Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på aktindsigt i regeringens klimastrategi

FOU nr 2004.98UdtalelserFolketinget20. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på aktindsigt i regeringens klimastrategi

Det fremgik af sagens akter

at regeringen i marts 2002 med henblik på opfyldelsen af den danske

CO2

-reduktionsforpligtelse

i henhold til Kyoto-protokollen og EU’s interne byrdefordeling

besluttede at

foretage en vurdering af samfundsøkonomiske, statsfinansielle og

fordelingsmæssige konsekvenser ved anvendelsen af forskellige tiltag.

Arbejdet

blev foreslået organiseret i 2 udvalg hvor henholdsvis Miljøministeriet og

Økonomi-

og Erhvervsministeriet skulle varetage formandskabet. Ud over de to

underudvalg

skulle der nedsættes et koordinerende udvalg med Finansministeriet som

formand.

Af kommissoriet for arbejdet fremgik følgende:

”Danmark er i henhold til

Kyoto-protokollen samt EU’s interne byrdefordeling forpligtet til at

reducere

den gennemsnitlige emission af drivhusgasser i perioden 2008- 2012 med 21

pct.

i forhold til basisåret 1990.

I den forbindelse er der

blevet igangsat en række initiativer, der skal bidrage til reduktion af

udledningen

af drivhusgasser. Den indenlandske indsats består af kvoteordningen for

elværkerne, energiafgifter samt andre tiltag blandt andet i form af en række

tilskudsordninger. Derudover eksisterer der en manko i forhold til

forpligtelsen. Denne manko skal opfyldes med nye initiativer. De klart mindst

Læs alt

effektive reduktionstiltag har hidtil været tilskudsordninger på

energiområdet,

som er blevet reduceret ved Finanslovsforslaget for år 2002.

Danmarks

reduktionsforpligtelse kan, udover de eksisterende tiltag, herunder eventuelt

en yderligere reduktion af energitilskud samt en forlængelse af udvidelse af

kvoteordninger for elværkerne, tilvejebringes gennem blandt andet

skatteomlægninger og anvendelse af internationale fleksible mekanismer. De

internationale fleksible mekanismer består af kvotehandel samt to

projektbaserede

mekanismer: ’Joint Implementation’ (JI), der kan anvendes mellem

lande med

reduktionsforpligtelse og ’Clean Development Mechanism’ (CDM), der

kan implementeres

i lande uden reduktionsforpligtelse.

Hovedparten af

reduktionsforpligtelsen har hidtil været forudsat at skulle opfyldes ved

initiativer på energiområdet. Økonomi- og erhvervsministeren har med

udgangspunkt

i regeringsgrundlaget påbegyndt forhandlinger med aftaleparterne bag

elreformen

om en omlægning af energipolitikken med henblik på at reducere erhvervslivets

energiomkostninger ved liberalisering af energisektoren og en mere

omkostningseffektiv prioritering af energisektorens bidrag til opfyldelse af

klimaforpligtelserne.

I regeringens udspil til

drøftelserne vedr. omlægningen af energipolitikken indgår bl.a. spørgsmålet

om

videreførelsen af CO2

- kvoter for elselskaberne, mulighederne for at

gennemføre udbygning med havmøller på markedsmæssige betingelser og

mulighederne

for at erstatte CO2

-reduktion i Danmark med erhvervelse af CO2

-kreditter

på et internationalt marked.

I forbindelse med en

hensigtsmæssig koordinering og prioritering mellem disse tiltag er det

nødvendigt

at foretage en vurdering af både samfundsøkonomiske, statsfinansielle og

fordelingsmæssige konsekvenser ved anvendelsen af de enkelte tiltag.

Dette arbejde foreslås

organiseret i 2 udvalg. Det ene udvalg skal opgøre CO2

-mankoen i

lyset af den forventede indsats på de enkelte områder og den endelige

fastsættelse af Danmarks reduktionsforpligtelse. Udvalget skal i den

sammenhæng medvirke til opgørelse af konsekvenserne af en afklaring af

Danmarks

såkaldte ’1990-basis år problem’. Udvalget skal også vurdere

virkningerne af

omprioriteringen af indsatsen på de forskellige områder, herunder

konsekvenserne

af Finanslovsforslaget for 2002 hvor tilskudsordningerne er reducerede og af

ophævelsen af påbuddet om tre planlagte vindmølleparker. Udvalget skal

endvidere belyse de ikke-energipolitiske virkemidler – afgifter, kvoter,

fleksible mekanismer og aftaler om CO2

-refusion. Endeligt skal der

gennem dette udvalg sikres en koordination i forhold til regeringens arbejde

med at sikre internationale aftaler, der muliggør overførsel af

CO2

-kreditter

til opfyldelsen af Danmarks reduktionsforpligtelser. Ansvaret for

internationale

forhandlinger og aftaler i forbindelse hermed er således Miljøministeriets.

Miljøministeriet varetager

formandskabet for dette udvalg, øvrige ministerier kan indgå i sekretariatet

efter behov.

I lyset af at hovedparten af

indsatsen for at opfylde klimaforpligtelsen skal ske ved en afvejning af en

indsats, der direkte påvirker det danske erhvervsliv og den danske

energisektor,

skal det andet udvalg analysere de forskellige energipolitiske virkemidler

– afgifter,

kvoter, fleksible mekanismer og aftaler om CO2

-refusion. Økonomi-

og Erhvervsministeriet varetager formandskabet for dette udvalg, øvrige

ministerier kan indgå i sekretariatsarbejdet efter behov. Arbejdet i udvalget

organiseres som en del af projektet vedr. liberalisering af energiområdet,

som

Økonomi- og Erhvervsministeriet allerede har igangsat og hvor

Finansministeriet indgår i styregruppen.

Udover disse to udvalg

nedsættes der et koordinerende udvalg med Finansministeriet som formand og

med

deltagelse af Miljøministeriet, Skatteministeriet, Udenrigsministeriet samt

Økonomi- og Erhvervsministeriet. Udvalget får ansvaret for på baggrund af

input fra de to andre udvalg at lave et samlet oplæg til Økonomiudvalget om,

hvordan Danmarks reduktionsforpligtelse kan håndteres på den mest

hensigtsmæssige måde, herunder fastlægge principperne for prioriteringen af

indsatsen mellem de forskellige områder. Sigtet i oplægget til

Økonomiudvalget

er at opnå en optimal kombination ud fra en afvejning af de statsfinansielle,

samfundsøkonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser.

Proces og tidsplan

Arbejdet skal koordineres med

arbejdet vedrørende rapport om ’grøn markedsøkonomi’ samt arbejde

vedrørende

liberalisering af energimarkederne. Der udarbejdes beslutningsgrundlag til

regeringens

Økonomiudvalg ultimo

2002.”

I brev af 2. december 2002

søgte en fond, A, Finansministeriet om aktindsigt ”i forhold til

udarbejdelsen

af regeringens strategi til imødegåelse af globale klimaforandringer”.

Fonden

anførte at den gik ud fra at aktindsigten omfattede korrespondance, udkast og

andet materiale i forbindelse med det tværministerielle udvalgsarbejde.

