Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 83/1995
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
83/1995
Et ægtepar har ved Tom Trier klaget til
Pressenævnet over udsendelsen "Flygtning? - Tilbage til Armenien" sendt
i Danmarks Radio den 13. januar og 18. juli 1995, idet de finder, at god
presseskik er overtrådt.
I udsendelsen hed det bl.a.:
"Speak: .... En flygtning, som søger asyl, har krav
på beskyttelse. De danske myndigheder må ikke kontakte
flugtlandet for at høre, om flygtningens historie er rigtig. Men
asylansøgeren har pligt til at tale sandt.
Københavns Lufthavn den 26. februar 1994. Klokken
er 17.45. Vi har ingen aftaler. Vi venter på den første
asylansøger. Vi ved ikke, hvem det bliver.
Læg mærke til kvinden her. Med et dansk
turistvisum i passet går hun og hendes mand og deres 2 børn
uhindret igennem paskontrollen. Ingen kunne vide, at de kort efter ville
gå til politiet i ankomsthallen og som de første den
lørdag bede om asyl i Danmark.
....
Tolk: Kan du fortælle os om dit arbejde og om din
familie?
[M]: Som I ved, er næsten alle fabikker i Jerevan
lukket på grund af el-mangel. Størstedelen af befolkningen i
Jerevan har ikke noget arbejde. Vi har heller ikke noget arbejde.
Tolk: Hvad arbejdede du med?
[M]: Indtil jeg kom til Danmark, arbejdede jeg på en
skofabrik.
Tolk: Var det kun dig, der arbejdede, eller arbejdede din
kone også?
Læs alt
[M]: Hun arbejdede som lærer.
Tolk: Hvem passede børnene?
[M]: Dengang havde vi ikke den lille, og den store gik i
børnehave. Han kom så i skole. Da vi fik den lille, holdt min
kone op med at arbejde. Hun har orlov for at passe ham i 3 år.
Sådan er reglerne. Hun får løn i 3 år for at blive
hjemme og passe barnet.
Speak: Familien fortalte sin historie. Programmet her er
fortællingen om vores forsøg på, i Armenien, at finde ud
af, om de fortalte den rigtige historie. Om de har krav på
opholdstilladelse i Danmark.
Tolk: Havde du problemer i Jerevan? Har du siddet i
fængsel, eller var der nogen, der generede dig?
[M]: Nej. Den eneste grund til, at vi forlod Jerevan, var
børnene. Jeg har ikke haft nogen problemer og har ikke siddet i
fængsel. Det var på grund af børnene, at vi rejste.
....
Speak: .... [M] gav os adresser og telefonnumre på
sine forældre i Jerevan i Armenien, og vi fik breve med.
[M]: De bliver glade for at høre fra
børnebørnene og for at vide, at de er kommet et godt sted hen.
De ved, at vi er taget afsted, og måske venter de ved telefonen.
....
(Der bliver vist billeder fra en fest og fra et
hospital.
Man ser [M]s mor, der får overrakt en pose med
billeder og gaver, og hun takker mange gange.)
....
Samuel Amatuni, kirurg: Alt dette har vi fjernet fra de
sårede. Det er kun 2% af det, jeg har opereret ud. Det er alene, hvad
jeg har fjernet. Vi er mange kirurger. Og de har alle fjernet sådanne
splinter. Det er først og fremmest granatsplinter, men der er
også fragmenter fra landminer og projektiler.
....
Speak: Der er ikke krig i Armenien. Kampene foregår
i nabolandet, Aserbajdsjan. I et område kaldet Nagorno-Karabakh
kæmper 180.000 armeniere på 6. år for selvstændighed
og sammenslutning med Armenien. ....
[M]s far: Vi har ikke vand. Tilværelsen har ikke
noget at byde de unge. Det kunne [M] ikke holde ud. Han tænkte
især på børnene. Hvad ville der ske med dem? Han kunne
ikke redde børnenes liv, derfor tog han til Europa. De valgte Danmark,
fordi der modtager man asylansøgere.
Speak: Sammen med vores to tolke opsøger vi den
skofabrik i Jerevan, hvor [M] arbejdede.
2 armenske kvinder: Ham kender vi godt. Han arbejdede her
på fabrikken.
Tolk: Hvorfor er han rejst til Danmark?
De 2 kvinder: Han kunne ikke klare sig og sørge for
familien.
....
[K]s mor, [E]: .... Vi har sendt vores søn afsted,
for at han ikke skal komme i krig.
Speak: Det her var nyt. [M] har ikke fortalt os, at han
var blevet genindkaldt til hæren. ....
[C], tolk: Lige inden vi skulle af sted, kom [M]s far hen
til mig og sagde: "Kan du huske, vi talte om [K]s skole forleden?
Klip, hvor man ser tolken tale med faderen.
Tolk: Hvilken skole arbejdede [K] på?
[M]s far: Det kan jeg ikke huske, jeg kender ikke
navnet.
Klippet slutter.
Tolk: Hvis nogen taler om den, skal I ikke prøve at
finde den. I skal bare sige, at skoleinspektøren er død, og at
hun ikke har arbejdet der i 3 år. Det er længe siden, at hun har
arbejdet. Hendes mor sagde, at vi bare skulle sige, at skolen var lukket. Men
det mente [M]s far ikke, at vi kunne. Han ville have os til at sige, at
skolen var lukket eller lignende.
Speak: Havde du spurgt dem om noget?
Tolk: Nej, jeg stod der bare. Han kom mig i møde
som en ven og som en slags undvigemanøvre, for at du ikke skulle finde
ud af, hvor skolen lå og [K]s historie. Jeg ved ikke hvorfor, men det
må vi finde ud af.
....
Tolk: Ved I hvilken skole, [K] arbejdede på?
[A], [M]s mor: Hun har ikke arbejdet i 3 år,
så vi kender ikke noget til skolen.
....
Speak: .... [M] og [K] boede i [M]s forældres
lejlighed. Det var svært at tro, at svigerforældrene ikke kunne
huske, hvilken skole [K] havde arbejdet på. Vi besluttede, at vi selv
ville prøve at finde [K]s skole. Efter flere forgæves
forsøg havnede vi på et fagforeningskontor i Jerevans
centrum.
....
Der bliver vist billeder fra et hospital.
....
[M]s far: Han er 33 år og har været soldat,
men de indkalder folk alligevel. De tager folk, uden at spørge,
på gaden eller på deres arbejde. De har samlet folk fra hans
arbejdsplads, men [M] havde ikke lyst til at komme i krig. ....
Rema Haroutunan, hustru på hospital: I
første omgang bliver drengene ikke sendt i krig. De bliver sendt til
genoptræning. Sådan har jeg forstået det.
Tolk: Hvad vil folk opnå ved at flygte herfra?
Elson Souleymanan, såret: Hvorhen?
Tolk: De tager til andre lande.
Elson: De, der tager afsted, ønsker bare at leve
bedre. De er intet værd.
Hustru: Det er bærmen, der tager afsted.
....
Klip fra hospital, hvor man ser en mand, der er skudt i
ryggen.
Speak: Der er ikke krig i Armenien. Men hvis [M] mod sin
vilje risikerer at blive sendt i kamp i Nagorno-Karabakh, så har han
ret til asyl i Danmark.
....
Speak: På et møde med skoleinspektøren
i Jerevans centrum prøver vi endnu en gang at finde frem til den
skole, hvor [K] arbejdede. De vil gerne hjælpe os, men ingen kender
hende. I et sidste forsøg ringer vi til [M]s far. Han siger, at han nu
kan huske [K]s skole og er villig til at vise os den.
....
Tolk: Hvorfor begyndte du lige pludselig at samarbejde med
os.
[M]s far: Jeg har sagt fra starten, at I ikke skal
gå hen til [K]s arbejdsplads og blande dem ind i det."
Klagerne har bl.a. fremlagt korrespondancen med Danmarks
Radio i anledning af udsendelsen.
Klagerne har endvidere fremlagt diverse artikler fra
Information og Politiken.
Klagerne har endelig fremlagt skrivelse af 3. februar 1995
fra politiinspektør Kjeld Mørk.
Til støtte for klagen er det anført, at
udsendelsen ikke burde have været sendt, før klagernes asylsag
er endelig afgjort. Det bemærkes, at afgørelsen fra Direktoratet
for Udlændinge er påklaget til Flygtningenævnet, der endnu
ikke har truffet afgørelse. Da det mere er reglen end undtagelsen, at
et afslag indbringes for Flygtningenævnet, kan udsendelsen have
kompromitteret klagernes retssikkerhed. Danmarks Radio kan ikke forvente, at
asylsøgere, der netop er ankommet til Danmark, skal kunne vide,
hvordan det danske asylsystem er indrettet. Når det er aftalt med
klagerne, at udsendelsen ikke skulle vises, før sagen var afgjort
(underforstået af Direktoratet for Udlændinge), kan man ikke med
rimelighed sige, at klagerne har givet deres accept på et fair
grundlag.
Det er endvidere anført, at journalisten Mogens
Rasmussen benytter sig af 4 tolke, hvoraf de 2 er lokale tolke fra Jerevan.
Danmarks Radio burde have tænkt på, at tolke i lande med
totalitære traditioner ofte står i nært forhold til
myndighederne. Denne uforsigtighed har bragt klagernes pårørende
i fare.
Det fremgik ikke af udsendelsen, at tv-holdet også
kontaktede direktøren på den skofabrik, hvorfra [M] havde orlov.
Denne henvendelse bevirkede, at [M] blev formelt afskediget.
I udsendelsen blev oplyst, at man besøgte et
fagforeningskontor. Det er urigtigt. Der var tale om
distriktsadministrationen i det område, hvor klagerne boede. Et
replikskifte på armensk mellem tolken og den ene embedsmand
lød:
Tolken, fremvisende et billede af [M]: "Denne mand er
flygtet fra Armenien".
Funktionæren: "Lad mig se hvem det er, der er
stukket af".
Klagerne oplyser, at denne funktionær er medlem af
den armenske parlamentariske forsamling og er en velkendt politisk skikkelse
indenfor det armenske regeringsparti. En af de andre embedsmænd er
tilknyttet det lokale politi. Dette er et eksempel på, at Danmarks
Radio ved sin uforsigtighed har ladet myndighederne få indsigt i
omstændighederne vedrørende klagernes flugt.
Klagerne har oplyst, at de havde frabedt sig, at Mogens
Rasmussen fremstillede fotoprints fra filmoptagelserne og tog disse med til
Jerevan, da det kunne skade dem og deres slægtninge. Alligevel blev
fotografier af klagerne fremvist på fabrikken,
distriktsadministrationskontoret og på skoleforvaltningen i
Jerevan.
Klagerne har yderligere anført, at tolken [C] havde
opnået en vis tillid hos [M]s far. Derved havde tolken fået
adgang til fortrolige informationer, som de pårørende ikke
ønskede, at journalisten skulle have nærmere indsigt i.
Alligevel videregav tolken disse informationer til journalisten. På
denne måde blev faderen fremstillet som en suspekt og
uvederhæftig person. Der foregik med andre ord en
mistænkeliggørelse af faderen, der var med til at
understøtte det generelle indtryk af klagernes uberettigede
ønske om asyl i Danmark. Grunden til at faderen ikke ønskede at
give adressen på skolen, var i følge klagerne, at han var bange
for, at et besøg ville føre til en formel opsigelse af [K].
Endvidere skyldtes det hans generelle modvilje mod, at tv-holdet kontaktede
så mange offentlige steder. I udsendelsen blev faderens
hemmelighedskræmmeri endvidere fremstillet som et forsøg
på at bedrive en form for socialt bedrageri. At [M]s far senere
indvilligede i at videregive adressen på skolen skyldtes, at tolken
ringede adskillige gange for at få lokket oplysningerne ud af
faderen.
Allerede da tv-holdet havde været nogle dage i
Jerevan begyndte det opsøgende journalistiske arbejde at få
alvorlige konsekvenser for de pårørende. De armenske myndigheder
ved nu, hvor klagerne befinder sig og hvorfor. Ud over at krænke
privatlivets fred har Danmarks Radio også bragt en række
mennesker i betydelig fare.
Klagerne mener, at reportagen manipulerer med deres
personlige forhold. Situationen fremstilles således, at klagerne er
kommet til Danmark for at opnå en højere levestandard og et
bedre liv, hvilket er ude af trit med de faktiske forhold. At Mogens
Rasmussen ikke har kontaktet Internationalt Røde Kors eller FN's
Højkommissariat for Flygtninge i Jerevan, der kunne give oplysninger
om tvangsrekruttering af armenske mænd til krigen, finder klagerne
peger i retning af, at journalisten prøver at fastholde billedet af
"bekvemmelighedsflygtninge". De forhold, der taler for, at [M] er flygtet
på grund af frygten for at blive indkaldt til hæren, behandles
ikke på en måde, der retfærdiggør, at han kan have
grund til at være bange. Krigen behandles i det hele taget ret
overfladisk. Den generelle præsentation af de forhold i Armenien, der
har relevans for klagernes grundlag for at søge asyl i Danmark, er
derfor ensidig og som sådan i strid med god presseskik.
Klagerne har anført, at det eneste, Mogens
Rasmussen fik med til Jerevan, var gaver og forældrenes telefonnumre.
Journalisten fik ingen adresser. Klagerne gav disse oplysninger, da de
troede, at det havde betydning for deres asylsag.
Inden tv-holdets afrejse til Jerevan meddelte [M] tolken,
at han ikke ville tillade en kontakt mellem Danmarks Radio og hans familie ud
over den kontakt, der kunne ligge i at overbringe hilsner og gaver.
Begrundelsen for dette var, at han var bange for, at et besøg kunne
skade familien. Dette ignorerede Mogens Rasmussen. Tolken meddelte dog
klagerne, at de ikke havde noget at frygte. Mogens Rasmussen ville blot
"kigge forbi", når han nu alligevel var i Jerevan. [M] bad herefter om,
at man ville møde hans far på tv-holdets hotel og ikke i
familiens lejlighed. I Jerevan ringede en tolk imidlertid til [M]s far og
præsenterede det danske tv-hold som venner af klagerne. Han fortalte,
at et tv-hold fra Danmark var ved at lave en reportage om Armenien, og at de
havde mødt klagerne i København og derfor havde nogle gaver og
hilsner med. De ville gerne besøge faderen, der imidlertid ikke
ønskede at se dem på sin bopæl. Faderen foreslog, at han
kunne komme hen på hotellet. Men tolken insisterede på, at
danskerne skulle komme hen til forældrenes hjem. Da faderen flere gange
havde afvist dette ønske, lagde tolken uden videre røret
på, og knap 30 minutter senere dukkede tv- holdet op på faderens
bopæl. Det er altså ikke rigtigt, når Danmarks Radio
hævder, at tolken "omgående" modtog en invitation til at
besøge forældrene i deres lejlighed.
Klagerne har endelig anført, at de kun havde
opholdt sig et par timer i Danmark, da Danmarks Radio tog kontakt til dem.
Klagerne kendte intet til landet og havde intet kendskab til den danske
presses uafhængighed af statsmagten. Klagerne havde derfor i realiteten
ikke noget valg, da de blev spurgt, om de ville medvirke i en udsendelse. De
antog, at Danmarks Radios filminterview i lufthavnen havde forbindelse til
deres asylsag. Klagerne fik ikke forklaret, at programdelen fra Armenien
skulle handle om deres sag konkret. Danmarks Radio burde udtrykkeligt have
gjort opmærksom på dette. Selve interviewet varede 1 time og 15
minutter. Heraf bruges kun ca. 3 minutter i udsendelsen. Klagerne mener, at
det er symptomatisk for udsendelsen, at det netop er [M]s udsagn om de
dårlige økonomiske forhold i landet og ønsket om at skabe
et bedre liv for børnene, der er udvalgt fra det omfattende interview.
De sekvenser, hvor klagerne taler om de krigslignende forhold i Armenien, er
fravalgt.
Klagerne har ikke haft mulighed for at fremsætte
indsigelser over for udsendelsen. De fik ikke lov til at se udsendelsen
igennem inden den blev vist i Danmarks Radio. Klagerne har endvidere over for
Mogens Rasmussen insisteret på, at udsendelsen ikke blev bragt. Dette
ønske blev ikke imødekommet. God presseskik må
således også her være overtrådt.
Klagerne har til slut bemærket, at de i lufthavnen
tog imod et tilbud fra Mogens Rasmussen om anonymitet.
I en udtalelse om klagen har Danmarks Radio anført,
at det er en afgørende opgave for Danmarks Radio at belyse aktuelle
samfundsrelevante problemer så alsidigt som muligt.
Danmarks Radio bemærker, at optagelserne i Danmark
fandt sted den 4., 5., 6., og 26. februar 1994. Optagelserne i klagernes
hjemland fandt sted i maj 1994, og udsendelsen blev sendt første gang
den 13. januar 1995. Klagen er således fremkommet 1½ år efter de
kritiserede forhold omkring optagelserne i Danmark, mere end 1 år efter
de kritiserede optagelser i klagernes hjemland og mere end ½ år efter,
at udsendelsen blev bragt første gang. Klagernes sag blev afgjort af
Direktoratet for Udlændinge 4 måneder før udsendelsen blev
bragt første gang.
Danmarks Radio har endvidere anført, at klagerne i
forbindelse med interviewet udførligt blev informeret om programmets
intentioner. Mogens Rasmussen orienterede om, at Danmarks Radio arbejdede
uafhængigt af offentlige myndigheder. Det blev yderligere gentaget, at
Danmarks Radios programvirksomhed ikke har nogen form for sammenhæng
med behandlingen af asylansøgninger. Det blev understreget, at
programmet ville bestå af klagernes egne forklaringer, af tv-holdets
reportage og af en afprøvning af historien i hjemlandet. Klagerne
mente ikke, at nogen kunne komme i fare på grund af deres medvirken i
TV, og forbød ikke kontakt til familien. Endvidere fik tv-holdet gaver
med til familien. Det bemærkes, at familien tog særdeles venligt
mod tv-holdet. Mogens Rasmussen har derfor ikke haft anledning til at tro,
at kontakten til familien kunne skade denne.
Aftalen blev, at programmet ikke måtte sendes,
før klagernes sag var behandlet af Direktoratet for Udlændinge.
Hensigten hermed var at forhindre, at udsendelsen skulle kunne få
indflydelse på direktoratets behandling af sagen. Endvidere skulle
Danmarks Radio ikke kunne tillægges rollen som advokat i sagen.
I den fremlagte svarskrivelse til klagerne fra Danmarks
Radio af 18. august 1995 hedder det bl.a.:
"I princippet kunne tv-programmernes udsendelse godt have
afventet eventuelle anker, men det havde ikke ændret ved
problemstillingerne. Først og fremmest ikke ved den
påståede chikane eller forfølgelse af forældrene i
Yerevan. Den udløses jo nemlig (ifølge påstanden) af
tv-holdets ophold i Yerevan - ikke af tv-udsendelsen i Danmark. Men bestemt
heller ikke ved vores egen beslutning om, at programmerne skulle produceres
med et sådant indhold, at de ikke i sig selv blev brikker i et muligt
langt sagsforløb. Husk nemlig, at programmerne ikke skulle skildre
sagsbehandling, men derimod illustrere den situation, som de danske
myndigheder er i - at skulle tage stilling til asylsager på grundlag af
ansøgernes egne forklaringer."
Klagerne fremsatte endvidere ikke ønske om
anonymitet.
Da klagerne ikke påpeger fejl af betydning i
programmet, er der heller ikke holdepunkt for at antage, at klagernes
retssikkerhed skulle være bragt i fare ved at vise programmet efter
direktoratets afgørelse. Den eneste fejl er, at et
administrationskontor omtales som et fagforeningskontor. Den af klagerne
anførte udeladelse skyldes alene, at bemærkningen "Lad mig nu
se, hvem det er, der er stukket af" forekom irrelevant, og at en forkortelse
af hensyn til underteksterne under alle omstændigheder var
nødvendig.
Til klagernes bemærkning om, at programmet antyder,
at klagerne er involveret i socialt bedrageri, anfører Danmarks Radio,
at der kun er givet udtryk for det bemærkelsesværdige, at
lønmodtageren opsparer løn på trods af, at hun har
forladt landet som flygtning.
Danmarks Radio er ikke enig med klagerne i, at
spørgsmålet om tvangsrekruttering af unge mænd til
militærtjeneste behandles overfladisk.
Danmarks Radio bekræfter, at klagerne på et
møde med Mogens Rasmussen den 7. januar 1995 gav udtryk for, at de
gerne så, at programmet ikke blev vist. Det bekræftes endvidere,
at klagerne oplyste, at deres familie var blevet generet på forskellig
vis. Det var imidlertid ikke muligt at få nærmere oplyst, hvori
chikanen bestod. Der forelå således intet, der sandsynliggjorde,
at selve det at bringe udsendelsen skulle få indflydelse på
familiens forhold i hjemlandet. At Mogens Rasmussens besøg på
arbejdsplads skulle have ført til, at han blev afskediget,
strider mod de oplysninger, som Danmarks Radio fik af [M] i Danmark. Her
oplyste han, at han var arbejdsløs i Jerevan.
Danmarks Radio har endelig anført, at
spørgsmålet om anvendelse af billeder ikke har været
drøftet med klagerne. Klagernes oplysninger om baggrunden for deres
flugt - ønsket om bedre økonomiske forhold og en bedre fremtid
for børnene - gav i øvrigt ikke anledning til at formode, at
det skulle være belastende at vise billederne frem der, hvor det
skete.
Herudover henviser Danmarks Radio til den fremlagte
skrivelse af 18. august 1995.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens
behandling: Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler:
Da udsendelsen er genudsendt regnes fristen fra
genudsendelsestidspunktet.
Der er modstridende opfattelser af, hvilken information,
der blev givet til klagerne om formålet med udsendelsen.
Af udsendelsens indhold fremgår imidlertid, at
hverken klagerne eller deres familier i Jerevan blev informeret om, at
udsendelsens egentlige formål var at efterforske rigtigheden af
klagernes opgivne motiv til at søge opholdstilladelse i Danmark. Det
fremgår endvidere, at Danmarks Radio ved henvendelse til flere
offentlige myndigheder i Jerevan søgte at opnå yderligere
information om klagernes og deres familiemedlemmers personlige forhold
på en måde, der afslørede de pågældendes
identitet og derved indebar nærliggende risiko for ubehagelige
konsekvenser for dem i Jerevan.
Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ved den
beskrevne handlemåde har overtrådt reglerne for god
presseskik.
Nævnet finder tillige, at Danmarks Radio har handlet
i strid med god presseskik ved at bringe udsendelsen, inden klagernes
asylansøgning var endeligt afgjort af myndighederne, da det var
aftalt, at udsendelsen først måtte sendes, når sagen var
behandlet.
Pressenævnet udtaler derfor alvorlig kritik af
Danmarks Radios handlemåde.
I medfør af medieansvarslovens § 49
pålægges den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at
offentliggøre følgende:
"Kendelse fra Pressenævnet.
Den 13. januar og den 18. juli 1995 viste Danmarks Radio
udsendelsen "Flygtning? - Tilbage til Armenien". Udsendelsen handlede om et
ægtepar med 2 børn fra Armenien, der søgte asyl i
Danmark, og indeholdt et interview med dem kort efter deres ankomst til
landet samt interviews med deres familiemedlemmer og andre i Armenien.
Ægteparret har klaget til Pressenævnet over
Danmarks Radios handlemåde. De har også klaget over, at
udsendelsen blev bragt, selvom Flygtningenævnet endnu ikke har truffet
afgørelse i deres asylsag.
I anledning af klagen udtaler Pressenævnet, at
Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved ikke at
fortælle klagerne og deres familiemedlemmer om, at udsendelsens
egentlige formål var at finde ud af om det motiv, klagerne havde, til
at søge opholdstilladelse i Danmark, var rigtigt. Det skete ved at
Danmarks Radio henvendte sig til flere myndigheder i Jerevan og spurgte om
klagerne og deres familiemedlemmers personlige forhold på en
måde, der indebar risiko for ubehagelige konsekvenser for
familiemedlemmerne i Jerevan.
Pressenævnet udtaler endvidere, at Danmarks Radio
har overtrådt god presseskik ved at bringe udsendelsen, inden klagernes
asylansøgning var endeligt afgjort af myndighederne, fordi det var
aftalt, at udsendelsen først måtte bringes, når sagen var
behandlet.
Pressenævnet udtaler derfor alvorlig kritik af
Danmarks Radios handlemåde.
København, den 26. oktober 1995.
Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist."
Afsagt den 26. oktober 1995.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 121/1996 Retsinformation · 6. maj 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00267 Retsinformation · 19. juni 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
Lignende dokumenter
- Afgørelse i sag om forlængelse af tilladelse til flygtningecenter i Dragør Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. august 2011
- Forslag til folketingsbeslutning om kasseeftersyn af udlændingelovgivningen Retsinformation · 27. marts 2001
- 1986 LSF 4 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN Retsinformation · 21. maj 1988
- 2015-63. Annonce fra udlændingemyndighederne trykt i fire libanesiske aviser overholdt ikke reglerne for offentlige myndigheders vejledning af borgerne Retsinformation · 28. januar 2016
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. Retsinformation · 9. marts 1999
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018