Bekendtgørelse af Den europæiske Socialpagt af 18. oktober 1961. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af Den europæiske Socialpagt af
18. oktober 1961. (* 1)
I henhold til kgl. resolution af 13. februar 1965 har Danmark, efter at
folketinget den 2. februar 1965 havde meddelt sit samtykke dertil,
ratificeret den i Turin den 18. oktober 1961 undertegnede europæiske
Socialpagt.
Pagtens ordlyd er som følger:
DEN EUROPÆISKE SOCIALPAGT
Undertegnede regeringer som er medlemmer af Europarådet, er
i betragtning af, at Europarådets mål er at tilvejebringe en fastere enhed
mellem dets medlemmer til befæstelse og virkeliggørelse af de idealer og
grundsætninger, som er deres fælles arv, og til lettelse af deres økonomiske
og sociale fremgang, i særdeleshed ved bevarelse og yderligere
virkeliggørelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;
i betragtning af, at Europarådets medlemsstater i den europæiske
konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, og den
dertil knyttede protokol, der blev undertegnet i Paris den 20. marts 1952, er
blevet enige om at sikre deres befolkninger de deri anførte borgerlige og
politiske frihedsrettigheder;
i betragtning af, at sociale rettigheder bør sikres uden
forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve, køn, religion, politisk
overbevisning, national herkomst eller social oprindelse;
besluttet på ved fælles anstrengelser at forbedre levestandarden og fremme
såvel by- som landbefolkningens sociale velfærd gennem egnede institutioner
og foranstaltninger, og
er blevet enige om følgende:
Afsnit I.
De kontraherende parter anerkender som
målsætning for deres politik,
Læs alt
der søges gennemført på såvel det nationale som det internationale plan og
med alle egnede midler, tilvejebringelse af forhold, hvorunder følgende
rettigheder og grundsætninger kan iværksættes på effektiv måde:
1. Enhver skal have adgang til at skaffe sig et
levebrød ved en beskæftigelse, han selv vælger.
2. Alle arbejdere har ret til rimelige arbejdsvilkår.
3. Alle arbejdere har ret til sikre og sunde forhold
under arbejdet.
4. Alle arbejdere har ret til en rimelig løn, der er
tilstrækkelig til, at de kan opretholde en passende levestandard for sig selv
og deres familie.
5. Alle arbejdere og arbejdsgivere har ret til frit at
organisere sig i nationale eller internationale sammenslutninger til
beskyttelse af deres økonomiske og sociale interesser.
6. Alle arbejdere og arbejdsgivere har ret til at føre
kollektive forhandlinger.
7. Børn og unge mennesker har ret til særlig
beskyttelse mod de farer af fysisk og moralsk art, som de er udsat for.
8. Erhvervsmæssigt beskæftigede kvinder har ret til
særlig beskyttelse under deres arbejde i forbindelse med svangerskab og
fødsel, og i øvrigt når det måtte findes nødvendigt.
9. Enhver har ret til en passende erhvervsvejledning
med henblik på bistand i valg af beskæftigelse under hensyntagen til hans
personlige anlæg og interesser.
10. Enhver har ret til en passende faglig uddannelse.
11. Enhver har ret til at drage nytte af
foranstaltninger, der gør det muligt for ham at opnå den bedst mulige
sundhedstilstand.
12. Alle arbejdere og de, som de forsørger, har ret
til social tryghed.
13. Enhver, der mangler de tilstrækkelige midler til
sit underhold, har ret til social bistand og lægehjælp.
14. Enhver har ret til at drage nytte af sociale
velfærdsforanstaltninger.
15. Erhvervshæmmede har ret til faglig oplæring,
revalidering og tilbageførelse til arbejdslivet, uanset årsagen til og arten
af deres invaliditet.
16. Familien har som en grundlæggende bestanddel af
samfundet ret til passende social, juridisk og økonomisk beskyttelse for at
sikre dens fulde udvikling.
17. Mødre, og børn har, uanset ægteskabelig stilling
og familieforhold, ret til passende social og økonomisk beskyttelse.
18. Statsborgere fra alle de kontraherende parter har
ret til at udføre erhvervsmæssigt arbejde på ethvert af de andre
kontraherende parters område på lige fod med sidstnævnte parts egne
statsborgere med de begrænsninger, der måtte være begrundet i tvingende
økonomiske eller sociale hensyn.
19. Vandrende arbejdere, der er statsborgere i en af
de kontraherende parters lande, og deres familie har ret til beskyttelse og
bistand inden for ethvert af de andre kontraherende parters område.
Afsnit II.
De kontraherende parter går ind på, således
som det er fastsat i
afsnit III, at anse sig for bundet af de i de følgende artikler og stykker
fastsatte forpligtelser.
Artikel 1.
Retten til arbejde.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til arbejde forpligter de
kontraherende parter sig til:
1. at anerkende som et af deres vigtigste mål og
opgaver opnåelse og opretholdelse af et så højt og stabilt
beskæftigelsesniveau som muligt med fuld beskæftigelse som det endelige mål
2. effektivt at beskytte arbejderens ret til at skaffe
sig en levevej ved et erhverv, han selv har valgt;
3. at tilvejebringe eller opretholde vederlagsfri
arbejdsanvisning for alle arbejdere;
4. at tilvejebringe eller fremme egnede
foranstaltninger for erhvervsvejledning, oplæring og revalidering.
Artikel 2.
Retten til rimelige arbejdsvilkår.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til rimelige arbejdsvilkår
forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at fastsætte en rimelig daglig og ugentlig
arbejdstid, idet arbejdsugen gradvis nedsættes i det omfang, hvori
produktivitetsforøgelsen og andre faktorer af betydning tillader det;
2. at fastsætte betaling for offentlige fridage;
3. at foreskrive mindst to ugers årlig ferie med løn;
4. at foreskrive længere ferie med løn eller nedsat
arbejdstid for arbejdere beskæftiget ved farligt eller usundt arbejde af
nærmere bestemt art;
5. at sikre en ugentlig hvileperiode, der så vidt
muligt skal falde sammen med den dag, der efter tradition eller sædvane i det
pågældende land eller område anerkendes som hviledag.
Artikel 3.
