Spring til indhold

Retsinformation

Ophavsret

KEN nr 16907 af 20/12/1977Endelig adm. afgørelseKulturministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ophavsret

I sagen

G R A M E X

mod

D A N M A R K S R A D I O

blev af nævnet angående vederlag for benyttelse af litterære og

kunstneriske værker samt fotografier den 20. december 1977 afsagt sålydende

kendelse:

Ved nævnets kendelse af 19. maj 1965 blev det besluttet, at de indklagede,

Danmarks Radio, for anvendelsen af grammofonplader i radio- eller

fjernsynsudsendelser med virkning fra den 1. oktober 1961 bør vederlægge

klageren, Gramex, med et grundbeløb på 4,33 kr. pr. minut spilletid for

plader, der her i landet er benyttet i henhold til § 47, jfr. §§ 59 og 60, i

lov nr. 158 af 31. maj 1961 om ophavsretten til litterære og kunstneriske

værker, at udrede med de til enhver tid for statens honorarer i henhold til

lov nr. 154 af 7. juni 1958 med senere ændringer hjemlede honorartillæg.

Efter vedtagelsen af lov nr. 48 af 11. marts 1975 om forlængelse af

kollektive overenskomster og aftaler m.v. er der opstået tvist mellem

parterne om beregningen af tillægget til grundbeløbet, og Gramex har ved

klageskrift af 22. december 1976 indbragt tvisten for nævnet.

I sagens behandling har deltaget højesteretsdommer H. Tamm, professor, dr.

jur. W. E. von Eyben og højesteretssagfører Jørgen Pedersen.

Af sagens oplysninger fremgår, at der mellem parterne efter afsigelsen af

nævnets kendelse blev indgået en overenskomst af 30. juni 1966, i hvis

indledning nævnets afgørelse blev gentaget. I overenskomsten fastlægges i

enkeltheder den nærmere ordning mellem parterne, og overenskomsten, der

trådte i kraft den 1. januar 1966, løber indtil den af en af parterne opsiges

med 6 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.

Beregningen har indtil den 1. april 1975 ikke medført uenighed mellem

parterne. Beregningen førte denne dato til 4,33 kr. forhøjet med et

Læs alt

grundhonorartillæg på 70% til 7,36 kr. + et procentvis dyrtidstillæg på

407,9% af 7,36 kr. = 30,02 kr., i alt 37,38 kr.

Ved ovennævnte lov af 11. marts 1975 blev en række kollektive

arbejdsoverenskomster forlænget indtil den 1. marts 1977 med den ændring, at

dyrtidsregulering med 60 øre i timen ydes til alle personer over 18 år.

Danmarks Radio fremkom den 24. september 1975 med et forslag til et nyt

beregningssystem. Dette forslag kunne Gramex ikke acceptere, og videre

forhandlinger mellem parterne har ikke ført til noget resultat.

Gramex har nedlagt påstand om, at reguleringsbestemmelsen i overenskomsten

mellem parterne affattes således:

Stk. 1: Til grundbeløbet på 4,33 kr. ydes de for statens honorarer

gældende grundhonorartillæg og honorardyrtidstillæg, pr. 1. april 1975

henholdsvis 70% og 407,9%, i alt 37,38 kr.

Stk. 2: Herefter ændres dyrtidsreguleringen således, at nævnte 37,38 kr.

danner nyt grundbeløb, som reguleres hver følgende 1/10 og 1/4 med 0,40 kr.

for hvert point pristallet (1975 = 100) måtte være ændret. Beregningen

foretages på basis af pristallene den forudgående 1/7 og 1/1.

Stk. 3: Grundbeløb, reguleret ifølge stk. 2, taktreguleres efter de

regler, der gælder for statens honorarer. Pr. 1/4 1976 udgør taktreguleringen

0,87%.

Danmarks Radio har nedlagt påstand om, at bestemmelsen affattes således:

Stk. 1: Til grundbeløbet på 4,33 kr. ydes de for statens honorarer

gældende grundhonorartillæg og honorardyrtidstillæg, pr. 1. oktober 1975

henholdsvis 70% og 414,9%.

Stk. 2: Herefter ændres dyrtidsreguleringen således, at grund- beløbet,

reguleret ifølge stk. 1, forhøjes eller nedsættes med 1,6% for hver fulde 3

points udsving i regulerings- pristallet udover 100 (januar 1975 = 100).

Reguleringen finder sted pr. 1. april og 1. oktober - første gang med

virkning pr. 1. oktober 1975 - på grundlag af regulerings- pristallet for

henholdsvis januar og juli måneder. Eventuelle overskydende points henstår

til næste regulering.

Stk. 3: Grundbeløbet, reguleret ifølge stk. 1, taktreguleres efter de

regler, der gælder for statens honorarer.

Der er mellem parterne enighed om, at vederlaget ikke generelt kan

betragtes som et statshonorar, og om, at overenskomsten ikke direkte omfattes

af loven af 1975.

Gramex har anført, at man ikke bør anvende de nugældende regler om

regulering af statens honorarer, idet henvisningen i nævnets kendelse af 19.

maj 1965 til loven af 7. juni 1958 bør opfattes som en kortfattet formulering

af et princip, hvorefter grundbeløbet skal reguleres ved hjælp af samme

reguleringsmekanisme som den, der var gældende i henhold til nævnte lov.

Grundbeløbet skulle ikke blot dyrtidsreguleres, men tillige forhøjes efter

reglerne om reallønstillæg, og for at have noget kort og klart at henholde

sig til som grundlag for en reguleringsmekanisme benyttede man sig af en

henvisning til reglerne om statens honorarer.

Påstandens stk. 1 er i overensstemmelse med den beregning, som der pr. 1.

april 1975 var enighed om mellem parterne.

Hvad angår reguleringen med 0,40 kr. for hvert point, pristallet stiger,

jfr. påstandens stk. 2, har Gramex anført, at der pr. 1. oktober 1975 kan

foretages en beregning efter samme princip som det, der var enighed om mellem

parterne den 1. april 1975. Grundbeløbet 4,33 kr., forhøjet med

grundhonorartillægget på 70%, i alt 7,36 kr., skal herefter forhøjes med et

procentvis dyrtidstillæg på 428,9%, d.v.s. en stigning fra den 1. april 1975,

da dyrtidstillægget var 407,9% fra 37,38 kr. til 38,93 kr. pr. 1. oktober

1975, altså 1,55 kr. Da reguleringspristallet fra januar til juli 1975 steg

fra 100 til 103,8 eller med 3,8 points, betyder dette, at hver stigning med 1

point medfører en stigning på 1,55 kr.: 3,8 eller ca. 0,40 kr. pr. point.

Danmarks Radio har anført, at kendelsen af 1965 og overenskomsten af 1966

indeholder en klar og utvetydig henvisning til dyrtids- og reallønstillæg af

statens honorarer. Danmarks Radio's oprindelige, senere ændrede tilbud til

Gramex var - ligesom overfor andre overenskomstpartnere - baseret på, at det

var nødvendigt at finde en beregningsmåde, som i videst muligt omfang

opfyldte kravet i loven af 11. marts 1975 om dyrtidsregulering med 60 øre pr.

time, udfra en vurdering dels af det antal timers arbejde, der havde været

lagt til grund for fastsættelsen af honoraret for en given opgave, dels den

andel, som 60 øre udgør af den formodede »normaltimeløn« på

vedkommende område.

Med Akademikernes Centralorganisation (AC) blev under forhandlingen

aftalt, at dyrtidsregulering af akademikerhonorarer skulle ske efter de

principper, som er indeholdt i den mellem finansministeriet og bl.a. AC den

28. april 1975 indgåede aftale. Disse principper, som består i halvårsvis

regulering af de opsamlede honorarer efter en degressivt stigende skala, lod

sig ikke umiddelbart overføre til Danmarks Radio's udsendelseshonorarer, og

der aftaltes derfor en tillempet reguleringsform. Herefter beregnes for den

1. oktober 1975 værdien af en dyrtidsportion til 1,6% af basishonoraret

(grundhonorar + 70% grundhonorartillæg + 414,9% dyrtidstillæg).

Den af folketingets finansudvalg vedtagne taktregulering af statens

honorarer blev umiddelbart overført til Danmarks Radio's honorarer, og med

udgangspunkt i de med AC aftalte dyrtidstillæg samt vedtagelsen om

taktregulering fremsatte Danmarks Radio det i påstanden indeholdte nye

tilbud.

Der må i videst muligt omfang tages hensyn til det princip, som fremgår af

loven af 11. marts 1975, og hvorefter dyrtidsreguleringen skal fastsættes til

0,60 kr. pr. time. Dette hovedsynspunkt er anvendt bl.a. ved overenskomsten

med AC. I Gramex's krav er der ikke rimelig overensstemmelse med

dyrtidsreguleringen af offentlige lønninger og honorarer, og Gramex kræver en

overdækning af pristalsudviklingen og i tillæg hertil en taktregulering, også

af dyrtidsportionerne.

Dyrtidstillægget bør derfor fastsættes på tilsvarende måde som i

overenskomsten med AC, således at der reguleres med 1,6% for hver fulde 3

points udsving i reguleringspristallet udover 100.

Om taktregulering af grundbeløbet efter de regler, der gælder for statens

honorarer, jfr. påstandens stk. 3, er der enighed mellem parterne.

Nævnet skal foreløbig bemærke, at uenigheden mellem parterne i 1965

drejede sig om størrelsen af grundbeløbet pr. minut spilletid. Der var mellem

parterne enighed om, at vederlaget skulle reguleres i overensstemmelse med

pristalsudviklingen, og om, at denne regulering skulle ske i overensstemmelse

med de for statens honorarer hjemlede tillæg. Nævnet har derfor ikke i 1965

taget stilling til, efter hvilke principper regulering skal ske.

Parterne er enige om, at der efter loven af 1975 skal træffes ny afgørelse

om, hvorledes reguleringen skal finde sted, og nævnet skal herefter tage

stilling til betydningen af indkomst- og prisudviklingen for vederlaget for

benyttelse af grammofonplader fra 1975.

Nævnet finder, at tillægget til minutvederlaget bør afstemmes med den

almindelige indtægtsudvikling i det danske samfund. Efter alt foreliggende er

det nævnets opfattelse, at der ved den af Danmarks Radio påståede formulering

af overenskomstens reguleringsbestemmelse er taget tilstrækkeligt hensyn

hertil. Den af Danmarks Radio nedlagte påstand tages herefter til følge.

Thi bestemmes:

Den i overenskomst af 30. juni 1966 mellem klagerne, Gramex, og de

indklagede, Danmarks Radio, indeholdte reguleringsbestemmelse affattes

således:

Stk. 1: Til grundbeløbet på 4,33 kr. ydes de for statens honorarer

gældende grundhonorartillæg og honorardyrtidstillæg, pr. 1. oktober 1975

henholdsvis 70% og 414,9%.

Stk. 2: Herefter ændres dyrtidsreguleringen således, at grundbeløbet,

reguleret ifølge stk. 1, forhøjes eller nedsættes med 1,6% for hver fulde 3

points udsving i reguleringspristallet udover 100 (januar 1975 = 100).

Reguleringen finder sted pr. 1. april og 1. oktober - første gang med

virkning pr. 1. oktober 1975 - på grundlag af reguleringspristallet for

henholdsvis januar og juli måneder. Eventuelle overskydende points henstår

til næste regulering.

Stk. 3: Grundbeløbet, reguleret ifølge stk. 1, taktreguleres efter de

regler, der gælder for statens honorarer.

W. E. v. Eyben. Tamm Jørgen Pedersen.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter