Spring til indhold

Retsinformation

Fjernelse af presenning over brændeskur

FOU nr 2002.491UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fjernelse af presenning over brændeskur

Det fremgår

af sagen at Birkerød Kommune på baggrund af en naboklage af 16. marts 1999

ved

brev af 21. maj 1999 meddelte A at et brændeskur han havde opført i naboskel,

skulle have været anmeldt over for kommunen inden byggearbejdet blev

påbegyndt,

efter BR-S 98, afsnit 1.5.1. Kommunen anmodede A om at sende en anmeldelse

inden den 1. juli 1999. Ligeledes anførte kommunen at brændeskuret var opført

i

strid med BR-S 98, afsnit 11.3.1, litra a og b.

Ved brev af 2. juni 1999

søgte A kommunen om dispensation fra bygningsreglementets regler om

bygningers

længde og areal. Kommunen meddelte den 15. juni 1999 A afslag på ansøgningen

om

dispensation.

Ved brev af 20. juni 1999

oplyste A at han ville afmontere taget på brændeskuret med undtagelse af 2,28

m. A anførte ligeledes at brevet var en anmeldelse af opførelse af et

”småhus”.

Kommunen godkendte herefter i brev af 30. juni 1999 den ordning A havde

skitseret i brevet af 20. juni 1999. Kommunen skrev desuden at lovliggørelsen

skulle være tilendebragt senest den 1. august 1999.

Kommunen besigtigede den 9.

august 1999 A’s brændeskur. Kommunen konstaterede her at tagpladerne var

nedtaget som anført i A’s brev af 20. juni 1999, og at A i stedet havde

opsat

en presenning. Af en håndskrevet påtegning på en kopi af kommunens brev af

30.

Læs alt

juni 1999 fremgår følgende:

”Ved besigtigelse d. 9.

august 1999 er det konstateret at tagplader er taget af som skitseret. Skuret

er derved indskrænket som krævet.”

Om besigtigelsen den 9.

august 1999 har A i brev af 9. august 2000 til mig bl.a. anført følgende:

”Den 9. aug. 99 kom ingeniør

(C), BK på besigtigelse, hvor han konstaterede, at tagpladerne var afmonteret

som ansøgt og at der i stedet var overdækket med en presenning. (C)

bekræftede,

at en presenning ikke betragtedes som et tag og konstaterede at alt nu var i

orden. Jeg spurgte om jeg nu modtog en skriftlig godkendelse, hvortil (C)

svarede,

at i henhold til BR-S 98 vil jeg kun modtage svar, hvis kommunen havde

indsigelser og dertil havde kommunen 2 uger fra den dato, hvor kommunen var

bekendt med projektet. Således forstået, at når 2 ugers fristen var

overstået,

var det implicit en godkendelse. Jeg henviser her til bilag 7, som er en

udleveret kopi af skrivelse af den 30.6.99 med (C)’s håndskrevne

godkendelse. I

tlf. notat af 30.10.99 oplyser (C) ligeledes overfor min nabo hr. (B), at

byggelovgivningen ikke er til hinder for en oplagt presenning. Denne

oplysning,

som jeg indhentede i sagens akter, viderebringer jeg således i 1. afsnit af

mit

svarbrev af den 13.11.99 til hr. (B) og som jeg også sender i kopi til

orientering for (C), BK.”

Ved brev af 26. august 1999

rettede A’s nabo, B, henvendelse til Birkerød Kommune hvori B under

henvisning

til kommunens afslag på dispensation af 15. juni 1999 bl.a. skrev at A’s

brændeskur stod uændret bortset fra at det var udstyret med en presenning.

Af et telefonnotat af 13.

oktober 1999 vedrørende en samtale mellem kommunens tekniske forvaltning og B

fremgår bl.a. følgende:

”(B), ( ), henviste til sit

brev hertil af 16. marts 1999. (B) ønskede oplyst, om sagens stade vedrørende

brændeskur i skelbræmmen på matr.nr. ( ).

Det oplystes, at sagen havde

verseret over sommeren og nu var afsluttet, idet tagpladerne er nedtaget i

det

anmodede omfang.

Til spørgsmålet om en oplagt

presenning i stedet for tag ændrede forholdet oplystes det, at

byggelovgivningen ikke er til hinder herfor.”

Med brev af 18. oktober 1999

sendte B kopi af et brev af samme dato til A til Birkerød Kommune idet B

anførte at taget på brændeskuret ikke var taget ned, men blot udstyret med en

presenning. B anførte i den forbindelse at han ville sætte pris på en hurtig

behandling af sagen.

A svarede B ved brev af 13.

november 1999 som kommunen modtog kopi af.

Ved brev af 12. januar 2000

meddelte kommunen herefter A følgende:

”På baggrund af Deres

anmeldelse af 20. juni 1999, har vi den 30. juni 1999 godkendt en reducering

af

et udhus i naboskelbræmmen på ovennævnte ejendom. Godkendelsen er meddelt i

henhold til Bygningsreglement for Småhuse (BR-S 1998), kapitel 11.

Ved besigtigelse af

brændeskuret den 9. august 1999 har vi konstateret, at tagplader var

nedtaget.

I stedet var oplagt presenning over brændestablen.

Efter en nærmere gennemgang

af byggelovgivningen med vejledninger, må vi konstatere, at konstruktioner

som

pergola eller lignende skal betragtes på linie med carporte i det omfang de

tjener til at understøtte en overdækning med presenning. Ifølge BR-S 1998 må

sådanne bygninger ikke opføres uden forudgående anmeldelse.

Vi har ved besigtigelse den

10. januar 2000 konstateret, at presenningen er lagt op på

spærkonstruktionen.

Overdækningen skal således betragtes som en bygning, og svarer derfor ikke

til

Deres anmeldelse af 20. juni 1999.

På denne baggrund anmodes De

om inden den 20. januar 2000 at fjerne presenningen helt, svarende til Deres

tidligere anmeldelse.”

Ved brev af 16. januar 2000

skrev A til Birkerød Kommune at kommunen efter hans opfattelse havde godkendt

den presenning som han havde anbragt.

Kommunen fastholdt ved brev

af 21. januar 2000 sin afgørelse af 12. januar 2000 og anførte i den

forbindelse bl.a. følgende:

”Vi beklager, at vi under

sagens forløb har givet Dem et fejlagtigt indtryk om en godkendelse.

Da vi har konstateret, at

konstruktionen med oplagt presenning skal betragtes som en bygning, kan den

imidlertid ikke godkendes, sålænge den er placeret indenfor naboskelbræmmen.

Der henvises til vedlagte uddrag af håndbog for bygningsmyndigheder, samt til

bygningsreglement for småhuse 98, afsnit 11.3.1.

De anmodes derfor om at

nedtage presenningen som tidligere meddelt og inden den 7. februar, hvorefter

sagen vil blive betragtet som afsluttet.”

A påklagede herefter den 30.

januar 2000 Birkerød Kommunes afgørelse af 12. januar 2000 til Frederiksborg

Statsamt som den 3. februar 2000 bad kommunen om en udtalelse om sagen.

Af kommunens udtalelse af 25.

februar 2000 til statsamtet fremgår bl.a. følgende:

”Om afgørelserne i sagen skal

det kort resumeres, at vi med brev af 15. juni 1999 har meddelt afslag på

(A)’s

ansøgning af 2. juni 1999, om dispensation til bibeholdelse af et ulovligt

opført brændeskur på ejendommen. Vi har i brev af 30. juni 1999 godkendt

(A)’s

anmeldelse af 20. juni 1999 af et forslag til lovliggørelse af brændeskuret,

under forudsætning af at bygningsreglementets bestemmelser dermed var

overholdt.

Ved besigtigelsen den 9.

august var tagpladerne nedtaget i det beskrevne omfang. Der var imidlertid

oplagt presenninger i stedet, og vi bad straks om, at disse blev taget ned.

(A)

afviste imidlertid dette og henviste til, at presenninger ikke udgør et fast

tag, hvorfor overdækningen ikke skulle betragtes som en bygning.

Det var ikke muligt på stedet

at imødegå dette udsagn, og det er muligt, at vi derved har givet (A) et

fejlagtigt indtryk af, at overdækningen er blevet godkendt.

Foranlediget af de senere

henvendelser i sagen har vi undersøgt spørgsmålet nøjere og konstateret, at

overdækning med presenning af en pergola, som i denne sag, skal betragtes som

en carport, jf. håndbog for bygningsmyndigheder, blad SB 058 side 6.

Den nuværende presenning er

derfor efter vores opfattelse omfattet af vores tidligere afslag på

dispensationsansøgningen til bibeholdelse af brændeskuret.

Vi har ikke givet en

godkendelse af den oplagte presenning, og vi mener ikke, at de oplysninger,

vi

har givet (A) og hans nabo (B), giver baggrund for at omstøde de faktiske

afgørelser i sagen.”

Kommunen sendte A en kopi af

udtalelsen. I A’s brev af 1. marts 2000 til statsamtet kom han på

baggrund af

kommunens udtalelse med yderligere bemærkninger til sagen.

Frederiksborg Statsamt traf

afgørelse i sagen den 6. juli 2000. I afgørelsen er bl.a. anført følgende:

”Ifølge BR-S 98 afsnit 11.3.1

afsnit a og b må den samlede bygning, der ligger i naboskel eller nærmere

skel

end 2,5 meter ikke være over 50 m2

og ikke have en større længde i

skel end 12 meter, og uanset om brændeskuret er overdækket med tagplader

eller

en presenning, er der tale om en bygning, der er omfattet af reglerne i BR- S

98.

Ved afgørelsen af 15. juni

1999 blev De gjort bekendt med, at De ved opførelsen af det pågældende

brændeskur havde overtrådt bestemmelserne i BR-S 98, og at kommunen ikke

fandt

grundlag for at dispensere fra arealbestemmelsen eller længdekravet i

naboskel,

og ved kommunens afgørelse af 12. januar 2000 er denne afgørelse blevet

fastholdt, idet erstatningen af tagpladerne med en presenning ikke svarer til

den af Dem anmeldte ændring af 20. juni 1999, idet der fortsat er tale om en

bygning i byggelovens forstand.

I BR-S 98 afsnit 11 er der

fastsat bestemmelser om bygninger i naboskel eller nærmere naboskel end 2,5

meter, og formålet med disse bestemmelser er hensynet til naboen, og

Statsamtet

har ikke i denne sag fundet, at kommunens fejlagtige oplysninger eller

kommunens lange sagsbehandlingstid skal føre til en tilsidesættelse af dette

hensyn, hvorfor der ikke findes grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Statsamtet foretager sig herefter ikke videre i sagen.”

A klagede herefter til mig i

brev af 9. august 2000. A klagede over at kommunen den 12. januar 2000 havde

truffet afgørelse om at hans brændeskur skulle lovliggøres, selv om kommunen

ikke inden 2 uger efter besigtigelsen den 9. august 1999 havde gjort

indsigelse

mod hans brændeskur. A gik derfor ud fra at hans brændeskur med presenning

var

lovligt. A klagede desuden over at han ikke var blevet informeret om at

kommunen havde genoptaget sagen efter besigtigelsen den 9. august 1999. A bad

mig desuden tage stilling til statsamtets afgørelse af 6. juli 2000.

Jeg bad i brev af 21.

september 2000 Frederiksborg Statsamt om en udtalelse i anledning af A’s

klage

og bad statsamtet om forinden at indhente en udtalelse fra kommunen. Jeg

skrev

bl.a. følgende:

”Jeg beder under henvisning

til det ovenfor citerede om at Birkerød Kommune i sin udtalelse nærmere

redegør

for hvorvidt kommunen mundtligt har meddelt (A) en godkendelse af hans

brændeskur med den anbragte presenning.

Jeg beder endvidere i den

forbindelse kommunen nærmere redegøre for om det er en ansat i kommunen der

har

påført det ovenfor citerede på en kopi af kommunens brev af 30. juni 1999,

herunder om dette kan betragtes som en godkendelse. Jeg henviser ligeledes

til

det kommunen har anført dels i telefonnotatet af 13. oktober 1999, dels i sin

udtalelse af 25. februar 2000 til Frederiksborg Statsamt.

Hvis der foreligger en

mundtlig godkendelse af brændeskuret med presenning fra Birkerød Kommune,

beder

jeg om at kommunen og statsamtet i udtalelserne nærmere redegør for om der

under de foreliggende omstændigheder var hjemmel til at tilbagekalde den

mundtligt meddelte godkendelse.”

Kommunen skrev i sin

udtalelse af 31. oktober 2000 til statsamtet bl.a. følgende:

”Ombudsmanden spørger,

hvorvidt kommunen mundtligt har meddelt (A) en godkendelse af hans brændeskur

med den anbragte presenning. Det kan oplyses, at kommunen ved besigtigelse

den

9. august 1999 kunne konstatere, at tagplader på brændeskuret var nedtaget

som

aftalt og at der i stedet var oplagt presenning over brændestablen. (A) var

til

stede ved besigtigelsen og gav udtryk for, at han hermed fandt sin

brændestabel

lovliggjort, idet en presenning ikke var at betragte som et tag.

Sagsbehandleren havde ikke mulighed for at imødegå dette på stedet og gav i

stedet udtryk for, at (A) ville høre fra kommunen inden 14 dage, såfremt der

var problemer i sagen. Vi er således enige i (A)’s beskrivelse af dette

i sit

brev til Ombudsmanden den 9. august 2000. Dog må vi bemærke, at vi ikke

finder

det korrekt, at han opfatter sagsbehandlerens udtalelse som en egentlig

godkendelse.

Med hensyn til den påskrevne

bemærkning på kopi af kommunens brev til (A) af 30. juni 1999 kan vi

bekræfte,

at den er påført af sagsbehandleren på sagen. Hvorvidt det, sammen med

telefonnotatet af 13. oktober 1999, kan betragtes som en godkendelse må vi

udtale, at det ikke er vores opfattelse. Der er alene tale om notater af

sagsbehandlerens indtryk efter drøftelse med henholdsvis (A) og naboen (B).

Det

er først med kommunens skrivelse til (A) af 12. januar 2000, at der

foreligger

en egentlig afgørelse fra kommunen.

I den sammenhæng skal vi dog

beklage, at kommunen ikke har efterlevet hvad (A) blev lovet ved

besigtigelsen

den 9. august 1999, nemlig at han, såfremt der var problemer i sagen, ville

høre nærmere inden for 14 dage. Desværre kommer der til at gå 5 måneder,

hvilket naturligt får (A) til at betragte sagen som afsluttet, herunder den

oplagte presenning for lovliggjort.

Til spørgsmålet om hvorvidt

kommunen, på baggrund af det ovenfor beskrevne forløb, og såfremt der havde

foreligget en tilladelse, har hjemmel til at bede (A) om at fjerne

presenningen

helt, kan vi oplyse, at det er vores opfattelse, at der ikke findes en sådan

hjemmel i byggelovgivningen.”

Kommunen korrigerede med brev

af 31. oktober 2000 til statsamtet sin udtalelse af 19. oktober 2000. I

brevet

af 31. oktober 2000 skrev kommunen bl.a. følgende:

”Vi skal hermed beklage, at

brevets sidste afsnit er formuleret forkert. Det skal således fremgå, at det

er

vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel for kommunen til at

tilbagetrække

en i henhold til byggelovgivningen meddelt tilladelse - mundtligt eller

skriftligt. I den forbindelse må vi imidlertid fastholde, at der i denne sag

ikke er givet en tilladelse.”

Statsamtet skrev i brev af 23. november 2000

til mig bl.a. følgende:

”Ombudsmanden har bedt om en

nærmere redegørelse til belysning af, hvorvidt bygningsmyndigheden tidligere

har godkendt den sagen omhandlede bygningsmæssige konstruktion, og om der i

givet fald var hjemmel til at tilbagekalde godkendelsen.

Oprindeligt var brændestablen

dækket af et tag, og bygningsmyndigheden meddelte i den anledning - på

baggrund

af en naboklage -

at

klager var

forpligtet til at indsende en anmeldelse af brændeskuret i henhold til BR-S

98,

afsnit 1.5.1, samt

at

brændeskuret i

øvrigt var i strid med bestemmelserne i BR-S 98, afsnit 11.3.1.

I brev af 15. juni 1999

meddelte bygningsmyndigheden på baggrund af klagers henvendelse herom afslag

på

ansøgning om dispensation til at bibeholde brændeskuret, både for så vidt

angik

arealet som længden, og påbød derfor klager at lovliggøre forholdet.

I brev af 20. juni 1999

meddelte klager bygningsmyndigheden, at brændeskuret ville blive afmonteret

taget undtagen 2,28 m i den vestlige ende. Klager anførte, at brevet skulle

betragtes som en anmeldelse af et ’småhus’.

Ved bygningsmyndighedens

besigtigelse den 9. august 1999 viste det sig, at klager havde erstattet den

fjernede del af taget med en presenning.

Det bemærkes at både den

oprindelige og den efterfølgende konstruktion efter byggelovens § 2, stk. 2,

er

omfattet af bestemmelserne i denne lov og af regler fastsat i medfør af

loven.

Konstruktionen med presenning

i stedet for tag er opført i strid med BR-S 98, afsnit 11.3.1, litra a og b,

idet den sammen med et i forvejen eksisterende udhus bringer det samlede

bebyggede areal i skelbræmmen op på 53,60 m2

og indebærer, at de

sider, der vender mod skellet, får en samlet længde på 16,95 m.

Bygningsmyndigheden er efter byggelovens § 16 A, stk. 3, pligtig at søge

konstruktionen lovliggjort, medmindre forholdet skønnes at være af ganske

underordnet betydning.

I forbindelse med

bygningsmyndighedens bestræbelser på at gennemføre en lovliggørelse af den

oprindelige konstruktion blev der den 9. august 1999 gennemført besigtigelse

af

konstruktionen, under hvilken sagsbehandleren tilkendegav, at klageren ville

høre fra kommunen inden 14 dage, såfremt der var problemer i sagen.

Bygningsmyndigheden har i

udtalelse af 31. oktober 2000, indhentet til brug ved Ombudsmandens

behandling

af sagen, tilkendegivet, at man ikke finder, at der hermed er meddelt en

godkendelse af konstruktionen. Af de oplysninger, der i øvrigt foreligger i

sagen, fremgår, at bygningsmyndigheden blot betragter sin afgørelse af 12.

januar 2000 som udtryk for en fastholden af en tidligere den 15. juni 1999

truffet afgørelse, ved hvilken der blev meddelt klageren afslag på en

ansøgning

om dispensation fra den nævnte bestemmelse i BR-S 98

Statsamtet finder, at

klageren efter sagsbehandlerens udtalelse under den foretagne besigtigelse og

bygningsmyndighedens efterfølgende passivitet med rette har kunnet gå ud fra,

at der hermed var truffet afgørelse om konstruktionens godkendelse. Der

henvises til bestemmelsen i BR-S 98, afsnit 1.5, hvorefter visse

byggearbejder

kan udføres, dersom kommunalbestyrelsen ikke har reageret inden 2 uger fra

den

dag, man har modtaget en anmeldelse herom.

Statsamtet finder imidlertid

efter de oplysninger, der foreligger, at det må lægges til grund, at

afgørelsen

er baseret på et utilstrækkeligt kendskab til reglerne og således er behæftet

med en retlig mangel. Dette fremgår dels af et notat vedrørende en

telefonsamtale med naboen den 13. oktober 1999, i hvilket det er anført:

’Til

spørgsmålet om en oplagt presenning i stedet for tag ændrede forholdet

oplystes

det, at byggelovgivningen ikke er til hinder herfor’, dels af

bygningsmyndighedens skrivelser af 12. januar 2000 og 21. januar 2000, hvoraf

det fremgår, at bygningsmyndighedens genoptagelse af sagen beror på, at man

har

ændret opfattelse vedrørende forståelsen af de regler, der finder anvendelse

på

forholdet.

Statsamtet finder tillige, at

afgørelsen er behæftet med væsentlige formelle mangler, idet en retlig

lovliggørelse af byggeriet forudsætter, der gives de nødvendige

dispensationer

efter byggelovens almindelige regler herom, herunder at der forinden

foretages

naboorientering i det omfang, de pågældende regler har til formål at varetage

nabohensyn, jf. byggelovens § 22, stk. 2.

Under hensyn til, at

bygningsmyndighedens afgørelse som en refleksvirkning griber ind i

nabointeresser, der er beskyttet af bestemmelser i bygningsreglementet, er

det

Statsamtets opfattelse, at spørgsmålet om bygningsmyndighedens adgang til at

tilbagekalde afgørelsen må bero på en konkret afvejning af de således

foreliggende

modstående interesser mellem klageren og den berørte nabo.

Statsamtet har ved afgørelsen

af 6. juli 2000 skønnet, at hensynet til klageren og dennes interesse i at

bibeholde den ulovlige bygningskonstruktion ikke bør veje tungere end

hensynet

til naboens interesser, uanset at bygningsmyndighedens måde at behandle sagen

på har haft til følge, at der hos klageren blev vakt en berettiget formodning

om, at byggeriet var godkendt som lovligt.

Statsamtet fastholder dette

skøn og er således fortsat af den opfattelse, at der under de foreliggende

omstændigheder var hjemmel til at tilbagekalde den stiltiende

godkendelse.”

Jeg sendte myndighedernes udtalelser til A med

brev af 7. december 2000. A fastholdt i brev af 3. januar 2001 til mig at

kommunen efter hans opfattelse havde godkendt hans brændeskur med presenning.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Regelgrundlaget

Grundlaget for myndighedernes afgørelser var reglerne i byggeloven

(lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998). Da kommunen traf afgørelse,

havde byggelovens §§ 1, 2, 5, 8, 16 A, 17 og 22 følgende ordlyd:

’§ 1.

Denne lov har til formål:

at

sikre, at bebyggelse udføres og indrettes således, at den frembyder

tilfredsstillende tryghed i brand- og sikkerheds- og sundhedsmæssig

henseende,

at

sikre, at bebyggelse og ejendommens ubebyggede arealer får en

tilfredsstillende kvalitet under hensyn til den tilsigtede brug og

vedligeholdes forsvarligt,

at

fremme foranstaltninger, der kan øge byggeriets produktivitet,

at

fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt ressourceforbrug i

bebyggelser,

at

fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt råstofforbrug i

bebyggelser.

§ 2.

Loven finder anvendelse ved:

opførelse af ny bebyggelse og tilbygning til bebyggelse,

ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er

væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven

udfærdigede bestemmelser,

ændringer i benyttelse af bebyggelse, ( )

nedrivning af bebyggelse.

Stk. 2.

Ved bebyggelse forstås bygninger og mure samt andre faste

konstruktioner og anlæg, når lovens anvendelse på de pågældende

konstruktioner

m.v. er begrundet i de hensyn, som loven tilsigter at varetage.

Stk. 3.

Loven finder anvendelse på transportable konstruktioner,

( )

Stk. 4.

Loven finder anvendelse på bestående bebyggelse uanset

tidspunktet for bebyggelsens opførelse, når de enkelte bestemmelser

indeholder

udtrykkelig hjemmel herfor.

§ 5.

Bolig- og byministeren udfærdiger et bygningsreglement med

regler om de i §§ 6- 13 omhandlede forhold samt om forhold, som loven i

øvrigt

indeholder hjemmel til.

§ 8.

Bebyggelse må ikke opføres nærmere skel mod anden grund eller

sti end 2,5 m, i sommerhusområder dog 5 m. Dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse,

gruppehuse o.lign. kan dog sammenbygges i naboskel.

Stk. 2.

I bygningsreglementet kan fastsættes regler om anbringelse

af mindre bygningsdele samt garager, skure, udhuse og andre mindre bygninger

i

mindre afstand end fastsat i stk. 1 samt om anbringelse af altaner,

tagterrasser, kviste, gavlvinduer og lign. i større afstand end fastsat i

stk.

1.

Stk. 3.

§ 16 A.

Kommunalbestyrelsen påser i sagsbehandlingen, at denne lov

og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen påser, at påbud efter loven eller de

nævnte regler efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser eller

dispensationer overholdes.

Stk. 3.

Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt

forhold, skal den søge forholdet lovliggjort, medmindre det er af ganske

underordnet betydning.

Stk. 4.

En meddelelse om standsning af et byggearbejde, ( )

Stk. 5.

Kommunalbestyrelsen kan på ejerens bekostning lade et påbud

om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. ( )

§ 17.

Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at

berigtige forhold, som er i strid med denne lov eller de i medfør af loven

udfærdigede forskrifter. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen,

påhviler pligten tillige brugeren.

Stk. 2.

Efterkommer ejeren eller brugeren ikke et af

kommunalbestyrelsen meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan

det

ved dom pålægges ham ( )

Stk. 3.

Når et ved dom meddelt påbud ( )

§ 22.

Der kan meddeles dispensation fra bestemmelser i loven og de

i medfør af loven fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt med de

hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

Stk. 2.

Dispensationer fra bestemmelserne til varetagelse af

naboers interesser i §§ 6 A, 6 B, 6 C, 8 og 10 A og de i medfør af §§ 6 B, 6

C,

8 og 9 fastsatte regler kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger efter,

at kommunalbestyrelsen har oplyst naboer til den omhandlede ejendom om,

hvortil

der søges dispensation, og om, at eventuelle bemærkninger kan fremsendes

inden

2 uger. Kommunalbestyrelsen underretter de naboer, der efter orientering i

henhold

til 1. pkt. rettidigt har fremsat bemærkninger til den søgte dispensation, om

afgørelsen.

Stk. 3. ( )”

De nærmere betingelser for

opførelse af småhuse er fastsat i bygningsreglementet BR- S 98

(bygningsreglement af 25. juni 1998 for småhuse). Bygningsreglementets afsnit

1.1.1, 1.1.2, 1.2.1, 1.5.1, 1.5.2 og 1.3.1 har følgende ordlyd:

’1.1 Reglementets anvendelsesområde

1.1.1 Reglementet gælder for

småhuse, dvs.

·

huse med én bolig til helårsbeboelse, ( )

·

sommerhuse, kolonihavehuse og campinghytter

samt

·

garager, carporte, udhuse, drivhuse og

lignende mindre bygninger og bebyggelser, som opføres i tilknytning til

fritliggende eller sammenbyggede enfamilieshuse eller sommerhuse.

Reglementet gælder, selvom en

del af huset anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan

udøves i forbindelse med en bolig.

1.1.2 Reglementet gælder for:

·

opførelse af nye huse

·

tilbygninger til eksisterende huse,

·

ombygning og andre forandringer, som er

væsentlige i forhold til byggelovens eller reglementets bestemmelser,

·

ændringer i anvendelsen, ( )

1.2 Ansøgning om byggetilladelse

1.2.1 Et byggearbejde må ikke

påbegyndes uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, medmindre andet er

bestemt

i afsnit 1.5 eller 1.7.

1.5 Byggearbejder, der skal anmeldes inden påbegyndelse

1.5.1 Følgende byggearbejder

kan udføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen:

·

garager, carporte, udhuse, drivhuse,

overdækkede terrasser og lignende på højst 50 m2,

·

tilbygninger til garager, carporte, udhuse,

drivhuse, ( )

·

satellitantenner ( )

·

nedrivning af fritliggende og sammenbyggede

enfamilieshuse samt sommerhuse.

1.5.2 Har kommunalbestyrelsen

ikke reageret inden 2 uger fra den dag, anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet

påbegyndes.

Byggearbejderne skal ikke

færdigmeldes til kommunalbestyrelsen.

11.3 Garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger i skel mod

nabo eller sti

11.3.1 Garager, carporte,

overdækkede terrasser, som ikke er hævet over terræn, drivhuse, skure og

lignende mindre bygninger til udhusformål, herunder fyrrum, samt lagertanke

for

fyringsolie og lignende installationer, som er nødvendige til selve

bygningens

drift, kan opføres i eller nærmere naboskel eller sti end 2,5 m, når

betingelserne a-e er opfyldt:

Det samlede areal af de

bygninger, der ligger i naboskel eller nærmere skel end 2,5 m, må ikke være

over 50 m2.

De sider, der vender mod

skel, må ikke have større samlet længde end 12,0 m. Anbringes en bygning i et

hjørne af grunden, medregnes kun den længste side. Udhæng udover 0,5 m

medregnes til bygningens længde. Længden af en carport ( )

Ingen del af bygningens

ydervægge eller tag, må inden for en afstand af 2,5 m fra skel være højere

end

2,5 m over terræn eller det for bygningen fastsatte niveauplan.

( )”

2. Kommunens besigtigelse den 9. august 1999 og kommunens manglende

henvendelse inden 2 uger herefter

Forvaltningslovens (lov nr.

571 af 19. december 1985) § 2 har følgende ordlyd:

’§ 2.

Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller

vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Stk.2. ( )’

Efter forarbejderne til

forvaltningsloven sigtes der med udtrykket ’truffet afgørelse’ til

udfærdigelse

af retsakter (forvaltningsakter), dvs. udtalelser der går ud på at fastsætte

hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf.

Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115.

De forklarede i brev af 9.

august 2000 til mig bl.a. at kommunen ved besigtigelsen den 9. august 1999

oplyste at en presenning ikke betragtedes som et tag, og at alt nu var i

orden.

Deres redegørelse herom er citeret ovenfor.

Kommunens udtalelser af 25.

februar 2000 og 31. oktober 2000 til statsamtet om besigtigelsen er citeret

ovenfor. Efter kommunens opfattelse blev brændeskuret ikke godkendt ved

besigtigelsen.

En nærmere afklaring af

spørgsmålet om indholdet af kommunens meddelelse til Dem ved besigtigelsen

kan

efter min opfattelse ikke ske inden for rammerne af en

ombudsmandsundersøgelse,

men vil kræve en bevisførelse (herunder afhøring af vidner) som kun kan ske

ved

domstolene. Jeg kan derfor ikke afgøre om kommunen allerede ved besigtigelsen

mundtligt meddelte Dem en afgørelse. Jeg har dog konstateret at kommunen på

brev af 30. juni 1999 noterede at tagpladerne ved besigtigelsen var taget af

som skitseret, og at skuret derved var indskrænket som krævet.

Efter afsnit 1.5 i

bygningsreglementet havde De pligt til at anmelde byggearbejdet inden

påbegyndelsen. Det følger af bygningsreglementets afsnit 1.5.2 at arbejdet

kunne påbegyndes hvis kommunalbestyrelsen ikke havde reageret inden 2 uger

fra

den dag anmeldelsen var modtaget. Det er således fastsat at en manglende

henvendelse fra kommunen inden fristens udløb betragtes som en afgørelse.

Kommunen bekræftede i sin

udtalelse af 31. oktober 2000 til statsamtet at kommunen ved besigtigelsen

den

9. august 1999 havde oplyst Dem om at De ville høre fra kommunen inden 2 uger

hvis der var problemer. Det fremgår af sagen at kommunen ikke inden 2-

ugers-fristens udløb henvendte sig til Dem. Jeg kan derfor tilslutte mig

statsamtets udtalelse om at De herefter med rette kunne gå ud fra at Deres

brændeskur med presenning var lovligt. Efter min opfattelse må kommunens

manglende henvendelse til Dem inden fristens udløb betragtes som en

afgørelse.

Jeg har desuden konstateret

at det fremgår af kommunens telefonnotat af 13. oktober 1999 efter samtale

med

(B) at kommunen betragtede sagen som afsluttet idet tagpladerne var nedtaget

i

det anmodede omfang og byggeloven ikke var til hinder for overdækning med en

presenning.

3. Genoptagelse/remonstration

(B) oplyste den 18. oktober

1999 til kommunen at taget på Deres brændeskur ikke var taget ned, men blot

var

udstyret med en presenning. (B) bad om en hurtig behandling af sagen.

Kommunen

genoptog herefter sagen og traf en anden afgørelse den 12. januar 2000.

Jeg har vurderet om Deres

brændeskur med presenning var opført i overensstemmelse med reglerne i

byggeloven og bygningsreglementet for småhuse, og om kommunen havde hjemmel

til

at genoptage sagen og træffe en anden afgørelse.

Ved remonstration forstås det

forhold at en borger henvender sig til en forvaltningsmyndighed der har

behandlet og afsluttet en sag, og anmoder myndigheden om at genoptage sagen

med

henblik på at der træffes en af den pågældende borger ønsket afgørelse i

sagen.

Om myndigheden vil kunne ændre en afgørelse, skal vurderes efter almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse. Partstvister giver

anledning til særlige problemer fordi tilbagekaldelse til gunst for den ene

part i samme udstrækning er tilbagekaldelse til ugunst for den anden part.

Tilbagekaldelse

til skade for adressaten er mulig i videre omfang end i sager med én part

idet

tilbagekaldelsen samtidig er til gunst for den anden part, jf. Hans

Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 608, 614 og 625ff.

Efter byggelovens § 17, som

er citeret ovenfor, påhviler det ejeren at berigtige forhold som er i strid

med

loven og forskrifter fastsat i medfør af loven, dvs. også

bygningsreglementets

bestemmelser.

Byggelovens § 17 kan anvendes

selv om der foreligger byggetilladelse hvis denne beror på en fejl, jf. W.E.

von Eyben, Miljørettens Grundbog (1986), s. 222.

