Bekendtgørelse af konvention af 18. marts 1965 om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og andre landes statsborgere. (ICSID) (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af konvention af 18. marts 1965
om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og andre landes
statsborgere. (ICSID) (* 1)
Ved kgl. resolution af 26. marts 1968 har Danmark ratificeret den i
Washington den 18. marts 1965 vedtage og af Danmark den 11. oktober 1965
undertegnede konvention om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og
andre landes statsborgere.
Konventionen har følgende ordlyd (den franske og den spanske tekst er her
udeladt):
Konvention
om bilæggelse af investeringstvister
mellem stater og andre landes statsborgere.
Præambel.
De kontraherende stater,
der erkender behovet for internationalt samarbejde om økonomisk udvikling
og private internationale investeringers betydning herfor;
der erkender muligheden af, at der fra tid til anden kan opstå tvister i
forbindelse med sådanne investeringer imellem kontraherende stater og andre
kontraherende staters statsborgere;
der erkender, at medens sådanne tvister sædvanligvis vil være undergivet
national retsbehandling, vil internationale metoder til bilæggelse af sådanne
kunne være bensigtsmæssige i visse tilfælde;
der tillægger det afgørende betydning, at der oprettes organer for
international forligsmægling eller voldgift, for hvilke kontraherende stater
og andre kontraherende staters statsborgere om ønsket kan indbringe sådanne
tvister;
der ønsker at oprette sådanne organer under Den internationale Bank for
Genopbygning og Udviklings auspicier;
der erkender, at parternes gensidige samtykke til at henvise sådanne
tvister til forligsmægling eller voldgift ved sådanne organer indebærer en
Læs alt
bindende overenskomst, der særligt kræver, at tilbørligt hensyn skal tages
til enhver anbefaling fra forligsmæglernes side, og at enhver
voldgiftskendelse skal efterkommes; og
der erklærer, at ingen kontraherende stat alene i medfør af sin
ratifikation, tiltrædelse eller godkendelse af denne konvention og uden sit
samtykke skal anses for at være forpligtet til at henvise nogen tvist til
forligsmægling eller voldgift,
er blevet enige om følgende:
Kapitel 1.
Det internationale center til bilæggelse af
investeringstvister.
Afsnit 1.
Oprettelse og organisation.
Artikel 1.
1. Der oprettes herved et internationalt center til
bilæggelse af investeringstvister (herefter betegnet »centret«).
2. Centrets formål er at skabe muligheder for
forligsmægling og voldgiftsbehandling af investeringstvister mellem
kontraherende stater og andre kontraherende staters statsborgere i
overensstemmelse med denne konventions bestemmelser.
Artikel 2.
Centret har sit sæde ved hovedkontoret for Den internationale Bank for
Genopbygring og Udvikling (herefter betegnet »banken«). Sædet kan
dog henlægges til et andet sted ved afgørelse herom truffet af det
administrative råd med et flertal på to tredjedele af dets medlemmer.
Artikel 3.
Centret består af et administrativt råd og et sekretariat. Det skal have
en liste over forligsmæglere og en liste over voldgiftsmænd.
Afsnit 2.
Det administrative råd.
Artikel 4.
1. Det administrative råd skal bestå af en
repræsentant for hver kontraherende stat. En stedfortræder kan fungere på
repræsentantens vegne i tilfælde af dennes fravær fra et møde eller forfald i
øvrigt.
2. Hvis andet ikke er bestemt, skal enhver
kontraherende stats medlem eller stedfortrædende medlem af bankens
repræsentantskab på embeds vegne være dennes repræsentant henboldsvis
stedfortrædende repræsentant.
Artikel 5.
Bankens præsident er på embeds vegne formand for det administrative råd
(herefter betegnet »formanden«), men uden stemmeret. I hans fravær
eller forfald i øvrigt eller hvis stillingen som præsident for banken er
ledig, skal den person, der er fungerende præsident, fungere som formand for
det administrative råd.
Artikel 6.
1. Det administrative råd skal - uden at dette
medfører nogen begrænsning af de beføjelser, som er tillagt det ved andre
bestemmelser i denne konvention -
a) godkende centrets administrative og finansielle regulativer;
b) godkende procedurereglerne for etablering af forligsmægling og
voldgiftsbehandling;
c) godkende procedurereglerne for forligsmægling og voldgiftsbehandling
(herefter betegnet »forligsmæglings- og voldgiftsreglerne«);
d) godkende arrangementer med banken med henblik på udnyttelse af dennes
administrative hjælpemidler og tjenester;
e) fastsætte tjenesteinstruksen for generalsekretæren og
vicegeneralsekretærerne;
f) godkende centrets årlige indtægts- og udgiftsbudget;
g) godkende den årlige beretning om centrets virksomhed.
Beslutningerne omtalt ovenfor i litra a), b), c) og f) skal vedtages med
et flertal på to tredjedele af det administrative råds medlemmer.
2. Det administrative råd kan nedsætte sådanne
komiteer, som det finder nødvendige.
3. Det administrative råd skal ligeledes udøve sådanne
andre beføjelser og funktioner, som det finder nødvendige for gennemførelsen
af denne konventions bestemmelser.
Artikel 7.
1. Det administrative råd afholder en årlig samling og
sådanne andre samlinger, som måtte blive besluttet af rådet eller indkaldt af
formanden, eller som generalsekretæren måtte indkalde på begæring af mindst
fem af rådets medlemmer.
2. Hvert medlem af det administrative råd har een
stemme, og ethvert spørgsmål forelagt rådet afgøres, medmindre andet er
bestemt i denne konvention, efter flertallet af de afgivne stemmer.
3. Det administrative råd er beslutningsdygtigt, når
over halvdelen af dets medlemmer er til stede.
4. Det administrative råd kan med et flertal på to
tredjedele af dets medlemmer oprette en procedure, hvorefter formanden kan
foranledige afstemning foretaget i rådet uden at indkalde til rådsmøde.
Afstemningen anses alene for gyldig, hvis flertallet af rådets medlemmer har
stemt inden for den tidsfrist, der er fastsat i de nævnte regler.
Artikel 8.
Det administrative råds medlemmer og formanden modtager ikke honorar fra
centret.
Afsnit 3.
Sekretariatet.
Artikel 9.
Sekretariatet består af en generalsekretær, en eller flere
vicegeneralsekretærer samt øvrigt personale.
Artikel 10.
1. Generalsekretæren og vicegeneralsekretærerne vælges
af det administrative råd med et flertal på to tredjedele af dets medlemmer
efter formandens indstilling for en periode på ikke over seks år; de kan
genvælges. Formanden indstiller efter forudgående rådslagning med det
administrative råds medlemmer en eller flere kandidater til hver stilling.
2. Generalsekretærens og vicegeneralsekretærernes
stillinger er uforenelige med udøvelsen af nogen politisk funktion. Hverken
generalsekretæren eller vicegeneralsekretærerne må uden det administrative
råds samtykke beklæde nogen anden stilling eller udøve noget andet erhverv.
3. I generalsekretærens fravær eller forfald i øvrigt
eller hvis stillingen som generalsekretær er ledig, fungerer
vicegeneralsekretæren som generalsekretær. Såfremt der vælges flere
vicegeneralsekretærer, afgør det administrative råd på forhånd, i hvilken
indbyrdes orden disse skal fungere som generalsekretær.
Artikel 11.
Generalsekretæren er centrets lovlige repræsentant og øverste embedsmand;
han er ansvarlig for dets administration, herunder ansættelsen af personale i
overensstemmelse med denne konventions bestemmelser og de af det
administrative råd godkendte forskrifter. Han udøver
registreringsfunktionerne og er beføjet til at legalisere voldgiftskendelser
afsagt i henhold til denne konvention og til at bekræfte kopier af sådanne
kendelser.
Afsnit 4.
Listerne.
Artikel 12.
Listen over forligsmæglere og listen over voldgiftsmænd skal hver især
bestå af kvalificerede personer, der er udpeget som nedenfor angivet, og som
er indforståede med optagelse på disse lister.
Artikel 13.
1. Enhver kontraherende stat kan til hver liste udpege
fire personer, som kan men ikke nødvendigvis skal være dennes statsborgere.
2. Formanden kan udpege ti personer til hver liste. De
således udpegede personer skal alle være af forskellig nationalitet.
Artikel 14.
1. Personer udpeget til optagelse på listerne skal
være af høj moralsk standard og nyde anerkendelse som kyndige i
retsvidenskab, handel, industri eller finansvæsen samt frembyde garanti for
uafhængighed i udøvelsen af deres hverv. For personer udpeget til optagelse
på listen over voldgiftsmænd skal der lægges særlig vægt på kyndighed i
retsvidenskab.
2. Formanden skal ved udpegningen af personer til
optagelse på listerne endvidere tage tilbørlig hensyn til betydningen af, at
der på listerne er repræsentanter for verdens vigtigste retssystemer og
vigtigste former for økonomisk aktivitet.
Artikel 15.
1. Medlemmerne udpeges for seks år; de kan genudpeges.
2. Når et listemedlem afgår ved døden eller træder
tilbage, har den myndighed som udpegede ham, ret til at udpege en anden
person, som skal fungere i den resterende del af perioden.
3. Listemedlemmer skal forblive i deres embede, indtil
en afløser er udpeget.
Artikel 16.
1. En person kan optages på begge lister.
2. Når en person er udpeget til optagelse på samme
liste af mere end een kontraherende stat eller af een eller flere
kontraherende stater og formanden, skal han anses for udpeget af den
myndighed, som først udpegede ham eller, såfremt en af de nævnte myndigheder
er den stat i hvilken han er statsborger, da af denne.
3. Enhver udpegning skal meddeles til
generalsekretæren og har virkning fra den dato, meddelelsen er modtaget.
Afsnit 5.
Centrets finansiering.
Artikel 17.
Såfremt centrets udgifter ikke kan dækkes gennem gebyrer for benyttelsen
af dets faciliteter eller gennem andre indtægter, skal det overstigende beløb
bæres af de kontraherende stater, som er medlemmer af banken, i forhold til
deres respektive tegningsandels i bankens kapital, og af de kontraherende
stater, som ikke er medlemmer af banken, i overensstemmelse med regler
godkendt af det administrative råd.
Afsnit 6.
Status, immuniteter og privilegier.
Artikel 18.
Centret skal have fuld international retsevne. Dets retlige handleevne
skal indbefatte ret til
a) at indgå retshandler;
b) at erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre;
c) at anlægge retssager.
Artikel 19.
Med henblik på at sætte centret i stand til at udføre dets funktioner,
skal det inden for hver kontraherende stats territorium nyde de i dette
afsnit anførte immuniteter og privilegier.
Artikel 20.
Centret og dets ejendom og aktiver er fritaget for enhver retsforfølgning,
medmindre centret giver afkald på denne immunitet.
Artikel 21.
Formanden, medlemmerne af det administrative råd, personer der fungerer
som forligsmæglere, voldgiftsmænd eller som medlemmer af en komitee nedsat i
henhold til artikel 52, stk. 3, samt sekretariatets embedsmænd og
funktionærer skal
a) nyde fritagelse for retsforfølgning med hensyn til handlinger udført
af dem under udøvelsen af deres hverv, medmindre centret giver afkald på
denne immunitet;
b) forudsat at den pågældende ikke er statsborger i den stat, hvor han
udøver sine funktioner, indrømmes samme immuniteter med hensyn til
indrejsebestemmelser, registrering af udlændinge og værnepligt og de samme
lettelser med hensyn til valutarestriktioner og rejsebestemmelser, som af
kontraherende stater indrømmes repræsentanter, embedsmænd og funktionærer af
lignende rang fra andre kontraherende stater.
Artikel 22.
Bestemmelserne i artikel 21 finder anvendelse på personer, der deltager i
forhandlinger under denne konvention som parter, repræsentanter, rådgivere,
advokater, vidner eller eksperter. Det er herved forudsat, at artikel 21,
litra b) alene finder anvendelse på sådanne personer i forbindelse med deres
rejse til og fra samt ophold på det sted, hvor forhandlingerne foregår.
Artikel 23.
1. Centrets arkiver skal være ukrænkelige, hvor de end
måtte befinde sig.
2. Centrets officielle kommunikation skal af enhver
kontraherende stat indrømmes en behandling, der ikke er mindre gunstig end
den, der indrømmes andre internationale organisationer.
Artikel 24.
1. Centret, dets aktiver, ejendom og indtægter, såvel
som dets økonomiske transaktioner hjemlet i denne konvention er fritaget for
al beskatning og toldafgift. Centret er ligeledes fritaget for enhver
forpligtelse i forbindelse med inddrivelse eller erlæggelse af skatter og
toldafgifter.
2. Centrets godtgørelser til formanden og til
medlemmerne af det administrative råd, honorarer, lønninger og andre
godtgørelser til sekretariatets embedsmænd og funktionærer er fritaget for
skat, medmindre modtagerne af ydelserne er statsborgere i det land, hvor de
udøver deres funktioner.
3. Der svares ikke skat af honorarer eller
godtgørelser til personer, der i forhandlinger under denne konvention
fungerer som forligsmæglere, voldgiftsmænd eller som medlemmer af en komitee
nedsat i henhold til artikel 52, stk. 3, såfremt det eneste retlige grundlag
for en sådan beskatning er centrets beliggenhed, stedet hvor sådanne
forhandlinger føres, eller stedet hvor sådanne honorarer eller godtgørelser
ydes.
Kapitel II.
Centrets kompetence.
Artikel 25.
1. Centrets kompetence omfatter enhver direkte fra en
investering hidrørende retstvist mellem en kontraherende stat (eller
offentlig myndighed eller organ underlagt den pågældende stat og af denne
anmeldt over for centret) og en anden kontraherende stats statsborgere, som
parterne skriftligt har samtykket i at henvise til centret. Når parterne har
afgivet sådant samtykke, kan ingen af parterne ensidigt tilbagekalde dette.
2. Ved udtrykket »en anden kontraherende stats
statsborgere« forstås:
a) enhver fysisk person, som besad statsborgerskab i en anden
kontraherende stat end den stat, som er part i tvisten på det tidspunkt, på
hvilket parterne samtykkede i at henvise tvisten til forligsmægling eller
voldgift, såvel som på det tidspunkt, da anmodningen om sådan forhandling
blev registreret i henhold til bestemmelserne i artikel 28 stk. 3 eller
artikel 36, stk. 3, men ikke nogen person, som enten på det ene eller andet
af de ovenfor nævnte tidspunkter tillige besad statsborgerskab i den stat,
som er part i tvisten; og
b) enhver juridisk person, som var hjemmehørende i en anden kontraherende
stat end den stat, som er part i tvisten på det tidspunkt, på hvilket
parterne samtykkede i at henvise tvisten til forligsmægling eller voldgift,
og enhver juridisk person hjemmehørende i den kontraherende stat, som er part
i tvisten på ovennævnte tidspunkt, og som parterne er blevet enige om med
henblik på opfyldelsen af denne konventions formål at betragte som
hjemmehørende i en anden kontraherende stat på grund af denne juridiske
persons afhængighed af udenlandske interesser.
3. Samtykke afgivet af en eller et en kontraherende
stat underlagt offentlig myndighed eller organ skal godkendes af den
pågældende stat, medmindre denne meddeler centret, at sådan godkendelse ikke
er nødvendig.
4. Enhver kontraherende stat kan enten samtidig med
ratifikationen, tiltrædelsen eller godkendelsen af denne konvention eller på
et hvilket som helst senere tidspunkt meddele centret den eller de typer af
tvister, som den pågældende stat enten vil eller ikke vil undergive centrets
kompetence. Generalsekretæren skal uden ophold videregive sådan meddelelse
til samtlige kontraherende stater. Nævnte meddelelse udgør ikke det i stk. 1
omhandlede samtykke.
Artikel 26.
Parternes samtykke til voldgift under denne konvention skal, medmindre
andet er aftalt, anses for indebærende afkald på udnyttelsen af ethvert andet
retsmiddel. Enhver kontraherende stat kan lade sit samtykke til voldgift
under denne konvention være betinget af, at de nationale, administrative
eller judicielle retsmidler er udtømt.
Artikel 27.
1. Ingen kontraherende stat må yde diplomatisk
beskyttelse eller rejse noget internationalt krav i forbindelse med en tvist,
som en af dens statsborgere og en anden kontraherende stat har samtykket i at
henvise eller allerede har henvist til voldgift under denne konvention,
medmindre denne anden kontraherende stat har undladt at efterkomme en
kendelse afsagt i en sådan tvist.
2. Diplomatisk beskyttelse som omhandlet i stk. 1
omfatter ikke uformelle diplomatiske henvendelser med det ene formål at
bidrage til en bilæggelse af tvisten.
Kapitel III.
Forligsmægling.
Afsnit 1.
Anmodning om forligsmægling.
Artikel 28.
1. En kontraherende stat eller en statsborger i en
kontraherende stat, som ønsker forligsmægling indledt, skal rette skriftlig
anmodning herom til generalsekretæren, der sender en kopi af anmodningen til
den anden part.
2. Anmodningen skal indeholde angivelse af tvistens
genstand, parternes identitet og deres samtykke til forligsmægling i
overensstemmelse med procedurereglerne for etablering af forligsmægling og
voldgiftsbehandling.
3. Generalsekretæren skal registrere anmodningen,
medmindre han på baggrund af anmodningens angivelser finder, at tvisten
åbenbart falder uden for centrets kompetence. Han skal uden ophold underrette
parterne om registreringen eller nægtelsen af registrering.
Afsnit 2.
Nedsættelse af forligsmæglingskommissionen.
Artikel 29.
1. Forligsmæglingskommissionen (herefter betegnet
»kommissionen«) skal nedsættes så snart som muligt efter
registreringen af en anmodning i henhold til artikel 28.
2. a) Kommissionen skal bestå af en eneforligsmægler
eller af et ulige antal forligsmæglere udpeget i overensstemmelse med
parternes aftale.
b) Kan parterne ikke enes om antallet af forligsmæglere eller om,
hvorledes de skal udpeges, skal kommissionen bestå af tre forligsmæglere, een
udpeget af hver part og en tredje, der skal være kommissionens formand,
udpeget efter overenskomst mellem parterne.
Artikel 30.
Såfremt kommissionen ikke er nedsat inden 90 dage, efter at underretning
om registrering af anmodningen er videregivet af generalsekretæren i
overensstemmelse med artikel 28, stk. 3 eller inden udløbet af den frist, som
parterne måtte enes om, skal formanden på begæring af enhver af parterne og
så vidt muligt efter at have rådført sig med begge parter udpege den eller de
forligsmæglere, som endnu ikke er blevet udpeget.
Artikel 31.
1. Bortset fra udpegning foretaget af formanden i
henhold til artikel 30, kan forligsmæglere udpeges blandt personer, der ikke
er optaget på listen over forligsmæglere.
2. Forligsmæglere udpeget blandt personer, der ikke er
optaget på listen over forligsmæglere, skal besidde de egenskaber, der er
angivet i artikel 14, stk. 1.
Afsnit 3.
Forligsmægling.
Artikel 32.
1. Kommissionen afgør spørgsmål om sin egen
kompetence.
2. Enhver indsigelse fra en part om, at tvisten ikke
er undergivet centrets kompetence eller af andre grunde ikke er omfattet af
kommissionens kompetence, skal prøves af kommissionen, der afgør om
indsigelsen skal behandles som et særskilt spørgsmål eller i forbindelse med
sagens realitet.
Artikel 33.
Forligsmæglingsbehandlingen skal foregå i overensstemmelse med dette
afsnits bestemmelser og, medmindre parterne bestemmer andet, i
overensstemmelse med de forligsmæglingsregler, som var i kraft på det
tidspunkt, da parterne samtykkede i forligsmægling. Såfremt der opstår et
procedurespørgsmål, som ikke er afgjort i dette afsnit eller i
forligsmæglingsreglerne eller i regler fastsat efter parternes overenskomst,
skal kommissionen afgøre spørgsmålet.
Artikel 34.
1. Kommissionen skal klargøre stridsspørgsmålene
parterne imellem og tilstræbe at bevæge parterne til en gensidig antagelig
løsning. Med henblik herpå kan kommissionen når som helst anbefale parterne
vilkår for en bilæggelse af tvisten. Parterne skal loyalt samarbejde med
kommissionen for derved at sætte denne i stand til at udøve sine funktioner
og skal tillægge dens anbefalinger størst mulig vægt.
2. Såfremt parterne når til en overenskomst, skal
kommissionen udfærdige en protokol med angivelse af stridsspørgsmålene og
parternes overenskomst. Såfremt kommissionen i løbet af forhandlingerne når
til den opfattelse, at der ikke består nogen mulighed for forlig, skal den
afslutte forhandlingerne og udfærdige en protokol med angivelse af, at
tvisten har været henvist til forligsmægling, og at parterne ikke er nået til
overenskomst. Såfremt en af parterne undlader at give møde eller deltage i
forhandlingerne, skal kommissionen afslutte disse og udfærdige en protokol
med angivelse af partens undladelse af at give møde eller deltage.
Artikel 35.
Medmindre parterne er enige om andet, er ingen af dem berettiget til i
andre forhandlinger, det være sig over for voldgiftsret, almindelig domstol
eller andet forum, at påberåbe sig eller henvise til nogen
meningstilkendegivelse, erklæring, indrømmelse eller forligstilbud fremsat af
den anden part under forligsmæglingen eller fremsat i kommissionens protokol
eller nogen af dens anbefalinger.
Kapitel IV.
Voldgift.
Afsnit 1.
Anmodning om voldgift.
Artikel 36.
1. En kontraherende stat eller en statsborger i en
kontraherende stat, som ønsker voldgift, skal rette skriftlig anmodning herom
til generalsekretæren, der sender en kopi af anmodningen til den anden part.
2. Anmodningen skal indeholde angivelse af tvistens
genstand, parternes identitet og deres samtykke til voldgift i
overensstemmelse med procedurereglerne for etablering af forligsmægling og
voldgiftsbehandling.
3. Generalsekretæren skal registrere anmodningen,
medmindre han på baggrund af anmodningens angivelser finder, at tvisten
åbenbart falder uden for centrets kompetence. Han skal uden ophold underrette
parterne om registreringen eller nægtelsen af registrering.
Afsnit 2.
Nedsættelse af voldgiftsretten.
Artikel 37.
1. Voldgiftsretten skal nedsættes så snart som muligt
efter registreringen af en anmodning i henhold til artikel 36.
2. a) Voldgiftsretten skal bestå af en
enevoldgiftsmand eller af et ulige antal voldgiftsmænd udpeget i
overensstemmelse med parternes bestemmelse.
b) Kan parterne ikke enes om antallet af voldgiftsmænd eller om,
hvorledes de skal udpeges, skal voldgiftsretten bestå af tre voldgiftsmænd,
een udpeget af hver enkelt part og en tredje, der skal være voldgiftsrettens
formand, udpeget efter overenskomst mellem parterne.
Artikel 38.
Såfremt voldgiftsretten ikke er blevet nedsat inden 90 dage, efter at
underretning om registrering af anmodningen er videregivet af
generalsekretæren i overensstemmelse med artikel 36, stk. 3 eller inden
udløbet af den frist, som parterne måtte enes om, skal formanden på begæring
af enhver af parterne, og så vidt muligt efter at have rådført sig med begge
parter, udpege den eller de voldgiftsmænd, som endnu ikke er blevet udpeget.
Voldgiftsmænd, der er valgt af formanden i henhold til denne artikel, må ikke
være statsborgere hverken i en kontraherende stat, der er part i tvisten,
eller i en stat, hvis statsborger er part i tvisten.
Artikel 39.
Flertallet af voldgiftsmænd skal være statsborgere i andre stater end den
kontraherende stat, som er part i tvisten, og den kontraherende stat, hvis
statsborger er part i tvisten; denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse,
såfremt enevoldgiftsmanden eller hvert enkelt medlem af domstolen er valgt
efter parternes overenskomst.
Artikel 40.
1. Bortset fra udpegning foretaget af formanden i
henhold til artikel 38, kan voldgiftsmænd udpeges blandt personer, der ikke
er optaget på listen over voldgiftsmænd.
2. Voldgiftsmænd udpeget blandt personer, der ikke er
optaget på listen over voldgiftsmænd, skal besidde de egenskaber, der er
angivet i artikel 14, stk. 1.
Afsnit 3.
Voldgiftsrettens beføjelser og funktioner.
Artikel 41.
1. Voldgiftsretten afgør selv spørgsmål om sin egen
kompetence.
2. Enhver indsigelse fra en part om, at tvisten ikke
er undergivet centrets kompetence eller af andre grunde ikke er omfattet af
voldgiftsrettens kompetence, skal prøves af voldgiftsretten, der afgør, om
indsigelsen skal behandles som et særskilt spørgsmål eller i forbindelse med
sagens realitet.
Artikel 42.
1. Voldgiftsretten skal afgøre tvisten i
overensstemmelse med de retsregler, som parterne måtte være nået til
overenskomst om. I mangel af sådan overenskomst skal voldgiftsretten anvende
lovgivningen i den kontraherende stat, som er part i tvisten (heri medregnet
pågældende stats internationalprivatretlige regler) og sådanne regler i
international ret, som findes anvendelige.
2. Voldgiftsretten må ikke på grund af lovgivningens
tavshed eller uklarhed afvise sagen.
3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er ikke til hinder
for, at voldgiftsretten kan afgøre tvisten efter ret og billighed, såfremt
parterne er enige herom.
Artikel 43.
Med mindre parterne har bestemt andet, kan voldgiftsretten, såfremt den
anser det for nødvendigt, på et hvilket som helst stadium af forhandlingerne
a) opfordre parterne til at fremlægge dokumenter eller andet
bevismateriale, og
b) begive sig til åstedet og der foranstalte de undersøgelser, den måtte
finde nødvendige.
Artikel 44.
Voldgiftsbehandlingen skal foregå i overensstemmelse med dette afsnits
bestemmelser og, medmindre parterne bestemmer andet, i overensstemmelse med
de voldgiftsregler, som var i kraft på det tidspunkt, da parterne samtykkede
i voldgift. Såfremt der opstår et procedurespørgsmål, som ikke er afgjort i
dette afsnit eller i voldgiftsreglerne eller i regler fastsat efter parternes
overenskomst, skal voldgiftsretten afgøre spørgsmålet.
Artikel 45.
1. En parts undladelse af at give møde eller at føre
sin sag skal ikke anses for en anerkendelse af den anden parts anbringender.
2. Såfremt en part på et hvilket som helst stadium af
forhandlingerne undlader at give møde eller at føre sin sag, kan den anden
part anmode voldgiftsretten om at behandle den forelagte sag og afsige
kendelse. Forinden voldgiftsretten afsiger kendelse, skal den give
underretning og udsættelse til den part, som har undladt at give møde eller
at føre sin sag, medmindre den er overbevist om, at denne ikke agter at give
møde eller at føre sin sag.
Artikel 46.
Med mindre parterne bestemmer andet, skal voldgiftsretten på enhver parts
anmodning afgøre ethvert bi-, tillægs- eller modkrav, som direkte hidrører
fra tvistens genstand, forudsat at kravet falder inden for parternes samtykke
og i øvrigt er omfattet af centrets kompetence.
Artikel 47.
Medmindre parterne bestemmer andet, kan voldgiftsretten, såfremt den
finder, at omstændighederne tilsiger dette, anbefale enhver foreløbig
foranstaltning til sikring af parternes rettigheder.
Afsnit 4.
Kendelsen.
Artikel 48.
1. Voldgiftsrettens afgørelser skal træffes med et
flertal af samtlige dets medlemmers stemmer.
2. Kendelsen skal affattes skriftligt og undertegnes
af de medlemmer, som stemte for.
3. Kendelsen skal tage stilling til ethvert spørgsmål,
som er henvist til voldgiftsretten, og være ledsaget af grunde.
4. Ethvert medlem af voldgiftsretten kan tilføje sin
særlige opfattelse - hvad enten han dissentierer fra flertallet eller ej -
eller sin dissensudtalelse.
5. Centret må ikke offentliggøre kendelsen uden
parternes samtykke.
Artikel 49.
1. Generalsekretæren skal uden ophold fremsende
bekræftede kopier af kendelsen til parterne. Kendelsen anses for afsagt den
dato, da kopierne blev afsendt.
2. Såfremt en part inden 45 dage efter den dato, på
hvilken kendelsen blev afsagt, anmoder herom, kan voldgiftsretten, efter
forinden at have underrettet den anden part, afgøre ethvert spørgsmål, som
den havde undladt at afgøre i kendelsen, ligesom den skal berigtige enhver
skrive-, regne- eller ligende fejl i kendelsen. Voldgiftsrettens afgørelse
anses for en del af kendelsen og skal bringes til parternes kundskab på samme
made som kendelsen. De i artikel 51, stk. 2 og artikel 52, stk. 2 angivne
tidsfrister regnes fra den dato, da afgørelsen blev afsagt.
Afsnit 5.
Fortolkning, revision og ophævelse af
kendelsen.
Artikel 50.
1. Såfremt der opstår tvist mellem parterne med hensyn
til meningen med eller rækkevidden af en kendelse, kan enhver af parterne ved
skriftlig henvendelse til generalsekretæren anmode om fortolkning af
kendelsen.
2. Anmodningen skal om muligt videregives til den
voldgiftsret, som afsagde kendelsen. Er dette ikke muligt, skal en ny
voldgiftsret nedsættes i overensstemmelse med dette kapitels afsnit 2.
Voldgiftsretten kan, såfremt den finder, at omstændighederne tilsiger dette,
udsætte kendelsens fuldbyrdelse, indtil den har taget stilling til
anmodningen om fortolkning.
Artikel 51.
1. Enhver part kan ved skriftlig henvendelse til
generalsekretæren anmode om revision af kendelsen, såfremt der fremkommer
oplysning om en kendsgerning af afgørende betydning for kendelsen, forudsat
at denne kendsgerning på tidspunktet for kendelsens afsigelse var ukendt for
voldgiftsretten og den anmodende part, og at dette ukendskab ikke kunne
tilregnes denne part som forsømmelse.
2. Anmodningen skal fremsættes inden 90 dage efter
opdagelsen af denne kendsgerning og i hvert fald inden tre år efter den dato,
da kendelsen blev afsagt.
3. Anmodningen skal om muligt videregives til den
voldgiftsret, som afsagde kendelsen. Er dette ikke muligt, skal en ny
voldgiftsret nedsættes i overensstemmelse med dette kapitels afsnit 2.
4. Voldgiftsretten kan, såfremt den finder, at
omstændighederne tilsiger dette, udsætte kendelsens fuldbyrdelse, indtil den
har taget stilling til anmodningen om revision. Såfremt den anmodende part i
sin anmodning begærer udsættelse af kendelsens fuldbyrdelse, skal
fuldbyrdelsen foreløbig udsættes, indtil voldgiftsretten har taget stilling
til begæringen.
Artikel 52.
1. Enhver part kan ved skriftlig henvendelse til
generalsekretæren anmode om ophævelse af kendelsen, såfremt der foreligger en
eller flere af følgende grunde:
a) at voldgiftsretten ikke var behørigt sammensat;
b) at voldgiftsretten åbenbart har overskredet sine beføjelser;
c) at et af voldgiftsrettens medlemmer er blevet bestukket;
d) at der har fundet en alvorlig fravigelse sted fra en grundlæggende
procedureregel; eller
e) at kendelsen ikke er ledsaget af grunde.
2. Anmodningen skal fremsættes inden 120 dage efter
den dato, da kendelsen blev afsagt. Når anmodningen om tilsidesættelse er
begrundet i bestikkelse, skal den fremsættes inden 120 dage efter opdagelsen
heraf. Anmodningen skal i alle tilfælde fremsættes inden tre år efter den
dato, da kendelsen blev afsagt.
3. Efter anmodningens modtagelse skal formanden uden
ophold fra listen over voldgiftsmænd udpege en ad hoc komitee bestående af
tre personer. Ingen af komiteens medlemmer må være udpeget blandt medlemmerne
af den voldgiftsret, som afsagde kendelsen, eller være af samme nationalitet
som noget af dennes medlemmer, eller være statsborgere i enten en stat, som
er part i tvisten, eller i en stat, hvis statsborger er part i tvisten, eller
have været udpeget til optagelse på listen over voldgiftsmænd af nogen af de
pågældende stater, eller have virket som forligsmæglere i samme tvist.
Komiteen kan tilsidesætte kendelsen eller en del af denne af de i stk. 1
angivne grunde.
4. Bestemmelserne i artiklerne 41-45, 48, 49, 53 og 54
samt i kapitlerne VI og VII finder med de fornødne lempelser anvendelse på
forhandlingerne i komiteen.
5. Komiteen kan, såfremt den finder, at
omstændighederne tilsiger dette, udsætte kendelsens fuldbyrdelse, indtil den
har taget stilling til anmodningen om ophævelse. Såfremt den anmodende part i
sin anmodning begærer udsættelse af kendelsens fuldbyrdelse, skal
fuldbyrdelsen foreløbig udsættes, indtil komiteen har taget stilling til
begæringen.
6. Såfremt kendelsen ophæves, skal tvisten på begæring
af den part, som først fremsætter anmodring herom henvises til en ny
voldgiftsret nedsat i overensstemmelse med dette kapitels afsnit 2.
Afsnit 6.
Anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen.
Artikel 53.
1. Kendelsen er bindende for parterne og kan ikke
underkastes appel eller anden fornyet prøvelse bortset fra de i denne
konvention angivne prøvelsesmuligheder. Enhver part skal rette sig efter og
efterkomme kendelsens bestemmelser, bortset fra i det omfang fuldbyrdelsen er
blevet udsat i medfør af denne konventions bestemmelser.
2. For dette afsnits vedkommende skal under
»kendelse« medregnes enhver afgørelse vedrørende fortolkning,
revision eller ophævelse af en sådan kendelse i henhold til artiklerne 50, 51
eller 52.
Artikel 54.
1. Enhver kontraherende stat skal anerkende en
kendelse afsagt i henhold til denne konvention som bindende og inden for sit
territorium fuldbyrde de pengeforpligtelser pålagt ved denne kendelse, som
var den en endelig retsafgørelse truffet af en domstol i denne stat. En
kontraherende stat med en forbundsforfatning kan fuldbyrde en sådan kendelse
i eller ved sine forbundsdomstole og kan bestemme at sådanne domstole
behandler kendelsen, som var den en endelig retsafgørelse truffet af en af
delstaternes domstole.
2. En part, som søger anerkendelse eller fuldbyrdelse
inden for en kontraherende stats territorium, skal forsyne den kompetente
domstol eller anden myndighed, som denne stat har udpeget hertil, med en af
generalsekretæren bekræftet kopi af kendelsen. Enhver kontraherende stat skal
underrette generalsekretæren om den til dette formål kompetente domstol eller
anden myndighed og om enhver senere ændring heri.
3. Fuldbyrdelse af kendelsen skal følge de regler, som
gælder for fuldbyrdelsen af domstolsafgørelser i den stat, inden for hvis
territorium fuldbyrdelse søges.
Artikel 55.
Intet i artikel 54 skal fortolkes som medførende nogen fravigelse fra
gældende ret i nogen kontraherende stat med hensyn til denne eller nogen
anden stats fritagelse for tvangsfuldbyrdelse.
Kapitel V.
Udskiftning og afsættelse af forligsmæglere
og voldgiftsmænd.
Artikel 56.
1. Efter at en kommission eller en voldgiftsret er
blevet nedsat og forhandlinger er påbegyndt, skal dennes sammensætning
forblive uændret. Herved forudsættes dog, at såfremt en forligsmægler eller
voldgiftsmand skulle afgå ved døden, have forfald eller træde tilbage, da
skal den herved ledigblevne plads besættes i overensstemmelse med
bestemmelserne i kapitel III, afsnit 2 eller kapitel IV, afsnit 2.
2. Et medlem af en kommission eller en voldgiftsret
skal fortsætte med at udøve sine funktioner, uanset om han er ophørt med at
være medlem af en liste.
3. Såfremt en forligsmægler eller voldgiftsmand, der
er udpeget af en af parterne, er trådt tilbage uden samtykke fra den
kommission eller voldgiftsret, hvoraf han var medlem, skal formanden udpege
en person fra vedkommende liste til at overtage den således ledigblevne
plads.
Artikel 57.
En part kan fremsætte begæring over for en kommission eller voldgiftsret
om afsættelse af ethvert af dens medlemmer under påberåbelse af enhver
kendsgerning, som viser en åbenbar mangel på de egenskaber, som er angivet i
artikel 14, stk. 1. En part i voldgiftsforhandlinger kan ligeledes fremsætte
begæring om afsættelse af en voldgiftsmand under påberåbelse af, at han ikke
opfyldte betingelserne i kapitel IV, afsnit 2 for at kunne udpeges til medlem
af voldgiftsretten.
Artikel 58.
Afgørelsen af enhver begæring om afsættelse af en forligsmægler eller
voldgiftsmand træffes af de øvrige medlemmer af kommissionen henholdsvis
voldgiftsretten. Det er herved forudsat, at i tilfælde, hvor stemmerne står
lige, eller i tilfælde af begæring om afsættelse, hvor kommissionen eller
voldgiftsretten består af et enkelt medlem eller i tilfælde af begæring om
afsættelse af et flertal af forligsmæglerne eller af voldgiftsmændene skal
formanden træffe afgørelsen. Såfremt begæringen findes velbegrundet, skal den
forligsmægler eller voldgiftsmand, som afgørelsen vedrører, udskiftes i
overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel III, afsnit 2, eller kapitel
IV, afsnit 2.
Kapitel VI.
Sagsomkostninger.
Artikel 59.
Parternes gebyrer for benyttelsen af centrets faciliteter fastsættes af
generalsekretæren i overensstemmelse med de af det administrative råd
vedtagne forskrifter.
Artikel 60.
1. Hver kommission og hver voldgiftsret skal fastsætte
sine medlemmers honorarer og omkostninger inden for de rammer, som til enhver
tid er fastsat af det administrative råd efter samråd med generalsekretæren.
2. Parterne kan dog uanset bestemmelserne i stk. 1 på
forhånd træffe aftale med vedkommende kommission eller voldgiftsret om dennes
medlemmers honorarer og omkostninger.
Artikel 61.
1. I tilfælde af forligsmægling skal kommissionens
medlemmers honorarer og omkostninger såvel som gebyrerne for benyttelsen af
centrets faciliteter afholdes ligeligt af parterne. Hver part afholder selv
alle andre omkostninger, som denne pådrager sig i forbindelse med
forhandlingerne.
2. I tilfælde af voldgiftsforhandling skal
voldgiftsretten, medmindre parterne bestemmer andet, fastsætte de af parterne
afholdte omkostninger i forbindelse med forhandlingerne, og skal afgøre,
hvorledes og i hvilket forhold disse omkostninger, voldgiftsrettens
medlemmers honorarer og omkostninger samt gebyrerne for benyttelse af
centrets faciliteter skal afholdes. Sådan afgørelse er en del af kendelsen.
Kapitel VII.
Stedet for proceduren.
Artikel 62.
Forligsmæglingen og voldgiftsforhandlingerne foregår ved centrets sæde,
medmindre andet er bestemt nedenfor.
Artikel 63.
Forligsmæglingen og voldgiftsforhandlingerne kan, såfremt parterne er
enige herom, foregå
a) ved sædet for Den faste Voldgiftsret eller for enhver anden egnet,
offentlig eller privat institution, med hvilken centret måtte træffe aftale
med sådant formål for øje; eller
b) på et hvilket som helst andet sted godkendt af kommissionen eller
voldgiftsretten efter samråd med generalsekretæren.
Kapitel VIII.
Tvister mellem kontraherende stater.
Artikel 64.
Enhver tvist opstået mellem kontraherende stater vedrørende denne
konventions fortolkning eller anvendelse, som ikke bilægges ved forhandling,
skal henvises til Den mellemfolkelige Domstol på enhver parts anmodring,
medmindre de berørte stater enes om en anden form for bilæggelse.
Kapitel IX.
Ændringer.
Artikel 65.
Enhver kontrahereende stat kan fremsætte forslag om ændring af denne
konvention. Teksten til et ændringsforslag skal meddeles generalsekretæren
senest 90 dage før det møde i det administrative råd, da sådant
ændringsforslag skal drøftes, og skal af denne uden ophold fremsendes til
samtlige medlemmer af det administrative råd.
Artikel 66.
1. Såfremt det administrative råd med et flertal på to
tredjedele af dets medlemmer bestemmer dette, skal ændringsforslaget
tilstilles samtlige kontraherende stater med henblik på ratifikation,
tiltrædelse eller godkendelse. Enhver ændring træder i kraft 30 dage efter,
at denne konventions depositar har meddelt de kontraherende stater, at
samtlige kontraherende stater har ratificeret, tiltrådt eller godkendt
ændringen.
2. Ingen ændring skal indvirke på de rettigheder og
forpligtelser under denne konvention, som tilkommer eller påhviler nogen
kontraherende stat eller nogen den underlagte offentlige myndigheder eller
organer eller nogen statsborger i en sådan stat, og som er begrundet i et om
anerkendelse af centrets kompetence inden den dato afgivet samtykke, da
ændringen trådte i kraft.
Kapitel X.
Slutbestemmelser.
Artikel 67.
Denne konvention er åben for undertegnelse af stater, der er medlemmer af
banken. Den er ligeledes åben for undertegnelse af enhver anden stat, der er
deltager i Den mellemfolkelige Domstols statut, og som det administrative råd
med et flertal på to tredjedele af dets medlemmer har indbudt til at
undertegne konventionen.
Artikel 68.
1. Denne konvention skal være genstand for
ratifikation, tiltrædelse eller godkendelse af signatarstater i
overensstemmelse med disses respektive forfatningsbestemmelser.
2. Denne konvention træder i kraft 30 dage efter
datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrument. Den træder herefter i kraft for enhver stat 30 dage
efter dennes deponering af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrument.
Artikel 69.
Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at gennemføre konventionens
bestemmelser på dens territorium.
Artikel 70.
Denne konvention finder anvendelse på alle territorier, for hvis
internationale forbindelser en kontraherende stat er ansvarlig med undtagelse
af sådanne, som af vedkommende stat er undtaget ved skriftlig meddelelse til
denne konventions depositar enten i forbindelse med ratifikationen,
tiltrædelsen eller godkendelsen eller på et senere tidspunkt.
Artikel 71.
Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig
meddelelse til denne konventions depositar. Opsigelsen træder i kraft seks
måneder efter modtagelsen af sådan meddelelse.
Artikel 72.
En meddelelse i henhold til artiklerne 70 eller 71 har ingen betydning for
de rettigheder eller forpligtelser under denne konvention, som tilkommer
eller påhviler den pågældende kontraherende stat eller nogen den underlagte
offentlige myndigheder eller organer eller nogen statsborger i denne stat, og
som er begrundet i et om anerkendelse af centrets kompetence afgivet
samtykke, inden sådan meddelelse blev modtaget af depositaren.
Artikel 73.
Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter til denne
konvention og ændringer til denne skal deponeres hos banken, der skal fungere
som denne konventions depositar. Depositaren skal fremsende bekræftede kopier
af denne konvention til stater, der er medlemmer af banken, og alle andre
stater, der er indbudt til at undertegne denne konvention.
Artikel 74.
Depositaren skal registrere denne konvention i De forenede Nationers
sekretariat i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede Nationers Pagt
og de i henhold hertil af generalforsamlingen vedtagne regulativer.
Artikel 75.
Depositaren skal underrette alle signatarstater om følgende:
a) undertegnelser i overensstemmelse med artikel 67;
b) deponeringer af ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrumenter i overensstemmelse med artikel 73;
c) denne konventions ikrafttrædelsesdato i overensstemmelse med artikel
68;
d) undtagelser fra territorial anvendelse i henhold til artikel 70;
e) den dato på hvilken nogen ændring til denne konvention træder i kraft
i overensstemmelse med artikel 66;
f) opsigelser i overensstemmelse med artikel 71.
UDFÆRDIGET i Washington på engelsk, fransk og spansk, således at alle tre
tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal forblive
deponeret i Den internationale Bank for Genopbygning og Udvikling's arkiv.
Banken har ved sin nedenstående underskrift tilkendegivet sin indforståelse
med at opfylde de funktioner, som er pålagt den i henhold til konventionen.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos Den internationale Bank
for Genopbygning og Udvikling den 24. april 1968, og konventionen trådte
herefter i medfør af artikel 68 i kraft for Danmarks vedkommende den 24. maj
1968.
I forbindelse med deponeringen af ratifikationsinstrumentet har Danmark i
henhold til artikel 70 afgivet erklæring om, at konventionen ikke skal finde
anvendelse for Færøerne.
Foruden Danmark har følgende lande ratificeret konventionen:
Amerikas forenede Stater, Cameroun, Den centralafrikanske Republik Ceylon,
Chad, Congo (Brazzaville), Cypern, Daliomey, Elfenbenskysten, Finland,
Frankrig, Gabon, Ghana, Island, Jamaica, Jugoslavien, Kenya, Republikken
Korea, Madagascar, Malawi, Malaysia, Marokko, Mauritanien Nederlandene,
Niger, Nigeria, Pakistan, Schweiz, Senegal, Sierra, Leone, Somalia, Det
forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Sverige, Togo, Trinidad,
Tobago, Tunesien, Uganda og Øvre Volta.
Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument har Storbritannien i
henhold til konventionens artikel 70 meddelt, at konventionens bestemmelser
ikke finder anvendelse på følgende territorier:
Aden, Brunei, Kamaran, Kanaløerne, Kuria Muria øerne, øen Man, Peerim,
Protektoratet Sydarabien og Sydrhodesia.
Udenrigsministeriet, den 12. august
1968.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af overenskomst af 25. oktober 1996 med Zimbabwe vedrørende fremme og beskyttelse af investeringer Retsinformation · 30. juni 1999
- Bekendtgørelse af overenskomst af 5. juli 2000 med Kroatien om fremme og gensidig beskyttelse af investeringer Retsinformation · 27. juni 2007
- Bekendtgørelse af overenskomst af 6. september 1995 med Indien vedrørende fremme og gensidig beskyttelse af investeringer Retsinformation · 22. oktober 1997
- Bekendtgørelse af overenskomst af 10. oktober 2002 med Mozambique vedrørende fremme og beskyttelse af investeringer Retsinformation · 2. juli 2003
- Bekendtgørelse af overenskomst af 24. april 2001 med Etiopien om fremme og gensidig beskyttelse af investeringer Retsinformation · 9. november 2005
- Bekendtgørelse af overenskomst af 6. november 1992 med Argentina vedrørende fremme og beskyttelse af investeringer Retsinformation · 18. oktober 1995