Afslag på aktindsigt i regeringens klimastrategi
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på aktindsigt i regeringens klimastrategi
Det fremgik af sagens akter
at regeringen i marts 2002 med henblik på opfyldelsen af den danske
CO2
-reduktionsforpligtelse
i henhold til Kyoto-protokollen og EU’s interne byrdefordeling
besluttede at
foretage en vurdering af samfundsøkonomiske, statsfinansielle og
fordelingsmæssige konsekvenser ved anvendelsen af forskellige tiltag.
Arbejdet
blev foreslået organiseret i 2 udvalg hvor henholdsvis Miljøministeriet og
Økonomi-
og Erhvervsministeriet skulle varetage formandskabet. Ud over de to
underudvalg
skulle der nedsættes et koordinerende udvalg med Finansministeriet som
formand.
Af kommissoriet for arbejdet fremgik følgende:
”Danmark er i henhold til
Kyoto-protokollen samt EU’s interne byrdefordeling forpligtet til at
reducere
den gennemsnitlige emission af drivhusgasser i perioden 2008- 2012 med 21
pct.
i forhold til basisåret 1990.
I den forbindelse er der
blevet igangsat en række initiativer, der skal bidrage til reduktion af
udledningen
af drivhusgasser. Den indenlandske indsats består af kvoteordningen for
elværkerne, energiafgifter samt andre tiltag blandt andet i form af en række
tilskudsordninger. Derudover eksisterer der en manko i forhold til
forpligtelsen. Denne manko skal opfyldes med nye initiativer. De klart mindst
Læs alt
effektive reduktionstiltag har hidtil været tilskudsordninger på
energiområdet,
som er blevet reduceret ved Finanslovsforslaget for år 2002.
Danmarks
reduktionsforpligtelse kan, udover de eksisterende tiltag, herunder eventuelt
en yderligere reduktion af energitilskud samt en forlængelse af udvidelse af
kvoteordninger for elværkerne, tilvejebringes gennem blandt andet
skatteomlægninger og anvendelse af internationale fleksible mekanismer. De
internationale fleksible mekanismer består af kvotehandel samt to
projektbaserede
mekanismer: ’Joint Implementation’ (JI), der kan anvendes mellem
lande med
reduktionsforpligtelse og ’Clean Development Mechanism’ (CDM), der
kan implementeres
i lande uden reduktionsforpligtelse.
Hovedparten af
reduktionsforpligtelsen har hidtil været forudsat at skulle opfyldes ved
initiativer på energiområdet. Økonomi- og erhvervsministeren har med
udgangspunkt
i regeringsgrundlaget påbegyndt forhandlinger med aftaleparterne bag
elreformen
om en omlægning af energipolitikken med henblik på at reducere erhvervslivets
energiomkostninger ved liberalisering af energisektoren og en mere
omkostningseffektiv prioritering af energisektorens bidrag til opfyldelse af
klimaforpligtelserne.
I regeringens udspil til
drøftelserne vedr. omlægningen af energipolitikken indgår bl.a. spørgsmålet
om
videreførelsen af CO2
- kvoter for elselskaberne, mulighederne for at
gennemføre udbygning med havmøller på markedsmæssige betingelser og
mulighederne
for at erstatte CO2
-reduktion i Danmark med erhvervelse af CO2
-kreditter
på et internationalt marked.
I forbindelse med en
hensigtsmæssig koordinering og prioritering mellem disse tiltag er det
nødvendigt
at foretage en vurdering af både samfundsøkonomiske, statsfinansielle og
fordelingsmæssige konsekvenser ved anvendelsen af de enkelte tiltag.
Dette arbejde foreslås
organiseret i 2 udvalg. Det ene udvalg skal opgøre CO2
-mankoen i
lyset af den forventede indsats på de enkelte områder og den endelige
fastsættelse af Danmarks reduktionsforpligtelse. Udvalget skal i den
sammenhæng medvirke til opgørelse af konsekvenserne af en afklaring af
Danmarks
såkaldte ’1990-basis år problem’. Udvalget skal også vurdere
virkningerne af
omprioriteringen af indsatsen på de forskellige områder, herunder
konsekvenserne
af Finanslovsforslaget for 2002 hvor tilskudsordningerne er reducerede og af
ophævelsen af påbuddet om tre planlagte vindmølleparker. Udvalget skal
endvidere belyse de ikke-energipolitiske virkemidler – afgifter, kvoter,
fleksible mekanismer og aftaler om CO2
-refusion. Endeligt skal der
gennem dette udvalg sikres en koordination i forhold til regeringens arbejde
med at sikre internationale aftaler, der muliggør overførsel af
CO2
-kreditter
til opfyldelsen af Danmarks reduktionsforpligtelser. Ansvaret for
internationale
forhandlinger og aftaler i forbindelse hermed er således Miljøministeriets.
Miljøministeriet varetager
formandskabet for dette udvalg, øvrige ministerier kan indgå i sekretariatet
efter behov.
I lyset af at hovedparten af
indsatsen for at opfylde klimaforpligtelsen skal ske ved en afvejning af en
indsats, der direkte påvirker det danske erhvervsliv og den danske
energisektor,
skal det andet udvalg analysere de forskellige energipolitiske virkemidler
– afgifter,
kvoter, fleksible mekanismer og aftaler om CO2
-refusion. Økonomi-
og Erhvervsministeriet varetager formandskabet for dette udvalg, øvrige
ministerier kan indgå i sekretariatsarbejdet efter behov. Arbejdet i udvalget
organiseres som en del af projektet vedr. liberalisering af energiområdet,
som
Økonomi- og Erhvervsministeriet allerede har igangsat og hvor
Finansministeriet indgår i styregruppen.
Udover disse to udvalg
nedsættes der et koordinerende udvalg med Finansministeriet som formand og
med
deltagelse af Miljøministeriet, Skatteministeriet, Udenrigsministeriet samt
Økonomi- og Erhvervsministeriet. Udvalget får ansvaret for på baggrund af
input fra de to andre udvalg at lave et samlet oplæg til Økonomiudvalget om,
hvordan Danmarks reduktionsforpligtelse kan håndteres på den mest
hensigtsmæssige måde, herunder fastlægge principperne for prioriteringen af
indsatsen mellem de forskellige områder. Sigtet i oplægget til
Økonomiudvalget
er at opnå en optimal kombination ud fra en afvejning af de statsfinansielle,
samfundsøkonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser.
Proces og tidsplan
Arbejdet skal koordineres med
arbejdet vedrørende rapport om ’grøn markedsøkonomi’ samt arbejde
vedrørende
liberalisering af energimarkederne. Der udarbejdes beslutningsgrundlag til
regeringens
Økonomiudvalg ultimo
2002.”
I brev af 2. december 2002
søgte en fond, A, Finansministeriet om aktindsigt ”i forhold til
udarbejdelsen
af regeringens strategi til imødegåelse af globale klimaforandringer”.
Fonden
anførte at den gik ud fra at aktindsigten omfattede korrespondance, udkast og
andet materiale i forbindelse med det tværministerielle udvalgsarbejde.
Den 9. januar 2003 gav
Finansministeriet fonden delvis afslag på begæringen om aktindsigt i
regeringens
klimastrategi. Af ministeriets afgørelse fremgår bl.a. følgende:
”Finansministeriet kan
imødekomme Deres aktindsigtsanmodning for så vidt angår kommissoriet for
udvalget vedrørende opfyldelse af den danske klimaforpligtelse, som forestår
det nævnte arbejde.
Ministeriet kan endvidere
imødekomme Deres anmodning om aktindsigt for så vidt angår følgende
baggrundsrapporter og -notater udarbejdet af eksterne konsulenter for
udvalget:
Priser og risici på
internationale markeder for fleksible mekanismer. Copenhagen Economics.
Nye markeder for Kyoto
mekanismer. Econ Center for økonomisk analyse.
Hvad koster det at reducere
CO2
-mankoen? Reduktionspotentiale og omkostninger i udvalgte sektorer.
COWI.
Beregninger af CO2
-tiltag
på transportområdet. COWI.
Finansministeriet kan ikke
imødekomme Deres anmodning om aktindsigt for så vidt angår en række interne
dokumenter udarbejdet af det nedsatte udvalg. Dokumenterne omfatter
henholdsvis dagsordener og mødeindkaldelser til samt referater af udvalgets
møder, faglige baggrundsnotater og arbejdspapirer. Disse dokumenter er ikke
omfattet
af retten til aktindsigt, idet der er tale om en myndigheds interne
arbejdsdokumenter,
jf. offentlighedslovens § 7.
Ministeriet kan ej heller
imødekomme Deres anmodning for så vidt angår dokumenter udarbejdet til brug
for møder mellem ministre. Dokumenterne omfatter henholdsvis kapiteludkast af
selve ’klimarapporten’, notater og baggrundsnotater. Disse
dokumenter er i
medfør af offentlighedslovens § 10, nr. 1, ikke omfattet af retten til
aktindsigt.
Finansministeriet gør
opmærksom på, at det er hensigten at offentliggøre selve
’klimarapporten’ i
begyndelsen af 2003, jf. den energipolitiske aftale af 19. juni 2002 og
Pressemeddelelse
af 29. november 2002: Beslutningsgrundlag for klimapolitik udsættes.”
Fonden klagede herefter til
mig i brev af 20. januar 2003. I klagen anførte fonden bl.a.
at
tre tværministerielle udvalg med
deltagelse af embedsmænd fra fem ministerier ikke kunne opfattes som én
myndighed,
at
fonden ikke fandt det
dokumenteret at kapiteludkast, notater mv. alene var udarbejdet til brug for
møder mellem ministre, men havde været forelagt embedsmandsudvalg,
at
Finansministeriet overså pligten til
ekstrahering af faktiske omstændigheder, og
at
ministeriet overså
at der er tale om miljøoplysninger omfattet af miljøoplysningsloven.
Da ministeriet ikke havde
taget stilling til de af fonden anførte punkter, valgte jeg i brev af 27.
januar
2003 at sende fondens brev videre til Finansministeriet som en anmodning fra
fonden om at ministeriet tog stilling til klagen (§ 16, stk. 1, i lov nr. 473
af 12. juni 1996 om
Folketingets
Ombudsmand
).
Regeringens klimastrategi ”En
omkostningsfri klimastrategi” blev offentliggjort 26. februar 2003.
I brev af 3. marts 2003 til fonden
fremkom ministeriet med en uddybende begrundelse for det delvise afslag på
aktindsigt i regeringens klimastrategi. Ministeriet skrev bl.a. således:
”Vedrørende det tværministerielle udvalg
De i kommissoriet nævnte to
underudvalg har i praksis ikke virket som anført, idet underudvalgenes
arbejdsopgaver besluttedes indarbejdet i det i kommissoriet beskrevne
koordinerende udvalg. De to underudvalg har således aldrig holdt møder, idet
alle aktiviteter er foregået i det koordinerende udvalg. Dette udvalg har
netop virket som én myndighed i offentlighedslovens forstand.
Finansministeriet er af den
opfattelse, at interne dokumenter udarbejdet af det nedsatte udvalg ikke er
omfattet af retten til aktindsigt, idet der er tale om en myndigheds interne
arbejdsdokumenter, jf. offentlighedslovens § 7.
Vedrørende materiale til brug for møder mellem ministre mv.
De pågældende dokumenter
henholdsvis kapiteludkast af selve ’klimarapporten’, notater og
baggrundsnotater
har været udarbejdet til brug for møder mellem ministre. Det
materiale, der er forelagt ministrene, er udarbejdet på udvalgets ansvar og
har
ikke været afgivet til andre embedsmandsudvalg.
Finansministeriet er af den
opfattelse, at disse dokumenter i medfør af offentlighedslovens §
10,
nr. 1, ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Hertil kommer hensynet til
den politiske beslutningsproces i forbindelse med politiske drøftelser om
klimapolitiske forhold, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Vedrørende ekstrahering
Faktuelle baggrundsrapporter
er naturligvis omfattet af ekstraheringspligten. Ekstrahering har været
overvejet, men notaterne omhandler fremskrivninger det vil sige
vurderinger. Der er således ikke tale om faktiske omstændigheder.
Finansministeriet er af den
opfattelse, at vurderinger, fremskrivninger mv. ikke har karakter af faktiske
omstændigheder, hvorfor materialet ikke er omfattet af ekstraheringspligten,
jf. offentlighedslovens § 11. De fremskrivninger mv., som er indeholdt i
dokumenterne,
fremgår af det nu offentliggjorte materiale:
Oplæg til klimastrategi for Danmark, En Omkostningseffektiv
klimastrategi
samt 10 baggrundsrapporter mv. Det ønskede materiale er
således offentliggjort og er tilgængeligt på hjemmesiderne www.fm.dk,
www.mst.dk, www.ens.dk og www.trm.dk.
Vedrørende miljøoplysninger
Miljøoplysningsloven henviser
til offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.
Finansministeriet er derfor
af den opfattelse, at bestemmelserne i miljøoplysningsloven ikke har
konsekvenser i forhold til ovenstående.”
Den 4. april 2003 klagede
fonden igen til mig. I klagen kommenterede fonden ministeriets afgørelse
således:
”1. Vedrørende det tværministerielle udvalgs status.
Finansministeriet anfører, at
der ikke var tale om tre udvalg men ét, og mener på den baggrund, at der har
været tale om én myndighed i Offentlighedslovens forstand. (A) mener ikke, at
den omstændighed at arbejdet ikke er udført efter kommissoriet, og at der
derfor kun har været ét udvalg, har betydning for, om der er tale om en
myndighed i lovens forstand. Det afgørende er efter vores opfattelse, at der
var tale om et tværministerielt udvalg med repræsentanter fra fem
ministerier,
og at udvalget arbejdede over så lang en periode, at repræsentanterne har
været
tilbage i deres ministerier og søge mandater til forhandlingerne. Under
sådanne
omstændigheder kan et udvalg ikke betragtes som en myndighed, og
Finansministeriet
bør derfor udlevere alt materiale fra udvalgsarbejdet.
2. Vedrørende materiale til brug for møder mellem ministre mv.
Finansministeriet afviser
aktindsigt med henvisning til, at materialet har været ’udarbejdet til
brug
for møder mellem ministre’, og at dette materiale er udarbejdet på
udvalgets
ansvar. Dette svarer imidlertid ikke på (A)’s klage. Hvis der været
materiale,
som har været udarbejdet til møder mellem ministre, bør dette dokumenteres.
