Spring til indhold

Retsinformation

Rapport om undersøgelse af 90 værnepligtssager fra 2 statsamter og Overpræsidiet J.nr. 2003-1145-980

EDP nr 2003.735Egen drift-projekterFolketinget25. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Rapport om undersøgelse af 90 værnepligtssager fra 2

statsamter og Overpræsidiet J.nr. 2003-1145-980

1. UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG

GENNEMFØRELSE

Den 17. marts 2003 skrev jeg til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at jeg

efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 2, havde besluttet at

iværksætte et egen drift-projekt som skulle angå værnepligtssager afgjort af

ministeriet, nærmere betegnet sager afgjort efter værnepligtslovens § 1, stk.

3, og efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27. Jeg bad samtidig

ministeriet deltage i et møde med henblik på en nærmere drøftelse af emnets

afgrænsning og undersøgelsens tilrettelæggelse.

Der blev på baggrund heraf afholdt et møde i ministeriet den 25. marts 2003.

På mødet oplyste ministeriet bl.a. at ministeriet fra statsamterne havde

indhentet telefoniske oplysninger om hvor mange sager de i 2002 havde

behandlet på de to områder. Der havde i 2002 i alt

været ca. 28.000 sessionsbehandlede, og heraf havde i alt ca. 11.480 søgt

udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27 (tallene var måske

ikke helt nøjagtige idet de beroede på opgørelser indhentet telefonisk).

Statsamterne havde i 2002 behandlet 263 sager efter værnepligtslovens § 1,

stk.

3, om personer som havde boet på Færøerne/Grønland. Ministeriet havde i 2002

modtaget 1 (én) klagesag vedrørende udsættelse af session og ingen klager

over

afgørelser vedrørende Færøerne/Grønland.

Jeg tilkendegav umiddelbart på mødet med

ministeriet at der herefter ikke kunne blive tale om at undersøge sager på de

nævnte områder afgjort af ministeriet, men at jeg ville overveje at

gennemføre

en undersøgelse omfattende sådanne sager afgjort af et eller flere af de

statsamter og Overpræsidiet som træffer afgørelse i første instans.

Læs alt

I fortsættelse af mødet indhentede jeg

oplysninger fra de 5 statsamter og Overpræsidiet som træffer afgørelse i

første

instans i de omhandlede sager, dels om det totale antal afgjorte sager i

2002,

dels om hvor mange af disse der er endt med afslag.

De oplysninger jeg modtog, kan sammenfattes som

følger:

Sager efter § 1, stk. 3

Sager efter § 13, stk. 4, jf. § 27

Myndighed

I alt

Afslag

I alt

Afslag

Københavns

112

0

4.842

400

Overpræsidium

Bornholm

0

0

126

8

Fyn

33

0

1.100

8

Sønderjylland

31

0

2.140

150

Århus

44

0

2.082

100

Nordjylland

33

1

1.576

1

Total

253

1

11.866

667

Som det fremgår, er der ganske stor forskel på

det antal sager de forskellige myndigheder behandler. Københavns

Overpræsidium

er med ca. 44 % af sagerne efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, og ca. 41 %

af

sagerne efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, klart den af de

6

regionale myndigheder som behandler flest sager på de to områder, mens

Statsamtet Bornholm med 0 %, henholdsvis ca. 1 % af sagerne på de to områder

klart er den myndighed som behandler færrest sager.

Ved breve af 7. april 2003 meddelte jeg herefter

Indenrigs- og Sundhedsministeriet og de 6 regionale myndigheder at

jeg havde besluttet at gennemføre en

undersøgelse omfattende Københavns Overpræsidium, Statsamtet Fyn og

Statsamtet

Sønderjylland, og at undersøgelsen skulle omfatte følgende sager:

10 sager afgjort i 2002

efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, fra hver af de 3 statsamter (i alt 30

sager), udtaget således at der udvælges de 10 senest afgjorte sager, og

20 sager afgjort i 2002

efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, fra hver af de 3 statsamter

(i

alt 60 sager), udvalgt efter følgende principper:

så vidt muligt 10 sager pr.

statsamt der er endt med afslag, valgt således at de senest afgjorte sager

udtages

først,

dernæst det antal sager som

mangler op til 20 sager pr. statsamt, og som er endt med en imødekommende

afgørelse, valgt således at de senest afgjorte sager udtages først.

Jeg bad samtidig Overpræsidiet og Fyns og Sønderjyllands Statsamter om

at modtage i alt 90 sager udvalgt efter ovenstående principper.

Jeg modtog herefter fra Statsamtet Sønderjylland,

Statsamtet Fyn og Københavns Overpræsidium de sager jeg havde bedt om, og i

forlængelse heraf blev der i perioden fra 5. til 12. maj 2003 afholdt møder

mellem de to statsamter, henholdsvis Overpræsidiet og nogle af mine

medarbejdere om undersøgelsen.

Under et møde den 21. august 2003 i Københavns

Overpræsidium har to af mine medarbejdere fået demonstreret og forklaret

arbejdsgangen i de undersøgte sager, herunder særligt anvendelsen af det

centrale edb-system Værnepligtsregistret (VPS).

I forbindelse med undersøgelsen er der endvidere

fra de to statsamter og Overpræsidiet løbende indhentet yderligere

oplysninger

og dokumenter.

Den 18. september 2003 sendte jeg Indenrigs- og

Sundhedsministeriet og Statsamtet Sønderjylland, Statsamtet Fyn og Københavns

Overpræsidium min foreløbige rapport om undersøgelsen af sagerne. I

fremsendelsesskrivelsen anførte jeg bl.a. at hvis myndighederne måtte ønske

dette, deltog man gerne herfra i et møde om rapporten inden myndighederne

afgav

deres udtalelser.

Jeg modtog på baggrund heraf følgende udtalelser:

·

udtalelse af 31. oktober 2003 fra

Indenrigs- og Sundhedsministeriet,

·

udtalelse af 30. oktober 2003 fra

Statsamtet Sønderjylland,

·

udtalelse af 30. oktober 2003 fra

Statsamtet Fyn og

·

udtalelse af 31. oktober 2003 fra

Københavns Overpræsidium.

Myndighedernes bemærkninger er gengivet de

steder i rapporten bemærkningerne vedrører. Derudover er udtalelserne i deres

helhed optaget som bilag 2-5 til rapporten.

2. KARAKTERISTIK AF DET UDVALGTE OMRÅDE

2.A. GENERELT

Området administreres af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og 6 udvalgte

regionale statslige myndigheder under ministeriet: Københavns Overpræsidium

og Statsamterne Bornholm, Fyn, Sønderjylland, Århus og Nordjylland.

Bekendtgørelse nr. 470 af 17. juni 2002 af værnepligtsloven (herefter benævnt

værnepligtsloven) indeholder i § 1, stk. 3, følgende bestemmelse:

”Stk. 3.

Den, der er tilflyttet fra Færøerne eller Grønland efter at have haft ophold

der i mindst 10 år, kan af indenrigs- og sundhedsministeren eller den

statsamtmand, indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiger til det, fritages

for værnepligt. Ansøgning om fritagelse skal afgives senest 4 uger efter, at

den værnepligtige har modtaget pålæg om at møde for sessionen, jf. § 13, stk.

2.”

Ved § 7 i bekendtgørelse nr. 780 af 15. oktober 1999 om session og

indkaldelse til værnepligtstjeneste m.v. (herefter benævnt sessions- og

indkaldelsesbekendtgørelsen) er ministeriets kompetence i medfør af (bl.a.)

værnepligtslovens § 1, stk. 3, delegeret til statsamtmanden, dvs. de i

bekendtgørelsens § 1 nævnte myndigheder: Københavns Overpræsidium og de fem

ovenfor nævnte statsamter.

Værnepligtslovens § 13, stk. 4, har følgende ordlyd:

”Stk. 4.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan under den i § 27 angivne betingelse give

de værnepligtige udsættelse med at møde for sessionen indtil udgangen af det

år, i hvilket de fylder 25 år.”

Denne kompetence er ved § 4 i sessions- og indkaldelsesbekendtgørelsen

delegeret til statsamtmanden.

2.B. SÆRLIGT OM FRITAGELSE FOR

VÆRNEPLIGT EFTER VÆRNEPLIGTSLOVENS § 1, stk. 3

Bestemmelsen i værnepligtslovens § 1, stk. 3, er ikke uddybet ved

administrativt fastsatte regler eller nærmere beskrevet i cirkulære eller

vejledning.

Bestemmelsen i værnepligtslovens § 1, stk. 3, blev indsat i loven ved lov nr.

1013 af 23. december 1998 om ændring af værnepligtsloven og lov om

værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde. Af bemærkninger til lovforslaget

(nr. L 7/1998-99) fremgår bl.a. (jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s.

12ff):

”Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

3. Færingers og grønlænderes værnepligtsforhold.

Færinger og grønlændere er omfattet af værnepligtslovens regler om

værnepligt under ophold i Danmark. Den gældende administrative praksis hviler

på en regeringsbeslutning fra 1963, hvorefter færinger og grønlændere kan

fritages for værnepligt, hvis de hører til den faste befolkning, og deres

ophold i Danmark er midlertidigt. Efter praksis kræves, at mindst én af

forældrene er født på Færøerne eller i Grønland.

Baggrunden for fritagelsesordningen har hvilet på den opfattelse, at

unge færinger og grønlændere ikke skulle omfattes af værnepligten, når de tog

til Danmark for at uddanne sig eller på anden måde skaffe sig grundlag for at

etablere sig i deres hjemstavn.

Administrationen af ordningen har gennem årene givet de

værnepligtsadministrerende statsamter betydelige problemer. Såvel

afstamningskriteriet, der næppe kan siges at være dækkende for opfattelsen

af,

hvem der er færing eller grønlænder, som kriteriet om midlertidigt ophold er

vanskeligt at administrere.

I regeringsbeslutningen er forudsat en betydelig liberalitet i

bedømmelsen af den afstamningsmæssige status og det midlertidige ophold. Der

foreslås derfor lovfæstet en regel om, at opfyldelse af et opholdskriterium

(modsat afstamningskriterium) kan føre til fritagelse for

værnepligtstjeneste.

Forslaget vil forenkle administrationen, ligesom værnepligtige, der omfattes

af reglen, på forhånd kan få en klar vejledning om værnepligtsmæssige forhold

under ophold i Danmark.

Talmæssigt udgør færinger og grønlændere en ringe del af

værnepligtsmassen. I 1997 blev omkring 350 fritaget for værnepligt. Dette tal

ville efter en sessionsbehandling svare til cirka 200 egnede værnepligtige,

hvoraf cirka halvdelen vil blive overført til redningsberedskabets

personelreserve uden indkaldelse.

Det bemærkes, at Indenrigsministeriets overvejelser på dette område har

været forelagt landsstyret på Færøerne og landsstyret i Grønland, hvad der

ikke

har givet anledning til bemærkninger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Det foreslås, at færinger og grønlændere kan fritages for værnepligt,

selvom de tager bopæl i Danmark.

Med stk. 3 foreslås, at den, der har boet enten på Færøerne eller i

Grønland i mindst 10 år inden tilflytningen til Danmark, af

indenrigsministeren

eller den statsamtmand, indenrigsministeren bemyndiger til det, kan fritages

for værnepligt. Reglen vil i praksis omfatte langt størstedelen af de unge

mænd, der er født og opvokset på Færøerne og i Grønland. Det er herved uden

betydning, om de er af dansk afstamning eller ej. Den, hvis forældre begge er

danske, men som har boet på Færøerne eller i Grønland i mindst 10 år, kan få

en

sådan tilknytning til disse dele af riget, at han har grund til at opfatte

sig

som tilhørende den færøske eller grønlandske befolkning. Det er ikke

afgørende,

om den pågældende har boet på Færøerne eller i Grønland i en sammenhængende

periode af mindst 10 år, eller om han over flere omgange har opnået

sammenlagt

mindst 10 års ophold.

Ansøgning om fritagelse skal ifølge forslaget afgives senest 4 uger

efter, at den værnepligtige har modtaget pålæg om at møde for sessionen.

Skulle

der herske tvivl om, hvorvidt den værnepligtige opfylder betingelsen for

fritagelse, vil han blive anmodet om at fremskaffe dokumentation for, at han

har haft ophold på Færøerne eller i Grønland i sammenlagt mindst 10 år.”

2.C

. SÆRLIGT OM UDSÆTTELSE AF MØDE FOR SESSIONEN EFTER VÆRNEPLIGTSLOVENS § 13,

STK. 4, jf. § 27

Værnepligtige skal som udgangspunkt møde på session som 18-årige.

Værnepligtsloven indeholder i § 13, stk. 1, 2 og 4, følgende bestemmelser

herom:

”§ 13.

Værnepligtige, der har bopæl eller ophold her i landet, skal møde for

sessionen i det år, hvori de fylder 18 år. Indenrigs- og sundhedsministeren

kan dog bestemme, at mødepligten skal indtræde senere.

Stk. 2.

Indenrigs- og sundhedsministeren eller den statsamtmand, indenrigs- og

sundhedsministeren bemyndiger til det, kan pålægge værnepligtige at møde for

sessionen.

Stk. 4.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan under den i § 27 angivne betingelse give

de værnepligtige udsættelse med at møde for sessionen indtil udgangen af det

år, i hvilket de fylder 25 år.”

Disse bestemmelser er – med hjemmel i lovens § 13, stk. 5 – nærmere

præciseret i sessions- og indkaldelsesbekendtgørelsen som bl.a. indeholder

følgende bestemmelser:

§ 3.

Værnepligtige, der har bopæl eller ophold her i landet, og som fylder

18 år i perioden 1. april – 30. september, skal møde for sessionen i

halvåret

efter den nærmest følgende 1. januar.

Stk. 2.

Værnepligtige, der har bopæl eller ophold her i landet, og som fylder 18 år i

perioden 1. oktober – 31. marts, skal møde for sessionen i halvåret

efter den

nærmest følgende 1. juli.

Stk. 3.

Stk. 4.

Statsamtmanden tilsiger de i stk. 1-3 nævnte værnepligtige til møde for

session

med angivelse af mødetid og -sted. Statsamtmanden kan pålægge andre

værnepligtige at møde for en nærmere bestemt session.”

Efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, kan de

værnepligtige gives udsættelse med at møde for sessionen indtil udgangen af

det

år i hvilket de fylder 25 år, i den situation som er omfattet af lovens § 27.

Efter denne bestemmelse kan værnepligtige gives udsættelse ”

når de godtgør, at udsættelsen af hensyn til

deres uddannelse eller af andre grunde vil være af særlig betydning for

dem”.

Bestemmelsen om udsættelse af møde for sessionen er nærmere uddybet i

cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om udsættelse af tidspunktet for

værnepligtiges møde for session og til aftjening af værnepligt (herefter

benævnt udsættelsescirkulæret). Cirkulæret indeholder bl.a. følgende:

”3. Udsættelse med session

3.1.

Det påhviler den værnepligtige at godtgøre, at betingelserne for

udsættelse er opfyldt.

Såfremt den værnepligtige ikke kan tilvejebringe dokumentation for, at

betingelserne for udsættelse er opfyldt, kan udsættelse dog gives indtil

udgangen af næste sessionshalvår med henblik på, at manglende dokumentation

tilvejebringes.

Statsamtmanden kan efter ansøgning ændre sessionsmødedatoen inden for

sessionshalvåret, uden at nogen udsættelsesgrund er godtgjort.

3.2.

Et sessionstidspunkt kan i almindelighed kun udsættes af de grunde,

der nævnes i afsnit 5 og 6.

3.3.

Et sessionstidspunkt kan udsættes i indtil 2 år ad gangen, jf. dog

pkt. 3.4.

3.4.

Førstegangsudsættelse af sessionstidspunktet kan gives indtil ca. 1 år

før en uddannelses afslutning, dog længst i 3 år. Yderligere udsættelse

kræver

dokumentation for, at den værnepligtige aktivt deltager i uddannelsen.

3.5.

Har en værnepligtig givet urigtige eller ufuldstændige oplysninger om

forhold af væsentlig betydning for en tidligere sag om ændring af et

sessionstidspunkt, kan statsamtmanden tage hensyn hertil ved skønnet over

behovet for dokumentation af hans oplysninger til brug for en senere sag.

.

5.

Uddannelse

5.1.

Ved skønnet over, om og for hvilken periode uddannelsesmæssige grunde

bør medføre udsættelse, skal vægten lægges på,

·

om den værnepligtige på mødetidspunktet er

under uddannelse, jf. pkt. 5.2,

·

om uddannelsen er kompetencegivende, jf.

pkt. 5.3,

·

om tidsforbruget til undervisning og

forberedelse svarer til en normal arbejdsdag eller en væsentlig del heraf,

jf.

pkt. 5.4,

·

om han er uden anden

erhvervskompetencegivende uddannelse, jf. pkt. 5.5, og

·

de i pkt. 5.6 angivne tidsmæssige forhold.

5.2.

Den

værnepligtige skal dokumentere, at han på mødetidspunktet er under

uddannelse,

jf. dog pkt. 4.1.

Ses en uddannelse ikke at kunne færdiggøres inden for det tidsrum, hvor

den værnepligtige i henhold til værnepligtslovens § 28 længst kan

meddeles

udsættelse, bør indkaldelsesmyndigheden indhente en tilkendegivelse om,

hvornår

den pågældende har til hensigt at indpasse værnepligtstjenesten i

uddannelsesforløbet.

Eksempler: Der må kræves eksamenstilmelding, attest for bestået

deleksamen eller anden erklæring fra uddannelsesstedet eller attesteret

uddannelsesaftale. Ønsker om en uddannelsesfri periode (’sabbatår’)

før eller

under et uddannelsesforløb kan ikke begrunde udsættelse eller opretholdelse

af

en udsættelse, der allerede er bevilget af hensyn til den pågældende

uddannelse.

5.3.

Uddannelsen skal være alment studie- eller erhvervskompetencegivende.

Ansættelse på prøve el. lign. samt deltagelse i uddannelser, som kun er

kvalificerende i den type virksomhed eller arbejdsplads, hvor uddannelsen

finder sted, er normalt ikke udsættelsesgrund.

Uddannelser, der omfattes af en særlig uddannelsesplan, men som ikke

afsluttes med udstedelse af et bevis, kan i særlige tilfælde begrunde

udsættelse.

Højskoleundervisning og -ophold, som ikke afsluttes med en offentlig

anerkendt eksamen, er normalt ikke udsættelsesgrund, medmindre opholdet har

betydning for optagelse på en uddannelse, jf. pkt. 5.6.

I tvivlstilfælde om, hvorvidt en uddannelse kan begrunde udsættelse, må

vægt lægges på,

·

om der foreligger en særlig plan for

uddannelsesforløbet,

·

lønnens størrelse,

·

uddannelsens varighed,

·

om der udstedes et bevis ved afslutningen

af uddannelsen,

·

om uddannelsen åbner mulighed for

etableringslån i henhold til særlig lovgivning m.v., og

·

om det er nødvendigt, at uddannelsen

gennemføres inden mødetidspunktet.

Eksempler: Jordbrugsuddannelser, som afsluttes med udstedelse af f.eks.

’det grønne bevis’ til landmænd, er udsættelsesgrund. Det samme

gælder visse

edb-uddannelser. Undervisning efter lov nr. 459 af 1. juni 1994 om den fri

ungdomsuddannelse er udsættelsesgrund.

5.4.

Det

gennemsnitlige daglige tidsforbrug, der behøves til gennemførelse af den

normerede

uddannelse, skal svare til en normal arbejdsdag. Det kræves dog ikke, at

uddannelsen foregår i dagtimerne.

Uddannelsesforløb med skiftende teoretiske og praktiske

uddannelsesperioder begrunder udsættelse også i praktikperioderne.

Eksempler: Udsættelse kan ikke gives under hensyn til deltagelse i

visse specialarbejderkurser, brevskolekurser, hf-enkeltfagskurser med

ugentligt

timetal på under 23, merkonomstudiet, HD-uddannelsen og finansdiplomstudiet,

som alle beslaglægger et mindre ugentligt timetal, og som oftest er

kombineret

med igangværende fuldtidserhvervsarbejde. Udsættelse til deltagelse i

hf-enkeltfagskursus kan normalt højst gives i 2 år.

Forberedelse til og deltagelse i hf- samt studenter- og lærereksamen på

aftenskole er tilstrækkeligt tidskrævende til, at udsættelse kan gives.

En kontorelevaftale kan normalt give udsættelse i 2 år, mens deltagelse

i merkonom-, HD- eller cand.merc.aud.-studiet normalt ikke kan give

udsættelse.

Studerer den værnepligtige til cand.merc.aud., cand.merc. eller cand.oecon.

på

fuld tid, er der tale om uddannelser, som i sig selv berettiger til

udsættelse.

5.5.

Udsættelse forudsætter i almindelighed, at den værnepligtige ikke har anden

erhvervskompetencegivende uddannelse.

Ligger en videregående uddannelse i en tidsmæssigt umiddelbar og

fagligt naturlig forlængelse af den afsluttede, kan udsættelse dog gives af

hensyn til den videregående uddannelse, der som hovedregel ikke må være

lønnet.

Har en værnepligtig fået stipendiestøtte til fortsat praktisk

uddannelse eller til studieophold i udlandet, kan udsættelse gives, når

muligheden for at opnå disse ydelser vil gå tabt, hvis den værnepligtige skal

gøre tjeneste forinden.

Eksempler: Udsættelse gives af hensyn til erhvervelse af højere

handelseksamen, maskinmester- og skibsføreruddannelse,

diplomingeniøruddannelse

samt videreuddannelse på gartnerfagets driftslederkursus.

Udsættelse til formaliseret videreuddannelse på universiteter eller på

højere læreanstalter gives, når formålet overvejende er forskning med sigte

på

opnåelse af Ph.D.-grad eller erhvervsforskeruddannelse.

Påbegyndelse af civilingeniørstudiet i umiddelbar fortsættelse af en

diplomingeniøruddannelse kan begrunde udsættelse.

Kombination af uddannelserne kok/tjener begrunder udsættelse.

Har en værnepligtig en faglig uddannelse, der har en naturlig

forbindelse til diplomingeniøruddannelsen, kan adgangsgivende supplerende

uddannelse til denne uddannelse begrunde udsættelse.

5.6.

Førstegangsudsættelse gives for højst 1 år. Foreligger en behørigt attesteret

uddannelsesaftale, kan udsættelse dog gives, indtil uddannelsen er afsluttet.

Udsættelse kan gives for den periode, der medgår til erhvervelse af

adgangsgivende kompetence, når den værnepligtige har til hensigt umiddelbart

efter periodens afslutning at påbegynde en uddannelse.

Eksempler: Til erhvervelse af adgangsgivende kvalifikationer med

henblik på optagelse på videregående uddannelse kan udsættelse gives i den

nødvendige periode. Nærmere oplysninger herom fremgår af publikationen

’Uddannelses- og erhvervsvalget’, udgivet af Rådet for Uddannelses-

og

Erhvervsvejledning under Arbejdsministeriet.

Søfarende, der ønsker eksamen fra søfartsskole eller navigationsskole

før værnepligtstiden, kan få udsættelse for at opnå den af disse uddannelser

krævede sejlererfaring.

6.

Ophold i udlandet

6.1.

Den, der har fast bopæl i og ernærer sig i udlandet, eller som godtgør

at have mulighed for varigt at bosætte og ernære sig der, kan få udsættelse i

1

år ad gangen. Indkaldelsesmyndigheden skal vejlede om fremgangsmåden ved

indgivelse

af ansøgning om yderligere udsættelse.

6.2.

Midlertidigt ophold i udlandet kan ikke begrunde udsættelse, medmindre

opholdet har et uddannelsesmæssigt formål, der, hvis uddannelsen foregik i

Danmark, ville begrunde udsættelse efter afsnit 5, eller opholdet skyldes

deltagelse i særligt betydningsfulde kunstneriske eller konkurrenceidrætslige

arrangementer.

Eksempler: Dokumentation for deltagelse i OL eller Europa- og

Verdensmesterskaber er udsættelsesgrund.

Værnepligtige, der af erhvervsmæssige grunde opholder sig uden for

landets grænser i længere perioder (søfarende, langturschauffører,

luftfartspersonale), men som har bopæl i Danmark, kan få udsættelse til et

tidspunkt, som afpasses under hensyn til ansættelsesstedets oplysninger om de

pågældendes ankomst til Danmark.

Midlertidigt udlandsophold i forbindelse med praktikophold kan i

særlige tilfælde begrunde udsættelse, selvom opholdet ikke har tilknytning

til

en formaliseret uddannelse som nævnt i afsnit 5. Det samme gælder offentligt

støttede udlandsophold i studieøjemed.”

Til brug i forbindelse med sessionsbehandlingen er oprettet et centralt

edb-system, Værnepligtssystemet (VPS). Herom er i sessions- og

indkaldelsesbekendtgørelsen fastsat følgende bestemmelse:

”§ 27.

De værnepligtsadministrerende myndigheder fører følgende edb-registre

med personoplysninger om værnepligtige:

1) Sessionsregistret. Indenrigsministeren er registeransvarlig

myndighed.

”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke bemærkninger til rapportens

kapitel 1 og 2.”

3. UNDERSØGELSEN

3.A. KORTLÆGNING AF SAGERNE

Undersøgelsen har i alt omfattet 90 sager, fordelt på 30 sager fra Statsamtet

Sønderjylland, 30 sager fra Statsamtet Fyn og 30 sager fra Københavns

Overpræsidium. I rapporten refereres der til sagerne i anonymiseret form og

med henvisning til nogle til lejligheden tildelte interne sagsnumre (sag 01

– sag 90). De enkelte sager har i forbindelse med undersøgelsen kunnet

identificeres ved en manuel gennemgang af de dokumenter som jeg modtog fra de

tre myndigheder som led i undersøgelsen; disse har af

ombudsmandsinstitutionen været inddelt med særlige omslag hvorpå det interne

sagsnummer har været anført med håndskrift.

Sagerne 01-30

har været behandlet af Statsamtet Sønderjylland,

sagerne 31-60

af Statsamtet Fyn og

sagerne 61-90

af Københavns Overpræsidium.

60 af de 90 sager (

sagerne 01-20, 31-50 og 61-80

) angår udsættelse af session efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27.

I 30 af disse sager (

sagerne 01-10, 31-40 og 61-70

) er der truffet en imødekommende afgørelse, og i de øvrige 30 af disse sager

(

sagerne 11-20, 41-50 og 71-80

) skulle der være givet afslag på udsættelse (i

sagerne 43, 44 og 46

er det ikke dokumenteret hvilken afgørelse statsamtet har truffet).

30 af de 90 sager (

sagerne 21-30, 51-60 og 81-90

) angår fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3; i alle

disse sager er ansøgningen om fritagelse imødekommet fuldt ud.

Skematisk kan de undersøgte sager beskrives som følger:

Sagsnumre

Afgørelse

Emne

Afgørelsesmyndighed

01-10

Imødekommelse

Udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27

Statsamtet

Sønderjylland

11-20

Afslag

21-30

Fritagelse

Fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3

31-40

Imødekommelse

Udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27

Statsamtet Fyn

41-50

Afslag

51-60

Fritagelse

Fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3

61-70

Imødekommelse

Udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27

Københavns Overpræsidium

71-80

Afslag

81-90

Fritagelse

Fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3

I en del af sagerne om udsættelse er der en eller flere gange tidligere

givet udsættelse. I disse tilfælde er det kun den seneste afgørelse om

udsættelse som indgår i undersøgelsen.

De sager hvor der er givet afslag på udsættelse af sessionstidspunktet,

kan opdeles i fire grupper.

I 21 tilfælde

(sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)

er udsættelse afslået med henvisning til at den uddannelse som er baggrund

for

ansøgningen om udsættelse, forventes afsluttet så tidligt at udsættelse ikke

er

nødvendig.

I 1 andet tilfælde

(sag 14)

er udsættelse afslået med henvisning

til at ansøgeren ikke aktuelt er under uddannelse.

I atter 3 andre tilfælde

(sagerne 50, 73 og 79)

er udsættelse

afslået med henvisning til at den aktivitet som er baggrund for ansøgningen

om

udsættelse, ikke er en godkendt uddannelse som berettiger til udsættelse.

Endelig er der i 2 tilfælde (

sagerne 41 og 45

) givet afslag på

udsættelse med henvisning til ansøgerens alder og til at udsættelse kun kan

gives indtil udgangen af det år hvor ansøgeren fylder 25 år.

I

sagerne 43, 44 og 46

er indholdet af statsamtets afgørelse

ikke dokumenteret.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ingen bemærkninger.”

3.B. SAGSBEHANDLINGSREGLER

1) Kompetence mv.

Som det fremgår ovenfor (afsnit 2.A, s. 8), er kompetencen til at træffe

afgørelse i første instans i de undersøgte sagstyper henlagt til

Overpræsidiet og fem statsamter. I ingen af de 90 undersøgte sager er der

kompetencemangler i forhold til Overpræsidiet/statsamtet som i alle sager har

været den kompetente myndighed.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der ikke er

kompetencemangler i nogen af de 90 undersøgte sager.”

2) Inhabilitet

Forvaltningsloven indeholder i § 3, stk. 1, følgende bestemmelser:

”§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i

forhold til en bestemt sag, hvis

vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens

udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen,

der har en sådan interesse,

vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende

linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har

en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er

repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har

en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk

person, der har en særlig in-teresse i sagens udfald,

sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol-

eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende

tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved

gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede

til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.”

Der er i ingen af de undersøgte sager rejst

spørgsmål om inhabilitet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af

de 90 undersøgte sager er rejst spørgsmål om inhabilitet.”

3) Partsrepræsentation

Efter forvaltningslovens § 8 har en part i en afgørelsessag som udgangspunkt

til enhver tid ret til at lade sig bistå eller repræsentere af andre.

I ingen af de 90 undersøgte sager har der været

partsrepræsentation.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de

90 undersøgte sager har været partsrepræsentation.”

4) Vejledning

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder en

almindelig vejledningspligt. Efter bestemmelsen skal en forvaltningsmyndighed

”i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter

henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde”.

Det er ikke muligt af de gennemgåede sagsakter at udlede at en borger i noget

tilfælde i de undersøgte sager har været i en situation hvor den pågældende

havde krav på vejledning efter forvaltningslovens § 7.

I 7 af de 90 undersøgte sager

(

sagerne 51, 53-55 og 57-59)

– alle sager om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1,

stk. 3 –

fremgår det af de dokumenter som har indgået i undersøgelsen, at statsamtet

skriftligt har vejledt om muligheden for efter ansøgning at blive fritaget

for værnepligt. Vejledningen er givet i et standardbrev til vedkommende med

følgende indhold:

”Statsamtet har modtaget oplysning om at du har tilknytning til

Færøerne/Grøn-land.

Efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, (jf. lovbekendtgørelse nr. 470 af 17.

juni 2002) kan en

ikke-sessionsbehandlet

værnepligtig efter ansøgning fritages for værnepligt i Danmark, hvis han har

opholdt sig sammenlagt mindst 10 år på Færøerne eller i Grønland.

Hvis du opfylder disse krav, bør du udfylde og sende vedlagte

ansøgningsskema til Statsamtet.”

Det må antages at statsamtet i de omhandlede

tilfælde har givet vejledningen fordi statsamtet på baggrund af den

pågældendes

navn og oplysninger fra CPR-registret har ment der var en vis grad af

sandsynlighed

for at den pågældende opfyldte bestemmelsen i værnepligtslovens § 1, stk. 3.

Som det fremgår, er vejledning i disse tilfælde givet uden at den pågældende

har rettet henvendelse til statsamtet om spørgsmålet om fritagelse for

værnepligt, og der er således tale om en vejledning som falder uden for

bestemmelsen

i forvaltningslovens § 7.

Den vejledning der er givet i de 7 sager, er

relevant og i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Formuleringen

hvorefter den pågældende ”bør” søge om fritagelse, er dog mindre

heldig.

Retsstillingen efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, er den at de personer som

opfylder bestemmelsen, har retskrav på fritagelse for værnepligt hvis de

søger

herom, men at der på den anden side ikke er tale om en kassations- eller

udelukkelsesgrund, og at sådanne personer derfor – hvis de selv ønsker

det – i

relation til værnepligtsspørgsmålet har krav på at blive behandlet som andre

unge mænd med dansk statsborgerskab. Vejledningen burde derfor være udformet

således at den pågældende ”kan” søge om fritagelse hvis

betingelserne i loven

er opfyldt, alternativt at den pågældende – hvis lovens betingelser for

fritagelse

er opfyldt og den pågældende ikke ønsker at aftjene værnepligt – skal

indsende

en ansøgning.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Ombudsmanden peger på, at der i sagerne 51, 53-55 og 57-59 (vedrørende

fritagelse for værnepligt efter værnepligtsloven § 1, stk. 3) er sket en

skriftlig vejledning (standardbrev) af den værnepligtige om muligheden for

efter ansøgning at blive fritaget for værnepligt. Skønt vejledningen falder

uden for bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, finder Ombudsmanden, at den

er

relevant og i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig med Ombudsmanden i, at

formuleringen i det standardbrev, som tilsendes den værnepligtige tillige med

et egentlig ansøgningsskema, bør ændres, således at teksten er

overensstemmende med teksten i hæftet ’Session/Værnepligt’ under

overskriften

’HVIS JEG ER FÆRING ELLER GRØNLÆNDER?’. ’Bør’ vil således

blive ændret til

’kan’ i standardbrevets sidste afsnit.”

Jeg tager det oplyste til efterretning.

At forvaltningslovens § 7 kun angår vejledning i

tilfælde hvor en henvendelse fra en borger medfører et konkret behov for

vejledning, betyder også at

generel

vejledning på myndighedens initiativ falder uden for bestemmelsen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udarbejdet

flere generelle informationsfoldere. ”Før Session. Før Værnepligt”

er i uddrag

optrykt som bilag 1 til denne rapport. Vejledningen beskriver hvad sessionen

er, hvad der sker på sessionen, samt om og hvornår en ung mand skal på

session.

Informationsfolderen ”Session. Værnepligt” som er udsendt af

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

i samarbejde med Forsvarets Værnepligt og Rekruttering og

Beredskabsstyrelsen,

udsendes ca. 3 uger før den unge mand skal møde på session og indeholder en

mere omfattende generel vejledning om hvad der sker på sessionen,

indkaldelsestidspunkt

og tjenestesteder, tjeneste i forsvaret, tjeneste i redningsberedskabet,

militærnægtertjeneste

(civilt arbejde), bistandsarbejde i udviklingslande samt løn og sociale

forhold

under tjenesten.

Særligt i relation til værnepligtslovens § 1,

stk. 3, indeholder folderen ”Session. Værnepligt” følgende

vejledning:

”HVIS JEG ER FÆRING ELLER GRØNLÆNDER?

Hvis du er tilflyttet fra Færøerne eller Grønland efter at have haft

ophold der i sammenlagt mindst 10 år, kan du efter ansøgning fritages for

værnepligt.

Ansøgningen skal sendes senest 4 uger efter, at du har modtaget tilsigelsen

til

session. Ansøgningen sendes til den sessionsmyndighed, hvorfra du har

modtaget

tilsigelsen til session.”

Efter min opfattelse indeholder folderne en god

generel information som gives på en overskuelig og relativt letforståelig

måde.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens

bemærkninger om, at folderne (hæfterne) indeholder en god generel

information,

som gives på en overskuelig og relativt letforståelig måde.”

5) Notatpligt

Offentlighedsloven indeholder i § 6, stk. 1, følgende bestemmelser:

”§ 6.

I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,

skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags

faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som

på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter.”

Det følger desuden af god forvaltningsskik at der herudover skal gøres notat

om bl.a. alle væsentlige ekspeditioner i en sag.

Det vil i sagens natur ikke altid kunne konstateres om notatpligten er

tilsidesat. I de undersøgte sager har jeg ikke på baggrund af gennemgangen af

de modtagne sagsakter kunnet konstatere at statsamtet/Overpræsidiet mundtligt

eller i øvrigt på anden måde end ved dokumenter som indgår i sagen, har

modtaget oplysninger som skulle have været noteret på sagen.

I nogle af de undersøgte sager er der foretaget visse notater i det

elektroniske værnepligtssystem, mens der i andre af de undersøgte sager (ikke

længere) findes tilsvarende notater.

I 30 af de undersøgte sager

(01-10, 31-40 og 61-70)

er der truffet afgørelse om imødekommelse af en ansøgning om udsættelse efter

værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27. I 5 af disse sager

(sagerne 01-05)

er der i Værnepligtssystemet (VPS, skærmbilledet FTEXT) gjort notat om

hvilken dato afgørelsen om udsættelse er truffet, og om grundlaget herfor.

Tilsvarende notater fandtes på tidspunktet for gennemførelsen af min

undersøgelse ikke i de 25 øvrige sager

(sagerne 06-10, 31-40 og 61-70). Statsamtet Sønderjylland har oplyst at

de notater som antagelig har eksisteret

i

sagerne 06-10

, er blevet slettet (spørgsmålet om sletning omtales

nærmere nedenfor).

I andre 30 af de undersøgte sager er der givet

afslag på en ansøgning om udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4,

jf.

§ 27. I 10 af disse sager

(sagerne 71-80)

er der i Værnepligtssystemet

(VPS, skærmbilledet FTEXT) lavet et dateret notat om at udsættelse er

afslået,

og om grundlaget herfor. Tilsvarende notater fandtes på tidspunktet for

gennemførelsen af min undersøgelse ikke i de 20 øvrige sager

(sagerne 11-20

og 41-50).

I 13 af disse sager

(sagerne 11-20, 41, 45 og

50)

havde det for så vidt ikke været nødvendigt at gøre notat om

afgørelsens dato, indhold og grundlag idet der i disse sager findes

brevkopier

som indeholder disse oplysninger. Dette forhold kan illustreres af

sag 79

hvor der

iVærnepligtssystemet (VPS, skærmbilledet FTEXT) fandtes et notat som –

ud over

dato og medarbejderens initialer – havde følgende indhold: ”s.

afslag uds (ikke

anerkendt udd.)”. Afgørelsen i sag 79 er dokumenteret ved en brevkopi;

se

citatet herfra nedenfor i afsnit 10.b. (s.

50f

). Som det fremgår,

indeholder notatet ikke oplysninger som ikke fremgår af brevkopien.

Det er i forbindelse med undersøgelsen oplyst at

oplysninger registreret i Værnepligtssystemets skærmbillede FTEXT slettes når

sessionsbehandlingen er afsluttet, og de oplysninger som er registreret i

Værnepligtssystemet, overføres til elektronisk arkiv.

Det er således ikke konstaterbart om der i de sager hvor skærmbilledet

FTEXT var slettet på undersøgelsestidspunktet, har været notater på sagen, og

hvilket indhold notater måtte have haft. Det kan dog anses for sandsynligt at

der i de nævnte sager i en vis udstrækning har været notater.

Jeg finder det uheldigt at også oplysninger som har skullet noteres

efter offentlighedslovens § 6 eller efter god forvaltningsskik (oplysninger

som

er af betydning for sagen eller dens behandling, og som ikke i øvrigt fremgår

af sagen), enten ikke er blevet noteret eller er blevet slettet når

sessionsbehandlingen

er afsluttet, således at det ikke efterfølgende kan dokumenteres hvad der

nærmere er sket i sagerne.

I min foreløbige rapport skrev jeg:

”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet at overveje hvorledes det kan sikres at notatpligten

overholdes, og at notater som er omfattet af notatpligten, ikke

slettes.”

Københavns Overpræsidium

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”På denne baggrund har Overpræsidiet ingen bemærkninger til de i

rapportudkastet nævnte henstillinger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet (

). Dette gælder således også henstillingen om sikring af, at notatpligten i

henhold til offentlighedsloven overholdes, idet dog bemærkes, at

Overpræsidiet

allerede i dag også benytter tekstfeltet i Værnepligtssystemet til sådanne

notater.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Det fremgår af rapporten bl.a., at der i en række af de undersøgte

sager ikke er noteret oplysninger i Værnepligtssystemets skærmbillede FTEXT,

og

at det i forbindelse med undersøgelsen er oplyst, at oplysninger registreret

i

dette skærmbillede slettes, når sessionsbehandlingen er afsluttet, medens de

(øvrige) oplysninger, som er registreret i Værnepligtssystemet, overføres til

elektronisk arkiv.

Hertil skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærke, at oplysninger

registreret i Værnepligtssystemets tekstfelt slettes efter udgangen af det

aktuelle sessionshalvår.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har taget skridt til at foretage en ændring

i Værnepligtssystemet, hvorefter alle oplysninger registreret i skærmbilledet

FTEXT overføres til elektronisk arkiv, hvorfra de hurtigt kan genskabes.

Denne

systemændring forventes gennemført snarest muligt.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har samtidig henledt de

værnepligtsadministrerende statsamters og Overpræsidiets opmærksomhed på

vigtigheden af, at der gøres notater i overensstemmelse med

offentlighedslovens

§ 6 eller efter god forvaltningsskik.”

Jeg har taget det af Overpræsidiet og ministeriet oplyste til

efterretning.

6) Aktindsigt og persondataloven

a) Aktindsigt

Der er ikke aktindsigtsspørgsmål i nogen af de undersøgte sager.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”a) Aktindsigt

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bemærket sig, at der ikke er

aktindsigtsspørgsmål i nogen af de undersøgte sager.”

b) Persondataloven

Statsamterne og Overpræsidiet anvender elektronisk databehandling i

forbindelse med tekstbehandling af breve og andre dokumenter og i forbindelse

med registrering af oplysninger i det elektroniske værnepligtssystem (VPS).

Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (herefter

kaldet persondataloven) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 1.

Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis

foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk

behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et

register.

Stk. 2.

§ 3.

I denne lov forstås ved:

Personoplysninger:Enhver form for information om en identificeret eller

identificerbar fysisk person (den registrerede).

Behandling:Enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af

elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til genstand for.

Register med personoplysninger (register):Enhver struktureret samling af

personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten

denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et

funktionsbestemt eller geografisk grundlag.

Den dataansvarlige:Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed,

institution eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre

afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages

behandling af oplysninger.

Databehandleren: Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed,

institution eller ethvert andet organ, der behandler

oplysninger på den dataansvarliges vegne.

Afsnit II

Behandlingsregler

Kapitel 4

Behandling af oplysninger

§ 5.

Oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god

databehandlingsskik.

Stk. 2.

Indsamling af oplysninger skal ske til

udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være

uforenelig

med disse formål.

Stk. 3.

Oplysninger, som behandles, skal være

relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til

opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål,

hvortil

oplysningerne senere behandles.

Stk. 4.

§ 6.

Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis

1)

6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der

henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en

tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller

§ 7.

Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund,

politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige

tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke

anvendelse, hvis

den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke

til en sådan behandling,

behandlingen er nødvendig for at beskytte den

registreredes eller en anden persons vitale interesser i tilfælde, hvor den

pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke,

behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet

offentliggjort af den registrerede, eller

behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan

fastlægges, gøres gældende eller forsvares.”

Bestemmelsen i persondataloven § 7, stk. 2,

nr. 4, omfatter bl.a. offentlige myndigheders behandling af oplysninger som

led

i myndighedsudøvelse.

Persondataloven indeholder videre bl.a.

følgende bestemmelser:

”§ 11. Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer

med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.

Stk. 2.

Afsnit III

Registreredes rettigheder

Kapitel 8

Oplysningspligt over for den registrerede

§ 28.

Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede skal den

dataansvarlige eller dennes repræsentant give den registrerede meddelelse om

følgende:

Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er

bestemt.

oplysninger, der under hensyn til de særlige

omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at

den

registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.:

Kategorierne

af modtagere.

Om

det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt

mulige

følger af ikke at svare.

Om

reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den

registrerede.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den

registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger.

§ 29.

Hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det

den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor

de

indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest

når

videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede

meddelelse om følgende:

Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er

bestemt.

Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de

særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige

for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.:

Hvilken

type oplysninger det drejer sig om.

Kategorierne

af modtagere.

Om

reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den

registrerede.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den

registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger, eller

hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov

eller

bestemmelser fastsat i henhold til lov.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke,

hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er

uforholdsmæssigt vanskelig.

§ 76.

Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2.

”

De undersøgte sager giver mig ikke grundlag for bemærkninger i relation

til persondatalovens ovenfor citerede

behandlingsregler. Statsamternes

og Overpræsidiets behandling af oplysningerne i de undersøgte sager ses

således

efter min opfattelse ikke at være sket i strid med de ovenfor citerede

bestemmelser i persondatalovens §§ 5-7.

Der er i ingen af de undersøgte sager sket individuel

underretning

til parter eller andre registrerede personer efter persondatalovens §§ 28 og

29.

En overholdelse af bestemmelserne i persondatalovens §§ 28 og 29 –

herunder orientering af registrerede personer om den registreredes

rettigheder

efter persondataloven – vil imidlertid i vid udstrækning kunne ske ved

generelle beskrivelser som den eller de registrerede underrettes om når

statsamtet/Overpræsidiet har registreret pågældende, jf. også pkt. 2.1.2, 1.

afsnit, og pkt. 2.2.2, samt pkt. 2.1.3, sidste afsnit, og pkt. 2.2.3, 3.

afsnit

i slutningen, i vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes

rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af

personoplysninger. Heraf fremgår at der ikke eksisterer formkrav til

meddelelsen til den registrerede, og at opfyldelse af underretningspligten

efter persondatalovens §§ 28 og 29 kan ske gennem en fortrykt, generel

vejledning på en ansøgningsblanket mv.

