Spring til indhold

Retsinformation

Eftergivelse af studiegæld

FOU nr 2002.93UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Eftergivelse af studiegæld

Den 31.

december 1984 udgjorde studielånet 199.463 kr. Som følge af rentetilskrivning

steg det i de følgende år til 222.691 kr. (31. december 1985), 234.666 kr.

(31.

december 1986) og 252.815 kr. (31. december 1987). I 1988 faldt gælden til

238.105 kr. (31. december 1988). I 1989 faldt gælden til 221.036 kr. (31.

december 1989). Den 31. december 1990 var den faldet til 205.218 kr. A’s

ægtefælles studiegæld udgjorde den 31. december 1991 27.369 kr.

Den 18. juli 1991 meddelte

A’s bank Statens Uddannelsesstøtte at A trods flere påkrav ikke havde

betalt en

restance på 10.479 kr.

I årene 1989, 1990 og 1991

havde A og A’s ægtefælle en årlig bruttoindkomst på henholdsvis ca.

635.000

kr., ca. 678.000 kr. og ca. 827.000 kr. I alt tilbagebetalte A i denne

periode

151.000 kr. på sin og ægtefællens studiegæld. I 1992 havde A en bruttoindtægt

på 537.000 kr., og dette år tilbagebetalte A ca. 9.000 kr. på ægtefællens

studiegæld. Den 19. februar 1993 var A’s studiegæld noteret til 222.695

kr.

Den 8. november 1992 indgav A

ansøgning til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om

eftergivelse af studiegæld. A henviste til at der nu var gået mere end 12 år

fra det tidspunkt da A’s tilbagebetalingsforpligtelse var begyndt.

Hypotekbanken afslog i brev

af 24. februar 1993. Banken skrev bl.a.:

”Af de medsendte bilag

fremgår, at Deres husstands bruttoindkomst i årene 1989, 1990 og 1991

Læs alt

udgjorde

henholdsvis kr. 635.432, kr. 678.889 og kr. 827.948 samt at der i samme

periode

er indbetalt kr. 151.483 på Deres og Deres ægtefælles studiegæld.

Deres studiegæld kan pr. 19/2

1993 opgøres til i alt kr. 222.625, hvortil kommer Deres ægtefælles

studiegæld

pr. 31/12 1991 opgjort til kr. 27.369.

På baggrund af indsendte

lønsedler skønner Hypotekbanken, at den fremtidige bruttoindkomst for

husstanden vil udgøre ca. kr. 576.700.

Det fremgår endvidere af

ansøgningen, at De ejer fast ejendom vurderet til i alt kr. 1.048.400.

Pantegælden udgør ifølge Deres oplysninger kr. 968.000. Det er ikke oplyst,

hvorledes pantegælden er fordelt på matrikelnumrene. Der er således en samlet

friværdi på minimum kr. 80.400. Bruttohuslejen udgør kr. 17.304 pr. måned

incl.

varme.

Endelig fremgår det af

ansøgningen, at De ejer bil til værdi af 93.000 samt indestående på

kapitalpension på kr. 353.000.

Hypotekbanken skal i den

anledning meddele, at man ikke kan imødekomme Deres ansøgning.

Efter lovens § 14 stk. 4 skal

afgørelsen træffes på grundlag af en vurdering af Deres

tilbagebetalingsvilje,

gældens størrelse, størrelsen af det beløb De har afviklet samt Deres

erhvervs-, indtjenings- og tilbagebetalingsevne.

Hypotekbanken har ved

afgørelsen særligt lagt vægt på, at de hidtil indbetalte beløb i 1989, 1990

og

1991 ikke står i rimeligt forhold til erhvervs- og indtjeningsevnen i samme

periode, størrelsen af bruttoboligudgiften samt størrelsen af husstandens

formue i form af friværdi i ejendomme, kapitalpension samt bil sammenholdt

med

studiegældens størrelse.”

A rettede på ny henvendelse

til Hypotekbanken som i brev af 27. august 1993 svarede således:

”

Afgørelsen er truffet på grundlag

af en samlet vurdering af Deres økonomiske og personlige forhold.

De har i klagen anført, at

friværdien er negativ, idet der er pant for skattegæld og øvrige gældsposter.

Kapitalpensionen er sagen uvedkommende, idet beløbet ikke er til rådighed og

indbetalingerne er tvungne.

Videre anfører De, at bilen

er nødvendig som transportmiddel til arbejde og tjenestekørsel.

Med hensyn til

tilbagebetalingsviljen, anfører De, at afdragene er bestemt af

pengeinstituttet, og at der fortsat betales på Deres ægtefælles studiegæld i

henhold til aftale.

Endelig anfører De, at den

fremtidige indkomst er skønnet for højt. De mener, der bør tages hensyn til

at

bruttoindkomsten nu er 40% mindre end i 1991 samt at størrelsen af den

samlede

gæld er på kr. 1.721.000.

Det fremgår af sagen, at

husstandens bruttoindkomster i 1989, 1990 og 1991 udgjorde henholdsvis ca.

kr.

635.000, ca. kr. 678.000 og ca. kr. 827.000. Der er i denne periode

tilbagebetalt ca. kr. 151.000 på Deres og Deres ægtefælles studiegæld.

Ifølge Deres egne oplysninger

udgjorde husstandens bruttoindkomst i 1992 ca. kr. 537.000. Der er dette år

tilbagebetalt ca. kr. 9.000 på Deres ægtefælles studiegæld.

På grundlag af indsendte

lønsedler vurderes husstandens fremtidige indkomst at ville udgøre ca. kr.

570.000. Uanset at indkomsten er reduceret i forhold til Deres

husstandsindkomst i 1991, finder Hypotekbanken at den fortsat repræsenterer

en

betydelig tilbagebetalingsevne.

Hypotekbanken er enig med Dem

i, at kapitalpensionen, der efter Deres oplysninger indgår som et led i Deres

arbejdsforhold ikke kan indgå i vurderingen af Deres tilbagebetalingsevne.

Værdien af Deres bil og

størrelsen af Deres bruttoboligydelse, der udgør ca. kr. 17.000 månedligt er

dog langt højere end Hypotekbanken normalt accepterer, ligesom der må lægges

vægt på, at De har megen anden gæld end studiegæld og pantegæld.

