Bekendtgørelse af konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af konvention af 10. december
1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf (* 1)
I henhold til kgl. resolution af 28. januar 1987, og efter at folketinget
den 30. april 1987 har meddelt sit samtykke dertil, har Danmark ratificeret
en på De forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1984 vedtagen
konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.
Konventionen har følgende ordlyd (den arabiske, franske, kinesiske,
russiske og spanske tekst er udeladt her):
Oversættelse
KONVENTION
mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf
De i denne konvention deltagende stater,
som finder, at i overensstemmelse med de i De forenede Nationers pagt
erklærede principper er anerkendelsen af hele menneskehedens lige og
umistelige rettigheder grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,
som anerkender, at disse rettigheder hidrører fra det enkelte menneskes
naturlige værdighed,
som erkender, at De forenede Nationers pagt, specielt artikel 55, pålægger
staterne at fremme den almindelige respekt for og overholdelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
under hensyntagen til artikel 5 i Verdenserklæringen om
Menneskerettighederne og artikel 7 i Den internationale konvention om
borgerlige og politiske Rettigheder, som begge bestemmer, at ingen må
underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf,
og under hensyntagen til erklæringen om beskyttelse af alle mennesker mod
tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
Læs alt
straf, vedtaget af Generalforsamlingen den 9. december 1975,
og som ønsker at udøve en mere effektiv indsats i kampen mod tortur og
anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf over
hele verden,
er blevet enige om følgende:
KAPITEL I
Artikel 1
1. I denne konvention betyder udtrykket
»tortur« enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse,
enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at
fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at
straffe ham for en handling, som han selv eller en trediemand har begået
eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham
eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for
forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på
opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds
medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller
lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige
sanktioner, er ikke omfattet.
2. Denne artikel er uden virkning for ethvert
folkeretligt instrument eller national lovgivning, som indeholder eller kan
indeholde videregående bestemmelser.
Artikel 2
1. Enhver i denne konvention deltagende stat træffer
virkningsfulde lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre
foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert territorium
under dens jurisdiktion.
2. Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken
krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen
anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.
3. En befaling fra en overordnet eller en offentlig
myndighed kan ikke påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.
Artikel 3
1. Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere
(»refoulere«) eller udlevere en person til en anden stat, hvor der
er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive
underkastet tortur.
2. Med henblik på at vurdere, om der foreligger
sådanne grunde, skal de kompetente myndigheder tage alle de relevante
omstændigheder i betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et
fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af
menneskerettighederne.
Artikel 4
1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver
torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen.
Tilsvarende gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af
enhver person, som udgør meddelagtighed eller deltagelse i tortur.
2. Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger
strafbare med passende straf under hensyn til deres alvorlige natur.
Artikel 5
1. Enhver deltagende stat skal tage sådanne
forholdsregler, som vil være nødvendige for at sikre sin jurisdiktion over de
overtrædelser, som er nævnt i artikel 4 i følgende tilfælde:
a) Når overtrædelserne er begået på noget territorium under dens
jurisdiktion eller om bord på et skib eller fly, som er indregistreret i den
pågældende stat;
b) Når den påståede lovovertræder er statsborger i den pågældende stat;
c) Når offeret er statsborger i den pågældende stat, såfremt staten anser
det for hensigtsmæssigt.
2. Enhver deltagende stat skal ligeledes tage sådanne
forholdsregler, som vil være nødvendige for at fastsætte sin jurisdiktion
over sådanne forbrydelser i tilfælde hvor den påståede lovovertræder befinder
sig på noget territorium under dens jurisdiktion, og hvor den pågældende stat
ikke udleverer ham i overensstemmelse med artikel 8 til nogen af de i denne
artikels stk. 1 nævnte stater.
3. Denne konvention udelukker ikke retsforfølgning i
overensstemmelse med national ret.
Artikel 6
1. Enhver deltagende stat på hvis territorium, der
befinder sig en person, der påstås at have begået en forbrydelse som nævnt i
artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige
foranstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse, når den,
efter en undersøgelse af tilgængelige oplysninger, finder, at
omstændighederne berettiger hertil. Forvaring og andre retsmidler skal
foretages som foreskrevet i statens lovgivning, men må kun fortsættes så
længe, det er nødvendigt for at muliggøre iværksættelse af strafferetlig
retsforfølgning eller udleveringsprocedure.
2. En sådan stat skal øjeblikkelig foretage en
foreløbig undersøgelse af de faktiske forhold.
3. Enhver person, som er i forvaring i
overensstemmelse med denne artikels stk. 1, skal have bistand til
øjeblikkelig at komme i kontakt med den nærmeste behørige repræsentant for
den stat, hvori han er statsborger, eller, hvis han er statsløs, med
repræsentanten for den stat, hvor han sædvanligvis opholder sig.
4. Når en stat i overensstemmelse med denne artikel
har taget en person i forvaring, skal den øjeblikkelig meddele de stater, der
er nævnt i artikel 5, stk. 1, at en sådan person er taget i forvaring og om
de omstændigheder, der begrunder hans frihedsberøvelse. Den stat, der
foretager den indledende undersøgelse, som er omtalt i denne artikels stk. 2,
skal øjeblikkelig meddele resultaterne til de omtalte stater og skal
tilkendegive, om den har til hensigt at udøve jurisdiktion.
Artikel 7
1. Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der
befinder sig en person, som påstås at have begået en overtrædelse som nævnt i
artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte tilfælde overgive sagen til sine
kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, medmindre den
udleverer ham.
2. Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme
måde som i tilfælde af en almindelig overtrædelse af alvorlig karakter ifølge
den pågældende stats lovgivning. I de i artikel 5, stk. 2, nævnte tilfælde
skal de beviskrav, der er påkrævet for retsforfølgning og domsfældelse, på
ingen måde være mindre strenge end de, der gælder i de tilfælde, der er nævnt
i artikel 5, stk. 1.
3. Enhver person, mod hvem der er indledt
retsforfølgning i forbindelse med de overtrædelser, der er omtalt i artikel
4, skal sikres en retfærdig behandling gennem hele retsforfølgningen.
Artikel 8
1. De overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, skal
anses for at være omfattet af bestemmelserne om udlevering i enhver
udleveringsaftale mellem de deltagende stater. De deltagende stater
forpligter sig til at inddrage sådanne overtrædelser under bestemmelserne om
udlevering i enhver udleveringsaftale, der måtte blive indgået mellem dem.
2. Hvis en deltagende stat, som gør udlevering
betinget af en aftale, modtager en anmodning om udlevering fra en anden
deltagende stat med hvilken den ikke har nogen udleveringsaftale, kan den
anse denne konvention som retligt grundlag for udlevering for sådanne
overtrædelser. Udlevering sker under iagttagelse af de andre betingelser, der
er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
3. De deltagende stater, der ikke gør udlevering
betinget af en aftale, skal anerkende sådanne overtrædelser som
overtrædelser, der hjemler udlevering mellem dem, under iagttagelse af de
betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
4. Sådanne overtrædelser skal behandles med henblik på
udlevering mellem de deltagende stater, som om de er blevet begået ikke alene
på det sted, hvor de er sket, men også på de staters territorium, som skal
indrette deres jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.
Artikel 9
1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig
bistand i forbindelse med strafforfølgning, med hensyn til nogen af de
overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, herunder tilvejebringelse af alle de
beviser, der er til deres rådighed og nødvendige for retsforfølgningen.
2. De deltagende stater skal opfylde deres
forpligtelser ifølge denne artikels stk. 1 i overensstemmelse med enhver
traktat om gensidig retlig bistand, der måtte bestå imellem dem.
Artikel 10
1. Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning
og oplysning vedrørende forbudet mod tortur indgår i undervisning og træning
af civilt eller militært retshåndhævelsespersonale, lægeligt personale,
offentligt ansatte og andre personer, som måtte være involveret i forvaring,
forhør eller behandling af enhver person, som er underkastet enhver form for
anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling.
2. Enhver i denne konvention deltagende stat skal
medtage dette forbud i de regler eller retningslinjer, der er udstedt med
henblik på sådanne personers pligter og funktioner.
Artikel 11
Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå regler
vedrørende forhør, retningslinjer, metoder og praksis såvel som
foranstaltninger vedrørende forvaring og behandling af personer, som er
underkastet nogen form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling på
ethvert territorium under dens jurisdiktion med henblik på at forebygge noget
tilfælde af tortur.
Artikel 12
Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt
iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig
grund til at antage, at en torturhandling er begået på noget territorium
under dens jurisdiktion.
Artikel 13
Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver person, som hævder, at han
har været underkastet tortur på noget territorium under dens jurisdiktion,
har ret til at klage til og få sin sag undersøgt hurtigt og upartisk af dens
kompetente myndigheder. Der skal tages skridt til at sikre, at klageren og
vidnerne beskyttes mod enhver mishandling eller trussel som følge af klagen
eller en afgivet vidneforklaring.
Artikel 14
1. Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre,
at et offer for en torturhandling opnår oprejsning og har en eksegibel ret
til rimelig og tilstrækkelig erstatning og herunder midler til en så
fuldstændig rehabilitering som mulig. I tilfælde af et offers død som følge
af en torturhandling, skal de, som han har forsørgerpligt overfor, være
berettiget til erstatning.
2. Intet i denne artikel skal påvirke nogen ret til
erstatning, der måtte tilkomme offeret eller andre personer ifølge national
lovgivning.
Artikel 15
Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er
fastslået, at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan påberåbes som
bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er tiltalt for tortur, som
bevis for, at udtalelsen er afgivet.
Artikel 16
1. Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium
under sin jurisdiktion påtage sig at forhindre andre handlinger, som
indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er
foretaget af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person,
der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller
indvilligelse. I særdeleshed skal de forpligtelser, der er indeholdt i
artiklerne 10, 11, 12 og 13 anvendes således, at henvisninger til andre
former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
træder i stedet for henvisninger til tortur.
2. Forholdsreglerne i denne konvention er uden
præjudicerende virkning for bestemmelserne i noget andet folkeretligt
instrument eller national lovgivning, der forbyder grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf, eller som vedrører udlevering eller
udvisning.
KAPITEL II
Artikel 17
1. Der oprettes en komite mod tortur (i det følgende
betegnet Komiteen), der skal varetage de nedenfor fastsatte opgaver. Komiteen
skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse, som har sagkundskab med
hensyn til menneskerettigheder. De skal virke i deres personlige egenskab.
Eksperterne vælges af de deltagende stater, under hensyntagen til ligelig
geografisk fordeling og til fordelen ved at nogle af medlemmerne har juridisk
erfaring.
2. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning
på grundlag af en fortegnelse over personer, der er indstillet af de
deltagende stater. Enhver deltagende stat kan indstille en person, der er
statsborger i den pågældende stat. De deltagende stater skal være opmærksomme
på fordelen ved at indstille personer, der også er medlemmer af
Menneskerettighedskomiteen, der er oprettet under den internationale
konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og som er villige til at
virke i Komiteen mod Tortur.
3. Valg af Komiteens medlemmer finder sted hvert andet
år på et af De forenede Nationers Generalsekretær indkaldt møde mellem de
deltagende stater. Ved disse møder, der for at være beslutningsdygtige kræver
deltagelse af to tredjedele af de deltagende stater, indvælges i Komiteen de
personer, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der
afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for
deltagerstaterne.
4. Det første valg finder sted senest seks måneder
efter denne konventions ikrafttrædelsesdato. Mindst fire måneder før
tidspunktet for hvert valg, skal De forenede Nationers Generalsekretær sende
et brev til de deltagende stater og opfordre dem til inden tre måneder at
indstille kandidater til Komiteen. Generalsekretæren udarbejder en alfabetisk
fortegnelse over samtlige således indstillede personer med angivelse af de
deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til de
deltagende stater.
5. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire
år. De kan genvælges, såfremt de genindstilles. Funktionstiden for fem af de
medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber dog efter to års forløb;
straks efter første valg udpeges disse fem medlemmer ved lodtrækning
foretaget af formanden for det i denne artikels stk. 3 nævnte møde.
6. Hvis et medlem af Komiteen dør eller træder tilbage
eller af nogen anden grund ikke længere kan udføre sine forpligtelser i
Komiteen, udpeger den deltagende stat, som indstillede ham, en anden ekspert
blandt sine statsborgere til at virke for den resterende del af perioden, med
forbehold af godkendelse af flertallet af de deltagende stater. Godkendelsen
skal betragtes som givet, medmindre halvdelen eller derover af de deltagende
stater svarer benægtende inden seks uger efter at have modtaget meddelelse
fra De forenede Nationers Generalsekretær om den foreslåede udnævnelse.
7. De deltagende stater dækker Komiteens medlemmers
udgifter under udførelse af deres virksomhed for Komiteen.
Artikel 18
1. Komiteen vælger personer til at beklæde
tillidsposter for en periode på to år. De kan genvælges.
2. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden, som
dog skal indeholde bestemmelser bl.a. om at:
a) Komiteen er beslutningsdygtig, når seks medlemmer er til stede; b)
Komiteens beslutninger skal træffes med et flertal af de tilstedeværende
medlemmers stemmer.
3. De forenede Nationers Generalsekretær stiller
personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for Komiteen i det omfang, det
er nødvendigt, for at Komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i henhold
til denne konvention.
4. De forenede Nationers Generalsekretær indkalder
komiteen til det første møde. Senere møder afholdes på sådanne tidspunkter,
som fastsættes i Komiteens forretningsorden.
5. De deltagende stater afholder de udgifter, der
opstår i forbindelse med afholdelse af de deltagende staters og Komiteens
møder, herunder godtgørelse af De forenede Nationer for enhver udgift, så som
omkostninger til personale og øvrige hjælpemidler, som De forenede Nationer
pådrager sig ifølge stk. 3.
Artikel 19
1. De deltagende stater afgiver gennem De forenede
Nationers Generalsekretær beretninger til Komiteen om de foranstaltninger, de
har truffet for at gennemføre deres forpligtelser ifølge konventionen, inden
et år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat. Herefter
afgiver de deltagende stater supplerende beretninger hvert fjerde år om hver
ny foranstaltning, der er truffet, samt sådanne andre beretninger, som
Komiteen måtte udbede sig.
2. De forenede Nationers Generalsekretær fremsender
beretningerne til alle de deltagende stater.
3. Komiteen behandler hver enkelt beretning og kan
fremkomme med sådanne generelle bemærkninger til beretningen, som den måtte
anse for passende, og fremsender disse til den pågældende deltagende stat.
Den deltagende stat kan svare Komiteen med sådanne bemærkninger, som den
måtte ønske.
4. Komiteen kan, efter eget skøn, beslutte at medtage
enhver bemærkning den er fremkommet med i henhold til denne artikels stk. 3
sammen med de bemærkninger, der er modtaget fra den pågældende stat, i sin
årlige beretning i henhold til artikel 24. Komiteen kan også medtage en kopi
af den i henhold til denne artikels stk. 1 afgivne beretning, hvis den
pågældende stat anmoder herom.
Artikel 20
1. Hvis Komiteen modtager pålidelige oplysninger, som
synes at indeholde velbegrundede tilkendegivelser om, at tortur anvendes
systematisk på en deltagende stats territorium, opfordrer Komiteen den
deltagende stat til at samarbejde ved undersøgelsen af oplysningerne og med
henblik herpå at fremsende bemærkninger med hensyn til de pågældende
oplysninger.
2. Idet Komiteen tager hensyn til enhver bemærkning,
som er afgivet af den pågældende stat, såvel som enhver anden relevant
forhåndenværende oplysning, kan den, hvis den beslutter, at det er
berettiget, udpege en eller flere af sine medlemmer til at foretage en
fortrolig undersøgelse og rapportere til Komiteen herom omgående.
3. Hvis der foretages en undersøgelse i henhold til
denne artikels stk. 2, skal Komiteen søge at opnå den pågældende stats
samarbejde. Efter aftale med den deltagende stat kan en sådan undersøgelse
omfatte et besøg til dens territorium.
4. Efter en gennemgang af resultatet af medlemmets
eller medlemmernes undersøgelse i henhold til denne artikels stk. 2
videresender Komiteen disse resultater til den pågældende deltagende stat
sammen med enhver bemærkning eller ethvert forslag, som synes passende i
situationen.
5. Alle Komiteens skridt i medfør af denne artikels
stk. 1 til 4 er fortrolige, og samarbejde med den deltagende stat skal søges
på ethvert trin i sagen. Efter at proceduren med henblik på en undersøgelse i
henhold til stk. 2 er blevet tilendebragt, kan Komiteen efter rådslagning med
den pågældende deltagende stat beslutte at medtage en kortfattet redegørelse
for udfaldet af bestræbelserne i sin årlige rapport afgivet i henhold til
artikel 24.
Artikel 21
1. En i denne konvention deltagende stat kan når som
helst erklære i henhold til denne artikel, at den anerkender Komiteens
kompetence til at modtage og behandle henvendelser, hvorved en deltagerstat
gør gældende, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine forpligtelser i
henhold til denne konvention. Sådanne henvendelser kan kun modtages og
behandles ifølge reglerne i denne artikel, hvis de hidrører fra en
deltagerstat, som har afgivet en erklæring om, at den for sit vedkommende
anerkender Komiteens kompetence. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse
i henhold til denne artikel, der vedrører en deltagerstat, som ikke har
afgivet en sådan erklæring. Henvendelser, der modtages i henhold til denne
artikel, behandles i overensstemmelse med følgende regler:
a) Hvis en deltagende stat finder, at en anden deltagerstat ikke opfylder
bestemmelserne i denne konvention, kan den ved skriftlig henvendelse gøre den
anden deltagerstat opmærksom herpå. Inden tre måneder efter modtagelsen af
henvendelsen skal den modtagende stat give den stat, som har fremsendt
henvendelsen, en redegørelse eller anden skriftlig udtalelse, der belyser
sagen, og som i det omfang det er muligt og sagen vedkommende, angiver de
interne regler og retsmidler, som har været anvendt, som er under anvendelse,
eller som vil kunne anvendes i sagen.
b) Såfremt sagen ikke er bilagt til begge staters tilfredshed inden seks
måneder efter, at den modtagende stat har modtaget den oprindelige
henvendelse, har hver af staterne ret til at indbringe sagen for Komiteen ved
meddelelse til denne samt til den anden stat.
c) Komiteen må først behandle en sag, der er indbragt for den ifølge
denne artikel, når den har sikret sig, at alle de retsmidler, der er til
rådighed i den pågældende stat, er anvendt og udtømt i overensstemmelse med
de i folkeretten almindeligt anerkendte principper. Dette gælder ikke, hvor
anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag, eller hvor det er
usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den person, som er
offer for krænkelse af denne konvention.
d) Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler
henvendelser i henhold til denne artikel.
e) Med forbehold af bestemmelserne i pkt. c) skal Komiteen tilbyde de
pågældende deltagerstater sin bistand med henblik på en mindelig løsning af
sagen på grundlag af respekt for de forpligtelser, der er foreskrevet i denne
konvention. Til dette formål kan Komiteen, når det er belejligt, nedsætte en
ad hoc mæglingskommission.
f) I enhver sag, der indbringes for Komiteen i henhold til denne artikel,
kan denne anmode de i pkt. b) omhandlede deltagerstater om at tilvejebringe
enhver oplysning af betydning for sagen.
g) De i pkt. b) omhandlede deltagerstater har ret til at lade sig
repræsentere, når sagen behandles i Komiteen og til at fremkomme med
mundtlige og/eller skriftlige indlæg.
h) Komiteen afgiver inden for tolv måneder efter datoen for modtagelsen
af en meddelelse i henhold til pkt. b), beretning:
i) hvis der er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt. e),
begrænser Komiteen sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske
omstændigheder og den opnåede løsning.
ii) Hvis der ikke er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt. e),
begrænser Komiteen sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske
omstændigheder; de skriftlige indlæg samt en gengivelse af de pågældende
deltagerstaters mundtlige indlæg vedlægges beretningen.
Beretningen fremsendes i alle tilfælde til de pågældende deltagerstater.
2. Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når
fem af de i denne konvention deltagende stater har afgivet erklæring i
henhold til denne artikels stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af
deltagerstaterne hos De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender
genparter deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst
trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekretæren. En sådan
tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse
allerede er sket i henhold til denne artikel. Efter at meddelelse om
erklæringens tilbagetrækning er modtaget af Generalsekretæren, må yderligere
henvendelser ikke modtages fra nogen deltagerstat, medmindre den pågældende
deltagerstat har afgivet en ny erklæring.