Den 9. januar 2003 gav

Finansministeriet fonden delvis afslag på begæringen om aktindsigt i

regeringens

klimastrategi. Af ministeriets afgørelse fremgår bl.a. følgende:

”Finansministeriet kan

imødekomme Deres aktindsigtsanmodning for så vidt angår kommissoriet for

udvalget vedrørende opfyldelse af den danske klimaforpligtelse, som forestår

det nævnte arbejde.

Ministeriet kan endvidere

imødekomme Deres anmodning om aktindsigt for så vidt angår følgende

baggrundsrapporter og -notater udarbejdet af eksterne konsulenter for

udvalget:

Priser og risici på

internationale markeder for fleksible mekanismer. Copenhagen Economics.

Nye markeder for Kyoto

mekanismer. Econ Center for økonomisk analyse.

Hvad koster det at reducere

CO2

-mankoen? Reduktionspotentiale og omkostninger i udvalgte sektorer.

COWI.

Beregninger af CO2

-tiltag

på transportområdet. COWI.

Finansministeriet kan ikke

imødekomme Deres anmodning om aktindsigt for så vidt angår en række interne

dokumenter udarbejdet af det nedsatte udvalg. Dokumenterne omfatter

henholdsvis dagsordener og mødeindkaldelser til samt referater af udvalgets

møder, faglige baggrundsnotater og arbejdspapirer. Disse dokumenter er ikke

omfattet

af retten til aktindsigt, idet der er tale om en myndigheds interne

arbejdsdokumenter,

jf. offentlighedslovens § 7.

Ministeriet kan ej heller

imødekomme Deres anmodning for så vidt angår dokumenter udarbejdet til brug

for møder mellem ministre. Dokumenterne omfatter henholdsvis kapiteludkast af

selve ’klimarapporten’, notater og baggrundsnotater. Disse

dokumenter er i

medfør af offentlighedslovens § 10, nr. 1, ikke omfattet af retten til

aktindsigt.

Finansministeriet gør

opmærksom på, at det er hensigten at offentliggøre selve

’klimarapporten’ i

begyndelsen af 2003, jf. den energipolitiske aftale af 19. juni 2002 og

Pressemeddelelse

af 29. november 2002: Beslutningsgrundlag for klimapolitik udsættes.”

Fonden klagede herefter til

mig i brev af 20. januar 2003. I klagen anførte fonden bl.a.

at

tre tværministerielle udvalg med

deltagelse af embedsmænd fra fem ministerier ikke kunne opfattes som én

myndighed,

at

fonden ikke fandt det

dokumenteret at kapiteludkast, notater mv. alene var udarbejdet til brug for

møder mellem ministre, men havde været forelagt embedsmandsudvalg,

at

Finansministeriet overså pligten til

ekstrahering af faktiske omstændigheder, og

at

ministeriet overså

at der er tale om miljøoplysninger omfattet af miljøoplysningsloven.

Da ministeriet ikke havde

taget stilling til de af fonden anførte punkter, valgte jeg i brev af 27.

januar

2003 at sende fondens brev videre til Finansministeriet som en anmodning fra

fonden om at ministeriet tog stilling til klagen (§ 16, stk. 1, i lov nr. 473

af 12. juni 1996 om

Folketingets

Ombudsmand

).

Regeringens klimastrategi ”En

omkostningsfri klimastrategi” blev offentliggjort 26. februar 2003.

I brev af 3. marts 2003 til fonden

fremkom ministeriet med en uddybende begrundelse for det delvise afslag på

aktindsigt i regeringens klimastrategi. Ministeriet skrev bl.a. således:

”Vedrørende det tværministerielle udvalg

De i kommissoriet nævnte to

underudvalg har i praksis ikke virket som anført, idet underudvalgenes

arbejdsopgaver besluttedes indarbejdet i det i kommissoriet beskrevne

koordinerende udvalg. De to underudvalg har således aldrig holdt møder, idet

alle aktiviteter er foregået i det koordinerende udvalg. Dette udvalg har

netop virket som én myndighed i offentlighedslovens forstand.

Finansministeriet er af den

opfattelse, at interne dokumenter udarbejdet af det nedsatte udvalg ikke er

omfattet af retten til aktindsigt, idet der er tale om en myndigheds interne

arbejdsdokumenter, jf. offentlighedslovens § 7.

Vedrørende materiale til brug for møder mellem ministre mv.

De pågældende dokumenter 

henholdsvis kapiteludkast af selve ’klimarapporten’, notater og

baggrundsnotater

 har været udarbejdet til brug for møder mellem ministre. Det

materiale, der er forelagt ministrene, er udarbejdet på udvalgets ansvar og

har

ikke været afgivet til andre embedsmandsudvalg.

Finansministeriet er af den

opfattelse, at disse dokumenter i medfør af offentlighedslovens §

10,

nr. 1, ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Hertil kommer hensynet til

den politiske beslutningsproces i forbindelse med politiske drøftelser om

klimapolitiske forhold, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Vedrørende ekstrahering

Faktuelle baggrundsrapporter

er naturligvis omfattet af ekstraheringspligten. Ekstrahering har været

overvejet, men notaterne omhandler fremskrivninger  det vil sige

vurderinger. Der er således ikke tale om faktiske omstændigheder.

Finansministeriet er af den

opfattelse, at vurderinger, fremskrivninger mv. ikke har karakter af faktiske

omstændigheder, hvorfor materialet ikke er omfattet af ekstraheringspligten,

jf. offentlighedslovens § 11. De fremskrivninger mv., som er indeholdt i

dokumenterne,

fremgår af det nu offentliggjorte materiale:

Oplæg til klimastrategi for Danmark, En Omkostningseffektiv

klimastrategi

samt 10 baggrundsrapporter mv. Det ønskede materiale er

således offentliggjort og er tilgængeligt på hjemmesiderne www.fm.dk,

www.mst.dk, www.ens.dk og www.trm.dk.

Vedrørende miljøoplysninger

Miljøoplysningsloven henviser

til offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.

Finansministeriet er derfor

af den opfattelse, at bestemmelserne i miljøoplysningsloven ikke har

konsekvenser i forhold til ovenstående.”

Den 4. april 2003 klagede

fonden igen til mig. I klagen kommenterede fonden ministeriets afgørelse

således:

”1. Vedrørende det tværministerielle udvalgs status.

Finansministeriet anfører, at

der ikke var tale om tre udvalg men ét, og mener på den baggrund, at der har

været tale om én myndighed i Offentlighedslovens forstand. (A) mener ikke, at

den omstændighed at arbejdet ikke er udført efter kommissoriet, og at der

derfor kun har været ét udvalg, har betydning for, om der er tale om en

myndighed i lovens forstand. Det afgørende er efter vores opfattelse, at der

var tale om et tværministerielt udvalg med repræsentanter fra fem

ministerier,

og at udvalget arbejdede over så lang en periode, at repræsentanterne har

været

tilbage i deres ministerier og søge mandater til forhandlingerne. Under

sådanne

omstændigheder kan et udvalg ikke betragtes som en myndighed, og

Finansministeriet

bør derfor udlevere alt materiale fra udvalgsarbejdet.

2. Vedrørende materiale til brug for møder mellem ministre mv.

Finansministeriet afviser

aktindsigt med henvisning til, at materialet har været ’udarbejdet til

brug

for møder mellem ministre’, og at dette materiale er udarbejdet på

udvalgets

ansvar. Dette svarer imidlertid ikke på (A)’s klage. Hvis der været

materiale,

som har været udarbejdet til møder mellem ministre, bør dette dokumenteres.

Som sagen foreligger, har Finansministeriet overfor (A) end ikke oplyst hvor

mange af den slags møder, der har fundet sted, og hvornår. Det bør også

dokumenteres, at de til disse møder udarbejdede kapiteludkast,

baggrundsnotater og andet materiale, ikke forinden har været forelagt

embedsmandsudvalget i udkast. Hvis Finansministeriet ikke kan dokumentere

dette, bør dokumenterne være omfattet af aktindsigt, idet Offentlighedslovens

§

10 nr. 1 alene omhandler dokumenter til møder mellem ministre.

Finansministeriet henviser

endvidere til Offentlighedslovens § 13 nr. 6, og anfører ’hensynet til

den

politiske beslutningsproces i forbindelse med politiske drøftelser om

klimapolitiske

forhold’. (A) er ikke enig i, at man kan anvende § 13 i denne

sammenhæng, idet

§ 13 omhandler situationer, der er anderledes alvorlige for nationen end en

klimastrategi:

statens sikkerhed, udenrigspolitiske hensyn, etc. Det er naturligvis et skøn,

hvorvidt der i det foreliggende tilfælde er tale om hvad der i § 13 nr. 6

kaldes ’forholdets særlige karakter’, men (A) finder ikke, at

Finansministeriet på nogen måde har argumenteret for, at der i den

foreliggende sag er tale om ganske særlige forhold.

3. Vedr. ekstrahering.

Finansministeriet anfører, at

notaterne omhandler fremskrivninger og dermed vurderinger, hvorfor

Finansministeriet har konkluderet, at der ikke er tale om faktiske

omstændigheder

og at notaterne derfor ikke er omfattet af ekstraheringspligten i

offentlighedslovens

§ 11. (A) er uenig i denne vurdering ud fra følgende argumentation:

Omdrejningspunktet

i klimastrategien er en analyse af faktuelle forhold: hvad er Danmarks

CO2

-udledninger

i dag og hvorledes vil de se ud om 10 år med anvendelse af eksisterende

virkemidler. Dette er muligvis en vurdering, men jo ikke en der er grebet ud

af

luften, idet den bygger på faktuelle, solide data. Finansministeriets

argument

ville i praksis udelukke næsten enhver brug af ekstraheringspligten i

politiske forhold, idet politik jo som regel handler om at forme fremtiden,

og derfor som regel beskriver mulige scenarier, som de vil se ud afhængig af

den politiske indgriben. Ekstraheringspligten har ingen mening i politiske

sammenhænge, hvis Finansministeriets vurdering antages.

4. Vedr. retten til miljøoplysninger i h.t. Miljøoplysningsloven.

Finansministeriet konstaterer

om retten til at få oplysninger om miljøet i h.t. Miljøoplysningsloven blot,

at Offentlighedsloven rummer undtagelsesbestemmelser herom, og at

bestemmelserne i Miljøoplysningsloven derfor ingen konsekvenser har for

sagen.

Dette er en snæver juridisk vurdering, som er meget langt fra den tone og

ånd,

der er grundlaget for Miljøoplysningsloven, herunder dens forlæg,

Århus-konventionen. (A) vil fastholde synspunktet, at eftersom

klimaforandringer

internationalt  og også af den danske regering  anses som en

af

dette århundredes største miljømæssige udfordringer, så kan man ikke i

nærværende sag blot afvise Miljøoplysningslovens relevans. Hvis ikke en

strategi til begrænsning af klimaforandringer er omfattet af

Miljøoplysningslovens

§ 3, hvad er så?”

Den 28. maj 2003 anmodede jeg

Finansministeriet om en udtalelse i anledning af fondens klage. Jeg bad

ministeriet om i sit svar til mig dels at tage stilling til det af fonden

anførte og dels til spørgsmålet om hvilke af udvalgets dokumenter som måtte

anses for henholdsvis eksterne og interne.

Ministeriets svarede den 24.

juni 2003 bl.a. således:

”I februar 2003

offentliggjorde regeringen den såkaldte klimastrategi. Klimastrategien

udgøres

af publikationerne

Oplæg til klimastrategi

for Danmark

og

En omkostningseffektiv

klimastrategi

samt 10 baggrundsrapporter mv.

Regeringen ønsker en

offentlig debat om sammensætningen af en omkostningseffektiv strategi til

brug

for opfyldelsen af Danmarks ambitiøse reduktionsforpligtelse i medfør af

Kyoto-protokollen. Med offentliggørelsen af såvel regeringens oplæg til

klimastrategi

som hele det baggrundsmateriale, strategien hviler på, er netop sikret størst

mulig åbenhed om problemstillingerne vedrørende opfyldelsen af Danmarks

internationale forpligtelse til reduktion af drivhusgasudledningen. Alle har

således fået mulighed for at gå klimastrategiens forudsætninger efter i

sømmene.

Hvad angår det af (A)

påklagede henvises til Finansministeriets tidligere besvarelser, idet der

supplerende

kan bemærkes:

Vedrørende det tværministerielle udvalg

Regeringen besluttede primo

2002 at organisere udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for opfyldelsen af

Danmarks forpligtelse til reduktion af udledningen af drivhusgasser i et

tværministerielt udvalg.

Dette tværministerielle

udvalg har dermed haft en emne- og tidsmæssigt begrænset opgave, hvorfor

udvalget netop har virket som en selvstændig myndighed i offentlighedslovens

forstand.

Finansministeriet er af den

opfattelse, at dokumenter udarbejdet af og udvekslet inden for det nedsatte

udvalg ikke er omfattet af retten til aktindsigt, idet der er tale om en

myndigheds interne arbejdsdokumenter, jf. offentlighedslovens §

7.

Det bemærkes i den

forbindelse, at dokumenterne ikke  så vidt Finansministeriet er

orienteret  har været udvekslet med andre myndigheder. Således er

ingen

dokumenter overgået fra at være interne til at være eksterne i

offentlighedslovens forstand.

Vedrørende materiale til brug for møder mellem ministre mv.

De pågældende dokumenter

 henholdsvis kapiteludkast af selve ’klimarapporten’,

notater og baggrundsnotater

 er udarbejdet af en myndighed til brug for møder mellem ministre.

Finansministeriet er af den

opfattelse, at disse dokumenter i medfør af offentlighedslovens §

10,

nr. 1, ikke er omfattet af retten til aktindsigt.

Finansministeriet er

endvidere af den opfattelse, at ministeriet ikke er forpligtet til at

redegøre

for mødeaktiviteten i regeringens ministerudvalg over for tredje part, jf.

(A)’s bemærkninger herom. Hensynet er netop at beskytte den politiske

beslutningsproces.

Vedrørende ekstrahering

Faktuelle baggrundsrapporter

er naturligvis omfattet af ekstraheringspligten. Ekstrahering har været

overvejet, men notaterne omhandler fremskrivninger  det vil sige skøn

og vurderinger, jf. nedenstående.

Usikkerheden forbundet med

vurderinger af omfanget af udledningen af drivhusgasser i

forpligtelsesperioden

2008-2012 understreges af den reviderede opgørelse af Danmarks manko, som er

beskrevet

i kapitel 2 i

En omkostningseffektiv

klimastrategi.

I publikationen er

udledningen af drivhusgasser i forpligtelsesperioden 2008-2012 vurderet til

80,1 mio. ton CO2

-ækvivalenter, med en klimamanko på vurderet

25,0/20,0 mio. ton CO2

-ækvivalenter. I en tilsvarende vurdering

udarbejdet af myndighederne ca. et halvt år tidligere  i april 2002

 vurderes drivhusgasudledningen henholdsvis klimamankoen til 75,2

henholdsvis 20,1/15,2 mio. ton CO2

-ækvivalenter. Klimamankoen er således

på godt et halvt år opjusteret med ca. 25-30 pct.

Dette demonstrerer med alt

ønskelig tydelighed, at vurderinger af fremtidige indenlandske udledninger

 herunder af bagvedliggende faktorer  i høj grad er baseret

på

skøn og vurderinger af fremtidige forhold, som næppe kan karakteriseres som

faktuelle, solide data, således som (A) gør gældende.

Vedrørende retten til miljøoplysninger i henhold til

miljøoplysningsloven

Miljøoplysningsloven henviser

i §

2

til offentlighedslovens

undtagelsesbestemmelser. Således henvises til en ret til at blive gjort

bekendt

med miljøoplysninger under de betingelser og med de undtagelser, der følger

af

lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven.

Finansministeriet er derfor

af den opfattelse, at bestemmelserne i miljøoplysningsloven ikke har

konsekvenser i forhold til ovenstående.”

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg går ud fra at Finansministeriets afgørelse af 9. januar 2003 er

truffet i Finansministeriets egenskab af sekretariat for det koordinerende

udvalg.

1. Lov om aktindsigt i miljøoplysninger

I sin oprindelige klage til mig af 20. januar 2003 anførte fonden at

Finansministeriet havde overset at der var tale om aktindsigt i

miljøoplysninger omfattet af miljøoplysningsloven.

Finansministeriet skrev i sin uddybende begrundelse af 3. marts 2003 at

ministeriet var af den opfattelse at bestemmelserne i miljøoplysningsloven

ikke havde betydning for sagen idet miljøoplysningsloven henviste til

offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.

I klagen til mig af 4. april 2003 anførte fonden at den ikke var enig i at

miljøoplysningsloven ikke havde betydning for sagen. I udtalelsen af 24. juni

2003 fastholdt Finansministeriet sine

synspunkter.

§§ 2 og 3 i lov om

miljøoplysninger (lov nr. 292 af 27. april 1994 som ændret ved lov nr. 447 af

31. maj 2000) har følgende ordlyd:

’

§ 2.

Enhver har under de betingelser og med de undtagelser, der

følger af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, ret til

at

blive gjort bekendt med miljøoplysninger, jf. dog stk. 2-5 og § 3, stk. 2.

Stk. 2.

Ret til aktindsigt efter denne lov begrænses ikke af særlige

bestemmelser om aktindsigt i anden lovgivning. Dette gælder dog ikke

bestemmelser fastsat til gennemførelse af fællesskabsretlige forpligtelser.

Stk.

3.

§ 10, stk. 1, nr.

5, i lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for miljøoplysninger,

jf.

dog § 4a.

Stk.

4.

Bestemmelsen i §

12, stk. 1, nr. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen finder ikke

anvendelse

på oplysninger om emissioner, der er relevante for beskyttelsen af miljøet, i

det omfang afslag på aktindsigt vil stride imod bestemmelserne herom i

Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i

beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på

miljøområdet.

Stk. 5,

§ 13, stk. 1, nr. 4-6, i lov om offentlighed i

forvaltningen finder ikke anvendelse, i det omfang afslag på aktindsigt vil

stride imod bestemmelserne i den i stk. 4 nævnte konvention.

§ 3.

Ved miljøoplysninger forstås alle oplysninger i skriftlig

form, i billed- eller lydform, elektronisk eller i hvilken som helst anden

form, og som vedrører

tilstanden af de enkelte

miljøelementer såsom luft og atmosfære, vand, jord, landskaber og

naturområder,

biologisk mangfoldighed og dens bestanddele, herunder genetisk modificerede

organismer og vekselvirkningen mellem disse elementer,

faktorer såsom stoffer,

energi, støj og radioaktivitet mv. samt aktiviteter eller foranstaltninger,

herunder offentlige foranstaltninger, miljøaftaler, politikker, lovgivning,

planer og programmer, som påvirker eller vil kunne påvirke de enkelte

miljøelementer som nævnt i nr. 1, samt rentabilitetsberegninger og andre

økonomiske analyser og forudsætninger, som er anvendt i forbindelse med

beslutningsprocesser

på miljøområdet, og

menneskers sundheds- og

sikkerhedstilstand, menneskers levevilkår, kulturområder og bygningsmæssige

strukturer, hvis de er eller kan blive påvirket af de enkelte miljøelementers

tilstand eller vis disse elementer af faktorer, aktiviteter eller

foranstaltninger som omtalt i nr.

2.’

I forarbejderne til

bestemmelsen i § 2 (især § 2, stk. 5) er bl.a. anført følgende

(Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, spalte

4678f

):

’Konventionens generelle

udgangspunkt er, at adgangen til at begrænse aktindsigten skal fortolkes

restriktivt under hensyn til offentlighedens interesse i, at oplysningerne

offentliggøres.

Hvad angår de konkrete

undtagelsessituationer bemærkes, at de i langt størstedelen af situationerne

er fuldstændig overensstemmelse imellem konventionen og de danske regler.

Offentlighedsloven går dog på enkelte områder videre end det, der umiddelbart

kan forenes med konventionen.

Offentlighedslovens § 13,

stk. 1, indeholder mulighed for efter et konkret skøn at begrænse retten til

aktindsigt af hensyn til det offentliges kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed (nr. 4), det offentliges økonomiske interesser (nr. 5)

og private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets

særlige karakter er påkrævet (nr. 6). Det følger herudover af

offentlighedslovens

§ 13, stk. 2, at myndighederne under alle omstændigheder skal udlevere de

oplysninger, der ikke har følsom karakter (ekstraheringspligt).

Lovforslaget indeholder en

fortolkningsregel, hvorefter oplysninger alene kan undtages efter disse

bestemmelser, i det omfang dette ikke vil stride imod reglerne i

konventionens

artikel 4.

En sådan fortolkningsregel

gælder allerede i nogen grad i dag, idet det fremgår af bemærkningerne til

miljøoplysningsloven fra 1994, at adgangen til at nægte aktindsigt efter

offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, af hensyn til gennemførelsen af

direktivet

forudsættes begrænset til helt bestemte situationer, hvor undtagelsen er

forenelig med direktivet. Det drejer sig om miljøoplysninger, der er givet

fra

trediemand, uden at denne var forpligtet til det, og oplysninger der, hvis de

offentliggøres, kan skade miljøet.

Denne fortolkningsregel

indsættes nu i loven med en henvisning til konventionen og udvides til at

omfatte § 13, stk. 1, nr. 4, 5 og 6.

I forhold til § 13, stk. 1,

nr. 6, vil reglen indebære, at der fremover kan undtages oplysninger, når man

er indenfor rammerne af § 13, stk. 1, nr. 6, og situationen samtidig kan

forenes med en af undtagelsessituationerne i konventionens artikel 4. Udover

de hensyn, der blev nævnt i bemærkningerne til den gældende

miljøoplysningslov,

der begge er omfattet af konventionen (artikel 4, stk. 4, litra g og h), vil

dette bl.a. indebære, at beskyttelse af oplysninger af hensyn til

forskningsmæssige interesser kan varetages med hjemmel i bestemmelsen, når

der er tale om materiale under udarbejdelse (artikel 4, stk. 3, litra c).

Det bemærkes i øvrigt, at

lovforslaget alene omfatter miljøoplysninger. Efter gældende ret vil disse i

praksis formentlig i vid udstrækning være omfattet af reglerne om

ekstrahering, hvorfor denne type oplysninger antagelig kun yderst sjældent

overhovedet ville kunne undtages efter de nævnte undtagelsesregler i

offentlighedsloven.’

Jeg mener ligesom fonden at

oplysningerne som fonden anmodede om aktindsigt i, er omfattet af lov om

miljøoplysninger, jf. lovens § 3, nr. 2. Jeg forstår Finansministeriet sådan

at ministeriet ikke er uenig heri, men at det forhold at oplysningerne er

omfattet af miljøoplysningsloven, ikke har betydning, idet der i denne lov er

en henvisning til offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.

Finansministeriet har i sin

uddybende begrundelse for det delvise afslag på aktindsigt af 3. marts 2003

bl.a. henvist til bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Som

det fremgår af bestemmelsen i § 2, stk. 5 i miljøoplysningsloven, kan

bestemmelsen

i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kun finde anvendelse i det omfang

et

afslag på aktindsigt ikke vil stride mod bestemmelserne i Århus-konventionen.

Der er således tale om at § 13, stk. 1, nr. 6, hvis oplysningerne er omfattet

af miljøoplysningsloven, har et endnu mere indskrænket anvendelsesområde end

vanligt. Jeg er derfor ikke enig med Finansministeriet i at det er uden

betydning at de oplysninger der blev begæret aktindsigt, var omfattet af lov

om miljøoplysninger, når undtagelse af oplysninger i sagen bl.a. skete i

medfør

af bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

I sin udtalelse til mig af

24. juni 2003 har Finansministeriet imidlertid ikke gentaget synspunktet om

at

også offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kunne anvendes som hjemmel til

at undtage oplysninger i sagen fra aktindsigt. Jeg går ud fra at det skyldes

at

ministeriet mener at de øvrige undtagelsesbestemmelser der er henvist til (§

7

og § 10, nr. 1), er tilstrækkelige til at kunne undtage de oplysninger som

der

ikke blev givet aktindsigt i.

Jeg foretager mig på den

baggrund ikke mere vedrørende spørgsmålet om lov om miljøoplysninger idet jeg

er enig med ministeriet i at loven for så vidt angår spørgsmålet om

undtagelse af dokumenter efter offentlighedslovens § 7 og § 10, ikke

umiddelbart

har selvstændig betydning, jf. lovens § 2, stk. 1.

2. Det

tværministerielle udvalgs status som selvstændig myndighed

Jeg må efter min gennemgang

af sagens akter og ud fra det som er anført i Finansministeriets uddybende

begrundelse over for fonden af 3. marts 2003, lægge til grund at de to

underudvalg som er nævnt i kommissoriet, ikke i praksis virkede som anført,

men

at alle aktiviteter foregik i det koordinerende udvalg hvor Finansministeriet

varetog formandskabet. Det koordinerende udvalg arbejdede i øvrigt inden for

kommissoriets rammer.

Sagen rejser spørgsmål om

hvorvidt det koordinerende udvalg var en selvstændig myndighed i

offentlighedslovens

forstand. Hvis ikke udvalget er en selvstændig myndighed, måtte referater mv.

anses for udsendt til den række af myndigheder som de enkelte medlemmer af

udvalget repræsenterede, og dokumenterne ville dermed være eksterne.

Det fremgår af sagens akter

at Finansministeriet ved udvalgsarbejdets start anmodede de ministerier som

skulle deltage i arbejdet (ud over Finansministeriet Økonomi- og

Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Miljøministeriet og

Skatteministeriet,

jf. kommissoriet), om at udpege en repræsentant til at deltage i udvalget.

Ved

udarbejdelse af referat fra det 1. møde i udvalget blev der samtidig

udfærdiget

en deltagerliste.

Sådan som jeg har forstået

det ud fra sagens akter, foregik tilrettelæggelsen af møderne i udvalget

herefter på den måde at sekretariatet for udvalget i Finansministeriet via

e-mail indsamlede (baggrunds)materiale fra deltagerne og andre og herefter

–

ligeledes via e-mail – udsendte mødeindkaldelser, referater og

baggrundsmateriale til deltagerne i de respektive ministerier. Mødereferater

mv. blev udarbejdet på Finansministeriets brevpapir.

Det fremgår at

deltagerkredsen i udvalget ikke var den samme i hele den periode hvor

udvalget

arbejdede; nogle repræsentanter for ’deltagerministerierne’ blev

undervejs

udskiftet med andre. Herudover blev udvalget fra og med det 11. møde den 4.

december 2002 udvidet til også at omfatte repræsentanter for

Statsministeriet,

Fødevareministeriet og Trafikministeriet.

Det koordinerende udvalgs

opgave bestod ifølge kommissoriet i at foretage en vurdering af

samfundsøkonomiske,

statsfinansielle og fordelingsmæssige konsekvenser ved anvendelsen af

forskellige tiltag med henblik på opfyldelsens af den danske CO2

-reduktionsforpligtelse

i henhold til Kyoto-protokollen og EU’s interne byrdefordeling.

Udvalgsarbejdet skulle munde ud i et samlet oplæg til Økonomiudvalget om

hvordan Danmarks reduktionsforpligtelse kan håndteres på den mest

hensigtsmæssige

måde, og herunder fastlægge principperne for prioriteringen af indsatsen

mellem de forskellige områder. Opgaven var således tids- og emnemæssigt

afgrænset og var af selvstændig karakter. På den baggrund kan jeg tilslutte

mig Finansministeriets opfattelse hvorefter det koordinerede udvalg var en

selvstændig forvaltningsmyndighed i offentlighedslovens forstand. At

mødereferatet mv. blev udarbejdet på Finansministeriets brevpapir, og at

udvalgets medlemskreds skiftede undervejs, kan ikke ændre på min opfattelse.

Jeg henviser til de sager der er gengivet i Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1979, s. 257*, for 1989, s. 175*, og for 1994, s. 401f*, og Karsten

Loiborg

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.

116f

og s.

411f.

3. Undtagelse af interne

arbejdsdokumenter efter offentlighedslovens § 7

Finansministeriet har efter

bestemmelsen i offentlighedslovens § 7 undtaget dagsordener, mødeindkaldelser

og referater fra det koordinerende udvalgs arbejde og herudover også faglige

baggrundsnotater

og arbejdspapirer. Bestemmelsen i offentlighedslovens § 7 har følgende

ordlyd:

’

§ 7.

Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne

arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

dokumenter, der udarbejdes af

en myndighed til eget brug.

brevveksling mellem

forskellige enheder inden for samme myndighed og

brevveksling mellem en

kommunalbestyrelse og dennes udvalg, afdelinger og andre organer eller mellem

disse organer indbyrdes.’

Da det koordinerede udvalg

var en selvstændig myndighed, jf. ovenfor, var dokumenter der blev udarbejdet

af udvalget, alene til eget brug, og brevveksling mellem udvalgets medlemmer

var som udgangspunkt interne arbejdsdokumenter undtaget fra retten til

aktindsigt efter offentlighedslovens § 7.

Det er imidlertid fast

antaget at interne arbejdsdokumenter mister deres interne karakter hvis

dokumenterne

bliver afgivet til en anden administrativ myndighed eller til andre

udenforstående. De interne arbejdsdokumenter kunne således alligevel ikke

undtages fra aktindsigt efter § 7 hvis de måtte anses for afgivet til

udenforstående.

I sagen som er gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 175 (og som også er omtalt

ovenfor), anførte jeg følgende om den særlige problemstilling der opstår når

en særligt oprettet myndighed brevveksler med de ministerier og andre

myndigheder der er repræsenteret i samarbejdet:

’Som anført ovenfor må det

antages, at dokumenter, der udarbejdes af og alene til brug for en særligt

oprettet myndighed samt brevveksling mellem myndighedens forskellige dele og

medlemmer må anses for internt arbejdsmateriale og således som udgangspunkt

undtaget fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 7. Omvendt følger

det af den særlige myndighedskonstruktion, at brevveksling mellem på den ene

side den særlige (samarbejds)myndighed og dele af denne og på den anden side

de ministerier eller andre myndigheder, der er repræsenteret i samarbejdet,

må

betragtes som ekstern i relation til offentlighedsloven og dermed som

udgangspunkt undergivet aktindsigt.

Et særligt problem

foreligger, når der fremsendes oplysninger, udarbejdes udkast, forslag og

lignende

af personer, der både er tilknyttet den særlige myndighed og en anden

myndighed

(den pågældendes normale ansættelsessted). Afgørende for, om sådanne

dokumenter er interne eller eksterne, må være i hvilken egenskab den

pågældende har udarbejdet dokumentet.

Besvarelsen af dette

spørgsmål afhænger principielt af, om den pågældende medarbejder ved

dokumentets

udarbejdelse er undergivet instruktion af ledelsen for den myndighed, der er

medarbejderens normale ansættelsessted, således at dokumentet må siges at

være

afgivet på denne myndigheds vegne og ansvar – eller om dokumentet er

tilblevet

som en del af arbejdet for den særlige myndighed, alene under instruktion af

og

ansvar over for denne myndigheds ledelse.

Der er en risiko for, at det

i praksis vil være vanskeligt at afgøre ovennævnte spørgsmål, og der kan

derfor

ofte være grund til at træffe praktiske foranstaltninger til klargørelse af

forholdet. En sådan præcisering kan eksempelvis ske ved anvendelse af særligt

brevpapir for den særligt oprettede myndighed samt – om nødvendigt

– ved, at

det udtrykkeligt fastlægges, hvilke personer der er knyttet til den særlige

myndighed. Uklarhed i denne henseende kan meget vel få som konsekvens, at det

ikke kan godtgøres, i hvilken egenskab et dokument er udfærdiget.

Udgangspunktet

må da være, at dokumentet betragtes som eksternt.’

I en af de andre sager nævnt

ovenfor (Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, s. 401ff), er angivet

eksempler på situationer hvor dokumenter og oplysninger må anses for afgivet

til udenforstående, bl.a. 1) den situation hvor oplysninger fra

særmyndigheden

har været drøftet med en minister eller en anden udenforstående, og 2) den

situation hvor materialet indgår på en sag hos en af de myndigheder der er

repræsenteret i samarbejdet, og hvor sagen ikke er forbeholdt medarbejdere

med

tilknytning til særmyndigheden. Det ansås i sagen ikke i sig selv for

afgørende

om materialet var journaliseret hos en af de myndigheder som var

repræsenteret

i samarbejdet, hvis sagen hos denne myndighed var ’reserveret’ for

de medarbejdere

som indgik i særmyndigheden.

Der er ikke i sagen præcise

oplysninger om hvordan det interne arbejdsmateriale har været håndteret i

forhold til udenforstående, herunder de myndigheder som havde repræsentanter

i

udvalget. Der er ikke brevveksling i sagen hvorved materialet

’aktivt’ sendes

til andre end udvalgets medlemmer.

Finansministeriet har i

udtalelsen til mig af 24. juni 2003 anført at materialet – så vidt

Finansministeriet

ved – ikke er blevet udvekslet med andre myndigheder. For så vidt angår

mødeindkaldelser, dagsordener og referater fra udvalgets møder, har jeg ikke

anledning til at lægge andet til grund. Jeg har således ikke grundlag for at

kritisere at Finansministeriet undtog disse dokumenter fra aktindsigt i

medfør

af offentlighedslovens § 7. Se dog nedenfor i afsnit 5 om ekstrahering.

Baggrundsnotater og

arbejdspapirer har Finansministeriet også undtaget som interne

arbejdsdokumenter.

Det fremgår af sagens akter

at nogle af baggrundsnotaterne blev udarbejdet efter aftale på møderne i

udvalget. Det gælder imidlertid ikke alle baggrundsnotaterne.

Nogle af baggrundsnotaterne

er udarbejdet hos de myndigheder som deltog i samarbejdet. Andre er

udarbejdet

hos andre myndigheder eller hos private.

Det er utvivlsomt at notater

der er udarbejdet hos andre myndigheder end dem som deltog i samarbejdet,

eller hos private, ikke kan betragtes som interne arbejdsdokumenter. Fonden

fik i forbindelse med Finansministeriets afgørelse af 9. januar 2003

aktindsigt

i 4 baggrundsrapporter udarbejdet af eksterne konsulenter for udvalget. Ved

min gennemgang af sagen har jeg imidlertid fundet yderligere baggrundsnotater

udarbejdet af eksterne myndigheder eller private: Med mødeindkaldelsen af 20.

juni 2002 til det 3. møde den 24. juni 2002 blev udsendt et notat fra

Konkurrencestyrelsen som ikke havde repræsentanter i udvalget. Med

mødeindkaldelsen

af 23. oktober 2002 til det 7. møde den 25. oktober 2002 blev udsendt en

baggrundsrapport fra Risø. Det er min opfattelse at disse dokumenter ikke

kunne

undtages med henvisning til offentlighedslovens § 7 om interne

arbejdsdokumenter.

Jeg har gjort

Finansministeriet bekendt med min opfattelse.

De baggrundsnotater som blev

udarbejdet hos de myndigheder som var repræsenteret i samarbejdet i udvalget,

fremstår typisk som almindelige notater udarbejdet af myndigheden; de er

udarbejdet på myndighedens brevpapir med angivelse af kontor og

sagsbehandler.

Der er ikke specifikt angivet at de er udarbejdet i udvalgets regi eller til

brug for udvalget. I beslutningsreferaterne er der eksempelvis anført

følgende

vedrørende beslutninger om at lade bestemte notater udarbejde: ’

FM

[Finansministeriet; min bemærkning]

udarbejder udkast som sendes til høring i

de øvrige ministerier’

eller

’MSt og

EnS

[Miljøstyrelsen og Energistyrelsen; min bemærkning]

udarbejder fælles notat’

(eksemplerne

er fra beslutningsreferatet fra det 2. møde i udvalget).

Det forekommer mest

nærliggende at antage at dokumenter af denne type ikke blev udarbejdet af

medarbejderne

hos myndighederne som led i varetagelsen af deres medlemskab af udvalget.

På den baggrund er det min

opfattelse at notaterne ikke kunne anses for interne arbejdsdokumenter, jf.

det

ovenfor anførte fra sagen gengivet i Folketingets Ombudsmand beretning for

1989, s. 175ff.

Jeg har gjort

Finansministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg har samtidig henstillet

til Finansministeriet at genoptage sagens behandling og træffe en ny

afgørelse

vedrørende aktindsigt i baggrundsnotater. En del af baggrundsnotaterne i

sagen blev offentliggjort sammen med selve klimarapporten. Jeg har skrevet

til

Finansministeriet at ministeriet i det omfang de pågældende notater

efterfølgende er blevet offentliggjort, evt. blot kan henvise til disse

offentliggjorte baggrundsnotater.

4. Undtagelse af

dokumenter udarbejdet til brug for møder mellem ministre

Finansministeriet har efter

bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 1, undtaget kapiteludkast,

notater

og baggrundsnotater fra aktindsigt. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’

§ 10.

Retten til aktindsigt omfatter ikke:

Statsrådsprotokoller,

referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en

myndighed til brug for sådanne møder.’

I det foreliggende tilfælde

er det kun sidste led af bestemmelsen ’dokumenter, der udarbejdes til

brug for

sådanne møder’ (møder mellem ministre) der er relevant. Bestemmelsen

finder

anvendelse hvad enten dokumentet er udarbejdet af et ministerium eller en

anden

forvaltningsmyndighed. Det afgørende er om dokumentet er udarbejdet netop med

henblik på at skulle indgå i drøftelser på et møde mellem ministre, hvorimod

det ikke kan kræves at dokumentet faktisk bliver anvendt på mødet. Det er

uden

betydning for anvendelsen af bestemmelsen om der er tale om egentlige

ministermøder

med deltagelse af samtlige regeringens medlemmer eller om et møde i et

ministerudvalg eller en mere uformel drøftelse mellem to eller flere

ministre, jf. s. 229, 2. spalte, i betænkning nr. 857/1978 om

offentlighedslovens

revision.

I sagen gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 175ff, anførte jeg at det var

klart at dokumenter som blev udarbejdet på grundlag af en drøftelse i et

departementschefsudvalg med henblik på forelæggelse i regeringens

koordinationsudvalg, måtte anses for omfattet af bestemmelsen i

offentlighedslovens § 10, nr. 1. Derimod anså jeg det for usikkert om bidrag

fra andre ministerier som blev sendt til underudvalgene (under

departementschefsudvalget) med henblik på teknisk bearbejdelse og

koordinering,

kunne anses for omfattet af bestemmelsen. Jeg fandt det betænkeligt at

anerkende at bestemmelsen blev benyttet på dokumenter som ikke var udarbejdet

direkte med henblik på møder mellem ministre, men i første række var

tilvejebragt til brug for en ren embedsmandsmæssig bearbejdning.

Det fremgår af kommissoriet

at udvalgsarbejdet skulle munde ud i udarbejdelse af et

’beslutningsgrundlag

til regeringens Økonomiudvalg ultimo

2002’.

Det fremgår af sagens akter

at de dokumenter som udvalget i første omgang arbejdede på med henblik på

forelæggelse i regeringen økonomiudvalg og senere i regeringens

koordinationsudvalg, dels var selve klimarapporten ’En omkostningsfri

klimastrategi’ og dels materiale til præsentation af rapporten for

ministrene:

covernote, baggrundsnotat og udkast til pressemeddelelse.

Mellem det 10. og det 11.

møde i udvalget blev det nævnte materiale forelagt først for Regeringens

Økonomiudvalg og herefter for Regeringens Koordinationsudvalg. Det fremgår af

mødeindkaldelsen af 3. december 2002 til det 11. møde den 4. december 2002 at

det på mødet i Koordinationsudvalget havde vist sig nødvendigt med en

yderligere gennemgang af nogle af de tekniske beregninger i rapporten.

Herudover havde mødet vist at regeringen havde behov for at se et konkret

oplæg til hvilke typer politiske beslutninger der ville være knyttet til

klimaproblemstillingen. Dette oplæg skulle forelægges for regeringen i form

af et notat vedrørende mulige løsninger for en klimastrategi og i form af et

udkast til ’policy-udspil’. På de følgende møder i udvalget blev

der herefter

arbejdet på at færdiggøre klimarapporten og på at udfærdige de nævnte

dokumenter. På møder i regeringens koordinationsudvalg henholdsvis den 22.

januar 2003 og den 19. februar 2003 blev dokumenterne forelagt for ministrene

sammen med materiale til brug for præsentation af dokumenterne.

Jeg er på ovenstående

baggrund enig med Finansministeriet i at kapiteludkastene, baggrundsnotat,

policy-udspil og det øvrige nævnte materiale som blev udarbejdet med henblik

på præsentation af udvalgets arbejde for ministrene, er undtaget fra retten

til aktindsigt, jf. § 10, nr. 1, i offentlighedsloven. Jeg har herved lagt

vægt på at materialet er udarbejdet direkte med henblik på forelæggelse på

møder mellem ministre. Idet jeg går ud fra at det er det nævnte materiale som

Finansministeriet

henviser til i sin afgørelse, har jeg således ikke grundlag for at kritisere

ministeriet på dette punkt. Se dog nedenfor i afsnit 5 om ekstrahering.

5. Ekstrahering

a) Oplysninger om fremtidige forhold

Finansministeriet har

tilkendegivet at oplysningerne i de undtagne dokumenter angår fremskrivninger

eller skøn over fremtidige forhold, og at de derfor ikke er omfattet af

ekstraheringspligten.

Både for dokumenter omfattet

af offentlighedsloven § 7 og offentlighedslovens § 10, nr. 1, gælder der

en pligt til ekstrahering, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1. Bestemmelsen

har følgende ordlyd:

’

§ 11.

Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr.

1-4, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for

sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med

lovens almindelige regler.’

Bestemmelsen finder ikke

anvendelse såfremt de oplysninger der skulle ekstraheres, fremgår af

offentligt

tilgængelige oplysninger i sagen, jf. John Vogter, Offentlighedsloven med

kommentarer, 3. udgave (1998), s. 211.

Ekstraheringspligten gælder

’oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for

sagsforholdet’. Udtrykket ’oplysninger om (sagens) faktiske

omstændigheder’

anvendes ikke kun i offentlighedslovens § 11, men også i andre

lovbestemmelser, bl.a. forvaltningslovens § 19 og offentlighedslovens § 6.

Betingelsen for at der skal foretages ekstrahering, må således forstås på

samme

måde som betingelsen for at der skal foretages partshøring, eller at der

foreligger notatpligt.

Afgørende for om en oplysning

skal ekstraheres, er herefter ikke i første række afhængig af om en oplysning

efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror i højere

grad på hvilken funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. En

oplysning skal på den baggrund ekstraheres hvis oplysningen er af en sådan

karakter at den bidrager til at supplere sagsforholdets bevismæssige grundlag

eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til

sagsforholdets

faktiske omstændigheder. Se hertil bl.a. forarbejderne til

offentlighedslovens

§ 6 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 217) hvoraf desuden fremgår

følgende:

’Notatpligten vil således

også kunne omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget

stillingtagen

til et forhold for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative

bevisoptagelse. Tilkendegivelse af standpunkter, argumenter eller vurderinger

med hensyn til en sags afgørelse vil derimod ikke, lige så lidt som efter den

gældende lov, være omfattet af notatpligten. Det samme gælder oplysninger der

isoleret set gengiver objektive kendsgerninger, som f.eks. oplysninger om

indholdet

af gældende ret.’

På den baggrund må det

antages at også forudsigelser om hvorledes et faktisk forløb vil ændre sig,

og

som bidrager til myndighedens kvalificering af det administrative

beslutningsgrundlag, også hører til de faktiske oplysninger i et sagsforhold.

Se bl.a. Jon Andersen, mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 518.

Jeg er således ikke enig i

den retsopfattelse som Finansministeriet har tilkendegivet i den uddybende

begrundelse af 3. marts 2003 og i udtalelsen til mig af 24. juni 2003

hvorefter

det forhold at oplysningerne angår fremskrivninger eller skøn over fremtidige

forhold i sig selv, gør at oplysningerne ikke er omfattet af

ekstraheringsforpligtelsen.

Jeg har gjort

Finansministeriet bekendt med min opfattelse.

b) Ekstraheringspligtige oplysninger i den konkrete sag?

Det er Finansministeriets

opfattelse at der i de dokumenter der blev undtaget efter § 7 og § 10, nr. 1,

i

offentlighedsloven, ikke var oplysninger der skulle ekstraheres.

Jeg har i flere tidligere

sager anført at bestemmelsen i § 11, stk. 1, i offentlighedsloven må forstås

sådan at interne vurderinger, dvs. udtalelser eller vurderinger fra en

myndigheds eget personale mv., ikke er omfattet af offentlighedslovens

§ 11 (og den tilsvarende bestemmelse i forvaltningslovens § 12, stk. 2).

Derimod er udtalelser eller vurderinger fra eksterne kilder omfattet af

ekstraheringspligten. Se bl.a. sagerne gengivet i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1990, s. 216ff*, for 1995, s. 305ff*, for 1996, s. 221*, og for

2002,

s. 402ff*. I Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s.

305f, udtalte jeg at beregninger

foretaget af en myndighed på baggrund af allerede foreliggende og offentligt

tilgængeligt materiale, og uden at myndigheden ved besigtigelser mv. tilførte

nye

iagttagelser, ikke var omfattet af ekstraheringsforpligtelsen.

I forhold til vurderinger

angår ekstraheringspligten således navnlig oplysninger i form af udtalelser

eller vurderinger fra eksterne kilder der på tidspunktet for anmodningen om

aktindsigt ikke fremgik af offentligt tilgængelige oplysninger i sagen.

Finansministeriet har ikke har overvejet ekstraheringsforpligtelsen i dette

lys, og jeg har derfor samtidig henstillet til Finansministeriet at genoptage

sagen for på ny at overveje om der i de dokumenter der blev undtaget fra

aktindsigt efter offentlighedslovens 7 og § 10, nr. 1, er oplysninger der

skal ekstraheres.

Ved vurderingen af om

oplysninger der er ekstraheringspligtige, kan undtages efter andre

bestemmelser

i offentlighedsloven, henviser jeg til det som jeg har anført ovenfor under

pkt. 1 vedrørende anvendelsen af lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Selve klimarapporten og noget

yderligere materiale er senere blevet offentliggjort. Jeg har meddelt

Finansministeriet at ministeriet, hvis de oplysninger som ellers skulle

ekstraheres, indgår i dette offentliggjorte materiale, eventuelt blot kan

henvise til det offentliggjorte materiale.

6. Sammenfatning

1. Det er min opfattelse at de oplysninger som fonden søgte om

aktindsigt i, var omfattet af lov om miljøoplysninger. Jeg er ikke enig med

Finansministeriet i at det var uden betydning at oplysningerne var omfattet

af

loven, idet undtagelse af oplysninger i sagen bl.a. skete med henvisning til

bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

2. Jeg kan tilslutte mig Finansministeriets opfattelse hvorefter

det koordinerede udvalg var en selvstændig myndighed i offentlighedslovens

forstand. Bl.a. på den baggrund har jeg ikke grundlag for at kritisere at

Finansministeriet undtog mødeindkaldelser, dagsordener og referater fra

udvalgets møder fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 7 om interne

arbejdsdokumenter.

3. Jeg mener at der i sagen var flere eksterne baggrundsnotater

som var underlagt aktindsigt, end dem som fonden fik aktindsigt i den 9.

januar 2003. Jeg mener ikke at de baggrundsnotater der var udarbejdet hos de

myndigheder der indgik i samarbejdet i udvalget, kunne undtages fra

aktindsigt

i medfør af offentlighedslovens § 7.

4. Jeg er enig med Finansministeriet i at kapiteludkastene til

klimarapporten, baggrundsnotat, policy-udspil og det øvrige nævnte materiale

som blev udarbejdet med henblik på præsentation af udvalgets arbejde for

ministrene, kunne undtages fra aktindsigt efter § 10, nr. 1, i

offentlighedsloven.

5. Jeg er ikke enig i den retsopfattelse som Finansministeriet

har tilkendegivet vedrørende ekstrahering hvorefter det forhold at

oplysninger

angår fremskrivninger eller skøn over fremtidige forhold, i sig selv gør at

oplysningerne ikke er omfattet af ekstraheringsforpligtelsen.

I det omfang der i de dokumenter der er undtaget efter § 7 og § 10, nr. 1, i

offentlighedsloven, indgår udtalelser eller vurderinger fra eksterne kilder,

mener jeg at de er omfattet af ekstraheringspligten.

6. Jeg har henstillet til Finansministeriet at genoptage sagens

behandling og træffe en ny afgørelse om aktindsigt i lyset af det jeg har

anført. Klimarapporten mv. er blevet offentliggjort siden fonden fik delvis

afslag

på aktindsigt den 9. januar 2003. Jeg har skrevet til Finansministeriet at

ministeriet,

hvis de oplysninger der i lyset af det jeg har anført, skulle meddeles

aktindsigt

i, er indeholdt i det offentliggjorte materiale, eventuelt kan meddele

aktindsigt ved at henvise hertil.”

NOTER: (*) FOB 1979, s. 257,

FOB 1989, s. 175,

FOB 1990, s. 216,

FOB 1994, s. 401,

FOB 1995, s. 305,

FOB 1996, s. 221, og

FOB 2002, s. 402.

Lignende dokumenter