Manglende besættelse af lektorat Ytringsfrihed. Officialprincippet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Manglende besættelse af lektorat
Ytringsfrihed. Officialprincippet
Det fremgår af sagens akter
at A i 1986 blev ansat som fuldtidsunderviser på en handelshøjskole. A
overgik
den 1. september 1997 til ansættelse i et treårigt adjunktur med
forskningspligt
på handelshøjskolen der efter en fusion i 1998 blev til X Universitet.
A har oplyst at han i oktober
1998 af dekanen for Y Fakultet, C, fik oplyst at han, der ikke havde
gennemført et formelt ph.d.-studieforløb og ikke havde en ph.d.-grad, ikke
kunne forvente at man ville opslå et ledigt lektorat som han ville kunne søge
efter udløbet af hans ansættelse som adjunkt.
A har oplyst at han på grund
af de udsigter der hermed tegnede sig for hans fremtidige ansættelse ved X
Universitet, søgte en stilling som underviser ved datamatikeruddannelsen på
en
handelsskole hvor han har været ansat siden 1. august 1999.
Den 7. januar 2000 opslog X
Universitet et lektorat ved Z Institut. Universitetet bekræftede den 21.
februar 2000 modtagelsen af A’s stillingsansøgning.
Ved e-mail af 23. marts 2000
rettede A henvendelse til formanden for et udvalg der var nedsat til
bedømmelse
af ansøgere til en stilling som professor på X Universitet. Henvendelsen
drejede sig om en af stillingsansøgerne til professoratet, institutleder på Z
Institut, B. I A’s henvendelse var bl.a. anført følgende:
”Jeg er blevet bekendt med,
at du sidder i bedømmelsesudvalget vedrørende en professorstilling ved (X)
Universitet, derfor denne henvendelse.
Læs alt
I forbindelse med min
research til en artikel ( ) opdagede jeg, at dele af (B)’s afhandling (
)
fremstår som ren afskrift af ( ). Jeg finder det rigtigst at gøre
bedømmelsesudvalget
bekendt med denne sag, som jeg ikke har anden interesse i end den, som
almenheden
også må antages at knytte til rekrutteringen til de øverste stillinger inden
for forskningen.”
X Universitet indkaldte i
brev af 9. juni
2000 A
til en samtale i anledning af hans ansøgning til lektorstillingen. I brevet
var anført følgende:
”Hoslagt fremsendes
indstillingen, der vedrører dig, fra det af fakultetet nedsatte udvalg til
bedømmelse
af de indkomne ansøgninger til lektorstillingen ved (Z) Institut ( ).
Som det fremgår af
indstillingen er du fundet kvalificeret til det opslåede lektorat. Med
henblik
på en nærmere drøftelse om en ansættelse i stillingen skal jeg bede dig om at
komme til et møde den 20. juni 2000 kl. 15.00. I mødet deltager, foruden jeg
selv, ( ).”
Den 20. juni 2000 blev der
afholdt møde mellem A, dekanen fra Y Fakultet, C, og en fakultetssekretær.
Efter mødet redegjorde A i et
brev af 26. juni 2000 til professorbedømmelsesudvalget for motivet bag den
tidligere henvendelse til udvalget. Han anførte bl.a.:
”I min henvendelse til
bedømmelsesudvalget gjorde jeg også gældende, at min eneste interesse i sagen
svarer til den, som almenheden med rimelighed må kunne knytte til besættelsen
af de højeste videnskabelige stillinger ved de højere læreanstalter i
Danmark.
Jeg er ikke selv ansøger til den pågældende stilling og jeg kender ikke det
øvrige ansøgerfelt. Jeg har således ikke haft nogen personlig eller på anden
måde privat interesse i sagen og min henvendelse til bedømmelsesudvalget har
ikke på nogen måde bygget på personlige motiver vendt mod (B).
I min vurdering af forholdet
har jeg for det første lagt vægt på, at det pågældende tekstafsnit ikke er
præsenteret på samme måde, som afhandlingen i øvrigt præsenterer citater. For
det andet har jeg lagt vægt på, at der ikke forekommer en klar
kildehenvisning
til ( ). For det tredje har jeg lagt vægt på, at der er tale om næsten to
hele
tekstsider. Hvilket efter min opfattelse er væsentligt mere end man
almindeligvis kan acceptere som et citat. Det forhold, at der muligvis
selvstændigt kan opstå et ophavsretsproblem i forbindelse med meget lange
citater, kan tænkes at have spillet en vis rolle for min vurdering af sagen.
At man på (X) Universitet
efterfølgende har indhentet en udtalelse fra (B)’s Ph.D.-vejleder
bekræfter
mig i, at mit anbringende ikke har været åbenbart grundløst og at man heller
ikke på (X) Universitet har opfattet det som sådan.
I forbindelse med et efter
omstændighederne meget frugtbart møde med dekanen fra (Y) Fakultet ved (X)
Universitet den 20. juni 2000 er jeg blevet bedt om at gøre rede for mine
motiver for at henvende mig til medlemmerne af det af (Y) Fakultet nedsatte
bedømmelsesudvalg. Jeg forklarede dekanen, at der efter min opfattelse
foreligger en tilsidesættelse af regler, som (X) Universitets medarbejdere i
anden sammenhæng håndhæver med konsekvens over for institutionens studerende.
Jeg forklarede også, at det
for mig har været et samvittighedsspørgsmål. Jeg har kendt til forholdet i et
par år og har tidligere gjort (B) opmærksom på problemet. Jeg har siden været
meget i tvivl om, hvad jeg skulle stille op med sagen. Da jeg i efteråret
1999
så en annonce med en ledig professorstilling i ( ) ved (X) Universitet gjorde
jeg på forhånd (B) opmærksom på, at dersom han var blandt ansøgerne til
stillingen, ville jeg – ud fra ovennævnte objektive kriterier –
føle mig
forpligtet til at gøre bedømmelsesudvalget opmærksom på problematikken. På
denne måde har jeg efter bedste evne forsøgt at forvalte det kollegiale
hensyn,
som jeg naturligvis har måttet føle over for (B). Jeg har imidlertid været af
den overbevisning, at den konkrete afvejning af de forskellige hensyn i
forbindelse med besættelsen af professorstillingen rettelig burde foretages
af
det nedsatte bedømmelsesudvalg og ingen anden.
Dekanen fra (Y) Fakultet ved
(X) Universitet bad mig også redegøre for, hvorfor jeg ikke havde rettet min
henvendelse til ham. Hertil forklarede jeg, at jeg ikke ville have været i
tvivl om, at jeg burde have rettet min henvendelse til dekanen fra (Y)
Fakultet
ved (X) Universitet, hvis jeg havde været ansat ved (Y) Fakultet ved (X)
Universitet. Det var jeg imidlertid ikke på tidspunktet for min henvendelse
til
bedømmelsesudvalget. Jeg mener heller ikke, at det reelt spiller nogen rolle,
da dekanen sandsynligvis alligevel på grund af forholdets natur ville have
været forpligtet til at orientere det af (Y) Fakultet nedsatte
bedømmelsesudvalg.
På grund af en beklagelig
fejltagelse er min henvendelse imidlertid også tilgået en person, som ikke
har
haft sæde i det af (Y) Fakultet nedsatte bedømmelsesudvalg. Dette beklager
jeg
dybt. Jeg skal dog i denne sammenhæng ikke undlade at understrege, at min
henvendelse alene bygger på min faglige vurdering af et sagsforhold af
faktuel
karakter og, at der er tale om lovlige ytringer, som i princippet ville kunne
fremsættes offentligt.”
I brev af 11. juli 2000 til A
skrev fakultetet v/ C at ”[i] anledning af din ansøgning om en stilling
som
lektor ved Z Institut ( ), kan jeg meddele, at stillingen ikke vil blive
besat.”
A anmodede herefter i breve
og e-mails af 12., 25. og 31. juli og 3. august 2000 fakultetet om snarest
muligt at give en udførlig begrundelse for afgørelsen. A meddelte i den
forbindelse at han agtede at lade rektoratet tage stilling til om afgørelsen
var tilstrækkeligt begrundet i saglige hensyn.
Den 8. august 2000 afviste
fakultetet v/C at imødekomme A’s anmodning om en begrundelse. I brevet
var
bl.a. anført følgende:
”Ifølge den kommenterede
forvaltningslov, har det – i den forvaltningsretlige teori – været
diskuteret,
om en forvaltningsmyndighed i ansættelsessager (hvor flere har ansøgt) skal
give underretning til andre ansøgere, end den der får stillingen. Man finder
imidlertid at det er bedst stemmende med god forvaltningsskik, at en sådan
meddelelse gives. Samtidig henvises til en afgørelse truffet af
Folketingets Ombudsmand
i
1972, ifølge hvilken det findes rigtigst, at en ansøger til en stilling
underrettes
når stillingen er blevet besat.
Ved fakultetets skrivelse til
dig af 7. juli 2000 hvoraf det fremgår, at stillingen ikke vil blive besat,
finder man at have opfyldt god forvaltningsskik.
Ifølge ’Bekendtgørelse om
ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere ved universiteter m.fl.
under Forskningsministeriet’ § 6, stk. 4, skal det fagkyndige
bedømmelsesudvalgs
bedømmelse af de enkelte ansøgere fremsendes til disse – hvilket også er
sket i
dette tilfælde.
Med henvisning til
ovenstående finder undertegnede at have fulgt gældende ret og betragter
hermed
sagen som afsluttet.”
A rettede den 14. august 2000
på ny henvendelse til fakultetet med anmodning om at modtage en begrundelse.
Med henvisning til indholdet af fakultetets brev af 8. august 2000 anførte A
bl.a.:
”Den citerede
ombudsmandsafgørelse er – på grund af sagens særlige karakter –
ikke relevant i
denne sammenhæng. Jeg mener fremdeles, at jeg har ret til en skriftlig
begrundelse
– det vil sige et brev, som begrunder afgørelsen om ikke at besætte
stillingen
som lektor ved (Z) Institut ( ) med den henvendelse, som jeg i foråret
rettede
til et bedømmelsesudvalg vedrørende en professorstilling ved (X) Universitet
angående en Ph.D.-afhandling fra 19( ).”
A indbragte samme dag
fakultetets afgørelse for rektoratet på X Universitet. Vedrørende mødet den
20.
juni 2000 anførte han bl.a.:
”Mødet drejede sig
udelukkende om en henvendelse, som jeg i foråret havde rettet til et
bedømmelsesudvalg
vedrørende en professorstilling ved (X) Universitet og om mulighederne for at
etablere et samarbejde mellem mig og Institutbestyreren ved (Z) Institut ( ).
Der blev udvekslet forskellige synspunkter, og det blev aftalt, at jeg skulle
motivere min tidligere henvendelse i et brev til medlemmerne af
bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet, og at
jeg skulle aftale en personlig samtale med Institutbestyreren ved (Z)
Institut
( ) med henblik på at afklare de fremtidige samarbejdsmuligheder.
Brevet til medlemmerne af
bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet, som
jeg vedlægger i kopi til orientering, blev afsendt den 26. juni 2000, og to
dage senere aftalte jeg med Institutbestyreren ved (Z) Institut i ( ), at
samtalen vedrørende de fremtidige samarbejdsmuligheder først kunne finde sted
efter sommerferien.
Den 12. juli modtog jeg en
lakonisk og ubegrundet meddelelse fra (C) om, at stillingen ved (X)
Universitet ( ) ikke ville blive besat. Der kan næppe herske den mindste
tvivl
om, at (C)’s beslutning om ikke at besætte stillingen som lektor ved (Z)
Institut ( ) reelt er begrundet i min henvendelse til medlemmerne af
bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet. I
betragtning af at min henvendelse er udtryk for en lovlig ytring, er det min
klare opfattelse, at (C)’s afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet i
lovlige hensyn.
Jeg mener ikke, at (C) har
været berettiget til uden videre at forvente samarbejdsproblemer ved
uddannelsesstedet ( ), som følge af min henvendelse til det professorale
ansættelsesudvalg. For det første har jeg samvittighedsfuldt gjort tjeneste
som
fuldtidsansat ved ( ) (X) Universitet i tretten år og dermed dokumenteret
både
samarbejdsevne og -vilje. Jeg var formentlig den første ( ) medarbejder, der
fra og med 1. september 1998 påtog mig arbejdsopgaver på ( ) som en del af
min
almindelige arbejdsindsats, skønt fusionen endnu ikke var helt på plads. For
det andet har jeg i løbet af det seneste år beredvilligt stillet min
arbejdskraft til rådighed som ekstern lektor i forbindelse med en række meget
forskellige arbejdsopgaver både i ( ) og ( ).”
Af et ”notat vedrørende
telefonisk samtale med (A)” udarbejdet af institutbestyrer B den 16.
august
2000 fremgår:
”Onsdag d. 28. juni opholdt
jeg mig på instituttet ( ). Professor (F) spurgte, da jeg traf ham på
instituttet, om jeg havde læst det brev som (A) havde sendt til ham og prof.
( ), prof. ( ), og til mig. Jeg havde endnu ikke set brevet og kendte intet
til
brevets indhold, eftersom jeg var kørt fra ( ) før posten var fordelt. Pga.
møder om onsdagen havde jeg ikke mulighed for at reagere og i øvrigt havde
[jeg] kun fået refereret brevet i korte træk af (F).