I 1989, 1990, 1991 og 1992

var husstandens indkomster så store at en tilbagebetaling, der stod i

rimeligt

forhold til Deres indtjenings- og tilbagebetalingsevne ville have betydet, at

der kunne have været afviklet et større beløb på studiegælden.

Den omstændighed at De har

overholdt en afviklingsaftale, som er indgået med Deres pengeinstitut, kan

ikke

nødvendigvis tages som udtryk for at der er udvist tilstrækkelig

tilbagebetalingsvilje i en eftergivelsessituation.

Ved vurderingen af om der i

en eftergivelsessituation er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje tager

Hypotekbanken udgangspunkt i ansøgers tilbagebetalingsevne.

Tilbagebetalingsevnen vurderes alene ud fra de samlede bruttoindkomstforhold.

Betaling af anden gæld samt en i øvrigt stram privatøkonomi, indgår således

heller ikke i Hypotekbankens vurdering af om der er udvist tilstrækkelig

tilbagebetalingsvilje.

Det kan oplyses, at

Hypotekbanken normalt lægger indkomstforholdene for de sidste 3 år til grund

ved behandlingen af en eftergivelsesansøgning, men at det naturligvis

forudsættes, at der er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje i hele

afviklingsperioden.

Hypotekbanken finder ikke at

indtægtsnedgangen vil få indflydelse på afgørelsen. Størrelsen af den

fremtidige indkomst danner fortsat grundlag for en betydelig tilbagebetaling

af

Deres studiegæld uagtet at der sideløbende tilbagebetales på Deres ægtefælles

studiegæld.

Hypotekbanken må derfor

fastholde den trufne afgørelse.

”

Finansministeriets

budgetdepartement stadfæstede i brev af 24. januar 1994 Hypotekbankens

afslag.

Ministeriet anførte bl.a.:

”Finansministeriet skal

derfor meddele, at ministeriet efter en gennemgang af Deres sag ikke finder

anledning til at tilsidesætte Hypotekbankens afgørelse.

Ministeriet har herved lagt

vægt på, at der er foretaget en samlet vurdering af Deres

tilbagebetalingsvilje, størrelsen af Deres studiegæld, størrelsen af det

beløb

De har afviklet på Deres studiegæld samt Deres erhvervs-, indtjenings- og

tilbagebetalingsevne.

Finansministeriet kan

tilslutte sig, at Hypotekbanken på baggrund af denne vurdering har skønnet,

at

Deres hidtil udviste tilbagebetalingsvilje ikke har stået i rimeligt forhold

til Deres indtjenings- og tilbagebetalingsevne samt, at Deres fremtidige

tilbagebetalingsevne skønnes at danne grundlag for en betydelig

tilbagebetaling

af Deres studiegæld. I den forbindelse skal det bemærkes, at der i

vurderingen

af Deres tilbagebetalingsevne alene tages hensyn til Deres bruttoindtægter.

Ovennævnte betingelser for at

opnå eftergivelse af studiegæld, er fastsat af Folketinget i lov nr. 54 af

05.02.1993 om eftergivelse af studiegæld.

Finansministeriet kan i

øvrigt henholde sig til Hypotekbankens breve af 27. august og 10. september

1993.”

Den 25. marts 1998 indgav A

ansøgning til Hypotekbanken om at sagen blev genoptaget. A henviste i

ansøgningen til at han var blevet opsagt fra sin stilling, samt til at han

var

blevet 50 år.

I et brev af 24. november

1998 svarede Hypotekbanken A bl.a. således:

”Efter en ændring af reglerne

om eftergivelse af studiegæld pr. 1. januar 1998 skal Hypotekbanken ikke

længere inddrage låntagers eventuelle ægtefælle eller samlever i vurderingen

af

låntagers mulighed for tilbagebetaling, ligesom formue, herunder friværdi i

fast ejendom, ikke har betydning for, om studiegæld kan eftergives. Derudover

medfører de nye regler en ændret vurdering af, hvad der er tilstrækkelig

tilbagebetaling af studiegæld i eftergivelsessammenhæng.

Vi gør opmærksom på, at vi

ved genoptagelsen af Deres ansøgning har vurderet Deres forhold på det

oprindelige afgørelsestidspunkt.

Hypotekbanken finder efter en

ny vurdering af Deres ansøgning, at De opfylder betingelserne for en delvis

eftergivelse af Deres studiegæld, jf. lovens § 13, stk. 1. Hypotekbanken

tilbyder Dem derfor, at studiegælden nedskrives til 157.500 kr.

De skal tilbagebetale

restgælden, der er rentefri, til Hypotekbanken med 5.000 kr. hver den 1. i

måneden, første gang 1.1.1999.

Såfremt De ønsker at benytte

Dem af ovennævnte tilbud, skal vi bede Dem om inden 14 dage fra dato at

tilbagesende den vedlagte genpart forsynet med Deres underskrift.

Hører vi ikke fra Dem inden

udløbet af ovennævnte frist, bortfalder ovennævnte tilbud.

Såfremt De accepterer

Hypotekbankens tilbud om en delvis eftergivelse af Deres studiegæld, vil De

modtage girokort på beløbet. Hypotekbanken kan ikke bevilge Dem henstand med

tilbagebetalingen.

Hypotekbanken forbeholder sig

ret til at modregne i Deres overskydende skat og andre tilgodehavender hos

det

offentlige. Vi vil modregne, selvom De overholder tilbagebetalingen.

Efter § 16, stk. 1, skal

Hypotekbanken træffe afgørelsen efter en samlet vurdering af, om:

·

Deres hidtidige tilbagebetaling af

studiegælden har stået i et rimeligt forhold til gældens størrelse og alder

eller til Deres bruttoindkomst, og

·

De med Deres forventede fremtidige

bruttoindkomst kan betale mere af gælden inden udløbet af den 15-årige

tilbagebetalingsperiode.

For så vidt angår den

hidtidige tilbagebetaling af studiegæld, er en annuitetsmæssig ydelse, der er

fastsat ud fra studiegældens størrelse og alder, altid en passende

tilbagebetaling.

For så vidt angår den

hidtidige og den fremtidige tilbagebetaling af studiegæld er en

indkomstbestemt

ydelse, der udgør mindst 15% af den del af Deres bruttoindkomst, der

overstiger

det gældende dagpengeniveau, en passende tilbagebetaling. Deres konkrete

budget

indgår ikke i vurderingen, men særlige udgifter i forbindelse med alvorlig

sygdom, invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser samt

betydelige erhvervsrelaterede udgifter kan fratrækkes i Deres mulighed for

tilbagebetaling. Hvis De er enlig forsørger, fratrækker vi et fast årligt

beløb

pr. hjemmeboende barn under 18 år.

Som det fremgår af

oversigten, vurderer Hypotekbanken, at De forud for det oprindelige

afgørelsestidspunkt ikke har betalt tilstrækkeligt på studiegælden. Selvom De

har overholdt tilbagebetalingen af Deres studiegæld, betyder det ikke

nødvendigvis, at De i eftergivelsessammenhæng har betalt passende på

studiegælden. Således er det Deres opgave at sørge for, at studiegælden altid

tilbagebetales med mindst 15% af den del af Deres bruttoindkomst, der

overstiger det gældende dagpengeniveau.

Det for lidt betalte beløb

kan Hypotekbanken ikke eftergive.

Da den 15-årige

tilbagebetalingsperiode er gået, har Hypotekbanken kun vurderet, om De i den

bedømte periode har betalt tilstrækkeligt på Deres studiegæld. Uanset Deres

nuværende indkomstforhold kan Hypotekbanken ikke se bort fra, at De tidligere

har betalt for lidt på studiegælden.

Ved vurderingen af, om der

hidtil er betalt passende på studiegælden, ser Hypotekbanken normalt kun på

en

periode på 3 år forud for ansøgningen. Da der i den treårige periode ikke er

betalt tilstrækkeligt på studiegælden, har vi udvidet

bedømmelsesperioden.”

Af en vedlagt beregning til

brug for sagen fremgik at der nu var gået 23 år fra afslutningen af

uddannelsen

til første ansøgningsdato, og at der havde været en periode på 5 år og 7

måneder hvor A ikke betalte af på gælden. For den beregnede periode - 1991,

1992 og 1993 - var A’s evne til at betale tilbage blevet beregnet til

henholdsvis 76.262 kr., 33.876 kr. og 32.445 kr. Rent faktisk havde A kun

betalt 36.872 kr. i 1991. Han manglede således at betale 39.390 kr. i 1991,

33.876

i 1992 og 32.445 kr. i 1993.

A’s reststudiegæld på

ansøgningstidspunktet var på 387.277 kr. Herfra trak Hypotekbanken 158.970

kr.

som ikke kunne eftergives. Herefter beregnedes eftergivelsesbeløbet til

168.307

kr. Dette beløb blev derpå trukket fra den samlede gæld som kunne nedskrives

fra 327.277 kr. til 157.500 kr.

I et brev af 27. november

1998 protesterede A til Hypotekbanken imod bankens afgørelse. A gjorde bl.a.

gældende

at

han ikke havde kunnet

betale mere af på studiegælden end sket fordi han skulle betale af på en

skattegæld,

at

familiens indkomst var

reduceret fordi hans hustru havde deltidsarbejde på grund af et handicappet

barn,

at

han havde overholdt

betalingsaftalen med den bank der havde ydet ham studielånet, samt

at

kartoffelkuren havde undermineret

hans økonomi. A henviste yderligere til at han i bevillingsperioden

(1985-1993)

sammenlagt havde afdraget 224.386 kr. hvilket var mere end der rent faktisk

var

lånt.

Hypotekbanken betragtede

dette brev som en klage og sendte sagen videre til Finansministeriet.

Finansministeriet, Finansstyrelsen, ændrede i brev af 18. marts 1999

Hypotekbankens afgørelse således at A’s studiegæld blev nedskrevet til

114.000

kr., og således at den blev afdraget med 5.000 kr. om måneden. Styrelsen

skrev

bl.a.:

”Finansstyrelsen har i brev

af 24. november 1998 tilbudt Dem en delvis eftergivelse af studiegælden, hvor

studiegælden kunne nedskrives til 157.500 kr. og betales med 5.000 kr. om

måneden.

Ved brev af 27. november 1998

har De afslået dette tilbud og klaget over Finansstyrelsens bedømmelse af

Deres

ansøgning om eftergivelse af studiegæld.

I den anledning har

Finansstyrelsen foretaget en ny vurdering af Deres ansøgning og kan herefter

tilbyde Dem en delvis eftergivelse, hvor studiegælden nedskrives til 114.000

kr. og betales med 5.000 om måneden.

Afgørelse af 24. november

1998, hvor Finansstyrelsen tilbød Dem en delvis nedskrivning af Deres

studiegæld, var en genoptagelse af Deres tidligere ansøgning om eftergivelse

af

studiegæld. Ved genoptagelsen har vi behandlet Deres ansøgning efter reglerne

i

lov nr. 1087 af 29. december 1997. Ved genoptagelsen er forholdene på det

oprindelige ansøgningstidspunkt lagt til grund for afgørelsen. Således har

Finansstyrelsen vurderet, at De i perioden 1985 og indtil udløbet af den

15-årige

garanti, kunne have tilbagebetalt væsentligt mere på Deres studiegæld.

I klagen gør De yderligere

gældende, at Finansstyrelsen ikke har taget hensyn til, at De i flere

perioder

har afviklet på skattegæld. Derudover gør De gældende, at De finder det

besynderligt, at Finansstyrelsen nu vurderer, at der er betalt for lidt på

studiegælden, når De gennem årene har indgået aftaler om studielånets

tilbagebetaling, som er blevet accepteret af pengeinstituttet. De skriver, at

Deres betalingsevne svarer nøje til den tilbagebetalingsaftale, som De indgik

i

perioden 1985-1993.

Hertil kan vi oplyse, at

Finansstyrelsen anvender et bruttoindkomstprincip for at ligestille låntagere

i

eftergivelsessammenhæng. Det fremgår af forarbejderne til lov om eftergivelse

af studiegæld, at kun helt særlige omstændigheder - fx alvorlig sygdom,

invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser, betydelige

erhvervsrelaterede udgifter - kan begrunde, at Finansstyrelsen fraviger

bruttoindkomstprincippet.

Rammerne for Finansstyrelsens

vurdering af, hvad der i eftergivelsessammenhæng kan betragtes som passende

tilbagebetaling af studiegæld, er fastlagt i forarbejderne til loven. Således

er den hidtidige tilbagebetaling passende, hvis låntager løbende har betalt

et

beløb svarende til mindst 15% af den del af låntagers bruttoindkomst, som

overstiger dagpengeniveauet i perioden.

Da De har indgået og

overholdt betalingsaftaler med Deres pengeinstitut, har vi ved den nye

vurdering af Deres ansøgning kun bedømt perioden 1989-1993. Begrundelsen

herfor

er som nævnt, at De indtil dette tidspunkt har betalt til pengeinstituttet i

henhold til aftale og vi betragter derfor denne betaling som passende. Det er

dog stadig vores vurdering, at De ikke har tilbagebetalt passende på

studiegælden i den bedømte periode. Den del af studiegælden, som De burde

have

tilbagebetalt, kan vi ikke eftergive.

De skriver ydermere i klagen,

at Deres ægtefælle på grund af pasning af Deres ene barn, har haft

deltidsarbejde, og at familien derfor i en periode hovedsageligt er blevet

forsørget af Deres indkomst.

I den forbindelse skal

Finansstyrelsen gøre opmærksom på, at Deres ægtefælles indkomster som

udgangspunkt ikke indgår i vurderingen af Deres muligheder for at

tilbagebetale

på studiegælden. Således er det udelukkende Deres bruttoindkomster, som

ligger

til grund for afgørelsen. Finansstyrelsen kan som nævnt ovenfor give

reduktioner i særlige tilfælde, herunder byrdefulde forsørgerforpligtelser.

Således kan Finansstyrelsen tage hensyn til, at Deres ene barn er handikappet

og i den forbindelse give Dem reduktioner herfor. De har ikke med klagen

indsendt dokumentation for sådanne byrdefulde forsørgerudgifter.

Finansstyrelsen har dog

vurderet, at De i den bedømte periode har haft en ekstraordinær

forsørgerbyrde,

som bør give anledning til reduktioner og vi har derfor foretaget en ny

vurdering af Deres muligheder for at tilbagebetale på studiegælden.

De nævner i klagen, at

Finansstyrelsen burde have taget hensyn til studiegældens og Deres alder samt

det, at kartoffelkuren har haft en vis indflydelse på Deres muligheder for at

betale gælden.

Hertil kan Finansstyrelsen

bemærke, at det i lovens § 16, stk. 1 entydigt er fastslået, at

Finansstyrelsen

skal vurdere ansøgerens hidtidige og fremtidige muligheder for at

tilbagebetale

på studiegælden.

Studiegældens alder,

ansøgerens alder eller de økonomiske konsekvenser af politiske indgreb indgår

ikke i vurderingen af en ansøgning om eftergivelse af studiegæld.”

I et brev af 9. april 1999

til Finansstyrelsen henviste A yderligere til at hans daværende partner i

1985

pludselig døde og efterlod ham med en fælles kassekredit som stadig er en del

af hans bankgæld.

Finansstyrelsen traf ny

afgørelse den 16. april 1999. Styrelsen skrev bl.a.:

”Ved brev af 18. marts 1999

har Finansstyrelsen tilbudt Dem en delvis eftergivelse, hvor Deres studiegæld

kan nedskrives til 114.000 kr. De har ikke accepteret dette tilbud.

I brev af 9. (april) 1999 har

De yderligere kommentarer til den nævnte eftergivelse af Deres studiegæld. De

nævner blandt andet, at Finansstyrelsen i brev af 18. marts 1999 endnu ikke

har

kommenteret, at De i flere perioder har afviklet på skattegæld.

Vi skal bemærke, at afvikling

af skattegæld ikke har betydning for bedømmelsen af Deres hidtidige betaling

på

studiegælden i eftergivelsessammenhæng.

Begrundelsen herfor er, at

Finansstyrelsen i eftergivelsessammenhæng, som nævnt i brev af 18. marts

1999,

benytter sig af et bruttoindkomstprincip for at kunne ligestille alle

ansøgere.

Således er det Deres bruttoindkomster for de pågældende bedømmelsesår, som

ligger til grund for Finansstyrelsens vurdering af Deres muligheder for at

betale på studiegælden.

Deres skattegæld indgår ikke

i bedømmelsen af Deres hidtidige mulighed for tilbagebetaling af

studiegælden,

fordi stiftelsen af skattegæld ligestilles med optagelsen af et privat

banklån.

De har således, inden kravet om tilbagebetalingen af skatten opstod, fået

pengene udbetalt og derigennem haft pengene til Deres rådighed.

Finansstyrelsens bedømmelse

af Deres muligheder for tilbagebetaling af studiegælden beror således

udelukkende på, om De har betalt passende på studiegælden i forhold til Deres

bruttoindkomster. En passende betaling i henhold til loven er 15% af den del

af

Deres bruttoindkomster, som overstiger dagpengeniveauet.

Finansstyrelsens

administrative praksis i forbindelse med inddrivelsen af Deres misligholdte

studiegæld er eftergivelsesvurderingen uvedkommende, da det i loven entydigt

er

slået fast, hvad der i eftergivelsessammenhæng forstås ved passende

tilbagebetaling.

I brevet nævner De endnu et

argument, som De mener bør medtages ved Finansstyrelsens vurdering af Deres

muligheder for betaling. De oplyser, at Deres samarbejdspartner i 1985 afgik

ved døden og, at De var tvunget til at stifte gæld.

Hertil skal vi bemærke, at

Finansstyrelsen ikke har mulighed for at medtage dette som et hensyn i

eftergivelsessammenhæng, idet bedømmelsen af muligheder for tilbagebetaling

på

studiegælden alene beror på en vurdering af Deres bruttoindkomster. Vi skal

desuden gøre opmærksom på, at perioden omkring 1985 ikke er medtaget i den

tilbudte eftergivelse af 18. marts 1999, hvor vi kan nedskrive studiegælden

til

114.000.

Da vi således ikke har fundet

anledning til at ændre afgørelsen af 18. marts 1999, er dette tilbud stadig

gældende og vi har derfor d.d. oversendt Deres klage til Finansministeriet

til

endelig afgørelse.”

Styrelsen sendte sagen videre

til Finansministeriet.

I et brev af 3. maj 1999 til

Finansministeriet fremsatte A yderligere bemærkninger til sagen. A henviste

til

at hans månedsløn kun var 38.000 kr., og at han var opsagt fra sit arbejde

med

udgangen af maj måned 1999.

Ministeriet tiltrådte i brev

af 30. marts 2000 Finansstyrelsens afgørelse af 16. april 1999. Ministeriet

anførte bl.a.:

”Afgørelse om eftergivelse

skal på den baggrund træffes efter en samlet vurdering af, om låntagerens

hidtidige tilbagebetaling har stået i et rimeligt forhold til gældens

størrelse

og alder eller til låntagerens bruttoindkomst, jf. eftergivelseslovens § 16,

stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.

Studiegælden eftergives

fuldstændigt, hvis der er betalt med, hvad der svarer til, annuitetsmæssigt

fastsatte ydelser. Dette er tilfældet, hvor ydelserne har en størrelse, så

studiegælden vil være tilbagebetalt inden garantiperioden udløber. Er der

ikke

betalt med, hvad der svarer til, annuitetsmæssige ydelser, kan der ske

fuldstændig eftergivelse, hvis låntageren har tilbagebetalt med et beløb

svarende til mindst 15 pct. af den del af låntagerens bruttoindkomst, som

overstiger dagpengeniveauet.

For at undgå at

forskelsbehandle låntagere, indgår låntagerens konkrete budget ikke i

vurderingen. Kun helt særlige omstændigheder - fx udgifter i forbindelse med

alvorlig sygdom, invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser

samt

betydelige erhvervsrelaterede udgifter - kan bevirke, at

bruttoindkomstprincippet fraviges.

Det fremgår af sagen, at

Deres kone har arbejdet deltid for at tage sig af Deres handikappede barn.

Dette forhold har Finansstyrelsen vurderet er en særlig

forsørgerforpligtelse,

som berettiger til reduktioner i den beregnede tilbagebetalingsevne. De

øvrige

forhold, som De nævner i Deres klage, kan efter Finansministeriets vurdering

ikke føre til en fravigelse af bruttoindkomstprincippet.

Har låntageren betalt mindre,

end 15 pct. af den del af låntagerens bruttoindkomst, som overstiger

dagpengeniveauet, vil studiegælden blive nedsat til det beløb, der udgør

forskellen mellem en tilbagebetaling svarende til de før omtalte 15 pct. og

det

faktisk tilbagebetalte beløb.

Studiegælden vil ikke kunne nedsættes

til et beløb, der er mindre end det, der er betalt for lidt i forhold til

låntagerens betalingsmulighed. Det er i den forbindelse uden betydning om

hidtidige betalingsaftaler med Finansstyrelsen er overholdt.

Finansministeriet er enig i

Finansstyrelsens vurdering af, at De ikke har afdraget gælden med ydelser

svarende til annuitetsmæssigt fastsatte ydelser.

Finansministeriet kan

endvidere tilslutte sig Finansstyrelsens beregning af Deres

tilbagebetalingsevne.

Finansministeriet kan i

øvrigt henholde sig til Finansstyrelsens udtalelse af 16. april 1999.

Den meget sene besvarelse af

Deres klage beklages dybt.”

I et brev af 7. april 2000

meddelte Finansstyrelsen A at gælden nu udgjorde 279.530 kr. Egentlig burde A

tilbagebetale gælden med 5.500 kr. månedligt. Under hensyn til A’s

indkomstforhold for 1998 kunne styrelsen dog acceptere at han betalte 4.500

kr.

månedligt.

Derpå indgav A klage til mig,

bl.a. over de trufne afgørelser. A fandt endvidere Finansstyrelsens

behandling

”lemfældig og overfladisk”. A skrev videre at styrelsen efter hans

mening

anvendte ”revolvermetoder” i forbindelse med tilbuddet om at

eftergive en del

af studiegælden ved bl.a. helt at trække tilbuddet tilbage uden grund.

Den 7. juli 2000 anmodede jeg

Finansstyrelsen og Finansministeriet om udtalelser om A’s klage. Jeg bad

specielt myndighederne svare på følgende:

”Lovbekendtgørelse nr. 952 af

16. december 1998 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse

af

studiegæld indeholder i § 16 følgende bestemmelse:

’§ 16.

Finansstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt og i hvilket

omfang studiegælden kan eftergives, efter en samlet vurdering af, om

låntagers hidtidige

tilbagebetaling har stået i rimeligt forhold til gældens størrelse og alder

eller til låntagers bruttoindkomst, og

Stk. 2.

Er den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløbet, træffer

Finansstyrelsen afgørelse på grundlag af en vurdering efter stk. 1, nr. 1,

for

perioden frem til ansøgningstidspunktet.

’

Af bemærkninger til § 16

(Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 367) fremgår bl.a. følgende:

’For det første vurderer

Hypotekbanken, om låntager indtil afgørelsestidspunktet har tilbagebetalt

studiegælden med passende ydelser. Har låntager hidtil tilbagebetalt gælden

med

en annuitetsmæssigt fastsat ydelse, er der betalt passende på studiegælden.

Er

det ikke tilfældet, anses den hidtidige betaling for passende, hvis låntager

løbende har betalt et beløb svarende til mindst 15% af den del af låntagers

bruttoindkomst, som overstiger dagpengeniveauet i den pågældende periode.

Hvis låntager søger om

eftergivelse af studiegæld efter udløbet af den 15-årige periode, foretager

Hypotekbanken en vurdering af, om låntager har betalt studiegælden med

passende

ydelser frem til ansøgningstidspunktet.’

(A) har i brev af 27. november

1998 til Hypotekbanken argumenteret for en eftergivelse af studiegælden ved

at

henvise til at studielånet blev optaget i 1967 (studielånets alder).

Finansstyrelsen har i afgørelsen af 18. marts 1999 anført at studiegældens

alder ikke indgår i vurderingen af en ansøgning om eftergivelse af

studiegæld.

Jeg anmoder om at

Finansministeriets bemærkninger til det som Finansstyrelsen har anført i

brevet

af 18. marts 1999, fremgår af ministeriets udtalelse ? såvel i generel

henseende som i henseende til den konkrete sag.

Efter § 16, stk. 2, foretages

der en vurdering efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, for perioden frem til

ansøgningstidspunktet.

Hypotekbanken har i

afgørelsen af 24. november 1998 vurderet en periode omfattende 1985-1993.

Finansstyrelsen har i afgørelsen af 18. marts 1999 bedømt perioden fra

1989-1993 og har begrundet denne indskrænkning således:

’Begrundelsen herfor er som

nævnt, at De indtil dette tidspunkt har betalt til pengeinstituttet i henhold

til aftale og vi betragter derfor denne betaling som passende.’

(A) har efterfølgende, i brev

af 3. maj 1999 til Finansministeriet, oplyst at der rent faktisk har været

afdraget i overensstemmelse med aftale med pengeinstituttet helt frem til

efteråret 1991. (A) er derfor af den opfattelse at periodeafgrænsningen

retteligt burde være 1992 til 1993.

Finansministeriet har i

afgørelsen af 30. marts 2000 skrevet følgende vedrørende bedømmelsesperioden:

’ opfylder De betingelserne

for at få genoptaget Deres ansøgning om eftergivelse af studielån efter de

nye

regler.

Når en ansøgning genoptages,

inddrages kun den oprindeligt bedømte periode i vurderingen.’

Jeg anmoder om en nærmere

redegørelse for fastlæggelsen af den periode der er blevet bedømt i sagen,

herunder nærmere oplysninger om dels fastlæggelsen af start- og

sluttidspunktet, jf. formuleringen ’for perioden frem til

ansøgningstidspunktet’ i § 16, stk. 2, dels baggrunden for inddragelsen

af hele

kalenderår.”

Finansstyrelsen svarede i

brev af 25. oktober 2000. Styrelsen skrev bl.a.:

”

Studiegældens alder

Folketingets Ombudsmand

ønsker oplyst, i hvilket omfang studiegældens alder indgår i afgørelsen af en

ansøgning om eftergivelse af studiegæld, idet der henvises til, at

Finansstyrelsen i brev af 18. marts 1999 har oplyst, at studiegældens alder

ikke har betydning for afgørelsen.

Under henvisning hertil skal

Finansstyrelsen præcisere, at studiegældens alder ikke indgår som et

selvstændigt element

i afgørelsen. Det

er således ikke muligt for Finansstyrelsen at eftergive studiegæld, blot

fordi

den er gammel.

Studiegældens alder indgår

dog implicit, når Finansstyrelsen skal vurdere, om en ansøgning om

eftergivelse

kan behandles, jf. lovens § 14, stk. 1 og 2. Herudover har gældens alder

betydning for længden af bedømmelsesperioden, hvis ansøgningen

realitetsbehandles,

jf. lovens § 16, stk. 1 og 2. Studiegældens alder har således en væsentlig

indflydelse på afgørelsens udformning, men udgør ikke et selvstændigt

kriterium

ved det administrative skøn.

For så vidt angår (A)’s

ansøgning om eftergivelse af studiegæld skal vi bemærke, at vi har regnet den

15-årige betalingsperiode fra 1971, hvor han har afsluttet sin første

uddannelse, jf. i det hele lovens § 14, stk. 1 og § 16, stk. 1 og 2

(tilbagebetalingen har senere været udsat på grund af fortsat uddannelse).

Der

er således ved afgørelsen taget højde for, at studiegælden er af ældre dato,

om

end dette forhold ikke i sig selv kan begrunde en yderligere eftergivelse af

gælden.

Bedømmelsesperiodens længde

Folketingets Ombudsmand

anmoder om en redegørelse for den periode, der er inddraget ved

Finansstyrelsens bedømmelse af (A)’s hidtidige betaling af studiegæld.

Under

henvisning hertil kan Finansstyrelsen oplyse, at vi ved afgørelsen har bedømt

perioden januar 1989 - november 1993, jf. lovens § 16, stk. 1, nr. 1.

For så vidt angår

periodens sluttidspunkt

skal vi bemærke,

at Finansstyrelsen alene har vurderet tilbagebetalingen frem til november

1993,

da den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløber på dette tidspunkt, jf.

lovens

§ 16, stk. 1, nr. 2. Finansstyrelsen inddrager således ikke hele kalenderår i

vurderingen, hvis betalingsperioden udløber i løbet af året. Samtidig skal vi

bemærke, at lovens § 16, stk. 2 ikke har fundet anvendelse, da den 15-årige

betalingsperiode udløber

efter

det

tidspunkt, hvor låntager har søgt om eftergivelse af studiegæld. Genoptagelse

af en tidligere afgørelse bringer ikke § 16, stk. 2 i anvendelse.

For så vidt angår

periodens starttidspunkt

, har

Finansstyrelsen vurderet betalingen fra og med 1989, da perioden 1989-1991 er

indgået i den oprindelige bedømmelse af (A)’s tilbagebetaling af

studiegæld. I

klagebehandlingen er den bedømte periode indskrænket, således at kun den

periode, der er bedømt i den tidligere afgørelse, er indgået i forbindelse

med

genoptagelse af sagen.

(A) har i brev af 3. maj 1999

til Finansministeriet stillet sig uforstående overfor Finansstyrelsens

vurdering af, at han ikke har betalt tilstrækkeligt på studiegælden i

1989-1991, da han har overholdt en betalingsaftale med pengeinstituttet frem

til efteråret 1991.

Efter en revurdering af sagen

må Finansstyrelsen tiltræde dette synspunkt, således at bedømmelsen af

låntagers betaling sammenholdt med indkomsten indskrænkes til at omfatte

1991-1993. Det fremgår af Finansstyrelsens oplysninger, at (A) har betalt en

annuitetsmæssigt fastsat ydelse i det långivende pengeinstitut i både 1989 og

1990. I 1991 har (A) kun overholdt betalingsaftalen en del af året, hvorfor

hans betaling sammenholdt med indkomsten dette år ikke anses for passende.

På denne baggrund kan

Finansstyrelsen tilbyde (A) en delvis eftergivelse på 92.300 kr., udgørende

det

for lidt betalte på studiegælden i perioden 1991-1993. Hvis (A) accepterer

afgørelsen, vil den nedsatte gæld yderligere blive reduceret med 29.500 kr.,

der er modregnet af Finansstyrelsen efter den oprindelige afgørelse.

( )”

Finansministeriet,

Personalestyrelsen, anførte i brev af 4. december 2000 bl.a.:

”Ved afgørelse af ansøgninger

om eftergivelse af studiegæld foretager Finansstyrelsen - efter § 16, stk. 1

i

lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld -

en samlet vurdering af, om låntagers hidtidige tilbagebetaling har stået i

rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagers

bruttoindkomst samt, om låntager med sin forventede fremtidige indkomst kan

betale mere af gælden inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode.

Finansstyrelsen skal ifølge

bestemmelsen foretage en bruttoindkomstvurdering, hvorved det undgås at

forskelsbehandle låntagere, alt efter hvordan de vælger at tilrettelægge

deres

private økonomi.

Ifølge lovens § 16, stk. 3,

har Finansstyrelsen mulighed for at tage hensyn til sociale forhold mv., der

i

særlig grad påvirker låntagers mulighed for at tilbagebetale studiegælden.

Finansstyrelsen har hermed mulighed for - i særlige tilfælde - at afvige fra

bruttoindkomstprincippet.

Det fremgår af bemærkningerne

til lovens § 16, at de særlige forhold, der kan begrunde en fravigelse af

bruttoindkomstprincippet, er fx udgifter i forbindelse med alvorlig sygdom,

invaliditet, særlige og omfattende forsørgerforpligtelser samt betydelige

erhvervsrelaterede udgifter.

Finansministeriet finder

herefter ikke, at der er støtte i lovgivningen for, at Finansstyrelsen alene

kan inddrage gældens alder som et kriterium for, hvorvidt studiegælden kan

eftergives.

Det faktum at ansøgers

studiegæld har nået en vis alder, kan derfor aldrig i sig selv medføre, at

gælden eftergives.

Finansministeriet kan i

øvrigt tilslutte sig Finansstyrelsens bemærkninger vedrørende betydning af

studiegældens alder, ved vurdering af ansøgninger efter § 14 og § 16, stk. 1

og

2.

I den konkrete sag kan

Finansministeriet som udgangspunkt konstatere, at det faktum, at (A)’s

studiegæld er gammel, ikke i sig selv er blevet inddraget i vurderingen af,

om

gælden kunne eftergives. Dette er efter ministeriets opfattelse korrekt.

Gældens alder har dog indirekte betydning, idet en hidtidig betalingsperiode

er

bedømt (modsat fx sager, hvor der dispenseres fra tidsfristen i § 14).

Ved bedømmelsen af (A)’s

ansøgning, er den hidtidige betaling i perioden januar 1989 til november 1993

inddraget. Finansministeriet kan i det hele tiltræde Finansstyrelsens

bemærkninger vedrørende fastlæggelsen af start- og sluttidspunktet, og

baggrunden for inddragelsen af hele kalenderår.

(A) har givet udtryk for den

opfattelse, at der har været betalt på studiegælden i overensstemmelse med

aftale med pengeinstituttet indtil 1991, og han mener derfor, at

bedømmelsesperioden bør indskrænkes til at være 1992-1993.

Finansstyrelsen har vurderet

sagen på ny og fundet, at perioden kan indskrænkes til at omfatte 1991-1993.

Finansstyrelsen bemærker, at der ikke kan ses bort fra 1991, idet (A) ikke

har

overholdt betalingsaftalen i 1991, og derfor som helhed ikke har betalt

tilstrækkeligt på gælden dette år. Det fremgår således af erindringsbrev fra

pengeinstituttet, at (A) i juni 1991 var i restance med 10.479 kr.

Finansstyrelsen har afgjort,

at studiegælden på dette grundlag kan nedskrives til 92.300 kr., der

yderligere

vil blive reduceret med et beløb på kr. 29.532,00 som er modregnet i

overskydende skat siden tidspunktet for den oprindelige afgørelse.

Finansstyrelsen vil snarest

rette henvendelse til (A) herom.

( )”

Ombudsmandens udtalelse

”Det retlige grundlag for de trufne afgørelser er indeholdt i lov om

tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld

(lovbekendtgørelse nr. 952 af 16. december 1998).

De beslutninger der er blevet truffet af henholdsvis Finansstyrelsen og

Finansministeriet om eftergivelse, må anses for afgørelser i den forstand

forvaltningsloven anvender dette udtryk, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1.

Dette indebærer at myndighederne i forbindelse med sagens behandling har

været forpligtet til at efterleve sagsbehandlingsreglerne i denne lov.

Forvaltningslovens § 19 indeholder følgende bestemmelse:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,

må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor

bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,

ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’

Ved Hypotekbankens (senere Finansstyrelsens)

afgørelse af 24. november 1998 lagde banken en oversigt over de relevante

oplysninger om lånets størrelse, afdrag herpå og om Deres indkomster i årene

1991-1993 til grund. Oplysningerne benyttedes til at vurdere om De havde

betalt

tilstrækkeligt på Deres studiegæld. Det følger af forvaltningslovens § 19,

stk.

1, at Hypotekbanken inden den traf afgørelse, burde have forelagt disse

oplysninger for Dem med henblik på at De fik lejlighed til at kommentere dem.

Oplysningerne har senere vist

sig at være delvis ukorrekte eller ufuldstændige idet Finansministeriet,

Personalestyrelsen, senere - i brev af 4. december 2000 til mig - har erkendt

at De havde overholdt tilbagebetalingsaftalen i årene 1989 og 1990, og at

gælden derfor kunne nedskrives yderligere.

Jeg finder dette forhold

beklageligt.

Jeg har gjort Finansstyrelsen

bekendt med min opfattelse.

Afgørelsen om delvis eftergivelse af gæld

Styrelsen og

ministeriet imødekom for så vidt ved afgørelserne Deres anmodning om

eftergivelse, men kun delvis. Ved afgørelsen af 24. november 1998 blev gælden

nedskrevet til 157.500 kr., og ved styrelsens afgørelse af 18. marts 1999

blev

den yderligere nedskrevet til 114.000 kr. Senere - i udtalelserne til mig -

har

myndighederne yderligere nedskrevet gælden til 92.300 kr.

Afgørelserne er som anført

truffet på grundlag af lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om

eftergivelse af studiegæld. §§ 16-16d i loven har følgende indhold:

’§ 16.

Finansstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt og i hvilket

omfang studiegælden kan eftergives, efter en samlet vurdering af, om

låntagers hidtidige tilbagebetaling har stået i

rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagers

bruttoindkomst, og

låntager med sin forventede bruttoindkomst kan betale

mere af gælden inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode, jf. §

13,

stk. 1.

Stk. 2.

Er den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløbet, træffer

Finansstyrelsen afgørelse på grundlag af en vurdering efter stk. 1, nr. 1,

for

perioden frem til ansøgningstidspunktet.

Stk. 3.

Ved vurderingen efter stk. 1 kan Finansstyrelsen tage

hensyn til sociale forhold mv., som i særlig grad påvirker låntagers mulighed

for at tilbagebetale studiegælden.

Stk. 5.

Statsgaranterede studielån samt stats- og studielån, som

eftergives helt eller delvis, overtages af Finansstyrelsen.

Stk. 6.

Finansministeren kan fastsætte regler om tilbagebetaling af

studiegæld, der ikke eftergives, herunder om forlængelse af

tilbagebetalingsperioden ud over 15 år.

Finansministeren kan

endvidere fastsætte regler om, hvilke oplysninger pengeinstitutterne og

låntager skal fremskaffe til brug for bedømmelsen af en ansøgning om

eftergivelse af studiegæld.

§ 16a.

Finansstyrelsen kan omgøre en afgørelse om hel eller delvis

eftergivelse af studiegæld, hvis

låntager har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse

med ansøgningen om eftergivelse eller

låntager ikke overholder vilkårene for en delvis

eftergivelse af gælden.

§ 16b.

Efter fornyet ansøgning kan Finansstyrelsen genoptage en

afgørelse om eftergivelse, hvis låntagers indkomstforhold forringes

væsentligt

inden for den 15-årige tilbagebetalingsperiode.

Stk. 2.

I tilfælde af genoptagelse af en afgørelse om eftergivelse

efter stk. 1 træffer Finansstyrelsen ny afgørelse efter de regler, der var

gældende på tidspunktet for den oprindelige afgørelse.

§ 16c.

Hvis låntager har anden betydelig gæld end studiegæld, kan

Finansstyrelsen henvise låntager til at søge om gældssanering efter

konkurslovens regler.

Stk. 2.

Studiegæld, der er nedskrevet efter en kendelse om

gældssanering, kan ikke eftergives efter reglerne i denne lov.

§ 16d.

Afgørelser, der træffes af Finansstyrelsen efter reglerne i

dette kapitel, kan påklages til Finansministeriet. Finansministeren kan

fastsætte nærmere regler om klageadgangen,

’

Som det ses, beror

myndighedernes afgørelser på en vurdering af om De i vurderingsperioden havde

foretaget en tilbagebetaling der stod i rimeligt forhold til Deres indkomst.

Myndighederne har forklaret at der ved vurderingen er lagt vægt på størrelsen

af Deres bruttoindkomst i den pågældende periode samt på at Deres hustru i en

periode har haft nedsat arbejdstid af hensyn til pasning af et handicappet

barn. Derimod er der ikke lagt selvstændig vægt på at gælden er gammel, eller

på at De har anden gæld, ligesom den måde denne gæld er opstået på, ikke er

blevet tillagt betydning.

Denne vurdering giver mig

ikke grundlag for kritik.

Jeg har i denne forbindelse

noteret mig at vurderingen af hvor stor en del af gælden De burde have betalt

i

den pågældende periode, svarer til det der var forudsat i lovens forarbejder,

jf. citatet foran.

Jeg kan således ikke

kritisere at myndighederne ikke har eftergivet Dem mere af gælden end sket

ved

den seneste afgørelse.

I de første afgørelser der

blev truffet om delvis eftergivelse, anvendte myndighederne loven forkert

idet

15-pct.s-reglen blev anvendt for perioder hvor De havde overholdt

afdragsaftalen med Deres bank.

Jeg finder dette forhold

uheldigt.

Styrelsen har i de breve

hvori afgørelserne er blevet meddelt Dem, ’tilbudt’ Dem en

nedskrivning af

gælden. Af brevet af 18. marts 1999 fremgik at De skulle acceptere tilbuddet,

skrive under herpå samt i den forbindelse påtage Dem at afvikle gælden med

5.000 kr. om måneden. Hvis ikke, ville tilbuddet bortfalde. Styrelsen

meddelte

Dem i brevet af 7. april 2000 at gælden nu var steget til 279.500 kr., dvs.

at

styrelsen så bort både fra styrelsens afgørelse af 16. april 1999 om at

gælden

kunne nedskrives til 114.000 kr., og ministeriets stadfæstelse heraf i brevet

af 30. marts 2000. De har i Deres klage til mig omtalt dette som en

’revolvermetode’.

Som anført foran må jeg

betragte myndighedernes beslutninger i henhold til studiegældsloven som

egentlige afgørelser om nedsættelse af Deres gæld samt om gældens fremtidige

afvikling. Der er således ikke tale om at myndighederne - hvis betingelserne

anses for opfyldt - kan tilbyde en gældsnedsættelse. Finansstyrelsen har

imidlertid formuleret sig og optrådt som om der var tale om en

aftaleindgåelse

som imidlertid ikke var blevet en realitet på grund af Deres manglende accept

af tilbuddet.

Anvendelsen af

tilbudskonstruktionen er endvidere egnet til at bibringe adressaten det

(fejlagtige) indtryk at han/hun afskærer sig fra at klage samt forpligter sig

til en bestemt afviklingsordning. Ligeledes kan aftalekonstruktionen medvirke

til at det også bliver uklart for myndigheden om der er tale om en afgørelse

i

forvaltningslovens forstand.

Styrelsen burde efter min

mening ikke have benyttet udtrykket ’tilbyde’, ligesom styrelsen

var

uberettiget til at se bort fra at styrelsen og senere ministeriet

havde

truffet afgørelse om nedsættelse

af gælden som var bindende for myndighederne. Det forhold at De havde klaget

over styrelsens afgørelse til Finansministeriet, berettigede således ikke

styrelsen til at se bort fra nedsættelsen da styrelsen den 7. april 2000

opgjorde gælden over for Dem.

Jeg har gjort Finansstyrelsen

bekendt med min opfattelse.

Finansministeriet

Finansministeriet

burde efter min mening have påtalt over for Finansstyrelsen at

Finansstyrelsen traf

afgørelsen af 24. november 1998 uden forinden at partshøre Dem i

overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Endvidere mener jeg at

Finansministeriet burde have påtalt over for styrelsen at anvende udtrykket

’tilbyde’.”

Lignende dokumenter