Vejledning i forbindelse med eksport af affald
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning i forbindelse med eksport af affald
En virksomhed, A, havde siden
begyndelsen af 1990’erne modtaget slam fra kommunale spildevandsanlæg og
bearbejdet det til slampiller som bl.a. kan anvendes til brændsel eller som
gødning. På grund af visse grænseværdier i slambekendtgørelsen kunne
slampillerne
ikke anvendes som jordforbedringsmiddel i Danmark, og på grund af ændringer i
lov om affaldsafgift var det ikke længere rentabelt for virksomheden at sælge
pillerne til forbrænding. A havde derfor søgt at eksportere slampillerne.
I juli 2000 fik A mulighed
for at indgå kontrakt med et tysk selskab som ville aftage 3.000 tons
slampiller til kompostering. På den baggrund rettede A i brev af 1. august
2000
henvendelse til Miljøstyrelsen med følgende forespørgsel:
”
Før vi sender
anmeldelsesformularen til Tysklands kompetente myndighed, vil jeg gerne høre
fra Dem, om vedlagte anmeldelsesformular er rigtigt udfyldt og om kontrakten,
som vi selv har oversat til engelsk, kan bruges.
Vil De venligst telefonere
Deres kommentar til mig.”
Miljøstyrelsen svarede Dem i
brev af 3. august 2000. Styrelsen anførte følgende:
”Miljøstyrelsen har modtaget
Deres anmeldelse og har følgende bemærkninger:
De bedes venligst sende os
nogle analyser på de pågældende slambrændselspiller. Ved udspredning på jord
skal grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse være overholdt også
selvom
affaldet eksporteres.
Læs alt
Har (K) Kommune anvist
affaldet til eksport til Tyskland?
De bedes oplyse, hvem der er
slutmodtagere (lokaliteterne hvor komposten skal spredes) det vil sige navne,
adresser i Tyskland.
Hvad angår kontrakten skal
udløbstiden stemme overens med tilladelsens udløbstid. Formuleringen der skal
bruges er angivet i vedlagte udkast til kontrakt.”
Miljøstyrelsen bad samtidig A
om at indbetale et gebyr på 2.950 kr. Styrelsen henviste i den forbindelse
til
§ 3 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 971 af 19. november
1996 om import og eksport af affald.
A skrev herefter til
Miljøstyrelsen den 7. august 2000. Af brevet fremgik bl.a. følgende:
”Kravet om, at
grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse skal være overholdt selvom
slambrændselspillerne eksporteres, bevirker, at anmeldelsen ikke fremsendes.
De bedes i øvrigt oplyse
lovhjemmelen for dette krav, som jeg ikke har kunnet finde i min lovsamling.
Slambrændselspillerne kan
ikke overholde kravet om indhold af PAH; – et krav, der ikke findes i
Tyskland, men kun i Danmark.
Vi betaler det gebyr, De
opkræver, men vil søge beløbet tilbage, idet vores brev af 1. august 2000
ikke
var nogen anmeldelse, men en forespørgsel om vejledning.”
I brev af 22. august 2000
beklagede Miljøstyrelsen at A ved en fejl var blevet afkrævet gebyr i
forbindelse
med sin forespørgsel om anmeldelse af eksport af affald. Styrelsen oplyste at
det betalte beløb ville blive returneret til A.
I brev af 4. oktober 2000
rettede A på ny henvendelse til Miljøstyrelsen. Virksomheden anførte at det
tyske firma havde meddelt at man ikke var bekendt med at behandling af tørret
slam i Tyskland var undergivet danske regler selv om slammet havde dansk
oprindelse.
Virksomheden gentog derfor spørgsmålet om lovhjemlen til at kræve at tørret
slam der eksporteres til kompostering i et andet land, skulle overholde
grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse. A oplyste endvidere at der i
Tyskland fandtes grænseværdier for nogle andre stoffer end i Danmark, men at
analyse af de pågældende stoffer var ret kostbar. A ville derfor ikke lade
sådanne analyser udføre før virksomheden havde fået svar på sit spørgsmål om
lovhjemmel. Under henvisning til Miljøstyrelsens anmodning i brev af 3.
august 2000 vedlagde A en analyse af slampillerne foretaget af et miljøcenter
(C) på grundlag af en prøve udtaget af Århus Amts miljøkontor.
Det fremgår af sagens akter
at Miljøstyrelsen den 2. november 2000 sendte en telefax til Umweltbundesamt
i
Tyskland med forespørgsel om hvilken myndighed der – i det område i
Tyskland
hvor modtageren af A’s slampiller var beliggende – havde kompetence
i
forbindelse med den grænseoverskridende affaldshandel. Miljøstyrelsen
kontaktede
A telefonisk samme dato med samme forespørgsel. I telefax af 7. november 2000
rykkede Miljøstyrelsen Umweltbundesamt for svar.
A svarede i brev af 7.
november 2000 Miljøstyrelsen at den påtænkte tyske modtager af slampillerne
havde oplyst at den kompetente tyske myndighed var Staun Schwerin. A bad
samtidig Miljøstyrelsen om aktindsigt i styrelsens eventuelle korrespondance
med de tyske myndigheder i form af kopier af brevveksling eller notater om
telefonsamtaler.
I brev af 4. januar 2001
skrev A på ny til Miljøstyrelsen og bad om inden 14 dage at modtage svar på
det
tidligere stillede spørgsmål om lovhjemlen for at kræve grænseværdierne i
slambekendtgørelsen overholdt i forbindelse med eksport af tørret slam til
kompostering i et andet land.
A rykkede for svar på sin
henvendelse i brev af 14. februar
2001.
A
oplyste endvidere at virksomheden ønskede at klage
over Miljøstyrelsens sagsbehandling til højere myndighed eller til
ombudsmanden,
og bad derfor om klagevejledning.
Det fremgår af en e-mail af
16. februar 2001 at Miljøstyrelsen denne dato telefonisk kontaktede
Umweltbundesamt i Tyskland med nogle spørgsmål. Den tyske myndighed svarede
bl.a. følgende i den pågældende mail:
”Mixtures of sewage sludge
and other materials are sewage sludges after German sludge ordinance
(AbfKlärV § 2 Abs. 2, Satz 4). (This includes also wood from the building
sector and opens so far unfortunately in the moment a lot of possibilities
).
