Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

1999/1 LSF 198Lovforslag som fremsatJustitsministeriet9. februar 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 9. februar 2000 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love

(Ændringer som følge af børneloven

m.v.)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 713 af 13.

september 1999, foretages følgende ændring:

1.

Kapitel 42 a affattes således:

»Kapitel 42 a

Faderskabssager

§ 456 a.

Reglerne i dette kapitel anvendes på sager om

faderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af

sådanne sager.

§ 456 b.

Sag kan indbringes for retten her i landet,

hvis

1) moderen eller barnet har bopæl her,

2) en mand, der er part i sagen, har bopæl eller ophold her,

eller hans dødsbo behandles eller har været behandlet her,

eller

3) faderskabet her i landet er registreret efter børnelovens

§§ 1-3, anerkendt efter børnelovens §§ 14 eller 19 eller

fastslået ved dom.

Stk. 2.

Læs alt

Sag efter anmodning fra en mand, der efter

børnelovens § 6 har ret til at få prøvet, om han er

barnets far, kan dog kun indbringes for retten her i landet, hvis moderen og

barnet har bopæl her.

Stk. 3.

Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved

overenskomst med fremmed stat.

§ 456 c.

Sagen indbringes for den byret, hvor moderen har

hjemting.

Stk. 2.

Har moderen ikke hjemting her i landet, indbringes

sagen for byretten, hvor den mand, der er part i sagen, har hjemting. Er

flere mænd ved sagens indbringelse for retten parter i sagen, bestemmer

justitsministeren, hvilken af de kompetente byretter sagen skal indbringes

for.

Stk. 3.

Kan der ikke påvises et værneting efter

stk. 1 og 2, bestemmer justitsministeren, hvilken byret sagen skal

indbringes for.

Stk. 4.

Forlader en af parterne retskredsen, før nogen

af dem har afgivet forklaring, kan sagen henvises til videre behandling ved

den byret, der nu er rette værneting. Retten kan i øvrigt med

samtykke fra præsidenten for vedkommende landsret henvise sagen til

behandling ved en anden byret, hvis dette kan antages at forenkle eller

fremskynde sagens behandling.

§ 456 d.

En sag anses for indbragt for retten, når

retten har modtaget anmodning om det fra statsamtet.

§ 456 e.

Sagens parter er

1) barnet eller dets dødsbo,

2) moderen eller hendes dødsbo og

3) den eller de mænd eller dødsboer, som retten efter

børnelovens § 17 skal inddrage.

Stk. 2.

Er en part umyndig, optræder værgen

på partens vegne i sagen. Parterne kan i øvrigt optræde

på egen hånd uden hensyn til værgemål. Finder retten

det påkrævet, at der for en part beskikkes en særlig

værge, jf. værgemålslovens §§ 47-49, kan denne

beskikkes af retten.

§ 456 f.

Meddelelse om sagens indbringelse for retten gives

ved rettens foranstaltning til parterne. Inddrages en mand under sagen som

part, gives meddelelse ligeledes til ham.

Stk. 2.

Er en part død, gives meddelelsen til

dødsboet.

§ 456 g.

Retten kan beskikke en advokat for en part, hvis den

pågældende har behov for det. Beskikkelse skal ske for en

inddraget mand, når der efter indkaldelse ved bekendtgørelse i

Statstidende eller i tilfælde, hvor den opgivne far er død, ikke

gives møde af manden eller dødsboet.

§ 456 h.

Retten drager omsorg for sagens oplysning.

Stk. 2.

Retten træffer selv bestemmelse om

afhøring af parter og vidner og om tilvejebringelse af udtalelser fra

sagkyndige og andre bevismidler. Retten indkalder selv parter og vidner.

Stk. 3.

Politiet yder retten bistand til sagens oplysning,

herunder ved eftersøgning af opgivne fadermuligheder.

Stk. 4.

Bestemmelserne i denne lov om virkningerne af en parts

udeblivelse eller møde uden at rejse indsigelse gælder ikke i

sager efter dette kapitel.

Stk. 5.

Indkaldelse af parterne til at overvære

afhøring af vidner eller andre parter kan undlades, når retten

finder parternes møde uden betydning for sagen. Der skal altid gives

parterne meddelelse om tid og sted for det retsmøde, i hvilket en

sådan afhøring skal foregå, jf. dog stk. 6. I

meddelelsen angives, at vedkommende part ikke behøver at give

møde, medmindre parten selv ønsker det.

Stk. 6.

Retten kan undlade at indkalde en part eller bestemme,

at parten skal være udelukket fra at overvære et retsmøde

helt eller delvist, såfremt hensynet til en anden part eller til sagens

oplysning undtagelsesvis gør det påkrævet. Inden sagen

afgøres, skal den pågældende gøres bekendt med de

fremkomne oplysninger.

Stk. 7.

Retten træffer bestemmelse om

gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser, jf.

børnelovens § 18. Bestemmelserne i § 178 finder tilsvarende

anvendelse.

§ 456 i.

Moderen har pligt til at møde i retten og

afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far, jf.

børnelovens § 16. Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1, og

177-180 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Den eller de mænd, der er parter i sagen, har

pligt til at møde i retten og der afgive forklaring om, hvorvidt de

har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid.

Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1, og 177-180 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 3.

Der kan tillægges en part

rejsegodtgørelse efter reglerne i § 188.

§ 456 j.

Anerkendelser for retten fremlægges til

retsbogen.

§ 456 k.

Retten træffer afgørelse uden hensyn til

parternes påstande og anbringender.

Stk. 2.

Kun retten kan træffe bestemmelse om, at en mand

ikke længere skal være inddraget som part i sagen.

Stk. 3.

Sagen hæves, når

1) faderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 19,

2) ingen af de mænd, der er parter i sagen, bliver dømt

som far,

3) barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens

§ 7, stk. 2, eller

4) ingen fadermuligheder er oplyst eller kan identificeres eller

findes.

§ 456 l.

For udgifter som følge af rettens beslutninger

om beskikkelse af advokat og om sagens oplysning gælder samme regler

som for udgifter i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.

kapitel 31.

Stk. 2.

Retten kan i særlige tilfælde

pålægge en part at betale udgifter, som partens forhold har givet

anledning til.

§ 456 m.

Retsmøderne foregår for lukkede

døre. Efter moderens ønske kan en medarbejder fra kommunen

eller amtskommunen give møde med hende.

Stk. 2.

Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke

ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af

de i dommen nævnte personer eller på anden måde

offentliggørelse af de pågældendes identitet.

Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller under

skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel i

indtil 6 måneder.

Stk. 3.

Ved forkyndelse af meddelelse om sagens anlæg og

tilsigelser i henhold til § 159 samt af domme optages moderens og

barnets navn kun i bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt

retten i særlige tilfælde træffer bestemmelse herom.

Stk. 4.

Er barnet bortadopteret, og kender forældrene

ikke adoptanternes navn, må adoptanternes, parternes og vidners navne

ikke optages i udskrifter af retsbogen eller rettens afgørelser.

§ 456 n.

Når faderskabet er fastslået eller sagen

hævet, sender retten snarest muligt meddelelse til statsamtet.

Meddelelsen skal være ledsaget af kopi af den til retsbogen fremlagte

anerkendelse eller en udskrift af dommen, en udskrift af retsbogen og kopi af

de i sagen fremlagte personlige attester.

Stk. 2.

Retten sørger for dommens forkyndelse.

§ 456 o.

Anke sker ved meddelelse til byretten. Meddelelse kan

ske mundtligt til retsbogen. Retten sender meddelelsen eller i de i 2. pkt.

nævnte tilfælde en udskrift af retsbogen og sagens akter til

landsretten.

Stk. 2.

Reglerne i dette kapitel finder med de fornødne

lempelser anvendelse under anke.

Stk. 3.

Uanset ankefrister kan landsretten under anken

inddrage enhver, der for byretten har været inddraget som part.

Opstår der spørgsmål om inddragelse af andre mænd,

kan sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.«.

§ 2

I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær,

som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997, foretages følgende

ændringer:

1.

I § 4 indsættes efter »samlivet mellem

ægtefællerne genoptages eller forældrene har«: »afgivet

erklæring som nævnt i § 5, stk. 1, eller«.

2.

§ 5 affattes således:

»§ 5.

Forældre, der ikke er gift med hinanden, har

fælles forældremyndighed, hvis de efter børnelovens

§ 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf.

§ 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen

vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Stk. 2.

Afgives der ikke erklæring som nævnt i

stk. 1, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre

forældrene har indgået aftale om fælles

forældremyndighed efter § 6.«.

3.

§ 7 ophæves.

4.

I § 29 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Er barnet under 12 år, skal der finde en

samtale sted som nævnt i stk. 1, hvis barnets modenhed og sagens

omstændigheder tilsiger det.«

§ 3

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 10, 3. pkt., affattes således:

»Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve

ægteskabsbetingelserne, tillade, at 1. pkt. fraviges.«.

2.

I § 10 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Afgørelser efter stk. 1, 3. pkt., kan

påklages til justitsministeren.«

3.

I § 42, stk. 2, 1. pkt., udgår:

»46,«.

§ 4

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret senest ved § 8 i lov nr. 365 af 2. juni 1999, foretages

følgende ændring:

1.

§ 214 og § 255 ophæves.

§ 5

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december

1999, foretages følgende ændring:

1.

I § 16, stk. 1, 1. pkt., ændres

»ægtebarn, og barnet« til: »barn, og adoptivbarnet«.

§ 6

I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.

september 1986, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 349 af 23. maj

1997, foretages følgende ændring:

1.

I § 14, 1. pkt., ændres »lov om børns

retsstilling« til: »lov om børns forsørgelse«.

§ 7

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 29.

september 1998, som ændret senest ved § 15, stk. 2, i lov nr.

353 af 2. juni 1999, foretages følgende ændring:

1.

I § 97, stk. 1, ændres »lov om

børns retsstilling« til: »lov om børns forsørgelse«.

§ 8

I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af

børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995,

som ændret senest ved § 1 i lov nr. 966 af 20. december 1999,

foretages følgende ændring:

1.

I § 5, stk. 2, 1. pkt., § 10, 2. pkt.,

§ 11, stk. 1, § 14, § 15, stk. 1 og 2, og

§ 19, 1. pkt., ændres »lov om børns retsstilling«

til: »lov om børns forsørgelse«.

§ 9

Stk. 1.

Lovens § 2, nr. 3 og 4, og § 3 træder

i kraft den 1. oktober 2000. Lovens § 1, § 2, nr. 1 og 2, og

§§ 4-8 træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2.

§ 1 har virkning for sager om faderskab til

børn, der fødes efter den 1. juli 2001, samt for sager, der

efter denne dato genoptages efter børnelovens § 22.

§ 10

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, jf. dog stk. 2-3.

Stk. 2.

§§ 2-3 og 5-6 kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§ 4 kan ved kongelig anordning sættes i

kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget indeholder navnlig ændringer som

følge af det samtidigt fremsatte forslag til børnelov:

Der foreslås en revision af retsplejelovens kapitel

42 a om domstolenes behandling af faderskabssager, jf. nedenfor pkt. 2.

Der foreslås en ændring af lov om

forældremyndighed og samvær, således at ugifte

forældre automatisk får fælles forældremyndighed,

når de efter børneloven afgiver en erklæring om, at de

sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Der henvises til pkt. 3

nedenfor.

Der foreslås en ophævelse af straffelovens

§§ 214 og 255, jf. nedenfor pkt. 4.

Endelig foreslås nogle konsekvensændringer i

anden lovgivning.

Der foreslås endvidere nogle ændringer, som

ikke har umiddelbar sammenhæng med forslaget til børnelov:

Det foreslås, at gifte forældre

fortsætter med at have fælles forældremyndighed efter

separation eller skilsmisse, medmindre en af dem kræver, at den

fælles forældremyndighed ophører, jf. nedenfor pkt. 5.

Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at der,

før der træffes afgørelse i sager om

forældremyndighed og samvær, efter omstændighederne skal

finde samtale sted også med børn under 12 år, jf. nedenfor

pkt. 6

Endelig foreslås, at kompetencen til at meddele

såkaldte skiftefritagelser efter ægteskabsloven overføres

fra statsamterne til kommunerne, jf. nedenfor pkt. 7.

2. Retsplejelovens regler om behandling af faderskabssager.

2.1. Gældende ret.

Reglerne om behandling af faderskabssager ved domstolene

findes i retsplejelovens kapitel 42 a. Af principper i de gældende

regler, som berøres af den foreslåede revision, kan

fremhæves følgende:

Efter gældende ret skal sager om faderskab til

børn født af ugifte kvinder (børn uden for

ægteskab) rejses for statsamtet, mens sager om ægtemænds

faderskab skal rejses direkte ved retten. Kan en sag om børn uden for

ægteskab ikke afsluttes ved anerkendelse for statsamtet, indbringes den

normalt for retten.

Efter retsplejelovens § 456 a, stk. 2, behandles

faderskabssager vedrørende ægtebørn, som anlægges

af ægtemanden, med visse undtagelser efter retsplejelovens almindelige

regler om civile sager. Det indebærer bl.a., at parterne selv drager

omsorg for at oplyse sagen, og at parterne ikke har pligt til at afgive

forklaring eller til at medvirke til retsgenetiske undersøgelser. Er

påstanden om, at ægtemanden ikke er barnets far, væsentligt

bestyrket, kan parterne dog pålægges at medvirke til de

nævnte undersøgelser.

Sager om faderskab til børn født uden for

ægteskab og ægtebarnssager, der anlægges af moderen eller

af barnet eller dets værge, behandles derimod efter et officialprincip.

Det indebærer bl.a., at det påhviler retten at søge sagen

oplyst og at inddrage de mænd, der efter det oplyste kan være far

til barnet. Parterne har pligt til at medvirke ved retsgenetiske

undersøgelser, moderen har pligt til at afgive forklaring om, hvem hun

har haft samleje med i den periode, hvor hun er blevet gravid, og også

de mænd, der inddrages i sagen, har pligt til at afgive forklaring om,

hvorvidt de har haft samleje med moderen i den nævnte periode. Sagerne

kan kun hæves med rettens samtykke.

Efter lovens § 456 r er det kun retten, der kan

genoptage en faderskabssag. Hvis anmodningen om genoptagelse fremsættes

mere end tre år efter barnets fødsel, kræver genoptagelse

landsrettens tilladelse.

2.2. Børnelovsudvalgets overvejelser.

Børnelovsudvalget har foreslået, at alle

egentlige faderskabssager - dvs. sager, hvor der ikke sker registrering af

faderskab i forbindelse med fødslen - skal begynde i statsamtet og

aldrig ved retten.

Kan en sag ikke afsluttes i mindelighed ved statsamtet,

skal den efter udvalgets forslag indbringes for retten, som herefter

træffer afgørelse. Dette kan efter udvalgets opfattelse navnlig

være tilfældet, hvis

ingen fadermulighed er oplyst,

den eller de oplyste fadermuligheder er udelukket ved retsgenetisk

bevis,

parterne, hvor dette er nødvendigt for sagens behandling, ikke

møder for statsamtet,

moderen eller en mand bestrider oplysninger om at have haft seksuelt

forhold til hinanden i den periode, hvor moderen blev gravid, og ikke

ønsker at medvirke frivilligt til retsgenetiske

undersøgelser,

parterne i andre tilfælde ikke ønsker at medvirke

frivilligt til retsgenetiske undersøgelser,

parterne ikke ønsker at acceptere resultatet af foretagne

retsgenetiske undersøgelser,

nødvendige retsgenetiske undersøgelser ikke har kunnet

foretages,

der skal ske indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende

eller udfærdiges retsanmodning efter retsplejelovens § 158,

eller

der i øvrigt foreligger sådan tvivl, at sagen ikke

bør afgøres ved en anerkendelse af faderskabet for

statsamtet.

Kompetencen til at træffe egentlig afgørelse

i faderskabssager skal således efter udvalgets opfattelse forblive ved

domstolene. Om kompetencefordelingen mellem statsamterne og domstolene

henvises i øvrigt til betænkningen, side 40 ff.

Det er et grundlæggende princip i udvalgets forslag

til børnelov, at der så vidt muligt ikke skal være forskel

på reglerne om faderskab til gifte og ugifte kvinders børn.

Udvalgets forslag bygger således ikke på en sondring mellem

ægtebørn og andre børn.

Udvalget foreslår derfor, at det nævnte

officialprincip udvides til også at gælde i retssager om

faderskab til gifte kvinders børn, hvor sagen anlægges af

ægtemanden.

Når statsamtet har indbragt en sag for retten, skal

retten efter udvalgets opfattelse om nødvendigt indhente retsgenetisk

bevis, såfremt dette ikke allerede er sket i statsamtet. Sagen kan

afsluttes ved anerkendelse for retten, hvis betingelserne måtte

foreligge, og ellers ved dom. Kan ingen dømmes, skal retten efter

udvalgets opfattelse hæve sagen.

Også sager om genoptagelse foreslår udvalget

påbegyndt i statsamtet, jf. §§ 21-26 i børnelovsforslaget.

Retsplejelovens § 456 r om genoptagelse, jf. ovenfor pkt. 2.1,

foreslås derfor ophævet.

Udvalget har endvidere bl.a. fundet, at de gældende

bestemmelser i retsplejelovens § 456 f, stk. 4, og § 456 q,

stk. 2, hvorefter statsamtet kan indtræde som part på det

offentliges vegne, ikke bør opretholdes. Statsamtet vil efter udkastet

til børnelov altid have været inddraget i en sag, før den

bliver indbragt for retten, og oplysninger af betydning for sagen, som

statsamtet er i besiddelse af, vil derfor tilgå retten i forbindelse

med, at statsamtet indbringer sagen for retten.

Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt bl.a.

til betænkningen, side 265 ff.

2.3. Justitsministeriets overvejelser.

Justitsministeriet kan tiltræde

Børnelovsudvalgets forslag om en revision af retsplejelovens regler om

behandling af faderskabssager.

Lovforslaget svarer derfor i det væsentlige til

udvalgets lovudkast.

Det tilføjes, at Børnelovsudvalget for tiden

bl.a. overvejer international-privatretlige spørgsmål om

børns retsstilling med henblik på afgivelse af betænkning

herom. Disse overvejelser vil kunne indebære en ændring af den

foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 456 b om danske

domstoles kompetence i internationale faderskabssager.

3. Fælles forældremyndighed for ugifte samlevende

forældre.

3.1. Gældende ret.

Efter § 4 i lov om forældremyndighed og

samvær har et barns forældre fælles

forældremyndighed, hvis de er gift med hinanden ved barnets

fødsel eller senere indgår ægteskab. Er forældrene

ved barnets fødsel separeret, har moderen dog

forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem

ægtefællerne genoptages, eller forældrene har indgået

aftale om fælles forældremyndighed.

Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen

efter lovens § 5 forældremyndigheden alene, medmindre

forældrene har indgået aftale om fælles

forældremyndighed efter § 6.

Efter den nævnte bestemmelse i § 6 kan

forældrene aftale, at de skal have fælles

forældremyndighed. En sådan aftale skal for at være gyldig

anmeldes til statsamtet.

Lever forældrene ikke sammen, eller agter en af dem

at ophæve samlivet, kan hver af dem kræve, at den fælles

forældremyndighed skal ophøre, jf. § 8. Skal den

fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med

statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have

forældremyndigheden alene, jf. § 9, stk. 1. Er

forældrene uenige, afgør retten spørgsmålet, jf.

§ 9, stk. 2.

3.2. Børnelovsudvalgets overvejelser

I udkastet til børnelov har

Børnelovsudvalget foreslået, at ugifte samlevende par kan

få mandens faderskab registreret i forbindelse med anmeldelse af

fødslen, hvis parterne erklærer, at de lever sammen, og at de

sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

En tilsvarende erklæring kan efter udvalgets forslag

afgives over for statsamtet før eller efter barnets fødsel.

Endvidere foreslår udvalget bl.a., at en

ægtemand eller samlever kan anerkende faderskabet, selv om moderen har

haft seksuelt forhold til tredjemand i den periode, hvor hun blev gravid,

hvis han og moderen erklærer, at de lever sammen, og at de sammen vil

varetage omsorgen og ansvaret for barnet, og anerkendelsen tiltrædes af

den eller de tredjemænd, der er parter i sagen.

Udvalgets forslag om faderskab til ugifte samlevende pars

børn er nærmere beskrevet i betænkningen, side 33 ff., og

i de almindelige bemærkninger til børnelovsforslaget, pkt.

2.4.

Efter udvalgets oplysninger blev der i 1996 indgået

ca. 27.500 aftaler om fælles forældremyndighed efter § 6 i

lov om forældremyndighed og samvær. Samme år blev der

født ca. 31.300 børn uden for ægteskab. Udvalget har

bl.a. på den baggrund lagt til grund, at mere end 90 % af de ugifte

samlevende forældre indgår aftale om fælles

forældremyndighed.

Udvalget har derfor overvejet, om der bør

være automatisk fælles forældremyndighed for ugifte

samlevende par, der efter forslaget til børnelov afgiver

erklæring om, at de lever sammen, og at de sammen vil varetage omsorgen

og ansvaret for barnet.

Da samlevende par som nævnt i meget vid

udstrækning allerede i dag aftaler fælles

forældremyndighed, vil en sådan regel efter udvalgets opfattelse

i det væsentlige alene medføre en forenkling af sagsgangen, idet

en særskilt aftale om fælles forældremyndighed ikke

længere vil være nødvendig. Udvalget har også peget

på, at automatisk fælles forældremyndighed vil være

en naturlig følge af forældrenes erklæring om sammen at

ville varetage ansvaret og omsorgen for barnet.

Udvalget har i den forbindelse overvejet, om moderen kan

tænkes at ville afgive den særlige samlivserklæring

uoverlagt og efterfølgende fortryde, at der er indtrådt

fælles forældremyndighed. Udvalget har imidlertid lagt vægt

på, at den far, der afgiver erklæring om at ville varetage

omsorgen og ansvaret for barnet, kan siges at have en berettiget forventning

om at få fælles forældremyndighed. Udvalget har endvidere

peget på, at moderen under alle omstændigheder vil kunne undlade

at afgive samlivserklæring. Endelig har udvalget anført, at

moderen (og faderen) allerede inden fødslen kan modtage vejledning om

retsvirkningerne af en samlivserklæring.

På den baggrund har udvalget foreslået, at

ugifte samlevende forældre automatisk får fælles

forældremyndighed, hvis de efter forslaget til børnelov

erklærer, at de lever sammen, og at de sammen vil varetage omsorgen og

ansvaret for barnet.

Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til

betænkningen, side 66 ff. og 274 f.

3.3. Justitsministeriets overvejelser.

Af de grunde, som Børnelovsudvalget har

anført, er Justitsministeriet enig i, at ugifte par, som efter

forslaget til børnelov erklærer, at de sammen vil varetage

omsorgen og ansvaret for barnet, automatisk bør have fælles

forældremyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget

til børnelov ikke medtager udvalgets forslag om, at parterne

også skal erklære, at de lever sammen. Om baggrunden herfor

henvises nærmere til de almindelige bemærkninger til

børnelovsforslaget, pkt. 2.4.3.

Den foreslåede ordning må antages at

være i overensstemmelse med langt den overvejende del af de ugifte

forældres ønsker, idet langt den overvejende del af

sådanne forældre i dag indgår aftale om fælles

forældremyndighed. For disse par vil der således være tale

om en forenkling af sagsgangen, idet det ikke længere vil være

nødvendigt at indgå en særlig aftale om fælles

forældremyndighed.

I de tilfælde, hvor ugifte forældre ikke

ønsker fælles forældremyndighed, vil parterne kunne

undlade at afgive erklæring om sammen at ville varetage omsorgen og

ansvaret for barnet. Manden vil i stedet kunne anerkende faderskabet efter

bestemmelsen i § 14, stk. 2, i forslaget til børnelov om

tilfælde, hvor moderen ikke har haft seksuelt forhold til andre i den

periode, hvor hun er blevet gravid, eller hvor manden utvivlsomt er barnets

far. Faderskabet kan herefter registreres, men parterne får ikke

fælles forældremyndighed.

4. Ophævelse af straffelovens § 214 og § 255.

Straffelovens § 214 har følgende ordlyd:

»§ 214.

Den, som ved urigtig eller

ufuldstændig anmeldelse til den myndighed, der modtager

fødselsanmeldelser, forvansker beviset for en persons familiestilling,

straffes med hæfte eller under formildende omstændigheder med

bøde.

Stk. 2.

Straffen kan bortfalde, når et

af en gift kvinde udenfor ægteskab født barn med

ægtefællens samtykke opgives som ægtebarn.«

Bestemmelsen stammer fra straffeloven af 1866.

Hjemmel til at straffe urigtige anmeldelser og

forklaringer over for den kirkebogsførende sognepræst og i de

sønderjyske landsdele personregisterføreren findes nu tillige i

§ 5 i lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og

dødsfald med senere ændringer. Denne bestemmelse omfatter alle

urigtige oplysninger, dvs. også oplysninger, der ikke er omfattet af

straffelovens § 214.

Endvidere kan urigtige skriftlige erklæringer til

brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, straffes efter

straffelovens § 163, og pligtmæssige urigtige erklæringer

til offentlige myndigheder kan straffes efter straffelovens § 162.

Bl.a. på den anførte baggrund foreslår

Børnelovsudvalget, at bestemmelsen ophæves. Der henvises

nærmere til betænkningen, side 276 f.

Bestemmelsen i straffelovens § 255, der blev

indført ved straffeloven af 1930, har følgende ordlyd:

»§ 255.

Med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 1 år straffes den mand, som modvillig unddrager

sig fra at yde en af ham udenfor ægteskab besvangret kvinde, den til

hendes nedkomst fornødne hjælp, hvis hun derved kommer i

nød.

Stk. 2.

Undlader nogen, der er vidende om, at

en til hans husstand hørende kvindes nedkomst er nær

forestående, at yde hende den i denne anledning fornødne

bistand, straffes han med bøde eller hæfte indtil tre

måneder.«

Bestemmelsen i straffelovens § 255 er så vidt

ses aldrig anvendt. Den blev allerede foreslået ophævet af

Straffelovrådet i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og

prøveløsladelse, side 169. Straffelovrådet henviste til,

at bestemmelsen »ikke længere var til nogen nytte« og derfor burde

ophæves.

Børnelovsudvalget har foreslået, at

bestemmelsen som et naturligt led i en gennemførelse af forslaget til

børnelov ophæves, jf. betænkningen, side 277.

Justitsministeriet er enig i Børnelovsudvalgets

overvejelser. Det foreslås derfor, at straffelovens §§ 214 og 255

ophæves.

5. Fælles forældremyndighed efter separation og

skilsmisse.

Efter § 7, stk. 1, i lov om

forældremyndighed og samvær skal der ved separation og skilsmisse

tages stilling til spørgsmålet om forældremyndighed,

medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.

Forældrene kan i den forbindelse aftale, at de

fortsat skal have fælles forældremyndighed, jf. § 7,

stk. 2. Aftalen skal anmeldes til statsamtet eller retten.

Aftaler forældrene ikke fælles

forældremyndighed, kan de efter § 9 med statsamtets godkendelse

aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Er

forældrene uenige, eller nægter statsamtet at godkende deres

aftale, afgøres spørgsmålet af retten.

Efter ægteskabslovens § 42, stk. 2, er det

en betingelse for at opnå separation eller skilsmisse ved bevilling, at

parterne er enige om vilkårene for separationen eller skilsmissen,

herunder bl.a. om forældremyndighedsspørgsmålet.

Som udgangspunkt skal der således altid ved

separation og skilsmisse tages stilling til forældremyndigheden. Det er

anset for hensigtsmæssigt, at spørgsmålet bringes frem og

afklares under separations- og skilsmissesagen.

Det har imidlertid ved flere lejligheder været

overvejet, om kravet om pligtmæssig stillingtagen - der blev

indført ved ægteskabsloven af 1922 - skal bevares, jf. bl.a.

betænkning 1279/1994 om fælles forældremyndighed,

samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning, side

87 f.

Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af

forslaget til børnelov på ny fundet at burde overveje, om det

nævnte krav bør ophæves. Justitsministeriet har i den

forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der for ugifte samlevende

forældre ikke gælder noget krav om, at der ved

samlivsophævelse skal tages stilling til spørgsmålet om

forældremyndighed. I lyset af det almindelige princip om ligestilling

mellem ægtefæller og bl.a. ugifte samlevende, som ligger til

grund for børnelovsforslaget, kan det derfor forekomme mindre

hensigtsmæssigt at opretholde et krav om pligtmæssig

stillingtagen for ægtefæller. Hertil kommer, at en betydelig del

af ægtefæller, der separeres eller skilles, indgår aftale

om fortsat fælles forældremyndighed.

På den baggrund er det Justitsministeriets

opfattelse, at tiden er inde til at ophæve kravet om obligatorisk

stillingtagen til spørgsmålet om forældremyndighed. En

sådan ophævelse vil bringe dansk ret på linie med, hvad der

bl.a. gælder i Sverige og Finland.

Det foreslås derfor, at den fælles

forældremyndighed skal fortsætte efter forældrenes

separation eller skilsmisse, medmindre en af forældrene kræver

den ophævet efter lovens § 8. Efter denne bestemmelse kan hver af

forældrene kræve, at den fælles forældremyndighed

skal ophøre, hvis forældrene ikke lever sammen, eller en af dem

agter at ophæve samlivet.

Det er samtidig meget væsentligt, at børnene

ikke bliver glemt i forbindelse med forældrenes separation eller

skilsmisse. Selv om forældremyndighedsspørgsmålet efter

forslaget ikke længere vil være et vilkår, der skal

opnås enighed om, forudsættes det, at statsamterne fortsat i

forbindelse med vilkårsforhandlingen vil kunne give parterne vejledning

og herunder eventuelt tilbyde børnesagkyndig rådgivning, jf.

§ 28 i lov om forældremyndighed og samvær.

6. Inddragelse af barnet i sager om forældremyndighed og

samvær.

Før der træffes afgørelse i en sag om

forældremyndighed eller samvær, skal der efter § 29 i lov om

forældremyndighed og samvær finde en samtale sted med barnet,

hvis barnet er fyldt 12 år. Samtale kan dog undlades, hvis den må

antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for

sagen.

Det fremgår af forarbejderne til § 29, at der

ikke skal sluttes modsætningsvis, således at det er udelukket at

inddrage børn under 12 år. I overensstemmelse hermed indkaldes i

statsamternes praksis også børn, som er under 12 år - men

som skønnes at have den fornødne modenhed m.v. - til samtale.

Spørgsmålet er bl.a. omtalt i Civilretsdirektoratets

Skarrildhusberetning for 1998, side 81 ff.

Bl.a. under hensyn til princippet om børns ret til

at blive hørt, jf artikel 12 i FNs konvention om barnets rettigheder,

finder Justitsministeriet, at det i selve loven bør præciseres,

at der skal finde samtale sted med børn under 12 år, hvis

barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.

7. Kompetencen til at meddele skiftefritagelse efter

ægteskabsloven.

Efter ægteskabslovens § 10 må en person,

der tidligere har været gift, ikke indgå nyt ægteskab,

før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er

påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet vedrørende

fællesboet i det tidligere ægteskab. Justitsministeriet kan dog

efter § 10, 3. pkt., give tilladelse til indgåelse af nyt

ægteskab uden skifte (skiftefritagelse).

Efter gældende ret behandles sager om

skiftefritagelse af statsamterne. Statsamternes afgørelse kan

påklages til Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet).

I Opgavekommissionens betænkning nr. 1366/1998 om

fordelingen af opgaver i den offentlige sektor foreslås det, at

kompetencen til at meddele skiftefritagelse overføres fra statsamterne

til kommunerne. Der henvises til betænkningen, side 317 f.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Opgavekommissionens

forslag. Da et afslag på skiftefritagelse imidlertid bl.a. vil kunne

medføre en betydelig udsættelse af vielsen og fordyre skiftet,

og da det må anses for væsentligt, at der fortsat er en ensartet

praksis på området, foreslås det, at kommunernes

afgørelser kan påklages til Justitsministeriet

(Civilretsdirektoratet).

Den gældende praksis for meddelelse af

skiftefritagelser forudsættes videreført. Justitsministeriet vil

efter en gennemførelse af lovforslaget orientere kommunerne

nærmere om denne praksis.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget forventes ikke at have væsentlige

økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

Loven har ingen erhvervsmæssige eller

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

9. Hørte myndigheder m.v.

Børnelovsudvalgets betænkning har været

sendt til høring hos de myndigheder m.v., der er anført under

pkt. 8 i de almindelige bemærkninger til forslaget til

børnelov.

Samlet vurdering af lovforslagets

konsekvenser

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Negative

konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Begrænset

Begrænset

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Retsplejelovens kapitel 42 a

Til § 456 a

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende § 456 a, stk. 1. Det præciseres dog, at

kapitlet også anvendes på sager om genoptagelse.

Bestemmelsen i den gældende § 456 a,

stk. 2, hvorefter der gælder særlige regler om

faderskabssager vedrørende ægtebørn, foreslås

ophævet. Det skyldes, at et af principperne bag den nye børnelov

er, at der ikke skal være forskel på sager vedrørende

børn af gifte forældre og børn af ugifte

forældre.

Til § 456 b

Stk. 1, nr. 1 og 2 svarer til den gældende

§ 456 b, stk. 1.

I stk. 1, nr. 3, der er ny, foreslås

det, at en faderskabssag også skal kunne behandles i Danmark, hvis

faderskabet er registreret eller anerkendt i Danmark efter børnelovens

regler herom, eller hvis faderskabet er fastslået ved en dom afsagt af

en dansk domstol.

Det indebærer f.eks., at en mand, der er registreret

som far til sin samlevers barn efter den foreslåede bestemmelse i

børnelovens § 2, vil kunne rejse faderskabssag inden for seks

måneder fra barnets fødsel, jf. den foreslåede bestemmelse

i børnelovens § 5, uanset at han, moderen og barnet i mellemtiden

har forladt Danmark. Tilsvarende vil en sag om genoptagelse af en

faderskabssag, der er afgjort i Danmark ved registrering, anerkendelse eller

dom, kunne indbringes for retten her i landet, uanset at parterne på

tidspunktet for anmodningen om genoptagelse har bopæl i udlandet.

Stk. 2

, der er ny, regulerer domstolenes

kompetence i sager, hvor en mand efter den foreslåede bestemmelse i

børnelovens § 6 vil udnytte sin ret til at få

prøvet, om han er barnets far.

Det foreslås, at danske domstole i sådanne

sager kun er kompetente, hvis både barnet og moderen har bopæl i

Danmark.

Bestemmelsen vedrører alene sager, der rejses efter

anmodning fra en sådan mand. Den har derfor ikke betydning i

tilfælde, hvor der allerede verserer en faderskabssag ved en dansk

domstol. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en udenlandsk mor

har oplyst, at en herboende mand er far til hendes barn, og der på

dette grundlag er rejst faderskabssag her i landet.

Stk. 3

svarer til den gældende

§ 456 b, stk. 2.

Til § 456 c

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer i

det væsentlige til den gældende § 456 c.

Til § 456 d

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende § 456 d.

Sag kan efter den foreslåede bestemmelse i

børnelovens § 15 alene indbringes for retten af statsamtet. Det

forudsættes, at sagen fremsendes uden udfærdigelse af

stævning, men med angivelse af begrundelsen for, at sagen indbringes

for retten, og vedlagt sagens originale akter.

Bestemmelsen gælder også i sager om

genoptagelse, jf. § 26, stk. 2, i forslaget til

børnelov.

Til § 456 e

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1 og 2, om moderens

og barnets partsstatus svarer til den gældende § 456 f,

stk. 1.

Stk. 1, nr. 3

, om partsstatus for de

berørte mænd eller deres dødsboer svarer med

redaktionelle ændringer til den gældende § 456 f,

stk. 3, 1. pkt., og § 456 h, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 2

svarer med redaktionelle

ændringer i det væsentlige til den gældende § 456 f,

stk. 2.

Den gældende § 456 f, stk. 4, hvorefter

statsamtet kan indtræde i sagen som part til varetagelse af det

offentliges interesser, foreslås ophævet. Det skyldes, at

statsamtet efter forslaget til børnelov i modsætning til i dag

altid vil have været inddraget i sagen, før den indbringes for

retten. De oplysninger, som statsamtet har af betydning for sagen, vil

tilgå retten samtidig med sagens indbringelse.

Til § 456 f

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende § 456 e, stk. 1, 2. pkt., og § 456 f,

stk. 3, 2. pkt.

Den gældende § 456 e, stk. 1, 1. og 3.

pkt., om affattelse af stævning m.v. foreslås ophævet, da

der ikke længere skal udfærdiges stævning.

Til § 456 g

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende § 456 g, 1. og 3. pkt.

Den gældende § 456 g, 2. pkt., om obligatorisk

beskikkelse af advokat for barnet i ægtebarnssager foreslås

ophævet.

Til § 456 h

Bestemmelsen i stk. 1 svarer med redaktionelle

ændringer til den gældende § 456 h, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelsen gælder også i sager om faderskab til gifte kvinders

børn.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer med redaktionelle

ændringer til den gældende § 456 h, stk. 2. Den

udtrykkelige bestemmelse i § 456 h, stk. 2, 3. pkt., om

afhøring ved dommeren foreslås ophævet som

overflødig.

Den gældende § 456 h, stk. 3, hvorefter

retsskridt, som i henhold til retsplejeloven forudsætter en anmodning

fra en part, i faderskabssager kan foretages af retten af egen drift, er ikke

medtaget, da bestemmelsen må anses som overflødig ved siden af

stk. 1 og 2.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den

gældende § 456 e, stk. 2.

Bestemmelserne i stk. 4 og 5 svarer med

redaktionelle ændringer til den gældende § 456 h,

stk. 4 og 5.

Bestemmelsen i stk. 6, der er ny, gør

det muligt at undlade at indkalde en part eller at bestemme, at parten skal

være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller

delvist, såfremt hensynet til en part eller til sagens oplysning

undtagelsesvis gør det påkrævet.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der kan

afgives forklaring også i tilfælde, hvor de rejste

spørgsmåls karakter efter en konkret vurdering må antages

at indebære, at der ikke vil kunne opnås en tilstrækkelig

og udtømmende forklaring, såfremt sagens øvrige parter

eller en af dem skal overhøre forklaringen.

Bestemmelsen vil navnlig kunne være relevant i

tilfælde, hvor det er nødvendigt at opnå mere detaljerede

forklaringer om parternes seksuelle forhold. Den forudsættes alene

anvendt, hvor der er et klart behov for det, herunder således at

eventuelt kun en enkelt af sagens parter udelukkes fra at overvære

forklaringen.

Bestemmelsen forudsættes endvidere anvendt til i

nødvendigt omfang at sikre parterne anonymitet i sager, hvor barnet er

bortadopteret. Der henvises i den forbindelse også til den

foreslåede bestemmelse i § 456 m, stk. 4.

Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at retten i

tilfælde, hvor der er sket udelukkelse efter 1. pkt., skal gøre

den eller de parter, der har været udelukket, bekendt med de fremkomne

oplysninger. Der er således ikke hjemmel til at tilbageholde indholdet

af de afgivne forklaringer for parterne.

Bestemmelsen i stk. 7 svarer med redaktionelle

ændringer til den gældende §§ 456 k og l.

Til § 456 i

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende § 456 i, stk. 1 og 2, og § 456 l.

Med hensyn til oplysningspligtens afgrænsning

henviser bestemmelsen til børnelovens § 16. Det indebærer

bl.a., at moderen som udgangspunkt er fritaget for oplysningspligt, hvis der

er rejst faderskabssag efter, at faderskab i forbindelse med barnets

fødsel er registreret efter børnelovens §§ 1 eller 2 eller

efter § 3, jf. § 14, stk. 1, eller faderskabet efter barnets

fødsel er anerkendt efter § 14, stk. 1.

Fritagelsen er imidlertid betinget. Fastslås det

under sagen, eller må det anses for væsentligt bestyrket, at den

mand, der er registreret som far eller har anerkendt faderskabet, ikke er

barnets far, har moderen oplysningspligt. Der henvises nærmere til

bemærkningerne til § 16 og § 8, stk. 2, i forslaget til

børnelov.

Nægter moderen at oplyse, hvem der er eller kan

være barnets far, skal retten vejlede hende om, hvilken betydning dette

vil kunne have for hende og hendes barn, jf. børnelovens § 16,

sammenholdt med § 8, stk. 3.

Hvis moderen fortsat nægter at opfylde sin

oplysningspligt, kan retten anvende vidnetvangsmidlerne i retsplejelovens

§ 178. Der tilsigtes ikke ændringer i forhold til retspraksis.

Bestemmelserne om oplysningspligt og vidnetvang finder

tilsvarende anvendelse på de mænd, der er parter i sagen, jf.

stk. 2.

I forhold til de gældende bestemmelser er det

præciseret, at retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, finder

tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at parterne ikke skal afgive

forklaring, hvis de dermed udsætter sig for straf eller tab af

velfærd. Tvangsmæssig afgivelse af forklaring under sådanne

omstændigheder må antages at være i strid med artikel 6 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvor

barnet er undfanget ved incest, jf. straffelovens § 210, eller hvor

moderen har haft samleje med en dreng under 15 år, jf. straffelovens

§ 222.

Det foreslås endvidere præciseret, at

retsplejelovens § 177 (hvorefter vidnet skal forblive på det sted,

hvor retsmødet holdes, indtil mødet er sluttet), § 179

(hvorefter et vidne ikke kan undlade at møde i retten, fordi den

pågældende mener sig berettiget til at nægte at afgive

forklaring) og § 180 (hvorefter et vidne har pligt til at opfriske sin

hukommelse ved at gennemse optegnelser m.v.) finder tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den

gældende § 456 i, stk. 3.

Til § 456 j

Bestemmelsen, der er ny, er en følge af forslaget

om, at anerkendelse af faderskab altid skal indføres på en

særlig af justitsministeren udfærdiget blanket, jf. den

foreslåede bestemmelse i børnelovens § 33, stk. 2,

samt bemærkningerne hertil. Der vil således fremover ikke kunne

ske mundtlig anerkendelse til retsbogen.

Den underskrevne blanket skal herefter fremlægges

til retsbogen.

Til § 456 k

Bestemmelsen i stk. 1 svarer med redaktionelle

ændringer til den gældende § 456 m, 1. pkt.

Bestemmelsen i stk. 2 er ny. Den

indebærer, at det kun er retten, der kan bestemme, at en mand ikke

længere skal være part i sagen. En part kan således ikke

selv udtræde af en faderskabssag.

Må det efter retsgenetiske undersøgelser

eller af anden grund anses for utvivlsomt, at en part ikke er far til barnet,

kan retten bestemme, at han skal udtræde af sagen. Afgørelse

herom kan om nødvendigt træffes ved deldom, jf. princippet i

retsplejelovens § 253, stk. 2.

I bestemmelsen i stk. 3, der udbygger den

gældende § 456 m, 2. pkt., præciseres det, hvornår

retten skal hæve sagen. Det skal efter bestemmelsen ske, når

faderskabet anerkendes, når ingen af de mænd, der er parter i

sagen, bliver dømt som far, når barnet er afgået ved

døden (medmindre moderen eller en person, der har retlig interesse i

det, anmoder om, at sagen fortsætter), eller når ingen

fadermuligheder er oplyst eller kan identificeres eller findes. Det

forudsættes endvidere, at sagen uanset at faderskabet ikke er

fastslået hæves, hvis barnet er bortadopteret, og ingen af

parterne ønsker faderskabet fastslået. Der henvises til de

almindelige bemærkninger til forslaget til børnelov pkt.

2.14.

Til § 456 l

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende § 456 n.

Til § 456 m

Stk. 1-3 svarer med redaktionelle ændringer

til den gældende § 456 o.

Stk. 4

, der er ny, har til formål at

sikre parterne anonymitet, når barnet er bortadopteret. I disse

tilfælde må barnets biologiske forældre ikke få

oplyst, hvem der har adopteret barnet, og adoptanterne må ikke få

oplyst, hvem der er barnets biologiske forældre. Det foreslås

derfor, at adoptanternes, parternes og eventuelle vidners navne ikke må

optages i udskrifter af retsbogen eller i rettens afgørelser.

I disse tilfælde må retten i øvrigt

tilrettelægge sagens behandling således, at anonymiteten bevares.

Retten må således bl.a. sikre, at parternes navne ikke

optræder i de dokumenter, som fremlægges i retten, herunder i

erklæringer om retsgenetiske undersøgelser.

Anonymiteten kan herudover bl.a. sikres ved, at der

beskikkes en advokat for parterne, jf. den foreslåede bestemmelse i

§ 456 g. Endvidere kan adoptanterne udelukkes fra at overvære

moderens og den eller de mulige fædres forklaringer, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 456 h, stk. 6, ligesom moderen og

den eller de mulige fædre kan udelukkes, hvis barnet eller adoptanterne

undtagelsesvis skal afgive forklaring.

Til § 456 n

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende § 456 p.

Til § 456 o

I stk. 1 foreslås det, at anke skal

kunne ske ved meddelelse til byretten, herunder mundtligt til retsbogen, samt

at byretten indsender meddelelsen til landsretten sammen med sagens

akter.

En tilsvarende bestemmelse findes for så vidt

angår værgemålssager i § 466, stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 svarer med redaktionelle

ændringer til den gældende § 456 q, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den

gældende § 456 q, stk. 3.

Til § 2

Lov om forældremyndighed og samvær

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, hvorefter

forældrene automatisk får fælles forældremyndighed,

hvis de i forbindelse med registrering eller anerkendelse af faderskabet

afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret

for barnet.

Til nr. 2

Efter § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 og 3,

og § 19, jf. § 14, stk. 1 og 3, i forslaget til

børnelov kan ugifte par afgive en erklæring om, at de sammen vil

varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Betydningen heraf er, at manden kan registreres som far

til barnet.

Det foreslås i stk. 1, at en sådan

erklæring tillige indebærer, at forældrene har fælles

forældremyndighed. Der skal i så fald ikke indgås

særlig aftale herom efter lovens § 6.

Lever forældrene ikke sammen, eller ophæves

samlivet senere, kan hver af forældrene kræve den fælles

forældremyndighed ophævet efter lovens § 8.

Rejses der efter afgivelse af den nævnte

erklæring faderskabssag, og ender denne sag med, at den registrerede

mand ikke er far til barnet, bortfalder den fælles

forældremyndighed. Det forhold, at der rejses faderskabssag,

indebærer derimod ikke i sig selv ændringer i faderskabs- eller

forældremyndighedsspørgsmålet.

Afgives der ikke erklæring efter stk. 1, har

den ugifte mor som efter gældende ret forældremyndigheden alene,

medmindre forældrene aftaler fælles forældremyndighed efter

lovens § 6. Dette følger af stk. 2, der svarer til

den gældende lovs § 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger, pkt. 3.

Til nr. 3

Efter den gældende bestemmelse i lovens § 7,

stk. 1, skal der ved separation eller skilsmisse altid tages stilling

til spørgsmålet om forældremyndighed, medmindre der

tidligere er truffet afgørelse eller aftale herom. Forældrene

kan dog efter § 7, stk. 2, aftale, at de fortsat skal have

fælles forældremyndighed.

Det foreslås, at § 7 ophæves.

Dette indebærer, at den fælles

forældremyndighed fortsætter efter en separation eller

skilsmisse, medmindre en af forældrene kræver den ophævet

efter § 8. Efter denne bestemmelse kan hver af forældrene

kræve den fælles forældremyndighed ophævet ved

samlivsophævelse.

Hvis den fælles forældremyndighed skal

ophøre, gælder § 9. Efter denne bestemmelse kan

forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal

have forældremyndigheden alene. Er forældrene uenige, eller

nægter statsamtet at godkende deres aftale, afgør retten, hvem

af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger, pkt. 5.

Til nr. 4

Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at der i sager om

forældremyndighed og samvær også skal afholdes samtale med

børn under 12 år, hvis barnets modenhed og sagens

omstændigheder tilsiger det. Samtale vil - ligesom det gælder for

børn over 12 år - kunne undlades, hvis det må antages at

være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.

Bestemmelsen gælder både for statsamterne og

domstolene.

Om der skal finde samtale sted, må som efter

gældende praksis i bl.a. statsamterne afhænge af en konkret

vurdering i hver enkelt sag. Der må således anlægges en

vurdering af det pågældende barns modenhed og af, om sagens

omstændigheder i øvrigt tilsiger, at der holdes samtale med

barnet, jf. herved bl.a. Skarrildhus-beretningen 1998, side 81 ff.

I forbindelse med vurderingen af barnets modenhed må

det bl.a. tillægges betydning, hvad den pågældende sag

drejer sig om. Et barn vil således som udgangspunkt i en yngre alder

kunne udtale sig om helt konkrete spørgsmål af mindre

indgribende betydning (som f.eks. tidspunktet for afhentning m.v. i

forbindelse med samvær), mens barnet normalt skal være

ældre for at kunne udtale sig om spørgsmål af mere

vidtrækkende karakter (som f.eks. ophævelse af samvær eller

hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden).

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger, pkt. 6.

Til § 3

Ægteskabsloven

Til nr. 1

Efter ægteskabslovens § 10 kan statsamtet

meddele tilladelse til indgåelse af ægteskab, uden at der er sket

skifte af fællesboet fra et tidligere ægteskab.

Det foreslås, at denne kompetence overføres

til kommunerne, således at den myndighed, der skal prøve om

ægteskabsbetingelserne er opfyldt, også kan meddele fritagelse

for skifte.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger, pkt. 7.

Til nr. 2

Det foreslås, at kommunernes afgørelser om

skiftefritagelse, jf. nr. 1 ovenfor, kan påklages til

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet).

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.

7.

Til nr. 3

Efter ægteskabslovens § 42 er det en betingelse

for, at statsamtet kan meddele separation eller skilsmisse ved bevilling, at

parterne er enige om vilkårene for separationen eller skilsmissen,

herunder om forældremyndigheden over fælles børn, jf.

ægteskabslovens § 46.

Efter den foreslåede ophævelse af § 7 i

lov om forældremyndighed og samvær er det ikke længere

nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om

forældremyndighed ved separation eller skilsmisse, medmindre en af

forældrene kræver, at den fælles forældremyndighed

ophører.

Som en konsekvens heraf foreslås det, at det ikke

længere skal være et vilkår for, at statsamtet kan meddele

separation eller skilsmisse ved bevilling, at der er enighed om

forældremyndigheden. Det indebærer, at separation eller

skilsmisse ved bevilling vil kunne meddeles også i de tilfælde,

hvor forældrene er uenige om, hvem der skal have

forældremyndigheden, og hvor spørgsmålet derfor skal

afgøres af retten.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger, pkt. 5.

Til § 4

Straffeloven

Det foreslås, at straffelovens §§ 214 og 255

ophæves. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.

4.

Til § 5

Adoptionsloven

Ved forslaget til børnelov - der bl.a. bygger

på et princip om ligestilling mellem gifte og ugifte samlevende

forældre og deres børn - foreslås betegnelserne

ægtebørn og børn uden for ægteskab afskaffet.

Som følge heraf foreslås det, at ordet

»ægtebarn« i adoptionslovens § 16, stk. 1, 1. pkt.,

ændres til »barn«.

Til § 6-8

Erstatningsansvarsloven, lov om aktiv socialpolitik og lov

om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

Der er tale om konsekvensændringer i de nævnte

love som følge af, at titlen på den gældende

børnelov i forslaget til ny børnelov foreslås

ændret til »Lov om børns forsørgelse«.

Til § 9

Det foreslås, at den del af loven, der har

umiddelbar sammenhæng med børneloven, træder i kraft

samtidig med børneloven, dvs. den 1. juli 2001. Det drejer sig om

revisionen af retsplejelovens kapitel 42 a, ændringen af § 5 i lov

om forældremyndighed og samvær, ophævelsen af straffelovens

§§ 214 og 255 og konsekvensændringerne i anden lovgivning.

De nye regler i retsplejeloven skal have virkning for

faderskabssager, der behandles efter de nye regler i børneloven, dvs.

for børn, der fødes efter den 1. juli 2001. Det gælder

dog ikke for sager om genoptagelse efter børnelovsforslagets

§ 22. Der henvises nærmere til § 36 i forslaget til

børnelov.

Faderskabssager, herunder genoptagelsessager,

vedrørende børn født før lovens

ikrafttræden skal behandles efter de hidtil gældende regler i

retsplejelovens kapitel 42 a.

Den foreslåede ikrafttrædelse af

retsplejelovsændringen er i overensstemmelse med det

anførte.

Det foreslås, at reglerne om fælles

forældremyndighed efter separation eller skilsmisse (§ 2, nr. 3,

og § 3, nr. 3), om inddragelse af børn under 12 år i sager

om forældremyndighed og samvær (§ 2, nr. 4) og om

overførelse til kommunerne af kompetencen til at meddele

skiftefritagelse (§ 3, nr. 1 og 2) træder i kraft den 1. oktober

2000.

Til § 10

Bestemmelsen regulerer de foreslåede

ændringers gyldighed for Færøerne og Grønland.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende

formulering

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr.

713 af 13. september 1999, foretages følgende ændring:

Kapitel 42 a

»Kapitel 42 a

Faderskabssager

Faderskabssager

§ 456 a.

Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på

sager om faderskab til børn, jf. dog stk. 2.

§ 456 a.

Reglerne i dette kapitel anvendes på sager om

faderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af

sådanne sager.

Stk. 2.

Sager om faderskab til de i § 2, stk. 1, i

lov om børns retsstilling omhandlede børn behandles efter

lovens almindelige regler, såfremt sagen anlægges af

ægtemanden, dog at bestemmelserne i §§ 456 f, 456 g, 2. pkt., 456

h, stk. 4, 456 m, 1. pkt., 456 o, 456 p, 456 q, stk. 1 og 2, og 456

r finder anvendelse. Er påstanden om, at ægtemanden ikke er

barnets far, væsentligt bestyrket, finder tillige reglerne i § 456

k, jf. § 456 l, anvendelse.

§ 456 b.

Sag kan anlægges her i landet, hvis

1) moderen eller barnet har bopæl her,

2) en mand, der er part i sagen, har bopæl eller ophold her,

eller hans dødsbo behandles eller har været behandlet her,

eller

3) faderskabet her i landet er registreret efter børnelovens §§

1-3, anerkendt efter børnelovens §§ 14 eller 19 eller fastslået

ved dom.

§ 456 b.

Sagen kan anlægges her i riget:

1) Såfremt sagsøgte har bopæl eller ophold her,

eller hans dødsbo behandles eller har været behandlet her.

Stk. 2.

Sag efter anmodning fra en mand, der efter

børnelovens § 6 har ret til at få prøvet, om han er

barnets far, kan dog kun anlægges her i landet, hvis moderen eller

barnet har bopæl her.

2) Såfremt moderen eller barnet har bopæl her.

Stk. 3.

Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved

overenskomst med fremmed stat.

Stk. 2.

Reglerne i stk. 1 kan fraviges ved overenskomst

med fremmed stat.

§ 456 c.

Sagen indbringes for den byret, hvor moderen har

hjemting.

§ 456 c.

Sagen anlægges ved moderens hjemting.

Stk. 2.

Har moderen ikke hjemting her i riget, anlægges

sagen ved sagsøgtes hjemting.

Stk. 2.

Har moderen ikke hjemting her i landet, indbringes

sagen for byretten, hvor den mand, der er part i sagen, har hjemting. Er

flere mænd ved sagens indbringelse for retten parter i sagen, bestemmer

justitsministeren, hvilken af de kompetente byretter sagen skal indbringes

for.

Stk. 3.

Kan intet andet værneting påvises,

anlægges sagen ved barnets hjemting eller efter justitsministerens

bestemmelse ved en anden ret.

Stk. 3.

Kan der ikke påvises et værneting efter

stk. 1 og 2, bestemmer justitsministeren, hvilken byret sagen skal

indbringes for.

Stk. 4.

Såfremt en af parterne forlader retskredsen,

før nogen af parterne har afgivet forklaring, kan sagen henvises til

videre behandling ved den ret, der da ville være rette værneting.

I øvrigt kan retten med samtykke af præsidenten for vedkommende

landsret henvise sagen til behandling ved en anden ret, såfremt dette

kan antages at ville forenkle eller fremskynde sagens behandling.

Stk. 4.

Forlader en af parterne retskredsen, før nogen

af sagens parter har afgivet forklaring, kan sagen henvises til videre

behandling ved den byret, der nu er rette værneting. Retten kan i

øvrigt med samtykke fra præsidenten for vedkommende landsret

henvise sagen til behandling ved en anden byret, hvis dette kan antages at

forenkle eller fremskynde sagens behandling.

§ 456 d.

Sagen anses for anlagt, når retten har modtaget

henvendelse om retslig behandling.

§ 456 d.

En sag anses for indbragt for retten, når

retten har modtaget anmodning om det fra statsamtet.

§ 456 e.

Retten affatter stævning i sagen og drager

omsorg for stævningens forkyndelse. Såfremt der under sagens gang

træffes bestemmelse om inddragelse af nye personer som sagsøgte,

foretager retten ligeledes det i så henseende fornødne.

Stævning kan undlades, når den pågældende

møder for retten efter tilsigelse fra denne.

Stk. 2.

Politiet er på begæring pligtigt at yde

retten bistand til sagens oplysning, herunder til fornøden

eftersøgning af den opgivne fader.

§ 456 e.

Sagens parter er

1) barnet

2) moderen og

3) den eller de mænd eller dødsboer, som retten efter

børnelovens § 17 er forpligtet til at inddrage.

Stk. 2.

Er en part umyndig, optræder værgen

på partens vegne i sagen. Parterne kan i øvrigt optræde

på egen hånd uden hensyn til værgemål. Finder retten

det påkrævet, at der for en part beskikkes en særlig

værge, jf. værgemålslovens §§ 47- 49, kan denne

beskikkes af retten.

§ 456 f.

Både moderen og barnet er at betragte som

parter i sagen.

Stk. 2.

Er en part umyndig som følge af

mindreårighed, optræder værgen på partens vegne i

sagen. I øvrigt kan parterne optræde på egen hånd

uden hensyn til umyndighed. Finder retten det påkrævet, at der

for en part beskikkes en særlig værge, jf. reglerne i

værgemålslovens §§ 47-49, kan beskikkelsen foretages af

retten.

Stk. 3.

Er den, der opgives som fader, død, rettes

sagen mod den afdøde. Retten skal så vidt muligt underrette

skifteretten samt afdødes eventuelle enke og arvinger om

søgsmålet.

§ 456 f.

Meddelelse om sagens indbringelse for retten gives

ved rettens foranstaltning til parterne. Inddrages en mand under sagen som

part, gives meddelelse ligeledes til ham.

Stk. 2.

Er en part død, gives

meddelelsen til dødsboet.

§ 456 g.

Retten kan beskikke en advokat for en part, hvis den

pågældende har behov for det. Beskikkelse skal ske for en

inddraget mand, når der ef ter indkaldelse ved bekendtgørelse i

Statstidende eller i tilfælde, hvor den opgivne far er død, ikke

gives møde af manden eller dødsboet.

Stk. 4.

Statsamtet kan indtræde i sagen som part til

varetagelse af det offentliges interesse.

§ 456 g.

Retten kan, når dertil findes særlig

anledning, beskikke en advokat for en part. Er der under sagen

spørgsmål om, hvorvidt et barn er ægtebarn, skal der altid

beskikkes advokat for barnet. Endvidere skal beskikkelse for sagsøgte

altid ske, når der efter offentlig indstævning eller i

tilfælde, hvor den opgivne fader er død, ikke gives møde

af sagsøgte eller dødsboet.

§ 456 h.

Retten drager omsorg for sagens oplysning.

Stk. 2.

Retten træffer selv bestemmelse om

afhøring af parter og vidner og om tilvejebringelse af udtalelser fra

sagkyndige og andre bevismidler. Retten indkalder selv parter og vidner.

Stk. 3.

Politiet yder retten bistand til sagens oplysning,

herunder ved eftersøgning af opgivne fadermuligheder.

Stk. 4.

Bestemmelserne i denne lov om virkningerne af en parts

udeblivelse eller møde uden at rejse indsigelse gælder ikke i

sager efter dette kapitel.

§ 456 h.

Retten drager på embeds vegne omsorg for sagens

oplysning. Enhver, der efter de i sagen fremkomne oplysninger kan have

besvangret moderen, skal af retten inddrages under sagen som

sagsøgt.

Stk. 2.

Retten træffer selv bestemmelse om

afhøring af parter og vidner, om tilvejebringelse af udtalelser fra

sagkyndige og af andre bevismidler i sagen. Retten indkalder selv parter og

vidner. Afhøring af parter og vidner sker ved dommeren, medmindre

denne bestemmer andet.

Stk. 3.

I alle tilfælde, hvor ifølge denne lov

begæring fra en part er fornøden for foretagelse af et

retsskridt, kan dette i sager, der behandles efter reglerne i dette kapitel,

iværksættes af retten uden begæring.

Stk. 5.

Indkaldelse af parterne til at overvære

afhøring af vidner eller andre parter kan undlades, når retten

finder parternes møde uden betydning for sagen. Der skal dog altid

gives parterne meddelelse om tid og sted for det retsmøde, i hvilket

en sådan afhøring skal foregå, jf. dog stk. 6. I

meddelelsen angives, at vedkommende part ikke behøver at give

møde, medmindre parten selv ønsker det.

Stk. 6.

Retten kan undlade at indkalde en part, eller

bestemme, at parten skal være udelukket fra at overvære et

retsmøde helt eller delvist, såfremt hensynet til en part eller

til sagens oplysning undtagelsesvist gør det påkrævet.

Inden sagen afgøres, skal den pågældende gøres

bekendt med de fremkomne oplysninger.

Stk. 4.

Bestemmelserne i denne lov om virkningerne af en parts

udeblivelse eller møde uden at rejse indsigelse gælder ikke i

sager efter dette kapitel.

Stk. 7.

Retten træffer bestemmelse om

gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser, jf.

børnelovens § 18. Bestemmelserne i § 178 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 5.

Indkaldelse af parterne til at overvære

afhøring af vidner eller andre parter kan undlades, når retten

finder parternes møde uden betydning for sagen. Der skal dog altid

gives parterne meddelelse om tid og sted for det retsmøde, i hvilket

en sådan afhøring skal foregå. I meddelelsen angives, at

vedkommende part ikke behøver at give møde, medmindre han selv

ønsker det.

§ 456 i.

Moderen har pligt til at møde i retten og

afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far, jf.

børnelovens § 16. Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1, og

177- 180 finder tilsvarende anvendelse.

§ 456 i.

Den, der afhøres som sagsøgt eller som

vidne i en faderskabssag, er pligtig at afgive forklaring om, hvorvidt han

har haft samleje med moderen inden for avlingstiden.

Stk. 2.

Moderen er forpligtet til at afgive forklaring om, hvem

der har haft samleje med hende inden for avlingstiden.

Stk. 2.

Den eller de mænd, der er parter i sagen, har

pligt til at møde i retten og der afgive forklaring om, hvorvidt de

har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid.

Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1 og 177-180 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 3.

Der kan tillægges en part

rejsegodtgørelse efter reglerne i § 188.

Stk. 3.

Der kan tillægges en part

rejsegodtgørelse efter reglerne i § 188.

§ 456 j.

Anerkendelser for retten fremlægges til

retsbogen.

§ 456 k.

Finder retten det fornødent, at der til sagens

oplysning søges fremskaffet blodtypebestemmelser eller foretages andre

legemlige undersøgelser af parterne, drager den omsorg for, at dette

sker. De pågældende er forpligtet til at fremstille sig til

undersøgelse, afgive blodprøver m.v.

§ 456 k.

Retten træffer afgørelse uden hensyn til

parternes påstande og anbringender.

Stk. 2.

Kun retten kan træffe bestemmelse om, at en mand

ikke længere skal være inddraget som part i sagen.

Stk. 3.

Sagen hæves, når

§ 456 l.

Bestemmelserne i § 178 finder anvendelse med

hensyn til parternes pligter efter nærværende kapitel.

1) faderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 19,

2) ingen af de mænd, der er parter i sagen, bliver dømt

som far,

§ 456 m.

Retten træffer afgørelse i sagen uden

hensyn til, hvilke påstande der fra parternes side er nedlagt i sagen.

Når sagen er anlagt, kan den alene hæves med rettens

samtykke.

§ 456 n.

For udgifter foranlediget ved de bestemmelser, retten

tager med hensyn til beskikkelse af advokat og med hensyn til sagens

oplysning, såsom betaling til parter, vidner og sagkyndige,

blodtypeundersøgelser m.v., gælder samme regler som for

sagsøgerens udgifter i tilfælde, hvor der er meddelt denne fri

proces, jf. kap. 31.

Stk. 2.

Retten bør kun, når der er særlig

anledning dertil, pålægge en part at betale sagsomkostninger.

§ 456 o.

I faderskabssager foregår retsmøderne

for lukkede døre. En medarbejder fra kommunen eller amtskommunen kan

dog møde i retten med moderen, hvis denne ønsker det.

3) barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens

§ 7, stk. 2, eller

4) ingen fadermuligheder er oplyst eller kan identificeres eller

findes.

§ 456 l.

For udgifter som følge af rettens beslutninger

om beskikkelse af advokat og om sagens oplysning, gælder samme regler

som for udgifter i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.

kapitel 31.

Stk. 2.

Retten kan i særlige tilfælde

pålægge en part at betale udgifter, som partens forhold har givet

anledning til.

§ 456 m.

Retsmøderne foregår for lukkede

døre. Efter moderens ønske kan en medarbejder fra kommunen

eller amtskommunen give møde med hende.

Stk. 2.

Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke

ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af

de i dommen nævnte personer eller på anden måde

offentliggørelse af de pågældendes identitet.

Overtrædelse af forbudet straffes med bøde eller under

skærpede omstændigheder med hæfte eller fængsel i

indtil 6 måneder.

Stk. 2.

Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager

må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller

bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller på

anden måde offentliggørelse af de pågældendes

identitet. Overtrædelse straffes med bøde eller under

skærpende omstændigheder med hæfte eller med fængsel

indtil 6 måneder.

Stk. 3.

Ved forkyndelse af stævninger og domme i

faderskabssager i henhold til § 159 optages moderens og barnets navn kun

i bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt retten i særlige

tilfælde træffer bestemmelse herom.

Stk. 3.

Ved forkyndelse af meddelelse om sagens anlæg og

tilsigelser i henhold til § 159 samt af domme optages moderens og

barnets navn kun i bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt

retten i særlige tilfælde træffer bestemmelse herom.

Stk. 4.

Er barnet bortadopteret, og kender forældrene

ikke den, der har adopteret barnet, må adoptanternes, parternes og

vidners navne ikke optages i udskrifter af retsbogen eller rettens

afgørelser.

§ 456 p.

Når sagen er sluttet, sender retten snarest

muligt meddelelse herom til statsamtet ledsaget af en udskrift af dommen

eller indgået forlig og det retsbogen tilførte samt sagens

dokumenter. Det påhviler retten at drage omsorg for dommens

forkyndelse.

§ 456 n.

Når faderskabet er fastslået eller sagen

hævet, sender retten snarest muligt meddelelse om det til statsamtet.

Meddelelsen skal være ledsaget af kopi af den til retsbogen fremlagte

anerkendelse eller en udskrift af dommen, en udskrift af retsbogen og kopi af

de i sagen fremlagte personlige attester.

§ 456 q.

Reglerne i nærværende kapitel finder med

de fornødne lempelser anvendelse under anke.

Stk. 2.

Statsamtet kan uden at være

indtrådt i sagen i 1. instans på det offentliges vegne

påanke dommen såvel som indtræde i sagen for den

overordnede ret.

Stk. 3.

Under anken kan retten uanset ankefristerne inddrage

enhver, der for byretten har været part i sagen. Opstår der

spørgsmål om inddragelse af andre personer, jf. § 456 h,

stk. 1, kan sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.

§ 456 r.

En sag, der er afsluttet ved

anerkendelse for statsamtet, forlig i retten eller upåankelig dom, kan

på begæring af en af parterne genoptages, når andrageren

godtgør senere at være kommet til kundskab om

omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald,

eller der i øvrigt foreligger særlig anledning til at antage, at

sagen efter en genoptagelse vil få et andet udfald.

Stk. 2.

Retten sørger for dommens forkyndelse.

§ 456 o.

Anke sker ved meddelelse til byretten. Meddelelse kan

ske mundtligt til retsbogen. Retten sender meddelelsen eller i de i 2. pkt.

nævnte tilfælde en udskrift af retsbogen og sagens akter til

landsretten.

Stk. 2.

Reglerne i dette kapitel finder med de fornødne

lempelser anvendelse under anke.

Stk. 3.

Uanset ankefrister kan landsretten under anke inddrage

enhver, der for byretten har været inddraget som part. Opstår der

spørgsmål om inddragelse af andre mænd, kan sagen

hjemvises til fornyet behandling ved byretten.

Stk. 2.

En sag, hvori forkyndelse af stævning er sket

ved indrykkelse i Statstidende, kan af sagsøgte, der ikke har givet

møde, kræves genoptaget.

Stk. 3.

Begæring om genoptagelse må

fremsættes for retten senest 3 år efter barnets fødsel.

Det gælder dog ikke en begæring, som fremsættes af barnet,

efter at det er fyldt 18 år. Begæringen rettes til den ret, der

senest har behandlet sagen, eller, hvis sagen ikke tidligere har været

behandlet af retten, til den ret, der er nævnt i § 456 c.

Stk. 4.

Genoptagelse efter udløbet af den i stk. 3

nævnte frist kan tillades af landsretten, når der anføres

ganske særlige grunde for, at kravet om ny prøvelse ikke er

rejst tidligere, og omstændighederne i øvrigt i høj grad

taler for genoptagelse, og det endvidere må antages, at fornyet

behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for

barnet. Er sagen senest behandlet ved Højesteret, meddeles tilladelse

til genoptagelse af denne ret. Under de i 1. pkt. angivne betingelser kan

landsretten endvidere tillade anke af en ellers upåankelig byretsdom.

Landsrettens afgørelse i henhold til foranstående bestemmelser

kan påkæres til Højesteret i overensstemmelse med reglerne

i kap. 37. Ved afgørelse af kæremålet kan

Højesteret i stedet for genoptagelse tillade anke af en eller

upåankelig dom.

Stk. 5.

Den ret, over for hvilken der fremsættes

begæring om genoptagelse eller anketilladelse, træffer

bestemmelse om, hvorvidt de angivne oplysningers rigtighed skal søges

fastslået ved afhøring i et retsmøde eller ved politiets

bistand.

Stk. 6.

Hvis sagen senest er behandlet ved landsret eller

Højesteret, kan det ved genoptagelsen bestemmes, at sagens fortsatte

behandling og nye afgørelse finder sted ved byret.

Stk. 7.

Ved genoptagelse og tilladelse til anke efter

nærværende paragraf finder bestemmelserne i § 399,

stk. 4, tilsvarende anvendelse. Ved sagens afgørelse kan der

træffes bestemmelse om tilbagebetaling af bidrag, som er erlagt eller

inddrevet i henhold til den tidligere afgørelse.

§ 2

I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær,

som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997, foretages følgende

ændringer:

§ 4.

Er forældrene gift med hinanden ved barnets

fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de

fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved

barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene,

medmindre samlivet mellem forældrene genoptages eller forældrene

har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter

§ 6.

1.

I § 4 indsættes efter »samlivet mellem

ægtefællerne genoptages eller forældrene har«: »afgivet

erklæring som nævnt i § 5, stk. 1, eller«.

2.

§ 5 affattes således:

§ 5.

Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen

forældremyndigheden alene, medmindre forældrene har indgået

aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.

»§ 5.

Forældre, der ikke er gift med hinanden, har

fælles forældremyndighed, hvis de efter børnelovens

§ 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf.

§ 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen

vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Stk. 2.

Afgives der ikke erklæring som nævnt i

stk. 1, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre

forældrene har indgået aftale om fælles

forældremyndighed efter § 6.«.

§ 7.

Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling

til forældremyndigheden, medmindre der tidligere er truffet aftale

eller afgørelse herom.

3.

§ 7 ophæves.

Stk. 2.

Forældrene kan aftale, at de fortsat skal have

fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er

anmeldt til statsamtet. Er separations- eller skilsmissesagen indbragt for

retten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 3.

Skal den fælles forældremyndighed

ophøre, gælder § 9.

§ 29.

Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der

træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller

samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog

undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller

uden nogen betydning for sagen.

4.

I § 29 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Er barnet under 12 år, skal der finde en

samtale sted som nævnt i stk. 1, hvis barnets modenhed og sagens

omstændigheder tilsiger det.«

§ 3

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, foretages følgende

ændringer:

§ 10.

Den, som har været gift eller har været part

i et registreret partnerskab, må ikke indgå nyt ægteskab,

før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er

påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog

ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem

ægtefællerne eller fritagelse for skifte særligt er

hjemlet. Endvidere kan Justitsministeren tillade, at bestemmelsen i 1. pkt.

fraviges, såfremt særlige grunde taler derfor.

1.

§ 10, 3. pkt., affattes således:

»Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve

ægteskabsbetingelserne, tillade, at 1. pkt. fraviges.«.

2.

I § 10 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Afgørelser efter stk. 1, 3. pkt., kan

påklages til justitsministeren.«

§ 42.

Separation og skilsmisse gives ved dom eller

bevilling.

Stk. 2.

Bevilling kan kun meddeles, såfremt

ægtefællerne er enige om at ønske separation eller

skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 46, 49 og 54-56

nævnte vilkår, jf. dog § 45. Spørgsmål om

størrelsen af underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde

til statsamtets afgørelse.

3.

I § 42, stk. 2, 1. pkt., udgår:

»46,«.

Stk. 3.

Findes det betænkeligt at meddele bevilling,

skal bevilling nægtes.

§ 4

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret senest ved § 8 i lov nr. 365 af 2. juni 1999, foretages

følgende ændring:

§ 214.

Den, som ved urigtig eller ufuldstændig

anmeldelse til den myndighed, der modtager fødselsanmeldelser,

forvansker beviset for en persons familiestilling, straffes med hæfte

eller under formildende omstændigheder med bøde.

1.

§ 214 og § 255 ophæves.

Stk. 2.

Straffen kan bortfalde, når et af en gift kvinde

udenfor ægteskab født barn med ægtefællens samtykke

opgives som ægtebarn.

§ 255.

Med bøde, hæfte eller med fængsel

indtil 1 år straffes den mand, som modvillig unddrager sig fra at yde

en af ham uden for ægteskab besvangret kvinde den til hendes nedkomst

fornødne hjælp, hvis hun derved kommer i nød.

Stk. 2.

Undlader nogen, der er vidende om, at en til hans

husstand hørende kvindes nedkomst er nær forestående, at

yde hende den i denne anledning fornødne bistand, straffes han med

bøde eller hæfte indtil 3 måneder.

§ 5

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december

1999, foretages følgende ændring:

§ 16.

Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem

adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres ægtebarn, og

barnet og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes

slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens eget barn. Samtidig

bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige

slægt.

1.

I § 16, stk. 1, 1. pkt., ændres

»ægtebarn, og barnet« til: »barn, og adoptivbarnet«.

Stk. 2-3.

...

§ 6

I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.

september 1986, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 349 af 23. maj

1997, foretages følgende ændring:

§ 14.

Erstatning for tab af forsørger til efterlevende

børn fastsættes til et beløb, der svarer til summen af de

bidrag til barnets underhold, som afdøde på skadestidspunktet

kunne være pålagt efter lov om børns retsstilling, hvis

afdøde havde været bidragspligtig. Var afdøde

eneforsørger, forhøjes erstatningen med 100 %.

1.

I § 14, 1. pkt., ændres »lov om børns

retsstilling« til: »lov om børns forsørgelse«.

§ 7

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 29.

september 1998, som ændret senest ved § 15, stk. 2, i lov nr.

353 af 2. juni 1999, foretages følgende ændring:

§ 97.

Er der efter lovgivningen om retsforholdet mellem

ægtefæller eller om børns retsstilling pålagt en

person at betale underholdsbidrag m.v. til en anden person, der modtager

hjælp til forsørgelse, indtræder det offentlige for det

beløb, der svarer til hjælpen, i kravet mod den bidragsskyldige,

uanset om forsørgelsesansvaret efter reglerne i § 2 er

ophørt.

1.

I § 97, stk. 1, ændres »lov om

børns retsstilling« til: »lov om børns

forsørgelse«.

Stk. 2.

...

§ 8

I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af

børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995,

som ændret senest ved § 1 i lov nr. 966 af 20. december 1999,

foretages følgende ændring:

§ 5.

...

Stk. 2.

Retten til at modtage særligt

børnetilskud for pensionister er betinget af, at der ikke efter lov om

børns retsstilling er fastsat eller kan fastsættes bidrag.

....

1.

I § 5, stk. 2, 1. pkt., § 10, 2. pkt.,

§ 11, stk. 1, § 14, § 15, stk. 1 og 2, og

§ 19, 1. pkt., ændres »lov om børns retsstilling«

til: »lov om børns forsørgelse«.

§ 10.

... Særligt børnetilskud, der skal ydes et

barn efter en bidragspligtigs død, udbetales dog først fra

udløbet af den periode, for hvilken der senest er udbetalt bidrag

efter lov om børns retsstilling.

§ 11.

Et bidrag til et barns underhold, der er fastsat efter

lov om børns retsstilling, kan, når det ikke betales på

forfaldsdagen, udbetales af det offentlige til den person, der er berettiget

til at kræve bidraget fastsat efter § 18, stk. 2, i lov om

børns retsstilling.

Stk. 2-3.

...

§ 14.

Bidrag kan kræves udbetalt forskudsvis med det

beløb, der er fastsat efter lov om børns retsstilling, dog

højst med normalbidraget. ...

§ 15.

Særlige bidrag, som efter lov om børns

retsstilling er pålagt til udgifterne ved fødslen og moderens

underhold før og efter fødslen, kan, når betingelserne i

§ 12 er opfyldt, udbetales forskudsvis af det offentlige med indtil 483

kr. ved fødslen og 841 kr. pr. måned til moderens underhold

før og efter fødslen.

Stk. 2.

Særlige bidrag, som efter lov om børns

retsstilling er pålagt i anledning af et barns dåb, konfirmation,

sygdom eller begravelse eller i anden særlig anledning, kan, når

betingelserne i § 12 er opfyldt, udbetales forskudsvis af det offentlige

inden for den grænse, som statsamtet fastsætter.

§ 19.

Det offentlige skal søge hele det beløb,

der ved resolutionen efter lov om børns retsstilling skal betales,

inddrevet hos den bidragsskyldige. ...

Lignende dokumenter