Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af konvention af 18. marts 1965 om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og andre landes statsborgere. (ICSID) (* 1)

BKI nr 92 af 12/08/1968Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet31. oktober 1968

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af konvention af 18. marts 1965

om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og andre landes

statsborgere. (ICSID) (* 1)

Ved kgl. resolution af 26. marts 1968 har Danmark ratificeret den i

Washington den 18. marts 1965 vedtage og af Danmark den 11. oktober 1965

undertegnede konvention om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og

andre landes statsborgere.

Konventionen har følgende ordlyd (den franske og den spanske tekst er her

udeladt):

Konvention

om bilæggelse af investeringstvister

mellem stater og andre landes statsborgere.

Præambel.

De kontraherende stater,

der erkender behovet for internationalt samarbejde om økonomisk udvikling

og private internationale investeringers betydning herfor;

der erkender muligheden af, at der fra tid til anden kan opstå tvister i

forbindelse med sådanne investeringer imellem kontraherende stater og andre

kontraherende staters statsborgere;

der erkender, at medens sådanne tvister sædvanligvis vil være undergivet

national retsbehandling, vil internationale metoder til bilæggelse af sådanne

kunne være bensigtsmæssige i visse tilfælde;

der tillægger det afgørende betydning, at der oprettes organer for

international forligsmægling eller voldgift, for hvilke kontraherende stater

og andre kontraherende staters statsborgere om ønsket kan indbringe sådanne

tvister;

der ønsker at oprette sådanne organer under Den internationale Bank for

Genopbygning og Udviklings auspicier;

der erkender, at parternes gensidige samtykke til at henvise sådanne

tvister til forligsmægling eller voldgift ved sådanne organer indebærer en

Læs alt

bindende overenskomst, der særligt kræver, at tilbørligt hensyn skal tages

til enhver anbefaling fra forligsmæglernes side, og at enhver

voldgiftskendelse skal efterkommes; og

der erklærer, at ingen kontraherende stat alene i medfør af sin

ratifikation, tiltrædelse eller godkendelse af denne konvention og uden sit

samtykke skal anses for at være forpligtet til at henvise nogen tvist til

forligsmægling eller voldgift,

er blevet enige om følgende:

Kapitel 1.

Det internationale center til bilæggelse af

investeringstvister.

Afsnit 1.

Oprettelse og organisation.

Artikel 1.

1. Der oprettes herved et internationalt center til

bilæggelse af investeringstvister (herefter betegnet »centret«).

2. Centrets formål er at skabe muligheder for

forligsmægling og voldgiftsbehandling af investeringstvister mellem

kontraherende stater og andre kontraherende staters statsborgere i

overensstemmelse med denne konventions bestemmelser.

Artikel 2.

Centret har sit sæde ved hovedkontoret for Den internationale Bank for

Genopbygring og Udvikling (herefter betegnet »banken«). Sædet kan

dog henlægges til et andet sted ved afgørelse herom truffet af det

administrative råd med et flertal på to tredjedele af dets medlemmer.

Artikel 3.

Centret består af et administrativt råd og et sekretariat. Det skal have

en liste over forligsmæglere og en liste over voldgiftsmænd.

Afsnit 2.

Det administrative råd.

Artikel 4.

1. Det administrative råd skal bestå af en

repræsentant for hver kontraherende stat. En stedfortræder kan fungere på

repræsentantens vegne i tilfælde af dennes fravær fra et møde eller forfald i

øvrigt.

2. Hvis andet ikke er bestemt, skal enhver

kontraherende stats medlem eller stedfortrædende medlem af bankens

repræsentantskab på embeds vegne være dennes repræsentant henboldsvis

stedfortrædende repræsentant.

Artikel 5.

Bankens præsident er på embeds vegne formand for det administrative råd

(herefter betegnet »formanden«), men uden stemmeret. I hans fravær

eller forfald i øvrigt eller hvis stillingen som præsident for banken er

ledig, skal den person, der er fungerende præsident, fungere som formand for

det administrative råd.

Artikel 6.

1. Det administrative råd skal - uden at dette

medfører nogen begrænsning af de beføjelser, som er tillagt det ved andre

bestemmelser i denne konvention -

a) godkende centrets administrative og finansielle regulativer;

b) godkende procedurereglerne for etablering af forligsmægling og

voldgiftsbehandling;

c) godkende procedurereglerne for forligsmægling og voldgiftsbehandling

(herefter betegnet »forligsmæglings- og voldgiftsreglerne«);

d) godkende arrangementer med banken med henblik på udnyttelse af dennes

administrative hjælpemidler og tjenester;

e) fastsætte tjenesteinstruksen for generalsekretæren og

vicegeneralsekretærerne;

f) godkende centrets årlige indtægts- og udgiftsbudget;

g) godkende den årlige beretning om centrets virksomhed.

Beslutningerne omtalt ovenfor i litra a), b), c) og f) skal vedtages med

et flertal på to tredjedele af det administrative råds medlemmer.

2. Det administrative råd kan nedsætte sådanne

komiteer, som det finder nødvendige.

3. Det administrative råd skal ligeledes udøve sådanne

andre beføjelser og funktioner, som det finder nødvendige for gennemførelsen

af denne konventions bestemmelser.

Artikel 7.

1. Det administrative råd afholder en årlig samling og

sådanne andre samlinger, som måtte blive besluttet af rådet eller indkaldt af

formanden, eller som generalsekretæren måtte indkalde på begæring af mindst

fem af rådets medlemmer.

2. Hvert medlem af det administrative råd har een

stemme, og ethvert spørgsmål forelagt rådet afgøres, medmindre andet er

bestemt i denne konvention, efter flertallet af de afgivne stemmer.

3. Det administrative råd er beslutningsdygtigt, når

over halvdelen af dets medlemmer er til stede.

4. Det administrative råd kan med et flertal på to

tredjedele af dets medlemmer oprette en procedure, hvorefter formanden kan

foranledige afstemning foretaget i rådet uden at indkalde til rådsmøde.

