Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår skatter af arv og gaver

BKI nr 115 af 11/11/1992Bekendtgørelse (international)Skatte- og Vækstministeriet2. december 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af Overenskomst mellem Danmark,

Finland, Island, Norge og Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning for så

vidt angår skatter af arv og gaver

Den 12. september 1989 undertegnedes i Helsingfors en overenskomst

mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige til undgåelse af

dobbeltbeskatning for så vidt angår skatter af arv og gaver.

Overenskomsten har følgende ordlyd:

OVERENSKOMST

mellem

Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige til undgåelse af

dobbeltbeskatning for så vidt angår skatter af arv og gaver.

Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, der ønsker at

indgå en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår

skatter af arv og gaver, er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Arv og gaver, som omfattes af overenskomsten

Denne overenskomst skal finde anvendelse på

a) arv i tilfælde, hvor afdøde på dødstidspunktet var hjemmehørende i en

eller flere af de kontraherende stater;

b) gaver mellem fysiske personer i tilfælde, hvor giveren på tidspunktet

for skattepligtens indtræden var hjemmehørende i en eller flere af de

kontraherende stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på skatter

på arv og gave, som pålignes på en kontraherende stats vegne uden hensyn til,

hvorledes de opkræves.

2. Som skatter på arv anses alle skatter, der pålignes

arv, samt andre overførsler af formuegoder inter vivos eller mortis causa,

der ved en persons død i henhold til en kontraherende stats lovgivning

Læs alt

medfører betaling af skat af overførsel af formuegoder.

3. Som skatter på gaver anses alle skatter, der

pålignes overførsler af formuegoder inter vivos, i den udstrækning de ikke er

omfattet af stykke 2, men kun når sådanne overførsler sker uden eller for

mindre end fuldt vederlag.

4. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal

finde anvendelse, er

a) i Danmark arveafgift og gaveafgift samt indkomstskat på gavers værdi;

b) i Finland arveskat og gaveskat samt kommunalskat i den udstrækning,

hvori denne pålignes formuegoder, som modtages gennem arv, som bidrag eller

godtgørelse, der omhandles i kap. 8 i arveloven, på grund af testamente eller

som gaver;

c) i Island arveskat og indkomstskat på gavers værdi;

d) i Norge arveafgift og gaveafgift;

e) i Sverige arveskat og gaveskat.

5. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle

skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter denne overenskomsts

underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende

skatter. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal give

hinanden underretning om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres

respektive skattelove.

6. Overenskomsten finder ikke for nogen af de

kontraherende staters vedkommende anvendelse på særlige skatter ved lotteri

og væddemål, skat på dokument (stempelafgift) eller afgift i forbindelse med

behandling af dødsboer (skifteafgifter). Den anvendes heller ikke på

indkomstskat, der pålignes en fortjeneste, der efter en kontraherende stats

lovgivning opstår ved overførsler eller på skatter og afgifter, der pålignes

som modstykke til en tidligere fradragsret ved indkomstopgørelsen.

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen har i denne

overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

a) »kontraherende stat« betyder Danmark, Finland, Island, Norge

og Sverige; »Danmark« omfatter ikke Færøerne og Grønland;

»Finland« omfatter for så vidt angår den finske kommunalskat ikke

landskabet Åland; »Norge« omfatter ikke Svalbard (herunder

Bjørnøen), Jan Mayen og de norske områder (»bilande«) uden for

Europa;

b) »arv« betyder alle formuegoder, hvis overførsel er

undergivet en sådan skat på arv, der er omfattet af overenskomsten;

c) »gave« betyder alle formuegoder, hvis overførsel er

undergivet en sådan skat på gave, der er omfattet af overenskomsten;

d) »statsborger« betyder fysiske personer, der har indfødsret i

en kontraherende stat og juridiske personer eller andre sammenslutninger, der

består i kraft af gældende lovgivning i en kontraherende stat;

e) »kompetente myndigheder« betyder:

1) i Danmark: skatteministeren;

2) i Finland: finansministeriet;

3) i Island: finansministeren ved gave og socialministeren ved arv;

4) i Norge: finans- og tolddepartementet;

5) i Sverige: finansministeren;

eller den myndighed i enhver af disse stater, til hvilken det overdrages

at behandle spørgsmål vedrørende overenskomsten.

2. Ved anvendelse af overenskomsten i en kontraherende

stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke

er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats

lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en

person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person,

efter hvem arv eller gave, ifølge lovgivningen i denne stat, er skattepligtig

der på grund af denne persons hjemsted, bopæl eller ethvert andet lignende

kriterium eller på grund af dennes statsborgerskab. Udtrykket omfatter dog

ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til der beroende

formuegoder.

2. Såfremt en fysisk person efter bestemmelserne i

stykke 1 er hjemmehørende i flere kontraherende stater, bestemmes hans status

efter følgende regler:

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har

en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i

flere stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med

hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt

for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine

livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i

nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i

hvilken han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i flere stater, eller hvis han ikke

har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i

den stat, i hvilken han er statsborger;

d) er han statsborger i flere stater, eller er han ikke statsborger i

nogle af dem, skal de kompetente myndigheder i de pågældende kontraherende

stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. Hvis en fysisk person

a) er statsborger i en kontraherende stat uden at være det i en anden

kontraherende stat; og

b) ifølge stykke 1 er hjemmehørende i begge disse stater af anden grund

end statsborgerskab; samt

c) ifølge stykke 1 har været hjemmehørende i den stat, han ikke er

statsborger i, i sammenlagt mindre end 5 år (heri indregnet perioder af

lejlighedsvis fravær) af de sidste 7 år, skal han, uanset stykke 2, anses for

at være hjemmehørende i den stat, hvori han er statsborger.

Artikel 5

Fast ejendom

1. Fast ejendom, der overføres som arv efter en

person, der ved dødsfaldet var hjemmehørende i en kontraherende stat, og som

er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fast ejendom, der overføres som gave ydet af en

person, som ved skattepligtens indtræden er hjemmehørende i en kontraherende

stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i

denne anden stat.

3. a) Udtrykket »fast ejendom« har -

medmindre bestemmelserne i litra b) medfører andet - den betydning, som

udtrykket har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er

beliggende.

b) Udtrykket skal dog i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom,

besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, bygninger,

rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse,

brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller

faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte

mineralforekomster, kilder eller andre naturforekomster.

4. Overførsel ved arv og gave af aktier eller andre

andele i et selskab, hvis væsentligste og faktiske formål er at eje fast

ejendom, kan beskattes i den kontraherende stat, hvori den faste ejendom, som

selskabet ejer, er beliggende.

5. Bestemmelserne i stykke 1-4 skal også finde

anvendelse på fast ejendom, der indgår i et foretagende eller indgår ved

udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 6

Formue, der er knyttet til et fast driftssted eller et fast sted

1. Et foretagendes formuegoder, der overføres som arv

efter en person, der ved dødsfaldet var hjemmehørende i en kontraherende

stat, og som er en del af et fast driftssted, der er beliggende i anden

kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Et foretagendes formuegoder, der overføres som gave

fra en person, der ved skattepligtens indtræden er hjemmehørende i en

kontraherende stat, og som er en del af et fast driftssted, der er beliggende

i en anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast

driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes

virksomhed helt eller delvis udøves.

4. Udtrykket »fast driftssted« omfatter

navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en grube, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet

sted, hvor naturforekomster udvindes.

5. Et bygnings-, anlægs-, installations - eller

monteringsprojekt, eller virksomhed, der består i planlægning, kontrol,

rådgivning eller anden hjælpende personaleindsats i forbindelse med et sådant

projekt, udgør et fast driftssted, men kun såfremt projektet eller

virksomheden varer i mere end 12 måneder i en kontraherende stat.

6. Ved beregning af den tid, som omhandles i stykke 5,

anses virksomhed, som udøves af et foretagende, som har interessefællesskab

med et andet foretagende for udøvet af det foretagende, som det har

interessefællesskab med, såfremt virksomheden i væsentlig grad er af samme

art som den virksomhed, som det sidstnævnte foretagende udøver, og begge

foretagenders virksomhed vedrører samme projekt.

Foretagender anses for at have interessefællesskab, såfremt det ene

foretagende direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af

det andet foretagende, eller ejer en væsentlig del af dette foretagendes

kapital, eller såfremt samme personer direkte eller indirekte deltager i

ledelsen eller kontrollen af begge foretagender, eller ejer en væsentlig del

af disse foretagenders kapital.

7. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel

skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling

eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende

til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende

til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage

indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve

enhver anden virksomhed for foretagendet, der er af forberedende eller

hjælpende karakter;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til samtidig

udøvelse af flere af de i litra a) - e) nævnte aktiviteter, forudsat at det

faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat heraf, er af

forberedende eller hjælpende karakter.

8. Formuegoder, der overføres som arv efter en person,

som ved dødsfaldet var hjemmehørende i en kontraherende stat, og som hører

til et fast sted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan

beskattes i denne anden stat.

9. Formuegoder, der overføres som gave fra en person,

der ved skattepligtens indtræden er hjemmehørende i en kontraherende stat, og

som hører til et fast sted, der er beliggende i den anden kontraherende stat,

kan beskattes i denne anden stat.

10. Fast sted' betyder et sted, som til stadighed står

til rådighed med henblik på udøvelse af frit erhverv eller andet selvstændigt

arbejde af lignende karakter.

11. Uanset stykke 1-10 omfattes fast ejendom af

artikel 5.

Artikel 7

Anden formue

1. Formuegoder, der ikke er behandlet i artiklerne 5

og 6, og som overføres som arv efter en person, der ved dødsfaldet er

hjemmehørende i en kontraherende stat, kan, uanset hvor de befinder sig, kun

beskattes i denne stat.

2. Formuegoder, der ikke er behandlet i artiklerne 5

og 6 og som overføres som gave fra en person, der, på tidspunktet for

skattepligtens indtræden, er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan,

uanset hvor de befinder sig, kun beskattes i denne stat.

Artikel 8

Subsidiær beskatningsret

1. I tilfælde, hvor en stat ikke kan udnytte sin ret

til at beskatte efter artiklerne 5-7, og dette medfører, at et formuegode

ikke beskattes i nogen af de kontraherende stater, kan en anden kontraherende

stat beskatte, såfremt den manglende udnyttelse skyldes,

a) at staten ikke har hjemmel i sin egen lovgivning om skattepligtens

territoriale afgrænsning til at beskatte aktiver af den pågældende art; eller

skyldes,

b) at staten ikke har hjemmel i sin egen lovgivning om skattepligt på

grund af personlig tilknytning til at beskatte.

2. Hvis flere stater kan beskatte under henvisning til

stykke 1, gælder følgende om hvilke af disse, der har ret til at beskatte:

a) Den stat, hvor afdøde eller gavegiver var hjemmehørende, har ret til

at beskatte.

b) Hvis den kontraherende stat, hvori afdøde elle gavegiver var

hjemmehørende, ikke kan udnytte sin ret til at beskatte, har den stat ret til

at beskatte, hvori modtageren var hjemmehørende.

c) Hvis det ikke på grundlag af reglerne i litra a) og b) kan afgøres,

hvilken stat, der kan beskatte, skal de kompetente myndigheder i de

pågældende kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 9

Fradrag og værdiansættelser

1. Ved opgørelsen af det skattepligtige beløb

foretager hver stat værdiansættelser i overensstemmelse med sin egen

lovgivning. Tilsvarende indrømmer hver stat fradrag i overensstemmelse med

sin egen lovgivning.

2. Ved opgørelsen af det skattepligtige beløb

medregner hver stat, der påligner skat, indtægter og udgifter vedrørende de

enkelte aktiver, herunder beløb, der træder i stedet for disse, i

overensstemmelse med reglerne i sin egen lovgivning.

Artikel 10

Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning

1. Hvis afdøde eller gavegiver var hjemmehørende i

Danmark, Finland, eller Sverige, lempes dobbeltbeskatningen på følgende måde:

a) Den kontraherende stat, hvori afdøde var hjemmehørende ved sin død,

skal i den i overensstemmelse med sin lovgivning beregnede arveskat fradrage

beløb (herunder tidligere eller senere beregnede beløb), som er betalt i en

anden kontraherende stat i anledning af samme overførsel af samme formuegoder

fra samme person og som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne

overenskomst kan beskattes i denne anden stat.

b) Den kontraherende stat, hvori giver var hjemmehørende, skal i den i

overensstemmelse med sin lovgivning beregnede gaveskat fradrage beløb

(herunder tidligere eller senere beregnede beløb), som er betalt i en anden

kontraherende stat i anledning af samme overførsel af samme formuegoder

mellem samme personer og som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne

overenskomst kan beskattes i denne anden stat.

c) De fradrag, som er omtalt i litra a) og b), skal imidlertid ikke

overstige den del af skatten i den førstnævnte kontraherende stat, beregnet

før indrømmelsen af noget fradrag, som kan henføres til de formuegoder, med

hensyn til hvilke fradraget skal indrømmes.

d) Ved anvendelsen af litra a) og b) betragtes en ægtefælles overtagelse

af et fællesbo til hensidden i uskiftet bo som en selvstændig overførsel.

2. Hvis afdøde eller gavegiver var hjemmehørende i

Island eller i Norge, lempes dobbeltbeskatningen på følgende måde:

a) Den kontraherende stat, hvori afdøde var hjemmehørende ved sin død,

skal fritage ethvert formuegode fra arveskat, der i anledning af samme

overførsel af samme formuegoder fra samme person i overensstemmelse med

bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i en anden kontraherende

stat.

b) Den kontraherende stat, hvori giver var hjemmehørende, skal fritage

ethvert formuegode for gaveskat, der i anledning af samme overførsel af samme

formuegoder mellem samme personer i overensstemmelse med bestemmelserne i

denne overenskomst kan beskattes i en anden kontraherende stat.

c) En kontraherende stat kan i alle tilfælde ved beregningen af skatten

af ethvert andet formuegode i denne stat medregne de fritagne formuegoder i

beregningsgrundlaget.

3. Ved opgørelsen af de formuegoder, med hensyn til

hvilke fradrag skal indrømmes i henhold til Stykke 1, eller som fritages for

beskatning i henhold til stykke 2, medregner hver stat ved fastsættelsen af

beregningsgrundlaget indtægter og udgifter vedrørende de enkelte aktiver,

herunder beløb, der træder i stedet for disse, i overensstemmelse med sin

egen lovgivning.

Artikel 11

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal, uden

hensyn til, hvor de er hjemmehørende, ikke i den anden kontraherende stat

kunne undergives nogen beskatning eller nogen dermed forbundne krav, som er

anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav,

som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive

undergivet.

2. Statsløse personer, der er hjemmehørende i en

kontraherende stat, skal ikke i nogen af de kontraherende stater kunne

undergives nogen beskatning eller nogen dermed forbundne krav, som er

anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav,

som statsborgere i den pågældende stat under samme forhold er eller måtte

blive undergivet.

3. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal

bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og

betegnelse.

Artikel 12

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

1. Såfremt en person mener, at der i en eller flere af

de kontraherende stater er truffet foranstaltninger, som for ham medfører

eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med

bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uden at det påvirker hans ret

til at anvende de retsmidler, som står til hans rådighed ifølge disse staters

interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den

kontraherende stat, hvori han er hjemmehørende, eller såfremt tilfældet er

omfattet af art. 11, stk. 1, i den kontraherende stat, i hvilken han er

statsborger. Sagen skal forelægges inden 3 år fra den dag, hvor der er givet

ham den første underretning om den foranstaltning, som medfører en

beskatning, der ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i

overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen

synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning,

søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i sådan

anden kontraherende stat, som berøres af spørgsmålet, med henblik på at undgå

en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Hvis den

stat, over for hvis kompetente myndighed den pågældende person har forelagt

sagen, ikke selv berøres af spørgsmålet, skal denne kompetente myndighed

overlade sagen til den kompetente myndighed i en af de stater, som berøres af

spørgsmålet.

3. Såfremt vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål opstår

mellem kontraherende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af

overenskomsten, skal de kompetente myndigheder i disse stater forhandle for

at søge at løse spørgsmålet ved særlig aftale. De kompetente myndigheder i de

kontraherende stater kan tillige forhandle for at undgå dobbeltbeskatning i

sådanne tilfælde, som ikke omfattes af overenskomsten eller for, ved særlig

aftale, at løse spørgsmål, som - uden at være regulerede af overenskomsten -

på grund af uligheder i de pågældende staters principper for skattens

beregning eller af andre grunde, kan opstå for så vidt angår de skatter, som

omhandles i artikel 2.

Inden afgørelse træffes i spørgsmål, som omhandles i første afsnit, skal

resultatet af de der omhandlede forhandlinger snarest meddeles til de

kompetente myndigheder i de øvrige kontraherende stater. Såfremt den

kompetente myndighed i en kontraherende stat finder, at forhandlinger bør

finde sted mellem de kompetente myndigheder i samtlige kontraherende stater,

skal på begæring af den kompetente myndighed i den førstnævnte kontraherende

stat sådanne forhandlinger finde sted snarest muligt.

Artikel 13

Medlemmer af diplomatiske og konsulære repræsentationer

Bestemmelsen i denne overenskomst berører ikke de skattemæssige

begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske eller konsulære

repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller

særlige aftaler.

Artikel 14

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med

de nødvendige ændringer udvides til at omfatte de områder, som i henhold til

bestemmelserne i artikel 3, stykke 1 a) er undtaget fra overenskomstens

anvendelsesområde, under forudsætning af, at der der pålægges skatter af

væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på.

Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være

undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende

opsigelse, som måtte blive fastsat mellem de kontraherende stater i noter,

der skal udveksles ad diplomatisk vej.

2. Såfremt overenskomsten i henhold til artikeI 16

ophører at være gældende, skal, såfremt anden aftale ikke træffes mellem de

kontraherende stater, overenskomsten ophøre at være gældende også for ethvert

område, hvortil overenskomsten er udvidet i henhold til denne artikel.

Artikel 15

Ikrafttræden

1. Denne overenskomst træder i kraft den tredivte dag

efter den dag, da samtlige kontraherende stater har meddelt det finske

Udenrigsministerium, at overenskomsten er godkendt. Det finske

Udenrigsministerium underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen

af disse meddelelser og om tidspunktet for overenskomstens ikrafttræden.

2. Efter overenskomstens ikrafttrædelse finder dens

bestemmelser anvendelse

a) for så vidt angår arveskat, på dødsfald den tresindstyvende dag efter

den dag, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere;

b) for så vidt angår gaveskat, på gaveskattepligt, som i en af de

kontraherende stater indtræder den tresindstyvende dag efter den dag, hvor

overenskomsten træder i kraft, eller senere.

3. Nedennævnte overenskomster skal ophøre at finde

anvendelse på arv og gaver, på hvilke nærværende overenskomst finder

anvendelse i henhold til stykke 2:

Overenskomst af 17. december 1949 mellem Kongeriget Norge og Kongeriget

Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler;

Overenskomst af 31. marts 1950 mellem Republikken Finland og Kongeriget

Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler;

Overenskomst af 27. oktober 1953 mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler

med senere ændringer;

Overenskomst af 29. marts 1954 mellem Republikken Finland og Kongeriget

Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende arvemidler;

Overenskomst af 18. juli 1955 mellem Kongeriget Danmark og Republikken

Finland til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende arvemidler med senere

ændringer;

Overenskomst af 23. maj 1956 mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Norge

til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende arvemidler.

Disse overenskomster skal ophøre med at være gældende på det sidste

tidspunkt, da de i henhold til de foregående bestemmelser i dette stykke

finder anvendelse.

4. Endvidere skal den til enhver tid gældende

overenskomst mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for

så vidt angår indkomst- og formueskatter ikke finde anvendelse for så vidt

angår indkomstskat på gaver, som nærværende overenskomst skal anvendes på i

henhold til stykke 2.

Artikel 16

Opsigelse

En kontraherende stat kan senest den 30. juni i et kalenderår, som

begynder efter udgangen af et tidsrum på fem år efter dagen for

ikrafttrædelsen af overenskomsten, opsige overenskomsten ved skriftlig

meddelelse herom til det finske Udenrigsministerium, som underretter de

øvrige kontraherende stater om modtagelsen af sådan meddelelse og om dens

indhold. Såfremt opsigelsesfristen er iagttaget, ophører overenskomsten at

gælde i forholdet mellem den stat, som har fremsat opsigelsen, og de øvrige

kontraherede stater:

a) for så vidt angår arveskat, på dødsfald den tresindstyvende dag efter

den dag, hvor det finske Udenrigsministerium modtog meddelelsen om opsigelsen

eller senere;

b) for så vidt angår gaveskat, på gaveskattepligt som i de berørte stater

indtræder den tresindstyvende dag efter den dag, hvor det finske

Udenrigsministerium modtog meddelelsen om opsigelsen eller senere.

Originaleksemplaret til denne overenskomst deponeres i det finske

Udenrigsministerium, som tilstiller de øvrige kontraherende stater bekræftede

kopier heraf.

Til bekræftelse heraf har de dertil behørigt befuldmægtigede undertegnet

denne aftale.

Udfærdiget i Helsingfors, den 12.

september 1989 i et eksemplar på

dansk, finsk, islandsk, norsk og

svensk, idet der på svensk

udfærdiges to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige

tekster har lige gyldighed. For Kongeriget For Republikken

Danmarks Regering Finlands Regering

Mogens Rasmussen Rainer Søderholm

For Republikken For Kongeriget

Islands Regering Norges Regering

Ragnar Hall Per Olav Gjesti

For Kongeriget

Sveriges Regering

Kerstin Bostrøm

Overenskomsten trådte i medfør af artikel 15, stk. 1, i kraft den 19.

august 1992.

Skatteministeriet, den 11. november 1992

Anders Fogh Rasmussen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter