Spring til indhold

Retsinformation

Erstatning for indgreb som led i strafferetlig forfølgning Inddragelse af kriterier. Begrundelse

FOU nr 2003.216UdtalelserFolketinget25. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Erstatning for indgreb som led i strafferetlig

forfølgning

Inddragelse af kriterier. Begrundelse

Det fremgik af sagen at A’s

fraseparerede ægtefælle, B, og hans veninde den 19. februar 2001 blev fundet

skudt i B’s hjem. I forbindelse med opklaringen udskar Rigspolitichefens

tekniske afdeling den 22. februar 2001 et stykke af en køkkenbordplade i

hjemmet for at bevissikre et sålaftryk fra en ukendt gerningsmand.

Ved brev af 20. juni 2001 fremsatte

A gennem sin advokat, C, krav om erstatning for den ødelagte bordplade over

for Politimesteren i X-by.

Efter anmodning fra

politimesteren søgte C tabet godtgjort via forsikringsselskab, men da dette

ikke lykkedes, fastholdt C ved brev af 17. oktober 2001 kravet over for

politimesteren.

Politimesteren videresendte

erstatningskravet til Rigspolitichefen ved brev af 25. oktober 2001. I brevet

til Rigspolitichefen anførte politimesteren blandt andet følgende:

”Videresendes med sagens

bilag til

Rigspolitichefen, Afd. C –

Administrationsafdelingen

, til afgørelse af erstatningsspørgsmålet, dels

fordi sagen findes at have principiel betydning, dels fordi kravet overstiger

den i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni 1989 anførte

beløbsgrænse.

Jeg indstiller, at kravet

afvises, idet der hverken foreligger erstatningsansvar efter culpareglen,

objektivt

ansvar eller andet grundlag for kravet. Derudover finder jeg kravet

Læs alt

udokumenteret

og for højt.

Udskæringerne i den nævnte

køkkenbordsplade er foretaget af Rigspolitichefens tekniske afdeling den 22.

februar 2001 for at sikre afsatte sålaftryk fra en da ukendt gerningsmand ved

indbrudsstedet på den pågældende ejendom, hvori ejendommens ejer, (B), og en

veninde var blevet dræbt ved skud på klos hold i soveværelset nogle dage

forinden. Udskæringerne var et nødvendigt led i politiets efterforskning af

en

meget alvorlig kriminel sag med umiddelbart ukendt gerningsmand. Politiets

handling har således været forsvarlig og medfører ikke erstatningsansvar.

Ud over den samfundsmæssige

interesse i efterforskning og opklaring af alvorlige forbrydelser må

udskæringerne efter det anførte formål i det foreliggende tilfælde i

allerhøjeste

grad antages også at være i overensstemmelse med skadelidtes interesser.

Formelt

er den reelt skadelidte identisk med ejendommens ejer, (B), og hans klare

interesse i gennemførelse af efterforskningsforanstaltninger til at få

opklaret drabet og gerningsmanden draget til strafansvar må overføres til

hans dødsbo. Den af skifteretten beskikkede bobestyrer, advokat ( ), har da

heller ikke indtil nu på boets vegne rejst noget erstatningskrav mod

politiet,

men alene mod boet efter drabsmanden, ( ), der berøvede sig selv livet kort

efter drabet. Kravet fremsættes af advokat (C) som beskikket bistandsadvokat

til varetagelse af erstatningsspørgsmål m.v. for (B)’s enke, som ikke

har

levet sammen med den dræbte igennem længere tid, men som nu ifølge det

oplyste

har fået ejendommen udlagt af boet.

Yderligere finder jeg, kravet

på en eventuel erstatning er bortfaldet som følge af passivitet. Skulle

erstatningsansvar antages at foreligge, er den reelle skadevolder drabsmanden

( ), idet han forsætligt har forvoldt den handling, som nødvendiggjorde

efterforskningen

og dens praktiske følger i form af udskæringerne i bordpladen. Et sådant krav

mod politiet antages således at kunne videreføres mod gerningsmanden eller

hans

dødsbo. Kravet er imidlertid først fremsat over for politiet i en skrivelse,

modtaget den 22. juni 2001, på et tidspunkt, hvor anmelderfristen for

politiets eventuelle afledede krav mod boet efter drabsmanden var udløbet

(den

28. april 2001), hvilket såvel bobestyreren som bistandsadvokaten – som

det

fremgår af bilagene – har været bekendt med. Manglende rettidig

fremsættelse

eller varsling af kravet over for politiet har således medført, at

tidspunktet

for politiets anmeldelse af et eventuelt afledt krav blev forpasset.

Skulle nogen desuagtet

overveje at yde erstatning, finder jeg det fremsatte krav for højt og

anbefaler

en specifikation af tilbudet på 9.750 kr. før endelig stillingtagen. Der er

kun

tale om udskæring i en del af en mindre, ukompliceret vinkelbordplade, og

pladen består efter billedmaterialet af malet eller lamineret spånplade af en

forholdsvis beskeden værdi.

Kravet findes at kunne

begæres behandlet i medfør af retsplejelovens kap.

93 a, jf. lovens § 1018 h. ”

Rigspolitichefen sendte ved

brev af 25. februar 2002 sagen videre til Rigsadvokaten idet Rigspolitichefen

fandt kravet omfattet af retsplejelovens kapitel 93a.

Rigsadvokaten indhentede

herefter en udtalelse fra Statsadvokaten for ( ) som Rigsadvokaten ved brev

af 7. juni 2002 fremsendte til C. I statsadvokatens udtalelse af 31. maj 2002

anførte statsadvokaten:

”Tilbagesendes

Hr. Rigsadvokaten

med bemærkning, at

jeg ikke finder, at der er grundlag for at yde erstatning i henhold til

retsplejelovens kap.

93 a.

Jeg har lagt vægt på, at

politiet på gerningsstedet først forsøgte at sikre spor ved brug af

gelatinehinde,

og at udskæring af bordpladen alene var en følge af, at det ikke var muligt

på

anden måde at undersøge sålaftrykket nærmere.

Der findes efter min

opfattelse ikke grundlag for at yde erstatning i henhold til retsplejelovens

§

1018 c, idet indgrebet ikke er af en sådan intensitet eller medfører en sådan

ulempe, at det findes rimeligt at yde erstatning, ligesom der ej heller er

grundlag for at yde erstatning i henhold til § 1018 h, idet politiet ikke i

den

pågældende situation handlede ansvarspådragende.

Det bemærkes, at det kan

overvejes, om advokatens erstatningskrav er fremsat inden for 2-måneders

fristen i retsplejelovens § 1018 e.

”

Ved brev af 1. juli 2002

skrev C således til Rigsadvokaten:

”I forlængelse af min

skrivelse af 10. juni 2002 skal jeg herved fremkomme med mine bemærkninger

til

rigsadvokaturens skrivelse af 7. juni 2002 bilagt skrivelse af 15. april 2002

fra Rigspolitichefen, afdeling A, samt påtegning af 31. maj 2002 for

Statsadvokaten for ( ).

Indledningsvis skal jeg fra

sagens faktiske omstændigheder fremhæve følgende:

Formentlig den 18. februar

2001 blev min klients tidligere ægtefælle, (B), dræbt på dennes bopæl.

I forbindelse med

efterforskningen af sagen foretog politiet udskæring af del af bordplade den

23. februar 2001.

Retten i (X)-by foretog ved

retsbogsudskrift af 3. april 2001 beskikkelse af mig som bistandsadvokat for

(A), jf. retsplejelovens § 741a, stk. 1.

Den 5. april 2001 rettede jeg

skriftlig henvendelse til (A) med en opfordring til hende om at kontakte mig

for en videre drøftelse af sagen.

Da (A) på grund af sine

personlige forhold efter drabet imidlertid ikke opholdt sig på sin bopæl,

rettede hun først henvendelse hertil den 23. april 2001.

Ved skrivelse af 20. juni

2001 fremsatte jeg over for politimesteren i (X)-by krav om dækning af den

ødelagte bordplade.

Ved skrivelse af 4. september

2001 orienterede Politimesteren i (X)-by mig om, at det selskab, hvori

ejendommen er forsikret, sædvanligvis afholder udgifter relateret til

eventuelle

skader på et gerningssted. Jeg blev samtidig opfordret til indledningsvis at

rette henvendelse til forsikringsselskabet med henblik på at opnå dækning for

den omhandlede skade.

Ved skrivelse af 14.

september 2001 oplyste ( ) Forsikring, at man ikke dækkede skader af den

pågældende type, hvorefter jeg på ny rettede henvendelse til (X)-by Politi.

Ved skrivelse af 25. februar

2002 meddelte Rigspolitichefen mig, at sagen var fremsendt til

rigsadvokaturen

til videre foranstaltning, idet det fremsatte erstatningskrav efter

rigspolitiets

vurdering vedrørte et krav om erstatning inden for strafferetsplejen.

Jeg har ved min skrivelse af

15. marts 2002 redegjort for, at en sag som denne efter min opfattelse ikke

henhører under retsplejelovens § 1018a – § 1018d.

Beslutningen om konkrete

indgreb i fysiske genstande i forbindelse med gerningsstedsundersøgelse

træffes af politiet på stedet som led i udøvelsen af den faktiske

forvaltningsvirksomhed

og er derfor ikke undergivet den retslige kontrol, som kendetegner indgrebene

efter § 1018a – § 1018d.

Jeg bemærker, at et

erstatningskrav, der fremsættes på grundlag af dansk rets almindelige

erstatningsregler,

kan behandles efter reglerne i kapitel 93a, såfremt der fremsættes begæring

herom. En sådan begæring er ikke fremkommet i denne sag.

Det er på den baggrund min

opfattelse, at 2-månedersfristen i § 1018e, stk. 1, sidste punktum, ikke er

relevant i denne sag.

Jeg skal endvidere henvise

til, at sagen kan behandles efter § 1018e, stk. 2, såfremt en eventuel

fristoverskridelse findes undskyldelig.

Jeg skal i den forbindelse

henvise til, at der skete advokatbeskikkelse den 3. april 2001, samt at min

klient først umiddelbart forud for den 23. april 2001 modtog min skrivelse

om,

at jeg var blevet beskikket som advokat for hende. En henvendelse til

Politimesteren

i (X)-by den 20. juni 2001 er således sket inden for to måneder efter, at min

klient blev bekendt med advokatbeskikkelsen.

Jeg skal samtidig henvise

til, at politiets behandling af sagen frem til februar 2002 tyder på, at man

også der har haft den opfattelse, at sagen ikke var omfattet af kapitel 93a.

Såfremt rigsadvokaturen

finder, at sagen skal behandles efter retsplejelovens kapitel 93a, skal jeg

derfor henstille, at fristoverskridelsen anses som undskyldelig.

Jeg bemærker i den forbindelse,

at Statsadvokaten for ( ) som udgangspunkt i givet fald bør træffe afgørelse

i sagen som første instans.”

Rigsadvokaten traf afgørelse

ved brev af 9. juli 2002. Rigsadvokaten anførte følgende:

”

Deres klient har rejst krav

om erstatning for udbedring af et køkkenbord, der blev ødelagt i forbindelse

med efterforskningen i en drabssag. Det fremgår af sagen, at politiet den 19.

februar

2001 modtog anmeldelse om dobbeltdrab. Ved en undersøgelse samme dag på

gerningsstedet, en ejendom tilhørende Deres klients afdøde ægtefælle, sås

blandt andet tydelige sålaftryk på en køkkenbordsplade. Et aftryk heraf blev

sikret med gelatinehinde. Da aftrykkets detaljer ikke var tilstrækkeligt

tydelige til identifikation og for ikke at ødelægge sporet ved flere

gelatineaftryk,

blev der den 22. februar 2001 foretaget udskæring af en del af køkkenbordet

til

undersøgelse med specialudstyr i Kriminalteknisk Afdeling. Det fremgår

endvidere,

at politiet den 19. februar 2001 fandt den formodede gerningsmand død i sit

hjem

formentlig ved selvmord. Det fremgår endelig, at Deres klient som arving har

fået udlagt den pågældende ejendom.

I den anledning skal jeg

meddele, at erstatningskravet, som vedrører et indgreb, der er sket som led i

opklaringen af et drab, må anses for omfattet af retsplejelovens kapitel

93 a

om erstatning i anledning af strafferetlig

forfølgning.

Efter retsplejelovens § 1018

e skal krav om erstatning fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er

ophørt. Fremsættes kravet efter dette tidspunkt, kan det dog behandles,

såfremt overskridelsen findes undskyldelig. I den foreliggende sag er kravet

fremsat for sent. Henset til, at De først blev beskikket som advokat for

Deres

klient den 3. april 2001 og efter det oplyste først fik kontakt med hende den

23. april 2001 har jeg dog fundet, at fristoverskridelsen var undskyldelig og

har derfor besluttet at realitetsbehandle kravet.

Efter en gennemgang af sagen

finder jeg ikke grundlag for at yde Deres klient erstatning.

Ifølge retsplejelovens § 1018

c kan der i særlige tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har været

sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning,

ydes erstatning, hvis det findes rimeligt. Bestemmelsen er udformet som en

fakultativ

regel, jf. bestemmelsens ordlyd og betænkning 801/1977 om erstatning i

anledning

af strafferetlig forfølgning, side 61. Jeg har ved min afgørelse lagt vægt

på,

at Deres klient, som ægtefælle til en af de afdøde, må have haft interesse i,

at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden. Jeg

finder det herefter ikke rimeligt, at det offentlige i det foreliggende

tilfælde skal yde erstatning. Det forhold, at politiet forud for indgrebet

fandt den formodede gerningsmand død, ændrer efter min opfattelse ikke i

denne

vurdering.

Jeg har endvidere – uagtet

der ikke direkte er fremsat begæring herom – overvejet, om der er

grundlag for

erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf.

retsplejelovens

§ 1018 h. Jeg finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at antage, at

politiet har begået fejl eller i øvrigt udvist ansvarspådragende adfærd i

forbindelse med indgrebet. Jeg har herved lagt vægt på, at udskæring af

bordpladen alene var en følge af, at det ikke var muligt på anden måde at

undersøge

sålaftrykket nærmere.

”

Ved brev af 22. juli 2002

klagede C til Justitsministeriet som traf afgørelse den 13. august 2002.

Ministeriet henholdt sig til Rigsadvokatens afgørelse.

C klagede til mig ved brev af

12. november 2002, og jeg bad den 18. november 2002 Justitsministeriet og

Rigsadvokaten om udtalelser om sagen og om udlån af sagens akter.

I en udtalelse af 28. januar

2003 udtalte Rigsadvokaten følgende:

”

Folketingets Ombudsmand

har anmodet om, at Justitsministeriet i sin besvarelse til ombudsmanden

nærmere

behandler tre spørgsmål.

For det første anmoder

Folketingets Ombudsmand Justitsministeriet om at uddybe ministeriets

(Rigsadvokatens) opfattelse, hvorefter der kan lægges vægt på, at (A) som

ægtefælle til en af de afdøde i sagen måtte have haft en interesse i, at

politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden.

For det andet anmodes

Justitsministeriet om at uddybe ministeriets (Rigsadvokatens) opfattelse,

hvorefter det forhold, at politiet forud for indgrebet fandt den formodede

gerningsmand død, ikke ændrede vurderingen af, at der ikke var grundlag for

at

yde (A) erstatning.

Endelig har

Folketingets Ombudsmand

anmodet om, at Justitsministeriet forholder sig til spørgsmålet om, efter

hvilke regler sagen skulle behandles.

I det følgende behandles

først det sidstnævnte spørgsmål, dvs. om sagen med rette er behandlet efter

reglerne i retsplejelovens kapitel

93 a.

Om dette spørgsmål har advokat (C) i sin klage til ombudsmanden gjort

gældende, at det af politiet foretagne indgreb ikke er omfattet af

retsplejelovens

§ 1018 a – § 1018 d, og at Justitsministeriets afgørelse i sagen

derfor

ikke er truffet på et korrekt grundlag.

Dernæst behandles de to

øvrige spørgsmål, som ombudsmanden har rejst, og som vedrører begrundelsen

for

min og Justitsministeriets afgørelse i sagen.

1.

Efter retsplejelovens kapitel

93 a

ydes der under nærmere angivne

betingelser erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Reglerne i retsplejelovens

kapitel

93 a

indebærer

såvel materielt (for så vidt angår krav omfattet af §

1018 a

– § 1018 d) som processuelt

(for så vidt angår alle krav, herunder også krav omfattet af § 1018 h) en

lettere adgang for den erstatningssøgende til at opnå godtgørelse og

erstatning

samt til domstolsprøvelse heraf, end hvis kravet skulle behandles efter de

almindelige regler.

Erstatning ydes i anledning

af anholdelse, varetægtsfængsling eller andre straffeprocessuelle indgreb,

jf.

§§ 1018 a-c, for udståelse af fængselsstraf eller anden retsfølge, der

efterfølgende

viser sig at være uberettiget, jf. § 1018 d, eller hvis der er tale om, at

politiet eller anklagemyndigheden har begået erstatningspådragende fejl i

forbindelse med selve strafforfølgningen, jf. § 1018 h.

Efter bestemmelsen i § 1018 c

kan der ydes erstatning i tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har

været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig

forfølgning. Bestemmelsen er fakultativ, således at erstatning alene ydes

efter rimelighedsbetragtninger, jf. herved Folketingstidende 1977-78, Tillæg

A, sp. 2376, 2378 og 2403 og betænkning nr. 801/1977 om erstatning i

anledning

af strafferetlig forfølgning, side 60-61, jf. nærmere nedenfor under

pkt. 2.

Det er ikke nærmere angivet i

forarbejderne til § 1018 c, hvad der skal forstås ved udtrykket ’indgreb

som

led i en strafferetlig forfølgning’.

§ 1018 c har i praksis været

bragt i anvendelse i forbindelse med krav om erstatning for

straffeprocessuelle indgreb

såsom

telefonaflytning, ransagning og beslaglæggelse iværksat overfor en

ikke-sigtet,

jf. herved Anklagemyndighedens Årsberetning 1998- 1999, bd. 2, s. 61.

Bestemmelsen har endvidere været bragt i anvendelse ved andre former for

efterforskningsskridt,

der har karakter

af eller som må sidestilles med et indgreb, jf. U 1982.1170 V, der er omtalt

i

AÅ 1998-1999, bd. 2, s. 62-63. Sagen vedrørte et spørgsmål om erstatning til

en

efterlyst kvinde, hvis fotografi under efterforskningen af en drabssag havde

været offentliggjort. Det viste sig efterfølgende, at kvinden ikke havde

noget

med sagen at gøre, og hun fik i medfør af retsplejelovens § 1018 c tilkendt

10.000 kr. i erstatning.

Bestemmelsen i § 1018 c har

ikke kun været anvendt i tilfælde, hvor efterforskningsskridtet har rettet

sig mod tredjemand, men også hvor det har rettet sig mod forurettede. Som

eksempler kan nævnes afspærring af gerningssted som led i efterforskningen og

tilfælde, hvor genstande (tæpper, tøj m.v.), der tilhører forurettede, skæres

i stykker i forbindelse med tekniske

undersøgelser f.eks. i drabssager og voldtægtssager. Hvis den forurettede

–

eller i drabssager dennes pårørende – efterfølgende fremsætter krav om

erstatning over for det offentlige for afspærring af ejendom eller

beskadigelse

af genstande, har jeg antaget, at kravet skal vurderes efter retsplejelovens

§

1018 c.

Som det fremgår af min

afgørelse af 9. juli 2002, har (A) rejst krav om erstatning for udbedring af

et køkkenbord, der blev ødelagt i forbindelse med efterforskningen i en sag

vedrørende et dobbeltdrab, herunder drab på (A)’s ægtefælle (B). Det

fremgår,

at politiet modtog anmeldelsen om drabene den 19. februar 2001. Ved en

undersøgelse samme dag på gerningsstedet – (B)’s ejendom – sås

blandt andet et

tydeligt sålaftryk på en køkkenbordplade. Et aftryk heraf blev sikret med

gelatinehinde. Da aftrykkets detaljer ikke var tilstrækkelig tydelig til

identifikation og for ikke at ødelægge sporet ved flere gelatineaftryk, blev

der den 22. februar 2001 foretaget udskæring af en del af køkkenbordpladen

til

undersøgelse med specialudstyr i Kriminalteknisk Afdeling.

Det er min opfattelse, at det

foretagne efterforskningsskridt i form af udskæring af en del af

køkkenbordpladen

må betragtes som et indgreb, der er foretaget som led i en strafferetlig

forfølgning. Krav om erstatning for udbedring af køkkenbordet må derfor anses

for omfattet af retsplejelovens § 1018 c (og ikke efter § 1018 b), idet

hverken

(B) eller (A) har været sigtede i sagen.

Som ovenfor anført indebærer

en behandling af erstatningskravet efter retsplejelovens § 1018 c en lettere

adgang for erstatningssøgende til at opnå erstatning og domstolsprøvelse

heraf, end hvis kravet skulle behandles efter de almindelige regler.

Hvis kravet således skulle

behandles efter reglerne i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni

1989 om politiets behandling af visse erstatningssager, ville spørgsmålet om

erstatningsansvar

materielt skulle afgøres på grundlag af dansk rets almindelige

erstatningsregler,

og processuelt ville der ikke være en nem adgang til domstolsprøvelse af den

administrative afgørelse.

Jeg finder derfor, at det alt

andet lige må være en fordel for erstatningssøgende at få kravet behandlet

efter reglerne i retsplejelovens kapitel

93

a. Reglerne i retsplejelovens § 1018 e om, at kravet

i tilfælde af fristoverskridelse kan/skal behandles, såfremt overskridelsen

findes undskyldelig, må antages at bygge på denne forudsætning.

Det bemærkes i den

forbindelse, at jeg forstod advokat (C)’s skrivelse af 1. juli 2002 til

mig på

den måde, at anbringendet om at kravet ikke er omfattet af retsplejelovens

kapitel

93 a

navnlig skyldtes problemerne i forhold til 2-måneders fristen i

retsplejelovens

§ 1018 e, stk. 1. Jeg gik således ud fra, at advokaten ønskede – eller i

hvert

fald var indforstået med –, at kravet blev behandlet efter reglerne i

retsplejelovens kapitel

93 a,

såfremt jeg fandt overskridelsen af 2-måneders fristen undskyldelig. Det var

på

denne baggrund, at jeg også vurderede erstatningskravet på grundlag af dansk

rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h, selv om der

ikke forelå en udtrykkelig begæring herom.

For så vidt angår spørgsmålet

om afgrænsningen mellem på den ene side anklagemyndighedens kompetence efter

retsplejelovens kapitel

93 a

og på den anden side politimesterens/rigspolitichefens/Justitsministeriets

kompetence til at behandle erstatningskrav efter Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse

af 20. juni 1989 er det således sammenfattende min opfattelse, at det

foreliggende

erstatningskrav med rette er blevet behandlet administrativt af

anklagemyndigheden efter reglerne i retsplejelovens kapitel

93 a.

Det tilføjes, at en

erstatningssøgende, der ikke ønsker – eller på grund af

fristoverskridelse

ikke har mulighed for – at få et krav om erstatning behandlet efter

reglerne i

retsplejelovens kapitel

93 a,

selv om kravet udspringer af et indgreb inden for strafferetsplejen, altid

har

mulighed for at anlægge en almindelig erstatningssag ved domstolene i den

civile retsplejes former, jf. U 1993.558 H. En sådan fremgangsmåde indebærer

bl.a., at sagen skal anlægges ved en almindelig stævning, der skal betales

retsafgift (medmindre der er meddelt fri proces), og advokatudgifter dækkes

ikke efter reglerne om forsvarersalærer. Hertil kommer, at

erstatningsspørgsmålet

i en sådan civil erstatningssag materielt skal afgøres efter dansk rets

almindelige

erstatningsregler og f.eks. ikke efter den lempeligere regel i

retsplejelovens

§ 1018 c.

2.

Som det fremgår af begrundelsen for min afgørelse, har jeg som

led i rimelighedsvurderingen efter § 1018 c lagt vægt på, at (A) som

ægtefælle

til en af de afdøde må have haft en interesse i, at politiet opklarede

forbrydelsen

og fandt frem til gerningsmanden.

Indledningsvis bemærkes, at

da jeg traf afgørelse i sagen, var det oplyst, at det var afdøde (B), der

formelt set var ejer af ejendommen og dermed af køkkenbordpladen, og at (A)

først efterfølgende har overtaget ejendommen som ægtefælle/arving. I sin

klage

af 22. juli 2002 til Justitsministeriet oplyste advokat (C), at (A) allerede

på

udskæringstidspunktet var medejer af ejendommen.

Efter min opfattelse kan det

næppe antages at have afgørende betydning for udfaldet af

rimelighedsvurderingen

i det foreliggende tilfælde, om det er det ene eller det andet ejerforhold på

udskæringstidspunktet, der lægges til grund. Jeg har derfor ikke fundet

grundlag for at gå nærmere ind i dette spørgsmål.

Forarbejderne til

retsplejelovens § 1018 c indeholder ikke særlige bidrag til fortolkningen af

udtrykket

’rimelig’. De situationer, som man har haft for øje i

forarbejderne, er

tilfælde, hvor der over for en ikke-sigtet har været foretaget

straffeprocessuelle tvangsindgreb, jf. herved Folketingstidende 1977- 78,

Tillæg A, sp. 2376, 2378 og 2403 og betænkning nr. 801/1977 om erstatning i

anledning

af strafferetlig forfølgning, side 60- 61. Sådanne tvangsindgreb vil typisk

ikke rette sig mod offeret. Som ovenfor anført har jeg antaget, at

bestemmelsen

i retsplejelovens § 1018 c f.eks. også kan finde anvendelse i forhold

til efterforskningsskridt, der griber ind i offerets ejendom. Der er ikke i

forarbejderne angivet noget om, hvilke hensyn der kan indgå i

rimelighedsvurderingen i disse tilfælde.

Efter min opfattelse må det

antages, at rimelighedsvurderingen i de tilfælde, hvor det pågældende

efterforskningsskridt har tilføjet skade på offerets eller pårørendes

ejendom,

beror på en afvejning af en række hensyn. I afvejningen vil bl.a. indgå, om

ejeren/skadelidte

har haft en særlig interesse i efterforskningsskridtets foretagelse, om

indgrebet

er efterforskningsmæssigt sagligt begrundet, om det er udført på en måde, så

det ikke forvolder mere skade end formålet nødvendiggør, og om

erstatningssøgende

kan rette kravet mod andre (gerningsmanden eller dennes bo), alt sammenholdt

med størrelsen af udbedringsomkostningerne.

Med hensyn til spørgsmålet

om, i hvis interesse det pågældende efterforskningsskridt er foretaget, er

der selvsagt en klar samfundsmæssig interesse i, at forbrydelser, herunder

ikke

mindst alvorlige forbrydelser, efterforskes og opklares. Efterforskning og

strafforfølgning sker imidlertid også af hensyn til ofrene og deres

pårørende.

Ofres og pårørendes interesser på dette område er retligt bl.a. kommet til

udtryk i reglerne om klageadgang i retsplejelovens § 724 og i adgangen til at

kræve erstatning af gerningsmanden, herunder for begravelsesudgifter og

forsørgertabserstatning.

I det foreliggende tilfælde

har jeg fundet, at (A)’s interesse, herunder retlige interesse, i, at

drabet på

hendes ægtefælle blev opklaret, klart taler for, at det pågældende

efterforskningsskridt

blev foretaget.

Når denne interesse

sammenholdes med størrelsen af udbedringsomkostningerne og med,

at

udskæringen var efterforskningsmæssigt

sagligt begrundet og foretaget på et tidspunkt, hvor det ikke endeligt var

fastslået, hvem gerningsmanden var, jf. nedenfor under pkt. 3,

at

den blev foretaget på en måde, der

ikke forvoldte større skade end formålet nødvendiggjorde, og

at

det var muligt for erstatningssøgende

at rette kravet mod gerningsmanden, er det ud fra en samlet vurdering min

opfattelse,

at det ikke ville være rimeligt, hvis det offentlige skulle afholde

udgifterne

til udbedring af køkkenbordpladen.

Det er således fortsat min

opfattelse, at der som led i rimelighedsvurderingen kan lægges vægt på

skadelidtes interesse i, at det pågældende efterforskningsskridt blev

foretaget.

Men som det fremgår, må det efter min opfattelse antages, at

rimelighedsvurderingen består i en afvejning af en flerhed af hensyn, hvor

(A)’s

interesse i, at drabet opklares og gerningsmanden findes, er et centralt

hensyn, men som nævnt ikke det eneste. Det havde været rigtigst, om dette

havde

fremgået udtrykkeligt af begrundelsen for min afgørelse.

Det tilføjes, at jeg ikke i

afgørelsen særskilt har henvist (A) til i stedet at rette kravet mod den

formodede gerningsmand, i dette tilfælde boet efter vedkommende. Dette

skyldes, at det fremgår af sagens akter, at (A)’s daværende advokat ( )

ved

skrivelse af 27. april 2002 anmeldte et krav om erstatning for tab af

forsørger

samt erstatning for skade på afdøde (B)’s ejendom i boet efter den

formodede

drabsmand, men at anmeldelsen ved skrivelse af 3. maj 2002 blev afvist af

boets bestyrer som for sent anmeldt.

3.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken betydning det må

tillægges for spørgsmålet om erstatning, at den formodede gerningsmand var

fundet død i sit hjem formentlig ved selvmord på det tidspunkt, hvor

indgrebet

blev foretaget, kan jeg supplerende oplyse, at det fremgår af sagen, at

politiet

i forbindelse med fundet af den afdøde, formodede gerningsmand ikke fandt

gerningsvåbnet til drabene. Den afdøde havde endvidere ikke efterladt sig

afskedsbrev eller andre oplysninger om, at han havde begået drabene. Sagen

var

således fortsat under efterforskning på det tidspunkt, hvor indgrebet mod

køkkenbordpladen blev foretaget.

På den baggrund fandt jeg

ikke, at det kunne tillægges betydning for erstatningsspørgsmålet, at

politiet

mente at have fundet den formodede gerningsmand, da indgrebet blev

foretaget.”

Justitsministeriet henviste i

en udtalelse af 6. marts 2003 til Rigsadvokatens udtalelse.

Ved brev af 24. marts 2003

fremsatte C bemærkninger til Justitsministeriets og Rigsadvokatens

udtalelser. C bekræftede at kravet om erstatning for den ødelagte bordplade i

første omgang blev anmeldt i den formodede gerningsmands dødsbo, og at kravet

blev afvist som for sent anmeldt. C bemærkede at der efter det for hende

oplyste ikke ville være dækning til samtlige krav i dødsboet. Endelig

bemærkede

C at der i den pågældende situation måtte være tale om solidarisk hæftelse

for den som konkret udøver indgrebet, og den som har givet anledning til

efterforskning, såfremt den pågældende kan domfældes.

I brev af 18. juni 2003

udtalte jeg herefter bl.a. følgende:

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har ikke grundlag for at betvivle at udskæringen af

køkkenbordpladen var et nødvendigt efterforskningsskridt. Det forhold at

gerningsmanden faktisk var fundet på tidspunktet for udskæringen, kan under

hensyn til

at

dette ikke var endeligt konstateret, og

at

efterforskningen derfor fortsat pågik, ikke tillægges nogen betydning.

Jeg vil derfor ikke beskæftige mig yderligere med disse spørgsmål.

1. Behandlingen af erstatningskravet efter retsplejelovens kapitel

93 a

Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel

93 a

om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning fik sin nuværende

udformning

ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Udformningen blev til på baggrund af

betænkning

nr. 801 fra 1977. Kapitlet indeholder blandt andet materielle regler om

erstatning

til anholdte eller varetægtsfængslede (§ 1018a), sigtede (§ 1018b) samt

personer der ikke har været sigtede (§ 1018c).

For personer der ikke har

været sigtede, gælder § 1018c hvorefter der kan ydes erstatning for indgreb

som led i en strafferetlig forfølgning hvis det findes rimeligt.

Endvidere indeholder kapitel

93 a

en bestemmelse hvorefter erstatningskrav

på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler der fremsættes af

sigtede, domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, på

begæring behandles efter de processuelle regler i kapitlet (§ 1018h).

En henføring af (A)’s

erstatningskrav under de materielle bestemmelser i kapitel

93 a

skulle i givet fald ske under

§ 1018c. Denne bestemmelse har som nævnt af Rigsadvokaten i praksis

været

anvendt i forbindelse med telefonaflytning, ransagning og beslaglæggelse, jf.

Anklagemyndighedens Årsberetning 1998- 1999, bind 2, s.

61f.

Bestemmelsen har, som det

fremgår af Rigsadvokatens udtalelse, ikke kun været anvendt i tilfælde hvor

efterforskningsskridtet har rettet sig mod tredjemand, men også hvor det har

rettet sig mod forurettede. Rigsadvokaten har som eksempler nævnt afspærring

af gerningssted som led i efterforskningen og tilfælde hvor genstande

(tæpper,

tøj mv.) der tilhører forurettede, skæres

i stykker i forbindelse med tekniske undersøgelser, f.eks. i drabssager og

voldtægtssager.

Af Anklagemyndighedens

Årsberetning 1988, s. 26, fremgår desuden at krav om erstatning for skader

der

under en ransagning hos en ikke-sigtet er sket på dennes ejendele, f.eks. ved

opbrydning af låse, opskæring af stolehynder eller lignende, behandles efter

§

1018c.

Udskæring af en del af et

køkkenbord som led i bevissikring i forbindelse med efterforskning af en

drabssag er efter min opfattelse også et sådant indgreb i en strafferetlig

forfølgning som omfattes af bestemmelsen. Jeg er således enig med

Justitsministeriet

og Rigsadvokaten i at bestemmelsen fandt anvendelse.

På baggrund af Rigsadvokatens

redegørelse for baggrunden for at sagen blev behandlet efter kapitel

93 a, herunder Rigsadvokatens opfattelse

af (C)’s brev af 1. juli 2002, og det forhold at Rigsadvokaten tillige

vurderede erstatningskravet på grundlag af dansk rets almindelige

erstatningsregler,

kan jeg ikke kritisere at sagen af Rigsadvokaten og Justitsministeriet blev

behandlet efter kapitel

93 a.

Jeg har ikke fundet anledning

til af egen drift at undersøge spørgsmålet om hvorvidt sagen i første instans

skulle behandles af Statsadvokaten for ( ) eller af Rigsadvokaten.

2. Vægt på (A)’s interesse i sagens opklaring og begrundelsen for at

afslå erstatning

a.

Afgørelsen om at afslå erstatning efter retsplejelovens § 1018c

beror på et skøn over en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som

ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse hensyn og

omstændigheder på en anden og bedre måde end Rigsadvokaten og

Justitsministeriet

der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Normalt kan

jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af dette skøn. Kun hvis der

er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes

afgørelse.

Min undersøgelse vil derfor i

det følgende begrænse sig til spørgsmålet om hvorvidt Rigsadvokaten og

Justitsministeriet var berettiget til at lægge vægt på at (A) som ægtefælle

til en af de afdøde i sagen måtte have haft en interesse i at politiet

opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden. Desuden vil jeg

nedenfor

forholde mig til den begrundelse som Rigsadvokaten og dermed

Justitsministeriet

gav for afslaget.

b.

Som anført af Rigsadvokaten indeholder forarbejderne til

retsplejelovens § 1018c ikke særlige bidrag til fortolkningen af udtrykket

’rimelig’.

Som udgangspunkt må

fastlæggelsen af de hensyn som kan inddrages, derfor være forholdsvis fri, og

flere forhold kan inddrages.

En vis støtte for at anse

visse mindre betydningsfulde indgreb for erstatningsfri under hensyn til den

fælles samfundsmæssige interesse i forbrydelsernes opklaring findes i

betænkning

801 (1977) på s. 26 hvor det i en diskussion om at foreskrive

erstatningsansvar for sigtelse bl.a. anføres:

’Hertil kommer, at risikoen

for, at man på et grundlag – der senere viser sig at være uholdbart

– sigtes

for et strafbart forhold og afhøres herom, efter udvalgets opfattelse må

bæres af borgerne som et bidrag til det almene gode der ligger i

retshåndhævelsen.’

Betragtningerne angår

imidlertid erstatning for ikkeøkonomisk skade (tort og lidelse mv.) i

forbindelse

med sigtelse og kan ikke umiddelbart overføres på økonomisk skade som der er

tale om i denne sag. Betragtningerne kan desuden ikke udstrækkes til

skadelidtes

personlige interesse i den handling der fører til skaden.

c.

Til fastlæggelse af formålet med § 1018c og dermed hvilke hensyn

som kan indgå i afgørelser efter bestemmelsen, kan det være relevant at tage

udgangspunkt i bestemmelsens baggrund og sammenhængen med lovens øvrige

erstatningsbestemmelser.

Bestemmelsen i § 1018c kom

ind i loven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Baggrunden var en

mindretalsudtalelse

i betænkning nr. 801 fra 1977, s.

60f,

hvori følgende blev anført:

’

Flertallets udkast omhandler

kun erstatningskrav fra personer, der har været sigtet eller mistænkt. En

række

straffeprocessuelle indgreb (f.eks. ransagning og beslaglæggelse) kan

imidlertid foretages både over for den sigtede og over for andre. Det

forekommer urimeligt, at sigtedes erstatningskrav i anledning af en

ransagning

skal kunne behandles efter de lette regler i kap.

93 a, og skal kunne imødekommes, selv

om et sædvanligt ansvarsgrundlag ikke foreligger, medens den person, der ikke

har været sigtet, men hos hvem der også har været foretaget ransagning med

økonomisk

skade, lidelse eller tort til følge, skal være henvist til at gå den tunge

gang

at anlægge en civil retssag og kun få krav imødekommet, hvis der er udvist et

ansvarspådragende forhold fra myndighedernes side. Ganske vist vil et indgreb

mod en ikke-sigtet sjældnere medføre økonomisk skade, lidelse eller tort end

et

indgreb mod en sigtet, men i de tilfælde hvor skade, lidelse eller tort

faktisk

foreligger, ses der ingen grund til at stille den ikke-sigtede ringere end

den

sigtede.

’

Formålet med bestemmelsen var

således at ligestille ikke-sigtede med sigtede personer i erstatningsmæssig

henseende. For at vurdere hvilke forhold der kan lægges vægt på ved afgørelse

af erstatningskrav fra ikke-sigtede, vil det derfor være relevant at fastslå

hvilke forhold der kan indgå i afgørelser om erstatningskrav fra sigtede.

Erstatningsreglerne i kapitel

93 a

bygger i

hovedsagen på det system at der skal eller kan ydes erstatning medmindre der

foreligger en særlig erstatningsudelukkelsesgrund (påtaleopgivelse eller

frifindelse på grund af utilregnelighed), eller den erstatningssøgende selv

har givet anledning til foranstaltningerne, jf. hertil § 1018a, stk. 3.

Den ’egen skyld’ som kan føre

til udelukkelse eller nedsættelse af erstatningen, er i betænkning 801, s.

30ff, inddelt i tre tilfældegrupper; 1) sigtedes egen adfærd forud for

strafforfølgningen,

2) sigtedes mistankepådragende adfærd i forbindelse med strafforfølgningen og

3) sigtedes udvisning af adfærd der i særlig grad indicerer en fængsling

eller anholdelsesgrund. Udelukkelse eller nedsættelse af erstatning med

henvisning til egen skyld kan ske såvel for så vidt angår anholdelse og

varetægtsfængsling,

som i sager om andre straffeprocessuelle indgreb, jf. § 1018b, jf. § 1018a,

stk. 3. Erstatning til anholdte og fængslede er herudover udelukket såfremt

påtaleopgivelse eller frifindelse er begrundet i at tiltalte findes

utilregnelig.

De hensyn vedrørende ’egen

skyld’ som kan føre til udelukkelse eller nedsættelse af erstatning for

sigtede, inddrages også i sager vedrørende ikke-sigtede. I

Anklagemyndighedens

Årsberetning 1998- 1999, bind 2, s. 61, er således anført følgende:

’

For

ransagninger

hos ikke-sigtede personer ydes erstatning efter samme

retningslinier som for ransagning hos sigtede. Erstatning kan nægtes i det

omfang, det findes rimeligt, at vedkommende selv bærer risikoen for, at

politiet gennemfører ransagningen.

Ejeren af en lejlighed må

således som udgangspunkt selv bære risikoen for, at en person, som ejeren har

givet adgang til lejligheden, er kriminel, og eventuelt anvender den til

opbevaring

af f.eks. stjålne genstande eller narkotika.

Lignende risikobetragtninger

som ved ransagninger er anvendt i sager om

beslaglæggelse

mv. af genstande, herunder f.eks. motorkøretøjer

, som ejeren har overladt

til den sigtede. Der vil som udgangspunkt ikke skulle ydes erstatning til

ejeren, som selv må bære risikoen for den adfærd som er udvist.

’

Ligebehandlingsprincippet –

som altså var en bærende årsag til at § 1018c blev medtaget i loven –

taler for

ikke at lægge vægt på forskellige hensyn i sager med henholdsvis sigtede og

ikke-sigtede. En fuldstændig ligestilling for så vidt angår de hensyn som kan

føre til at nægte at udbetale erstatning, kan dog næppe lade sig gennemføre

konsekvent.

Hensyntagen til skadelidtes

interesse i forbrydelsens opklaring vil imidlertid kunne udelukke erstatning

til en væsentlig del af de forurettede erstatningssøgende, hvilket ikke synes

at være i overensstemmelse med formålet med § 1018c.

d.

I Anklagemyndighedens Årsberetning for årene 1979, 1981, 1988,

1993 og 1998- 1999 er gengivet administrativ praksis og retspraksis for

anvendelse af bestemmelserne i kapitel

93

a. En gennemgang af den heri omtalte praksis viser ingen

eksempler på at hensynet til skadelidtes egen interesse i sagens opklaring er

anvendt.

Sager om sigtede vil kun

sjældent være relevante i denne sammenhæng. Dette skyldes at sigtede normalt

ikke samtidig vil være ofre (eller pårørende til ofre) medmindre sigtelse og

iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb f.eks. er en følge af en falsk

anmeldelse.

Af anklagemyndighedens

årsberetninger fremgår eksempler på uretmæssig sigtelse og tilknyttede

straffeprocessuelle indgreb forårsaget af falsk eller i hvert fald uholdbar

anmeldelse eller anmeldelse som trækkes tilbage, jf. f.eks.

Anklagemyndighedens

Årsberetning 1993, s. 39, om to mænd som blev anmeldt for voldtægt af en

kvinde og senere da det viste sig at anmeldelsen var falsk, blev tillagt

erstatning

for legemsundersøgelse. I sådanne sager kan den som er genstand for den

falske

anmeldelse, optræde både som sigtet (eller i hvert fald mistænkt) og som

offer

i sagen. I sådanne sager ses i anklagemyndighedens årsberetninger heller ikke

eksempler på at anklagemyndigheden eller domstolene har afvist eller nedsat

erstatning

med henvisning til skadelidtes egen interesse i sagens opklaring. Jeg er

opmærksom på at indgrebene i disse sager ofte er af en anden karakter end i

det foreliggende tilfælde (legemsindgreb, ransagning og lignende), ligesom

den

kriminalitet som efterforskes, ikke i første omgang er den falske anmeldelse,

men den kriminalitet som offeret uretmæssigt mistænkes for.

Anklagemyndighedens

årsberetninger indeholder kun gennemgang af et begrænset antal sager

vedrørende erstatning efter retsplejelovens § 1018c. I en sag som blandt

andet

er omtalt i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, s. 62,

udbetaltes erstatning for en kvindes indkvartering på et hotel som var

nødvendiggjort

af politiets undersøgelser af boligen efter at hendes samlever var blevet

myrdet. Kvinden var selv tiltalt som medskyldig i drabet, men blev frifundet.

Uanset at der i dette tilfælde blot var tale om kvindens samlever, må det

antages at hendes ideelle interesse i sagens opklaring gjorde sig gældende

med

tilsvarende styrke som i den foreliggende sag hvor der var tale om separerede

ægtefæller.

Der ses således ikke af

anklagemyndighedens egen praksisbeskrivelse tidligere at være lagt vægt på

skadelidtes egen interesse i sagens opklaring. Rigsadvokaten og

Justitsministeriet

har heller ikke henvist til tidligere inddragelse af dette hensyn.

e.

Erstatning efter retsplejelovens § 1018c kan karakteriseres som

en billighedserstatning, jf. formuleringen ’hvis det findes

rimeligt’. Man

kan således ikke opstille de samme kriterier for erstatning efter

bestemmelsen

som efter dansk rets øvrige regler om erstatning, herunder erstatning efter

culpareglen. Ved vurderingen af om der kan lægges vægt på skadelidtes

interesse

som i den foreliggende sag, kan det alligevel være relevant at undersøge om

der anvendes tilsvarende kriterier i forbindelse med erstatning på andet

grundlag.

Sager om skader af den

karakter som der er tale om i det foreliggende tilfælde, har visse fællestræk

med sager om det offentliges indskrænkning, overførsel eller tilintetgørelse

af privates ejendomsret som er omfattet af ekspropriationsbestemmelsen i

grundlovens § 73. I relation til grundlovens § 73 er det antaget at

ekspropriantens

egen interesse i et indgreb i ejendomsretten kan tale imod at anse indgrebet

for ekspropriation i § 73’s forstand, jf. Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret

II (1980), s. 673. I de sager som er omfattet af dette synspunkt, må

skadelidtes interesse dog efter min opfattelse være mere nærliggende end den

som Rigsadvokaten og Justitsministeriet har lagt vægt på i dette tilfælde,

herunder ved at indgrebet mere direkte er begrundet i varetagelsen af

skadelidtes

interesser.

Også den almindelige

erstatningsret anerkender at der kan lægges vægt på skadelidtes interesser,

jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 24 hvorefter der ved afgørelse af om

erstatningsansvar skal nedsættes eller bortfalde, kan lægges vægt på

skadelidtes

interesse. Der er her imidlertid tale om skadelidtes interesse i at opnå

(fuld)

erstatning, og bestemmelsen har desuden karakter af en social-humanitær

sikkerhedsventil

som kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan finde anvendelse på det

offentliges erstatningsansvar, jf. A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5.

udgave (1989), s. 477ff.

Inden for den almindelige

erstatningsret efter culpareglen anerkendes hensynet til skadelidtes

interesse

i den handling der fører til skaden, efter principperne om uanmodet

forretningsførelse (negotiorum gestio). Efter disse principper kan

forsvarligt

indgreb i en andens retsgoder være retmæssigt (og erstatningsfrit) såfremt

handlingen er nødvendig og formuegodets ejer selv er forhindret i at foretage

det fornødne, jf. A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udgave, 1989, s.

48ff. Dette princip kan ikke overføres til sager som den foreliggende.

I Henning Skovgaard,

Offentlige myndigheders erstatningsansvar (1983), s. 242ff, er blandt andet

anført følgende under § 44:

’§ 44. Formål

1.

Almindeligt.

Formålsmomentet rummer en graduel vurdering af

fremmedheden af den interesse, som bærer den

skadevoldende offentlige virksomhed. Er der tale om varetagelse af

udpræget fremmede, ’specielle’ interesser, er det en væsentlig

indikation for

ansvar, omvendt er det en kontraindikation for ansvar, for så vidt og i det

omfang,

der foreligger varetagelse af skadelidtes egne interesser (rigtigt

forstået!).

4.

Sammenfatning.

Formålsmomentet, som bestemt ovenfor i 1., er klart

anerkendt i såvel ekspropriationsretlig som almindelig erstatningsretlig

teori, og med samme betydningsindhold. Det er ikke i strid hermed, nærmest

tværtimod, at formålsmomentet i forbindelse med den almindelige

erstatningsret

og navnlig i domspraksis kun er trådt klart frem i forbindelse med ansvar,

som

er uafhængigt af den traditionelle skyldbetingelse. Det er netop i god

overensstemmelse med ansvarsstandardens særlige karakter og samspillet mellem

momenterne, at hvor der foreligger traditionel skyld og fysisk skade, vil

formålsmomentet ikke tildrage sig særlig opmærksomhed, simpelthen fordi

vægten

eller manglen på samme i de øvrige momenter oftest vil være tilstrækkelig til

at afgøre sagen. Ved de for myndighedsansvaret særligt relevante rene

formueskader med tvivlsomme fejlmomenter har formålsmomentet en større rolle

at spille. Dets almindelige relevans for ansvaret kan også forklares ud fra

erstatningspligtens

akvieseringsfunktion, jf. kap. I, §§ 9-10.

’

Det anførte taler for så vidt

for at der kan lægges vægt på skadelidtes egen interesse i skaden ved

vurdering af offentlige myndigheders erstatningsansvar i en sag som den

foreliggende, om end citatet ikke giver svaret på hvorledes vurderingen skal

falde ud hvor der er tale om en blandet privat og offentlig interesse.

Endvidere kan det nævnes at

der i forbindelse med opgørelsen af et givet tab efter den almindelige

erstatningsret i almindelighed skal tages hensyn til de økonomiske fordele

som skadelidte har haft af skadens indtræden, jf. A. Vinding Kruse,

Erstatningsretten, 5. udgave (1989), s.

342f.

I den foreliggende sag har (A) dog ikke opnået dækning for skaden på

køkkenbordet

andetsteds. Noget andet er at der ved afgørelse af erstatningskrav efter

rimelighedsbetragtninger naturligvis kan lægges vægt på at der eksisterer

andre

oplagte muligheder for at opnå erstatning som imidlertid ikke er forfulgt med

rettidig omhu.

f.

Sammenfattende mener jeg ikke at der er tilstrækkelige

holdepunkter for at antage at hensynet til skadelidtes interesse i sagens

opklaring kan inddrages efter retsplejelovens § 1018c som sket i denne sag.

Jeg lægger navnlig vægt på formålet med § 1018c og på at hensynet ikke ses i

almindelighed (om overhovedet) at være indgået i administrativ praksis eller

retspraksis tidligere, samt at hensynet som det er anvendt i denne sag, ikke

ses at have støtte i lovens forarbejder eller i tilstrækkelig grad i

erstatningsretlige betragtninger i øvrigt.

Jeg har samtidig hermed gjort

Rigsadvokaten og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

g.

I Rigsadvokatens afgørelse af 9. juli 2002 er alene henvist til

(A)’s interesse i sagens opklaring. Justitsministeriet henviste i sin

afgørelse

af 13. august 2002 til Rigsadvokatens afgørelse. Af Rigsadvokatens udtalelse

af 28. januar 2003, som Justitsministeriet har henholdt sig til, fremgår det

at

Rigsadvokaten har lagt vægt på flere forskellige hensyn og ikke blot på

hensynet til (A)’s interesse i sagens opklaring. Rigsadvokaten har

oplyst at

det efter Rigsadvokatens opfattelse havde været rigtigst om dette havde

fremgået udtrykkeligt af begrundelsen.

Forvaltningslovens bestemmelser

antages at finde anvendelse i sager om erstatning efter retsplejelovens

kapitel

93 a, jf.

Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, 1999, s. 127.

Forvaltningslovens § 24, stk.

1 og 2, er sålydende:

’§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’

Det er beklageligt at

Rigsadvokaten alene angav hensynet til (A)’s interesse i sagens

opklaring, og

det er beklageligt at Justitsministeriet ikke konstaterede dette og udtalte

sig herom.

Jeg har samtidig hermed gjort

Rigsadvokaten og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

På baggrund af det ovenfor

anførte og da Justitsministeriet ikke ses at have forholdt sig til

Rigsadvokatens

øvrige grunde til at nægte erstatning, har jeg henstillet til

Justitsministeriet

at træffe en fornyet afgørelse i sagen.

Jeg bemærker at jeg ikke

herved har taget stilling til hvilket udfald sagen bør have ved en fornyet

stillingtagen.

Jeg har bedt

Justitsministeriet om underretning om ministeriets fornyede afgørelse.”

Ved brev af 28. august 2003

meddelte Justitsministeriet A’s advokat, C, sin fornyede afgørelse i

sagen.

Justitsministeriet anførte blandt andet følgende i afgørelsen:

”Det fremgår af sagens akter,

at Deres klients fraseparerede ægtefælle, (B), og hans veninde (D) den 19.

februar 2001 blev fundet skudt i (B)’s hjem. Det fremgår endvidere af

sagens

akter, at politiet efter besigtigelse af de dræbte og gerningsstedet

konkluderede, at der var tale om et dobbeltdrab. Politiet konstaterede ved en

undersøgelse af gerningsstedet bl.a., at et sydvestvendt køkkenvindue var

opbrudt ved hjælp af et ukendt stykke værktøj og fandt inde i huset et

sålaftryk i indadgående retning på køkkenbordpladen neden for dette vindue.

På

den baggrund konkluderede politiet, at gerningsmanden måtte have skaffet sig

adgang til huset via det pågældende vindue.

Herudover fremgår det af

sagens akter, at politiet efter en afhøring af anmelder og (D)’s moder

rettede

henvendelse til (D)’s mand ( ), der efter det oplyste var ked af og

deprimeret

over, at (D) nogen tid forinden var fraflyttet den fælles bopæl. Politiet

kunne

ved ankomst til (D’s mands) bopæl konstatere, at denne var død, og

formodentlig havde begået selvmord med et jagtgevær. Det våben, der var

blevet

anvendt ved drabet på (D) og (B) var imidlertid ikke identisk med det gevær,

som blev fundet hos (D’s mand), og man fandt ikke ved undersøgelse af

dennes

bopæl mordvåbenet. Man fandt heller ikke på (D’s mands) bopæl et

afskedsbrev

eller lignende, som satte ham i forbindelse med dobbeltdrabet.

I forbindelse med

efterforskningen udskar Rigspolitichefens tekniske afdeling den 22. februar

2001 et stykke af køkkenbordpladen i (B)’s hjem for at sikre det ovenfor

nævnte

sålaftryk med henblik på at sammenligne dette med aftryk fra afdøde (D’s

mands)

sko. Politiet havde uden held forsøgt at sikre sålaftrykket med

gelatinehinde,

og man besluttede – for ikke at ødelægge aftrykket med yderligere

gelatinehindeforsøg – at udskære et stykke af bordpladen med henblik på

at

undersøge aftrykket med specialudstyr i laboratoriet i Kriminalteknisk

Afdeling.

Det fremgår endelig af sagens

akter, at Deres klient allerede på udskæringstidspunktet var medejer af

ejendommen.

De har i Deres klage til

Justitsministeriet af 22. juli 2002 bl.a. anført, at det er Deres opfattelse,

at et indgreb af den pågældende karakter ikke kan anses for et indgreb

omfattet af retsplejelovens kapitel

93 a.

På grundlag af ovenstående

gennemgang af sagsforløbet må det efter Justitsministeriets opfattelse

imidlertid lægges til grund, at indgrebet er sket som led i efterforskningen

af

en lovovertrædelse, og dermed som et indgreb foretaget som led i

strafferetlig

forfølgning. Erstatningskrav, der udspringer af indgreb foretaget som led i

strafferetlig forfølgning, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel

93 a, hvorfor det

foreliggende erstatningskrav ligeledes vil skulle behandles efter reglerne i

retsplejelovens kapitel

93 a.

Det bemærkes, at behandling

af det foreliggende erstatningskrav efter reglerne i retsplejelovens kapitel

93 a

indebærer en lettere adgang for Deres

klient til at opnå erstatning og domstolsprøvelse heraf, end hvis kravet

skulle behandles efter de almindelige erstatningsregler. Det er således

Justitsministeriets

opfattelse, at det alt andet lige må være en fordel for Deres klient at få

kravet behandlet efter reglerne i kapitel

93

a.

Justitsministeriet antager

derfor, at Deres anbringende om, at kravet ikke er omfattet af

retsplejelovens

kapitel

93 a

skyldes, at kravet er fremsat efter udløbet af 2 måneders fristen i

retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, hvorfor erstatningskravet som udgangspunkt

vil kunne afvises som for sent fremsat. Justitsministeriet har imidlertid i

lighed med Rigsadvokaten fundet fristoverskridelsen undskyldelig, idet De

først blev beskikket som bistandsadvokat for Deres klient den 3. april 2001

og

først fik kontakt til hende den 23. april 2001.

Justitsministeriet har

således besluttet at realitetsbehandle kravet efter reglerne i

retsplejelovens

kapitel

93 a.

Hverken Deres klient eller

(B) har været sigtede i sagen, hvorfor Deres klients krav om erstatning for

udskæring af en del af bordpladen må anses for omfattet af retsplejelovens §

1018 c. Efter denne bestemmelse kan der, hvis der over for en person, der

ikke

har været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig

forfølgning, ydes erstatning, hvis det findes rimeligt. Bestemmelsen er

fakultativ, således at erstatning ydes efter en rimelighedsvurdering.

Retsplejelovens § 1018 c blev

indsat i retsplejeloven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Baggrunden herfor

var en mindretalsudtalelse i betænkning nr. 801/1977 om erstatning i

anledning

af strafferetlig forfølgning. I betænkningen anfører mindretallet på s.

60f

bl.a.:

’( ) Det forekommer

urimeligt, at sigtedes erstatningskrav i anledning af en ransagning skal

kunne

behandles efter de lette regler i kap.

93

a, og skal kunne imødekommes, selv om sædvanligt ansvarsgrundlag

ikke foreligger, medens den person, der ikke har været sigtet, men hos hvem

der

også har været foretaget ransagning med økonomisk skade, lidelse eller tort

til

følge, skal være henvist til at gå den tunge gang med at anlægge en civil

retssag og kun kan få sit krav imødekommet, hvis der er udvist et

ansvarspådragende

forhold fra myndighedernes side. Ganske vist vil et indgreb mod en ikke-

sigtet sjældnere medføre økonomisk skade, lidelse eller tort end et indgreb

mod

en sigtet, men i de tilfælde, hvor skade, lidelse eller tort faktisk

foreligger, ses der ingen grund til at stille den ikke-sigtede ringere end

den

sigtede.

( )

Erstatningsadgangen er i §

1018 b begrænset til tilfælde, hvor det findes billigt at yde erstatning.

Denne begrænsning er egentlig ikke ganske logisk. I virkeligheden burde det

afgørende

kriterium for, om erstatning skal ydes i disse sager, være, om der er lidt en

skade som omhandlet i § 1018 d. Den erstatningsudløsende begivenhed

(frifindelse etc.) vil jo altid være til stede. Billighedskriteriet i § 1018

b

i mindretallets lovudkast skyldes, at det næppe vil være

muligt på nuværende tidspunkt at få gennemført en erstatningsregel,

der er mere vidtgående end den foreslåede. Det kan endvidere anføres, at en

eventuelt mere vidtgående erstatningsregel bør udarbejdes i sammenhæng med

løsningen

af hele problemet om det offentliges erstatningspligt, jfr. s.

50.’

Det må på baggrund af mindretallets

udtalelse lægges til grund, at formålet med indsættelse af en bestemmelse i

retsplejeloven om ikke-sigtedes muligheder for at opnå erstatning i anledning

af strafferetlig forfølgning var at sikre, at også erstatningskrav fra

ikke-sigtede kan fremsættes og behandles efter reglerne i retsplejelovens

kap.

93 a, samt at sikre,

at der er en adgang for ikke-sigtede til at få erstatning, selvom almindeligt

ansvarsgrundlag (culpa) ikke ses at foreligge.

Efter Justitsministeriets

opfattelse må det på baggrund af mindretallets udtalelse imidlertid også

lægges til grund, at det ikke været hensigten med indsættelse af den

pågældende

bestemmelse i retsplejeloven ganske at ligestille ikke-sigtede med sigtede

med

hensyn til, hvornår der kan ydes erstatning og med hensyn til hvilke hensyn,

der kan føre til at nægte eller nedsætte en eventuel erstatning.

Denne opfattelse støttes

tillige af det forhold, at bestemmelserne i straffelovens § 1018 b og

1018 c om henholdsvis sigtedes og ikke-sigtedes ret til erstatning i

anledning

af indgreb, der har været foretaget som led i en strafferetlig forfølgning,

er

udformet forskelligt. Mens der i retsplejelovens § 1018 b om sigtedes

erstatningskrav henvises til § 1018 a, herunder til muligheden for efter

§ 1018 a, stk. 3, at nægte eller nedsætte erstatning, når sigtede selv

har givet anledning til foranstaltningerne, anføres det i § 1018 c om

ikke-sigtedes erstatningskrav, at der kan ydes erstatning, hvis dette findes

rimeligt.

Retsplejelovens § 1018 c

indeholder således ikke en henvisning til retsplejelovens § 1018 a, og

nægtelse eller nedsættelse af erstatning kan således ikke anses for at være

begrænset til de situationer, som er beskrevet i retsplejelovens §

1018 a, stk. 3. På den anden side er muligheden

for at opnå erstatning efter retsplejelovens § 1018 c ikke begrænset til

tilfælde, hvor der foreligger et almindeligt erstatningsretligt ansvar

(culpa).

Efter anklagemyndighedens

administrative praksis beror det på en konkret vurdering, om der ydes

erstatning.

Ved vurderingen lægges der blandt andet vægt på, om indgrebet er af en sådan

intensitet eller medfører en sådan ulempe, at det findes rimeligt at yde

erstatning, jf. Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999 s. 59. Herudover

har

man i utrykt administrativ praksis bl.a. inddraget hensynet til skadelidtes

interesse i sagens opklaring i sager om erstatning efter retsplejelovens §

1018 c. Kopi af eksempler på sådanne administrative afgørelser vedlægges til

orientering i anonymiseret form.

Efter Justitsministeriets

opfattelse må det på baggrund af forarbejderne og administrativ praksis

antages, at rimelighedsvurderingen i de tilfælde, hvor det pågældende

efterforskningsskridt

har tilføjet skade på offerets eller pårørendes ejendom, bero på en afvejning

af en række hensyn. I denne afvejning vil bl.a. indgå, om indgrebet er

efterforskningsmæssigt sagligt begrundet, om det er udført på en måde, så det

ikke forvolder mere skade, end formålet nødvendiggør, om skadelidte/ejeren

har

en særlig interesse i, at efterforskningsskridtet foretages, og om

erstatningssøgende

kan rette kravet mod andre (gerningsmanden eller denne bo) alt sammenholdt

med

størrelsen af udbedringsomkostningerne.

Justitsministeriet kan efter

en fornyet gennemgang af sagen fortsat ikke imødekomme Deres klients krav om

erstatning.

Justitsministeriet har ved

sin afgørelse lagt vægt på størrelsen af udbedringsomkostningerne sammenholdt

med,

at

udskæringen af en del af

køkkenpladen var efterforskningsmæssigt sagligt begrundet,

at

udskæringen blev foretaget på et

tidspunkt, hvor det ikke var endeligt fastslået, hvem gerningsmanden var, og

at

Deres klient som ægtefælle til en af

de afdøde må have haft en interesse i, at politiet opklarede forbrydelsen og

fandt frem til gerningsmanden. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på,

at udskæringen blev foretaget på en måde, der ikke forvoldte større skade,

end

formålet nødvendiggjorde, og at Deres klient, såfremt denne havde udvist

rettidig omhu, ville have kunne rette erstatningskravet mod gerningsmandens

bo.

Det bemærkes i denne

forbindelse, at Justitsministeriet er bekendt med, at Deres klients tidligere

advokat ( ) ved skrivelse af 27. april 2002 anmeldte Deres klients krav om

erstatning for tab af forsørger samt erstatning for skade på afdøde

(B)’s

ejendom i boet efter den formodede drabsmand, men at anmeldelsen ved

skrivelse

af 3. maj 2002 blev afvist af boets bestyrer som for sent anmeldt.

På denne baggrund finder

Justitsministeriet, at det ud fra en samlet vurdering ikke ville være

rimeligt,

såfremt det offentlige skulle afholde udgifterne til udbedring af

køkkenbordpladen.

Justitsministeriet har

endvidere overvejet, om der er grundlag for erstatning efter dansk rets

almindelige

erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h. Justitsministeriet finder

imidlertid

ikke, at der er grundlag for at antage, at politiet har begået fejl eller i

øvrigt

udvist ansvarspådragende adfærd i forbindelse med indgrebet.

Justitsministeriet har ved

sin afgørelse lagt vægt på, at udskæring af et stykke af køkkenbordpladen

skete

med henblik på at bevise, at afdøde (D’s mand) var gerningsmand til

dobbeltdrabet,

og at det – henset til at man forgæves havde forsøgt at sikre

sålaftrykket med

gelatinehinde – var den mindst indgribende måde, hvorpå man kunne sikre

det

pågældende spor.

Justitsministeriet skal

beklage, at de forhold, som ministeriet ved sin afgørelse af 9. juli 2002

havde

lagt vægt på, ikke var tilstrækkeligt præciseret i ministeriets afgørelse.

Justitsministeriets afgørelse

om erstatning kan begæres indbragt for retten til prøvelse inden to måneder

efter modtagelsen af denne afgørelse i medfør af retsplejelovens § 1018

f, stk. 1.”

Jeg skrev herefter, ved brev

af 3. september 2003, bl.a. således til Justitsministeriet:

”Jeg har noteret mig det

oplyste om at afgørelsen i medfør af retsplejelovens § 1018f, stk. 1,

kan

begæres indbragt for retten til prøvelse inden for en nærmere angivet frist.

Jeg foretager mig på det

foreliggende grundlag ikke yderligere i anledning af sagen.

Såfremt sagen indbringes for

retten, vil jeg sætte pris på at blive orienteret om resultatet af

prøvelsen.”

Lignende dokumenter