Torsdag d. 29. juni var jeg
på instituttet ( ), hvor jeg kontaktede (A) imellem 10 og 11 om formiddagen,
efter at have læst brevet. Jeg traf imidlertid ikke (A) hjemme, men fik lagt
en besked. Lidt senere på dagen kontaktede (A) mig telefonisk.
I sit brev foreslog (A) et møde
om fredagen d. 29.6. kl. 8. Jeg havde ikke med denne korte varsel mulighed
for, at afholde et møde på dette tidspunkt. I telefonen aftalte vi at vi
kunne
tale sammen efter (A)’s ferie, da han skulle på ferie d. 29.6.
(A) nævnte i øvrigt at han
havde forsøgt at ringe til mig, men jeg har ikke modtaget nogen telefonbesked
om at (A) skulle have forsøgt at kontakte mig d. 26., 27. eller 28.6. Og i
øvrigt er jeg heller ikke blevet kontaktet af (A) i forbindelse med
udformningen af brevet.”
Rektoratet anmodede den 24.
august 2000 fakultetet om en udtalelse i sagen.
Det fremgår af sagens akter
at fakultetet ved telefax af 24. november 2000 modtog et brev af 23. november
2000 fra formanden for professorbedømmelsesudvalget, F. Af brevet fremgik
bl.a.:
”I forbindelse med
bedømmelsen af ansøgninger til den opslåede stilling som professor i ( ) er
der kommet et brev fra (A), som ønskede at oplyse bedømmelsesudvalgets
medlemmer om et påstået citatfusk i en Ph.D.-afhandling forfattet af en af
ansøgerne til stillingen: (B).
I lyset af anklagens alvor
valgte jeg at forelægge sagen for (D), formanden for (B)’s
Ph.D.-afhandlings
bedømmelsesudvalg. Jeg sendte ham en kopi af brevet fra (A).
Jeg vedlægger (D)’s svar
(brev fra den 25. april 2000), hvoraf det fremgår, jeg citerer:
’der er således reelt ingen tvivl om, hvor
(B)’s indsats ligger, og anklagen om ren afskrift må fuldstændig
tilbagevises.’
Jeg er af samme opfattelse
som (D): anklagen fra (B)’s tidligere kollega er uberettiget.”
I D’s brev af 25. april 2000
var bl.a. anført følgende:
”Jeg ved ikke, hvilken
opfattelse (A) har af begrebet ’videnskabelig hæderlighed’. Når han
skriver:
’opdagede jeg, at dele af (B)’s afhandling ( ) fremstår som ren
afskrift af
( ) må man vel formode, at han anser det pågældende som en så alvorlig
forseelse, at accepten af afhandlingen må tilbagekaldes og forfatterens
hæderlighed drages i tvivl, subsidiært at ’opdagelsen’ må påvirke
bedømmelsesudvalget
vedr. den omtalte professorstilling negativt fsv angår bedømmelsen af (B) som
ansøger.
Når (A) kan tale om ’ren
afskrift’ hænger det formentlig sammen med, at han ikke har læst teksten
tilstrækkelig grundigt. Han er antageligt blevet ledt af sporet af to
tekniske
fejl fra B: 1) Nederst s. 272 er der et afsluttende citationstegn, som ikke
skulle være der og 2) Citatet fra ( ) starter inde i teksten, hvilket bryder
(B)’s normale fremgangsmåde, nemlig at citater er indrykkede.
De to siders ’sproglige stil’
afviger imidlertid klart fra (B)’s, og genoptagelsen af egen tekst på s.
273
begynder med: ’( ) angiver herefter to årsager ’ Der er således
reelt ingen
tvivl om, hvor (B)’s indsats ligger, og anklagen om ren afskrift må
fuldstændig
tilbagevises. I forhold til professorbedømmelsesudvalgets arbejde er et
forkert anbragt citationstegn og denne enkelte afvigelse fra (B)’s
teknik om
at vise citater indrykket aldeles uvedkommende.”
Den 15. december 2000
anmodede rektor ved X Universitet en tidligere dekan ved den handelshøjskole
hvor A i 1986 blev ansat som fuldtidsunderviser, professor E, om en udtalelse
vedrørende en skriftlig advarsel denne tidligere skulle have tildelt A. I
brevet var anført følgende:
”Som det vil være dig
bekendt, har (A) klaget over at han ikke har fået en lektorstilling ved (Z)
Institut
ved (Y) Fakultet. Til brug ved besvarelsen af klagen, vil jeg meget gerne
have
din udtalelse om den skriftlige advarsel, som (A) fik af dig som dekan på ( )
på Handelshøjskole ( ). Den omhandlede advarsel er tilsyneladende forsvundet.
”
Professor E’s svar af 3.
januar 2001 havde følgende indhold:
”Må jeg indledningsvis
bemærke, at den pågældende episode fandt sted i begyndelsen af
1990’erne,
antagelig i ( ).
Jeg er ikke i besiddelse af
nogen skriftlige optegnelser vedrørende sagen, idet såvel afgørelsen som de
notater vedrørende faktum, som den hvilede på, blev indlagt i (A)’s
personalemappe,
som blev opbevaret af den daværende centraladministration på Handelshøjskole
( ).
De følgende bemærkninger er
således alene baseret på min hukommelse, som jeg dog har afstemt med den
kontorchef, som var leder af ( ) fakultets administration, ( ).
Vi erindrer begge sagen
således:
Fra den daværende
institutbestyrer i ( ), lektor ( ), modtog jeg henvendelse om, at (A) havde
fungeret som vejleder og medbedømmer af en skriftlig opgave, formentlig et
seminar, uagtet at han i hvert fald på bedømmelsestidspunktet havde sådanne
personlige relationer til den studerende, at han uden al tvivl var inhabil,
bedømt efter reglerne i forvaltningslovens § 3, stk. 1 nr. 2.
Jeg indkaldte herefter (A)
til en samtale, hvor han bekræftede det pågældende forhold, som han meget
stærkt beklagede. Han oplyste, at det forhold, som bevirkede inhabiliteten i
forbindelse med bedømmelsen, ikke havde bestået på det tidspunkt, hvor han
påtog sig at vejlede den pågældende studerende. Han oplyste videre, at han
ikke
havde meddelt medbedømmeren, der, så vidt jeg erindrer, netop var
institutleder
( ), om den pågældende inhabilitetsgrund, idet han af familiære årsager gerne
ønskede det forhold, der begrundede inhabiliteten, holdt skjult også på sin
arbejdsplads. Han oplyste, at han havde forsøgt at tage højde for den
pågældende situation ved i alt væsentligt at forholde sig passiv under
eksaminationen, der blev ledet af hans kollega, ligesom han have ladet denne
foreslå
karakteren for opgaven, som han efterfølgende blot tilsluttede sig.
Disse oplysninger blev
bekræftet af institutbestyreren.
Da opgaven var bedømt til den
karakter, som var foreslået af censor, samt da den studerende næppe var
bekendt med inhabilitetsreglerne, traf jeg den afgørelse, at det skulle have
sit forblivende med den pågældende karaktergivning.
Jeg udfærdigede herefter en
skriftlig irettesættelse af (A) med tilkendegivelse af, at jeg fandt sagen
alvorlig, men efter omstændighederne ville afslutte den med en tjenstlig
advarsel.
Jeg erindrer klart, at jeg
orienterede den daværende rektor for Handelshøjskole ( ). Jeg har derimod
ikke
nogen erindring om, hvorvidt denne orientering var skriftlig eller
mundtlig.”
I fakultetets høringssvar af
8. januar 2001 til rektoratet oplyste fakultetet v/dekan C at det af
fakultetsrådet
nedsatte bedømmelsesudvalg ved indstilling af 12. maj 2000 havde fundet at
den
ene af de to ansøgere til lektorstillingen ikke var kvalificeret, mens den
anden
ansøger, A, var kvalificeret. I høringssvaret udtalte fakultetet videre
bl.a.:
”Ved fremsendelsesskrivelsen
[af 9. juni 2000] til (A) fremgik det, at han var fundet kvalificeret til
stillingen, og med henblik på en nærmere drøftelse om en evt. ansættelse blev
(A)
indkaldt til et møde den 20. juni 2000 med mig selv og fakultetssekretæren.
Normalt deltager også institutlederen i et sådant møde, men som det fremgår
af
det følgende, var dette ikke muligt i det konkrete tilfælde.
Allerede inden mødet med (A)
var jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede at besætte lektorstillingen
med (A) til trods for, at han fagligt var erklæret for kvalificeret til
stillingen. Baggrunden for denne tvivl skal findes i to forhold, som jeg kort
skal redegøre for.
Den første sag er en episode
der fandt sted under (A)’s ansættelse som adjunkt på Handelshøjskole ( )
i
begyndelsen af 90’erne. Det er mundtligt blevet oplyst over for mig, at
(A)
havde foretaget en eksamination af en studerende, med hvem han levede sammen,
og at denne sag havde bevirket, at han modtog en advarsel. Den skriftlige
dokumentation for denne sag har imidlertid været forsvundet – måske som
led i
fusionen og den efterfølgende flytning. Den skriftlige dokumentation
foreligger derfor først nu i form af en udtalelse fra den daværende dekan,
professor
(E) jvf. (E)’s skrivelse af 3. januar 2001. Denne skrivelse er ligeledes
baggrunden for den sene besvarelse af sagen, da jeg gerne ville have en
skriftlig dokumentation af det omhandlede forhold, inden sagen blev
videresendt
til rektor. Der henvises til skrivelsen fra (E).
I forbindelse med besættelse
af et professorat i ( ) rettede (A) af egen drift og uden at anvende normale
kanaler i den slags sager direkte henvendelse til bedømmelsesudvalget til den
pågældende stilling i en e-mail af 23. marts 2000. I denne e-mail rejser han
tvivl om en af ansøgernes (institutlederen ved (Z) Institut) videnskabelige
hæderlighed. Det skal yderligere bemærkes, at en af de personer, som modtog
e-mailen, end ikke er medlem af bedømmelsesudvalget. Bedømmelsesudvalgets
formand (F) foretog på grundlag af anklagens alvorlighed en nærmere
undersøgelse
og det viste sig, at sagen kunne tilbagevises som aldeles ubegrundet, jvf.
brevvekslingen mellem bedømmelsesudvalgets formand (F) og professor (D).
På ovennævnte møde med (A)
den 20. juni 2000 meddelte jeg (A), at jeg betragtede det som en yderst
alvorlig sag, at han på så løst et grundlag havde rejst tvivl om en kollegas
videnskabelige
hæderlighed samt, at han uden videre selv havde henvendt sig til udvalget,
som
end ikke var det helt rigtige udvalg. Jeg gjorde det ligeledes klart for (A),
at det var en forudsætning for en ansættelse, at han straks holdt et møde med
institutlederen og gav ham sin uforbeholdne undskyldning, og at der derefter
omgående blev rettet henvendelse til bedømmelsesudvalgets medlemmer samt den
person der ikke var medlem af bedømmelsesudvalget med en alvorlig beklagelse
af hans henvendelse om institutlederen. Det brev som (A) har sendt til
bedømmelsesudvalgets
medlemmer den 26. juni 2000 kan næppe betegnes som nogen større beklagelse af
det skete. Som det endvidere fremgår af vedlagte notat fra institutleder (B),
har (A) ikke levet op til de krav, der blev ham stillet under samtalen i
forhold til (B). Det er min klare opfattelse, at (A) ikke har en
tilstrækkelig
klar erkendelse af alvorligheden i sin handling og dette er baggrunden for,
at jeg, med henvisning til ovenstående, ikke har ønsket at ansætte (A) i den
ledige lektorstilling. Dette er blevet meddelt ham ved skrivelse af 11. juli
2000 uden yderligere begrundelse.
I en e-mail fra A af 12. juli
2000 bad (A) om at modtage en udførlig begrundelse for afgørelsen og ved
skrivelse af 8. august 2000 fremsendte jeg en skrivelse til (A), hvoraf det
fremgik,
at han ikke havde yderligere krav på begrundelse for at stillingen ikke blev
besat.
Jeg er ikke forpligtet til at besætte en stilling, selvom der foreligger en
positiv indstilling fra et bedømmelsesudvalg. Ligesom jeg ikke er forpligtet
til at begrunde, hvorfor jeg ikke ønsker at besætte stillingen.
Da (A) imidlertid fortsat
ønsker at få nærmere oplysninger om sagen, har jeg naturligvis intet imod, at
han bliver gjort bekendt med baggrunden for mine overvejelser.”
I rektoratets afgørelse af 19.
januar 2001, der opretholdt fakultetets afgørelse om ikke at ansætte A, var
bl.a. anført følgende:
”På mødet [den 20. juni 2000]
deltog foruden dig, dekan (C) og fakultetssekretær, ( ). På mødet drøftedes
sagen vedrørende din tidligere skriftlige henvendelse til et
professorbedømmelsesudvalg,
hvor du gav udtryk for, at en af ansøgerne, (B), formentlig havde optrådt
videnskabeligt uhæderligt ved ikke at have anvendt citationstegn i
forbindelse
med en Ph.D.-afhandling. Bedømmelsesudvalgets formand, professor (F), kunne
efter at have undersøgt sagen i det hele tilbagevise din påstand. Dekan (C)
oplyste, at en forudsætning for din eventuelle ansættelse i lektorstillingen
var, at du straks mødtes med institutlederen og gav ham en uforbeholden
undskyldning, samt at du omgående rettede henvendelse til medlemmerne af
bedømmelsesudvalget samt den person, der ikke var medlem af udvalget, og
stærkt beklagede, at du havde rejst tvivl om institutlederens videnskabelige
hæderlighed. Du opfyldte ikke disse forudsætninger, hvilket fremgår af din
skrivelse af 26. juni 2000 til bedømmelsesudvalgets medlemmer, dekanen samt
institutlederen.
Ved skrivelse til dig af 11.
juli 2000 meddelte dekan (C), at den opslåede lektorstilling ikke ville blive
besat. Der var ikke i dette brev anført en begrundelse.
Du bad som følge heraf ved
skrivelse af 12. juli 2000 om at måtte modtage en begrundelse for dekanens
afgørelse. Dekanen meddelte den 8. august 2000, at du ikke havde krav på en
begrundelse.
Det er rektoratets opfattelse,
at pligten til at udfærdige en begrundelse i medfør af forvaltningslovens
kapitel 6 påhviler enhver myndighed, der udgør en del af den offentlige
forvaltning.
Der er naturligvis en række undtagelser fra denne hovedregel. Det kan
diskuteres, om en dekans beslutning om ikke at ville besætte en stilling
efter
omstændighederne kan være en af disse undtagelser med den følge, at
afgørelsen
således ikke skal suppleres med en begrundelse.
Det er dog rektoratets
opfattelse af den konkrete sag, at du, som den eneste kvalificerede ansøger
til stillingen, der tilmed har deltaget i en ansættelsessamtale, hvor en
række
forudsætninger for din eventuelle ansættelse blev drøftet, måtte have et krav
på at få begrundet afgørelsen om, at stillingen ikke ville blive besat.
Det er således rektoratets
opfattelse, at (Y) Fakultets skrivelser af 11. juli 2000 og af 8. august 2000
formelt ikke er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens kapitel
6.
Det fremgår af dekanens
skrivelse af 8. januar 2001, at baggrunden for beslutningen om ikke at
besætte
stillingen var to forhold, hvoraf det ene forhold blev indgående drøftet på
mødet med dig den 20. juni 2000. Det andet forhold kunne dekanen på daværende
tidspunkt ikke fremføre, idet den skriftlige dokumentation først er genskabt
ved professor (E)’s skrivelse af 3. januar 2001.
Da det andet forhold ikke er
fremført under samtalen med dig den 20. juni 2000, vil jeg alene vurdere det
første forhold vedrørende den af dig påståede videnskabelige uredelighed hos
institutleder (B).
Spørgsmålet er herefter, om
din påstand om videnskabelig uredelighed hos institutleder (B) er en
tilstrækkelig saglig begrundelse for ikke at ville ansætte dig som lektor på
det institut, hvor (B) er institutleder.
Din påstand om videnskabelig
uredelighed er den absolut alvorligste anklage, man kan rejse mod en
videnskabelig medarbejder ved et universitet, og din undladelse af at
tilbagekalde
en sådan anklage på trods af et enigt bedømmelsesudvalgs helt klare afvisning
af videnskabelig uredelighed, kan ikke andet end betragtes som et meget
væsentligt og afgørende moment i dekanens vurdering af dine ønsker om og
mulighed for i fremtiden at samarbejde med institutlederen.
Rektoratet finder på den
baggrund, at dekanens begrundelse for ikke at besætte den opslåede
lektorstilling
er truffet ud fra saglige hensyn, og rektoratet agter ikke at foretage sig
yderligere i sagen.
(Y) Fakultets skrivelser af
20. september 2000 og 8. januar 2001 samt professor (E)’s skrivelse af
3.
januar 2001 vedlægges i kopi.”
I et brev modtaget af
rektoratet den 23. januar 2001 anførte A bl.a. følgende:
”Jeg vil hermed gerne klage
over, at rektoratet ikke, i forbindelse med de momenter i sagen, som man har
valgt at lægge vægt på, har fundet det på sin plads at give mig mulighed for
at udtale mig. Forvaltningsloven rummer mig bekendt forholdsvis klare regler
om partshøring.
Hvis rektoratet virkelig har
ment, at der allerede i min henvendelse til professorbedømmelsesudvalget har
været tilstrækkeligt grundlag for at afgøre sagen, så forekommer det mig så
meget desto mere overflødigt, at rektoratet den 15. december 2000 rekvirerer
en
erindringsskrivelse fra (E) og at jeg har skullet vente så længe på en
afgørelse. Det forekommer mig, at rektoratet hermed har skabt berettiget
tvivl
om, hvorvidt man i rektoratet selv har ment, at der allerede i min
henvendelse
til professorbedømmelsesudvalget har været tilstrækkeligt grundlag for at
afgøre sagen.”
A gjorde videre gældende at B
og C allerede på tidspunktet for stillingsopslaget måtte have haft kendskab
til
sagen fra 1992, men på trods heraf opfordrede A til at søge stillingen, og at
der ikke på tidspunktet for modtagelsen af A’s ansøgning blev indhentet
en
erindringsskrivelse fra professor E. A anførte afslutningsvis at der i
forskningsverdenen bør herske en meget udbredt ytringsfrihed med hensyn til
at udtrykke sagligt og fagligt velbegrundet kritik.
I A’s brev af 24. januar 2001
til rektoratet anførte han videre at han ville undersøge om der kunne tænkes
at
være grundlag for et erstatningsretligt søgsmål mod universitetet i anledning
af sagen.
Rektoratet anmodede den 23.
februar 2001 fakultetet om en udtalelse. Fakultetet henviste i sin udtalelse
af 6. marts 2001 til fakultetets brev af 8. januar 2001 ”hvor det
fremgår, at
beslutningen om ikke at ansætte (A) er truffet ud fra en samlet vurdering af
(A)’s kvalifikationer, hvori naturligvis ikke alene er indgået en
vurdering af
(A)’s forsknings- og undervisningsmæssige kvalifikationer men også
(A)’s øvrige
aktiviteter samt muligheder for at kunne fungere optimalt i et fælles
samarbejde
på (Z) Institut”.
I brev af 20. marts 2001 til
rektoratet bestred A professor E’s fremstilling af sagen fra
1992. A
anførte således bl.a. at han
aldrig havde forsøgt at lægge skjul på noget i sagen, og at han ikke havde
foretaget sig noget ulovligt eller begået nogen tjenesteforseelse. Han
anførte
videre at der aldrig havde været afholdt et tjenstligt forhør, at han aldrig
havde modtaget nogen tjenstlig advarsel, og at rektoratets beslutning om at
indkalde og bruge E’s erindringsskrivelse uden at tillægge den nogen
vægt i
bedømmelsen af sagen kun kunne tjene det ene formål at intimidere. A’s
brev
var vedlagt E’s brev af 7. juli 1992 til A. I brevet har E efter en
gennemgang
af sagsforløbet anført følgende:
”Idet jeg understreger, at
nære venskabelige relationer til studerende som hovedregel bør medføre, at
man
anmoder en kollega om at varetage vejlednings- og bedømmelsesopgaver i
forhold
til den pågældende, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre i sagen
vedrørende de 2 førstnævnte forhold.
Vedrørende det sidstnævnte
forhold vil jeg over for dig præcisere, at det efter min opfattelse er
utvivlsomt, at en så nær personlig relation til den studerende burde have
medført, at du afstod fra at medvirke som medvejleder og medbedømmer på den
pågældende
opgave. Jeg skal dog samtidig bemærke, at jeg lægger vægt på, at vejlednings-
og bedømmelsesfunktionen ikke har fundet sted individuelt over for den
pågældende
studerende, men at der er tale om en gruppeopgave. Jeg har ligeledes tillagt
det betydning, at en kollega har været hovedvejleder på opgaven samt at
medvirken
ved bedømmelsen alene har bestået i at tiltræde det karakterforslag, som den
interne censor og hovedvejlederen var enige om. Endelig bør det efter min
mening indgå i bedømmelsen af sagen, at du, forinden bedømmelsesmødet fandt
sted, henledte afdelingsbestyrerens opmærksomhed på forholdet. Mest afgørende
er det naturligvis, at det efter min opfattelse kan lægges til grund som
utvivlsomt,
at du ikke på nogen måde har tilsigtet at begunstige den pågældende
studerende.
Med den bemærkning at du i
fremtiden skylder såvel dig selv som Handelshøjskole ( ) ikke ( ) at bringe
sig
i en situation, hvor der kan rejses nogen tvivl om din fuldstændige
upartiskhed i forbindelse med varetagelsen af dine tjenstlige forpligtelser
skal jeg bemærke, at jeg ikke finder noget grundlag for at foretage mig
videre
i sagen.
Jeg tilføjer, at du
naturligvis altid er velkommen til at søge råd og vejledning vedrørende
tjenstlige forhold hos afdelingsbestyreren eller mig.”
I et brev ligeledes af 20.
marts 2001 anmodede rektoratet A om eventuelle bemærkninger i anledning af
fakultetets udtalelse af 6. marts 2001. I en udtalelse af 21. marts 2001
anførte A bl.a.:
”Med hensyn til min skrivelse
af 23. januar 2001 må jeg fastholde mine tidligere synspunkter. Det turde
også
fremgå, af det allerede fremsendte, at (Y) Fakultetets vurdering er foregået
på et fejlagtigt grundlag, jf. mit brev af 20. marts 2001. (Y) Fakultetet ser
endvidere bort fra, at jeg i tretten år pligtopfyldende og loyalt har gjort
tjeneste for ( ) (X) Universitet, og at der ikke tidligere har været
samarbejdsproblemer mellem mig og mine kolleger.
Den lektorstilling, som (C)
ikke ønskede at forpligte sig til at opslå, blev imidlertid opslået, efter at
jeg i efteråret 1999 telefonisk havde orienteret institutbestyreren i ( ) om,
at jeg i påkommende tilfælde følte mig forpligtet til at kontakte det
bedømmelsesudvalg, der forventedes nedsat i forbindelse med besættelsen af en
professorstilling i ( ) ved instituttet ( ). Jeg blev herefter både opfordret
til at søge lektorstillingen og til ikke at kontakte bedømmelsesudvalget
vedrørende
professorstillingen. Jeg ønskede imidlertid ikke at indgå nogen skjult
kontrakt med nogen, derfor måtte jeg lade handling følge ord.
Jeg er aldrig blevet
foreholdt et enigt bedømmelsesudvalgs konklusioner i den sag. Jeg har været
til et møde, hvor en fakultetssekretær fabulerede om et civilt søgsmål mod
mig, hvilket gav mig anledning til nogen undren. Jeg har forstået, at den
pågældende kollega i dag er blevet udnævnt til professor og har derfor meget
svært ved at forstå, at han ikke står betydeligt stærkere i dag nu da et
enigt
bedømmelsesudvalg, efter eksplicit at have taget stilling til sagen, er nået
frem til, at der ikke foreligger noget kritisabelt. At det skulle betyde
noget
for mine muligheder for at samarbejde med den pågældende kollega eller
omvendt, har jeg også meget svært ved at se, medmindre naturligvis min
faglige
anerkendelse betyder mere for den pågældende end bedømmelsesudvalgets, og det
har jeg ærligt talt lidt svært ved at forestille mig.
Det forekommer mig, som det
allerede fremgår af den tidligere korrespondance i sagen, at Dekanen for (Y)
Fakultet forveksler samarbejdsevne og loyalitet med følgagtighed. Jeg skal
ikke lægge skjul på, at jeg finder denne argumentationsform dybt suspekt
– ikke
mindst i lyset af, at der præsumptivt er tale om en videnskabelig
institution.
I et videnskabeligt miljø er det efter min opfattelse, ganske afgørende, at
det er muligt at gøre forestilling og modforestilling gældende i en fri
faglig
meningsudveksling. I dansk retsvidenskabelig teori, har det, mig bekendt,
hidtil
været antaget, at universitetsansatte af hensyn til den frie forskning, netop
er den kategori af offentligt ansatte, som har den største grad af
ytringsfrihed. Som følge heraf må der foreligge særlige skærpende
omstændigheder
for, at man kan tillægge argumentationen omkring samarbejdsevner og
samarbejdsmuligheder
nogen særlig betydning.”
Den 29. marts 2001 fastholdt
rektoratet sin afgørelse. Rektoratet henviste til de efter den 19. januar
2001
indkomne udtalelser i sagen og anførte videre:
”På baggrund af ovennævnte er
det rektoratets opfattelse, at fakultetets manglende ansættelse af dig som
lektor ved (Z) Institut er sket ud fra en både saglig og faglig vurdering af
dine kvalifikationer, herunder dine muligheder for at kunne samarbejde med de
øvrige medarbejdere på instituttet. Der er ikke ved disse uddybende
bemærkninger eller høringsskrivelser i øvrigt fremkommet nye oplysninger i
sagen, som kan ændre afgørelsen af 19. januar
2001.”
Den 6. april 2001 klagede A
til mig over X Universitet. A anførte bl.a.:
”Min klage vedrører først og
fremmest to punkter i sagen:
1. Den indholdsmæssige
afgørelse, som består i, at jeg ikke blev ansat i den lektorstilling, som jeg
efter opfordring havde søgt og som jeg, som den eneste ansøger var blevet
bedømt kvalificeret til. Jeg er, som det vil fremgå af min korrespondance med
rektoratet, af den opfattelse, at afgørelsen, sagens øvrige omstændigheder
taget i betragtning, ikke kan antages at være tilstrækkeligt begrundet i
saglige hensyn.
2. Rektoratets beslutning om
– i anledning af min klage – at rekonstruere dokumentationen i en
for længst
forældet personalesag fra 1992, hvor jeg bad om at blive fritaget for at
deltage
i en mundtlig eksamination på grund af, at der kunne herske tvivl om min
fuldstændige objektivitet. Min rolle i sagen var yderst perifer, idet jeg var
såkaldt medvejleder på en hovedopgave på HA-studiet og som sådan havde jeg
efter reglerne ikke noget med karaktergivningen at gøre. Ikke desto mindre
blev
jeg, på trods af mine indvendinger, bedt om at være til stede ved den
pågældende eksamination. Jeg var til stede og forholdt mig i øvrigt passiv.
Daværende dekan, (E), fandt herefter anledning til at iværksætte en større
undersøgelse af min medvirken i forbindelse med karaktergivning af den
pågældende
studerendes studieaktiviteter. I den forbindelse havde jeg en enkelt
telefonsamtale
med (E). Sagen blev afsluttet ved brev fra (E) dateret den 7-7-1992 (vedlagt
i
kopi). (E) afslutter sit brev med, at han ikke finder grundlag for at
foretage
sig yderligere i sagen. Ikke desto mindre dukker sagen nu op i form af en
erindringsskrivelse fra (E) i forbindelse med min klage til rektoratet ved
(X)
Universitet. Jeg er selvsagt meget opbragt over den behandling jeg hermed har
fået.”
Jeg anmodede den 18. april
2001 X Universitet om en udtalelse i sagen samt om udlån af sagens akter.
I en udtalelse af 30. maj
2001 udtalte X Universitet følgende:
”(A) klager dels over, at
universitetets afgørelse ikke er truffet ud fra saglige hensyn og dels over,
at rektoratet har forsøgt at rekonstruere en gammel sag fra 1992 om eventuel
inhabilitet hos (A) i forbindelse med en bedømmelse af en opgave udarbejdet
af
en studerende, som (A) havde en relation til.
For så vidt angår det første
klagepunkt har universitetet ved skrivelse af 19. januar 2001 meddelt, at da
(A) er fremkommet med den absolut alvorligste anklage, man kan rejse over for
en videnskabelig medarbejder ved et universitet, nemlig en helt udokumenteret
påstand om videnskabelig uredelighed hos institutleder (B), og (A) ikke på
trods af anmodning herom har ønsket at trække denne ubegrundede påstand
tilbage, kan dette ikke betragtes som andet end en væsentlig og afgørende
hindring
for (A)’s mulighed for at etablere et samarbejde med institutlederen i
fremtiden,
og det er på denne saglige baggrund, at universitetet ikke har ønsket at
ansætte
(A).
(A) klager endvidere over, at
rektoratet har forsøgt at rekonstruere en sag fra 1992, hvor (A) har haft
vejlednings- og bedømmelsesfunktioner i forbindelse med en hovedopgave
udarbejdet
af en studerende, som (A) havde relationer til.
Rektoratet bad ved skrivelse
af 15. december 2000 professor (E) om en udtalelse i sagen, og denne fremkom
ved skrivelse af 3. januar 2001.
Rektoratets henvendelse til
professor (E) udsprang af, at dekan (C) fra (Y) Fakultet ved skrivelse af 8.
januar 2001 til rektoratet oplyste, at baggrunden for beslutningen om ikke at
besætte stillingen var to forhold, dels de alvorlige beskyldninger om
videnskabelig uredelighed, og dels at dekanen mundtligt var blevet orienteret
om sagen vedrørende vejledning og bedømmelse af en hovedopgave. Den
skriftlige dokumentation var i forbindelse med fusionen mellem ( )
bortkommet.
Da sagen vedrørende
habiliteten ikke var omtalt på mødet den 20. juni 2000, hvor dekan (C) havde
en samtale med (A) om en eventuel ansættelse, er det rektoratets opfattelse,
at denne sag ikke kan medtages som en begrundelse for den manglende
ansættelse,
hvilket er meddelt (A) ved skrivelse af 19. januar 2001.
Som nævnt ovenfor er det
derimod rektoratets opfattelse, at (A)’s påstand om videnskabelig
uredelighed
hos institutlederen og hans undladelse af at trække denne påstand tilbage på
trods af et enigt bedømmelsesudvalgs helt klare afvisning af påstanden, er en
saglig begrundelse for ikke at ville ansætte (A), hvilket rektor har meddelt
(A) den 19. januar 2001.
(A)’s klage af 6. april 2001
til
Folketingets Ombudsmand
har været forelagt (Y) Fakultet, der ved skrivelse af 15. maj 2001 har
meddelt, at man ikke har yderligere bemærkninger.”
Jeg bad den 7. juni
2001 A
om eventuelle bemærkninger til
universitetets udtalelse. A anførte i en udtalelse af 14. juni 2001 bl.a.
følgende:
”Jeg erkender naturligvis at
jeg i foråret 2000 i forbindelse med besættelsen af et professorat ( )
henledte et bedømmelsesudvalgs opmærksomhed på, at jeg under gennemlæsning af
i alt ca. 25 sider af (B)’s Ph.D.-afhandling havde fundet at hele to på
hinanden følgende sider for mig fremstod som afskrift fra en bog forfattet af
professor ( ). Jeg dokumenterede min opfattelse gennem præcise
litteraturreferencer på samme måde, som man i almindelighed dokumenterer
videnskabelige
arbejder.
Jeg har ikke selv tagets
stilling til, om der foreligger videnskabelig uredelighed, idet det hele
tiden
har været min opfattelse, at bedømmelsesudvalget burde kunne tage stilling
til dette spørgsmål. Jeg er aldrig direkte blevet bedt om at trække en
påstand
om uredelighed tilbage, og jeg er aldrig blevet foreholdt et enigt
bedømmelsesudvalgs opfattelse af sagen. På mødet med dekan (C) den 20. juni
2000 blev jeg bedt om i brev at motivere min henvendelse til
bedømmelsesudvalget, hvilket jeg gjorde umiddelbart efter mødet (vedlagt til
orientering).
At (X) Universitet ikke har
fundet mit anbringende åbenlyst grundløst, mener jeg er tilstrækkeligt
dokumenteret i det forhold, at universitetet har indhentet en udtalelse fra
professor (D) fra Handelshøjskolen i ( ), som – efter hvad jeg har fået
oplyst
– ikke har siddet i det pågældende bedømmelsesudvalg. Jeg vedlægger
(D)’s
udtalelse i sagen til orientering. Jeg har først set udtalelsen i slutningen
af november 2000 i forbindelse med, at jeg bad om at få aktindsigt i sagen.
Jeg
er imidlertid ikke helt enig i (D)’s vurdering af sagen. Jeg mener
således
ikke, at det i almindelighed er op til læseren af videnskabelige afhandlinger
at vurdere, hvilke citationstegn der burde være der, og hvilke der ikke burde
være der, ligesom det ikke kan være op til læseren at vurdere eventuelle
skift
og afvigelser i den sproglige stil. For ikke at tale om, at der efter min
overbevisning også gælder regler for, hvor langt et citat må være.
Når jeg fandt det nødvendigt
at indberette mine iagttagelser til bedømmelsesudvalget, så hænger det
imidlertid også sammen med, at jeg allerede i efteråret 1999 adviserede (B)
om
min hensigt. Det gjorde jeg umiddelbart efter, at jeg havde bemærket, at der
var opslået en professorstilling i ( ). Herefter blev der kort tid efter
opslået en lektorstilling ved samme institut, som jeg blev opfordret til at
søge. Jeg modtog herefter også en opfordring til ikke at gå videre med sagen
om (B)’s afhandling. At jeg blev opfordret til at søge en lektorstilling
ved
instituttet ( ) måtte naturligvis komme som noget af en overraskelse for mig,
der tidligere på året – efter 13 års ansættelse – havde set mig
nødsaget til at
forlade en stilling som adjunkt ved (X) Universitet ( ). Baggrunden var den,
at det fra fakultetets ledelse hed sig, at det var utænkeligt, at der ville
blive opslået en lektorstilling, som jeg, der ikke er Ph.D., ville kunne søge
ved udløbet af mit adjunktur pr. august 2000. Om der har været nogen indre
sammenhæng
i dette begivenhedsforløb, kan jeg naturligvis ikke vide. Det er der sikkert
ikke.
Men for at bortvejre enhver tvivl fandt jeg, at det var rigtigst at lade
bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen tage stilling til mine
iagttagelser vedrørende (B)’s afhandling.
Jeg må naturligvis af
principielle grunde fastholde den opfattelse, at det – ifølge sagens
natur – er
ganske afgørende, at man i videnskabelige miljøer forbeholdes den videst
mulige ret til at fremsætte saglig og faglig kritik. Saglig og faglig kritik
er – på godt og ondt – en del af samarbejdsformen i det
videnskabelige miljø.
Jeg kan derfor ikke godtage universitetets argumentation vedrørende
forudsigelige
samarbejdsvanskeligheder.
Universitetet burde nøje
overveje, hvilke konsekvenser det ville kunne få, hvis sådanne sager aldrig
blev rejst. Der burde derfor også findes klarere regler for, hvordan man
håndterer den slags sager. Hvis man ikke mener, at et bedømmelsesudvalg er
stedet, hvor man kan behandle den slags spørgsmål, så burde man overveje at
oprette et særligt organ, som kan tage sig af sager som denne.
For så vidt angår (X)
Universitets forsøg på at rekonstruere en gammel sag fra 1992 om eventuel
inhabilitet, er det efter min opfattelse et stærkt indicium på, at man på (X)
Universitet tilsyneladende ikke har været helt sikker på, at beslutningen om
ikke at ansætte mig i lektorstillingen var tilstrækkeligt sagligt begrundet i
forholdet vedrørende min henvendelse til bedømmelsesudvalget vedrørende
professorstillingen.
Jeg har meget svært ved at
se, hvad der kan legitimere dette forsøg på historisk rekonstruktion. Den
pågældende sag ville formentlig aldrig være blevet rejst, hvis jeg ikke selv
havde gjort opmærksom på forholdet i 1992, og den ville – ifølge sagens
natur –
have været næsten umulig at belyse endsige dokumentere, hvis jeg ikke havde
valgt at samarbejde med daværende dekan, (E), som det fremgår af hans brev af
7. juli 1992.
Hvis afgørelsen om ikke at
ansætte mig i lektorstillingen havde været tilstrækkeligt sagligt begrundet i
forholdet vedrørende min henvendelse til bedømmelsesudvalget vedrørende
professorstillingen, så er det efter min opfattelse meget vanskeligt at se,
hvilke motiver, der ligger bag rekonstruktionsforsøget.
Det er naturligvis også helt
afgørende, at man for længst burde have forelagt mig denne sag til udtalelse.
I så fald ville (E)’s brev af 7. juni 1992 være fremkommet på et langt
tidligere
tidspunkt. Forløbet er for mig at se et skoleeksempel på, at reglerne om
partshøring ikke blot er til for at tilgodese hensynet til borgeren og
borgerens retssikkerhed, men også tjener til at beskytte
forvaltningsmyndigheden
mod at begå de mest åbenlyse – og pinlige fejltagelser.
Som det fremgår af (E)’s brev
af 7. juli 1992, finder han ikke anledning til at foretage sig yderligere i
sagen, og dette burde naturligvis have stået ved magt. Jeg finder det derfor
også ganske utilstedeligt, at (E) tillader sig at fremkomme med en
erindringsskrivelse,
som den der foreligger i form af brev af 3. januar 2001.
Når jeg har meget svært ved
at forstå, hvilket formål (X) Universitets rekonstruktionsforsøg tjener,
hænger det også sammen med, at jeg siden 1992 ved flere lejligheder er blevet
rekrutteret til en række relativt fremtrædende tillidsposter på
Handelshøjskole ( ) – også i (E)’s tid som dekan. Jeg har modtaget
særlige
vederlag og påskønnelser for at have ydet en ekstraordinær indsats. I 1997
blev
jeg rekrutteret til en stilling med forskningsindhold – en stilling, som
blev
besat i åben konkurrence. Ved min fratræden i 1999 blev jeg endelig udstyret
med de bedst tænkelige anbefalinger fra (E)’s efterfølger.
Jeg er klar over, at visse
dele af min sagsfremstilling er vanskelige at dokumentere, imidlertid har (X)
Universitet trods rig lejlighed dertil ikke fundet anledning til konkret at
anfægte eller imødegå min fremstilling af sagsforløbet.”
X Universitet meddelte den 3.
august 2001 at universitetet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
Ved brev af 4. september 2002
sendte jeg min foreløbige redegørelse i sagen til X Universitet og bad om at
modtage universitetets bemærkninger hertil. Den foreløbige redegørelse blev
samtidig sendt til A. I redegørelsen skrev jeg bl.a. således:
Ombudsmandens foreløbige redegørelse
”1. Regelgrundlaget
Ved sager om ansættelse i det offentlige indgår de almindelige
forvaltningsretlige regler som en væsentlig del af retsgrundlaget. I denne
sag er det navnlig reglerne om saglig forvaltning som har betydning.
Bekendtgørelse nr. 650 af 31. august 1998 om ansættelse af lærere og
videnskabelige medarbejdere ved universiteter mfl. under
Forskningsministeriet (nu bekendtgørelse nr. 820 af 31. august 2000)
indeholder følgende bestemmelse i § 1, stk. 1:
’Ansættelsessager behandles efter nedenstående regler, forvaltningsloven
og de bestemmelser, der i øvrigt er gældende, herunder bestemmelserne i den
enkelte institutions statut samt supplerende regler fastsat af institutionen
selv.’
Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, at institutionens ledelse senest
ved ansøgningsfristens
udløb nedsætter et fagkyndigt bedømmelsesudvalg. Om bedømmelsesudvalgets
indstilling samt den videre behandling af sagen bestemmer bekendtgørelsen
bl.a.:
’
§ 6.
Bedømmelsesudvalget tager stilling til, hvilke ansøgere der
anses for kvalificerede i forskningsmæssig og undervisningsmæssig henseende
samt i relation til de øvrige faglige kvalifikationskrav, der er angivet i
stillingsopslaget. Bedømmelsesudvalget afgiver til institutionens ledelse en
begrundet, skriftlig bedømmelse.
Stk. 3.
Udvalgets bedømmelse skal enten være enstemmig eller være
en bedømmelse fra et flertal og et eller flere mindretal. Er der
meningsforskelle mellem udvalgets medlemmer, skal dette klart fremgå af
udvalgets
bedømmelse.
Stk. 4.
Umiddelbart efter at udvalget har afgivet sin bedømmelse,
sender institutionen til hver ansøger den del af bedømmelsen, som angår den
enkelte ansøger.
§ 7.
Institutionens ledelse træffer beslutning om, hvem der skal
ansættes henholdsvis indstilles til ansættelse, hvis sagen efter gældende
regler skal forelægges for ministeriet.
Stk. 2.
Før institutionens ledelse træffer beslutning om ansættelse,
kan den indkalde en eller flere ansøgere til samtale og/eller
prøveforelæsning.
Stk. 3.
Når ledelsen har modtaget bedømmelsen fra det fagkyndige
bedømmelsesudvalg og eventuelt har haft ansøgere til samtale og/eller afholdt
prøveforelæsning, træffer den beslutning om besættelse af stillingen. En
ansøger kan kun ansættes, hvis et flertal af bedømmelsesudvalgets medlemmer
har anset vedkommende for fagligt kvalificeret til stillingen. Ønsker
ledelsen ikke stillingen besat på det foreliggende grundlag, skal den
beslutte,
om stillingen skal opslås på ny eller ikke for tiden søges besat.’
Ifølge bekendtgørelsens § 14
kan institutionens afgørelser efter bekendtgørelsen ikke indbringes for
Forskningsministeriet.
Statutten for (X) Universitet
fastslår i § 9 at rektor har personaleledelsen for samtlige medarbejdere på
universitetet, herunder kompetencen til at ansætte og afskedige disse. Rektor
kan delegere sin kompetence eller dele heraf, dog ikke til kollegiale
organer.
2. Sagens genstand
Udgangspunktet for min
bedømmelse af sagen er den almindelige forvaltningsretlige regel om at
forvaltningens afgørelser skal hvile på et sagligt grundlag. Det spørgsmål
som
denne sag navnlig rejser, er således om (X) Universitets beslutning om ikke
at
besætte den lektorstilling som (A) havde søgt, var begrundet i saglige
hensyn.
Af fakultetets høringssvar af
8. januar 2001 til rektoratet fremgår som nævnt at fakultetet ved sin
afgørelse
om ikke at ansætte (A) lagde vægt på to forhold: En tjenstlig advarsel til
(A)
i begyndelsen af 1990’erne i anledning af en habilitetssag på
Handelshøjskole
( ) og en henvendelse af 23. marts 2000 fra (A) til et
professorbedømmelsesudvalg
vedrørende stillingsansøger (B)’s ph.d.-afhandling fra 1991.
Rektoratet lagde ved sin
afgørelse af 19. januar 2001 alene vægt på sidstnævnte forhold. Rektoratet
fandt således at fakultetet ikke havde været berettiget til at lægge vægt på
habilitetssagen da dette forhold ikke var blevet fremført under samtalen med
(A) den 20. juni 2000.
3. (A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt
hensyn?
Jeg har tidligere udtalt at
der ved ansættelse i den offentlige forvaltning i almindelighed ikke er
mulighed for at lægge vægt på forhold som ikke vil kunne indgå som et sagligt
kriterium i forbindelse med en afskedigelse (Folketingets Ombudsmands
beretning for 2000, s. 215ff*).
Lovlig ytring?
Jeg har haft lejlighed til at
behandle spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed i bl.a. sagerne
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1987, s. 237ff*, for
1999,
s. 536ff*, og for 2000, s. 485ff*. Se endvidere j.nr. 1999- 1570-812
(offentliggjort som sag 21-3 på ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk,
under beretningssager fra 2001) [nu Folketingets Ombudsmands beretning for
2001, side 552ff*].
I ovennævnte
ombudsmandsberetning for 1987, s. 237ff, har jeg udtalt mig om det generelle
spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed, navnlig for så vidt angår
ytringer der fremsættes af den ansatte som privat person, det vil sige
ytringer
der ikke fremsættes af den ansatte som led i varetagelse af arbejdsopgaver
for
det offentlige. Følgende fremgår bl.a. af udtalelsen:
’Ved besvarelsen af det
centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for
offentligt
ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for
borgerne i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte
har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det
store antal offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde
almindelige
begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger
ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser
om den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle
ytringsfrihed.
Det er dog antaget, at
hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne
i
særlige
tilfælde kan føre til en
begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en
fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte
sådanne
særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle hovedsynspunkter:
Begrænsningerne omfatter
alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget
arbejdsområde.
Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om
sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige
arbejde.
Ved udtalelse inden for eget
arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde
har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces.
Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der
ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutningstagere.
Det spiller en rolle, om
udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet.
Adgangen
til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan – af hensyn til
beskyttelse af
den interne beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at
udtale
sig senere.
Det ligger efter praksis
fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om
ressourcespørgsmål
inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning
for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte,
dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger
i
offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil
foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller
har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’
(A)’s henvendelse til
professorbedømmelsesudvalget er foretaget af ham som privat person, og
henvendelsen/udtalelsen til udvalget falder efter min opfattelse uden for det
område hvor der må antages at gælde særlige begrænsninger for offentligt
ansattes ytringsfrihed. Dette må gælde så meget desto mere i et tilfælde som
det foreliggende idet ansøgere til ansættelse i det offentlige må antages at
være undergivet endog færre begrænsninger i ytringsfriheden end allerede
ansatte.
Lovlige ytringer som grundlag for anvendelse af negative ledelsesbeføjelser
Spørgsmålet er herefter om
lovlige ytringers eventuelle følgevirkninger kan begrunde negative
ledelsesmæssige
beslutninger.
I ovennævnte sag
1999-1570-812 [nu Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, side 552ff]
der
vedrørte afskedigelse af en psykolog efter udtalelser om pædofili, udtalte
jeg
efter en gennemgang af juridisk litteratur om offentligt ansattes
ytringsfrihed
bl.a.:
’Jeg kan tilslutte mig det
anførte om at lovlige ytringer ikke i sig selv kan begrunde anvendelse af
negative ledelsesbeføjelser. Anvendelsen af disse må bygge på vurderinger og
afvejninger af en række andre forskellige hensyn og omstændigheder, herunder
eventuelt en opstået mangel på tillid til den ansatte affødt af vedkommendes
lovlige ytringer forstået som en vurdering af den pågældendes egnethed til at
udføre sine arbejdsopgaver. Forvaltningsmyndighederne er i den forbindelse
naturligvis
undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for udøvelse af
administrativt skøn, herunder kravet om proportionalitet og kravet om at
forvaltningen udelukkende må varetage saglige hensyn. På baggrund af de
almene
politiske og demokratiske værdier der er knyttet til en fri og uhindret
offentlig
debat hvori også de offentligt ansatte deltager med deres særlige
fagkundskab,
må der endvidere efter min opfattelse udvises betydelig tilbageholdenhed ved
anvendelse af negative ledelsesbeføjelser i anledning af offentlige ytringer
der lovligt er fremsat af en offentligt ansat.
Desuden skal en
forvaltningsmyndighed der træffer afgørelse om at anvende negative
ledelsesbeføjelser
over for en ansat, overholde de krav der kan udledes af
undersøgelsesprincippet. Det påhviler således den enkelte
forvaltningsmyndighed at tilvejebringe et fyldestgørende faktisk og retligt
grundlag for en afgørelse. Formålet med undersøgelsesprincippet er at bidrage
til at sikre at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver materielt
lovlige
og rigtige. Det forudsætter ikke alene at alle relevante forhold er belyst
ved
det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige. Er der
tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til
sagsoplysningen
at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig
vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for
afgørelsen, jf. Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret,
Sagsbehandling,
4. udgave (1995), s. 120ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s.
297ff.’
Efter min opfattelse gør de
samme forhold sig gældende ved ansættelsesbeslutninger. En lovlig ytring kan
således ikke i sig selv begrunde en negativ ledelsesmæssig beslutning i form
af afslag på ansættelse, mens det ikke kan udelukkes at en sådan beslutning
vil kunne være begrundet i ytringens eventuelle
følgevirkninger
under en eventuel ansættelse.
Som det fremgår af rets- og
ombudsmandspraksis, stilles der i forbindelse med afskedigelse strenge krav
til dokumentationen for samarbejdsvanskeligheder. Se bl.a. Højesterets dom
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269ff, og Østre Landsrets dom af
18. juni 1999, 7. afd. nr. B-2365-96, Den Danske Præsteforening som mandatar
for Brita Houmølle Kønig mod Kirkeministeriet, samt Folketingets Ombudsmands
beretning for 2000, s. 86ff*, og for 1993, s. 72ff*.
Den overvejende del af
sagerne om samarbejdsvanskeligheder omhandler naturligt negative
ledelsesmæssige
beslutninger over for (allerede) ansatte.
En sag gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, side 86ff*, vedrørte imidlertid
afslag på (gen)ansættelse af en præst på grund af risikoen for
samarbejdsvanskeligheder.
Jeg udtalte her at Kirkeministeriet ikke havde haft tilstrækkelig støtte for
at antage at der uanset hvor ansøgeren måtte søge præsteembede, bestod en
væsentlig risiko for at der ville opstå samarbejdsproblemer som dem der i
1982
havde ført til vedkommendes afskedigelse fra en præstestilling i folkekirken.
Jeg henstillede til ministeriet at undergive en eventuel ansøgning fra
vedkommende om præstestilling i folkekirken en selvstændig, fornyet
realitetsbehandling – eventuelt efter indhentelse af en uddybende
erklæring
fra biskoppen.
Endvidere skal nævnes
Højesterets dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 621, hvor sagsøger,
der siden 1981 havde været ansat som sognepræst, var blevet suspenderet i
foråret 1985 og efter tjenstlig undersøgelse ved provsteretten afskediget i
marts 1987 efter tjenestemandslovens § 28 med henvisning bl.a. til at hun
havde
tilsidesat værdighedskravet i lovens § 10. Højesteret fandt at
Kirkeministeriet
havde været berettiget til at bortse fra en ansøgning om en anden stilling
som
sagsøger havde indgivet under suspensionen. Efter det oplyste om baggrunden
for
afskedigelsen fandt Højesteret at ministeriet endvidere havde været
berettiget til at tilkendegive over for sagsøger at hun i en vis periode
herefter var udelukket fra at komme i betragtning til andre stillinger som
præst i folkekirken, og der var ikke grundlag for at fastslå at denne
udelukkelse var blevet opretholdt i længere tid end det var sagligt og
rimeligt begrundet. Hun havde herefter ikke krav på godtgørelse.
(X) Universitets dokumentation for væsentlig risiko for
samarbejdsvanskeligheder
Det er et grundlæggende
princip i dansk forvaltningsret at den myndighed der skal træffe afgørelse i
en
sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Dette indebærer at
myndigheden har pligt til at sikre sig dels at myndigheden er i besiddelse af
de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende
sag, dels at disse oplysninger er korrekte. I ansøgningssager har parten en
særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. Nægter parten at
medvirke, er myndigheden som udgangspunkt berettiget til at tillægge den
manglende eller utilstrækkelige medvirken processuel skadevirkning. Parten
kan dog ikke uden særlig hjemmel mødes med en sådan reaktion over for
oplysninger
som det vil være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for
parten at fremskaffe. Jeg henviser til Carl Aage Nørgaard mfl.,
Forvaltningsret
– Sagsbehandling (2001), 5. udgave, s. 128ff og 163ff, og Kaj Larsen
mfl.,
Forvaltningsret (1994), 1. udgave, s. 297ff og 316ff.
(X) Universitet har oplyst at
(A) på mødet den 20. juni 2000 fik at vide ’at det var en forudsætning
for en
ansættelse at han straks holdt et møde med institutlederen [B] og gav ham sin
uforbeholdne undskyldning, og at der derefter omgående blev rettet
henvendelse
til [professor]bedømmelsesudvalgets medlemmer samt den person der ikke var
medlem af bedømmelsesudvalget med en alvorlig beklagelse af hans henvendelse
om institutlederen’ idet fakultetet anså det for en ’yderst
alvorlig sag, at
han på så løst et grundlag havde rejst tvivl om en kollegas videnskabelige
hæderlighed’, jf. fakultetets udtalelse af 8. januar 2001.
Fakultetet opstillede således
nogle krav til (A) som ansøger for at en ansættelse kunne komme på tale.
