Rapport om undersøgelse af 90 værnepligtssager fra 2 statsamter og Overpræsidiet J.nr. 2003-1145-980
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Rapport om undersøgelse af 90 værnepligtssager fra 2
statsamter og Overpræsidiet J.nr. 2003-1145-980
1. UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG
GENNEMFØRELSE
Den 17. marts 2003 skrev jeg til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at jeg
efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 2, havde besluttet at
iværksætte et egen drift-projekt som skulle angå værnepligtssager afgjort af
ministeriet, nærmere betegnet sager afgjort efter værnepligtslovens § 1, stk.
3, og efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27. Jeg bad samtidig
ministeriet deltage i et møde med henblik på en nærmere drøftelse af emnets
afgrænsning og undersøgelsens tilrettelæggelse.
Der blev på baggrund heraf afholdt et møde i ministeriet den 25. marts 2003.
På mødet oplyste ministeriet bl.a. at ministeriet fra statsamterne havde
indhentet telefoniske oplysninger om hvor mange sager de i 2002 havde
behandlet på de to områder. Der havde i 2002 i alt
været ca. 28.000 sessionsbehandlede, og heraf havde i alt ca. 11.480 søgt
udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27 (tallene var måske
ikke helt nøjagtige idet de beroede på opgørelser indhentet telefonisk).
Statsamterne havde i 2002 behandlet 263 sager efter værnepligtslovens § 1,
stk.
3, om personer som havde boet på Færøerne/Grønland. Ministeriet havde i 2002
modtaget 1 (én) klagesag vedrørende udsættelse af session og ingen klager
over
afgørelser vedrørende Færøerne/Grønland.
Jeg tilkendegav umiddelbart på mødet med
ministeriet at der herefter ikke kunne blive tale om at undersøge sager på de
nævnte områder afgjort af ministeriet, men at jeg ville overveje at
gennemføre
en undersøgelse omfattende sådanne sager afgjort af et eller flere af de
statsamter og Overpræsidiet som træffer afgørelse i første instans.
Læs alt
I fortsættelse af mødet indhentede jeg
oplysninger fra de 5 statsamter og Overpræsidiet som træffer afgørelse i
første
instans i de omhandlede sager, dels om det totale antal afgjorte sager i
2002,
dels om hvor mange af disse der er endt med afslag.
De oplysninger jeg modtog, kan sammenfattes som
følger:
Sager efter § 1, stk. 3
Sager efter § 13, stk. 4, jf. § 27
Myndighed
I alt
Afslag
I alt
Afslag
Københavns
112
0
4.842
400
Overpræsidium
Bornholm
0
0
126
8
Fyn
33
0
1.100
8
Sønderjylland
31
0
2.140
150
Århus
44
0
2.082
100
Nordjylland
33
1
1.576
1
Total
253
1
11.866
667
Som det fremgår, er der ganske stor forskel på
det antal sager de forskellige myndigheder behandler. Københavns
Overpræsidium
er med ca. 44 % af sagerne efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, og ca. 41 %
af
sagerne efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, klart den af de
6
regionale myndigheder som behandler flest sager på de to områder, mens
Statsamtet Bornholm med 0 %, henholdsvis ca. 1 % af sagerne på de to områder
klart er den myndighed som behandler færrest sager.
Ved breve af 7. april 2003 meddelte jeg herefter
Indenrigs- og Sundhedsministeriet og de 6 regionale myndigheder at
jeg havde besluttet at gennemføre en
undersøgelse omfattende Københavns Overpræsidium, Statsamtet Fyn og
Statsamtet
Sønderjylland, og at undersøgelsen skulle omfatte følgende sager:
10 sager afgjort i 2002
efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, fra hver af de 3 statsamter (i alt 30
sager), udtaget således at der udvælges de 10 senest afgjorte sager, og
20 sager afgjort i 2002
efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, fra hver af de 3 statsamter
(i
alt 60 sager), udvalgt efter følgende principper:
så vidt muligt 10 sager pr.
statsamt der er endt med afslag, valgt således at de senest afgjorte sager
udtages
først,
dernæst det antal sager som
mangler op til 20 sager pr. statsamt, og som er endt med en imødekommende
afgørelse, valgt således at de senest afgjorte sager udtages først.
Jeg bad samtidig Overpræsidiet og Fyns og Sønderjyllands Statsamter om
at modtage i alt 90 sager udvalgt efter ovenstående principper.
Jeg modtog herefter fra Statsamtet Sønderjylland,
Statsamtet Fyn og Københavns Overpræsidium de sager jeg havde bedt om, og i
forlængelse heraf blev der i perioden fra 5. til 12. maj 2003 afholdt møder
mellem de to statsamter, henholdsvis Overpræsidiet og nogle af mine
medarbejdere om undersøgelsen.
Under et møde den 21. august 2003 i Københavns
Overpræsidium har to af mine medarbejdere fået demonstreret og forklaret
arbejdsgangen i de undersøgte sager, herunder særligt anvendelsen af det
centrale edb-system Værnepligtsregistret (VPS).
I forbindelse med undersøgelsen er der endvidere
fra de to statsamter og Overpræsidiet løbende indhentet yderligere
oplysninger
og dokumenter.
Den 18. september 2003 sendte jeg Indenrigs- og
Sundhedsministeriet og Statsamtet Sønderjylland, Statsamtet Fyn og Københavns
Overpræsidium min foreløbige rapport om undersøgelsen af sagerne. I
fremsendelsesskrivelsen anførte jeg bl.a. at hvis myndighederne måtte ønske
dette, deltog man gerne herfra i et møde om rapporten inden myndighederne
afgav
deres udtalelser.
Jeg modtog på baggrund heraf følgende udtalelser:
·
udtalelse af 31. oktober 2003 fra
Indenrigs- og Sundhedsministeriet,
·
udtalelse af 30. oktober 2003 fra
Statsamtet Sønderjylland,
·
udtalelse af 30. oktober 2003 fra
Statsamtet Fyn og
·
udtalelse af 31. oktober 2003 fra
Københavns Overpræsidium.
Myndighedernes bemærkninger er gengivet de
steder i rapporten bemærkningerne vedrører. Derudover er udtalelserne i deres
helhed optaget som bilag 2-5 til rapporten.
2. KARAKTERISTIK AF DET UDVALGTE OMRÅDE
2.A. GENERELT
Området administreres af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og 6 udvalgte
regionale statslige myndigheder under ministeriet: Københavns Overpræsidium
og Statsamterne Bornholm, Fyn, Sønderjylland, Århus og Nordjylland.
Bekendtgørelse nr. 470 af 17. juni 2002 af værnepligtsloven (herefter benævnt
værnepligtsloven) indeholder i § 1, stk. 3, følgende bestemmelse:
”Stk. 3.
Den, der er tilflyttet fra Færøerne eller Grønland efter at have haft ophold
der i mindst 10 år, kan af indenrigs- og sundhedsministeren eller den
statsamtmand, indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiger til det, fritages
for værnepligt. Ansøgning om fritagelse skal afgives senest 4 uger efter, at
den værnepligtige har modtaget pålæg om at møde for sessionen, jf. § 13, stk.
2.”
Ved § 7 i bekendtgørelse nr. 780 af 15. oktober 1999 om session og
indkaldelse til værnepligtstjeneste m.v. (herefter benævnt sessions- og
indkaldelsesbekendtgørelsen) er ministeriets kompetence i medfør af (bl.a.)
værnepligtslovens § 1, stk. 3, delegeret til statsamtmanden, dvs. de i
bekendtgørelsens § 1 nævnte myndigheder: Københavns Overpræsidium og de fem
ovenfor nævnte statsamter.
Værnepligtslovens § 13, stk. 4, har følgende ordlyd:
”Stk. 4.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan under den i § 27 angivne betingelse give
de værnepligtige udsættelse med at møde for sessionen indtil udgangen af det
år, i hvilket de fylder 25 år.”
Denne kompetence er ved § 4 i sessions- og indkaldelsesbekendtgørelsen
delegeret til statsamtmanden.
2.B. SÆRLIGT OM FRITAGELSE FOR
VÆRNEPLIGT EFTER VÆRNEPLIGTSLOVENS § 1, stk. 3
Bestemmelsen i værnepligtslovens § 1, stk. 3, er ikke uddybet ved
administrativt fastsatte regler eller nærmere beskrevet i cirkulære eller
vejledning.
Bestemmelsen i værnepligtslovens § 1, stk. 3, blev indsat i loven ved lov nr.
1013 af 23. december 1998 om ændring af værnepligtsloven og lov om
værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde. Af bemærkninger til lovforslaget
(nr. L 7/1998-99) fremgår bl.a. (jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s.
12ff):
”Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
3. Færingers og grønlænderes værnepligtsforhold.
Færinger og grønlændere er omfattet af værnepligtslovens regler om
værnepligt under ophold i Danmark. Den gældende administrative praksis hviler
på en regeringsbeslutning fra 1963, hvorefter færinger og grønlændere kan
fritages for værnepligt, hvis de hører til den faste befolkning, og deres
ophold i Danmark er midlertidigt. Efter praksis kræves, at mindst én af
forældrene er født på Færøerne eller i Grønland.
Baggrunden for fritagelsesordningen har hvilet på den opfattelse, at
unge færinger og grønlændere ikke skulle omfattes af værnepligten, når de tog
til Danmark for at uddanne sig eller på anden måde skaffe sig grundlag for at
etablere sig i deres hjemstavn.
Administrationen af ordningen har gennem årene givet de
værnepligtsadministrerende statsamter betydelige problemer. Såvel
afstamningskriteriet, der næppe kan siges at være dækkende for opfattelsen
af,
hvem der er færing eller grønlænder, som kriteriet om midlertidigt ophold er
vanskeligt at administrere.
I regeringsbeslutningen er forudsat en betydelig liberalitet i
bedømmelsen af den afstamningsmæssige status og det midlertidige ophold. Der
foreslås derfor lovfæstet en regel om, at opfyldelse af et opholdskriterium
(modsat afstamningskriterium) kan føre til fritagelse for
værnepligtstjeneste.
Forslaget vil forenkle administrationen, ligesom værnepligtige, der omfattes
af reglen, på forhånd kan få en klar vejledning om værnepligtsmæssige forhold
under ophold i Danmark.
Talmæssigt udgør færinger og grønlændere en ringe del af
værnepligtsmassen. I 1997 blev omkring 350 fritaget for værnepligt. Dette tal
ville efter en sessionsbehandling svare til cirka 200 egnede værnepligtige,
hvoraf cirka halvdelen vil blive overført til redningsberedskabets
personelreserve uden indkaldelse.
Det bemærkes, at Indenrigsministeriets overvejelser på dette område har
været forelagt landsstyret på Færøerne og landsstyret i Grønland, hvad der
ikke
har givet anledning til bemærkninger.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Det foreslås, at færinger og grønlændere kan fritages for værnepligt,
selvom de tager bopæl i Danmark.
Med stk. 3 foreslås, at den, der har boet enten på Færøerne eller i
Grønland i mindst 10 år inden tilflytningen til Danmark, af
indenrigsministeren
eller den statsamtmand, indenrigsministeren bemyndiger til det, kan fritages
for værnepligt. Reglen vil i praksis omfatte langt størstedelen af de unge
mænd, der er født og opvokset på Færøerne og i Grønland. Det er herved uden
betydning, om de er af dansk afstamning eller ej. Den, hvis forældre begge er
danske, men som har boet på Færøerne eller i Grønland i mindst 10 år, kan få
en
sådan tilknytning til disse dele af riget, at han har grund til at opfatte
sig
som tilhørende den færøske eller grønlandske befolkning. Det er ikke
afgørende,
om den pågældende har boet på Færøerne eller i Grønland i en sammenhængende
periode af mindst 10 år, eller om han over flere omgange har opnået
sammenlagt
mindst 10 års ophold.
Ansøgning om fritagelse skal ifølge forslaget afgives senest 4 uger
efter, at den værnepligtige har modtaget pålæg om at møde for sessionen.
Skulle
der herske tvivl om, hvorvidt den værnepligtige opfylder betingelsen for
fritagelse, vil han blive anmodet om at fremskaffe dokumentation for, at han
har haft ophold på Færøerne eller i Grønland i sammenlagt mindst 10 år.”
2.C
. SÆRLIGT OM UDSÆTTELSE AF MØDE FOR SESSIONEN EFTER VÆRNEPLIGTSLOVENS § 13,
STK. 4, jf. § 27
Værnepligtige skal som udgangspunkt møde på session som 18-årige.
Værnepligtsloven indeholder i § 13, stk. 1, 2 og 4, følgende bestemmelser
herom:
”§ 13.
Værnepligtige, der har bopæl eller ophold her i landet, skal møde for
sessionen i det år, hvori de fylder 18 år. Indenrigs- og sundhedsministeren
kan dog bestemme, at mødepligten skal indtræde senere.
Stk. 2.
Indenrigs- og sundhedsministeren eller den statsamtmand, indenrigs- og
sundhedsministeren bemyndiger til det, kan pålægge værnepligtige at møde for
sessionen.
Stk. 4.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan under den i § 27 angivne betingelse give
de værnepligtige udsættelse med at møde for sessionen indtil udgangen af det
år, i hvilket de fylder 25 år.”
Disse bestemmelser er – med hjemmel i lovens § 13, stk. 5 – nærmere
præciseret i sessions- og indkaldelsesbekendtgørelsen som bl.a. indeholder
følgende bestemmelser:
§ 3.
Værnepligtige, der har bopæl eller ophold her i landet, og som fylder
18 år i perioden 1. april – 30. september, skal møde for sessionen i
halvåret
efter den nærmest følgende 1. januar.
Stk. 2.
Værnepligtige, der har bopæl eller ophold her i landet, og som fylder 18 år i
perioden 1. oktober – 31. marts, skal møde for sessionen i halvåret
efter den
nærmest følgende 1. juli.
Stk. 3.
Stk. 4.
Statsamtmanden tilsiger de i stk. 1-3 nævnte værnepligtige til møde for
session
med angivelse af mødetid og -sted. Statsamtmanden kan pålægge andre
værnepligtige at møde for en nærmere bestemt session.”
Efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, kan de
værnepligtige gives udsættelse med at møde for sessionen indtil udgangen af
det
år i hvilket de fylder 25 år, i den situation som er omfattet af lovens § 27.
Efter denne bestemmelse kan værnepligtige gives udsættelse ”
når de godtgør, at udsættelsen af hensyn til
deres uddannelse eller af andre grunde vil være af særlig betydning for
dem”.
Bestemmelsen om udsættelse af møde for sessionen er nærmere uddybet i
cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om udsættelse af tidspunktet for
værnepligtiges møde for session og til aftjening af værnepligt (herefter
benævnt udsættelsescirkulæret). Cirkulæret indeholder bl.a. følgende:
”3. Udsættelse med session
3.1.
Det påhviler den værnepligtige at godtgøre, at betingelserne for
udsættelse er opfyldt.
Såfremt den værnepligtige ikke kan tilvejebringe dokumentation for, at
betingelserne for udsættelse er opfyldt, kan udsættelse dog gives indtil
udgangen af næste sessionshalvår med henblik på, at manglende dokumentation
tilvejebringes.
Statsamtmanden kan efter ansøgning ændre sessionsmødedatoen inden for
sessionshalvåret, uden at nogen udsættelsesgrund er godtgjort.
3.2.
Et sessionstidspunkt kan i almindelighed kun udsættes af de grunde,
der nævnes i afsnit 5 og 6.
3.3.
Et sessionstidspunkt kan udsættes i indtil 2 år ad gangen, jf. dog
pkt. 3.4.
3.4.
Førstegangsudsættelse af sessionstidspunktet kan gives indtil ca. 1 år
før en uddannelses afslutning, dog længst i 3 år. Yderligere udsættelse
kræver
dokumentation for, at den værnepligtige aktivt deltager i uddannelsen.
3.5.
Har en værnepligtig givet urigtige eller ufuldstændige oplysninger om
forhold af væsentlig betydning for en tidligere sag om ændring af et
sessionstidspunkt, kan statsamtmanden tage hensyn hertil ved skønnet over
behovet for dokumentation af hans oplysninger til brug for en senere sag.
.
5.
Uddannelse
5.1.
Ved skønnet over, om og for hvilken periode uddannelsesmæssige grunde
bør medføre udsættelse, skal vægten lægges på,
·
om den værnepligtige på mødetidspunktet er
under uddannelse, jf. pkt. 5.2,
·
om uddannelsen er kompetencegivende, jf.
pkt. 5.3,
·
om tidsforbruget til undervisning og
forberedelse svarer til en normal arbejdsdag eller en væsentlig del heraf,
jf.
pkt. 5.4,
·
om han er uden anden
erhvervskompetencegivende uddannelse, jf. pkt. 5.5, og
·
de i pkt. 5.6 angivne tidsmæssige forhold.
5.2.
Den
værnepligtige skal dokumentere, at han på mødetidspunktet er under
uddannelse,
jf. dog pkt. 4.1.
Ses en uddannelse ikke at kunne færdiggøres inden for det tidsrum, hvor
den værnepligtige i henhold til værnepligtslovens § 28 længst kan
meddeles
udsættelse, bør indkaldelsesmyndigheden indhente en tilkendegivelse om,
hvornår
den pågældende har til hensigt at indpasse værnepligtstjenesten i
uddannelsesforløbet.
Eksempler: Der må kræves eksamenstilmelding, attest for bestået
deleksamen eller anden erklæring fra uddannelsesstedet eller attesteret
uddannelsesaftale. Ønsker om en uddannelsesfri periode (’sabbatår’)
før eller
under et uddannelsesforløb kan ikke begrunde udsættelse eller opretholdelse
af
en udsættelse, der allerede er bevilget af hensyn til den pågældende
uddannelse.
5.3.
Uddannelsen skal være alment studie- eller erhvervskompetencegivende.
Ansættelse på prøve el. lign. samt deltagelse i uddannelser, som kun er
kvalificerende i den type virksomhed eller arbejdsplads, hvor uddannelsen
finder sted, er normalt ikke udsættelsesgrund.
Uddannelser, der omfattes af en særlig uddannelsesplan, men som ikke
afsluttes med udstedelse af et bevis, kan i særlige tilfælde begrunde
udsættelse.
Højskoleundervisning og -ophold, som ikke afsluttes med en offentlig
anerkendt eksamen, er normalt ikke udsættelsesgrund, medmindre opholdet har
betydning for optagelse på en uddannelse, jf. pkt. 5.6.
I tvivlstilfælde om, hvorvidt en uddannelse kan begrunde udsættelse, må
vægt lægges på,
·
om der foreligger en særlig plan for
uddannelsesforløbet,
·
lønnens størrelse,
·
uddannelsens varighed,
·
om der udstedes et bevis ved afslutningen
af uddannelsen,
·
om uddannelsen åbner mulighed for
etableringslån i henhold til særlig lovgivning m.v., og
·
om det er nødvendigt, at uddannelsen
gennemføres inden mødetidspunktet.
Eksempler: Jordbrugsuddannelser, som afsluttes med udstedelse af f.eks.
’det grønne bevis’ til landmænd, er udsættelsesgrund. Det samme
gælder visse
edb-uddannelser. Undervisning efter lov nr. 459 af 1. juni 1994 om den fri
ungdomsuddannelse er udsættelsesgrund.
5.4.
Det
gennemsnitlige daglige tidsforbrug, der behøves til gennemførelse af den
normerede
uddannelse, skal svare til en normal arbejdsdag. Det kræves dog ikke, at
uddannelsen foregår i dagtimerne.
Uddannelsesforløb med skiftende teoretiske og praktiske
uddannelsesperioder begrunder udsættelse også i praktikperioderne.
Eksempler: Udsættelse kan ikke gives under hensyn til deltagelse i
visse specialarbejderkurser, brevskolekurser, hf-enkeltfagskurser med
ugentligt
timetal på under 23, merkonomstudiet, HD-uddannelsen og finansdiplomstudiet,
som alle beslaglægger et mindre ugentligt timetal, og som oftest er
kombineret
med igangværende fuldtidserhvervsarbejde. Udsættelse til deltagelse i
hf-enkeltfagskursus kan normalt højst gives i 2 år.
Forberedelse til og deltagelse i hf- samt studenter- og lærereksamen på
aftenskole er tilstrækkeligt tidskrævende til, at udsættelse kan gives.
En kontorelevaftale kan normalt give udsættelse i 2 år, mens deltagelse
i merkonom-, HD- eller cand.merc.aud.-studiet normalt ikke kan give
udsættelse.
Studerer den værnepligtige til cand.merc.aud., cand.merc. eller cand.oecon.
på
fuld tid, er der tale om uddannelser, som i sig selv berettiger til
udsættelse.
5.5.
Udsættelse forudsætter i almindelighed, at den værnepligtige ikke har anden
erhvervskompetencegivende uddannelse.
Ligger en videregående uddannelse i en tidsmæssigt umiddelbar og
fagligt naturlig forlængelse af den afsluttede, kan udsættelse dog gives af
hensyn til den videregående uddannelse, der som hovedregel ikke må være
lønnet.
Har en værnepligtig fået stipendiestøtte til fortsat praktisk
uddannelse eller til studieophold i udlandet, kan udsættelse gives, når
muligheden for at opnå disse ydelser vil gå tabt, hvis den værnepligtige skal
gøre tjeneste forinden.
Eksempler: Udsættelse gives af hensyn til erhvervelse af højere
handelseksamen, maskinmester- og skibsføreruddannelse,
diplomingeniøruddannelse
samt videreuddannelse på gartnerfagets driftslederkursus.
Udsættelse til formaliseret videreuddannelse på universiteter eller på
højere læreanstalter gives, når formålet overvejende er forskning med sigte
på
opnåelse af Ph.D.-grad eller erhvervsforskeruddannelse.
Påbegyndelse af civilingeniørstudiet i umiddelbar fortsættelse af en
diplomingeniøruddannelse kan begrunde udsættelse.
Kombination af uddannelserne kok/tjener begrunder udsættelse.
Har en værnepligtig en faglig uddannelse, der har en naturlig
forbindelse til diplomingeniøruddannelsen, kan adgangsgivende supplerende
uddannelse til denne uddannelse begrunde udsættelse.
5.6.
Førstegangsudsættelse gives for højst 1 år. Foreligger en behørigt attesteret
uddannelsesaftale, kan udsættelse dog gives, indtil uddannelsen er afsluttet.
Udsættelse kan gives for den periode, der medgår til erhvervelse af
adgangsgivende kompetence, når den værnepligtige har til hensigt umiddelbart
efter periodens afslutning at påbegynde en uddannelse.
Eksempler: Til erhvervelse af adgangsgivende kvalifikationer med
henblik på optagelse på videregående uddannelse kan udsættelse gives i den
nødvendige periode. Nærmere oplysninger herom fremgår af publikationen
’Uddannelses- og erhvervsvalget’, udgivet af Rådet for Uddannelses-
og
Erhvervsvejledning under Arbejdsministeriet.
Søfarende, der ønsker eksamen fra søfartsskole eller navigationsskole
før værnepligtstiden, kan få udsættelse for at opnå den af disse uddannelser
krævede sejlererfaring.
6.
Ophold i udlandet
6.1.
Den, der har fast bopæl i og ernærer sig i udlandet, eller som godtgør
at have mulighed for varigt at bosætte og ernære sig der, kan få udsættelse i
1
år ad gangen. Indkaldelsesmyndigheden skal vejlede om fremgangsmåden ved
indgivelse
af ansøgning om yderligere udsættelse.
6.2.
Midlertidigt ophold i udlandet kan ikke begrunde udsættelse, medmindre
opholdet har et uddannelsesmæssigt formål, der, hvis uddannelsen foregik i
Danmark, ville begrunde udsættelse efter afsnit 5, eller opholdet skyldes
deltagelse i særligt betydningsfulde kunstneriske eller konkurrenceidrætslige
arrangementer.
Eksempler: Dokumentation for deltagelse i OL eller Europa- og
Verdensmesterskaber er udsættelsesgrund.
Værnepligtige, der af erhvervsmæssige grunde opholder sig uden for
landets grænser i længere perioder (søfarende, langturschauffører,
luftfartspersonale), men som har bopæl i Danmark, kan få udsættelse til et
tidspunkt, som afpasses under hensyn til ansættelsesstedets oplysninger om de
pågældendes ankomst til Danmark.
Midlertidigt udlandsophold i forbindelse med praktikophold kan i
særlige tilfælde begrunde udsættelse, selvom opholdet ikke har tilknytning
til
en formaliseret uddannelse som nævnt i afsnit 5. Det samme gælder offentligt
støttede udlandsophold i studieøjemed.”
Til brug i forbindelse med sessionsbehandlingen er oprettet et centralt
edb-system, Værnepligtssystemet (VPS). Herom er i sessions- og
indkaldelsesbekendtgørelsen fastsat følgende bestemmelse:
”§ 27.
De værnepligtsadministrerende myndigheder fører følgende edb-registre
med personoplysninger om værnepligtige:
1) Sessionsregistret. Indenrigsministeren er registeransvarlig
myndighed.
”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke bemærkninger til rapportens
kapitel 1 og 2.”
3. UNDERSØGELSEN
3.A. KORTLÆGNING AF SAGERNE
Undersøgelsen har i alt omfattet 90 sager, fordelt på 30 sager fra Statsamtet
Sønderjylland, 30 sager fra Statsamtet Fyn og 30 sager fra Københavns
Overpræsidium. I rapporten refereres der til sagerne i anonymiseret form og
med henvisning til nogle til lejligheden tildelte interne sagsnumre (sag 01
– sag 90). De enkelte sager har i forbindelse med undersøgelsen kunnet
identificeres ved en manuel gennemgang af de dokumenter som jeg modtog fra de
tre myndigheder som led i undersøgelsen; disse har af
ombudsmandsinstitutionen været inddelt med særlige omslag hvorpå det interne
sagsnummer har været anført med håndskrift.
Sagerne 01-30
har været behandlet af Statsamtet Sønderjylland,
sagerne 31-60
af Statsamtet Fyn og
sagerne 61-90
af Københavns Overpræsidium.
60 af de 90 sager (
sagerne 01-20, 31-50 og 61-80
) angår udsættelse af session efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27.
I 30 af disse sager (
sagerne 01-10, 31-40 og 61-70
) er der truffet en imødekommende afgørelse, og i de øvrige 30 af disse sager
(
sagerne 11-20, 41-50 og 71-80
) skulle der være givet afslag på udsættelse (i
sagerne 43, 44 og 46
er det ikke dokumenteret hvilken afgørelse statsamtet har truffet).
30 af de 90 sager (
sagerne 21-30, 51-60 og 81-90
) angår fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3; i alle
disse sager er ansøgningen om fritagelse imødekommet fuldt ud.
Skematisk kan de undersøgte sager beskrives som følger:
Sagsnumre
Afgørelse
Emne
Afgørelsesmyndighed
01-10
Imødekommelse
Udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27
Statsamtet
Sønderjylland
11-20
Afslag
21-30
Fritagelse
Fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3
31-40
Imødekommelse
Udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27
Statsamtet Fyn
41-50
Afslag
51-60
Fritagelse
Fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3
61-70
Imødekommelse
Udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27
Københavns Overpræsidium
71-80
Afslag
81-90
Fritagelse
Fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3
I en del af sagerne om udsættelse er der en eller flere gange tidligere
givet udsættelse. I disse tilfælde er det kun den seneste afgørelse om
udsættelse som indgår i undersøgelsen.
De sager hvor der er givet afslag på udsættelse af sessionstidspunktet,
kan opdeles i fire grupper.
I 21 tilfælde
(sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)
er udsættelse afslået med henvisning til at den uddannelse som er baggrund
for
ansøgningen om udsættelse, forventes afsluttet så tidligt at udsættelse ikke
er
nødvendig.
I 1 andet tilfælde
(sag 14)
er udsættelse afslået med henvisning
til at ansøgeren ikke aktuelt er under uddannelse.
I atter 3 andre tilfælde
(sagerne 50, 73 og 79)
er udsættelse
afslået med henvisning til at den aktivitet som er baggrund for ansøgningen
om
udsættelse, ikke er en godkendt uddannelse som berettiger til udsættelse.
Endelig er der i 2 tilfælde (
sagerne 41 og 45
) givet afslag på
udsættelse med henvisning til ansøgerens alder og til at udsættelse kun kan
gives indtil udgangen af det år hvor ansøgeren fylder 25 år.
I
sagerne 43, 44 og 46
er indholdet af statsamtets afgørelse
ikke dokumenteret.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ingen bemærkninger.”
3.B. SAGSBEHANDLINGSREGLER
1) Kompetence mv.
Som det fremgår ovenfor (afsnit 2.A, s. 8), er kompetencen til at træffe
afgørelse i første instans i de undersøgte sagstyper henlagt til
Overpræsidiet og fem statsamter. I ingen af de 90 undersøgte sager er der
kompetencemangler i forhold til Overpræsidiet/statsamtet som i alle sager har
været den kompetente myndighed.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der ikke er
kompetencemangler i nogen af de 90 undersøgte sager.”
2) Inhabilitet
Forvaltningsloven indeholder i § 3, stk. 1, følgende bestemmelser:
”§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i
forhold til en bestemt sag, hvis
vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens
udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen,
der har en sådan interesse,
vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende
linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har
en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er
repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har
en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk
person, der har en særlig in-teresse i sagens udfald,
sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol-
eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende
tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved
gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede
til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.”
Der er i ingen af de undersøgte sager rejst
spørgsmål om inhabilitet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af
de 90 undersøgte sager er rejst spørgsmål om inhabilitet.”
3) Partsrepræsentation
Efter forvaltningslovens § 8 har en part i en afgørelsessag som udgangspunkt
til enhver tid ret til at lade sig bistå eller repræsentere af andre.
I ingen af de 90 undersøgte sager har der været
partsrepræsentation.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de
90 undersøgte sager har været partsrepræsentation.”
4) Vejledning
Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder en
almindelig vejledningspligt. Efter bestemmelsen skal en forvaltningsmyndighed
”i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde”.
Det er ikke muligt af de gennemgåede sagsakter at udlede at en borger i noget
tilfælde i de undersøgte sager har været i en situation hvor den pågældende
havde krav på vejledning efter forvaltningslovens § 7.
I 7 af de 90 undersøgte sager
(
sagerne 51, 53-55 og 57-59)
– alle sager om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1,
stk. 3 –
fremgår det af de dokumenter som har indgået i undersøgelsen, at statsamtet
skriftligt har vejledt om muligheden for efter ansøgning at blive fritaget
for værnepligt. Vejledningen er givet i et standardbrev til vedkommende med
følgende indhold:
”Statsamtet har modtaget oplysning om at du har tilknytning til
Færøerne/Grøn-land.
Efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, (jf. lovbekendtgørelse nr. 470 af 17.
juni 2002) kan en
ikke-sessionsbehandlet
værnepligtig efter ansøgning fritages for værnepligt i Danmark, hvis han har
opholdt sig sammenlagt mindst 10 år på Færøerne eller i Grønland.
Hvis du opfylder disse krav, bør du udfylde og sende vedlagte
ansøgningsskema til Statsamtet.”
Det må antages at statsamtet i de omhandlede
tilfælde har givet vejledningen fordi statsamtet på baggrund af den
pågældendes
navn og oplysninger fra CPR-registret har ment der var en vis grad af
sandsynlighed
for at den pågældende opfyldte bestemmelsen i værnepligtslovens § 1, stk. 3.
Som det fremgår, er vejledning i disse tilfælde givet uden at den pågældende
har rettet henvendelse til statsamtet om spørgsmålet om fritagelse for
værnepligt, og der er således tale om en vejledning som falder uden for
bestemmelsen
i forvaltningslovens § 7.
Den vejledning der er givet i de 7 sager, er
relevant og i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Formuleringen
hvorefter den pågældende ”bør” søge om fritagelse, er dog mindre
heldig.
Retsstillingen efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, er den at de personer som
opfylder bestemmelsen, har retskrav på fritagelse for værnepligt hvis de
søger
herom, men at der på den anden side ikke er tale om en kassations- eller
udelukkelsesgrund, og at sådanne personer derfor – hvis de selv ønsker
det – i
relation til værnepligtsspørgsmålet har krav på at blive behandlet som andre
unge mænd med dansk statsborgerskab. Vejledningen burde derfor være udformet
således at den pågældende ”kan” søge om fritagelse hvis
betingelserne i loven
er opfyldt, alternativt at den pågældende – hvis lovens betingelser for
fritagelse
er opfyldt og den pågældende ikke ønsker at aftjene værnepligt – skal
indsende
en ansøgning.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Ombudsmanden peger på, at der i sagerne 51, 53-55 og 57-59 (vedrørende
fritagelse for værnepligt efter værnepligtsloven § 1, stk. 3) er sket en
skriftlig vejledning (standardbrev) af den værnepligtige om muligheden for
efter ansøgning at blive fritaget for værnepligt. Skønt vejledningen falder
uden for bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, finder Ombudsmanden, at den
er
relevant og i overensstemmelse med god forvaltningsskik.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig med Ombudsmanden i, at
formuleringen i det standardbrev, som tilsendes den værnepligtige tillige med
et egentlig ansøgningsskema, bør ændres, således at teksten er
overensstemmende med teksten i hæftet ’Session/Værnepligt’ under
overskriften
’HVIS JEG ER FÆRING ELLER GRØNLÆNDER?’. ’Bør’ vil således
blive ændret til
’kan’ i standardbrevets sidste afsnit.”
Jeg tager det oplyste til efterretning.
At forvaltningslovens § 7 kun angår vejledning i
tilfælde hvor en henvendelse fra en borger medfører et konkret behov for
vejledning, betyder også at
generel
vejledning på myndighedens initiativ falder uden for bestemmelsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udarbejdet
flere generelle informationsfoldere. ”Før Session. Før Værnepligt”
er i uddrag
optrykt som bilag 1 til denne rapport. Vejledningen beskriver hvad sessionen
er, hvad der sker på sessionen, samt om og hvornår en ung mand skal på
session.
Informationsfolderen ”Session. Værnepligt” som er udsendt af
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
i samarbejde med Forsvarets Værnepligt og Rekruttering og
Beredskabsstyrelsen,
udsendes ca. 3 uger før den unge mand skal møde på session og indeholder en
mere omfattende generel vejledning om hvad der sker på sessionen,
indkaldelsestidspunkt
og tjenestesteder, tjeneste i forsvaret, tjeneste i redningsberedskabet,
militærnægtertjeneste
(civilt arbejde), bistandsarbejde i udviklingslande samt løn og sociale
forhold
under tjenesten.
Særligt i relation til værnepligtslovens § 1,
stk. 3, indeholder folderen ”Session. Værnepligt” følgende
vejledning:
”HVIS JEG ER FÆRING ELLER GRØNLÆNDER?
Hvis du er tilflyttet fra Færøerne eller Grønland efter at have haft
ophold der i sammenlagt mindst 10 år, kan du efter ansøgning fritages for
værnepligt.
Ansøgningen skal sendes senest 4 uger efter, at du har modtaget tilsigelsen
til
session. Ansøgningen sendes til den sessionsmyndighed, hvorfra du har
modtaget
tilsigelsen til session.”
Efter min opfattelse indeholder folderne en god
generel information som gives på en overskuelig og relativt letforståelig
måde.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens
bemærkninger om, at folderne (hæfterne) indeholder en god generel
information,
som gives på en overskuelig og relativt letforståelig måde.”
5) Notatpligt
Offentlighedsloven indeholder i § 6, stk. 1, følgende bestemmelser:
”§ 6.
I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags
faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som
på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af
sagens dokumenter.”
Det følger desuden af god forvaltningsskik at der herudover skal gøres notat
om bl.a. alle væsentlige ekspeditioner i en sag.
Det vil i sagens natur ikke altid kunne konstateres om notatpligten er
tilsidesat. I de undersøgte sager har jeg ikke på baggrund af gennemgangen af
de modtagne sagsakter kunnet konstatere at statsamtet/Overpræsidiet mundtligt
eller i øvrigt på anden måde end ved dokumenter som indgår i sagen, har
modtaget oplysninger som skulle have været noteret på sagen.
I nogle af de undersøgte sager er der foretaget visse notater i det
elektroniske værnepligtssystem, mens der i andre af de undersøgte sager (ikke
længere) findes tilsvarende notater.
I 30 af de undersøgte sager
(01-10, 31-40 og 61-70)
er der truffet afgørelse om imødekommelse af en ansøgning om udsættelse efter
værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27. I 5 af disse sager
(sagerne 01-05)
er der i Værnepligtssystemet (VPS, skærmbilledet FTEXT) gjort notat om
hvilken dato afgørelsen om udsættelse er truffet, og om grundlaget herfor.
Tilsvarende notater fandtes på tidspunktet for gennemførelsen af min
undersøgelse ikke i de 25 øvrige sager
(sagerne 06-10, 31-40 og 61-70). Statsamtet Sønderjylland har oplyst at
de notater som antagelig har eksisteret
i
sagerne 06-10
, er blevet slettet (spørgsmålet om sletning omtales
nærmere nedenfor).
I andre 30 af de undersøgte sager er der givet
afslag på en ansøgning om udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4,
jf.
§ 27. I 10 af disse sager
(sagerne 71-80)
er der i Værnepligtssystemet
(VPS, skærmbilledet FTEXT) lavet et dateret notat om at udsættelse er
afslået,
og om grundlaget herfor. Tilsvarende notater fandtes på tidspunktet for
gennemførelsen af min undersøgelse ikke i de 20 øvrige sager
(sagerne 11-20
og 41-50).
I 13 af disse sager
(sagerne 11-20, 41, 45 og
50)
havde det for så vidt ikke været nødvendigt at gøre notat om
afgørelsens dato, indhold og grundlag idet der i disse sager findes
brevkopier
som indeholder disse oplysninger. Dette forhold kan illustreres af
sag 79
hvor der
iVærnepligtssystemet (VPS, skærmbilledet FTEXT) fandtes et notat som –
ud over
dato og medarbejderens initialer – havde følgende indhold: ”s.
afslag uds (ikke
anerkendt udd.)”. Afgørelsen i sag 79 er dokumenteret ved en brevkopi;
se
citatet herfra nedenfor i afsnit 10.b. (s.
50f
). Som det fremgår,
indeholder notatet ikke oplysninger som ikke fremgår af brevkopien.
Det er i forbindelse med undersøgelsen oplyst at
oplysninger registreret i Værnepligtssystemets skærmbillede FTEXT slettes når
sessionsbehandlingen er afsluttet, og de oplysninger som er registreret i
Værnepligtssystemet, overføres til elektronisk arkiv.
Det er således ikke konstaterbart om der i de sager hvor skærmbilledet
FTEXT var slettet på undersøgelsestidspunktet, har været notater på sagen, og
hvilket indhold notater måtte have haft. Det kan dog anses for sandsynligt at
der i de nævnte sager i en vis udstrækning har været notater.
Jeg finder det uheldigt at også oplysninger som har skullet noteres
efter offentlighedslovens § 6 eller efter god forvaltningsskik (oplysninger
som
er af betydning for sagen eller dens behandling, og som ikke i øvrigt fremgår
af sagen), enten ikke er blevet noteret eller er blevet slettet når
sessionsbehandlingen
er afsluttet, således at det ikke efterfølgende kan dokumenteres hvad der
nærmere er sket i sagerne.
I min foreløbige rapport skrev jeg:
”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet at overveje hvorledes det kan sikres at notatpligten
overholdes, og at notater som er omfattet af notatpligten, ikke
slettes.”
Københavns Overpræsidium
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”På denne baggrund har Overpræsidiet ingen bemærkninger til de i
rapportudkastet nævnte henstillinger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet (
). Dette gælder således også henstillingen om sikring af, at notatpligten i
henhold til offentlighedsloven overholdes, idet dog bemærkes, at
Overpræsidiet
allerede i dag også benytter tekstfeltet i Værnepligtssystemet til sådanne
notater.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Det fremgår af rapporten bl.a., at der i en række af de undersøgte
sager ikke er noteret oplysninger i Værnepligtssystemets skærmbillede FTEXT,
og
at det i forbindelse med undersøgelsen er oplyst, at oplysninger registreret
i
dette skærmbillede slettes, når sessionsbehandlingen er afsluttet, medens de
(øvrige) oplysninger, som er registreret i Værnepligtssystemet, overføres til
elektronisk arkiv.
Hertil skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærke, at oplysninger
registreret i Værnepligtssystemets tekstfelt slettes efter udgangen af det
aktuelle sessionshalvår.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har taget skridt til at foretage en ændring
i Værnepligtssystemet, hvorefter alle oplysninger registreret i skærmbilledet
FTEXT overføres til elektronisk arkiv, hvorfra de hurtigt kan genskabes.
Denne
systemændring forventes gennemført snarest muligt.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har samtidig henledt de
værnepligtsadministrerende statsamters og Overpræsidiets opmærksomhed på
vigtigheden af, at der gøres notater i overensstemmelse med
offentlighedslovens
§ 6 eller efter god forvaltningsskik.”
Jeg har taget det af Overpræsidiet og ministeriet oplyste til
efterretning.
6) Aktindsigt og persondataloven
a) Aktindsigt
Der er ikke aktindsigtsspørgsmål i nogen af de undersøgte sager.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”a) Aktindsigt
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bemærket sig, at der ikke er
aktindsigtsspørgsmål i nogen af de undersøgte sager.”
b) Persondataloven
Statsamterne og Overpræsidiet anvender elektronisk databehandling i
forbindelse med tekstbehandling af breve og andre dokumenter og i forbindelse
med registrering af oplysninger i det elektroniske værnepligtssystem (VPS).
Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (herefter
kaldet persondataloven) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
§ 1.
Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis
foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk
behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et
register.
Stk. 2.
§ 3.
I denne lov forstås ved:
Personoplysninger:Enhver form for information om en identificeret eller
identificerbar fysisk person (den registrerede).
Behandling:Enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af
elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til genstand for.
Register med personoplysninger (register):Enhver struktureret samling af
personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten
denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et
funktionsbestemt eller geografisk grundlag.
Den dataansvarlige:Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed,
institution eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre
afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages
behandling af oplysninger.
Databehandleren: Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed,
institution eller ethvert andet organ, der behandler
oplysninger på den dataansvarliges vegne.
Afsnit II
Behandlingsregler
Kapitel 4
Behandling af oplysninger
§ 5.
Oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god
databehandlingsskik.
Stk. 2.
Indsamling af oplysninger skal ske til
udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være
uforenelig
med disse formål.
Stk. 3.
Oplysninger, som behandles, skal være
relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til
opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål,
hvortil
oplysningerne senere behandles.
Stk. 4.
§ 6.
Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis
1)
6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der
henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en
tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller
§ 7.
Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund,
politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige
tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke
anvendelse, hvis
den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke
til en sådan behandling,
behandlingen er nødvendig for at beskytte den
registreredes eller en anden persons vitale interesser i tilfælde, hvor den
pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke,
behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet
offentliggjort af den registrerede, eller
behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan
fastlægges, gøres gældende eller forsvares.”
Bestemmelsen i persondataloven § 7, stk. 2,
nr. 4, omfatter bl.a. offentlige myndigheders behandling af oplysninger som
led
i myndighedsudøvelse.
Persondataloven indeholder videre bl.a.
følgende bestemmelser:
”§ 11. Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer
med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.
Stk. 2.
Afsnit III
Registreredes rettigheder
Kapitel 8
Oplysningspligt over for den registrerede
§ 28.
Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede skal den
dataansvarlige eller dennes repræsentant give den registrerede meddelelse om
følgende:
Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.
Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er
bestemt.
oplysninger, der under hensyn til de særlige
omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at
den
registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.:
Kategorierne
af modtagere.
Om
det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt
mulige
følger af ikke at svare.
Om
reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den
registrerede.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den
registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger.
§ 29.
Hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det
den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor
de
indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest
når
videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede
meddelelse om følgende:
Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.
Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er
bestemt.
Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de
særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige
for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.:
Hvilken
type oplysninger det drejer sig om.
Kategorierne
af modtagere.
Om
reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den
registrerede.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den
registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger, eller
hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov
eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke,
hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er
uforholdsmæssigt vanskelig.
§ 76.
Loven træder i kraft den 1. juli 2000.
Stk. 2.
”
De undersøgte sager giver mig ikke grundlag for bemærkninger i relation
til persondatalovens ovenfor citerede
behandlingsregler. Statsamternes
og Overpræsidiets behandling af oplysningerne i de undersøgte sager ses
således
efter min opfattelse ikke at være sket i strid med de ovenfor citerede
bestemmelser i persondatalovens §§ 5-7.
Der er i ingen af de undersøgte sager sket individuel
underretning
til parter eller andre registrerede personer efter persondatalovens §§ 28 og
29.
En overholdelse af bestemmelserne i persondatalovens §§ 28 og 29 –
herunder orientering af registrerede personer om den registreredes
rettigheder
efter persondataloven – vil imidlertid i vid udstrækning kunne ske ved
generelle beskrivelser som den eller de registrerede underrettes om når
statsamtet/Overpræsidiet har registreret pågældende, jf. også pkt. 2.1.2, 1.
afsnit, og pkt. 2.2.2, samt pkt. 2.1.3, sidste afsnit, og pkt. 2.2.3, 3.
afsnit
i slutningen, i vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes
rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af
personoplysninger. Heraf fremgår at der ikke eksisterer formkrav til
meddelelsen til den registrerede, og at opfyldelse af underretningspligten
efter persondatalovens §§ 28 og 29 kan ske gennem en fortrykt, generel
vejledning på en ansøgningsblanket mv.
Nogen tid før den værnepligtige skal indkaldes til session, modtager
han samtidig vejledningen ”Før Session. Før Værnepligt” og et
helbredsspørgehæfte. Vejledningen indeholder bl.a. følgende:
”Hvis sessionen bedømmer dig egnet eller begrænset egnet til
værnepligtstjeneste, vil statsamtet videregive oplysning om dine
helbredsforhold
samt uddannelses- og erhvervsmæssige forhold til Forsvarets Værnepligt og
Rekruttering, som fordeler de værnepligtige.
Hvis sessionen bedømmer dig uegnet til værnepligtstjeneste, vil
oplysningerne blive bevaret i statsamtet.
Du har ret til
·
at bede om indsigt i de oplysninger som
findes i din sag
·
at gøre indsigelse mod at oplysningerne
behandles
·
at kræve berigtigelse, sletning eller
blokering af oplysninger, der er urigtige, vildledende eller på lignende måde
er behandlet i strid med lovgivningen.
Du kan henvende dig herom til det statsamt, der behandler din
sessionssag. (Se adresser på bagsiden af hæftet).”
Ca. 3 uger før sessionen modtager den værnepligtige hæftet ”Session.
Værnepligt”. Dette hæfte indeholder bl.a. også den ovenfor citerede
vejledning.
Efter sessionsbehandlingen får den værnepligtige et skema ”Resultatet
af din sessionsbehandling”. På bagsiden af dette skema er optrykt en
vejledning
som svarer til den ovenfor citerede fra hæftet ”Før Session. Før
Værnepligt”.
I sammenhæng med det øvrige indhold af de to hæfter og resultatskemaet
gives der den registrerede meddelelse om den dataansvarliges identitet, jf.
persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 1, og § 29, stk. 1, nr. 1, samt om
formålet med den behandling hvortil oplysningerne om den registreredes
helbredsmæssige
samt uddannelses- og erhvervsmæssige forhold er bestemt, jf. persondatalovens
§
28, stk. 1, nr. 2, og § 29, stk. 1, nr. 2. Endvidere gives der – i
relation til
persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 3, og § 29, stk. 1, nr. 3 – den
registrerede
meddelelse om hvilken myndighed der i en given situation vil modtage
oplysninger om den registreredes helbredsmæssige samt uddannelses- og
erhvervsmæssige forhold, ligesom der gives en generel vejledning om
hovedindholdet af den registreredes væsentligste rettigheder efter
persondataloven
(jf. persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 3, litra c, og § 29, stk. 1, nr. 3,
litra c).
Den generelle vejledning omfatter uden tvivl et sessionsforløb hvor den
værnepligtige hverken søger udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4,
jf. § 27, eller søger fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3.
Selvom der i forbindelse med en behandling af en ansøgning efter
værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, normalt især vil blive behandlet
oplysninger om ansøgerens uddannelsesmæssige forhold – og dermed
oplysninger af
samme type som indgår i den almindelige sessionsbehandling – kan der dog
efter
min opfattelse rejses tvivl om hvorvidt der med den generelle vejledning også
er sket en tilstrækkelig oplysning efter persondatalovens § 28 i relation til
behandlingen af en ansøgning om udsættelse. Denne tvivl ville kunne
elimineres
ved en relativt kortfattet relevant udbygning af den generelle vejledning,
f.eks. under afsnittet ”Kan jeg komme senere på session” i hæftet
”Før session.
Før Værnepligt” (gengivet som
bilag 1
til denne rapport). Jeg bemærker herved at en tilstrækkelig generel
vejledning
kan erstatte en individuel underretning som normal vil skulle gives inden for
10 dage, jf. nærmere afsnit 13.b (s. 61ff) nedenfor.
Den generelle vejledning henviser ikke udtrykkeligt til de bestemmelser
i persondataloven hvoraf rettighederne fremgår (lovens kapitel 9 om den
registreredes indsigtsret, lovens § 35 om den registreredes indsigelsesret og
lovens § 37 om berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger der er
urigtige mv.). Det følger ikke af ordlyden af bestemmelserne i
persondatalovens
§ 28, stk. 1, nr. 3, litra c, og § 29, stk. 1, nr. 3, litra c, at der i
forbindelse med den dataansvarliges underretning af den registrerede om
dennes
rettigheder efter persondataloven skal henvises til de relevante bestemmelser
i
loven eller blot til loven. Der er heller ikke tale om at den dataansvarlige
myndighed herved træffer en afgørelse som skal ledsages af en begrundelse som
opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 (se herom nærmere afsnit
10.b nedenfor). Det er imidlertid min opfattelse at det – for at den
registrerede skal have mulighed for nærmere at få kendskab til sine
rettigheder
– ville være bedst stemmende med god forvaltningsskik og med
forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt, jf. princippet i
forvaltningslovens § 7, hvis en generel vejledning om registreredes
rettigheder
efter persondataloven indeholder en henvisning til lovgrundlaget for disse
rettigheder.
I min foreløbige rapport skrev jeg:
”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet at overveje om den generelle vejledning bør udbygges på
de
to ovenfor nævnte punkter.”
Efter persondatalovens § 29, stk. 1, nr. 3, litra a, skal meddelelsen
til den registrerede indeholde oplysning om
typen
af oplysninger som
indsamles. Den generelle vejledning omfatter ikke de CPR-oplysninger som
indhentes i sagerne om fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3. I
overensstemmelse
med betænkning nr. 1345/1997 om behandling af personoplysninger, s. 476, og
bemærkningerne
til forslaget til lov om personoplysninger (lovforslag nr. L 147/1999-2000,
fremsat den 9. december 1999 af justitsministeren, jf. Folketingstidende
1999-2000,
tillæg A, s. 3971ff, særligt første afsnit i de specielle bemærkninger til §
29, stk. 1, s. 4084) fremgår det af 3. afsnit i pkt. 2.2.3 i vejledning nr.
126
af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i lov om
behandling
af personoplysninger at der skal ske fornyet underretning af den registrerede
om behandling (indsamling) af
nye
typer af oplysninger som ikke er
omfattet af en tidligere givet meddelelse til den registrerede.
Jeg må derfor anse det for en fejl at statsamtet/Overpræsidiet ikke i
sagerne om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3
(sagerne
21-30, 51-60 og 81-90)
gav meddelelse til den registrerede om indsamlingen
og behandlingen af CPR-oplysningerne.
I min foreløbige rapport skrev jeg:
”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet at overveje hvorvidt den generelle vejledning bør
udbygges
således at der også i denne tages højde for de oplysninger som indsamles i
sagerne efter værnepligtslovens § 1, stk. 3.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”b) Persondataloven
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at de undersøgte
sager ikke giver Ombudsmanden grundlag for bemærkninger i relation til de
citerede behandlingsregler.
Det fremgår af rapporten, at der efter Ombudsmandens opfattelse kan
rejses tvivl om, hvorvidt der med den generelle vejledning (i de to
informationshæfter) også er sket en tilstrækkelig oplysning efter
persondatalovens § 28 i relation til behandling af en ansøgning om udsættelse
efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal hertil bemærke, at der i den
førstkommende udgave af hæftet ’Før session/Før værnepligt’ under
overskriften
’KAN JEG KOMME SENERE PÅ SESSION?’ vil blive tilføjet en oplysning
om, at de
oplysninger, som den værnepligtige anfører i sin ansøgning, vil blive anvendt
i
forbindelse med sessionsmyndighedens behandling af ansøgningen om udsættelse.
Til den generelle vejledning, som er anført i de ovenfor nævnte to
informationshæfter og i skemaet vedrørende resultatet af sessionen, bemærker
Ombudsmanden, at det – for at den registrerede skal have mulighed for
nærmere
at få kendskab til sine rettigheder – ville være bedst stemmende med god
forvaltningsskik og med forvaltningsmyndighedens almindelige
vejledningspligt,
jf. princippet i forvaltningslovens § 7, hvis en generel vejledning om
registreredes rettigheder efter persondataloven indeholder en henvisning til
lovgrundlaget for disse rettigheder.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I de førstkommende
udgaver af de to informationshæfter, som udsendes primo januar 2004
(Session/Værnepligt) og medio februar 2004 (Før session/Før værnepligt)
medtages en henvisning til lovgrundlaget. Tilsvarende henvisning medtages i
det
nævnte skema om sessionsresultatet.
Ombudsmanden anfører, at det må anses for en fejl, at
statsamterne/Overpræsidiet ikke i sagerne om fritagelse for værnepligt efter
værnepligtslovens § 1, stk. 3 (sagerne 21-30, 51-60 og 81-90) gav meddelelse
til den registrerede om indsamlingen og behandlingen af CPR-oplysningerne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I førstkommende udgave
af hæftet ’Før session/Før værnepligt’ under overskriften
’HVIS JEG ER FÆRING
ELLER GRØNLÆNDER’ vil der blive tilføjet, at sessionsmyndigheden i
forbindelse
med en ansøgning om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1,
stk. 3, vil sikre sig, at der foreligger oplysning om bopælsregistreringer i
henholdsvis CPR (for værnepligtige, der er tilflyttet fra Grønland) og i
Folkeregisteret under Færøernes Landsstyre (for værnepligtige, der er
tilflyttet fra Færøerne). Der henvises i øvrigt til ministeriets bemærkninger
under afsnit 8.”
Jeg tager det oplyste til efterretning.
Persondataloven indeholder i kapitel 9 bestemmelser om den
registreredes
indsigtsret. I ingen af de undersøgte sager har en
registreret anmodet om indsigt efter persondataloven.
7) Partshøring
a) Indledning
Forvaltningsloven indeholder i § 19 og § 21 følgende bestemmelser om
partshøring, henholdsvis på myndighedens initiativ og efter partens begæring:
”§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og
er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en
frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for
ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel
4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder mv., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling
med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder,
hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde
anvendelse,
ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.
§ 21.
Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens
behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet
en
udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den
nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der
sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen
træffes.”
b) Foretagelse af partshøring
I ingen af de 90 undersøgte sager er
ansøgeren
blevet partshørt. Der ses ikke herved at være sket tilsidesættelse af
bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, jf. nærmere pkt. d nedenfor.
Der er heller ikke ud fra det oplyste holdepunkter for at antage at ansøgeren
i noget tilfælde har fremsat en anmodning omfattet af forvaltningslovens §
21.
c) Partshøringsfrist
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, sidste pkt., kan myndigheden fastsætte
en frist for svar på partshøringen.
Ved fastsættelsen af længden af en partshøringsfrist må der foretages en
konkret vurdering hvori bl.a. indgår sagens kompleksitet, hvor meget en
afslutning af sagen haster, omfanget og arten af de oplysninger der
partshøres over, partens eventuelle behov for at søge sag- eller fagkyndig
bistand i partshøringsfasen, og hvornår parten – bl.a. under hensyn til
partens bopæl og mulige fravær fra denne på grund af ferie eller anden
bortrejse – må antages at blive bekendt med partshøringen.
Da der ikke i nogen af de undersøgte sager er fortaget partshøring, har det
heller ikke været relevant for myndighederne at tage stilling til
partshøringsfristens længde.
d) Materiale omfattet af
partshøring
Alle 90 undersøgte sager er ansøgningssager hvor ansøgeren er klar over at
sagen verserer, og hvor der derfor ikke allerede på grund af partens
(antagelige) uvidenhed om sagens behandling vil skulle foretages partshøring,
smh. UfR 2000.2088V.
De 60 sager om udsættelse af møde for sessionen efter værnepligtslovens § 13,
stk. 4, jf. § 27
(sagerne 01-20, 31-50 og 61-80)
, er afgjort enten udelukkende på baggrund af oplysninger om uddannelsens
art, afslutningstidspunkt mv.
(sagerne 01-20, 31-40, 42-44, 46-50 og 61-80)
eller udelukkende på baggrund af oplysning om ansøgerens alder (fødselsdag og
-år)
(sagerne 41 og 45). For så vidt angår den første gruppe sager, er
betingelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, 1. pkt., om at parten ikke er
bekendt med at myndigheden er i besiddelse af oplysningen, ikke opfyldt. For
så vidt angår den anden gruppe sager, indgår alderen som en udtrykkelig
betingelse i lovens § 13, stk. 4, og ansøgerens fødselsdag er en
sådan notorisk oplysning som kan undtages fra partshøring efter bestemmelsen
i
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.
I de 30 sager om fritagelse for værnepligt
efter værnepligtslovens § 1, stk. 3
(sagerne 21-30, 51-60 og 81-90)
, har
statsamtet/Overpræsidiet uden partens viden herom indhentet CPR-oplysninger
om
parten. De indhentede oplysninger har i intet af de undersøgte tilfælde ført
til at ansøgningen om fritagelse er blevet afslået idet
statsamtet/Overpræ-sidiet
i alle tilfælde har lagt til grund at ansøgeren har opfyldt lovens krav om
mindst 10 års ophold på Færøerne eller i Grønland. Det kan herefter ikke
antages at betingelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt. (at
oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens
afgørelse) er opfyldt for så vidt angår disse oplysninger. Hertil kommer at
oplysninger af den omhandlede art formentlig normalt vil kunne undtages fra
partshøring efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at i ingen af de 90
undersøgte sager er ansøgeren blevet partshørt, og at der ikke herved ses at
være sket tilsidesættelse af bestemmelsen i forvaltningslovens §
19.”
8) Sagsoplysning
Efter officialprincippet påhviler det den myndighed der skal træffe
afgørelse, at påse at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at myndigheden kan
træffe en fuldt forsvarlig afgørelse.
Værnepligtsloven indeholder i § 27 følgende bestemmelse:
”§ 27.
værnepligtige kan gives udsættelse , når de
godtgør
, at udsættelsen af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde vil
være af særlig betydning for dem.” [ombudsmandens fremhævelse i kursiv]
Denne bestemmelse kan ikke antages at fravige det
almindeligt gældende forvaltningsretlige officialprincip. Bestemmelsen må
derimod antages at forudsætte at ansøgeren kan pålægges at fremskaffe den
fornødne dokumentation i sagen. Retsstillingen er således den at
statsamtet/Overpræsidiet
har pligt til at påse at de relevante oplysninger og den relevante
dokumentation
er til stede i sagen inden der træffes afgørelse og – hvis dette ikke er
tilfældet
– da eventuelt bede ansøgeren om at skaffe de(n) manglende relevante
oplysning(er) og dokumentation. Undlader ansøgeren at følge en sådan
anmodning,
vil det kunne have processuel skadevirkning, dvs. vil kunne føre til at
ansøgningen
afslås.
I forbindelse med behandlingen af
fritagelsessagerne
(sagerne 21-20, 51-60 og 81-90)
har statsamtet/Overpræsidiet
i alle tilfælde foretaget udtræk af CPR-registret. I 11 af de 30 sager der
angår personer som har opholdt sig i mindst 10 år i Grønland
(sagerne 29, 30,
51-56, 81, 87 og 90)
, indeholder CPR-oplysningerne en fuldstændig angivelse
af samtlige adresser ansøgeren har været tilmeldt i Grønland og i Danmark fra
fødslen og indtil tidspunktet for forespørgslen. Af oplysningerne fremgår
bl.a.
at ansøgeren i
sag 51
har boet i Danmark i sammenlagt ca. 15 år og 8
måneder fordelt på tre perioder, og at ansøgeren imellem de to første af
disse
perioder har opholdt sig i Sverige i ca. 3 år og 1 måned. Det fremgår også at
ansøgeren i
sag 87
har boet i Danmark i sammenlagt ca. 10 år og 9
måneder fordelt på to perioder, og at ansøgeren imellem disse perioder har
opholdt sig i Norge i ca. 3 år og 8 måneder.
Af de 19 af de 30 fritagelsessager som angår
personer som har opholdt sig i mindst 10 år på Færøerne
(sagerne 21-28, 57-60,
82-86, 88 og 89)
, fremgår det af CPR-oplysnin-gerne blot at den pågældende
er født på Færøerne, at den pågældende senest er flyttet til Danmark fra
Færøerne,
samt hvilken eller hvilke perioder den pågældende har været tilmeldt et dansk
folkeregister. Af oplysningerne fremgår bl.a. at ansøgerne i fire af sagerne
(sagerne
22, 24, 58 og 88)
har boet i Danmark i to perioder. I ingen af de 19 sager
fremgår det af de indhentede CPR-oplysninger hvor ansøgeren har boet i
perioder
hvor den pågældende
ikke
har boet i Danmark, og CPR-oplysningerne ses
således ikke at dokumentere at ansøgeren har opholdt sig på Færøerne i hele
den
eller de periode(r) hvor ansøgeren
ikke
har været tilmeldt et dansk
folkeregister. Ansøgeren kan ud fra CPR-oplysningerne godt have boet i
udlandet
(f.eks. Norge eller Sverige, som tilfældet er i to af sagerne fra Grønland) i
en – eventuelt væsentlig – del af den periode den pågældende ikke
har været
tilmeldt et dansk folkeregister.
I alle de 30 sager angående fritagelse efter
værnepligtslovens § 1, stk. 3, har ansøgeren i forbindelse med ansøgningen
erklæret at have opholdt sig i mindst 10 år i Grønland, henholdsvis på
Færøerne. I de 19 sager angående Færøerne må jeg antage at
statsamtet/Overpræsidiet
har lagt til grund at ansøgeren har boet på Færøerne i hele den eller de
periode(r) hvor den pågældende ikke har været tilmeldt et dansk
folkeregister.
Efter min opfattelse kan der rejses det spørgsmål
om den (i denne relation tilfældige) omstændighed at der i det danske
CPR-system findes oplysninger om bopælsregistreringer i Grønland, men ikke på
Færøerne,
bør medføre at sager med personer som har opholdt sig på Færøerne, afgøres på
et – principielt – væsentligt ringere oplysningsgrundlag end de
tilsvarende
sager vedrørende ophold i Grønland.
Jeg bemærker herved at der på Færøerne er
oprettet et centralt folkeregister under Færøernes Landsstyre
(Landsfólkayvirlitið), jf. § 2, stk. 1, i lagtingslov nr. 86 af 1. juni 1982
om
folkeregistre, og at det ved henvendelse hertil vil kunne oplyses i
hvilken/hvilke
periode(r) en person har været folkeregistreret på Færøerne.
I min foreløbige rapport skrev jeg:
”Jeg er indstillet på at henstille til
statsamtet/Overpræsidiet at overveje hvorvidt sags-oplysningspraksis i sager
angående fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3,
bør ændres for så vidt angår personer som har opholdt sig på Færøerne.”
Statsamtet Sønderjylland
har i sin udtalelse af 30. oktober 2003
anført:
”Side 36 i udkastet angives, at Folketingets Ombudsmand påtænker en
henstilling til statsamterne og Overpræsidiet om sagsoplysning i sager om
fritagelse for værnepligt på grund af tilhørsforhold til Færøerne således, at
der ud over de oplysninger, der foreligger i form af den pågældendes egen
erklæring afgivet under strafansvar samt CPR-registerets udvisende,
yderligere
indhentes oplysninger fra folkeregisteret under Færøernes Landsstyre.
Statsamtet kan tiltræde, at indførelse af en sådan fremgangsmåde vil
medføre et sikrere grundlag for afgørelsen af disse sager.”
Københavns Overpræsidium
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Overpræsidiet er endvidere enigt i, at sagsoplysningspraksis i sager
angående fritagelse for værnepligt efter værnepligtlovens §1, stk. 3, bør
ændres for så vidt angår personer, som har opholdt sig på Færøerne
(rapportudkastet
side 36), og Overpræsidiet har nu taget initiativ hertil.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Ombudsmanden peger på, at oplysningsgrundlaget for afgørelse af sager
efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, vedrørende ansøgninger om fritagelse for
værnepligt på baggrund af ophold på Færøerne afgøres på et – principielt
–
ringere oplysningsgrundlag end de tilsvarende sager vedrørende ophold i
Grønland.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet deler denne opfattelse. Ministeriet
vil udgive en revideret vejledning om behandling af sager efter
værnepligtslovens § 1, stk. 3, til samtlige værnepligtsadministrerende
statsamter og Overpræsidiet. Vejledningen vil indeholde krav om, at der i
alle
tilfælde skal foreligge oplysninger om bopælsregistreringer, jf. herved
ministeriets bemærkninger under afsnit 6.
Det tilføjes, at det ved Indenrigs- og Sundhedsministeriets henvendelse
til lovafdelingen i det færøske justitsministerium (Løgmálaráðið) er oplyst,
at den færøske personoplysningslov ikke umiddelbart tillader, at der fra
registeret udleveres oplysninger om bopælsregistreringer til myndigheder uden
for Færøerne. Justitsministeriet har henvist til det færøske datatilsyn
(Dátueftirlitið), hvortil Indenrigs- og Sundhedsministeriet har rettet
henvendelse med en anmodning om, at der tilvejebringes hjemmel til, at
oplysninger
om bopælsregistreringer kan indhentes af de værnepligtsadministrerende
statsamter
og Overpræsidiet til brug for behandling af sager om fritagelse for
værnepligt.”
Jeg tager det af Statsamtet Sønderjylland,
Københavns Overpræsidium og Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste til
efterretning. Jeg skal dog pege på at værnepligtsmyndighederne – hvis
ikke de
vil kunne få de relevante oplysninger fra det færøske landsfolkeregister
– i
stedet efter almindelige forvaltningsretlige principper vil kunne bede en
ansøger om selv at fremlægge den fornødne dokumentation fra de færøske
folkeregistermyndigheder, og at en tilsidesættelse af en sådan anmodning vil
kunne tillægges processuel skadevirkning.
I 8 sager
(
sagerne 14, 51, 53-55 og 57-59
)
har statsamtet/Overpræsidiet foretaget yderligere sagsoplysningsskridt ud
over
at indhente CPR-oplysninger.
Jeg tager det oplyste om
sag 08
til
efterretning.
I
sag 14
bad statsamtet i brev af 9.
oktober 2002 ansøgeren om at indsende bestemte yderligere oplysninger.
I 7 sager
(sagerne 51, 53-55 og 57-59)
opfordrede statsamtet den værnepligtige til at indsende ansøgning om
fritagelse
for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3; se herom i øvrigt
ovenfor,
afsnit 4 om vejledning.
I
sag 08
er uddannelsens afslutningsdato
uafklaret, og statsamtet har ikke søgt dette forhold afklaret. Det fremgår
ikke
hvilken afslutningsdato statsamtet har lagt til grund da det traf afgørelse
om
at udsætte sessionstidspunktet.
Statsamtet Sønderjylland
har i sin udtalelse af 30. oktober 2003
anført:
”I udkastet anføres ligeledes på side 36 vedrørende sag 08, der angår
udsættelse med session, at uddannelsens afslutningsdato er uafklaret, og at
statsamtet ikke har søgt dette forhold afklaret, ligesom det ikke fremgår,
hvilken afslutningsdato statsamtet har lagt til grund for den pågældende
uddannelse,
der begrundede udsættelsen af sessionstidspunktet.
Hertil skal bemærkes, at der så vidt det nu kan konstateres er tale
om, at den pågældende ansøger var i gang med en grunduddannelse på EUC, som
skulle følges op af videre uddannelse på en læreplads. Ansøgeren havde
imidlertid på ansøgningstidspunktet endnu ikke fået nogen læreplads, og
tidspunktet for uddannelsens afslutning kunne derfor ikke oplyses.
Der er derfor i denne sag alene givet en foreløbig udsættelse i et
halvt år (til næste session) med henblik på afklaring af spørgsmålet om
uddannelsens varighed, jf. herved pkt. 3.1, stk. 2, i Indenrigsministeriets
cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om udsættelse af tidspunktet for
værnepligtiges møde for session og til aftjening af værnepligt.
Det er statsamtets opfattelse, at denne sag er oplyst tilstrækkeligt
som grundlag for en foreløbig udsættelse, og at afgørelsen herom er
korrekt.”
I
sag 74
har ansøgeren ikke underskrevet
ansøgningsblanketten om udsættelse af session, og de rubrikker som heri skal
udfyldes af arbejdsgiveren, kunne efter skriften at dømme være udfyldt af
ansøgeren. Overpræsidiet har ikke søgt disse forhold afklaret. Efter
omstændighederne kan dette ikke give mig anledning til bemærkninger idet
Overpræsidiet afslog ansøgningen med henvisning til at ansøgeren efter sine
egne oplysninger ville afslutte sin uddannelse inden den dato som var angivet
på det udsendte spørgekort. En manglende underskrift fra ansøgeren og en
(eventuel) manglende dokumentation fra arbejdsgiveren var i denne situation
ikke væsentlig for sagens afgørelse.
9) Tavshedspligt – indhentelse
og videregivelse af oplysninger
Straffelovens § 152 indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
”§ 152.
Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som
uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den
pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes ...
Stk. 3.
En oplysning er fortrolig, når den ved lov
eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt
er
nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser.”
De hensyn som kan begrunde tavshedspligt, er
nærmere beskrevet i forvaltningslovens § 27, stk. 1:
”§ 27.
Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt,
jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-
152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt
at
hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser, herunder navnlig til:
statens sikkerhed eller rigets forsvar,
rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske
interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige
institutioner,
forebyggelse, efterforskning og forfølgning af
lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner
eller
andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller
planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til
skatte- og afgiftslovgivningen,
det offentliges økonomiske interesser, herunder
udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,
enkeltpersoners eller private selskabers eller
foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller
interne, herunder økonomiske, forhold, eller
enkeltpersoners eller private selskabers eller
foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske
indretninger
eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.”
Spørgsmålet om
videregivelse
af oplysninger
mellem
forvaltningsmyndigheder
er nærmere reguleret i forvaltningslovens § 28 der
sondrer mellem såkaldt særligt fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 1, og
andre fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 3. § 28, stk. 1-3, indeholder
følgende
bestemmelser:
”§ 28.
Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder
oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige,
seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold,
væsentlige
sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke
videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2.
Videregivelse af de i
stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
den, oplysningen angår, har givet samtykke,
det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at oplysningen skal videregives,
videregivelsen sker til varetagelse af private eller
offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,
eller
videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling
eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller
kontrolopgaver.
Stk. 3.
Andre fortrolige
oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en
anden
forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af
væsentlig
betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden
skal
træffe.”
Videregivelse af oplysninger til
andre end en anden forvaltningsmyndighed
(det vil bl.a. sige videregivelse til private), er ikke reguleret i
forvaltningsloven.
I disse situationer må der i princippet tages stilling til en videregivelse
direkte på grundlag af bestemmelsen i straffelovens § 152, stk. 1,
sammenholdt
med forvaltningslovens § 27, stk. 1. Ved vurderingen af hvorvidt en
videregivelse må anses for
”uberettiget”
,
vil der dog i visse situationer kunne hentes nogen vejledning i de
detaljerede
videregivelsesregler i forvaltningslovens § 28.
Bestemmelserne om videregivelse af fortrolige
oplysninger suppleres af forvaltningslovens § 29 som angår indhentelse af
særligt fortrolige oplysninger. Bestemmelsen i § 29 har følgende ordlyd:
”
§ 29.
I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private
forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden
forvaltningsmyndighed.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
ansøgeren har givet samtykke hertil,
andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov eller
særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart
overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.”
Ingen de undersøgte sager indeholder oplysninger
omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1 (såkaldt særligt fortrolige
oplysninger),
herunder oplysninger om helbredsmæssige forhold, og dermed heller ikke
oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 29. Derimod må en række
oplysninger i sagerne anses for omfattet af forvaltningslovens § 27 og § 28,
stk. 3 (såkaldt almindeligt fortrolige oplysninger), bl.a. oplysninger om
arbejds- og uddannelsesmæssige forhold, personnumre mv.
I intet tilfælde er der i de 90 undersøgte sager
anledning til at rejse spørgsmål om overtrædelse af reglerne om tavshedspligt
og videregivelse af fortrolige oplysninger.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i intet
tilfælde i de 90 undersøgte sager er anledning til at rejse spørgsmål om
overtrædelse af reglerne om tavshedspligt og videregivelse af fortrolige
oplysninger.”
10) Begrundelse mv.
a) Indledning
Forvaltningsloven indeholder i kapitel 6 følgende bestemmelser om begrundelse
af afgørelser:
”§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af
en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.
§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en
skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for
myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om
afgørelsen.
Stk. 2.
En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest
muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen
er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden
hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at
kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde
vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private
eller offentlige interesser, jfr. §
15.”
Begrundelsespligten gælder i forbindelse med
afgørelser der ikke giver den pågældende part fuldt ud medhold, jf. § 22 og §
23, stk. 1, 1. pkt.
I forbindelse med skriftligt meddelte afgørelser
gælder bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om samtidig
begrundelse.
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.,
skal der i begrundelsen henvises til den eller de
retsregler
der danner grundlag for afgørelsen. Henvisningen må være
præcis. For så vidt angår love og bekendtgørelser der er optaget i
Lovtidende,
må der således henvises til nr., dato og korrekt titel i Lovtidende samt til
de(n) relevante paragraf(fer), stk.(r), pkt.(r), litra, led osv. Er en
retsforskrift kundgjort på anden måde (f.eks. ved kundgørelse af
bekendtgørelser og lignende i et alternativt medium med hjemmel i en kongelig
anordning, udstedt i medfør af § 2, stk. 2, 2. led, i lovtidendeloven
(lovbekendtgørelse
nr. 842 af 16. december 1991 om udgivelsen af en Lovtidende og en
Ministerialtidende) eller ved optagelse af fællesskabsretlige regler i De
Europæiske Fællesskabers Tidende), må der – ud over den korrekte titel,
nr.,
dato osv. – henvises hertil. Meningen med kravet om en præcis henvisning
til
de(n) relevant(e) retsforskrift(er) er også at give parten mulighed for at
foretage kontrolopslag i den originale retskilde. En identifikation af
retsforskriften ved dennes almindelige kaldenavn vil kunne være
tilstrækkeligt
i tilfælde hvor myndigheden med sikkerhed kan lægge til grund at parten i
forvejen kender retsforskriften og dens præcise indhold, og hvor der samtidig
ikke – på grund af ændringer i retsforskriften – kan være tvivl om
hvilken
affattelse af retsforskriften der er anvendt. På det område der er omfattet
af undersøgelsen, vil der næppe kunne tænkes sådanne retsforskrifter med et
almindeligt kaldenavn.
For så vidt angår skønsmæssige afgørelser – dvs.
afgørelser hvor betingelserne for at træffe en given afgørelse (retsfaktum)
og/eller afgørelsens indhold (retsfølgen) i den skrevne retsforskrift ikke er
angivet eller dog kun angivet med en ikke ubetydelig mangel på præcision
– kræver
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., at de bestemmende
hovedhensyn
– dvs. de væsentlige
kriterier der har ført til afgørelsen – skal angives.
I en vis udstrækning vil en begrundelse også
skulle tage stilling til
partsanbringender
,
jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359. Dette gælder
ikke blot såfremt partens anbringender angår kriterier som myndigheden selv
har inddraget i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke
umiddelbart kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For
så vidt angår anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller
irrelevante,
men som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være
rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive at de pågældende
anbringender ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere at
myndigheden
har været opmærksom på disse.
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal
begrundelsen endvidere ”om fornødent indeholde en kort redegørelse”
for sagens
faktum. Omfanget, indholdet og detaljeringsgraden af en redegørelse for
sagens
faktum afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Behovet for
en
redegørelse for sagens faktum må bl.a. vurderes på baggrund af i hvilket
omfang
parten har medvirket i sagens behandling (særligt ved partshøring og
partsaktindsigt),
og hvorvidt sagens faktum i øvrigt er velkendt for parten eller ej. Herudover
må kompleksiteten af sagens faktum også indgå i vurderingen, ligesom det er
af
betydning om faktum er omtvistet eller ej. I relation til omstridt faktum må
begrundelsen ikke blot indeholde en angivelse af at faktum er omstridt, men
også en angivelse af de modstridende versioner heraf samt en udtrykkelig
angivelse af hvilket faktum myndigheden bevismæssigt lægger til grund i
forbindelse
med afgørelsen.
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan
begrundelsens indhold kun begrænses i det omfang oplysninger der ellers
skulle
være indgået i begrundelsen efter § 24, stk. 1 og 2, ville kunne undtages fra
aktindsigt i medfør af den ganske restriktive bestemmelse i
forvaltningslovens
§ 15; denne bestemmelse kræver at der foreligger
afgørende
modhensyn af nærmere bestemt karakter. En indskrænkning
af begrundelsen efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, vil ikke kunne tænkes
at
være relevant på det undersøgte område.
I øvrigt kan med hensyn til begrundelsespligten
og begrundelsens indhold henvises til Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,
Forvaltningsret
(2. udgave 2002), s. 551ff, og særligt s. 556ff.
b) Begrundelser i de undersøgte
sager
I
sag 11
havde den værnepligtige modtaget et spørgekort hvoraf bl.a. fremgik at den
pågældende skulle søge om udsættelse af session hvis han afslutter sin
uddannelse efter den 1. januar 2004. Den værnepligtige søgte om udsættelse af
sessionstidspunktet og angav i ansøgningsskemaet at uddannelsen ville blive
afsluttet på en tidligere dato. Statsamtet meddelte ansøgeren følgende
afgørelse i sagen:
”Af din ansøgning om udsættelse med session fremgår det, at du forventer
at afslutte din uddannelse allerede den [dato].
Du har derfor ikke behov for udsættelse med sessionsmødet efter de gældende
regler.
I stedet har sessionen mulighed for – under sessionsmødet – at
notere på din sag, at du tidligst kan indkaldes, når du har afsluttet din
uddannelse.
Det er dog nødvendigt, at du ved sessionsmødet medbringer bevis for, at
din uddannelse vil være afsluttet som nævnt i din ansøgning.
Du bedes derfor snarest sende os dit helbredsspørgehæfte i udfyldt
stand. Kuvert hertil vedlægges.”
Afgørelserne i 8 andre sager
(sagerne 12, 13 og 15-20)
er ifølge
de individuelle brevkopier i sagerne af et helt tilsvarende indhold.
Afgørelserne i disse 9 sager er formuleret i overensstemmelse med et
standardbrev (formular II-1) udarbejdet af Indenrigsministeriet i marts 2001.
I
12 andre sager
(sagerne 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)
er udsættelse af
session afslået af samme grund som i de 9 sager, og det må antages at
afgørelserne i disse 12 sager har været tilsvarende formuleret. Jeg har
således
lagt til grund at der i yderligere 20 af de undersøgte sager er meddelt en
afgørelse som er enslydende med afgørelsen i
sag 11.
I
sag 14
havde den værnepligtige i efteråret 2002 søgt
udsættelse af sessionen med henvisning til at han fra efteråret 2003 til
efteråret
2005 ville være under uddannelse. Statsamtet meddelte ansøgeren følgende
afgørelse:
”Af din ansøgning om udsættelse med session fremgår det, at du ikke i
øjeblikket er under uddannelse.
Statsamtet har ikke mulighed for at imødekomme din ansøgning, da udsættelse
med sessionen som hovedregel kun gives, når der er tale om uddannelsesmæssige
forhold.
Denne afgørelse kan ankes til Indenrigsministeriet. I givet fald skal
klagen sendes til statsamtet, som med en udtalelse om sagen vil sende den
videre til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.”
Afgørelsen i
sag 14
er
formuleret i overensstemmelse med
et standardbrev (formular II-4) udarbejdet
af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i marts 2002.
I
sag 41
søgte den værnepligtige, som var født i juli måned 1978
og således ville fylde 25 år i juli 2003, i marts 2003 udsættelse af
sessionen
under henvisning til sine fortsatte studier på universitetet. Statsamtet
meddelte herefter ansøgeren følgende afgørelse i sagen:
”Statsamtet har den [dato] modtaget din ansøgning om udsættelse med
session.
Vi kan desværre ikke imødekomme ansøgningen, idet reglerne i
værnepligtsloven bestemmer, at udsættelse kun kan gives indtil udgangen af
det
år, hvori den værnepligtige fylder 25 år.
En eventuel indkaldelse til værnepligtstjeneste vil dog tidligst kunne
ske ½ år efter udløbet af det halvår, hvori du har været på session.
Du bedes derfor snarest sende os dit helbredsspørgehæfte i udfyldt
stand.
Skulle din uddannelse ikke være afsluttet på indkaldelsestidspunktet,
kan du søge om udsættelse med indkaldelsen.
Denne afgørelse kan ankes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I
givet fald skal klagen sendes til Statsamtet, som med en udtalelse om sagen
vil
sende den videre til Indenrigsministeriet.”
Afgørelsen i
sag 41
er
formuleret i overensstemmelse med
et standardbrev (formular II-2) udarbejdet af
Indenrigs- og Sundhedsministeriet i marts 2002.
I
sag 45
traf statsamtet en enslydende afgørelse, dog med
tilføjelse af at ansøgeren fortsat skulle møde på sessionen på et bestemt
tidspunkt ca.1 uge efter afgørelsen.
I
sag 50
meddelte
statsamtet ansøgeren følgende afgørelse:
”Statsamtet Fyn har modtaget din ansøgning om udsættelse af session,
idet du starter et 3-årigt kursus på ( ) Musikskole.
Sessionen kan desværre ikke imødekomme din ansøgning, idet det fremgår
af ansøgningen at undervisningen kun vil udgøre ca. 9 timer pr. uge.
Det fremgår af Cirkulære om udsættelse (cirkulære nr. 156 af 15.
oktober 1999) punkt 5.4, at det gennemsnitlige daglige tidsforbrug, der
behøves
til gennemførelse af den normerede uddannelse, skal svare til en normal
arbejdsdag.
Du skal herefter fortsat møde på [session; ombudsmandens tilføjelse] i
1. halvår af 2003.
Du bedes derfor snarest sende os dit helbredsspørgehæfte i udfyldt
stand. Kuvert hertil vedlægges.
Denne afgørelse kan ankes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I
givet fald skal klagen sendes til Statsamtet, som med en udtalelse om sagen
vil
sende den videre til Indenrigsministeriet.”
I
sag 79
meddelte Overpræsidiet
ansøgeren følgende afgørelse:
”I anledning af din ansøgning om udsættelse, hvoraf det fremgår, at du
er antaget som professionel fodboldspiller i [klubbens navn], skal det
meddeles, at ansøgningen ikke kan imødekommes.
Udsættelse med at møde på session kan som hovedregel kun bevilges, når
grundlaget er uddannelsesmæssige forhold (evt. lærekontrakt eller anden
godkendt uddannelsesaftale).
En eventuel indkaldelse til værnepligtstjeneste vil normalt finde sted
i tidsrummet fra 1. januar 2004 til 30. juni 2004.
Hvis du bliver indkaldt til aftjening af
værnepligt, må du søge udsættelse med selve værnepligten.
Denne afgørelse kan ankes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I
givet fald skal klagen sendes til Københavns Overpræsidium, som med en
udtalelse om sagen vil sende den videre til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet.”
Formuleringen af afgørelsen i
sag 79
er delvis hentet fra det af Indenrigs- og Sundhedsministeriet udarbejdede
standardbrev II-4. Det må formentlig antages at afgørelsen i
sag 73
hvor
udsættelse af sessionen blev afslået på baggrund af ansøgerens ansættelse hos
en ejendomsmægler (men hvor der ikke findes en brevkopi på sagen), har været
formuleret på en lignende måde.
I 3 af de undersøgte sager
(sagerne 43, 44
og 46)
hvor der ikke findes en kopi af afgørelsen på sagen, og hvor det i
øvrigt ikke af notater eller på anden måde af sagen fremgår hvilken afgørelse
der er truffet i sagen, er det så meget desto mindre muligt at opstille nogen
blot nogenlunde sikker antagelse om hvorledes afgørelsen har været
formuleret.
c) Henvisning til skrevne regler
Som det fremgår ovenfor, kræves der efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, en
præcis henvisning til den (eller de) anvendte retsregel (eller retsregler);
derimod kræver hverken forvaltningsloven eller god forvaltningsskik at en
afgørelse citerer den eller de relevante bestemmelse(r). Citat af den eller
de anvendte bestemmelse(r) er efter min opfattelse et positivt tiltag, men
det kan ikke erstatte den præcise henvisning som kræves efter
forvaltningsloven. Meningen med forvaltningslovens krav om henvisning til
retsregler er også at parten selv skal kunne finde frem til reglen således
som den er officielt kundgjort (oftest i Lovtidende).
Omvendt kan det være noget vildledende at henvise til ”lov nr. af
med senere ændringer” hvis den eller de relevante bestemmelser ikke er
ændret siden hovedloven.
Den formelle henvisning til love bør ske som følger:
Hvis den eller de relevante bestemmelse(r) i loven ikke er ændret siden
hovedloven, kan der ske henvisning udelukkende til hovedloven; hvis der er
lavet én eller flere bekendtgørelse(r) af loven, må en henvisning til (den
seneste) lovbekendtgørelse(n) dog foretrækkes.
Hvis den eller de relevante bestemmelse(r) i loven er ændret siden
hovedloven, kan der ske en henvisning til hovedloven og den eller de
relevante
ændringslov(e). Hvis der er lavet en eller flere bekendtgørelse(r) af loven,
må
en henvisning til (den seneste) lovbekendtgørelse(n) og den eller de
relevante
lovændring(er) som er nyere end lovbekendtgørelsen, dog foretrækkes.
Tilsvarende retningslinjer bør følges i relation til andre typer af
retsforskrifter.
I 60 af de 90 undersøgte sager
(sagerne 01-10, 21-40, 51-70 og
81-90)
må ansøgeren antages at have fået fuldt ud medhold, og der har
derfor ikke i disse sager efter forvaltningslovens § 22 været krav om en
begrundelse som opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1.
I 27 af de undersøgte sager – dvs. i alle de sager hvor indholdet af
afslaget kan anses for dokumenteret – er der fejlagtigt ingen eller
mangelfuld
henvisning til retsgrundlaget for afgørelsen.
I de 21 sager hvor afgørelsen antages at være formuleret som i
sag
11
(dvs.
sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)
indeholder afgørelsen overhovedet ingen henvisning til retsregler.
Tilsvarende indeholder afgørelsen i
sag 14
overhovedet ingen
henvisning til retsregler.
I 2 sager
(sagerne 41 og 45)
indeholder afgørelsen et referat af
en relevant del af retsgrundlaget, men ingen henvisning til retsregler ud
over
en generel og helt utilstrækkelig henvisning til ”reglerne i
værnepligtsloven”.
I
sag 50
mangler der i statsamtets begrundelse en henvisning til
§ 13, stk. 4, jf. § 27, i værnepligtsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 470 af
17. juni 2002) og til pkt. 3.2 i cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om
udsættelse af tidspunktet for værnepligtiges møde for session og til
aftjening
af værnepligt.
I
sag 79
indeholder afgørelsen ingen henvisning til de relevante
retsregler. Tilsvarende må antages at være tilfældet med hensyn til
afgørelsen
i
sag 73.
Det er selvsagt beklageligt at de afgørelser som
statsamtet/Overpræsidiet har truffet, ikke opfylder kravet i
forvaltningslovens
§ 24, stk. 1. I min foreløbige rapport skrev jeg i forlængelse heraf:
” da afgørelserne i meget høj grad er formuleret på baggrund af
standardbreve udarbejdet af (nu) Indenrigs- og Sundhedsministeriet, er jeg
indstillet på at henstille til ministeriet at ministeriet foranlediger
standardbrevene revideret således at de opfylder kravene i forvaltningslovens
§
24, stk.
1.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Ombudsmanden peger i rapporten på en række sager, som enten ikke
indeholder en henvisning til retsgrundlaget for afgørelser eller en
mangelfuld
henvisning. Det fremgår videre, at afgørelserne i meget høj grad er
formuleret
på baggrund af standardbreve udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af
standardbrevene, som forventes afsluttet inden udgangen af november
2003.”
Jeg har taget det oplyste til efterretning.
d) Redegørelse for praksis
I ingen af de undersøgte sager har jeg savnet en redegørelse for
statsamtets/Overpræsidiets praksis på relevante områder.
e) Redegørelse for hovedhensyn
I statsamtets/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte sager er der ikke i
alle tilfælde redegjort fyldestgørende for de
væsentligste hovedhensyn.
Dette gælder i de 21 sager hvor der er givet afslag på udsættelse af
sessionen med henvisning til at der ”ikke (er) behov for
udsættelse” fordi ansøgeren forventer at afslutte sin uddannelse inden
en bestemt dato
(
sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80). En fyldestgørende
begrundelse ville i disse sager bl.a. kræve en konkret forklaring på hvornår
ansøgeren kan forvente eventuelt at blive indkaldt til værnepligtstjeneste.
Ligeledes gælder dette i de to sager (
sagerne 41 og 45
) hvor der blev givet afslag på grund af ansøgerens alder.
En fyldestgørende begrundelse ville i disse sager bl.a. kræve en konkret
forklaring på hvorfor der ikke kunne gives ansøgeren delvis medhold ved møde
for sessionen på et senere tidspunkt inden udløbet af det år hvori ansøgeren
fylder 25 år.
f) Begrundelse i forhold til
partsanbringender
I ingen af de undersøgte sager er der efter min opfattelse grundlag for at
rejse spørgsmålet om statsamtet/Overpræsidiet i sin begrundelse forholdt sig
til et relevant
partsanbringende.
g) Sagsfremstilling (gengivelse af
faktum)
I 60 af de 90 undersøgte sager
(sagerne 01-10, 21-40, 51-70 og 81-90)
må ansøgeren antages at have fået fuldt ud medhold, og der har derfor ikke i
disse sager efter forvaltningslovens § 22 været krav om en begrundelse som
opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2.
I de sager hvor ansøgeren ikke har fået fuldt ud medhold i en ansøgning om
udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, er der en tæt
sammenhæng mellem redegørelsen for de væsentligste hovedhensyn ved afgørelsen
og gengivelsen af faktum.
I 24 af de 27 undersøgte sager hvor afslaget er dokumenteret, indeholder
statsamtets/Overpræsidiets afgørelse ikke en tilstrækkelig gengivelse af
sagens faktum.
Dette gælder i de 21 sager hvor der er givet afslag på udsættelse af
sessionen med henvisning til at der ”ikke (er) behov for
udsættelse” fordi ansøgeren forventer at afslutte sin uddannelse inden
en bestemt i afgørelsen angivet dato
(
sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80). En fyldestgørende
begrundelse ville i disse sager bl.a. kræve en angivelse af den dato som var
anført på det tilsendte spørgekort, samt de faktiske omstændigheder som
begrunder at der ikke er
”behov” for udsættelse (formentlig at ansøgeren i givet fald
tidligst vil blive
indkaldt til aftjening af værnepligt fra den på spørgekortet anførte dato).
Ligeledes gælder dette i de 2 sager
(sagerne
41 og 45)
hvor der blev givet afslag på grund af ansøgerens alder.
En fyldestgørende begrundelse ville i disse
sager bl.a. kræve en angivelse af de faktiske omstændigheder som begrunder at
ansøgeren ikke kan give møde for sessionen på et senere tidspunkt inden
udløbet
af det år hvori ansøgeren fylder 25 år.
I
sag 14
burde afgørelsen have indeholdt
en angivelse af de faktiske omstændigheder som var grundlaget for statsamtets
opfattelse
af at ansøgeren ”ikke i øjeblikket er under uddannelse”.
I
sag 60
får ansøgeren fuldt ud medhold
idet ansøgeren meddeles fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens §
1,
stk. 3, på grund af mindst 10 års ophold på Færøerne, og der er derfor ikke
krav om begrundelse efter forvaltningslovens § 22, jf. § 24, stk. 2. I en vis
udstrækning er det dog nødvendigt at beskrive faktum i forbindelse med
meddelelsen af en fuldt ud imødekommende afgørelse for at kunne fastlægge
indholdet af afgørelsen, og for at afgørelsen bliver forståelig for
modtageren.
I den udstrækning der faktisk sker en beskrivelse af faktum i en afgørelse,
skal denne beskrivelse – uanset afgørelsens udfald – være korrekt,
dækkende og
præcis. I
sag 60
fremgår det af afgørelsen at fritagelsen meddeles på
grund af ansøgerens ”tilknytning til Grønland/Færøerne”; teksten
burde selvsagt
have været ”tilknytning til Færøerne”.
Københavns Overpræsidium
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Overpræsidiet er således enigt i, at begrundelsen for afgørelserne i
de 8 sager, der er nævnt i rapportudkastet side 47 og 48, ikke opfylder
kravene
i forvaltningslovens § 24. Indtil standardskrivelserne ændres, jfr.
ovenfor, vil Overpræsidiet sørge for, at der i alle afslag på ansøgninger om
udsættelse af sessionen er en henvisning til retsreglerne. Endvidere vil det
blive sikret, at der i alle afslag gives en fyldestgørende begrundelse for de
væsentligste hovedhensyn, der har ført til afslaget på ansøgningen, samt en
tilstrækkelig gengivelse af faktum.”
Jeg har taget det Overpræsidiet har oplyst, til
efterretning.
11) Klagevejledning
Forvaltningsloven indeholder i § 25, stk. 1, følgende bestemmelse om
klagevejledning:
”§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de
meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med
angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af
klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.”
I 60 af de 90 undersøgte sager
(sagerne 01-10, 21-40, 51-70 og 81-90)
må ansøgeren antages at have fået fuldt ud medhold, og der har derfor ikke i
disse sager efter forvaltningslovens § 25 været krav om
klagevejledning.
I 3 af de undersøgte sager
(sagerne 43, 44 og 46)
hvor der ikke
findes en kopi af afgørelsen på sagen, og hvor det i øvrigt ikke af notater
eller på anden måde af sagen fremgår hvilken afgørelse der er truffet i
sagen,
er det så meget desto mindre muligt at opstille nogen blot nogenlunde sikker
antagelse om hvorledes afgørelsen har været formuleret, og herunder om
afgørelsen
har indeholdt klagevejledning, og hvorledes denne har været formuleret.
De resterende 27 af de undersøgte sager – dvs. i alle de sager hvor
indholdet af afslaget kan anses for dokumenteret – indeholder enten slet
ingen
klagevejledning eller en klagevejledning som på forskellige punkter er
mangelfuld.
I 9 sager
(sagerne 11-13 og 15-21)
findes
der i sagen en kopi af afgørelsen som slet ikke indeholder klagevejledning.
I 12 andre sager (
sagerne 42, 47-49, 71, 72,
74-78 og 80
) findes der ikke i sagen en kopi af afgørelsen, men afgørelsen
må antages at være meddelt ansøgeren med et standardbrev (svarende til
formular
II-1) som ikke indeholder nogen klagevejledning.
En fyldestgørende klagevejledning skal bl.a.
indeholde oplysning om klagemyndighedens korrekte betegnelse og adresse, jf.
Hans Gammeltoft-Hansen, Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave,
2002,
s. 572 og s. 592.
Afgørelsen i
sag 14
(der er citeret ovenfor i afsnit 10.b)
henviser to gange til klagemyndigheden og betegner den ene gang denne som
”Indenrigsministeriet”, den anden gang som ”Indenrigs- og
Sundhedsministeriet”.
Tilsvarende forholder det sig med
sag 41, sag 45 og sag 50
hvor
statsamtets afgørelser ligeledes er citeret ovenfor i afsnit 10.b. I de 4
nævnte sager samt i
sag 79
(hvor afgørelsen er citeret ovenfor i afsnit
10.b), og
sag 73
indeholder klagevejledningen ingen angivelse af klageinstansens
adresse.
Statsamtet Sønderjylland
har i sin udtalelse af 30. oktober 2003
anført:
”På side 50 i udkastet påpeges, at der i
sag 14
er omtale af
klagemyndigheden som dels ’Indenrigsministeriet’, dels
’Indenrigs- og
Sundhedsministeriet’.
Statsamtet er enig i, at dette er misvisende og derfor uheldigt. Det
kan oplyses, at standardbrevet II-4 i forbindelse med en ændring er blevet
ufuldstændigt kopieret ind på en enkelt medarbejders pc. Denne fejl er nu
rettet.”
Jeg har taget det oplyste til efterretning.
At klagevejledningen ikke indeholder en angivelse af klagemyndighedens
adresse, har naturligt sammenhæng med at klagevejledningen i 6 sager
(sagerne
14, 41, 45, 50, 73 og 79)
angiver at parten skal indsende en eventuel klage
gennem den myndighed som har truffet afgørelse i første instans (statsamtet,
henholdsvis Overpræsidiet).
Der er ikke i værnepligtsloven hjemmel til at kræve at en klager indsender
sin klage til Indenrigs- og Sundhedsministeriet gennem den myndighed som har
truffet afgørelsen i første instans. På nogle forvaltningsområder er der ikke
udfærdiget administrative forskrifter om indsendelse af klager gennem den
myndighed der har truffet afgørelsen, men det er praksis i forbindelse med
klagevejledningen i konkrete afgørelser at opfordre parten til at indsende en
eventuel klage via den myndighed der har truffet afgørelsen. Baggrunden for
en
sådan praksis er dels at klagesagsbehandlingen forenkles og jævnligt tillige
tidsmæssigt forkortes (idet der spares en høringsekspedition fra
klageinstansen
til underinstansen), dels at underinstansen får lejlighed til at genoverveje
afgørelsen. En sådan praksis må efter min opfattelse kunne etableres uden
lovhjemmel, i alle fald hvis det over for parten klart fremgår at parten ikke
er retligt forpligtet til at indsende klagen gennem underinstansen og således
kan vælge – hvis parten foretrækker dette – at fremsende klagen
direkte til
rekursinstansen, jf. Karsten Loiborg mfl.,
Forvaltningsret, 2. udgave 2002, s. 917ff, særligt s. 918.
Jeg finder det uheldigt at klagevejledningen i de
6 sager er formuleret således at det for parten fremgår at det er et krav at
en
eventuel klage fremsendes via underinstansen.
I min foreløbige rapport skrev jeg:
”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs-
og Sundhedsministeriet at ministeriet ændrer de standardbreve ministeriet har
udarbejdet, således at det sikres at der gives klagevejledning i
overensstemmelse med forvaltningslovens § 25 og det ovenfor anførte.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Ombudsmanden peger på, at en række afgørelser truffet af Overpræsidiet
og statsamterne ikke lever op til bestemmelserne i forvaltningslovens § 25.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig i, at der ikke i
værnepligtsloven er hjemmel til at kræve, at en klager skal indsende sin
klage
gennem den myndighed, som har truffet afgørelsen i første instans.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af de
vejledende standardbreves udformning, hvorefter den korrekte klagemyndigheds
navn og adresse anføres (Indenrigs- og Sundhedsministeriet). I tilslutning
hertil agter ministeriet at anføre, at klageren også har mulighed for –
men
ikke pligt til – at indsende klagen gennem den myndighed, der har
truffet
afgørelsen. Denne foranstaltning tjener navnlig det formål, at
klagesagsbehandlingen
tidsmæssigt kan forkortes og samtidig giver myndigheden lejlighed til at
genoverveje
afgørelsen.”
Jeg har taget det oplyste til efterretning.
12) Bekendtgørelse
En afgørelse skal bekendtgøres for sagens parter.
I 3 af de undersøgte sager (
sagerne 43, 44 og 46
) hvor der ikke findes en kopi af afgørelsen på sagen, og hvor det i øvrigt
ikke af notater eller på anden måde af sagen fremgår hvilken afgørelse der er
truffet i sagen, og hvornår dette er sket, kan det ikke anses for
tilstrækkeligt dokumenteret at en afgørelse er meddelt parten i sagen.
I de øvrige 87 undersøgte sager må det – med en større eller mindre grad
af sikkerhed – antages at en afgørelse er bekendtgjort for parten.
I 44 sager
(sagerne 11-30, 41, 45, 50-60, 79 og 81-90)
findes der på sagen en dateret kopi af afgørelsen i sagen, og denne brevkopi
må – i overensstemmelse med det almindelige udgangspunkt herom – i
de konkrete tilfælde anses for en tilstrækkelig godtgørelse af at afgørelsen
i sagen er meddelt parten.
I 14 sager
(sagerne 01-05, 71-78 og 80)
er det i det
elektroniske værnepligtssystem (VPS, skærmbilledet FTEXT) lavet et dateret
notat om at der er afsendt en afgørelse, og dette notat må anses for
væsentligt
indicium for at afgørelsen i sagen er meddelt parten.
I de sidste 29 sager
(sagerne 06-10, 31-40, 42, 47-49 og 61-70)
er der i det elektroniske værnepligtssystem (VPS, skærmbilledet FFORB) sat et
kryds i rubrikken ”Udsættelsesbe. afsendt”. Dette må anses for et
– om end
noget svagt – indicium for
at
afgørelsen i sagen er meddelt parten, men
indeholder ingen form for godtgørelse af
hvornår
afgørelsen i sagen er
meddelt parten.
Se i øvrigt afsnit 15 nedenfor om brevkopier.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Med hensyn til Ombudsmandens bemærkninger under dette afsnit, der
vedrører brevkopier mv., skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet henvise til
bemærkningerne under afsnit 15.”
De bemærkninger ministeriet henviser til, fremgår
nedenfor s. 74.
13) Sagsbehandlingstid mv.
a) Indledning
I 12 sager
(sagerne 17, 64, 66-72, 74, 77 og 80)
fremgår det ikke hvornår sagen er rejst (oprettet).
I 17 andre sager
(sagerne 06-10, 32-39, 42-44 og 46)
fremgår det ikke hvornår statsamtet har skrevet til ansøgerne i sagerne,
herunder meddelt afgørelsen i sagen.
Statsamtet Sønderjylland
har i sin udtalelse af 30. oktober 2003 anført:
”På side 52 i udkastet anføres, at det bl.a. af
sagerne 06-10
ikke fremgår, hvornår statsamtet har skrevet til ansøgerne og herunder
meddelt afgørelse i sagen.
For så vidt angår disse sager kan det oplyses, at de nævnte oplysninger om
meddelelse af ansøgt udsættelse med tidspunktet for session rutinemæssigt
indføres i Værnepligtssystemet VPS, i dettes tekstfelt.
Sagerne var imidlertid afsluttet på tidspunktet for fremsendelsen til
Folketingets Ombudsmand, og som det fremgår af udkastets side 24, er VPS
indrettet således, at oplysningerne i tekstfeltet ikke føres med, når en
afsluttet sag overføres til arkivdelen i VPS.
Statsamtet finder således ikke grundlag for at antage, at disse sager ikke
skulle være ekspederet i overensstemmelse med sædvanlig arbejdsgang. For så
vidt angår spørgsmålet om eventuel ændring af arbejdsgangen, herunder med
hensyn til brevkopier, henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets
udtalelse herom.”
Jeg tager det oplyste til efterretning idet jeg
henviser til kapitel 3.B.5 vedrørende notatpligt ovenfor (s. 24ff), og til
kapitel 3.B.15 vedrørende brevkopier nedenfor (s. 69ff).
I atter 3 andre sager
(sagerne 31, 40 og 47)
er det hverken dokumenteret hvornår sagen er rejst (oprettet), eller hvornår
statsamtet har skrevet til parten i sagen.
Det er således i 32 af de 90 undersøgte sager
ikke muligt at udregne sagsbehandlingstiden.
I de resterende 58 af de 90 undersøgte sager
(sagerne
01-05, 11-16, 18-30, 41, 45, 48-63, 65, 73, 75, 76, 78, 79 og 81-90)
har
det været muligt at registrere de tidspunkter som er nødvendige i forbindelse
med en udregning af sagsbehandlingstiden, idet det – for så vidt angår
de sager
hvor der ikke findes brevkopi(er) (hvad tilfældet er i
sagerne 11-16, 18-30,
41, 45, 50-60, 79 og 81-90)
, men et notat på sagen om at en afgørelse er
truffet eller afsendt
(sagerne 01-05, 48, 49, 73, 75, 76, og 78)
henholdsvis et datostempel på det spørgekort ansøgeren har indsendt
(sagerne
61-63 og 65)
– er antaget at afgørelsen er meddelt samme dag som dateringen
af notatet, henholdsvis datostemplets dato.
b) Sagsbehandlingstid fra sagens
start til myndighedens første henvendelse til parten
I 51 af de 58 undersøgte sager hvor sagsbehandlingstiden har kunnet
konstateres
(sagerne 01-05, 11, 13-15, 18-21, 24, 26-30, 41, 45, 48-55, 57-63, 65, 73,
75,76, 78 og 81-90),
har statsamtet/Overpræsidiet rettet en første henvendelse til parten,
inden 1 måned
fra sagens start (typisk modtagelsen af partens ansøgning).
I de resterende 7 tilfælde
(sagerne 12, 16, 22, 23, 25, 56 og 79)
er der gået mere end 1 måned fra sagens start, til parten første gang har
fået en henvendelse fra statsamtet/Overpræsidiet. De 58 sager fordeler sig
nærmere som følger:
Tidsrum:
Antal sager:
Sagsnumre:
Samme dag
15
26, 45, 51, 53-55, 57-59, 61-63, 65, 86 og 90
1 dag
3
83, 84 og 89
2 dage
3
03, 28 og 82
3 dage
6
15, 19, 27, 29, 85 og 87
4 dage
1
21
5 dage
1
20
6 dage
2
50 og 88
7 dage
3
05, 48 og 81
8-14 dage
5
13, 49, 18, 41 og 52
15 dage - 1 måned
12
01, 02, 04, 11, 14, 24, 30, 60, 73, 75, 76 og 78
Over 1 måned
7
12, 16, 22, 23, 25, 56 og 79
Den gennemsnitlige tid der i de 58 sager hvor
sagsbehandlingstiden har kunnet konstateres, gik fra sagen var rejst, til
statsamtet/Overpræsidiet første gang henvendte sig til parten, var ca. 13
dage.
Som det fremgår, var en sådan henvendelse i noget over halvdelen af
tilfældene
(34 af de 58 sager eller 58,6 %) sket inden en uge. I de 7 sager hvor en
sådan
henvendelse først skete mere end 1 måned efter sagens rejsning, gik der fra
37
til 69 dage
(sag 22)
eller gennemsnitligt ca. 48 dage, svarede til ca.
1½ måned.
På baggrund af de almindelige krav som følger af
god forvaltningsskik, vil det efter omstændighederne i konkrete tilfælde
kunne
forsvares at der går indtil 1 måned efter sagens start før myndigheden retter
den første henvendelse til parten. Dette kan særligt gælde i tilfælde hvor
myndigheden allerede ved sin første henvendelse til parten kan afslutte
sagen;
dette har været aktuelt i de fleste af de undersøgte sager.
En noget kortere frist vil kunne følge af pligten
til at underrette en registreret i medfør af persondatalovens §§ 28 og 29
(bestemmelserne er citeret ovenfor i afsnit 3.B.6.b). Af Datatilsynets
vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter
reglerne
i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger fremgår bl.a.:
”2.1. Oplysningspligt ved indsamling af
oplysninger hos den registrerede
2.1.1. På hvilket tidspunkt skal
oplysningspligten opfyldes?
Efter lovens § 28, stk. 1, indtræder den dataansvarliges oplysningspligt
over for den registrerede ved
indsamlingen
af oplysninger.
Begrebet
indsamling
, der er én blandt andre behandlingsformer,
jf. lovens § 3, nr. 2, dækker ikke blot over den form for behandling, der
finder sted, når den dataansvarlige ved personlig eller telefonisk
henvendelse
eller gennem spørgeskemaer, ansøgningsformularer og lignende aktivt indsamler
oplysninger hos den registrerede. Indsamling foreligger også, når den
registrerede, evt. uopfordret, henvender sig til den dataansvarlige,
hvadenten
dette sker ved personligt fremmøde, telefonisk, skriftligt eller på anden
måde,
når blot den dataansvarlige modtager oplysningerne og derefter undergiver dem
en eller anden form for behandling, f.eks. registrering eller opbevaring.
Den registrerede skal som udgangspunkt have meddelelse om de i § 28
nævnte forhold
samtidig med indsamlingen
af oplysninger hos den registrerede.
I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den
registrerede f.eks. skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til
den
dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne
informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten m.v. Det gælder også,
hvis
oplysningerne indsamles elektronisk gennem en hjemmeside på Internettet.
Hvis den registrerede selv henvender sig til den dataansvarlige uden
brug af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende, f.eks. i et
almindeligt
brev, skal den dataansvarlige opfylde sin oplysningspligt snarest muligt,
hvilket i almindelighed vil sige inden for 10 dage. I praksis må det dog
forventes, at oplysningspligten ofte ikke gælder i disse situationer, jf.
nærmere herom neden for under pkt. 2.3.1.
2.2. Oplysningspligt ved indsamling af
oplysninger hos andre end den registrerede
2.2.1. På hvilket tidspunkt skal oplysningspligten
opfyldes?
Oplysningspligten over for den registrerede i forbindelse med
indsamling af oplysninger om den pågældende hos andre end den registrerede
selv
indtræder som udgangspunkt ved registreringen
af de indsamlede
oplysninger. I de tilfælde, hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til
videregivelse til tredjemand, indtræder oplysningspligten dog senest, når
videregivelse
af de indsamlede oplysninger finder sted, jf. lovens § 29, stk. 1.
Hvilken tidsfrist, der kan indlægges i begrebet ’ved
registreringen’,
afhænger af sagens nærmere omstændigheder. Den dataansvarlige skal dog altid
–
vurderet i forhold til den indsats der kræves fra den dataansvarliges side
for
at opfylde oplysningspligten – give den registrerede meddelelse så
tidligt som
muligt. Hvis den dataansvarlige allerede på selve registreringstidspunktet
ved,
at der i løbet af ganske kort tid herefter skal rettes henvendelse til den
registrerede, f.eks. fordi den dataansvarlige skal forelægge sagens
dokumenter
for den registrerede, eller der skal foretages andre sagsbehandlingsskridt,
vil
oplysningspligten som altovervejende hovedregel kunne opfyldes samtidig med
denne senere henvendelse. I øvrigt vil oplysningspligten i almindelighed
skulle
opfyldes inden for 10 dage efter registreringen.”
Hvis der på et tidligere tidspunkt – før den
registrerede har rejst en ansøgningssag – er givet en generel vejledning
som
opfylder persondatalovens krav til underretning i forbindelse med
ansøgningens
behandling (se herom ovenfor afsnit 6.b, s. 27ff), fører persondatalovens
bestemmelser om oplysningspligt ikke til at myndigheden skal rette
henvendelse
til ansøgeren snarest muligt og normalt inden 10 dage.
Det må dog under alle omstændigheder anses for
problematisk dersom der går mere end ca. 1 måned fra sagens rejsning –
eller
dog fra det tidspunkt hvor det står klart at en person har partsstatus i
sagen
– til myndighedens første henvendelse til parten. Jo længere tid der
går, jo
mere kritisk må tidsforløbet anskues.
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af
4. juni 1997 til samtlige ministerier, styrelser mv. om mål for hurtig
sagsbehandling mv. og Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af samme dato
(j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd
indeholder
nu retningslinjer om målsætninger for sagsbehandlingstiden, herunder en
konkret tilkendegivelse om at borgeren under alle omstændigheder – hvor
ikke
andet er fastsat (jf. f.eks. 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16,
stk.
2, og forvaltningslovens § 16, stk. 2) – bør have et (eventuelt
foreløbigt)
svar fra myndighederne inden 1 måned efter sagens modtagelse.
Den gennemsnitlige tid der gik fra sagens
rejsning, til statsamtet/Overpræsidiet rettede henvendelse til den der havde
rejst sagen (ca. 13 dage), ligger efter min opfattelse inden for det
acceptable.
Københavns Overpræsidium
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”I rapportudkastet, side 52-53, er det anført, at der i to af
Overpræsidiets sager (76 og 79) er gået mere end 1 måned fra sagens start,
til
parten første gang har fået en henvendelse fra Overpræsidiet. Dette er ikke
korrekt for så vidt angår sag 76, hvor sagsbehandlingstiden var 21 dage. I
den
anden sag 79 er der gået 48 dage, hvilket er beklageligt.”
For så vidt angår
sag 76,
fremgår det af det materiale
jeg har modtaget fra Overpræsidiet,
at
Overpræsidiet den 11. november 2002 oprettede sagen (idet spørgekortet
er forsynet med et datostempel som angiver at kortet er modtaget denne dag),
at
der ikke var yderligere korrespondance
med parten inden afgørelsen i sagen, og
at
afgørelsen blev meddelt parten den 2. december 2002, idet
Værnepligtssystemet i skærmbilledet FTEXT indeholder et notat om at der denne
dag var meddelt parten afslag. Jeg er enig i at dette giver en
sagsbehandlingstid på 21 dage; angivelserne i den endelige rapport er rettet
i
overensstemmelse hermed.
c) Samlet sagsbehandlingstid
Den samlede sagsbehandlingstid (regnet fra sagens rejsning (sagens oprettelse
hos statsamtet/Overpræsidiet) til statsamtets/Overpræsidiets afgørelse i
sagen) har i de 58 af de 90 undersøgte sager hvor sagsbehandlingstiden har
kunnet opgøres, varieret en del. I 7 sager
(
sagerne
45, 61-63, 65, 86 og 90
)
er sagen afgjort samme dag som den er oprettet, og den længste samlede
sagsbehandlingstid er 69 dage, svarende til ca. 2¼ måned
(sag 22).
Den samlede sagsbehandlingstid har i de 58 sager fordelt sig som følger:
Tidsrum:
Antal sager:
Sagsnumre:
Samme dag
7
45, 61-63, 65, 86 og 90
1 dag
3
83, 84 og 89
2 dage
3
03, 28 og 82
3 dage
6
15, 19, 27, 29, 85 og 87
4 dage
1
21
5 dage
1
20
6 dage
2
50 og 88
7 dage
3
05, 48 og 81
8-14 dage
6
13, 49, 18, 41, 52 og 86
15 dage – 1 måned
11
01, 02, 04, 11, 24, 30, 60, 73, 75, 75 og 78
Over 1, men
under 2 måneder
14
12, 14, 16, 23, 25, 51, 53-59 og 79
Over 2, men
under 3 måneder
1
22
Den gennemsnitlige samlede sagsbehandlingstid har
for alle 58 sager været ca. 22 dage, svarende til næsten ¾ måned.
Det er ikke muligt generelt at foretage en præcis
angivelse af hvilken samlet sagsbehandlingstid der kan anses for acceptabel.
En
nærmere bedømmelse af den samlede sagsbehandlingstid kræver en vurdering af
sagens art og eventuelt også sagens konkrete omstændigheder. Der må således
tages hensyn til i hvilken udstrækning en korrekt behandling af sagen har
krævet indhentelse af (yderligere) oplysninger eller gennemførelse af andre
tids- og ressourcekrævende processkridt, om sagens afgørelse – når denne
i
øvrigt er klar til afgørelse – er mere eller mindre kompliceret, og om
sagen af
hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må anses
for
mere eller mindre hastende.
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af
4. juni 1997 til samtlige ministerier, styrelser mv. om mål for hurtig
sagsbehandling mv. og Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af samme dato
(j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd
indeholder
nu retningslinjer om målsætninger for sagsbehandlingstiden.
I sager som de undersøgte må der ved vurderingen
af hvor lang en samlet sagsbehandlingstid der i almindelighed kan anses for
acceptabel, efter min opfattelse
på den
ene
side dels tages hensyn til sagernes såvel retligt som faktuelt relativt
ukomplicerede karakter.
På den anden side
må der tages hensyn til tilfælde hvor nødvendig sags-oplysning tager noget
tid.
Af de 58 sager hvor sagsbehandlingstiden har kunnet fastlægges, giver
kun en enkelt –
sag 22
– anledning til bemærkninger. I denne sag modtog
statsamtet et udfyldt ansøgningsskema fra parten den 25. september 2002, og
statsamtet traf uden yderligere sagsbehandlingsskridt – herunder
sagsoplysning
– afgørelse i sagen den 3. december 2002 eller efter knap 2½ måned. I
betragtning af sagens ringe kompleksitet og den tid der medgik til
behandlingen
af andre tilsvarende sager, må sagsbehandlingstiden i sag 22 anses for at
nærme
sig grænsen af det rimelige.
Statsamtet Sønderjylland
har i sin udtalelse af 30. oktober 2003
anført:
”Med hensyn til sagsbehandlingstid konkluderes det i udkastet på side
56, at den gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning, til
statsamtet/Overpræsidiet
rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage) [i den
endelige
rapport rettet til ca. 13 dage; min bemærkning], findes at ligge inden for
det
acceptable.
For så vidt angår den samlede sagsbehandlingstid har
sag 22
givet anledning til bemærkninger. Sagsbehandlingstiden var her 69 dage.
Det anføres herom på side 57 i udkastet, at henset til at afgørelsen
blev truffet uden yderligere sagsbehandlingsskridt, sagens ringe kompleksitet
samt den tid, der medgik til behandlingen af andre tilsvarende sager, må
sagsbehandlingstiden
anses for at nærme sig grænsen for det rimelige.
Statsamtet kan tiltræde denne betragtning, og det er i den forbindelse
indskærpet over for medarbejderne, at det så vidt muligt skal undgås, at
sagsbehandlingstiden i disse sager trækker så længe ud.
Det skal dog samtidig påpeges, at således som sessionsarbejdet helt
overordnet er organiseret, vil der efter sagens natur være tale om en meget
varierende sagsbehandlingstid i i øvrigt ensartede sager.
Dette skyldes, at der i forbindelse med udskrivningen arbejdes med
sager for et halvt år ad gangen.
Ved begyndelsen af hvert halvår udsendes der således centralt af
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vejledning og helbredsspørgehæfte på én
gang
til samtlige de mænd, der efter deres alder skal møde på session i det
næstfølgende halvår.
Det er denne udsendelse, der er den umiddelbare anledning til, at der
indgives ansøgninger om udsættelse med session og om fritagelse for
værnepligt
på grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland, og ansøgningerne
indkommer derfor ikke kontinuerligt halvåret igennem, men derimod i høj grad
umiddelbart efter denne udsendelse og samtidig med et meget stort antal
udfyldte helbredsspørgehæfter.
Dette forhold må i sig selv føre til en vis uensartethed med hensyn til
sagsbehandlingstidens længde, men hertil kommer, at de medarbejdere, der skal
behandle ansøgningerne, er de samme medarbejdere, som i samme periode
forestår selve sessionsbehandlingen.
Det kan oplyses, at statsamtet fremover vil forsøge at tilrettelægge
sessionen således, at der bliver lidt flere sessionsfri dage i det tidsrum,
hvori helbredsspørgehæfter og ansøgninger erfaringsmæssigt indkommer.
Et sådant tiltag skønnes i nogen grad at kunne reducere udsvingene i
sagsbehandlingstiden.”
Jeg har taget statsamtets bemærkninger til efterretning.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at den
gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning indtil
statsamtet/Overpræsidiet
rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage) [i den
endelige
rapport rettet til ca. 13 dage; min bemærkning], efter Ombudsmandens
opfattelse
ligger inden for det acceptable. Samtidig har Ombudsmanden givet udtryk for,
at det anses for problematisk, at der i otte af de nævnte sager er gået
næsten
en måned fra sagens rejsning til statsamtets/Overpræsidiets henvendelse. Kun
en enkelt sag (22), hvor sagsbehandlingstiden udgjorde knap 2½ måned, og hvor
sagen må anses for ukompliceret, giver anledning til bemærkninger.”
d) Besvarelse af rykkere og
underretning af parten når sagen trækker ud
Af Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) fremgår
følgende om forvaltningsmyndigheders besvarelse af rykkerskrivelser:
”208. Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt
begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme.
Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt
oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge.”
I ingen af de undersøgte sager ses statsamtet/Overpræsidiet at have modtaget
rykkere fra en part.
Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven (1986) indeholder også følgende punkter:
”206. Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller
den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan
træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden
give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt
muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge.
207. Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen,
underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige
omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.”
Herefter har myndigheden ikke blot pligt til at underrette parten i
tilfælde hvor sagen trækker længere ud end myndigheden i den konkrete sag
(eventuelt som svar på en rykker) har givet udtryk for over for parten, men
også i tilfælde hvor sagsbehandlingen bliver mere langvarig end det ud fra
partens synspunkt med rimelighed kan forventes. Myndigheden må således
vurdere
hvor lang tid parten med rimelighed kan forvente at der i almindelighed vil
medgå til behandlingen af en sag af den omhandlede art, og – når dette
tidsrum
er forløbet – underrette parten om at behandlingen af sagen trækker ud,
og så
vidt muligt om hvornår sagen kan forventes afsluttet.
I de sager der indgår i undersøgelsen, har
statsamtet/Overpræsidiet ikke i noget tilfælde foretaget underretning i
overensstemmelse med pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven.
Det giver mig ikke anledning til kritik at der ikke i nogen af de
undersøgte sager er sket underretning til parten om at sagen trak ud.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at det ikke giver
Ombudsmanden anledning til kritik, at der ikke i nogen af de undersøgte sager
er sket underretning til parten om, at sagen trak ud.”
14) Vildfarelse, sjusk mv.
De undersøgte sager er præget af bestemte rutiner og fremgangsmåder som
normalt konsekvent har været overholdt.
Ud over de mere væsentlige forhold som fremgår ovenfor af afsnit 11 om
klagevejledning og nedenfor, afsnit 15 om brevkopier, har jeg i forbindelse
med undersøgelsen kun bemærket et enkelt og bagatelagtigt forhold. I
sag 51
kan et stempel som statsamtet har sat på en udskrift fra CPR, ikke læses.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at ud over de mere
væsentlige forhold, som fremgår af rapportens afsnit 11 om klagevejledning og
afsnit 15 om brevkopier, har Ombudsmanden kun bemærket et enkelt og
bagatelagtigt forhold (ulæseligt stempel).”
15) Brevkopier
I rapporten vedrørende egen drift-projektet angående 130 sager om uansøgt
afsked fra DSB og P&T som er gengivet i min beretning for 1990, s. 339ff,
udtalte jeg bl.a. (s. 366):
”c. Myndigheden må på sagen bevare genpart eller kopi af alle udgående
dokumenter (skrivelser fra myndigheden og andre sagsakter, som myndigheden
har produceret og sendt ud fra myndigheden). Ofte vil myndigheden tillige
have bevaret genpart eller kopi andetsteds end på sagen (f.eks. i en
brevkopimappe eller -bog, hvor udgående skrivelser m.v. er indsat i
kronologisk orden).
Kravet om genpart eller kopi af myndighedens udgående dokumenter grunder sig
særligt på to forhold:
dels
at sikre
bevis
hos myndigheden selv (såvel af hensyn til myndighedens interne behov som af
eksterne hensyn) for det præcise indhold af dokumenter, som er udgået fra
myndigheden,
dels
at muliggøre meddelelse af aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne
herom i offentlighedsloven og forvaltningslovens kapitel
4.”
I den sag som er omtalt i min beretning for 1997, s. 198ff, udtalte jeg i
fortsættelse heraf bl.a. (s. 205): ”Efter min opfattelse må det for at
kunne overholde forvaltningsloven, offentlighedsloven og grundlæggende
dokumentationskrav i forvaltningssager være et ubetinget krav at en myndighed
enten
i sagen har en kopi af dokumenter som myndigheden har udfærdiget,
eller
med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil kunne lave en
fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. I denne
forbindelse må der efter min opfattelse kræves en fuldstændig sikring af et
elektronisk dokuments integritet (dokumentets originale indhold) og
autencitet (at dokumentet virkelig stammer fra den angivne udsteder).
Jeg kan i øvrigt med hensyn til en del af de spørgsmål som elektronisk
forvaltning rejser, henvise til den af Forskningsministeriet i juni 1996
udgivne vejledning ’Elektronisk dokumenthåndtering og forvaltningsregler
– En vejledning om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk
arkivering, sagsbehandling og kommunikation’. Heri anføres bl.a.:
(side 29)
’En myndighed kan få problemer med at dokumentere visse forhold, hvis
den kasserer papirdokumenterne. Et papirdokument med håndskreven signatur har
en betydelig bevismæssig værdi i en retssag – og en domstol vil ikke
nødvendigvis tillægge et indscannet billede af det pågældende dokument samme
bevismæssige værdi. Usikkerheden kan både gå på dokumentets integritet (er
det
originale indhold ændret?) og autenciteten (stammer det fra den, der
angiveligt
har skabt det?). Eventuel manglende beviskraft kan vise sig i privatretlige
sammenhænge, ..., eller i offentligretlige sammenhænge, ...
...
Det er indtrykket, at de få myndigheder, der er gået over til eller
[er] i færd med at gå over til elektronisk arkivdannelse, indtil videre
følger
den praksis, at alle dokumenter, som er modtaget på papir, gemmes ...’
(side 33)
’Så længe en myndigheds sagsdannelse er papirbaseret, må e-post
meddelelser skrives ud på papir, og papirudskrifterne lægges på de relevante
sager efter journalisering. Går myndigheden over til elektronisk
sagsdannelse,
bør e-post systemet integreres teknisk med journalsystemet, så e-post
meddelelser let kan journaliseres uden at blive skrevet ud på papir.’
(side 52)
’Som udgangspunkt bør myndigheden bevare sin kopi, så længe den har
et
administrativt behov for at bevare materialet i egne arkiver.
Offentlighedsloven og Forvaltningsloven sætter ikke nogen
undergrænse
for, hvor længe en myndighed skal opbevare sagsakter, men kassation af
sagsakter efter en kort årrække bør i hvert fald ske efter generelle
retningslinier, så kassationen ikke får karakter af vilkårlighed.
Uanset at sagerne er ’afsluttet’, kan der opstå behov for at finde
akterne frem påny, fordi en sag genoptages, eller fordi der fremsættes
anmodning om aktindsigt. Hvis en myndighed på et tidligt tidspunkt
tilintetgør
sagsakter, er muligheden for aktindsigt i sagens natur bortfaldet.’
Hvis en myndighed – i stedet for at bevare en kopi af et dokument på
sagen – vælger at bevare dokumentet i elektronisk form, må det efter min
opfattelse kræves at det elektroniske dokument inden for en meget kort
tidsfrist er umiddelbart tilgængeligt og kan udskrives på papir inden for
(mindst) den årrække som følger af kassationsreglerne. Myndighedens valg af
et
elektronisk i stedet for et papirbaseret medium kan efter min opfattelse ikke
berettige at dokumentet kan kasseres på et tidligere tidspunkt end det ellers
ville kunne være kasseret hvis det havde foreligget i papirform.”
46 af de 90 undersøgte sager
(sagerne 01-10, 31-40, 42-44, 46-49,
61-78 og 80)
indeholder ingen brevkopier.
Hvis der ikke på en offentlig myndigheds sager findes autentiske
brevkopier eller sådanne inden for en meget kort tidsfrist er umiddelbart
tilgængelige og kan udskrives på papir inden for (mindst) den årrække som
følger af kassationsreglerne, indebærer det ikke blot en kritisabel
overtrædelse af forvaltningsloven, offentlighedsloven og arkivreglerne, men
det
skaber også en – efter omstændighederne særdeles – uheldig
bevismæssig
usikkerhed om myndighedens behandling af sagerne, indholdet af afgørelser i
disse og om og hvornår afgørelser måtte være meddelt parten (parterne) i
sagen.
Med hensyn til den bevismæssige usikkerhed henviser jeg til det jeg har
anført
ovenfor under afsnit 10 om begrundelse mv., under afsnit 11 om
klagevejledning,
under afsnit 12 om bekendtgørelse og under afsnit 13 om sagsbehandlingstid
mv.
samt nedenfor under afsnit 15 om den sproglige udformning af
statsamtets/Overpræsidiets
afgørelser og andre breve.
De resterende 44 sager indeholder én eller flere brevkopier. 36 af
disse sager
(sagerne 11-13, 15-30, 41, 45, 50, 52, 56, 60, 79 og 80-90)
indeholder en kopi af statsamtets/Overpræsidiets afgørelse i sagen. Andre 7
af
sagerne indeholder kopi af to breve fra statsamtet.
Sag 14
indeholder –
foruden af afgørelsen – en kopi af et brev hvori statsamtet bad
ansøgeren om at
indsende dokumentation i sagen, og i 6 andre sager (
sagerne 51, 53, 54 og
57-59
) findes der på sagen – foruden afgørelsen – en kopi af et brev
hvori
statsamtet opfordrer ansøgeren til at indsende en ansøgning om fritagelse for
værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3. Endelig findes der i
sag 55
kopi af tre breve fra statsamtet – foruden af afgørelsen og et brev
hvori
statsamtet opfordrer ansøgeren til at indsende en ansøgning om fritagelse for
værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, også en rykker til parten.
I alt indeholder de undersøgte sager således 53 brevkopier.
En forvaltningsafgørelse skal være forsynet med udstedermyndighedens
betegnelse og adresse samt være underskrevet. Underskriften behøver ikke at
være læselig, men skal gentages med maskinskrift eller stempel, jf. FOB
1959.201 og Statsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. juni 1960. Jeg
henviser
i denne forbindelse også til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (2. udgave
2002, s.
592f
)
med yderligere henvisninger, bl.a. til UfR 2001.252 Ø og jf. UfR 2001.1980 H.
I forbindelse med egen drift-undersøgelserne angående uansøgt afsked
fra DSB og P&T blev det i nogle tilfælde konstateret at breve var
forsynet
med ulæselige underskrifter der ikke var gentaget med maskinskrift eller
stempel; i en lang række tilfælde havde jeg imidlertid på grund af manglende
brevkopier ikke kunnet konstatere om underskrifterne på de originale breve
havde været gentaget med maskinskrift eller stempel, jf. FOB 1990.339 (s.
385f
og s. 421) og FOB 1991.207 (s. 247). Både af
hensyn til adressaten for brevene og af hensyn til at myndigheden selv senere
vil kunne konstatere hvem der har underskrevet et brev, fandt jeg det
uheldigt
at underskriftsforholdene ikke (klart) fremgik af alle brevene i de
undersøgte
sager. Hensynet til parten er bl.a. begrundet i at parten skal have mulighed
for at pege på et eventuelt inhabilitetsspørgsmål.
Det bør således klart fremgå af en myndigheds brevkopi hvem der har
underskrevet brevet.
I 24 af de undersøgte sager
(sagerne 11, 41, 45, 50-60 og 81-90)
fremgår underskriverens navn af brevkopierne. I de resterende 20 af de 44
undersøgte sager som indeholder brevkopier, fremgår underskriverens navn ikke
af brevkopierne. I
sag 17
er brevkopien underskrevet med ”Sessionsmyndigheden”
– hvilket ikke giver andre oplysninger om hvem der (udadtil) er
ansvarlig for
afgørelsen end det der i forvejen fremgår af myndighedens brevpapir –
mens der
i
sagerne 12-16, 18-30 og 79
ikke er angivet noget på brevkopierne efter
teksten ”med venlig hilsen”.
Der er i forbindelse med undersøgelsen oplyst at det elektroniske
værnepligtssystem VPS ikke muliggør en senere udskrift af en nøjagtig kopi af
et brev (bl.a. fordi den senere udskrift – som den oprindelige –
vil blive
dateret den dag den udskrives), men at det i forbindelse med den første
udskrift
af et brev er muligt at vælge at udskrive brevet i flere eksemplarer.
I min foreløbige rapport skrev jeg:
”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet at ministeriet udarbejder forskrifter for
statsamternes/Overpræsidiets behandling af værnepligtssager som sikrer at der
i
sagerne i alle tilfælde bevares autentiske kopier af myndighedernes udgående
breve.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Ombudsmanden har bl.a. bemærket, at 46 af de 90 undersøgte sager ikke
indeholder brevkopier, og der i 20 af de 44 undersøgte sager, som indeholder
brevkopier, ikke fremgår underskriverens navn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan hertil oplyse, at der i det
elektroniske værnepligtssystem er integreret tre forskellige standardbreve,
som alle vedrører sager om udsættelse med session efter værnepligtslovens §
13,
stk. 4, jf. § 27. Indholdet af disse tre breve giver i alle tilfælde
ansøgeren
medhold i ansøgningen. Imidlertid er systemet ikke indrettet til at bevare
dokumentet
i elektronisk form.
Erfaringerne har vist, at der ikke har været et administrativt behov
for at bevare dokumentet. Der har således ikke været tale om
aktindsigtsbegæringer, klager eller andet, som har kunnet retfærdiggøre en
bevarelse af dokumentet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er dog enig i, at der også for disse
sagers vedkommende skal foreligge en autentisk brevkopi. Ministeriet har
således indledt en undersøgelse af mulighederne for at indrette det
elektroniske værnepligtssystem således, at det kan bevare og inden for en
meget
kort tidsfrist udskrive en autentisk kopi.
Samtlige værnepligtsadministrerende statsamter og Overpræsidiet er d.d.
anmodet om, at der med øjeblikkelig virkning skal gennemføres den ændring, at
der skal udskrives og bevares en kopi af dokumentet. Denne ordning vil bestå,
indtil der måtte være etableret et system, som kan bevare dokumentet i
elektronisk form, og som kan udskrive en autentisk kopi.
I samme brev har Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreget, at der
i alle andre forvaltningsafgørelser skal bevares en kopi. Endvidere er det
understreget, at en forvaltningsafgørelse skal være forsynet med
udstedermyndighedens betegnelse og adresse samt være underskrevet, og at
underskriften
skal gentages med maskinskrift eller stempel. Desuden skal det fremgå af
myndighedens brevkopi, hvem der har underskrevet brevet.”
Jeg har taget det ministeriet har anført, til efterretning.
Statsamtet Sønderjylland
har i sin udtalelse af 30. oktober 2003
anført:
”Med hensyn til det på side 62 i udkastet anførte om underskrift og om
gengivelse af underskriverens navn på brevkopier skal det bemærkes, at det er
indskærpet over for medarbejderne, at afslag ikke må underskrives
’Sessionsmyndigheden’, hvilket var sket i
sag
17,
og at underskriverens navn skal fremgå af brevkopierne i
sagen.”
Jeg har taget det statsamtet har oplyst, til efterretning.
Københavns Overpræsidium
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003
anført:
”Overpræsidiet skal endvidere beklage, at det ikke i alle tilfælde er
fremgået af brevkopien, hvem der har underskrevet brevet, jf. den omtalte sag
i
rapportudkastet side 62, hvor alene sagsbehandlerens initialer er
anført.”
16) Den sproglige udformning af
statsamtets/Overpræsidiets afgørelser og andre breve
Breve mv. fra offentlige myndigheder bør sprogligt være korrekt og
forståeligt udformet. Som det fremgår ovenfor under afsnit 14 om brevkopier,
har der kun i en del af de undersøgte sager været brevkopier. Ud fra de
brevkopier og standardbreve som har indgået i undersøgelsen, er der ikke
grundlag for at antage at statsamtet/Overpræsidiet i almindelighed har
problemer i relation til spørgsmålet om den sproglige udformning af breve og
andre afgørelser.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at ud fra de
brevkopier og standardbreve, som har indgået i undersøgelsen, er der ikke
grundlag for at antage, at statsamtet/Overpræsidiet i almindelighed har
problemer i relation til spørgsmålet om den sproglige udformning af breve og
andre afgørelser.”
3.C
. HJEMMELSSPØRGSMÅL
1) Indledning
Jeg har i forbindelse med undersøgelsen ikke kunnet konstatere at
statsamtet/Overpræsidiet har truffet indholdsmæssigt ulovlige afgørelser.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at Ombudsmanden i
forbindelse med undersøgelsen ikke har kunnet konstatere, at
statsamterne/Overpræsidiet har truffet indholdsmæssigt ulovlige
afgørelser.”
