Den Sociale Ankestyrelses muligheder for at tage afgørelser op til principiel eller generel behandling
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Den Sociale Ankestyrelses muligheder for at tage afgørelser
op til principiel eller generel behandling
Den 21. juli
2000 skrev jeg til Den Sociale Ankestyrelse vedrørende Ankestyrelsens
muligheder for at optage de sociale nævns afgørelser efter inddrivelsesloven
til principiel eller generel behandling. Af brevet fremgår:
”Efter en foreløbig
overvejelse af spørgsmålet har jeg fundet det påkrævet at bede Den Sociale
Ankestyrelse uddybe de retlige grunde for at Ankestyrelsen ikke mener at de
pågældende sager kan optages til principiel behandling.
Det rejste spørgsmål drejer
sig om inddrivelse af børnebidrag som er udlagt forskudsvis af en kommune.
Ifølge børnetilskudslovens § 18, stk. 2, inddrives disse krav efter reglerne
i
lov om inddrivelse af underholdsbidrag med nogle i bestemmelsen nærmere
angivne
ændringer. Dermed har kommunen hjemmel til at foretage udlæg og
løntilbageholdelse.
Klage over disse inddrivelsesskridt kan ifølge inddrivelsesloven indbringes
for
fogedretten.
Andre spørgsmål - bortset fra
afgørelser om afsoning - kan af borgerne indbringes for de sociale nævn, jf.
§
23a i inddrivelsesloven. I praksis omfatter denne klageadgang hovedsageligt
modregning og spørgsmål hvis løsning beror på en vurdering af betalingsevnen
hos debitor, dvs. afgørelser om fastsættelse af afdragsstørrelse og om
henstand. Der står ikke i § 23a at nævnets afgørelse kan optages til
behandling
af Den Sociale Ankestyrelse hvis sagen rejser principielle eller generelle
Læs alt
spørgsmål.
Ankestyrelsen er af den
opfattelse at styrelsen ikke kan behandle denne type sager.
Ifølge børnetilskudslovens §
22, stk. 2, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov indbringes
for
’det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område’. Denne bestemmelse, sammenholdt
med at
retssikkerhedsloven ved bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000, § 1, er bragt
i
anvendelse for lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,
taler efter min mening for at reglen i § 63 i retssikkerhedsloven om Den
Sociale Ankestyrelses ret til at optage sager af principiel eller generel
betydning til behandling også gælder for sager om inddrivelse af forskudsvis
udlagte børnebidrag.
Det forhold at der i
inddrivelseslovens § 23a ikke er henvist til denne mulighed, finder jeg ikke
kan tillægges afgørende betydning. Bestemmelsen i § 23a omhandler alene
borgernes
ret
til at klage og altså
ikke den særlige beføjelse for Ankestyrelsen til at behandle sagen som tredje
instans. Desuden synes inddrivelsesloven generelt ikke at være blevet
koordineret fuldt ud med ændringer i den sociale lovgivning.
Justitsministeriet
og Civilretsdirektoratets vejledninger om lovens anvendelse er for så vidt
angår de sociale myndigheders andel i lovens administration, ikke ført ajour
siden 1986. Den manglende henvisning til Den Sociale Ankestyrelses beføjelse
som tredjeinstans kan bero på dette forhold.
At der i børnetilskudslovens
§ 18, stk. 2, er henvist til inddrivelsesloven, betyder efter min mening ikke
at disse sager ikke afgøres efter ’denne lov’, dvs.
børnetilskudsloven.
Henvisningen er i overensstemmelse med den almindelige tradition i den
sociale
lovgivning, jf. eksempelvis aktivlovens § 95, stk. 2, og har så vidt ses
primært den funktion at overføre til henvisningsloven regler fra den lov der
henvises til. Det kan derfor ikke sluttes at henvisningen indebærer at
afgørelsen træffes i henhold til den lov hvortil der er henvist.
Reale grunde taler ligeledes
for at anse den her nævnte betalingsevnevurdering for omfattet af
retssikkerhedslovens § 63. Stort set alle andre tilfælde af kommunale
betalingsevnevurderinger i forbindelse med inddrivelse af sociale fordringer
kan optages af Den Sociale Ankestyrelse i henhold til retssikkerhedslovens §
63. Det gælder også vurderinger efter børnetilskudslovens § 21 om
eftergivelse
og afgørelser om henstand og afdrag af krav efter børnetilskudslovens § 24,
stk. 2.
Der ses ikke at være særlige
grunde der taler for at netop betalingsfastsættelsen i forbindelse med
inddrivelse af forskudsvis udlagte bidrag skulle være afskåret fra at blive
behandlet af Den Sociale Ankestyrelse. Tværtimod er det vel mest
hensigtsmæssigt
at også denne afgørelsestype kan undergives en praksisdannende
principbeslutning i Ankestyrelsen.
Der ses ikke at være taget
stilling til spørgsmålet i forarbejderne til retssikkerhedsloven eller dens
følgelovgivning.
Under henvisning til disse
betragtninger og til det der er anført af Det Sociale Nævn for Københavns
Amt,
udbeder jeg mig en nærmere stillingtagen til det rejste spørgsmål.”
Den 6. november 2000 svarede
Ankestyrelsen bl.a. følgende:
”
Vedrørende retssikkerhedslovens § 63
Ankebestemmelserne i
inddrivelseslovens § 23a og børnetilskudslovens § 22 er i løbet af
1990’erne
blevet ændret flere gange som følge af ændringer i ankestrukturen på det
sociale område. Som bekendt var Ankestyrelsen indtil oprettelsen af det
sociale
ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner pr. 1. januar 1992
ankeinstans for afgørelser truffet af disse kommuner efter den sociale
lovgivning. Ankestyrelsen var dog indtil 1. juli 1994 ankeinstans for
afgørelser truffet af Københavns og Frederiksberg Kommuner vedrørende
inddrivelsesloven, idet bestemmelsen ikke sammen med bestemmelser i den
sociale
lovgivning var blevet ændret i forbindelse med oprettelsen af det særlige
ankenævn for København og Frederiksberg. (Der henvises til lovforslag L
62/1990-91 og lovforslag L 244/1993-94). Det bemærkes i den forbindelse, at
Ankestyrelsen i tiden fra 1. juli 1994 til 1. juli 1998 i henhold til
lovteksten var almindelig 3. ankeinstans efter børnetilskudslovens § 22.
Ved socialreformen pr. 1.
juli 1998 blev ’de sociale ankenævn’ erstattet af ’det sociale
nævn’. I den
forbindelse blev såvel inddrivelseslovens § 23a som børnetilskudslovens § 22
ændret. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der for så vidt angår
inddrivelseslovens § 23a ikke er tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af
bestemmelsen. For så vidt angår bemærkningerne til ændringerne vedrørende
børnetilskudslovens § 22 fremgår det, at ændringerne er en konsekvens af, at
reglerne om klageadgang er samlet i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område som fælles for hele det sociale område. Det fremgår
endvidere, at det med formuleringen i retssikkerhedsloven er præciseret, at
kommunerne alene kan få optaget en sag efter børnetilskudsloven, hvis den er
principiel eller generel. (Der henvises til lovforslag L 49/1997-98).
Bekendtgørelse om
retssikkerhed og administration på det sociale område, som bl.a. fastsætter
regler for, hvilke sager retssikkerhedsloven helt eller delvis gælder for,
fastsætter bl.a., at lovens regler for behandling af klage over afgørelse
gælder for sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag. I
Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000 om lov og retssikkerhed og
administration på det sociale område, er det i punkt 2 beskrevet, hvor
retssikkerhedsloven gælder. I forbindelse med afgørelse af sager efter lov om
inddrivelse af underholdsbidrag, er det anført, at disse ikke kan indbringes
for Den Sociale Ankestyrelse.
Det bemærkes, at
bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område også
ved bekendtgørelsens ikrafttræden den 1. juli 1998 indeholdt en bestemmelse
om,
at lovens almindelige klageregler (kapitel 10) gælder for sager efter lov om
inddrivelse af underholdsbidrag.
På baggrund af ovenstående
gennemgang af lovforarbejderne m.v. er det Ankestyrelsens opfattelse, at
retssikkerhedslovens § 63 ikke hjemler et grundlag for, at Ankestyrelsen er
ankeinstans for så vidt angår principielle eller generelle sager efter
inddrivelsesloven. Det er endvidere Ankestyrelsens opfattelse, at der i
forbindelse
med de gennemførte lovændringer på området har været anledning til at justere
lovgivningen, såfremt det havde været hensigten, at Ankestyrelsen skulle være
ankeinstans.
Endelig er det Ankestyrelsens
opfattelse, at det forhold, at Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet
ikke
har ajourført deres vejledninger om lovens anvendelse siden 1986 ikke
betyder,
at Ankestyrelsen har fået en særlig beføjelse via retssikkerhedsloven, når
det
i vejledningen fra 2000 fra Socialministeriet herom direkte er anført, at en
sådan beføjelse ikke består. Det bemærkes i den forbindelse, at Ankestyrelsen
finder, at en ankebehandling forudsætter, at der er en ankeberettiget
(borger,
kommune, nævn).
Vedrørende børnetilskudsloven § 18, stk. 2.
Ankestyrelsen er fortsat af
den opfattelse, at Ankestyrelsens muligheder for at antage en
principiel/generel sag vedrørende ikke-betalte bidrag er begrænset til
afgørelser efter § 18, stk. 1 om kommunens adgang til at indtræde i retten
til
at indkræve bidrag samt afgørelser vedrørende børnetilskudslovens § 21 om
eftergivelse af forskudsvis udbetalt børnebidrag. Med hensyn til forholdet
mellem henvisningsloven og den lov, der henvises til bemærkes, at
inddrivelsesloven er en speciallov, der netop anvendes ved inddrivelse af
bl.a.
underholdsbidrag til børn, og at der desuden i inddrivelsesloven er fastsat
en
særlig ankebestemmelse.
Vedrørende Ankestyrelsens afgørelser, der indebærer
betalingsevnevurdering.
Uanset, om reale grunde kunne
tale for at Ankestyrelsen fik tillagt en kompetence i forhold til afgørelse
efter inddrivelsesloven, der vedrører lignende vurderinger som foretages i
sager om fordringer efter den sociale lovgivning, er det Ankestyrelsens
opfattelse, at der lovgivningsmæssigt er taget stilling til, at Ankestyrelsen
ikke har en sådan kompetence.
For så vidt angår
betalingsevnevurderingen i andre sager kan Ankestyrelsen i øvrigt bemærke, at
Ankestyrelsens prøvelse vil begrænse sig til vurdering af skyldners mulighed
for at betale bidragsgælden, når der er indgået en afdragsordning.
I en sag om eftergivelse
efter børnetilskudslovens § 21 vil Ankestyrelsens prøvelse således begrænse
sig
til vurdering af skyldners mulighed for at betale bidragsgælden. Såfremt
betingelserne for eftergivelse ikke findes opfyldt, vil Ankestyrelsen i
forbindelse
med behandling af sagen ikke kunne tage stilling til den videre afvikling af
gælden, herunder henstand og afdragsvis betaling af gælden.
I en sag om eftergivelse (SM
B-10-96) har Ankestyrelsen udtalt, at der ved bedømmelse af en skyldners
betalingsevne skulle som faste udgifter medtages alle rimelige faste
udgifter,
herunder udgifter til radio/Tv-licens, telefonabonnement, faglige
kontingenter
og forsikringer.
Ankestyrelsen finder, at
afvikling af gæld, når betingelserne for eftergivelse ikke er opfyldt, er et
anliggende, der reguleres efter inddrivelsesloven, når der ikke kan opnås
aftale parterne imellem.
Ankestyrelsen skal henvise
til Justitsministeriets cirkulære af 29. november 1978 om inddrivelse af
underholdsbidrag, jf. Justitsministeriets vejledning af samme dato samt
Socialministeriets cirkulære nr. 79 af 4. oktober 1979 om inddrivelse af
bidrag. Af disse fremgår det, at underholdsbidrag inddrives af de sociale
myndigheder. Af Justitsministeriets cirkulære fremgår det, at bidragsskyldig
opfordres
til at fremsætte forslag om bidragsrestancens afvikling ved betaling af et
passende beløb af gangen.
Af Socialministeriets
cirkulære fremgår det bl.a. at det i første række påhviler det sociale udvalg
at søge opnået en afdragsordning med den bidragsskyldige, hvor afdragenes
størrelse bør afpasses efter skyldnerens mulighed for at betale. Endvidere
kan
det sociale udvalg, hvor skyldnerens beskæftigelsesmæssige og økonomiske
forhold taler for det, give henstand med betalingen.
For så vidt angår afgørelser
om tilbagebetaling af uberettiget modtagne ydelser efter børnetilskudslovens
§
24, tager Ankestyrelsen alene stilling til, om betingelserne for
tilbagebetaling er opfyldt og ikke til gældens afvikling.
Ankestyrelsen mener med
ovenstående at have uddybet de retlige grunde for, hvorfor styrelsen fortsat
er
af den opfattelse, at Ankestyrelsen ikke kan optage afgørelser efter
inddrivelsesloven til principiel/generel behandling.”
Den 12. januar 2001 skrev jeg
til Socialministeriet og bad ? under henvisning til den vedlagte kopi af
korrespondancen med Ankestyrelsen ? ministeriet om en udtalelse om
spørgsmålet.
Jeg henstillede til Socialministeriet at overveje om ministeriet forinden
ønskede at bede om en udtalelse fra Justitsministeriet under hvis ressort
inddrivelsesloven
hører, og hvis vejledninger m.v. Ankestyrelsen henviste til i sin udtalelse.
Den 14. november 2001 afgav
Justitsministeriet en udtalelse til Socialministeriet. Af udtalelsen fremgår:
”Ved brev af 18. januar 2001
(j.nr. 639-227) har Socialministeriet på baggrund af en henvendelse fra
Folketingets Ombudsmand anmodet om en udtalelse, om Den Sociale Ankestyrelse
har mulighed for at optage de sociale nævns afgørelser efter
inddrivelsesloven
til principiel eller generel behandling. I Socialministeriets brev er vedlagt
bilag bl.a. i form af et brev af 21. juli 2000 fra Folketingets Ombudsmand
til
Den Sociale Ankestyrelse og Ankestyrelsens besvarelse af 6. november 2000 til
ombudsmanden.
Socialministeriet har henvist
til, at ombudsmandsmanden har anført en række betragtninger, der efter
ombudsmandens opfattelse taler for, at Ankestyrelsen ikke er afskåret fra at
behandle principielle eller generelle sager efter inddrivelsesloven.
Justitsministeriet kan i den anledning udtale følgende:
Inddrivelsesloven stammer fra
1963 (lov nr. 150 af 24. april 1963 om inddrivelse af underholdsbidrag, se i
dag lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986 med senere ændringer) og
hører under Justitsministeriets område.
Inddrivelsesloven indeholder
i § 23a en klageregel om, at afgørelser, der træffes af kommunalbestyrelsen,
kan indbringes for det sociale nævn. Dette gælder dog ikke for afgørelser om
udpantning efter § 4 og pålæg om indeholdelse af løn m.v. efter § 5. I disse
tilfælde er der særlig adgang til domstolsprøvelse. Dette er for så vidt
angår
indeholdelse af løn m.v. udtrykkeligt reguleret i lovens § 5, stk. 3.
Det kan i øvrigt oplyses, at
politiet havde ansvaret for inddrivelse af underholdsbidrag, indtil området
blev overdraget til kommunerne ved lov nr. 280 af 8. juni 1977 om ændring af
lov om inddrivelse af underholdsbidrag og lov om børnetilskud og andre
familieydelser.
Det fremgår af de almindelige
bemærkninger til lovforslaget (FT Tillæg A 1976-77 (2. saml.) p. 469), at
formålet med overførslen af området til kommunerne dels var at lette politiet
for arbejde af ikke politimæssig art, dels at samle inddrivelsen af
familieretlige underholdsbidrag hos samme myndighed, jf. herved også de
særlige
bemærkninger til lovens § 2 (FT Tillæg A 1976- 77 (2. saml.) p. 475).
