Spring til indhold

Retsinformation

'Flammesikkert elektrisk kabel' adskilte sig fra kendt teknik.

KEN nr 60453 af 22/03/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

»Flammesikkert elektrisk kabel«

adskilte sig fra kendt teknik.

År 1993, den 22. marts afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Torben Laubst, Asger

Nielsen) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 20/91: Klage fra

Societa' Cavi Pirelli S.p.A.,

Italien,

v/Patentbureau Lehmann & Ree A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 5. marts 1991 af patentansøgning

nr. 1917/83.

Den 28. april 1983 indleverede klageren en ansøgning om patent på

»flammesikkert elektrisk kabel, der er imprægneret med en isolerende

væske«. Ansøgningens krav lød således:

»1. Flammesikkert elektrisk kabel, der er imprægneret med en

isolerende væske, hvilket kabel omfatter mindst en leder, en lagdelt, fast

isolering påført i lag af cellulosemateriale viklet omkring lederen og

imprægneret med en isolerende væske, samt et omsluttende hylster fyldt med

isolerende væske, kendetegnet ved, at den isolerende væske omfatter

en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25

grader C og en aromatisk forbindelsen med den almene formel:

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse

er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den

totale vægt af blandingen.

2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk

leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med

Læs alt

denne, fyldes med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte, faste

isolering påført i lag af cellulosemateriale viklet omkring den elektriske

leder, hvilken isolerende væske omfatter en blanding en viskositet på over 5

cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelsen med den almene formel:

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse

er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den

totale vægt af blandingen.

3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

en gruppe på tre elektriske ledere er indesluttet i dette stive metalrør,

hvilket metalrør fyldes med isolerende væske, og hvilken isolerende væske

omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 ct

ved 25 grader C og en aomatisk forbindelse med den aleme formel:

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse

er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% med hensyn til den

totale vægt af blandingen.

4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1

til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og den

aromatiske forbindelse udgør sidstnævnte en mængde mellem 3 og 7 vægt% af den

totale vægt af blandingen.

5. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1

til 4, kendetegnet ved, at den aromatiske forbindelse er

isopropyldiphenyl.

6. Isolerende væske til imprægnering af elektriske kabler og lignende,

kendetegnet ved, at den omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en

viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en aromatisk forbindelse med den

almene formel:

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse

er tilstede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den

totale vægt af blandingen.

7. Isolerende væske ifølge krav 6, kendetegnet ved, at den

aromatiske forbindelse er tilstede i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7

vægt% af den totale vægt af blandingen.

8. Isolerende væske ifølge krav 6 eller 7, kendetegnet ved, at den

aromatiske forbindelse er isopropyldiphenyl.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 27. april 1990:

»1. Vi mener, at Deres opfindelse i alt væsentligt er kendt, og at

ansøgningen derfor ikke kan føre til patent, jf. nedenstående begrundelse.

2. Fra US-patent nr. 3.108.153 kendes et elektrisk kabel, imprægneret med

en blanding af polydimethylsiloxan (se spalte 1, linie 68) og en aromatisk

forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper,

og A kan være biphenyl, jf. spalte 4, tabel 1, hvor t-butylbiphenyl er nævnt

som eksempel. Denne sidstnævnte forbindelse er kemisk nært beslægtet med

isopropylbiphenyl, som ifølge ansøgningen er den foretrukne forbindelse.

Det interval for mængdeforholdet mellem polydimethylsiloxan og aromatisk

forbindelse, som angives i US-patentet, spalte 4, linie 47-50 (se også spalte

5, tabel 2) omfatter de mængdeforhold, som anvendes ifølge ansøgningen.

3. Vi kan derfor ikke se, at kablet og den isolerende væske ifølge

ansøgningen adskiller sig væsentligt fra, hvad der er beskrevet i

US-patentet, og det forekommer ikke sandsynligt, at den lille ændring af

isolationsvæskens sammensætning, der er beskrevet i Deres ansøgning, kan

medføre nogen overraskende teknisk virkning ud over den virkning, som

allerede opnået ved den kendte teknik.«

Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 29. oktober 1990 følgende

nye krav:

»1. Flammesikkert, oliefyldt elektrisk kabel med mindst en leder og

en lagdelt isolering, der er imprægneret med en isolerende væske, og som er

dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen og udelukkende består af

cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der omslutter den lagdelte

isolering, kendetegnet ved, at den isolerende væske omfatter en

blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25

grader C og isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i

en mængde på ikke over 10 vægtprocent baseret blandingens samlede vægt.

2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk

leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med

denne, er fyldt med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte

isolering af cellulosemateriale, der er viklet omkring den elektriske leder.

3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

det omsluttende hylster er et stift metalrør, og at en gruppe på tre

elektriske ledere er indesluttet i dette stive metalrør, hvilket metalrør er

fyldt med isolerende væske.

4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1

til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og

isopropyldiphenyl udgør sidstnævnte en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af

blandingens samlede vægt.

5. Isolerende væske til anvendelse i elektriske kabler, kendetegnet

ved, at den omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet

på over 5 cts ved 25 grader C og en isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte

forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægt% i forhold til

blandingens totale vægt.

6. Isolerende væske ifølge krav 5, kendetegnet ved, at

isopropylphenylet forekommer i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7 vægt%

af blandingens totale vægt.«

I skrivelsen anførte klageren bl.a.:

»Ansøgningens benævnelse og beskrivelsens indledning er blevet

tilpasset det nye patentkravsæt, og der er herudover blevet optaget en omtale

af det elektriske kabel, der kendes fra det ovennævnte US-patentskrift nr.

3.108.153, ligesom det er blevet forklaret, hvad særligt der opnås med det

elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning i forhold til det fra

US-patentskriftet kendte. Endvidere er der i beskrivelsens indledning blevet

udført en del ændringer af sproglig og/eller formel art.

Også beskrivelsens specielle del er blevet tilpasset det nye patentkravsæt

og er herudover undergået en del rettelser af mere sproglig og/eller formel

art.

De i beskrivelse og krav udførte rettelser fremgår af den samtidigt hermed

fremsendte kopi af en omskrift af den tidligere beskrivelse af 18. august

1983.

Hvad angår det af direktoratet fremdragne US-patentskrift nr. 3.108.153

skal vi i tilknytning til det i den nye beskrivelsesindledning iøvrigt

bemærke følgende:

I patentskriftet er der ganske rigtigt, som af direktoratet i betænkningen

anført, angivet et elektrisk kabel, der er imprægneret md en blanding af

polydimethylsiloxan og en aromatisk forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor

R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper, og A kan være biphenyl, idet forbindelsen

t-butylbiphenyl specifikt er nævnt som eksempel i tabel 1, spalte 4.

Kablet ifølge US-patentskriftet er imidlertid af en særlig type, ved

hvilken der som elektrisk isolering omkring lederne i kablet kun anvendes

viklinger af polyethylenbånd, jf. spalte 2, linie 50-51, spalte 3, linie 7-8

og spalte 4, linie 63-66 og 71-75. Allerede herved adsiller kablet ifølge

US-patentskriftet sig således væsentligt fra kablet ifølge den foreliggende

opfindelse, i hvilket der anvendes en elektrisk isolering omkring lederne af

udelukkende cellulosemateriale. Ved nedbrydning af cellulosematerialet vil

der nemlig ud over hydrogengas også dannes carbonmonoxid, carbondioxid og

vanddamp, medens der ved nedbrydning af polyethylen udelukkende vil være

mulighed for dannelse af hydrogen som gasformig komponent, hvilket iøvrigt er

den eneste gaskomponent, der søges bekæmpet ifølge angivelserne i

US-patentskriftet. Ganske vist angives hydrogengassen heri som tilsyneladende

udelukkende at hidrøre fra homolytisk spaltning af C-H bindinger i

dimethylsiloxanmolekylerne under kablets funktion som følge af den påførte

spænding, jf. eksempelvis spalte 4, linie 32-l34, men dette ændrer ikke noget

på det forhold, at der ved kablet ifølge US-patentskriftet øjensynlig ikke er

risiko for opståen af gasser som carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp

under dets brug, og de tilsætningsstoffer, der anvendes i imprægneringsvæsken

ifølge US-patentskriftet, angives da heller ikke at være virksomme til

bekæmpelse heraf.

De til bekæmpelse og udvikling af hydrogengas i kablet ifølge

US-patentskriftet benyttede tilsætningsstoffer angives at skulle anvendes i

et stort overskud på fra 2 til 100 gange den teoretiske mængde, der kræves

til omsætning af de fri-hydrogenradikaler, som kan forventes dannet i løbet

af kablets levetid, jf. spalte 4, linie 41-45, og der angives mængder på fra

0,5 til 25 vægt% af kabelvæsken, jf. spalte 4, linie 47-50. Herved er der

således ikke taget højde for, om der med kablet ifølge US-patentskriftet

opnås et flammesikkert oliefyldt kabel med en stabil

olieblandingssammensætning og tilstrækkelige flydeegenskaber ved lav

temperatur, bedre dielektrisk styrke og lav dielektrisk tabsfaktor (tg), og

der er i patentskriftet intet nævnt om vigtigheden af opnåelsen af disse

egenskaber i oliefyldte, elektriske kabler.

