Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder

BKI nr 119 af 05/10/1995Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet18. oktober 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af

FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder

I tilslutning til Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar

1992 og nr. 90 af 7. oktober 1993, Lovtidende C, meddeles det, at følgende

lande med virkning fra de anførte datoer har ratificeret eller tiltrådt

FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder:

Myanmar 14. august 1991

Israel 2. november 1991

Ungarn 6. november 1991

Estland 20. november 1991

Kuwait 20. november 1991

Republikken Korea 20. december 1991

San Marino 25. december 1991

Trinidad/Tobago 4. januar 1992

Zambia 5. januar 1992

Canada 12. januar 1992

Belgien 15. januar 1992

Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland 15. januar 1992

Tunesien 29. februar 1992

Litauen 1. marts 1992

Bahrain 14. marts 1992

Albanien 28. marts 1992

Folkerepublikken Kina 1. april 1992

Forbundsrepublikken Tyskland 5. april 1992

Lesotho 9. april 1992

Thailand 26. april 1992

Letland 14. maj 1992

Den Centralafrikanske

Republik 23. maj 1992

Læs alt

De Kapverdiske Øer 4. juli 1992

Ækvatorial Guinea 15. juli 1992

Østrig 5. september 1992

Azerbajdzhan 12. september 1992

Irland 28. oktober 1992

Cambodia 14. november 1992

Island 27. november 1992

Indien 10. januar 1993

Cameroun 10. februar 1993

Moldova 25. februar 1993

Suriname 31. marts 1993

Papua New Guinea 1. april 1993

New Zealand 6. maj 1993

Libyen 15. maj 1993

Algeriet 16. maj 1993

Mikronesien 4. juni 1993

Grækenland 10. juni 1993

Liberia 4. juli 1993

Saint Lucia 16. juli 1993

Monaco 21. juli 1993

Marokko 21. juli 1993

Comorerne 22. juli 1993

Armenien 23. juli 1993

Vanuatu 6. august 1993

Syrien 14. august 1993

Fiji 12. september 1993

Turkmenistan 20. oktober 1993

Marshall-øerne 3. november 1993

Antigua og Barbuda 4. november 1993

Congo 13. november 1993

Saint Vincent og

Grenadinerne 25. november 1993

Tadzhikistan 25. november 1993

Gabon 11. marts 1994

Luxembourg 6. april 1994

Afghanistan 27. april 1994

Japan 22. maj 1994

Mozambique 26. maj 1994

Georgien 2. juli 1994

Irak 15. juli 1994

Uzbekistan 29. juli 1994

Iran 12. august 1994

Nauru 26. august 1994

Eritrea 2. september 1994

Kazakhstan 11. september 1994

Kirgizstan 6. november 1994

Samoa 29. december 1994

Nederlandene 8. marts 1995

Malaysia 19. marts 1995

Botswana 13. april 1995

Qatar 3. maj 1995

Tyrkiet 4. maj 1995

Solomon-øerne 10. maj 1995

Endvidere er følgende lande med virkning fra de anførte datoer succederet

i konventionen:

Slovenien 25. juni 1991

Makedonien 17. september 1991

Kroatien 8. oktober 1991

Bosnien-Herzegovina 6. marts 1992

Den Slovakiske Republik 1. januar 1993

Den Tjekkiske Republik 1. januar 1993

Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionen taget

forbehold eller afgivet erklæringer som følger:

Algeriet:

Erklæring om, at bestemmelserne i artikel 14, stk. 1 og 2 vil blive

fortolket af den algeriske regering i overensstemmelse med det grundlæggende

algeriske juridiske system. Erklæring om, at artiklerne 13, 16 og 17 skal

anvendes under hensyntagen til barnets interesser og behovet for at værne om

dets fysiske og psykiske integritet.

Belgien:

Erklæring om, at artikel 2, stk. 1 om ikke-diskrimination på grund af

national oprindelse ikke nødvendigvis indebærer, at staterne har pligt til

automatisk at sikre udlændinge de samme rettigheder som statsborgere.

Erklæring om, at artiklerne 13 og 15 vil blive anvendt af Belgien i

overensstemmelse med artiklerne 10 og 11 i Den europæiske

Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950.

Erklæring om, at Belgien i overensstemmelse med de relevante bestemmelser

i artikel 18 i den internationale konvention af 16. december 1966 om

borgerlige og politiske rettigheder og artikel 9 i Den europæiske

Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950 fortolker artikel 14, stk. 1

således, at barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed

også indebærer friheden til selv at vælge sin religion eller tro.

Erklæring vedrørende forståelsen af artikel 40, stk. 2 (b) (v) i henhold

til belgisk lov.

Botswana:

Forbehold vedrørende artikel 1, idet Botswana ikke anser sig for bundet af

denne bestemmelse, såfremt den strider mod landets love.

Canada:

Forbehold om ikke at anvende bestemmelserne i artikel 21 på en måde, der

kan bringe dem i uoverensstemmelse med traditionelle former for omsorg blandt

oprindelige folk i Canada, jf. artikel 20, stk. 3 og 30.

Forbehold over for artikel 37 (c), hvorefter Canada ikke vil holde børn

adskilt fra voksne, hvor dette ikke er passende eller gennemførligt.

Erklæring om, at Canada i sager, der vedrører oprindelige folk, ved

opfyldelsen af dets forpligtelser i henhold til konventionens artikel 4 vil

tage behørigt hensyn til bestemmelserne i artikel 30.

Indien:

Erklæring om, at Indien vil træffe foranstaltninger til gradvist at

gennemføre bestemmelserne i artikel 32, især stk. 2 (a) i overensstemmelse

med dets nationale lovgivning og relevante internationale instrumenter, som

Indien har tilsluttet sig.

Irak:

Forbehold vedrørende artikel 14, stk. 1 med hensyn til børns

religionsfrihed, hvorefter bestemmelsen om, at et barn kan ændre sin

religion, strider mod bestemmelserne i den islamiske Shariah.

Iran:

Forbehold med hensyn til retten til ikke at anvende nogen bestemmelser

eller artikler i konventionen, som er uforenelige med islamiske love og

gældende national lovgivning.

Island:

Erklæring vedrørende artikel 9, hvorefter islandske administrative

myndigheder kan træffe endelige afgørelser i visse sager, der omtales i denne

artikel. Disse afgørelser kan dog efterfølgende underkastes retlig prøvelse.

Erklæring med hensyn til artikel 37, hvorefter det efter islandsk lov ikke

er obligatorisk at holde unge lovovertrædere adskilt fra voksne fanger. Det

forventes dog, at der altid vil blive taget hensyn til den unges bedste

interesser.

Japan:

Forbehold vedrørende artikel 37 (c), hvorefter Japan forbeholder sig

retten til ikke at være bundet af bestemmelsen om, at ethvert barn, der er

berøvet friheden, skal holdes adskilt fra voksne, idet personer, der er under

20 år, efter japansk lov normalt skal holdes adskilt fra personer, der er

over denne alder.

Erklæring om, at artikel 9, stk. 1 skal fortolkes således, at den ikke

vedrører sager, hvor et barn er adskilt fra sine forældre som følge af

udvisning i overensstemmelse med de japanske immigrationslove.

Erklæring med hensyn til fortolkningen af artikel 10, stk. 1 vedrørende

ansøgninger om indrejse i eller udrejse fra en deltagerstat med henblik på

familiesammenføring.

Folkerepublikken Kina:

Forbehold om, at konventionens artikel 6 skal forstås i overensstemmelse

med den kinesiske grundlovs artikel 25 vedrørende familieplanlægning og i

overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2 i den kinesiske lov om

mindreårige.

Republikken Korea:

Forbehold om, at Republikken Korea ikke anser sig for bundet af

bestemmelserne i artikel 9, stk. 3, artikel 21 (a) og artikel 40, stk. 2 (b)

(v).

Kuwait:

Erklæring om, at Kuwait forstår artikel 7 som en tilkendegivelse af, at

børn, som er født i Kuwait og hvis forældre er ukendte (forældreløse), vil

blive givet kuwaitisk statsborgerskab i overensstemmelse med landets

statsborgerskabslove.

Erklæring vedrørende artikel 21, hvorefter Kuwait ikke kan godkende

adoption, idet Kuwait følger bestemmelserne i den islamiske Shariah, som

strengt forbyder opgivelse af den islamiske religion.

Luxembourg:

Forbehold vedrørende børn, hvis fader eller moder på

undfangelsestidspunktet er bundet i ægteskab til en anden person, samt

erklæring vedrørende børn af forældre, hvis ægteskab er forbudt.

Erklæring om, at konventionens artikel 6 ikke må udgøre nogen hindring for

gennemførelsen af lovgivning vedrørende seksualoplysning, forhindring af

hemmelige aborter og bestemmelser om svangerskabsafbrydelse.

Erklæring om, at artikel 7 ikke udgør nogen hindring for den juridiske

behandling af anonyme fødsler, som anses for at være i barnets interesse i

overensstemmelse med konventionens artikel 3.

Erklæring om, at artikel 15 ikke hindrer bestemmelserne i den

luxembourgske lovgivning vedrørende evnen til at udøve rettigheder.

Malaysia:

Forbehold med hensyn til artiklerne 1, 2, 7, 13, 14, 15, 22, 28, 37, 40,

stk. 3 og 4, 44 og 45, som kun skal finde anvendelse, såfremt de er i

overensstemmelse med den malaysiske grundlov, nationale love og den

malaysiske regerings politik.

Marokko:

Forbehold over for bestemmelserne i artikel 14, som giver børn

religionsfrihed, idet Islam er statsreligion i Marokko.

Monaco:

Erklæring om, at konventionen, især artikel 7, ikke skal påvirke

monegaskisk lovgivning vedrørende statsborgerskab.

Forbehold om, at Monaco fortolker artikel 40, stk. 2 (b) (v) som en

tilkendegivelse af et generelt princip, som har et antal lovbestemte

undtagelser.

Myanmar:

Forbehold vedrørende artikel 15 og 37, der er blevet tilbagetrukket ved en

erklæring af 19. oktober 1993.

Nederlandene:

Forbehold vedrørende artikel 26, hvorefter bestemmelsen ikke skal medføre

en selvstændig ret for børn til social sikkerhed, herunder social forsikring.

Forbehold vedrørende artikel 37 (c), hvorefter bestemmelsen ikke skal

hindre anvendelsen af straffebestemmelser for voksne på børn på 16 år eller

derover, såfremt visse kriterier i henhold til lovgivningen er opfyldt.

Forbehold vedrørende artikel 40, hvorefter sager, der vedrører mindre

lovovertrædelser, kan afgøres uden tilstedeværelse af en juridisk rådgiver,

og uden at der i alle sådanne sager skal være mulighed for at få sagen prøvet

af en højere instans.

Nederlandene har endvidere afgivet erklæring vedrørende forståelsen af

artikel 14 om religionsfrihed, artikel 22 om børn, der søger

flygtningestatus, samt erklæring vedrørende artikel 38 om mindstealderen for

rekruttering i de væbnede styrker.

New Zealand:

Forbehold vedrørende New Zealands regerings ret til fortsat i dens love og

praksis at skelne mellem personer under hensyn til deres ret til at opholde

sig i New Zealand.

Forbehold vedrørende artikel 32, som anses for tilstrækkeligt opfyldt i

New Zealand.

Forbehold over for artikel 37 (c) for så vidt angår forpligtelsen til at

holde børn adskilt fra voksne i fængsler.

New Zealand har meddelt, at ratifikationen foreløbigt ikke skal gælde for

Tokelau.

Qatar:

Generelt forbehold med hensyn til bestemmelser, der strider mod

bestemmelserne i den islamiske Shariah.

Samoa:

Forbehold om retten til at afsætte midler til grunduddannelsen i det

Vestlige Samoa i modsætning til forpligtelsen til at tilvejebringe gratis

grunduddannelse i henhold til artikel 28, stk. 1 (a).

Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland:

(a) Erklæring om, at konventionen fortolkes således, at den kun finder

anvendelse på levende fødsler.

(b) Erklæring om, at Storbritannien fortolker konventionens henvisning

til »forældre« som værende kun de personer, der som følge af

britisk lovgivning behandles som forældre.

(c) Forbehold vedrørende retten til at anvende lovgivningen vedrørende

indrejse, ophold i eller udrejse fra Storbritannien på personer, som ikke har

ret til indrejse og ophold i Storbritannien og til erhvervelse og besiddelse

af statsborgerskab.

(d) Forbehold vedrørende retten til fortsat at anvende artikel 32 i

overensstemmelse med den britiske beskæftigelseslovgivning, der ikke

behandler børn under 18 år, men som er over skoleafgangsalderen, som børn,

men som »unge mennesker«.

(e) Forbehold vedrørende retten til under visse omstændigheder ikke at

anvende artikel 37 (c) i det omfang bestemmelsen kræver, at børn, der er

tilbageholdte, skal holdes adskilt fra voksne.

(f) Forbehold vedrørende artikel 37 (d), hvorefter Storbritannien

forbeholder sig retten til at fortsætte med brugen af de særlige domstole,

kendt som »børnehøringer«, i Skotland.

Ved en erklæring af 7. september 1994 har Storbritannien meddelt, at

konventionen også skal gælde for følgende territorier:

Øen Man, Anguilla, Bermuda-øerne, De britiske Jomfruøer, Cayman-øerne,

Falkland-øerne, Hongkong, Montserrat, Pitcairn, Henderson, Ducie og

Oeno-øerne, St. Helena med underliggende områder, South Georgia- og South

Sandwich-øerne, Turks og Caicos-øerne.

Storbritannien har i denne forbindelse erklæret, at ovennævnte under (a),

(b) og (c) nævnte forbehold og erklæringer ligeledes skal gælde for de

omhandlede territorier.

Storbritannien har endvidere for disse områder afgivet et tilsvarende

forbehold som nævnt under (d) med undtagelse af Hongkong og Pitcairn. For

Hongkong er der afgivet særligt forbehold om retten til ikke at anvende

artikel 32, stk. 2 (b) på unge mennesker, der er over 15 år, med hensyn til

arbejde i ikke-industrielle virksomheder.

Endvidere er der for de omhandlede territorier afgivet tilsvarende

forbehold som nævnt under (e), ligesom der for Hongkong og Cayman-øerne er

afgivet forbehold vedrørende artikel 22 om børn, der søger flygtningestatus.

Syrien:

Forbehold over for de af konventionens bestemmelser, som ikke er i

overensstemmelse med syrisk lovgivning og den islamiske Shariahs principper,

især artikel 14 vedrørende børns religionsfrihed og artiklerne 2 og 21

vedrørende adoption.

Thailand:

Forbehold over for anvendelsen af artiklerne 7, 22 og 29, der skal

fortolkes i overensstemmelse med de nationale love, forordninger og gængs

praksis i Thailand.

Tyrkiet:

Forbehold om retten til at fortolke og anvende bestemmelserne i artiklerne

17, 29 og 30 i overensstemmelse med den tyrkiske grundlov og Lausanne

traktaten af 24. juli 1923.

Tunesien:

Erklæring om, at Tunesien ikke til gennemførelsen af konventionen vil

vedtage lovgivning, der er i strid med den tunesiske grundlov.

Erklæring om, at landets forpligtelse med hensyn til at gennemføre

konventionens bestemmelser vil blive begrænset af de midler, der er til

rådighed. Erklæring om, at præamblen og konventionens bestemmelser, især

artikel 6, ikke skal fortolkes således, at den forhindrer anvendelsen af

tunesisk lovgivning vedrørende frivillig afbrydelse af svangerskab.

Forbehold over for artikel 2, der ikke må forhindre gennemførelsen af den

nationale lovgivning vedrørende personlig status, især i relation til

ægteskab og arveret.

Forbehold over for artikel 40, stk. 2 (b) (v), som Tunesien anser for at

være et generelt princip, hvortil der kan gøres undtagelser i henhold til

national lovgivning.

Forbehold over for artikel 7, som ikke kan fortolkes som en hindring for

gennemførelsen af national lovgivning vedrørende statsborgerskab, især i

tilfælde, hvor dette er opgivet.

Forbundsrepublikken Tyskland:

Erklæring om, at Forbundsrepublikken Tyskland i forbindelse med

ratifikationen af konventionen vil påbegynde en reform af den nationale

lovgivning, herunder en revision af loven om forældremyndighed. Endvidere

erklæring om, at konventionen ikke vil være umiddelbart anvendelig i

Tyskland.

Erklæring om, at artikel 18, stk. 1 vedrørende forældremyndighed ikke

indebærer, at forældremyndighed automatisk og uden at der tages hensyn til

barnets tarv skal tilfalde begge forældre. Tilfældene må undersøges fra sag

til sag, især hvis forældrene ikke kan enes om fælles udøvelse af

forældremyndigheden.

Forbundsrepublikken Tyskland erklærer derfor, at konventionens

bestemmelser også er uden præjudice for bestemmelserne i den nationale

lovgivning vedrørende

a) juridisk bistand til mindreårige i udøvelsen af deres rettigheder;

b) forældremyndighed og samværsret med hensyn til børn født i ægteskab;

c) forhold vedrørende familie- og arvelovgivningen vedrørende børn født

uden for ægteskab.

Dette gælder uanset den planlagte revision af loven om forældremyndighed,

hvis nærmere udformning vil falde inden for lovgivers skøn.

Forbehold vedrørende artikel 40, stk. 2 (b) (ii) og (v), således at der

ved mindre overtrædelser af straffeloven ikke i hver enkelt sag skal være: a)

ret til at få »juridisk eller anden passende bistand« til

forberedelse og fremstilling af forsvaret og/eller b) en forpligtelse til at

få en dom, der ikke indebærer fængsling prøvet af en »højere kompetent,

uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ«.

Yderligere har Forbundsrepublikken Tyskland afgivet erklæring om, at intet

i konventionen må fortolkes som medførende nogen ret til ulovlig indrejse og

ophold i Forbundsrepublikken for udlændinge.

Erklæring om, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke vil gøre brug af den i

artikel 38, stk. 2 indeholdte mulighed for at fastsætte en aldersgrænse på 15

år for deltagelse i fjendtligheder.

Østrig:

Forbehold om, at konventionens artikel 13 og 15 vil blive anvendt i det

omfang, de ikke påvirker juridiske begrænsninger i henhold til artikel 10 og

11 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950.

Forbehold om, at artikel 17 vil blive anvendt i den udstrækning, den er

forenelig med andres grundlæggende rettigheder, især retten til informations-

og pressefrihed.

Erklæring om, at Østrig ikke vil gøre brug af den i artikel 38, stk. 2

indeholdte mulighed for at fastsætte en aldersgrænse på 15 år for deltagelse

i fjendtligheder.

Erklæring om, at Østrig i overensstemmelse med dens grundlov vil anvende

artikel 38, stk. 3 under hensyn til, at kun mandlige østrigske borgere kan

indkaldes til militærtjeneste.

Der er ved successionen i konventionen taget forbehold eller afgivet

erklæringer som følger:

Bosnien-Herzegovina, Kroatien, og Slovenien:

Forbehold om retten til ikke at anvende konventionens artikel 9, stk. 1,

idet de pågældende landes lovgivning giver de kompetente myndigheder ret til

at afgøre, hvorvidt et barn skal adskilles fra sine forældre uden forudgående

retlig prøvelse.

Den Slovakiske Republik og Den Tjekkiske Republik:

Erklæring om, at de to lande anser sig for bundet af erklæringen, der blev

afgivet af Tjekkoslovakiet ved dettes ratifikation den 7. januar 1991

vedrørende artikel 7, stk. 1.

Udenrigsministeriet, den 5. oktober 1995

F.M.

H. Wøhlk

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter