Spring til indhold

Retsinformation

Klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige.

FOU nr 1989.54UdtalelserFolketinget17. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige.

A rettede henvendelse om

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 564 af 23. september 1988 om

klagevejledning for civilforsvarets værnepligtige. Bekendtgørelsen har

følgende indhold:

"I henhold til § 25,

stk. 2, i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, og efter

forhandling med justitsministeren fastsættes følgende:

§ 1. Vejledning om

værnepligtiges mulighed for at klage over afgørelser, truffet af

civilforsvarskorpsets afdelinger og af det kommunale civilforsvar, gives i

deres grundbøger.

§ 2. Bekendtgørelsen træder i

kraft den 1. november 1988."

Bekendtgørelsen er udstedt i

henhold til forvaltningslovens § 25, stk. 2. Lovens § 25 indeholder følgende

bestemmelser:

"§ 25. Afgørelser, som

kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles

skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af

klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder

om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver

den

pågældende part medhold.

Stk. 2.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren

fastsætte regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor

særlige forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end

nævnt i stk. 1."

I bemærkningerne til

Læs alt

forvaltningslovens § 25, stk. 2, (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp.

166 med henvisning til s. 59 og 60 i betænkning nr. 657, 1972 om begrundelse

af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v.) peges der på

muligheden

for, at der i medfør af bestemmelsen indføres en ordning, hvorefter

klagevejledning

gives i reglementsbøger og lign., når det kan give anledning til praktiske

vanskeligheder at give individuel klagevejledning, og det samtidig er muligt

at give fyldestgørende klagevejledning generelt.

Indenrigsministeriet bad i en

skrivelse af 15. marts 1988 Justitsministeriet om bemærkninger til, at en

bekendtgørelse

som den gennemførte blev udstedt og redegjorde i denne forbindelse på

følgende

måde for behovet for fastsættelse af en særlig ordning:

"Ifølge § 25, stk. 1, i

forvaltningsloven skal negative, skriftlige afgørelser, der kan påklages til

anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en klagevejledning.

Efter denne bestemmelse skal

en stor del af de afgørelser, der træffes af CF-korpsets afdelinger og af det

kommunale civilforsvar vedrørende ansøgninger fra værnepligtige, ledsages af

en klagevejledning i hvert enkelt tilfælde. Som eksempler herpå kan nævnes

afgørelser, der ikke fuldt ud imødekommer værnepligtiges ansøgninger om

friheder, om helbredsbetinget fritagelse i den daglige tjeneste, herunder for

at skulle bære bestemte munderingsgenstande, samt om særlige

uddannelsesfunktioner.

Denne fremgangsmåde er administrativt

besværlig og tung i forbindelse med den daglige uddannelse af de

værnepligtige.

Indenrigsministeriet finder

derfor, at det vil være mere praktisk, at klagevejledningen gives i de

værnepligtiges grundbøger, der er de værnepligtiges ejendom og udleveres i

forbindelse med det første fremmøde på kasernen. Det er samtidig ministeriets

opfattelse, at hensynet til de værnepligtige tilgodeses fuldtud ved denne

fremgangsmåde.

..."

Justitsministeriet svarede i

skrivelse af 22. august 1988 og bemærkede bl.a.:

"...

Det er en forudsætning for at

fravige kravet om individuel klagevejledning, at klagevejledningen gives til

alle, der efter forvaltningslovens regler har krav herpå.

I den forbindelse kan der

være grund til at pege på, at forvaltningslovens regler om klagevejledning

kun gælder for sager, hvori der træffes afgørelse, det vil sige udfærdiges

retsakter, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et

foreliggende tilfælde, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115.

Beslutninger,

der er led i udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed, som f.eks.

bestemmelse om på hvilke tjenesteområder den pågældende først skal gøre

tjeneste, er efter Justitsministeriets opfattelse ikke afgørelser i

forvaltningslovens forstand og er derfor ikke omfattet af reglerne om

klagevejledning. Det samme gælder beslutninger om, hvor på kasernen den

pågældende skal bo, og andre beslutninger, der ikke har karakter af retlige

afgørelser,

truffet efter en konkret, individuel vurdering, men er et led i den

almindelige ledelse og fordeling af arbejdet m.v. på kasernen. Der er dog

ikke

efter forvaltningslovens regler noget til hinder for, at vedkommende

myndighed af egen drift fastsætter almindelige regler for personalet om, at

der

tillige gives klagevejledning i forbindelse med visse beslutninger inden for

faktisk forvaltningsvirksomhed.

På den baggrund har

Justitsministeriet ingen indvendinger mod de foreslåede regler.

..."

Ifølge de oplysninger, der

var forelagt for mig, blev der i praksis givet klagevejledning til

Civilforsvarets værnepligtige efter følgende retningslinier:

Grundbog for CF-korpsets

menige (Grundbogen) udfærdiget af Civilforsvarsstyrelsen i 1985, som

udleveres til de værnepligtige i forbindelse med fremmøde på kaserne,

indeholder

side 15-16 følgende beskrivelse af klagemulighederne:

"2.5. Klager

Er en værnepligtig utilfreds

med en afgørelse, der træffes efter ansøgning, eller med en foresat, kan han

klage.

