Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af traktat af 1. juli 1968 om ikke-spredning af kernevåben. (* 1)

BKI nr 23 af 25/02/1969Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet30. juli 1969

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af traktat af 1. juli 1968 om

ikke-spredning af kernevåben. (* 1)

Efter at folketinget den 29. november 1968 havde meddelt sit samtykke til

Danmarks ratifikation af den under 1. juli 1968 i London, Moskva og

Washington undertegnede traktat om ikke-spredning af kernevåben, har Hans

Majestæt Kongen ved resolution af 16. december 1968 ratificeret nævnte

traktat, der har følgende ordlyd (den kinesiske, russiske og spanske tekst er

udeladt her):

TRAKTAT

om ikke-spredning af kernevåben

De stater, som afslutter denne traktat - i det følgende betegnet

»deltagerne i traktaten« - og som tager i betragtning den

ødelæggelse, som en kernevåbenkrig ville påføre hele menneskeheden, og den

deraf følgende nødvendighed af at udfolde enhver mulig anstrengelse for at

afvende faren for en sådan krig og for at tage forholdsregler til beskyttelse

af folkenes sikkerhed, mener, at en spredning af kernevåben alvorligt ville

øge faren for en kernevåbenkrig,

handler i overensstemmelse med De forenede Nationers generalforsamlings

resolutioner, som opfordrer til indgåelse af en overenskomst om forebyggelse

af en yderligere spredning af kernevåben,

forpligter sig til at samarbejde med henblik på at lette anvendelsen af

Den Internationale Atomenergiorganisations kontrolforanstaltninger på

fredelig nuklear virksomhed,

giver udtryk for deres støtte til forskning, udvikling og andre

bestræbelser på inden for rammerne af Den Internationale

Atomenergikontrolforanstaltninger at fremme anvendelsen af princippet om en

effektiv kontrol med forsyningen af udgangsmaterialer og særlige spaltelige

materialer ved hjælp af instrumenter og andre tekniske hjælpemidler på visse

strategiske punkter,

bekræfter princippet om, at fordelene ved fredelig anvendelse af nuklear

Læs alt

teknologi, herunder alle teknologiske biprodukter, som kernevåbenstater måtte

skaffe sig ved udvikling af nukleare sprænglegemer, bør stå til rådighed til

fredelige formål for alle deltagere i traktaten, uanset om disse besidder

kernevåben eller ej,

er overbevist om, at alle deltagere i traktaten til fremme af dette

princip er berettiget til at deltage i den størst mulige udveksling af

videnskabelige oplysninger om og - hver for sig eller i samarbejde med andre

stater - at bidrage til den videre udvikling af atomenergiens anvendelse til

fredelige formål,

erklærer, at de har til hensigt på det tidligst mulige tidspunkt at nå

frem til en standsning af kernevåbenkapløbet og at tage effektive

forholdsregler i retning af kernevåbennedrustning,

indtrængende opfordrer alle stater til at samarbejde om at nå dette mål,

erindrer om den beslutning, som deltagerne i traktaten af 1963 om forbud

mod kernevåbenforsøg i atmosfæren, det ydre rum og under vandet gav udtryk

for i dennes præambel, om at søge at nå frem til en standsning af alle

forsøgseksplosioner med kernevåben for bestandig og at videreføre

forhandlinger i dette øjemed,

ønsker at fremme den internationale afspænding og at styrke tilliden

mellem staterne for derigennem at lette muligheden for en standsning af

kernevåbenfremstillingen, afvikling af alle bestående lagre af disse og en

fjernelse fra nationale våbenarsenaler af kernevåben og deres

fremføringsmidler i henhold til en traktat om almindelig og fuldstændig

nedrustning under streng og effektiv international kontrol,

erindrer om, at staterne i henhold til De forenede Nationers Pagt skal

afstå fra i deres internationale forbindelser at true med eller at anvende

magt imod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed

eller på nogen anden måde, som er uforenelig med De forenede Nationers

målsætning, samt at tilvejebringelse og opretholdelse af international fred

og sikkerhed bør fremmes med mindst mulig anvendelse af verdens menneskelige

og økonomiske ressourcer til rustninger,

er blevet enige om følgende:

Artikel I

Enhver i denne traktat deltagende kernevåbenstat forpligter sig til

hverken direkte eller indirekte til nogen som helst modtager at overføre

kernevåben eller andre nukleare sprænglegemer eller kontrol over sådanne

våben eller sprænglegemer og ikke på nogen måde at bistå, opmuntre eller

bevæge nogen stat, som ikke besidder kernevåben, til at fremstille eller på

anden måde erhverve sådanne kernevåben eller andre nukleare sprænglegemer

eller kontrol over sådanne våben eller sprænglegemer.

Artikel II

Enhver i denne traktat deltagende stat, som ikke besidder kernevåben,

forpligter sig til hverken direkte eller indirekte fra nogen som helst

leverandør at modtage overførsel af kernevåben eller andre nukleare

sprænglegemer eller at modtage kontrol over sådanne våben eller sprænglegemer

og ejheller at fremstille eller på anden måde erhverve kernevåben eller andre

nukleare sprænglegemer eller at søge eller modtage nogen bistand til

fremstilling af kernevåben eller andre nukleare sprænglegemer.

Artikel III

1. Enhver i denne traktat deltagende stat, som ikke

besidder kernevåben, forpligter sig til at godtage sådanne

kontrolforanstaltninger, som måtte blive foreskrevet i en overenskomst, som

skal forhandles og afsluttes med Den Internationale Atomenergiorganisation i

overensstemmelse med Den Internationale Atomenergiorganisations statutter og

Organisationens kontrolsystem med det ene formål at kontrollere opfyldelsen

af de forpligtelser, den har påtaget sig i medfør af denne traktat med

henblik på at forhindre, at kerneenergi til fredelige formål anvendes til

kernevåben eller andre nukleare sprænglegemer. Fremgangsmåden ved anvendelsen

af de kontrolforanstaltninger, som kræves i medfør af denne artikel, skal

følges for så vidt angår udgangsmateriale og særligt spalteligt materiale,

uanset om dette fremstilles, forarbejdes eller anvendes i et egentligt

nukleart anlæg eller befinder sig uden for et sådant anlæg. De

kontrolforanstaltninger, som kræves i medfør af denne artikel skal anvendes

på alle udgangsmaterialer eller særlige spaltelige materialer ved al fredelig

kernefysisk virksomhed, som udøves inden for den pågældende stats

territorium, under dens jurisdiktion eller på et hvilket som helst sted under

dens kontrol.

2. Enhver i denne traktat deltagende stat forpligter

sig til ikke at forsyne nogen ikke-kernevåbenstat med a) udgangsmateriale

eller særligt spalteligt materiale eller b) udstyr eller materiale, som er

særligt beregnet eller behandlet til forarbejdning, anvendelse eller

fremstilling af særligt spalteligt materiale til fredelige formål, medmindre

udgangsmaterialet eller det særligt spaltelige materiale underkastes de

kontrolforanstaltninger, som kræves i medfør af denne artikel.

3. De kontrolforanstaltninger, som kræves i medfør af

denne artikel, skal iværksættes på en måde, som er i overensstemmelse med

denne traktats artikel IV, og som ikke hæmmer deltagernes økonomiske eller

tekniske udvikling eller det internationale samarbejde om fredelig nuklear

virksomhed, herunder den internationale udveksling af nukleart materiale og

udstyr til forarbejdning, anvendelse eller fremstilling af nukleart materiale

til fredelige formål i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel og

med de i præamblen anførte kontrolprincipper.

4. De i denne traktat deltagende stater, som ikke

besidder kernevåben, skal til opfyldelse af kravene i denne artikel indgå

overenskomster med Den Internationale Atomenergiorganisation enten hver for

sig eller sammen med andre stater i overensstemmelse med Den Internationale

Atomenergiorganisations statutter. Forhandlinger om sådanne overenskomster

skal påbegyndes inden 180 dage fra denne traktats oprindelige ikrafttræden.

Stater, som deponerer deres ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter

efter udløbet af 180-dages perioden, skal senest på deponeringsdatoen

påbegynde forhandlinger om sådanne overenskomster. Sådanne overenskomster

skal træde i kraft senest 18 måneder efter den dato, da forhandlingerne

påbegyndtes.

Artikel IV

1. Intet i denne traktat skal fortolkes som noget

indgreb i den umistelige ret, som tilkommer alle i traktaten deltagende

stater, til uden forskelsbehandling og i overensstemmelse med artikel I og II

i denne traktat at udvikle forskning, fremstilling og anvendelse af

kerneenergi til fredelige formål.

2. Alle deltagere i denne traktat forpligter sig til

at lette og har ret til at deltage i den størst mulige udveksling af udstyr,

materialer til samt videnskabelige og teknologiske oplysninger vedrørende

fredelig anvendelse af kerneenergi. De deltagere i traktaten, som er i stand

dertil, skal også samarbejde om at bidrage, enkeltvis eller sammen med andre

stater eller internationale organisationer, til den videre udvikling af

kerneenergiens anvendelse til fredelige formål, særlig på territorier

tilhørende deltagere, som er ikke-kernevåbenstater, med tilbørlig hensyntagen

til behovene i de områder af verden, som er under udvikling.

Artikel V

Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til at tage passende skridt

til sikring af, at det mulige udbytte af en hvilken som helst fredelig

anvendelse af nukleare eksplosioner i overensstemmelse med denne traktat,

under passende internationalt opsyn og gennem egnede internationale

fremgangsmåder, uden forskelsbehandling gøres tilgængeligt for de i traktaten

deltagende stater, som ikke besidder kernevåben, og at den betaling, som

afkræves sådanne deltagere for de anvendte sprænglegemer, bliver så lav som

muligt og ikke omfatter nogen betaling for forskning og udvikling. De i

traktaten deltagende stater, som ikke besidder kernevåben, skal i medfør af

særlig international overenskomst eller overenskomster kunne opnå et sådant

udbytte gennem et egnet internationalt organ med rimelig repræsentation af

stater, som ikke besidder kernevåben. Forhandlinger herom skal påbegyndes

snarest muligt efter traktatens ikrafttræden. De i traktaten deltagende

stater, som ikke besidder kernevåben, skal, såfremt de måtte ønske det, også

kunne opnå et sådant udbytte i medfør af tosidede aftaler.

Artikel VI

Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte

forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af

kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om

almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international

kontrol.

Artikel VII

Intet i denne traktat berører nogen gruppe af staters ret til at afslutte

regionale traktater med henblik på at skabe fuld sikkerhed for, at der ikke

findes kernevåben på deres respektive territorier.

Artikel VIII

1. Enhver deltager i denne traktat kan foreslå

ændringer i denne. Teksten til ethvert ændringsforslag skal forelægges

depositarmagternes regeringer, som skal rundsende den til alle deltagere i

traktaten. Derpå skal depositarmagternes regeringer på begæring af mindst en

tredjedel af deltagerne i traktaten sammenkalde en konference til behandling

af ændringsforslaget, hvortil alle deltagere i traktaten skal indbydes.

2. Enhver ændring i denne traktat skal godkendes af et

flertal af samtlige deltageres stemmer, herunder af alle de i traktaten

deltagende kernevåbenstater, og af alle andre deltagere, som er medlemmer af

styrelsesrådet for Den Internationale Atomenergiorganisation på den dato, da

ændringsforslaget rundsendes. Ændringen skal træde i kraft for enhver

deltager, som deponerer sit ratifikationsinstrument vedrørende ændringen, når

et flertal af deltagerne, herunder alle de i traktaten deltagende

kernevåbenstater og alle andre deltagere, som på datoen for

ændringsforslagets rundsendelse er medlemmer af styrelsesrådet for Den

Internationale Atomenergiorganisation, har deponeret deres

ratifikationsinstrumenter. Derefter træder den i kraft for enhver anden

deltager ved deponeringen af dennes ratifikationsinstrument vedrørende

ændringen.

3. Fem år efter denne traktats ikrafttræden skal

deltagerne i traktaten afholde en konference i Geneeve, Schweiz, for at

gennemgå hvordan traktaten virker med henblik på at sikre, at præamblens

målsætning og traktatens bestemmelser virkeliggøres. Derefter kan et flertal

af deltagerne i traktaten med fem års mellemrum ved at fremsætte forslag

herom til depositarmagternes regeringer opnå indkaldelse til yderligere

konferencer med det tilsvarende formål at gennemgå. hvordan traktaten virker.

Artikel IX

1. Denne traktat skal stå åben for undertegnelse af

alle stater. Enhver stat, som ikke undertegner traktaten før dens

ikrafttræden i medfør af denne artikels stk. 3, kan tiltræde den på et

hvilket som helst tidspunkt.

2. Denne traktat skal ratificeres af signatarmagterne.

Ratifikationsinstrumenter og tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos

regeringerne i Amerikas forenede Stater, De socialistiske Sovjetrepublikkers

Union og Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, som herved

udpeges som depositarmagter.

3. Denne traktat træder i kraft, når depositarmagterne

og 40 andre af traktatens signatarmagter har ratificeret den og deponeret

deres ratifikationsinstrumenter. I denne traktat skal en kernevåbenstat

forstås som en stat, som inden 1. januar 1967 har fremstillet og bragt et

kernevåben eller et andet nukleart sprænglegeme til eksplosion.

4. For stater, hvis ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter deponeres efter denne traktats ikrafttræden, træder

den i kraft på datoen for deponeringen af deres ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter.

5. Depositarmagterne skal omgående underrette alle

undertegnende og tiltrædende stater om datoen for hver undertegnelse, datoen

for deponering af hvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, datoen

for denne traktats ikrafttræden og datoen for modtagelsen af enhver begæring

om indkaldelse af en konference eller af andre meddelelser.

6. Denne traktat skal af depositarmagterne registreres

i henhold til artikel 102 i De forenede Nationers Pagt.

Artikel X

1. Enhver deltager skal under udøvelsen af sin

nationale suverænitet have ret til at opsige traktaten, hvis den fastslår, at

ekstraordinære begivenheder, der står i forbindelse med denne traktats

indhold, har bragt dens eget lands højeste interesser i fare. Den pågældende

deltager skal med tre måneders varsel give alle de øvrige deltagere i

traktaten samt De forenede Nationers Sikkerhedsråd meddelelse om en sådan

opsigelse. Meddelelsen skal indeholde en redegørelse for de ekstraordinære

begivenheder, som den anser for at have bragt dens højeste interesser i fare.

2. 25 år efter traktatens ikrafttræden skal der

indkaldes til en konference, der skal afgøre, om traktaten skal forblive i

kraft på ubestemt tid, eller om den skal forlænges for yderligere en bestemt

periode eller bestemte perioder. Denne afgørelse skal træffes af et flertal

af deltaerne i traktaten.

Artikel XI

Denne traktat, hvis engelske, russiske, franske, spanske og kinesiske

tekster har samme gyldighed, skal deponeres depositarmagternes arkiver.

Behørigt bekræftede kopier af denne traktat skal af depositarmagternes

regeringer tilstilles de undertegnende og tiltrædende staters regeringer.

Til bekræftelse heraf har undertegnede behørigt befuldmægtigede

undertegnet denne traktat.

Udfærdiget i tre eksemplarer i London, Moskva og Washington den første

juli nitten hundrede og otteogtreds.

Traktaten var pr. 15. januar 1969 undertegnet af:

Amerikas forenede Stater - De socialistiske Sovjetrepublikkers Union - De

forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland - Afghanistan - Den forenede

arabiske Republik - Barbados - Belgien -Bolivia - Botswana - Bulgarien -

Cameroun - Canada - Ceylon - Costa Rica - Colombia - Congo (Kinshasa) -

Cypern - Dahomey - Danmark - Den dominikanske Republik - Ecuador -

Elfenbenskysten - El Salvador - Finland - Gambia - Ghana - Grækenland -

Guatemala - Haiti - Honduras - Irak - Iran - Irland -Island - Jordan -

Jugoslavien - Kenya - Republikken Kina (Formosa) (* 2) - Republikken Korea -

Kuwait - Laos - Lesotho - Libanon - Liberia - Libyen - Luxembourg -

Madagascar - Malaysia - Maldiverne - Marokko - Mauritanien - Mexico - Den

mongolske Folkerepublik - Nederlandene - Nepal - New Zealand - Nicaragua -

Nigeria - Norge - Panama - Paraguay - Peru - Philippinerne - Polen - Rumænien

- San Marino - Senegal - Somalia - Sudan - Syd-Yemen - Syrien - Sverige -

Tchad - Tjekkoslovakiet - Togo Trinidad/Tobago - Tunesien - Den tyske

demokratiske Republik (Østtyskland) (* 2) - Ungarn - Uruguay - Venezuela -

Vietnam - Yemen - Æthiopien - Østrig - Øvre Volta.

Mexico erklærede ved undertegnelsen

1. at henset til traktatens artikel VII skal ingen af

traktatens bestemmelser fortolkes som på nogen måde berørende Mexicos

rettigheder og forpligtelser som deltager i traktaten om forbud mod

kernevåben i Latinamerika af 14. februar 1967 samt

2. at for nærværende kan et hvilket som helst nukleart

sprænglegeme anvendes som kernevåben, og at intet tyder på, at det i nær

fremtid vil blive muligt at fremstille nukleare sprænglegemer, som ikke er

potentielle kernevåben. Hvis de teknologiske fremskridt skulle ændre dette

forhold, ville det være nødvendigt at ændre traktatens herhenhørende

bestemmelser i overensstemmelse med den i traktaten fastlagte procedure.

Danmarks ratifikationsinstrumenter blev den 3. januar 1969 deponeret hos

regeringerne i de tre depositarlande, Amerikas forenede Stater, De

socialistiske Sovjetrepublikkers Union og Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland.

Foruden Danmark havde pr. 15. januar 1969 følgende lande deponeret deres

ratifikationsinstrumenter:

Cameroun - Canada - Irland - Nigeria - Storbritannien.

Ifølge det britiske ratifikationsinstrument omfatter ratifikationen Det

forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, De associerede Stater

(Antigua, Dominica, Grenada, Saint Christopher- Nevis- Anguilla og Saint

Lucia) samt territorier under Det forenede Kongeriges territoriale

suverænitet såvel som Staten Brunei, Kongeriget Tonga og Protektoratet for de

britiske Salomonøer.

Endvidere afgav Storbritannien ved deponeringen erklæring om, at

traktatens bestemmelser ikke finder anvendelse på Syd-Rhodesia, medmindre og

før Storbritanniens regering underretter de andre depositarlande om, at den

er i stand til at sikre fuld gennemførelse af forpligtelserne i henhold til

traktaten for dette område.

Ifølge artikel IX, stk. 3 træder traktaten først i kraft, når de tre

depositarlande samt 40 andre signatarlande har ratificeret den og deponeret

deres ratifikationsinstrumenter.

Udenrigsministeriet, den 25. februar

1969.

Poul Hartling.

Lignende dokumenter