Fjernelse af presenning over brændeskur
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fjernelse af presenning over brændeskur
Det fremgår
af sagen at Birkerød Kommune på baggrund af en naboklage af 16. marts 1999
ved
brev af 21. maj 1999 meddelte A at et brændeskur han havde opført i naboskel,
skulle have været anmeldt over for kommunen inden byggearbejdet blev
påbegyndt,
efter BR-S 98, afsnit 1.5.1. Kommunen anmodede A om at sende en anmeldelse
inden den 1. juli 1999. Ligeledes anførte kommunen at brændeskuret var opført
i
strid med BR-S 98, afsnit 11.3.1, litra a og b.
Ved brev af 2. juni 1999
søgte A kommunen om dispensation fra bygningsreglementets regler om
bygningers
længde og areal. Kommunen meddelte den 15. juni 1999 A afslag på ansøgningen
om
dispensation.
Ved brev af 20. juni 1999
oplyste A at han ville afmontere taget på brændeskuret med undtagelse af 2,28
m. A anførte ligeledes at brevet var en anmeldelse af opførelse af et
”småhus”.
Kommunen godkendte herefter i brev af 30. juni 1999 den ordning A havde
skitseret i brevet af 20. juni 1999. Kommunen skrev desuden at lovliggørelsen
skulle være tilendebragt senest den 1. august 1999.
Kommunen besigtigede den 9.
august 1999 A’s brændeskur. Kommunen konstaterede her at tagpladerne var
nedtaget som anført i A’s brev af 20. juni 1999, og at A i stedet havde
opsat
en presenning. Af en håndskrevet påtegning på en kopi af kommunens brev af
30.
Læs alt
juni 1999 fremgår følgende:
”Ved besigtigelse d. 9.
august 1999 er det konstateret at tagplader er taget af som skitseret. Skuret
er derved indskrænket som krævet.”
Om besigtigelsen den 9.
august 1999 har A i brev af 9. august 2000 til mig bl.a. anført følgende:
”Den 9. aug. 99 kom ingeniør
(C), BK på besigtigelse, hvor han konstaterede, at tagpladerne var afmonteret
som ansøgt og at der i stedet var overdækket med en presenning. (C)
bekræftede,
at en presenning ikke betragtedes som et tag og konstaterede at alt nu var i
orden. Jeg spurgte om jeg nu modtog en skriftlig godkendelse, hvortil (C)
svarede,
at i henhold til BR-S 98 vil jeg kun modtage svar, hvis kommunen havde
indsigelser og dertil havde kommunen 2 uger fra den dato, hvor kommunen var
bekendt med projektet. Således forstået, at når 2 ugers fristen var
overstået,
var det implicit en godkendelse. Jeg henviser her til bilag 7, som er en
udleveret kopi af skrivelse af den 30.6.99 med (C)’s håndskrevne
godkendelse. I
tlf. notat af 30.10.99 oplyser (C) ligeledes overfor min nabo hr. (B), at
byggelovgivningen ikke er til hinder for en oplagt presenning. Denne
oplysning,
som jeg indhentede i sagens akter, viderebringer jeg således i 1. afsnit af
mit
svarbrev af den 13.11.99 til hr. (B) og som jeg også sender i kopi til
orientering for (C), BK.”
Ved brev af 26. august 1999
rettede A’s nabo, B, henvendelse til Birkerød Kommune hvori B under
henvisning
til kommunens afslag på dispensation af 15. juni 1999 bl.a. skrev at A’s
brændeskur stod uændret bortset fra at det var udstyret med en presenning.
Af et telefonnotat af 13.
oktober 1999 vedrørende en samtale mellem kommunens tekniske forvaltning og B
fremgår bl.a. følgende:
”(B), ( ), henviste til sit
brev hertil af 16. marts 1999. (B) ønskede oplyst, om sagens stade vedrørende
brændeskur i skelbræmmen på matr.nr. ( ).
Det oplystes, at sagen havde
verseret over sommeren og nu var afsluttet, idet tagpladerne er nedtaget i
det
anmodede omfang.
Til spørgsmålet om en oplagt
presenning i stedet for tag ændrede forholdet oplystes det, at
byggelovgivningen ikke er til hinder herfor.”
Med brev af 18. oktober 1999
sendte B kopi af et brev af samme dato til A til Birkerød Kommune idet B
anførte at taget på brændeskuret ikke var taget ned, men blot udstyret med en
presenning. B anførte i den forbindelse at han ville sætte pris på en hurtig
behandling af sagen.
A svarede B ved brev af 13.
november 1999 som kommunen modtog kopi af.
Ved brev af 12. januar 2000
meddelte kommunen herefter A følgende:
”På baggrund af Deres
anmeldelse af 20. juni 1999, har vi den 30. juni 1999 godkendt en reducering
af
et udhus i naboskelbræmmen på ovennævnte ejendom. Godkendelsen er meddelt i
henhold til Bygningsreglement for Småhuse (BR-S 1998), kapitel 11.
Ved besigtigelse af
brændeskuret den 9. august 1999 har vi konstateret, at tagplader var
nedtaget.
I stedet var oplagt presenning over brændestablen.
Efter en nærmere gennemgang
af byggelovgivningen med vejledninger, må vi konstatere, at konstruktioner
som
pergola eller lignende skal betragtes på linie med carporte i det omfang de
tjener til at understøtte en overdækning med presenning. Ifølge BR-S 1998 må
sådanne bygninger ikke opføres uden forudgående anmeldelse.
Vi har ved besigtigelse den
10. januar 2000 konstateret, at presenningen er lagt op på
spærkonstruktionen.
Overdækningen skal således betragtes som en bygning, og svarer derfor ikke
til
Deres anmeldelse af 20. juni 1999.
På denne baggrund anmodes De
om inden den 20. januar 2000 at fjerne presenningen helt, svarende til Deres
tidligere anmeldelse.”
Ved brev af 16. januar 2000
skrev A til Birkerød Kommune at kommunen efter hans opfattelse havde godkendt
den presenning som han havde anbragt.
Kommunen fastholdt ved brev
af 21. januar 2000 sin afgørelse af 12. januar 2000 og anførte i den
forbindelse bl.a. følgende:
”Vi beklager, at vi under
sagens forløb har givet Dem et fejlagtigt indtryk om en godkendelse.
Da vi har konstateret, at
konstruktionen med oplagt presenning skal betragtes som en bygning, kan den
imidlertid ikke godkendes, sålænge den er placeret indenfor naboskelbræmmen.
Der henvises til vedlagte uddrag af håndbog for bygningsmyndigheder, samt til
bygningsreglement for småhuse 98, afsnit 11.3.1.
De anmodes derfor om at
nedtage presenningen som tidligere meddelt og inden den 7. februar, hvorefter
sagen vil blive betragtet som afsluttet.”
A påklagede herefter den 30.
januar 2000 Birkerød Kommunes afgørelse af 12. januar 2000 til Frederiksborg
Statsamt som den 3. februar 2000 bad kommunen om en udtalelse om sagen.
Af kommunens udtalelse af 25.
februar 2000 til statsamtet fremgår bl.a. følgende:
”Om afgørelserne i sagen skal
det kort resumeres, at vi med brev af 15. juni 1999 har meddelt afslag på
(A)’s
ansøgning af 2. juni 1999, om dispensation til bibeholdelse af et ulovligt
opført brændeskur på ejendommen. Vi har i brev af 30. juni 1999 godkendt
(A)’s
anmeldelse af 20. juni 1999 af et forslag til lovliggørelse af brændeskuret,
under forudsætning af at bygningsreglementets bestemmelser dermed var
overholdt.
Ved besigtigelsen den 9.
august var tagpladerne nedtaget i det beskrevne omfang. Der var imidlertid
oplagt presenninger i stedet, og vi bad straks om, at disse blev taget ned.
(A)
afviste imidlertid dette og henviste til, at presenninger ikke udgør et fast
tag, hvorfor overdækningen ikke skulle betragtes som en bygning.
Det var ikke muligt på stedet
at imødegå dette udsagn, og det er muligt, at vi derved har givet (A) et
fejlagtigt indtryk af, at overdækningen er blevet godkendt.
Foranlediget af de senere
henvendelser i sagen har vi undersøgt spørgsmålet nøjere og konstateret, at
overdækning med presenning af en pergola, som i denne sag, skal betragtes som
en carport, jf. håndbog for bygningsmyndigheder, blad SB 058 side 6.
Den nuværende presenning er
derfor efter vores opfattelse omfattet af vores tidligere afslag på
dispensationsansøgningen til bibeholdelse af brændeskuret.
Vi har ikke givet en
godkendelse af den oplagte presenning, og vi mener ikke, at de oplysninger,
vi
har givet (A) og hans nabo (B), giver baggrund for at omstøde de faktiske
afgørelser i sagen.”
Kommunen sendte A en kopi af
udtalelsen. I A’s brev af 1. marts 2000 til statsamtet kom han på
baggrund af
kommunens udtalelse med yderligere bemærkninger til sagen.
Frederiksborg Statsamt traf
afgørelse i sagen den 6. juli 2000. I afgørelsen er bl.a. anført følgende:
”Ifølge BR-S 98 afsnit 11.3.1
afsnit a og b må den samlede bygning, der ligger i naboskel eller nærmere
skel
end 2,5 meter ikke være over 50 m2
og ikke have en større længde i
skel end 12 meter, og uanset om brændeskuret er overdækket med tagplader
eller
en presenning, er der tale om en bygning, der er omfattet af reglerne i BR- S
98.
Ved afgørelsen af 15. juni
1999 blev De gjort bekendt med, at De ved opførelsen af det pågældende
brændeskur havde overtrådt bestemmelserne i BR-S 98, og at kommunen ikke
fandt
grundlag for at dispensere fra arealbestemmelsen eller længdekravet i
naboskel,
og ved kommunens afgørelse af 12. januar 2000 er denne afgørelse blevet
fastholdt, idet erstatningen af tagpladerne med en presenning ikke svarer til
den af Dem anmeldte ændring af 20. juni 1999, idet der fortsat er tale om en
bygning i byggelovens forstand.
I BR-S 98 afsnit 11 er der
fastsat bestemmelser om bygninger i naboskel eller nærmere naboskel end 2,5
meter, og formålet med disse bestemmelser er hensynet til naboen, og
Statsamtet
har ikke i denne sag fundet, at kommunens fejlagtige oplysninger eller
kommunens lange sagsbehandlingstid skal føre til en tilsidesættelse af dette
hensyn, hvorfor der ikke findes grundlag for at ændre kommunens afgørelse.
Statsamtet foretager sig herefter ikke videre i sagen.”
A klagede herefter til mig i
brev af 9. august 2000. A klagede over at kommunen den 12. januar 2000 havde
truffet afgørelse om at hans brændeskur skulle lovliggøres, selv om kommunen
ikke inden 2 uger efter besigtigelsen den 9. august 1999 havde gjort
indsigelse
mod hans brændeskur. A gik derfor ud fra at hans brændeskur med presenning
var
lovligt. A klagede desuden over at han ikke var blevet informeret om at
kommunen havde genoptaget sagen efter besigtigelsen den 9. august 1999. A bad
mig desuden tage stilling til statsamtets afgørelse af 6. juli 2000.
Jeg bad i brev af 21.
september 2000 Frederiksborg Statsamt om en udtalelse i anledning af A’s
klage
og bad statsamtet om forinden at indhente en udtalelse fra kommunen. Jeg
skrev
bl.a. følgende:
”Jeg beder under henvisning
til det ovenfor citerede om at Birkerød Kommune i sin udtalelse nærmere
redegør
for hvorvidt kommunen mundtligt har meddelt (A) en godkendelse af hans
brændeskur med den anbragte presenning.
Jeg beder endvidere i den
forbindelse kommunen nærmere redegøre for om det er en ansat i kommunen der
har
påført det ovenfor citerede på en kopi af kommunens brev af 30. juni 1999,
herunder om dette kan betragtes som en godkendelse. Jeg henviser ligeledes
til
det kommunen har anført dels i telefonnotatet af 13. oktober 1999, dels i sin
udtalelse af 25. februar 2000 til Frederiksborg Statsamt.
Hvis der foreligger en
mundtlig godkendelse af brændeskuret med presenning fra Birkerød Kommune,
beder
jeg om at kommunen og statsamtet i udtalelserne nærmere redegør for om der
under de foreliggende omstændigheder var hjemmel til at tilbagekalde den
mundtligt meddelte godkendelse.”
Kommunen skrev i sin
udtalelse af 31. oktober 2000 til statsamtet bl.a. følgende:
”Ombudsmanden spørger,
hvorvidt kommunen mundtligt har meddelt (A) en godkendelse af hans brændeskur
med den anbragte presenning. Det kan oplyses, at kommunen ved besigtigelse
den
9. august 1999 kunne konstatere, at tagplader på brændeskuret var nedtaget
som
aftalt og at der i stedet var oplagt presenning over brændestablen. (A) var
til
stede ved besigtigelsen og gav udtryk for, at han hermed fandt sin
brændestabel
lovliggjort, idet en presenning ikke var at betragte som et tag.
Sagsbehandleren havde ikke mulighed for at imødegå dette på stedet og gav i
stedet udtryk for, at (A) ville høre fra kommunen inden 14 dage, såfremt der
var problemer i sagen. Vi er således enige i (A)’s beskrivelse af dette
i sit
brev til Ombudsmanden den 9. august 2000. Dog må vi bemærke, at vi ikke
finder
det korrekt, at han opfatter sagsbehandlerens udtalelse som en egentlig
godkendelse.
Med hensyn til den påskrevne
bemærkning på kopi af kommunens brev til (A) af 30. juni 1999 kan vi
bekræfte,
at den er påført af sagsbehandleren på sagen. Hvorvidt det, sammen med
telefonnotatet af 13. oktober 1999, kan betragtes som en godkendelse må vi
udtale, at det ikke er vores opfattelse. Der er alene tale om notater af
sagsbehandlerens indtryk efter drøftelse med henholdsvis (A) og naboen (B).
Det
er først med kommunens skrivelse til (A) af 12. januar 2000, at der
foreligger
en egentlig afgørelse fra kommunen.
I den sammenhæng skal vi dog
beklage, at kommunen ikke har efterlevet hvad (A) blev lovet ved
besigtigelsen
den 9. august 1999, nemlig at han, såfremt der var problemer i sagen, ville
høre nærmere inden for 14 dage. Desværre kommer der til at gå 5 måneder,
hvilket naturligt får (A) til at betragte sagen som afsluttet, herunder den
oplagte presenning for lovliggjort.
Til spørgsmålet om hvorvidt
kommunen, på baggrund af det ovenfor beskrevne forløb, og såfremt der havde
foreligget en tilladelse, har hjemmel til at bede (A) om at fjerne
presenningen
helt, kan vi oplyse, at det er vores opfattelse, at der ikke findes en sådan
hjemmel i byggelovgivningen.”
Kommunen korrigerede med brev
af 31. oktober 2000 til statsamtet sin udtalelse af 19. oktober 2000. I
brevet
af 31. oktober 2000 skrev kommunen bl.a. følgende:
”Vi skal hermed beklage, at
brevets sidste afsnit er formuleret forkert. Det skal således fremgå, at det
er
vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel for kommunen til at
tilbagetrække
en i henhold til byggelovgivningen meddelt tilladelse - mundtligt eller
skriftligt. I den forbindelse må vi imidlertid fastholde, at der i denne sag
ikke er givet en tilladelse.”
Statsamtet skrev i brev af 23. november 2000
til mig bl.a. følgende:
”Ombudsmanden har bedt om en
nærmere redegørelse til belysning af, hvorvidt bygningsmyndigheden tidligere
har godkendt den sagen omhandlede bygningsmæssige konstruktion, og om der i
givet fald var hjemmel til at tilbagekalde godkendelsen.
Oprindeligt var brændestablen
dækket af et tag, og bygningsmyndigheden meddelte i den anledning - på
baggrund
af en naboklage -
at
klager var
forpligtet til at indsende en anmeldelse af brændeskuret i henhold til BR-S
98,
afsnit 1.5.1, samt
at
brændeskuret i
øvrigt var i strid med bestemmelserne i BR-S 98, afsnit 11.3.1.
I brev af 15. juni 1999
meddelte bygningsmyndigheden på baggrund af klagers henvendelse herom afslag
på
ansøgning om dispensation til at bibeholde brændeskuret, både for så vidt
angik
arealet som længden, og påbød derfor klager at lovliggøre forholdet.
I brev af 20. juni 1999
meddelte klager bygningsmyndigheden, at brændeskuret ville blive afmonteret
taget undtagen 2,28 m i den vestlige ende. Klager anførte, at brevet skulle
betragtes som en anmeldelse af et ’småhus’.
Ved bygningsmyndighedens
besigtigelse den 9. august 1999 viste det sig, at klager havde erstattet den
fjernede del af taget med en presenning.
Det bemærkes at både den
oprindelige og den efterfølgende konstruktion efter byggelovens § 2, stk. 2,
er
omfattet af bestemmelserne i denne lov og af regler fastsat i medfør af
loven.
Konstruktionen med presenning
i stedet for tag er opført i strid med BR-S 98, afsnit 11.3.1, litra a og b,
idet den sammen med et i forvejen eksisterende udhus bringer det samlede
bebyggede areal i skelbræmmen op på 53,60 m2
og indebærer, at de
sider, der vender mod skellet, får en samlet længde på 16,95 m.
Bygningsmyndigheden er efter byggelovens § 16 A, stk. 3, pligtig at søge
konstruktionen lovliggjort, medmindre forholdet skønnes at være af ganske
underordnet betydning.
I forbindelse med
bygningsmyndighedens bestræbelser på at gennemføre en lovliggørelse af den
oprindelige konstruktion blev der den 9. august 1999 gennemført besigtigelse
af
konstruktionen, under hvilken sagsbehandleren tilkendegav, at klageren ville
høre fra kommunen inden 14 dage, såfremt der var problemer i sagen.
Bygningsmyndigheden har i
udtalelse af 31. oktober 2000, indhentet til brug ved Ombudsmandens
behandling
af sagen, tilkendegivet, at man ikke finder, at der hermed er meddelt en
godkendelse af konstruktionen. Af de oplysninger, der i øvrigt foreligger i
sagen, fremgår, at bygningsmyndigheden blot betragter sin afgørelse af 12.
januar 2000 som udtryk for en fastholden af en tidligere den 15. juni 1999
truffet afgørelse, ved hvilken der blev meddelt klageren afslag på en
ansøgning
om dispensation fra den nævnte bestemmelse i BR-S 98
Statsamtet finder, at
klageren efter sagsbehandlerens udtalelse under den foretagne besigtigelse og
bygningsmyndighedens efterfølgende passivitet med rette har kunnet gå ud fra,
at der hermed var truffet afgørelse om konstruktionens godkendelse. Der
henvises til bestemmelsen i BR-S 98, afsnit 1.5, hvorefter visse
byggearbejder
kan udføres, dersom kommunalbestyrelsen ikke har reageret inden 2 uger fra
den
dag, man har modtaget en anmeldelse herom.
Statsamtet finder imidlertid
efter de oplysninger, der foreligger, at det må lægges til grund, at
afgørelsen
er baseret på et utilstrækkeligt kendskab til reglerne og således er behæftet
med en retlig mangel. Dette fremgår dels af et notat vedrørende en
telefonsamtale med naboen den 13. oktober 1999, i hvilket det er anført:
’Til
spørgsmålet om en oplagt presenning i stedet for tag ændrede forholdet
oplystes
det, at byggelovgivningen ikke er til hinder herfor’, dels af
bygningsmyndighedens skrivelser af 12. januar 2000 og 21. januar 2000, hvoraf
det fremgår, at bygningsmyndighedens genoptagelse af sagen beror på, at man
har
ændret opfattelse vedrørende forståelsen af de regler, der finder anvendelse
på
forholdet.
Statsamtet finder tillige, at
afgørelsen er behæftet med væsentlige formelle mangler, idet en retlig
lovliggørelse af byggeriet forudsætter, der gives de nødvendige
dispensationer
efter byggelovens almindelige regler herom, herunder at der forinden
foretages
naboorientering i det omfang, de pågældende regler har til formål at varetage
nabohensyn, jf. byggelovens § 22, stk. 2.
Under hensyn til, at
bygningsmyndighedens afgørelse som en refleksvirkning griber ind i
nabointeresser, der er beskyttet af bestemmelser i bygningsreglementet, er
det
Statsamtets opfattelse, at spørgsmålet om bygningsmyndighedens adgang til at
tilbagekalde afgørelsen må bero på en konkret afvejning af de således
foreliggende
modstående interesser mellem klageren og den berørte nabo.
Statsamtet har ved afgørelsen
af 6. juli 2000 skønnet, at hensynet til klageren og dennes interesse i at
bibeholde den ulovlige bygningskonstruktion ikke bør veje tungere end
hensynet
til naboens interesser, uanset at bygningsmyndighedens måde at behandle sagen
på har haft til følge, at der hos klageren blev vakt en berettiget formodning
om, at byggeriet var godkendt som lovligt.
Statsamtet fastholder dette
skøn og er således fortsat af den opfattelse, at der under de foreliggende
omstændigheder var hjemmel til at tilbagekalde den stiltiende
godkendelse.”
Jeg sendte myndighedernes udtalelser til A med
brev af 7. december 2000. A fastholdt i brev af 3. januar 2001 til mig at
kommunen efter hans opfattelse havde godkendt hans brændeskur med presenning.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Regelgrundlaget
Grundlaget for myndighedernes afgørelser var reglerne i byggeloven
(lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998). Da kommunen traf afgørelse,
havde byggelovens §§ 1, 2, 5, 8, 16 A, 17 og 22 følgende ordlyd:
’§ 1.
Denne lov har til formål:
at
sikre, at bebyggelse udføres og indrettes således, at den frembyder
tilfredsstillende tryghed i brand- og sikkerheds- og sundhedsmæssig
henseende,
at
sikre, at bebyggelse og ejendommens ubebyggede arealer får en
tilfredsstillende kvalitet under hensyn til den tilsigtede brug og
vedligeholdes forsvarligt,
at
fremme foranstaltninger, der kan øge byggeriets produktivitet,
at
fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt ressourceforbrug i
bebyggelser,
at
fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt råstofforbrug i
bebyggelser.
§ 2.
Loven finder anvendelse ved:
opførelse af ny bebyggelse og tilbygning til bebyggelse,
ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er
væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven
udfærdigede bestemmelser,
ændringer i benyttelse af bebyggelse, ( )
nedrivning af bebyggelse.
Stk. 2.
Ved bebyggelse forstås bygninger og mure samt andre faste
konstruktioner og anlæg, når lovens anvendelse på de pågældende
konstruktioner
m.v. er begrundet i de hensyn, som loven tilsigter at varetage.
Stk. 3.
Loven finder anvendelse på transportable konstruktioner,
( )
Stk. 4.
Loven finder anvendelse på bestående bebyggelse uanset
tidspunktet for bebyggelsens opførelse, når de enkelte bestemmelser
indeholder
udtrykkelig hjemmel herfor.
§ 5.
Bolig- og byministeren udfærdiger et bygningsreglement med
regler om de i §§ 6- 13 omhandlede forhold samt om forhold, som loven i
øvrigt
indeholder hjemmel til.
§ 8.
Bebyggelse må ikke opføres nærmere skel mod anden grund eller
sti end 2,5 m, i sommerhusområder dog 5 m. Dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse,
gruppehuse o.lign. kan dog sammenbygges i naboskel.
Stk. 2.
I bygningsreglementet kan fastsættes regler om anbringelse
af mindre bygningsdele samt garager, skure, udhuse og andre mindre bygninger
i
mindre afstand end fastsat i stk. 1 samt om anbringelse af altaner,
tagterrasser, kviste, gavlvinduer og lign. i større afstand end fastsat i
stk.
1.
Stk. 3.
§ 16 A.
Kommunalbestyrelsen påser i sagsbehandlingen, at denne lov
og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen påser, at påbud efter loven eller de
nævnte regler efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser eller
dispensationer overholdes.
Stk. 3.
Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt
forhold, skal den søge forholdet lovliggjort, medmindre det er af ganske
underordnet betydning.
Stk. 4.
En meddelelse om standsning af et byggearbejde, ( )
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan på ejerens bekostning lade et påbud
om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. ( )
§ 17.
Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at
berigtige forhold, som er i strid med denne lov eller de i medfør af loven
udfærdigede forskrifter. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen,
påhviler pligten tillige brugeren.
Stk. 2.
Efterkommer ejeren eller brugeren ikke et af
kommunalbestyrelsen meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan
det
ved dom pålægges ham ( )
Stk. 3.
Når et ved dom meddelt påbud ( )
§ 22.
Der kan meddeles dispensation fra bestemmelser i loven og de
i medfør af loven fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt med de
hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
Stk. 2.
Dispensationer fra bestemmelserne til varetagelse af
naboers interesser i §§ 6 A, 6 B, 6 C, 8 og 10 A og de i medfør af §§ 6 B, 6
C,
8 og 9 fastsatte regler kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger efter,
at kommunalbestyrelsen har oplyst naboer til den omhandlede ejendom om,
hvortil
der søges dispensation, og om, at eventuelle bemærkninger kan fremsendes
inden
2 uger. Kommunalbestyrelsen underretter de naboer, der efter orientering i
henhold
til 1. pkt. rettidigt har fremsat bemærkninger til den søgte dispensation, om
afgørelsen.
Stk. 3. ( )”
De nærmere betingelser for
opførelse af småhuse er fastsat i bygningsreglementet BR- S 98
(bygningsreglement af 25. juni 1998 for småhuse). Bygningsreglementets afsnit
1.1.1, 1.1.2, 1.2.1, 1.5.1, 1.5.2 og 1.3.1 har følgende ordlyd:
’1.1 Reglementets anvendelsesområde
1.1.1 Reglementet gælder for
småhuse, dvs.
·
huse med én bolig til helårsbeboelse, ( )
·
sommerhuse, kolonihavehuse og campinghytter
samt
·
garager, carporte, udhuse, drivhuse og
lignende mindre bygninger og bebyggelser, som opføres i tilknytning til
fritliggende eller sammenbyggede enfamilieshuse eller sommerhuse.
Reglementet gælder, selvom en
del af huset anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan
udøves i forbindelse med en bolig.
1.1.2 Reglementet gælder for:
·
opførelse af nye huse
·
tilbygninger til eksisterende huse,
·
ombygning og andre forandringer, som er
væsentlige i forhold til byggelovens eller reglementets bestemmelser,
·
ændringer i anvendelsen, ( )
1.2 Ansøgning om byggetilladelse
1.2.1 Et byggearbejde må ikke
påbegyndes uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, medmindre andet er
bestemt
i afsnit 1.5 eller 1.7.
1.5 Byggearbejder, der skal anmeldes inden påbegyndelse
1.5.1 Følgende byggearbejder
kan udføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen:
·
garager, carporte, udhuse, drivhuse,
overdækkede terrasser og lignende på højst 50 m2,
·
tilbygninger til garager, carporte, udhuse,
drivhuse, ( )
·
satellitantenner ( )
·
nedrivning af fritliggende og sammenbyggede
enfamilieshuse samt sommerhuse.
1.5.2 Har kommunalbestyrelsen
ikke reageret inden 2 uger fra den dag, anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet
påbegyndes.
Byggearbejderne skal ikke
færdigmeldes til kommunalbestyrelsen.
11.3 Garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger i skel mod
nabo eller sti
11.3.1 Garager, carporte,
overdækkede terrasser, som ikke er hævet over terræn, drivhuse, skure og
lignende mindre bygninger til udhusformål, herunder fyrrum, samt lagertanke
for
fyringsolie og lignende installationer, som er nødvendige til selve
bygningens
drift, kan opføres i eller nærmere naboskel eller sti end 2,5 m, når
betingelserne a-e er opfyldt:
Det samlede areal af de
bygninger, der ligger i naboskel eller nærmere skel end 2,5 m, må ikke være
over 50 m2.
De sider, der vender mod
skel, må ikke have større samlet længde end 12,0 m. Anbringes en bygning i et
hjørne af grunden, medregnes kun den længste side. Udhæng udover 0,5 m
medregnes til bygningens længde. Længden af en carport ( )
Ingen del af bygningens
ydervægge eller tag, må inden for en afstand af 2,5 m fra skel være højere
end
2,5 m over terræn eller det for bygningen fastsatte niveauplan.
( )”
2. Kommunens besigtigelse den 9. august 1999 og kommunens manglende
henvendelse inden 2 uger herefter
Forvaltningslovens (lov nr.
571 af 19. december 1985) § 2 har følgende ordlyd:
’§ 2.
Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller
vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Stk.2. ( )’
Efter forarbejderne til
forvaltningsloven sigtes der med udtrykket ’truffet afgørelse’ til
udfærdigelse
af retsakter (forvaltningsakter), dvs. udtalelser der går ud på at fastsætte
hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115.
De forklarede i brev af 9.
august 2000 til mig bl.a. at kommunen ved besigtigelsen den 9. august 1999
oplyste at en presenning ikke betragtedes som et tag, og at alt nu var i
orden.
Deres redegørelse herom er citeret ovenfor.
Kommunens udtalelser af 25.
februar 2000 og 31. oktober 2000 til statsamtet om besigtigelsen er citeret
ovenfor. Efter kommunens opfattelse blev brændeskuret ikke godkendt ved
besigtigelsen.
En nærmere afklaring af
spørgsmålet om indholdet af kommunens meddelelse til Dem ved besigtigelsen
kan
efter min opfattelse ikke ske inden for rammerne af en
ombudsmandsundersøgelse,
men vil kræve en bevisførelse (herunder afhøring af vidner) som kun kan ske
ved
domstolene. Jeg kan derfor ikke afgøre om kommunen allerede ved besigtigelsen
mundtligt meddelte Dem en afgørelse. Jeg har dog konstateret at kommunen på
brev af 30. juni 1999 noterede at tagpladerne ved besigtigelsen var taget af
som skitseret, og at skuret derved var indskrænket som krævet.
Efter afsnit 1.5 i
bygningsreglementet havde De pligt til at anmelde byggearbejdet inden
påbegyndelsen. Det følger af bygningsreglementets afsnit 1.5.2 at arbejdet
kunne påbegyndes hvis kommunalbestyrelsen ikke havde reageret inden 2 uger
fra
den dag anmeldelsen var modtaget. Det er således fastsat at en manglende
henvendelse fra kommunen inden fristens udløb betragtes som en afgørelse.
Kommunen bekræftede i sin
udtalelse af 31. oktober 2000 til statsamtet at kommunen ved besigtigelsen
den
9. august 1999 havde oplyst Dem om at De ville høre fra kommunen inden 2 uger
hvis der var problemer. Det fremgår af sagen at kommunen ikke inden 2-
ugers-fristens udløb henvendte sig til Dem. Jeg kan derfor tilslutte mig
statsamtets udtalelse om at De herefter med rette kunne gå ud fra at Deres
brændeskur med presenning var lovligt. Efter min opfattelse må kommunens
manglende henvendelse til Dem inden fristens udløb betragtes som en
afgørelse.
Jeg har desuden konstateret
at det fremgår af kommunens telefonnotat af 13. oktober 1999 efter samtale
med
(B) at kommunen betragtede sagen som afsluttet idet tagpladerne var nedtaget
i
det anmodede omfang og byggeloven ikke var til hinder for overdækning med en
presenning.
3. Genoptagelse/remonstration
(B) oplyste den 18. oktober
1999 til kommunen at taget på Deres brændeskur ikke var taget ned, men blot
var
udstyret med en presenning. (B) bad om en hurtig behandling af sagen.
Kommunen
genoptog herefter sagen og traf en anden afgørelse den 12. januar 2000.
Jeg har vurderet om Deres
brændeskur med presenning var opført i overensstemmelse med reglerne i
byggeloven og bygningsreglementet for småhuse, og om kommunen havde hjemmel
til
at genoptage sagen og træffe en anden afgørelse.
Ved remonstration forstås det
forhold at en borger henvender sig til en forvaltningsmyndighed der har
behandlet og afsluttet en sag, og anmoder myndigheden om at genoptage sagen
med
henblik på at der træffes en af den pågældende borger ønsket afgørelse i
sagen.
Om myndigheden vil kunne ændre en afgørelse, skal vurderes efter almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse. Partstvister giver
anledning til særlige problemer fordi tilbagekaldelse til gunst for den ene
part i samme udstrækning er tilbagekaldelse til ugunst for den anden part.
Tilbagekaldelse
til skade for adressaten er mulig i videre omfang end i sager med én part
idet
tilbagekaldelsen samtidig er til gunst for den anden part, jf. Hans
Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 608, 614 og 625ff.
Efter byggelovens § 17, som
er citeret ovenfor, påhviler det ejeren at berigtige forhold som er i strid
med
loven og forskrifter fastsat i medfør af loven, dvs. også
bygningsreglementets
bestemmelser.
Byggelovens § 17 kan anvendes
selv om der foreligger byggetilladelse hvis denne beror på en fejl, jf. W.E.
von Eyben, Miljørettens Grundbog (1986), s. 222.
Statsamtet skrev i brev af
23. november 2000 til mig at bygningsmyndighedens adgang til at tilbagekalde
afgørelsen måtte bero på en konkret afvejning af de modstående interesser
mellem
Dem og Deres nabo. Statsamtet mente ikke at Deres interesse i at bibeholde en
ulovlig konstruktion burde veje tungere end hensynet til Deres nabo, selv om
De
havde haft en berettiget forventning om at brændeskuret var godkendt.
Jeg har ikke grundlag for at
tilsidesætte myndighedernes opfattelse af at Deres brændeskur med presenning
skulle betragtes som en bygning som var omfattet af bygningsreglementets
afsnit
1.5 og 11.3.1. Det er min opfattelse at formålet med bygningsreglementets
afsnit 11.3.1 om bygninger i eller tæt ved skel er at beskytte
nabointeresser.
Materialevalget, herunder om
der lægges et fast tag eller overdækkes med en presenning, kan ikke være
afgørende for vurderingen af om der er tale om en bygning.
Jeg kan tilslutte mig
statsamtets udtalelse om at kommunens afgørelse greb ind i nabointeresser der
er beskyttet af reglerne i bygningsreglementet.
Jeg finder det beklageligt at
kommunens første afgørelse ikke var i overensstemmelse med reglerne i
bygningsreglementet.
Jeg har ikke grundlag for at
kritisere statsamtets udtalelse af 23. november 2000 om afvejning af de
modstående interesser i sagen og finder at der var hjemmel til at kommunen
genoptog sagen og herefter anmodede Dem om at fjerne presenningen.
4. Kommunens manglende partshøring inden 12. januar 2000
Forvaltningslovens § 19 har
følgende ordlyd:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. ( )’
De sendte til kommunens
orientering kopi af Deres brev af 13. november 1999 til (B). De skrev bl.a.
at
sagen om brændeskuret var afsluttet. Det fremgik af Deres brev at De ikke var
bekendt med (B)’s brev af 18. oktober 1999 til kommunen, og at De heller
ikke
på anden måde var blevet bekendt med at kommunen havde genoptaget sagen.
Vestre Landsret fastslog i en
dom som er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 2088, at det
forudsætningsvis fremgår af forvaltningslovens § 19 at en part skal
underrettes
om at der verserer en sag, og at manglende partshøring medfører ugyldighed.
En
kommune havde meddelt et boligselskab byggetilladelse hvorefter naboerne
klagede til statsamtet. Kommunen erkendte at byggetilladelsen ikke var
lovlig.
Statsamtet gav naboerne medhold uden forinden at have partshørt
boligselskabet
som var uvidende om klagesagen. Kommunen ændrede herefter standpunkt igen og
fastholdt at byggetilladelsen var lovlig. Naboerne anlagde sag mod kommunen
med
påstand om nedrivning af det ulovlige byggeri. Kommunen anlagde sag mod
statsamtet med påstand om at statsamtets afgørelse var ugyldig på grund af
manglende partshøring af boligselskabet. Landsretten gav kommunen medhold i
at
statsamtets afgørelse var ugyldig. Landsretten udtalte at det var i strid med
forvaltningslovens
§ 19 eller grundsætningen i denne at statsamtet ikke havde orienteret
boligselskabet om at der verserede en sag. Statsamtet havde desuden
tilsidesat
§ 19 eller ulovbestemte principper om partshøring ved at undlade at høre
boligselskabet da kommunen fuldstændig og til ugunst for boligselskabet
ændrede
opfattelse og erkendte at byggetilladelsen ikke var lovlig.
Det er min opfattelse at
kommunen burde have orienteret Dem om at sagen var genoptaget på grundlag af
en
henvendelse fra Deres nabo. Kommunen burde desuden have givet dem mulighed
for
at udtale Dem om sagen inden der blev truffet afgørelse.
Jeg kommer nærmere ind på
betydningen af kommunens manglende orientering og partshøring af Dem under
afsnittet om statsamtets afgørelse nedenfor.
5. Kommunens vejledningspligt
Ordlyden af
forvaltningslovens § 7, stk. 1, om myndighedernes vejledningspligt er
følgende:
’§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986),
pkt. 29 og 30, har følgende ordlyd:
’29.
For alle forvaltningsmyndigheder gælder der en almindelig
pligt til at vejlede borgerne inden for de sagsområder, der varetages af
myndigheden. Vejledningen bør ydes i den eller de former, der findes at give
den bedste virkning over for borgerne, f.eks. en generel skriftlig vejledning
i
en publikation, individuel skriftlig vejledning i et brev til den berørte
borger eller individuel mundtlig, herunder telefonisk vejledning.
Vejledningens form og omfang
vil i øvrigt afhænge af en konkret vurdering af den enkelte borgers behov og
forudsætninger på det pågældende område. Der bør efter omstændighederne også
vejledes om, at der kan ydes supplerende individuel vejledning, hvis den
pågældende ønsker det.
30.
Vejledning efter § 7, stk. 1, bør sikre, at borgeren får
tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på det pågældende
område har for vedkommende, og hvordan den pågældende lettest og mest
effektivt
kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. Vejledningen bør
endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde, der skal følges af den, der
henvender sig til myndigheden, og om hvilke oplysninger, som skal
tilvejebringes af borgeren som led i en sags behandling.
Vejledningens indhold og omfang må afpasses i
forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige,
eventuelt fysiske forhold.
En myndighed bør også i fornødent omfang bistå
en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med at udfylde eventuelle
ansøgningsskemaer, anmeldelser eller lignende, der vedrører myndighedens eget
område.’
Myndighedernes vejledning
skal være korrekt, og myndighederne bør som følge af vejledningspligten af
egen
drift korrigere en tidligere givet forkert vejledning. Kommunen genoptog
sagen
og traf en anden afgørelse uden at have orienteret Dem herom. Da kommunen
tidligere havde truffet afgørelse om Deres brændeskur med presenning på et
forkert grundlag og De derfor ikke var blevet vejledt korrekt, er det min
opfattelse at kommunen - eventuelt i forbindelse med partshøringen - burde
have
oplyst Dem om grundlaget for kommunens fornyede vurdering af sagen.
6. Kommunens begrundelse i afgørelsen af 12. januar 2000
Ordlyden af
forvaltningslovens §§ 22 og 24 er følgende:
’§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være
ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende
part medhold.
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’
Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986),
pkt. 132 og 133, har følgende ordlyd:
’132.
En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor
afgørelsen har fået det pågældende indhold.
Det er ikke muligt at foretage en præcis
beskrivelse af, hvor udførligt en myndighed bør udforme begrundelsen.
Besvarelsen heraf må bl.a. bero på, hvor aktivt den pågældende part har
medvirket i den forudgående sagsbehandling og på sagens karakter i øvrigt.
For så vidt angår afgørelser, der er truffet
af en ankeinstans, vil begrundelsen efter omstændighederne kunne bestå i en
henvisning til den begrundelse, der er meddelt af den myndighed, hvis
afgørelse
er påklaget.
133.
I mange tilfælde vil en simpel henvisning til den anvendte
lovregel eller administrativt fastsatte bestemmelse - eventuelt med en
gengivelse eller vedlæggelse af kopi af dennes ordlyd - være tilstrækkelig
til
at opfylde kravet om angivelse af de retsregler, i henhold til hvilke
afgørelsen er truffet. Det vil normalt ikke være tilstrækkeligt at henvise
til
hele den pågældende lov eller en administrativ forskrift uden at præcisere,
hvilke bestemmelser der mere præcist er lagt til grund.
Hvor den trufne afgørelse
beror på en fortolkning af de anvendte bestemmelser, må der tillige redegøres
for indholdet af den anlagte fortolkning, men en egentlig argumentation
herfor
vil i almindelighed ikke være nødvendig.
I det omfang, afgørelsen
efter de gældende regler beror på et skøn, skal begrundelsen tillige angive
de
hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
I begge henseender vil det i
særlige tilfælde kunne være tilstrækkeligt at henvise til en foreliggende
praksis, hvis nærmere redegørelser herfor er offentligt tilgængelige, eller
hvis den foreliggende praksis må anses for helt almindeligt kendt. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor der i et cirkulære eller en vejledning nærmere er
redegjort for myndighedens praksis, således som det er sket i
skattemyndighedernes ligningsvejledning.’
Kommunen henviste i sin
afgørelse af 12. januar 2000 bl.a. til at brændeskuret ikke var opført i
overensstemmelse med Deres anmeldelse af 20. juni 1999. Som ovenfor beskrevet
er jeg enig med statsamtet i at De efter 2- ugers-fristens udløb med rette
havde kunnet gå ud fra at Deres brændeskur var lovligt i sin form ved
besigtigelsen den 9. august 1999.
Kommunen burde derfor ikke
have begrundet sin afgørelse med henvisning til brændeskurets manglende
overensstemmelse med Deres anmeldelse. Det burde have fremgået af
begrundelsen
at kommunen efter en genoptagelse af sagen havde afvejet de forskellige
hensyn
bag bygningsreglementets bestemmelser hvilket førte til en anden afgørelse.
Det
burde endvidere have fremgået hvilke hensyn kommunen havde inddraget, og
hvilke
hensyn der fik afgørende betydning for afgørelsen. Kommunen burde desuden
have
henvist til reglen om ejerens pligt til at berigtige ulovlige forhold i
byggelovens § 17.
7. Statsamtets afgørelse
Som ovenfor beskrevet kan jeg
tilslutte mig statsamtets opfattelse af at kommunen havde hjemmel til at
anmode
Dem om at fjerne presenningen. Jeg kan således ikke kritisere selve
afgørelsen.
Jeg har ovenfor under
afsnittet om kommunens manglende partshøring omtalt en dom afsagt af Vestre
Landsret. Landsretten fastslog at statsamtets afgørelse var ugyldig på grund
af
manglende partshøring.
I Deres sag kunne statsamtet
have truffet afgørelse om at kommunens afgørelse af 12. januar 2000 var
ugyldig
på grund af kommunens manglende partshøring. Statsamtet kunne have hjemvist
sagen til fornyet behandling i kommunen. Statsamtet partshørte Dem i stedet i
brev af 3. februar 2000. De blev her orienteret om at statsamtet havde bedt
kommunen om en udtalelse og havde bedt kommunen om at sende udtalelsen til
Dem.
Statsamtet gav Dem mulighed for at komme med bemærkninger til sagen inden 4
uger fra modtagelsen af kommunens udtalelse. Kommunen sendte sin udtalelse af
25. februar 2000 til Dem, og De kom med deres bemærkninger hertil i brev af
1.
marts 2000 til statsamtet.
Statsamtet rettede dermed op
på kommunens manglende partshøring ved at partshøre Dem i brev af 3. februar
2000. Jeg har efter omstændighederne ikke tilstrækkeligt grundlag for at
kritisere at statsamtet ikke hjemviste sagen til fornyet behandling.
Statsamtet burde dog have
påtalt at kommunen ikke havde oplyst Dem om at sagen var genoptaget, og at
kommunen ikke partshørte Dem inden afgørelsen af 12. januar 2000. Statsamtet
burde desuden have påtalt at kommunen ikke inden afgørelsen havde vejledt Dem
om grundlaget for den fornyede vurdering. Statsamtet burde også have påtalt
at
begrundelsen i kommunens afgørelse af 12. januar 2000 ikke var korrekt og
tilstrækkelig.”
Lignende dokumenter
- Afslag på dispensation til byggeri opført ca. 30 år tidligere Retsinformation · 6. oktober 2009
- Afgørelse i klagesag om Roskilde Kommunes afgørelse om afslag på retlig lovliggørelse af brændelæ – [XXX], 4000 Roskilde Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. maj 2022
- Sag om, hvorvidt sagsøgende forsikringsselskab har et regreskrav mod sagsøgte i anledning af, at sagsøger som ejerskifteforsikringsselskab har udbetalt erstatning til køber af en ejendom, som sagsøgte havde solgt Domsdatabasen · 28. oktober 2010
- Dispensation til opførelse af garage. Mundtligt tilsagn Retsinformation · 12. januar 2002
- Sag om, hvorvidt meddelt byggetilladelse er i strid med tinglyst deklaration Domsdatabasen · 1. marts 2023
- Spørgsmål om en ejendom er fritaget for ejendomsværdiskat på grund af ubeboelighed Landsskatteretten · 13. januar 2010