Spring til indhold

Retsinformation

Afskrivning - bygninger - grund/hjemfaldspligt. (* 1)

KEN nr 18034 af 14/12/1990Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Afskrivning - bygninger - grund/hjemfaldspligt.

(* 1)

Selskabet A klagede for skatteårene 1985/86, 1986/87 og 1987/88 over, at

de stedlige skattemyndigheder havde nægtet selskabet fradrag for afskrivning

på grunden matr.nr. xx med 924.208 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabet i 1974 havde fået skøde på

ovennævnte ejendom, der tilhørte et sameje mellem en kommune og Staten.

Grunden, i alt ca. 24 ha, var udlagt til nærmere angivne formål. I henhold

til en skødebestemmelse havde selskabet udstedt deklaration om, at det nævnte

sameje havde ret til i år 2019 eller eventuelt senere at kræve sig grunden

eller dele af denne med påstående bygninger overdraget vederlagsfrit. I

skødet var også optaget en bestemmelse om, at selskabet - i tilfælde af salg

af grunden eller dele deraf i ubebygget stand - forpligtede sig til at betale

samejet 95% af forskellen mellem den opnåede salgssum og et nærmere fastsat

beløb, der indbefattede hegn, beplantninger og modningsudgifter m.v., og som

ikke refunderedes selskabet uden for salgssummen: denne sum skulle beregnes

med hensyntagen til grundprisudviklingen.

Selskabet havde på grunden opført en række bygninger. Efter aftale med den

pågældende kommunes skatteforvaltning var selskabet fra 1984 (som lå til

grund for skatteansættelsen for skatteåret 1985/86) overgået til at afskrive

på sine bygninger efter afskrivningsloven. Hidtil havde man afskrevet efter

gældende hjemfaldsregler, jf. den ovenfor omtalte klausul i skødet. Samtidig

med denne ændring vedrørende bygningsafskrivningerne havde selskabet

påbegyndt afskrivning på udgiften til grunden, beregnet som en lineær

afskrivning over de 35 år, der primo 1984 resterede til hjemfaldet primo år

2019.

Det var disse afskrivninger på grunden, som var nægtet ved de påklagede

ansættelser.

De stedlige skattemyndigheders standpunkt var nærmere, at selskabet - ved

nu at have valgt afskrivning på sine bygninger efter afskrivningsloven -

Læs alt

havde afskåret sig fra at bruge hjemfaldsreglerne på købesummen for grunden,

idet bygninger og grund efter myndighedernes opfattelse var en enhed i denne

afskrivningsmæssige henseende. Myndighederne mente, at denne slutning måtte

drages på baggrund af ordlyden i afskrivningslovens § 29 C og punkt 139 i

cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 om afskrivningsloven, samt det

princip, der kunne udledes af afgørelsen i Landsskatterettens Meddelelser

1945 nr. 66.

Selskabets advokater anførte, at afskrivningslovens § 29 C var sålydende:

»Ved afskrivning af en bygning, der er opført på lejet grund, samt

fast ejendom, hvorpå der hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden

forpligtelse af lignende art, kan reglerne i dette afsnit fraviges. Vælger

den skattepligtige at foretage sådanne afskrivninger, kan ejendommens

bygninger ikke afskrives efter reglerne i denne lov.«

Bestemmelsen havde fået denne formulering ved lov nr. 604 af 14. december

1977 og var trådt i kraft den 23. december 1977. I motiverne til det

pågældende lovforslag - som umiddelbart tog sigte på at afskære fremtidige

afskrivninger på visse hjemfaldsejendomme (og bygninger på lejet grund), der

kun anvendtes privat - hed det om § 29 C, at den foreslåede affattelse med

redaktionelle ændringer svarede til den hidtidige lovs bestemmelser. Ifølge

disse kunne afskrivningslovens regler om bygningsafskrivninger fraviges ved

afskrivning af bygninger på lejet grund, samt af fast ejendom, hvorpå der

hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art.

Videre udtalte motiverne, at en bygning ikke kunne gøres til genstand for

afskrivning både efter afskrivningslovens afsnit IV og efter reglerne om

afskrivning på bygninger på lejet grund m.v. Hvis en bygning kunne afskrives

efter begge regelsæt, måtte den skattepligtige således vælge, hvilken form

for afskrivning han ønskede at foretage. Derpå bemærkedes, at det imidlertid

fandtes hensigtsmæssigt, at dette blev fastslået direkte i loven, og den

foreslåede tilføjelse i § 29 C, stk. 1, 2. punktum tog sigte herpå.

Med hensyn til den af skattemyndighederne omtalte afgørelse i

Landsskatterettens Meddelelser 1945 nr. 66 påpegede advokaterne, at sagen var

indbragt for Landsskatteretten med påstand om nedsættelse af

formueansættelsen, hvorved der henvistes til hjemfaldsreglerne. Denne påstand

havde retten taget til følge, for så vidt angik bygningerne, men ikke

vedrørende grunden, for hvilken der ville blive svaret vederlag ved

hjemfaldet. Landsskatteretten havde dog samtidig optaget til vurdering den

selvangivne og godkendte indkomstmæssige afskrivning på bygningerne. Denne

afskrivning var beregnet som lineær afskrivning over tidsrummet til hjemfald

og indkomstansættelsen var forhøjet med differencen mellem de lineære

afskrivninger og den mindre afskrivning, der kunne beregnes efter

hjemfaldsreglerne.

Advokaterne fandt ikke, at denne afgørelse - der jo ikke var truffet i

henhold til den regel i afskrivningsloven, om hvilken der her var tale -

støttede de stedlige skattemyndigheders antagelse af, at der vedrørende

hjemfaldsbelagte ejendomme ikke kunne anvendes forskellige regelsæt for

henholdsvis bygninger og jord. Vedkommende grundudgift fandtes slet ikke

afskrivningsberettiget, og med hensyn til bygningerne statueredes alene, at

de særlige hjemfaldsregler måtte have fortrin over for lineær

åremålsafskrivning: men det oplystes specielt ikke i kendelsen, om de

pågældende bygninger overhovedet var afskrivningsberettigede efter dagældende

regler om ordinære bygningsafskrivninger.

Der nedlagdes herefter principal påstand om, at selskabets grundudgift

kunne afskrives med lige store årlige beløb indtil år 2019, dvs. med 924.208

kr. i hvert af de af klagen omfattede skatteår.

Subsidiært påstod man grundkøbesummen afskrevet efter hjemfaldsreglerne,

og at bygningsafskrivningerne efter afskrivningsloven opretholdtes jævnsides

hermed.

Specielt til støtte for den principale påstand henvistes der til, at

selskabets reelle beføjelser med hensyn til grund og bygninger havde sådanne

lighedspunkter med, hvad der var gældende for (blotte) lejere, at sædvanlig

(lineær) afskrivning over (rest)perioden til hjemfald burde indrømmes. Herved

pegedes bl.a. på selskabets i henhold til skødebestemmelserne begrænsede

muligheder for at indvinde avance ved et eventuelt salg af grunden. Endvidere

bemærkede advokaterne, at praksis fremviste tilfælde, hvor reelle

omstændigheder syntes tillagt afgørende betydning i skattemæssig henseende i

stedet for, hvad formelle betragtninger ville have medført. Dette gjaldt

højesteretsdommen om Nordsøværftet (UfR 1985, s. 134), hvor der blev givet

afskrivningsret på udgiften til det af værftet betalte sluseanlæg, uanset at

staten havde ejendomsretten til selve slusen. I TfS 1987, s. 295, var

endvidere optaget en ligningsrådsafgørelse, der beskattede den fulde

forudbetalte husleje for en 99-årig brugsret til en timeshare ejendomsanpart

i betalingsåret, på linie med, hvad der havde været tilfældet, hvis

ejendomsparten var blevet solgt.

Landsskatteretten var med hensyn til den principale påstand af den

opfattelse, at der ikke kunne bortses fra, at selskabet havde en egentlig

skødemæssig adkomst til det købte areal, og at det ikke kunne føre til noget

andet resultat, at selskabet måtte påtage sig den omtalte

hjemfaldsforpligtelse tillige med en række andre, til dels sædvanlige,

indskrænkninger i henseende til udnyttelsen af det købte. De af advokaterne

omtalte afgørelser måtte opfattes som konkret motiveret stillingtagen til

henholdsvis et rent driftsomkostningsproblem og et periodiseringsspørgsmål af

særlig art.

Den principale påstand måtte derfor forkastes.

Retten fandt derimod af de af selskabets advokater anførte grunde, at der

hverken i afskrivningslovens § 29 C eller i andre bestemmelser, og ej heller

i foreliggende praksis, var noget til hinder for, at selskabets bygninger

blev afskrevet efter afskrivningsloven samtidig med, at grunden blev

afskrevet efter hjemfaldsreglerne.

Den subsidiære påstand blev derfor taget til følge.

LV 1989, G 6.6.3.

Lignende dokumenter