Det fremgår af de særlige
bemærkninger til lovforslagets § 23 (FT Tillæg A 1976-77 (2. saml.) p. 480)
følgende:
’Efter den gældende ordning
er Justitsministeriet rekursmyndighed i forhold til politiets
(overpræsidiets)
afgørelser om inddrivelse, i det omfang disse kan påklages til en højere
administrativ myndighed. Det sociale udvalgs afgørelser vedrørende
inddrivelse
af forskudsvist udbetalte børnebidrag kan efter § 32, stk. 2, i
børnetilskudsloven i samme omfang indbringes for amtsankenævnet. Afgørelser
truffet af de kommunale myndigheder i København og Frederiksberg kan påklages
til Den Sociale Ankestyrelse.
Ved overførelse af
inddrivelse til kommunerne forekommer det hensigtsmæssigt, at den myndighed,
der kan behandle klager over det sociale udvalgs (magistratens) afgørelser,
er
den samme som efter børnetilskudsloven. En bestemmelse herom findes i
forslaget
til § 23 a. Efter § 23 a, stk. 2, gælder klageadgangen ikke for afgørelser
efter § 4 og pålæg om tilbageholdelse i løn m.v. efter § 5. Dette skyldes, at
indsigelser mod den kommunale pantefogeds afgørelser om udpantning (§ 4) skal
afgøres af fogedretten (underretsdommen), jf. § 6, stk. 1, i lov om
fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Indsigelser mod
pålæg om tilbageholdelse i løn m.v. afgøres efter inddrivelseslovens § 5,
stk.
3, ligeledes af fogedretten.
Politiets afgørelse om, at
skyldneren kan hensættes til afsoning, kan efter § 16 ikke indbringes for
højere administrativ myndighed, men skyldneren kan forlange spørgsmålet om
frihedsberøvelsens lovlighed forelagt domstolene efter retplejelovens kapitel
43a. Klager over politiets afgørelser vil i øvrigt fortsat kunne indbringes
for
Justitsministeriet.’
Den Sociale Ankestyrelse har
i sin besvarelse til Folketingets Ombudsmand redegjort for de ændringer, som
er
sket på det sociale område. Disse ændringer har medført konsekvensændringer
af
inddrivelsesloven, som er blevet gennemført i form af ændringslove fremsat af
socialministeren. Ændringerne har imidlertid - som påpeget af både
ombudsmanden
og Ankestyrelsen - generelt ikke medført ændringer i Justitsministeriets
administrative forskrifter (henholdsvis cirkulære nr. 217 om inddrivelse af
underholdsbidrag (til kommunerne, overøvrighederne, domstolene og politiet),
vejledning nr. 218 af 29. november 1978 om inddrivelse af underholdsbidrag og
cirkulære nr. 79 af 10. april 1979 om inddrivelse af bidrag).
I et brev af 18. november
1992 anmodede Socialministeriet om Justitsministeriets bemærkninger til en
ændring af lov om inddrivelse af underholdsbidrag. I Justitsministeriets
besvarelse af 9. februar 1993 fremgår blandt andet følgende:
’Justitsministeriet har ikke
indvendinger imod, at der ved lov gives Den Sociale Ankestyrelse mulighed for
-
i de tilfælde, hvor inddrivelseslovens særlige adgang til domstolsprøvelse
ikke
gælder - at tage en inddrivelsessag op til behandling, hvori såfremt
styrelsen
finder den af principiel betydning, hvis der i praksis har vist sig behov for
en sådan ordning. Ankestyrelsens kompetence må i givet fald fremgå af
inddrivelsesloven, idet styrelsen, som det fremgår af § 1 i lov om Den
Sociale
Ankestyrelse, er en klageinstans for administrative afgørelser, ’i det
omfang,
det fastsættes i lovgivningen’.
Den nævnte lovændring blev
ikke gennemført i inddrivelsesloven. For så vidt angår det af
Justitsministeriet anførte, om at det klart må fremgå af inddrivelsesloven,
hvis styrelsen skal kunne tage en inddrivelsessag op til behandling,
relaterer
dette sig til § 1 i den dagældende lov om Den Sociale Ankestyrelse.
Justitsministeriet finder ikke, at det anførte kan tillægges afgørende vægt
ved
fortolkningen af de nugældende regler om Den Sociale Ankestyrelses
kompetence.
Efter en gennemgang af sagen
er det Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen i § 23a, stk. 2,
udelukker, at Den Sociale Ankestyrelse kan have kompetence i de i lovens §§
4-5
angivne tilfælde. I de øvrige tilfælde kan det give anledning til tvivl, om
Ankestyrelsen har mulighed for at optage de sociale nævns afgørelser til
principiel eller generel behandling efter inddrivelsesloven.
På baggrund af forarbejderne
til bestemmelsen i § 23a er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene,
at
inddrivelsesloven
ikke
udelukker, at
den generelle klageadgang på det sociale område gælder. Den Sociale
Ankestyrelse
må derfor anses at have kompetence på området, i det omfang den sociale
lovgivning hjemler det.
Det skal bemærkes, at ved
vurderingen af spørgsmålet har Justitsministeriet alene vurderet
inddrivelsesloven og dens forarbejder. Justitsministeriet har således ikke
foretaget en nærmere fortolkning af den sociale lovgivning.”
Den 4. marts 2002 modtog jeg
Socialministeriets udtalelse. Af udtalelsen fremgår:
”Socialministeriet kan herefter udtale følgende:
Socialministeriet er enig med
Folketingets Ombudsmand i argumentationen ud fra den betragtning, at
retssikkerhedsloven gælder ved behandling og afgørelse af sager efter bl.a.
lov
om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag jf. bekendtgørelse
om
retssikkerhed og administration på det sociale område § 1.
Sammenholdes denne
bestemmelse med børnetilskudslovens § 22, stk. 2, hvorefter
kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for ’det
sociale
nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område’, taler det for, at reglen i § 63 i
retssikkerhedsloven om
Ankestyrelsens ret til at optage sager af principiel eller generel betydning
til behandling også gælder for sager om inddrivelse og forskudsvis udlagte
børnebidrag.
Socialministeriet er
ligeledes enig med Folketingets Ombudsmand i, at den manglende henvisning til
Ankestyrelsens mulighed for at optage de sociale nævns sager til principiel
eller generel behandling i inddrivelseslovens § 23a ikke kan tillægges
afgørende betydning.
Dette synes også at være
Justitsministeriets opfattelse, jf. udtalelse af 14. november 2001, idet
Justitsministeriet anfører, at inddrivelsesloven ikke udelukker, at den
generelle klageadgang på det sociale område gælder, hvorfor Ankestyrelsen må
anses at have kompetence på området, i det omfang den sociale lovgivning
hjemler det.
Efter Socialministeriets
opfattelse er der således en række betragtninger, der taler for, at
Ankestyrelsen ikke er afskåret fra at behandle principielle eller generelle
sager efter inddrivelsesloven.
Socialministeriet vil tage
initiativ til ved kommende lejlighed at præcisere dette i vejledningen til
lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område.”
Den 20. marts 2002 meddelte
jeg socialministeriet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig
yderligere vedrørende spørgsmålet.
Jeg bad Socialministeriet om
orientering når revisionen af vejledningen var tilendebragt.
Lignende dokumenter
- Nyt fra Ankestyrelsen - Inddrivelse af gæld i henhold til børnetilskudsloven kan ikke behandles af Ankestyrelsen - af specialkonsulent Birgitte Randbøll Retsinformation · 1. oktober 1999
- Ankestyrelsens principafgørelse B-2-03 om inddrivelse - børnebidrag - aftale mellem parterne - frivilligt aftalte bidrag Retsinformation · 10. juli 2013
- Vejledning om opkrævning af danske bidragskrav Retsinformation · 28. marts 2019
- Vejledning om inddrivelse i udlandet af danske krav på børne- og ægtefællebidrag Retsinformation · 28. marts 2019
- 1980.421-1. Spørgsmål om udbetaling af børnetilskud og forskudsvis børnebidrag under ophold på observationsskole Retsinformation · 20. december 2019
- SKAT har truffet afgørelse om, at klagerens gæld til det offentlige vedrørende to SU-lån samt underholdsbidrag med tilhørende renter ikke er forældet Landsskatteretten · 6. december 2017