indebærer den foreslåede

bestemmelse, at han som udgangspunkt er forpligtet til at efterkomme et krav

fra forbrugeren om afhjælpning eller omlevering. I overensstemmelse med

direktivets artikel 3 kan forbrugeren vælge, om der skal ske

afhjælpning eller omlevering sælgeren kan således som

udgangspunkt ikke afværge et omleveringskrav ved at tilbyde

afhjælpning eller omvendt. Kun hvis den beføjelse, forbrugeren

ønsker at gøre gældende, er umulig at gennemføre

eller må anses for uforholdsmæssig, kan sælgeren

nægte at imødekomme forbrugerens krav.

Hvis forbrugeren ikke gør gældende, at der

skal ske afhjælpning eller omlevering, men i stedet ønsker et

prisafslag eller at ophæve aftalen, følger det af den

foreslåede bestemmelse, at sælgeren kan afværge

forbrugerens krav ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering.

Til stk. 1

I bestemmelsen opregnes forbrugerens

mangelsbeføjelser.

Efter bestemmelsens nr. 1 kan forbrugeren forlange,

at sælger foretager afhjælpning - dvs. gratis udbedring af

manglen, således at varen bliver kontraktmæssig. Som hidtil har

forbrugeren ret til afhjælpning uanset manglens betydning. Manglens

væsentlighed vil dog kunne influere på, om et

afhjælpningskrav må anses for uforholdsmæssigt i

medfør af den foreslåede stk. 2, jf. nærmere

nedenfor.

Efter nr. 2 kan forbrugeren kræve, at

sælgeren leverer en anden genstand, der stemmer overens med aftalen

dvs. omlevering. Med den foreslåede formulering præciseres det,

at den omleverede genstand skal leve op til de krav, der følger af

købsaftalen. Er der eksempelvis indgået aftale om køb af

en fabriksny genstand, er sælger således ikke berettiget til at

omlevere med en demonstrationsmodel, medmindre forbrugeren accepterer

dette.

Forbrugeren kan kun gøre et omleveringskrav

gældende, hvis der er tale om genuskøb, dvs. et artsbestemt

køb, i modsætning til såkaldt specieskøb. I et

specieskøb er omlevering udelukket, fordi parternes aftale angår

en individuelt bestemt genstand, f.eks. en bestemt brugt bil, et bestemt

maleri eller et bestemt demonstrationseksemplar, der sælges til nedsat

pris. Genuskøb foreligger, hvis sælgeren i henhold til parternes

aftale kan opfylde sin leveringsforpligtelse ved levering af en hvilken som

helst genstand, der hører til den art, der er defineret i aftalen.

Selv om aftalen efter sin ordlyd ikke levner sælgeren nogen valgfrihed,

men udpeger en bestemt fysisk vare som salgsgenstand, kan fortolkning af

aftalen føre til, at der foreligger et genuskøb. Dette er

således normalt tilfældet, hvis genstanden uden ulempe kan

ombyttes til en tilsvarende, og det må antages, at parterne ikke har

lagt vægt på valget af genstand. Ved køb af et fabriksnyt

køleskab ligger det således normalt klart for alle, at parterne

alene har tænkt på, at der skal leveres et eksemplar af et

bestemt fabrikat, selv om der i købekontrakten er angivet et bestemt

eksemplars fabrikationsnummer. En sælgers interesse i at lade et

køb, som efter det anførte naturligt opfattes som et

genuskøb, fremtræde som et specieskøb (f.eks. ved

angivelse af fabrikationsnummeret på en fabriksny vare), for derigennem

at undgå, at forbrugeren i tilfælde af mangler kan

påberåbe sig omleveringsbeføjelsen, kan naturligvis ikke

begrunde, at aftalen fortolkes som et specieskøb.

I modsætning til den gældende regel, er

omleveringsbeføjelsen efter forslaget ikke betinget af, at der

foreligger en væsentlig mangel. Manglens betydning har imidlertid

indflydelse på, om forbrugerens omleveringskrav må anses for

uforholdsmæssigt i medfør af den foreslåede

stk. 2.

Efter bestemmelsens nr. 3 kan forbrugeren

kræve et passende afslag i købesummen.

Det er således ikke som efter den gældende

regel en forudsætning for afslagsbeføjelsen, at manglen er

værdiforringende. Den gældende regel kan i visse situationer

føre til, at forbrugeren afskæres fra at gøre

mangelsbeføjelser gældende, selv om manglen har reel betydning

for den værdi, salgsgenstanden har for den pågældende

forbruger. I praksis synes der bl.a. at blive »kompenseret« for dette ved at

tilkende et afslag i prisen, selv om manglens betydning for varens

værdi vanskeligt lader sig måle.

Det forudsættes, at der i de tilfælde, hvor

der foreligger en værdiforringende mangel, fortsat udmåles og

ydes et forholdsmæssigt afslag, idet dette i givet fald må anses

for at være det passende afslag.

Den foreslåede ændring indebærer i

forhold til den gældende regel, at der gives mulighed for at tildele et

passende afslag i sælgerens vederlag i de få tilfælde, hvor

der ikke står andre beføjelser til rådighed for

forbrugeren. Et passende afslag kan også komme på tale, hvis

forbrugeren foretrækker dette fremfor andre mere vidtgående

beføjelser, som ellers ville kunne gøres gældende.

Der vil f.eks. kunne gives et afslag i købesummen,

hvis en forbruger har bestilt en bil i en bestemt blå farve, og bilen

ved leveringen viser sig at have en anden blå nuance, der - om end kun

i uvæsentligt omfang - afviger fra, hvad forbrugeren bestilte. I

så fald kan forbrugeren ikke hæve købet, afhjælpning

i form af omlakering vil ofte indebære uforholdsmæssige

omkostninger, og er bilens salgspris den samme - uanset farveforskellen - kan

forbrugeren heller ikke kræve et forholdsmæssigt afslag i prisen.

Hvis omlevering samtidig ikke er mulig eksempelvis fordi den bestilte farve

ikke længere produceres vil forbrugeren være uden

sanktionsmuligheder til trods for, at den leverede bil ikke er i

overensstemmelse med parternes aftale. I så fald kunne tildeling af et

passende prisafslag til forbrugeren komme på tale.

I bestemmelsens nr. 4 angives, at forbrugeren kan

kræve ophævelse af købsaftalen, forudsat at manglen ikke

er uvæsentlig. Bestemmelsen svarer til gældende ret.

Om brug af hævebeføjelsen i relation til et

bestillingskøb, hvor forbrugeren selv fremskaffer det

nødvendige materiale, henvises til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 2, stk. 1, 1.

pkt.).

I den gældende § 78 henvises til §§ 42 og

43, hvorefter væsentlighedskravet fraviges, såfremt sælger

har udvist svig eller i et genuskøb har undladt at fremskaffe en

mangelfri genstand, selv om dette uden urimelig opofrelse kunne være

sket inden leveringstidspunktet. Der er på grund af sælgerens

adfærd i disse tilfælde altid tale om en væsentlig

misligholdelse, der er hævebegrundende, og der er ikke fundet behov for

at indarbejde disse bestemmelser i den foreslåede formulering af

§ 78.

Til stk. 2

Forbrugeren vil som udgangspunkt kunne vælge, om der

skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er

mangelfuld. Sælgeren kan således ikke som efter den

gældende regel afværge et omleveringskrav ved at tilbyde

afhjælpning eller omvendt. Dette er principielt en væsentlig

nyskabelse.

Forbrugerens valgret mellem omlevering eller

afhjælpning er imidlertid undergivet nogle begrænsninger. Efter

bestemmelsen kan der ikke kræves afhjælpning eller omlevering,

hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil

påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Det

er sælgeren, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.

Tages udgangspunkt i en situation, hvor forbrugeren

ønsker omlevering fremfor afhjælpning, begrænses

valgretten således for det første af, at den valgte

beføjelse ikke må være umulig at

gennemføre. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis

købet vedrører en speciesgenstand samt ved visse

bestillingskøb.

Forbrugerens valgret begrænses endvidere af, at den

valgte beføjelse ikke må påføre sælgeren

uforholdsmæssige omkostninger.

Kræver forbrugeren, at der omleveres, er

sælgeren forpligtet hertil, medmindre det kan godtgøres, at

dette vil være forbundet med omkostninger, der er

uforholdsmæssige.

Denne uforholdsmæssighedsvurdering falder for

så vidt i tre led det skal vurderes, om den valgte beføjelse

påfører sælgeren omkostninger, om disse i givet fald er

højere end omkostningerne ved en anden beføjelse, og i så

fald om denne omkostningsforskel er uforholdsmæssig.

Eftersom vurderingen er knyttet til

spørgsmålet om de omkostningsmæssige konsekvenser for

sælger, er det naturligvis i første omgang en

forudsætning, at gennemførelse af den valgte beføjelse

rent faktisk vil påføre sælgeren omkostninger. Relevante

er navnlig de udgifter, der direkte er forbundet med gennemførelsen af

den pågældende beføjelse. Ønsker forbrugeren

omlevering, vil det således navnlig være salgsgenstandens

indkøbspris, der skal inddrages. Omkostningsbegrebet må

imidlertid forstås bredt, således at også omkostninger, der

ikke direkte er relateret til varen, men som vedrører eksempelvis den

tid og de ressourcer, der medgår til gennemførelsen af

beføjelsen, er omfattet.

Den brede forståelse af omkostningsbegrebet

indebærer, at gennemførelse af den valgte beføjelse som

oftest vil påføre sælgeren visse omkostninger. I så

fald må det som nævnt vurderes, om de pågældende

omkostninger er højere end de omkostninger, sælger ville blive

påført ved at opfylde en anden beføjelse. Hvis det

eksempelvis ikke er forbundet med flere omkostninger for sælger at

omlevere end at afhjælpe, er der ikke grundlag for at fravige

udgangspunktet, hvorefter forbrugeren kan vælge mellem de to

beføjelser.

Såfremt den valgte beføjelse vil

påføre sælgeren omkostninger, der er større end

omkostningerne ved en anden beføjelse, skal der som det sidste element

i vurderingen tages stilling til, om den pågældende

omkostningsforskel er uforholdsmæssig.

