Bekendtgørelse af Konvention af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden og den dertil hørende protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af Konvention af 10. marts 1988
til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden og den dertil
hørende protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for
fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen
Ved kgl. resolution af 7. september 1995 har Danmark ratificeret en
i Rom den 10. marts 1988 udfærdiget konvention til bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod søfartens sikkerhed og den dertil hørende
protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for
fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen.
Konventionen og protokollen har følgende ordlyd:
Oversættelse
KONVENTION TIL BEKÆMPELSE AF
ULOVLIGE HANDLINGER MOD SØFARTSSIKKERHEDEN
DE I DENNE KONVENTION DELTAGENDE STATER, SOM
HAR OPMÆRKSOMHEDEN HENVENDT på de i De Forenede Nationers pagt fastlagte
formål og principper med hensyn til opretholdelsen af international fred og
sikkerhed og fremme af venskabelige forbindelser og samarbejde mellem
staterne,
ISÆR ANERKENDER, at enhver ifølge Verdenserklæringen om
menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige og
politiske rettigheder har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed,
ER OPRIGTIGT BEKYMREDE over den verdensomspændende stigning i antallet af
alle former for terrorisme, som medfører tab af menneskeliv eller fare
herfor, truer fundamentale frihedsrettigheder og alvorligt forringer
menneskets værdighed,
TAGER I BETRAGTNING, at ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden truer
sikkerheden for personer og gods, forstyrrer søfarten på alvorlig måde og
undergraver befolkningernes tillid til søfartssikkerheden,
TAGER I BETRAGTNING, at sådanne handlinger giver anledning til alvorlig
bekymring for hele det internationale samfund,
Læs alt
ER OVERBEVIST OM det påtrængende nødvendige i at udvikle det
internationale samarbejde mellem staterne med henblik på at finde frem til og
vedtage effektive og praktiske forholdsregler for at forhindre alle ulovlige
handlinger mod søfartssikkerheden og for at retsforfølge og straffe
gerningsmændene,
GENKALDER SIG De Forenede Nationers generalforsamlings resolution 40/61 af
9. december 1985, der bl.a. »indtrængende anmoder alle stater, alene og
i samarbejde med andre stater såvel som relevante FN-organer, om at medvirke
til en gradvis fjernelse af de årsager, der ligger til grund for
international terrorisme, og om at være særligt opmærksomme på alle forhold,
herunder kolonialisme, racisme og situationer, der indebærer massive og
åbenbare krænkelser af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder
og fremmed besættelse, som kan give anledning til international terrorisme og
kan bringe international fred og sikkerhed i fare«,
VIDERE GENKALDER SIG, at resolution 40/61 »enstemmigt fordømmer og
anser alle terrorhandlinger og enhver anvendelse af terrorisme som
kriminelle, uanset hvor og af hvem de begås, herunder sådanne, som truer de
venskabelige forbindelser mellem staterne og disses sikkerhed«,
LIGELEDES GENKALDER SIG, at i resolution 40/61 opfordredes Den
Internationale Søfartsorganisation »til at undersøge spørgsmålet om
terrorisme om bord på eller imod skibe med henblik på at foreslå egnede
forholdsregler«,
HAR OPMÆRKSOMHEDEN HENLEDT PÅ Den Internationale Søfartsorganisations
forsamlings resolution A.584 (14) af 20. november 1985, som efterspurgte
udarbejdelsen af foranstaltninger til forhindring af ulovlige handlinger, som
truer sikkerheden for skibe, deres passagerer og deres besætninger,
ERINDRER SIG, at en besætnings handlinger, som henhører under
»almindelig skibsdisciplin«, falder uden for denne konventions
rammer,
BEKRÆFTER det ønskelige i at følge regler og standarder vedrørende
bekæmpelsen af og kontrollen med ulovlige handlinger mod skibe og personer om
bord på skibe med henblik på at ajourføre dem i det nødvendige omfang, og som
i denne forbindelse med tilfredshed erindrer sig de foranstaltninger til
bekæmpelse af ulovlige handlinger mod passagerer og besætninger på skibe, som
er anbefalet af Den Internationale Søfartsorganisations
søfartssikkerhedskomite,
VIDERE BEKRÆFTER, at spørgsmål, der ikke reguleres af denne konvention,
fortsat vil være underlagt den almindelige folkerets regler og principper,
ANERKENDER behovet for, at alle stater i bekæmpelsen af ulovlige
handlinger mod søfartssikkerheden nøje overholder den almindelige folkerets
regler og principper,
ER BLEVET ENIGE OM følgende:
ARTIKEL 1 I denne konvention betyder »skib« ethvert fartøj, som
ikke er permanent fastgjort til havbunden, herunder »dynamisk
understøttede fartøjer«, undervandsfartøjer og ethvert andet flydende
fartøj.
ARTIKEL 2
1. Denne konvention finder ikke anvendelse på:
a) krigsskibe, eller
b) skibe, der ejes eller benyttes af en stat og anvendes som
»hjælpefartøj til flåden« eller til toldmæssige eller politimæssige
formål, eller
c) skibe, der er trukket ud af drift eller er lagt op.
2. Intet i denne konvention berører krigsskibes eller
andre regeringsskibes immuniteter, når skibene anvendes til ikke-kommercielle
formål.
ARTIKEL 3
1. En person gør sig skyldig i en forbrydelse, hvis
han ulovligt og forsætligt
a) tilbageholder eller udøver kontrol over et skib ved hjælp af magt
eller trusler herom eller om enhver anden krænkelse; eller
b) udøver en voldshandling om bord på et skib, hvis handlingen må antages
at bringe skibets sikkerhed i fare under sejlads; eller
c) ødelægger eller beskadiger et skib eller dets last, hvis handlingen må
antages at bringe skibets sikkerhed i fare under sejlads; eller
d) på et skib anbringer eller lader anbringe - uanset på hvilken måde -
en indretning eller et stof, der må antages at ødelægge skibet eller
beskadige skibet eller dets last, således at det må antages at bringe skibets
sikkerhed i fare under sejlads; eller
e) ødelægger eller alvorligt beskadiger navigations- og
afmærkningssystemer til vejledning for skibsfarten eller alvorligt griber ind
i deres drift, hvis en sådan handling må antages at bringe et skibs sikkerhed
i fare under sejlads; eller
f) videregiver oplysninger, han ved er usande, og derved bringer
sikkerheden i fare for et skib under sejlads;
g) sårer eller dræber en person i forbindelse med overtrædelse eller
forsøg på overtrædelse af en af de i litra a) til f) omhandlede forbrydelser.
2. En person gør sig ligeledes skyldig i en
forbrydelse, hvis han:
a) forsøger at begå en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser; eller
b) tilskynder til en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser, uanset af
hvem den begås, eller på anden måde er i ledtog med en, der begår en sådan
forbrydelse;
c) for at foranledige en fysisk eller juridisk person til at foretage
eller undlade nogen handling truer - med eller uden betingelser som fastsat i
national lovgivning - med at begå en af de i stk. 1, litra b), c) og e)
omhandlede forbrydelser, hvis en sådan trussel må antages at bringe
sikkerheden for et skib i fare under sejlads.
ARTIKEL 4
1. Konventionen finder anvendelse, hvis et skib sejler
eller har planlagt at sejle i eller igennem eller fra havet uden for den
yderste grænse af en enkelt stats territorialfarvand eller sidegrænsen af
dets territorialfarvand til tilstødende stater.
2. I tilfælde, hvor konventionen ifølge stk. 1 ikke
finder anvendelse, finder dens bestemmelser alligevel anvendelse, hvis
gerningsmanden eller den formodede gerningsmand bliver fundet inden for en
anden stats territorium end den, der er nævnt i stk. 1.
ARTIKEL 5 Enhver kontraherende stat skal for de i artikel 3 omhandlede
forbrydelser fastsætte passende straffe under hensyntagen til disse
forbrydelsers alvorlige karakter.
ARTIKEL 6
1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne
foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over de
i artikel 3 omhandlede forbrydelser, når forbrydelsen er begået:
a) imod eller om bord på et skib, for hvilket staten er flagstat på
gerningstidpunktet;
b) på statens territorium, herunder dens territorialfarvand;
c) af en statsborger i det pågældende land.
2. En kontraherende stat kan ligeledes udøve
jurisdiktion over en sådan forbrydelse, når:
a) den begås af en statsløs person, hvis sædvanlige opholdssted er i den
pågældende stat; eller
b) en statsborger i den pågældende stat er blevet taget til fange, truet,
såret eller dræbt under dens forøvelse; eller
c) forbrydelsen er begået i forsøg på at tvinge staten til at foretage
eller undlade nogen handling.
3. Enhver kontraherende stat, som har gennemført de
nødvendige foranstaltninger for at udøve jurisdiktion i henhold til stk. 2,
skal meddele dette til Den Internationale Søfartsorganisations
generalsekretær (herefter omtalt som »generalsekretæren«). Hvis
denne kontraherende stat efterfølgende ophæver sådanne foranstaltninger, skal
den meddele dette til generalsekretæren.
4. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne
forholdsregler, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over de i
artikel 3 omhandlede forbrydelser i de tilfælde, hvor den formodede
gerningsmand befinder sig inden for dens område, og staten ikke udleverer ham
til en af de kontraherende stater, som udøver jurisdiktion i overensstemmelse
med denne artikels stk. 1 og 2.
5. Konventionen udelukker ikke strafferetlig
jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.
ARTIKEL 7
1. Når betingelserne herfor er til stede, skal enhver
kontraherende stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand befinder
sig, i overensstemmelse med sin lovgivning tage ham i forvaring eller træffe
andre foranstaltninger for at sikre hans tilstedeværelse, så længe som det er
nødvendigt for, at der kan indledes strafforfølgning eller tages skridt til
udlevering.
2. Den pågældende stat skal straks, i overensstemmelse
med sin egen lovgivning, iværksætte en foreløbig undersøgelse af sagens
omstændigheder.
3. Enhver person, over for hvem de i denne artikels
stk. 1 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til:
a) uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for
den stat, hvori han er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til
at etablere en sådan forbindelse, eller, hvis han er statsløs, den stat, på
hvis område han har fast bopæl;
b) at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat.
4. De i denne artikels stk. 3 nævnte rettigheder skal
udøves i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser i den stat, på
hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, under forudsætning af,
at de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt at
tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af denne artikels
stk. 3.
5. Når en kontraherende stat i medfør af denne artikel
har taget en person i forvaring, skal den straks underrette de stater, som
udøver jurisdiktion i henhold til artikel 6, stk. 1, og, hvis den finder det
tilrådeligt, enhver anden interesseret stat om, at en sådan person er under
forvaring og om de omstændigheder, der berettiger hans tilbageholdelse.
Den stat, der iværksætter den foreløbige undersøgelse, som forudses i
denne artikels stk. 2, skal omgående give meddelelse om udfaldet deraf til de
nævnte stater og tilkendegive, hvorvidt den agter at udøve jurisdiktion.
ARTIKEL 8
1. Kaptajnen på et skib fra en kontraherende stat
(»flagstaten«) kan overgive enhver person, som han har rimelige
grunde til at anse for at have begået en af de i artikel 3 omhandlede
forbrydelser til myndighederne i enhver anden kontraherende stat
(»modtagerstaten«).
2. Flagstaten skal sikre, at kaptajnen på dens skib er
forpligtet til, når det er praktisk gennemførligt - og om muligt før sejlads
ind i modtagerstatens territorialfarvand med en person, som kaptajnen agter
at overgive i henhold til stk. 1 - at give meddelelse til modtagerstatens
myndigheder om, at han agter at overgive en sådan person og grundene hertil.
3. Modtagerstaten skal acceptere en sådan overgivelse,
undtagen når den har grundlag for at antage, at konventionen ikke finder
anvendelse på de handlinger, som giver anledning til overgivelsen, og gå frem
efter bestemmelserne i artikel 7. Ethvert afslag på at acceptere overgivelsen
skal følges af en begrundelse for afslaget.
4. Flagstaten skal sikre, at kaptajnen på dens skib er
forpligtet til at forsyne modtagerstatens myndigheder med det bevismateriale
i hans besiddelse, der vedrører den formodede forbrydelse.
5. En modtagerstat, som har accepteret overgivelse af
en person i overensstemmelse med stk. 3, kan til gengæld anmode flagstaten om
at acceptere overgivelsen af vedkommende person. Flagstaten skal overveje
enhver anmodning og, hvis den accepterer anmodningen, skal den gå frem efter
artikel 7. Hvis flagstaten afviser en anmodning, skal den forsyne
modtagerstaten med en erklæring om årsagerne hertil.
ARTIKEL 9 Intet i denne konvention berører de folkeretlige regler, der
vedrører staters kompetence til i undersøgelses- eller håndhævelsesøjemed at
udøve jurisdiktion over skibe, der ikke fører deres flag.
ARTIKEL 10
1. Den kontraherende stat, inden for hvis område den
formodede gerningsmand findes, skal i tilfælde, som omfattes af artikel 6,
hvis den ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse, og uanset om
forbrydelsen er begået på dens eget område eller ej, overgive sagen til sine
kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med
dens egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter
samme retningslinier, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved
enhver anden lovovertrædelse af alvorlig karakter.
2. Enhver, der retsforfølges for nogen af de i artikel
3 nævnte forbrydelser, skal sikres en retfærdig behandling på ethvert stadium
i retssagen, herunder nydelsen af alle de rettigheder og garantier, som for
sådanne retssager er fastsat i lovgivningen i den stat, på hvis område han
befinder sig.
ARTIKEL 11
1. De i artikel 3 nævnte forbrydelser skal i enhver
udleveringstraktat mellem de kontraherende stater anses for omfattet af de
forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering. De
kontraherende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de
indgår med hinanden, at optage disse forbrydelser blandt de forbrydelser, der
kan medføre udlevering.
2. Hvis en kontraherende stat, som gør udlevering
betinget af, at der består en traktat herom, modtager en anmodning om
udlevering fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har indgået
udleveringstraktat, kan den stat, der modtager anmodningen, betragte denne
konvention som det retlige grundlag for udlevering med hensyn til de i
artikel 3 nævnte forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de
bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.
3. Kontraherende stater, som ikke gør udlevering
betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de i artikel
3 nævnte forbrydelser som sådanne forbrydelser, der kan medføre udlevering i
overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats
lovgivning.
4. Hvis det er nødvendigt for så vidt angår udlevering
mellem kontraherende stater, skal de i artikel 3 omhandlede forbrydelser
anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også inden for den
stats jurisdiktion, som anmoder om udlevering.
5. En kontraherende stat, der modtager mere end en
anmodning om udlevering fra stater, der udøver jurisdiktion i
overensstemmelse med artikel 7, og som beslutter ikke at retsforfølge, skal,
når den vælger den stat, hvortil gerningsmanden eller den formodede
gerningsmand skal udvises, tage behørigt hensyn til flagstatens interesser og
ansvar.
6. Under behandlingen af en anmodning om udlevering af
en formodet gerningsmand i henhold til denne konvention, skal den stat, der
anmodes, tage behørigt hensyn til, om hans i artikel 7, stk. 3, omhandlede
rettigheder kan gennemføres i den stat, der anmoder om udlevering.
7. Bestemmelserne i de mellem de kontraherende stater
gældende traktater og aftaler om udlevering ændres mellem disse stater i det
omfang, disse bestemmelser vedrører de forbrydelser, der er fastlagt i denne
konvention, og de er uforenelige med denne.
ARTIKEL 12
1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst
mulig bistand i forbindelse med retsforfølgning i anledning af de
forbrydelser, der er nævnt i artikel 3, herunder udlevere alt for dem
foreliggende bevismateriale, som er nødvendigt for retssagen.
2. De kontraherende stater skal opfylde deres
forpligtelser i henhold til stk. 1 i overensstemmelse med de traktater om
gensidig hjælp, der måtte være i kraft mellem dem. I mangel af sådanne
traktater skal de kontraherende stater yde hinanden hjælp i overensstemmelse
med deres nationale lovgivning.
ARTIKEL 13
1. De kontraherende stater skal samarbejde for at
forhindre de i artikel 3 omhandlede forbrydelser, i særdeleshed ved:
a) at foretage alle praktisk gennemførlige foranstaltninger for på deres
territorier at forhindre forberedelsen af sådanne forbrydelsers forøvelse på
eller uden for deres territorier;
b) at udveksle oplysninger i overensstemmelse med deres nationale
lovgivning, og koordinere administrative og andre forholdsregler til at
forhindre de i artikel 3 omhandlede forbrydelser.
2. Når et skibs passage på grund af en af de i artikel
3 omhandlede forbrydelser er blevet forsinket eller afbrudt, er enhver
kontraherende stat, på hvis territorium skibet, passagerer eller besætning
befinder sig, forpligtet til at udfolde enhver tænkelig bestræbelse for at
forhindre, at et skib, dets passagerer, besætning eller last unødigt
tilbageholdes eller forsinkes.
ARTIKEL 14 En kontraherende stat, som har grund til at tro, at en af de i
artikel 3 omhandlede forbrydelser vil blive begået, skal, i overensstemmelse
med dens nationale lovgivning, så hurtigt som muligt give alle relevante
oplysninger, som den er i besiddelse af, til de stater, som den anser for i
givet fald at kunne udøve jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 6.
ARTIKEL 15
1. Enhver kontraherende stat skal, i overensstemmelse
med dens nationale lovgivning, så hurtigt som muligt meddele
generalsekretæren alle de relevante oplysninger, som er i dens besiddelse,
vedrørende:
a) forbrydelsens omstændigheder;
b) foranstaltninger i henhold til artikel 13, stk. 2;
c) foranstaltninger i forhold til gerningsmanden eller den formodede
gerningsmand og, i særdeleshed, resultaterne af retsforfølgning til
udlevering eller andre former for retsforfølgning.
2. Den kontraherende stat, i hvilken den formodede
gerningsmand retsforfølges, skal, i overensstemmelse med dens nationale
lovgivning, meddele retsforfølgningens endelige udfald til generalsekretæren.
3. Oplysninger videregivet i overensstemmelse med stk.
1 og stk. 2 skal af generalsekretæren meddeles til alle kontraherende stater,
til medlemmerne af Den Internationale Søfartsorganisation (herefter omtalt
som »organisationen«), til andre berørte stater og til relevante
internationale, interguvernementale organisationer.
ARTIKEL 16
1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere
kontraherende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention,
der ikke i løbet af en rimelig tid kan afgøres ved forhandling, skal efter en
af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for
seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed mellem
parterne om voldgiftsrettens sammensætning, kan enhver af parterne henvise
tvisten til Den Internationale Domstol ved en anmodning herom i
overensstemmelse med domstolens statutter.
2. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen
eller ratifikationen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af
konventionen erklære, at den ikke anser sig for - helt eller delvis - bundet
af bestemmelsen i denne artikels stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal
ikke være bundet af disse bestemmelser over for en kontraherende stat, der
har taget et sådant forbehold.
3. Enhver kontraherende stat, der har taget forbehold
i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved
meddelelse herom til generalsekretæren.
ARTIKEL 17
1. Denne konvention står åben for undertegnelse i Rom
den 10. marts 1988 for stater, der deltager i den internationale konference
til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden, og i
organisationens hovedsæde for alle stater fra 14. marts 1988 til 9. marts
1989. Den står derefter åben for tiltrædelse.
2. Stater kan udtrykke deres samtykke til at være
bundet af konventionen ved:
a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation, accept eller
godkendelse; eller
b) undertegnelse med forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse,
efterfulgt af ratifikation, accept eller godkendelse; eller
c) tiltrædelse.
3. Ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse
sker ved deponering af et sådant instrument hos generalsekretæren.
ARTIKEL 18
1. Konventionen træder i kraft 90 dage efter den dato,
hvor 15 stater har undertegnet den uden forbehold om ratifikation, accept
eller godkendelse eller har deponeret et ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.
2. For en stat, som deponerer et ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument til denne konvention,
efter at betingelserne for dens ikrafttræden er opfyldt, får ratifikationen,
accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen virkning 90 dage efter datoen for
deponeringen.
ARTIKEL 19
1. Konventionen kan opsiges af enhver kontraherende
stat på et hvilket som helst tidspunkt efter et år fra datoen for
konventionens ikrafttræden i forhold til vedkommende stat.
2. Opsigelse sker ved deponering af et
opsigelsesinstrument hos generalsekretæren.
3. Opsigelsen får virkning et år - eller en i
opsigelsesinstrumentet angivet længere periode - efter generalsekretærens
modtagelse af opsigelsesinstrumentet.
ARTIKEL 20
1. En konference med henblik på at revidere eller
ændre konventionen kan indkaldes af organisationen.
2. Generalsekretæren skal indkalde konventionens
kontraherende stater til en konference med henblik på at revidere eller ændre
konventionen efter anmodning af en tredjedel af de kontraherende stater eller
af 10 kontraherende stater, afhængigt af hvilket tal der er størst.
3. Ethvert ratifikations-, accept-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument deponeret efter ikrafttrædelsen af en ændring af
konventionen skal anses for at angå den ændrede konvention.
ARTIKEL 21
1. Konventionen deponeres hos generalsekretæren.
2. Generalsekretæren
a) underretter alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt
konventionen og alle organisationens medlemmer om:
i) enhver ny undertegnelse eller enhver deponering af et nyt
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument sammen
med datoen herfor:
ii) datoen for konventionens ikrafttræden;
iii) deponeringen af ethvert opsigelsesinstrument sammen med den dato,
som det er modtaget, og den dato, opsigelsen får virkning;
iv) modtagelsen af enhver erklæring eller meddelelse i henhold til denne
konvention;
b) fremsender bekræftede eksemplarer af konventionen til alle stater, der
har undertegnet eller tiltrådt konventionen.
3. Så snart konventionen træder i kraft, skal
depositaren fremsende et bekræftet eksemplar heraf til De Forenede Nationers
generalsekretær med henblik på registrering og offentliggørelse i
overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers pagt.
ARTIKEL 22 Konventionen er udfærdiget i et originaleksemplar med lige
autentiske tekster på det arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og
spanske sprog.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som har behørig fuldmagt dertil
fra deres regeringer, undertegnet denne konvention.
UDFÆRDIGET i Rom den tiende dag i marts nitten hundrede og otteogfirs.
Oversættelse
PROTOKOL TIL BEKÆMPELSE AF ULOVLIGE HANDLINGER MOD SIKKERHEDEN FOR
FASTGJORTE PLATFORME, DER BEFINDER SIG PÅ KONTINENTALSOKKELEN
DE I DENNE PROTOKOL DELTAGENDE STATER, SOM
DELTAGER i konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod
søfartssikkerheden,
ANERKENDER, at de årsager, der lå bag udarbejdelsen af konventionen, også
gælder for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen,
TAGER konventionens bestemmelser i betragtning,
BEKRÆFTER, at spørgsmål, der ikke reguleres af denne protokol, fortsat vil
være underlagt den almindelige folkerets regler og principper,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
ARTIKEL 1
1. Bestemmelserne i art. 5 og 7 og art. 10 til 16 i
konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden
(herefter omtalt som »konventionen«) finder ligeledes anvendelse på
de i denne protokols art. 2 fastsatte forbrydelser, når disse begås om bord
på eller imod fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen.
2. I tilfælde, hvor protokollen ifølge stk. 1 ikke
finder anvendelse, finder dens bestemmelser alligevel anvendelse, hvis
gerningsmanden eller den formodede gerningsmand bliver fundet inden for en
anden stats territorium end den, i hvis indre farvand eller på hvis
søterritorium den fastgjorte platform befinder sig.
3. I denne protokol betyder »fastgjort
platform« en kunstig ø, installation eller bygning, der er permanent
fastgjort til havbunden med henblik på udforskning eller udnyttelse af
resurser eller med et andet økonomisk formål.
ARTIKEL 2
1. En person gør sig skyldig i en forbrydelse, hvis
han ulovligt og forsætligt
a) tilbageholder eller udøver kontrol over en fastgjort platform ved
hjælp af magt eller trusler herom eller trusler om enhver anden krænkelse;
eller
b) udøver en voldshandling om bord på en fastgjort platform, hvis
handlingen må antages at bringe dens sikkerhed i fare; eller
c) ødelægger eller beskadiger en fastgjort platform, hvis handlingen må
antages at bringe dens sikkerhed i fare; eller
d) på en fastgjort platform anbringer eller lader anbringe - uanset på
hvilken måde - en indretning eller et stof, der må antages at ødelægge den
fastgjorte platform eller bringe dens sikkerhed i fare; eller
e) sårer eller dræber en person i forbindelse med overtrædelse eller
forsøg på overtrædelse af en af de i litra a) til d) omhandlede forbrydelser.
2. En person gør sig ligeledes skyldig i en
forbrydelse, hvis han:
a) forsøger at begå en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser; eller
b) tilskynder til en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser, uanset af
hvem den begås, eller på anden måde er i ledtog med en, der begår en sådan
forbrydelse:
c) for at foranledige en fysisk eller juridisk person til at foretage
eller undlade nogen handling truer - med eller uden betingelser som fastsat i
national lovgivning - med at begå en af de i stk. 1, litra b) og c)
omhandlede forbrydelser, hvis en sådan trussel må antages at bringe
sikkerheden for den fastgjorte platform i fare.
ARTIKEL 3
1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne
foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve
jurisdiktionsbeføjelser i forhold til de i artikel 2 omhandlede forbrydelser,
når forbrydelsen er begået:
a) imod eller om bord på en fastgjort platform, mens den befinder sig på
vedkommende stats kontinentalsokkel;
b) af en statsborger i det pågældende land.
2. En kontraherende stat kan ligeledes udøve
jurisdiktionsbeføjelser i forhold til en sådan forbrydelse, når:
a) den begås af en statsløs person, hvis sædvanlige opholdssted er i den
pågældende stat; eller
b) en statsborger i den pågældende stat er blevet taget til fange, truet,
såret eller dræbt under dens forøvelse; eller
c) forbrydelsen er begået i forsøg på at tvinge staten til at foretage
eller undlade nogen handling.
3. Enhver kontraherende stat, som har gennemført de
nødvendige foranstaltninger for at udøve jurisdiktion i henhold til stk. 2,
skal meddele dette til Den Internationale Søfartsorganisations
generalsekretær (herefter omtalt som »generalsekretæren«). Hvis
denne kontraherende stat efterfølgende ophæver sådanne foranstaltninger, skal
den meddele dette til generalsekretæren.
4. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne
forholdsregler, som måtte være nødvendige for at udøve
jurisdiktionsbeføjelser i forhold til de i artikel 3 omhandlede forbrydelser
i de tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig inden for dens
område, og staten ikke udleverer ham til en af de kontraherende stater, som
udøver jurisdiktion i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 2.
5. Protokollen udelukker ikke strafferetlig
jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.
ARTIKEL 4 Intet i denne protokol berører de folkeretlige regler, der
vedrører staters kompetence til i undersøgelses- eller håndhævelsesøjemed at
udøve jurisdiktion over fastgjorte platforme, der befinder sig på
kontinentalsokkelen.
ARTIKEL 5
1. Denne protokol står åben for undertegnelse i Rom
den 10. marts 1988 og i Den Internationale Søfartsorganisations (herefter
omtalt som »organisationen«) hovedsæde fra 14. marts 1988 til 9.
marts 1989 for stater, der har undertegnet konventionen. Den står derefter
åben for tiltrædelse.
2. Stater kan udtrykke deres samtykke til at være
bundet af protokollen ved:
a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation, accept eller
godkendelse; eller
b) undertegnelse med forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse,
efterfulgt af ratifikation, accept eller godkendelse; eller
c) tiltrædelse.
3. Ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse
sker ved deponering af et sådant instrument hos generalsekretæren.
4. Kun stater, der har undertegnet konventionen uden
forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse, eller som har
ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt konventionen, kan deltage i
denne protokol.
ARTIKEL 6
1. Protokollen træder i kraft 90 dage efter den dato,
hvor 3 stater har undertegnet den uden forbehold om ratifikation, accept
eller godkendelse eller har deponeret et ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument. Protokollen træder dog ikke i
kraft før konventionens ikrafttrædelse.
2. For en stat, som deponerer et ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument til denne protokol, efter
at betingelserne for dens ikrafttræden er opfyldt, får ratifikationen,
accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen virkning 90 dage efter datoen for
deponeringen.
ARTIKEL 7
1. Protokollen kan opsiges af enhver kontraherende
stat på et hvilket som helst tidspunkt efter et år fra datoen for
protokollens ikrafttræden i forhold til vedkommende stat.
2. Opsigelse sker ved deponering af et
opsigelsesinstrument hos generalsekretæren.
3. Opsigelsen får virkning et år - eller en i
opsigelsesinstrumentet angivet længere periode - efter generalsekretærens
modtagelse af opsigelsesinstrumentet.
4. En kontraherende stats opsigelse af konventionen
anses for en opsigelse af protokollen.
ARTIKEL 8
1. En konference med henblik på at revidere eller
ændre protokollen kan indkaldes af organisationen.
2. Generalsekretæren skal indkalde protokollens
kontraherende stater til en konference med henblik på at revidere eller ændre
protokollen efter anmodning af en tredjedel af de kontraherende stater eller
af 5 kontraherende stater, afhængigt af hvilket tal der er størst.
3. Ethvert ratifikations-, accept-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument deponeret efter ikrafttrædelsen af en ændring af
protokollen skal anses for at angå den ændrede protokol.
ARTIKEL 9
1. Protokollen deponeres hos generalsekretæren.
2. Generalsekretæren
a) underretter alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt
protokollen, og alle organisationens medlemmer om:
i) enhver ny undertegnelse eller enhver deponering af et nyt
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument sammen
med datoen herfor;
ii) datoen for protokollens ikrafttræden;
iii) deponeringen af ethvert opsigelsesinstrument sammen med den dato,
som det er modtaget, og den dato, opsigelsen får virkning;
iv) modtagelsen af enhver erklæring eller meddelelse i henhold til denne
protokol eller i henhold til konventionen angående protokollen;
b) fremsender bekræftede eksemplarer af protokollen til alle stater, der
har undertegnet eller tiltrådt protokollen.
3. Så snart protokollen træder i kraft, skal
depositaren fremsende et bekræftet eksemplar heraf til De Forenede Nationers
generalsekretær med henblik på registrering og offentliggørelse i
overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers pagt.
ARTIKEL 10 Protokollen er udfærdiget i et originaleksemplar med lige
autentiske tekster på det arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og
spanske sprog.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som har behørig fuldmagt dertil
fra deres regeringer, undertegnet denne protokol.
UDFÆRDIGET i Rom den tiende dag i marts nitten hundrede og otteogfirs.
Konventionen og protokollen trådte i kraft den 1. marts 1992. Danmarks
ratifikationsinstrument blev deponeret hos IMO's generalsekretær den 25.
august 1995. Konventionen og protokollen trådte herefter i kraft for Danmark
den 23. november 1995 i medfør af henholdsvis konventionens artikel 18 og
protokollens artikel 6.
Konventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af
Amerikas Forenede Stater, Argentina, Australien, Barbados, Canada, Chile,
Egypten, Frankrig, Gambia, Grækenland, Italien, Kina, Libanon, Liberia,
Marshall-øerne, Mexico, Nederlandene, Norge, Oman, Polen, Portugal, Rumænien,
Schweiz, Seychellerne, Spanien, Storbritannien, Sverige, Trinidad og Tobago,
Forbundsrepublikken Tyskland, Ukraine, Ungarn og Østrig.
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionen taget
forbehold og afgivet erklæringer som følger:
Argentina:
Argentina erklærer i overensstemmelse med bestemmelsen i konventionens
artikel 16, stk. 2, at Argentina ikke er bundet af konventionens artikel 16,
stk. 1.
Chile:
I forbindelse med reglerne i konventionens artikel 4 vil Chile ikke
anvende konventionens bestemmelser på begivenheder, der finder sted i Chiles
indre farvande og i Magellanstrædet.
Danmark:
Konventionen og protokollen gælder indtil videre ikke for Færøerne og
Grønland.
DDR (som efter tiltrædelse af konventionen blev forenet med
Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990):
I medfør af konventionens artikel 16, stk. 2, erklærer DDR, at man ikke
betragter sig som bundet af konventionens artikel 16, stk. 1.
Egypten:
1. Forbehold til artikel 16 om fredelig bilæggelse af
uoverensstemmelser, fordi den tillægger Den Internationale Domstol
obligatorisk domsmyndighed, og tillige med hensyn til anvendelsen af
konventionen på søgående skibe i indre farvande som planmæssigt skal sejle
videre uden for territorialfarvand.
2. Forbehold til konventionens artikel 6, stk. 2, og
protokollens artikel 3, stk 2, fordi disse artikler tillader stater, som er
genstand for afpresning, at vælge at udøve jurisdiktion (idet gerningsmanden
til en terrorhandling anmoder dem om at foretage eller afstå fra en
handling).
Frankrig:
1. Med hensyn til konventionens artikel 3, stk. 2,
forstår Frankrig »tentative«, »incitation«,
»complicite« og »menace« som la tenative ,
l'incitation , la complicite , og la menace som
defineret på fransk straffelovgivnings betingelser.
2. Frankrig anser sig ikke for bundet af
bestemmelserne i konventionens artikel 16, stk. 1.
Kina:
Kina er ikke bundet af konventionens artikel 16, stk. 1.
Mexico:
Mexicos tiltrædelse af konvention og protokol sker under den forståelse,
at i sager vedrørende udlevering vil konventionens artikel 11 og protokollens
artikel 3 blive anvendt i Mexico under respekt af de modaliteter og
procedurer, som er fastlagt i national rets anvendelige bestemmelser.
Portugal:
I medfør af sin interne retsorden finder Portugal, at overgivelse af en
mistænkt som nævnt i konventionens artikel 8 kun kan baseres på en bestyrket
mistanke om, at den pågældende har begået en af forbrydelserne opregnet i
artikel 3, og overgivelse vil altid være afhængig af en domstolsafgørelse.
Endvidere vil overgivelse ikke finde sted, hvis forbrydelsen medfører
dødsstraf.
Storbritannien:
Indtil afslutningen af konsultationer med forskellige områder under
Storbritanniens territoriale suverænitet vil konventionen og protokollen kun
blive anvendt i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.
Konsultationer med områderne er i gang og ventes at være afsluttet ved
udgangen af 1991. Protokollen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller
tiltrådt af Amerikas Forenede Stater, Australien, Barbados, Canada, Chile,
Egypten, Frankrig, Grækenland, Italien, Kina, Libanon, Liberia,
Marshall-øerne, Mexico, Nederlandene, Norge, Oman, Polen, Portugal, Rumænien,
Schweiz, Seychellerne, Spanien, Storbritannien, Sverige, Trinidad og Tobago,
Tyskland, Ukraine, Ungarn og Østrig.
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af protokollen taget
forbehold og afgivet erklæringer som følger:
Danmark:
Konventionen og protokollen gælder indtil videre ikke for Færøerne og
Grønland.
DDR (som efter tiltrædelse af konventionen blev forenet med
Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990):
I medfør af konventionens artikel 16, stk. 2, hvis bestemmelser, mutatis
mutandis, også finder anvendelse på protokollen i medfør af dennes artikel 1,
stk. 1, erklærer DDR, at man ikke betragter sig som bundet af konventionens
artikel 16, stk. 1 i relation til protokollen.
Egypten:
1. Forbehold til artikel 16 om fredelig bilæggelse af
uoverensstemmelser, fordi den tillægger Den Internationale Domstol
obligatorisk domsmyndighed, og tillige med hensyn til anvendelsen af
konventionen på søgående skibe i indre farvande som planmæssigt skal sejle
uden for territorialfarvand.
2. Forbehold til konventionens artikel 6, stk. 2, og
protokollens artikel 3, stk 2, fordi disse artikler tillader stater, som er
genstand for afpresning, at vælge at udøve jurisdiktion (idet gerningsmanden
til en terrorhandling anmoder dem om at foretage eller afstå fra en
handling).
Frankrig:
1. Med hensyn til artikel 2, stk. 2, forstår Frankrig
»tentative«, »incitation«, »complicite« og
»menace« som la tenative , l'incitation , la
complicite , og la menace som defineret på fransk
straffelovgivnings betingelser.
2. Frankrig anser sig ikke for bundet af
bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i det omfang der henvises til
bestemmelserne i artikel 16, stk. 1.
Kina:
Folkerepublikken Kina er ikke bundet af konventionens artikel 16, stk. 1.
Mexico:
Mexicos tiltrædelse af konvention og protokol sker under den forståelse,
at i sager vedrørende udlevering vil konventionens artikel 11 og protokollens
artikel 3 blive anvendt i Mexico under respekt af de modaliteter og
procedurer, som er fastlagt i national rets anvendelige bestemmelser.
Nederlandene:
Med hensyn til forpligtelsen i protokollens artikel 1 sammenholdt med
konventionens artikel 10 til at udøve jurisdiktion i sager, hvor
Nederlandenes retslige myndigheder ikke kan udøve jurisdiktion på det i
protokollens artikel 3, stk. 1, anførte grundlag, forbeholder Nederlandene
sig ret til kun at være forpligtet til at udøve jurisdiktion efter at have
modtaget og afvist en anmodning fra en kontraherende stat om udlevering.
Storbritannien:
Indtil afslutningen af konsultationer med forskellige områder under
Storbritanniens territoriale suverænitet vil konventionen og protokollen kun
blive anvendt i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.
Konsultationer med områderne er i gang og ventes at være afsluttet ved
udgangen af 1991.
Udenrigsministeriet, den 23. april 1998
Niels Helveg Petersen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Lov om ændring af lov om anvendelsen af visse af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v. og lov om udlevering af lovovertrædere (Forbud mod transport af visse produkter og teknologi med dobbelt anvendelse m.v.) Retsinformation · 13. maj 2010
- Forslag til Lov om ændring af lov om anvendelsen af visse af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v. og lov om udlevering af lovovertrædere (Forbud mod transport af visse produkter og teknologi med dobbelt anvendelse m.v.) Retsinformation · 28. april 2010
- Betænkning over Forslag til lov om udlevering af lovovertrædere til og fra Danmark (udleveringsloven) Retsinformation · 31. januar 2020
- Bekendtgørelse af protokol af 14. oktober 2005 til protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsoklen Retsinformation · 3. juli 2019
- Bekendtgørelse af protokol af 14. oktober 2005 til konventionen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden Retsinformation · 25. maj 2019
- Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.) Retsinformation · 9. juni 2006