Spring til indhold

Retsinformation

Forbrugsrenteafgift (* 1)

KEN nr 18856 af 24/10/1989Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Forbrugsrenteafgift (* 1)

A klagede over, at det selvangivne afgiftsgrundlag for beregning af

renteafgift for afgiftsåret 1987 i medfør af lov om afgift af renter af

forbrugslån var forhøjet med 9.639 kr.

Det var oplyst, at klageren ved kreditaftale af 14. november 1985 havde

overført et lån med en restgæld på 71.944 kr. fra et pengeinstitut til et

andet. Samtidig hermed var andre af klagerens og hans hustrus engagementer

udvidet og overført til samme bank, og det hele blev ført på en fælles konto,

en totalkonto. Det var videre oplyst, at denne totalkonto skulle afdrages med

en månedlig ydelse på 1.650 kr., hvoraf de 1.100 kr. som hidtil skulle være

ydelse til fortsat nedbringelse af det overtagne lån over 10 år, medens

resten af den månedlige ydelse var beregnet til dækning af påløbne renter på

den yderligere ydede kassekredit. Samtidig hermed var det mellem banken og

klageren aftalt, at trækningsmulighederne på kreditten hver måned skulle

nedsættes med den indbetalte ydelse. Til sikkerhed for lånet blev indlagt et

ejerpantebrev på 75.000 kr., som tidligere havde ligget til sikkerhed for det

fra den anden bank overtagne lån.

Der var imidlertid af banken alene foretaget en samlet rentetilskrivning

på hele den ydede kredit, hvorfor klageren selv havde beregnet den del af

renteudgiften, der vedrørte det overførte lån på 71.944 kr., til 9.639 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke fundet grundlag for at opdele

lånet, således at afgiftsgrundlaget for beregning af renteafgift kunne

nedsættes med beregnede renter af det overførte lån, idet totalkontoen som

helhed gav mulighed for variabel udnyttelse. De af klageren beregnede

renteudgifter fandtes derfor ikke omfattet af bestemmelsen i lov om afgift af

renter af forbrugslån § 3, stk. 4, nr. 3.

Klageren nedlagde påstand om, at de af ham beregnede renteudgifter

vedrørende det fra det andet pengeinstitut overførte pantesikrede lån måtte

anses for fritaget for afgift. Til støtte herfor anførte han, at der ved

bankskiftet reelt var tale om et kreditorskifte, men ikke om, at det

Læs alt

oprindelige lån blev indfriet. Han anførte videre, at det alene var af

praktiske grunde, at man havde sammenlagt det overførte lån med fast

afvikling og sikkerhed i pantebrev i fast ejendom med yderligere

kreditfaciliteter på samme konto. Der var i det i 1985 oprettede lånedokument

ikke opført særskilt afdrag på det gamle lån, idet der på dette tidspunkt

ikke var grundlag for en sådan opsplitning, men banken havde skriftligt

bekræftet, at der fortsat under den omhandlede totalkonto fandtes et lån med

fast afdrag. Det var således klagerens opfattelse, at det pantesikrede lån,

som var overtaget fra det andet pengeinstitut, var fortsat på uændrede

vilkår, medens kassekreditdelen ved bankskiftet var forøget, og

renteudgifterne heraf var afgiftspligtige.

Landsskatteretten fandt, at renteudgifterne af den omhandlede totalkonto i

deres helhed måtte anses for at vedrøre et lån med adgang til variabel

udnyttelse, hvorfor den af klageren beregnede del af renteudgifterne i

overensstemmelse med lov om afgift af renter af forbrugslån § 3, stk. 4, nr.

3, sidste punktum, ikke skulle fragå ved ansættelsen af afgiftsgrundlaget.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1988, F 3.6.1.

Officielle noter

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 12, side 958

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter