Spring til indhold

Retsinformation

Ekspropriation til stianlæg. Utilstrækkelig sagsoplysning. Vildfarelse

FOU nr 2002.369UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ekspropriation til stianlæg. Utilstrækkelig sagsoplysning.

Vildfarelse

Det fremgik

af sagen at Hvalsø Kommune den 25. august 1998 traf beslutning om at anlægge

en

sti fra ( ) til ( ), og at den nødvendige arealerhvervelse skete ved

ekspropriation.

Den 9. november 1998 blev der

afholdt åstedsforretning hvor ejerne af matrikel nr. ( ) og ( ), Nr. Hvalsø

By,

Kirke Hvalsø, deltog.

I brev af 6. december 1998

protesterede de nævnte ejere mod den påtænkte ekspropriation.

Den 15. december 1998 traf

kommunen endelig beslutning om ekspropriation på grundlag af den fremlagte

plan, og i brev af 11. januar 1999 blev de berørte ejere orienteret herom.

I brev af 8. februar 1999

klagede A - en landbrugsorganisation - på vegne af ejerne af matr.nr. ( ) og

( ) til Vejdirektoratet. A anførte bl.a. at stianlægget ville være i strid

med

fredningen på en del af ejendommen, og at det ville indebære en stærk

værdiforringelse af ejendommen. Stien ville komme urimeligt nær på

ejendommens

bygninger og stuehus. A foreslog en anden linjeføring.

Hvalsø Kommune udtalte i brev

af 6. juli 1999 til Vejdirektoratet at kommunen beklageligvis ikke havde

været

opmærksom på fredningskendelsen. En del af stien ville derfor blive flyttet

til

matr.nr. ( ), således at stien ikke ville berøre matr.nr. ( ) som var

Læs alt

omfattet

af fredningskendelsen. Ønsket om et alternativt stiforløb kunne ikke

imødekommes.

I brev af 23. september 1999

fastholdt A klagen. A anførte desuden at A’s forslag om en anden

linjeføring

var sammenfaldende med kommunens trafik- og hastighedsmålinger. A bad

Vejdirektoratet om at foretage besigtigelse af området.

I sin afgørelse af 24. maj

2000 anførte Vejdirektoratet bl.a. følgende:

”Foreningen finder, at en

alternativ stiføring vist på et medsendt kortbilag langs skellet mellem

ejendommen matr.nr. ( ) og udstykningen frem til (X)-vej vil være mere

hensigtsmæssig.

Ifølge kortbilaget vil den af kommunen vedtagne ca. 375 m lange sti ved dette

forslag blive afløst af en ca. 280 m lang sti, hvorefter stitrafikanterne vil

være henvist til at benytte en ca. 400 m lang strækning af (X)-vej.

Det fremgår i øvrigt af

sagsmaterialet, at stiprojektet med den vedtagne linieføring indgår i

kommunens

lokalplan ( ).

Vejdirektoratet kan som

klagemyndighed efter § 4, stk. 1, i lov om offentlige veje (vejloven) alene

tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til om afgørelsen er

lovlig.

Efter lovens § 4, stk. 2, kan

Vejdirektoratet dog for så vidt angår ekspropriationsbeslutninger efter

lovens

§ 49 tillige tage stilling til det af kommunen udøvede skøn.

Vejdirektoratet har

konstateret, at kommunen har ændret ekspropriationsindgrebet vedrørende

matr.nr. ( ), således at det ikke længere omfatter den del af ejendommen, der

er omfattet af en fredningskendelse.

Vejdirektoratet har noteret

sig, at det materiale, kommunen har udsendt i forbindelse med

ekspropriationen,

herunder selve ekspropriationsbeslutningen, ikke er forsynet med angivelse af

hjemmel for ekspropriationsindgrebet, således som dette kræves i medfør af

forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Vejdirektoratet har i det i

kopi vedlagte brev gjort kommunen opmærksom på den manglende

hjemmelsangivelse.

Vejdirektoratet finder dog ikke, at fejlen har haft betydning for afgørelsens

indhold. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge kommunen at genoptage

sagen

med henblik på at træffe en ny afgørelse med fyldestgørende

hjemmelsangivelse.

Da kommunens

ekspropriationsbeslutninger i anledning af stiprojektet er truffet med

hjemmel

i vejlovens § 43, stk. 1, og i overensstemmelse med fremgangsmåden i

vejlovens

kap. 5, kan Vejdirektoratet konstatere, at beslutningen om at ekspropriere

areal fra Deres klienters ejendom er lovlig.

Vejdirektoratet lægger i

øvrigt til grund,

at

den omhandlede stiføring har været fastlagt en årrække i en

lokalplan for området

at

kommunen i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen har

foretaget den nødvendige vurdering af, hvilken linieføring, der bedst muligt

opfylder behovet for en forbindelse for gående og cyklende mellem ( ) og ( ),

og

at

ekspropriationen, der er udført med hjemmel i vejlovens § 43,

sikrer, at lokalplanens intentioner realiseres.

Vejdirektoratet har herefter

ikke grundlag for at kritisere det skøn, der ligger til grund for den valgte

linieføring, og dermed heller ikke grundlag for at ændre kommunens

ekspropriationsbeslutning.”

I brev af 7. september 2000

bad A Vejdirektoratet om at genoptage sagen. A anførte bl.a. at stiprojektet

ikke sås omfattet af lokalplan ( ). A tilføjede i brev af 21. september 2000

at

arbejdet med stien nu var påbegyndt.

Den 20. september 2000 sendte

kommunen kopi af lokalplan ( ) samt udsnit af kommuneplan 1996-2008 til

Vejdirektoratets juridiske konsulent.

Vejdirektoratet meddelte A i

brev af 11. oktober 2000 at det ikke fandt grundlag for at tillægge

anmodningen

om genoptagelse opsættende virkning.

Vejdirektoratet oplyste i

brev af 26. oktober 2000 til A bl.a. at Vejdirektoratet i anledning af

A’s

anmodning om genoptagelse indhentede kopi af lokalplanen og udsnit af

kommuneplanen.

I brev af 17. november 2000

udtalte Vejdirektoratet bl.a. følgende:

”For så vidt angår Deres

anbringende om at stiprojektet ikke er omfattet af lokalplan nr. ( ), må

Vejdirektoratet henvise til lokalplanens side 2 og planens bilag 1, hvor

stien

er angivet, for så vidt angår bilaget med sit begyndelsespunkt ved teksten

’sti

til ( ) og ( )’.

Vejdirektoratet er af den

opfattelse, at der i sagen ikke er fremkommet nye oplysninger, der kan

begrunde, at Vejdirektoratet træffer fornyet afgørelse i sagen.

Vejdirektoratet fastholder

derfor den trufne afgørelse af 24. maj 2000.”

A klagede herefter til mig i

brev af 24. november 2000 og 22. december 2000. A anførte bl.a. at der ikke

var

behov for stien, heller ikke af sikkerhedsmæssige grunde.

Efter at have gennemgået

sagens akter bad jeg Vejdirektoratet og Hvalsø Kommune om en udtalelse. Jeg

bad

særligt myndighederne udtale sig om beslutningsgrundlaget for afgørelsen.

I brev af 31. januar 2001

udtalte kommunen at den gule markering på side 2 i lokalplanen ikke fulgte

den

besluttede linjeføring, og at dette var en fejlfortegning. Markeringen var

udført af kommunen og havde til hensigt at tydeliggøre stiens forløb uden for

lokalplanafgrænsningen.

Vejdirektoratet udtalte i

brev af 15. marts 2001 bl.a. følgende:

”For så vidt angår Deres

spørgsmål om grundlaget for Vejdirektoratets afgørelse bemærkes, at det

fremgår

af sagens akter, særlig indstillinger af 25. august og 15. december 1999

[skal

være 1998; min tilføjelse] til kommunalbestyrelsen, at stiprojektet udføres i

henhold til lokalplan nr. ( ), ( ), samt af brev af 20. januar 1996 fra en

borger til kommunen, at lokalplan ( ) har skabt en forventning om en sti fra

( ) til ( ).

De to førstnævnte bilag blev

af Vejdirektoratet sendt til klagernes repræsentant til partshøring ved brev

af

2. august 1999 uden at oplysningerne om, at stien var omfattet af

lokalplanen,

blev anfægtet.

På denne baggrund fandt

Vejdirektoratet det ubetænkeligt ved sin afgørelse af 24. maj 2000 at lægge

til

grund, at der var tale om sti anlagt i henhold til lokalplan ( ) ikke mindst

set i lyset af, at klagerne var bistået af en professionel repræsentant.

Vejdirektoratet fandt det dermed ubetænkeligt også at lægge til grund, at

kommunen i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i planlovens § 1, havde

foretaget en samfundsmæssig helhedsvurdering, herunder foretaget en vurdering

af behovet for en sti mellem ( ) og ( ) ud fra de hensyn kommunen i øvrigt

skal

varetage efter planloven.

Først efterfølgende har

klagernes repræsentant anfægtet rigtigheden af oplysningen om, at stien er

omfattet af lokalplanen.

I forbindelse hermed

konstaterede Vejdirektoratet, at stien ikke lå inden for lokalplanens

grænser,

men alene på kortbilag 2 er angivet med sit begyndelsespunkt i udkanten af

lokalplanområdet og beskrevet som en sti til ( ). Hertil kommer, at stien med

den valgte linieføring er tilsluttet (X-vej) på en strækning, hvor vejen

forløber

gennem denne skov på et sted, hvor vejen slår et knæk for at løbe tværs

gennem

skoven.

Endvidere bemærkes, at

formålet med anlæg af separate stier normalt er at adskille de såkaldte svage

trafikanter fra de såkaldte stærke trafikanter af færdselsmæssige eller

tryghedsmæssige grunde. Dette generelle formål må formodes at blive mere

eller

mindre forspildt ved at vælge løsninger, som foreslået af klageren, hvor

stien

over en længere strækning vil udgøre en del af en vej, uanset om den

pågældende

vej i øvrigt betragtes som farlig eller ej.”

I brev af 19. april 2001

kommenterede A Vejdirektoratets brev, og i brev af 15. juni 2001 kom kommunen

med bemærkninger til A’s brev.

A fremsatte i brev af 7.

september 2001 yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Regelgrundlaget

Efter § 43, stk. 1, 1. pkt., i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr.

671 af 19. august 1999) kan vedkommende vejbestyrelse iværksætte

ekspropriation til offentlige vej- og stianlæg når almenvellet kræver det.

Fremgangsmåden er nærmere beskrevet i lovens kapitel 5.

Efter samme lovs § 4, stk. 2, kan vejbestyrelsers afgørelser efter § 49, dvs.

ekspropriationsbeslutninger, påklages til trafikministeren som har delegeret

kompetencen til Vejdirektoratet. Klageadgangen er ikke begrænset til at angå

retlige spørgsmål. Vejdirektoratet kan således efterprøve sagen fuldt ud.

Kommunens sagsbehandling

Vejdirektoratet har påtalt at kommunens afgørelse om ekspropriation ikke var

tilstrækkelig begrundet, jf. forvaltningslovens § 24. Jeg er enig i dette.

Kommunen har desuden i forbindelse med klagesagen påført lokalplanens side 2

en fejlagtig angivelse af stiforløbet. Dette anser jeg for uheldigt, navnlig

da sagen jo angik stiens linjeføring.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse, men foretager mig

herudover ikke mere vedrørende dette punkt.

Kommunens sagsbehandling giver mig herudover ikke anledning til bemærkninger.

Vejdirektoratets afgørelse og

sagsbehandling

Vejdirektoratet

lagde i sin afgørelse af 24. maj 2000 afgørende vægt på

at

stiføringen var fastlagt i lokalplanen,

at

kommunen i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen havde

foretaget den nødvendige vurdering af hvilken linjeføring der bedst muligt

opfyldte behovet for en forbindelse for gående og cyklende, og

at

ekspropriationen sikrede at

lokalplanens intentioner blev realiseret.

Vejdirektoratet var på

tidspunktet for afgørelsen ikke i besiddelse af lokalplanen.

Det fremgår af lokalplanen at

der var planlagt en sti til ( ) og ( ), og begyndelsespunktet var angivet i

planens bilag 1 i udkanten af planområdet. Stiens linjeføring var derimod

ikke

omfattet af lokalplanen.

Vejdirektoratet har i sin

udtalelse anført at det fandt det ubetænkeligt at lægge til grund at stien

var

anlagt i henhold til lokalplanen. Direktoratet henviser til sagens akter,

bl.a.

en indstilling af 15. december 1998. Denne indstilling nævner imidlertid ikke

lokalplanen. Det er dog korrekt at indstillingen af 25. august 1998 og brev

af

20. januar 1996 omtaler lokalplanen. Direktoratet anfører desuden at De ikke

anfægtede oplysningerne ved partshøringen af 2. august 1999, og at De bistod

som professionel repræsentant.

I forvaltningsretten gælder

som et grundlæggende princip at det påhviler den enkelte

forvaltningsmyndighed

selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager. Jeg

henviser

til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297. Princippet hører til de

såkaldte garantiforskrifter hvis iagttagelse generelt er af væsentlig

betydning

for afgørelsers lovlighed og rigtighed. Utilstrækkelig sagsoplysning vil

kunne

bevirke at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig.

Hvilke oplysninger der er

fornødne ved behandlingen af en sag, afhænger af den konkrete sag. Uanset at

lokalplanen er omtalt i visse af sagens akter, er det min opfattelse at

Vejdirektoratet,

som jo lagde afgørende vægt på at linjeføringen var omfattet af lokalplanen,

burde have sikret sig at det virkelig forholdt sig således. Jeg anser det for

kritisabelt at direktoratet undlod dette.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse.

Da direktoratet traf

afgørelse den 17. november 2000, var direktoratet i besiddelse af

lokalplanen.

Ikke desto mindre fastholdt direktoratet at stiprojektet var omfattet af

lokalplanen. Dette viser at direktoratet ikke har været tilstrækkelig

omhyggelig

ved vurderingen af spørgsmålet, og jeg anser dette forhold for meget

kritisabelt.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse.

Sammenfattende er det min

opfattelse at Vejdirektoratets afgørelser er truffet på et forkert grundlag,

og

jeg har derfor henstillet til direktoratet at det genoptager sagen og træffer

en ny afgørelse i lyset af det jeg har anført.”

I brev af 11. december 2002

meddelte Vejdirektoratet mig at det - på et nyt grundlag - havde truffet en

ny

afgørelse i sagen.

Jeg meddelte herefter

Vejdirektoratet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i

den

konkrete sag.

Lignende dokumenter