Spring til indhold

Retsinformation

Tv-reklame - god markedsføringsskik/sammenlignende reklame

KEN nr 16910 af 08/09/1993Endelig adm. afgørelseKulturministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tv-reklame - god

markedsføringsskik/sammenlignende reklame

I skrivelse af 14. juni 1993 til TV2 Reklame A/S klagede Den Danske Bank

(DDB) over en reklame for et billån i Lollands Sparekasse, som var vist i TV

2 i maj 1993. Det anføres i klagen, at reklamen efter bankens opfattelse er i

strid med Kodeks for reklamepraksis, markedsføringsloven og

skiltningsbekendtgørelsen. I skrivelse af 18. juni 1993 anmodede Radio- og

TV-Reklamenævnet såvel TV2 Reklame A/S (TVR) som annoncøren om en udtalelse i

sagen. TVR anførte i skrivelse af 15. juli 1993 til Nævnet, at man som

forudsætning for en godkendelse af reklameindslaget havde krævet

dokumentation for prissammenligningen. Dokumentationen viste

lånebetingelserne ved bilfinansiering med en udbetaling på 40 % i de 10

største banker samt Sparekassen Lolland. På baggrund af dokumentationen

godkendte TVR reklamen. TVR forudsatte, at Sparekassen Lollands beregninger

var korrekte i det tidsrum, hvor reklamekampagnen kørte. Visningen af et

telefonnummer i reklamen med opfordring til at få nærmere information om

betingelserne for billånet var desuden en medvirkende årsag til, at TVR

godkendte reklamen. TVR stillede ikke krav om, at reklamen skulle indeholde

oplysning om, at besparelsen på 11.000 kr. var afhængig af en udbetaling på

40 %, idet man umiddelbart anså dette udbetalingskrav som almindelig praksis

for bankers bilfinansiering. Sparekassen Lolland henviste i sin udtalelse af

12. juli 1993 til Nævnet til den korrespondance, som havde været ført mellem

DDB og Sparekassen Lolland. Sparekassen henledte dog særligt opmærksomheden

på en skrivelse af 28. maj 1993 til DDB. Denne skrivelse var en besvarelse på

en skrivelse af 26. maj 1993 fra DDB til Sparekassen Lolland. DDB havde i

denne skrivelse anført, at Sparekassen Lolland ved at undlade oplysningen om

udbetalingens størrelse havde overtrådt markedsføringslovens § 2. DDB havde

endvidere anført, at rentesatsen var ens i DDB og Sparekassen Lolland ved en

udbetaling på 30%. DDB havde desuden gjort gældende, at prisforskellen på

11.000 kr. forudsatte, at Sparekassen Lolland i syv år fastholdt forskellen i

Læs alt

renteniveauet sammenlignet med renter fra de øvrige udbydere af billån.

Hertil anførte Sparekassen Lolland jf. ovennnævnte skrivelse af 28. maj 1993

til DDB, at Sparekassens sammenligning var baseret på en udbetaling på 40%,

som ikke er unormal i branchen. Det er nødvendigt for at foretage en korrekt,

relevant og loyal sammenligning at anvende samme udbetaling og samme

lånebeløb. Sparekassen har loyalt anvendt de oplysninger, som Sparekassen har

fået fra DDB om rentesatser ved en udbetaling på 40 %. Sparekassen finder

desuden ikke, at Sparekassen forpligter sig til samme forskel til DDB's lån i

7 år. Radio- og TV-Reklamenævnet har behandlet klagen over det pågældende

reklameindslag og truffet følgende afgørelse:

Da der ikke er fast praksis for, hvor stor udbetalingen skal være for at

opnå et billån, skal det fremgå af en sammenlignende reklame, under hvilke

omstændigheder, en besparelse opnås. Selvom en kommende låntager skal

indhente nærmere oplysninger om lånetilbuddet fra Sparekassen Lolland, burde

det have fremgået af reklamen, at besparelsen var opnået under forudsætning

af, at der var præsteret en udbetaling på 40%.

Det burde endvidere have fremgået af reklamen, at besparelsen var beregnet

ud fra de rentesatser, der var kendt på tidspunktet for reklamens udsendelse.

Disse rentesatser eller rettere forskellen mellem de forskellige banker og

Sparekassen Lollands rentesatser kan ikke uden videre forudses opretholdt i

den periode, hvor lånet løber. Den i reklamen valgte form, hvor alene det for

låntageren gunstige vilkår fremhæves, strider mod god markedsføringsskik.

Reklamen går således ud over, hvad der kan accepteres med henvisning til

tv-reklamers særlige form, idet der mangler balance mellem fremhævelsen af de

for låntager gunstige vilkår og de bebyrdende vilkår. Dette gælder uanset, at

budskabet ofte må affattes i en forholdsvis kortfattet form. Sammenlignende

reklamer for pengeinstitutter bør i særlig grad indeholde en præcis og

fyldestgørende information. Radio- og TV-Reklamenævnet finder herefter den

indklagede reklame for værende i strid med markedsføringslovens § 1 og § 2,

stk.1 og stk. 2 jf. bekendtgørelse om reklamer og sponsorering i radio og tv

§ 7 stk. 1 og stk. 2 samt art. 5 i kodeks for reklamepraksis. Nævnets

indstilling er enstemmig.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter