Spring til indhold

Retsinformation

Om et kommunalt fællesskabs overtagelse af driften af tre færgeruter til og fra Ærø

UDT nr 9038 af 18/01/1996UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Om et kommunalt fællesskabs overtagelse af

driften af tre færgeruter til og fra Ærø

Advokat Palle Petersen

Advokatformaet Borch & Petersen

Ramsherred 2, Torvet

Postboks 225

5700 Svendborg

Ved brev af 16. januar 1995 (j.nr. R.44.516) har De som advokat for

Marstal-Færgen K/S klaget til Indenrigsministeriet over en udtalelse af 1.

december 1994 fra Tilsynsrådet for Fyns Amt vedrørende Det Ærøske

Færgetrafikselskab I/S' overtagelse af færgedriften på Ærø, som efter Deres

opfattelse er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.

Sagens baggrund:

Marstal og Ærøskøbing Kommuner etablerede ved en interessentskabskontrakt

af 2. og 12. april 1984 et kommunalt fællesskab, Det Ærøske

Færgetrafikselskab I/S, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

Interessentskabskontrakten, som er ændret ved et tillæg af 16. maj 1988,

indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

»2.

Interessentskabets formål er at forestå færgetrafikken mellem Ærø og

øvrige dele af Fyns Amt - idet det forudsættes, at der opnås eneretsbevilling

hertil, herunder til driften af de eksisterende tre ruter fra Marstal,

Ærøskøbing og Søby - samt at påse, at den drives på forretningsmæssigt

forsvarlig måde under størst mulig hensyntagen til Ærøs trafikbehov.

6.

Bestyrelsen afgør, om selskabet helt eller delvis skal forestå driften af

færgerne eller helt eller delvis skal overlade driften til andre i henhold

til herom oprettet skriftlig aftale.

Såfremt bestyrelsen vælger at overlade driften helt eller delvis til

andre, skal den dog for selskabet forbeholde i hvert fald følgende

Læs alt

beslutninger m.v., som bestyrelsen i alle tilfælde skal varetage:

1. Fastlæggelse af fartplaner.

2. Fastlæggelse af takster og regler for kontrol med deres overholdelse.

3. Godkendelse af budgetter og regnskaber.

4. Beslutning om hvilke færger, der skal anvendes.

5. Beslutning om investeringer.

6. Udligning af driftsresultater mellem flere rederier, der deltager i

færgedriften. Størrelsen af det kommunale støttebeløb fastsættes af

kommunalbestyrelserne i Ærøskøbing og Marstal Kommuner efter indstilling fra

bestyrelsen for Det Ærøske Færgetrafikselskab. Støttebeløbet skal være ens

for begge kommuner.

Under alle omstændigheder skal bestyrelsen påse, at færgedriften incl.

statslige og kommunale tilskud hviler i sig selv.«

Den 13. maj 1985 meddelte Ministeriet for Offentlige Arbejder Det Ærøske

Færgetrafikselskab I/S eneretsbevilling til besejling af Ærø i 10 år fra den

1. januar 1985. Bevillingen var dog betinget af, at færgetrafikselskabet

havde aftale om besejling med de tre selskaber, heriblandt Marstal-Færgen

K/S, som på daværende tidspunkt besejlede ruterne Søby-Fåborg,

Ærøskøbing-Svendborg og Marstal-Rudkøbing.

Ved brev af 9. september 1994 klagede De på vegne af Marstal-Færgen K/S

til Tilsynsrådet for Fyns Amt over, at Marstal og Ærøskøbing Kommuner gennem

Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S agtede at påbegynde færgedrift fra 1.

januar 1995 mellem bl.a. Marstal og Rudkøbing. De anførte bl.a. følgende:

»Besejlingsaftalerne med færgerederierne er af Trafikselskabet opsagt

til ophør ved udgangen af indeværende år og de indklagede kommuner har ansøgt

Trafikministeriet om at meddele eneretsbevilling til færgedrift på Ærø.

... Kommunerne har nu søgt om eneretsbevilling, der ikke er betinget af en

kontrakt med rederiet.

