Spring til indhold

Retsinformation

Medlem af firmapensionskasse var ikke klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og regler for beregning af udtrædelsesgodtgørelser.

KEN nr 10066 af 08/09/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Medlem af firmapensionskasse var ikke

klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og

regler for beregning af udtrædelsesgodtgørelser.

K har den 29. oktober 1993 klaget over Finanstilsynets godkendelse af en

pensionskasses beregningsgrundlag og delingsplan, herunder navnlig de

rentesatser, som pensionskassen har anvendt ved beregningen af hans

udtrædelsesgodtgørelse. Finanstilsynet har i skrivelse af 11. oktober 1993

(j.nr. 6764-0004) afvist at foretage yderligere i anledning af en henvendelse

herom fra klageren.

Sagens omstændigheder:

Klageren K har været ansat i A-banken, senere B-bank, og været medlem af

A-bankens Pensionskasse. Pr. 30. april 1993 udtrådte han af pensionskassen i

forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling i banken.

§ 6 i pensionskassens vedtægter fra 1985 indeholder følgende bestemmelse:

»Såfremt et medlem af pensionskassen fratræder sin stilling i banken

uden at opnå ret til pension, har medlemmet krav på såvel sine egne som

bankens bidrag med tillæg af renter, men med fradrag af den

forsikringsrisiko, som pensionskassen har båret for medlemmet i samme

tidsrum.«

I juni 1967 havde det daværende Forsikringsråd godkendt, at pensionskassen

ved fremtidige forsikringstekniske statusopgørelser anvendte

beregningsgrundlag med en forrentning på 4 1/4 % p.a. I august 1975 godkendte

rådet, at pensionskassen ved beregning af udtrædelsesgodtgørelser indtil

videre anvendte en forrentning på 6 % p.a.

Den 21. december 1993 godkendte Finanstilsynet, at pensionskassen opløses

med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 1993 mod, at kassens aktiver og

passiver overføres til C, Pensionsforsikringsselskab A/S. Opløsningen skete i

overensstemmelse med en af Finanstilsynet godkendt delingsplan af 1. juli

1993. Om medlemmer, der udtræder af pensionskassen i perioden 1. januar - 24.

maj 1993, hedder det i delingsplanens pkt. 7.4 :

Læs alt

»Disse medlemmer får en udtrædelsesgodtgørelse til rådighed efter de

gældende vedtægter fra den 26. juli 1985. Gennemføres overdragelsen til C

Pension vil forskellen mellem delingsplanens overgangsbeløb og

udtrædelsesgodtgørelsen blive overført til den pågældende persons nye

pensionsordning.«

Pensionskassen meddelte den 19. maj 1993 klageren, at hans

udtrædelsesgodtgørelse var beregnet til 579.514 kr., som i henhold til

klagerens instruktion var sendt til D Livsforsikring. Klageren henvendte sig

den 22. juli 1993 til Finanstilsynet om størrelsen og beregningen af

udtrædelsesgodtgørelsen og gjorde navnlig gældende, at forrentningen ikke var

i overensstemmelse med vedtægternes § 6. Under den følgende brevveksling

mellem klageren, Finanstilsynet og pensionskassen oplyste pensionskassens

aktuar, at udtrædelsesgodtgørelsen er beregnet efter vedtægternes

bestemmelser, og at den anvendte forrentning indtil 1. oktober 1975 var 4 1/4

% og derefter 6 %. Endvidere blev det bekræftet, at alle, der var medlemmer

af pensionskassen den 1. januar 1993, ville deltage i fordelingen af kassens

formue. Under forudsætning af Finanstilsynets godkendelse af overdragelsen

til C Pension var klagerens andel heraf beregnet til 735.578 kr.

I en skrivelse til Finanstilsynet af 31. august 1993 frafaldt klageren

nogle klagepunkter men fastholdt sin klage vedrørende forrentningen. Herom

anfører klageren i skrivelsen:

»Det fremgår klart af pensionskassens vedtægter af 26. juli 1985, at

jeg ved fratræden har ret til de indbetalte bidrag med tillæg af renter, men

med fradrag for forsikringsrisiko.

Kassen kan derfor ikke spise bl.a. mig af med kun en rente på et så

urealistisk lavt niveau som 4,25% hhv. 6% når aktuaren selv meddeler i sin

delingsplan for kassen at renten gennemsnitligt har ligget væsentligt over de

nævnte rentesatser.

Ud fra den klare formulering af § 6 i kassens vedtægter dækker ovennævnte

rentesatser i hvert fald ikke udtrykket med tillæg af renter. Så

pensionskassen må betale mig (og de øvrige der fratrådte i foråret 1993) en

rente der svarer til hvad pensionskassen har opnået i rente i den tilsvarende

periode. (Alt andet ville også være urimeligt i betragtning af hvad jeg kunne

have fået ud af en alternativ anbringelse af pengene i en anden

pensionsordning.) Og § 6 ville i realiteten intet være værd. Uanset om

rentesatserne er blevet fastsat af en generalforsamling eller af bestyrelsen

er de i hvert fald ugyldige, da de beskedne satser i realiteten ville være en

tilsidesættelse af vedtægterne.«

Klageren tilføjer, at såfremt han ikke får medhold i sin klage over

forrentningen, protesterer han mod delingsplanen, »da det er helt klart,

at overskuddet alene er opstået som følge af den for lavt fastsatte rente af

opsparingen.«

I den påklagede skrivelse af 11. oktober 1993 udtalte Finanstilsynet:

»... at mindstebeløbet for udtrædelsesgodtgørelse ifølge § 9 i den nu

ophævede lov om tilsyn med pensionskasser var bidragene »med tillæg af

renter, men med fradrag af den forsikringsrisiko, som pensionskassen har

båret for ham, alt beregnet efter et af Forsikringsrådet fastsat

beregningsgrundlag«. Det for pensionskassen godkendte beregningsgrundlag

til beregning af regnskabsmæssige reserve m.v. har siden 1. januar 1967 været

baseret på en rentefod på 4,25% p.a. Finanstilsynets daværende praksis var,

at man ikke stillede krav om, at udtrædelsesgodtgørelser blev forrentet

bedre.

Den 28. august 1975 godkendte Forsikringsrådet pensionskassens ansøgning

om at forrente udtrædelsesgodtgørelser med 6% p.a.

Det fremgår af sagen vedrørende opløsning af pensionskassen, at De vil

blive behandlet i overensstemmelse med delingsplanen af 1. juli 1993 og

dermed få andel i overdækningen. De vil herved blive stillet, som om

forrentningen havde været godt 1 procentpoint højere end de anførte 4,25% og

6% p.a.

Det fremgår således, at beregningen af Deres udtrædelsesgodtgørelse har

været i overensstemmelse med lovgivningen og den gældende praksis samt i

overensstemmelse med delingsplanen. Finanstilsynet kan derfor ikke på det

foreliggende grundlag foretage sig yderligere i sagen.'

I skrivelsen gives sædvanlig vejledning om klage til Erhvervsankenævnet.

Sagens behandling i Erhvervsankenævnet:

Klageren har i klageskrivelsen af 29. oktober 1993 og supplerende indlæg

af 3. og 24. november 1993 samt 2. januar, 10. februar, 14. april og 7. juli

1994 fortsat gjort gældende, at den rente, som pensionskassen har anvendt ved

beregningen af hans udtrædelsesgodtgørelse, er urealistisk lav og derved i

strid med bestemmelsen i vedtægternes § 6 om tilbagebetaling »med tillæg

af renter.« Den rente, som omtales i vedtægternes § 6, kan kun være en

rente svarende til den forrentning, som kassen har opnået af sine

investeringer i den periode, hvor klageren har været medlem. Klageren har

herved henvist til det almindelige renteniveau og til de depotrenter, som

forsikringsselskaberne har anvendt i samme periode. Klageren har endvidere

gentaget sin subsidiære påstand om, at delingsplanen ændres.

Over for Finanstilsynets påstand om afvisning har klageren henvist til, at

tilsynet i skrivelsen af 11. oktober 1993 selv meddelte, at afgørelsen kunne

indbringes for Erhvervsankenævnet. Tilsynet må derfor være afskåret fra nu at

påstå klagen afvist. Desuden gør klageren gældende, at Finanstilsynet ved

sine godkendelser selv er part i sagen, og derfor ikke kan være klageinstans.

Klageren har endvidere krævet, at det notat, som klageren formoder, at

Finanstilsynet har udarbejdet som grundlag for den påklagede afgørelse,

bliver udleveret til ankenævnet og til klageren til brug for sagen.

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 18. marts 1994 principalt

påstået klagen afvist. Som begrundelse herfor anfører tilsynet efter en

gennemgang af sagen:

»Det fremgår af pensionskassens aktuars skrivelser af 3. august 1993

og 23. september 1993, at K's udtrædelsesgodtgørelse er blevet beregnet på de

af Finanstilsynet godkendte beregningsgrundlag til beregning af

udtrædelsesgodtgørelser.

K's klage vedrører således i realiteten Finanstilsynets godkendelse af

pensionskassens vedtægter og beregningsgrundlag. I dette spørgsmål er K efter

tilsynets opfattelse ikke part i sagen, hvorfor han ikke efter § 70 i FPL er

berettiget til at indbringe denne afgørelse for Erhvervsankenævnet. »

For det tilfælde, at ankenævnet tager sagen op til realitetsbehandling,

har Finanstilsynet nedlagt påstand om, at beregningen af

udtrædelsesgodtgørelsen har været i overensstemmelse med lovgivningen og den

gældende praksis samt i overensstemmelse med delingsplanen, og at

Finanstilsynets godkendelse af delingsplanen opretholdes.

Finanstilsynet har endvidere afgivet et supplerende indlæg af 5. maj 1994.

Erhvervsankenævnets formand har i skrivelse af 20. januar 1994 meddelt

klageren, at nævnets formandsskab har overvejet at afvise klagen på forhånd

på grund af manglende kompetence, men at formanden ikke i det foreløbig

oplyste har fundet fornødent grundlag for en forhåndsafvisning. Sagen vil

derfor blive taget op til behandling og yderligere oplysninger indhentet.

Spørgsmålet om ankenævnets kompetence vil herefter indgå i nævnets

overvejelser og vil til sin tid blive afgjort ved nævnets kendelse.

Ankenævnet udtaler:

Det fremgår af det af klageren fremførte, at klagen er en klage over

Finanstilsynets godkendelse af pensionskassens beregningsgrundlag og

delingsplan, herunder navnlig Finanstilsynets godkendelse af de rentesatser,

som pensionskassen anvender ved beregning af udtrædelsesgodtgørelser.

Efter lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn (lov nr. 858 af 23.

december 1987) § 1, stk. 1, og lov om tilsyn med firmapensionskasser

(lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1993) § 70, stk. 1, er

Erhvervsankenævnet klageinstans for afgørelser, der er truffet af

Finanstilsynet i henhold til lov om tilsyn med firmapensionskasser. Det

følger imidlertid af de almindelige forvaltningsretlige regler, at det er en

forudsætning for nævnets behandling af en klage, at klagen indgives af en,

der er klageberettiget. I overensstemmelse hermed bestemmer bekendtgørelsen

om Industriministeriets Erhvervsankenævn (bekendtgørelse nr. 885 af 30.

oktober 1992) i § 8, at nævnet kan afvise klager, der indgives af en, som

ikke er klageberettiget.

Efter de almindelige forvaltningsretlige regler er det normalt kun den,

der er part i en sag, som er klageberettiget. Klageren er ikke part i

Finanstilsynets sag om godkendelse af pensionskassens beregningsgrundlag,

delingsplan og rentesatser. Parterne i en sag om en sådan godkendelse er

normalt kun vedkommende pensionskasse og Finanstilsynet. Finanstilsynets

godkendelse indeholder en afgørelse i forhold til pensionskassen.

Godkendelsen kan derimod ikke betragtes som en afgørelse i forhold til

pensionskassens enkelte medlemmer, som disse kan indbringe for

Erhvervsankenævnet.

Klageren er efter det anførte ikke part i den afgørelse, der påklages.

Ankenævnet finder heller ikke, at der iøvrigt er noget grundlag for at anse

klageren for klageberettiget. Da klageren således ikke er berettiget til at

påklage den afgørelse, som klagen vedrører, må klagen afvises.

Vedrørende klagerens ønske om fremlæggelse af et notat fra Finanstilsynet

bemærkes, at tilsynet i de foran omtalte udtalelser af 18. marts og 5. maj

1994 har redegjort for sagens retlige og faktiske omstændigheder, således som

det er foreskrevet i den førnævnte bekendtgørelse om ankenævnet § 11, stk. 1.

Ankenævnet ikke har fundet grundlag for at pålægge tilsynet at fremkomme med

yderligere materiale, herunder eventuelt internt arbejdsmateriale.

Ankenævnet afviser herefter den indgivne klage fra behandling i nævnet.

Det tilføjes, at spørgsmål vedrørende Finanstilsynets virksomhed, som ikke

er omfattet af ankenævnets kompetence, efter ankenævnets opfattelse kan

rejses over for Industri- og Samordningsministeriet, der eventuelt vil kunne

tage spørgsmålene op til behandlling på et almindeligt grundlag i medfør af

det tilsyn, som ministeriet fører med Finanstilsynet.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter