Tvist om ansvarsplaceringen for mangelfulde klinkegulve. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tvist om ansvarsplaceringen for mangelfulde
klinkegulve. (* 1)
KENDELSE i Voldgiftssag nr. C 1620
K mod A og B
Efter at et stort antal boliger i Algeriet var blevet ødelagt af et meget
kraftigt jordskælv, solgte entreprenørfirmaet B A/S 1500 træhuse til den
algierske stat. B indledte endvidere forhandlinger med den algierske stat om
opførelse af et stort boligkompleks i El Biar i Algeriet. På grund af
projektets omfang ønskede B ikke at være alene om opgaven, men indgik en
aftale med D A/S om dannelse af et interessentskab, K, som skulle påtage sig
opgaven.
Den 28. juni 1982 indgik K en kontrakt med de algierske myndigheder om
opførelse af 1500 nøglefærdige, præfabrikerede kollektive boliger med
tilhørende lokaler til forretningsformål for en fast pris på 648.793.709
d.kr. og 27.581.262 algierske dinarer, eller ialt ca. 700 millioner d.kr. Der
skulle opføres 78 bygninger med et samlet etageareal på 158.513 m2, og der
skulle i boligerne være klinkebelagte gulve på et areal på ca. 125.000 m2.
Byggeriet skulle være færdigt 20 måneder, efter at K havde modtaget de
planerede byggegrunde, hvilket førte til en afleveringsdato senest den 1.
oktober 1984.
Byggeriet blev færdigt til tiden og blev modtaget af de algierske
myndigheder den 1. oktober 1984. Hele entreprisesummen blev derefter udbetalt
til K, idet de algierske myndigheder beholdt bankgarantier på 35 millioner
d.kr. til dækning af K's ansvar for eventuelle mangler.
Allerede kort efter den 1. oktober 1984 begyndte der at vise sig skader på
klinkegulvene, idet klinker gik løse, og gulve bulede op. Skaderne har
fortsat udviklet sig, således at der pr. 30. september 1988 har vist sig
skader på ialt ca. 41.000 m2 gulv. Ved en aftale af 5. maj 1983 havde B
påtaget sig som underentreprenør for K at udføre montagen af klinkegulvene
for en fast pris excl. moms på 14.850.000 d.kr. Denne voldgiftssag angår
Læs alt
placeringen af ansvaret for de mangelfulde klinkegulve.
Allerede på et tidligt tidspunkt under projektets udarbejdelse var A
Arkitektfirma A/S blevet inddraget i arbejdet, og ved en kontrakt af 22.
marts 1983 påtog A sig som totalrådgiver for K at yde teknisk rådgivning og
bistand vedrørende boligprojektet i El Biar for en fast pris på 8.800.000
d.kr. excl. moms. A har gennemarbejdet projektet og udført
detailprojektering.
Efter det udarbejdede projekt skulle gulvene udføres således, at der på
dækelementerne skulle lægges et afretningslag, og at klinkerne skulle klæbes
på dette afretningslag, hvorved hele gulvkonstruktionen blev en konstruktiv
enhed. Under projekteringsarbejdet anmodede K det rådgivende ingeniørfirma E
om at gennemgå El Biar projektet med det formål at undgå vanskeligheder ved
byggeriets opførelse og at begrænse senere problemer i bygningernes funktion.
I en erklæring af 15. februar 1983 udtalte E bl.a., at der i tidens løb har
været talrige tilfælde af løsnede flise- og klinkebelægninger, som oftest på
grund af dårlige materialer og dårligt udført arbejde. Det anbefaledes, at
der blev udført forsøg under de lokale omstændigheder og udarbejdet skærpede
instrukser i overensstemmelse hermed, og det blev fremhævet, at en effektiv
sammenhæng mellem klinker og mørtel og mellem mørtel og beton var nødvendig.
K rådspurgte også Teknologisk Institut, som på et projekteringsmøde den 6.
april 1983 og i en skrivelse af 27. april 1983 anbefalede en løsning,
hvorefter gulvet skulle udlægges på et glidelag, d.v.s. uden fast forbindelse
med betonelementerne. I forsommeren 1983 lod K også udføre en prøvelejlighed
i Ølstykke. På et møde den 29. august 1983 blev det endeligt besluttet at
anvende metoden uden glidelag.
Efterhånden som skaderne på klinkegulvene viste sig, har B udbedret dem
for K's regning. Udbedringen er udført efter to metoder. Løse klinker er
hovedsageligt blevet fastgjort ved injicering af epoxy i gulvkonstruktionen,
medens opbulede gulvarealer er blevet omlagt.
K begærede syn og skøn afholdt, og der er afgivet erklæringer af 30. april
1985, 12. december 1985, 29. april 1987, 7 . juni 1988 og 3. oktober 1988 af
de af Voldgiftsnævnet udmeldte syns- og skønsmænd, murermester, ingeniør J.
Buch Andersen, arkitekt m.a.a. Jørn Nielsen og civilingeniør Leif Egeskjold.
I den første skønserklæring af 30. april 1985 udtalte skønsmændene bl.a., at
der efter deres vurdering var to hovedårsager til gulvskaderne. Den første
er, at det valgte konstruktionsprincip, hvorefter pudslag og klinker er fast
forbundne til betonelementdækket, er væsentligt mere risikobehæftet end den
konstruktion, der bygger på indlæggelse af et glidelag og udførelse af
dilatationsfuger - også ved korrekt udførelse af konstruktionen. Den anden
hovedårsag er en mindre god håndværksmæssig udførelse, der har resulteret i
en for svag forbindelse mellem pudslag og klinkelag. I erklæringen har
skønsmændene også udtalt, at begge de anvendte udbedringsmetoder må betegnes
som forsvarlige og rimelige. Disse bedømmelser har skønsmændene fastholdt.
Ved et klageskrift af 19. september 1985 har K indbragt sagen for en i
henhold til Reglerne for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge-
og Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret. Voldgiftsretten har bestået af
arkitekt m.a.a. Henning Graversen, direktør, civilingeniør Per Dibbern
Johansen som tekniske dommere og et formandsskab bestående af
højesteretsdommer J. Bangert, højesteretsdommer Erik Bjerregaard og
landsdommer Poul Rønnov med højesteretsdommer Bjerregaard som formand. I
klageskriftet nedlagde K påstand om en erstatning på 10.030.692 kr. med
renter, hvilket beløb svarede til de indtil da afholdte reparationsudgifter.
I K's replik af 6. juli 1987 var påstanden forhøjet til 20.741.465 kr. på
grund af yderligere påløbne reparationsomkostninger. K's endelige påstand
under sagen er:
De indklagede A og B tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært
proratarisk at betale K 28.702.486 kr. med sædvanlig procesrente (diskonto +
6%) fra de respektive udgifters afholdelse, til betaling sker.
De indklagede tilpligtes at anerkende, at de indklagedes erstatningsansvar
for skader m.v., der vil blive registreret efter den 30. september 1988, kan
afgøres under en senere voldgiftssag.
Indklagede A har nedlagt følgende påstande:
Principalt: Frifindelse
Subsidiært: Frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af K
krævede, fastsat efter voldgiftssrettens skøn uden solidarisk hæftelse med
medindklagede B. Såfremt de indklagede af voldgiftsretten får pålagt et
solidarisk ansvar, anmodes voldgiftsretten om at fastsætte den indbyrdes
proratariske hæftelse mellem de indklagede. Det påstås, at det maksimale
beløb, som indklagede A ialt kan blive tilpligtet at udrede såvel til
klagerne som til B andrager kr. 11.729.000,00.
I relation til den subsidiære påstand påstås det, at der alene skal svares
sædvanlige procesrenter af et beløb op til kr. 10.030.692,00 fra sagens anlæg
og af et beløb op til kr. 11.729.000,00 fra 6. juli 1987, til betaling finder
sted.
Over for K's anden påstand har A principalt påstået afvisning og
subsidiært frifindelse.
Indklagede B har nedlagt følgende påstand:
Over for K's betalingspåstand:
1) Principalt: Frifindelse.
2) Subsidiært: Frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af K
krævede, fastsat efter voldgiftsrettens skøn, og således at det af klageren
opgjorte påstandsbeløb, excl. renter, alene tillægges renter fra kravets
fremsættelse for voldgiftsretten, dvs. af højst kr. 10.030.692 fra den 19.
september 1985 til den 6. juli 1987, af kr. 20.741.465 fra den 6. juli 1987
og af kr. 28.702.486 fra 22. juni 1988, til betaling sker.
Over for K's anerkendelsespåstand:
Principalt: Afvisning.
Subsidiært: Frifindelse.
Mere subsidiært: Frifindelse, men således, at B anerkender, at B's
eventuelle erstatningsansvar for skader m.v., der er registreret efter den
30/9 1988, kan afgøres under en senere voldgiftssag, og at forældelsesfristen
efter lov nr. 274 af 22/12 1908 om forældelse af visse fordringer
(1908-loven) tidligst kan regnes fra det tidspunkt, hvor K kunne kræve
betaling for sine afhjælpningsudgifter i forbindelse hermed, jfr. nævnte lovs
§ 2, første punktum.
Over for medindklagede, A:
Principalt: At medindklagede A fuldstændigt friholder B for de beløb,
incl. renter og omkostninger, som B måtte blive pålagt at betale til
klageren, og
Subsidiært: At medindklagede A i et nærmere efter voldgiftssrettens skøn
fastsat forhold, pålægges at friholde B for en del af det beløb som B måtte
blive pålagt at betale til K incl. renter og omkostninger.
Den mundtlige forhandling af sagen har fundet sted i dagene den 24., 25.,
27. og 28. oktober 1988. Under forhandlingen er et betydeligt antal bilag
blevet gennemgået, og skønsmændene har vedstået og uddybet deres erklæringer,
ligesom der er afgivet forklaringer af følgende personer:
Projekteringskoordinator F (K)
Arkitekt G (A)
Civilingeniør Z (Ø)
Arkitekt H (A)
Bygningskonstruktør I (K)
Konduktør L (B)
Produktionschef M (B)
Direktør N (B)
Projektleder O (K)
Indkøbschef P (K)
Leder af Algierkontoret R (B) og
Leder af udbedringsholdet S (B)
På grundlag af de under sagen fremkomne oplysninger og afgivne
forklaringer skal voldgiftsretten om de i sagen rejste spørgsmål udtale
følgende:
Skadesårsagerne.
Voldgiftsretten er enig med skønsmændene i, at skaderne i det væsentlige
skyldes dels en for risikobehæftet konstruktion, dels udførelsesfejl ved
montagen af klinkegulvene.
A's ansvar.
K har under henvisning til skønsmændenes udtalelser anført, at A som
totalrådgiver må bære et ansvar for skaderne ved ikke at have foreskrevet en
mere sikker konstruktion.
A har anført, at den valgte løsning er fuldt forsvarlig, men at den
forudsætter en korrekt udførelse. Det er ikke bevist, at metoden som sådan
har ført til skaderne, men det er godtgjort, at der foreligger
udførelsesfejl, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge A ansvar.
Voldgiftsretten skal udtale:
A har under sin projektering af byggeriet beskrevet den anvendte
fremgangsmåde, hvorefter gulvene skulle lægges uden glidelag. Denne
lægningsmetode er behæftet med større risici end en lægning med glidelag,
hvilket var almindeligt kendt. Der var tale om et meget stort gulvareal ialt.
Der var endvidere i de enkelte boliger tale om gulve af betydelig størrelse -
større end de gulve, som i Danmark normalt belægges med klinker, - hvilket
også forøger risikoen for sådanne skader. Husene skulle opføres i et
jordskælvsområde, og der fremkom under projekteringsarbejdet advarsler mod
fremgangsmåden. Det er voldgiftsrettens opfattelse, at A ved sin projektering
af gulvene ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til de nævnte forhold, og at
der derfor bør pålægges A et ansvar for skaderne.
B's ansvar.
K har anført, at der ved skønserklæringerne er ført et klart bevis for
udførelsesfejl, og at B derfor er erstatningsansvarlig. K har endvidere
anført, at B også efter AB 72 § 21 er ansvarlig på objektivt grundlag, fordi
endelig aflevering til de algierske myndigheder endnu ikke har fundet sted på
grund af skaderne.
B har anført, at den foreskrevne lægningsvejledning i alt væsentligt er
blevet fulgt, og at afvigelserne fra den er blevet aftalt med K's tilsyn og
ledelse. Materialerne til gulvene blev leveret af K, og disse materialer har
også haft betydning for skadernes opståen. Der bør derfor ikke pålægges B
noget ansvar.
Voldgiftsretten skal udtale:
Hvor klinker i gulvene er gået løs og er bulet op, er det sket umiddelbart
under klæbelaget, fordi den øverste del af afretningslaget ikke har haft
tilstrækkelig styrke. Denne del består af meget fine bestanddele og havde
karakter af et slamlag. Dette slamlag burde have været fjernet inden
påklæbningen af fliserne. Ved at have forsømt dette har B også pådraget sig
et ansvar for skaderne.
Det er voldgiftsrettens opfattelse, at B efter bestemmelserne i kontrakten
mellem K og de algierske myndigheder og den måde, disse bestemmelser er
anvendt, ikke er objektivt ansvarlig for skaderne i medfør af AB 72 § 21.
K's medansvar.
K har bestridt at have noget medansvar for skaderne. Man har fulgt den af
totalrådgiveren anviste fremgangsmåde, og der er påvist fejl hos både A og B,
som derfor bør bære det fulde ansvar.
A har anført, at K med fuldt kendskab til hele problemet og til de givne
advarsler deltog i beslutningen om valg af gulvkonstruktion, samt at K har
forsømt at føre et effektivt tilsyn med udførelsen af gulvene. K må derfor
selv bære et betydeligt ansvar for skaderne.
B har tilsluttet sig dette og har yderligere henvist til, at K har leveret
de anvendte materialer, som har vist sig mindre egnede, hvilket har haft
betydning for skaderne.
Voldgiftsretten skal udtale:
K består af to store og erfarne entreprenørfirmaer. K deltog med kendskab
til E og Teknologisk Instituts erklæringer i beslutningen om valg af
gulvkonstruktion, og der blev valgt en billig konstruktion. Efter de afgivne
forklaringer tog opførelsen af en prøvelejlighed i Ølstykke hovedsagelig
sigte på at fastlægge arbejdsmetoder, og der blev til prøvelejligheden
anvendt dansk cement og danske tilslagsmaterialer. I Algeriet leverede K
udenlandsk cement og tilslagsmaterialer til B, og der burde være udført et
prøvegulv i Algeriet. Når den øverste del af afretningslaget fik karakter af
et slamlag, skyldes det dels dårligere tilslagsmaterialer end de danske, dels
at man til afretningslaget benyttede en anden sammensætning end fastsat i
projektet. Efter forklaringerne havde K kun en tilsynsførende med
murerentreprisen (gulvlægningen), og den pågældende skulle også deltage i
detailplanlægning og opfølgning af tidsplanen. Et så begrænset tilsyn findes
ikke at have været forsvarligt, og voldgiftsretten finder, at der på grund af
de anførte forhold påhviler K et medansvar.
Ansvarets fordeling.
Sagens tre parter mener hver for sig af de grunde, der er anført i de
foranstående afsnit om deres ansvarsgrundlag, at hovedansvaret og det
endelige ansvar må påhvile de andre.
Voldgiftsretten er efter de fremkomne oplysninger nået til, at ansvaret
bør fordeles med 50 % til K, 30 % til A og 20 % til B.
Solidarisk ansvar eller prorata ansvar.
Ifølge rådgivningsaftalen mellem K og A er aftalegrundlaget Almindelige
Bestemmelser for teknisk Rådgivning og Bistand, revideret juli 1978 (ABR).
K har principalt påstået A og B pålagt solidarisk ansvar i henhold til
almindelige erstatningsretlige principper. K har endvidere anført, at
bestemmelsen i ABR 6.2.5. om pro rata ansvar for rådgiveren skal
tilsidesættes på grund af grovheden af A's fejl.
A og B har begge anført, at der ikke kan pålægges dem solidarisk ansvar og
har bl.a. henvist til ABR 6.2.5.
Voldgiftsretten skal udtale:
Der er ikke noget grundlag for at tilsidesætte reglen i ABR 6.2.5.
Allerede fordi denne bestemmelse kun pålægger rådgiveren pro rata ansvar (kun
ansvar for så stor en del af tabet, som svarer til den del af den samlede
skyld, der er udvist af rådgiveren), findes der ikke at kunne pålægges de
indklagede solidarisk ansvar.
A's ansvarsbegrænsning.
I rådgivningskontrakten mellem A og K er i punkt 11 og 12 anført: 11.
Ansvar.
Rådgiverens ansvar er begrænset til den under pkt. 12 nævnte
forsikringssum.
12. Forsikring.
Rådgiveren har tegnet object-ansvarsforsikring i X A/S med maksimal
forsikringssum for:
Personskader og tingskader kr./år 10.878.000.
I den til kontrakten knyttede forsikringspolice er bl.a. anført:
Forsikringssummen udgør i 1983 10.878.000 kr. ved person- og tingskade
tilsammen (incl. indekstillæg 194 %).
Selskabets samlede dækning for ansvar for skader påhvilende
forsikringstageren er begrænset til een forsikringssum pr. forsikringsår.
I policens forsikringsbetingelser § 11 er skadestilfælde defineret
således: Som et skadestilfælde betragtes - inden for kontraktsansvarsområdet
- flere skader, som inden for en for en enkelt bygherre udført opgave skyldes
samme ansvarspådragende fejl, idet dog den omstændighed, at den af arkitekten
begåede fejl overses under hans tilsyn, ikke betragtes som et selvstændigt
skadestilfælde.
A har under henvisning til disse bestemmelser anført, at der højst kan
pålægges dem et ansvar for gulvskaderne på 11.729.000 kr.
K har anført, at de citerede policebestemmelser er så uklare, at de ikke
kan påberåbes til støtte for en så betydelig ansvarsbegrænsning. Det vil være
fuldstændig urimeligt, at en arkitekts ansvar for et byggeri til 700
millioner kr. skal være så stærkt begrænset. Begrænsningen må i hvert fald
forstås som alene gældende for de i løbet af et år anmeldte skader. Der er i
alle årene fra 1984 anmeldt skader, og disse er ikke i noget år oversteget
ansvarbegrænsningen.
Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte den aftalte
ansvarsbegrænsning, som findes at være tilstrækkelig tydeligt angivet i
policebestemmelserne. Da A's ansvar for gulvskaderne skyldes samme
projektfejl, må der gives A medhold i, at der for disse skader højst kan
pålægges dem et ansvar på 11.729.000 kr.
Erstatningskravets størrelse.
a. Merudgift ved injicering med epoxy.
A og B har anført, at reparationsmetoden omlægning af gulve har vist sig
at være effektiv. Injiceringsmetoden er mere bekostelig, og K burde have
valgt den billigste, forsvarlige udbedringsmetode. Kravet bør derfor
nedsættes.
K har anført, at merudgiften højst har andraget 2,5 millioner kr.
Reparationerne skulle udføres i beboede lejligheder, og en omlægning af
løsnede fliser i en lejlighed kunne tage op til en uges tid og ville medføre
betydelige gener for beboerne, navnlig store støvgener. Reparationer efter
epoxy metoden er udført på et par dage og medfører ikke de samme gener. Det
kan derfor ikke kritiseres, at man har anvendt epoxy metoden.
Voldgiftsretten finder efter de af K givne oplysninger ikke grundlag for
at nedsætte kravet, fordi man har anvendt epoxy metoden.
b. Sparet merudgift ved glidelagskonstruktion.
Efter skønsmændenes oplysninger ville udførelsen af en gulvkonstruktion
med glidelag have kostet ca. 5,5 millioner kr. mere end den anvendte
konstruktion, når man går ud fra danske forhold.
A og B har under henvisning hertil påstået kravet nedsat med det nævnte
beløb.
K har protesteret mod en sådan nedsættelse og har anført, at man sikkert
kunne have fået merudgiften betalt af de algierske myndigheder. På grund af
lavere lønudgifter i Algeriet ville merudgiften ikke have været så stor.
Voldgiftsretten skal udtale:
For at få den omhandlede merudgift fratrukket i erstatningen må det
kræves, at gulvkonstruktionen efter reparationerne er lige så god som en
konstruktion med glidelag, således at der ved reparationerne er tilført
husene en merværdi. Da dette ikke findes at være tilfældet, nedsættes kravet
ikke.
c. For store udgifter i forbindelse med reparationerne.
Skønsmændene har i deres erklæring af 3. oktober 1988 og under deres
forklaring for voldgiftsretten udtalt, at forskellige udgiftsposter i
erstatningsopgørelsen skønnes at være for høje.
Det gælder følgende poster:
Udgift til materiel, 1.307.908 kr., skønnes kun at burde have været
800-850.000 kr.
Lønninger til lokale medarbejdere, 2.065.274 kr., skønnes at være ca.
300.000 kr. for høje.
Rejseudgifter, 903.995 kr., skønnes kun at burde have andraget 700-750.000
kr.
Forplejning, 2.181.866 kr., skønnes kun at burde have været 1,5-1,6
millioner kr.
Administration, 2.735.578 kr., skønnes kun at burde have været 1,6-1,8
millioner kr.
A og B har påstået kravet nedsat i overensstemmelse med skønsmændenes
vurdering.
K har anført, at alle de opførte udgifter er afholdt, og at der ikke er
grundlag for at nedsættte kravet.
Voldgiftsretten lægger til grund, at alle de omtalte udgifter er afholdt
af K, og der findes ikke i det fremkomne tilstrækkeligt grundlag for at
nedsættte kravet.
d. Udgift til garantiforlængelser.
De algierske myndigheder har ikke frigivet garantistillelsen på 35
millioner kr. på grund af skader. I erstatningsopgørelsen har K medtaget en
udgift på 3.240.760 kr. til forlængelse af denne garanti.
A har protesteret mod udgiften under henvisning til, at den modsvarer et
rentetab ved ikke at få hele entreprisesummen udbetalt, og at et sådant
rentetab ville have været mindre, samt til at der er tale om et indirekte
tab, som ikke kan kræves erstattet.
Efter voldgiftsrettens opfattelse er udgiften til forlængelse af garantien
forårsaget af,at gulvene har været mangelfulde, og der findes ikke at være
tale om et indirekte tab. K's krav nedsættes derfor ikke.
K's anerkendelsespåstand
A og B har over for denne påstand påstået afvisning, subsidiært
frifindelse under henvisning til, at voldgiftsretten ikke kan tage stilling
til forholdene under en ny sag, samt til almindelige retsplejeprincipper.
Voldgiftsretten finder det klart, at K må have adgang til at rejse en ny
voldgiftssag om erstatning af udgifter til reparation af gulvskader af
lignende art som de i sagen omhandlede, når skaderne først er anmeldt for K
efter 30. september 1988.
Det findes ikke nødvendigt at udtale dette i konklusionen.
Efter det anførte skal A betale til K 8.610.745,80 kr., og B skal betale
5.740.497,20 kr.
Der findes ikke mod de indklagedes protest at burde pålægges dem renter
for tiden før sagens anlæg den 19. september 1985. Da der på tidspunkterne
for K's fremsættelse af erstatningspåstandene kun var afholdt
reparationsudgifter svarende til påstandsbeløbene, og da A og B kun skal
betale henholdsvis 3/10 og 2/10 af disse udgifter, tages rentepåstanden til
følge som nedenfor anført.
I sagsomkostninger skal A betale 300.000 kr. til K, og B skal betale
200.000 kr.
Udgifterne ved voldgiftsrettens behandling af sagen skal betales med
halvdelen af K, med 3/10 af A og med 2/10 af B.
T H I B E S T E M M E S :
A Arkitektfirma A/S skal til K betale 8.610.745,80 kr. med sædvanlig
procesrente (diskonto + 6 %) af 3.009.207,60 kr. fra den 19. september 1985
til den 6. juli 1987, af 6.222.439,50 kr. fra den 6. juli 1987 til den 19.
oktober 1988 og af 8.610.745,80kr. fra den 19. oktober 1988, til betaling
sker.
B A/S skal til K betale 5.740.497,20 kr. med sædvanlig procesrente
(diskonto + 6 %) af 2.006.138,40 kr. fra den 19. september 1985 til den 6.
juli 1987, af 4.148.293 kr. fra den 6. juli 1987 til den 19. oktober 1988 og
af 5.740.497,20 kr. fra den 19. oktober 1988, til betaling sker.
I sagsomkostninger til K skal A betale 300.000 kr. og B 200.000kr.
Omkostningerne ved voldgiftsrettens behandling af sagen skal betales af K
med 1/2, af A med 3/10 og af B A/S med 2/10.
Betaling skal ske inden 14 dage efter kendelsens modtagelse.
København, den 2. december 1988
Henning Graversen
Per Dibbern Johansen
Johs. Bangert
Erik Bjerregaard
Paul Rønnov
P.v.c.
Per Helwigh
Lignende dokumenter
- gisselfeldkloster.dk (sag 2010-0129) Klagenævnet for Domænenavne · 18. november 2010
- 2000/271/EF: Kommissionens beslutning af 30. september 1998 om Tysklands støtte til SKET Verseilmaschinenbau GmbH (meddelt under nummer K(1998) 3022) (EØS-relevant tekst) (Kun den tyske udgave er autentisk) EU-lovgivning · 30. september 1998
- Spørgsmål om udsættelse af klagesag vedrørende udbetaling af garanti for entreprenørs forpligtelser på udfaldet af voldgiftssag. Det finansielle ankenævn · 15. september 2000
- Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 16. januar 2003. - Rudolf Maierhofer mod Finanzamt Augsburg-Land. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundesfinanzhof - Tyskland. - Sjette momsdirektiv - fritagelser - udlejning af fast ejendom - præfabrikeret bygning, der kan demonteres og genanvendes. - Sag C-315/00 EU-domme · 16. januar 2003
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. december 2020. — Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-Kommissionen. EU-domme · 17. december 2020
- Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet Ansøgeren er mindreårig Flygtningenævnet · 1. februar 2022