2) Bemyndigelsesspørgsmål
Således som sagerne er oplyst for mig, har jeg lagt til grund at
statsamtets/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte sager har haft fornøden
bemyndigelse.
Efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, har den kompetente myndighed ikke
bemyndigelse til at meddele fritagelse for værnepligt hvis ansøgeren har
opholdt sig kortere tid end 10 år på Færøerne eller Grønland. På den anden
side har en værnepligtig som opfylder lovens betingelser for fritagelse,
efter ansøgning retskrav på fritagelse.
I de 30 undersøgte sager om fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3,
må det antages at statsamtet/Overpræsidiet har lagt til grund at ansøgerne i
de 11 sager som angår ophold i
Grønland
(sagerne 29, 30, 51-56, 81, 87 og 90)
, har opholdt sig i Grønland i et (samlet) tidsrum som svarer til den eller
de periode(r) den pågældende ifølge de i sagen indhentede oplysninger fra
CPR-registret har været bopælsregistreret i Grønland, mens
statsamtet/Overpræsidiet har lagt til grund at ansøgerne i de 19 sager som
angår ophold på
Færøerne
(sagerne 21-28, 57-60, 82, 86, 88 og 89)
, har opholdt sig på Færøerne i et (samlet) tidsrum som svarer til den eller
de periode(r) den pågældende ifølge de i sagen indhentede oplysninger fra
CPR-registret
ikke
har været bopælsregistreret i Danmark.
Herefter har den gennemsnitlige opholdstid i Grønland i de 11 sager som angår
ophold i Grønland, udgjort ca. 17 år og 6 ½ måned – varierende fra 10 år
og ca. 2 måneder i
sag 90
til ca. 25 år og 3 måneder i
sag 29. Tilsvarende har den gennemsnitlige opholdstid i de 19 sager som
angår ophold på Færøerne, udgjort ca. 23 år og 8 måneder – varierende
fra ca. 10 år og 9 måneder i
sag 23
til ca. 28 år og 11½ måned i
sag 25.
Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt den samlede opholdstid i de sager som
angår ophold på Færøerne, kan anses for tilstrækkeligt godtgjort – og
den kompetente myndighed dermed har haft bemyndigelse til at meddele
fritagelse – henvises til kapitel 3.B.8 om sagsoplysning ovenfor.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at således som
sagerne er oplyst over for Ombudsmanden, har Ombudsmanden lagt til grund, at
statsamterne/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte sager har haft
fornøden bemyndigelse.”
3) Fortolkningsspørgsmål
I ingen af de undersøgte sager kan statsamtets/Overpræsidiets
fortolkningsresultat efter min opfattelse anses for forkert eller uholdbart.
En efterprøvelse af afgørelsen har dog ikke kunnet ske i 3 sager
(sagerne 43, 44 og 46)
hvor afgørelsens grundlag og indhold ikke er dokumenteret.
I 30 af de 90 undersøgte sager afslog statsamtet/Overpræsidiet at meddele
udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27
(sagerne 11-20, 41-50 og 71-80).
I 21 af disse sager
(
sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)
er afslaget givet fordi det ikke har været nødvendigt at udsætte
sessionstidspunktet af hensyn til ansøgerens uddannelse. I alle disse sager
gælder det at den dato ansøgeren har dokumenteret at uddannelsen varer til,
ligger før en dato som fremgår af det spørgekort som er udsendt til
ansøgeren, om hvilket det anføres på spørgekortet at den værnepligtige ikke
behøver søge udsættelse af sessionen hvis uddannelsen afsluttes inden den
omhandlede dato. Forskellen mellem de to nævnte tidspunkter varierer i de
enkelte sager fra ca. 2 måneder til ca. 18½ måned.
I
sag 14
skyldes afslaget på udsættelse at ansøgeren ikke er under uddannelse.
I 3 andre sager
(sagerne 50, 73 og 79)
er der givet afslag på udsættelse fordi ansøgeren ikke er ved at gennemgå en
godkendt uddannelse.
Statsamtets afgørelse i
sag 50
er citeret ovenfor i kapitel 3.B.10.b. – I klagen til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet anførte ansøgeren
at
der til den daglige undervisningstid skulle lægges 3-4 timers nødvendig
daglig forberedelse samt mange tidkrævende aktiviteter på skolen i form af
koncerter, workshops og lignende,
at
det var nødvendigt at have arbejde ved siden af da uddannelsen ikke er
SU-berettiget, og
at
der også måtte tages hensyn til ansøgerens daglige transporttid (3-4 timer).
Ansøgeren anførte at han havde en samlet ugentlig arbejdstid på op mod 50
timer. Ministeriet stadfæstede statsamtets afgørelse idet ministeriet bl.a.
henviste til at det af afsnit 5.4. i cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om
udsættelse af tidspunktet for værnepligtiges møde for session og til
aftjening af værnepligt bl.a. fremgår at udsættelse ikke kan gives under
hensyn til deltagelse i kurser med et timetal på under 23 som ofte er
kombineret med igangværende fuldtidserhvervsarbejde.
I
sag 73
anså Overpræsidiet ikke en ansættelsesaftale om praktikperiode som
salgstrainée hos en ejendomsmægler for en godkendt uddannelse, og i
sag 79
blev en kontrakt som professional fodboldspiller ikke anses for en godkendt
uddannelse.
I 2 sager
(sagerne 41 og 45)
blev der givet afslag på udsættelse på baggrund af ansøgerens alder og
bestemmelsen i værnepligtslovens § 13, stk. 4, om at der (kun) kan gives
udsættelse af at møde for sessionen ”indtil udgangen af det år, i
hvilket de fylder 25 år”.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens
opfattelse, hvorefter statsamtets/Overpræsidiets fortolkningsresultat i ingen
af de undersøgte sager kan anses for forkert eller uholdbart, idet der dog i
tre sager, hvor afgørelsens grundlag og indhold ikke er dokumenteret, ikke
har kunnet ske en efterprøvelse.”
4) Skønsspørgsmål (kriterier og
afvejning)
Min undersøgelse har i intet tilfælde vist at statsamtet/Overpræsidiet har
inddraget ulovlige kriterier, ikke har inddraget relevante lovlige kriterier
eller har afvejet kriterier i strid med gældende ret.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at Ombudsmandens
undersøgelse i intet tilfælde har vist, at statsamtet/Overpræsidiet har
inddraget ulovlige kriterier, ikke har inddraget relevante lovlige kriterier
eller har afvejet kriterier i strid med gældende ret.”
5) Spørgsmål i relation til
retsfølgen
I ingen af de undersøgte sager er der anledning til bemærkninger i relation
til retsfølgen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de
undersøgte sager er anledning til bemærkninger i relation til
retsfølgen.”
3.D. PRØVELSE
1) Rekurs og genoptagelse
(remonstration og tilbagekaldelse)
Statsamtets/Overpræsidiets afgørelser kan indbringes for Indenrigs- og
Sundhedsministeriet. Dette er kun sket i ét tilfælde: I
sag 50
som er refereret ovenfor i
kapitel 3.B.10.b og i kapitel
3.C.3,
og hvor ministeriet stadfæstede statsamtets afgørelse.
Efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kan
statsamtets/Overpræsidiets afgørelser genoptages. Dette er i intet tilfælde
sket.
2) Klage til Folketingets
Ombudsmand
I ingen af de undersøgte sager har der været indgivet klage til Folketingets
Ombudsmand.
3) Domstolsprøvelse
Statsamtets/Overpræsidiets afgørelser kan indbringes for domstolene efter den
almindelige bestemmelse i grundlovens § 63, stk. 1.
Ingen af de undersøgte sager ses indbragt for domstolene.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens
oplysning om, at kun én afgørelse har været påklaget til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, at der ikke er genoptaget afgørelser, samt at der ikke
har været indgivet klager til Ombudsmanden eller indbragt afgørelser for
domstolene.”
4. MYNDIGHEDERNES UDTALELSER
På baggrund af min foreløbige rapport om undersøgelsen har Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, Københavns Overpræsidium samt Statsamterne Sønderjylland
og Fyn afgivet udtalelser. Udtalelserne er i deres helhed optaget som
bilag 2-5
til rapporten; dog er ikke gengivet et enkelt afsnit i hver af udtalelserne
fra ministeriet, Statsamtet Sønderjylland og Københavns Overpræsidium som
angår trykfejl to forskellige steder i den foreløbige rapport, idet disse er
rettet i den endelige rapport. Endvidere er de enkelte dele af udtalelserne
gengivet de relevante steder i rapporten.
5. SAMMENFATNING OG KONKLUSION
5.A. SAMMENFATNING
I de undersøgte sager har der ikke været anledning til at rejse spørgsmål om
kompetence
eller
inhabilitet
, og i ingen af de undersøgte sager har der været
partsrepræsentation.
Undersøgelsen har ikke afdækket individuelle vejledningsproblemer, men der
har været anledning til at pege på en mindre heldig
vejledning
i et standardbrev. Det generelle informationsmateriale på området indeholder
en god information som gives på en overskuelig og relativt letforståelig
måde.
Undersøgelsen har vist at der på området er problemer med overholdelsen af
notatpligten. Dette har særligt sammenhæng med at notater foretaget i det
elektroniske værnepligtssystem blev slettet efter en vis, kortere, tid.
Der er ikke i nogen af de undersøgte sager begæret
aktindsigt. Der er ikke i forbindelse med undersøgelsen konstateret
tilsidesættelse af
persondatalovens
behandlingsregler
, men der har været anledning til at pege på at den generelle
underretning
af de registrerede efter persondatalovens § 28 og § 29 på tre punkter kunne
forbedres.
Der er i ingen af de undersøgte sager foretaget
partshøring
, men der er af forskellige grunde ikke herved sket nogen fejl.
Undersøgelsen har afdækket et
sagsoplysningsproblem
i relation til færinger som søger fritagelse for værnepligt efter
værnepligtslovens § 1, stk. 3.
Der er ikke i de undersøgte sager fundet overtrædelser af bestemmelserne om
tavshedspligt
samt
indhentelse og videregivelse af oplysninger.
De afgørelser i de undersøgte sager som ikke giver ansøgeren fuldt ud
medhold, lever (i varierende grad) ikke op til forvaltningslovens krav om
begrundelse. Dette skyldes hovedsagelig de standardbreve som anvendes på
området.
De afgørelser i de undersøgte sager som ikke giver ansøgeren fuldt ud
medhold, indeholder enten slet ingen
klagevejledning
eller en klagevejledning som på forskellige punkter er mangelfuld.
Sagsbehandlingstiden
giver kun i et enkelt tilfælde anledning til kritiske bemærkninger.
Der fandtes i en væsentlig del af de undersøgte sager ikke autentiske
brevkopier
, ligesom der generelt ikke var mulighed for med kort varsel fra de anvendte
IT-systemer at udskrive en tro kopi af de breve myndighederne måtte formodes
at have sendt i sagen (”print on demand”).
Der er ikke i forbindelse med undersøgelsen konstateret
indholdsmæssigt
ulovlige afgørelser.
5.B. KONKLUSION
Undersøgelsen har vist at værnepligtsmyndighederne på det undersøgte område
træffer lovlige
afgørelser.
Undersøgelsen har imidlertid samtidig vist at
sagsbehandlingen
på flere væsentlige punkter var mangelfuld. Således har undersøgelsen
afdækket et generelt problem i forhold til notatpligten og vist mere
generelle tilsidesættelser af kravene til begrundelse, klagevejledning og
bevaring af brevkopier. Ministeriet og statsamterne/Overpræsidiet har
imidlertid allerede taget relevante initiativer til at udbedre disse mangler,
ligesom myndighederne har tilsluttet sig at der bør ske forbedringer i
relation til den vejledning som i brevform gives værnepligtige der muligvis
opfylder betingelserne i værnepligtslovens § 1, stk. 3, for fritagelse, i
relation til den generelle underretning der gives efter persondatalovens §§
28-29 og i relation til sagsoplysningen i en bestemt type af de undersøgte
sager.
I det hele taget må myndighedernes reaktion på undersøgelsen og dens
resultater efter min opfattelse anses for meget tilfredsstillende.
Bilag 1
Uddrag af hæftet ”Før session. Før
Værnepligt”, udgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i august 2002
”
SESSION, HVAD ER DET?
Du har nu nået den alder, hvor du snart skal på session. Alle unge mænd
med
dansk statsborgerskab skal på session. Det siger værnepligtsloven.
Du har måske nogle spørgsmål om sessionen og om værnepligten.
Mange af dem kan du finde svar på, hvis du giver dig tid til at læse dette
hæfte.
Af hensyn til forberedelsen af din session skal du sende vedlagte
helbredsspørgehæfte til sessionsmyndigheden snarest muligt og inden 4 uger.
Formålet med helbredsspørgehæftet er sammen med lægeundersøgelsen at give
sessionen det bedst mulige grundlag for at vurdere,
om du er egnet til at aftjene værnepligten.
Det er derfor vigtigt, at du læser og udfylder hæftet omhyggeligt.
Cirka tre uger før du skal på session, får du et brev fra
sessionsmyndigheden. Her kan du læse, hvor og hvornår du skal møde. Samtidig
får du et hæfte, der hedder »Session – Værnepligt«. Det giver dig flere
oplysninger om selve forløbet af sessionsdagen og om de forskellige
indkaldelsesmuligheder.
Hvis sessionen bedømmer dig egnet eller begrænset egnet til
værnepligtstjeneste, vil statsamtet videregive oplysning om dine
helbredsforhold samt uddannelses- og erhvervsmæssige forhold til Forsvarets
Værnepligt og Rekruttering, som fordeler de værnepligtige.
Hvis sessionen bedømmer dig uegnet til værnepligtstjeneste, vil oplysningerne
blive bevaret i statsamtet.
Du har ret til
·
at bede om indsigt i de oplysninger som findes i din sag
·
at gøre indsigelse mod at oplysningerne behandles
·
at kræve berigtigelse, sletning eller
blokering af oplysninger,
·
der er urigtige, vildledende eller på
lignende måde er
·
behandlet i strid med lovgivningen.
Du kan henvende dig herom til det statsamt, der behandler
din sessionssag.
(Se adresser på bagsiden af hæftet).
HVORNÅR OG HVOR SKAL
JEG PÅ SESSION?
Du skal møde på session i 1. halvår af 2003. Sessionen
finder sted i det område, hvor du bor.
Dine rejseudgifter i forbindelse med sessionen skal du selv
betale. Det gælder også en eventuel tabt arbejdsfortjeneste.
HVAD SKER DER PÅ
SESSIONEN?
Du skal på sessionsdagen løse forskellige skriftlige
opgaver, og du skal til en helbredsundersøgelse. Det er på grundlag af
resultaterne herfra og en samtale med dig, at sessionen tager sin beslutning.
Sessionen består af en formand,
en læge, en officer og en lokalpolitiker.
Finder sessionen, at du er egnet, får du mere at vide om
værnepligtstjenesten og om de forskellige muligheder, du har. Den normale
indkaldelsesperiode for dig er:
1. januar - 31. december 2004.
KAN JEG KOMME SENERE PÅ
SESSION?
Ja, du kan søge om udsættelse, hvis du er i gang med en
uddannelse, og den ikke er færdig inden 1. juli 2004. Men du kan ikke få
udsat
sessionen længere end til udgangen af det år, hvor du fylder 25.
Det er vigtigt, at du søger inden for de næste fire uger,
fra du har modtaget dette hæfte.
Når du søger, kan du bruge det spørgekort, der sidder
bagerst i det helbredsspørgehæfte, som du har fået sammen med dette hæfte.
Husk
at læse vejledningen grundigt.
Hvis du søger udsættelse med din session, skal du ikke
indsende helbredsspørgehæftet.
HVIS JEG ER FÆRING
ELLER GRØNLÆNDER?
Hvis du er tilflyttet fra Færøerne eller Grønland efter at
have haft ophold der i sammenlagt mindst 10 år, kan du efter ansøgning
fritages
for værnepligt i Danmark. Hvis du mener at opfylde dette krav og ønsker
fritagelse for værnepligt, skal du markere det på side 2 i
helbredsspørgehæftet, hvorefter du vil blive kontaktet af
sessionsmyndigheden.
”
Bilag 2
Udtalelse af
31. oktober 2003 fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Beredskabskontoret
J.nr. 2003-3003-2
31. oktober 2003
Folketingets Ombudsmand
Gammel Torv 22
1457 København K
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 22. september 2003 modtaget
Ombudsmandens foreløbige rapport af 18. september 2003 (j. nr. 2003-1145-980)
vedrørende undersøgelse af 90 værnepligtssager fra to statsamter og
Overpræsidiet.
Indledningsvis skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærke, at den
værnepligtsadministration, som varetages af de værnepligtsadministrerende
statsamter og Overpræsidiet i forbindelse med forberedelse og afvikling af
sessioner, er præget af et meget stort antal sager og af områdets særlige
karakter, hvor det drejer sig om ganske indgribende foranstaltninger over for
den enkelte borger. På trods af disse forhold er antallet af klager over de
værnepligtsadministrerende statsamters afgørelser overordentligt beskedent.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke bemærkninger til rapportens
kapitel 1 og 2.
Til rapportens kapitel 3 har ministeriet følgende bemærkninger:
Afsnit A. Kortlægning af sagerne:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ingen bemærkninger.
Afsnit B. Sagsbehandlingsregler:
1) Kompetence mv.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der ikke er
kompetencemangler i nogen af de 90 undersøgte sager.
2)
Inhabilitet
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de
90 undersøgte sager er rejst spørgsmål om inhabilitet.
3) Partsrepræsentation
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de
90 undersøgte sager har været partsrepræsentation.
4) Vejledning
Ombudsmanden peger på, at der i sagerne 51, 53-55 og 57-59 (vedrørende
fritagelse for værnepligt efter værnepligtsloven § 1, stk. 3) er sket en
skriftlig vejledning (standardbrev) af den værnepligtige om muligheden for
efter ansøgning at blive fritaget for værnepligt. Skønt vejledningen falder
uden for bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, finder Ombudsmanden, at den
er
relevant og i overensstemmelse med god forvaltningsskik.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig med Ombudsmanden i, at
formuleringen i det standardbrev, som tilsendes den værnepligtige tillige med
et
egentlig ansøgningsskema, bør ændres, således at teksten er overensstemmende
med teksten i hæftet ”Session/Værnepligt” under overskriften
”HVIS JEG ER
FÆRING ELLER GRØNLÆNDER?”. ”Bør” vil således blive ændret til
”kan” i
standardbrevets sidste afsnit.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens
bemærkninger om, at folderne (hæfterne) indeholder en god generel
information,
som gives på en overskuelig og relativt letforståelig måde.
5) Notatpligt
Det fremgår af rapporten bl.a., at der i en række af de undersøgte
sager ikke er noteret oplysninger i Værnepligtssystemets skærmbillede FTEXT,
og
at det i forbindelse med undersøgelsen er oplyst, at oplysninger registreret
i
dette skærmbillede slettes, når sessionsbehandlingen er afsluttet, medens de
(øvrige) oplysninger, som er registreret i Værnepligtssystemet, overføres til
elektronisk arkiv.
Hertil skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærke, at oplysninger
registreret i Værnepligtssystemets tekstfelt slettes efter udgangen af det
aktuelle sessionshalvår.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har taget skridt til at foretage en
ændring i Værnepligtssystemet, hvorefter alle oplysninger registreret i
skærmbilledet FTEXT overføres til elektronisk arkiv, hvorfra de hurtigt kan
genskabes. Denne systemændring forventes gennemført snarest muligt.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har samtidig henledt de
værnepligtsadministrerende statsamters og Overpræsidiets opmærksomhed på
vigtigheden af, at der gøres notater i overensstemmelse med
offentlighedslovens
§ 6 eller efter god forvaltningsskik.
6) Aktindsigt og persondataloven
a) Aktindsigt
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bemærket sig, at der ikke er
aktindsigtsspørgsmål i nogen af de undersøgte sager.
b) Persondataloven
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at de undersøgte
sager ikke giver Ombudsmanden grundlag for bemærkninger i relation til de
citerede behandlingsregler.
Det fremgår af rapporten, at der efter Ombudsmandens opfattelse kan
rejses tvivl om, hvorvidt der med den generelle vejledning (i de to
informationshæfter) også er sket en tilstrækkelig oplysning efter
persondatalovens § 28 i relation til behandling af en ansøgning om udsættelse
efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal hertil bemærke, at der i den
førstkommende udgave af hæftet ”Før session/Før værnepligt” under
overskriften
”KAN JEG KOMME SENERE PÅ SESSION?” vil blive tilføjet en oplysning
om, at de
oplysninger, som den værnepligtige anfører i sin ansøgning, vil blive anvendt
i
forbindelse med sessionsmyndighedens behandling af ansøgningen om udsættelse.
Til den generelle vejledning, som er anført i de ovenfor nævnte to
informationshæfter og i skemaet vedrørende resultatet af sessionen, bemærker
Ombudsmanden, at det – for at den registrerede skal have mulighed for
nærmere
at få kendskab til sine rettigheder – ville være bedst stemmende med god
forvaltningsskik og med forvaltningsmyndighedens almindelige
vejledningspligt,
jf. princippet i forvaltningslovens § 7, hvis en generel vejledning om
registreredes rettigheder efter persondataloven indeholder en henvisning til
lovgrundlaget for disse rettigheder.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I de førstkommende
udgaver af de to informationshæfter, som udsendes primo januar 2004
(Session/Værnepligt) og medio februar 2004 (Før session/Før værnepligt)
medtages en henvisning til lovgrundlaget. Tilsvarende henvisning medtages i
det
nævnte skema om sessionsresultatet.
Ombudsmanden anfører, at det må anses for en fejl, at
statsamterne/Overpræsidiet ikke i sagerne om fritagelse for værnepligt efter
værnepligtslovens § 1, stk. 3 (sagerne 21-30, 51-60 og 81-90) gav meddelelse
til den registrerede om indsamlingen og behandlingen af CPR-oplysningerne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I førstkommende udgave
af hæftet ”Før session/Før værnepligt” under overskriften
”HVIS JEG ER FÆRING
ELLER GRØNLÆNDER” vil der blive tilføjet, at sessionsmyndigheden i
forbindelse
med en ansøgning om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1,
stk. 3, vil sikre sig, at der foreligger oplysning om bopælsregistreringer i
henholdsvis CPR (for værnepligtige, der er tilflyttet fra Grønland) og i
Folkeregisteret under Færøernes Landsstyre (for værnepligtige, der er
tilflyttet fra Færøerne). Der henvises i øvrigt til ministeriets bemærkninger
under afsnit 8.
7) Partshøring
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at i ingen af de 90
undersøgte sager er ansøgeren blevet partshørt, og at der ikke herved ses at
være sket tilsidesættelse af bestemmelsen i forvaltningslovens § 19.
