Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 9. februar 2000 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven og
forskellige andre love
(Ændringer som følge af børneloven
m.v.)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 713 af 13.
september 1999, foretages følgende ændring:
1.
Kapitel 42 a affattes således:
»Kapitel 42 a
Faderskabssager
§ 456 a.
Reglerne i dette kapitel anvendes på sager om
faderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af
sådanne sager.
§ 456 b.
Sag kan indbringes for retten her i landet,
hvis
1) moderen eller barnet har bopæl her,
2) en mand, der er part i sagen, har bopæl eller ophold her,
eller hans dødsbo behandles eller har været behandlet her,
eller
3) faderskabet her i landet er registreret efter børnelovens
§§ 1-3, anerkendt efter børnelovens §§ 14 eller 19 eller
fastslået ved dom.
Stk. 2.
Læs alt
Sag efter anmodning fra en mand, der efter
børnelovens § 6 har ret til at få prøvet, om han er
barnets far, kan dog kun indbringes for retten her i landet, hvis moderen og
barnet har bopæl her.
Stk. 3.
Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved
overenskomst med fremmed stat.
§ 456 c.
Sagen indbringes for den byret, hvor moderen har
hjemting.
Stk. 2.
Har moderen ikke hjemting her i landet, indbringes
sagen for byretten, hvor den mand, der er part i sagen, har hjemting. Er
flere mænd ved sagens indbringelse for retten parter i sagen, bestemmer
justitsministeren, hvilken af de kompetente byretter sagen skal indbringes
for.
Stk. 3.
Kan der ikke påvises et værneting efter
stk. 1 og 2, bestemmer justitsministeren, hvilken byret sagen skal
indbringes for.
Stk. 4.
Forlader en af parterne retskredsen, før nogen
af dem har afgivet forklaring, kan sagen henvises til videre behandling ved
den byret, der nu er rette værneting. Retten kan i øvrigt med
samtykke fra præsidenten for vedkommende landsret henvise sagen til
behandling ved en anden byret, hvis dette kan antages at forenkle eller
fremskynde sagens behandling.
§ 456 d.
En sag anses for indbragt for retten, når
retten har modtaget anmodning om det fra statsamtet.
§ 456 e.
Sagens parter er
1) barnet eller dets dødsbo,
2) moderen eller hendes dødsbo og
3) den eller de mænd eller dødsboer, som retten efter
børnelovens § 17 skal inddrage.
Stk. 2.
Er en part umyndig, optræder værgen
på partens vegne i sagen. Parterne kan i øvrigt optræde
på egen hånd uden hensyn til værgemål. Finder retten
det påkrævet, at der for en part beskikkes en særlig
værge, jf. værgemålslovens §§ 47-49, kan denne
beskikkes af retten.
§ 456 f.
Meddelelse om sagens indbringelse for retten gives
ved rettens foranstaltning til parterne. Inddrages en mand under sagen som
part, gives meddelelse ligeledes til ham.
Stk. 2.
Er en part død, gives meddelelsen til
dødsboet.
§ 456 g.
Retten kan beskikke en advokat for en part, hvis den
pågældende har behov for det. Beskikkelse skal ske for en
inddraget mand, når der efter indkaldelse ved bekendtgørelse i
Statstidende eller i tilfælde, hvor den opgivne far er død, ikke
gives møde af manden eller dødsboet.
§ 456 h.
Retten drager omsorg for sagens oplysning.
Stk. 2.
Retten træffer selv bestemmelse om
afhøring af parter og vidner og om tilvejebringelse af udtalelser fra
sagkyndige og andre bevismidler. Retten indkalder selv parter og vidner.
Stk. 3.
Politiet yder retten bistand til sagens oplysning,
herunder ved eftersøgning af opgivne fadermuligheder.
Stk. 4.
Bestemmelserne i denne lov om virkningerne af en parts
udeblivelse eller møde uden at rejse indsigelse gælder ikke i
sager efter dette kapitel.
Stk. 5.
Indkaldelse af parterne til at overvære
afhøring af vidner eller andre parter kan undlades, når retten
finder parternes møde uden betydning for sagen. Der skal altid gives
parterne meddelelse om tid og sted for det retsmøde, i hvilket en
sådan afhøring skal foregå, jf. dog stk. 6. I
meddelelsen angives, at vedkommende part ikke behøver at give
møde, medmindre parten selv ønsker det.
Stk. 6.
Retten kan undlade at indkalde en part eller bestemme,
at parten skal være udelukket fra at overvære et retsmøde
helt eller delvist, såfremt hensynet til en anden part eller til sagens
oplysning undtagelsesvis gør det påkrævet. Inden sagen
afgøres, skal den pågældende gøres bekendt med de
fremkomne oplysninger.
Stk. 7.
Retten træffer bestemmelse om
gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser, jf.
børnelovens § 18. Bestemmelserne i § 178 finder tilsvarende
anvendelse.
§ 456 i.
Moderen har pligt til at møde i retten og
afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far, jf.
børnelovens § 16. Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1, og
177-180 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Den eller de mænd, der er parter i sagen, har
pligt til at møde i retten og der afgive forklaring om, hvorvidt de
har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid.
Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1, og 177-180 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Der kan tillægges en part
rejsegodtgørelse efter reglerne i § 188.
§ 456 j.
Anerkendelser for retten fremlægges til
retsbogen.
§ 456 k.
Retten træffer afgørelse uden hensyn til
parternes påstande og anbringender.
Stk. 2.
Kun retten kan træffe bestemmelse om, at en mand
ikke længere skal være inddraget som part i sagen.
Stk. 3.
Sagen hæves, når
1) faderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 19,
2) ingen af de mænd, der er parter i sagen, bliver dømt
som far,
3) barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens
§ 7, stk. 2, eller
4) ingen fadermuligheder er oplyst eller kan identificeres eller
findes.
§ 456 l.
For udgifter som følge af rettens beslutninger
om beskikkelse af advokat og om sagens oplysning gælder samme regler
som for udgifter i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.
kapitel 31.
Stk. 2.
Retten kan i særlige tilfælde
pålægge en part at betale udgifter, som partens forhold har givet
anledning til.
§ 456 m.
Retsmøderne foregår for lukkede
døre. Efter moderens ønske kan en medarbejder fra kommunen
eller amtskommunen give møde med hende.
Stk. 2.
Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke
ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af
de i dommen nævnte personer eller på anden måde
offentliggørelse af de pågældendes identitet.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel i
indtil 6 måneder.
Stk. 3.
Ved forkyndelse af meddelelse om sagens anlæg og
tilsigelser i henhold til § 159 samt af domme optages moderens og
barnets navn kun i bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt
retten i særlige tilfælde træffer bestemmelse herom.
Stk. 4.
Er barnet bortadopteret, og kender forældrene
ikke adoptanternes navn, må adoptanternes, parternes og vidners navne
ikke optages i udskrifter af retsbogen eller rettens afgørelser.
§ 456 n.
Når faderskabet er fastslået eller sagen
hævet, sender retten snarest muligt meddelelse til statsamtet.
Meddelelsen skal være ledsaget af kopi af den til retsbogen fremlagte
anerkendelse eller en udskrift af dommen, en udskrift af retsbogen og kopi af
de i sagen fremlagte personlige attester.
Stk. 2.
Retten sørger for dommens forkyndelse.
§ 456 o.
Anke sker ved meddelelse til byretten. Meddelelse kan
ske mundtligt til retsbogen. Retten sender meddelelsen eller i de i 2. pkt.
nævnte tilfælde en udskrift af retsbogen og sagens akter til
landsretten.
Stk. 2.
Reglerne i dette kapitel finder med de fornødne
lempelser anvendelse under anke.
Stk. 3.
Uanset ankefrister kan landsretten under anken
inddrage enhver, der for byretten har været inddraget som part.
Opstår der spørgsmål om inddragelse af andre mænd,
kan sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.«.
§ 2
I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær,
som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997, foretages følgende
ændringer:
1.
I § 4 indsættes efter »samlivet mellem
ægtefællerne genoptages eller forældrene har«: »afgivet
erklæring som nævnt i § 5, stk. 1, eller«.
2.
§ 5 affattes således:
»§ 5.
Forældre, der ikke er gift med hinanden, har
fælles forældremyndighed, hvis de efter børnelovens
§ 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf.
§ 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen
vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.
Stk. 2.
Afgives der ikke erklæring som nævnt i
stk. 1, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre
forældrene har indgået aftale om fælles
forældremyndighed efter § 6.«.
3.
§ 7 ophæves.
4.
I § 29 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Er barnet under 12 år, skal der finde en
samtale sted som nævnt i stk. 1, hvis barnets modenhed og sagens
omstændigheder tilsiger det.«
§ 3
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 10, 3. pkt., affattes således:
»Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve
ægteskabsbetingelserne, tillade, at 1. pkt. fraviges.«.
2.
I § 10 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Afgørelser efter stk. 1, 3. pkt., kan
påklages til justitsministeren.«
3.
I § 42, stk. 2, 1. pkt., udgår:
»46,«.
§ 4
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,
som ændret senest ved § 8 i lov nr. 365 af 2. juni 1999, foretages
følgende ændring:
1.
§ 214 og § 255 ophæves.
§ 5
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december
1999, foretages følgende ændring:
1.
I § 16, stk. 1, 1. pkt., ændres
»ægtebarn, og barnet« til: »barn, og adoptivbarnet«.
§ 6
I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.
september 1986, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 349 af 23. maj
1997, foretages følgende ændring:
1.
I § 14, 1. pkt., ændres »lov om børns
retsstilling« til: »lov om børns forsørgelse«.
§ 7
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 29.
september 1998, som ændret senest ved § 15, stk. 2, i lov nr.
353 af 2. juni 1999, foretages følgende ændring:
1.
I § 97, stk. 1, ændres »lov om
børns retsstilling« til: »lov om børns forsørgelse«.
§ 8
I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995,
som ændret senest ved § 1 i lov nr. 966 af 20. december 1999,
foretages følgende ændring:
1.
I § 5, stk. 2, 1. pkt., § 10, 2. pkt.,
§ 11, stk. 1, § 14, § 15, stk. 1 og 2, og
§ 19, 1. pkt., ændres »lov om børns retsstilling«
til: »lov om børns forsørgelse«.
§ 9
Stk. 1.
Lovens § 2, nr. 3 og 4, og § 3 træder
i kraft den 1. oktober 2000. Lovens § 1, § 2, nr. 1 og 2, og
§§ 4-8 træder i kraft den 1. juli 2001.
Stk. 2.
§ 1 har virkning for sager om faderskab til
børn, der fødes efter den 1. juli 2001, samt for sager, der
efter denne dato genoptages efter børnelovens § 22.
§ 10
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2-3.
Stk. 2.
§§ 2-3 og 5-6 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
afvigelser, som de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3.
§ 4 kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Lovforslaget indeholder navnlig ændringer som
følge af det samtidigt fremsatte forslag til børnelov:
Der foreslås en revision af retsplejelovens kapitel
42 a om domstolenes behandling af faderskabssager, jf. nedenfor pkt. 2.
Der foreslås en ændring af lov om
forældremyndighed og samvær, således at ugifte
forældre automatisk får fælles forældremyndighed,
når de efter børneloven afgiver en erklæring om, at de
sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Der henvises til pkt. 3
nedenfor.
Der foreslås en ophævelse af straffelovens
§§ 214 og 255, jf. nedenfor pkt. 4.
Endelig foreslås nogle konsekvensændringer i
anden lovgivning.
Der foreslås endvidere nogle ændringer, som
ikke har umiddelbar sammenhæng med forslaget til børnelov:
Det foreslås, at gifte forældre
fortsætter med at have fælles forældremyndighed efter
separation eller skilsmisse, medmindre en af dem kræver, at den
fælles forældremyndighed ophører, jf. nedenfor pkt. 5.
Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at der,
før der træffes afgørelse i sager om
forældremyndighed og samvær, efter omstændighederne skal
finde samtale sted også med børn under 12 år, jf. nedenfor
pkt. 6
Endelig foreslås, at kompetencen til at meddele
såkaldte skiftefritagelser efter ægteskabsloven overføres
fra statsamterne til kommunerne, jf. nedenfor pkt. 7.
2. Retsplejelovens regler om behandling af faderskabssager.
2.1. Gældende ret.
Reglerne om behandling af faderskabssager ved domstolene
findes i retsplejelovens kapitel 42 a. Af principper i de gældende
regler, som berøres af den foreslåede revision, kan
fremhæves følgende:
Efter gældende ret skal sager om faderskab til
børn født af ugifte kvinder (børn uden for
ægteskab) rejses for statsamtet, mens sager om ægtemænds
faderskab skal rejses direkte ved retten. Kan en sag om børn uden for
ægteskab ikke afsluttes ved anerkendelse for statsamtet, indbringes den
normalt for retten.
Efter retsplejelovens § 456 a, stk. 2, behandles
faderskabssager vedrørende ægtebørn, som anlægges
af ægtemanden, med visse undtagelser efter retsplejelovens almindelige
regler om civile sager. Det indebærer bl.a., at parterne selv drager
omsorg for at oplyse sagen, og at parterne ikke har pligt til at afgive
forklaring eller til at medvirke til retsgenetiske undersøgelser. Er
påstanden om, at ægtemanden ikke er barnets far, væsentligt
bestyrket, kan parterne dog pålægges at medvirke til de
nævnte undersøgelser.
Sager om faderskab til børn født uden for
ægteskab og ægtebarnssager, der anlægges af moderen eller
af barnet eller dets værge, behandles derimod efter et officialprincip.
Det indebærer bl.a., at det påhviler retten at søge sagen
oplyst og at inddrage de mænd, der efter det oplyste kan være far
til barnet. Parterne har pligt til at medvirke ved retsgenetiske
undersøgelser, moderen har pligt til at afgive forklaring om, hvem hun
har haft samleje med i den periode, hvor hun er blevet gravid, og også
de mænd, der inddrages i sagen, har pligt til at afgive forklaring om,
hvorvidt de har haft samleje med moderen i den nævnte periode. Sagerne
kan kun hæves med rettens samtykke.
Efter lovens § 456 r er det kun retten, der kan
genoptage en faderskabssag. Hvis anmodningen om genoptagelse fremsættes
mere end tre år efter barnets fødsel, kræver genoptagelse
landsrettens tilladelse.
2.2. Børnelovsudvalgets overvejelser.
Børnelovsudvalget har foreslået, at alle
egentlige faderskabssager - dvs. sager, hvor der ikke sker registrering af
faderskab i forbindelse med fødslen - skal begynde i statsamtet og
aldrig ved retten.
Kan en sag ikke afsluttes i mindelighed ved statsamtet,
skal den efter udvalgets forslag indbringes for retten, som herefter
træffer afgørelse. Dette kan efter udvalgets opfattelse navnlig
være tilfældet, hvis
ingen fadermulighed er oplyst,
den eller de oplyste fadermuligheder er udelukket ved retsgenetisk
bevis,
parterne, hvor dette er nødvendigt for sagens behandling, ikke
møder for statsamtet,
moderen eller en mand bestrider oplysninger om at have haft seksuelt
forhold til hinanden i den periode, hvor moderen blev gravid, og ikke
ønsker at medvirke frivilligt til retsgenetiske
undersøgelser,
parterne i andre tilfælde ikke ønsker at medvirke
frivilligt til retsgenetiske undersøgelser,
parterne ikke ønsker at acceptere resultatet af foretagne
retsgenetiske undersøgelser,
nødvendige retsgenetiske undersøgelser ikke har kunnet
foretages,
der skal ske indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende
eller udfærdiges retsanmodning efter retsplejelovens § 158,
eller
der i øvrigt foreligger sådan tvivl, at sagen ikke
bør afgøres ved en anerkendelse af faderskabet for
statsamtet.
Kompetencen til at træffe egentlig afgørelse
i faderskabssager skal således efter udvalgets opfattelse forblive ved
domstolene. Om kompetencefordelingen mellem statsamterne og domstolene
henvises i øvrigt til betænkningen, side 40 ff.
Det er et grundlæggende princip i udvalgets forslag
til børnelov, at der så vidt muligt ikke skal være forskel
på reglerne om faderskab til gifte og ugifte kvinders børn.
Udvalgets forslag bygger således ikke på en sondring mellem
ægtebørn og andre børn.
Udvalget foreslår derfor, at det nævnte
officialprincip udvides til også at gælde i retssager om
faderskab til gifte kvinders børn, hvor sagen anlægges af
ægtemanden.
Når statsamtet har indbragt en sag for retten, skal
retten efter udvalgets opfattelse om nødvendigt indhente retsgenetisk
bevis, såfremt dette ikke allerede er sket i statsamtet. Sagen kan
afsluttes ved anerkendelse for retten, hvis betingelserne måtte
foreligge, og ellers ved dom. Kan ingen dømmes, skal retten efter
udvalgets opfattelse hæve sagen.
Også sager om genoptagelse foreslår udvalget
påbegyndt i statsamtet, jf. §§ 21-26 i børnelovsforslaget.
Retsplejelovens § 456 r om genoptagelse, jf. ovenfor pkt. 2.1,
foreslås derfor ophævet.
Udvalget har endvidere bl.a. fundet, at de gældende
bestemmelser i retsplejelovens § 456 f, stk. 4, og § 456 q,
stk. 2, hvorefter statsamtet kan indtræde som part på det
offentliges vegne, ikke bør opretholdes. Statsamtet vil efter udkastet
til børnelov altid have været inddraget i en sag, før den
bliver indbragt for retten, og oplysninger af betydning for sagen, som
statsamtet er i besiddelse af, vil derfor tilgå retten i forbindelse
med, at statsamtet indbringer sagen for retten.
Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt bl.a.
til betænkningen, side 265 ff.
2.3. Justitsministeriets overvejelser.
Justitsministeriet kan tiltræde
Børnelovsudvalgets forslag om en revision af retsplejelovens regler om
behandling af faderskabssager.
Lovforslaget svarer derfor i det væsentlige til
udvalgets lovudkast.
Det tilføjes, at Børnelovsudvalget for tiden
bl.a. overvejer international-privatretlige spørgsmål om
børns retsstilling med henblik på afgivelse af betænkning
herom. Disse overvejelser vil kunne indebære en ændring af den
foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 456 b om danske
domstoles kompetence i internationale faderskabssager.
3. Fælles forældremyndighed for ugifte samlevende
forældre.
3.1. Gældende ret.
Efter § 4 i lov om forældremyndighed og
samvær har et barns forældre fælles
forældremyndighed, hvis de er gift med hinanden ved barnets
fødsel eller senere indgår ægteskab. Er forældrene
ved barnets fødsel separeret, har moderen dog
forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem
ægtefællerne genoptages, eller forældrene har indgået
aftale om fælles forældremyndighed.
Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen
efter lovens § 5 forældremyndigheden alene, medmindre
forældrene har indgået aftale om fælles
forældremyndighed efter § 6.
Efter den nævnte bestemmelse i § 6 kan
forældrene aftale, at de skal have fælles
forældremyndighed. En sådan aftale skal for at være gyldig
anmeldes til statsamtet.
Lever forældrene ikke sammen, eller agter en af dem
at ophæve samlivet, kan hver af dem kræve, at den fælles
forældremyndighed skal ophøre, jf. § 8. Skal den
fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med
statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have
forældremyndigheden alene, jf. § 9, stk. 1. Er
forældrene uenige, afgør retten spørgsmålet, jf.
§ 9, stk. 2.
3.2. Børnelovsudvalgets overvejelser
I udkastet til børnelov har
Børnelovsudvalget foreslået, at ugifte samlevende par kan
få mandens faderskab registreret i forbindelse med anmeldelse af
fødslen, hvis parterne erklærer, at de lever sammen, og at de
sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.
En tilsvarende erklæring kan efter udvalgets forslag
afgives over for statsamtet før eller efter barnets fødsel.
Endvidere foreslår udvalget bl.a., at en
ægtemand eller samlever kan anerkende faderskabet, selv om moderen har
haft seksuelt forhold til tredjemand i den periode, hvor hun blev gravid,
hvis han og moderen erklærer, at de lever sammen, og at de sammen vil
varetage omsorgen og ansvaret for barnet, og anerkendelsen tiltrædes af
den eller de tredjemænd, der er parter i sagen.
Udvalgets forslag om faderskab til ugifte samlevende pars
børn er nærmere beskrevet i betænkningen, side 33 ff., og
i de almindelige bemærkninger til børnelovsforslaget, pkt.
2.4.
Efter udvalgets oplysninger blev der i 1996 indgået
ca. 27.500 aftaler om fælles forældremyndighed efter § 6 i
lov om forældremyndighed og samvær. Samme år blev der
født ca. 31.300 børn uden for ægteskab. Udvalget har
bl.a. på den baggrund lagt til grund, at mere end 90 % af de ugifte
samlevende forældre indgår aftale om fælles
forældremyndighed.
Udvalget har derfor overvejet, om der bør
være automatisk fælles forældremyndighed for ugifte
samlevende par, der efter forslaget til børnelov afgiver
erklæring om, at de lever sammen, og at de sammen vil varetage omsorgen
og ansvaret for barnet.
Da samlevende par som nævnt i meget vid
udstrækning allerede i dag aftaler fælles
forældremyndighed, vil en sådan regel efter udvalgets opfattelse
i det væsentlige alene medføre en forenkling af sagsgangen, idet
en særskilt aftale om fælles forældremyndighed ikke
længere vil være nødvendig. Udvalget har også peget
på, at automatisk fælles forældremyndighed vil være
en naturlig følge af forældrenes erklæring om sammen at
ville varetage ansvaret og omsorgen for barnet.
Udvalget har i den forbindelse overvejet, om moderen kan
tænkes at ville afgive den særlige samlivserklæring
uoverlagt og efterfølgende fortryde, at der er indtrådt
fælles forældremyndighed. Udvalget har imidlertid lagt vægt
på, at den far, der afgiver erklæring om at ville varetage
omsorgen og ansvaret for barnet, kan siges at have en berettiget forventning
om at få fælles forældremyndighed. Udvalget har endvidere
peget på, at moderen under alle omstændigheder vil kunne undlade
at afgive samlivserklæring. Endelig har udvalget anført, at
moderen (og faderen) allerede inden fødslen kan modtage vejledning om
retsvirkningerne af en samlivserklæring.
På den baggrund har udvalget foreslået, at
ugifte samlevende forældre automatisk får fælles
forældremyndighed, hvis de efter forslaget til børnelov
erklærer, at de lever sammen, og at de sammen vil varetage omsorgen og
ansvaret for barnet.
Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til
betænkningen, side 66 ff. og 274 f.
3.3. Justitsministeriets overvejelser.
Af de grunde, som Børnelovsudvalget har
anført, er Justitsministeriet enig i, at ugifte par, som efter
forslaget til børnelov erklærer, at de sammen vil varetage
omsorgen og ansvaret for barnet, automatisk bør have fælles
forældremyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget
til børnelov ikke medtager udvalgets forslag om, at parterne
også skal erklære, at de lever sammen. Om baggrunden herfor
henvises nærmere til de almindelige bemærkninger til
børnelovsforslaget, pkt. 2.4.3.
Den foreslåede ordning må antages at
være i overensstemmelse med langt den overvejende del af de ugifte
forældres ønsker, idet langt den overvejende del af
sådanne forældre i dag indgår aftale om fælles
forældremyndighed. For disse par vil der således være tale
om en forenkling af sagsgangen, idet det ikke længere vil være
nødvendigt at indgå en særlig aftale om fælles
forældremyndighed.
I de tilfælde, hvor ugifte forældre ikke
ønsker fælles forældremyndighed, vil parterne kunne
undlade at afgive erklæring om sammen at ville varetage omsorgen og
ansvaret for barnet. Manden vil i stedet kunne anerkende faderskabet efter
bestemmelsen i § 14, stk. 2, i forslaget til børnelov om
tilfælde, hvor moderen ikke har haft seksuelt forhold til andre i den
periode, hvor hun er blevet gravid, eller hvor manden utvivlsomt er barnets
far. Faderskabet kan herefter registreres, men parterne får ikke
fælles forældremyndighed.
4. Ophævelse af straffelovens § 214 og § 255.
Straffelovens § 214 har følgende ordlyd:
»§ 214.
Den, som ved urigtig eller
ufuldstændig anmeldelse til den myndighed, der modtager
fødselsanmeldelser, forvansker beviset for en persons familiestilling,
straffes med hæfte eller under formildende omstændigheder med
bøde.
Stk. 2.
Straffen kan bortfalde, når et
af en gift kvinde udenfor ægteskab født barn med
ægtefællens samtykke opgives som ægtebarn.«
Bestemmelsen stammer fra straffeloven af 1866.
Hjemmel til at straffe urigtige anmeldelser og
forklaringer over for den kirkebogsførende sognepræst og i de
sønderjyske landsdele personregisterføreren findes nu tillige i
§ 5 i lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og
dødsfald med senere ændringer. Denne bestemmelse omfatter alle
urigtige oplysninger, dvs. også oplysninger, der ikke er omfattet af
straffelovens § 214.
Endvidere kan urigtige skriftlige erklæringer til
brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, straffes efter
straffelovens § 163, og pligtmæssige urigtige erklæringer
til offentlige myndigheder kan straffes efter straffelovens § 162.
Bl.a. på den anførte baggrund foreslår
Børnelovsudvalget, at bestemmelsen ophæves. Der henvises
nærmere til betænkningen, side 276 f.
Bestemmelsen i straffelovens § 255, der blev
indført ved straffeloven af 1930, har følgende ordlyd:
»§ 255.
Med bøde, hæfte eller
fængsel indtil 1 år straffes den mand, som modvillig unddrager
sig fra at yde en af ham udenfor ægteskab besvangret kvinde, den til
hendes nedkomst fornødne hjælp, hvis hun derved kommer i
nød.
Stk. 2.
Undlader nogen, der er vidende om, at
en til hans husstand hørende kvindes nedkomst er nær
forestående, at yde hende den i denne anledning fornødne
bistand, straffes han med bøde eller hæfte indtil tre
måneder.«
Bestemmelsen i straffelovens § 255 er så vidt
ses aldrig anvendt. Den blev allerede foreslået ophævet af
Straffelovrådet i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og
prøveløsladelse, side 169. Straffelovrådet henviste til,
at bestemmelsen »ikke længere var til nogen nytte« og derfor burde
ophæves.
Børnelovsudvalget har foreslået, at
bestemmelsen som et naturligt led i en gennemførelse af forslaget til
børnelov ophæves, jf. betænkningen, side 277.
Justitsministeriet er enig i Børnelovsudvalgets
overvejelser. Det foreslås derfor, at straffelovens §§ 214 og 255
ophæves.
5. Fælles forældremyndighed efter separation og
skilsmisse.
Efter § 7, stk. 1, i lov om
forældremyndighed og samvær skal der ved separation og skilsmisse
tages stilling til spørgsmålet om forældremyndighed,
medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.
Forældrene kan i den forbindelse aftale, at de
fortsat skal have fælles forældremyndighed, jf. § 7,
stk. 2. Aftalen skal anmeldes til statsamtet eller retten.
Aftaler forældrene ikke fælles
forældremyndighed, kan de efter § 9 med statsamtets godkendelse
aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Er
forældrene uenige, eller nægter statsamtet at godkende deres
aftale, afgøres spørgsmålet af retten.
Efter ægteskabslovens § 42, stk. 2, er det
en betingelse for at opnå separation eller skilsmisse ved bevilling, at
parterne er enige om vilkårene for separationen eller skilsmissen,
herunder bl.a. om forældremyndighedsspørgsmålet.
Som udgangspunkt skal der således altid ved
separation og skilsmisse tages stilling til forældremyndigheden. Det er
anset for hensigtsmæssigt, at spørgsmålet bringes frem og
afklares under separations- og skilsmissesagen.
Det har imidlertid ved flere lejligheder været
overvejet, om kravet om pligtmæssig stillingtagen - der blev
indført ved ægteskabsloven af 1922 - skal bevares, jf. bl.a.
betænkning 1279/1994 om fælles forældremyndighed,
samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning, side
87 f.
Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af
forslaget til børnelov på ny fundet at burde overveje, om det
nævnte krav bør ophæves. Justitsministeriet har i den
forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der for ugifte samlevende
forældre ikke gælder noget krav om, at der ved
samlivsophævelse skal tages stilling til spørgsmålet om
forældremyndighed. I lyset af det almindelige princip om ligestilling
mellem ægtefæller og bl.a. ugifte samlevende, som ligger til
grund for børnelovsforslaget, kan det derfor forekomme mindre
hensigtsmæssigt at opretholde et krav om pligtmæssig
stillingtagen for ægtefæller. Hertil kommer, at en betydelig del
af ægtefæller, der separeres eller skilles, indgår aftale
om fortsat fælles forældremyndighed.
På den baggrund er det Justitsministeriets
opfattelse, at tiden er inde til at ophæve kravet om obligatorisk
stillingtagen til spørgsmålet om forældremyndighed. En
sådan ophævelse vil bringe dansk ret på linie med, hvad der
bl.a. gælder i Sverige og Finland.
Det foreslås derfor, at den fælles
forældremyndighed skal fortsætte efter forældrenes
separation eller skilsmisse, medmindre en af forældrene kræver
den ophævet efter lovens § 8. Efter denne bestemmelse kan hver af
forældrene kræve, at den fælles forældremyndighed
skal ophøre, hvis forældrene ikke lever sammen, eller en af dem
agter at ophæve samlivet.
Det er samtidig meget væsentligt, at børnene
ikke bliver glemt i forbindelse med forældrenes separation eller
skilsmisse. Selv om forældremyndighedsspørgsmålet efter
forslaget ikke længere vil være et vilkår, der skal
opnås enighed om, forudsættes det, at statsamterne fortsat i
forbindelse med vilkårsforhandlingen vil kunne give parterne vejledning
og herunder eventuelt tilbyde børnesagkyndig rådgivning, jf.
§ 28 i lov om forældremyndighed og samvær.
6. Inddragelse af barnet i sager om forældremyndighed og
samvær.
Før der træffes afgørelse i en sag om
forældremyndighed eller samvær, skal der efter § 29 i lov om
forældremyndighed og samvær finde en samtale sted med barnet,
hvis barnet er fyldt 12 år. Samtale kan dog undlades, hvis den må
antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for
sagen.
Det fremgår af forarbejderne til § 29, at der
ikke skal sluttes modsætningsvis, således at det er udelukket at
inddrage børn under 12 år. I overensstemmelse hermed indkaldes i
statsamternes praksis også børn, som er under 12 år - men
som skønnes at have den fornødne modenhed m.v. - til samtale.
Spørgsmålet er bl.a. omtalt i Civilretsdirektoratets
Skarrildhusberetning for 1998, side 81 ff.
Bl.a. under hensyn til princippet om børns ret til
at blive hørt, jf artikel 12 i FNs konvention om barnets rettigheder,
finder Justitsministeriet, at det i selve loven bør præciseres,
at der skal finde samtale sted med børn under 12 år, hvis
barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.
7. Kompetencen til at meddele skiftefritagelse efter
ægteskabsloven.
Efter ægteskabslovens § 10 må en person,
der tidligere har været gift, ikke indgå nyt ægteskab,
før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er
påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet vedrørende
fællesboet i det tidligere ægteskab. Justitsministeriet kan dog
efter § 10, 3. pkt., give tilladelse til indgåelse af nyt
ægteskab uden skifte (skiftefritagelse).
Efter gældende ret behandles sager om
skiftefritagelse af statsamterne. Statsamternes afgørelse kan
påklages til Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet).
I Opgavekommissionens betænkning nr. 1366/1998 om
fordelingen af opgaver i den offentlige sektor foreslås det, at
kompetencen til at meddele skiftefritagelse overføres fra statsamterne
til kommunerne. Der henvises til betænkningen, side 317 f.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Opgavekommissionens
forslag. Da et afslag på skiftefritagelse imidlertid bl.a. vil kunne
medføre en betydelig udsættelse af vielsen og fordyre skiftet,
og da det må anses for væsentligt, at der fortsat er en ensartet
praksis på området, foreslås det, at kommunernes
afgørelser kan påklages til Justitsministeriet
(Civilretsdirektoratet).
Den gældende praksis for meddelelse af
skiftefritagelser forudsættes videreført. Justitsministeriet vil
efter en gennemførelse af lovforslaget orientere kommunerne
nærmere om denne praksis.
8. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget forventes ikke at have væsentlige
økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.
Loven har ingen erhvervsmæssige eller
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9. Hørte myndigheder m.v.
Børnelovsudvalgets betænkning har været
sendt til høring hos de myndigheder m.v., der er anført under
pkt. 8 i de almindelige bemærkninger til forslaget til
børnelov.
Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Begrænset
Begrænset
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Retsplejelovens kapitel 42 a
Til § 456 a
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende § 456 a, stk. 1. Det præciseres dog, at
kapitlet også anvendes på sager om genoptagelse.
Bestemmelsen i den gældende § 456 a,
stk. 2, hvorefter der gælder særlige regler om
faderskabssager vedrørende ægtebørn, foreslås
ophævet. Det skyldes, at et af principperne bag den nye børnelov
er, at der ikke skal være forskel på sager vedrørende
børn af gifte forældre og børn af ugifte
forældre.
Til § 456 b
Stk. 1, nr. 1 og 2 svarer til den gældende
§ 456 b, stk. 1.
I stk. 1, nr. 3, der er ny, foreslås
det, at en faderskabssag også skal kunne behandles i Danmark, hvis
faderskabet er registreret eller anerkendt i Danmark efter børnelovens
regler herom, eller hvis faderskabet er fastslået ved en dom afsagt af
en dansk domstol.
Det indebærer f.eks., at en mand, der er registreret
som far til sin samlevers barn efter den foreslåede bestemmelse i
børnelovens § 2, vil kunne rejse faderskabssag inden for seks
måneder fra barnets fødsel, jf. den foreslåede bestemmelse
i børnelovens § 5, uanset at han, moderen og barnet i mellemtiden
har forladt Danmark. Tilsvarende vil en sag om genoptagelse af en
faderskabssag, der er afgjort i Danmark ved registrering, anerkendelse eller
dom, kunne indbringes for retten her i landet, uanset at parterne på
tidspunktet for anmodningen om genoptagelse har bopæl i udlandet.
Stk. 2
, der er ny, regulerer domstolenes
kompetence i sager, hvor en mand efter den foreslåede bestemmelse i
børnelovens § 6 vil udnytte sin ret til at få
prøvet, om han er barnets far.
Det foreslås, at danske domstole i sådanne
sager kun er kompetente, hvis både barnet og moderen har bopæl i
Danmark.
Bestemmelsen vedrører alene sager, der rejses efter
anmodning fra en sådan mand. Den har derfor ikke betydning i
tilfælde, hvor der allerede verserer en faderskabssag ved en dansk
domstol. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en udenlandsk mor
har oplyst, at en herboende mand er far til hendes barn, og der på
dette grundlag er rejst faderskabssag her i landet.
Stk. 3
svarer til den gældende
§ 456 b, stk. 2.
Til § 456 c
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer i
det væsentlige til den gældende § 456 c.
Til § 456 d
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende § 456 d.
Sag kan efter den foreslåede bestemmelse i
børnelovens § 15 alene indbringes for retten af statsamtet. Det
forudsættes, at sagen fremsendes uden udfærdigelse af
stævning, men med angivelse af begrundelsen for, at sagen indbringes
for retten, og vedlagt sagens originale akter.
Bestemmelsen gælder også i sager om
genoptagelse, jf. § 26, stk. 2, i forslaget til
børnelov.
Til § 456 e
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1 og 2, om moderens
og barnets partsstatus svarer til den gældende § 456 f,
stk. 1.
Stk. 1, nr. 3
, om partsstatus for de
berørte mænd eller deres dødsboer svarer med
redaktionelle ændringer til den gældende § 456 f,
stk. 3, 1. pkt., og § 456 h, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 2
svarer med redaktionelle
ændringer i det væsentlige til den gældende § 456 f,
stk. 2.
Den gældende § 456 f, stk. 4, hvorefter
statsamtet kan indtræde i sagen som part til varetagelse af det
offentliges interesser, foreslås ophævet. Det skyldes, at
statsamtet efter forslaget til børnelov i modsætning til i dag
altid vil have været inddraget i sagen, før den indbringes for
retten. De oplysninger, som statsamtet har af betydning for sagen, vil
tilgå retten samtidig med sagens indbringelse.
Til § 456 f
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende § 456 e, stk. 1, 2. pkt., og § 456 f,
stk. 3, 2. pkt.
Den gældende § 456 e, stk. 1, 1. og 3.
pkt., om affattelse af stævning m.v. foreslås ophævet, da
der ikke længere skal udfærdiges stævning.
Til § 456 g
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende § 456 g, 1. og 3. pkt.
Den gældende § 456 g, 2. pkt., om obligatorisk
beskikkelse af advokat for barnet i ægtebarnssager foreslås
ophævet.
Til § 456 h
Bestemmelsen i stk. 1 svarer med redaktionelle
ændringer til den gældende § 456 h, stk. 1, 1. pkt.
Bestemmelsen gælder også i sager om faderskab til gifte kvinders
børn.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer med redaktionelle
ændringer til den gældende § 456 h, stk. 2. Den
udtrykkelige bestemmelse i § 456 h, stk. 2, 3. pkt., om
afhøring ved dommeren foreslås ophævet som
overflødig.
Den gældende § 456 h, stk. 3, hvorefter
retsskridt, som i henhold til retsplejeloven forudsætter en anmodning
fra en part, i faderskabssager kan foretages af retten af egen drift, er ikke
medtaget, da bestemmelsen må anses som overflødig ved siden af
stk. 1 og 2.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den
gældende § 456 e, stk. 2.
Bestemmelserne i stk. 4 og 5 svarer med
redaktionelle ændringer til den gældende § 456 h,
stk. 4 og 5.
Bestemmelsen i stk. 6, der er ny, gør
det muligt at undlade at indkalde en part eller at bestemme, at parten skal
være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller
delvist, såfremt hensynet til en part eller til sagens oplysning
undtagelsesvis gør det påkrævet.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der kan
afgives forklaring også i tilfælde, hvor de rejste
spørgsmåls karakter efter en konkret vurdering må antages
at indebære, at der ikke vil kunne opnås en tilstrækkelig
og udtømmende forklaring, såfremt sagens øvrige parter
eller en af dem skal overhøre forklaringen.
Bestemmelsen vil navnlig kunne være relevant i
tilfælde, hvor det er nødvendigt at opnå mere detaljerede
forklaringer om parternes seksuelle forhold. Den forudsættes alene
anvendt, hvor der er et klart behov for det, herunder således at
eventuelt kun en enkelt af sagens parter udelukkes fra at overvære
forklaringen.
Bestemmelsen forudsættes endvidere anvendt til i
nødvendigt omfang at sikre parterne anonymitet i sager, hvor barnet er
bortadopteret. Der henvises i den forbindelse også til den
foreslåede bestemmelse i § 456 m, stk. 4.
Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at retten i
tilfælde, hvor der er sket udelukkelse efter 1. pkt., skal gøre
den eller de parter, der har været udelukket, bekendt med de fremkomne
oplysninger. Der er således ikke hjemmel til at tilbageholde indholdet
af de afgivne forklaringer for parterne.
Bestemmelsen i stk. 7 svarer med redaktionelle
ændringer til den gældende §§ 456 k og l.
Til § 456 i
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende § 456 i, stk. 1 og 2, og § 456 l.
Med hensyn til oplysningspligtens afgrænsning
henviser bestemmelsen til børnelovens § 16. Det indebærer
bl.a., at moderen som udgangspunkt er fritaget for oplysningspligt, hvis der
er rejst faderskabssag efter, at faderskab i forbindelse med barnets
fødsel er registreret efter børnelovens §§ 1 eller 2 eller
efter § 3, jf. § 14, stk. 1, eller faderskabet efter barnets
fødsel er anerkendt efter § 14, stk. 1.
Fritagelsen er imidlertid betinget. Fastslås det
under sagen, eller må det anses for væsentligt bestyrket, at den
mand, der er registreret som far eller har anerkendt faderskabet, ikke er
barnets far, har moderen oplysningspligt. Der henvises nærmere til
bemærkningerne til § 16 og § 8, stk. 2, i forslaget til
børnelov.
Nægter moderen at oplyse, hvem der er eller kan
være barnets far, skal retten vejlede hende om, hvilken betydning dette
vil kunne have for hende og hendes barn, jf. børnelovens § 16,
sammenholdt med § 8, stk. 3.
Hvis moderen fortsat nægter at opfylde sin
oplysningspligt, kan retten anvende vidnetvangsmidlerne i retsplejelovens
§ 178. Der tilsigtes ikke ændringer i forhold til retspraksis.
Bestemmelserne om oplysningspligt og vidnetvang finder
tilsvarende anvendelse på de mænd, der er parter i sagen, jf.
stk. 2.
I forhold til de gældende bestemmelser er det
præciseret, at retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, finder
tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at parterne ikke skal afgive
forklaring, hvis de dermed udsætter sig for straf eller tab af
velfærd. Tvangsmæssig afgivelse af forklaring under sådanne
omstændigheder må antages at være i strid med artikel 6 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvor
barnet er undfanget ved incest, jf. straffelovens § 210, eller hvor
moderen har haft samleje med en dreng under 15 år, jf. straffelovens
§ 222.
Det foreslås endvidere præciseret, at
retsplejelovens § 177 (hvorefter vidnet skal forblive på det sted,
hvor retsmødet holdes, indtil mødet er sluttet), § 179
(hvorefter et vidne ikke kan undlade at møde i retten, fordi den
pågældende mener sig berettiget til at nægte at afgive
forklaring) og § 180 (hvorefter et vidne har pligt til at opfriske sin
hukommelse ved at gennemse optegnelser m.v.) finder tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den
gældende § 456 i, stk. 3.
Til § 456 j
Bestemmelsen, der er ny, er en følge af forslaget
om, at anerkendelse af faderskab altid skal indføres på en
særlig af justitsministeren udfærdiget blanket, jf. den
foreslåede bestemmelse i børnelovens § 33, stk. 2,
samt bemærkningerne hertil. Der vil således fremover ikke kunne
ske mundtlig anerkendelse til retsbogen.
Den underskrevne blanket skal herefter fremlægges
til retsbogen.
Til § 456 k
Bestemmelsen i stk. 1 svarer med redaktionelle
ændringer til den gældende § 456 m, 1. pkt.
Bestemmelsen i stk. 2 er ny. Den
indebærer, at det kun er retten, der kan bestemme, at en mand ikke
længere skal være part i sagen. En part kan således ikke
selv udtræde af en faderskabssag.
Må det efter retsgenetiske undersøgelser
eller af anden grund anses for utvivlsomt, at en part ikke er far til barnet,
kan retten bestemme, at han skal udtræde af sagen. Afgørelse
herom kan om nødvendigt træffes ved deldom, jf. princippet i
retsplejelovens § 253, stk. 2.
I bestemmelsen i stk. 3, der udbygger den
gældende § 456 m, 2. pkt., præciseres det, hvornår
retten skal hæve sagen. Det skal efter bestemmelsen ske, når
faderskabet anerkendes, når ingen af de mænd, der er parter i
sagen, bliver dømt som far, når barnet er afgået ved
døden (medmindre moderen eller en person, der har retlig interesse i
det, anmoder om, at sagen fortsætter), eller når ingen
fadermuligheder er oplyst eller kan identificeres eller findes. Det
forudsættes endvidere, at sagen uanset at faderskabet ikke er
fastslået hæves, hvis barnet er bortadopteret, og ingen af
parterne ønsker faderskabet fastslået. Der henvises til de
almindelige bemærkninger til forslaget til børnelov pkt.
2.14.
Til § 456 l
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende § 456 n.
Til § 456 m
Stk. 1-3 svarer med redaktionelle ændringer
til den gældende § 456 o.
Stk. 4
, der er ny, har til formål at
sikre parterne anonymitet, når barnet er bortadopteret. I disse
tilfælde må barnets biologiske forældre ikke få
oplyst, hvem der har adopteret barnet, og adoptanterne må ikke få
oplyst, hvem der er barnets biologiske forældre. Det foreslås
derfor, at adoptanternes, parternes og eventuelle vidners navne ikke må
optages i udskrifter af retsbogen eller i rettens afgørelser.
I disse tilfælde må retten i øvrigt
tilrettelægge sagens behandling således, at anonymiteten bevares.
Retten må således bl.a. sikre, at parternes navne ikke
optræder i de dokumenter, som fremlægges i retten, herunder i
erklæringer om retsgenetiske undersøgelser.
Anonymiteten kan herudover bl.a. sikres ved, at der
beskikkes en advokat for parterne, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 456 g. Endvidere kan adoptanterne udelukkes fra at overvære
moderens og den eller de mulige fædres forklaringer, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 456 h, stk. 6, ligesom moderen og
den eller de mulige fædre kan udelukkes, hvis barnet eller adoptanterne
undtagelsesvis skal afgive forklaring.
Til § 456 n
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende § 456 p.
Til § 456 o
I stk. 1 foreslås det, at anke skal
kunne ske ved meddelelse til byretten, herunder mundtligt til retsbogen, samt
at byretten indsender meddelelsen til landsretten sammen med sagens
akter.
En tilsvarende bestemmelse findes for så vidt
angår værgemålssager i § 466, stk. 2
Bestemmelsen i stk. 2 svarer med redaktionelle
ændringer til den gældende § 456 q, stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den
gældende § 456 q, stk. 3.
Til § 2
Lov om forældremyndighed og samvær
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, hvorefter
forældrene automatisk får fælles forældremyndighed,
hvis de i forbindelse med registrering eller anerkendelse af faderskabet
afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret
for barnet.
Til nr. 2
Efter § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 og 3,
og § 19, jf. § 14, stk. 1 og 3, i forslaget til
børnelov kan ugifte par afgive en erklæring om, at de sammen vil
varetage omsorgen og ansvaret for barnet.
Betydningen heraf er, at manden kan registreres som far
til barnet.
Det foreslås i stk. 1, at en sådan
erklæring tillige indebærer, at forældrene har fælles
forældremyndighed. Der skal i så fald ikke indgås
særlig aftale herom efter lovens § 6.
Lever forældrene ikke sammen, eller ophæves
samlivet senere, kan hver af forældrene kræve den fælles
forældremyndighed ophævet efter lovens § 8.
Rejses der efter afgivelse af den nævnte
erklæring faderskabssag, og ender denne sag med, at den registrerede
mand ikke er far til barnet, bortfalder den fælles
forældremyndighed. Det forhold, at der rejses faderskabssag,
indebærer derimod ikke i sig selv ændringer i faderskabs- eller
forældremyndighedsspørgsmålet.
Afgives der ikke erklæring efter stk. 1, har
den ugifte mor som efter gældende ret forældremyndigheden alene,
medmindre forældrene aftaler fælles forældremyndighed efter
lovens § 6. Dette følger af stk. 2, der svarer til
den gældende lovs § 5.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, pkt. 3.
Til nr. 3
Efter den gældende bestemmelse i lovens § 7,
stk. 1, skal der ved separation eller skilsmisse altid tages stilling
til spørgsmålet om forældremyndighed, medmindre der
tidligere er truffet afgørelse eller aftale herom. Forældrene
kan dog efter § 7, stk. 2, aftale, at de fortsat skal have
fælles forældremyndighed.
Det foreslås, at § 7 ophæves.
Dette indebærer, at den fælles
forældremyndighed fortsætter efter en separation eller
skilsmisse, medmindre en af forældrene kræver den ophævet
efter § 8. Efter denne bestemmelse kan hver af forældrene
kræve den fælles forældremyndighed ophævet ved
samlivsophævelse.
Hvis den fælles forældremyndighed skal
ophøre, gælder § 9. Efter denne bestemmelse kan
forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal
have forældremyndigheden alene. Er forældrene uenige, eller
nægter statsamtet at godkende deres aftale, afgør retten, hvem
af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, pkt. 5.
Til nr. 4
Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at der i sager om
forældremyndighed og samvær også skal afholdes samtale med
børn under 12 år, hvis barnets modenhed og sagens
omstændigheder tilsiger det. Samtale vil - ligesom det gælder for
børn over 12 år - kunne undlades, hvis det må antages at
være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.
Bestemmelsen gælder både for statsamterne og
domstolene.
Om der skal finde samtale sted, må som efter
gældende praksis i bl.a. statsamterne afhænge af en konkret
vurdering i hver enkelt sag. Der må således anlægges en
vurdering af det pågældende barns modenhed og af, om sagens
omstændigheder i øvrigt tilsiger, at der holdes samtale med
barnet, jf. herved bl.a. Skarrildhus-beretningen 1998, side 81 ff.
I forbindelse med vurderingen af barnets modenhed må
det bl.a. tillægges betydning, hvad den pågældende sag
drejer sig om. Et barn vil således som udgangspunkt i en yngre alder
kunne udtale sig om helt konkrete spørgsmål af mindre
indgribende betydning (som f.eks. tidspunktet for afhentning m.v. i
forbindelse med samvær), mens barnet normalt skal være
ældre for at kunne udtale sig om spørgsmål af mere
vidtrækkende karakter (som f.eks. ophævelse af samvær eller
hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden).
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, pkt. 6.
Til § 3
Ægteskabsloven
Til nr. 1
Efter ægteskabslovens § 10 kan statsamtet
meddele tilladelse til indgåelse af ægteskab, uden at der er sket
skifte af fællesboet fra et tidligere ægteskab.
Det foreslås, at denne kompetence overføres
til kommunerne, således at den myndighed, der skal prøve om
ægteskabsbetingelserne er opfyldt, også kan meddele fritagelse
for skifte.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, pkt. 7.
Til nr. 2
Det foreslås, at kommunernes afgørelser om
skiftefritagelse, jf. nr. 1 ovenfor, kan påklages til
Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
7.
Til nr. 3
Efter ægteskabslovens § 42 er det en betingelse
for, at statsamtet kan meddele separation eller skilsmisse ved bevilling, at
parterne er enige om vilkårene for separationen eller skilsmissen,
herunder om forældremyndigheden over fælles børn, jf.
ægteskabslovens § 46.
Efter den foreslåede ophævelse af § 7 i
lov om forældremyndighed og samvær er det ikke længere
nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om
forældremyndighed ved separation eller skilsmisse, medmindre en af
forældrene kræver, at den fælles forældremyndighed
ophører.
Som en konsekvens heraf foreslås det, at det ikke
længere skal være et vilkår for, at statsamtet kan meddele
separation eller skilsmisse ved bevilling, at der er enighed om
forældremyndigheden. Det indebærer, at separation eller
skilsmisse ved bevilling vil kunne meddeles også i de tilfælde,
hvor forældrene er uenige om, hvem der skal have
forældremyndigheden, og hvor spørgsmålet derfor skal
afgøres af retten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, pkt. 5.
Til § 4
Straffeloven
Det foreslås, at straffelovens §§ 214 og 255
ophæves. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
4.
Til § 5
Adoptionsloven
Ved forslaget til børnelov - der bl.a. bygger
på et princip om ligestilling mellem gifte og ugifte samlevende
forældre og deres børn - foreslås betegnelserne
ægtebørn og børn uden for ægteskab afskaffet.
Som følge heraf foreslås det, at ordet
»ægtebarn« i adoptionslovens § 16, stk. 1, 1. pkt.,
ændres til »barn«.
Til § 6-8
Erstatningsansvarsloven, lov om aktiv socialpolitik og lov
om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
Der er tale om konsekvensændringer i de nævnte
love som følge af, at titlen på den gældende
børnelov i forslaget til ny børnelov foreslås
ændret til »Lov om børns forsørgelse«.
Til § 9
Det foreslås, at den del af loven, der har
umiddelbar sammenhæng med børneloven, træder i kraft
samtidig med børneloven, dvs. den 1. juli 2001. Det drejer sig om
revisionen af retsplejelovens kapitel 42 a, ændringen af § 5 i lov
om forældremyndighed og samvær, ophævelsen af straffelovens
§§ 214 og 255 og konsekvensændringerne i anden lovgivning.
De nye regler i retsplejeloven skal have virkning for
faderskabssager, der behandles efter de nye regler i børneloven, dvs.
for børn, der fødes efter den 1. juli 2001. Det gælder
dog ikke for sager om genoptagelse efter børnelovsforslagets
§ 22. Der henvises nærmere til § 36 i forslaget til
børnelov.
Faderskabssager, herunder genoptagelsessager,
vedrørende børn født før lovens
ikrafttræden skal behandles efter de hidtil gældende regler i
retsplejelovens kapitel 42 a.
Den foreslåede ikrafttrædelse af
retsplejelovsændringen er i overensstemmelse med det
anførte.
Det foreslås, at reglerne om fælles
forældremyndighed efter separation eller skilsmisse (§ 2, nr. 3,
og § 3, nr. 3), om inddragelse af børn under 12 år i sager
om forældremyndighed og samvær (§ 2, nr. 4) og om
overførelse til kommunerne af kompetencen til at meddele
skiftefritagelse (§ 3, nr. 1 og 2) træder i kraft den 1. oktober
2000.
Til § 10
Bestemmelsen regulerer de foreslåede
ændringers gyldighed for Færøerne og Grønland.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
formulering
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr.
713 af 13. september 1999, foretages følgende ændring:
Kapitel 42 a
»Kapitel 42 a
Faderskabssager
Faderskabssager
§ 456 a.
Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på
sager om faderskab til børn, jf. dog stk. 2.
§ 456 a.
Reglerne i dette kapitel anvendes på sager om
faderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af
sådanne sager.
Stk. 2.
Sager om faderskab til de i § 2, stk. 1, i
lov om børns retsstilling omhandlede børn behandles efter
lovens almindelige regler, såfremt sagen anlægges af
ægtemanden, dog at bestemmelserne i §§ 456 f, 456 g, 2. pkt., 456
h, stk. 4, 456 m, 1. pkt., 456 o, 456 p, 456 q, stk. 1 og 2, og 456
r finder anvendelse. Er påstanden om, at ægtemanden ikke er
barnets far, væsentligt bestyrket, finder tillige reglerne i § 456
k, jf. § 456 l, anvendelse.
§ 456 b.
Sag kan anlægges her i landet, hvis
1) moderen eller barnet har bopæl her,
2) en mand, der er part i sagen, har bopæl eller ophold her,
eller hans dødsbo behandles eller har været behandlet her,
eller
3) faderskabet her i landet er registreret efter børnelovens §§
1-3, anerkendt efter børnelovens §§ 14 eller 19 eller fastslået
ved dom.
§ 456 b.
Sagen kan anlægges her i riget:
1) Såfremt sagsøgte har bopæl eller ophold her,
eller hans dødsbo behandles eller har været behandlet her.
Stk. 2.
Sag efter anmodning fra en mand, der efter
børnelovens § 6 har ret til at få prøvet, om han er
barnets far, kan dog kun anlægges her i landet, hvis moderen eller
barnet har bopæl her.
2) Såfremt moderen eller barnet har bopæl her.
Stk. 3.
Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved
overenskomst med fremmed stat.
Stk. 2.
Reglerne i stk. 1 kan fraviges ved overenskomst
med fremmed stat.
§ 456 c.
Sagen indbringes for den byret, hvor moderen har
hjemting.
§ 456 c.
Sagen anlægges ved moderens hjemting.
Stk. 2.
Har moderen ikke hjemting her i riget, anlægges
sagen ved sagsøgtes hjemting.
Stk. 2.
Har moderen ikke hjemting her i landet, indbringes
sagen for byretten, hvor den mand, der er part i sagen, har hjemting. Er
flere mænd ved sagens indbringelse for retten parter i sagen, bestemmer
justitsministeren, hvilken af de kompetente byretter sagen skal indbringes
for.
Stk. 3.
Kan intet andet værneting påvises,
anlægges sagen ved barnets hjemting eller efter justitsministerens
bestemmelse ved en anden ret.
Stk. 3.
Kan der ikke påvises et værneting efter
stk. 1 og 2, bestemmer justitsministeren, hvilken byret sagen skal
indbringes for.
Stk. 4.
Såfremt en af parterne forlader retskredsen,
før nogen af parterne har afgivet forklaring, kan sagen henvises til
videre behandling ved den ret, der da ville være rette værneting.
I øvrigt kan retten med samtykke af præsidenten for vedkommende
landsret henvise sagen til behandling ved en anden ret, såfremt dette
kan antages at ville forenkle eller fremskynde sagens behandling.
Stk. 4.
Forlader en af parterne retskredsen, før nogen
af sagens parter har afgivet forklaring, kan sagen henvises til videre
behandling ved den byret, der nu er rette værneting. Retten kan i
øvrigt med samtykke fra præsidenten for vedkommende landsret
henvise sagen til behandling ved en anden byret, hvis dette kan antages at
forenkle eller fremskynde sagens behandling.
§ 456 d.
Sagen anses for anlagt, når retten har modtaget
henvendelse om retslig behandling.
§ 456 d.
En sag anses for indbragt for retten, når
retten har modtaget anmodning om det fra statsamtet.
§ 456 e.
Retten affatter stævning i sagen og drager
omsorg for stævningens forkyndelse. Såfremt der under sagens gang
træffes bestemmelse om inddragelse af nye personer som sagsøgte,
foretager retten ligeledes det i så henseende fornødne.
Stævning kan undlades, når den pågældende
møder for retten efter tilsigelse fra denne.
Stk. 2.
Politiet er på begæring pligtigt at yde
retten bistand til sagens oplysning, herunder til fornøden
eftersøgning af den opgivne fader.
§ 456 e.
Sagens parter er
1) barnet
2) moderen og
3) den eller de mænd eller dødsboer, som retten efter
børnelovens § 17 er forpligtet til at inddrage.
Stk. 2.
Er en part umyndig, optræder værgen
på partens vegne i sagen. Parterne kan i øvrigt optræde
på egen hånd uden hensyn til værgemål. Finder retten
det påkrævet, at der for en part beskikkes en særlig
værge, jf. værgemålslovens §§ 47- 49, kan denne
beskikkes af retten.
§ 456 f.
Både moderen og barnet er at betragte som
parter i sagen.
Stk. 2.
Er en part umyndig som følge af
mindreårighed, optræder værgen på partens vegne i
sagen. I øvrigt kan parterne optræde på egen hånd
uden hensyn til umyndighed. Finder retten det påkrævet, at der
for en part beskikkes en særlig værge, jf. reglerne i
værgemålslovens §§ 47-49, kan beskikkelsen foretages af
retten.
Stk. 3.
Er den, der opgives som fader, død, rettes
sagen mod den afdøde. Retten skal så vidt muligt underrette
skifteretten samt afdødes eventuelle enke og arvinger om
søgsmålet.
§ 456 f.
Meddelelse om sagens indbringelse for retten gives
ved rettens foranstaltning til parterne. Inddrages en mand under sagen som
part, gives meddelelse ligeledes til ham.
Stk. 2.
Er en part død, gives
meddelelsen til dødsboet.
§ 456 g.
Retten kan beskikke en advokat for en part, hvis den
pågældende har behov for det. Beskikkelse skal ske for en
inddraget mand, når der ef ter indkaldelse ved bekendtgørelse i
Statstidende eller i tilfælde, hvor den opgivne far er død, ikke
gives møde af manden eller dødsboet.
Stk. 4.
Statsamtet kan indtræde i sagen som part til
varetagelse af det offentliges interesse.
§ 456 g.
Retten kan, når dertil findes særlig
anledning, beskikke en advokat for en part. Er der under sagen
spørgsmål om, hvorvidt et barn er ægtebarn, skal der altid
beskikkes advokat for barnet. Endvidere skal beskikkelse for sagsøgte
altid ske, når der efter offentlig indstævning eller i
tilfælde, hvor den opgivne fader er død, ikke gives møde
af sagsøgte eller dødsboet.
§ 456 h.
Retten drager omsorg for sagens oplysning.
Stk. 2.
Retten træffer selv bestemmelse om
afhøring af parter og vidner og om tilvejebringelse af udtalelser fra
sagkyndige og andre bevismidler. Retten indkalder selv parter og vidner.
Stk. 3.
Politiet yder retten bistand til sagens oplysning,
herunder ved eftersøgning af opgivne fadermuligheder.
Stk. 4.
Bestemmelserne i denne lov om virkningerne af en parts
udeblivelse eller møde uden at rejse indsigelse gælder ikke i
sager efter dette kapitel.
§ 456 h.
Retten drager på embeds vegne omsorg for sagens
oplysning. Enhver, der efter de i sagen fremkomne oplysninger kan have
besvangret moderen, skal af retten inddrages under sagen som
sagsøgt.
Stk. 2.
Retten træffer selv bestemmelse om
afhøring af parter og vidner, om tilvejebringelse af udtalelser fra
sagkyndige og af andre bevismidler i sagen. Retten indkalder selv parter og
vidner. Afhøring af parter og vidner sker ved dommeren, medmindre
denne bestemmer andet.
Stk. 3.
I alle tilfælde, hvor ifølge denne lov
begæring fra en part er fornøden for foretagelse af et
retsskridt, kan dette i sager, der behandles efter reglerne i dette kapitel,
iværksættes af retten uden begæring.
Stk. 5.
Indkaldelse af parterne til at overvære
afhøring af vidner eller andre parter kan undlades, når retten
finder parternes møde uden betydning for sagen. Der skal dog altid
gives parterne meddelelse om tid og sted for det retsmøde, i hvilket
en sådan afhøring skal foregå, jf. dog stk. 6. I
meddelelsen angives, at vedkommende part ikke behøver at give
møde, medmindre parten selv ønsker det.
Stk. 6.
Retten kan undlade at indkalde en part, eller
bestemme, at parten skal være udelukket fra at overvære et
retsmøde helt eller delvist, såfremt hensynet til en part eller
til sagens oplysning undtagelsesvist gør det påkrævet.
Inden sagen afgøres, skal den pågældende gøres
bekendt med de fremkomne oplysninger.
Stk. 4.
Bestemmelserne i denne lov om virkningerne af en parts
udeblivelse eller møde uden at rejse indsigelse gælder ikke i
sager efter dette kapitel.
Stk. 7.
Retten træffer bestemmelse om
gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser, jf.
børnelovens § 18. Bestemmelserne i § 178 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 5.
Indkaldelse af parterne til at overvære
afhøring af vidner eller andre parter kan undlades, når retten
finder parternes møde uden betydning for sagen. Der skal dog altid
gives parterne meddelelse om tid og sted for det retsmøde, i hvilket
en sådan afhøring skal foregå. I meddelelsen angives, at
vedkommende part ikke behøver at give møde, medmindre han selv
ønsker det.
§ 456 i.
Moderen har pligt til at møde i retten og
afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far, jf.
børnelovens § 16. Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1, og
177- 180 finder tilsvarende anvendelse.
§ 456 i.
Den, der afhøres som sagsøgt eller som
vidne i en faderskabssag, er pligtig at afgive forklaring om, hvorvidt han
har haft samleje med moderen inden for avlingstiden.
Stk. 2.
Moderen er forpligtet til at afgive forklaring om, hvem
der har haft samleje med hende inden for avlingstiden.
Stk. 2.
Den eller de mænd, der er parter i sagen, har
pligt til at møde i retten og der afgive forklaring om, hvorvidt de
har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid.
Reglerne i §§ 171, stk. 2, nr. 1 og 177-180 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Der kan tillægges en part
rejsegodtgørelse efter reglerne i § 188.
Stk. 3.
Der kan tillægges en part
rejsegodtgørelse efter reglerne i § 188.
§ 456 j.
Anerkendelser for retten fremlægges til
retsbogen.
§ 456 k.
Finder retten det fornødent, at der til sagens
oplysning søges fremskaffet blodtypebestemmelser eller foretages andre
legemlige undersøgelser af parterne, drager den omsorg for, at dette
sker. De pågældende er forpligtet til at fremstille sig til
undersøgelse, afgive blodprøver m.v.
§ 456 k.
Retten træffer afgørelse uden hensyn til
parternes påstande og anbringender.
Stk. 2.
Kun retten kan træffe bestemmelse om, at en mand
ikke længere skal være inddraget som part i sagen.
Stk. 3.
Sagen hæves, når
§ 456 l.
Bestemmelserne i § 178 finder anvendelse med
hensyn til parternes pligter efter nærværende kapitel.
1) faderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 19,
2) ingen af de mænd, der er parter i sagen, bliver dømt
som far,
§ 456 m.
Retten træffer afgørelse i sagen uden
hensyn til, hvilke påstande der fra parternes side er nedlagt i sagen.
Når sagen er anlagt, kan den alene hæves med rettens
samtykke.
§ 456 n.
For udgifter foranlediget ved de bestemmelser, retten
tager med hensyn til beskikkelse af advokat og med hensyn til sagens
oplysning, såsom betaling til parter, vidner og sagkyndige,
blodtypeundersøgelser m.v., gælder samme regler som for
sagsøgerens udgifter i tilfælde, hvor der er meddelt denne fri
proces, jf. kap. 31.
Stk. 2.
Retten bør kun, når der er særlig
anledning dertil, pålægge en part at betale sagsomkostninger.
§ 456 o.
I faderskabssager foregår retsmøderne
for lukkede døre. En medarbejder fra kommunen eller amtskommunen kan
dog møde i retten med moderen, hvis denne ønsker det.
3) barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens
§ 7, stk. 2, eller
4) ingen fadermuligheder er oplyst eller kan identificeres eller
findes.
§ 456 l.
For udgifter som følge af rettens beslutninger
om beskikkelse af advokat og om sagens oplysning, gælder samme regler
som for udgifter i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.
kapitel 31.
Stk. 2.
Retten kan i særlige tilfælde
pålægge en part at betale udgifter, som partens forhold har givet
anledning til.
§ 456 m.
Retsmøderne foregår for lukkede
døre. Efter moderens ønske kan en medarbejder fra kommunen
eller amtskommunen give møde med hende.
Stk. 2.
Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke
ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af
de i dommen nævnte personer eller på anden måde
offentliggørelse af de pågældendes identitet.
Overtrædelse af forbudet straffes med bøde eller under
skærpede omstændigheder med hæfte eller fængsel i
indtil 6 måneder.
Stk. 2.
Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager
må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller
bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller på
anden måde offentliggørelse af de pågældendes
identitet. Overtrædelse straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med hæfte eller med fængsel
indtil 6 måneder.
Stk. 3.
Ved forkyndelse af stævninger og domme i
faderskabssager i henhold til § 159 optages moderens og barnets navn kun
i bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt retten i særlige
tilfælde træffer bestemmelse herom.
Stk. 3.
Ved forkyndelse af meddelelse om sagens anlæg og
tilsigelser i henhold til § 159 samt af domme optages moderens og
barnets navn kun i bekendtgørelsen i Statstidende, såfremt
retten i særlige tilfælde træffer bestemmelse herom.
Stk. 4.
Er barnet bortadopteret, og kender forældrene
ikke den, der har adopteret barnet, må adoptanternes, parternes og
vidners navne ikke optages i udskrifter af retsbogen eller rettens
afgørelser.
§ 456 p.
Når sagen er sluttet, sender retten snarest
muligt meddelelse herom til statsamtet ledsaget af en udskrift af dommen
eller indgået forlig og det retsbogen tilførte samt sagens
dokumenter. Det påhviler retten at drage omsorg for dommens
forkyndelse.
§ 456 n.
Når faderskabet er fastslået eller sagen
hævet, sender retten snarest muligt meddelelse om det til statsamtet.
Meddelelsen skal være ledsaget af kopi af den til retsbogen fremlagte
anerkendelse eller en udskrift af dommen, en udskrift af retsbogen og kopi af
de i sagen fremlagte personlige attester.
§ 456 q.
Reglerne i nærværende kapitel finder med
de fornødne lempelser anvendelse under anke.
Stk. 2.
Statsamtet kan uden at være
indtrådt i sagen i 1. instans på det offentliges vegne
påanke dommen såvel som indtræde i sagen for den
overordnede ret.
Stk. 3.
Under anken kan retten uanset ankefristerne inddrage
enhver, der for byretten har været part i sagen. Opstår der
spørgsmål om inddragelse af andre personer, jf. § 456 h,
stk. 1, kan sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.
§ 456 r.
En sag, der er afsluttet ved
anerkendelse for statsamtet, forlig i retten eller upåankelig dom, kan
på begæring af en af parterne genoptages, når andrageren
godtgør senere at være kommet til kundskab om
omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald,
eller der i øvrigt foreligger særlig anledning til at antage, at
sagen efter en genoptagelse vil få et andet udfald.
Stk. 2.
Retten sørger for dommens forkyndelse.
§ 456 o.
Anke sker ved meddelelse til byretten. Meddelelse kan
ske mundtligt til retsbogen. Retten sender meddelelsen eller i de i 2. pkt.
nævnte tilfælde en udskrift af retsbogen og sagens akter til
landsretten.
Stk. 2.
Reglerne i dette kapitel finder med de fornødne
lempelser anvendelse under anke.
Stk. 3.
Uanset ankefrister kan landsretten under anke inddrage
enhver, der for byretten har været inddraget som part. Opstår der
spørgsmål om inddragelse af andre mænd, kan sagen
hjemvises til fornyet behandling ved byretten.
Stk. 2.
En sag, hvori forkyndelse af stævning er sket
ved indrykkelse i Statstidende, kan af sagsøgte, der ikke har givet
møde, kræves genoptaget.
Stk. 3.
Begæring om genoptagelse må
fremsættes for retten senest 3 år efter barnets fødsel.
Det gælder dog ikke en begæring, som fremsættes af barnet,
efter at det er fyldt 18 år. Begæringen rettes til den ret, der
senest har behandlet sagen, eller, hvis sagen ikke tidligere har været
behandlet af retten, til den ret, der er nævnt i § 456 c.
Stk. 4.
Genoptagelse efter udløbet af den i stk. 3
nævnte frist kan tillades af landsretten, når der anføres
ganske særlige grunde for, at kravet om ny prøvelse ikke er
rejst tidligere, og omstændighederne i øvrigt i høj grad
taler for genoptagelse, og det endvidere må antages, at fornyet
behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for
barnet. Er sagen senest behandlet ved Højesteret, meddeles tilladelse
til genoptagelse af denne ret. Under de i 1. pkt. angivne betingelser kan
landsretten endvidere tillade anke af en ellers upåankelig byretsdom.
Landsrettens afgørelse i henhold til foranstående bestemmelser
kan påkæres til Højesteret i overensstemmelse med reglerne
i kap. 37. Ved afgørelse af kæremålet kan
Højesteret i stedet for genoptagelse tillade anke af en eller
upåankelig dom.
Stk. 5.
Den ret, over for hvilken der fremsættes
begæring om genoptagelse eller anketilladelse, træffer
bestemmelse om, hvorvidt de angivne oplysningers rigtighed skal søges
fastslået ved afhøring i et retsmøde eller ved politiets
bistand.
Stk. 6.
Hvis sagen senest er behandlet ved landsret eller
Højesteret, kan det ved genoptagelsen bestemmes, at sagens fortsatte
behandling og nye afgørelse finder sted ved byret.
Stk. 7.
Ved genoptagelse og tilladelse til anke efter
nærværende paragraf finder bestemmelserne i § 399,
stk. 4, tilsvarende anvendelse. Ved sagens afgørelse kan der
træffes bestemmelse om tilbagebetaling af bidrag, som er erlagt eller
inddrevet i henhold til den tidligere afgørelse.
§ 2
I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær,
som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997, foretages følgende
ændringer:
§ 4.
Er forældrene gift med hinanden ved barnets
fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de
fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved
barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene,
medmindre samlivet mellem forældrene genoptages eller forældrene
har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter
§ 6.
1.
I § 4 indsættes efter »samlivet mellem
ægtefællerne genoptages eller forældrene har«: »afgivet
erklæring som nævnt i § 5, stk. 1, eller«.
2.
§ 5 affattes således:
§ 5.
Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen
forældremyndigheden alene, medmindre forældrene har indgået
aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.
»§ 5.
Forældre, der ikke er gift med hinanden, har
fælles forældremyndighed, hvis de efter børnelovens
§ 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf.
§ 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen
vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.
Stk. 2.
Afgives der ikke erklæring som nævnt i
stk. 1, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre
forældrene har indgået aftale om fælles
forældremyndighed efter § 6.«.
§ 7.
Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling
til forældremyndigheden, medmindre der tidligere er truffet aftale
eller afgørelse herom.
3.
§ 7 ophæves.
Stk. 2.
Forældrene kan aftale, at de fortsat skal have
fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er
anmeldt til statsamtet. Er separations- eller skilsmissesagen indbragt for
retten, kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 3.
Skal den fælles forældremyndighed
ophøre, gælder § 9.
§ 29.
Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der
træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller
samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog
undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller
uden nogen betydning for sagen.
4.
I § 29 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Er barnet under 12 år, skal der finde en
samtale sted som nævnt i stk. 1, hvis barnets modenhed og sagens
omstændigheder tilsiger det.«
§ 3
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, foretages følgende
ændringer:
§ 10.
Den, som har været gift eller har været part
i et registreret partnerskab, må ikke indgå nyt ægteskab,
før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er
påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog
ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem
ægtefællerne eller fritagelse for skifte særligt er
hjemlet. Endvidere kan Justitsministeren tillade, at bestemmelsen i 1. pkt.
fraviges, såfremt særlige grunde taler derfor.
1.
§ 10, 3. pkt., affattes således:
»Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve
ægteskabsbetingelserne, tillade, at 1. pkt. fraviges.«.
2.
I § 10 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Afgørelser efter stk. 1, 3. pkt., kan
påklages til justitsministeren.«
§ 42.
Separation og skilsmisse gives ved dom eller
bevilling.
Stk. 2.
Bevilling kan kun meddeles, såfremt
ægtefællerne er enige om at ønske separation eller
skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 46, 49 og 54-56
nævnte vilkår, jf. dog § 45. Spørgsmål om
størrelsen af underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde
til statsamtets afgørelse.
3.
I § 42, stk. 2, 1. pkt., udgår:
»46,«.
Stk. 3.
Findes det betænkeligt at meddele bevilling,
skal bevilling nægtes.
§ 4
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,
som ændret senest ved § 8 i lov nr. 365 af 2. juni 1999, foretages
følgende ændring:
§ 214.
Den, som ved urigtig eller ufuldstændig
anmeldelse til den myndighed, der modtager fødselsanmeldelser,
forvansker beviset for en persons familiestilling, straffes med hæfte
eller under formildende omstændigheder med bøde.
1.
§ 214 og § 255 ophæves.
Stk. 2.
Straffen kan bortfalde, når et af en gift kvinde
udenfor ægteskab født barn med ægtefællens samtykke
opgives som ægtebarn.
§ 255.
Med bøde, hæfte eller med fængsel
indtil 1 år straffes den mand, som modvillig unddrager sig fra at yde
en af ham uden for ægteskab besvangret kvinde den til hendes nedkomst
fornødne hjælp, hvis hun derved kommer i nød.
Stk. 2.
Undlader nogen, der er vidende om, at en til hans
husstand hørende kvindes nedkomst er nær forestående, at
yde hende den i denne anledning fornødne bistand, straffes han med
bøde eller hæfte indtil 3 måneder.
§ 5
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december
1999, foretages følgende ændring:
§ 16.
Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem
adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres ægtebarn, og
barnet og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes
slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens eget barn. Samtidig
bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige
slægt.
1.
I § 16, stk. 1, 1. pkt., ændres
»ægtebarn, og barnet« til: »barn, og adoptivbarnet«.
Stk. 2-3.
...
§ 6
I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8.
september 1986, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 349 af 23. maj
1997, foretages følgende ændring:
§ 14.
Erstatning for tab af forsørger til efterlevende
børn fastsættes til et beløb, der svarer til summen af de
bidrag til barnets underhold, som afdøde på skadestidspunktet
kunne være pålagt efter lov om børns retsstilling, hvis
afdøde havde været bidragspligtig. Var afdøde
eneforsørger, forhøjes erstatningen med 100 %.
1.
I § 14, 1. pkt., ændres »lov om børns
retsstilling« til: »lov om børns forsørgelse«.
§ 7
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 29.
september 1998, som ændret senest ved § 15, stk. 2, i lov nr.
353 af 2. juni 1999, foretages følgende ændring:
§ 97.
Er der efter lovgivningen om retsforholdet mellem
ægtefæller eller om børns retsstilling pålagt en
person at betale underholdsbidrag m.v. til en anden person, der modtager
hjælp til forsørgelse, indtræder det offentlige for det
beløb, der svarer til hjælpen, i kravet mod den bidragsskyldige,
uanset om forsørgelsesansvaret efter reglerne i § 2 er
ophørt.
1.
I § 97, stk. 1, ændres »lov om
børns retsstilling« til: »lov om børns
forsørgelse«.
Stk. 2.
...
§ 8
I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995,
som ændret senest ved § 1 i lov nr. 966 af 20. december 1999,
foretages følgende ændring:
§ 5.
...
Stk. 2.
Retten til at modtage særligt
børnetilskud for pensionister er betinget af, at der ikke efter lov om
børns retsstilling er fastsat eller kan fastsættes bidrag.
....
1.
I § 5, stk. 2, 1. pkt., § 10, 2. pkt.,
§ 11, stk. 1, § 14, § 15, stk. 1 og 2, og
§ 19, 1. pkt., ændres »lov om børns retsstilling«
til: »lov om børns forsørgelse«.
§ 10.
... Særligt børnetilskud, der skal ydes et
barn efter en bidragspligtigs død, udbetales dog først fra
udløbet af den periode, for hvilken der senest er udbetalt bidrag
efter lov om børns retsstilling.
§ 11.
Et bidrag til et barns underhold, der er fastsat efter
lov om børns retsstilling, kan, når det ikke betales på
forfaldsdagen, udbetales af det offentlige til den person, der er berettiget
til at kræve bidraget fastsat efter § 18, stk. 2, i lov om
børns retsstilling.
Stk. 2-3.
...
§ 14.
Bidrag kan kræves udbetalt forskudsvis med det
beløb, der er fastsat efter lov om børns retsstilling, dog
højst med normalbidraget. ...
§ 15.
Særlige bidrag, som efter lov om børns
retsstilling er pålagt til udgifterne ved fødslen og moderens
underhold før og efter fødslen, kan, når betingelserne i
§ 12 er opfyldt, udbetales forskudsvis af det offentlige med indtil 483
kr. ved fødslen og 841 kr. pr. måned til moderens underhold
før og efter fødslen.
Stk. 2.
Særlige bidrag, som efter lov om børns
retsstilling er pålagt i anledning af et barns dåb, konfirmation,
sygdom eller begravelse eller i anden særlig anledning, kan, når
betingelserne i § 12 er opfyldt, udbetales forskudsvis af det offentlige
inden for den grænse, som statsamtet fastsætter.
§ 19.
Det offentlige skal søge hele det beløb,
der ved resolutionen efter lov om børns retsstilling skal betales,
inddrevet hos den bidragsskyldige. ...
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ophævelse af lov for Grønland om børns retsstilling og om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning som sat i kraft for Grønland, forældreansvarsloven og retsplejelov for Grønland (Ændringer som følge af ikraftsættelse for Grønland af børneloven og lov om børns forsørgelse m.v.) Retsinformation · 6. oktober 2023
- Forslag til Lov om ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskellige andre love (Medmoderskab m.v.) Retsinformation · 5. juni 2013
- Forslag til Børnelov Retsinformation · 6. oktober 2000
- Vejledning om Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab Retsinformation · 29. august 2024
- Højesteret stadfæstede landrettens afgørelse, idet Højesteret lagde afgørende vægt på, hvad der må antages at være bedst for barnet Domsdatabasen · 8. oktober 2024
- Lov om ophævelse af lov for Grønland om børns retsstilling og om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning som sat i kraft for Grønland, forældreansvarsloven og retsplejelov for Grønland (Ændringer som følge af ikraftsættelse for Grønland af børneloven og lov om børns forsørgelse m.v.) Retsinformation · 29. december 2023