Ekspropriation til stianlæg. Utilstrækkelig sagsoplysning. Vildfarelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ekspropriation til stianlæg. Utilstrækkelig sagsoplysning.
Vildfarelse
Det fremgik
af sagen at Hvalsø Kommune den 25. august 1998 traf beslutning om at anlægge
en
sti fra ( ) til ( ), og at den nødvendige arealerhvervelse skete ved
ekspropriation.
Den 9. november 1998 blev der
afholdt åstedsforretning hvor ejerne af matrikel nr. ( ) og ( ), Nr. Hvalsø
By,
Kirke Hvalsø, deltog.
I brev af 6. december 1998
protesterede de nævnte ejere mod den påtænkte ekspropriation.
Den 15. december 1998 traf
kommunen endelig beslutning om ekspropriation på grundlag af den fremlagte
plan, og i brev af 11. januar 1999 blev de berørte ejere orienteret herom.
I brev af 8. februar 1999
klagede A - en landbrugsorganisation - på vegne af ejerne af matr.nr. ( ) og
( ) til Vejdirektoratet. A anførte bl.a. at stianlægget ville være i strid
med
fredningen på en del af ejendommen, og at det ville indebære en stærk
værdiforringelse af ejendommen. Stien ville komme urimeligt nær på
ejendommens
bygninger og stuehus. A foreslog en anden linjeføring.
Hvalsø Kommune udtalte i brev
af 6. juli 1999 til Vejdirektoratet at kommunen beklageligvis ikke havde
været
opmærksom på fredningskendelsen. En del af stien ville derfor blive flyttet
til
matr.nr. ( ), således at stien ikke ville berøre matr.nr. ( ) som var
Læs alt
omfattet
af fredningskendelsen. Ønsket om et alternativt stiforløb kunne ikke
imødekommes.
I brev af 23. september 1999
fastholdt A klagen. A anførte desuden at A’s forslag om en anden
linjeføring
var sammenfaldende med kommunens trafik- og hastighedsmålinger. A bad
Vejdirektoratet om at foretage besigtigelse af området.
I sin afgørelse af 24. maj
2000 anførte Vejdirektoratet bl.a. følgende:
”Foreningen finder, at en
alternativ stiføring vist på et medsendt kortbilag langs skellet mellem
ejendommen matr.nr. ( ) og udstykningen frem til (X)-vej vil være mere
hensigtsmæssig.
Ifølge kortbilaget vil den af kommunen vedtagne ca. 375 m lange sti ved dette
forslag blive afløst af en ca. 280 m lang sti, hvorefter stitrafikanterne vil
være henvist til at benytte en ca. 400 m lang strækning af (X)-vej.
Det fremgår i øvrigt af
sagsmaterialet, at stiprojektet med den vedtagne linieføring indgår i
kommunens
lokalplan ( ).
Vejdirektoratet kan som
klagemyndighed efter § 4, stk. 1, i lov om offentlige veje (vejloven) alene
tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til om afgørelsen er
lovlig.
Efter lovens § 4, stk. 2, kan
Vejdirektoratet dog for så vidt angår ekspropriationsbeslutninger efter
lovens
§ 49 tillige tage stilling til det af kommunen udøvede skøn.
Vejdirektoratet har
konstateret, at kommunen har ændret ekspropriationsindgrebet vedrørende
matr.nr. ( ), således at det ikke længere omfatter den del af ejendommen, der
er omfattet af en fredningskendelse.
Vejdirektoratet har noteret
sig, at det materiale, kommunen har udsendt i forbindelse med
ekspropriationen,
herunder selve ekspropriationsbeslutningen, ikke er forsynet med angivelse af
hjemmel for ekspropriationsindgrebet, således som dette kræves i medfør af
forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Vejdirektoratet har i det i
kopi vedlagte brev gjort kommunen opmærksom på den manglende
hjemmelsangivelse.
Vejdirektoratet finder dog ikke, at fejlen har haft betydning for afgørelsens
indhold. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge kommunen at genoptage
sagen
med henblik på at træffe en ny afgørelse med fyldestgørende
hjemmelsangivelse.
Da kommunens
ekspropriationsbeslutninger i anledning af stiprojektet er truffet med
hjemmel
i vejlovens § 43, stk. 1, og i overensstemmelse med fremgangsmåden i
vejlovens
kap. 5, kan Vejdirektoratet konstatere, at beslutningen om at ekspropriere
areal fra Deres klienters ejendom er lovlig.
Vejdirektoratet lægger i
øvrigt til grund,
at
den omhandlede stiføring har været fastlagt en årrække i en
lokalplan for området
at
kommunen i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen har
foretaget den nødvendige vurdering af, hvilken linieføring, der bedst muligt
opfylder behovet for en forbindelse for gående og cyklende mellem ( ) og ( ),
og
at
ekspropriationen, der er udført med hjemmel i vejlovens § 43,
sikrer, at lokalplanens intentioner realiseres.
Vejdirektoratet har herefter
ikke grundlag for at kritisere det skøn, der ligger til grund for den valgte
linieføring, og dermed heller ikke grundlag for at ændre kommunens
ekspropriationsbeslutning.”
I brev af 7. september 2000
bad A Vejdirektoratet om at genoptage sagen. A anførte bl.a. at stiprojektet
ikke sås omfattet af lokalplan ( ). A tilføjede i brev af 21. september 2000
at
arbejdet med stien nu var påbegyndt.
Den 20. september 2000 sendte
kommunen kopi af lokalplan ( ) samt udsnit af kommuneplan 1996-2008 til
Vejdirektoratets juridiske konsulent.
Vejdirektoratet meddelte A i
brev af 11. oktober 2000 at det ikke fandt grundlag for at tillægge
anmodningen
om genoptagelse opsættende virkning.
Vejdirektoratet oplyste i
brev af 26. oktober 2000 til A bl.a. at Vejdirektoratet i anledning af
A’s
anmodning om genoptagelse indhentede kopi af lokalplanen og udsnit af
kommuneplanen.
I brev af 17. november 2000
udtalte Vejdirektoratet bl.a. følgende:
”For så vidt angår Deres
anbringende om at stiprojektet ikke er omfattet af lokalplan nr. ( ), må
Vejdirektoratet henvise til lokalplanens side 2 og planens bilag 1, hvor
stien
er angivet, for så vidt angår bilaget med sit begyndelsespunkt ved teksten
’sti
til ( ) og ( )’.
Vejdirektoratet er af den
opfattelse, at der i sagen ikke er fremkommet nye oplysninger, der kan
begrunde, at Vejdirektoratet træffer fornyet afgørelse i sagen.
Vejdirektoratet fastholder
derfor den trufne afgørelse af 24. maj 2000.”
A klagede herefter til mig i
brev af 24. november 2000 og 22. december 2000. A anførte bl.a. at der ikke
var
behov for stien, heller ikke af sikkerhedsmæssige grunde.
Efter at have gennemgået
sagens akter bad jeg Vejdirektoratet og Hvalsø Kommune om en udtalelse. Jeg
bad
særligt myndighederne udtale sig om beslutningsgrundlaget for afgørelsen.
I brev af 31. januar 2001
udtalte kommunen at den gule markering på side 2 i lokalplanen ikke fulgte
den
besluttede linjeføring, og at dette var en fejlfortegning. Markeringen var
udført af kommunen og havde til hensigt at tydeliggøre stiens forløb uden for
lokalplanafgrænsningen.
Vejdirektoratet udtalte i
brev af 15. marts 2001 bl.a. følgende:
”For så vidt angår Deres
spørgsmål om grundlaget for Vejdirektoratets afgørelse bemærkes, at det
fremgår
af sagens akter, særlig indstillinger af 25. august og 15. december 1999
[skal
være 1998; min tilføjelse] til kommunalbestyrelsen, at stiprojektet udføres i
henhold til lokalplan nr. ( ), ( ), samt af brev af 20. januar 1996 fra en
borger til kommunen, at lokalplan ( ) har skabt en forventning om en sti fra
( ) til ( ).
De to førstnævnte bilag blev
af Vejdirektoratet sendt til klagernes repræsentant til partshøring ved brev
af
2. august 1999 uden at oplysningerne om, at stien var omfattet af
lokalplanen,
blev anfægtet.
På denne baggrund fandt
Vejdirektoratet det ubetænkeligt ved sin afgørelse af 24. maj 2000 at lægge
til
grund, at der var tale om sti anlagt i henhold til lokalplan ( ) ikke mindst
set i lyset af, at klagerne var bistået af en professionel repræsentant.
Vejdirektoratet fandt det dermed ubetænkeligt også at lægge til grund, at
kommunen i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i planlovens § 1, havde
foretaget en samfundsmæssig helhedsvurdering, herunder foretaget en vurdering
af behovet for en sti mellem ( ) og ( ) ud fra de hensyn kommunen i øvrigt
skal
varetage efter planloven.
Først efterfølgende har
klagernes repræsentant anfægtet rigtigheden af oplysningen om, at stien er
omfattet af lokalplanen.
I forbindelse hermed
konstaterede Vejdirektoratet, at stien ikke lå inden for lokalplanens
grænser,
men alene på kortbilag 2 er angivet med sit begyndelsespunkt i udkanten af
lokalplanområdet og beskrevet som en sti til ( ). Hertil kommer, at stien med
den valgte linieføring er tilsluttet (X-vej) på en strækning, hvor vejen
forløber
gennem denne skov på et sted, hvor vejen slår et knæk for at løbe tværs
gennem
skoven.
Endvidere bemærkes, at
formålet med anlæg af separate stier normalt er at adskille de såkaldte svage
trafikanter fra de såkaldte stærke trafikanter af færdselsmæssige eller
tryghedsmæssige grunde. Dette generelle formål må formodes at blive mere
eller
mindre forspildt ved at vælge løsninger, som foreslået af klageren, hvor
stien
over en længere strækning vil udgøre en del af en vej, uanset om den
pågældende
vej i øvrigt betragtes som farlig eller ej.”
I brev af 19. april 2001
kommenterede A Vejdirektoratets brev, og i brev af 15. juni 2001 kom kommunen
med bemærkninger til A’s brev.
A fremsatte i brev af 7.
september 2001 yderligere bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Regelgrundlaget
Efter § 43, stk. 1, 1. pkt., i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr.
671 af 19. august 1999) kan vedkommende vejbestyrelse iværksætte
ekspropriation til offentlige vej- og stianlæg når almenvellet kræver det.
Fremgangsmåden er nærmere beskrevet i lovens kapitel 5.
Efter samme lovs § 4, stk. 2, kan vejbestyrelsers afgørelser efter § 49, dvs.
ekspropriationsbeslutninger, påklages til trafikministeren som har delegeret
kompetencen til Vejdirektoratet. Klageadgangen er ikke begrænset til at angå
retlige spørgsmål. Vejdirektoratet kan således efterprøve sagen fuldt ud.
Kommunens sagsbehandling
Vejdirektoratet har påtalt at kommunens afgørelse om ekspropriation ikke var
tilstrækkelig begrundet, jf. forvaltningslovens § 24. Jeg er enig i dette.
Kommunen har desuden i forbindelse med klagesagen påført lokalplanens side 2
en fejlagtig angivelse af stiforløbet. Dette anser jeg for uheldigt, navnlig
da sagen jo angik stiens linjeføring.
Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse, men foretager mig
herudover ikke mere vedrørende dette punkt.
Kommunens sagsbehandling giver mig herudover ikke anledning til bemærkninger.
Vejdirektoratets afgørelse og
sagsbehandling
Vejdirektoratet
lagde i sin afgørelse af 24. maj 2000 afgørende vægt på
at
stiføringen var fastlagt i lokalplanen,
at
kommunen i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen havde
foretaget den nødvendige vurdering af hvilken linjeføring der bedst muligt
opfyldte behovet for en forbindelse for gående og cyklende, og
at
ekspropriationen sikrede at
lokalplanens intentioner blev realiseret.
Vejdirektoratet var på
tidspunktet for afgørelsen ikke i besiddelse af lokalplanen.
Det fremgår af lokalplanen at
der var planlagt en sti til ( ) og ( ), og begyndelsespunktet var angivet i
planens bilag 1 i udkanten af planområdet. Stiens linjeføring var derimod
ikke
omfattet af lokalplanen.
Vejdirektoratet har i sin
udtalelse anført at det fandt det ubetænkeligt at lægge til grund at stien
var
anlagt i henhold til lokalplanen. Direktoratet henviser til sagens akter,
bl.a.
en indstilling af 15. december 1998. Denne indstilling nævner imidlertid ikke
lokalplanen. Det er dog korrekt at indstillingen af 25. august 1998 og brev
af
20. januar 1996 omtaler lokalplanen. Direktoratet anfører desuden at De ikke
anfægtede oplysningerne ved partshøringen af 2. august 1999, og at De bistod
som professionel repræsentant.
I forvaltningsretten gælder
som et grundlæggende princip at det påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed
selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager. Jeg
henviser
til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297. Princippet hører til de
såkaldte garantiforskrifter hvis iagttagelse generelt er af væsentlig
betydning
for afgørelsers lovlighed og rigtighed. Utilstrækkelig sagsoplysning vil
kunne
bevirke at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig.
Hvilke oplysninger der er
fornødne ved behandlingen af en sag, afhænger af den konkrete sag. Uanset at
lokalplanen er omtalt i visse af sagens akter, er det min opfattelse at
Vejdirektoratet,
som jo lagde afgørende vægt på at linjeføringen var omfattet af lokalplanen,
burde have sikret sig at det virkelig forholdt sig således. Jeg anser det for
kritisabelt at direktoratet undlod dette.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
Da direktoratet traf
afgørelse den 17. november 2000, var direktoratet i besiddelse af
lokalplanen.
Ikke desto mindre fastholdt direktoratet at stiprojektet var omfattet af
lokalplanen. Dette viser at direktoratet ikke har været tilstrækkelig
omhyggelig
ved vurderingen af spørgsmålet, og jeg anser dette forhold for meget
kritisabelt.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
Sammenfattende er det min
opfattelse at Vejdirektoratets afgørelser er truffet på et forkert grundlag,
og
jeg har derfor henstillet til direktoratet at det genoptager sagen og træffer
en ny afgørelse i lyset af det jeg har anført.”
I brev af 11. december 2002
meddelte Vejdirektoratet mig at det - på et nyt grundlag - havde truffet en
ny
afgørelse i sagen.
Jeg meddelte herefter
Vejdirektoratet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i
den
konkrete sag.
Lignende dokumenter
- Stadfæstelse af afgørelse i sag om ekspropriation til etablering af kloakledning i Næstved Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. november 2020
- Servituterstatning for transmissionsledning ikke anset for skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1 SKM-databasen · 4. december 2025
- Sagen vedrører spørgsmålet om betaling af kontingent til en grundejerforening, og herunder om en på generalforsamlingen enstemmigt vedtaget vedtægtsændring er i strid med lokalplaner for grundejerforeningens område, og om vedtægtsændringen kræver kommunens godkendelse. Domsdatabasen · 19. juni 2012
- Udlæg af offentlig sti Retsinformation · 21. februar 2019
- Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om, at klagerens skattepligtige aktieavance i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 38 vedrørende… Landsskatteretten · 27. september 2018
- 2015-64. Kommune kunne lovligt etablere en vandresti ved aftale i stedet for ved ekspropriation Retsinformation · 29. januar 2016