Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven

1998/1 LSF 43Lovforslag som fremsatJustitsministeriet12. oktober 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 8. oktober 1998 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Afkriminalisering af prostitution m.v. samt

kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret ved § 3 i lov nr. 403 af 26. juni 1998 og § 3 i lov nr. 473

af 1. juli 1998, foretages følgende ændringer:

1.

§§ 198 og 199 ophæves.

2.

Efter § 223 indsættes:

»§ 223 a.

Den, der som kunde har samleje med en person under

18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution,

straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2

år.«

3.

I § 224 ændres »§§ 216-223« til:

»§§ 216-223 a«.

4.

I § 225 ændres »222-223« til: »222-223 a«.

5.

§ 229, stk. 3-5, ophæves.

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli

Læs alt

1999.

Stk. 2.

Loven medfører ikke, at spil, prostitution og

understøttelse fra kvinder, der ernærer sig ved prostitution,

anses som lovlige erhverv.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har to hovedelementer.

For det første

foreslås det at

afkriminalisere prostitution m.v. I tilknytning hertil foreslås det, at

det ikke længere skal være strafbart at lade sig underholde af

eller dele bolig med en prostitueret kvinde, når der ikke er tale om

udnyttelse af den prostituerede.

Straffelovens bestemmelse om straf for at overtræde

et påbud om at søge lovligt erhverv anvendes ikke længere

i praksis. Den foreslåede afkriminalisering af prostitution m.v. har

således alene til formål at markere, at prostitution i sig selv

ikke bør anses som en kriminel aktivitet. Prostitution er derimod

både et udtryk for og årsag til sociale problemer, som bedst

løses i det socialpolitiske regi. Afkriminaliseringen skal ikke

indebære, at prostitution i øvrigt anses som et lovligt erhverv.

Det præciseres derfor i lovforslaget, at afkriminaliseringen ikke

ændrer ved de prostitueredes stilling i henhold til anden

lovgivning.

For det andet

foreslås det gjort strafbart at

være kunde til en mandlig eller kvindelig prostitueret under 18

år. Dette forslag skal ses som et led i den bredspektrede indsats mod

seksuelt misbrug af mindreårige, som allerede er i gang.

Det foreslås endelig at ophæve straffelovens

bestemmelse om straf for vanemæssig og selvforskyldt lediggang,

såkaldt løsgængeri. Bestemmelsen anvendes ikke

længere i praksis.

2. Baggrunden for lovforslaget

2.1. Afkriminalisering af prostitution m.v.

2.1.1.

Prostitution er ikke direkte kriminaliseret i

dansk ret, men kan efter straffelovens § 199 straffes med hæfte

eller fængsel indtil 1 år, hvis en person overtræder et

påbud fra politiet om at søge lovligt erhverv. Et sådant

påbud skal efter bestemmelsen gives til den, der hengiver sig til

lediggang »under sådanne forhold, at der er grund til at antage, at han

(eller hun) ikke søger at ernære sig på lovlig vis.« Det

fremgår af § 199, stk. 2, at spil, utugt (prostitution) og

understøttelse fra kvinder, der ernærer sig ved utugt, ikke

anses som lovlige erhverv.

Bestemmelsen i § 199 omfatter kun tilfælde,

hvor den pågældende har det ulovlige erhverv som eneste erhverv.

Personer, der kun bruger indtægter fra f.eks. prostitution som

supplement til indtægterne ved et lovligt erhverv, er ikke omfattet af

bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter i øvrigt både heteroseksuel

og homoseksuel prostitution.

Bestemmelsen i § 199 blev tidligere næsten

udelukkende anvendt over for ugifte prostituerede uden andet arbejde. Som

nævnt bruges bestemmelsen nu ikke længere i praksis.

Straffelovens § 199 suppleres af bestemmelsen i

§ 233, som indeholder et forbud mod at opfordre eller indbyde til utugt

eller stille usædelig levevis til skue på en måde, der er

egnet til at forulempe andre eller at vække offentlig forargelse.

Foruden direkte henvendelser til kunder omfatter denne bestemmelse bl.a.

annoncering med prostitution i blade m.v.

Straffelovens § 233 omfatter kun meget grove eller

særligt anstødelige forhold, og denne bestemmelse suppleres af

normalpolitivedtægtens § 5, hvorefter det er forbudt på

eller ud til en vej eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, at

vise uanstændig opførsel, herunder ved uanstændig

blottelse af legemet eller ved at opfordre til utugt. Det er »ud til en vej«,

hvis de vejfarende ikke kan undgå at se den uanstændige

opførsel, når de passerer forbi.

§ 5 omfatter mundtlige udtalelser og fysiske

handlinger på eller ud til en vej. Efter normalpolitivedtægtens

§ 12 kan der på disse steder i visse tilfælde også

gribes ind over for plakater, skrifter eller billeder, som er af

anstødelig eller fornærmelig karakter.

Efter normalpolitivedtægtens § 6 kan politiet

bl.a. forbyde enhver, der opholder sig på en vej, at stå stille

dér eller at færdes frem og tilbage på kortere

strækninger, hvis der er begrundet formodning om, at den

pågældende udøver et ulovligt erhverv på stedet. I

hovedstadsområdet og enkelte andre steder er § 6 udvidet med

stk. 2-4, der giver politiet hjemmel til at lade et forbud gælde

for et nærmere angivet tidsrum, dog højst 2 år.

Bestemmelsen i straffelovens § 233 er stort set ikke

blevet brugt i praksis. Tiltale rejses i stedet efter de ovenfor nævnte

bestemmelser i politivedtægten.

Straffelovens §§ 228 og 229 indeholder nogle

bestemmelser om forhold, der består i at fremme »kønslig

usædelighed«, herunder »erhvervsmæssig utugt«.

§ 228, stk. 1, drejer sig om rufferi. Herunder

hører bl.a. bordeldrift samt tilfælde, hvor gerningsmanden

forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig

usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver erhverv ved

kønslig usædelighed, fra at opgive det. Efter § 228,

stk. 2, straffes bl.a. den, der tilskynder eller bistår en person

under 21 år til at søge erhverv ved kønslig

usædelighed.

Efter § 229, stk. 1, straffes den, der for

vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde optræder som

mellemmand ved kønslig usædelighed, og den, som udnytter en

andens erhverv ved kønslig usædelighed. »Udnyttelse« foreligger,

hvis der er tale om forhold, som har en mere varig karakter, og som giver den

pågældende en økonomisk fordel, som vedkommende ikke har

et retligt eller naturligt krav på. Efter bestemmelsens stk. 3 og

4 straffes mænd, som helt eller delvis lader sig underholde af en

prostitueret kvinde, eller som imod politiets advarsel deler bolig med en

kvindelig prostitueret. Sønner under 18 år, som kvinden har

pligt til at forsørge, kan dog ikke straffes efter stk. 3 og 4,

jf. bestemmelsens stk. 5.

2.1.2.

Det har også tidligere været

overvejet at ophæve bestemmelsen i straffelovens § 199 om straf

for ikke at efterkomme et påbud om at søge lovligt erhverv.

Folketinget drøftede spørgsmålet i begyndelsen af 1970

erne på baggrund af et privat lovforslag. Justitsministeriets

Kriminalforsorgsudvalg foreslog i betænkning nr. 678/1973 om

prostitution at ophæve bestemmelsen, og også

Straffelovrådet har stillet forslag herom, jf. betænkning nr.

1099/1987 (Betænkning om strafferammer og

prøveløsladelse).

Justitsministeriet indhentede endvidere i 1996 en

udtalelse om spørgsmålet fra Rigsadvokaten, samtlige

statsadvokater, Politidirektøren i København og Foreningen af

Politimestre i Danmark. Ingen af disse myndigheder m.v. havde indvendinger

mod at ophæve straffelovens § 199.

Som ovenfor nævnt bruges straffelovens § 199

ikke længere i praksis. Efter regeringens opfattelse bør

straffebestemmelsen ikke opretholdes, navnlig under hensyn til, at man

på dette område i virkeligheden ikke ønsker at straffe,

men at hjælpe de pågældende.

En ophævelse af straffebestemmelsen skal alene ses

som udtryk for et ændret syn på de enkelte prostituerede.

Bagmandsvirksomhed bør fortsat bekæmpes med straf. Prostitution

bør også fortsat bekæmpes, blot ikke med straf, og

fjernelsen af den formelle straftrussel over for de prostituerede bør

således ikke medføre, at prostitution anses som et lovligt

erhverv i forhold til anden lovgivning, f.eks.

arbejdsmarkedslovgivningen.

En indvending mod at ophæve straffelovens § 199

kunne være, at prostitution som følge heraf måske vil

blive »markedsført« mere åbenlyst eller aggressivt. De ovenfor

nævnte bestemmelser i politivedtægten giver imidlertid mulighed

for at gribe ind over for visse påtrængende former for

reklamering m.v. F.eks. vil »udstilling« af prostituerede i gadevinduer ikke

være tilladt.

Da strafbestemmelsen i § 199 ikke længere

håndhæves, vil det næppe i sig selv have særlige

virkninger i forhold til resocialiseringsbestræbelserne over for de

prostituerede m.v., hvis bestemmelsen ophæves. Der er imidlertid brug

for at udvikle den sociale indsats i forhold til prostitutionsmiljøet.

Dette arbejde er allerede i gang.

I 1996 blev der således i flere kommuner

gennemført en række såkaldte sluseprojekter.

Formålet med projekterne var at skabe bedre kontakt mellem de

prostituerede og de kommunale sagsbehandlere med henblik på at

støtte de prostituerede og eventuelt hjælpe dem ud af

prostitutionen. Resultaterne af sluseprojekterne er sammenfattet i rapporten

»Sagsbehandleres viden om prostitution«, 1997, som også anbefaler nye

modeller for samordningen af den sociale indsats på dette

område.

Socialministeriet tog i slutningen af 1996 initiativ til

at kortlægge den samlede indsats på prostitutionsområdet i

Danmark. Indsatsen er beskrevet i rapporten »Prostitution i Danmark i 1990

erne«, udarbejdet af Socialministeriets formidlingscenter i

Storkøbenhavn.

I 1997 er der oprettet et landsdækkende center for

forebyggende og socialt arbejde for kvindelige og mandlige prostituerede, det

såkaldte PRO-Center. Centret skal i en 3-årig

forsøgsperiode rådgive myndigheder og institutioner m.v. med

henblik på at forebygge og mindske udbredelsen af prostitution og

løse de prostitueredes sociale og sundhedsmæssige problemer.

Centret skal endvidere formidle viden og erfaringer på

området.

2.1.3.

Justitsministeriet har overvejet, om der er

behov for at opretholde bestemmelsen i straffelovens § 233, der som

ovenfor nævnt stort set ikke har været anvendt. I praksis rejses

der alene tiltale efter bestemmelserne i politivedtægten, men disse

regler vil normalt ikke kunne anvendes over for reklamering i blade m.v.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det ikke

udelukkes, at der fortsat vil være behov for et strafferetligt

værn mod groft anstødelig reklamering med salg af seksuelle

ydelser. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at bestemmelsen i

straffelovens § 233 bør opretholdes.

2.1.4.

I forbindelse med en afkriminalisering af

prostitution bør også bestemmelserne i straffelovens § 229,

stk. 3-5, om »passivt« alfonseri ophæves. Hvis prostitution ikke

længere er forbundet med et (indirekte) strafansvar, bør det

efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke være strafbart at leve

sammen med eller at lade sig underholde af en prostitueret, medmindre der er

tale om udnyttelse af den prostituerede.

Behovet for at straffe retter sig mod den egentlige

bagmandsvirksomhed, som er omfattet dels af straffelovens § 228 om bl.a.

rufferi, dels af § 229, stk. 1 og 2, om de »aktive« alfonser, dvs.

personer, som enten udnytter en andens erhverv som prostitueret, eller som

for vindings skyld eller oftere gentaget optræder som

mellemmænd.

Justitsministeriets Kriminalforsorgsudvalg og

Straffelovrådet har tidligere overvejet spørgsmålet om at

ophæve straffelovens § 229, stk. 3-5, jf. betænkning

nr. 678/1973, side 35-36 og 39-41, og betænkning nr. 1099/1987, side

178-179. I både Kriminalforsorgsudvalget og Straffelovrådet var

der delte meninger om spørgsmålet. 5 af Straffelovrådets 7

medlemmer anbefalede at ophæve bestemmelserne.

Argumenterne imod at ophæve bestemmelserne var

navnlig, at der i praksis er glidende overgange mellem »aktive« og »passive«

alfonser, og at det i konkrete sager kan være meget vanskeligt at

føre bevis for, hvor intensivt alfonsen påvirker kvindens valg

af erhverv. Hvis det kriminaliserede område indsnævres, vil man

derfor risikere, at mænd, der udøver en intensiv pression, som

blot ikke kan bevises, går fri for straf.

Det er imidlertid et væsentligt princip, at

straffebestemmelser bør udformes så præcist og så

snævert som muligt. Efter Justitsministeriets opfattelse er den

alfonserivirksomhed, som bør kunne straffes også efter en

afkriminalisering af prostitution, dækket af gerningsbeskrivelsen i

straffelovens § 229, stk. 1 og 2. Der bør ikke opretholdes

en kriminalisering af et bredere område alene for at sikre, at man kan

straffe nogle personer, hvis adfærd formodes reelt at falde ind under

beskrivelsen i § 229, stk. 1, men hvor dette ikke kan bevises.

2.2. Kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år

2.2.1.

Det er ikke i dansk ret særskilt

kriminaliseret at være kunde hos en prostitueret, men den generelle

seksuelle »lavalder« på 15 år, jf. straffelovens § 222,

gælder, uanset om barnet er prostitueret. Prostituerede er naturligvis

også beskyttet af andre af straffelovens bestemmelser, herunder om

vold, voldtægt og ulovlig tvang m.v.

2.2.2.

Der er i de seneste år her i landet

taget en række initiativer med henblik på at bekæmpe

forskellige former for seksuel udnyttelse af børn.

Blandt initiativerne kan nævnes, at det ved lov nr.

1100 af 21. december 1994 om ændring af straffeloven m.v. blev gjort

strafbart at besidde børnepornografiske fotografier, film og lignende.

Lovændringen, der trådte i kraft den 1. marts 1995, har til

formål at øge beskyttelsen mod misbrug i forbindelse med

produktion af børnepornografi.

Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af

bl.a. straffeloven er der åbnet mulighed for en forsøgsordning

med behandling af seksualforbrydere. Behandlingen skal efter

forsøgsordningen kunne træde i stedet for straf. Der skal

endvidere tilbydes behandling til seksualforbrydere under afsoningen af

frihedsstraf. Ved lovændringen er der desuden åbnet mulighed for,

at der i lidt videre omfang end hidtil kan idømmes forvaring

(tidsubestemt straf) for de groveste seksualforbrydelser.

Også internationalt er der opmærksomhed om

problemerne med seksuel udnyttelse af børn og behovet for samarbejde

mellem landene.

Nordisk Råd vedtog i 1996 en rekommendation om

bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn.

De nordiske lande har udstationeret såkaldte

forbindelsesofficerer i de baltiske lande. Sverige har forbindelsesofficerer

i henholdsvis Letland og Estland, og der er en dansk forbindelsesofficer i

Litauen. De pågældende repræsenterer hele Norden og

fungerer som forbindelsesled til de stedlige politimyndigheder.

I efteråret 1997 nedsatte

Østersørådet en arbejdsgruppe, som skulle

undersøge og vurdere omfanget af seksuel udnyttelse af børn i

Østersøregionen. Arbejdsgruppens rapport fra marts 1998 om

seksuel udnyttelse af børn i Østersøregionen indeholder

en række anbefalinger.

Som opfølgning på en verdenskonference om

emnet i Stockholm i 1996 har EU-landene taget forskellige initiativer

på området.

I efteråret 1996 vedtog Rådet to fælles

aktioner herom. Den ene aktion drejer sig om et tilskyndelses- og

udvekslingsprogram for personer, som i medlemslandene har ansvar for

bekæmpelsen af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. Den

anden aktion går ud på at oprette et fælles videns- og

erfaringsregister på bl.a. dette område.

I februar 1997 vedtog Rådet endnu en fælles

aktion vedrørende bekæmpelse af menneskehandel og seksuel

udnyttelse af børn. Aktionen går bl.a. ud på, at

medlemslandene skal sikre, at seksuel udnyttelse af børn er strafbart.

Der skal også etableres et mere effektivt samarbejde mellem

medlemslandene med hensyn til efterforskningen af sager om seksuelle overgreb

mod børn.

På en EU-konference i Haag i april 1997 blev der

vedtaget en deklaration om bekæmpelse af handel med kvinder med henblik

på seksuel udnyttelse.

I EU-regi er der på nuværende tidspunkt

særlig interesse for en fælles indsats mod den stadigt stigende

udbredelse af børnepornografi over internettet. Det østrigske

formandskab har således for ganske nylig fremlagt et udkast til en

fælles aktion om bekæmpelse af børnepornografi på

internettet.

Som opfølgning på den ovenfor nævnte

verdenskonference i Stockholm har Europarådet endvidere i april 1998

afholdt en konference om kommerciel udnyttelse af børn.

Det kan også nævnes, at Danmark deltager i en

permanent arbejdsgruppe under Interpol vedrørende kriminalitet mod

mindreårige. Det er arbejdsgruppens opgave at medvirke til, at landene

i størst muligt omfang udveksler oplysninger, som kan føre til

opklaring og retsforfølgning af kriminalitet mod

mindreårige.

I FN-regi er der i 1989 vedtaget en konvention om barnets

rettigheder. Danmark ratificerede denne konvention i 1991.

I konventionen defineres et barn som enhver person under

18 år, medmindre den pågældende bliver personligt myndig

tidligere efter den lov, der gælder for barnet.

Efter konventionens artikel 34 skal deltagerstaterne

beskytte børn mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuelt

misbrug. Det indebærer bl.a., at der skal træffes passende

foranstaltninger for at modvirke, at børn overtales eller tvinges til

at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet, og for at forhindre,

at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig

seksuel aktivitet.

FN's Komite vedrørende Barnets Rettigheder

overvåger, om konventionen overholdes. Komiteen har i en udtalelse

på grundlag af Danmarks første rapport om de skridt, der er

taget for at opfylde konventionens bestemmelser, bl.a. anbefalet, at man fra

dansk side træffer yderligere foranstaltninger for at opfylde

bestemmelsen i konventionens artikel 34.

FN's Menneskerettighedskommission arbejder for tiden med

udkast til en tillægsprotokol til børnekonventionen, der

særligt skal vedrøre salg af børn og

børneprostitution.

2.2.3.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil en

kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år falde i

tråd med den udvikling, som er beskrevet ovenfor, herunder med de

forskellige internationale bestræbelser med henblik på at

bekæmpe seksuel udnyttelse af børn.

Den øgede sociale indsats, som der i øvrigt

bør lægges afgørende vægt på, kan ikke

stå alene i forhold til de helt unge prostituerede. Her er der et

særligt behov for at supplere denne indsats med et strafferetligt

værn, som ikke kun er rettet mod bagmænd, men også mod dem,

der køber seksuelle ydelser af prostituerede under 18 år. En

kriminalisering af kunderne vil kunne medvirke til at begrænse

efterspørgslen efter de helt unge og meget sårbare

prostituerede.

3. Lovforslagets hovedindhold

3.1. Afkriminalisering af prostitution m.v.

3.1.1.

Det foreslås at ophæve

bestemmelserne i straffelovens §§ 199 og 229, stk. 3-5, jf.

lovforslagets § 1, nr. 1 og 5.

Denne del af lovforslaget indebærer, at politiet

ikke fremover kan give prostituerede påbud om at søge lovligt

erhverv, og at prostituerede således heller ikke kan straffes for at

overtræde et sådant forbud.

Efter den gældende bestemmelse i § 199 skal

politiet samtidig med, at der gives påbud om at søge lovligt

erhverv, så vidt muligt anvise den prostituerede et sådant

erhverv. I praksis hører opgaven med at bringe prostituerede ind

på det normale arbejdsmarked navnlig under arbejdsformidlingen efter de

almindelige regler herom.

Endvidere indebærer lovforslaget, at »passivt«

alfonseri i forhold til prostituerede kvinder, jf. pkt. 2.1.4 ovenfor, ikke

kan straffes.

Det vil fortsat kunne straffes at optræde som

mellemmand ved prostitution og at udnytte en andens erhverv ved prostitution,

jf. straffelovens § 229, stk. 1. Det vil også som hidtil

være strafbart at udleje hotelværelser m.v. til brug for

prostitution, jf. § 229, stk. 2.

3.1.2.

I lovforslagets

ikrafttrædelsesbestemmelse (§ 2) fastslås det, at loven ikke

medfører, at spil, prostitution og understøttelse fra kvinder,

der ernærer sig ved prostitution, anses som lovlige erhverv.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at den foreslåede

ophævelse af straffelovens § 199 og § 229, stk. 3-5,

ikke får konsekvenser i forhold til andre retsområder.

Understøttelse fra kvinder, som ernærer sig

ved prostitution, vil efter forslaget fortsat være strafbart i de

tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 229, stk. 1, og

deltagelse i utilladt hasardspil vil fortsat være strafbart efter

bestemmelserne i straffelovens §§ 203 og 204. Den foreslåede

bestemmelse vil således især have betydning med hensyn til

prostitution, hvor lovforslaget som anført indebærer, at

straftruslen helt fjernes, men for at undgå tvivl nævnes alle de

pågældende erhverv i bestemmelsen.

Om prostitueredes stilling i forhold til anden lovgivning

henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets

§ 2.

3.2. Kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år

3.2.1.

Det foreslås at indføre en ny

bestemmelse i straffeloven om straf for den, der som kunde har samleje med en

mandlig eller kvindelig prostitueret under 18 år. Efter lovforslaget

skal den foreslåede straffebestemmelse finde tilsvarende anvendelse ved

anden kønslig omgængelse end samleje samt ved homoseksuel

prostitution, dvs. anden kønslig omgængelse end samleje med en

prostitueret under 18 år af samme køn. Der henvises til

lovforslagets § 1, nr. 2-4.

De foreslåede straffebestemmelser retter sig alene

mod kunder til piger eller drenge under 18 år, der ernærer sig

helt eller delvis ved prostitution.

Det er uden betydning, om kunden er en mand eller en

kvinde.

I udtrykket »kunde« ligger, at straffebestemmelserne alene

retter sig mod tilfælde, hvor det seksuelle forhold til den

prostituerede gennemføres som led i prostitutionen. De

foreslåede straffebestemmelser kan således kun anvendes, hvis den

mindreåriges samleje eller lignende med gerningsmanden er

gennemført mod betaling eller løfte om betaling. Det er uden

betydning, om det er kunden selv eller en tredjemand, som betaler. Der skal

ikke nødvendigvis være tale om betaling af et pengebeløb,

men kundens modydelse skal kunne gøres op i penge.

Det vil ikke være strafbart for den prostitueredes

kæreste, samlever eller ægtefælle at have samleje eller

anden kønslig omgængelse end samleje med den

pågældende.

Straffebestemmelserne omfatter som nævnt også

tilfælde, hvor den mindreårige kun delvis ernærer sig ved

prostitution. Det betyder, at en kunde vil kunne straffes, selv om

prostitutionen ikke er den mindreåriges hovedindtægtskilde. Der

skal være tale om en mere regelmæssig virksomhed med levering af

seksuelle ydelser mod betaling eller løfte om betaling, men det er

ikke udelukket, at en kunde vil kunne straffes, selv om virksomheden kun har

stået på i kort tid. Uden for anvendelsesområdet falder

situationer, hvor en mindreårig i enkeltstående tilfælde

har modtaget betaling for et samleje eller lignende.

3.2.2.

Det foreslås, at strafferammen for

overtrædelse af bestemmelsen bliver bøde, hæfte eller

fængsel indtil 2 år. Der er ved fastsættelsen af

maksimumstraffen taget hensyn til, at bestemmelsen bl.a. vil omfatte de

formentlig sjældne tilfælde, hvor der er tale om mange forhold

begået af en »fast« kunde.

Det kan nævnes, at strafferammen for

overtrædelse af bestemmelsen om seksuel »lavalder« i straffelovens

§ 222 er fængsel indtil 6 år, hvis barnet er under 15

år, og fængsel indtil 10 år, hvis barnet er under 12

år. Det kan også nævnes, at strafferammen for

overtrædelse af straffelovens § 223 er fængsel indtil 4

år. Efter denne bestemmelse straffes den, som har samleje med en person

under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn

eller er betroet den pågældende til undervisning eller

opdragelse. Endvidere straffes den, som under groft misbrug af en

overlegenhed, der beror på alder og erfaring, forfører en person

under 18 år til samleje.

Det kan endvidere nævnes, at det i Sverige siden

1965 har været strafbart mod betaling eller løfte om betaling at

skaffe sig tilfældig kønslig omgængelse med en person

under 18 år, og at strafferammen for overtrædelse af den

pågældende bestemmelse er bøde eller fængsel indtil

6 måneder.

Den svenske Riksdag har i foråret 1998 som led i en

samlet plan for bekæmpelse af vold mod kvinder vedtaget at udvide

forbudet mod køb af seksuelle ydelser. Med lovændringen bliver

det generelt strafbart at være kunde til en prostitueret, uanset den

prostitueredes alder. Straffen for overtrædelse er fortsat bøde

eller fængsel indtil 6 måneder.

Det generelle forbud mod køb af seksuelle ydelser

træder i kraft den 1. januar 1999.

3.2.3.

Justitsministeriet finder ikke, at der er

behov for at udvide forældelsesfristen for strafansvaret fra 5 til 10

år ligesom for overtrædelser af straffelovens § 223, jf.

herved straffelovens § 93, stk. 3.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

5. Høring

Lovforslaget har været til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

Præsidenterne for Københavns Byret og retterne i Århus,

Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Ligestillingsrådet, Danske

Kvinders Nationalråd, Østersørådets Kommissær

for Menneskerettigheder, Børnerådet, PRO-Centret, Fonden for

virke mod mandlig prostitution, Amtsrådsforeningen, Kommunernes

Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommuner, Foreningen af

Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk

Psykologforening, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Danske Center for

Menneskerettigheder, KFUK s Sociale Arbejde, Foreningen Sex & Samfund,

Reden og Det Internationale Ligestillingsudvalg.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter straffelovens § 198 skal politiet

tildele en arbejdsfør person en advarsel, hvis vedkommende på

grund af vanemæssig lediggang, der må anses for selvforskyldt,

ligger det offentlige til byrde, forsømmer sin

forsørgelsespligt mod nogen, som derved udsættes for nød,

eller ikke opfylder sin bidragsforpligtelse over for hustru eller barn.

Politiet skal samtidig så vidt muligt anvise den pågældende

arbejde. Kommer den pågældende herefter inden for et år i

samme situation på grund af fortsat selvforskyldt lediggang, straffes

han med fængsel indtil et år.

Bestemmelsen bygger på en lovgivningstradition, der

går meget langt tilbage, og hvorefter personer uden formue, som er i

stand til at arbejde, har en strafsanktioneret pligt til at søge et

lovligt erhverv og skaffe føden til sig selv og sin familie.

Anvendelsen af strafferetlige regler med dette sigte forekommer ikke

tidssvarende i dag.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987

(Betænkning om strafferammer og prøveløsladelse)

foreslået, at bestemmelsen ophæves, jf. betænkningen side

208.

Justitsministeriet indhentede endvidere i 1996 en

udtalelse fra Rigsadvokaten, samtlige statsadvokater, Politidirektøren

i København og Foreningen af Politimestre i Danmark, jf. de

almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2. Ingen af disse myndigheder m.v.

havde indvendinger mod at ophæve straffelovens § 198.

Den Europæiske Socialpagt, der er vedtaget inden for

Europarådets rammer, indeholder et forbud mod tvangsarbejde (artikel 1,

stk. 2). Der er over for Danmark rejst spørgsmål om,

hvorvidt bestemmelsen i straffelovens § 198 er i strid med dette

forbud.

Straffelovens § 198 anvendes ikke længere i

praksis, og bestemmelsen foreslås på den anførte baggrund

ophævet.

Det foreslås endvidere at ophæve bestemmelsen

i straffelovens § 199 om straf for den, der ikke søger at

ernære sig på lovlig vis, og som ikke efterkommer et

pålæg fra politiet om at søge lovligt erhverv. Det

fremgår af § 199, at spil, prostitution og understøttelse

fra kvinder, der ernærer sig ved prostitution, ikke anses som lovlige

erhverv.

Der henvises om denne del af forslaget til de almindelige

bemærkninger, pkt. 2.1 og 3.1.

Det fastslås i lovforslagets

ikrafttrædelsesbestemmelse, at den foreslåede ophævelse af

§ 199 ikke medfører, at de ovenfor nævnte erhverv anses som

lovlige erhverv i henhold til anden lovgivning. Der henvises til

lovforslagets § 2, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2-4

Det foreslås at indføje en ny bestemmelse i

straffeloven om straf for den, der som kunde har samleje med en person under

18 år, som helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, dvs.

levering af seksuelle ydelser mod betaling.

Justitsministeriet har foretrukket i denne helt nye

bestemmelse at anvende det mere nutidige udtryk »prostitution« i stedet for

udtrykket »utugt«, som anvendes i straffelovens §§ 229 og 233.

Udtrykket »kunde« og kravet om, at den mindreårige

helt eller delvis skal »ernære sig ved prostitution«, indebærer

nogle begrænsninger i anvendelsesområdet for den foreslåede

bestemmelse.

Anvendelsesområdet er således navnlig

begrænset til tilfælde, hvor den mindreåriges seksuelle

ydelse leveres mod betaling eller løfte om betaling. Det er uden

betydning, om det er kunden selv eller en tredjemand, der betaler. Det er

også uden betydning, om kundens modydelse er penge, men modydelsen skal

kunne gøres op i penge.

Endvidere finder bestemmelsen ikke anvendelse, hvis den

mindreårige kun i enkeltstående tilfælde modtager betaling

for en seksuel ydelse. Virksomheden med at levere seksuelle ydelser mod

betaling skal således have en vis regelmæssig karakter, men det

vil ikke være udelukket, at kunder kan straffes, selv om den

mindreårige kun har været prostitueret i kort tid.

Betaler en person, som har seksuelt samkvem med en pige

eller dreng under 18 år, f.eks. for den mindreåriges bolig, mad,

tøj m.v., vil den pågældende normalt ikke af den grund

kunne karakteriseres som »kunde«, og den mindreårige vil endvidere ikke

kunne siges at »ernære sig ved prostitution«, hvis den

pågældende ikke tager betaling fra andre personer for samleje

eller lignende.

Der kan kun straffes for overtrædelse af den

foreslåede bestemmelse, såfremt den pågældende har

handlet forsætligt med hensyn til, at den mindreårige

ernærede sig helt eller delvis ved prostitution, og at den seksuelle

ydelse blev leveret som led i prostitutionen. Det følger af reglen i

straffelovens § 226, at der kan straffes for overtrædelse af den

foreslåede bestemmelse, selv om kunden ikke havde kendskab til den

prostitueredes alder, hvis kunden dog har handlet uagtsomt. I så fald

skal der anvendes en forholdsmæssig mindre straf, jf. § 226.

Kunden vil kunne straffes efter den foreslåede

bestemmelse, selv om kunden selv er under 18 år (men er fyldt 15

år, jf. straffelovens § 15).

Efter bestemmelsen i straffelovens § 227 vil straffen

efter den foreslåede bestemmelse kunne bortfalde, hvis kunden og den

prostituerede senere er blevet gift med hinanden.

Nr. 3 og 4 indebærer, at den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 223 a finder tilsvarende anvendelse med

hensyn til tilfælde, hvor den mindreåriges seksuelle ydelse er

anden kønslig omgængelse end samleje, samt hvor der er tale om

kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Ved »anden kønslig omgængelse end samleje«

forstås, at handlingen har en samlejelignende karakter, fungerer som

surrogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den

mindreårige omfatter en seksuel aktivitet, der nærmer sig

samleje.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger, pkt. 2.2 og 3.2.

Til nr. 5

Det foreslås at ophæve bestemmelserne om

»passivt« alfonseri i straffelovens § 229, stk. 3-5.

Ophævelsen indebærer navnlig, at det ikke er forbundet med

strafansvar at lade sig underholde af en kvinde, medmindre der er tale om, at

gerningsmanden herved udnytter kvindens erhverv ved prostitution, jf.

§ 229, stk. 1, som ikke foreslås ændret.

Det bemærkes, at det fortsat vil være

strafbart at forlede nogen til at søge fortjeneste ved kønslig

usædelighed med andre og at afholde nogen, der driver erhverv ved

kønslig usædelighed, fra at opgive det, jf. straffelovens

§ 228, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger, pkt. 2.1 og 3.1.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 1999.

Ved den foreslåede bestemmelse i stk. 2

slås det fast, at ophævelsen af bestemmelsen i straffelovens

§ 199 (og bestemmelserne i § 229, stk. 3-5) ikke

medfører, at spil, utugt og understøttelse fra kvinder, der

ernærer sig ved utugt, skal anses som lovlige erhverv i henhold til

anden lovgivning.

Det er således forudsat, at de foreslåede

ændringer af straffeloven ikke medfører ændringer i de

prostitueredes stilling i henhold til anden lovgivning, hvor der måtte

være knyttet retsvirkninger til, at de nævnte erhverv i

straffeloven betegnes som ulovlige og er forbundet med strafansvar.

Efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven har

en person bl.a. ret til at blive optaget i en arbejdsløshedskasse,

hvis den pågældende udøver selvstændig

erhvervsvirksomhed. Det fremgår ikke udtrykkeligt af loven, at der skal

være tale om en lovlig erhvervsvirksomhed, men i praksis er det antaget

af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets

Ankenævn, at et krav herom må indfortolkes i loven.

Prostituerede m.v. kan således ikke i dag optages i

en arbejdsløshedskasse på grundlag af prostitutionserhvervet og

kan som følge heraf heller ikke opnå ret til dagpenge,

orlovsydelser og efterløn på grundlag heraf.

Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse

indebærer, at ændringerne af straffeloven ikke medfører,

at de prostitueredes stilling ændres på dette område.

Lovgivningen på det sociale område bygger

bl.a. på et princip om, at der ydes hjælp efter behov, uanset

hvad der er årsag til behovet. Det er således ikke til hinder for

at få økonomisk hjælp efter lovgivningen på det

sociale område, at den pågældende er prostitueret. Alle

indtægter, herunder indtægter fra prostitution, skal imidlertid

trækkes fra det beløb, der kan ydes som hjælp.

Socialministeriet har i en vejledning fra 1995 til

kommunerne anført, at det kan være det rigtige, at

socialforvaltningen i en periode prøver at motivere den prostituerede

til at finde en anden levevej ved at give kontanthjælp som led i en

behandlingsplan. Hvis den prostituerede imidlertid uden tvivl vil

fortsætte med prostitutionen, skal der beregnes kontanthjælp

efter de almindelige regler, og hjælpen skal således bortfalde

eller nedsættes, hvis indtægterne fra prostitutionen er for

høje.

Enhver indtægt, der er opnået gennem en

retshandel, er som hovedregel skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4.

Det udelukker ikke beskatning, at en indtægt er opnået ved en

strafbar handling. Østre Landsret har ved en dom af 28. maj 1998

fastslået, at indtægter opnået ved prostitution er

skattepligtige efter reglen i statsskattelovens § 4, selv om

prostitution i straffeloven betegnes som et ulovligt erhverv. Dommen er

refereret i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998, side 1280 (sag nr.

457).

Selskaber og andre erhvervsdrivende virksomheder med

begrænset hæftelse skal efter de enkelte love på

området registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at få

retsevne som juridisk person. Det betyder bl.a., at den begrænsede

hæftelse først kan påberåbes, når

registreringen har fundet sted.

Registrering i Erhvervs- og Selsskabsstyrelsen kan efter

fast praksis ikke ske, hvis selskabet m.v. har til formål at drive en

virksomhed, som ikke er lovlig.

Selskaber m.v., der stiftes med henblik på

udøvelse af prostitution, kan ikke registreres i Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen. Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse

indebærer, at ændringerne af straffeloven ikke medfører

ændringer heri.

Det bemærkes herved, at personer, der medvirker til

bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution, f.eks. ved bordeldrift,

vil kunne straffes herfor, jf. straffelovens §§ 228 og 229, jf.

§ 23.

Efter reglerne i udlændingelovgivningen om ophold

her i landet for EU- eller EØS-borgere (bekendtgørelse nr. 761

af 22. august 1994, som ændret ved bekendtgørelse nr. 690 af 17.

august 1995 og bekendtgørelse nr. 684 af 12. juli 1996) skal der bl.a.

udstedes et EU/EØS-opholdsbevis til statsborgere fra EU- eller

EØS-lande, hvis den pågældende udlænding

godtgør at have påbegyndt selvstændig erhvervsvirksomhed

eller have lønnet beskæftigelse her i landet. Det er imidlertid

en forudsætning, at der er tale om en erhvervsvirksomhed eller

beskæftigelse, som er i overensstemmelse med dansk lovgivning.

Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse

indebærer, at ændringerne af straffeloven ikke medfører,

at prostituerede udlændinges stilling ændres på dette

område.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale

gyldighed.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 198.

Når en arbejdsfør person som følge

af vanemæssig lediggang, der må anses for selvforskyldt, falder

det offentlige til byrde, forsømmer sin forsørgelsespligt mod

nogen, som derved udsættes for nød, eller ikke udreder ham

påhvilende bidrag til hustru eller barn, skal der af politiet tildeles

ham advarsel og så vidt muligt anvises ham arbejde.

Stk. 2.

Kommer han inden 1 år herefter som følge

af fortsat selvforskyldt lediggang på ny i noget af de nævnte

tilfælde, straffes han for løsgængeri med fængsel

indtil 1 år.

§ 199.

Hengiver nogen sig til lediggang under sådanne

forhold, at der er grund til at antage, at han ikke søger at

ernære sig på lovlig vis, skal der af politiet gives ham

pålæg om at søge lovligt erhverv inden en fastsat rimelig

frist og så vidt muligt anvises ham sådant erhverv. Efterkommes

pålægget ikke, straffes den pågældende med

hæfte eller med fængsel indtil 1 år. Pålægget

har gyldighed for 5 år.

Stk. 2.

Som lovligt erhverv anses ikke spil, utugt eller

understøttelse fra kvinder, der ernærer sig ved utugt.

§ 1

1. §§ 198 og 199 ophæves.

§ 224.

Bestemmelserne i §§ 216-223 finder tilsvarende

anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end

samleje.

3.

I § 224 ændres »§§ 216-223« til:

»§§ 216-223 a«.

§ 225.

Bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223 finder

tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en

person af samme køn.

4.

I § 225 ændres »222-223« til: »222-223

a«.

§ 229.

Den, der fremmer kønslig usædelighed ved

for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde

som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig

usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 år eller under

formildende omstændigheder med hæfte eller bøde.

Stk. 2.

Den, der udlejer værelse i hotel eller

gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med

hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende

omstændigheder med bøde.

Stk. 3.

Med fængsel indtil 4 år straffes den

mandsperson, som helt eller delvis lader sig underholde af en kvinde, der

driver utugt som erhverv.

Stk. 4.

Med fængsel indtil 1 år straffes den

mandsperson, som imod politiets advarsel deler bolig med en kvinde, der

driver utugt som erhverv. En af politiet meddelt advarsel har gyldighed for 5

år.

Stk. 5.

De i stk. 3 og 4 givne straffebestemmelser finder

ikke anvendelse på mandspersoner under 18 år, over for hvem

kvinden har underholdspligt.

5.

§ 229, stk. 3-5, ophæves.

Lignende dokumenter