After composting we get sludge-composts, which have been utilised after the
German Sewage sludge ordinance. Values for PAH doesn’t exist in the
moment.
With respect to the third
draft of the new sludge directive (PAH – 6mg/kg) an export of sludges
with 220
mg/kg PAH to Germany is not acceptable. I discussed this also with ( ) from
the
Fed. Env. Ministry.”
I brev af 21. februar 2001
meddelte Miljøstyrelsen A følgende svar på virksomhedens spørgsmål om
lovhjemmel:
”Som svar på Deres brev af 4.
januar 2001 kan jeg oplyse, at lovhjemmelen til forbuddet mod eksport fremgår
af Rådets Forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993, artikel 7, stk.
4 a
), 2. pind.”
Den 22. februar 2001 sendte
Umweltbundesamt en e-mail til Miljøstyrelsen som svar på en forespørgsel om
eksport af affald indeholdende PAH. Svaret var følgende:
”
There are no limits at all
for PAH in sewage sludge in Germany. However there are some limits in the
soil
protection ordinance (a copy of it in German is attached). The concentration
of benzo(a)pyren should not exceed 1 mg/kg ds in agricultural soil. The sum
concentration of 15 different PAHs (according to list of the U.S. EPA) should
not exceed 0,2 micrograms per liter in the soil water.
Although there are no PAH
limits for sewage sludge in Germany, we would not recommend exporting sludge
pellets for fertilizer use from Denmark to Germany, if they don’t meet
the
Danish standards for agricultural use.”
Miljøstyrelsen sendte den 28.
februar 2001 C’s analyse af A’s slampiller til den tyske myndighed
Staun
Schwerin. Den tyske myndighed svarede tilbage i en e-mail af 1. marts 2001.
Heri blev bl.a. anført følgende:
”The sludge input ( ) must
not exceed the following analytical results (mg/kg TS; dry sludge) (Ordinance
for Sludges; Klärschlamm-Verordnung)
If sludge or sludge pellets
are mixed with other materials ( ),
each
waste for itself has to fulfil the above conditions before mixing and the
mixture itself, too (that means at least four extensive chemical analyses,
depending
on the total mass). In addition the used wood has to be free from hazardous
components ( ). In my opinion it is very difficult to guarantee that wood
from
torn down buildings is nearly as free from contaminations as natural, non
treated wood.
So if all conditions ref. to
actual
analytical results are in
correspondence with the conditions of the Ordinance of Sludges I cannot raise
any objections against the shipment of the wastes, neither in mixture nor
unmixed.”
Miljøstyrelsen stillede
herefter nogle uddybende spørgsmål til Staun Schwerin i en e- mail af 2.
marts
2001.
I brev af 8. marts 2001
kommenterede A Miljøstyrelsens svar af 21. februar 2001 vedrørende lovhjemmel
idet virksomheden fandt svaret ufyldestgørende. Som begrundelse herfor
anførte
A følgende:
”
Den Rådsforordning, De
henviser til, har følgende indledning:
’De kompetente bestemmelses- og afsendelsesmyndigheder kan gøre
begrundet
indsigelse mod den påtænkte overførsel.’
Der er ikke nogen begrundelse
i Deres svar.
De har været 6 måneder om at
svare på, med hvilken hjemmel De i august 2000 forlangte slambekendtgørelsens
analysekrav opfyldt, så der har været tid nok til at give den lovbefalede
begrundelse, hvis en sådan eksisterer.
Selve bestemmelsen, De
henviser til indledes således:
’ – såfremt
overførslen
ikke
er i overensstemmelse med nationale love eller andre retsforskrifter om
miljøbeskyttelse m.m.’
Mod hvilke nationale retsforskrifter
strider den ansøgte overførsel?
Kan man henvise til
analysekrav om jordbrugsanvendelse i Danmark for at standse en overførsel til
Tyskland, hvor man selvfølgelig også har et sæt analysekrav for
jordbrugsanvendelse?
Og selvom man antager, at
bestemmelserne kan fortolkes sådan, at både afsender- og modtagerlandets
specifikke analysekrav for jordbrugsanvendelse skal være opfyldt, så er det
svært at argumentere for, at overførslen strider mod hensynet til
miljøbeskyttelse.
Som vi skrev til Dem d. 4.
oktober 2000, findes der ikke grænseværdier for PAH i Tyskland, men derimod
grænseværdier for Dioxin.
PAH-kravet, som vores
slampiller ikke kan overholde, er valgt i Danmark, fordi PAH’s
tilstedeværelse
kan indikere tilstedeværelse af Dioxin, se vedlagte avisomtale af den debat,
der var i forbindelse med indførelse af PAH-kravene.
Det høje indhold af PAH i
vores slambrændselspiller hidrører fra tørringen – direkte røggastørring
–
med (klorfri) svær fuelolie, som ikke udvikler Dioxin, men sodpartikler, som
analysen medregner i PAH- værdien.
Hvis pillerne var sendt til
Tyskland, var de i forvejen blevet analyseret direkte for Dioxin. Tyskerne
nøjes ikke med en indikation fra et stof, som kan hidrøre fra alt muligt
andet.
Som vi skrev til Dem den 4.
oktober 2000, ønskede vi ikke at lade den kostbare dioxinanalyse udføre, før
vi havde fået svar på vores spørgsmål om lovhjemmelen til at blokere for
overførslen.
Vi konkluderer derfor,
At
de krav, De meddelte os i Deres brev af 3. august 2000, ikke
havde hjemmel i loven,
at
den lov, De nu henviser til, kræver en begrundelse som
ikke blev givet,
at
der i relation til miljøbeskyttelse ikke var noget i
kravene, som der ikke er taget højde for i Tyskland.
Vi skal derfor gentage vores
spørgsmål fra d. 14. februar 2000:
Til hvilken myndighed skal
klage over Miljøstyrelsens sagsbehandling rettes, forinden vi går til
Folketingets Ombudsmand
?”
Miljøstyrelsen skrev herefter
følgende til A i brev af 15. marts 2001:
”Det er korrekt, at
transportforordningen giver mulighed for at gøre såkaldt
begrundet indsigelse
– men der er visse betingelser, der skal være
opfyldt, inden der kan gøres indsigelse.
Når en affaldsproducent
ønsker at eksportere affald, skal det klassificeres efter OECD’s
affaldslister.
Hvis affaldsproduktet ikke findes på den grønne liste, skal eksporten
anmeldes
både til modtagerlandet og til Miljøstyrelsen. Anmeldelsen skal indeholde
detaljerede oplysninger om affaldets type, oprindelse og destination.
Når anmeldelsen er
fuldstændig, sendes en bekræftelse af modtagelsen, hvorefter der er 30 dage
til
at gøre begrundet indsigelse mod eksporten.
Miljøstyrelsen har endnu ikke
modtaget kopi af anmeldelsen af overførslen af slampiller til Tyskland, men
har indtil nu ydet vejledning i forbindelse med en forespørgsel om
overførsel.
Der kan ikke gøres begrundet indsigelse, før der foreligger en
anmeldelse.”
I en e-mail af 16. marts 2001
besvarede den tyske myndighed Staun Schwerin Miljøstyrelsens e-mail af 2.
marts 2001. Den tyske myndighed skrev følgende:
”
Although we know about
possible contamination, I would require tests of the wood before shipment,
because each decision has to be legally justified with respect to the actual
case.”
A kommenterede
Miljøstyrelsens svar i brev af 19. marts
2001. A
opregnede sagsforløbet siden
virksomhedens anmodning om vejledning i brev af 1. august 2000, og på den
baggrund
bad A for tredje gang om at få oplyst hvilken myndighed virksomheden skulle
rette henvendelse til med en klage over Miljøstyrelsens sagsbehandling før en
klage til Folketingets Ombudsmand.
Miljøstyrelsen svarede A i
brev af 23. marts 2001. Styrelsen redegjorde for sin opfattelse af
sagsforløbet
og anførte derefter følgende:
”
Proceduren er normalt, at den
originale anmeldelsesblanket sendes til modtagerlandet, og en kopi sendes til
afsenderlandets kompetente myndighed. Det er denne kopi, der henvises til i
brevet. Da transporten på nuværende tidspunkt endnu ikke er anmeldt til de
tyske myndigheder, kan der endnu ikke gøres begrundet indsigelse – i den
formelle betydning, der fremgår af transportforordningen. Miljøstyrelsen har
derfor på nuværende tidspunkt ikke gjort indsigelse efter
transportforordningens regler.
Miljøstyrelsen kan imidlertid
allerede nu – som en vejledende information – informere Dem om, at
såfremt De
fremsender en anmeldelse, vil Miljøstyrelsen gøre begrundet indsigelse mod
overførslen med hjemmel i artikel 7, stk. 4, 2. pind i transportforordningen.
Til Deres spørgsmål om
muligheder for at klage inden en evt. klage til
Folketingets Ombudsmand,
kan vi henvise til § 13 i bekendtgørelse om import og eksport af affald,
hvoraf det fremgår, at afgørelser efter transportforordningen ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.”
A rettede herefter
henvendelse til mig i brev af 24. april 2001. Virksomheden klagede over at
Miljøstyrelsen
ikke ville oplyse om gældende ret i forbindelse med den påtænkte
grænseoverskridende
transport af affald og over styrelsens sagsbehandling som A anså for at være
i
strid med grundlæggende forvaltningsretlige principper.
Den 19. februar 2002 sendte A
mig et omfattende notat om eksport af slampiller til Tyskland udarbejdet af
professor B den 17. februar 2002. Notatet indeholder bl.a. en redegørelse for
om slampiller skal anses som affald, en vurdering af de krav Miljøstyrelsen
stillede i brev af 3. august 2000 til A, og en vurdering af hvilke
betingelser
der skal være opfyldt for at gøre begrundet indsigelse mod en påtænkt
overførsel af affald. Med hensyn til Miljøstyrelsens sagsbehandling anføres
det
i notatet at vejledningen forekommer mangelfuld, at anmodningen om aktindsigt
fortsat ikke er besvaret, og at det forekommer ubegribeligt at styrelsen gav
et
forhåndsafslag når styrelsen selv var opmærksom på at der kun kunne
fremsættes
begrundede indsigelser.
Jeg bad i brev af 28. februar
2002 Miljøstyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen over styrelsens
vejledning og sagsbehandling i forbindelse hermed. Navnlig bad jeg styrelsen
udtale sig om hvorvidt styrelsens vejledning havde opfyldt kravene i
forvaltningslovens
§ 7, stk. 1, til vejledningspligtens indhold. Jeg bad endvidere om at
Miljøstyrelsens
udtalelse blev sendt til mig via Miljøministeriet så ministeriet fik
lejlighed
til at udtale sig om klagen. I brev af samme dato orienterede jeg A om mit
brev
til Miljøstyrelsen og præciserede samtidig at min undersøgelse angik
spørgsmålet om hvorvidt Miljøstyrelsen havde opfyldt bestemmelsen i
forvaltningslovens
§ 7, stk. 1, om en forvaltningsmyndigheds vejledningspligt.
Det fremgår af sagens akter
at Miljøstyrelsen den 10. juni 2002 imødekom A’s anmodning af 7.
november
2000 om aktindsigt i styrelsens korrespondance med de tyske myndigheder om
spørgsmålet om en eventuel eksport af slampillerne til Tyskland.
Miljøstyrelsen
beklagede at A’s anmodning om aktindsigt ikke var blevet imødekommet
rettidigt.
Den 17. juni 2002 sendte
Miljøministeriet mig en redegørelse af 2. maj 2002 udarbejdet af
Miljøstyrelsen
om styrelsens vejledning og sagsbehandling i sagen vedrørende A.
Miljøstyrelsen
redegjorde først kort for sagens forløb og anførte herefter følgende
bemærkninger
til sagen:
”Miljøstyrelsen skal
indledningsvis henlede Ombudsmandens opmærksomhed på, at der efter § 3, stk.
1,
i bekendtgørelse om import og eksport af affald er knyttet et gebyr på 2.950
kr. til behandling af sager om anmeldelse af import eller eksport af affald.
Beløbet skal betales samtidig med fremsendelse af anmeldelsen, og beløbet
tilbagebetales ikke, hvis den anmeldte affaldstransport ikke kan accepteres.
Formålet med gebyret er at finansiere Miljøstyrelsens ressourceforbrug ved
behandling af sager om grænseoverskridende transport af affald.
Trods gebyrfinansieringen
anerkender Miljøstyrelsen naturligvis pligten til efter forvaltningslovens §
7
i fornødent omfang at yde vejledning om spørgsmål inden for styrelsens
område.
Dog er det Miljøstyrelsens opfattelse, at vejledningspligten ikke kan være så
omfattende, at den reelt vil svare til en skyggesagsbehandling af en
eksportanmeldelse,
idet det i så fald vil være let for en potentiel affaldseksportør at spare
gebyret ved først at anmelde den konkrete affaldstransport efter at
vedkommende har fået bekræftet, at anmeldelsen vil blive accepteret.
Generelt er det
Miljøstyrelsens opfattelse, at der i den konkrete sag er givet en god
vejledning
om adgangen til at eksportere slambrændselspiller til kompostering i
Tyskland.
Allerede i Miljøstyrelsens brev af 3. august 2000 tilkendegives, at det er
Miljøstyrelsens opfattelse, at danske slambrændselspiller ikke må eksporteres
til en anvendelse i udlandet, som vil være i strid med de danske regler for
anvendelse af slam. Da (A) er opmærksom på at slambrændselspillerne ikke
opfylder den danske grænseværdi for PAH, er det således meget tidligt klart,
at
Miljøstyrelsen ikke finder, at den påtænkte affaldseksport lovligt kan ske.
Hermed har (A) fået en vejledning, som kan benyttes som grundlag for at
afgøre, om man ønsker at gå videre med en eksportanmeldelse.
Miljøstyrelsen erkender dog,
at styrelsen først 21. februar 2001 oplyser, at det formelle grundlag for en
indsigelse vil være EU’s transportforordning. Da (A) har bedt om at få
dette
oplyst allerede i august 2000 medgiver Miljøstyrelsen, at denne svarfrist
ikke
er tilfredsstillende, hvorfor den beklages. Den lange svarfrist skyldes, at
fortolkningen af transportforordningen art. 7, [4]a), 2. pind er kompliceret,
og at Miljøstyrelsen inden afsendelsen af svaret ønskede at overveje
spørgsmålet grundigt.
Som oplyst af klageren modtog
Miljøstyrelsen i februar 2001 en åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen
vedrørende de danske affaldsregler. I forbindelse med besvarelsen af denne
henvendelse sendte Miljøstyrelsen den 15. maj 2001 et brev til samtlige
landets
kommuner for at præcisere den danske fortolkning af transportforordningen. Af
kommunebrevet fremgår, at Miljøstyrelsen efter transportforordningens art. 7
kan gøre indsigelse mod eksport af affald i en række situationer og som
eksempel herpå nævnes, at ’eksporten vil være i strid med nationale love
eller
retsforskrifter – dvs. eksporteres til et formål, som det ikke må
anvendes til
i Danmark eller til en miljømæssigt ringere behandling end den der er
foreskrevet i Danmark.’ EU-Kommissionen har på nuværende tidspunkt ikke
gjort
indsigelse mod denne fortolkning af transportforordningen.
I klagen til Ombudsmanden
anføres, at Miljøstyrelsen ikke har imødekommet en anmodning om aktindsigt.
Til dette skal Miljøstyrelsen for det første henvise til, at i
Miljøstyrelsens
journalsystem er det i april 2001 noteret, at anmodningen er besvaret ved
personligt besøg. I forbindelse med besvarelsen af Ombudsmandens henvendelse
er Miljøstyrelsen blevet i tvivl om dette er korrekt eller om henvendelsen
rent faktisk aldrig er blevet besvaret. Miljøstyrelsen har derfor kontaktet
(A)
for at få opklaret hvilke sagsakter firmaet mangler kopi af.”
Ved fremsendelsen af
Miljøstyrelsens redegørelse anførte Miljøministeriet følgende i brevet til
mig:
”
Ministeriet skal til
Ombudsmandens orientering ( ) fremsende vedlagte 2 bekendtgørelser, dels bkg.
nr. 971 af 1996 (affalds- eksport-import) med bilag, herunder EØF- forordning
nr. 259/93, dels bkg. nr. 49 af 2000 (slambkg.).
Som det fremgår af § 13, jfr.
§ 2 i bkg. nr. 971 er Miljøstyrelsens afgørelser administrativt endelige,
idet
de ikke af parter kan indbringes for anden administrativ myndighed. Af
EØF-forordningens art. 10 fremgår, at overførsel (her eksport) af affald også
kræver afsendelsesmyndighedens (her Miljøstyrelsens) samtykke, og i art. 7
nr. 4a, 2. pind er anført hjemmelsmæssig baggrund for stillingtagen.
Som det fremgår af
Miljøstyrelsens tidligere omtalte redegørelse af 2. maj 2002 (bemærkninger
–
side 3, 4. afsnit) beklager styrelsen, at den først efter ½ år oplyste klager
om hjemmelen i EØF-forordningen. Styrelsen nævner til slut i redegørelsen
(bemærkninger – side 4) spørgsmålet om klagers aktindsigt, og styrelsen
har
den 10. juni 2002 (vedlagt kopi af brev) skrevet til klager og fremsendt
korrespondance med tyske myndigheder samt i brevet over for klager beklaget
den ikke rettidige imødekommelse af klagers anmodning om aktindsigt.
”
A fremsatte bemærkninger til
Miljøstyrelsens og Miljøministeriets udtalelser i brev af 7. august 2002 og
vedlagde et supplerende notat af 13. juli 2002 udarbejdet af professor B.