Retten til sikre og sunde forhold under arbejdet.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til sikre og sunde forhold
under arbejdet forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at udfærdige sikkerheds- og sundhedsforskrifter;
2. at sikre overholdelsen af disse forskrifter gennem
tilsynsforanstaltninger;
3. I fornødent omfang at forhandle med arbejdsgiver-
og arbejderorganisationer om foranstaltninger, der tager sigte på en
forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdspladsen.
Artikel 4.
Retten til en rimelig løn.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til en rimelig løn forpligter
de kontraherende parter sig til:
1. at anerkende arbejdernes ret til en løn af en sådan
størrelse , at den kan give dem og deres familie en passende levestandard;
2. at anerkende arbejdernes ret til højere betaling
for overarbejde med de undtagelser, der måtte være nødvendige i særlige
tilfælde;
3. at anerkende mandlige og kvindelige arbejderes ret
til lige løn for arbejde af samme værdi;
4. at anerkende alle arbejderes ret til et rimeligt
opsigelsesvarsel;
5. kun at tillade fradrag i løn på de betingelser og i
det omfang, det er foreskrevet ved love eller administrative bestemmelser
eller fastsat ved kollektive overenskomster eller voldgiftskendelser.
Udøvelsen af disse rettigheder skal sikres gennem frivilligt afsluttede
kollektive overenskomster, gennem lovmæssig fastsættelse af lønninger eller
på den anden efter forholdene i det enkelte land afpasset måde.
Artikel 5.
Retten til at organisere sig.
For at sikre eller fremme arbejdernes og arbejdsgivernes ret til frit at
oprette lokale, nationale eller internationale organisationer til beskyttelse
af deres økonomiske og sociale interesser og til at tilslutte sig disse
organisationer forpligter de kontraherende parter sig til at drage omsorg
for, at deres lovgivning eller dennes anvendelse ikke begrænser denne frihed.
Det skal fastsættes ved nationale love eller administrative bestemmelser, i
hvilket omfang de i denne artikel fastsatte garantier skal finde anvendelse
på politiet.
Princippet for disse garantiers anvendelse på medlemmer af de væbnede
styrker og den udstrækning, hvori de skal finde anvendelse på personer inden
for denne kategori, skal ligeledes fastsættes ved nationale love eller
administrative bestemmelser.
Artikel 6.
Retten til at føre kollektive forhandlinger.
For at sikre en effektiv udnyttelse af retten til at føre kollektive
forhandlinger forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at fremme fælles forhandlinger mellem arbejdere og
arbejdsgivere;
2. hvor det er fornødent og formålstjenstligt at
fremme indførelse af en fremgangsmåde til frivillige forhandlinger mellem
arbejdsgivere eller arbejdsgiverorganisationer og arbejderorganisationer med
henblik på en regulering af arbejdsvilkårene gennem kollektive
overenskomster:
3. at fremme indførelse og anvendelse af en egnet
fremgangsmåde til mægling og frivillig voldgift med henblik på bilæggelse af
arbejdskonflikter;
og anerkender:
4. arbejderes og arbejdsgiveres ret til kollektive
skridt i tilfælde af interessekonflikter, herunder strejkeretten, under
iagttagelse af de forpligtelser, der måtte være indeholdt i tidligere
indgåede kollektive overenskomster.
Artikel 7.
Børns og unge menneskers ret til beskyttelse.
For at sikre en effektiv udøvelse af børns og unge menneskers ret til
beskyttelse forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at fastsætte en lavalder af 15 år for adgang til
beskæftigelse, dog at der kan gøres undtagelser for børn beskæftiget ved
nærmere bestemt lettere arbejde, der er uden skade for deres sundhed, moral
eller uddannelse;
2. at foreskrive en højere lavalder for adgang til
beskæftigelse ved nærmere bestemt arbejde, der betragtes som farligt eller
usundt;
3. at foreskrive, at børn i den skolepligtige alder
ikke må beskæftiges ved arbejde, som vil berøve dem det fulde udbytte af
undervisningen,
4. at foreskrive, at arbejdstiden for unge mennesker
under 16 år skal begrænses efter deres udviklings behov, og i særdeleshed
efter deres behov for faglig uddannelse;
5. at anerkende unge arbejderes og lærlinges ret til
en rimelig løn eller andre passende ydelser;
6. at foreskrive, at den tid, som unge mennesker med
arbejdsgiverens samtykke anvender til faglig oplæring i den normale
arbejdstid, skal anses som udgørende en del af arbejdstiden;
7. at foreskrive, at beskæftigede under 18 år skal
have ret til mindst tre ugers ferie årlig med løn;
8. at foreskrive, at personer under 18 år ikke må
beskæftiges ved natarbejde, undtagen hvor det drejer sig om visse ved
nationale love eller administrative bestemmelser nærmere bestemte arbejder;
9. at foreskrive, at personer under 18 år, der er
beskæftiget ved visse ved nationale love eller administrative bestemmelser
nærmere bestemte arbejder, skal være underkastet regelmæssigt lægetilsyn;
10. at drage omsorg for særlig beskyttelse mod fysiske
og moralske farer, som børn og unge mennesker er udsat for, i særdeleshed
sådanne som er en direkte eller indirekte følge af deres arbejde.
Artikel 8.
Erhvervsmæssigt beskæftigede kvinders ret til beskyttelse.
For at sikre en effektiv udøvelse af erhvervsmæssigt beskæftigede kvinders
ret til beskyttelse forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at sikre kvinder adgang til en hvileperiode på
sammenlagt mindst 12 uger før og efter en fødsel, enten gennem orlov med løn,
gennem tilstrækkelige ydelser fra den sociale tryghed eller gennem ydelser
fra offentlige midler;
2. at anse det for ulovligt for en arbejdsgiver at
opsige en kvindelig arbejder under hendes orlov i anledning af fødsel eller
opsige hende på et sådant tidspunkt, at opsigelsen vil træde i kraft under et
sådant fravær fra arbejdet;
3. at foreskrive, at mødre, der ammer deres børn, skal
have ret til den tilstrækkelige fritid til dette formål;
4. a) at fastsætte bestemmelser vedrørende kvindelige
arbejderes beskæftigelse ved natarbejde i industrien; b) at forbyde
beskæftigelse af kvindelige arbejdere ved minearbejde under jorden og, hvis
det måtte findes nødvendigt, ved alt andet arbejde, der på grund af dets
farlige, usunde eller anstrengende karakter er uegnet for dem.
Artikel 9.
Retten til erhvervsvejledning.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til erhvervsvejledning
forpligter de kontraherende parter sig til i fornødent omfang at
tilvejebringe eller fremme en vejledningstjeneste, som kan bistå alle,
herunder erhvervshæmmede, med at løse de problemer, der er forbundet med valg
af erhverv og erhvervsmæssig fremgang, under behørig hensynstagen til den
enkeltes forudsætninger og til forholdet mellem disse og de erhvervsmæssige
muligheder. Denne bistand bør være vederlagsfri både for unge mennesker,
herunder skolebørn, og for voksne.
Artikel 10.
Retten til faglig uddannelse.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til faglig uddannelse
forpligter de kontraherende parter sig til:
1. i fornødent omfang at tilvejebringe eller fremme
teknisk uddannelse af alle, herunder erhvervshæmmede, i samråd med
arbejdsgiver- og arbejdsorganisationer samt skabe mulighed for adgang til
højere uddannelse ved læreanstalter og universiteter, udelukkende på grundlag
af den enkeltes anlæg;
2. at tilvejebringe eller fremme en lærlingeordning og
andre systematiske foranstaltninger til oplæring af drenge og piger i deres
forskellige fag;
3. i fornødent omfang at tilvejebringe eller fremme:
a) tilstrækkelige og let tilgængelige oplæringsforanstaltninger for
voksne arbejdere;
b) sådanne særlige foranstaltninger til omskoling af voksne arbejdere,
som måtte være fornødne som følge af den tekniske udvikling eller nye
beskæftigelsesmæssige tendenser på arbejdsmarkedet;
4. at anspore til fuld udnyttelse af de tilvejebragte
foranstaltninger ved dertil egnede midler, f.eks. ved
a) nedsættelse eller ophævelse af alle gebyrer eller afgifter;
b) ydelse af økonomisk hjælp i egnede tilfælde;
c) i den normale arbejdstid at medregne den tid, som arbejderen efter
arbejdsgiverens anmodning anvender til videregående uddannelse i
arbejdstiden;
d) gennem et tilstrækkeligt tilsyn i samråd med arbejdsgiver- og
arbejderorganisationer at sikre, at lærlingeordningen og andre
oplæringsforanstaltninger for unge arbejdere er effektive, og at unge
arbejdere i almindelighed nyder tilstrækkelig beskyttelse.
Artikel 11.
Retten til sundhedsmæssig beskyttelse.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til sundhedsmæssig beskyttelse
forpligter de kontraherende parter sig til, enten umiddelbart eller i
samarbejde med offentlige eller private organisationer, at træffe egnede
foranstaltninger, der bl.a. tager sigte på:
1. så vidt muligt at fjerne årsagerne til dårligt
helbred;
2. at tilvejebringe rådgivnings- og
uddannelsesforanstaltninger til fremme af sundhedstilstanden og anspore den
enkelte til at erkende sit ansvar i sundhedsanliggender;
3. så vidt muligt at forebygge epidemiske, endemiske
og andre sygdomme.
Artikel 12.
Retten til social tryghed.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til social tryghed forpligter
de kontraherende parter sig til:
1. at tilvejebringe eller opretholde en social
tryghedsordning;
2. at opretholde den sociale tryghedsordning på et
tilfredsstillende niveau, som mindst svarer til, hvad der kræves for
ratifikation nr. 102 om minimumsnormer for social tryghed;
3. at tilstræbe stigende forbedringer af den sociale
tryghedsordning;
4. at tage skridt til gennem egnede tosidede og
flersidede overenskomster eller på anden måde og under iagttagelse af de i
sådanne overenskomster fastsatte betingelser at sikre:
a) andre kontraherende parters statsborgere ligestilling med deres egne
statsborgere for så vidt angår ret til social tryghed, herunder retten til at
bevare ydelser fra den sociale tryghed også ved flytning til andre
kontraherende parters områder;
b) ydelse, bevarelse og generhvervelse af retten til sociale ydelser,
f.eks. ved sammenlægning af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder
tilbagelagt i henhold til hver af de kontraherende parters lovgivning.
Artikel 13.
Retten til social og sundhedsmæssig bistand.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til social og sundhedsmæssig
bistand forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at sikre, at enhver, der mangler de tilstrækkelige
midler til sit underhold, og som er ude af stand til at skaffe sig sådanne
midler ved egen hjælp eller fra andre kilder, i særdeleshed gennem ydelser i
henhold til en social tryghedsordning, modtager den fornødne hjælp og under
sygdom tillige den pleje, hans tilstand kræver;
2. at sikre, at modtagelsen af en sådan hjælp ikke
medfører nogen begrænsning i modtagerens politiske eller sociale rettigheder;
3. at foreskrive, at enhver skal have ret til gennem
en egnet offentlig eller privat hjælpetjeneste at modtage en sådan rådgivning
og personlig bistand, som måtte være nødvendig for at forebygge, afhjælpe
eller lindre nød for den pågældende eller hans familie;
4. at anvende de i denne artikels stk. 1, 2 og 3
omhandlede bestemmelser på de øvrige kontraherende parters statsborgere, som
lovligt opholder sig på deres område, på lige fod med deres egne statsborgere
i overensstemmelse med deres forpligtelser ifølge den i Paris den 11.
december 1953 undertegnede europæiske konvention om social og sundhedsmæssig
bistand.
Artikel 14.
Retten til at drage nytte af sociale velfærdsforanstaltninger.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til at drage nytte af sociale
velfærdsforanstaltninger forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at fremme eller tilvejebringe foranstaltninger, der
ved anvendelse af metoder, der gælder for socialt arbejde, kan bidrage til
såvel enkeltpersoners som samfundsgruppers velfærd og udvikling til deres
sociale miljø;
2. at anspore enkeltpersoner samt private eller andre
organisationer til at deltage i oprettelsen og driften af sådanne
foranstaltninger.
Artikel 15.
Fysisk eller sjæleligt invaliderede personers ret til faglig uddannelse,
revalidering og tilbageførelse til arbejdslivet.
For at sikre en effektiv udøvelse af fysisk eller sjæleligt invaliderede
personers ret til faglig uddannelse, revalidering og tilbageførelse til
arbejdslivet forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at træffe de nødvendige foranstaltninger til
tilvejebringelse af oplæringsmuligheder, herunder om fornødent særlige
offentlige eller private institutioner;
2. at træffe de nødvendige foranstaltninger til
anbringelse af erhvervshæmmede i arbejde, f.eks. en særlig arbejdsanvisning,
muligheder for beskyttet beskæftigelse og foranstaltninger, der tager sigte
på at få arbejdsgivere til at antage erhvervshæmmet arbejdskraft.
Artikel 15.
Familiens ret til social, juridisk og økonomisk beskyttelse.
For at sikre tilstedeværelsen af de nødvendige forudsætninger for, at
familien, der er en grundlæggende bestanddel af samfundet, kan nå til fuld
udvikling, forpligter de kontraherende parter sig til at fremme den
økonomiske, juridiske og sociale beskyttelse af familielivet ved hjælp af
sociale ydelser og familieydelser, skatteregler, tilvejebringelse af boliger
for familier, hjælp til nygifte og på anden måde.
Artikel 17.
Mødres og børns ret til social og økonomisk beskyttelse.
For at sikre en effektiv udøvelse af mødres og børns ret til social og
økonomisk beskyttelse vil de kontraherende parter træffe alle egnede og
nødvendige foranstaltninger i dette øjemed, herunder oprettelse eller
opretholdelse af egnede institutioner eller hjælpetjenester.
Artikel 18.
Retten til at udføre erhvervsmæssigt arbejde på de andre kontraherende
parters territorium.
For at sikre en effektiv udøvelse af retten til at udføre erhvervsmæssigt
arbejde på en anden kontraherende parts område forpligter de kontraherende
parter sig til:
1. at anvende de gældende bestemmelser ud fra en
liberal indstilling;
2. at forenkle de gældende formaliteter og nedsætte
eller ophæve eventuelle afgifter, der af udenlandske arbejdere eller deres
arbejdsgivere skal erlægges til konsulære myndigheder;
3. at lempe bestemmelserne vedrørende beskæftigelse af
udenlandske arbejdere, enten i det enkelte tilfælde eller generelt;
og anerkender:
4. deres egne statsborgeres ret til at forlade landet
for at udføre erhvervsmæssigt arbejde på de øvrige kontraherende parters
område.
Artikel 19.
Vandrende arbejderes og deres familiemedlemmers ret til beskyttelse og
bistand.
For at sikre en effektiv udøvelse af vandrende arbejderes og deres
familiemedlemmers ret til beskyttelse og bistand på en anden kontraherende
parts område forpligter de kontraherende parter sig til:
1. at opretholde eller sikre sig, at der opretholdes
en fyldestgørende og vederlagsfri hjælpetjeneste, der tager sigte på at bistå
sådanne arbejdere, i særdeleshed med at opnå rigtige oplysninger, samt træffe
alle egnede foranstaltninger i det omfang,hvori nationale love og
administrative bestemmelser tillader det, mod vildledende propaganda med
hensyn til ud- og indvandring;
2. at gennemføreegnede foranstaltninger inden for
deres eget myndighedsområde for at lette sådanne arbejderes og deres
familiemedlemmers afrejse, rejse og modtagelse samt inden for deres eget
myndighedsområde at tilvejebringe egnede sundhedsforanstaltninger, lægehjælp
og gode hygiejniske forhold under rejsen;
3. at fremme et passende samarbejde mellem offentlige
og private sociale hjælpetjenester i udvandrings- og indvandringslande;
4. for så vidt disse anliggender reguleres ved lov
eller administrative bestemmelser eller er undergivet administrative
myndigheders kontrol, at sikre sådanne arbejdere, der lovligt opholder sig på
deres område, en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der ydes
deres egne statsborgere, med hensyn til følgende forhold:
a) løn og andre ansættelses- og arbejdsvilkår;
b) medlemskab af fagforening og adgang til de goder, der opnås ved
kollektive forhandlinger;
c) boliger;
5. at sikre sådanne arbejdere, der lovligt opholder
sig på deres område, en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der
ydes deres egne statsborgere, for så vidt angår skatter, afgifter eller
bidrag, der står i forbindelse med arbejdet, og som skal erlægges for
beskæftigede personer;
6. så vidt muligt lette en udenlandsk arbejder, som
har opnået tilladelse til at bosætte sig på deres område, adgangen til at
blive forenet med sin familie;
7. at sikre sådanne arbejdere, der lovligt opholder
sig på deres område, en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der
ydes deres egne statsborgere, for så vidt angår retssager om de i denne
artikel omhandlede forhold;
8. at sikre, at sådanne arbejdere, der lovligt
opholder sig på deres område, ikke udvises af landet, medmindre de er en fare
for landets sikkerhed eller krænker samfundets interesse eller moral;
9. inden for lovgivningens grænser at tillade
overførsel af en så stor del af disse arbejderes løn og opsparing, som de
måtte ønske;
10. at udstrække den i denne artikel fastsatte
beskyttelse og bistand til vandrende selvstændige erhvervsdrivende, for så
vidt sådanne foranstaltninger finder anvendelse på disse.
Afsnit III.
Artikel 20.
Forpligtelser.
1. Enhver af de kontraherende parter forpligter sig
til:
a) at anse denne pagts afsnit I som er erklæring om de mål, som
den vil forfølge ved alle egnede midler som anført i indledningen til det
nævnte afsnit;
b) at anse sig for bundet af mindst fem af følgende artikler i denne
pagts afsnit II, artikel 1, 5, 6, 12, 13, 16 og 19;
c) foruden de artikler, som den udvælger i henhold til pkt. b), at anse
sig for bundet af så mange artikler eller nummererede bestemmelser af pagtens
afsnit II, som den måtte vælge, forudsat at det samlede antal artikler
eller nummererede stykker, hvoraf den er forpligtet, udgør mindst 10 artikler
eller 45 nummererede stykker.
2. De kontraherende parter skal samtidig med
deponeringen af deres ratifikations- eller tiltrædelsesdokument underrette
Europarådets generalsekretær om, hvilke artikler eller stykker de udvælger i
henhold til denne artikels stk. 1, b) og c).
3. Enhver kontraherende part kan på et senere
tidspunkt ved meddelelse til generalsekretæren erklære, at den anser sig
forpligtet af en eller flere af de artikler eller nummererede stykker i
pagtens afsnit II, som den ikke allerede har anerkendt i medfør af
denne artikels stk. 1. Sådanne senere afgivne forpligtelser skal anses som
udgørende en fast bestanddel af ratifikationen eller tiltrædelsen og skal
have samme virkning, regnet fra den 30. dag efter datoen for meddelelsen.
4. Generalsekretæren skal underrette de regeringer,
der har undertegnet pagten, samt Det internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør om de meddelelser, han modtager i medfør af dette afsnit af
pagten.
5. Enhver kontraherende part skal opretholde et
arbejdstilsyn afpasset efter det enkelte lands forhold.
Afsnit IV.
Artikel 21.
Indberetninger om anerkendte bestemmelser.
De kontraherende parter skal til Europarådets generalsekretær hvert andet
år fremsende en indberetning i en af ministerudvalget fastsat form om
anvendelsen af de bestemmelser i pagtens afsnit II, som de har
anerkendt.
Artikel 22.
Indberetninger om ikke anerkendte bestemmelser.
De kontraherende parter skal med passende mellemrum på ministerudvalgets
begæring til generalsekretæren fremsende indberetninger om de bestemmelser i
pagtens afsnit II; som de ikke har anerkendt ved deres ratifikation
eller tiltrædelse eller ved senere meddelelse. Ministerudvalget skal fra tid
til anden bestemme, hvilke bestemmelser disse indberetninger skal vedrøre, og
i hvilken form de skal afgives.
Artikel 23.
Fremsendelse af genparter.
1. Enhver kontraherende part skal fremsende genparter
af de i artikel 21 og 22 omhandlede indberetninger til de organisationer i de
respektive lande, som er tilsluttet de internationale organisation er af
arbejdsgivere og fagforeninger, der i henhold til artikel 27, stk. 2, vil
blive opfordret til at lade sig repræsentere ved møder i underkomiteen under
socialkomiteen.
2. De kontraherende parter skal til generalsekretæren
fremsende de bemærkninger til de omhandlede indberetninger, som de måtte have
modtaget fra de omhandlede nationale organisationer, såfremt disse ønsker
det.
Artikel 24.
Gennemgang af indberetningerne.
De til generalsekretæren i henhold til artikel 21 og 22 fremsendte
indberetninger skal gennemgås af en ekspertkomite, som ligeledes skal have
forelagt de bemærkninger, der måtte være fremsendt til generalsekretæren i
medfør af artikel 23, stk. 2.
Artikel 25.
Ekspertkomiteen.
1. Ekspertkomiteen skal bestå af højst syv medlemmer,
der udnævnes af ministerudvalget på grundlag af en fortegnelse over
uafhængige eksperter, der er absolut upartiske, nyder anerkendelse for deres
indsigt i internationale sociale spørgsmål og er udpeget af de kontraherende
parter.
2. Komiteens medlemmer udnævnes for seks år ad gangen
og kan genvælges. For så vidt angår de først udnævnte medlemmer, skal to
medlemmers funktionstid dog udløbe efter et tidsrum af fire år.
3. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter de
første fire års forløb, skal udtages ved lodtrækning, af ministerudvalget,
umiddelbart efter at den første udnævnelse har fundet sted.
4. Et medlem af ekspertkomiteen, der udnævnes til at
træde i stedet for et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal
bestride hvervet i den resterende del af forgængerens funktionstid.
Artikel 26.
Den internationale Arbejdsorganisations deltagelse.
Den internationale Arbejdsorganisation skal opfordres til at udpege en
repræsentant til som rådgiver at deltage i ekspertkomiteens drøftelser.
Artikel 27.
Underkomite under den sociale komite.
1. De af de kontraherende parter afgivne
indberetninger og ekspertkomiteens beslutninger skal forelægges en
underkomite under Europarådets sociale komite.
2. Underkomiteen skal bestå af een repræsentant for
hver af de kontraherende parter. Den skal opfordre højst to internationale
arbejdsgiverorganisationer og højst to internationale
fagforeningsorganisationer til at lade sig repræsentere ved observatører i
rådgivende egenskab på dens møder. Endvidere kan den rådføre sig med højst to
repræsentanter for internationale ikke-statslige organisationer, der har
rådgivende stilling ved Europarådet, med hensyn til spørgsmål, som disse
organisationer har særlige forudsætninger for at beskæftige sig med, som
f.eks. social velfærd og familiens økonomiske og sociale beskyttelse.
3. Underkomiteen skal til ministerudvalget afgive en
beretning om sine beslutninger og vedlægge ekspertkomiteens beretning.
Artikel 28.
Den rådgivende forsamling.
Europarådets generalsekretær skal fremsende ekspertkomiteens beslutninger
til den rådgivende forsamling. Denne skal meddele ministerudvalget sine
synspunkter med hensyn til disse beslutninger.
Artikel 29.
Ministerudvalget.
Ministerudvalget kan på grundlag af underkomiteens beretning og efter
forhandling med den rådgivende forsamling, som det måtte anse for nødvendig,
til hver af de kontraherende parter. Til beslutning herom kræves et flertal
på to tredjedele af de medlemmer, der har ret til en plads i udvalget.
Afsnit V.
Artikel 30.
Afvigelser under krig eller offentlig nødstilstand.
1. Under krig eller anden offentlig nødstilstand, der
truer nationens eksistens, kan enhver kontraherende part træffe
foranstaltninger, der afviger fra dens forpligtelser i henhold til denne
pagt, i det omfang forholdene gør sådanne foranstaltninger strengt påkrævede,
forudsat at disse ikke er uforenelige med dens øvrige forpligtelser i henhold
til folkeretten.
2. Enhver kontraherende part, som har benyttet sig af
denne ret til at gøre afvigelser, skal inden for et rimeligt tidsrum holde
Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de trufne foranstaltninger
og om årsagerne til disse. Den skal ligeledes underrette generalsekretæren,
når disse foranstaltninger er bortfaldet, og den atter i fuldt omfang
gennemfører de bestemmelser i pagten, som den har anerkendt.
3. Generalsekretæren skal på sin side underrette de
øvrige kontraherende parter samt Det internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør om alle meddelelser, som han modtager i henhold til denne
artikels stk. 2.
Artikel 31.
Begrænsninger.
1. De i afsnit I fastsatte og gennemførte
rettigheder og principper samt den effektive udøvelse af disse i henhold til
afsnit II må ikke være genstand for indskrænkninger eller
begrænsninger, der ikke er nærmere fastsat i de nævnte afsnit, med undtagelse
af sådanne, som er foreskrevet ved lov, og som i et demokratisk samfund er
nødvendige til beskyttelse af andres ret og frihed eller til beskyttelse af
samfundsmæssige interesser, statens sikkerhed, den offentlige sundhed eller
moral.
2. De tilladte begrænsninger i de i denne pagt
omhandlede rettigheder og forpligtelser må ikke anvendes til andet formål end
det, hvortil de er fastsat.
Artikel 32.
Forholdet mellem pagten og national lovgivning eller internationale
overenskomster.
Denne pagts bestemmelser medfører ingen begrænsning i bestemmelser i
national lovgivning eller eventuelle tosidede eller flersidede traktater,
konventioner eller overenskomster, som allerede er eller måtte blive
gældende, og hvorefter der ydes de deraf omfattede personer en mere gunstig
behandling.
Artikel 33.
Gennemførelse ved kollektive overenskomster.
1. I medlemsstater, hvor de forhold, der omhandles i
artikel 2, stk. 1, 2, 3, 4 og 5, artikel 7, stk. 4, 6 og 7, og artikel 10,
stk. 1, 2, 3 og 4, i denne pagts afsnit II, normalt er overladt til
regulering ved overenskomster mellem arbejdsgivere eller
arbejdsgiverorganisationer og arbejderorganisationer eller normalt reguleres
på anden måde end ved lov, kan forpligtelserne med hensyn til disse
bestemmelser indgås, og opfyldelsen af dem skal anses for effektiv, såfremt
de pågældende bestemmelser iværksættes gennem sådanne overenskomster eller på
anden måde for de pågældende arbejdere.
2. I medlemsstater, hvor disse forhold gøres til
genstand for lovgivning, kan de pågældende forpligtelser ligeledes indgås, og
opfyldelsen af dem skal anses for effektiv, såfremt de pågældende
lovbestemmelser finder anvendelse på de pågældende arbejdere.
Artikel 34.
Anvendelsesområde.
1. Denne pagt skal finde anvendelse på hver
kontraherende parts moderland. Enhver regering, der undertegner pagten, kan
samtidig med undertegnelsen eller ved deponeringen af dens ratifikations-
eller tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet til Europarådets
generalsekretær angive, hvilket område der i denne henseende skal anses for
dens moderland.
2. Enhver kontraherende part kan samtidig med sin
ratifikation eller tiltrædelse af denne pagt eller på et hvilket som helst
senere tidspunkt ved en meddelelse stilet til Europarådets generalsekretær
erklære, at pagten helt eller delvis skal udstrækkes til et eller flere i den
nævnte erklæring nærmere angivne uden for moderlandet beliggende områder, for
hvis internationale forbindelser den er ansvarlig, eller for hvilke den
påtager sig internationalt ansvar. Den skal i erklæringen nærmere angive de
artikler eller stykker i pagtens afsnit II, som den anerkender som
bindende for de i erklæringen anførte områder.
3. Pagten skal være gældende for det eller de i den
fornævnte erklæring anførte områder fra den 30. dag efter den dato, da
generalsekretæren har modtaget meddelelse om en sådan erklæring.
4. Enhver kontraherende part kan senere ved en
meddelelse stilet til Europarådets generalsekretær erklære, at den for så
vidt angår et eller flere af de områder, til hvilke pagten er blevet udvidet
i medfør af denne artikels stk. 2, anerkender som bindende en eller flere af
de artikler eller nummererede stykker, som den ikke allerede har anerkendt
for det eller de pågældende områder. Sådanne senere afgivne forpligtelser
skal anses for at udgøre en fast bestanddel af den oprindelige erklæring med
hensyn til det pågældende område og skal have samme virkning fra den 30. dag
efter meddelelsens dato at regne.
5. Generalsekretæren skal underrette de øvrige lande
der har undertegnet pagten, samt Det internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør om de meddelelser, han modtager i henhold til denne artikel.
Artikel 35.
Undertegnelse, ratifikation og ikrafttrædelse.
1. Denne pagt skal stå åben for undertegnelse af
Europarådets medlemmer. Den skal ratificeres eller tiltrædes. Ratifikations-
eller tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets
generalsekretær.
2. Denne pagt træder i kraft fra den 30. dag efter
datoen for deponeringen af det femte ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
3. For så vidt angår en kontraherende regering, der
ratificerer på et senere tidspunkt, træder pagten i kraft fra den 30. dag
efter datoen for dens deponering af sit ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
4. Generalsekretæren skal underrette Europarådets
medlemmer samt Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør om denne
pagts ikrafttrædelse, om kontraherende parter, der har ratificeret eller
tiltrådt den, samt om eventuelle senere deponeringer af ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrumenter.
Artikel 36.
Ændringer.
Ethvert medlem af Europarådet kan ved en meddelelse stilet til
Europarådets generalsekretær foreslå ændringer i denne pagt.
Generalsekretæren skal sende således fremsætte ændringsforslag til de øvrige
medlemmer af Europarådet, hvorefter ændringerne skal drøftes af
ministerudvalget og forelægges den rådgivende forsamling til udtalelse.
Ændringer, der er godkendt af ministerudvalget, skal træde i kraft fra den
30. dag efter, at samtlige kontraherende parter har underrettet
generalsekretæren om deres godkendelse. Generalsekretæren skal underrette
samtlige medlemmer af Europarådet samt Det internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør om sådanne ændringers ikrafttrædelse.
Artikel 37.
Opsigelse.
1. Ingen kontraherende part kan opsige nærværende
pagt, før der er forløbet fem år fra den dato, da pagten trådte i kraft for
den pågældende part, eller efter udløbet af enhver efterfølgende periode af
to år, og i begge tilfælde med seks måneders varsel til Europarådets
generalsekretær, der skal underrette de øvrige parter samt Det internationale
Arbejdsbureaus generaldirektør herom. En sådan opsigelse berører ikke pagtens
gyldighed for de øvrige kontraherende parter, forudsat at der til enhver tid
er mindst fem sådanne kontraherende parter.
2. Enhver kontraherende part kan i medfør af de i
foregående stykke omhandlede bestemmelser opsige en hvilken som helst artikel
eller et hvilket som helst stykke i pagtens afsnit II, som den har
anerkendt, forudsat at antallet af de artikler eller bestemmelser, med hensyn
til hvilke det pågældende land er forpligtet, aldrig må være mindre end
henholdsvis 10 og 45, og disse artikler eller stykker fortsat skal omfatte de
artikler, som den pågældende kontraherende part har udvalgt blandt dem,
hvortil der særskilt er henvist i artikel 20, stk. 1, b).
3. Enhver kontraherende part kan opsige denne pagt
eller en eller flere af de artikler eller stykker, der indeholdes i pagtens
afsnit II , på de i denne artikels stk. 1 fastsatte betingelser med
hensyn til et område, på hvilket denne pagt finder anvendelse i medfør af en
i henhold til artikel 34, stk. 2, afgivet erklæring.
Artikel 38
Tillæg.
Tillægget til denne pagt udgør en fast bestanddel af pagten.
Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt befuldmægtigede
underskrevet denne pagt.
Udfærdiget i Turin den 18. oktober 1961 på engelsk og fransk, idet begge
tekster skal have samme gyldighed,i eet eksemplar, der skal deponeres i
Europarådets arkiv. Generalsekretæren skal fremsende bekræftede genparter til
hver af de undertegnede stater.
For Republikken Østrigs regering:
For Kongeriget Belgiens regering: L. Servais.
For Republikken Cyperns regering:
For Kongeriget Danmarks regering: Erik Dreyer.
For Den franske Republiks regering: Gaston Palewski.
For Forbundsrepublikken Tysklands regering: Dr. Claussen.
For Kongeriget Grækenlands regering: Michel Pesmazoglou.
For Den islandske Republiks regering:
For Irlands regering: Thomas V. Commins.
For Den italienske Republiks regering: Fiorentino Sullo.
For Storhertugdømmet Luxembourgs regering: E. Colling.
For Kongeriget Nederlandenes regering: M.Z.N. Witteveen.
For Kongeriget Norges regering: A. Kringlebotten.
For Kongeriget Sveriges regering, under forbehold af Rigsdagens samtykke:
K.G. Lagerfelt.
For Den tyrkiske Republiks regering: Cahit Talas.
For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irlands regering:
Ashley Clarke.
Tillæg til socialpagten.
Socialpagtens område (personkreds):
1. Under iagttagelse af artikel 12, stk. 4, og artikel
13, stk. 4, finder artiklerne 1-17 kun anvendelse på udlændinge, for så vidt
disse er statsborgere i andre kontraherende parters lande og lovligt opholder
sig eller har fast arbejde på vedkommende kontraherende parts område, dog
således at disse artikler skal fortolkes under hensyn til bestemmelserne i
artikel 18 og 19.
Denne fortolkning skal ikke være til hinder for, at en kontraherende part
tilstår andre personer tilsvarende rettigheder.
2. Enhver kontraherende part vil yde flygtninge - i
den i Geneve-konventionen om flygtninges retsstilling af 28. juli 1951
omhandlede forstand - der lovligt opholder sig på dens område, en så gunstig
behandling som muligt og under ingen omstændigheder stille dem mindre
gunstigt, end hvad der følger af de forpligtelser, som den kontraherende part
har påtaget sig i medfør af den nævnte konvention og i medfør af nogen anden
bestående international aftale vedrørende sådanne flygtninge.
AFSNIT I
Stk. 18
og
AFSNIT II
Artikel 18, stk. 1.
Det forudsættes, at disse bestemmelser ikke vedrører spørgsmålet om
indrejse i de kontraherende parters områder og ikke medfører nogen
begrænsning i bestemmelserne i den i Paris den 13. december 1955 undertegnede
europæiske bosættelseskonvention.
AFSNIT II.
Artikel 1, stk. 2.
Denne bestemmelse må ikke fortolkes således, at den forbyder eller
godkender nogen bestemmelse eller praksis, hvorefter der kræves medlemskab af
en fagforening.
Artikel 4, stk. 4.
Denne bestemmelse skal forstås således, at den ikke er til hinder for
øjeblikkelig afskedigelse for en alvorlig forseelse.
Artikel 4, stk. 5.
Det forudsættes, at en kontraherende part kan påtage sig den i dette
stykke krævede forpligtelse, såfremt det ved lov eller kollektive
overenskomster eller voldgiftskendelser er fastsat, at det overvejende
flertal af arbejdere ikke kan risikere at de personer, der ikke er således
beskyttet, er undtagelser.
Artikel 6, stk. 4.
Det forudsættes, at enhver kontraherende part for sit vedkommende kan
regulere udøvelsen af strejkeretten ved lov, under forudsætning af at en
deraf følgende yderligere begrænsning af retten er berettiget i medfør af
bestemmelserne i artikel 31.
Artikel 7, stk. 8.
Det forudsættes, at en kontraherende part kan påtage sig den i dette
stykke krævede forpligtelse, såfremt den overholder hensigten med denne
forpligtelse ved i sin lovgivning at bestemme, at det overvejende flertal af
personer under 18 år ikke må beskæftiges ved natarbejde.
Artikel 12, stk. 4.
Ordene »under iagttagelse af de i sådanne overenskomster fastsatte
betingelser« i indledningen til dette stykke indebærer bl.a., at en
kontraherende part kan gøre adgangen til ikke-forsikringsmæssige ydelser
betinget af ophold i en nærmere angivet periode, før den tilstår andre
kontraherende parters statsborgere sådanne ydelser.
Artikel 13, stk. 4.
Regeringer, der ikke er deltagere i den europæiske konvention om social og
sundhedsmæssig bistand, kan ratificere dette stykke i socialpagten, såfremt
de yder andre kontraherende parters statsborgere en behandling, der er i
overensstemmelse med den nævnte konventions bestemmelser.
Artikel 19, stk. 6.
I den pågældende bestemmelses forstand skal udtrykket »en udenlandsk
arbejders familie« mindst omfatte hans hustru og uforsørgede børn under
21 år.
AFSNIT III.
Det forudsættes, at pagten indeholder
juridiske forpligtelser af
international karakter, hvis gennemførelse alene er undergivet det i pagtens
afsnit IV omhandlede tilsyn.
Artikel 20, stk. 1.
Det forudsættes, at de »nummererede stykker« kan omfatte
artikler, der kun består af eet stykke.
AFSNIT V.
Artikel 30.
Udtrykket »i tilfælde af krig eller anden offentlig
nødstilstand« skal forstås således, at det også omfatter
krigstrussel .
I henhold til pagtens artikel 35, stk. 2 er denne trådt i kraft den 26.
februar 1965.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeres hos Europarådets
generalsekretær den 3. marts 1965, og pagten træder i henhold til artikel 35,
stk. 3 for Danmarks vedkommende i kraft den 3. april 1965.
Ved ratifikationsinstrumentets deponering afgaves i henhold til pagtens
artikel 20, stk. 2 erklæring om, at Danmark vil anse sig for bundet af
følgende artikler og stykker:
ad artikel 20, stk. 1 (b):
artikel 1, 5, 6, 12, 13 og 16.
ad artikel 20, stk. 1 (c):
artikel 2, stk. 2, 3 og 5,
artikel 3,
artikel 4, stk. 1 og 2,
artikel 8, stk. 1,
artikel 9,
artikel 10,
artikel 11,
artikel 14,
artikel 15,
artikel 17,
artikel 18.
Endvidere blev der i henhold til pagtens artikel 30, stk. 1 afgivet
erklæring om, at udtrykket »moderland« for Danmarks vedkommende
skal forstås som Kongeriget Danmark med undtagelse af Færøerne og Grønland.
Pagten finder således ikke anvendelse på Færøerne og Grønland.
Foruden Danmark har følgende lande ratificeret pagten: Irland, Norge, Det
forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Sverige og
Forbundsrepublikken Tyskland.
I henhold til pagtens artikel 20, stk. 2 har disse stater erklæret, at de
anser sig for bundet af nedennævnte artikler og stykker:
Irland.
ad artikel 20, stk. 1 (b):
artikel 1, 5, 6, 13, 16 og 19.
ad artikel 20, stk. 1 (c):
artikel 2,
artikel 3,
artikel 4, stk. 1, 2, 4 og 5,
artikel 7, stk. 2, 3, 4, 5, 6, 8 og 10,
artikel 8, stk. 1 og 4,
artikel 9,
artikel 10,
artikel 11, stk. 3,
artikel 12, stk. 1, 3 og 4,
artikel 14,
artikel 15,
artikel 17,
artikel 18,
Norge.
ad artikel 20, stk. 1 (b):
artikel 1, 5, 6, 12, 13 og 16.
Vedrørende artikel 12 er forpligtelsen underkastet det forbehold, at Norge
med hensyn til de i denne artikels stk. 4 nævnte tosidede og flersidede
overenskomster kan stille som en betingelse for ligestilling, at fremmede
søfolk skal være hjemmehørende i det land, som fartøjet tilhører.
ad artikel 20, stk. 1 (c):
artikel 2,
artikel 3,
artikel 4,
artikel 7, stk. 2, 3, 5, 6, 7, 8 og 10,
artikel 9,
artikel 10,
artikel 11,
artikel 14,
artikel 15,
artikel 17,
artikel 19, stk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 9 og 10.
I overensstemmelse med pagtens artikel 34 erklærer Norge, at Norges
moderland, på hvilket pagtens bestemmelser finder anvendelse, består af
Kongeriget Norge med undtagelse af Svalbard (Spitzbergen) og Jan Mayen.
Pagten finder ikke anvendelse på de norske besiddelser.
Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.
ad artikel 20, stk. 1 (b):
artikel 1, 5, 6, 13, 16 og 19.
ad artikel 20, stk. 1 (c):
artikel 2, stk. 2, 3, 4 og 5,
artikel 3,
artikel 4, stk. 1, 2, 4 og 5,
artikel 7, stk. 2, 3, 5, 6, 8, 9 og 10,
artikel 8, stk. 1 og 4,
artikel 9,
artikel 10,
artikel 11,
artikel 12, stk. 1,
artikel 14,
artikel 15,
artikel 17,
artikel 18,
Desuden erklæres i medfør af artikel 34 (2), at pagtens bestemmelser er
udstrakt til øen Man, der ligeledes anser sig for bundet af ovennævnte
artikler og stykker.
Sverige.
ad artikel 20, stk. 1 (b):
artikel 1, 5, 6, 13 og 16.
ad artikel 20, stk. 1 (c):
artikel 2, stk. 3 og 5,
artikel 3,
artikel 4, stk. 1 og 3,
artikel 7, stk. 2, 3, 4, 7, 8, 9 og 10,
artikel 8, stk. 1 og 3,
artikel 9,
artikel 10,
artikel 11,
artikel 12, stk. 1, 2 og 3,
artikel 14,
artikel 15,
artikel 17,
artikel 18,
artikel 19, stk. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 8, 9 og 10.
Forbundsrepublikken Tyskland.
ad artikel 20, stk. 1 (b):
artikel 1, 5, 6, 12, 13, 16 og 19,
ad artikel 20, stk. 1 (c):
artikel 1,
artikel 2,
artikel 3,
artikel 4, stk. 1, 2, 3 og 5,
artikel 7, stk. 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10,
artikel 8, stk. 1 og 3,
artikel 9,
artikel 10, stk. 1, 2 og 3,
artikel 11,
artikel 14,
artikel 15,
artikel 17,
artikel 18,
Desuden meddeles, at pagtens bestemmelser tillige finder anvendelse på
Land Berlin.
Udenrigsministeriet, den 9. juli 1965.
J.O. Krag.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om Cyperns tiltrædelse af Den europæiske Socialpagt af 18. oktober 1961 Retsinformation · 30. juli 1969
- Bekendtgørelse om Nederlandenes og Spaniens tiltrædelse af Den europæiske Socialpagt af 18. oktober 1961 Retsinformation · 24. oktober 1980
- Bekendtgørelse om Islands tiltrædelse af Den europæiske socialpagt af 18. oktober 1961. Retsinformation · 22. oktober 1976
- Bekendtgørelse om Frankrigs tiltrædelse af Den europæiske Socialpagt af 18. oktober 1961 Retsinformation · 12. februar 1974
- Bekendtgørelse af tillægsprotokol af 5. maj 1988 til Den europæiske Socialpagt Retsinformation · 19. marts 1997
- Bekendtgørelse om Østrigs tiltrædelse af Den europæiske Socialpagt af 18. oktober 1961. Retsinformation · 13. september 1972