Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 83/1995

KEN nr 9943 af 26/10/1995Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet6. juli 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

83/1995

Et ægtepar har ved Tom Trier klaget til

Pressenævnet over udsendelsen "Flygtning? - Tilbage til Armenien" sendt

i Danmarks Radio den 13. januar og 18. juli 1995, idet de finder, at god

presseskik er overtrådt.

I udsendelsen hed det bl.a.:

"Speak: .... En flygtning, som søger asyl, har krav

på beskyttelse. De danske myndigheder må ikke kontakte

flugtlandet for at høre, om flygtningens historie er rigtig. Men

asylansøgeren har pligt til at tale sandt.

Københavns Lufthavn den 26. februar 1994. Klokken

er 17.45. Vi har ingen aftaler. Vi venter på den første

asylansøger. Vi ved ikke, hvem det bliver.

Læg mærke til kvinden her. Med et dansk

turistvisum i passet går hun og hendes mand og deres 2 børn

uhindret igennem paskontrollen. Ingen kunne vide, at de kort efter ville

gå til politiet i ankomsthallen og som de første den

lørdag bede om asyl i Danmark.

....

Tolk: Kan du fortælle os om dit arbejde og om din

familie?

[M]: Som I ved, er næsten alle fabikker i Jerevan

lukket på grund af el-mangel. Størstedelen af befolkningen i

Jerevan har ikke noget arbejde. Vi har heller ikke noget arbejde.

Tolk: Hvad arbejdede du med?

[M]: Indtil jeg kom til Danmark, arbejdede jeg på en

skofabrik.

Tolk: Var det kun dig, der arbejdede, eller arbejdede din

kone også?

Læs alt

[M]: Hun arbejdede som lærer.

Tolk: Hvem passede børnene?

[M]: Dengang havde vi ikke den lille, og den store gik i

børnehave. Han kom så i skole. Da vi fik den lille, holdt min

kone op med at arbejde. Hun har orlov for at passe ham i 3 år.

Sådan er reglerne. Hun får løn i 3 år for at blive

hjemme og passe barnet.

Speak: Familien fortalte sin historie. Programmet her er

fortællingen om vores forsøg på, i Armenien, at finde ud

af, om de fortalte den rigtige historie. Om de har krav på

opholdstilladelse i Danmark.

Tolk: Havde du problemer i Jerevan? Har du siddet i

fængsel, eller var der nogen, der generede dig?

[M]: Nej. Den eneste grund til, at vi forlod Jerevan, var

børnene. Jeg har ikke haft nogen problemer og har ikke siddet i

fængsel. Det var på grund af børnene, at vi rejste.

....

Speak: .... [M] gav os adresser og telefonnumre på

sine forældre i Jerevan i Armenien, og vi fik breve med.

[M]: De bliver glade for at høre fra

børnebørnene og for at vide, at de er kommet et godt sted hen.

De ved, at vi er taget afsted, og måske venter de ved telefonen.

....

(Der bliver vist billeder fra en fest og fra et

hospital.

Man ser [M]s mor, der får overrakt en pose med

billeder og gaver, og hun takker mange gange.)

....

Samuel Amatuni, kirurg: Alt dette har vi fjernet fra de

sårede. Det er kun 2% af det, jeg har opereret ud. Det er alene, hvad

jeg har fjernet. Vi er mange kirurger. Og de har alle fjernet sådanne

splinter. Det er først og fremmest granatsplinter, men der er

også fragmenter fra landminer og projektiler.

....

Speak: Der er ikke krig i Armenien. Kampene foregår

i nabolandet, Aserbajdsjan. I et område kaldet Nagorno-Karabakh

kæmper 180.000 armeniere på 6. år for selvstændighed

og sammenslutning med Armenien. ....

[M]s far: Vi har ikke vand. Tilværelsen har ikke

noget at byde de unge. Det kunne [M] ikke holde ud. Han tænkte

især på børnene. Hvad ville der ske med dem? Han kunne

ikke redde børnenes liv, derfor tog han til Europa. De valgte Danmark,

fordi der modtager man asylansøgere.

Speak: Sammen med vores to tolke opsøger vi den

skofabrik i Jerevan, hvor [M] arbejdede.

2 armenske kvinder: Ham kender vi godt. Han arbejdede her

på fabrikken.

Tolk: Hvorfor er han rejst til Danmark?

De 2 kvinder: Han kunne ikke klare sig og sørge for

familien.

....

[K]s mor, [E]: .... Vi har sendt vores søn afsted,

for at han ikke skal komme i krig.

Speak: Det her var nyt. [M] har ikke fortalt os, at han

var blevet genindkaldt til hæren. ....

[C], tolk: Lige inden vi skulle af sted, kom [M]s far hen

til mig og sagde: "Kan du huske, vi talte om [K]s skole forleden?

Klip, hvor man ser tolken tale med faderen.

Tolk: Hvilken skole arbejdede [K] på?

[M]s far: Det kan jeg ikke huske, jeg kender ikke

navnet.

Klippet slutter.

Tolk: Hvis nogen taler om den, skal I ikke prøve at

finde den. I skal bare sige, at skoleinspektøren er død, og at

hun ikke har arbejdet der i 3 år. Det er længe siden, at hun har

arbejdet. Hendes mor sagde, at vi bare skulle sige, at skolen var lukket. Men

det mente [M]s far ikke, at vi kunne. Han ville have os til at sige, at

skolen var lukket eller lignende.

Speak: Havde du spurgt dem om noget?

Tolk: Nej, jeg stod der bare. Han kom mig i møde

som en ven og som en slags undvigemanøvre, for at du ikke skulle finde

ud af, hvor skolen lå og [K]s historie. Jeg ved ikke hvorfor, men det

må vi finde ud af.

....

Tolk: Ved I hvilken skole, [K] arbejdede på?

[A], [M]s mor: Hun har ikke arbejdet i 3 år,

så vi kender ikke noget til skolen.

....

Speak: .... [M] og [K] boede i [M]s forældres

lejlighed. Det var svært at tro, at svigerforældrene ikke kunne

huske, hvilken skole [K] havde arbejdet på. Vi besluttede, at vi selv

ville prøve at finde [K]s skole. Efter flere forgæves

forsøg havnede vi på et fagforeningskontor i Jerevans

centrum.

....

Der bliver vist billeder fra et hospital.

....

[M]s far: Han er 33 år og har været soldat,

men de indkalder folk alligevel. De tager folk, uden at spørge,

på gaden eller på deres arbejde. De har samlet folk fra hans

arbejdsplads, men [M] havde ikke lyst til at komme i krig. ....

Rema Haroutunan, hustru på hospital: I

første omgang bliver drengene ikke sendt i krig. De bliver sendt til

genoptræning. Sådan har jeg forstået det.

Tolk: Hvad vil folk opnå ved at flygte herfra?

Elson Souleymanan, såret: Hvorhen?

Tolk: De tager til andre lande.

Elson: De, der tager afsted, ønsker bare at leve

bedre. De er intet værd.

Hustru: Det er bærmen, der tager afsted.

....

Klip fra hospital, hvor man ser en mand, der er skudt i

ryggen.

Speak: Der er ikke krig i Armenien. Men hvis [M] mod sin

vilje risikerer at blive sendt i kamp i Nagorno-Karabakh, så har han

ret til asyl i Danmark.

....

Speak: På et møde med skoleinspektøren

i Jerevans centrum prøver vi endnu en gang at finde frem til den

skole, hvor [K] arbejdede. De vil gerne hjælpe os, men ingen kender

hende. I et sidste forsøg ringer vi til [M]s far. Han siger, at han nu

kan huske [K]s skole og er villig til at vise os den.

....

Tolk: Hvorfor begyndte du lige pludselig at samarbejde med

os.

[M]s far: Jeg har sagt fra starten, at I ikke skal

gå hen til [K]s arbejdsplads og blande dem ind i det."

Klagerne har bl.a. fremlagt korrespondancen med Danmarks

Radio i anledning af udsendelsen.

Klagerne har endvidere fremlagt diverse artikler fra

Information og Politiken.

Klagerne har endelig fremlagt skrivelse af 3. februar 1995

fra politiinspektør Kjeld Mørk.

Til støtte for klagen er det anført, at

udsendelsen ikke burde have været sendt, før klagernes asylsag

er endelig afgjort. Det bemærkes, at afgørelsen fra Direktoratet

for Udlændinge er påklaget til Flygtningenævnet, der endnu

ikke har truffet afgørelse. Da det mere er reglen end undtagelsen, at

et afslag indbringes for Flygtningenævnet, kan udsendelsen have

kompromitteret klagernes retssikkerhed. Danmarks Radio kan ikke forvente, at

asylsøgere, der netop er ankommet til Danmark, skal kunne vide,

hvordan det danske asylsystem er indrettet. Når det er aftalt med

klagerne, at udsendelsen ikke skulle vises, før sagen var afgjort

(underforstået af Direktoratet for Udlændinge), kan man ikke med

rimelighed sige, at klagerne har givet deres accept på et fair

grundlag.

Det er endvidere anført, at journalisten Mogens

Rasmussen benytter sig af 4 tolke, hvoraf de 2 er lokale tolke fra Jerevan.

Danmarks Radio burde have tænkt på, at tolke i lande med

totalitære traditioner ofte står i nært forhold til

myndighederne. Denne uforsigtighed har bragt klagernes pårørende

i fare.

Det fremgik ikke af udsendelsen, at tv-holdet også

kontaktede direktøren på den skofabrik, hvorfra [M] havde orlov.

Denne henvendelse bevirkede, at [M] blev formelt afskediget.

I udsendelsen blev oplyst, at man besøgte et

fagforeningskontor. Det er urigtigt. Der var tale om

distriktsadministrationen i det område, hvor klagerne boede. Et

replikskifte på armensk mellem tolken og den ene embedsmand

lød:

Tolken, fremvisende et billede af [M]: "Denne mand er

flygtet fra Armenien".

Funktionæren: "Lad mig se hvem det er, der er

stukket af".

Klagerne oplyser, at denne funktionær er medlem af

den armenske parlamentariske forsamling og er en velkendt politisk skikkelse

indenfor det armenske regeringsparti. En af de andre embedsmænd er

tilknyttet det lokale politi. Dette er et eksempel på, at Danmarks

Radio ved sin uforsigtighed har ladet myndighederne få indsigt i

omstændighederne vedrørende klagernes flugt.

Klagerne har oplyst, at de havde frabedt sig, at Mogens

Rasmussen fremstillede fotoprints fra filmoptagelserne og tog disse med til

Jerevan, da det kunne skade dem og deres slægtninge. Alligevel blev

fotografier af klagerne fremvist på fabrikken,

distriktsadministrationskontoret og på skoleforvaltningen i

Jerevan.

Klagerne har yderligere anført, at tolken [C] havde

opnået en vis tillid hos [M]s far. Derved havde tolken fået

adgang til fortrolige informationer, som de pårørende ikke

ønskede, at journalisten skulle have nærmere indsigt i.

Alligevel videregav tolken disse informationer til journalisten. På

denne måde blev faderen fremstillet som en suspekt og

uvederhæftig person. Der foregik med andre ord en

mistænkeliggørelse af faderen, der var med til at

understøtte det generelle indtryk af klagernes uberettigede

ønske om asyl i Danmark. Grunden til at faderen ikke ønskede at

give adressen på skolen, var i følge klagerne, at han var bange

for, at et besøg ville føre til en formel opsigelse af [K].

Endvidere skyldtes det hans generelle modvilje mod, at tv-holdet kontaktede

så mange offentlige steder. I udsendelsen blev faderens

hemmelighedskræmmeri endvidere fremstillet som et forsøg

på at bedrive en form for socialt bedrageri. At [M]s far senere

indvilligede i at videregive adressen på skolen skyldtes, at tolken

ringede adskillige gange for at få lokket oplysningerne ud af

faderen.

Allerede da tv-holdet havde været nogle dage i

Jerevan begyndte det opsøgende journalistiske arbejde at få

alvorlige konsekvenser for de pårørende. De armenske myndigheder

ved nu, hvor klagerne befinder sig og hvorfor. Ud over at krænke

privatlivets fred har Danmarks Radio også bragt en række

mennesker i betydelig fare.

Klagerne mener, at reportagen manipulerer med deres

personlige forhold. Situationen fremstilles således, at klagerne er

kommet til Danmark for at opnå en højere levestandard og et

bedre liv, hvilket er ude af trit med de faktiske forhold. At Mogens

Rasmussen ikke har kontaktet Internationalt Røde Kors eller FN's

Højkommissariat for Flygtninge i Jerevan, der kunne give oplysninger

om tvangsrekruttering af armenske mænd til krigen, finder klagerne

peger i retning af, at journalisten prøver at fastholde billedet af

"bekvemmelighedsflygtninge". De forhold, der taler for, at [M] er flygtet

på grund af frygten for at blive indkaldt til hæren, behandles

ikke på en måde, der retfærdiggør, at han kan have

grund til at være bange. Krigen behandles i det hele taget ret

overfladisk. Den generelle præsentation af de forhold i Armenien, der

har relevans for klagernes grundlag for at søge asyl i Danmark, er

derfor ensidig og som sådan i strid med god presseskik.

Klagerne har anført, at det eneste, Mogens

Rasmussen fik med til Jerevan, var gaver og forældrenes telefonnumre.

Journalisten fik ingen adresser. Klagerne gav disse oplysninger, da de

troede, at det havde betydning for deres asylsag.

Inden tv-holdets afrejse til Jerevan meddelte [M] tolken,

at han ikke ville tillade en kontakt mellem Danmarks Radio og hans familie ud

over den kontakt, der kunne ligge i at overbringe hilsner og gaver.

Begrundelsen for dette var, at han var bange for, at et besøg kunne

skade familien. Dette ignorerede Mogens Rasmussen. Tolken meddelte dog

klagerne, at de ikke havde noget at frygte. Mogens Rasmussen ville blot

"kigge forbi", når han nu alligevel var i Jerevan. [M] bad herefter om,

at man ville møde hans far på tv-holdets hotel og ikke i

familiens lejlighed. I Jerevan ringede en tolk imidlertid til [M]s far og

præsenterede det danske tv-hold som venner af klagerne. Han fortalte,

at et tv-hold fra Danmark var ved at lave en reportage om Armenien, og at de

havde mødt klagerne i København og derfor havde nogle gaver og

hilsner med. De ville gerne besøge faderen, der imidlertid ikke

ønskede at se dem på sin bopæl. Faderen foreslog, at han

kunne komme hen på hotellet. Men tolken insisterede på, at

danskerne skulle komme hen til forældrenes hjem. Da faderen flere gange

havde afvist dette ønske, lagde tolken uden videre røret

på, og knap 30 minutter senere dukkede tv- holdet op på faderens

bopæl. Det er altså ikke rigtigt, når Danmarks Radio

hævder, at tolken "omgående" modtog en invitation til at

besøge forældrene i deres lejlighed.

Klagerne har endelig anført, at de kun havde

opholdt sig et par timer i Danmark, da Danmarks Radio tog kontakt til dem.

Klagerne kendte intet til landet og havde intet kendskab til den danske

presses uafhængighed af statsmagten. Klagerne havde derfor i realiteten

ikke noget valg, da de blev spurgt, om de ville medvirke i en udsendelse. De

antog, at Danmarks Radios filminterview i lufthavnen havde forbindelse til

deres asylsag. Klagerne fik ikke forklaret, at programdelen fra Armenien

skulle handle om deres sag konkret. Danmarks Radio burde udtrykkeligt have

gjort opmærksom på dette. Selve interviewet varede 1 time og 15

minutter. Heraf bruges kun ca. 3 minutter i udsendelsen. Klagerne mener, at

det er symptomatisk for udsendelsen, at det netop er [M]s udsagn om de

dårlige økonomiske forhold i landet og ønsket om at skabe

et bedre liv for børnene, der er udvalgt fra det omfattende interview.

De sekvenser, hvor klagerne taler om de krigslignende forhold i Armenien, er

fravalgt.

Klagerne har ikke haft mulighed for at fremsætte

indsigelser over for udsendelsen. De fik ikke lov til at se udsendelsen

igennem inden den blev vist i Danmarks Radio. Klagerne har endvidere over for

Mogens Rasmussen insisteret på, at udsendelsen ikke blev bragt. Dette

ønske blev ikke imødekommet. God presseskik må

således også her være overtrådt.

Klagerne har til slut bemærket, at de i lufthavnen

tog imod et tilbud fra Mogens Rasmussen om anonymitet.

I en udtalelse om klagen har Danmarks Radio anført,

at det er en afgørende opgave for Danmarks Radio at belyse aktuelle

samfundsrelevante problemer så alsidigt som muligt.

Danmarks Radio bemærker, at optagelserne i Danmark

fandt sted den 4., 5., 6., og 26. februar 1994. Optagelserne i klagernes

hjemland fandt sted i maj 1994, og udsendelsen blev sendt første gang

den 13. januar 1995. Klagen er således fremkommet 1½ år efter de

kritiserede forhold omkring optagelserne i Danmark, mere end 1 år efter

de kritiserede optagelser i klagernes hjemland og mere end ½ år efter,

at udsendelsen blev bragt første gang. Klagernes sag blev afgjort af

Direktoratet for Udlændinge 4 måneder før udsendelsen blev

bragt første gang.

Danmarks Radio har endvidere anført, at klagerne i

forbindelse med interviewet udførligt blev informeret om programmets

intentioner. Mogens Rasmussen orienterede om, at Danmarks Radio arbejdede

uafhængigt af offentlige myndigheder. Det blev yderligere gentaget, at

Danmarks Radios programvirksomhed ikke har nogen form for sammenhæng

med behandlingen af asylansøgninger. Det blev understreget, at

programmet ville bestå af klagernes egne forklaringer, af tv-holdets

reportage og af en afprøvning af historien i hjemlandet. Klagerne

mente ikke, at nogen kunne komme i fare på grund af deres medvirken i

TV, og forbød ikke kontakt til familien. Endvidere fik tv-holdet gaver

med til familien. Det bemærkes, at familien tog særdeles venligt

mod tv-holdet. Mogens Rasmussen har derfor ikke haft anledning til at tro,

at kontakten til familien kunne skade denne.

Aftalen blev, at programmet ikke måtte sendes,

før klagernes sag var behandlet af Direktoratet for Udlændinge.

Hensigten hermed var at forhindre, at udsendelsen skulle kunne få

indflydelse på direktoratets behandling af sagen. Endvidere skulle

Danmarks Radio ikke kunne tillægges rollen som advokat i sagen.

I den fremlagte svarskrivelse til klagerne fra Danmarks

Radio af 18. august 1995 hedder det bl.a.:

"I princippet kunne tv-programmernes udsendelse godt have

afventet eventuelle anker, men det havde ikke ændret ved

problemstillingerne. Først og fremmest ikke ved den

påståede chikane eller forfølgelse af forældrene i

Yerevan. Den udløses jo nemlig (ifølge påstanden) af

tv-holdets ophold i Yerevan - ikke af tv-udsendelsen i Danmark. Men bestemt

heller ikke ved vores egen beslutning om, at programmerne skulle produceres

med et sådant indhold, at de ikke i sig selv blev brikker i et muligt

langt sagsforløb. Husk nemlig, at programmerne ikke skulle skildre

sagsbehandling, men derimod illustrere den situation, som de danske

myndigheder er i - at skulle tage stilling til asylsager på grundlag af

ansøgernes egne forklaringer."

Klagerne fremsatte endvidere ikke ønske om

anonymitet.

Da klagerne ikke påpeger fejl af betydning i

programmet, er der heller ikke holdepunkt for at antage, at klagernes

retssikkerhed skulle være bragt i fare ved at vise programmet efter

direktoratets afgørelse. Den eneste fejl er, at et

administrationskontor omtales som et fagforeningskontor. Den af klagerne

anførte udeladelse skyldes alene, at bemærkningen "Lad mig nu

se, hvem det er, der er stukket af" forekom irrelevant, og at en forkortelse

af hensyn til underteksterne under alle omstændigheder var

nødvendig.

Til klagernes bemærkning om, at programmet antyder,

at klagerne er involveret i socialt bedrageri, anfører Danmarks Radio,

at der kun er givet udtryk for det bemærkelsesværdige, at

lønmodtageren opsparer løn på trods af, at hun har

forladt landet som flygtning.

Danmarks Radio er ikke enig med klagerne i, at

spørgsmålet om tvangsrekruttering af unge mænd til

militærtjeneste behandles overfladisk.

Danmarks Radio bekræfter, at klagerne på et

møde med Mogens Rasmussen den 7. januar 1995 gav udtryk for, at de

gerne så, at programmet ikke blev vist. Det bekræftes endvidere,

at klagerne oplyste, at deres familie var blevet generet på forskellig

vis. Det var imidlertid ikke muligt at få nærmere oplyst, hvori

chikanen bestod. Der forelå således intet, der sandsynliggjorde,

at selve det at bringe udsendelsen skulle få indflydelse på

familiens forhold i hjemlandet. At Mogens Rasmussens besøg på

arbejdsplads skulle have ført til, at han blev afskediget,

strider mod de oplysninger, som Danmarks Radio fik af [M] i Danmark. Her

oplyste han, at han var arbejdsløs i Jerevan.

Danmarks Radio har endelig anført, at

spørgsmålet om anvendelse af billeder ikke har været

drøftet med klagerne. Klagernes oplysninger om baggrunden for deres

flugt - ønsket om bedre økonomiske forhold og en bedre fremtid

for børnene - gav i øvrigt ikke anledning til at formode, at

det skulle være belastende at vise billederne frem der, hvor det

skete.

Herudover henviser Danmarks Radio til den fremlagte

skrivelse af 18. august 1995.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens

behandling: Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler:

Da udsendelsen er genudsendt regnes fristen fra

genudsendelsestidspunktet.

Der er modstridende opfattelser af, hvilken information,

der blev givet til klagerne om formålet med udsendelsen.

Af udsendelsens indhold fremgår imidlertid, at

hverken klagerne eller deres familier i Jerevan blev informeret om, at

udsendelsens egentlige formål var at efterforske rigtigheden af

klagernes opgivne motiv til at søge opholdstilladelse i Danmark. Det

fremgår endvidere, at Danmarks Radio ved henvendelse til flere

offentlige myndigheder i Jerevan søgte at opnå yderligere

information om klagernes og deres familiemedlemmers personlige forhold

på en måde, der afslørede de pågældendes

identitet og derved indebar nærliggende risiko for ubehagelige

konsekvenser for dem i Jerevan.

Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ved den

beskrevne handlemåde har overtrådt reglerne for god

presseskik.

Nævnet finder tillige, at Danmarks Radio har handlet

i strid med god presseskik ved at bringe udsendelsen, inden klagernes

asylansøgning var endeligt afgjort af myndighederne, da det var

aftalt, at udsendelsen først måtte sendes, når sagen var

behandlet.

Pressenævnet udtaler derfor alvorlig kritik af

Danmarks Radios handlemåde.

I medfør af medieansvarslovens § 49

pålægges den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at

offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet.

Den 13. januar og den 18. juli 1995 viste Danmarks Radio

udsendelsen "Flygtning? - Tilbage til Armenien". Udsendelsen handlede om et

ægtepar med 2 børn fra Armenien, der søgte asyl i

Danmark, og indeholdt et interview med dem kort efter deres ankomst til

landet samt interviews med deres familiemedlemmer og andre i Armenien.

Ægteparret har klaget til Pressenævnet over

Danmarks Radios handlemåde. De har også klaget over, at

udsendelsen blev bragt, selvom Flygtningenævnet endnu ikke har truffet

afgørelse i deres asylsag.

I anledning af klagen udtaler Pressenævnet, at

Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved ikke at

fortælle klagerne og deres familiemedlemmer om, at udsendelsens

egentlige formål var at finde ud af om det motiv, klagerne havde, til

at søge opholdstilladelse i Danmark, var rigtigt. Det skete ved at

Danmarks Radio henvendte sig til flere myndigheder i Jerevan og spurgte om

klagerne og deres familiemedlemmers personlige forhold på en

måde, der indebar risiko for ubehagelige konsekvenser for

familiemedlemmerne i Jerevan.

Pressenævnet udtaler endvidere, at Danmarks Radio

har overtrådt god presseskik ved at bringe udsendelsen, inden klagernes

asylansøgning var endeligt afgjort af myndighederne, fordi det var

aftalt, at udsendelsen først måtte bringes, når sagen var

behandlet.

Pressenævnet udtaler derfor alvorlig kritik af

Danmarks Radios handlemåde.

København, den 26. oktober 1995.

Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist."

Afsagt den 26. oktober 1995.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter