Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 145/1999

KEN nr 11070 af 02/02/2000Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet14. februar 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

145/1999

En kvinde [K] har ved advokat Per Hemmer klaget til

Pressenævnet over et nyhedsindslag bragt i aftennyhederne på

TV/Midt-Vest mandag den 8. november 1999, idet hun mener, at god presseskik

er tilsidesat. [K] klager samtidig over den journalistiske adfærd forud

for indslaget.

Det fremgår bl.a. af indslaget, der blev bragt i

aftennyhederne på TV-Midt/Vest den 8. november 1999, at:

"Speak

: Den, der lever skjult, lever godt. Det er

filosofien hos lederen af et privat behandlingssted for stærkt psykisk

syge i Roum. Landsbyens beboere er utrygge ved stedet, men lederen afviser

totalt af kommentere deres kritik.

Speak

: Lukkethed præger behandlingsstedet

Roum Gammelskole og Bakkehuset. Her bor flere stærkt psykisk syge

mennesker.

Lars Andersen, Roum Beboerforening

: De bliver

holdt for sig selv. Vi har på fornemmelsen, at de ikke må blande

sig særligt meget med os.

Speak

: For at få svar på beboernes

kritik har TV/Midt-Vest gentagne gange forsøgt at træffe lederen

over telefonen. Personlig henvendelse på Roum Gl. Skole og

Bakkehuset gav heller ikke noget resultat. Til gengæld traf vi hende i

landsbyen Ulfbjerg, hvor hun også har en institution.

Journalisten

: Hvorfor vil du ikke snakke med

Læs alt

beboerne?

[K]

: Ved du hvad, stands det der, sagde jeg dig,

gjorde jeg ikke, sagde jeg ikke stands?

([K] griber ud efter journalistens mikrofon, og tager

den

).

Journalisten

: Ved du hvad [K], hvorfor

fortæller du ikke?

[K]

: Jeg sagde stands. Har jeg ikke ret til at sige

nej?

Journalisten

: Nej, det mener jeg faktisk ikke

her.

[K]

: Det har jeg. Værsgo. Du kan lige

vove..

([K] giver mikrofonen til journalisten, vender om og

går)

.

Speak

: Men beboerne i Roum ønsker

stadigvæk en fredelig diskussion om, hvor stor psykologen [K]s

institution må blive. Desuden vil de gerne have større

åbenhed om stedet og dets beboere.

"

Klageren har oplyst, at hun den 29. oktober 1999 blev

opsøgt på [en adresse] i Ulfbjerg af to medarbejdere fra

indklagede, mens hun var ved at parkere sin bil uden for sin ejendom på

privat grund. Dette skete uagtet, at hun ikke havde givet tilladelse til

indtrængen på privat grund og uagtet, at hun tidligere var blevet

kontaktet af medarbejdere fra indklagede, over for hvilke hun havde

nægtet at deltage i et interview. Klageren har endvidere oplyst, at hun

markerede meget tydeligt, at hun ikke ønskede at deltage i

interviewet, og at hun for at vise dette tog fat i mikrofonen. Episoden

sluttede med, at hun sagde, "at journalisten lige kunne vove på at

sende det netop optagne indslag".

Klageren har endvidere oplyst, at hun rettede henvendelse

til indklagede den 30. oktober 1999, og at hun i denne forbindelse klagede

over journalisternes adfærd den 29. oktober 1999. Den 7. november 1999

blev hun på ny kontaktet af indklagede, der igen opfordrede hende til

at deltage i et interview, hvilket hun afslog.

Klageren har anført, at der eksisterer en ret for

den enkelte til at sige nej til at udtale sig til journalister, og en ret til

at sige nej til at stille op til interviews, hvilket indklagede burde have

accepteret i stedet for at jage hende. Hertil kommer, at klageren havde

tilkendegivet over for journalisten, at hun ikke ønskede at deltage i

interviewet.

Klageren har endvidere anført, at journalisterne

trængte ind på fremmed grund uden forudgående tilladelse

for at optage interviewet, hvilket er i strid med straffeloven. Selve

optagelserne foregik godt nok på en privat fællesvej, men

lydmandens og indklagedes køretøjer var parkeret på et

græsareal på privat område.

Endelig har klageren anført, at en journalist ikke

bør udtale, at den enkelte ikke har ret til at afslå deltagelse

i et interview, og at der burde have været givet tegn til kameramanden

om at standse optagelserne, efter at klageren havde markeret, at hun ikke

ønskede at deltage. Det er indklagedes opgave at bringe korrekt og

hurtig information, men indklagede bringer objektivt forkerte oplysninger,

når det i udsendelsen nævnes, at klageren ikke har ret til at

nægte deltagelse i udsendelsen.

Indklagede har således handlet i strid med god

presseskik ved ikke i tilknytning til interviewet og fjernsynsoptagelserne at

respektere klagerens personlige integritet og privatlivets fred.

Det forhold, at indklagede rent faktisk offentliggjorde

optagelserne fra den 29. oktober 1999, forstærker overtrædelsen

af god presseskik. Indslaget var således egnet til at krænke

klagerens ære og personlige anseelse, og indslaget kunne være

skadelig for den virksomhed, klageren driver, samt skadelig for klagerens

samarbejde med offentlige myndigheder og pårørende til

patienterne.

Endelig anfører klageren, at det var usagligt, at

indklagede bragte indslaget fra den 29. oktober 1999 netop dagen efter, at

hun over for den ansvarshavende redaktør havde nægtet at deltage

i et interview.

Indklagede har oplyst, at emnet omkring private

behandlingssteder for børn, unge og voksne er genstand for stor

offentlig bevågenhed, hvilket skyldes, at der forventes fremsat et

lovforslag i januar 2000 om amters og kommuners ret til

forhåndsgodkendelse. Der var således tale om en relevant og

væsentlig problemstilling, da beboerne i Roum i oktober 1999 gav udtryk

for utilfredshed med lukketheden og størrelsen af en lokal institution

drevet af klageren, hvilket var baggrunden for, at indklagede ønskede

at bringe et indslag herom. Klageren er som leder af institutionen en

nøgleperson, og man ønskede derfor en udtalelse fra hende, men

man ønskede tillige kontakt med personale og patienter. Indklagede

havde bl.a. til belysning af sagen fået aktindsigt i korrespondance

mellem Viborg Amt og klageren, hvortil man ønskede klagerens

bemærkninger.

Indklagede bestrider at have handlet i strid med god

presseskik, idet man netop har bestræbt sig på at indsamle og

præsentere relevant information om sagen, og at man netop har

efterlevet alsidighedsprincippet. De oplysninger, som kunne være

skadelige eller krænkende for klageren, ville indklagede netop

forelægge for hende med henblik på at få hendes kommentarer

hertil. Dette var desværre ikke muligt trods ihærdige

forsøg herpå. Indklagede benægter dog, at man skulle have

jaget klageren.

Indklagede anfører endvidere, at optagelserne ikke

fandt sted på privat grund, men på et fællesareal, der

ligger adskillige meter fra det område, der åbenbart er privat.

Indklagedes bil var placeret et stykke inde på et frit

tilgængeligt areal. Indklagede har således ikke handlet i strid

med god presseskik ved at filme det pågældende sted.

Indklagede har derudover anført, at det forhold, at

journalisten fortsatte med at stille spørgsmål uanset, at

klageren afviste at deltage i interviewet, og at journalisten ikke gav

kameramanden besked om at stoppe, ikke er i strid med god presseskik i dette

konkrete tilfælde. Klageren driver nemlig en række institutioner

i kommunen, og hun er derfor en nøgleperson, og som driftsherre og

behandlingsansvarlig må hun tåle mediernes interesse. Da klageren

imidlertid ikke ønskede at deltage i et interview, var indklagedes

eneste mulighed for at få klagerens kommentar, at anvende den benyttede

fremgangsmåde.

Indklagede anfører endelig, at det ikke er en

overtrædelse af god presseskik, når journalisten udtaler, at der

ikke eksisterer en ret til at sige nej til at deltage i interviewet. Det er

et moralsk synspunkt og en personlig værdinorm, som kommer til udtryk,

hvilket hverken klageren eller seerne kan have været i tvivl om.

I tiden fra optagelserne den 29. oktober 1999 til

optagelserne blev bragt den 8. november 1999, har indklagede foretaget

research. I perioden har indklagede adskillige gange forsøgt at komme

i dialog med klageren for at opnå hendes kommentar. Indklagede fik

først kontakt med klageren den 7. november 1999, men samtalen sluttede

med, at klageren truede indklagede med sagsanlæg. Der er således

intet unormalt ved, at indslaget, der blev optaget den 29. oktober 1999,

først bringes den 8. november 1999.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og

Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

placeringen af indklagedes køretøjer ingen betydning har ved

bedømmelsen af, om god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet lægger til grund, at klageren

driver flere institutioner i kommunen, som modtager store offentlige tilskud,

og at klageren er daglig leder af og ejer af institutionerne, der

udfører opgaver for det offentlige. Hertil kommer, at det emne, som

indklagede ønskede at belyse i indslaget, er væsentligt og

relevant både for beboerne i området og for offentligheden i

almindelighed. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at det

er i strid med god presseskik, at indklagede forsøger at indhente

klagerens kommentarer, også selvom klageren forud havde afslået

at medvirke i et interview, og at hun konkret i situationen gav udtryk for,

at hun ikke ville medvirke.

Journalistens udtalelse i indslaget om, at klageren ikke

kunne nægte at udtale sig, er i den foreliggende situation heller ikke

i strid med god presseskik.

Afsagt den 2. februar 2000.

Lignende dokumenter