Spring til indhold

Retsinformation

Varemærket MELLIN kunne ikke registreres, da Mellin er et personnavn.

KEN nr 10077 af 08/01/1996Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet3. august 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Varemærket MELLIN kunne ikke registreres, da

Mellin er et personnavn.

År 1996, 8. januar afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 1/94: Klage fra

Star Stabilimento Alimentare

S.p.A.,

Italien,

v/Patentbureau

Plougmann & Vingtoft A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 12. november 1993 om vare-

mærkeansøgning nr. VA 4957

1992.

Den 8. juli 1992 indleverede klageren en ansøgning om registrering af

varemærket MELLIN (ordmærke) for nærmere angivne varer i klasserne 5, 29 og

30.

I den anledning meddelte Patentdirektoratet i skrivelse af 11. november

1992 følgende:

»Vi har fundet mærket uegnet til registrering, da det indeholder et

navn. Mærket kan eventuelt registreres, hvis De dokumenterer hjemmel til at

benytte navnet som varemærke.

Begrundelsen herfor er, at mærket indeholder personnavnet Mellin.

Vi har truffet afgørelsen i henhold til bestemmelsen i § 14, nr. 4 i

varemærkeloven.

Vi skal iøvrigt henlede opmærksomheden på nedennævnte

registreringshindringer. VR 2568 1960, VR 3103 1977 og VA 0918 1991.

Læs alt

Hvis De ønsker at udtale Dem i anledning af den trufne afgørelse, må det

ske inden udløbet af ovennævnte frist, da ansøgningen ellers vil blive

afslået.«

I besvarelse heraf skrev klageren den 23. april 1993 følgende til

direktoratet:

»Vi henviser til Deres brev af 11. november 1992, i hvilket De

anfører, at ovennævnte mærke ikke kan registreres, idet det indeholder

personnavnet, Mellin, og at der derfor skal påvises fornøden hjemmel til at

anvende personnavnet som varemærke.

Vi vedlægger hermed en kopi af det italienske registreringsbevis, samt

kopier af registreringsbeviser for mærket i Canada, Grækenland, Irak, Kuwait,

Venezuela, og Saudi Arabien. Under hensyn til hjemlandsregistreringen og de

øvrige registreringer foreligger der efter vor opfattelse tilstrækkelig

hjemmel til, at mærket kan registreres, selvom det indeholder et personnavn.

Vedlagt fremsendes endvidere en ny varefortegnelse, i hvilken ansøgningen

begrænses til ikke at omfatte »farmaceutiske og veterinærmedicinske

præparater«.

De fremdrager i Deres brev registreringerne VR 2568-1960 MELLINASE og VR

3103 -1977 MELI, samt ansøgningen VA 918/91 MERLIN som værende til hinder for

registreringen af ovennævnte mærke.

For så vidt angår MERLIN, går vi ud fra, at der kan bortses fra dette

modhold, idet ansøgningen er tilbagetaget den 14. december 1992.

Med hensyn til de MELLINASE er der efter den foretagne begrænsning af vor

klients ansøgning ikke sammenfald mellem varer omfattet af registreringen og

varer omfattet af ansøgningen. Vi går derfor ud fra, at der også kan bortses

for dette modhold.

For så vidt angår MELI er det af nedenstående grunde vor opfattelse, at de

to mærker ikke er forvekslelige.

Det modholdte mærke MELI består af fire bogstaver og to stavelser ME-LI.

Mærket udtales naturligt med tryk på første stavelse ME-, hvorved mærket

fonetisk domineres af en skarp E-lyd.

Til sammenligning består det ansøgte mærke af seks bogstaver og to

stavelser MEL-LIN. Mærket udtales naturligt med tryk på anden stavelse og

domineres som følge deraf fonetisk af en I-lyd. Hertil kommer, at mærket

visuelt domineres af dobbelt »L«.

Da det modholdte mærke ikke er indeholdt i det ansøgte mærke, endsige har

nogen stavelse fælles med det ansøgte mærke, samt da de to mærker i deres

længde væsentligt adskiller sig fra hinanden og fonetisk er vidt forskellige,

er det vor opfattelse, at mærkerne ikke er forvekslelige.

Vi imødeser herefter Deres meddelelse om mærkets registrering og

efterfølgende bekendtgørelse.'

Direktoratet meddelte i skrivelse af 17. juni 1993 følgende til klageren:

»Efter begrænsningen er der set bort fra den modholdte registrering

VR 2568 1990.

Endvidere er der efter fornyet overvejelse set bort fra den modholdte

registrering VR 3103 1977. Den modholdte ansøgning VA 0918 1991 er henlagt.

Den indsendte hjemlandsregistrering er dog ikke tilstrækkelig til, at der

kan ses bort fra indvendingen i medfør af varemærkelovens § 14 nr. 4, idet

MELLIN er optaget på Civilretsdirektoratets liste over forbeholdte

personnavne.

Denne afgørelse vil medføre, at vi vil afslå ansøgningen ved udløbet af

ovennævnte frist, medmindre De indsender nyt materiale eller nye oplysninger

af væsentlig betydning for sagen.«

Klageren meddelte i skrivelse af 18. oktober 1993, at direktoratets

ovennævnte skrivelse ikke ville blive besvaret.

Den 12. november 1993 afslog direktoratet ansøgningen under henvisning til

varemærkelovens § 14, nr. 4, med den begrundelse af mærket indeholder

personnavnet Mellin.

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 12. januar 1994 indbragt for

Patentankenævnet med påstand om, at ansøgningen gennemføres til registrering.

I ankebegrundelsen skrev klageren bl.a. følgende:

»....Ifølge varemærkelovens § 14 nr. 4 kan varemærker, der

uhjemlet indeholder en bestanddel, der kan opfattes som et

personnavn, ikke registreres. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget svarer

nævnte bestemmelse til bestemmelsen i § 14 stk. 1, nr. 4 i varemærkeloven af

1959. Nu som efter den gamle varemærkelov kan varemærker altså registreres,

selvom de indeholder et personnavn, blot der foreligger fornøden hjemmel.

I en lang årrække har det været Patentdirektoratets praksis at anse

indlevering af en hjemlandsregistrering som tilstrækkelig hjemmel til at

registrere mærker indeholdende personnavne, der bæres af personer i Danmark.

Patentdirektoratet har imidlertid i brev af 10. januar 1992, hvoraf kopi

vedlægges, til patentagentforeninger, patentbureauer m. fl. meddelt, at efter

Patentankenævnets afgørelse af AUSTER-sagen (j. nr. V 10/89) kan de ikke

længere anse en hjemlandsregistrering for fornøden hjemmel til

registrering af et personnavn, når der findes bærere af navnet i Danmark.

Patentdirektoratet har efter vor opfattelse ikke haft grundlag for at lade

Patentankenævnets afgørelse i AUSTER-sagen få så vidtgående konsekvenser.

Denne opfattelse begrunder vi med, at afgørelsen var konkret og blev truffet

ud fra forudsætninger, der synes at være forkerte.

Det må tages i betragtning, at AUSTER-sagen er en konkret sag, og at der

blev truffet en konkret afgørelse. Afgørelsen kan ikke fortolkes som en

generel stillingtagen til et principielt spørgsmål og kan således ikke gøres

gældende i sager, hvor omstændighederne ikke er de samme. Der henvises til

Patentankenævnets udtalelse i sagen vedrørende patentansøgning 2054/83 j.nr.

P 12/87, hvori nævnet på side 14 første nye afsnit udtaler:

»Det ligger uden for nævnets kompetence at tage generel stilling til

principielle spørgsmål.....«

Patentankenævnets afgørelse i AUSTER-sagen var begrundet med, at det ikke

ansås for bevist, at Patentdirektoratets praksis, ifølge hvilken en

hjemlandsregistrering er tilstrækkelig hjemmel til at få registreret et

varemærke indeholdende et personnavn, også var gældende, når der var bærere

af navnet i Danmark. Såfremt sagen var blevet oplyst for Patentankenævnet på

dette punkt, ville udfaldet sandsynligvis være blevet et andet.

Vi skal derfor henvise til følgende registrerede varemærker, der

indeholder personnavne (optaget på Civilretsdirektoratets liste), hvoraf der

er bærer af navnet her i landet, hvor Patentdirektoratet har fundet, at

indlevering af hjemlandsregistreringer har været tilstrækkelig hjemmel:

VR 0113 1991 AHLERS LAS VEGAS

VR 5001 1990 ahlers sportdress

VR 2438 1976 amdahl

VR 3004 1975 ARBO

VR 6905 1990 Arby's

VR 0237 1981 ARI

VR 0627 1992 ARIS

VR 2401 1991 ARMSTRONG

VR 2860 1975 ARMSTRONG

VR 0502 1992 BACHMAN

VR 1291 1992 bott

VR 5920 1991 CASSIDY

VR 1367 1960 EKSTROMS

VR 1789 1975 DALTON

VR 7806 1990 GLINT

VR 3603 1980 FINK MODELL

VR 2315 1966 BOYLE

VR 1873 1967 COLLINS

VR 3283 1977 COLLINS

VR 1868 1988 DRESSLER

VR 3966 1981 GANT

VR 5057 1990 KEISER

VR 0257 1986 KELLER ORIGINAL

VR 1056 1991 KRAMER & KRAMER

VR 3712 1990 Lebek

VR 0510 1979 LINDEMANN

VR 3696 1986 MEILE

VR 1550 1963 NEUMANN

VR 3056 1970 OSBORN

VR 3981 1985 PALL

VR 3137 1973 PELLAN

VR 1798 1984 REESE'S

VR 6274 1991 REVEL

VR 3252 1976 ROHDE

VR 0157 1989 ROHDE Freizeit

VR 2038 1988 Schindler

VR 1440 1987 Schlinder design S

VR 2147 1973 TANDBERG

VR 1459 1993 TANDBERG

Patentankenævnets afgørelse blev endvidere begrundet med, at selv om

Patentdirektoratet havde haft en sådan praksis, ville denne have været i

strid med Pariserkonventionens art. 6 quinquies B. Denne antagelse er heller

ikke korrekt.

Udgangspunktet og hovedreglen for, hvornår et mærke skal kunne registreres

i et Pariserkonventionsland, er Art. 6 quinquies A, henhold til hvilken

»Ethvert varemærke, som på foreskreven måde er regi-streret i

hjemlandet, skal med angiven forbehold modtages til registrering og nyde

beskyttelse, således som det foreligger i de andre unionslande. Disse lande

skal dog førend registrering foretages, kunne kræve tilvejebragt et bevis for

registrering i hjemlandet, udstedt af den kompetente myndighed. Der skal ikke

kunne kræves nogen legalisation af dette bevis.«

Hovedreglen er således, at mærket skal registreres i ethvert unionsland,

når der foreligger en hjemlandsregistrering.

Art. 6 quinquies B giver unionslandene mulighed for at nægte registrering

af mærket i visse tilfælde. Art 6 B (1) lyder:

»De i nærværende artikel omhandlede varemærker kan kun afslås eller

kendes ugyldige i følgende tilfælde:

Når de er egnet til at gøre indgreb i rettigheder erhvervet af trediemand

i det land, hvor beskyttelsen kræves.«

Det synes således klart, at bestemmelsen i (1) giver de enkelte lande en

ret - med ikke en pligt - til at anvende bestemmelsen under (1) af hensyn til

deres nationale lovgivning, men unionslandene har naturligvis ikke pligt til

at nægte registrering i de nævnte tilfælde, fx. hvis der er dokumenteret

hjemmel til registrering. Patentdirektoratets tidligere praksis med at

acceptere en hjemlandsregistrering som hjemmel var således på ingen måde i

strid med den danske varemærkelov eller med Pariserkonventionen.

Da der efter vor opfattelse er dokumenteret hjemmel til at registrere

personnavnet Mellin som varemærke, og da registrering af mærket MELLIN ikke

vil stride mod Pariserkonventionen, skal vi henstille, at ansøgningen

gennemføres til registrering.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. november 1995.

For klageren mødte advokat Dorte Marstrand-Jørgensen, som procederede

sagen i det væsentlige under henvisning til de til Patentdirektoratet og

Ankenævnet afgivne skriftlige indlæg. Det blev bl.a. fremhævet, at klageren

via sin italienske hjemlandsregistrering bør kunne opnå dansk registrering,

og at der ved afgørelsen bør tages hensyn til navnets karakter og ikke

antallet af bærere. Endvidere kommenteredes Patentdirektoratets afgørelse set

i lyset af Ankenævnets afgørelse i den ovenfor omtalte

»Auster«-sag.

Ankenævnet skal udtale:

Det ansøgte varemærke Mellin (ordmærke) kan ud fra en konkret vurdering

ikke opfattes som fællesnavn eller -begreb, og hjemlandsregistrering er ikke

tilstrækkelig hjemmel for registrering når Mellin er et beskyttet personnavn

i Danmark, jf. varemærkelovens § 14, nr. 4. Som følge heraf

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Finn Mikkelsen

Officielle noter

Analog til Auster-sagen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter