Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af De Forenede Nationers konvention af 20. februar 1957 om gifte kvinders statsborgerret. (* 1)

BKI nr 49 af 07/05/1965Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet27. august 1965

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af De Forenede Nationers

konvention af 20. februar 1957 om gifte kvinders statsborgerret. (* 1)

Ved kgl. resolution af 15. maj 1959 har Danmark ratificeret den på De

Forenede Nationers 11. plenarforsamling den 20. februar 1957 vedtagne

konvention om gifte kvinders statsborgerret.

Konventionen har følgende ordlyd:

De kontraherende stater, som erkender, at konflikter i lovgivning og

praksis med hensyn til statsborgerret opstår som følge af bestemmelser

vedrørende kvinders fortabelse eller erhvervelse af statsborgerret ved

indgåelse og opløsning af ægteskab, eller på grund af ægtemandens

nationalitetsskifte under ægteskabet,

som erkender, at De Forenede Nationers Generalforsamling i artikel 15 i

den universelle erklæring om menneskerettigheder har udtalt, at »enhver

har ret til et statsborgerskab«, og at »ingen vilkårligt skal

fratage sin statsborgerret eller nægtes retten til at skifte

nationalitet«,

som ønsker at samarbejde med De Forenede Nationer for at fremme almindelig

respekt for og overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende

friheder for alle uden hensyn til køn,

er kommet overens om følgende bestemmelser:

Artikel 1.

Enhver kontraherende stat er enig i, at hverken indgåelse eller opløsning

af et ægteskab mellem en af dens borgere og en udlænding eller forandring af

ægtemandens statsborgerret under ægteskabet automatisk skal berøre hustruens

statsborgerretlige forhold.

Artikel 2

Enhver kontraherende stat er enig i, at såfremt en af dens statsborgere

frivilligt erhverver statsborgerret i et andet land eller giver afkald på sin

statsborgerret, skal dette ikke forhindre hans hustru i at bevare sin

statsborgerret.

Læs alt

Artikel 3.

1. Enhver kontraherende stat er enig i, at en

udenlandsk kvinde, der er gift med en af dens statsborgere, efter ansøgning

skal kunne erhverve ægtemandens statsborgerret på særlig lempelige

betingelser; meddelelse af sådan statsborgerret kan dog underkastes sådanne

begrænsninger, som måtte være nødvendige af hensyn til den nationale

sikkerhed eller af almene hensyn.

2. Enhver kontraherende stat er enig i, at denne

konvention ikke skal fortolkes således, at den kommer til at berøre nogen

lovgivning eller retspraksis, hvorefter en udenlandsk kvinde, der er gift med

en af dens borgere, har en egentlig ret til efter ansøgning at erhverve

ægtemandens statsborgerret.

Artikel 4.

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse

og ratifikation for alle medlemmer af De Forenede Nationer og for enhver

anden stat, som er eller herefter bliver medlem af en sær-organisation under

De Forenede Nationer, eller som har tiltrådt eller herefter tiltræder

statutterne for Den Mellemfolkelige Domstol, eller som har modtaget en

opfordring fra De Forenede Nationers Generalforsamling.

2. Denne konvention skal ratificeres, og

ratifikationsdokumenterne deponeres hos De Forenede Nationers

generalsekretær.

Artikel 5.

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for alle

stater, som er nævnt i artikel 4, stk. 1.

2. Tiltrædelse sker ved deponering af et

tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 6.

1. Denne konvention træder i kraft den

halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponering af det sjette

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder

konventionen, efter at det sjette ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument

er deponeret, skal konventionen træde i kraft den halvfemsindstyvende dag

efter vedkommende stats deponering af sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 7.

1. Denne konvention kommer til anvendelse i alle ikke-

selvstyrende områder, mandat- og koloniområder og andre områder udenfor en

stats egentlige territorium (biområder), for hvis mellemfolkelige forhold en

kontraherende stat er ansvarlig; vedkommende kontraherende stat skal, i

overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikels 2. stykke, ved

undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen afgive erklæring om,

hvilket eller hvilke biområder konventionen uden videre skal omfatte som

følge af undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen.

2. I de tilfælde, hvor et biområde med hensyn til

statsborgerret ikke sidestilles med det egentlige territorium, skal den

kontraherende stat, når den kontraherende stats eller biområdets

forfatningslove eller praksis kræver dettes forhåndssamtykke til

konventionsanvendelse indhentet, søge at indhente det nødvendige samtykke fra

biområdet indenfor en frist af tolv måneder fra den dato, på hvilken den

kontraherende stat undertegnede konventionen; når et sådant samtykke er

blevet indhentet, skal den kontraherende stat give meddelelse herom til De

Forenede Nationers generalsekretær. Denne konvention finder anvendelse i det

eller de områder, som er nævnt i meddelelsen, fra den dag generalsekretæren

har modtaget den.

3. Efter udløbet af den i denne artikels 2. stykke

nævnte tolv måneders frist skal vedkommende kontraherende stater underrette

generalsekretæren om forhandlingerne med de biområder, for hvis

mellemfolkelige forhold de er ansvarlige, og hvis samtykke til anvendelse af

nærværende konvention ikke er givet.

Artikel 8

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen

eller tiltrædelsen tage forbehold overfor en hvilken som helst artikel i

denne konvention med undtagelse af artiklerne 1 og 2.

2. Såfremt en stat tager forbehold i henhold til stk.

1 i denne artikel, skal konventionen, med undtagelse af de bestemmelser

forbeholdet vedrører, have virkning mellem den stat, som har taget forbehold,

og de øvrige parter, De Forenede Nationers generalsekretær skal meddele

ordlyden af forbeholdet til alle stater, som har tiltrådt eller tiltræder

konventionen. Enhver stat, som har tiltrådt eller senere tiltræder

konventionen, kan underrette generalsekretæren om, at den ikke anser sig for

bundet af konventionen i forhold til den stat, som har taget forbehold. Denne

meddelelse må i de tilfælde, hvor en stat allerede har tiltrådt konventionen,

gives inden halvfemsindstyve dage efter datoen for generalsekretærens

meddelelse, og i de tilfælde, hvor en stat senere tiltræder, inden

halvfemsindtyve dage efter datoen for deponeringen af ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumentet. I tilfælde af en sådan meddelelses afgivelse, skal

konventionen ikke anses for at være i kraft mellem den stat, som har givet

meddelelsen, og den stat, som har taget forbehold.

3. Enhver stat, som har taget forbehold i henhold til

stk. 1 i denne artikel, kan på ethvert tidspunkt, efter at forbeholdet er

blevet godkendt, helt eller delvist tilbagekalde forbeholdet ved meddelelse

herom til De Forenede Nationers generalsekretær. En sådan meddelelse skal

have virkning fra modtagelsesdatoen.

Artikel 9.

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne

konvention ved en skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers

generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter den dag, på hvilken

meddelelse modtages af generalsekretæren.

2. Denne konvention skal ophøre at gælde fra

ikrafttrædelsesdagen for den opsigelse, som formindsker antallet af

kontraherende parter til under seks.

Artikel 10.

Enhver tvist, som måtte opstå mellem to eller flere kontraherende stater

vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, og som ikke

har kunnet bilægges ved forhandlinger, skal efter anmodning af en af parterne

i tvisten henvises til Den Mellemfolkelige Domstol til afgørelse, med mindre

de implicerede parter bliver enige om en anden afgørelsesmåde.

Artikel 11.

De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle medlemmer af De

Forenede Nationer og de i konventionens artikel 4, stk. 1, omhandlede

ikke-medlemsstater om:

(a) Undertegnelser og ratifikationsinstrumenters modtagelse i henhold til

artikel 4.

(b) Tiltrædelsesinstrumenter modtages i henhold til artikel 5.

(c) Datoen for ikrafttrædelsen af denne konvention i henhold til artikel

6.

(d) Meddelelser modtaget i henhold til artikel 8.

(e) Meddelelser om opsigelse modtaget i henhold til artikel 9, stk. 1.

(f) Ophør i henhold til artikel 9, stk. 2.

Artikel 12.

1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske

russiske og spanske tekster er lige autentiske, skal deponeres i De Forenede

Nationers arkiv.

2. De Forenede Nationers generalsekretær skal

tilstille alle medlemmer af De Forenede Nationer og de i artikel 4, stk. 1

omhandlede ikke-medlemsstater en bekræftet afskrift af konventionen.

I bekræftelse heraf har de undertegnede, der er behørigt befuldmægtigede

af deres respektive regeringer, undertegnet denne konvention, åbnet for

undertegnelse i New York, den tyvende februar 1957.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 22. juni 1959 deponeret hos De

Forenede Nationers generalsekretær, og konventionen er herefter i medfør af

bestemmelsen i artikel 6, stk. 2 for Danmarks vedkommende trådt i kraft den

22. september 1959.

Konventionen er foruden af Danmark på de vedføjede datoer ratificeret

eller tiltrådt af:

Albanien.......................... 27. juli 1960

Argentina......................... 10. oktober 1963

Australien........................ 14. marts 1961

Bjelorusland...................... 23. december 1958

Bulgarien......................... 22. juni 1960

Canada............................ 21. oktober 1959

Ceylon............................ 30. maj 1958

Cuba.............................. 5. december 1957

Den Dominikanske Republik......... 10. oktober 1957

Ecuador........................... 29. marts 1960

Guatemala......................... 13. juli 1960

Irland............................ 25. november 1957

Israel............................ 7. juni 1957

Joguslavien....................... 13. marts 1959

Kina.............................. 22. september 1958

Føderationen Malaya............... 24. februar 1959

New Zealand....................... 17. december 1958

Norge............................. 20. maj 1958

Polen............................. 3. juli 1959

Rumænien.......................... 2. december 1960

Sovjetunionen..................... 17. september 1958

Israel............................ 7. juni 1957

Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland...... 28. august 1957

Sverige........................... 13. maj 1958

Tanganyika........................ 28. november 1962

Tjekkoslovakiet................... 5. april 1962

Ukraine........................... 3. december 1958

Ungarn............................ 3. december 1959.

Storbritannien har i medfør af konventionens artikel 7, 2. stk. meddelt,

at konventionens gyldighed er udvidet til at omfatte visse territorier, for

hvis udenrigske anliggender Storbritannien er ansvarlig.

Endvidere har regeringerne i Jamaica og Sierra Leone, på hvis territorier

konventionen fandt anvendelse inden opnåelse af uafhængighed, meddelt, at de

anser sig for bundet af konventionen.

Af de stater, der har ratificeret eller tiltrådt overenskomsten, har

nedennævnte taget forbehold som følger:

Den argentinske regering har ved sin tiltrædelse taget forbehold med

hensyn til anvendelsen af overenskomstens artikler 7 og 10 for så vidt angår

territorier under argentinsk suverænitet.

Guatemala har af konstitutionelle grunde taget forbehold med hensyn til

den nærmere anvendelse af artikel 10.

Udenrigsministeriet, den 7. maj 1965.

Per Hækkerup.

Lignende dokumenter