Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling. (* 2)

BKI nr 54 af 07/07/1960Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet31. oktober 1960

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af

konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling. (* 2)

Ved kgl. resolution af 31. december 1955 har Danmark ratificeret

ovennævnte konvention, hvis franske og engelske tekst lyder som følger (den

spanske tekst udelades her):

KONVENTION OM STATSLØSE PERSONERS RETSSTILLING

Præambel.

De høje kontraherende parter er,

I betragtning af, at De forenede Nationers pagt og den af De

forenede Nationers plenarforsamling den 10. december 1948 vedtagne

verdenserklæring om menneskerettighederne har fastslået den grundsætning, at

mennesker uden forskel skal nyde fundamentale rettigheder og friheder,

I betragtning af, at De forenede Nationer ved flere lejligheder

har tilkendegivet sin dybe interesse for statsløse personer og bestræbt sig

for at sikre dem udøvelse i videst mulig udstrækning af disse grundlæggende

rettigheder og friheder,

I betragtning af, at kun sådanne statsløse personer, som tillige

er flygtninge, er omfattet af konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges

retsstilling, og at der findes talrige statsløse personer, på hvem denne

konvention ikke finder anvendelse,

I betragtning af, at det er ønskeligt ved en mellemfolkelig

overenskomst at ordne og forbedre statsløse personers retsstilling,

Blevet enige om følgende:

Kapitel I.

Almindelige bestemmelser.

Artikel 1.

Bestemmelse af udtrykket »statsløs person«.

1. For denne konventions vedkommende betyder udtrykket

»statsløs person« en person, som ingen stat i medfør af sin

lovgivning anser som sin statsborger.

Læs alt

2. Denne konvention skal ikke finde anvendelse på:

(i) personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra

andre organer eller institutioner under De forenede Nationer end De forenede

Nationers højkommissær for flygtninge, sålænge de nyder sådan beskyttelse

eller bistand;

(ii) personer, som af de kompetente myndigheder i det land, i hvilket de

har bosat sig, anerkendes som havende de rettigheder og pligter, der er

knyttet til besiddelse af statsborgerret i det pågældende land;

(iii) personer, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at de

(a) har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en

forbrydelse mod menneskeheden, således som disse forbrydelser er angivet i de

mellemfolkelige dokumenter, som er oprettet for at træffe forholdsregler mod

sådanne forbrydelser;

(b) har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor

bopælslandet, inden de fik adgang til dette;

(c) har gjort sig skyldige i handlinger, der er i strid med De forenede

Nationers mål og grundsætninger.

Artikel 2.

Almindelige forpligtelser.

Der påhviler enhver statsløs person forpligtelser overfor det land, i

hvilket han befinder sig, herunder navnlig pligt til at rette sig efter dets

love og bestemmelser såvel som efter forholdsregler truffet til opretholdelse

af den offentlige orden.

Artikel 3.

Forskelsfri behandling.

De kontraherende stater skal anvende denne konventions bestemmelser på

statsløse personer uden forskelsbehandling med hensyn til race, religion

eller oprindelsesland.

Artikel 4.

Religion.

De kontraherende stater skal tilstå statsløse personer indenfor deres

område en mindst ligeså gunstig behandling som den, der tilstås deres egne

statsborgere, i henseende til frihed til religionsudøvelse og til deres børns

religiøse opdragelse.

Artikel 5.

Rettigheder, tilstået uafhængigt af denne konvention.

Ingen bestemmelse i denne konvention skal anses at berøre nogen rettighed

eller fordel, tilstået statsløse personer af en kontraherende stat uafhængigt

af denne konvention.

Artikel 6.

Udtrykket »under samme forhold«.

For denne konventions vedkommende skal udtrykket »under samme

forhold« forstås således, at en person skal opfylde alle sådanne

betingelser (herunder dem, der angår varigheden af og betingelserne for

ophold eller bopæl), som han skulle have opfyldt for at nyde den pågældende

ret, såfremt han ikke havde været statsløs, undtagen for så vidt angår

betingelser, som efter deres natur ikke kan opfyldes af en statsløs person.

Artikel 7.

Fritagelse for gensidighed.

1. Bortset fra gunstige bestemmelser i denne

konvention skal en kontraherende stat indrømme statsløse personer samme

behandling som den, der indrømmes udlændinge i almindelighed.

2. Efter tre års bosættelse skal alle statsløse

personer inden for de kontraherende staters område være undtaget fra de i

lovgivningen opstillede gensidighedsbetingelser.

3. Hver kontraherende stat skal fortsat indrømme

statsløse personer de rettigheder og fordele, hvortil de allerede var

berettiget, uden at der forelå gensidighed, på dagen for denne konventions

ikrafttræden for den pågældende stats vedkommende.

4. De kontraherende stater skal velvilligt overveje

muligheden for, hvor gensidighed ikke foreligger, at indrømme statsløse

personer rettigheder og fordele udover sådanne, til hvilke de i medfør af

stk. 2 og 3 er berettiget, og for også at lade statsløse personer, som ikke

opfylder de i stk. 2 og 3 fastsatte vilkår, nyde undtagelse fra

gensidighedsbetingelser.

5. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder anvendelse

såvel på de i denne konventions artikler 13, 18, 19, 21 og 22 omhandlede

rettigheder og fordele som på rettigheder og fordele, der ikke er hjemlet ved

denne konvention.

Artikel 8.

Fritagelse for undtagelsesforanstaltninger.

De kontraherende stater vil ikke anvende undtagelsesforanstaltninger, som

i forhold til en fremmed stats borgere eller tidligere borgere måtte blive

truffet mod disses person, ejendom eller interesser, overfor en statsløs

person alene på grund af, at han tidligere har haft statsborgerret i den

pågældende fremmede stat. Kontraherende stater, som efter deres lovgivning

ikke kan anvende den i denne artikel fastsatte almindelige grundsætning, skal

i egnede tilfælde indrømme sådanne statsløse personer fritagelse fra

foranstaltninger af den omhandlede art.

Artikel 9.

Midlertidige foranstaltninger.

Intet i denne konvention skal være til hinder for, at en kontraherende

stat i krigstid eller under andre alvorlige og undtagelsesvis forekommende

forhold over for en bestemt person træffer midlertidige foranstaltninger, som

den anser af væsentlig betydning af hensyn til den nationale sikkerhed,

indtil det af den kontraherende stat kan afgøres, om vedkommende person

virkelig er statsløs, og om opretholdelsen af de pågældende foranstaltninger

for hans vedkommende er nødvendig af hensyn til den nationale sikkerhed.

Artikel 10.

Uafbrudt bopæl.

1. Er en statsløs person under den anden verdenskrig

med magt blevet bortflyttet og bragt til en kontraherende stats område, og er

han bosat der, skal varigheden af et sådant tvungent ophold medregnes som

lovlig bopæl inden for dette område.

2. Er en statsløs person under den anden verdenskrig

med magt blevet bortflyttet fra en kontraherende stats område, og er han

inden denne konventions ikrafttræden vendt tilbage dertil for at bosætte sig

der, skal tiden før og efter sådan tvungen bortflytning betragtes som een

sammenhængende periode i alle relationer, hvor uafbrudt bopæl er opstillet

som et krav.

Artikel 11.

Søfarende statsløse personer.

For statsløse personer, som er regelmæssigt beskæftiget som

besætningsmedlemmer om bord i et skib, der sejler under en kontraherende

stats flag, skal denne stat velvilligt overveje muligheden for at indrømme

dem adgang til bosættelse på sit område, og for at udstede rejsedokumenter

til dem eller for at give dem midlertidig adgang til sit område, navnlig med

henblik på at lette dem bosættelse i et andet land.

Kapital II.

Retlig status.

Artikel 12.

Personalstatut.

1. En statsløs persons personalstatut skal bestemmes

ved lovgivningen i det land, hvor han har sit hjemsted, eller, hvis han intet

hjemsted har, ved lovgivningen i det land, hvor han er bosat.

2. En kontraherende stat skal anerkende de af en

statsløs person tidligere erhvervede og af hans personalstatut bestemte

rettigheder, herunder særlig rettigheder knyttet til ægteskab, forudsat i

påkommende tilfælde, at de i denne stats lovgivning foreskrevne former er

iagttaget; det er dog en forudsætning, at den pågældende rettighed ville være

blevet anerkendt efter denne stats lovgivning, selv om den pågældende ikke

var blevet statsløs.

Artikel 13.

Løsøre og fast ejendom.

Med hensyn til erhvervelse af ejendomsret til rørlig og fast ejendom og

andre rettigheder vedrørende sådan ejendom samt lejemål og andre aftaler

vedrørende rørlig og fast ejendom skal de kontraherende stater tilstå en

statsløs person den gunstigst mulige behandling og i hvert fald en

behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der under samme forhold

indrømmes udlændinge i almindelighed.

Artikel 14.

Kunstnerisk og industriel ejendomsret.

Med hensyn til beskyttelse af industriel ejendomsret såsom retten til

opfindelser, mønstre, modeller, varemærker, firmanavne, og med hensyn til

beskyttelse af rettigheder vedrørende litterære, kunstneriske og

videnskabelige værker skal en statsløs person i det land, hvor han er fast

bosat, nyde samme beskyttelse som den, der ydes dette lands statsborgere.

Indenfor enhver anden kontraherende stats område skal han nyde samme

beskyttelse som den, der indenfor dette område ydes statsborgere i det land,

hvor han er fast bosat.

Artikel 15.

Foreningsret.

Med hensyn til upolitiske og ikke-erhvervsdrivende sammenslutninger og

fagforeninger skal de kontraherende stater indrømme statsløse personer, der

lovligt bor indenfor deres område, den gunstigst mulige behandling og i hvert

fald en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der under samme

forhold indrømmes udlændinge i almindelighed.

Artikel 16.

Adgang til domstolene.

1. En statsløs person skal inden for alle

kontraherende staters område have fri og uhindret adgang til domstolene.

2. En statsløs person skal i den kontraherende stat,

hvor han er fast bosat, nyde samme behandling som dennes statsborgere i

forhold, der vedrører adgangen til domstolene, herunder gratis retshjælp og

fritagelse for at stille sikkerhed for sagsomkostninger.

3. I andre lande end det, hvor en statsløs person er

fast bosat, skal der med hensyn til de i stk. 2 omhandlede forhold indrømmes

ham samme behandling som den, der indrømmes statsborgere i det land, hvor han

er fast bosat.

Kapitel III.

Erhvervsmæssig beskæftigelse.

Artikel 17.

Lønnet beskæftigelse.

1. Med hensyn til adgang til lønnet beskæftigelse skal

de kontraherende stater indrømme statsløse personer, der lovligt bor inden

for deres område, den gunstigst mulige behandling og i hvert fald en

behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der under samme forhold

indrømmes udlændinge i almindelighed.

2. De kontraherende stater skal i henseende til

adgangen til lønnet beskæftigelse tage under velvillig overvejelse at

ligestille alle statsløse personer med deres egne statsborgere, især for så

vidt angår statsløse personer, der har fået adgang til deres område i henhold

til arrangementer for tilvejebringelse af arbejdskraft eller som led i

indvandringsplaner.

Artikel 18.

Selvstændig virksomhed.

Med hensyn til adgang til for egen regning at udøve virksomhed inden for

landbrug, industri, håndværk og handel og til at stifte handels- og

industriselskaber skal de kontraherende stater indrømme statsløse personer,

der lovligt befinder sig inden for deres område, den gunstigst mulige

behandling og i hvert fald en behandling, der ikke er mindre gunstig end den,

der under samme forhold indrømmes udlændinge i almindelighed.

Artikel 19.

Liberale erhverv.

Hver kontraherende stat skal indrømme statsløse personer, som lovligt bor

inden for deres område, og som er i besiddelse af et af statens kompetente

myndigheder anerkendt diplom og ønsker at udøve et liberalt erhverv, den

gunstigst mulige behandling og i hvert fald en behandling, der ikke er mindre

gunstig end den, der under samme forhold indrømmes udlændinge i

almindelighed.

Kapitel IV.

Velfærdsforanstaltninger.

Artikel 20.

Rationering.

Hvor der består et rationeringssystem, som finder anvendelse på

befolkningen som helhed, og som regulerer den almindelige fordeling af

mangelvarer, skal der indrømmes statsløse personer samme behandling som egne

statsborgere.

Artikel 21.

Bolig.

I den udstrækning, hvori boligforhold ordnes ved love eller bestemmelser

eller er undergivet offentlige myndigheders kontrol, skal de kontraherende

stater indrømme statsløse personer, der lovligt bor inden for deres område,

den gunstigst mulige behandling og i hvert fald en behandling, der ikke er

mindre gunstig end den, der under samme forhold indrømmes udlændinge i

almindelighed.

Artikel 22.

Offentlig undervisning.

1. Med hensyn til elementær undervisning skal de

kontraherende stater indrømme statsløse personer samme behandling som den, er

tilkommer deres egne statsborgere.

2. Med hensyn til anden undervisning end elementær

undervisning og navnlig med hensyn til adgang til studier, anerkendelse af

eksamensbeviser, diplomer og akademiske grader fra udenlandske læreanstalter,

fritagelse for gebyrer og afgifter samt tildeling af stipendier skal de

kontraherende stater indrømme statsløse personer den gunstigst mulige

behandling og i hvert fald en behandling, der ikke er mindre gunstig end den,

der under samme forhold indrømmes udlændinge i almindelighed.

Artikel 23.

Offentlig understøttelse.

Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende

stater indrømme statsløse personer, der lovligt bor inden for deres område,

samme behandling som deres egne statsborgere.

Artikel 24.

Arbejderlovgivning og social tryghed.

1. De kontraherende stater skal indrømme statsløse

personer, der lovligt bor inden for deres område, samme behandling som deres

egne statsborgere, i følgende henseender:

(a) For så vidt disse forhold er ordnet ved love eller bestemmelser eller

er undergivet administrative myndigheders kontrol: lønninger, herunder

forsørgertillæg, hvor disse udgør en del af lønningen, arbejdstid,

overarbejde, ferie med løn, indskrænkninger vedrørende hjemmearbejde,

mindstealder for beskæftigelse, lærlingeforhold og faglig uddannelse,

kvinders og unge menneskers arbejde samt adgang til at nyde fordelene ved

kollektivaftaler;

(b) Social tryghed (lovbestemmelser vedrørende tilskadekomst under

arbejde, erhvervssygdomme, moderskab, sygdom, invaliditet, alderdom, død,

arbejdsløshed, forsørgelse af familie og enhver anden form for ansvar, som i

henhold til vedkommende lands love eller bestemmelser er led i en ordning til

gennemførelse af social tryghed), dog med forbehold af:

(i) særlige ordninger vedrørende bevarelse af erhvervede rettigheder

eller rettigheder under erhvervelse;

(ii) særlige ordninger i henhold til bopælslandets love eller

bestemmelser, som vedrører ydelser eller dele af ydelser, som alene udredes

af offentlige midler, eller som vedrører ydelser, der tilstås personer, som

ikke opfylder de for opnåelse af normal pension foreskrevne

bidragsbetingelser.

2. Er en statsløs person afgået ved døden som følge af

en ulykke indtruffet under hans arbejde eller af en erhvervssygdom, skal

retten til erstatning i anledning af hans død ikke berøres af, at den

erstatningsberettigede er bosat uden for den kontraherende stats område.

3. De kontraherende stater skal lade statsløse

personer nyde godt af de overenskomster, der er eller i fremtiden måtte blive

afsluttet mellem dem angående bevarelsen af sådanne rettigheder i henseende

til social tryghed, som er erhvervet eller er under erhvervelse, på samme

betingelser, som gælder for statsborgere i de stater, der har afsluttet de

pågældende overenskomster.

4. De kontraherende stater vil velvilligt overveje

spørgsmålet om såvidt muligt at lade statsløse personer nyde godt af lignende

overenskomster, som til enhver tid måtte være i kraft mellem de pågældende

kontraherende stater og ikke-kontraherende stater.

Kapitel V.

Administrative foranstaltninger.

Artikel 25.

Administrativ bistand.

1. I tilfælde, hvor en statsløs persons udøvelse af en

ret normalt ville kræve bistand fra udenlandske myndigheder, til hvilke han

ikke kan rette henvendelse, skal den kontraherende stat, inden for hvis

område han er bosat, drage omsorg for, at denne bistand ydes ham af dens egne

myndigheder.

2. Den eller de i stk. 1 omhandlede myndigheder skal

til statsløse personer udstede eller foranledige udstedt, under deres tilsyn,

sådanne dokumenter eller attester, som normalt udstedes til udlændinge af

eller gennem deres hjemlands myndigheder.

3. Således udstedte dokumenter eller attester skal

træde i stedet for de officielle dokumenter, som udstedes til udlændinge af

eller gennem deres hjemlands myndigheder, og skal nyde tiltro, medmindre der

foreligger bevisligheder, som afkræfter dem.

4. Med forbehold af sådanne fritagelser, som kan

indrømmes ubemidlede, skal det være tilladt at opkræve afgifter for de i

denne artikel omhandlede bistandsydelser, men sådanne afgifter skal være af

rimelig størrelse og svare til dem, som afkræves landets egne statsborgere

for tilsvarende ydelser.

5. Bestemmelserne i denne artikel udelukker ikke

anvendelsen af artiklerne 27 og 28.

Artikel 26.

Bevægelsesfrihed.

Hver kontraherende stat skal indrømme statsløse personer, der lovligt

befinder sig inden for dens område, ret til at vælge deres bopæl og til frit

at bevæge sig inden for dens område med forbehold af sådanne bestemmelser,

som under samme forhold måtte finde anvendelse på udlændinge i almindelighed.

Artikel 27.

Identitetspapirer.

De kontraherende stater skal udstede identitetspapirer til enhver statsløs

person inden for deres område, som ikke er i besiddelse af et gyldigt

rejsedokument.

Artikel 28.

Rejsedokumenter.

De kontraherende stater skal til statsløse personer, der lovligt bor inden

for deres område, udstede rejsedokumenter i det øjemed at sætte dem i stand

til at rejse uden for det pågældende område, medmindre tvingende hensyn til

den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet; på sådanne

dokumenter skal bestemmelserne i tillægget til denne konvention finde

anvendelse. De kontraherende stater kan udstede sådant rejsedokument til

enhver anden statsløs person inden for deres område; de skal navnlig

velvilligt overveje muligheden for at udstede sådant rejsedokument til

statsløse personer inden for deres område, som ikke er i stand til at opnå et

rejsedokument fra det land, i hvilket de har lovlig bopæl.

Artikel 29.

Offentlige afgifter.

1. De kontraherende stater må ikke pålægge statsløse

personer andre eller højere afgifter, gebyrer eller skatter af nogensomhelst

art end sådanne, som under tilsvarende forhold påhviler eller måtte blive

pålagt deres egne statsborgere.

2. Foranstående stykke skal ikke være til hinder for,

at love og bestemmelser vedrørende afgifter for udstedelse af administrative

dokumenter, herunder identitetspapirer, til udlændinge finder anvendelse på

statsløse personer.

Artikel 30.

Formueoverførsel.

1. Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse

med sine love og bestemmelser tillade statsløse personer at overføre

formueværdier, som de har indbragt til dens område, til et andet land, til

hvilket de har fået adgang med endelig bosættelse for øje.

2. Enhver kontraherende stat skal velvilligt overveje

ansøgninger fra statsløse personer om tilladelse til at overføre alle

formueværdier, hvor disse end måtte forefindes, som er nødvendige for deres

endelige bosættelse i et andet land, til hvilket de har fået adgang.

Artikel 31.

Udvisning.

1. De kontraherende stater må ikke udvise en statsløs

person, der lovligt befinder sig inden for deres område, undtagen af hensyn

til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden.

2. En sådan statsløs person må alene udvises på

grundlag af en afgørelse, der er truffet under iagttagelse af den ved

gældende lov foreskrevne formelle fremgangsmåde. Medmindre tvingende hensyn

til statens egen sikkerhed tilsiger andet, skal der gives den statsløse

person adgang til at fremlægge bevisligheder for at rense sig og i dette

øjemed at appellere til og lade give møde for vedkommende myndighed eller for

en eller flere af vedkommende myndighed særligt udpegede personer.

3. De kontraherende stater skal give en sådan statsløs

person en rimelig frist til at søge lovlig adgang til et andet land. De

kontraherende stater forbeholder sig retten til inden for dette tidsrum at

anvende sådanne interne foranstaltninger, som de måtte finde nødvendige.

Artikel 32.

Naturalisation.

De kontraherende stater skal såvidt muligt lette statsløse personers

optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde

bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og

nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved sagernes behandling til det

mindst mulige.

kapitel VI.

Slutbestemmelser.

Artikel 33.

Oplysning om national lovgivning.

De kontraherende stater skal til De forenede Nationers generalsekretær

fremsende de love og bestemmelser, som de måtte vedtage for at sikre

gennemførelsen af denne konvention.

Artikel 34.

Bilæggelse af tvistigheder.

Enhver tvist mellem deltagerne i denne konvention vedrørende dens

fortolkning eller anvendelse, som ikke kan bilægges ved andre midler, skal på

forlangende af en af parterne i tvisten henvises til Den mellemfolkelige

Domstol.

Artikel 35.

Undertegnelse, ratifikation og tiltrædelse.

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse i

De forenede Nationers hovedsæde til den 31. december 1955.

2. Den skal kunne undertegnes af

(a) enhver af De forenede Nationers medlemsstater;

(b) enhver anden stat, som har været indbudt til De forenede Nationers

konference om statsløse personers retsstilling;

(c) enhver stat, som af De forenede Nationers plenarforsamling måtte

blive opfordret til at undertegne eller tiltræde den.

3. Den skal ratificeres, og

ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers

generalsekretær.

4. Den skal kunne tiltrædes af de i denne artikels

stk. 2 omhandlede stater. Tiltrædelse sker ved deponering af et

tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 36.

Territorial anvendelse.

1. Enhver stat kan samtidig med undertegnelsen,

ratifikationen eller tiltrædelsen erklære, at denne konvention skal udvides

til at gælde for alle eller nogle af de områder, for hvis mellemfolkelige

forhold den er ansvarlig. En sådan erklæring bliver virksom, når konventionen

træder i kraft for den pågældende stats vedkommende.

2. På et hvilketsomhelst senere tidspunkt skal en

sådan udvidelse ske ved en til De forenede Nationers generalsekretær rettet

meddelelse og blive virksom fra og med den halvfemsindstyvende dag, efter at

meddelelsen er modtaget af De forenede Nationers generalsekretær, eller fra

og med den dag, da konventionen træder i kraft for den pågældende stats

vedkommende, såfremt denne dato er senere.

3. Med hensyn til de områder, til hvilke konventionen

ikke udvides samtidig med undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse, skal

hver af de pågældende stater overveje muligheden for at tage de nødvendige

skridt med henblik på at udvide konventionens anvendelse til sådanne områder,

alt under forbehold af samtykke fra de pågældende områders regeringer, hvor

et sådant samtykke af forfatningsmæssige grunde er nødvendigt.

Artikel 37.

Anvendelse på forbundsstater.

For forbundsstater eller stater, der ikke er enhedsstater, gælder følgende

bestemmelser:

(a) Med hensyn til de artikler i denne konvention, hvis gennemførelse

henhører under forbundets lovgivningsmagt, skal i den udstrækning, hvori

dette gælder, forbundsregeringens forpligtelser være de samme som dem, der

påhviler deltagere, der ikke er forbundsstater;

(b) Med hensyn til de artikler i denne konvention, hvis gennemførelse

henhører under lovgivningsmagten i de enkelte stater, provinser eller

kantoner, som ikke i henhold til forbundets forfatningssystem er forpligtet

til at træffe lovgivningsforanstaltninger, påhviler det forbundsregeringen på

det tidligst mulige tidspunkt med en velvillig anbefaling at bringe sådanne

artikler til de pågældende stats-, provins- eller kantonale myndigheders

kendskab;

(c) En forbundsstat, der er deltager i denne konvention, skal efter

begæring, fremsat gennem De forenede Nationers generalsekretær af enhver

anden kontraherende stat, fremkomme med en redegørelse om lovgivning og

praksis i forbundet og i de enheder, hvoraf det består, vedrørende en

hvilkensomhelst bestemmelse i konventionen, af hvilken redegørelse fremgår, i

hvilket omfang den pågældende bestemmelse er gennemført ved lovgivning eller

på anden måde.

Artikel 38.

Forbehold.

1. Enhver stat kan samtidig med undertegnelse,

ratifikation eller tiltrædelse tage forbehold over for konventionens

artikler, undtagen for så vidt angår artiklerne 1, 3, 4, 16 (1) og 33 til 42.

2. Enhver stat, som tager forbehold i overensstemmelse

med denne artikels stk. 1, kan når som helst tilbagekalde forbeholdet ved en

meddelelse herom til De forende Nationers generalsekretær.

Artikel 39.

ikrafttrædelse.