Afstemningen anses alene for gyldig, hvis flertallet af rådets medlemmer har

stemt inden for den tidsfrist, der er fastsat i de nævnte regler.

Artikel 8.

Det administrative råds medlemmer og formanden modtager ikke honorar fra

centret.

Afsnit 3.

Sekretariatet.

Artikel 9.

Sekretariatet består af en generalsekretær, en eller flere

vicegeneralsekretærer samt øvrigt personale.

Artikel 10.

1. Generalsekretæren og vicegeneralsekretærerne vælges

af det administrative råd med et flertal på to tredjedele af dets medlemmer

efter formandens indstilling for en periode på ikke over seks år; de kan

genvælges. Formanden indstiller efter forudgående rådslagning med det

administrative råds medlemmer en eller flere kandidater til hver stilling.

2. Generalsekretærens og vicegeneralsekretærernes

stillinger er uforenelige med udøvelsen af nogen politisk funktion. Hverken

generalsekretæren eller vicegeneralsekretærerne må uden det administrative

råds samtykke beklæde nogen anden stilling eller udøve noget andet erhverv.

3. I generalsekretærens fravær eller forfald i øvrigt

eller hvis stillingen som generalsekretær er ledig, fungerer

vicegeneralsekretæren som generalsekretær. Såfremt der vælges flere

vicegeneralsekretærer, afgør det administrative råd på forhånd, i hvilken

indbyrdes orden disse skal fungere som generalsekretær.

Artikel 11.

Generalsekretæren er centrets lovlige repræsentant og øverste embedsmand;

han er ansvarlig for dets administration, herunder ansættelsen af personale i

overensstemmelse med denne konventions bestemmelser og de af det

administrative råd godkendte forskrifter. Han udøver

registreringsfunktionerne og er beføjet til at legalisere voldgiftskendelser

afsagt i henhold til denne konvention og til at bekræfte kopier af sådanne

kendelser.

Afsnit 4.

Listerne.

Artikel 12.

Listen over forligsmæglere og listen over voldgiftsmænd skal hver især

bestå af kvalificerede personer, der er udpeget som nedenfor angivet, og som

er indforståede med optagelse på disse lister.

Artikel 13.

1. Enhver kontraherende stat kan til hver liste udpege

fire personer, som kan men ikke nødvendigvis skal være dennes statsborgere.

2. Formanden kan udpege ti personer til hver liste. De

således udpegede personer skal alle være af forskellig nationalitet.

Artikel 14.

1. Personer udpeget til optagelse på listerne skal

være af høj moralsk standard og nyde anerkendelse som kyndige i

retsvidenskab, handel, industri eller finansvæsen samt frembyde garanti for

uafhængighed i udøvelsen af deres hverv. For personer udpeget til optagelse

på listen over voldgiftsmænd skal der lægges særlig vægt på kyndighed i

retsvidenskab.

2. Formanden skal ved udpegningen af personer til

optagelse på listerne endvidere tage tilbørlig hensyn til betydningen af, at

der på listerne er repræsentanter for verdens vigtigste retssystemer og

vigtigste former for økonomisk aktivitet.

Artikel 15.

1. Medlemmerne udpeges for seks år; de kan genudpeges.

2. Når et listemedlem afgår ved døden eller træder

tilbage, har den myndighed som udpegede ham, ret til at udpege en anden

person, som skal fungere i den resterende del af perioden.

3. Listemedlemmer skal forblive i deres embede, indtil

en afløser er udpeget.

Artikel 16.

1. En person kan optages på begge lister.

2. Når en person er udpeget til optagelse på samme

liste af mere end een kontraherende stat eller af een eller flere

kontraherende stater og formanden, skal han anses for udpeget af den

myndighed, som først udpegede ham eller, såfremt en af de nævnte myndigheder

er den stat i hvilken han er statsborger, da af denne.

3. Enhver udpegning skal meddeles til

generalsekretæren og har virkning fra den dato, meddelelsen er modtaget.

Afsnit 5.

Centrets finansiering.

Artikel 17.

Såfremt centrets udgifter ikke kan dækkes gennem gebyrer for benyttelsen

af dets faciliteter eller gennem andre indtægter, skal det overstigende beløb

bæres af de kontraherende stater, som er medlemmer af banken, i forhold til

deres respektive tegningsandels i bankens kapital, og af de kontraherende

stater, som ikke er medlemmer af banken, i overensstemmelse med regler

godkendt af det administrative råd.

Afsnit 6.

Status, immuniteter og privilegier.

Artikel 18.

Centret skal have fuld international retsevne. Dets retlige handleevne

skal indbefatte ret til

a) at indgå retshandler;

b) at erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre;

c) at anlægge retssager.

Artikel 19.

Med henblik på at sætte centret i stand til at udføre dets funktioner,

skal det inden for hver kontraherende stats territorium nyde de i dette

afsnit anførte immuniteter og privilegier.

Artikel 20.

Centret og dets ejendom og aktiver er fritaget for enhver retsforfølgning,

medmindre centret giver afkald på denne immunitet.

Artikel 21.

Formanden, medlemmerne af det administrative råd, personer der fungerer

som forligsmæglere, voldgiftsmænd eller som medlemmer af en komitee nedsat i

henhold til artikel 52, stk. 3, samt sekretariatets embedsmænd og

funktionærer skal

a) nyde fritagelse for retsforfølgning med hensyn til handlinger udført

af dem under udøvelsen af deres hverv, medmindre centret giver afkald på

denne immunitet;

b) forudsat at den pågældende ikke er statsborger i den stat, hvor han

udøver sine funktioner, indrømmes samme immuniteter med hensyn til

indrejsebestemmelser, registrering af udlændinge og værnepligt og de samme

lettelser med hensyn til valutarestriktioner og rejsebestemmelser, som af

kontraherende stater indrømmes repræsentanter, embedsmænd og funktionærer af

lignende rang fra andre kontraherende stater.

