Eftergivelse af studiegæld
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Eftergivelse af studiegæld
Den 31.
december 1984 udgjorde studielånet 199.463 kr. Som følge af rentetilskrivning
steg det i de følgende år til 222.691 kr. (31. december 1985), 234.666 kr.
(31.
december 1986) og 252.815 kr. (31. december 1987). I 1988 faldt gælden til
238.105 kr. (31. december 1988). I 1989 faldt gælden til 221.036 kr. (31.
december 1989). Den 31. december 1990 var den faldet til 205.218 kr. A’s
ægtefælles studiegæld udgjorde den 31. december 1991 27.369 kr.
Den 18. juli 1991 meddelte
A’s bank Statens Uddannelsesstøtte at A trods flere påkrav ikke havde
betalt en
restance på 10.479 kr.
I årene 1989, 1990 og 1991
havde A og A’s ægtefælle en årlig bruttoindkomst på henholdsvis ca.
635.000
kr., ca. 678.000 kr. og ca. 827.000 kr. I alt tilbagebetalte A i denne
periode
151.000 kr. på sin og ægtefællens studiegæld. I 1992 havde A en bruttoindtægt
på 537.000 kr., og dette år tilbagebetalte A ca. 9.000 kr. på ægtefællens
studiegæld. Den 19. februar 1993 var A’s studiegæld noteret til 222.695
kr.
Den 8. november 1992 indgav A
ansøgning til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om
eftergivelse af studiegæld. A henviste til at der nu var gået mere end 12 år
fra det tidspunkt da A’s tilbagebetalingsforpligtelse var begyndt.
Hypotekbanken afslog i brev
af 24. februar 1993. Banken skrev bl.a.:
”Af de medsendte bilag
fremgår, at Deres husstands bruttoindkomst i årene 1989, 1990 og 1991
Læs alt
udgjorde
henholdsvis kr. 635.432, kr. 678.889 og kr. 827.948 samt at der i samme
periode
er indbetalt kr. 151.483 på Deres og Deres ægtefælles studiegæld.
Deres studiegæld kan pr. 19/2
1993 opgøres til i alt kr. 222.625, hvortil kommer Deres ægtefælles
studiegæld
pr. 31/12 1991 opgjort til kr. 27.369.
På baggrund af indsendte
lønsedler skønner Hypotekbanken, at den fremtidige bruttoindkomst for
husstanden vil udgøre ca. kr. 576.700.
Det fremgår endvidere af
ansøgningen, at De ejer fast ejendom vurderet til i alt kr. 1.048.400.
Pantegælden udgør ifølge Deres oplysninger kr. 968.000. Det er ikke oplyst,
hvorledes pantegælden er fordelt på matrikelnumrene. Der er således en samlet
friværdi på minimum kr. 80.400. Bruttohuslejen udgør kr. 17.304 pr. måned
incl.
varme.
Endelig fremgår det af
ansøgningen, at De ejer bil til værdi af 93.000 samt indestående på
kapitalpension på kr. 353.000.
Hypotekbanken skal i den
anledning meddele, at man ikke kan imødekomme Deres ansøgning.
Efter lovens § 14 stk. 4 skal
afgørelsen træffes på grundlag af en vurdering af Deres
tilbagebetalingsvilje,
gældens størrelse, størrelsen af det beløb De har afviklet samt Deres
erhvervs-, indtjenings- og tilbagebetalingsevne.
Hypotekbanken har ved
afgørelsen særligt lagt vægt på, at de hidtil indbetalte beløb i 1989, 1990
og
1991 ikke står i rimeligt forhold til erhvervs- og indtjeningsevnen i samme
periode, størrelsen af bruttoboligudgiften samt størrelsen af husstandens
formue i form af friværdi i ejendomme, kapitalpension samt bil sammenholdt
med
studiegældens størrelse.”
A rettede på ny henvendelse
til Hypotekbanken som i brev af 27. august 1993 svarede således:
”
Afgørelsen er truffet på grundlag
af en samlet vurdering af Deres økonomiske og personlige forhold.
De har i klagen anført, at
friværdien er negativ, idet der er pant for skattegæld og øvrige gældsposter.
Kapitalpensionen er sagen uvedkommende, idet beløbet ikke er til rådighed og
indbetalingerne er tvungne.
Videre anfører De, at bilen
er nødvendig som transportmiddel til arbejde og tjenestekørsel.
Med hensyn til
tilbagebetalingsviljen, anfører De, at afdragene er bestemt af
pengeinstituttet, og at der fortsat betales på Deres ægtefælles studiegæld i
henhold til aftale.
Endelig anfører De, at den
fremtidige indkomst er skønnet for højt. De mener, der bør tages hensyn til
at
bruttoindkomsten nu er 40% mindre end i 1991 samt at størrelsen af den
samlede
gæld er på kr. 1.721.000.
Det fremgår af sagen, at
husstandens bruttoindkomster i 1989, 1990 og 1991 udgjorde henholdsvis ca.
kr.
635.000, ca. kr. 678.000 og ca. kr. 827.000. Der er i denne periode
tilbagebetalt ca. kr. 151.000 på Deres og Deres ægtefælles studiegæld.
Ifølge Deres egne oplysninger
udgjorde husstandens bruttoindkomst i 1992 ca. kr. 537.000. Der er dette år
tilbagebetalt ca. kr. 9.000 på Deres ægtefælles studiegæld.
På grundlag af indsendte
lønsedler vurderes husstandens fremtidige indkomst at ville udgøre ca. kr.
570.000. Uanset at indkomsten er reduceret i forhold til Deres
husstandsindkomst i 1991, finder Hypotekbanken at den fortsat repræsenterer
en
betydelig tilbagebetalingsevne.
Hypotekbanken er enig med Dem
i, at kapitalpensionen, der efter Deres oplysninger indgår som et led i Deres
arbejdsforhold ikke kan indgå i vurderingen af Deres tilbagebetalingsevne.
Værdien af Deres bil og
størrelsen af Deres bruttoboligydelse, der udgør ca. kr. 17.000 månedligt er
dog langt højere end Hypotekbanken normalt accepterer, ligesom der må lægges
vægt på, at De har megen anden gæld end studiegæld og pantegæld.
I 1989, 1990, 1991 og 1992
var husstandens indkomster så store at en tilbagebetaling, der stod i
rimeligt
forhold til Deres indtjenings- og tilbagebetalingsevne ville have betydet, at
der kunne have været afviklet et større beløb på studiegælden.
Den omstændighed at De har
overholdt en afviklingsaftale, som er indgået med Deres pengeinstitut, kan
ikke
nødvendigvis tages som udtryk for at der er udvist tilstrækkelig
tilbagebetalingsvilje i en eftergivelsessituation.
Ved vurderingen af om der i
en eftergivelsessituation er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje tager
Hypotekbanken udgangspunkt i ansøgers tilbagebetalingsevne.
Tilbagebetalingsevnen vurderes alene ud fra de samlede bruttoindkomstforhold.
Betaling af anden gæld samt en i øvrigt stram privatøkonomi, indgår således
heller ikke i Hypotekbankens vurdering af om der er udvist tilstrækkelig
tilbagebetalingsvilje.
Det kan oplyses, at
Hypotekbanken normalt lægger indkomstforholdene for de sidste 3 år til grund
ved behandlingen af en eftergivelsesansøgning, men at det naturligvis
forudsættes, at der er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje i hele
afviklingsperioden.
Hypotekbanken finder ikke at
indtægtsnedgangen vil få indflydelse på afgørelsen. Størrelsen af den
fremtidige indkomst danner fortsat grundlag for en betydelig tilbagebetaling
af
Deres studiegæld uagtet at der sideløbende tilbagebetales på Deres ægtefælles
studiegæld.
Hypotekbanken må derfor
fastholde den trufne afgørelse.
”
Finansministeriets
budgetdepartement stadfæstede i brev af 24. januar 1994 Hypotekbankens
afslag.
Ministeriet anførte bl.a.:
”Finansministeriet skal
derfor meddele, at ministeriet efter en gennemgang af Deres sag ikke finder
anledning til at tilsidesætte Hypotekbankens afgørelse.
Ministeriet har herved lagt
vægt på, at der er foretaget en samlet vurdering af Deres
tilbagebetalingsvilje, størrelsen af Deres studiegæld, størrelsen af det
beløb
De har afviklet på Deres studiegæld samt Deres erhvervs-, indtjenings- og
tilbagebetalingsevne.
Finansministeriet kan
tilslutte sig, at Hypotekbanken på baggrund af denne vurdering har skønnet,
at
Deres hidtil udviste tilbagebetalingsvilje ikke har stået i rimeligt forhold
til Deres indtjenings- og tilbagebetalingsevne samt, at Deres fremtidige
tilbagebetalingsevne skønnes at danne grundlag for en betydelig
tilbagebetaling
af Deres studiegæld. I den forbindelse skal det bemærkes, at der i
vurderingen
af Deres tilbagebetalingsevne alene tages hensyn til Deres bruttoindtægter.
Ovennævnte betingelser for at
opnå eftergivelse af studiegæld, er fastsat af Folketinget i lov nr. 54 af
05.02.1993 om eftergivelse af studiegæld.
Finansministeriet kan i
øvrigt henholde sig til Hypotekbankens breve af 27. august og 10. september
1993.”
Den 25. marts 1998 indgav A
ansøgning til Hypotekbanken om at sagen blev genoptaget. A henviste i
ansøgningen til at han var blevet opsagt fra sin stilling, samt til at han
var
blevet 50 år.
I et brev af 24. november
1998 svarede Hypotekbanken A bl.a. således:
”Efter en ændring af reglerne
om eftergivelse af studiegæld pr. 1. januar 1998 skal Hypotekbanken ikke
længere inddrage låntagers eventuelle ægtefælle eller samlever i vurderingen
af
låntagers mulighed for tilbagebetaling, ligesom formue, herunder friværdi i
fast ejendom, ikke har betydning for, om studiegæld kan eftergives. Derudover
medfører de nye regler en ændret vurdering af, hvad der er tilstrækkelig
tilbagebetaling af studiegæld i eftergivelsessammenhæng.
Vi gør opmærksom på, at vi
ved genoptagelsen af Deres ansøgning har vurderet Deres forhold på det
oprindelige afgørelsestidspunkt.
Hypotekbanken finder efter en
ny vurdering af Deres ansøgning, at De opfylder betingelserne for en delvis
eftergivelse af Deres studiegæld, jf. lovens § 13, stk. 1. Hypotekbanken
tilbyder Dem derfor, at studiegælden nedskrives til 157.500 kr.
De skal tilbagebetale
restgælden, der er rentefri, til Hypotekbanken med 5.000 kr. hver den 1. i
måneden, første gang 1.1.1999.
Såfremt De ønsker at benytte
Dem af ovennævnte tilbud, skal vi bede Dem om inden 14 dage fra dato at
tilbagesende den vedlagte genpart forsynet med Deres underskrift.
Hører vi ikke fra Dem inden
udløbet af ovennævnte frist, bortfalder ovennævnte tilbud.
Såfremt De accepterer
Hypotekbankens tilbud om en delvis eftergivelse af Deres studiegæld, vil De
modtage girokort på beløbet. Hypotekbanken kan ikke bevilge Dem henstand med
tilbagebetalingen.
Hypotekbanken forbeholder sig
ret til at modregne i Deres overskydende skat og andre tilgodehavender hos
det
offentlige. Vi vil modregne, selvom De overholder tilbagebetalingen.
Efter § 16, stk. 1, skal
Hypotekbanken træffe afgørelsen efter en samlet vurdering af, om:
·
Deres hidtidige tilbagebetaling af
studiegælden har stået i et rimeligt forhold til gældens størrelse og alder
eller til Deres bruttoindkomst, og
·
De med Deres forventede fremtidige
bruttoindkomst kan betale mere af gælden inden udløbet af den 15-årige
tilbagebetalingsperiode.
For så vidt angår den
hidtidige tilbagebetaling af studiegæld, er en annuitetsmæssig ydelse, der er
fastsat ud fra studiegældens størrelse og alder, altid en passende
tilbagebetaling.
For så vidt angår den
hidtidige og den fremtidige tilbagebetaling af studiegæld er en
indkomstbestemt
ydelse, der udgør mindst 15% af den del af Deres bruttoindkomst, der
overstiger
det gældende dagpengeniveau, en passende tilbagebetaling. Deres konkrete
budget
indgår ikke i vurderingen, men særlige udgifter i forbindelse med alvorlig
sygdom, invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser samt
betydelige erhvervsrelaterede udgifter kan fratrækkes i Deres mulighed for
tilbagebetaling. Hvis De er enlig forsørger, fratrækker vi et fast årligt
beløb
pr. hjemmeboende barn under 18 år.
Som det fremgår af
oversigten, vurderer Hypotekbanken, at De forud for det oprindelige
afgørelsestidspunkt ikke har betalt tilstrækkeligt på studiegælden. Selvom De
har overholdt tilbagebetalingen af Deres studiegæld, betyder det ikke
nødvendigvis, at De i eftergivelsessammenhæng har betalt passende på
studiegælden. Således er det Deres opgave at sørge for, at studiegælden altid
tilbagebetales med mindst 15% af den del af Deres bruttoindkomst, der
overstiger det gældende dagpengeniveau.
Det for lidt betalte beløb
kan Hypotekbanken ikke eftergive.
Da den 15-årige
tilbagebetalingsperiode er gået, har Hypotekbanken kun vurderet, om De i den
bedømte periode har betalt tilstrækkeligt på Deres studiegæld. Uanset Deres
nuværende indkomstforhold kan Hypotekbanken ikke se bort fra, at De tidligere
har betalt for lidt på studiegælden.
Ved vurderingen af, om der
hidtil er betalt passende på studiegælden, ser Hypotekbanken normalt kun på
en
periode på 3 år forud for ansøgningen. Da der i den treårige periode ikke er
betalt tilstrækkeligt på studiegælden, har vi udvidet
bedømmelsesperioden.”
Af en vedlagt beregning til
brug for sagen fremgik at der nu var gået 23 år fra afslutningen af
uddannelsen
til første ansøgningsdato, og at der havde været en periode på 5 år og 7
måneder hvor A ikke betalte af på gælden. For den beregnede periode - 1991,
1992 og 1993 - var A’s evne til at betale tilbage blevet beregnet til
henholdsvis 76.262 kr., 33.876 kr. og 32.445 kr. Rent faktisk havde A kun
betalt 36.872 kr. i 1991. Han manglede således at betale 39.390 kr. i 1991,
33.876
i 1992 og 32.445 kr. i 1993.
A’s reststudiegæld på
ansøgningstidspunktet var på 387.277 kr. Herfra trak Hypotekbanken 158.970
kr.
som ikke kunne eftergives. Herefter beregnedes eftergivelsesbeløbet til
168.307
kr. Dette beløb blev derpå trukket fra den samlede gæld som kunne nedskrives
fra 327.277 kr. til 157.500 kr.
I et brev af 27. november
1998 protesterede A til Hypotekbanken imod bankens afgørelse. A gjorde bl.a.
gældende
at
han ikke havde kunnet
betale mere af på studiegælden end sket fordi han skulle betale af på en
skattegæld,
at
familiens indkomst var
reduceret fordi hans hustru havde deltidsarbejde på grund af et handicappet
barn,
at
han havde overholdt
betalingsaftalen med den bank der havde ydet ham studielånet, samt
at
kartoffelkuren havde undermineret
hans økonomi. A henviste yderligere til at han i bevillingsperioden
(1985-1993)
sammenlagt havde afdraget 224.386 kr. hvilket var mere end der rent faktisk
var
lånt.
Hypotekbanken betragtede
dette brev som en klage og sendte sagen videre til Finansministeriet.
Finansministeriet, Finansstyrelsen, ændrede i brev af 18. marts 1999
Hypotekbankens afgørelse således at A’s studiegæld blev nedskrevet til
114.000
kr., og således at den blev afdraget med 5.000 kr. om måneden. Styrelsen
skrev
bl.a.:
”Finansstyrelsen har i brev
af 24. november 1998 tilbudt Dem en delvis eftergivelse af studiegælden, hvor
studiegælden kunne nedskrives til 157.500 kr. og betales med 5.000 kr. om
måneden.
Ved brev af 27. november 1998
har De afslået dette tilbud og klaget over Finansstyrelsens bedømmelse af
Deres
ansøgning om eftergivelse af studiegæld.
I den anledning har
Finansstyrelsen foretaget en ny vurdering af Deres ansøgning og kan herefter
tilbyde Dem en delvis eftergivelse, hvor studiegælden nedskrives til 114.000
kr. og betales med 5.000 om måneden.
Afgørelse af 24. november
1998, hvor Finansstyrelsen tilbød Dem en delvis nedskrivning af Deres
studiegæld, var en genoptagelse af Deres tidligere ansøgning om eftergivelse
af
studiegæld. Ved genoptagelsen har vi behandlet Deres ansøgning efter reglerne
i
lov nr. 1087 af 29. december 1997. Ved genoptagelsen er forholdene på det
oprindelige ansøgningstidspunkt lagt til grund for afgørelsen. Således har
Finansstyrelsen vurderet, at De i perioden 1985 og indtil udløbet af den
15-årige
garanti, kunne have tilbagebetalt væsentligt mere på Deres studiegæld.
I klagen gør De yderligere
gældende, at Finansstyrelsen ikke har taget hensyn til, at De i flere
perioder
har afviklet på skattegæld. Derudover gør De gældende, at De finder det
besynderligt, at Finansstyrelsen nu vurderer, at der er betalt for lidt på
studiegælden, når De gennem årene har indgået aftaler om studielånets
tilbagebetaling, som er blevet accepteret af pengeinstituttet. De skriver, at
Deres betalingsevne svarer nøje til den tilbagebetalingsaftale, som De indgik
i
perioden 1985-1993.
Hertil kan vi oplyse, at
Finansstyrelsen anvender et bruttoindkomstprincip for at ligestille låntagere
i
eftergivelsessammenhæng. Det fremgår af forarbejderne til lov om eftergivelse
af studiegæld, at kun helt særlige omstændigheder - fx alvorlig sygdom,
invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser, betydelige
erhvervsrelaterede udgifter - kan begrunde, at Finansstyrelsen fraviger
bruttoindkomstprincippet.
Rammerne for Finansstyrelsens
vurdering af, hvad der i eftergivelsessammenhæng kan betragtes som passende
tilbagebetaling af studiegæld, er fastlagt i forarbejderne til loven. Således
er den hidtidige tilbagebetaling passende, hvis låntager løbende har betalt
et
beløb svarende til mindst 15% af den del af låntagers bruttoindkomst, som
overstiger dagpengeniveauet i perioden.
Da De har indgået og
overholdt betalingsaftaler med Deres pengeinstitut, har vi ved den nye
vurdering af Deres ansøgning kun bedømt perioden 1989-1993. Begrundelsen
herfor
er som nævnt, at De indtil dette tidspunkt har betalt til pengeinstituttet i
henhold til aftale og vi betragter derfor denne betaling som passende. Det er
dog stadig vores vurdering, at De ikke har tilbagebetalt passende på
studiegælden i den bedømte periode. Den del af studiegælden, som De burde
have
tilbagebetalt, kan vi ikke eftergive.
De skriver ydermere i klagen,
at Deres ægtefælle på grund af pasning af Deres ene barn, har haft
deltidsarbejde, og at familien derfor i en periode hovedsageligt er blevet
forsørget af Deres indkomst.
I den forbindelse skal
Finansstyrelsen gøre opmærksom på, at Deres ægtefælles indkomster som
udgangspunkt ikke indgår i vurderingen af Deres muligheder for at
tilbagebetale
på studiegælden. Således er det udelukkende Deres bruttoindkomster, som
ligger
til grund for afgørelsen. Finansstyrelsen kan som nævnt ovenfor give
reduktioner i særlige tilfælde, herunder byrdefulde forsørgerforpligtelser.
Således kan Finansstyrelsen tage hensyn til, at Deres ene barn er handikappet
og i den forbindelse give Dem reduktioner herfor. De har ikke med klagen
indsendt dokumentation for sådanne byrdefulde forsørgerudgifter.
Finansstyrelsen har dog
vurderet, at De i den bedømte periode har haft en ekstraordinær
forsørgerbyrde,
som bør give anledning til reduktioner og vi har derfor foretaget en ny
vurdering af Deres muligheder for at tilbagebetale på studiegælden.
De nævner i klagen, at
Finansstyrelsen burde have taget hensyn til studiegældens og Deres alder samt
det, at kartoffelkuren har haft en vis indflydelse på Deres muligheder for at
betale gælden.
Hertil kan Finansstyrelsen
bemærke, at det i lovens § 16, stk. 1 entydigt er fastslået, at
Finansstyrelsen
skal vurdere ansøgerens hidtidige og fremtidige muligheder for at
tilbagebetale
på studiegælden.
Studiegældens alder,
ansøgerens alder eller de økonomiske konsekvenser af politiske indgreb indgår
ikke i vurderingen af en ansøgning om eftergivelse af studiegæld.”
I et brev af 9. april 1999
til Finansstyrelsen henviste A yderligere til at hans daværende partner i
1985
pludselig døde og efterlod ham med en fælles kassekredit som stadig er en del
af hans bankgæld.
Finansstyrelsen traf ny
afgørelse den 16. april 1999. Styrelsen skrev bl.a.:
”Ved brev af 18. marts 1999
har Finansstyrelsen tilbudt Dem en delvis eftergivelse, hvor Deres studiegæld
kan nedskrives til 114.000 kr. De har ikke accepteret dette tilbud.
I brev af 9. (april) 1999 har
De yderligere kommentarer til den nævnte eftergivelse af Deres studiegæld. De
nævner blandt andet, at Finansstyrelsen i brev af 18. marts 1999 endnu ikke
har
kommenteret, at De i flere perioder har afviklet på skattegæld.
Vi skal bemærke, at afvikling
af skattegæld ikke har betydning for bedømmelsen af Deres hidtidige betaling
på
studiegælden i eftergivelsessammenhæng.
Begrundelsen herfor er, at
Finansstyrelsen i eftergivelsessammenhæng, som nævnt i brev af 18. marts
1999,
benytter sig af et bruttoindkomstprincip for at kunne ligestille alle
ansøgere.
Således er det Deres bruttoindkomster for de pågældende bedømmelsesår, som
ligger til grund for Finansstyrelsens vurdering af Deres muligheder for at
betale på studiegælden.
Deres skattegæld indgår ikke
i bedømmelsen af Deres hidtidige mulighed for tilbagebetaling af
studiegælden,
fordi stiftelsen af skattegæld ligestilles med optagelsen af et privat
banklån.
De har således, inden kravet om tilbagebetalingen af skatten opstod, fået
pengene udbetalt og derigennem haft pengene til Deres rådighed.
Finansstyrelsens bedømmelse
af Deres muligheder for tilbagebetaling af studiegælden beror således
udelukkende på, om De har betalt passende på studiegælden i forhold til Deres
bruttoindkomster. En passende betaling i henhold til loven er 15% af den del
af
Deres bruttoindkomster, som overstiger dagpengeniveauet.
Finansstyrelsens
administrative praksis i forbindelse med inddrivelsen af Deres misligholdte
studiegæld er eftergivelsesvurderingen uvedkommende, da det i loven entydigt
er
slået fast, hvad der i eftergivelsessammenhæng forstås ved passende
tilbagebetaling.
I brevet nævner De endnu et
argument, som De mener bør medtages ved Finansstyrelsens vurdering af Deres
muligheder for betaling. De oplyser, at Deres samarbejdspartner i 1985 afgik
ved døden og, at De var tvunget til at stifte gæld.
Hertil skal vi bemærke, at
Finansstyrelsen ikke har mulighed for at medtage dette som et hensyn i
eftergivelsessammenhæng, idet bedømmelsen af muligheder for tilbagebetaling
på
studiegælden alene beror på en vurdering af Deres bruttoindkomster. Vi skal
desuden gøre opmærksom på, at perioden omkring 1985 ikke er medtaget i den
tilbudte eftergivelse af 18. marts 1999, hvor vi kan nedskrive studiegælden
til
114.000.
Da vi således ikke har fundet
anledning til at ændre afgørelsen af 18. marts 1999, er dette tilbud stadig
gældende og vi har derfor d.d. oversendt Deres klage til Finansministeriet
til
endelig afgørelse.”
Styrelsen sendte sagen videre
til Finansministeriet.
I et brev af 3. maj 1999 til
Finansministeriet fremsatte A yderligere bemærkninger til sagen. A henviste
til
at hans månedsløn kun var 38.000 kr., og at han var opsagt fra sit arbejde
med
udgangen af maj måned 1999.
Ministeriet tiltrådte i brev
af 30. marts 2000 Finansstyrelsens afgørelse af 16. april 1999. Ministeriet
anførte bl.a.:
”Afgørelse om eftergivelse
skal på den baggrund træffes efter en samlet vurdering af, om låntagerens
hidtidige tilbagebetaling har stået i et rimeligt forhold til gældens
størrelse
og alder eller til låntagerens bruttoindkomst, jf. eftergivelseslovens § 16,
stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.
