'Flammesikkert elektrisk kabel' adskilte sig fra kendt teknik.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
»Flammesikkert elektrisk kabel«
adskilte sig fra kendt teknik.
År 1993, den 22. marts afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Torben Laubst, Asger
Nielsen) følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P 20/91: Klage fra
Societa' Cavi Pirelli S.p.A.,
Italien,
v/Patentbureau Lehmann & Ree A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 5. marts 1991 af patentansøgning
nr. 1917/83.
Den 28. april 1983 indleverede klageren en ansøgning om patent på
»flammesikkert elektrisk kabel, der er imprægneret med en isolerende
væske«. Ansøgningens krav lød således:
»1. Flammesikkert elektrisk kabel, der er imprægneret med en
isolerende væske, hvilket kabel omfatter mindst en leder, en lagdelt, fast
isolering påført i lag af cellulosemateriale viklet omkring lederen og
imprægneret med en isolerende væske, samt et omsluttende hylster fyldt med
isolerende væske, kendetegnet ved, at den isolerende væske omfatter
en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25
grader C og en aromatisk forbindelsen med den almene formel:
hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse
er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den
totale vægt af blandingen.
2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at
det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk
leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med
Læs alt
denne, fyldes med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte, faste
isolering påført i lag af cellulosemateriale viklet omkring den elektriske
leder, hvilken isolerende væske omfatter en blanding en viskositet på over 5
cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelsen med den almene formel:
hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse
er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den
totale vægt af blandingen.
3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at
en gruppe på tre elektriske ledere er indesluttet i dette stive metalrør,
hvilket metalrør fyldes med isolerende væske, og hvilken isolerende væske
omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 ct
ved 25 grader C og en aomatisk forbindelse med den aleme formel:
hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse
er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% med hensyn til den
totale vægt af blandingen.
4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1
til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og den
aromatiske forbindelse udgør sidstnævnte en mængde mellem 3 og 7 vægt% af den
totale vægt af blandingen.
5. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1
til 4, kendetegnet ved, at den aromatiske forbindelse er
isopropyldiphenyl.
6. Isolerende væske til imprægnering af elektriske kabler og lignende,
kendetegnet ved, at den omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en
viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelse med den
almene formel:
hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse
er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den
totale vægt af blandingen.
7. Isolerende væske ifølge krav 6, kendetegnet ved, at den
aromatiske forbindelse er tilstede i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7
vægt% af den totale vægt af blandingen.
8. Isolerende væske ifølge krav 6 eller 7, kendetegnet ved, at den
aromatiske forbindelse er isopropyldiphenyl.«
Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 27. april 1990:
»1. Vi mener, at Deres opfindelse i alt væsentligt er kendt, og at
ansøgningen derfor ikke kan føre til patent, jf. nedenstående begrundelse.
2. Fra US-patent nr. 3.108.153 kendes et elektrisk kabel, imprægneret med
en blanding af polydimethylsiloxan (se spalte 1, linie 68) og en aromatisk
forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper,
og A kan være biphenyl, jf. spalte 4, tabel 1, hvor t-butylbiphenyl er nævnt
som eksempel. Denne sidstnævnte forbindelse er kemisk nært beslægtet med
isopropylbiphenyl, som ifølge ansøgningen er den foretrukne forbindelse.
Det interval for mængdeforholdet mellem polydimethylsiloxan og aromatisk
forbindelse, som angives i US-patentet, spalte 4, linie 47-50 (se også spalte
5, tabel 2) omfatter de mængdeforhold, som anvendes ifølge ansøgningen.
3. Vi kan derfor ikke se, at kablet og den isolerende væske ifølge
ansøgningen adskiller sig væsentligt fra, hvad der er beskrevet i
US-patentet, og det forekommer ikke sandsynligt, at den lille ændring af
isolationsvæskens sammensætning, der er beskrevet i Deres ansøgning, kan
medføre nogen overraskende teknisk virkning ud over den virkning, som
allerede opnået ved den kendte teknik.«
Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 29. oktober 1990 følgende
nye krav:
»1. Flammesikkert, oliefyldt elektrisk kabel med mindst en leder og
en lagdelt isolering, der er imprægneret med en isolerende væske, og som er
dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen og udelukkende består af
cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der omslutter den lagdelte
isolering, kendetegnet ved, at den isolerende væske omfatter en
blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25
grader C og isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i
en mængde på ikke over 10 vægtprocent baseret blandingens samlede vægt.
2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at
det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk
leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med
denne, er fyldt med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte
isolering af cellulosemateriale, der er viklet omkring den elektriske leder.
3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at
det omsluttende hylster er et stift metalrør, og at en gruppe på tre
elektriske ledere er indesluttet i dette stive metalrør, hvilket metalrør er
fyldt med isolerende væske.
4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1
til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og
isopropyldiphenyl udgør sidstnævnte en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af
blandingens samlede vægt.
5. Isolerende væske til anvendelse i elektriske kabler, kendetegnet
ved, at den omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet
på over 5 cts ved 25 grader C og en isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte
forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægt% i forhold til
blandingens totale vægt.
6. Isolerende væske ifølge krav 5, kendetegnet ved, at
isopropylphenylet forekommer i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7 vægt%
af blandingens totale vægt.«
I skrivelsen anførte klageren bl.a.:
»Ansøgningens benævnelse og beskrivelsens indledning er blevet
tilpasset det nye patentkravsæt, og der er herudover blevet optaget en omtale
af det elektriske kabel, der kendes fra det ovennævnte US-patentskrift nr.
3.108.153, ligesom det er blevet forklaret, hvad særligt der opnås med det
elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning i forhold til det fra
US-patentskriftet kendte. Endvidere er der i beskrivelsens indledning blevet
udført en del ændringer af sproglig og/eller formel art.
Også beskrivelsens specielle del er blevet tilpasset det nye patentkravsæt
og er herudover undergået en del rettelser af mere sproglig og/eller formel
art.
De i beskrivelse og krav udførte rettelser fremgår af den samtidigt hermed
fremsendte kopi af en omskrift af den tidligere beskrivelse af 18. august
1983.
Hvad angår det af direktoratet fremdragne US-patentskrift nr. 3.108.153
skal vi i tilknytning til det i den nye beskrivelsesindledning iøvrigt
bemærke følgende:
I patentskriftet er der ganske rigtigt, som af direktoratet i betænkningen
anført, angivet et elektrisk kabel, der er imprægneret md en blanding af
polydimethylsiloxan og en aromatisk forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor
R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper, og A kan være biphenyl, idet forbindelsen
t-butylbiphenyl specifikt er nævnt som eksempel i tabel 1, spalte 4.
Kablet ifølge US-patentskriftet er imidlertid af en særlig type, ved
hvilken der som elektrisk isolering omkring lederne i kablet kun anvendes
viklinger af polyethylenbånd, jf. spalte 2, linie 50-51, spalte 3, linie 7-8
og spalte 4, linie 63-66 og 71-75. Allerede herved adsiller kablet ifølge
US-patentskriftet sig således væsentligt fra kablet ifølge den foreliggende
opfindelse, i hvilket der anvendes en elektrisk isolering omkring lederne af
udelukkende cellulosemateriale. Ved nedbrydning af cellulosematerialet vil
der nemlig ud over hydrogengas også dannes carbonmonoxid, carbondioxid og
vanddamp, medens der ved nedbrydning af polyethylen udelukkende vil være
mulighed for dannelse af hydrogen som gasformig komponent, hvilket iøvrigt er
den eneste gaskomponent, der søges bekæmpet ifølge angivelserne i
US-patentskriftet. Ganske vist angives hydrogengassen heri som tilsyneladende
udelukkende at hidrøre fra homolytisk spaltning af C-H bindinger i
dimethylsiloxanmolekylerne under kablets funktion som følge af den påførte
spænding, jf. eksempelvis spalte 4, linie 32-l34, men dette ændrer ikke noget
på det forhold, at der ved kablet ifølge US-patentskriftet øjensynlig ikke er
risiko for opståen af gasser som carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp
under dets brug, og de tilsætningsstoffer, der anvendes i imprægneringsvæsken
ifølge US-patentskriftet, angives da heller ikke at være virksomme til
bekæmpelse heraf.
De til bekæmpelse og udvikling af hydrogengas i kablet ifølge
US-patentskriftet benyttede tilsætningsstoffer angives at skulle anvendes i
et stort overskud på fra 2 til 100 gange den teoretiske mængde, der kræves
til omsætning af de fri-hydrogenradikaler, som kan forventes dannet i løbet
af kablets levetid, jf. spalte 4, linie 41-45, og der angives mængder på fra
0,5 til 25 vægt% af kabelvæsken, jf. spalte 4, linie 47-50. Herved er der
således ikke taget højde for, om der med kablet ifølge US-patentskriftet
opnås et flammesikkert oliefyldt kabel med en stabil
olieblandingssammensætning og tilstrækkelige flydeegenskaber ved lav
temperatur, bedre dielektrisk styrke og lav dielektrisk tabsfaktor (tg), og
der er i patentskriftet intet nævnt om vigtigheden af opnåelsen af disse
egenskaber i oliefyldte, elektriske kabler.
Endelig skal det nævnes, at der ifølge US-patentskriftet kan benyttes
dimethylpolysiloxanvæsker med en viskositet på fra 0,6 til 30.000 cts ved 25
grader C, medens der i den isolerende væske ifølge den foreliggende ansøgning
udelukkende anvendes polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved
25 grader C.
Det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning adskiller sig
således i næsten alle henseender fra det fra US-patentskriftet kendte kabel,
og herved opnås en kombination af for et oliefyldt elektrisk kabel særdeles
fordelagtige egenskaber, som ikke tilsigtes opnået med kablet ifølge
US-patentskriftet, ja som overhovedet ikke er nævnt heri.
Det oliefyldte elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning må
derfor anses for ikke blot at være nyt i forhold til det fra
US-patentskriftet kendte kabel, men også at have opfindelseshøjde i forhold
hertil og må derfor anses for værende patenterbart ifølge sædvanlige
patenterbarhedskriterier.«
Direktoratet afslog ved skrivelse af 5. marts 1991 ansøgningen med
følgende begrundelse: ».....
2. Den isolerende væske ifølge ansøgningens krav 5-6 adskiller sig kun fra
den isolerende væske, der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, derved, at
additivet ifølge opfindelsen er isopropylbiphenyl, medens additivet ifølge
den kendte teknik er tertiært butylbiphenyl, dvs. forskellen består kun i en
methylgruppe i en substituent i et relativt stort molekyle. Med hensyn til
værdierne for væskens viskositet og additivindhold bemærkes, at de i
ansøgningen angivne intervaller er omfattet af de tilsvarende
intervalangivelser i US-patentet.
Vi må derfor fastslå, at væsken ifølge ansøgningen i kemisk henseende er
meget nært beslægtet med den kendte væske, og den er i øvrigt - uden direkte
at være nævnt - omfattet af ovennævnte patent, jf. spalte 4, tabel 1, hvoraf
fremgår, at substituenten på den aromatiske kerne kan være isopropyl.
3. Med hensyn til den tekniske virkning angiver De side 3 i beskrivelsen,
at isoleringsolien ifølge opfindelsen ikke blot absorberer hydrogen, men også
carbonoxid, carbondioxid og vanddamp, men det fremgår ikke, at der her er
tale om egenskaber, hvorved olien ifølge opfindelsen udmærker sig frem for
den kendte olie - hvilket i øvrigt i betragtning af de to oliers nære kemiske
slægtskab heller ikke ville kunne forventes.
Af side 3 i beskrivelsen fremgår således kun, at kablet ifølge opfindelsen
i teknisk henseende er ringere end det kendte kabel, da dets
isolationsmateriale ved nedbrydning ud over hydrogen tillige udvikler
ovennævnte andre gasser.
4. De forsøg, der er redegjort for i beskrivelsens specielle del, viser
kun, at isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række
fordelagtige egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger.
Det er derimod ikke påvist, at disse fordelagtige egenskaber skyldes den
minimale ændring af additivets sammensætning, som udgør den eneste forskel
mellem olien ifølge opfindelsen og den kendte olie, eftersom der ikke er
beskrevet sammenlignende forsøg, som viser den kendte olies egenskaber.
I Deres ovennævnte brev og i den ændrede beskrivelse findes således ingen
dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken
ifølge opfindelsen kan opnås nogen teknisk virkning ud over den, der allerede
er opnået ved den kendte væske.
5. Vi er enige med Dem i, at der i ansøgningen er beskrevet nogle
egenskaber ved olien og kablet ifølge opfindelsen, og at US-patentet ikke
beskriver tilsvarende egenskaber ved olien og kablet ifølge patentet. Dette
er imidlertid ikke ensbetydende med, at opfindelsen adskiller sig væsentligt
fra kendt teknik, idet det tværtimod må forventes, at den kendte olie som
følge af den næsten identiske sammensætning må have næsten samme egenskaber,
uanset at disse ikke er beskrevet. For kablets vedkommende har De som ovenfor
nævnt endog påpeget, at det kendte kabels egenskaber er bedst, takket være
anvendelsen af polyethylen som lederisoleringsmateriale.
6. De har således hverken i Deres ovennævnte brev eller i den ændrede
beskrivelse anført noget, der kan ændre den opfattelse, at opfindelsen ikke
adskiller sig væsentligt fra, hvad der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, og
at det nye ifølge opfindelsen ikke giver anledning til nogen overraskende
teknisk virkning.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 6. maj 1991 indbragt for
Patentankenævnet med påstand om, at det af Patentdirektoratet fremdragne
US-patent nr. 3.108.153 ikke er til hinder for meddelelse af patent på
opfindelsen ifølge ansøgningen, idet opfindelsen ifølge ansøgningen må anses
at opfylde bestemmelserne for patenterbarhed, som de er fastlagt i
patentlovens § 2, stk. 1 og stk. 2.
I klagebegrundelse af 22. juli 1991 anførte klageren følgende: ».....
I den forbindelse skal vi indledningsvis bemærke, at opfindelsen ifølge
den foreliggende ansøgning angår en løsning af problemer, der forekommer i
forbindelse med såkaldte »oliefyldte« elektriske kabler af den
type, der er imprægneret med en isolerende væske, og som omfatter mindst een
leder med en lagdelt fast isolering af cellulosemateriale, der er viklet
omkring lederen og er imprægneret med en isolerende væske, og et omsluttende
hylster er fyldt med den isolerende væske. Dette fremgik allerede af
indledningen til krav 1 i den oprindelige beskrivelse af 18. august 1983 og
den hertil hørende beskrivelsesindledning, side 1, linie 1 - side 2, linie
35.
Af side 1, linie 10-30 i denne beskrivelsesindledning fremgår det
specifikt, at man til den i elektriske kabler af den omhandlede art benyttede
isolerende væske (»imprægnerings-» eller
»isoleringsolien«) må stille en lang række krav med hensyn til
specifikke egenskaber af vidt forskellig art, som skal være opfyldt, for at
opnå et i praksis brugbart og funktionsdueligt kabel. Den isolerende væske
skal således være i besiddelse af:
1. En høj dielektricitetsstyrke (for at opnå den nødvendige elektriske
isolering af den elektriske leder i kablet).
2. En lav dielektricitetstabsfaktor, dvs. tg delta (for at opnå en god
virkningsgrad ved krafttransmission).
3. En sådan viskositet ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i
praksis udsættes for, at væsken let kan flyde langs kablet.
4. En konstant fysisk tilstand (for at den isolerende væske skal forblive
flydende ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i praksis udsættes
for, og ikke skiller i sine bestanddele (fremgår af side 8, linie 6-11), da
dens øvrige egenskaber i så fald risikerer at gå tabt).
5. En god gasabsorptionsevne (for at undgå dannelsen af mulige gasbobler,
som medfører risiko for perforationer af den lagdelte, faste isolering
omkring kablet).
6. Flammesikkerhed og en sådan beskaffenhed, at der ikke udvikles toxiske
gasser i tilfælde af høje temperaturer eller brand.
7. Lav pris.
Det pointeres herefter, at der er meget vanskeligt at finde en isolerende
væske med en kemisk sammensætning, som tilgodeser alle ovennævnte krav, og at
man derfor almindeligvis må indgå på et kompromis, hvorved man må give afkald
på nogle af de krævende egenskaber i større eller mindre udstrækning, f.eks.
flammesikkerheden. Det anføres endvidere, at på trods heraf kendes der
faktisk kun få stoffer, som kan anvendes og anbefales til brug som
imprægnerende, isolerende væsker i elektriske kabler, jvf. beskrivelsen side
1, linie 31-39. Blandt disse få stoffer angives polydimethylsiloxaner (også
kaldet silliconer) at være den mest kendte type af imprægneringsvæsker som
følge af deres flammesikkerhed, deres evne til at forblive flydende ved meget
lave temperaturer, deres viskositet, som praktisk taget er konstant i et
bredt temperaturområde, deres lave pris og deres lave
dielektricitetstabsfaktor (tg delta). Polydimethylsiloxaner har imidlertid en
forholdsvis lav dielektrisk, specifik modstand og navnlig en ringe evne til
at absorbere gasser i et elektrisk felt, især de gasser, der udvikles i
tidens løb som følge af nedbrydning af det faste isolerende materiale, som er
påført i lag rundt om lederen i kablet, hvilke gasser omfatter hydrogen,
carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, jvf. beskrivelsen side 2, linie
1-16.
Ovennævnte ulemper ved polydimethylsiloxanerne som imprægneringsvæske i
elektriske kabler af den omhandlede art er, ifølge beskrivelsen side 2, linie
17-29, blevet søgt afhjulpet ved tilsætning af forskellige kendte additiver
til polydimethylsiloxanerne, hvorved problemet med gasabsorption i det
elektriske felt angives at være blevet løst, men samtidig hermed er der
opstået andre ulemper i form af ustabilitet med hensyn til blandingens
kemiske sammensætning ved lav temperatur og en forringelse af den
dielektriske tabsfaktor (tg delta), således at de fremkomne
polydiemthylsiloxanholdige blandinger faktisk ikke synes at have nogen som
helst praktisk anvendelighed.
Formålet med den foreliggende opfindelse var at tilvejebringe elektriske
kabler imprægneret med polydimethylsiloxanholdige isolerende væsker med
forbedrede egenskaber, dvs. uden de ovenfor omtalte ulemper af forskellig
art.
Dette formål blev ifølge beskrivelsen side 2, linie 36 - side 3, linie 11
og det oprindelige krav 1 angivet at kunne opnås ved i elektriske kabler af
den der angivne art som isolerende væske at anvende en blanding af en
polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en
aromatisk forbindelse med den almene formel:
hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse
er til stede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den
totale vægt af blandingen.
Ifølge det oprindelige krav 5, beskrivelsen side 3, linie 12-18 og 31-35
samt det i den detaljerede del af beskrivelsen eksemplificerede var den
foretrukne aromatiske forbindelse monoisopropyldiphenyl. I den detaljerede
del af beskrivelsen var det endvidere dokumenteret, at de ovenfor omtalte
ulemper blev afhjulpet ved de i krav 1's kendetegnende del angivne
foranstaltninger, når den aromatiske forbindelse er monoisopropyldiphenyl, og
at de øvrige omtalte egenskaber, som kræves af en isoleringsvæske til et
elektrisk kabel, ikke samtidig herved blev forværret på en sådan måde, at der
alligevel ikke fremkommer et i praksis brugbart elektrisk kabel, når det
imprægneres med en sådan isoleringsvæske. Det må derfor konstateres, at på
trods af de næsten umuligt opfyldelige betingelser er det alligevel med den
foreliggende opfindelse lykkedes at frembringe en løsning på de hidtil
forekommende tekniske problemer ved elektriske kabler af den omhandlede art,
således at disse opnår de i alle henseender nødvendige funktionsegenskaber i
behørigt omfang.
Et andet selvstændigt krav i den oprindelige beskrivelse af 18. august
1983 (krav 6) var rettet på selve den isolerende væske til anvendelse i
elektriske kabler, og et hertil knyttet underkrav (krav 8) var rettet på den
udførselsform for den isolerende væske, i hvilken den aromatiske forbindelse
er isopropyldiphenyl.
Med Direktoratets første betænkning af 27. april 1990 blev US patent nr.
3.108.153 fremdraget og modholdt ansøgningen som kendt teknik, idet
Direktoratet bemærkede, at der herfra kendes et elektrisk kabel, imprægneret
med en blanding af polydimethylsiloxan (spalte 1, linie 68) og en aromatisk
forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper,
og A kan være biphenyl (spalte 4, tabel 1, hvor t-butylbiphenyl er nævnt som
eksempel). sidstnævnte forbindelse fandt Direktoratet kemisk nært beslægtet
med isopropylbiphenyl, som ifølge ansøgningen er den foretrukne forbindelse.
Direktoratet fandt endvidere, at det interval for mængdeforholdet mellem
polydimethylsiloxan og aromatisk forbindelse, som angives i US patentet
spalte 4, linie 47-50 (også spalte 5, tabel 2) omfatter de mængdeforhold, som
anvendes ifølge ansøgningen.
På denne baggrund kunne Direktoratet ikke se, at kablet og den isolerende
væske ifølge ansøgningen adskilte sig væsentligt fra, hvad der er beskrevet i
US patentet, og at det ikke forekom sandsynligt, at den lille ændring af
isolationsvæskens sammensætning, der er beskrevet i ansøgningen, kan medføre
nogen overraskende teknisk virkning ud over den virkning, som allerede er
opnået ved den kendte teknik.
Med bemærkningerne i denne betænkning tilkendegav Direktoratet således, at
det øjensynligt vurderede det elektriske kabel ifølge den foreliggende
ansøgning til at være af-samme art, som det i US patentskriftet beskrevne
kabel. Dette er imidlertid oplagt ikke tilfældet, thi som ovenfor påpeget,
fremgik det allerede af indledningen til krav 1 i den oprindelige beskrivelse
af 18. august 1983, at det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning
er af den art, hvor den elektriske lagdelte isolering påført omkring den
eller de elektriske ledere er af cellulosemateriale, hvorimod de elektriske
kabler ifølge det af direktoratet fremdragne US patentskrift (Bilag 1) er af
den art, hvor der som elektrisk isoleringslag omkring lederne i kablet kun
anvendes viklinger af polyehtylenbånd, jvf. spalte 2, linie 50-51 og 56,
spalte 3, linie 7-8 og 11, spalte 4, linie 63-66 og 71-75, spalte 5, linie
1-2 og spalte 7, linie 22-23 i patentskriftet. Polyethylen isolering er den
eneste type isoleringsmateriale, der er nævnt i US patentskriftet, og der
findes ingen antydninger af, at andre isolationsmaterialer kan komme på tale
i forbindelse med de i skriftet omhandlede elektriske kabler.
Konstitutionsmæssigt adskiller det elektriske kabel ifølge den
foreliggende ansøgning sig således klart fra kablet ifølge US patentskriftet.
Dette har som konsekvens, at de problemer, der kan forekomme i forbindelse
med kabler af den ifølge ansøgningen omhandlede art er forskellige fra de
problemer, der kan forekomme ved kabler af den ifølge US patentskriftet
omhandlede art. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at selv om
isolationsmaterialerne i begge kabeltyper vil nedbrydes under disses funktion
i tidens løb, vil der ved nedbrydning-af cellulosematerialer ud over
hydrogengas også dannes carbonmonoxid,
carbondioxid og vanddamp, medens der ved nedbrydning af polyethylen
udelukkende vil være mulighed for dannelse af hydrogen som gasformig
komponent, og hydrogengas er den eneste gaskomponent, der søges bekæmpet
ifølge angivelserne i US patentskriftet, jvf. spalte 1, linie 26, 33-34, 37,
61-63 og 70-71 og spalte 5, linie 19-20. Ingen andre gasformige komponenter
er nævnt i US patentskriftet. Hydrogengassen angives heri ganske vist
tilsyneladende i det væsentlige at hidrøre fra homolytisk spaltning af
C-H-bindinger i dimethylsilocanmolekylerne under kablets funktion som følge
af den påførte spænding, jvf. spalte 1, linie 38-44 og 68-71 samt spalte 4,
linie 32-34, men dette ændrer ikke noget på det forhold, at der ved kablet
ifølge US patentskriftet øjensynlig ikke er nogen risiko for opståen af andre
gasser, såsom carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, under dets brug,
eftersom det i kablet benyttede isolationsmateriale af polyethylen
udelukkende består af grundstofferne carbon og hydrogen og derfor ved
nedbrydning ikke kan give anledning til dannelse af ovennævnte gasser. De
tilsætningsstoffer, der anvendes i imprægneringsvæsken ifølge US
patentskriftet angives da også udelukkende at være virksomme til bekæmpelse
af fremkomst af hydrogengas.
De til bekæmpelse af udvikling af hydrogengas i kablet ifølge US
patentskriftet benyttede tilsætningsstoffer angives at skulle anvendes i et
stort overskud på fra 2 til 100 gange den teoretiske mængde, der kræves til
omsætning af de fri-hydrogenradikaler, som kan forventes dannet i løbet af
kablets levetid, jvf. spalte 4, linie 41-45, og der angives
tilsætningsmængder på fra 0,5 til 25 vægt% af kabelvæsken, jvf. spalte 4,
linie 47-50. Herved er der således ikke taget højde for, om der med kablet
ifølge US patentskriftet opnås et flammesikkert, oliefyldt kabel med en
stabil olieblandingssammensætning og tilstrækkelige flydeegenskaber ved lav
temperatur, tilstrækkelig dielektrisk styrke og lav dielektrisk tabsfaktor
(tg delta), ja der er i patentskriftet overhovedet intet nævnt om vigtigheden
af opnåelsen af disse egenskaber for det deri omhandlede oliefyldte
elektriske kabel. Dette er også i klar modstrid med foranstaltningerne ifølge
den kendetegnende del af det oprindelige krav 1, hvor der til sikring af
netop disse egenskaber var angivet, at den aromatiske forbindelse er til
stede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den totale
vægt af blandingen.
Endelig fremgår det af US patentskriftet, at der i det oliefyldte kabel
ifølge skriftet kan benyttes dimethylpolysiloxanvæsker med en viskositet på
fra 0,6 til 30.000 cts ved 25 grader C. dette er også i klar modstrid med
angivelserne i den kendetegnende del af det oprindelige krav 1, ifølge hvilke
den benyttede polydimethylsiloxan skal have en viskositet på over 5 cts ved
25 grader C. Såfremt denne foranstaltning ikke overholdes, opnås der ikke en
isoleringsvæske med tilstrækkelig højt flammepunkt og brændpunkt, jvf.
tabellen på side 7 og den efterfølgende tekst i linie 27-33 i den oprindelige
beskrivelse af 18. august 1983.
Det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning adskiller sig
således ikke blot konstitutionelt, men også i praktisk taget alle
funktionelle henseender fra det fra US-patentskriftet kendte kabel. Herved
opnås ifølge opfindelsen et flammesikkert, oliefyldt, elektrisk kabel med en
kombination af særdeles fordelagtige egenskaber, som ikke tilsigtes opnået
med kablet ifølge US-patentskriftet, som ikke kan forventes opnået på basis
af det deri angivne, ja, som overhovedet ikke er nævnt i patentskriftet.
Ovennævnte forskelle mellem kablet ifølge den foreliggende ansøgning og
kablet ifølge det af Direktoratet med betænkningen fremdragne US-patentskrift
nr. 3.108.153 blev særdeles tydeligt forklaret i vor besvarelse af 29.
oktober 1990 af direktoratets betænkning, jvf. vort følgebrev, side 2, sidste
afsnit - side 3, næstsidste afsnit. Den fra US patentskriftet kendte
kabelteknik og ovennævnte forskelle mellem denne kablet ifølge ansøgningen
blev endvidere efter vor opfattelse også tilstrækkeligt tydeligt forklaret i
det med besvarelsen indleverede forslag til ny, fuldstændig beskrivelse, jvf.
side 2, linie 35 - side 3, linie 36 i beskrivelsen af 29. oktober 1990. I
dette forslag til ny beskrivelse, var endvidere krav 1, ud over at være
undergået mindre sproglige præciseringer, tillige blevet begrænset til kun at
omfatte isoleringsvæsker af polydimethylxyloxan og isopropyldiphenyl som den
aromatiske forbindelse. Denne begrænsning af krav 1 var dog ikke forårsaget
af det af Direktoratet fremdragne US-patentskrift, thi, som ovenfor påpeget,
besad kablet ifølge det oprindelige krav 1 både behørig nyhed og
opfindelseshøjde i forhold til den fra US-patentskriftet kendte kabelteknik.
Begrænsningen af krav 1 var udelukkende begrundet i, at isopropyldiphenyl var
den eneste aromatiske forbindelse, som i beskrivelsens detaljerede del
underbyggede og godtgjorde opnåelsen af det med opfindelsen tilsigtede
formål. Som følge af begrænsningen af krav 1 udgik de oprindelige krav 5 og
8, og der skete samtidig en behørig omnummerering og redaktionel præcisering
af affattelsen af de øvrige krav.
Ud over den ovenfor omtalte optagelse af en omtale af den fra
US-patentskrift nr. 3.108.153 kendte kabelteknik og en forklaring af
opfindelsen i forhold hertil, var den nye beskrivelse af 24. oktober 1990
også tilpasset de begrænsede nye patentkrav og derudover sprogligt
tydeliggjort på en række punkter.
Som sagsforløbet viser det, blev Direktoratets reaktion på vor ovennævnte
besvarelse af betænkningen og imødegåelse af de heri forekommende påstande
det af Direktoratet den 5. marts 1991 meddelte afslag på ansøgningen. Dette
afslag er imidlertid baseret på en argumentation, som, hvis vi skal udtrykket
det mildt, repræsenterer det formentlig mest ejendommelige, vi mindes
nogensinde at have set i nogen patenterbarhedsvurderingsmæssig sammenhæng.
For det første retter Direktoratet indledningsvis under pkt. 2 i afslaget
sin kritik mod ansøgningens krav 5-6, idet Direktoratet fremfører, at den
heri angivne isolerende væske kun adskiller sig fra den isolerende væske, der
kendes fra US patent nr. 3.108.153, derved, at additivet ifølge opfindelsen
er isopropylbiphenyl, medens additivet ifølge den kendte teknik er tertiært
butylbiphenyl, d.v.s. at forskellen kun består i en methylgruppe i en
substituent i et relativt stort molekyle, samt at med hensyn til værdierne
for væskens viskositet og additivindhold er de i ansøgningen angivne
intervaller omfattet af de tilsvarende intervalangivelser i US-patentet. På
baggrund heraf fastslår Direktoratet, at væsken ifølge ansøgningen i kemisk
henseende er meget nært beslægtet med den kendte væske, og at den i øvrigt -
uden direkte at være nævnt - er omfattet af US-patentet, jfr. spalte 4, tabel
1, hvoraf fremgår, at substituenten på den aromatiske kerne kan være
isopropyl.
Rent bortset fra, at Direktoratet hermed faktisk tilkendegiver, at den i
ansøgningens krav 5-6 angivne isolerende væske ikke er beskrevet i
US-patentskriftet og derfor i realiteten må anses for værende ny, er det for
os en ganske ny og overraskende erkendelse, at en opfindelse ifølge en
ansøgning primært skulle fremgå af senere krav i et kravsæt i ansøgningen.
Hidtil har det været vor opfattelse, at den opfindelse, som en ansøgning
primært angår, er defineret i krav 1 i ansøgningens kravsæt, hvilket krav
derfor almindeligvis benævnes hovedkravet, medens efterfølgende krav vil være
underordnet det første krav. Denne opfattelse synes da også at være i
overensstemmelse med Patentdirektoratets bekendtgørelse nr. 874 af 19.
december 1988, § 16, stk. 2 (Bilag 2) og Patentdirektoratets fortolkning
heraf i cirkulære nr. 9 af 16. september 1985, kapitel I, 1. afsnit og
kapitel II, 1. og 2. afsnit (Bilag 3), jvf. vedlagte kopier heraf.
Medmindre Direktoratet derfor med afslaget tilkendegiver påbegyndelse af
en ny og hidtil uvarslet praksis (som i så fald vil være ganske enestående
for Danmarks vedkommende) må vi derfor gå ud fra, at ovenstående generelle
regel vedrørende en patentansøgnings primære anliggende stadig har gyldighed.
Direktoratets indledende kritik af den i krav 5-6 omhandlede isolerende væske
er derfor efter vor opfattelse oplagt irrelevant, eftersom hovedkravet i det
den 29. oktober 1990 indleverede patentkravsæt i ansøgningen jo ikke er
rettet på en isolerende væske men på et flammesikkert, oliefyldt, elektrisk
kabel med mindst een leder og en lagdelt isolering, der er imprægneret med en
isolerende væske, og som er dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen og
udelukkende består af cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der
omslutter den lagdelte isolering.
Endvidere er Direktoratets måde at affatte afslaget på heller ikke formelt
i overensstemmelse med Direktoratets egne retningslinier vedrørende
affattelse af afslag, jvf. Instruks nr. 25 af 16. september 1985, side 3,
sidste afsnit (Bilag 4), hvor der står:
»I almindelighed bør afslagsbegrundelsen være affattet således, at
den først imødegår de væsentligste af ansøgerens sidst anførte argumenter og
derefter - under henvisning til relevant materiale - angiver de betragtninger
på basis af hvilke afgørelsen er truffet«,
idet vi i vor besvarelse af 29. oktober 1990 umisforståeligt rettede vor
argumentation på forskellene mellem kablet ifølge ansøgningen, dvs.
substansen af det fremsendte krav 1, og kablet ifølge US patent nr.
3.108.153, jvf. vort følgebrev af 29. oktober 1990, side 2, andet afsnit -
side 3 ned og den tilsvarende redegørelse i beskrivelsen, side 1, første
afsnit og side 2, linie 35 - side 4, linie 8.
Ovennævnte påpegning af, at direktoratet på irregulær måed forsøger at
nedgøre det opfinderiske ved den foreliggende opfindelse ved at foregive at
opfindelsens primære mål er at tilvejebringe den i krav 5-6 omhandlede
isolerende væske er ikke blot udtryk for en principrytterisk påtale af et
formalitetsbrud fra Direktoratets side, men repræsenterer en essentiel
påpegning af, at enten har Direktoratet totalt misforstået problemstillingen
ifølge ansøgningen, eller også forsøger Direktoratet bevidst at fordreje
denne, thi Direktoratet fortsætter efterfølgende under punkt 3 i afslaget med
at anføre, at:
»Med hensyn til den tekniske virkning angiver De side 3 i
beskrivelsen, at isoleringsolien ifølge opfindelsen ikke blot absorberer
hydrogen, men også carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, men det fremgår
ikke, at der her er tale om egenskaber, hvorved olien ifølge opfindelsen
udmærker sig frem for den kendte olie - hvilket iøvrigt i betragtningen af de
to oliers nære kemiske slægtsskab heller ikke ville kunne forventes«.
Direktoratet tillader sig altså for det første at se fuldstændig bort fra,
at den foreliggende opfindelse primært har til formål at løse
de problemer, der generelt forekommer i forbindelse med oliefyldte
elektriske kabler, hvori den faste isolering omkring lederne består af
viklinger af cellulosemateriale, medens den kendte teknik ifølge det af
direktoratet modholdte US patentskrift nr. 3.108.153 udelukkende sigter på at
tilvejebringe en løsning på et enkelt af de problemer, der forekommer i
forbindelse med »oliefyldte elektriske kabler, hvori den faste isolering
omkring lederne i kablet udelukkende består af polyethylen«. Dette
forhold var ellers meget tydeligt blevet klarlagt i såvel den nye
beskrivelses indledning som i vort følgebrev af 29. oktober 1990, jvf.
ovenstående redegørelse herfor.
Direktoratet forfølger derimod en påstand om, at det af vore forklaringer
ikke skulle fremgå, at olien ifølge opfindelsen herved udmærker sig frem for
den kendte olie ved, at den ikke blot absorberer hydrogen, men også
carbonioxid og vanddamp. Direktoratet tillader sig endvidere at bemærke, at
dette iøvrigt heller ikke ville kunne forventes i betragtning af de to oliers
nære kemiske slægtskab.
Til disse påstande vil vi gerne bemærke, at vi i den tidligere besvarelse
tydeligt har fremhævet, at det af det af Direktoratet fremdragne US
patentskrift kun fremgår, at den derfra kendte olie er i stand til at
absorbere hydrogengas. Vi har ikke været i stand til noget steds i US
patentskriftet at lokalisere udsagn, der skulle kunne danne basis for en
viden endsige en formodning om, at den derfra kendte isoleringsolie skulle
kunne være i stand til at absorbere gasserne carbonmonoxid, carbondioxid og
vanddamp, og vi er heller i stand til i hverken Direktoratets tidligere
betænkning eller i det foreliggende afslag at få øje på henvisninger til
udsagn i US patentskriftet, hvoraf dette skulle fremgå. Dertil kommer, at vi
heller ikke har kendskab til nogen almen kemisk læresætning, regel eller lov,
som går ud på, at et stof, der er i stand til at absorbere hydrogengas også
skulle være i stand til eller sandsynligvis vil være i stand til at absorbere
carbonmonoxid, carbondioxid eller vanddamp, og viser heller ikke, at
Direktoratet på noget sted har henvist til nogen sådan almen kemisk
læresætning, regel eller lov.
Vi må derfor konkludere, at når Direktoratet mener sig i stand til at
forfægte det synspunkt, at den kendte olie må forventes at være i stand til
at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp som følge af det kemisk
nære slægtsskab med olien, der anvendes i kablet ifølge den foreliggende
opfindelse, er det på grundlag-af, at Direktoratet efter at have læst den
foreliggende ansøgnings beskrivelse og den deri forekommende eksperimentelle
dokumentation har erkendt, at olien, der anvendes ifølge den foreliggende
opfindelse, er i stand at absorbere de nævnte gasser, og herudfra formoder
Direktoratet så, at også den kendte olie skulle kunne forventes at absorbere
disse gasser. Denne form for erkendelse er imidlertid et rendyrket udtryk
for, hvad der almindeligvis betegnes som bagklogskab. Mman kan også sige, at
det er udtryk for en ejendommelig evne eller vilje til at ville stille
tingene på hovedet og derefter også anbringe sig selv på hovedet og så påstå,
at fra denne position ses verden og dens objekter i det rette perspektiv.
Vi vil imidlertid tillade os at forfægte det synspunkt, at en sådan
»perspektivering« af forhold, der angår en opfindelse henholdsvis
den i forhold hertil kendte teknik, ikke hidtil har været anerkendt i
forbindelse med vurdering af en opfindelses patentbarhed her i landet, og vi
har vanskeligt ved at forestille os, at Ankenævnet skulle kunne tiltræde en
perception af denne art.
Det skal herudover bemærkes, at af US patentskriftet, spalte 1, linie
51-56 fremgår følgende:
»Certain cable oils, notably those which contain a high degree of
aromaticity or olefinic unsaturation, are capable of absorbing rather than
evolving the gasses products formed under high electric stress, probably due
to the reactivity of the unsaturated
loci in these oils with hydrogen og hydrogen radicals«.
Ovenstående konstatering er for fagkemikere et velkendt forhold.
Hydrogengas er et reduktionsmiddel, som er i stand til at reducere talrige
kemiske forbindelser, herunder organiske forbindelser med dobbeltbindinger,
hvad enten disse er af olefinisk eller aromatisk art, jvf. eksempelvis K. A.
Jensen, Almen Kemi II, 2. oplag, København 1963, side 546, 5. afsnit (Bilag
5). Selv om også carbonmonoxid kan virke reducerende under visse forhold,
mens carbondioxid og vanddamp absolut ikke er reduktionsmidler, er det dog
vor opfattelse, at ingen fagkemiker, hverken ud fra det i US patentskriftet
specifikke udsagn eller ud fra nogen generel kemisk viden, ville være i stand
til at forudsige endsige have nogen positiv forventning om, at de ifølge US
patentskriftet nævnte hydrogengasabsorberende aromatiske forbindelser og
hermed beslægtede forbindelser skulle være i stand til også at absorbere
carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp i et elektrisk kabel. Dette er noget,
man først med den foreliggende opfindelse og den hermed tilvejebragte
dokumentation kan siges at have en måske positiv formodning om, at der
foreligger mulighed for.
Direktoratet fortsætter i sidste afsnit af punkt 3, på side 2 i afslaget
med at bemærke følgende:
»Af side 3 i beskrivelsen fremgår således kun, at kablet ifølge
opfindelsen i teknisk henseende er ringere end det kendte kabel, da dets
isolationsmateriale ved nedbrydning ud over hydrogen tillige udvikler
ovennævnte gasser (dvs. carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp - vor
bemærkning L & R)».
Også denne bemærkning er i forbindelse med vurderingen af pantentbarheden
af kablet ifølge den foreliggende opfindelse fuldstændig irrelevant. Der
findes hverken i patentlovgivningen, patentbestemmelserne eller -praksis
noget krav om, at et bestemt produkt ifølge en given opfindelse skal være
bedre end et eller andet allerede kendt produkt af samme art for at være
patentbart - det skal blot være nyt og adskille sig væsentligt i forhold
hertil. Når der som i det foreliggende tilfælde er tale om to principielt
forskellige kabeltyper, er det naturligvis endnu mere absurd at give udtryk
for, at væsensforskelligheden og dermed patentbarheden af kabeltypen ifølge
opfindelsen skulle være betinget af, at den( uden foranstaltningerne ifølge
opfindelsen) er behæftet med nogle mindre hensigtsmæssige egenskaber, som
ikke forekommer ved en kendt kabeltype af anden art. I og med at der er tale
om to principielt forskellige kabeltyper, vil de nemlig sandsynligvis også på
andre områder være i besiddelse af fra hinanden afvigende egenskaber, og
disse forskelle kan meget vel bevirke, at den kabeltype, som ved en første,
mere overfladisk betragtning kunne se ud til at være den mest fordelagtige,
vil da vise sig at være fuldstændig ubrugelig, når der også tages hensyn til
disse andre egenskaber, hvormed kabeltypen er behæftet.
Det har således for sagkundskaben inden for det kabelteknologiske område i
lang tid været et særdeles velkendt faktum, at kombinationen af
isoleringsolier og en fast isolering af polyethylenmateriale omkring lederne
i oliefyldte kabler er yderst
problematisk og fører ved længere tids brug af kablet til
utilfredsstillende forhold. Grunden hertil er, at ved kontakten mellem
polyethylenmaterialet og isoleringsolien har polyethylenet tendens til at
opløse sig i olien, hvorved denne forurenes med polyethylenet.
Dette forhold er eksempelvis allerede beskrevet i »Il polietilene e
la sua applicazione ai cavi elettrici (Polyethylen og dets anvendelse til
elektriske kabler)», publiceret af A.E.I., Bellagio oktober 1954, side
142 (Bilag 6), hvor der under punkt 2.7, tredje afsnit står følgende:
»Ved temperaturer højere end 60-70 grader C (dvs. ved forekommende
kabelfunktionstemperaturer - vor bemærkning L& R) opløses polyethylen i
et stort antal almindelige opløsningsmidler, såsom aromatiske og aliphatiske
carbonhydrider, chlorerede carbonhydrider, mange ethere, etc.«.
Når polyethylenet opløses i isoleringsolien får denne ændret sin
viskositet og dermed sin strømbarhed i kablet, samtidig med, at polyethylenet
absorberer isoleringsolien og kvælder, navnlig i olier, der indeholder
aromatiske eller aliphatiske carbonhydrider, hvilket efterfølgende medfører
en mekanisk bøjningsstivhed af kablet.
I modsætning hertil er isolationsmateriale af cellulosebånd ikke
opløselige og kvælder ej heller, når de bringes i kontakt med
isoleringsolier. Til oliefyldte kabler foretrækkes derfor i stor udstrækning
isolationsmateriale bestående af cellulose, og dette er en sandhed, som har
gyldighed den dag i dag. Navnlig oliefyldte højspændingskabler, som de
forekommer i handelen, har stadigvæk en fast isolation af cellulosepapirbånd.
Dette bekræftes eksempelvis af den af Lothar Heinold redigerede »Power
Cables and their Application«, Part 1, 3rd revised edition, 1990, side
35 (Bilag 7) som er udgivet af den inden for det kabelteknologiske område
vel- og verdenskendte firma Siemens Aktiengesellschaft, i hvilken publikation
det på side 35, spalte 1, linie 2-7 hedder:
»Impregnated paper was used for conductor insulation at the end of
the last century. It made possible the manufacture of cables for higher
voltages. Because of its good dielectric properties, paper insulation is
still indispensible for cables used at ud to the highest operation voltages
customary today.«
På ovenstående baggrund er vi af den opfattelse, at Direktoratets
vurdering af, at et oliefyldt kabel isoleret med cellulosemateriale i teknisk
henseende er ringere end et polyethylenisoleret oliefyldt kabel, måske ikke
helt kan tillægges den vægt, som direktoratet øjensynligt mener sig
berettiget til at tillægge den. Den faktiske sagkundskab inden for området
deler i hvert fald øjensynligt ikke Direktoratets synspunkt. Denne
sagkundskab, hvoraf Ansøger til nærvæernde ansøgning iøvrigt udgør en på
verdensplan ikke uvæsentlig part, ved imidlertid, at på trods af ovennævnte
forhold vedrørende anvendeligheden af cellulosemateriale i forhold til
polyethylen som isoleringsmateriale i oliefyldte, elektriske kabler, har der
ved de hidtil kendte kabler, i hvilke lederne er isoleret med
cellulosemateriale, foreligget problemer af forskellig art (som det ovenfor
er forklaret), men den foreliggende opfindelse har netop haft til formål at
løse disse problemer, og ifølge det, der er dokumenteret i nærværende
ansøgnings beskrivelses detaljerede del, er dette lykkedes.
Efter vor opfattelse burde Direktoratet måske derfor have indskrænket sin
vurderingstrang til at tage stilling til, om dette findes godtgjort eller ej,
i stedet for at forsøge at gøre sig klog på forhold, som man af gode grunde
hverken har eller kan have den fornødne sagkyndige ekspertise til at kunne
tage stilling til.
Under punkt 4 i afslaget tilkendegiver Direktoratet indledningsvis i
afsnit 1, at:
»De forsøg, der er redegjort for i beskrivelsens specielle del, viser
kun(?), at isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række
fordelagtige egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger«.
Direktoratet finder dog efterfølgende i punkt 4, afsnit 2, at:
»Det er dog ikke påvist, at disse fordelagtige egenskaber skyldes den
minimale ændring af additivets sammensætning, som udgør den eneste forskel
mellem olien ifølge opfindelsen og den kendte olie, eftersom der ikke er
beskrevet sammenlignende forsøg, som viser den kendte olies egenskaber«.
På baggrund heraf finder Direktoratet i sidste afsnit af punkt 4, at:
»I Deres ovennævnte brev (af 29. oktober 1990) og i den ændrede
beskrivelse findes der således ingen dokumentation for eller
sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken ifølge opfindelsen kan
opnås nogen teknisk virkning ud over den, der er opnået ved den kendte
væske.«
Dette udsagn er imidlertid i direkte modstrid med, hvad Direktoratet
efterfølgende anfører under punkt 5 i afslaget, hvor der står følgende:
» Vi er enige med Dem i, at der i ansøgningen er beskrevet nogle
egenskaber ved olien og kablet ifølge opfindelsen, og at US patentskriftet
ikke beskriver tilsvarene egenskaber ved olien og kablet ifølge
patentet«.
Idet vi går ud fra, at Direktoratet for ansøgningens vedkommende her
henviser til de egenskaber, som Direktoratet ovenfor under punkt 4 har kaldt
fordelagtige, har vi overordentlig vanskeligt ved at se, hvad der er
substansen i Direktoratets argumentation eller ræsonnement. Man kan da ikke
ved sin fornufts fulde brug på den ene side tilkendegive, at der i
beskrivelsens specielle del er redegjort for forsøg, der viser, at
isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række fordelagtige
egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger, og samtidig påstå, at
der i samme (ændrede) beskrivelse ikke findes dokumentation for eller
sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken ifølge opfindelsen kan
opnås nogen teknisk virkning ud over den, der allerede er opnået ved den
kendte væske, når man på den anden side
erkender, at de i ansøgningen beskrevne egenskaber ved olien og kablet
ifølge opfindelsen, ikke er beskrevet ved olien og kablet ifølge det af
Direktoratet fremdragne US patent.
Om ovennævnte påviselige og erkendte forskelle mellem kablet ifølge
opfindelsen og kablet ifølge US patentet fortsætter Direktoratet sin yderst
særegne, nærmest »Monty Pyton«-agtige argumentation md at bemærke,
at:
»Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at opfindelsen adskiller
sig væsentligt fra kendt teknik, idet det tværtimod må forventes, at den
kendte olie som følge af den næsten identiske sammensætning
må have næsten samme egenskaber, uanset at disse ikke er beskrevet.
Altså, Direktoratets opfattelse er den, at selv om de omhandlede
egenskaber ikke er beskrevet ved den kendte olie (og iøvrigt - som ovenfor
påvist - ikke kunne-forudses eller-forventes ud fra nogen almen kemisk
viden), kunne man alligevel forvente, at de skulle være til stede ved den
kendte olie. Denne erkendelse kræver det vitterlig mere end normale
menneskelige evner at kunne nå til, medmindre da, at man gør brug af den
erkendelse, der fremgår af den foreliggende ansøgning, men dette er (som
allerede ovenfor påpeget) udtryk for en i alle henseender utilstedelig gøren
brug af den med bagklogskaben følgende indsigt.
Vi har ikke detaljeret kendskab til hvilke krav, Direktoratet stiller til
sine tekniske sagsbehandleres kvalifikationer og patentfaglige ekspertise,
men vi går dog ud fra som givet, at de under deres uddannelse og oplæring
gøres bekendt med, at man ved vurderingen af patentbarheden af en opfindelse
ikke kan overføre den erkendelse, som er tilvejebragt med opfindelsen, til
den i forhold til denne fremdragne kendte teknik, når denne erkendelse ikke
fremgår af de omhandlede skrifter.
I anden forbindelse, nemlig i Patentdirektoratets Instruks nr. 18 af 16.
september 1985, side 3, sidste afsnit, (Bilag 8) indskærpes Direktoratets
sagsbehandlere da i hvert fald, at:
»Sagsbehandleren må imidlertid være opmærksom på den fare, der kan
ligge i, at man efter at have læst det selvstændige krav, lader indeholdet af
dette indgå i sine overvejelser på samme ubevidste måde som anden kendt
teknik og herved fejlagtigt bedømmer en hensigtsmæssig udførelsesform for
opfindelsen som selvfølgelig«.
Denne belæring af Direktoratets sagsbehandlere vedrører problemstillingen
mellem en ansøgnings uselvstændige krav og den kendte teknik, men vi går ud
fra som givet, at Direktoratets sagsbehandlere også belæres om, at denne
problemstilling ikke er mindre relevant, når det drejer sig om en ansøgnings
selvstændige krav og den kendte teknik.
Direktoratet fortsætter i afslutningen af punkt 5 med en påstand om, at:
»For kablets vedkommende har De, som ovenfor nævnt, endog påpeget, at
det kendte kabels egenskaber er bedst, takket være anvendelsen af polyethylen
som leder-isoleringsmaterialet.«
Denne insinuation har vi ovenfor klart gendrevet og påvist, at det er
Direktoratet, der opfatter det kendte kabel som et bedre kabel end kablet
ifølge opfindelsen, og at denne opfattelse er Direktoratet (ud i al sin
bedrevidenhed) helt alene om og absolut ikke kan finde nogen støtte for hos
den faktiske sagkundskab inden for det kabelteknologiske område.
Direktoratet afslutter sit »ræsonnement« under punkt 6 i
afslaget med at »konstatere«:
»De har således hverken i Deres ovennævnte brev eller i den ændrede
beskrivelse anført noget, der kan ændre den opfattelse, at opfindelsen ikke
adskiller sig væsentligt fra, hvad der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, og
at det nye ifølge opfindelsen ikke giver anledning til nogen overraskende
teknisk virkning.«
På baggrund af ovenstående gennemgang af Direktoratets yderst
ejendommelige måde at argumentere og ræsonnere på, der for normalt tænkende
vel kun kan karakteriseres med Viggo Hørups ord i sin tid som »det
vitterlige vås«, kan man naturligvis ikke forvente andet end denne
absurditet af en »konklusion«, hvis ellers dette ord kan benyttes
om Direktoratets afsluttende bemærkninger, som mere har karakter af, at
Direktorats »frasemaskiner« er løbet fuldstændig løbsk og har
undraget sig enhver kontrol fra det menneskelige intellekt, medmindre da, at
de skal opfattes som et forsøg på at fornærme Ansøger og hans fuldmægtig for
deres seriøse forsøg på at
forklare Direktoratet, hvad realiteterne i sagen drejer sig om, i stedet
for et alvorligt ment forsøg på at tage stilling til disse realiteter.
For alle andre end den pågældende sagsbehandler i Direktoratet må det vel
nemlig anses for at stå ganske klart, at det af såvel den oprindelige
beskrivelse af 18. august 1983 som af den ændrede beskrivelse af 29. oktober
1990 og det hermed følgende brev fremgår, at den foreliggende opfindelse
angår en løsning af nogle hidtil forekommende problemer i forbindelse med
oliefyldte kabler af den type, hvori den eller de forekommende ledere er
isoleret med en lagdelt isolering dannet af bånd af cellulosemateriale, som
er imprægneret med en isolerende væske, hvilken væske skal være i besiddelse
af en række specifikke egenskaber, som er nødvendige for at opnå et i praksis
brugbart og over længere tidsrum funktionsdueligt kabel, nemlig:
1. En høj dielektricitetsstyrke.
2. En lav dielektricitetstabsfaktor, dvs. tg delta.
3. En sådan viskositet ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i
praksis udsættes for, at væsken let kan flyde langs kablet.
4. En konstant fysisk tilstand over et bredt temperaturområde.
5. En god gasabsorptionsevne, navnlig for hydrogengas, carbonmonoid,
carbondioxid og vanddamp.
6. Flammesikkerhed og en sådan beskaffenhed, at der ikke udvikles toxiske
gasser i tilfælde af høje temperaturer eller brand.
Disse egenskaber har ifølge opfindelsen vist sig at blive opnået, når
kablet ifølge opfindelsen er karakteriseret ved den i krav 1's kendetegnende
del angivne væske.
I beskrivelsens specielle del er det ved de der beskrevne forsøg
godtgjort, at de omhanlede problemer ved de kendte kabler af den givne art
faktisk løses ved foranstaltningerne ifølge den kendetegnende del af krav 1,
jvf. beskrivelsen af 29. oktober 1990, side 7, linie 1 - side 14, linie 10,
hvilket Direktoratet (når man afskræller Direktoratets sprog dets brug af
generelle eufemismer i stedet for de i forsøgene benyttede reelle specifikke
termer) faktisk bekræfter i første afsnit af punkt 4 i afslaget.
Specielt er det med forsøgene godtgjort, at isoleringsvæsken i kablet
ifølge opfindelsen har et tilstrækkelig højt flamme- og brændpunkt, jvf.
tabellen side 8 med tilhørende kommentarer i beskrivelsen, altså at et med
den foreslåede væske imprægneret kabel vil være flammesikkert, og at
isoleringsvæsken i kablet ifølge opfindelsen er i stand til ikke blot at
absorbere hydrogengas men også gasserne carbonmonoxid, carbondioxid og
vanddamp, jvf. tabellerne side 13 med tilhørende kommentarer i beskrivelsen.
Altså vil den foreslåede isoleringsvæske være i stand til at eliminere de
gasser, der kan dannes i et oliefyldt kabel, hvori lederne er isoleret med
cellulosemateriale.
Direktoratet har ikke over for opfindelsen ifølge ansøgningen fremdraget
nogen kendt teknik, der angår oliefyldte kabler med
cellulose-materialeisolerede ledere og de hermed forekommende specifikke
problemer.
Direktoratet har ej heller fremdraget nogen kendt teknik, der beskriver en
til oliefyldte elektriske kabler beregnet isoleringsvæske eller -olie, som
vides at være i stand til at løse specifikke problemer, der forekommer i
forbindelse med oliefyldte kabler med ledere isoleret med
cellulose-materiale.
Direktoratet har alene fremdraget et patentskrift (US 3.108.153), der
beskriver et elektrisk kabel med ledere isoleret med polyethylenmateriale og
imprægneret med en isoleringsvæske eller -olie, der alene angives at være i
stand til at absorbere hydrogengas. Isoleringsvæsken er ikke identisk med den
isoleringsvæske, der benyttes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse,
hvilket Direktoratet anerkender under punkt 2, første punktum i afslaget.
Isoleringsvæsken angives ej heller at være i besiddelse af de egenskaber, som
isoleringsvæsken, der benyttes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse,
har, hvilket Direktoratet bekræfter under punkt 5, første punktum i afslaget.
Isoleringsvæsken ifølge det fremdragne US paten kunne derfor ikke forventes
at løse de problemer, der forekommer i forbindelse med oliefyldte kabler
isoleret med cellulosemateriale, navnlig ikke forventes at være i stand til
at absorbere carbonmonoxid,-carbondioxid og vanddamp, der er gasser, som
opstår under et sådant kabels funktion, men ikke under et med
polyethylenmateriale isoleret kabels funktion. Den kendte isoleringsvæske (og
hermed beslægtede væsker) kunne heller ikke ud fra anden almen kemisk viden i
kombination med de angivelser om den kendte væske, der fremgår af US
patentskriftet, forventes eller formodes at være i stand til at løse disse
problemer, jvf. vor redegørelse herfor i nærværende klagebegrundelse, side
11, andet hele afsnit og side 12, tredje afsnit - side 13, linie 1.
På denne baggrund må vi derfor konkludere, at kablet ifølge opfindelsen
ikke blot er nyt, men også må anses for at adskille sig væsentligt fra den af
Direktoratet fremdragne kendte teknik, som den fremgår af US patentskrift nr.
3.108.153.
Kablet ifølge opfindelsen må derfor anses for at opfylde kriterierne for
patenterbarhed, som de er fastlagt i patentlovens § 2, stk. 1 og 2.
Det samme må gælde en anvendelse af den ifølge opfindelsen foreslåede
isoleringsvæske i kablet ifølge opfindelsen.
Ganske vist er Direktoratet øjensynligt af den opfattelse, at også den fra
US 3.108.153 kendte isoleringsvæske kan formodes at være i besiddelse af
tilsvarende egenskaber som isoleringsvæsken, der anvendes i kablet ifølge den
foreliggende opfindelse. Denne formodning baserer Direktoratet øjensynligt
på, at de i begge væsker forekommende kemiske forbindelser er beslægtede.
Hertil skal for det første bemærkes, at såvel de kemiske bestanddele som
disse bestanddeles kvantificerbare egenskaber samt den kvantitative
sammensætning af bestanddelene i væsken ifølge den foreliggende ansøgning er
pålagt restriktioner, som ikke finder gensvar for bestanddelenes vedkommende
i og den kvantitative sammensætning af den kendte væske, jvf. at
polydimethylsiloxanen i væsken ifølge opfindelsen skal have en viskositet på
over 5 cts ved 25 grader C, mens dimethylpolysiloxanen i den kendte væske kan
have en viskositet på fra 0,6 til 30.000 cts. ved 25 grader C, at der
specifikt benyttes isopropyldiphenyl i væsken ifølge den foreliggende
ansøgning, mens denne forbindelse ikke er nævnt som mulig bestanddel af den
kendte væske, og at isopropyldipehnylen højst kan forekomme i en mængde på op
til 10 vægtprocent i forhold til vægten af den totale vægt af væskeblandingen
ifølge den foreliggende ansøgning, mens de hydrogengasabsorberende,
aromatiske carbonhydrider, der anvendes i den kendte væske, kan forekomme i
op til 25 vægtprocent i forhold til vægten af kabelvæsken.
Alene på grund af disse forskelle kan den kendte isoleringsvæske ikke
forventes at have egenskaber, som er sammenfaldende med egenskaberne af
væsken ifølge opfindelsen.
For det andet og væsentligste baserer Direktoratet åbenbart sin formodning
om, at den kendte væske har egenskaber, der svarer til egenskaberne ved
væsken ifølge opfindelsen, på det kemiske slægtsskab mellem forbindelserne i
de to væsker. Da de kemiske forbindelser i den kendte væske ifølge US
patentskriftet ikke angives at være i besiddelse af sådanne egenskaber, og da
Direktoratet ikke henviser til nogen anden kilde derudover, hvorfra
Direktoratet måtte have en viden om sådanne egenskabers forekomst ved
forbindelserne i den kendte væske, må vi gå ud fra, at Direktoratets
formodning kun kan stamme fra en viden om, at væsken ifølge den foreliggende
opfindelse har disse egenskaber.
Direktoratets formodning om egenskabernes forekomst ved den kendte væske
kan i så fald kun bero på en overføring af den erkendelse, der er
tilvejebragt med den foreliggende opfindelse, til den fremdragne kendte
teknik, hvor en sådan erkendelse ikke kan påvises.
Vi har ovenfor tilkendegivet og dokumenteret, at en sådan gøren brug af
den med bagklogskaben følgende indsigt er klart utilstedeligt, hvilket burde
være elementært for enhver patentsagkyndig, selv på novicestadiet, thi
såfremt det var en tilladelig fremgangsmåde ved vurdering af en opfindelses
patentbarhed, ville ingen opfindelse være patentbar, idet alle ville kunne
gøres nærliggende i forhold til kendt teknik af en eller anden art ved en
sådan intellektuel manipulation af de aktuelle fakta.
Direktoratets efterlysning af sammenligningsforsøg, der skulle godtgøre,
at isoleringsvæsken ifølge den foreliggende opfindelse har bedre egenskaber
end den kendte væske, er på denne baggrund oplagt irrelevant. Sådanne forsøg
ville kun kunne være berettigede, såfremt man forud for den foreliggende
opfindelses fremkomst vidste, at den kendte væske var i besiddelse af
egenskaber af samme art, som dem med opfindelsen påviste hos væsken ifølge
ansøgningen.
Som afsluttende dokumentation for, at vor ovenfor tilkendegivelse af, at
den foreliggende opfindelse må anses for at være patenterbar i henhold til
sædvanlig dansk praksis ved vurdering af, om en opfindelse adskiller sig
væsentligt fra kendt teknik eller ej, skal vi henvise til Patentankenævnets
kendelse af 22. februar 1991 i sagen J. nr. P 31/88 vedrørende den i DK
patentansøgning nr. 1011/77 (fremlæggelsesskrift nr. 147.859 B) omhandlede
opfindelse.
Den i denne ansøgning omhandlede opfindelse angik en ny anvendelse af et
i-sig-selv kendt stof (en nitrogenholdig harpiks) som limningsaccelerator i
en papirfilm af den type, hvori limstoffet er cellulosereaktivt. Den
omhandlede nitrogenholdige harpiks var ikke blot i sig selv kendt, men også
kendt for anvendelse i en anden papirlimtype, i hvilken det aktive limstof
(kolofonium eller træharpiks) ikke var cellulosereaktivt men baserer sin
limvirkning på fysiske tiltrækningskræfter (Van der Waal's kræfter) mellem
papirfibrene og limstoffet. Den nitrogenholdige harpiks' funktion i denne
anden limtype var at frembringe vådstærkt papir og virke som retensionsmiddel
for farvestoffer og fyldstoffer og fremme hurtig afvanding af papirpulpen
under papirfremstillingen. I forbindelse med den kendte anvendelse var der
ingen angivelse af, at den nitrogenholdige harpiks var i stand til at
frembringe limningsacceleration i forbindelse med den cellulosereaktive
papirlimtype.
Den nye anvendelse af den kendte nitrogenholdige harpiks var i den
omhandlede ansøgning bl.a. udtrykt i form af et krav rettet på en papirlim,
hvori den nitrogenholdige harpiks indgik som bestanddel med betegnelsen
limningsaccelerator.
Den nye anvendelse af det kendte stof bestod således i anvendelse i
en-anden papirlimtype til løsning af nogle andre opgaver, som ikke var
beskrevet og ikke kunne forventes løst ud fra den allerede kendte anvendelse
af stoffet.
Denne nye anvendelse af det kendte stof blev af Patentdirektoratet
naturligvis anset for at angå en opfindelse, som adskilte sig væsentligt fra
det hidtil kendte, og Direktoratet godkendte derfor ansøgningen til
fremlæggelse.
Efter fremlæggelsen blev der nedlagt indsigelse mod ansøgningen, men
Direktoratet opretholdt godkendelsen af ansøgningens patenterbarhed, og det
samme gjorde Patentankenævnet, efter at Direktoratets afgørelse af Indsiger
var blevet indbragt for Ankenævnet.
Hvis opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning havde været en
fuldstændig parallel til opfindelsen i ovennævnte ansøgning (1011/77), skulle
den have bestået i at anvende den isoleringsvæske, der kendes fra US
patentskrift nr. 3.108.153, og der anvendes i elektriske kabler med ledere
isoleret med polyethylenmateriale, og i den forbindelse er kendt for alene at
være i stand til at absorbere hydrogengas, i et elektrisk kabel med ledere
isoleret med cellulosemateriale, og i den forbindelse har til formål at løse
de problemer, der forekommer i forbindelse med denne kabeltype, herunder
bl.a. at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp. Denne nye
anvendelse af den kendte væske i en anden kabeltype måtte da, i analogi med
ovennævnte afgørelse, anses for værende patenterbar, eftersom man ikke kunne
forudse eller forvente, at den kendte væske ud fra de hidtil foreliggende
oplysninger om den skulle være i stand til at udøve de nye funktioner i den
anden kabeltype.
Opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning er imidlertid endnu mere
forskellig fra den kendte teknik end ovennævnte parallel til opfindelsen
ifølge ans.nr. 1011/77, for hvilken der foreligger den retningsgivende
afgørelse, idet den ifølge den foreliggende opfindelsen benyttede
isoleringsvæske i sig selv er ny og blot er kemisk beslægtet med den kendte
væske. Opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning må derfor nødvendigvis
anses for at adskille endnu mere fra den kendte teknik, end hvad der var
tilfældet for opfindelsen, som var genstand for ovennævnte afgørelser, og den
må derfor om muligt i endnu højere grad anses for at være patenterbar.
Vi har i nærværende klagebegrundelse indledningsvis angivet, at der sammen
med begrundelsen fremsendes forslag til nyt patentkravsæt og en hertil
tilpasset ny beskrivelsesindledning. Grunden til det nye patentkravforslag er
i det væsentlige, at vi har opdaget, at der i det tidligere krav 5 af 29.
oktober 1990 er en formel fejl, idet kravet ikke henviser til krav 1, hvilket
naturligvis er en forudsætning for opretholdelse af opfinderisk enhed mellem
de selvstændige krav i ansøgningen og iøvrigt også for at tilkendegive den
specifikke anvendelse af den isolerende væske ifølge opfindelsen. Herudover
har vi præciseret krav 1, således at den indledende del angiver det som
værende kendt, at den isolerende væske har et indhold af polydimethylsiloxan,
idet dette synes at fremgå af beskrivelsens indledning. Endelig har vi
foretaget en mindre sproglig præcisering af krav 3, uden at dette dog
egentlig ændrer noget ved det heri angivne.
Den nye beskrivelsesindledning er blevet tilpasset det rettede
patentkravsæt og derudover undergået visse ændringer af mere sproglig art.
Hherudover er forklaringen af det med opfindelsen opnåelige endvidere søgt
yderligere tydeliggjort i overensstemmelse med det ovenfor anførte.
Efter vor opfattelse er der ved de foretagne ændringer af patentkrav og
beskrivelsesindledning ikke tilført ansøgningen noget materielt nyt, ud over
hvad der fremgik af ansøgningen som indleveret.
På baggrund af det ovenfor anførte skal vi henstille, at Patentankenævnet
tilkendegiver, at det af Direktoratet fremdragne US patentskrift nr.
3.108.153 ikke er til hinder for meddelelse af patent på opfindelsen, som den
er defineret i det hermed foreliggende patentkravsæt og forklaret i den
hertil hørende nye beskrivelsesindledning, hvorfor ansøgningen bør
tilbagesendes til Patentdirektoratet med henblik på fortsat behandling på
grundlag heraf.'
De med klagebegrundelsen indleverede krav lød således:
»1. Flammesikkert, oliefyldt elektrisk kabel med mindst en leder og
en lagdelt isolering, der er imprægneret med en isolerende væske indeholdende
polydimethylsiloxan, og som er dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen
og udelukkende består af cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der
omslutter den lagdelte isolering, kendetegnet ved, at den isolerende
væske omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på
over 5 cts ved 25 grader C og isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte
forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægt% baseret blandingens
samlede vægt.
2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at
det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk
leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med
denne, er fyldt med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte
isolering af cellulosemateriale, der er viklet omkring den elektriske leder.
3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at
det omsluttende hylster er et stift metalrør, og at en gruppe på tre
elektriske ledere, der hver især er isoleret med bånd af cellulosemateriale
viklet omkring lederen, er indesluttet i dette stive metalrør, som er fyldt
med isolerende væske.
4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1
til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og
isopropyldiphenyl udgør sidstnævnte en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af
blandingens samlede vægt.
5. Isolerende væske til anvendelse i et elektrisk kabel ifølge krav 1,
kendetegnet ved, at den omfatter en blanding af en
polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en
isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i en mængde på
ikke over 10 vægt% i forhold til blandingens totale vægt.
6. Isolerende væske ifølge krav 5, kendetegnet ved, at
isopropylhenylet forekommer i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7 vægt%
af blandingens totale vægt.«
Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 12. februar 1993.
For klageren mødte civ.ing. Rudolf Nikolajsen, der forelagde sagen og
besvarede spørgsmål fra nævnets medlemmer.
Klageren anførte navnlig, at det ansøgte havde ført til patentudstedelse i
en række lande med stort set tilsvarende patentkrav, og at det modholdte med
en undtagelse havde været fremdraget under sagsbehandlingen.
Ankenævnet skal udtale:
Nævnet finder, at egenskaberne, herunder dielektrisk holdfasthed,
dielektriske tab, mekanisk styrke og termisk holdfasthed, hos en elektrisk
kabelisolation, som består af en fast isolation imprægneret med en
isolationsolie, må bestemmes på grundlag af den aktuelle sammensatte
isolation. Den sammensatte isolation ifølge det ansøgte indeholder en fast
isolationsbestanddel, som findes at adskille sig væsentligt fra den faste
isolation ifølge det modholdte og en imprægneringsvæske med
tilsætningsstoffer, som afviger fra de modholdte. Nævnet finder ikke, at
egenskaberne hos isolationen ifølge opfindelsen kan udledes af modholdet,
hvorfor
bestemmes:
Sagen tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på basis af de
i klagebegrundelsen fremførte krav.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. L. Herborg.
T. Laubst. Asger Nielsen.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsretten stadfæster kendelsen bestemte om midlertidige påbud og forbud vedrørende panelbeslag og monteringsvejledningsvideo Domsdatabasen · 7. januar 2026
- Sag om sagsøgers patent DK 178527 B1 er gyldigt, og i givet fald, om sagsøgtes produkt Hinge-Lok krænker dette patent og patent DK 177599 B1 (stridspatenterne). Dommen er en delafgørelse. Domsdatabasen · 1. februar 2022
- Kendelse om midlertidig forbudssag, der navnlig drejer sig om, hvorvidt et patent er gyldigt, og i givet fald om sagsøgte ved fremstilling og udbud mv. af de under sagen omstridte produkter krænker sagsøger i henhold til patentet Domsdatabasen · 26. august 2025
- Landsretten ændrede Sø- og Handelsrettens kendelse, og tog, betinget af at kærende GmbH og kærende A/S stiller sikkerhed, deres påstande om midlertidige forbud og påbud til følge for så vidt angik lægemidlerne i tabletform, men ikke for så vidt angik de hårde kapsler Domsdatabasen · 13. marts 2025
- Sagen vedrører påstande om midlertidige forbud og påbud baseret på patent og brugsmodelrettigheder. Sagen rejser navnlig spørgsmål om gyldighed og krænkelse af disse rettigheder Domsdatabasen · 21. juni 2022
- Landsretten har afsagt kendelse i tre sambehandlede kæremål om midlertidige forbud og påbud til henholdsvis Sandoz A/S og Viatris ApS med hensyn til fremstilling, udbud, markedsføring mv. af to lægemidler til behandling af multipel sklerose Domsdatabasen · 15. december 2023
Lignende dokumenter
- En opfindelse af rulle- eller isolerbånd af en varmebestandig plast anset for at adskille sig væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 2001 00022 - PA 1994 01124 for et konstruktionsbyggesæt med elektrisk leder. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. januar 2002
- Ansøgning om patent afslået bl.a. på grund af mangler ved patentkravene Retsinformation · 24. september 1997
- Fremgangsmåde og apparat til detektering af olieudsivning fra et borerør ikke anset for nyt. Retsinformation · 24. september 1997
- Ansøgning om patent på fremgangsmåde og apparat til kontrollering af pakkers tæthed afslået, da fremgangsmåden og udformningen af apparatet ikke fandtes at adskille sig væsentligt fra den kendte teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Varmepumpeanlæg adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997