Spring til indhold

Retsinformation

Manglende besættelse af lektorat Ytringsfrihed. Officialprincippet

FOU nr 2003.590UdtalelserFolketinget25. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Manglende besættelse af lektorat

Ytringsfrihed. Officialprincippet

Det fremgår af sagens akter

at A i 1986 blev ansat som fuldtidsunderviser på en handelshøjskole. A

overgik

den 1. september 1997 til ansættelse i et treårigt adjunktur med

forskningspligt

på handelshøjskolen der efter en fusion i 1998 blev til X Universitet.

A har oplyst at han i oktober

1998 af dekanen for Y Fakultet, C, fik oplyst at han, der ikke havde

gennemført et formelt ph.d.-studieforløb og ikke havde en ph.d.-grad, ikke

kunne forvente at man ville opslå et ledigt lektorat som han ville kunne søge

efter udløbet af hans ansættelse som adjunkt.

A har oplyst at han på grund

af de udsigter der hermed tegnede sig for hans fremtidige ansættelse ved X

Universitet, søgte en stilling som underviser ved datamatikeruddannelsen på

en

handelsskole hvor han har været ansat siden 1. august 1999.

Den 7. januar 2000 opslog X

Universitet et lektorat ved Z Institut. Universitetet bekræftede den 21.

februar 2000 modtagelsen af A’s stillingsansøgning.

Ved e-mail af 23. marts 2000

rettede A henvendelse til formanden for et udvalg der var nedsat til

bedømmelse

af ansøgere til en stilling som professor på X Universitet. Henvendelsen

drejede sig om en af stillingsansøgerne til professoratet, institutleder på Z

Institut, B. I A’s henvendelse var bl.a. anført følgende:

”Jeg er blevet bekendt med,

at du sidder i bedømmelsesudvalget vedrørende en professorstilling ved (X)

Universitet, derfor denne henvendelse.

Læs alt

I forbindelse med min

research til en artikel ( ) opdagede jeg, at dele af (B)’s afhandling (

)

fremstår som ren afskrift af ( ). Jeg finder det rigtigst at gøre

bedømmelsesudvalget

bekendt med denne sag, som jeg ikke har anden interesse i end den, som

almenheden

også må antages at knytte til rekrutteringen til de øverste stillinger inden

for forskningen.”

X Universitet indkaldte i

brev af 9. juni

2000 A

til en samtale i anledning af hans ansøgning til lektorstillingen. I brevet

var anført følgende:

”Hoslagt fremsendes

indstillingen, der vedrører dig, fra det af fakultetet nedsatte udvalg til

bedømmelse

af de indkomne ansøgninger til lektorstillingen ved (Z) Institut ( ).

Som det fremgår af

indstillingen er du fundet kvalificeret til det opslåede lektorat. Med

henblik

på en nærmere drøftelse om en ansættelse i stillingen skal jeg bede dig om at

komme til et møde den 20. juni 2000 kl. 15.00. I mødet deltager, foruden jeg

selv, ( ).”

Den 20. juni 2000 blev der

afholdt møde mellem A, dekanen fra Y Fakultet, C, og en fakultetssekretær.

Efter mødet redegjorde A i et

brev af 26. juni 2000 til professorbedømmelsesudvalget for motivet bag den

tidligere henvendelse til udvalget. Han anførte bl.a.:

”I min henvendelse til

bedømmelsesudvalget gjorde jeg også gældende, at min eneste interesse i sagen

svarer til den, som almenheden med rimelighed må kunne knytte til besættelsen

af de højeste videnskabelige stillinger ved de højere læreanstalter i

Danmark.

Jeg er ikke selv ansøger til den pågældende stilling og jeg kender ikke det

øvrige ansøgerfelt. Jeg har således ikke haft nogen personlig eller på anden

måde privat interesse i sagen og min henvendelse til bedømmelsesudvalget har

ikke på nogen måde bygget på personlige motiver vendt mod (B).

I min vurdering af forholdet

har jeg for det første lagt vægt på, at det pågældende tekstafsnit ikke er

præsenteret på samme måde, som afhandlingen i øvrigt præsenterer citater. For

det andet har jeg lagt vægt på, at der ikke forekommer en klar

kildehenvisning

til ( ). For det tredje har jeg lagt vægt på, at der er tale om næsten to

hele

tekstsider. Hvilket efter min opfattelse er væsentligt mere end man

almindeligvis kan acceptere som et citat. Det forhold, at der muligvis

selvstændigt kan opstå et ophavsretsproblem i forbindelse med meget lange

citater, kan tænkes at have spillet en vis rolle for min vurdering af sagen.

At man på (X) Universitet

efterfølgende har indhentet en udtalelse fra (B)’s Ph.D.-vejleder

bekræfter

mig i, at mit anbringende ikke har været åbenbart grundløst og at man heller

ikke på (X) Universitet har opfattet det som sådan.

I forbindelse med et efter

omstændighederne meget frugtbart møde med dekanen fra (Y) Fakultet ved (X)

Universitet den 20. juni 2000 er jeg blevet bedt om at gøre rede for mine

motiver for at henvende mig til medlemmerne af det af (Y) Fakultet nedsatte

bedømmelsesudvalg. Jeg forklarede dekanen, at der efter min opfattelse

foreligger en tilsidesættelse af regler, som (X) Universitets medarbejdere i

anden sammenhæng håndhæver med konsekvens over for institutionens studerende.

Jeg forklarede også, at det

for mig har været et samvittighedsspørgsmål. Jeg har kendt til forholdet i et

par år og har tidligere gjort (B) opmærksom på problemet. Jeg har siden været

meget i tvivl om, hvad jeg skulle stille op med sagen. Da jeg i efteråret

1999

så en annonce med en ledig professorstilling i ( ) ved (X) Universitet gjorde

jeg på forhånd (B) opmærksom på, at dersom han var blandt ansøgerne til

stillingen, ville jeg – ud fra ovennævnte objektive kriterier –

føle mig

forpligtet til at gøre bedømmelsesudvalget opmærksom på problematikken. På

denne måde har jeg efter bedste evne forsøgt at forvalte det kollegiale

hensyn,

som jeg naturligvis har måttet føle over for (B). Jeg har imidlertid været af

den overbevisning, at den konkrete afvejning af de forskellige hensyn i

forbindelse med besættelsen af professorstillingen rettelig burde foretages

af

det nedsatte bedømmelsesudvalg og ingen anden.

Dekanen fra (Y) Fakultet ved

(X) Universitet bad mig også redegøre for, hvorfor jeg ikke havde rettet min

henvendelse til ham. Hertil forklarede jeg, at jeg ikke ville have været i

tvivl om, at jeg burde have rettet min henvendelse til dekanen fra (Y)

Fakultet

ved (X) Universitet, hvis jeg havde været ansat ved (Y) Fakultet ved (X)

Universitet. Det var jeg imidlertid ikke på tidspunktet for min henvendelse

til

bedømmelsesudvalget. Jeg mener heller ikke, at det reelt spiller nogen rolle,

da dekanen sandsynligvis alligevel på grund af forholdets natur ville have

været forpligtet til at orientere det af (Y) Fakultet nedsatte

bedømmelsesudvalg.

På grund af en beklagelig

fejltagelse er min henvendelse imidlertid også tilgået en person, som ikke

har

haft sæde i det af (Y) Fakultet nedsatte bedømmelsesudvalg. Dette beklager

jeg

dybt. Jeg skal dog i denne sammenhæng ikke undlade at understrege, at min

henvendelse alene bygger på min faglige vurdering af et sagsforhold af

faktuel

karakter og, at der er tale om lovlige ytringer, som i princippet ville kunne

fremsættes offentligt.”

I brev af 11. juli 2000 til A

skrev fakultetet v/ C at ”[i] anledning af din ansøgning om en stilling

som

lektor ved Z Institut ( ), kan jeg meddele, at stillingen ikke vil blive

besat.”

A anmodede herefter i breve

og e-mails af 12., 25. og 31. juli og 3. august 2000 fakultetet om snarest

muligt at give en udførlig begrundelse for afgørelsen. A meddelte i den

forbindelse at han agtede at lade rektoratet tage stilling til om afgørelsen

var tilstrækkeligt begrundet i saglige hensyn.

Den 8. august 2000 afviste

fakultetet v/C at imødekomme A’s anmodning om en begrundelse. I brevet

var

bl.a. anført følgende:

”Ifølge den kommenterede

forvaltningslov, har det – i den forvaltningsretlige teori – været

diskuteret,

om en forvaltningsmyndighed i ansættelsessager (hvor flere har ansøgt) skal

give underretning til andre ansøgere, end den der får stillingen. Man finder

imidlertid at det er bedst stemmende med god forvaltningsskik, at en sådan

meddelelse gives. Samtidig henvises til en afgørelse truffet af

Folketingets Ombudsmand

i

1972, ifølge hvilken det findes rigtigst, at en ansøger til en stilling

underrettes

når stillingen er blevet besat.

Ved fakultetets skrivelse til

dig af 7. juli 2000 hvoraf det fremgår, at stillingen ikke vil blive besat,

finder man at have opfyldt god forvaltningsskik.

Ifølge ’Bekendtgørelse om

ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere ved universiteter m.fl.

under Forskningsministeriet’ § 6, stk. 4, skal det fagkyndige

bedømmelsesudvalgs

bedømmelse af de enkelte ansøgere fremsendes til disse – hvilket også er

sket i

dette tilfælde.

Med henvisning til

ovenstående finder undertegnede at have fulgt gældende ret og betragter

hermed

sagen som afsluttet.”

A rettede den 14. august 2000

på ny henvendelse til fakultetet med anmodning om at modtage en begrundelse.

Med henvisning til indholdet af fakultetets brev af 8. august 2000 anførte A

bl.a.:

”Den citerede

ombudsmandsafgørelse er – på grund af sagens særlige karakter –

ikke relevant i

denne sammenhæng. Jeg mener fremdeles, at jeg har ret til en skriftlig

begrundelse

– det vil sige et brev, som begrunder afgørelsen om ikke at besætte

stillingen

som lektor ved (Z) Institut ( ) med den henvendelse, som jeg i foråret

rettede

til et bedømmelsesudvalg vedrørende en professorstilling ved (X) Universitet

angående en Ph.D.-afhandling fra 19( ).”

A indbragte samme dag

fakultetets afgørelse for rektoratet på X Universitet. Vedrørende mødet den

20.

juni 2000 anførte han bl.a.:

”Mødet drejede sig

udelukkende om en henvendelse, som jeg i foråret havde rettet til et

bedømmelsesudvalg

vedrørende en professorstilling ved (X) Universitet og om mulighederne for at

etablere et samarbejde mellem mig og Institutbestyreren ved (Z) Institut ( ).

Der blev udvekslet forskellige synspunkter, og det blev aftalt, at jeg skulle

motivere min tidligere henvendelse i et brev til medlemmerne af

bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet, og at

jeg skulle aftale en personlig samtale med Institutbestyreren ved (Z)

Institut

( ) med henblik på at afklare de fremtidige samarbejdsmuligheder.

Brevet til medlemmerne af

bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet, som

jeg vedlægger i kopi til orientering, blev afsendt den 26. juni 2000, og to

dage senere aftalte jeg med Institutbestyreren ved (Z) Institut i ( ), at

samtalen vedrørende de fremtidige samarbejdsmuligheder først kunne finde sted

efter sommerferien.

Den 12. juli modtog jeg en

lakonisk og ubegrundet meddelelse fra (C) om, at stillingen ved (X)

Universitet ( ) ikke ville blive besat. Der kan næppe herske den mindste

tvivl

om, at (C)’s beslutning om ikke at besætte stillingen som lektor ved (Z)

Institut ( ) reelt er begrundet i min henvendelse til medlemmerne af

bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet. I

betragtning af at min henvendelse er udtryk for en lovlig ytring, er det min

klare opfattelse, at (C)’s afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet i

lovlige hensyn.

Jeg mener ikke, at (C) har

været berettiget til uden videre at forvente samarbejdsproblemer ved

uddannelsesstedet ( ), som følge af min henvendelse til det professorale

ansættelsesudvalg. For det første har jeg samvittighedsfuldt gjort tjeneste

som

fuldtidsansat ved ( ) (X) Universitet i tretten år og dermed dokumenteret

både

samarbejdsevne og -vilje. Jeg var formentlig den første ( ) medarbejder, der

fra og med 1. september 1998 påtog mig arbejdsopgaver på ( ) som en del af

min

almindelige arbejdsindsats, skønt fusionen endnu ikke var helt på plads. For

det andet har jeg i løbet af det seneste år beredvilligt stillet min

arbejdskraft til rådighed som ekstern lektor i forbindelse med en række meget

forskellige arbejdsopgaver både i ( ) og ( ).”

Af et ”notat vedrørende

telefonisk samtale med (A)” udarbejdet af institutbestyrer B den 16.

august

2000 fremgår:

”Onsdag d. 28. juni opholdt

jeg mig på instituttet ( ). Professor (F) spurgte, da jeg traf ham på

instituttet, om jeg havde læst det brev som (A) havde sendt til ham og prof.

( ), prof. ( ), og til mig. Jeg havde endnu ikke set brevet og kendte intet

til

brevets indhold, eftersom jeg var kørt fra ( ) før posten var fordelt. Pga.

møder om onsdagen havde jeg ikke mulighed for at reagere og i øvrigt havde

[jeg] kun fået refereret brevet i korte træk af (F).

Torsdag d. 29. juni var jeg

på instituttet ( ), hvor jeg kontaktede (A) imellem 10 og 11 om formiddagen,

efter at have læst brevet. Jeg traf imidlertid ikke (A) hjemme, men fik lagt

en besked. Lidt senere på dagen kontaktede (A) mig telefonisk.

I sit brev foreslog (A) et møde

om fredagen d. 29.6. kl. 8. Jeg havde ikke med denne korte varsel mulighed

for, at afholde et møde på dette tidspunkt. I telefonen aftalte vi at vi

kunne

tale sammen efter (A)’s ferie, da han skulle på ferie d. 29.6.

(A) nævnte i øvrigt at han

havde forsøgt at ringe til mig, men jeg har ikke modtaget nogen telefonbesked

om at (A) skulle have forsøgt at kontakte mig d. 26., 27. eller 28.6. Og i

øvrigt er jeg heller ikke blevet kontaktet af (A) i forbindelse med

udformningen af brevet.”

Rektoratet anmodede den 24.

august 2000 fakultetet om en udtalelse i sagen.

Det fremgår af sagens akter

at fakultetet ved telefax af 24. november 2000 modtog et brev af 23. november

2000 fra formanden for professorbedømmelsesudvalget, F. Af brevet fremgik

bl.a.:

”I forbindelse med

bedømmelsen af ansøgninger til den opslåede stilling som professor i ( ) er

der kommet et brev fra (A), som ønskede at oplyse bedømmelsesudvalgets

medlemmer om et påstået citatfusk i en Ph.D.-afhandling forfattet af en af

ansøgerne til stillingen: (B).

I lyset af anklagens alvor

valgte jeg at forelægge sagen for (D), formanden for (B)’s

Ph.D.-afhandlings

bedømmelsesudvalg. Jeg sendte ham en kopi af brevet fra (A).

Jeg vedlægger (D)’s svar

(brev fra den 25. april 2000), hvoraf det fremgår, jeg citerer:

’der er således reelt ingen tvivl om, hvor

(B)’s indsats ligger, og anklagen om ren afskrift må fuldstændig

tilbagevises.’

Jeg er af samme opfattelse

som (D): anklagen fra (B)’s tidligere kollega er uberettiget.”

I D’s brev af 25. april 2000

var bl.a. anført følgende:

”Jeg ved ikke, hvilken

opfattelse (A) har af begrebet ’videnskabelig hæderlighed’. Når han

skriver:

’opdagede jeg, at dele af (B)’s afhandling ( ) fremstår som ren

afskrift af

( ) må man vel formode, at han anser det pågældende som en så alvorlig

forseelse, at accepten af afhandlingen må tilbagekaldes og forfatterens

hæderlighed drages i tvivl, subsidiært at ’opdagelsen’ må påvirke

bedømmelsesudvalget

vedr. den omtalte professorstilling negativt fsv angår bedømmelsen af (B) som

ansøger.

Når (A) kan tale om ’ren

afskrift’ hænger det formentlig sammen med, at han ikke har læst teksten

tilstrækkelig grundigt. Han er antageligt blevet ledt af sporet af to

tekniske

fejl fra B: 1) Nederst s. 272 er der et afsluttende citationstegn, som ikke

skulle være der og 2) Citatet fra ( ) starter inde i teksten, hvilket bryder

(B)’s normale fremgangsmåde, nemlig at citater er indrykkede.

De to siders ’sproglige stil’

afviger imidlertid klart fra (B)’s, og genoptagelsen af egen tekst på s.

273

begynder med: ’( ) angiver herefter to årsager ’ Der er således

reelt ingen

tvivl om, hvor (B)’s indsats ligger, og anklagen om ren afskrift må

fuldstændig

tilbagevises. I forhold til professorbedømmelsesudvalgets arbejde er et

forkert anbragt citationstegn og denne enkelte afvigelse fra (B)’s

teknik om

at vise citater indrykket aldeles uvedkommende.”

Den 15. december 2000

anmodede rektor ved X Universitet en tidligere dekan ved den handelshøjskole

hvor A i 1986 blev ansat som fuldtidsunderviser, professor E, om en udtalelse

vedrørende en skriftlig advarsel denne tidligere skulle have tildelt A. I

brevet var anført følgende:

”Som det vil være dig

bekendt, har (A) klaget over at han ikke har fået en lektorstilling ved (Z)

Institut

ved (Y) Fakultet. Til brug ved besvarelsen af klagen, vil jeg meget gerne

have

din udtalelse om den skriftlige advarsel, som (A) fik af dig som dekan på ( )

på Handelshøjskole ( ). Den omhandlede advarsel er tilsyneladende forsvundet.

”

Professor E’s svar af 3.

januar 2001 havde følgende indhold:

”Må jeg indledningsvis

bemærke, at den pågældende episode fandt sted i begyndelsen af

1990’erne,

antagelig i ( ).

Jeg er ikke i besiddelse af

nogen skriftlige optegnelser vedrørende sagen, idet såvel afgørelsen som de

notater vedrørende faktum, som den hvilede på, blev indlagt i (A)’s

personalemappe,

som blev opbevaret af den daværende centraladministration på Handelshøjskole

( ).

De følgende bemærkninger er

således alene baseret på min hukommelse, som jeg dog har afstemt med den

kontorchef, som var leder af ( ) fakultets administration, ( ).

Vi erindrer begge sagen

således:

Fra den daværende

institutbestyrer i ( ), lektor ( ), modtog jeg henvendelse om, at (A) havde

fungeret som vejleder og medbedømmer af en skriftlig opgave, formentlig et

seminar, uagtet at han i hvert fald på bedømmelsestidspunktet havde sådanne

personlige relationer til den studerende, at han uden al tvivl var inhabil,

bedømt efter reglerne i forvaltningslovens § 3, stk. 1 nr. 2.

Jeg indkaldte herefter (A)

til en samtale, hvor han bekræftede det pågældende forhold, som han meget

stærkt beklagede. Han oplyste, at det forhold, som bevirkede inhabiliteten i

forbindelse med bedømmelsen, ikke havde bestået på det tidspunkt, hvor han

påtog sig at vejlede den pågældende studerende. Han oplyste videre, at han

ikke

havde meddelt medbedømmeren, der, så vidt jeg erindrer, netop var

institutleder

( ), om den pågældende inhabilitetsgrund, idet han af familiære årsager gerne

ønskede det forhold, der begrundede inhabiliteten, holdt skjult også på sin

arbejdsplads. Han oplyste, at han havde forsøgt at tage højde for den

pågældende situation ved i alt væsentligt at forholde sig passiv under

eksaminationen, der blev ledet af hans kollega, ligesom han have ladet denne

foreslå

karakteren for opgaven, som han efterfølgende blot tilsluttede sig.

Disse oplysninger blev

bekræftet af institutbestyreren.

Da opgaven var bedømt til den

karakter, som var foreslået af censor, samt da den studerende næppe var

bekendt med inhabilitetsreglerne, traf jeg den afgørelse, at det skulle have

sit forblivende med den pågældende karaktergivning.

Jeg udfærdigede herefter en

skriftlig irettesættelse af (A) med tilkendegivelse af, at jeg fandt sagen

alvorlig, men efter omstændighederne ville afslutte den med en tjenstlig

advarsel.

Jeg erindrer klart, at jeg

orienterede den daværende rektor for Handelshøjskole ( ). Jeg har derimod

ikke

nogen erindring om, hvorvidt denne orientering var skriftlig eller

mundtlig.”

I fakultetets høringssvar af

8. januar 2001 til rektoratet oplyste fakultetet v/dekan C at det af

fakultetsrådet

nedsatte bedømmelsesudvalg ved indstilling af 12. maj 2000 havde fundet at

den

ene af de to ansøgere til lektorstillingen ikke var kvalificeret, mens den

anden

ansøger, A, var kvalificeret. I høringssvaret udtalte fakultetet videre

bl.a.:

”Ved fremsendelsesskrivelsen

[af 9. juni 2000] til (A) fremgik det, at han var fundet kvalificeret til

stillingen, og med henblik på en nærmere drøftelse om en evt. ansættelse blev

(A)

indkaldt til et møde den 20. juni 2000 med mig selv og fakultetssekretæren.

Normalt deltager også institutlederen i et sådant møde, men som det fremgår

af

det følgende, var dette ikke muligt i det konkrete tilfælde.

Allerede inden mødet med (A)

var jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede at besætte lektorstillingen

med (A) til trods for, at han fagligt var erklæret for kvalificeret til

stillingen. Baggrunden for denne tvivl skal findes i to forhold, som jeg kort

skal redegøre for.

Den første sag er en episode

der fandt sted under (A)’s ansættelse som adjunkt på Handelshøjskole ( )

i

begyndelsen af 90’erne. Det er mundtligt blevet oplyst over for mig, at

(A)

havde foretaget en eksamination af en studerende, med hvem han levede sammen,

og at denne sag havde bevirket, at han modtog en advarsel. Den skriftlige

dokumentation for denne sag har imidlertid været forsvundet – måske som

led i

fusionen og den efterfølgende flytning. Den skriftlige dokumentation

foreligger derfor først nu i form af en udtalelse fra den daværende dekan,

professor

(E) jvf. (E)’s skrivelse af 3. januar 2001. Denne skrivelse er ligeledes

baggrunden for den sene besvarelse af sagen, da jeg gerne ville have en

skriftlig dokumentation af det omhandlede forhold, inden sagen blev

videresendt

til rektor. Der henvises til skrivelsen fra (E).

I forbindelse med besættelse

af et professorat i ( ) rettede (A) af egen drift og uden at anvende normale

kanaler i den slags sager direkte henvendelse til bedømmelsesudvalget til den

pågældende stilling i en e-mail af 23. marts 2000. I denne e-mail rejser han

tvivl om en af ansøgernes (institutlederen ved (Z) Institut) videnskabelige

hæderlighed. Det skal yderligere bemærkes, at en af de personer, som modtog

e-mailen, end ikke er medlem af bedømmelsesudvalget. Bedømmelsesudvalgets

formand (F) foretog på grundlag af anklagens alvorlighed en nærmere

undersøgelse

og det viste sig, at sagen kunne tilbagevises som aldeles ubegrundet, jvf.

brevvekslingen mellem bedømmelsesudvalgets formand (F) og professor (D).

På ovennævnte møde med (A)

den 20. juni 2000 meddelte jeg (A), at jeg betragtede det som en yderst

alvorlig sag, at han på så løst et grundlag havde rejst tvivl om en kollegas

videnskabelige

hæderlighed samt, at han uden videre selv havde henvendt sig til udvalget,

som

end ikke var det helt rigtige udvalg. Jeg gjorde det ligeledes klart for (A),

at det var en forudsætning for en ansættelse, at han straks holdt et møde med

institutlederen og gav ham sin uforbeholdne undskyldning, og at der derefter

omgående blev rettet henvendelse til bedømmelsesudvalgets medlemmer samt den

person der ikke var medlem af bedømmelsesudvalget med en alvorlig beklagelse

af hans henvendelse om institutlederen. Det brev som (A) har sendt til

bedømmelsesudvalgets

medlemmer den 26. juni 2000 kan næppe betegnes som nogen større beklagelse af

det skete. Som det endvidere fremgår af vedlagte notat fra institutleder (B),

har (A) ikke levet op til de krav, der blev ham stillet under samtalen i

forhold til (B). Det er min klare opfattelse, at (A) ikke har en

tilstrækkelig

klar erkendelse af alvorligheden i sin handling og dette er baggrunden for,

at jeg, med henvisning til ovenstående, ikke har ønsket at ansætte (A) i den

ledige lektorstilling. Dette er blevet meddelt ham ved skrivelse af 11. juli

2000 uden yderligere begrundelse.

I en e-mail fra A af 12. juli

2000 bad (A) om at modtage en udførlig begrundelse for afgørelsen og ved

skrivelse af 8. august 2000 fremsendte jeg en skrivelse til (A), hvoraf det

fremgik,

at han ikke havde yderligere krav på begrundelse for at stillingen ikke blev

besat.

Jeg er ikke forpligtet til at besætte en stilling, selvom der foreligger en

positiv indstilling fra et bedømmelsesudvalg. Ligesom jeg ikke er forpligtet

til at begrunde, hvorfor jeg ikke ønsker at besætte stillingen.

Da (A) imidlertid fortsat

ønsker at få nærmere oplysninger om sagen, har jeg naturligvis intet imod, at

han bliver gjort bekendt med baggrunden for mine overvejelser.”

I rektoratets afgørelse af 19.

januar 2001, der opretholdt fakultetets afgørelse om ikke at ansætte A, var

bl.a. anført følgende:

”På mødet [den 20. juni 2000]

deltog foruden dig, dekan (C) og fakultetssekretær, ( ). På mødet drøftedes

sagen vedrørende din tidligere skriftlige henvendelse til et

professorbedømmelsesudvalg,

hvor du gav udtryk for, at en af ansøgerne, (B), formentlig havde optrådt

videnskabeligt uhæderligt ved ikke at have anvendt citationstegn i

forbindelse

med en Ph.D.-afhandling. Bedømmelsesudvalgets formand, professor (F), kunne

efter at have undersøgt sagen i det hele tilbagevise din påstand. Dekan (C)

oplyste, at en forudsætning for din eventuelle ansættelse i lektorstillingen

var, at du straks mødtes med institutlederen og gav ham en uforbeholden

undskyldning, samt at du omgående rettede henvendelse til medlemmerne af

bedømmelsesudvalget samt den person, der ikke var medlem af udvalget, og

stærkt beklagede, at du havde rejst tvivl om institutlederens videnskabelige

hæderlighed. Du opfyldte ikke disse forudsætninger, hvilket fremgår af din

skrivelse af 26. juni 2000 til bedømmelsesudvalgets medlemmer, dekanen samt

institutlederen.

Ved skrivelse til dig af 11.

juli 2000 meddelte dekan (C), at den opslåede lektorstilling ikke ville blive

besat. Der var ikke i dette brev anført en begrundelse.

Du bad som følge heraf ved

skrivelse af 12. juli 2000 om at måtte modtage en begrundelse for dekanens

afgørelse. Dekanen meddelte den 8. august 2000, at du ikke havde krav på en

begrundelse.

Det er rektoratets opfattelse,

at pligten til at udfærdige en begrundelse i medfør af forvaltningslovens

kapitel 6 påhviler enhver myndighed, der udgør en del af den offentlige

forvaltning.

Der er naturligvis en række undtagelser fra denne hovedregel. Det kan

diskuteres, om en dekans beslutning om ikke at ville besætte en stilling

efter

omstændighederne kan være en af disse undtagelser med den følge, at

afgørelsen

således ikke skal suppleres med en begrundelse.

Det er dog rektoratets

opfattelse af den konkrete sag, at du, som den eneste kvalificerede ansøger

til stillingen, der tilmed har deltaget i en ansættelsessamtale, hvor en

række

forudsætninger for din eventuelle ansættelse blev drøftet, måtte have et krav

på at få begrundet afgørelsen om, at stillingen ikke ville blive besat.

Det er således rektoratets

opfattelse, at (Y) Fakultets skrivelser af 11. juli 2000 og af 8. august 2000

formelt ikke er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens kapitel

6.

Det fremgår af dekanens

skrivelse af 8. januar 2001, at baggrunden for beslutningen om ikke at

besætte

stillingen var to forhold, hvoraf det ene forhold blev indgående drøftet på

mødet med dig den 20. juni 2000. Det andet forhold kunne dekanen på daværende

tidspunkt ikke fremføre, idet den skriftlige dokumentation først er genskabt

ved professor (E)’s skrivelse af 3. januar 2001.

Da det andet forhold ikke er

fremført under samtalen med dig den 20. juni 2000, vil jeg alene vurdere det

første forhold vedrørende den af dig påståede videnskabelige uredelighed hos

institutleder (B).

Spørgsmålet er herefter, om

din påstand om videnskabelig uredelighed hos institutleder (B) er en

tilstrækkelig saglig begrundelse for ikke at ville ansætte dig som lektor på

det institut, hvor (B) er institutleder.

Din påstand om videnskabelig

uredelighed er den absolut alvorligste anklage, man kan rejse mod en

videnskabelig medarbejder ved et universitet, og din undladelse af at

tilbagekalde

en sådan anklage på trods af et enigt bedømmelsesudvalgs helt klare afvisning

af videnskabelig uredelighed, kan ikke andet end betragtes som et meget

væsentligt og afgørende moment i dekanens vurdering af dine ønsker om og

mulighed for i fremtiden at samarbejde med institutlederen.

Rektoratet finder på den

baggrund, at dekanens begrundelse for ikke at besætte den opslåede

lektorstilling

er truffet ud fra saglige hensyn, og rektoratet agter ikke at foretage sig

yderligere i sagen.

(Y) Fakultets skrivelser af

20. september 2000 og 8. januar 2001 samt professor (E)’s skrivelse af

3.

januar 2001 vedlægges i kopi.”

I et brev modtaget af

rektoratet den 23. januar 2001 anførte A bl.a. følgende:

”Jeg vil hermed gerne klage

over, at rektoratet ikke, i forbindelse med de momenter i sagen, som man har

valgt at lægge vægt på, har fundet det på sin plads at give mig mulighed for

at udtale mig. Forvaltningsloven rummer mig bekendt forholdsvis klare regler

om partshøring.

Hvis rektoratet virkelig har

ment, at der allerede i min henvendelse til professorbedømmelsesudvalget har

været tilstrækkeligt grundlag for at afgøre sagen, så forekommer det mig så

meget desto mere overflødigt, at rektoratet den 15. december 2000 rekvirerer

en

erindringsskrivelse fra (E) og at jeg har skullet vente så længe på en

afgørelse. Det forekommer mig, at rektoratet hermed har skabt berettiget

tvivl

om, hvorvidt man i rektoratet selv har ment, at der allerede i min

henvendelse

til professorbedømmelsesudvalget har været tilstrækkeligt grundlag for at

afgøre sagen.”

A gjorde videre gældende at B

og C allerede på tidspunktet for stillingsopslaget måtte have haft kendskab

til

sagen fra 1992, men på trods heraf opfordrede A til at søge stillingen, og at

der ikke på tidspunktet for modtagelsen af A’s ansøgning blev indhentet

en

erindringsskrivelse fra professor E. A anførte afslutningsvis at der i

forskningsverdenen bør herske en meget udbredt ytringsfrihed med hensyn til

at udtrykke sagligt og fagligt velbegrundet kritik.

I A’s brev af 24. januar 2001

til rektoratet anførte han videre at han ville undersøge om der kunne tænkes

at

være grundlag for et erstatningsretligt søgsmål mod universitetet i anledning

af sagen.

Rektoratet anmodede den 23.

februar 2001 fakultetet om en udtalelse. Fakultetet henviste i sin udtalelse

af 6. marts 2001 til fakultetets brev af 8. januar 2001 ”hvor det

fremgår, at

beslutningen om ikke at ansætte (A) er truffet ud fra en samlet vurdering af

(A)’s kvalifikationer, hvori naturligvis ikke alene er indgået en

vurdering af

(A)’s forsknings- og undervisningsmæssige kvalifikationer men også

(A)’s øvrige

aktiviteter samt muligheder for at kunne fungere optimalt i et fælles

samarbejde

på (Z) Institut”.

I brev af 20. marts 2001 til

rektoratet bestred A professor E’s fremstilling af sagen fra

1992. A

anførte således bl.a. at han

aldrig havde forsøgt at lægge skjul på noget i sagen, og at han ikke havde

foretaget sig noget ulovligt eller begået nogen tjenesteforseelse. Han

anførte

videre at der aldrig havde været afholdt et tjenstligt forhør, at han aldrig

havde modtaget nogen tjenstlig advarsel, og at rektoratets beslutning om at

indkalde og bruge E’s erindringsskrivelse uden at tillægge den nogen

vægt i

bedømmelsen af sagen kun kunne tjene det ene formål at intimidere. A’s

brev

var vedlagt E’s brev af 7. juli 1992 til A. I brevet har E efter en

gennemgang

af sagsforløbet anført følgende:

”Idet jeg understreger, at

nære venskabelige relationer til studerende som hovedregel bør medføre, at

man

anmoder en kollega om at varetage vejlednings- og bedømmelsesopgaver i

forhold

til den pågældende, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre i sagen

vedrørende de 2 førstnævnte forhold.

Vedrørende det sidstnævnte

forhold vil jeg over for dig præcisere, at det efter min opfattelse er

utvivlsomt, at en så nær personlig relation til den studerende burde have

medført, at du afstod fra at medvirke som medvejleder og medbedømmer på den

pågældende

opgave. Jeg skal dog samtidig bemærke, at jeg lægger vægt på, at vejlednings-

og bedømmelsesfunktionen ikke har fundet sted individuelt over for den

pågældende

studerende, men at der er tale om en gruppeopgave. Jeg har ligeledes tillagt

det betydning, at en kollega har været hovedvejleder på opgaven samt at

medvirken

ved bedømmelsen alene har bestået i at tiltræde det karakterforslag, som den

interne censor og hovedvejlederen var enige om. Endelig bør det efter min

mening indgå i bedømmelsen af sagen, at du, forinden bedømmelsesmødet fandt

sted, henledte afdelingsbestyrerens opmærksomhed på forholdet. Mest afgørende

er det naturligvis, at det efter min opfattelse kan lægges til grund som

utvivlsomt,

at du ikke på nogen måde har tilsigtet at begunstige den pågældende

studerende.

Med den bemærkning at du i

fremtiden skylder såvel dig selv som Handelshøjskole ( ) ikke ( ) at bringe

sig

i en situation, hvor der kan rejses nogen tvivl om din fuldstændige

upartiskhed i forbindelse med varetagelsen af dine tjenstlige forpligtelser

skal jeg bemærke, at jeg ikke finder noget grundlag for at foretage mig

videre

i sagen.

Jeg tilføjer, at du

naturligvis altid er velkommen til at søge råd og vejledning vedrørende

tjenstlige forhold hos afdelingsbestyreren eller mig.”

I et brev ligeledes af 20.

marts 2001 anmodede rektoratet A om eventuelle bemærkninger i anledning af

fakultetets udtalelse af 6. marts 2001. I en udtalelse af 21. marts 2001

anførte A bl.a.:

”Med hensyn til min skrivelse

af 23. januar 2001 må jeg fastholde mine tidligere synspunkter. Det turde

også

fremgå, af det allerede fremsendte, at (Y) Fakultetets vurdering er foregået

på et fejlagtigt grundlag, jf. mit brev af 20. marts 2001. (Y) Fakultetet ser

endvidere bort fra, at jeg i tretten år pligtopfyldende og loyalt har gjort

tjeneste for ( ) (X) Universitet, og at der ikke tidligere har været

samarbejdsproblemer mellem mig og mine kolleger.

Den lektorstilling, som (C)

ikke ønskede at forpligte sig til at opslå, blev imidlertid opslået, efter at

jeg i efteråret 1999 telefonisk havde orienteret institutbestyreren i ( ) om,

at jeg i påkommende tilfælde følte mig forpligtet til at kontakte det

bedømmelsesudvalg, der forventedes nedsat i forbindelse med besættelsen af en

professorstilling i ( ) ved instituttet ( ). Jeg blev herefter både opfordret

til at søge lektorstillingen og til ikke at kontakte bedømmelsesudvalget

vedrørende

professorstillingen. Jeg ønskede imidlertid ikke at indgå nogen skjult

kontrakt med nogen, derfor måtte jeg lade handling følge ord.

Jeg er aldrig blevet

foreholdt et enigt bedømmelsesudvalgs konklusioner i den sag. Jeg har været

til et møde, hvor en fakultetssekretær fabulerede om et civilt søgsmål mod

mig, hvilket gav mig anledning til nogen undren. Jeg har forstået, at den

pågældende kollega i dag er blevet udnævnt til professor og har derfor meget

svært ved at forstå, at han ikke står betydeligt stærkere i dag nu da et

enigt

bedømmelsesudvalg, efter eksplicit at have taget stilling til sagen, er nået

frem til, at der ikke foreligger noget kritisabelt. At det skulle betyde

noget

for mine muligheder for at samarbejde med den pågældende kollega eller

omvendt, har jeg også meget svært ved at se, medmindre naturligvis min

faglige

anerkendelse betyder mere for den pågældende end bedømmelsesudvalgets, og det

har jeg ærligt talt lidt svært ved at forestille mig.

Det forekommer mig, som det

allerede fremgår af den tidligere korrespondance i sagen, at Dekanen for (Y)

Fakultet forveksler samarbejdsevne og loyalitet med følgagtighed. Jeg skal

ikke lægge skjul på, at jeg finder denne argumentationsform dybt suspekt

– ikke

mindst i lyset af, at der præsumptivt er tale om en videnskabelig

institution.

I et videnskabeligt miljø er det efter min opfattelse, ganske afgørende, at

det er muligt at gøre forestilling og modforestilling gældende i en fri

faglig

meningsudveksling. I dansk retsvidenskabelig teori, har det, mig bekendt,

hidtil

været antaget, at universitetsansatte af hensyn til den frie forskning, netop

er den kategori af offentligt ansatte, som har den største grad af

ytringsfrihed. Som følge heraf må der foreligge særlige skærpende

omstændigheder

for, at man kan tillægge argumentationen omkring samarbejdsevner og

samarbejdsmuligheder

nogen særlig betydning.”

Den 29. marts 2001 fastholdt

rektoratet sin afgørelse. Rektoratet henviste til de efter den 19. januar

2001

indkomne udtalelser i sagen og anførte videre:

”På baggrund af ovennævnte er

det rektoratets opfattelse, at fakultetets manglende ansættelse af dig som

lektor ved (Z) Institut er sket ud fra en både saglig og faglig vurdering af

dine kvalifikationer, herunder dine muligheder for at kunne samarbejde med de

øvrige medarbejdere på instituttet. Der er ikke ved disse uddybende

bemærkninger eller høringsskrivelser i øvrigt fremkommet nye oplysninger i

sagen, som kan ændre afgørelsen af 19. januar

2001.”

Den 6. april 2001 klagede A

til mig over X Universitet. A anførte bl.a.:

”Min klage vedrører først og

fremmest to punkter i sagen:

1. Den indholdsmæssige

afgørelse, som består i, at jeg ikke blev ansat i den lektorstilling, som jeg

efter opfordring havde søgt og som jeg, som den eneste ansøger var blevet

bedømt kvalificeret til. Jeg er, som det vil fremgå af min korrespondance med

rektoratet, af den opfattelse, at afgørelsen, sagens øvrige omstændigheder

taget i betragtning, ikke kan antages at være tilstrækkeligt begrundet i

saglige hensyn.

2. Rektoratets beslutning om

– i anledning af min klage – at rekonstruere dokumentationen i en

for længst

forældet personalesag fra 1992, hvor jeg bad om at blive fritaget for at

deltage

i en mundtlig eksamination på grund af, at der kunne herske tvivl om min

fuldstændige objektivitet. Min rolle i sagen var yderst perifer, idet jeg var

såkaldt medvejleder på en hovedopgave på HA-studiet og som sådan havde jeg

efter reglerne ikke noget med karaktergivningen at gøre. Ikke desto mindre

blev

jeg, på trods af mine indvendinger, bedt om at være til stede ved den

pågældende eksamination. Jeg var til stede og forholdt mig i øvrigt passiv.

Daværende dekan, (E), fandt herefter anledning til at iværksætte en større

undersøgelse af min medvirken i forbindelse med karaktergivning af den

pågældende

studerendes studieaktiviteter. I den forbindelse havde jeg en enkelt

telefonsamtale

med (E). Sagen blev afsluttet ved brev fra (E) dateret den 7-7-1992 (vedlagt

i

kopi). (E) afslutter sit brev med, at han ikke finder grundlag for at

foretage

sig yderligere i sagen. Ikke desto mindre dukker sagen nu op i form af en

erindringsskrivelse fra (E) i forbindelse med min klage til rektoratet ved

(X)

Universitet. Jeg er selvsagt meget opbragt over den behandling jeg hermed har

fået.”

Jeg anmodede den 18. april

2001 X Universitet om en udtalelse i sagen samt om udlån af sagens akter.

I en udtalelse af 30. maj

2001 udtalte X Universitet følgende:

”(A) klager dels over, at

universitetets afgørelse ikke er truffet ud fra saglige hensyn og dels over,

at rektoratet har forsøgt at rekonstruere en gammel sag fra 1992 om eventuel

inhabilitet hos (A) i forbindelse med en bedømmelse af en opgave udarbejdet

af

en studerende, som (A) havde en relation til.

For så vidt angår det første

klagepunkt har universitetet ved skrivelse af 19. januar 2001 meddelt, at da

(A) er fremkommet med den absolut alvorligste anklage, man kan rejse over for

en videnskabelig medarbejder ved et universitet, nemlig en helt udokumenteret

påstand om videnskabelig uredelighed hos institutleder (B), og (A) ikke på

trods af anmodning herom har ønsket at trække denne ubegrundede påstand

tilbage, kan dette ikke betragtes som andet end en væsentlig og afgørende

hindring

for (A)’s mulighed for at etablere et samarbejde med institutlederen i

fremtiden,

og det er på denne saglige baggrund, at universitetet ikke har ønsket at

ansætte

(A).

(A) klager endvidere over, at

rektoratet har forsøgt at rekonstruere en sag fra 1992, hvor (A) har haft

vejlednings- og bedømmelsesfunktioner i forbindelse med en hovedopgave

udarbejdet

af en studerende, som (A) havde relationer til.

Rektoratet bad ved skrivelse

af 15. december 2000 professor (E) om en udtalelse i sagen, og denne fremkom

ved skrivelse af 3. januar 2001.

Rektoratets henvendelse til

professor (E) udsprang af, at dekan (C) fra (Y) Fakultet ved skrivelse af 8.

januar 2001 til rektoratet oplyste, at baggrunden for beslutningen om ikke at

besætte stillingen var to forhold, dels de alvorlige beskyldninger om

videnskabelig uredelighed, og dels at dekanen mundtligt var blevet orienteret

om sagen vedrørende vejledning og bedømmelse af en hovedopgave. Den

skriftlige dokumentation var i forbindelse med fusionen mellem ( )

bortkommet.

Da sagen vedrørende

habiliteten ikke var omtalt på mødet den 20. juni 2000, hvor dekan (C) havde

en samtale med (A) om en eventuel ansættelse, er det rektoratets opfattelse,

at denne sag ikke kan medtages som en begrundelse for den manglende

ansættelse,

hvilket er meddelt (A) ved skrivelse af 19. januar 2001.

Som nævnt ovenfor er det

derimod rektoratets opfattelse, at (A)’s påstand om videnskabelig

uredelighed

hos institutlederen og hans undladelse af at trække denne påstand tilbage på

trods af et enigt bedømmelsesudvalgs helt klare afvisning af påstanden, er en

saglig begrundelse for ikke at ville ansætte (A), hvilket rektor har meddelt

(A) den 19. januar 2001.

(A)’s klage af 6. april 2001

til

Folketingets Ombudsmand

har været forelagt (Y) Fakultet, der ved skrivelse af 15. maj 2001 har

meddelt, at man ikke har yderligere bemærkninger.”

Jeg bad den 7. juni

2001 A

om eventuelle bemærkninger til

universitetets udtalelse. A anførte i en udtalelse af 14. juni 2001 bl.a.

følgende:

”Jeg erkender naturligvis at

jeg i foråret 2000 i forbindelse med besættelsen af et professorat ( )

henledte et bedømmelsesudvalgs opmærksomhed på, at jeg under gennemlæsning af

i alt ca. 25 sider af (B)’s Ph.D.-afhandling havde fundet at hele to på

hinanden følgende sider for mig fremstod som afskrift fra en bog forfattet af

professor ( ). Jeg dokumenterede min opfattelse gennem præcise

litteraturreferencer på samme måde, som man i almindelighed dokumenterer

videnskabelige

arbejder.

Jeg har ikke selv tagets

stilling til, om der foreligger videnskabelig uredelighed, idet det hele

tiden

har været min opfattelse, at bedømmelsesudvalget burde kunne tage stilling

til dette spørgsmål. Jeg er aldrig direkte blevet bedt om at trække en

påstand

om uredelighed tilbage, og jeg er aldrig blevet foreholdt et enigt

bedømmelsesudvalgs opfattelse af sagen. På mødet med dekan (C) den 20. juni

2000 blev jeg bedt om i brev at motivere min henvendelse til

bedømmelsesudvalget, hvilket jeg gjorde umiddelbart efter mødet (vedlagt til

orientering).

At (X) Universitet ikke har

fundet mit anbringende åbenlyst grundløst, mener jeg er tilstrækkeligt

dokumenteret i det forhold, at universitetet har indhentet en udtalelse fra

professor (D) fra Handelshøjskolen i ( ), som – efter hvad jeg har fået

oplyst

– ikke har siddet i det pågældende bedømmelsesudvalg. Jeg vedlægger

(D)’s

udtalelse i sagen til orientering. Jeg har først set udtalelsen i slutningen

af november 2000 i forbindelse med, at jeg bad om at få aktindsigt i sagen.

Jeg

er imidlertid ikke helt enig i (D)’s vurdering af sagen. Jeg mener

således

ikke, at det i almindelighed er op til læseren af videnskabelige afhandlinger

at vurdere, hvilke citationstegn der burde være der, og hvilke der ikke burde

være der, ligesom det ikke kan være op til læseren at vurdere eventuelle

skift

og afvigelser i den sproglige stil. For ikke at tale om, at der efter min

overbevisning også gælder regler for, hvor langt et citat må være.

Når jeg fandt det nødvendigt

at indberette mine iagttagelser til bedømmelsesudvalget, så hænger det

imidlertid også sammen med, at jeg allerede i efteråret 1999 adviserede (B)

om

min hensigt. Det gjorde jeg umiddelbart efter, at jeg havde bemærket, at der

var opslået en professorstilling i ( ). Herefter blev der kort tid efter

opslået en lektorstilling ved samme institut, som jeg blev opfordret til at

søge. Jeg modtog herefter også en opfordring til ikke at gå videre med sagen

om (B)’s afhandling. At jeg blev opfordret til at søge en lektorstilling

ved

instituttet ( ) måtte naturligvis komme som noget af en overraskelse for mig,

der tidligere på året – efter 13 års ansættelse – havde set mig

nødsaget til at

forlade en stilling som adjunkt ved (X) Universitet ( ). Baggrunden var den,

at det fra fakultetets ledelse hed sig, at det var utænkeligt, at der ville

blive opslået en lektorstilling, som jeg, der ikke er Ph.D., ville kunne søge

ved udløbet af mit adjunktur pr. august 2000. Om der har været nogen indre

sammenhæng

i dette begivenhedsforløb, kan jeg naturligvis ikke vide. Det er der sikkert

ikke.

Men for at bortvejre enhver tvivl fandt jeg, at det var rigtigst at lade

bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen tage stilling til mine

iagttagelser vedrørende (B)’s afhandling.

Jeg må naturligvis af

principielle grunde fastholde den opfattelse, at det – ifølge sagens

natur – er

ganske afgørende, at man i videnskabelige miljøer forbeholdes den videst

mulige ret til at fremsætte saglig og faglig kritik. Saglig og faglig kritik

er – på godt og ondt – en del af samarbejdsformen i det

videnskabelige miljø.

Jeg kan derfor ikke godtage universitetets argumentation vedrørende

forudsigelige

samarbejdsvanskeligheder.

Universitetet burde nøje

overveje, hvilke konsekvenser det ville kunne få, hvis sådanne sager aldrig

blev rejst. Der burde derfor også findes klarere regler for, hvordan man

håndterer den slags sager. Hvis man ikke mener, at et bedømmelsesudvalg er

stedet, hvor man kan behandle den slags spørgsmål, så burde man overveje at

oprette et særligt organ, som kan tage sig af sager som denne.

For så vidt angår (X)

Universitets forsøg på at rekonstruere en gammel sag fra 1992 om eventuel

inhabilitet, er det efter min opfattelse et stærkt indicium på, at man på (X)

Universitet tilsyneladende ikke har været helt sikker på, at beslutningen om

ikke at ansætte mig i lektorstillingen var tilstrækkeligt sagligt begrundet i

forholdet vedrørende min henvendelse til bedømmelsesudvalget vedrørende

professorstillingen.

Jeg har meget svært ved at

se, hvad der kan legitimere dette forsøg på historisk rekonstruktion. Den

pågældende sag ville formentlig aldrig være blevet rejst, hvis jeg ikke selv

havde gjort opmærksom på forholdet i 1992, og den ville – ifølge sagens

natur –

have været næsten umulig at belyse endsige dokumentere, hvis jeg ikke havde

valgt at samarbejde med daværende dekan, (E), som det fremgår af hans brev af

7. juli 1992.

Hvis afgørelsen om ikke at

ansætte mig i lektorstillingen havde været tilstrækkeligt sagligt begrundet i

forholdet vedrørende min henvendelse til bedømmelsesudvalget vedrørende

professorstillingen, så er det efter min opfattelse meget vanskeligt at se,

hvilke motiver, der ligger bag rekonstruktionsforsøget.

Det er naturligvis også helt

afgørende, at man for længst burde have forelagt mig denne sag til udtalelse.

I så fald ville (E)’s brev af 7. juni 1992 være fremkommet på et langt

tidligere

tidspunkt. Forløbet er for mig at se et skoleeksempel på, at reglerne om

partshøring ikke blot er til for at tilgodese hensynet til borgeren og

borgerens retssikkerhed, men også tjener til at beskytte

forvaltningsmyndigheden

mod at begå de mest åbenlyse – og pinlige fejltagelser.

Som det fremgår af (E)’s brev

af 7. juli 1992, finder han ikke anledning til at foretage sig yderligere i

sagen, og dette burde naturligvis have stået ved magt. Jeg finder det derfor

også ganske utilstedeligt, at (E) tillader sig at fremkomme med en

erindringsskrivelse,

som den der foreligger i form af brev af 3. januar 2001.

Når jeg har meget svært ved

at forstå, hvilket formål (X) Universitets rekonstruktionsforsøg tjener,

hænger det også sammen med, at jeg siden 1992 ved flere lejligheder er blevet

rekrutteret til en række relativt fremtrædende tillidsposter på

Handelshøjskole ( ) – også i (E)’s tid som dekan. Jeg har modtaget

særlige

vederlag og påskønnelser for at have ydet en ekstraordinær indsats. I 1997

blev

jeg rekrutteret til en stilling med forskningsindhold – en stilling, som

blev

besat i åben konkurrence. Ved min fratræden i 1999 blev jeg endelig udstyret

med de bedst tænkelige anbefalinger fra (E)’s efterfølger.

Jeg er klar over, at visse

dele af min sagsfremstilling er vanskelige at dokumentere, imidlertid har (X)

Universitet trods rig lejlighed dertil ikke fundet anledning til konkret at

anfægte eller imødegå min fremstilling af sagsforløbet.”

X Universitet meddelte den 3.

august 2001 at universitetet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ved brev af 4. september 2002

sendte jeg min foreløbige redegørelse i sagen til X Universitet og bad om at

modtage universitetets bemærkninger hertil. Den foreløbige redegørelse blev

samtidig sendt til A. I redegørelsen skrev jeg bl.a. således:

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

”1. Regelgrundlaget

Ved sager om ansættelse i det offentlige indgår de almindelige

forvaltningsretlige regler som en væsentlig del af retsgrundlaget. I denne

sag er det navnlig reglerne om saglig forvaltning som har betydning.

Bekendtgørelse nr. 650 af 31. august 1998 om ansættelse af lærere og

videnskabelige medarbejdere ved universiteter mfl. under

Forskningsministeriet (nu bekendtgørelse nr. 820 af 31. august 2000)

indeholder følgende bestemmelse i § 1, stk. 1:

’Ansættelsessager behandles efter nedenstående regler, forvaltningsloven

og de bestemmelser, der i øvrigt er gældende, herunder bestemmelserne i den

enkelte institutions statut samt supplerende regler fastsat af institutionen

selv.’

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, at institutionens ledelse senest

ved ansøgningsfristens

udløb nedsætter et fagkyndigt bedømmelsesudvalg. Om bedømmelsesudvalgets

indstilling samt den videre behandling af sagen bestemmer bekendtgørelsen

bl.a.:

’

§ 6.

Bedømmelsesudvalget tager stilling til, hvilke ansøgere der

anses for kvalificerede i forskningsmæssig og undervisningsmæssig henseende

samt i relation til de øvrige faglige kvalifikationskrav, der er angivet i

stillingsopslaget. Bedømmelsesudvalget afgiver til institutionens ledelse en

begrundet, skriftlig bedømmelse.

Stk. 3.

Udvalgets bedømmelse skal enten være enstemmig eller være

en bedømmelse fra et flertal og et eller flere mindretal. Er der

meningsforskelle mellem udvalgets medlemmer, skal dette klart fremgå af

udvalgets

bedømmelse.

Stk. 4.

Umiddelbart efter at udvalget har afgivet sin bedømmelse,

sender institutionen til hver ansøger den del af bedømmelsen, som angår den

enkelte ansøger.

§ 7.

Institutionens ledelse træffer beslutning om, hvem der skal

ansættes henholdsvis indstilles til ansættelse, hvis sagen efter gældende

regler skal forelægges for ministeriet.

Stk. 2.

Før institutionens ledelse træffer beslutning om ansættelse,

kan den indkalde en eller flere ansøgere til samtale og/eller

prøveforelæsning.

Stk. 3.

Når ledelsen har modtaget bedømmelsen fra det fagkyndige

bedømmelsesudvalg og eventuelt har haft ansøgere til samtale og/eller afholdt

prøveforelæsning, træffer den beslutning om besættelse af stillingen. En

ansøger kan kun ansættes, hvis et flertal af bedømmelsesudvalgets medlemmer

har anset vedkommende for fagligt kvalificeret til stillingen. Ønsker

ledelsen ikke stillingen besat på det foreliggende grundlag, skal den

beslutte,

om stillingen skal opslås på ny eller ikke for tiden søges besat.’

Ifølge bekendtgørelsens § 14

kan institutionens afgørelser efter bekendtgørelsen ikke indbringes for

Forskningsministeriet.

Statutten for (X) Universitet

fastslår i § 9 at rektor har personaleledelsen for samtlige medarbejdere på

universitetet, herunder kompetencen til at ansætte og afskedige disse. Rektor

kan delegere sin kompetence eller dele heraf, dog ikke til kollegiale

organer.

2. Sagens genstand

Udgangspunktet for min

bedømmelse af sagen er den almindelige forvaltningsretlige regel om at

forvaltningens afgørelser skal hvile på et sagligt grundlag. Det spørgsmål

som

denne sag navnlig rejser, er således om (X) Universitets beslutning om ikke

at

besætte den lektorstilling som (A) havde søgt, var begrundet i saglige

hensyn.

Af fakultetets høringssvar af

8. januar 2001 til rektoratet fremgår som nævnt at fakultetet ved sin

afgørelse

om ikke at ansætte (A) lagde vægt på to forhold: En tjenstlig advarsel til

(A)

i begyndelsen af 1990’erne i anledning af en habilitetssag på

Handelshøjskole

( ) og en henvendelse af 23. marts 2000 fra (A) til et

professorbedømmelsesudvalg

vedrørende stillingsansøger (B)’s ph.d.-afhandling fra 1991.

Rektoratet lagde ved sin

afgørelse af 19. januar 2001 alene vægt på sidstnævnte forhold. Rektoratet

fandt således at fakultetet ikke havde været berettiget til at lægge vægt på

habilitetssagen da dette forhold ikke var blevet fremført under samtalen med

(A) den 20. juni 2000.

3. (A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt

hensyn?

Jeg har tidligere udtalt at

der ved ansættelse i den offentlige forvaltning i almindelighed ikke er

mulighed for at lægge vægt på forhold som ikke vil kunne indgå som et sagligt

kriterium i forbindelse med en afskedigelse (Folketingets Ombudsmands

beretning for 2000, s. 215ff*).

Lovlig ytring?

Jeg har haft lejlighed til at

behandle spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed i bl.a. sagerne

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1987, s. 237ff*, for

1999,

s. 536ff*, og for 2000, s. 485ff*. Se endvidere j.nr. 1999- 1570-812

(offentliggjort som sag 21-3 på ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk,

under beretningssager fra 2001) [nu Folketingets Ombudsmands beretning for

2001, side 552ff*].

I ovennævnte

ombudsmandsberetning for 1987, s. 237ff, har jeg udtalt mig om det generelle

spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed, navnlig for så vidt angår

ytringer der fremsættes af den ansatte som privat person, det vil sige

ytringer

der ikke fremsættes af den ansatte som led i varetagelse af arbejdsopgaver

for

det offentlige. Følgende fremgår bl.a. af udtalelsen:

’Ved besvarelsen af det

centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for

offentligt

ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for

borgerne i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte

har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det

store antal offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde

almindelige

begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger

ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser

om den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle

ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at

hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

i

særlige

tilfælde kan føre til en

begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en

fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte

sådanne

særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle hovedsynspunkter:

Begrænsningerne omfatter

alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget

arbejdsområde.

Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om

sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige

arbejde.

Ved udtalelse inden for eget

arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde

har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces.

Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der

ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om

udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet.

Adgangen

til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan – af hensyn til

beskyttelse af

den interne beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at

udtale

sig senere.

Det ligger efter praksis

fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om

ressourcespørgsmål

inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning

for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte,

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i

offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller

har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

(A)’s henvendelse til

professorbedømmelsesudvalget er foretaget af ham som privat person, og

henvendelsen/udtalelsen til udvalget falder efter min opfattelse uden for det

område hvor der må antages at gælde særlige begrænsninger for offentligt

ansattes ytringsfrihed. Dette må gælde så meget desto mere i et tilfælde som

det foreliggende idet ansøgere til ansættelse i det offentlige må antages at

være undergivet endog færre begrænsninger i ytringsfriheden end allerede

ansatte.

Lovlige ytringer som grundlag for anvendelse af negative ledelsesbeføjelser

Spørgsmålet er herefter om

lovlige ytringers eventuelle følgevirkninger kan begrunde negative

ledelsesmæssige

beslutninger.

I ovennævnte sag

1999-1570-812 [nu Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, side 552ff]

der

vedrørte afskedigelse af en psykolog efter udtalelser om pædofili, udtalte

jeg

efter en gennemgang af juridisk litteratur om offentligt ansattes

ytringsfrihed

bl.a.:

’Jeg kan tilslutte mig det

anførte om at lovlige ytringer ikke i sig selv kan begrunde anvendelse af

negative ledelsesbeføjelser. Anvendelsen af disse må bygge på vurderinger og

afvejninger af en række andre forskellige hensyn og omstændigheder, herunder

eventuelt en opstået mangel på tillid til den ansatte affødt af vedkommendes

lovlige ytringer forstået som en vurdering af den pågældendes egnethed til at

udføre sine arbejdsopgaver. Forvaltningsmyndighederne er i den forbindelse

naturligvis

undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for udøvelse af

administrativt skøn, herunder kravet om proportionalitet og kravet om at

forvaltningen udelukkende må varetage saglige hensyn. På baggrund af de

almene

politiske og demokratiske værdier der er knyttet til en fri og uhindret

offentlig

debat hvori også de offentligt ansatte deltager med deres særlige

fagkundskab,

må der endvidere efter min opfattelse udvises betydelig tilbageholdenhed ved

anvendelse af negative ledelsesbeføjelser i anledning af offentlige ytringer

der lovligt er fremsat af en offentligt ansat.

Desuden skal en

forvaltningsmyndighed der træffer afgørelse om at anvende negative

ledelsesbeføjelser

over for en ansat, overholde de krav der kan udledes af

undersøgelsesprincippet. Det påhviler således den enkelte

forvaltningsmyndighed at tilvejebringe et fyldestgørende faktisk og retligt

grundlag for en afgørelse. Formålet med undersøgelsesprincippet er at bidrage

til at sikre at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver materielt

lovlige

og rigtige. Det forudsætter ikke alene at alle relevante forhold er belyst

ved

det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige. Er der

tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til

sagsoplysningen

at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig

vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for

afgørelsen, jf. Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret,

Sagsbehandling,

4. udgave (1995), s. 120ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

297ff.’

Efter min opfattelse gør de

samme forhold sig gældende ved ansættelsesbeslutninger. En lovlig ytring kan

således ikke i sig selv begrunde en negativ ledelsesmæssig beslutning i form

af afslag på ansættelse, mens det ikke kan udelukkes at en sådan beslutning

vil kunne være begrundet i ytringens eventuelle

følgevirkninger

under en eventuel ansættelse.

Som det fremgår af rets- og

ombudsmandspraksis, stilles der i forbindelse med afskedigelse strenge krav

til dokumentationen for samarbejdsvanskeligheder. Se bl.a. Højesterets dom

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269ff, og Østre Landsrets dom af

18. juni 1999, 7. afd. nr. B-2365-96, Den Danske Præsteforening som mandatar

for Brita Houmølle Kønig mod Kirkeministeriet, samt Folketingets Ombudsmands

beretning for 2000, s. 86ff*, og for 1993, s. 72ff*.

Den overvejende del af

sagerne om samarbejdsvanskeligheder omhandler naturligt negative

ledelsesmæssige

beslutninger over for (allerede) ansatte.

En sag gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, side 86ff*, vedrørte imidlertid

afslag på (gen)ansættelse af en præst på grund af risikoen for

samarbejdsvanskeligheder.

Jeg udtalte her at Kirkeministeriet ikke havde haft tilstrækkelig støtte for

at antage at der uanset hvor ansøgeren måtte søge præsteembede, bestod en

væsentlig risiko for at der ville opstå samarbejdsproblemer som dem der i

1982

havde ført til vedkommendes afskedigelse fra en præstestilling i folkekirken.

Jeg henstillede til ministeriet at undergive en eventuel ansøgning fra

vedkommende om præstestilling i folkekirken en selvstændig, fornyet

realitetsbehandling – eventuelt efter indhentelse af en uddybende

erklæring

fra biskoppen.

Endvidere skal nævnes

Højesterets dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 621, hvor sagsøger,

der siden 1981 havde været ansat som sognepræst, var blevet suspenderet i

foråret 1985 og efter tjenstlig undersøgelse ved provsteretten afskediget i

marts 1987 efter tjenestemandslovens § 28 med henvisning bl.a. til at hun

havde

tilsidesat værdighedskravet i lovens § 10. Højesteret fandt at

Kirkeministeriet

havde været berettiget til at bortse fra en ansøgning om en anden stilling

som

sagsøger havde indgivet under suspensionen. Efter det oplyste om baggrunden

for

afskedigelsen fandt Højesteret at ministeriet endvidere havde været

berettiget til at tilkendegive over for sagsøger at hun i en vis periode

herefter var udelukket fra at komme i betragtning til andre stillinger som

præst i folkekirken, og der var ikke grundlag for at fastslå at denne

udelukkelse var blevet opretholdt i længere tid end det var sagligt og

rimeligt begrundet. Hun havde herefter ikke krav på godtgørelse.

(X) Universitets dokumentation for væsentlig risiko for

samarbejdsvanskeligheder

Det er et grundlæggende

princip i dansk forvaltningsret at den myndighed der skal træffe afgørelse i

en

sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Dette indebærer at

myndigheden har pligt til at sikre sig dels at myndigheden er i besiddelse af

de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende

sag, dels at disse oplysninger er korrekte. I ansøgningssager har parten en

særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. Nægter parten at

medvirke, er myndigheden som udgangspunkt berettiget til at tillægge den

manglende eller utilstrækkelige medvirken processuel skadevirkning. Parten

kan dog ikke uden særlig hjemmel mødes med en sådan reaktion over for

oplysninger

som det vil være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for

parten at fremskaffe. Jeg henviser til Carl Aage Nørgaard mfl.,

Forvaltningsret

– Sagsbehandling (2001), 5. udgave, s. 128ff og 163ff, og Kaj Larsen

mfl.,

Forvaltningsret (1994), 1. udgave, s. 297ff og 316ff.

(X) Universitet har oplyst at

(A) på mødet den 20. juni 2000 fik at vide ’at det var en forudsætning

for en

ansættelse at han straks holdt et møde med institutlederen [B] og gav ham sin

uforbeholdne undskyldning, og at der derefter omgående blev rettet

henvendelse

til [professor]bedømmelsesudvalgets medlemmer samt den person der ikke var

medlem af bedømmelsesudvalget med en alvorlig beklagelse af hans henvendelse

om institutlederen’ idet fakultetet anså det for en ’yderst

alvorlig sag, at

han på så løst et grundlag havde rejst tvivl om en kollegas videnskabelige

hæderlighed’, jf. fakultetets udtalelse af 8. januar 2001.

Fakultetet opstillede således

nogle krav til (A) som ansøger for at en ansættelse kunne komme på tale.

Såfremt (A) ikke efterkom disse krav, risikerede han en form for processuel

skadevirkning i form af afslag på ansættelse.

Opstilling af sådanne

(processuelle) vilkår for ansættelse forudsætter at der er

sagligt

grundlag herfor, og at der foreligger

tilstrækkelige oplysninger

til

vurdering heraf, det vil sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse

af

(A) ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne

risiko kunne mindskes væsentligt hvis han efterkom de anførte vilkår.

I den forbindelse er det

bemærkelsesværdigt at fakultetet efter det oplyste først efter mødet den 20.

juni 2000 indhentede professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s

kritik,

jf. formand for bedømmelsesudvalget (F)’s telefax af 24. november 2000

til

fakultetet.

Efter min opfattelse burde

fakultetet efter at have indhentet professorbedømmelsesudvalgets vurdering

selv

have forestået en undersøgelse af

risikoen for samarbejdsvanskeligheder, f.eks. ved afholdelse af møde(r)

mellem

(A) og (B). Det ville således uanset sagens karakter af ansøgningssag næppe

være i overensstemmelse med ovennævnte undersøgelsesprincip hvis (A) selv

skulle dokumentere at (B) kunne acceptere at (A) blev ansat.

Forud for opstillingen af de

omtalte vilkår tog fakultetet endvidere, som sagen er forelagt mig, ikke

kontakt til (B) med henblik på at belyse spørgsmålet om

samarbejdsvanskeligheder.

De omtalte vilkår blev

således stillet som forudsætning for ansættelse på et tidspunkt hvor

fakultetet

ikke havde indhentet dokumentation for professorbedømmelsesudvalgets

vurdering af (A)’s kritik, og hvor det efter det oplyste ikke var

undersøgt om

(A)’s kritik havde sådanne følgevirkninger at væsentlige problemer måtte

forventes forbundet med et samarbejde mellem (A) og (B). Krav af denne

karakter

havde muligvis været berettiget hvis universitetet forinden havde indhentet

en

udtalelse fra (B) som med god saglig grund havde krævet dette som

forudsætning

for et fremtidigt samarbejde med (A).

Sammenfattende finder jeg at

fakultetet ikke havde grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille

disse

vilkår som forudsætning for ansættelse. Heraf følger at fakultetet heller

ikke

alene ved (A)’s (helt eller delvis) manglende efterkommelse af disse

vilkår

kunne meddele afslag på ansættelse.

4. Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget

Sagligt hensyn?

Generelt må det anses for

lovligt ved ansættelsesbeslutninger at lade dokumenterede problemer fra

aktuelle eller tidligere ansættelsesforhold (dog ikke for langt tilbage)

indgå

i grundlaget for en vurdering af om der er risiko for at tilsvarende

problemer

vil opstå under en ny ansættelse, jf. bl.a. den ovenfor nævnte dom i

Ugeskrift

for Retsvæsen 1995, s. 621.

Ved fakultetets afgørelse om

ikke at besætte stillingen lagde fakultetet vægt på løse, mundtlige

oplysninger

om at (A) i begyndelsen af 1990’erne havde foretaget en eksamination af

en studerende

som han levede sammen med.

Der er tale om et

enkeltstående forhold som på det tidspunkt skønnedes at ligge 8-10 år

tilbage.

Allerede af disse grunde burde forholdet efter min opfattelse ikke have været

inddraget, heller ikke selv om et forhold af denne karakter faktisk havde

været

dokumenteret fuldt ud. Jeg henviser til princippet (nu lovfæstet i § 5 i lov

nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger) om ikke at

indhente irrelevante oplysninger.

På den baggrund finder jeg

det kritisabelt at fakultetet overhovedet inddrog dette forhold i

afgørelsesgrundlaget.

Jeg finder i øvrigt grund til

at bemærke at professor (E)’s brev af 7. juli 1992 til (A) efter min

opfattelse

ikke han siges at indeholde en disciplinær advarsel. Jeg henviser særligt til

brevets manglende tilkendegivelse af konsekvenserne ved en eventuel

gentagelse, jf. bl.a. Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig

arbejdsret (1998), 1. udgave, s. 40.

Undersøgelsesprincippet

Som det fremgår af

sagsfremstillingen, anførte fakultetet v/(C) i høringssvaret af 8. januar

2001

til rektoratet at den skriftlige dokumentation for habilitetssagen fra 1992

havde været forsvundet – måske som led i fusionen og den efterfølgende

flytning.

Fakultetet anførte videre at ’[d]en skriftlige dokumentation foreligger

derfor

først nu i form af en udtalelse fra den daværende dekan, professor (E), jvf.

(E)’s skrivelse af 3. januar 2001. Denne skrivelse er ligeledes

baggrunden for

den sene besvarelse af sagen, da jeg gerne ville have en skriftlig

dokumentation af det omhandlede forhold, inden sagen blev videresendt til

rektor. Der henvises til skrivelsen fra (E).’

Jeg bemærker således at

fakultetet først i forbindelse med rektoratets behandling af sagen indhentede

oplysninger (i form af en skrivelse fra professor (E)) i sagen.

Jeg finder at det i sig selv

er meget kritisabelt at lægge vægt på et forhold som ikke er tilstrækkeligt

dokumenteret.

5. Partshøring

De almindelige regler om

myndigheders pligt til at foretage partshøring inden afgørelse træffes, er

fastlagt i forvaltningslovens § 19. Formålet med denne partshøring er at give

– i dette tilfælde – stillingsansøgeren lejlighed til at kommentere

de

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå

i grundlaget for sin afgørelse. Stillingsansøgeren får herved mulighed for at

kommentere, korrigere og supplere de foreløbige oplysninger og får i det hele

taget mulighed for at redegøre for sit syn på sagen.

Partshøringspligten i

forvaltningslovens § 19 gælder for behandlingen af sager hvori der er eller

vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2,

stk. 1.

Ansættelsesbeslutninger

betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand. Se bl.a. Folketingets

Ombudsmands beretning for 1993, s. 178ff*, vedrørende en sag om manglende

partshøring ved besættelse af professorat på musikkonservatorium.

(X) Universitets beslutning

om ikke at besætte lektorstillingen blev truffet efter at (A) havde søgt den

opslåede stilling. Beslutningen om ikke at besætte lektorstillingen var

derfor samtidig en beslutning om ikke at ansætte (A) og dermed en afgørelse i

forvaltningslovens forstand. Dette ses da også lagt til grund af rektoratet i

afgørelsen af 19. januar 2001.

Fakultetets afgørelse af 11. juli 2000

Det fremgår af sagen at (A)

ikke forinden fakultetet traf afgørelse i sagen, blev gjort bekendt med at

sagen fra 1992 indgik i afgørelsesgrundlaget.

Pligten til at partshøre

består selv om parten kender de pågældende oplysninger, såfremt parten ikke

kan antages at være bekendt med at den pågældende oplysning indgik i

myndighedernes

beslutningsgrundlag i denne sag. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer, (1999), 3. udgave, s. 370.

Jeg er således enig med (X)

Universitet i at fakultetet burde have forelagt dette forhold for (A) inden

fakultetet traf afgørelse i sagen.

Jeg finder fakultetets

manglende partshøring i relation til dette forhold særdeles kritisabelt.

Rektoratets afgørelse af 19. januar 2001

Rektoratet havde forinden

afgørelsen af 19. januar 2001 indhentet en udtalelse af 8. januar 2001 fra

fakultetet.

(A) blev først ved modtagelsen af rektoratets afgørelse bekendt med

fakultetets

udtalelse i sagen, og (A) havde derfor ikke lejlighed til at fremsætte

bemærkninger

til udtalelsen. Det var således først efter at (A) den 23. januar 2001 på ny

havde rettet henvendelse til rektoratet og rektoratet havde indhentet en

supplerende udtalelse af 6. marts 2001 fra fakultetet at (A) blev anmodet om

at

fremsætte bemærkninger hertil.

Fakultetets udtalelse af 8.

januar 2001 indeholdt oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som

fakultetet havde ladet indgå i grundlaget for afgørelsen af 11. juli 2000,

nemlig oplysninger om habilitetssagen fra 1992 og sagen om (A)’s

henvendelse

til professorbedømmelsesudvalget.

Som det fremgår ovenfor, lod

rektoratet ikke sagen fra 1992 indgå i afgørelsesgrundlaget, og der var

derfor

ikke pligt til at partshøre over oplysningerne herom.

(A) burde imidlertid have

været partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans henvendelse til

professorbedømmelsesudvalget da (A) ikke kunne antages at være bekendt med at

disse oplysninger der var til ugunst for ham og af væsentlig betydning for

sagens afgørelse, indgik i afgørelsesgrundlaget.

6. Begrundelse

Det var først i forbindelse

med rektoratets afgørelse af 19. januar 2001 at (A) modtog en begrundelse for

afslaget på ansættelse.

Ifølge forvaltningslovens §

22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en

begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Et skriftligt meddelt afslag på en stillingsansøgning skal således ledsages

af

en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom i

kapitel 6.

I et tilfælde som dette hvor

(A) vidste at han af bedømmelsesudvalget var anset for kvalificeret til den

stilling han var blevet opfordret til at søge, og som han havde været til

ansættelsessamtale i anledning af, finder jeg endog at (A) havde krav på en

mere uddybende begrundelse for afslaget end det normalt ville være tilfældet

ved et afslag på ansættelse. Jeg henviser bl.a. til John Vogter,

Forvaltningsloven

med kommentarer (1999), 3. udgave, s. 432.

Jeg er således enig med (X)

Universitets rektorat i at fakultetets afgørelse af 11. juli 2000 skulle have

været ledsaget af en begrundelse.

Jeg finder fakultetets

undladelse af at begrunde afgørelsen af 11. juli 2000 samt fakultetets

efterfølgende

afvisning af at give (A) en begrundelse til trods for hans udtrykkelige

anmodninger herom meget kritisabel.

7. Sammenfatning

Efter min foreløbige

gennemgang af sagen er det min opfattelse at (X) Universitets behandling og

afgørelse af (A)’s ansøgning om ansættelse som lektor – som

beskrevet ovenfor

– er behæftet med alvorlige fejl.

Jeg er på den baggrund

indstillet på at henstille til (X) Universitet at genoptage sagens behandling

med henblik på at tage stilling til konsekvenserne af disse fejl.

Jeg har imidlertid anset det

for mest korrekt at afgive min udtalelse i foreløbig form således at (X)

Universitet kan få lejlighed til at kommentere det jeg har anført, før jeg

afgiver min endelige udtalelse.”

I anledning af min foreløbige

redegørelse skrev X Universitet i en udtalelse 31. oktober 2002 således:

”

Denne sag er opstået og

behandlet før min tiltræden som rektor for (X) Universitet. Jeg har derfor i

lyset af sagens karakter fundet det nødvendigt selv at foretage en grundig

gennemgang af hele sagens forløb, og jeg har i den forbindelse bedt den

tidligere dekan for (Y) Fakultet, professor (C), om at give mig en

orientering

om baggrunden for hans beslutning om ikke at besætte stillingen med (A).

Professor (C)’s redegørelse

af 30. oktober 2002 vedlægges i kopi.

Jeg har taget professor (C)’s

redegørelse til efterretning.

Det er universitetets

opfattelse, at ansøgere til ledige stillinger, i hvert fald ansøgere til

stillinger

som opslås ledige i offentlige institutioner, ikke har et retligt krav på at

blive ansat i den ledige stilling, og dette heller ikke, hvis man er

alene-ansøger.

Det er naturligvis også

universitets opfattelse, at den administrative behandling af ansøgere til

ledige

stillinger ved universitetet skal ske i overensstemmelse med gældende skrevne

og uskrevne forvaltningsretlige regler, og jeg skal beklage, at

universitetets

formelle behandling af denne sag lider af en række mangler.

Universitetet har i øvrigt

følgende bemærkninger til de af Ombudsmanden påpegede uregelmæssigheder ved

universitetets sagsbehandling.

1. (A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt

hensyn?

Det fremgår af den foreløbige

redegørelse p. 24, at opstilling af processuelle vilkår for ansættelse

forudsætter, at der er et sagligt grundlag herfor, og at der foreligger

tilstrækkelige

oplysninger til vurdering heraf. Det vil i den konkrete sag sige en

sandsynliggørelse

af, at der ved ansættelse af (A) ville være en væsentlig risiko for

samarbejdsvanskeligheder,

og at denne risiko kunne mindskes væsentligt, hvis han efterkom de anførte

vilkår, der diskuteredes på mødet den 20. juni 2000.

Det fremgår endvidere af den

foreløbige redegørelse p. 25, at fakultetet, efter at have indhentet

professorbedømmelsesudvalgets vurdering, efter Ombudsmandens opfattelse, selv

burde have forestået en undersøgelse af risikoen for

samarbejdsvanskeligheder,

f.eks. ved afholdelse af møder mellem (A) og (B). Det anføres ligeledes i den

foreløbige redegørelse, at de omtalte vilkår blev stillet som forudsætning

for

ansættelse på et tidspunkt, hvor fakultetet ikke havde indhentet

dokumentation

for professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, og hvor der

efter

det for Ombudsmanden oplyste ikke var undersøgt, om (A)’s kritik havde

sådanne

følgevirkninger, at væsentlige problemer måtte antages forbundet med et

samarbejde

mellem (A) og (B).

Ombudsmanden udtaler på

ovennævnte baggrund, at fakultetet ikke havde grundlag for på mødet den 20.

juni 2000 at opstille bestemte vilkår som forudsætning for ansættelsen,

ligesom

fakultetet heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvist) manglende

efterkommelse

af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.

Universitetet tager under de

anførte præmisser Ombudsmandens opfattelse til efterretning, men som det

fremgår af professor (C)’s redegørelse, havde han inden mødet den 20.

juni 2000

selv som fagkyndig professor vurderet (A)’s kritik som grundløs, og han

havde

endvidere ført grundige samtaler med (B) med henblik på at belyse

følgevirkningerne

i form af mulige samarbejdsvanskeligheder. På dette grundlag blev de anførte

vilkår for ansættelse opstillet.

2. Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget

Sagligt hensyn?

Det fremgår endvidere af den

foreløbige redegørelse p. 26, at fakultetets afgørelse om at ville inddrage

oplysninger om, at (A) tidligere har eksamineret en studerende, som han

levede

sammen med, ikke er et sagligt hensyn og som følge heraf ikke kunne inddrages

i sagen.

Universitetet tager

Ombudsmandens opfattelse til efterretning, idet det dog anføres, at denne

oplysning

i henhold til (C)’s redegørelse, ikke indgik i fakultetets afgørelse.

Undersøgelsesprincippet?

Det fremgår ligeledes af den

foreløbige redegørelse p. 26, at Ombudsmanden finder det meget kritisabelt,

at

der lægges vægt på et forhold, som ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

Universitetet tager

Ombudsmandens opfattelse til efterretning, idet det dog anføres, at denne

oplysning

i henhold til (C)’s redegørelse, ikke indgik i fakultetets afgørelse.

3. Partshøring

Fakultetets afgørelse af 11.

juli 2000 og rektoratets afgørelse af 19. januar 2001.

Det fremgår af den foreløbige

redegørelse p. 27, at Ombudsmanden finder det særdeles kritisabelt, at der

mangler en partshøring i fakultetets afgørelse af 11. juli 2000, og at (A)

burde være partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans henvendelse

til professorbedømmelsesudvalget, da (A) ikke kunne tænkes at være bekendt

med

oplysningerne, der var til ugunst for ham og af væsentlig betydning for

sagens

afgørelse.

Universitetet har ved

skrivelse af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) oplyst, at

partshøring

burde være foretaget i forbindelse med afgørelsen af 11. juli 2000.

Universitetet tager derfor

Ombudsmandens opfattelse til efterretning.

4. Begrundelse

Ombudsmanden finder det på p.

28 meget kritisabelt, at fakultetet undlod at begrunde afgørelsen af 11. juli

2000, og at fakultetet efterfølgende afviste (A)’s anmodning om en

begrundelse.

Universitetet har ved

skrivelse af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) oplyst, at

afgørelsen

af 11. juli 2000 skulle være ledsaget af en begrundelse.

Universitetet tager derfor

Ombudsmandens opfattelse til efterretning.

Det er Ombudsmandens

opfattelse, at der i forbindelse med universitetets behandling af ansøgningen

fra (A) er sket en overtrædelse af forvaltningsretlige regler.

Universitetet tager med de

anførte bemærkninger den rejste kritik til efterretning og vil i lyset af

nærværende ansættelsessag over for de ansættende enheder på universitetet

(fakulteter, universitetsbibliotek, campusledelser og den centrale

administration) indskærpe, at de forvaltningsretlige regler skal overholdes,

og

at dette naturligvis også skal ske i de komplekse, omfattende og meget

langvarige

ansættelsessager, som af og til opstår på universitetet.”

C anførte indledningsvis i

sin redegørelse af 30. oktober 2002 til rektor for X Universitetet at det for

at

forstå forløbet omkring A’s ansættelsesforhold var nødvendigt at gå

tilbage

til starten af X Universitet der blev dannet i efteråret 1998 ved fusion. C

skrev videre:

”Fusionsgrundlaget var

forhandlet færdigt inden min dekanperiode, der startede 1. januar 1998. Det

var en klar opgave for mig som dekan (alle dekaner fra det tidligere ( )

skulle

være fortsættende dekaner for det nye (X) Universitet) at højne kvaliteten af

den forskning og undervisning, der foregik ved det tidligere ( ). Som første

skridt havde jeg ca. 20 minutters samtale med hver eneste af de for mig og (

)

over 100 nye medarbejdere. Derudover gjorde jeg meget ud af at være til stede

også på de jyske campusser, hvor jeg opholdt mig mindst to dage hver måned i

hver af de tre byer ( ).”

Af redegørelsen fremgik

videre at C efter fusionen afviste et pres fra A og den tidligere

institutleder

om at opslå et lektorat som A kunne søge, navnlig fordi A kun et år tidligere

var blevet adjunkt, og fordi der skulle være en afvejning i forhold til andre

pres for forfremmelser. C oplyste at han havde en række samtaler med A for at

få indsigt i hans videnskabelige produktion, og han havde kraftigt opfordret

A

til at søge at opnå en ph.d.-grad. C stillede sig uforstående over for at A

ikke havde valgt at fremkomme med sine beskyldninger om videnskabelig

uredelighed

på et tidligere tidspunkt. C anførte videre:

”Så kunne han have fået ro i

sin samvittighed meget hurtigt, for alle, der har set hans anklager, anser

dem

for grundløse. Det gælder også mig selv. Da jeg hørte om dem, var min første

handling naturligvis selv at undersøge deres holdbarhed. Ved gennemlæsning af

anklagerne og (B)’s afhandling kan enhver fagkyndig se, at der ikke er

hold i

beskyldningerne om videnskabelig uredelighed. Jeg var ikke i tvivl om det

uholdbare i anklagerne. Som professor i ( ) og medlem af talrige

bedømmelsesudvalg

i Danmark og i udlandet skulle jeg mene, at mine kvalifikationer rækker til

at

drage denne konklusion. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor (A) ikke fik det

afklaret i stedet for i så mange år at gå med tynget samvittighed over ikke

at

åbenbare sin mistanke for omverdenen. Det havde han alle muligheder for.

Alligevel valgte han tidspunkt og fremgangsmåde, hvor den mulige

skadevirkning

for (B) var maksimal.

På mødet med (A) den 20. juni

2000 forholdt jeg ham disse overvejelser, herunder min egen vurdering af det

grundløse i hans anklager mod (B). Inden mødet havde jeg diskuteret sagen

grundigt med (B), der var rede til at slå en streg over hændelsen med

anklagerne,

hvis han på et møde med (A) kunne få denne til at beklage og undskylde den

måde, hvorpå han havde frembragt beskyldningerne, og hvis (A) på samme måde

ville beklage og undskylde over for de personer, han havde frembragt sagen

for. Der er ikke tale om at begrænse (A)’s ytringsfrihed på den måde, at

han

ikke måtte fremføre sine anklager. Der er tale om måden og tidspunktet,

hvorpå

han gjorde det, samt de mulige følgevirkninger heraf. Fakultetssekretær ( )

og

jeg forlod mødet med den helt klare opfattelse, at (A) ville imødekomme begge

dele, altså afholde et møde med (B) og derefter sende et brev til de tre

personer, hvor han beklager og undskylder sin fremgangsmåde. Jeg valgte

derfor

ikke at afholde et fælles møde med (A) og (B).

Som det fremgår af sagens

akter, gjorde (A) imidlertid ingen af delene. Tværtimod hævder han i sit brev

dateret 26. juni 2000, at (X) Universitet ikke har opfattet hans anklager som

grundløse. Det er direkte i modstrid med det, jeg sagde til (A) på mødet den

20. juni 2000. For det andet skriver han, at jeg som dekan ville have været

nødt til at orientere bedømmelsesudvalget, hvis jeg havde haft kendskab til

anklagerne. Igen en ukorrekt tolkning. Jeg havde klart sagt til (A), at jeg

opfattede hans anklager som grundløse, hvorfor jeg ikke mener at skulle have

pligt til at viderebringe denne til udvalget. Med sine bemærkninger

viderefører

og styrker (A) sine anklager frem for at beklage og undskylde sin form, som

aftalen ifølge min opfattelse var på mødet den 20. juni 2000. Som det også

fremgår, så fremsendte han tillige brevet til de forventede udvalgsmedlemmer,

inden han havde holdt noget møde med (B).

Jeg kunne og kan kun tolke

disse handlinger sådan, at det derefter ikke ville være muligt at få et

frugtbart samarbejde i stand mellem (A) og (B). Denne holdning deltes og

deles

fuldt ud af (B). Jeg valgte ikke at ansætte (A), da ovennævnte forløb ud fra

saglige grunde ikke kunne lede mig frem til anden beslutning. Som led i denne

beslutning skal det tillige pointeres, at ( ) campus var den vanskeligste

m.h.t. at få etableret et positivt samarbejde mellem personer og grupper. Da

det samtidig er en lille campus, mente jeg ikke, at det ville være

bæredygtigt

at have to personer med så store modsætningsforhold på samme institut i denne

by.

Det skal pointeres, at jeg

naturligvis har haft grundige samtaler med (B) om hans syn på fremtidigt

samarbejde med (A). I disse samtaler viste han stor fleksibilitet ved blot at

ønske et møde med (A), hvor denne ville beklage og undskylde sin

fremgangsmåde

over for ham, og efterfølgende gøre det samme i forhold til de personer, han

havde rejst anklagen overfor. Der var alene tale om fremgangsmåden, og derfor

ikke om en begrænsning af (A)’s ytringsfrihed. Da (A) tillige på mødet

den 20.

juni erklærede, at det så han ingen problemer i, så havde jeg ikke grund til

at

tro andet, end at sagen så ville løse sig, hvilket desværre ikke blev

udfaldet.

Det er ovenstående

hændelsesforløb, der fik mig til at drage den konklusion, at jeg ikke ville

besætte

stillingen. Det var alene (A)’s handlinger efter mødet den 20. juni, der

udløste beslutningen om ikke at ansætte ham, idet jeg indtil da havde en tro

på, at det ville være muligt for (A) og (B) at se bort fra fortidige

hændelser

og etablere et frugtbart samarbejde i fremtiden.”

Den 5. november 2002 sendte

jeg en kopi af X Universitets og C’s breve af henholdsvis 31. og 30.

oktober

2002 til A.

I et brev af samme dato til X

Universitet oplyste jeg at jeg på baggrund af de modtagne udtalelser i

forbindelse

med min endelige behandling af sagen forventede (tillige) at tage stilling

til

om universitetet havde overholdt notatpligten i offentlighedslovens § 6. Jeg

henviste herved til at det af såvel universitetets som C’s redegørelse

fremgik

at C inden mødet den 20. juni 2000 havde ført grundige samtaler med B med

henblik på at belyse følgevirkningerne i form af mulige

samarbejdsvanskeligheder.

Der var tilsyneladende ikke gjort notat(er) herom. Jeg bad universitetet om

en

udtalelse om dette spørgsmål.

Den 9. november 2002

kommenterede A universitetets seneste udtalelser i sagen. A anførte bl.a. at

professorbedømmelsesudvalget ikke havde anset hans henvendelse for grundløs

idet udvalget havde sendt sagen til udtalelse hos en professor fra

Handelshøjskolen

i ( ). A gjorde videre gældende at det ikke alene var hans handlinger efter

den

20. juni 2000 der fik C til at beslutte ikke at besætte lektorstillingen. A

anførte videre i den forbindelse:

”I dag hævder (C), at han

ikke har villet begrænse min ytringsfrihed og at han ikke har villet

forhindre

mig i at fremføre det, han kalder, mine anklager. Det (C) i dag anfægter er

måden, tidspunktet og de mulige følgevirkninger. Han hævder tillige, at

beslutningen

om ikke at besætte den omstridte lektorstilling alene er begrundet i mine

handlinger (måden, tidspunktet og de mulige følgevirkninger) efter den 20.

juni 2000. Det forstår jeg simpelthen ikke. (C) bestemte tidspunktet for

mødet, (C) opfordrede mig til at motivere min henvendelse til

professorbedømmelsesudvalget

overfor udvalgets medlemmer og (C) bad mig aftale et møde med (B) med henblik

på at afklare de fremtidige samarbejdsmuligheder. Hvis (C) allerede på dette

tidspunkt under sine mange samtaler med (B) var nået frem til den konklusion,

at der ikke var grundlag for et fremtidigt samarbejde, hvorfor så ulejlige

mig

med at bede mig om at motivere min henvendelse til

professorbedømmelsesudvalget

overfor udvalgets medlemmer? (C) lagde vægt på et forhold, som ikke var og er

tilstrækkeligt belyst endsige dokumenteret, nemlig de fremtidige

samarbejdsmuligheder. Spørgsmålet er i sidste instans, om det, at jeg overfor

et bedømmelsesudvalg har givet udtryk for min negative faglige vurdering af

dele af en afhandling er en så alvorlig forseelse, at det kan udgøre

tilstrækkelig saglig begrundelse for at konkludere, at det ikke er muligt at

etablere et fremtidigt samarbejde. Jeg finder (C)’s fremstilling meget

uklar

med hensyn til det tidsmæssige forløb i beslutningsprocessen op til mødet den

20. juni 2000 og i dagene derefter. Det giver mig anledning til at antage, at

der ikke foreligger notater i sagen, som har kunnet støtte hans

fremstilling.”

A gjorde endvidere gældende

at han og B næppe havde så sammenfaldende forskningsmæssige interesser at der

ville blive tale om at indgå i de samme forskningsprojekter, og A bestred at

der havde fundet mange møder sted mellem ham og C. Det var derfor heller ikke

rigtigt at han herved havde haft rig lejlighed til at informere C om sagen

vedrørende B’s afhandling. A anmodede om at jeg i forbindelse med min

behandling

af sagen inddrog spørgsmålet om X Universitets behandling af hans

ph.d.-afhandling.

Endelig gjorde A gældende at der måtte gælde et skærpet krav til

dokumentationen

af samarbejdsproblemer der måtte have sin årsag i en i øvrigt lovlig ytring,

og

at universitetet ifølge sagens natur ikke havde haft mulighed for at

dokumentere forventede samarbejdsproblemer i et omfang og med en sådan grad

af

objektivitet at det ville være tilstrækkeligt til at opfylde et sådant

skærpet

dokumentationskrav.

I en udtalelse af 19.

december 2002 skrev X Universitet bl.a. således:

”(C) har ved e-mail af 20.

november 2002, der vedlægges i kopi, oplyst, at han løbende havde en dialog

med

(B) om sagen. Samtalerne foregik dels via telefon og dels ansigt- til-ansigt,

og han har ikke lavet notater over disse talrige samtaler.

(C) havde i forbindelse med

implementeringen af fusionen mellem ( ) en lang række samtaler med

medarbejdere og institutledere i Jylland, herunder med (B). Disse samtaler

omfattede forsknings- og uddannelsespolitiske forhold samt økonomiske og

personalemæssige

spørgsmål, hvor en lang række forhold blev afdækket og drøftet.

Det er universitetets

opfattelse, at udarbejdelsen af et notat om en delmængde fra hver af disse

mange samtaler ikke var praktisk mulig i den konkrete situation, men at

notatpligten

efter offentlighedslovens § 6 naturligvis skal overholdes i det omfang, der

kan dokumenteres at være modtaget oplysninger om en sags faktiske

omstændigheder.”

I C’s e-mail af 20. november

2002 som universitetet henviste til, var anført følgende:

”Vedr. (A) sagen, så har jeg

ikke notater liggende over mine samtaler med (B).

Det skyldes, at der ikke var

tale om et eller nogle få egentlige møder, men at jeg var i en løbende dialog

med (B) om sagen. Jeg har af gode grunde ikke lavet notater over disse

talrige

samtaler, der dels er foregået ansigt- til-ansigt, dels via telefon.”

Den 7. januar 2003 afslog jeg

A’s anmodning om at inddrage forholdet vedrørende ph.d.- afhandlingen

under

henvisning til at sagen – som anført i min foreløbige redegørelse af 4.

september 2002 – navnlig vedrørte spørgsmålet om hvorvidt universitetets

beslutning om ikke at ansætte A som lektor var begrundet i saglige hensyn, og

at jeg ikke havde grundlag for at tilsidesætte universitetets oplysning om at

der ved afgørelsen herom alene var lagt vægt på A’s henvendelse til

professorbedømmelsesudvalget.

Jeg meddelte A at jeg ville søge at behandle sagen på det foreliggende

grundlag.

Jeg sendte samme dag universitetet en kopi af mit brev til A samt A’s

brev af

9. november 2002 til orientering.

Ombudsmanden

s endelige udtalelse

”(A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt

hensyn? Notatpligt

I min foreløbige redegørelse udtalte jeg i relation til de vilkår fakultetet

opstillede på mødet den 20. juni 2000 med (A), bl.a.:

’De omtalte vilkår blev således stillet som forudsætning for ansættelse

på et tidspunkt hvor fakultetet ikke havde indhentet dokumentation for

professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, og hvor det

efter det oplyste ikke var undersøgt om (A)’s kritik havde sådanne

følgevirkninger at væsentlige problemer måtte forventes forbundet med et

samarbejde mellem (A) og (B). Krav af denne karakter havde muligvis været

berettiget hvis universitetet forinden havde indhentet en udtalelse fra (B)

som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et

fremtidigt samarbejde med (A).’

Sammenfattende var det min foreløbige opfattelse at fakultetet ikke havde

grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille de omtalte vilkår som

forudsætning for ansættelse, og at fakultetet derfor heller ikke alene ved

(A)’s (helt eller delvis) manglende efterkommelse af disse vilkår kunne

meddele afslag på ansættelse.

I udtalelsen af 31. oktober 2002 har (X) Universitet ’under de anførte

præmisser’ taget min opfattelse til efterretning. Universitetet har

imidlertid påpeget at det fremgår af professor (C)’s redegørelse at han

inden mødet den 20. juni 2000 selv som fagkyndig professor havde vurderet

(A)’s kritik som grundløs, at han endvidere havde ført grundige samtaler

med (B) med henblik på at belyse følgevirkningerne i form af mulige

samarbejdsvanskeligheder, og at de anførte vilkår for ansættelse blev

opstillet på dette grundlag.

Det var på baggrund af universitetets oplysning om at der var ført grundige

samtaler mellem (C) og (B) forud for mødet den 20. juni 2000, at jeg den 5.

november 2002 bad universitetet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om

notatpligt efter

offentlighedslovens § 6, stk. 1.

(X) Universitet har oplyst at

der ikke blev udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

Det følger af bestemmelsen i

offentlighedslovens § 6, stk. 1, at der i sager hvor der vil blive truffet

afgørelse

af en forvaltningsmyndighed, påhviler myndigheden en forpligtelse til at gøre

notat hvis myndigheden mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags

faktiske omstændigheder der er af betydning for sagens afgørelse, eller på

anden måde er bekendt med sådanne oplysninger.

(C) har i sin redegørelse af

30. oktober 2002 anført at han ’naturligvis har haft grundige samtaler

med (B)

om hans syn på fremtidigt samarbejde med (A)’. Jeg må derfor lægge til

grund at

(C) under disse samtaler modtog oplysninger om sagens faktiske omstændigheder

af betydning for afgørelsen om ikke at ansætte (A) (på grund af risiko for

fremtidige samarbejdsvanskeligheder mellem ham og (B)) idet det bl.a. var

disse samtaler der dannede grundlag for at opstille de nævnte vilkår på mødet

den 20. juni 2000. (C) havde derfor pligt til at udarbejde notat(er) herom.

Jeg finder den manglende

overholdelse af notatpligten kritisabel.

Jeg må i den forbindelse

stille mig uforstående over for universitetets udtalelse af 19. december 2002

om at udarbejdelsen af et notat om en delmængde fra hver af de mange samtaler

som (C) havde i forbindelse med implementeringen af fusionen mellem ( ) med

medarbejdere og institutledere i Jylland, herunder med (B), efter

universitetets opfattelse ikke var praktisk mulig i den konkrete situation.

Efter min opfattelse må det havde formodningen imod sig at der under alle

disse

samtaler fremkom oplysninger om sagens faktiske omstændigheder af betydning

for

afgørelsen om ikke at ansætte (A) med den begrundelse at der var risiko for

fremtidige samarbejdsvanskeligheder mellem ham og (B).

Notatpligten er normalt en

forudsætning for en effektiv kontrol med om myndigheder har handlet korrekt,

og pligten har således bevismæssig betydning. Det er myndighederne der har

bevisbyrden

for at være i besiddelse af oplysninger om en sags faktiske omstændigheder

der

er af betydning for sagens afgørelse.

Jeg er derfor ikke enig i

universitetets udtalelse om at bestemmelsen i § 6 skal overholdes ’i det

omfang, der kan dokumenteres at være modtaget oplysninger om en sags faktiske

omstændigheder’, da det netop er notatpligten der skal sikre

dokumentation

herfor.

Jeg bemærker i øvrigt at selv

om § 6, stk. 1, ifølge sin ordlyd alene finder anvendelse på oplysninger som

modtages af myndigheden, må bestemmelsen efter min opfattelse ses som udslag

af en almindelig retsgrundsætning om at offentlige myndigheder har pligt til

at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag som ikke fremgår af

brevvekslingen i sagen eller af sagens dokumenter i øvrigt. Jeg henviser til

min udtalelse i den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning

for 1989, s. 138ff*.

Manglende eller mangelfuld

opfyldelse af notatpligten kan som nævnt efter omstændighederne tillægges

bevismæssig

betydning. Jeg har derfor i forbindelse med udarbejdelsen af min endelige

redegørelse

overvejet hvorvidt jeg på baggrund af den manglende overholdelse af

notatpligten kunne slutte at universitetet ikke havde grundlag for på mødet

den

20. juni 2000 at opstille de omtalte vilkår som forudsætning for ansættelse,

og

at fakultetet derfor heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvis)

manglende

efterkommelse af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.

Ombudsmandsinstitutionen er

imidlertid ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende.

Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i almindelighed har mulighed for at

afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag.

En nærmere afklaring af

forløbet forud for mødet med (A) den 20. juni 2000 – særligt indholdet

af

(C)’s samtaler med (B) – vil derfor ikke kunne afklares inden for

rammerne af

min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.

Jeg har således ikke på det

foreliggende grundlag tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om (X)

Universitet efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet måtte antages at

have et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte (A).

Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget

(X) Universitet har taget min

opfattelse af dette forhold til efterretning idet universitetet dog har

anført

at det fremgår af (C)’s redegørelse af 30. oktober 2002 at

habilitetssagen fra

1992 ikke indgik i fakultetets afgørelse.

Jeg bemærker hertil at det

klart fremgår af fakultetets høringssvar af 8. januar 2001 til rektoratet at

habilitetssagen fra 1992 indgik i fakultetets afgørelsesgrundlag.

Under henvisning til det jeg

har anført i min foreløbige redegørelse, finder jeg det således fortsat

kritisabelt at fakultetet overhovedet inddrog dette forhold i

afgørelsesgrundlaget,

ligesom jeg fortsat finder at det i sig selv er meget kritisabelt at lægge

vægt på et forhold som ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

Partshøring

(X) Universitet har i

udtalelsen af 31. oktober 2002 henvist til at universitetet i afgørelsen af

19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) havde oplyst at partshøring

burde have været foretaget i forbindelse med fakultetets afgørelse af 11.

juli

2000. Universitetet har derfor taget min opfattelse vedrørende dette forhold

til efterretning.

For så vidt angår rektoratets

afgørelse af 19. januar 2001, udtalte jeg i min foreløbige redegørelse at (A)

burde have været partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans

henvendelse til professorbedømmelsesudvalget inden rektoratet traf afgørelse

i sagen.

(X) Universitet ses ikke at

have kommenteret dette forhold i udtalelsen af 31. oktober 2002 der alene ses

at vedrøre fakultetets undladte partshøring forud for afgørelsen af 11. juli

2000.

Under henvisning til det jeg

har anført i min foreløbige redegørelse, finder jeg for så vidt angår

fakultetets

afgørelse af 11. juni 2000, fortsat at fakultetets manglende partshøring i

relation til habilitetssagen fra 1992 er særdeles kritisabel. I relation til

rektoratets afgørelse af 19. januar 2001 er det endvidere fortsat min

opfattelse at (A) burde have været partshørt over fakultetets oplysninger

vedrørende

sin henvendelse til professorbedømmelsesudvalget.

Begrundelse

(X) Universitet har i

udtalelsen af 31. oktober 2002 påpeget at universitetet ved skrivelse af 19.

januar 2001 over for både fakultetet og (A) har oplyst at fakultetets

afgørelse

af 11. juli 2000 skulle have været ledsaget af en begrundelse. Universitetet

har derfor taget min opfattelse til efterretning.

Under henvisning til det jeg

har anført i min foreløbige redegørelse, må jeg fastholde at jeg finder

fakultetets undladelse af at begrunde afgørelsen af 11. juli 2000 samt

fakultetets efterfølgende afvisning af at give (A) en begrundelse til trods

for

hans udtrykkelige anmodninger herom meget kritisabel.

Universitetet har oplyst at

det i lyset af nærværende ansættelsessag vil indskærpe over for de ansættende

enheder på universitetet at de forvaltningsretlige regler skal overholdes, og

at dette naturligvis også skal ske i de komplekse, omfattende og meget

langvarige ansættelsessager som af og til opstår på universitetet.

Jeg har gjort (X) Universitet

bekendt med min endelige opfattelse.”

NOTER: (*) FOB 1986, s. 86,

FOB 1987, s. 237,

FOB 1989, s. 138,

FOB 1993, s. 72

og

s. 178,

FOB 1999, s. 536,

FOB 2000, s. 86,

s. 215

og

s. 485, og

FOB 2001, s. 552.

Lignende dokumenter