Endelig skal det nævnes, at der ifølge US-patentskriftet kan benyttes

dimethylpolysiloxanvæsker med en viskositet på fra 0,6 til 30.000 cts ved 25

grader C, medens der i den isolerende væske ifølge den foreliggende ansøgning

udelukkende anvendes polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved

25 grader C.

Det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning adskiller sig

således i næsten alle henseender fra det fra US-patentskriftet kendte kabel,

og herved opnås en kombination af for et oliefyldt elektrisk kabel særdeles

fordelagtige egenskaber, som ikke tilsigtes opnået med kablet ifølge

US-patentskriftet, ja som overhovedet ikke er nævnt heri.

Det oliefyldte elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning må

derfor anses for ikke blot at være nyt i forhold til det fra

US-patentskriftet kendte kabel, men også at have opfindelseshøjde i forhold

hertil og må derfor anses for værende patenterbart ifølge sædvanlige

patenterbarhedskriterier.«

Direktoratet afslog ved skrivelse af 5. marts 1991 ansøgningen med

følgende begrundelse: ».....

2. Den isolerende væske ifølge ansøgningens krav 5-6 adskiller sig kun fra

den isolerende væske, der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, derved, at

additivet ifølge opfindelsen er isopropylbiphenyl, medens additivet ifølge

den kendte teknik er tertiært butylbiphenyl, dvs. forskellen består kun i en

methylgruppe i en substituent i et relativt stort molekyle. Med hensyn til

værdierne for væskens viskositet og additivindhold bemærkes, at de i

ansøgningen angivne intervaller er omfattet af de tilsvarende

intervalangivelser i US-patentet.

Vi må derfor fastslå, at væsken ifølge ansøgningen i kemisk henseende er

meget nært beslægtet med den kendte væske, og den er i øvrigt - uden direkte

at være nævnt - omfattet af ovennævnte patent, jf. spalte 4, tabel 1, hvoraf

fremgår, at substituenten på den aromatiske kerne kan være isopropyl.

3. Med hensyn til den tekniske virkning angiver De side 3 i beskrivelsen,

at isoleringsolien ifølge opfindelsen ikke blot absorberer hydrogen, men også

carbonoxid, carbondioxid og vanddamp, men det fremgår ikke, at der her er

tale om egenskaber, hvorved olien ifølge opfindelsen udmærker sig frem for

den kendte olie - hvilket i øvrigt i betragtning af de to oliers nære kemiske

slægtskab heller ikke ville kunne forventes.

Af side 3 i beskrivelsen fremgår således kun, at kablet ifølge opfindelsen

i teknisk henseende er ringere end det kendte kabel, da dets

isolationsmateriale ved nedbrydning ud over hydrogen tillige udvikler

ovennævnte andre gasser.

4. De forsøg, der er redegjort for i beskrivelsens specielle del, viser

kun, at isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række

fordelagtige egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger.

Det er derimod ikke påvist, at disse fordelagtige egenskaber skyldes den

minimale ændring af additivets sammensætning, som udgør den eneste forskel

mellem olien ifølge opfindelsen og den kendte olie, eftersom der ikke er

beskrevet sammenlignende forsøg, som viser den kendte olies egenskaber.

I Deres ovennævnte brev og i den ændrede beskrivelse findes således ingen

dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken

ifølge opfindelsen kan opnås nogen teknisk virkning ud over den, der allerede

er opnået ved den kendte væske.

5. Vi er enige med Dem i, at der i ansøgningen er beskrevet nogle

egenskaber ved olien og kablet ifølge opfindelsen, og at US-patentet ikke

beskriver tilsvarende egenskaber ved olien og kablet ifølge patentet. Dette

er imidlertid ikke ensbetydende med, at opfindelsen adskiller sig væsentligt

fra kendt teknik, idet det tværtimod må forventes, at den kendte olie som

følge af den næsten identiske sammensætning må have næsten samme egenskaber,

uanset at disse ikke er beskrevet. For kablets vedkommende har De som ovenfor

nævnt endog påpeget, at det kendte kabels egenskaber er bedst, takket være

anvendelsen af polyethylen som lederisoleringsmateriale.

6. De har således hverken i Deres ovennævnte brev eller i den ændrede

beskrivelse anført noget, der kan ændre den opfattelse, at opfindelsen ikke

adskiller sig væsentligt fra, hvad der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, og

at det nye ifølge opfindelsen ikke giver anledning til nogen overraskende

teknisk virkning.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 6. maj 1991 indbragt for

Patentankenævnet med påstand om, at det af Patentdirektoratet fremdragne

US-patent nr. 3.108.153 ikke er til hinder for meddelelse af patent på

opfindelsen ifølge ansøgningen, idet opfindelsen ifølge ansøgningen må anses

at opfylde bestemmelserne for patenterbarhed, som de er fastlagt i

patentlovens § 2, stk. 1 og stk. 2.

I klagebegrundelse af 22. juli 1991 anførte klageren følgende: ».....

I den forbindelse skal vi indledningsvis bemærke, at opfindelsen ifølge

den foreliggende ansøgning angår en løsning af problemer, der forekommer i

forbindelse med såkaldte »oliefyldte« elektriske kabler af den

type, der er imprægneret med en isolerende væske, og som omfatter mindst een

leder med en lagdelt fast isolering af cellulosemateriale, der er viklet

omkring lederen og er imprægneret med en isolerende væske, og et omsluttende

hylster er fyldt med den isolerende væske. Dette fremgik allerede af

indledningen til krav 1 i den oprindelige beskrivelse af 18. august 1983 og

den hertil hørende beskrivelsesindledning, side 1, linie 1 - side 2, linie

35.

Af side 1, linie 10-30 i denne beskrivelsesindledning fremgår det

specifikt, at man til den i elektriske kabler af den omhandlede art benyttede

isolerende væske (»imprægnerings-» eller

»isoleringsolien«) må stille en lang række krav med hensyn til

specifikke egenskaber af vidt forskellig art, som skal være opfyldt, for at

opnå et i praksis brugbart og funktionsdueligt kabel. Den isolerende væske

skal således være i besiddelse af:

1. En høj dielektricitetsstyrke (for at opnå den nødvendige elektriske

isolering af den elektriske leder i kablet).

2. En lav dielektricitetstabsfaktor, dvs. tg delta (for at opnå en god

virkningsgrad ved krafttransmission).

3. En sådan viskositet ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i

praksis udsættes for, at væsken let kan flyde langs kablet.

4. En konstant fysisk tilstand (for at den isolerende væske skal forblive

flydende ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i praksis udsættes

for, og ikke skiller i sine bestanddele (fremgår af side 8, linie 6-11), da

dens øvrige egenskaber i så fald risikerer at gå tabt).

5. En god gasabsorptionsevne (for at undgå dannelsen af mulige gasbobler,

som medfører risiko for perforationer af den lagdelte, faste isolering

omkring kablet).

6. Flammesikkerhed og en sådan beskaffenhed, at der ikke udvikles toxiske

gasser i tilfælde af høje temperaturer eller brand.

7. Lav pris.

Det pointeres herefter, at der er meget vanskeligt at finde en isolerende

væske med en kemisk sammensætning, som tilgodeser alle ovennævnte krav, og at

man derfor almindeligvis må indgå på et kompromis, hvorved man må give afkald

på nogle af de krævende egenskaber i større eller mindre udstrækning, f.eks.

flammesikkerheden. Det anføres endvidere, at på trods heraf kendes der

faktisk kun få stoffer, som kan anvendes og anbefales til brug som

imprægnerende, isolerende væsker i elektriske kabler, jvf. beskrivelsen side

1, linie 31-39. Blandt disse få stoffer angives polydimethylsiloxaner (også

kaldet silliconer) at være den mest kendte type af imprægneringsvæsker som

følge af deres flammesikkerhed, deres evne til at forblive flydende ved meget

lave temperaturer, deres viskositet, som praktisk taget er konstant i et

bredt temperaturområde, deres lave pris og deres lave

dielektricitetstabsfaktor (tg delta). Polydimethylsiloxaner har imidlertid en

forholdsvis lav dielektrisk, specifik modstand og navnlig en ringe evne til

at absorbere gasser i et elektrisk felt, især de gasser, der udvikles i

tidens løb som følge af nedbrydning af det faste isolerende materiale, som er

påført i lag rundt om lederen i kablet, hvilke gasser omfatter hydrogen,

carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, jvf. beskrivelsen side 2, linie

1-16.

Ovennævnte ulemper ved polydimethylsiloxanerne som imprægneringsvæske i

elektriske kabler af den omhandlede art er, ifølge beskrivelsen side 2, linie

17-29, blevet søgt afhjulpet ved tilsætning af forskellige kendte additiver

til polydimethylsiloxanerne, hvorved problemet med gasabsorption i det

elektriske felt angives at være blevet løst, men samtidig hermed er der

opstået andre ulemper i form af ustabilitet med hensyn til blandingens

kemiske sammensætning ved lav temperatur og en forringelse af den

dielektriske tabsfaktor (tg delta), således at de fremkomne

polydiemthylsiloxanholdige blandinger faktisk ikke synes at have nogen som

helst praktisk anvendelighed.

Formålet med den foreliggende opfindelse var at tilvejebringe elektriske

kabler imprægneret med polydimethylsiloxanholdige isolerende væsker med

forbedrede egenskaber, dvs. uden de ovenfor omtalte ulemper af forskellig

art.

Dette formål blev ifølge beskrivelsen side 2, linie 36 - side 3, linie 11

og det oprindelige krav 1 angivet at kunne opnås ved i elektriske kabler af

den der angivne art som isolerende væske at anvende en blanding af en

polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en

aromatisk forbindelse med den almene formel:

hvor R betegner et aliphatisk radikal, og hvor den aromatiske forbindelse

er til stede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den

totale vægt af blandingen.

Ifølge det oprindelige krav 5, beskrivelsen side 3, linie 12-18 og 31-35

samt det i den detaljerede del af beskrivelsen eksemplificerede var den

foretrukne aromatiske forbindelse monoisopropyldiphenyl. I den detaljerede

del af beskrivelsen var det endvidere dokumenteret, at de ovenfor omtalte

ulemper blev afhjulpet ved de i krav 1's kendetegnende del angivne

foranstaltninger, når den aromatiske forbindelse er monoisopropyldiphenyl, og

at de øvrige omtalte egenskaber, som kræves af en isoleringsvæske til et

elektrisk kabel, ikke samtidig herved blev forværret på en sådan måde, at der

alligevel ikke fremkommer et i praksis brugbart elektrisk kabel, når det

imprægneres med en sådan isoleringsvæske. Det må derfor konstateres, at på

trods af de næsten umuligt opfyldelige betingelser er det alligevel med den

foreliggende opfindelse lykkedes at frembringe en løsning på de hidtil

forekommende tekniske problemer ved elektriske kabler af den omhandlede art,

således at disse opnår de i alle henseender nødvendige funktionsegenskaber i

behørigt omfang.

Et andet selvstændigt krav i den oprindelige beskrivelse af 18. august

1983 (krav 6) var rettet på selve den isolerende væske til anvendelse i

elektriske kabler, og et hertil knyttet underkrav (krav 8) var rettet på den

udførselsform for den isolerende væske, i hvilken den aromatiske forbindelse

er isopropyldiphenyl.

Med Direktoratets første betænkning af 27. april 1990 blev US patent nr.

3.108.153 fremdraget og modholdt ansøgningen som kendt teknik, idet

Direktoratet bemærkede, at der herfra kendes et elektrisk kabel, imprægneret

med en blanding af polydimethylsiloxan (spalte 1, linie 68) og en aromatisk

forbindelse med formlen A-CR1R2R3, hvor R1, R2 og R3 kan være alkylgrupper,

og A kan være biphenyl (spalte 4, tabel 1, hvor t-butylbiphenyl er nævnt som

eksempel). sidstnævnte forbindelse fandt Direktoratet kemisk nært beslægtet

med isopropylbiphenyl, som ifølge ansøgningen er den foretrukne forbindelse.

Direktoratet fandt endvidere, at det interval for mængdeforholdet mellem

polydimethylsiloxan og aromatisk forbindelse, som angives i US patentet

spalte 4, linie 47-50 (også spalte 5, tabel 2) omfatter de mængdeforhold, som

anvendes ifølge ansøgningen.

På denne baggrund kunne Direktoratet ikke se, at kablet og den isolerende

væske ifølge ansøgningen adskilte sig væsentligt fra, hvad der er beskrevet i

US patentet, og at det ikke forekom sandsynligt, at den lille ændring af

isolationsvæskens sammensætning, der er beskrevet i ansøgningen, kan medføre

nogen overraskende teknisk virkning ud over den virkning, som allerede er

opnået ved den kendte teknik.

Med bemærkningerne i denne betænkning tilkendegav Direktoratet således, at

det øjensynligt vurderede det elektriske kabel ifølge den foreliggende

ansøgning til at være af-samme art, som det i US patentskriftet beskrevne

kabel. Dette er imidlertid oplagt ikke tilfældet, thi som ovenfor påpeget,

fremgik det allerede af indledningen til krav 1 i den oprindelige beskrivelse

af 18. august 1983, at det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning

er af den art, hvor den elektriske lagdelte isolering påført omkring den

eller de elektriske ledere er af cellulosemateriale, hvorimod de elektriske

kabler ifølge det af direktoratet fremdragne US patentskrift (Bilag 1) er af

den art, hvor der som elektrisk isoleringslag omkring lederne i kablet kun

anvendes viklinger af polyehtylenbånd, jvf. spalte 2, linie 50-51 og 56,

spalte 3, linie 7-8 og 11, spalte 4, linie 63-66 og 71-75, spalte 5, linie

1-2 og spalte 7, linie 22-23 i patentskriftet. Polyethylen isolering er den

eneste type isoleringsmateriale, der er nævnt i US patentskriftet, og der

findes ingen antydninger af, at andre isolationsmaterialer kan komme på tale

i forbindelse med de i skriftet omhandlede elektriske kabler.

Konstitutionsmæssigt adskiller det elektriske kabel ifølge den

foreliggende ansøgning sig således klart fra kablet ifølge US patentskriftet.

Dette har som konsekvens, at de problemer, der kan forekomme i forbindelse

med kabler af den ifølge ansøgningen omhandlede art er forskellige fra de

problemer, der kan forekomme ved kabler af den ifølge US patentskriftet

omhandlede art. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at selv om

isolationsmaterialerne i begge kabeltyper vil nedbrydes under disses funktion

i tidens løb, vil der ved nedbrydning-af cellulosematerialer ud over

hydrogengas også dannes carbonmonoxid,

carbondioxid og vanddamp, medens der ved nedbrydning af polyethylen

udelukkende vil være mulighed for dannelse af hydrogen som gasformig

komponent, og hydrogengas er den eneste gaskomponent, der søges bekæmpet

ifølge angivelserne i US patentskriftet, jvf. spalte 1, linie 26, 33-34, 37,

61-63 og 70-71 og spalte 5, linie 19-20. Ingen andre gasformige komponenter

er nævnt i US patentskriftet. Hydrogengassen angives heri ganske vist

tilsyneladende i det væsentlige at hidrøre fra homolytisk spaltning af

C-H-bindinger i dimethylsilocanmolekylerne under kablets funktion som følge

af den påførte spænding, jvf. spalte 1, linie 38-44 og 68-71 samt spalte 4,

linie 32-34, men dette ændrer ikke noget på det forhold, at der ved kablet

ifølge US patentskriftet øjensynlig ikke er nogen risiko for opståen af andre

gasser, såsom carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, under dets brug,

eftersom det i kablet benyttede isolationsmateriale af polyethylen

udelukkende består af grundstofferne carbon og hydrogen og derfor ved

nedbrydning ikke kan give anledning til dannelse af ovennævnte gasser. De

tilsætningsstoffer, der anvendes i imprægneringsvæsken ifølge US

patentskriftet angives da også udelukkende at være virksomme til bekæmpelse

af fremkomst af hydrogengas.

De til bekæmpelse af udvikling af hydrogengas i kablet ifølge US

patentskriftet benyttede tilsætningsstoffer angives at skulle anvendes i et

stort overskud på fra 2 til 100 gange den teoretiske mængde, der kræves til

omsætning af de fri-hydrogenradikaler, som kan forventes dannet i løbet af

kablets levetid, jvf. spalte 4, linie 41-45, og der angives

tilsætningsmængder på fra 0,5 til 25 vægt% af kabelvæsken, jvf. spalte 4,

linie 47-50. Herved er der således ikke taget højde for, om der med kablet

ifølge US patentskriftet opnås et flammesikkert, oliefyldt kabel med en

stabil olieblandingssammensætning og tilstrækkelige flydeegenskaber ved lav

temperatur, tilstrækkelig dielektrisk styrke og lav dielektrisk tabsfaktor

(tg delta), ja der er i patentskriftet overhovedet intet nævnt om vigtigheden

af opnåelsen af disse egenskaber for det deri omhandlede oliefyldte

elektriske kabel. Dette er også i klar modstrid med foranstaltningerne ifølge

den kendetegnende del af det oprindelige krav 1, hvor der til sikring af

netop disse egenskaber var angivet, at den aromatiske forbindelse er til

stede i blandingen i en mængde på under 10 vægt% i forhold til den totale

vægt af blandingen.

Endelig fremgår det af US patentskriftet, at der i det oliefyldte kabel

ifølge skriftet kan benyttes dimethylpolysiloxanvæsker med en viskositet på

fra 0,6 til 30.000 cts ved 25 grader C. dette er også i klar modstrid med

angivelserne i den kendetegnende del af det oprindelige krav 1, ifølge hvilke

den benyttede polydimethylsiloxan skal have en viskositet på over 5 cts ved

25 grader C. Såfremt denne foranstaltning ikke overholdes, opnås der ikke en

isoleringsvæske med tilstrækkelig højt flammepunkt og brændpunkt, jvf.

tabellen på side 7 og den efterfølgende tekst i linie 27-33 i den oprindelige

beskrivelse af 18. august 1983.

Det elektriske kabel ifølge den foreliggende ansøgning adskiller sig

således ikke blot konstitutionelt, men også i praktisk taget alle

funktionelle henseender fra det fra US-patentskriftet kendte kabel. Herved

opnås ifølge opfindelsen et flammesikkert, oliefyldt, elektrisk kabel med en

kombination af særdeles fordelagtige egenskaber, som ikke tilsigtes opnået

med kablet ifølge US-patentskriftet, som ikke kan forventes opnået på basis

af det deri angivne, ja, som overhovedet ikke er nævnt i patentskriftet.

Ovennævnte forskelle mellem kablet ifølge den foreliggende ansøgning og

kablet ifølge det af Direktoratet med betænkningen fremdragne US-patentskrift

nr. 3.108.153 blev særdeles tydeligt forklaret i vor besvarelse af 29.

oktober 1990 af direktoratets betænkning, jvf. vort følgebrev, side 2, sidste

afsnit - side 3, næstsidste afsnit. Den fra US patentskriftet kendte

kabelteknik og ovennævnte forskelle mellem denne kablet ifølge ansøgningen

blev endvidere efter vor opfattelse også tilstrækkeligt tydeligt forklaret i

det med besvarelsen indleverede forslag til ny, fuldstændig beskrivelse, jvf.

side 2, linie 35 - side 3, linie 36 i beskrivelsen af 29. oktober 1990. I

dette forslag til ny beskrivelse, var endvidere krav 1, ud over at være

undergået mindre sproglige præciseringer, tillige blevet begrænset til kun at

omfatte isoleringsvæsker af polydimethylxyloxan og isopropyldiphenyl som den

aromatiske forbindelse. Denne begrænsning af krav 1 var dog ikke forårsaget

af det af Direktoratet fremdragne US-patentskrift, thi, som ovenfor påpeget,

besad kablet ifølge det oprindelige krav 1 både behørig nyhed og

opfindelseshøjde i forhold til den fra US-patentskriftet kendte kabelteknik.

Begrænsningen af krav 1 var udelukkende begrundet i, at isopropyldiphenyl var

den eneste aromatiske forbindelse, som i beskrivelsens detaljerede del

underbyggede og godtgjorde opnåelsen af det med opfindelsen tilsigtede

formål. Som følge af begrænsningen af krav 1 udgik de oprindelige krav 5 og

8, og der skete samtidig en behørig omnummerering og redaktionel præcisering

af affattelsen af de øvrige krav.

Ud over den ovenfor omtalte optagelse af en omtale af den fra

US-patentskrift nr. 3.108.153 kendte kabelteknik og en forklaring af

opfindelsen i forhold hertil, var den nye beskrivelse af 24. oktober 1990

også tilpasset de begrænsede nye patentkrav og derudover sprogligt

tydeliggjort på en række punkter.

Som sagsforløbet viser det, blev Direktoratets reaktion på vor ovennævnte

besvarelse af betænkningen og imødegåelse af de heri forekommende påstande

det af Direktoratet den 5. marts 1991 meddelte afslag på ansøgningen. Dette

afslag er imidlertid baseret på en argumentation, som, hvis vi skal udtrykket

det mildt, repræsenterer det formentlig mest ejendommelige, vi mindes

nogensinde at have set i nogen patenterbarhedsvurderingsmæssig sammenhæng.

For det første retter Direktoratet indledningsvis under pkt. 2 i afslaget

sin kritik mod ansøgningens krav 5-6, idet Direktoratet fremfører, at den

heri angivne isolerende væske kun adskiller sig fra den isolerende væske, der

kendes fra US patent nr. 3.108.153, derved, at additivet ifølge opfindelsen

er isopropylbiphenyl, medens additivet ifølge den kendte teknik er tertiært

butylbiphenyl, d.v.s. at forskellen kun består i en methylgruppe i en

substituent i et relativt stort molekyle, samt at med hensyn til værdierne

for væskens viskositet og additivindhold er de i ansøgningen angivne

intervaller omfattet af de tilsvarende intervalangivelser i US-patentet. På

baggrund heraf fastslår Direktoratet, at væsken ifølge ansøgningen i kemisk

henseende er meget nært beslægtet med den kendte væske, og at den i øvrigt -

uden direkte at være nævnt - er omfattet af US-patentet, jfr. spalte 4, tabel

1, hvoraf fremgår, at substituenten på den aromatiske kerne kan være

isopropyl.

Rent bortset fra, at Direktoratet hermed faktisk tilkendegiver, at den i

ansøgningens krav 5-6 angivne isolerende væske ikke er beskrevet i

US-patentskriftet og derfor i realiteten må anses for værende ny, er det for

os en ganske ny og overraskende erkendelse, at en opfindelse ifølge en

ansøgning primært skulle fremgå af senere krav i et kravsæt i ansøgningen.

Hidtil har det været vor opfattelse, at den opfindelse, som en ansøgning

primært angår, er defineret i krav 1 i ansøgningens kravsæt, hvilket krav

derfor almindeligvis benævnes hovedkravet, medens efterfølgende krav vil være

underordnet det første krav. Denne opfattelse synes da også at være i

overensstemmelse med Patentdirektoratets bekendtgørelse nr. 874 af 19.

december 1988, § 16, stk. 2 (Bilag 2) og Patentdirektoratets fortolkning

heraf i cirkulære nr. 9 af 16. september 1985, kapitel I, 1. afsnit og

kapitel II, 1. og 2. afsnit (Bilag 3), jvf. vedlagte kopier heraf.

Medmindre Direktoratet derfor med afslaget tilkendegiver påbegyndelse af

en ny og hidtil uvarslet praksis (som i så fald vil være ganske enestående

for Danmarks vedkommende) må vi derfor gå ud fra, at ovenstående generelle

regel vedrørende en patentansøgnings primære anliggende stadig har gyldighed.

Direktoratets indledende kritik af den i krav 5-6 omhandlede isolerende væske

er derfor efter vor opfattelse oplagt irrelevant, eftersom hovedkravet i det

den 29. oktober 1990 indleverede patentkravsæt i ansøgningen jo ikke er

rettet på en isolerende væske men på et flammesikkert, oliefyldt, elektrisk

kabel med mindst een leder og en lagdelt isolering, der er imprægneret med en

isolerende væske, og som er dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen og

udelukkende består af cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der

omslutter den lagdelte isolering.

Endvidere er Direktoratets måde at affatte afslaget på heller ikke formelt

i overensstemmelse med Direktoratets egne retningslinier vedrørende

affattelse af afslag, jvf. Instruks nr. 25 af 16. september 1985, side 3,

sidste afsnit (Bilag 4), hvor der står:

»I almindelighed bør afslagsbegrundelsen være affattet således, at

den først imødegår de væsentligste af ansøgerens sidst anførte argumenter og

derefter - under henvisning til relevant materiale - angiver de betragtninger

på basis af hvilke afgørelsen er truffet«,

idet vi i vor besvarelse af 29. oktober 1990 umisforståeligt rettede vor

argumentation på forskellene mellem kablet ifølge ansøgningen, dvs.

substansen af det fremsendte krav 1, og kablet ifølge US patent nr.

3.108.153, jvf. vort følgebrev af 29. oktober 1990, side 2, andet afsnit -

side 3 ned og den tilsvarende redegørelse i beskrivelsen, side 1, første

afsnit og side 2, linie 35 - side 4, linie 8.

Ovennævnte påpegning af, at direktoratet på irregulær måed forsøger at

nedgøre det opfinderiske ved den foreliggende opfindelse ved at foregive at

opfindelsens primære mål er at tilvejebringe den i krav 5-6 omhandlede

isolerende væske er ikke blot udtryk for en principrytterisk påtale af et

formalitetsbrud fra Direktoratets side, men repræsenterer en essentiel

påpegning af, at enten har Direktoratet totalt misforstået problemstillingen

ifølge ansøgningen, eller også forsøger Direktoratet bevidst at fordreje

denne, thi Direktoratet fortsætter efterfølgende under punkt 3 i afslaget med

at anføre, at:

»Med hensyn til den tekniske virkning angiver De side 3 i

beskrivelsen, at isoleringsolien ifølge opfindelsen ikke blot absorberer

hydrogen, men også carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp, men det fremgår

ikke, at der her er tale om egenskaber, hvorved olien ifølge opfindelsen

udmærker sig frem for den kendte olie - hvilket iøvrigt i betragtningen af de

to oliers nære kemiske slægtsskab heller ikke ville kunne forventes«.

Direktoratet tillader sig altså for det første at se fuldstændig bort fra,

at den foreliggende opfindelse primært har til formål at løse

de problemer, der generelt forekommer i forbindelse med oliefyldte

elektriske kabler, hvori den faste isolering omkring lederne består af

viklinger af cellulosemateriale, medens den kendte teknik ifølge det af

direktoratet modholdte US patentskrift nr. 3.108.153 udelukkende sigter på at

tilvejebringe en løsning på et enkelt af de problemer, der forekommer i

forbindelse med »oliefyldte elektriske kabler, hvori den faste isolering

omkring lederne i kablet udelukkende består af polyethylen«. Dette

forhold var ellers meget tydeligt blevet klarlagt i såvel den nye

beskrivelses indledning som i vort følgebrev af 29. oktober 1990, jvf.

ovenstående redegørelse herfor.

Direktoratet forfølger derimod en påstand om, at det af vore forklaringer

ikke skulle fremgå, at olien ifølge opfindelsen herved udmærker sig frem for

den kendte olie ved, at den ikke blot absorberer hydrogen, men også

carbonioxid og vanddamp. Direktoratet tillader sig endvidere at bemærke, at

dette iøvrigt heller ikke ville kunne forventes i betragtning af de to oliers

nære kemiske slægtskab.

Til disse påstande vil vi gerne bemærke, at vi i den tidligere besvarelse

tydeligt har fremhævet, at det af det af Direktoratet fremdragne US

patentskrift kun fremgår, at den derfra kendte olie er i stand til at

absorbere hydrogengas. Vi har ikke været i stand til noget steds i US

patentskriftet at lokalisere udsagn, der skulle kunne danne basis for en

viden endsige en formodning om, at den derfra kendte isoleringsolie skulle

kunne være i stand til at absorbere gasserne carbonmonoxid, carbondioxid og

vanddamp, og vi er heller i stand til i hverken Direktoratets tidligere

betænkning eller i det foreliggende afslag at få øje på henvisninger til

udsagn i US patentskriftet, hvoraf dette skulle fremgå. Dertil kommer, at vi

heller ikke har kendskab til nogen almen kemisk læresætning, regel eller lov,

som går ud på, at et stof, der er i stand til at absorbere hydrogengas også

skulle være i stand til eller sandsynligvis vil være i stand til at absorbere

carbonmonoxid, carbondioxid eller vanddamp, og viser heller ikke, at

Direktoratet på noget sted har henvist til nogen sådan almen kemisk

læresætning, regel eller lov.

Vi må derfor konkludere, at når Direktoratet mener sig i stand til at

forfægte det synspunkt, at den kendte olie må forventes at være i stand til

at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp som følge af det kemisk

nære slægtsskab med olien, der anvendes i kablet ifølge den foreliggende

opfindelse, er det på grundlag-af, at Direktoratet efter at have læst den

foreliggende ansøgnings beskrivelse og den deri forekommende eksperimentelle

dokumentation har erkendt, at olien, der anvendes ifølge den foreliggende

opfindelse, er i stand at absorbere de nævnte gasser, og herudfra formoder

Direktoratet så, at også den kendte olie skulle kunne forventes at absorbere

disse gasser. Denne form for erkendelse er imidlertid et rendyrket udtryk

for, hvad der almindeligvis betegnes som bagklogskab. Mman kan også sige, at

det er udtryk for en ejendommelig evne eller vilje til at ville stille

tingene på hovedet og derefter også anbringe sig selv på hovedet og så påstå,

at fra denne position ses verden og dens objekter i det rette perspektiv.

Vi vil imidlertid tillade os at forfægte det synspunkt, at en sådan

»perspektivering« af forhold, der angår en opfindelse henholdsvis

den i forhold hertil kendte teknik, ikke hidtil har været anerkendt i

forbindelse med vurdering af en opfindelses patentbarhed her i landet, og vi

har vanskeligt ved at forestille os, at Ankenævnet skulle kunne tiltræde en

perception af denne art.

Det skal herudover bemærkes, at af US patentskriftet, spalte 1, linie

51-56 fremgår følgende:

»Certain cable oils, notably those which contain a high degree of

aromaticity or olefinic unsaturation, are capable of absorbing rather than

evolving the gasses products formed under high electric stress, probably due

to the reactivity of the unsaturated

loci in these oils with hydrogen og hydrogen radicals«.

Ovenstående konstatering er for fagkemikere et velkendt forhold.

Hydrogengas er et reduktionsmiddel, som er i stand til at reducere talrige

kemiske forbindelser, herunder organiske forbindelser med dobbeltbindinger,

hvad enten disse er af olefinisk eller aromatisk art, jvf. eksempelvis K. A.

Jensen, Almen Kemi II, 2. oplag, København 1963, side 546, 5. afsnit (Bilag

5). Selv om også carbonmonoxid kan virke reducerende under visse forhold,

mens carbondioxid og vanddamp absolut ikke er reduktionsmidler, er det dog

vor opfattelse, at ingen fagkemiker, hverken ud fra det i US patentskriftet

specifikke udsagn eller ud fra nogen generel kemisk viden, ville være i stand

til at forudsige endsige have nogen positiv forventning om, at de ifølge US

patentskriftet nævnte hydrogengasabsorberende aromatiske forbindelser og

hermed beslægtede forbindelser skulle være i stand til også at absorbere

carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp i et elektrisk kabel. Dette er noget,

man først med den foreliggende opfindelse og den hermed tilvejebragte

dokumentation kan siges at have en måske positiv formodning om, at der

foreligger mulighed for.

Direktoratet fortsætter i sidste afsnit af punkt 3, på side 2 i afslaget

med at bemærke følgende:

»Af side 3 i beskrivelsen fremgår således kun, at kablet ifølge

opfindelsen i teknisk henseende er ringere end det kendte kabel, da dets

isolationsmateriale ved nedbrydning ud over hydrogen tillige udvikler

ovennævnte gasser (dvs. carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp - vor

bemærkning L & R)».

Også denne bemærkning er i forbindelse med vurderingen af pantentbarheden

af kablet ifølge den foreliggende opfindelse fuldstændig irrelevant. Der

findes hverken i patentlovgivningen, patentbestemmelserne eller -praksis

noget krav om, at et bestemt produkt ifølge en given opfindelse skal være

bedre end et eller andet allerede kendt produkt af samme art for at være

patentbart - det skal blot være nyt og adskille sig væsentligt i forhold

hertil. Når der som i det foreliggende tilfælde er tale om to principielt

forskellige kabeltyper, er det naturligvis endnu mere absurd at give udtryk

for, at væsensforskelligheden og dermed patentbarheden af kabeltypen ifølge

opfindelsen skulle være betinget af, at den( uden foranstaltningerne ifølge

opfindelsen) er behæftet med nogle mindre hensigtsmæssige egenskaber, som

ikke forekommer ved en kendt kabeltype af anden art. I og med at der er tale

om to principielt forskellige kabeltyper, vil de nemlig sandsynligvis også på

andre områder være i besiddelse af fra hinanden afvigende egenskaber, og

disse forskelle kan meget vel bevirke, at den kabeltype, som ved en første,

mere overfladisk betragtning kunne se ud til at være den mest fordelagtige,

vil da vise sig at være fuldstændig ubrugelig, når der også tages hensyn til

disse andre egenskaber, hvormed kabeltypen er behæftet.

Det har således for sagkundskaben inden for det kabelteknologiske område i

lang tid været et særdeles velkendt faktum, at kombinationen af

isoleringsolier og en fast isolering af polyethylenmateriale omkring lederne

i oliefyldte kabler er yderst

problematisk og fører ved længere tids brug af kablet til

utilfredsstillende forhold. Grunden hertil er, at ved kontakten mellem

polyethylenmaterialet og isoleringsolien har polyethylenet tendens til at

opløse sig i olien, hvorved denne forurenes med polyethylenet.

Dette forhold er eksempelvis allerede beskrevet i »Il polietilene e

la sua applicazione ai cavi elettrici (Polyethylen og dets anvendelse til

elektriske kabler)», publiceret af A.E.I., Bellagio oktober 1954, side

142 (Bilag 6), hvor der under punkt 2.7, tredje afsnit står følgende:

»Ved temperaturer højere end 60-70 grader C (dvs. ved forekommende

kabelfunktionstemperaturer - vor bemærkning L& R) opløses polyethylen i

et stort antal almindelige opløsningsmidler, såsom aromatiske og aliphatiske

carbonhydrider, chlorerede carbonhydrider, mange ethere, etc.«.

Når polyethylenet opløses i isoleringsolien får denne ændret sin

viskositet og dermed sin strømbarhed i kablet, samtidig med, at polyethylenet

absorberer isoleringsolien og kvælder, navnlig i olier, der indeholder

aromatiske eller aliphatiske carbonhydrider, hvilket efterfølgende medfører

en mekanisk bøjningsstivhed af kablet.

I modsætning hertil er isolationsmateriale af cellulosebånd ikke

opløselige og kvælder ej heller, når de bringes i kontakt med

isoleringsolier. Til oliefyldte kabler foretrækkes derfor i stor udstrækning

isolationsmateriale bestående af cellulose, og dette er en sandhed, som har

gyldighed den dag i dag. Navnlig oliefyldte højspændingskabler, som de

forekommer i handelen, har stadigvæk en fast isolation af cellulosepapirbånd.

Dette bekræftes eksempelvis af den af Lothar Heinold redigerede »Power

Cables and their Application«, Part 1, 3rd revised edition, 1990, side

35 (Bilag 7) som er udgivet af den inden for det kabelteknologiske område

vel- og verdenskendte firma Siemens Aktiengesellschaft, i hvilken publikation

det på side 35, spalte 1, linie 2-7 hedder:

»Impregnated paper was used for conductor insulation at the end of

the last century. It made possible the manufacture of cables for higher

voltages. Because of its good dielectric properties, paper insulation is

still indispensible for cables used at ud to the highest operation voltages

customary today.«

På ovenstående baggrund er vi af den opfattelse, at Direktoratets

vurdering af, at et oliefyldt kabel isoleret med cellulosemateriale i teknisk

henseende er ringere end et polyethylenisoleret oliefyldt kabel, måske ikke

helt kan tillægges den vægt, som direktoratet øjensynligt mener sig

berettiget til at tillægge den. Den faktiske sagkundskab inden for området

deler i hvert fald øjensynligt ikke Direktoratets synspunkt. Denne

sagkundskab, hvoraf Ansøger til nærvæernde ansøgning iøvrigt udgør en på

verdensplan ikke uvæsentlig part, ved imidlertid, at på trods af ovennævnte

forhold vedrørende anvendeligheden af cellulosemateriale i forhold til

polyethylen som isoleringsmateriale i oliefyldte, elektriske kabler, har der

ved de hidtil kendte kabler, i hvilke lederne er isoleret med

cellulosemateriale, foreligget problemer af forskellig art (som det ovenfor

er forklaret), men den foreliggende opfindelse har netop haft til formål at

løse disse problemer, og ifølge det, der er dokumenteret i nærværende

ansøgnings beskrivelses detaljerede del, er dette lykkedes.

