Bekendtgørelse af den internationale konvention af 6. december 1951 om plantebeskyttelse. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af den internationale konvention
af 6. december 1951 om plantebeskyttelse. (* 1)
Ved kgl.resolution af 2.december 1952 har Danmark ratificeret den under
6.december 1951 i Rom undertegnede internationale konvention om
plantebeskyttelse.
Konventionens ordlyd er som følger (den spanske tekst udelades):
INTERNATIONAL PLANTEBESKYTTELSESKONVENTION.
Præambel.
I erkendelse af betydningen af et internationalt samarbejde til kontrol
med skadedyr og sygdomme hos planter og planteprodukter samt til forebyggelse
af deres indslæbning og udbredelse over landegrænserne er de kontraherende
regeringer, der ønsker at sikre en snæver koordination af de herpå sigtende
foranstaltninger, enedes om følgende:
Artikel I.
Formål og forpligtelser.
1.Med henblik på at sikre en fælles og effektiv indsats mod indslæbning og
udbredelse af skadedyr og sygdomme hos planter og planteprodukter samt for at
fremme de herpå sigtende kontrolforanstaltninger forpligter de kontraherende
regeringer sig til at træffe de i nærværende konvention og i
tillægsoverenskomster i henhold til artikel III angivne lovmæssige, tekniske
og administrative foranstaltninger.
2.Hver af de kontraherende regeringer påtager sig ansvaret for
gennemførelsen på sit territorium af alle foranstaltninger i henhold til
nærværende konvention.
Artikel II.
Omfang.
1.I nærværende konvention omfatter udtrykket »planter« såvel
levende planter som dele heraf, herunder frø, for så vidt kontrol med
indførslen heraf i henhold til konventionens artikel VI eller udstedelse af
phytosanitære certifikater for disse i henhold til konventionens artikel IV
Læs alt
(1), (a), (iv) og V anses for nødvendig af de kontraherende regeringer;
udtrykket »planteprodukter« omfatter uforarbejdede og tilvirkede
produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frø, for så vidt de ikke er
omfattet af udtrykket »planter«.
2.Bestemmelserne i nærværende konvention kan efter de kontraherende
regeringers skøn udstrækkes til at omfatte lagerrum, beholdere,
transportmidler, indpakningsmateriale og andre stoffer af enhver art,
herunder jord, som ledsager planter og planteprodukter under internationale
transporter.
3.Nærværende konvention tager særlig sigte på skadedyr og sygdomme, der er
af betydning for den internationale handel.
Artikel III.
Tillægsoverenskomster.
1.For at imødekomme specielle plantebeskyttelsesproblemer, som kræver
særlig opmærksomhed eller særlige forholdsregler, kan De Forenede Nationers
fødevare.og landbrugsorganisation (herefter betegnet som FAO) efter
henstilling fra en af de kontraherende regeringer eller på eget initiativ
foreslå, at der afsluttes tillægsoverenskomster til anvendelse i bestemte
områder, mod bestemte skadedyr eller sygdomme, på bestemte planter og
planteprodukter, på bestemte former for international transport af planter og
planteprodukter, eller som på anden måde supplerer bestemmelserne i
nærværende konvention.
2.Enhver sådan tillægsoverenskomst træder i kraft for hver af de
kontraherende regeringer efter at være blevet vedtaget i overensstemmelse med
bestemmelserne i FAO's statutter og forretningsorden.
Artikel IV.
Nationale plantebeskyttelsesorganisationer.
I.Hver af de kontraherende regeringer skal så hurtigt som muligt og efter
bedste evne tage de nødvendige skridt til
(a) oprettelse af en officiel plantebeskyttelsesorganisation med følgende
hovedopgaver.:
(i) tilsyn med levende planter og dyrkede arealer (herunder marker,
plantager, planteskoler, haver og drivhuse) og med planter og planteprodukter
på lager og under transport, særlig med henblik på at indberette om
tilstedeværelsen, fremkomsten og udbredelsen af skadedyr og plantesygdomme og
at bekæmpe disse skadedyr og sygdomme,
(ii) tilsyn med internationale forsendelser af planter og planteprodukter
og såvidt muligt tilsyn med internationale forsendelser af andre produkter
eller varer, der finder sted under sådanne betingelser, at de lejlighedsvis
vil kunne optræde som smittebærere; tilsyn og opsyn med lagerpladser og
transportmidler af enhver art, som benyttes ved internationale forsendelser
af planter og planteprodukter eller andre varer, i særdeleshed med henblik på
at forhindre udbredelsen over landegrænser af skadedyr og sygdomme hos
planter og planteprodukter,
(iii) rensning eller desinficering af internationale forsendelser af
planter eller planteprodukter såvel som af de dertil benyttede beholdere,
opbevaringsanlæg og transportmidler af enhver art,
(iv) udstedelse af certifikater vedrørende planters og planteprodukters
phytosanitære tilstand og oprindelse (herefter betegnet som
»phytosanitære certifikater«),
(b) udbredelse i det pågældende land af oplysninger vedrørende skadedyr
og sygdomme hos planter og planteprodukter samt vedrørende midler til
forebyggelse og kontrol,
(c) studie- og forskningsarbejde i forbindelse med
plantebeskyttelsesspørgsmål.
