Erstatning for indgreb som led i strafferetlig forfølgning Inddragelse af kriterier. Begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Erstatning for indgreb som led i strafferetlig
forfølgning
Inddragelse af kriterier. Begrundelse
Det fremgik af sagen at A’s
fraseparerede ægtefælle, B, og hans veninde den 19. februar 2001 blev fundet
skudt i B’s hjem. I forbindelse med opklaringen udskar Rigspolitichefens
tekniske afdeling den 22. februar 2001 et stykke af en køkkenbordplade i
hjemmet for at bevissikre et sålaftryk fra en ukendt gerningsmand.
Ved brev af 20. juni 2001 fremsatte
A gennem sin advokat, C, krav om erstatning for den ødelagte bordplade over
for Politimesteren i X-by.
Efter anmodning fra
politimesteren søgte C tabet godtgjort via forsikringsselskab, men da dette
ikke lykkedes, fastholdt C ved brev af 17. oktober 2001 kravet over for
politimesteren.
Politimesteren videresendte
erstatningskravet til Rigspolitichefen ved brev af 25. oktober 2001. I brevet
til Rigspolitichefen anførte politimesteren blandt andet følgende:
”Videresendes med sagens
bilag til
Rigspolitichefen, Afd. C –
Administrationsafdelingen
, til afgørelse af erstatningsspørgsmålet, dels
fordi sagen findes at have principiel betydning, dels fordi kravet overstiger
den i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni 1989 anførte
beløbsgrænse.
Jeg indstiller, at kravet
afvises, idet der hverken foreligger erstatningsansvar efter culpareglen,
objektivt
ansvar eller andet grundlag for kravet. Derudover finder jeg kravet
Læs alt
udokumenteret
og for højt.
Udskæringerne i den nævnte
køkkenbordsplade er foretaget af Rigspolitichefens tekniske afdeling den 22.
februar 2001 for at sikre afsatte sålaftryk fra en da ukendt gerningsmand ved
indbrudsstedet på den pågældende ejendom, hvori ejendommens ejer, (B), og en
veninde var blevet dræbt ved skud på klos hold i soveværelset nogle dage
forinden. Udskæringerne var et nødvendigt led i politiets efterforskning af
en
meget alvorlig kriminel sag med umiddelbart ukendt gerningsmand. Politiets
handling har således været forsvarlig og medfører ikke erstatningsansvar.
Ud over den samfundsmæssige
interesse i efterforskning og opklaring af alvorlige forbrydelser må
udskæringerne efter det anførte formål i det foreliggende tilfælde i
allerhøjeste
grad antages også at være i overensstemmelse med skadelidtes interesser.
Formelt
er den reelt skadelidte identisk med ejendommens ejer, (B), og hans klare
interesse i gennemførelse af efterforskningsforanstaltninger til at få
opklaret drabet og gerningsmanden draget til strafansvar må overføres til
hans dødsbo. Den af skifteretten beskikkede bobestyrer, advokat ( ), har da
heller ikke indtil nu på boets vegne rejst noget erstatningskrav mod
politiet,
men alene mod boet efter drabsmanden, ( ), der berøvede sig selv livet kort
efter drabet. Kravet fremsættes af advokat (C) som beskikket bistandsadvokat
til varetagelse af erstatningsspørgsmål m.v. for (B)’s enke, som ikke
har
levet sammen med den dræbte igennem længere tid, men som nu ifølge det
oplyste
har fået ejendommen udlagt af boet.
Yderligere finder jeg, kravet
på en eventuel erstatning er bortfaldet som følge af passivitet. Skulle
erstatningsansvar antages at foreligge, er den reelle skadevolder drabsmanden
( ), idet han forsætligt har forvoldt den handling, som nødvendiggjorde
efterforskningen
og dens praktiske følger i form af udskæringerne i bordpladen. Et sådant krav
mod politiet antages således at kunne videreføres mod gerningsmanden eller
hans
dødsbo. Kravet er imidlertid først fremsat over for politiet i en skrivelse,
modtaget den 22. juni 2001, på et tidspunkt, hvor anmelderfristen for
politiets eventuelle afledede krav mod boet efter drabsmanden var udløbet
(den
28. april 2001), hvilket såvel bobestyreren som bistandsadvokaten – som
det
fremgår af bilagene – har været bekendt med. Manglende rettidig
fremsættelse
eller varsling af kravet over for politiet har således medført, at
tidspunktet
for politiets anmeldelse af et eventuelt afledt krav blev forpasset.
Skulle nogen desuagtet
overveje at yde erstatning, finder jeg det fremsatte krav for højt og
anbefaler
en specifikation af tilbudet på 9.750 kr. før endelig stillingtagen. Der er
kun
tale om udskæring i en del af en mindre, ukompliceret vinkelbordplade, og
pladen består efter billedmaterialet af malet eller lamineret spånplade af en
forholdsvis beskeden værdi.
Kravet findes at kunne
begæres behandlet i medfør af retsplejelovens kap.
93 a, jf. lovens § 1018 h. ”
Rigspolitichefen sendte ved
brev af 25. februar 2002 sagen videre til Rigsadvokaten idet Rigspolitichefen
fandt kravet omfattet af retsplejelovens kapitel 93a.
Rigsadvokaten indhentede
herefter en udtalelse fra Statsadvokaten for ( ) som Rigsadvokaten ved brev
af 7. juni 2002 fremsendte til C. I statsadvokatens udtalelse af 31. maj 2002
anførte statsadvokaten:
”Tilbagesendes
Hr. Rigsadvokaten
med bemærkning, at
jeg ikke finder, at der er grundlag for at yde erstatning i henhold til
retsplejelovens kap.
93 a.
Jeg har lagt vægt på, at
politiet på gerningsstedet først forsøgte at sikre spor ved brug af
gelatinehinde,
og at udskæring af bordpladen alene var en følge af, at det ikke var muligt
på
anden måde at undersøge sålaftrykket nærmere.
Der findes efter min
opfattelse ikke grundlag for at yde erstatning i henhold til retsplejelovens
§
1018 c, idet indgrebet ikke er af en sådan intensitet eller medfører en sådan
ulempe, at det findes rimeligt at yde erstatning, ligesom der ej heller er
grundlag for at yde erstatning i henhold til § 1018 h, idet politiet ikke i
den
pågældende situation handlede ansvarspådragende.
Det bemærkes, at det kan
overvejes, om advokatens erstatningskrav er fremsat inden for 2-måneders
fristen i retsplejelovens § 1018 e.
”
Ved brev af 1. juli 2002
skrev C således til Rigsadvokaten:
”I forlængelse af min
skrivelse af 10. juni 2002 skal jeg herved fremkomme med mine bemærkninger
til
rigsadvokaturens skrivelse af 7. juni 2002 bilagt skrivelse af 15. april 2002
fra Rigspolitichefen, afdeling A, samt påtegning af 31. maj 2002 for
Statsadvokaten for ( ).
Indledningsvis skal jeg fra
sagens faktiske omstændigheder fremhæve følgende:
Formentlig den 18. februar
2001 blev min klients tidligere ægtefælle, (B), dræbt på dennes bopæl.
I forbindelse med
efterforskningen af sagen foretog politiet udskæring af del af bordplade den
23. februar 2001.
Retten i (X)-by foretog ved
retsbogsudskrift af 3. april 2001 beskikkelse af mig som bistandsadvokat for
(A), jf. retsplejelovens § 741a, stk. 1.
Den 5. april 2001 rettede jeg
skriftlig henvendelse til (A) med en opfordring til hende om at kontakte mig
for en videre drøftelse af sagen.
Da (A) på grund af sine
personlige forhold efter drabet imidlertid ikke opholdt sig på sin bopæl,
rettede hun først henvendelse hertil den 23. april 2001.
Ved skrivelse af 20. juni
2001 fremsatte jeg over for politimesteren i (X)-by krav om dækning af den
ødelagte bordplade.
Ved skrivelse af 4. september
2001 orienterede Politimesteren i (X)-by mig om, at det selskab, hvori
ejendommen er forsikret, sædvanligvis afholder udgifter relateret til
eventuelle
skader på et gerningssted. Jeg blev samtidig opfordret til indledningsvis at
rette henvendelse til forsikringsselskabet med henblik på at opnå dækning for
den omhandlede skade.
Ved skrivelse af 14.
september 2001 oplyste ( ) Forsikring, at man ikke dækkede skader af den
pågældende type, hvorefter jeg på ny rettede henvendelse til (X)-by Politi.
Ved skrivelse af 25. februar
2002 meddelte Rigspolitichefen mig, at sagen var fremsendt til
rigsadvokaturen
til videre foranstaltning, idet det fremsatte erstatningskrav efter
rigspolitiets
vurdering vedrørte et krav om erstatning inden for strafferetsplejen.
Jeg har ved min skrivelse af
15. marts 2002 redegjort for, at en sag som denne efter min opfattelse ikke
henhører under retsplejelovens § 1018a – § 1018d.
Beslutningen om konkrete
indgreb i fysiske genstande i forbindelse med gerningsstedsundersøgelse
træffes af politiet på stedet som led i udøvelsen af den faktiske
forvaltningsvirksomhed
og er derfor ikke undergivet den retslige kontrol, som kendetegner indgrebene
efter § 1018a – § 1018d.
Jeg bemærker, at et
erstatningskrav, der fremsættes på grundlag af dansk rets almindelige
erstatningsregler,
kan behandles efter reglerne i kapitel 93a, såfremt der fremsættes begæring
herom. En sådan begæring er ikke fremkommet i denne sag.
Det er på den baggrund min
opfattelse, at 2-månedersfristen i § 1018e, stk. 1, sidste punktum, ikke er
relevant i denne sag.
Jeg skal endvidere henvise
til, at sagen kan behandles efter § 1018e, stk. 2, såfremt en eventuel
fristoverskridelse findes undskyldelig.
Jeg skal i den forbindelse
henvise til, at der skete advokatbeskikkelse den 3. april 2001, samt at min
klient først umiddelbart forud for den 23. april 2001 modtog min skrivelse
om,
at jeg var blevet beskikket som advokat for hende. En henvendelse til
Politimesteren
i (X)-by den 20. juni 2001 er således sket inden for to måneder efter, at min
klient blev bekendt med advokatbeskikkelsen.
Jeg skal samtidig henvise
til, at politiets behandling af sagen frem til februar 2002 tyder på, at man
også der har haft den opfattelse, at sagen ikke var omfattet af kapitel 93a.
Såfremt rigsadvokaturen
finder, at sagen skal behandles efter retsplejelovens kapitel 93a, skal jeg
derfor henstille, at fristoverskridelsen anses som undskyldelig.
Jeg bemærker i den forbindelse,
at Statsadvokaten for ( ) som udgangspunkt i givet fald bør træffe afgørelse
i sagen som første instans.”
Rigsadvokaten traf afgørelse
ved brev af 9. juli 2002. Rigsadvokaten anførte følgende:
”
Deres klient har rejst krav
om erstatning for udbedring af et køkkenbord, der blev ødelagt i forbindelse
med efterforskningen i en drabssag. Det fremgår af sagen, at politiet den 19.
februar
2001 modtog anmeldelse om dobbeltdrab. Ved en undersøgelse samme dag på
gerningsstedet, en ejendom tilhørende Deres klients afdøde ægtefælle, sås
blandt andet tydelige sålaftryk på en køkkenbordsplade. Et aftryk heraf blev
sikret med gelatinehinde. Da aftrykkets detaljer ikke var tilstrækkeligt
tydelige til identifikation og for ikke at ødelægge sporet ved flere
gelatineaftryk,
blev der den 22. februar 2001 foretaget udskæring af en del af køkkenbordet
til
undersøgelse med specialudstyr i Kriminalteknisk Afdeling. Det fremgår
endvidere,
at politiet den 19. februar 2001 fandt den formodede gerningsmand død i sit
hjem
formentlig ved selvmord. Det fremgår endelig, at Deres klient som arving har
fået udlagt den pågældende ejendom.
I den anledning skal jeg
meddele, at erstatningskravet, som vedrører et indgreb, der er sket som led i
opklaringen af et drab, må anses for omfattet af retsplejelovens kapitel
93 a
om erstatning i anledning af strafferetlig
forfølgning.
Efter retsplejelovens § 1018
e skal krav om erstatning fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er
ophørt. Fremsættes kravet efter dette tidspunkt, kan det dog behandles,
såfremt overskridelsen findes undskyldelig. I den foreliggende sag er kravet
fremsat for sent. Henset til, at De først blev beskikket som advokat for
Deres
klient den 3. april 2001 og efter det oplyste først fik kontakt med hende den
23. april 2001 har jeg dog fundet, at fristoverskridelsen var undskyldelig og
har derfor besluttet at realitetsbehandle kravet.
Efter en gennemgang af sagen
finder jeg ikke grundlag for at yde Deres klient erstatning.
Ifølge retsplejelovens § 1018
c kan der i særlige tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har været
sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning,
ydes erstatning, hvis det findes rimeligt. Bestemmelsen er udformet som en
fakultativ
regel, jf. bestemmelsens ordlyd og betænkning 801/1977 om erstatning i
anledning
af strafferetlig forfølgning, side 61. Jeg har ved min afgørelse lagt vægt
på,
at Deres klient, som ægtefælle til en af de afdøde, må have haft interesse i,
at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden. Jeg
finder det herefter ikke rimeligt, at det offentlige i det foreliggende
tilfælde skal yde erstatning. Det forhold, at politiet forud for indgrebet
fandt den formodede gerningsmand død, ændrer efter min opfattelse ikke i
denne
vurdering.
Jeg har endvidere – uagtet
der ikke direkte er fremsat begæring herom – overvejet, om der er
grundlag for
erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf.
retsplejelovens
§ 1018 h. Jeg finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at antage, at
politiet har begået fejl eller i øvrigt udvist ansvarspådragende adfærd i
forbindelse med indgrebet. Jeg har herved lagt vægt på, at udskæring af
bordpladen alene var en følge af, at det ikke var muligt på anden måde at
undersøge
sålaftrykket nærmere.
”
Ved brev af 22. juli 2002
klagede C til Justitsministeriet som traf afgørelse den 13. august 2002.
Ministeriet henholdt sig til Rigsadvokatens afgørelse.
C klagede til mig ved brev af
12. november 2002, og jeg bad den 18. november 2002 Justitsministeriet og
Rigsadvokaten om udtalelser om sagen og om udlån af sagens akter.
I en udtalelse af 28. januar
2003 udtalte Rigsadvokaten følgende:
”
Folketingets Ombudsmand
har anmodet om, at Justitsministeriet i sin besvarelse til ombudsmanden
nærmere
behandler tre spørgsmål.
For det første anmoder
Folketingets Ombudsmand Justitsministeriet om at uddybe ministeriets
(Rigsadvokatens) opfattelse, hvorefter der kan lægges vægt på, at (A) som
ægtefælle til en af de afdøde i sagen måtte have haft en interesse i, at
politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden.
For det andet anmodes
Justitsministeriet om at uddybe ministeriets (Rigsadvokatens) opfattelse,
hvorefter det forhold, at politiet forud for indgrebet fandt den formodede
gerningsmand død, ikke ændrede vurderingen af, at der ikke var grundlag for
at
yde (A) erstatning.
Endelig har
Folketingets Ombudsmand
anmodet om, at Justitsministeriet forholder sig til spørgsmålet om, efter
hvilke regler sagen skulle behandles.
I det følgende behandles
først det sidstnævnte spørgsmål, dvs. om sagen med rette er behandlet efter
reglerne i retsplejelovens kapitel
93 a.
Om dette spørgsmål har advokat (C) i sin klage til ombudsmanden gjort
gældende, at det af politiet foretagne indgreb ikke er omfattet af
retsplejelovens
§ 1018 a – § 1018 d, og at Justitsministeriets afgørelse i sagen
derfor
ikke er truffet på et korrekt grundlag.
Dernæst behandles de to
øvrige spørgsmål, som ombudsmanden har rejst, og som vedrører begrundelsen
for
min og Justitsministeriets afgørelse i sagen.
1.
Efter retsplejelovens kapitel
93 a
ydes der under nærmere angivne
betingelser erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.
Reglerne i retsplejelovens
kapitel
93 a
indebærer
såvel materielt (for så vidt angår krav omfattet af §
1018 a
– § 1018 d) som processuelt
(for så vidt angår alle krav, herunder også krav omfattet af § 1018 h) en
lettere adgang for den erstatningssøgende til at opnå godtgørelse og
erstatning
samt til domstolsprøvelse heraf, end hvis kravet skulle behandles efter de
almindelige regler.
Erstatning ydes i anledning
af anholdelse, varetægtsfængsling eller andre straffeprocessuelle indgreb,
jf.
§§ 1018 a-c, for udståelse af fængselsstraf eller anden retsfølge, der
efterfølgende
viser sig at være uberettiget, jf. § 1018 d, eller hvis der er tale om, at
politiet eller anklagemyndigheden har begået erstatningspådragende fejl i
forbindelse med selve strafforfølgningen, jf. § 1018 h.
Efter bestemmelsen i § 1018 c
kan der ydes erstatning i tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har
været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig
forfølgning. Bestemmelsen er fakultativ, således at erstatning alene ydes
efter rimelighedsbetragtninger, jf. herved Folketingstidende 1977-78, Tillæg
A, sp. 2376, 2378 og 2403 og betænkning nr. 801/1977 om erstatning i
anledning
af strafferetlig forfølgning, side 60-61, jf. nærmere nedenfor under
pkt. 2.
Det er ikke nærmere angivet i
forarbejderne til § 1018 c, hvad der skal forstås ved udtrykket ’indgreb
som
led i en strafferetlig forfølgning’.
§ 1018 c har i praksis været
bragt i anvendelse i forbindelse med krav om erstatning for
straffeprocessuelle indgreb
såsom
telefonaflytning, ransagning og beslaglæggelse iværksat overfor en
ikke-sigtet,
jf. herved Anklagemyndighedens Årsberetning 1998- 1999, bd. 2, s. 61.
Bestemmelsen har endvidere været bragt i anvendelse ved andre former for
efterforskningsskridt,
der har karakter
af eller som må sidestilles med et indgreb, jf. U 1982.1170 V, der er omtalt
i
AÅ 1998-1999, bd. 2, s. 62-63. Sagen vedrørte et spørgsmål om erstatning til
en
efterlyst kvinde, hvis fotografi under efterforskningen af en drabssag havde
været offentliggjort. Det viste sig efterfølgende, at kvinden ikke havde
noget
med sagen at gøre, og hun fik i medfør af retsplejelovens § 1018 c tilkendt
10.000 kr. i erstatning.
Bestemmelsen i § 1018 c har
ikke kun været anvendt i tilfælde, hvor efterforskningsskridtet har rettet
sig mod tredjemand, men også hvor det har rettet sig mod forurettede. Som
eksempler kan nævnes afspærring af gerningssted som led i efterforskningen og
tilfælde, hvor genstande (tæpper, tøj m.v.), der tilhører forurettede, skæres
i stykker i forbindelse med tekniske
undersøgelser f.eks. i drabssager og voldtægtssager. Hvis den forurettede
–
eller i drabssager dennes pårørende – efterfølgende fremsætter krav om
erstatning over for det offentlige for afspærring af ejendom eller
beskadigelse
af genstande, har jeg antaget, at kravet skal vurderes efter retsplejelovens
§
1018 c.
Som det fremgår af min
afgørelse af 9. juli 2002, har (A) rejst krav om erstatning for udbedring af
et køkkenbord, der blev ødelagt i forbindelse med efterforskningen i en sag
vedrørende et dobbeltdrab, herunder drab på (A)’s ægtefælle (B). Det
fremgår,
at politiet modtog anmeldelsen om drabene den 19. februar 2001. Ved en
undersøgelse samme dag på gerningsstedet – (B)’s ejendom – sås
blandt andet et
tydeligt sålaftryk på en køkkenbordplade. Et aftryk heraf blev sikret med
gelatinehinde. Da aftrykkets detaljer ikke var tilstrækkelig tydelig til
identifikation og for ikke at ødelægge sporet ved flere gelatineaftryk, blev
der den 22. februar 2001 foretaget udskæring af en del af køkkenbordpladen
til
undersøgelse med specialudstyr i Kriminalteknisk Afdeling.
Det er min opfattelse, at det
foretagne efterforskningsskridt i form af udskæring af en del af
køkkenbordpladen
må betragtes som et indgreb, der er foretaget som led i en strafferetlig
forfølgning. Krav om erstatning for udbedring af køkkenbordet må derfor anses
for omfattet af retsplejelovens § 1018 c (og ikke efter § 1018 b), idet
hverken
(B) eller (A) har været sigtede i sagen.
Som ovenfor anført indebærer
en behandling af erstatningskravet efter retsplejelovens § 1018 c en lettere
adgang for erstatningssøgende til at opnå erstatning og domstolsprøvelse
heraf, end hvis kravet skulle behandles efter de almindelige regler.
Hvis kravet således skulle
behandles efter reglerne i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni
1989 om politiets behandling af visse erstatningssager, ville spørgsmålet om
erstatningsansvar
materielt skulle afgøres på grundlag af dansk rets almindelige
erstatningsregler,
og processuelt ville der ikke være en nem adgang til domstolsprøvelse af den
administrative afgørelse.
Jeg finder derfor, at det alt
andet lige må være en fordel for erstatningssøgende at få kravet behandlet
efter reglerne i retsplejelovens kapitel
93
a. Reglerne i retsplejelovens § 1018 e om, at kravet
i tilfælde af fristoverskridelse kan/skal behandles, såfremt overskridelsen
findes undskyldelig, må antages at bygge på denne forudsætning.
Det bemærkes i den
forbindelse, at jeg forstod advokat (C)’s skrivelse af 1. juli 2002 til
mig på
den måde, at anbringendet om at kravet ikke er omfattet af retsplejelovens
kapitel
93 a
navnlig skyldtes problemerne i forhold til 2-måneders fristen i
retsplejelovens
§ 1018 e, stk. 1. Jeg gik således ud fra, at advokaten ønskede – eller i
hvert
fald var indforstået med –, at kravet blev behandlet efter reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 a,
såfremt jeg fandt overskridelsen af 2-måneders fristen undskyldelig. Det var
på
denne baggrund, at jeg også vurderede erstatningskravet på grundlag af dansk
rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h, selv om der
ikke forelå en udtrykkelig begæring herom.
For så vidt angår spørgsmålet
om afgrænsningen mellem på den ene side anklagemyndighedens kompetence efter
retsplejelovens kapitel
93 a
og på den anden side politimesterens/rigspolitichefens/Justitsministeriets
kompetence til at behandle erstatningskrav efter Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse
af 20. juni 1989 er det således sammenfattende min opfattelse, at det
foreliggende
erstatningskrav med rette er blevet behandlet administrativt af
anklagemyndigheden efter reglerne i retsplejelovens kapitel
93 a.
Det tilføjes, at en
erstatningssøgende, der ikke ønsker – eller på grund af
fristoverskridelse
ikke har mulighed for – at få et krav om erstatning behandlet efter
reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 a,
selv om kravet udspringer af et indgreb inden for strafferetsplejen, altid
har
mulighed for at anlægge en almindelig erstatningssag ved domstolene i den
civile retsplejes former, jf. U 1993.558 H. En sådan fremgangsmåde indebærer
bl.a., at sagen skal anlægges ved en almindelig stævning, der skal betales
retsafgift (medmindre der er meddelt fri proces), og advokatudgifter dækkes
ikke efter reglerne om forsvarersalærer. Hertil kommer, at
erstatningsspørgsmålet
i en sådan civil erstatningssag materielt skal afgøres efter dansk rets
almindelige
erstatningsregler og f.eks. ikke efter den lempeligere regel i
retsplejelovens
§ 1018 c.
2.
Som det fremgår af begrundelsen for min afgørelse, har jeg som
led i rimelighedsvurderingen efter § 1018 c lagt vægt på, at (A) som
ægtefælle
til en af de afdøde må have haft en interesse i, at politiet opklarede
forbrydelsen
og fandt frem til gerningsmanden.
Indledningsvis bemærkes, at
da jeg traf afgørelse i sagen, var det oplyst, at det var afdøde (B), der
formelt set var ejer af ejendommen og dermed af køkkenbordpladen, og at (A)
først efterfølgende har overtaget ejendommen som ægtefælle/arving. I sin
klage
af 22. juli 2002 til Justitsministeriet oplyste advokat (C), at (A) allerede
på
udskæringstidspunktet var medejer af ejendommen.
Efter min opfattelse kan det
næppe antages at have afgørende betydning for udfaldet af
rimelighedsvurderingen
i det foreliggende tilfælde, om det er det ene eller det andet ejerforhold på
udskæringstidspunktet, der lægges til grund. Jeg har derfor ikke fundet
grundlag for at gå nærmere ind i dette spørgsmål.
