Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af overenskomst af 16. december 1966 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fællesnordisk arbejdsmarked for tandlæger.

BKI nr 34 af 03/03/1968Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet6. maj 1968

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af overenskomst af 16. december

1966 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fællesnordisk arbejdsmarked

for tandlæger.

Overenskomst mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fælles

nordisk arbejdsmarked for tandlæger

De kontraherende stater,

som tidligere har truffet overenskomst om et fælles nordisk arbejdsmarked,

som i princippet finder, at muligheden for fri bevægelighed for den

medicinske arbejdskraft mellem de nordiske stater ville være tilgavn for den

medicinske og sociale udvikling i disse stater,

som finder, at den grundlæggende uddannelse for tandlæger er stort set

ligeværdig i de respektive stater,

som finder, at der bør tilvejebringes den størst mulige ensartethed i

tandlægeuddannelsen i de nordiske stater, og

som vil tilstræbe den størst mulige ensartethed i lovgivningen om

medicinsk personel,

er enedes om følgende:

Artikel 1

Statsborgere i de kontraherende stater, som har aflagt

dansk tandlægeeksamen og gennemgået den foreskrevne assistenttjeneste

eller

finsk odontologisk licentiateksamen eller norsk odontologisk embedseksamen

(tandlægeeksamen) eller

svensk tandlægeeksamen,

og som på dette grundlag har erhvervet og vedblivende har ubegrænset

autorisation som tandlæge i den stat, hvor eksamen er aflagt, skal have ret

til under de i denne overenskomst angivne forudsætninger at få autorisation

som tandlæge i de øvrige kontraherende stater.

Samme ret skal også tilkomme statsborgere i de kontraherende stater, som

har aflagt tandlægeeksamen i en ikke-nordisk stat, og som har erhvervet

Læs alt

ubegrænset autorisation i et af de nordiske lande.

Artikel 2

Som vilkår for meddelelse af autorisation efter artikel 1 kan en

kontraherende stat kræve, at tandlægen godtgør at have indhentet de fornødne

kundskaber om den der gældende lovgivning vedrørende tandlægers virksomhed.

Artikel 3

En statsborger i en kontraherende stat, som ønsker at udøve

tandlægevirksomhed i en anden kontraherende stat, skal til den centrale

sundhedsmyndighed i den sidstnævnte stat indgive bevis for, at han opfylder

vilkårene i artikel 1 og 2.

Ansøgere, som opfylder disse vilkår, har ret til at få autorisation som

tandlæge, hvis der ikke foreligger sådanne forhold, at autorisationen kunne

tilbagekaldes, hvis ansøgeren havde været autoriseret tandlæge.

Underretning om en således meddelt autorisation skal tilstilles den

centrale sundhedsmyndighed i den eller de stater, hvor tandlægen tidligere

har fået autorisation. De centrale sundhedsmyndigheder skal give hinanden de

yderligere oplysninger, som findes nødvendige i anledning af en ansøgt

autorisation.

Artikel 4

Er autorisation som tandlæge i en kontraherende stat blevet meddelt en

tandlæge på grundlag af hans autorisation i en anden stat, skal

autorisationen tilbagekaldes, hvis den oprindelige autorisation

tilbagekaldes. I øvrigt kan autorisationen kun tilbagekaldes af de grunde,

som gælder i den stat, hvor den er meddelt, dog at der herved også kan tages

hensyn til i anden kontraherende stat begået forbrydelse eller udvist grov

uduelighed ved udøvelse af tandlægegerningen eller udvist åbenbar uegnethed

som tandlæge.

Bliver en tandlæge, som har fået autorisation i flere af de kontraherende

stater, i nogen af disse genstand for judiciel eller disciplinær

foranstaltning i anledning af sin tandlægevirksomhed der, eller tilbagekaldes

en for ham udfærdiget autorisation, skal den centrale sundhedsmyndighed i den

eller de andre kontraherende stater underrettes om foranstaltningen eller

tilbagekaldelsen samt om grundlaget derfor. Sådan underretning skal også ske,

hvis der er foretaget begrænsning i tandlægens ret til at ordinere lægemidler

eller alkohol fra apotek, eller hvis han frivilligt har givet afkald herpå

eller på retten til at udøve tandlægevirksomhed.

Artikel 5

En tandlæge i en kontraherende stat, som har fået autorisation som

tandlæge i en anden sådan stat, bør være berettiget til at søge og opnå

ansættelse i civil stilling som tandlæge i sidstnævnte stat, uanset at han

ikke er statsborger i denne stat.

Tjeneste som tandlæge i nogen af de kontraherende stater bør ved

besættelse af tandlægestilling i anden kontraherende stat tillægges samme

værdi som i sidstnævnte stat udført tjeneste af tilsvarende art.

Artikel 6

En tandlæge i en kontraherende stat, som har fået ansættelse i stilling

som tandlæge i en anden kontraherende stat, bør i princippet være ligestillet

med tandlæger i sidstnævnte stat, for så vidt angår ret til løn og pension

samt de øvrige med stillingen forbundne fordele.

Artikel 7

Enhver kontraherende stat forpligter sig til efter undertegnelsen af denne

overenskomst at træffe foranstaltninger til i det omfang, det findes muligt,

at gennemføre de ændringer af gældende bestemmelser, som er nødvendige til

opfyldelse af de i artiklerne 5 og 6 angivne principper, for så vidt angår

statslige civile stillinger, og i øvrigt at virke for, at disse principper

finder anvendelse også på ikke-statslige stillinger.

Artikel 8

De centrale sundhedsmyndigheder i de kontraherende stater skal nøje følge

udviklingen på arbejdsmarkedet for tandlæger i de respektive stater og, når

særlige foranstaltninger synes påkrævede, gøre anmeldelse derom til den i

medfør af artikel 5 i overenskomsten af 22. maj 1954 om fælles arbejdsmarked

nedsatte kommission.

De centrale sundhedsmyndigheder skal til stadighed give hinanden de

meddelelser og oplysninger, som er af betydning for bedømmelsen af

udviklingen på arbejdsmarkedet for tandlæger i de respektive stater.

Artikel 9

Efter forhandling skal Island kunne slutte sig til denne overenskomst.

Artikel 10

Denne overenskomst skal ratificeres og ratifikationsinstrumenterne

deponeres i det svenske udenrigsministeriums arkiv.

Overenskomsten træder i kraft, så snart samtlige ratifikationsinstrumenter

er deponeret.

Enhver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten med et varsel

på 6 måneder til ophør den 1. juli eller den 1. januar.

Enhver af de kontraherende stater kan med umiddelbar virkning sætte

overenskomsten ud af kraft i forhold til en eller flere af de øvrige stater i

tilfælde af krig eller krigsfare, eller hvis andre særlige nationale eller

internationale forhold måtte gøre det nødvendigt. Vedkommende staters

regeringer skal straks underrettes om beslutningen.

Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede repræsentanter for de

respektive stater undertegnet denne overenskomst og forsynet den med deres

segl.

Udfærdiget i Stockholm den 16. december 1966 i et eksemplar på dansk,

finsk, norsk og svensk, af hvilket det svenske udenrigsministerium skal

overlade bekræftede genparter til de øvrige kontraherende staters regeringer.

A. Hessellund Jensen

Protokol

I forbindelse med den dags dato afsluttede overenskomst mellem Danmark,

Finland, Norge og Sverige om et fælles nordisk arbejdsmarked for tandlæger er

de kontraherendestater blevet enige om, at overenskomsten ikke skal omfatte

Færøerne.

Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede repræsentanter for de

respektive stater undertegnet denne protokol.

Udfærdiget i Stockholm den 16. december 1966.

A. Hessellund Jensen

Overenskomsten er ratificeret af samtlige signatarmagter. Det sidste

ratifikationsinstrument (Norges) blev deponeret den 2. november 1967,

hvorefter overenskomsten i henhold til sine bestemmelser er trådt i kraft

samme dato.

Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument afgav den norske regering

følgende erklæring:

»Af hensyn til de i medfør af lov af 27. juli 1956 om udlændinges

adgang til riget udfærdigede bestemmelser må der, ligesom for alle

udlændinge, herunder nordboer, kræves opholds- og arbejdstilladelse for

danske, finske og svenske tandlæger, der vil arbejde i Troms og Finmark

fylker. De tandlæger, der omfattes af overenskomsten, vil imidlertid få

opholds- og arbejdstilladelse på grundlag af autorisation meddelt i henhold

til overenskomstens artikel 3. Sådan tilladelse vil kun blive nægtet, såfremt

hensynet til den offentlige ro og orden og til rigets sikkerhed eller

interesser i øvrigt måtte kræve det.«

Udenrigsministeriet, den 3. marts 1968.

Poul Hartling

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter