Spring til indhold

Retsinformation

Den Sociale Ankestyrelses muligheder for at tage afgørelser op til principiel eller generel behandling

FOU nr 2002.335UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Den Sociale Ankestyrelses muligheder for at tage afgørelser

op til principiel eller generel behandling

Den 21. juli

2000 skrev jeg til Den Sociale Ankestyrelse vedrørende Ankestyrelsens

muligheder for at optage de sociale nævns afgørelser efter inddrivelsesloven

til principiel eller generel behandling. Af brevet fremgår:

”Efter en foreløbig

overvejelse af spørgsmålet har jeg fundet det påkrævet at bede Den Sociale

Ankestyrelse uddybe de retlige grunde for at Ankestyrelsen ikke mener at de

pågældende sager kan optages til principiel behandling.

Det rejste spørgsmål drejer

sig om inddrivelse af børnebidrag som er udlagt forskudsvis af en kommune.

Ifølge børnetilskudslovens § 18, stk. 2, inddrives disse krav efter reglerne

i

lov om inddrivelse af underholdsbidrag med nogle i bestemmelsen nærmere

angivne

ændringer. Dermed har kommunen hjemmel til at foretage udlæg og

løntilbageholdelse.

Klage over disse inddrivelsesskridt kan ifølge inddrivelsesloven indbringes

for

fogedretten.

Andre spørgsmål - bortset fra

afgørelser om afsoning - kan af borgerne indbringes for de sociale nævn, jf.

§

23a i inddrivelsesloven. I praksis omfatter denne klageadgang hovedsageligt

modregning og spørgsmål hvis løsning beror på en vurdering af betalingsevnen

hos debitor, dvs. afgørelser om fastsættelse af afdragsstørrelse og om

henstand. Der står ikke i § 23a at nævnets afgørelse kan optages til

behandling

af Den Sociale Ankestyrelse hvis sagen rejser principielle eller generelle

Læs alt

spørgsmål.

Ankestyrelsen er af den

opfattelse at styrelsen ikke kan behandle denne type sager.

Ifølge børnetilskudslovens §

22, stk. 2, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov indbringes

for

’det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område’. Denne bestemmelse, sammenholdt

med at

retssikkerhedsloven ved bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000, § 1, er bragt

i

anvendelse for lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,

taler efter min mening for at reglen i § 63 i retssikkerhedsloven om Den

Sociale Ankestyrelses ret til at optage sager af principiel eller generel

betydning til behandling også gælder for sager om inddrivelse af forskudsvis

udlagte børnebidrag.

Det forhold at der i

inddrivelseslovens § 23a ikke er henvist til denne mulighed, finder jeg ikke

kan tillægges afgørende betydning. Bestemmelsen i § 23a omhandler alene

borgernes

ret

til at klage og altså

ikke den særlige beføjelse for Ankestyrelsen til at behandle sagen som tredje

instans. Desuden synes inddrivelsesloven generelt ikke at være blevet

koordineret fuldt ud med ændringer i den sociale lovgivning.

Justitsministeriet

og Civilretsdirektoratets vejledninger om lovens anvendelse er for så vidt

angår de sociale myndigheders andel i lovens administration, ikke ført ajour

siden 1986. Den manglende henvisning til Den Sociale Ankestyrelses beføjelse

som tredjeinstans kan bero på dette forhold.

At der i børnetilskudslovens

§ 18, stk. 2, er henvist til inddrivelsesloven, betyder efter min mening ikke

at disse sager ikke afgøres efter ’denne lov’, dvs.

børnetilskudsloven.

Henvisningen er i overensstemmelse med den almindelige tradition i den

sociale

lovgivning, jf. eksempelvis aktivlovens § 95, stk. 2, og har så vidt ses

primært den funktion at overføre til henvisningsloven regler fra den lov der

henvises til. Det kan derfor ikke sluttes at henvisningen indebærer at

afgørelsen træffes i henhold til den lov hvortil der er henvist.

Reale grunde taler ligeledes

for at anse den her nævnte betalingsevnevurdering for omfattet af

retssikkerhedslovens § 63. Stort set alle andre tilfælde af kommunale

betalingsevnevurderinger i forbindelse med inddrivelse af sociale fordringer

kan optages af Den Sociale Ankestyrelse i henhold til retssikkerhedslovens §

63. Det gælder også vurderinger efter børnetilskudslovens § 21 om

eftergivelse

og afgørelser om henstand og afdrag af krav efter børnetilskudslovens § 24,

stk. 2.

Der ses ikke at være særlige

grunde der taler for at netop betalingsfastsættelsen i forbindelse med

inddrivelse af forskudsvis udlagte bidrag skulle være afskåret fra at blive

behandlet af Den Sociale Ankestyrelse. Tværtimod er det vel mest

hensigtsmæssigt

at også denne afgørelsestype kan undergives en praksisdannende

principbeslutning i Ankestyrelsen.

Der ses ikke at være taget

stilling til spørgsmålet i forarbejderne til retssikkerhedsloven eller dens

følgelovgivning.

Under henvisning til disse

betragtninger og til det der er anført af Det Sociale Nævn for Københavns

Amt,

udbeder jeg mig en nærmere stillingtagen til det rejste spørgsmål.”

Den 6. november 2000 svarede

Ankestyrelsen bl.a. følgende:

”

Vedrørende retssikkerhedslovens § 63

Ankebestemmelserne i

inddrivelseslovens § 23a og børnetilskudslovens § 22 er i løbet af

1990’erne

blevet ændret flere gange som følge af ændringer i ankestrukturen på det

sociale område. Som bekendt var Ankestyrelsen indtil oprettelsen af det

sociale

ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner pr. 1. januar 1992

ankeinstans for afgørelser truffet af disse kommuner efter den sociale

lovgivning. Ankestyrelsen var dog indtil 1. juli 1994 ankeinstans for

afgørelser truffet af Københavns og Frederiksberg Kommuner vedrørende

inddrivelsesloven, idet bestemmelsen ikke sammen med bestemmelser i den

sociale

lovgivning var blevet ændret i forbindelse med oprettelsen af det særlige

ankenævn for København og Frederiksberg. (Der henvises til lovforslag L

62/1990-91 og lovforslag L 244/1993-94). Det bemærkes i den forbindelse, at

Ankestyrelsen i tiden fra 1. juli 1994 til 1. juli 1998 i henhold til

lovteksten var almindelig 3. ankeinstans efter børnetilskudslovens § 22.

Ved socialreformen pr. 1.

juli 1998 blev ’de sociale ankenævn’ erstattet af ’det sociale

nævn’. I den

forbindelse blev såvel inddrivelseslovens § 23a som børnetilskudslovens § 22

ændret. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der for så vidt angår

inddrivelseslovens § 23a ikke er tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af

bestemmelsen. For så vidt angår bemærkningerne til ændringerne vedrørende

børnetilskudslovens § 22 fremgår det, at ændringerne er en konsekvens af, at

reglerne om klageadgang er samlet i lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område som fælles for hele det sociale område. Det fremgår

endvidere, at det med formuleringen i retssikkerhedsloven er præciseret, at

kommunerne alene kan få optaget en sag efter børnetilskudsloven, hvis den er

principiel eller generel. (Der henvises til lovforslag L 49/1997-98).

Bekendtgørelse om

retssikkerhed og administration på det sociale område, som bl.a. fastsætter

regler for, hvilke sager retssikkerhedsloven helt eller delvis gælder for,

fastsætter bl.a., at lovens regler for behandling af klage over afgørelse

gælder for sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag. I

Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000 om lov og retssikkerhed og

administration på det sociale område, er det i punkt 2 beskrevet, hvor

retssikkerhedsloven gælder. I forbindelse med afgørelse af sager efter lov om

inddrivelse af underholdsbidrag, er det anført, at disse ikke kan indbringes

for Den Sociale Ankestyrelse.

Det bemærkes, at

bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område også

ved bekendtgørelsens ikrafttræden den 1. juli 1998 indeholdt en bestemmelse

om,

at lovens almindelige klageregler (kapitel 10) gælder for sager efter lov om

inddrivelse af underholdsbidrag.

På baggrund af ovenstående

gennemgang af lovforarbejderne m.v. er det Ankestyrelsens opfattelse, at

retssikkerhedslovens § 63 ikke hjemler et grundlag for, at Ankestyrelsen er

ankeinstans for så vidt angår principielle eller generelle sager efter

inddrivelsesloven. Det er endvidere Ankestyrelsens opfattelse, at der i

forbindelse

med de gennemførte lovændringer på området har været anledning til at justere

lovgivningen, såfremt det havde været hensigten, at Ankestyrelsen skulle være

ankeinstans.

Endelig er det Ankestyrelsens

opfattelse, at det forhold, at Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet

ikke

har ajourført deres vejledninger om lovens anvendelse siden 1986 ikke

betyder,

at Ankestyrelsen har fået en særlig beføjelse via retssikkerhedsloven, når

det

i vejledningen fra 2000 fra Socialministeriet herom direkte er anført, at en

sådan beføjelse ikke består. Det bemærkes i den forbindelse, at Ankestyrelsen

finder, at en ankebehandling forudsætter, at der er en ankeberettiget

(borger,

kommune, nævn).

Vedrørende børnetilskudsloven § 18, stk. 2.

Ankestyrelsen er fortsat af

den opfattelse, at Ankestyrelsens muligheder for at antage en

principiel/generel sag vedrørende ikke-betalte bidrag er begrænset til

afgørelser efter § 18, stk. 1 om kommunens adgang til at indtræde i retten

til

at indkræve bidrag samt afgørelser vedrørende børnetilskudslovens § 21 om

eftergivelse af forskudsvis udbetalt børnebidrag. Med hensyn til forholdet

mellem henvisningsloven og den lov, der henvises til bemærkes, at

inddrivelsesloven er en speciallov, der netop anvendes ved inddrivelse af

bl.a.

underholdsbidrag til børn, og at der desuden i inddrivelsesloven er fastsat

en

særlig ankebestemmelse.

Vedrørende Ankestyrelsens afgørelser, der indebærer

betalingsevnevurdering.

Uanset, om reale grunde kunne

tale for at Ankestyrelsen fik tillagt en kompetence i forhold til afgørelse

efter inddrivelsesloven, der vedrører lignende vurderinger som foretages i

sager om fordringer efter den sociale lovgivning, er det Ankestyrelsens

opfattelse, at der lovgivningsmæssigt er taget stilling til, at Ankestyrelsen

ikke har en sådan kompetence.

For så vidt angår

betalingsevnevurderingen i andre sager kan Ankestyrelsen i øvrigt bemærke, at

Ankestyrelsens prøvelse vil begrænse sig til vurdering af skyldners mulighed

for at betale bidragsgælden, når der er indgået en afdragsordning.

I en sag om eftergivelse

efter børnetilskudslovens § 21 vil Ankestyrelsens prøvelse således begrænse

sig

til vurdering af skyldners mulighed for at betale bidragsgælden. Såfremt

betingelserne for eftergivelse ikke findes opfyldt, vil Ankestyrelsen i

forbindelse

med behandling af sagen ikke kunne tage stilling til den videre afvikling af

gælden, herunder henstand og afdragsvis betaling af gælden.

I en sag om eftergivelse (SM

B-10-96) har Ankestyrelsen udtalt, at der ved bedømmelse af en skyldners

betalingsevne skulle som faste udgifter medtages alle rimelige faste

udgifter,

herunder udgifter til radio/Tv-licens, telefonabonnement, faglige

kontingenter

og forsikringer.

Ankestyrelsen finder, at

afvikling af gæld, når betingelserne for eftergivelse ikke er opfyldt, er et

anliggende, der reguleres efter inddrivelsesloven, når der ikke kan opnås

aftale parterne imellem.

Ankestyrelsen skal henvise

til Justitsministeriets cirkulære af 29. november 1978 om inddrivelse af

underholdsbidrag, jf. Justitsministeriets vejledning af samme dato samt

Socialministeriets cirkulære nr. 79 af 4. oktober 1979 om inddrivelse af

bidrag. Af disse fremgår det, at underholdsbidrag inddrives af de sociale

myndigheder. Af Justitsministeriets cirkulære fremgår det, at bidragsskyldig

opfordres

til at fremsætte forslag om bidragsrestancens afvikling ved betaling af et

passende beløb af gangen.

Af Socialministeriets

cirkulære fremgår det bl.a. at det i første række påhviler det sociale udvalg

at søge opnået en afdragsordning med den bidragsskyldige, hvor afdragenes

størrelse bør afpasses efter skyldnerens mulighed for at betale. Endvidere

kan

det sociale udvalg, hvor skyldnerens beskæftigelsesmæssige og økonomiske

forhold taler for det, give henstand med betalingen.

For så vidt angår afgørelser

om tilbagebetaling af uberettiget modtagne ydelser efter børnetilskudslovens

§

24, tager Ankestyrelsen alene stilling til, om betingelserne for

tilbagebetaling er opfyldt og ikke til gældens afvikling.

Ankestyrelsen mener med

ovenstående at have uddybet de retlige grunde for, hvorfor styrelsen fortsat

er

af den opfattelse, at Ankestyrelsen ikke kan optage afgørelser efter

inddrivelsesloven til principiel/generel behandling.”

Den 12. januar 2001 skrev jeg

til Socialministeriet og bad ? under henvisning til den vedlagte kopi af

korrespondancen med Ankestyrelsen ? ministeriet om en udtalelse om

spørgsmålet.

Jeg henstillede til Socialministeriet at overveje om ministeriet forinden

ønskede at bede om en udtalelse fra Justitsministeriet under hvis ressort

inddrivelsesloven

hører, og hvis vejledninger m.v. Ankestyrelsen henviste til i sin udtalelse.

Den 14. november 2001 afgav

Justitsministeriet en udtalelse til Socialministeriet. Af udtalelsen fremgår:

”Ved brev af 18. januar 2001

(j.nr. 639-227) har Socialministeriet på baggrund af en henvendelse fra

Folketingets Ombudsmand anmodet om en udtalelse, om Den Sociale Ankestyrelse

har mulighed for at optage de sociale nævns afgørelser efter

inddrivelsesloven

til principiel eller generel behandling. I Socialministeriets brev er vedlagt

bilag bl.a. i form af et brev af 21. juli 2000 fra Folketingets Ombudsmand

til

Den Sociale Ankestyrelse og Ankestyrelsens besvarelse af 6. november 2000 til

ombudsmanden.

Socialministeriet har henvist

til, at ombudsmandsmanden har anført en række betragtninger, der efter

ombudsmandens opfattelse taler for, at Ankestyrelsen ikke er afskåret fra at

behandle principielle eller generelle sager efter inddrivelsesloven.

Justitsministeriet kan i den anledning udtale følgende:

Inddrivelsesloven stammer fra

1963 (lov nr. 150 af 24. april 1963 om inddrivelse af underholdsbidrag, se i

dag lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986 med senere ændringer) og

hører under Justitsministeriets område.

Inddrivelsesloven indeholder

i § 23a en klageregel om, at afgørelser, der træffes af kommunalbestyrelsen,

kan indbringes for det sociale nævn. Dette gælder dog ikke for afgørelser om

udpantning efter § 4 og pålæg om indeholdelse af løn m.v. efter § 5. I disse

tilfælde er der særlig adgang til domstolsprøvelse. Dette er for så vidt

angår

indeholdelse af løn m.v. udtrykkeligt reguleret i lovens § 5, stk. 3.

Det kan i øvrigt oplyses, at

politiet havde ansvaret for inddrivelse af underholdsbidrag, indtil området

blev overdraget til kommunerne ved lov nr. 280 af 8. juni 1977 om ændring af

lov om inddrivelse af underholdsbidrag og lov om børnetilskud og andre

familieydelser.

Det fremgår af de almindelige

bemærkninger til lovforslaget (FT Tillæg A 1976-77 (2. saml.) p. 469), at

formålet med overførslen af området til kommunerne dels var at lette politiet

for arbejde af ikke politimæssig art, dels at samle inddrivelsen af

familieretlige underholdsbidrag hos samme myndighed, jf. herved også de

særlige

bemærkninger til lovens § 2 (FT Tillæg A 1976- 77 (2. saml.) p. 475).

Det fremgår af de særlige

bemærkninger til lovforslagets § 23 (FT Tillæg A 1976-77 (2. saml.) p. 480)

følgende:

’Efter den gældende ordning

er Justitsministeriet rekursmyndighed i forhold til politiets

(overpræsidiets)

afgørelser om inddrivelse, i det omfang disse kan påklages til en højere

administrativ myndighed. Det sociale udvalgs afgørelser vedrørende

inddrivelse

af forskudsvist udbetalte børnebidrag kan efter § 32, stk. 2, i

børnetilskudsloven i samme omfang indbringes for amtsankenævnet. Afgørelser

truffet af de kommunale myndigheder i København og Frederiksberg kan påklages

til Den Sociale Ankestyrelse.

Ved overførelse af

inddrivelse til kommunerne forekommer det hensigtsmæssigt, at den myndighed,

der kan behandle klager over det sociale udvalgs (magistratens) afgørelser,

er

den samme som efter børnetilskudsloven. En bestemmelse herom findes i

forslaget

til § 23 a. Efter § 23 a, stk. 2, gælder klageadgangen ikke for afgørelser

efter § 4 og pålæg om tilbageholdelse i løn m.v. efter § 5. Dette skyldes, at

indsigelser mod den kommunale pantefogeds afgørelser om udpantning (§ 4) skal

afgøres af fogedretten (underretsdommen), jf. § 6, stk. 1, i lov om

fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Indsigelser mod

pålæg om tilbageholdelse i løn m.v. afgøres efter inddrivelseslovens § 5,

stk.

3, ligeledes af fogedretten.

Politiets afgørelse om, at

skyldneren kan hensættes til afsoning, kan efter § 16 ikke indbringes for

højere administrativ myndighed, men skyldneren kan forlange spørgsmålet om

frihedsberøvelsens lovlighed forelagt domstolene efter retplejelovens kapitel

43a. Klager over politiets afgørelser vil i øvrigt fortsat kunne indbringes

for

Justitsministeriet.’

Den Sociale Ankestyrelse har

i sin besvarelse til Folketingets Ombudsmand redegjort for de ændringer, som

er

sket på det sociale område. Disse ændringer har medført konsekvensændringer

af

inddrivelsesloven, som er blevet gennemført i form af ændringslove fremsat af

socialministeren. Ændringerne har imidlertid - som påpeget af både

ombudsmanden

og Ankestyrelsen - generelt ikke medført ændringer i Justitsministeriets

administrative forskrifter (henholdsvis cirkulære nr. 217 om inddrivelse af

underholdsbidrag (til kommunerne, overøvrighederne, domstolene og politiet),

vejledning nr. 218 af 29. november 1978 om inddrivelse af underholdsbidrag og

cirkulære nr. 79 af 10. april 1979 om inddrivelse af bidrag).

I et brev af 18. november

1992 anmodede Socialministeriet om Justitsministeriets bemærkninger til en

ændring af lov om inddrivelse af underholdsbidrag. I Justitsministeriets

besvarelse af 9. februar 1993 fremgår blandt andet følgende:

’Justitsministeriet har ikke

indvendinger imod, at der ved lov gives Den Sociale Ankestyrelse mulighed for

-

i de tilfælde, hvor inddrivelseslovens særlige adgang til domstolsprøvelse

ikke

gælder - at tage en inddrivelsessag op til behandling, hvori såfremt

styrelsen

finder den af principiel betydning, hvis der i praksis har vist sig behov for

en sådan ordning. Ankestyrelsens kompetence må i givet fald fremgå af

inddrivelsesloven, idet styrelsen, som det fremgår af § 1 i lov om Den

Sociale

Ankestyrelse, er en klageinstans for administrative afgørelser, ’i det

omfang,

det fastsættes i lovgivningen’.