8) Sagsoplysning
Ombudsmanden peger på, at oplysningsgrundlaget for afgørelse af sager
efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, vedrørende ansøgninger om fritagelse for
værnepligt på baggrund af ophold på Færøerne afgøres på et – principielt
–
ringere oplysningsgrundlag end de tilsvarende sager vedrørende ophold i
Grønland.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet deler denne opfattelse. Ministeriet
vil udgive en revideret vejledning om behandling af sager efter
værnepligtslovens § 1, stk. 3, til samtlige værnepligtsadministrerende
statsamter og Overpræsidiet. Vejledningen vil indeholde krav om, at der i
alle
tilfælde skal foreligge oplysninger om bopælsregistreringer, jf. herved
ministeriets
bemærkninger under afsnit 6.
Det tilføjes, at det ved Indenrigs- og Sundhedsministeriets henvendelse
til lovafdelingen i det færøske justitsministerium (Løgmálaráðið) er oplyst,
at den færøske personoplysningslov ikke umiddelbart tillader, at der fra
registeret
udleveres oplysninger om bopælsregistreringer til myndigheder uden for
Færøerne. Justitsministeriet har henvist til det færøske datatilsyn
(Dátueftirlitið), hvortil Indenrigs- og Sundhedsministeriet har rettet
henvendelse med en anmodning om, at der tilvejebringes hjemmel til, at
oplysninger
om bopælsregistreringer kan indhentes af de værnepligtsadministrerende
statsamter
og Overpræsidiet til brug for behandling af sager om fritagelse for
værnepligt.
9) Tavshedspligt - indhentelse og videregivelse af oplysninger
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i intet tilfælde i de 90
undersøgte
sager er anledning til at rejse spørgsmål om overtrædelse af reglerne om
tavshedspligt
og videregivelse af fortrolige oplysninger.
10) Begrundelse mv.
Ombudsmanden peger i rapporten på en række sager, som enten ikke
indeholder en henvisning til retsgrundlaget for afgørelser eller en
mangelfuld
henvisning. Det fremgår videre, at afgørelserne i meget høj grad er
formuleret
på baggrund af standardbreve udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af
standardbrevene, som forventes afsluttet inden udgangen af november 2003.
11) Klagevejledning
Ombudsmanden peger på, at en række afgørelser truffet af Overpræsidiet
og statsamterne ikke lever op til bestemmelserne i forvaltningslovens § 25.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig i, at der ikke i
værnepligtsloven er hjemmel til at kræve, at en klager skal indsende sin
klage
gennem den myndighed, som har truffet afgørelsen i første instans.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af de
vejledende standardbreves udformning, hvorefter den korrekte klagemyndigheds
navn og adresse anføres (Indenrigs- og Sundhedsministeriet). I tilslutning
hertil agter ministeriet at anføre, at klageren også har mulighed for –
men
ikke pligt til – at indsende klagen gennem den myndighed, der har
truffet
afgørelsen. Denne foranstaltning tjener navnlig det formål, at
klagesagsbehandlingen
tidsmæssigt kan forkortes og samtidig giver myndigheden lejlighed til at
genoverveje
afgørelsen.
12) Bekendtgørelse
Med hensyn til Ombudsmandens bemærkninger under dette afsnit, der
vedrører brevkopier mv., skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet henvise til
bemærkningerne under afsnit 15.
13) Sagsbehandlingstid mv.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at den
gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning indtil
statsamtet/Overpræsidiet
rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage), efter
Ombudsmandens opfattelse ligger inden for det acceptable. Samtidig har
Ombudsmanden givet udtryk for, at det anses for problematisk, at der i otte
af
de nævnte sager er gået næsten en måned fra sagens rejsning til
statsamtets/Overpræsidiets
henvendelse. Kun en enkelt sag (22), hvor sagsbehandlingstiden udgjorde knap
2½
måned, og hvor sagen må anses for ukompliceret, giver anledning til
bemærkninger.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at det ikke giver
Ombudsmanden anledning til kritik, at der ikke i nogen af de undersøgte sager
er sket underretning til parten om, at sagen trak ud.
14) Vildfarelse, sjusk mv.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at ud over de mere
væsentlige forhold, som fremgår af rapportens afsnit 11 om klagevejledning og
afsnit 15 om brevkopier, har Ombudsmanden kun bemærket et enkelt og
bagatelagtigt forhold (ulæseligt stempel).
15) Brevkopier
Ombudsmanden har bl.a. bemærket, at 46 af de 90 undersøgte sager ikke
indeholder brevkopier, og der i 20 af de 44 undersøgte sager, som indeholder
brevkopier, ikke fremgår underskriverens navn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan hertil oplyse, at der i det
elektroniske værnepligtssystem er integreret tre forskellige standardbreve,
som alle vedrører sager om udsættelse med session efter værnepligtslovens §
13,
stk. 4, jf. § 27. Indholdet af disse tre breve giver i alle tilfælde
ansøgeren
medhold i ansøgningen. Imidlertid er systemet ikke indrettet til at bevare
dokumentet i elektronisk form.
Erfaringerne har vist, at der ikke har været et administrativt behov
for at bevare dokumentet. Der har således ikke været tale om
aktindsigtsbegæringer, klager eller andet, som har kunnet retfærdiggøre en
bevarelse af dokumentet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er dog enig i, at der også for disse
sagers vedkommende skal foreligge en autentisk brevkopi. Ministeriet har
således indledt en undersøgelse af mulighederne for at indrette det
elektroniske værnepligtssystem således, at det kan bevare og inden for en
meget
kort tidsfrist udskrive en autentisk kopi.
Samtlige værnepligtsadministrerende statsamter og Overpræsidiet er d.d.
anmodet om, at der med øjeblikkelig virkning skal gennemføres den ændring, at
der skal udskrives og bevares en kopi af dokumentet. Denne ordning vil bestå,
indtil der måtte være etableret et system, som kan bevare dokumentet i
elektronisk form, og som kan udskrive en autentisk kopi.
I samme brev har Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreget, at der
i alle andre forvaltningsafgørelser skal bevares en kopi. Endvidere er det
understreget, at en forvaltningsafgørelse skal være forsynet med
udstedermyndighedens betegnelse og adresse samt være underskrevet, og at
underskriften
skal gentages med maskinskrift eller stempel. Desuden skal det fremgå af
myndighedens brevkopi, hvem der har underskrevet brevet.
16) Den sproglige udformning af
statsamternes/Overpræsidiets afgørelser og andre breve
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret
sig, at ud fra de brevkopier og standardbreve, som har indgået i
undersøgelsen, er der ikke grundlag for at antage, at
statsamtet/Overpræsidiet
i almindelighed har problemer i relation til spørgsmålet om den sproglige
udformning af breve og andre afgørelser.
Afsnit C. Hjemmelsspørgsmål
1) Indledning
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret
sig, at Ombudsmanden i forbindelse med undersøgelsen ikke har kunnet
konstatere, at statsamterne/Overpræsidiet har truffet indholdsmæssigt
ulovlige
afgørelser.
2) Bemyndigelsesspørgsmål
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret
sig, at således som sagerne er oplyst over for Ombudsmanden, har Ombudsmanden
lagt til grund, at statsamterne/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte
sager har haft fornøden bemyndigelse.
3) Fortolkningsspørgsmål
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret
sig Ombudsmandens opfattelse, hvorefter statsamtets/Overpræsidiets
fortolkningsresultat i ingen af de undersøgte sager kan anses for forkert
eller
uholdbart, idet der dog i tre sager, hvor afgørelsens grundlag og indhold
ikke
er dokumenteret, ikke har kunnet ske en efterprøvelse.
4) Skønsspørgsmål (kriterier og afvejning)
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret
sig, at Ombudsmandens undersøgelse i intet tilfælde har vist, at
statsamtet/Overpræsidiet har inddraget ulovlige kriterier, ikke har inddraget
relevante lovlige kriterier eller har afvejet kriterier i strid med gældende
ret.
5) Spørgsmål i relation til retsfølgen
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret
sig, at der i ingen af de undersøgte sager er anledning til bemærkninger i
relation til retsfølgen.
3. D. Prøvelse
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret
sig Ombudsmandens oplysning om, at kun én afgørelse har været påklaget til
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der ikke er genoptaget afgørelser, samt
at der ikke har været indgivet klager til Ombudsmanden eller indbragt
afgørelser for domstolene.
Med venlig hilsen
E. H. Petersen (sign.)
Bilag 3
Udtalelse af 30. oktober 2003 fra
statsamtet Sønderjylland
Sessionen
30. oktober 2003
Folketingets Ombudsmand
Gammeltorv 22
1457 København K
Folketingets Ombudsmand har ved brev af 18. september 2003 udbedt sig
Statsamtet Sønderjyllands eventuelle bemærkninger til den foreløbige rapport
vedrørende egen drift-projekt angående 90 værnepligtssager fra to statsamter
og Overpræsidiet.
I undersøgelsen indgår 30 sager fra hver af de tre myndigheder, herunder
Statsamtet Sønderjylland med sagerne
01-30,
vedrørende dels udsættelse med session, jf. værnepligtslovens § 13, stk. 4,
jf. § 27, dels fritagelse for værnepligt på grund af tilhørsforhold til
Færøerne eller Grønland, jf. værnepligtslovens § 1, stk. 3.
Overordnet set kan Statsamtet Sønderjylland i alt væsentligt tiltræde den i
udkastet indeholdte beskrivelse af dette retsområde og de undersøgte sager.
Statsamtet har noteret sig, at undersøgelsen ikke synes at vise, at der
konkret i enkelte sager er begået alvorlige sagsbehandlingsfejl, eller at
nogle af de undersøgte sager er afgjort med et urigtigt resultat. Ingen af de
undersøgte afgørelser er påklaget.
I den forbindelse skal det fremhæves, at sessionen efter statsamtets
opfattelse er et område, hvor der ekspederes et meget stort antal sager på en
generelt både god og effektiv måde, og hvor de berørte borgere og involverede
myndigheder meget sjældent finder anledning til at fremføre kritik.
De i udkastet beskrevne påtænkte henstillinger til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet om ændring af regler, vejledninger, standardbreve m.v.
har
statsamtet ingen bemærkninger til.
Side 36 i udkastet angives, at Folketingets Ombudsmand påtænker en
henstilling til statsamterne og Overpræsidiet om sagsoplysning i sager om
fritagelse for værnepligt på grund af tilhørsforhold til Færøerne således, at
der ud over de oplysninger, der foreligger i form af den pågældendes egen
erklæring
afgivet under strafansvar samt CPR-registerets udvisende, yderligere
indhentes
oplysninger fra folkeregisteret under Færøernes Landsstyre.
Statsamtet kan tiltræde, at indførelse af en sådan fremgangsmåde vil
medføre et sikrere grundlag for afgørelsen af disse sager.
I udkastet anføres ligeledes på side 36 vedrørende sag
08
, der
angår udsættelse med session, at uddannelsens afslutningsdato er uafklaret,
og
at statsamtet ikke har søgt dette forhold afklaret, ligesom det ikke fremgår,
hvilken afslutningsdato statsamtet har lagt til grund for den pågældende
uddannelse, der begrundede udsættelsen af sessionstidspunktet.
Hertil skal bemærkes, at der så vidt det nu kan konstateres er tale
om, at den pågældende ansøger var i gang med en grunduddannelse på EUC, som
skulle følges op af videre uddannelse på en læreplads. Ansøgeren havde
imidlertid på ansøgningstidspunktet endnu ikke fået nogen læreplads, og
tidspunktet for uddannelsens afslutning kunne derfor ikke oplyses.
Der er derfor i denne sag alene givet en foreløbig udsættelse i et
halvt år (til næste session) med henblik på afklaring af spørgsmålet om
uddannelsens varighed, jf. herved pkt. 3.1, stk. 2, i Indenrigsministeriets
cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om udsættelse af tidspunktet for
værnepligtiges møde for session og til aftjening af værnepligt.
Det er statsamtets opfattelse, at denne sag er oplyst tilstrækkeligt
som grundlag for en foreløbig udsættelse, og at afgørelsen herom er korrekt.
På side 50 i udkastet påpeges, at der i
sag 14
er omtale af
klagemyndigheden som dels ”Indenrigsministeriet”, dels
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet”.
Statsamtet er enig i, at dette er misvisende og derfor uheldigt. Det
kan oplyses, at standardbrevet II-4 i forbindelse med en ændring er blevet
ufuldstændigt kopieret ind på en enkelt medarbejders pc. Denne fejl er nu
rettet.
På side 52 i udkastet anføres, at det bl.a. af
sagerne 06-10
ikke fremgår, hvornår statsamtet har
skrevet til ansøgerne og herunder meddelt afgørelse i sagen.
For så vidt angår disse sager kan det oplyses, at de nævnte oplysninger
om meddelelse af ansøgt udsættelse med tidspunktet for session rutinemæssigt
indføres i Værnepligtssystemet VPS, i dettes tekstfelt.
Sagerne var imidlertid afsluttet på tidspunktet for fremsendelsen til
Folketingets Ombudsmand, og som det fremgår af udkastets side 24, er VPS
indrettet således, at oplysningerne i tekstfeltet ikke føres med, når en
afsluttet
sag overføres til arkivdelen i VPS.
Statsamtet finder således ikke grundlag for at antage, at disse sager
ikke skulle være ekspederet i overensstemmelse med sædvanlig arbejdsgang. For
så vidt angår spørgsmålet om eventuel ændring af arbejdsgangen, herunder med
hensyn til brevkopier, henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets
udtalelse
herom.
Med hensyn til sagsbehandlingstid konkluderes det i udkastet på side
56, at den gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning, til
statsamtet/Overpræsidiet
rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage), findes at
ligge
inden for det acceptable.
For så vidt angår den samlede sagsbehandlingstid har
sag 22
givet anledning til bemærkninger. Sagsbehandlingstiden var her 69 dage.
Det anføres herom på side 57 i udkastet, at henset til at afgørelsen
blev truffet uden yderligere sagsbehandlingsskridt, sagens ringe kompleksitet
samt den tid, der medgik til behandlingen af andre tilsvarende sager, må
sagsbehandlingstiden
anses for at nærme sig grænsen for det rimelige.
Statsamtet kan tiltræde denne betragtning, og det er i den forbindelse
indskærpet over for medarbejderne, at det så vidt muligt skal undgås, at
sagsbehandlingstiden i disse sager trækker så længe ud.
Det skal dog samtidig påpeges, at således som sessionsarbejdet helt
overordnet er organiseret, vil der efter sagens natur være tale om en meget
varierende sagsbehandlingstid i i øvrigt ensartede sager.
Dette skyldes, at der i forbindelse med udskrivningen arbejdes med
sager for et halvt år ad gangen.
Ved begyndelsen af hvert halvår udsendes der således centralt af
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vejledning og helbredsspørgehæfte på én
gang
til samtlige de mænd, der efter deres alder skal møde på session i det
næstfølgende halvår.
Det er denne udsendelse, der er den umiddelbare anledning til, at der
indgives ansøgninger om udsættelse med session og om fritagelse for
værnepligt
på grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland, og ansøgningerne
indkommer derfor ikke kontinuerligt halvåret i gennem, men derimod i høj grad
umiddelbart efter denne udsendelse og samtidig med et meget stort antal
udfyldte helbredsspørgehæfter.
Dette forhold må i sig selv føre til en vis uensartethed med hensyn til
sagsbehandlingstidens længde, men hertil kommer, at de medarbejdere, der skal
behandle ansøgningerne, er de samme medarbejdere, som i samme periode
forestår selve sessionsbehandlingen.
Det kan oplyses, at statsamtet fremover vil forsøge at tilrettelægge
sessionen således, at der bliver lidt flere sessionsfri dage i det tidsrum,
hvori helbredsspørgehæfter og ansøgninger erfaringsmæssigt indkommer.
Et sådant tiltag skønnes i nogen grad at kunne reducere udsvingene i
sagsbehandlingstiden.
Med hensyn til det på side 62 i udkastet anførte om underskrift og om
gengivelse af underskriverens navn på brevkopier skal det bemærkes, at det er
indskærpet over for medarbejderne, at afslag ikke må underskrives
”Sessionsmyndigheden”, hvilket var sket i
sag
17,
og at underskriverens navn skal fremgå af brevkopierne i
sagen.
De konkrete sager, der indgår i undersøgelsen fra Statsamtet Sønderjylland,
tilbagesendes vedlagt.
Med venlig hilsen
Torben Sørensen (sign.)
stiftamtmand
Bilag 4
Udtalelse af 30. oktober 2003 fra statsamtet Fyn
Sessionen
30. oktober 2003
Folketingets Ombudsmand
Gammeltorv 22
1457 København K
Under henvisning til Folketingets Ombudsmands skrivelse af 18. september 2003
(j. nr. 2003-1145-980) om egen drift-projekt har man anmodet Statsamtet
Fyn om eventuelle bemærkninger til den foreløbige rapport vedrørende 30 sager
fra Statsamtet Fyn.
De udvalgte sager er valgt efter kriterierne i værnepligtslovens § 13, stk.
4, jf. § 27 ”udsættelse med sessionsmødet” samt sager efter
værnepligtslovens § 1, stk. 3 om ”fritagelse for værnepligtstjeneste på
grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland”.
Af den foreløbige rapport fremgår, at der ikke fra ombudsmandsinstitutionen
er konstateret fejl eller mangler, der har ført til,
at statsamtet har truffet forkerte afgørelser.
Det er ligeledes anført, at der ikke til Folketingets Ombudsmand er
indgået klager over statsamtets sagsbehandling på de nævnte områder.
De i den foreløbige rapport nævnte kritikpunkter har givet statsamtet
anledning til straks at indrette sin sagsbehandling efter de angivne
retningslinier.
Statsamtet har noteret sig, at Folketingets Ombudsmand i sin foreløbige
rapport vil henstille til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der sker en
revision på en række punkter af de gældende retningslinier vedrørende
sagsbehandling
på sessionsområdet. Statsamtet er naturligvis indstillet på at følge de
reviderede retningslinier, som må forventes som følge heraf.
Statsamtet tilbagesender hermed de konkrete sager, der har indgået i
undersøgelsen.
Med venlig hilsen
Ninna Würtzen (sign.)
Stiftamtmand
Bilag 5
Udtalelse af 30. oktober 2003 fra
Københavns Overpræsidium
31.10.2003
Folketingets Ombudsmand
Gammel Torv 22
1457 København K
Folketingets Ombudsmand har med brev af 18. september 2003 tilsendt
Overpræsidiet en foreløbig rapport om egen drift-projektet angående 90
værnepligtssager fra 2 statsamter og Overpræsidiet, idet ombudsmanden har
udbedt sig Overpræsidiets eventuelle bemærkninger senest den 1. november
2003.
I denne anledning skal Overpræsidiet bemærke følgende:
Generelt finder Overpræsidiet, at der er tale om en grundig rapport, som
viser
dels
– som der også er givet udtryk for i rapportudkastet – at
der er tale om relativt ukomplicerede afgørelser inden for de to udvalgte
sagsområder,
dels
at der i de godt 12.000 sager i 2002 alene har været
én klage til Indenrigs- og Sundhedsministeriet (som stadfæstede afgørelsen),
dels
at sagerne indholdsmæssigt har været korrekt afgjort, og
dels
at nogle
formelle sagsbehandlingsregler ikke eller kun delvist har været overholdt.
De to udvalgte sagsområder – henholdsvis fritagelse for værnepligt på
grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland og udsættelse med session
–
er således kendetegnet ved, at der i vidt omfang er tale om et stort antal
rutineprægede sager (i Overpræsidiet ca. 5.000 sager), der behandles på en
enkel og smidig måde. Samtidig må det erkendes, at sagsbehandlingen, som det
er
påvist i rapportudkastet, på nogle væsentlige områder har været for enkel,
især
med hensyn til opbevaring af sagskopier eller sikring af tilsvarende
dokumentationsmateriale.
På denne baggrund har Overpræsidiet ingen bemærkninger til de i
rapportudkastet nævnte henstillinger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om
ændring af vejledninger, standardbreve, opbevaring af brevkopier m.v. Dette
gælder således også henstillingen om sikring af, at notatpligten i henhold
til
offentlighedsloven overholdes, idet dog bemærkes, at Overpræsidiet allerede i
dag også benytter tekstfeltet i Værnepligtssystemet til sådanne notater.
Overpræsidiet er endvidere enigt i, at sagsoplysningspraksis i sager
angående fritagelse for værnepligt efter værnepligtlovens §1, stk. 3, bør
ændres for så vidt angår personer, som har opholdt sig på Færøerne
(rapportudkastet
side 36), og Overpræsidiet har nu taget initiativ hertil.
For så vidt angår gennemgangen af Overpræsidiets sager (61-90), der
indgår i undersøgelsen, henvises til nedenstående bemærkninger, idet
Overpræsidiet samtidig har noteret sig, at der ikke i de enkelte sager er
påvist urigtige afgørelser, urigtige fortolkningsresultater eller alvorlige
sagsbehandlingsfejl.
Overpræsidiet er således enigt i, at begrundelsen for afgørelserne i de
8 sager, der er nævnt i rapportudkastet side 47 og 48, ikke opfylder kravene
i
forvaltningslovens § 24. Indtil standardskrivelserne ændres, jfr.
ovenfor,
vil Overpræsidiet sørge for, at der i alle afslag på ansøgninger om
udsættelse
af sessionen er en henvisning til retsreglerne. Endvidere vil det blive
sikret,
at der i alle afslag gives en fyldestgørende begrundelse for de væsentligste
hovedhensyn,
der har ført til afslaget på ansøgningen, samt en tilstrækkelig gengivelse af
faktum.
I rapportudkastet, side 52-53, er det anført, at der i to af
Overpræsidiets sager (76 og 79) er gået mere end 1 måned fra sagens start,
til
parten første gang har fået en henvendelse fra Overpræsidiet. Dette er ikke
korrekt for så vidt angår sag 76, hvor sagsbehandlingstiden var 21 dage. I
den
anden sag 79 er der gået 48 dage, hvilket er beklageligt.
Overpræsidiet skal endvidere beklage, at det ikke i alle tilfælde er
fremgået af brevkopien, hvem der har underskrevet brevet, jf. den omtalte sag
i
rapportudkastet side 62, hvor alene sagsbehandlerens initialer er anført.
Under henvisning til ombudsmandens anmodning herom tilbagesendes
samtidig de konkrete sager fra Overpræsidiet, der indgår i undersøgelsen.
Med venlig hilsen
Emil le Maire (sign.)
Overpræsident
Lignende dokumenter
- Manglende underskrift på Arbejdsskadestyrelsens breve og manglende opbevaring af brevkopier Retsinformation · 6. oktober 2009
- Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager Retsinformation · 13. juni 2008
- Forrentning af Københavns Kommunes melllemværender Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. december 2004
- Sag om, hvorvidt sagsøgte skal fratages sin autorisation som tandlæge Domsdatabasen · 12. september 2011
- Tinglysning vedr. overdragelse af regionale tilbud samt dertil hørende ejendomme SKM-databasen · 25. april 2023
- Sag om, hvorvidt en kvinde har ret til at få udleveret sæd, som kvindens ægtefælle kort før sin død deponerede i en sædbank Domsdatabasen · 16. december 2010