Afskrivning - bygninger - grund/hjemfaldspligt. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Afskrivning - bygninger - grund/hjemfaldspligt.
(* 1)
Selskabet A klagede for skatteårene 1985/86, 1986/87 og 1987/88 over, at
de stedlige skattemyndigheder havde nægtet selskabet fradrag for afskrivning
på grunden matr.nr. xx med 924.208 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabet i 1974 havde fået skøde på
ovennævnte ejendom, der tilhørte et sameje mellem en kommune og Staten.
Grunden, i alt ca. 24 ha, var udlagt til nærmere angivne formål. I henhold
til en skødebestemmelse havde selskabet udstedt deklaration om, at det nævnte
sameje havde ret til i år 2019 eller eventuelt senere at kræve sig grunden
eller dele af denne med påstående bygninger overdraget vederlagsfrit. I
skødet var også optaget en bestemmelse om, at selskabet - i tilfælde af salg
af grunden eller dele deraf i ubebygget stand - forpligtede sig til at betale
samejet 95% af forskellen mellem den opnåede salgssum og et nærmere fastsat
beløb, der indbefattede hegn, beplantninger og modningsudgifter m.v., og som
ikke refunderedes selskabet uden for salgssummen: denne sum skulle beregnes
med hensyntagen til grundprisudviklingen.
Selskabet havde på grunden opført en række bygninger. Efter aftale med den
pågældende kommunes skatteforvaltning var selskabet fra 1984 (som lå til
grund for skatteansættelsen for skatteåret 1985/86) overgået til at afskrive
på sine bygninger efter afskrivningsloven. Hidtil havde man afskrevet efter
gældende hjemfaldsregler, jf. den ovenfor omtalte klausul i skødet. Samtidig
med denne ændring vedrørende bygningsafskrivningerne havde selskabet
påbegyndt afskrivning på udgiften til grunden, beregnet som en lineær
afskrivning over de 35 år, der primo 1984 resterede til hjemfaldet primo år
2019.
Det var disse afskrivninger på grunden, som var nægtet ved de påklagede
ansættelser.
De stedlige skattemyndigheders standpunkt var nærmere, at selskabet - ved
nu at have valgt afskrivning på sine bygninger efter afskrivningsloven -
Læs alt
havde afskåret sig fra at bruge hjemfaldsreglerne på købesummen for grunden,
idet bygninger og grund efter myndighedernes opfattelse var en enhed i denne
afskrivningsmæssige henseende. Myndighederne mente, at denne slutning måtte
drages på baggrund af ordlyden i afskrivningslovens § 29 C og punkt 139 i
cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 om afskrivningsloven, samt det
princip, der kunne udledes af afgørelsen i Landsskatterettens Meddelelser
1945 nr. 66.
Selskabets advokater anførte, at afskrivningslovens § 29 C var sålydende:
»Ved afskrivning af en bygning, der er opført på lejet grund, samt
fast ejendom, hvorpå der hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden
forpligtelse af lignende art, kan reglerne i dette afsnit fraviges. Vælger
den skattepligtige at foretage sådanne afskrivninger, kan ejendommens
bygninger ikke afskrives efter reglerne i denne lov.«
Bestemmelsen havde fået denne formulering ved lov nr. 604 af 14. december
1977 og var trådt i kraft den 23. december 1977. I motiverne til det
pågældende lovforslag - som umiddelbart tog sigte på at afskære fremtidige
afskrivninger på visse hjemfaldsejendomme (og bygninger på lejet grund), der
kun anvendtes privat - hed det om § 29 C, at den foreslåede affattelse med
redaktionelle ændringer svarede til den hidtidige lovs bestemmelser. Ifølge
disse kunne afskrivningslovens regler om bygningsafskrivninger fraviges ved
afskrivning af bygninger på lejet grund, samt af fast ejendom, hvorpå der
hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art.
Videre udtalte motiverne, at en bygning ikke kunne gøres til genstand for
afskrivning både efter afskrivningslovens afsnit IV og efter reglerne om
afskrivning på bygninger på lejet grund m.v. Hvis en bygning kunne afskrives
efter begge regelsæt, måtte den skattepligtige således vælge, hvilken form
for afskrivning han ønskede at foretage. Derpå bemærkedes, at det imidlertid
fandtes hensigtsmæssigt, at dette blev fastslået direkte i loven, og den
foreslåede tilføjelse i § 29 C, stk. 1, 2. punktum tog sigte herpå.