2.Hver kontraherende regering skal afgive beretning til FAO's
generaldirektør om indretningen af den nationale
plantebeskyttelsesorganisation samt om de ændringer, som foretages i denne
organisation; generaldirektøren skal viderebringe disse oplysninger til alle
kontraherende regeringer.
Artikel V.
Phytosanitære certifikater.
1.Hver af de kontraherende regeringer skal skabe muligheder for udstedelse
af phytosanitære certifikater, der svarer til de øvrige medlemsregeringers
bestemmelser om plantebeskyttelse og er i overensstemmelse med de nedenfor
anførte bestemmelser:
(a) Inspektion må kun udføres og certifikater kun udstedes af ..eller
efter bemyndigelse af ..teknisk kvalificerede og behørigt beskikkede
embedsmænd, der optræder på en sådan måde og råder over sådanne oplysninger,
at myndighederne i de importerende lande kan acceptere de pågældende
certifikater som troværdige dokumenter.
(b) Certifikater, som udstedes for planter bestemt til udplantning eller
reproduktion, skal udformes i overensstemmelse med det til nærværende
overenskomst knyttede annex og skal indeholde alle ekstra oplysninger, som
måtte kræves af indførselslandets myndigheder.Hvis det skønnes
hensigtsmæssigt, og det ikke er i modstrid med indførselslandets
bestemmelser, vil formularen også kunne benyttes for andre planter eller
planteprodukter.
(c) Der må ikke foretages rettelser i certifikaterne.
2.Hver medlemsregering forpligter sig til ved indførsel på sit territorium
af planter bestemt til udplantning eller reproduktion ikke at kræve
forsendelserne ledsaget af phytosanitære certifikater, som ikke er i
overensstemmelse med den i annexet til nærværende overenskomst gengivne
formular.
Artikel VI.
Bestemmelser vedrørende indførslen.
1.Med henblik på at forhindre indslæbning af plantesygdomme og skadedyr på
deres territorier skal medlemsregeringerne være bemyndiget til at regulere
indførslen af planter og planteprodukter og kan med dette formål for øje
(a) foreskrive begrænsninger eller særlige betingelser vedrørende
indførslen af planter og planteprodukter,
(b) forbyde indførslen af bestemte planter eller planteprodukter eller af
bestemte forsendelser af planter eller planteprodukter,
(c) undersøge eller tilbageholde bestemte frosendelser af planter eller
planteprodukter,
(d) desinficere, tilintetgøre eller nægte indførsel af bestemte
forsendelser af planter eller planteprodukter eller forlange sådanne
forsendelser desinficeret eller tilintetgjort.
2. For i mindst muligt omfang at forstyrre den
internationale handel forpligter hver medlemsregering sig til at gennemføre
den i nærværende artikels stykke 1 omhandlede kontrol i overensstemmelse med
nedenstående bestemmelser:
(a) De kontraherende regeringer må ikke i henhold til deres
plantebeskyttelseslovgivning træffe nogen af de i nærværende artikels stykke
1 omhandlede foranstaltninger, medmindre de nødvendiggøres af phytosanitære
hensyn.
(b) En kontraherende regering, som fastsætter begrænsninger eller særlige
betingelser vedrørende indførslen af planter eller planteprodukter på sit
territorium, skal bekendtgøre disse begrænsninger eller betingelser og uden
ophør meddele dem til de andre medlemsregeringers
plantebeskyttelsesmyndigheder og til FAO.
(c) En kontraherende regering, som i medfør af sin
plantebeskyttelseslovgivning forbyder indførslen af planter eller
planteprodukter, skal bekendtgøre sin beslutning herom ledsaget af en
begrundelse og skal uden ophør underrette de andre medlemsregeringers
plantebeskyttelsesmyndigheder og FAO.