Som sagen foreligger, har Finansministeriet overfor (A) end ikke oplyst hvor
mange af den slags møder, der har fundet sted, og hvornår. Det bør også
dokumenteres, at de til disse møder udarbejdede kapiteludkast,
baggrundsnotater og andet materiale, ikke forinden har været forelagt
embedsmandsudvalget i udkast. Hvis Finansministeriet ikke kan dokumentere
dette, bør dokumenterne være omfattet af aktindsigt, idet Offentlighedslovens
§
10 nr. 1 alene omhandler dokumenter til møder mellem ministre.
Finansministeriet henviser
endvidere til Offentlighedslovens § 13 nr. 6, og anfører ’hensynet til
den
politiske beslutningsproces i forbindelse med politiske drøftelser om
klimapolitiske
forhold’. (A) er ikke enig i, at man kan anvende § 13 i denne
sammenhæng, idet
§ 13 omhandler situationer, der er anderledes alvorlige for nationen end en
klimastrategi:
statens sikkerhed, udenrigspolitiske hensyn, etc. Det er naturligvis et skøn,
hvorvidt der i det foreliggende tilfælde er tale om hvad der i § 13 nr. 6
kaldes ’forholdets særlige karakter’, men (A) finder ikke, at
Finansministeriet på nogen måde har argumenteret for, at der i den
foreliggende sag er tale om ganske særlige forhold.
3. Vedr. ekstrahering.
Finansministeriet anfører, at
notaterne omhandler fremskrivninger og dermed vurderinger, hvorfor
Finansministeriet har konkluderet, at der ikke er tale om faktiske
omstændigheder
og at notaterne derfor ikke er omfattet af ekstraheringspligten i
offentlighedslovens
§ 11. (A) er uenig i denne vurdering ud fra følgende argumentation:
Omdrejningspunktet
i klimastrategien er en analyse af faktuelle forhold: hvad er Danmarks
CO2
-udledninger
i dag og hvorledes vil de se ud om 10 år med anvendelse af eksisterende
virkemidler. Dette er muligvis en vurdering, men jo ikke en der er grebet ud
af
luften, idet den bygger på faktuelle, solide data. Finansministeriets
argument
ville i praksis udelukke næsten enhver brug af ekstraheringspligten i
politiske forhold, idet politik jo som regel handler om at forme fremtiden,
og derfor som regel beskriver mulige scenarier, som de vil se ud afhængig af
den politiske indgriben. Ekstraheringspligten har ingen mening i politiske
sammenhænge, hvis Finansministeriets vurdering antages.
4. Vedr. retten til miljøoplysninger i h.t. Miljøoplysningsloven.
Finansministeriet konstaterer
om retten til at få oplysninger om miljøet i h.t. Miljøoplysningsloven blot,
at Offentlighedsloven rummer undtagelsesbestemmelser herom, og at
bestemmelserne i Miljøoplysningsloven derfor ingen konsekvenser har for
sagen.
Dette er en snæver juridisk vurdering, som er meget langt fra den tone og
ånd,
der er grundlaget for Miljøoplysningsloven, herunder dens forlæg,
Århus-konventionen. (A) vil fastholde synspunktet, at eftersom
klimaforandringer
internationalt og også af den danske regering anses som en
af
dette århundredes største miljømæssige udfordringer, så kan man ikke i
nærværende sag blot afvise Miljøoplysningslovens relevans. Hvis ikke en
strategi til begrænsning af klimaforandringer er omfattet af
Miljøoplysningslovens
§ 3, hvad er så?”
Den 28. maj 2003 anmodede jeg
Finansministeriet om en udtalelse i anledning af fondens klage. Jeg bad
ministeriet om i sit svar til mig dels at tage stilling til det af fonden
anførte og dels til spørgsmålet om hvilke af udvalgets dokumenter som måtte
anses for henholdsvis eksterne og interne.
Ministeriets svarede den 24.
juni 2003 bl.a. således:
”I februar 2003
offentliggjorde regeringen den såkaldte klimastrategi. Klimastrategien
udgøres
af publikationerne
Oplæg til klimastrategi
for Danmark
og
En omkostningseffektiv
klimastrategi
samt 10 baggrundsrapporter mv.
Regeringen ønsker en
offentlig debat om sammensætningen af en omkostningseffektiv strategi til
brug
for opfyldelsen af Danmarks ambitiøse reduktionsforpligtelse i medfør af
Kyoto-protokollen. Med offentliggørelsen af såvel regeringens oplæg til
klimastrategi
som hele det baggrundsmateriale, strategien hviler på, er netop sikret størst
mulig åbenhed om problemstillingerne vedrørende opfyldelsen af Danmarks
internationale forpligtelse til reduktion af drivhusgasudledningen. Alle har
således fået mulighed for at gå klimastrategiens forudsætninger efter i
sømmene.
Hvad angår det af (A)
påklagede henvises til Finansministeriets tidligere besvarelser, idet der
supplerende
kan bemærkes:
Vedrørende det tværministerielle udvalg
Regeringen besluttede primo
2002 at organisere udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for opfyldelsen af
Danmarks forpligtelse til reduktion af udledningen af drivhusgasser i et
tværministerielt udvalg.
Dette tværministerielle
udvalg har dermed haft en emne- og tidsmæssigt begrænset opgave, hvorfor
udvalget netop har virket som en selvstændig myndighed i offentlighedslovens
forstand.
Finansministeriet er af den
opfattelse, at dokumenter udarbejdet af og udvekslet inden for det nedsatte
udvalg ikke er omfattet af retten til aktindsigt, idet der er tale om en
myndigheds interne arbejdsdokumenter, jf. offentlighedslovens §
7.
Det bemærkes i den
forbindelse, at dokumenterne ikke så vidt Finansministeriet er
orienteret har været udvekslet med andre myndigheder. Således er
ingen
dokumenter overgået fra at være interne til at være eksterne i
offentlighedslovens forstand.
Vedrørende materiale til brug for møder mellem ministre mv.
De pågældende dokumenter
henholdsvis kapiteludkast af selve ’klimarapporten’,
notater og baggrundsnotater
er udarbejdet af en myndighed til brug for møder mellem ministre.
Finansministeriet er af den
opfattelse, at disse dokumenter i medfør af offentlighedslovens §
10,
nr. 1, ikke er omfattet af retten til aktindsigt.
Finansministeriet er
endvidere af den opfattelse, at ministeriet ikke er forpligtet til at
redegøre
for mødeaktiviteten i regeringens ministerudvalg over for tredje part, jf.
(A)’s bemærkninger herom. Hensynet er netop at beskytte den politiske
beslutningsproces.
Vedrørende ekstrahering
Faktuelle baggrundsrapporter
er naturligvis omfattet af ekstraheringspligten. Ekstrahering har været
overvejet, men notaterne omhandler fremskrivninger det vil sige skøn
og vurderinger, jf. nedenstående.
Usikkerheden forbundet med
vurderinger af omfanget af udledningen af drivhusgasser i
forpligtelsesperioden
2008-2012 understreges af den reviderede opgørelse af Danmarks manko, som er
beskrevet
i kapitel 2 i
En omkostningseffektiv
klimastrategi.
I publikationen er
udledningen af drivhusgasser i forpligtelsesperioden 2008-2012 vurderet til
80,1 mio. ton CO2
-ækvivalenter, med en klimamanko på vurderet
25,0/20,0 mio. ton CO2
-ækvivalenter. I en tilsvarende vurdering
udarbejdet af myndighederne ca. et halvt år tidligere i april 2002
vurderes drivhusgasudledningen henholdsvis klimamankoen til 75,2
henholdsvis 20,1/15,2 mio. ton CO2
-ækvivalenter. Klimamankoen er således
på godt et halvt år opjusteret med ca. 25-30 pct.
Dette demonstrerer med alt
ønskelig tydelighed, at vurderinger af fremtidige indenlandske udledninger
herunder af bagvedliggende faktorer i høj grad er baseret
på
skøn og vurderinger af fremtidige forhold, som næppe kan karakteriseres som
faktuelle, solide data, således som (A) gør gældende.
Vedrørende retten til miljøoplysninger i henhold til
miljøoplysningsloven
Miljøoplysningsloven henviser
i §
2
til offentlighedslovens
undtagelsesbestemmelser. Således henvises til en ret til at blive gjort
bekendt
med miljøoplysninger under de betingelser og med de undtagelser, der følger
af
lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven.
Finansministeriet er derfor
af den opfattelse, at bestemmelserne i miljøoplysningsloven ikke har
konsekvenser i forhold til ovenstående.”
Ombudsmandens udtalelse
”Jeg går ud fra at Finansministeriets afgørelse af 9. januar 2003 er
truffet i Finansministeriets egenskab af sekretariat for det koordinerende
udvalg.
1. Lov om aktindsigt i miljøoplysninger
I sin oprindelige klage til mig af 20. januar 2003 anførte fonden at
Finansministeriet havde overset at der var tale om aktindsigt i
miljøoplysninger omfattet af miljøoplysningsloven.
Finansministeriet skrev i sin uddybende begrundelse af 3. marts 2003 at
ministeriet var af den opfattelse at bestemmelserne i miljøoplysningsloven
ikke havde betydning for sagen idet miljøoplysningsloven henviste til
offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.
I klagen til mig af 4. april 2003 anførte fonden at den ikke var enig i at
miljøoplysningsloven ikke havde betydning for sagen. I udtalelsen af 24. juni
2003 fastholdt Finansministeriet sine
synspunkter.
§§ 2 og 3 i lov om
miljøoplysninger (lov nr. 292 af 27. april 1994 som ændret ved lov nr. 447 af
31. maj 2000) har følgende ordlyd:
’
§ 2.
Enhver har under de betingelser og med de undtagelser, der
følger af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, ret til
at
blive gjort bekendt med miljøoplysninger, jf. dog stk. 2-5 og § 3, stk. 2.
Stk. 2.
Ret til aktindsigt efter denne lov begrænses ikke af særlige
bestemmelser om aktindsigt i anden lovgivning. Dette gælder dog ikke
bestemmelser fastsat til gennemførelse af fællesskabsretlige forpligtelser.
Stk.
3.
§ 10, stk. 1, nr.
5, i lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for miljøoplysninger,
jf.
dog § 4a.
Stk.
4.
Bestemmelsen i §
12, stk. 1, nr. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen finder ikke
anvendelse
på oplysninger om emissioner, der er relevante for beskyttelsen af miljøet, i
det omfang afslag på aktindsigt vil stride imod bestemmelserne herom i
Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i
beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet.
Stk. 5,
§ 13, stk. 1, nr. 4-6, i lov om offentlighed i
forvaltningen finder ikke anvendelse, i det omfang afslag på aktindsigt vil
stride imod bestemmelserne i den i stk. 4 nævnte konvention.
§ 3.
Ved miljøoplysninger forstås alle oplysninger i skriftlig
form, i billed- eller lydform, elektronisk eller i hvilken som helst anden
form, og som vedrører
tilstanden af de enkelte
miljøelementer såsom luft og atmosfære, vand, jord, landskaber og
naturområder,
biologisk mangfoldighed og dens bestanddele, herunder genetisk modificerede
organismer og vekselvirkningen mellem disse elementer,
faktorer såsom stoffer,
energi, støj og radioaktivitet mv. samt aktiviteter eller foranstaltninger,
herunder offentlige foranstaltninger, miljøaftaler, politikker, lovgivning,
planer og programmer, som påvirker eller vil kunne påvirke de enkelte
miljøelementer som nævnt i nr. 1, samt rentabilitetsberegninger og andre
økonomiske analyser og forudsætninger, som er anvendt i forbindelse med
beslutningsprocesser
på miljøområdet, og
menneskers sundheds- og
sikkerhedstilstand, menneskers levevilkår, kulturområder og bygningsmæssige
strukturer, hvis de er eller kan blive påvirket af de enkelte miljøelementers
tilstand eller vis disse elementer af faktorer, aktiviteter eller
foranstaltninger som omtalt i nr.
2.’
I forarbejderne til
bestemmelsen i § 2 (især § 2, stk. 5) er bl.a. anført følgende
(Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, spalte
4678f
):
’Konventionens generelle
udgangspunkt er, at adgangen til at begrænse aktindsigten skal fortolkes
restriktivt under hensyn til offentlighedens interesse i, at oplysningerne
offentliggøres.
Hvad angår de konkrete
undtagelsessituationer bemærkes, at de i langt størstedelen af situationerne
er fuldstændig overensstemmelse imellem konventionen og de danske regler.
Offentlighedsloven går dog på enkelte områder videre end det, der umiddelbart
kan forenes med konventionen.
Offentlighedslovens § 13,
stk. 1, indeholder mulighed for efter et konkret skøn at begrænse retten til
aktindsigt af hensyn til det offentliges kontrol-, regulerings- eller
planlægningsvirksomhed (nr. 4), det offentliges økonomiske interesser (nr. 5)
og private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets
særlige karakter er påkrævet (nr. 6). Det følger herudover af
offentlighedslovens
§ 13, stk. 2, at myndighederne under alle omstændigheder skal udlevere de
oplysninger, der ikke har følsom karakter (ekstraheringspligt).
Lovforslaget indeholder en
fortolkningsregel, hvorefter oplysninger alene kan undtages efter disse
bestemmelser, i det omfang dette ikke vil stride imod reglerne i
konventionens
artikel 4.
En sådan fortolkningsregel
gælder allerede i nogen grad i dag, idet det fremgår af bemærkningerne til
miljøoplysningsloven fra 1994, at adgangen til at nægte aktindsigt efter
offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, af hensyn til gennemførelsen af
direktivet
forudsættes begrænset til helt bestemte situationer, hvor undtagelsen er
forenelig med direktivet. Det drejer sig om miljøoplysninger, der er givet
fra
trediemand, uden at denne var forpligtet til det, og oplysninger der, hvis de
offentliggøres, kan skade miljøet.
Denne fortolkningsregel
indsættes nu i loven med en henvisning til konventionen og udvides til at
omfatte § 13, stk. 1, nr. 4, 5 og 6.
I forhold til § 13, stk. 1,
nr. 6, vil reglen indebære, at der fremover kan undtages oplysninger, når man
er indenfor rammerne af § 13, stk. 1, nr. 6, og situationen samtidig kan
forenes med en af undtagelsessituationerne i konventionens artikel 4. Udover
de hensyn, der blev nævnt i bemærkningerne til den gældende
miljøoplysningslov,
der begge er omfattet af konventionen (artikel 4, stk. 4, litra g og h), vil
dette bl.a. indebære, at beskyttelse af oplysninger af hensyn til
forskningsmæssige interesser kan varetages med hjemmel i bestemmelsen, når
der er tale om materiale under udarbejdelse (artikel 4, stk. 3, litra c).
Det bemærkes i øvrigt, at
lovforslaget alene omfatter miljøoplysninger. Efter gældende ret vil disse i
praksis formentlig i vid udstrækning være omfattet af reglerne om
ekstrahering, hvorfor denne type oplysninger antagelig kun yderst sjældent
overhovedet ville kunne undtages efter de nævnte undtagelsesregler i
offentlighedsloven.’
Jeg mener ligesom fonden at
oplysningerne som fonden anmodede om aktindsigt i, er omfattet af lov om
miljøoplysninger, jf. lovens § 3, nr. 2. Jeg forstår Finansministeriet sådan
at ministeriet ikke er uenig heri, men at det forhold at oplysningerne er
omfattet af miljøoplysningsloven, ikke har betydning, idet der i denne lov er
en henvisning til offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.
Finansministeriet har i sin
uddybende begrundelse for det delvise afslag på aktindsigt af 3. marts 2003
bl.a. henvist til bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Som
det fremgår af bestemmelsen i § 2, stk. 5 i miljøoplysningsloven, kan
bestemmelsen
i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kun finde anvendelse i det omfang
et
afslag på aktindsigt ikke vil stride mod bestemmelserne i Århus-konventionen.
Der er således tale om at § 13, stk. 1, nr. 6, hvis oplysningerne er omfattet
af miljøoplysningsloven, har et endnu mere indskrænket anvendelsesområde end
vanligt. Jeg er derfor ikke enig med Finansministeriet i at det er uden
betydning at de oplysninger der blev begæret aktindsigt, var omfattet af lov
om miljøoplysninger, når undtagelse af oplysninger i sagen bl.a. skete i
medfør
af bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
I sin udtalelse til mig af
24. juni 2003 har Finansministeriet imidlertid ikke gentaget synspunktet om
at
også offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kunne anvendes som hjemmel til
at undtage oplysninger i sagen fra aktindsigt. Jeg går ud fra at det skyldes
at
ministeriet mener at de øvrige undtagelsesbestemmelser der er henvist til (§
7
og § 10, nr. 1), er tilstrækkelige til at kunne undtage de oplysninger som
der
ikke blev givet aktindsigt i.
Jeg foretager mig på den
baggrund ikke mere vedrørende spørgsmålet om lov om miljøoplysninger idet jeg
er enig med ministeriet i at loven for så vidt angår spørgsmålet om
undtagelse af dokumenter efter offentlighedslovens § 7 og § 10, ikke
umiddelbart
har selvstændig betydning, jf. lovens § 2, stk. 1.
2. Det
tværministerielle udvalgs status som selvstændig myndighed
Jeg må efter min gennemgang
af sagens akter og ud fra det som er anført i Finansministeriets uddybende
begrundelse over for fonden af 3. marts 2003, lægge til grund at de to
underudvalg som er nævnt i kommissoriet, ikke i praksis virkede som anført,
men
at alle aktiviteter foregik i det koordinerende udvalg hvor Finansministeriet
varetog formandskabet. Det koordinerende udvalg arbejdede i øvrigt inden for
kommissoriets rammer.
Sagen rejser spørgsmål om
hvorvidt det koordinerende udvalg var en selvstændig myndighed i
offentlighedslovens
forstand. Hvis ikke udvalget er en selvstændig myndighed, måtte referater mv.
anses for udsendt til den række af myndigheder som de enkelte medlemmer af
udvalget repræsenterede, og dokumenterne ville dermed være eksterne.
Det fremgår af sagens akter
at Finansministeriet ved udvalgsarbejdets start anmodede de ministerier som
skulle deltage i arbejdet (ud over Finansministeriet Økonomi- og
Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Miljøministeriet og
Skatteministeriet,
jf. kommissoriet), om at udpege en repræsentant til at deltage i udvalget.
Ved
udarbejdelse af referat fra det 1. møde i udvalget blev der samtidig
udfærdiget
en deltagerliste.
Sådan som jeg har forstået
det ud fra sagens akter, foregik tilrettelæggelsen af møderne i udvalget
herefter på den måde at sekretariatet for udvalget i Finansministeriet via
e-mail indsamlede (baggrunds)materiale fra deltagerne og andre og herefter
–
ligeledes via e-mail – udsendte mødeindkaldelser, referater og
baggrundsmateriale til deltagerne i de respektive ministerier. Mødereferater
mv. blev udarbejdet på Finansministeriets brevpapir.
Det fremgår at
deltagerkredsen i udvalget ikke var den samme i hele den periode hvor
udvalget
arbejdede; nogle repræsentanter for ’deltagerministerierne’ blev
undervejs
udskiftet med andre. Herudover blev udvalget fra og med det 11. møde den 4.
december 2002 udvidet til også at omfatte repræsentanter for
Statsministeriet,
Fødevareministeriet og Trafikministeriet.
Det koordinerende udvalgs
opgave bestod ifølge kommissoriet i at foretage en vurdering af
samfundsøkonomiske,
statsfinansielle og fordelingsmæssige konsekvenser ved anvendelsen af
forskellige tiltag med henblik på opfyldelsens af den danske CO2
-reduktionsforpligtelse
i henhold til Kyoto-protokollen og EU’s interne byrdefordeling.
Udvalgsarbejdet skulle munde ud i et samlet oplæg til Økonomiudvalget om
hvordan Danmarks reduktionsforpligtelse kan håndteres på den mest
hensigtsmæssige
måde, og herunder fastlægge principperne for prioriteringen af indsatsen
mellem de forskellige områder. Opgaven var således tids- og emnemæssigt
afgrænset og var af selvstændig karakter. På den baggrund kan jeg tilslutte
mig Finansministeriets opfattelse hvorefter det koordinerede udvalg var en
selvstændig forvaltningsmyndighed i offentlighedslovens forstand. At
mødereferatet mv. blev udarbejdet på Finansministeriets brevpapir, og at
udvalgets medlemskreds skiftede undervejs, kan ikke ændre på min opfattelse.
Jeg henviser til de sager der er gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1979, s. 257*, for 1989, s. 175*, og for 1994, s. 401f*, og Karsten
Loiborg
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.
116f
og s.
411f.
3. Undtagelse af interne
arbejdsdokumenter efter offentlighedslovens § 7
Finansministeriet har efter
bestemmelsen i offentlighedslovens § 7 undtaget dagsordener, mødeindkaldelser
og referater fra det koordinerende udvalgs arbejde og herudover også faglige
baggrundsnotater
og arbejdspapirer. Bestemmelsen i offentlighedslovens § 7 har følgende
ordlyd:
’
§ 7.
Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne
arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
dokumenter, der udarbejdes af
en myndighed til eget brug.
brevveksling mellem
forskellige enheder inden for samme myndighed og
brevveksling mellem en
kommunalbestyrelse og dennes udvalg, afdelinger og andre organer eller mellem
disse organer indbyrdes.’
Da det koordinerede udvalg
var en selvstændig myndighed, jf. ovenfor, var dokumenter der blev udarbejdet
af udvalget, alene til eget brug, og brevveksling mellem udvalgets medlemmer
var som udgangspunkt interne arbejdsdokumenter undtaget fra retten til
aktindsigt efter offentlighedslovens § 7.
Det er imidlertid fast
antaget at interne arbejdsdokumenter mister deres interne karakter hvis
dokumenterne
bliver afgivet til en anden administrativ myndighed eller til andre
udenforstående. De interne arbejdsdokumenter kunne således alligevel ikke
undtages fra aktindsigt efter § 7 hvis de måtte anses for afgivet til
udenforstående.
I sagen som er gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 175 (og som også er omtalt
ovenfor), anførte jeg følgende om den særlige problemstilling der opstår når
en særligt oprettet myndighed brevveksler med de ministerier og andre
myndigheder der er repræsenteret i samarbejdet:
’Som anført ovenfor må det
antages, at dokumenter, der udarbejdes af og alene til brug for en særligt
oprettet myndighed samt brevveksling mellem myndighedens forskellige dele og
medlemmer må anses for internt arbejdsmateriale og således som udgangspunkt
undtaget fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 7. Omvendt følger
det af den særlige myndighedskonstruktion, at brevveksling mellem på den ene
side den særlige (samarbejds)myndighed og dele af denne og på den anden side
de ministerier eller andre myndigheder, der er repræsenteret i samarbejdet,
må
betragtes som ekstern i relation til offentlighedsloven og dermed som
udgangspunkt undergivet aktindsigt.
Et særligt problem
foreligger, når der fremsendes oplysninger, udarbejdes udkast, forslag og
lignende
af personer, der både er tilknyttet den særlige myndighed og en anden
myndighed
(den pågældendes normale ansættelsessted). Afgørende for, om sådanne
dokumenter er interne eller eksterne, må være i hvilken egenskab den
pågældende har udarbejdet dokumentet.
Besvarelsen af dette
spørgsmål afhænger principielt af, om den pågældende medarbejder ved
dokumentets
udarbejdelse er undergivet instruktion af ledelsen for den myndighed, der er
medarbejderens normale ansættelsessted, således at dokumentet må siges at
være
afgivet på denne myndigheds vegne og ansvar – eller om dokumentet er
tilblevet
som en del af arbejdet for den særlige myndighed, alene under instruktion af
og
ansvar over for denne myndigheds ledelse.
Der er en risiko for, at det
i praksis vil være vanskeligt at afgøre ovennævnte spørgsmål, og der kan
derfor
ofte være grund til at træffe praktiske foranstaltninger til klargørelse af
forholdet. En sådan præcisering kan eksempelvis ske ved anvendelse af særligt
brevpapir for den særligt oprettede myndighed samt – om nødvendigt
– ved, at
det udtrykkeligt fastlægges, hvilke personer der er knyttet til den særlige
myndighed. Uklarhed i denne henseende kan meget vel få som konsekvens, at det
ikke kan godtgøres, i hvilken egenskab et dokument er udfærdiget.
Udgangspunktet
må da være, at dokumentet betragtes som eksternt.’
I en af de andre sager nævnt
ovenfor (Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, s. 401ff), er angivet
eksempler på situationer hvor dokumenter og oplysninger må anses for afgivet
til udenforstående, bl.a. 1) den situation hvor oplysninger fra
særmyndigheden
har været drøftet med en minister eller en anden udenforstående, og 2) den
situation hvor materialet indgår på en sag hos en af de myndigheder der er
repræsenteret i samarbejdet, og hvor sagen ikke er forbeholdt medarbejdere
med
tilknytning til særmyndigheden. Det ansås i sagen ikke i sig selv for
afgørende
om materialet var journaliseret hos en af de myndigheder som var
repræsenteret
i samarbejdet, hvis sagen hos denne myndighed var ’reserveret’ for
de medarbejdere
som indgik i særmyndigheden.
Der er ikke i sagen præcise
oplysninger om hvordan det interne arbejdsmateriale har været håndteret i
forhold til udenforstående, herunder de myndigheder som havde repræsentanter
i
udvalget. Der er ikke brevveksling i sagen hvorved materialet
’aktivt’ sendes
til andre end udvalgets medlemmer.
Finansministeriet har i
udtalelsen til mig af 24. juni 2003 anført at materialet – så vidt
Finansministeriet
ved – ikke er blevet udvekslet med andre myndigheder. For så vidt angår
mødeindkaldelser, dagsordener og referater fra udvalgets møder, har jeg ikke
anledning til at lægge andet til grund. Jeg har således ikke grundlag for at
kritisere at Finansministeriet undtog disse dokumenter fra aktindsigt i
medfør
af offentlighedslovens § 7. Se dog nedenfor i afsnit 5 om ekstrahering.
Baggrundsnotater og
arbejdspapirer har Finansministeriet også undtaget som interne
arbejdsdokumenter.
Det fremgår af sagens akter
at nogle af baggrundsnotaterne blev udarbejdet efter aftale på møderne i
udvalget. Det gælder imidlertid ikke alle baggrundsnotaterne.
Nogle af baggrundsnotaterne
er udarbejdet hos de myndigheder som deltog i samarbejdet. Andre er
udarbejdet
hos andre myndigheder eller hos private.
Det er utvivlsomt at notater
der er udarbejdet hos andre myndigheder end dem som deltog i samarbejdet,
eller hos private, ikke kan betragtes som interne arbejdsdokumenter. Fonden
fik i forbindelse med Finansministeriets afgørelse af 9. januar 2003
aktindsigt
i 4 baggrundsrapporter udarbejdet af eksterne konsulenter for udvalget. Ved
min gennemgang af sagen har jeg imidlertid fundet yderligere baggrundsnotater
udarbejdet af eksterne myndigheder eller private: Med mødeindkaldelsen af 20.
juni 2002 til det 3. møde den 24. juni 2002 blev udsendt et notat fra
Konkurrencestyrelsen som ikke havde repræsentanter i udvalget. Med
mødeindkaldelsen
af 23. oktober 2002 til det 7. møde den 25. oktober 2002 blev udsendt en
baggrundsrapport fra Risø. Det er min opfattelse at disse dokumenter ikke
kunne
undtages med henvisning til offentlighedslovens § 7 om interne
arbejdsdokumenter.
Jeg har gjort
Finansministeriet bekendt med min opfattelse.
De baggrundsnotater som blev
udarbejdet hos de myndigheder som var repræsenteret i samarbejdet i udvalget,
fremstår typisk som almindelige notater udarbejdet af myndigheden; de er
udarbejdet på myndighedens brevpapir med angivelse af kontor og
sagsbehandler.
Der er ikke specifikt angivet at de er udarbejdet i udvalgets regi eller til
brug for udvalget. I beslutningsreferaterne er der eksempelvis anført
følgende
vedrørende beslutninger om at lade bestemte notater udarbejde: ’
FM
[Finansministeriet; min bemærkning]
udarbejder udkast som sendes til høring i
de øvrige ministerier’
eller
’MSt og
EnS
[Miljøstyrelsen og Energistyrelsen; min bemærkning]
udarbejder fælles notat’
(eksemplerne
er fra beslutningsreferatet fra det 2. møde i udvalget).