Det er så vidt det er oplyst kommunernes hensigt at forestå driften fuldt

ud gennem det fælles Trafikselskab såvel driftsmæssigt som økonomisk.

Færgemateriellet, som skal anvendes til driften i det fælles selskab,

agter kommunerne at opnå ved at indgå lejeaftaler efter licitation med

potentielt interesserede færgeejere.

Lejeaftalen der påtænkes anvendt, er en såkaldt »Bareboat

charter«, d.v.s leje af et nøgent skib uden mandskab, hvorefter

kommunerne gennem deres fælles selskab forestår driften med antaget personale

og påtager sig den økonomiske risiko for ruternes drift og formentlig har til

hensigt at oppebære tilskuddet fra Indenrigsministeriet.

Efter klagerens opfattelse påbegynder kommunerne herefter privat

næringsdrift i form af rederidrift, hvilket ikke er i overensstemmelse med de

gældende regler om kommunalfuldmagtens udstrækning.

Der henvises til Poul Andersen: »Dansk forvaltningsret« 4.

udgave side 651 ff og Erik Harder: »Kommunalfuldmagten« 1965 side

74 ff samt H. Gammeltoft-Hansen »Dansk Forvaltningsret« 1994 side

465 f.

Ex tuto tillader jeg mig endvidere at påpege at ved lov nr. 383 af

20.05.1992 og lov nr. 384 af samme dato er kommunalfuldmagten udvidet, men

den udvidelse omfatter ikke sædvanlig privat næringsdrift som

rederivirksomhed herunder færgefart. Det tilføjes, at kommunerne herved

involverer sig i transport udenfor kommunernes lokale område, incl. transport

af gods.

Særligt bemærkes at der ved de nævnte love alene er meddelt hjemmel til

udvikling af kommunal viden i samarbejde med private aktieselskaber.

Det er derfor påklagerens opfattelse, at kommunerne, hvis privat

færgedrift iværksættes, handler i strid med gældende lov og tilsidesætter

hensynet til private erhvervsvirksomheder.'

Den 6. oktober 1994 forlængede Trafikministeriet i medfør af lov af 21.

marts 1874 om bestyrelsen af færgevæsenet eneretsbevillingen for Det Ærøske

Færgetrafikselskab I/S på bl.a. følgende vilkår:

»Eneretsbevillingen omfatter befordring af rejsende og gods af enhver

art mellem Ærø og følgende kyststrækninger i Fyns amt:

* Kyststrækningen mellem Assens og Svendborg (Assens Havn og Svendborg

Havn incl.).

* Hele Langelands vestkyst.

Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S skal ikke være forpligtet til at

opretholde aftaler om besejling med færgeselskaberne: Hurtigruten Fåborg-Ærø

K/S, A/S Dampskibsselskabet Ærø og Marstal-Færgen K/S, der p.t. besejler

ruterne: Søby-Fåborg, Ærøskøbing-Svendborg og Marstal-Rudkøbing.

Det er dog forudsat, at de 3 selskaber får tilbudt at afvikle besejling af

nævnte færgeruter med et rimeligt varsel, hvilket efter ministeriets

opfattelse passende kan fastsættes således, at selskabernes besejling på de

eksisterende vilkår ophører med udgangen af 1995.

Ved udnyttelse af eneretsbevillingen er Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S

forpligtet til at overholde gældende konkurrenceregler og normer, således som

disse fastlægges af Konkurrencerådet, og driften skal varetages under

hensyntagen til de bevillingsmæssige regler, der gælder for drift af kommunal

virksomhed. ...«

Efter anmodning fra tilsynsrådet har Marstal og Ærøskøbing

kommunalbestyrelser ved breve af 10. november 1994 afgivet to enslydende

udtalelser. Det fremgår bl.a. heraf:

» Det er almindelig anerkendt, at det offentlige ejer og driver

selskaber eller styrelser, som udbyder kollektive transportydelser i

konkurrence med private selskaber eller delvis i kraft af et monopol. Der kan

således peges på primær- og amtskommunale busselskaber, HT og DSB. Selve

driften kan være baseret på, at de offentlige selskaber eller styrelser enten

ejer eller lejer transportmidlet, og det er almindeligt anerkendt, at

lejeaftalens udformning, eller hvem der i det hele taget ejer

transportmidlet, ikke er afgørende for, om den som udfører kollektiv

transport, overtræder kommunalfuldmagten.

