Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af udlændingeloven

Ikke gældende siden 26. juli 2004 LBK nr 685 af 24/07/2003LovbekendtgørelseUdlændinge- og Integrationsministeriet1. august 2003

Gældende udgave: LBK nr 953 af 04/10/2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 2.189 afgørelser

Retsinformation 1.333, Domsdatabasen 814, Landsskatteretten 29, Det finansielle ankenævn 4, Datatilsynet 4, Klagenævn (Nævnenes Hus) 3

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af udlændingeloven

Herved bekendtgøres udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 608 af 17. juli 2002 med de ændringer, der følger af § 1, nr. 3, 4,

7

og 8, i lov nr. 134 af 20. marts 2002, § 1, nr. 6, i lov nr. 367 af 6.

juni 2002, § 2 i lov nr. 1044 af 17. december 2002, § 1 i lov nr.

60

af 29. januar 2003, lov nr. 291 af den 30. april 2003, lov nr. 292 af den 30.

april 2003, § 2 i lov nr. 386 af 28. maj 2003, § 3 i lov nr. 387 af

28. maj 2003 og § 2 i lov nr. 425 af 10. juni 2003.

Kapitel 1

Udlændinges indrejse og ophold i Danmark

§ 1.

Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden tilladelse indrejse

og opholde sig her i landet.

§ 2.

Udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Det Europæiske

Fællesskab eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder

fra indrejsen eller, såfremt de pågældende er arbejdssøgende, i indtil 6

måneder fra indrejsen.

Stk. 2.

Udlændinge,

der er omfattet af de regler, der er nævnt i stk. 4 (EF-reglerne), men

som

ikke er statsborgere i et af de i stk. 1 nævnte lande

(tredjelandsstatsborgere), kan indrejse og opholde sig her i landet i samme

tidsrum som de i stk. 1 nævnte personer. Tredjelandsstatsborgere skal

dog

have deres pas eller anden rejselegitimation viseret før indrejsen, medmindre

Læs alt

de pågældende er fritaget for visum, jf. § 39, stk. 2.

Stk. 3.

De

begrænsninger, der følger af kapitlerne 3-5, finder kun anvendelse på

udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, i det omfang det er foreneligt

med

disse regler.

Stk. 4.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere bestemmelser

til

gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs regler om visumfritagelse og om

ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med

arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af

tjenesteydelser

m.v. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere

bestemmelser om opholdstilladelser efter § 6. Ministeren for flygtninge,

indvandrere og integration kan herved fravige bestemmelserne i kapitlerne

3-5,

i det omfang det følger af EF-reglerne.

Stk. 5.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om,

at

stk. 1-3 og de i medfør af stk. 4 fastsatte bestemmelser med de

nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et tredjeland, der har

indgået overenskomst eller et hertil svarende arrangement om visumfritagelse

og

om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger med Det Europæiske

Fællesskab

eller dets medlemsstater.

§ 2 a.

Ved Schengenkonventionen forstås i denne lov konvention af 19. juni 1990 om

gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af

kontrollen ved de fælles grænser.

Stk. 2.

Ved et

Schengenland forstås i denne lov et land, der er tilsluttet

Schengenkonventionen.

§ 2 b.

Udlændinge, der har opholdstilladelse i et andet Schengenland, har ret til at

indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder pr. halvår regnet fra

datoen for den første indrejse i Danmark eller et andet Schengenland end det

land, der har udstedt opholdstilladelsen. I de nævnte 3 måneders ophold

fradrages den tid, hvori udlændingen inden for halvåret har opholdt sig i

Danmark eller et andet Schengenland end det land, der har udstedt

opholdstilladelsen. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk

land,

fradrages dog ikke den tid, hvori udlændingen har haft ophold i de andre

nordiske lande.

Stk. 2.

Udlændinge,

der har visum gyldigt for alle Schengenlande, har ret til at indrejse og

opholde sig her i landet inden for visummets gyldighedsperiode. Varigheden af

et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden

følgende ophold her i landet må dog ikke overstige 3 måneder pr. halvår

regnet

fra datoen for den første indrejse i Schengenlandene. I de nævnte 3 måneders

ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for halvåret har opholdt

sig

i et andet Schengenland.

Stk. 3.

Udlændinge,

der har visum til ophold af mere end 3 måneders varighed med gyldighed

begrænset til et andet Schengenland, har i medfør af Schengenkonventionens

artikel 18 ret til at indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder

fra visummets oprindelige gyldighedsdato. Varigheden af et sammenhængende

ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold her i

landet må dog ikke overstige 3 måneder pr. halvår regnet fra datoen for den

første indrejse i Schengenlandene. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages

den

tid, hvori udlændingen inden for halvåret har opholdt sig i et andet

Schengenland. Uden for de i 1. pkt. nævnte tilfælde har udlændinge med visum

til ophold af mere end 3 måneders varighed med gyldighed begrænset til et

andet

Schengenland alene ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark i

medfør af Schengenkonventionens artikel 18.

Stk. 4.

Udlændinge,

der har opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse udstedt af et andet

Schengenland, har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark i

medfør

af Schengenkonventionens artikel 5, stk. 3.

§ 3.

Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er

fritaget for visum, har ret til at indrejse og opholde sig her i landet i

indtil 3 måneder i løbet af en 6-måneders-periode regnet fra datoen for den

første indrejse i Schengenlandene. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages

den

tid, hvori udlændingen inden for 6-måneders-perioden har opholdt sig i

Danmark

eller et andet Schengenland.

§ 3 a.

Uanset bestemmelserne i §§ 1-3 skal udlændinge med indrejseforbud, jf.

§ 32, have et visum udstedt efter § 4 eller § 4 a for at

indrejse og opholde sig i Danmark. Tilsvarende gælder for udlændinge, der

ikke

er omfattet af §§ 1-3. De i 1. og 2. pkt. nævnte udlændinge må ikke

opholde sig her i landet ud over det tidsrum, der er angivet i det udstedte

visum.

§ 4.

Visum

udstedes i medfør af Schengenkonventionens artikel 12, jf. artikel 15, til at

gælde indrejse og ophold i alle Schengenlande. Visum kan gives til en eller

flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum. Varigheden af et

sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden

følgende

ophold i Danmark og de andre Schengenlande må dog ikke overstige 3 måneder

pr.

halvår regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenlandene.

§ 4 a.

Uanset bestemmelserne i §§ 3-4 kan der i særlige tilfælde udstedes

visum,

der begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark.

§ 4 b.

En udlænding, der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i

medfør af §§ 2-3 a, kan i særlige tilfælde få forlænget sin ret til

ophold

her i landet.

§ 5.

Udlændinge, der ikke efter §§ 1-3 a og 4 b har ret til at opholde sig

her

i landet, må kun opholde sig her i landet, hvis de har opholdstilladelse.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om, at børn

under 18 år, der har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, er

fritaget for opholdstilladelse.

§ 6.

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til udlændinge, der er omfattet

af

EF-reglerne, jf. § 2, stk. 4 og 5.

§ 7.

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis

udlændingen

er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2.

Efter

ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved

en

tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet

tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En

ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om

opholdstilladelse

efter stk. 1.

Stk. 3.

Opholdstilladelse efter stk. 1 og 2 kan nægtes, hvis udlændingen

allerede

har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær

tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå

beskyttelse.

§ 8.

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til udlændinge, der kommer hertil

som led i en aftale med De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge

eller

lignende international aftale.

§ 9.

Der

kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til

1)

en udlænding over 24

år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af

længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der

a)

har dansk indfødsret,

b)

har statsborgerskab i

et af de andre nordiske lande,

c)

har opholdstilladelse

efter §§ 7 eller 8 eller

d)

har haft

tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år,

2)

et ugift mindreårigt

barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor

hos forældremyndighedens indehaver og ikke gennem fast samlivsforhold har

stiftet selvstændig familie, og når den i Danmark fastboende person

a)

har dansk indfødsret,

b)

har statsborgerskab i

et af de andre nordiske lande,

c)

har opholdstilladelse

efter §§ 7 eller 8 eller

d)

har tidsubegrænset

opholdstilladelse eller opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold,

3)

en mindreårig

udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end

forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen gives med henblik på

adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler

derfor, ophold hos barnets nærmeste familie, og når den i Danmark fastboende

person

a)

har dansk indfødsret,

b)

har statsborgerskab i

et af de andre nordiske lande,

c)

har opholdstilladelse

efter §§ 7 eller 8 eller

d)

har tidsubegrænset

opholdstilladelse eller opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold.

Stk. 2.

Opholdstilladelse til en samlever efter stk. 1, nr. 1, skal betinges af,

at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren.

Stk. 3.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige

grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler

at

forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16.

Stk. 4.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige

grunde afgørende taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det

påhviler at forsørge ansøgeren, stiller økonomisk sikkerhed for 50.000 kr.

til

dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om

aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren, jf. stk. 14.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere

regler

for, hvordan økonomisk sikkerhed efter 1. pkt. skal stilles. Det i 1. pkt.

angivne beløb er fastsat i 2002-niveau og reguleres fra og med 2003 en gang

årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en

satsreguleringsprocent.

Stk. 5.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre ganske særlige

grunde afgørende taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det

påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 1 år inden tidspunktet for

indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af opholdstilladelsen ikke

har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven,

jf. stk. 17.

Stk. 6.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, skal, medmindre særlige grunde

taler derimod, betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin

egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

Stk. 7.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan, medmindre ganske særlige

grunde taler derimod, kun gives, såfremt ægtefællernes eller samlevernes

samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes

samlede tilknytning til et andet land.

Stk. 8.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan ikke, medmindre ganske

særlige

grunde afgørende taler derfor, gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om

ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters

ønske.

Stk. 9.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan ikke gives, såfremt der er

bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets

indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet er at opnå

opholdstilladelse.

Stk. 10.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan, såfremt væsentlige hensyn

taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at

forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil, jf. stk. 16.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan endvidere, såfremt væsentlige

hensyn taler derfor, betinges af, at den herboende person godtgør at råde

over

sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

Stk. 11.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, skal betinges af, at den

herboende

person påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil,

jf.

stk. 16. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, når

opholdstilladelsen gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie,

skal endvidere betinges af, at den herboende person godtgør at råde over sin

egen bolig af rimelig størrelse, jf. stk. 18.

Stk. 12.

Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter

indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges

opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige grunde taler

derfor.

Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i

medfør af §§ 1-3 a, § 4 b eller § 5, stk. 2, eller i

medfør

af en opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, kan ansøgning om

opholdstilladelse

efter stk. 1, nr. 1 eller 2, dog indgives, behandles og tillægges

opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.

Stk. 13.

Er en

opholdstilladelse betinget af, at den herboende person (garanten) har påtaget

sig at forsørge ansøgeren, jf. stk. 2 og stk. 11, 1. pkt., og har

skullet godtgøre at være i stand hertil, jf. stk. 3 og stk. 11, 1.

pkt., og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik

eller

integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling

for hjælpen. Betalingen skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten

efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter. 1. og 2. pkt. finder

ikke

anvendelse for offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik

og integrationsloven, som ydes ansøgeren, efter at den pågældende er meddelt

tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet

grundlag.

Stk. 14.

Er en

opholdstilladelse betinget af, at den herboende person har skullet stille

økonomisk sikkerhed, jf. stk. 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp

efter

lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen

tvangsinddrive det beløb, der er stillet til sikkerhed, som betaling for

hjælpen. Stk. 13, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Ministeren for flygtninge, indvandrere

og integration fastsætter nærmere regler om, hvordan tvangsinddrivelse efter

1.

pkt. skal ske.

Stk. 15.

Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren

afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en

sag

efter stk. 1 om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende

den

herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af

betydning for afgørelsen af sagen.

Stk. 16.

Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en

udtalelse om, hvorvidt den herboende person, som det påhviler at forsørge

ansøgeren, er i stand hertil, jf. stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og

stk. 11, 1. pkt. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration

fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den

herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil,

jf. stk. 3, stk. 10, 1. pkt., og stk. 11, 1. pkt., og om

kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

Stk. 17.

Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en

udtalelse om, hvorvidt den herboende person siden 1 år inden tidspunktet for

indgivelsen af ansøgningen har modtaget hjælp efter lov om aktiv

socialpolitik

eller integrationsloven, jf. stk. 5.

Stk. 18.

Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en

udtalelse om den herboende persons boligforhold, herunder antallet af

beboelsesrum og beboere i boligen. Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra

den herboende person til brug for sin udtalelse efter 1. pkt. samkøre Det

Fælleskommunale Persondatasystem med Bygnings- og Boligregistret (BBR) med

det

formål at tilvejebringe oplysning om antallet af beboelsesrum i boligen og

antallet af beboere, der er tilmeldt den pågældende adresse. Ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om, hvornår

det kan anses for godtgjort, at den herboende person råder over sin egen

bolig

af rimelig størrelse, jf. stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og

stk. 11,

2. pkt., og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

§ 9 a.

Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis

væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at

imødekomme ansøgningen, herunder hvis udlændingen kan få ansættelse inden for

et fagområde, hvor der er mangel på særligt kvalificeret arbejdskraft.

Stk. 2.

Der kan

efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis

opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller 9 b-9 e nægtes forlænget efter

§ 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, eller inddrages efter

§ 19, stk. 1, når udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af

længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig

erhvervsvirksomhed og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn

taler

derfor.

Stk. 3.

Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter

indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges

opsættende virkning her i landet, medmindre særlige grunde taler derfor.

Stk. 4.

Ansøgning

om opholdstilladelse efter stk. 2 kan kun indgives af en udlænding, der

opholder sig her i landet. Ansøgninger, der indgives senere end 7 dage efter,

at der er truffet endelig afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om

inddragelse af udlændingens opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller 9 b-9

e,

kan ikke behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet,

medmindre

ganske særlige grunde taler derfor.

§ 9 b.

Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden

for

de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan

situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at

imødekomme ansøgningen.

Stk. 2.

Ansøgning

om opholdstilladelse efter stk. 1 kan kun indgives af udlændinge, der

opholder sig her i landet, og som er registrerede som asylansøgere efter

§ 48 e, stk. 1, og er meddelt afslag på ansøgningen om

opholdstilladelse efter § 7 af Udlændingestyrelsen. Ved behandlingen af

en

ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integration uden ansøgerens samtykke indhente de

akter, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter

§ 7, fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet.

§ 9 c.

Der

kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske

særlige grunde taler derfor. Medmindre særlige grunde taler derimod, betinges

opholdstilladelse efter 1. pkt. som følge af en familiemæssig tilknytning til

en herboende person af, at de i § 9, stk. 2-9, nævnte betingelser

er

opfyldt. Bestemmelserne i § 9, stk. 13-18, finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2.

Der kan

efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er meddelt

afslag

på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, hvis

1)

udsendelse af

udlændingen, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder,

2)

udlændingen har

medvirket ved udsendelsesbestræbelserne i sammenhængende 18 måneder og

3)

udsendelse efter de

foreliggende oplysninger for tiden må anses for udsigtsløs.

Stk. 3.

Der kan gives opholdstilladelse til:

1)

En uledsaget

udlænding, der inden det fyldte 18. år har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse

i medfør af § 7, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens

personlige forhold, er særlige grunde til at antage, at udlændingen ikke bør

gennemgå en asylsagsbehandling.

2)

En uledsaget

udlænding, der inden det fyldte 18. år har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse i medfør af § 7, hvis der er grund til at antage, at

udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil

blive

stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Stk. 4.

Opholdstilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen. Efter

indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges

opsættende virkning her i landet, medmindre

særlige grunde taler derfor.

§ 9 d.

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere

har

haft dansk indfødsret, medmindre udlændingens danske indfødsret er frakendt

ved

dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret.

§ 9 e.

Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding fra Kosovoprovinsen i

Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i

medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra

Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som

på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 indgivet

inden

den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter

reglerne i § 48 e, stk. 1, såfremt udlændingen må antages at have

behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

§ 10.

En

udlænding kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, hvis

1)

udlændingen må anses

for en fare for statens sikkerhed,

2)

udlændingen må anses

for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed

eller

3)

udlændingen anses for

omfattet af artikel 1 F i flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2.

En

udlænding kan uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde ikke, medmindre

særlige

grunde taler derfor, gives opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, hvis

1)

udlændingen uden for

landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22,

23

eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2)

der er alvorlig grund

til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse,

som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24,

3)

der i øvrigt

foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i

kapitel

4,

4)

udlændingen ikke er

statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske

Fællesskaber, og er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket

i

medfør af Schengenkonventionen, eller

5)

udlændingen på grund

af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at ville

frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 3.

En

udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse

med udvisning efter §§ 22-25, kan ikke gives opholdstilladelse efter

§§ 7 og 8, medmindre særlige grunde taler derfor. En udlænding, som har

indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter

§§ 25 a eller 25 b, kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8,

medmindre særlige grunde taler derimod.

Stk. 4.

En

udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan ikke gives

opholdstilladelse efter §§ 6 og 9-9 e, medmindre ganske særlige grunde

taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.

§ 11.

Opholdstilladelse efter §§ 7-9 e meddeles med mulighed for varigt ophold

eller med henblik på midlertidigt ophold her i landet. Opholdstilladelsen kan

tidsbegrænses.

Stk. 2.

En

tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold

forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage

opholdstilladelsen efter § 19.

Stk. 3.

Efter

ansøgning meddeles der tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, som

har boet lovligt her i landet i mere end de sidste 7 år, og som i hele denne

periode har haft opholdstilladelse på det samme grundlag efter §§ 7-9 e,

jf. dog stk. 7-9, medmindre der er grundlag for at inddrage

opholdstilladelsen efter § 19. En udlænding med opholdstilladelse efter

§ 9, stk. 1, nr. 2, kan dog tidligst meddeles tidsubegrænset

opholdstilladelse ved det fyldte 18. år.

Stk. 4.

Uanset at

betingelserne i stk. 3, 1. pkt., ikke er opfyldt, kan der efter

ansøgning

meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. dog stk. 7-9, til en

udlænding, der

1)

har boet lovligt her

i landet i mere end de sidste 5 år og i hele denne periode har haft

opholdstilladelse på det samme grundlag efter §§ 7-9 e,

2)

i de sidste 3 år

inden indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af tidsubegrænset

opholdstilladelse har været fast tilknyttet arbejdsmarkedet som lønmodtager

eller selvstændig erhvervsdrivende her i landet og må antages fortsat at være

dette,

3)

i de sidste 3 år

inden indgivelsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af tidsubegrænset

opholdstilladelse ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik

eller integrationsloven og

4)

har opnået en

væsentlig tilknytning til det danske samfund.

Stk. 5.

Uanset at

betingelsen i stk. 4, nr. 1, ikke er opfyldt, kan der, hvis ganske

særlige

grunde taler derfor, meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter

stk. 4, jf. dog stk. 7-9, til en udlænding, der har boet lovligt

her

i landet i mere end de sidste 3 år og i hele denne periode har haft

opholdstilladelse på det samme grundlag efter §§ 7-9 e.

Stk. 6.

Uanset at

betingelserne i stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 og 5 ikke er opfyldt,

kan

der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis

væsentlige

hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 7-9.

Stk. 7.

En

udlænding kan ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis

udlændingen

er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, for

overtrædelse af

1)

lov om euforiserende

stoffer, straffelovens § 191 eller § 290, når udbyttet er opnået

ved

overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191,

2)

udlændingelovens

§ 59, stk. 5, eller straffelovens § 125 a eller

3)

bestemmelser i

straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens § 119, stk. 1 og

2, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a,

§ 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 192 a, § 210,

stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, §§ 224 og

225,

jf. §§ 216 og 222, § 237, § 245, § 245 a, § 246,

§ 252, stk. 2, § 261, stk. 2, eller § 288.

Stk. 8.

Medmindre

særlige grunde taler derfor, kan en udlænding, der uden for de i stk. 7

nævnte tilfælde her i landet er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne karakter, ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse før efter

udløbet af de i § 11 a nævnte tidsrum.

Stk. 9.

Medmindre

særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset

opholdstilladelse

betinget af, at udlændingen

1)

har gennemført et

tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller, hvis det ikke er

tilfældet, har gennemført et andet forløb, der kan sidestilles hermed, jf.

stk. 10,

2)

har bestået en af

ministeren for flygtninge, indvandrere og integration godkendt danskprøve,

jf.

stk. 10, og

3)

ikke har forfalden

gæld til det offentlige, jf. stk. 10.

Stk. 10.

Ministeren for flygtninge, indvandrere

og integration fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 3-6 og

9

og for kommunalbestyrelsens udtalelse efter integrationslovens § 52.

§ 11 a.

Betinget

frihedsstraf er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse

i

3 år fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom, dog altid indtil udløbet

af

den prøvetid, der er fastsat i dommen.

Stk. 2.

Ubetinget

frihedsstraf er uden for de i § 11, stk. 7, nævnte tilfælde til

hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i følgende tidsrum:

1)

Ubetinget

frihedsstraf i under 60 dage er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset

opholdstilladelse i 5 år fra tidspunktet for løsladelse.

2)

Ubetinget

frihedsstraf i 60 dage eller mere, men under 6 måneder, er til hinder for

meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 8 år fra tidspunktet for

løsladelse.

3)

Ubetinget

frihedsstraf i 6 måneder eller mere, men under 1 år, er til hinder for

meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 10 år fra tidspunktet for

løsladelse.

4)

Ubetinget

frihedsstraf i 1 år eller mere, men under 2 år, er til hinder for meddelelse

af

tidsubegrænset opholdstilladelse i 12 år fra tidspunktet for løsladelse.

5)

Ubetinget

frihedsstraf i 2 år eller mere er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset

opholdstilladelse i 15 år fra tidspunktet for løsladelse.

Stk. 3.

Prøveløslades udlændingen, regnes de i stk. 2, nr. 2-5, nævnte tidsrum

fra

dette tidspunkt.

Stk. 4.

Anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en betinget

eller ubetinget frihedsstraf, er uden for de i § 11, stk. 7, nævnte

tilfælde til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i

følgende tidsrum:

1)

Dom til ambulant

behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse, jf. straffelovens

§§ 68

og 69, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 2

år

fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om foranstaltningens

ophævelse, dog mindst 3 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse

om

idømmelse af foranstaltningen, jf. stk. 5.

2)

Dom til behandling i

hospital, jf. straffelovens §§ 68 og 69, er til hinder for meddelelse af

tidsubegrænset opholdstilladelse i 4 år fra tidspunktet for rettens endelige

bestemmelse om foranstaltningens ophævelse, dog mindst 6 år fra tidspunktet

for

rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen, jf.

stk. 5.

3)

Dom til anbringelse i

hospital, jf. straffelovens §§ 68 og 69, er til hinder for meddelelse af

tidsubegrænset opholdstilladelse i 6 år fra tidspunktet for rettens endelige

bestemmelse om foranstaltningens ophævelse, dog mindst 8 år fra tidspunktet

for

rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen, jf.

stk. 5.

4)

Dom til forvaring,

jf. straffelovens § 68, jf. § 70, og § 70, er til hinder for

meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 15 år fra tidspunktet for

rettens endelige bestemmelse om foranstaltningens ophævelse, jf. stk. 5.

Stk. 5.

Ved

efterfølgende ændringer af en af de i stk. 4 nævnte retsfølger beregnes

udstrækningen af tidsrummet ud fra den sidst idømte retsfølge.

Stk. 6.

Er

udlændingen flere gange idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller

anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for lovovertrædelser, der ville have medført straf af denne

karakter, beregnes de i stk. 1, 2 og 4 nævnte tidsrum ud fra den sidst

idømte retsfølge, medmindre tidsrummet herved bliver kortere end det tidsrum,

der efter stk. 1, 2 eller 4 er gældende for udlændingen efter en

tidligere

idømt retsfølge.

§ 12.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere

regler

om opholdstilladelser, herunder om adgangen til opholdstilladelse, om

tilladelsernes varighed, og om de betingelser, der kan fastsættes for

opholdet.

Kapitel 2

Arbejde

§ 13.

Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet

beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod

eller

uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladelse

kræves

tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i

rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere bestemmelser

om,

i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller

kontinentalsoklen.

§ 14.

Følgende udlændinge er fritaget for krav om arbejdstilladelse:

1)

Udlændinge, der er

statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2)

Udlændinge, der er

omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3)

Udlændinge med

tidsubegrænset opholdstilladelse.

4)

Udlændinge med

opholdstilladelse efter §§ 7, 8, 9, 9 b, 9 d eller 9 e.

5)

Udlændinge med

opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt i

umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b.

6)

Udlændinge med

opholdstilladelse efter § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding,

der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

7)

Udlændinge med

opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt

som

følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan bestemme, at andre udlændinge

er

fritaget for krav om arbejdstilladelse.

§ 15.

Der kan knyttes betingelser til en arbejdstilladelse.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om

arbejdstilladelser, herunder om tilladelsernes indhold og varighed og om de

betingelser, der kan knyttes til en tilladelse.

§ 16.

Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at en udlænding, som har

arbejdstilladelse eller er fritaget for krav herom, skal være medlem af en

arbejdsløshedskasse, og om, at den, der beskæftiger en udlænding, skal

underrette arbejdsformidlingen.

Stk. 2.

Den, der

beskæftiger en udlænding, skal på begæring meddele vedkommende myndighed de

nødvendige oplysninger til konstatering af, om udlændingen arbejder lovligt

her

i landet.

Kapitel 3

Bortfald og inddragelse af opholdstilladelser

og

arbejdstilladelser

§ 17.

En

opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark.

Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for

landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Er udlændingen meddelt

opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, og har udlændingen lovligt

boet mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når

udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden

følgende

måneder. I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt

eller

tjeneste, der træder i stedet herfor.

Stk. 2.

Det kan dog

efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for

bortfaldet i de i stk. 1 nævnte tilfælde.

Stk. 3.

En

opholdstilladelse, der er givet i medfør af §§ 7-8, ophører først efter

stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller

har

opnået beskyttelse i et tredje land.

§ 17 a.

Uanset bestemmelsen i § 17 bortfalder en opholdstilladelse først, når en

udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til

hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for landet i

mere end 12 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter

1)

§§ 7 eller 8,

2)

§ 9 b,

3)

§ 9 c,

stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9

b,

4)

§ 9 c, når

tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7,

5)

§ 9 e, når

tilladelsen er meddelt tidsubegrænset,

6)

§ 9 eller

§ 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en

person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3, eller

7)

et andet grundlag end

nævnt i nr. 1-6, hvis det bestemmes efter ansøgning.

Stk. 2.

Det kan

efter ansøgning bestemmes, at opholdstilladelsen for en udlænding omfattet af

stk. 1 først skal anses for bortfaldet, når der er forløbet højst 12

måneder efter den i stk. 1 nævnte periode.

Stk. 3.

Stk. 1

og 2 finder kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 1, nr. 6,

hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere

opholdsland

sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige

tilknytning,

der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Stk. 4.

Uanset

bestemmelsen i § 17 bortfalder en opholdstilladelse først, når en

udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til

hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark

i

mere end 3 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter

1)

§ 9 e, når

tilladelsen er meddelt tidsbegrænset,

2)

§ 9 eller

§ 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en

person omfattet af nr. 1, jf. dog stk. 5, eller

3)

et andet grundlag end

nævnt i nr. 1 og 2, hvis det bestemmes efter ansøgning.

Stk. 5.

Stk. 4

finder kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 4, nr. 2, hvis

udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland

sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige

tilknytning,

der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Stk. 6.

En

udlænding kan kun én gang bevare sin opholdstilladelse i henhold til

stk. 1-5.

§ 18.

Retten til ophold her i landet bortfalder, når der af forsørgelsesmæssige

grunde er truffet afgørelse om, at en udlænding, der ikke har de fornødne

midler til sit underhold, skal hjemsendes.

§ 18 a.

En opholdstilladelse bortfalder,

når en udlænding erhverver dansk indfødsret.

Stk. 2.

En

udlænding, hvis danske indfødsret er blevet frakendt ved dom efter § 8 A

i

lov om dansk indfødsret, kan generhverve den opholdstilladelse, der er

bortfaldet efter stk. 1.

Stk. 3.

Generhvervelse efter stk. 2 er betinget af, at der ikke ville være

grundlag for at inddrage den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter

stk. 1, jf. § 19.

§ 19.

En

tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages:

1)

Når grundlaget for

ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til

stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter §§ 7 eller

8,

og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en

sådan

måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8.

2)

Når udlændingen ikke

har fornødent pas eller anden rejselegitimation, jf. § 39, der giver

adgang til tilbagerejse til udstederlandet.

3)

Når udlændingen

undlader at overholde de betingelser, der er fastsat for opholdstilladelsen

eller for en arbejdstilladelse. Betingelserne skal udtrykkeligt være

tilkendegivet, og det skal skriftligt være indskærpet udlændingen, at

tilsidesættelse vil medføre inddragelse.

4)

Når

opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at være i

stand til at forsørge udlændingen, jf. § 9, stk. 3, stk. 10,

1.

pkt., og stk. 11, 1. pkt., og den herboende person ikke længere kan

godtgøre dette. Bestemmelserne i § 9, stk. 16, finder tilsvarende

anvendelse.

5)

Når

opholdstilladelsen ikke er betinget af, at en herboende person godtgør at

være

i stand til at forsørge udlændingen, fordi ganske særlige grunde taler

derimod,

jf. § 9, stk. 3, og disse ganske særlige grunde ikke længere

foreligger og den herboende person ikke kan godtgøre at være i stand til at

forsørge udlændingen. Bestemmelserne i § 9, stk. 16, finder

tilsvarende anvendelse.

6)

Når

opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at råde

over

sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. § 9, stk. 6, stk. 10,

2.

pkt., og stk. 11, 2. pkt., og den herboende person ikke længere kan

godtgøre dette. Bestemmelserne i § 9, stk. 18, finder tilsvarende

anvendelse.

7)

Når

opholdstilladelsen ikke er betinget af, at en herboende person godtgør at

råde

over sin egen bolig af rimelig størrelse, fordi særlige grunde taler derimod,

jf. § 9, stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og stk. 11, 2. pkt.,

og

disse særlige grunde ikke længere foreligger, og den herboende person ikke

kan

godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse. Bestemmelserne i

§ 9, stk. 18, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

En

tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan altid inddrages,

1)

når udlændingen har

opnået opholdstilladelsen ved svig,

2)

når der foreligger

oplysninger om forhold, som efter reglerne i § 10, stk. 1, ville

udelukke udlændingen fra opholdstilladelse,

3)

når der foreligger

oplysninger om forhold, som efter reglerne i § 10, stk. 2, nr. 1 og

2, ville udelukke udlændingen fra opholdstilladelse.

Stk. 3.

En

tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan altid inddrages,

såfremt en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et

land,

der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, er indberettet til

Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen på

baggrund af omstændigheder, der her i landet kunne medføre udvisning efter

kapitel 4

. Inddragelse efter 1. pkt. sker i

forbindelse med konsultationer i medfør af Schengenkonventionens artikel 25

med

myndighederne i et andet Schengenland.

Stk. 4.

En

tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan inddrages, såfremt

en

administrativ myndighed i et andet Schengenland eller i et land, der er

tilknyttet De Europæiske Fællesskaber, på baggrund af omstændigheder, der her

i

landet kunne medføre udvisning efter §§ 22-25 eller § 25 a,

stk. 1 eller stk. 2, nr. 3, har truffet endelig afgørelse om

udsendelse af en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller

et

land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber. Er afgørelsen om

udsendelse

truffet på baggrund af et strafbart forhold, kan opholdstilladelsen alene

inddrages, hvis udlændingen er dømt for en lovovertrædelse, der i det

pågældende land kan medføre en straf af mindst 1 års fængsel. Stk. 3, 2.

pkt., finder tilsvarende anvendelse. Der kan ikke træffes afgørelse om

inddragelse efter 1. pkt., hvis udlændingen er familiemedlem til en

statsborger

i et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, som har gjort brug

af

sin ret til fri bevægelighed, jf. § 2, stk. 4.

Stk. 5.

Bestemmelserne

i stk. 1, nr. 2-7, finder ikke anvendelse på udlændinge, som har

opholdstilladelse efter § 6.

Stk. 6.

Ved

afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse finder bestemmelsen i

§ 26,

stk. 1, tilsvarende anvendelse. Ved afgørelser om inddragelse af

opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, finder bestemmelsen i § 26,

stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Stk. 7.

Ved

afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af

§ 9,

stk. 1, nr. 1, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget

ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at

udlændingen med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1, har

været

udsat for overgreb, misbrug eller

anden overlast m.v. her i landet.

§ 20.

Er

der i medfør af §§ 7 eller 8 givet opholdstilladelse til en udlænding,

der

er kommet hertil som led i en omfattende indstrømning af flygtninge, kan

tilladelsen inddrages, såfremt tredjeland har erklæret sig villigt til at

modtage og yde den pågældende beskyttelse eller de omstændigheder, der

begrundede

opholdstilladelsen, klart er bortfaldet.

§ 21.

En

arbejdstilladelse bortfalder, når udlændingens opholdstilladelse bortfalder

eller inddrages.

Kapitel 4

Udvisning

§ 22.

En

udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7

år,

og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 kan udvises,

hvis

1)

udlændingen idømmes

ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge,

der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse,

der ville have medført en straf af denne varighed,

2)

udlændingen for flere

strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne varighed,

3)

udlændingen idømmes

ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge,

der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og

tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne karakter,

4)

udlændingen efter lov

om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 290, når

udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller

straffelovens § 191, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne karakter,

5)

udlændingen efter

§ 59, stk. 5, eller straffelovens § 125 a idømmes ubetinget

frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver

mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført

en straf af denne karakter,

6)

udlændingen efter

bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller efter straffelovens

§ 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183, stk. 1

og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1,

§ 192 a, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 216,

§ 222, §§ 224 og 225, jf. §§ 216 og 222, § 237,

§ 245,

§ 245 a, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2,

§ 276, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, § 288 eller

§ 290, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden

strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

§ 23.

En

udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 3

år,

kan udvises

1)

af de grunde, der er

nævnt i § 22,

2)

hvis udlændingen

idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

3)

hvis udlændingen for

flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller

anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne varighed,

4)

hvis udlændingen

idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og

tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne karakter.

§ 24.

Andre udlændinge kan udvises

1)

af de grunde, der er

nævnt i §§ 22 eller 23,

2)

hvis udlændingen

idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

§ 25.

En

udlænding kan udvises, hvis

1)

udlændingen må anses

for en fare for statens sikkerhed eller

2)

udlændingen må anses

for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

§ 25 a.

En udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end

de sidste 6 måneder, kan endvidere udvises, hvis

1)

udlændingen uden for

de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af § 42 a,

stk. 7, 2. pkt., jf. § 60, stk. 1, straffelovens §§ 119,

244,

266, 276-283 eller 290, toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1,

nr.

1, eller lov om våben og eksplosivstoffer eller udlændingen over for politiet

har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar

tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold,

2)

udlændingen er dømt

for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer eller udlændingen over for

politiet har erkendt ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer

eller der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke.

Stk. 2.

Efter

indrejsen kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i

længere tid end de sidste 6 måneder, desuden udvises, hvis:

1)

Der efter det, som er

oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil

tage

ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der

er

omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne

grund.

2)

Udlændingen ikke har

de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen.

Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke

udvises af denne grund.

3)

Andre hensyn til den

offentlige orden eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at

udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

§ 25 b.

En udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden

fornøden tilladelse.

§ 26.

Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må

antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1)

udlændingens

tilknytning til det danske samfund,

2)

udlændingens alder,

helbredstilstand og andre personlige forhold,

3)

udlændingens

tilknytning til herboende personer,

4)

udvisningens

konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer,

5)

udlændingens

manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor

udlændingen kan ventes at tage ophold, og

6)

risikoen for, at

udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil

lide

overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage

ophold.

Stk. 2.

En

udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4-6, og § 25, medmindre de i

stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.

§ 27.

De

i § 11, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 og 5, § 17,

stk. 1,

3. pkt., §§ 22, 23 og 25 a nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet

for

udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens

indgivelse.

Stk. 2.

For så vidt

angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7,

stk. 1

og 2, regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra tidspunktet for den første

meddelelse af opholdstilladelsen.

Stk. 3.

Beregningen

af de i stk. 1 nævnte tidsrum afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse

udløber, bortfalder eller inddrages af Udlændingestyrelsen. Forlænges

opholdstilladelsen, anses opholdstilladelsen ikke for bortfaldet, eller

omgøres

afgørelsen om inddragelse, regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra de

tidspunkter, der er angivet i stk. 1 og 2, i forhold til den tidligere

meddelte opholdstilladelse.

Stk. 4.

Ophold med

en opholdstilladelse, der er opnået ved svig, anses ikke for lovligt ophold.

Stk. 5.

Den tid,

hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere

domfældelse

eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, medregnes

ikke

i de i stk. 1 nævnte tidsrum.

§ 27 a.

Til brug for Udlændingestyrelsens og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere

og

Integrations afgørelser om udvisning efter kapitel 4, jf. § 49, kan

politiet uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om udlændingens

strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til

Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration eller Udlændingestyrelsen.

Kapitel 4 a

Fuldbyrdelse af endelige administrative

afgørelser

truffet af myndigheder i andre Schengenlande eller i lande, der er tilsluttet

De Europæiske Fællesskaber, om udsendelse af udlændinge m.v.

§ 27 b.

En udlænding kan udsendes af landet, hvis en administrativ myndighed i et

andet

Schengenland eller i et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber,

på baggrund

af omstændigheder, der her i landet kunne medføre udvisning efter kapitel 4,

har truffet endelig afgørelse om udsendelse af den pågældende, jf. dog

stk. 2 og § 31. Er afgørelsen om udsendelse truffet på baggrund af

et

strafbart forhold, kan der alene træffes afgørelse om udsendelse efter 1.

pkt.,

hvis udlændingen er dømt for en lovovertrædelse, der i det pågældende land

kan

medføre en straf af mindst 1 års fængsel.

Stk. 2.

Stk. 1

finder ikke anvendelse på udlændinge, der

1)

har opholdstilladelse

her i landet,

2)

er statsborgere i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber,

eller

3)

er familiemedlemmer

til statsborgere i et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, som

har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, jf. § 2, stk. 4.

Stk. 3.

Har en

udlænding som nævnt i stk. 1 opholdstilladelse i et andet Schengenland

eller i et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, træffes

afgørelse om udsendelse efter stk. 1 i forbindelse med konsultationer i

medfør af Schengenkonventionens artikel 25, stk. 2, med myndighederne i

det land, hvor der er truffet endelig afgørelse om udsendelse af den

pågældende, og med myndighederne i det land, hvor den pågældende har

opholdstilladelse. Inddrages den pågældendes opholdstilladelse ikke, træffes

der ikke afgørelse om udsendelse efter stk. 1.

Stk. 4.

Ved

afgørelser om udsendelse efter stk. 1 finder bestemmelsen i § 26,

stk. 1, tilsvarende anvendelse.

§ 27 c.

Når en udlænding, som er omfattet af § 27 b, stk. 1, udrejser eller

udsendes af landet, underretter Udlændingestyrelsen uden udlændingens

samtykke

det Schengenland eller det land, der er tilsluttet De Europæiske

Fællesskaber,

hvor der er truffet endelig afgørelse om udsendelse af den pågældende, herom.

§ 27 d.

Udlændingestyrelsen og politiet kan uden udlændingens samtykke indhente

fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en

udlænding, der opholder sig her i landet, fra en myndighed i et andet

Schengenland eller i et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber,

som

har truffet endelig afgørelse om udsendelse af udlændingen, hvis indhentelsen

er nødvendig til brug for en afgørelse efter § 27 b.

Stk. 2.

Udlændingestyrelsen og politiet kan uden udlændingens samtykke videregive

fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en

udlænding, der er udvist af landet efter kapitel 4, til myndigheder i andre

Schengenlande eller lande, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, hvis

videregivelsen er nødvendig til brug for myndighedens afgørelse om

udlændingens

udsendelse af det pågældende land.

Kapitel 5

Afvisning

§ 28.

En

udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i landet, og en nordisk

statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen

fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, i følgende

tilfælde:

1)

Hvis udlændingen har

indrejseforbud og ikke har visum udstedt efter §§ 4 eller 4 a, jf.

§ 3 a, 1. pkt.

2)

Hvis udlændingen ikke

opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum og indrejse, som er

fastsat efter kapitel 7.

3)

Hvis der efter det,

som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at den

pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden

tilladelse.

Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke

afvises af denne grund.

4)

Hvis udlændingen ikke

kan forevise dokumentation for opholdets formål og nærmere omstændigheder.

Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke

afvises af denne grund.

5)

Hvis udlændingen ikke

har de nødvendige midler til sit underhold både med hensyn til hele det

påtænkte ophold i Schengenlandene og til enten hjemrejsen eller gennemrejsen

til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, og hvor den

pågældende er sikret indrejse, og ikke er i stand til på lovlig vis at

erhverve

disse midler. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2,

kan

dog ikke afvises af denne grund.

6)

Hvis udlændingen ikke

er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De

Europæiske

Fællesskaber, og er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket

i

medfør af Schengenkonventionen.

7)

Hvis andre hensyn til

Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede magter eller

sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør

have

ophold her i landet.

Stk. 2.

Statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen eller De

Europæiske Fællesskaber, skal afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er

tilsluttet Schengenkonventionen, efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7,

jf. dog stk. 6.

Stk. 3.

En

udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i landet, eller en nordisk

statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen

fra et Schengenland efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog

stk. 6. En nordisk statsborger kan dog kun afvises efter stk. 1,

nr.

2, såfremt den pågældende indrejser fra et ikkenordisk land, jf. § 39,

stk. 4.

Stk. 4.

En

udlænding, der ikke er nordisk statsborger og ikke er omfattet af § 2,

stk. 1 eller 2, kan afvises ved indrejsen i Danmark, hvis den pågældende

kan afvises efter de regler, der gælder i det andet nordiske land, hvortil

den

pågældende må antages at ville rejse.

Stk. 5.

Afvisning

efter stk. 1-4 kan endvidere ske indtil 3 måneder efter indrejsen.

Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog efter

indrejsen kun afvises efter stk. 1, nr. 1 og 7, og, såfremt det

offentlige

må bekoste udlændingens rejse ud af landet, tillige efter stk. 1, nr. 5.

Har Danmark fremsat anmodning over for et andet land om overtagelse,

tilbagetagelse eller modtagelse af udlændingen efter reglerne i kapitel 5 a,

regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet land har besvaret

anmodningen.

Stk. 6.

Afvisning

efter stk. 1-5 må dog ikke ske, hvis udlændingen i medfør af

Schengenkonventionens artikel 5, stk. 2, har opnået særlig tilladelse

til

at indrejse i Danmark. Har udlændingen efter § 2 b, stk. 3, 4.

pkt.,

ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises efter

stk. 1,

nr. 1, 2, 6 eller 7, jf. stk. 2-5. Har udlændingen efter § 2 b,

stk. 4, ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene

afvises

efter stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2-5.

Stk. 7.

En

udlænding, der meddeles afslag på eller frafalder en ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning om asyl bortfalder

efter

§ 40, stk. 8, kan uanset bestemmelserne i stk. 1-4 afvises i

indtil 3 måneder fra indrejsen.

Stk. 8.

En

udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, kan uanset bestemmelserne i

kapitel 1 afvises, såfremt det findes påkrævet af hensyn til statens

sikkerhed.

Stk. 9.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

afvisning og udsendelse af blindpassagerer.

§ 29.

(Ophævet)

Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 29 a.

En

udlænding kan afvises, overføres eller tilbageføres til et andet EF-land

efter

reglerne i EF-asylkonventionen eller efter en overenskomst eller et hertil

svarende arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i

tilslutning til EF-asylkonventionen.

Stk. 2.

Ved

EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om fastsættelse af,

hvilken

stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en

af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.

Kapitel 6

Forskellige regler om opholdstilladelse,

udvisning

og afvisning

§ 30.

En

udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at

opholde sig her i landet, skal udrejse af landet.

Stk. 2.

Udrejser

udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen. Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 3.

Til brug

for behandlingen af en sag om udsendelse af en udlænding videregiver

Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke alle

akter, der er indgået i sagen om opholdstilladelse efter § 7, til

politiet, når der er meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse efter

§ 7, eller når udlændingen frafalder ansøgningen herom.

§ 31.

En

udlænding må ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer

dødsstraf

eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod

videresendelse til et sådant land.

Stk. 2.

En

udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, må ikke udsendes til et

land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i

flygtningekonventionen

af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er

beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Dette gælder ikke, hvis

udlændingen med rimelig grund må anses for en fare for statens sikkerhed,

eller

hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må

betragtes som en fare for samfundet, jf. dog stk. 1.

§ 32.

En

dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at

udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke

uden

tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud).

Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende

måned efter udrejsen eller udsendelsen. Indrejseforbudet har gyldighed fra

tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.

Stk. 2.

Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 meddeles for

1)

3 år, hvis

udlændingen idømmes en betinget frihedsstraf eller idømmes en ubetinget

frihedsstraf af ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der

indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,

der ville have medført en straf af denne karakter eller varighed,

2)

5 år, hvis

udlændingen idømmes en ubetinget frihedsstraf af mere end 3 måneder men ikke

over 1 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver

mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført

en straf af denne varighed,

3)

10 år, hvis

udlændingen idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år, men ikke

over

2 år, eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed

for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf

af denne varighed,

4)

bestandig, hvis

udlændingen idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 2 år eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne varighed.

Stk. 3.

Indrejseforbud

i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-6, meddeles dog for mindst

5

år.

Stk. 4.

Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 meddeles for

bestandig. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 25 a og

25

b meddeles for 1 år.

Stk. 5.

Den

politimyndighed, som drager omsorg for udrejsen, udleverer udlændingen en

skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbuddet og om strafansvaret

ved

overtrædelse heraf.

Stk. 6.

Et

indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende under de i § 10,

stk. 3 og 4, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter

§§ 6-9 e.

Stk. 7.

Et

indrejseforbud meddelt en statsborger i et andet nordisk land kan senere

ophæves, såfremt ganske særlige grunde taler derfor.

§ 32 a.

Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

afgørelser

om bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse skal tillige

indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke

udrejser frivilligt, jf. § 31.

§ 32 b.

En afgørelse om, at

en udlænding, der er meddelt afslag på

en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, ikke kan udsendes

af

landet, jf. § 31, skal ændres, hvis det grundlag, som er angivet i

afgørelsen,

ikke længere er til stede.

§ 33.

Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af

opholdstilladelse, beslutning om udvisning efter §§ 25 a eller 25 b og

beslutning om udsendelse efter § 27 b skal indeholde en frist for

udrejse.

Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om reglerne i stk. 3, 1.

og

3. pkt.

Stk. 2.

Meddeler

Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller

Flygtningenævnet afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7,

pålægges udlændingen at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af

en

ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til

udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b,

stk. 1, eller Flygtningenævnet har meddelt afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7,

eller hvis der er

meddelt opsættende virkning i medfør af § 33, stk. 4, 1. eller 3.

pkt., og udrejsefristen først fastsættes efter, at Flygtningenævnet har

meddelt

afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

Ved afgørelser om udsendelse efter § 27 b kan

udlændingen pålægges at udrejse straks.

I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde

ikke være kortere end 15 dage eller, hvis udlændingen er statsborger i et

andet

nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen hidtil

har

haft opholdstilladelse, 1 måned.

Stk. 3.

Påklages en

afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage efter, at den er meddelt den

pågældende, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er

afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2,

eller er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet,

eller hidtil har haft opholdstilladelse her i landet. Opretholdes afgørelsen,

fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2. En

udlænding, der ikke hidtil har haft opholdstilladelse her i landet, og som er

omfattet af EF-reglerne, jf. § 2, stk. 1 og 2, har dog ikke ret til

at blive her i landet, indtil en klage over en beslutning om udvisning efter

§§ 25 a eller 25 b er afgjort.

Stk. 4.

En

ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b har opsættende virkning med

hensyn til udrejsefristen, hvis ansøgningen indgives inden 15 dage efter, at

Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse

efter § 7. Har Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1,

meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, har

ansøgningen om opholdstilladelse efter § 9 b dog alene opsættende

virkning, hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen af

udrejsefristen i forbindelse med afslaget på opholdstilladelse efter

§ 7.

En ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, der indgives på et senere

tidspunkt end de i 1. og 2. pkt. nævnte tidspunkter, har ikke opsættende

virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

Stk. 5.

Indbringes

en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter § 53 b, stk. 1,

for

Folketingets Ombudsmand, har dette ikke opsættende virkning.

Stk. 6.

Indbringes

en afgørelse truffet af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration

efter § 9 b for Folketingets Ombudsmand, har dette ikke opsættende

virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis indbringelsen må anses for

åbenlyst ubegrundet eller

indbringelsen ikke sker i

tilknytning til meddelelsen af afslaget på opholdstilladelse efter § 9

b.

Stk. 7.

En

ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9 b har

ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre den

myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er

udlændingens

udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende

virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

Stk. 8.

En

ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9 b

eller

efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, behandles ikke, hvis den

myndighed, der har truffet afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens

opholdssted.

Stk. 9.

Er

udvisning sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks.

Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra

hospital eller forvaring. Er dommen betinget, eller er udvisning sket ved dom

til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, regnes fristen fra

tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været

til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse.

Stk. 10.

Ansøgning

om opholdstilladelse efter §§ 9-9 e, jf. § 10, stk. 4, fra en

udlænding med indrejseforbud, har ikke opsættende virkning, medmindre den

myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.

Stk. 11.

Klage over

en afvisningsbeslutning giver ikke udlændingen ret til at indrejse i landet.

Stk. 12.

Påklager

en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har

eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig

opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken

Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller

har

været registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 1, en

afgørelse

om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 e eller en

beslutning om inddragelse af en sådan opholdstilladelse inden 7 dage efter,

at

afgørelsen eller beslutningen er meddelt udlændingen, har den pågældende ret

til at blive her i landet, indtil sagen er afgjort.

Stk. 13.

Påklages

et afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, nr. 2, inden 7

dage efter, at det er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at

blive

her i landet, indtil klagen er afgjort.

§ 34.

Indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udvises,

afvises, overføres eller tilbageføres eller udsendes under henvisning til, at

udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i

kapitel 1 og 3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan

politiet,

når det må anses for nødvendigt for at sikre

udlændingens

tilstedeværelse, bestemme, at udlændingen skal:

1)

deponere sit pas,

anden rejselegitimation og billet hos politiet,

2)

stille en af politiet

fastsat sikkerhed,

3)

tage ophold efter

politiets nærmere bestemmelse og

4)

give møde hos

politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Stk. 2.

Politiet

kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens

tilstedeværelse

eller medvirken til sagens behandling eller udrejsen,

bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet

på nærmere angivne tidspunkter, såfremt

1)

udlændingen indgiver

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens

oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.,

2)

udlændingen uden

rimelig grund udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller

politiet,

hvortil den pågældende er indkaldt,

3)

udlændingen har

udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver

med

driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer,

der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet,

4)

udlændingen ikke

efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage

ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a,

stk. 7, 1. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt., eller

5)

politiet drager

omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf.

§ 40, stk. 3, 1. pkt.

Stk. 3.

Politiet kan bestemme, at en

udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter

§§ 7 eller 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal

give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, med henblik på løbende

at

sikre at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted.

Stk. 4.

Politiet

kan bestemme, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter

§§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal give

møde

hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en

effektiv

fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

§ 35.

En

udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse

varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse

under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om

udvisning kan fuldbyrdes, og når:

1)

Udlændingen ikke har

fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har

begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter §§ 22-24.

2)

Udlændingen er

indrejst i strid med et indrejseforbud.

Stk. 2.

En

udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af

§ 7, og som er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, kan

varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af

bestemmelsen om udvisning.

Stk. 3.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der

træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse. Der fastsættes dog altid

en

frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved

varetægtsfængsling eller foranstaltning, der træder i stedet herfor, alene

med

henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Fristen

efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er

tilbageholdt.

§ 36.

Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at

sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter

§§ 25,

25 a og 25 b

, for overførsel eller tilbageførsel eller for udsendelse af

en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har

ret

til at opholde sig her i landet, kan politiet bestemme, at den pågældende

skal

frihedsberøves. Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende

alene frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25.

En

udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 forventes eller

er udtaget til behandling efter den i § 53 b, stk. 1, nævnte

procedure, kan efter en konkret, individuel vurdering frihedsberøves, såfremt

det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under

asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34 nævnte foranstaltninger er

tilstrækkelige.

Stk. 2.

En

udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer

Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. § 42 a,

stk. 7, 1. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt. En udlænding, som

har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, kan

endvidere

frihedsberøves, hvis udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring

ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt.

Stk. 3.

En

udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af

§ 7, og som er udvist efter § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves

med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Stk. 4.

Såfremt de

i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en

effektiv behandling af asylansøgningen og udsendelse af landet, kan en

udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af

§ 7, frihedsberøves under asylsagens behandling, hvis udlændingen gennem

sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning ved

1)

gentagne gange uden

rimelig grund at udeblive fra afhøringer ved politiet eller

Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt,

2)

ikke at meddele eller

ved at tilsløre oplysninger om sin identitet, nationalitet eller rejserute

eller ved at meddele utvivlsomt urigtige oplysninger herom, jf. § 40,

stk. 1, 1. og 2. pkt., eller

3)

på anden lignende

måde ikke at medvirke til sagens oplysning.

Stk. 5.

Drager

politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke

hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt., kan udlændingen frihedsberøves

med

henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til

udrejsen

og medvirker til tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og

visum

og til udrejsen i øvrigt.

Stk. 6.

En

udlænding, der af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1,

eller Flygtningenævnet er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse

i

medfør af § 7, og hvor politiet drager omsorg for udlændingens udrejse,

og

udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt., kan

frihedsberøves, såfremt de i §§ 34 og 42 a, stk. 7, 1. pkt., og

stk. 10, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre

udlændingens medvirken til udrejsen.

Stk. 7.

En

udlænding, der ikke efterkommer politiets bestemmelse efter § 34,

stk. 3, kan frihedsberøves, såfremt det er nødvendigt for at afgøre, om

der er opstået mulighed for udsendelse, jf. § 32 b.

§ 37.

En

udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, skal, medmindre den

pågældende forinden løslades, inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens

iværksættelse fremstilles for retten, der tager stilling til spørgsmålet om

frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Er frihedsberøvelsen

efter § 36 iværksat umiddelbart i forlængelse af en anholdelse efter

retsplejelovens kapitel 69, regnes fristen fra tidspunktet for anholdelsen.

Fremstillingen skal ske for retten på det sted, hvor udlændingen er

tilbageholdt.

Stk. 2.

Retten

beskikker en advokat for udlændingen. Tidspunktet for frihedsberøvelsens

iværksættelse og for fremstillingen i retten anføres i retsbogen.

Stk. 3.

Rettens

afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 37. Er udlændingen frihedsberøvet på afgørelsens

tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig, fastsættes der i kendelsen en

frist for fortsat tilbageholdelse. Denne frist kan senere forlænges af

retten,

dog højst med 4 uger ad gangen. Er frihedsberøvelsen iværksat i medfør af

§ 36, stk. 1, 3. pkt., kan frihedsberøvelsen opretholdes efter

denne

bestemmelse i højst 7 dage fra frihedsberøvelsens iværksættelse efter

§ 36, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 4.

Ved

frihedsberøvelsens iværksættelse skal politiet gøre udlændingen bekendt med

bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. Politiet skal endvidere

gøre udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med

hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentation eller, såfremt

udlændingen søger opholdstilladelse efter § 7, med en repræsentant for

Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 5.

Kæremål har

ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om

afvisning, udvisning, overførsel eller tilbageførsel eller udsendelse under

henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet

efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a.

Stk. 6.

Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

§ 37 a.

Retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt., § 758, stk. 2,

og § 759 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der

frihedsberøves

i medfør af § 36.

Stk. 2.

Retsplejelovens §§ 773-776 og 778 finder tilsvarende anvendelse på en

udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af

§ 37,

jf. § 36.

§ 37 b.

En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.

§ 36,

er under frihedsberøvelsen ikke undergivet andre indskrænkninger i sin

frihed,

end frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på

anbringelsesstedet nødvendiggør.

Stk. 2.

Retsplejelovens § 770, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på en

udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36,

eller

hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.

§ 36.

§ 37 c.

Retten kan på begæring af politiet bestemme, at en udlænding, hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.

§ 36,

fuldstændig eller delvis skal udelukkes fra fællesskab med andre indsatte

(isolation), hvis dette er påkrævet af hensyn til indhentelsen af

oplysninger,

som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov

kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet.

Stk. 2.

Isolation

må ikke iværksættes eller fortsættes, såfremt formålet hermed kan tilgodeses

ved mindre indgribende foranstaltninger. Ved afgørelsen om isolation skal der

endvidere tages hensyn til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for

den frihedsberøvede på grund af dennes unge alder eller fysiske eller

psykiske

svagelighed.

Stk. 3.

Politiets

begæring om isolation indgives til retten på det sted, hvor udlændingen er

frihedsberøvet. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens

afgørelse

træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens

kapitel

37. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af

beslutning om isolation. Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt

tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Finder

retten, at isolation kan iværksættes eller fortsættes, fastsættes der i

kendelsen en frist for fortsat isolation. Ved iværksættelse af isolation må

den

første frist for indgrebets længde ikke overstige 2 uger. Denne frist kan

senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Fuldstændig

isolation må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger.

Stk. 5.

Politiet

kan bestemme, at en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36,

men

ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, fuldstændig eller

delvis

skal undergives isolation, såfremt betingelserne i stk. 1 og 2 er

opfyldt.

Udlændingen kan kræve, at en af politiet i medfør af 1. pkt. truffet

beslutning

om isolation forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens

fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har

ikke opsættende virkning. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.

§ 37 d.

En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.

§ 36,

kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed på

anbringelsesstedet tillader det. Politiet kan af hensyn til indhentelsen af

oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold

til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i

landet, eller som er nødvendige for, at politiet kan drage omsorg for

udlændingens udrejse, modsætte sig, at den frihedsberøvede modtager besøg,

eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den frihedsberøvede har

altid ret til ukontrolleret besøg af den beskikkede advokat. En

frihedsberøvet,

der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, har endvidere altid ret

til

ukontrolleret besøg af en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 2.

Nægter

politiet besøg til en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af

retten

i medfør af § 37, jf. § 36, skal den frihedsberøvede underrettes

herom, medmindre retten af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er

nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan

gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, eller som er

nødvendige for, at politiet kan drage omsorg for udlændingens udrejse,

træffer

anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Nægter

politiet besøg til en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36,

men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, skal den

frihedsberøvede underrettes herom, medmindre politiet af hensyn til

indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en

tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt

opholder sig her i landet, eller som er nødvendige for, at politiet kan drage

omsorg for udlændingens udrejse, træffer anden bestemmelse.

Stk. 4.

En udlænding,

hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.

§ 36, kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol i

medfør af stk. 1 forelægges retten til afgørelse. En begæring efter 1.

pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder

tilsvarende

anvendelse.

Stk. 5.

En

udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er

fremstillet

for retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan kræve, at politiets

afslag

på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1 forelægges retten til

afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af

§ 37, jf. § 36. En begæring efter 1. pkt. har ikke opsættende

virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 37 e.

En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.

§ 36,

har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden

modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller

sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for indhentelsen

af

oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold

til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i

landet, eller som er nødvendige for, at politiet kan drage omsorg for

udlændingens udrejse, eller til skade for opretholdelse af orden og sikkerhed

på anbringelsesstedet.

Stk. 2.

En

udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis

frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.

§ 36,

har ret til ukontrolleret brevveksling med den beskikkede advokat, ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration, Udlændingestyrelsen og

Flygtningenævnet. Har udlændingen ansøgt om opholdstilladelse efter § 7,

har

vedkommende endvidere adgang til ukontrolleret brevveksling med Dansk

Flygtningehjælp. Retsplejelovens § 772, stk. 2, finder i øvrigt

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, hvis frihedsberøvelse er

opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal spørgsmålet,

om

tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse.

Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen og adressaten straks

underrettes,

medmindre retten af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige

til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller

om

udlændingen lovligt opholder sig her i landet, eller som er nødvendige for,

at

politiet kan drage omsorg for udlændingens udrejse, træffer anden

bestemmelse.

§ 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, der er frihedsberøvet i

medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af

§ 37,

skal afsenderen og adressaten straks underrettes herom, medmindre politiet af

hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af,

om

en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt

opholder sig her i landet, eller som er nødvendige for, at politiet kan drage

omsorg

for udlændingens udrejse, træffer anden bestemmelse. Afsenderen eller

adressaten kan kræve, at politiets tilbageholdelse af et brev forelægges

retten

til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør

af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning.

§ 37

c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 7

Kontrollen med udlændinges indrejse, ophold og

udrejse m.v.

§ 38.

Ved grænsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, skal

ind-

og udrejsekontrol finde sted i medfør af Schengenkonventionens artikel 6.

Stk. 2.

Ind- og

udrejsekontrol må ikke finde sted ved grænsen til et Schengenland. Dog kan

der

undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan grænse i medfør af

Schengenkonventionens artikel 2, stk. 2.

Stk. 3.

Ind- og

udrejse over grænsen til et land, der ikke er tilsluttet

Schengenkonventionen,

må, medmindre andet er fastsat i medfør af Schengenkonventionens artikel 3,

stk. 1, 2. pkt., alene finde sted ved de grænseovergangssteder (havne og

lufthavne), der er godkendt af ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration, og alene inden for disses åbningstid. Ministeren for flygtninge,

indvandrere og integration kan fastsætte nærmere vilkår for godkendelsen af

en

havn eller lufthavn som grænseovergangssted.

Stk. 4.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

ind-

og udrejsekontrol, herunder om udenlandske besætningsmedlemmers ophold her i

landet, om på- og afmønstring her i landet af udenlandske besætningsmedlemmer

og om de pligter, der påhviler skibsførere og luftfartøjschefer.

Stk. 5.

I

forbindelse med ind- og udrejsekontrol efter stk. 1 og stk. 2, 2.

pkt., har politiet ret til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i

køretøjer, skibe og luftfartøjer for at sikre, at ulovlig ind- og udrejse

ikke

finder sted.

Stk. 6.

Politiet

kan standse et køretøj inde i landet med henblik på at kontrollere, om

køretøjet transporterer en eller flere udlændinge, der er indrejst ulovligt i

landet.

Stk. 7.

Politiet

kan foretage stempling af en udlændings pas eller anden rejselegitimation ved

ind- eller udrejse eller ved afvisning eller udvisning. Ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

politiets stempling af pas og anden rejselegitimation.

§ 39.

En

udlænding skal ved indrejse, under ophold her i landet og ved udrejse herfra

være i besiddelse af pas eller andet dokument, der efter ministeren for

flygtninge, indvandrere og integrations bestemmelse kan godkendes som

rejselegitimation.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om, i hvilket

omfang passet eller rejselegitimationen skal være påtegnet visum til indrejse

i

eller udrejse af landet. Ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration

kan endvidere fastsætte nærmere regler om visum, herunder om adgangen hertil,

om visummets varighed og om de betingelser, der kan fastsættes for visummet.

Stk. 3.

Passet

eller rejselegitimationen skal ved ind- og udrejse forevises for

paskontrollen

og under ophold her i landet på begæring forevises for offentlige

myndigheder.

Ved indrejse fra eller udrejse til et Schengenland skal passet eller

rejselegitimationen ikke forevises for paskontrollen, medmindre der

undtagelsesvis sker kontrol ved en sådan grænse i medfør af

Schengenkonventionens artikel 2, stk. 2, jf. § 38, stk. 2.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan bestemme, at

udlændinge til stadighed skal medføre deres pas eller anden legitimation

under

ophold her i landet.

Stk. 4.

Bestemmelserne

i stk. 1-3 gælder ikke for statsborgere i et andet nordisk land, der

opholder sig her i landet, eller som indrejser fra eller udrejser til et

andet

nordisk land. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan

fritage

andre udlændinge for pligterne efter stk. 1 og 3.

Stk. 5.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter regler om udstedelse af

særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller

som

af andre grunde har behov for et sådant dokument. Et barn under 15 år med

selvstændigt pas eller selvstændig særlig rejselegitimation kan af den eller

dem, der har forældremyndigheden, efter samme regler, som gælder om pas til

danske statsborgere, kræves slettet i andre personers særlige

rejselegitimation.

Særlig rejselegitimation til udlændinge kan inddrages efter samme regler, som

gælder om pas til danske statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen

er

bortfaldet.

§ 40.

En

udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af,

om

en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde,

eller om udlændingen lovligt opholder

sig her i landet. Udlændingen skal efter tilsigelse give personligt møde og

på

begæring stille sit pas eller sin rejselegitimation til rådighed ved

behandlingen af ansøgninger i henhold til loven. Udlændingen skal oplyses om,

at de i 1. og 2. pkt. nævnte oplysninger kan videregives til

efterretningstjenesterne og anklagemyndigheden efter reglerne i kapitel 7 a,

og

at oplysningerne vil kunne danne grundlag for anklagemyndighedens beslutning

om, hvorvidt tiltale skal rejses for forbrydelser begået i eller uden for

Danmark. Andre personer, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til

brug

for sagens behandling, kan pålægges at meddele de i 1. pkt. nævnte

oplysninger.

Stk. 2.

En

udlænding skal meddele de oplysninger om sine økonomiske forhold, som er

nødvendige til bedømmelse af, om Udlændingestyrelsen kan pålægge udlændingen

at

tilbagebetale udgifterne til udlændingens underhold og nødvendige

sundhedsmæssige ydelser, jf. § 42 a, stk. 4.

Stk. 3.

Drager

politiet omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de

nødvendige oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig

rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt.

Retten

kan på begæring af politiet, hvis det skønnes fornødent med henblik på

udsendelse af udlændingen, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at

medvirke dertil, skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands

repræsentation.

Retten beskikker en

advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan

kæres

efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende

virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a

i

øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Afgiver en

person en erklæring til oplysning i sager, der henhører under denne lov, kan

udlændingemyndighederne kræve, at erklæringen afgives på tro og love.

Stk. 5.

Den, der

ved at afgive en urigtig erklæring eller på anden måde medvirker eller søger

at

medvirke til, at en udlænding opnår en opholdstilladelse ved svig, skal

erstatte de udgifter, der påføres staten ved udlændingens indrejse, ophold og

udrejse og ved udlændingesagens behandling. Kravet tillægges udpantningsret.

Stk. 6.

Til

oplysning i sager, der henhører under denne lov, kan der optages forhør i

retten, jf. retsplejelovens § 1018.

Stk. 7.

Dokumenter

og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en

udlændings

identitet eller tilknytning til andre lande, kan tages i bevaring, hvis det

skønnes fornødent. Retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om

beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 finder anvendelse i samme omfang

som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.

Stk. 8.

Udebliver

en udlænding, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, efter at

være

tilsagt personligt til at møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet uden

anmeldt lovligt forfald, bortfalder udlændingens ansøgning om

opholdstilladelse

efter § 7. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om virkningerne af

udeblivelse. Udlændingestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at en

ansøgning ikke skal anses for bortfaldet.

§ 40 a.

Der kan optages fingeraftryk af en udlænding,

1)

som søger om

opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2,

2)

som søger om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og

som

kan afvises, udvises, overføres eller tilbageføres efter § 48 a,

stk. 1, eller

3)

som ikke søger om

opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, og som skal afvises,

udvises eller udrejse af landet, jf. § 30, stk. 1, såfremt der på

baggrund af pågældendes dokumenter, ejendele, økonomiske midler og andre

personlige forhold er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil

indrejse på ny og ansøge om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og

2.

Stk. 2.

Der kan

endvidere optages fingeraftryk af en udlænding,

1)

hvis dette skønnes

hensigtsmæssigt med henblik på identifikation af den pågældende, eller

2)

hvis dette skønnes

hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af

rejsedokument

til den pågældende.

Stk. 3.

Fingeraftryk, der optages i medfør af stk. 1 eller 2, kan registreres i

et

særligt edb-register, der føres af Rigspolitichefen. Politiet og

Udlændingestyrelsen kan anvende registret i forbindelse med behandlingen af

udlændingesager.

Rigspolitichefen er dataansvarlig

myndighed for registret.

Stk. 4.

Fingeraftryk, der modtages fra udenlandske udlændingemyndigheder i

forbindelse

med behandlingen af udlændingesager, kan registreres i det i stk. 3

nævnte

edb-register.

Stk. 5.

Fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i

stk. 3 nævnte edb-register, slettes 10 år efter registreringen af

fingeraftrykket i registret.

Stk. 6.

Fingeraftryk, der i medfør af

stk. 3 og 4 er

registreret

i det i stk. 3 nævnte edb-register, kan til brug for

identifikation af den pågældende udlænding manuelt eller elektronisk

sammenholdes med fingeraftryk optaget efter retsplejelovens bestemmelser

herom.

Stk. 7.

Fingeraftryk, der er optaget efter retsplejelovens bestemmelser herom eller

sikret som bevis i en straffesag, kan til brug for efterforskningen af et

strafbart forhold manuelt eller elektronisk sammenholdes med fingeraftryk,

der

er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register.

Stk. 8.

Fingeraftryk, der modtages som led i en international efterlysning, kan

manuelt

eller elektronisk sammenholdes med fingeraftryk, der er registreret i det i

stk. 3 nævnte edb-register. Oplysninger fra edb-registret kan til brug

for

besvarelse af en international efterlysning videregives til den

internationale

politisamarbejdsorganisation eller den udenlandske myndighed, der har udsendt

efterlysningen.

Stk. 9.

Politiet og

Udlændingestyrelsen kan uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt

videregive fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i

det

i stk. 3 nævnte edb-register, til udenlandske udlændingemyndigheder i

forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Politiet kan endvidere med

henblik på identifikation af en udlænding eller med henblik på udstedelse

eller

fremskaffelse af rejsedokument videregive fingeraftryk, der i medfør af

stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til

hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale

politisamarbejdsorganisationer.

§ 40 b.

Der kan optages personfotografi af en udlænding, der søger om

opholdstilladelse

efter § 7.

Stk. 2.

Der kan

endvidere optages personfotografi af en udlænding,

1)

hvis dette skønnes

hensigtsmæssigt med henblik på identifikation af den pågældende,

2)

hvis dette skønnes

hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse af identitetskort eller andet

legitimationsdokument til den pågældende, eller

3)

hvis dette skønnes

hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af

rejsedokument

til den pågældende.

Stk. 3.

Personfotografi, der optages i medfør af stk. 1 eller

2, kan registreres i et særligt register

, der føres af Rigspolitichefen.

Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i forbindelse med

behandlingen af udlændingesager.

Rigspolitichefen er

dataansvarlig myndighed for registret.

Stk. 4.

Personfotografi, der

modtages

fra udenlandske

udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager, kan

registreres i det i stk. 3 nævnte

register.

Stk. 5.

Personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i

stk. 3 nævnte

register

, slettes 10 år

efter registreringen af personfotografiet i registret.

Stk. 6.

Personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i

stk. 3 nævnte

register

, kan til brug for

identifikation af den pågældende udlænding manuelt eller elektronisk

sammenholdes med personfotografi optaget efter retsplejelovens bestemmelser

herom.

Stk. 7.

Personfotografi, der er optaget efter retsplejelovens bestemmelser herom, kan

til brug for efterforskningen af et strafbart forhold manuelt eller

elektronisk

sammenholdes med personfotografi, der er registreret i det i stk. 3

nævnte

register.

Stk. 8.

Personfotografi, der modtages som led i en international efterlysning, kan

manuelt eller elektronisk sammenholdes med personfotografi, der er

registreret

i det i stk. 3 nævnte

register

. Oplysninger fra edb-

registret

kan til

brug for besvarelse af en international efterlysning videregives til den

internationale politisamarbejdsorganisation eller den udenlandske myndighed,

der har udsendt efterlysningen.

Stk. 9.

Politiet og

Udlændingestyrelsen kan uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt

videregive personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i

det i stk. 3 nævnte register, til indenlandske og udenlandske

udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

Politiet kan endvidere med henblik på identifikation af udlændingen eller med

henblik på udstedelse af eller fremskaffelse af rejsedokument videregive

personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i

stk. 3 nævnte register, til hjemlandets eller et andet lands

repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer.

§ 40 c.

Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 eller

§ 9 c, stk. 1, kan udlændingemyndighederne kræve, at ansøgeren og

den

person, til hvem ansøgeren oplyser at have den familiemæssige tilknytning,

som

skal danne grundlag for opholdstilladelsen, medvirker til en dna-undersøgelse

med henblik på at fastslå den familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke

på

anden måde kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret.

§ 41.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler

om,

at udlændinge af hensyn til statens sikkerhed eller opretholdelsen af ro og

orden har pligt til at melde sig hos en offentlig myndighed.

§ 42.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler,

hvorefter den, der mod eller uden vederlag yder logi til eller stiller

lejrplads til rådighed for udlændinge, skal føre fortegnelse over udenlandske

gæster og give politiet underretning om deres ankomst og afrejse.

Fortegnelsen

skal til enhver tid kunne forevises politiet.

Stk. 2.

Udlændinge

skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til opfyldelse af pligten

efter

stk. 1.

Stk. 3.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om de

i

stk. 1 nævnte fortegnelser over udenlandske gæster, herunder om

fortegnelsernes udformning, indhold og førelse, om de oplysninger, som

udlændinge efter stk. 2 skal meddele, om de dokumenter, udlændinge skal

fremvise, og om de udgifter, der påhviler den, der efter stk. 1 har

pligt

til at føre fortegnelsen.

§ 42 a.

En

udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om

opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold og

nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil

udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller

udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding

som

nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af

§ 7,

stk. 1 eller 2, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne

til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af

Udlændingestyrelsen til og med udgangen af den første hele måned efter

tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til udlændingen, jf. dog

stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Har en

udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1,

efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet,

får

udlændingen udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser

dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til

forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3.

Stk. 1

og 2 gælder ikke:

1)

Hvis udlændingen har

lovligt ophold her i landet i medfør af § 1 eller § 5, stk. 2,

eller i medfør af en opholdstilladelse efter § 6 eller §§ 9-9 e.

2)

Hvis udlændingen har

indgået ægteskab med en herboende person, medmindre særlige grunde

foreligger.

3)

Hvis udlændingens

opholdssted ikke kendes.

4)

Hvis udlændingen har

ret til hjælp til forsørgelse efter anden lovgivning. Stk. 1 gælder dog,

uanset om udlændingen har ret til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv

socialpolitik.

Stk. 4.

Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding omfattet af stk. 1

eller

2, jf. stk. 3, der har tilstrækkelige midler hertil, ikke skal have

dækket

sine eller sin families udgifter til underhold og nødvendige sundhedsmæssige

ydelser. Udlændingestyrelsen kan endvidere pålægge en udlænding at betale

udgifterne til udlændingens eller dennes families underhold og nødvendige

sundhedsmæssige ydelser, såfremt udlændingen har tilstrækkelige midler

hertil.

Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, i hvilke tilfælde en

udlænding som nævnt i 1. pkt. ikke skal have dækket sine eller sin families

udgifter til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser, og om, i hvilke

tilfælde en udlænding som nævnt i 2. pkt. kan pålægges at betale udgifterne

hertil. Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinjer for

beregningen af udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige

ydelser,

herunder fastsætte gennemsnitstakster for en given ydelse over en given

periode. Udlændingestyrelsens pålæg til en udlænding om at betale udgifterne

til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser tillægges udpantningsret.

Stk. 5.

Udlændingestyrelsen tilvejebringer og driver indkvarteringssteder for

udlændinge, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3. Dette

kan

ske i samarbejde med private organisationer eller selskaber eller statslige

styrelser, som er godkendt hertil af ministeren for flygtninge, indvandrere

og

integration, eller kommuner (indkvarteringsoperatører). Ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om nedsættelse af

samarbejdsorganer på de enkelte indkvarteringssteder (beboerråd m.v.) samt om

disse organers kompetence.

Stk. 6.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter regler for kommunernes

deltagelse i finansieringen af tilvejebringelsen og driften af

indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1 eller 2, jf.

stk. 3, herunder om statens dækning af udgifterne.

Stk. 7.

Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en i stk. 1 eller 2, jf.

stk. 3,

nævnt udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til

sit underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser, skal tage ophold efter

Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse. En sådan udlænding må ikke gennem

voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med

driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der

i

øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, lægge hindringer i vejen for

udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for

opretholdelsen

af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Stk. 8.

Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en

udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter

§§ 7 eller 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31,

og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter

§§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35,

skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for

de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 2. pkt., finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 9.

Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der er omfattet af

stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, ikke skal have dækket sine udgifter til

underhold, men alene skal modtage kost og logi i naturalier samt nødvendige

sundhedsmæssige ydelser, såfremt

1)

udlændingen uden

rimelig grund udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller

politiet,

hvortil den pågældende er indkaldt,

2)

udlændingen har

udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver

med

driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer,

der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet,

3)

udlændingen ikke

efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage

ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 7, 1.

pkt.

eller stk. 8, 1. pkt.,

4)

udlændingen ikke

efterkommer politiets bestemmelse om en i § 34 nævnt foranstaltning,

5)

udlændingen

tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med

driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt., eller

6)

udlændingen er

efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller

udsendelse.

1)

Stk. 10.

Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme,

at

en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, ikke

skal have dækket sine udgifter til underhold, men alene skal modtage kost og

logi i naturalier samt nødvendige sundhedsmæssige ydelser, såfremt

1)

udlændingen indgiver

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens

oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., eller

2)

politiet drager

omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf.

§ 40, stk. 3, 1. pkt.

Stk. 11.

Udlændingestyrelsen kan til brug for en afgørelse efter stk. 9 eller 10

uden udlændingens samtykke indhente oplysninger om udlændingens

helbredsforhold

hos indkvarteringsoperatøren, jf. stk. 5.

§ 42 b.

En udlænding, der får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige

ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a, stk. 1 eller 2,

får udbetalt en grundydelse, medmindre den pågældende er indkvarteret på et

indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk. 5, hvor der er en vederlagsfri

bespisningsordning. Grundydelsen forudbetales hver 14. dag. Grundydelsen kan,

hvis særlige grunde taler derfor, udbetales for kortere perioder ad gangen.

Stk. 2.

Grundydelsen udgør pr. dag

1)

32,23 kr. for

udlændinge, der samlever i ægteskab eller samlivsforhold,

2)

40,71 kr. for

udlændinge over 18 år, der ikke samlever i ægteskab eller samlivsforhold,

3)

40,71 kr. for

uledsagede udlændinge under 18 år og

4)

40,71 kr. for

udlændinge under 18 år, som uden for de i nr. 1 nævnte tilfælde ikke

betragtes

som hørende til en af eller begge sine forældres familie, jf. stk. 3, 7.

og 8. pkt.

Stk. 3.

En

udlænding, der modtager grundydelse, jf. stk. 1, får udbetalt et

forsørgertillæg, hvis udlændingen har forsørgelsespligt over for et barn

under

18 år. Tilsvarende gælder for en udlænding, som ikke modtager grundydelse,

fordi den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, hvor der er en

vederlagsfri bespisningsordning, jf. stk. 1. Der kan kun udbetales ét

forsørgertillæg pr. barn. Der kan højst udbetales to forsørgertillæg pr.

familie. Har udlændingen forsørgelsespligt over for mere end to børn under 18

år, får udlændingen udbetalt et nedsat forsørgertillæg pr. barn ud over to

børn. 3. og 4. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Til en familie medregnes

udlændingen, dennes ægtefælle eller samlever og dennes eller ægtefællens

eller

samleverens børn under 18 år. Bor et barn under 18 år ikke sammen med en af

eller begge sine forældre, samlever barnet i ægteskab eller samlivsforhold,

eller har barnet selv forsørgelsespligt over for et barn under 18 år,

betragtes

det ikke som hørende til en af eller begge sine forældres familie.

Stk. 4.

Forsørgertillægget udgør pr. dag 64,46 kr. for udlændinge, der modtager

grundydelse, jf. dog stk. 5, og 23,75 kr. for udlændinge, der ikke

modtager grundydelse, fordi de pågældende er indkvarteret på et

indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, jf. dog

stk. 5.

Stk. 5.

Er

udlændingen ikke registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 1,

udgør forsørgertillægget pr. dag 47,50 kr. for udlændinge, der modtager

grundydelse, og 6,79 kr. for udlændinge, der ikke modtager grundydelse, fordi

de pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, hvor der er en

vederlagsfri bespisningsordning. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for en

udlænding, der er meddelt endeligt afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse

efter § 7 eller har frafaldet en sådan ansøgning, medmindre den

pågældende

har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b og denne

ansøgning

har opsættende virkning, jf. § 33, stk. 4, eller den pågældende har

indgivet ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller

§ 9 b og denne ansøgning har opsættende virkning, jf. § 33,

stk. 7.

Stk. 6.

Nedsat

forsørgertillæg udgør pr. dag 33,93 kr. Nedsat forsørgertillæg udbetales ikke

til udlændinge, der ikke modtager grundydelse, fordi de pågældende er

indkvarteret på et indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri

bespisningsordning.

Stk. 7.

Det er en

betingelse for udbetaling af forsørgertillæg og nedsat forsørgertillæg, at

det

barn, som udlændingen har forsørgelsespligt over for, betragtes som hørende

til

udlændingens familie, jf. stk. 3, 7. og 8. pkt. Bor barnet sammen med

begge forældre, udbetales forsørgertillæg og nedsat forsørgertillæg til

barnets

moder. Forsørgertillæg og nedsat forsørgertillæg forudbetales hver 14. dag.

Tillægget kan, hvis særlige grunde taler derfor, udbetales for kortere

perioder

ad gangen.

Stk. 8.

En

udlænding over 18 år, der får udgifterne til underhold og nødvendige

sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a,

stk. 1 eller 2, og som har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c, får

udbetalt en tillægsydelse, jf. stk. 11. Tillægsydelsen bagudbetales hver

14. dag. Tillægsydelsen kan, hvis særlige grunde taler derfor, bagudbetales

for

kortere perioder ad gangen.

Stk. 9.

Får en

uledsaget udlænding under 18 år eller en udlænding under 18 år, som ikke

betragtes som hørende til en af eller begge sine forældres familie, jf.

stk. 3, 7. og 8. pkt., udgifterne til underhold og nødvendige

sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a,

stk. 1 eller 2, får udlændingen udbetalt en tillægsydelse. Stk. 8,

2.

og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 10.

Tillægsydelsen udgør pr. dag 23,75 kr. Er udlændingen ikke registreret som

asylansøger efter § 48 e, stk. 1, udgør tillægsydelsen pr. dag 6,79

kr. 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der er meddelt

endeligt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller har

frafaldet en sådan ansøgning, medmindre den pågældende har indgivet ansøgning

om opholdstilladelse efter § 9 b og denne ansøgning har opsættende

virkning, jf. § 33, stk. 4, eller den pågældende har indgivet

ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9 b og

denne ansøgning har opsættende virkning, jf. § 33, stk. 7.

Stk. 11.

Indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt, udbetaler

ydelser, jf. stk. 1, 3, 8 og 9. Indkvarteringsoperatøren skal, medmindre

særlige grunde taler derimod, beslutte, at tillægsydelse efter stk. 8

ikke

udbetales, hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c.

Har en udlænding ikke overholdt sin kontrakt en eller flere dage i den

periode,

der ligger til grund for beregningen af tillægsydelsen, jf. stk. 8, 2.

og

3. pkt., udbetales der, medmindre særlige grunde taler derimod, ikke

tillægsydelse for det antal dage, hvor udlændingen ikke har overholdt sin

kontrakt. Har en udlænding overholdt sin kontrakt i mindre end halvdelen af

den

periode, der ligger til grund for beregningen af tillægsydelsen, jf.

stk. 8, 2. og 3. pkt., udbetales tillægsydelsen ikke, medmindre særlige

grunde taler derimod.

Stk. 12.

De i

stk. 2, 4-6 og 10 angivne beløb er fastsat i 2003-beløb og reguleres fra

og med 2004 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf.

lov om en satsreguleringsprocent.

§ 42 c.

Indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udarbejder

en

kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a,

stk. 1 eller 2, jf. stk. 3.

Stk. 2.

Kontrakten

indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a,

stk. 5, 2. pkt., på grundlag af den enkelte udlændings individuelle

færdigheder og forudsætninger. Kontrakten indgås senest en uge efter

udlændingens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af

§ 7.

Kan der ikke opnås enighed om kontraktens indhold, fastsættes indholdet af

indkvarteringsoperatøren. Kontrakten kan løbende revideres.

Stk. 3.

Kontrakten

fastlægger omfang og indhold af

1)

de nødvendige opgaver

i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, som udlændingen har pligt

til at medvirke til udførelsen af, jf. § 42 d, stk. 1,

2)

det

introduktionskursus, som udlændingen skal deltage i, jf. § 42 f,

stk. 1,

3)

undervisning, som det

er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf.

§ 42 f, stk. 2-4, og

4)

aktivering, som det

er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf.

§ 42 e, stk. 1-3.

Stk. 4.

Det skal

fremgå af kontrakten, hvilke tiltag der efter lovgivningen kan bringes i

anvendelse over for udlændingen, hvis udlændingen ikke overholder sin

kontrakt.

Stk. 5.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

kontraktens indgåelse, indhold og udformning.

§ 42 d.

En udlænding, der er indkvarteret på et af de i § 42 a, stk. 5,

nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af

nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Stk. 2.

Udlændingestyrelsen eller indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a,

stk. 5, 2. pkt., kan meddele en udlænding pålæg om at udføre de i

stk. 1 nævnte opgaver. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en

udlænding,

der tilsidesætter et meddelt pålæg, skal tage ophold efter

Udlændingestyrelsens

nærmere bestemmelse.

Stk. 3.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om

udførelsen af de i stk. 1 nævnte opgaver.

§ 42 e.

En udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2,

jf. stk. 3, kan deltage i aktivering i form af udførelse af andre end de

i

§ 42 d, stk. 1, nævnte opgaver i forbindelse med driften af

indkvarteringsstedet og medvirken til gennemførelsen af den i §§ 42 f og

42 g nævnte undervisning.

Stk. 2.

En

udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2,

jf.

stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e,

stk. 1, kan endvidere deltage i aktivering i form af en af

indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilrettelagt

intern produktionsvirksomhed, særligt tilrettelagt praktik af kortere

varighed

og ulønnet humanitært arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde. Dette

gælder dog ikke, hvis udlændingen er meddelt endeligt afslag på en ansøgning

om

opholdstilladelse efter § 7 eller har frafaldet en sådan ansøgning,

medmindre den pågældende har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter

§ 9 b og denne ansøgning har opsættende virkning, jf. § 33,

stk. 4, eller den pågældende har indgivet ansøgning om genoptagelse af

en

afgørelse efter § 7 eller § 9 b og denne ansøgning har opsættende

virkning, jf. § 33, stk. 7.

Stk. 3.

En

udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf.

stk. 3, kan, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt

tilrettelagt aktivering, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2.

Stk. 4.

Indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., bestemmer,

om

en udlænding skal deltage i aktivering som nævnt i stk. 1-3.

Stk. 5.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

indholdet og omfanget af den i stk. 1-3 nævnte aktivering. Ministeren

for

flygtninge, indvandrere og integration kan ved fastsættelsen af regler i

medfør

af 1. pkt. fravige § 46.

§ 42 f.

En udlænding over 18 år, der er indkvarteret på et modtagecenter for

nyankomne

udlændinge, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af

§ 7, jf. § 42 a, stk. 5, og som har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse i medfør af § 7, skal, medmindre særlige grunde taler

derimod, deltage i undervisning, der skal give udlændingen et helt indledende

kendskab til dansk sprog og danske kultur- og samfundsforhold

(introduktionskursus).

Stk. 2.

En

udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2,

jf.

stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e,

stk. 1, eller som har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra

tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

i

medfør af § 7, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, deltage i

undervisning i dansk eller engelsk sprog og danske kultur- og

samfundsforhold,

jf. dog stk. 6.

Stk. 3.

En

udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2,

jf.

stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e,

stk. 1, kan deltage i undervisning i andre fag, i det omfang en

indkvarteringsoperatør, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilbyder sådan

undervisning, jf. dog stk. 6.

Stk. 4.

En

udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2,

jf.

stk. 3, kan, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt

tilrettelagt undervisning, som ikke er omfattet af stk. 1-3.

Stk. 5.

En 17-årig

udlænding, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3,

kan deltage i et introduktionskursus, jf. stk. 1, undervisning i dansk

sprog og danske kultur- og samfundsforhold, jf. stk. 2, og undervisning

i

andre fag, jf. stk. 3, jf. dog stk. 6. 17-årige udlændinge kan

deltage i introduktionskurset og den i stk. 2 og 3 nævnte undervisning

på

samme betingelser som udlændinge over 18 år, jf. stk. 1-3. Stk. 4

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6.

En

udlænding har uanset bestemmelserne i stk. 1-5 ikke ret til at modtage

undervisning, hvis Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse efter § 48

a,

stk. 1, 1. pkt., om afvisning, overførsel, tilbageførsel eller udvisning

og i givet fald udsendelse. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for en

udlænding, der er meddelt endeligt afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse

efter § 7 eller har frafaldet en sådan ansøgning, medmindre den

pågældende

har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b og denne

ansøgning

har opsættende virkning, jf. § 33, stk. 4, eller den pågældende har

indgivet ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller

§ 9 b og denne ansøgning har opsættende virkning, jf. § 33,

stk. 7.

Stk. 7.

Indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., bestemmer,

om

en udlænding skal deltage i undervisning som nævnt i stk. 1-5.

Stk. 8.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

indholdet og omfanget af det i stk. 1 og stk. 5, jf. stk. 1,

nævnte introduktionskursus og om den i stk. 2-4 og stk. 5, jf.

stk. 2-4, nævnte undervisning. Ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration kan endvidere bestemme, at den i stk. 2-4 og stk. 5,

jf.

stk. 2-4, nævnte undervisning kan ske i et samarbejde med skoler,

uddannelsesinstitutioner og udbydere under Beskæftigelsesministeriet,

Kulturministeriet,

Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet eller kan erstattes af

undervisning udbudt af disse. Ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration kan desuden bestemme, i hvilket omfang gennemførelsen af den i

stk. 3 og 4 og stk. 5, jf. stk. 3 og 4, nævnte undervisning

vil

være afhængig af, at de i § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3,

nævnte udlændinge medvirker hertil som undervisere og lignende.

Stk. 9.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan bestemme, at regler, der

fastsættes i medfør af stk. 8, kun skal gælde for visse

indkvarteringssteder. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration

kan

ved fastsættelsen af regler i medfør af stk. 8 fravige § 46.

§ 42 g.

Børn i den undervisningspligtige alder, der opholder sig her i landet og er

omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, skal deltage i

særskilt tilrettelagt undervisning eller i en undervisning, der står mål med,

hvad der almindeligvis kræves efter den særskilt tilrettelagte undervisning.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere

regler for, hvilke uddannelser og aktiviteter der tilbydes, og kan herunder

efter forhandling med undervisningsministeren bestemme, i hvilket omfang de

nævnte børn kan deltage i folkeskolens undervisning. Ministeren for

flygtninge,

indvandrere og integration kan bestemme, at regler, der fastsættes i medfør

af

2. pkt., kun skal gælde for visse indkvarteringssteder. Ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration kan ved fastsættelsen af regler i

medfør

af 2. pkt. fravige § 46.

§ 42 h.

Udlændingestyrelsen og indkvarteringsoperatørerne, jf. § 42 a,

stk. 5, 2. pkt., kan uden udlændingens samtykke udveksle de oplysninger

vedrørende en udlænding, som er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2,

jf.

stk. 3, herunder oplysninger om udlændingens rent private forhold og

andre

fortrolige oplysninger, som er nødvendige for

1)

varetagelse af

administrationen i forbindelse med driften af indkvarteringssteder, jf.

§ 42 a, stk. 5, 1. pkt.,

2)

indkvarteringsoperatørernes

udbetaling af kontante ydelser, jf. § 42 b, og

3)

varetagelse af

administrationen efter §§ 42 c-42 g.

Stk. 2.

Flytter en

udlænding, som er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3,

fra et indkvarteringssted, som drives af en indkvarteringsoperatør, jf.

§ 42 a, stk. 5, 1. og 2. pkt., til et indkvarteringssted, som

drives

af en anden indkvarteringsoperatør, videregiver indkvarteringsoperatøren for

det indkvarteringssted, hvorfra udlændingen flytter, uden udlændingens

samtykke

oplysningerne fra udlændingens kontrakt, jf. § 42 c, til

indkvarteringsoperatøren for det indkvarteringssted, hvortil udlændingen

flytter.

Stk. 3.

Indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., kan efter

anmodning fra Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke videregive

oplysningerne fra udlændingens kontrakt, jf. § 42 c, til

Udlændingestyrelsen.

Stk. 4.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

udvekslingen af oplysninger efter stk. 1, herunder om udveksling af

oplysningerne i elektronisk form.

§ 42 i.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om

erstatning for skader, som udlændinge, der opholder sig her i landet og er

omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, forvolder på

andre eller andres ejendele, og for skader, som påføres de pågældende

udlændinge eller disses ejendele. Ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration kan fastsætte regler om forsikring mod sådanne skader. De hermed

forbundne udgifter afholdes af staten.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan efter forhandling med

beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang udlændinge,

der

opholder sig her i landet og er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2,

jf. stk. 3, er omfattet af reglerne i lov om sikring mod følger af

arbejdsskade. De hermed forbundne udgifter afholdes af staten.

§ 42 j.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan efter forhandling

med

vedkommende kommune beslutte, at bestemmelserne i lov om planlægning om

region-, kommune- og lokalplaner samt om tilladelse efter lovens § 35,

stk. 1, ikke finder anvendelse på ejendomme, som Udlændingestyrelsen

råder

over, og som anvendes til

1)

modtagecenter for

nyankomne udlændinge, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i

medfør

af § 7,

2)

indkvarteringssted

for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge,

3)

faciliteter til brug

for frihedsberøvelse i medfør af § 36 og

4)

faciliteter til brug

for administration i tilknytning til de i nr. 1-3 nævnte funktioner.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan i forbindelse med beslutninger

efter stk. 1 bestemme, at eventuelle region-, kommune- eller lokalplaner

suspenderes helt eller delvis, for så vidt angår de i stk. 1 nævnte

ejendomme.

Stk. 3.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan i forbindelse med beslutninger

efter stk. 1 bestemme, at bygningsreglementet af 1995 ikke finder

anvendelse ved genanvendelse af eksisterende bygninger til de i stk. 1

angivne formål.

§ 43.

Politiet

kan, såfremt der er et umiddelbart behov herfor, drage omsorg for

indkvartering

og underhold af samt nødvendige sundhedsmæssige ydelser til udlændinge, der

opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør

af § 7, og som ikke er registrerede som asylansøgere efter § 48 e,

stk. 1. Politiet afholder udgifterne hertil.

Stk. 2.

Såfremt

politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen afholde de

udgifter, der for udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Har

udlændingen ikke tilstrækkelige midler, afholdes udgifterne foreløbig af

statskassen.

Stk. 3.

Føreren og

den, der har rådighed over et skib eller luftfartøj, som har bragt en

udlænding

her til landet, samt dennes herværende repræsentant har pligt til uden udgift

for staten straks at sørge for udlændingens udrejse eller tilbagerejse,

såfremt

udlændingen bliver afvist, overført eller tilbageført efter reglerne i

kapitel

5 eller 5 a. De har endvidere pligt til at erstatte statens udgifter ved

rømte

eller agterudsejlede besætningsmedlemmer og blindpassagerers ophold,

tilbageførelse til skibet eller luftfartøjet eller udsendelse. Ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere bestemmelser om

størrelsen af den i 2. pkt. nævnte erstatning.

Stk. 4.

Den, der

har bistået en udlænding med ulovligt at indrejse eller opholde sig her i

landet, og den, der har beskæftiget en udlænding uden arbejdstilladelse, skal

erstatte de udgifter, der påføres staten ved udlændingens ophold og udrejse.

Stk. 5.

Krav efter

stk. 2-4 tillægges udpantningsret.

Stk. 6.

Bestemmelserne i stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse ved indrejse fra et

Schengenland.

§ 43 a.

Til

en udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7 er taget under behandling, kan der, hvis

udlændingen ikke selv har midler hertil, ydes hjælp til rejse til et

tredjeland, hvor udlændingen efter indrejsen i Danmark og inden udløbet af en

fastsat udrejsefrist har opnået indrejse- og opholdstilladelse, hvis

udlændingen har fået afslag på eller frafalder en ansøgning om

opholdstilladelse her i landet, jf. dog stk. 3.

Stk. 2.

Til en udlænding, der opholder sig her

i landet, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e,

stk. 1,

og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7 af

Udlændingestyrelsen

eller Flygtningenævnet, kan der ydes hjælp til tilbagevenden til hjemlandet

eller det tidligere opholdsland, hvis udlændingen medvirker til at udrejse

uden

ugrundet ophold, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3.

Der kan

ikke ydes hjælp efter stk. 1 og 2 til

1)

udlændinge, der har

opholdstilladelse her i landet,

2)

udlændinge, der er

statsborgere i et af de nordiske lande,

3)

udlændinge, der er

statsborgere i et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, og

4)

udlændinge, der er

omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 4.

Der kan

endvidere ikke ydes hjælp efter stk. 2 til

1)

udlændinge, som er

meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 af

Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, og

2)

udlændinge, der er

omfattet af § 10.

Stk. 5.

Hjælpen

efter stk. 1 omfatter

1)

udgifter til billet

til fly, tog m.v.,

2)

nødvendige udgifter

til transport af personlige ejendele,

3)

højst 5.000 kr. pr.

familie til transport af udstyr, der er nødvendigt for den pågældendes eller

familiens erhverv i det pågældende tredjeland, og

4)

andre udgifter, der

er forbundet med rejsen.

Stk. 6.

Hjælpen

efter stk. 2 udgør 3.000 kr. pr. person over 18 år og 1.500 kr. pr.

person

under 18 år.

Stk. 7.

En

udlænding kan kun modtage hjælp efter stk. 1 og 2 én gang.

Stk. 8.

Beløbene i

stk. 5, nr. 3, og stk. 6, reguleres én gang årligt med

satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

§ 43 b.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan, når særlige

repatrieringshensyn taler derfor, bestemme, at der kan ydes økonomisk støtte

til frivillig tilbagevenden til hjemlandet til grupper af udlændinge, der

opholder sig her i landet, og som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse

efter § 7 og ikke har opholdstilladelse her i landet.

§ 44.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om

betaling for ansøgninger om visum og for ansøgninger, der indgives her i

landet

om opholds- og arbejdstilladelse.

Stk. 2.

For

udstedelse af dansk rejselegitimation til udlændinge betales et beløb

svarende

til beløbet for udstedelse af danske pas, jf. paslovens § 4 a.

§ 44 a.

Udlændingestyrelsen videregiver uden udlændingens samtykke til

kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig,

eller hvortil udlændingen visiteres, jf. integrationslovens § 10,

stk. 1, eller flytter fra udlandet, oplysninger om,

1)

at udlændingen er

meddelt opholdstilladelse efter §§ 6-9 e eller er fritaget for

opholdstilladelse efter § 5, stk. 2,

2)

at udlændingen er

meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller afslag herpå, eller

2)

3)

at udlændingens

opholdstilladelse er nægtet forlænget, er bortfaldet eller er inddraget.

Stk. 2.

I de i

stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde videregiver Udlændingestyrelsen uden

udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen de oplysninger vedrørende

udlændingens opholdsgrundlag, som er nødvendige for kommunens administration

efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har

betydning for lovens administration. Ministeren for flygtninge, indvandrere

og

integration fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der videregives

efter 1. pkt.

Stk. 3.

Meddeles en

udlænding opholdstilladelse efter § 9 eller efter § 9 c,

stk. 1,

som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person, kan

Udlændingestyrelsen efter anmodning fra kommunalbestyrelsen uden udlændingens

samtykke videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er

gjort undtagelse fra de i § 9, stk. 1, 3-8, 10 eller 11, nævnte

betingelser for meddelelse af opholdstilladelse, til kommunalbestyrelsen for

den kommune, hvori udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil

udlændingen flytter fra udlandet.

Stk. 4.

Meddeles en

udlænding, der bor eller opholder sig her i landet uden at have lovligt

ophold

i medfør af §§ 1-3 a, § 4 b eller § 5, stk. 2, eller i

medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9 e, og som ikke er

indkvarteret

på et indkvarteringssted for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte

udlændinge, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, videregiver

Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke oplysninger herom til

kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig.

Tilsvarende gælder, hvis ansøgningen om opholdstilladelse fra en udlænding

som

nævnt i 1. pkt. bortfalder eller frafaldes.

Stk. 5.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om

Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger efter stk. 1-4

herunder

om, at videregivelsen af de i stk. 1, 2 og 4 nævnte oplysninger kan ske

i

elektronisk form.

Stk. 6.

Udlændingestyrelsen kan samkøre de i stk. 1, 2 og 4 nævnte oplysninger

med

oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) med det formål at sikre

kommunernes

administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor

opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Stk. 7.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan endvidere efter aftale med

indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at

Udlændingestyrelsen registrerer de i stk. 1 nævnte oplysninger i Det

Centrale Personregister (CPR).

§ 44 b.

Visiteres

en udlænding, som er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf.

stk. 3, til en kommune, jf. integrationslovens § 10, stk. 1,

videregiver indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt.,

for det indkvarteringssted, hvor udlændingen er indkvarteret, uden

udlændingens

samtykke oplysningerne fra udlændingens kontrakt, jf. § 42 c, til

kommunalbestyrelsen for den pågældende kommune.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om

videregivelsen af oplysninger efter stk. 1.

§ 45.

Ved aftale med fremmede regeringer eller mellemfolkelige organisationer eller

ved bestemmelse fastsat af ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration kan der ske lempelse af reglerne om opholds- og arbejdstilladelse

i

forhold til visse lande og visse grupper af udlændinge.

Kapitel 7 a

Udveksling af oplysninger mellem

udlændingemyndighederne og efterretningstjenesterne og anklagemyndigheden

m.v.

§ 45 a.

Udlændingestyrelsen, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration,

Flygtningenævnet og statsamterne, jf. § 46 c, kan uden udlændingens

samtykke videregive oplysninger fra en sag efter denne lov til

efterretningstjenesterne, i det omfang videregivelsen kan have betydning for

efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver.

Stk. 2.

Efterretningstjenesterne kan uden udlændingens samtykke videregive

oplysninger

om en udlænding til Udlændingestyrelsen, Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration, Flygtningenævnet og statsamterne, jf. § 46

c,

i det omfang videregivelsen kan have betydning for disse myndigheders

behandling af en sag efter denne lov.

Stk. 3.

Efterretningstjenesterne kan uden udlændingens samtykke indbyrdes udveksle

oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2.

§ 45 b.

Til brug for behandlingen af en sag efter denne lov vurderer ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration på baggrund af en indstilling fra

justitsministeren, om udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed.

Denne vurdering lægges til grund ved afgørelsen af sagen.

Stk. 2.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan på baggrund af en indstilling

fra justitsministeren bestemme, at de oplysninger, der har ført til

vurderingen

efter stk. 1, af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til den

udlænding, vurderingen angår. Ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration kan endvidere på baggrund af en indstilling fra justitsministeren

bestemme, at oplysninger som nævnt i 1. pkt. af sikkerhedsmæssige grunde ikke

kan videregives til den udlændingemyndighed, der skal træffe afgørelse i

sagen.

§ 45 c.

Udlændingestyrelsen, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration,

Flygtningenævnet og statsamterne, jf. § 46 c, kan uden udlændingens

samtykke videregive oplysninger fra en sag efter denne lov til

anklagemyndigheden med henblik på anklagemyndighedens beslutning om, hvorvidt

tiltale skal rejses for forbrydelser begået i eller uden for Danmark.

Kapitel 8

Kompetence- og klageregler m.v.

§ 46.

Afgørelser i henhold til denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af

§ 9, stk. 13 og 14, §§ 46 a-49, § 50, § 50 a,

§ 51, stk. 2, 2. pkt., og § 56 a, stk. 1-4, af

Udlændingestyrelsen.

Stk. 2.

Udlændingestyrelsens afgørelser kan, bortset fra de i § 33, § 42 a,

stk. 7, 1. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. pkt., § 42 d,

stk. 2, § 46 e, § 53 a og § 53 b nævnte afgørelser,

påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.

Stk. 3.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan træffe bestemmelse om og

fastsætte nærmere regler for Udlændingestyrelsens behandling af de af

stk. 1 og 2 omfattede sager.

§ 46 a.

Afgørelser efter § 9 b og

§ 33, stk. 4,

3. pkt.,

træffes af ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration.

§ 46 b.

Udenrigsministeriet bistår politiet, statsamterne, Udlændingestyrelsen,

Flygtningenævnet og ministeren for flygtninge, indvandrere og integration med

at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller

grupper af sager efter denne lov.

§ 46 c.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere

regler om, i hvilket omfang afgørelser vedrørende meddelelse, forlængelse,

bortfald og inddragelse af opholdstilladelser efter § 6 eller § 9,

stk. 1, nr. 3, kan træffes af andre myndigheder end Udlændingestyrelsen.

Der kan i den forbindelse fastsættes bestemmelser om, til hvilken myndighed

afgørelsen kan påklages, og om, at en afgørelse truffet af den myndighed,

hvortil afgørelsen kan påklages, ikke kan indbringes for anden administrativ

myndighed. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan

endvidere

fastsætte bestemmelser om, at den myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages,

kan fastsætte nærmere regler for og træffe bestemmelse om sagernes

behandling.

§ 46 d.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere

regler om, at et statsamt uden udlændingens samtykke til brug for en

afgørelse

eller udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf kan

videregive alle akter, der er indgået i de af § 46 c omfattede sager,

til

Udlændingestyrelsen. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration

kan

endvidere fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen uden

udlændingens

samtykke til brug for en afgørelse i de af § 46 c omfattede sager kan

videregive alle akter, der er indgået i Udlændingestyrelsens sag vedrørende

en

afgørelse eller udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør

heraf, til et statsamt. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration

kan endelig fastsætte nærmere regler om, at et statsamt til brug for en

afgørelse i de af § 46 c omfattede sager uden udlændingens samtykke kan

videregive

alle akter, der er indgået i de af § 46 c omfattede sager, til et andet

statsamt.

§ 46 e.

Afgørelser efter § 42 b, stk. 11, 2. pkt., § 42 c,

stk. 2,

3. pkt., § 42 e, stk. 4, og § 42 f, stk. 7, træffes

af

indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt. Afgørelser

efter § 42 d, stk. 2, 1. pkt., kan træffes af

indkvarteringsoperatøren. Forvaltningsloven finder også anvendelse i

forbindelse med indkvarteringsoperatørens afgørelser efter 1. og 2. pkt., når

indkvarteringsoperatøren er en privat organisation eller et privat selskab,

jf.

§ 42 a, stk. 5, 2. pkt. Indkvarteringsoperatørens afgørelser efter

1.

og 2. pkt. kan påklages til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsens

afgørelser i sager, der påklages efter 4. pkt., kan ikke indbringes for anden

administrativ

myndighed.

§ 47.

Opholdstilladelse til personer, som nyder diplomatiske rettigheder, samt til

deres familiemedlemmer meddeles af udenrigsministeren.

Stk. 2.

Der kan

efter aftale mellem ministeren for flygtninge, indvandrere og integration og

udenrigsministeren gives danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i

udlandet bemyndigelse til at udstede visum og opholdstilladelse. Efter aftale

med et andet land kan udenrigsministeren efter aftale med ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration bemyndige udenlandske diplomatiske og

konsulære repræsentationer i udlandet til at udstede visum og

opholdstilladelse.

§ 47 a.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere

regler om, at Udlændingestyrelsen og politiet i særlige tilfælde kan udstede

visum ved indrejsen her i landet samt udstede tilbagerejsetilladelse til en

udlænding, der lovligt opholder sig her i landet.

§ 48.

Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. § 28, stk. 1-4, kan

træffes

af vedkommende politimester eller politidirektøren. Afgørelser efter

§ 30,

§ 33, stk. 9, § 34, § 36, § 37 c, stk. 5,

§ 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, § 40,

stk. 6 og 7, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1.

pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b,

stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2

og

3, kan træffes af Rigspolitichefen, vedkommende politimester eller

politidirektøren. Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a kan træffes

af Rigspolitichefen. De i 1.-3. pkt. nævnte afgørelser kan påklages til

ministeren for flygtninge, indvandrere og integration,

jf.

dog 6. og 7. pkt.

Klagen har ikke opsættende virkning. Politiets

afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36 og §§ 37

c-37 e kan dog kun påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration, såfremt afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter

§ 37 eller §§ 37 c-37 e. Politiets afgørelser efter § 33,

stk. 9,

og § 43 a, stk. 2,

kan

ikke indbringes for ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.

§ 48 a.

Påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer

Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning, overførsel eller

tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter

§ 28,

stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller § 28, stk. 2, 3 eller 5,

jf.

stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller udvisning efter § 25 eller

§ 25 b og i givet fald udsendelse. Udsendelse efter 1. pkt. må dog kun

finde sted til et land, der har tiltrådt og faktisk respekterer

flygtningekonventionen af 28. juli

1951, og hvor der er adgang til en forsvarlig asylprocedure. Udsendelse efter

1. pkt. må ikke finde sted til et land, hvor udlændingen vil være i risiko

for

dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf, eller hvor der ikke er beskyttelse mod

videresendelse til et sådant land.

Stk. 2.

Ansøgning

om opholdstilladelse efter § 7 behandles ikke, før Udlændingestyrelsen

har

truffet afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller

tilbageførsel og udsendelse, jf. stk. 1.

Stk. 3.

Træffer

Udlændingestyrelsen afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning,

overførsel

eller tilbageførsel og udsendelse, skal politiet gøre asylansøgeren bekendt

med

adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler, hvorefter

politiet forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger,

der

opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i

forbindelse

med Dansk Flygtningehjælp.

§ 48 b.

Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage, tilbagetage eller modtage en

udlænding efter reglerne i kapitel 5 a, træffer Udlændingestyrelsen snarest

muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c.

Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor, kan

Udlændingestyrelsen

uanset reglerne i §§ 48 a og 48 b beslutte, at en ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7 skal behandles her i landet, hvis

udlændingen

ønsker dette.

§ 48 d.

Udlændingestyrelsens afgørelser efter §§ 48 a-c kan påklages til

ministeren for flygtninge, indvandrere og integration. Klage har ikke

opsættende virkning.

§ 48 e.

Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding, der

påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde sig her i landet

under

asylsagens behandling, registrerer Udlændingestyrelsen den pågældende som

asylansøger.

Stk. 2.

Til brug

for Udlændingestyrelsens afgørelse efter § 48 a, stk. 1, foretager

politiet en undersøgelse med henblik på at fastlægge udlændingens identitet,

nationalitet og rejserute og indhente andre nødvendige oplysninger.

Stk. 3.

Udlændingestyrelsen forestår i øvrigt sagens oplysning. Udlændingestyrelsen

træffer herunder bestemmelse om udfyldelse af ansøgningsskema og afhøring af

udlændingen.

§ 49.

Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter

anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i

medfør

af §§ 22-24. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde

bestemmelse om indrejseforbudets varighed, jf. § 32, stk. 1-3.

Stk. 2.

Frafalder

anklagemyndigheden tiltale mod en udlænding for et strafbart forhold, der kan

medføre udvisning efter de i stk. 1 nævnte bestemmelser, kan det som et

vilkår for tiltalefrafaldet fastsættes, at udlændingen skal udvises med et

nærmere angivet indrejseforbud. Bestemmelserne i retsplejelovens § 723

finder tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse om godkendelse af et vilkår

om

udvisning træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglen i

retsplejelovens

kapitel 85.

Stk. 3.

I det

omfang udlændingen ikke efter retsplejelovens almindelige regler har fået

beskikket en forsvarer, skal der ved behandlingen af de i stk. 1 og 2

nævnte sager efter anmodning beskikkes en forsvarer for den pågældende.

§ 49 a.

Forud

for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter

§§ 7

eller 8, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer

Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf.

§ 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at

udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde

afgørelse

om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7.

§ 49 b.

Udlændingestyrelsen

undersøger hvert halve år, eller når der i øvrigt er anledning hertil, om der

er grundlag for at træffe afgørelse efter § 32 b.

§ 50.

Er

udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som

påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens

forhold,

jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for

retten

ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes

tidligst

6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes

iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle

sagen,

såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Stk. 2.

Straffelovens § 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Begæringen

kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der ikke er indtrådt

væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises begæringen ikke,

beskikkes

der efter anmodning en forsvarer for udlændingen. Retten kan, når det må

anses

for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen, indtil

en

eventuel bestemmelse om udvisning kan iværksættes, bestemme, at udlændingen

skal underkastes frihedsberøvelse. § 34, § 37, stk. 3 og 6, og

§§ 37 a-37 e finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Rettens

afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 85.

§ 50 a.

Er

udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens

§§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i

forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af

foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring,

samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens

helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Stk. 2.

Er en

udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i

stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der

indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med

udskrivning fra hospital spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten.

Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse

finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for

udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen

skal

varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for

nødvendigt

for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

§ 51.

Overføres strafforfølgningen i en straffesag mod en udlænding, der ikke har

fast bopæl her i landet, til et andet land, kan der i forbindelse med

overførelsen træffes afgørelse om, at den pågældende udvises, såfremt

strafforfølgningen angår en lovovertrædelse, der efter de i § 49,

stk. 1, nævnte bestemmelser kan medføre udvisning. Udvisningen ophæves,

såfremt udlændingen frifindes for den påsigtede lovovertrædelse.

Stk. 2.

Er en

udlænding i udlandet idømt straf for en lovovertrædelse, der har haft eller

må

antages at skulle have haft virkning her i landet, kan der under de i

§§ 22-25 b nævnte betingelser træffes bestemmelse om udvisning. Såfremt

udlændingen har fast bopæl i Danmark, indbringes spørgsmålet til afgørelse

ved

byretten i den retskreds, hvor den pågældende bor. Sagen kan fremmes uden

udlændingens tilstedeværelse. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

§ 52.

Endelige administrative afgørelser efter § 46 kan inden 14 dage efter,

at

afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne kræves indbragt til prøvelse for

den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller, hvis udlændingen ikke har bopæl

noget sted i riget, for Københavns byret, hvis afgørelsen går ud på:

1)

nægtelse af

opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter § 9, stk. 1,

nr. 2,

2)

bortfald, inddragelse

eller nægtelse af forlængelse af en sådan tilladelse,

3)

udvisning efter

§ 25 b af en udlænding, som er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2,

eller

4)

udvisning efter

§ 25 a af en udlænding, som:

a)

er statsborger i et

andet nordisk land og har fast bopæl her i landet eller

b)

er omfattet af

EF-reglerne, jf. § 2.

Stk. 2.

Sagen

indbringes for retten af Udlændingestyrelsen, der fremsender sagens akter med

oplysning om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de

omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder.

Stk. 3.

Retten

drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om afhøring af

udlændingen og vidner, om tilvejebringelse af andre bevismidler og om,

hvorvidt

sagen skal behandles mundtligt. Udebliver udlændingen uden lovligt forfald,

afgør retten, om afgørelsen kan prøves uden udlændingens tilstedeværelse,

eller

om sagen skal afvises eller udsættes.

Stk. 4.

Såfremt

retten finder det fornødent og udlændingen opfylder den i retsplejelovens

§ 330, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse, beskikkes der en advokat

for

udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.

Stk. 5.

Retten kan,

når der er særlig anledning dertil, pålægge udlændingen helt eller delvis at

betale sagsomkostninger.

Stk. 6.

Sagens

indbringelse for retten har ikke opsættende virkning, medmindre retten

træffer

bestemmelse herom.

Stk. 7.

Retten

afgør ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal

opretholdes

eller ophæves. Kendelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel

37.

§ 53.

Flygtningenævnet består af en formand og et af ministeren for flygtninge,

indvandrere og integration fastsat antal næstformænd og andre medlemmer.

Stk. 2.

Ved nævnets

behandling af en sag medvirker foruden formanden eller en af næstformændene 2

medlemmer, der beskikkes af ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration. 1 af de i 1. pkt. nævnte medlemmer skal være medlem af Det

Danske

Advokatsamfund og beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.

Nævnets medlemmer er uafhængige og kan

ikke modtage eller søge instruktion fra den beskikkende eller indstillende

myndighed eller organisation.

Stk. 3.

Drøftelse

af spørgsmål om almindelige retningslinjer for nævnets arbejde m.v. sker i

nævnets koordinationsudvalg, der sammensættes som nævnt i stk. 2 og så

vidt muligt består af faste medlemmer.

Stk. 4.

Sager, hvor

Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp ikke har

truffet

bestemmelse efter § 53 b, stk. 1, om, at afgørelsen ikke kan

indbringes for Flygtningenævnet, behandles af formanden eller en af

næstformændene alene, medmindre der er grund til at antage, at nævnet vil

ændre

Udlændingestyrelsens afgørelse.

Stk. 5.

Sager, hvor

betingelserne for at opnå asyl åbenbart må anses for at være opfyldt, kan

behandles af formanden eller en af næstformændene alene.

Stk. 6.

Sager, hvor

der er anmodet om genoptagelse af en afgørelse truffet af Flygtningenævnet,

kan

behandles af formanden eller en af næstformændene alene, når der ikke er

grund

til at antage, at nævnet vil ændre sin afgørelse.

Stk. 7.

Formanden

og næstformændene skal være dommere. Medlemmerne beskikkes af ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration for en periode på højst 4 år.

Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 8.

Har et

medlem forfald, kan der i særlige tilfælde udpeges eller beskikkes et andet

medlem. Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse.

§ 53 a.

For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som

Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog § 53 b,

stk. 1:

1)

Nægtelse af

opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af

§§ 7 eller 8.

2)

Bortfald efter

§§ 17 og 17 a og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en

opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7 eller 8.

3)

Nægtelse af

udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et

sådant

rejsedokument.

4)

Udsendelse efter

§ 32 b og § 49 a.

Stk. 2.

Afslår

Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter § 7 til en

udlænding,

der opholder sig her i landet, eller træffer Udlændingestyrelsen efter

§ 32 b eller § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i

strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet.

Påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.

Stk. 3.

Udlændingestyrelsens afgørelser som nævnt i stk. 1 skal indeholde

oplysning om reglerne i stk. 1 og 2.

Stk. 4.

Politiet

kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om en udlændings

strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til

Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, hvis den pågældende har ansøgt om

opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller er omfattet af § 42 a,

stk. 2, jf. stk. 3.

§ 53 b.

Udlændingestyrelsen kan efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp

bestemme,

at afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter § 7 ikke kan

indbringes

for Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses for åbenbart grundløs,

herunder

når

1)

den identitet, som

ansøgeren påberåber sig, åbenbart er urigtig,

2)

de omstændigheder,

som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke kan føre til meddelelse af

opholdstilladelse efter § 7,

3)

de omstændigheder,

som ansøgeren påberåber sig, efter Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke

kan

føre til meddelelse af opholdstilladelse efter § 7,

4)

de omstændigheder,

som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med generelle

baggrundsoplysninger om forholdene i ansøgerens hjemland eller tidligere

opholdsland,

5)

de omstændigheder, som

ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med andre konkrete

oplysninger om ansøgerens forhold, eller

6)

de omstændigheder,

som ansøgeren påberåber sig, åbenbart må anses for utroværdige, herunder som

følge af ansøgerens skiftende, modstridende eller usandsynlige forklaringer.

Stk. 2.

Udlændingestyrelsen kan, medmindre væsentlige hensyn taler derimod, bestemme,

at Dansk Flygtningehjælp samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger en sag

for Dansk Flygtningehjælp efter stk. 1, skal meddele

Udlændingestyrelsen,

om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs. Udlændingestyrelsen kan endvidere

bestemme, at Udlændingestyrelsens afhøring af ansøgeren og Dansk

Flygtningehjælps samtale med ansøgeren skal finde sted i lokaler i nær

tilknytning til hinanden.

Stk. 3.

Udlændingestyrelsen underretter Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har

kunnet indbringes for nævnet, fordi Udlændingestyrelsen har truffet

bestemmelse

herom efter stk. 1. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper

af

sager skal kunne indbringes for nævnet.

§ 54.

Indbringes en afgørelse for Flygtningenævnet, fremsender Udlændingestyrelsen

sagens akter til nævnet med oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort

redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder.

Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer

bestemmelse

om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre

bevismidler.

Stk. 2.

Under nævnets

behandling af en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag

vedrørende

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan Flygtningenævnets formand

eller en af næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter

eller andre bevismidler, som kunne være fremlagt under Udlændingestyrelsens

behandling af sagen. Under nævnets behandling af en ansøgning om genoptagelse

af en af nævnet truffet afgørelse kan Flygtningenævnets formand eller en af

næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter eller andre

bevismidler, som er omfattet af 1. pkt. eller kunne være fremlagt under

nævnets

tidligere behandling af sagen.

§ 55.

Flygtningenævnet kan om fornødent beskikke en advokat for udlændingen,

medmindre denne selv har antaget en sådan.

Stk. 2.

Kan det ud

fra hensynet til sagens fremme ikke anses for forsvarligt, at den advokat,

som

udlændingen ønsker beskikket, medvirker, kan Flygtningenævnet nægte at

beskikke

den pågældende som advokat for udlændingen. Ønsker udlændingen i stedet en

anden

advokat beskikket, skal Flygtningenævnet beskikke den pågældende, medmindre

beskikkelse kan nægtes efter 1. pkt.

Stk. 3.

Udlændingen

og dennes advokat skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med det

materiale, der indgår i nævnets behandling, og til at udtale sig herom.

Stk. 4.

Hvis

hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter eller

hensynet til tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan bestemmelsen i

stk. 3 fraviges i fornødent omfang.

§ 56.

Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, henviser en

sag til behandling efter § 53, stk. 2 eller 4-6.

Stk. 2.

Såfremt

udlændingen eller den beskikkede advokat begærer det, har udlændingen ret til

mundtligt at forelægge sin sag for nævnet, jf. dog stk. 3 og 4. Nævnet

bestemmer, om den øvrige behandling af sagen skal være mundtlig, jf. dog

stk. 3 og 4.

Stk. 3.

Sager, der

behandles efter § 53, stk. 4-6, behandles på skriftligt grundlag.

Stk. 4.

Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan henvise

en sag, der skal behandles efter § 53, stk. 2, til behandling på

skriftligt grundlag, hvis:

1)

klagen må anses for

grundløs,

2)

der er meddelt

opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, men udlændingen påberåber sig

at

være omfattet af § 7, stk. 1 (statusændringssag),

3)

sagen vedrører

nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller

inddragelse

af et sådant rejsedokument,

4)

sagen vedrører

meddelelse af opholdstilladelse efter § 7 til indrejsende

familiemedlemmer

til en udlænding, der tidligere er meddelt opholdstilladelse efter § 7

(konsekvensstatussag), eller

5)

forholdene i øvrigt

taler for anvendelse af denne behandlingsform.

Stk. 5.

Sager, der

er henvist til behandling på skriftligt grundlag efter stk. 4, nr. 1,

kan

henvises til mundtlig behandling.

Stk. 6.

Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan

beslutte,

at en sag eller en bestemt gruppe af sager, der skal behandles efter

§ 53,

stk. 2, skal undergives særlig hurtig behandling.

Stk. 7.

Nævnets

afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed skal det

resultat, som er gunstigst for den pågældende klager, være gældende.

Afgørelsen

skal ledsages af grunde.

Stk. 8.

Nævnets

afgørelser er endelige.

Stk. 9.

Ministeren

for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter Flygtningenævnets

forretningsorden efter forhandling med nævnet.

§ 56 a.

En uledsaget udlænding under 18 år, der opholder sig her i landet og indgiver

ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får, medmindre ganske

særlige grunde taler derimod, udpeget en repræsentant til varetagelse af sine

interesser. En organisation, som er godkendt hertil af ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration, indstiller efter anmodning fra

Udlændingestyrelsen en person til hvervet som repræsentant til varetagelse af

barnets interesser. Repræsentanten udpeges af statsamtet.

Stk. 2.

Er et barn,

der er omfattet af stk. 1, fyldt 12 år, skal der, før der træffes

afgørelse om udpegning af en repræsentant til varetagelse af barnets

interesser,

jf. stk. 1, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog

undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen

betydning for sagen. Er barnet under 12 år, skal der finde en samtale sted

som

nævnt i 1. pkt., hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.

Stk. 3.

Statsamtet

kan ændre en afgørelse efter stk. 1, hvis ændringen er bedst for barnet.

Stk. 4.

Statsamtets

afgørelser efter stk. 1 og 3 kan påklages til justitsministeren.

Stk. 5.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om statsamternes behandling af

sager efter stk. 1-4.

Stk. 6.

Hvervet som

repræsentant til varetagelse af barnets interesser, jf. stk. 1, ophører,

når

1)

barnet er meddelt

opholdstilladelse i Danmark og får udpeget en midlertidig

forældremyndighedsindehaver efter § 25 i lov om forældremyndighed og

samvær,

2)

barnet fylder 18 år,

3)

barnet udrejser af

Danmark,

4)

forældremyndighedsindehaveren

indrejser i Danmark eller på anden måde bliver i stand til at udøve

forældremyndigheden,

5)

barnets ægtefælle

indrejser i Danmark,

6)

barnet indgår

ægteskab, og statsamtet ikke træffer afgørelse efter § 1, 2. pkt., i lov

om ægteskabs indgåelse og opløsning, eller

7)

statsamtet træffer

beslutning herom efter stk. 3.

Stk. 7.

Forelægger

Udlændingestyrelsen en sag vedrørende opholdstilladelse efter § 7 til et

barn, der er omfattet af stk. 1, for Dansk Flygtningehjælp, jf.

§ 53

b, beskikker Udlændingestyrelsen samtidig en advokat for barnet, medmindre

denne selv har antaget en sådan. § 55, stk. 2-4, finder tilsvarende

anvendelse. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan

fastsætte

nærmere regler for Udlændingestyrelsens beskikkelse af advokater efter 1.

pkt.

Stk. 8.

Udlændingestyrelsen iværksætter med samtykke fra et barn, der er omfattet af

stk. 1, en eftersøgning af forældrene til barnet. Kan samtykke fra

barnet

ikke opnås, kan Udlændingestyrelsen iværksætte en eftersøgning af forældrene

til barnet, hvis repræsentanten til varetagelse af barnets interesser, jf.

stk. 1, giver samtykke hertil. Eftersøgningen af forældrene kan ske i

samarbejde med Dansk Røde Kors eller en anden tilsvarende organisation, som

er

godkendt hertil af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.

Udlændingestyrelsen og de i 3. pkt. nævnte organisationer kan i forbindelse

med

eftersøgningen af barnets forældre efter 1. og 2. pkt. udveksle oplysninger

om

barnets personlige forhold uden samtykke fra barnet eller den udpegede

repræsentant til varetagelse af barnets interesser.

§ 57.

Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning af en

udlænding, kan der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen. I

forbindelse med fornyet prøvelse efter § 50 af en beslutning om

udvisning

indhenter anklagemyndigheden en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 2.

Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1 nævnte udtalelser uden

udlændingens samtykke videregive oplysning om udlændingens strafbare forhold,

herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen.

§ 58.

Om

salær og godtgørelse for udlæg til advokater, der beskikkes efter § 37,

stk. 2, § 37 c, stk. 3, 2. pkt., § 40, stk. 3, 3.

pkt., § 49, stk. 3, § 50, stk. 2, 3. pkt., § 50 a,

stk. 2, 3. pkt., § 52, stk. 4, § 55, stk. 1,

§ 56

a, stk. 7, og § 65, stk. 3, 2. pkt., gælder samme regler som i

tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 58 a.

Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter ikke Flygtningenævnet, jf. dog

§ 17 i lov om Folketingets Ombudsmand.

Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af

EF-asylkonventionen og Schengenkonventionen m.v.

§ 58 b.

Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private

forhold, som er modtaget fra et andet EF-lands myndigheder i medfør af

EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives til de myndigheder, der

er

nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes

til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1.

Stk. 2.

Fortrolige

oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, må

i

det omfang, det følger af EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne

i

et andet land, der er tilsluttet EF-asylkonventionen. Oplysninger som nævnt i

1. pkt. må i det omfang, det følger af Schengenkonventionen, videregives til

myndighederne i et andet land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.

§ 58 c.

Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af

de oplysninger, der er modtaget efter EF-asylkonventionen.

§ 58 d.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere

bestemmelser til gennemførelse af Schengenkonventionen og

EF-asylkonventionen.

§ 58 e.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte, at de

regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen,

med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere

tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig

EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement, eller som på andet

grundlag er forpligtet til at anvende reglerne i EF-asylkonventionen.

§ 58 f.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere

regler om politiets betaling for udgifter, som

andre

Schengenlande eller EU-lande

har afholdt i forbindelse med udsendelse af

udlændinge.

§ 58 g.

Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et

Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, som

uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis

1)

udlændingen er udvist

af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1,

2)

udlændingen er udvist

af landet i medfør af § 24, nr. 2, og den pågældende er idømt ubetinget

straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der

indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,

der ville have medført en straf af denne varighed,

3)

udlændingen er udvist

af landet i medfør af § 25,

4)

udlændingen er

meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 10, stk. 1 eller 2, nr.

1

eller 2, eller

5)

udlændingens

opholdstilladelse er inddraget i medfør af § 19, stk. 2, nr. 2

eller

3.

§ 58 h.

Udlændingestyrelsen forestår konsultationer med myndighederne i et andet

Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Stk. 2.

Finder

Udlændingestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte konsultationer, at en i

medfør af § 58 g indberettet udlænding bør slettes som uønsket i

Schengeninformationssystemet, sletter Rigspolitichefen den pågældende i

Schengeninformationssystemet.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 59.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den udlænding, som:

1)

Indrejser eller

udrejser uden om paskontrollen her i landet eller i et andet nordisk land

eller

uden for grænseovergangsstedets åbningstid. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder

ikke

ved indrejse fra eller udrejse til et Schengenland, medmindre der

undtagelsesvis

sker kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengenkonventionens artikel 2,

stk. 2, jf. § 38, stk. 2.

2)

Indrejser her i

landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold meddelt i henhold til

tidligere udlændingelove.

3)

Opholder sig her i

landet eller arbejder uden fornøden tilladelse.

4)

Ved bevidst urigtige

oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem

paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden rejselegitimation

eller

tilladelse til ophold eller arbejde her i landet.

Stk. 2.

Med bøde

eller fængsel indtil 1 år straffes den, som beskæftiger en udlænding uden

fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse

fastsatte betingelser.

Stk. 3.

Ved

straffens udmåling efter stk. 2 skal det betragtes som en skærpende

omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov

uagtsomhed,

og at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for

den pågældende selv eller andre.

Stk. 4.

Er der ved

en overtrædelse af stk. 2 opnået en økonomisk fordel, kan denne

konfiskeres efter reglerne i straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske

konfiskation, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages

særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

Stk. 5.

Med bøde

eller fængsel indtil 2 år straffes den, der

1)

forsætligt bistår en

udlænding med ulovligt at indrejse i, rejse gennem eller opholde sig her i

landet,

2)

forsætligt bistår en

udlænding med at indrejse her i landet med henblik på herfra at indrejse

ulovligt i et andet land,

3)

forsætligt bistår en

udlænding med at indrejse ulovligt i eller rejse ulovligt gennem et andet

land

eller

4)

for vindings skyld

bistår en udlænding med at opholde sig ulovligt i et andet land.

§ 59 a.

Den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med bøde, såfremt den

pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke er i besiddelse af fornøden

rejselegitimation og visum, jf. § 39.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse ved indrejse fra et

Schengenland.

§ 60.

Overtrædelse af § 16, stk. 2, de i medfør af § 34,

§ 42 a, stk. 7, 1. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. pkt.,

eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, § 39,

stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 40,

stk. 2

og 3, og § 42 a, stk. 7, 2. pkt., og § 42 a, stk. 8, 2.

pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en

tilladelse

efter loven, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med

fængsel

indtil 4 måneder.

Stk. 2.

I

forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde

for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. I forskrifter, der udstedes

i

medfør af §§ 2, stk. 4 og 5, 12, 15, stk. 2, 16, stk. 1,

og

38, stk. 4, kan der fastsættes straf af bøde eller af bøde eller fængsel

indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 61.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter

reglerne

i straffelovens 5. kapitel.

§ 62.

Sager vedrørende overtrædelse af lovens § 59, stk. 1, nr. 2,

behandles uden medvirken af domsmænd, uanset om der bliver spørgsmål om

højere

straf end bøde.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 63.

Loven træder i kraft den 1. oktober 1983, jf. dog §§ 64 og 65.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves lov om udlændinges adgang til landet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.

344 af 22. juni 1973.

Stk. 3.

Lovens

regler om udvisning på grund af strafbart forhold finder anvendelse i alle

sager, der ikke er pådømt i 1. instans ved lovens ikrafttræden.

§ 64.

(Udeladt – overgangsbestemmelse)

§ 65.

(Udeladt – overgangsbestemmelse)

§ 66.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

helt

eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de

særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 574 af 19. december 1985 indeholder

følgende

bestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende og finder anvendelse i alle sager, der endnu ikke er afgjort af

Flygtningenævnet.

3)

Lov nr. 686 af 17. oktober 1986 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 3

Stk. 1.

Lovens § 1, nr. 1-10 og nr. 12, træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen

i Lovtidende.

4)

§ 1, nr. 1, 3, 8 og 10,

finder dog ikke anvendelse for udlændinge, der forinden er indrejst i landet

og

har ansøgt om opholdstilladelse efter de hidtidige regler.

5)

§ 1, nr. 7,

finder alene anvendelse for udlændinge, der er indrejst i landet efter lovens

ikrafttræden.

6)

Stk. 2.

Tidspunktet

for ikrafttræden af § 1, nr. 11, fastsættes af justitsministeren.

Lov nr. 387 af 6. juni 1991 indeholder følgende

bestemmelser:

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af

indenrigsministeren.

7)

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor

ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

Lov nr. 385 af 20. maj 1992 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 5

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2.

(Udeladt)

Stk. 3.

Lovens

§ 1, nr. 1 og 3-37, og §§ 2-4 har virkning for sager, hvori der ved

lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. instans.

8)

Lov nr. 482 af 24. juni 1992 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

9)

Stk. 2.

§ 1,

nr. 2-5, og § 2 finder dog ikke anvendelse for udlændinge, der inden

lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse eller lovligt har taget

bopæl

her i landet efter de hidtidige regler.

10)

Lov nr. 421 af 1. juni 1994 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 1994.

Stk. 2.

Lovens

§ 1, nr. 14, finder ikke anvendelse på sager, hvor der forinden

ikrafttrædelsen er truffet bestemmelse om sagens berammelse i

Flygtningenævnet.

11)

Lov nr. 382 af 14. juni 1995 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. september 1995.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 1, 2, 4-6, 9, 11, 17, 19 og 20, og § 2, nr. 1, træder dog i kraft

dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

12)

Stk. 3.

Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr.

15, 16 og 18, og § 2, nr. 2 og 3. Indenrigsministeren kan fastsætte

regler

om, ved hvilke grænseovergangssteder § 1, nr. 15, og § 2, nr. 2,

træder i kraft.

13)

Stk. 4.

§ 1,

nr. 17, 19 og 20, gælder ikke for sager, hvor der inden disse bestemmelsers

ikrafttræden er truffet bestemmelse om sagens berammelse i Flygtningenævnet.

14)

Stk. 5.

§ 1,

nr. 1 og 2, finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden disses

bestemmelsers ikrafttræden har indgivet ansøgning om opholdstilladelse.

15)

Lov nr. 290 af 24. april 1996 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

16)

Stk. 2.

§ 1,

nr. 3, finder ikke anvendelse på udlændinge, der inden lovens ikrafttræden

har

indgivet ansøgning om opholdstilladelse.

17)

Stk. 3.

§ 1,

nr. 9, finder alene anvendelse på personer, der indrejser i landet efter

lovens

ikrafttræden.

18)

Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets

Ombudsmand

indeholder følgende bestemmelser:

§ 17

Ombudsmanden kan af egen drift optage en sag til

undersøgelse.

Stk. 2.

Ombudsmanden

kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.

§ 31

Denne lov træder i kraft den 1. januar 1997.

§ 32

(Udeladt)

Stk. 2.

Klager over

Flygtningenævnets afgørelser, der er indgivet til Folketingets Ombudsmand

inden

lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende bestemmelser.

Lov nr. 410 af 10. juni 1997 indeholder følgende

bestemmelser:

§ 3

Stk. 1.

Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

19)

Ministeren kan bestemme, at de enkelte

bestemmelser i loven træder i kraft på forskellige tidspunkter og kun træder

i

kraft ved bestemte grænseovergangssteder.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8 og 10, træder dog i kraft

dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

20)

§ 4

Loven gælder for alle sager, hvor ansøgning om

opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

Lov nr. 473 af 1. juli 1998 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 4

Stk. 1.

Loven

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

21)

Stk. 2.

Udlændingelovens § 9, stk. 11, og § 19, stk. 1, nr. 4, 2.

pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9 og 13, og § 1, nr. 11,

14, 21 og 35, og § 2, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 1999.

Stk. 3.

Udlændingelovens

§ 11, stk. 2-8, § 27, stk. 1, og § 42 a,

stk. 1,

2. pkt., som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 11, 21

og

35, finder ikke anvendelse på udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse

inden

den 1. januar 1999. § 1, nr. 14, har virkning for opholdstilladelser,

der

meddeles fra og med den 1. januar 1999.

22)

Stk. 4.

Udlændingelovens

§ 7, stk. 2, 1. pkt., § 9, stk. 1, nr. 2, litra d,

§ 9, stk. 2, nr. 4, § 9, stk. 3, 4 og 7-10, § 19,

stk. 1, nr. 4, 1. pkt., § 42 a, stk. 7, og § 52,

stk. 1, nr. 1, som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1,

nr. 1, 2, 4-9, 13, 37 og 48, finder ikke anvendelse på udlændinge, der inden

lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt

opholdstilladelse. § 1, nr. 3 og 36, har virkning for udlændinge, der

indgiver ansøgning om opholdstilladelse fra og med lovens ikrafttræden.

23)

Stk. 5.

Udlændingelovens § 10, stk. 1, § 19, stk. 6,

§§ 22-26,

§ 27, stk. 1, § 32, stk. 1-4, § 33, stk. 1 og

8,

§ 35, nr. 1, § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 48 a,

stk. 1, § 49, stk. 1, § 50 a, § 51, stk. 2,

§ 52, stk. 1, nr. 3 og 4, og § 57, stk. 1, 1. pkt., og

stk. 2, som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 10,

15-20, 22, 25-27, 29-31, 41, 43, 46, 47, 49, 50 og 52, finder alene

anvendelse,

såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens

ikrafttræden. Tilsvarende gælder for udlændingelovens § 58 g, 1. pkt.,

som

affattet ved § 1, nr. 32, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af

udlændingeloven. (Schengenkonventionen m.v.), som ændret ved denne lovs

§ 2, nr. 6. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået

før

lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6.

Udlændingelovens § 50, stk. 1, som affattet ved denne lovs

§ 1,

nr. 45, og udlændingelovens § 57, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,

som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse for

udlændinge, der inden lovens ikrafttræden første gang har fremsat begæring om

udvisningens ophævelse.

Stk. 7.

For

ansøgninger om administrativ ophævelse af et indrejseforbud, der er indgivet

inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler i

udlændingelovens

§ 32, stk. 4, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 650 af 13.

august 1997, fortsat anvendelse.

Lov nr. 424 af 31. maj 2000 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 6

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

24)

Stk. 2.

Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, stk. 2, nr. 7,

stk. 4,

1. og 4. pkt., stk. 7, 1. og 3. pkt., og stk. 8-11, og § 19,

stk. 1, nr. 5, 1. pkt., og nr. 6, 1. pkt., som affattet henholdsvis

ændret

ved denne lovs § 1, nr. 1-10 og 15, finder ikke anvendelse for

udlændinge,

der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt

opholdstilladelse.

Lov nr. 458 af 7. juni 2001 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. august 2001. § 1, nr. 8, træder i kraft

dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende. § 1, nr. 10-13, træder i kraft den

1.

juli 2001.

Stk. 2.

Udlændingelovens

§ 25 a, stk. 1, nr. 1, § 35, stk. 2, og § 36,

stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, 3 og 5, finder

alene

anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter

lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

Udlændingelovens § 36, stk. 4, som affattet ved denne lovs

§ 1,

nr. 5, finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden

har

indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Lov nr. 362 af 6. juni 2002 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

25)

Stk. 2.

Udlændingelovens § 10, stk. 3 og 4, § 22, nr. 4 og 6,

§ 25,

§ 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 2, som affattet

henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 1 og 4-8, finder alene

anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter

lovens ikrafttræden. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er

begået

før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Lov nr. 365 af 6. juni 2002 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 8

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2002, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2.

Udlændingelovens § 7, §§ 9-9 e, § 19, stk. 1, nr. 1,

§ 19, stk. 1, nr. 5, og § 26, stk. 1, som affattet,

indsat

eller ændret ved denne lovs § 1, nr. 2, 3, 21, 24, 29 og 30, finder ikke

anvendelse på udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet

ansøgning

om eller er meddelt opholdstilladelse. På sådanne udlændinge finder de hidtil

gældende regler anvendelse.

Stk. 3.

Udlændingelovens §§ 11 og 11 a som affattet henholdsvis indsat ved denne

lovs § 1, nr. 5 og 6, finder ikke anvendelse på udlændinge, der inden

den

28. februar 2002 har indgivet ansøgning om eller er meddelt

opholdstilladelse.

På sådanne udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4.

Udlændingelovens § 26, stk. 1, som ændret ved denne lovs § 1,

nr. 29 og 30, finder alene anvendelse ved afgørelser efter udlændingelovens

§§ 22-25 b, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået

efter lovens ikrafttræden. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er

begået inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler

anvendelse.

Stk. 5.

(Udeladt)

Lov nr. 367 af 6. juni 2002 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 2

Stk. 1.

§ 1, nr. 1-5, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

26)

Tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr.

6, fastsættes af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.

Stk. 2.

Udlændingelovens § 33, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, 3. pkt.,

som

henholdsvis ændret og indsat ved denne lovs § 1, nr. 3 og 4, finder

alene

anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter

lovens ikrafttræden. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er

begået

før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Lov nr. 1044 af 17. december 2002 indeholder

følgende

bestemmelse:

§ 6

Stk. 1.

Loven

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

27)

Stk. 2.

Loven

finder ikke anvendelse for personer, der inden lovens ikrafttræden har

indgivet

ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Lov nr. 60 af 29. januar 2003 indeholder følgende

bestemmelse:

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. april 2003.

Stk. 2.

Loven

finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden den 1. april 2003 er meddelt

opholdstilladelse eller er registreret som asylansøgere efter

udlændingelovens

§ 48 e, stk. 1.

Lov nr. 425 af den 10. juni 2003 indeholder

følgende

bestemmelse:

§ 4

Stk. 1.

(Udeladt)

Stk. 2.

§ 2

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

28)

Stk. 3-4.

(Udeladt)

Stk. 5.

Udlændingelovens § 11 og § 11 a, stk. 2 og 4, som ændret ved

denne lovs § 2, nr. 3-12, finder ikke anvendelse for udlændinge, der

inden

den 28. februar 2002 har indgivet ansøgning om eller er meddelt

opholdstilladelse. For sådanne udlændinge finder de regler, der var gældende

indtil den 1. juli 2002, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001,

anvendelse.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration, den 24. juli 2003

Bertel Haarder

/Susanne S. Clausen

Officielle noter

1)

Ved lov nr. 291 af 30. april 2003 er § 42 a, stk. 9, nr. 7, udgået.

Der er i den forbindelse ikke foretaget konsekvensrettelse i § 42 a,

stk. 9, nr. 5 og 6. Konsekvensrettelse vil blive foretaget ved en

kommende

ændring af udlændingeloven. For forståelsens skyld er konsekvensrettelserne i

§ 42 a, stk. 9, nr. 5 og 6, foretaget i lovbekendtgørelsen.

2)

Ved lov nr. 425 af 10. juni 2003 er der ved en administrativ fejl under

Folketingets behandling indsat et nyt nr. 2 i § 44, stk. 1, som

rettelig skulle have været indsat i § 44 a, stk. 1. Ændring vil

blive

foretaget ved en kommende ændring af udlændingeloven. For forståelsens skyld

er

ændringen foretaget i lovbekendtgørelsen.

3)

Lov nr. 574 af 19. december 1985 blev bekendtgjort i Lovtidende den 21.

december

1985 og vedrørte ændrede affattelser af § 46, stk. 2, og § 53,

indsættelse af § 53 a og § 53 b samt en ændret affattelse af

§ 56.

4)

Lov nr. 686 af 17. oktober 1986 blev bekendtgjort i Lovtidende den 18.

oktober

1986.

5)

§ 1, nr. 1, 3, 8 og 10, i lov nr. 686 af 17. oktober 1986 vedrørte

ændrede

affattelser af § 7, § 31, stk. 2, § 48, stk. 2, og

§ 53 a, stk. 1.

6)

§ 1, nr. 7, i lov nr. 686 af 17. oktober 1986 vedrørte en ændret

affattelse af § 43, stk. 2, 1. pkt.

7)

Lov nr. 387 af 6. juni 1991 (EF-asylkonventionen), som ændret ved § 2 i

lov nr. 382 af 14. juni 1995, § 1, nr. 1, i lov nr. 290 af 24. april

1996

og § 2 i lov nr. 410 af 10. juni 1997, blev ved bekendtgørelse nr. 610

af

1. juli 1997 sat i kraft den 1. september 1997.

8)

§ 4 i lov nr. 385 af 20. maj 1992 vedrørte en ændret affattelse af § 62.

9)

Lov nr. 482 af 24. juni 1992 blev bekendtgjort i Lovtidende den 26. juni

1992.

10)

§ 1, nr. 2-5, i lov nr. 482 af 24. juni 1992 vedrørte en ændret

affattelse

af § 9, stk. 1, nr. 2 og 5, og stk. 3, indsættelse af

§ 9,

stk. 4 og 5, og ændrede affattelser af § 18, stk. 2, og

§ 19, stk. 2. Efter ændringslovens bemærkninger finder de i

ændringslovens § 4, stk. 2, nævnte bestemmelser ikke anvendelse for

udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har ansøgt om opholdstilladelse

eller

lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.

11)

§ 1, nr. 14, i lov nr. 421 af 1. juni 1994 vedrørte en ændret affattelse

af § 53.

12)

Lov nr. 382 af 14. juni 1995 blev bekendtgjort i Lovtidende den 15. juni

1995.

13)

§ 1, nr. 15, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrørte en ændret

affattelse

af § 48, stk. 2, 7. pkt. Ændringen trådte i kraft den 1. oktober

1995

og gælder for udlændinge, der fra og med denne dato indgiver ansøgning om

asyl

i Københavns lufthavn i Kastrup, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 682 af 17.

august 1995. § 1, nr. 16, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrørte

indsættelse af § 48, stk. 3 og 4. Ændringen trådte i kraft den 1.

januar 1996, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 682 af 17. august 1995.

§ 1, nr. 18, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrørte indsættelse af

§ 54, stk. 2. Ændringen trådte i kraft den 1. oktober 1995 og

gælder

for udlændinge, der indgiver ansøgning om asyl fra og med denne dato, jf.

§ 3 i bekendtgørelse nr. 682 af 17. august 1995. § 2, nr. 2 og 3, i

lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrørte en ændret affattelse af lov nr. 387 af

6.

juni 1991, jf. note 6.

14)

§ 1, nr. 17, 19 og 20, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrørte ændrede

affattelser af § 53, stk. 2-5, og § 56.

15)

§ 1, nr. 1 og 2, i lov nr. 382 af 14. juni 1995 vedrørte en ændret

affattelse af § 19, stk. 1, nr. 1, og indsættelse af § 27,

stk. 2.

16)

Lov nr. 290 af 24. april 1996 blev bekendtgjort i Lovtidende den 25. april

1996.

17)

§ 1, nr. 3, i lov nr. 290 af 24. april 1996 vedrørte en ændret

affattelse

af § 27, stk. 2.

18)

§ 1, nr. 9, i lov nr. 290 af 24. april 1996 vedrørte en ændret

affattelse

af § 42 a, stk. 1, 2. pkt. og indsættelse af § 42 a,

stk. 1, 3. pkt.

19)

De ændringer, der følger af lov nr. 410 af 10. juni 1997, blev bortset fra de

ændringer, der ifølge § 3, stk. 2, i lov nr. 410 af 10. juni 1997

trådte i kraft den 12. juni 1997, jf. note 19, ved bekendtgørelse nr. 170 af

13. marts 2001 sat i kraft den 25. marts 2001.

20)

§ 1, nr. 12, 20, 28 og 29, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 vedrørte

ændrede

affattelser af § 28, stk. 3, § 37, stk. 5, og § 48.

§ 2, nr. 5, 6, 8 og 10, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 vedrørte en

ændret

affattelse af lov nr. 387 af 6. juni 1991, jf. note 6. Lov nr. 410 af 10.

juni

1997 blev bekendtgjort i Lovtidende den 11. juni 1997.

21)

Lov nr. 473 af 1. juli 1998 blev bekendtgjort i Lovtidende den 2. juli 1998.

22)

§ 1, nr. 14, i lov nr. 473 af 1. juli 1998 vedrørte ophævelse af

§ 19, stk. 2.

23)

§ 1, nr. 3 og 36, i lov nr. 473 af 1. juli 1998 vedrørte ophævelse af

§ 9, stk. 1, nr. 5, og § 42 a, stk. 6, nr. 1.

24)

Lov nr. 424 af 31. maj 2000 blev bekendtgjort i Lovtidende den 2. juni 2000.

25)

Lov nr. 362 af 6. juni 2002 blev bekendtgjort i Lovtidende den 7. juni 2002.

26)

Lov nr. 367 af 6. juni 2002 blev bekendtgjort i Lovtidende den 7. juni 2002.

27)

Lov nr. 1044 af 17. december 2002 blev bekendtgjort i Lovtidende den 18.

december 2002.

28)

Lov nr. 425 af 10. juni 2003 blev bekendtgjort i Lovtidende den 11. juni

2003.

Lignende dokumenter