Bekendtgørelse af udlændingeloven
Gældende udgave: LBK nr 953 af 04/10/2026
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 2.189 afgørelser
Retsinformation 1.333, Domsdatabasen 814, Landsskatteretten 29, Det finansielle ankenævn 4, Datatilsynet 4, Klagenævn (Nævnenes Hus) 3
- § 9 643
- § 26 505
- § 32 374
- § 9 c 300
- § 22 299
- § 49 260
- § 11 255
- § 27 249
- § 7 233
- § 24 192
- § 24 b 183
- § 9 a 157
- § 59 99
- § 26 b 92
- § 13 77
De nyeste afgørelser
- Tiltale for brandstiftelse efter straffelovens § 180, subsidiært brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1, jf. stk. 3. Påstand om udvisning og erstatning Domsdatabasen · 1. november 2026
- Sag om, hvorvidt behandlingen af sagsøgers seneste ansøgning om dansk indfødsret udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser Domsdatabasen · 30. oktober 2026
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 216 voldtægt, § 279 og § 291, våbenbekendtgørelsen § 18, knivlovens § 7. Påstand om udvisning og erstatning Domsdatabasen · 28. oktober 2026
- Landsretten ændrer byrettens dom i sag om sprængning af håndgranat, i det omfang den er anket, således at tiltaltes fængselsstraf sættes ned til 7 år. Byrettens dom stadfæstet i øvrigt i det omfang den er anket Domsdatabasen · 9. oktober 2026
- Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse Retsinformation · 3. oktober 2026
- Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2 Domsdatabasen · 30. september 2026
- Tiltale for overtrædelse af blandt andet forsøg på hvidvask af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21 alternativt hæleri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1. Påstand om konfiskation og udvisning Domsdatabasen · 30. september 2026
- Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2025 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2 – Lav IQ Retsinformation · 10. september 2026
- Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2025 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp - Efterlevelseshjælp Retsinformation · 10. september 2026
- Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2025 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Pasning af handicappet barn Retsinformation · 10. september 2026
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Bekendtgørelse af udlændingeloven
Herved bekendtgøres udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 51 af 22. januar 1997, med de ændringer, der følger af lov nr. 387 af 6.
juni 1991, lov nr. 382 af 14. juni 1995, lov nr. 290 af 24. april 1996, lov
nr. 407 af 10. juni 1997 og lov nr. 410 af 10. juni 1997. Den bekendtgjorte
tekst gælder fuldt ud fra den 1. september 1997(* 10).
Kapitel 1
Udlændinges indrejse og ophold i Danmark
§ 1. Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige
kan uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet.
§ 2. Udlændinge, der er statsborgere i et land, der
er tilsluttet Det Europæiske Fællesskab eller er omfattet af aftalen om Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan indrejse og opholde sig her i
landet i indtil 3 måneder fra indrejsen eller, såfremt de pågældende er
arbejdssøgende, i indtil 6 måneder fra indrejsen.
Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af de regler, der
er nævnt i stk. 4 (EF-reglerne), men som ikke er statsborgere i et af de i
stk. 1 nævnte lande (tredjelandsstatsborgere), kan indrejse og opholde sig
her i landet i samme tidsrum som de i stk. 1 nævnte personer.
Tredjelandsstatsborgere skal dog have deres pas eller anden rejselegitimation
viseret før indrejsen, medmindre de pågældende er fritaget for visum, jf. §
39, stk. 2.
Stk. 3. De begrænsninger, der følger af kapitlerne 3-5,
finder kun anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, i det
omfang det er foreneligt med disse regler.
Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere
bestemmelser til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs regler om
visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i
forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling
af tjenesteydelser m.v.
Læs alt
§ 3. Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af
§ 39, stk. 2, er fritaget for visum, kan indrejse og opholde sig her i landet
i indtil 3 måneder fra indrejsen. I dette tidsrum fradrages dog den tid,
hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark
eller et andet nordisk land. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet
nordisk land, fradrages dog alene den tid, hvori udlændingen inden for de
sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark.
§ 4. Andre udlændinge skal have visum for at indrejse
og opholde sig i Danmark. Det samme gælder udlændinge, som har
indrejseforbud, jf. § 32.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte udlændinge må ikke opholde
sig her i landet ud over det tidsrum, der er angivet i det udstedte visum.
Stk. 3. Visum kan gives til en eller flere indrejser
med ret til indtil i alt 3 måneders ophold inden for et nærmere fastsat
tidsrum. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen
inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller i et andet
nordisk land. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk land,
fradrages dog alene den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder
har haft ophold i Danmark.
§ 5. Udlændinge, der ikke er statsborgere i et andet
nordisk land, jf. § 1, må kun opholde sig i Danmark ud over de i §§ 2-4
angivne tidsrum, såfremt de har opholdstilladelse.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at
børn under 18 år, der har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, er
fritaget for opholdstilladelse.
§ 6. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til
udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2.
§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til
en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28.
juli 1951.
Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere
opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som
anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at
udlændingen vender tilbage til sit hjemland. En ansøgning som nævnt i 1. pkt.
anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.
Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt
udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af
længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende
forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må
antages at kunne opnå beskyttelse.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en
udlænding, som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af
udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende
nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til
at yde den pågældende beskyttelse. Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på
udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.
Stk. 5. Til en udlænding, der er afvist eller udvist i
henhold til § 48 a, stk. 1, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.
§ 8. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til
udlændinge, der kommer hertil som led i en aftale med De Forenede Nationers
Højkommissær for Flygtninge eller lignende international aftale.
§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:
1) En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.
2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller
fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person
over 18 år, der
a) har dansk indfødsret
b) har indfødsret i et af de nordiske lande
c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller
d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.
3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes
ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.
4) Forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller et barn med
opholdstilladelse efter §§ 7-8.
5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis
ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.
Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse
til andre udlændinge:
1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær
familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.
2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde
befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter
afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.
3) Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn
taler for at imødekomme ansøgningen.
4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.
5) Hvis en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig
opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. uden
for de i § 7, stk. 1 og stk. 2, nævnte tilfælde på grund af krigshandlinger
eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage
til, må antages at have behov for fortsat midlertidig beskyttelse her i
landet.
6) Hvis en udlænding fra Den Føderative Republik Jugoslavien
(Serbien-Montenegro), der her i landet har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse i henhold til § 7 inden den 11. oktober 1995, og som er
blevet meddelt endeligt afslag på den pågældende ansøgning, ikke for tiden
kan indrejse i Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro).
Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller
stk. 2, nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager
sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.
Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, til en
samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at den
person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.
Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i
stand hertil.
Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig
at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp
efter lov om social bistand til forsørgelse, skal kommunalbestyrelsen pålægge
garanten at yde betaling for hjælpen. Sådan betaling skal af
kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af
personlige skatter.
Stk. 6. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2,
nr. 2, kan kun indgives af personer, der opholder sig her i landet. Ved
behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan
akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7,
indhentes uden ansøgerens samtykke.
Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1
og nr. 3-4, skal være opnået inden indrejsen. Indenrigsministeren kan dog
fastsætte regler om, i hvilke tilfælde ansøgning om opholdstilladelse kan
indgives her i landet.
§ 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når
særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse:
1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning
efter § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr.
2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24,
nr. 2-4, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,
2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre
udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller
3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig
forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine
omgivelser.
Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. §
32, kan opholdstilladelse kun gives efter reglerne i §§ 7-8.
§ 11. Opholdstilladelse gives med henblik på varigt
eller midlertidigt ophold her i landet. En opholdstilladelse kan
tidsbegrænses.
Stk. 2. Er opholdstilladelse givet med henblik på
varigt ophold, kan en tidsbegrænsning ikke udstrækkes ud over 5 år fra den
dag, hvor udlændingen med lovligt ophold tog fast bopæl her i landet. En
tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold forlænges efter
ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19.
Stk. 3. For udlændinge med opholdstilladelse efter § 6
gælder dog reglen i artikel 7, stk. 2, i De europæiske Fællesskabers Råds
direktiv nr. 360 af 15. oktober 1968.
§ 12. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler
om opholdstilladelser, herunder om adgangen til opholdstilladelse, om
tilladelsernes varighed, og om de betingelser, der kan fastsættes for
opholdet.
Kapitel 2
Arbejde
§ 13. Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at
tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig
erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre
tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladelse kræves tillige til
beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i
øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere
bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på
søterritoriet eller kontinentalsoklen.
§ 14. Følgende udlændinge er fritaget for
arbejdstilladelse:
1) Statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.
2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.
3) Udlændinge, der har tidsubegrænset opholdstilladelse.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at andre
udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse.
§ 15. Der kan knyttes betingelser til en
arbejdstilladelse.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler
om arbejdstilladelser, herunder om tilladelsernes indhold og varighed og om
de betingelser, der kan knyttes til en tilladelse.
§ 16. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at
en udlænding, som har arbejdstilladelse eller er fritaget herfor, skal være
medlem af en arbejdsløshedskasse, og om, at den, der beskæftiger en
udlænding, skal underrette arbejdsformidlingen.
Stk. 2. Den, der beskæftiger en udlænding, skal på
begæring meddele vedkommende myndighed de nødvendige oplysninger til
konstatering af, om udlændingen arbejder lovligt her i landet.
Kapitel 3
Bortfald og inddragelse af
opholdstilladelser og arbejdstilladelser
§ 17. En opholdstilladelse bortfalder, når
udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere,
når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden
følgende måneder. Har udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt boet
mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når
udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden
følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af
værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.
Stk. 2. Det kan dog efter ansøgning bestemmes, at en
opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte
tilfælde.
Stk. 3. En opholdstilladelse, der er givet i medfør af
§§ 7- 8, ophører først efter stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget
bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje land.
§ 17 a. For en udlænding, der tilhører den gruppe af
personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 1-8, i lov om social bistand, og
som med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller
det tidligere opholdsland, bortfalder opholdstilladelsen først, når
vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende
måneder. Har udlændingen lovligt boet her i landet i mere end de sidste 6 år,
bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden
for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. For personer, der er
nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 4-6 og 8, i lov om social bistand, finder
reglerne i 1. og 2. pkt. kun anvendelse, såfremt de vender tilbage til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem de
har den tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.
Stk. 2. For personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1,
nr. 9, i lov om social bistand, og som med henblik på at tage varigt ophold
vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, bortfalder
opholdstilladelsen, når vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere
end 3 på hinanden følgende måneder.
Stk. 3. En udlænding kan kun en gang bevare sin
opholdstilladelse i henhold til stk. 1 og 2.
§ 18. En opholdstilladelse bortfalder, når der af
forsørgelsesmæssige grunde er truffet afgørelse om, at en udlænding, der ikke
har de fornødne midler til sit underhold, skal hjemsendes.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis
udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere
end de sidste 3 år.
§ 19. En tidsbegrænset opholdstilladelse kan
inddrages:
1) Når det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen,
herunder efter §§ 7 eller 8, var urigtigt eller ikke længere er til stede.
2) Når udlændingen ikke har fornødent pas eller anden rejselegitimation,
jf. § 39, der giver adgang til tilbagerejse til udstederlandet.
3) Når udlændingen undlader at overholde de betingelser, der er fastsat
for opholdstilladelsen eller for en arbejdstilladelse. Betingelserne skal
udtrykkeligt være tilkendegivet, og det skal skriftligt være indskærpet
udlændingen, at tilsidesættelse vil medføre inddragelse.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse
på en udlænding, som er omfattet af §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, og som med
henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3
år.
Stk. 3. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset
opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt udlændingen har opnået
opholdstilladelsen ved svig.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, finder
ikke anvendelse på udlændinge, som har opholdstilladelse efter § 6.
Stk. 5. Ved afgørelser om inddragelse af
opholdstilladelse finder bestemmelsen i § 26, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
§ 20. Er der i medfør af §§ 7 eller 8 givet
opholdstilladelse til en udlænding, der er kommet hertil som led i en
omfattende indstrømning af flygtninge, kan tilladelsen inddrages, såfremt
tredjeland har erklæret sig villigt til at modtage og yde den pågældende
beskyttelse eller de omstændigheder, der begrundede opholdstilladelsen, klart
er bortfaldet.
§ 21. En arbejdstilladelse bortfalder, når
udlændingens opholdstilladelse bortfalder eller inddrages.
Kapitel 4
Udvisning
§ 22. Udlændinge, som bor her i landet med henblik på
varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 7 år, og
udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7-8 kan kun udvises, hvis:
1) Udvisning findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.
2) Udlændingen vedholdende har begået grov kriminalitet.
3) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 6 års fængsel eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og udlændingen
under hensyn til den idømte straf samt arten og grovheden af den begåede
kriminalitet ikke bør forblive her i landet.
4) Udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens §
191 eller § 191 a er idømt en ubetinget frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
§ 23. Udlændinge, som bor her i landet med henblik på
varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 4 år, kan kun
udvises:
1) Af de i § 22 nævnte grunde.
2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og udlændingens
forhold begrunder en nærliggende fare for, at udlændingen under fortsat
ophold her i landet vil begå forbrydelser.
3) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og udlændingen
under hensyn til den idømte straf samt arten eller grovheden af den begåede
kriminalitet ikke bør forblive her i landet.
§ 24. Andre udlændinge kan udvises:
1) Af de i §§ 22 eller 23 nævnte grunde.
2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af fængsel eller anden
strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse,
som kan medføre fængsel i 2 år eller derover, og udlændingen under hensyn til
den idømte straf samt arten eller grovheden af den begåede kriminalitet ikke
bør forblive her i landet. En udlænding, som bor her i landet med henblik på
varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 2 år, kan dog
kun udvises af denne grund, såfremt udlændingen idømmes ubetinget straf af
mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
karakter.
3) Hvis en udlænding, der med lovligt ophold har fast bopæl her i landet,
idømmes højere straf end hæfte eller anden strafferet lig retsfølge af
frihedsberøvende karakter, og hvis der på grund af overtrædelsens
beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt er bestemte grunde til at antage,
at udlændingen under fortsat ophold her i landet vil begå lovovertrædelser.
4) Hvis en udlænding, der ikke er omfattet af nr. 3, idømmes betinget
eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der kan medføre højere
straf end hæfte.
5) Hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.
§ 25. En udlænding, som ikke har boet her i landet i
længere tid end de sidste 2 år, kan desuden udvises, hvis udlændingen helt
eller delvis ernærer sig på ulovlig vis.
Stk. 2. En udlænding, som ikke har boet her i landet i
længere tid end det sidste år, kan desuden udvises:
1) Hvis udlændingen på grund af alkoholmisbrug jævnligt har givet
anledning til ulempe for andre eller til forstyrrelse af ro og orden.
2) Hvis udlændingen ulovligt besidder eller bruger euforiserende stoffer.
§ 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der foruden
til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder varigheden
af opholdet her i landet, tages hensyn til, om udvisning må antages at virke
særlig belastende, navnlig på grund af:
1) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,
2) udlændingens personlige eller familiemæssige tilknytning til herboende
danske eller udenlandske statsborgere,
3) udlændingens tilknytning til landet i øvrigt, herunder at udlændingen
er kommet hertil som barn eller ganske ung og dermed helt eller delvis har
haft sin opvækst her i landet,
4) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller
andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold,
5) risikoen for, at udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller
andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og
6) udsættelse for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i
landet, der har medført, at en udlænding med opholdstilladelse efter § 9,
stk. 1, nr. 2, ikke længere samlever på fælles bopæl med den i Danmark
fastboende person, eller udlændingens i øvrigt særligt svage stilling.
Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4,
medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.
§ 27. De i §§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3.
pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2, og 22-25 nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet
for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om
opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens
indgivelse.
Stk 2. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt
opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum
fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelsen, jf. dog stk.
3.
Stk. 3. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 og § 9, stk. 2, nr. 5, i
umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter lov om midlertidig
opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.,
regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra tidspunktet for den første meddelelse
af opholdstilladelse i med før af lov om midlertidig opholdstilladelse til
visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. eller, hvis ansøgningen om
opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens
indgivelse. Fristen regnes fra det tidligste af de i 1. pkt. nævnte
begyndelsestidspunkter.
Stk. 4. Ophold med en opholdstilladelse, der er opnået
ved svig, anses ikke for lovligt ophold.
Stk. 5. Den tid, hvori en udlænding har været
varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået
frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter, medregnes ikke i de i stk. 1 nævnte tidsrum.
§ 27 a. Til brug for Udlændingestyrelsens og
Indenrigsministeriets afgørelser om udvisning efter kapitel 4, jf. § 49, kan
politiet uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om udlændingens
strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til
Indenrigsministeriet eller Udlændingestyrelsen.
Kapitel 5
Afvisning
§ 28. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse,
eller en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan
uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises ved indrejsen:
1) Hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum, jf. § 4, stk.
1, 2. pkt.
2) Hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om pas, visum og
indrejse, som er fastsat efter kapitel 7. Statsborgere i et andet nordisk
land kan dog kun afvises af denne grund, såfremt de indrejser fra et
ikke-nordisk land, jf. § 39, stk. 4.
3) Hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund
til at antage, at den pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet
uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2,
kan dog ikke afvises af denne grund.
4) Hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i
landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2,
kan dog ikke afvises af denne grund, jf. dog stk. 2.
5) Hvis andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller
sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i
landet.
Stk. 2. Afvisning efter stk. 1 kan endvidere ske indtil
3 måneder efter indrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller
2, kan dog efter indrejsen kun afvises efter stk. 1, nr. 1 og 5, og, såfremt
det offentlige må bekoste udlændingens rejse ud af landet, tillige efter nr.
4. Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af
udlændingen efter EF- asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes fristen i 1. pkt.
fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen.
Stk. 3. En udlænding, der meddeles afslag på eller
frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning
om asyl bortfalder efter § 40, stk. 7, kan uanset bestemmelserne i stk. 1
afvises i indtil 3 måneder fra indrejsen.
Stk. 4. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i
landet, kan uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises, såfremt det findes
påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.
Stk. 5. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere
regler om afvisning og udsendelse af blindpassagerer.
§ 29. En ikke-nordisk udlænding, som må antages at
ville rejse videre til et andet nordisk land, skal afvises ved indrejsen,
hvis den pågældende har modtaget indrejseforbud fra et sådant land og ikke
har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark og det eller de andre
nordiske lande, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.
Stk. 2. En ikke-nordisk udlænding, som må antages at
ville rejse videre til et andet nordisk land, kan afvises ved indrejsen til
Danmark, hvis den pågældende kan afvises efter de regler, der gælder i det
nordiske land, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.
Stk. 3. Afvisning efter stk. 1 og 2 kan endvidere ske
indtil 3 måneder efter indrejsen.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder ikke
anvendelse på udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2.
Kapitel 5 a
Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen
§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet
EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding
tilbageføres til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter
EF-asylkonventionen skal tilbagetage udlændingen.
Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov
konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen
af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater.
Kapitel 6
Forskellige regler om opholdstilladelse,
udvisning og afvisning
§ 30. En udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1
og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af
landet.
Stk. 2. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager
politiet omsorg for udrejsen. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler
herom.
Stk. 3. Til brug for behandlingen af en sag om
udsendelse af en udlænding videregiver Udlændingestyrelsen eller
Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke alle akter, der er indgået i
sagen om opholdstilladelse efter § 7, til politiet, når der er meddelt
endeligt afslag på opholdstilladelse efter § 7, eller når udlændingen
frafalder ansøgningen herom.
§ 31. En udlænding må ikke udsendes til et land, hvor
den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28.
juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er
beskyttet mod videresendelse til et sådant land.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse, såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til §
7, stk. 2 eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets
sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig
forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme,
helbred eller frihed.
§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en
udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse
bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og
opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan
tidsbegrænses og skal i så fald udløbe den 1. januar eller den 1. juli.
Stk. 2. Bestemmelse om indrejseforbud kan træffes i
forbindelse med en beslutning om afvisning efter § 28, stk. 2, jf. stk. 1,
nr. 3-5.
Stk. 3. Den politimyndighed, som drager omsorg for
udrejsen, skal udlevere udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om
indrejseforbuddet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.
Stk. 4. Når omstændighederne taler derfor, kan et
indrejseforbud senere ophæves. Et ved dom meddelt indrejseforbud kan dog,
medmindre der gives udlændingen opholdstilladelse efter §§ 7-8, tidligst
ophæves 2 år efter udrejsen, jf. dog § 50.
§ 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse
efter §§ 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan
opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen
kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.
§ 33. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse,
beslutning om inddragelse af opholdstilladelse og beslutning om udvisning
efter § 24, nr. 5, eller efter § 25 skal indeholde en frist for udrejse.
Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om reglen i stk. 3, 1. pkt.
Stk. 2. Meddeler Udlændingestyrelsen i medfør af § 53
a, stk. 3, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, kan
udlændingen pålægges at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af
en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl efter
§ 53 a, stk. 3. I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde
ikke være kortere end 15 dage eller, hvis udlændingen er statsborger i et
andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen
hidtil har haft opholdstilladelse, 1 måned.
Stk. 3. Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage
efter, at den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her
i landet, indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af
EF-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og har
haft bopæl her i landet, eller hidtil har haft opholdstilladelse her i
landet. Opretholdes afgørelsen, fastsættes der en ny frist for udrejse efter
reglerne i stk. 2.
Stk. 4. Indgives der ansøgning om opholdstilladelse
efter § 9, stk. 2, nr. 2, inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har
meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7, har dette opsættende virkning
med hensyn til udrejsefristen. En sådan ansøgning har ikke opsættende
virkning, hvis udlændingens asylsag er afgjort af Udlændingestyrelsen efter §
53 a, stk. 3, og udrejsefristen er overskredet.
Stk. 5. Indbringes en afgørelse truffet af
Udlændingestyrelsen efter § 53 a, stk. 3, for Folketingets Ombudsmand, har
dette ikke opsættende virkning.
Stk. 6. Indbringes en afgørelse truffet af
indenrigsministeren efter § 9, stk. 2, nr. 2, for Folketingets Ombudsmand,
har dette ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis
indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet, eller udlændingens
udrejsefrist er overskredet.
Stk. 7. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse
efter § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 2, har ikke opsættende virkning med hensyn
til udrejsefristen, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen,
træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en
ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning.
Stk. 8. Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet
en udrejsefrist efter reglerne i stk. 2. Fristen regnes fra dommens afsigelse
eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved denne, fra dens
forkyndelse.
Stk. 9. Klage over en afvisningsbeslutning giver ikke
udlændingen ret til at indrejse i landet.
§ 34. Indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en
udlænding skal udvises eller afvises, eller overføres eller tilbageføres
efter EF-asylkonventionen eller udsendes under henvisning til, at udlændingen
ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og
3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan politiet, når det må
anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at
udlændingen skal:
1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet hos politiet,
2) stille en af politiet fastsat sikkerhed,
3) tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse og
4) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.
Stk. 2. Politiet kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt
for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at en udlænding skal
give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt
1) udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og
ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1,
2) udlændingen udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller
politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,
3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for
personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for
udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på
indkvarteringsstedet,
4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at
udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse,
jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt., eller
5) politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke
medvirker hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt.
§ 35. En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er
bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre
udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en
eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når:
1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet
mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre
udvisning efter § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller §
23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller
§ 24, nr. 2-4.
2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.
§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke
er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter
§ 24, nr. 5, og § 25(* 2), for overførsel eller tilbageførsel efter
EF-asylkonventionen eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne
i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i
landet, kan politiet bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves. Har
udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves
for at sikre muligheden for udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. §
22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1. En udlænding, hvis ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter
den i § 53 a, stk. 3, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel
vurdering frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at fastholde
udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34
nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige.
Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den
pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage
ophold, jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om
opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, kan endvidere
frihedsberøves, hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller
Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den
udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der
udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger
hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.
4, 2. pkt.
§ 37. En udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36,
skal, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn efter
frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten, der tager stilling
til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse.
Er frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat umiddelbart i forlængelse af en
anholdelse efter retsplejelovens kapitel 69, regnes fristen fra anholdelsen.
Fremstillingen skal ske for retten på det sted, hvor udlændingen er
tilbageholdt.
Stk. 2. Retten beskikker en advokat for udlændingen.
Tidspunktet for frihedsberøvelsens iværksættelse og for fremstillingen i
retten anføres i retsbogen.
Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan
påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Er udlændingen
frihedsberøvet på afgørelsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig,
fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat tilbageholdelse. Denne frist
kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Er
frihedsberøvelsen iværksat i medfør af § 36, stk. 1, 3. pkt., kan
frihedsberøvelsen opretholdes efter denne bestemmelse i højst 7 dage fra
frihedsberøvelsens iværksættelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt.
Stk. 4. Ved frihedsberøvelsens iværksættelse skal
politiet gøre udlændingen bekendt med bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2, 1.
pkt. Politiet skal endvidere gøre udlændingen bekendt med adgangen til at
sætte sig i forbindelse med hjemlandets diplomatiske eller konsulære
repræsentation eller, såfremt udlændingen søger opholdstilladelse efter § 7,
med en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp.
Stk. 5. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn
til gennemførelse af beslutning om afvisning eller udvisning, om overførsel
eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen eller om udsendelse under
henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet
efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a.
Stk. 6. Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt
tilsvarende anvendelse.
§ 37 a. Retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt., §
758, stk. 2, og § 759 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der
frihedsberøves i medfør af § 36.
Stk. 2. Retsplejelovens §§ 773-776 og 778 finder
tilsvarende anvendelse på en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt
af retten i medfør af § 37, jf. § 36.
§ 37 b. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør
af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §
37, jf. § 36, er under frihedsberøvelsen ikke undergivet an dre
indskrænkninger i sin frihed, end frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse
af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet nødvendiggør.
Stk. 2. Retsplejelovens § 770, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af
udlændingelovens § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i
medfør af § 37, jf. § 36.
§ 37 c. Retten kan på begæring af politiet bestemme,
at en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §
37, jf. § 36, fuldstændigt eller delvis skal udelukkes fra fællesskab med
andre indsatte (isolation), hvis dette er påkrævet af hensyn til indhentelsen
af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i
henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig
her i landet.
Stk. 2. Isolation må ikke iværksættes eller fortsættes,
såfremt formålet hermed kan tilgodeses ved mindre indgribende
foranstaltninger. Ved afgørelsen om isolation skal der endvidere tages hensyn
til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for den frihedsberøvede på
grund af dennes unge alder eller fysiske eller psykiske svagelighed.
Stk. 3. Politiets begæring om isolation indgives til
retten på det sted, hvor udlændingen er frihedsberøvet. Retten beskikker en
advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan
påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke
opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om isolation.
Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Finder retten, at isolation kan iværksættes
eller fortsættes, fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat isolation.
Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde ikke
overstige 2 uger. Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4
uger ad gangen. Fuldstændig isolation må ikke finde sted i et sammenhængende
tidsrum på mere end 8 uger.
Stk. 5. Politiet kan bestemme, at en udlænding, der er
frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør
af § 37, fuldstændig eller delvis skal undergives isolation, såfremt
betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt. Udlændingen kan kræve, at en af
politiet i medfør af 1. pkt. truffet beslutning om isolation forelægges
retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i
medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning. Stk.
3 finder tilsvarende anvendelse.
§ 37 d. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør
af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §
37, jf. § 36, kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og
sikkerhed på anbringelsesstedet tillader det. Politiet kan af hensyn til
indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en
tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt
opholder sig her i landet, modsætte sig, at den frihedsberøvede modtager
besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den
frihedsberøvede har altid ret til ukontrolleret besøg af den beskikkede
advokat. En frihedsberøvet, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7,
har endvidere altid ret til ukontrolleret besøg af en repræsentant for Dansk
Flygtningehjælp.
Stk. 2. Nægter politiet besøg til en udlænding, hvis
frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal den
frihedsberøvede underrettes herom, medmindre retten af hensyn til
indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en
tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt
opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Nægter politiet besøg til en udlænding, der er
frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør
af § 37, skal den frihedsberøvede underrettes herom, medmindre politiet af
hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af,
om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen
lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse.
Stk. 4. En udlænding, hvis frihedsberøvelse er
opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan kræve, at politiets
afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1 forelægges retten
til afgørelse. En begæring efter 1. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37
c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af
§ 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan
kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1
forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling
for retten i medfør af § 37, jf. § 36. En begæring efter 1. pkt. har ikke
opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 37 e. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør
af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §
37, jf. § 36, har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse
brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt
udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade
for indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en
tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt
opholder sig her i landet, eller til skade for opretholdelse af orden og
sikkerhed på anbringelsesstedet.
Stk. 2. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af
§ 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37,
jf. § 36, har ret til ukontrolleret brevveksling med den beskikkede advokat,
indenrigsministeren, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Har udlændingen
ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, har vedkommende endvidere adgang til
ukontrolleret brevveksling med Dansk Flygtningehjælp. Retsplejelovens § 772,
stk. 2, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Tilbageholdes et brev til eller fra en
udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37,
jf. § 36, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks
forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal
afsenderen og adressaten straks underrettes, medmindre retten af hensyn til
indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en
tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt
opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Tilbageholdes et brev til eller fra en
udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet
for retten i medfør af § 37, skal afsenderen og adressaten straks underrettes
herom, medmindre politiet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er
nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan
gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden
bestemmelse. Afsenderen eller adressaten kan kræve, at politiets
tilbageholdelse af et brev forelægges retten til afgørelse i forbindelse med
ud lændingens fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2.
pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
§ 37 f. Straffelovens § 86, stk. 1-3, finder
tilsvarende anvendelse, når en udlænding har været frihedsberøvet efter § 36,
stk. 2, 3. pkt.
Kapitel 7
Kontrollen med udlændinges indrejse, ophold
og udrejse m.v.
§ 38. Indenrigsministeren fastsætter regler om, ved
hvilke grænseovergangssteder, havne og lufthavne ind- og udrejse kan finde
sted.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere
regler om ind- og udrejsekontrol, herunder om udenlandske
besætningsmedlemmers ophold her i landet, om på- og afmønstring her i landet
af udenlandske besætningsmedlemmer og om de pligter, der påhviler skibsførere
og luftfartøjschefer.
Stk. 3. I forbindelse med indrejse- og udrejsekontrol
har kontrolmyndigheden ret til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i
køretøjer, skibe og luftfartøjer for at sikre, at ulovlig ind- og udrejse
ikke finder sted.
§ 39. En udlænding skal ved indrejse, under ophold
her i landet og ved udrejse herfra være i besiddelse af pas eller andet
dokument, der efter indenrigsministerens bestemmelse kan godkendes som
rejselegitimation.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, i
hvilket omfang passet eller rejselegitimationen skal være påtegnet visum til
indrejse i eller udrejse af landet.
Stk. 3. Passet eller rejselegitimationen skal ved ind-
og udrejse forevises for paskontrollen og under ophold her i landet på
begæring forevises for offentlige myndigheder. Indenrigsministeren kan
bestemme, at udlændinge til stadighed skal medføre deres pas eller anden
legitimation under ophold her i landet.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for
statsborgere i et andet nordisk land, der opholder sig her i landet, eller
som indrejser fra eller udrejser til et andet nordisk land.
Indenrigsministeren kan fritage andre udlændinge for pligterne efter stk. 1
og 3.
Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om
udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe
sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument.
Rejselegitimation kan inddrages efter samme regler, som gælder om pas til
danske statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.
Stk. 6. For udstedelse af særlig rejselegitimation, jf.
stk. 5, betales 150 kr.
§ 40. En udlænding skal meddele de oplysninger, som
er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan
gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingen
skal efter tilsigelse give personligt møde og på begæring stille sit pas
eller sin rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i
henhold til loven.
Stk. 2. En udlænding skal meddele de oplysninger om
sine økonomiske forhold, som er nødvendige til bedømmelse af, om
Udlændingestyrelsen kan pålægge udlændingen at tilbagebetale udgifterne til
udlændingens underhold, jf. § 42 a, stk. 1.
Stk. 3. Drager politiet omsorg for en udlændings
udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og med
virke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til
udrejsen i øvrigt. Retten kan på begæring af politiet, hvis det skønnes
fornødent, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at medvirke dertil,
skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, eller
at udlændingens fingeraftryk, der er optaget i medfør af § 40 a, stk. 1 og 2,
kan videregives til hjemlandets eller et andet lands repræsentation. Retten
beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse,
der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke
opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens
kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Afgiver en person en erklæring til oplysning i
sager, der henhører under denne lov, kan udlændingemyndighederne kræve, at
erklæringen afgives på tro og love.
Stk. 5. Den, der ved at afgive en urigtig erklæring
eller på anden måde medvirker eller søger at medvirke til, at en udlænding
opnår en opholdstilladelse ved svig, skal erstatte de udgifter, der påføres
staten ved udlændingens indrejse, ophold og udrejse og ved udlændingesagens
behandling. Kravet tillægges udpantningsret.
Stk. 6. Til oplysning i sager, der henhører under denne
lov, kan der optages forhør i retten, jf. retsplejelovens § 1018.
Stk. 7. Dokumenter og genstande, der må antages at være
af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til
andre lande, kan tages i bevaring, hvis det skønnes fornødent.
Retsplejelovens kapitler 72, 73 og 75 b finder anvendelse i samme omfang som
i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.
Stk. 8. Udebliver en udlænding, der har ansøgt om
opholdstilladelse efter § 7, efter at være tilsagt personligt til at møde hos
Udlændingestyrelsen eller politiet uden anmeldt lovligt forfald, bortfalder
udlændingens ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Tilsigelsen skal
indeholde oplysning om virkningerne af udeblivelse. Udlændingestyrelsen kan i
særlige tilfælde beslutte, at en ansøgning ikke skal anses for bortfaldet.
§ 40 a. Der kan optages fingeraftryk af en udlænding:
1) som søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2,
2) som søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1
eller 2, og som kan afvises, udvises, overføres eller tilbageføres efter § 48
a, stk. 1, eller
3) som ikke søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, og som
skal afvises, udvises eller udrejse af landet, jf. § 30, stk. 1, såfremt der
på baggrund af pågældendes dokumenter, ejendele, økonomiske midler og andre
personlige forhold er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil
indrejse på ny og ansøge om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Der kan endvidere optages fingeraftryk af en
udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identifikation
af den pågældende eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af
rejsedokument.
Stk. 3. Fingeraftryk, der optages i medfør af stk. 1
eller 2, kan registreres i et særligt edbregister, der føres af
Rigspolitichefen. Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i
forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Indenrigsministeren
fastsætter efter lovgivningen om offentlige registre forskrifter for
registret.
Stk. 4. Fingeraftryk, der modtages fra udenlandske
udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager, kan
registreres i det i stk. 3 nævnte edb-register.
Stk. 5. Fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er
registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, slettes 10 år efter
registreringen af fingeraftrykket i registret.
Stk. 6. Fingeraftryk, der registreres i det i stk. 3
nævnte edb-register, kan til brug for identifikation af den pågældende
udlænding manuelt eller elektronisk sammenholdes med fingeraftryk optaget
efter retsplejelovens bestemmelser herom.
Stk. 7. Søgning og videregivelse af oplysninger fra
registret til politiet til brug for efterforskningen af et strafbart forhold
kan foretages, hvis:
1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan
medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
2) søgningen må antages at være af afgørende betydning for
efterforskningen.
Stk. 8. Søgning og videregivelse af oplysninger fra
registret til politiet til brug for en international efterlysning kan
foretages under de i stk. 7 nævnte betingelser.
Stk. 9. Afgørelse om søgning og videregivelse af
oplysninger efter stk. 7 og 8 træffes af retten ved kendelse. I kendelsen
anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for søgning er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Kendelsen kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.
Retsplejelovens kapitel 62 og 63 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 10. Politiet og Udlændingestyrelsen kan uden
udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt videregive oplysninger fra
registret vedrørende fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret
i edb-registret, til udenlandske udlændingemyndigheder.
§ 40 b. Der kan optages personfotografi af en
udlænding, der søger om opholdstilladelse efter § 7.
Stk. 2. Der kan optages personfotografi af en
udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identifikation
af den pågældende, med henblik på udstedelse af identitetskort eller andet
legitimationsdokument eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af
rejsedokument.
Stk. 3. Personfotografi optaget i medfør af stk. 1 og 2
kan uden udlændingens samtykke videregives til indenlandske og udenlandske
udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.
§ 40 c. Ved behandlingen af en ansøgning om
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 kan udlændingemyndighederne
kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den
familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen,
medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den
familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for
tilstrækkeligt dokumenteret.
§ 41. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at
udlændinge af hensyn til statens sikkerhed eller opretholdelsen af ro og
orden har pligt til at melde sig hos en offentlig myndighed.
§ 42. Indenrigsministeren kan fastsætte regler,
hvorefter den, der mod eller uden vederlag yder logi til eller stiller
lejrplads til rådighed for udlændinge, skal føre fortegnelse over udenlandske
gæster og give politiet underretning om deres ankomst og afrejse.
Fortegnelsen skal til enhver tid kunne forevises politiet.
Stk. 2. Udlændinge skal meddele de oplysninger, der er
nødvendige til opfyldelse af pligten efter stk. 1.
§ 42 a. En udlænding, der opholder sig her i landet,
og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under
behandling, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen.
Udlændingestyrelsen kan dog bestemme, at en udlænding, der har tilstrækkelige
midler hertil, ikke skal have dækket sine eller sin husstands udgifter til
underhold. Udlændingestyrelsen kan endvidere pålægge en udlænding at betale
de i 1. pkt. nævnte udgifter til udlændingens underhold, såfremt udlændingen
har tilstrækkelige midler hertil. Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere
retningslinier for beregningen af de i 1. pkt. nævnte udgifter, herunder
fastsætte gennemsnitstakster for en given ydelse over en given periode.
Udlændingestyrelsens pålæg til en udlænding om at betale de i 1. pkt. nævnte
udgifter tillægges udpantningsret.
Stk. 2. Udlændingestyrelsen tilvejebringer og driver
indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1. Dette kan ske i
samarbejde med Dansk Røde Kors eller med andre private organisationer eller
selskaber, som er godkendt hertil af indenrigsministeren. Statslige
styrelser, som er godkendt hertil af indenrigsministeren, eller en kommune
kan endvidere efter aftale med Udlændingestyrelsen tilvejebringe og drive
sådanne indkvarteringssteder. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere
regler om, i hvilket omfang Udlændingestyrelsens beføjelser efter denne
bestemmelse kan overføres til andre myndigheder. Indenrigsministeren kan
endvidere fastsætte regler om, at Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere
regler for og træffe bestemmelse om udøvelsen af disse beføjelser.
Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter regler for
kommunernes deltagelse i finansieringen af tilvejebringelsen og driften af
indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1, herunder om
statens dækning af udgifterne.
Stk. 4. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en i stk.
1 nævnt udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler
til sit underhold, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere
bestemmelse. En sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd
over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted
for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen af disse personers
hverv.
Stk. 5. Har en udlænding, der ikke har ansøgt om
opholdstilladelse i henhold til § 7, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke
ret til at opholde sig her i landet, kan Udlændingestyrelsen bestemme, at
udgifterne til udlændingens underhold dækkes af Udlændingestyrelsen i
overensstemmelse med bestemmelsen i stk. 1. Stk. 4 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 6. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en
udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 5, ikke skal have dækket sine
udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser,
såfremt
1) udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og
ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1,
2) udlændingen udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller
politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,
3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for
personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for
udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på
indkvarteringsstedet,
4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at
udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse,
jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt.,
5) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om en i § 34 nævnt
foranstaltning,
6) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i
forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 1,
7) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse,
udrejsekontrol eller udsendelse eller
8) politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke
medvirker hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt.
§ 42 b. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om
erstatning for skader, som udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis
ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling,
forvolder på andre eller andres ejendele, og for skader, som påføres de
pågældende udlændinge eller disses ejendele. Indenrigsministeren kan
fastsætte regler om forsikring mod sådanne skader. De herved forbundne
udgifter afholdes af staten.
§ 42 c. Børn i den undervisningspligtige alder, der
opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold
til § 7 er taget under behandling, eller hvis forældre er omfattet af § 42 a,
stk. 5, skal deltage i særskilt tilrettelagt undervisning.
Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke uddannelser og
aktiviteter der tilbydes, og kan herunder efter forhandling med
undervisningsministeren bestemme, i hvilket omfang de nævnte børn kan deltage
i folkeskolens undervisning.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at der for
andre udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om
opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, kan
tilrettelægges tilbud om undervisning. Indenrigsministeren kan fastsætte
nærmere regler for, hvilke uddannelser og aktiviteter der tilbydes, og kan
endvidere bestemme, at undervisningen kan ske i et samarbejde med skoler og
uddannelsesinstitutioner under Arbejdsministeriet, Kulturministeriet og
Undervisningsministeriet eller kan erstattes af undervisning udbudt af disse.
Indenrigsministeren kan desuden bestemme, i hvilket omfang gennemførelsen vil
være afhængig af, at de i 1. pkt. nævnte udlændinge medvirker hertil som
undervisere og lignende.
Stk. 3. Indenrigsministeren kan bestemme, at regler,
der fastsættes i medfør af stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, kun skal gælde for
visse indkvarteringssteder. Indenrigsministeren kan ved fastsættelsen af
regler i medfør af stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 fravige § 46.
§ 42 d. En udlænding, der er indkvarteret på et af de
i § 42 a, stk. 2, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke ved
udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af
indkvarteringsstedet.
Stk. 2. Udlændingestyrelsen eller den statslige
styrelse, private organisation eller kommune, som Udlændingestyrelsen
bemyndiger dertil, kan meddele en udlænding pålæg om at udføre de i stk. 1
nævnte opgaver. Udlændingestyrelsen kan bestemme, i hvilket omfang
tilsidesættelse af et meddelt pålæg skal medføre flytning til et andet
indkvarteringssted.
Stk. 3. En udlænding, der er indkvarteret på et af de i
§ 42 a, stk. 2, nævnte indkvarteringssteder, må udføre andre end de i stk. 1
nævnte opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet og medvirke
ved gennemførelsen af den i § 42 c nævnte undervisning.
Stk. 4. En udlænding, der opholder sig her i landet, og
hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under
behandling, må deltage i ulønnet humanitært arbejde eller andet frivilligt
arbejde.
Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler
om udførelsen af de i stk. 1 og 3 nævnte opgaver. Tilbud om det i stk. 4
nævnte arbejde kan tilrettelægges efter indenrigsministerens nærmere
bestemmelse. Indenrigsministeren kan herunder fastsætte regler om nedsættelse
af samarbejdsorganer på de enkelte indkvarteringssteder samt om disse
organers kompetence.
Stk. 6. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, i
hvilket omfang udlændinge, der medvirker til udførelsen af de i stk. 1 og 3
nævnte opgaver eller deltager i frivilligt arbejde som nævnt i stk. 4, skal
have betaling herfor. Indenrigsministeren kan endvidere bestemme, at den i 1.
pkt. nævnte betaling træder i stedet for dækning af de pågældendes og deres
husstands udgifter til underhold efter § 42 a. Indenrigsministeren kan
herunder bestemme, at Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere
retningslinjer for beregningen af den i 1. pkt. nævnte betaling.
Indenrigsministeren kan bestemme, at de i medfør af stk. 5 og nærværende
stykke fastsatte regler samt stk. 1 og 2 kun skal gælde for visse
indkvarteringssteder.
Stk. 7. Indenrigsministeren kan efter forhandling med
socialministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang udlændinge, der
opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold
til § 7 er taget under behandling, er omfattet af reglerne i lov om
forsikring mod følger af arbejdsskade. De herved forbundne udgifter afholdes
af staten.
§ 43. Såfremt politiet drager omsorg for en
udlændings ophold og udrejse, skal udlændingen afholde de udgifter, der for
udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Har udlændingen ikke
tilstrækkelige midler, afholdes udgifterne foreløbig af statskassen.
Stk. 2. Føreren og den, der har rådighed over et skib
eller luftfartøj, som har bragt en udlænding her til landet, samt dennes
herværende repræsentant har pligt til uden udgift for staten at sørge for
udlændingens udrejse, såfremt udlændingen bliver afvist efter reglerne i
kapitel 5. De har endvidere pligt til at erstatte statens udgifter ved rømte
eller agterudsejlede besætningsmedlemmer og blindpassagerers ophold,
tilbageførelse til skibet eller luftfartøjet eller udsendelse.
Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om størrelsen af den i
2. pkt. nævnte erstatning.
Stk. 3. Den, der har bistået en udlænding med ulovligt
at indrejse eller opholde sig her i landet, og den, der har beskæftiget en
udlænding uden arbejdstilladelse, skal erstatte de udgifter, der påføres
staten ved udlændingens ophold og udrejse.
Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 tillægges udpantningsret.
§ 43 a. Til udlændinge, der opholder sig her i
landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 er taget under
behandling, kan der, hvis vedkommende ikke selv har midler hertil, ydes hjælp
til rejse til et tredjeland, hvor vedkommende efter indrejsen i Danmark og
inden udløbet af en fastsat udrejsefrist har opnået indrejse- og
opholdstilladelse, hvis den pågældende har fået afslag på eller frafalder en
ansøgning om opholdstilladelse her i landet.
Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til:
1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,
2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,
3) udlændinge, der er statsborgere i et land, som er tilsluttet Det
Europæiske Fællesskab, og
4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde.
Stk. 3. Hjælpen efter stk. 1 omfatter
1) udgifter til billet til fly, tog m.v.,
2) nødvendige udgifter til transport af personlige ejendele,
3) højst 5.000 kr. pr. familie til transport af udstyr, der er nødvendigt
for den pågældendes eller familiens erhverv i det pågældende tredjeland, og
4) andre udgifter, der er forbundet med rejsen.
Stk. 4. En udlænding kan kun modtage hjælp efter stk. 1
en gang.
Stk. 5. Beløbet i stk. 3, nr. 3, reguleres en gang
årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
§ 44. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om
betaling for ansøgninger om visum og for ansøgninger, der indgives her i
landet om opholds- og arbejdstilladelse.
Stk. 2. For udstedelse af dansk rejselegitimation til
udlændinge betales et beløb svarende til beløbet for udstedelse af danske pas
til unge og ældre, jf. paslovens § 4 a. For forlængelse skal der ikke ske
betaling.
§ 45. Ved aftale med fremmede regeringer eller
mellemfolkelige organisationer eller ved bestemmelse fastsat af
indenrigsministeren kan der ske lempelse af reglerne om opholds- og
arbejdstilladelse i forhold til visse lande og visse grupper af udlændinge.
Kapitel 8
Kompetence- og klageregler m.v.
§ 46. Afgørelser i henhold til denne lov træffes med
de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a-50 og 51, stk. 2, 2. pkt., af
Udlændingestyrelsen.
Stk. 2. Udlændingestyrelsens afgørelser kan, bortset
fra de i § 9 stk. 2, nr. 5, § 33, § 42 a, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5(* 3), §
42 d, stk. 2, og § 53 a nævnte afgørelser, påklages til indenrigsministeren.
Stk. 3. Indenrigsministeren kan træffe bestemmelse om
og fastsætte nærmere regler for Udlændingestyrelsens behandling af de af stk.
1 og 2 omfattede sager.
§ 46 a. Afgørelse om opholdstilladelse efter § 9,
stk. 2, nr. 2, træffes af indenrigsministeren.
§ 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7,
stk. 4, behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens
tilknytning til Danmark.
Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære
repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og
kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om
afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 46 c. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere
regler om, i hvilket omfang afgørelser vedrørende meddelelse, forlængelse,
bortfald og inddragelse af opholdstilladelser efter § 6 eller § 9, stk. 2,
nr. 1, kan træffes af andre myndigheder end Udlændingestyrelsen. Der kan i
den forbindelse fastsættes bestemmelser om, til hvilken myndighed afgørelsen
kan påklages, og om, at en afgørelse truffet af den myndighed, hvortil
afgørelsen kan påklages, ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, at
den myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, kan fastsætte nærmere regler
for og træffe bestemmelse om sagernes behandling.
§ 46 d. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere
regler om, at et statsamt uden udlændingens samtykke til brug for en
afgørelse eller udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør
heraf kan videregive alle akter, der er indgået i de af § 46 c omfattede
sager, til Udlændingestyrelsen. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte
nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke til brug
for en afgørelse i de af § 46 c omfattede sager kan videregive alle akter,
der er indgået i Udlændingestyrelsens sag vedrørende en afgørelse eller
udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, til et
statsamt. Indenrigsministeren kan endelig fastsætte nærmere regler om, at et
statsamt til brug for en afgørelse i de af § 46 c omfattede sager uden
udlændingens samtykke kan videregive alle akter, der er indgået i de af § 46
c omfattede sager, til et andet statsamt.
§ 47. Opholdstilladelse til personer, som nyder
diplomatiske rettigheder, samt til deres familiemedlemmer meddeles af
udenrigsministeren.
Stk. 2. Der kan efter aftale mellem indenrigsministeren
og udenrigsministeren gives danske diplomatiske og konsulære repræsentationer
i udlandet bemyndigelse til at udstede visum og opholdstilladelse.
§ 47 a. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere
regler om, at politiet i helt særlige tilfælde kan udstede visum ved
indrejsen i landet samt udstede tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der
lovligt opholder sig her i landet.
§ 48. Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. §§
28, stk. 1, og 29, stk. 1-2, kan træffes af vedkommende politimester eller
politidirektøren. Afgørelser efter § 30, § 33, stk. 8, § 34, § 36, § 37 c,
stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, § 40, stk. 6 og 7 , § 40 a,
stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-6 og 10, og § 40 b og §
43, stk. 1 og 2, kan træffes af Rigspolitichefen, vedkommende politimester
eller politidirektøren. Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a kan
træffes af Rigspolitichefen. De i 1.-3. pkt. nævnte afgørelser kan påklages
til indenrigsministeren. Klagen har ikke opsættende virkning. Politiets
afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36 og §§ 37 c-37 e kan
dog kun påklages til indenrigsministeren, såfremt afgørelsen ikke kan
indbringes for domstolene efter § 37 eller §§ 37 c-37 e. Politiets afgørelser
efter § 33, stk. 8, kan ikke indbringes for indenrigsministeren.
§ 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet
af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om overførsel
eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter
reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald
udsendelse.
Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7
behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i
givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et
land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel
1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er
beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.
Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et
andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, træffer
Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgningen ikke behandles, førend
Danmark har modtaget en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse.
Stk. 4. Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om
undladelse af afvisning eller udvisning eller om overførsel eller
tilbageførsel efter EF-asylkonventionen og udsendelse, skal politiet gøre
asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk
Flygtningehjælp. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet
forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der
opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i
forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.
§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at
overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen,
træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.
§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter
taler herfor, kan Udlændingestyrelsen uanset reglerne i §§ 48 a og 48 b
beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 skal behandles her i
landet, hvis udlændingen ønsker dette.
§ 48 d. Udlændingestyrelsens afgørelser efter §§ 48
a-c kan påklages til indenrigsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.
§ 48 e. Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse
om, at en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde
sig her i landet under asylsagens behandling, registrerer politiet den
pågældende som asylansøger.
Stk. 2. Udlændingestyrelsen forestår i øvrigt sagens
oplysning. Udlændingestyrelsen træffer herunder bestemmelse om udfyldelse af
ansøgningsskema og afhøring af udlændingen.
§ 49. Når en udlænding dømmes for strafbart forhold,
afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende
skal udvises i medfør af § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4,
eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr.
2-3, eller § 24, nr. 2-4. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen
indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1.
Stk. 2. Frafalder anklagemyndigheden tiltale mod en
udlænding for et strafbart forhold, der kan medføre udvisning efter de i stk.
1 nævnte bestemmelser, kan det som et vilkår for tiltalefrafaldet fastsættes,
at udlændingen skal udvises med et nærmere angivet indrejseforbud.
Bestemmelserne i retsplejelovens § 723 finder tilsvarende anvendelse. Rettens
afgørelse om godkendelse af et vilkår om udvisning træffes ved kendelse, der
kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.
Stk. 3. I det omfang udlændingen ikke efter
retsplejelovens almindelige regler har fået beskikket en forsvarer, skal der
ved behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte sager efter anmodning beskikkes
en forsvarer for den pågældende.
§ 50. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat
inden 6 måneder efter dommen, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er
indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, forlange, at
spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbringes for retten ved
anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom skal være fremsat senest 3
måneder før det tidspunkt, hvor udvisningen kan forventes iværksat. Såfremt
udvisningen opretholdes, kan spørgsmålet efter 6 måneders forløb på ny en
gang indbringes for retten, dog tidligst 1 år og senest 6 måneder før det
tidspunkt, hvor udvisningen kan ventes iværksat.
Stk. 2. Straffelovens § 59, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse. Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der
ikke er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises
begæringen ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen.
Retten kan, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens
tilstedeværelse under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan
iværksættes, bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. §
34, § 37, stk. 3 og 6, og §§ 37 a-37 e finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan
påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.
§ 51. Overføres strafforfølgningen i en straffesag
mod en udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, til et andet land,
kan der i forbindelse med overførelsen træffes afgørelse om, at den
pågældende udvises, såfremt strafforfølgningen angår en lovovertrædelse, der
efter de i § 49, stk. 1, nævnte bestemmelser kan medføre udvisning.
Udvisningen ophæves, såfremt udlændingen frifindes for den påsigtede
lovovertrædelse.
Stk. 2. Er en udlænding i udlandet idømt straf for en
lovovertrædelse, der har haft eller må antages at skulle have haft virkning
her i landet, kan der under de i §§ 22-25 nævnte betingelser træffes
bestemmelse om udvisning. Såfremt udlændingen har fast bopæl i Danmark,
indbringes spørgsmålet til afgørelse ved byretten i den retskreds, hvor den
pågældende bor. Sagen kan fremmes uden udlændingens tilstedeværelse. Rettens
afgørelse træffes ved kendelse.
§ 52. Endelige administrative afgørelser efter § 46
kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne
kræves indbragt til prøvelse for den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller,
hvis udlændingen ikke har bopæl noget sted i riget, for Københavns byret,
hvis afgørelsen går ud på:
1) nægtelse af opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter § 9,
stk. 1, nr. 3-5,
2) bortfald, inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en sådan
tilladelse,
3) udvisning efter § 24, nr. 5, af en udlænding, som er omfattet af
EF-reglerne, jf. § 2, eller
4) udvisning efter § 25 af en udlænding, som:
a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet
eller
b) er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2.
Stk. 2. Sagen indbringes for retten af
Udlændingestyrelsen, der fremsender sagens akter med oplysning om den
påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der
påberåbes, samt sagens bevisligheder.
Stk. 3. Retten drager omsorg for sagens oplysning og
træffer selv bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner, om
tilvejebringelse af andre bevismidler og om, hvorvidt sagen skal behandles
mundtligt. Udebliver udlændingen uden lovligt forfald, afgør retten, om
afgørelsen kan prøves uden udlændingens tilstedeværelse, eller om sagen skal
afvises eller udsættes.
Stk. 4. Såfremt retten finder det fornødent og
udlændingen opfylder den i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte
betingelse, beskikkes der en advokat for udlændingen, medmindre denne selv
har antaget en sådan.
Stk. 5. Retten kan, når der er særlig anledning dertil,
pålægge udlændingen helt eller delvis at betale sagsomkostninger.
Stk. 6. Sagens indbringelse for retten har ikke
opsættende virkning, medmindre retten træffer bestemmelse herom.
Stk. 7. Retten afgør ved kendelse, om sagen skal
afvises, eller om afgørelsen skal opretholdes eller ophæves. Kendelsen kan
påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
§ 53. Flygtningenævnet består af en formand og et af
indenrigsministeren fastsat antal næstformænd og andre medlemmer.
Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker
foruden formanden eller en af næstformændene 4 medlemmer, hvoraf 1 medlem
udpeges af indenrigsministeren, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra
Dansk Flygtningehjælp, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet
og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra udenrigsministeren.
Stk. 3. Drøftelse af spørgsmål om almindelige
retningslinjer for nævnets arbejde m.v. sker i nævnets koordinationsudvalg,
der sammensættes som nævnt i stk. 2 og så vidt muligt består af faste
medlemmer.
Stk. 4. Sager, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt
afslag på asyl under henvisning til, at de i § 7, stk. 4, nævnte betingelser
ikke er opfyldt, kan behandles af formanden eller en af næstformændene alene.
Stk. 5. Sager, hvor betingelserne for at opnå asyl
åbenbart må anses for at være opfyldt, kan behandles af formanden eller en af
næstformændene alene.
Stk. 6. Sager, hvor der er anmodet om genoptagelse af
en afgørelse truffet af Flygtningenævnet, kan behandles af formanden eller en
af næstformændene alene, når der ikke er grund til at antage, at nævnet vil
ændre sin afgørelse.
Stk. 7. Formanden og næstformændene skal være dommere.
Medlemmerne beskikkes af indenrigsministeren for en periode på højst 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 8. Har et medlem forfald, kan der i særlige
tilfælde udpeges eller beskikkes et andet medlem. Stk. 2 og 3 finder
tilsvarende anvendelse.
§ 53 a. For Flygtningenævnet kan indbringes klager
over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål,
jf. dog stk. 3:
1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at
være omfattet af §§ 7-8.
2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en
opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller
inddragelse af et sådant rejsedokument.
Stk. 2. Afslår Udlændingestyrelsen at give
opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet,
anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklages en afgørelse som
nævnt i stk. 1, har klagen opsættende virkning.
Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan, efter at sagen har
været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,
herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må
anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.
Stk. 4. Udlændingestyrelsens afgørelser som nævnt i
stk. 1 skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3.
Stk. 5. Politiet kan uden udlændingens samtykke
videregive oplysninger om en udlændings strafbare forhold, herunder om
sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen eller
Flygtningenævnet, hvis den pågældende har ansøgt om opholdstilladelse efter
§§ 7-8 eller er omfattet af § 42 a, stk. 5(* 4).
§ 53 b. Udlændingestyrelsen underretter
Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet,
fordi Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter reglen i § 53
a, stk. 3. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal
kunne indbringes for nævnet.
§ 54. Indbringes en afgørelse for Flygtningenævnet,
fremsender Udlændingestyrelsen sagens akter til nævnet med oplysninger om den
påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der
påberåbes, samt sagens bevisligheder. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for
sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner
og om tilvejebringelse af andre bevismidler.
Stk. 2. Under nævnets behandling af en klage over
Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 kan Flygtningenævnets formand eller en af
næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter eller andre
bevismidler, som kunne være fremlagt under Udlændingestyrelsens behandling af
sagen. Under nævnets behandling af en ansøgning om genoptagelse af en af
nævnet truffet afgørelse kan Flygtningenævnets formand eller en af
næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter eller andre
bevismidler, som er omfattet af 1. pkt. eller kunne være fremlagt under
nævnets tidligere behandling af sagen.
§ 55. Flygtningenævnet kan om fornødent beskikke en
advokat for udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.
Stk. 2. Kan det ud fra hensynet til sagens fremme ikke
anses for forsvarligt, at den advokat, som udlændingen ønsker beskikket,
medvirker, kan Flygtningenævnet nægte at beskikke den pågældende som advokat
for udlændingen. Ønsker udlændingen i stedet en anden advokat beskikket, skal
Flygtningenævnet beskikke den pågældende, medmindre beskikkelse kan nægtes
efter 1. pkt.
Stk. 3. Udlændingen og dennes advokat skal have
lejlighed til at gøre sig bekendt med det materiale, der indgår i nævnets
behandling, og til at udtale sig herom.
Stk. 4. Hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens
forhold til fremmede magter eller hensynet til tredjemand undtagelsesvis gør
det påkrævet, kan bestemmelsen i stk. 3 fraviges i fornødent omfang.
§ 56. Flygtningenævnets formand eller den, formanden
bemyndiger dertil, henviser en sag til behandling efter § 53, stk. 2 eller
4-6.
Stk. 2. Såfremt udlændingen eller den beskikkede
advokat begærer det, har udlændingen ret til mundtligt at forelægge sin sag
for nævnet, jf. dog stk. 3 og 4. Nævnet bestemmer, om den øvrige behandling
af sagen skal være mundtlig, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Sager, der behandles efter § 53, stk. 4-6,
behandles på skriftligt grundlag.
Stk. 4. Flygtningenævnets formand eller den, formanden
bemyndiger dertil, kan henvise en sag, der skal behandles efter § 53, stk. 2,
til behandling på skriftligt grundlag, hvis:
1) klagen må anses for grundløs,
2) der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, men udlændingen
påberåber sig at være omfattet af § 7, stk. 1 (statusændringssag),
3) sagen vedrører meddelelse af opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,
under henvisning til de i § 7, stk. 1 eller 2, nævnte betingelser,
4) sagen vedrører nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for
flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument,
5) sagen vedrører meddelelse af opholdstilladelse efter § 7 til
indrejsende familiemedlemmer til en udlænding, der tidligere er meddelt
opholdstilladelse efter § 7 (konsekvensstatussag), eller
6) forholdene i øvrigt taler for anvendelse af denne behandlingsform.
Stk. 5. Sager, der er henvist til behandling på
skriftligt grundlag efter stk. 4, nr. 1, kan henvises til mundtlig
behandling.
Stk. 6. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I
tilfælde af stemmelighed skal det resultat, som er gunstigst for den
pågældende klager, være gældende. Afgørelsen skal ledsages af grunde.
Stk. 7. Nævnets afgørelser er endelige.
Stk. 8. Indenrigsministeren fastsætter
Flygtningenævnets forretningsorden efter forhandling med nævnet.
§ 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges
påstand om udvisning af en udlænding, der har opholdstilladelse i medfør af
§§ 7-8, skal der indhentes en udtalelse fra Flygtningenævnet.
Stk. 2. Forinden der af anklagemyndigheden uden for de
i stk. 1 nævnte tilfælde nedlægges påstand om udvisning af en udlænding, kan
der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.
Stk. 3. Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1
og 2 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om
udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold,
til Flygtningenævnet eller Udlændingestyrelsen.
§ 58. Om salær og godtgørelse for udlæg til
advokater, der beskikkes efter § 37, stk. 2, § 37 c, stk. 3, 2. pkt., § 49,
stk. 3, § 50, stk. 2, 3. pkt., § 52, stk. 4, § 55, stk. 1, og § 65, stk. 3,
2. pkt., gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,
jf. retsplejelovens kapitel 31.
§ 58 a. Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter
ikke Flygtningenævnet, jf. dog § 17 i lov om Folketingets Ombudsmand.
Kapitel 8 a
Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen m.v.
§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger
om enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra myndighederne i
et andet EF-land efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives
til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5.
Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens
artikel 15, stk. 1.
Stk. 2. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af
EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er
tilsluttet EF-asylkonventionen.
§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn
med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter
EF-asylkonventionen.
§ 58 d. Indenrigsministeren fastsætter nærmere
bestemmelser til gennemførelse af EF-asylkonventionen.
§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte, at de
regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen,
med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere
tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig
EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.
Kapitel 9
Straffebestemmelser
§ 59. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder
straffes den udlænding, som:
1) Indrejser eller udrejser uden om paskontrollen her i landet eller i et
andet nordisk land.
2) Indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold
meddelt i henhold til tidligere udlændingelove.
3) Opholder sig her i landet eller arbejder uden fornøden tilladelse.
4) Ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer
sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller
anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i
landet.
Stk. 2. Med samme straf som i stk. 1 anført straffes
den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i
strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.
Stk. 3. Den, der forsætligt bistår en udlænding med
ulovligt at indrejse eller opholde sig her i landet, straffes med bøde, hæfte
eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, der for vindings skyld
bistår en udlænding med at indrejse i Danmark med henblik på herfra at
indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller
tilbagesendt. På samme måde straffes endvidere den, der for vindings skyld
bistår en udlænding med at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil
blive afvist eller tilbagesendt.
§ 59 a. Den, der bringer en udlænding her til landet,
straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark
ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.
§ 60. Overtrædelse af § 16, stk. 2, de i medfør af §
34 eller § 42 a, stk. 4, 1. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk.
1-3, og § 42 a, stk. 4, 2. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der
er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med hæfte.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven,
kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne. I forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 2, stk. 3, 12, 15,
stk. 2, 16, stk. 1, og 38, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde eller af
bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
§ 61. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 62. Sager vedrørende overtrædelse af lovens § 59,
stk. 1, nr. 2, behandles uden medvirken af domsmænd, uanset om der bliver
spørgsmål om højere straf end bøde.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 63. Loven træder i kraft den 1. oktober 1983, jf.
dog §§ 64 og 65.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov om udlændinges adgang til
landet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 22. juni 1973.
Stk. 3. Lovens regler om udvisning på grund af
strafbart forhold finder anvendelse i alle sager, der ikke er pådømt i 1.
instans ved lovens ikrafttræden.
§ 64. (Overgangsbestemmelse, udeladt).
§ 65. (Overgangsbestemmelse, udeladt).
§ 66. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Lov nr. 574 af 19. december 1985 indeholder følgende bestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og finder
anvendelse i alle sager, der endnu ikke er afgjort af Flygtningenævnet.(* 5)
Lov nr. 686 af 17. oktober 1986 indeholder følgende bestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Lovens § 1, nr. 1-10 og nr. 12, træder i kraft
dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 6) § 1, nr. 1, 3, 8 og 10, finder
dog ikke anvendelse for udlændinge, der forinden er indrejst i landet og har
ansøgt om opholdstilladelse efter de hidtidige regler.(* 7) § 1, nr. 7,
finder alene anvendelse for udlændinge, der er indrejst i landet efter lovens
ikrafttræden.(* 8)
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 11,
fastsættes af justitsministeren.(* 9)
Lov nr. 387 af 6. juni 1991 indeholder følgende bestemmelser:
§ 2
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af indenrigsministeren.(*
10)
§ 3
Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om
opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.
Lov nr. 385 af 20. maj 1992 indeholder følgende bestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
Stk. 2. (udeladt)
Stk. 3. Lovens § 1, nr. 1 og 3-37, og §§ 2-4 har
virkning for sager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i
1. instans.(* 11)
Lov nr. 482 af 24. juni 1992 indeholder følgende bestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 12)
Stk. 2. § 1, nr. 2-5, og § 2 finder dog ikke anvendelse
for udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse
eller lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.(* 13)
Lov nr. 464 af 30. juni 1993 indeholder følgende bestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1993.
Stk. 2. Indenrigsministeriet fremsætter forslag for
Folketinget til revision af loven inden udgangen af folketingsåret 1997-98.(*
14)
Lov nr. 421 af 1. juni 1994 indeholder følgende bestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1994.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 14, finder ikke anvendelse på
sager, hvor der forinden ikrafttrædelsen er truffet bestemmelse om sagens
berammelse i Flygtningenævnet.(* 15)
Lov nr. 382 af 14. juni 1995 indeholder følgende bestemmelser:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 1995.
Stk. 2. § 1, nr. 1,2, 4-6, 9, 11, 17, 19 og 20, og § 2,
nr. 1, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 16)
Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 1, nr. 15, 16 og 18, og § 2, nr. 2 og 3.
Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, ved hvilke grænseovergangssteder
§ 1, nr. 15, og § 2, nr. 2, træder i kraft.(* 17)(* 18)(* 19)
Stk. 4. § 1, nr. 17, 19 og 20, gælder ikke for sager,
hvor der inden disse bestemmelsers ikrafttræden er truffet bestemmelse om
sagens berammelse i Flygtningenævnet.(* 20)
Stk. 5. § 1, nr. 1 og 2, finder ikke anvendelse for
udlændinge, der inden disses bestemmelsers ikrafttræden har indgivet
ansøgning om opholdstilladelse.(* 21)
§ 4
Indenrigsministeren fremsætter i folketingsåret 1998-99 forslag for
Folketinget til revision af § 1, nr. 5, 6, 9, 11, 13 og 15-20, og § 2.(* 22)
Lov nr. 290 af 24. april 1996 indeholder følgende bestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 23)
Stk. 2. § 1, nr. 3, finder ikke anvendelse på
udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse.(* 24)
Stk. 3. § 1, nr. 9, finder alene anvendelse på
personer, der indrejser i landet efter lovens ikrafttræden.(* 25)
Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand indeholder
følgende bestemmelser:
§ 17
Ombudsmanden kan af egen drift optage en sag til undersøgelse.
Stk. 2. Ombudsmanden kan gennemføre generelle
undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
§ 31
Denne lov træder i kraft den 1. januar 1997.
§ 32
(udeladt).(* 26)
Stk. 2. Klager over Flygtningenævnets afgørelser, der
er indgivet til Folketingets Ombudsmand inden lovens ikrafttræden, behandles
efter de hidtil gældende bestemmelser.
Lov nr. 410 af 10. juni 1997 indeholder følgende bestemmelser:
§ 3
Stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden. Ministeren kan bestemme, at de enkelte bestemmelser i
loven træder i kraft på forskellige tidspunkter og kun træder i kraft ved
bestemte grænseovergangssteder.
Stk. 2. § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8
og 10,(* 27) træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.(*
28)
§ 4
Loven gælder for alle sager, hvor ansøgning om opholdstilladelse er
indgivet efter lovens ikrafttræden.
Indenrigsministeriet, den 13. august
1997
Birte Weiss
/ Hans B. Thomsen
Officielle noter
(* 1) De ændringer, der følger af lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring
af udlændingeloven (Schengenkonventionen m.v.), og som ikke ifølge lovens §
3, stk. 2, skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf.
herved note 27 og 28, er ikke indarbejdet i lovbekendtgørelsens tekst, idet
tidspunktet for Schengenkonventionens ikrafttræden for Danmarks vedkommende
ikke kendes.
Lov nr. 410 af 10. juni 1997 har følgende ordlyd, idet de bestemmelser,
der efter lovens § 3, stk. 2, skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen
i Lovtidende (§ 1, nr. 12, 20, 28 og 29 samt § 2, nr. 5, 6, 8 og 10), samt de
bestemmelser, hvis ikrafttræden forudsætter, at Schengenkonventionen træder i
kraft for Danmarks vedkommende før EF-asylkonventionens ikrafttræden (§ 1,
nr. 1, 7-9, 14, 16, 18-19, 21, 23, 30 og 31 samt § 2, nr. 1-4, 7, 9 og 11),
er udeladt:
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 51 af 22. januar 1997,
foretages følgende ændringer:
1. (udeladt)
2. Efter § 2 indsættes:
» § 2 a. Ved Schengenkonventionen forstås i denne lov
konvention af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni
1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser.
Stk. 2. Ved et Schengenland forstås i denne lov et land, der er
tilsluttet Schengenkonventionen.
§ 2 b. Udlændinge, der har opholdstilladelse i et andet
Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i indtil 3
måneder fra indrejsen. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori
udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et
andet Schengenland end det land, der har udstedt opholdstilladelsen. Har
udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk land, fradrages dog ikke den
tid, hvori udlændingen har haft ophold i et andet nordisk land.
Stk. 2. Udlændinge, der har visum gyldigt for alle Schengenlande,
har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i indtil 3 måneder inden for
visummets gyldighedsperiode. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid,
hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark
eller et andet Schengenland.
Stk. 3. Udlændinge, der har visum med gyldighed begrænset til et
andet Schengenland, har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark
i medfør af Schengenkonventionens artikel 18. Udlændinge, der har
opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse udstedt af et andet
Schengenland, har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark i
medfør af Schengenkonventionens artikel 5, stk. 3.«
3. § 3 affattes således:
» § 3. Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39,
stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at indrejse og opholde sig her i
landet i indtil 3 måneder fra indrejsen. I de nævnte 3 måneders ophold
fradrages den tid, hvori udlændingen har haft ophold i Danmark eller et andet
Schengenland inden for de sidste 6 måneder.«
4. § 4, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes som stk. 3
og 4:
» Stk. 3. Visum udstedes i medfør af Schengenkonventionens
artikel 12 til at gælde indrejse og ophold i alle Schengenlande.
Stk. 4. Visum kan gives til en eller flere indrejser med ret til
indtil i alt 3 måneders ophold inden for et nærmere fastsat tidsrum. I de
nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de
sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et andet Schengenland.«
5. Efter § 4 indsættes:
» § 4 a. Uanset bestemmelserne i §§ 3-4 kan der i særlige
tilfælde udstedes visum, der begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i
Danmark.
§ 4 b. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark eller et andet
Schengenland i medfør af §§ 2-4 a, kan i særlige tilfælde få forlænget sin
ret til ophold her i landet.«
6. § 5, stk. 1, affattes således:
» § 5. Udlændinge, der ikke efter §§ 1-4 b har ret til at
opholde sig her i landet, må kun opholde sig her i landet, hvis de har
opholdstilladelse.«
7. (udeladt)
8. (udeladt)
9. (udeladt)
10. I § 10, stk. 1, udgår i nr. 2 »eller«, og
efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»3) hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et
land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, og er indberettet til
Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen,
eller«
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
11. I § 19 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
» Stk. 4. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset
opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt en udlænding, der ikke er
statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske
Fællesskaber, er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i
medfør af Schengenkonventionen på baggrund af omstændigheder, der her i
landet kunne medføre udvisning efter udlændingelovens kapitel 4. Inddragelse
efter 1. pkt. sker i forbindelse med konsultationer i medfør af
Schengenkonventionens artikel 25 med myndighederne i et andet
Schengenland.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
12. (udeladt)
13. § 28 affattes således:
» § 28. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i
landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan
afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, i følgende tilfælde:
1) Hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum, jf. § 4, stk. 1,
2. pkt.
2) Hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om rejselegitimation,
visum og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.
3) Hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til
at antage, at den pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet uden
fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan
dog ikke afvises af denne grund.
4) Hvis udlændingen ikke kan forevise dokumentation for opholdets formål
og nærmere omstændigheder. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller
2, kan dog ikke afvises af denne grund.
5) Hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i
landet og til hjemrejsen og ikke er i stand til på lovlig vis at erhverve
disse midler. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog
ikke afvises af denne grund.
6) Hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land,
der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, og er indberettet til
Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen.
7) Hvis andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold til
fremmede magter eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at
udlændingen ikke bør have ophold her i landet.
Stk. 2. Statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen eller De Europæiske Fællesskaber, skal afvises ved
indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, efter
bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i landet,
eller en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan
afvises ved indrejsen fra et Schengenland efter bestemmelserne i stk. 1, nr.
1-7, jf. dog stk. 6. En nordisk statsborger kan dog kun afvises efter stk. 1,
nr. 2, såfremt den pågældende indrejser fra et ikke-nordisk land, jf. § 39,
stk. 4.
Stk. 4. En udlænding, der ikke er nordisk statsborger og ikke er
omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, og som må antages at ville rejse videre til
et andet nordisk land, kan endvidere afvises ved indrejsen i Danmark, hvis
1) den pågældende har modtaget indrejseforbud fra et nordisk land og ikke
har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark og det eller de
nordiske lande, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse,
eller
2) den pågældende udlænding kan afvises efter de regler, der gælder i det
nordiske land, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.
Stk. 5. Afvisning efter stk. 1-4 kan endvidere ske indtil 3
måneder efter indrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2,
kan dog efter indrejsen kun afvises efter stk. 1, nr. 1 og 7, og, såfremt det
offentlige må bekoste udlændingens rejse ud af landet, tillige efter stk. 1,
nr. 5.
Stk. 6. Afvisning efter stk. 1-5 må dog ikke ske, hvis udlændingen
i medfør af Schengenkonventionens artikel 5, stk. 2, har opnået særlig
tilladelse til at indrejse i Danmark. Har udlændingen efter § 2 b, stk. 3, 1.
pkt., ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises efter
stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, jf. stk. 2-5. Har udlændingen efter § 2 b, stk.
3, 2. pkt., ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises
efter stk. 1, nr. 1 eller 2, jf. stk. 2-5.
Stk. 7. En udlænding, der meddeles afslag på eller frafalder en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning om asyl
bortfalder efter § 40, stk. 7, kan uanset bestemmelserne i stk. 1-4 afvises i
indtil 3 måneder fra indrejsen.
Stk. 8. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, kan
uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises, såfremt det findes påkrævet af
hensyn til statens sikkerhed.
Stk. 9. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
afvisning og udsendelse af blindpassagerer.«
14. (udeladt)
15. I § 28, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:
»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet land om overtagelse
af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29, regnes fristen i 1. pkt.
fra det tidspunkt, da det andet land har besvaret anmodningen.«
16. (udeladt)
17. I § 32, stk. 2, ændres »§ 28, stk. 2, jf. stk. 1, nr.
3-5« til: »§ 28, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 4, 5 og 7, og stk. 2 og
3«.
18. (udeladt)
19. (udeladt)
20. (udeladt)
21. (udeladt)
22. I § 38 indsættes før stk. 1 som nye stykker:
»Ved grænsen til et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, skal ind- og udrejsekontrol finde sted i medfør af
Schengenkonventionens artikel 6.
Stk. 2. Ind- og udrejsekontrol må ikke finde sted sted ved grænsen
til et Schengenland. Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan
grænse i medfør af Schengenkonventionens artikel 2, stk. 2.«
Stk. 1-3 bliver herefter stk. 3-5.
23. (udeladt)
24. I § 43, stk. 2, 1. pkt., ændres »pligt til uden udgift
for staten at sørge for udlændingens udrejse,» til: »pligt til uden
udgift for staten straks at sørge for udlændingens udrejse eller
tilbagerejse,».
25. I § 43 indsættes som stk. 5:
» Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse
ved indrejse fra et Schengenland.«
26. I § 47, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Efter aftale med et andet land kan udenrigsministeren efter aftale
med indenrigsministeren bemyndige udenlandske diplomatiske og konsulære
repræsentationer i udlandet til at udstede visum og opholdstilladelse.«
27. I § 48, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 28, stk. 1, og 29,
stk. 1-2,» til: »§ 28, stk. 1-4«.
28. (udeladt)
29. (udeladt)
30. (udeladt)
31. (udeladt)
32. Kapitel 8 a affattes således:
»Kapitel 8 a
Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen og
Schengenkonventionen m.v.
§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra et andet EF-lands
myndigheder i medfør af EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives
til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5.
Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens
artikel 15, stk. 1.
Stk. 2. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af
EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er
tilsluttet EF-asylkonventionen. Oplysninger som nævnt i 1. pkt. må i det
omfang, det følger af Schengenkonventionen, videregives til myndighederne i
et andet land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.
§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med
behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter
EF-asylkonventionen.
§ 58 d. Indenrigsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til
gennemførelse af Schengenkonventionen og EF-asylkonventionen.
§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte, at de regler i denne
lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de
nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere
tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig
EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement, eller som på andet
grundlag er forpligtet til at anvende reglerne i EF-asylkonventionen.
§ 58 f. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
politiets betaling for udgifter, som andre Schengenlande har afholdt i
forbindelse med udsendelse af udlændinge.
§ 58 g. Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er
statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske
Fællesskaber, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den
pågældende er udvist af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3. 1.
pkt. finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er udvist af landet i
medfør af § 24, nr. 4, såfremt den pågældende er idømt ubetinget straf af
mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
karakter.
§ 58 h. Udlændingestyrelsen forestår konsultationer med
myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens
artikel 25.
Stk. 2. Finder Udlændingestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte
konsultationer, at en i medfør af § 58 g indberettet udlænding bør slettes
som uønsket i Schengeninformationssystemet, sletter Rigspolitichefen den
pågældende i Schengeninformationssystemet.«
33. I § 59 a indsættes som stk. 2:
» Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse ved
indrejse fra et Schengenland.«
§ 2
I lov nr. 387 af 6. juni 1991 om ændring af udlændingeloven (EF-
asylkonventionen), som ændret ved § 2 i lov nr. 382 af 14. juni 1995,
foretages følgende ændringer:
1.- 11. (udeladt)
§ 3
Stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Ministeren kan bestemme, at de enkelte bestemmelser i loven
træder i kraft på forskellige tidspunkter og kun træder i kraft ved bestemte
grænseovergangssteder.
Stk. 2. § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8 og 10
træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.28)
§ 4
Loven gælder for alle sager, hvor ansøgning om opholdstilladelse er
indgivet efter lovens ikrafttræden.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
(* 2) Kommaet er faldet ud i affattelsen af § 36, stk. 1, 1. pkt., jf. lov
nr. 410 af 10. juni 1997.
(* 3) Kommaet er faldet ud i affattelsen af § 46, stk. 2, jf. lov nr. 407
af 10. juni 1997.
(* 4) Ordet »er« er faldet ud i affattelsen af § 53 a, stk. 5,
jf. lov nr. 407 af 10. juni 1997.
(* 5) Lov nr. 574 af 19. december 1985 blev bekendtgjort i Lovtidende den
21. december 1985 og vedrører en ændret affattelse af § 46, stk. 2, og § 53,
indsættelse af § 53 a og b samt en ændret affattelse af § 56.
(* 6) Lov nr. 686 af 17. oktober 1986 blev bekendtgjort i Lovtidende den
18. oktober 1986.
(* 7) § 1, nr. 1, 3, 8 og 10 i lov nr. 686 af 17. oktober 1986 vedrører en
ændret affattelse af § 7, § 31, stk. 2, § 48, stk. 2, og § 53 a, stk. 1. §
48, stk. 2, er ophævet i forbindelse med indsættelsen af § 48 a, jf. note 10.
(* 8) § 1, nr. 7, i lov nr. 686 af 17. oktober 1986 vedrører en ændret
affattelse af § 43, stk. 2, 1. pkt.
(* 9) Ændringen, hvorved § 59 a blev indsat i udlændingeloven, jf. lov nr.
686 af 17. oktober 1986 § 1, nr. 11, trådte i kraft den 1. januar 1989, jf.
bekendtgørelse nr. 788 af 14. december 1988.
(* 10) Lov nr. 387 af 6. juni 1991 (EF-asylkonventionen), som ændret ved §
2 i lov nr. 382 af 14. juni 1995, § 1, nr. 1, i lov nr. 290 af 24. april 1996
og § 2 i lov nr. 410 af 10. juni 1997, er ved bekendtgørelse nr. 610 af 1.
juli 1997 sat i kraft den 1. september 1997. Loven vedrører ændring af § 7,
stk. 2, 4 og 5 samt § 28, stk. 2, indsættelse af § 29 a, ændring af § 30,
stk. 1, § 34, § 36, stk. 1, § 37, stk. 5, og § 40 a, stk. 1, nr. 2, ophævelse
af § 48, stk. 2-4 samt indsættelse af §§ 48 a-e og §§ 58 b-e.
(* 11) § 4 i lov nr. 385 af 20. maj 1992 vedrører en ændret affattelse af
§ 62.
(* 12) Lov nr. 482 af 24. juni 1992 blev bekendtgjort i Lovtidende den 26.
juni 1992.
(* 13) § 1, nr. 2 - 5, og § 2 i lov nr. 482 af 24. juni 1992 vedrører en
ændret affattelse af § 9, stk. 1, nr. 2 og 5, § 9, stk. 3, indsættelse af §
9, stk. 4 og 5, en ændret affattelse af § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2. Efter
ændringslovens bemærkninger finder de i ændringslovens § 4, stk. 2, nævnte
bestemmelser ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden
har ansøgt om opholdstilladelse eller lovligt har taget bopæl her i landet
efter de hidtidige regler.
(* 14) Lov nr. 464 af 30. juni 1993 vedrører hjælp til frivillig
repatriering, herunder indsættelse af § 17 a i udlændingeloven.
(* 15) § 1, nr. 14, i lov nr. 421 af 1. juni 1994 vedrører en ændret
affattelse af § 53.
(* 16) Lov nr. 382 af 14. juni 1995 blev bekendtgjort i Lovtidende den 15.
juni 1995.
(* 17) § 1, nr. 15, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrører en ændret
affattelse af § 48, stk. 2, 7. pkt. Bestemmelsen er ophævet i forbindelse med
indsættelsen af § 48 a, jf. note 10.
(* 18) Lov nr. 382 af 14. juni 1995 § 1, nr. 16, vedrører indsættelse af §
48, stk. 3 og 4, der er ophævet i forbindelse med indsættelsen af § 48 e, jf.
note 10.
(* 19) Lov nr. 382 af 14. juni 1995 § 1, nr. 18, vedrører indsættelse af §
54, stk. 2. Ændringen træder i kraft den 1. oktober 1995 og gælder for
udlændinge, der indgiver ansøgning om asyl fra og med denne dato, jf. § 3 i
bekendtgørelse nr. 682 af 17. august 1995 udstedt i medfør af § 3, stk. 3, i
lov nr. 382 af 14. juni 1995.
(* 20) § 1, nr. 17, 19 og 20 i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrører en
ændret affattelse af § 53, stk. 2-5, og § 56.
(* 21) § 1, nr. 1 og 2, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrører en ændret
affattelse af § 19, stk. 1, nr. 1, og indsættelse af § 27, stk. 2.
(* 22) § 1, nr. 5, 6, 9, 11, 13 og 15 - 20 og § 2 i lov nr. 382 af 14.
juni 1995 vedrører en ændret affattelse af § 36, stk. 1, § 37, stk. 3, og §
40, stk. 3 (nu § 40, stk. 4), indsættelse af § 40 a og § 46 c, en ændret
affattelse af § 53, stk. 2-5, indsættelse af § 54, stk. 2, og en ændret
affattelse af § 56. Vedrører endvidere en ændret affattelse af lov nr. 387 af
6. juni 1991, jf. note 10. Vedrører desuden en ændret affattelse af § 48,
stk. 2, 7. pkt., og indsættelse af § 48, stk. 3 og 4, idet disse bestemmelser
dog er ophævet i forbindelse med indsættelsen af §§ 48 a og 48 e, jf. note
10.
(* 23) Lov nr. 290 af 24. april 1996 blev bekendtgjort i Lovtidende
den 25. april 1996.
(* 24) § 1, nr. 3, i lov nr. 290 af 24. april 1996 vedrører en ændret
affattelse af § 27, stk. 2.
(* 25) § 1, nr. 9, i lov nr. 290 af 24. april 1996 vedrører en ændret
affattelse af § 42 a, stk. 1, 2. pkt., og indsættelse af § 42 a, stk. 1, 3.
pkt.
(* 26) § 32, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets
Ombudsmand vedrører en ophævelse af § 33, stk. 5, 1. pkt., og en indsættelse
af § 58 a.
(* 27) § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8 og 10, i lov nr. 410
af 10. juni 1997 vedrører en ændret affattelse af § 28, stk. 3, § 37, stk. 5,
§ 48, samt en ændret affattelse af lov nr. 387 af 6. juni 1991, jf. note 10.
(* 28) Lov nr. 410 af 10. juni 1997 blev bekendtgjort i Lovtidende den 11.
juni 1997.
Lignende dokumenter
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/311 af 27. februar 2018 om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om lempelse af reglerne for udstedelse af visa, for så vidt angår vedtagelsen af fælles retningslinjer for nævnte aftales gennemførelse AFGØRELSE Nr. …/201… VEDTAGET AF DET BLANDEDE UDVALG, DER ER NEDSAT I HENHOLD TIL AFTALEN MELLEM DEN EUROPÆISKE UNION OG REPUBLIKKEN ASERBAJDSJAN OM LEMPELSE AF REGLERNE FOR UDSTEDELSE AF VISA af … for så vidt angår vedtagelsen af fælles retningslinjer for nævnte aftales gennemførelse EU-lovgivning · 27. februar 2018
- 1996 LSF 222 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN(SCHENGENKONVENTIONEN M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 8. september 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 8. september 2022
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 8. juli 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. EU-domme · 8. juli 2021
- Kendelse af 12. oktober 2011 i FV2011.0084 Arbejdsretten m.fl. · 12. oktober 2011
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 10. juni 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. EU-domme · 10. juni 2021