Med hensyn til den af skattemyndighederne omtalte afgørelse i
Landsskatterettens Meddelelser 1945 nr. 66 påpegede advokaterne, at sagen var
indbragt for Landsskatteretten med påstand om nedsættelse af
formueansættelsen, hvorved der henvistes til hjemfaldsreglerne. Denne påstand
havde retten taget til følge, for så vidt angik bygningerne, men ikke
vedrørende grunden, for hvilken der ville blive svaret vederlag ved
hjemfaldet. Landsskatteretten havde dog samtidig optaget til vurdering den
selvangivne og godkendte indkomstmæssige afskrivning på bygningerne. Denne
afskrivning var beregnet som lineær afskrivning over tidsrummet til hjemfald
og indkomstansættelsen var forhøjet med differencen mellem de lineære
afskrivninger og den mindre afskrivning, der kunne beregnes efter
hjemfaldsreglerne.
Advokaterne fandt ikke, at denne afgørelse - der jo ikke var truffet i
henhold til den regel i afskrivningsloven, om hvilken der her var tale -
støttede de stedlige skattemyndigheders antagelse af, at der vedrørende
hjemfaldsbelagte ejendomme ikke kunne anvendes forskellige regelsæt for
henholdsvis bygninger og jord. Vedkommende grundudgift fandtes slet ikke
afskrivningsberettiget, og med hensyn til bygningerne statueredes alene, at
de særlige hjemfaldsregler måtte have fortrin over for lineær
åremålsafskrivning: men det oplystes specielt ikke i kendelsen, om de
pågældende bygninger overhovedet var afskrivningsberettigede efter dagældende
regler om ordinære bygningsafskrivninger.
Der nedlagdes herefter principal påstand om, at selskabets grundudgift
kunne afskrives med lige store årlige beløb indtil år 2019, dvs. med 924.208
kr. i hvert af de af klagen omfattede skatteår.
Subsidiært påstod man grundkøbesummen afskrevet efter hjemfaldsreglerne,
og at bygningsafskrivningerne efter afskrivningsloven opretholdtes jævnsides
hermed.
Specielt til støtte for den principale påstand henvistes der til, at
selskabets reelle beføjelser med hensyn til grund og bygninger havde sådanne
lighedspunkter med, hvad der var gældende for (blotte) lejere, at sædvanlig
(lineær) afskrivning over (rest)perioden til hjemfald burde indrømmes. Herved
pegedes bl.a. på selskabets i henhold til skødebestemmelserne begrænsede
muligheder for at indvinde avance ved et eventuelt salg af grunden. Endvidere
bemærkede advokaterne, at praksis fremviste tilfælde, hvor reelle
omstændigheder syntes tillagt afgørende betydning i skattemæssig henseende i
stedet for, hvad formelle betragtninger ville have medført. Dette gjaldt
højesteretsdommen om Nordsøværftet (UfR 1985, s. 134), hvor der blev givet
afskrivningsret på udgiften til det af værftet betalte sluseanlæg, uanset at
staten havde ejendomsretten til selve slusen. I TfS 1987, s. 295, var
endvidere optaget en ligningsrådsafgørelse, der beskattede den fulde
forudbetalte husleje for en 99-årig brugsret til en timeshare ejendomsanpart
i betalingsåret, på linie med, hvad der havde været tilfældet, hvis
ejendomsparten var blevet solgt.
Landsskatteretten var med hensyn til den principale påstand af den
opfattelse, at der ikke kunne bortses fra, at selskabet havde en egentlig
skødemæssig adkomst til det købte areal, og at det ikke kunne føre til noget
andet resultat, at selskabet måtte påtage sig den omtalte
hjemfaldsforpligtelse tillige med en række andre, til dels sædvanlige,
indskrænkninger i henseende til udnyttelsen af det købte. De af advokaterne
omtalte afgørelser måtte opfattes som konkret motiveret stillingtagen til
henholdsvis et rent driftsomkostningsproblem og et periodiseringsspørgsmål af
særlig art.
Den principale påstand måtte derfor forkastes.
Retten fandt derimod af de af selskabets advokater anførte grunde, at der
hverken i afskrivningslovens § 29 C eller i andre bestemmelser, og ej heller
i foreliggende praksis, var noget til hinder for, at selskabets bygninger
blev afskrevet efter afskrivningsloven samtidig med, at grunden blev
afskrevet efter hjemfaldsreglerne.
Den subsidiære påstand blev derfor taget til følge.
LV 1989, G 6.6.3.
Lignende dokumenter
- Momsfritagelsen vedrørende levering af fast ejendom - levering af en grund med eksisterende bygninger ejet af 3. mand Retsinformation · 18. januar 2018
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en kommunes vederlagsfrie overdragelse af et kommunalt areal til en golfbane Retsinformation · 20. august 2009
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PH - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- 1989 BSF 77 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 206 VEDRØRENDE SALG AF KALØ GODS TILBAGE FRA FINANSUDVALGET Retsinformation · 17. maj 1990
- PERSONBESKATNING 1987 AFSNIT PH - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PH - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008