Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning i forbindelse med eksport af affald

FOU nr 2003.309UdtalelserFolketinget23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning i forbindelse med eksport af affald

En virksomhed, A, havde siden

begyndelsen af 1990’erne modtaget slam fra kommunale spildevandsanlæg og

bearbejdet det til slampiller som bl.a. kan anvendes til brændsel eller som

gødning. På grund af visse grænseværdier i slambekendtgørelsen kunne

slampillerne

ikke anvendes som jordforbedringsmiddel i Danmark, og på grund af ændringer i

lov om affaldsafgift var det ikke længere rentabelt for virksomheden at sælge

pillerne til forbrænding. A havde derfor søgt at eksportere slampillerne.

I juli 2000 fik A mulighed

for at indgå kontrakt med et tysk selskab som ville aftage 3.000 tons

slampiller til kompostering. På den baggrund rettede A i brev af 1. august

2000

henvendelse til Miljøstyrelsen med følgende forespørgsel:

”

Før vi sender

anmeldelsesformularen til Tysklands kompetente myndighed, vil jeg gerne høre

fra Dem, om vedlagte anmeldelsesformular er rigtigt udfyldt og om kontrakten,

som vi selv har oversat til engelsk, kan bruges.

Vil De venligst telefonere

Deres kommentar til mig.”

Miljøstyrelsen svarede Dem i

brev af 3. august 2000. Styrelsen anførte følgende:

”Miljøstyrelsen har modtaget

Deres anmeldelse og har følgende bemærkninger:

De bedes venligst sende os

nogle analyser på de pågældende slambrændselspiller. Ved udspredning på jord

skal grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse være overholdt også

selvom

affaldet eksporteres.

Læs alt

Har (K) Kommune anvist

affaldet til eksport til Tyskland?

De bedes oplyse, hvem der er

slutmodtagere (lokaliteterne hvor komposten skal spredes) det vil sige navne,

adresser i Tyskland.

Hvad angår kontrakten skal

udløbstiden stemme overens med tilladelsens udløbstid. Formuleringen der skal

bruges er angivet i vedlagte udkast til kontrakt.”

Miljøstyrelsen bad samtidig A

om at indbetale et gebyr på 2.950 kr. Styrelsen henviste i den forbindelse

til

§ 3 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 971 af 19. november

1996 om import og eksport af affald.

A skrev herefter til

Miljøstyrelsen den 7. august 2000. Af brevet fremgik bl.a. følgende:

”Kravet om, at

grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse skal være overholdt selvom

slambrændselspillerne eksporteres, bevirker, at anmeldelsen ikke fremsendes.

De bedes i øvrigt oplyse

lovhjemmelen for dette krav, som jeg ikke har kunnet finde i min lovsamling.

Slambrændselspillerne kan

ikke overholde kravet om indhold af PAH; – et krav, der ikke findes i

Tyskland, men kun i Danmark.

Vi betaler det gebyr, De

opkræver, men vil søge beløbet tilbage, idet vores brev af 1. august 2000

ikke

var nogen anmeldelse, men en forespørgsel om vejledning.”

I brev af 22. august 2000

beklagede Miljøstyrelsen at A ved en fejl var blevet afkrævet gebyr i

forbindelse

med sin forespørgsel om anmeldelse af eksport af affald. Styrelsen oplyste at

det betalte beløb ville blive returneret til A.

I brev af 4. oktober 2000

rettede A på ny henvendelse til Miljøstyrelsen. Virksomheden anførte at det

tyske firma havde meddelt at man ikke var bekendt med at behandling af tørret

slam i Tyskland var undergivet danske regler selv om slammet havde dansk

oprindelse.

Virksomheden gentog derfor spørgsmålet om lovhjemlen til at kræve at tørret

slam der eksporteres til kompostering i et andet land, skulle overholde

grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse. A oplyste endvidere at der i

Tyskland fandtes grænseværdier for nogle andre stoffer end i Danmark, men at

analyse af de pågældende stoffer var ret kostbar. A ville derfor ikke lade

sådanne analyser udføre før virksomheden havde fået svar på sit spørgsmål om

lovhjemmel. Under henvisning til Miljøstyrelsens anmodning i brev af 3.

august 2000 vedlagde A en analyse af slampillerne foretaget af et miljøcenter

(C) på grundlag af en prøve udtaget af Århus Amts miljøkontor.

Det fremgår af sagens akter

at Miljøstyrelsen den 2. november 2000 sendte en telefax til Umweltbundesamt

i

Tyskland med forespørgsel om hvilken myndighed der – i det område i

Tyskland

hvor modtageren af A’s slampiller var beliggende – havde kompetence

i

forbindelse med den grænseoverskridende affaldshandel. Miljøstyrelsen

kontaktede

A telefonisk samme dato med samme forespørgsel. I telefax af 7. november 2000

rykkede Miljøstyrelsen Umweltbundesamt for svar.

A svarede i brev af 7.

november 2000 Miljøstyrelsen at den påtænkte tyske modtager af slampillerne

havde oplyst at den kompetente tyske myndighed var Staun Schwerin. A bad

samtidig Miljøstyrelsen om aktindsigt i styrelsens eventuelle korrespondance

med de tyske myndigheder i form af kopier af brevveksling eller notater om

telefonsamtaler.

I brev af 4. januar 2001

skrev A på ny til Miljøstyrelsen og bad om inden 14 dage at modtage svar på

det

tidligere stillede spørgsmål om lovhjemlen for at kræve grænseværdierne i

slambekendtgørelsen overholdt i forbindelse med eksport af tørret slam til

kompostering i et andet land.

A rykkede for svar på sin

henvendelse i brev af 14. februar

2001.

A

oplyste endvidere at virksomheden ønskede at klage

over Miljøstyrelsens sagsbehandling til højere myndighed eller til

ombudsmanden,

og bad derfor om klagevejledning.

Det fremgår af en e-mail af

16. februar 2001 at Miljøstyrelsen denne dato telefonisk kontaktede

Umweltbundesamt i Tyskland med nogle spørgsmål. Den tyske myndighed svarede

bl.a. følgende i den pågældende mail:

”Mixtures of sewage sludge

and other materials are sewage sludges after German sludge ordinance

(AbfKlärV § 2 Abs. 2, Satz 4). (This includes also wood from the building

sector and opens so far unfortunately in the moment a lot of possibilities

).

After composting we get sludge-composts, which have been utilised after the

German Sewage sludge ordinance. Values for PAH doesn’t exist in the

moment.

With respect to the third

draft of the new sludge directive (PAH – 6mg/kg) an export of sludges

with 220

mg/kg PAH to Germany is not acceptable. I discussed this also with ( ) from

the

Fed. Env. Ministry.”

I brev af 21. februar 2001

meddelte Miljøstyrelsen A følgende svar på virksomhedens spørgsmål om

lovhjemmel:

”Som svar på Deres brev af 4.

januar 2001 kan jeg oplyse, at lovhjemmelen til forbuddet mod eksport fremgår

af Rådets Forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993, artikel 7, stk.

4 a

), 2. pind.”

Den 22. februar 2001 sendte

Umweltbundesamt en e-mail til Miljøstyrelsen som svar på en forespørgsel om

eksport af affald indeholdende PAH. Svaret var følgende:

”

There are no limits at all

for PAH in sewage sludge in Germany. However there are some limits in the

soil

protection ordinance (a copy of it in German is attached). The concentration

of benzo(a)pyren should not exceed 1 mg/kg ds in agricultural soil. The sum

concentration of 15 different PAHs (according to list of the U.S. EPA) should

not exceed 0,2 micrograms per liter in the soil water.

Although there are no PAH

limits for sewage sludge in Germany, we would not recommend exporting sludge

pellets for fertilizer use from Denmark to Germany, if they don’t meet

the

Danish standards for agricultural use.”

Miljøstyrelsen sendte den 28.

februar 2001 C’s analyse af A’s slampiller til den tyske myndighed

Staun

Schwerin. Den tyske myndighed svarede tilbage i en e-mail af 1. marts 2001.

Heri blev bl.a. anført følgende:

”The sludge input ( ) must

not exceed the following analytical results (mg/kg TS; dry sludge) (Ordinance

for Sludges; Klärschlamm-Verordnung)

If sludge or sludge pellets

are mixed with other materials ( ),

each

waste for itself has to fulfil the above conditions before mixing and the

mixture itself, too (that means at least four extensive chemical analyses,

depending

on the total mass). In addition the used wood has to be free from hazardous

components ( ). In my opinion it is very difficult to guarantee that wood

from

torn down buildings is nearly as free from contaminations as natural, non

treated wood.

So if all conditions ref. to

actual

analytical results are in

correspondence with the conditions of the Ordinance of Sludges I cannot raise

any objections against the shipment of the wastes, neither in mixture nor

unmixed.”

Miljøstyrelsen stillede

herefter nogle uddybende spørgsmål til Staun Schwerin i en e- mail af 2.

marts

2001.

I brev af 8. marts 2001

kommenterede A Miljøstyrelsens svar af 21. februar 2001 vedrørende lovhjemmel

idet virksomheden fandt svaret ufyldestgørende. Som begrundelse herfor

anførte

A følgende:

”

Den Rådsforordning, De

henviser til, har følgende indledning:

’De kompetente bestemmelses- og afsendelsesmyndigheder kan gøre

begrundet

indsigelse mod den påtænkte overførsel.’

Der er ikke nogen begrundelse

i Deres svar.

De har været 6 måneder om at

svare på, med hvilken hjemmel De i august 2000 forlangte slambekendtgørelsens

analysekrav opfyldt, så der har været tid nok til at give den lovbefalede

begrundelse, hvis en sådan eksisterer.

Selve bestemmelsen, De

henviser til indledes således:

’ – såfremt

overførslen

ikke

er i overensstemmelse med nationale love eller andre retsforskrifter om

miljøbeskyttelse m.m.’

Mod hvilke nationale retsforskrifter

strider den ansøgte overførsel?

Kan man henvise til

analysekrav om jordbrugsanvendelse i Danmark for at standse en overførsel til

Tyskland, hvor man selvfølgelig også har et sæt analysekrav for

jordbrugsanvendelse?

Og selvom man antager, at

bestemmelserne kan fortolkes sådan, at både afsender- og modtagerlandets

specifikke analysekrav for jordbrugsanvendelse skal være opfyldt, så er det

svært at argumentere for, at overførslen strider mod hensynet til

miljøbeskyttelse.

Som vi skrev til Dem d. 4.

oktober 2000, findes der ikke grænseværdier for PAH i Tyskland, men derimod

grænseværdier for Dioxin.

PAH-kravet, som vores

slampiller ikke kan overholde, er valgt i Danmark, fordi PAH’s

tilstedeværelse

kan indikere tilstedeværelse af Dioxin, se vedlagte avisomtale af den debat,

der var i forbindelse med indførelse af PAH-kravene.

Det høje indhold af PAH i

vores slambrændselspiller hidrører fra tørringen – direkte røggastørring

–

med (klorfri) svær fuelolie, som ikke udvikler Dioxin, men sodpartikler, som

analysen medregner i PAH- værdien.

Hvis pillerne var sendt til

Tyskland, var de i forvejen blevet analyseret direkte for Dioxin. Tyskerne

nøjes ikke med en indikation fra et stof, som kan hidrøre fra alt muligt

andet.

Som vi skrev til Dem den 4.

oktober 2000, ønskede vi ikke at lade den kostbare dioxinanalyse udføre, før

vi havde fået svar på vores spørgsmål om lovhjemmelen til at blokere for

overførslen.

Vi konkluderer derfor,

At

de krav, De meddelte os i Deres brev af 3. august 2000, ikke

havde hjemmel i loven,

at

den lov, De nu henviser til, kræver en begrundelse som

ikke blev givet,

at

der i relation til miljøbeskyttelse ikke var noget i

kravene, som der ikke er taget højde for i Tyskland.

Vi skal derfor gentage vores

spørgsmål fra d. 14. februar 2000:

Til hvilken myndighed skal

klage over Miljøstyrelsens sagsbehandling rettes, forinden vi går til

Folketingets Ombudsmand

?”

Miljøstyrelsen skrev herefter

følgende til A i brev af 15. marts 2001:

”Det er korrekt, at

transportforordningen giver mulighed for at gøre såkaldt

begrundet indsigelse

– men der er visse betingelser, der skal være

opfyldt, inden der kan gøres indsigelse.

Når en affaldsproducent

ønsker at eksportere affald, skal det klassificeres efter OECD’s

affaldslister.

Hvis affaldsproduktet ikke findes på den grønne liste, skal eksporten

anmeldes

både til modtagerlandet og til Miljøstyrelsen. Anmeldelsen skal indeholde

detaljerede oplysninger om affaldets type, oprindelse og destination.

Når anmeldelsen er

fuldstændig, sendes en bekræftelse af modtagelsen, hvorefter der er 30 dage

til

at gøre begrundet indsigelse mod eksporten.

Miljøstyrelsen har endnu ikke

modtaget kopi af anmeldelsen af overførslen af slampiller til Tyskland, men

har indtil nu ydet vejledning i forbindelse med en forespørgsel om

overførsel.

Der kan ikke gøres begrundet indsigelse, før der foreligger en

anmeldelse.”

I en e-mail af 16. marts 2001

besvarede den tyske myndighed Staun Schwerin Miljøstyrelsens e-mail af 2.

marts 2001. Den tyske myndighed skrev følgende:

”

Although we know about

possible contamination, I would require tests of the wood before shipment,

because each decision has to be legally justified with respect to the actual

case.”

A kommenterede

Miljøstyrelsens svar i brev af 19. marts

2001. A

opregnede sagsforløbet siden

virksomhedens anmodning om vejledning i brev af 1. august 2000, og på den

baggrund

bad A for tredje gang om at få oplyst hvilken myndighed virksomheden skulle

rette henvendelse til med en klage over Miljøstyrelsens sagsbehandling før en

klage til Folketingets Ombudsmand.

Miljøstyrelsen svarede A i

brev af 23. marts 2001. Styrelsen redegjorde for sin opfattelse af

sagsforløbet

og anførte derefter følgende:

”

Proceduren er normalt, at den

originale anmeldelsesblanket sendes til modtagerlandet, og en kopi sendes til

afsenderlandets kompetente myndighed. Det er denne kopi, der henvises til i

brevet. Da transporten på nuværende tidspunkt endnu ikke er anmeldt til de

tyske myndigheder, kan der endnu ikke gøres begrundet indsigelse – i den

formelle betydning, der fremgår af transportforordningen. Miljøstyrelsen har

derfor på nuværende tidspunkt ikke gjort indsigelse efter

transportforordningens regler.

Miljøstyrelsen kan imidlertid

allerede nu – som en vejledende information – informere Dem om, at

såfremt De

fremsender en anmeldelse, vil Miljøstyrelsen gøre begrundet indsigelse mod

overførslen med hjemmel i artikel 7, stk. 4, 2. pind i transportforordningen.

Til Deres spørgsmål om

muligheder for at klage inden en evt. klage til

Folketingets Ombudsmand,

kan vi henvise til § 13 i bekendtgørelse om import og eksport af affald,

hvoraf det fremgår, at afgørelser efter transportforordningen ikke kan

indbringes for anden administrativ myndighed.”

A rettede herefter

henvendelse til mig i brev af 24. april 2001. Virksomheden klagede over at

Miljøstyrelsen

ikke ville oplyse om gældende ret i forbindelse med den påtænkte

grænseoverskridende

transport af affald og over styrelsens sagsbehandling som A anså for at være

i

strid med grundlæggende forvaltningsretlige principper.

Den 19. februar 2002 sendte A

mig et omfattende notat om eksport af slampiller til Tyskland udarbejdet af

professor B den 17. februar 2002. Notatet indeholder bl.a. en redegørelse for

om slampiller skal anses som affald, en vurdering af de krav Miljøstyrelsen

stillede i brev af 3. august 2000 til A, og en vurdering af hvilke

betingelser

der skal være opfyldt for at gøre begrundet indsigelse mod en påtænkt

overførsel af affald. Med hensyn til Miljøstyrelsens sagsbehandling anføres

det

i notatet at vejledningen forekommer mangelfuld, at anmodningen om aktindsigt

fortsat ikke er besvaret, og at det forekommer ubegribeligt at styrelsen gav

et

forhåndsafslag når styrelsen selv var opmærksom på at der kun kunne

fremsættes

begrundede indsigelser.

Jeg bad i brev af 28. februar

2002 Miljøstyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen over styrelsens

vejledning og sagsbehandling i forbindelse hermed. Navnlig bad jeg styrelsen

udtale sig om hvorvidt styrelsens vejledning havde opfyldt kravene i

forvaltningslovens

§ 7, stk. 1, til vejledningspligtens indhold. Jeg bad endvidere om at

Miljøstyrelsens

udtalelse blev sendt til mig via Miljøministeriet så ministeriet fik

lejlighed

til at udtale sig om klagen. I brev af samme dato orienterede jeg A om mit

brev

til Miljøstyrelsen og præciserede samtidig at min undersøgelse angik

spørgsmålet om hvorvidt Miljøstyrelsen havde opfyldt bestemmelsen i

forvaltningslovens

§ 7, stk. 1, om en forvaltningsmyndigheds vejledningspligt.

Det fremgår af sagens akter

at Miljøstyrelsen den 10. juni 2002 imødekom A’s anmodning af 7.

november

2000 om aktindsigt i styrelsens korrespondance med de tyske myndigheder om

spørgsmålet om en eventuel eksport af slampillerne til Tyskland.

Miljøstyrelsen

beklagede at A’s anmodning om aktindsigt ikke var blevet imødekommet

rettidigt.

Den 17. juni 2002 sendte

Miljøministeriet mig en redegørelse af 2. maj 2002 udarbejdet af

Miljøstyrelsen

om styrelsens vejledning og sagsbehandling i sagen vedrørende A.

Miljøstyrelsen

redegjorde først kort for sagens forløb og anførte herefter følgende

bemærkninger

til sagen:

”Miljøstyrelsen skal

indledningsvis henlede Ombudsmandens opmærksomhed på, at der efter § 3, stk.

1,

i bekendtgørelse om import og eksport af affald er knyttet et gebyr på 2.950

kr. til behandling af sager om anmeldelse af import eller eksport af affald.

Beløbet skal betales samtidig med fremsendelse af anmeldelsen, og beløbet

tilbagebetales ikke, hvis den anmeldte affaldstransport ikke kan accepteres.

Formålet med gebyret er at finansiere Miljøstyrelsens ressourceforbrug ved

behandling af sager om grænseoverskridende transport af affald.

Trods gebyrfinansieringen

anerkender Miljøstyrelsen naturligvis pligten til efter forvaltningslovens §

7

i fornødent omfang at yde vejledning om spørgsmål inden for styrelsens

område.

Dog er det Miljøstyrelsens opfattelse, at vejledningspligten ikke kan være så

omfattende, at den reelt vil svare til en skyggesagsbehandling af en

eksportanmeldelse,

idet det i så fald vil være let for en potentiel affaldseksportør at spare

gebyret ved først at anmelde den konkrete affaldstransport efter at

vedkommende har fået bekræftet, at anmeldelsen vil blive accepteret.

Generelt er det

Miljøstyrelsens opfattelse, at der i den konkrete sag er givet en god

vejledning

om adgangen til at eksportere slambrændselspiller til kompostering i

Tyskland.

Allerede i Miljøstyrelsens brev af 3. august 2000 tilkendegives, at det er

Miljøstyrelsens opfattelse, at danske slambrændselspiller ikke må eksporteres

til en anvendelse i udlandet, som vil være i strid med de danske regler for

anvendelse af slam. Da (A) er opmærksom på at slambrændselspillerne ikke

opfylder den danske grænseværdi for PAH, er det således meget tidligt klart,

at

Miljøstyrelsen ikke finder, at den påtænkte affaldseksport lovligt kan ske.

Hermed har (A) fået en vejledning, som kan benyttes som grundlag for at

afgøre, om man ønsker at gå videre med en eksportanmeldelse.

Miljøstyrelsen erkender dog,

at styrelsen først 21. februar 2001 oplyser, at det formelle grundlag for en

indsigelse vil være EU’s transportforordning. Da (A) har bedt om at få

dette

oplyst allerede i august 2000 medgiver Miljøstyrelsen, at denne svarfrist

ikke

er tilfredsstillende, hvorfor den beklages. Den lange svarfrist skyldes, at

fortolkningen af transportforordningen art. 7, [4]a), 2. pind er kompliceret,

og at Miljøstyrelsen inden afsendelsen af svaret ønskede at overveje

spørgsmålet grundigt.

Som oplyst af klageren modtog

Miljøstyrelsen i februar 2001 en åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen

vedrørende de danske affaldsregler. I forbindelse med besvarelsen af denne

henvendelse sendte Miljøstyrelsen den 15. maj 2001 et brev til samtlige

landets

kommuner for at præcisere den danske fortolkning af transportforordningen. Af

kommunebrevet fremgår, at Miljøstyrelsen efter transportforordningens art. 7

kan gøre indsigelse mod eksport af affald i en række situationer og som

eksempel herpå nævnes, at ’eksporten vil være i strid med nationale love

eller

retsforskrifter – dvs. eksporteres til et formål, som det ikke må

anvendes til

i Danmark eller til en miljømæssigt ringere behandling end den der er

foreskrevet i Danmark.’ EU-Kommissionen har på nuværende tidspunkt ikke

gjort

indsigelse mod denne fortolkning af transportforordningen.

I klagen til Ombudsmanden

anføres, at Miljøstyrelsen ikke har imødekommet en anmodning om aktindsigt.

Til dette skal Miljøstyrelsen for det første henvise til, at i

Miljøstyrelsens

journalsystem er det i april 2001 noteret, at anmodningen er besvaret ved

personligt besøg. I forbindelse med besvarelsen af Ombudsmandens henvendelse

er Miljøstyrelsen blevet i tvivl om dette er korrekt eller om henvendelsen

rent faktisk aldrig er blevet besvaret. Miljøstyrelsen har derfor kontaktet

(A)

for at få opklaret hvilke sagsakter firmaet mangler kopi af.”

Ved fremsendelsen af

Miljøstyrelsens redegørelse anførte Miljøministeriet følgende i brevet til

mig:

”

Ministeriet skal til

Ombudsmandens orientering ( ) fremsende vedlagte 2 bekendtgørelser, dels bkg.

nr. 971 af 1996 (affalds- eksport-import) med bilag, herunder EØF- forordning

nr. 259/93, dels bkg. nr. 49 af 2000 (slambkg.).

Som det fremgår af § 13, jfr.

§ 2 i bkg. nr. 971 er Miljøstyrelsens afgørelser administrativt endelige,

idet

de ikke af parter kan indbringes for anden administrativ myndighed. Af

EØF-forordningens art. 10 fremgår, at overførsel (her eksport) af affald også

kræver afsendelsesmyndighedens (her Miljøstyrelsens) samtykke, og i art. 7

nr. 4a, 2. pind er anført hjemmelsmæssig baggrund for stillingtagen.

Som det fremgår af

Miljøstyrelsens tidligere omtalte redegørelse af 2. maj 2002 (bemærkninger

–

side 3, 4. afsnit) beklager styrelsen, at den først efter ½ år oplyste klager

om hjemmelen i EØF-forordningen. Styrelsen nævner til slut i redegørelsen

(bemærkninger – side 4) spørgsmålet om klagers aktindsigt, og styrelsen

har

den 10. juni 2002 (vedlagt kopi af brev) skrevet til klager og fremsendt

korrespondance med tyske myndigheder samt i brevet over for klager beklaget

den ikke rettidige imødekommelse af klagers anmodning om aktindsigt.

”

A fremsatte bemærkninger til

Miljøstyrelsens og Miljøministeriets udtalelser i brev af 7. august 2002 og

vedlagde et supplerende notat af 13. juli 2002 udarbejdet af professor B.

Jeg sendte den 30. august

2002 kopi af A’s brev af 7. august 2002 med bilag til Miljøstyrelsen og

bad om

styrelsens eventuelle bemærkninger til materialet. Jeg bad endvidere om at

styrelsens svar blev sendt til mig via Miljøministeriet så ministeriet også

fik

lejlighed til at fremsætte eventuelle bemærkninger.

Den 30. april 2003 sendte

Miljøministeriet mig et notat af 17. marts 2003 indeholdende Miljøstyrelsens

supplerende bemærkninger til sagen. Ministeriet afgav ingen bemærkninger

hertil. Af Miljøstyrelsens notat fremgik følgende:

”

Miljøstyrelsen ønsker

indledningsvis at afvise påstanden om, at styrelsen har søgt at vildlede, og

at

dække denne vildledning ved at få de tyske myndigheder til at meddele et

afslag

på eksport. Styrelsen har i stedet i overensstemmelse med sædvanlig praksis

undersøgt hvilke regelsæt, der kunne komme i betragtning, når spørgsmålet om

lovligheden af eksport af slampiller til Tyskland skulle afgøres. Denne

fremgangsmåde må efter Miljøstyrelsen betragtes som et led i en loyal

rådgivning, idet styrelsen ved også at søge information om, hvordan de tyske

myndigheder ville forholde sig til en anmeldelse, har fremskaffet

information,

der evt. kunne beskytte (A) mod en forgæves anmeldelse.

Styrelsen har tidligere

beklaget, at den ønskede aktindsigt ikke blev givet rettidigt, og har

efterfølgende

fremsendt de ønskede dokumenter.

Til de konkrete

kritikpunkter, der fremgår af det supplerende notat, udarbejdet af (B),

bemærkes

følgende:

Det er korrekt, at

Miljøstyrelsen i sin redegørelse for sagen ikke oplyser, at styrelsen inden

den 28. februar 2001 har haft uformelle kontakter til de tyske myndigheder.

At

disse oplysninger ikke udtrykkeligt fremhæves i den korte redegørelse for

sagens forløb er på ingen måde udtryk for et ønske om at skjule denne

kontakt.

Oplysninger herom fremgår da også af de sagsakter, som er fremsendt sammen

med

redegørelsen.

Miljøstyrelsen er ikke i

besiddelse af et svar på styrelsens henvendelse af 7. november 2000 til de

tyske myndigheder. Sandsynligvis er der aldrig modtaget noget svar herpå.

Miljøstyrelsen har ikke søgt

at påvirke de tyske myndigheder til at gøre indsigelse, men har som et led i

afklaringen af hvilket regelsæt, der gælder, også søgt oplysninger om,

hvordan

de tyske myndigheder, som importmyndigheder, vil vurdere en eventuel

importsag.

I vurderingen af spørgsmålet

om lovligheden af eksport af slampiller, som ikke overholder den danske

slambekendtgørelse, indgår spørgsmålet om fortolkning af

transportforordningens

indsigelsesgrunde.

Efter transportforordningens

art. 7, stk. 4, 2. pkt., kan en medlemsstat gøre indsigelse mod en eksport af

affald til nyttiggørelse, hvis overførslen ’ikke er i overensstemmelse

med nationale

love eller andre retsforskrifter om miljøbeskyttelse ’.

Fortolkningen af hvad denne

bestemmelse dækker, er et central spørgsmål, som har givet anledning til

juridiske overvejelser og en del debat, som bl.a. (B) har deltaget aktivt i,

ligesom fortolkningen har givet anledning til sager ved EF-Domstolen. For

Miljøstyrelsen har de seneste års løbende argumentation vedrørende dette

spørgsmål derfor også skærpet og præciseret styrelsens opfattelse af, i

hvilke

situationer den pågældende bestemmelse kan anvendes som hjemmel til at gøre

indsigelse mod en konkret eksport.

Som følge af denne

afklaringsproces er styrelsen derfor kommet til den forståelse, at den

pågældende

bestemmelse kan anvendes til at gøre indsigelse mod en eksport, hvis

behandlingen

af affaldet i udlandet

ikke er på niveau med den behandling, der foreskrives efter danske regler.

Heri

ligger, at behandling af affald er en serviceydelse, som frit skal kunne

tilbydes på tværs af EU-landene, idet det dog må være en forudsætning for

denne

konkurrence, at der er tale om samme kvalitet i behandlingen. Derimod er det

efter Miljøstyrelsens opfattelse tvivlsomt, om der er hjemmel til at modsætte

sig en bestemt

anvendelse

af affaldet.

På den baggrund lægger

Miljøstyrelsen i dag til grund, at art. 7 ikke giver hjemmel til med

henvisning

til danske slambekendtgørelse, som er en skærpelse af EU’s slamdirektiv,

at

modsætte sig en bestemt

anvendelse

af

slampiller i udlandet. De danske regler om krav til indholdsstoffer i slam,

der

anvendes til gødningsformål er fastsat for at beskytte jordkvaliteten af

landbrugsjord og grundvandet. Et sådan hensyn varetages i andre lande af de

nationale myndigheder.

På denne baggrund erkender

Miljøstyrelsen i dag, at den vejledning, som styrelsen i 2000-2001 gav (A)

ikke var fyldestgørende, idet en indsigelse næppe kan bygge på

slambekendtgørelsens

indholdskrav. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det vil være muligt at

eksportere gødningspiller, fremstillet af spildevandsslam og affaldstræ til

Tyskland, da en sådan eksport forudsætter, at de tyske myndigheder ikke

afviser

importen med henvisning til de tyske regler. I denne forbindelse henvises til

det fremsendte materiale, hvoraf det fremgår, at Tyskland ved en konkret

anmeldelse vil vurdere sagen udfra indholdet af det materiale, som søges

eksporteret.”

Den 30. maj 2003 sendte A mig

sine bemærkninger til Miljøstyrelsens udtalelse af 17. marts 2003 i form af

et

notat af 23. maj 2003 udarbejdet af professor B. Jeg sendte den 7. juli 2003

kopi af A’s materiale til Miljøstyrelsen og Miljøministeriet til

orientering.

Ombudsmandens udtalelse

”Som præciseret i mit brev af 28. februar 2002 til Dem vedrører min

behandling af sagen alene spørgsmålet om Miljøstyrelsens vejledningspligt og

sagsbehandling i forbindelse hermed.

Jeg har ved min behandling af sagen lagt til grund at der er tale om en sag

vedrørende en påtænkt eksport af affald omfattet af bekendtgørelse nr. 971 af

19. november 1996 om import og eksport af affald. Denne bekendtgørelse

supplerer bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar

1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og

fra Det Europæiske Fællesskab.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at der ved eksport af affald

– som er anmeldelsespligtigt i henhold til forordningen – skal

indsendes en kopi af anmeldelsen til Miljøstyrelsen. Ved fremsendelse af kopi

af anmeldelsen skal der samtidig betales et gebyr på 2.950 kr. til

Miljøstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Forordningen om overførsel af

affald indeholder bl.a. følgende bestemmelse:

’Artikel 7

4. a

)

De kompetente bestemmelses- og

afsendelsesmyndigheder kan gøre begrundet indsigelse mod den påtænkte

overførsel:

såfremt overførslen ikke er i

overensstemmelse med nationale love eller andre retsforskrifter om

miljøbeskyttelse, offentlig orden, offentlig sikkerhed eller

sundhedsbeskyttelse,

’

1. Regelgrundlaget for vejledningspligt

§ 7, stk. 1, i

forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som senest ændret ved lov

nr. 382 af 6. juni 2002) fastslår at der for alle forvaltningsmyndigheder

gælder

en almindelig pligt til at vejlede borgerne. Bestemmelsen er formuleret

således:

’

§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Ifølge forvaltningslovens § 2

gælder loven for behandlingen af sager hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Bestemmelsen i § 7, stk. 1, forpligter

derfor kun myndighederne til at yde vejledning og bistand i forbindelse med

afgørelsessager og ikke i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

I bemærkningerne til § 7,

stk. 1, i lovforslaget om forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86,

tillæg A, sp. 130) er der anført følgende:

’

Bestemmelsen indebærer, at

der skal ydes fornøden vejledning afhængig af sagens karakter og de konkrete

omstændigheder. Vejledning kan ydes skriftligt f.eks. som en trykt generel

vejledning, som udleveres til alle, der retter henvendelse til myndigheden,

eller som en individuel mundtlig vejledning eller efter omstændighederne på

begge måder. Vejledningen bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig

orientering

om de regler, der gælder på det pågældende forvaltningsområde, om hvilken

fremgangsmåde

der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og om hvilke

oplysninger, som skal tilvejebringes af borgeren.

En myndighed bør også i

fornødent omfang bistå en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med

at udfylde eventuelle ansøgningsskemaer, anmeldelser eller lignende.

’

Det er vanskeligt generelt at

angive omfanget af vejledningspligten. Det må ofte afhænge af en konkret

vurdering af den enkelte borgers behov og forudsætninger på det enkelte

område,

men det kan i hvert fald siges at vejledningen skal være juridisk korrekt og

så omfattende og detaljeret at det konkrete informationsbehov imødekommes.

Jeg

henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave

(2001),

s. 224.

Vejledningspligten efter § 7

påvirkes ikke af en eventuel regel om gebyr for behandlingen af en ansøgning

eller anmeldelse. Ved bedømmelsen af om Miljøstyrelsen har opfyldt pligten

til at yde Dem vejledning, er det således uden betydning at der skal betales

gebyr for behandling af en anmeldelse af eksport af affald.

Forvaltningslovens § 7

pålægger som udgangspunkt ikke myndighederne at give en egentlig

forhåndsbesked,

dvs. en meddelelse om den forventede afgørelse af en nærmere beskrevet sag

som

ikke formelt er rejst endnu. Jeg henviser til en sag omtalt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1995, s. 258ff*. En borger der henvender sig til en

forvaltningsmyndighed før indgivelse af en ansøgning, anmeldelse eller

lignende, har således krav på vejledning om de relevante regler der gælder på

det pågældende område, men ikke på at myndigheden på forhånd tager stilling

til borgerens sag før vedkommende formelt har indgivet sin ansøgning,

anmeldelse

mv.

2. Miljøstyrelsens vejledning

De bad i brev af 1. august

2000 Miljøstyrelsen oplyse om De havde udfyldt et anmeldelsesskema korrekt,

og om en kontrakt som De selv havde oversat til engelsk, kunne bruges. Det

fremgik tydeligt af brevet at De ønskede dette oplyst før De sendte den

endelige anmeldelse til Tyskland. Deres henvendelse var således udformet som

en anmodning om vejledning i forbindelse med udfyldelse af en anmeldelse, og

det fremgår klart af de ovenfor citerede bemærkninger til bestemmelsen i

forvaltningslovens

§ 7, stk. 1, at myndighederne har pligt til at vejlede en borger i en sådan

situation.

Jeg er derfor enig med

Miljøstyrelsen i at det var beklageligt at Miljøstyrelsen betragtede Deres

henvendelse som en indsendelse af kopi af anmeldelsen i henhold til § 2 i

bekendtgørelsen om import og eksport af affald og derfor med det samme

opkrævede det i bekendtgørelsen fastsatte sagsbehandlingsgebyr på 2.950 kr.

Miljøstyrelsen oplyste i brev

af 3. august 2000 til Dem at grænseværdierne i den danske slambekendtgørelse

skulle være overholdt ved udspredning af slampiller på jord, også selv om

affaldet skulle eksporteres. På den baggrund bad De i brev af 7. august 2000

Miljøstyrelsen oplyse om lovhjemlen for dette krav.

Miljøstyrelsen oplyste først

efter 6½ måned og to skriftlige rykkere fra Dem at lovhjemlen var Rådets

forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993, artikel 7, stk.

4 a

), 2. pind. Styrelsens svar indeholdt

ingen gengivelse af den nævnte bestemmelses ordlyd og ingen nærmere

forklaring.

De bad om en uddybende

begrundelse i brev af 8. marts 2001. Den omhandlede bestemmelse i

forordningen

om overførsel af affald fastsætter at de kompetente bestemmelses- og

afsendelsesmyndigheder kan gøre begrundet indsigelse mod en påtænkt

overførsel

hvis den ikke er i overensstemmelse med nationale love eller andre

retsforskrifter

om miljøbeskyttelse mv. De stillede på den baggrund to konkrete spørgsmål

idet

De bad om at få oplyst mod hvilke nationale retsforskrifter den påtænkte

overførsel stred, og om der kunne henvises til analysekrav om

jordbrugsanvendelse

i Danmark for at standse en overførsel til Tyskland hvor der også gælder et

sæt

analysekrav for jordbrugsanvendelse. Miljøstyrelsen besvarede Deres brev af

8. marts 2001 ved brev af 15. marts 2001. Styrelsens brev indeholdt ikke en

stillingtagen til Deres to konkrete spørgsmål om hjemmelsgrundlaget.

Miljøstyrelsen har i sit

notat af 2. maj 2002 til mig udtalt at den tid der gik, før De fik svar på

Deres

spørgsmål om lovhjemmel, ikke var tilfredsstillende, og styrelsen har

beklaget

dette.

En borgers spørgsmål om

hvilke regler der gælder på et område, falder inden for kerneområdet af

vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1.

Det er derfor efter min

opfattelse meget kritisabelt at der gik 6½ måned før Miljøstyrelsen besvarede

Deres spørgsmål om lovhjemmel.

Miljøstyrelsens svar af 21.

februar 2001 på Deres spørgsmål om hjemmelsgrundlaget for et krav om

overholdelse af danske grænseværdier ved eksport af affald var meget

kortfattet

idet styrelsen alene henviste til ’Rådets forordning nr. 259/93 af 1.

februar

1993, artikel 7, stk.

4 a

),

2. pind’, uden angivelse af bestemmelsens ordlyd eller anden uddybende

vejledning. Den nævnte bestemmelse i forordningen henviser som anført ovenfor

til nationale regler.

På baggrund af at

Miljøstyrelsen i sin udtalelse af 2. maj 2002 til mig har anført at

fortolkningen

af den omhandlede bestemmelse i forordningen var kompliceret, og på baggrund

af at De i brev af 8. marts 2001 udtrykkeligt bad styrelsen om at angive

hvilke

nationale regler der var tale om, anser jeg det for kritisabelt at hverken

Miljøstyrelsens svar af 21. februar eller 15. marts 2001 til Dem indeholdt en

nærmere forklaring af hjemmelsgrundlaget, herunder en henvisning til de

relevante nationale regler.

Sideløbende med

Miljøstyrelsens korrespondance med Dem i starten af 2001 korresponderede

styrelsen

med de tyske myndigheder vedrørende Deres påtænkte eksport af slampiller til

Tyskland.

En myndighed har også

vejledningspligt over for en borger som myndigheden i forvejen er i

forbindelse

med, selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning,

men hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information

og

vejledning, eventuelt i form af supplerende oplysninger mv., i anledning af

den sag som har givet anledning til kontakten mellem myndighed og borger. Jeg

henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave

(2001),

s. 214.

På den baggrund anser jeg det

for kritisabelt at Miljøstyrelsen i forbindelse med styrelsens korrespondance

med de tyske myndigheder ikke informerede Dem om de oplysninger styrelsen

modtog.

Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at oplysningerne var væsentlige for

Deres vurdering af om der var mulighed for at eksportere slampillerne til

Deres

kontakt i Tyskland, og at De allerede tidligt i forløbet havde bedt om

aktindsigt i Miljøstyrelsens eventuelle korrespondance med de tyske

myndigheder

og dermed tilkendegivet Deres interesse og behov for sådanne oplysninger.

I sit notat af 17. marts 2003

til mig har Miljøstyrelsen udtalt at styrelsen nu erkender at den vejledning

som styrelsen gav Dem i 2000-2001, ikke var fyldestgørende idet en indsigelse

fra styrelsen mod eksport af affald næppe kan bygge på slambekendtgørelsens

indholdskrav.

Det fremgår ikke af sagen at Miljøstyrelsen

har informeret Dem direkte om styrelsens ændrede retsopfattelse på det

tidspunkt

hvor en sådan ændret retsopfattelse stod klart for styrelsen. Dette forhold

må

jeg anse for kritisabelt.

Sammenfattende er det min

opfattelse at Miljøstyrelsens vejledning af Dem blev givet for sent, og at

vejledningen var for kortfattet og utilstrækkelig på grund af styrelsens

manglende henvisning til nationale regler. Det er endvidere min opfattelse at

vejledningen var mangelfuld idet styrelsen undlod at informere Dem om de

oplysninger som styrelsen modtog fra de tyske myndigheder, og om styrelsens

ændrede

opfattelse af fortolkningen af forordningen om overførsel af affald.

Det fremgår af sagen at De i

breve af 14. februar, 8. marts og 19. marts 2001 bl.a. bad Miljøstyrelsen om

klagevejledning. I de to sidstnævnte breve præciserede De Deres anmodning

idet

De bad Miljøstyrelsen oplyse til hvilken myndighed en klage over styrelsens

sagsbehandling skulle rettes før De gik til Folketingets Ombudsmand.

Miljøstyrelsen

skrev til Dem den 21. februar og 15. marts 2001, men først i brev af 23.

marts

2001 gav styrelsen Dem klagevejledning.

Formuleringen af Deres

anmodninger om klagevejledning tyder på at De var bekendt med bestemmelsen i

ombudsmandslovens § 14 (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om

Folketingets Ombudsmand

)

hvoraf det fremgår at ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der

kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har

truffet afgørelse.

Jeg anser det for kritisabelt

at Miljøstyrelsen ikke med det samme, men først efter to rykkere fra Dem,

besvarede et spørgsmål af den nævnte karakter.

Jeg har gjort Miljøstyrelsen

og Miljøministeriet bekendt med min opfattelse af sagen.

3. Aktindsigt

Lov om aktindsigt i miljøoplysninger

(lov nr. 292 af 27. april 1994 som ændret ved lov nr. 447 af 31. maj 2000)

indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’

§ 2.

Enhver har under de betingelser og med de undtagelser, der

følger af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, ret til

at

blive gjort bekendt med miljøoplysninger,

§ 3.

Ved miljøoplysninger forstås alle oplysninger i skriftlig

form, i billed- eller lydform, elektronisk eller i hvilken som helst anden

form, og som vedrører

tilstanden af de enkelte

miljøelementer såsom luft og atmosfære, vand, jord, landskaber og

naturområder,

biologisk mangfoldighed og dens bestanddele, herunder genetisk modificerede

organismer

og vekselvirkningen mellem disse elementer,

faktorer såsom stoffer,

energi, støj og radioaktivitet mv. samt aktiviteter eller foranstaltninger,

herunder offentlige foranstaltninger, miljøaftaler, politikker, lovgivning,

planer

og programmer, som påvirker eller vil kunne påvirke de enkelte miljøelementer

som nævnt i nr. 1, samt rentabilitetsberegninger og andre økonomiske analyser

og forudsætninger, som er anvendt i forbindelse med beslutningsprocesser på

miljøområdet, og

menneskers sundheds- og

sikkerhedstilstand, menneskers levevilkår, kulturområder og bygningsmæssige

strukturer, hvis de er eller kan blive påvirket af de enkelte miljøelementers

tilstand eller via disse elementer af faktorer, aktiviteter eller

foranstaltninger som omtalt i nr. 2.

§ 4.

En anmodning om aktindsigt i miljøoplysninger behandles efter

reglerne i § 16, stk. 1 og 2, i lov om offentlighed i forvaltningen og

for anmodninger, der fremsættes af sagens parter, efter reglerne i § 16,

stk. 2, i forvaltningsloven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Sager om aktindsigt skal dog afgøres senest en måned efter

modtagelsen af anmodningen eller, hvis sagens komplekse karakter og omfang

kan

begrunde det, inden to måneder efter modtagelsen.

’

De bad Miljøstyrelsen om

aktindsigt i styrelsens eventuelle korrespondance med de tyske myndigheder i

brev af 7. november 2000. Korrespondancen vedrørte de tyske miljøkrav i

forbindelse med import af slam til kompostering. Jeg må derfor anse Deres

begæring om aktindsigt for omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger,

jf. lovens § 3, nr. 2.

Det fremgår af § 4, stk. 1, i

lov om aktindsigt i miljøoplysninger at en parts begæring om aktindsigt skal

behandles efter reglerne i § 16, stk. 2, i forvaltningsloven.

Ifølge forvaltningslovens §

16, stk. 2, skal en myndighed snarest afgøre om en begæring om aktindsigt kan

imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter

at begæringen er modtaget af myndigheden, skal myndigheden underrette parten

om grunden hertil samt om hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Miljøstyrelsen har i sin

udtalelse af 2. maj 2002 til mig anført at det i styrelsens journalsystem i

april 2001 er noteret at Deres anmodning om aktindsigt er besvaret i

forbindelse med et personligt besøg, men at styrelsen i forbindelse med Deres

klage til mig blev i tvivl om hvorvidt dette var korrekt, eller om Deres

anmodning aldrig var blevet besvaret. Derfor kontaktede Miljøstyrelsen Dem

telefonisk for at høre hvilke sagsakter De manglede kopi af.

På baggrund af

Miljøstyrelsens brev af 10. juni 2002 til Dem hvorved styrelsen sendte Dem

kopi

af hele styrelsens korrespondance med de tyske myndigheder i perioden 2.

november

2000 til 16. marts 2001 og samtidig beklagede at Deres oprindelige anmodning

ikke blev imødekommet rettidigt, må jeg lægge til grund at Miljøstyrelsen

først den 10. juni 2002 reagerede over for Dem på Deres anmodning om

aktindsigt af 7. november 2000.

I sager om aktindsigt i

miljøoplysninger har myndighederne efter § 4, stk. 2, i lov om aktindsigt i

miljøoplysninger pligt til at træffe afgørelse inden en måned eller, hvis

sagens komplekse karakter og omfang kan begrunde det, inden to måneder.

På baggrund af tidsfristerne

i forvaltningslovens § 16, stk. 2, og § 4, stk. 2, i lov om aktindsigt i

miljøoplysninger må jeg anse det for særdeles kritisabelt at Miljøstyrelsen

først besvarede Deres begæring om aktindsigt efter 1 år og 7 måneder. Jeg er

således enig i Miljøstyrelsens beklagelse over for Dem.

Jeg har gjort Miljøstyrelsen

og Miljøministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

NOTER:

(*)

FOB 1995, s. 258.

Lignende dokumenter