Jeg sendte den 30. august
2002 kopi af A’s brev af 7. august 2002 med bilag til Miljøstyrelsen og
bad om
styrelsens eventuelle bemærkninger til materialet. Jeg bad endvidere om at
styrelsens svar blev sendt til mig via Miljøministeriet så ministeriet også
fik
lejlighed til at fremsætte eventuelle bemærkninger.
Den 30. april 2003 sendte
Miljøministeriet mig et notat af 17. marts 2003 indeholdende Miljøstyrelsens
supplerende bemærkninger til sagen. Ministeriet afgav ingen bemærkninger
hertil. Af Miljøstyrelsens notat fremgik følgende:
”
Miljøstyrelsen ønsker
indledningsvis at afvise påstanden om, at styrelsen har søgt at vildlede, og
at
dække denne vildledning ved at få de tyske myndigheder til at meddele et
afslag
på eksport. Styrelsen har i stedet i overensstemmelse med sædvanlig praksis
undersøgt hvilke regelsæt, der kunne komme i betragtning, når spørgsmålet om
lovligheden af eksport af slampiller til Tyskland skulle afgøres. Denne
fremgangsmåde må efter Miljøstyrelsen betragtes som et led i en loyal
rådgivning, idet styrelsen ved også at søge information om, hvordan de tyske
myndigheder ville forholde sig til en anmeldelse, har fremskaffet
information,
der evt. kunne beskytte (A) mod en forgæves anmeldelse.
Styrelsen har tidligere
beklaget, at den ønskede aktindsigt ikke blev givet rettidigt, og har
efterfølgende
fremsendt de ønskede dokumenter.
Til de konkrete
kritikpunkter, der fremgår af det supplerende notat, udarbejdet af (B),
bemærkes
følgende:
Det er korrekt, at
Miljøstyrelsen i sin redegørelse for sagen ikke oplyser, at styrelsen inden
den 28. februar 2001 har haft uformelle kontakter til de tyske myndigheder.
At
disse oplysninger ikke udtrykkeligt fremhæves i den korte redegørelse for
sagens forløb er på ingen måde udtryk for et ønske om at skjule denne
kontakt.
Oplysninger herom fremgår da også af de sagsakter, som er fremsendt sammen
med
redegørelsen.
Miljøstyrelsen er ikke i
besiddelse af et svar på styrelsens henvendelse af 7. november 2000 til de
tyske myndigheder. Sandsynligvis er der aldrig modtaget noget svar herpå.
Miljøstyrelsen har ikke søgt
at påvirke de tyske myndigheder til at gøre indsigelse, men har som et led i
afklaringen af hvilket regelsæt, der gælder, også søgt oplysninger om,
hvordan
de tyske myndigheder, som importmyndigheder, vil vurdere en eventuel
importsag.
I vurderingen af spørgsmålet
om lovligheden af eksport af slampiller, som ikke overholder den danske
slambekendtgørelse, indgår spørgsmålet om fortolkning af
transportforordningens
indsigelsesgrunde.
Efter transportforordningens
art. 7, stk. 4, 2. pkt., kan en medlemsstat gøre indsigelse mod en eksport af
affald til nyttiggørelse, hvis overførslen ’ikke er i overensstemmelse
med nationale
love eller andre retsforskrifter om miljøbeskyttelse ’.
Fortolkningen af hvad denne
bestemmelse dækker, er et central spørgsmål, som har givet anledning til
juridiske overvejelser og en del debat, som bl.a. (B) har deltaget aktivt i,
ligesom fortolkningen har givet anledning til sager ved EF-Domstolen. For
Miljøstyrelsen har de seneste års løbende argumentation vedrørende dette
spørgsmål derfor også skærpet og præciseret styrelsens opfattelse af, i
hvilke
situationer den pågældende bestemmelse kan anvendes som hjemmel til at gøre
indsigelse mod en konkret eksport.
Som følge af denne
afklaringsproces er styrelsen derfor kommet til den forståelse, at den
pågældende
bestemmelse kan anvendes til at gøre indsigelse mod en eksport, hvis
behandlingen
af affaldet i udlandet
ikke er på niveau med den behandling, der foreskrives efter danske regler.
Heri
ligger, at behandling af affald er en serviceydelse, som frit skal kunne
tilbydes på tværs af EU-landene, idet det dog må være en forudsætning for
denne
konkurrence, at der er tale om samme kvalitet i behandlingen. Derimod er det
efter Miljøstyrelsens opfattelse tvivlsomt, om der er hjemmel til at modsætte
sig en bestemt
anvendelse
af affaldet.
På den baggrund lægger
Miljøstyrelsen i dag til grund, at art. 7 ikke giver hjemmel til med
henvisning
til danske slambekendtgørelse, som er en skærpelse af EU’s slamdirektiv,
at
modsætte sig en bestemt
anvendelse
af
slampiller i udlandet. De danske regler om krav til indholdsstoffer i slam,
der
anvendes til gødningsformål er fastsat for at beskytte jordkvaliteten af
landbrugsjord og grundvandet. Et sådan hensyn varetages i andre lande af de
nationale myndigheder.
På denne baggrund erkender
Miljøstyrelsen i dag, at den vejledning, som styrelsen i 2000-2001 gav (A)
ikke var fyldestgørende, idet en indsigelse næppe kan bygge på
slambekendtgørelsens
indholdskrav. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det vil være muligt at
eksportere gødningspiller, fremstillet af spildevandsslam og affaldstræ til
Tyskland, da en sådan eksport forudsætter, at de tyske myndigheder ikke
afviser
importen med henvisning til de tyske regler. I denne forbindelse henvises til
det fremsendte materiale, hvoraf det fremgår, at Tyskland ved en konkret
anmeldelse vil vurdere sagen udfra indholdet af det materiale, som søges
eksporteret.”
Den 30. maj 2003 sendte A mig
sine bemærkninger til Miljøstyrelsens udtalelse af 17. marts 2003 i form af
et
notat af 23. maj 2003 udarbejdet af professor B. Jeg sendte den 7. juli 2003
kopi af A’s materiale til Miljøstyrelsen og Miljøministeriet til
orientering.
Ombudsmandens udtalelse
”Som præciseret i mit brev af 28. februar 2002 til Dem vedrører min
behandling af sagen alene spørgsmålet om Miljøstyrelsens vejledningspligt og
sagsbehandling i forbindelse hermed.
Jeg har ved min behandling af sagen lagt til grund at der er tale om en sag
vedrørende en påtænkt eksport af affald omfattet af bekendtgørelse nr. 971 af
19. november 1996 om import og eksport af affald. Denne bekendtgørelse
supplerer bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar
1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og
fra Det Europæiske Fællesskab.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at der ved eksport af affald
– som er anmeldelsespligtigt i henhold til forordningen – skal
indsendes en kopi af anmeldelsen til Miljøstyrelsen. Ved fremsendelse af kopi
af anmeldelsen skal der samtidig betales et gebyr på 2.950 kr. til
Miljøstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Forordningen om overførsel af
affald indeholder bl.a. følgende bestemmelse:
’Artikel 7
4. a
)
De kompetente bestemmelses- og
afsendelsesmyndigheder kan gøre begrundet indsigelse mod den påtænkte
overførsel:
såfremt overførslen ikke er i
overensstemmelse med nationale love eller andre retsforskrifter om
miljøbeskyttelse, offentlig orden, offentlig sikkerhed eller
sundhedsbeskyttelse,
’
1. Regelgrundlaget for vejledningspligt
§ 7, stk. 1, i
forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som senest ændret ved lov
nr. 382 af 6. juni 2002) fastslår at der for alle forvaltningsmyndigheder
gælder
en almindelig pligt til at vejlede borgerne. Bestemmelsen er formuleret
således:
’
§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Ifølge forvaltningslovens § 2
gælder loven for behandlingen af sager hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Bestemmelsen i § 7, stk. 1, forpligter
derfor kun myndighederne til at yde vejledning og bistand i forbindelse med
afgørelsessager og ikke i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.
I bemærkningerne til § 7,
stk. 1, i lovforslaget om forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86,
tillæg A, sp. 130) er der anført følgende:
’
Bestemmelsen indebærer, at
der skal ydes fornøden vejledning afhængig af sagens karakter og de konkrete
omstændigheder. Vejledning kan ydes skriftligt f.eks. som en trykt generel
vejledning, som udleveres til alle, der retter henvendelse til myndigheden,
eller som en individuel mundtlig vejledning eller efter omstændighederne på
begge måder. Vejledningen bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig
orientering
om de regler, der gælder på det pågældende forvaltningsområde, om hvilken
fremgangsmåde
der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og om hvilke
oplysninger, som skal tilvejebringes af borgeren.
En myndighed bør også i
fornødent omfang bistå en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med
at udfylde eventuelle ansøgningsskemaer, anmeldelser eller lignende.
’
Det er vanskeligt generelt at
angive omfanget af vejledningspligten. Det må ofte afhænge af en konkret
vurdering af den enkelte borgers behov og forudsætninger på det enkelte
område,
men det kan i hvert fald siges at vejledningen skal være juridisk korrekt og
så omfattende og detaljeret at det konkrete informationsbehov imødekommes.
Jeg
henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave
(2001),
s. 224.
Vejledningspligten efter § 7
påvirkes ikke af en eventuel regel om gebyr for behandlingen af en ansøgning
eller anmeldelse. Ved bedømmelsen af om Miljøstyrelsen har opfyldt pligten
til at yde Dem vejledning, er det således uden betydning at der skal betales
gebyr for behandling af en anmeldelse af eksport af affald.
Forvaltningslovens § 7
pålægger som udgangspunkt ikke myndighederne at give en egentlig
forhåndsbesked,
dvs. en meddelelse om den forventede afgørelse af en nærmere beskrevet sag
som
ikke formelt er rejst endnu. Jeg henviser til en sag omtalt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1995, s. 258ff*. En borger der henvender sig til en
forvaltningsmyndighed før indgivelse af en ansøgning, anmeldelse eller
lignende, har således krav på vejledning om de relevante regler der gælder på
det pågældende område, men ikke på at myndigheden på forhånd tager stilling
til borgerens sag før vedkommende formelt har indgivet sin ansøgning,
anmeldelse
mv.
2. Miljøstyrelsens vejledning
De bad i brev af 1. august
2000 Miljøstyrelsen oplyse om De havde udfyldt et anmeldelsesskema korrekt,
og om en kontrakt som De selv havde oversat til engelsk, kunne bruges. Det
fremgik tydeligt af brevet at De ønskede dette oplyst før De sendte den
endelige anmeldelse til Tyskland. Deres henvendelse var således udformet som
en anmodning om vejledning i forbindelse med udfyldelse af en anmeldelse, og
det fremgår klart af de ovenfor citerede bemærkninger til bestemmelsen i
forvaltningslovens
§ 7, stk. 1, at myndighederne har pligt til at vejlede en borger i en sådan
situation.
Jeg er derfor enig med
Miljøstyrelsen i at det var beklageligt at Miljøstyrelsen betragtede Deres
henvendelse som en indsendelse af kopi af anmeldelsen i henhold til § 2 i
bekendtgørelsen om import og eksport af affald og derfor med det samme
opkrævede det i bekendtgørelsen fastsatte sagsbehandlingsgebyr på 2.950 kr.
Miljøstyrelsen oplyste i brev
af 3. august 2000 til Dem at grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse
skulle være overholdt ved udspredning af slampiller på jord, også selv om
affaldet skulle eksporteres. På den baggrund bad De i brev af 7. august 2000
Miljøstyrelsen oplyse om lovhjemlen for dette krav.
Miljøstyrelsen oplyste først
efter 6½ måned og to skriftlige rykkere fra Dem at lovhjemlen var Rådets
forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993, artikel 7, stk.
4 a
), 2. pind. Styrelsens svar indeholdt
ingen gengivelse af den nævnte bestemmelses ordlyd og ingen nærmere
forklaring.
De bad om en uddybende
begrundelse i brev af 8. marts 2001. Den omhandlede bestemmelse i
forordningen
om overførsel af affald fastsætter at de kompetente bestemmelses- og
afsendelsesmyndigheder kan gøre begrundet indsigelse mod en påtænkt
overførsel
hvis den ikke er i overensstemmelse med nationale love eller andre
retsforskrifter
om miljøbeskyttelse mv. De stillede på den baggrund to konkrete spørgsmål
idet
De bad om at få oplyst mod hvilke nationale retsforskrifter den påtænkte
overførsel stred, og om der kunne henvises til analysekrav om
jordbrugsanvendelse
i Danmark for at standse en overførsel til Tyskland hvor der også gælder et
sæt
analysekrav for jordbrugsanvendelse. Miljøstyrelsen besvarede Deres brev af
8. marts 2001 ved brev af 15. marts 2001. Styrelsens brev indeholdt ikke en
stillingtagen til Deres to konkrete spørgsmål om hjemmelsgrundlaget.
Miljøstyrelsen har i sit
notat af 2. maj 2002 til mig udtalt at den tid der gik, før De fik svar på
Deres
spørgsmål om lovhjemmel, ikke var tilfredsstillende, og styrelsen har
beklaget
dette.
En borgers spørgsmål om
hvilke regler der gælder på et område, falder inden for kerneområdet af
vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Det er derfor efter min
opfattelse meget kritisabelt at der gik 6½ måned før Miljøstyrelsen besvarede
Deres spørgsmål om lovhjemmel.
Miljøstyrelsens svar af 21.
februar 2001 på Deres spørgsmål om hjemmelsgrundlaget for et krav om
overholdelse af danske grænseværdier ved eksport af affald var meget
kortfattet
idet styrelsen alene henviste til ’Rådets forordning nr. 259/93 af 1.
februar
1993, artikel 7, stk.
4 a
),
2. pind’, uden angivelse af bestemmelsens ordlyd eller anden uddybende
vejledning. Den nævnte bestemmelse i forordningen henviser som anført ovenfor
til nationale regler.
På baggrund af at
Miljøstyrelsen i sin udtalelse af 2. maj 2002 til mig har anført at
fortolkningen
af den omhandlede bestemmelse i forordningen var kompliceret, og på baggrund
af at De i brev af 8. marts 2001 udtrykkeligt bad styrelsen om at angive
hvilke
nationale regler der var tale om, anser jeg det for kritisabelt at hverken
Miljøstyrelsens svar af 21. februar eller 15. marts 2001 til Dem indeholdt en
nærmere forklaring af hjemmelsgrundlaget, herunder en henvisning til de
relevante nationale regler.
Sideløbende med
Miljøstyrelsens korrespondance med Dem i starten af 2001 korresponderede
styrelsen
med de tyske myndigheder vedrørende Deres påtænkte eksport af slampiller til
Tyskland.
En myndighed har også
vejledningspligt over for en borger som myndigheden i forvejen er i
forbindelse
med, selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning,
men hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information
og
vejledning, eventuelt i form af supplerende oplysninger mv., i anledning af
den sag som har givet anledning til kontakten mellem myndighed og borger. Jeg
henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave
(2001),
s. 214.
På den baggrund anser jeg det
for kritisabelt at Miljøstyrelsen i forbindelse med styrelsens korrespondance
med de tyske myndigheder ikke informerede Dem om de oplysninger styrelsen
modtog.
Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at oplysningerne var væsentlige for
Deres vurdering af om der var mulighed for at eksportere slampillerne til
Deres
kontakt i Tyskland, og at De allerede tidligt i forløbet havde bedt om
aktindsigt i Miljøstyrelsens eventuelle korrespondance med de tyske
myndigheder
og dermed tilkendegivet Deres interesse og behov for sådanne oplysninger.
I sit notat af 17. marts 2003
til mig har Miljøstyrelsen udtalt at styrelsen nu erkender at den vejledning
som styrelsen gav Dem i 2000-2001, ikke var fyldestgørende idet en indsigelse
fra styrelsen mod eksport af affald næppe kan bygge på slambekendtgørelsens
indholdskrav.
Det fremgår ikke af sagen at Miljøstyrelsen
har informeret Dem direkte om styrelsens ændrede retsopfattelse på det
tidspunkt
hvor en sådan ændret retsopfattelse stod klart for styrelsen. Dette forhold
må
jeg anse for kritisabelt.
Sammenfattende er det min
opfattelse at Miljøstyrelsens vejledning af Dem blev givet for sent, og at
vejledningen var for kortfattet og utilstrækkelig på grund af styrelsens
manglende henvisning til nationale regler. Det er endvidere min opfattelse at
vejledningen var mangelfuld idet styrelsen undlod at informere Dem om de
oplysninger som styrelsen modtog fra de tyske myndigheder, og om styrelsens
ændrede
opfattelse af fortolkningen af forordningen om overførsel af affald.
Det fremgår af sagen at De i
breve af 14. februar, 8. marts og 19. marts 2001 bl.a. bad Miljøstyrelsen om
klagevejledning. I de to sidstnævnte breve præciserede De Deres anmodning
idet
De bad Miljøstyrelsen oplyse til hvilken myndighed en klage over styrelsens
sagsbehandling skulle rettes før De gik til Folketingets Ombudsmand.
Miljøstyrelsen
skrev til Dem den 21. februar og 15. marts 2001, men først i brev af 23.
marts
2001 gav styrelsen Dem klagevejledning.
Formuleringen af Deres
anmodninger om klagevejledning tyder på at De var bekendt med bestemmelsen i
ombudsmandslovens § 14 (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om
Folketingets Ombudsmand
)
hvoraf det fremgår at ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der
kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har
truffet afgørelse.
Jeg anser det for kritisabelt
at Miljøstyrelsen ikke med det samme, men først efter to rykkere fra Dem,
besvarede et spørgsmål af den nævnte karakter.
Jeg har gjort Miljøstyrelsen
og Miljøministeriet bekendt med min opfattelse af sagen.
3. Aktindsigt
Lov om aktindsigt i miljøoplysninger
(lov nr. 292 af 27. april 1994 som ændret ved lov nr. 447 af 31. maj 2000)
indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’
§ 2.
Enhver har under de betingelser og med de undtagelser, der
følger af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, ret til
at
blive gjort bekendt med miljøoplysninger,
§ 3.
Ved miljøoplysninger forstås alle oplysninger i skriftlig
form, i billed- eller lydform, elektronisk eller i hvilken som helst anden
form, og som vedrører
tilstanden af de enkelte
miljøelementer såsom luft og atmosfære, vand, jord, landskaber og
naturområder,
biologisk mangfoldighed og dens bestanddele, herunder genetisk modificerede
organismer
og vekselvirkningen mellem disse elementer,
faktorer såsom stoffer,
energi, støj og radioaktivitet mv. samt aktiviteter eller foranstaltninger,
herunder offentlige foranstaltninger, miljøaftaler, politikker, lovgivning,
planer
og programmer, som påvirker eller vil kunne påvirke de enkelte miljøelementer
som nævnt i nr. 1, samt rentabilitetsberegninger og andre økonomiske analyser
og forudsætninger, som er anvendt i forbindelse med beslutningsprocesser på
miljøområdet, og
menneskers sundheds- og
sikkerhedstilstand, menneskers levevilkår, kulturområder og bygningsmæssige
strukturer, hvis de er eller kan blive påvirket af de enkelte miljøelementers
tilstand eller via disse elementer af faktorer, aktiviteter eller
foranstaltninger som omtalt i nr. 2.
§ 4.
En anmodning om aktindsigt i miljøoplysninger behandles efter
reglerne i § 16, stk. 1 og 2, i lov om offentlighed i forvaltningen og
for anmodninger, der fremsættes af sagens parter, efter reglerne i § 16,
stk. 2, i forvaltningsloven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Sager om aktindsigt skal dog afgøres senest en måned efter
modtagelsen af anmodningen eller, hvis sagens komplekse karakter og omfang
kan
begrunde det, inden to måneder efter modtagelsen.
’
De bad Miljøstyrelsen om
aktindsigt i styrelsens eventuelle korrespondance med de tyske myndigheder i
brev af 7. november 2000. Korrespondancen vedrørte de tyske miljøkrav i
forbindelse med import af slam til kompostering. Jeg må derfor anse Deres
begæring om aktindsigt for omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger,
jf. lovens § 3, nr. 2.
Det fremgår af § 4, stk. 1, i
lov om aktindsigt i miljøoplysninger at en parts begæring om aktindsigt skal
behandles efter reglerne i § 16, stk. 2, i forvaltningsloven.
Ifølge forvaltningslovens §
16, stk. 2, skal en myndighed snarest afgøre om en begæring om aktindsigt kan
imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter
at begæringen er modtaget af myndigheden, skal myndigheden underrette parten
om grunden hertil samt om hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.
Miljøstyrelsen har i sin
udtalelse af 2. maj 2002 til mig anført at det i styrelsens journalsystem i
april 2001 er noteret at Deres anmodning om aktindsigt er besvaret i
forbindelse med et personligt besøg, men at styrelsen i forbindelse med Deres
klage til mig blev i tvivl om hvorvidt dette var korrekt, eller om Deres
anmodning aldrig var blevet besvaret. Derfor kontaktede Miljøstyrelsen Dem
telefonisk for at høre hvilke sagsakter De manglede kopi af.
På baggrund af
Miljøstyrelsens brev af 10. juni 2002 til Dem hvorved styrelsen sendte Dem
kopi
af hele styrelsens korrespondance med de tyske myndigheder i perioden 2.
november
2000 til 16. marts 2001 og samtidig beklagede at Deres oprindelige anmodning
ikke blev imødekommet rettidigt, må jeg lægge til grund at Miljøstyrelsen
først den 10. juni 2002 reagerede over for Dem på Deres anmodning om
aktindsigt af 7. november 2000.
I sager om aktindsigt i
miljøoplysninger har myndighederne efter § 4, stk. 2, i lov om aktindsigt i
miljøoplysninger pligt til at træffe afgørelse inden en måned eller, hvis
sagens komplekse karakter og omfang kan begrunde det, inden to måneder.
På baggrund af tidsfristerne
i forvaltningslovens § 16, stk. 2, og § 4, stk. 2, i lov om aktindsigt i
miljøoplysninger må jeg anse det for særdeles kritisabelt at Miljøstyrelsen
først besvarede Deres begæring om aktindsigt efter 1 år og 7 måneder. Jeg er
således enig i Miljøstyrelsens beklagelse over for Dem.
Jeg har gjort Miljøstyrelsen
og Miljøministeriet bekendt med min opfattelse.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”
NOTER:
(*)
FOB 1995, s. 258.
Lignende dokumenter
- Selskabets gasforbrug til opvarmning i slamtørringsanlæg er ikke anset for tung proces omfattet af proceslistens punkt 9 og følgelig ikke er anset for… Landsskatteretten · 12. april 2011
- Affaldsvarme - tillægs- og kuldioxidafgift - brændværdi af fiberfraktioner fra afgasset og separeret husdyrgødning SKM-databasen · 20. november 2018
- Klageren er anset for affaldsafgiftspligtig af deponering af affald Landsskatteretten · 11. november 2009
- SKAT har afkrævet [virksomhed1] A/S (herefter benævnt selskabet) 7.998.281 kr. i affaldsafgift for perioden 1. januar 2005 til 31. december 2010 Landsskatteretten · 17. oktober 2012
- Om en [Kommune] (herefter kommunen) som registreret virksomhed skal svare affaldsafgift for perioden 1997-2000 ved modtagelse af 1) 186 tons jord fra… Landsskatteretten · 19. april 2011
- Sag om, hvorvidt brændselsfraktionerne, som afbrændes af sagsøger i virksomhedens spånpladeproduktion, udgør affald i affaldsbekendtgørelsens forstand Domsdatabasen · 4. februar 2021