Statsamtet skrev i brev af

23. november 2000 til mig at bygningsmyndighedens adgang til at tilbagekalde

afgørelsen måtte bero på en konkret afvejning af de modstående interesser

mellem

Dem og Deres nabo. Statsamtet mente ikke at Deres interesse i at bibeholde en

ulovlig konstruktion burde veje tungere end hensynet til Deres nabo, selv om

De

havde haft en berettiget forventning om at brændeskuret var godkendt.

Jeg har ikke grundlag for at

tilsidesætte myndighedernes opfattelse af at Deres brændeskur med presenning

skulle betragtes som en bygning som var omfattet af bygningsreglementets

afsnit

1.5 og 11.3.1. Det er min opfattelse at formålet med bygningsreglementets

afsnit 11.3.1 om bygninger i eller tæt ved skel er at beskytte

nabointeresser.

Materialevalget, herunder om

der lægges et fast tag eller overdækkes med en presenning, kan ikke være

afgørende for vurderingen af om der er tale om en bygning.

Jeg kan tilslutte mig

statsamtets udtalelse om at kommunens afgørelse greb ind i nabointeresser der

er beskyttet af reglerne i bygningsreglementet.

Jeg finder det beklageligt at

kommunens første afgørelse ikke var i overensstemmelse med reglerne i

bygningsreglementet.

Jeg har ikke grundlag for at

kritisere statsamtets udtalelse af 23. november 2000 om afvejning af de

modstående interesser i sagen og finder at der var hjemmel til at kommunen

genoptog sagen og herefter anmodede Dem om at fjerne presenningen.

4. Kommunens manglende partshøring inden 12. januar 2000

Forvaltningslovens § 19 har

følgende ordlyd:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. ( )’

De sendte til kommunens

orientering kopi af Deres brev af 13. november 1999 til (B). De skrev bl.a.

at

sagen om brændeskuret var afsluttet. Det fremgik af Deres brev at De ikke var

bekendt med (B)’s brev af 18. oktober 1999 til kommunen, og at De heller

ikke

på anden måde var blevet bekendt med at kommunen havde genoptaget sagen.

Vestre Landsret fastslog i en

dom som er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 2088, at det

forudsætningsvis fremgår af forvaltningslovens § 19 at en part skal

underrettes

om at der verserer en sag, og at manglende partshøring medfører ugyldighed.

En

kommune havde meddelt et boligselskab byggetilladelse hvorefter naboerne

klagede til statsamtet. Kommunen erkendte at byggetilladelsen ikke var

lovlig.

Statsamtet gav naboerne medhold uden forinden at have partshørt

boligselskabet

som var uvidende om klagesagen. Kommunen ændrede herefter standpunkt igen og

fastholdt at byggetilladelsen var lovlig. Naboerne anlagde sag mod kommunen

med

påstand om nedrivning af det ulovlige byggeri. Kommunen anlagde sag mod

statsamtet med påstand om at statsamtets afgørelse var ugyldig på grund af

manglende partshøring af boligselskabet. Landsretten gav kommunen medhold i

at

statsamtets afgørelse var ugyldig. Landsretten udtalte at det var i strid med

forvaltningslovens

§ 19 eller grundsætningen i denne at statsamtet ikke havde orienteret

boligselskabet om at der verserede en sag. Statsamtet havde desuden

tilsidesat

§ 19 eller ulovbestemte principper om partshøring ved at undlade at høre

boligselskabet da kommunen fuldstændig og til ugunst for boligselskabet

ændrede

opfattelse og erkendte at byggetilladelsen ikke var lovlig.

Det er min opfattelse at

kommunen burde have orienteret Dem om at sagen var genoptaget på grundlag af

en

henvendelse fra Deres nabo. Kommunen burde desuden have givet dem mulighed

for

at udtale Dem om sagen inden der blev truffet afgørelse.

Jeg kommer nærmere ind på

betydningen af kommunens manglende orientering og partshøring af Dem under

afsnittet om statsamtets afgørelse nedenfor.

5. Kommunens vejledningspligt

Ordlyden af

forvaltningslovens § 7, stk. 1, om myndighedernes vejledningspligt er

følgende:

’§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986),

pkt. 29 og 30, har følgende ordlyd:

’29.

For alle forvaltningsmyndigheder gælder der en almindelig

pligt til at vejlede borgerne inden for de sagsområder, der varetages af

myndigheden. Vejledningen bør ydes i den eller de former, der findes at give

den bedste virkning over for borgerne, f.eks. en generel skriftlig vejledning

i

en publikation, individuel skriftlig vejledning i et brev til den berørte

borger eller individuel mundtlig, herunder telefonisk vejledning.

Vejledningens form og omfang

vil i øvrigt afhænge af en konkret vurdering af den enkelte borgers behov og

forudsætninger på det pågældende område. Der bør efter omstændighederne også

vejledes om, at der kan ydes supplerende individuel vejledning, hvis den

pågældende ønsker det.

30.

Vejledning efter § 7, stk. 1, bør sikre, at borgeren får

tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på det pågældende

område har for vedkommende, og hvordan den pågældende lettest og mest

effektivt

kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. Vejledningen bør

endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde, der skal følges af den, der

henvender sig til myndigheden, og om hvilke oplysninger, som skal

tilvejebringes af borgeren som led i en sags behandling.

Vejledningens indhold og omfang må afpasses i

forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige,

eventuelt fysiske forhold.

En myndighed bør også i fornødent omfang bistå

en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med at udfylde eventuelle

ansøgningsskemaer, anmeldelser eller lignende, der vedrører myndighedens eget

område.’

Myndighedernes vejledning

skal være korrekt, og myndighederne bør som følge af vejledningspligten af

egen

drift korrigere en tidligere givet forkert vejledning. Kommunen genoptog

sagen

og traf en anden afgørelse uden at have orienteret Dem herom. Da kommunen

tidligere havde truffet afgørelse om Deres brændeskur med presenning på et

forkert grundlag og De derfor ikke var blevet vejledt korrekt, er det min

opfattelse at kommunen - eventuelt i forbindelse med partshøringen - burde

have

oplyst Dem om grundlaget for kommunens fornyede vurdering af sagen.

6. Kommunens begrundelse i afgørelsen af 12. januar 2000

Ordlyden af

forvaltningslovens §§ 22 og 24 er følgende:

’§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være

ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende

part medhold.

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986),

pkt. 132 og 133, har følgende ordlyd:

’132.

En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor

afgørelsen har fået det pågældende indhold.

Det er ikke muligt at foretage en præcis

beskrivelse af, hvor udførligt en myndighed bør udforme begrundelsen.

Besvarelsen heraf må bl.a. bero på, hvor aktivt den pågældende part har

medvirket i den forudgående sagsbehandling og på sagens karakter i øvrigt.

For så vidt angår afgørelser, der er truffet

af en ankeinstans, vil begrundelsen efter omstændighederne kunne bestå i en

henvisning til den begrundelse, der er meddelt af den myndighed, hvis

afgørelse

er påklaget.

133.

I mange tilfælde vil en simpel henvisning til den anvendte

lovregel eller administrativt fastsatte bestemmelse - eventuelt med en

gengivelse eller vedlæggelse af kopi af dennes ordlyd - være tilstrækkelig

til

at opfylde kravet om angivelse af de retsregler, i henhold til hvilke

afgørelsen er truffet. Det vil normalt ikke være tilstrækkeligt at henvise

til

hele den pågældende lov eller en administrativ forskrift uden at præcisere,

hvilke bestemmelser der mere præcist er lagt til grund.

Hvor den trufne afgørelse

beror på en fortolkning af de anvendte bestemmelser, må der tillige redegøres

for indholdet af den anlagte fortolkning, men en egentlig argumentation

herfor

vil i almindelighed ikke være nødvendig.

I det omfang, afgørelsen

efter de gældende regler beror på et skøn, skal begrundelsen tillige angive

de

hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

I begge henseender vil det i

særlige tilfælde kunne være tilstrækkeligt at henvise til en foreliggende

praksis, hvis nærmere redegørelser herfor er offentligt tilgængelige, eller

hvis den foreliggende praksis må anses for helt almindeligt kendt. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvor der i et cirkulære eller en vejledning nærmere er

redegjort for myndighedens praksis, således som det er sket i

skattemyndighedernes ligningsvejledning.’

Kommunen henviste i sin

afgørelse af 12. januar 2000 bl.a. til at brændeskuret ikke var opført i

overensstemmelse med Deres anmeldelse af 20. juni 1999. Som ovenfor beskrevet

er jeg enig med statsamtet i at De efter 2- ugers-fristens udløb med rette

havde kunnet gå ud fra at Deres brændeskur var lovligt i sin form ved

besigtigelsen den 9. august 1999.

Kommunen burde derfor ikke

have begrundet sin afgørelse med henvisning til brændeskurets manglende

overensstemmelse med Deres anmeldelse. Det burde have fremgået af

begrundelsen

at kommunen efter en genoptagelse af sagen havde afvejet de forskellige

hensyn

bag bygningsreglementets bestemmelser hvilket førte til en anden afgørelse.

Det

burde endvidere have fremgået hvilke hensyn kommunen havde inddraget, og

hvilke

hensyn der fik afgørende betydning for afgørelsen. Kommunen burde desuden

have

henvist til reglen om ejerens pligt til at berigtige ulovlige forhold i

byggelovens § 17.

7. Statsamtets afgørelse

Som ovenfor beskrevet kan jeg

tilslutte mig statsamtets opfattelse af at kommunen havde hjemmel til at

anmode

Dem om at fjerne presenningen. Jeg kan således ikke kritisere selve

afgørelsen.

Jeg har ovenfor under

afsnittet om kommunens manglende partshøring omtalt en dom afsagt af Vestre

Landsret. Landsretten fastslog at statsamtets afgørelse var ugyldig på grund

af

manglende partshøring.

I Deres sag kunne statsamtet

have truffet afgørelse om at kommunens afgørelse af 12. januar 2000 var

ugyldig

på grund af kommunens manglende partshøring. Statsamtet kunne have hjemvist

sagen til fornyet behandling i kommunen. Statsamtet partshørte Dem i stedet i

brev af 3. februar 2000. De blev her orienteret om at statsamtet havde bedt

kommunen om en udtalelse og havde bedt kommunen om at sende udtalelsen til

Dem.

Statsamtet gav Dem mulighed for at komme med bemærkninger til sagen inden 4

uger fra modtagelsen af kommunens udtalelse. Kommunen sendte sin udtalelse af

25. februar 2000 til Dem, og De kom med deres bemærkninger hertil i brev af

1.

marts 2000 til statsamtet.

Statsamtet rettede dermed op

på kommunens manglende partshøring ved at partshøre Dem i brev af 3. februar

2000. Jeg har efter omstændighederne ikke tilstrækkeligt grundlag for at

kritisere at statsamtet ikke hjemviste sagen til fornyet behandling.

Statsamtet burde dog have

påtalt at kommunen ikke havde oplyst Dem om at sagen var genoptaget, og at

kommunen ikke partshørte Dem inden afgørelsen af 12. januar 2000. Statsamtet

burde desuden have påtalt at kommunen ikke inden afgørelsen havde vejledt Dem

om grundlaget for den fornyede vurdering. Statsamtet burde også have påtalt

at

begrundelsen i kommunens afgørelse af 12. januar 2000 ikke var korrekt og

tilstrækkelig.”

Lignende dokumenter