(d) En kontraherende regering, som kræver, at forsendelser af bestemte
planter eller plantedele kun må indføres over bestemte grænsestationer, skal
udvælge disse på en sådan måde, at det ikke er til unødig hindring for den
internationale handel.Den kontraherende regering skal bekendtgøre en
fortegnelse over disse grænsestationer og fremsende den til de andre
kontraherende regeringers plantebeskyttelsesmyndigheder og til
FAO.Begrænsninger til bestemte grænsestationer må kun indføres for planter
eller planteprodukter, som kræves ledsaget af phytosanitære certifikater
eller underkastet inspektion eller desinficering.
(e) Enhver inspektion, som en kontraherende regerings
plantebeskyttelsesmyndigheder foretager af planteforsendelser bestemt til
indførsel, skal finde sted så hurtigt som muligt og under skyldig hensyntagen
til de pågældende planters letfordærvelige karakter.Hvis en forsendelse ikke
findes at være i overensstemmelse med importlandets
plantebeskyttelseslovgivning, skal eksportlandets
plantebeskyttelsesmyndigheder underrettes herom. Hvis forsendelsen helt eller
delvis tilintetgøres, skal en officiel rapport uden ophør overgives til
eksportlandets plantebeskyttelsesmyndigheder.
(f) De kontraherende regeringer skal uden at udsætte deres egen
planteproduktion for fare tage de nødvendige skridt til at nedbringe det
antal tilfælde til det mindst mulige, i hvilke der udkræves phytosanitære
certifikater ved indførslen af planter eller planteprodukter, som ikke er
bestemt for udplantning, såsom korn, frugter, grøntsager og afskårne
blomster.
(g) De kontraherende regeringer kan træffe bestemmelse om indførsel i
videnskabeligt forskningsøjemed af planter og planteprodukter samt prøver på
skadedyr og sygdomsforårsagende organismer under iagttagelse af betingelser,
som yder særlig sikkerhed mod risikoen for udbredelse af plantesygdomme og
skadedyr.
3.De i denne artikel omhandlede bestemmelser finder ikke anvendelse på
varer, som føres i transit gennem de kontraherende regeringers territorier,
medmindre de er nødvendige for beskyttelsen af de pågældende landes egne
planter.
Artikel VII.
Internationalt samarbejde.
De kontraherende regeringer skal i videst muligt omfang samarbejde for at
nå de i nærværende overenskomst fastsatte mål, særlig på følgende måder:
(a) Foruden fuldtud at benytte allerede eksisterende organisationers
hjælpemidler og tjenester er medlemsregeringerne enige om at samarbejde med
FAO med henblik på oprettelsen af en verdensomspændende informationstjeneste
for plantesygdomme og skadedyr og, såsnart den er oprettet, regelmæssigt at
forsyne FAO med følgende oplysninger:
(i) Rapporter vedrørende forekomster, udbrud og udbredelsen af økonomisk
vigtige skadedyr og plantesygdomme, som måtte frembyde umiddelbar eller
potentiel fare;
(ii) oplysninger om metoder, der med held er blevet benyttet i
bekæmpelsen af skadedyr og sygdomme på planter og planteprodukter.
(b) Hver medlemsregering skal i videst muligt omfang deltage i særlig
anlagte kampagner til bekæmpelse af særlig ødelæggende skadedyr og
plantesygdomme, som frembyder alvorlig fare for afgrøder, og hvis bekæmpelse
kræver en international indsats.
Artikel VIII.
Regionale plantebeskyttelsesorganisationer.
1.De kontraherende regeringer forpligter sig til at samarbejde med henblik
på oprettelsen af regionale plantebeskyttelsesorganisatio ner i områder, hvor
det må anses for hensigtsmæssigt.
2.Inden for de pågældende områder skal de regionale
plantebeskyttelsesorganisationer fungere som koordinerende organer og deltage
i forskellig virksomhed med det formål at realisere nærværende konventions
mål.
Artikel IX.
Bilæggelse af tvistigheder.
1.Opstår der tvistigheder om fortolkningen eller anvendelsen af nærværende
konvention, eller anser en af de kontraherende regeringer en andens
handlemåde for at være i strid med dennes forpligtelser i henhold til
nærværende konventions artikler V og VI, særlig med hensyn til grundlaget for
at forbyde eller begrænse indførslen af planter eller planteprodukter, som
stammer fra førstnævntes territorium, kan vedkommende regering eller
regeringer anmode FAO's generaldirektør om at udpege en komite til at
undersøge tvistigheden.
2.FAO's generaldirektør skal dernæst efter at have rådført sig med de
pågældende regeringer udpege en ekspertkomite , som skal omfatte
repræsentanter fra disse regeringer.Komiteen skal undersøge tvistigheden
under hensyntagen til alle dokumenter og andet bevismateriale, som fremlægges
af de pågældende regeringer. Komiteen skal fremlægge en rapport for FAO's
generaldirektør, som skal videregive den til de pågældende regeringer samt
til de andre kontraherende regeringer.
3.Selvom en sådan komites henstillinger ikke er af bindende karakter, er
de kontraherende regeringer enige om at lægge dem til grund for fornyede
overvejelser, som de pågældende stater foretager af det til grund for
uoverensstemmelsen liggende spørgsmål.
4.De pågældende regeringer skal på lige fod dele de med eksperternes
virksomhed forbundne udgifter.
Artikel X.
Afløsning af ældre overenskomster.
I forholdet mellem de kontraherende regeringer bringes den internationale
Phylloxera-overenskomst af 3.november 1881, den i Bern den 15. april 1889
undertegnede tillægsoverenskomst samt den under 16.april 1929 i Rom
undertegnede internationale plantebeskyttelsesoverenskomst til ophør og
erstattes af nærværende konvention.
Artikel XI.
Anvendelse på territorier.
1.Enhver regering kan på tidspunktet for ratifikationen eller tiltrædelsen
eller på ethvert senere tidspunkt afgive en erklæring til FAO's
generaldirektør om, at nærværende konvention skal udstrækkes til alle eller
nogle af de territorier, for hvis internationale forbindelser den er
ansvarlig.Nærværende konvention skal finde anvendelse på alle de i
erklæringen angivne områder fra tredivtedagen efter, at generaldirektøren har
modtaget den.
2.Enhver regering, som har afgivet en erklæring til FAO's generaldirektør
i henhold til nærværende artikels stykke 1, kan på ethvert tidspunkt afgive
en supplerende erklæring, der ændrer omfanget af en tidligere erklæring eller
bringer anvendelsen af bestemmelserne i nærværende overenskomst til ophør for
et hvilketsomhelst område. Sådanne ændringer eller ophør træder i kraft fra
tredivtedagen efter, at generaldirektøren har modtaget erklæringen.
3.FAO's generaldirektør skal gøre alle de regeringer, som har undertegnet
eller tiltrådt nærværende konvention, bekendt med enhver erklæring, som han
har modtaget i henhold til nærværende artikel.
Artikel XII.
Ratifikation og tiltrædelse.
1.Nærværende konvention står åben for undertegnelse af alle regeringer
indtil den 1. maj 1952 og skal ratificeres tidligst
muligt.Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos FAO's generaldirektør,
som skal give alle de regeringer, der har undertegnet overenskomsten,
meddelelse om tidspunktet for deponeringerne.
2.Såsnart konventionen er trådt i kraft i henhold til artikel XIV, står
den åben for tiltrædelse af regeringer, som ikke har undertegnet den.
Tiltrædelse finder sted ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos FAO's
generaldirektør, som skal give meddelelse herom til alle de regeringer, der
har undertegnet eller tiltrådt konventionen.
Artikel XIII.
Ændringer.
I.Ethvert forslag om ændring af nærværende konvention, som fremsættes af
en kontraherende regering, skal forelægges FAO's generaldirektør.
2.Ethvert forslag om ændring af nærværende konvention, som er modtaget af
FAO's generaldirektør fra en kontraherende regering, skal forelægges til
vedtagelse på en ordinær eller ekstraordinær samling af FAO-konferencen, og
såfremt ændringen vil medføre betydelige tekniske forandringer eller pålægge
de kontraherende regeringer yderligere forpligtelser, skal den forelægges for
en af FAO forud for konferencen sammenkaldt rådgivende ekspertkomite.
3.FAO's generaldirektør skal give medlemslandene meddelelse om ethvert
forslag til ændring i nærværende konvention senest på tidspunktet for
afsendelsen af dagsordenen for den af konferencens samlinger, på hvilken
sagen skal gøres til genstand for drøftelse.
4.Ethvert forslag til ændring af nærværende konvention kræver FAO-
konferencens godkendelse og skal træde i kraft tredivtedagen efter, at det er
blevet vedtaget af 2/3 af de kontraherende regeringer. Ændringer, som
medfører nye forpligtelser for de kontraherende regeringer, skal dog først
træde i kraft for den enkelte regerings vedkommende, når denne har godkendt
ændringen og da først fra tredivtedagen efter denne godkendelse.
5.Erklæringer om godkendelse af ændringer, som medfører nye forpligtelser,
skal deponeres hos FAO's generaldirektør, som skal underrette alle
kontraherende regeringer om modtagelsen af erklæringerne og ændringernes
ikrafttræden.
Artikel XIV.
Ikrafttræden.
Såsnart nærværende konvention er blevet ratificeret af tre
signatarregeringer, træder den i kraft i forholdet mellem disse.For de
regeringer, som derefter ratificerer eller tiltræder konventionen, træder den
i kraft på tidspunktet for deponeringen af deres ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
Artikel XV.
Opsigelse.
1.Enhver af de kontraherende regeringer kan på et hvilketsomhelst
tidspunkt opsige nærværende konvention ved en til FAO's generaldirektør
stilet meddelelse.Generaldirektøren skal uden ophør underrette alle de
regeringer, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen.
2.Opsigelsen træder i kraft et år efter den dato, på hvilken FAO's
generaldirektør har modtaget meddelelsen.
Udfærdiget i Rom, Italien, den sjette december nitten hundrede og
en og halvtreds, i eet eksemplar på engelsk, fransk og spansk, idet hver af
teksterne har samme gyldighed.Nærværende dokument skal deponeres i De
Forenede Nationers fødevare- og landbrugsorganisations
arkiv.Generaldirektøren for De Forenede Nationers fødevare- og
landbrugsorganisation skal fremsende bekræftede kopier til hver af de
regeringer, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt
bemyndigede dertil, underskrevet nærværende konvention på deres regeringers
vegne på den ud for deres underskrifter anførte dato.
For Amerikas Forenede Stater: Ph.V.Cardon. ad ref.6.12.1951.
For Australien: C.V. Kellway. 30.4.1952.
For Belgien: Albert Van Houtte. ad ref.6.12.1951.
For Brasilien: Josuee de Castro. ad ref.6.12.1951.
For Canada: Dr.G.S.Barton. ad ref.6.12.1951.
For Ceylon: G.C.S.Corea. 7.12.1951.
For Chile: G. Campo R. 3.4.1952.
For Colombia: Eduardo Zuleta Angel. 29.4.1952.
For Costa Rica: Teodoro B.Castro. ad ref.28.4.1952.
For Cuba: Carlos Martinez. ad ref.6.12.1951.
For Danmark: A.P.Jacobsen. ad ref.6.12.1951.
For Ecuador: ad ref. Jacome. 12.3.1952.
For Frankrig: Andree Mayer. ad ref.6.12.1951.
For Guatemala: Cosenza G. ad ref.23.4.1952.
For Indien: J.N.Khosla. 30.4.1952.
For Indonesien: S.Suryo-Di-Puro. 6.12.1951.
For Irland: Thomas Walsh. ad ref.6.12.1951.
For Israel: Dr.Moshe Ishay. 6.12.1951.
For Italien: Amintore Fanfani. ad ref.2.2.1952.
For Japan: R.Yamazoe. ad ref.6.12.1951.
For Jugoslavien: Delibor Solatic. ad ref.6.12.1951.
For Libanon:
For Luxembourg: Bruck. ad ref.16.1.1952.
For Nederlandene: S.L.Louwes. ad ref.6.12.1951.
For New Zealand: C.Hopkirk. 6.12.1951.
For Pakistan:
For Philippinerne: Josee S.Camus. Under forbehold af
bekræftelse.12.6.1951.
For Portugal: Antonio de Sousa de Camara. 6.12.1951.
For El Salvador: Rod Berg Schønenberg. ad ref.6.12.1951.
For Schweiz: L.Maire. 6.12.1951.
For Spanien: Carlos Segura. 10.12.1951.
For Storbritannien og Nordirland: Carrington. ad ref.6.12.1951.
For Sverige: Johan Beck-Fmis. II.12.1951
For Sydafrikanske Union: S.J.de Swardt. 6.12.1951.
For Thailand: Phra Chuang Kashetra. 6.12.1951.
For Forbundsrepublikken Tyskland: Clemens v.Brentano. (ad ref.)
30.4.1952.
For Uruguay: C. Giambruno. (ad ref.) 30.4.1952.
For Viet-Nam:
For Ægypten: Mohamed Ali El Kilany Bey. ad ref.6.12.1951.
I betragtning af, at den kgl.ægyptiske regering ikke anerkender og indtil
nu ikke har anerkendt Israel, binder min undertegnelse af denne konvention
ikke min regering på nogen måde over for Israel og er meddelt med forbehold
af alle rettigheder i denne forbindelse.
For Østrig: Dr.B.Philipp. 6.12.1951
ANNEX.
Formular til plantesundhedscertifikat.
Planteinspektionen
i......................................................
Nr................
Herved bekræftes,
at de nedenfor beskrevne planter, plantedele eller planteprodukter eller
en repræsentativ del af disse er blevet omhyggeligt undersøgt den
(dato)............................... af
(navn)..............,................. en hertil bemyndiget tjenestemand i
(plantebeskyttelsesmyndighed) ................ og efter hans bedste
overbevisning er fundet i alt væsentligt fri for farlige plantesygdomme og
skadedyr, og at sendingen skønnes at være i overensstemmelse med de gældende
phytosanitære bestemmelser i indførselslandet som nærmere anført i den
ledsagende erklæring eller andetsteds.
Gasning eller desinfektion (hvis krævet af indførselslandet):.
Dato ..............................
Behandlingens varighed.......
Behandling........................
Bekæmpelsesmiddel og dosis.........
Tillægserklæring
................... 19...
(underskrift)
(stilling)
(planteinspektionens stempel)
-Beskrivelse af forsendelsen.
- Afsenderens navn og adresse:.............
Modtagerens navn og adresse: ...............
Kollienes antal og art:............
Kollienes mærkning: ........
Oprindelsessted (hvis krævet af indførselslandet): .........
Forsendelsesmåde: ..............
Indførselssted: ...............
Mængde og varens navn:...............
Botanisk navn (hvis krævet af indførselslandet): ..........
Danmarks ratifikationsinstrument blev under 13.februar 1953 deponeret hos
FAO's generaldirektør i Rom, hvorefter konventionen trådte i kraft for
Danmarks vedkommende.
Den 1.juni 1962 havde følgende lande deponeret ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrumenter:
Argentina, Australien, Belgien, Bolivia, Brasilien, Cambodia, Canada,
Ceylon, Chile, Danmark, Dominikanske Republik, Ecuador, Finland, Frankrig,
Grækenland, Guatemala, Indien, Irak, Irland, Israel, Italien, Japan,
Jugoslavien, Republikken korea, Laos, Luxembourg, Nederlandene (Kongeriget i
Europa, Surinam og Nederlandsk New Guinea), New Zealand med Vest Samoa og
Cookøerne, Nicaragua, Norge, Pakistan, Philippinerne, Portugal,
Sovjetunionen, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Sydafrikanske
Union, Forbundsrepublikken Tyskland med Land Berlin, Ungarn, Ægypten og
Østrig.
Udenrigsministeriet, den 25.juni 1962.
J.O. K r a g.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af konvention af 18. april 1951 om oprettelse af en plantebeskyttelsesorganisation for Europa og middelhavsområderne, som ændret den 27. april 1955. (* 1) Retsinformation · 26. september 1962
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mayras fremsat den 8. juni 1977. — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Nederlandene. EU-domme · 8. juni 1977
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn fremsat den 1. februar 1984. — Rewe-Zentral AG mod Direktor der Landwirtschaftskammer Rheinland. EU-domme · 1. februar 1984
- KOMMISSIONENS DIREKTIV 2004/105/EF af 15. oktober 2004 om fastlæggelse af modeller til officielle plantesundhedscertifikater eller plantesundhedscertifikater for reeksport, som ledsager planter, planteprodukter og andre objekter, der kommer fra tredjelande, og som er opført i Rådets direktiv 2000/29/EF EU-lovgivning · 15. oktober 2004
- DOMSTOLENS DOM AF 12 JULI 1977. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD KONGERIGET NEDERLANDENE. - FYTOSANITAER EKSPORTKONTROL. - SAG 89-76 EU-domme · 12. juli 1977
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Fennelly fremsat den 24. februar 2000. - Regina mod Minister of Agriculture, Fisheries and Food, ex parte S.P. Anastasiou (Pissouri) Ltd m.fl.. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: House of Lords - Forenede Kongerige. - Direktiv 77/93/EØF - Plantesundhedscertifikater udstedt af tredjelande, som ikke er planternes oprindelseslande - Varer med oprindelse i… EU-domme · 24. februar 2000