Såfremt (A) ikke efterkom disse krav, risikerede han en form for processuel
skadevirkning i form af afslag på ansættelse.
Opstilling af sådanne
(processuelle) vilkår for ansættelse forudsætter at der er
sagligt
grundlag herfor, og at der foreligger
tilstrækkelige oplysninger
til
vurdering heraf, det vil sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse
af
(A) ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne
risiko kunne mindskes væsentligt hvis han efterkom de anførte vilkår.
I den forbindelse er det
bemærkelsesværdigt at fakultetet efter det oplyste først efter mødet den 20.
juni 2000 indhentede professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s
kritik,
jf. formand for bedømmelsesudvalget (F)’s telefax af 24. november 2000
til
fakultetet.
Efter min opfattelse burde
fakultetet efter at have indhentet professorbedømmelsesudvalgets vurdering
selv
have forestået en undersøgelse af
risikoen for samarbejdsvanskeligheder, f.eks. ved afholdelse af møde(r)
mellem
(A) og (B). Det ville således uanset sagens karakter af ansøgningssag næppe
være i overensstemmelse med ovennævnte undersøgelsesprincip hvis (A) selv
skulle dokumentere at (B) kunne acceptere at (A) blev ansat.
Forud for opstillingen af de
omtalte vilkår tog fakultetet endvidere, som sagen er forelagt mig, ikke
kontakt til (B) med henblik på at belyse spørgsmålet om
samarbejdsvanskeligheder.
De omtalte vilkår blev
således stillet som forudsætning for ansættelse på et tidspunkt hvor
fakultetet
ikke havde indhentet dokumentation for professorbedømmelsesudvalgets
vurdering af (A)’s kritik, og hvor det efter det oplyste ikke var
undersøgt om
(A)’s kritik havde sådanne følgevirkninger at væsentlige problemer måtte
forventes forbundet med et samarbejde mellem (A) og (B). Krav af denne
karakter
havde muligvis været berettiget hvis universitetet forinden havde indhentet
en
udtalelse fra (B) som med god saglig grund havde krævet dette som
forudsætning
for et fremtidigt samarbejde med (A).
Sammenfattende finder jeg at
fakultetet ikke havde grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille
disse
vilkår som forudsætning for ansættelse. Heraf følger at fakultetet heller
ikke
alene ved (A)’s (helt eller delvis) manglende efterkommelse af disse
vilkår
kunne meddele afslag på ansættelse.
4. Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget
Sagligt hensyn?
Generelt må det anses for
lovligt ved ansættelsesbeslutninger at lade dokumenterede problemer fra
aktuelle eller tidligere ansættelsesforhold (dog ikke for langt tilbage)
indgå
i grundlaget for en vurdering af om der er risiko for at tilsvarende
problemer
vil opstå under en ny ansættelse, jf. bl.a. den ovenfor nævnte dom i
Ugeskrift
for Retsvæsen 1995, s. 621.
Ved fakultetets afgørelse om
ikke at besætte stillingen lagde fakultetet vægt på løse, mundtlige
oplysninger
om at (A) i begyndelsen af 1990’erne havde foretaget en eksamination af
en studerende
som han levede sammen med.
Der er tale om et
enkeltstående forhold som på det tidspunkt skønnedes at ligge 8-10 år
tilbage.
Allerede af disse grunde burde forholdet efter min opfattelse ikke have været
inddraget, heller ikke selv om et forhold af denne karakter faktisk havde
været
dokumenteret fuldt ud. Jeg henviser til princippet (nu lovfæstet i § 5 i lov
nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger) om ikke at
indhente irrelevante oplysninger.
På den baggrund finder jeg
det kritisabelt at fakultetet overhovedet inddrog dette forhold i
afgørelsesgrundlaget.
Jeg finder i øvrigt grund til
at bemærke at professor (E)’s brev af 7. juli 1992 til (A) efter min
opfattelse
ikke han siges at indeholde en disciplinær advarsel. Jeg henviser særligt til
brevets manglende tilkendegivelse af konsekvenserne ved en eventuel
gentagelse, jf. bl.a. Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig
arbejdsret (1998), 1. udgave, s. 40.
Undersøgelsesprincippet
Som det fremgår af
sagsfremstillingen, anførte fakultetet v/(C) i høringssvaret af 8. januar
2001
til rektoratet at den skriftlige dokumentation for habilitetssagen fra 1992
havde været forsvundet – måske som led i fusionen og den efterfølgende
flytning.
Fakultetet anførte videre at ’[d]en skriftlige dokumentation foreligger
derfor
først nu i form af en udtalelse fra den daværende dekan, professor (E), jvf.
(E)’s skrivelse af 3. januar 2001. Denne skrivelse er ligeledes
baggrunden for
den sene besvarelse af sagen, da jeg gerne ville have en skriftlig
dokumentation af det omhandlede forhold, inden sagen blev videresendt til
rektor. Der henvises til skrivelsen fra (E).’
Jeg bemærker således at
fakultetet først i forbindelse med rektoratets behandling af sagen indhentede
oplysninger (i form af en skrivelse fra professor (E)) i sagen.
Jeg finder at det i sig selv
er meget kritisabelt at lægge vægt på et forhold som ikke er tilstrækkeligt
dokumenteret.
5. Partshøring
De almindelige regler om
myndigheders pligt til at foretage partshøring inden afgørelse træffes, er
fastlagt i forvaltningslovens § 19. Formålet med denne partshøring er at give
– i dette tilfælde – stillingsansøgeren lejlighed til at kommentere
de
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå
i grundlaget for sin afgørelse. Stillingsansøgeren får herved mulighed for at
kommentere, korrigere og supplere de foreløbige oplysninger og får i det hele
taget mulighed for at redegøre for sit syn på sagen.
Partshøringspligten i
forvaltningslovens § 19 gælder for behandlingen af sager hvori der er eller
vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2,
stk. 1.
Ansættelsesbeslutninger
betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand. Se bl.a. Folketingets
Ombudsmands beretning for 1993, s. 178ff*, vedrørende en sag om manglende
partshøring ved besættelse af professorat på musikkonservatorium.
(X) Universitets beslutning
om ikke at besætte lektorstillingen blev truffet efter at (A) havde søgt den
opslåede stilling. Beslutningen om ikke at besætte lektorstillingen var
derfor samtidig en beslutning om ikke at ansætte (A) og dermed en afgørelse i
forvaltningslovens forstand. Dette ses da også lagt til grund af rektoratet i
afgørelsen af 19. januar 2001.
Fakultetets afgørelse af 11. juli 2000
Det fremgår af sagen at (A)
ikke forinden fakultetet traf afgørelse i sagen, blev gjort bekendt med at
sagen fra 1992 indgik i afgørelsesgrundlaget.
Pligten til at partshøre
består selv om parten kender de pågældende oplysninger, såfremt parten ikke
kan antages at være bekendt med at den pågældende oplysning indgik i
myndighedernes
beslutningsgrundlag i denne sag. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer, (1999), 3. udgave, s. 370.
Jeg er således enig med (X)
Universitet i at fakultetet burde have forelagt dette forhold for (A) inden
fakultetet traf afgørelse i sagen.
Jeg finder fakultetets
manglende partshøring i relation til dette forhold særdeles kritisabelt.
Rektoratets afgørelse af 19. januar 2001
Rektoratet havde forinden
afgørelsen af 19. januar 2001 indhentet en udtalelse af 8. januar 2001 fra
fakultetet.
(A) blev først ved modtagelsen af rektoratets afgørelse bekendt med
fakultetets
udtalelse i sagen, og (A) havde derfor ikke lejlighed til at fremsætte
bemærkninger
til udtalelsen. Det var således først efter at (A) den 23. januar 2001 på ny
havde rettet henvendelse til rektoratet og rektoratet havde indhentet en
supplerende udtalelse af 6. marts 2001 fra fakultetet at (A) blev anmodet om
at
fremsætte bemærkninger hertil.
Fakultetets udtalelse af 8.
januar 2001 indeholdt oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som
fakultetet havde ladet indgå i grundlaget for afgørelsen af 11. juli 2000,
nemlig oplysninger om habilitetssagen fra 1992 og sagen om (A)’s
henvendelse
til professorbedømmelsesudvalget.
Som det fremgår ovenfor, lod
rektoratet ikke sagen fra 1992 indgå i afgørelsesgrundlaget, og der var
derfor
ikke pligt til at partshøre over oplysningerne herom.
(A) burde imidlertid have
været partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans henvendelse til
professorbedømmelsesudvalget da (A) ikke kunne antages at være bekendt med at
disse oplysninger der var til ugunst for ham og af væsentlig betydning for
sagens afgørelse, indgik i afgørelsesgrundlaget.
6. Begrundelse
Det var først i forbindelse
med rektoratets afgørelse af 19. januar 2001 at (A) modtog en begrundelse for
afslaget på ansættelse.
Ifølge forvaltningslovens §
22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en
begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Et skriftligt meddelt afslag på en stillingsansøgning skal således ledsages
af
en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom i
kapitel 6.
I et tilfælde som dette hvor
(A) vidste at han af bedømmelsesudvalget var anset for kvalificeret til den
stilling han var blevet opfordret til at søge, og som han havde været til
ansættelsessamtale i anledning af, finder jeg endog at (A) havde krav på en
mere uddybende begrundelse for afslaget end det normalt ville være tilfældet
ved et afslag på ansættelse. Jeg henviser bl.a. til John Vogter,
Forvaltningsloven
med kommentarer (1999), 3. udgave, s. 432.
Jeg er således enig med (X)
Universitets rektorat i at fakultetets afgørelse af 11. juli 2000 skulle have
været ledsaget af en begrundelse.
Jeg finder fakultetets
undladelse af at begrunde afgørelsen af 11. juli 2000 samt fakultetets
efterfølgende
afvisning af at give (A) en begrundelse til trods for hans udtrykkelige
anmodninger herom meget kritisabel.
7. Sammenfatning
Efter min foreløbige
gennemgang af sagen er det min opfattelse at (X) Universitets behandling og
afgørelse af (A)’s ansøgning om ansættelse som lektor – som
beskrevet ovenfor
– er behæftet med alvorlige fejl.
Jeg er på den baggrund
indstillet på at henstille til (X) Universitet at genoptage sagens behandling
med henblik på at tage stilling til konsekvenserne af disse fejl.
Jeg har imidlertid anset det
for mest korrekt at afgive min udtalelse i foreløbig form således at (X)
Universitet kan få lejlighed til at kommentere det jeg har anført, før jeg
afgiver min endelige udtalelse.”
I anledning af min foreløbige
redegørelse skrev X Universitet i en udtalelse 31. oktober 2002 således:
”
Denne sag er opstået og
behandlet før min tiltræden som rektor for (X) Universitet. Jeg har derfor i
lyset af sagens karakter fundet det nødvendigt selv at foretage en grundig
gennemgang af hele sagens forløb, og jeg har i den forbindelse bedt den
tidligere dekan for (Y) Fakultet, professor (C), om at give mig en
orientering
om baggrunden for hans beslutning om ikke at besætte stillingen med (A).
Professor (C)’s redegørelse
af 30. oktober 2002 vedlægges i kopi.
Jeg har taget professor (C)’s
redegørelse til efterretning.
Det er universitetets
opfattelse, at ansøgere til ledige stillinger, i hvert fald ansøgere til
stillinger
som opslås ledige i offentlige institutioner, ikke har et retligt krav på at
blive ansat i den ledige stilling, og dette heller ikke, hvis man er
alene-ansøger.
Det er naturligvis også
universitets opfattelse, at den administrative behandling af ansøgere til
ledige
stillinger ved universitetet skal ske i overensstemmelse med gældende skrevne
og uskrevne forvaltningsretlige regler, og jeg skal beklage, at
universitetets
formelle behandling af denne sag lider af en række mangler.
Universitetet har i øvrigt
følgende bemærkninger til de af Ombudsmanden påpegede uregelmæssigheder ved
universitetets sagsbehandling.
1. (A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt
hensyn?
Det fremgår af den foreløbige
redegørelse p. 24, at opstilling af processuelle vilkår for ansættelse
forudsætter, at der er et sagligt grundlag herfor, og at der foreligger
tilstrækkelige
oplysninger til vurdering heraf. Det vil i den konkrete sag sige en
sandsynliggørelse
af, at der ved ansættelse af (A) ville være en væsentlig risiko for
samarbejdsvanskeligheder,
og at denne risiko kunne mindskes væsentligt, hvis han efterkom de anførte
vilkår, der diskuteredes på mødet den 20. juni 2000.
Det fremgår endvidere af den
foreløbige redegørelse p. 25, at fakultetet, efter at have indhentet
professorbedømmelsesudvalgets vurdering, efter Ombudsmandens opfattelse, selv
burde have forestået en undersøgelse af risikoen for
samarbejdsvanskeligheder,
f.eks. ved afholdelse af møder mellem (A) og (B). Det anføres ligeledes i den
foreløbige redegørelse, at de omtalte vilkår blev stillet som forudsætning
for
ansættelse på et tidspunkt, hvor fakultetet ikke havde indhentet
dokumentation
for professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, og hvor der
efter
det for Ombudsmanden oplyste ikke var undersøgt, om (A)’s kritik havde
sådanne
følgevirkninger, at væsentlige problemer måtte antages forbundet med et
samarbejde
mellem (A) og (B).
Ombudsmanden udtaler på
ovennævnte baggrund, at fakultetet ikke havde grundlag for på mødet den 20.
juni 2000 at opstille bestemte vilkår som forudsætning for ansættelsen,
ligesom
fakultetet heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvist) manglende
efterkommelse
af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.
Universitetet tager under de
anførte præmisser Ombudsmandens opfattelse til efterretning, men som det
fremgår af professor (C)’s redegørelse, havde han inden mødet den 20.
juni 2000
selv som fagkyndig professor vurderet (A)’s kritik som grundløs, og han
havde
endvidere ført grundige samtaler med (B) med henblik på at belyse
følgevirkningerne
i form af mulige samarbejdsvanskeligheder. På dette grundlag blev de anførte
vilkår for ansættelse opstillet.
2. Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget
Sagligt hensyn?
Det fremgår endvidere af den
foreløbige redegørelse p. 26, at fakultetets afgørelse om at ville inddrage
oplysninger om, at (A) tidligere har eksamineret en studerende, som han
levede
sammen med, ikke er et sagligt hensyn og som følge heraf ikke kunne inddrages
i sagen.
Universitetet tager
Ombudsmandens opfattelse til efterretning, idet det dog anføres, at denne
oplysning
i henhold til (C)’s redegørelse, ikke indgik i fakultetets afgørelse.
Undersøgelsesprincippet?
Det fremgår ligeledes af den
foreløbige redegørelse p. 26, at Ombudsmanden finder det meget kritisabelt,
at
der lægges vægt på et forhold, som ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.
Universitetet tager
Ombudsmandens opfattelse til efterretning, idet det dog anføres, at denne
oplysning
i henhold til (C)’s redegørelse, ikke indgik i fakultetets afgørelse.
3. Partshøring
Fakultetets afgørelse af 11.
juli 2000 og rektoratets afgørelse af 19. januar 2001.
Det fremgår af den foreløbige
redegørelse p. 27, at Ombudsmanden finder det særdeles kritisabelt, at der
mangler en partshøring i fakultetets afgørelse af 11. juli 2000, og at (A)
burde være partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans henvendelse
til professorbedømmelsesudvalget, da (A) ikke kunne tænkes at være bekendt
med
oplysningerne, der var til ugunst for ham og af væsentlig betydning for
sagens
afgørelse.
Universitetet har ved
skrivelse af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) oplyst, at
partshøring
burde være foretaget i forbindelse med afgørelsen af 11. juli 2000.
Universitetet tager derfor
Ombudsmandens opfattelse til efterretning.
4. Begrundelse
Ombudsmanden finder det på p.
28 meget kritisabelt, at fakultetet undlod at begrunde afgørelsen af 11. juli
2000, og at fakultetet efterfølgende afviste (A)’s anmodning om en
begrundelse.
Universitetet har ved
skrivelse af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) oplyst, at
afgørelsen
af 11. juli 2000 skulle være ledsaget af en begrundelse.
Universitetet tager derfor
Ombudsmandens opfattelse til efterretning.
Det er Ombudsmandens
opfattelse, at der i forbindelse med universitetets behandling af ansøgningen
fra (A) er sket en overtrædelse af forvaltningsretlige regler.
Universitetet tager med de
anførte bemærkninger den rejste kritik til efterretning og vil i lyset af
nærværende ansættelsessag over for de ansættende enheder på universitetet
(fakulteter, universitetsbibliotek, campusledelser og den centrale
administration) indskærpe, at de forvaltningsretlige regler skal overholdes,
og
at dette naturligvis også skal ske i de komplekse, omfattende og meget
langvarige
ansættelsessager, som af og til opstår på universitetet.”
C anførte indledningsvis i
sin redegørelse af 30. oktober 2002 til rektor for X Universitetet at det for
at
forstå forløbet omkring A’s ansættelsesforhold var nødvendigt at gå
tilbage
til starten af X Universitet der blev dannet i efteråret 1998 ved fusion. C
skrev videre:
”Fusionsgrundlaget var
forhandlet færdigt inden min dekanperiode, der startede 1. januar 1998. Det
var en klar opgave for mig som dekan (alle dekaner fra det tidligere ( )
skulle
være fortsættende dekaner for det nye (X) Universitet) at højne kvaliteten af
den forskning og undervisning, der foregik ved det tidligere ( ). Som første
skridt havde jeg ca. 20 minutters samtale med hver eneste af de for mig og (
)
over 100 nye medarbejdere. Derudover gjorde jeg meget ud af at være til stede
også på de jyske campusser, hvor jeg opholdt mig mindst to dage hver måned i
hver af de tre byer ( ).”
Af redegørelsen fremgik
videre at C efter fusionen afviste et pres fra A og den tidligere
institutleder
om at opslå et lektorat som A kunne søge, navnlig fordi A kun et år tidligere
var blevet adjunkt, og fordi der skulle være en afvejning i forhold til andre
pres for forfremmelser. C oplyste at han havde en række samtaler med A for at
få indsigt i hans videnskabelige produktion, og han havde kraftigt opfordret
A
til at søge at opnå en ph.d.-grad. C stillede sig uforstående over for at A
ikke havde valgt at fremkomme med sine beskyldninger om videnskabelig
uredelighed
på et tidligere tidspunkt. C anførte videre:
”Så kunne han have fået ro i
sin samvittighed meget hurtigt, for alle, der har set hans anklager, anser
dem
for grundløse. Det gælder også mig selv. Da jeg hørte om dem, var min første
handling naturligvis selv at undersøge deres holdbarhed. Ved gennemlæsning af
anklagerne og (B)’s afhandling kan enhver fagkyndig se, at der ikke er
hold i
beskyldningerne om videnskabelig uredelighed. Jeg var ikke i tvivl om det
uholdbare i anklagerne. Som professor i ( ) og medlem af talrige
bedømmelsesudvalg
i Danmark og i udlandet skulle jeg mene, at mine kvalifikationer rækker til
at
drage denne konklusion. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor (A) ikke fik det
afklaret i stedet for i så mange år at gå med tynget samvittighed over ikke
at
åbenbare sin mistanke for omverdenen. Det havde han alle muligheder for.
Alligevel valgte han tidspunkt og fremgangsmåde, hvor den mulige
skadevirkning
for (B) var maksimal.
På mødet med (A) den 20. juni
2000 forholdt jeg ham disse overvejelser, herunder min egen vurdering af det
grundløse i hans anklager mod (B). Inden mødet havde jeg diskuteret sagen
grundigt med (B), der var rede til at slå en streg over hændelsen med
anklagerne,
hvis han på et møde med (A) kunne få denne til at beklage og undskylde den
måde, hvorpå han havde frembragt beskyldningerne, og hvis (A) på samme måde
ville beklage og undskylde over for de personer, han havde frembragt sagen
for. Der er ikke tale om at begrænse (A)’s ytringsfrihed på den måde, at
han
ikke måtte fremføre sine anklager. Der er tale om måden og tidspunktet,
hvorpå
han gjorde det, samt de mulige følgevirkninger heraf. Fakultetssekretær ( )
og
jeg forlod mødet med den helt klare opfattelse, at (A) ville imødekomme begge
dele, altså afholde et møde med (B) og derefter sende et brev til de tre
personer, hvor han beklager og undskylder sin fremgangsmåde. Jeg valgte
derfor
ikke at afholde et fælles møde med (A) og (B).
Som det fremgår af sagens
akter, gjorde (A) imidlertid ingen af delene. Tværtimod hævder han i sit brev
dateret 26. juni 2000, at (X) Universitet ikke har opfattet hans anklager som
grundløse. Det er direkte i modstrid med det, jeg sagde til (A) på mødet den
20. juni 2000. For det andet skriver han, at jeg som dekan ville have været
nødt til at orientere bedømmelsesudvalget, hvis jeg havde haft kendskab til
anklagerne. Igen en ukorrekt tolkning. Jeg havde klart sagt til (A), at jeg
opfattede hans anklager som grundløse, hvorfor jeg ikke mener at skulle have
pligt til at viderebringe denne til udvalget. Med sine bemærkninger
viderefører
og styrker (A) sine anklager frem for at beklage og undskylde sin form, som
aftalen ifølge min opfattelse var på mødet den 20. juni 2000. Som det også
fremgår, så fremsendte han tillige brevet til de forventede udvalgsmedlemmer,
inden han havde holdt noget møde med (B).
Jeg kunne og kan kun tolke
disse handlinger sådan, at det derefter ikke ville være muligt at få et
frugtbart samarbejde i stand mellem (A) og (B). Denne holdning deltes og
deles
fuldt ud af (B). Jeg valgte ikke at ansætte (A), da ovennævnte forløb ud fra
saglige grunde ikke kunne lede mig frem til anden beslutning. Som led i denne
beslutning skal det tillige pointeres, at ( ) campus var den vanskeligste
m.h.t. at få etableret et positivt samarbejde mellem personer og grupper. Da
det samtidig er en lille campus, mente jeg ikke, at det ville være
bæredygtigt
at have to personer med så store modsætningsforhold på samme institut i denne
by.
Det skal pointeres, at jeg
naturligvis har haft grundige samtaler med (B) om hans syn på fremtidigt
samarbejde med (A). I disse samtaler viste han stor fleksibilitet ved blot at
ønske et møde med (A), hvor denne ville beklage og undskylde sin
fremgangsmåde
over for ham, og efterfølgende gøre det samme i forhold til de personer, han
havde rejst anklagen overfor. Der var alene tale om fremgangsmåden, og derfor
ikke om en begrænsning af (A)’s ytringsfrihed. Da (A) tillige på mødet
den 20.
juni erklærede, at det så han ingen problemer i, så havde jeg ikke grund til
at
tro andet, end at sagen så ville løse sig, hvilket desværre ikke blev
udfaldet.
Det er ovenstående
hændelsesforløb, der fik mig til at drage den konklusion, at jeg ikke ville
besætte
stillingen. Det var alene (A)’s handlinger efter mødet den 20. juni, der
udløste beslutningen om ikke at ansætte ham, idet jeg indtil da havde en tro
på, at det ville være muligt for (A) og (B) at se bort fra fortidige
hændelser
og etablere et frugtbart samarbejde i fremtiden.”
Den 5. november 2002 sendte
jeg en kopi af X Universitets og C’s breve af henholdsvis 31. og 30.
oktober
2002 til A.
I et brev af samme dato til X
Universitet oplyste jeg at jeg på baggrund af de modtagne udtalelser i
forbindelse
med min endelige behandling af sagen forventede (tillige) at tage stilling
til
om universitetet havde overholdt notatpligten i offentlighedslovens § 6. Jeg
henviste herved til at det af såvel universitetets som C’s redegørelse
fremgik
at C inden mødet den 20. juni 2000 havde ført grundige samtaler med B med
henblik på at belyse følgevirkningerne i form af mulige
samarbejdsvanskeligheder.
Der var tilsyneladende ikke gjort notat(er) herom. Jeg bad universitetet om
en
udtalelse om dette spørgsmål.
Den 9. november 2002
kommenterede A universitetets seneste udtalelser i sagen. A anførte bl.a. at
professorbedømmelsesudvalget ikke havde anset hans henvendelse for grundløs
idet udvalget havde sendt sagen til udtalelse hos en professor fra
Handelshøjskolen
i ( ). A gjorde videre gældende at det ikke alene var hans handlinger efter
den
20. juni 2000 der fik C til at beslutte ikke at besætte lektorstillingen. A
anførte videre i den forbindelse:
”I dag hævder (C), at han
ikke har villet begrænse min ytringsfrihed og at han ikke har villet
forhindre
mig i at fremføre det, han kalder, mine anklager. Det (C) i dag anfægter er
måden, tidspunktet og de mulige følgevirkninger. Han hævder tillige, at
beslutningen
om ikke at besætte den omstridte lektorstilling alene er begrundet i mine
handlinger (måden, tidspunktet og de mulige følgevirkninger) efter den 20.
juni 2000. Det forstår jeg simpelthen ikke. (C) bestemte tidspunktet for
mødet, (C) opfordrede mig til at motivere min henvendelse til
professorbedømmelsesudvalget
overfor udvalgets medlemmer og (C) bad mig aftale et møde med (B) med henblik
på at afklare de fremtidige samarbejdsmuligheder. Hvis (C) allerede på dette
tidspunkt under sine mange samtaler med (B) var nået frem til den konklusion,
at der ikke var grundlag for et fremtidigt samarbejde, hvorfor så ulejlige
mig
med at bede mig om at motivere min henvendelse til
professorbedømmelsesudvalget
overfor udvalgets medlemmer? (C) lagde vægt på et forhold, som ikke var og er
tilstrækkeligt belyst endsige dokumenteret, nemlig de fremtidige
samarbejdsmuligheder. Spørgsmålet er i sidste instans, om det, at jeg overfor
et bedømmelsesudvalg har givet udtryk for min negative faglige vurdering af
dele af en afhandling er en så alvorlig forseelse, at det kan udgøre
tilstrækkelig saglig begrundelse for at konkludere, at det ikke er muligt at
etablere et fremtidigt samarbejde. Jeg finder (C)’s fremstilling meget
uklar
med hensyn til det tidsmæssige forløb i beslutningsprocessen op til mødet den
20. juni 2000 og i dagene derefter. Det giver mig anledning til at antage, at
der ikke foreligger notater i sagen, som har kunnet støtte hans
fremstilling.”
A gjorde endvidere gældende
at han og B næppe havde så sammenfaldende forskningsmæssige interesser at der
ville blive tale om at indgå i de samme forskningsprojekter, og A bestred at
der havde fundet mange møder sted mellem ham og C. Det var derfor heller ikke
rigtigt at han herved havde haft rig lejlighed til at informere C om sagen
vedrørende B’s afhandling. A anmodede om at jeg i forbindelse med min
behandling
af sagen inddrog spørgsmålet om X Universitets behandling af hans
ph.d.-afhandling.
Endelig gjorde A gældende at der måtte gælde et skærpet krav til
dokumentationen
af samarbejdsproblemer der måtte have sin årsag i en i øvrigt lovlig ytring,
og
at universitetet ifølge sagens natur ikke havde haft mulighed for at
dokumentere forventede samarbejdsproblemer i et omfang og med en sådan grad
af
objektivitet at det ville være tilstrækkeligt til at opfylde et sådant
skærpet
dokumentationskrav.
I en udtalelse af 19.
december 2002 skrev X Universitet bl.a. således:
”(C) har ved e-mail af 20.
november 2002, der vedlægges i kopi, oplyst, at han løbende havde en dialog
med
(B) om sagen. Samtalerne foregik dels via telefon og dels ansigt- til-ansigt,
og han har ikke lavet notater over disse talrige samtaler.
(C) havde i forbindelse med
implementeringen af fusionen mellem ( ) en lang række samtaler med
medarbejdere og institutledere i Jylland, herunder med (B). Disse samtaler
omfattede forsknings- og uddannelsespolitiske forhold samt økonomiske og
personalemæssige
spørgsmål, hvor en lang række forhold blev afdækket og drøftet.
Det er universitetets
opfattelse, at udarbejdelsen af et notat om en delmængde fra hver af disse
mange samtaler ikke var praktisk mulig i den konkrete situation, men at
notatpligten
efter offentlighedslovens § 6 naturligvis skal overholdes i det omfang, der
kan dokumenteres at være modtaget oplysninger om en sags faktiske
omstændigheder.”
I C’s e-mail af 20. november
2002 som universitetet henviste til, var anført følgende:
”Vedr. (A) sagen, så har jeg
ikke notater liggende over mine samtaler med (B).
Det skyldes, at der ikke var
tale om et eller nogle få egentlige møder, men at jeg var i en løbende dialog
med (B) om sagen. Jeg har af gode grunde ikke lavet notater over disse
talrige
samtaler, der dels er foregået ansigt- til-ansigt, dels via telefon.”
Den 7. januar 2003 afslog jeg
A’s anmodning om at inddrage forholdet vedrørende ph.d.- afhandlingen
under
henvisning til at sagen – som anført i min foreløbige redegørelse af 4.
september 2002 – navnlig vedrørte spørgsmålet om hvorvidt universitetets
beslutning om ikke at ansætte A som lektor var begrundet i saglige hensyn, og
at jeg ikke havde grundlag for at tilsidesætte universitetets oplysning om at
der ved afgørelsen herom alene var lagt vægt på A’s henvendelse til
professorbedømmelsesudvalget.
Jeg meddelte A at jeg ville søge at behandle sagen på det foreliggende
grundlag.
Jeg sendte samme dag universitetet en kopi af mit brev til A samt A’s
brev af
9. november 2002 til orientering.
Ombudsmanden
s endelige udtalelse
”(A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt
hensyn? Notatpligt
I min foreløbige redegørelse udtalte jeg i relation til de vilkår fakultetet
opstillede på mødet den 20. juni 2000 med (A), bl.a.:
’De omtalte vilkår blev således stillet som forudsætning for ansættelse
på et tidspunkt hvor fakultetet ikke havde indhentet dokumentation for
professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, og hvor det
efter det oplyste ikke var undersøgt om (A)’s kritik havde sådanne
følgevirkninger at væsentlige problemer måtte forventes forbundet med et
samarbejde mellem (A) og (B). Krav af denne karakter havde muligvis været
berettiget hvis universitetet forinden havde indhentet en udtalelse fra (B)
som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et
fremtidigt samarbejde med (A).’
Sammenfattende var det min foreløbige opfattelse at fakultetet ikke havde
grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille de omtalte vilkår som
forudsætning for ansættelse, og at fakultetet derfor heller ikke alene ved
(A)’s (helt eller delvis) manglende efterkommelse af disse vilkår kunne
meddele afslag på ansættelse.
I udtalelsen af 31. oktober 2002 har (X) Universitet ’under de anførte
præmisser’ taget min opfattelse til efterretning. Universitetet har
imidlertid påpeget at det fremgår af professor (C)’s redegørelse at han
inden mødet den 20. juni 2000 selv som fagkyndig professor havde vurderet
(A)’s kritik som grundløs, at han endvidere havde ført grundige samtaler
med (B) med henblik på at belyse følgevirkningerne i form af mulige
samarbejdsvanskeligheder, og at de anførte vilkår for ansættelse blev
opstillet på dette grundlag.
Det var på baggrund af universitetets oplysning om at der var ført grundige
samtaler mellem (C) og (B) forud for mødet den 20. juni 2000, at jeg den 5.
november 2002 bad universitetet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om
notatpligt efter
offentlighedslovens § 6, stk. 1.
(X) Universitet har oplyst at
der ikke blev udarbejdet notat(er) om disse samtaler.
Det følger af bestemmelsen i
offentlighedslovens § 6, stk. 1, at der i sager hvor der vil blive truffet
afgørelse
af en forvaltningsmyndighed, påhviler myndigheden en forpligtelse til at gøre
notat hvis myndigheden mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags
faktiske omstændigheder der er af betydning for sagens afgørelse, eller på
anden måde er bekendt med sådanne oplysninger.
(C) har i sin redegørelse af
30. oktober 2002 anført at han ’naturligvis har haft grundige samtaler
med (B)
om hans syn på fremtidigt samarbejde med (A)’. Jeg må derfor lægge til
grund at
(C) under disse samtaler modtog oplysninger om sagens faktiske omstændigheder
af betydning for afgørelsen om ikke at ansætte (A) (på grund af risiko for
fremtidige samarbejdsvanskeligheder mellem ham og (B)) idet det bl.a. var
disse samtaler der dannede grundlag for at opstille de nævnte vilkår på mødet
den 20. juni 2000. (C) havde derfor pligt til at udarbejde notat(er) herom.
Jeg finder den manglende
overholdelse af notatpligten kritisabel.
Jeg må i den forbindelse
stille mig uforstående over for universitetets udtalelse af 19. december 2002
om at udarbejdelsen af et notat om en delmængde fra hver af de mange samtaler
som (C) havde i forbindelse med implementeringen af fusionen mellem ( ) med
medarbejdere og institutledere i Jylland, herunder med (B), efter
universitetets opfattelse ikke var praktisk mulig i den konkrete situation.
Efter min opfattelse må det havde formodningen imod sig at der under alle
disse
samtaler fremkom oplysninger om sagens faktiske omstændigheder af betydning
for
afgørelsen om ikke at ansætte (A) med den begrundelse at der var risiko for
fremtidige samarbejdsvanskeligheder mellem ham og (B).
Notatpligten er normalt en
forudsætning for en effektiv kontrol med om myndigheder har handlet korrekt,
og pligten har således bevismæssig betydning. Det er myndighederne der har
bevisbyrden
for at være i besiddelse af oplysninger om en sags faktiske omstændigheder
der
er af betydning for sagens afgørelse.
Jeg er derfor ikke enig i
universitetets udtalelse om at bestemmelsen i § 6 skal overholdes ’i det
omfang, der kan dokumenteres at være modtaget oplysninger om en sags faktiske
omstændigheder’, da det netop er notatpligten der skal sikre
dokumentation
herfor.
Jeg bemærker i øvrigt at selv
om § 6, stk. 1, ifølge sin ordlyd alene finder anvendelse på oplysninger som
modtages af myndigheden, må bestemmelsen efter min opfattelse ses som udslag
af en almindelig retsgrundsætning om at offentlige myndigheder har pligt til
at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag som ikke fremgår af
brevvekslingen i sagen eller af sagens dokumenter i øvrigt. Jeg henviser til
min udtalelse i den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning
for 1989, s. 138ff*.
Manglende eller mangelfuld
opfyldelse af notatpligten kan som nævnt efter omstændighederne tillægges
bevismæssig
betydning. Jeg har derfor i forbindelse med udarbejdelsen af min endelige
redegørelse
overvejet hvorvidt jeg på baggrund af den manglende overholdelse af
notatpligten kunne slutte at universitetet ikke havde grundlag for på mødet
den
20. juni 2000 at opstille de omtalte vilkår som forudsætning for ansættelse,
og
at fakultetet derfor heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvis)
manglende
efterkommelse af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.
Ombudsmandsinstitutionen er
imidlertid ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende.
Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i almindelighed har mulighed for at
afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag.
En nærmere afklaring af
forløbet forud for mødet med (A) den 20. juni 2000 – særligt indholdet
af
(C)’s samtaler med (B) – vil derfor ikke kunne afklares inden for
rammerne af
min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.
Jeg har således ikke på det
foreliggende grundlag tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om (X)
Universitet efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet måtte antages at
have et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte (A).
Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget
(X) Universitet har taget min
opfattelse af dette forhold til efterretning idet universitetet dog har
anført
at det fremgår af (C)’s redegørelse af 30. oktober 2002 at
habilitetssagen fra
1992 ikke indgik i fakultetets afgørelse.
Jeg bemærker hertil at det
klart fremgår af fakultetets høringssvar af 8. januar 2001 til rektoratet at
habilitetssagen fra 1992 indgik i fakultetets afgørelsesgrundlag.
Under henvisning til det jeg
har anført i min foreløbige redegørelse, finder jeg det således fortsat
kritisabelt at fakultetet overhovedet inddrog dette forhold i
afgørelsesgrundlaget,
ligesom jeg fortsat finder at det i sig selv er meget kritisabelt at lægge
vægt på et forhold som ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.
Partshøring
(X) Universitet har i
udtalelsen af 31. oktober 2002 henvist til at universitetet i afgørelsen af
19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) havde oplyst at partshøring
burde have været foretaget i forbindelse med fakultetets afgørelse af 11.
juli
2000. Universitetet har derfor taget min opfattelse vedrørende dette forhold
til efterretning.
For så vidt angår rektoratets
afgørelse af 19. januar 2001, udtalte jeg i min foreløbige redegørelse at (A)
burde have været partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans
henvendelse til professorbedømmelsesudvalget inden rektoratet traf afgørelse
i sagen.
(X) Universitet ses ikke at
have kommenteret dette forhold i udtalelsen af 31. oktober 2002 der alene ses
at vedrøre fakultetets undladte partshøring forud for afgørelsen af 11. juli
2000.
Under henvisning til det jeg
har anført i min foreløbige redegørelse, finder jeg for så vidt angår
fakultetets
afgørelse af 11. juni 2000, fortsat at fakultetets manglende partshøring i
relation til habilitetssagen fra 1992 er særdeles kritisabel. I relation til
rektoratets afgørelse af 19. januar 2001 er det endvidere fortsat min
opfattelse at (A) burde have været partshørt over fakultetets oplysninger
vedrørende
sin henvendelse til professorbedømmelsesudvalget.
Begrundelse
(X) Universitet har i
udtalelsen af 31. oktober 2002 påpeget at universitetet ved skrivelse af 19.
januar 2001 over for både fakultetet og (A) har oplyst at fakultetets
afgørelse
af 11. juli 2000 skulle have været ledsaget af en begrundelse. Universitetet
har derfor taget min opfattelse til efterretning.
Under henvisning til det jeg
har anført i min foreløbige redegørelse, må jeg fastholde at jeg finder
fakultetets undladelse af at begrunde afgørelsen af 11. juli 2000 samt
fakultetets efterfølgende afvisning af at give (A) en begrundelse til trods
for
hans udtrykkelige anmodninger herom meget kritisabel.
Universitetet har oplyst at
det i lyset af nærværende ansættelsessag vil indskærpe over for de ansættende
enheder på universitetet at de forvaltningsretlige regler skal overholdes, og
at dette naturligvis også skal ske i de komplekse, omfattende og meget
langvarige ansættelsessager som af og til opstår på universitetet.
Jeg har gjort (X) Universitet
bekendt med min endelige opfattelse.”
NOTER: (*) FOB 1986, s. 86,
FOB 1987, s. 237,
FOB 1989, s. 138,
FOB 1993, s. 72
og
s. 178,
FOB 1999, s. 536,
FOB 2000, s. 86,
s. 215
og
s. 485, og
FOB 2001, s. 552.
Lignende dokumenter
- 1994 BSF 112 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STILLINGSBESÆTTELSER PÅ UNIVERSITETERNE Retsinformation · 21. april 1995
- 1992 BSF 59 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ANSÆTTELSE I VIDENSKABELIGE STILLINGER VED UNIVERSITETERNE OG DE HØJERE LÆREANSTALTER Retsinformation · 23. februar 1993
- Bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter Retsinformation · 23. juni 2026
- Bekendtgørelse om stillingsstruktur for kunstnerisk og videnskabeligt personale ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Aarhus samt Designskolen Kolding Retsinformation · 28. september 2023
- Kendelse af 21. april 2012 i FV2011.0183 Arbejdsretten m.fl. · 21. april 2012
- 2012-22. Arbejdsgivers ansættelse af medarbejder i flere tidsbegrænsede stillinger var ikke ulovlig. Implementering af EU-direktiv Retsinformation · 31. januar 2013