Nogen tid før den værnepligtige skal indkaldes til session, modtager

han samtidig vejledningen ”Før Session. Før Værnepligt” og et

helbredsspørgehæfte. Vejledningen indeholder bl.a. følgende:

”Hvis sessionen bedømmer dig egnet eller begrænset egnet til

værnepligtstjeneste, vil statsamtet videregive oplysning om dine

helbredsforhold

samt uddannelses- og erhvervsmæssige forhold til Forsvarets Værnepligt og

Rekruttering, som fordeler de værnepligtige.

Hvis sessionen bedømmer dig uegnet til værnepligtstjeneste, vil

oplysningerne blive bevaret i statsamtet.

Du har ret til

·

at bede om indsigt i de oplysninger som

findes i din sag

·

at gøre indsigelse mod at oplysningerne

behandles

·

at kræve berigtigelse, sletning eller

blokering af oplysninger, der er urigtige, vildledende eller på lignende måde

er behandlet i strid med lovgivningen.

Du kan henvende dig herom til det statsamt, der behandler din

sessionssag. (Se adresser på bagsiden af hæftet).”

Ca. 3 uger før sessionen modtager den værnepligtige hæftet ”Session.

Værnepligt”. Dette hæfte indeholder bl.a. også den ovenfor citerede

vejledning.

Efter sessionsbehandlingen får den værnepligtige et skema ”Resultatet

af din sessionsbehandling”. På bagsiden af dette skema er optrykt en

vejledning

som svarer til den ovenfor citerede fra hæftet ”Før Session. Før

Værnepligt”.

I sammenhæng med det øvrige indhold af de to hæfter og resultatskemaet

gives der den registrerede meddelelse om den dataansvarliges identitet, jf.

persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 1, og § 29, stk. 1, nr. 1, samt om

formålet med den behandling hvortil oplysningerne om den registreredes

helbredsmæssige

samt uddannelses- og erhvervsmæssige forhold er bestemt, jf. persondatalovens

§

28, stk. 1, nr. 2, og § 29, stk. 1, nr. 2. Endvidere gives der – i

relation til

persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 3, og § 29, stk. 1, nr. 3 – den

registrerede

meddelelse om hvilken myndighed der i en given situation vil modtage

oplysninger om den registreredes helbredsmæssige samt uddannelses- og

erhvervsmæssige forhold, ligesom der gives en generel vejledning om

hovedindholdet af den registreredes væsentligste rettigheder efter

persondataloven

(jf. persondatalovens § 28, stk. 1, nr. 3, litra c, og § 29, stk. 1, nr. 3,

litra c).

Den generelle vejledning omfatter uden tvivl et sessionsforløb hvor den

værnepligtige hverken søger udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4,

jf. § 27, eller søger fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3.

Selvom der i forbindelse med en behandling af en ansøgning efter

værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, normalt især vil blive behandlet

oplysninger om ansøgerens uddannelsesmæssige forhold – og dermed

oplysninger af

samme type som indgår i den almindelige sessionsbehandling – kan der dog

efter

min opfattelse rejses tvivl om hvorvidt der med den generelle vejledning også

er sket en tilstrækkelig oplysning efter persondatalovens § 28 i relation til

behandlingen af en ansøgning om udsættelse. Denne tvivl ville kunne

elimineres

ved en relativt kortfattet relevant udbygning af den generelle vejledning,

f.eks. under afsnittet ”Kan jeg komme senere på session” i hæftet

”Før session.

Før Værnepligt” (gengivet som

bilag 1

til denne rapport). Jeg bemærker herved at en tilstrækkelig generel

vejledning

kan erstatte en individuel underretning som normal vil skulle gives inden for

10 dage, jf. nærmere afsnit 13.b (s. 61ff) nedenfor.

Den generelle vejledning henviser ikke udtrykkeligt til de bestemmelser

i persondataloven hvoraf rettighederne fremgår (lovens kapitel 9 om den

registreredes indsigtsret, lovens § 35 om den registreredes indsigelsesret og

lovens § 37 om berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger der er

urigtige mv.). Det følger ikke af ordlyden af bestemmelserne i

persondatalovens

§ 28, stk. 1, nr. 3, litra c, og § 29, stk. 1, nr. 3, litra c, at der i

forbindelse med den dataansvarliges underretning af den registrerede om

dennes

rettigheder efter persondataloven skal henvises til de relevante bestemmelser

i

loven eller blot til loven. Der er heller ikke tale om at den dataansvarlige

myndighed herved træffer en afgørelse som skal ledsages af en begrundelse som

opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 (se herom nærmere afsnit

10.b nedenfor). Det er imidlertid min opfattelse at det – for at den

registrerede skal have mulighed for nærmere at få kendskab til sine

rettigheder

– ville være bedst stemmende med god forvaltningsskik og med

forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt, jf. princippet i

forvaltningslovens § 7, hvis en generel vejledning om registreredes

rettigheder

efter persondataloven indeholder en henvisning til lovgrundlaget for disse

rettigheder.

I min foreløbige rapport skrev jeg:

”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet at overveje om den generelle vejledning bør udbygges på

de

to ovenfor nævnte punkter.”

Efter persondatalovens § 29, stk. 1, nr. 3, litra a, skal meddelelsen

til den registrerede indeholde oplysning om

typen

af oplysninger som

indsamles. Den generelle vejledning omfatter ikke de CPR-oplysninger som

indhentes i sagerne om fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3. I

overensstemmelse

med betænkning nr. 1345/1997 om behandling af personoplysninger, s. 476, og

bemærkningerne

til forslaget til lov om personoplysninger (lovforslag nr. L 147/1999-2000,

fremsat den 9. december 1999 af justitsministeren, jf. Folketingstidende

1999-2000,

tillæg A, s. 3971ff, særligt første afsnit i de specielle bemærkninger til §

29, stk. 1, s. 4084) fremgår det af 3. afsnit i pkt. 2.2.3 i vejledning nr.

126

af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i lov om

behandling

af personoplysninger at der skal ske fornyet underretning af den registrerede

om behandling (indsamling) af

nye

typer af oplysninger som ikke er

omfattet af en tidligere givet meddelelse til den registrerede.

Jeg må derfor anse det for en fejl at statsamtet/Overpræsidiet ikke i

sagerne om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3

(sagerne

21-30, 51-60 og 81-90)

gav meddelelse til den registrerede om indsamlingen

og behandlingen af CPR-oplysningerne.

I min foreløbige rapport skrev jeg:

”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet at overveje hvorvidt den generelle vejledning bør

udbygges

således at der også i denne tages højde for de oplysninger som indsamles i

sagerne efter værnepligtslovens § 1, stk. 3.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”b) Persondataloven

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at de undersøgte

sager ikke giver Ombudsmanden grundlag for bemærkninger i relation til de

citerede behandlingsregler.

Det fremgår af rapporten, at der efter Ombudsmandens opfattelse kan

rejses tvivl om, hvorvidt der med den generelle vejledning (i de to

informationshæfter) også er sket en tilstrækkelig oplysning efter

persondatalovens § 28 i relation til behandling af en ansøgning om udsættelse

efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal hertil bemærke, at der i den

førstkommende udgave af hæftet ’Før session/Før værnepligt’ under

overskriften

’KAN JEG KOMME SENERE PÅ SESSION?’ vil blive tilføjet en oplysning

om, at de

oplysninger, som den værnepligtige anfører i sin ansøgning, vil blive anvendt

i

forbindelse med sessionsmyndighedens behandling af ansøgningen om udsættelse.

Til den generelle vejledning, som er anført i de ovenfor nævnte to

informationshæfter og i skemaet vedrørende resultatet af sessionen, bemærker

Ombudsmanden, at det – for at den registrerede skal have mulighed for

nærmere

at få kendskab til sine rettigheder – ville være bedst stemmende med god

forvaltningsskik og med forvaltningsmyndighedens almindelige

vejledningspligt,

jf. princippet i forvaltningslovens § 7, hvis en generel vejledning om

registreredes rettigheder efter persondataloven indeholder en henvisning til

lovgrundlaget for disse rettigheder.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I de førstkommende

udgaver af de to informationshæfter, som udsendes primo januar 2004

(Session/Værnepligt) og medio februar 2004 (Før session/Før værnepligt)

medtages en henvisning til lovgrundlaget. Tilsvarende henvisning medtages i

det

nævnte skema om sessionsresultatet.

Ombudsmanden anfører, at det må anses for en fejl, at

statsamterne/Overpræsidiet ikke i sagerne om fritagelse for værnepligt efter

værnepligtslovens § 1, stk. 3 (sagerne 21-30, 51-60 og 81-90) gav meddelelse

til den registrerede om indsamlingen og behandlingen af CPR-oplysningerne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I førstkommende udgave

af hæftet ’Før session/Før værnepligt’ under overskriften

’HVIS JEG ER FÆRING

ELLER GRØNLÆNDER’ vil der blive tilføjet, at sessionsmyndigheden i

forbindelse

med en ansøgning om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1,

stk. 3, vil sikre sig, at der foreligger oplysning om bopælsregistreringer i

henholdsvis CPR (for værnepligtige, der er tilflyttet fra Grønland) og i

Folkeregisteret under Færøernes Landsstyre (for værnepligtige, der er

tilflyttet fra Færøerne). Der henvises i øvrigt til ministeriets bemærkninger

under afsnit 8.”

Jeg tager det oplyste til efterretning.

Persondataloven indeholder i kapitel 9 bestemmelser om den

registreredes

indsigtsret. I ingen af de undersøgte sager har en

registreret anmodet om indsigt efter persondataloven.

7) Partshøring

a) Indledning

Forvaltningsloven indeholder i § 19 og § 21 følgende bestemmelser om

partshøring, henholdsvis på myndighedens initiativ og efter partens begæring:

”§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,

må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og

er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en

frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for

ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel

4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder mv., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling

med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder,

hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde

anvendelse,

ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.

§ 21.

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet

en

udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den

nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der

sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen

træffes.”

b) Foretagelse af partshøring

I ingen af de 90 undersøgte sager er

ansøgeren

blevet partshørt. Der ses ikke herved at være sket tilsidesættelse af

bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, jf. nærmere pkt. d nedenfor.

Der er heller ikke ud fra det oplyste holdepunkter for at antage at ansøgeren

i noget tilfælde har fremsat en anmodning omfattet af forvaltningslovens §

21.

c) Partshøringsfrist

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, sidste pkt., kan myndigheden fastsætte

en frist for svar på partshøringen.

Ved fastsættelsen af længden af en partshøringsfrist må der foretages en

konkret vurdering hvori bl.a. indgår sagens kompleksitet, hvor meget en

afslutning af sagen haster, omfanget og arten af de oplysninger der

partshøres over, partens eventuelle behov for at søge sag- eller fagkyndig

bistand i partshøringsfasen, og hvornår parten – bl.a. under hensyn til

partens bopæl og mulige fravær fra denne på grund af ferie eller anden

bortrejse – må antages at blive bekendt med partshøringen.

Da der ikke i nogen af de undersøgte sager er fortaget partshøring, har det

heller ikke været relevant for myndighederne at tage stilling til

partshøringsfristens længde.

d) Materiale omfattet af

partshøring

Alle 90 undersøgte sager er ansøgningssager hvor ansøgeren er klar over at

sagen verserer, og hvor der derfor ikke allerede på grund af partens

(antagelige) uvidenhed om sagens behandling vil skulle foretages partshøring,

smh. UfR 2000.2088V.

De 60 sager om udsættelse af møde for sessionen efter værnepligtslovens § 13,

stk. 4, jf. § 27

(sagerne 01-20, 31-50 og 61-80)

, er afgjort enten udelukkende på baggrund af oplysninger om uddannelsens

art, afslutningstidspunkt mv.

(sagerne 01-20, 31-40, 42-44, 46-50 og 61-80)

eller udelukkende på baggrund af oplysning om ansøgerens alder (fødselsdag og

-år)

(sagerne 41 og 45). For så vidt angår den første gruppe sager, er

betingelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, 1. pkt., om at parten ikke er

bekendt med at myndigheden er i besiddelse af oplysningen, ikke opfyldt. For

så vidt angår den anden gruppe sager, indgår alderen som en udtrykkelig

betingelse i lovens § 13, stk. 4, og ansøgerens fødselsdag er en

sådan notorisk oplysning som kan undtages fra partshøring efter bestemmelsen

i

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

I de 30 sager om fritagelse for værnepligt

efter værnepligtslovens § 1, stk. 3

(sagerne 21-30, 51-60 og 81-90)

, har

statsamtet/Overpræsidiet uden partens viden herom indhentet CPR-oplysninger

om

parten. De indhentede oplysninger har i intet af de undersøgte tilfælde ført

til at ansøgningen om fritagelse er blevet afslået idet

statsamtet/Overpræ-sidiet

i alle tilfælde har lagt til grund at ansøgeren har opfyldt lovens krav om

mindst 10 års ophold på Færøerne eller i Grønland. Det kan herefter ikke

antages at betingelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt. (at

oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens

afgørelse) er opfyldt for så vidt angår disse oplysninger. Hertil kommer at

oplysninger af den omhandlede art formentlig normalt vil kunne undtages fra

partshøring efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at i ingen af de 90

undersøgte sager er ansøgeren blevet partshørt, og at der ikke herved ses at

være sket tilsidesættelse af bestemmelsen i forvaltningslovens §

19.”

8) Sagsoplysning

Efter officialprincippet påhviler det den myndighed der skal træffe

afgørelse, at påse at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at myndigheden kan

træffe en fuldt forsvarlig afgørelse.

Værnepligtsloven indeholder i § 27 følgende bestemmelse:

”§ 27.

værnepligtige kan gives udsættelse , når de

godtgør

, at udsættelsen af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde vil

være af særlig betydning for dem.” [ombudsmandens fremhævelse i kursiv]

Denne bestemmelse kan ikke antages at fravige det

almindeligt gældende forvaltningsretlige officialprincip. Bestemmelsen må

derimod antages at forudsætte at ansøgeren kan pålægges at fremskaffe den

fornødne dokumentation i sagen. Retsstillingen er således den at

statsamtet/Overpræsidiet

har pligt til at påse at de relevante oplysninger og den relevante

dokumentation

er til stede i sagen inden der træffes afgørelse og – hvis dette ikke er

tilfældet

– da eventuelt bede ansøgeren om at skaffe de(n) manglende relevante

oplysning(er) og dokumentation. Undlader ansøgeren at følge en sådan

anmodning,

vil det kunne have processuel skadevirkning, dvs. vil kunne føre til at

ansøgningen

afslås.

I forbindelse med behandlingen af

fritagelsessagerne

(sagerne 21-20, 51-60 og 81-90)

har statsamtet/Overpræsidiet

i alle tilfælde foretaget udtræk af CPR-registret. I 11 af de 30 sager der

angår personer som har opholdt sig i mindst 10 år i Grønland

(sagerne 29, 30,

51-56, 81, 87 og 90)

, indeholder CPR-oplysningerne en fuldstændig angivelse

af samtlige adresser ansøgeren har været tilmeldt i Grønland og i Danmark fra

fødslen og indtil tidspunktet for forespørgslen. Af oplysningerne fremgår

bl.a.

at ansøgeren i

sag 51

har boet i Danmark i sammenlagt ca. 15 år og 8

måneder fordelt på tre perioder, og at ansøgeren imellem de to første af

disse

perioder har opholdt sig i Sverige i ca. 3 år og 1 måned. Det fremgår også at

ansøgeren i

sag 87

har boet i Danmark i sammenlagt ca. 10 år og 9

måneder fordelt på to perioder, og at ansøgeren imellem disse perioder har

opholdt sig i Norge i ca. 3 år og 8 måneder.

Af de 19 af de 30 fritagelsessager som angår

personer som har opholdt sig i mindst 10 år på Færøerne

(sagerne 21-28, 57-60,

82-86, 88 og 89)

, fremgår det af CPR-oplysnin-gerne blot at den pågældende

er født på Færøerne, at den pågældende senest er flyttet til Danmark fra

Færøerne,

samt hvilken eller hvilke perioder den pågældende har været tilmeldt et dansk

folkeregister. Af oplysningerne fremgår bl.a. at ansøgerne i fire af sagerne

(sagerne

22, 24, 58 og 88)

har boet i Danmark i to perioder. I ingen af de 19 sager

fremgår det af de indhentede CPR-oplysninger hvor ansøgeren har boet i

perioder

hvor den pågældende

ikke

har boet i Danmark, og CPR-oplysningerne ses

således ikke at dokumentere at ansøgeren har opholdt sig på Færøerne i hele

den

eller de periode(r) hvor ansøgeren

ikke

har været tilmeldt et dansk

folkeregister. Ansøgeren kan ud fra CPR-oplysningerne godt have boet i

udlandet

(f.eks. Norge eller Sverige, som tilfældet er i to af sagerne fra Grønland) i

en – eventuelt væsentlig – del af den periode den pågældende ikke

har været

tilmeldt et dansk folkeregister.

I alle de 30 sager angående fritagelse efter

værnepligtslovens § 1, stk. 3, har ansøgeren i forbindelse med ansøgningen

erklæret at have opholdt sig i mindst 10 år i Grønland, henholdsvis på

Færøerne. I de 19 sager angående Færøerne må jeg antage at

statsamtet/Overpræsidiet

har lagt til grund at ansøgeren har boet på Færøerne i hele den eller de

periode(r) hvor den pågældende ikke har været tilmeldt et dansk

folkeregister.

Efter min opfattelse kan der rejses det spørgsmål

om den (i denne relation tilfældige) omstændighed at der i det danske

CPR-system findes oplysninger om bopælsregistreringer i Grønland, men ikke på

Færøerne,

bør medføre at sager med personer som har opholdt sig på Færøerne, afgøres på

et – principielt – væsentligt ringere oplysningsgrundlag end de

tilsvarende

sager vedrørende ophold i Grønland.

Jeg bemærker herved at der på Færøerne er

oprettet et centralt folkeregister under Færøernes Landsstyre

(Landsfólkayvirlitið), jf. § 2, stk. 1, i lagtingslov nr. 86 af 1. juni 1982

om

folkeregistre, og at det ved henvendelse hertil vil kunne oplyses i

hvilken/hvilke

periode(r) en person har været folkeregistreret på Færøerne.

I min foreløbige rapport skrev jeg:

”Jeg er indstillet på at henstille til

statsamtet/Overpræsidiet at overveje hvorvidt sags-oplysningspraksis i sager

angående fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3,

bør ændres for så vidt angår personer som har opholdt sig på Færøerne.”

Statsamtet Sønderjylland

har i sin udtalelse af 30. oktober 2003

anført:

”Side 36 i udkastet angives, at Folketingets Ombudsmand påtænker en

henstilling til statsamterne og Overpræsidiet om sagsoplysning i sager om

fritagelse for værnepligt på grund af tilhørsforhold til Færøerne således, at

der ud over de oplysninger, der foreligger i form af den pågældendes egen

erklæring afgivet under strafansvar samt CPR-registerets udvisende,

yderligere

indhentes oplysninger fra folkeregisteret under Færøernes Landsstyre.

Statsamtet kan tiltræde, at indførelse af en sådan fremgangsmåde vil

medføre et sikrere grundlag for afgørelsen af disse sager.”

Københavns Overpræsidium

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Overpræsidiet er endvidere enigt i, at sagsoplysningspraksis i sager

angående fritagelse for værnepligt efter værnepligtlovens §1, stk. 3, bør

ændres for så vidt angår personer, som har opholdt sig på Færøerne

(rapportudkastet

side 36), og Overpræsidiet har nu taget initiativ hertil.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Ombudsmanden peger på, at oplysningsgrundlaget for afgørelse af sager

efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, vedrørende ansøgninger om fritagelse for

værnepligt på baggrund af ophold på Færøerne afgøres på et – principielt

–

ringere oplysningsgrundlag end de tilsvarende sager vedrørende ophold i

Grønland.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet deler denne opfattelse. Ministeriet

vil udgive en revideret vejledning om behandling af sager efter

værnepligtslovens § 1, stk. 3, til samtlige værnepligtsadministrerende

statsamter og Overpræsidiet. Vejledningen vil indeholde krav om, at der i

alle

tilfælde skal foreligge oplysninger om bopælsregistreringer, jf. herved

ministeriets bemærkninger under afsnit 6.

Det tilføjes, at det ved Indenrigs- og Sundhedsministeriets henvendelse

til lovafdelingen i det færøske justitsministerium (Løgmálaráðið) er oplyst,

at den færøske personoplysningslov ikke umiddelbart tillader, at der fra

registeret udleveres oplysninger om bopælsregistreringer til myndigheder uden

for Færøerne. Justitsministeriet har henvist til det færøske datatilsyn

(Dátueftirlitið), hvortil Indenrigs- og Sundhedsministeriet har rettet

henvendelse med en anmodning om, at der tilvejebringes hjemmel til, at

oplysninger

om bopælsregistreringer kan indhentes af de værnepligtsadministrerende

statsamter

og Overpræsidiet til brug for behandling af sager om fritagelse for

værnepligt.”

Jeg tager det af Statsamtet Sønderjylland,

Københavns Overpræsidium og Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste til

efterretning. Jeg skal dog pege på at værnepligtsmyndighederne – hvis

ikke de

vil kunne få de relevante oplysninger fra det færøske landsfolkeregister

– i

stedet efter almindelige forvaltningsretlige principper vil kunne bede en

ansøger om selv at fremlægge den fornødne dokumentation fra de færøske

folkeregistermyndigheder, og at en tilsidesættelse af en sådan anmodning vil

kunne tillægges processuel skadevirkning.

I 8 sager

(

sagerne 14, 51, 53-55 og 57-59

)

har statsamtet/Overpræsidiet foretaget yderligere sagsoplysningsskridt ud

over

at indhente CPR-oplysninger.

Jeg tager det oplyste om

sag 08

til

efterretning.

I

sag 14

bad statsamtet i brev af 9.

oktober 2002 ansøgeren om at indsende bestemte yderligere oplysninger.

I 7 sager

(sagerne 51, 53-55 og 57-59)

opfordrede statsamtet den værnepligtige til at indsende ansøgning om

fritagelse

for værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3; se herom i øvrigt

ovenfor,

afsnit 4 om vejledning.

I

sag 08

er uddannelsens afslutningsdato

uafklaret, og statsamtet har ikke søgt dette forhold afklaret. Det fremgår

ikke

hvilken afslutningsdato statsamtet har lagt til grund da det traf afgørelse

om

at udsætte sessionstidspunktet.

Statsamtet Sønderjylland

har i sin udtalelse af 30. oktober 2003

anført:

”I udkastet anføres ligeledes på side 36 vedrørende sag 08, der angår

udsættelse med session, at uddannelsens afslutningsdato er uafklaret, og at

statsamtet ikke har søgt dette forhold afklaret, ligesom det ikke fremgår,

hvilken afslutningsdato statsamtet har lagt til grund for den pågældende

uddannelse,

der begrundede udsættelsen af sessionstidspunktet.