Artikel 22
1. En i denne konvention deltagende stat kan når som
helst erklære i henhold til denne artikel, at den anerkender Komiteens
kompetence til at modtage og behandle henvendelser fra eller på vegne af
enkeltpersoner, der er undergivet dens jurisdiktion, og som hævder at være
ofre for en deltagerstats krænkelser af bestemmelser i konventionen. Komiteen
må ikke behandle nogen henvendelse, der vedrører en deltagerstat, som ikke
har afgivet en sådan erklæring.
2. Komiteen skal afvise enhver henvendelse i henhold
til denne artikel, som er anonym, eller som Komiteen anser for at være
misbrug af retten til at foretage sådanne henvendelser eller for at være
uforenelig med konventionens bestemmelser.
3. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 skal
Komiteen gøre den deltagende stat, som har afgivet en erklæring i henhold til
stk. 1, og som hævdes at krænke nogen bestemmelse i konventionen, bekendt med
enhver henvendelse, som Komiteen modtager i henhold til denne artikel. Inden
seks måneder skal den modtagende stat tilstille Komiteen en skriftlig
redegørelse eller udtalelse, som belyser sagen og angiver de eventuelle
foranstaltninger, staten måtte have truffet.
4. Komiteen skal behandle henvendelser, der er
modtaget i henhold til denne artikel i lyset af alle de oplysninger, der er
stillet til dens rådighed af eller på vegne af klageren og af den pågældende
stat.
5. Komiteen må ikke behandle en henvendelse modtaget
fra en enkeltperson i henhold til denne artikel, medmindre den har sikret sig
at:
a) den samme sag ikke har været eller er genstand for behandling efter
andre regler om international undersøgelse eller bilæggelse;
b) den pågældende har udtømt alle de nationale retsmidler, der står til
rådighed. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker
urimeligt i langdrag, eller hvor det er usandsynligt, at de vil give en
effektiv afhjælpning for den person, der er offer for krænkelse af denne
konvention.
6. Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den
behandler henvendelser i henhold til denne artikel.
7. Komiteen underretter den pågældende deltagerstat og
klageren om sine synspunkter.
8. Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når
fem af de i denne konvention deltagende stater har afgivet erklæring i
henhold til denne artikels stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af
deltagerstaterne hos De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender
genparter deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst
trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekretæren. En sådan
tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse
allerede er sket i henhold til denne artikel. Efter at meddelelsen om
erklæringens tilbagetrækning er modtaget af Generalsekretæren, må yderligere
henvendelser ikke modtages fra eller for nogen enkeltperson i henhold til
denne artikel, medmindre den pågældende deltagerstat har afgivet en ny
erklæring.
Artikel 23
Medlemmerne af Komiteen og af de ad hoc mæglingskommissioner, der måtte
blive nedsat i henhold til artikel 21, stk. 1, pkt. e), er berettigede til de
samme lettelser, rettigheder og immuniteter, som tilkommer De forenede
Nationers udsendte eksperter i henhold til herom gældende bestemmelser i
konventionen om De forenede Nationers rettigheder og immuniteter.
Artikel 24
Komiteen afgiver en årlig beretning om sine aktiviteter i henhold til
denne konvention til deltagerstaterne og til De forenede Nationers
Generalforsamling.
AFSNIT III
Artikel 25
1. Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.
2. Denne konvention skal ratificeres.
Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De forenede Nationers
Generalsekretær.
Artikel 26
Denne konvention kan tiltrædes af alle stater. Tiltrædelse sker ved
deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers
Generalsekretær.
Artikel 27
1. Denne konvention træder i kraft den tredivte dag
efter datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers Generalsekretær.
2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder
denne konvention efter deponeringen af det tyvende ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter
deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 28
1. Enhver stat kan, ved tidspunktet for undertegnelse
eller ratifikation af denne konvention eller tiltrædelse af den, erklære, at
den ikke anerkender Komiteens kompetence som foreskrevet i art. 20.
2. Enhver deltagende stat, der har taget forbehold i
overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan når som helst trække sit
forbehold tilbage ved meddelelse til De forenede Nationers Generalsekretær.
Artikel 29
1. Enhver i denne konvention deltagende stat kan
stille ændringsforslag og indsende det til De forenede Nationers
Generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter give meddelelse om den
foreslåede ændring til de deltagende stater med anmodning om at blive
underrettet, såfremt deltagerstaterne ønsker en konference med det formål at
behandle og stemme om forslaget. Hvis mindst en tredjedel af deltagerstaterne
inden fire måneder efter datoen for en sådan meddelelse ønsker en sådan
konference, skal Generalsekretæren sammenkalde konferencen under De forenede
Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages af et flertal af de stater,
der er til stede og afgiver deres stemme ved konferencen, fremsendes af
Generalsekretæren til alle deltagende stater til godkendelse.
2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse
med denne artikels stk. 1, træder i kraft, når to tredjedele af de deltagende
stater i denne konvention har meddelt De forenede Nationers Generalsekretær,
at de har godkendt det i overensstemmelse med deres respektive forfatninger.
3. Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de
deltagende stater, som har godkendt dem, medens de øvrige deltagende stater
stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidligere
ændringer, som de har godkendt.
Artikel 30
1. Enhver tvist mellem to eller flere deltagende
stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som
ikke kan bilægges ved forhandling, skal på begæring af en af parterne
overgives til voldgift. Hvis parterne ikke inden seks måneder fra datoen for
begæringen om voldgift kan opnå enighed om foranstaltning af voldgift, kan
enhver af disse parter henvise tvisten til Den internationale Domstol ved
anmodning i overensstemmelse med Domstolens statutter.
2. Enhver deltagende stat kan på tidspunktet for
undertegnelse eller ratifikation af denne konvention eller ved tiltrædelse af
den erklære, at den ikke betragter sig bundet af denne artikels stk. 1. De
andre deltagende stater er ikke bundet af stk. 1 i forhold til nogen stat,
som har taget et sådant forbehold.
3. Enhver deltagende stat der har taget forbehold i
overensstemmelse med denne artikels stk. 2, kan til enhver tid tilbagekalde
dette forbehold ved meddelelse herom til De forenede Nationers
Generalsekretær.
Artikel 31
1. En deltagende stat kan opsige denne konvention ved
en skriftlig meddelelse til De forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen
træder i kraft et år efter, at Generalsekretæren har modtaget meddelelsen.
2. En sådan opsigelse har ikke den virkning, at den
frigør den deltagende stat fra dens forpligtelser ifølge denne konvention med
hensyn til nogen handling eller undladelse, som indtræffer før den dato, hvor
opsigelsen træder i kraft. En opsigelse har heller ikke på nogen måde
indflydelse på den fortsatte behandling af nogen sag, som allerede er under
behandling i Komiteen forud for den dato, hvor opsigelsen træder i kraft.
3. Efter den dato, hvor den deltagende stats opsigelse
træder i kraft, skal Komiteen ikke påbegynde behandlingen af nogen ny sag
vedrørende denne stat.
Artikel 32
De forenede Nationers Generalsekretær underretter alle De forenede
Nationers medlemsstater og alle de stater, der har undertegnet denne
konvention eller tiltrådt den om følgende:
a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til
artiklerne 25 og 26;
b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 27,
samt datoen for enhver ændrings ikrafttræden i henhold til artikel 29;
c) opsigelser ifølge artikel 31.
Artikel 33
1. Denne konvention, hvis arabiske, engelske, franske,
kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, deponeres hos De
forenede Nationers Generalsekretær.
2. De forenede Nationers Generalsekretær skal
fremsende bekræftede genparter af denne konvention til samtlige stater.
Konventionen trådte i kraft den 26. juni 1987 for Danmark.
Udenrigsministeriet, den 23. oktober
1987
Uffe Ellemann-Jensen
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den valgfri protokol til FN-konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf Retsinformation · 19. februar 2004
- 1986 BSF 130 FORSLAG TIL OM DANMARKS RATIFIKATION AF FN-KONVENTIONEN AF 10. DECEMBER 1984 MOD TORTUR OG ANDEN GRUSOM, UMENNESKELIG ELLER NEDVÆRDIGENDE BEHANDLING ELLER STRAF Retsinformation · 21. maj 1988
- Bekendtgørelse af valgfri protokol af 18. december 2002 til FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf Retsinformation · 28. oktober 2009
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den valgfri protokol af 6. oktober 1999 til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder Retsinformation · 1. marts 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den valgfri protokol af 13. december 2006 til konventionen om rettigheder for personer med handicap Retsinformation · 27. februar 2014
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionen af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling og straf Retsinformation · 23. oktober 1996