1. Denne konvention skal træde i kraft på den

halvfemsindstyvende dag efter deponeringen af det sjette ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder

konventionen, efter at det sjette ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument

er deponeret, skal konventionen træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag

efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 40.

Opsigelse.

1. Enhver kontraherende stat kan når som helst opsige

denne konvention ved en til De forenede Nationers generalsekretær rettet

meddelelse.

2. En sådan opsigelse skal blive virksom for den

pågældende kontraherende stat eet år efter den dag, på hvilken den blev

modtaget af De forenede Nationers generalsekretær.

3. Enhver stat, som har afgivet en erklæring eller

meddelelse i medfør af artikel 36, kan på et hvilket som helst senere

tidspunkt ved en meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær

erklære, at konventionen skal ophøre på det pågældende område eet år efter

den dag, på hvilken meddelelsen modtages af generalsekretæren.

Artikel 41.

Revision.

1. Enhver kontraherende stat kan når som helst ved en

til De forenede Nationers generalsekretær rettet meddelelse anmode om

revision af denne konvention.

2. De forenede Nationers plenarforsamling skal i givet

fald anbefale de skridt, der måtte være at tage i anledning af en sådan

anmodning.

Artikel 42.

Meddelelser fra De forenede Nationers generalsekretær.

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle medlemmer af De

forenede Nationer og de i artikel 35 omhandlede ikke-medlemsstater om:

(a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel

35;

(b) erklæringer og meddelelser i henhold til artikel 36;

(c) forbehold og tilbagekaldelser i henhold til artikel 38;

(d) datoen, på hvilken denne konvention i henhold til artikel 39 træder i

kraft;

(e) opsigelser og meddelelser i henhold til artikel 40;

(f) anmodninger om revision i hanhold til artikel 41.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, behørigt

befuldmægtigede, undertegnet denne konvention på deres respektive regeringers

vegne.

Udfærdiget i New York den otteogtyvende september 1954 i et enkelt

eksemplar, hvis engelske, franske og spanske tekster skal have samme

gyldighed, og som skal forblive deponeret i De forenede Nationers arkiv, og

hvoraf bekræftede kopier skal tilstilles alle medlemmer af De forenede

Nationer og de i artikel 35 omhandlede ikkemedlemsstater.

Tillæg.

§ 1

1. Det i denne konventions artikel 28 omhandlede

rejsedokument skal angive, at indehaveren er en statsløs person i den i

konventionen af 28. september 1954 angivne betydning.

2. Dokumentet skal udfærdiges på mindst to sprog,

hvoraf det ene skal være engelsk eller fransk.

3. De kontraherende stater vil overveje det ønskelige

i at anvende den her vedføjede formular til et rejsedokument.

§ 2

Med forbehold af de i udstedelseslandet gældende forskrifter skal børn

kunne optages i det for en af forældrene eller under ganske særlige

omstændigheder i det for en anden voksen person udstedte rejsedokument.

§ 3

De afgifter, som pålægges for udstedelse af dokumentet, må ikke overstige

den laveste afgiftssats for udstedelse af nationalitetspas.

§ 4

Bortset fra særlige tilfælde eller undtagelsestilfælde skal dokumentet

være gyldigt for det størst mulige antal lande.

§ 5

Dokumentet skal være gyldigt i mindst tre måneder og i højst to år.

§ 6

1. Fornyelse af dokumentet eller forlængelse af dets

gyldighed tilkommer den udstedende myndighed, sålænge indehaveren ikke

lovligt har bosat sig indenfor et andet område og lovligt er bosat inden for

nævnte myndigheds område. Udstedelse af et nyt dokument tilkommer under samme

betingelser den myndighed, som har udstedt det tidligere dokument.

2. Diplomatiske eller konsulære myndigheder kan

bemyndiges til at forlænge gyldigheden af de af deres regeringer udstedte

rejsedokumenter for et tidsrum af ikke over seks måneder.

3. De kontraherende stater skal velvilligt overveje

spørgsmålet om fornyelse eller forlængelse af rejsedokumenters gyldighed

eller om udstedelse af nye dokumenter til statsløse personer, som ikke

længere lovligt er bosat inden for deres område, men som er ude af stand til

at opnå et rejsedokument fra det land, i hvilket de har deres lovlige bopæl.

§ 7

De kontraherende stater skal anerkende gyldigheden af de dokumenter, der

er udstedt i henhold til denne konventions artikel 28.

§ 8

De kompetente myndigheder i det land, hvortil en statsløs person ønsker at

begive sig, skal, hvis de er villige til at give ham adgang, forsyne hans

rejsedokument med visum, hvis et sådant er påkrævet.

§ 9

1. De kontraherende stater påtager sig at meddele

gennemrejsevisa til statsløse personer, som har opnået visum til et område,

der er deres endelige bestemmelsessted.

2. Meddelelse af sådanne visa kan nægtes af grunde,

som ville berettige nægtelse af visum til enhver udlænding.

§ 10

Afgifterne for meddelelse af udrejse-, indrejse- eller gennemrejsevisa må

ikke overstige den laveste afgiftssats for visering af udenlandske pas.

§ 11

Når en statsløs person lovligt har bosat sig inden for en anden

kontraherende stats område, skal ansvaret for udstedelsen af et nyt dokument

i henhold til bestemmelserne i artikel 28 og under de der angivne vilkår

påhvile dette områdes kompetente myndighed, til hvilken den statsløse person

skal have ret til at indgive sin ansøgning.

§ 12

Den myndighed, der udsteder et nyt dokument, skal inddrage det gamle

dokument og sende det tilbage til det land, der har udstedt det, såfremt det

i dokumentet er angivet, at sådan tilbagesendelse skal ske; i modsat fald

skal den inddrage og annullere dokumentet.

§ 13

1. Et i henhold til denne konventions artikel 28

udstedt rejsedokument skal, medmindre det modsatte deri er anført, berettige

indehaveren til på et hvilket som helst tidspunkt inden for dokumentets

gyldighedstid at genindrejse til den udstedende stats område. Det tidsrum,

inden for hvilket indehaveren kan genindrejse til det land, som har udstedt

dokumentet, må i intet tilfælde være kortere end tre måneder, medmindre det

land, til hvilket den statsløse person agter at begive sig, giver afkald på,

at rejsedokumentet giver adgang til genindrejse.

2. med forbehold af bestemmelserne i foregående stykke

kan en kontraherende stat forlange, at dokumentets indehaver opfylder de

formaliteter, som måtte være foreskrevet med hensyn til udrejse fra eller

genindrejse i dens område.

§ 14

Alene med forbehold af reglerne i § 13 skal bestemmelserne i dette tillæg

ikke på nogen måde berøre de ved love og forordninger fastsatte betingelser

vedrørende adgang til, gennemrejse gennem, ophold og bosættelse i og udrejse

fra de kontraherende staters områder.

§ 15

Hverken udstedelsen af dokumentet eller de deri foretagne påtegninger er

afgørende for eller berører indehaverens retsstilling, navnlig for så vidt

angår statsborgerforholdet.

§ 16

Udstedelsen af dokumentet giver ikke indehaveren nogen som helst ret til

at nyde beskyttelse fra udstedelseslandets diplomatiske eller konsulære

myndigheder og hjemler ikke i sig selv disse myndigheder nogen ret til at

udøve beskyttelse.

FORMULAR TIL REJSEDOKUMENT

Det anbefales, at dokumentet udfærdiges i form af et hefte (ca. 15 X 10

centimeter), at det trykkes således, at enhver radering eller rettelse med

kemiske eller andre midler let kan opdages, og at gentage ordene

»Konventionen af 28. september 1954« på hver side på

udstedelseslandets sprog.

---------------------------------------------------------------------

(Omslag)

REJSEDOKUMENT

(Konvention af 28. september 1954)

---------------------------------------------------------------------

(1)

Nr. ........

REJSEDOKUMENT

(Konvention af 28. september 1954)

Dette dokument er gyldigt indtil den ..............., medmindre det

forlænges eller fornyes.

Navn ................................................................

Fornavn(e) ..........................................................

Ledsaget af ........................... barn (børn).

1. Dette dokument er alene udstedt for at forsyne

indehaveren med en rejselegitimation, som kan anvendes i stedet for

nationalitetspas. Dokumentet tager ikke stilling til og berører ikke på nogen

måde indehaverens statsborgerforhold.

2. Indehaveren er berettiget til at vende tilbage til

........... (her anføres udstedelseslandet) indtil den .............,

medmindre en senere dato er anført herefter. (Tidsrummet, inden for hvilket

indehaveren er berettiget til at vende tilbage, må ikke være kortere end 3

måneder, medmindre det land, til hvilket indehaveren agter at rejse, giver

afkald på, at rejsedokumentet berettiger til genindrejse).

3. Såfremt indehaveren bosætter sig i et andet land

end det, der har udstedt nærværende rejsedokument, skal han, hvis han påny

ønsker at rejse, ansøge myndighederne i bosættelseslandet om udstedelse af

nyt rejsedokument. (Den myndighed, som udsteder det nye rejsedokument, skal

inddrage det gamle rejsedokument og tilbagesende det til den udstedende

myndighed)(* 1).

(Dette dokument indeholder 32 sider foruden omslaget)

---------------------------------------------------------------------

(2)

Fødested og fødselsdato .............................................

Stilling ............................................................

Nuværende bopæl .....................................................

*) Hustrus pigenavn og fornavn(e)....................................

*) Ægtemands navn og fornavn(e)......................................

Signalement.

Højde ...............................

Hår .................................

Øjenfarve ...........................

Næse ................................

Ansigtsform .........................

Hudfarve ............................

Særlige kendetegn ...................

Indehaveren ledsages af følgende børn:

Navn Fornavn(e) Fødested og Fødselsdato Køn

......... ............... .......................... ........

......... ............... .......................... ........

......... ............... .......................... ........

......... ............... .......................... ........

* Det ikke benyttede udstreges.

(Dette dokument indeholder 32 sider foruden omslaget)

---------------------------------------------------------------------

(3)

Indehaverens fotografi og den udstedende myndigheds stempel. Indehaverens

fingeraftryk (hvor sådant kræves).

Indehaverens underskrift ............................................

(Dette dokument indeholder 32 sider foruden omslaget)

---------------------------------------------------------------------

(4)

1. Dette dokument er gyldigt for rejser til følgende

lande: ..................................................................

..................................................................

..................................................................

..................................................................

2. Dette dokument er udstedt på grundlag af følgende

bevisligheder:

..................................................................

..................................................................

.................................................................. Udstedt i

........................................................

Dato..............................................................

Den udstedende myndigheds un-

derskrift og stempel:

Erlagt afgift:

(Dette dokument indeholder 32 sider foruden omslaget)

---------------------------------------------------------------------

(5)

Forlængelse eller fornyelse af gyldigheden.

Erlagt afgift: Fra ....................

Til ....................

Udfærdiget i ...................... dato ............................

Den udstedende myndigheds underskrift og stempel:

--------------------

Forlængelse eller fornyelse af gyldigheden.

Erlagt afgift. Fra ....................

Til ....................

Udfærdiget i ..................... dato .............................

Den udstedende myndigheds underskrift og stempel:

(Dette dokument indeholder 32 sider foruden omslaget)

(6)

Forlængelse eller fornyelse af gyldigheden.

Erlagt afgift: Fra ....................

Til ....................

Udfærdiget i ...................... dato ............................

Den udstedende myndigheds underskrift og stempel:

--------------------

Forlængelse eller fornyelse af gyldigheden.

Erlagt afgift: Fra ....................

Til ....................

Udfærdiget i ...................... dato ............................

Den udstedende myndigheds underskrift og stempel:

(Dette dokument indeholder 32 sider foruden omslaget)

---------------------------------------------------------------------

(7-32)

Viseringer

Indehaverens navn skal gentages i hvert visum.

(Dette dokument indeholder 32 sider foruden omslaget)

---------------------------------------------------------------------

Ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet hos De forenede Nationers

generalsekretær den 17. januar 1956 tog Danmark i medfør af konventionens

artikel 38 følgende forbehold:

»Artikel 14 er ikke forpligtende for Danmark, for så vidt angår

beskyttelse af den litterære, kunstneriske og videnskabelige ejendomsret.

Artikel 24, stk. 3, er ikke forpligtende for Danmark.

Bestemmelserne i artikel 24, stk. 1, der i visse tilfælde ligestiller

statsløse personer med egne statsborgere, forpligter ikke Danmark til i alle

disse tilfælde at tilstå statsløse personer nøjagtig samme ydelser som de for

egne statsborgere ved lovgivningen foreskrevne, men kun til at yde dem

nødvendigt underhold.

Bestemmelsen i samme artikel, stk. 2, er kun forpligtende for Danmark,

såfremt den erstatningsberettigede er statsborger i et land, der indrømmer

danske statsborgere samme behandling som dets egne statsborgere i henseende

til de ved dets tilsvarende lovgivning foreskrevne ydelser.

Artikel 31 forpligter ikke Danmark til at give statsløse personer en

gunstigere stilling end den, der i almindelighed indrømmes udlændinge«.

Konventionen er undertegnet for følgende lande (datoen angiver tidspunktet

for undertegnelsen):

Belgien .............................. 28. september 1954

Brasilien ............................ 28. september 1954

Colombia ............................. 30. december 1954

Costa Rica ........................... 28. september 1954

Danmark .............................. 28. september 1954

Ecuador .............................. 28. september 1954

Frankrig ............................. 12. januar 1955

Guatemale ............................ 28. september 1954

Honduras ............................. 28. september 1954

Israel ............................... 1. oktober 1954

Italien .............................. 20. oktober 1954

Liechtenstein ........................ 28. september 1954

Luxembourg ........................... 28. oktober 1955

Nederlandene ......................... 28. september 1954

Norge ................................ 28. september 1954

Philippinerne ........................ 22. juni 1955

El Salvador .......................... 28. september 1954

Schweiz .............................. 28. september 1954

Det forenede Kongerige

Storbritannien og

Nordirland ......................... 28. september 1954

Sverige .............................. 28. september 1954

Forbundsrepublikken

Tyskland ........................... 28. september 1954

Vatikanstaten ........................ 28. september 1954

Konventionen er foruden af Danmark ratificeret eller tiltrådt af Belgien,

Frankrig, Israel, Jugoslavien, Norge og Det forenede Kongerige Storbritannien

og Nordirland.

Endvidere har Frankrig og Storbritannien i medfør af konventionens artikel

36 notificeret, at konventionens gyldighed er udvidet til at omfatte visse

landområder, for hvis udenrigske anliggender de er ansvarlige.

Frankrig og Storbritannien har i medfør af konventionens artikel 38 taget

forbehold med hensyn til nogle af konventionens bestemmelser, for

Storbritanniens vedkommende også for visse landområder, for hvis udenrigske

anliggender det er ansvarligt.

Ifølge notifikation fra de forenede Nationers generalsekretær i

konventionen i medfør af artikel 39, stk. 1, trådt i kraft den 6. juni 1960.

Udenrigsministeriet, den 7. juli 1960.

J.O. Krag.

Officielle noter

(* 1) Den i parentes angivne sætning indføjes af de stater, som måtte

ønske det.

Lignende dokumenter