Hertil skal bemærkes, at der så vidt det nu kan konstateres er tale

om, at den pågældende ansøger var i gang med en grunduddannelse på EUC, som

skulle følges op af videre uddannelse på en læreplads. Ansøgeren havde

imidlertid på ansøgningstidspunktet endnu ikke fået nogen læreplads, og

tidspunktet for uddannelsens afslutning kunne derfor ikke oplyses.

Der er derfor i denne sag alene givet en foreløbig udsættelse i et

halvt år (til næste session) med henblik på afklaring af spørgsmålet om

uddannelsens varighed, jf. herved pkt. 3.1, stk. 2, i Indenrigsministeriets

cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om udsættelse af tidspunktet for

værnepligtiges møde for session og til aftjening af værnepligt.

Det er statsamtets opfattelse, at denne sag er oplyst tilstrækkeligt

som grundlag for en foreløbig udsættelse, og at afgørelsen herom er

korrekt.”

I

sag 74

har ansøgeren ikke underskrevet

ansøgningsblanketten om udsættelse af session, og de rubrikker som heri skal

udfyldes af arbejdsgiveren, kunne efter skriften at dømme være udfyldt af

ansøgeren. Overpræsidiet har ikke søgt disse forhold afklaret. Efter

omstændighederne kan dette ikke give mig anledning til bemærkninger idet

Overpræsidiet afslog ansøgningen med henvisning til at ansøgeren efter sine

egne oplysninger ville afslutte sin uddannelse inden den dato som var angivet

på det udsendte spørgekort. En manglende underskrift fra ansøgeren og en

(eventuel) manglende dokumentation fra arbejdsgiveren var i denne situation

ikke væsentlig for sagens afgørelse.

9) Tavshedspligt – indhentelse

og videregivelse af oplysninger

Straffelovens § 152 indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

”§ 152.

Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som

uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den

pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes ...

Stk. 3.

En oplysning er fortrolig, når den ved lov

eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt

er

nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser.”

De hensyn som kan begrunde tavshedspligt, er

nærmere beskrevet i forvaltningslovens § 27, stk. 1:

”§ 27.

Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt,

jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-

152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig

bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt

at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, herunder navnlig til:

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske

interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af

lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner

eller

andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til

skatte- og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder

udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

enkeltpersoners eller private selskabers eller

foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller

interne, herunder økonomiske, forhold, eller

enkeltpersoners eller private selskabers eller

foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske

indretninger

eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.”

Spørgsmålet om

videregivelse

af oplysninger

mellem

forvaltningsmyndigheder

er nærmere reguleret i forvaltningslovens § 28 der

sondrer mellem såkaldt særligt fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 1, og

andre fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 3. § 28, stk. 1-3, indeholder

følgende

bestemmelser:

”§ 28.

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder

oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige,

seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold,

væsentlige

sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke

videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2.

Videregivelse af de i

stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller

offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der

begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,

eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling

eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller

kontrolopgaver.

Stk. 3.

Andre fortrolige

oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en

anden

forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af

væsentlig

betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden

skal

træffe.”

Videregivelse af oplysninger til

andre end en anden forvaltningsmyndighed

(det vil bl.a. sige videregivelse til private), er ikke reguleret i

forvaltningsloven.

I disse situationer må der i princippet tages stilling til en videregivelse

direkte på grundlag af bestemmelsen i straffelovens § 152, stk. 1,

sammenholdt

med forvaltningslovens § 27, stk. 1. Ved vurderingen af hvorvidt en

videregivelse må anses for

”uberettiget”

,

vil der dog i visse situationer kunne hentes nogen vejledning i de

detaljerede

videregivelsesregler i forvaltningslovens § 28.

Bestemmelserne om videregivelse af fortrolige

oplysninger suppleres af forvaltningslovens § 29 som angår indhentelse af

særligt fortrolige oplysninger. Bestemmelsen i § 29 har følgende ordlyd:

”

§ 29.

I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private

forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden

forvaltningsmyndighed.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

ansøgeren har givet samtykke hertil,

andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i

henhold til lov eller

særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart

overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.”

Ingen de undersøgte sager indeholder oplysninger

omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1 (såkaldt særligt fortrolige

oplysninger),

herunder oplysninger om helbredsmæssige forhold, og dermed heller ikke

oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 29. Derimod må en række

oplysninger i sagerne anses for omfattet af forvaltningslovens § 27 og § 28,

stk. 3 (såkaldt almindeligt fortrolige oplysninger), bl.a. oplysninger om

arbejds- og uddannelsesmæssige forhold, personnumre mv.

I intet tilfælde er der i de 90 undersøgte sager

anledning til at rejse spørgsmål om overtrædelse af reglerne om tavshedspligt

og videregivelse af fortrolige oplysninger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i intet

tilfælde i de 90 undersøgte sager er anledning til at rejse spørgsmål om

overtrædelse af reglerne om tavshedspligt og videregivelse af fortrolige

oplysninger.”

10) Begrundelse mv.

a) Indledning

Forvaltningsloven indeholder i kapitel 6 følgende bestemmelser om begrundelse

af afgørelser:

”§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af

en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en

skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for

myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om

afgørelsen.

Stk. 2.

En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest

muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen

er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden

hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at

kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde

vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private

eller offentlige interesser, jfr. §

15.”

Begrundelsespligten gælder i forbindelse med

afgørelser der ikke giver den pågældende part fuldt ud medhold, jf. § 22 og §

23, stk. 1, 1. pkt.

I forbindelse med skriftligt meddelte afgørelser

gælder bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om samtidig

begrundelse.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.,

skal der i begrundelsen henvises til den eller de

retsregler

der danner grundlag for afgørelsen. Henvisningen må være

præcis. For så vidt angår love og bekendtgørelser der er optaget i

Lovtidende,

må der således henvises til nr., dato og korrekt titel i Lovtidende samt til

de(n) relevante paragraf(fer), stk.(r), pkt.(r), litra, led osv. Er en

retsforskrift kundgjort på anden måde (f.eks. ved kundgørelse af

bekendtgørelser og lignende i et alternativt medium med hjemmel i en kongelig

anordning, udstedt i medfør af § 2, stk. 2, 2. led, i lovtidendeloven

(lovbekendtgørelse

nr. 842 af 16. december 1991 om udgivelsen af en Lovtidende og en

Ministerialtidende) eller ved optagelse af fællesskabsretlige regler i De

Europæiske Fællesskabers Tidende), må der – ud over den korrekte titel,

nr.,

dato osv. – henvises hertil. Meningen med kravet om en præcis henvisning

til

de(n) relevant(e) retsforskrift(er) er også at give parten mulighed for at

foretage kontrolopslag i den originale retskilde. En identifikation af

retsforskriften ved dennes almindelige kaldenavn vil kunne være

tilstrækkeligt

i tilfælde hvor myndigheden med sikkerhed kan lægge til grund at parten i

forvejen kender retsforskriften og dens præcise indhold, og hvor der samtidig

ikke – på grund af ændringer i retsforskriften – kan være tvivl om

hvilken

affattelse af retsforskriften der er anvendt. På det område der er omfattet

af undersøgelsen, vil der næppe kunne tænkes sådanne retsforskrifter med et

almindeligt kaldenavn.

For så vidt angår skønsmæssige afgørelser – dvs.

afgørelser hvor betingelserne for at træffe en given afgørelse (retsfaktum)

og/eller afgørelsens indhold (retsfølgen) i den skrevne retsforskrift ikke er

angivet eller dog kun angivet med en ikke ubetydelig mangel på præcision

– kræver

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., at de bestemmende

hovedhensyn

– dvs. de væsentlige

kriterier der har ført til afgørelsen – skal angives.

I en vis udstrækning vil en begrundelse også

skulle tage stilling til

partsanbringender

,

jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359. Dette gælder

ikke blot såfremt partens anbringender angår kriterier som myndigheden selv

har inddraget i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke

umiddelbart kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For

så vidt angår anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller

irrelevante,

men som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være

rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive at de pågældende

anbringender ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere at

myndigheden

har været opmærksom på disse.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal

begrundelsen endvidere ”om fornødent indeholde en kort redegørelse”

for sagens

faktum. Omfanget, indholdet og detaljeringsgraden af en redegørelse for

sagens

faktum afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Behovet for

en

redegørelse for sagens faktum må bl.a. vurderes på baggrund af i hvilket

omfang

parten har medvirket i sagens behandling (særligt ved partshøring og

partsaktindsigt),

og hvorvidt sagens faktum i øvrigt er velkendt for parten eller ej. Herudover

må kompleksiteten af sagens faktum også indgå i vurderingen, ligesom det er

af

betydning om faktum er omtvistet eller ej. I relation til omstridt faktum må

begrundelsen ikke blot indeholde en angivelse af at faktum er omstridt, men

også en angivelse af de modstridende versioner heraf samt en udtrykkelig

angivelse af hvilket faktum myndigheden bevismæssigt lægger til grund i

forbindelse

med afgørelsen.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan

begrundelsens indhold kun begrænses i det omfang oplysninger der ellers

skulle

være indgået i begrundelsen efter § 24, stk. 1 og 2, ville kunne undtages fra

aktindsigt i medfør af den ganske restriktive bestemmelse i

forvaltningslovens

§ 15; denne bestemmelse kræver at der foreligger

afgørende

modhensyn af nærmere bestemt karakter. En indskrænkning

af begrundelsen efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, vil ikke kunne tænkes

at

være relevant på det undersøgte område.

I øvrigt kan med hensyn til begrundelsespligten

og begrundelsens indhold henvises til Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,

Forvaltningsret

(2. udgave 2002), s. 551ff, og særligt s. 556ff.

b) Begrundelser i de undersøgte

sager

I

sag 11

havde den værnepligtige modtaget et spørgekort hvoraf bl.a. fremgik at den

pågældende skulle søge om udsættelse af session hvis han afslutter sin

uddannelse efter den 1. januar 2004. Den værnepligtige søgte om udsættelse af

sessionstidspunktet og angav i ansøgningsskemaet at uddannelsen ville blive

afsluttet på en tidligere dato. Statsamtet meddelte ansøgeren følgende

afgørelse i sagen:

”Af din ansøgning om udsættelse med session fremgår det, at du forventer

at afslutte din uddannelse allerede den [dato].

Du har derfor ikke behov for udsættelse med sessionsmødet efter de gældende

regler.

I stedet har sessionen mulighed for – under sessionsmødet – at

notere på din sag, at du tidligst kan indkaldes, når du har afsluttet din

uddannelse.

Det er dog nødvendigt, at du ved sessionsmødet medbringer bevis for, at

din uddannelse vil være afsluttet som nævnt i din ansøgning.

Du bedes derfor snarest sende os dit helbredsspørgehæfte i udfyldt

stand. Kuvert hertil vedlægges.”

Afgørelserne i 8 andre sager

(sagerne 12, 13 og 15-20)

er ifølge

de individuelle brevkopier i sagerne af et helt tilsvarende indhold.

Afgørelserne i disse 9 sager er formuleret i overensstemmelse med et

standardbrev (formular II-1) udarbejdet af Indenrigsministeriet i marts 2001.

I

12 andre sager

(sagerne 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)

er udsættelse af

session afslået af samme grund som i de 9 sager, og det må antages at

afgørelserne i disse 12 sager har været tilsvarende formuleret. Jeg har

således

lagt til grund at der i yderligere 20 af de undersøgte sager er meddelt en

afgørelse som er enslydende med afgørelsen i

sag 11.

I

sag 14

havde den værnepligtige i efteråret 2002 søgt

udsættelse af sessionen med henvisning til at han fra efteråret 2003 til

efteråret

2005 ville være under uddannelse. Statsamtet meddelte ansøgeren følgende

afgørelse:

”Af din ansøgning om udsættelse med session fremgår det, at du ikke i

øjeblikket er under uddannelse.

Statsamtet har ikke mulighed for at imødekomme din ansøgning, da udsættelse

med sessionen som hovedregel kun gives, når der er tale om uddannelsesmæssige

forhold.

Denne afgørelse kan ankes til Indenrigsministeriet. I givet fald skal

klagen sendes til statsamtet, som med en udtalelse om sagen vil sende den

videre til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.”

Afgørelsen i

sag 14

er

formuleret i overensstemmelse med

et standardbrev (formular II-4) udarbejdet

af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i marts 2002.

I

sag 41

søgte den værnepligtige, som var født i juli måned 1978

og således ville fylde 25 år i juli 2003, i marts 2003 udsættelse af

sessionen

under henvisning til sine fortsatte studier på universitetet. Statsamtet

meddelte herefter ansøgeren følgende afgørelse i sagen:

”Statsamtet har den [dato] modtaget din ansøgning om udsættelse med

session.

Vi kan desværre ikke imødekomme ansøgningen, idet reglerne i

værnepligtsloven bestemmer, at udsættelse kun kan gives indtil udgangen af

det

år, hvori den værnepligtige fylder 25 år.

En eventuel indkaldelse til værnepligtstjeneste vil dog tidligst kunne

ske ½ år efter udløbet af det halvår, hvori du har været på session.

Du bedes derfor snarest sende os dit helbredsspørgehæfte i udfyldt

stand.

Skulle din uddannelse ikke være afsluttet på indkaldelsestidspunktet,

kan du søge om udsættelse med indkaldelsen.

Denne afgørelse kan ankes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I

givet fald skal klagen sendes til Statsamtet, som med en udtalelse om sagen

vil

sende den videre til Indenrigsministeriet.”

Afgørelsen i

sag 41

er

formuleret i overensstemmelse med

et standardbrev (formular II-2) udarbejdet af

Indenrigs- og Sundhedsministeriet i marts 2002.

I

sag 45

traf statsamtet en enslydende afgørelse, dog med

tilføjelse af at ansøgeren fortsat skulle møde på sessionen på et bestemt

tidspunkt ca.1 uge efter afgørelsen.

I

sag 50

meddelte

statsamtet ansøgeren følgende afgørelse:

”Statsamtet Fyn har modtaget din ansøgning om udsættelse af session,

idet du starter et 3-årigt kursus på ( ) Musikskole.

Sessionen kan desværre ikke imødekomme din ansøgning, idet det fremgår

af ansøgningen at undervisningen kun vil udgøre ca. 9 timer pr. uge.

Det fremgår af Cirkulære om udsættelse (cirkulære nr. 156 af 15.

oktober 1999) punkt 5.4, at det gennemsnitlige daglige tidsforbrug, der

behøves

til gennemførelse af den normerede uddannelse, skal svare til en normal

arbejdsdag.

Du skal herefter fortsat møde på [session; ombudsmandens tilføjelse] i

1. halvår af 2003.

Du bedes derfor snarest sende os dit helbredsspørgehæfte i udfyldt

stand. Kuvert hertil vedlægges.

Denne afgørelse kan ankes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I

givet fald skal klagen sendes til Statsamtet, som med en udtalelse om sagen

vil

sende den videre til Indenrigsministeriet.”

I

sag 79

meddelte Overpræsidiet

ansøgeren følgende afgørelse:

”I anledning af din ansøgning om udsættelse, hvoraf det fremgår, at du

er antaget som professionel fodboldspiller i [klubbens navn], skal det

meddeles, at ansøgningen ikke kan imødekommes.

Udsættelse med at møde på session kan som hovedregel kun bevilges, når

grundlaget er uddannelsesmæssige forhold (evt. lærekontrakt eller anden

godkendt uddannelsesaftale).

En eventuel indkaldelse til værnepligtstjeneste vil normalt finde sted

i tidsrummet fra 1. januar 2004 til 30. juni 2004.

Hvis du bliver indkaldt til aftjening af

værnepligt, må du søge udsættelse med selve værnepligten.

Denne afgørelse kan ankes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I

givet fald skal klagen sendes til Københavns Overpræsidium, som med en

udtalelse om sagen vil sende den videre til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet.”

Formuleringen af afgørelsen i

sag 79

er delvis hentet fra det af Indenrigs- og Sundhedsministeriet udarbejdede

standardbrev II-4. Det må formentlig antages at afgørelsen i

sag 73

hvor

udsættelse af sessionen blev afslået på baggrund af ansøgerens ansættelse hos

en ejendomsmægler (men hvor der ikke findes en brevkopi på sagen), har været

formuleret på en lignende måde.

I 3 af de undersøgte sager

(sagerne 43, 44

og 46)

hvor der ikke findes en kopi af afgørelsen på sagen, og hvor det i

øvrigt ikke af notater eller på anden måde af sagen fremgår hvilken afgørelse

der er truffet i sagen, er det så meget desto mindre muligt at opstille nogen

blot nogenlunde sikker antagelse om hvorledes afgørelsen har været

formuleret.

c) Henvisning til skrevne regler

Som det fremgår ovenfor, kræves der efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, en

præcis henvisning til den (eller de) anvendte retsregel (eller retsregler);

derimod kræver hverken forvaltningsloven eller god forvaltningsskik at en

afgørelse citerer den eller de relevante bestemmelse(r). Citat af den eller

de anvendte bestemmelse(r) er efter min opfattelse et positivt tiltag, men

det kan ikke erstatte den præcise henvisning som kræves efter

forvaltningsloven. Meningen med forvaltningslovens krav om henvisning til

retsregler er også at parten selv skal kunne finde frem til reglen således

som den er officielt kundgjort (oftest i Lovtidende).

Omvendt kan det være noget vildledende at henvise til ”lov nr. af

med senere ændringer” hvis den eller de relevante bestemmelser ikke er

ændret siden hovedloven.

Den formelle henvisning til love bør ske som følger:

Hvis den eller de relevante bestemmelse(r) i loven ikke er ændret siden

hovedloven, kan der ske henvisning udelukkende til hovedloven; hvis der er

lavet én eller flere bekendtgørelse(r) af loven, må en henvisning til (den

seneste) lovbekendtgørelse(n) dog foretrækkes.

Hvis den eller de relevante bestemmelse(r) i loven er ændret siden

hovedloven, kan der ske en henvisning til hovedloven og den eller de

relevante

ændringslov(e). Hvis der er lavet en eller flere bekendtgørelse(r) af loven,

må

en henvisning til (den seneste) lovbekendtgørelse(n) og den eller de

relevante

lovændring(er) som er nyere end lovbekendtgørelsen, dog foretrækkes.

Tilsvarende retningslinjer bør følges i relation til andre typer af

retsforskrifter.

I 60 af de 90 undersøgte sager

(sagerne 01-10, 21-40, 51-70 og

81-90)

må ansøgeren antages at have fået fuldt ud medhold, og der har

derfor ikke i disse sager efter forvaltningslovens § 22 været krav om en

begrundelse som opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1.

I 27 af de undersøgte sager – dvs. i alle de sager hvor indholdet af

afslaget kan anses for dokumenteret – er der fejlagtigt ingen eller

mangelfuld

henvisning til retsgrundlaget for afgørelsen.

I de 21 sager hvor afgørelsen antages at være formuleret som i

sag

11

(dvs.

sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)

indeholder afgørelsen overhovedet ingen henvisning til retsregler.

Tilsvarende indeholder afgørelsen i

sag 14

overhovedet ingen

henvisning til retsregler.

I 2 sager

(sagerne 41 og 45)

indeholder afgørelsen et referat af

en relevant del af retsgrundlaget, men ingen henvisning til retsregler ud

over

en generel og helt utilstrækkelig henvisning til ”reglerne i

værnepligtsloven”.

I

sag 50

mangler der i statsamtets begrundelse en henvisning til

§ 13, stk. 4, jf. § 27, i værnepligtsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 470 af

17. juni 2002) og til pkt. 3.2 i cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om

udsættelse af tidspunktet for værnepligtiges møde for session og til

aftjening

af værnepligt.

I

sag 79

indeholder afgørelsen ingen henvisning til de relevante

retsregler. Tilsvarende må antages at være tilfældet med hensyn til

afgørelsen

i

sag 73.

Det er selvsagt beklageligt at de afgørelser som

statsamtet/Overpræsidiet har truffet, ikke opfylder kravet i

forvaltningslovens

§ 24, stk. 1. I min foreløbige rapport skrev jeg i forlængelse heraf:

” da afgørelserne i meget høj grad er formuleret på baggrund af

standardbreve udarbejdet af (nu) Indenrigs- og Sundhedsministeriet, er jeg

indstillet på at henstille til ministeriet at ministeriet foranlediger

standardbrevene revideret således at de opfylder kravene i forvaltningslovens

§

24, stk.

1.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Ombudsmanden peger i rapporten på en række sager, som enten ikke

indeholder en henvisning til retsgrundlaget for afgørelser eller en

mangelfuld

henvisning. Det fremgår videre, at afgørelserne i meget høj grad er

formuleret

på baggrund af standardbreve udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af

standardbrevene, som forventes afsluttet inden udgangen af november

2003.”

Jeg har taget det oplyste til efterretning.

d) Redegørelse for praksis

I ingen af de undersøgte sager har jeg savnet en redegørelse for

statsamtets/Overpræsidiets praksis på relevante områder.

e) Redegørelse for hovedhensyn

I statsamtets/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte sager er der ikke i

alle tilfælde redegjort fyldestgørende for de

væsentligste hovedhensyn.

Dette gælder i de 21 sager hvor der er givet afslag på udsættelse af

sessionen med henvisning til at der ”ikke (er) behov for

udsættelse” fordi ansøgeren forventer at afslutte sin uddannelse inden

en bestemt dato

(

sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80). En fyldestgørende

begrundelse ville i disse sager bl.a. kræve en konkret forklaring på hvornår

ansøgeren kan forvente eventuelt at blive indkaldt til værnepligtstjeneste.

Ligeledes gælder dette i de to sager (

sagerne 41 og 45

) hvor der blev givet afslag på grund af ansøgerens alder.

En fyldestgørende begrundelse ville i disse sager bl.a. kræve en konkret

forklaring på hvorfor der ikke kunne gives ansøgeren delvis medhold ved møde

for sessionen på et senere tidspunkt inden udløbet af det år hvori ansøgeren

fylder 25 år.

f) Begrundelse i forhold til

partsanbringender

I ingen af de undersøgte sager er der efter min opfattelse grundlag for at

rejse spørgsmålet om statsamtet/Overpræsidiet i sin begrundelse forholdt sig

til et relevant

partsanbringende.

g) Sagsfremstilling (gengivelse af

faktum)

I 60 af de 90 undersøgte sager

(sagerne 01-10, 21-40, 51-70 og 81-90)

må ansøgeren antages at have fået fuldt ud medhold, og der har derfor ikke i

disse sager efter forvaltningslovens § 22 været krav om en begrundelse som

opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2.

I de sager hvor ansøgeren ikke har fået fuldt ud medhold i en ansøgning om

udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27, er der en tæt

sammenhæng mellem redegørelsen for de væsentligste hovedhensyn ved afgørelsen

og gengivelsen af faktum.

I 24 af de 27 undersøgte sager hvor afslaget er dokumenteret, indeholder

statsamtets/Overpræsidiets afgørelse ikke en tilstrækkelig gengivelse af

sagens faktum.

Dette gælder i de 21 sager hvor der er givet afslag på udsættelse af

sessionen med henvisning til at der ”ikke (er) behov for

udsættelse” fordi ansøgeren forventer at afslutte sin uddannelse inden

en bestemt i afgørelsen angivet dato

(

sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80). En fyldestgørende

begrundelse ville i disse sager bl.a. kræve en angivelse af den dato som var

anført på det tilsendte spørgekort, samt de faktiske omstændigheder som

begrunder at der ikke er

”behov” for udsættelse (formentlig at ansøgeren i givet fald

tidligst vil blive

indkaldt til aftjening af værnepligt fra den på spørgekortet anførte dato).

Ligeledes gælder dette i de 2 sager

(sagerne

41 og 45)

hvor der blev givet afslag på grund af ansøgerens alder.

En fyldestgørende begrundelse ville i disse

sager bl.a. kræve en angivelse af de faktiske omstændigheder som begrunder at

ansøgeren ikke kan give møde for sessionen på et senere tidspunkt inden

udløbet

af det år hvori ansøgeren fylder 25 år.

I

sag 14

burde afgørelsen have indeholdt

en angivelse af de faktiske omstændigheder som var grundlaget for statsamtets

opfattelse

af at ansøgeren ”ikke i øjeblikket er under uddannelse”.

I

sag 60

får ansøgeren fuldt ud medhold

idet ansøgeren meddeles fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens §

1,

stk. 3, på grund af mindst 10 års ophold på Færøerne, og der er derfor ikke

krav om begrundelse efter forvaltningslovens § 22, jf. § 24, stk. 2. I en vis

udstrækning er det dog nødvendigt at beskrive faktum i forbindelse med

meddelelsen af en fuldt ud imødekommende afgørelse for at kunne fastlægge

indholdet af afgørelsen, og for at afgørelsen bliver forståelig for

modtageren.

I den udstrækning der faktisk sker en beskrivelse af faktum i en afgørelse,

skal denne beskrivelse – uanset afgørelsens udfald – være korrekt,

dækkende og

præcis. I

sag 60

fremgår det af afgørelsen at fritagelsen meddeles på

grund af ansøgerens ”tilknytning til Grønland/Færøerne”; teksten

burde selvsagt

have været ”tilknytning til Færøerne”.

Københavns Overpræsidium

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Overpræsidiet er således enigt i, at begrundelsen for afgørelserne i

de 8 sager, der er nævnt i rapportudkastet side 47 og 48, ikke opfylder

kravene

i forvaltningslovens § 24. Indtil standardskrivelserne ændres, jfr.

ovenfor, vil Overpræsidiet sørge for, at der i alle afslag på ansøgninger om

udsættelse af sessionen er en henvisning til retsreglerne. Endvidere vil det

blive sikret, at der i alle afslag gives en fyldestgørende begrundelse for de

væsentligste hovedhensyn, der har ført til afslaget på ansøgningen, samt en

tilstrækkelig gengivelse af faktum.”

Jeg har taget det Overpræsidiet har oplyst, til

efterretning.

11) Klagevejledning

Forvaltningsloven indeholder i § 25, stk. 1, følgende bestemmelse om

klagevejledning:

”§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de

meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med

angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af

klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.”

I 60 af de 90 undersøgte sager

(sagerne 01-10, 21-40, 51-70 og 81-90)

må ansøgeren antages at have fået fuldt ud medhold, og der har derfor ikke i

disse sager efter forvaltningslovens § 25 været krav om

klagevejledning.

I 3 af de undersøgte sager

(sagerne 43, 44 og 46)

hvor der ikke

findes en kopi af afgørelsen på sagen, og hvor det i øvrigt ikke af notater

eller på anden måde af sagen fremgår hvilken afgørelse der er truffet i

sagen,

er det så meget desto mindre muligt at opstille nogen blot nogenlunde sikker

antagelse om hvorledes afgørelsen har været formuleret, og herunder om

afgørelsen

har indeholdt klagevejledning, og hvorledes denne har været formuleret.

De resterende 27 af de undersøgte sager – dvs. i alle de sager hvor

indholdet af afslaget kan anses for dokumenteret – indeholder enten slet

ingen

klagevejledning eller en klagevejledning som på forskellige punkter er

mangelfuld.

I 9 sager

(sagerne 11-13 og 15-21)

findes

der i sagen en kopi af afgørelsen som slet ikke indeholder klagevejledning.

I 12 andre sager (

sagerne 42, 47-49, 71, 72,

74-78 og 80

) findes der ikke i sagen en kopi af afgørelsen, men afgørelsen

må antages at være meddelt ansøgeren med et standardbrev (svarende til

formular

II-1) som ikke indeholder nogen klagevejledning.

En fyldestgørende klagevejledning skal bl.a.

indeholde oplysning om klagemyndighedens korrekte betegnelse og adresse, jf.

Hans Gammeltoft-Hansen, Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave,

2002,

s. 572 og s. 592.

Afgørelsen i

sag 14

(der er citeret ovenfor i afsnit 10.b)

henviser to gange til klagemyndigheden og betegner den ene gang denne som

”Indenrigsministeriet”, den anden gang som ”Indenrigs- og

Sundhedsministeriet”.

Tilsvarende forholder det sig med

sag 41, sag 45 og sag 50

hvor

statsamtets afgørelser ligeledes er citeret ovenfor i afsnit 10.b. I de 4

nævnte sager samt i

sag 79

(hvor afgørelsen er citeret ovenfor i afsnit

10.b), og

sag 73

indeholder klagevejledningen ingen angivelse af klageinstansens

adresse.

Statsamtet Sønderjylland

har i sin udtalelse af 30. oktober 2003

anført:

”På side 50 i udkastet påpeges, at der i

sag 14

er omtale af

klagemyndigheden som dels ’Indenrigsministeriet’, dels

’Indenrigs- og

Sundhedsministeriet’.

Statsamtet er enig i, at dette er misvisende og derfor uheldigt. Det

kan oplyses, at standardbrevet II-4 i forbindelse med en ændring er blevet

ufuldstændigt kopieret ind på en enkelt medarbejders pc. Denne fejl er nu

rettet.”

Jeg har taget det oplyste til efterretning.

At klagevejledningen ikke indeholder en angivelse af klagemyndighedens

adresse, har naturligt sammenhæng med at klagevejledningen i 6 sager

(sagerne

14, 41, 45, 50, 73 og 79)

angiver at parten skal indsende en eventuel klage

gennem den myndighed som har truffet afgørelse i første instans (statsamtet,

henholdsvis Overpræsidiet).

Der er ikke i værnepligtsloven hjemmel til at kræve at en klager indsender

sin klage til Indenrigs- og Sundhedsministeriet gennem den myndighed som har

truffet afgørelsen i første instans. På nogle forvaltningsområder er der ikke

udfærdiget administrative forskrifter om indsendelse af klager gennem den

myndighed der har truffet afgørelsen, men det er praksis i forbindelse med

klagevejledningen i konkrete afgørelser at opfordre parten til at indsende en

eventuel klage via den myndighed der har truffet afgørelsen. Baggrunden for

en

sådan praksis er dels at klagesagsbehandlingen forenkles og jævnligt tillige

tidsmæssigt forkortes (idet der spares en høringsekspedition fra

klageinstansen

til underinstansen), dels at underinstansen får lejlighed til at genoverveje

afgørelsen. En sådan praksis må efter min opfattelse kunne etableres uden

lovhjemmel, i alle fald hvis det over for parten klart fremgår at parten ikke

er retligt forpligtet til at indsende klagen gennem underinstansen og således

kan vælge – hvis parten foretrækker dette – at fremsende klagen

direkte til

rekursinstansen, jf. Karsten Loiborg mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave 2002, s. 917ff, særligt s. 918.

Jeg finder det uheldigt at klagevejledningen i de

6 sager er formuleret således at det for parten fremgår at det er et krav at

en

eventuel klage fremsendes via underinstansen.

I min foreløbige rapport skrev jeg:

”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs-

og Sundhedsministeriet at ministeriet ændrer de standardbreve ministeriet har

udarbejdet, således at det sikres at der gives klagevejledning i

overensstemmelse med forvaltningslovens § 25 og det ovenfor anførte.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Ombudsmanden peger på, at en række afgørelser truffet af Overpræsidiet

og statsamterne ikke lever op til bestemmelserne i forvaltningslovens § 25.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig i, at der ikke i

værnepligtsloven er hjemmel til at kræve, at en klager skal indsende sin

klage

gennem den myndighed, som har truffet afgørelsen i første instans.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af de

vejledende standardbreves udformning, hvorefter den korrekte klagemyndigheds

navn og adresse anføres (Indenrigs- og Sundhedsministeriet). I tilslutning

hertil agter ministeriet at anføre, at klageren også har mulighed for –

men

ikke pligt til – at indsende klagen gennem den myndighed, der har

truffet

afgørelsen. Denne foranstaltning tjener navnlig det formål, at

klagesagsbehandlingen

tidsmæssigt kan forkortes og samtidig giver myndigheden lejlighed til at

genoverveje

afgørelsen.”

Jeg har taget det oplyste til efterretning.

12) Bekendtgørelse

En afgørelse skal bekendtgøres for sagens parter.

I 3 af de undersøgte sager (

sagerne 43, 44 og 46

) hvor der ikke findes en kopi af afgørelsen på sagen, og hvor det i øvrigt

ikke af notater eller på anden måde af sagen fremgår hvilken afgørelse der er

truffet i sagen, og hvornår dette er sket, kan det ikke anses for

tilstrækkeligt dokumenteret at en afgørelse er meddelt parten i sagen.

I de øvrige 87 undersøgte sager må det – med en større eller mindre grad

af sikkerhed – antages at en afgørelse er bekendtgjort for parten.

I 44 sager

(sagerne 11-30, 41, 45, 50-60, 79 og 81-90)

findes der på sagen en dateret kopi af afgørelsen i sagen, og denne brevkopi

må – i overensstemmelse med det almindelige udgangspunkt herom – i

de konkrete tilfælde anses for en tilstrækkelig godtgørelse af at afgørelsen

i sagen er meddelt parten.

I 14 sager

(sagerne 01-05, 71-78 og 80)

er det i det

elektroniske værnepligtssystem (VPS, skærmbilledet FTEXT) lavet et dateret

notat om at der er afsendt en afgørelse, og dette notat må anses for

væsentligt

indicium for at afgørelsen i sagen er meddelt parten.

I de sidste 29 sager

(sagerne 06-10, 31-40, 42, 47-49 og 61-70)

er der i det elektroniske værnepligtssystem (VPS, skærmbilledet FFORB) sat et

kryds i rubrikken ”Udsættelsesbe. afsendt”. Dette må anses for et

– om end

noget svagt – indicium for

at

afgørelsen i sagen er meddelt parten, men

indeholder ingen form for godtgørelse af

hvornår

afgørelsen i sagen er

meddelt parten.

Se i øvrigt afsnit 15 nedenfor om brevkopier.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Med hensyn til Ombudsmandens bemærkninger under dette afsnit, der

vedrører brevkopier mv., skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet henvise til

bemærkningerne under afsnit 15.”

De bemærkninger ministeriet henviser til, fremgår

nedenfor s. 74.

13) Sagsbehandlingstid mv.

a) Indledning

I 12 sager

(sagerne 17, 64, 66-72, 74, 77 og 80)

fremgår det ikke hvornår sagen er rejst (oprettet).

I 17 andre sager

(sagerne 06-10, 32-39, 42-44 og 46)

fremgår det ikke hvornår statsamtet har skrevet til ansøgerne i sagerne,

herunder meddelt afgørelsen i sagen.

Statsamtet Sønderjylland

har i sin udtalelse af 30. oktober 2003 anført:

”På side 52 i udkastet anføres, at det bl.a. af

sagerne 06-10

ikke fremgår, hvornår statsamtet har skrevet til ansøgerne og herunder

meddelt afgørelse i sagen.

For så vidt angår disse sager kan det oplyses, at de nævnte oplysninger om

meddelelse af ansøgt udsættelse med tidspunktet for session rutinemæssigt

indføres i Værnepligtssystemet VPS, i dettes tekstfelt.

Sagerne var imidlertid afsluttet på tidspunktet for fremsendelsen til

Folketingets Ombudsmand, og som det fremgår af udkastets side 24, er VPS

indrettet således, at oplysningerne i tekstfeltet ikke føres med, når en

afsluttet sag overføres til arkivdelen i VPS.

Statsamtet finder således ikke grundlag for at antage, at disse sager ikke

skulle være ekspederet i overensstemmelse med sædvanlig arbejdsgang. For så

vidt angår spørgsmålet om eventuel ændring af arbejdsgangen, herunder med

hensyn til brevkopier, henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets

udtalelse herom.”

Jeg tager det oplyste til efterretning idet jeg

henviser til kapitel 3.B.5 vedrørende notatpligt ovenfor (s. 24ff), og til

kapitel 3.B.15 vedrørende brevkopier nedenfor (s. 69ff).

I atter 3 andre sager

(sagerne 31, 40 og 47)

er det hverken dokumenteret hvornår sagen er rejst (oprettet), eller hvornår

statsamtet har skrevet til parten i sagen.

Det er således i 32 af de 90 undersøgte sager

ikke muligt at udregne sagsbehandlingstiden.

I de resterende 58 af de 90 undersøgte sager

(sagerne

01-05, 11-16, 18-30, 41, 45, 48-63, 65, 73, 75, 76, 78, 79 og 81-90)

har

det været muligt at registrere de tidspunkter som er nødvendige i forbindelse

med en udregning af sagsbehandlingstiden, idet det – for så vidt angår

de sager

hvor der ikke findes brevkopi(er) (hvad tilfældet er i

sagerne 11-16, 18-30,

41, 45, 50-60, 79 og 81-90)

, men et notat på sagen om at en afgørelse er

truffet eller afsendt

(sagerne 01-05, 48, 49, 73, 75, 76, og 78)

henholdsvis et datostempel på det spørgekort ansøgeren har indsendt

(sagerne

61-63 og 65)

– er antaget at afgørelsen er meddelt samme dag som dateringen

af notatet, henholdsvis datostemplets dato.

b) Sagsbehandlingstid fra sagens

start til myndighedens første henvendelse til parten

I 51 af de 58 undersøgte sager hvor sagsbehandlingstiden har kunnet

konstateres

(sagerne 01-05, 11, 13-15, 18-21, 24, 26-30, 41, 45, 48-55, 57-63, 65, 73,

75,76, 78 og 81-90),

har statsamtet/Overpræsidiet rettet en første henvendelse til parten,

inden 1 måned

fra sagens start (typisk modtagelsen af partens ansøgning).

I de resterende 7 tilfælde

(sagerne 12, 16, 22, 23, 25, 56 og 79)

er der gået mere end 1 måned fra sagens start, til parten første gang har

fået en henvendelse fra statsamtet/Overpræsidiet. De 58 sager fordeler sig

nærmere som følger:

Tidsrum:

Antal sager:

Sagsnumre:

Samme dag

15

26, 45, 51, 53-55, 57-59, 61-63, 65, 86 og 90

1 dag

3

83, 84 og 89

2 dage

3

03, 28 og 82

3 dage

6

15, 19, 27, 29, 85 og 87

4 dage

1

21

5 dage

1

20

6 dage

2

50 og 88

7 dage

3

05, 48 og 81

8-14 dage

5

13, 49, 18, 41 og 52

15 dage - 1 måned

12

01, 02, 04, 11, 14, 24, 30, 60, 73, 75, 76 og 78

Over 1 måned

7

12, 16, 22, 23, 25, 56 og 79

Den gennemsnitlige tid der i de 58 sager hvor

sagsbehandlingstiden har kunnet konstateres, gik fra sagen var rejst, til

statsamtet/Overpræsidiet første gang henvendte sig til parten, var ca. 13

dage.

Som det fremgår, var en sådan henvendelse i noget over halvdelen af

tilfældene

(34 af de 58 sager eller 58,6 %) sket inden en uge. I de 7 sager hvor en

sådan

henvendelse først skete mere end 1 måned efter sagens rejsning, gik der fra

37

til 69 dage

(sag 22)

eller gennemsnitligt ca. 48 dage, svarede til ca.

1½ måned.

På baggrund af de almindelige krav som følger af

god forvaltningsskik, vil det efter omstændighederne i konkrete tilfælde

kunne

forsvares at der går indtil 1 måned efter sagens start før myndigheden retter

den første henvendelse til parten. Dette kan særligt gælde i tilfælde hvor

myndigheden allerede ved sin første henvendelse til parten kan afslutte

sagen;

dette har været aktuelt i de fleste af de undersøgte sager.

En noget kortere frist vil kunne følge af pligten

til at underrette en registreret i medfør af persondatalovens §§ 28 og 29

(bestemmelserne er citeret ovenfor i afsnit 3.B.6.b). Af Datatilsynets

vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter

reglerne

i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger fremgår bl.a.:

”2.1. Oplysningspligt ved indsamling af

oplysninger hos den registrerede

2.1.1. På hvilket tidspunkt skal

oplysningspligten opfyldes?

Efter lovens § 28, stk. 1, indtræder den dataansvarliges oplysningspligt

over for den registrerede ved

indsamlingen

af oplysninger.

Begrebet

indsamling

, der er én blandt andre behandlingsformer,

jf. lovens § 3, nr. 2, dækker ikke blot over den form for behandling, der

finder sted, når den dataansvarlige ved personlig eller telefonisk

henvendelse

eller gennem spørgeskemaer, ansøgningsformularer og lignende aktivt indsamler

oplysninger hos den registrerede. Indsamling foreligger også, når den

registrerede, evt. uopfordret, henvender sig til den dataansvarlige,

hvadenten

dette sker ved personligt fremmøde, telefonisk, skriftligt eller på anden

måde,

når blot den dataansvarlige modtager oplysningerne og derefter undergiver dem

en eller anden form for behandling, f.eks. registrering eller opbevaring.

Den registrerede skal som udgangspunkt have meddelelse om de i § 28

nævnte forhold

samtidig med indsamlingen

af oplysninger hos den registrerede.

I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den

registrerede f.eks. skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til

den

dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne

informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten m.v. Det gælder også,

hvis

oplysningerne indsamles elektronisk gennem en hjemmeside på Internettet.

Hvis den registrerede selv henvender sig til den dataansvarlige uden

brug af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende, f.eks. i et

almindeligt

brev, skal den dataansvarlige opfylde sin oplysningspligt snarest muligt,

hvilket i almindelighed vil sige inden for 10 dage. I praksis må det dog

forventes, at oplysningspligten ofte ikke gælder i disse situationer, jf.

nærmere herom neden for under pkt. 2.3.1.

2.2. Oplysningspligt ved indsamling af

oplysninger hos andre end den registrerede

2.2.1. På hvilket tidspunkt skal oplysningspligten

opfyldes?

Oplysningspligten over for den registrerede i forbindelse med

indsamling af oplysninger om den pågældende hos andre end den registrerede

selv

indtræder som udgangspunkt ved registreringen

af de indsamlede

oplysninger. I de tilfælde, hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til

videregivelse til tredjemand, indtræder oplysningspligten dog senest, når

videregivelse

af de indsamlede oplysninger finder sted, jf. lovens § 29, stk. 1.

Hvilken tidsfrist, der kan indlægges i begrebet ’ved

registreringen’,

afhænger af sagens nærmere omstændigheder. Den dataansvarlige skal dog altid

–

vurderet i forhold til den indsats der kræves fra den dataansvarliges side

for

at opfylde oplysningspligten – give den registrerede meddelelse så

tidligt som

muligt. Hvis den dataansvarlige allerede på selve registreringstidspunktet

ved,

at der i løbet af ganske kort tid herefter skal rettes henvendelse til den

registrerede, f.eks. fordi den dataansvarlige skal forelægge sagens

dokumenter

for den registrerede, eller der skal foretages andre sagsbehandlingsskridt,

vil

oplysningspligten som altovervejende hovedregel kunne opfyldes samtidig med

denne senere henvendelse. I øvrigt vil oplysningspligten i almindelighed

skulle

opfyldes inden for 10 dage efter registreringen.”

Hvis der på et tidligere tidspunkt – før den

registrerede har rejst en ansøgningssag – er givet en generel vejledning

som

opfylder persondatalovens krav til underretning i forbindelse med

ansøgningens

behandling (se herom ovenfor afsnit 6.b, s. 27ff), fører persondatalovens

bestemmelser om oplysningspligt ikke til at myndigheden skal rette

henvendelse

til ansøgeren snarest muligt og normalt inden 10 dage.

Det må dog under alle omstændigheder anses for

problematisk dersom der går mere end ca. 1 måned fra sagens rejsning –

eller

dog fra det tidspunkt hvor det står klart at en person har partsstatus i

sagen

– til myndighedens første henvendelse til parten. Jo længere tid der

går, jo

mere kritisk må tidsforløbet anskues.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af

4. juni 1997 til samtlige ministerier, styrelser mv. om mål for hurtig

sagsbehandling mv. og Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af samme dato

(j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd

indeholder

nu retningslinjer om målsætninger for sagsbehandlingstiden, herunder en

konkret tilkendegivelse om at borgeren under alle omstændigheder – hvor

ikke

andet er fastsat (jf. f.eks. 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16,

stk.

2, og forvaltningslovens § 16, stk. 2) – bør have et (eventuelt

foreløbigt)

svar fra myndighederne inden 1 måned efter sagens modtagelse.

Den gennemsnitlige tid der gik fra sagens

rejsning, til statsamtet/Overpræsidiet rettede henvendelse til den der havde

rejst sagen (ca. 13 dage), ligger efter min opfattelse inden for det

acceptable.

Københavns Overpræsidium

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”I rapportudkastet, side 52-53, er det anført, at der i to af

Overpræsidiets sager (76 og 79) er gået mere end 1 måned fra sagens start,

til

parten første gang har fået en henvendelse fra Overpræsidiet. Dette er ikke

korrekt for så vidt angår sag 76, hvor sagsbehandlingstiden var 21 dage. I

den

anden sag 79 er der gået 48 dage, hvilket er beklageligt.”

For så vidt angår

sag 76,

fremgår det af det materiale

jeg har modtaget fra Overpræsidiet,

at

Overpræsidiet den 11. november 2002 oprettede sagen (idet spørgekortet

er forsynet med et datostempel som angiver at kortet er modtaget denne dag),

at

der ikke var yderligere korrespondance

med parten inden afgørelsen i sagen, og

at

afgørelsen blev meddelt parten den 2. december 2002, idet

Værnepligtssystemet i skærmbilledet FTEXT indeholder et notat om at der denne

dag var meddelt parten afslag. Jeg er enig i at dette giver en

sagsbehandlingstid på 21 dage; angivelserne i den endelige rapport er rettet

i

overensstemmelse hermed.

c) Samlet sagsbehandlingstid

Den samlede sagsbehandlingstid (regnet fra sagens rejsning (sagens oprettelse

hos statsamtet/Overpræsidiet) til statsamtets/Overpræsidiets afgørelse i

sagen) har i de 58 af de 90 undersøgte sager hvor sagsbehandlingstiden har

kunnet opgøres, varieret en del. I 7 sager

(

sagerne

45, 61-63, 65, 86 og 90

)

er sagen afgjort samme dag som den er oprettet, og den længste samlede

sagsbehandlingstid er 69 dage, svarende til ca. 2¼ måned

(sag 22).

Den samlede sagsbehandlingstid har i de 58 sager fordelt sig som følger:

Tidsrum:

Antal sager:

Sagsnumre:

Samme dag

7

45, 61-63, 65, 86 og 90

1 dag

3

83, 84 og 89

2 dage

3

03, 28 og 82

3 dage

6

15, 19, 27, 29, 85 og 87

4 dage

1

21

5 dage

1

20

6 dage

2

50 og 88

7 dage

3

05, 48 og 81

8-14 dage

6

13, 49, 18, 41, 52 og 86

15 dage – 1 måned

11

01, 02, 04, 11, 24, 30, 60, 73, 75, 75 og 78

Over 1, men

under 2 måneder

14

12, 14, 16, 23, 25, 51, 53-59 og 79

Over 2, men

under 3 måneder

1

22

Den gennemsnitlige samlede sagsbehandlingstid har

for alle 58 sager været ca. 22 dage, svarende til næsten ¾ måned.

Det er ikke muligt generelt at foretage en præcis

angivelse af hvilken samlet sagsbehandlingstid der kan anses for acceptabel.

En

nærmere bedømmelse af den samlede sagsbehandlingstid kræver en vurdering af

sagens art og eventuelt også sagens konkrete omstændigheder. Der må således

tages hensyn til i hvilken udstrækning en korrekt behandling af sagen har

krævet indhentelse af (yderligere) oplysninger eller gennemførelse af andre

tids- og ressourcekrævende processkridt, om sagens afgørelse – når denne

i

øvrigt er klar til afgørelse – er mere eller mindre kompliceret, og om

sagen af

hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må anses

for

mere eller mindre hastende.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af

4. juni 1997 til samtlige ministerier, styrelser mv. om mål for hurtig

sagsbehandling mv. og Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af samme dato

(j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd

indeholder

nu retningslinjer om målsætninger for sagsbehandlingstiden.

I sager som de undersøgte må der ved vurderingen

af hvor lang en samlet sagsbehandlingstid der i almindelighed kan anses for

acceptabel, efter min opfattelse

på den

ene

side dels tages hensyn til sagernes såvel retligt som faktuelt relativt

ukomplicerede karakter.

På den anden side

må der tages hensyn til tilfælde hvor nødvendig sags-oplysning tager noget

tid.

Af de 58 sager hvor sagsbehandlingstiden har kunnet fastlægges, giver

kun en enkelt –

sag 22

– anledning til bemærkninger. I denne sag modtog

statsamtet et udfyldt ansøgningsskema fra parten den 25. september 2002, og

statsamtet traf uden yderligere sagsbehandlingsskridt – herunder

sagsoplysning

– afgørelse i sagen den 3. december 2002 eller efter knap 2½ måned. I

betragtning af sagens ringe kompleksitet og den tid der medgik til

behandlingen

af andre tilsvarende sager, må sagsbehandlingstiden i sag 22 anses for at

nærme

sig grænsen af det rimelige.

Statsamtet Sønderjylland

har i sin udtalelse af 30. oktober 2003

anført:

”Med hensyn til sagsbehandlingstid konkluderes det i udkastet på side

56, at den gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning, til

statsamtet/Overpræsidiet

rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage) [i den

endelige

rapport rettet til ca. 13 dage; min bemærkning], findes at ligge inden for

det

acceptable.

For så vidt angår den samlede sagsbehandlingstid har

sag 22

givet anledning til bemærkninger. Sagsbehandlingstiden var her 69 dage.

Det anføres herom på side 57 i udkastet, at henset til at afgørelsen

blev truffet uden yderligere sagsbehandlingsskridt, sagens ringe kompleksitet

samt den tid, der medgik til behandlingen af andre tilsvarende sager, må

sagsbehandlingstiden

anses for at nærme sig grænsen for det rimelige.

Statsamtet kan tiltræde denne betragtning, og det er i den forbindelse

indskærpet over for medarbejderne, at det så vidt muligt skal undgås, at

sagsbehandlingstiden i disse sager trækker så længe ud.

Det skal dog samtidig påpeges, at således som sessionsarbejdet helt

overordnet er organiseret, vil der efter sagens natur være tale om en meget

varierende sagsbehandlingstid i i øvrigt ensartede sager.

Dette skyldes, at der i forbindelse med udskrivningen arbejdes med

sager for et halvt år ad gangen.

Ved begyndelsen af hvert halvår udsendes der således centralt af

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vejledning og helbredsspørgehæfte på én

gang

til samtlige de mænd, der efter deres alder skal møde på session i det

næstfølgende halvår.

Det er denne udsendelse, der er den umiddelbare anledning til, at der

indgives ansøgninger om udsættelse med session og om fritagelse for

værnepligt

på grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland, og ansøgningerne

indkommer derfor ikke kontinuerligt halvåret igennem, men derimod i høj grad

umiddelbart efter denne udsendelse og samtidig med et meget stort antal

udfyldte helbredsspørgehæfter.

Dette forhold må i sig selv føre til en vis uensartethed med hensyn til

sagsbehandlingstidens længde, men hertil kommer, at de medarbejdere, der skal

behandle ansøgningerne, er de samme medarbejdere, som i samme periode

forestår selve sessionsbehandlingen.

Det kan oplyses, at statsamtet fremover vil forsøge at tilrettelægge

sessionen således, at der bliver lidt flere sessionsfri dage i det tidsrum,

hvori helbredsspørgehæfter og ansøgninger erfaringsmæssigt indkommer.

Et sådant tiltag skønnes i nogen grad at kunne reducere udsvingene i

sagsbehandlingstiden.”

Jeg har taget statsamtets bemærkninger til efterretning.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at den

gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning indtil

statsamtet/Overpræsidiet

rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage) [i den

endelige

rapport rettet til ca. 13 dage; min bemærkning], efter Ombudsmandens

opfattelse

ligger inden for det acceptable. Samtidig har Ombudsmanden givet udtryk for,

at det anses for problematisk, at der i otte af de nævnte sager er gået

næsten

en måned fra sagens rejsning til statsamtets/Overpræsidiets henvendelse. Kun

en enkelt sag (22), hvor sagsbehandlingstiden udgjorde knap 2½ måned, og hvor

sagen må anses for ukompliceret, giver anledning til bemærkninger.”

d) Besvarelse af rykkere og

underretning af parten når sagen trækker ud

Af Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) fremgår

følgende om forvaltningsmyndigheders besvarelse af rykkerskrivelser:

”208. Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt

begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme.

Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt

oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.”

I ingen af de undersøgte sager ses statsamtet/Overpræsidiet at have modtaget

rykkere fra en part.

Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven (1986) indeholder også følgende punkter:

”206. Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller

den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan

træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden

give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.

207. Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen,

underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige

omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.”

Herefter har myndigheden ikke blot pligt til at underrette parten i

tilfælde hvor sagen trækker længere ud end myndigheden i den konkrete sag

(eventuelt som svar på en rykker) har givet udtryk for over for parten, men

også i tilfælde hvor sagsbehandlingen bliver mere langvarig end det ud fra

partens synspunkt med rimelighed kan forventes. Myndigheden må således

vurdere

hvor lang tid parten med rimelighed kan forvente at der i almindelighed vil

medgå til behandlingen af en sag af den omhandlede art, og – når dette

tidsrum

er forløbet – underrette parten om at behandlingen af sagen trækker ud,

og så

vidt muligt om hvornår sagen kan forventes afsluttet.

I de sager der indgår i undersøgelsen, har

statsamtet/Overpræsidiet ikke i noget tilfælde foretaget underretning i

overensstemmelse med pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven.

Det giver mig ikke anledning til kritik at der ikke i nogen af de

undersøgte sager er sket underretning til parten om at sagen trak ud.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at det ikke giver

Ombudsmanden anledning til kritik, at der ikke i nogen af de undersøgte sager

er sket underretning til parten om, at sagen trak ud.”

14) Vildfarelse, sjusk mv.

De undersøgte sager er præget af bestemte rutiner og fremgangsmåder som

normalt konsekvent har været overholdt.

Ud over de mere væsentlige forhold som fremgår ovenfor af afsnit 11 om

klagevejledning og nedenfor, afsnit 15 om brevkopier, har jeg i forbindelse

med undersøgelsen kun bemærket et enkelt og bagatelagtigt forhold. I

sag 51

kan et stempel som statsamtet har sat på en udskrift fra CPR, ikke læses.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at ud over de mere

væsentlige forhold, som fremgår af rapportens afsnit 11 om klagevejledning og

afsnit 15 om brevkopier, har Ombudsmanden kun bemærket et enkelt og

bagatelagtigt forhold (ulæseligt stempel).”

15) Brevkopier

I rapporten vedrørende egen drift-projektet angående 130 sager om uansøgt

afsked fra DSB og P&T som er gengivet i min beretning for 1990, s. 339ff,

udtalte jeg bl.a. (s. 366):

”c. Myndigheden må på sagen bevare genpart eller kopi af alle udgående

dokumenter (skrivelser fra myndigheden og andre sagsakter, som myndigheden

har produceret og sendt ud fra myndigheden). Ofte vil myndigheden tillige

have bevaret genpart eller kopi andetsteds end på sagen (f.eks. i en

brevkopimappe eller -bog, hvor udgående skrivelser m.v. er indsat i

kronologisk orden).

Kravet om genpart eller kopi af myndighedens udgående dokumenter grunder sig

særligt på to forhold:

dels

at sikre

bevis

hos myndigheden selv (såvel af hensyn til myndighedens interne behov som af

eksterne hensyn) for det præcise indhold af dokumenter, som er udgået fra

myndigheden,

dels

at muliggøre meddelelse af aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne

herom i offentlighedsloven og forvaltningslovens kapitel

4.”

I den sag som er omtalt i min beretning for 1997, s. 198ff, udtalte jeg i

fortsættelse heraf bl.a. (s. 205): ”Efter min opfattelse må det for at

kunne overholde forvaltningsloven, offentlighedsloven og grundlæggende

dokumentationskrav i forvaltningssager være et ubetinget krav at en myndighed

enten

i sagen har en kopi af dokumenter som myndigheden har udfærdiget,

eller

med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil kunne lave en

fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. I denne

forbindelse må der efter min opfattelse kræves en fuldstændig sikring af et

elektronisk dokuments integritet (dokumentets originale indhold) og

autencitet (at dokumentet virkelig stammer fra den angivne udsteder).

Jeg kan i øvrigt med hensyn til en del af de spørgsmål som elektronisk

forvaltning rejser, henvise til den af Forskningsministeriet i juni 1996

udgivne vejledning ’Elektronisk dokumenthåndtering og forvaltningsregler

– En vejledning om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk

arkivering, sagsbehandling og kommunikation’. Heri anføres bl.a.:

(side 29)

’En myndighed kan få problemer med at dokumentere visse forhold, hvis

den kasserer papirdokumenterne. Et papirdokument med håndskreven signatur har

en betydelig bevismæssig værdi i en retssag – og en domstol vil ikke

nødvendigvis tillægge et indscannet billede af det pågældende dokument samme

bevismæssige værdi. Usikkerheden kan både gå på dokumentets integritet (er

det

originale indhold ændret?) og autenciteten (stammer det fra den, der

angiveligt

har skabt det?). Eventuel manglende beviskraft kan vise sig i privatretlige

sammenhænge, ..., eller i offentligretlige sammenhænge, ...

...

Det er indtrykket, at de få myndigheder, der er gået over til eller

[er] i færd med at gå over til elektronisk arkivdannelse, indtil videre

følger

den praksis, at alle dokumenter, som er modtaget på papir, gemmes ...’

(side 33)

’Så længe en myndigheds sagsdannelse er papirbaseret, må e-post

meddelelser skrives ud på papir, og papirudskrifterne lægges på de relevante

sager efter journalisering. Går myndigheden over til elektronisk

sagsdannelse,

bør e-post systemet integreres teknisk med journalsystemet, så e-post

meddelelser let kan journaliseres uden at blive skrevet ud på papir.’

(side 52)

’Som udgangspunkt bør myndigheden bevare sin kopi, så længe den har

et

administrativt behov for at bevare materialet i egne arkiver.

Offentlighedsloven og Forvaltningsloven sætter ikke nogen

undergrænse

for, hvor længe en myndighed skal opbevare sagsakter, men kassation af

sagsakter efter en kort årrække bør i hvert fald ske efter generelle

retningslinier, så kassationen ikke får karakter af vilkårlighed.

Uanset at sagerne er ’afsluttet’, kan der opstå behov for at finde

akterne frem påny, fordi en sag genoptages, eller fordi der fremsættes

anmodning om aktindsigt. Hvis en myndighed på et tidligt tidspunkt

tilintetgør

sagsakter, er muligheden for aktindsigt i sagens natur bortfaldet.’

Hvis en myndighed – i stedet for at bevare en kopi af et dokument på

sagen – vælger at bevare dokumentet i elektronisk form, må det efter min

opfattelse kræves at det elektroniske dokument inden for en meget kort

tidsfrist er umiddelbart tilgængeligt og kan udskrives på papir inden for

(mindst) den årrække som følger af kassationsreglerne. Myndighedens valg af

et

elektronisk i stedet for et papirbaseret medium kan efter min opfattelse ikke

berettige at dokumentet kan kasseres på et tidligere tidspunkt end det ellers

ville kunne være kasseret hvis det havde foreligget i papirform.”

46 af de 90 undersøgte sager

(sagerne 01-10, 31-40, 42-44, 46-49,

61-78 og 80)

indeholder ingen brevkopier.

Hvis der ikke på en offentlig myndigheds sager findes autentiske

brevkopier eller sådanne inden for en meget kort tidsfrist er umiddelbart

tilgængelige og kan udskrives på papir inden for (mindst) den årrække som

følger af kassationsreglerne, indebærer det ikke blot en kritisabel

overtrædelse af forvaltningsloven, offentlighedsloven og arkivreglerne, men

det

skaber også en – efter omstændighederne særdeles – uheldig

bevismæssig

usikkerhed om myndighedens behandling af sagerne, indholdet af afgørelser i

disse og om og hvornår afgørelser måtte være meddelt parten (parterne) i

sagen.

Med hensyn til den bevismæssige usikkerhed henviser jeg til det jeg har

anført

ovenfor under afsnit 10 om begrundelse mv., under afsnit 11 om

klagevejledning,

under afsnit 12 om bekendtgørelse og under afsnit 13 om sagsbehandlingstid

mv.

samt nedenfor under afsnit 15 om den sproglige udformning af

statsamtets/Overpræsidiets

afgørelser og andre breve.

De resterende 44 sager indeholder én eller flere brevkopier. 36 af

disse sager

(sagerne 11-13, 15-30, 41, 45, 50, 52, 56, 60, 79 og 80-90)

indeholder en kopi af statsamtets/Overpræsidiets afgørelse i sagen. Andre 7

af

sagerne indeholder kopi af to breve fra statsamtet.

Sag 14

indeholder –

foruden af afgørelsen – en kopi af et brev hvori statsamtet bad

ansøgeren om at

indsende dokumentation i sagen, og i 6 andre sager (

sagerne 51, 53, 54 og

57-59

) findes der på sagen – foruden afgørelsen – en kopi af et brev

hvori

statsamtet opfordrer ansøgeren til at indsende en ansøgning om fritagelse for

værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3. Endelig findes der i

sag 55

kopi af tre breve fra statsamtet – foruden af afgørelsen og et brev

hvori

statsamtet opfordrer ansøgeren til at indsende en ansøgning om fritagelse for

værnepligt efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, også en rykker til parten.

I alt indeholder de undersøgte sager således 53 brevkopier.

En forvaltningsafgørelse skal være forsynet med udstedermyndighedens

betegnelse og adresse samt være underskrevet. Underskriften behøver ikke at

være læselig, men skal gentages med maskinskrift eller stempel, jf. FOB

1959.201 og Statsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. juni 1960. Jeg

henviser

i denne forbindelse også til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (2. udgave

2002, s.

592f

)

med yderligere henvisninger, bl.a. til UfR 2001.252 Ø og jf. UfR 2001.1980 H.

I forbindelse med egen drift-undersøgelserne angående uansøgt afsked

fra DSB og P&T blev det i nogle tilfælde konstateret at breve var

forsynet

med ulæselige underskrifter der ikke var gentaget med maskinskrift eller

stempel; i en lang række tilfælde havde jeg imidlertid på grund af manglende

brevkopier ikke kunnet konstatere om underskrifterne på de originale breve

havde været gentaget med maskinskrift eller stempel, jf. FOB 1990.339 (s.

385f

og s. 421) og FOB 1991.207 (s. 247). Både af

hensyn til adressaten for brevene og af hensyn til at myndigheden selv senere

vil kunne konstatere hvem der har underskrevet et brev, fandt jeg det

uheldigt

at underskriftsforholdene ikke (klart) fremgik af alle brevene i de

undersøgte

sager. Hensynet til parten er bl.a. begrundet i at parten skal have mulighed

for at pege på et eventuelt inhabilitetsspørgsmål.

Det bør således klart fremgå af en myndigheds brevkopi hvem der har

underskrevet brevet.

I 24 af de undersøgte sager

(sagerne 11, 41, 45, 50-60 og 81-90)

fremgår underskriverens navn af brevkopierne. I de resterende 20 af de 44

undersøgte sager som indeholder brevkopier, fremgår underskriverens navn ikke

af brevkopierne. I

sag 17

er brevkopien underskrevet med ”Sessionsmyndigheden”

– hvilket ikke giver andre oplysninger om hvem der (udadtil) er

ansvarlig for

afgørelsen end det der i forvejen fremgår af myndighedens brevpapir –

mens der

i

sagerne 12-16, 18-30 og 79

ikke er angivet noget på brevkopierne efter

teksten ”med venlig hilsen”.

Der er i forbindelse med undersøgelsen oplyst at det elektroniske

værnepligtssystem VPS ikke muliggør en senere udskrift af en nøjagtig kopi af

et brev (bl.a. fordi den senere udskrift – som den oprindelige –

vil blive

dateret den dag den udskrives), men at det i forbindelse med den første

udskrift

af et brev er muligt at vælge at udskrive brevet i flere eksemplarer.

I min foreløbige rapport skrev jeg:

”Jeg er indstillet på at henstille til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet at ministeriet udarbejder forskrifter for

statsamternes/Overpræsidiets behandling af værnepligtssager som sikrer at der

i

sagerne i alle tilfælde bevares autentiske kopier af myndighedernes udgående

breve.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Ombudsmanden har bl.a. bemærket, at 46 af de 90 undersøgte sager ikke

indeholder brevkopier, og der i 20 af de 44 undersøgte sager, som indeholder

brevkopier, ikke fremgår underskriverens navn.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan hertil oplyse, at der i det

elektroniske værnepligtssystem er integreret tre forskellige standardbreve,

som alle vedrører sager om udsættelse med session efter værnepligtslovens §

13,

stk. 4, jf. § 27. Indholdet af disse tre breve giver i alle tilfælde

ansøgeren

medhold i ansøgningen. Imidlertid er systemet ikke indrettet til at bevare

dokumentet

i elektronisk form.

Erfaringerne har vist, at der ikke har været et administrativt behov

for at bevare dokumentet. Der har således ikke været tale om

aktindsigtsbegæringer, klager eller andet, som har kunnet retfærdiggøre en

bevarelse af dokumentet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er dog enig i, at der også for disse

sagers vedkommende skal foreligge en autentisk brevkopi. Ministeriet har

således indledt en undersøgelse af mulighederne for at indrette det

elektroniske værnepligtssystem således, at det kan bevare og inden for en

meget

kort tidsfrist udskrive en autentisk kopi.

Samtlige værnepligtsadministrerende statsamter og Overpræsidiet er d.d.

anmodet om, at der med øjeblikkelig virkning skal gennemføres den ændring, at

der skal udskrives og bevares en kopi af dokumentet. Denne ordning vil bestå,

indtil der måtte være etableret et system, som kan bevare dokumentet i

elektronisk form, og som kan udskrive en autentisk kopi.

I samme brev har Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreget, at der

i alle andre forvaltningsafgørelser skal bevares en kopi. Endvidere er det

understreget, at en forvaltningsafgørelse skal være forsynet med

udstedermyndighedens betegnelse og adresse samt være underskrevet, og at

underskriften

skal gentages med maskinskrift eller stempel. Desuden skal det fremgå af

myndighedens brevkopi, hvem der har underskrevet brevet.”

Jeg har taget det ministeriet har anført, til efterretning.

Statsamtet Sønderjylland

har i sin udtalelse af 30. oktober 2003

anført:

”Med hensyn til det på side 62 i udkastet anførte om underskrift og om

gengivelse af underskriverens navn på brevkopier skal det bemærkes, at det er

indskærpet over for medarbejderne, at afslag ikke må underskrives

’Sessionsmyndigheden’, hvilket var sket i

sag

17,

og at underskriverens navn skal fremgå af brevkopierne i

sagen.”

Jeg har taget det statsamtet har oplyst, til efterretning.

Københavns Overpræsidium

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003

anført:

”Overpræsidiet skal endvidere beklage, at det ikke i alle tilfælde er

fremgået af brevkopien, hvem der har underskrevet brevet, jf. den omtalte sag

i

rapportudkastet side 62, hvor alene sagsbehandlerens initialer er

anført.”

16) Den sproglige udformning af

statsamtets/Overpræsidiets afgørelser og andre breve

Breve mv. fra offentlige myndigheder bør sprogligt være korrekt og

forståeligt udformet. Som det fremgår ovenfor under afsnit 14 om brevkopier,

har der kun i en del af de undersøgte sager været brevkopier. Ud fra de

brevkopier og standardbreve som har indgået i undersøgelsen, er der ikke

grundlag for at antage at statsamtet/Overpræsidiet i almindelighed har

problemer i relation til spørgsmålet om den sproglige udformning af breve og

andre afgørelser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at ud fra de

brevkopier og standardbreve, som har indgået i undersøgelsen, er der ikke

grundlag for at antage, at statsamtet/Overpræsidiet i almindelighed har

problemer i relation til spørgsmålet om den sproglige udformning af breve og

andre afgørelser.”

3.C

. HJEMMELSSPØRGSMÅL

1) Indledning

Jeg har i forbindelse med undersøgelsen ikke kunnet konstatere at

statsamtet/Overpræsidiet har truffet indholdsmæssigt ulovlige afgørelser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at Ombudsmanden i

forbindelse med undersøgelsen ikke har kunnet konstatere, at

statsamterne/Overpræsidiet har truffet indholdsmæssigt ulovlige

afgørelser.”

2) Bemyndigelsesspørgsmål

Således som sagerne er oplyst for mig, har jeg lagt til grund at

statsamtets/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte sager har haft fornøden

bemyndigelse.

Efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, har den kompetente myndighed ikke

bemyndigelse til at meddele fritagelse for værnepligt hvis ansøgeren har

opholdt sig kortere tid end 10 år på Færøerne eller Grønland. På den anden

side har en værnepligtig som opfylder lovens betingelser for fritagelse,

efter ansøgning retskrav på fritagelse.

I de 30 undersøgte sager om fritagelse efter værnepligtslovens § 1, stk. 3,

må det antages at statsamtet/Overpræsidiet har lagt til grund at ansøgerne i

de 11 sager som angår ophold i

Grønland

(sagerne 29, 30, 51-56, 81, 87 og 90)

, har opholdt sig i Grønland i et (samlet) tidsrum som svarer til den eller

de periode(r) den pågældende ifølge de i sagen indhentede oplysninger fra

CPR-registret har været bopælsregistreret i Grønland, mens

statsamtet/Overpræsidiet har lagt til grund at ansøgerne i de 19 sager som

angår ophold på

Færøerne

(sagerne 21-28, 57-60, 82, 86, 88 og 89)

, har opholdt sig på Færøerne i et (samlet) tidsrum som svarer til den eller

de periode(r) den pågældende ifølge de i sagen indhentede oplysninger fra

CPR-registret

ikke

har været bopælsregistreret i Danmark.

Herefter har den gennemsnitlige opholdstid i Grønland i de 11 sager som angår

ophold i Grønland, udgjort ca. 17 år og 6 ½ måned – varierende fra 10 år

og ca. 2 måneder i

sag 90

til ca. 25 år og 3 måneder i

sag 29. Tilsvarende har den gennemsnitlige opholdstid i de 19 sager som

angår ophold på Færøerne, udgjort ca. 23 år og 8 måneder – varierende

fra ca. 10 år og 9 måneder i

sag 23

til ca. 28 år og 11½ måned i

sag 25.

Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt den samlede opholdstid i de sager som

angår ophold på Færøerne, kan anses for tilstrækkeligt godtgjort – og

den kompetente myndighed dermed har haft bemyndigelse til at meddele

fritagelse – henvises til kapitel 3.B.8 om sagsoplysning ovenfor.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at således som

sagerne er oplyst over for Ombudsmanden, har Ombudsmanden lagt til grund, at

statsamterne/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte sager har haft

fornøden bemyndigelse.”

3) Fortolkningsspørgsmål

I ingen af de undersøgte sager kan statsamtets/Overpræsidiets

fortolkningsresultat efter min opfattelse anses for forkert eller uholdbart.

En efterprøvelse af afgørelsen har dog ikke kunnet ske i 3 sager

(sagerne 43, 44 og 46)

hvor afgørelsens grundlag og indhold ikke er dokumenteret.

I 30 af de 90 undersøgte sager afslog statsamtet/Overpræsidiet at meddele

udsættelse efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27

(sagerne 11-20, 41-50 og 71-80).

I 21 af disse sager

(

sagerne 11-13, 15-20, 42, 47-49, 71, 72, 74-78 og 80)

er afslaget givet fordi det ikke har været nødvendigt at udsætte

sessionstidspunktet af hensyn til ansøgerens uddannelse. I alle disse sager

gælder det at den dato ansøgeren har dokumenteret at uddannelsen varer til,

ligger før en dato som fremgår af det spørgekort som er udsendt til

ansøgeren, om hvilket det anføres på spørgekortet at den værnepligtige ikke

behøver søge udsættelse af sessionen hvis uddannelsen afsluttes inden den

omhandlede dato. Forskellen mellem de to nævnte tidspunkter varierer i de

enkelte sager fra ca. 2 måneder til ca. 18½ måned.

I

sag 14

skyldes afslaget på udsættelse at ansøgeren ikke er under uddannelse.

I 3 andre sager

(sagerne 50, 73 og 79)

er der givet afslag på udsættelse fordi ansøgeren ikke er ved at gennemgå en

godkendt uddannelse.

Statsamtets afgørelse i

sag 50

er citeret ovenfor i kapitel 3.B.10.b. – I klagen til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet anførte ansøgeren

at

der til den daglige undervisningstid skulle lægges 3-4 timers nødvendig

daglig forberedelse samt mange tidkrævende aktiviteter på skolen i form af

koncerter, workshops og lignende,

at

det var nødvendigt at have arbejde ved siden af da uddannelsen ikke er

SU-berettiget, og

at

der også måtte tages hensyn til ansøgerens daglige transporttid (3-4 timer).

Ansøgeren anførte at han havde en samlet ugentlig arbejdstid på op mod 50

timer. Ministeriet stadfæstede statsamtets afgørelse idet ministeriet bl.a.

henviste til at det af afsnit 5.4. i cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om

udsættelse af tidspunktet for værnepligtiges møde for session og til

aftjening af værnepligt bl.a. fremgår at udsættelse ikke kan gives under

hensyn til deltagelse i kurser med et timetal på under 23 som ofte er

kombineret med igangværende fuldtidserhvervsarbejde.

I

sag 73

anså Overpræsidiet ikke en ansættelsesaftale om praktikperiode som

salgstrainée hos en ejendomsmægler for en godkendt uddannelse, og i

sag 79

blev en kontrakt som professional fodboldspiller ikke anses for en godkendt

uddannelse.

I 2 sager

(sagerne 41 og 45)

blev der givet afslag på udsættelse på baggrund af ansøgerens alder og

bestemmelsen i værnepligtslovens § 13, stk. 4, om at der (kun) kan gives

udsættelse af at møde for sessionen ”indtil udgangen af det år, i

hvilket de fylder 25 år”.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens

opfattelse, hvorefter statsamtets/Overpræsidiets fortolkningsresultat i ingen

af de undersøgte sager kan anses for forkert eller uholdbart, idet der dog i

tre sager, hvor afgørelsens grundlag og indhold ikke er dokumenteret, ikke

har kunnet ske en efterprøvelse.”

4) Skønsspørgsmål (kriterier og

afvejning)

Min undersøgelse har i intet tilfælde vist at statsamtet/Overpræsidiet har

inddraget ulovlige kriterier, ikke har inddraget relevante lovlige kriterier

eller har afvejet kriterier i strid med gældende ret.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at Ombudsmandens

undersøgelse i intet tilfælde har vist, at statsamtet/Overpræsidiet har

inddraget ulovlige kriterier, ikke har inddraget relevante lovlige kriterier

eller har afvejet kriterier i strid med gældende ret.”

5) Spørgsmål i relation til

retsfølgen

I ingen af de undersøgte sager er der anledning til bemærkninger i relation

til retsfølgen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de

undersøgte sager er anledning til bemærkninger i relation til

retsfølgen.”

3.D. PRØVELSE

1) Rekurs og genoptagelse

(remonstration og tilbagekaldelse)

Statsamtets/Overpræsidiets afgørelser kan indbringes for Indenrigs- og

Sundhedsministeriet. Dette er kun sket i ét tilfælde: I

sag 50

som er refereret ovenfor i

kapitel 3.B.10.b og i kapitel

3.C.3,

og hvor ministeriet stadfæstede statsamtets afgørelse.

Efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kan

statsamtets/Overpræsidiets afgørelser genoptages. Dette er i intet tilfælde

sket.

2) Klage til Folketingets

Ombudsmand

I ingen af de undersøgte sager har der været indgivet klage til Folketingets

Ombudsmand.

3) Domstolsprøvelse

Statsamtets/Overpræsidiets afgørelser kan indbringes for domstolene efter den

almindelige bestemmelse i grundlovens § 63, stk. 1.

Ingen af de undersøgte sager ses indbragt for domstolene.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har i sin udtalelse af 31. oktober 2003 anført:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens

oplysning om, at kun én afgørelse har været påklaget til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet, at der ikke er genoptaget afgørelser, samt at der ikke

har været indgivet klager til Ombudsmanden eller indbragt afgørelser for

domstolene.”

4. MYNDIGHEDERNES UDTALELSER

På baggrund af min foreløbige rapport om undersøgelsen har Indenrigs- og

Sundhedsministeriet, Københavns Overpræsidium samt Statsamterne Sønderjylland

og Fyn afgivet udtalelser. Udtalelserne er i deres helhed optaget som

bilag 2-5

til rapporten; dog er ikke gengivet et enkelt afsnit i hver af udtalelserne

fra ministeriet, Statsamtet Sønderjylland og Københavns Overpræsidium som

angår trykfejl to forskellige steder i den foreløbige rapport, idet disse er

rettet i den endelige rapport. Endvidere er de enkelte dele af udtalelserne

gengivet de relevante steder i rapporten.

5. SAMMENFATNING OG KONKLUSION

5.A. SAMMENFATNING

I de undersøgte sager har der ikke været anledning til at rejse spørgsmål om

kompetence

eller

inhabilitet

, og i ingen af de undersøgte sager har der været

partsrepræsentation.

Undersøgelsen har ikke afdækket individuelle vejledningsproblemer, men der

har været anledning til at pege på en mindre heldig

vejledning

i et standardbrev. Det generelle informationsmateriale på området indeholder

en god information som gives på en overskuelig og relativt letforståelig

måde.

Undersøgelsen har vist at der på området er problemer med overholdelsen af

notatpligten. Dette har særligt sammenhæng med at notater foretaget i det

elektroniske værnepligtssystem blev slettet efter en vis, kortere, tid.

Der er ikke i nogen af de undersøgte sager begæret

aktindsigt. Der er ikke i forbindelse med undersøgelsen konstateret

tilsidesættelse af

persondatalovens

behandlingsregler

, men der har været anledning til at pege på at den generelle

underretning

af de registrerede efter persondatalovens § 28 og § 29 på tre punkter kunne

forbedres.

Der er i ingen af de undersøgte sager foretaget

partshøring

, men der er af forskellige grunde ikke herved sket nogen fejl.

Undersøgelsen har afdækket et

sagsoplysningsproblem

i relation til færinger som søger fritagelse for værnepligt efter

værnepligtslovens § 1, stk. 3.

Der er ikke i de undersøgte sager fundet overtrædelser af bestemmelserne om

tavshedspligt

samt

indhentelse og videregivelse af oplysninger.

De afgørelser i de undersøgte sager som ikke giver ansøgeren fuldt ud

medhold, lever (i varierende grad) ikke op til forvaltningslovens krav om

begrundelse. Dette skyldes hovedsagelig de standardbreve som anvendes på

området.

De afgørelser i de undersøgte sager som ikke giver ansøgeren fuldt ud

medhold, indeholder enten slet ingen

klagevejledning

eller en klagevejledning som på forskellige punkter er mangelfuld.

Sagsbehandlingstiden

giver kun i et enkelt tilfælde anledning til kritiske bemærkninger.

Der fandtes i en væsentlig del af de undersøgte sager ikke autentiske

brevkopier

, ligesom der generelt ikke var mulighed for med kort varsel fra de anvendte

IT-systemer at udskrive en tro kopi af de breve myndighederne måtte formodes

at have sendt i sagen (”print on demand”).

Der er ikke i forbindelse med undersøgelsen konstateret

indholdsmæssigt

ulovlige afgørelser.

5.B. KONKLUSION

Undersøgelsen har vist at værnepligtsmyndighederne på det undersøgte område

træffer lovlige

afgørelser.

Undersøgelsen har imidlertid samtidig vist at

sagsbehandlingen

på flere væsentlige punkter var mangelfuld. Således har undersøgelsen

afdækket et generelt problem i forhold til notatpligten og vist mere

generelle tilsidesættelser af kravene til begrundelse, klagevejledning og

bevaring af brevkopier. Ministeriet og statsamterne/Overpræsidiet har

imidlertid allerede taget relevante initiativer til at udbedre disse mangler,

ligesom myndighederne har tilsluttet sig at der bør ske forbedringer i

relation til den vejledning som i brevform gives værnepligtige der muligvis

opfylder betingelserne i værnepligtslovens § 1, stk. 3, for fritagelse, i

relation til den generelle underretning der gives efter persondatalovens §§

28-29 og i relation til sagsoplysningen i en bestemt type af de undersøgte

sager.

I det hele taget må myndighedernes reaktion på undersøgelsen og dens

resultater efter min opfattelse anses for meget tilfredsstillende.

Bilag 1

Uddrag af hæftet ”Før session. Før

Værnepligt”, udgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i august 2002

”

SESSION, HVAD ER DET?

Du har nu nået den alder, hvor du snart skal på session. Alle unge mænd

med

dansk statsborgerskab skal på session. Det siger værnepligtsloven.

Du har måske nogle spørgsmål om sessionen og om værnepligten.

Mange af dem kan du finde svar på, hvis du giver dig tid til at læse dette

hæfte.

Af hensyn til forberedelsen af din session skal du sende vedlagte

helbredsspørgehæfte til sessionsmyndigheden snarest muligt og inden 4 uger.

Formålet med helbredsspørgehæftet er sammen med lægeundersøgelsen at give

sessionen det bedst mulige grundlag for at vurdere,

om du er egnet til at aftjene værnepligten.

Det er derfor vigtigt, at du læser og udfylder hæftet omhyggeligt.

Cirka tre uger før du skal på session, får du et brev fra

sessionsmyndigheden. Her kan du læse, hvor og hvornår du skal møde. Samtidig

får du et hæfte, der hedder »Session – Værnepligt«. Det giver dig flere

oplysninger om selve forløbet af sessionsdagen og om de forskellige

indkaldelsesmuligheder.

Hvis sessionen bedømmer dig egnet eller begrænset egnet til

værnepligtstjeneste, vil statsamtet videregive oplysning om dine

helbredsforhold samt uddannelses- og erhvervsmæssige forhold til Forsvarets

Værnepligt og Rekruttering, som fordeler de værnepligtige.

Hvis sessionen bedømmer dig uegnet til værnepligtstjeneste, vil oplysningerne

blive bevaret i statsamtet.

Du har ret til

·

at bede om indsigt i de oplysninger som findes i din sag

·

at gøre indsigelse mod at oplysningerne behandles

·

at kræve berigtigelse, sletning eller

blokering af oplysninger,

·

der er urigtige, vildledende eller på

lignende måde er

·

behandlet i strid med lovgivningen.

Du kan henvende dig herom til det statsamt, der behandler

din sessionssag.

(Se adresser på bagsiden af hæftet).

HVORNÅR OG HVOR SKAL

JEG PÅ SESSION?

Du skal møde på session i 1. halvår af 2003. Sessionen

finder sted i det område, hvor du bor.

Dine rejseudgifter i forbindelse med sessionen skal du selv

betale. Det gælder også en eventuel tabt arbejdsfortjeneste.

HVAD SKER DER PÅ

SESSIONEN?

Du skal på sessionsdagen løse forskellige skriftlige

opgaver, og du skal til en helbredsundersøgelse. Det er på grundlag af

resultaterne herfra og en samtale med dig, at sessionen tager sin beslutning.

Sessionen består af en formand,

en læge, en officer og en lokalpolitiker.

Finder sessionen, at du er egnet, får du mere at vide om

værnepligtstjenesten og om de forskellige muligheder, du har. Den normale

indkaldelsesperiode for dig er:

1. januar - 31. december 2004.

KAN JEG KOMME SENERE PÅ

SESSION?

Ja, du kan søge om udsættelse, hvis du er i gang med en

uddannelse, og den ikke er færdig inden 1. juli 2004. Men du kan ikke få

udsat

sessionen længere end til udgangen af det år, hvor du fylder 25.

Det er vigtigt, at du søger inden for de næste fire uger,

fra du har modtaget dette hæfte.

Når du søger, kan du bruge det spørgekort, der sidder

bagerst i det helbredsspørgehæfte, som du har fået sammen med dette hæfte.

Husk

at læse vejledningen grundigt.

Hvis du søger udsættelse med din session, skal du ikke

indsende helbredsspørgehæftet.

HVIS JEG ER FÆRING

ELLER GRØNLÆNDER?

Hvis du er tilflyttet fra Færøerne eller Grønland efter at

have haft ophold der i sammenlagt mindst 10 år, kan du efter ansøgning

fritages

for værnepligt i Danmark. Hvis du mener at opfylde dette krav og ønsker

fritagelse for værnepligt, skal du markere det på side 2 i

helbredsspørgehæftet, hvorefter du vil blive kontaktet af

sessionsmyndigheden.

”

Bilag 2

Udtalelse af

31. oktober 2003 fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Beredskabskontoret

J.nr. 2003-3003-2

31. oktober 2003

Folketingets Ombudsmand

Gammel Torv 22

1457 København K

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 22. september 2003 modtaget

Ombudsmandens foreløbige rapport af 18. september 2003 (j. nr. 2003-1145-980)

vedrørende undersøgelse af 90 værnepligtssager fra to statsamter og

Overpræsidiet.

Indledningsvis skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærke, at den

værnepligtsadministration, som varetages af de værnepligtsadministrerende

statsamter og Overpræsidiet i forbindelse med forberedelse og afvikling af

sessioner, er præget af et meget stort antal sager og af områdets særlige

karakter, hvor det drejer sig om ganske indgribende foranstaltninger over for

den enkelte borger. På trods af disse forhold er antallet af klager over de

værnepligtsadministrerende statsamters afgørelser overordentligt beskedent.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke bemærkninger til rapportens

kapitel 1 og 2.

Til rapportens kapitel 3 har ministeriet følgende bemærkninger:

Afsnit A. Kortlægning af sagerne:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ingen bemærkninger.

Afsnit B. Sagsbehandlingsregler:

1) Kompetence mv.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der ikke er

kompetencemangler i nogen af de 90 undersøgte sager.

2)

Inhabilitet

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de

90 undersøgte sager er rejst spørgsmål om inhabilitet.

3) Partsrepræsentation

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i ingen af de

90 undersøgte sager har været partsrepræsentation.

4) Vejledning

Ombudsmanden peger på, at der i sagerne 51, 53-55 og 57-59 (vedrørende

fritagelse for værnepligt efter værnepligtsloven § 1, stk. 3) er sket en

skriftlig vejledning (standardbrev) af den værnepligtige om muligheden for

efter ansøgning at blive fritaget for værnepligt. Skønt vejledningen falder

uden for bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, finder Ombudsmanden, at den

er

relevant og i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig med Ombudsmanden i, at

formuleringen i det standardbrev, som tilsendes den værnepligtige tillige med

et

egentlig ansøgningsskema, bør ændres, således at teksten er overensstemmende

med teksten i hæftet ”Session/Værnepligt” under overskriften

”HVIS JEG ER

FÆRING ELLER GRØNLÆNDER?”. ”Bør” vil således blive ændret til

”kan” i

standardbrevets sidste afsnit.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Ombudsmandens

bemærkninger om, at folderne (hæfterne) indeholder en god generel

information,

som gives på en overskuelig og relativt letforståelig måde.

5) Notatpligt

Det fremgår af rapporten bl.a., at der i en række af de undersøgte

sager ikke er noteret oplysninger i Værnepligtssystemets skærmbillede FTEXT,

og

at det i forbindelse med undersøgelsen er oplyst, at oplysninger registreret

i

dette skærmbillede slettes, når sessionsbehandlingen er afsluttet, medens de

(øvrige) oplysninger, som er registreret i Værnepligtssystemet, overføres til

elektronisk arkiv.

Hertil skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærke, at oplysninger

registreret i Værnepligtssystemets tekstfelt slettes efter udgangen af det

aktuelle sessionshalvår.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har taget skridt til at foretage en

ændring i Værnepligtssystemet, hvorefter alle oplysninger registreret i

skærmbilledet FTEXT overføres til elektronisk arkiv, hvorfra de hurtigt kan

genskabes. Denne systemændring forventes gennemført snarest muligt.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har samtidig henledt de

værnepligtsadministrerende statsamters og Overpræsidiets opmærksomhed på

vigtigheden af, at der gøres notater i overensstemmelse med

offentlighedslovens

§ 6 eller efter god forvaltningsskik.

6) Aktindsigt og persondataloven

a) Aktindsigt

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bemærket sig, at der ikke er

aktindsigtsspørgsmål i nogen af de undersøgte sager.

b) Persondataloven

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at de undersøgte

sager ikke giver Ombudsmanden grundlag for bemærkninger i relation til de

citerede behandlingsregler.

Det fremgår af rapporten, at der efter Ombudsmandens opfattelse kan

rejses tvivl om, hvorvidt der med den generelle vejledning (i de to

informationshæfter) også er sket en tilstrækkelig oplysning efter

persondatalovens § 28 i relation til behandling af en ansøgning om udsættelse

efter værnepligtslovens § 13, stk. 4, jf. § 27.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal hertil bemærke, at der i den

førstkommende udgave af hæftet ”Før session/Før værnepligt” under

overskriften

”KAN JEG KOMME SENERE PÅ SESSION?” vil blive tilføjet en oplysning

om, at de

oplysninger, som den værnepligtige anfører i sin ansøgning, vil blive anvendt

i

forbindelse med sessionsmyndighedens behandling af ansøgningen om udsættelse.

Til den generelle vejledning, som er anført i de ovenfor nævnte to

informationshæfter og i skemaet vedrørende resultatet af sessionen, bemærker

Ombudsmanden, at det – for at den registrerede skal have mulighed for

nærmere

at få kendskab til sine rettigheder – ville være bedst stemmende med god

forvaltningsskik og med forvaltningsmyndighedens almindelige

vejledningspligt,

jf. princippet i forvaltningslovens § 7, hvis en generel vejledning om

registreredes rettigheder efter persondataloven indeholder en henvisning til

lovgrundlaget for disse rettigheder.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I de førstkommende

udgaver af de to informationshæfter, som udsendes primo januar 2004

(Session/Værnepligt) og medio februar 2004 (Før session/Før værnepligt)

medtages en henvisning til lovgrundlaget. Tilsvarende henvisning medtages i

det

nævnte skema om sessionsresultatet.

Ombudsmanden anfører, at det må anses for en fejl, at

statsamterne/Overpræsidiet ikke i sagerne om fritagelse for værnepligt efter

værnepligtslovens § 1, stk. 3 (sagerne 21-30, 51-60 og 81-90) gav meddelelse

til den registrerede om indsamlingen og behandlingen af CPR-oplysningerne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig heri. I førstkommende udgave

af hæftet ”Før session/Før værnepligt” under overskriften

”HVIS JEG ER FÆRING

ELLER GRØNLÆNDER” vil der blive tilføjet, at sessionsmyndigheden i

forbindelse

med en ansøgning om fritagelse for værnepligt efter værnepligtslovens § 1,

stk. 3, vil sikre sig, at der foreligger oplysning om bopælsregistreringer i

henholdsvis CPR (for værnepligtige, der er tilflyttet fra Grønland) og i

Folkeregisteret under Færøernes Landsstyre (for værnepligtige, der er

tilflyttet fra Færøerne). Der henvises i øvrigt til ministeriets bemærkninger

under afsnit 8.

7) Partshøring

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at i ingen af de 90

undersøgte sager er ansøgeren blevet partshørt, og at der ikke herved ses at

være sket tilsidesættelse af bestemmelsen i forvaltningslovens § 19.

8) Sagsoplysning

Ombudsmanden peger på, at oplysningsgrundlaget for afgørelse af sager

efter værnepligtslovens § 1, stk. 3, vedrørende ansøgninger om fritagelse for

værnepligt på baggrund af ophold på Færøerne afgøres på et – principielt

–

ringere oplysningsgrundlag end de tilsvarende sager vedrørende ophold i

Grønland.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet deler denne opfattelse. Ministeriet

vil udgive en revideret vejledning om behandling af sager efter

værnepligtslovens § 1, stk. 3, til samtlige værnepligtsadministrerende

statsamter og Overpræsidiet. Vejledningen vil indeholde krav om, at der i

alle

tilfælde skal foreligge oplysninger om bopælsregistreringer, jf. herved

ministeriets

bemærkninger under afsnit 6.

Det tilføjes, at det ved Indenrigs- og Sundhedsministeriets henvendelse

til lovafdelingen i det færøske justitsministerium (Løgmálaráðið) er oplyst,

at den færøske personoplysningslov ikke umiddelbart tillader, at der fra

registeret

udleveres oplysninger om bopælsregistreringer til myndigheder uden for

Færøerne. Justitsministeriet har henvist til det færøske datatilsyn

(Dátueftirlitið), hvortil Indenrigs- og Sundhedsministeriet har rettet

henvendelse med en anmodning om, at der tilvejebringes hjemmel til, at

oplysninger

om bopælsregistreringer kan indhentes af de værnepligtsadministrerende

statsamter

og Overpræsidiet til brug for behandling af sager om fritagelse for

værnepligt.

9) Tavshedspligt - indhentelse og videregivelse af oplysninger

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet har noteret sig, at der i intet tilfælde i de 90

undersøgte

sager er anledning til at rejse spørgsmål om overtrædelse af reglerne om

tavshedspligt

og videregivelse af fortrolige oplysninger.

10) Begrundelse mv.

Ombudsmanden peger i rapporten på en række sager, som enten ikke

indeholder en henvisning til retsgrundlaget for afgørelser eller en

mangelfuld

henvisning. Det fremgår videre, at afgørelserne i meget høj grad er

formuleret

på baggrund af standardbreve udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af

standardbrevene, som forventes afsluttet inden udgangen af november 2003.

11) Klagevejledning

Ombudsmanden peger på, at en række afgørelser truffet af Overpræsidiet

og statsamterne ikke lever op til bestemmelserne i forvaltningslovens § 25.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig i, at der ikke i

værnepligtsloven er hjemmel til at kræve, at en klager skal indsende sin

klage

gennem den myndighed, som har truffet afgørelsen i første instans.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påbegyndt en revidering af de

vejledende standardbreves udformning, hvorefter den korrekte klagemyndigheds

navn og adresse anføres (Indenrigs- og Sundhedsministeriet). I tilslutning

hertil agter ministeriet at anføre, at klageren også har mulighed for –

men

ikke pligt til – at indsende klagen gennem den myndighed, der har

truffet

afgørelsen. Denne foranstaltning tjener navnlig det formål, at

klagesagsbehandlingen

tidsmæssigt kan forkortes og samtidig giver myndigheden lejlighed til at

genoverveje

afgørelsen.

12) Bekendtgørelse

Med hensyn til Ombudsmandens bemærkninger under dette afsnit, der

vedrører brevkopier mv., skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet henvise til

bemærkningerne under afsnit 15.

13) Sagsbehandlingstid mv.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at den

gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning indtil

statsamtet/Overpræsidiet

rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage), efter

Ombudsmandens opfattelse ligger inden for det acceptable. Samtidig har

Ombudsmanden givet udtryk for, at det anses for problematisk, at der i otte

af

de nævnte sager er gået næsten en måned fra sagens rejsning til

statsamtets/Overpræsidiets

henvendelse. Kun en enkelt sag (22), hvor sagsbehandlingstiden udgjorde knap

2½

måned, og hvor sagen må anses for ukompliceret, giver anledning til

bemærkninger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at det ikke giver

Ombudsmanden anledning til kritik, at der ikke i nogen af de undersøgte sager

er sket underretning til parten om, at sagen trak ud.

14) Vildfarelse, sjusk mv.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig, at ud over de mere

væsentlige forhold, som fremgår af rapportens afsnit 11 om klagevejledning og

afsnit 15 om brevkopier, har Ombudsmanden kun bemærket et enkelt og

bagatelagtigt forhold (ulæseligt stempel).

15) Brevkopier

Ombudsmanden har bl.a. bemærket, at 46 af de 90 undersøgte sager ikke

indeholder brevkopier, og der i 20 af de 44 undersøgte sager, som indeholder

brevkopier, ikke fremgår underskriverens navn.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan hertil oplyse, at der i det

elektroniske værnepligtssystem er integreret tre forskellige standardbreve,

som alle vedrører sager om udsættelse med session efter værnepligtslovens §

13,

stk. 4, jf. § 27. Indholdet af disse tre breve giver i alle tilfælde

ansøgeren

medhold i ansøgningen. Imidlertid er systemet ikke indrettet til at bevare

dokumentet i elektronisk form.

Erfaringerne har vist, at der ikke har været et administrativt behov

for at bevare dokumentet. Der har således ikke været tale om

aktindsigtsbegæringer, klager eller andet, som har kunnet retfærdiggøre en

bevarelse af dokumentet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er dog enig i, at der også for disse

sagers vedkommende skal foreligge en autentisk brevkopi. Ministeriet har

således indledt en undersøgelse af mulighederne for at indrette det

elektroniske værnepligtssystem således, at det kan bevare og inden for en

meget

kort tidsfrist udskrive en autentisk kopi.

Samtlige værnepligtsadministrerende statsamter og Overpræsidiet er d.d.

anmodet om, at der med øjeblikkelig virkning skal gennemføres den ændring, at

der skal udskrives og bevares en kopi af dokumentet. Denne ordning vil bestå,

indtil der måtte være etableret et system, som kan bevare dokumentet i

elektronisk form, og som kan udskrive en autentisk kopi.

I samme brev har Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreget, at der

i alle andre forvaltningsafgørelser skal bevares en kopi. Endvidere er det

understreget, at en forvaltningsafgørelse skal være forsynet med

udstedermyndighedens betegnelse og adresse samt være underskrevet, og at

underskriften

skal gentages med maskinskrift eller stempel. Desuden skal det fremgå af

myndighedens brevkopi, hvem der har underskrevet brevet.

16) Den sproglige udformning af

statsamternes/Overpræsidiets afgørelser og andre breve

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret

sig, at ud fra de brevkopier og standardbreve, som har indgået i

undersøgelsen, er der ikke grundlag for at antage, at

statsamtet/Overpræsidiet

i almindelighed har problemer i relation til spørgsmålet om den sproglige

udformning af breve og andre afgørelser.

Afsnit C. Hjemmelsspørgsmål

1) Indledning

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret

sig, at Ombudsmanden i forbindelse med undersøgelsen ikke har kunnet

konstatere, at statsamterne/Overpræsidiet har truffet indholdsmæssigt

ulovlige

afgørelser.

2) Bemyndigelsesspørgsmål

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret

sig, at således som sagerne er oplyst over for Ombudsmanden, har Ombudsmanden

lagt til grund, at statsamterne/Overpræsidiets afgørelser i de undersøgte

sager har haft fornøden bemyndigelse.

3) Fortolkningsspørgsmål

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret

sig Ombudsmandens opfattelse, hvorefter statsamtets/Overpræsidiets

fortolkningsresultat i ingen af de undersøgte sager kan anses for forkert

eller

uholdbart, idet der dog i tre sager, hvor afgørelsens grundlag og indhold

ikke

er dokumenteret, ikke har kunnet ske en efterprøvelse.

4) Skønsspørgsmål (kriterier og afvejning)

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret

sig, at Ombudsmandens undersøgelse i intet tilfælde har vist, at

statsamtet/Overpræsidiet har inddraget ulovlige kriterier, ikke har inddraget

relevante lovlige kriterier eller har afvejet kriterier i strid med gældende

ret.

5) Spørgsmål i relation til retsfølgen

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret

sig, at der i ingen af de undersøgte sager er anledning til bemærkninger i

relation til retsfølgen.

3. D. Prøvelse

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret

sig Ombudsmandens oplysning om, at kun én afgørelse har været påklaget til

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der ikke er genoptaget afgørelser, samt

at der ikke har været indgivet klager til Ombudsmanden eller indbragt

afgørelser for domstolene.

Med venlig hilsen

E. H. Petersen (sign.)

Bilag 3

Udtalelse af 30. oktober 2003 fra

statsamtet Sønderjylland

Sessionen

30. oktober 2003

Folketingets Ombudsmand

Gammeltorv 22

1457 København K

Folketingets Ombudsmand har ved brev af 18. september 2003 udbedt sig

Statsamtet Sønderjyllands eventuelle bemærkninger til den foreløbige rapport

vedrørende egen drift-projekt angående 90 værnepligtssager fra to statsamter

og Overpræsidiet.

I undersøgelsen indgår 30 sager fra hver af de tre myndigheder, herunder

Statsamtet Sønderjylland med sagerne

01-30,

vedrørende dels udsættelse med session, jf. værnepligtslovens § 13, stk. 4,

jf. § 27, dels fritagelse for værnepligt på grund af tilhørsforhold til

Færøerne eller Grønland, jf. værnepligtslovens § 1, stk. 3.

Overordnet set kan Statsamtet Sønderjylland i alt væsentligt tiltræde den i

udkastet indeholdte beskrivelse af dette retsområde og de undersøgte sager.

Statsamtet har noteret sig, at undersøgelsen ikke synes at vise, at der

konkret i enkelte sager er begået alvorlige sagsbehandlingsfejl, eller at

nogle af de undersøgte sager er afgjort med et urigtigt resultat. Ingen af de

undersøgte afgørelser er påklaget.

I den forbindelse skal det fremhæves, at sessionen efter statsamtets

opfattelse er et område, hvor der ekspederes et meget stort antal sager på en

generelt både god og effektiv måde, og hvor de berørte borgere og involverede

myndigheder meget sjældent finder anledning til at fremføre kritik.

De i udkastet beskrevne påtænkte henstillinger til Indenrigs- og

Sundhedsministeriet om ændring af regler, vejledninger, standardbreve m.v.

har

statsamtet ingen bemærkninger til.

Side 36 i udkastet angives, at Folketingets Ombudsmand påtænker en

henstilling til statsamterne og Overpræsidiet om sagsoplysning i sager om

fritagelse for værnepligt på grund af tilhørsforhold til Færøerne således, at

der ud over de oplysninger, der foreligger i form af den pågældendes egen

erklæring

afgivet under strafansvar samt CPR-registerets udvisende, yderligere

indhentes

oplysninger fra folkeregisteret under Færøernes Landsstyre.

Statsamtet kan tiltræde, at indførelse af en sådan fremgangsmåde vil

medføre et sikrere grundlag for afgørelsen af disse sager.

I udkastet anføres ligeledes på side 36 vedrørende sag

08

, der

angår udsættelse med session, at uddannelsens afslutningsdato er uafklaret,

og

at statsamtet ikke har søgt dette forhold afklaret, ligesom det ikke fremgår,

hvilken afslutningsdato statsamtet har lagt til grund for den pågældende

uddannelse, der begrundede udsættelsen af sessionstidspunktet.

Hertil skal bemærkes, at der så vidt det nu kan konstateres er tale

om, at den pågældende ansøger var i gang med en grunduddannelse på EUC, som

skulle følges op af videre uddannelse på en læreplads. Ansøgeren havde

imidlertid på ansøgningstidspunktet endnu ikke fået nogen læreplads, og

tidspunktet for uddannelsens afslutning kunne derfor ikke oplyses.

Der er derfor i denne sag alene givet en foreløbig udsættelse i et

halvt år (til næste session) med henblik på afklaring af spørgsmålet om

uddannelsens varighed, jf. herved pkt. 3.1, stk. 2, i Indenrigsministeriets

cirkulære nr. 156 af 15. oktober 1999 om udsættelse af tidspunktet for

værnepligtiges møde for session og til aftjening af værnepligt.

Det er statsamtets opfattelse, at denne sag er oplyst tilstrækkeligt

som grundlag for en foreløbig udsættelse, og at afgørelsen herom er korrekt.

På side 50 i udkastet påpeges, at der i

sag 14

er omtale af

klagemyndigheden som dels ”Indenrigsministeriet”, dels

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet”.

Statsamtet er enig i, at dette er misvisende og derfor uheldigt. Det

kan oplyses, at standardbrevet II-4 i forbindelse med en ændring er blevet

ufuldstændigt kopieret ind på en enkelt medarbejders pc. Denne fejl er nu

rettet.

På side 52 i udkastet anføres, at det bl.a. af

sagerne 06-10

ikke fremgår, hvornår statsamtet har

skrevet til ansøgerne og herunder meddelt afgørelse i sagen.

For så vidt angår disse sager kan det oplyses, at de nævnte oplysninger

om meddelelse af ansøgt udsættelse med tidspunktet for session rutinemæssigt

indføres i Værnepligtssystemet VPS, i dettes tekstfelt.

Sagerne var imidlertid afsluttet på tidspunktet for fremsendelsen til

Folketingets Ombudsmand, og som det fremgår af udkastets side 24, er VPS

indrettet således, at oplysningerne i tekstfeltet ikke føres med, når en

afsluttet

sag overføres til arkivdelen i VPS.

Statsamtet finder således ikke grundlag for at antage, at disse sager

ikke skulle være ekspederet i overensstemmelse med sædvanlig arbejdsgang. For

så vidt angår spørgsmålet om eventuel ændring af arbejdsgangen, herunder med

hensyn til brevkopier, henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets

udtalelse

herom.

Med hensyn til sagsbehandlingstid konkluderes det i udkastet på side

56, at den gennemsnitlige tid, der gik fra sagens rejsning, til

statsamtet/Overpræsidiet

rettede henvendelse til den, der havde rejst sagen (13,4 dage), findes at

ligge

inden for det acceptable.

For så vidt angår den samlede sagsbehandlingstid har

sag 22

givet anledning til bemærkninger. Sagsbehandlingstiden var her 69 dage.

Det anføres herom på side 57 i udkastet, at henset til at afgørelsen

blev truffet uden yderligere sagsbehandlingsskridt, sagens ringe kompleksitet

samt den tid, der medgik til behandlingen af andre tilsvarende sager, må

sagsbehandlingstiden

anses for at nærme sig grænsen for det rimelige.

Statsamtet kan tiltræde denne betragtning, og det er i den forbindelse

indskærpet over for medarbejderne, at det så vidt muligt skal undgås, at

sagsbehandlingstiden i disse sager trækker så længe ud.

Det skal dog samtidig påpeges, at således som sessionsarbejdet helt

overordnet er organiseret, vil der efter sagens natur være tale om en meget

varierende sagsbehandlingstid i i øvrigt ensartede sager.

Dette skyldes, at der i forbindelse med udskrivningen arbejdes med

sager for et halvt år ad gangen.

Ved begyndelsen af hvert halvår udsendes der således centralt af

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vejledning og helbredsspørgehæfte på én

gang

til samtlige de mænd, der efter deres alder skal møde på session i det

næstfølgende halvår.

Det er denne udsendelse, der er den umiddelbare anledning til, at der

indgives ansøgninger om udsættelse med session og om fritagelse for

værnepligt

på grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland, og ansøgningerne

indkommer derfor ikke kontinuerligt halvåret i gennem, men derimod i høj grad

umiddelbart efter denne udsendelse og samtidig med et meget stort antal

udfyldte helbredsspørgehæfter.

Dette forhold må i sig selv føre til en vis uensartethed med hensyn til

sagsbehandlingstidens længde, men hertil kommer, at de medarbejdere, der skal

behandle ansøgningerne, er de samme medarbejdere, som i samme periode

forestår selve sessionsbehandlingen.

Det kan oplyses, at statsamtet fremover vil forsøge at tilrettelægge

sessionen således, at der bliver lidt flere sessionsfri dage i det tidsrum,

hvori helbredsspørgehæfter og ansøgninger erfaringsmæssigt indkommer.

Et sådant tiltag skønnes i nogen grad at kunne reducere udsvingene i

sagsbehandlingstiden.

Med hensyn til det på side 62 i udkastet anførte om underskrift og om

gengivelse af underskriverens navn på brevkopier skal det bemærkes, at det er

indskærpet over for medarbejderne, at afslag ikke må underskrives

”Sessionsmyndigheden”, hvilket var sket i

sag

17,

og at underskriverens navn skal fremgå af brevkopierne i

sagen.

De konkrete sager, der indgår i undersøgelsen fra Statsamtet Sønderjylland,

tilbagesendes vedlagt.

Med venlig hilsen

Torben Sørensen (sign.)

stiftamtmand

Bilag 4

Udtalelse af 30. oktober 2003 fra statsamtet Fyn

Sessionen

30. oktober 2003

Folketingets Ombudsmand

Gammeltorv 22

1457 København K

Under henvisning til Folketingets Ombudsmands skrivelse af 18. september 2003

(j. nr. 2003-1145-980) om egen drift-projekt har man anmodet Statsamtet

Fyn om eventuelle bemærkninger til den foreløbige rapport vedrørende 30 sager

fra Statsamtet Fyn.

De udvalgte sager er valgt efter kriterierne i værnepligtslovens § 13, stk.

4, jf. § 27 ”udsættelse med sessionsmødet” samt sager efter

værnepligtslovens § 1, stk. 3 om ”fritagelse for værnepligtstjeneste på

grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland”.

Af den foreløbige rapport fremgår, at der ikke fra ombudsmandsinstitutionen

er konstateret fejl eller mangler, der har ført til,

at statsamtet har truffet forkerte afgørelser.

Det er ligeledes anført, at der ikke til Folketingets Ombudsmand er

indgået klager over statsamtets sagsbehandling på de nævnte områder.

De i den foreløbige rapport nævnte kritikpunkter har givet statsamtet

anledning til straks at indrette sin sagsbehandling efter de angivne

retningslinier.

Statsamtet har noteret sig, at Folketingets Ombudsmand i sin foreløbige

rapport vil henstille til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der sker en

revision på en række punkter af de gældende retningslinier vedrørende

sagsbehandling

på sessionsområdet. Statsamtet er naturligvis indstillet på at følge de

reviderede retningslinier, som må forventes som følge heraf.

Statsamtet tilbagesender hermed de konkrete sager, der har indgået i

undersøgelsen.

Med venlig hilsen

Ninna Würtzen (sign.)

Stiftamtmand

Bilag 5

Udtalelse af 30. oktober 2003 fra

Københavns Overpræsidium

31.10.2003

Folketingets Ombudsmand

Gammel Torv 22

1457 København K

Folketingets Ombudsmand har med brev af 18. september 2003 tilsendt

Overpræsidiet en foreløbig rapport om egen drift-projektet angående 90

værnepligtssager fra 2 statsamter og Overpræsidiet, idet ombudsmanden har

udbedt sig Overpræsidiets eventuelle bemærkninger senest den 1. november

2003.

I denne anledning skal Overpræsidiet bemærke følgende:

Generelt finder Overpræsidiet, at der er tale om en grundig rapport, som

viser

dels

– som der også er givet udtryk for i rapportudkastet – at

der er tale om relativt ukomplicerede afgørelser inden for de to udvalgte

sagsområder,

dels

at der i de godt 12.000 sager i 2002 alene har været

én klage til Indenrigs- og Sundhedsministeriet (som stadfæstede afgørelsen),

dels

at sagerne indholdsmæssigt har været korrekt afgjort, og

dels

at nogle

formelle sagsbehandlingsregler ikke eller kun delvist har været overholdt.

De to udvalgte sagsområder – henholdsvis fritagelse for værnepligt på

grund af tilhørsforhold til Færøerne eller Grønland og udsættelse med session

–

er således kendetegnet ved, at der i vidt omfang er tale om et stort antal

rutineprægede sager (i Overpræsidiet ca. 5.000 sager), der behandles på en

enkel og smidig måde. Samtidig må det erkendes, at sagsbehandlingen, som det

er

påvist i rapportudkastet, på nogle væsentlige områder har været for enkel,

især

med hensyn til opbevaring af sagskopier eller sikring af tilsvarende

dokumentationsmateriale.

På denne baggrund har Overpræsidiet ingen bemærkninger til de i

rapportudkastet nævnte henstillinger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om

ændring af vejledninger, standardbreve, opbevaring af brevkopier m.v. Dette

gælder således også henstillingen om sikring af, at notatpligten i henhold

til

offentlighedsloven overholdes, idet dog bemærkes, at Overpræsidiet allerede i

dag også benytter tekstfeltet i Værnepligtssystemet til sådanne notater.

Overpræsidiet er endvidere enigt i, at sagsoplysningspraksis i sager

angående fritagelse for værnepligt efter værnepligtlovens §1, stk. 3, bør

ændres for så vidt angår personer, som har opholdt sig på Færøerne

(rapportudkastet

side 36), og Overpræsidiet har nu taget initiativ hertil.

For så vidt angår gennemgangen af Overpræsidiets sager (61-90), der

indgår i undersøgelsen, henvises til nedenstående bemærkninger, idet

Overpræsidiet samtidig har noteret sig, at der ikke i de enkelte sager er

påvist urigtige afgørelser, urigtige fortolkningsresultater eller alvorlige

sagsbehandlingsfejl.

Overpræsidiet er således enigt i, at begrundelsen for afgørelserne i de

8 sager, der er nævnt i rapportudkastet side 47 og 48, ikke opfylder kravene

i

forvaltningslovens § 24. Indtil standardskrivelserne ændres, jfr.

ovenfor,

vil Overpræsidiet sørge for, at der i alle afslag på ansøgninger om

udsættelse

af sessionen er en henvisning til retsreglerne. Endvidere vil det blive

sikret,

at der i alle afslag gives en fyldestgørende begrundelse for de væsentligste

hovedhensyn,

der har ført til afslaget på ansøgningen, samt en tilstrækkelig gengivelse af

faktum.

I rapportudkastet, side 52-53, er det anført, at der i to af

Overpræsidiets sager (76 og 79) er gået mere end 1 måned fra sagens start,

til

parten første gang har fået en henvendelse fra Overpræsidiet. Dette er ikke

korrekt for så vidt angår sag 76, hvor sagsbehandlingstiden var 21 dage. I

den

anden sag 79 er der gået 48 dage, hvilket er beklageligt.

Overpræsidiet skal endvidere beklage, at det ikke i alle tilfælde er

fremgået af brevkopien, hvem der har underskrevet brevet, jf. den omtalte sag

i

rapportudkastet side 62, hvor alene sagsbehandlerens initialer er anført.

Under henvisning til ombudsmandens anmodning herom tilbagesendes

samtidig de konkrete sager fra Overpræsidiet, der indgår i undersøgelsen.

Med venlig hilsen

Emil le Maire (sign.)

Overpræsident

Lignende dokumenter