Forarbejderne til
retsplejelovens § 1018 c indeholder ikke særlige bidrag til fortolkningen af
udtrykket
’rimelig’. De situationer, som man har haft for øje i
forarbejderne, er
tilfælde, hvor der over for en ikke-sigtet har været foretaget
straffeprocessuelle tvangsindgreb, jf. herved Folketingstidende 1977- 78,
Tillæg A, sp. 2376, 2378 og 2403 og betænkning nr. 801/1977 om erstatning i
anledning
af strafferetlig forfølgning, side 60- 61. Sådanne tvangsindgreb vil typisk
ikke rette sig mod offeret. Som ovenfor anført har jeg antaget, at
bestemmelsen
i retsplejelovens § 1018 c f.eks. også kan finde anvendelse i forhold
til efterforskningsskridt, der griber ind i offerets ejendom. Der er ikke i
forarbejderne angivet noget om, hvilke hensyn der kan indgå i
rimelighedsvurderingen i disse tilfælde.
Efter min opfattelse må det
antages, at rimelighedsvurderingen i de tilfælde, hvor det pågældende
efterforskningsskridt har tilføjet skade på offerets eller pårørendes
ejendom,
beror på en afvejning af en række hensyn. I afvejningen vil bl.a. indgå, om
ejeren/skadelidte
har haft en særlig interesse i efterforskningsskridtets foretagelse, om
indgrebet
er efterforskningsmæssigt sagligt begrundet, om det er udført på en måde, så
det ikke forvolder mere skade end formålet nødvendiggør, og om
erstatningssøgende
kan rette kravet mod andre (gerningsmanden eller dennes bo), alt sammenholdt
med størrelsen af udbedringsomkostningerne.
Med hensyn til spørgsmålet
om, i hvis interesse det pågældende efterforskningsskridt er foretaget, er
der selvsagt en klar samfundsmæssig interesse i, at forbrydelser, herunder
ikke
mindst alvorlige forbrydelser, efterforskes og opklares. Efterforskning og
strafforfølgning sker imidlertid også af hensyn til ofrene og deres
pårørende.
Ofres og pårørendes interesser på dette område er retligt bl.a. kommet til
udtryk i reglerne om klageadgang i retsplejelovens § 724 og i adgangen til at
kræve erstatning af gerningsmanden, herunder for begravelsesudgifter og
forsørgertabserstatning.
I det foreliggende tilfælde
har jeg fundet, at (A)’s interesse, herunder retlige interesse, i, at
drabet på
hendes ægtefælle blev opklaret, klart taler for, at det pågældende
efterforskningsskridt
blev foretaget.
Når denne interesse
sammenholdes med størrelsen af udbedringsomkostningerne og med,
at
udskæringen var efterforskningsmæssigt
sagligt begrundet og foretaget på et tidspunkt, hvor det ikke endeligt var
fastslået, hvem gerningsmanden var, jf. nedenfor under pkt. 3,
at
den blev foretaget på en måde, der
ikke forvoldte større skade end formålet nødvendiggjorde, og
at
det var muligt for erstatningssøgende
at rette kravet mod gerningsmanden, er det ud fra en samlet vurdering min
opfattelse,
at det ikke ville være rimeligt, hvis det offentlige skulle afholde
udgifterne
til udbedring af køkkenbordpladen.
Det er således fortsat min
opfattelse, at der som led i rimelighedsvurderingen kan lægges vægt på
skadelidtes interesse i, at det pågældende efterforskningsskridt blev
foretaget.
Men som det fremgår, må det efter min opfattelse antages, at
rimelighedsvurderingen består i en afvejning af en flerhed af hensyn, hvor
(A)’s
interesse i, at drabet opklares og gerningsmanden findes, er et centralt
hensyn, men som nævnt ikke det eneste. Det havde været rigtigst, om dette
havde
fremgået udtrykkeligt af begrundelsen for min afgørelse.
Det tilføjes, at jeg ikke i
afgørelsen særskilt har henvist (A) til i stedet at rette kravet mod den
formodede gerningsmand, i dette tilfælde boet efter vedkommende. Dette
skyldes, at det fremgår af sagens akter, at (A)’s daværende advokat ( )
ved
skrivelse af 27. april 2002 anmeldte et krav om erstatning for tab af
forsørger
samt erstatning for skade på afdøde (B)’s ejendom i boet efter den
formodede
drabsmand, men at anmeldelsen ved skrivelse af 3. maj 2002 blev afvist af
boets bestyrer som for sent anmeldt.
3.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken betydning det må
tillægges for spørgsmålet om erstatning, at den formodede gerningsmand var
fundet død i sit hjem formentlig ved selvmord på det tidspunkt, hvor
indgrebet
blev foretaget, kan jeg supplerende oplyse, at det fremgår af sagen, at
politiet
i forbindelse med fundet af den afdøde, formodede gerningsmand ikke fandt
gerningsvåbnet til drabene. Den afdøde havde endvidere ikke efterladt sig
afskedsbrev eller andre oplysninger om, at han havde begået drabene. Sagen
var
således fortsat under efterforskning på det tidspunkt, hvor indgrebet mod
køkkenbordpladen blev foretaget.
På den baggrund fandt jeg
ikke, at det kunne tillægges betydning for erstatningsspørgsmålet, at
politiet
mente at have fundet den formodede gerningsmand, da indgrebet blev
foretaget.”
Justitsministeriet henviste i
en udtalelse af 6. marts 2003 til Rigsadvokatens udtalelse.
Ved brev af 24. marts 2003
fremsatte C bemærkninger til Justitsministeriets og Rigsadvokatens
udtalelser. C bekræftede at kravet om erstatning for den ødelagte bordplade i
første omgang blev anmeldt i den formodede gerningsmands dødsbo, og at kravet
blev afvist som for sent anmeldt. C bemærkede at der efter det for hende
oplyste ikke ville være dækning til samtlige krav i dødsboet. Endelig
bemærkede
C at der i den pågældende situation måtte være tale om solidarisk hæftelse
for den som konkret udøver indgrebet, og den som har givet anledning til
efterforskning, såfremt den pågældende kan domfældes.
I brev af 18. juni 2003
udtalte jeg herefter bl.a. følgende:
Ombudsmandens udtalelse
”Jeg har ikke grundlag for at betvivle at udskæringen af
køkkenbordpladen var et nødvendigt efterforskningsskridt. Det forhold at
gerningsmanden faktisk var fundet på tidspunktet for udskæringen, kan under
hensyn til
at
dette ikke var endeligt konstateret, og
at
efterforskningen derfor fortsat pågik, ikke tillægges nogen betydning.
Jeg vil derfor ikke beskæftige mig yderligere med disse spørgsmål.
1. Behandlingen af erstatningskravet efter retsplejelovens kapitel
93 a
Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel
93 a
om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning fik sin nuværende
udformning
ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Udformningen blev til på baggrund af
betænkning
nr. 801 fra 1977. Kapitlet indeholder blandt andet materielle regler om
erstatning
til anholdte eller varetægtsfængslede (§ 1018a), sigtede (§ 1018b) samt
personer der ikke har været sigtede (§ 1018c).
For personer der ikke har
været sigtede, gælder § 1018c hvorefter der kan ydes erstatning for indgreb
som led i en strafferetlig forfølgning hvis det findes rimeligt.
Endvidere indeholder kapitel
93 a
en bestemmelse hvorefter erstatningskrav
på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler der fremsættes af
sigtede, domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, på
begæring behandles efter de processuelle regler i kapitlet (§ 1018h).
En henføring af (A)’s
erstatningskrav under de materielle bestemmelser i kapitel
93 a
skulle i givet fald ske under
§ 1018c. Denne bestemmelse har som nævnt af Rigsadvokaten i praksis
været
anvendt i forbindelse med telefonaflytning, ransagning og beslaglæggelse, jf.
Anklagemyndighedens Årsberetning 1998- 1999, bind 2, s.
61f.
Bestemmelsen har, som det
fremgår af Rigsadvokatens udtalelse, ikke kun været anvendt i tilfælde hvor
efterforskningsskridtet har rettet sig mod tredjemand, men også hvor det har
rettet sig mod forurettede. Rigsadvokaten har som eksempler nævnt afspærring
af gerningssted som led i efterforskningen og tilfælde hvor genstande
(tæpper,
tøj mv.) der tilhører forurettede, skæres
i stykker i forbindelse med tekniske undersøgelser, f.eks. i drabssager og
voldtægtssager.
Af Anklagemyndighedens
Årsberetning 1988, s. 26, fremgår desuden at krav om erstatning for skader
der
under en ransagning hos en ikke-sigtet er sket på dennes ejendele, f.eks. ved
opbrydning af låse, opskæring af stolehynder eller lignende, behandles efter
§
1018c.
Udskæring af en del af et
køkkenbord som led i bevissikring i forbindelse med efterforskning af en
drabssag er efter min opfattelse også et sådant indgreb i en strafferetlig
forfølgning som omfattes af bestemmelsen. Jeg er således enig med
Justitsministeriet
og Rigsadvokaten i at bestemmelsen fandt anvendelse.
På baggrund af Rigsadvokatens
redegørelse for baggrunden for at sagen blev behandlet efter kapitel
93 a, herunder Rigsadvokatens opfattelse
af (C)’s brev af 1. juli 2002, og det forhold at Rigsadvokaten tillige
vurderede erstatningskravet på grundlag af dansk rets almindelige
erstatningsregler,
kan jeg ikke kritisere at sagen af Rigsadvokaten og Justitsministeriet blev
behandlet efter kapitel
93 a.
Jeg har ikke fundet anledning
til af egen drift at undersøge spørgsmålet om hvorvidt sagen i første instans
skulle behandles af Statsadvokaten for ( ) eller af Rigsadvokaten.
2. Vægt på (A)’s interesse i sagens opklaring og begrundelsen for at
afslå erstatning
a.
Afgørelsen om at afslå erstatning efter retsplejelovens § 1018c
beror på et skøn over en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som
ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse hensyn og
omstændigheder på en anden og bedre måde end Rigsadvokaten og
Justitsministeriet
der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Normalt kan
jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af dette skøn. Kun hvis der
er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes
afgørelse.
Min undersøgelse vil derfor i
det følgende begrænse sig til spørgsmålet om hvorvidt Rigsadvokaten og
Justitsministeriet var berettiget til at lægge vægt på at (A) som ægtefælle
til en af de afdøde i sagen måtte have haft en interesse i at politiet
opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden. Desuden vil jeg
nedenfor
forholde mig til den begrundelse som Rigsadvokaten og dermed
Justitsministeriet
gav for afslaget.
b.
Som anført af Rigsadvokaten indeholder forarbejderne til
retsplejelovens § 1018c ikke særlige bidrag til fortolkningen af udtrykket
’rimelig’.
Som udgangspunkt må
fastlæggelsen af de hensyn som kan inddrages, derfor være forholdsvis fri, og
flere forhold kan inddrages.
En vis støtte for at anse
visse mindre betydningsfulde indgreb for erstatningsfri under hensyn til den
fælles samfundsmæssige interesse i forbrydelsernes opklaring findes i
betænkning
801 (1977) på s. 26 hvor det i en diskussion om at foreskrive
erstatningsansvar for sigtelse bl.a. anføres:
’Hertil kommer, at risikoen
for, at man på et grundlag – der senere viser sig at være uholdbart
– sigtes
for et strafbart forhold og afhøres herom, efter udvalgets opfattelse må
bæres af borgerne som et bidrag til det almene gode der ligger i
retshåndhævelsen.’
Betragtningerne angår
imidlertid erstatning for ikkeøkonomisk skade (tort og lidelse mv.) i
forbindelse
med sigtelse og kan ikke umiddelbart overføres på økonomisk skade som der er
tale om i denne sag. Betragtningerne kan desuden ikke udstrækkes til
skadelidtes
personlige interesse i den handling der fører til skaden.
c.
Til fastlæggelse af formålet med § 1018c og dermed hvilke hensyn
som kan indgå i afgørelser efter bestemmelsen, kan det være relevant at tage
udgangspunkt i bestemmelsens baggrund og sammenhængen med lovens øvrige
erstatningsbestemmelser.
Bestemmelsen i § 1018c kom
ind i loven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Baggrunden var en
mindretalsudtalelse
i betænkning nr. 801 fra 1977, s.
60f,
hvori følgende blev anført:
’
Flertallets udkast omhandler
kun erstatningskrav fra personer, der har været sigtet eller mistænkt. En
række
straffeprocessuelle indgreb (f.eks. ransagning og beslaglæggelse) kan
imidlertid foretages både over for den sigtede og over for andre. Det
forekommer urimeligt, at sigtedes erstatningskrav i anledning af en
ransagning
skal kunne behandles efter de lette regler i kap.
93 a, og skal kunne imødekommes, selv
om et sædvanligt ansvarsgrundlag ikke foreligger, medens den person, der ikke
har været sigtet, men hos hvem der også har været foretaget ransagning med
økonomisk
skade, lidelse eller tort til følge, skal være henvist til at gå den tunge
gang
at anlægge en civil retssag og kun få krav imødekommet, hvis der er udvist et
ansvarspådragende forhold fra myndighedernes side. Ganske vist vil et indgreb
mod en ikke-sigtet sjældnere medføre økonomisk skade, lidelse eller tort end
et
indgreb mod en sigtet, men i de tilfælde hvor skade, lidelse eller tort
faktisk
foreligger, ses der ingen grund til at stille den ikke-sigtede ringere end
den
sigtede.
’
Formålet med bestemmelsen var
således at ligestille ikke-sigtede med sigtede personer i erstatningsmæssig
henseende. For at vurdere hvilke forhold der kan lægges vægt på ved afgørelse
af erstatningskrav fra ikke-sigtede, vil det derfor være relevant at fastslå
hvilke forhold der kan indgå i afgørelser om erstatningskrav fra sigtede.
Erstatningsreglerne i kapitel
93 a
bygger i
hovedsagen på det system at der skal eller kan ydes erstatning medmindre der
foreligger en særlig erstatningsudelukkelsesgrund (påtaleopgivelse eller
frifindelse på grund af utilregnelighed), eller den erstatningssøgende selv
har givet anledning til foranstaltningerne, jf. hertil § 1018a, stk. 3.
Den ’egen skyld’ som kan føre
til udelukkelse eller nedsættelse af erstatningen, er i betænkning 801, s.
30ff, inddelt i tre tilfældegrupper; 1) sigtedes egen adfærd forud for
strafforfølgningen,
2) sigtedes mistankepådragende adfærd i forbindelse med strafforfølgningen og
3) sigtedes udvisning af adfærd der i særlig grad indicerer en fængsling
eller anholdelsesgrund. Udelukkelse eller nedsættelse af erstatning med
henvisning til egen skyld kan ske såvel for så vidt angår anholdelse og
varetægtsfængsling,
som i sager om andre straffeprocessuelle indgreb, jf. § 1018b, jf. § 1018a,
stk. 3. Erstatning til anholdte og fængslede er herudover udelukket såfremt
påtaleopgivelse eller frifindelse er begrundet i at tiltalte findes
utilregnelig.
De hensyn vedrørende ’egen
skyld’ som kan føre til udelukkelse eller nedsættelse af erstatning for
sigtede, inddrages også i sager vedrørende ikke-sigtede. I
Anklagemyndighedens
Årsberetning 1998- 1999, bind 2, s. 61, er således anført følgende:
’
For
ransagninger
hos ikke-sigtede personer ydes erstatning efter samme
retningslinier som for ransagning hos sigtede. Erstatning kan nægtes i det
omfang, det findes rimeligt, at vedkommende selv bærer risikoen for, at
politiet gennemfører ransagningen.
Ejeren af en lejlighed må
således som udgangspunkt selv bære risikoen for, at en person, som ejeren har
givet adgang til lejligheden, er kriminel, og eventuelt anvender den til
opbevaring
af f.eks. stjålne genstande eller narkotika.
Lignende risikobetragtninger
som ved ransagninger er anvendt i sager om
beslaglæggelse
mv. af genstande, herunder f.eks. motorkøretøjer
, som ejeren har overladt
til den sigtede. Der vil som udgangspunkt ikke skulle ydes erstatning til
ejeren, som selv må bære risikoen for den adfærd som er udvist.
’
Ligebehandlingsprincippet –
som altså var en bærende årsag til at § 1018c blev medtaget i loven –
taler for
ikke at lægge vægt på forskellige hensyn i sager med henholdsvis sigtede og
ikke-sigtede. En fuldstændig ligestilling for så vidt angår de hensyn som kan
føre til at nægte at udbetale erstatning, kan dog næppe lade sig gennemføre
konsekvent.
Hensyntagen til skadelidtes
interesse i forbrydelsens opklaring vil imidlertid kunne udelukke erstatning
til en væsentlig del af de forurettede erstatningssøgende, hvilket ikke synes
at være i overensstemmelse med formålet med § 1018c.
d.
I Anklagemyndighedens Årsberetning for årene 1979, 1981, 1988,
1993 og 1998- 1999 er gengivet administrativ praksis og retspraksis for
anvendelse af bestemmelserne i kapitel
93
a. En gennemgang af den heri omtalte praksis viser ingen
eksempler på at hensynet til skadelidtes egen interesse i sagens opklaring er
anvendt.
Sager om sigtede vil kun
sjældent være relevante i denne sammenhæng. Dette skyldes at sigtede normalt
ikke samtidig vil være ofre (eller pårørende til ofre) medmindre sigtelse og
iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb f.eks. er en følge af en falsk
anmeldelse.
Af anklagemyndighedens
årsberetninger fremgår eksempler på uretmæssig sigtelse og tilknyttede
straffeprocessuelle indgreb forårsaget af falsk eller i hvert fald uholdbar
anmeldelse eller anmeldelse som trækkes tilbage, jf. f.eks.
Anklagemyndighedens
Årsberetning 1993, s. 39, om to mænd som blev anmeldt for voldtægt af en
kvinde og senere da det viste sig at anmeldelsen var falsk, blev tillagt
erstatning
for legemsundersøgelse. I sådanne sager kan den som er genstand for den
falske
anmeldelse, optræde både som sigtet (eller i hvert fald mistænkt) og som
offer
i sagen. I sådanne sager ses i anklagemyndighedens årsberetninger heller ikke
eksempler på at anklagemyndigheden eller domstolene har afvist eller nedsat
erstatning
med henvisning til skadelidtes egen interesse i sagens opklaring. Jeg er
opmærksom på at indgrebene i disse sager ofte er af en anden karakter end i
det foreliggende tilfælde (legemsindgreb, ransagning og lignende), ligesom
den
kriminalitet som efterforskes, ikke i første omgang er den falske anmeldelse,
men den kriminalitet som offeret uretmæssigt mistænkes for.
Anklagemyndighedens
årsberetninger indeholder kun gennemgang af et begrænset antal sager
vedrørende erstatning efter retsplejelovens § 1018c. I en sag som blandt
andet
er omtalt i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, s. 62,
udbetaltes erstatning for en kvindes indkvartering på et hotel som var
nødvendiggjort
af politiets undersøgelser af boligen efter at hendes samlever var blevet
myrdet. Kvinden var selv tiltalt som medskyldig i drabet, men blev frifundet.
Uanset at der i dette tilfælde blot var tale om kvindens samlever, må det
antages at hendes ideelle interesse i sagens opklaring gjorde sig gældende
med
tilsvarende styrke som i den foreliggende sag hvor der var tale om separerede
ægtefæller.
Der ses således ikke af
anklagemyndighedens egen praksisbeskrivelse tidligere at være lagt vægt på
skadelidtes egen interesse i sagens opklaring. Rigsadvokaten og
Justitsministeriet
har heller ikke henvist til tidligere inddragelse af dette hensyn.
e.
Erstatning efter retsplejelovens § 1018c kan karakteriseres som
en billighedserstatning, jf. formuleringen ’hvis det findes
rimeligt’. Man
kan således ikke opstille de samme kriterier for erstatning efter
bestemmelsen
som efter dansk rets øvrige regler om erstatning, herunder erstatning efter
culpareglen. Ved vurderingen af om der kan lægges vægt på skadelidtes
interesse
som i den foreliggende sag, kan det alligevel være relevant at undersøge om
der anvendes tilsvarende kriterier i forbindelse med erstatning på andet
grundlag.
Sager om skader af den
karakter som der er tale om i det foreliggende tilfælde, har visse fællestræk
med sager om det offentliges indskrænkning, overførsel eller tilintetgørelse
af privates ejendomsret som er omfattet af ekspropriationsbestemmelsen i
grundlovens § 73. I relation til grundlovens § 73 er det antaget at
ekspropriantens
egen interesse i et indgreb i ejendomsretten kan tale imod at anse indgrebet
for ekspropriation i § 73’s forstand, jf. Alf Ross, Dansk
Statsforfatningsret
II (1980), s. 673. I de sager som er omfattet af dette synspunkt, må
skadelidtes interesse dog efter min opfattelse være mere nærliggende end den
som Rigsadvokaten og Justitsministeriet har lagt vægt på i dette tilfælde,
herunder ved at indgrebet mere direkte er begrundet i varetagelsen af
skadelidtes
interesser.
Også den almindelige
erstatningsret anerkender at der kan lægges vægt på skadelidtes interesser,
jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 24 hvorefter der ved afgørelse af om
erstatningsansvar skal nedsættes eller bortfalde, kan lægges vægt på
skadelidtes
interesse. Der er her imidlertid tale om skadelidtes interesse i at opnå
(fuld)
erstatning, og bestemmelsen har desuden karakter af en social-humanitær
sikkerhedsventil
som kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan finde anvendelse på det
offentliges erstatningsansvar, jf. A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5.
udgave (1989), s. 477ff.
Inden for den almindelige
erstatningsret efter culpareglen anerkendes hensynet til skadelidtes
interesse
i den handling der fører til skaden, efter principperne om uanmodet
forretningsførelse (negotiorum gestio). Efter disse principper kan
forsvarligt
indgreb i en andens retsgoder være retmæssigt (og erstatningsfrit) såfremt
handlingen er nødvendig og formuegodets ejer selv er forhindret i at foretage
det fornødne, jf. A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udgave, 1989, s.
48ff. Dette princip kan ikke overføres til sager som den foreliggende.
I Henning Skovgaard,
Offentlige myndigheders erstatningsansvar (1983), s. 242ff, er blandt andet
anført følgende under § 44:
’§ 44. Formål
1.
Almindeligt.
Formålsmomentet rummer en graduel vurdering af
fremmedheden af den interesse, som bærer den
skadevoldende offentlige virksomhed. Er der tale om varetagelse af
udpræget fremmede, ’specielle’ interesser, er det en væsentlig
indikation for
ansvar, omvendt er det en kontraindikation for ansvar, for så vidt og i det
omfang,
der foreligger varetagelse af skadelidtes egne interesser (rigtigt
forstået!).
4.
Sammenfatning.
Formålsmomentet, som bestemt ovenfor i 1., er klart
anerkendt i såvel ekspropriationsretlig som almindelig erstatningsretlig
teori, og med samme betydningsindhold. Det er ikke i strid hermed, nærmest
tværtimod, at formålsmomentet i forbindelse med den almindelige
erstatningsret
og navnlig i domspraksis kun er trådt klart frem i forbindelse med ansvar,
som
er uafhængigt af den traditionelle skyldbetingelse. Det er netop i god
overensstemmelse med ansvarsstandardens særlige karakter og samspillet mellem
momenterne, at hvor der foreligger traditionel skyld og fysisk skade, vil
formålsmomentet ikke tildrage sig særlig opmærksomhed, simpelthen fordi
vægten
eller manglen på samme i de øvrige momenter oftest vil være tilstrækkelig til
at afgøre sagen. Ved de for myndighedsansvaret særligt relevante rene
formueskader med tvivlsomme fejlmomenter har formålsmomentet en større rolle
at spille. Dets almindelige relevans for ansvaret kan også forklares ud fra
erstatningspligtens
akvieseringsfunktion, jf. kap. I, §§ 9-10.
’
Det anførte taler for så vidt
for at der kan lægges vægt på skadelidtes egen interesse i skaden ved
vurdering af offentlige myndigheders erstatningsansvar i en sag som den
foreliggende, om end citatet ikke giver svaret på hvorledes vurderingen skal
falde ud hvor der er tale om en blandet privat og offentlig interesse.
Endvidere kan det nævnes at
der i forbindelse med opgørelsen af et givet tab efter den almindelige
erstatningsret i almindelighed skal tages hensyn til de økonomiske fordele
som skadelidte har haft af skadens indtræden, jf. A. Vinding Kruse,
Erstatningsretten, 5. udgave (1989), s.
342f.
I den foreliggende sag har (A) dog ikke opnået dækning for skaden på
køkkenbordet
andetsteds. Noget andet er at der ved afgørelse af erstatningskrav efter
rimelighedsbetragtninger naturligvis kan lægges vægt på at der eksisterer
andre
oplagte muligheder for at opnå erstatning som imidlertid ikke er forfulgt med
rettidig omhu.
f.
Sammenfattende mener jeg ikke at der er tilstrækkelige
holdepunkter for at antage at hensynet til skadelidtes interesse i sagens
opklaring kan inddrages efter retsplejelovens § 1018c som sket i denne sag.
Jeg lægger navnlig vægt på formålet med § 1018c og på at hensynet ikke ses i
almindelighed (om overhovedet) at være indgået i administrativ praksis eller
retspraksis tidligere, samt at hensynet som det er anvendt i denne sag, ikke
ses at have støtte i lovens forarbejder eller i tilstrækkelig grad i
erstatningsretlige betragtninger i øvrigt.
Jeg har samtidig hermed gjort
Rigsadvokaten og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.
g.
I Rigsadvokatens afgørelse af 9. juli 2002 er alene henvist til
(A)’s interesse i sagens opklaring. Justitsministeriet henviste i sin
afgørelse
af 13. august 2002 til Rigsadvokatens afgørelse. Af Rigsadvokatens udtalelse
af 28. januar 2003, som Justitsministeriet har henholdt sig til, fremgår det
at
Rigsadvokaten har lagt vægt på flere forskellige hensyn og ikke blot på
hensynet til (A)’s interesse i sagens opklaring. Rigsadvokaten har
oplyst at
det efter Rigsadvokatens opfattelse havde været rigtigst om dette havde
fremgået udtrykkeligt af begrundelsen.
Forvaltningslovens bestemmelser
antages at finde anvendelse i sager om erstatning efter retsplejelovens
kapitel
93 a, jf.
Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, 1999, s. 127.
Forvaltningslovens § 24, stk.
1 og 2, er sålydende:
’§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’
Det er beklageligt at
Rigsadvokaten alene angav hensynet til (A)’s interesse i sagens
opklaring, og
det er beklageligt at Justitsministeriet ikke konstaterede dette og udtalte
sig herom.
Jeg har samtidig hermed gjort
Rigsadvokaten og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.
På baggrund af det ovenfor
anførte og da Justitsministeriet ikke ses at have forholdt sig til
Rigsadvokatens
øvrige grunde til at nægte erstatning, har jeg henstillet til
Justitsministeriet
at træffe en fornyet afgørelse i sagen.
Jeg bemærker at jeg ikke
herved har taget stilling til hvilket udfald sagen bør have ved en fornyet
stillingtagen.
Jeg har bedt
Justitsministeriet om underretning om ministeriets fornyede afgørelse.”
Ved brev af 28. august 2003
meddelte Justitsministeriet A’s advokat, C, sin fornyede afgørelse i
sagen.
Justitsministeriet anførte blandt andet følgende i afgørelsen:
”Det fremgår af sagens akter,
at Deres klients fraseparerede ægtefælle, (B), og hans veninde (D) den 19.
februar 2001 blev fundet skudt i (B)’s hjem. Det fremgår endvidere af
sagens
akter, at politiet efter besigtigelse af de dræbte og gerningsstedet
konkluderede, at der var tale om et dobbeltdrab. Politiet konstaterede ved en
undersøgelse af gerningsstedet bl.a., at et sydvestvendt køkkenvindue var
opbrudt ved hjælp af et ukendt stykke værktøj og fandt inde i huset et
sålaftryk i indadgående retning på køkkenbordpladen neden for dette vindue.
På
den baggrund konkluderede politiet, at gerningsmanden måtte have skaffet sig
adgang til huset via det pågældende vindue.
Herudover fremgår det af
sagens akter, at politiet efter en afhøring af anmelder og (D)’s moder
rettede
henvendelse til (D)’s mand ( ), der efter det oplyste var ked af og
deprimeret
over, at (D) nogen tid forinden var fraflyttet den fælles bopæl. Politiet
kunne
ved ankomst til (D’s mands) bopæl konstatere, at denne var død, og
formodentlig havde begået selvmord med et jagtgevær. Det våben, der var
blevet
anvendt ved drabet på (D) og (B) var imidlertid ikke identisk med det gevær,
som blev fundet hos (D’s mand), og man fandt ikke ved undersøgelse af
dennes
bopæl mordvåbenet. Man fandt heller ikke på (D’s mands) bopæl et
afskedsbrev
eller lignende, som satte ham i forbindelse med dobbeltdrabet.
I forbindelse med
efterforskningen udskar Rigspolitichefens tekniske afdeling den 22. februar
2001 et stykke af køkkenbordpladen i (B)’s hjem for at sikre det ovenfor
nævnte
sålaftryk med henblik på at sammenligne dette med aftryk fra afdøde (D’s
mands)
sko. Politiet havde uden held forsøgt at sikre sålaftrykket med
gelatinehinde,
og man besluttede – for ikke at ødelægge aftrykket med yderligere
gelatinehindeforsøg – at udskære et stykke af bordpladen med henblik på
at
undersøge aftrykket med specialudstyr i laboratoriet i Kriminalteknisk
Afdeling.
Det fremgår endelig af sagens
akter, at Deres klient allerede på udskæringstidspunktet var medejer af
ejendommen.
De har i Deres klage til
Justitsministeriet af 22. juli 2002 bl.a. anført, at det er Deres opfattelse,
at et indgreb af den pågældende karakter ikke kan anses for et indgreb
omfattet af retsplejelovens kapitel
93 a.
På grundlag af ovenstående
gennemgang af sagsforløbet må det efter Justitsministeriets opfattelse
imidlertid lægges til grund, at indgrebet er sket som led i efterforskningen
af
en lovovertrædelse, og dermed som et indgreb foretaget som led i
strafferetlig
forfølgning. Erstatningskrav, der udspringer af indgreb foretaget som led i
strafferetlig forfølgning, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel
93 a, hvorfor det
foreliggende erstatningskrav ligeledes vil skulle behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 a.
Det bemærkes, at behandling
af det foreliggende erstatningskrav efter reglerne i retsplejelovens kapitel
93 a
indebærer en lettere adgang for Deres
klient til at opnå erstatning og domstolsprøvelse heraf, end hvis kravet
skulle behandles efter de almindelige erstatningsregler. Det er således
Justitsministeriets
opfattelse, at det alt andet lige må være en fordel for Deres klient at få
kravet behandlet efter reglerne i kapitel
93
a.
Justitsministeriet antager
derfor, at Deres anbringende om, at kravet ikke er omfattet af
retsplejelovens
kapitel
93 a
skyldes, at kravet er fremsat efter udløbet af 2 måneders fristen i
retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, hvorfor erstatningskravet som udgangspunkt
vil kunne afvises som for sent fremsat. Justitsministeriet har imidlertid i
lighed med Rigsadvokaten fundet fristoverskridelsen undskyldelig, idet De
først blev beskikket som bistandsadvokat for Deres klient den 3. april 2001
og
først fik kontakt til hende den 23. april 2001.
Justitsministeriet har
således besluttet at realitetsbehandle kravet efter reglerne i
retsplejelovens
kapitel
93 a.
Hverken Deres klient eller
(B) har været sigtede i sagen, hvorfor Deres klients krav om erstatning for
udskæring af en del af bordpladen må anses for omfattet af retsplejelovens §
1018 c. Efter denne bestemmelse kan der, hvis der over for en person, der
ikke
har været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig
forfølgning, ydes erstatning, hvis det findes rimeligt. Bestemmelsen er
fakultativ, således at erstatning ydes efter en rimelighedsvurdering.
Retsplejelovens § 1018 c blev
indsat i retsplejeloven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Baggrunden herfor
var en mindretalsudtalelse i betænkning nr. 801/1977 om erstatning i
anledning
af strafferetlig forfølgning. I betænkningen anfører mindretallet på s.
60f
bl.a.:
’( ) Det forekommer
urimeligt, at sigtedes erstatningskrav i anledning af en ransagning skal
kunne
behandles efter de lette regler i kap.
93
a, og skal kunne imødekommes, selv om sædvanligt ansvarsgrundlag
ikke foreligger, medens den person, der ikke har været sigtet, men hos hvem
der
også har været foretaget ransagning med økonomisk skade, lidelse eller tort
til
følge, skal være henvist til at gå den tunge gang med at anlægge en civil
retssag og kun kan få sit krav imødekommet, hvis der er udvist et
ansvarspådragende
forhold fra myndighedernes side. Ganske vist vil et indgreb mod en ikke-
sigtet sjældnere medføre økonomisk skade, lidelse eller tort end et indgreb
mod
en sigtet, men i de tilfælde, hvor skade, lidelse eller tort faktisk
foreligger, ses der ingen grund til at stille den ikke-sigtede ringere end
den
sigtede.
( )
Erstatningsadgangen er i §
1018 b begrænset til tilfælde, hvor det findes billigt at yde erstatning.
Denne begrænsning er egentlig ikke ganske logisk. I virkeligheden burde det
afgørende
kriterium for, om erstatning skal ydes i disse sager, være, om der er lidt en
skade som omhandlet i § 1018 d. Den erstatningsudløsende begivenhed
(frifindelse etc.) vil jo altid være til stede. Billighedskriteriet i § 1018
b
i mindretallets lovudkast skyldes, at det næppe vil være
muligt på nuværende tidspunkt at få gennemført en erstatningsregel,
der er mere vidtgående end den foreslåede. Det kan endvidere anføres, at en
eventuelt mere vidtgående erstatningsregel bør udarbejdes i sammenhæng med
løsningen
af hele problemet om det offentliges erstatningspligt, jfr. s.
50.’
Det må på baggrund af mindretallets
udtalelse lægges til grund, at formålet med indsættelse af en bestemmelse i
retsplejeloven om ikke-sigtedes muligheder for at opnå erstatning i anledning
af strafferetlig forfølgning var at sikre, at også erstatningskrav fra
ikke-sigtede kan fremsættes og behandles efter reglerne i retsplejelovens
kap.
93 a, samt at sikre,
at der er en adgang for ikke-sigtede til at få erstatning, selvom almindeligt
ansvarsgrundlag (culpa) ikke ses at foreligge.
Efter Justitsministeriets
opfattelse må det på baggrund af mindretallets udtalelse imidlertid også
lægges til grund, at det ikke været hensigten med indsættelse af den
pågældende
bestemmelse i retsplejeloven ganske at ligestille ikke-sigtede med sigtede
med
hensyn til, hvornår der kan ydes erstatning og med hensyn til hvilke hensyn,
der kan føre til at nægte eller nedsætte en eventuel erstatning.
Denne opfattelse støttes
tillige af det forhold, at bestemmelserne i straffelovens § 1018 b og
1018 c om henholdsvis sigtedes og ikke-sigtedes ret til erstatning i
anledning
af indgreb, der har været foretaget som led i en strafferetlig forfølgning,
er
udformet forskelligt. Mens der i retsplejelovens § 1018 b om sigtedes
erstatningskrav henvises til § 1018 a, herunder til muligheden for efter
§ 1018 a, stk. 3, at nægte eller nedsætte erstatning, når sigtede selv
har givet anledning til foranstaltningerne, anføres det i § 1018 c om
ikke-sigtedes erstatningskrav, at der kan ydes erstatning, hvis dette findes
rimeligt.
Retsplejelovens § 1018 c
indeholder således ikke en henvisning til retsplejelovens § 1018 a, og
nægtelse eller nedsættelse af erstatning kan således ikke anses for at være
begrænset til de situationer, som er beskrevet i retsplejelovens §
1018 a, stk. 3. På den anden side er muligheden
for at opnå erstatning efter retsplejelovens § 1018 c ikke begrænset til
tilfælde, hvor der foreligger et almindeligt erstatningsretligt ansvar
(culpa).
Efter anklagemyndighedens
administrative praksis beror det på en konkret vurdering, om der ydes
erstatning.
Ved vurderingen lægges der blandt andet vægt på, om indgrebet er af en sådan
intensitet eller medfører en sådan ulempe, at det findes rimeligt at yde
erstatning, jf. Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999 s. 59. Herudover
har
man i utrykt administrativ praksis bl.a. inddraget hensynet til skadelidtes
interesse i sagens opklaring i sager om erstatning efter retsplejelovens §
1018 c. Kopi af eksempler på sådanne administrative afgørelser vedlægges til
orientering i anonymiseret form.
Efter Justitsministeriets
opfattelse må det på baggrund af forarbejderne og administrativ praksis
antages, at rimelighedsvurderingen i de tilfælde, hvor det pågældende
efterforskningsskridt
har tilføjet skade på offerets eller pårørendes ejendom, bero på en afvejning
af en række hensyn. I denne afvejning vil bl.a. indgå, om indgrebet er
efterforskningsmæssigt sagligt begrundet, om det er udført på en måde, så det
ikke forvolder mere skade, end formålet nødvendiggør, om skadelidte/ejeren
har
en særlig interesse i, at efterforskningsskridtet foretages, og om
erstatningssøgende
kan rette kravet mod andre (gerningsmanden eller denne bo) alt sammenholdt
med
størrelsen af udbedringsomkostningerne.
Justitsministeriet kan efter
en fornyet gennemgang af sagen fortsat ikke imødekomme Deres klients krav om
erstatning.
Justitsministeriet har ved
sin afgørelse lagt vægt på størrelsen af udbedringsomkostningerne sammenholdt
med,
at
udskæringen af en del af
køkkenpladen var efterforskningsmæssigt sagligt begrundet,
at
udskæringen blev foretaget på et
tidspunkt, hvor det ikke var endeligt fastslået, hvem gerningsmanden var, og
at
Deres klient som ægtefælle til en af
de afdøde må have haft en interesse i, at politiet opklarede forbrydelsen og
fandt frem til gerningsmanden. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på,
at udskæringen blev foretaget på en måde, der ikke forvoldte større skade,
end
formålet nødvendiggjorde, og at Deres klient, såfremt denne havde udvist
rettidig omhu, ville have kunne rette erstatningskravet mod gerningsmandens
bo.
Det bemærkes i denne
forbindelse, at Justitsministeriet er bekendt med, at Deres klients tidligere
advokat ( ) ved skrivelse af 27. april 2002 anmeldte Deres klients krav om
erstatning for tab af forsørger samt erstatning for skade på afdøde
(B)’s
ejendom i boet efter den formodede drabsmand, men at anmeldelsen ved
skrivelse
af 3. maj 2002 blev afvist af boets bestyrer som for sent anmeldt.
På denne baggrund finder
Justitsministeriet, at det ud fra en samlet vurdering ikke ville være
rimeligt,
såfremt det offentlige skulle afholde udgifterne til udbedring af
køkkenbordpladen.
Justitsministeriet har
endvidere overvejet, om der er grundlag for erstatning efter dansk rets
almindelige
erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h. Justitsministeriet finder
imidlertid
ikke, at der er grundlag for at antage, at politiet har begået fejl eller i
øvrigt
udvist ansvarspådragende adfærd i forbindelse med indgrebet.
Justitsministeriet har ved
sin afgørelse lagt vægt på, at udskæring af et stykke af køkkenbordpladen
skete
med henblik på at bevise, at afdøde (D’s mand) var gerningsmand til
dobbeltdrabet,
og at det – henset til at man forgæves havde forsøgt at sikre
sålaftrykket med
gelatinehinde – var den mindst indgribende måde, hvorpå man kunne sikre
det
pågældende spor.
Justitsministeriet skal
beklage, at de forhold, som ministeriet ved sin afgørelse af 9. juli 2002
havde
lagt vægt på, ikke var tilstrækkeligt præciseret i ministeriets afgørelse.
Justitsministeriets afgørelse
om erstatning kan begæres indbragt for retten til prøvelse inden to måneder
efter modtagelsen af denne afgørelse i medfør af retsplejelovens § 1018
f, stk. 1.”
Jeg skrev herefter, ved brev
af 3. september 2003, bl.a. således til Justitsministeriet:
”Jeg har noteret mig det
oplyste om at afgørelsen i medfør af retsplejelovens § 1018f, stk. 1,
kan
begæres indbragt for retten til prøvelse inden for en nærmere angivet frist.
Jeg foretager mig på det
foreliggende grundlag ikke yderligere i anledning af sagen.
Såfremt sagen indbringes for
retten, vil jeg sætte pris på at blive orienteret om resultatet af
prøvelsen.”
Lignende dokumenter
- Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 9. juni 2021. — DI mod Den Europæiske Centralbank. EU-domme · 9. juni 2021
- Anmodning om aktindsigt ikke imødekommet. (2011-0023622) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. november 2011
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/62/EU af 15. maj 2014 om strafferetlig beskyttelse af euroen og andre valutaer mod falskmøntneri og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2000/383/RIA EU-lovgivning · 15. maj 2014
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2024/1385 af 14. maj 2024 om bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet EU-lovgivning · 14. maj 2024
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA EU-lovgivning · 15. marts 2017
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2026/1472 af 17. juni 2026 om ændring af direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA EU-lovgivning · 17. juni 2026