Efter bestemmelsen skal der ved

uforholdsmæssighedsvurderingen tages hensyn til salgsgenstandens

værdi uden mangler. Kræver forbrugeren omlevering af en

salgsgenstand af mindre værdi, vil der langt sjældnere være

grundlag for at fravige udgangspunktet om forbrugerens valgret, end i de

tilfælde, hvor købet vedrører en kostbar genstand. Der er

således forskel på, om der kræves omlevering af eksempelvis

et krøllejern til 200 kr. eller af en fabriksny personbil.

Efter den foreslåede bestemmelse skal der ved

uforholdsmæssighedsvurderingen endvidere tages hensyn til manglens

betydning. Hermed forstås i første række manglens

betydning for salgsgenstandens funktion. Er der tale om en mangel, der er af

central betydning for salgsgenstandens funktion og anvendelse, vil dette

oftere føre til, at en forbrugers krav om eksempelvis omlevering

må imødekommes, end i de tilfælde, hvor manglen er uden

funktionelle konsekvenser. Som nævnt ovenfor er

omleveringsbeføjelsen ikke betinget af, at der foreligger en

væsentlig mangel, men er manglen bagatelagtig, må det ofte

indebære, at et omleveringskrav anses for uforholdsmæssigt

sammenlignet med afhjælpning.

Ved vurderingen af manglens betydning må der

endvidere tages hensyn til, hvilken betydning manglen har for den konkrete

forbruger. Selv om manglen ikke i almindelighed kan siges at have en central

betydning for salgsgenstandens funktion, kan konkrete forhold hos forbrugeren

medføre, at vedkommende har rimelig grund til at lægge betydelig

vægt på det pågældende forhold, hvilket i så

fald må indgå i uforholdsmæssighedsvurderingen. Omvendt kan

forholdet indgå med mindre vægt i

uforholdsmæssighedsvurderingen, hvis forbrugeren konkret

tillægger forholdet mindre betydning, uanset at manglen i almindelighed

betragtes som central i forhold til salgsgenstandens funktion.

Endelig skal der efter forslaget tages hensyn til, om en

anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for

forbrugeren. Selv om hensynet til varens værdi i mangelfri tilstand og

betydningen af manglen taler for at anse en forbrugers krav om eksempelvis

omlevering for uforholdsmæssigt, kan hensynet til forbrugeren

således trække i modsat retning. Dette kan eksempelvis være

tilfældet, hvis en afhjælpning må afvente hjemtagelse af

reservedele, og hvor forbrugeren skal anvende salgsgenstanden i en bestemt

nært forestående anledning. I så fald vil

afhjælpningsbeføjelsen ikke kunne gennemføres uden

væsentlig ulempe for forbrugeren, hvilket i så fald må

indgå i vurderingen af, om omleveringskravet er

uforholdsmæssigt.

Består manglen i, at sælger har undladt at

stille de fornødne oplysninger om varens montering mv. til

rådighed for forbrugeren, jf. den foreslåede § 75 a,

stk. 1, må et krav om omlevering omvendt anses for

uforholdsmæssigt henset til, at afhjælpning i givet fald ville

kunne ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren ved, at sælgeren

udleverer den manglende monteringsvejledning. Situationen er imidlertid en

anden, hvis der som følge af de manglende monteringsoplysninger er

blevet påført varen en defekt. I så fald kan sælger

ikke (længere) foretage afhjælpning ved efterfølgende at

udlevere en monteringsvejledning.

Viser manglen sig på et tidspunkt, hvor

værdien af salgsgenstanden er faldet væsentligt som følge

af forbrugerens brug, vil et krav om omlevering tilsvarende kunne

fremstå som uforholdsmæssigt, hvis afhjælpning kan ske uden

væsentlig ulempe for forbrugeren.

Ovenstående tager sigte på den situation, at

forbrugeren ønsker omlevering fremfor afhjælpning. Forbrugeren

er som udgangspunkt berettiget til at kræve omlevering, men som

anført kan betragtninger om umulighed eller uforholdsmæssighed

efter omstændighederne føre til, at valgfriheden

begrænses.

Det kan også tænkes, at forbrugeren

foretrækker afhjælpning fremfor omlevering. Efter den

foreslåede bestemmelse vil sælgeren som udgangspunkt være

forpligtet til at imødekomme et sådant afhjælpningskrav,

medmindre han kan godtgøre, at dette er umuligt at gennemføre

eller vil påføre ham omkostninger, der er

uforholdsmæssige.

I lighed med det ovenfor nævnte er forbrugerens ret

til at vælge afhjælpning begrænset ved, at dette ikke

må være umuligt. Der kan tænkes tilfælde, hvor en

mangel ikke lader sig udbedre, og hvor et afhjælpningskrav derfor vil

være umuligt at gennemføre.

Gennemførelse af et krav om afhjælpning vil

som oftest indebære visse omkostninger for sælgeren. Det må

herefter vurderes, om disse omkostninger er uforholdsmæssige i forhold

til en anden beføjelse, hvorved der som nævnt bl.a. skal tages

hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler. Dette indebærer,

at et krav om afhjælpning af en prisbillig, masseproduceret genstand

ofte må siges at indebære en uforholdsmæssig

økonomisk belastning for sælgeren, sammenlignet med varens

salgspris. Det omvendte vil være tilfældet ved en kostbar

salgsgenstand, hvor sælger kun kan afslå en forbrugers

afhjælpningskrav, hvis der foreligger vægtige grunde.

Som beskrevet ovenfor skal der ved vurderingen af, om et

afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, tillige tages hensyn til

manglens betydning, hvilket dels sigter til manglens betydning for varens

funktion, dels til manglens betydning for den konkrete forbruger.

Afhjælpningskravet vil endelig skulle vurderes i

lyset af, om en anden beføjelse kan gennemføres uden

væsentlig ulempe for forbrugeren. Selv om det anførte om varens

værdi i mangelfri tilstand og betydningen af manglen kan pege på,

at et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, kan hensynet til

forbrugeren således trække i den modsatte retning.

Uforholdsmæssighedsvurderingen vil som hovedregel

dreje sig om valget mellem omlevering eller afhjælpning, men efter

omstændighederne vil også de øvrige beføjelser

kunne inddrages dvs. prisafslag og ophævelse, hvis manglen ikke er

uvæsentlig. Det vil navnlig være aktuelt at inddrage disse

beføjelser i sammenligningsgrundlaget for, om et

afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, i tilfælde, hvor

salgsgenstanden ikke er ombyttelig, og omlevering derfor er umulig. I en

sådan situation må rimeligheden af de omkostninger, der er

forbundet med at foretage afhjælpning, vurderes i lyset af forbrugerens

interesse i, at der foretages afhjælpning. Må forbrugerens

interesse henset til manglens karakter og betydning anses for

tilstrækkeligt varetaget ved muligheden for prisafslag eller

ophævelse, kan resultatet blive, at afhjælpningskravet anses for

uforholdsmæssigt.

Til stk. 3

Med den foreslåede bestemmelse opretholdes en vis

begrænset afhjælpnings- og omleveringsret for sælger.

Bestemmelsen indebærer, at sælgeren kan

afværge forbrugerens krav om ophævelse eller prisafslag ved at

tilbyde afhjælpning eller omlevering.

Denne mulighed for sælger er for det første

anvendelig i situationer, hvor forbrugeren ikke ønsker

afhjælpning eller omlevering, selv om gennemførelse af disse

eller dog den ene af disse beføjelser er mulig. I sådanne

tilfælde er sælgeren berettiget til at afvise forbrugerens krav

om prisafslag eller ophævelse mod i stedet at tilbyde afhjælpning

og/eller omlevering.

Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse, hvis

sælgeren ønsker at tilbyde afhjælpning eller omlevering,

uanset han ikke ville være forpligtet hertil, fordi forbrugerens krav

herom ville være uforholdsmæssigt. I så fald vil

sælgerens tilbud afværge forbrugerens øvrige

mangelsbeføjelser.

Sælgerens tilbud om afhjælpning eller

omlevering skal ligesom forbrugerens krav herom gennemføres inden

rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, jf.

den foreslåede § 78, stk. 4, der tillige fastlægger

forbrugerens beføjelser, såfremt sælger ikke

afhjælper eller omleverer i overensstemmelse hermed.

Til stk. 4

Bestemmelsens 1. pkt. viderefører retsstillingen

efter den gældende § 78, stk. 3, og § 79 med den

ændring, at forbrugerens beføjelser tillige finder anvendelse

ved krav eller tilbud om omlevering og ikke kun ved afhjælpning.

Den nærmere fastlæggelse af, hvad der er

»rimelig tid« må som hidtil bero på en konkret vurdering. Det

foreslås imidlertid, at det i loven angives, hvilke forhold der navnlig

har betydning ved fastlæggelse af fristens længde, jf. den

foreslåede § 79, stk. 1.

Beføjelserne skal endvidere gennemføres uden

omkostninger og uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Som hidtil vil

det navnlig kunne komme på tale, at forbrugeren skal medvirke ved at

bringe eller sende en mindre salgsgenstand til sælgeren, hvis den

f.eks. skal repareres. I så fald har forbrugeren krav på refusion

af eventuelle udgifter, vedkommende har afholdt i forbindelse hermed.

Såfremt sælgeren ikke gennemfører et

krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse

med de angivne kriterier, følger det af den foreslåede

bestemmelse, at forbrugeren kan gøre brug af de øvrige

beføjelser dvs. passende afslag i prisen, ophævelse eller ved

krav eller tilbud om afhjælpning, omlevering. I overensstemmelse med

den gældende retstilstand er hævebeføjelsen i så

fald ikke betinget af, at der foreligger en væsentlig mangel.

Bestemmelsens sidste led vedrører forbrugerens

adgang til at lade manglen afhjælpe for sælgers regning og svarer

til gældende ret, jf. lovens § 78, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter som nævnt

at gennemføre direktivets artikel 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.4. og til betænkningen side 192-206.

Til § 79

Bestemmelsens stk. 1 angiver, hvilke momenter der

navnlig har betydning for vurderingen af, om sælger har foretaget

afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid. Stk. 2

fastlægger forbrugerens mulighed for at holde købesummen helt

eller delvist tilbage, indtil der er sket afhjælpning eller

omlevering.

Bestemmelsen foreslås gjort

beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den

foreslåede § 1, stk. 2).

Til stk. 1

Efter den foreslåede § 78, stk. 4, skal

afhjælpning eller omlevering ske inden rimelig tid. Bestemmelsen

indeholder endvidere nogle retningslinier for vurderingen af, om de

tidsmæssige rammer er overholdt.

Som hidtil må fastlæggelsen af fristen for

afhjælpning eller omlevering bero på en vurdering af

omstændighederne i det enkelte tilfælde. Det er ikke muligt at

opstille faste grænser for fristens længde.

Vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er

sket inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren,

skal efter direktivet ske under hensyntagen til varens art og forbrugerens

formål med at anskaffe varen. Det må antages, at direktivets

opregning af kriterier ikke er udtømmende. Den foreslåede

bestemmelse er derfor udformet således, at der i vidt omfang svarende

til den gældende bestemmelse i § 78, stk. 3 navnlig skal

tages hensyn til genstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov

for salgsgenstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet

en erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren.

For med sikkerhed at opfylde direktivet, er direktivets

kriterium »genstandens art« medtaget i bestemmelsen. Det kan således

ikke udelukkes, at direktivets formulering indebærer en udvidet

forbrugerbeskyttelse i forhold til den gældende bestemmelses kriterium

»manglens art«. Som hidtil vil forbrugerens eventuelle behov for hurtigt at

kunne benytte salgsgenstanden kunne tale for, at sælgeren må

fremskynde afhjælpningen eller omleveringen, og sælgeren vil i

overensstemmelse med den gældende retstilstand have mulighed for at

forlænge fristen ved i perioden vederlagsfrit at stille en

erstatningsgenstand til forbrugerens rådighed.

Det vil endvidere indgå i vurderingen, om

afhjælpningen henholdsvis omleveringen sker på forbrugerens eller

sælgerens initiativ. Såfremt sælgeren tilbyder

afhjælpning eller omlevering, må individuelle forhold hos

sælgeren normalt tillægges mindre betydning.

Ved fastlæggelsen af, hvilken frist for

afhjælpning eller omlevering der må anses for rimelig i det

konkrete tilfælde, må der desuden efter omstændighederne

tages hensyn til den periode, der er forløbet, siden salgsgenstanden

blev leveret til forbrugeren. Da overskridelse af fristen efter den

foreslåede bestemmelse bl.a. udløser hævebeføjelse

for forbrugeren, må det i et vist omfang indgå i vurderingen, om

eventuel ophævelse vil være meget byrdefuldt for sælgeren

det vil det bl.a. være, hvis manglen gøres gældende

umiddelbart inden udløbet af den absolutte reklamationsfrist, der

efter den foreslåede § 83 forlænges til 2 år.

Til stk. 2

Bestemmelsen viderefører den gældende

§ 78, stk. 2, dog således at bestemmelsen både omfatter

krav og tilbud om henholdsvis afhjælpning og omlevering.

Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren har mulighed

for at holde købesummen tilbage, hvis sælgeren ikke opfylder

forbrugerens berettigede krav om afhjælpning eller omlevering, eller

ikke opfylder et fremsat tilbud om at foretage afhjælpning eller

omlevering.

Retten til at holde købesummen tilbage

ophører som hidtil på det tidspunkt, hvor sælgeren

foretager afhjælpning eller omlevering.

Tilbageholdsretten er endvidere som efter den

nuværende § 78, stk. 2, begrænset i tilfælde,

hvor manglen er uvæsentlig, idet forbrugeren i så fald ikke kan

tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil

koste at afhjælpe manglen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 tilsigter

bl.a. at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 3, 3. led.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.4. og til betænkningen side 206-209.

Til nr. 10 (§ 81)

Den foreslåede bestemmelse kan ikke fraviges til

skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den

foreslåede § 1, stk. 2).

Den foreslåede bestemmelse viderefører den

gældende regel om, at en forbruger, der vil påberåbe sig,

at salgsgenstanden er mangelfuld, skal reklamere inden rimelig tid. Med

henblik på at opfylde direktivet foreslås det imidlertid, at

reklamation inden 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren

opdagede manglen, altid skal anses for at være sket inden rimelig

tid.

Forbrugeren skal således have mindst 2 måneder

til at gøre den pågældende mangel gældende.

Reklamation efter udløbet af 2-måneders fristen vil efter

omstændighederne kunne anses for foretaget inden rimelig tid og dermed

som rettidig. I lighed med tidligere vil individuelle forhold hos

forbrugeren, eksempelvis sygdom, bortrejse eller lignende kunne begrunde en

forlængelse af fristen.

Den foreslåede ændring indebærer

endvidere, at reklamationsfristen altid skal beregnes med udgangspunkt i det

faktiske opdagelsestidspunkt. I modsætning til den gældende regel

regnes reklamationsfristen således ikke fra det tidspunkt, hvor

forbrugeren burde have opdaget manglen.

Som hidtil vil forbrugerens passivitet og fortsatte brug

af genstanden, efter at manglen er opdaget, kunne medføre, at

forbrugeren anses for at have givet afkald på at gøre

hæve- og omleveringsbeføjelsen gældende, jf. fra

Forbrugerklagenævnets praksis bl.a. Juridisk Årbog 1996, side

130, 6.9.3.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets

artikel 5, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.5. og til betænkningen side 209-211.

Til nr. 11 (§ 83, stk. 1)

Bestemmelsen foreslås gjort

beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den

foreslåede § 1, stk. 2).

Det foreslås, at den absolutte frist for

forbrugerens reklamation forlænges fra 1 år til 2 år.

Fristen regnes som hidtil fra varens overgivelse til forbrugeren. Som hidtil

indebærer bestemmelsen, at en forbruger, der vil påberåbe

sig en mangel, skal give meddelelse til sælgeren inden udløbet

af fristen. I modsat fald mister forbrugeren retten til senere at gøre

manglen gældende, medmindre der foreligger en indeståelse fra

sælgers side, eller denne har handlet i strid med almindelig

hæderlighed.

Den foreslåede forlængelse af fristen fra 1

år til 2 år ændrer ikke bestemmelsens indhold i

øvrigt.

Den gældende bestemmelse fortolkes bl.a. i praksis

således, at reklamation, der foretages inden for fristen,

indebærer, at § 83 herefter ikke længere har betydning i

relation til den påberåbte mangel. Såfremt sælger

forsøger at afhjælpe, og manglen uanset dette viser sig igen

på et senere tidspunkt, eller hvis sælger foretager omlevering,

og den omleverede genstand viser sig at have en tilsvarende mangel, har

forbrugerens oprindelige reklamation således en gang for alle afbrudt

reklamationsfristen i § 83, og forbrugerens mangelsindsigelser er

herefter alene underlagt dansk rets almindelige forældelsesregler.

Reklamationsfristen i § 83 fortolkes endvidere således i praksis,

at der i tilfælde af omlevering løber en ny frist fra

omleveringstidspunktet. Dette har navnlig betydning, såfremt den

omleverede genstand er behæftet med andre mangler end den, forbrugeren

oprindelig påberåbte sig. Tilsvarende kan efter

omstændighederne være tilfældet, hvis en afhjælpning

er så omfattende, at den må sidestilles med en omlevering. Der

henvises til betænkningen side 148.

I retspraksis ses der endvidere bort fra, at der er

reklameret for sent, hvis sælgeren ikke påberåber sig

dette, men indlader sig i realitetsforhandlinger med forbrugeren

vedrørende reklamationens berettigelse.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets

artikel 5, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.5. og til betænkningen side 211f.

Til nr. 12 (§ 85)

I konsekvens af den foreslåede ændring af

§ 81 (lovforslagets § 1, nr. 10) foreslås det, at forbrugeren

også ved reklamtion over for andre end sælger skal have en frist

på mindst 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren opdagede

manglen.

Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,

jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1,

stk. 2).

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.5. og til betænkningen side 212.

Til nr. 13

(§ 87)

Det foreslås at beskytte forbrugerne mod visse

lovvalgsklausuler, hvorefter lovgivningen i et land uden for det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde

anvendelse på aftalen. Beskyttelsen mod sådanne klausuler

gælder i det omfang, det pågældende »tredjelands«

lovgivning om spørgsmål om mangler i forbrugerkøb, ikke

indeholder en ligeså omfattende beskyttelse af forbrugeren, som

lovgivningen herom i det EØS-land, hvis lovgivning ellers skulle

gælde i medfør af de internationalt privatretlige regler.

EØS omfatter Den Europæiske Unions

medlemsstater samt Island, Norge, og Liechtenstein.

Der er ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, idet

bestemmelsen bygger på princippet om frit lovvalg. Den foreslåede

bestemmelse tilsigter alene at afbøde visse uheldige virkninger af det

frie lovvalg. Den beskyttelse, som bestemmelsen giver forbrugerne, er alene

en beskyttelse mod lovvalgsklausuler. Forbrugeren kan i de omfattede

tilfælde vælge det lands regler, som stiller forbrugeren

bedst.

Bestemmelsen ændrer ikke ved de almindelige

internationalt privatretlige regler, som afgør, hvilket lands

lovgivning der skal finde anvendelse på en aftale, jf. herved navnlig

reglerne i den såkaldte Rom-konvention, der er gennemført her i

landet ved lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konventionen

om, hvilken lov der skal finde anvendelse på kontraktlige forpligtelser

m.v.

Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle

spørgsmål om mangler i forbrugerkøb.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at

gennemføre direktivets artikel 7, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

5.6. og til betænkningen side 213-215.

Til § 2

Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 11,

stk. 1, skal de bestemmelser i national lovgivning, der er

nødvendige for at gennemføre direktivet, sættes i kraft

senest den 1. januar 2002.

På den baggrund foreslås det, at

bestemmelserne i lovforslaget skal træde i kraft den 1. januar 2002 og

finde anvendelse på aftaler om køb, der indgås efter

ikrafttrædelsen.

Der kan opstå situationer, hvor den

erhvervsdrivendes køb er underlagt den nuværende regulering,

herunder den nuværende 1-årige reklamationsfrist i § 54,

mens den erhvervsdrivendes videresalg af den samme vare sker efter lovens

ikrafttræden og dermed bliver underlagt bl.a. den 2-årige

reklamationsfrist i de foreslåede §§ 54 og 83.

De erhvervsdrivende må i givet fald søge at

løse dette overgangsproblem ved aftaler, der fraviger den

1-årige reklamationsfrist.

Til

§ 3

Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale

gyldighed.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar

1980, som ændret senest ved lov nr. 391 af 14. juni 1995, foretages

følgende ændringer:

§ 1.

..

Stk. 2.

I forbrugerkøb, jfr. § 4 a, kan § 4

a, § 42, stk. 1, § 43, stk. 1 og 2, §§ 44, 47, 50,

55-58, 74 og 75, § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2,

§§ 77-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til

skade for køberen.

1.

§ 1, stk. 2, affattes således:

Stk. 2

. I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2,

stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55-58, § 74 og § 75,

§ 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2-3, §§ 77-79, § 80,

stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til skade for

køberen.

§ 1 a.

.

Stk. 2

. ..

Stk. 3

. §§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2,

§ 42, stk. 2, §§ 48, 49 og 52-54 gælder ikke i

forbrugerkøb.

Stk. 4

. .

2.

§ 1 a, stk. 3, affattes således:

Stk. 3

. §§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2,

§ 42, § 43, stk. 1-2, § 44, §§ 47-49 og 52-54

gælder ikke i forbrugerkøb.

3.

§ 2 affattes således:

§ 2.

Bestilling af genstande, som først skulle

tilvirkes, anses i denne lov som køb, såfremt det for

tilvirkningen fornødne stof skal ydes af den, der har påtaget

sig tilvirkningen. Loven gælder dog ikke for opførelse af

bygning eller andet anlæg på fast ejendom.

§ 2.

Bestilling af genstande, som først skal

fremstilles, anses i denne lov for køb. Uden for forbrugerkøb

gælder dette dog kun, såfremt den overvejende del af de for

fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har

påtaget sig fremstillingen.

Stk. 2

. Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder

tilsvarende anvendelse på bytte.

Stk. 2

. Loven gælder ikke for opførelse af

bygning eller andet anlæg på fast ejendom.

Stk. 3

. Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder

tilsvarende anvendelse på bytte.

§ 54.

Har køberen ikke inden et år efter

genstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil

påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den

gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at

indestå for genstanden i længere tid eller har handlet

svigagtigt.

Stk. 2.

.

4.

I § 54, stk. 1, ændres »et år« til:

»to år«.

5.

Efter § 75 indsættes:

Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen

(mangler)

§ 75 a.

Salgsgenstanden skal med hensyn til art, mængde,

kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen

skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med

henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af

salgsgenstanden.

Stk. 2

. Medmindre andet følger af parternes aftale,

skal salgsgenstanden

1) have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt

emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene

i øvrigt havde rimelig grund til at forvente,

2) være egnet til formål, som genstande af den

pågældende type sædvanligvis anvendes til,

3) være egnet til køberens særlige formål,

hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning herom, og

4) have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som

sælger har forelagt køberen ved købets

indgåelse.«

Mangler

6.

Overskriften før § 76 udgår.

7.

§§ 76-77 affattes således:

§ 76.

Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis

§ 76.

Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis

1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,

eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet

urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft

betydning for køberens bedømmelse af genstanden,

1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt,

eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet

urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at

have haft betydning for køberens bedømmelse af

genstanden,

2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som

nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre

meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller

køberens kundskab,

2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som

nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre

meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller

køberens kundskab,

3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning

om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af

genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller

3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning

om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af

genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller

4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed

eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende

omstændigheder skulle være.

Stk. 2

. Køberen kan ikke påberåbe sig en

urigtig eller vildledende oplysning, der senest ved indgåelsen af

aftalen om købet er rettet.

4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed

eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende

omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a

ikke er opfyldt.

Stk. 2

. Køberen kan ikke påberåbe sig en

urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved

indgåelsen af aftalen.

Stk. 3

. Forhold ved materialer fremskaffet af køberen

kan ikke påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har

tilsidesat sin vejledningspligt.

§ 77.

Selv om salgsgenstanden er solgt, som den er og

forefindes eller med tilsvarende forbehold, kan køberen i de

tilfælde, der er nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1-3,

påberåbe sig, at genstanden lider af en mangel. Det samme

gælder, hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end

køberen under hensyn til prisen og omstændighederne i

øvrigt havde grund til at regne med.

Stk. 2

. Brugte genstande, som sælges på auktion,

anses for solgt, som de er og forefindes.

§ 77.

Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan

påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige

forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes,

kan ikke gøres gældende over for køberen.

Stk. 2

. Ved køb af brugte genstande på offentlig

auktion, hvor køberen har mulighed for selv at være til stede,

kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel,

hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis

genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under

hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med.

8.

Efter § 77 indsættes:

§ 44.

Ved afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en

mangel, bliver, for så vidt manglen ikke er hidført ved

sælgers forsømmelse, det tidspunkt at tage i betragtning, da

faren gik over på køberen.

§ 77 a.

Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en

mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for

risikoens overgang. Forelå der på dette tidspunkt en mangel,

hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser

sig senere.

Stk. 2

. Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan

kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke

har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der, uanset

stk. 1, altid en mangel.

Stk. 3

. Viser salgsgenstandens manglende overensstemmelse med

kravene i § 75 a og § 76 sig inden seks måneder efter

leveringen, formodes den manglende overensstemmelse at have været til

stede på det i stk. 1 nævnte tidspunkt, medmindre denne

formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende

overensstemmelses art.

§ 47.

Har køberen før købets afslutning

undersøgt salgsgenstanden eller uden skellig grund undladt at

efterkomme sælgerens opfordring til at undersøge den, eller er

der før købets afslutning givet ham lejlighed til at

undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan han ikke

påberåbe sig mangler, der ved sådan undersøgelse

burde være opdaget af ham, medmindre sælgeren har handlet

svigagtigt.

§ 77 b.

Køberen kan ikke påberåbe sig en

mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved

aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen, eller

sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.

9.

§§ 78-79 affattes således:

Afhjælpning af mangler m.v.

Køberens mangelsbeføjelser

§ 78.

Lider salgsgenstanden af en mangel, kan køberen

hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i

købesummen eller omlevering efter reglerne i § 42, stk. 1,

eller § 43, stk. 1 og 2. Køberen kan endvidere forlange, at

sælgeren afhjælper mangelen, medmindre dette vil forvolde

sælgeren uforholdsmæssig omkostning eller væsentlig ulempe.

Ved artsbestemte køb kan sælgeren opfylde sin

afhjælpningspligt ved at foretage omlevering.

Stk. 2.

Køberen kan holde købesummen tilbage,

indtil krav om afhjælpning er opfyldt. Må mangelen anses som

uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb,

som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe

mangelen.

Stk. 3

. Har køberen fremsat påkrav om

afhjælpning efter stk. 1, og opfylder sælgeren ikke dette

inden rimelig tid, kan køberen hæve købet eller, ved

artsbestemte køb, kræve omlevering. Køberen kan endvidere

lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning, for så vidt

dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger.

§ 78.

Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen

valget mellem

1) afhjælpning af mangelen,

2) levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen

(omlevering),

3) et passende afslag i købesummen, eller

4) ophævelse af købet, hvis mangelen ikke er

uvæsentlig.

Stk. 2

. Køberen kan ikke kræve omlevering eller

afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse

er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige

omkostninger. Der skal herved tages hensyn til salgsgenstandens værdi

uden mangler, mangelens betydning, og om anden beføjelse kan

gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen.

Stk. 3

. Tilbyder sælgeren afhjælpning eller

omlevering, kan køberen ikke kræve et passende afslag i

købesummen eller ophævelse af købet.

Stk. 4

. Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om

afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, uden udgift og uden

væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke,

kan køberen kræve et passende afslag i købesummen,

ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette

kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen

afhjælpe for sælgerens regning.

§ 79.

Giver køberen meddelelse om en mangel, og

tilbyder sælgeren at afhjælpe den eller at foretage omlevering,

kan køberen ikke hæve købet eller kræve et

forholdsmæssigt afslag i købesummen eller, ved tilbud om

afhjælpning, omlevering. Dette gælder dog kun, hvis

afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig tid og uden

omkostninger eller væsentlig ulempe for køberen.

§ 79.

Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller

omlevering er sket inden rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages

navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens

behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet

en erstatningsgenstand til køberens rådighed.

Stk. 2

. Køberen kan holde købesummen tilbage,

indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt.

Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke

tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil

koste at afhjælpe mangelen.

Reklamation over mangler

10.

§ 81 affattes således:

§ 81.

Vil køberen påberåbe sig en mangel,

skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han

har eller burde have opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at

påberåbe sig mangelen.

§ 81

. Vil køberen påberåbe sig en mangel,

skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han

har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at

påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder,

efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.

§ 83.

Har køberen ikke inden et år efter

salgsgenstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil

påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den

gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at

indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid

med almindelig hæderlighed.

Stk. 2

. .

11.

I § 83, stk. 1, ændres »et år«

til: »to år«.

12.

§ 85 affattes således:

§ 85.

Vil køberen påberåbe sig en mangel

over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med

købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal

han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom

inden rimelig tid, efter at han har eller burde have opdaget mangelen. I

modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen.

§ 85.

Vil køberen påberåbe sig en mangel

over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med

købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal

han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom

inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han

retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to

måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid

rettidig.

13.

Efter § 86 indsættes:

Visse lovvalgsaftaler

§ 87.

Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land

uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal

finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige

påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler

i et land inden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette

lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og finder anvendelse

på køb, der indgås efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bilag 2

Officielle noter

1)

Gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse

hermed, EF-Tidende 1999 L 171, side 12.

Lignende dokumenter