A. Klage over afgørelser

Får en værnepligtig afslag på

en ansøgning, eller imødekommes hans ansøgning ikke fuldt ud, skal

afgørelsen,

når den meddeles skriftligt, være begrundet i medfør af forvaltningsloven.

Meddeles afgørelsen mundtligt, kan han inden for en frist på 14 dage forlange

en skriftlig begrundelse. Er den værnepligtige ikke tilfreds med afgørelsen,

og ønsker han at klage, kan han gøre dette ved at skrive til:

Civilforsvarsstyrelsen, Vordingborggade 18, 2100 København Ø. Når

Civilforsvarsstyrelsen har truffet sin afgørelse i sagen, vil den

værnepligtige

blive underrettet herom.

Ønsker den værnepligtige at

klage over Civilforsvarsstyrelsens afgørelse, kan han gøre dette ved at

skrive til: Indenrigsministeriet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København

K, der er den øverste administrative myndighed for Civilforsvaret. Når

Indenrigsministeriet har truffet sin afgørelse, vil den værnepligtige blive

underrettet

herom.

Hvis den værnepligtige heller

ikke er tilfreds med Indenrigsministeriets afgørelse, er der endelig

mulighed for at klage til Folketingets ombudsmand i henhold til

ombudsmandsloven. Ombudsmanden kan kun realitetsbehandle en klage, hvis

klagemulighederne i øvrigt er udtømte.

Er den værnepligtige i tvivl

om, hvorledes en sag kan indbringes for en højere myndighed, vil han kunne

søge

oplysning herom hos sine foresatte.

B. Klage over en foresat

Hvis en værnepligtig er

utilfreds med en foresat, kan han klage over ham.

En klage kan fremføres

mundtligt eller skriftligt for tjenestestedets chef

.

Såfremt flere

ønsker at klage i forening, skal 2 af dem på de øvriges vegne fremføre den

fælles klage. Klages der skriftligt, skal klagen indeholde oplysning om

samtlige klageres numre og navne.

Klageren (klagerne) har ret

til at drøfte klagen med sin talsmand. Såfremt talsmanden er indforstået

hermed, kan denne sammen med eller i stedet for klageren fremføre klagen.

Er klageren ikke tilfreds med

chefens afgørelse, og ønsker han at klage, kan han gøre dette ved at skrive

til Civilforsvarsstyrelsen.

Ønsker den værnepligtige at

klage over Civilforsvarsstyrelsens afgørelse, kan han gøre dette ved at

skrive til Indenrigsministeriet

.

Hvis den værnepligtige heller

ikke er tilfreds med denne afgørelse, er der endelig mulighed for at klage

til

Folketingets ombudsmand. Men det er vigtigt altid at huske, at en sag ikke

kan

behandles af ombudsmanden, før den minister, som har med sagen at gøre, har

truffet en afgørelse.

2.6. Forebyggelse af klager

over en foresat

Det er naturligvis bedst,

hvis den værnepligtige prøver at få sagen afsluttet på en for alle parter

tilfredsstillende måde, inden han fremsætter en klage.

Tror den værnepligtige, at

der sker uret ved en befaling, kan han derfor, hvis det ikke sinker

tjenesten,

gøre den foresatte opmærksom på det, således at der bliver mulighed for at få

sagen udjævnet. En sådan henvendelse må ikke ske ved, at den værnepligtige på

stedet svarer igen eller viser misstemning over for den foresatte. Om

nødvendigt

kan han på et senere tidspunkt henvende sig til befalingsmanden og bede om

en forklaring. Hvis denne forklaring ikke tilfredsstiller ham, kan han

derefter indgive klage.

Det er vigtigt, at den

værnepligtige, som tænker på at klage, overvejer sagen grundigt og gør sig

klart, om han ikke selv ved sin egen opførsel har givet anledning til det,

der

er sket. Har den værnepligtige besluttet sig til at klage, må man

selvfølgelig nøje holde sig til sandheden. Menige, der ikke selv har været

genstand for den tiltale eller den behandling, som omtales i klagen, må ikke

være med til at klage, men kan naturligvis blive afhørt som vidner.

Er den menige i tvivl om

klagereglerne, vil han altid kunne søge oplysning hos sine foresatte, der har

ansvaret for, at der ydes korrekt vejledning.

Værnepligtige talsmænd, der

handler på andre værnepligtiges vegne, kan, før klagen indgives, søge

vejledning hos den stedlige socialkonsulent, som har pligt til at yde

vejledning, eventuelt efter at han - uden udgift for den, der søger råd - har

fået juridisk bistand."

I tjenestevejledning for

K-værnepligtige i det kommunale civilforsvar (Tjenestevejledning) udfærdiget

af Civilforsvarsstyrelsen i 1987 er som rettelsesblad af april måned 1988

indlagt en beskrivelse af klagemulighederne, som i alt væsentligt svarer

til beskrivelsen af den ovenfor citerede grundbog - dog er afsnittet om

forebyggelse af klage udeladt.

Vejledning for anvendelse af

disciplinarmidler på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige

m.fl. udfærdiget af Civilforsvarsstyrelsen i 1978 indeholder side 12-13 en

generel beskrivelse af mulighederne for at påklage afgørelser om

disciplinarmidler til henholdsvis Disciplinarnævnet og Ankenævnet. Under

punkterne 8 og 10 om henholdsvis "Disciplinarsagens gennemførelse"

og "Disciplinarnævnet" er det udtrykkeligt anført, at

disciplinarmyndigheden

skal sikre sig, at klageren er bekendt med reglerne om klage.

Klagemulighederne vedrørende

anvendelse af disciplinarmidler er generelt beskrevet side 57 i Grundbogen og

side 78 i Tjenestevejledningen.

A gjorde i klagen til mig

gældende, dels at bekendtgørelse nr. 564 af 1988 savner hjemmel, dels at den

ordning, der er gennemført som alternativ til forvaltningslovens § 25, stk.

1, ikke var tilstrækkeligt betryggende.

Indenrigsministeriet afviste

i en udtalelse i anledning af klagen - under henvisning til oplysningerne

ovenfor

om baggrunden for udstedelse af bekendtgørelsen og den måde,

klagevejledning gives i praksis - begge indsigelser.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Idet jeg henviser til

det, der er anført ovenfor om forarbejdsbemærkningerne til forvaltningslovens

§ 25, stk. 2, skal jeg først bemærke, at der ikke er tvivl om, at

bestemmelsen

indeholder bemyndigelse for indenrigsministeren til efter forhandling med

justitsministeren

administrativt at fravige bestemmelsen i stk. 1, samt at afvigelsen kan gå ud

på, at der i stedet for individuel klagevejledning gives en generel

klagevejledning

i reglementsbøger eller lignende, dvs. netop sådanne ordninger, som er

gennemført inden for Civilforsvarets område.

Den generelle vejledning om

klagemulighederne i henholdsvis Grundbogen og Tjenestevejledningen

vedrørende afgørelser om uddannelsesforløbet samt over foresattes optræden må

efter min mening anses for lige så betryggende som individuel vejledning i

forbindelse med meddelelse af den enkelte afgørelse. Når det samtidig tages

i betragtning, at vejledningen også omfatter faktisk optræden og dermed går

videre end pligten i forvaltningslovens § 25, stk. 1, har jeg for så vidt

ikke

bemærkninger til denne del af klagevejledningsordningen.

Jeg finder dog at burde pege

på, at afsnittet om "Forebyggelse af klager" s. 16 i Grundbogen i

visse passager er holdt i en formanende stil, som kan befrygtes at virke

hæmmende også i forhold til berettigede klager.

Bemærkningen det anførte sted

om, at menige, der ikke selv har været genstand for den tiltale eller

behandling,

som omtales i klagen, ikke "må være med til at klage", finder jeg

uheldig og misvisende. Jeg skal herved henvise til, at der ikke i øvrigt ses

at være støtte i lovgivningen for den opfattelse, at vidner til en episode,

som ønskes påklaget, generelt skulle være afskåret fra at stå som

medunderskrivere

af klagen. Hertil kommer, at det i forvaltningslovens § 8, stk. 1, er

bestemt,

at "den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre." Formuleringen i

Grundbogens s. 16 kan give det indtryk, at en sådan repræsentation er

begrænset

til talsmænd for så vidt angår de dér omtalte klagesager.

Jeg har samtidig hermed

henstillet til Indenrigsministeriet at søge den pågældende vending

omformuleret i forbindelse med en kommende revision af Grundbogen, samt bedt

ministeriet underrette mig om resultatet af min henstilling.

For så vidt angår klager over

disciplinarmidler må jeg forstå ordningen således, at der udover den

generelle

klagevejledning i henholdsvis Grundbogen og Tjenestevejledningen gives

individuel klagevejledning i forbindelse med meddelelsen af afgørelsen. I

forhold til disse afgørelser er der således i praksis ikke gennemført en

fravigelse af forvaltningslovens § 25, stk. 1, og denne del af klageordningen

kan derfor ikke give mig grundlag for kritik. Da der i praksis ikke synes at

være behov for at fravige pligten i forvaltningslovens § 25, stk. 1, til at

give individuel klagevejledning for så vidt angår afgørelser om

disciplinarmidler, har jeg henstillet til Indenrigsministeriet at overveje at

lade klage over disse afgørelser udgå af bekendtgørelse nr. 564 af 23.

september 1988. Jeg har udbedt mig underretning om resultatet af ministeriets

overvejelser."

Lignende dokumenter