Spring til indhold

Retsinformation

Varemærkerne NORTRAN og NORITREN fundet forvekslelige

AFG nr 9114 af 27/06/1997AfgørelseErhvervsministeriet25. februar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Varemærkerne NORTRAN og NORITREN fundet

forvekslelige

År 1997, den 27. juni afsagde

Patentankenævnet

(Hans Chr. Thomsen, Gulmann, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 20/95: Klage fra

H. Lundbeck A/S,

Valby,

over

Patentdirektoratets afgørelse af 17.

februar 1995 vedrørende gyldigheden

af varemærkeregistrering VR 5382

1994 for

Vitamex AB,

Sverige,

v/Larsen & Birkeholm A/S

Skandinavisk Patentbureau,

Taastrup.

Den 19. juli 1993 indleverede Naturpost Norge AS, Oslo

v/Larsen & Birkeholm - Skandinavisk Patentbureau, en ansøgning om

registrering af varemærket NORTRAN for nærmere angivne varer i

klasse 5.

Den 31. januar 1994 blev ansøgningen overdraget til

Vitamex AB, Sverige.

Varemærket blev registreret den 12. august 1994.

Den 7. september 1994 blev registreringen offentliggjort i

Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 13. oktober 1994 nedlagde H. Lundbeck

Læs alt

A/S, Valby, i medfør af varemærkelovens ? 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

"I anledning af bekendtgørelsen i

Varemærketidende den 7. september 1994 af ovennævnte

varemærker skal vi hermed tillade os at nedlægge indsigelse mod

disses endelige registrering.

Begrundelsen herfor er, at vi finder, at mærkerne er

forvekslelige med vort under nr. VR 00.173 1964 registrerede

ordvaremærke NORITREN.

Det bemærkes for det første, at da NORITREN

dækker medicinske og farmaceutiske specialiteter i klasse 5, er

der ingen tvivl om, at der er vareartskollision mellem mærkerne.

Hvad herefter angår mærkeligheden er

der for os ingen tvivl om, at mærkerne efter gældende praksis

bør anses for forvekslelige.

De to mærker, der drejer sig om, er

NORITREN

NORTRAN

Selv om det næsten forekommer os at være

overflødigt nærmere at begrunde, at disse mærker frembyder

indlysende lig- heder, og kun forskelle på ubetydelige punkter, skal

følgende bemærkes herom:

Mærkernes

indledninger og afslutninger er identiske (NOR- og -N). Netop ligheder

på disse "pladser" tillægges efter gældende praksis

størst vægt i lighedsbedømmelsen.

Den afsluttende stavelse

- henholdsvis TREN og TRAN -indledes i begge mærker med TR og afsluttes

med N.

Mærkernes

længde er næsten den samme. Men selv om mærkerne ikke har

nøjagtig samme antal bogstaver, er det af væsentlig betydning,

at det bogstav, hvorved NORITREN er længere end NORTRAN, er bogstavet

"I", som er det kortest tænkelige og visuelt nærmest

"op-sluges" af det efterfølgende "T". Hertil kommer, at dette "I"

næsten er uhørligt i udtalen.

Bortset fra lige omtalte

"I" er eneste forskel på mærkerne, at vokalen i den afsluttende

stavelse i det ene tilfælde er "E" og det andet "A". Denne forskel er

efter vor opfattelse helt ubetydelig i forhold til den lighed, der i

øvrigt består mellem mærkerne.

Hvad specielt angår NORITREN`s forvekslelighed med

billedmærket indeholdende NORTRAN (VR 05.393 1994), skal vi

tillade os at citere, hvad Rigmor Carlsen skriver om sammenligning

mellem ord i figurmærker og rene ordmærker i

Registreringspraksis side 55, højre spalte, linje 3 ff:

Det kan ikke antages, at et ord i et figurmærke

opnår helt den samme beskyttelse som det rene ordmærke. Dette

vil være beskyttet også mod forvekslelige ord i et

figurmærke, men ordet i et figurmærke vil ikke altid

være beskyttet overfor et forveksleligt ord i et andet

figurmærke, der ikke i øvrigt har fælles

lighedspunkter.

(Vor understregning).

At dette ikke betyder, at der uden videre helt kan ses

bort fra der figurlige element i et sådant figurmærke, er vi klar

over. Men i dette konkrete tilfælde, når henses til dels den

dominerende plads af ordet NORTRAN i billedmærket og dels til de

ovenfor beskrevne indlysende ligheder mellem selve ordene NORITREN og

NORTRAN, mener vi, at man her bør komme til den konklusion, at

NORITREN også er forveksleligt med billedmærket

indeholdende NORTRAN.

På ovennævnte baggrund skal vi således

anmode Direktoratet om at nægte endelig registrering af de

pågældende bekendtgjorte mærker."

I skrivelse af 9. november 1994 bestred mærkeinde-

haveren, at NORTRAN og NORITREN er forvekslelige og udtalte:

"I besvarelse af Patentdirektoratets skrivelse af 17.

oktober 1994 vedlagt kopi af indsigers brev af 13. oktober 1994 skal vi

herved meddele, at ansøgerne fastholder deres registrering af VR 5382

1994 NORTRAN (w) samt VR 5393 1994 NORTRAN (fig.) til trods for det af

indsigerne fremførte.

Ved en stavelsesmæssig sammenstilling af

mærkerne får man

NOR-TRAN

overfor

NO-RI-TREN.

Man vil her se, at vor klients mærker består

af to stavelser, mens indsigermærket består af tre stavelser,

hvoraf ingen er identiske. Netop denne forskel i antallet af stavelser

gør, at mærkerne ikke bør kunne forveksles hverken

auditivt eller visuelt.

En eventuel opdeling af mærkerne NORITREN i

NOR-I-TREN synes især auditivt utænkelig, da bogstavet R

naturligt vil knytte sig til vokalen I. I den forbindelse skal vi henvise til

Patentdirektoratets egen praksis, hvoraf følger, at det tostavelsesord

kun anses for forveksleligt med et trestavelsesord, såfremt det er

fuldstændigt indeholdt i trestavelsesordet. Dette er ikke

tilfældet her, eftersom NOR-TRAN ikke er fuldstændigt indeholdt i

NO-RI-TREN. Endvidere skal vi tilføje, at det netop er den ekstra

stavelse med vokalen I i indsigermærket, som gør, at

mærkerne er meget forskellige fra hinanden.

Med hensyn til det betydningsmæssige indhold skal vi

henvise til, at ordet "tran" genkendes i slutstavelsen TRAN, og at

forstavelsen NOR henviser til "Norge" (den oprindelige ansøgers

hjemland). Et sådant betydningsmæssigt indhold ses ikke i

indsigermærket, der forekommer som et rent kunstord.

Hvad angår indsigers bemærkning om NORITREN's

forvekslelighed med billedmærket indeholdende NORTRAN, skal vi

bemærke, at de to mærker ikke bør kunne anses for

forvekslelige pga. de oven for anførte grunde, og endvidere, at

figurelementerne i vor klients NORTRAN-billedmærkeregistrering kraftigt

bidrager til, at de to mærker ikke bør kunne anses for

forvekslelige.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at

vi med klasse 5 er inde i en klasse, hvor det er almindelig praksis, at der

tillades større lighed mellem mærkerne.

Sluttelig skal vi bemærke, at Patentdirektoratet

ganske korrekt under sagens behandling ikke har fundet anledning til at

modholde indsigers mærke VR 0173 1964 NORITREN over for vor klients

NORTRAN-mærker.

På de oven for anførte baggrunde skal vi

således anmode om, at indsigelsen afvises."

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 17.

februar 1995 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

"....To varemærker er forvekslelige i henhold til

varemærkelovens ? 15, stk. 1,

nr. 2, jf. ? 4, stk. 1, når

mærkerne ligner hinanden så meget, at der er risiko for

forveksling, og mærkerne vedrører varer af samme eller lignende

art.

Der foreligger sammenfald af varer omfattet af de to

registreringer. Det er derimod direktoratets opfattelse, at mærkelighed

ikke er til stede.

Mærkerne består af syv henholdsvis otte

bogstaver, hvoraf hovedparten er identiske og optræder på samme

plads i mærkerne. Der foreligger således en vis lighed mellem

mærkernes udseende. Det foreliggende mærke udtales imidlertid i

to stavelser, hvoraf første stavelse er stavelsen NOR. Indsigers

mærke udtales i tre stavelser, hvoraf den indledende stavelse er

stavelsen NO. Mærkernes udtale afviger således væsentligt

fra hinanden. Ved vurderingen af de enkelte elementer i mærkerne findes

det forhold, at begge mærker indledes med bogstaverne NOR ikke i sig

selv at indebære, at forvekslelighed foreligger. Dette skyldes, at der

i varemærkeregistret eksisterer en række varemærker,

registreret for klasse 5, som indledes med bogstavkombinationen NOR.

Endvidere har mærkeelementet TRAN i det foreliggende mærke en

kendt betydning, hvilket fjerner mærkerne fra hinanden.

Efter en vurdering af forskelle og ligheder mellem

mærkerne skønner direktoratet, at mærkerne ikke ligner

hinanden i et sådant omfang, at risiko for forveksling er til stede.

Den nedlagte indsigelse kan således ikke tages til følge."

Denne afgørelse har klageren, H. Lundbeck A/S, ved

skrivelse af 12. april 1995 indbragt for Patentankenævnet med

påstand om, at direktoratets afgørelse omstødes.

Som begrundelse for anken har klagen anført:

"Den 17. februar 1995 traf Patentdirektoratet beslutning

om at fastholde registrering af ovennævnte varemærker på

trods af vor indsigelse herimod nedlagt på basis af vort registrerede

varemærke NORITREN (VR 173 1964).

Denne afgørelse skal vi hermed tillade os at

indbringe for Patentankenævnet, idet vi finder, at NORTRAN ubetinget er

forveksleligt med NORITREN og allerede burde have været modholdt under

ansøgningsbehandlingen i direktoratet, hvilket dog ikke skete.

Dette synspunkt mener vi allerede at have begrundet

tilstrækkeligt i vor indsigelsesskrivelse af 13. oktober 1994, hvis

indhold vi til fulde fastholder her og nu.

Vi gør dér gældende, at der er

så store ligheder, først og fremmest i skriftbilledet, at de to

mærker fremtræder som klart forvekslelige, og at de forskelle,

der er mellem mærkerne - tilstedeværelsen af bogstavet "i" midt i

ordet NORITREN og en forskel i slutvokal - langt fra er tilstrækkelige

til, at mærkerne kan eksistere side om side for identiske eller

ligeartede varer.

I ansøgernes brev af 9 november 1994 indtages det

standpunkt, at NORTRAN og NORITREN ikke er forvekslelige.

Dette standpunkt begrundes, såvidt vi kan se,

hovedsaglig på to forhold.

Det ene er, at NORTRAN indeholder én stavelse

mindre end NORITREN.

Det andet er en henvisning til, at NOR- i NORTRAN

refererer til Norge og -TRAN til ordet "tran".

I Patentdirektoratets afgørelse af 17 februar 1995

anføres følgende:

"Der foreligger sammenfald af varer omfattet af de to

registreringer. Det er derimod direktoratets opfattelse, at mærkelighed

ikke er til stede.

Mærkerne består af syv henholdsvis otte

bogstaver, hvoraf hovedparten er identiske og optræder på samme

plads i mærkerne. Der foreligger således en vis lighed mellem

mærkernes udseende. Det foreliggende mærke

(ansøgermærket) udtales imidlertid i to stavelser, hvoraf

første stavelse er stavelsen NOR. Indsigers mærke udtales i tre

stavelser, hvoraf den indledende stavelse er stavelsen NO. Mærkernes

udtale afviger således væsentlig fra hinanden. Ved vurderingen af

de enkelte elementer i mærkerne findes det forhold, at begge

mærker indledes med bogstaverne NOR ikke i sig selv at indebære,

at forvekslelighed foreligger. Dette skyldes, at der i

varemærkeregistret eksisterer en række varemærker,

registreret for klasse 5, som indledes med bogstavkombinationen NOR.

Endvidere har mærkeelementet TRAN i det foreliggende mærke en

kendt betydning, hvilket fjerner mærkerne fra hinanden.

Efter en vurdering af forskelle og ligheder mellem

mærkerne skønner direktoratet, at mærkerne ikke ligner

hinanden i et sådant omfang, at risiko for forveksling er til stede.

Den nedlagte indsigelse kan således ikke tages til

følge."

Som vi læser afgørelsen, anerkender

direktoratet, som påpeget af os, at der er store visuelle

ligheder mellem NORTRAN og NORITREN, men auditive og

betydningsmæssige forhold anses på afgørende

måde at tale for at statuere ikke-forvekslelighed.

Grunden til, at vi mener, at direktoratets

afgørelse er forkert, er - udover den, at vi er aldeles overbeviste

om, at mærkerne umiddelbart er forvekslelige - at de forhold, som

ifølge afgørelsens ordlyd fører direktoratet til det

resultat, at mærkerne er ikke-forvekslelige - nemlig de ovenfor omtalte

auditive og betydningsmæssige forhold - for os at se

efter gældende praksis ikke berettiger til den konklusion.

Problemet er dels hvilken vægt, der skal

lægges på henholdsvis visuelle, auditive og

betydningsmæssige ligheder/forskelle og dels relevansen for den

foreliggende sag af det forhold, at stavelsen -TRAN er identisk med et ord

på dansk.

Hvad angår det første punkt, er der en klar

gældende praksis vedrørende omtalte vægtning. I Rigmor

Carlsens Registreringspraksis (København 1980) hedder det

således på side 54, spalte 2:

"I registreringssituationen er tre momenter

afgørende for, om der foreligger mærkelighed:

1) synsbilledet, det visuelle billede, som mærket

umiddelbart giver,

2) lydbilledet, det auditive indtryk, som mærket

giver ved udtale, og

3) mærkets begrebsindhold eller de

forestillingsbilleder og associationer, som mærket giver.

Af disse tre momenter har det visuelle klar

overvægt.

[...]

Selv en betydelig auditiv lighed er ikke

tilstrækkelig, hvis ordene visuelt er klart forskellige.

(PURITEE

er ikke anset forveksleligt med CURITY) (vor fremhævelse)

(Sidste bemærkning - overført på

nærværende sag - gælder naturligvis også omvendt,

således at "Selv en betydelig auditiv forskel er ikke

tilstrækkelig (til at statuere ikke-forvekslelighed), hvis ordene

visuelt er klart overensstemmende.")

I nærværende sag mener vi ikke, der kan

være ringeste tvivl om, at NORTRAN og NORITREN visuelt er klart

overensstemmende, således som påvist i detaljer i vor

indsigelsesskrivelse, og det er da heller ikke blevet benægtet hverken

af ansøgerne og direktoratet.

Når end ikke en betydelig auditiv forskel

ifølge gældende praksis kan forventes at være

tilstrækkelig, kan vi ikke se, at man efter ovennævnte

gældende princip med rette kan komme til, at NORTRAN og NORITREN, som

visuelt er klart overensstemmende, er ikke-forvekslelige. Selv om der

ubestridelig er auditive forskelle mellem mærkerne, er lighederne

på dette punkt dog overvejende, og vi vil påstå, at selv

hvis man ville bedømme forveksleligheden mellem mærkerne

udelukkende ud fra et auditivt synspunkt, ville det i allerhøjeste

grad være tvivlsomt, om ikke-forvekslelighed kunne statueres.

Om omtalte vægtning mellem de tre lighedskriterier

henvises endvidere til Koktvedgaard & Wallberg: "Varemærkeloven

og Fællesmærkeloven" (1994), side 118 ff.

Dernæst kommer vi til spørgsmålet om

relevansen af det betydningsmæssige indhold af suffikset TRAN.

For det første er gældende praksis - jfr.

igen ovenfor citerede princip - at selv hvis der havde været relevante

betydningsmæssige forhold, der trak mærkerne fra hinanden, ville

disse være et langt underordnet moment i den samlede

lighedsbedømmelse i sammenligning med de visuelle

ligheder/forskelle.

Hvad angår den konkrete sag, benægter vi ikke,

at der findes et ord på dansk, der hedder "tran", men vi er aldeles

uenige i, at det uden videre kan antages, således som både

ansøger og direktoratet gør det, at NORTRAN opfattes som

havende noget med "tran" at gøre, og at et sådant synspunkt kan

lægges til grund for ethvert farmaceutisk præparat.

For eksempel vil det for os at se nærmest være

utænkeligt, hvis nogen med et rimeligt kendskab til medicin ville

associere til fedtstoffet "tran", hvis NORTRAN tænktes anvendt for

nøjagtigt det præparat, NORITREN anvendes for, nemlig et

psykofarmakon. Inden for den slags højt specialiserede

præparater, som typisk sælges under samme navn i mange lande, er

der ikke tradition for at generere et varemærke baseret på en

dansk/tysk betegnelse for et indholdsstof, rent bortset fra, at det ville

forekomme mildest talt fjernt fra tanken, at et psykofarmakon skulle

være baseret på "tran".

Hvis synspunktet om en eventuel associering til "tran"

skulle gøres gældende som værende relevant for

forveksleligheden, måtte det i det mindste være for nogle varer,

som man måtte forvente kunne have noget med "tran" at gøre, fx

et kost- eller vitamintilskud, men ikke for farmaceutiske præparater

som helhed.

Vi må derfor på det skarpeste afvise, at nogen

forskel af betydningsmæssig art mellem mærkerne med rette kan

lægges til grund i nærværende sag.

Det der derimod for os at se er det væsentlige - og

skræmmende - i denne sag er, at det må lægges til grund, at

hvis NORTRAN godkendes til registrering, har dette mærkes indehavere

herefter papir på, at NORTRAN kan bruges for alle farmaceutiske

præparater, herunder fx psykofarmaka, således at man må

forestille sig, at NORTRAN´s nuværende indehavere - eller det

psykofarmakasælgende firma, mærket eventuelt senere overdrages

til - med Patentdirektoratets udtrykkelige tilladelse kan anvende

mærket NORTRAN for det samme farmaceutiske præparat, som

NORITREN nu og her sælges under.

Efter vor opfattelse vil en sådan situation

både kunne være direkte katastrofal - nemlig hvis der er forskel

mellem de to produkter og det ene fejlagtigt ordineres (fx på grund af

en læges utydelige håndskrift) i stedet for det andet -og

være uantagelig for os som mærkeindehaver med bedre prioritet,

hvis de to produkter skulle vise sig at være ens eller næsten

ens.

Selv om vi føler os ret trygge ved, at Sundheds-

styrelsen aldrig ville godkende NORTRAN for et psykofarmakon ved siden af

vort NORITREN, finder vi det særdeles uheldigt, at det danske

Patentdirektorat udsender det signal, at det ikke ser noget problem ved, at

den samme farmaceutiske specialitet markedsføres under henholdsvis

NORTRAN og NORITREN.

Hvad specielt angår spørgsmålet om

forvekslelighed mellem NORITREN og figurmærket VR 5383 1994

indeholdende ordet, skal vi henvise til, hvad vi herom anfører i vor

indsigelsesskrivelse af 13. oktober 1994. Vi fastholder, at ordet NORTRAN er

så dominerende i figurmærket, at

forvekslingsspørgsmålet i praksis - og for os at se især i

dette tilfælde, hvor der er tale om oplagt forvekslelige ord - kan

anskues, som om der havde været tale om to ordmærker.

På ovennævnte baggrund skal vi således

tillade os at henstille til Patentankenævnet at omstøde

Patentdirektoratets afgørelse i de pågældende to sager,

således at disse afslås".

Mærkeindehaveren har ved skrivelse af 13. juli 1995

nedlagt påstand om stadfæstelse og har anført:

"....Vi skal indledningsvis bemærke, at

argumentationen i denne sag er identisk med argumentationen i klagesag V

23/95 vedrørende dansk varemærkeregistrering nr. 5395 1994

NORTRAN (fig.).

vort svar af 9. november 1994 til Patentdirektoratet

efter klagerens indsigelse fremførte vi bl.a., at en

stavelsesmæssig opstilling af mærkerne ville resultere i

NOR-TRAN

over for

NO-RI-TREN

hvoraf fremgår, at der helt klart er tale om et

tostavelsesmærke over for et trestavelsesmærke, og hvor

ingen af stavelserne er identiske. Der er alene tale om et vist

bogstavsammenfald, som dog ingen relevans har i relation til

stavelsesopdelingen og dermed udtalen af ordene/mærkerne. Netop den

ekstra stavelse med vokalen I i klagerens mærke gør, at

mærkerne er meget forskellige fra hinanden.

Klagerne fremfører, at Patentdirektoratet

anerkender, at der er store (vor understregning) visuelle ligheder

mellem mærkerne, men dette er en klar fejl, idet Patentdirektoratet

alene siger, at "Der foreligger således en vis lighed mellem

mærkernes udseende", jf. også Patentdirektoratets

afgørelse som citeret i klagers skrivelse.

Hvad angår spørgsmålet om de tre

lighedskriterier nævner den omtalte litteratur på området,

nemlig Registreringspraksis og Varemærkeloven og

Fællesmærkeloven, at det visuelle moment har klar overvægt

henholdsvis at det synsmæssige indtryk tillægges meget stor

betydning, idet dog de to andre lighedskriterier, herunder diskussionen og

stærke/svage mærker, kan medføre en anden

vurdering.

Vi har i indsigelsessagen endvidere bl.a. fremført,

at mærket NORTRAN, i modsætning til klagers mærke NORITREN,

har et betydningsmæssigt indhold, som også må

tillægges stor vægt. Som også anerkendt af

Patentdirektoratet har mærkeelementet TRAN en kendt betydning, der

fjerner mærkerne fra hinanden. Vi har yderligere nævnt, at

forstavelsen NOR henviser til "Norge" (den oprindelige ansøgere

hjemland), idet samtidig norske producenter er kendte som

hovedleverandører af tranprodukter.

Patentdirektoratet påpeger i sin afgørelse

endvidere, at der varemærkeregistret findes en række

varemærker registreret for klasse 5, der indledes med

bogstavkombinationen NOR. Vi kan bekræfte dette og oplyse, at Skriptors

mikrofichesystem indeholder i hvert fald otte skærmbilleder med hver 60

mærker, i alt mindst 480 mærker, med bogstavkombinationen NOR,

herunder

VR 5830 1994 NOR-SPICE

VR 6398 1993 NORAID

VR 5542 1990 NORBROOK

VR 2140 1981 NORCURON

VR 1161 1990 NORDALYTE

VR 1171 1956 NORDEX

VR 6944 1989 NORDIATE

VR 3489 1982 NORDICAPS

VR 2429 1966 NORDOL

VR 0009 1979 NORDOTOL

VR 4470 1990 NORMELL

VR 3118 1966 NORMENON

VR 1681 1981 NORMISON

VR 3112 1986 NORMITID

VR 3037 1964 NORMITIL

VR 1063 1988 NORMIX

VR 0863 1975 NORPACE

VR 3744 1988 NORPIN

VR 5484 1990 NORPROLAC

VR 2404 1977 NORPROTEIN.

Vi har med denne liste klart dokumenteret, at stavelsen

NOR er et svagt element, hvilket i sig selv indebærer, at forveksling

ikke foreligger, jf. også, at man normalt lægger stor vægt

på mærkernes begyndelse.

Resultatet er, at en forvekslingsmulighed nærmest

skal foretages mellem -ITREN henholdsvis -TRAN, hvilket helt klart

svækker klagers argumentation.

Til klagers bemærkninger om NORTRAN-mærkets

eventuelle brug for farmaceutiske præparater, herunder psykofarmaka,

ser vi ingen problemer. Såfremt der skulle være tale om det samme

farmaceutiske præparat, ja da kan der ingen fare være, og skulle

der være forskelle mellem de to produkter, da skal vi - sammenholdt med

alle de ovenfor nævnte argumenter - understrege, at det for klasse

5-varer er almindelig praksis, at der tillades større lighed mellem

mærkerne.

I forbindelse med vor gennemgang af tilsvarende

registreringer er vi i øvrigt stødt på vedlagte kopi af

VR 2652 1965 NORAMETREN for bl.a. lægemidler - en registrering som

efter vor opfattelse ligger tættere på NORITREN end NORTRAN og

som klagers mærke tilsyneladende sameksisterer med.

Vi skal følgelig anmode om, at Patentdirektoratets

afgørelse stadfæstes."

I skrivelse af 2. august 1995 har klageren yderligere

anført som følger:

"I ansøgernes svar gentages det synspunkt, at det

skal lægges til grund i nærværende sag, at NORTRAN kan

associere til NORGE og TRAN, idet - som det udtrykkes - "norske producenter

er kendte som hovedleverandører af tranprodukter".

Vi må på det bestemteste afvise, at et

sådant synspunkt kan tillægges nogen som helst vægt i

nærværende sag, sålænge NORTRAN registreringerne ikke

er begrænset til netop "tranprodukter af norsk oprindelse", og ikke som

nu dækker bl.a. farmaceutiske produkter i deres helhed (dog

begrænset til human brug).

Til illustration af dette synspunkt skal vi gøre

opmærksom på eksistensen af en NORTRAN registrering i Sverige,

som vi for nylig er faldet over, jfr. vedlagte kopi.

Som det fremgår, indehaves registreringen af Fisons

Limited, Storbritannien, og der er begæret prioritet fra en Britisk

hjemlandsregistrering. Den dækker følgende varer:

Klasse 5: Desinfektionsmedel; preparat för

utrotning av ogräs, skadedjur och ohyra; pesticider, herbicider,

insekticider och fungicider

Hvis ansøgernes - og desværre også

Patentdirektoratets synspunkt, som det har indtaget i denne sag - skulle

overføres på ovennævnte Fisons-mærke måtte

dette betyde, at også dette engelske mærke skulle opfattes som

havende noget med "Norge" og "tran" at gøre, og efter vor mening ville

noget sådant være intet mindre end absurd.

Endelig noterer vi med interesse - omend noget rystede -

at ansøgerne begejstret bekræfter, hvad vi anfører i vor

klagebegrundelse, nemlig at konsekvensen af at stadfæste

Patentdirektoratets afvisning af vor indsigelse jo vil være, at NORTRAN

herefter kan bruges for fx psykofarmaka, som NORITREN i flere år

har været i brug for.

Ansøgerne har ret i, at hvis det var

nøjagtig det samme psykofarmakum, der var tale om, ville det jo ikke

medføre skade på patienterne, hvis mærkerne blev

forvekslet, men hvad nu, hvis det ene præparat fx var til behandling

for lette depressioner og det andet for svære akutte psykoser? Det

forekommer os aldeles utænkeligt, at nogen sundhedmyndighed eller

medicinkyndig vil finde en sådan mærkesameksistens i orden, og vi

skal derfor stadig henstille, at Patentankenævnet giver os medhold i

vor klage."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 4. marts 1997.

Ingen af parterne gav møde.

Ankenævnet skal udtale:

Ankenævnet finder ikke, at der på de

vareområder, hvor risiko for forveksling kan opstå, kan

lægges vægt på nogen meningsbærende betydning af

mærkebestanddelen TRAN.

At en del mærker i klasse 5 indledes med bogstaverne

NOR, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt til at fratage denne

mærkebestanddel særpræg, da der dels ikke ses at være

knyttet noget suggestivt til ordbestanddelen, dels ikke er oplyst, hvor mange

af de anførte mærker, der efterfølges af bogstavet D, og

danner orddelen NORD.

Ankenævnet kan tilslutte sig, at der i sagen

foreligger direkte varesammenfald.

Der består efter Ankenævets opfattelse ikke

kun en vis lighed mellem mærkernes udseende, men en betydelig grad af

lighed og en hertil knyttet risiko for forveksling, især såfremt

mærkerne anvendes i håndskrevne recepter og lign. I så fald

vil bogstavet "I" kunne forveksles med en opstreg til "t", og bogstavet "e"

kunne forveksles med et håndskrevet "a", og omvendt.

Ankenævnet vil af disse grunde tage indsigelsen til

følge.

Herefter bestemmes:

Varemærkeregistrering VR 5382/94 erklæres

ugyldig.

Lignende dokumenter