Det er ikke tilfældigt, at det offentlige både regulerer og udbyder

kollektive transportydelser. Den kollektive transport er en væsentlig del af

den infrastruktur, som gør det muligt, at et moderne samfund kan være

virksomt. Derfor har det offentlige en interesse i udformningen af den

kollektive transport, hvilket samfundsudviklingen som nævnt bærer præg af.

Det skal fremhæves, at de 2 ærøske kommuner har en fælles og selvstændig

interesse i at bevare gode trafikale forbindelser til og fra Ærø, fordi de er

den vigtigste infrastruktur til gavn for øens borgere og virksomheder og

dermed en væsentlig forudsætning for fastholdelse af befolkningen på Ærø. ...

For god ordens skyld skal det nævnes, at interessentskabskontraktens § 2

angiver, at selskabet har til formål at forestå færgetrafikken mellem Ærø og

øvrige dele af Fyns amt. Endelig anføres det i § 6, at Det Ærøske

Færgetrafikselskabs bestyrelse afgør, om selskabet helt eller delvis skal

forestå driften af færgerne eller helt eller delvis overlade driften til

andre i henhold til herom oprettet skriftlig aftale.

Med baggrund i ovenstående bemærkninger er det således ikke kommunens

opfattelse, at kommunalfuldmagten er overtrådt, fordi Trafikselskabet indgår

aftaler om bare boat charter med virkning fra 1. januar 1995.«

De har ved brev af 17. november 1994 kommenteret de to

kommunalbestyrelsers ovenfor citerede udtalelse og har bl.a. anført følgende:

»Det er ikke korrekt, at det er almindelig anerkendt, at det

offentlige ejer og driver selskaber, der forestår færgedrift. Det er

almindelig anerkendt, at amter og amtskommuner er berettiget til indenfor

deres territoriale område at forestå passagertransport i begrænset omfang, så

som bustransport. Herom henvises til Erik Harder: »De kommunale

opgaver« 1965, side 81 ff, og Hans Gammeltoft-Hansen:

»Forvaltningsret« 1994, side 465 ff, hvorved det særligt bør

bemærkes, at det længste, der ifølge den deri gengivne praksis en kommune kan

gå, er at yde et tilskud til en privat rute, herunder det tilskud Marstal

Kommune tidligere meddelte Marstal-Færgen K/S på ruten Marstal-Rudkøbing,

fejlagtigt gengivet som Marstal-Svendborg.

I ingen af de anerkendte værker forekommer så meget som antydning af, at

kommuner skulle være berettiget til at gå ind og forestå generel færgedrift

med fortrængning af 3 private ruter, der beskæftiger sig med såvel person-

som godstransport, herunder til andre kommuner.

Tværtimod fremgår det af en ministeriel afgørelse fra 1966, at der end

ikke kunne ydes kommunal støtte til en Bornholms-rute så længe, der bestod

tilfredsstillende skibsforbindelser til København.

Det tilføjes, at DSB er statsligt og hviler på særligt lovgrundlag og

således er irrelevant i denne forbindelse.

Der erindres i denne forbindelse også om at engagementet vedrørende

Grenå-Hundested ruten mellem Grenå Havn I/S og Hundested Havn I/S samt 2

private selskaber, har givet anledning til store betænkeligheder. Herved

bemærkes, at der er tale om et driftsaktieselskab, etableret med private

interesser med fortsættelse af en drift på en rute, der ellers ville blive

nedlagt, ligesom det er de selvstændige havne, som er involveret og ikke

kommunerne direkte.

Yderligere tilføjes, at Trafikministeriets tildeling af eneretsbevilling

er uden betydning for spørgsmålet om omfanget af de kommunale opgaver, idet

Trafikministeriet ikke varetager disse hensyn og eneretsbevillingen netop

fastlægger, at driften skal varetages under hensyntagen til de regler, der

gælder for kommunal virksomhed, d.v.s. eksempelvis udlicitering af opgaverne

til privat virksomhed, idet færgedrift ikke er en kommunal opgave.

Det er således irrelevant, at inddrage argumentation om Trafikministeriets

eneretsbevilling.

Det anerkendes at der er et stærkt behov for gode trafikale forbindelser

til Ærø for at varetage øens interesser.

Dette implicerer imidlertid ikke at kommunal overtagelse af driften er

fornøden på nuværende tidspunkt, idet alle 3 private ruter, som har bistået

med betjeningen, ønsker at fortsætte med sejladsen. Situationen kunne være en

anden, hvis disse ruter havde måttet give op, men dette er der ingen grund

til at antage skulle være tilfældet eller vil blive tilfældet. ...

Der kan derfor ikke tillægges dette argument afgørende betydning ...

Det er korrekt, at Det Ærøske Færgetrafikselskab i forbindelse med den

hidtil gældende besejlingsordning tillagdes en meget stor rolle, idet

trafikselskabet fik overladt kontrollen med ruterne ved fastlæggelse af bl.a.

billetpriser og fartplaner. Det må imidlertid pointeres, at dette var en

frivillig aftale med de private selskaber, som bevarede deres ret til ruterne

og den daværende tilladelse til kommunerne til etablering af

færgetrafikselskabet kan ikke tages til indtægt for, at kommunerne kan gå det

skridt videre gennem trafikselskabet helt at fortrænge de private ruter og

overtage disses drift efter gennem en årrække at have gjort sig bekendt med

deres driftsform og økonomi. Så meget mere som den nuværende kontrakts § 4-3

klart siger, at de tre ruter efter en eventuel udløbet opsigelse skal have

deres besejlingsret tilbage. ...

Det tilføjes herved, at det er klagerens opfattelse, at allerede den

daværende ordning med færgetrafikselskabet var på kanten af reglerne om

kommunalfuldmagten, men er formentlig acceptabel fordi der var tale om

frivillig aftale og formålet var indseende med statslige tilskud. Dette

legitimerer imidlertid ikke, at kommunerne herefter på denne baggrund markant

klart overtræder reglerne om kommunernes opgaver ved at tage det skridt

videre at overtage eneretten til ruterne selv og selv forestå hele driften

for egen regning og risiko, og blot foretage leje af det material, eller køb

af det materiel, der skal anvendes. ...

Det fastholdes herefter, at Tilsynerådet snarest bør nedlægge forbud mod

at kommunerne gennem det af dem oprettede trafikselskab overtager driften af

færgetrafik på Ærø, idet dette inebærer en overtrædelse af

kommunalfuldmagtens rammer.'

Tilsynsrådet har ved brev af 1. december 1994 afgivet udtalelse i sagen og

har heri bl.a. anført følgende:

»Indenrigsministeriet har i en skrivelse af 24. februar 1994 blandt

andet udtalt, at kommuner med hjemmel i de uskrevne retsgrundsætninger om

kommunernes opgavevaretagelse kan etablere og drive kollektive

trafikforbindelser mellem landsdelene..

Det fremgår endvidere af sagen, at Indenrigsministeriet i en skrivelse af

9. november 1994 har meddelt Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S

forhåndstilsagn om dispensation fra lånerammen for 1994 til optagelse af lån

til anskaffelse af nye færger til selskabets tre ruter.

Det fremgår endelig af sagen, at Trafikministeriet den 6. oktober 1994 har

meddelt en eneretsbevilling, hvorefter Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S ikke

længere skal være forpligtet til at opretholde aftalerne med de selskaber,

der hidtil har besejlet ruterne. Eneretsbevillingen stiller ikke krav om

indgåelse af nye aftaler, men åbner mulighed for, at selskabet selv besejler

ruterne.

På denne baggrund er det tilsynsrådets opfattelse, at Det Ærøske

Færgetrafikselskab lovligt har kunnet vedtage at basere trafikbetjeningen af

Ærø på et bare boat charter fra den 1. januar 1995.«

I anledning af Deres henvendelse af 16. januar 1995 til

Indenrigsministeriet har ministeriet den 27. januar 1995 anmodet Tilsynsrådet

for Fyns Amt og Trafikministeriet om en udtalelse.

Tilsynsrådet har ved brev af 9. februar 1995 meddelt, at rådet kan

henholde sig til sin udtalelse af 1. december 1994.

Trafikministeriet har ved brev af 18. april 1995 oplyst, at sagen ikke gav

ministeriet anledning til bemærkninger.

Indenrigsministeriets udtalelse:

Indenrigsministeriet skal indledningsvis udtale, at det tilsyn som de for

hvert amt nedsatte tilsynsråd udøver over for kommunerne, er et retligt

tilsyn. Det betyder, at tilsynet kun omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er

sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige

retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse

nr. 615 af 18. juli 1995).

Tilsynsrådene kan således ikke tage stilling til spørgsmål om

hensigtsmæssigheden af kommunernes varetagelse af deres opgaver, så længe

dette sker inden for de rammer, som følger af lovgivningen.

Endvidere omfatter tilsynet kun den lovgivning, der særligt retter sig til

offentlige myndigheder, herunder færgetrafikselskabet, og ikke lovgivning,

der gælder både for færgetrafikselskabet og for private. Det almindelige

kommunale tilsyn omfatter derfor ikke sager af privatretlig karakter.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til

tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke

tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er urigtige

eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes

styrelse. Indenrigsministeriet tager således ikke stilling til tilsynsrådenes

sagsbehandling, herunder spørgsmål om hvorvidt sagsbehandlingen er i

overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Den i sagen omhandlede eneretsbevilling af 6. oktober 1994 for Det Ærøske

Færgetrafikselskab I/S er givet i medfør af lov nr. 32 af 21. marts 1874 om

bestyrelsen af færgevæsenet. Lovens § 4 er sålydende:

» § 4. Efter indstilling fra vedkommende amtsråd kan

indenrigsministeren dels tillade, at et under rådets bestyrelse hørende

priviligeret færgested nedlægges, dels meddele bevilling til oprettelsen af

nye. Amtsrådet kan forny de færgebevillinger, der er udfærdigede på tid; men

ligesom nye bevillinger kun kunne meddeles for en persons levetid eller for

visse år, kan der ved fornyelsen af ældre ej heller gives disse anden

varighed.«

Kompetencen til at meddele eneretsbevillinger i medfør af denne

bestemmelse overgik i 1894 til ministeren for offentlige arbejder (nu

trafikministeren).

Spørgsmålet om, hvorvidt kommuner kan varetage kollektive

færgetrafikforbindelser, er imidlertid ikke reguleret i loven om bestyrelsen

af færgevæsenet.

§ 22, stk. 1 og 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til

kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 555 af 30. juni 1995, er

sålydende:

» § 22. Indenrigsministeren yder et årligt tilskud til

kommuner på øer, der består af een eller to kommuner.

Stk. 2. Det er en forudsætning for tilskud efter stk. 1:

1) at vedkommende kommune efter regler, der fastsættes af

indenrigsministeren efter indstilling fra vedkommende amtsråd, yder tilskud

med henblik på at lette besejlingsforholdene og at støtte unge, der under

uddannelse efter folkeskolen nødsages til at fraflytte øerne, og

2) at de pågældende amtskommuner til de nævnte formål yder et tilskud af

en størrelse, der fastsættes af indenrigsministeren efter indstilling fra

vedkommende amtsråd.«

Heller ikke denne bestemmelse indeholder en regulering af, hvorvidt de i

stk. 1 nævnte kommuner på øer bestående af een eller to kommuner, herunder de

to kommuner på Ærø, kan varetage kollektive færgetrafikforbindelser. Det er

dog ved bestemmelsen forudsat, at de nævnte kommuner i en vis udstrækning

efter lovgivningen i øvrigt lovligt kan engagere sig i kollektiv færgetrafik

til og fra de pågældende øer, jf. bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, første led.

Der er ikke i anden lov hjemmel til, at kommuner kan drive kollektive

færgetrafikforbindelser. Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan kommunal

opgavevaretagelse er lovlig, skal derfor afgøres efter de almindelige

kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse.

Kommuner kan efter disse grundsætninger som udgangspunkt ikke uden

lovhjemmel drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.

Det er dog fast antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i

den juridiske litteratur, at kommuner, i den udstrækning det ikke er

lovreguleret, lovligt kan udføre kollektiv trafikvirksomhed, herunder

færgetransport, for at sikre en hensigtsmæssig infrastruktur i kommunen, jf.

Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 28-32, Martin Basse

og Oluf Jørgensen, Kommunalt folkestyre, 1993, 2. udgave, side 114 og Hans

Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 465 f.

Det er endvidere antaget, at en kommune kan drive eller yde støtte til en

kollektiv færgetrafikforbindelse til og fra kommunen, når kommunen har en

særlig interesse i at opretholde en sådan forbindelse for derved at sikre de

kollektive trafikforbindelser til og fra kommunen. Dette er tillige forudsat

i lovgivningen, jf. det ovenfor anførte om § 22 i lov om kommunal udligning

og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Det er dog en betingelse, at den pågældende færgetrafikforbindelse ikke er

i strid med den overordnede landsplanlægning på området.

Det er endvidere en betingelse, at kommunen ikke driver den pågældende

færgetrafikforbindelse med det formål at opnå et overskud herved.

I den foreliggende sag har de to kommuner på Ærø en sådan særlig kommunal

interesse i at sikre besejlingsmulighederne til og fra øen, at de to kommuner

lovligt kan varetage færgeforbindelserne til og fra øen. Kommunerne kan

ligeledes lovligt etablere et kommunalt fælleskab, jf. § 60 i lov om

kommunernes styrelse, med det formål at varetage denne opgave.

Det fremgår endvidere af § 6 i den ovenfor citerede

interessentskabskontrakt, at færgedriften, incl. statslige og kommunale

tilskud, skal hvile i sig selv. Færgetrafikselskabet driver således ikke de

tre færgetrafikforbindelser med det formål at opnå et overskud herved.

Indenrigsministeriet har på baggrund af den i 1994 meddelte

eneretsbevilling ikke grundlag for at antage, at de tre

færgetrafikforbindelser er i strid med den overordnede landsplanlægning.

Med mindre andet er bestemt i lovgivningen, har en kommune ikke pligt til

overlade varetagelsen af kommunens opgaver til private. Kommunen kan således

som udgangspunkt frit vælge, om den selv vil varetage en opgave eller om den

vil varetage opgaven ved hjælp af eksterne leverandører eller tjenesteydere,

og i sidstnævnte tilfælde eventuelt yde et tilskud hertil, jf. Erik Harder,

Dansk kommunalforvaltning II Opgaver, 1987, 2. udgave, side 62 ff., Jens

Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 28 og 52 f., Martin Basse

og Oluf Jørgensen, Kommunalt folkestyre, 1993, 2. udgave, side 99 ff. og Hans

Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 447 og 484 ff.

§ 22, stk. 2, nr. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til

kommuner og amtskommuner, er ikke til hinder for, at en kommune, der modtager

tilskud efter denne bestemmelse, selv varetager driften af den eller de

pågældende færgetrafikforbindelser. Det kommunale tilskud til lettelse af

besejlingsforholdene, som det statslige tilskud til kommunen er betinget af,

ydes i så fald ved, at driften af færgetrafikforbindelserne giver et

underskud, som finansieres af kommunen.

Spørgsmålet om, hvorvidt Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S' opsigelse af

kontrakten med Marstal-Færgen K/S er sket i overensstemmelse med kontrakten,

er et privatretligt spørgsmål, som ikke er omfattet af det kommunale tilsyn.

Det er sammenfattende Indenrigsministeriets opfattelse, at de to ærøske

kommuner lovligt gennem Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S har kunnet vedtage

at basere trafikbetjeningen af Ærø på et bare boat charter fra den 1. januar

1995 og derved selv varetage færgedriften til og fra Ærø.

Indenrigsministeriet skal bemærke, at ministeriet ikke herved har

vurderet, hvorvidt den kommunale færgedrift er i overensstemmelse med anden

lovgivning.

Indenrigsministeriet foretager sig herefter ikke videre i sagen.

Med venlig hilsen

Per Hansen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter