Klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige.
A rettede henvendelse om
Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 564 af 23. september 1988 om
klagevejledning for civilforsvarets værnepligtige. Bekendtgørelsen har
følgende indhold:
"I henhold til § 25,
stk. 2, i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, og efter
forhandling med justitsministeren fastsættes følgende:
§ 1. Vejledning om
værnepligtiges mulighed for at klage over afgørelser, truffet af
civilforsvarskorpsets afdelinger og af det kommunale civilforsvar, gives i
deres grundbøger.
§ 2. Bekendtgørelsen træder i
kraft den 1. november 1988."
Bekendtgørelsen er udstedt i
henhold til forvaltningslovens § 25, stk. 2. Lovens § 25 indeholder følgende
bestemmelser:
"§ 25. Afgørelser, som
kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles
skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af
klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder
om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver
den
pågældende part medhold.
Stk. 2.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor
særlige forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end
nævnt i stk. 1."
I bemærkningerne til
Læs alt
forvaltningslovens § 25, stk. 2, (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp.
166 med henvisning til s. 59 og 60 i betænkning nr. 657, 1972 om begrundelse
af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v.) peges der på
muligheden
for, at der i medfør af bestemmelsen indføres en ordning, hvorefter
klagevejledning
gives i reglementsbøger og lign., når det kan give anledning til praktiske
vanskeligheder at give individuel klagevejledning, og det samtidig er muligt
at give fyldestgørende klagevejledning generelt.
Indenrigsministeriet bad i en
skrivelse af 15. marts 1988 Justitsministeriet om bemærkninger til, at en
bekendtgørelse
som den gennemførte blev udstedt og redegjorde i denne forbindelse på
følgende
måde for behovet for fastsættelse af en særlig ordning:
"Ifølge § 25, stk. 1, i
forvaltningsloven skal negative, skriftlige afgørelser, der kan påklages til
anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en klagevejledning.
Efter denne bestemmelse skal
en stor del af de afgørelser, der træffes af CF-korpsets afdelinger og af det
kommunale civilforsvar vedrørende ansøgninger fra værnepligtige, ledsages af
en klagevejledning i hvert enkelt tilfælde. Som eksempler herpå kan nævnes
afgørelser, der ikke fuldt ud imødekommer værnepligtiges ansøgninger om
friheder, om helbredsbetinget fritagelse i den daglige tjeneste, herunder for
at skulle bære bestemte munderingsgenstande, samt om særlige
uddannelsesfunktioner.
Denne fremgangsmåde er administrativt
besværlig og tung i forbindelse med den daglige uddannelse af de
værnepligtige.
Indenrigsministeriet finder
derfor, at det vil være mere praktisk, at klagevejledningen gives i de
værnepligtiges grundbøger, der er de værnepligtiges ejendom og udleveres i
forbindelse med det første fremmøde på kasernen. Det er samtidig ministeriets
opfattelse, at hensynet til de værnepligtige tilgodeses fuldtud ved denne
fremgangsmåde.
..."
Justitsministeriet svarede i
skrivelse af 22. august 1988 og bemærkede bl.a.:
"...
Det er en forudsætning for at
fravige kravet om individuel klagevejledning, at klagevejledningen gives til
alle, der efter forvaltningslovens regler har krav herpå.
I den forbindelse kan der
være grund til at pege på, at forvaltningslovens regler om klagevejledning
kun gælder for sager, hvori der træffes afgørelse, det vil sige udfærdiges
retsakter, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et
foreliggende tilfælde, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115.
Beslutninger,
der er led i udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed, som f.eks.
bestemmelse om på hvilke tjenesteområder den pågældende først skal gøre
tjeneste, er efter Justitsministeriets opfattelse ikke afgørelser i
forvaltningslovens forstand og er derfor ikke omfattet af reglerne om
klagevejledning. Det samme gælder beslutninger om, hvor på kasernen den
pågældende skal bo, og andre beslutninger, der ikke har karakter af retlige
afgørelser,
truffet efter en konkret, individuel vurdering, men er et led i den
almindelige ledelse og fordeling af arbejdet m.v. på kasernen. Der er dog
ikke
efter forvaltningslovens regler noget til hinder for, at vedkommende
myndighed af egen drift fastsætter almindelige regler for personalet om, at
der
tillige gives klagevejledning i forbindelse med visse beslutninger inden for
faktisk forvaltningsvirksomhed.
På den baggrund har
Justitsministeriet ingen indvendinger mod de foreslåede regler.
..."
Ifølge de oplysninger, der
var forelagt for mig, blev der i praksis givet klagevejledning til
Civilforsvarets værnepligtige efter følgende retningslinier:
Grundbog for CF-korpsets
menige (Grundbogen) udfærdiget af Civilforsvarsstyrelsen i 1985, som
udleveres til de værnepligtige i forbindelse med fremmøde på kaserne,
indeholder
side 15-16 følgende beskrivelse af klagemulighederne:
"2.5. Klager
Er en værnepligtig utilfreds
med en afgørelse, der træffes efter ansøgning, eller med en foresat, kan han
klage.
A. Klage over afgørelser
Får en værnepligtig afslag på
en ansøgning, eller imødekommes hans ansøgning ikke fuldt ud, skal
afgørelsen,
når den meddeles skriftligt, være begrundet i medfør af forvaltningsloven.
Meddeles afgørelsen mundtligt, kan han inden for en frist på 14 dage forlange
en skriftlig begrundelse. Er den værnepligtige ikke tilfreds med afgørelsen,
og ønsker han at klage, kan han gøre dette ved at skrive til:
Civilforsvarsstyrelsen, Vordingborggade 18, 2100 København Ø. Når
Civilforsvarsstyrelsen har truffet sin afgørelse i sagen, vil den
værnepligtige
blive underrettet herom.
Ønsker den værnepligtige at
klage over Civilforsvarsstyrelsens afgørelse, kan han gøre dette ved at
skrive til: Indenrigsministeriet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København
K, der er den øverste administrative myndighed for Civilforsvaret. Når
Indenrigsministeriet har truffet sin afgørelse, vil den værnepligtige blive
underrettet
herom.
Hvis den værnepligtige heller
ikke er tilfreds med Indenrigsministeriets afgørelse, er der endelig
mulighed for at klage til Folketingets ombudsmand i henhold til
ombudsmandsloven. Ombudsmanden kan kun realitetsbehandle en klage, hvis
klagemulighederne i øvrigt er udtømte.
Er den værnepligtige i tvivl
om, hvorledes en sag kan indbringes for en højere myndighed, vil han kunne
søge
oplysning herom hos sine foresatte.
B. Klage over en foresat
Hvis en værnepligtig er
utilfreds med en foresat, kan han klage over ham.
En klage kan fremføres
mundtligt eller skriftligt for tjenestestedets chef
.
Såfremt flere
ønsker at klage i forening, skal 2 af dem på de øvriges vegne fremføre den
fælles klage. Klages der skriftligt, skal klagen indeholde oplysning om
samtlige klageres numre og navne.
Klageren (klagerne) har ret
til at drøfte klagen med sin talsmand. Såfremt talsmanden er indforstået
hermed, kan denne sammen med eller i stedet for klageren fremføre klagen.
Er klageren ikke tilfreds med
chefens afgørelse, og ønsker han at klage, kan han gøre dette ved at skrive
til Civilforsvarsstyrelsen.
Ønsker den værnepligtige at
klage over Civilforsvarsstyrelsens afgørelse, kan han gøre dette ved at
skrive til Indenrigsministeriet
.
Hvis den værnepligtige heller
ikke er tilfreds med denne afgørelse, er der endelig mulighed for at klage
til
Folketingets ombudsmand. Men det er vigtigt altid at huske, at en sag ikke
kan
behandles af ombudsmanden, før den minister, som har med sagen at gøre, har
truffet en afgørelse.
2.6. Forebyggelse af klager
over en foresat
Det er naturligvis bedst,
hvis den værnepligtige prøver at få sagen afsluttet på en for alle parter
tilfredsstillende måde, inden han fremsætter en klage.
Tror den værnepligtige, at
der sker uret ved en befaling, kan han derfor, hvis det ikke sinker
tjenesten,
gøre den foresatte opmærksom på det, således at der bliver mulighed for at få
sagen udjævnet. En sådan henvendelse må ikke ske ved, at den værnepligtige på
stedet svarer igen eller viser misstemning over for den foresatte. Om
nødvendigt
kan han på et senere tidspunkt henvende sig til befalingsmanden og bede om
en forklaring. Hvis denne forklaring ikke tilfredsstiller ham, kan han
derefter indgive klage.
Det er vigtigt, at den
værnepligtige, som tænker på at klage, overvejer sagen grundigt og gør sig
klart, om han ikke selv ved sin egen opførsel har givet anledning til det,
der
er sket. Har den værnepligtige besluttet sig til at klage, må man
selvfølgelig nøje holde sig til sandheden. Menige, der ikke selv har været
genstand for den tiltale eller den behandling, som omtales i klagen, må ikke
være med til at klage, men kan naturligvis blive afhørt som vidner.
Er den menige i tvivl om
klagereglerne, vil han altid kunne søge oplysning hos sine foresatte, der har
ansvaret for, at der ydes korrekt vejledning.
Værnepligtige talsmænd, der
handler på andre værnepligtiges vegne, kan, før klagen indgives, søge
vejledning hos den stedlige socialkonsulent, som har pligt til at yde
vejledning, eventuelt efter at han - uden udgift for den, der søger råd - har
fået juridisk bistand."
I tjenestevejledning for
K-værnepligtige i det kommunale civilforsvar (Tjenestevejledning) udfærdiget
af Civilforsvarsstyrelsen i 1987 er som rettelsesblad af april måned 1988
indlagt en beskrivelse af klagemulighederne, som i alt væsentligt svarer
til beskrivelsen af den ovenfor citerede grundbog - dog er afsnittet om
forebyggelse af klage udeladt.
Vejledning for anvendelse af
disciplinarmidler på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige
m.fl. udfærdiget af Civilforsvarsstyrelsen i 1978 indeholder side 12-13 en
generel beskrivelse af mulighederne for at påklage afgørelser om
disciplinarmidler til henholdsvis Disciplinarnævnet og Ankenævnet. Under
punkterne 8 og 10 om henholdsvis "Disciplinarsagens gennemførelse"
og "Disciplinarnævnet" er det udtrykkeligt anført, at
disciplinarmyndigheden
skal sikre sig, at klageren er bekendt med reglerne om klage.
Klagemulighederne vedrørende
anvendelse af disciplinarmidler er generelt beskrevet side 57 i Grundbogen og
side 78 i Tjenestevejledningen.
A gjorde i klagen til mig
gældende, dels at bekendtgørelse nr. 564 af 1988 savner hjemmel, dels at den
ordning, der er gennemført som alternativ til forvaltningslovens § 25, stk.
1, ikke var tilstrækkeligt betryggende.
Indenrigsministeriet afviste
i en udtalelse i anledning af klagen - under henvisning til oplysningerne
ovenfor
om baggrunden for udstedelse af bekendtgørelsen og den måde,
klagevejledning gives i praksis - begge indsigelser.
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"Idet jeg henviser til
det, der er anført ovenfor om forarbejdsbemærkningerne til forvaltningslovens
§ 25, stk. 2, skal jeg først bemærke, at der ikke er tvivl om, at
bestemmelsen
indeholder bemyndigelse for indenrigsministeren til efter forhandling med
justitsministeren
administrativt at fravige bestemmelsen i stk. 1, samt at afvigelsen kan gå ud
på, at der i stedet for individuel klagevejledning gives en generel
klagevejledning
i reglementsbøger eller lignende, dvs. netop sådanne ordninger, som er
gennemført inden for Civilforsvarets område.
Den generelle vejledning om
klagemulighederne i henholdsvis Grundbogen og Tjenestevejledningen
vedrørende afgørelser om uddannelsesforløbet samt over foresattes optræden må
efter min mening anses for lige så betryggende som individuel vejledning i
forbindelse med meddelelse af den enkelte afgørelse. Når det samtidig tages
i betragtning, at vejledningen også omfatter faktisk optræden og dermed går
videre end pligten i forvaltningslovens § 25, stk. 1, har jeg for så vidt
ikke
bemærkninger til denne del af klagevejledningsordningen.
Jeg finder dog at burde pege
på, at afsnittet om "Forebyggelse af klager" s. 16 i Grundbogen i
visse passager er holdt i en formanende stil, som kan befrygtes at virke
hæmmende også i forhold til berettigede klager.
Bemærkningen det anførte sted
om, at menige, der ikke selv har været genstand for den tiltale eller
behandling,
som omtales i klagen, ikke "må være med til at klage", finder jeg
uheldig og misvisende. Jeg skal herved henvise til, at der ikke i øvrigt ses
at være støtte i lovgivningen for den opfattelse, at vidner til en episode,
som ønskes påklaget, generelt skulle være afskåret fra at stå som
medunderskrivere
af klagen. Hertil kommer, at det i forvaltningslovens § 8, stk. 1, er
bestemt,
at "den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens
behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre." Formuleringen i
Grundbogens s. 16 kan give det indtryk, at en sådan repræsentation er
begrænset
til talsmænd for så vidt angår de dér omtalte klagesager.
Jeg har samtidig hermed
henstillet til Indenrigsministeriet at søge den pågældende vending
omformuleret i forbindelse med en kommende revision af Grundbogen, samt bedt
ministeriet underrette mig om resultatet af min henstilling.
For så vidt angår klager over
disciplinarmidler må jeg forstå ordningen således, at der udover den
generelle
klagevejledning i henholdsvis Grundbogen og Tjenestevejledningen gives
individuel klagevejledning i forbindelse med meddelelsen af afgørelsen. I
forhold til disse afgørelser er der således i praksis ikke gennemført en
fravigelse af forvaltningslovens § 25, stk. 1, og denne del af klageordningen
kan derfor ikke give mig grundlag for kritik. Da der i praksis ikke synes at
være behov for at fravige pligten i forvaltningslovens § 25, stk. 1, til at
give individuel klagevejledning for så vidt angår afgørelser om
disciplinarmidler, har jeg henstillet til Indenrigsministeriet at overveje at
lade klage over disse afgørelser udgå af bekendtgørelse nr. 564 af 23.
september 1988. Jeg har udbedt mig underretning om resultatet af ministeriets
overvejelser."
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om klagevejledning for civilforsvarets værnepligtige Retsinformation · 12. oktober 1990
- Orientering om klagevejledning for civilforsvarets værnepligtige Retsinformation · 25. september 1997
- Bekendtgørelse om forøgelse af civilforsvarets styrker m.v. Retsinformation · 29. marts 1980
- Skrivelse om overførsel af værnepligtige imellem de militære værn, civilforsvaret og hjemmeværnet. (Til de værnepligtsadministrerende myndigheder) Retsinformation · 25. september 1997
- Bekendtgørelse om myndighed til at anvende disciplinarmidler over for værnepligtige i civilforsvaret Retsinformation · 30. september 1976
- Bekendtgørelse om disciplinarnævn og ankenævn for værnepligtige i civilforsvaret Retsinformation · 30. september 1976