Bekendtgørelse af Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af Haagerkonventionen af 25.
oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale
barnebortførelser (* 1)
I henhold til kgl. resolution af 3. april 1991 har Danmark
ratificeret en i Haag den 25. oktober 1980 udfærdiget konvention om
de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser.
Konventionens ordlyd er som følger:
Oversættelse
Konventionen om de civilretlige virkninger
af internationale børnebortførelser De stater, som har undertegnet denne
konvention, og som
er fast overbeviste om, at hensynet til, hvad der er bedst for barnet, er
af største vigtighed ved spørgsmål om forældremyndighed,
ønsker at beskytte børn på internationalt plan mod de skadelige virkninger
af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og at etablere fremgangsmåder
for at sikre, at børnene umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor de har
bopæl, samt at sikre beskyttelse af samværsret,
har besluttet at indgå en konvention herom, og er blevet enige om følgende
bestemmelser:
KAPITEL I
Konventionens anvendelsesområde
Artikel 1
Formålet med denne konvention er, at:
a. sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført
til eller tilbageholdt i en kontraherende stat; og
b. sørge for, at forældremyndighed og samværsret i en kontraherende stat
bliver effektivt respekteret i andre kontraherende stater.
Artikel 2
De kontraherende stater skal tage alle nødvendige skridt til at sikre, at
konventionens formål opfyldes inden for deres territorier. I dette øjemed
Læs alt
skal de anvende de hurtigste fremgangsmåder, der er til rådighed.
Artikel 3
Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn skal anses for ulovlig, hvis:
a. den strider mod de rettigheder, som tilkommer en person, en institution
eller en anden myndighed som forældremyndighedsindehaver, enten i fællesskab
eller alene, ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før
bortførelsen eller tilbageholdelsen; og
b. disse rettigheder faktisk blev udøvet, enten i fællesskab eller alene,
da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller ville være blevet
udøvet, hvis ikke bortførelsen eller tilbageholdelsen var sket.
Forældremyndigheden som nævnt i denne artikels litra a kan i første række
støttes på loven eller på en retlig eller administrativ afgørelse, men også
på aftale, som har retlig gyldighed ifølge loven i den pågældende stat.
Artikel 4
Konventionen skal gælde for ethvert barn, som havde bopæl i en
kontraherende stat umiddelbart inden krænkelsen af forældremyndigheden eller
samværsretten. Konventionen skal ophøre med at gælde, når barnet er fyldt 16
år.
Artikel 5
I denne konvention skal:
a. »forældremyndighed« omfatte retten til at drage omsorg for
barnets person og særlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo;
b. »samværsret« omfatte retten til at bringe barnet til et andet
sted end dets bopæl for et begrænset tidsrum.
KAPITEL II
Centralmyndigheder
Artikel 6
Enhver kontraherende stat skal udpege en centralmyndighed til at udføre de
opgaver, som efter konventionen pålægges sådanne myndigheder.
Føderale stater, stater med mere end eet retssystem eller stater, som har
autonome territoriale organisationer, kan udpege mere end een
centralmyndighed og kan angive disse myndigheders territoriale kompetence.
Stater, som har udpeget mere end een centralmyndighed, skal angive den
centralmyndighed, hvortil anmodninger kan sendes til videregivelse til den
kompetente centralmyndighed i den pågældende stat.
Artikel 7
Centralmyndighederne skal samarbejde med hinanden og fremme samarbejdet
mellem de kompetente myndigheder i deres respektive stater for at sikre, at
børn bliver tilbagegivet umiddelbart og for at opnå de øvrige formål med
denne konvention.
De skal særlig, enten direkte eller gennem mellemled, tage alle passende
forholdsregler for at:
a. finde ud af, hvor et ulovligt bortført eller tilbageholdt barn befinder
sig;
b. hindre, at barnet tager yderligere skade eller at de berørte parters
retsstilling forringes ved at tage midlertidige forholdsregler eller ved at
sørge for, at der tages sådanne forholdsregler;
c. sikre den frivillige tilbagegivelse af barnet eller tilvejebringe en
forligsmæssig løsning;
d. udveksle oplysninger vedrørende barnets sociale baggrund, hvis dette er
ønskeligt;
e. fremskaffe generelle oplysninger vedrørende deres egen stats
lovgivning, som har forbindelse med anvendelsen af konventionen;
f. indlede eller lette gennemførelsen af retlige eller administrative
skridt for at få barnet tilbagegivet og, om nødvendigt, træffe
foranstaltninger til at gennemføre og sikre en reel udøvelse af
samværsretten;
g. hvis omstændighederne kræver det, tilvejebringe eller gøre det lettere
at opnå retshjælp og anden juridisk bistand, herunder advokatbistand;
h. gennemføre sådanne administrative foranstaltninger, som måtte være
nødvendige og hensigtsmæssige for at sikre, at barnet tilbagegives i god
behold;
i. holde hinanden underrettet om, hvordan denne konvention virker og, så
vidt muligt, fjerne hindringer for dens anvendelse.
KAPITEL III
Tilbagegivelse af børn
Artikel 8
Enhver person, institution eller anden myndighed, som gør gældende, at et
barn er blevet bortført eller tilbageholdt i strid med forældremyndigheden,
kan anmode enten centralmyndigheden i den stat, hvor barnet har bopæl, eller
centralmyndigheden i enhver anden kontraherende stat om bistand til at sikre,
at barnet tilbagegives.
Anmodningen skal indeholde:
a. oplysninger om identiteten af ansøgeren, barnet og den person, som
påstås at have bortført eller tilbageholdt barnet;
b. barnets fødselsdato, såfremt oplysning herom er tilgængelig;
c. de grunde, som ansøgeren påberåber sig til støtte for sit krav om at få
tilbagegivet barnet;
d. alle tilgængelige oplysninger om barnets opholdssted og identiteten af
den person, som barnet formodes at befinde sig hos.
Anmodningen kan ledsages af eller suppleres med:
e. en bekræftet genpart af enhver relevant afgørelse eller aftale;
f. en attest eller en erklæring, der er bekræftet af en centralmyndighed
eller anden kompetent myndighed i den stat, hvor barnet har bopæl, eller af
en kompetent person, vedrørende den pågældende stats lovgivning på området;
g. andre dokumenter af betydning for sagen.
Artikel 9
Hvis den centralmyndighed, som modtager en anmodning som nævnt i artikel
8, har grund til at tro, at barnet befinder sig i en anden kontraherende
stat, skal den direkte og uden ophold videresende anmodningen til
centralmyndigheden i denne kontraherende stat og underrette den
centralmyndighed, der har anmodet om tilbagegivelsen, eller efter
omstændighederne ansøgeren herom.
Artikel 10
Centralmyndigheden i den stat, hvor barnet befinder sig, skal træffe eller
udvirke at der træffes alle passende foranstaltninger for at opnå frivillig
tilbagegivelse af barnet.
Artikel 11
De judicielle eller administrative myndigheder i kontraherende stater skal
handle hurtigt i sager om børns tilbagegivelse.
Hvis den pågældende judicielle eller administrative myndighed ikke har
truffet nogen beslutning inden seks uger efter den dag, da sagen blev
indledt, kan ansøgeren eller centralmyndigheden i modtagerstaten, på eget
initiativ eller efter anmodning fra centralmyndigheden i oprindelsesstaten,
bede om en redegørelse for årsagerne til forsinkelsen. Hvis
centralmyndigheden i modtagerstaten modtager et svar, skal myndigheden
videresende svaret til centralmyndigheden i oprindelsesstaten eller, efter
omstændighederne, til ansøgeren.
Artikel 12
Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i
artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller
administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig,
er gået mindre end eet år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller
tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet
straks skal gives tilbage.
Også i de tilfælde, hvor sagen er blevet indledt efter udløbet af den
periode på et år, der er nævnt i foregående stykke, skal den judicielle eller
administrative myndighed bestemme, at barnet skal gives tilbage, medmindre
det godtgøres, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
Hvis den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten har
grund til at tro, at barnet er blevet bortført til en anden stat, kan den
afslutte sagen eller afvise anmodningen om tilbagegivelse af barnet.
Artikel 13
Uanset bestemmelserne i den foregående artikel, har den judicielle eller
administrative myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at
barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed,
som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør at:
a. den person, institution eller anden myndighed, som drog omsorg for
barnets person, ikke faktisk udøvede forældremyndigheden, da bortførelsen
eller tilbageholdelsen fandt sted, eller havde samtykket i eller
efterfølgende affundet sig med bortførelsen eller tilbageholdelsen; eller
b. der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet
for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en
situation, som det ikke bør tåle.
Den judicielle eller administrative myndighed kan også nægte at
tilbagegive barnet, hvis den finder, at barnet modsætter sig tilbagegivelsen,
og at barnet har nået en sådan alder og modenhedsgrad, at der bør tages
hensyn til barnets mening.
Når de judicielle eller administrative myndigheder overvejer de forhold,
der er nævnt i denne artikel, skal de tage hensyn til de oplysninger
vedrørende barnets sociale baggrund, som fremskaffes af centralmyndigheden
eller en anden kompetent myndighed i den stat, hvor barnet har bopæl.
Artikel 14
Når de judicielle eller administrative myndigheder i modtagerstaten
undersøger, om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse
som angivet i artikel 3, kan de tage direkte hensyn til loven og retlige
eller administrative afgørelser i den stat, hvor barnet har bopæl, hvad enten
de formelt anerkendes eller ej, uden at anvende de særlige procedurer, som
ellers skulle have været anvendt for at føre bevis for indholdet af den
pågældende lov eller for anerkendelse af udenlandske afgørelser.
Artikel 15
De judicielle eller administrative myndigheder i en kontraherende stat
kan, inden de træffer beslutning om barnets tilbagegivelse, anmode om, at
ansøgeren fremskaffer en afgørelse eller anden erklæring fra myndighederne i
den stat, hvor barnet har bopæl, om, at bortførelsen eller tilbageholdelsen
var ulovlig som angivet i artikel 3, hvis en sådan afgørelse eller erklæring
kan opnås i den pågældende stat. Centralmyndighederne i de kontraherende
stater skal så vidt muligt hjælpe ansøgere med at indhente en sådan afgørelse
eller erklæring.
Artikel 16
Efter at de judicielle eller administrative myndigher i den kontraherende
stat, hvortil barnet er blevet bortført, eller hvori det tilbageholdes, har
fået meddelelse om, at der foreligger en ulovlig bortførelse eller
tilbageholdelse som angivet i artikel 3, kan de ikke træffe afgørelse i en
sag om forældremyndigheden, før det er bestemt, at barnet ikke skal gives
tilbage i medfør af denne konvention, eller medmindre en anmodning efter
konventionen ikke indgives inden for en rimelig tid efter, at meddelelsen er
modtaget.
Artikel 17
Den omstændighed, at en afgørelse om forældremyndighed er blevet truffet
eller kan anerkendes i modtagerstaten, kan ikke alene danne grundlag for at
nægte at tilbagegive et barn i medfør af denne konvention, men de judicielle
eller administrative myndigheder i modtagerstaten kan tage hensyn til
begrundelsen for afgørelsen ved anvendelsen af denne konvention.
Artikel 18
Bestemmelserne i dette kapitel begrænser ikke en judiciel eller
administrativ myndigheds kompetence til når som helst at bestemme, at barnet
skal tilbagegives.
Artikel 19
En afgørelse om tilbagegivelse af barnet i medfør af denne konvention skal
ikke anses for en realitetsafgørelse om noget forældremyndighedsspørgsmål.
Artikel 20
Tilbagegivelse af barnet efter bestemmelserne i artikel 12 kan nægtes,
såfremt det ikke ville være foreneligt med grundlæggende principper i den
anmodede stat til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.
KAPITEL IV
Samværsret
Artikel 21
En anmodning om, at der træffes foranstaltninger med henblik på at
tilrettelægge samværsretten eller sikre, at samværsretten kan udøves, kan
indgives til centralmyndighederne i de kontraherende stater på samme måde som
en anmodning om tilbagegivelse af et barn.
Centralmyndighederne er gennem de bestemmelser om samarbejde, som er
fastsat i artikel 7, forpligtet til at virke for, at samværsretten kan udøves
under rolige forhold og under opfyldelse af de bestemmelser, der måtte være
truffet om udøvelsen af retten. Centralmyndighederne skal tage skridt til så
vidt muligt at fjerne alle hindringer for udøvelsen af samværsretten.
Centralmyndighederne kan, enten direkte eller gennem mellemled, tage
initiativ til eller bistå med sagsanlæg med henblik på at tilrettelægge eller
sikre respekt for samværsretten og de bestemmelser, der måtte gælde for
udøvelsen af retten.
KAPITEL V
Almindelige bestemmelser
Artikel 22
Ingen sikkerhed, pant eller depositum af nogen art skal kunne kræves for
at sikre betaling af omkostninger og udgifter i forbindelse med de judicielle
eller administrative skridt, der falder inden for rammerne af denne
konvention.
Artikel 23
Ingen legalisering eller lignende formalitet skal kunne kræves i
sammenhæng med denne konvention.
Artikel 24
Enhver anmodning, meddelelse eller andet dokument, som sendes til
centralmyndigheden i modtagerstaten, skal affattes på originalsproget og skal
ledsages af en oversættelse til modtagerstatens officielle sprog eller et af
dens officielle sprog eller, hvis det ikke er muligt, en oversættelse til
fransk eller engelsk.
En kontraherende stat kan dog ved at tage forbehold i overensstemmelse med
artikel 42 modsætte sig anvendelsen af enten fransk eller engelsk, men ikke
begge, i enhver anmodning, meddelelse eller andet dokument, som sendes til
dens centralmyndighed.
Artikel 25
Statsborgere i kontraherende stater og personer, som har bopæl i disse
stater, skal i sager vedrørende anvendelsen af denne konvention have ret til
retshjælp og juridisk rådgivning i enhver anden kontraherende stat på samme
vilkår, som hvis de selv var statsborgere i og havde bopæl i staten.
Artikel 26
Enhver centralmyndighed skal selv bære sine egne omkostninger ved
anvendelsen af denne konvention.
Centralmyndighederne og andre offentlige myndigheder i de kontraherende
stater må ikke kræve nogen afgift i forbindelse med anmodninger, der er
indgivet i medfør af denne konvention. Særlig skal de ikke kunne kræve
betaling af ansøgeren for omkostninger og udgifter ved sagens behandling
eller for eventuelle omkostninger i forbindelse med advokatbistand. De kan
dog kræve betaling af de udgifter, som er opstået eller forventes at opstå i
forbindelse med gennemførelsen af selve tilbagegivelsen af barnet.
En kontraherende stat kan dog ved at tage forbehold i overensstemmelse med
artikel 42 erklære, at den ikke skal være forpligtet til at bære nogen af de
omkostninger, der er nævnt i det foregående stykke, og som hidrører fra
advokatbistand eller fra retshandlinger, undtagen når disse omkostninger kan
dækkes af statens fri proces- og retshjælpsordninger.
Når en judiciel eller administrativ myndighed træffer bestemmelse om
tilbagegivelse af et barn eller om samværsret, kan den, hvis det er rimeligt,
pålægge den person, som har bortført eller tilbageholdt barnet, eller som har
hindret udøvelsen af samværsretten, at betale nødvendige udgifter, der er
afholdt af ansøgeren eller på dennes vegne, herunder rejseudgifter,
omkostninger, der er afholdt, eller betalinger, der er foretaget, for at
finde barnet, omkostninger til ansøgerens juridiske repræsentant samt
udgifter ved tilbagegivelsen af barnet.
Artikel 27
Hvis det er åbenbart, at denne konventions betingelser ikke er opfyldt,
eller at anmodningen iøvrigt ikke er velbegrundet, har en centralmyndighed
ikke pligt til at modtage anmodningen. I sådanne tilfælde skal
centralmyndigheden straks underrette ansøgeren eller, efter omstændighederne,
den centralmyndighed, hvorigennem anmodningen blev indgivet, om begrundelsen
herfor.
Artikel 28
En centralmyndighed kan kræve, at anmodningen ledsages af en skriftlig
fuldmagt, der bemyndiger den til at handle på ansøgerens vegne eller til at
udpege en repræsentant dertil.
Artikel 29
Denne konvention skal ikke være til hinder for, at nogen person,
institution eller anden myndighed, som gør gældende, at der er sket krænkelse
af forældremyndigheden eller samværsretten som angivet i artikel 3 eller 21,
indgiver anmodning direkte til en kontraherende stats judicielle eller
administrative myndigheder, uanset om bestemmelserne i denne konvention
anvendes eller ikke.
Artikel 30
Enhver anmodning, der indgives til centralmyndighederne eller direkte til
de judicielle eller administrative myndigheder i en kontraherende stat i
overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention, skal sammen med
dokumenter og andre oplysninger, som vedlægges eller stilles til rådighed af
en centralmyndighed, kunne fremlægges for domstolene og de administrative
myndigheder i de kontraherende stater.
Artikel 31
I forhold til en stat, som vedrørende spørgsmål om forældremyndighed har
to eller flere retssystemer, som anvendes inden for forskellige territoriale
enheder, skal:
a. enhver henvisning til bopæl i den pågældende stat forstås som en
henvisning til bopælen i en territorial enhed i denne stat;
b. enhver henvisning til loven i bopælsstaten forstås som en henvisning
til loven i den territoriale enhed i den stat, hvor barnet har bopæl.
Artikel 32
I forhold til en stat, som i sager om forældremyndighed har to eller flere
retssystemer, som er anvendelige på forskellige grupper af personer, skal
enhver henvisning til loven i den pågældende stat forstås som en henvisning
til det retssystem, som følger af loven i denne stat.
Artikel 33
En stat, hvor forskellige territoriale enheder har deres egne retsregler
om forældremyndighed, skal ikke have pligt til at anvende denne konvention i
tilfælde, hvor en stat med eet retssystem ikke ville være forpligtet dertil.
Artikel 34
Denne konvention skal i sager inden for dens anvendelsesområde have
fortrin frem for »Konventionen af 5. oktober 1961 om kompetence og
anvendelig lov med hensyn til beskyttelse af mindreårige« i forhold
mellem parter, der er deltagere i begge konventioner. I øvrigt skal denne
konvention ikke begrænse anvendelsen af en international overenskomst, som er
gældende imellem oprindelsesstaten og modtagerstaten, eller andre retsregler
i modtagerstaten, som har til formål at sikre tilbagegivelse af et barn, som
ulovligt er blevet bortført eller tilbageholdt, eller at tilrettelægge
samværsret.
Artikel 35
Denne konvention skal mellem kontraherende stater kun finde anvendelse for
så vidt angår ulovlige bortførelser eller tilbageholdelser, som finder sted
efter dens ikrafttræden i de pågældende stater.
Hvis en erklæring er afgivet i medfør af artikel 39 eller 40, skal
henvisningen i foregående stykke til en kontraherende stat forstås som en
henvisning til den territoriale enhed eller de territoriale enheder, som
denne konvention gælder for.
Artikel 36
Intet i denne konvention skal være til hinder for, at to kontraherende
stater, for at begrænse de restriktioner, der måtte gælde for tilbagegivelse
af et barn, indbyrdes aftaler at se bort fra sådanne bestemmelser i denne
konvention, som måtte indebære sådanne restriktioner.
KAPITEL VI
Afsluttende bestemmelser
Artikel 37
Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, der var medlemmer af
Den internationale privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens 14.
samling.
Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes, og ratifikations-,
accept- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres i udenrigsministeriet
i Kongeriget Nederlandene.
Artikel 38
Enhver anden stat kan tiltræde konventionen.
Tiltrædelsesinstrumentet skal deponeres i udenrigsministeriet i Kongeriget
Nederlandene.
Konventionen træder i kraft for en stat, som tiltræder, den første dag i
den tredie kalendermåned efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet.
Tiltrædelsen får alene virkning i forholdet mellem den stat, som har
tiltrådt, og de kontraherende stater, som har afgivet erklæring om deres
accept af tiltrædelsen. En sådan erklæring skal også afgives af enhver
medlemsstat, som ratificerer, accepterer eller godkender konventionen efter
tiltrædelsen. Erklæringen skal deponeres i udenrigsministeriet i Kongeriget
Nederlandene; dette ministerium sender ad diplomatisk vej en bekræftet
genpart til hver af de kontraherende stater.
Konventionen træder i kraft mellem en stat, som tiltræder, og en stat, som
har erklæret sin accept af tiltrædelsen, den første dag i den tredie
kalendermåned efter deponeringen af erklæringen om accept.
Artikel 39
En stat kan i forbindelse med undertegnelsen, ratifikationen, godkendelsen
eller tiltrædelsen erklære, at konventionen skal udvides til at gælde for
alle de territorier, for hvis internationale anliggender den er ansvarlig,
eller for et eller flere af dem. En sådan erklæring får virkning fra det
tidspunkt, konventionen træder i kraft for vedkommende stat.
En sådan erklæring, såvel som enhver efterfølgende udvidelse, skal
meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederlandene.
Artikel 40
En kontraherende stat, som består af to eller flere territoriale enheder
med forskellige retssystemer angående spørgsmål, der er omfattet af denne
konvention, kan ved undertegnelsen, ratifikationen, accepten, godkendelsen
eller tiltrædelsen erklære, at denne konvention skal udvides til at gælde for
alle dens territoriale enheder eller et eller flere af dem, og kan når som
helst ændre sin erklæring ved at afgive en ny erklæring.
Enhver sådan erklæring skal meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget
Nederlandene og skal udtrykkeligt angive, hvilke territoriale enheder
konventionen skal gælde for.
Artikel 41
Hvis en kontraherende stat har en styreform, hvorefter den udøvende,
dømmende og lovgivende magt er fordelt mellem centrale og andre myndigheder i
staten, skal en undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller
tiltrædelse af denne konvention eller en erklæring i medfør af artikel 40
ikke medføre nogen ændring af den interne magtfordeling i staten.
Artikel 42
Enhver stat kan, senest ved ratifikationen, accepten, godkendelsen eller
tiltrædelsen eller når den afgiver erklæring i medfør af artikel 39 eller 40,
tage det ene eller begge de forbehold, som er nævnt i artikel 24 og artikel
26, stk. 3. Ingen andre forbehold er tilladt.
Enhver stat kan når som helst tilbagekalde et forbehold, den har taget.
Tilbagekaldelsen skal meddeles udenrigsministeriet i Kongeriget Nederlandene.
Forbeholdet ophører med at gælde den første dag i den tredie
kalendermåned, efter at den meddelelse, som er nævnt i foregående stykke, er
givet.
Artikel 43
Konventionen træder i kraft den første dag i den tredie kalendermåned,
efter deponeringen af det tredie ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument, der er nævnt i artikel 37 og 38.
Derefter skal konventionen træde i kraft:
1. for enhver stat, som senere ratificerer,
accepterer, godkender eller tiltræder konventionen, den første dag i den
tredie kalendermåned efter deponeringen af ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet;
2. for ethvert territorium eller enhver territorial
enhed, som konventionen er blevet udvidet til at gælde for efter artikel 39
eller 40, den første dag i den tredje kalendermåned efter udløbet af den
periode, som er angivet i de nævnte artikler.
Artikel 44
Konventionen skal gælde i 5 år fra den dag, den træder i kraft efter
artikel 43. Dette gælder også for stater, der senere har ratificeret,
accepteret, godkendt eller tiltrådt konventionen.
Konventionen fornyes stiltiende for 5 år ad gangen, medmindre den opsiges.
Enhver opsigelse skal mindst 6 måneder før femårsperiodens udløb meddeles
udenrigsministeriet i Kongeriget Nederlandene. Opsigelsen kan begrænses til
enkelte af de territorier, som konventionen gælder for.
Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har afgivet den.
Konventionen forbliver i kraft for de andre kontraherende stater.
Artikel 45
Udenrigsministeriet i Kongeriget Nederlandene skal underrette konferencens
medlemsstater og de stater, som har tiltrådt konventionen efter artikel 38,
om:
1. undertegnelser, ratifikationer, accepter og
godkendelser som nævnt i artikel 37;
2. tiltrædelser som nævnt i artikel 38;
3. datoen for konventionens ikrafttræden efter artikel
43;
4. udvidelser som nævnt i artikel 39;
5. erklæringer som nævnt i artikel 38 og 40;
6. forbehold som nævnt i artikel 24 og 26, stk. 3, og
tilbagekaldelser som nævnt i artikel 42;
7. opsigelser som nævnt i artikel 44.
Til BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der er behørigt bemyndigede
dertil, undertegnet denne konvention.
UDFÆRDIGET i Haag den 25. oktober 1980 på engelsk og fransk, idet begge
tekster har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal deponeres i den
nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en bekræftet genpart sendes ad
diplomatisk vej til hver af de stater, som var medlemmer af Den
internationale privatretlige Haagerkonference på tidspunktet for dens 14.
samling. Følgende lande har ratificeret, accepteret eller godkendt
konventionen på de anførte datoer:
Frankrig ................... 16. september 1982
Canada ..................... 2. juni 1983
Portugal ................... 29. september 1983
Schweiz .................... 11. oktober 1983
Det Forenede Kongerige
Storbritannien
og Nordirland .............. 20. maj 1986
Luxembourg ................. 8. oktober 1986
Australien ................. 29. oktober 1986
Spanien .................... 16. juni 1987
USA ........................ 29. april 1988
Østrig ..................... 14. juli 1988
Norge ...................... 9. januar 1989
Sverige .................... 22. marts 1989
Nederlandene ............... 12. juni 1990
Forbundsrepublikken
Tyskland ................... 27. september 1990
Argentina .................. 19. marts 1991
Danmark .................... 17. april 1991
Irland ..................... 16. juli 1991
Ikke-medlemslande (jfr. art. 38):
Ungarn ..................... 7. april 1986
Belize ..................... 22. juni 1989
New Zealand ................ 31. maj 1991
Mexico ..................... 20. juni 1991
Nedennævnte lande har ved ratifikationen, accepten, godkendelsen eller
tiltrædelsen taget forbehold og afgivet erklæringer som følger:
Frankrig
1. I henhold til art. 6, stk. 1, er som central
myndighed udpeget: Le Ministere de la Justice, Bureau de l'Entraide
Judiciaire Internationale, 13 Place Vendome, 75001 Paris, France.
2. I henhold til art. 42, jfr. art. 24, stk. 2, vil
man kun behandle anmodninger på fransk eller bilagt en oversættelse til
fransk.
3. I henhold til art. 42, jfr. art. 26, stk. 3, vil
man bære omkostninger, der er nævnt i art. 26, stk. 2, hvis de kan dækkes af
den franske retshjælpsordning.
4. I henhold til art. 39 skal konventionen gælde for
hele den franske republiks territorium.
Canada
Der er udstedt erklæring om, at man ikke vil være forpligtet til at bære
nogen af de omkostninger, der hidrører fra advokatbistand eller fra
retshandlinger, undtagen når disse omkostninger kan dækkes af statens
retshjælpsordninger (jfr. art. 26, stk. 3).
I henhold til art. 6, stk. 2, har Canada udpeget følgende centrale
myndigheder:
For the Federal Government: Minister of Justice and Attorney General of
Canada as represented by: Domestic Legal Services, Department of External
Affairs (JDS), Tower C, 7th Floor, Lester B. Pearson Building, 125 Sussex
Drive, Ottawa, Ontario K1A OG2.
For provinsen Alberta: Attorney General of Alberta, Director, Family Law,
6th Floor, JE Brownlee Building, 10365 - 97th Street, Edmonton, Alberta T5J
3WJ.
For provinsen British Columbia: Ministry of Attorney General, Legal
Services Branch, 1301 - 865 Hornby Street, Vancouver, British Columbia, V6Z
2H4.
For provinsen Manitoba: Department of Justice, Family Law Branch, 4th
Floor, 405 Broadway, Winnipeg, Manitoba R3C 3L6.
For provinsen New Brunswick: Attorney General of New Brunswick, PO Box
6000, Room 551, Centennial Building, Fredericton, New Brunswick, E3B 5HI.
For provinsen Newfoundland: Attorney General of Newfoundland, 5th Floor,
Confederation Building, Prince Philip Drive, St John's, Newfoundland, A1C
5T7.
For provinsen Nova Scotia: Attorney General of Nova Scotia, 5151 George
Street, Suite 900, PO Box 7, Halifax, Nova Scotia B3J 2L6.
For provinsen Ontario: Crown Law Office - Civil, Ministry of the Attorney
General, 8th Floor, 720 Bay Street, Toronto, Ontario M5G 2K1.
For provinsen Prince Edward Island: Deputy Minister, Department of
Justice, 105 Rochford Street, PO Box 2000, Charlottetown, P.E.I. C1A 7N8.
For provinsen Quebec: Direction geenerale des affaires juridiques,
Ministere de la Justice du Quebec, 1200 route de l'Eglise, 5e eetage,
Sainte-Foy, Quebec, G1V 4M1.
For provinsen Saskatchewan: Department of Justice, Policy, Planning and
Evaluation Branch, Public Law and Policy Division, 1874 Scarth Street,
Regina, Saskatchewan S4P 3V7.
For the Northwest Territories: Minister of Justice of the Northwest
Territories, Legal Division, PO Box 1320, Yellowknife, Northwest Territories,
Canada X1A 2L9.
For the Yukon Territory: Deputy Minister of Justice, PO Box 2703,
Whitehorse, Yukon Y1A 2C6.
Portugal
I henhold til art. 6 har Portugal som central myndighed udpeget:
Direccao-Geral dos Servicos, Tutelares de Menores, Ministerio da Justica,
Avenida Almirante Reis, 101, 1197 Lisboa Codex.
Schweiz
I henhold til art. 6 har Schweiz som central myndighed udpeget: Office
federal de la Justice, Autorite centrale en matiere d'enlevement
international d'enfants, 3003 Berne.
Det Forenede Kongerige Storbritannien og
Nordirland
I henhold til bestemmelserne i konventionens art. 42 er der udstedt
erklæring om, at man ikke vil være forpligtet til at bære nogen af de
omkostninger, der er henvist til i art. 26, stk. 2, som hidrører fra
advokatbistand eller fra retshandlinger, undtagen når disse omkostninger kan
dækkes af statens fri proces- og retshjælpsordninger.
I henhold til art. 39, stk. 1, er der udstedt erklæring om, at
konventionen kun skal gælde for Det Forenede Kongerige Storbritannien og
Nordirland, og at man senere vil udstede erklæring om de territorier, for
hvilke konventionen skal udvides til at gælde. Pr. 1. september 1991 gælder
konventionen for Isle of Man.
I henhold til art. 6, stk. 1, er som central myndighed udpeget:
For England og Wales: The Lord Chancellor's Department, Trevelyan House,
30 Great Peter Street, London SW1P 2BY.
For Nordirland: Northern Ireland Court Service, Windsor House, 9-15
Bedford Street, Belfast BT2 7LT.
For Skotland: Office of the Secretary of State for Scotland, Scottish
Courts Administration, 26/27 Royal Terrace, Edinburgh EH7 5AH.
Luxembourg
har erklæret, at man ikke vil være forpligtet til at bære nogen af de
omkostninger, der omtales i konventionens art. 26, stk. 2, nemlig
omkostninger, der hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger,
undtagen når disse omkostninger kan dækkes af Luxembourgs fri proces- og
retshjælpsordninger.
I henhold til art. 6, stk. 1, er som central myndighed udpeget: Le
Procureur Geeneral d'Etat, Palais de Justice, Boite postale 15, L-2010
Luxembourg.
Australien
Under henvisning til art. 40 er der fremsat erklæring om, at konventionen
kun skal gælde i de australske stater og territorier på hovedlandet.
I henhold til art. 6 har Australien som centrale myndigheder udpeget:
Commonwealth Central Authority: The Secretary, Attorney-General's
Department, National Circuit, Barton, A.C.T. 2600.
Queensland: Director, Department of Children's Services, Queensland.
Northern Territory: Secretary, Department of Community Development,
Northern Territory.
Victoria: Director-General, Department of Community Services, Victoria.
New South Wales: Director-General, Department of Youth and Community
Services, New South Wales.
Tasmania: Director for Community Welfare, Department for Community
Welfare, Tasmania.
Western Autralia: Commissioner, Western Australian Police Department,
Western Australia.
South Australia: Commissioner, South Australian Police Department, South
Australia.
Australian Capital Territory: Director of Welfare, Department of
Territories, Australian Capital Territory.
Spanien
I henhold til art. 6 har Spanien som central myndighed udpeget: Secretaria
General Tecnica del Ministerio de Justicia, San Bernardo 45, 28015 Madrid.
USA
Forbehold:
1. I henhold til artiklerne 24, stk. 2, og 42 skal
alle anmodninger, meddelelser og andre dokumenter sendt til USA's centrale
myndighed være bilagt en oversættelse til engelsk.
2. I henhold til art. 26, stk. 3, erklærer USA, at man
ikke vil være forpligtet til at bære nogen af de omkostninger eller udgifter,
der hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger i forbindelse med
bestræbelserne for at sende børn tilbage fra USA i henhold til konventionen,
undtagen når disse omkostninger eller udgifter kan dækkes af en
retshjælpsordning.
USA har som central myndighed ifølge art. 6 udpeget Office of Citizens
Services (CA/OCS/CCS), Room 4817, Department of State, Washington, D.C.
20520.
Østrig
I henhold til art. 6, stk. 1, har Østrig som central myndighed udpeget:
Bundesministerium fur Justiz, Abteilung I 10, Postfach 63, A-1016 Vienna.
Norge
1. I henhold til artiklerne 24 og 42 vil den centrale
myndighed ikke acceptere anmodninger, meddelelser eller andre dokumenter på
fransk.
2. I henhold til artiklerne 26 og 42 er der fremsat
erklæring om, at man ikke vil være forpligtet til at bære nogen af de
omkostninger, der hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger,
undtagen når disse omkostninger kan dækkes af loven af 13. juni 1980 om fri
retshjælp.
I henhold til art. 6, stk. 1, har Norge som central myndighed udpeget:
Justitsdepartementet, Retshjelpskontoret, Postbox 8005 dep., 0030 Oslo 1.
Sverige
I henhold til art. 42 og art. 26 er der fremsat erklæring om, at man ikke
vil være forpligtet til at bære nogen af de omkostninger, der er nævnt i art.
26, stk. 2, og som hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger,
undtagen når disse omkostninger kan dækkes af svenske regler for retshjælp.
I henhold til art. 6 har Sverige som central myndighed udpeget:
Utrikesdepartementet, Box 16121, 10323 Stockholm.
Nederlandene
Nederlandene har meddelt, at konventionen skal gælde for det europæiske
kongerige.
I henhold til art. 42 er der udstedt erklæring om, at man ikke vil være
forpligtet til at bære nogen af de omkostninger, der hidrører fra
advokatbistand eller fra retshandlinger, undtagen når disse omkostninger kan
dækkes af statens fri proces- og retshjælpsordninger (jfr. art. 26, stk. 3).
I henhold til art. 6, stk. 1, har Nederlandene som central myndighed
udpeget: Ministerie van Justitie, Hoofd Afdeling Staats- en Strafrecht,
Afdeling Internationale Rechtshulp, Schedeldoekshaven 100, Postbus 20301,
2500 EB the Hague.
Forbundsrepublikken Tyskland
Der blev ved ratifikationen udstedt erklæring om, at konventionen også
skulle gælde for Vestberlin og under henvisning til art. 26, stk. 3, taget
forbehold om, at man ikke vil være forpligtet til at bære nogen af de
omkostninger, der er nævnt i art. 26, stk. 2, og som hidrører fra
advokatbistand eller retshandlinger, undtagen når disse omkostninger kan
dækkes af statens fri proces- og retshjælpsordninger.
I henhold til art. 24, stk. 1, går Forbundsrepublikken Tyskland ud fra, at
anmodninger fra andre kontraherende lande sædvanligvis vedlægges en
oversættelse til tysk.
I henhold til art. 6, stk. 1, har Forbundsrepublikken Tyskland som central
myndighed udpeget: Der Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof - Zentrale
Behørde nach dem SorgerechtsubereinkommensAusfuhrungsgesetz, Postfach 11 06
29, D-1000 Berlin 11, Federal Republic of Germany.
Argentina
I henhold til art. 6, stk. 1, har Argentina som central myndighed udpeget:
Ministerio de Relaciones Exteriores y Culto, Direccion de Asuntos Jur\dicos.
Danmark
I henhold til art. 39, stk. 1, har Danmark erklæret, at konventionen ikke
skal gælde for Færøerne og Grønland.
I henhold til art. 42, stk. 1, er der fremsat erklæring om,
a) at den centrale myndighed ikke vil acceptere anmodninger, meddelelser
eller andre dokumenter på fransk (jfr. art. 24, stk. 2), og
b) at man ikke vil være forpligtet til at bære nogen af de omkostninger,
der hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger, undtagen når disse
omkostninger kan dækkes af statens fri proces- og retshjælpsordninger (jfr.
art. 26, stk. 3).
I henhold til art. 6, stk. 1, har Danmark som central myndighed udpeget:
Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, Æbeløgade 1, 2100 København Ø.
Ikke-medlemslande
Ungarn
Som central myndighed er udpeget: The Ministry of Justice, Szalay utca 16,
PO Box 54, 1363 Budapest.
Belize
har forbeholdt sig, at anmodninger til den centrale myndighed skal
vedlægges en oversættelse til engelsk.
Endvidere har man meddelt, at man ikke vil være forpligtet til at bære
nogen af de omkostninger, der hidrører fra advokatbistand eller fra
retshandlinger, undtagen når disse omkostninger kan dækkes af statens fri
proces- og retshjælpsordninger.
Som central myndighed er udpeget: Ministry of Social Services and
Community Development, Belmopan, Belize.
New Zealand
Der er i henhold til art. 24 og art. 42 udstedt erklæring om, at alle
anmodninger, meddelelser eller andre dokumenter sendt til den centrale
myndighed skal være på engelsk eller vedlagt en oversættelse til engelsk.
I henhold til art. 26 og art. 42 har New Zealand meddelt, at man ikke vil
være forpligtet til at bære nogen af de omkostninger, der er nævnt i art. 26,
stk. 2, og som hidrører fra advokatbistand eller fra retshandlinger, undtagen
når disse omkostninger kan dækkes af statens fri proces- og
retshjælpsordninger. Konventionen trådte i medfør af art. 43 i kraft for
Danmark den 1. juli 1991. For så vidt angår ikke-medlemslande træder
konventionen i kraft mellem Danmark og New Zealand den 1. oktober 1991.
Udenrigsministeriet, den 21. november
1991
Uffe Ellemann-Jensen
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Femte Afdeling) af 24. marts 2021. — SS mod MCP. EU-domme · 24. marts 2021
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/2450 af 8. december 2022 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at acceptere Tunesiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser EU-lovgivning · 8. december 2022
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/2439 af 8. december 2022 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at acceptere Filippinernes tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser EU-lovgivning · 8. december 2022
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/2207 af 9. december 2021 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at acceptere Bolivias tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser EU-lovgivning · 9. december 2021
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/2206 af 9. december 2021 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at acceptere Jamaicas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser EU-lovgivning · 9. december 2021
- Domstolens kendelse (Første Afdeling) af 10. april 2018. — CV mod DU. EU-domme · 10. april 2018