Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulæreskrivelse om vagtvirksomhed

Gældende CIS nr 51297 af 02/01/1987CirkulæreskrivelseJustitsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulæreskrivelse om vagtvirksomhed

1. Ved lov nr. 266 af 22. maj 1986 om vagtvirksomhed

er der gennemført en regulering af adgangen til at udøve vagtvirksomhed. I

tilknytning hertil har Justitsministeriet udsendt bekendtgørelse nr. 963 af

23. december 1986 om vagtvirksomhed. Loven og bekendtgørelsen træder i kraft

den 1. januar 1987. I bekendtgørelsens § 30 findes en række

overgangsbestemmelser.

Lovens hovedformål er at regulere den virksomhed, der typisk udføres af

private vagtselskaber. Denne regulering gennemføres først og fremmest ved et

krav om, at personer eller selskaber, der ønsker at udøve selvstændig

vagtvirksomhed, skal have autorisation hertil. Endvidere skal personalet i en

vagtvirksomhed være godkendt, og også kontrolcentraler, der videregiver

alarminformationer til politiet, skal være godkendt. Desuden er der i

bekendtgørelsen fastsat nærmere bestemmelser bl.a. om personalets uddannelse,

uniformering og brug af hunde.

Et andet formål med loven er at søge at nedbringe det store antal

fejlalarmeringer fra alarmeringsanlæg. Dette sker ved en bestemmelse om, at

alarminformationer som hovedregel kun må videregives til politiet af

personalet i en godkendt kontrolcentral, ved at forbyde

indbrudsvarslingsanlæg og ved at give politiet mulighed for at opkræve et

gebyr for gentagne fejlalarmeringer.

Loven og bekendtgørelsen hviler på betænkning nr. 1048/1985 om

vagtvirksomhed, der er afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte udvalg

om private vagtselskaber.

2. Kompetencen til at meddele autorisation til at

udøve vagtvirksomhed er efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, henlagt til

rigspolitichefen. Rigspolitichefen har over for Justitsministeriet oplyst, at

der af rigspolitichefembedet vil blive udarbejdet en blanket, som kan

benyttes ved ansøgning om autorisation til at udøve vagtvirksomhed.

Rigspolitichefen bør i almindelighed indhente en udtalelse om ansøgning om

Læs alt

autorisation til at udøve vagtvirksomhed fra politimesteren

(politidirektøren) i den politikreds, hvor vagtvirksomheden har sit

hovedkontor.

Bestemmelser om, hvilke krav og vilkår der kan stilles i forbindelse med

meddelelse af autorisation af en vagtvirksomhed, findes i lovens §§ 3 - 5 og

bekendtgørelsens § 2. Som led i autorisationen vil der med henblik på at

undgå forveksling med politiets uniformer bl.a. kunne stilles krav med hensyn

til personalets uniformering (farve, distinktioner, emblemer m.v.). Der vil

også kunne fastsættes krav med hensyn til størrelsen af ordet

»vagt«, som efter bekendtgørelsens § 11 skal fremgå af uniformen.

Efter lovens § 6, stk. 1, omfatter en autorisation til at udøve

vagtvirksomhed ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der

er almindelig adgang. Dette vil forudsætte en særlig tilladelse. I henhold

til bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan rigspolitichefen generelt meddele

autorisation til, at der udøves vagtvirksomhed i form af butiksdetektiv-,

dørvogter- og anden opsynsvirksomhed i lokaler, hvortil der er almindelig

adgang. Endvidere er der i bekendtgørelsens § 4, stk. 3, åbnet mulighed for,

at politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor vagtvirksomheden

ønskes udøvet, i særlige tilfælde kan give tilladelse til, at der udøves

erhvervsmæssig vagtvirksomhed på offentlige veje, pladser og steder (f.eks.

butikscentre, gågader, jernbane- og busstationer, færgelejer, lufthavne og

lignende). Det er herved forudsat, at en sådan tilladelse efter en konkret

vurdering må antages at være ubetænkelig og tillige hensigtsmæssig under

hensyn til formålet med vagtvirksomheden på det pågældende sted. Der bør i

den forbindelse også lægges vægt på den uddannelsesmæssige baggrund og

lignende for det personale i vagtvirksomheden, der i givet fald skal udøve

vagtvirksomhed det pågældende sted.

Justitsministeriet har forudsat, at der i overensstemmelse med lovens

forarbejder ikke gives tilladelse til, at personer under udførelsen af

vagtvirksomhed bærer våben. Allerede givne våbentilladelser skal inddrages.

3. Kompetencen til at meddele godkendelse af personale

i en vagtvirksomhed er efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, henlagt til

politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor vagtvirksomheden

har sit hovedkontor.

Såfremt en person, der søges godkendt, ikke har bopæl i den politikreds,

hvortil ansøgningen indgives, skal der indhentes en udtalelse fra

politimesteren (politikdirektøren) i den politikreds, hvor vedkommende har

bopæl, når en sådan udtalelse skønnes at kunne få betydning for stillingtagen

til ansøgningen.

Sager om godkendelse af personale bør af hensyn til vagtvirksomheden

behandles hurtigst muligt, og en afgørelse bør i almindelighed foreligge

senest 14 dage efter ansøgningens indgivelse.

Godkendelse kan efter lovens § 7, stk. 1, kun meddeles, såfremt den, der

ønskes ansat, er fyldt 18 år. Alderskravet gælder dog ikke for

kontorpersonale, jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Det fremgår af lovens §

7, stk. 3, under hvilke betingelser godkendelse af en ansættelse i øvrigt kan

nægtes.

Det følger af bekendtgørelsens § 10, at med undtagelse af

butiksdetektiver, dørvogtere og andre opsynsmænd skal personer under

udførelsen af vagtvirksomhed uden for vagtvirksomhedens egne lokaler altid

bære uniform. Politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor

vagtvirksomheden udøves, kan dog helt undtagelsesvis give tilladelse til, at

der under udførelsen af en bestemt opgave ikke bæres uniform. Uniformen må

ikke kunne forveksles med politiets uniformer, og den skal tydeligt være

forsynet med ordet »VAGT«. I den forbindelse skal det i øvrigt

fremhæves, at rigspolitichefen, jfr. pkt. 2 ovenfor, i forbindelse med

meddelelse af autorisation af en vagtvirksomhed vil kunne fastsætte vilkår om

personalets uniformering, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

De personer, der godkendes som ansatte i en vagtvirksomhed, skal i

forbindelse med godkendelsen have udleveret et personlegitimationskort, der

udstedes af rigspolitichefen. Dette legitimationskort vil ud over et foto af

den pågældende indeholde oplysninger om den pågældendes navn samt navn og

adresse på vedkommende vagtvirksomhed.

Rigspolitichefen vil udsende nærmere retningslinier til politikredsene om

den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med udstedelsen af

legitimationskort.

Legitimationskortet skal efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, forevises på

forlangende. Det er i denne forbindelse dog forudsat, at kravet om

forevisning ikke gælder, såfremt begæringen om at se

personlegitimationskortet er fremsat i åbenbart chikaneøjemed, for at

forhindre en lovlig anholdelse eller lignende.

4. Anvendelsen af hunde som led i vagtvirksomhed

forudsætter efter lovens § 5, stk. 1, jfr. § 1, stk. 1, særlig autorisation

hertil. Dette gælder både for hunde, der anvendes som pladshunde, og for

hunde, der anvendes som forsvarshunde.

En autorisation til at udøve vagtvirksomhed ved brug af hunde omfatter

ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig

adgang. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 3, 2. pkt., kan politimesteren

(politidirektøren) i den politikreds, hvor hunden ønskes anvendt som led i

vagtvirksomhed, dog i særlige tilfælde give tilladelse til, at der på nærmere

angivne steder udøves sådan vagtvirksomhed, jfr. det ovenfor under pkt. 2

anførte.

Det er en betingelse for anvendelse af hunde som led i vagtvirksomhed, at

hundene har forsvarlige forhold og passes forsvarligt, jfr. bekendtgørelsens

§ 13. Endvidere skal forsvarshunde føres i kort line og være i stand til at

lystre hundens fører. Såfremt betingelserne ikke opfyldes, kan

rigspolitichefen tilbagekalde autorisationen, jfr. bekendtgørelsens § 3.

Justitsministeriet forudsætter, at det lokale politi lejlighedsvis ved

kontrolbesøg hos vagtvirksomheden efterprøver, at virksomhedens forsvarshunde

i rimeligt omfang må anses for at være i stand til at kunne lystre føreren.

De særlige bestemmelser vedrørende hunde finder anvendelse ved såvel

erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed, der foregår på steder,

hvortil der er almindelig adgang, jfr. bekendtgørelsens § 15.

5. Efter lovens §§ 9 og 10 skal kontrolcentraler være

godkendte. Kompetencen til at meddele godkendelse af kontrolcentraler er

henlagt til rigspolitichefen, jfr. bekendtgørelsens § 17. Det er herved

forudsat, at rigspolitichefen indhenter en udtalelse om ansøgningen fra

politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor kontrolcentralen er

beliggende.

Rigspolitichefen har over for Justitsministeriet oplyst, at der af

rigspolitichefembedet vil blive udarbejdet en blanket, som kan benyttes ved

ansøgning om godkendelse af kontrolcentraler.

De nærmere regler vedrørende kontrolcentraler findes i bekendtgørelsens §§

16 - 24. Endvidere har rigspolitichefen bl.a. med henblik på rådgivning af

nye kontrolcentralindehavere udarbejdet en vejledning om de krav til

kontrolcentralens indretning, udstyr og drift, der almindeligvis vil blive

stillet til kontrolcentraler.

Efter bekendtgørelsens § 20 kan politimesteren (politidirektøren) i den

politikreds, hvortil alarminformationen videregives, bestemme, at der skal

foretages personlig observation på den lokalitet, der overvåges, eller

fastsætte bestemmelse om andre tilsvarende forholdsregler, inden

alarminformationen videregives til politiet. En sådan bestemmelse kan

begrænses til bestemte alarmsteder og til bestemte tidsrum. Bestemmelsen

træffes efter en samlet vurdering af de lokale forhold, herunder en vurdering

af de geografiske forhold på stedet, antallet af tidligere fejlalarmeringer,

karakteren af alarmstedet, og i hvilket omfang der ved teknisk

overvågningsudstyr er truffet rimelige forholdsregler med henblik på at undgå

fejlalarmeringer.

I de tilfælde, hvor der ikke hidtil har været praktiseret ordninger med

personlig observation inden videregivelse af alarminformationer til politiet,

bør der efter Justitsministeriets opfattelse - i hvert fald indtil der har

været lejlighed til at indhøste nærmere erfaringer med de nye regler om

vagtvirksomhed - udvises tilbageholdenhed med hensyn til at stille krav om

personlig observation. Under henvisning hertil skal Justitsministeriet anmode

om, at der i en overgangsperiode på 2 år ikke stilles krav om personlig

observation inden videregivelse af alarminformationer til politiet i

tilfælde, hvor et sådant krav ikke hidtil har været stillet. I den

forbindelse skal det fremhæves, at Justitsministeriet er indstillet på efter

udløbet af denne overgangsperiode mere generelt at tage spørgsmålet om krav

om personlig observation op til drøftelse med bl.a. branchens organisationer.

Efter bekendtgørelsens § 22 skal vedkommende politimester

(politidirektøren) føre tilsyn med en godkendt kontrolcentral og mindst en

gang årligt kontrollere, at betingelserne for godkendelse fortsat er til

stede. Dette indebærer, at tilsynet i politikredsene 1-8 skal føres af

politidirektøren, og at tilsynet uden for dette område skal føres af den

politimester, der har ansvaret for 0-0-0 centralen i det område, hvor

kontrolcentralen er beliggende. Det lokale politi skal ved disse tilsyn i

fornødent omfang søge bistand hos rigspolitichefens tekniske afdeling.

6. Alarminformationer fra indbrudsalarmeringsanlæg kan

ikke indføres direkte til politiet, jfr. lovens § 9, 1. pkt.

I medfør af lovens § 9, 2. pkt., kan den stedlige politimester

(politidirektøren) helt undtagelsesvis - når særlige politimæssige hensyn

taler derfor - tillade, at alarminformationer fra overfaldsalarmeringsanlæg

indføres direkte til politiet. Der skal i denne forbindelse lægges vægt på

både alarmstedets karakter (store værdier) og de geografiske forhold (store

afstande mellem alarmsted og politi).

I de tilfælde, hvor f.eks. pengeinstitutter og posthuse efter de hidtil

praktiserede ordninger har opnået tilladelse til at indføre

alarminformationer fra overfaldsalarmeringsanlæg direkte til politiet, bør

der efter Justitsministeriets opfattelse - i hvert fald indtil der har været

lejlighed til at indhøste nærmere erfaringer med de nye regler - udvises

tilbageholdenhed med at ændre sådanne ordninger.

7. Anvendelse af indbrudsvarslingsanlæg er efter

bekendtgørelsens § 26 forbudt.

Ved indbrudsvarslingsanlæg forstås alarmeringsanlæg, der på stedet afgiver

akustiske eller visuelle signaler, som kan høres eller ses uden tekniske

hjælpemidler uden for ejendommen. Er alarmeringsanlægget monteret i et

ejendomskompleks eller et butikscenter, betragtes det som et

indbrudsvarslingsanlæg, såfremt det afgiver akustiske eller visuelle

signaler, som kan høres eller ses umiddelbart uden for lejligheden, kontoret

eller butikken.

8. Et væsentligt formål med regelsættet er som

tidligere nævnt at nedbringe det store antal fejlalarmeringer. Dette formål

søges opnået bl.a. ved bestemmelserne om godkendte kontrolcentraler.

Herudover er der i bekendtgørelsens § 28, stk. 2, jfr. lovens § 12, medtaget

en bestemmelse om, at politimesteren (politidirektøren) i den politikreds,

hvortil alarminformationen indgår, kan pålægge en kontrolcentral et gebyr for

fejlalarmeringer, efter at have meddelt en advarsel.

Det skal af advarslen fremgå, hvorvidt gebyret i givet fald knyttes til

enhver kommende fejlalarmering fra kontrolcentralen eller blot til kommende

fejlalarmeringer fra et bestemt alarmsted.

9. Bekendtgørelsen indeholder - som forudsat i lovens

§ 21 - særlige overgangsregler. Justitsministeriet har ved fastsættelsen af

disse regler ønsket at give branchen god tid til at tilpasse sig det nye

regelsæt.

ERIK NINN HANSEN

/C.C. DUUS

(til politiet)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter