Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af konvention af 14. december 1973 om forebyggelse af og Straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede Personer herunder diplomatiske repræsentanter (* 1)

BKI nr 92 af 14/10/1977Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet31. december 1977

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af konvention af 14. december

1973 om forebyggelse af og Straf for forbrydelser mod internationalt

beskyttede Personer herunder diplomatiske repræsentanter (* 1)

Ved kgl.resolution af 17.juni 1975 har Danmark ratificeret den i New York

den 14.december 1973 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for

forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske

repræsentanter.

Konventionen har følgende ordlyd (den franske, kinesiske, russiske og

spanske tekst er udeladt her):

Oversættelse

KONVENTION

om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt

beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter

Stater, der deltager i denne konvention, er,

i bevidstheden om de mål og principper med hensyn til opretholdelse af

mellemfolkelig fred og fremme af venskabelige forbindelser og samarbejde

mellem staterne, som er indeholdt i De forenede Nationers pagt,

i betragtning af, at forbrydelser rettet mod diplomatiske

repræsentanter og andre internationalt beskyttede personers sikkerhed udgør

en alvorlig trussel mod opretholdelsen af normale internationale

forbindelser, som er nødvendige for samarbejde mellem staterne,

i forvisning om, at udførelsen af sådanne forbrydelser giver

anledning til alvorlig bekymring i det mellemfolkelige samfund,

i den overbevisning, at der er et påtrængende behov for at indføre

egnede og effektive foranstaltninger med henblik på forebyggelse af og straf

for sådanne forbrydelser,

blevet enige om følgende:

Artikel 1

I denne konvention

1. betyder »internationalt beskyttet

Læs alt

person«:

a) et statsoverhoved, herunder et medlem af et kollegialt organ,

der udøver et statsoverhoveds funktioner i henhold til den pågældende stats

forfatning, en regeringschef eller en udenrigsminister, når som helst en

sådan person befinder sig i en fremmed stat, samt medlemmer af hans familie,

som ledsager ham:

b) enhver repræsentant for eller embedsmand i en stat eller enhver

embedsmand i eller anden befuldmægtiget for en international organisation af

mellemstatlig karakter, som på det tidspunkt og på det sted, hvor der begås

en forbrydelse mod hans person, hans tjenestested, hans privatbolig eller

hans transportmiddel, har krav på særlig beskyttelse i henhold til

folkeretten mod ethvert angreb på hans person, frihed eller værdighed, samt

medlemmer af hans familie, som hører til hans husstand;

2. betyder »formodet gerningsmand« en

person, mod hvem der er tilstrækkeligt bevis til prima facie at

fastslå, at han har begået eller medvirket til en eller flere af de i artikel

2 nævnte forbrydelser.

Artikel 2

1. Følgende forsætlige handlinger

a) manddrab, bortførelse eller andet angreb på en internationalt

beskyttet persons legeme eller frihed;

b) voldshandling mod en internationalt beskyttet persons tjenestested,

privatbolig eller transportmiddel, som må antages at bringe hans person eller

frihed i fare;

c) trussel om at foretage et sådant angreb;

d) forsøg på at foretage et sådant angreb; og

e) medvirken til foretagelse af sådanne angreb skal gøres strafbare i

henhold til hver af de deltagende staters nationale lovgivning.

2. Enhver deltagende stat skal fastsætte passende

straffe for de nævnte forbrydelser under hensyntagen til deres alvorlige

karakter.

3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 påvirker ikke de

deltagende staters forpligtelser til i henhold til folkeretten at træffe alle

egnede foranstaltninger til forebyggelse af andre angreb på en internationalt

beskyttet persons legeme, frihed eller værdighed.

Artikel 3

1. Enhver deltagende stat skal træffe sådanne

foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over

for de i artikel 2 nævnte forbrydelser i følgende tilfælde:

a) når forbrydelsen er begået inden for den pågældende stats område eller

om bord på et skib eller et luftfartøj, der er indregistreret i den stat;

b) når den formodede gerningsmand er statsborger i den stat;

c) når forbrydelsen er begået mod en internationalt beskyttet person som

defineret i artikel 1, der har status som sådan i kraft af et hverv, han

udøver på denne stats vegne.

2. Enhver deltagende stat skal endvidere træffe

sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion

over for de nævnte forbrydelser, såfremt den formodede gerningsmand befinder

sig på statens område, og staten ikke i medfør af artikel 8 udleverer ham til

en af de i stk. 1 nævnte stater.

3. Denne konvention udelukker ikke strafferetlig

jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

Artikel 4

De deltagende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af de i

artikel 2 nævnte forbrydelser, navnlig ved:

a) at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger for at

forebygge, at der på deres respektive områder træffes forberedelser til at

begå nogen af de nævnte forbrydelser inden eller uden for deres områder;

b) udveksle oplysninger og samordne gennemførelsen af administrative og

andre foranstaltninger, som er egnede til at forebygge, at der begås sådanne

forbrydelser.

Artikel 5

1. Den deltagende stat, i hvilken en af de i artikel 2

nævnte forbrydelser er begået, skal, hvis den har grund til at antage, at en

formodet gerningsmand er flygtet fra dens område, meddele alle andre berørte

stater, direkte eller gennem De forenede Nationers generalsekretær, alle

omstændigheder af betydning vedrørende den begåede forbrydelse og alle

foreliggende oplysninger om den formodede gerningsmands identitet.

2. Når en af de i artikel 2 nævnte forbrydelser er

begået mod en internationalt beskyttet person, skal enhver deltagende stat,

der er i besiddelse af oplysninger om ofret og omstændighederne ved

forbrydelsen under iagttagelse af de bestemmelser, der er foreskrevet i dens

egen lovgivning, bestræbe sig for omgående at sende fuldstændige oplysninger

til den deltagende stat, på hvis vegne den pågældende udøvede sit hverv.

Artikel 6

1. Når betingelserne herfor er til stede, skal den

deltagende stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand befinder

sig, træffe de fornødne foranstaltninger i henhold til sin egen lovgivning

for at sikre hans tilstedeværelse med henblik på strafforfølgning eller

udlevering. Underretning om disse foranstaltninger skal snarest, direkte

eller gennem De forenede Nationers generalsekretær, gives til:

a) den stat, i hvilken forbrydelsen er begået;

b) den eller de stater, hvori den formodede gerningsmand er statsborger,

eller hvis han er statsløs, på hvis område han er bosat;

c) den eller de stater, hvori den internationalt beskyttede person er

statsborger, eller på hvis vegne han udøvede sit hverv;

d) enhver anden berørt stat; og

e) den internationale organisation, som den pågældende internationalt

beskyttede person er tilknyttet som embedsmand eller befuldmægtiget.

2. Enhver person, over for hvem de i stk. 1 nævnte

foranstaltninger træffes, har ret til:

a) snarest at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den

stat, hvori han er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at

varetage hans interesser, eller, hvis han er statsløs, som han anmoder om, og

som er villig til at varetage hans interesser; og

b) at modtage besøg af en repræsentant for denne stat.

Artikel 7

Den deltagende stat, på hvis område den formodede gerningsmand befinder

sig, skal, hvis den ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse og

uden unødigt ophold forelægge sagen for sine kompetente myndigheder med

henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med sin egen lovgivning.

Artikel 8

1. I det omfang de i artikel 2 nævnte forbrydelser

ikke er optaget som forbrydelser, der kan medføre udlevering i henhold til en

gældende udleveringstraktat mellem de deltagende stater, skal de anses for

optaget heri som sådanne. De deltagende stater forpligter sig til i enhver

udleveringstraktat, de senere måtte afslutte med hinanden, at optage disse

forbrydelser blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.

2. Hvis en deltagende stat, som kun foretager

udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om

udlevering fra en anden deltagende stat, med hvilken den ikke har afsluttet

udleveringstraktat, kan den, hvis den beslutter sig til at udlevere, betragte

denne konvention som det retlige grundlag for udlevering i anledning af disse

forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de processuelle regler og

andre bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Deltagende stater, som ikke gør udlevering betinget

af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de omhandlede

fortrydelser som forbrydelser, der kan medføre udlevering, i overensstemmelse

med de processuelle regler og andre bestemmelser, der er fastsat i den

anmodede stats lovgivning.

4. For så vidt angår udlevering mellem de deltagende

stater, skal enhver af de nævnte forbrydelser anses som begået ikke blot der,

hvor den fandt sted, men også i de stater, som ifølge artikel 3. stk. 1 skal

kunne udøve jurisdiktion over for forbrydelserne.