Det forekommer mest
nærliggende at antage at dokumenter af denne type ikke blev udarbejdet af
medarbejderne
hos myndighederne som led i varetagelsen af deres medlemskab af udvalget.
På den baggrund er det min
opfattelse at notaterne ikke kunne anses for interne arbejdsdokumenter, jf.
det
ovenfor anførte fra sagen gengivet i Folketingets Ombudsmand beretning for
1989, s. 175ff.
Jeg har gjort
Finansministeriet bekendt med min opfattelse.
Jeg har samtidig henstillet
til Finansministeriet at genoptage sagens behandling og træffe en ny
afgørelse
vedrørende aktindsigt i baggrundsnotater. En del af baggrundsnotaterne i
sagen blev offentliggjort sammen med selve klimarapporten. Jeg har skrevet
til
Finansministeriet at ministeriet i det omfang de pågældende notater
efterfølgende er blevet offentliggjort, evt. blot kan henvise til disse
offentliggjorte baggrundsnotater.
4. Undtagelse af
dokumenter udarbejdet til brug for møder mellem ministre
Finansministeriet har efter
bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 1, undtaget kapiteludkast,
notater
og baggrundsnotater fra aktindsigt. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’
§ 10.
Retten til aktindsigt omfatter ikke:
Statsrådsprotokoller,
referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en
myndighed til brug for sådanne møder.’
I det foreliggende tilfælde
er det kun sidste led af bestemmelsen ’dokumenter, der udarbejdes til
brug for
sådanne møder’ (møder mellem ministre) der er relevant. Bestemmelsen
finder
anvendelse hvad enten dokumentet er udarbejdet af et ministerium eller en
anden
forvaltningsmyndighed. Det afgørende er om dokumentet er udarbejdet netop med
henblik på at skulle indgå i drøftelser på et møde mellem ministre, hvorimod
det ikke kan kræves at dokumentet faktisk bliver anvendt på mødet. Det er
uden
betydning for anvendelsen af bestemmelsen om der er tale om egentlige
ministermøder
med deltagelse af samtlige regeringens medlemmer eller om et møde i et
ministerudvalg eller en mere uformel drøftelse mellem to eller flere
ministre, jf. s. 229, 2. spalte, i betænkning nr. 857/1978 om
offentlighedslovens
revision.
I sagen gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 175ff, anførte jeg at det var
klart at dokumenter som blev udarbejdet på grundlag af en drøftelse i et
departementschefsudvalg med henblik på forelæggelse i regeringens
koordinationsudvalg, måtte anses for omfattet af bestemmelsen i
offentlighedslovens § 10, nr. 1. Derimod anså jeg det for usikkert om bidrag
fra andre ministerier som blev sendt til underudvalgene (under
departementschefsudvalget) med henblik på teknisk bearbejdelse og
koordinering,
kunne anses for omfattet af bestemmelsen. Jeg fandt det betænkeligt at
anerkende at bestemmelsen blev benyttet på dokumenter som ikke var udarbejdet
direkte med henblik på møder mellem ministre, men i første række var
tilvejebragt til brug for en ren embedsmandsmæssig bearbejdning.
Det fremgår af kommissoriet
at udvalgsarbejdet skulle munde ud i udarbejdelse af et
’beslutningsgrundlag
til regeringens Økonomiudvalg ultimo
2002’.
Det fremgår af sagens akter
at de dokumenter som udvalget i første omgang arbejdede på med henblik på
forelæggelse i regeringen økonomiudvalg og senere i regeringens
koordinationsudvalg, dels var selve klimarapporten ’En omkostningsfri
klimastrategi’ og dels materiale til præsentation af rapporten for
ministrene:
covernote, baggrundsnotat og udkast til pressemeddelelse.
Mellem det 10. og det 11.
møde i udvalget blev det nævnte materiale forelagt først for Regeringens
Økonomiudvalg og herefter for Regeringens Koordinationsudvalg. Det fremgår af
mødeindkaldelsen af 3. december 2002 til det 11. møde den 4. december 2002 at
det på mødet i Koordinationsudvalget havde vist sig nødvendigt med en
yderligere gennemgang af nogle af de tekniske beregninger i rapporten.
Herudover havde mødet vist at regeringen havde behov for at se et konkret
oplæg til hvilke typer politiske beslutninger der ville være knyttet til
klimaproblemstillingen. Dette oplæg skulle forelægges for regeringen i form
af et notat vedrørende mulige løsninger for en klimastrategi og i form af et
udkast til ’policy-udspil’. På de følgende møder i udvalget blev
der herefter
arbejdet på at færdiggøre klimarapporten og på at udfærdige de nævnte
dokumenter. På møder i regeringens koordinationsudvalg henholdsvis den 22.
januar 2003 og den 19. februar 2003 blev dokumenterne forelagt for ministrene
sammen med materiale til brug for præsentation af dokumenterne.
Jeg er på ovenstående
baggrund enig med Finansministeriet i at kapiteludkastene, baggrundsnotat,
policy-udspil og det øvrige nævnte materiale som blev udarbejdet med henblik
på præsentation af udvalgets arbejde for ministrene, er undtaget fra retten
til aktindsigt, jf. § 10, nr. 1, i offentlighedsloven. Jeg har herved lagt
vægt på at materialet er udarbejdet direkte med henblik på forelæggelse på
møder mellem ministre. Idet jeg går ud fra at det er det nævnte materiale som
Finansministeriet
henviser til i sin afgørelse, har jeg således ikke grundlag for at kritisere
ministeriet på dette punkt. Se dog nedenfor i afsnit 5 om ekstrahering.
5. Ekstrahering
a) Oplysninger om fremtidige forhold
Finansministeriet har
tilkendegivet at oplysningerne i de undtagne dokumenter angår fremskrivninger
eller skøn over fremtidige forhold, og at de derfor ikke er omfattet af
ekstraheringspligten.
Både for dokumenter omfattet
af offentlighedsloven § 7 og offentlighedslovens § 10, nr. 1, gælder der
en pligt til ekstrahering, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
’
§ 11.
Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr.
1-4, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for
sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med
lovens almindelige regler.’
Bestemmelsen finder ikke
anvendelse såfremt de oplysninger der skulle ekstraheres, fremgår af
offentligt
tilgængelige oplysninger i sagen, jf. John Vogter, Offentlighedsloven med
kommentarer, 3. udgave (1998), s. 211.
Ekstraheringspligten gælder
’oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for
sagsforholdet’. Udtrykket ’oplysninger om (sagens) faktiske
omstændigheder’
anvendes ikke kun i offentlighedslovens § 11, men også i andre
lovbestemmelser, bl.a. forvaltningslovens § 19 og offentlighedslovens § 6.
Betingelsen for at der skal foretages ekstrahering, må således forstås på
samme
måde som betingelsen for at der skal foretages partshøring, eller at der
foreligger notatpligt.
Afgørende for om en oplysning
skal ekstraheres, er herefter ikke i første række afhængig af om en oplysning
efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror i højere
grad på hvilken funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. En
oplysning skal på den baggrund ekstraheres hvis oplysningen er af en sådan
karakter at den bidrager til at supplere sagsforholdets bevismæssige grundlag
eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til
sagsforholdets
faktiske omstændigheder. Se hertil bl.a. forarbejderne til
offentlighedslovens
§ 6 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 217) hvoraf desuden fremgår
følgende:
’Notatpligten vil således
også kunne omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget
stillingtagen
til et forhold for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative
bevisoptagelse. Tilkendegivelse af standpunkter, argumenter eller vurderinger
med hensyn til en sags afgørelse vil derimod ikke, lige så lidt som efter den
gældende lov, være omfattet af notatpligten. Det samme gælder oplysninger der
isoleret set gengiver objektive kendsgerninger, som f.eks. oplysninger om
indholdet
af gældende ret.’
På den baggrund må det
antages at også forudsigelser om hvorledes et faktisk forløb vil ændre sig,
og
som bidrager til myndighedens kvalificering af det administrative
beslutningsgrundlag, også hører til de faktiske oplysninger i et sagsforhold.
Se bl.a. Jon Andersen, mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 518.
Jeg er således ikke enig i
den retsopfattelse som Finansministeriet har tilkendegivet i den uddybende
begrundelse af 3. marts 2003 og i udtalelsen til mig af 24. juni 2003
hvorefter
det forhold at oplysningerne angår fremskrivninger eller skøn over fremtidige
forhold i sig selv, gør at oplysningerne ikke er omfattet af
ekstraheringsforpligtelsen.
Jeg har gjort
Finansministeriet bekendt med min opfattelse.
b) Ekstraheringspligtige oplysninger i den konkrete sag?
Det er Finansministeriets
opfattelse at der i de dokumenter der blev undtaget efter § 7 og § 10, nr. 1,
i
offentlighedsloven, ikke var oplysninger der skulle ekstraheres.
Jeg har i flere tidligere
sager anført at bestemmelsen i § 11, stk. 1, i offentlighedsloven må forstås
sådan at interne vurderinger, dvs. udtalelser eller vurderinger fra en
myndigheds eget personale mv., ikke er omfattet af offentlighedslovens
§ 11 (og den tilsvarende bestemmelse i forvaltningslovens § 12, stk. 2).
Derimod er udtalelser eller vurderinger fra eksterne kilder omfattet af
ekstraheringspligten. Se bl.a. sagerne gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning for 1990, s. 216ff*, for 1995, s. 305ff*, for 1996, s. 221*, og for
2002,
s. 402ff*. I Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s.
305f, udtalte jeg at beregninger
foretaget af en myndighed på baggrund af allerede foreliggende og offentligt
tilgængeligt materiale, og uden at myndigheden ved besigtigelser mv. tilførte
nye
iagttagelser, ikke var omfattet af ekstraheringsforpligtelsen.
I forhold til vurderinger
angår ekstraheringspligten således navnlig oplysninger i form af udtalelser
eller vurderinger fra eksterne kilder der på tidspunktet for anmodningen om
aktindsigt ikke fremgik af offentligt tilgængelige oplysninger i sagen.
Finansministeriet har ikke har overvejet ekstraheringsforpligtelsen i dette
lys, og jeg har derfor samtidig henstillet til Finansministeriet at genoptage
sagen for på ny at overveje om der i de dokumenter der blev undtaget fra
aktindsigt efter offentlighedslovens 7 og § 10, nr. 1, er oplysninger der
skal ekstraheres.
Ved vurderingen af om
oplysninger der er ekstraheringspligtige, kan undtages efter andre
bestemmelser
i offentlighedsloven, henviser jeg til det som jeg har anført ovenfor under
pkt. 1 vedrørende anvendelsen af lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Selve klimarapporten og noget
yderligere materiale er senere blevet offentliggjort. Jeg har meddelt
Finansministeriet at ministeriet, hvis de oplysninger som ellers skulle
ekstraheres, indgår i dette offentliggjorte materiale, eventuelt blot kan
henvise til det offentliggjorte materiale.
6. Sammenfatning
1. Det er min opfattelse at de oplysninger som fonden søgte om
aktindsigt i, var omfattet af lov om miljøoplysninger. Jeg er ikke enig med
Finansministeriet i at det var uden betydning at oplysningerne var omfattet
af
loven, idet undtagelse af oplysninger i sagen bl.a. skete med henvisning til
bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
2. Jeg kan tilslutte mig Finansministeriets opfattelse hvorefter
det koordinerede udvalg var en selvstændig myndighed i offentlighedslovens
forstand. Bl.a. på den baggrund har jeg ikke grundlag for at kritisere at
Finansministeriet undtog mødeindkaldelser, dagsordener og referater fra
udvalgets møder fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 7 om interne
arbejdsdokumenter.
3. Jeg mener at der i sagen var flere eksterne baggrundsnotater
som var underlagt aktindsigt, end dem som fonden fik aktindsigt i den 9.
januar 2003. Jeg mener ikke at de baggrundsnotater der var udarbejdet hos de
myndigheder der indgik i samarbejdet i udvalget, kunne undtages fra
aktindsigt
i medfør af offentlighedslovens § 7.
4. Jeg er enig med Finansministeriet i at kapiteludkastene til
klimarapporten, baggrundsnotat, policy-udspil og det øvrige nævnte materiale
som blev udarbejdet med henblik på præsentation af udvalgets arbejde for
ministrene, kunne undtages fra aktindsigt efter § 10, nr. 1, i
offentlighedsloven.
5. Jeg er ikke enig i den retsopfattelse som Finansministeriet
har tilkendegivet vedrørende ekstrahering hvorefter det forhold at
oplysninger
angår fremskrivninger eller skøn over fremtidige forhold, i sig selv gør at
oplysningerne ikke er omfattet af ekstraheringsforpligtelsen.
I det omfang der i de dokumenter der er undtaget efter § 7 og § 10, nr. 1, i
offentlighedsloven, indgår udtalelser eller vurderinger fra eksterne kilder,
mener jeg at de er omfattet af ekstraheringspligten.
6. Jeg har henstillet til Finansministeriet at genoptage sagens
behandling og træffe en ny afgørelse om aktindsigt i lyset af det jeg har
anført. Klimarapporten mv. er blevet offentliggjort siden fonden fik delvis
afslag
på aktindsigt den 9. januar 2003. Jeg har skrevet til Finansministeriet at
ministeriet,
hvis de oplysninger der i lyset af det jeg har anført, skulle meddeles
aktindsigt
i, er indeholdt i det offentliggjorte materiale, eventuelt kan meddele
aktindsigt ved at henvise hertil.”
NOTER: (*) FOB 1979, s. 257,
FOB 1989, s. 175,
FOB 1990, s. 216,
FOB 1994, s. 401,
FOB 1995, s. 305,
FOB 1996, s. 221, og
FOB 2002, s. 402.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om ratifikation af Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers Rammekonvention om Klimaændringer Retsinformation · 3. april 2002
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Dohaændringen til Kyotoprotokollen Retsinformation · 12. marts 2015
- Skriftlig fremsættelse (3. april 2002) - B 91 Retsinformation · 3. april 2002
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ratifikation af Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer Retsinformation · 26. juni 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om CO2-kvoter (Anvendelse af kreditter i kvoteordningen) Retsinformation · 17. maj 2005
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Parisaftalen Retsinformation · 6. oktober 2016