Studiegælden eftergives
fuldstændigt, hvis der er betalt med, hvad der svarer til, annuitetsmæssigt
fastsatte ydelser. Dette er tilfældet, hvor ydelserne har en størrelse, så
studiegælden vil være tilbagebetalt inden garantiperioden udløber. Er der
ikke
betalt med, hvad der svarer til, annuitetsmæssige ydelser, kan der ske
fuldstændig eftergivelse, hvis låntageren har tilbagebetalt med et beløb
svarende til mindst 15 pct. af den del af låntagerens bruttoindkomst, som
overstiger dagpengeniveauet.
For at undgå at
forskelsbehandle låntagere, indgår låntagerens konkrete budget ikke i
vurderingen. Kun helt særlige omstændigheder - fx udgifter i forbindelse med
alvorlig sygdom, invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser
samt
betydelige erhvervsrelaterede udgifter - kan bevirke, at
bruttoindkomstprincippet fraviges.
Det fremgår af sagen, at
Deres kone har arbejdet deltid for at tage sig af Deres handikappede barn.
Dette forhold har Finansstyrelsen vurderet er en særlig
forsørgerforpligtelse,
som berettiger til reduktioner i den beregnede tilbagebetalingsevne. De
øvrige
forhold, som De nævner i Deres klage, kan efter Finansministeriets vurdering
ikke føre til en fravigelse af bruttoindkomstprincippet.
Har låntageren betalt mindre,
end 15 pct. af den del af låntagerens bruttoindkomst, som overstiger
dagpengeniveauet, vil studiegælden blive nedsat til det beløb, der udgør
forskellen mellem en tilbagebetaling svarende til de før omtalte 15 pct. og
det
faktisk tilbagebetalte beløb.
Studiegælden vil ikke kunne nedsættes
til et beløb, der er mindre end det, der er betalt for lidt i forhold til
låntagerens betalingsmulighed. Det er i den forbindelse uden betydning om
hidtidige betalingsaftaler med Finansstyrelsen er overholdt.
Finansministeriet er enig i
Finansstyrelsens vurdering af, at De ikke har afdraget gælden med ydelser
svarende til annuitetsmæssigt fastsatte ydelser.
Finansministeriet kan
endvidere tilslutte sig Finansstyrelsens beregning af Deres
tilbagebetalingsevne.
Finansministeriet kan i
øvrigt henholde sig til Finansstyrelsens udtalelse af 16. april 1999.
Den meget sene besvarelse af
Deres klage beklages dybt.”
I et brev af 7. april 2000
meddelte Finansstyrelsen A at gælden nu udgjorde 279.530 kr. Egentlig burde A
tilbagebetale gælden med 5.500 kr. månedligt. Under hensyn til A’s
indkomstforhold for 1998 kunne styrelsen dog acceptere at han betalte 4.500
kr.
månedligt.
Derpå indgav A klage til mig,
bl.a. over de trufne afgørelser. A fandt endvidere Finansstyrelsens
behandling
”lemfældig og overfladisk”. A skrev videre at styrelsen efter hans
mening
anvendte ”revolvermetoder” i forbindelse med tilbuddet om at
eftergive en del
af studiegælden ved bl.a. helt at trække tilbuddet tilbage uden grund.
Den 7. juli 2000 anmodede jeg
Finansstyrelsen og Finansministeriet om udtalelser om A’s klage. Jeg bad
specielt myndighederne svare på følgende:
”Lovbekendtgørelse nr. 952 af
16. december 1998 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse
af
studiegæld indeholder i § 16 følgende bestemmelse:
’§ 16.
Finansstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt og i hvilket
omfang studiegælden kan eftergives, efter en samlet vurdering af, om
låntagers hidtidige
tilbagebetaling har stået i rimeligt forhold til gældens størrelse og alder
eller til låntagers bruttoindkomst, og
Stk. 2.
Er den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløbet, træffer
Finansstyrelsen afgørelse på grundlag af en vurdering efter stk. 1, nr. 1,
for
perioden frem til ansøgningstidspunktet.
’
Af bemærkninger til § 16
(Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 367) fremgår bl.a. følgende:
’For det første vurderer
Hypotekbanken, om låntager indtil afgørelsestidspunktet har tilbagebetalt
studiegælden med passende ydelser. Har låntager hidtil tilbagebetalt gælden
med
en annuitetsmæssigt fastsat ydelse, er der betalt passende på studiegælden.
Er
det ikke tilfældet, anses den hidtidige betaling for passende, hvis låntager
løbende har betalt et beløb svarende til mindst 15% af den del af låntagers
bruttoindkomst, som overstiger dagpengeniveauet i den pågældende periode.
Hvis låntager søger om
eftergivelse af studiegæld efter udløbet af den 15-årige periode, foretager
Hypotekbanken en vurdering af, om låntager har betalt studiegælden med
passende
ydelser frem til ansøgningstidspunktet.’
(A) har i brev af 27. november
1998 til Hypotekbanken argumenteret for en eftergivelse af studiegælden ved
at
henvise til at studielånet blev optaget i 1967 (studielånets alder).
Finansstyrelsen har i afgørelsen af 18. marts 1999 anført at studiegældens
alder ikke indgår i vurderingen af en ansøgning om eftergivelse af
studiegæld.
Jeg anmoder om at
Finansministeriets bemærkninger til det som Finansstyrelsen har anført i
brevet
af 18. marts 1999, fremgår af ministeriets udtalelse ? såvel i generel
henseende som i henseende til den konkrete sag.
Efter § 16, stk. 2, foretages
der en vurdering efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, for perioden frem til
ansøgningstidspunktet.
Hypotekbanken har i
afgørelsen af 24. november 1998 vurderet en periode omfattende 1985-1993.
Finansstyrelsen har i afgørelsen af 18. marts 1999 bedømt perioden fra
1989-1993 og har begrundet denne indskrænkning således:
’Begrundelsen herfor er som
nævnt, at De indtil dette tidspunkt har betalt til pengeinstituttet i henhold
til aftale og vi betragter derfor denne betaling som passende.’
(A) har efterfølgende, i brev
af 3. maj 1999 til Finansministeriet, oplyst at der rent faktisk har været
afdraget i overensstemmelse med aftale med pengeinstituttet helt frem til
efteråret 1991. (A) er derfor af den opfattelse at periodeafgrænsningen
retteligt burde være 1992 til 1993.
Finansministeriet har i
afgørelsen af 30. marts 2000 skrevet følgende vedrørende bedømmelsesperioden:
’ opfylder De betingelserne
for at få genoptaget Deres ansøgning om eftergivelse af studielån efter de
nye
regler.
Når en ansøgning genoptages,
inddrages kun den oprindeligt bedømte periode i vurderingen.’
Jeg anmoder om en nærmere
redegørelse for fastlæggelsen af den periode der er blevet bedømt i sagen,
herunder nærmere oplysninger om dels fastlæggelsen af start- og
sluttidspunktet, jf. formuleringen ’for perioden frem til
ansøgningstidspunktet’ i § 16, stk. 2, dels baggrunden for inddragelsen
af hele
kalenderår.”
Finansstyrelsen svarede i
brev af 25. oktober 2000. Styrelsen skrev bl.a.:
”
Studiegældens alder
Folketingets Ombudsmand
ønsker oplyst, i hvilket omfang studiegældens alder indgår i afgørelsen af en
ansøgning om eftergivelse af studiegæld, idet der henvises til, at
Finansstyrelsen i brev af 18. marts 1999 har oplyst, at studiegældens alder
ikke har betydning for afgørelsen.
Under henvisning hertil skal
Finansstyrelsen præcisere, at studiegældens alder ikke indgår som et
selvstændigt element
i afgørelsen. Det
er således ikke muligt for Finansstyrelsen at eftergive studiegæld, blot
fordi
den er gammel.
Studiegældens alder indgår
dog implicit, når Finansstyrelsen skal vurdere, om en ansøgning om
eftergivelse
kan behandles, jf. lovens § 14, stk. 1 og 2. Herudover har gældens alder
betydning for længden af bedømmelsesperioden, hvis ansøgningen
realitetsbehandles,
jf. lovens § 16, stk. 1 og 2. Studiegældens alder har således en væsentlig
indflydelse på afgørelsens udformning, men udgør ikke et selvstændigt
kriterium
ved det administrative skøn.
For så vidt angår (A)’s
ansøgning om eftergivelse af studiegæld skal vi bemærke, at vi har regnet den
15-årige betalingsperiode fra 1971, hvor han har afsluttet sin første
uddannelse, jf. i det hele lovens § 14, stk. 1 og § 16, stk. 1 og 2
(tilbagebetalingen har senere været udsat på grund af fortsat uddannelse).
Der
er således ved afgørelsen taget højde for, at studiegælden er af ældre dato,
om
end dette forhold ikke i sig selv kan begrunde en yderligere eftergivelse af
gælden.
Bedømmelsesperiodens længde
Folketingets Ombudsmand
anmoder om en redegørelse for den periode, der er inddraget ved
Finansstyrelsens bedømmelse af (A)’s hidtidige betaling af studiegæld.
Under
henvisning hertil kan Finansstyrelsen oplyse, at vi ved afgørelsen har bedømt
perioden januar 1989 - november 1993, jf. lovens § 16, stk. 1, nr. 1.
For så vidt angår
periodens sluttidspunkt
skal vi bemærke,
at Finansstyrelsen alene har vurderet tilbagebetalingen frem til november
1993,
da den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløber på dette tidspunkt, jf.
lovens
§ 16, stk. 1, nr. 2. Finansstyrelsen inddrager således ikke hele kalenderår i
vurderingen, hvis betalingsperioden udløber i løbet af året. Samtidig skal vi
bemærke, at lovens § 16, stk. 2 ikke har fundet anvendelse, da den 15-årige
betalingsperiode udløber
efter
det
tidspunkt, hvor låntager har søgt om eftergivelse af studiegæld. Genoptagelse
af en tidligere afgørelse bringer ikke § 16, stk. 2 i anvendelse.
For så vidt angår
periodens starttidspunkt
, har
Finansstyrelsen vurderet betalingen fra og med 1989, da perioden 1989-1991 er
indgået i den oprindelige bedømmelse af (A)’s tilbagebetaling af
studiegæld. I
klagebehandlingen er den bedømte periode indskrænket, således at kun den
periode, der er bedømt i den tidligere afgørelse, er indgået i forbindelse
med
genoptagelse af sagen.
(A) har i brev af 3. maj 1999
til Finansministeriet stillet sig uforstående overfor Finansstyrelsens
vurdering af, at han ikke har betalt tilstrækkeligt på studiegælden i
1989-1991, da han har overholdt en betalingsaftale med pengeinstituttet frem
til efteråret 1991.
Efter en revurdering af sagen
må Finansstyrelsen tiltræde dette synspunkt, således at bedømmelsen af
låntagers betaling sammenholdt med indkomsten indskrænkes til at omfatte
1991-1993. Det fremgår af Finansstyrelsens oplysninger, at (A) har betalt en
annuitetsmæssigt fastsat ydelse i det långivende pengeinstitut i både 1989 og
1990. I 1991 har (A) kun overholdt betalingsaftalen en del af året, hvorfor
hans betaling sammenholdt med indkomsten dette år ikke anses for passende.
På denne baggrund kan
Finansstyrelsen tilbyde (A) en delvis eftergivelse på 92.300 kr., udgørende
det
for lidt betalte på studiegælden i perioden 1991-1993. Hvis (A) accepterer
afgørelsen, vil den nedsatte gæld yderligere blive reduceret med 29.500 kr.,
der er modregnet af Finansstyrelsen efter den oprindelige afgørelse.
( )”
Finansministeriet,
Personalestyrelsen, anførte i brev af 4. december 2000 bl.a.:
”Ved afgørelse af ansøgninger
om eftergivelse af studiegæld foretager Finansstyrelsen - efter § 16, stk. 1
i
lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld -
en samlet vurdering af, om låntagers hidtidige tilbagebetaling har stået i
rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagers
bruttoindkomst samt, om låntager med sin forventede fremtidige indkomst kan
betale mere af gælden inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode.
Finansstyrelsen skal ifølge
bestemmelsen foretage en bruttoindkomstvurdering, hvorved det undgås at
forskelsbehandle låntagere, alt efter hvordan de vælger at tilrettelægge
deres
private økonomi.
Ifølge lovens § 16, stk. 3,
har Finansstyrelsen mulighed for at tage hensyn til sociale forhold mv., der
i
særlig grad påvirker låntagers mulighed for at tilbagebetale studiegælden.
Finansstyrelsen har hermed mulighed for - i særlige tilfælde - at afvige fra
bruttoindkomstprincippet.
Det fremgår af bemærkningerne
til lovens § 16, at de særlige forhold, der kan begrunde en fravigelse af
bruttoindkomstprincippet, er fx udgifter i forbindelse med alvorlig sygdom,
invaliditet, særlige og omfattende forsørgerforpligtelser samt betydelige
erhvervsrelaterede udgifter.
Finansministeriet finder
herefter ikke, at der er støtte i lovgivningen for, at Finansstyrelsen alene
kan inddrage gældens alder som et kriterium for, hvorvidt studiegælden kan
eftergives.
Det faktum at ansøgers
studiegæld har nået en vis alder, kan derfor aldrig i sig selv medføre, at
gælden eftergives.
Finansministeriet kan i
øvrigt tilslutte sig Finansstyrelsens bemærkninger vedrørende betydning af
studiegældens alder, ved vurdering af ansøgninger efter § 14 og § 16, stk. 1
og
2.
I den konkrete sag kan
Finansministeriet som udgangspunkt konstatere, at det faktum, at (A)’s
studiegæld er gammel, ikke i sig selv er blevet inddraget i vurderingen af,
om
gælden kunne eftergives. Dette er efter ministeriets opfattelse korrekt.
Gældens alder har dog indirekte betydning, idet en hidtidig betalingsperiode
er
bedømt (modsat fx sager, hvor der dispenseres fra tidsfristen i § 14).
Ved bedømmelsen af (A)’s
ansøgning, er den hidtidige betaling i perioden januar 1989 til november 1993
inddraget. Finansministeriet kan i det hele tiltræde Finansstyrelsens
bemærkninger vedrørende fastlæggelsen af start- og sluttidspunktet, og
baggrunden for inddragelsen af hele kalenderår.
(A) har givet udtryk for den
opfattelse, at der har været betalt på studiegælden i overensstemmelse med
aftale med pengeinstituttet indtil 1991, og han mener derfor, at
bedømmelsesperioden bør indskrænkes til at være 1992-1993.
Finansstyrelsen har vurderet
sagen på ny og fundet, at perioden kan indskrænkes til at omfatte 1991-1993.
Finansstyrelsen bemærker, at der ikke kan ses bort fra 1991, idet (A) ikke
har
overholdt betalingsaftalen i 1991, og derfor som helhed ikke har betalt
tilstrækkeligt på gælden dette år. Det fremgår således af erindringsbrev fra
pengeinstituttet, at (A) i juni 1991 var i restance med 10.479 kr.
Finansstyrelsen har afgjort,
at studiegælden på dette grundlag kan nedskrives til 92.300 kr., der
yderligere
vil blive reduceret med et beløb på kr. 29.532,00 som er modregnet i
overskydende skat siden tidspunktet for den oprindelige afgørelse.
Finansstyrelsen vil snarest
rette henvendelse til (A) herom.
( )”
Ombudsmandens udtalelse
”Det retlige grundlag for de trufne afgørelser er indeholdt i lov om
tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld
(lovbekendtgørelse nr. 952 af 16. december 1998).
De beslutninger der er blevet truffet af henholdsvis Finansstyrelsen og
Finansministeriet om eftergivelse, må anses for afgørelser i den forstand
forvaltningsloven anvender dette udtryk, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1.
Dette indebærer at myndighederne i forbindelse med sagens behandling har
været forpligtet til at efterleve sagsbehandlingsreglerne i denne lov.
Forvaltningslovens § 19 indeholder følgende bestemmelse:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor
bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,
ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’
Ved Hypotekbankens (senere Finansstyrelsens)
afgørelse af 24. november 1998 lagde banken en oversigt over de relevante
oplysninger om lånets størrelse, afdrag herpå og om Deres indkomster i årene
1991-1993 til grund. Oplysningerne benyttedes til at vurdere om De havde
betalt
tilstrækkeligt på Deres studiegæld. Det følger af forvaltningslovens § 19,
stk.
1, at Hypotekbanken inden den traf afgørelse, burde have forelagt disse
oplysninger for Dem med henblik på at De fik lejlighed til at kommentere dem.
Oplysningerne har senere vist
sig at være delvis ukorrekte eller ufuldstændige idet Finansministeriet,
Personalestyrelsen, senere - i brev af 4. december 2000 til mig - har erkendt
at De havde overholdt tilbagebetalingsaftalen i årene 1989 og 1990, og at
gælden derfor kunne nedskrives yderligere.
Jeg finder dette forhold
beklageligt.
Jeg har gjort Finansstyrelsen
bekendt med min opfattelse.
Afgørelsen om delvis eftergivelse af gæld
Styrelsen og
ministeriet imødekom for så vidt ved afgørelserne Deres anmodning om
eftergivelse, men kun delvis. Ved afgørelsen af 24. november 1998 blev gælden
nedskrevet til 157.500 kr., og ved styrelsens afgørelse af 18. marts 1999
blev
den yderligere nedskrevet til 114.000 kr. Senere - i udtalelserne til mig -
har
myndighederne yderligere nedskrevet gælden til 92.300 kr.
Afgørelserne er som anført
truffet på grundlag af lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om
eftergivelse af studiegæld. §§ 16-16d i loven har følgende indhold:
’§ 16.
Finansstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt og i hvilket
omfang studiegælden kan eftergives, efter en samlet vurdering af, om
låntagers hidtidige tilbagebetaling har stået i
rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagers
bruttoindkomst, og
låntager med sin forventede bruttoindkomst kan betale
mere af gælden inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode, jf. §
13,
stk. 1.
Stk. 2.
Er den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløbet, træffer
Finansstyrelsen afgørelse på grundlag af en vurdering efter stk. 1, nr. 1,
for
perioden frem til ansøgningstidspunktet.
Stk. 3.
Ved vurderingen efter stk. 1 kan Finansstyrelsen tage
hensyn til sociale forhold mv., som i særlig grad påvirker låntagers mulighed
for at tilbagebetale studiegælden.
Stk. 5.
Statsgaranterede studielån samt stats- og studielån, som
eftergives helt eller delvis, overtages af Finansstyrelsen.
Stk. 6.
Finansministeren kan fastsætte regler om tilbagebetaling af
studiegæld, der ikke eftergives, herunder om forlængelse af
tilbagebetalingsperioden ud over 15 år.
Finansministeren kan
endvidere fastsætte regler om, hvilke oplysninger pengeinstitutterne og
låntager skal fremskaffe til brug for bedømmelsen af en ansøgning om
eftergivelse af studiegæld.
§ 16a.
Finansstyrelsen kan omgøre en afgørelse om hel eller delvis
eftergivelse af studiegæld, hvis
låntager har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse
med ansøgningen om eftergivelse eller
låntager ikke overholder vilkårene for en delvis
eftergivelse af gælden.
