Bekendtgørelse om en under 1. oktober 1951 i København undertegnet venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om en under 1. oktober 1951 i
København undertegnet venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Danmark og
Amerikas Forenede Stater.
Ved kgl. resolution af 17. maj 1961 har Danmark ratificeret en under 1.
oktober 1951 i København undertegnet venskabs-, handels- og søfartstraktat
mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater med dertil hørende protokol,
referat vedrørende fortolkning og noteveksling, til hvilken traktat
folketinget under 2. maj 1961 forud havde givet sit samtykke. Traktaten
træder i stedet for den dansk-amerikanske venskabs-, handels- og
skibsfartskonvention af 26. april 1826 (se no. 34 i Danske Traktater efter
1800, Anden Samling, Første Bind).
Traktaten med tilhørende protokol, referat og noteveksling har følgende
ordlyd:
Venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem kongeriget Danmark og
Amerikas Forenede Stater.
Kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater, der ønsker at styrke de
traditionelt mellem dem bestående freds- og venskabsbånd samt at anspore til
nærmere økonomiske og kulturelle forbindelser mellem deres folk, og som
erkender, at der kan bidrages hertil ved aftaler, som tilskynder til
gensidigt gavnlige investeringer, fremmer gensidigt fordelagtigt
handelssamkvem og på en anden måde fastslår gensidige rettigheder og
begunstigelser, har besluttet at afslutte en venskabs-, handels- og
søfartstraktat, hvilende i almindelighed på principperne om ubetinget
national- og mestbegunstigelsesbehandling, og i dette øjemed til deres
befuldmægtigede udnævnt:
Hans Majestæt Kongen af Danmark:
sin udenrigsminister, hr. Ole Bjørn Kraft,
og
Præsidenten for Amerikas Forenede Stater:
sin overordentlig og befuldmægtigede ambassadør, fru Eugenie Anderson,
Læs alt
hvilke befuldmægtigede efter at have meddelt hinanden deres fuldmagter,
der fandtes i behørig form, er blevet enige om følgende artikler:
Artikel I.
Hver part skal til enhver tid tilstå den anden parts personer, ejendom,
virksomheder og dens statsborgeres og selskabers øvrige interesser retfærdig
og rimelig behandling.
Artikel II.
1. Det skal tillades hver parts statsborgere at rejse
ind i den anden parts områder og at tage ophold der: a) for at drive handel
mellem de to parters områder og dermed i forbindelse stående kommerciel
virksomhed og b) med andre formål for øje i overensstemmelse med den om
udlændinges indrejse og ophold gældende lovgivning.
2. Det skal tillades hver parts statsborgere inden for
den anden parts områder: a) uhindret at rejse og bosætte sig, hvor de ønsker,
b) at nyde trosfrihed, c) at afholde private og offentlige gudstjenester, d)
at indsamle og sende stof bestemt til offentliggørelse i udlandet og e) med
posten, telegrafen og andre for almenhedens brug åbne meddelelsesmidler at
sætte sig i forbindelse med personer inden og uden for sådanne områder.
3. Uanset bestemmelserne i nærværende artikel skal
hver part have ret til at anvende de forholdsregler, der er nødvendige til
opretholdelse af offentlig ro og orden eller beskyttelse af den almene
sundhed, moral og sikkerhed.
Artikel III.
1. Hver parts statsborgere skal inden for den anden
parts områder være fri for ulovlige forulempelser af enhver art og nyde en
effektiv beskyttelse og sikkerhed, der i intet tilfælde må være mindre end
den ved folkeretten hjemlede.
2. Hvis en af parternes statsborgere inden for den
anden parts områder anklages for en forbrydelse og anholdes eller fængsles,
skal på vedkommende statsborgers forlangende hans lands nærmeste konsulære
repræsentant straks underrettes herom. Vedkommende statsborger skal: a)
behandles rimeligt og humant, b) have behøring og øjeblikkelig meddelelse om
de mod ham rettede anklager, c) stilles for retten så hurtigt, som det måtte
være foreneligt med en forsvarlig forberedelse af hans forsvar, og d) nyde al
den hjælp, der med rimelighed kan anses for nødvendig for hans forsvar,
herunder bistand af en kompetent sagfører.
Artikel IV.
1. Hver parts statsborgere skal nyde
nationalbehandling med hensyn til anvendelsen inden for den anden parts
områder af love og bestemmelser, der hjemler betaling af en pengeerstatning
for sygdom, skader eller død forårsaget af og under beskæftigelse eller på
grund af dennes art.
2. Udover de ved denne artikels første stykke hjemlede
rettigheder og begunstigelser skal hver parts statsborgere inden for den
anden parts områder tilstås nationalbehandling med hensyn til anvendelse af
de love og bestemmelser, der i kongeriget Danmark foreskriver en frivillig og
i Amerikas Forenede Stater en tvungen forsikringsordning, under hvilken der
uden individuel undersøgelse af den økonomiske trang udbetales ydelser til
afhjælpning af tab af løn eller anden arbejdsfortjeneste som følge af
arbejdsløshed.
Artikel V.
1. Der skal tilstås hver parts statsborgere og
selskaber national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til adgang til
domstole og administrative retter og organer inden for den anden parts
områder under alle former for retspleje ved såvel forfølgelse af som forsvar
for deres rettigheder. Der er enighed om, at hver parts selskaber, som inden
for den anden parts områder hverken driver forretningsvirksomhed eller
virksomhed, af hvilken der ikke påregnes udbytte, skal nyde adgang til
domstole, administrative retter og organer uden noget krav om registrering
eller tilhørsforhold.
2. De af hver parts statsborgere og selskaber med den
anden parts statsborgere og selskaber indgåede kontrakter, der hjemler
afgørelse af tvistigheder ved voldgift, skal inden for den anden parts
områder ikke kunne nægtes eksigibilitet alene af den grund, at det for
voldgiften aftalte sted ligger uden for disse områder, eller fordi en eller
flere af voldgiftsmændene ikke har sådan anden parts statsborgerret. Ingen i
medfør af en sådan kontrakt behørig afsagt voldgiftskendelse, der er endelig
og eksigibel i henhold til afsigelsesstedets love, skal inden for en parts
områder betragtes som ugyldig eller nægtes effektive eksekutionsmidler alene
af den grund, at stedet, hvor kendelsen afsagdes, ligger uden for disse
områder, eller fordi en eller flere af voldgiftsmændene ikke har den
pågældende parts statsborgerret.
Artikel VI.
1. Hver parts statsborgeres og selskabers ejendom skal
nyde effektiv beskyttelse og sikkerhed inden for den anden parts områder.
2. De hver parts statsborgere og virksomheder
tilhørende boliger, kontorer, pakhuse, fabriker og andre faste ejendomme, der
er beliggende inden for den anden parts områder, må ikke udsættes for ulovlig
indtrængen eller overlast. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt, at
myndighederne foretager ransagninger og undersøgelser af sådanne ejendomme og
deres indhold, skal dette ske med omhyggelig hensyntagen til de
tilstedeværende og erhvervsvirksomhedens udøvelse.
3. Ejendom tilhørende hver parts statsborgere og
selskaber skal ikke kunne eksproprieres eller på anden lignende måde
overtages inden for den anden parts områder undtagen til almene formål og i
så fald kun mod omgående betaling af en retfærdig erstatning. En sådan
erstatning skal ydes således, at den effektivt kan realisere, og skal
repræsentere den fulde værdi af den eksproprierede eller overtagne ejendom;
der skal senest på tidspunktet for ekspropriationen eller overtagelsen være
fastsat de fornødne bestemmelser vedrørende erstatningens fastsættelse og
udbetaling.
4. Ingen af parterne må træffe urimelige eller
diskriminerende forholdsregler, som inden for en parts områder ville forringe
de af den anden parts statsborgere og selskaber lovligt erhvervede
rettigheder eller interesser i de af dem oprettede foretagender, i kapital og
håndværksmæssig, kunstnerisk eller teknisk indsigt og formåen, som de har
stillet til rådighed.
5. Hver parts statsborgere og selskaber skal i intet
tilfælde inden for den anden parts områder nyde en behandling, der er ringere
end national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til de i nærværende
artikels andet og tredie stykke omhandlede forhold. Der skal endvidere med
hensyn til alle spørgsmål om overtagelse til offentligt eje eller henlæggelse
under offentlig kontrol af privat ejede foretagender inden for en parts
områder gives foretagender, i hvilke den anden parts statsborgere og
selskaber har væsentlige interesser, en behandling, der ikke er ringere end
national- og mestbegunstigelsesbehandling.
Artikel VII.
1. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for
den anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til adgangen til
at drive handel, fabrikations-, forarbejdnings-, finansiel, entreprenør-,
forlags-, videnskabelig, undervisnings-, religiøs og velgørenhedsvirksomhed.
2. Hver parts statsborgere og selskaber skal endvidere
inden for den anden parts områder nyde mestbegunstigelsesbehandling med
hensyn til:
a) de i denne artikels første stykke opregnede arter af virksomhed,
b) efterforskning og udnyttelse af mineralske forekomster,
c) anden økonomisk og kulturel virksomhed end dem, der er nævnt i
nærværende artikels første stykke og i nærværende stykkes afsnit b), og
d) oprettelse af, deltagelse i og ledelse af en sådan anden parts
selskaber.
3. Med hensyn til professionel virksomhed skal hver
parts statsborgere nyde nationalbehandling inden for den anden parts områder,
undtagen for så vidt angår sådan professionel virksomhed, som, - fordi den
indebærer varetagelse af offentlige funktioner eller funktioner i den almene
sundheds og sikkerheds interesse -, er statsautoriseret og forbeholdt
udelukkende landets egne statsborgere.
4. Det skal tillades hver parts statsborgere og
selskaber inden for den anden parts områder efter eget valg at beskæftige
revisorer og andre tekniske sagkyndige, overordnede funktionærer, sagførere,
repræsentanter og andet personale med specialuddannelse uden hensyn til de
pågældendes nationalitet. Det skal endvidere tillades hver parts statsborgere
og selskaber at beskæftige revisorer og andre tekniske sagkyndige med det
særlige formål at foretage revision og tekniske og andre undersøgelser for og
at aflægge rapporter til vedkommende statsborgere og selskaber i forbindelse
med planlægningen og driften af deres foretagender og af sådanne inden for
den anden parts områder hjemmehørende foretagender, i hvilke de har en
økonomisk interesse, uden hensyn til i hvilket omfang de pågældende
sagkyndige har erhvervet den inden for disse områder eventuelt fornødne
særlige autorisation til sådant hverv.
Artikel VIII.
1. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for
den anden parts områder have ret til at oprette selskaber med henblik på at
drive handel, fabrikations-, forarbejdnings-, finansiel, entreprenør-, mine-,
forlags-, videnskabelig, undervisning-, religiøs og velgørenhedsvirksomhed og
til at kontrollere og lede foretagender, som de har fået tilladelse til at
oprette eller erhverve inden for disse områder med de fornævnte og andre
formål.
2. Selskaber, der kontrolleres af en parts
statsborgere og selskaber, og som er oprettet i henhold til gældende love og
bestemmelser inden for den anden parts områder med henblik på at drive de i
denne artikels første stykke opregnede arter af virksomhed, skal inden for
disse områder nyde nationalbehandling med hensyn til sådan virksomhed.
Artikel IX.
1. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for
den anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til ved arv ifølge
testamente eller legal arvefølge eller ved retsforfølgning at erhverve rørlig
ejendom af enhver art og ved arv ifølge testamente eller legal arvefølge at
erhverve fast ejendom af enhver art.
2. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for
den anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til ved køb, leje
eller på anden måde at erhverve samt at eje løsøre af enhver art samt
værdipapirer, idet vedkommende anden part dog har ret til på en måde, der
ikke forringer de ved artikel VIII første stykke eller ved andre af
nærværende traktats bestemmelser sikrede rettigheder og begunstigelser, at
begrænse eller forbyde udlændinge at eje særlige materialer, der er farlige
for den almene sikkerhed, og at eje interesser i foretagender, der udøver
særlige arter af virksomhed.
3. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for
den anden parts områder med hensyn til at erhverve fast ejendom nyde den
behandling, der almindeligvis tilstås udlændinge i henhold til den gældende
lovgivning på det sted, hvor ejendommen er beliggende, og det skal i
overensstemmelse med gældende love og bestemmelser tillades dem at forblive i
besiddelse af fast ejendom, der er nødvendig for og egnet til udøvelse af de
ved artikel VII eller ved andre af nærværende traktats bestemmelser sikrede
rettigheder og begunstigelser.
4. Det skal kunne forlanges, at hver parts
statsborgere og selskaber inden for den anden parts områder afhænder ejendom,
som de måtte have erhvervet:
a) for rørlig ejendoms vedkommende, hvis udlændinges ret til at eje den
er eller bliver begrænset eller forbudt i medfør af nærværende artikels anden
stykke, og
b) for fast ejendoms vedkommende, hvis ejendommen besiddes for andre
formåls skyld end dem, hvortil der henvises i nærværende artikels tredie
stykke.
Der skal ikke for sådanne afhændelser kunne stilles betingelser eller
krav, der ville forhindre opnåelse af den fulde og retfærdige værdi, og
navnlig skal der indrømmes en frist på mindst fem år til at foretage en sådan
afhændelse.
5. Hver parts statsborgere og selskaber skal med
forbehold af bestemmelserne i nærværende artikels fjerde stykke inden for den
anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til at afhænde ejendom
af enhver art.
Artikel X.
Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for den anden parts
områder nyde national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til at opnå
og bevare patentrettigheder og med hensyn til retten til varemærker, firma,
etiketter og industriel ejendomsret af enhver art.
Artikel XI.
1. Hver parts statsborgere, der er bosatte inden for
den anden parts områder, og hver parts statsborgere og selskaber, der inden
for den anden parts områder driver handel eller anden indtægtsgivende
virksomhed eller videnskabelig, undervisnings-, religiøs eller
velgørenhedsvirksomhed, skal med hensyn til betaling af skatter, gebyr eller
afgifter, der pålignes eller pålægges indkomst, formue, omsætning, erhverv
eller andre skatteobjekter, samt med hensyn til forskrifter vedrørende
udskrivning og opkrævning heraf ikke kunne pålægges større byrder inden for
en sådan anden parts områder end denne anden parts egne statsborgere og
selskaber.
2. Med hensyn til de af hver parts statsborgere, der
hverken er bosatte i eller driver handel eller anden indtægtsgivende
virksomhed inden for den anden parts områder, samt de af hver parts
selskaber, der ikke driver handel eller anden indtægtsgivende virksomhed
inden for den anden parts områder, skal denne anden part bestræbe sig for i
almindelighed at bringe det i denne artikels første stykke udtrykte princip
til anvendelse.
3. Hver parts statsborgere og selskaber skal i intet
tilfælde inden for den anden parts områder med hensyn til betaling af
skatter, gebyrer eller afgifter, der pålignes eller pålægges indkomst,
formue, omsætning, erhverv eller andre skatteobjekter, samt med hensyn til
forskrifter vedrørende udskrivning og opkrævning heraf pålægges større byrder
end statsborgere i og personer bosatte i et tredie land eller selskaber
hjemmehørende der.
4. Hver parts selskaber, der driver handel eller anden
indtægtsgivende virksomhed inden for den anden parts områder, og hver parts
statsborgere, der uden at være bosatte inden for den anden parts områder
driver handel eller anden indtægtsgivende virksomhed inden for disse, må
denne anden part ikke påligne eller pålægge skatter, gebyrer eller afgifter
af nogen indkomst eller formue eller på andet grundlag, udover hvad der med
rimelighed kan henføres til eller anses for opstået på dens områder, ligesom
parten ej heller må nægte dem gængse fradrag eller fritagelser i forhold til
den fulde indkomst eller kapital, der med rimelighed kan henføres til eller
anses for opstået på dens områder. En tilsvarende regel skal finde anvendelse
på selskaber, hvis oprettelse og virksomhed har udelukkende videnskabelige,
undervisnings-, religiøse eller velgørenhedsformål.
5. Uanset bestemmelserne i denne artikel kan hver part
a) på basis af gensidighed tilstå statsborgere i og personer bosatte i et
tredie land samt selskaber hjemmehørende der særlige fordele med hensyn til
skatter, gebyrer og afgifter, hvis sådanne fordele tilsvarende udstrækkes til
at omfatte den anden parts statsborgere, personer bosatte i den anden parts
områder og dennes selskaber, b) tilstå statsborgere i og personer bosatte i
et tredie land samt selskaber hjemmehørende der særlige fordele i medfør af
en overenskomst med det pågældende land til undgåelse af dobbeltbeskatning
eller til gensidig beskyttelse af fiskale indtægter og c) tilstå sine egne
statsborgere og i tilstødende lande bosatte personer mere fordelagtige
personlige lettelser med hensyn til indkomstbeskatning og arveafgifter end
sådanne, som tilstås andre personer, der ikke er bosatte i vedkommende parts
områder.
Artikel XII.
1. Hver parts statsborgere og selskaber skal af den
anden part tilstås national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til
betalinger, rimesser og overførsler af værdipapirer og betalingsmidler mellem
såvel de to parters områder som mellem den anden parts og et hvilket som
helst tredie lands områder.
2. Ingen af parterne må indføre valutarestriktioner,
således som disse defineres i nærværende artikels femte stykke, undtagen i
det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at udenlandsk valuta er til
rådighed til betaling af sådanne varer og tjenesteydelser, som er nødvendige
for vedkommende parts befolknings sundhed og velfærd, eller for at forhindre,
at partens valutareserver falder til et meget lavt niveau, eller for at
gennemføre en rimelig forøgelse af meget små valutareserver. Der er enighed
om, at bestemmelserne i nærværende artikel ikke ændrer de forpligtelser, hver
part måtte have over for Den Internationale Valutafond eller udelukker
indførelsen af særlige restriktioner i tilfælde, hvor Fonden særskilt
bemyndiger en part til eller anmoder den om at indføre sådanne særlige
restriktioner.
3. Hvis en af parterne indfører valutarestriktioner i
overensstemmelse med nærværende artikels andet stykke, skal denne part på det
tidligst mulige tidspunkt og i det omfang, det måtte være gennemførligt,
træffe foranstaltninger til, at hjemførsel til den anden parts områder kan
ske, for så vidt angår: a) erstatning som omhandlet i nærværende traktats
artikel VI tredie stykke, b) fortjenester i form af gager, renter, udbytter,
provisioner, licensafgifter, betalinger for teknisk bistand eller
fortjenester af anden art og c) beløb til amortisering af lån, beløb
hidrørende fra afskrivning på direkte investeringer samt kapitaloverførsler,
for de under c) omhandlede overførslers vedkommende dog med behørig
hensyntagen til særligt behov for andre overførsler. Hvis der er mere end een
valutakurs i kraft, skal den kurs, der er gældende for sådanne overførsler,
være en kurs, der er godkendt af Den Internationale Valutafond særskilt for
sådanne transaktioner, eller, hvis der ikke findes en sådan godkendt kurs, en
effektiv kurs, der indbefattet eventuelle skatter eller tillægsafgifter på
valutaoverførsler er retfærdig og rimelig.
4. Valutarestriktioner må ikke af nogen af parterne
gennemføres på en måde, der er unødvendig skadelig for eller vilkårlig
diskriminerende mod den anden parts statsborgeres og selskabers fordringer,
investeringer, transport-, handels- og andre interesser eller disses
konkurrencemæssige stilling. Hver af parterne skal give den anden part
fornøden adgang til på et hvilket som helst tidspunkt at udveksle synspunkter
om problemer, der måtte opstå som følge af anvendelsen af nærværende artikel.
5. Udtrykket »valutarestriktioner«, således
som dette er anvendt i nærværende artikel, omfatter alle forbud,
bestemmelser, afgifter, skatter eller andre påbud, der pålægges af hver part,
og som bebyrder eller griber ind i betalinger, rimesser eller overførsler af
værdipapirer og betalingsmidler mellem de to parters områder.
Artikel XIII.
Handelsrejsende, der repræsenterer en parts statsborgere eller selskaber,
som er beskæftiget med erhvervsvirksomhed inden for dennes områder, skal ved
deres indrejse i og udrejse af den anden parts områder og under deres ophold
inden for disse nyde mestbegunstigelsesbehandling i toldmæssig og anden
henseende, herunder også med hensyn til skatter og afgifter, der kommer til
anvendelse på dem, deres prøver og ordreoptagelser, for de nævnte skatter og
afgifters vedkommende dog med forbehold af de i artikel XI femte stykke
nævnte undtagelser.
Artikel XIV.
1. Hver part skal i alle spørgsmål vedrørende told og
andre afgifter og med hensyn til alle andre bestemmelser, påbud og
formaliteter, der anvendes på eller i forbindelse med ind- og udførsel,
tilstå den anden parts frembringelser mestbegunstigelsesbehandling, uden
hensyn til stedet hvorfra eller arten af transportmidler hvormed de ankommer,
og den samme behandling skal tilstås varer og andre genstande, der er bestemt
til udførsel til en sådan anden parts områder uden hensyn til deres
forsendelsesrute eller transportmidlernes art.
2. Ingen af parterne må indføre forbud mod eller
begrænsninger i indførslen af nogen af den anden parts frembringelser eller
indføre forbud mod eller begræsninger i udførslen af nogen vare eller anden
genstand til den anden parts områder, såfremt sådanne forbud eller
begrænsninger:
a) hvis de påbydes af sanitære eller andre sædvanlige, ikke
forretningsmæssige hensyn eller for at forbindre bedrageriske eller ubillige
fremgangsmåder, vilkårlig diskriminerer til fordel for indførslen af en
lignende frembringelse fra eller udførslen af en lignende vare eller genstand
til et hvilket som helst tredie land,
b) hvis de påbydes af andre grunde, ikke i tilsvarende grad gælder for
indførslen af en lignende frembringelse fra eller udførslen af en lignende
vare eller genstand til et hvilket som helst tredie land eller
c) i tilfælde af en mængdemæssig regulering, hvorved et hvilket som helst
tredie land opnår en tildeling for en vare eller anden genstand, som den
anden part har en betydelig interesse i, ikke giver den anden parts handel en
andel, der mængde- eller værdimæssigt svarer til, hvad der er leveret af
eller til den anden part gennem en tidligere typisk periode, når skyldigt
hensyn tages til særlige forhold, der har indflydelse på handelen med varen
eller genstanden.
3. Hver parts statsborgere og selskaber skal af den
anden part tilstås national- og mestbegunstigelsesbehandling i alle spørgsmål
vedrørende ind- og udførsel.
4. I nærværende traktat betyder udtrykket
»frembringelser« »varer og andre genstande, der er dyrket,
fremstillet eller fabrikeret på vedkommende parts områder«. Nærværende
artikels bestemmelser kommer ikke til anvendelse på begunstigelser, der af en
part tilstås:
a) dens eget fiskeris produkter,
b) tilstødende lande for at lette grænsetrafiken eller
c) i medfør af en toldunion eller et frihandelsområde, i hvilken en part
måtte blive deltager efter at have underrettet den anden part om sine planer
og givet denne lejlighed til at fremføre sine synspunkter herom.
Artikel XV.
1. Hver part skal omgående offentliggøre love,
bestemmelser og administrative afgørelser af principiel karakter, som angår
toldsatser, skatter eller andre afgifter, tarifering af varer og andre
genstande med henblik på fortoldning, påbud eller forbud vedrørende ind- og
udførsel eller overførsel af betalinger herfor, eller som rammer salg,
fordeling eller anvendelse af varer og andre genstande. Hver part skal
administrere sådanne love, bestemmelser og afgørelser på en ensartet,
upartisk og rimelig måde. Som en almindelig regel skal nye administrative
forskrifter angående indførsel, med undtagelse af forskrifter, der indføres
af sanitære eller af almene sikkerhedshensyn, enten først træde i kraft efter
30 dages forløb regnet fra offentliggørelsen eller ikke finde anvendelse på
varer og andre genstande, som er undervejs på tidspunktet for
offentliggørelsen.
2. Hver part skal åbne adgang til appel, hvorved den
anden parts statsborgere og selskaber samt importører af sådan anden parts
frembringelser bliver i stand til at opnå omgående og upartisk efterprøvning
og eventuel berigtigelse af administrative afgørelser i toldspørgsmål,
herunder de administrative myndigheders fastsættelse af bøder og andre
straffe, konfiskationer, kendelser vedrørende toldtarifering og
værdiansættelser. Straffe, der pålægges for overtrædelse af love og
bestemmelser angående told og skibsfart, skal være nominelle i de tilfælde,
hvor overtrædelse skyldes ekspeditionsfejl, eller hvor god tro kan påvises.
Artikel XVI.
1. Hver parts frembringelser skal nyde national- og
mestbegunstigelsesbehandling inden for den anden parts områder i alle
spørgsmål vedrørende indenlandsk beskatning, salg, fordeling, oplagring og
anvendelse.
2. Varer og andre genstande fremstillet af en af
parternes statsborgere og selskaber inden for den anden parts områder eller
af sådanne af den anden parts selskaber, der kontrolleres af først omhandlede
parts statsborgere og selskaber, skal inden for den anden parts områder i
alle spørgsmål vedrørende udførsel, beskatning, salg, fordeling, oplagring og
anvendelse nyde en ikke mindre gunstig behandling end den, der finder
anvendelse på tilsvarende varer og genstande af egen oprindelse, uanset af
hvilken person eller hvilket selskab de er fremstillet.
Artikel XVII.
1. Hver part forpligter sig til at drage omsorg for,
a) at virksomheder, der ejes eller kontrolleres af en parts regering, og
monopoler eller organer, som nyder eneret eller særlige begunstigelser inden
for en parts områder, ved foretagelse af sådanne køb og salg, der medfører
ind- eller udførsel, som berører den anden parts handel, udelukkende skal
tage kommercielle hensyn i betragtning, herunder hensyn til pris, kvalitet,
leveringsmuligheder, afsættelighed, forsendelse og andre købs- og
salgsbetingelser, og b) at der skal gives den anden parts statsborgere,
selskaber og handel tilstrækkelig adgang til i overensstemmelse med sædvanlig
forretningspraksis at konkurrere om deltagelse i sådanne køb og salg.
2. Hver part skal tilstå den anden parts statsborgere,
selskaber og handel ret og rimelig behandling i forhold til den behandling,
der tilstås et hvilket som helst tredie lands statsborgere, selskaber og
handel, men hensyn til: a) statsindkøb af forsyninger, b) tildeling af
koncessioner og andre regeringskontrakter og c) tjenesteydelser fra staten,
et monopol eller et organ, der nyder eneret eller særlig begunstigelser.
Artikel XVIII.
1. De to parter er enige om, at forretningsmetoder,
som hæmmer konkurrence, begrænser adgang til markeder, eller begunstiger
monopolistisk kontrol, og som anvendes eller iværksættes af et eller flere
private eller offentlige forretningsforetagender eller iværksættes ved
sammenslutning, overenskomst eller anden ordning mellem sådanne foretagender,
kan have skadelige virkninger på handelen mellem deres respektive områder. I
overensstemmelse hermed er hver part villig til på den andens anmodning at
drøfte alle sådanne metoder og tage sådanne forholdsregler, som den måtte
finde hensigtsmæssige til at fjerne sådanne skadelige virkninger.
2. Parterne erkender, at ligestilling i
konkurrencemæssig henseende bør bevares i tilfælde, hvor en parts offentligt
ejede eller kontrollerede forretnings- eller fabrikationsvirksomheder inden
for dens områder konkurrerer med den anden parts statsborgeres og selskabers
privat ejede og kontrollerede virksomheder. I sådanne tilfælde skal i
overensstemmelse hermed de pågældende private virksomheder være berettiget
til at nyde samme særlige begunstigelse af økonomisk karakter, som måtte være
tilstået sådanne offentlige virksomheder enten i form af subsidier,
skattefritagelser eller på anden måde. Den foregående regel gælder imidlertid
ikke særlige begunstigelser, der ydes i forbindelse med: a) fremstilling af
varer til statens brug eller levering af varer og tjenesteydelser til staten
til dennes brug eller b) visse befolkningsgruppers forsyning til priser, der
ligger væsentligt under konkurrencemæssige priser, med vigtige varer og
tjenesteydelser, som de pågældende befolkningsgrupper praktisk taget ellers
ikke ville kunne skaffe sig.
3. Ingen af parternes virksomheder, herunder
aktieselskaber, sammenslutninger, regeringsorganer og virksomheder, der ejes
eller kontrolleres af det offentlige, skal, hvis de inden for den anden parts
områder driver handel, fabrikations-, forarbejdnings-, søfarts- eller anden
forretningsvirksomhed, for hverken sig selv eller deres ejendom kunne kræve
eller nyde fritagelse for beskatning, sagsanlæg, fuldbyrdelse af domme eller
opfyldelse af andre forpligtelser, som privat ejede og kontrollerede
virksomheder ikke ville kunne kræve fritagelse for.
Artikel XIX.
1. Der skal være frit handels- og skibsfartssamkvem
mellem de to parters områder.
2. Skibe, der sejler under en af parternes flag, og
som er i besiddelse af de papirer, der efter denne parts lovgivning fordres
som bevis for nationalitet, skal såvel på det åbne hav som inden for den
anden parts havne, pladser og farvande anses som skibe tilhørende denne
førstnævnte part.
3. Skibe, der tilhører en af parterne, skal på lige
fod med den anden parts skibe og med et hvilket som helst tredie lands skibe
frit have adgang med deres ladninger til alle den anden parts havne, pladser
og farvande, der er åbne for fremmed handel og søfart. Sådanne skibe og
ladninger skal i enhver henseende nyde national- og
mestbegunstigelsesbehandling inden for den anden parts havne, pladser og
farvande. Hver af parterne har dog ret til at lade sin egne skibe nyde eneret
eller særlige begunstigelser med hensyn til kystfart, fart på indre vandveje
og fiskeri på eget søterritorium.
4. Hver part skal tilstå den anden parts skibe
national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til retten til at
befordre varer og andre genstande, som kan transporteres med skib, til eller
fra vedkommende parts områder, og der skal med hensyn til: a) told og
afgifter af enhver art, b) administration af toldbestemmelser og c) præmier,
toldgodtgørelser og andre begunstigelser af tilsvarende art tilstås de
pågældende varer og genstande en ikke ringere behandling end den, som tilstås
tilsvarende varer og genstande, der forsendes med vedkommende parts egne
skibe.
5. Hver parts nødstedte skibe skal have ret til at
søge tilflugt i den anden parts nærmeste havn eller anløbssted; der skal ydes
sådanne skibe venlig behandling og bistand.
6. Udtrykket »skibe«, således som det
anvendes her, omfatter alle skibe, hvad enten de er i privat eller i det
offentliges eje eller drift. Når bortses fra nærværende artikels andet og
femte stykke omfatter udtrykket dog ikke fiskerfartøjer eller krigsskibe.
Artikel XX.
Der skal være transitfrihed gennem hver parts områder ad de ruter, som er
bedst egnede for international transittrafik, for:
a) den anden parts statsborgere og deres bagage,
b) andre personer og deres bagage på vej til eller fra den anden parts
områder og
c) varer og andre genstande på vej til eller fra den anden parts områder.
Transiterende personer og varer og andre genstande skal være fritaget for
såvel told- og transitafgifter som urimelige afgifter og påbud; de må ikke
udsættes for unødvendige forsinkelser og restriktioner. De er dog underkastet
de i artikel II tredie stykke omhandlede forholdsregler og sådanne
ikke-diskriminerede foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at
forebygge misbrug af transitretten.
Artikel XXI.
1. Denne traktat udelukker ikke anvendelsen af
forholdsregler:
a) til regulering af ind- eller udførsel af guld og sølv,
b) vedrørende spaltelige stoffer, radioaktive biprodukter, der fremkommer
ved sådanne spaltelige stoffers anvendelse eller forarbejdning, eller
materialer, af hvilke der kan udvindes spaltelige stoffer,
c) til regulering af produktion af eller handel med våben, ammunition og
krigsmateriel, eller handel med andre materialer, der direkte eller indirekte
tager sigte på forsyningen af militære etablissementer,
d) der er nødvendige til opfyldelse af den pågældende parts forpligtelser
med hensyn til opretholdelse eller genoprettelse af international fred og
sikkerhed eller til beskyttelse af dens vitale sikkerhedsinteresser, og
e) hvorved selskaber, i hvilke statsborgere fra et hvilket som helst
tredie land eller hvilke som helst tredie lande direkte eller indirekte har
en kontrollerende interesse i ejerforholdet eller ledelsen, unddrages
nærværende traktats fordele med undtagelse af anerkendelse af deres juridiske
status og adgangen til domstolene.
2. Bestemmelserne i nærværende traktat om
mestbegunstigelsesbehandling af varer finder ikke anvendelse på fordele som
Amerikas Forenede Stater eller dets områder og besiddelser har indrømmet
hinanden, republiken Cuba, republiken Philippinerne, formynderskabsområdet
Stillehavsøerne eller Panamakanalzonen.
3. Bestemmelserne i nærværende traktat udelukker ikke,
at en part i den tid, den er kontraherende part i Den Almindelige
Overenskomst om Told og Udenrigshandel, træffer foranstaltninger, der er
foreskrevet eller specielt tilladt i Den Almindelige Overenskomst om Told og
Udenrigshandel. Er en af parterne ikke kontraherende part i Den Almindelige
Overenskomst om Told og Udenrigshandel, skal vedkommende part ikke desmindre
have ret til, i det omfang dens internationale betalingsbalancesituation
nødvendiggør det, at fravige nærværende traktets bestemmelser på en måde, der
så nær som muligt svarer til, hvad der er forudset i nævnte overenskomst, og
med overholdelse af det i overenskomsten indeholdte princip om, at sådanne
fravigelser skal være stemmende med en politik, der tager sigte på at fremme
den størst mulige ikke-diskriminerende udenrigshandel og at fremskynde
opnåelse af såvel balance i omsætningen med udlandet som reserver af fremmed
valuta, der vil unødvendiggøre sådanne fravigelser. Bestemmelserne om
mestbegunstigelsesbehandling i nærværende traktat finder ikke anvendelse på
særlige fordele, der er tilstået i medfør af forannævnte overenskomst.
4. Nærværende traktat giver ikke nogen ret til
deltagelse i politisk aktivitet.
5. Hver parts statsborger, som har fået adgang til den
anden parts områder med et begrænset formål for øje, har ikke ret til at tage
lønnet beskæftigelse i strid med udtrykkelig fastsatte begrænsninger, der i
henhold til lovgivningen er stillet som vilkår for sådan adgang.
Artikel XXII.
1. Ved udtrykket »nationalbehandling«
forstås en ikke mindre fordelagtig behandling inden for en parts områder end
den, der inden for disse i tilsvarende tilfælde tilstås vedkommende parts
egne statsborgere, selskaber, frembringelser, skibe eller andre i betragtning
kommende genstande.
2. Ved udtrykket
»mestbegunstigelsesbehandling« forstås en ikke mindre fordelagtig
behandling inden for en parts områder end den, der inden for disse i
tilsvarende tilfælde tilstås et hvilket som helst tredie lands statsborgere,
selskaber, frembringelser, skibe eller andre i betragtning kommende
genstande.
3. Udtrykket »selskaber« i nærværende
traktat omfatter aktieselskaber, interessentskaber, selskaber og andre
sammenslutninger, hvad enten deres ansvar er begrænset eller ikke, og hvad
enten de drives med henblik på indvinding af økonomisk udbytte eller ikke. De
inden for hver parts områder i henhold til gældende love og bestemmelser
oprettede selskaber skal anses for hjemmehørende, hvor de er oprettet, og
deres juridiske status skal anerkendes inden for den anden parts områder.
4. Den nationalbehandling, der i henhold til
nærværende traktats bestemmelser skal tilstås danske selskaber i Amerikas
Forenede Staters enkeltstater, områder eller besiddelser, er den behandling,
som inden for de pågældende enkeltstater, områder og besiddelser tilstås
selskaber, der er oprettet eller organiseret i andre til Amerikas Forenede
Stater hørende enkeltstater, områder og besiddelser.
Artikel XXIII.
De geografiske områder, som nærværende traktat gælder for, omfatter alle
land- og søterritorier under hver parts suverænitet eller overhøjhed med
undtagelse af Grønland, Panamakanalzonen og formynderskabsområdet
Stillehavsøerne.
Artikel XXIV.
1. Hver part vil velvillig overveje henvendelser, som
den anden part måtte rette angående spørgsmål om nærværende traktats
gennemførelse, og give passende lejlighed til rådslagning vedrørende sådanne
henvendelser.
2. Enhver tvistighed mellem parterne om nærværende
traktats fortolkning og anvendelse, der ikke på tilfredsstillende måde er
blevet afgjort ved diplomatisk forhandling, skal indankes for Den
Mellemfolkelige Domstol, medmindre parterne enes om, at afgørelse skal
træffes ved andre fredelige midler.
Artikel XXV.
Nærværende traktat træder i stedet for den den 26. april 1826 undertegnede
venskabs-, handels- og skibsfartskonvention, dog at sidstnævntes artikler 8,
9 og 10 skal forblive i kraft, indtil de måtte blive erstattet af en
konsularoverenskomst mellem de to parter, eller indtil der er forløbet eet år
efter, at en af parterne ved skriftligt varsel til den anden part måtte have
opsagt de pågældende artikler.
Artikel XXVI.
1. Nærværende traktat skal ratificeres og
ratifikationsinstrumenterne snarest mulig udveksles i Washington.
2. Nærværende traktat træder i kraft en måned efter
ratifikationsinstrumenternes udveksling. Den skal forblive i kraft for et
tidsrum af 10 år og derefter fortsætte med at være gældende, indtil den
bringes til ophør i overensstemmelse med de her givne forskrifter.
3. Hver part kan med eet års skriftlig varsel til den
anden part bringe nærværende traktat til ophør ved udgangen af tiårsperioden
eller til et hvilket som helst tidspunkt derefter.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de respektive befuldmægtigede undertegnet
nærværende traktat og forsynet den med deres segl.
UDFÆRDIGET i København i to eksemplarer på dansk og engelsk, således at
begge tekster skal have samme gyldighed, den første dag i oktober måned i
året nitten hundrede een og halvtreds.
L. S. (sign) Ole Bjørn Kraft.
L. S. (sign) Eugenie Anderson.
PROTOKOL
Ved undertegnelsen af venskabs-, handels- og søfartstraktaten mellem
kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater er undertegnede
befuldmægtigede, der er behørigt bemyndiget af deres respektive regeringer,
yderligere blevet enige om følgende bestemmelser, som skal anses for en
integrerende del af ovennævnte traktat:
1. Udtrykket »adgang«, der anvendes i
artikel V første stykke indbefatter bl.a. adgang til fri retshjælp og ret til
fritagelse for sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger og domme.
2. Bestemmelserne i artikel VI tredie stykke, der
hjemler betaling af erstatning, angår såvel direkte som indirekte interesser,
som hver parts statsborgere og selskaber har i ejendom, der eksproprieres
eller på anden lignende måde overtages inden for den anden parts områder.
3. Bestemmelserne i artikel VII første stykke skal
ikke forstås som begrænsende Danmarks adgang til at forlange, at udlændinge
kun må have beskæftigelse i Danmark, når behørig tilladelse er givet.
Lovgivningen om meddelelse af arbejdstilladelser skal i overensstemmelse med
bestemmelserne i nævnte stykke dog anvendes velvilligt.
4. Uanset bestemmelserne i artikel VII første stykke
kan en part forlange, at selskaber, der ønsker at drive detailhandel inden
for dens områder, der oprettes i overensstemmelse med artikel VIII første
stykke.
5. Udtrykket »mineralske forekomster«, der
anvendes i artikel VII andet stykke afsnit (b), omfatter såvel råolie som
andre mineraler.
6. Udtrykket »finansiel virksomhed« i
artikel VII første stykke, og i artikel VIII første stykke omfatter også
bankvirksomhed. Ved sådan virksomhed forstås i Danmark den virksomhed og
alene den, der kan udøves i henhold til og under iagttagelse af
bestemmelserne i den danske banklovgivning. Andragender om tilladelse til
oprettelse af filialer af amerikanske banker i Danmark til udøvelse af
bankvirksomhed, således som den defineres ovenfor, vil blive velvilligt
behandlet.
I Amerikas Forendede Stater er tilladelse til i overensstemmelse med
enkeltstaternes og den federale lovgivning af begynde bankvirksomhed afhængig
af sådan lovgivnings bestemmelser herom.
7. Artikel XII andet stykke skal forstås således, at
en part ikke derved forhindres i at udøve den nødvendige regulering af
indførsel af kapital i overensstemmelse med artikel VI tredie afsnit i
overenskomsten om Den Internationale Valutafond, forudsat at en sådan
regulering almindeligvis ikke udøves på en måde, der gør bestemmelserne i
arikel VII første og andet stykke, artikel VIII første stykke eller andre af
traktatens artikler illusoriske.
8. Bestemmelserne i artikel XVII andet stykke afsnit
(b) og (c) og i artikel XIX fjerde stykke finder ikke anvendelse på
posttjenesten.
9. Bestemmelserne i artikel XXI andet stykke gælder
for Puerto Ricos vedkommende uden hensyn til eventuelle ændringer, der måtte
finde sted i Puerto Ricos politiske status.
10. Artikel XXIII gælder ikke områder der er underlagt
en af parterne udelukkende som militær base eller som følge af midlertidig
militær besættelse.
11. Uanset artikel XXIII skal bestemmelserne i artikel
XIV første og andet stykke og i artikel XVII med de dertil knyttede forbehold
og undtagelser gælde Grønland.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de respektive befuldmægtigede undertegnet
nærværende protokol og forsynet den med deres segl.
UDFÆRDIGET i København i to eksemplarer på dansk og engelsk, således at
begge tekster skal have samme gyldighed, den første dag i oktober måned i
året nitten hundrede een og halvtreds.
L. S. (sign.) Ole Bjørn Kraft.
L. S. (sign.) Eugenie Anderson.
REFERAT VEDRØRENDE FORTOLKNING
af den i København den 1. oktober 1951 undertegnede venskabs-, handels- og
søfartstraktat mellem kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater.
Følgende optegnelser gengiver den fælles forståelse hos repræsentanterne
for kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater med hensyn til visse
fortolkningsspørgsmål, der opstod under forhandlingerne om bestemmelserne i
den idag undertegnede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem de to
lande:
ad artiklerne VII og VIII:
Ordet »handel«, der anvendes i artikel VII første stykke og i
artikel VIII første stykke og ordene »professionel virksomhed«, der
anvendes i artikel VII tredie stykke, omfatter ikke sø- og luftfart. Ved
ordet »handel« forstås først og fremmest, men ikke udelukkende køb
og salg af varer og dermed i forbindelse stående virksomhed.
ad artikel VII første stykke:
Der er enighed om, at begge parter i overensstemmelse med traktatens
bestemmelser og formål kan stille særlige krav til udenlandske
forsikringsselskaber for at sikre, at sådanne selskaber holder samme standard
med hensyn til ansvar og solvens som den, der kræves af tilsvarende
indenlandske selskaber, for så vidt sådanne krav ikke bevirker en væsentlig
diskrimination mod sådanne udenlandske selskaber.
ad artikel VIII første stykke:
Der er enighed om, at begge parter i overensstemmelse med dette stykkes
bestemmelser kan opretholde særlige krav med hensyn til bopæl eller
statsborgerforhold for stiftere af, bestyrelsesmedlemmer i og administrerende
direktører for selskaber, der oprettes i overensstemmelse med deres
lovgivning.
ad artikel XI:
Denne traktats bestemmelser ændrer ikke bestemmelserne i den den 6. maj
1948 undertegnede overenskomst mellem kongeriget Danmark og Amerikas Forenede
Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og til forhindring af
beskatningsunddragelse, for så vidt angår indkomstskat.
ad artikel XIV fjerde stykke:
Til opfyldelse af bestemmelserne i afsnit (c) er det tilstrækkeligt, at de
deri nævnte oplysninger og synspunkter fremkommer under dertil egnede
flersidede drøftelser (i henhold til Den Almindelige Overenskomst om Told og
Udenrigshandel), hvori begge parter deltager.
ad artikel XIX andet stykke:
Ordet »flag« i artikel XIX andet stytkke omfatter også det
færøske flag.
Ad protokollens stykke 6:
Bestemmelserne i protokollens stykke 6 berettiger ikke til anvendelse af
diskriminerende forholdsregler mod behørigt autoriserede bankvirksomheder.
(sign) O. B. K.
NOTEVEKSLING VEDRØRENDE ARTIKEL VII, STK. 3.
AMERIKAS FORENEDE STATERS UDENRIGSTJENESTE.
No. 49.
Deres Exellence,
Under henvisning til den i København den 1. oktober 1951 undertegnede
venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og
Danmark har jeg den ære at meddele Dem, at senatet den 21. juli 1953 afgav
indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation i en beslutning af
følgende ordlyd:
»Det besluttedes (med 2/3 af de tilstedeværende og i afstemningen
deltagende senatorers stemmer) at anbefale og meddele samtykke til
ratifikationen af den i regeringens forslag I på den 82. kongres, 2. samling,
omhandlede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede
Stater og Danmark med dertil hørende protokol, der undertegnedes i København
den 1. oktober 1951, med det nedenfor gengivne forbehold, hvortil tilslutning
må opnås fra den anden høje kontraherende part, inden
ratifikationsdokumenterne udveksles:
»Artikel VII stk. 3 skal ikke finde anvendelse for så vidt angår
professionel virksomhed, som, fordi den indebærer varetagelse af offentlige
funktioner eller funktioner i den almindelige sundheds og sikkerheds
interesse, er statsautoriseret og ved statut eller ifølge forfatning
udelukkende forbeholdt landets egne borgere, og ingen bestemmelse om
mestbegunstigelsesbehandling i nærværende traktat skal finde anvendelse på
sådan professionel virksomhed.«
Det vil bemærkes, at ved denne senatsbeslutning er senatets indstilling om
og samtykke til traktatens ratifikation afgivet med et forbehold vedrørende
bestemmelsen om udøvelse af professionel virksomhed.
Det er min regerings håb, at Deres regering vil kunne akceptere det
forbehold, som senatet har gjort til en betingelse for dets indstilling om og
samtykke til traktatens ratifikation. Anerkendelse af modtagelsen af
nærværende note og Deres regerings godkendelse af det af senatet tagne
forbehold forud for udvekslingen af ratifikationsdokumenterne vil blive
betragtet som en overenskomst mellem de to regeringer vedrørende det her
omhandlede forbehold.
København, den 5. august 1953.
(sign.) John O. Bell,
Chargee d'Affaires ad interim.
Hans Excellence,
Udenrigsminister
Ole Bjørn Kraft,
København.
UDENRIGSMINISTERIET.
Hr. ambassadør,
Da det er den danske regerings hensigt i nær fremtid at ratificere den i
København den 1. oktober 1951 undertegnede venskabs-, handels- og
søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og Danmark, har jeg den ære at
henvise til ambassadens sålydende note nr. 49 af 5. august 1953:
»Under henvisning til den i Købehavn den 1. oktober 1951 undertegnede
venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og
Danmark har jeg den ære at meddele Dem, at senatet den 21. juli 1953 afgav
indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation i en beslutning af
følgende ordlyd:
»Det besluttedes (med 2/3 af de tilstedeværende og i afstemningen
deltagende senatorers stemmer) at anbefale og meddele samtykke til
ratifikationen af den i regeringens forslag I på den 82. kongres, 2. samling,
omhandlede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede
Stater og Danmark med dertil hørende protokol, der undertegnedes i København
den 1. oktober 1951, med det nedenfor gengivne forbehold, hvortil
tilslutningen må opnås fra den anden høje kontraherende part, inden
ratifikationsdokumenterne udveksles:
»Artikel VII stk. 3 skal ikke finde anvendelse for så vidt angår
professionel virksomhed, som, fordi den indebærer varetagelse af offentlige
funktioner eller funktioner i den almindelige sundheds og sikkerheds
interesse, er statsautoriseret og ved lov eller ifølge forfatning udelukkende
forbeholdt landets egne borgere, og ingen bestemmelse om
mestbegunstigelsesbehandling i nærværende traktat skal finde anvendelse på
sådan professionel virksomhed.«
Det vil bemærkes, at ved denne beslutning er senatets indstilling om og
samtykke til traktatens ratifikation afgivet med et forbehold vedrørende
bestemmelsen om udøvelsen af professionel virksomhed.
Det er min regerings håb, at Deres regering vil kunne akceptere det
forbehold, som senatet har gjort til en betingelse for dets indstilling om og
samtykke til traktatens ratifikation. Anerkendelse af modtagelsen af
nærværende note og Deres regerings godkendelse af det af senatet tagne
forbehold forinden udvekslingen af ratifikationsdokumenterne vil blive
betragtet som en overenskomst mellem de to regeringer vedrørende det her
omhandlede forbehold.'
Under drøftelser mellem udenrigsministeriet og ambassaden har der været
enighed om, at senatets forbehold, hvis det akcepteres af den danske
regering, er gensidigt og lige bindende for begge parter og således fastslår
et tilsvarende forbehold fra den danske regerings side.
Under hensyn hertil har jeg den ære at bekræfte, at den danske regering
kan godkende det af Amerikas Forenede Staters senat tagne forbehold. Jeg kan
tiltræde ambassadens forslag om, at den ovenfor nævnte note af 5. august 1953
og nærværende svar udgør en integrerende del af venskabs-, handels- og
søfartstraktaten mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater.
Modtag, hr. ambassadør, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
København, den 26. januar 1960.
(sign.) J. O. Krag.
Hans Excellence
Hr. Val Peterson,
Ambassadør for Amerikas Forenede Stater,
København.
Udveksling af ratifikationsinstrumenterne har fundet sted i Washington den
30. juni 1961. Traktaten er herefter ifølge sin ordlyd trådt i kraft den 30.
juli 1961.
Udenrigsministeriet, den 31. august
1961.
J. O. Krag.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af protokol af 2. maj 2001 med Amerikas Forenede Stater til venskabs-, handels- og søfartstraktaten af 1. oktober 1951 Retsinformation · 13. marts 2009
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i København den 29. Juni 1948 afsluttede Overenskomst om Økonomisk Samarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater Retsinformation · 16. oktober 1948
- Bekendtgørelse af overenskomst med U.S.A. om ændring af overenskomsten af 23. august 1951 om finansiering af kulturelt samarbejde (Fulbright overenskomsten). Retsinformation · 31. januar 1963
- Bekendtgørelse af aftalememorandum af 20. februar 2003 med Amerikas Forenede Stater vedrørende udskillelsen af Dundas fra forsvarsområdet ved Thule Retsinformation · 3. september 2003
- Bekendtgørelse om hel eller delvis ophævelse af visse aftaler med Island, Finland og Norge Retsinformation · 7. december 1988
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af Overenskomsten af 14. december 1960 om organisationen for økonomisk Samarbejde og Udvikling. (* 1) (* 2) Retsinformation · 22. august 1961