Artikel 22.

Bestemmelserne i artikel 21 finder anvendelse på personer, der deltager i

forhandlinger under denne konvention som parter, repræsentanter, rådgivere,

advokater, vidner eller eksperter. Det er herved forudsat, at artikel 21,

litra b) alene finder anvendelse på sådanne personer i forbindelse med deres

rejse til og fra samt ophold på det sted, hvor forhandlingerne foregår.

Artikel 23.

1. Centrets arkiver skal være ukrænkelige, hvor de end

måtte befinde sig.

2. Centrets officielle kommunikation skal af enhver

kontraherende stat indrømmes en behandling, der ikke er mindre gunstig end

den, der indrømmes andre internationale organisationer.

Artikel 24.

1. Centret, dets aktiver, ejendom og indtægter, såvel

som dets økonomiske transaktioner hjemlet i denne konvention er fritaget for

al beskatning og toldafgift. Centret er ligeledes fritaget for enhver

forpligtelse i forbindelse med inddrivelse eller erlæggelse af skatter og

toldafgifter.

2. Centrets godtgørelser til formanden og til

medlemmerne af det administrative råd, honorarer, lønninger og andre

godtgørelser til sekretariatets embedsmænd og funktionærer er fritaget for

skat, medmindre modtagerne af ydelserne er statsborgere i det land, hvor de

udøver deres funktioner.

3. Der svares ikke skat af honorarer eller

godtgørelser til personer, der i forhandlinger under denne konvention

fungerer som forligsmæglere, voldgiftsmænd eller som medlemmer af en komitee

nedsat i henhold til artikel 52, stk. 3, såfremt det eneste retlige grundlag

for en sådan beskatning er centrets beliggenhed, stedet hvor sådanne

forhandlinger føres, eller stedet hvor sådanne honorarer eller godtgørelser

ydes.

Kapitel II.

Centrets kompetence.

Artikel 25.

1. Centrets kompetence omfatter enhver direkte fra en

investering hidrørende retstvist mellem en kontraherende stat (eller

offentlig myndighed eller organ underlagt den pågældende stat og af denne

anmeldt over for centret) og en anden kontraherende stats statsborgere, som

parterne skriftligt har samtykket i at henvise til centret. Når parterne har

afgivet sådant samtykke, kan ingen af parterne ensidigt tilbagekalde dette.

2. Ved udtrykket »en anden kontraherende stats

statsborgere« forstås:

a) enhver fysisk person, som besad statsborgerskab i en anden

kontraherende stat end den stat, som er part i tvisten på det tidspunkt, på

hvilket parterne samtykkede i at henvise tvisten til forligsmægling eller

voldgift, såvel som på det tidspunkt, da anmodningen om sådan forhandling

blev registreret i henhold til bestemmelserne i artikel 28 stk. 3 eller

artikel 36, stk. 3, men ikke nogen person, som enten på det ene eller andet

af de ovenfor nævnte tidspunkter tillige besad statsborgerskab i den stat,

som er part i tvisten; og

b) enhver juridisk person, som var hjemmehørende i en anden kontraherende

stat end den stat, som er part i tvisten på det tidspunkt, på hvilket

parterne samtykkede i at henvise tvisten til forligsmægling eller voldgift,

og enhver juridisk person hjemmehørende i den kontraherende stat, som er part

i tvisten på ovennævnte tidspunkt, og som parterne er blevet enige om med

henblik på opfyldelsen af denne konventions formål at betragte som

hjemmehørende i en anden kontraherende stat på grund af denne juridiske

persons afhængighed af udenlandske interesser.

3. Samtykke afgivet af en eller et en kontraherende

stat underlagt offentlig myndighed eller organ skal godkendes af den

pågældende stat, medmindre denne meddeler centret, at sådan godkendelse ikke

er nødvendig.

4. Enhver kontraherende stat kan enten samtidig med

ratifikationen, tiltrædelsen eller godkendelsen af denne konvention eller på

et hvilket som helst senere tidspunkt meddele centret den eller de typer af

tvister, som den pågældende stat enten vil eller ikke vil undergive centrets

kompetence. Generalsekretæren skal uden ophold videregive sådan meddelelse

til samtlige kontraherende stater. Nævnte meddelelse udgør ikke det i stk. 1

omhandlede samtykke.

Artikel 26.

Parternes samtykke til voldgift under denne konvention skal, medmindre

andet er aftalt, anses for indebærende afkald på udnyttelsen af ethvert andet

retsmiddel. Enhver kontraherende stat kan lade sit samtykke til voldgift

under denne konvention være betinget af, at de nationale, administrative

eller judicielle retsmidler er udtømt.

Artikel 27.

1. Ingen kontraherende stat må yde diplomatisk

beskyttelse eller rejse noget internationalt krav i forbindelse med en tvist,

som en af dens statsborgere og en anden kontraherende stat har samtykket i at

henvise eller allerede har henvist til voldgift under denne konvention,

medmindre denne anden kontraherende stat har undladt at efterkomme en

kendelse afsagt i en sådan tvist.

2. Diplomatisk beskyttelse som omhandlet i stk. 1

omfatter ikke uformelle diplomatiske henvendelser med det ene formål at

bidrage til en bilæggelse af tvisten.

Kapitel III.

Forligsmægling.

Afsnit 1.

Anmodning om forligsmægling.

Artikel 28.

1. En kontraherende stat eller en statsborger i en

kontraherende stat, som ønsker forligsmægling indledt, skal rette skriftlig

anmodning herom til generalsekretæren, der sender en kopi af anmodningen til

den anden part.

2. Anmodningen skal indeholde angivelse af tvistens

genstand, parternes identitet og deres samtykke til forligsmægling i

overensstemmelse med procedurereglerne for etablering af forligsmægling og

voldgiftsbehandling.

3. Generalsekretæren skal registrere anmodningen,

medmindre han på baggrund af anmodningens angivelser finder, at tvisten

åbenbart falder uden for centrets kompetence. Han skal uden ophold underrette

parterne om registreringen eller nægtelsen af registrering.

Afsnit 2.

Nedsættelse af forligsmæglingskommissionen.

Artikel 29.

1. Forligsmæglingskommissionen (herefter betegnet

»kommissionen«) skal nedsættes så snart som muligt efter

registreringen af en anmodning i henhold til artikel 28.

2. a) Kommissionen skal bestå af en eneforligsmægler

eller af et ulige antal forligsmæglere udpeget i overensstemmelse med

parternes aftale.

b) Kan parterne ikke enes om antallet af forligsmæglere eller om,

hvorledes de skal udpeges, skal kommissionen bestå af tre forligsmæglere, een

udpeget af hver part og en tredje, der skal være kommissionens formand,

udpeget efter overenskomst mellem parterne.

Artikel 30.

Såfremt kommissionen ikke er nedsat inden 90 dage, efter at underretning

om registrering af anmodningen er videregivet af generalsekretæren i

overensstemmelse med artikel 28, stk. 3 eller inden udløbet af den frist, som

parterne måtte enes om, skal formanden på begæring af enhver af parterne og

så vidt muligt efter at have rådført sig med begge parter udpege den eller de

forligsmæglere, som endnu ikke er blevet udpeget.

Artikel 31.

1. Bortset fra udpegning foretaget af formanden i

henhold til artikel 30, kan forligsmæglere udpeges blandt personer, der ikke

er optaget på listen over forligsmæglere.

2. Forligsmæglere udpeget blandt personer, der ikke er

optaget på listen over forligsmæglere, skal besidde de egenskaber, der er

angivet i artikel 14, stk. 1.

Afsnit 3.

Forligsmægling.

Artikel 32.

1. Kommissionen afgør spørgsmål om sin egen

kompetence.

2. Enhver indsigelse fra en part om, at tvisten ikke

er undergivet centrets kompetence eller af andre grunde ikke er omfattet af

kommissionens kompetence, skal prøves af kommissionen, der afgør om

indsigelsen skal behandles som et særskilt spørgsmål eller i forbindelse med

sagens realitet.

Artikel 33.

Forligsmæglingsbehandlingen skal foregå i overensstemmelse med dette

afsnits bestemmelser og, medmindre parterne bestemmer andet, i

overensstemmelse med de forligsmæglingsregler, som var i kraft på det

tidspunkt, da parterne samtykkede i forligsmægling. Såfremt der opstår et

procedurespørgsmål, som ikke er afgjort i dette afsnit eller i

forligsmæglingsreglerne eller i regler fastsat efter parternes overenskomst,

skal kommissionen afgøre spørgsmålet.

Artikel 34.

1. Kommissionen skal klargøre stridsspørgsmålene

parterne imellem og tilstræbe at bevæge parterne til en gensidig antagelig

løsning. Med henblik herpå kan kommissionen når som helst anbefale parterne

vilkår for en bilæggelse af tvisten. Parterne skal loyalt samarbejde med

kommissionen for derved at sætte denne i stand til at udøve sine funktioner

og skal tillægge dens anbefalinger størst mulig vægt.

2. Såfremt parterne når til en overenskomst, skal

kommissionen udfærdige en protokol med angivelse af stridsspørgsmålene og

parternes overenskomst. Såfremt kommissionen i løbet af forhandlingerne når

til den opfattelse, at der ikke består nogen mulighed for forlig, skal den

afslutte forhandlingerne og udfærdige en protokol med angivelse af, at

tvisten har været henvist til forligsmægling, og at parterne ikke er nået til

overenskomst. Såfremt en af parterne undlader at give møde eller deltage i

forhandlingerne, skal kommissionen afslutte disse og udfærdige en protokol

med angivelse af partens undladelse af at give møde eller deltage.

Artikel 35.

Medmindre parterne er enige om andet, er ingen af dem berettiget til i

andre forhandlinger, det være sig over for voldgiftsret, almindelig domstol

eller andet forum, at påberåbe sig eller henvise til nogen

meningstilkendegivelse, erklæring, indrømmelse eller forligstilbud fremsat af

den anden part under forligsmæglingen eller fremsat i kommissionens protokol

eller nogen af dens anbefalinger.

Kapitel IV.

Voldgift.

Afsnit 1.

Anmodning om voldgift.

Artikel 36.

1. En kontraherende stat eller en statsborger i en

kontraherende stat, som ønsker voldgift, skal rette skriftlig anmodning herom

til generalsekretæren, der sender en kopi af anmodningen til den anden part.

2. Anmodningen skal indeholde angivelse af tvistens

genstand, parternes identitet og deres samtykke til voldgift i

overensstemmelse med procedurereglerne for etablering af forligsmægling og

voldgiftsbehandling.

3. Generalsekretæren skal registrere anmodningen,

medmindre han på baggrund af anmodningens angivelser finder, at tvisten

åbenbart falder uden for centrets kompetence. Han skal uden ophold underrette

parterne om registreringen eller nægtelsen af registrering.

Afsnit 2.

Nedsættelse af voldgiftsretten.

Artikel 37.

1. Voldgiftsretten skal nedsættes så snart som muligt

efter registreringen af en anmodning i henhold til artikel 36.

2. a) Voldgiftsretten skal bestå af en

enevoldgiftsmand eller af et ulige antal voldgiftsmænd udpeget i

overensstemmelse med parternes bestemmelse.

b) Kan parterne ikke enes om antallet af voldgiftsmænd eller om,

hvorledes de skal udpeges, skal voldgiftsretten bestå af tre voldgiftsmænd,

een udpeget af hver enkelt part og en tredje, der skal være voldgiftsrettens

formand, udpeget efter overenskomst mellem parterne.

Artikel 38.

Såfremt voldgiftsretten ikke er blevet nedsat inden 90 dage, efter at

underretning om registrering af anmodningen er videregivet af

generalsekretæren i overensstemmelse med artikel 36, stk. 3 eller inden

udløbet af den frist, som parterne måtte enes om, skal formanden på begæring

af enhver af parterne, og så vidt muligt efter at have rådført sig med begge

parter, udpege den eller de voldgiftsmænd, som endnu ikke er blevet udpeget.

Voldgiftsmænd, der er valgt af formanden i henhold til denne artikel, må ikke

være statsborgere hverken i en kontraherende stat, der er part i tvisten,

eller i en stat, hvis statsborger er part i tvisten.

Artikel 39.

Flertallet af voldgiftsmænd skal være statsborgere i andre stater end den

kontraherende stat, som er part i tvisten, og den kontraherende stat, hvis

statsborger er part i tvisten; denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse,

såfremt enevoldgiftsmanden eller hvert enkelt medlem af domstolen er valgt

efter parternes overenskomst.

Artikel 40.

1. Bortset fra udpegning foretaget af formanden i

henhold til artikel 38, kan voldgiftsmænd udpeges blandt personer, der ikke

er optaget på listen over voldgiftsmænd.

2. Voldgiftsmænd udpeget blandt personer, der ikke er

optaget på listen over voldgiftsmænd, skal besidde de egenskaber, der er

angivet i artikel 14, stk. 1.

Afsnit 3.

Voldgiftsrettens beføjelser og funktioner.

Artikel 41.

1. Voldgiftsretten afgør selv spørgsmål om sin egen

kompetence.

2. Enhver indsigelse fra en part om, at tvisten ikke

er undergivet centrets kompetence eller af andre grunde ikke er omfattet af

voldgiftsrettens kompetence, skal prøves af voldgiftsretten, der afgør, om

indsigelsen skal behandles som et særskilt spørgsmål eller i forbindelse med

sagens realitet.

Artikel 42.

1. Voldgiftsretten skal afgøre tvisten i

overensstemmelse med de retsregler, som parterne måtte være nået til

overenskomst om. I mangel af sådan overenskomst skal voldgiftsretten anvende

lovgivningen i den kontraherende stat, som er part i tvisten (heri medregnet

pågældende stats internationalprivatretlige regler) og sådanne regler i

international ret, som findes anvendelige.

2. Voldgiftsretten må ikke på grund af lovgivningens

tavshed eller uklarhed afvise sagen.

3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er ikke til hinder

for, at voldgiftsretten kan afgøre tvisten efter ret og billighed, såfremt

parterne er enige herom.

Artikel 43.

Med mindre parterne har bestemt andet, kan voldgiftsretten, såfremt den

anser det for nødvendigt, på et hvilket som helst stadium af forhandlingerne

a) opfordre parterne til at fremlægge dokumenter eller andet

bevismateriale, og

b) begive sig til åstedet og der foranstalte de undersøgelser, den måtte

finde nødvendige.

Artikel 44.

Voldgiftsbehandlingen skal foregå i overensstemmelse med dette afsnits

bestemmelser og, medmindre parterne bestemmer andet, i overensstemmelse med

de voldgiftsregler, som var i kraft på det tidspunkt, da parterne samtykkede

i voldgift. Såfremt der opstår et procedurespørgsmål, som ikke er afgjort i

dette afsnit eller i voldgiftsreglerne eller i regler fastsat efter parternes

overenskomst, skal voldgiftsretten afgøre spørgsmålet.

Artikel 45.

1. En parts undladelse af at give møde eller at føre

sin sag skal ikke anses for en anerkendelse af den anden parts anbringender.

2. Såfremt en part på et hvilket som helst stadium af

forhandlingerne undlader at give møde eller at føre sin sag, kan den anden

part anmode voldgiftsretten om at behandle den forelagte sag og afsige

kendelse. Forinden voldgiftsretten afsiger kendelse, skal den give

underretning og udsættelse til den part, som har undladt at give møde eller

at føre sin sag, medmindre den er overbevist om, at denne ikke agter at give

møde eller at føre sin sag.

Artikel 46.

Med mindre parterne bestemmer andet, skal voldgiftsretten på enhver parts

anmodning afgøre ethvert bi-, tillægs- eller modkrav, som direkte hidrører

fra tvistens genstand, forudsat at kravet falder inden for parternes samtykke

og i øvrigt er omfattet af centrets kompetence.

Artikel 47.

Medmindre parterne bestemmer andet, kan voldgiftsretten, såfremt den

finder, at omstændighederne tilsiger dette, anbefale enhver foreløbig

foranstaltning til sikring af parternes rettigheder.

Afsnit 4.

Kendelsen.

Artikel 48.

1. Voldgiftsrettens afgørelser skal træffes med et

flertal af samtlige dets medlemmers stemmer.

2. Kendelsen skal affattes skriftligt og undertegnes

af de medlemmer, som stemte for.

3. Kendelsen skal tage stilling til ethvert spørgsmål,

som er henvist til voldgiftsretten, og være ledsaget af grunde.

4. Ethvert medlem af voldgiftsretten kan tilføje sin

særlige opfattelse - hvad enten han dissentierer fra flertallet eller ej -

eller sin dissensudtalelse.

5. Centret må ikke offentliggøre kendelsen uden

parternes samtykke.

Artikel 49.

1. Generalsekretæren skal uden ophold fremsende

bekræftede kopier af kendelsen til parterne. Kendelsen anses for afsagt den

dato, da kopierne blev afsendt.

2. Såfremt en part inden 45 dage efter den dato, på

hvilken kendelsen blev afsagt, anmoder herom, kan voldgiftsretten, efter

forinden at have underrettet den anden part, afgøre ethvert spørgsmål, som

den havde undladt at afgøre i kendelsen, ligesom den skal berigtige enhver

skrive-, regne- eller ligende fejl i kendelsen. Voldgiftsrettens afgørelse

anses for en del af kendelsen og skal bringes til parternes kundskab på samme

made som kendelsen. De i artikel 51, stk. 2 og artikel 52, stk. 2 angivne

tidsfrister regnes fra den dato, da afgørelsen blev afsagt.

Afsnit 5.

Fortolkning, revision og ophævelse af

kendelsen.

Artikel 50.

1. Såfremt der opstår tvist mellem parterne med hensyn

til meningen med eller rækkevidden af en kendelse, kan enhver af parterne ved

skriftlig henvendelse til generalsekretæren anmode om fortolkning af

kendelsen.

2. Anmodningen skal om muligt videregives til den

voldgiftsret, som afsagde kendelsen. Er dette ikke muligt, skal en ny

voldgiftsret nedsættes i overensstemmelse med dette kapitels afsnit 2.

Voldgiftsretten kan, såfremt den finder, at omstændighederne tilsiger dette,

udsætte kendelsens fuldbyrdelse, indtil den har taget stilling til

anmodningen om fortolkning.

Artikel 51.

1. Enhver part kan ved skriftlig henvendelse til

generalsekretæren anmode om revision af kendelsen, såfremt der fremkommer

oplysning om en kendsgerning af afgørende betydning for kendelsen, forudsat

at denne kendsgerning på tidspunktet for kendelsens afsigelse var ukendt for

voldgiftsretten og den anmodende part, og at dette ukendskab ikke kunne

tilregnes denne part som forsømmelse.

2. Anmodningen skal fremsættes inden 90 dage efter

opdagelsen af denne kendsgerning og i hvert fald inden tre år efter den dato,

da kendelsen blev afsagt.

3. Anmodningen skal om muligt videregives til den

voldgiftsret, som afsagde kendelsen. Er dette ikke muligt, skal en ny

voldgiftsret nedsættes i overensstemmelse med dette kapitels afsnit 2.

4. Voldgiftsretten kan, såfremt den finder, at

omstændighederne tilsiger dette, udsætte kendelsens fuldbyrdelse, indtil den

har taget stilling til anmodningen om revision. Såfremt den anmodende part i

sin anmodning begærer udsættelse af kendelsens fuldbyrdelse, skal

fuldbyrdelsen foreløbig udsættes, indtil voldgiftsretten har taget stilling

til begæringen.

Artikel 52.

1. Enhver part kan ved skriftlig henvendelse til

generalsekretæren anmode om ophævelse af kendelsen, såfremt der foreligger en

eller flere af følgende grunde:

a) at voldgiftsretten ikke var behørigt sammensat;

b) at voldgiftsretten åbenbart har overskredet sine beføjelser;

c) at et af voldgiftsrettens medlemmer er blevet bestukket;

d) at der har fundet en alvorlig fravigelse sted fra en grundlæggende

procedureregel; eller

e) at kendelsen ikke er ledsaget af grunde.

2. Anmodningen skal fremsættes inden 120 dage efter

den dato, da kendelsen blev afsagt. Når anmodningen om tilsidesættelse er

begrundet i bestikkelse, skal den fremsættes inden 120 dage efter opdagelsen

heraf. Anmodningen skal i alle tilfælde fremsættes inden tre år efter den

dato, da kendelsen blev afsagt.

3. Efter anmodningens modtagelse skal formanden uden

ophold fra listen over voldgiftsmænd udpege en ad hoc komitee bestående af

tre personer. Ingen af komiteens medlemmer må være udpeget blandt medlemmerne

af den voldgiftsret, som afsagde kendelsen, eller være af samme nationalitet

som noget af dennes medlemmer, eller være statsborgere i enten en stat, som

er part i tvisten, eller i en stat, hvis statsborger er part i tvisten, eller

have været udpeget til optagelse på listen over voldgiftsmænd af nogen af de

pågældende stater, eller have virket som forligsmæglere i samme tvist.

Komiteen kan tilsidesætte kendelsen eller en del af denne af de i stk. 1

angivne grunde.

4. Bestemmelserne i artiklerne 41-45, 48, 49, 53 og 54

samt i kapitlerne VI og VII finder med de fornødne lempelser anvendelse på

forhandlingerne i komiteen.

5. Komiteen kan, såfremt den finder, at

omstændighederne tilsiger dette, udsætte kendelsens fuldbyrdelse, indtil den

har taget stilling til anmodningen om ophævelse. Såfremt den anmodende part i

sin anmodning begærer udsættelse af kendelsens fuldbyrdelse, skal

fuldbyrdelsen foreløbig udsættes, indtil komiteen har taget stilling til

begæringen.

6. Såfremt kendelsen ophæves, skal tvisten på begæring

af den part, som først fremsætter anmodring herom henvises til en ny

voldgiftsret nedsat i overensstemmelse med dette kapitels afsnit 2.

Afsnit 6.

Anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen.

Artikel 53.

1. Kendelsen er bindende for parterne og kan ikke

underkastes appel eller anden fornyet prøvelse bortset fra de i denne

konvention angivne prøvelsesmuligheder. Enhver part skal rette sig efter og

efterkomme kendelsens bestemmelser, bortset fra i det omfang fuldbyrdelsen er

blevet udsat i medfør af denne konventions bestemmelser.

2. For dette afsnits vedkommende skal under

»kendelse« medregnes enhver afgørelse vedrørende fortolkning,

revision eller ophævelse af en sådan kendelse i henhold til artiklerne 50, 51

eller 52.

Artikel 54.

1. Enhver kontraherende stat skal anerkende en

kendelse afsagt i henhold til denne konvention som bindende og inden for sit

territorium fuldbyrde de pengeforpligtelser pålagt ved denne kendelse, som

var den en endelig retsafgørelse truffet af en domstol i denne stat. En

kontraherende stat med en forbundsforfatning kan fuldbyrde en sådan kendelse

i eller ved sine forbundsdomstole og kan bestemme at sådanne domstole

behandler kendelsen, som var den en endelig retsafgørelse truffet af en af

delstaternes domstole.

2. En part, som søger anerkendelse eller fuldbyrdelse

inden for en kontraherende stats territorium, skal forsyne den kompetente

domstol eller anden myndighed, som denne stat har udpeget hertil, med en af

generalsekretæren bekræftet kopi af kendelsen. Enhver kontraherende stat skal

underrette generalsekretæren om den til dette formål kompetente domstol eller

anden myndighed og om enhver senere ændring heri.

3. Fuldbyrdelse af kendelsen skal følge de regler, som

gælder for fuldbyrdelsen af domstolsafgørelser i den stat, inden for hvis

territorium fuldbyrdelse søges.

Artikel 55.

Intet i artikel 54 skal fortolkes som medførende nogen fravigelse fra

gældende ret i nogen kontraherende stat med hensyn til denne eller nogen

anden stats fritagelse for tvangsfuldbyrdelse.

Kapitel V.

Udskiftning og afsættelse af forligsmæglere

og voldgiftsmænd.

Artikel 56.

1. Efter at en kommission eller en voldgiftsret er

blevet nedsat og forhandlinger er påbegyndt, skal dennes sammensætning

forblive uændret. Herved forudsættes dog, at såfremt en forligsmægler eller

voldgiftsmand skulle afgå ved døden, have forfald eller træde tilbage, da

skal den herved ledigblevne plads besættes i overensstemmelse med

bestemmelserne i kapitel III, afsnit 2 eller kapitel IV, afsnit 2.

2. Et medlem af en kommission eller en voldgiftsret

skal fortsætte med at udøve sine funktioner, uanset om han er ophørt med at

være medlem af en liste.

3. Såfremt en forligsmægler eller voldgiftsmand, der

er udpeget af en af parterne, er trådt tilbage uden samtykke fra den

kommission eller voldgiftsret, hvoraf han var medlem, skal formanden udpege

en person fra vedkommende liste til at overtage den således ledigblevne

plads.

Artikel 57.

En part kan fremsætte begæring over for en kommission eller voldgiftsret

om afsættelse af ethvert af dens medlemmer under påberåbelse af enhver

kendsgerning, som viser en åbenbar mangel på de egenskaber, som er angivet i

artikel 14, stk. 1. En part i voldgiftsforhandlinger kan ligeledes fremsætte

begæring om afsættelse af en voldgiftsmand under påberåbelse af, at han ikke

opfyldte betingelserne i kapitel IV, afsnit 2 for at kunne udpeges til medlem

af voldgiftsretten.

Artikel 58.

Afgørelsen af enhver begæring om afsættelse af en forligsmægler eller

voldgiftsmand træffes af de øvrige medlemmer af kommissionen henholdsvis

voldgiftsretten. Det er herved forudsat, at i tilfælde, hvor stemmerne står

lige, eller i tilfælde af begæring om afsættelse, hvor kommissionen eller

voldgiftsretten består af et enkelt medlem eller i tilfælde af begæring om

afsættelse af et flertal af forligsmæglerne eller af voldgiftsmændene skal

formanden træffe afgørelsen. Såfremt begæringen findes velbegrundet, skal den

forligsmægler eller voldgiftsmand, som afgørelsen vedrører, udskiftes i

overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel III, afsnit 2, eller kapitel

IV, afsnit 2.

Kapitel VI.

Sagsomkostninger.

Artikel 59.

Parternes gebyrer for benyttelsen af centrets faciliteter fastsættes af

generalsekretæren i overensstemmelse med de af det administrative råd

vedtagne forskrifter.

Artikel 60.

1. Hver kommission og hver voldgiftsret skal fastsætte

sine medlemmers honorarer og omkostninger inden for de rammer, som til enhver

tid er fastsat af det administrative råd efter samråd med generalsekretæren.

2. Parterne kan dog uanset bestemmelserne i stk. 1 på

forhånd træffe aftale med vedkommende kommission eller voldgiftsret om dennes

medlemmers honorarer og omkostninger.

Artikel 61.

1. I tilfælde af forligsmægling skal kommissionens

medlemmers honorarer og omkostninger såvel som gebyrerne for benyttelsen af

centrets faciliteter afholdes ligeligt af parterne. Hver part afholder selv

alle andre omkostninger, som denne pådrager sig i forbindelse med

forhandlingerne.

2. I tilfælde af voldgiftsforhandling skal

voldgiftsretten, medmindre parterne bestemmer andet, fastsætte de af parterne

afholdte omkostninger i forbindelse med forhandlingerne, og skal afgøre,

hvorledes og i hvilket forhold disse omkostninger, voldgiftsrettens

medlemmers honorarer og omkostninger samt gebyrerne for benyttelse af

centrets faciliteter skal afholdes. Sådan afgørelse er en del af kendelsen.

Kapitel VII.

Stedet for proceduren.

Artikel 62.

Forligsmæglingen og voldgiftsforhandlingerne foregår ved centrets sæde,

medmindre andet er bestemt nedenfor.

Artikel 63.

Forligsmæglingen og voldgiftsforhandlingerne kan, såfremt parterne er

enige herom, foregå

a) ved sædet for Den faste Voldgiftsret eller for enhver anden egnet,

offentlig eller privat institution, med hvilken centret måtte træffe aftale

med sådant formål for øje; eller

b) på et hvilket som helst andet sted godkendt af kommissionen eller

voldgiftsretten efter samråd med generalsekretæren.

Kapitel VIII.

Tvister mellem kontraherende stater.

Artikel 64.

Enhver tvist opstået mellem kontraherende stater vedrørende denne

konventions fortolkning eller anvendelse, som ikke bilægges ved forhandling,

skal henvises til Den mellemfolkelige Domstol på enhver parts anmodring,

medmindre de berørte stater enes om en anden form for bilæggelse.

Kapitel IX.

Ændringer.

Artikel 65.

Enhver kontrahereende stat kan fremsætte forslag om ændring af denne

konvention. Teksten til et ændringsforslag skal meddeles generalsekretæren

senest 90 dage før det møde i det administrative råd, da sådant

ændringsforslag skal drøftes, og skal af denne uden ophold fremsendes til

samtlige medlemmer af det administrative råd.

Artikel 66.

1. Såfremt det administrative råd med et flertal på to

tredjedele af dets medlemmer bestemmer dette, skal ændringsforslaget

tilstilles samtlige kontraherende stater med henblik på ratifikation,

tiltrædelse eller godkendelse. Enhver ændring træder i kraft 30 dage efter,

at denne konventions depositar har meddelt de kontraherende stater, at

samtlige kontraherende stater har ratificeret, tiltrådt eller godkendt

ændringen.

2. Ingen ændring skal indvirke på de rettigheder og

forpligtelser under denne konvention, som tilkommer eller påhviler nogen

kontraherende stat eller nogen den underlagte offentlige myndigheder eller

organer eller nogen statsborger i en sådan stat, og som er begrundet i et om

anerkendelse af centrets kompetence inden den dato afgivet samtykke, da

ændringen trådte i kraft.

Kapitel X.

Slutbestemmelser.

Artikel 67.

Denne konvention er åben for undertegnelse af stater, der er medlemmer af

banken. Den er ligeledes åben for undertegnelse af enhver anden stat, der er

deltager i Den mellemfolkelige Domstols statut, og som det administrative råd

med et flertal på to tredjedele af dets medlemmer har indbudt til at

undertegne konventionen.

Artikel 68.

1. Denne konvention skal være genstand for

ratifikation, tiltrædelse eller godkendelse af signatarstater i

overensstemmelse med disses respektive forfatningsbestemmelser.

2. Denne konvention træder i kraft 30 dage efter

datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrument. Den træder herefter i kraft for enhver stat 30 dage

efter dennes deponering af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrument.

Artikel 69.

Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne lovgivningsmæssige og andre

foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at gennemføre konventionens

bestemmelser på dens territorium.

Artikel 70.

Denne konvention finder anvendelse på alle territorier, for hvis

internationale forbindelser en kontraherende stat er ansvarlig med undtagelse

af sådanne, som af vedkommende stat er undtaget ved skriftlig meddelelse til

denne konventions depositar enten i forbindelse med ratifikationen,

tiltrædelsen eller godkendelsen eller på et senere tidspunkt.

Artikel 71.

Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig

meddelelse til denne konventions depositar. Opsigelsen træder i kraft seks

måneder efter modtagelsen af sådan meddelelse.

Artikel 72.

En meddelelse i henhold til artiklerne 70 eller 71 har ingen betydning for

de rettigheder eller forpligtelser under denne konvention, som tilkommer

eller påhviler den pågældende kontraherende stat eller nogen den underlagte

offentlige myndigheder eller organer eller nogen statsborger i denne stat, og

som er begrundet i et om anerkendelse af centrets kompetence afgivet

samtykke, inden sådan meddelelse blev modtaget af depositaren.

Artikel 73.

Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter til denne

konvention og ændringer til denne skal deponeres hos banken, der skal fungere

som denne konventions depositar. Depositaren skal fremsende bekræftede kopier

af denne konvention til stater, der er medlemmer af banken, og alle andre

stater, der er indbudt til at undertegne denne konvention.

Artikel 74.

Depositaren skal registrere denne konvention i De forenede Nationers

sekretariat i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede Nationers Pagt

og de i henhold hertil af generalforsamlingen vedtagne regulativer.

Artikel 75.

Depositaren skal underrette alle signatarstater om følgende:

a) undertegnelser i overensstemmelse med artikel 67;

b) deponeringer af ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrumenter i overensstemmelse med artikel 73;

c) denne konventions ikrafttrædelsesdato i overensstemmelse med artikel

68;

d) undtagelser fra territorial anvendelse i henhold til artikel 70;

e) den dato på hvilken nogen ændring til denne konvention træder i kraft

i overensstemmelse med artikel 66;

f) opsigelser i overensstemmelse med artikel 71.

UDFÆRDIGET i Washington på engelsk, fransk og spansk, således at alle tre

tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal forblive

deponeret i Den internationale Bank for Genopbygning og Udvikling's arkiv.

Banken har ved sin nedenstående underskrift tilkendegivet sin indforståelse

med at opfylde de funktioner, som er pålagt den i henhold til konventionen.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos Den internationale Bank

for Genopbygning og Udvikling den 24. april 1968, og konventionen trådte

herefter i medfør af artikel 68 i kraft for Danmarks vedkommende den 24. maj

1968.

I forbindelse med deponeringen af ratifikationsinstrumentet har Danmark i

henhold til artikel 70 afgivet erklæring om, at konventionen ikke skal finde

anvendelse for Færøerne.

Foruden Danmark har følgende lande ratificeret konventionen:

Amerikas forenede Stater, Cameroun, Den centralafrikanske Republik Ceylon,

Chad, Congo (Brazzaville), Cypern, Daliomey, Elfenbenskysten, Finland,

Frankrig, Gabon, Ghana, Island, Jamaica, Jugoslavien, Kenya, Republikken

Korea, Madagascar, Malawi, Malaysia, Marokko, Mauritanien Nederlandene,

Niger, Nigeria, Pakistan, Schweiz, Senegal, Sierra, Leone, Somalia, Det

forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Sverige, Togo, Trinidad,

Tobago, Tunesien, Uganda og Øvre Volta.

Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument har Storbritannien i

henhold til konventionens artikel 70 meddelt, at konventionens bestemmelser

ikke finder anvendelse på følgende territorier:

Aden, Brunei, Kamaran, Kanaløerne, Kuria Muria øerne, øen Man, Peerim,

Protektoratet Sydarabien og Sydrhodesia.

Udenrigsministeriet, den 12. august

1968.

Lignende dokumenter