Den nævnte lovændring blev

ikke gennemført i inddrivelsesloven. For så vidt angår det af

Justitsministeriet anførte, om at det klart må fremgå af inddrivelsesloven,

hvis styrelsen skal kunne tage en inddrivelsessag op til behandling,

relaterer

dette sig til § 1 i den dagældende lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Justitsministeriet finder ikke, at det anførte kan tillægges afgørende vægt

ved

fortolkningen af de nugældende regler om Den Sociale Ankestyrelses

kompetence.

Efter en gennemgang af sagen

er det Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen i § 23a, stk. 2,

udelukker, at Den Sociale Ankestyrelse kan have kompetence i de i lovens §§

4-5

angivne tilfælde. I de øvrige tilfælde kan det give anledning til tvivl, om

Ankestyrelsen har mulighed for at optage de sociale nævns afgørelser til

principiel eller generel behandling efter inddrivelsesloven.

På baggrund af forarbejderne

til bestemmelsen i § 23a er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene,

at

inddrivelsesloven

ikke

udelukker, at

den generelle klageadgang på det sociale område gælder. Den Sociale

Ankestyrelse

må derfor anses at have kompetence på området, i det omfang den sociale

lovgivning hjemler det.

Det skal bemærkes, at ved

vurderingen af spørgsmålet har Justitsministeriet alene vurderet

inddrivelsesloven og dens forarbejder. Justitsministeriet har således ikke

foretaget en nærmere fortolkning af den sociale lovgivning.”

Den 4. marts 2002 modtog jeg

Socialministeriets udtalelse. Af udtalelsen fremgår:

”Socialministeriet kan herefter udtale følgende:

Socialministeriet er enig med

Folketingets Ombudsmand i argumentationen ud fra den betragtning, at

retssikkerhedsloven gælder ved behandling og afgørelse af sager efter bl.a.

lov

om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag jf. bekendtgørelse

om

retssikkerhed og administration på det sociale område § 1.

Sammenholdes denne

bestemmelse med børnetilskudslovens § 22, stk. 2, hvorefter

kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for ’det

sociale

nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område’, taler det for, at reglen i § 63 i

retssikkerhedsloven om

Ankestyrelsens ret til at optage sager af principiel eller generel betydning

til behandling også gælder for sager om inddrivelse og forskudsvis udlagte

børnebidrag.

Socialministeriet er

ligeledes enig med Folketingets Ombudsmand i, at den manglende henvisning til

Ankestyrelsens mulighed for at optage de sociale nævns sager til principiel

eller generel behandling i inddrivelseslovens § 23a ikke kan tillægges

afgørende betydning.

Dette synes også at være

Justitsministeriets opfattelse, jf. udtalelse af 14. november 2001, idet

Justitsministeriet anfører, at inddrivelsesloven ikke udelukker, at den

generelle klageadgang på det sociale område gælder, hvorfor Ankestyrelsen må

anses at have kompetence på området, i det omfang den sociale lovgivning

hjemler det.

Efter Socialministeriets

opfattelse er der således en række betragtninger, der taler for, at

Ankestyrelsen ikke er afskåret fra at behandle principielle eller generelle

sager efter inddrivelsesloven.

Socialministeriet vil tage

initiativ til ved kommende lejlighed at præcisere dette i vejledningen til

lov

om retssikkerhed og administration på det sociale område.”

Den 20. marts 2002 meddelte

jeg socialministeriet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig

yderligere vedrørende spørgsmålet.

Jeg bad Socialministeriet om

orientering når revisionen af vejledningen var tilendebragt.

Lignende dokumenter