§ 16b.
Efter fornyet ansøgning kan Finansstyrelsen genoptage en
afgørelse om eftergivelse, hvis låntagers indkomstforhold forringes
væsentligt
inden for den 15-årige tilbagebetalingsperiode.
Stk. 2.
I tilfælde af genoptagelse af en afgørelse om eftergivelse
efter stk. 1 træffer Finansstyrelsen ny afgørelse efter de regler, der var
gældende på tidspunktet for den oprindelige afgørelse.
§ 16c.
Hvis låntager har anden betydelig gæld end studiegæld, kan
Finansstyrelsen henvise låntager til at søge om gældssanering efter
konkurslovens regler.
Stk. 2.
Studiegæld, der er nedskrevet efter en kendelse om
gældssanering, kan ikke eftergives efter reglerne i denne lov.
§ 16d.
Afgørelser, der træffes af Finansstyrelsen efter reglerne i
dette kapitel, kan påklages til Finansministeriet. Finansministeren kan
fastsætte nærmere regler om klageadgangen,
’
Som det ses, beror
myndighedernes afgørelser på en vurdering af om De i vurderingsperioden havde
foretaget en tilbagebetaling der stod i rimeligt forhold til Deres indkomst.
Myndighederne har forklaret at der ved vurderingen er lagt vægt på størrelsen
af Deres bruttoindkomst i den pågældende periode samt på at Deres hustru i en
periode har haft nedsat arbejdstid af hensyn til pasning af et handicappet
barn. Derimod er der ikke lagt selvstændig vægt på at gælden er gammel, eller
på at De har anden gæld, ligesom den måde denne gæld er opstået på, ikke er
blevet tillagt betydning.
Denne vurdering giver mig
ikke grundlag for kritik.
Jeg har i denne forbindelse
noteret mig at vurderingen af hvor stor en del af gælden De burde have betalt
i
den pågældende periode, svarer til det der var forudsat i lovens forarbejder,
jf. citatet foran.
Jeg kan således ikke
kritisere at myndighederne ikke har eftergivet Dem mere af gælden end sket
ved
den seneste afgørelse.
I de første afgørelser der
blev truffet om delvis eftergivelse, anvendte myndighederne loven forkert
idet
15-pct.s-reglen blev anvendt for perioder hvor De havde overholdt
afdragsaftalen med Deres bank.
Jeg finder dette forhold
uheldigt.
Styrelsen har i de breve
hvori afgørelserne er blevet meddelt Dem, ’tilbudt’ Dem en
nedskrivning af
gælden. Af brevet af 18. marts 1999 fremgik at De skulle acceptere tilbuddet,
skrive under herpå samt i den forbindelse påtage Dem at afvikle gælden med
5.000 kr. om måneden. Hvis ikke, ville tilbuddet bortfalde. Styrelsen
meddelte
Dem i brevet af 7. april 2000 at gælden nu var steget til 279.500 kr., dvs.
at
styrelsen så bort både fra styrelsens afgørelse af 16. april 1999 om at
gælden
kunne nedskrives til 114.000 kr., og ministeriets stadfæstelse heraf i brevet
af 30. marts 2000. De har i Deres klage til mig omtalt dette som en
’revolvermetode’.
Som anført foran må jeg
betragte myndighedernes beslutninger i henhold til studiegældsloven som
egentlige afgørelser om nedsættelse af Deres gæld samt om gældens fremtidige
afvikling. Der er således ikke tale om at myndighederne - hvis betingelserne
anses for opfyldt - kan tilbyde en gældsnedsættelse. Finansstyrelsen har
imidlertid formuleret sig og optrådt som om der var tale om en
aftaleindgåelse
som imidlertid ikke var blevet en realitet på grund af Deres manglende accept
af tilbuddet.
Anvendelsen af
tilbudskonstruktionen er endvidere egnet til at bibringe adressaten det
(fejlagtige) indtryk at han/hun afskærer sig fra at klage samt forpligter sig
til en bestemt afviklingsordning. Ligeledes kan aftalekonstruktionen medvirke
til at det også bliver uklart for myndigheden om der er tale om en afgørelse
i
forvaltningslovens forstand.
Styrelsen burde efter min
mening ikke have benyttet udtrykket ’tilbyde’, ligesom styrelsen
var
uberettiget til at se bort fra at styrelsen og senere ministeriet
havde
truffet afgørelse om nedsættelse
af gælden som var bindende for myndighederne. Det forhold at De havde klaget
over styrelsens afgørelse til Finansministeriet, berettigede således ikke
styrelsen til at se bort fra nedsættelsen da styrelsen den 7. april 2000
opgjorde gælden over for Dem.
Jeg har gjort Finansstyrelsen
bekendt med min opfattelse.
Finansministeriet
Finansministeriet
burde efter min mening have påtalt over for Finansstyrelsen at
Finansstyrelsen traf
afgørelsen af 24. november 1998 uden forinden at partshøre Dem i
overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Endvidere mener jeg at
Finansministeriet burde have påtalt over for styrelsen at anvende udtrykket
’tilbyde’.”
Lignende dokumenter
- 1986 BTL 160 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TILSKUD TIL AFVIKLING AF STUDIEGÆLD OG OM EFTERGIVELSE AF STUDIEGÆLD NR L 160 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 890 Retsinformation · 21. maj 1988
- Spørgsmål om pengeinstituts administration af statsgaranteret studielån. Det finansielle ankenævn · 8. januar 1997
- SKAT har truffet afgørelse om, at klagerens gæld til det offentlige vedrørende to SU-lån samt underholdsbidrag med tilhørende renter ikke er forældet Landsskatteretten · 6. december 2017
- 1991 LSF 147 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATENS UDDANNELSESSTØTTE (ÆNDRING AF EGENINDKOMSTBEGREBET OG OPGØRELSEN AF INDKOMSTGRUNDLAGET SAMT ÆNDRINGER SOM FØLGE AF RESSORTOMLÆGNING FRA UNDERVISNINGS- OG FORSKNINGSMINISTERIET TIL FINANSMINISTERIET) Retsinformation · 27. december 1991
- C.A.11.2.3.3 Lån optaget i forbindelse med uddannelse og tilskud til afvikling Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 1987 LSF 251 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PERSONSKATTELOVEN (LEMPELSE AF FORMUESKAT) Retsinformation · 21. maj 1988