Artikel 9

Der skal sikres enhver, der retsforfølges for nogen af de i artikel 2

nævnte forbrydelser, en retfærdig behandling på ethvert stadium af retssagen.

Artikel 10

1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig

bistand i forbindelse med retsforfølgning i anledning af de forbrydelser, der

er nævnt i artikel 2, herunder udlevere alt bevismateriale, som er nødvendigt

for retssagen, og som de har rådighed over.

2. Bestemmelserne i stk. 1 påvirker ikke forpligtelser

om gensidig retshjælp i henhold til andre traktater.

Artikel 11

Den deltagende stat, hvor en formodet gerningsmand strafforfølges, skal

give underretning om sagens endelige udfald til De forenede Nationers

generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til de øvrige deltagende

stater.

Artikel 12

Bestemmelserne i denne konvention påvirker ikke anvendelsen af de

traktater om asyl, der er gældende på tidspunktet for denne konventions

vedtagelse, mellem stater, der deltager i disse traktater; dog kan en stat,

der deltager i denne konvention, ikke påberåbe sig disse traktater over for

en anden deltagende stat, som ikke deltager i disse traktater.

Artikel 13

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere

deltagende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der

ikke kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning

henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks måneder fra datoen for

anmodningen om voldgift kan opnås enighed mellem parterne om voldgiftsrettens

sammensætning, kan enhver af parterne henvise tvisten til Den internationale

Domstol ved en anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.

2. Enhver deltagende stat kan ved undertegnelse eller

ratifikation af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen

erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelserne i stk. 1. De

øvrige deltagende stater skal ikke være bundet af stk. 1 over for en

deltagende stat, der har taget et sådant forbehold.

3. Enhver deltagende stat, der har taget et forbehold

i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved

meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 14

Denne konvention står åben for undertegnelse for alle stater indtil den

31. december 1974 i De forenede Nationers hovedsæde i New York.

Artikel 15

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal

deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 16

Denne konvention forbliver åben for tiltrædelse af enhver stat.

Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers

generalsekretær.

Artikel 17

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter

datoen for deponeringen af det 22. ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder

konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument, træder denne konvention i kraft den 30. dag efter den

pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 18

1. Enhver deltagende stat kan opsige denne konvention

ved skriftlig meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning seks måneder efter den

dato, da De forenedeNationers generalsekretær har modtaget meddelelsen.

Artikel 19

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette samtlige stater

bl.a. om:

a) enhver undertegnelse af denne konvention og enhver deponering af

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i henhold til artiklerne 14, 15

og 16 samt enhver meddelelse i henhold til artikel 18;

b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 17.

Artikel 20

Originaleksemplaret af denne konvention, hvoraf de kinesiske, engelske,

franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos

De forenede Nationers generalsekretær, der skal sende bekræftede kopier deraf

til samtlige stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der har behørig fuldmagt dertil

fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention, der blev

åbnet for undertegnelse i New York den 14.december 1973.

(Underskrifter)

Danmark deponerede sit ratifikationsinstrument hos De forenede Nationers

generalsekretær den 1. juli 1975, og konventionen trådte i medfør af artikel

17, stk.1 i kraft den 20. februar 1977 for Danmark og følgende lande:

Amerikas forenede Stater, Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik,

Bulgarien, Canada, Chile, Cypern, Equador, Ghana, Jugoslavien, Liberia, Den

mongolske Folkerepublik, Nicaragua, Pakistan, Paraguay, Philippinerne, De

socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tunesien,

Den tyske demokratiske Republik, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik

og Ungarn.

Ved ratifikationen afgav Danmark en erklæring om at konventionen indtil

videre ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Følgende lande har taget forbehold over for artikel 13, stk.1: Den

bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Ghana, Den mongolske

Folkerepublik, Pakistan, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union,

Tjekkoslovakiet, Tunesien, Den tyske demokratiske Republik, Den ukrainske

socialistiske Sovjetrepublik og Ungarn.

Endvidere har følgende lande med virkning fra de vedføjede datoer tiltrådt

konventionen:

Forbundsrepublikken Tyskland (inkl.Land Berlin)..24.februar 1977

Malawi.......................................13. april 1977.

Malawi har ligeledes taget forbehold over for artikel 13, stk. 1.

Udenrigsministeriet, den 14.oktober

1977.

Lise Østergaard.

Lignende dokumenter