Efter vor opfattelse burde Direktoratet måske derfor have indskrænket sin

vurderingstrang til at tage stilling til, om dette findes godtgjort eller ej,

i stedet for at forsøge at gøre sig klog på forhold, som man af gode grunde

hverken har eller kan have den fornødne sagkyndige ekspertise til at kunne

tage stilling til.

Under punkt 4 i afslaget tilkendegiver Direktoratet indledningsvis i

afsnit 1, at:

»De forsøg, der er redegjort for i beskrivelsens specielle del, viser

kun(?), at isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række

fordelagtige egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger«.

Direktoratet finder dog efterfølgende i punkt 4, afsnit 2, at:

»Det er dog ikke påvist, at disse fordelagtige egenskaber skyldes den

minimale ændring af additivets sammensætning, som udgør den eneste forskel

mellem olien ifølge opfindelsen og den kendte olie, eftersom der ikke er

beskrevet sammenlignende forsøg, som viser den kendte olies egenskaber«.

På baggrund heraf finder Direktoratet i sidste afsnit af punkt 4, at:

»I Deres ovennævnte brev (af 29. oktober 1990) og i den ændrede

beskrivelse findes der således ingen dokumentation for eller

sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken ifølge opfindelsen kan

opnås nogen teknisk virkning ud over den, der er opnået ved den kendte

væske.«

Dette udsagn er imidlertid i direkte modstrid med, hvad Direktoratet

efterfølgende anfører under punkt 5 i afslaget, hvor der står følgende:

» Vi er enige med Dem i, at der i ansøgningen er beskrevet nogle

egenskaber ved olien og kablet ifølge opfindelsen, og at US patentskriftet

ikke beskriver tilsvarene egenskaber ved olien og kablet ifølge

patentet«.

Idet vi går ud fra, at Direktoratet for ansøgningens vedkommende her

henviser til de egenskaber, som Direktoratet ovenfor under punkt 4 har kaldt

fordelagtige, har vi overordentlig vanskeligt ved at se, hvad der er

substansen i Direktoratets argumentation eller ræsonnement. Man kan da ikke

ved sin fornufts fulde brug på den ene side tilkendegive, at der i

beskrivelsens specielle del er redegjort for forsøg, der viser, at

isoleringsvæsken og kablet ifølge opfindelsen har en række fordelagtige

egenskaber, og at additivet har gavnlige virkninger, og samtidig påstå, at

der i samme (ændrede) beskrivelse ikke findes dokumentation for eller

sandsynliggørelse af, at der ved anvendelse af væsken ifølge opfindelsen kan

opnås nogen teknisk virkning ud over den, der allerede er opnået ved den

kendte væske, når man på den anden side

erkender, at de i ansøgningen beskrevne egenskaber ved olien og kablet

ifølge opfindelsen, ikke er beskrevet ved olien og kablet ifølge det af

Direktoratet fremdragne US patent.

Om ovennævnte påviselige og erkendte forskelle mellem kablet ifølge

opfindelsen og kablet ifølge US patentet fortsætter Direktoratet sin yderst

særegne, nærmest »Monty Pyton«-agtige argumentation md at bemærke,

at:

»Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at opfindelsen adskiller

sig væsentligt fra kendt teknik, idet det tværtimod må forventes, at den

kendte olie som følge af den næsten identiske sammensætning

må have næsten samme egenskaber, uanset at disse ikke er beskrevet.

Altså, Direktoratets opfattelse er den, at selv om de omhandlede

egenskaber ikke er beskrevet ved den kendte olie (og iøvrigt - som ovenfor

påvist - ikke kunne-forudses eller-forventes ud fra nogen almen kemisk

viden), kunne man alligevel forvente, at de skulle være til stede ved den

kendte olie. Denne erkendelse kræver det vitterlig mere end normale

menneskelige evner at kunne nå til, medmindre da, at man gør brug af den

erkendelse, der fremgår af den foreliggende ansøgning, men dette er (som

allerede ovenfor påpeget) udtryk for en i alle henseender utilstedelig gøren

brug af den med bagklogskaben følgende indsigt.

Vi har ikke detaljeret kendskab til hvilke krav, Direktoratet stiller til

sine tekniske sagsbehandleres kvalifikationer og patentfaglige ekspertise,

men vi går dog ud fra som givet, at de under deres uddannelse og oplæring

gøres bekendt med, at man ved vurderingen af patentbarheden af en opfindelse

ikke kan overføre den erkendelse, som er tilvejebragt med opfindelsen, til

den i forhold til denne fremdragne kendte teknik, når denne erkendelse ikke

fremgår af de omhandlede skrifter.

I anden forbindelse, nemlig i Patentdirektoratets Instruks nr. 18 af 16.

september 1985, side 3, sidste afsnit, (Bilag 8) indskærpes Direktoratets

sagsbehandlere da i hvert fald, at:

»Sagsbehandleren må imidlertid være opmærksom på den fare, der kan

ligge i, at man efter at have læst det selvstændige krav, lader indeholdet af

dette indgå i sine overvejelser på samme ubevidste måde som anden kendt

teknik og herved fejlagtigt bedømmer en hensigtsmæssig udførelsesform for

opfindelsen som selvfølgelig«.

Denne belæring af Direktoratets sagsbehandlere vedrører problemstillingen

mellem en ansøgnings uselvstændige krav og den kendte teknik, men vi går ud

fra som givet, at Direktoratets sagsbehandlere også belæres om, at denne

problemstilling ikke er mindre relevant, når det drejer sig om en ansøgnings

selvstændige krav og den kendte teknik.

Direktoratet fortsætter i afslutningen af punkt 5 med en påstand om, at:

»For kablets vedkommende har De, som ovenfor nævnt, endog påpeget, at

det kendte kabels egenskaber er bedst, takket være anvendelsen af polyethylen

som leder-isoleringsmaterialet.«

Denne insinuation har vi ovenfor klart gendrevet og påvist, at det er

Direktoratet, der opfatter det kendte kabel som et bedre kabel end kablet

ifølge opfindelsen, og at denne opfattelse er Direktoratet (ud i al sin

bedrevidenhed) helt alene om og absolut ikke kan finde nogen støtte for hos

den faktiske sagkundskab inden for det kabelteknologiske område.

Direktoratet afslutter sit »ræsonnement« under punkt 6 i

afslaget med at »konstatere«:

»De har således hverken i Deres ovennævnte brev eller i den ændrede

beskrivelse anført noget, der kan ændre den opfattelse, at opfindelsen ikke

adskiller sig væsentligt fra, hvad der kendes fra US-patent nr. 3.108.153, og

at det nye ifølge opfindelsen ikke giver anledning til nogen overraskende

teknisk virkning.«

På baggrund af ovenstående gennemgang af Direktoratets yderst

ejendommelige måde at argumentere og ræsonnere på, der for normalt tænkende

vel kun kan karakteriseres med Viggo Hørups ord i sin tid som »det

vitterlige vås«, kan man naturligvis ikke forvente andet end denne

absurditet af en »konklusion«, hvis ellers dette ord kan benyttes

om Direktoratets afsluttende bemærkninger, som mere har karakter af, at

Direktorats »frasemaskiner« er løbet fuldstændig løbsk og har

undraget sig enhver kontrol fra det menneskelige intellekt, medmindre da, at

de skal opfattes som et forsøg på at fornærme Ansøger og hans fuldmægtig for

deres seriøse forsøg på at

forklare Direktoratet, hvad realiteterne i sagen drejer sig om, i stedet

for et alvorligt ment forsøg på at tage stilling til disse realiteter.

For alle andre end den pågældende sagsbehandler i Direktoratet må det vel

nemlig anses for at stå ganske klart, at det af såvel den oprindelige

beskrivelse af 18. august 1983 som af den ændrede beskrivelse af 29. oktober

1990 og det hermed følgende brev fremgår, at den foreliggende opfindelse

angår en løsning af nogle hidtil forekommende problemer i forbindelse med

oliefyldte kabler af den type, hvori den eller de forekommende ledere er

isoleret med en lagdelt isolering dannet af bånd af cellulosemateriale, som

er imprægneret med en isolerende væske, hvilken væske skal være i besiddelse

af en række specifikke egenskaber, som er nødvendige for at opnå et i praksis

brugbart og over længere tidsrum funktionsdueligt kabel, nemlig:

1. En høj dielektricitetsstyrke.

2. En lav dielektricitetstabsfaktor, dvs. tg delta.

3. En sådan viskositet ved en hvilken som helst temperatur, som kablet i

praksis udsættes for, at væsken let kan flyde langs kablet.

4. En konstant fysisk tilstand over et bredt temperaturområde.

5. En god gasabsorptionsevne, navnlig for hydrogengas, carbonmonoid,

carbondioxid og vanddamp.

6. Flammesikkerhed og en sådan beskaffenhed, at der ikke udvikles toxiske

gasser i tilfælde af høje temperaturer eller brand.

Disse egenskaber har ifølge opfindelsen vist sig at blive opnået, når

kablet ifølge opfindelsen er karakteriseret ved den i krav 1's kendetegnende

del angivne væske.

I beskrivelsens specielle del er det ved de der beskrevne forsøg

godtgjort, at de omhanlede problemer ved de kendte kabler af den givne art

faktisk løses ved foranstaltningerne ifølge den kendetegnende del af krav 1,

jvf. beskrivelsen af 29. oktober 1990, side 7, linie 1 - side 14, linie 10,

hvilket Direktoratet (når man afskræller Direktoratets sprog dets brug af

generelle eufemismer i stedet for de i forsøgene benyttede reelle specifikke

termer) faktisk bekræfter i første afsnit af punkt 4 i afslaget.

Specielt er det med forsøgene godtgjort, at isoleringsvæsken i kablet

ifølge opfindelsen har et tilstrækkelig højt flamme- og brændpunkt, jvf.

tabellen side 8 med tilhørende kommentarer i beskrivelsen, altså at et med

den foreslåede væske imprægneret kabel vil være flammesikkert, og at

isoleringsvæsken i kablet ifølge opfindelsen er i stand til ikke blot at

absorbere hydrogengas men også gasserne carbonmonoxid, carbondioxid og

vanddamp, jvf. tabellerne side 13 med tilhørende kommentarer i beskrivelsen.

Altså vil den foreslåede isoleringsvæske være i stand til at eliminere de

gasser, der kan dannes i et oliefyldt kabel, hvori lederne er isoleret med

cellulosemateriale.

Direktoratet har ikke over for opfindelsen ifølge ansøgningen fremdraget

nogen kendt teknik, der angår oliefyldte kabler med

cellulose-materialeisolerede ledere og de hermed forekommende specifikke

problemer.

Direktoratet har ej heller fremdraget nogen kendt teknik, der beskriver en

til oliefyldte elektriske kabler beregnet isoleringsvæske eller -olie, som

vides at være i stand til at løse specifikke problemer, der forekommer i

forbindelse med oliefyldte kabler med ledere isoleret med

cellulose-materiale.

Direktoratet har alene fremdraget et patentskrift (US 3.108.153), der

beskriver et elektrisk kabel med ledere isoleret med polyethylenmateriale og

imprægneret med en isoleringsvæske eller -olie, der alene angives at være i

stand til at absorbere hydrogengas. Isoleringsvæsken er ikke identisk med den

isoleringsvæske, der benyttes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse,

hvilket Direktoratet anerkender under punkt 2, første punktum i afslaget.

Isoleringsvæsken angives ej heller at være i besiddelse af de egenskaber, som

isoleringsvæsken, der benyttes i kablet ifølge den foreliggende opfindelse,

har, hvilket Direktoratet bekræfter under punkt 5, første punktum i afslaget.

Isoleringsvæsken ifølge det fremdragne US paten kunne derfor ikke forventes

at løse de problemer, der forekommer i forbindelse med oliefyldte kabler

isoleret med cellulosemateriale, navnlig ikke forventes at være i stand til

at absorbere carbonmonoxid,-carbondioxid og vanddamp, der er gasser, som

opstår under et sådant kabels funktion, men ikke under et med

polyethylenmateriale isoleret kabels funktion. Den kendte isoleringsvæske (og

hermed beslægtede væsker) kunne heller ikke ud fra anden almen kemisk viden i

kombination med de angivelser om den kendte væske, der fremgår af US

patentskriftet, forventes eller formodes at være i stand til at løse disse

problemer, jvf. vor redegørelse herfor i nærværende klagebegrundelse, side

11, andet hele afsnit og side 12, tredje afsnit - side 13, linie 1.

På denne baggrund må vi derfor konkludere, at kablet ifølge opfindelsen

ikke blot er nyt, men også må anses for at adskille sig væsentligt fra den af

Direktoratet fremdragne kendte teknik, som den fremgår af US patentskrift nr.

3.108.153.

Kablet ifølge opfindelsen må derfor anses for at opfylde kriterierne for

patenterbarhed, som de er fastlagt i patentlovens § 2, stk. 1 og 2.

Det samme må gælde en anvendelse af den ifølge opfindelsen foreslåede

isoleringsvæske i kablet ifølge opfindelsen.

Ganske vist er Direktoratet øjensynligt af den opfattelse, at også den fra

US 3.108.153 kendte isoleringsvæske kan formodes at være i besiddelse af

tilsvarende egenskaber som isoleringsvæsken, der anvendes i kablet ifølge den

foreliggende opfindelse. Denne formodning baserer Direktoratet øjensynligt

på, at de i begge væsker forekommende kemiske forbindelser er beslægtede.

Hertil skal for det første bemærkes, at såvel de kemiske bestanddele som

disse bestanddeles kvantificerbare egenskaber samt den kvantitative

sammensætning af bestanddelene i væsken ifølge den foreliggende ansøgning er

pålagt restriktioner, som ikke finder gensvar for bestanddelenes vedkommende

i og den kvantitative sammensætning af den kendte væske, jvf. at

polydimethylsiloxanen i væsken ifølge opfindelsen skal have en viskositet på

over 5 cts ved 25 grader C, mens dimethylpolysiloxanen i den kendte væske kan

have en viskositet på fra 0,6 til 30.000 cts. ved 25 grader C, at der

specifikt benyttes isopropyldiphenyl i væsken ifølge den foreliggende

ansøgning, mens denne forbindelse ikke er nævnt som mulig bestanddel af den

kendte væske, og at isopropyldipehnylen højst kan forekomme i en mængde på op

til 10 vægtprocent i forhold til vægten af den totale vægt af væskeblandingen

ifølge den foreliggende ansøgning, mens de hydrogengasabsorberende,

aromatiske carbonhydrider, der anvendes i den kendte væske, kan forekomme i

op til 25 vægtprocent i forhold til vægten af kabelvæsken.

Alene på grund af disse forskelle kan den kendte isoleringsvæske ikke

forventes at have egenskaber, som er sammenfaldende med egenskaberne af

væsken ifølge opfindelsen.

For det andet og væsentligste baserer Direktoratet åbenbart sin formodning

om, at den kendte væske har egenskaber, der svarer til egenskaberne ved

væsken ifølge opfindelsen, på det kemiske slægtsskab mellem forbindelserne i

de to væsker. Da de kemiske forbindelser i den kendte væske ifølge US

patentskriftet ikke angives at være i besiddelse af sådanne egenskaber, og da

Direktoratet ikke henviser til nogen anden kilde derudover, hvorfra

Direktoratet måtte have en viden om sådanne egenskabers forekomst ved

forbindelserne i den kendte væske, må vi gå ud fra, at Direktoratets

formodning kun kan stamme fra en viden om, at væsken ifølge den foreliggende

opfindelse har disse egenskaber.

Direktoratets formodning om egenskabernes forekomst ved den kendte væske

kan i så fald kun bero på en overføring af den erkendelse, der er

tilvejebragt med den foreliggende opfindelse, til den fremdragne kendte

teknik, hvor en sådan erkendelse ikke kan påvises.

Vi har ovenfor tilkendegivet og dokumenteret, at en sådan gøren brug af

den med bagklogskaben følgende indsigt er klart utilstedeligt, hvilket burde

være elementært for enhver patentsagkyndig, selv på novicestadiet, thi

såfremt det var en tilladelig fremgangsmåde ved vurdering af en opfindelses

patentbarhed, ville ingen opfindelse være patentbar, idet alle ville kunne

gøres nærliggende i forhold til kendt teknik af en eller anden art ved en

sådan intellektuel manipulation af de aktuelle fakta.

Direktoratets efterlysning af sammenligningsforsøg, der skulle godtgøre,

at isoleringsvæsken ifølge den foreliggende opfindelse har bedre egenskaber

end den kendte væske, er på denne baggrund oplagt irrelevant. Sådanne forsøg

ville kun kunne være berettigede, såfremt man forud for den foreliggende

opfindelses fremkomst vidste, at den kendte væske var i besiddelse af

egenskaber af samme art, som dem med opfindelsen påviste hos væsken ifølge

ansøgningen.

Som afsluttende dokumentation for, at vor ovenfor tilkendegivelse af, at

den foreliggende opfindelse må anses for at være patenterbar i henhold til

sædvanlig dansk praksis ved vurdering af, om en opfindelse adskiller sig

væsentligt fra kendt teknik eller ej, skal vi henvise til Patentankenævnets

kendelse af 22. februar 1991 i sagen J. nr. P 31/88 vedrørende den i DK

patentansøgning nr. 1011/77 (fremlæggelsesskrift nr. 147.859 B) omhandlede

opfindelse.

Den i denne ansøgning omhandlede opfindelse angik en ny anvendelse af et

i-sig-selv kendt stof (en nitrogenholdig harpiks) som limningsaccelerator i

en papirfilm af den type, hvori limstoffet er cellulosereaktivt. Den

omhandlede nitrogenholdige harpiks var ikke blot i sig selv kendt, men også

kendt for anvendelse i en anden papirlimtype, i hvilken det aktive limstof

(kolofonium eller træharpiks) ikke var cellulosereaktivt men baserer sin

limvirkning på fysiske tiltrækningskræfter (Van der Waal's kræfter) mellem

papirfibrene og limstoffet. Den nitrogenholdige harpiks' funktion i denne

anden limtype var at frembringe vådstærkt papir og virke som retensionsmiddel

for farvestoffer og fyldstoffer og fremme hurtig afvanding af papirpulpen

under papirfremstillingen. I forbindelse med den kendte anvendelse var der

ingen angivelse af, at den nitrogenholdige harpiks var i stand til at

frembringe limningsacceleration i forbindelse med den cellulosereaktive

papirlimtype.

Den nye anvendelse af den kendte nitrogenholdige harpiks var i den

omhandlede ansøgning bl.a. udtrykt i form af et krav rettet på en papirlim,

hvori den nitrogenholdige harpiks indgik som bestanddel med betegnelsen

limningsaccelerator.

Den nye anvendelse af det kendte stof bestod således i anvendelse i

en-anden papirlimtype til løsning af nogle andre opgaver, som ikke var

beskrevet og ikke kunne forventes løst ud fra den allerede kendte anvendelse

af stoffet.

Denne nye anvendelse af det kendte stof blev af Patentdirektoratet

naturligvis anset for at angå en opfindelse, som adskilte sig væsentligt fra

det hidtil kendte, og Direktoratet godkendte derfor ansøgningen til

fremlæggelse.

Efter fremlæggelsen blev der nedlagt indsigelse mod ansøgningen, men

Direktoratet opretholdt godkendelsen af ansøgningens patenterbarhed, og det

samme gjorde Patentankenævnet, efter at Direktoratets afgørelse af Indsiger

var blevet indbragt for Ankenævnet.

Hvis opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning havde været en

fuldstændig parallel til opfindelsen i ovennævnte ansøgning (1011/77), skulle

den have bestået i at anvende den isoleringsvæske, der kendes fra US

patentskrift nr. 3.108.153, og der anvendes i elektriske kabler med ledere

isoleret med polyethylenmateriale, og i den forbindelse er kendt for alene at

være i stand til at absorbere hydrogengas, i et elektrisk kabel med ledere

isoleret med cellulosemateriale, og i den forbindelse har til formål at løse

de problemer, der forekommer i forbindelse med denne kabeltype, herunder

bl.a. at absorbere carbonmonoxid, carbondioxid og vanddamp. Denne nye

anvendelse af den kendte væske i en anden kabeltype måtte da, i analogi med

ovennævnte afgørelse, anses for værende patenterbar, eftersom man ikke kunne

forudse eller forvente, at den kendte væske ud fra de hidtil foreliggende

oplysninger om den skulle være i stand til at udøve de nye funktioner i den

anden kabeltype.

Opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning er imidlertid endnu mere

forskellig fra den kendte teknik end ovennævnte parallel til opfindelsen

ifølge ans.nr. 1011/77, for hvilken der foreligger den retningsgivende

afgørelse, idet den ifølge den foreliggende opfindelsen benyttede

isoleringsvæske i sig selv er ny og blot er kemisk beslægtet med den kendte

væske. Opfindelsen ifølge den foreliggende ansøgning må derfor nødvendigvis

anses for at adskille endnu mere fra den kendte teknik, end hvad der var

tilfældet for opfindelsen, som var genstand for ovennævnte afgørelser, og den

må derfor om muligt i endnu højere grad anses for at være patenterbar.

Vi har i nærværende klagebegrundelse indledningsvis angivet, at der sammen

med begrundelsen fremsendes forslag til nyt patentkravsæt og en hertil

tilpasset ny beskrivelsesindledning. Grunden til det nye patentkravforslag er

i det væsentlige, at vi har opdaget, at der i det tidligere krav 5 af 29.

oktober 1990 er en formel fejl, idet kravet ikke henviser til krav 1, hvilket

naturligvis er en forudsætning for opretholdelse af opfinderisk enhed mellem

de selvstændige krav i ansøgningen og iøvrigt også for at tilkendegive den

specifikke anvendelse af den isolerende væske ifølge opfindelsen. Herudover

har vi præciseret krav 1, således at den indledende del angiver det som

værende kendt, at den isolerende væske har et indhold af polydimethylsiloxan,

idet dette synes at fremgå af beskrivelsens indledning. Endelig har vi

foretaget en mindre sproglig præcisering af krav 3, uden at dette dog

egentlig ændrer noget ved det heri angivne.

Den nye beskrivelsesindledning er blevet tilpasset det rettede

patentkravsæt og derudover undergået visse ændringer af mere sproglig art.

Hherudover er forklaringen af det med opfindelsen opnåelige endvidere søgt

yderligere tydeliggjort i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

Efter vor opfattelse er der ved de foretagne ændringer af patentkrav og

beskrivelsesindledning ikke tilført ansøgningen noget materielt nyt, ud over

hvad der fremgik af ansøgningen som indleveret.

På baggrund af det ovenfor anførte skal vi henstille, at Patentankenævnet

tilkendegiver, at det af Direktoratet fremdragne US patentskrift nr.

3.108.153 ikke er til hinder for meddelelse af patent på opfindelsen, som den

er defineret i det hermed foreliggende patentkravsæt og forklaret i den

hertil hørende nye beskrivelsesindledning, hvorfor ansøgningen bør

tilbagesendes til Patentdirektoratet med henblik på fortsat behandling på

grundlag heraf.'

De med klagebegrundelsen indleverede krav lød således:

»1. Flammesikkert, oliefyldt elektrisk kabel med mindst en leder og

en lagdelt isolering, der er imprægneret med en isolerende væske indeholdende

polydimethylsiloxan, og som er dannet af bånd, der er viklet rundt om lederen

og udelukkende består af cellulosemateriale, samt et omsluttende hylster, der

omslutter den lagdelte isolering, kendetegnet ved, at den isolerende

væske omfatter en blanding af en polydimethylsiloxan med en viskositet på

over 5 cts ved 25 grader C og isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte

forekommer i blandingen i en mængde på ikke over 10 vægt% baseret blandingens

samlede vægt.

2. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

det omsluttende hylster er en kappe, at der kun er indesluttet en elektrisk

leder i kappen, og at en kanal, som løber inden i lederen koaksialt med

denne, er fyldt med den isolerende væske, som imprægnerer den lagdelte

isolering af cellulosemateriale, der er viklet omkring den elektriske leder.

3. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

det omsluttende hylster er et stift metalrør, og at en gruppe på tre

elektriske ledere, der hver især er isoleret med bånd af cellulosemateriale

viklet omkring lederen, er indesluttet i dette stive metalrør, som er fyldt

med isolerende væske.

4. Flammesikkert elektrisk kabel ifølge et hvilket som helst af kravene 1

til 3, kendetegnet ved, at i blandingen af polydimethylsiloxan og

isopropyldiphenyl udgør sidstnævnte en mængde på mellem 3 og 7 vægt% af

blandingens samlede vægt.

5. Isolerende væske til anvendelse i et elektrisk kabel ifølge krav 1,

kendetegnet ved, at den omfatter en blanding af en

polydimethylsiloxan med en viskositet på over 5 cts ved 25 grader C og en

isopropyldiphenyl, hvorhos sidstnævnte forekommer i blandingen i en mængde på

ikke over 10 vægt% i forhold til blandingens totale vægt.

6. Isolerende væske ifølge krav 5, kendetegnet ved, at

isopropylhenylet forekommer i blandingen i en mængde på mellem 3 og 7 vægt%

af blandingens totale vægt.«

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 12. februar 1993.

For klageren mødte civ.ing. Rudolf Nikolajsen, der forelagde sagen og

besvarede spørgsmål fra nævnets medlemmer.

Klageren anførte navnlig, at det ansøgte havde ført til patentudstedelse i

en række lande med stort set tilsvarende patentkrav, og at det modholdte med

en undtagelse havde været fremdraget under sagsbehandlingen.

Ankenævnet skal udtale:

Nævnet finder, at egenskaberne, herunder dielektrisk holdfasthed,

dielektriske tab, mekanisk styrke og termisk holdfasthed, hos en elektrisk

kabelisolation, som består af en fast isolation imprægneret med en

isolationsolie, må bestemmes på grundlag af den aktuelle sammensatte

isolation. Den sammensatte isolation ifølge det ansøgte indeholder en fast

isolationsbestanddel, som findes at adskille sig væsentligt fra den faste

isolation ifølge det modholdte og en imprægneringsvæske med

tilsætningsstoffer, som afviger fra de modholdte. Nævnet finder ikke, at

egenskaberne hos isolationen ifølge opfindelsen kan udledes af modholdet,

hvorfor

bestemmes:

Sagen tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på basis af de

i klagebegrundelsen fremførte krav.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. L. Herborg.

T. Laubst. Asger Nielsen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter