Medlem af firmapensionskasse var ikke klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og regler for beregning af udtrædelsesgodtgørelser.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Medlem af firmapensionskasse var ikke
klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og
regler for beregning af udtrædelsesgodtgørelser.
K har den 29. oktober 1993 klaget over Finanstilsynets godkendelse af en
pensionskasses beregningsgrundlag og delingsplan, herunder navnlig de
rentesatser, som pensionskassen har anvendt ved beregningen af hans
udtrædelsesgodtgørelse. Finanstilsynet har i skrivelse af 11. oktober 1993
(j.nr. 6764-0004) afvist at foretage yderligere i anledning af en henvendelse
herom fra klageren.
Sagens omstændigheder:
Klageren K har været ansat i A-banken, senere B-bank, og været medlem af
A-bankens Pensionskasse. Pr. 30. april 1993 udtrådte han af pensionskassen i
forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling i banken.
§ 6 i pensionskassens vedtægter fra 1985 indeholder følgende bestemmelse:
»Såfremt et medlem af pensionskassen fratræder sin stilling i banken
uden at opnå ret til pension, har medlemmet krav på såvel sine egne som
bankens bidrag med tillæg af renter, men med fradrag af den
forsikringsrisiko, som pensionskassen har båret for medlemmet i samme
tidsrum.«
I juni 1967 havde det daværende Forsikringsråd godkendt, at pensionskassen
ved fremtidige forsikringstekniske statusopgørelser anvendte
beregningsgrundlag med en forrentning på 4 1/4 % p.a. I august 1975 godkendte
rådet, at pensionskassen ved beregning af udtrædelsesgodtgørelser indtil
videre anvendte en forrentning på 6 % p.a.
Den 21. december 1993 godkendte Finanstilsynet, at pensionskassen opløses
med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 1993 mod, at kassens aktiver og
passiver overføres til C, Pensionsforsikringsselskab A/S. Opløsningen skete i
overensstemmelse med en af Finanstilsynet godkendt delingsplan af 1. juli
1993. Om medlemmer, der udtræder af pensionskassen i perioden 1. januar - 24.
maj 1993, hedder det i delingsplanens pkt. 7.4 :
Læs alt
»Disse medlemmer får en udtrædelsesgodtgørelse til rådighed efter de
gældende vedtægter fra den 26. juli 1985. Gennemføres overdragelsen til C
Pension vil forskellen mellem delingsplanens overgangsbeløb og
udtrædelsesgodtgørelsen blive overført til den pågældende persons nye
pensionsordning.«
Pensionskassen meddelte den 19. maj 1993 klageren, at hans
udtrædelsesgodtgørelse var beregnet til 579.514 kr., som i henhold til
klagerens instruktion var sendt til D Livsforsikring. Klageren henvendte sig
den 22. juli 1993 til Finanstilsynet om størrelsen og beregningen af
udtrædelsesgodtgørelsen og gjorde navnlig gældende, at forrentningen ikke var
i overensstemmelse med vedtægternes § 6. Under den følgende brevveksling
mellem klageren, Finanstilsynet og pensionskassen oplyste pensionskassens
aktuar, at udtrædelsesgodtgørelsen er beregnet efter vedtægternes
bestemmelser, og at den anvendte forrentning indtil 1. oktober 1975 var 4 1/4
% og derefter 6 %. Endvidere blev det bekræftet, at alle, der var medlemmer
af pensionskassen den 1. januar 1993, ville deltage i fordelingen af kassens
formue. Under forudsætning af Finanstilsynets godkendelse af overdragelsen
til C Pension var klagerens andel heraf beregnet til 735.578 kr.
I en skrivelse til Finanstilsynet af 31. august 1993 frafaldt klageren
nogle klagepunkter men fastholdt sin klage vedrørende forrentningen. Herom
anfører klageren i skrivelsen:
»Det fremgår klart af pensionskassens vedtægter af 26. juli 1985, at
jeg ved fratræden har ret til de indbetalte bidrag med tillæg af renter, men
med fradrag for forsikringsrisiko.
Kassen kan derfor ikke spise bl.a. mig af med kun en rente på et så
urealistisk lavt niveau som 4,25% hhv. 6% når aktuaren selv meddeler i sin
delingsplan for kassen at renten gennemsnitligt har ligget væsentligt over de
nævnte rentesatser.
Ud fra den klare formulering af § 6 i kassens vedtægter dækker ovennævnte
rentesatser i hvert fald ikke udtrykket med tillæg af renter. Så
pensionskassen må betale mig (og de øvrige der fratrådte i foråret 1993) en
rente der svarer til hvad pensionskassen har opnået i rente i den tilsvarende
periode. (Alt andet ville også være urimeligt i betragtning af hvad jeg kunne
have fået ud af en alternativ anbringelse af pengene i en anden
pensionsordning.) Og § 6 ville i realiteten intet være værd. Uanset om
rentesatserne er blevet fastsat af en generalforsamling eller af bestyrelsen
er de i hvert fald ugyldige, da de beskedne satser i realiteten ville være en
tilsidesættelse af vedtægterne.«
Klageren tilføjer, at såfremt han ikke får medhold i sin klage over
forrentningen, protesterer han mod delingsplanen, »da det er helt klart,
at overskuddet alene er opstået som følge af den for lavt fastsatte rente af
opsparingen.«
I den påklagede skrivelse af 11. oktober 1993 udtalte Finanstilsynet:
»... at mindstebeløbet for udtrædelsesgodtgørelse ifølge § 9 i den nu
ophævede lov om tilsyn med pensionskasser var bidragene »med tillæg af
renter, men med fradrag af den forsikringsrisiko, som pensionskassen har
båret for ham, alt beregnet efter et af Forsikringsrådet fastsat
beregningsgrundlag«. Det for pensionskassen godkendte beregningsgrundlag
til beregning af regnskabsmæssige reserve m.v. har siden 1. januar 1967 været
baseret på en rentefod på 4,25% p.a. Finanstilsynets daværende praksis var,
at man ikke stillede krav om, at udtrædelsesgodtgørelser blev forrentet
bedre.
Den 28. august 1975 godkendte Forsikringsrådet pensionskassens ansøgning
om at forrente udtrædelsesgodtgørelser med 6% p.a.
Det fremgår af sagen vedrørende opløsning af pensionskassen, at De vil
blive behandlet i overensstemmelse med delingsplanen af 1. juli 1993 og
dermed få andel i overdækningen. De vil herved blive stillet, som om
forrentningen havde været godt 1 procentpoint højere end de anførte 4,25% og
6% p.a.
Det fremgår således, at beregningen af Deres udtrædelsesgodtgørelse har
været i overensstemmelse med lovgivningen og den gældende praksis samt i
overensstemmelse med delingsplanen. Finanstilsynet kan derfor ikke på det
foreliggende grundlag foretage sig yderligere i sagen.'
I skrivelsen gives sædvanlig vejledning om klage til Erhvervsankenævnet.
Sagens behandling i Erhvervsankenævnet:
Klageren har i klageskrivelsen af 29. oktober 1993 og supplerende indlæg
af 3. og 24. november 1993 samt 2. januar, 10. februar, 14. april og 7. juli
1994 fortsat gjort gældende, at den rente, som pensionskassen har anvendt ved
beregningen af hans udtrædelsesgodtgørelse, er urealistisk lav og derved i
strid med bestemmelsen i vedtægternes § 6 om tilbagebetaling »med tillæg
af renter.« Den rente, som omtales i vedtægternes § 6, kan kun være en
rente svarende til den forrentning, som kassen har opnået af sine
investeringer i den periode, hvor klageren har været medlem. Klageren har
herved henvist til det almindelige renteniveau og til de depotrenter, som
forsikringsselskaberne har anvendt i samme periode. Klageren har endvidere
gentaget sin subsidiære påstand om, at delingsplanen ændres.
Over for Finanstilsynets påstand om afvisning har klageren henvist til, at
tilsynet i skrivelsen af 11. oktober 1993 selv meddelte, at afgørelsen kunne
indbringes for Erhvervsankenævnet. Tilsynet må derfor være afskåret fra nu at
påstå klagen afvist. Desuden gør klageren gældende, at Finanstilsynet ved
sine godkendelser selv er part i sagen, og derfor ikke kan være klageinstans.
Klageren har endvidere krævet, at det notat, som klageren formoder, at
Finanstilsynet har udarbejdet som grundlag for den påklagede afgørelse,
bliver udleveret til ankenævnet og til klageren til brug for sagen.
Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 18. marts 1994 principalt
påstået klagen afvist. Som begrundelse herfor anfører tilsynet efter en
gennemgang af sagen:
»Det fremgår af pensionskassens aktuars skrivelser af 3. august 1993
og 23. september 1993, at K's udtrædelsesgodtgørelse er blevet beregnet på de
af Finanstilsynet godkendte beregningsgrundlag til beregning af
udtrædelsesgodtgørelser.
K's klage vedrører således i realiteten Finanstilsynets godkendelse af
pensionskassens vedtægter og beregningsgrundlag. I dette spørgsmål er K efter
tilsynets opfattelse ikke part i sagen, hvorfor han ikke efter § 70 i FPL er
berettiget til at indbringe denne afgørelse for Erhvervsankenævnet. »
For det tilfælde, at ankenævnet tager sagen op til realitetsbehandling,
har Finanstilsynet nedlagt påstand om, at beregningen af
udtrædelsesgodtgørelsen har været i overensstemmelse med lovgivningen og den
gældende praksis samt i overensstemmelse med delingsplanen, og at
Finanstilsynets godkendelse af delingsplanen opretholdes.
Finanstilsynet har endvidere afgivet et supplerende indlæg af 5. maj 1994.
Erhvervsankenævnets formand har i skrivelse af 20. januar 1994 meddelt
klageren, at nævnets formandsskab har overvejet at afvise klagen på forhånd
på grund af manglende kompetence, men at formanden ikke i det foreløbig
oplyste har fundet fornødent grundlag for en forhåndsafvisning. Sagen vil
derfor blive taget op til behandling og yderligere oplysninger indhentet.
Spørgsmålet om ankenævnets kompetence vil herefter indgå i nævnets
overvejelser og vil til sin tid blive afgjort ved nævnets kendelse.
Ankenævnet udtaler:
Det fremgår af det af klageren fremførte, at klagen er en klage over
Finanstilsynets godkendelse af pensionskassens beregningsgrundlag og
delingsplan, herunder navnlig Finanstilsynets godkendelse af de rentesatser,
som pensionskassen anvender ved beregning af udtrædelsesgodtgørelser.
Efter lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn (lov nr. 858 af 23.
december 1987) § 1, stk. 1, og lov om tilsyn med firmapensionskasser
(lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1993) § 70, stk. 1, er
Erhvervsankenævnet klageinstans for afgørelser, der er truffet af
Finanstilsynet i henhold til lov om tilsyn med firmapensionskasser. Det
følger imidlertid af de almindelige forvaltningsretlige regler, at det er en
forudsætning for nævnets behandling af en klage, at klagen indgives af en,
der er klageberettiget. I overensstemmelse hermed bestemmer bekendtgørelsen
om Industriministeriets Erhvervsankenævn (bekendtgørelse nr. 885 af 30.
oktober 1992) i § 8, at nævnet kan afvise klager, der indgives af en, som
ikke er klageberettiget.
Efter de almindelige forvaltningsretlige regler er det normalt kun den,
der er part i en sag, som er klageberettiget. Klageren er ikke part i
Finanstilsynets sag om godkendelse af pensionskassens beregningsgrundlag,
delingsplan og rentesatser. Parterne i en sag om en sådan godkendelse er
normalt kun vedkommende pensionskasse og Finanstilsynet. Finanstilsynets
godkendelse indeholder en afgørelse i forhold til pensionskassen.
Godkendelsen kan derimod ikke betragtes som en afgørelse i forhold til
pensionskassens enkelte medlemmer, som disse kan indbringe for
Erhvervsankenævnet.
Klageren er efter det anførte ikke part i den afgørelse, der påklages.
Ankenævnet finder heller ikke, at der iøvrigt er noget grundlag for at anse
klageren for klageberettiget. Da klageren således ikke er berettiget til at
påklage den afgørelse, som klagen vedrører, må klagen afvises.
Vedrørende klagerens ønske om fremlæggelse af et notat fra Finanstilsynet
bemærkes, at tilsynet i de foran omtalte udtalelser af 18. marts og 5. maj
1994 har redegjort for sagens retlige og faktiske omstændigheder, således som
det er foreskrevet i den førnævnte bekendtgørelse om ankenævnet § 11, stk. 1.
Ankenævnet ikke har fundet grundlag for at pålægge tilsynet at fremkomme med
yderligere materiale, herunder eventuelt internt arbejdsmateriale.
Ankenævnet afviser herefter den indgivne klage fra behandling i nævnet.
Det tilføjes, at spørgsmål vedrørende Finanstilsynets virksomhed, som ikke
er omfattet af ankenævnets kompetence, efter ankenævnets opfattelse kan
rejses over for Industri- og Samordningsministeriet, der eventuelt vil kunne
tage spørgsmålene op til behandlling på et almindeligt grundlag i medfør af
det tilsyn, som ministeriet fører med Finanstilsynet.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 00-81.697 - pension, forsikringsmæssig afdækning (02. september 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. september 2002
- 2006-0009013 - Pensionskasse påbudt at anmelde et nyt grundlag for beregning af hensættelsen efter bedste skøn (06. juni 2008) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 6. juni 2008
- 92-54.508, 4. november 1993 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. november 1993
- 02-134.691- Der forelå løfter om pension, der skulle afdækkes forsikringsmæssigt (05. april 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. april 2004
- 94-58.009 - Forsikringsmæssig afdækning af pensionstilsagn (04. februar 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. februar 1997
- Kendelse af 23. oktober 1995. 94-49.804 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. oktober 1995