Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af
FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder
I tilslutning til Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar
1992 og nr. 90 af 7. oktober 1993, Lovtidende C, meddeles det, at følgende
lande med virkning fra de anførte datoer har ratificeret eller tiltrådt
FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder:
Myanmar 14. august 1991
Israel 2. november 1991
Ungarn 6. november 1991
Estland 20. november 1991
Kuwait 20. november 1991
Republikken Korea 20. december 1991
San Marino 25. december 1991
Trinidad/Tobago 4. januar 1992
Zambia 5. januar 1992
Canada 12. januar 1992
Belgien 15. januar 1992
Det forenede Kongerige
Storbritannien og Nordirland 15. januar 1992
Tunesien 29. februar 1992
Litauen 1. marts 1992
Bahrain 14. marts 1992
Albanien 28. marts 1992
Folkerepublikken Kina 1. april 1992
Forbundsrepublikken Tyskland 5. april 1992
Lesotho 9. april 1992
Thailand 26. april 1992
Letland 14. maj 1992
Den Centralafrikanske
Republik 23. maj 1992
Læs alt
De Kapverdiske Øer 4. juli 1992
Ækvatorial Guinea 15. juli 1992
Østrig 5. september 1992
Azerbajdzhan 12. september 1992
Irland 28. oktober 1992
Cambodia 14. november 1992
Island 27. november 1992
Indien 10. januar 1993
Cameroun 10. februar 1993
Moldova 25. februar 1993
Suriname 31. marts 1993
Papua New Guinea 1. april 1993
New Zealand 6. maj 1993
Libyen 15. maj 1993
Algeriet 16. maj 1993
Mikronesien 4. juni 1993
Grækenland 10. juni 1993
Liberia 4. juli 1993
Saint Lucia 16. juli 1993
Monaco 21. juli 1993
Marokko 21. juli 1993
Comorerne 22. juli 1993
Armenien 23. juli 1993
Vanuatu 6. august 1993
Syrien 14. august 1993
Fiji 12. september 1993
Turkmenistan 20. oktober 1993
Marshall-øerne 3. november 1993
Antigua og Barbuda 4. november 1993
Congo 13. november 1993
Saint Vincent og
Grenadinerne 25. november 1993
Tadzhikistan 25. november 1993
Gabon 11. marts 1994
Luxembourg 6. april 1994
Afghanistan 27. april 1994
Japan 22. maj 1994
Mozambique 26. maj 1994
Georgien 2. juli 1994
Irak 15. juli 1994
Uzbekistan 29. juli 1994
Iran 12. august 1994
Nauru 26. august 1994
Eritrea 2. september 1994
Kazakhstan 11. september 1994
Kirgizstan 6. november 1994
Samoa 29. december 1994
Nederlandene 8. marts 1995
Malaysia 19. marts 1995
Botswana 13. april 1995
Qatar 3. maj 1995
Tyrkiet 4. maj 1995
Solomon-øerne 10. maj 1995
Endvidere er følgende lande med virkning fra de anførte datoer succederet
i konventionen:
Slovenien 25. juni 1991
Makedonien 17. september 1991
Kroatien 8. oktober 1991
Bosnien-Herzegovina 6. marts 1992
Den Slovakiske Republik 1. januar 1993
Den Tjekkiske Republik 1. januar 1993
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionen taget
forbehold eller afgivet erklæringer som følger:
Algeriet:
Erklæring om, at bestemmelserne i artikel 14, stk. 1 og 2 vil blive
fortolket af den algeriske regering i overensstemmelse med det grundlæggende
algeriske juridiske system. Erklæring om, at artiklerne 13, 16 og 17 skal
anvendes under hensyntagen til barnets interesser og behovet for at værne om
dets fysiske og psykiske integritet.
Belgien:
Erklæring om, at artikel 2, stk. 1 om ikke-diskrimination på grund af
national oprindelse ikke nødvendigvis indebærer, at staterne har pligt til
automatisk at sikre udlændinge de samme rettigheder som statsborgere.
Erklæring om, at artiklerne 13 og 15 vil blive anvendt af Belgien i
overensstemmelse med artiklerne 10 og 11 i Den europæiske
Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950.
Erklæring om, at Belgien i overensstemmelse med de relevante bestemmelser
i artikel 18 i den internationale konvention af 16. december 1966 om
borgerlige og politiske rettigheder og artikel 9 i Den europæiske
Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950 fortolker artikel 14, stk. 1
således, at barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed
også indebærer friheden til selv at vælge sin religion eller tro.
Erklæring vedrørende forståelsen af artikel 40, stk. 2 (b) (v) i henhold
til belgisk lov.
Botswana:
Forbehold vedrørende artikel 1, idet Botswana ikke anser sig for bundet af
denne bestemmelse, såfremt den strider mod landets love.
Canada:
Forbehold om ikke at anvende bestemmelserne i artikel 21 på en måde, der
kan bringe dem i uoverensstemmelse med traditionelle former for omsorg blandt
oprindelige folk i Canada, jf. artikel 20, stk. 3 og 30.
Forbehold over for artikel 37 (c), hvorefter Canada ikke vil holde børn
adskilt fra voksne, hvor dette ikke er passende eller gennemførligt.
Erklæring om, at Canada i sager, der vedrører oprindelige folk, ved
opfyldelsen af dets forpligtelser i henhold til konventionens artikel 4 vil
tage behørigt hensyn til bestemmelserne i artikel 30.
Indien:
Erklæring om, at Indien vil træffe foranstaltninger til gradvist at
gennemføre bestemmelserne i artikel 32, især stk. 2 (a) i overensstemmelse
med dets nationale lovgivning og relevante internationale instrumenter, som
Indien har tilsluttet sig.
Irak:
Forbehold vedrørende artikel 14, stk. 1 med hensyn til børns
religionsfrihed, hvorefter bestemmelsen om, at et barn kan ændre sin
religion, strider mod bestemmelserne i den islamiske Shariah.
Iran:
Forbehold med hensyn til retten til ikke at anvende nogen bestemmelser
eller artikler i konventionen, som er uforenelige med islamiske love og
gældende national lovgivning.
Island:
Erklæring vedrørende artikel 9, hvorefter islandske administrative
myndigheder kan træffe endelige afgørelser i visse sager, der omtales i denne
artikel. Disse afgørelser kan dog efterfølgende underkastes retlig prøvelse.
Erklæring med hensyn til artikel 37, hvorefter det efter islandsk lov ikke
er obligatorisk at holde unge lovovertrædere adskilt fra voksne fanger. Det
forventes dog, at der altid vil blive taget hensyn til den unges bedste
interesser.
Japan:
Forbehold vedrørende artikel 37 (c), hvorefter Japan forbeholder sig
retten til ikke at være bundet af bestemmelsen om, at ethvert barn, der er
berøvet friheden, skal holdes adskilt fra voksne, idet personer, der er under
20 år, efter japansk lov normalt skal holdes adskilt fra personer, der er
over denne alder.
Erklæring om, at artikel 9, stk. 1 skal fortolkes således, at den ikke
vedrører sager, hvor et barn er adskilt fra sine forældre som følge af
udvisning i overensstemmelse med de japanske immigrationslove.
Erklæring med hensyn til fortolkningen af artikel 10, stk. 1 vedrørende
ansøgninger om indrejse i eller udrejse fra en deltagerstat med henblik på
familiesammenføring.
Folkerepublikken Kina:
Forbehold om, at konventionens artikel 6 skal forstås i overensstemmelse
med den kinesiske grundlovs artikel 25 vedrørende familieplanlægning og i
overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2 i den kinesiske lov om
mindreårige.
Republikken Korea:
Forbehold om, at Republikken Korea ikke anser sig for bundet af
bestemmelserne i artikel 9, stk. 3, artikel 21 (a) og artikel 40, stk. 2 (b)
(v).
Kuwait:
Erklæring om, at Kuwait forstår artikel 7 som en tilkendegivelse af, at
børn, som er født i Kuwait og hvis forældre er ukendte (forældreløse), vil
blive givet kuwaitisk statsborgerskab i overensstemmelse med landets
statsborgerskabslove.
Erklæring vedrørende artikel 21, hvorefter Kuwait ikke kan godkende
adoption, idet Kuwait følger bestemmelserne i den islamiske Shariah, som
strengt forbyder opgivelse af den islamiske religion.
Luxembourg:
Forbehold vedrørende børn, hvis fader eller moder på
undfangelsestidspunktet er bundet i ægteskab til en anden person, samt
erklæring vedrørende børn af forældre, hvis ægteskab er forbudt.
Erklæring om, at konventionens artikel 6 ikke må udgøre nogen hindring for
gennemførelsen af lovgivning vedrørende seksualoplysning, forhindring af
hemmelige aborter og bestemmelser om svangerskabsafbrydelse.
Erklæring om, at artikel 7 ikke udgør nogen hindring for den juridiske
behandling af anonyme fødsler, som anses for at være i barnets interesse i
overensstemmelse med konventionens artikel 3.
Erklæring om, at artikel 15 ikke hindrer bestemmelserne i den
luxembourgske lovgivning vedrørende evnen til at udøve rettigheder.
Malaysia:
Forbehold med hensyn til artiklerne 1, 2, 7, 13, 14, 15, 22, 28, 37, 40,
stk. 3 og 4, 44 og 45, som kun skal finde anvendelse, såfremt de er i
overensstemmelse med den malaysiske grundlov, nationale love og den
malaysiske regerings politik.
Marokko:
Forbehold over for bestemmelserne i artikel 14, som giver børn
religionsfrihed, idet Islam er statsreligion i Marokko.
Monaco:
Erklæring om, at konventionen, især artikel 7, ikke skal påvirke
monegaskisk lovgivning vedrørende statsborgerskab.
Forbehold om, at Monaco fortolker artikel 40, stk. 2 (b) (v) som en
tilkendegivelse af et generelt princip, som har et antal lovbestemte
undtagelser.
Myanmar:
Forbehold vedrørende artikel 15 og 37, der er blevet tilbagetrukket ved en
erklæring af 19. oktober 1993.
Nederlandene:
Forbehold vedrørende artikel 26, hvorefter bestemmelsen ikke skal medføre
en selvstændig ret for børn til social sikkerhed, herunder social forsikring.
Forbehold vedrørende artikel 37 (c), hvorefter bestemmelsen ikke skal
hindre anvendelsen af straffebestemmelser for voksne på børn på 16 år eller
derover, såfremt visse kriterier i henhold til lovgivningen er opfyldt.
Forbehold vedrørende artikel 40, hvorefter sager, der vedrører mindre
lovovertrædelser, kan afgøres uden tilstedeværelse af en juridisk rådgiver,
og uden at der i alle sådanne sager skal være mulighed for at få sagen prøvet
af en højere instans.
Nederlandene har endvidere afgivet erklæring vedrørende forståelsen af
artikel 14 om religionsfrihed, artikel 22 om børn, der søger
flygtningestatus, samt erklæring vedrørende artikel 38 om mindstealderen for
rekruttering i de væbnede styrker.
New Zealand:
Forbehold vedrørende New Zealands regerings ret til fortsat i dens love og
praksis at skelne mellem personer under hensyn til deres ret til at opholde
sig i New Zealand.
Forbehold vedrørende artikel 32, som anses for tilstrækkeligt opfyldt i
New Zealand.
Forbehold over for artikel 37 (c) for så vidt angår forpligtelsen til at
holde børn adskilt fra voksne i fængsler.
New Zealand har meddelt, at ratifikationen foreløbigt ikke skal gælde for
Tokelau.
Qatar:
Generelt forbehold med hensyn til bestemmelser, der strider mod
bestemmelserne i den islamiske Shariah.
Samoa:
Forbehold om retten til at afsætte midler til grunduddannelsen i det
Vestlige Samoa i modsætning til forpligtelsen til at tilvejebringe gratis
grunduddannelse i henhold til artikel 28, stk. 1 (a).
Det forenede Kongerige
Storbritannien og Nordirland:
(a) Erklæring om, at konventionen fortolkes således, at den kun finder
anvendelse på levende fødsler.
(b) Erklæring om, at Storbritannien fortolker konventionens henvisning
til »forældre« som værende kun de personer, der som følge af
britisk lovgivning behandles som forældre.
(c) Forbehold vedrørende retten til at anvende lovgivningen vedrørende
indrejse, ophold i eller udrejse fra Storbritannien på personer, som ikke har
ret til indrejse og ophold i Storbritannien og til erhvervelse og besiddelse
af statsborgerskab.
(d) Forbehold vedrørende retten til fortsat at anvende artikel 32 i
overensstemmelse med den britiske beskæftigelseslovgivning, der ikke
behandler børn under 18 år, men som er over skoleafgangsalderen, som børn,
men som »unge mennesker«.
(e) Forbehold vedrørende retten til under visse omstændigheder ikke at
anvende artikel 37 (c) i det omfang bestemmelsen kræver, at børn, der er
tilbageholdte, skal holdes adskilt fra voksne.
(f) Forbehold vedrørende artikel 37 (d), hvorefter Storbritannien
forbeholder sig retten til at fortsætte med brugen af de særlige domstole,
kendt som »børnehøringer«, i Skotland.
Ved en erklæring af 7. september 1994 har Storbritannien meddelt, at
konventionen også skal gælde for følgende territorier:
Øen Man, Anguilla, Bermuda-øerne, De britiske Jomfruøer, Cayman-øerne,
Falkland-øerne, Hongkong, Montserrat, Pitcairn, Henderson, Ducie og
Oeno-øerne, St. Helena med underliggende områder, South Georgia- og South
Sandwich-øerne, Turks og Caicos-øerne.
Storbritannien har i denne forbindelse erklæret, at ovennævnte under (a),
(b) og (c) nævnte forbehold og erklæringer ligeledes skal gælde for de
omhandlede territorier.
Storbritannien har endvidere for disse områder afgivet et tilsvarende
forbehold som nævnt under (d) med undtagelse af Hongkong og Pitcairn. For
Hongkong er der afgivet særligt forbehold om retten til ikke at anvende
artikel 32, stk. 2 (b) på unge mennesker, der er over 15 år, med hensyn til
arbejde i ikke-industrielle virksomheder.
Endvidere er der for de omhandlede territorier afgivet tilsvarende
forbehold som nævnt under (e), ligesom der for Hongkong og Cayman-øerne er
afgivet forbehold vedrørende artikel 22 om børn, der søger flygtningestatus.
Syrien:
Forbehold over for de af konventionens bestemmelser, som ikke er i
overensstemmelse med syrisk lovgivning og den islamiske Shariahs principper,
især artikel 14 vedrørende børns religionsfrihed og artiklerne 2 og 21
vedrørende adoption.
Thailand:
Forbehold over for anvendelsen af artiklerne 7, 22 og 29, der skal
fortolkes i overensstemmelse med de nationale love, forordninger og gængs
praksis i Thailand.
Tyrkiet:
Forbehold om retten til at fortolke og anvende bestemmelserne i artiklerne
17, 29 og 30 i overensstemmelse med den tyrkiske grundlov og Lausanne
traktaten af 24. juli 1923.
Tunesien:
Erklæring om, at Tunesien ikke til gennemførelsen af konventionen vil
vedtage lovgivning, der er i strid med den tunesiske grundlov.
Erklæring om, at landets forpligtelse med hensyn til at gennemføre
konventionens bestemmelser vil blive begrænset af de midler, der er til
rådighed. Erklæring om, at præamblen og konventionens bestemmelser, især
artikel 6, ikke skal fortolkes således, at den forhindrer anvendelsen af
tunesisk lovgivning vedrørende frivillig afbrydelse af svangerskab.
Forbehold over for artikel 2, der ikke må forhindre gennemførelsen af den
nationale lovgivning vedrørende personlig status, især i relation til
ægteskab og arveret.
Forbehold over for artikel 40, stk. 2 (b) (v), som Tunesien anser for at
være et generelt princip, hvortil der kan gøres undtagelser i henhold til
national lovgivning.
Forbehold over for artikel 7, som ikke kan fortolkes som en hindring for
gennemførelsen af national lovgivning vedrørende statsborgerskab, især i
tilfælde, hvor dette er opgivet.
Forbundsrepublikken Tyskland:
Erklæring om, at Forbundsrepublikken Tyskland i forbindelse med
ratifikationen af konventionen vil påbegynde en reform af den nationale
lovgivning, herunder en revision af loven om forældremyndighed. Endvidere
erklæring om, at konventionen ikke vil være umiddelbart anvendelig i
Tyskland.
Erklæring om, at artikel 18, stk. 1 vedrørende forældremyndighed ikke
indebærer, at forældremyndighed automatisk og uden at der tages hensyn til
barnets tarv skal tilfalde begge forældre. Tilfældene må undersøges fra sag
til sag, især hvis forældrene ikke kan enes om fælles udøvelse af
forældremyndigheden.
Forbundsrepublikken Tyskland erklærer derfor, at konventionens
bestemmelser også er uden præjudice for bestemmelserne i den nationale
lovgivning vedrørende
a) juridisk bistand til mindreårige i udøvelsen af deres rettigheder;
b) forældremyndighed og samværsret med hensyn til børn født i ægteskab;
c) forhold vedrørende familie- og arvelovgivningen vedrørende børn født
uden for ægteskab.
Dette gælder uanset den planlagte revision af loven om forældremyndighed,
hvis nærmere udformning vil falde inden for lovgivers skøn.
Forbehold vedrørende artikel 40, stk. 2 (b) (ii) og (v), således at der
ved mindre overtrædelser af straffeloven ikke i hver enkelt sag skal være: a)
ret til at få »juridisk eller anden passende bistand« til
forberedelse og fremstilling af forsvaret og/eller b) en forpligtelse til at
få en dom, der ikke indebærer fængsling prøvet af en »højere kompetent,
uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ«.
Yderligere har Forbundsrepublikken Tyskland afgivet erklæring om, at intet
i konventionen må fortolkes som medførende nogen ret til ulovlig indrejse og
ophold i Forbundsrepublikken for udlændinge.
Erklæring om, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke vil gøre brug af den i
artikel 38, stk. 2 indeholdte mulighed for at fastsætte en aldersgrænse på 15
år for deltagelse i fjendtligheder.
Østrig:
Forbehold om, at konventionens artikel 13 og 15 vil blive anvendt i det
omfang, de ikke påvirker juridiske begrænsninger i henhold til artikel 10 og
11 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950.
Forbehold om, at artikel 17 vil blive anvendt i den udstrækning, den er
forenelig med andres grundlæggende rettigheder, især retten til informations-
og pressefrihed.
Erklæring om, at Østrig ikke vil gøre brug af den i artikel 38, stk. 2
indeholdte mulighed for at fastsætte en aldersgrænse på 15 år for deltagelse
i fjendtligheder.
Erklæring om, at Østrig i overensstemmelse med dens grundlov vil anvende
artikel 38, stk. 3 under hensyn til, at kun mandlige østrigske borgere kan
indkaldes til militærtjeneste.
Der er ved successionen i konventionen taget forbehold eller afgivet
erklæringer som følger:
Bosnien-Herzegovina, Kroatien, og Slovenien:
Forbehold om retten til ikke at anvende konventionens artikel 9, stk. 1,
idet de pågældende landes lovgivning giver de kompetente myndigheder ret til
at afgøre, hvorvidt et barn skal adskilles fra sine forældre uden forudgående
retlig prøvelse.
Den Slovakiske Republik og Den Tjekkiske Republik:
Erklæring om, at de to lande anser sig for bundet af erklæringen, der blev
afgivet af Tjekkoslovakiet ved dettes ratifikation den 7. januar 1991
vedrørende artikel 7, stk. 1.
Udenrigsministeriet, den 5. oktober 1995
F.M.
H. Wøhlk
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionen af 14. juli 1967 om oprettelse af Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret (WIPO) Retsinformation · 23. december 1992
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af FN's rammekonvention af 9. maj 1992 om klimaændringer Retsinformation · 15. maj 1996
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret som revideret senest i Stockholm den 14. juli 1967 Retsinformation · 4. november 1992
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af Wienerkonventionen af 22. marts 1985 om beskyttelse af ozonlaget Retsinformation · 2. juli 1997
- Bekendtgørelse om Danmarks tilbagetrækning af territorialt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland over for Montrealprotokollen af 16. september 1987 om stoffer, der nedbryder ozonlaget samt om andre landes tiltrædelse af Montrealprotokollen Retsinformation · 22. oktober 1997
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af Verdenskonventionen af 6. september 1952 om ophavsret som revideret i Paris 1971 Retsinformation · 20. april 1994