Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af udlændingeloven

Ikke gældende LBK nr 650 af 13/08/1997LovbekendtgørelseUdlændinge- og Integrationsministeriet22. august 1997

Gældende udgave: LBK nr 953 af 04/10/2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 2.189 afgørelser

Retsinformation 1.333, Domsdatabasen 814, Landsskatteretten 29, Det finansielle ankenævn 4, Datatilsynet 4, Klagenævn (Nævnenes Hus) 3

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af udlændingeloven

Herved bekendtgøres udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 51 af 22. januar 1997, med de ændringer, der følger af lov nr. 387 af 6.

juni 1991, lov nr. 382 af 14. juni 1995, lov nr. 290 af 24. april 1996, lov

nr. 407 af 10. juni 1997 og lov nr. 410 af 10. juni 1997. Den bekendtgjorte

tekst gælder fuldt ud fra den 1. september 1997(* 10).

Kapitel 1

Udlændinges indrejse og ophold i Danmark

§ 1. Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige

kan uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet.

§ 2. Udlændinge, der er statsborgere i et land, der

er tilsluttet Det Europæiske Fællesskab eller er omfattet af aftalen om Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan indrejse og opholde sig her i

landet i indtil 3 måneder fra indrejsen eller, såfremt de pågældende er

arbejdssøgende, i indtil 6 måneder fra indrejsen.

Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af de regler, der

er nævnt i stk. 4 (EF-reglerne), men som ikke er statsborgere i et af de i

stk. 1 nævnte lande (tredjelandsstatsborgere), kan indrejse og opholde sig

her i landet i samme tidsrum som de i stk. 1 nævnte personer.

Tredjelandsstatsborgere skal dog have deres pas eller anden rejselegitimation

viseret før indrejsen, medmindre de pågældende er fritaget for visum, jf. §

39, stk. 2.

Stk. 3. De begrænsninger, der følger af kapitlerne 3-5,

finder kun anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, i det

omfang det er foreneligt med disse regler.

Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere

bestemmelser til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs regler om

visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i

forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling

af tjenesteydelser m.v.

Læs alt

§ 3. Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af

§ 39, stk. 2, er fritaget for visum, kan indrejse og opholde sig her i landet

i indtil 3 måneder fra indrejsen. I dette tidsrum fradrages dog den tid,

hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark

eller et andet nordisk land. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet

nordisk land, fradrages dog alene den tid, hvori udlændingen inden for de

sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark.

§ 4. Andre udlændinge skal have visum for at indrejse

og opholde sig i Danmark. Det samme gælder udlændinge, som har

indrejseforbud, jf. § 32.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte udlændinge må ikke opholde

sig her i landet ud over det tidsrum, der er angivet i det udstedte visum.

Stk. 3. Visum kan gives til en eller flere indrejser

med ret til indtil i alt 3 måneders ophold inden for et nærmere fastsat

tidsrum. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen

inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller i et andet

nordisk land. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk land,

fradrages dog alene den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder

har haft ophold i Danmark.

§ 5. Udlændinge, der ikke er statsborgere i et andet

nordisk land, jf. § 1, må kun opholde sig i Danmark ud over de i §§ 2-4

angivne tidsrum, såfremt de har opholdstilladelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at

børn under 18 år, der har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, er

fritaget for opholdstilladelse.

§ 6. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til

udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2.

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til

en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28.

juli 1951.

Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere

opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som

anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at

udlændingen vender tilbage til sit hjemland. En ansøgning som nævnt i 1. pkt.

anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.

Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt

udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af

længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende

forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må

antages at kunne opnå beskyttelse.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en

udlænding, som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af

udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende

nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til

at yde den pågældende beskyttelse. Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på

udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.

Stk. 5. Til en udlænding, der er afvist eller udvist i

henhold til § 48 a, stk. 1, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.

§ 8. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til

udlændinge, der kommer hertil som led i en aftale med De Forenede Nationers

Højkommissær for Flygtninge eller lignende international aftale.

§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:

1) En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.

2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller

fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person

over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.

3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes

ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.

4) Forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller et barn med

opholdstilladelse efter §§ 7-8.

5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset

opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis

ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.

Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse

til andre udlændinge:

1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær

familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.

2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde

befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter

afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

3) Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn

taler for at imødekomme ansøgningen.

4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.

5) Hvis en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig

opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. uden

for de i § 7, stk. 1 og stk. 2, nævnte tilfælde på grund af krigshandlinger

eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage

til, må antages at have behov for fortsat midlertidig beskyttelse her i

landet.

6) Hvis en udlænding fra Den Føderative Republik Jugoslavien

(Serbien-Montenegro), der her i landet har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse i henhold til § 7 inden den 11. oktober 1995, og som er

blevet meddelt endeligt afslag på den pågældende ansøgning, ikke for tiden

kan indrejse i Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro).

Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller

stk. 2, nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager

sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, til en

samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at den

person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den

herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i

stand hertil.

Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig

at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp

efter lov om social bistand til forsørgelse, skal kommunalbestyrelsen pålægge

garanten at yde betaling for hjælpen. Sådan betaling skal af

kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af

personlige skatter.

Stk. 6. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2,

nr. 2, kan kun indgives af personer, der opholder sig her i landet. Ved

behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan

akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7,

indhentes uden ansøgerens samtykke.

Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1

og nr. 3-4, skal være opnået inden indrejsen. Indenrigsministeren kan dog

fastsætte regler om, i hvilke tilfælde ansøgning om opholdstilladelse kan

indgives her i landet.

§ 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når

særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse:

1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning

efter § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr.

2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24,

nr. 2-4, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre

udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller

3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig

forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine

omgivelser.

Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. §

32, kan opholdstilladelse kun gives efter reglerne i §§ 7-8.

§ 11. Opholdstilladelse gives med henblik på varigt

eller midlertidigt ophold her i landet. En opholdstilladelse kan

tidsbegrænses.

Stk. 2. Er opholdstilladelse givet med henblik på

varigt ophold, kan en tidsbegrænsning ikke udstrækkes ud over 5 år fra den

dag, hvor udlændingen med lovligt ophold tog fast bopæl her i landet. En

tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold forlænges efter

ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19.

Stk. 3. For udlændinge med opholdstilladelse efter § 6

gælder dog reglen i artikel 7, stk. 2, i De europæiske Fællesskabers Råds

direktiv nr. 360 af 15. oktober 1968.

§ 12. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler

om opholdstilladelser, herunder om adgangen til opholdstilladelse, om

tilladelsernes varighed, og om de betingelser, der kan fastsættes for

opholdet.

Kapitel 2

Arbejde

§ 13. Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at

tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig

erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre

tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladelse kræves tillige til

beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i

øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere

bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på

søterritoriet eller kontinentalsoklen.

§ 14. Følgende udlændinge er fritaget for

arbejdstilladelse:

1) Statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3) Udlændinge, der har tidsubegrænset opholdstilladelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at andre

udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse.

§ 15. Der kan knyttes betingelser til en

arbejdstilladelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler

om arbejdstilladelser, herunder om tilladelsernes indhold og varighed og om

de betingelser, der kan knyttes til en tilladelse.

§ 16. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at

en udlænding, som har arbejdstilladelse eller er fritaget herfor, skal være

medlem af en arbejdsløshedskasse, og om, at den, der beskæftiger en

udlænding, skal underrette arbejdsformidlingen.

Stk. 2. Den, der beskæftiger en udlænding, skal på

begæring meddele vedkommende myndighed de nødvendige oplysninger til

konstatering af, om udlændingen arbejder lovligt her i landet.

Kapitel 3

Bortfald og inddragelse af

opholdstilladelser og arbejdstilladelser

§ 17. En opholdstilladelse bortfalder, når

udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere,

når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden

følgende måneder. Har udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt boet

mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når

udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden

følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af

værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.

Stk. 2. Det kan dog efter ansøgning bestemmes, at en

opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte

tilfælde.

Stk. 3. En opholdstilladelse, der er givet i medfør af

§§ 7- 8, ophører først efter stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget

bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje land.

§ 17 a. For en udlænding, der tilhører den gruppe af

personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 1-8, i lov om social bistand, og

som med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller

det tidligere opholdsland, bortfalder opholdstilladelsen først, når

vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende

måneder. Har udlændingen lovligt boet her i landet i mere end de sidste 6 år,

bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden

for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. For personer, der er

nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 4-6 og 8, i lov om social bistand, finder

reglerne i 1. og 2. pkt. kun anvendelse, såfremt de vender tilbage til

hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem de

har den tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Stk. 2. For personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1,

nr. 9, i lov om social bistand, og som med henblik på at tage varigt ophold

vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, bortfalder

opholdstilladelsen, når vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere

end 3 på hinanden følgende måneder.

Stk. 3. En udlænding kan kun en gang bevare sin

opholdstilladelse i henhold til stk. 1 og 2.

§ 18. En opholdstilladelse bortfalder, når der af

forsørgelsesmæssige grunde er truffet afgørelse om, at en udlænding, der ikke

har de fornødne midler til sit underhold, skal hjemsendes.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis

udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere

end de sidste 3 år.

§ 19. En tidsbegrænset opholdstilladelse kan

inddrages:

1) Når det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen,

herunder efter §§ 7 eller 8, var urigtigt eller ikke længere er til stede.

2) Når udlændingen ikke har fornødent pas eller anden rejselegitimation,

jf. § 39, der giver adgang til tilbagerejse til udstederlandet.

3) Når udlændingen undlader at overholde de betingelser, der er fastsat

for opholdstilladelsen eller for en arbejdstilladelse. Betingelserne skal

udtrykkeligt være tilkendegivet, og det skal skriftligt være indskærpet

udlændingen, at tilsidesættelse vil medføre inddragelse.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse

på en udlænding, som er omfattet af §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, og som med

henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3

år.

Stk. 3. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset

opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt udlændingen har opnået

opholdstilladelsen ved svig.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, finder

ikke anvendelse på udlændinge, som har opholdstilladelse efter § 6.

Stk. 5. Ved afgørelser om inddragelse af

opholdstilladelse finder bestemmelsen i § 26, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

§ 20. Er der i medfør af §§ 7 eller 8 givet

opholdstilladelse til en udlænding, der er kommet hertil som led i en

omfattende indstrømning af flygtninge, kan tilladelsen inddrages, såfremt

tredjeland har erklæret sig villigt til at modtage og yde den pågældende

beskyttelse eller de omstændigheder, der begrundede opholdstilladelsen, klart

er bortfaldet.

§ 21. En arbejdstilladelse bortfalder, når

udlændingens opholdstilladelse bortfalder eller inddrages.

Kapitel 4

Udvisning

§ 22. Udlændinge, som bor her i landet med henblik på

varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 7 år, og

udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7-8 kan kun udvises, hvis:

1) Udvisning findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

2) Udlændingen vedholdende har begået grov kriminalitet.

3) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 6 års fængsel eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og udlændingen

under hensyn til den idømte straf samt arten og grovheden af den begåede

kriminalitet ikke bør forblive her i landet.

4) Udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens §

191 eller § 191 a er idømt en ubetinget frihedsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

§ 23. Udlændinge, som bor her i landet med henblik på

varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 4 år, kan kun

udvises:

1) Af de i § 22 nævnte grunde.

2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og udlændingens

forhold begrunder en nærliggende fare for, at udlændingen under fortsat

ophold her i landet vil begå forbrydelser.

3) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og udlændingen

under hensyn til den idømte straf samt arten eller grovheden af den begåede

kriminalitet ikke bør forblive her i landet.

§ 24. Andre udlændinge kan udvises:

1) Af de i §§ 22 eller 23 nævnte grunde.

2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af fængsel eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse,

som kan medføre fængsel i 2 år eller derover, og udlændingen under hensyn til

den idømte straf samt arten eller grovheden af den begåede kriminalitet ikke

bør forblive her i landet. En udlænding, som bor her i landet med henblik på

varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 2 år, kan dog

kun udvises af denne grund, såfremt udlændingen idømmes ubetinget straf af

mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter.

3) Hvis en udlænding, der med lovligt ophold har fast bopæl her i landet,

idømmes højere straf end hæfte eller anden strafferet lig retsfølge af

frihedsberøvende karakter, og hvis der på grund af overtrædelsens

beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt er bestemte grunde til at antage,

at udlændingen under fortsat ophold her i landet vil begå lovovertrædelser.

4) Hvis en udlænding, der ikke er omfattet af nr. 3, idømmes betinget

eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der giver

mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der kan medføre højere

straf end hæfte.

5) Hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

§ 25. En udlænding, som ikke har boet her i landet i

længere tid end de sidste 2 år, kan desuden udvises, hvis udlændingen helt

eller delvis ernærer sig på ulovlig vis.

Stk. 2. En udlænding, som ikke har boet her i landet i

længere tid end det sidste år, kan desuden udvises:

1) Hvis udlændingen på grund af alkoholmisbrug jævnligt har givet

anledning til ulempe for andre eller til forstyrrelse af ro og orden.

2) Hvis udlændingen ulovligt besidder eller bruger euforiserende stoffer.

§ 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der foruden

til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder varigheden

af opholdet her i landet, tages hensyn til, om udvisning må antages at virke

særlig belastende, navnlig på grund af:

1) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

2) udlændingens personlige eller familiemæssige tilknytning til herboende

danske eller udenlandske statsborgere,

3) udlændingens tilknytning til landet i øvrigt, herunder at udlændingen

er kommet hertil som barn eller ganske ung og dermed helt eller delvis har

haft sin opvækst her i landet,

4) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller

andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold,

5) risikoen for, at udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller

andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

6) udsættelse for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i

landet, der har medført, at en udlænding med opholdstilladelse efter § 9,

stk. 1, nr. 2, ikke længere samlever på fælles bopæl med den i Danmark

fastboende person, eller udlændingens i øvrigt særligt svage stilling.

Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4,

medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.

§ 27. De i §§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3.

pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2, og 22-25 nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet

for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens

indgivelse.

Stk 2. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt

opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum

fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelsen, jf. dog stk.

3.

Stk. 3. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 og § 9, stk. 2, nr. 5, i

umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter lov om midlertidig

opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.,

regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra tidspunktet for den første meddelelse

af opholdstilladelse i med før af lov om midlertidig opholdstilladelse til

visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. eller, hvis ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens

indgivelse. Fristen regnes fra det tidligste af de i 1. pkt. nævnte

begyndelsestidspunkter.

Stk. 4. Ophold med en opholdstilladelse, der er opnået

ved svig, anses ikke for lovligt ophold.

Stk. 5. Den tid, hvori en udlænding har været

varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået

frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter, medregnes ikke i de i stk. 1 nævnte tidsrum.

§ 27 a. Til brug for Udlændingestyrelsens og

Indenrigsministeriets afgørelser om udvisning efter kapitel 4, jf. § 49, kan

politiet uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om udlændingens

strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til

Indenrigsministeriet eller Udlændingestyrelsen.

Kapitel 5

Afvisning

§ 28. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse,

eller en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan

uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises ved indrejsen:

1) Hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum, jf. § 4, stk.

1, 2. pkt.

2) Hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om pas, visum og

indrejse, som er fastsat efter kapitel 7. Statsborgere i et andet nordisk

land kan dog kun afvises af denne grund, såfremt de indrejser fra et

ikke-nordisk land, jf. § 39, stk. 4.

3) Hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund

til at antage, at den pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet

uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2,

kan dog ikke afvises af denne grund.

4) Hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i

landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2,

kan dog ikke afvises af denne grund, jf. dog stk. 2.

5) Hvis andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller

sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i

landet.

Stk. 2. Afvisning efter stk. 1 kan endvidere ske indtil

3 måneder efter indrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller

2, kan dog efter indrejsen kun afvises efter stk. 1, nr. 1 og 5, og, såfremt

det offentlige må bekoste udlændingens rejse ud af landet, tillige efter nr.

4. Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af

udlændingen efter EF- asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes fristen i 1. pkt.

fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen.

Stk. 3. En udlænding, der meddeles afslag på eller

frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning

om asyl bortfalder efter § 40, stk. 7, kan uanset bestemmelserne i stk. 1

afvises i indtil 3 måneder fra indrejsen.

Stk. 4. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i

landet, kan uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises, såfremt det findes

påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

Stk. 5. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler om afvisning og udsendelse af blindpassagerer.

§ 29. En ikke-nordisk udlænding, som må antages at

ville rejse videre til et andet nordisk land, skal afvises ved indrejsen,

hvis den pågældende har modtaget indrejseforbud fra et sådant land og ikke

har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark og det eller de andre

nordiske lande, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.

Stk. 2. En ikke-nordisk udlænding, som må antages at

ville rejse videre til et andet nordisk land, kan afvises ved indrejsen til

Danmark, hvis den pågældende kan afvises efter de regler, der gælder i det

nordiske land, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.

Stk. 3. Afvisning efter stk. 1 og 2 kan endvidere ske

indtil 3 måneder efter indrejsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder ikke

anvendelse på udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2.

Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet

EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding

tilbageføres til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter

EF-asylkonventionen skal tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov

konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen

af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers

medlemsstater.

Kapitel 6

Forskellige regler om opholdstilladelse,

udvisning og afvisning

§ 30. En udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1

og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af

landet.

Stk. 2. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager

politiet omsorg for udrejsen. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler

herom.

Stk. 3. Til brug for behandlingen af en sag om

udsendelse af en udlænding videregiver Udlændingestyrelsen eller

Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke alle akter, der er indgået i

sagen om opholdstilladelse efter § 7, til politiet, når der er meddelt

endeligt afslag på opholdstilladelse efter § 7, eller når udlændingen

frafalder ansøgningen herom.

§ 31. En udlænding må ikke udsendes til et land, hvor

den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28.

juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er

beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende

anvendelse, såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til §

7, stk. 2 eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er

bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets

sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig

forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme,

helbred eller frihed.

§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en

udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse

bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og

opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan

tidsbegrænses og skal i så fald udløbe den 1. januar eller den 1. juli.

Stk. 2. Bestemmelse om indrejseforbud kan træffes i

forbindelse med en beslutning om afvisning efter § 28, stk. 2, jf. stk. 1,

nr. 3-5.

Stk. 3. Den politimyndighed, som drager omsorg for

udrejsen, skal udlevere udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om

indrejseforbuddet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.

Stk. 4. Når omstændighederne taler derfor, kan et

indrejseforbud senere ophæves. Et ved dom meddelt indrejseforbud kan dog,

medmindre der gives udlændingen opholdstilladelse efter §§ 7-8, tidligst

ophæves 2 år efter udrejsen, jf. dog § 50.

§ 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse

efter §§ 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan

opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen

kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.

§ 33. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse,

beslutning om inddragelse af opholdstilladelse og beslutning om udvisning

efter § 24, nr. 5, eller efter § 25 skal indeholde en frist for udrejse.

Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om reglen i stk. 3, 1. pkt.

Stk. 2. Meddeler Udlændingestyrelsen i medfør af § 53

a, stk. 3, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, kan

udlændingen pålægges at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af

en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til

udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl efter

§ 53 a, stk. 3. I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde

ikke være kortere end 15 dage eller, hvis udlændingen er statsborger i et

andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen

hidtil har haft opholdstilladelse, 1 måned.

Stk. 3. Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage

efter, at den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her

i landet, indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af

EF-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og har

haft bopæl her i landet, eller hidtil har haft opholdstilladelse her i

landet. Opretholdes afgørelsen, fastsættes der en ny frist for udrejse efter

reglerne i stk. 2.

Stk. 4. Indgives der ansøgning om opholdstilladelse

efter § 9, stk. 2, nr. 2, inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har

meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7, har dette opsættende virkning

med hensyn til udrejsefristen. En sådan ansøgning har ikke opsættende

virkning, hvis udlændingens asylsag er afgjort af Udlændingestyrelsen efter §

53 a, stk. 3, og udrejsefristen er overskredet.

Stk. 5. Indbringes en afgørelse truffet af

Udlændingestyrelsen efter § 53 a, stk. 3, for Folketingets Ombudsmand, har

dette ikke opsættende virkning.

Stk. 6. Indbringes en afgørelse truffet af

indenrigsministeren efter § 9, stk. 2, nr. 2, for Folketingets Ombudsmand,

har dette ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis

indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet, eller udlændingens

udrejsefrist er overskredet.

Stk. 7. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse

efter § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 2, har ikke opsættende virkning med hensyn

til udrejsefristen, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen,

træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en

ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning.

Stk. 8. Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet

en udrejsefrist efter reglerne i stk. 2. Fristen regnes fra dommens afsigelse

eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved denne, fra dens

forkyndelse.

Stk. 9. Klage over en afvisningsbeslutning giver ikke

udlændingen ret til at indrejse i landet.

§ 34. Indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en

udlænding skal udvises eller afvises, eller overføres eller tilbageføres

efter EF-asylkonventionen eller udsendes under henvisning til, at udlændingen

ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og

3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan politiet, når det må

anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at

udlændingen skal:

1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet hos politiet,

2) stille en af politiet fastsat sikkerhed,

3) tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse og

4) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Stk. 2. Politiet kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt

for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at en udlænding skal

give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt

1) udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og

ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1,

2) udlændingen udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller

politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,

3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for

personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for

udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på

indkvarteringsstedet,

4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at

udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse,

jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt., eller

5) politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke

medvirker hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt.

§ 35. En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er

bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre

udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en

eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når:

1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet

mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre

udvisning efter § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller §

23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller

§ 24, nr. 2-4.

2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke

er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter

§ 24, nr. 5, og § 25(* 2), for overførsel eller tilbageførsel efter

EF-asylkonventionen eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne

i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i

landet, kan politiet bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves. Har

udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves

for at sikre muligheden for udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. §

22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1. En udlænding, hvis ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter

den i § 53 a, stk. 3, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel

vurdering frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at fastholde

udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34

nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige.

Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den

pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage

ophold, jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om

opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, kan endvidere

frihedsberøves, hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller

Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den

udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der

udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger

hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.

4, 2. pkt.

§ 37. En udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36,

skal, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn efter

frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten, der tager stilling

til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse.

Er frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat umiddelbart i forlængelse af en

anholdelse efter retsplejelovens kapitel 69, regnes fristen fra anholdelsen.

Fremstillingen skal ske for retten på det sted, hvor udlændingen er

tilbageholdt.

Stk. 2. Retten beskikker en advokat for udlændingen.

Tidspunktet for frihedsberøvelsens iværksættelse og for fremstillingen i

retten anføres i retsbogen.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan

påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Er udlændingen

frihedsberøvet på afgørelsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig,

fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat tilbageholdelse. Denne frist

kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Er

frihedsberøvelsen iværksat i medfør af § 36, stk. 1, 3. pkt., kan

frihedsberøvelsen opretholdes efter denne bestemmelse i højst 7 dage fra

frihedsberøvelsens iværksættelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 4. Ved frihedsberøvelsens iværksættelse skal

politiet gøre udlændingen bekendt med bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2, 1.

pkt. Politiet skal endvidere gøre udlændingen bekendt med adgangen til at

sætte sig i forbindelse med hjemlandets diplomatiske eller konsulære

repræsentation eller, såfremt udlændingen søger opholdstilladelse efter § 7,

med en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 5. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn

til gennemførelse af beslutning om afvisning eller udvisning, om overførsel

eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen eller om udsendelse under

henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet

efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a.

Stk. 6. Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt

tilsvarende anvendelse.

§ 37 a. Retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt., §

758, stk. 2, og § 759 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der

frihedsberøves i medfør af § 36.

Stk. 2. Retsplejelovens §§ 773-776 og 778 finder

tilsvarende anvendelse på en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt

af retten i medfør af § 37, jf. § 36.

§ 37 b. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør

af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §

37, jf. § 36, er under frihedsberøvelsen ikke undergivet an dre

indskrænkninger i sin frihed, end frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse

af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet nødvendiggør.

Stk. 2. Retsplejelovens § 770, stk. 2, finder

tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af

udlændingelovens § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i

medfør af § 37, jf. § 36.

§ 37 c. Retten kan på begæring af politiet bestemme,

at en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §

37, jf. § 36, fuldstændigt eller delvis skal udelukkes fra fællesskab med

andre indsatte (isolation), hvis dette er påkrævet af hensyn til indhentelsen

af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i

henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig

her i landet.

Stk. 2. Isolation må ikke iværksættes eller fortsættes,

såfremt formålet hermed kan tilgodeses ved mindre indgribende

foranstaltninger. Ved afgørelsen om isolation skal der endvidere tages hensyn

til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for den frihedsberøvede på

grund af dennes unge alder eller fysiske eller psykiske svagelighed.

Stk. 3. Politiets begæring om isolation indgives til

retten på det sted, hvor udlændingen er frihedsberøvet. Retten beskikker en

advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan

påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke

opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om isolation.

Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Finder retten, at isolation kan iværksættes

eller fortsættes, fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat isolation.

Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde ikke

overstige 2 uger. Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4

uger ad gangen. Fuldstændig isolation må ikke finde sted i et sammenhængende

tidsrum på mere end 8 uger.

Stk. 5. Politiet kan bestemme, at en udlænding, der er

frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør

af § 37, fuldstændig eller delvis skal undergives isolation, såfremt

betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt. Udlændingen kan kræve, at en af

politiet i medfør af 1. pkt. truffet beslutning om isolation forelægges

retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i

medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning. Stk.

3 finder tilsvarende anvendelse.

§ 37 d. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør

af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §

37, jf. § 36, kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og

sikkerhed på anbringelsesstedet tillader det. Politiet kan af hensyn til

indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en

tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt

opholder sig her i landet, modsætte sig, at den frihedsberøvede modtager

besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den

frihedsberøvede har altid ret til ukontrolleret besøg af den beskikkede

advokat. En frihedsberøvet, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7,

har endvidere altid ret til ukontrolleret besøg af en repræsentant for Dansk

Flygtningehjælp.

Stk. 2. Nægter politiet besøg til en udlænding, hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal den

frihedsberøvede underrettes herom, medmindre retten af hensyn til

indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en

tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt

opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Nægter politiet besøg til en udlænding, der er

frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør

af § 37, skal den frihedsberøvede underrettes herom, medmindre politiet af

hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af,

om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen

lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse.

Stk. 4. En udlænding, hvis frihedsberøvelse er

opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan kræve, at politiets

afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1 forelægges retten

til afgørelse. En begæring efter 1. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37

c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af

§ 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan

kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1

forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling

for retten i medfør af § 37, jf. § 36. En begæring efter 1. pkt. har ikke

opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 37 e. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør

af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af §

37, jf. § 36, har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse

brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt

udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade

for indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en

tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt

opholder sig her i landet, eller til skade for opretholdelse af orden og

sikkerhed på anbringelsesstedet.

Stk. 2. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af

§ 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37,

jf. § 36, har ret til ukontrolleret brevveksling med den beskikkede advokat,

indenrigsministeren, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Har udlændingen

ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, har vedkommende endvidere adgang til

ukontrolleret brevveksling med Dansk Flygtningehjælp. Retsplejelovens § 772,

stk. 2, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Tilbageholdes et brev til eller fra en

udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37,

jf. § 36, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks

forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal

afsenderen og adressaten straks underrettes, medmindre retten af hensyn til

indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en

tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt

opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Tilbageholdes et brev til eller fra en

udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet

for retten i medfør af § 37, skal afsenderen og adressaten straks underrettes

herom, medmindre politiet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er

nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan

gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden

bestemmelse. Afsenderen eller adressaten kan kræve, at politiets

tilbageholdelse af et brev forelægges retten til afgørelse i forbindelse med

ud lændingens fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2.

pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende

anvendelse.

§ 37 f. Straffelovens § 86, stk. 1-3, finder

tilsvarende anvendelse, når en udlænding har været frihedsberøvet efter § 36,

stk. 2, 3. pkt.

Kapitel 7

Kontrollen med udlændinges indrejse, ophold

og udrejse m.v.

§ 38. Indenrigsministeren fastsætter regler om, ved

hvilke grænseovergangssteder, havne og lufthavne ind- og udrejse kan finde

sted.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler om ind- og udrejsekontrol, herunder om udenlandske

besætningsmedlemmers ophold her i landet, om på- og afmønstring her i landet

af udenlandske besætningsmedlemmer og om de pligter, der påhviler skibsførere

og luftfartøjschefer.

Stk. 3. I forbindelse med indrejse- og udrejsekontrol

har kontrolmyndigheden ret til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i

køretøjer, skibe og luftfartøjer for at sikre, at ulovlig ind- og udrejse

ikke finder sted.

§ 39. En udlænding skal ved indrejse, under ophold

her i landet og ved udrejse herfra være i besiddelse af pas eller andet

dokument, der efter indenrigsministerens bestemmelse kan godkendes som

rejselegitimation.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, i

hvilket omfang passet eller rejselegitimationen skal være påtegnet visum til

indrejse i eller udrejse af landet.

Stk. 3. Passet eller rejselegitimationen skal ved ind-

og udrejse forevises for paskontrollen og under ophold her i landet på

begæring forevises for offentlige myndigheder. Indenrigsministeren kan

bestemme, at udlændinge til stadighed skal medføre deres pas eller anden

legitimation under ophold her i landet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for

statsborgere i et andet nordisk land, der opholder sig her i landet, eller

som indrejser fra eller udrejser til et andet nordisk land.

Indenrigsministeren kan fritage andre udlændinge for pligterne efter stk. 1

og 3.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om

udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe

sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument.

Rejselegitimation kan inddrages efter samme regler, som gælder om pas til

danske statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.

Stk. 6. For udstedelse af særlig rejselegitimation, jf.

stk. 5, betales 150 kr.

§ 40. En udlænding skal meddele de oplysninger, som

er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan

gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingen

skal efter tilsigelse give personligt møde og på begæring stille sit pas

eller sin rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i

henhold til loven.

Stk. 2. En udlænding skal meddele de oplysninger om

sine økonomiske forhold, som er nødvendige til bedømmelse af, om

Udlændingestyrelsen kan pålægge udlændingen at tilbagebetale udgifterne til

udlændingens underhold, jf. § 42 a, stk. 1.

Stk. 3. Drager politiet omsorg for en udlændings

udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og med

virke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til

udrejsen i øvrigt. Retten kan på begæring af politiet, hvis det skønnes

fornødent, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at medvirke dertil,

skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, eller

at udlændingens fingeraftryk, der er optaget i medfør af § 40 a, stk. 1 og 2,

kan videregives til hjemlandets eller et andet lands repræsentation. Retten

beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse,

der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke

opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens

kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Afgiver en person en erklæring til oplysning i

sager, der henhører under denne lov, kan udlændingemyndighederne kræve, at

erklæringen afgives på tro og love.

Stk. 5. Den, der ved at afgive en urigtig erklæring

eller på anden måde medvirker eller søger at medvirke til, at en udlænding

opnår en opholdstilladelse ved svig, skal erstatte de udgifter, der påføres

staten ved udlændingens indrejse, ophold og udrejse og ved udlændingesagens

behandling. Kravet tillægges udpantningsret.

Stk. 6. Til oplysning i sager, der henhører under denne

lov, kan der optages forhør i retten, jf. retsplejelovens § 1018.

Stk. 7. Dokumenter og genstande, der må antages at være

af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til

andre lande, kan tages i bevaring, hvis det skønnes fornødent.

Retsplejelovens kapitler 72, 73 og 75 b finder anvendelse i samme omfang som

i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.

Stk. 8. Udebliver en udlænding, der har ansøgt om

opholdstilladelse efter § 7, efter at være tilsagt personligt til at møde hos

Udlændingestyrelsen eller politiet uden anmeldt lovligt forfald, bortfalder

udlændingens ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Tilsigelsen skal

indeholde oplysning om virkningerne af udeblivelse. Udlændingestyrelsen kan i

særlige tilfælde beslutte, at en ansøgning ikke skal anses for bortfaldet.

§ 40 a. Der kan optages fingeraftryk af en udlænding:

1) som søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2,

2) som søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1

eller 2, og som kan afvises, udvises, overføres eller tilbageføres efter § 48

a, stk. 1, eller

3) som ikke søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, og som

skal afvises, udvises eller udrejse af landet, jf. § 30, stk. 1, såfremt der

på baggrund af pågældendes dokumenter, ejendele, økonomiske midler og andre

personlige forhold er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil

indrejse på ny og ansøge om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Der kan endvidere optages fingeraftryk af en

udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identifikation

af den pågældende eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af

rejsedokument.

Stk. 3. Fingeraftryk, der optages i medfør af stk. 1

eller 2, kan registreres i et særligt edbregister, der føres af

Rigspolitichefen. Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i

forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Indenrigsministeren

fastsætter efter lovgivningen om offentlige registre forskrifter for

registret.

Stk. 4. Fingeraftryk, der modtages fra udenlandske

udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager, kan

registreres i det i stk. 3 nævnte edb-register.

Stk. 5. Fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er

registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, slettes 10 år efter

registreringen af fingeraftrykket i registret.

Stk. 6. Fingeraftryk, der registreres i det i stk. 3

nævnte edb-register, kan til brug for identifikation af den pågældende

udlænding manuelt eller elektronisk sammenholdes med fingeraftryk optaget

efter retsplejelovens bestemmelser herom.

Stk. 7. Søgning og videregivelse af oplysninger fra

registret til politiet til brug for efterforskningen af et strafbart forhold

kan foretages, hvis:

1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan

medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og

2) søgningen må antages at være af afgørende betydning for

efterforskningen.

Stk. 8. Søgning og videregivelse af oplysninger fra

registret til politiet til brug for en international efterlysning kan

foretages under de i stk. 7 nævnte betingelser.

Stk. 9. Afgørelse om søgning og videregivelse af

oplysninger efter stk. 7 og 8 træffes af retten ved kendelse. I kendelsen

anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at

betingelserne for søgning er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Kendelsen kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.

Retsplejelovens kapitel 62 og 63 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 10. Politiet og Udlændingestyrelsen kan uden

udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt videregive oplysninger fra

registret vedrørende fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret

i edb-registret, til udenlandske udlændingemyndigheder.

§ 40 b. Der kan optages personfotografi af en

udlænding, der søger om opholdstilladelse efter § 7.

Stk. 2. Der kan optages personfotografi af en

udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identifikation

af den pågældende, med henblik på udstedelse af identitetskort eller andet

legitimationsdokument eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af

rejsedokument.

Stk. 3. Personfotografi optaget i medfør af stk. 1 og 2

kan uden udlændingens samtykke videregives til indenlandske og udenlandske

udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

§ 40 c. Ved behandlingen af en ansøgning om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 kan udlændingemyndighederne

kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den

familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen,

medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den

familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for

tilstrækkeligt dokumenteret.

§ 41. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at

udlændinge af hensyn til statens sikkerhed eller opretholdelsen af ro og

orden har pligt til at melde sig hos en offentlig myndighed.

§ 42. Indenrigsministeren kan fastsætte regler,

hvorefter den, der mod eller uden vederlag yder logi til eller stiller

lejrplads til rådighed for udlændinge, skal føre fortegnelse over udenlandske

gæster og give politiet underretning om deres ankomst og afrejse.

Fortegnelsen skal til enhver tid kunne forevises politiet.

Stk. 2. Udlændinge skal meddele de oplysninger, der er

nødvendige til opfyldelse af pligten efter stk. 1.

§ 42 a. En udlænding, der opholder sig her i landet,

og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under

behandling, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen.

Udlændingestyrelsen kan dog bestemme, at en udlænding, der har tilstrækkelige

midler hertil, ikke skal have dækket sine eller sin husstands udgifter til

underhold. Udlændingestyrelsen kan endvidere pålægge en udlænding at betale

de i 1. pkt. nævnte udgifter til udlændingens underhold, såfremt udlændingen

har tilstrækkelige midler hertil. Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere

retningslinier for beregningen af de i 1. pkt. nævnte udgifter, herunder

fastsætte gennemsnitstakster for en given ydelse over en given periode.

Udlændingestyrelsens pålæg til en udlænding om at betale de i 1. pkt. nævnte

udgifter tillægges udpantningsret.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen tilvejebringer og driver

indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1. Dette kan ske i

samarbejde med Dansk Røde Kors eller med andre private organisationer eller

selskaber, som er godkendt hertil af indenrigsministeren. Statslige

styrelser, som er godkendt hertil af indenrigsministeren, eller en kommune

kan endvidere efter aftale med Udlændingestyrelsen tilvejebringe og drive

sådanne indkvarteringssteder. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler om, i hvilket omfang Udlændingestyrelsens beføjelser efter denne

bestemmelse kan overføres til andre myndigheder. Indenrigsministeren kan

endvidere fastsætte regler om, at Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere

regler for og træffe bestemmelse om udøvelsen af disse beføjelser.

Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter regler for

kommunernes deltagelse i finansieringen af tilvejebringelsen og driften af

indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1, herunder om

statens dækning af udgifterne.

Stk. 4. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en i stk.

1 nævnt udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler

til sit underhold, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere

bestemmelse. En sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd

over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted

for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen af disse personers

hverv.

Stk. 5. Har en udlænding, der ikke har ansøgt om

opholdstilladelse i henhold til § 7, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke

ret til at opholde sig her i landet, kan Udlændingestyrelsen bestemme, at

udgifterne til udlændingens underhold dækkes af Udlændingestyrelsen i

overensstemmelse med bestemmelsen i stk. 1. Stk. 4 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 6. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en

udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 5, ikke skal have dækket sine

udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser,

såfremt

1) udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og

ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1,

2) udlændingen udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller

politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,

3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for

personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for

udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på

indkvarteringsstedet,

4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at

udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse,

jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt.,

5) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om en i § 34 nævnt

foranstaltning,

6) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i

forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 1,

7) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse,

udrejsekontrol eller udsendelse eller

8) politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke

medvirker hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt.

§ 42 b. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om

erstatning for skader, som udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis

ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling,

forvolder på andre eller andres ejendele, og for skader, som påføres de

pågældende udlændinge eller disses ejendele. Indenrigsministeren kan

fastsætte regler om forsikring mod sådanne skader. De herved forbundne

udgifter afholdes af staten.

§ 42 c. Børn i den undervisningspligtige alder, der

opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold

til § 7 er taget under behandling, eller hvis forældre er omfattet af § 42 a,

stk. 5, skal deltage i særskilt tilrettelagt undervisning.

Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke uddannelser og

aktiviteter der tilbydes, og kan herunder efter forhandling med

undervisningsministeren bestemme, i hvilket omfang de nævnte børn kan deltage

i folkeskolens undervisning.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at der for

andre udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om

opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, kan

tilrettelægges tilbud om undervisning. Indenrigsministeren kan fastsætte

nærmere regler for, hvilke uddannelser og aktiviteter der tilbydes, og kan

endvidere bestemme, at undervisningen kan ske i et samarbejde med skoler og

uddannelsesinstitutioner under Arbejdsministeriet, Kulturministeriet og

Undervisningsministeriet eller kan erstattes af undervisning udbudt af disse.

Indenrigsministeren kan desuden bestemme, i hvilket omfang gennemførelsen vil

være afhængig af, at de i 1. pkt. nævnte udlændinge medvirker hertil som

undervisere og lignende.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan bestemme, at regler,

der fastsættes i medfør af stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, kun skal gælde for

visse indkvarteringssteder. Indenrigsministeren kan ved fastsættelsen af

regler i medfør af stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 fravige § 46.

§ 42 d. En udlænding, der er indkvarteret på et af de

i § 42 a, stk. 2, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke ved

udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af

indkvarteringsstedet.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen eller den statslige

styrelse, private organisation eller kommune, som Udlændingestyrelsen

bemyndiger dertil, kan meddele en udlænding pålæg om at udføre de i stk. 1

nævnte opgaver. Udlændingestyrelsen kan bestemme, i hvilket omfang

tilsidesættelse af et meddelt pålæg skal medføre flytning til et andet

indkvarteringssted.

Stk. 3. En udlænding, der er indkvarteret på et af de i

§ 42 a, stk. 2, nævnte indkvarteringssteder, må udføre andre end de i stk. 1

nævnte opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet og medvirke

ved gennemførelsen af den i § 42 c nævnte undervisning.

Stk. 4. En udlænding, der opholder sig her i landet, og

hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under

behandling, må deltage i ulønnet humanitært arbejde eller andet frivilligt

arbejde.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler

om udførelsen af de i stk. 1 og 3 nævnte opgaver. Tilbud om det i stk. 4

nævnte arbejde kan tilrettelægges efter indenrigsministerens nærmere

bestemmelse. Indenrigsministeren kan herunder fastsætte regler om nedsættelse

af samarbejdsorganer på de enkelte indkvarteringssteder samt om disse

organers kompetence.

Stk. 6. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, i

hvilket omfang udlændinge, der medvirker til udførelsen af de i stk. 1 og 3

nævnte opgaver eller deltager i frivilligt arbejde som nævnt i stk. 4, skal

have betaling herfor. Indenrigsministeren kan endvidere bestemme, at den i 1.

pkt. nævnte betaling træder i stedet for dækning af de pågældendes og deres

husstands udgifter til underhold efter § 42 a. Indenrigsministeren kan

herunder bestemme, at Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere

retningslinjer for beregningen af den i 1. pkt. nævnte betaling.

Indenrigsministeren kan bestemme, at de i medfør af stk. 5 og nærværende

stykke fastsatte regler samt stk. 1 og 2 kun skal gælde for visse

indkvarteringssteder.

Stk. 7. Indenrigsministeren kan efter forhandling med

socialministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang udlændinge, der

opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold

til § 7 er taget under behandling, er omfattet af reglerne i lov om

forsikring mod følger af arbejdsskade. De herved forbundne udgifter afholdes

af staten.

§ 43. Såfremt politiet drager omsorg for en

udlændings ophold og udrejse, skal udlændingen afholde de udgifter, der for

udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Har udlændingen ikke

tilstrækkelige midler, afholdes udgifterne foreløbig af statskassen.

Stk. 2. Føreren og den, der har rådighed over et skib

eller luftfartøj, som har bragt en udlænding her til landet, samt dennes

herværende repræsentant har pligt til uden udgift for staten at sørge for

udlændingens udrejse, såfremt udlændingen bliver afvist efter reglerne i

kapitel 5. De har endvidere pligt til at erstatte statens udgifter ved rømte

eller agterudsejlede besætningsmedlemmer og blindpassagerers ophold,

tilbageførelse til skibet eller luftfartøjet eller udsendelse.

Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om størrelsen af den i

2. pkt. nævnte erstatning.

Stk. 3. Den, der har bistået en udlænding med ulovligt

at indrejse eller opholde sig her i landet, og den, der har beskæftiget en

udlænding uden arbejdstilladelse, skal erstatte de udgifter, der påføres

staten ved udlændingens ophold og udrejse.

Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 tillægges udpantningsret.

§ 43 a. Til udlændinge, der opholder sig her i

landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 er taget under

behandling, kan der, hvis vedkommende ikke selv har midler hertil, ydes hjælp

til rejse til et tredjeland, hvor vedkommende efter indrejsen i Danmark og

inden udløbet af en fastsat udrejsefrist har opnået indrejse- og

opholdstilladelse, hvis den pågældende har fået afslag på eller frafalder en

ansøgning om opholdstilladelse her i landet.

Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til:

1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,

2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,

3) udlændinge, der er statsborgere i et land, som er tilsluttet Det

Europæiske Fællesskab, og

4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde.

Stk. 3. Hjælpen efter stk. 1 omfatter

1) udgifter til billet til fly, tog m.v.,

2) nødvendige udgifter til transport af personlige ejendele,

3) højst 5.000 kr. pr. familie til transport af udstyr, der er nødvendigt

for den pågældendes eller familiens erhverv i det pågældende tredjeland, og

4) andre udgifter, der er forbundet med rejsen.

Stk. 4. En udlænding kan kun modtage hjælp efter stk. 1

en gang.

Stk. 5. Beløbet i stk. 3, nr. 3, reguleres en gang

årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

§ 44. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om

betaling for ansøgninger om visum og for ansøgninger, der indgives her i

landet om opholds- og arbejdstilladelse.

Stk. 2. For udstedelse af dansk rejselegitimation til

udlændinge betales et beløb svarende til beløbet for udstedelse af danske pas

til unge og ældre, jf. paslovens § 4 a. For forlængelse skal der ikke ske

betaling.

§ 45. Ved aftale med fremmede regeringer eller

mellemfolkelige organisationer eller ved bestemmelse fastsat af

indenrigsministeren kan der ske lempelse af reglerne om opholds- og

arbejdstilladelse i forhold til visse lande og visse grupper af udlændinge.

Kapitel 8

Kompetence- og klageregler m.v.

§ 46. Afgørelser i henhold til denne lov træffes med

de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a-50 og 51, stk. 2, 2. pkt., af

Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Udlændingestyrelsens afgørelser kan, bortset

fra de i § 9 stk. 2, nr. 5, § 33, § 42 a, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5(* 3), §

42 d, stk. 2, og § 53 a nævnte afgørelser, påklages til indenrigsministeren.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan træffe bestemmelse om

og fastsætte nærmere regler for Udlændingestyrelsens behandling af de af stk.

1 og 2 omfattede sager.

§ 46 a. Afgørelse om opholdstilladelse efter § 9,

stk. 2, nr. 2, træffes af indenrigsministeren.

§ 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7,

stk. 4, behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens

tilknytning til Danmark.

Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære

repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og

kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om

afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 46 c. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler om, i hvilket omfang afgørelser vedrørende meddelelse, forlængelse,

bortfald og inddragelse af opholdstilladelser efter § 6 eller § 9, stk. 2,

nr. 1, kan træffes af andre myndigheder end Udlændingestyrelsen. Der kan i

den forbindelse fastsættes bestemmelser om, til hvilken myndighed afgørelsen

kan påklages, og om, at en afgørelse truffet af den myndighed, hvortil

afgørelsen kan påklages, ikke kan indbringes for anden administrativ

myndighed. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, at

den myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, kan fastsætte nærmere regler

for og træffe bestemmelse om sagernes behandling.

§ 46 d. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler om, at et statsamt uden udlændingens samtykke til brug for en

afgørelse eller udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør

heraf kan videregive alle akter, der er indgået i de af § 46 c omfattede

sager, til Udlændingestyrelsen. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte

nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke til brug

for en afgørelse i de af § 46 c omfattede sager kan videregive alle akter,

der er indgået i Udlændingestyrelsens sag vedrørende en afgørelse eller

udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, til et

statsamt. Indenrigsministeren kan endelig fastsætte nærmere regler om, at et

statsamt til brug for en afgørelse i de af § 46 c omfattede sager uden

udlændingens samtykke kan videregive alle akter, der er indgået i de af § 46

c omfattede sager, til et andet statsamt.

§ 47. Opholdstilladelse til personer, som nyder

diplomatiske rettigheder, samt til deres familiemedlemmer meddeles af

udenrigsministeren.

Stk. 2. Der kan efter aftale mellem indenrigsministeren

og udenrigsministeren gives danske diplomatiske og konsulære repræsentationer

i udlandet bemyndigelse til at udstede visum og opholdstilladelse.

§ 47 a. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere

regler om, at politiet i helt særlige tilfælde kan udstede visum ved

indrejsen i landet samt udstede tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der

lovligt opholder sig her i landet.

§ 48. Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. §§

28, stk. 1, og 29, stk. 1-2, kan træffes af vedkommende politimester eller

politidirektøren. Afgørelser efter § 30, § 33, stk. 8, § 34, § 36, § 37 c,

stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, § 40, stk. 6 og 7 , § 40 a,

stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-6 og 10, og § 40 b og §

43, stk. 1 og 2, kan træffes af Rigspolitichefen, vedkommende politimester

eller politidirektøren. Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a kan

træffes af Rigspolitichefen. De i 1.-3. pkt. nævnte afgørelser kan påklages

til indenrigsministeren. Klagen har ikke opsættende virkning. Politiets

afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36 og §§ 37 c-37 e kan

dog kun påklages til indenrigsministeren, såfremt afgørelsen ikke kan

indbringes for domstolene efter § 37 eller §§ 37 c-37 e. Politiets afgørelser

efter § 33, stk. 8, kan ikke indbringes for indenrigsministeren.

§ 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet

af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om overførsel

eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter

reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald

udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7

behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i

givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et

land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel

1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er

beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et

andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, træffer

Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgningen ikke behandles, førend

Danmark har modtaget en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse.

Stk. 4. Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om

undladelse af afvisning eller udvisning eller om overførsel eller

tilbageførsel efter EF-asylkonventionen og udsendelse, skal politiet gøre

asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk

Flygtningehjælp. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet

forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der

opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i

forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at

overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen,

træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter

taler herfor, kan Udlændingestyrelsen uanset reglerne i §§ 48 a og 48 b

beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 skal behandles her i

landet, hvis udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Udlændingestyrelsens afgørelser efter §§ 48

a-c kan påklages til indenrigsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse

om, at en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde

sig her i landet under asylsagens behandling, registrerer politiet den

pågældende som asylansøger.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen forestår i øvrigt sagens

oplysning. Udlændingestyrelsen træffer herunder bestemmelse om udfyldelse af

ansøgningsskema og afhøring af udlændingen.

§ 49. Når en udlænding dømmes for strafbart forhold,

afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende

skal udvises i medfør af § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4,

eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr.

2-3, eller § 24, nr. 2-4. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen

indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1.

Stk. 2. Frafalder anklagemyndigheden tiltale mod en

udlænding for et strafbart forhold, der kan medføre udvisning efter de i stk.

1 nævnte bestemmelser, kan det som et vilkår for tiltalefrafaldet fastsættes,

at udlændingen skal udvises med et nærmere angivet indrejseforbud.

Bestemmelserne i retsplejelovens § 723 finder tilsvarende anvendelse. Rettens

afgørelse om godkendelse af et vilkår om udvisning træffes ved kendelse, der

kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.

Stk. 3. I det omfang udlændingen ikke efter

retsplejelovens almindelige regler har fået beskikket en forsvarer, skal der

ved behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte sager efter anmodning beskikkes

en forsvarer for den pågældende.

§ 50. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat

inden 6 måneder efter dommen, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er

indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, forlange, at

spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbringes for retten ved

anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom skal være fremsat senest 3

måneder før det tidspunkt, hvor udvisningen kan forventes iværksat. Såfremt

udvisningen opretholdes, kan spørgsmålet efter 6 måneders forløb på ny en

gang indbringes for retten, dog tidligst 1 år og senest 6 måneder før det

tidspunkt, hvor udvisningen kan ventes iværksat.

Stk. 2. Straffelovens § 59, stk. 3, finder tilsvarende

anvendelse. Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der

ikke er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises

begæringen ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen.

Retten kan, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens

tilstedeværelse under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan

iværksættes, bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. §

34, § 37, stk. 3 og 6, og §§ 37 a-37 e finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan

påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.

§ 51. Overføres strafforfølgningen i en straffesag

mod en udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, til et andet land,

kan der i forbindelse med overførelsen træffes afgørelse om, at den

pågældende udvises, såfremt strafforfølgningen angår en lovovertrædelse, der

efter de i § 49, stk. 1, nævnte bestemmelser kan medføre udvisning.

Udvisningen ophæves, såfremt udlændingen frifindes for den påsigtede

lovovertrædelse.

Stk. 2. Er en udlænding i udlandet idømt straf for en

lovovertrædelse, der har haft eller må antages at skulle have haft virkning

her i landet, kan der under de i §§ 22-25 nævnte betingelser træffes

bestemmelse om udvisning. Såfremt udlændingen har fast bopæl i Danmark,

indbringes spørgsmålet til afgørelse ved byretten i den retskreds, hvor den

pågældende bor. Sagen kan fremmes uden udlændingens tilstedeværelse. Rettens

afgørelse træffes ved kendelse.

§ 52. Endelige administrative afgørelser efter § 46

kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne

kræves indbragt til prøvelse for den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller,

hvis udlændingen ikke har bopæl noget sted i riget, for Københavns byret,

hvis afgørelsen går ud på:

1) nægtelse af opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter § 9,

stk. 1, nr. 3-5,

2) bortfald, inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en sådan

tilladelse,

3) udvisning efter § 24, nr. 5, af en udlænding, som er omfattet af

EF-reglerne, jf. § 2, eller

4) udvisning efter § 25 af en udlænding, som:

a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet

eller

b) er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2.

Stk. 2. Sagen indbringes for retten af

Udlændingestyrelsen, der fremsender sagens akter med oplysning om den

påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der

påberåbes, samt sagens bevisligheder.

Stk. 3. Retten drager omsorg for sagens oplysning og

træffer selv bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner, om

tilvejebringelse af andre bevismidler og om, hvorvidt sagen skal behandles

mundtligt. Udebliver udlændingen uden lovligt forfald, afgør retten, om

afgørelsen kan prøves uden udlændingens tilstedeværelse, eller om sagen skal

afvises eller udsættes.

Stk. 4. Såfremt retten finder det fornødent og

udlændingen opfylder den i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte

betingelse, beskikkes der en advokat for udlændingen, medmindre denne selv

har antaget en sådan.

Stk. 5. Retten kan, når der er særlig anledning dertil,

pålægge udlændingen helt eller delvis at betale sagsomkostninger.

Stk. 6. Sagens indbringelse for retten har ikke

opsættende virkning, medmindre retten træffer bestemmelse herom.

Stk. 7. Retten afgør ved kendelse, om sagen skal

afvises, eller om afgørelsen skal opretholdes eller ophæves. Kendelsen kan

påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

§ 53. Flygtningenævnet består af en formand og et af

indenrigsministeren fastsat antal næstformænd og andre medlemmer.

Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker

foruden formanden eller en af næstformændene 4 medlemmer, hvoraf 1 medlem

udpeges af indenrigsministeren, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra

Dansk Flygtningehjælp, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet

og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra udenrigsministeren.

Stk. 3. Drøftelse af spørgsmål om almindelige

retningslinjer for nævnets arbejde m.v. sker i nævnets koordinationsudvalg,

der sammensættes som nævnt i stk. 2 og så vidt muligt består af faste

medlemmer.

Stk. 4. Sager, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt

afslag på asyl under henvisning til, at de i § 7, stk. 4, nævnte betingelser

ikke er opfyldt, kan behandles af formanden eller en af næstformændene alene.

Stk. 5. Sager, hvor betingelserne for at opnå asyl

åbenbart må anses for at være opfyldt, kan behandles af formanden eller en af

næstformændene alene.

Stk. 6. Sager, hvor der er anmodet om genoptagelse af

en afgørelse truffet af Flygtningenævnet, kan behandles af formanden eller en

af næstformændene alene, når der ikke er grund til at antage, at nævnet vil

ændre sin afgørelse.

Stk. 7. Formanden og næstformændene skal være dommere.

Medlemmerne beskikkes af indenrigsministeren for en periode på højst 4 år.

Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 8. Har et medlem forfald, kan der i særlige

tilfælde udpeges eller beskikkes et andet medlem. Stk. 2 og 3 finder

tilsvarende anvendelse.

§ 53 a. For Flygtningenævnet kan indbringes klager

over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål,

jf. dog stk. 3:

1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at

være omfattet af §§ 7-8.

2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en

opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller

inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2. Afslår Udlændingestyrelsen at give

opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet,

anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklages en afgørelse som

nævnt i stk. 1, har klagen opsættende virkning.

Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan, efter at sagen har

været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,

herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må

anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.

Stk. 4. Udlændingestyrelsens afgørelser som nævnt i

stk. 1 skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3.

Stk. 5. Politiet kan uden udlændingens samtykke

videregive oplysninger om en udlændings strafbare forhold, herunder om

sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen eller

Flygtningenævnet, hvis den pågældende har ansøgt om opholdstilladelse efter

§§ 7-8 eller er omfattet af § 42 a, stk. 5(* 4).

§ 53 b. Udlændingestyrelsen underretter

Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet,

fordi Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter reglen i § 53

a, stk. 3. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal

kunne indbringes for nævnet.

§ 54. Indbringes en afgørelse for Flygtningenævnet,

fremsender Udlændingestyrelsen sagens akter til nævnet med oplysninger om den

påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der

påberåbes, samt sagens bevisligheder. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for

sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner

og om tilvejebringelse af andre bevismidler.

Stk. 2. Under nævnets behandling af en klage over

Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7 kan Flygtningenævnets formand eller en af

næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter eller andre

bevismidler, som kunne være fremlagt under Udlændingestyrelsens behandling af

sagen. Under nævnets behandling af en ansøgning om genoptagelse af en af

nævnet truffet afgørelse kan Flygtningenævnets formand eller en af

næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter eller andre

bevismidler, som er omfattet af 1. pkt. eller kunne være fremlagt under

nævnets tidligere behandling af sagen.

§ 55. Flygtningenævnet kan om fornødent beskikke en

advokat for udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.

Stk. 2. Kan det ud fra hensynet til sagens fremme ikke

anses for forsvarligt, at den advokat, som udlændingen ønsker beskikket,

medvirker, kan Flygtningenævnet nægte at beskikke den pågældende som advokat

for udlændingen. Ønsker udlændingen i stedet en anden advokat beskikket, skal

Flygtningenævnet beskikke den pågældende, medmindre beskikkelse kan nægtes

efter 1. pkt.

Stk. 3. Udlændingen og dennes advokat skal have

lejlighed til at gøre sig bekendt med det materiale, der indgår i nævnets

behandling, og til at udtale sig herom.

Stk. 4. Hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens

forhold til fremmede magter eller hensynet til tredjemand undtagelsesvis gør

det påkrævet, kan bestemmelsen i stk. 3 fraviges i fornødent omfang.

§ 56. Flygtningenævnets formand eller den, formanden

bemyndiger dertil, henviser en sag til behandling efter § 53, stk. 2 eller

4-6.

Stk. 2. Såfremt udlændingen eller den beskikkede

advokat begærer det, har udlændingen ret til mundtligt at forelægge sin sag

for nævnet, jf. dog stk. 3 og 4. Nævnet bestemmer, om den øvrige behandling

af sagen skal være mundtlig, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Sager, der behandles efter § 53, stk. 4-6,

behandles på skriftligt grundlag.

Stk. 4. Flygtningenævnets formand eller den, formanden

bemyndiger dertil, kan henvise en sag, der skal behandles efter § 53, stk. 2,

til behandling på skriftligt grundlag, hvis:

1) klagen må anses for grundløs,

2) der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, men udlændingen

påberåber sig at være omfattet af § 7, stk. 1 (statusændringssag),

3) sagen vedrører meddelelse af opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,

under henvisning til de i § 7, stk. 1 eller 2, nævnte betingelser,

4) sagen vedrører nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for

flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument,

5) sagen vedrører meddelelse af opholdstilladelse efter § 7 til

indrejsende familiemedlemmer til en udlænding, der tidligere er meddelt

opholdstilladelse efter § 7 (konsekvensstatussag), eller

6) forholdene i øvrigt taler for anvendelse af denne behandlingsform.

Stk. 5. Sager, der er henvist til behandling på

skriftligt grundlag efter stk. 4, nr. 1, kan henvises til mundtlig

behandling.

Stk. 6. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I

tilfælde af stemmelighed skal det resultat, som er gunstigst for den

pågældende klager, være gældende. Afgørelsen skal ledsages af grunde.

Stk. 7. Nævnets afgørelser er endelige.

Stk. 8. Indenrigsministeren fastsætter

Flygtningenævnets forretningsorden efter forhandling med nævnet.

§ 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges

påstand om udvisning af en udlænding, der har opholdstilladelse i medfør af

§§ 7-8, skal der indhentes en udtalelse fra Flygtningenævnet.

Stk. 2. Forinden der af anklagemyndigheden uden for de

i stk. 1 nævnte tilfælde nedlægges påstand om udvisning af en udlænding, kan

der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 3. Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1

og 2 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om

udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold,

til Flygtningenævnet eller Udlændingestyrelsen.

§ 58. Om salær og godtgørelse for udlæg til

advokater, der beskikkes efter § 37, stk. 2, § 37 c, stk. 3, 2. pkt., § 49,

stk. 3, § 50, stk. 2, 3. pkt., § 52, stk. 4, § 55, stk. 1, og § 65, stk. 3,

2. pkt., gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,

jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 58 a. Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter

ikke Flygtningenævnet, jf. dog § 17 i lov om Folketingets Ombudsmand.

Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen m.v.

§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger

om enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra myndighederne i

et andet EF-land efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives

til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5.

Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens

artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om

enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af

EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er

tilsluttet EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn

med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter

EF-asylkonventionen.

§ 58 d. Indenrigsministeren fastsætter nærmere

bestemmelser til gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte, at de

regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen,

med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere

tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig

EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 59. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder

straffes den udlænding, som:

1) Indrejser eller udrejser uden om paskontrollen her i landet eller i et

andet nordisk land.

2) Indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold

meddelt i henhold til tidligere udlændingelove.

3) Opholder sig her i landet eller arbejder uden fornøden tilladelse.

4) Ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer

sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller

anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i

landet.

Stk. 2. Med samme straf som i stk. 1 anført straffes

den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i

strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.

Stk. 3. Den, der forsætligt bistår en udlænding med

ulovligt at indrejse eller opholde sig her i landet, straffes med bøde, hæfte

eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, der for vindings skyld

bistår en udlænding med at indrejse i Danmark med henblik på herfra at

indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller

tilbagesendt. På samme måde straffes endvidere den, der for vindings skyld

bistår en udlænding med at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil

blive afvist eller tilbagesendt.

§ 59 a. Den, der bringer en udlænding her til landet,

straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark

ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.

§ 60. Overtrædelse af § 16, stk. 2, de i medfør af §

34 eller § 42 a, stk. 4, 1. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk.

1-3, og § 42 a, stk. 4, 2. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der

er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under

skærpende omstændigheder med hæfte.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven,

kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne. I forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 2, stk. 3, 12, 15,

stk. 2, 16, stk. 1, og 38, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde eller af

bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 61. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 62. Sager vedrørende overtrædelse af lovens § 59,

stk. 1, nr. 2, behandles uden medvirken af domsmænd, uanset om der bliver

spørgsmål om højere straf end bøde.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 63. Loven træder i kraft den 1. oktober 1983, jf.

dog §§ 64 og 65.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om udlændinges adgang til

landet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 22. juni 1973.

Stk. 3. Lovens regler om udvisning på grund af

strafbart forhold finder anvendelse i alle sager, der ikke er pådømt i 1.

instans ved lovens ikrafttræden.

§ 64. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

§ 65. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

§ 66. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold

tilsiger.

Lov nr. 574 af 19. december 1985 indeholder følgende bestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og finder

anvendelse i alle sager, der endnu ikke er afgjort af Flygtningenævnet.(* 5)

Lov nr. 686 af 17. oktober 1986 indeholder følgende bestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Lovens § 1, nr. 1-10 og nr. 12, træder i kraft

dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 6) § 1, nr. 1, 3, 8 og 10, finder

dog ikke anvendelse for udlændinge, der forinden er indrejst i landet og har

ansøgt om opholdstilladelse efter de hidtidige regler.(* 7) § 1, nr. 7,

finder alene anvendelse for udlændinge, der er indrejst i landet efter lovens

ikrafttræden.(* 8)

Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 11,

fastsættes af justitsministeren.(* 9)

Lov nr. 387 af 6. juni 1991 indeholder følgende bestemmelser:

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af indenrigsministeren.(*

10)

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

Lov nr. 385 af 20. maj 1992 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2. (udeladt)

Stk. 3. Lovens § 1, nr. 1 og 3-37, og §§ 2-4 har

virkning for sager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i

1. instans.(* 11)

Lov nr. 482 af 24. juni 1992 indeholder følgende bestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 12)

Stk. 2. § 1, nr. 2-5, og § 2 finder dog ikke anvendelse

for udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse

eller lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.(* 13)

Lov nr. 464 af 30. juni 1993 indeholder følgende bestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1993.

Stk. 2. Indenrigsministeriet fremsætter forslag for

Folketinget til revision af loven inden udgangen af folketingsåret 1997-98.(*

14)

Lov nr. 421 af 1. juni 1994 indeholder følgende bestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1994.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 14, finder ikke anvendelse på

sager, hvor der forinden ikrafttrædelsen er truffet bestemmelse om sagens

berammelse i Flygtningenævnet.(* 15)

Lov nr. 382 af 14. juni 1995 indeholder følgende bestemmelser:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 1995.

Stk. 2. § 1, nr. 1,2, 4-6, 9, 11, 17, 19 og 20, og § 2,

nr. 1, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 16)

Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttræden af § 1, nr. 15, 16 og 18, og § 2, nr. 2 og 3.

Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, ved hvilke grænseovergangssteder

§ 1, nr. 15, og § 2, nr. 2, træder i kraft.(* 17)(* 18)(* 19)

Stk. 4. § 1, nr. 17, 19 og 20, gælder ikke for sager,

hvor der inden disse bestemmelsers ikrafttræden er truffet bestemmelse om

sagens berammelse i Flygtningenævnet.(* 20)

Stk. 5. § 1, nr. 1 og 2, finder ikke anvendelse for

udlændinge, der inden disses bestemmelsers ikrafttræden har indgivet

ansøgning om opholdstilladelse.(* 21)

§ 4

Indenrigsministeren fremsætter i folketingsåret 1998-99 forslag for

Folketinget til revision af § 1, nr. 5, 6, 9, 11, 13 og 15-20, og § 2.(* 22)

Lov nr. 290 af 24. april 1996 indeholder følgende bestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.(* 23)

Stk. 2. § 1, nr. 3, finder ikke anvendelse på

udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse.(* 24)

Stk. 3. § 1, nr. 9, finder alene anvendelse på

personer, der indrejser i landet efter lovens ikrafttræden.(* 25)

Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand indeholder

følgende bestemmelser:

§ 17

Ombudsmanden kan af egen drift optage en sag til undersøgelse.

Stk. 2. Ombudsmanden kan gennemføre generelle

undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.

§ 31

Denne lov træder i kraft den 1. januar 1997.

§ 32

(udeladt).(* 26)

Stk. 2. Klager over Flygtningenævnets afgørelser, der

er indgivet til Folketingets Ombudsmand inden lovens ikrafttræden, behandles

efter de hidtil gældende bestemmelser.

Lov nr. 410 af 10. juni 1997 indeholder følgende bestemmelser:

§ 3

Stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for

lovens ikrafttræden. Ministeren kan bestemme, at de enkelte bestemmelser i

loven træder i kraft på forskellige tidspunkter og kun træder i kraft ved

bestemte grænseovergangssteder.

Stk. 2. § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8

og 10,(* 27) træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.(*

28)

§ 4

Loven gælder for alle sager, hvor ansøgning om opholdstilladelse er

indgivet efter lovens ikrafttræden.

Indenrigsministeriet, den 13. august

1997

Birte Weiss

/ Hans B. Thomsen

Officielle noter

(* 1) De ændringer, der følger af lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring

af udlændingeloven (Schengenkonventionen m.v.), og som ikke ifølge lovens §

3, stk. 2, skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf.

herved note 27 og 28, er ikke indarbejdet i lovbekendtgørelsens tekst, idet

tidspunktet for Schengenkonventionens ikrafttræden for Danmarks vedkommende

ikke kendes.

Lov nr. 410 af 10. juni 1997 har følgende ordlyd, idet de bestemmelser,

der efter lovens § 3, stk. 2, skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen

i Lovtidende (§ 1, nr. 12, 20, 28 og 29 samt § 2, nr. 5, 6, 8 og 10), samt de

bestemmelser, hvis ikrafttræden forudsætter, at Schengenkonventionen træder i

kraft for Danmarks vedkommende før EF-asylkonventionens ikrafttræden (§ 1,

nr. 1, 7-9, 14, 16, 18-19, 21, 23, 30 og 31 samt § 2, nr. 1-4, 7, 9 og 11),

er udeladt:

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 51 af 22. januar 1997,

foretages følgende ændringer:

1. (udeladt)

2. Efter § 2 indsættes:

» § 2 a. Ved Schengenkonventionen forstås i denne lov

konvention af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni

1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser.

Stk. 2. Ved et Schengenland forstås i denne lov et land, der er

tilsluttet Schengenkonventionen.

§ 2 b. Udlændinge, der har opholdstilladelse i et andet

Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i indtil 3

måneder fra indrejsen. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori

udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et

andet Schengenland end det land, der har udstedt opholdstilladelsen. Har

udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk land, fradrages dog ikke den

tid, hvori udlændingen har haft ophold i et andet nordisk land.

Stk. 2. Udlændinge, der har visum gyldigt for alle Schengenlande,

har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i indtil 3 måneder inden for

visummets gyldighedsperiode. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid,

hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark

eller et andet Schengenland.

Stk. 3. Udlændinge, der har visum med gyldighed begrænset til et

andet Schengenland, har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark

i medfør af Schengenkonventionens artikel 18. Udlændinge, der har

opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse udstedt af et andet

Schengenland, har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark i

medfør af Schengenkonventionens artikel 5, stk. 3.«

3. § 3 affattes således:

» § 3. Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39,

stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at indrejse og opholde sig her i

landet i indtil 3 måneder fra indrejsen. I de nævnte 3 måneders ophold

fradrages den tid, hvori udlændingen har haft ophold i Danmark eller et andet

Schengenland inden for de sidste 6 måneder.«

4. § 4, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes som stk. 3

og 4:

» Stk. 3. Visum udstedes i medfør af Schengenkonventionens

artikel 12 til at gælde indrejse og ophold i alle Schengenlande.

Stk. 4. Visum kan gives til en eller flere indrejser med ret til

indtil i alt 3 måneders ophold inden for et nærmere fastsat tidsrum. I de

nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de

sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et andet Schengenland.«

5. Efter § 4 indsættes:

» § 4 a. Uanset bestemmelserne i §§ 3-4 kan der i særlige

tilfælde udstedes visum, der begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i

Danmark.

§ 4 b. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark eller et andet

Schengenland i medfør af §§ 2-4 a, kan i særlige tilfælde få forlænget sin

ret til ophold her i landet.«

6. § 5, stk. 1, affattes således:

» § 5. Udlændinge, der ikke efter §§ 1-4 b har ret til at

opholde sig her i landet, må kun opholde sig her i landet, hvis de har

opholdstilladelse.«

7. (udeladt)

8. (udeladt)

9. (udeladt)

10. I § 10, stk. 1, udgår i nr. 2 »eller«, og

efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»3) hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et

land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, og er indberettet til

Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen,

eller«

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

11. I § 19 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset

opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt en udlænding, der ikke er

statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske

Fællesskaber, er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i

medfør af Schengenkonventionen på baggrund af omstændigheder, der her i

landet kunne medføre udvisning efter udlændingelovens kapitel 4. Inddragelse

efter 1. pkt. sker i forbindelse med konsultationer i medfør af

Schengenkonventionens artikel 25 med myndighederne i et andet

Schengenland.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

12. (udeladt)

13. § 28 affattes således:

» § 28. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i

landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan

afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet

Schengenkonventionen, i følgende tilfælde:

1) Hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum, jf. § 4, stk. 1,

2. pkt.

2) Hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om rejselegitimation,

visum og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.

3) Hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til

at antage, at den pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet uden

fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan

dog ikke afvises af denne grund.

4) Hvis udlændingen ikke kan forevise dokumentation for opholdets formål

og nærmere omstændigheder. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller

2, kan dog ikke afvises af denne grund.

5) Hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i

landet og til hjemrejsen og ikke er i stand til på lovlig vis at erhverve

disse midler. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog

ikke afvises af denne grund.

6) Hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land,

der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, og er indberettet til

Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen.

7) Hvis andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold til

fremmede magter eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at

udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

Stk. 2. Statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet

Schengenkonventionen eller De Europæiske Fællesskaber, skal afvises ved

indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, efter

bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 6.

Stk. 3. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i landet,

eller en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan

afvises ved indrejsen fra et Schengenland efter bestemmelserne i stk. 1, nr.

1-7, jf. dog stk. 6. En nordisk statsborger kan dog kun afvises efter stk. 1,

nr. 2, såfremt den pågældende indrejser fra et ikke-nordisk land, jf. § 39,

stk. 4.

Stk. 4. En udlænding, der ikke er nordisk statsborger og ikke er

omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, og som må antages at ville rejse videre til

et andet nordisk land, kan endvidere afvises ved indrejsen i Danmark, hvis

1) den pågældende har modtaget indrejseforbud fra et nordisk land og ikke

har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark og det eller de

nordiske lande, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse,

eller

2) den pågældende udlænding kan afvises efter de regler, der gælder i det

nordiske land, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.

Stk. 5. Afvisning efter stk. 1-4 kan endvidere ske indtil 3

måneder efter indrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2,

kan dog efter indrejsen kun afvises efter stk. 1, nr. 1 og 7, og, såfremt det

offentlige må bekoste udlændingens rejse ud af landet, tillige efter stk. 1,

nr. 5.

Stk. 6. Afvisning efter stk. 1-5 må dog ikke ske, hvis udlændingen

i medfør af Schengenkonventionens artikel 5, stk. 2, har opnået særlig

tilladelse til at indrejse i Danmark. Har udlændingen efter § 2 b, stk. 3, 1.

pkt., ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises efter

stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, jf. stk. 2-5. Har udlændingen efter § 2 b, stk.

3, 2. pkt., ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises

efter stk. 1, nr. 1 eller 2, jf. stk. 2-5.

Stk. 7. En udlænding, der meddeles afslag på eller frafalder en

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning om asyl

bortfalder efter § 40, stk. 7, kan uanset bestemmelserne i stk. 1-4 afvises i

indtil 3 måneder fra indrejsen.

Stk. 8. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, kan

uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises, såfremt det findes påkrævet af

hensyn til statens sikkerhed.

Stk. 9. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om

afvisning og udsendelse af blindpassagerer.«

14. (udeladt)

15. I § 28, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet land om overtagelse

af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29, regnes fristen i 1. pkt.

fra det tidspunkt, da det andet land har besvaret anmodningen.«

16. (udeladt)

17. I § 32, stk. 2, ændres »§ 28, stk. 2, jf. stk. 1, nr.

3-5« til: »§ 28, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 4, 5 og 7, og stk. 2 og

3«.

18. (udeladt)

19. (udeladt)

20. (udeladt)

21. (udeladt)

22. I § 38 indsættes før stk. 1 som nye stykker:

»Ved grænsen til et land, der ikke er tilsluttet

Schengenkonventionen, skal ind- og udrejsekontrol finde sted i medfør af

Schengenkonventionens artikel 6.

Stk. 2. Ind- og udrejsekontrol må ikke finde sted sted ved grænsen

til et Schengenland. Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan

grænse i medfør af Schengenkonventionens artikel 2, stk. 2.«

Stk. 1-3 bliver herefter stk. 3-5.

23. (udeladt)

24. I § 43, stk. 2, 1. pkt., ændres »pligt til uden udgift

for staten at sørge for udlændingens udrejse,» til: »pligt til uden

udgift for staten straks at sørge for udlændingens udrejse eller

tilbagerejse,».

25. I § 43 indsættes som stk. 5:

» Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse

ved indrejse fra et Schengenland.«

26. I § 47, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Efter aftale med et andet land kan udenrigsministeren efter aftale

med indenrigsministeren bemyndige udenlandske diplomatiske og konsulære

repræsentationer i udlandet til at udstede visum og opholdstilladelse.«

27. I § 48, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 28, stk. 1, og 29,

stk. 1-2,» til: »§ 28, stk. 1-4«.

28. (udeladt)

29. (udeladt)

30. (udeladt)

31. (udeladt)

32. Kapitel 8 a affattes således:

»Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen og

Schengenkonventionen m.v.

§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om

enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra et andet EF-lands

myndigheder i medfør af EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives

til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5.

Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens

artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om

enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af

EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er

tilsluttet EF-asylkonventionen. Oplysninger som nævnt i 1. pkt. må i det

omfang, det følger af Schengenkonventionen, videregives til myndighederne i

et andet land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.

§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med

behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter

EF-asylkonventionen.

§ 58 d. Indenrigsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til

gennemførelse af Schengenkonventionen og EF-asylkonventionen.

§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte, at de regler i denne

lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de

nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere

tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig

EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement, eller som på andet

grundlag er forpligtet til at anvende reglerne i EF-asylkonventionen.

§ 58 f. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om

politiets betaling for udgifter, som andre Schengenlande har afholdt i

forbindelse med udsendelse af udlændinge.

§ 58 g. Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er

statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske

Fællesskaber, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den

pågældende er udvist af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3. 1.

pkt. finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er udvist af landet i

medfør af § 24, nr. 4, såfremt den pågældende er idømt ubetinget straf af

mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter.

§ 58 h. Udlændingestyrelsen forestår konsultationer med

myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens

artikel 25.

Stk. 2. Finder Udlændingestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte

konsultationer, at en i medfør af § 58 g indberettet udlænding bør slettes

som uønsket i Schengeninformationssystemet, sletter Rigspolitichefen den

pågældende i Schengeninformationssystemet.«

33. I § 59 a indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse ved

indrejse fra et Schengenland.«

§ 2

I lov nr. 387 af 6. juni 1991 om ændring af udlændingeloven (EF-

asylkonventionen), som ændret ved § 2 i lov nr. 382 af 14. juni 1995,

foretages følgende ændringer:

1.- 11. (udeladt)

§ 3

Stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden. Ministeren kan bestemme, at de enkelte bestemmelser i loven

træder i kraft på forskellige tidspunkter og kun træder i kraft ved bestemte

grænseovergangssteder.

Stk. 2. § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8 og 10

træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.28)

§ 4

Loven gælder for alle sager, hvor ansøgning om opholdstilladelse er

indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

(* 2) Kommaet er faldet ud i affattelsen af § 36, stk. 1, 1. pkt., jf. lov

nr. 410 af 10. juni 1997.

(* 3) Kommaet er faldet ud i affattelsen af § 46, stk. 2, jf. lov nr. 407

af 10. juni 1997.

(* 4) Ordet »er« er faldet ud i affattelsen af § 53 a, stk. 5,

jf. lov nr. 407 af 10. juni 1997.

(* 5) Lov nr. 574 af 19. december 1985 blev bekendtgjort i Lovtidende den

21. december 1985 og vedrører en ændret affattelse af § 46, stk. 2, og § 53,

indsættelse af § 53 a og b samt en ændret affattelse af § 56.

(* 6) Lov nr. 686 af 17. oktober 1986 blev bekendtgjort i Lovtidende den

18. oktober 1986.

(* 7) § 1, nr. 1, 3, 8 og 10 i lov nr. 686 af 17. oktober 1986 vedrører en

ændret affattelse af § 7, § 31, stk. 2, § 48, stk. 2, og § 53 a, stk. 1. §

48, stk. 2, er ophævet i forbindelse med indsættelsen af § 48 a, jf. note 10.

(* 8) § 1, nr. 7, i lov nr. 686 af 17. oktober 1986 vedrører en ændret

affattelse af § 43, stk. 2, 1. pkt.

(* 9) Ændringen, hvorved § 59 a blev indsat i udlændingeloven, jf. lov nr.

686 af 17. oktober 1986 § 1, nr. 11, trådte i kraft den 1. januar 1989, jf.

bekendtgørelse nr. 788 af 14. december 1988.

(* 10) Lov nr. 387 af 6. juni 1991 (EF-asylkonventionen), som ændret ved §

2 i lov nr. 382 af 14. juni 1995, § 1, nr. 1, i lov nr. 290 af 24. april 1996

og § 2 i lov nr. 410 af 10. juni 1997, er ved bekendtgørelse nr. 610 af 1.

juli 1997 sat i kraft den 1. september 1997. Loven vedrører ændring af § 7,

stk. 2, 4 og 5 samt § 28, stk. 2, indsættelse af § 29 a, ændring af § 30,

stk. 1, § 34, § 36, stk. 1, § 37, stk. 5, og § 40 a, stk. 1, nr. 2, ophævelse

af § 48, stk. 2-4 samt indsættelse af §§ 48 a-e og §§ 58 b-e.

(* 11) § 4 i lov nr. 385 af 20. maj 1992 vedrører en ændret affattelse af

§ 62.

(* 12) Lov nr. 482 af 24. juni 1992 blev bekendtgjort i Lovtidende den 26.

juni 1992.

(* 13) § 1, nr. 2 - 5, og § 2 i lov nr. 482 af 24. juni 1992 vedrører en

ændret affattelse af § 9, stk. 1, nr. 2 og 5, § 9, stk. 3, indsættelse af §

9, stk. 4 og 5, en ændret affattelse af § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2. Efter

ændringslovens bemærkninger finder de i ændringslovens § 4, stk. 2, nævnte

bestemmelser ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden

har ansøgt om opholdstilladelse eller lovligt har taget bopæl her i landet

efter de hidtidige regler.

(* 14) Lov nr. 464 af 30. juni 1993 vedrører hjælp til frivillig

repatriering, herunder indsættelse af § 17 a i udlændingeloven.

(* 15) § 1, nr. 14, i lov nr. 421 af 1. juni 1994 vedrører en ændret

affattelse af § 53.

(* 16) Lov nr. 382 af 14. juni 1995 blev bekendtgjort i Lovtidende den 15.

juni 1995.

(* 17) § 1, nr. 15, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrører en ændret

affattelse af § 48, stk. 2, 7. pkt. Bestemmelsen er ophævet i forbindelse med

indsættelsen af § 48 a, jf. note 10.

(* 18) Lov nr. 382 af 14. juni 1995 § 1, nr. 16, vedrører indsættelse af §

48, stk. 3 og 4, der er ophævet i forbindelse med indsættelsen af § 48 e, jf.

note 10.

(* 19) Lov nr. 382 af 14. juni 1995 § 1, nr. 18, vedrører indsættelse af §

54, stk. 2. Ændringen træder i kraft den 1. oktober 1995 og gælder for

udlændinge, der indgiver ansøgning om asyl fra og med denne dato, jf. § 3 i

bekendtgørelse nr. 682 af 17. august 1995 udstedt i medfør af § 3, stk. 3, i

lov nr. 382 af 14. juni 1995.

(* 20) § 1, nr. 17, 19 og 20 i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrører en

ændret affattelse af § 53, stk. 2-5, og § 56.

(* 21) § 1, nr. 1 og 2, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrører en ændret

affattelse af § 19, stk. 1, nr. 1, og indsættelse af § 27, stk. 2.

(* 22) § 1, nr. 5, 6, 9, 11, 13 og 15 - 20 og § 2 i lov nr. 382 af 14.

juni 1995 vedrører en ændret affattelse af § 36, stk. 1, § 37, stk. 3, og §

40, stk. 3 (nu § 40, stk. 4), indsættelse af § 40 a og § 46 c, en ændret

affattelse af § 53, stk. 2-5, indsættelse af § 54, stk. 2, og en ændret

affattelse af § 56. Vedrører endvidere en ændret affattelse af lov nr. 387 af

6. juni 1991, jf. note 10. Vedrører desuden en ændret affattelse af § 48,

stk. 2, 7. pkt., og indsættelse af § 48, stk. 3 og 4, idet disse bestemmelser

dog er ophævet i forbindelse med indsættelsen af §§ 48 a og 48 e, jf. note

10.

(* 23) Lov nr. 290 af 24. april 1996 blev bekendtgjort i Lovtidende

den 25. april 1996.

(* 24) § 1, nr. 3, i lov nr. 290 af 24. april 1996 vedrører en ændret

affattelse af § 27, stk. 2.

(* 25) § 1, nr. 9, i lov nr. 290 af 24. april 1996 vedrører en ændret

affattelse af § 42 a, stk. 1, 2. pkt., og indsættelse af § 42 a, stk. 1, 3.

pkt.

(* 26) § 32, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets

Ombudsmand vedrører en ophævelse af § 33, stk. 5, 1. pkt., og en indsættelse

af § 58 a.

(* 27) § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8 og 10, i lov nr. 410

af 10. juni 1997 vedrører en ændret affattelse af § 28, stk. 3, § 37, stk. 5,

§ 48, samt en ændret affattelse af lov nr. 387 af 6. juni 1991, jf. note 10.

(* 28) Lov nr. 410 af 10. juni 1997 blev bekendtgjort i Lovtidende den 11.

juni 1997.

Lignende dokumenter