Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af konvention af 16. november 1972 om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv (* 1)

BKI nr 21 af 05/03/1980Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet12. juni 1980

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af konvention af 16. november

1972 om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv (* 1)

Ved kgl. resolution af 1. juni 1979 har Danmark ratificeret en i Paris den

23. november 1972 udfærdiget konvention om beskyttelse af verdens kultur- og

naturarv, hvis tekst blev vedtaget den 16. november 1972 på

generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse,

videnskab og kultur under dennes 17. samling. Konventionen har følgende

ordlyd:

Konvention om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

Generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse,

videnskab og kultur, som mødtes i Paris fra den 17. oktober til den 21.

november 1972 til sin syttende samling,

som konstaterer, at kultur- og naturarven i stigende grad trues af

ødelæggelse, ikke blot af traditionelle årsager til forfald, men også gennem

ændring af de sociale og økonomiske vilkår, der forværrer situationen med

endnu alvorligere skade eller ødelæggelse,

som finder, at enhver forringelse eller udslettelse af nogen som

helst del af kultur- og naturarven medfører en skadelig forarmelse af den

arv, som alle verdens nationer besidder,

som finder, at beskyttelse af denne arv på nationalt plan ofte

bliver ufuldstændig som følge af omfanget af de ressourcer, der kræves, og på

grund af utilstrækkelige økonomiske, videnskabelige og tekniske ressourcer i

det land, hvor de værdier, som skal beskyttes, befinder sig,

som erindrer sig, at organisationens konstitution bestemmer, at

den vil bidrage til at opretholde, fremme og udbrede viden ved at sikre

verdensarvens bevarelse og beskyttelse og ved at anbefale de nødvendige

internationale konventioner over for de berørte nationer,

som finder, at de eksisterende internationale konventioner,

rekommandationer og resolutioner om kultur- og naturværdier påpeger, hvor

vigtigt det er for alle verdens folkeslag at sikre disse enestående og

Læs alt

uerstattelige værdier, hvilket folk de end måtte tilhøre,

som finder, at visse dele af kultur- og naturarven er af særlig

interesse og derfor kræver beskyttelse som bestanddel af hele menneskehedens

verdensarv,

som finder, at det - i betragtning af omfanget og alvoren af nye

truende farer - påhviler det internationale samfund som helhed at tage del i

beskyttelsen af kultur- og naturarv af særlig universel betydning ved at yde

fælles hjælp, der, uden at træde i stedet for den pågældende stats egen

indsats, vil tjene som et effektivt supplement hertil,

som finder, at det med henblik herpå er nødvendigt at vedtage nye

bestemmelser i form af en konvention, som tilvejebringer et effektivt system

for fælles beskyttelse af kultur- og naturarv af særlig universel betydning,

organiseret på permanent basis og i overensstemmelse med moderne og

videnskabelige metoder,

som har besluttet på sin sekstende samling, at dette spørgsmål

skal gøres til genstand for en international konvention,

vedtager i dag den sekstende november 1972 denne konvention.

I. Definitioner på kultur- og naturarv

Artikel 1

I denne konvention betragtes følgende som »kulturarv«:

monumenter: arkitektoniske værker, monumentale værker inden for skulptur

og maleri, enkeltheder eller konstruktioner af arkæologisk karakter,

inskriptioner, huler og sammensatte forekomster, der er af særlig universel

betydning set ud fra et historisk, kunstnerisk eller videnskabeligt

synspunkt,

grupper af bygninger: grupper af enkeltstående eller sammenhængende

bygninger, som ved deres arkitektur, ensartethed eller placering i landskabet

er af særlig universel betydning, set ud fra et historisk, kunstnerisk eller

videnskabeligt synspunkt,

områder: menneskeskabte værker eller kombinationer af natur- og

menneskeskabte værker samt områder, herunder arkæologiske områder, der er af

særlig universel betydning, set ud fra historiske, æstetiske, etnologiske

eller antropologiske synspunkter.

Artikel 2

I denne konvention betragtes følgende som »naturarv«:

naturforekomster bestående af fysiske og biologiske dannelser eller

grupper af sådanne formationer, der har særlig universel betydning, set ud

fra et æstetisk eller videnskabeligt synspunkt,

geologiske og fysiografiske dannelser og klart afgrænsede områder, der

tjener som levested for truede dyre- og plantearter, og som, set ud fra et

videnskabeligt eller fredningsmæssigt synspunkt, er af særlig universel

betydning,

naturområder eller klart afgrænsede naturarealer af særlig universel

betydning, set ud fra et videnskabeligt, fredningsmæssigt eller

naturskønhedssynspunkt.

Artikel 3

Enhver af denne konventions medlemsstater skal udpege og afgrænse de

forskellige værdier, som befinder sig på dens territorium, jfr. artiklerne 1

og 2 ovenfor.

II. National beskyttelse og international beskyttelse af kultur- og

naturarven

Artikel 4

Enhver af denne konventions medlemsstater erkender, at forpligtelsen til

at sikre identifikation, beskyttelse, bevarelse, præsentation og

videreførelse til kommende generationer af den i artiklerne 1 og 2 nævnte

kultur- og naturarv, som befinder sig på dens territorium, primært påhviler

vedkommende stat. Den vil gøre alt, hvad den formår, med henblik herpå, så

langt dens egne midler rækker og i givet fald gennem den internationale

bistand og det internationale samarbejde, i særdeleshed økonomisk,

kunstnerisk, videnskabeligt og teknisk, som den måtte være i stand til at

opnå.

Artikel 5

For at sikre, at enhver af denne konventions medlemsstater tager skridt

til effektivt og aktivt at beskytte, bevare og pleje den kultur- og naturarv,

som befinder sig på dens territorium, må den tilstræbe så vidt muligt og på

en for hvert land hensigtsmæssig måde:

a) at vedtage en generel politik, der sigter mod at få kultur- og

naturarven til at fungere i samfundslivet samt at indordne beskyttelsen af

denne arv i samlede planlægningsprogrammer,

b) at oprette et eller flere forvaltningsorganer på sit territorium, hvor

sådanne ikke findes, med henblik på at beskytte, bevare og pleje kultur- og

naturarven, og at forsyne disse med en passende medarbejderstab og med

midler, der sætter dem i stand til at udføre deres opgaver,

c) at gennemføre videnskabelige og tekniske studier og undersøgelser samt

at udforme sådanne arbejdsmetoder, der sætter staten i stand til at bekæmpe

de farer, som truer dens kultur- eller naturarv,

d) at tage passende lovmæssige, videnskabelige, tekniske, administrative

og økonomiske forholdsregler, som er nødvendige for at udpege, beskytte,

bevare, pleje og genoprette denne arv, og

e) at fremme etablering eller udvikling af nationale eller regionale

uddannelsescentre for beskyttelse, bevarelse og pleje af kultur- og

naturarven samt at støtte videnskabelig forskning på dette område.

Artikel 6

1. Med fuld respekt for suveræniteten hos de stater,

på hvis territorium den i artiklerne 1 og 2 omhandlede kultur- og naturarv

befinder sig, og uden at præjudicere den i national lovgivning hjemlede

ejendomsret, anerkender denne konventions medlemsstater, at en sådan arv

udgør en verdensarv, hvis beskyttelse det internationale samfund som helhed

har pligt til at samarbejde om.

2. Medlemsstaterne forpligter sig til i

overensstemmelse med denne konventions bestemmelser at yde støtte ved

udpegning, beskyttelse, bevarelse og pleje af den i artikel 11, stk. 2 og 4,

omhandlede kultur- og naturarv, såfremt de stater, på hvis territorium den

befinder sig, anmoder herom.

3. Enhver af denne konventions medlemsstater

forpligter sig til ikke med fortsæt at foretage handlinger, der direkte eller

indirekte kan skade den i artiklerne 1 og 2 omhandlede kultur- og naturarv,

som befinder sig på territorier tilhørende andre af denne konventions

medlemsstater.

Artikel 7

I denne konvention skal ved international beskyttelse af verdens kultur-

og naturarv forstås oprettelse af et internationalt samarbejds- og

bistandssystem med det formål at støtte konventionens medlemsstater i deres

bestræbelser på at bevare og udpege denne arv.

III. Mellemstatlig komite til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

Artikel 8

1. Et mellemstatlig komite til beskyttelse af kultur-

og naturarv af særlig universel betydning, benævnt

»Verdensarv-komiteen«, nedsættes herved under De forenede Nationers

organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Den sammensættes af 15 af

konventionens medlemsstater, valgt af medlemsstaterne på generalforsamlingen

under de ordinære samlinger i generalkonferencen for De forenede Nationers

organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Antallet af stater, som er

medlemmer af komiteen, øges til 21, regnet fra datoen for den første

generalkonferences ordinære samling, som afholdes efter denne konventions

ikrafttræden for mindst 40 stater.

2. Ved valget af komitemedlemmer skal der sikres en

ligelig repræsentation af verdens forskellige egne og kulturer.

3. En repræsentant for Det internationale Center for

studiet af konservering og restaurering af genstande af kulturel betydning

(Rom-Centret), en repræsentant for Det internationale Råd for historiske

bygninger og områder (ICOMOS), en repræsentant for Den internationale Union

for naturfredning og bevarelse af naturressourcerne (IUCN) samt yderligere,

efter anmodning fra konventionens medlemsstater på en generalforsamling under

de ordinære samlinger i generalkonferencen for De forenede Nationers

organisation for uddannelse, videnskab og kultur, repræsentanter for andre

mellemstatlige eller ikke-statslige organisationer med lignende formål, kan

deltage i komiteens møder med rådgivende status.

Artikel 9

1. Valgperioden for Verdensarv-komiteens medlemsstater

strækker sig fra slutningen af generalkonferencens ordinære samling, under

hvilken de er valgt, indtil dennes tredje efterfølgende ordinære samling

slutter.

2. Valgperioden for en tredjedel af de medlemmer, der

er udpeget ved det første valg, ophører imidlertid efter afslutningen af den

første ordinære samling af generalkonferencen efter den, under hvilken de

blev valgt; og valgperioden for den anden tredjedel af samtidigt udpegede

medlemmer ophører ved afslutningen af den anden ordinære samling af

generalkonferencen efter den, under hvilken de blev valgt. Disse medlemmer

vælges ved lodtrækning af præsidenten for generalkonferencen for De forenede

Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur efter det første

valg.

3. Komiteens medlemsstater vælger som sine

repræsentanter personer, der er kvalificerede på de områder, som er relevante

for kultur- eller naturarven.

Artikel 10

1. Verdensarv-komiteen vedtager selv sin

forretningsorden.

2. Komiteen kan når som helst indbyde offentlige eller

private organisationer eller privatpersoner til at deltage i sine møder med

henblik på samråd om særlige problemer.

3. Komiteen kan oprette sådanne rådgivende organer,

som den skønner nødvendige for udførelsen af sine opgaver.

Artikel 11

1. Enhver af denne konventions medlemsstater

forelægger, så vidt det er muligt, en fortegnelse for Verdensarv-komiteen

over de kultur- og naturarvværdier, der befinder sig på dens territorium, og

som er egnede til at optages på den i denne artikels stk. 2 omhandlede liste.

Denne fortegnelse, der ikke skal betragtes som udtømmende, skal indeholde

dokumentationsmateriale vedrørende de nævnte værdiers beliggenhed og deres

betydning.

2. På grundlag af de fortegnelser, der er forelagt af

medlemsstaterne i overensstemmelse med stk. 1, opretter, ajourfører og

udgiver komiteen under titlen »Verdensarv-listen«, en liste over de

kultur- og naturarvværdier, jfr. denne konventions artikler 1 og 2, som den

anser for at være af særlig universel betydning ud fra de kriterier den har

fastsat. En ajourført liste udsendes mindst hvert andet år.

3. Optagelse af en værdi på verdensarv-listen kræver

samtykke fra den berørte stat. Optagelsen af en værdi, som befinder sig på et

territorium, over hvilket mere end en stat påberåber sig suverænitet eller

jurisdiktion, præjudicerer på ingen måde de stridende parters rettigheder.

4. Komiteen opretter, ajourfører og udgiver, når som

helst forholdene kræver det, under titlen »Liste over verdensarv i

fare«, en liste over de på verdensarv-listen optagne værdier, hvis

bevarelse kræver iværksættelse af større arbejder, og hvortil der er anmodet

om hjælp i henhold til denne konvention. Denne liste skal indeholde en

vurdering af omkostningerne ved sådanne arbejder. Listen kan indskrænkes til

at omfatte de kultur- og naturarvværdier, der er truet af alvorlige og

tydelige farer som f. eks. truslen om udslettelse på grund af øget forfald,

planer om store offentlige eller private arbejder, hurtig by- eller

turistudvikling, ødelæggelse på grund af ændringer i jordens udnyttelse eller

ejerforhold, større forandringer, hvis årsager ikke kendes, opgivelse af en

hvilken som helst grund, udbrud af eller trussel om en væbnet konflikt,

ulykker og naturkatastrofer, alvorlige ildebrande, jordskælv, jordskred,

vulkanudbrud, forandringer i vandstanden, oversvømmelser og flodbølger.

Komiteen kan i nødsfald når som helst optage nye værdier på listen over

verdensarv i fare og uopholdeligt offentliggøre en sådan optagelse.

5. Komiteen fastsætter kriterier for, på hvilket

grundlag kultur- eller naturarvværdier kan optages på den ene eller anden af

de i denne artikels stk. 2 og 4 nævnte lister.

6. Før komiteen afslår en anmodning om optagelse på en

af de i denne artikel, stk. 2 og 4, nævnte to lister, skal den rådføre sig

med den medlemsstat, på hvis territorium den pågældende kultur- eller

naturværdi findes.

7. Med tilslutning fra de berørte stater koordinerer

og støtter komiteen de undersøgelser og den forskning, som er påkrævet for at

udfærdige de i denne artikels stk. 2 og 4 nævnte lister.

Artikel 12

At en værdi, der tilhører kultur- eller naturarven, ikke findes på en af

eller begge de i artikel 11, stk. 2 og 4, nævnte lister, skal på ingen måde

fortolkes, som om de ikke er af særlig universel værdi af andre årsager end

de, der følger af optagelse på disse lister.

Artikel 13

1. Verdensarv-komiteen modtager og undersøger

anmodninger om international hjælp, der fremsættes af denne konventions

medlemsstater med hensyn til kultur- eller naturarvværdier beliggende på

deres territorier, som er optaget eller egnet til optagelse på de lister, der

er nævnt i artikel 11, stk. 2 og 4. Formålet med disse anmodninger kan være

at sikre beskyttelse, bevarelse, pleje eller genoprettelse af en sådan værdi.

2. Anmodninger om international hjælp i henhold til

denne artikels stk. 1 kan også vedrøre udpegningen af kultur- eller

naturværdier, jfr. artikel 1 og 2, når indledende undersøgelser har vist, at

yderligere undersøgelser vil være berettigede.

3. Komiteen beslutter, hvilke skridt der skal tages i

forbindelse med disse anmodninger, bestemmer i givet fald hjælpens

beskaffenhed og omfang, og giver bemyndigelse til, at de nødvendige aftaler

indgås med den berørte regering.

4. Komiteen prioriterer rækkefølgen af sine

foranstaltninger. Den skal herunder overveje, hvilken betydning de værdier,

som kræver beskyttelse, har for verdens kultur- og naturarv, hvor nødvendigt

det er at yde international hjælp til de værdier, der er mest repræsentative

for det naturlige miljø eller for verdenssamfundets åndsliv og historie, hvor

påkrævet det arbejde er, som skal udføres, hvilke midler der er til rådighed

for de stater, på hvis territorium de truede værdier befinder sig, og især i

hvilken grad de med egne midler er i stand til at sikre sådanne værdier

beskyttelse.

5. Komiteen opretter, ajourfører og udgiver en liste

over værdier, hvortil der er bevilget international hjælp.

6. Komiteen beslutter, hvorledes midlerne fra den i

henhold til denne konventions artikel 15 oprettede fond skal anvendes. Den

undersøger muligheder for at forøge disse midler, og træffer alle

hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik herpå.

7. Komiteen samarbejder med internationale og

nationale statslige og ikke-statslige organisationer, der har formål, som

svarer til denne konventions. Komiteen kan til gennemførelse af sine

programmer og projekter henvende sig til sådanne organisationer, specielt Det

internationale Center for studiet af konservering og restaurering af

genstande af kulturel betydning (Rom-Centret), Det internationale Råd for

historiske bygninger og områder (ICOMOS) og Den internationale Union for

naturfredning og bevarelse af naturressourcerne (IUCN) såvel som til

offentlige og private institutioner og enkeltpersoner.

8. Komiteens beslutninger træffes med et flertal på to

tredjedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende medlemmer. Et flertal af

komitemedlemmerne udgør en beslutningsdygtig forsamling.

Artikel 14

1. Verdensarv-komiteen bistås af et sekretariat,

udpeget af generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for

uddannelse, videnskab og kultur.

2. Generaldirektøren for De forenede Nationers

organisation for uddannelse, videnskab og kultur udarbejder - ved i så vid

udstrækning som muligt at gøre brug af bistand fra Det internationale Center

for studiet af konservering og restaurering af genstande af kulturel

betydning (Rom-Centret), Det internationale Råd for historiske bygninger og

områder (ICOMOS) og Den internationale Union for naturfredning og bevarelse

af naturressourcerne (IUCN) inden for disses respektive kompetence og

muligheder - materiale og dagsorden til komitemøder og er ansvarlig for, at

komiteens beslutninger gennemføres.

IV. Fonden til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

Artikel 15

1. Herved oprettes en fond til beskyttelse af verdens

kultur- og naturarv, som har særlig universel værdi, benævnt

»Verdensarv-fonden«.

2. Fonden udgør en »båndlagt fond« i

overensstemmelse med finansregulativet for De forenede Nationers organisation

for uddannelse, videnskab og kultur.

3. Fondens midler består af:

a) obligatoriske og frivillige bidrag fra denne konventions

medlemsstater,

b) bidrag, gaver eller testamentsgaver, som kan ydes af: I) andre stater,

II) De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur,

andre organisationer under De forenede Nationer, især De forenede Nationers

udviklingsprogram, eller andre mellemstatlige organisationer, III) offentlige

eller private organer eller enkeltpersoner,

c) alle renter, der hidrører fra fondens midler,

d) midler fra indsamlinger og indtægter fra arrangementer til fordel for

fonden og

e) alle andre midler med hjemmel i fondsregulativerne, som udarbejdet af

verdensarv-komiteen.

4. Bidrag til fonden og anden form for hjælp, som

stilles til rådighed for komiteen, kan kun anvendes til formål, som

fastsættes af komiteen. Komiteen kan modtage bidrag til anvendelse på et

bestemt program eller projekt, forudsat at komiteen har besluttet at

iværksætte et sådant program eller projekt. Bidrag til fonden kan ikke gøres

afhængige af politiske betingelser.

Artikel 16

1. Uden præjudice for noget supplerende frivilligt

bidrag forpligter denne konventions medlemsstater sig til regelmæssigt hvert

andet år til verdensarv-fonden at indbetale bidrag, hvis størrelse - beregnet

efter en ensartet procentsats, som er gældende for alle stater - fastsættes

på generalforsamlingen for konventionens medlemsstater, der mødes under

samlingerne i generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for

uddannelse, videnskab og kultur. Denne beslutning af generalforsamlingen

kræver flertal af de stater, som er til stede og afgiver stemmer, og som ikke

har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 2. I intet tilfælde

kan obligatoriske bidrag fra denne konventions medlemsstater overstige 1 % af

bidraget til det faste budget for De forenede Nationers organisation for

uddannelse, videnskab og kultur.

2. Enhver stat, der er omtalt i denne konventions

artikel 31 eller 32, kan imidlertid i forbindelse med deponeringen af sine

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter erklære, at den

ikke er bundet af bestemmelserne i denne artikels stk. 1.

3. En af konventionens medlemsstater, der har afgivet

erklæring i henhold til denne artikels stk. 2, kan når som helst trække denne

erklæring tilbage ved meddelelse til generaldirektøren for De forenede

Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Tilbagetrækningen

af en erklæring får dog ikke virkning med hensyn til den pågældende stats

obligatoriske bidrag før datoen for den følgende generalforsamling for

konventionens medlemsstater.

4. For at sætte komiteen i stand til at planlægge sine

arbejder effektivt betaler de af denne konventions medlemsstater, der har

afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 2, regelmæssigt og mindst

hvert andet år et bidrag, der ikke bør være mindre end det bidrag, som de

skulle have indbetalt, hvis de havde været bundet af bestemmelserne i denne

artikels stk. 1.

5. Enhver af denne konventions medlemsstater, som er i

restance med betalingen af sit obligatoriske eller frivillige bidrag for det

løbende år og for det umiddelbart foregående kalenderår, er ikke valgbar til

verdensarv-komiteen; dog gælder denne bestemmelse ikke for det første valg.

Valgperioden for en sådan stat, som allerede er medlem af komiteen,

slutter ved de valg, som er omhandlet i denne konventions artikel 8, stk. 1.

Artikel 17

Denne konventions medlemsstater skal overveje eller fremme oprettelse af

nationale, offentlige og private institutioner eller sammenslutninger, som

har til formål at tilskynde til gaveydelser til fordel for beskyttelse af

kultur- og naturarven, jfr. denne konventions artikler 1 og 2.

Artikel 18

Denne konventions medlemsstater yder hjælp til internationale

indsamlingskampagner arrangeret til fordel for verdensarv-fonden under De

forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur's

auspicier. De fremmer afholdelsen af indsamlinger, der med henblik herpå

foranstaltes af de institutioner, som er omtalt i artikel 15, stk. 3.

V. Betingelser for organisering af international hjælp

Artikel 19

Enhver af denne konventions medlemsstater kan anmode om international

hjælp til fordel for kultur- eller naturarv, der er af særlig universel

betydning, og som befinder sig på dens territorium. Den skal ledsage sin

anmodning med det i artikel 21 omhandlede oplysnings- og

dokumentationsmateriale, som den råder over, og som er nødvendigt for, at

komiteen kan træffe sin beslutning.

Artikel 20

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, artikel 22, pkt. c),

og artikel 23, kan international hjælp i henhold til denne konvention kun

ydes til de kultur- og naturarvværdier, som verdensarv-komiteen har besluttet

eller måtte beslutte at optage på en af de i artikel 11, stk. 2 og 4,

omhandlede lister.

Artikel 21

1. Verdensarv-komiteen fastsætter, hvorledes

anmodninger til den om international hjælp skal behandles, og specificerer

nærmere indholdet af anmodningerne, af hvilke bør fremgå det påtænkte

projekt, de nødvendige arbejder, en vurdering af omkostningerne, hvor

påtrængende nødvendigt det er, samt årsagerne til, at den stat, der anmoder

om hjælp, ikke har midler nok til at dække alle omkostningerne. Sådanne

anmodninger skal, når det er muligt, være ledsaget af sagkyndiges udtalelser.

2. Anmodninger begrundet i ulykker eller

naturkatastrofer skal i betragtning af den ufortøvede indsats, som kan være

påkrævet, behandles som en hastesag af komiteen, der skal have en reservefond

til sin rådighed med henblik på sådanne tilfælde.

3. Komiteen foretager, før den tager en beslutning,

sådanne undersøgelser og indhenter sådanne udtalelser, som den skønner

nødvendige.

Artikel 22

Hjælp ydet af verdensarv-komiteen kan bestå i følgende:

a) undersøgelser af kunstneriske, videnskabelige og tekniske problemer

opstået i forbindelse med beskyttelse, bevarelse, pleje og genoprettelse af

kultur- og naturarven, jfr. denne konventions artikel 11, stk. 2 og 4,

b) indsættelse af eksperter, teknikere og anden kvalificeret arbejdskraft

med henblik på at sikre, at det godkendte arbejde bliver korrekt udført,

c) uddannelse af personale og specialister på alle niveauer inden for

områderne udpegning, beskyttelse, bevarelse, pleje og genoprettelse af

kultur- og naturarven,

d) levering af udstyr, som den pågældende stat ikke er i besiddelse af

eller i stand til at skaffe sig,

e) lavt forrentede eller rentefrie lån, som kan være langfristede,

f) i undtagelsestilfælde og med særlig begrundelse tildeling af

støttemidler, som ikke skal tilbagebetales.

Artikel 23

Verdensarv-komiteen kan ligeledes yde international hjælp til nationale

eller regionale centre for uddannelse af personale og specialister på alle

niveauer inden for områderne udpegning, beskyttelse, bevarelse, pleje og

genoprettelse af kultur- og naturarven.

Artikel 24

Inden der kan ydes omfattende international hjælp, skal der foretages

detaljerede videnskabelige, økonomiske og tekniske undersøgelser. Disse

undersøgelser skal anvende den mest avancerede teknik vedrørende beskyttelse,

bevarelse, pleje og genoprettelse af kultur- og naturarven og skal være i

overensstemmelse med denne konventions formål. Undersøgelserne skal også

belyse, hvorledes de midler, som den pågældende stat råder over, kan anvendes

mest rationelt.

Artikel 25

I almindelighed bæres kun en del af omkostningerne ved det nødvendige

arbejde af det internationale samfund. Bidraget fra den stat, der modtager

international hjælp, skal udgøre en væsentlig del af de midler, der stilles

til rådighed for hvert program eller projekt, medmindre dens midler ikke

tillader dette.

Artikel 26

Verdensarv-komiteen og den modtagende stat fastsætter i den aftale, som de

indgår, de betingelser, hvorunder et program eller projekt, hvortil

international hjælp ydes i henhold til denne konventions bestemmelser, skal

gennemføres. Det påhviler den stat, som modtager sådan international hjælp,

fortsat at beskytte, bevare og pleje de således sikrede værdier i

overensstemmelse med de betingelser, der er foreskrevet i aftalen.

VI. Uddannelsesprogrammer

Artikel 27

1. Denne konventions medlemsstater tilstræber ved

ethvert egnet middel, især ved uddannelses- og oplysningsprogrammer, at

styrke deres befolkningers forståelse af og respekt for kultur- og

naturarven, jfr. konventionens artikler 1 og 2.

2. De forpligter sig til at give offentligheden bred

information om de farer, som truer denne arv, og om de i medfør af denne

konvention iværksatte dispositioner.

Artikel 28

De af denne konventions medlemsstater, som modtager international hjælp i

medfør af konventionen, påtager sig at tage passende skridt til at udbrede

kendskabet til betydningen af de værdier, hvortil der er modtaget hjælp, og

den rolle, som en sådan hjælp spiller.

VII. Rapporter

Artikel 29

1. Denne konventions medlemsstater skal i de

rapporter, som de forelægger på generalkonferencen for De forenede Nationers

organisation for uddannelse, videnskab og kultur, på de tidspunkter og i den

form, som denne træffer bestemmelse om, give oplysning om de lovmæssige og

administrative bestemmelser, som de har vedtaget, og andre foranstaltninger,

som er truffet med henblik på anvendelsen af denne konvention, samt nærmere

oplysning om den viden, der er erhvervet på dette område.

2. Disse rapporter skal bringes til

verdensarv-komiteens kundskab.

3. Komiteen skal forelægge en rapport om sin

virksomhed ved hver ordinær samling af generalkonferencen for De forenede

Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

VIII. Afsluttende bestemmelser

Artikel 30

Denne konvention er affattet på arabisk, engelsk, fransk, russisk og

spansk, idet de fem tekster skal samme gyldighed.

Artikel 31

1. Denne konvention skal ratificeres eller godkendes

af de stater, som er medlemmer af De forenede Nationers organisation for

uddannelse, videnskab og kultur, i overensstemmelse med deres respektive

forfatningsmæssige praksis.

2. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne

deponeres hos generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for

uddannelse, videnskab og kultur.

Artikel 32

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver

stat, der ikke er medlem af De forenede Nationers organisation for

uddannelse, videnskab og kultur, og som af organisationens generalkonference

indbydes til at tiltræde den.

2. Tiltrædelse finder sted ved deponering af et

tiltrædelsesinstrument hos generaldirektøren for De forenede Nationers

organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

Artikel 33

Denne konvention træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen

af det tyvende ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument,

dog kun for de stater, der har deponeret henholdsvis deres ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter på eller før denne dato. Den

træder i kraft for enhver anden stat tre måneder efter, at denne har

deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 34

Følgende bestemmelser er gældende for denne konventions medlemsstater,

hvis forfatningssystem er føderalt, eller som ifølge forfatningen ikke udgør

en administrativ enhed:

a) for så vidt angår bestemmelserne i denne konvention, hvis

iværksættelse er undergivet den føderale eller centrale lovgivningsmagts

jurisdiktion, er den føderale eller centrale regerings forpligtelser de samme

som for de medlemsstater, der ikke er føderale stater,

b) for så vidt angår bestemmelserne i denne konvention, hvis

iværksættelse er undergivet jurisdiktionen i de enkelte stater, lande,

provinser eller kantoner, som ikke i henhold til føderationens forfatning er

forpligtet til at tage lovgivningsmæssige skridt, skal den føderale regering

underrette staternes, landenes, provinsernes eller kantonernes kompetente

myndigheder om de pågældende bestemmelser og anbefale, at de vedtages.

Artikel 35

1. Enhver af denne konventions medlemsstater kan

opsige konventionen.

2. Opsigelsen skal meddeles skriftligt og deponeres

hos generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse,

videnskab og kultur.

3. Opsigelsen får virkning tolv måneder efter, at

opsigelsesinstrumentet er modtaget. Det påvirker ikke den opsigende stats

finansielle forpligtelser før den dato, på hvilken udtrædelsen får virkning.

Artikel 36

Generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse,

videnskab og kultur skal give organisationens medlemsstater, de i artikel 32

omhandlede stater, som ikke er medlemmer af organisationen, samt De forenede

Nationer underretning om deponeringen af alle de i artiklerne 31 og 32

omhandlede ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter og om

opsigelser i henhold til artikel 35.

Artikel 37

1. Denne konvention kan revideres af

generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse,

videnskab og kultur. Enhver sådan revision er imidlertid kun bindende for de

stater, som bliver deltagere i den reviderede konvention.

2. I tilfælde af, at generalkonferencen måtte vedtage

en ny konvention, som reviderer denne konvention helt eller delvis, skal

denne konvention, medmindre den nye konvention bestemmer andet, ikke længere

være åben for ratifikation, godkendelse eller tiltrædelse fra den dato at

regne, da den nye reviderede konvention træder i kraft.

Artikel 38

I overensstemmelse med De forenede Nationers pagt, artikel 102,

registreres denne konvention i De forenede Nationers sekretariat efter

anmodning fra generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for

uddannelse, videnskab og kultur.

Udfærdiget i Paris den treogtyvende november nitten hundrede og

tooghalvfjerds i to autentiske eksemplarer, som er underskrevet af

præsidenten for generalkonferencens syttende samling samt af

generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse,

videnskab og kultur, og som skal deponeres i arkivet hos De forenede

Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, hvoraf bekræftede

afskrifter skal fremsendes til alle de i artiklerne 31 og 32 nævnte stater

såvel som til De forenede Nationer.

Foranstående er den autentiske tekst til konventionen, behørigt vedtaget

af generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse,

videnskab og kultur under dens syttende samling, som blev afholdt i Paris og

erklæredes for afsluttet den enogtyvende november 1972.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi påført vore underskrifter i dag den

treogtyvende november 1972.

Præsidenten for generalkonferencen

Toru Haguiwara

Generaldirektøren

Rene Maheu

I medfør af artikel 33 trådte konventionen i kraft den 17. december 1975

for følgende 20 lande:

Amerikas forenede Stater, Algeriet, Australien, Bulgarien, Cypern,

Ecuador, Frankrig, Ghana, Irak, Iran, Jordan, Jugoslavien, Niger, Nigeria,

Schweiz, Sudan, Syrien, Tunesien, Zaire og Ægypten.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos generaldirektøren for De

forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur den 25.

juli 1979, hvorefter konventionen i medfør af artikel 33 trådte i kraft for

Danmark den 25. oktober 1979.

Nedenfor angives datoerne for konventionens ikrafttræden for de øvrige

lande, som har ratificeret eller tiltrådt den:

Afghanistan ........................... 20. juni 1979

Argentina ............................. 23. november 1978

Bolivia ............................... 4. januar 1977

Brasilien ............................. 1. december 1977

Canada ................................ 23. oktober 1976

Costa Rica ............................ 23. november 1977

Etiopien .............................. 6. oktober 1977

Guatemala ............................. 16. april 1979

Guinea ................................ 18. juni 1979

Guyana ................................ 20. september 1977

Honduras .............................. 8. september 1979

Indien ................................ 14. februar 1978

Italien ............................... 23. september 1978

Libyen ................................ 13. januar 1979

Mali .................................. 5. juli 1979

Malta ................................. 14. februar 1979

Marokko ............................... 28. januar 1976

Monaco ................................ 7. februar 1979

Nepal ................................. 20. september 1978

Nicaragua ............................. 17. marts 1980

Norge ................................. 12. august 1977

Pakistan .............................. 23. oktober 1976

Panama ................................ 3. juni 1978

Polen ................................. 29. september 1976

Saudi-Arabien ......................... 7. november 1978

Senegal ............................... 13. maj 1976

Tanzania .............................. 2. november 1977

Forbundsrepublikken

Tyskland .............................. 23. november 1976.

I forbindelse med deponeringen af sit ratifikationsinstrument har Danmark

i overensstemmelse med konventionens artikel 16, stk. 2, afgivet en erklæring

om, at man fra dansk side ikke er bundet af bestemmelserne i samme artikels

stk. 1. Amerikas forenede Stater, Brasilien, Bulgarien, Frankrig, Norge og

Forbundsrepublikken Tyskland har afgivet tilsvarende erklæringer. Sidstnævnte

land har endvidere erklæret, at konventionen også er gældende for Vestberlin.

Udenrigsministeriet, den 5. marts 1980

Kjeld Olesen

Lignende dokumenter