Om et kommunalt fællesskabs overtagelse af driften af tre færgeruter til og fra Ærø
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Om et kommunalt fællesskabs overtagelse af
driften af tre færgeruter til og fra Ærø
Advokat Palle Petersen
Advokatformaet Borch & Petersen
Ramsherred 2, Torvet
Postboks 225
5700 Svendborg
Ved brev af 16. januar 1995 (j.nr. R.44.516) har De som advokat for
Marstal-Færgen K/S klaget til Indenrigsministeriet over en udtalelse af 1.
december 1994 fra Tilsynsrådet for Fyns Amt vedrørende Det Ærøske
Færgetrafikselskab I/S' overtagelse af færgedriften på Ærø, som efter Deres
opfattelse er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.
Sagens baggrund:
Marstal og Ærøskøbing Kommuner etablerede ved en interessentskabskontrakt
af 2. og 12. april 1984 et kommunalt fællesskab, Det Ærøske
Færgetrafikselskab I/S, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.
Interessentskabskontrakten, som er ændret ved et tillæg af 16. maj 1988,
indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
»2.
Interessentskabets formål er at forestå færgetrafikken mellem Ærø og
øvrige dele af Fyns Amt - idet det forudsættes, at der opnås eneretsbevilling
hertil, herunder til driften af de eksisterende tre ruter fra Marstal,
Ærøskøbing og Søby - samt at påse, at den drives på forretningsmæssigt
forsvarlig måde under størst mulig hensyntagen til Ærøs trafikbehov.
6.
Bestyrelsen afgør, om selskabet helt eller delvis skal forestå driften af
færgerne eller helt eller delvis skal overlade driften til andre i henhold
til herom oprettet skriftlig aftale.
Såfremt bestyrelsen vælger at overlade driften helt eller delvis til
andre, skal den dog for selskabet forbeholde i hvert fald følgende
Læs alt
beslutninger m.v., som bestyrelsen i alle tilfælde skal varetage:
1. Fastlæggelse af fartplaner.
2. Fastlæggelse af takster og regler for kontrol med deres overholdelse.
3. Godkendelse af budgetter og regnskaber.
4. Beslutning om hvilke færger, der skal anvendes.
5. Beslutning om investeringer.
6. Udligning af driftsresultater mellem flere rederier, der deltager i
færgedriften. Størrelsen af det kommunale støttebeløb fastsættes af
kommunalbestyrelserne i Ærøskøbing og Marstal Kommuner efter indstilling fra
bestyrelsen for Det Ærøske Færgetrafikselskab. Støttebeløbet skal være ens
for begge kommuner.
Under alle omstændigheder skal bestyrelsen påse, at færgedriften incl.
statslige og kommunale tilskud hviler i sig selv.«
Den 13. maj 1985 meddelte Ministeriet for Offentlige Arbejder Det Ærøske
Færgetrafikselskab I/S eneretsbevilling til besejling af Ærø i 10 år fra den
1. januar 1985. Bevillingen var dog betinget af, at færgetrafikselskabet
havde aftale om besejling med de tre selskaber, heriblandt Marstal-Færgen
K/S, som på daværende tidspunkt besejlede ruterne Søby-Fåborg,
Ærøskøbing-Svendborg og Marstal-Rudkøbing.
Ved brev af 9. september 1994 klagede De på vegne af Marstal-Færgen K/S
til Tilsynsrådet for Fyns Amt over, at Marstal og Ærøskøbing Kommuner gennem
Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S agtede at påbegynde færgedrift fra 1.
januar 1995 mellem bl.a. Marstal og Rudkøbing. De anførte bl.a. følgende:
»Besejlingsaftalerne med færgerederierne er af Trafikselskabet opsagt
til ophør ved udgangen af indeværende år og de indklagede kommuner har ansøgt
Trafikministeriet om at meddele eneretsbevilling til færgedrift på Ærø.
... Kommunerne har nu søgt om eneretsbevilling, der ikke er betinget af en
kontrakt med rederiet.
Det er så vidt det er oplyst kommunernes hensigt at forestå driften fuldt
ud gennem det fælles Trafikselskab såvel driftsmæssigt som økonomisk.
Færgemateriellet, som skal anvendes til driften i det fælles selskab,
agter kommunerne at opnå ved at indgå lejeaftaler efter licitation med
potentielt interesserede færgeejere.
Lejeaftalen der påtænkes anvendt, er en såkaldt »Bareboat
charter«, d.v.s leje af et nøgent skib uden mandskab, hvorefter
kommunerne gennem deres fælles selskab forestår driften med antaget personale
og påtager sig den økonomiske risiko for ruternes drift og formentlig har til
hensigt at oppebære tilskuddet fra Indenrigsministeriet.
Efter klagerens opfattelse påbegynder kommunerne herefter privat
næringsdrift i form af rederidrift, hvilket ikke er i overensstemmelse med de
gældende regler om kommunalfuldmagtens udstrækning.
Der henvises til Poul Andersen: »Dansk forvaltningsret« 4.
udgave side 651 ff og Erik Harder: »Kommunalfuldmagten« 1965 side
74 ff samt H. Gammeltoft-Hansen »Dansk Forvaltningsret« 1994 side
465 f.
Ex tuto tillader jeg mig endvidere at påpege at ved lov nr. 383 af
20.05.1992 og lov nr. 384 af samme dato er kommunalfuldmagten udvidet, men
den udvidelse omfatter ikke sædvanlig privat næringsdrift som
rederivirksomhed herunder færgefart. Det tilføjes, at kommunerne herved
involverer sig i transport udenfor kommunernes lokale område, incl. transport
af gods.
Særligt bemærkes at der ved de nævnte love alene er meddelt hjemmel til
udvikling af kommunal viden i samarbejde med private aktieselskaber.
Det er derfor påklagerens opfattelse, at kommunerne, hvis privat
færgedrift iværksættes, handler i strid med gældende lov og tilsidesætter
hensynet til private erhvervsvirksomheder.'
Den 6. oktober 1994 forlængede Trafikministeriet i medfør af lov af 21.
marts 1874 om bestyrelsen af færgevæsenet eneretsbevillingen for Det Ærøske
Færgetrafikselskab I/S på bl.a. følgende vilkår:
»Eneretsbevillingen omfatter befordring af rejsende og gods af enhver
art mellem Ærø og følgende kyststrækninger i Fyns amt:
* Kyststrækningen mellem Assens og Svendborg (Assens Havn og Svendborg
Havn incl.).
* Hele Langelands vestkyst.
Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S skal ikke være forpligtet til at
opretholde aftaler om besejling med færgeselskaberne: Hurtigruten Fåborg-Ærø
K/S, A/S Dampskibsselskabet Ærø og Marstal-Færgen K/S, der p.t. besejler
ruterne: Søby-Fåborg, Ærøskøbing-Svendborg og Marstal-Rudkøbing.
Det er dog forudsat, at de 3 selskaber får tilbudt at afvikle besejling af
nævnte færgeruter med et rimeligt varsel, hvilket efter ministeriets
opfattelse passende kan fastsættes således, at selskabernes besejling på de
eksisterende vilkår ophører med udgangen af 1995.
Ved udnyttelse af eneretsbevillingen er Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S
forpligtet til at overholde gældende konkurrenceregler og normer, således som
disse fastlægges af Konkurrencerådet, og driften skal varetages under
hensyntagen til de bevillingsmæssige regler, der gælder for drift af kommunal
virksomhed. ...«
Efter anmodning fra tilsynsrådet har Marstal og Ærøskøbing
kommunalbestyrelser ved breve af 10. november 1994 afgivet to enslydende
udtalelser. Det fremgår bl.a. heraf:
» Det er almindelig anerkendt, at det offentlige ejer og driver
selskaber eller styrelser, som udbyder kollektive transportydelser i
konkurrence med private selskaber eller delvis i kraft af et monopol. Der kan
således peges på primær- og amtskommunale busselskaber, HT og DSB. Selve
driften kan være baseret på, at de offentlige selskaber eller styrelser enten
ejer eller lejer transportmidlet, og det er almindeligt anerkendt, at
lejeaftalens udformning, eller hvem der i det hele taget ejer
transportmidlet, ikke er afgørende for, om den som udfører kollektiv
transport, overtræder kommunalfuldmagten.
Det er ikke tilfældigt, at det offentlige både regulerer og udbyder
kollektive transportydelser. Den kollektive transport er en væsentlig del af
den infrastruktur, som gør det muligt, at et moderne samfund kan være
virksomt. Derfor har det offentlige en interesse i udformningen af den
kollektive transport, hvilket samfundsudviklingen som nævnt bærer præg af.
Det skal fremhæves, at de 2 ærøske kommuner har en fælles og selvstændig
interesse i at bevare gode trafikale forbindelser til og fra Ærø, fordi de er
den vigtigste infrastruktur til gavn for øens borgere og virksomheder og
dermed en væsentlig forudsætning for fastholdelse af befolkningen på Ærø. ...
For god ordens skyld skal det nævnes, at interessentskabskontraktens § 2
angiver, at selskabet har til formål at forestå færgetrafikken mellem Ærø og
øvrige dele af Fyns amt. Endelig anføres det i § 6, at Det Ærøske
Færgetrafikselskabs bestyrelse afgør, om selskabet helt eller delvis skal
forestå driften af færgerne eller helt eller delvis overlade driften til
andre i henhold til herom oprettet skriftlig aftale.
Med baggrund i ovenstående bemærkninger er det således ikke kommunens
opfattelse, at kommunalfuldmagten er overtrådt, fordi Trafikselskabet indgår
aftaler om bare boat charter med virkning fra 1. januar 1995.«
De har ved brev af 17. november 1994 kommenteret de to
kommunalbestyrelsers ovenfor citerede udtalelse og har bl.a. anført følgende:
»Det er ikke korrekt, at det er almindelig anerkendt, at det
offentlige ejer og driver selskaber, der forestår færgedrift. Det er
almindelig anerkendt, at amter og amtskommuner er berettiget til indenfor
deres territoriale område at forestå passagertransport i begrænset omfang, så
som bustransport. Herom henvises til Erik Harder: »De kommunale
opgaver« 1965, side 81 ff, og Hans Gammeltoft-Hansen:
»Forvaltningsret« 1994, side 465 ff, hvorved det særligt bør
bemærkes, at det længste, der ifølge den deri gengivne praksis en kommune kan
gå, er at yde et tilskud til en privat rute, herunder det tilskud Marstal
Kommune tidligere meddelte Marstal-Færgen K/S på ruten Marstal-Rudkøbing,
fejlagtigt gengivet som Marstal-Svendborg.
I ingen af de anerkendte værker forekommer så meget som antydning af, at
kommuner skulle være berettiget til at gå ind og forestå generel færgedrift
med fortrængning af 3 private ruter, der beskæftiger sig med såvel person-
som godstransport, herunder til andre kommuner.
Tværtimod fremgår det af en ministeriel afgørelse fra 1966, at der end
ikke kunne ydes kommunal støtte til en Bornholms-rute så længe, der bestod
tilfredsstillende skibsforbindelser til København.
Det tilføjes, at DSB er statsligt og hviler på særligt lovgrundlag og
således er irrelevant i denne forbindelse.
Der erindres i denne forbindelse også om at engagementet vedrørende
Grenå-Hundested ruten mellem Grenå Havn I/S og Hundested Havn I/S samt 2
private selskaber, har givet anledning til store betænkeligheder. Herved
bemærkes, at der er tale om et driftsaktieselskab, etableret med private
interesser med fortsættelse af en drift på en rute, der ellers ville blive
nedlagt, ligesom det er de selvstændige havne, som er involveret og ikke
kommunerne direkte.
Yderligere tilføjes, at Trafikministeriets tildeling af eneretsbevilling
er uden betydning for spørgsmålet om omfanget af de kommunale opgaver, idet
Trafikministeriet ikke varetager disse hensyn og eneretsbevillingen netop
fastlægger, at driften skal varetages under hensyntagen til de regler, der
gælder for kommunal virksomhed, d.v.s. eksempelvis udlicitering af opgaverne
til privat virksomhed, idet færgedrift ikke er en kommunal opgave.
Det er således irrelevant, at inddrage argumentation om Trafikministeriets
eneretsbevilling.
Det anerkendes at der er et stærkt behov for gode trafikale forbindelser
til Ærø for at varetage øens interesser.
Dette implicerer imidlertid ikke at kommunal overtagelse af driften er
fornøden på nuværende tidspunkt, idet alle 3 private ruter, som har bistået
med betjeningen, ønsker at fortsætte med sejladsen. Situationen kunne være en
anden, hvis disse ruter havde måttet give op, men dette er der ingen grund
til at antage skulle være tilfældet eller vil blive tilfældet. ...
Der kan derfor ikke tillægges dette argument afgørende betydning ...
Det er korrekt, at Det Ærøske Færgetrafikselskab i forbindelse med den
hidtil gældende besejlingsordning tillagdes en meget stor rolle, idet
trafikselskabet fik overladt kontrollen med ruterne ved fastlæggelse af bl.a.
billetpriser og fartplaner. Det må imidlertid pointeres, at dette var en
frivillig aftale med de private selskaber, som bevarede deres ret til ruterne
og den daværende tilladelse til kommunerne til etablering af
færgetrafikselskabet kan ikke tages til indtægt for, at kommunerne kan gå det
skridt videre gennem trafikselskabet helt at fortrænge de private ruter og
overtage disses drift efter gennem en årrække at have gjort sig bekendt med
deres driftsform og økonomi. Så meget mere som den nuværende kontrakts § 4-3
klart siger, at de tre ruter efter en eventuel udløbet opsigelse skal have
deres besejlingsret tilbage. ...
Det tilføjes herved, at det er klagerens opfattelse, at allerede den
daværende ordning med færgetrafikselskabet var på kanten af reglerne om
kommunalfuldmagten, men er formentlig acceptabel fordi der var tale om
frivillig aftale og formålet var indseende med statslige tilskud. Dette
legitimerer imidlertid ikke, at kommunerne herefter på denne baggrund markant
klart overtræder reglerne om kommunernes opgaver ved at tage det skridt
videre at overtage eneretten til ruterne selv og selv forestå hele driften
for egen regning og risiko, og blot foretage leje af det material, eller køb
af det materiel, der skal anvendes. ...
Det fastholdes herefter, at Tilsynerådet snarest bør nedlægge forbud mod
at kommunerne gennem det af dem oprettede trafikselskab overtager driften af
færgetrafik på Ærø, idet dette inebærer en overtrædelse af
kommunalfuldmagtens rammer.'
Tilsynsrådet har ved brev af 1. december 1994 afgivet udtalelse i sagen og
har heri bl.a. anført følgende:
»Indenrigsministeriet har i en skrivelse af 24. februar 1994 blandt
andet udtalt, at kommuner med hjemmel i de uskrevne retsgrundsætninger om
kommunernes opgavevaretagelse kan etablere og drive kollektive
trafikforbindelser mellem landsdelene..
Det fremgår endvidere af sagen, at Indenrigsministeriet i en skrivelse af
9. november 1994 har meddelt Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S
forhåndstilsagn om dispensation fra lånerammen for 1994 til optagelse af lån
til anskaffelse af nye færger til selskabets tre ruter.
Det fremgår endelig af sagen, at Trafikministeriet den 6. oktober 1994 har
meddelt en eneretsbevilling, hvorefter Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S ikke
længere skal være forpligtet til at opretholde aftalerne med de selskaber,
der hidtil har besejlet ruterne. Eneretsbevillingen stiller ikke krav om
indgåelse af nye aftaler, men åbner mulighed for, at selskabet selv besejler
ruterne.
På denne baggrund er det tilsynsrådets opfattelse, at Det Ærøske
Færgetrafikselskab lovligt har kunnet vedtage at basere trafikbetjeningen af
Ærø på et bare boat charter fra den 1. januar 1995.«
I anledning af Deres henvendelse af 16. januar 1995 til
Indenrigsministeriet har ministeriet den 27. januar 1995 anmodet Tilsynsrådet
for Fyns Amt og Trafikministeriet om en udtalelse.
Tilsynsrådet har ved brev af 9. februar 1995 meddelt, at rådet kan
henholde sig til sin udtalelse af 1. december 1994.
Trafikministeriet har ved brev af 18. april 1995 oplyst, at sagen ikke gav
ministeriet anledning til bemærkninger.
Indenrigsministeriets udtalelse:
Indenrigsministeriet skal indledningsvis udtale, at det tilsyn som de for
hvert amt nedsatte tilsynsråd udøver over for kommunerne, er et retligt
tilsyn. Det betyder, at tilsynet kun omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er
sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige
retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse
nr. 615 af 18. juli 1995).
Tilsynsrådene kan således ikke tage stilling til spørgsmål om
hensigtsmæssigheden af kommunernes varetagelse af deres opgaver, så længe
dette sker inden for de rammer, som følger af lovgivningen.
Endvidere omfatter tilsynet kun den lovgivning, der særligt retter sig til
offentlige myndigheder, herunder færgetrafikselskabet, og ikke lovgivning,
der gælder både for færgetrafikselskabet og for private. Det almindelige
kommunale tilsyn omfatter derfor ikke sager af privatretlig karakter.
Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til
tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke
tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er urigtige
eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes
styrelse. Indenrigsministeriet tager således ikke stilling til tilsynsrådenes
sagsbehandling, herunder spørgsmål om hvorvidt sagsbehandlingen er i
overensstemmelse med god forvaltningsskik.
Den i sagen omhandlede eneretsbevilling af 6. oktober 1994 for Det Ærøske
Færgetrafikselskab I/S er givet i medfør af lov nr. 32 af 21. marts 1874 om
bestyrelsen af færgevæsenet. Lovens § 4 er sålydende:
» § 4. Efter indstilling fra vedkommende amtsråd kan
indenrigsministeren dels tillade, at et under rådets bestyrelse hørende
priviligeret færgested nedlægges, dels meddele bevilling til oprettelsen af
nye. Amtsrådet kan forny de færgebevillinger, der er udfærdigede på tid; men
ligesom nye bevillinger kun kunne meddeles for en persons levetid eller for
visse år, kan der ved fornyelsen af ældre ej heller gives disse anden
varighed.«
Kompetencen til at meddele eneretsbevillinger i medfør af denne
bestemmelse overgik i 1894 til ministeren for offentlige arbejder (nu
trafikministeren).
Spørgsmålet om, hvorvidt kommuner kan varetage kollektive
færgetrafikforbindelser, er imidlertid ikke reguleret i loven om bestyrelsen
af færgevæsenet.
§ 22, stk. 1 og 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 555 af 30. juni 1995, er
sålydende:
» § 22. Indenrigsministeren yder et årligt tilskud til
kommuner på øer, der består af een eller to kommuner.
Stk. 2. Det er en forudsætning for tilskud efter stk. 1:
1) at vedkommende kommune efter regler, der fastsættes af
indenrigsministeren efter indstilling fra vedkommende amtsråd, yder tilskud
med henblik på at lette besejlingsforholdene og at støtte unge, der under
uddannelse efter folkeskolen nødsages til at fraflytte øerne, og
2) at de pågældende amtskommuner til de nævnte formål yder et tilskud af
en størrelse, der fastsættes af indenrigsministeren efter indstilling fra
vedkommende amtsråd.«
Heller ikke denne bestemmelse indeholder en regulering af, hvorvidt de i
stk. 1 nævnte kommuner på øer bestående af een eller to kommuner, herunder de
to kommuner på Ærø, kan varetage kollektive færgetrafikforbindelser. Det er
dog ved bestemmelsen forudsat, at de nævnte kommuner i en vis udstrækning
efter lovgivningen i øvrigt lovligt kan engagere sig i kollektiv færgetrafik
til og fra de pågældende øer, jf. bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, første led.
Der er ikke i anden lov hjemmel til, at kommuner kan drive kollektive
færgetrafikforbindelser. Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan kommunal
opgavevaretagelse er lovlig, skal derfor afgøres efter de almindelige
kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse.
Kommuner kan efter disse grundsætninger som udgangspunkt ikke uden
lovhjemmel drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.
Det er dog fast antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i
den juridiske litteratur, at kommuner, i den udstrækning det ikke er
lovreguleret, lovligt kan udføre kollektiv trafikvirksomhed, herunder
færgetransport, for at sikre en hensigtsmæssig infrastruktur i kommunen, jf.
Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 28-32, Martin Basse
og Oluf Jørgensen, Kommunalt folkestyre, 1993, 2. udgave, side 114 og Hans
Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 465 f.
Det er endvidere antaget, at en kommune kan drive eller yde støtte til en
kollektiv færgetrafikforbindelse til og fra kommunen, når kommunen har en
særlig interesse i at opretholde en sådan forbindelse for derved at sikre de
kollektive trafikforbindelser til og fra kommunen. Dette er tillige forudsat
i lovgivningen, jf. det ovenfor anførte om § 22 i lov om kommunal udligning
og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.
Det er dog en betingelse, at den pågældende færgetrafikforbindelse ikke er
i strid med den overordnede landsplanlægning på området.
Det er endvidere en betingelse, at kommunen ikke driver den pågældende
færgetrafikforbindelse med det formål at opnå et overskud herved.
I den foreliggende sag har de to kommuner på Ærø en sådan særlig kommunal
interesse i at sikre besejlingsmulighederne til og fra øen, at de to kommuner
lovligt kan varetage færgeforbindelserne til og fra øen. Kommunerne kan
ligeledes lovligt etablere et kommunalt fælleskab, jf. § 60 i lov om
kommunernes styrelse, med det formål at varetage denne opgave.
Det fremgår endvidere af § 6 i den ovenfor citerede
interessentskabskontrakt, at færgedriften, incl. statslige og kommunale
tilskud, skal hvile i sig selv. Færgetrafikselskabet driver således ikke de
tre færgetrafikforbindelser med det formål at opnå et overskud herved.
Indenrigsministeriet har på baggrund af den i 1994 meddelte
eneretsbevilling ikke grundlag for at antage, at de tre
færgetrafikforbindelser er i strid med den overordnede landsplanlægning.
Med mindre andet er bestemt i lovgivningen, har en kommune ikke pligt til
overlade varetagelsen af kommunens opgaver til private. Kommunen kan således
som udgangspunkt frit vælge, om den selv vil varetage en opgave eller om den
vil varetage opgaven ved hjælp af eksterne leverandører eller tjenesteydere,
og i sidstnævnte tilfælde eventuelt yde et tilskud hertil, jf. Erik Harder,
Dansk kommunalforvaltning II Opgaver, 1987, 2. udgave, side 62 ff., Jens
Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 28 og 52 f., Martin Basse
og Oluf Jørgensen, Kommunalt folkestyre, 1993, 2. udgave, side 99 ff. og Hans
Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 447 og 484 ff.
§ 22, stk. 2, nr. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner, er ikke til hinder for, at en kommune, der modtager
tilskud efter denne bestemmelse, selv varetager driften af den eller de
pågældende færgetrafikforbindelser. Det kommunale tilskud til lettelse af
besejlingsforholdene, som det statslige tilskud til kommunen er betinget af,
ydes i så fald ved, at driften af færgetrafikforbindelserne giver et
underskud, som finansieres af kommunen.
Spørgsmålet om, hvorvidt Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S' opsigelse af
kontrakten med Marstal-Færgen K/S er sket i overensstemmelse med kontrakten,
er et privatretligt spørgsmål, som ikke er omfattet af det kommunale tilsyn.
Det er sammenfattende Indenrigsministeriets opfattelse, at de to ærøske
kommuner lovligt gennem Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S har kunnet vedtage
at basere trafikbetjeningen af Ærø på et bare boat charter fra den 1. januar
1995 og derved selv varetage færgedriften til og fra Ærø.
Indenrigsministeriet skal bemærke, at ministeriet ikke herved har
vurderet, hvorvidt den kommunale færgedrift er i overensstemmelse med anden
lovgivning.
Indenrigsministeriet foretager sig herefter ikke videre i sagen.
Med venlig hilsen
Per Hansen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- aeroeferry.dk (sag 2012-0134) Klagenævnet for Domænenavne · 7. november 2012
- Afgørelse i klagesag om Ærø Kommunes screeningsafgørelse om, at kommuneplantillæg nr. 21 og lokalplan [F1], ikke skal miljøvurderes, samt endelig vedtagelse af planerne Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. april 2023
- aeroeferry.dk (sag 2024-0216) Klagenævnet for Domænenavne · 12. februar 2025
- Sag om, hvorvidt Sagsøgtes aftale med en selvejende institution om tilbagekøb af to ejendomme er i strid med lov om boligbyggeri og med forvaltningsretlige principper, aftaleretten og grundlæggende offentligretlige principper Domsdatabasen · 7. januar 2025
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 16. april 2013 om den foranstaltning nr. SA.20112 (C 35/2006) som Sverige har gennemført til fordel for Konsum Jämtland Ekonomisk Förening (meddelt under nummer C(2013) 1913) (Kun den svenske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2013/402/EU) EU-lovgivning · 16. april 2013
- Arbejdsrettens dom af 25. februar 2021 i sag 2020-1747 Arbejdsretten m.fl. · 25. februar 2021