Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om EF-statsborgeres adgang til at virke som sygeplejerske i Danmark (Til samtlige kommuner, amtskommuner, embedslægeinstitutioner m.v.)

Gældende CIR nr 15240 af 31/05/1979CirkulæreIndenrigs- og Sundhedsministeriet30. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om EF-statsborgeres adgang til at

virke som sygeplejerske i Danmark

(Til samtlige kommuner, amtskommuner,

embedslægeinstitutioner m.v.)

1. INDLEDNING

I tilslutning til lov om sygeplejersker, som denne senest er ændret ved

lov nr. 670 af 13. december 1978, og indenrigsministeriets bekendtgørelse nr.

195 af 10. maj 1979 om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som

sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje giver

sundhedsstyrelsen følgende vejledning til de ansættende myndigheder

vedrørende EF-statsborgeres adgang til at virke som sygeplejerske her i

landet.

2. MEDDELELSE AF DANSK AUTORISATION SOM

SYGEPLEJERSKE

2.1. Ifølge de nævnte bestemmelser skal EF-statsborgere, der i et andet

EF-land har gennemgået uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den

almene sundheds- og sygepleje, før de påbegynder virksomhed som

sygeplejersker her i landet, have ansøgt om og opnået sundhedsstyrelsens

autorisation til at udøve virksomhed som sygeplejerske i Danmark.

2.2. Sundhedsstyrelsen udsteder autorisation til sygeplejersker fra de

øvrige EF-lande, der fremlægger et i en af de øvrige medlemsstater udstedt

kvalifikationsbevis som sygeplejerske som nævnt i artikel 3 i EF-direktiv nr.

77/ 452 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser m. v. for sygeplejersker,

og som er i overensstemmelse med artikel 1 i EF-direktiv nr. 77/ 453 om

samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om

virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og

sygepleje.

De af medlemsstaterne udstedte kvalifikationsbeviser berettiger til

følgende erhvervstitler for EF-sygeplejersker med ansvar for den almene

sundheds- og sygepleje:

Læs alt

I TYSKLAND:

Krankenschwester, Krankenpfleger;

I BELGIEN:

hospitalier(ere)/ verpleegassistent(e),

infirmier(ere),

hospitalier(ere)/ ziekenhuisverpleger

(-verpleegster);

I DANMARK:

sygeplejerske;

I FRANKRIG:

infirmier(ere)

I IRLAND:

Registered General Nurse;

I ITALIEN:

infirmiere professionale;

I LUXEMBOURG:

infirmier;

I NEDERLANDENE:

verpleegkundige;

I DET FORENEDE KONGERIGE:

- ENGLAND, WALES OG NORDIRLAND: State Registered Nurse;

- SKOTLAND: Registered General Nurse.

Sundhedsstyrelsen udsteder endvidere autorisation til sygeplejersker, der

fremlægger et i en af de øvrige medlemsstater udstedt kvalifikationsbevis,

som ikke opfylder de mindstekrav til uddannelse, som er fastsat i artikel 1 i

direktiv nr. 77/ 453, men som er udstedt før dette direktivs gennemførelse i

den pågældende medlemsstat, såfremt de fremlægger en attestation, der

bekræfter, at de faktisk og retmæssigt har udøvet virksomhed som

sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje i mindst 3 år

i løbet af de 5 år, der går forud for attestationens udstedelse.

2.3. I forbindelse med ansøgning om autorisation undersøger

sundhedsstyrelsen i samarbejde med myndighederne i de øvrige EF-lande, om der

foreligger sådanne omstændigheder, jfr. sygeplejerskelovens § 2, stk. 2, som

bør føre til, at autorisation nægtes.

2.4. Det bemærkes, at sundhedsstyrelsen ikke kan stille andre betingelser

for meddelelse af autorisation end de ovenfor under 2.2. og 2.3. nævnte.

2.5. Det bemærkes endvidere, at sundhedsstyrelsen i forbindelse med

meddelelse af autorisation drager omsorg for, at vedkommende sygeplejerske

informeres om den danske sundheds- og sociallovgivning, herunder om

sygeplejerskens ansvar og pligter ved udøvelse af sin virksomhed.

2.6. Sundhedsstyrelsen vil ligeledes i forbindelse med udstedelse af

autorisation søge at danne sig et indtryk af den enkelte sygeplejerskes

kendskab til det danske sprog og vil om fornødent anbefale den pågældende at

gennemgå et sprogkursus for at erhverve et bedre kendskab til det danske

sprog.

3. OPGAVER, DER PÅHVILER DET ENKELTE

ANSÆTTELSESSTED

3.1. Man henleder opmærksomheden på, at sundhedsstyrelsen i forbindelse

med udstedelse af autorisation til en EF-sygeplejerske ikke foretager nogen

konkret undersøgelse af, hvorvidt den enkelte sygeplejerskes uddannelse

svarer til den danske uddannelse, jfr. sygeplejerskelovens § 3, stk. 2,

såfremt vedkommendes uddannelse eller virksomhed er i overensstemmelse med de

ovenfor nævnte betingelser for at opnå dansk autorisation.

3.2. Det påhviler herefter ansættelsesmyndigheden ved hvert enkelt

ansættelsessted at bedømme, om en sygeplejerske med dansk autorisation på

grundlag af uddannelse fra et andet EF-land rent faktisk har erhvervet de

fornødne kvalifikationer, herunder tilstrækkelig teoretisk viden til at

bestride den stilling, han/ hun søger. I modsat fald må det tilrådes, at

ansættelsesstedet drager omsorg for, at den pågældende gennem supplerende

undervisning og instruktion tilegner sig de for ansættelse i stillingen

krævede forudsætninger.

3.3. Til vejledning ved denne bedømmelse vedlægges EF-direktiv nr. 77/ 453

om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om

virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og

sygepleje. Direktivets artikel 1 og bilaget hertil indeholder en generel

beskrivelse af mindstenormerne for den fremtidige sygeplejerskeuddannelse i

EF-landene. Det skal i denne forbindelse oplyses, at det fra dansk side i

forbindelse med vedtagelsen af EF-direktivet er tilkendegivet, at Danmark

fortolker artikel 1 således, at antallet af timer med teoretisk og teknisk

undervisning principielt ikke må udgøre mindre end en trediedel af hele

uddannelsestiden.

3.4. Såfremt der imidlertid i det konkrete tilfælde måtte være tvivl om,

hvorvidt en ansøger eller ansat udenlandsk sygeplejerske er i besiddelse af

tilstrækkelig teoretisk viden, bør sagen forelægges sundhedsstyrelsen.

3.5. I øvrigt kan sundhedsstyrelsen på forespørgsel bistå de enkelte

ansættelsessteder med oplysninger om indholdet af uddannelserne i de enkelte

EF-lande. Sundhedsstyrelsen vil i givet fald på grundlag heraf kunne

fremkomme med forslag til eventuel supplerende uddannelse for at bringe

ansøgerens kvalifikationer i overensstemmelse med de krav, der stilles til

bestridelse af stillingen.

3.6. Man henleder opmærksomheden på, at det herudover påhviler det enkelte

ansættelsessted at bedømme, om en EF-sygeplejerske med dansk autorisation

gennem det ovenfor nævnte sprogkursus eller på anden vis har erhvervet sig et

for varetagelsen af den pågældende stilling tilstrækkeligt kendskab til det

danske sprog. Ved bedømmelsen heraf bør det i hvert enkelt tilfælde under

hensyn til arten af stillingen afgøres, hvilke sprogkundskaber der er

nødvendige, for at den pågældende kan udføre det med stillingen forbundne

arbejde på betryggende vis. Herved bør der i særlig grad tages hensyn til

kontakten med patienterne.

SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 31. MAJ 1979

SØREN K. SØRENSEN

/C. Jess

RÅDETS DIREKTIV

af 27. juni 1977

om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om

virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

(77/453/EØF)

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske

Fællesskab, særlig artikel 49, 57, 66 og 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (* 1),

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg (* 2),

og

ud fra følgende betragtninger:

Ved gennemførelsen af den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser,

certifikater og andre kvalifikationsbeviser for sygeplejersker med ansvar for

den almene sundheds- og sygepleje som foreskrevet i direktiv 77/452/EØF (* 3)

gør ensartetheden inden for uddannelserne i medlemsstaterne det muligt at

begrænse samordningen på dette område til et krav om overholdelse af

minimumsnormer og i øvrigt overlade det til medlemsstaterne frit at

tilrettelægge deres undervisning;

den samordning, der fastsættes i dette direktiv, udelukker for så vidt

ikke en senere samordning;

den i dette direktiv fastsatte samordning gælder erhvervsuddannelsen for

sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje; hvad angår

uddannelsen sondres der for tiden i de fleste medlemsstater ikke mellem de

sygeplejersker, der udøver deres virksomhed som lønmodtagere, og dem, der

virker som selvstændige; af hensyn hertil og for i fuldt omfang at fremme den

frie bevægelighed for erhvervets udøvere i Fællesskabet forekommer det derfor

nødvendigt at udstrække anvendelsen af dette direktiv til også at omfatte

sygeplejersker, der er lønmodtagere -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

ARTIKEL 1

1. Medlemsstaterne gør udstedelsen af eksamensbeviser,

certifikater og andre kvalifikationsbeviser for sygeplejersker med ansvar for

den almene sundheds- og sygepleje som omhandlet i artikel 3 i direktiv

77/452/EØF betinget af en bestået eksamen, som yder garanti for, at den

pågældende under sin uddannelse har erhvervet:

a) fyldestgørende kendskab til de videnskabelige fagområder, som danner

baggrund for den almene sundheds- og sygepleje, herunder tilstrækkeligt

kendskab til organismen, de fysiologiske funktioner og såvel sunde som syge

menneskers adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand

og dets fysiske og sociale miljø;

b) tilstrækkeligt kendskab til sygeplejens egenart, dens erhvervsetiske

grundlag og de almene principper for hygiejne og for sundheds- og sygepleje;

c) fyldestgørende klinisk erfaring; denne skal af hensyn til dens

uddannelsesmæssige værdi erhverves under tilsyn af kvalificeret

sygeplejeskepersonale og under forhold, som med hensyn til det kvalificerede

personales størrelse og udstyret opfylder kravene til god pleje af

patienterne;

d) forudsætninger for at deltage i uddannelsen af personale inden for

sundhedsvæsenet samt erfaring i samarbejde med dette personale;

e) erfaring i samarbejde med andre faggrupper inden for sundhedssektoren.

2. Den i stk. 1 omhandlede uddannelse skal mindst

omfatte:

a) ti års almen skoleuddannelse afsluttet med et eksamensbevis,

certifikat eller andet kvalifikationsbevis, udstedt af de kompentente

myndigheder eller organer i en medlemsstat, eller med et certifikat som bevis

for bestået adgangseksamen på samme niveau til sygeplejeskolerne;

b) en speciel heltidsuddannelse, som obligatorisk skal omfatte emnerne i

det uddannelsesprogram, der er anført i bilaget til dette direktiv, og som

skal trække sig over tre års studier eller 4 600 timers teoretisk og praktisk

undervisning.

3. Medlemsstaterne drager omsorg for, at den

institution, der forestår sygeplejerskeuddannelsen, er ansvarlig for

koordinationen af teori og praktik i det samlede uddannelsesprogram.

Den under litra A i bilaget nævnte teoretiske og tekniske undervisning

skal være afpasset efter og samordnet med den under litra B i samme bilag

nævnte kliniske sygeplejeundervisning, således at de kundskaber og den

erfaring, der er omhandlet i stk. 1, kan erhverves på fyldestgørende måde.

Den kliniske sygeplejeundervisning skal foregå i form af tilrettelagt

praktikanttjeneste på hospitalsafdelinger eller inden for andre institutioner

under sundhedstjenesten, herunder hjemmesygeplejeordninger, som er godkendt

af de kompetente myndigheder eller organer. Under denne uddannelse skal

sygeplejeeleverne deltage i de pågældende institutioners arbejde i det

omfang, dette har uddannelsesmæssig værdi. Sygeplejeeleverne skal oplæres i

det ansvar, som er forbundet med sundheds- og sygeplejen.

4. Senest fem år efter meddelelsen af dette direktiv

træffer Rådet på grundlag af en undersøgelse af situationen og på forslag af

Kommissionen afgørelse om, hvorvidt bestemmelserne i stk. 3 om en afpasset

fordeling mellem på den ene side den teoretiske og tekniske undervisning og

på den anden side den kliniske undervisning af sygeplejersker skal bibeholdes

eller ændres.

5. Medlemsstaterne kan give delvis dispensation til

personer, som har gennemgået en del af den i stk. 2, litra b), fastsatte

uddannelse i forbindelse med andre uddannelser, der mindst ligger på et

tilsvarende niveau.

ARTIKEL 2

Uanset bestemmelserne i artikel 1 kan medlemsstaterne give tilladelse til

uddannelse på deltidsbasis på betingelser, der er godkendt af de nationale

kompetente myndigheder.

Den samlede varighed af deltidsuddannelsen må ikke være kortere end

heltidsuddannelsens varighed. Uddannelsens niveau må ikke sænkes ved dens

karakter af en deltidsuddannelse.

ARTIKEL 3

Dette direktiv finder ligeledes anvendelse på statsborgere i

medlemsstaterne, som i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15.

oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (*

4) udøver eller agter at udøve en af de i artikel 1 i direktiv 77/452/EØF

omhandlede former for virksomhed.

ARTIKEL 4

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige

foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv inden to år efter dets

meddelelse og underretter straks Kommissionen herom.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til

de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er

omfattet af dette direktiv.

ARTIKEL 5

Såfremt der ved gennemførelsen af dette direktiv skulle opstå større

vanskeligheder for en medlemsstat inden for særlige områder, undersøger

Kommissionen disse vanskeligheder i samarbejde med denne stat og indhenter

udtalelse fra det udvalg af højere embedsmænd inden for sundhedsvæsenet, der

er nedsat ved afgørelse 75/365/EØF (* 5), ændret ved afgørelse 77/455/EØF (*

6).

Kommissionen fremsætter i givet fald hensigtsmæssige forslag for Rådet.

ARTIKEL 6

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 27. juni

1977.

På RÅDETS VEGNE

J. SILKIN

FORMAND

BILAG

UDDANNELSESPROGRAM FOR SYGEPLEJERSKER MED ANSVAR FOR DEN ALMENE SUNDHEDS-

OG SYGEPLEJE

Uddannelsesprogrammet for opnåelse af eksamensbevis, certifikat og andre

kvalifikationsbeviser for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds-

og sygepleje omfatter følgende to områder:

A. Teoretisk og teknisk undervisning

a) SYGEPLEJE

faglig orientering og erhvervsetik; almene principper for hygiejne og for

sundheds- og sygepleje;

principper for sundheds- og sygepleje inden for:

- almen medicin og medicinske specialer,

- almen kirurgi og kirurgiske specialer,

- barnepleje og pædiatri,

- barselhygiejne og pleje af moder og barn,

- mentalhygiejne og psykiatri,

- geriatrisk pleje og geriatri.

b) BASISFAG

anatomi og fysiologi;

patologi;

bakteriologi, virologi og parasitologi;

biofysik, biokemi og radiologi;

diætetik;

hygiejne:

- profylakse,

- sundhedslære;

farmakologi.

c) SOCIALE FAG

sociologi;

psykologi;

administrationsprincipper;

undervisningsprincipper;

sociallovgivning og sundhedslovgivning; erhvervets juridiske aspekter.

B. Klinisk undervisning

Sundheds- og sygepleje inden for:

- almen medicin og medicinske specialer;

- almen kirurgi og kirurgiske specialer;

- barnepleje og pædiatri;

- barselhygiejne og pleje af moder og barn;

- mentalhygiejne og psykiatri;

- geriatrisk pleje og geriatri;

- hjemmepleje.

Officielle noter

(* 1) EFT nr. C 65 af 5.6.1970, s. 12.

(* 2) EFT nr. C 108 af 26.8.1970, s. 23.

(* 3) Se side 1 i denne Tidende.

(* 4) EFT nr. L 257 af 19.10.1968, s. 2.

(* 5) EFT nr. L 167 af 30.6.1975, s. 19.

(* 6) Se side 13 i denne Tidende.

Lignende dokumenter