Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Konvention af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden og den dertil hørende protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen

BKI nr 12 af 23/04/1998Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet6. maj 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af Konvention af 10. marts 1988

til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden og den dertil

hørende protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for

fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen

Ved kgl. resolution af 7. september 1995 har Danmark ratificeret en

i Rom den 10. marts 1988 udfærdiget konvention til bekæmpelse af

ulovlige handlinger mod søfartens sikkerhed og den dertil hørende

protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for

fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen.

Konventionen og protokollen har følgende ordlyd:

Oversættelse

KONVENTION TIL BEKÆMPELSE AF

ULOVLIGE HANDLINGER MOD SØFARTSSIKKERHEDEN

DE I DENNE KONVENTION DELTAGENDE STATER, SOM

HAR OPMÆRKSOMHEDEN HENVENDT på de i De Forenede Nationers pagt fastlagte

formål og principper med hensyn til opretholdelsen af international fred og

sikkerhed og fremme af venskabelige forbindelser og samarbejde mellem

staterne,

ISÆR ANERKENDER, at enhver ifølge Verdenserklæringen om

menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige og

politiske rettigheder har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed,

ER OPRIGTIGT BEKYMREDE over den verdensomspændende stigning i antallet af

alle former for terrorisme, som medfører tab af menneskeliv eller fare

herfor, truer fundamentale frihedsrettigheder og alvorligt forringer

menneskets værdighed,

TAGER I BETRAGTNING, at ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden truer

sikkerheden for personer og gods, forstyrrer søfarten på alvorlig måde og

undergraver befolkningernes tillid til søfartssikkerheden,

TAGER I BETRAGTNING, at sådanne handlinger giver anledning til alvorlig

bekymring for hele det internationale samfund,

Læs alt

ER OVERBEVIST OM det påtrængende nødvendige i at udvikle det

internationale samarbejde mellem staterne med henblik på at finde frem til og

vedtage effektive og praktiske forholdsregler for at forhindre alle ulovlige

handlinger mod søfartssikkerheden og for at retsforfølge og straffe

gerningsmændene,

GENKALDER SIG De Forenede Nationers generalforsamlings resolution 40/61 af

9. december 1985, der bl.a. »indtrængende anmoder alle stater, alene og

i samarbejde med andre stater såvel som relevante FN-organer, om at medvirke

til en gradvis fjernelse af de årsager, der ligger til grund for

international terrorisme, og om at være særligt opmærksomme på alle forhold,

herunder kolonialisme, racisme og situationer, der indebærer massive og

åbenbare krænkelser af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder

og fremmed besættelse, som kan give anledning til international terrorisme og

kan bringe international fred og sikkerhed i fare«,

VIDERE GENKALDER SIG, at resolution 40/61 »enstemmigt fordømmer og

anser alle terrorhandlinger og enhver anvendelse af terrorisme som

kriminelle, uanset hvor og af hvem de begås, herunder sådanne, som truer de

venskabelige forbindelser mellem staterne og disses sikkerhed«,

LIGELEDES GENKALDER SIG, at i resolution 40/61 opfordredes Den

Internationale Søfartsorganisation »til at undersøge spørgsmålet om

terrorisme om bord på eller imod skibe med henblik på at foreslå egnede

forholdsregler«,

HAR OPMÆRKSOMHEDEN HENLEDT PÅ Den Internationale Søfartsorganisations

forsamlings resolution A.584 (14) af 20. november 1985, som efterspurgte

udarbejdelsen af foranstaltninger til forhindring af ulovlige handlinger, som

truer sikkerheden for skibe, deres passagerer og deres besætninger,

ERINDRER SIG, at en besætnings handlinger, som henhører under

»almindelig skibsdisciplin«, falder uden for denne konventions

rammer,

BEKRÆFTER det ønskelige i at følge regler og standarder vedrørende

bekæmpelsen af og kontrollen med ulovlige handlinger mod skibe og personer om

bord på skibe med henblik på at ajourføre dem i det nødvendige omfang, og som

i denne forbindelse med tilfredshed erindrer sig de foranstaltninger til

bekæmpelse af ulovlige handlinger mod passagerer og besætninger på skibe, som

er anbefalet af Den Internationale Søfartsorganisations

søfartssikkerhedskomite,

VIDERE BEKRÆFTER, at spørgsmål, der ikke reguleres af denne konvention,

fortsat vil være underlagt den almindelige folkerets regler og principper,

ANERKENDER behovet for, at alle stater i bekæmpelsen af ulovlige

handlinger mod søfartssikkerheden nøje overholder den almindelige folkerets

regler og principper,

ER BLEVET ENIGE OM følgende:

ARTIKEL 1 I denne konvention betyder »skib« ethvert fartøj, som

ikke er permanent fastgjort til havbunden, herunder »dynamisk

understøttede fartøjer«, undervandsfartøjer og ethvert andet flydende

fartøj.

ARTIKEL 2

1. Denne konvention finder ikke anvendelse på:

a) krigsskibe, eller

b) skibe, der ejes eller benyttes af en stat og anvendes som

»hjælpefartøj til flåden« eller til toldmæssige eller politimæssige

formål, eller

c) skibe, der er trukket ud af drift eller er lagt op.

2. Intet i denne konvention berører krigsskibes eller

andre regeringsskibes immuniteter, når skibene anvendes til ikke-kommercielle

formål.

ARTIKEL 3

1. En person gør sig skyldig i en forbrydelse, hvis

han ulovligt og forsætligt

a) tilbageholder eller udøver kontrol over et skib ved hjælp af magt

eller trusler herom eller om enhver anden krænkelse; eller

b) udøver en voldshandling om bord på et skib, hvis handlingen må antages

at bringe skibets sikkerhed i fare under sejlads; eller

c) ødelægger eller beskadiger et skib eller dets last, hvis handlingen må

antages at bringe skibets sikkerhed i fare under sejlads; eller

d) på et skib anbringer eller lader anbringe - uanset på hvilken måde -

en indretning eller et stof, der må antages at ødelægge skibet eller

beskadige skibet eller dets last, således at det må antages at bringe skibets

sikkerhed i fare under sejlads; eller

e) ødelægger eller alvorligt beskadiger navigations- og

afmærkningssystemer til vejledning for skibsfarten eller alvorligt griber ind

i deres drift, hvis en sådan handling må antages at bringe et skibs sikkerhed

i fare under sejlads; eller

f) videregiver oplysninger, han ved er usande, og derved bringer

sikkerheden i fare for et skib under sejlads;

g) sårer eller dræber en person i forbindelse med overtrædelse eller

forsøg på overtrædelse af en af de i litra a) til f) omhandlede forbrydelser.

2. En person gør sig ligeledes skyldig i en

forbrydelse, hvis han:

a) forsøger at begå en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser; eller

b) tilskynder til en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser, uanset af

hvem den begås, eller på anden måde er i ledtog med en, der begår en sådan

forbrydelse;

c) for at foranledige en fysisk eller juridisk person til at foretage

eller undlade nogen handling truer - med eller uden betingelser som fastsat i

national lovgivning - med at begå en af de i stk. 1, litra b), c) og e)

omhandlede forbrydelser, hvis en sådan trussel må antages at bringe

sikkerheden for et skib i fare under sejlads.

ARTIKEL 4

1. Konventionen finder anvendelse, hvis et skib sejler

eller har planlagt at sejle i eller igennem eller fra havet uden for den

yderste grænse af en enkelt stats territorialfarvand eller sidegrænsen af

dets territorialfarvand til tilstødende stater.

2. I tilfælde, hvor konventionen ifølge stk. 1 ikke

finder anvendelse, finder dens bestemmelser alligevel anvendelse, hvis

gerningsmanden eller den formodede gerningsmand bliver fundet inden for en

anden stats territorium end den, der er nævnt i stk. 1.

ARTIKEL 5 Enhver kontraherende stat skal for de i artikel 3 omhandlede

forbrydelser fastsætte passende straffe under hensyntagen til disse

forbrydelsers alvorlige karakter.

ARTIKEL 6

1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne

foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over de

i artikel 3 omhandlede forbrydelser, når forbrydelsen er begået:

a) imod eller om bord på et skib, for hvilket staten er flagstat på

gerningstidpunktet;

b) på statens territorium, herunder dens territorialfarvand;

c) af en statsborger i det pågældende land.

2. En kontraherende stat kan ligeledes udøve

jurisdiktion over en sådan forbrydelse, når:

a) den begås af en statsløs person, hvis sædvanlige opholdssted er i den

pågældende stat; eller

b) en statsborger i den pågældende stat er blevet taget til fange, truet,

såret eller dræbt under dens forøvelse; eller

c) forbrydelsen er begået i forsøg på at tvinge staten til at foretage

eller undlade nogen handling.

3. Enhver kontraherende stat, som har gennemført de

nødvendige foranstaltninger for at udøve jurisdiktion i henhold til stk. 2,

skal meddele dette til Den Internationale Søfartsorganisations

generalsekretær (herefter omtalt som »generalsekretæren«). Hvis

denne kontraherende stat efterfølgende ophæver sådanne foranstaltninger, skal

den meddele dette til generalsekretæren.

4. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne

forholdsregler, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over de i

artikel 3 omhandlede forbrydelser i de tilfælde, hvor den formodede

gerningsmand befinder sig inden for dens område, og staten ikke udleverer ham

til en af de kontraherende stater, som udøver jurisdiktion i overensstemmelse

med denne artikels stk. 1 og 2.

5. Konventionen udelukker ikke strafferetlig

jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

ARTIKEL 7

1. Når betingelserne herfor er til stede, skal enhver

kontraherende stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand befinder

sig, i overensstemmelse med sin lovgivning tage ham i forvaring eller træffe

andre foranstaltninger for at sikre hans tilstedeværelse, så længe som det er

nødvendigt for, at der kan indledes strafforfølgning eller tages skridt til

udlevering.

2. Den pågældende stat skal straks, i overensstemmelse

med sin egen lovgivning, iværksætte en foreløbig undersøgelse af sagens

omstændigheder.

3. Enhver person, over for hvem de i denne artikels

stk. 1 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til:

a) uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for

den stat, hvori han er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til

at etablere en sådan forbindelse, eller, hvis han er statsløs, den stat, på

hvis område han har fast bopæl;

b) at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat.

4. De i denne artikels stk. 3 nævnte rettigheder skal

udøves i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser i den stat, på

hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, under forudsætning af,

at de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt at

tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af denne artikels

stk. 3.

5. Når en kontraherende stat i medfør af denne artikel

har taget en person i forvaring, skal den straks underrette de stater, som

udøver jurisdiktion i henhold til artikel 6, stk. 1, og, hvis den finder det

tilrådeligt, enhver anden interesseret stat om, at en sådan person er under

forvaring og om de omstændigheder, der berettiger hans tilbageholdelse.

Den stat, der iværksætter den foreløbige undersøgelse, som forudses i

denne artikels stk. 2, skal omgående give meddelelse om udfaldet deraf til de

nævnte stater og tilkendegive, hvorvidt den agter at udøve jurisdiktion.

ARTIKEL 8

1. Kaptajnen på et skib fra en kontraherende stat

(»flagstaten«) kan overgive enhver person, som han har rimelige

grunde til at anse for at have begået en af de i artikel 3 omhandlede

forbrydelser til myndighederne i enhver anden kontraherende stat

(»modtagerstaten«).

2. Flagstaten skal sikre, at kaptajnen på dens skib er

forpligtet til, når det er praktisk gennemførligt - og om muligt før sejlads

ind i modtagerstatens territorialfarvand med en person, som kaptajnen agter

at overgive i henhold til stk. 1 - at give meddelelse til modtagerstatens

myndigheder om, at han agter at overgive en sådan person og grundene hertil.

3. Modtagerstaten skal acceptere en sådan overgivelse,

undtagen når den har grundlag for at antage, at konventionen ikke finder

anvendelse på de handlinger, som giver anledning til overgivelsen, og gå frem

efter bestemmelserne i artikel 7. Ethvert afslag på at acceptere overgivelsen

skal følges af en begrundelse for afslaget.

4. Flagstaten skal sikre, at kaptajnen på dens skib er

forpligtet til at forsyne modtagerstatens myndigheder med det bevismateriale

i hans besiddelse, der vedrører den formodede forbrydelse.

5. En modtagerstat, som har accepteret overgivelse af

en person i overensstemmelse med stk. 3, kan til gengæld anmode flagstaten om

at acceptere overgivelsen af vedkommende person. Flagstaten skal overveje

enhver anmodning og, hvis den accepterer anmodningen, skal den gå frem efter

artikel 7. Hvis flagstaten afviser en anmodning, skal den forsyne

modtagerstaten med en erklæring om årsagerne hertil.

ARTIKEL 9 Intet i denne konvention berører de folkeretlige regler, der

vedrører staters kompetence til i undersøgelses- eller håndhævelsesøjemed at

udøve jurisdiktion over skibe, der ikke fører deres flag.

ARTIKEL 10

1. Den kontraherende stat, inden for hvis område den

formodede gerningsmand findes, skal i tilfælde, som omfattes af artikel 6,

hvis den ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse, og uanset om

forbrydelsen er begået på dens eget område eller ej, overgive sagen til sine

kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med

dens egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter

samme retningslinier, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved

enhver anden lovovertrædelse af alvorlig karakter.

2. Enhver, der retsforfølges for nogen af de i artikel

3 nævnte forbrydelser, skal sikres en retfærdig behandling på ethvert stadium

i retssagen, herunder nydelsen af alle de rettigheder og garantier, som for

sådanne retssager er fastsat i lovgivningen i den stat, på hvis område han

befinder sig.

ARTIKEL 11

1. De i artikel 3 nævnte forbrydelser skal i enhver

udleveringstraktat mellem de kontraherende stater anses for omfattet af de

forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering. De

kontraherende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de

indgår med hinanden, at optage disse forbrydelser blandt de forbrydelser, der

kan medføre udlevering.

2. Hvis en kontraherende stat, som gør udlevering

betinget af, at der består en traktat herom, modtager en anmodning om

udlevering fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har indgået

udleveringstraktat, kan den stat, der modtager anmodningen, betragte denne

konvention som det retlige grundlag for udlevering med hensyn til de i

artikel 3 nævnte forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de

bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Kontraherende stater, som ikke gør udlevering

betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de i artikel

3 nævnte forbrydelser som sådanne forbrydelser, der kan medføre udlevering i

overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats

lovgivning.

4. Hvis det er nødvendigt for så vidt angår udlevering

mellem kontraherende stater, skal de i artikel 3 omhandlede forbrydelser

anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også inden for den

stats jurisdiktion, som anmoder om udlevering.

5. En kontraherende stat, der modtager mere end en

anmodning om udlevering fra stater, der udøver jurisdiktion i

overensstemmelse med artikel 7, og som beslutter ikke at retsforfølge, skal,

når den vælger den stat, hvortil gerningsmanden eller den formodede

gerningsmand skal udvises, tage behørigt hensyn til flagstatens interesser og

ansvar.

6. Under behandlingen af en anmodning om udlevering af

en formodet gerningsmand i henhold til denne konvention, skal den stat, der

anmodes, tage behørigt hensyn til, om hans i artikel 7, stk. 3, omhandlede

rettigheder kan gennemføres i den stat, der anmoder om udlevering.

7. Bestemmelserne i de mellem de kontraherende stater

gældende traktater og aftaler om udlevering ændres mellem disse stater i det

omfang, disse bestemmelser vedrører de forbrydelser, der er fastlagt i denne

konvention, og de er uforenelige med denne.

ARTIKEL 12

1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst

mulig bistand i forbindelse med retsforfølgning i anledning af de

forbrydelser, der er nævnt i artikel 3, herunder udlevere alt for dem

foreliggende bevismateriale, som er nødvendigt for retssagen.

2. De kontraherende stater skal opfylde deres

forpligtelser i henhold til stk. 1 i overensstemmelse med de traktater om

gensidig hjælp, der måtte være i kraft mellem dem. I mangel af sådanne

traktater skal de kontraherende stater yde hinanden hjælp i overensstemmelse

med deres nationale lovgivning.

ARTIKEL 13

1. De kontraherende stater skal samarbejde for at

forhindre de i artikel 3 omhandlede forbrydelser, i særdeleshed ved:

a) at foretage alle praktisk gennemførlige foranstaltninger for på deres

territorier at forhindre forberedelsen af sådanne forbrydelsers forøvelse på

eller uden for deres territorier;

b) at udveksle oplysninger i overensstemmelse med deres nationale

lovgivning, og koordinere administrative og andre forholdsregler til at

forhindre de i artikel 3 omhandlede forbrydelser.

2. Når et skibs passage på grund af en af de i artikel

3 omhandlede forbrydelser er blevet forsinket eller afbrudt, er enhver

kontraherende stat, på hvis territorium skibet, passagerer eller besætning

befinder sig, forpligtet til at udfolde enhver tænkelig bestræbelse for at

forhindre, at et skib, dets passagerer, besætning eller last unødigt

tilbageholdes eller forsinkes.

ARTIKEL 14 En kontraherende stat, som har grund til at tro, at en af de i

artikel 3 omhandlede forbrydelser vil blive begået, skal, i overensstemmelse

med dens nationale lovgivning, så hurtigt som muligt give alle relevante

oplysninger, som den er i besiddelse af, til de stater, som den anser for i

givet fald at kunne udøve jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 6.

ARTIKEL 15

1. Enhver kontraherende stat skal, i overensstemmelse

med dens nationale lovgivning, så hurtigt som muligt meddele

generalsekretæren alle de relevante oplysninger, som er i dens besiddelse,

vedrørende:

a) forbrydelsens omstændigheder;

b) foranstaltninger i henhold til artikel 13, stk. 2;

c) foranstaltninger i forhold til gerningsmanden eller den formodede

gerningsmand og, i særdeleshed, resultaterne af retsforfølgning til

udlevering eller andre former for retsforfølgning.

2. Den kontraherende stat, i hvilken den formodede

gerningsmand retsforfølges, skal, i overensstemmelse med dens nationale

lovgivning, meddele retsforfølgningens endelige udfald til generalsekretæren.

3. Oplysninger videregivet i overensstemmelse med stk.

1 og stk. 2 skal af generalsekretæren meddeles til alle kontraherende stater,

til medlemmerne af Den Internationale Søfartsorganisation (herefter omtalt

som »organisationen«), til andre berørte stater og til relevante

internationale, interguvernementale organisationer.

ARTIKEL 16

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere

kontraherende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention,

der ikke i løbet af en rimelig tid kan afgøres ved forhandling, skal efter en

af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for

seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed mellem

parterne om voldgiftsrettens sammensætning, kan enhver af parterne henvise

tvisten til Den Internationale Domstol ved en anmodning herom i

overensstemmelse med domstolens statutter.

2. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen

eller ratifikationen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af

konventionen erklære, at den ikke anser sig for - helt eller delvis - bundet

af bestemmelsen i denne artikels stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal

ikke være bundet af disse bestemmelser over for en kontraherende stat, der

har taget et sådant forbehold.

3. Enhver kontraherende stat, der har taget forbehold

i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved

meddelelse herom til generalsekretæren.

ARTIKEL 17

1. Denne konvention står åben for undertegnelse i Rom

den 10. marts 1988 for stater, der deltager i den internationale konference

til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden, og i

organisationens hovedsæde for alle stater fra 14. marts 1988 til 9. marts

1989. Den står derefter åben for tiltrædelse.

2. Stater kan udtrykke deres samtykke til at være

bundet af konventionen ved:

a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation, accept eller

godkendelse; eller

b) undertegnelse med forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse,

efterfulgt af ratifikation, accept eller godkendelse; eller

c) tiltrædelse.

3. Ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse

sker ved deponering af et sådant instrument hos generalsekretæren.

ARTIKEL 18

1. Konventionen træder i kraft 90 dage efter den dato,

hvor 15 stater har undertegnet den uden forbehold om ratifikation, accept

eller godkendelse eller har deponeret et ratifikations-, accept-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

2. For en stat, som deponerer et ratifikations-,

accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument til denne konvention,

efter at betingelserne for dens ikrafttræden er opfyldt, får ratifikationen,

accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen virkning 90 dage efter datoen for

deponeringen.

ARTIKEL 19

1. Konventionen kan opsiges af enhver kontraherende

stat på et hvilket som helst tidspunkt efter et år fra datoen for

konventionens ikrafttræden i forhold til vedkommende stat.

2. Opsigelse sker ved deponering af et

opsigelsesinstrument hos generalsekretæren.

3. Opsigelsen får virkning et år - eller en i

opsigelsesinstrumentet angivet længere periode - efter generalsekretærens

modtagelse af opsigelsesinstrumentet.

ARTIKEL 20

1. En konference med henblik på at revidere eller

ændre konventionen kan indkaldes af organisationen.

2. Generalsekretæren skal indkalde konventionens

kontraherende stater til en konference med henblik på at revidere eller ændre

konventionen efter anmodning af en tredjedel af de kontraherende stater eller

af 10 kontraherende stater, afhængigt af hvilket tal der er størst.

3. Ethvert ratifikations-, accept-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument deponeret efter ikrafttrædelsen af en ændring af

konventionen skal anses for at angå den ændrede konvention.

ARTIKEL 21

1. Konventionen deponeres hos generalsekretæren.

2. Generalsekretæren

a) underretter alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt

konventionen og alle organisationens medlemmer om:

i) enhver ny undertegnelse eller enhver deponering af et nyt

ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument sammen

med datoen herfor:

ii) datoen for konventionens ikrafttræden;

iii) deponeringen af ethvert opsigelsesinstrument sammen med den dato,

som det er modtaget, og den dato, opsigelsen får virkning;

iv) modtagelsen af enhver erklæring eller meddelelse i henhold til denne

konvention;

b) fremsender bekræftede eksemplarer af konventionen til alle stater, der

har undertegnet eller tiltrådt konventionen.

3. Så snart konventionen træder i kraft, skal

depositaren fremsende et bekræftet eksemplar heraf til De Forenede Nationers

generalsekretær med henblik på registrering og offentliggørelse i

overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers pagt.

ARTIKEL 22 Konventionen er udfærdiget i et originaleksemplar med lige

autentiske tekster på det arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og

spanske sprog.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som har behørig fuldmagt dertil

fra deres regeringer, undertegnet denne konvention.

UDFÆRDIGET i Rom den tiende dag i marts nitten hundrede og otteogfirs.

Oversættelse

PROTOKOL TIL BEKÆMPELSE AF ULOVLIGE HANDLINGER MOD SIKKERHEDEN FOR

FASTGJORTE PLATFORME, DER BEFINDER SIG PÅ KONTINENTALSOKKELEN

DE I DENNE PROTOKOL DELTAGENDE STATER, SOM

DELTAGER i konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod

søfartssikkerheden,

ANERKENDER, at de årsager, der lå bag udarbejdelsen af konventionen, også

gælder for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen,

TAGER konventionens bestemmelser i betragtning,

BEKRÆFTER, at spørgsmål, der ikke reguleres af denne protokol, fortsat vil

være underlagt den almindelige folkerets regler og principper,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

ARTIKEL 1

1. Bestemmelserne i art. 5 og 7 og art. 10 til 16 i

konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden

(herefter omtalt som »konventionen«) finder ligeledes anvendelse på

de i denne protokols art. 2 fastsatte forbrydelser, når disse begås om bord

på eller imod fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen.

2. I tilfælde, hvor protokollen ifølge stk. 1 ikke

finder anvendelse, finder dens bestemmelser alligevel anvendelse, hvis

gerningsmanden eller den formodede gerningsmand bliver fundet inden for en

anden stats territorium end den, i hvis indre farvand eller på hvis

søterritorium den fastgjorte platform befinder sig.

3. I denne protokol betyder »fastgjort

platform« en kunstig ø, installation eller bygning, der er permanent

fastgjort til havbunden med henblik på udforskning eller udnyttelse af

resurser eller med et andet økonomisk formål.

ARTIKEL 2

1. En person gør sig skyldig i en forbrydelse, hvis

han ulovligt og forsætligt

a) tilbageholder eller udøver kontrol over en fastgjort platform ved

hjælp af magt eller trusler herom eller trusler om enhver anden krænkelse;

eller

b) udøver en voldshandling om bord på en fastgjort platform, hvis

handlingen må antages at bringe dens sikkerhed i fare; eller

c) ødelægger eller beskadiger en fastgjort platform, hvis handlingen må

antages at bringe dens sikkerhed i fare; eller

d) på en fastgjort platform anbringer eller lader anbringe - uanset på

hvilken måde - en indretning eller et stof, der må antages at ødelægge den

fastgjorte platform eller bringe dens sikkerhed i fare; eller

e) sårer eller dræber en person i forbindelse med overtrædelse eller

forsøg på overtrædelse af en af de i litra a) til d) omhandlede forbrydelser.

2. En person gør sig ligeledes skyldig i en

forbrydelse, hvis han:

a) forsøger at begå en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser; eller

b) tilskynder til en af de i stk. 1 omhandlede forbrydelser, uanset af

hvem den begås, eller på anden måde er i ledtog med en, der begår en sådan

forbrydelse:

c) for at foranledige en fysisk eller juridisk person til at foretage

eller undlade nogen handling truer - med eller uden betingelser som fastsat i

national lovgivning - med at begå en af de i stk. 1, litra b) og c)

omhandlede forbrydelser, hvis en sådan trussel må antages at bringe

sikkerheden for den fastgjorte platform i fare.

ARTIKEL 3

1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne

foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve

jurisdiktionsbeføjelser i forhold til de i artikel 2 omhandlede forbrydelser,

når forbrydelsen er begået:

a) imod eller om bord på en fastgjort platform, mens den befinder sig på

vedkommende stats kontinentalsokkel;

b) af en statsborger i det pågældende land.

2. En kontraherende stat kan ligeledes udøve

jurisdiktionsbeføjelser i forhold til en sådan forbrydelse, når:

a) den begås af en statsløs person, hvis sædvanlige opholdssted er i den

pågældende stat; eller

b) en statsborger i den pågældende stat er blevet taget til fange, truet,

såret eller dræbt under dens forøvelse; eller

c) forbrydelsen er begået i forsøg på at tvinge staten til at foretage

eller undlade nogen handling.

3. Enhver kontraherende stat, som har gennemført de

nødvendige foranstaltninger for at udøve jurisdiktion i henhold til stk. 2,

skal meddele dette til Den Internationale Søfartsorganisations

generalsekretær (herefter omtalt som »generalsekretæren«). Hvis

denne kontraherende stat efterfølgende ophæver sådanne foranstaltninger, skal

den meddele dette til generalsekretæren.

4. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne

forholdsregler, som måtte være nødvendige for at udøve

jurisdiktionsbeføjelser i forhold til de i artikel 3 omhandlede forbrydelser

i de tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig inden for dens

område, og staten ikke udleverer ham til en af de kontraherende stater, som

udøver jurisdiktion i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 2.

5. Protokollen udelukker ikke strafferetlig

jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

ARTIKEL 4 Intet i denne protokol berører de folkeretlige regler, der

vedrører staters kompetence til i undersøgelses- eller håndhævelsesøjemed at

udøve jurisdiktion over fastgjorte platforme, der befinder sig på

kontinentalsokkelen.

ARTIKEL 5

1. Denne protokol står åben for undertegnelse i Rom

den 10. marts 1988 og i Den Internationale Søfartsorganisations (herefter

omtalt som »organisationen«) hovedsæde fra 14. marts 1988 til 9.

marts 1989 for stater, der har undertegnet konventionen. Den står derefter

åben for tiltrædelse.

2. Stater kan udtrykke deres samtykke til at være

bundet af protokollen ved:

a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation, accept eller

godkendelse; eller

b) undertegnelse med forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse,

efterfulgt af ratifikation, accept eller godkendelse; eller

c) tiltrædelse.

3. Ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse

sker ved deponering af et sådant instrument hos generalsekretæren.

4. Kun stater, der har undertegnet konventionen uden

forbehold om ratifikation, accept eller godkendelse, eller som har

ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt konventionen, kan deltage i

denne protokol.

ARTIKEL 6

1. Protokollen træder i kraft 90 dage efter den dato,

hvor 3 stater har undertegnet den uden forbehold om ratifikation, accept

eller godkendelse eller har deponeret et ratifikations-, accept-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument. Protokollen træder dog ikke i

kraft før konventionens ikrafttrædelse.

2. For en stat, som deponerer et ratifikations-,

accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument til denne protokol, efter

at betingelserne for dens ikrafttræden er opfyldt, får ratifikationen,

accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen virkning 90 dage efter datoen for

deponeringen.

ARTIKEL 7

1. Protokollen kan opsiges af enhver kontraherende

stat på et hvilket som helst tidspunkt efter et år fra datoen for

protokollens ikrafttræden i forhold til vedkommende stat.

2. Opsigelse sker ved deponering af et

opsigelsesinstrument hos generalsekretæren.

3. Opsigelsen får virkning et år - eller en i

opsigelsesinstrumentet angivet længere periode - efter generalsekretærens

modtagelse af opsigelsesinstrumentet.

4. En kontraherende stats opsigelse af konventionen

anses for en opsigelse af protokollen.

ARTIKEL 8

1. En konference med henblik på at revidere eller

ændre protokollen kan indkaldes af organisationen.

2. Generalsekretæren skal indkalde protokollens

kontraherende stater til en konference med henblik på at revidere eller ændre

protokollen efter anmodning af en tredjedel af de kontraherende stater eller

af 5 kontraherende stater, afhængigt af hvilket tal der er størst.

3. Ethvert ratifikations-, accept-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument deponeret efter ikrafttrædelsen af en ændring af

protokollen skal anses for at angå den ændrede protokol.

ARTIKEL 9

1. Protokollen deponeres hos generalsekretæren.

2. Generalsekretæren

a) underretter alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt

protokollen, og alle organisationens medlemmer om:

i) enhver ny undertegnelse eller enhver deponering af et nyt

ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument sammen

med datoen herfor;

ii) datoen for protokollens ikrafttræden;

iii) deponeringen af ethvert opsigelsesinstrument sammen med den dato,

som det er modtaget, og den dato, opsigelsen får virkning;

iv) modtagelsen af enhver erklæring eller meddelelse i henhold til denne

protokol eller i henhold til konventionen angående protokollen;

b) fremsender bekræftede eksemplarer af protokollen til alle stater, der

har undertegnet eller tiltrådt protokollen.

3. Så snart protokollen træder i kraft, skal

depositaren fremsende et bekræftet eksemplar heraf til De Forenede Nationers

generalsekretær med henblik på registrering og offentliggørelse i

overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers pagt.

ARTIKEL 10 Protokollen er udfærdiget i et originaleksemplar med lige

autentiske tekster på det arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og

spanske sprog.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, som har behørig fuldmagt dertil

fra deres regeringer, undertegnet denne protokol.

UDFÆRDIGET i Rom den tiende dag i marts nitten hundrede og otteogfirs.

Konventionen og protokollen trådte i kraft den 1. marts 1992. Danmarks

ratifikationsinstrument blev deponeret hos IMO's generalsekretær den 25.

august 1995. Konventionen og protokollen trådte herefter i kraft for Danmark

den 23. november 1995 i medfør af henholdsvis konventionens artikel 18 og

protokollens artikel 6.

Konventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af

Amerikas Forenede Stater, Argentina, Australien, Barbados, Canada, Chile,

Egypten, Frankrig, Gambia, Grækenland, Italien, Kina, Libanon, Liberia,

Marshall-øerne, Mexico, Nederlandene, Norge, Oman, Polen, Portugal, Rumænien,

Schweiz, Seychellerne, Spanien, Storbritannien, Sverige, Trinidad og Tobago,

Forbundsrepublikken Tyskland, Ukraine, Ungarn og Østrig.

Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionen taget

forbehold og afgivet erklæringer som følger:

Argentina:

Argentina erklærer i overensstemmelse med bestemmelsen i konventionens

artikel 16, stk. 2, at Argentina ikke er bundet af konventionens artikel 16,

stk. 1.

Chile:

I forbindelse med reglerne i konventionens artikel 4 vil Chile ikke

anvende konventionens bestemmelser på begivenheder, der finder sted i Chiles

indre farvande og i Magellanstrædet.

Danmark:

Konventionen og protokollen gælder indtil videre ikke for Færøerne og

Grønland.

DDR (som efter tiltrædelse af konventionen blev forenet med

Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990):

I medfør af konventionens artikel 16, stk. 2, erklærer DDR, at man ikke

betragter sig som bundet af konventionens artikel 16, stk. 1.

Egypten:

1. Forbehold til artikel 16 om fredelig bilæggelse af

uoverensstemmelser, fordi den tillægger Den Internationale Domstol

obligatorisk domsmyndighed, og tillige med hensyn til anvendelsen af

konventionen på søgående skibe i indre farvande som planmæssigt skal sejle

videre uden for territorialfarvand.

2. Forbehold til konventionens artikel 6, stk. 2, og

protokollens artikel 3, stk 2, fordi disse artikler tillader stater, som er

genstand for afpresning, at vælge at udøve jurisdiktion (idet gerningsmanden

til en terrorhandling anmoder dem om at foretage eller afstå fra en

handling).

Frankrig:

1. Med hensyn til konventionens artikel 3, stk. 2,

forstår Frankrig »tentative«, »incitation«,

»complicite« og »menace« som la tenative ,

l'incitation , la complicite , og la menace som

defineret på fransk straffelovgivnings betingelser.

2. Frankrig anser sig ikke for bundet af

bestemmelserne i konventionens artikel 16, stk. 1.

Kina:

Kina er ikke bundet af konventionens artikel 16, stk. 1.

Mexico:

Mexicos tiltrædelse af konvention og protokol sker under den forståelse,

at i sager vedrørende udlevering vil konventionens artikel 11 og protokollens

artikel 3 blive anvendt i Mexico under respekt af de modaliteter og

procedurer, som er fastlagt i national rets anvendelige bestemmelser.

Portugal:

I medfør af sin interne retsorden finder Portugal, at overgivelse af en

mistænkt som nævnt i konventionens artikel 8 kun kan baseres på en bestyrket

mistanke om, at den pågældende har begået en af forbrydelserne opregnet i

artikel 3, og overgivelse vil altid være afhængig af en domstolsafgørelse.

Endvidere vil overgivelse ikke finde sted, hvis forbrydelsen medfører

dødsstraf.

Storbritannien:

Indtil afslutningen af konsultationer med forskellige områder under

Storbritanniens territoriale suverænitet vil konventionen og protokollen kun

blive anvendt i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Konsultationer med områderne er i gang og ventes at være afsluttet ved

udgangen af 1991. Protokollen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller

tiltrådt af Amerikas Forenede Stater, Australien, Barbados, Canada, Chile,

Egypten, Frankrig, Grækenland, Italien, Kina, Libanon, Liberia,

Marshall-øerne, Mexico, Nederlandene, Norge, Oman, Polen, Portugal, Rumænien,

Schweiz, Seychellerne, Spanien, Storbritannien, Sverige, Trinidad og Tobago,

Tyskland, Ukraine, Ungarn og Østrig.

Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af protokollen taget

forbehold og afgivet erklæringer som følger:

Danmark:

Konventionen og protokollen gælder indtil videre ikke for Færøerne og

Grønland.

DDR (som efter tiltrædelse af konventionen blev forenet med

Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990):

I medfør af konventionens artikel 16, stk. 2, hvis bestemmelser, mutatis

mutandis, også finder anvendelse på protokollen i medfør af dennes artikel 1,

stk. 1, erklærer DDR, at man ikke betragter sig som bundet af konventionens

artikel 16, stk. 1 i relation til protokollen.

Egypten:

1. Forbehold til artikel 16 om fredelig bilæggelse af

uoverensstemmelser, fordi den tillægger Den Internationale Domstol

obligatorisk domsmyndighed, og tillige med hensyn til anvendelsen af

konventionen på søgående skibe i indre farvande som planmæssigt skal sejle

uden for territorialfarvand.

2. Forbehold til konventionens artikel 6, stk. 2, og

protokollens artikel 3, stk 2, fordi disse artikler tillader stater, som er

genstand for afpresning, at vælge at udøve jurisdiktion (idet gerningsmanden

til en terrorhandling anmoder dem om at foretage eller afstå fra en

handling).

Frankrig:

1. Med hensyn til artikel 2, stk. 2, forstår Frankrig

»tentative«, »incitation«, »complicite« og

»menace« som la tenative , l'incitation , la

complicite , og la menace som defineret på fransk

straffelovgivnings betingelser.

2. Frankrig anser sig ikke for bundet af

bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i det omfang der henvises til

bestemmelserne i artikel 16, stk. 1.

Kina:

Folkerepublikken Kina er ikke bundet af konventionens artikel 16, stk. 1.

Mexico:

Mexicos tiltrædelse af konvention og protokol sker under den forståelse,

at i sager vedrørende udlevering vil konventionens artikel 11 og protokollens

artikel 3 blive anvendt i Mexico under respekt af de modaliteter og

procedurer, som er fastlagt i national rets anvendelige bestemmelser.

Nederlandene:

Med hensyn til forpligtelsen i protokollens artikel 1 sammenholdt med

konventionens artikel 10 til at udøve jurisdiktion i sager, hvor

Nederlandenes retslige myndigheder ikke kan udøve jurisdiktion på det i

protokollens artikel 3, stk. 1, anførte grundlag, forbeholder Nederlandene

sig ret til kun at være forpligtet til at udøve jurisdiktion efter at have

modtaget og afvist en anmodning fra en kontraherende stat om udlevering.

Storbritannien:

Indtil afslutningen af konsultationer med forskellige områder under

Storbritanniens territoriale suverænitet vil konventionen og protokollen kun

blive anvendt i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Konsultationer med områderne er i gang og ventes at være afsluttet ved

udgangen af 1991.

Udenrigsministeriet, den 23. april 1998

Niels Helveg Petersen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter