Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager

BKI nr 42 af 30/04/1992Bekendtgørelse (international)Skatte- og Vækstministeriet20. maj 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af Overenskomst af 7. december

1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager

Den 7. december 1989 undertegnedes i København en overenskomst

mellem de nordiske lande om bistand i skattesager.

Overenskomsten har følgende ordlyd:

Overenskomst

mellem

de nordiske lande

om bistand i skattesager

Danmarks regering sammen med Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre

samt regeringerne i Finland, Island, Norge og Sverige,

der ønsker at indgå en overenskomst om bistand i skattesager,

der konstaterer, at for så vidt angår Færøerne og Grønland de sagsområder,

som omfattes af denne overenskomst, selv i forhold til udlandet henhører

under Færøernes og Grønlands selvstyrekompetence,

er blevet enige om følgende:

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

De kontraherende stater forpligter sig til at yde hinanden bistand i

skattesager i henhold til denne overenskomst med hensyn til:

a) forkyndelse af dokumenter,

b) oplysning i skattesager, såsom tilvejebringelse af selvangivelser

eller andre meddelelser og udveksling af oplysninger uden særlig begæring

eller efter anmodning i det enkelte tilfælde,

c) fremskaffelse af selvangivelsesblanketter og andre skatteblanketter,

d) foranstaltning til at hindre, at forskudsskat trækkes i mere end en

stat,

e) opkrævning af skat,

f) overførsel af skat, og

g) inddrivelse af skat og sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav.

Læs alt

Artikel 2

1. De gældende skatter, på hvilke denne overenskomst skal finde

anvendelse, er:

a) i Danmark:

1) indkomstskatten til staten,

2) den kommunale indkomstskat,

3) den amtskommunale indkomstskat,

4) den særlige indkomstskat,

5) kirkeskatten,

6) udbytteskatten,

7) renteskatten,

8) royaltyskatten,

9) skatterne i henhold til kulbrinteskatteloven,

10) formueskatten til staten, og

11) sømandsskatten;

b) på Færøerne:

1) skatten til landskassen,

2) skatten til kommunerne,

3) kirkeskatten,

4) udbytteskatten, og

5) royaltyskatten;

c) i Grønland:

1) landsskatten

2) den særlige landsskat,

3) kommuneskatten,

4) udbytteskatten,

5) den fælleskommunale skat, og

6) skatterne i henhold til kulbrinteskatteloven;

d) i Finland:

1) den statslige indkomst- og formueskat,

2) kommunalskatten,

3) kirkeskatten, og

4) kildeskatten;

e) i Island:

1) den statslige indkomstskat,

2) den kommunale indkomstskat, og

3) den statslige formueskat;

f) i Norge:

1) indkomst- og formueskatten til staten,

2) indkomst- og formueskatten til kommunerne,

3) indkomstskatten til fylkene,

4) fællesskatten til skattefordelingsfonden,

5) skatterne i henhold til petroleumsskatteloven,

6) afgiften til staten af honorarer til udenlandske kunstnere, og

7) sømandsskatten;

g) i Sverige:

1) indkomstskatten til staten, herunder sømandsskatten og kuponskatten,

2) bevillingsafgiften for visse offentlige forestillinger,

3) »ersætningsskatten«,

4) »utskiftningsskatten«,

5) »vinstdelningsskatten«,

6) den kommunale indkomstskat, og

7) formueskatten til staten;

h) i samtlige kontraherende stater:

1) arve- og gaveafgifter,

2) motorafgifter i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20

truffen aftale,

3) merværdiafgift og anden almindelig omsætningsafgift i det omfang, som

angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale,

4) punktskatter i det omfang, som angives i en i henhold til artikel 20

truffen aftale,

5) socialforsikringsbidrag og andre bidrag til det offentlige i det

omfang, som angives i en i henhold til artikel 20 truffen aftale.

2. Med skat ligestilles forskud på sådan skat og afgift, som

omfattes af dette stykke, litra a) - g).

3. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af

samme eller væsentlig samme art, der efter overenskomstens undertegnelse

pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.

Artikel 3

Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende

udtryk den nedenfor angivne betydning:

a) udtrykket »kontraherende stat« betyder Danmark, Finland,

Island, Norge og Sverige; ved anvendelsen af denne overenskomst omfatter

udtrykket tillige de i det danske rige selvstyrende folkesamfund Færøerne og

Grønland;

b) Ved »den kompetente myndighed« forstås:

1) i Danmark: Skatteministeriet,

2) på Færøerne: Færøernes ligningsråd,

3) i Grønland: Skattedirektoratet,

4) i Finland: Finansministeriet,

5) i Island: Finansministeriet,

6) i Norge: Finans- og toldepartementet og

7) i Sverige: Finansdepartementet,

eller den myndighed i enhver af disse stater, der er bemyndiget til på

ovennævnte myndigheders vegne at behandle spørgsmål, der omfattes af denne

overenskomst.

c) »den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst« betyder

overenskomst af 12. september l989 mellem de nordiske lande til undgåelse af

dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og

overenskomst af 12. september l989 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og

Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår skatter af arv

og gaver samt tilsvarende overenskomster mellem de nordiske lande, der efter

undertegnelsen af nærværende overenskomst indgås ved siden af eller i stedet

for disse overenskomster.

Artikel 4

1. En kontraherende stat er pligtig at yde bistand i henhold til

artikel 1 i alle de skattesager og med hensyn til alle de skattekrav, som er

opstået i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med dennes

lovgivning vedrørende de skatter, afgifter og bidrag, som omfattes af artikel

2.

2. Bistanden kan omfatte foranstaltninger ikke blot over for

skattepligtige, men tillige over for andre, som ifølge lovgivningen i den

kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, er pligtige til at yde

bistand til skattemyndighederne.

3. Anmodningen om bistand må kun fremsættes, såfremt de begærede

foranstaltninger ikke kan foretages i egen stat uden væsentlige

vanskeligheder, og såfremt den stat, som fremsætter anmodningen, ifølge sin

egen lovgivning kan yde tilsvarende bistand på begæring af den stat, til

hvilken anmodningen er rettet.

4. Anmodning om bistand og skriftveksling mellem de kontraherende

stater i henhold til denne overenskomst iværksættes af den kompetente

myndighed i disse stater.

Artikel 5

1. Anmodninger og andre dokumenter i sager vedrørende bistand skal

være affattede på dansk, norsk eller svensk eller være bilagt en oversættelse

til et af disse sprog. For sager vedrørende forkyndelse gælder dette dog

alene anmodningen om forkyndelse.

2. I anmodninger om bistand skal angives den myndighed, som

primært har begæret bistanden, samt navn, erhverv eller titel, adresse,

fødselsdata og hjemstedskommune samt om muligt arbejdsplads og opholdssted

vedrørende den person, som sagen gælder. Anmodningen bør endvidere indeholde

oplysning om øvrige omstændigheder, som kan tjene til vejledning for at

identificere denne person.

Artikel 6

1. En anmodning om bistand kan afslås, såfremt den kontraherende

stat, hos hvilken bistanden er begæret, anser denne for at stride mod sine

almene interesser.

2. Når spørgsmålet om anvendelse af en bestemmelse i nogen af de

nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomster er indbragt for den kompetente

myndighed i den kontraherende stat, hvortil der er rettet anmodning om

bistand, kan denne stat, efter aftale med den kontraherende stat, som har

begæret bistanden, stille anmodningen om bistand med inddrivelse af skat i

bero.

Artikel 7

1. Såfremt en anmodning om bistand ikke efterkommes, skal den

kontraherende stat, som har begæret bistanden, snarest muligt underrettes om

afgørelsen og motiveringen for denne.

2. Iværksættes bistanden, skal den kontraherende stat, hos hvilken

bistanden er begæret, snarest muligt underrette den anden kontraherende stat

om resultatet om bistanden.

3. Underretning i henhold til denne artikel skal tillige omfatte

sådanne omstændigheder, som kan være af betydning for skattesagens videre

behandling.

Artikel 8

Dokumenter, som er udfærdiget eller bekræftet af domstol eller

forvaltningsmyndighed i en kontraherende stat, behøver ikke at blive

legaliseret for at kunne anvendes i skattesager inden for en anden

kontraherende stats område.

Tilsvarende gælder for så vidt angår dokumenter, som er underskrevet af en

tjenestemand hos domstolen eller myndigheden, såfremt sådan underskrift er

tilstrækkelig ifølge lovgivningen i den kontraherende stat, som domstolen

eller myndigheden tilhører.

Forkyndelse af dokumenter

Artikel 9

1. Forkyndelse i henhold til denne overenskomst skal ske på den

måde, som for tilsvarende forkyndelse anvendes i henhold til lovgivning eller

administrativ praksis i den kontraherende stat, hos hvilken forkyndelsen er

begæret. En anmodning om forkyndelse af et dokument skal indeholde en kort

angivelse af dokumentets indhold.

2. Såfremt den kontraherende stat, som begærer forkyndelsen,

ønsker det, kan forkyndelsen ske under iagttagelse af særlige

formforskrifter, i det omfang den begærede fremgangsmåde er i

overensstemmelse med lovgivningen i den kontraherende stat, i hvilken

forkyndelsen skal ske.

3. Som bevis for forkyndelsen skal gælde enten en dateret og

bekræftet anerkendelse af den, over for hvilken forkyndelsen er sket, eller

et bevis af pågældende myndighed i den kontraherende stat, hos hvilken

forkyndelsen er begæret, indeholdende en angivelse af formen og tidspunktet

for forkyndelsen.

Indfordring af oplysninger m.m.

Artikel 10

1. Oplysninger skal indfordres i overensstemmelse med lovgivningen

i den kontraherende stat, til hvilken begæringen er rettet.

2. Anmodning om indfordring af oplysninger kan afslås, såfremt

forretnings-, fabrikations- eller erhvervshemmeligheder ville blive

åbenbaret, såfremt anmodningen blev efterkommet.

Artikel 11

1. Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal i det

omfang, det kan ske på grundlag af tilgængelige kontroloplysninger eller

tilsvarende oplysninger, snarest muligt efter udløbet af hvert kalenderår,

uden særlig anmodning, tilstille den kompetente myndighed i enhver af de

andre kontraherende stater oplysninger vedrørende i denne stat bosatte

fysiske personer eller der hjemmehørende juridiske personer, for så vidt

angår:

a) udlodninger fra aktieselskaber og lignende juridiske personer,

b) renter af obligationer og lignende værdipapirer,

c) tilgodehavender hos banker, sparekasser og lignende institutioner samt

renter af sådanne tilgodehavender,

d) besiddelse af fast ejendom,

e) royalties og andre periodisk betalbare afgifter for udnyttelse af

ophavsret, patent, mønster, varemærke eller anden sådan rettighed eller

ejendom,

f) lønninger, honorarer, pensioner og livrenter,

g) skades-, forsikrings- og anden sådan erstatning, som er oppebåret i

forbindelse med næringsvirksomhed, samt

h) andre indkomster eller aktiver, i det omfang overenskomst herom

træffes i henhold til artikel 20.

2. Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal virke

for, at oplysninger, som fremkommer ved en undersøgelse i denne stat i en sag

vedrørende beskatning, og som kan antages at have interesse for en anden

kontraherende stat, snarest fremsendes til den kompetente myndighed i denne

anden stat.

3. Såfremt det i den kontraherende stat, som har modtaget

oplysningerne, viser sig, at oplysningerne ikke er i overensstemmelse med de

virkelige forhold, skal den kompetente myndighed i denne stat på passende

måde underrette den kompetente myndighed i den kontraherende stat, som har

afgivet oplysningerne, om forholdet.

4. I tilfælde, hvor en i en af de kontraherende stater bosat

person er afgået ved døden og har efterladt sig fast ejendom, der er

beliggende i en anden kontraherende stat eller aktiver, der er anbragt i en

virksomhed der, skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat, så

snart kendskab til forholdet er erhvervet, underrette den kompetente

myndighed i den anden stat herom.

Artikel 12

1. To eller flere kontraherende stater skal på anmodning af en af

dem rådføre sig med hinanden med det formål at fastslå hvilke sager, der skal

undergives samtidige skatteundersøgelser og fremgangsmåden i forbindelse

hermed. Hver af de berørte kontraherende stater skal afgøre, om den ønsker at

deltage i en bestemt samtidig skatteundersøgelse.

2. Ved samtidig skatteundersøgelse i stykke 1 forstås en ordning

mellem to eller flere kontraherende stater for på hver stats eget territorium

samtidig at undersøge nogens skatteforhold, hvor staterne har fælles eller

tilknyttede interesser, med det formål at udveksle enhver relevant oplysning,

som således fremkommer.

Artikel 13

1. Repræsentanter for en myndighed i en kontraherende stat kan i

en skattesag af væsentlig interesse for denne stat efter anmodning fra den

kompetente myndighed i samme stat tillades at være til stede ved undersøgelse

i en sådan skattesag i en anden kontraherende stat. Anmodningen herom

behandles af den kompetente myndighed i denne anden stat, som snarest

underretter de kompetente myndighed i den førstnævnte stat om sin afgørelse.

Efterkommes anmodningen, angives i meddelelsen herom tidspunkt og sted for

undersøgelsen samt øvrige oplysninger, som anses ønskelige for den kompetente

myndighed, der har fremsat anmodningen.

2. Repræsentanter, som er omfattet af første stykke, kan ikke

træffe afgørelser i spørgsmål, som vedrører undersøgelsen, men kan fremsætte

forslag i sådanne spørgsmål til den myndighed eller embedsmand, som er

anmodet om at foretage undersøgelsen. Afgørelser i anledning af et sådant

forslag træffes af den pågældende myndighed eller embedsmand.

3. Oplysninger, der er fremkommet ved undersøgelsen, skal

behandles som hemmelige og må ikke meddeles til andre personer eller

myndigheder, herunder personer tjenstgørende ved domstole og andre judicielle

myndigheder, end dem, som varetager skatteligning (beskatning), opkrævning

eller inddrivelse af skatter, som omfattes af denne overenskomst, eller som

træffer afgørelser vedrørende klager eller tiltalespørgsmål i tilslutning

hertil.

4. Afslås en anmodning, der er omfattet af første stykke, finder

bestemmelserne i artikel 7, første stykke, tilsvarende anvendelse.

Inddrivelse af skat

Artikel 14

1. Afgørelser i skattesager, som ifølge lovgivningen i en

kontraherende stat er eksigible i denne stat, skal anerkendes som eksigible i

en anden kontraherende stat.

2. Spørgsmål, som vedrører ethvert tidsrum efter, at et skattekrav

ikke længere kan tvangsfuldbyrdes, skal afgøres i henhold til lovgivningen i

den anmodende stat.

3. Inddrivelseshandlinger udført af den anmodede stat ved

gennemførelsen af anmodningen om bistand, som i henhold til lovgivningen i

denne stat ville udsætte eller afbryde tidsrummet nævnt i stykke 2, skal også

have denne virkning i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodende stat.

Den anmodede stat skal underrette den anmodende stat om nævnte handlinger.

4. Den myndighed, som primært begærer bistand til inddrivelse,

skal i anmodningen bekræfte, at afgørelsen er eksigibel samt angive det

tidspunkt, da retten til at inddrive skatten helt eller delvis ophører på

grund af præskription; denne myndighed kompetence skal bekræftes af en af

artikel 3 omfattet myndighed.

Artikel 15

Er en skattepligtig eller en anden person, som omfattes af artikel 4,

stykke 2, afgået ved døden, må inddrivelse ikke ske med beløb, som overstiger

værdien af aktiverne i dødsboet. Er boet skiftet, må hos arvinger eller

andre, som har erhvervet aktiver på grund af dødsfaldet, ikke inddrives mere,

end hvad der modsvarer værdien af aktiverne på tidspunktet for erhvervelsen.

Artikel 16

1. For skat, som skal inddrives ifølge denne overenskomst, gælder

i den kontraherende stat, hos hvilken bistand er begæret, ikke sådan særlig

fortrinsret, som der kan være gældende for denne stats egne skatter.

2. I sager vedrørende inddrivelse af skat ifølge denne

overenskomst må foranstaltninger for at indlede søgsmål ved anden domstol end

forvaltningsdomstol eller konkurs ikke indledes i den kontraherende stat, hos

hvilken inddrivelsen begæres, medmindre den kompetente myndighed i denne stat

efter anmodning fra den kompetente myndighed i den kontraherende stat, som

har fremsat anmodningen, udtrykkeligt samtykker i en sådan foranstaltning.

Artikel 17

1. Ophører, inden en sag vedrørende inddrivelse af skat i henhold

til denne overenskomst er afsluttet, retten til at inddrive skatten helt

eller delvis ifølge lovgivningen i den kontraherende stat, som har begæret

bistanden, på grund af betaling, nedsættelse eller ophævelse af

skatteansættelsen, lempelse eller af anden årsag, skal den kompetente

myndighed i denne stat snarest muligt anmelde det således indtrufne til den

kompetente myndighed i den anden kontraherende stat.

2. Bestemmelserne i denne artikel skal finde tilsvarende

anvendelse, såfremt henstand med betaling af skatten er indrømmet.

Artikel 18

Når inddrivelse ifølge denne overenskomst er sket i en kontraherende stat,

og det inddrevne beløb er kommet inddrivelsesmyndigheden i denne stat i

hænde, er denne stat ansvarlig for de inddrevne beløb over for den

kontraherende stat, som har begæret inddrivelsen.

Sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav

Artikel 19

1. Sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav i henhold til

denne overenskomst skal ske i overensstemmelse med gældende lovgivning eller

administrativ praksis i den kontraherende stat, hos hvilken

sikkerhedsstillelse begæres. Sådan sikkerhedsstillelse kan ske, selvom

fordringen ikke er fastsat.

2. Såfremt et skattekrav helt eller delvis bortfalder, efter at

foranstaltninger med henblik på sikkerhedsstillelse i henhold til denne

overenskomst er truffet, skal den kompetente myndighed i den kontraherende

stat, som har fremsat begæringen, snarest muligt anmelde det indtrufne til

den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat.

3. Bestemmelser i artiklerne 14-18 skal i det omfang, det er

muligt, finde anvendelse også for så vidt angår sikkerhedsstillelse for

betaling af skattekrav i henhold til denne overenskomst.

Særlige bestemmelser

Artikel 20

1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan indgå

overenskomst for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst. De kan

særligt indgå overenskomst om udveksling af oplysninger i henhold til artikel

11, stykke 1, h), om mindstebeløb, som anmodning om inddrivelse skal angå, om

bistand vedrørende skatter og afgifter i henhold til artikel 2, stykke 1, h),

2-5, om foranstaltninger til at hindre, at forskudsskat trækkes i mere end en

kontraherende stat, om opkrævning af skat eller om overførsel af skat, samt

vedrørende renter, søgsmålsomkosninger, bøder og andre lignende beløb, som

pålægges i forbindelse med beskatning eller inddrivelse, om fastsættelse af

kurs for omregning af beløb, som skal inddrives, samt om afregning af

inddrevne beløb.

2. Såfremt vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål opstår mellem to

eller flere af de kontraherende stater vedrørende fortolkning eller

anvendelse af denne overenskomst, skal de kompetente færdigheder i disse

stater forhandle med henblik på at løse spørgsmålet gennem særlig

overenskomst. Resultatet af sådanne forhandlinger skal snarest meddeles de

kompetente myndigheder i de øvrige kontraherende stater.

3. Såfremt den kompetente myndighed i en kontraherende stat

finder, at forhandlinger vedrørende spørgsmål om fortolkning eller anvendelse

af denne overenskomst bør ske mellem de kompetente myndigheder i samtlige

kontraherende stater, skal sådanne forhandlinger finde sted på begæring af

denne stat.

4. Såfremt en anmodning om bistand til inddrivelse af et

skattekrav vedrører en indkomst, som er beskattet i en anden kontraherende

stat end den, der anmoder om bistanden, og sådan dobbeltbeskatning ikke er

reguleret i en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, kan den

kompetente myndighed i den anmodede stat tage sagen op med den kompetente

myndighed i den anmodende stat med henblik på ved gensidig overenskomst af

søge at undgå, at indkomsten dobbeltbeskattes. Indtil sådan overenskomst er

indgået, kan inddrivelse af skattekravet udsættes.

Artikel 21

For så vidt angår forespørgsler, oplysninger, erklæringer og andre

meddelelser, som i henhold til denne overenskomst fremkommer til en af de

kontraherende stater, skal de i henhold til denne stats lovgivning gældende

bestemmelser om tavshedspligt og dokumenters hemmeligholdelse finde

anvendelse.

Artikel 22

For bistand i henhold til denne overenskomst er den kontraherende stat,

som har begæret bistanden, kun pligtig at erstatte omkostninger for sådant

søgsmål ved anden domstol end forvaltningsdomstol eller konkurs i den anden

kontraherende stat, som er foranlediget af bistanden.

Artikel 23

Denne overenskomst finder ikke anvendelse på Svalbard og Jan Mayen samt de

norske besiddelser uden for Europa.

Artikel 24

1. Denne overenskomst træder i kraft den tredivte dag efter den

dag, da samtlige kontraherende stater har meddelt det danske

Udenrigsministerium, at overenskomsten er godkendt. Det danske

Udenrigsministerium underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen

af disse meddelelser og om tidspunktet for overenskomstens ikrafttræden.

2. Efter at denne overenskomst er trådt i kraft, skal dens

bestemmelser anvendes på sager, som er indkommet efter ikraftrædelsen til den

kompetente myndighed i den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er

rettet.

3. Den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgåede

aftale af 9. november 1972 med senere ændringer om bistand i skattesager skal

ophøre med at gælde og skal sidste gang anvendes for så vidt angår sager, som

er indkommet til den kompetente myndighed i den kontraherende stat, til

hvilken begæringen er rettet, før ikrafttrædelsen af denne aftale.

4. Nærværende overenskomst begrænser ikke og begrænses ikke af den

mellem den danske regering og Grønlands landsstyre den 18. oktober 1979

indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. samt

overenskomsten, der er indgået i henhold til punkt 20 i bilaget til den

nævnte overenskomst.

5. Nærværende overenskomst begrænser ikke og begrænses ikke af

bistandsbestemmelserne i den mellem den danske regering og Færøernes

landsstyre den 12. august 1986 indgåede overenskomst til undgåelse af

dobbeltbeskatning m.v.

Artikel 25

En kontraherende stat kan senest den 30. juni i et kalenderår opsige

overenskomsten ved skriftlig meddelelse herom til det danske

Udenrigsministerium, som underretter de øvrige kontraherende stater om

modtagelsen af sådan meddelelse og om dens indhold. Såfremt opsigelsesfristen

er iagttaget, ophører overenskomsten med at gælde i forholdet mellem den

stat, som har fremsat opsigelsen og de øvrige kontraherende stater ved

kalenderårets udgang.

Originaleksemplaret til denne overenskomst deponeres i det danske

Udenrigsministerium, som tilstiller de øvrige kontraherende stater bekræftede

kopier heraf.

Til bekræftelse heraf har de dertil behørigt befuldmægtigede undertegnet

denne overenskomst.

Udfærdiget i København den 7. december 1989 i et eksemplar på dansk,

færøsk, grønlandsk, finsk, islandsk, norsk og svensk, idet der på svensk

udfærdiges to tekster, en for Finland og en for Sverige, hvilke samtlige

tekster har lige gyldighed.

For Kongeriget Danmarks Regering

Jonna Sneum

For Færøernes Landsstyre

P. A. Lamhauge

For Grønlands Landsstyre

Kaare Hagemann

For Republikken

Finlands Regering

Hillel Skurnik

For Republikken

Islands Regering

Gardar Valdimarsson

For Kongeriget

Norges Regering

Odd Hengsle

For Kongeriget

Sveriges Regering

Anders Ferm

Overenskomsten trådte i medfør af artikel 24, stykke 1, i kraft den 8. maj

1991.

Skatteministeriet, den 30. april 1992

Anders Fogh Rasmussen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter