Spring til indhold

Retsinformation

Udlevering af kopi af videooptagelse, der var undergivet aktindsigt.

FOU nr 1990.71UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udlevering af kopi af videooptagelse, der var undergivet

aktindsigt.

Som advokat for et konsortium klagede A over, at Forsvarsministeriet

havde afslået hans anmodning om udlevering af kopi af en videofilm, optaget

af

Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør. Han klagede endvidere over den

tid, der var medgået til ministeriets behandling af begæringen, og den

begrundelse, ministeriet havde givet for afgørelsen.

Sagens nærmere omstændigheder var følgende:

Med skrivelse af 26. maj 1988 til Farvandsvæsenet indgav A som

advokat for et konsortium anmodning om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag,

U-534. Farvandsvæsenet tog sagen under behandling, og i tiden derefter var

der

en del korrespondance, dels mellem A og myndighederne under

Forsvarsministeriet, dels mellem myndighederne indbyrdes. Korrespondancen

vedrørte navnlig spørgsmålet om eksplosionsfare ved en bjærgning af ubåden og

spørgsmålet om, hvorvidt bjærgning ville indebære en krænkelse af gravfreden.

Det fremgik af sagen, at Forsvarskommandoen, Søværnets

Våbeninspektør, i november 1988 efter anmodning fra Farvandsvæsenet ved

hjælp af videoudstyr foretog inspektion af ubåden. Med skrivelse af 28.

november

1988 meddelte våbeninspektøren bl.a., at der på baggrund af de nu

foreliggende

oplysninger ikke var "...megen tvivl tilbage om, at det fundne vrag er

U-534."

I december 1988 anmodede Farvandsvæsenet "...Forsvarsministeriet

om at vurdere, hvorvidt Farvandsvæsenet skal imødekomme den indsendte

ansøgning om bjærgning af ubådsvraget ved Anholt."

Af notat vedrørende telefonsamtale den 16. januar 1989 mellem

våbeninspektøren og en medarbejder i Forsvarsministeriet fremgik det bl.a.,

Læs alt

at våbeninspektøren oplyste, "...at den videofilm, som FKO

(Forsvarskommandoen;

min bemærkning) har optaget, er på 4-5 timers varighed. Han mente ikke, at

den kunne have interesse for undertegnede som baggrundsviden, da den alene

viser skroget uden på i små afsnit a.h.t. identifikationen..."

I februar 1989 anmodede Forsvarsministeriet "til brug for

ministeriets behandling" Danmarks Geologiske Undersøgelse om en

udtalelse

vedrørende de geologiske forhold af betydning i forbindelse med en eventuel

bjærgning af ubåden. Farvandsvæsenet anmodede Kystdirektoratet i Norge om en

udtalelse vedrørende bjærgning af krigsvrag m.v.

Den 28. februar 1989 blev der afholdt møde mellem A, hans

klienter og Forsvarsministeriet om sagen. På mødet blev det bl.a.

tilkendegivet,

at når A havde fremskaffet visse oplysninger og dokumentation, ville

"...Forsvarsministeriet på baggrund heraf og efter indhentet udtalelse

fra forsvarets eksperter kunne træffe afgørelse i sagen."

I skrivelse af 23. august 1989 rettede A henvendelse til

Forsvarsministeriet. A anførte i den forbindelse bl.a.:

"....

Jeg har imidlertid nu bragt i erfaring, at ministeriet har ladet

foretage selvstændige undersøgelser vedrørende U 534, og efter de

foreliggende

oplysninger skulle der foreligge en rapport udarbejdet i februar måned i år,

hvorefter der, efter ministeriets undersøgelser, er en til vished grænsende

sandsynlighed for, at der ikke befinder sig døde personer i ubåden.

Jeg skal herved anmode om at modtage afskrift af rapporten,

eller få adgang til at gennemse materialet i ministeriet."

Ved skrivelse af 8. september 1989 meddelte ministeriet A

følgende svar:

"Ved skrivelse af 23. august 1989 ..... vedrørende hævning

af ubådsvrag ved Anholt har De anmodet om at modtage afskrift af en rapport,

som skulle være udarbejdet i februar måned i år, og hvorefter der efter

ministeriets

undersøgelser er en til vished grænsende sandsynlighed for, at der ikke

befinder sig døde personer i ubåden.

Forsvarsministeriet er ikke bekendt med en sådan rapport, og

det samme gælder Forsvarskommandoen og Søværnets Våbeninspektør. Deres

anmodning

kan således ikke imødekommes.

...."

Ministeriet vedlagde som bilag skrivelser af samme dato til

Danmarks Radio og TV 2, hvorved ministeriet afslog tv-stationernes begæring

om

aktindsigt i en videofilm under henvisning til, at filmen måtte anses for at

være internt arbejdsmateriale.

Med skrivelse af 12. september 1989 til Forsvarsministeriet

anmodede A om at få udleveret en kopi af videofilmen. A tog i den forbindelse

afstand fra, at filmen som internt arbejdsmateriale skulle være undtaget fra

aktindsigt.

I skrivelse af 27. september 1989 til Forsvarsministeriet

bragte A sin aktindsigtsbegæring i erindring.

Med skrivelse af 3. oktober 1989 rettede A på ny henvendelse

til ministeriet (og til mig) om sagen, idet han var utilfreds med, at han

endnu ikke havde fået svar på sin aktindsigtsbegæring.

I skrivelse af 5. oktober 1989 meddelte Forsvarsministeriet herefter

A følgende:

"Ved skrivelse af 12. september 1989 har De anmodet om

aktindsigt i den videooptagelse, som foreligger hos Søværnets Våbeninspektør

vedrørende U-534.

Forsvarsministeriet kan i den anledning oplyse, at videooptagelsen

er fra november 1988, samt at den er optaget af Søværnets Våbeninspektør og

ikke

af Farvandsvæsenet, som på daværende tidspunkt behandlede Deres klients

anmodning

om bjærgningstilladelse.

Det bemærkes, at der fra Forsvarsministeriets side ikke på noget

tidspunkt over for Dem er rejst tvivl om u-bådens eksistens eller

identifikation.

Forsvarsministerens afslag af 8. september 1989 på DR's og TV

2's ønske om udlevering af videooptagelsen er begrundet i dels, at der er

tale

om internt arbejdsmateriale, dels at Deres klients interesser i

bjærgningssagen bl.a. er af mediemæssig karakter. Det blev således ikke

fundet

rimeligt at udlevere videooptagelsen til trediemand, så længe sagen ikke er

afklaret.

Uanset, at Forsvarsministeriet må fastholde, at videooptagelsen

er internt arbejdsmateriale, kan De og/eller Deres klient ved nærmere aftale

med Søværnets Våbeninspektør ..... få fremvist videooptagelsen, idet man ikke

ser sig i stand til at tilsende Dem en kopi, jf. § 16 i lov om offentlighed i

forvaltningen."

I klagen til mig henviste A til den tidligere brevveksling i

sagen.

I anledning af A's klage anmodede jeg i skrivelse af 27. oktober

1989 Forsvarsministeriet om en udtalelse, idet jeg anmodede ministeriet om at

udtale sig om følgende:

"-

hvad der var

anledning til, at videoen blev optaget,

-

om videoen på noget

tidspunkt har været oversendt fra Søværnets Våbeninspektør til andre -

herunder til (andre myndigheder under) Forsvarsministeriet,

-

om videooptagelsen er

inddraget i det grundlag, der

vil

blive truffet afgørelse på i sagen vedrørende bjærgningstilladelsen.

Jeg anmoder endvidere Forsvarsministeriet om at udtale sig om,

hvorvidt det er ministeriets opfattelse, at begrundelsen i ministeriets

skrivelse af 5. oktober 1989 opfylder kravene til indholdet af en begrundelse

i

forvaltningslovens § 24. Jeg henviser i denne forbindelse til, at skrivelsen

ikke angiver i henhold til hvilke bestemmelser ministeriet har anset

videooptagelsen for internt arbejdsmateriale."

I udtalelsen afgivet i anledning af A's klage til mig oplyste

Forsvarsministeriet, dels om aktindsigtspørgsmålet, dels om begrundelsen for

ministeriets afgørelse, følgende:

"....

I den anledning kan Forsvarsministeriet oplyse, at videoen er

udarbejdet af Søværnets Våbeninspektør efter anmodning fra Farvandsvæsenet,

der havde behov for nærmere identifikation af u-bådsvraget.

Videoen har på intet tidspunkt været oversendt til andre

myndigheder, herunder til myndigheder under Forsvarsministeriet.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt videooptagelsen vil

blive inddraget i det grundlag, man vil træffe afgørelse på i sagen

vedrørende

bjærgningstilladelsen, kan ministeriet ikke afvise, at dette muligvis vil

blive

tilfældet. Identifikationen har foreløbig medført, at våbeninspektøren har

kunnet udtale sig om den konkrete u-båds formodede armering og dermed den

eksplosionsfare, der kan være ved en eventuel hævning.

Om ministeriets sagsbehandling af advokat (A's) aktindsigtsbegæring

kan det bl.a. anføres, at man i overensstemmelse med advokatens anmodning

behandlede ansøgningen efter offentlighedslovens regler, idet der også på

det pågældende tidspunkt var en vis tvivl om, hvem der var part i sagen. Det

er efterfølgende ministeriets opfattelse, at det ville have været formelt

korrekt at betragte advokat (A) som part i sagen og følgelig behandle hans

anmodning efter forvaltningslovens regler.

Efter ministeriets opfattelse er videoen et internt arbejdsmateriale,

der er undergivet aktindsigt, jfr. forvaltningslovens § 13, nr. 3. Videoen er

således genstand for aktindsigt for sagens parter, og advokat (A) fik også

adgang til at få fremvist videoen.

Ministeriet mener imidlertid fortsat, at man ikke er forpligtet

til at udlevere kopi af videoen, idet videoen på grund af sin form vil være

vanskelig at kopiere. Videoen kan ikke uden videre - som aktstykker i

almindelighed - kopieres. Der kan i den forbindelse henvises til

forvaltningslovens § 16, stk. 3.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ministeriets begrundelse

opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, kan ministeriet oplyse, at det

som

anført ovenfor ville have været formelt korrekt at henvise til, at

videooptagelsen

er internt arbejdsmateriale i medfør af forvaltningslovens § 13, nr. 3, og at

videooptagelsen er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens §

16, stk. 3.

Endelig kan det oplyses, at advokat (A) den 11. oktober 1989

hos Søværnets Våbeninspektør fik forevist den ca. 3 timer lange video. A så

imidlertid kun - efter eget ønske - ca. halvdelen og skal over for

våbeninspektøren

have udtrykt, at videooptagelsen alligevel ikke - som oprindelig antaget -

ville lette et bjærgningsarbejde, da hele videoen er optaget på meget nær

hold

af u-båden.

...."

I A's skrivelser til mig gjorde han navnlig gældende,

at

muligheden for

videofilmens inddragelse i grundlaget for afgørelsen vedrørende

bjærgningstilladelsen medførte, at der burde udleveres en kopi af filmen,

at

videofilmen med den

moderne teknik kunne kopieres i enhver radioforretning,

at

han havde tilbudt

at betale omkostningerne ved kopieringen, og

at

det ikke kunne

afvises, at det havde afgørende betydning for hans mulighed for at varetage

sine interesser, at der blev udleveret en kopi af filmen, således at det

udenlandske

bjærgningsselskab, som havde den nødvendige sagkyndige viden, fik lejlighed

til

at vurdere, om filmen havde betydning for bjærgningsarbejdet.

Med skrivelse af 4. maj 1990 orienterede A mig yderligere om,

at Forsvarsministeriet med skrivelse af 24. april 1990 havde imødekommet

ansøgningen om bjærgningstilladelse på en række nærmere angivne vilkår.

Sagen gav mig anledning til at vurdere følgende spørgsmål:

Skulle aktindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven

eller forvaltningsloven?

Det nærmere omfang af aktindsigten.

Retsstillingen, hvis sagen skulle bedømmes efter forvaltningsloven.

Hvem skulle træffe afgørelse?

Sagsbehandlingstiden.

Begrundelsen for afgørelsen.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende om de enkelte

spørgsmål:

"

Ad 1

. Skal aktindsigtsspørgsmålet afgøres efter

offentlighedsloven eller forvaltningsloven?

Forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt gælder kun for

parter

i en

afgørelsessag. I andre tilfælde skal aktindsigtsbegæringer afgøres

efter reglerne i offentlighedsloven.

Aktindsigt efter forvaltningsloven omfatter kun afgørelsessagens

dokumenter, jf. lovens § 9, stk. 1. Til sagens dokumenter hører kun de

dokumenter, der faktisk er indgået hos den myndighed, der behandler og

træffer

afgørelse i sagen. Et dokument, der har dannet grundlag for en hørt

myndigheds

udtalelse, og som forbliver hos den hørte myndighed, er således ikke omfattet

af partsaktindsigten efter forvaltningsloven, jf. herved Asbjørn Jensen, Bo

Vesterdorf og John Vogter: Forvaltningsloven med kommentarer, 1987, s. 163,

og Folketingets Ombudsmands beretning, 1974, s. 95.

Forsvarsministeriet har oplyst, at videofilmen er optaget af

Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør, og at filmen aldrig har været

oversendt til nogen anden myndighed, ej heller til Farvandsvæsenet eller

Forsvarsministeriets departement, som har behandlet Deres ansøgning om

bjærgningstilladelse.

Videofilmen indgår således ikke som dokument i sagen vedrørende

Deres ansøgning om bjærgningstilladelse, men er et dokument i

Forsvarskommandoens

sag vedrørende afgivelse af en sagkyndig udtalelse om eksplosionsfaren ved en

eventuel hævning af ubåden.

Forsvarskommandoens sag er ikke en afgørelsessag. Akt-

indsigtsbegæringen skulle derfor behandles (og blev oprindeligt behandlet)

efter reglerne i offentlighedsloven. Se i øvrigt nedenfor under punkt 3.

Ad 2.

Det nærmere omfang

af aktindsigten.

Jeg bemærker først, at jeg ved min vurdering af sagen lægger til

grund, at videofilmen - uanset sin karakter af internt arbejdsmateriale, og

som tilkendegivet af Forsvarsministeriet - er undergivet aktindsigt, idet der

er tale om et dokument, "...der er udarbejdet af en myndighed for at

tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en

sags faktiske omstændigheder", jf. offentlighedslovens § 8, nr. 3 (og

forvaltningslovens § 13, nr. 3).

Offentlighedslovens bestemmelse om, hvorledes aktindsigten skal

gennemføres findes i lovens § 16, stk. 1, som har følgende ordlyd:

"Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan

imødekommes, og om den, der har fremsat begæringen, skal gøres bekendt med

dokumenterne

ved, at der gives adgang til gennemsyn på stedet, eller ved, at der udleveres

en afskrift eller kopi."

I Justitsministeriets vejledning om offentlighedslovens pkt. 50

er i relation til § 16, stk. 1, bl.a. anført følgende:

"Afslag begrundet i dokumenternes form vil normalt kun

kunne gives i tilfælde, hvor det er umuligt eller dog forbundet med

betydelige

vanskeligheder eller omkostninger at fremstille kopi af særlige aktstykker

såsom kort, prøver, modeller, lydbånd, film og lignende."

Dette svarer i sin ordlyd ganske til, hvad der i Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven er anført i relation til den - i øvrigt efter

sin ordlyd mere vidtgående - bestemmelse i forvaltningslovens § 16, stk. 3

(pkt. 99).

Her synes det således forudsat, at adgangen til at meddele

afslag på en anmodning om udlevering af kopi under henvisning til dokumentets

form er begrænset på samme måde efter offentlighedsloven som efter

forvaltningsloven.

Det forhold, at det kun undtagelsesvis kan bestemmes, at kopi

ikke skal udleveres, medfører, at afslag herpå må ske efter en konkret

vurdering af de faktiske vanskeligheder ved at fremstille en kopi.

Efter min gennemgang af sagen må jeg lægge til grund, at der

ikke forinden afslaget på Deres begæring blev foretaget en sådan konkret

vurdering af spørgsmålet om udlevering af kopi. Afslaget under henvisning til

dokumentets form blev givet ved en generel henvisning til, at der var tale om

en videofilm. Det fremgår ikke af sagen, at ministeriet har gjort sig nærmere

overvejelser om, hvorvidt Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør, der

har optaget filmen ved hjælp af videoudstyr, tillige er i besiddelse af

udstyr,

hvorved kopieringen relativt let kunne foretages. Det fremgår heller ikke, at

ministeriet har gjort sig nogen overvejelse angående Deres forslag om at lade

en radioforhandler kopiere videoen. Jeg henviser i den forbindelse til Deres

tilbud om selv at afholde omkostningerne ved at lade videofilmen kopiere.

Efter min opfattelse er det således en fejl, at ministeriet

afslog Deres anmodning om udlevering af en kopi af videofilmen blot med en

generel henvisning til dokumentets form. Ministeriet burde - som nævnt

ovenfor

- have foretaget en vurdering af, hvilke vanskeligheder der konkret ville

være

forbundet med at imødekomme Deres ønske.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har

henstillet, at ministeriet tager Deres begæring om udlevering af en kopi af

videofilmen op til fornyet (konkret) vurdering. Jeg har i denne forbindelse

henledt ministeriets opmærksomhed på følgende, som det efter min opfattelse

vil

være relevant at inddrage i grundlaget for afgørelsen:

Afgørelsen af, om en myndighed i henhold til offentlighedslovens

§ 16, stk. 1, er forpligtet til at udlevere kopi af et dokument, beror, som

det

fremgår af det, der er anført ovenfor, på en vurdering af, om dokumenternes

form, antal, karakter eller lignende kan begrunde en fravigelse af

hovedreglen

om, at kopi skal udleveres.

Såfremt ministeriets fornyede vurdering af den konkrete sag

skulle munde ud i, at fremstilling af en kopi for ministeriet er forbundet

med

sådanne betydelige vanskeligheder, at ministeriet for så vidt er berettiget

til at nægte at udlevere kopi, må det på baggrund af det

meroffentlighedsprincip, som bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1,

2. punktum, er udtryk for, overvejes, om ministeriet alligevel bør imødekomme

Deres ønske om at få en kopi. Ifølge den nævnte bestemmelse kan myndigheden

give aktindsigt i videre omfang, end loven foreskriver. Dette princip om

meroffentlighed vil efter min opfattelse i denne sag, jf. nedenfor, kunne

tale

for, at der også i videre omfang, end loven foreskriver, på begæring

udleveres

kopi af dokumenter, hvori der gives aktindsigt.

Ved overvejelserne om, hvorvidt ministeriet under hensyn til

ovenstående bør imødekomme Deres ønske om udlevering af kopi, vil det være

relevant at inddrage følgende aspekter:

Selv om De ikke kan siges at være part i Forsvarskommandoens

sag, må De på baggrund af denne sags tætte sammenhæng med et af de afgørende

spørgsmål i sagen vedrørende bjærgningstilladelsen, siges at have en både

væsentlig

og individuel interesse i at gøre Dem bekendt med sagens materiale. De har

derfor

også en kvalificeret interesse i at få udleveret kopi af videofilmen,

således at De får mulighed for at forevise filmen for bjærgningsselskabet,

som

på denne måde kan få mulighed for at se (passager af) filmen flere gange.

Dette

vil kunne være af væsentlig betydning for tilrettelæggelsen af

bjærgningsarbejdet.

Endvidere har De tilbudt at afholde udgifterne ved at lade en

radioforhandler fremstille kopien, jf. vejledningen om offentlighedsloven,

pkt. 52, sidste afsnit.

Ad 3.

Retsstillingen, hvis

sagen skulle bedømmes efter forvaltningsloven.

Forsvarsministeriet har - som nævnt - i udtalelsen af 8. januar

1990 tilkendegivet, at det "...efterfølgende (er) ministeriets

opfattelse,

at det ville have været formelt korrekt at betragte advokat (A) som part i

sagen og følgelig behandle hans anmodning efter forvaltningslovens

regler...."

Heri er jeg, som det fremgår af mine bemærkninger ovenfor under

pkt. 1, ikke enig.

Såfremt man i øvrigt skulle følge ministeriets standpunkt,

skulle sagen behandles efter følgende retningslinjer:

I den kommenterede forvaltningslov, s. 168, er anført følgende

om fremstilling af kopi ved andres foranstaltning:

"...

Hvis myndigheden har mulighed for at lade andre fremstille

kopier i sådanne tilfælde, men hvor dette vil være forbundet med betydelige

omkostninger, bør myndigheden

vejlede

parten om denne mulighed, og eventuelt bistå parten med at få fremstillet en

sådan kopi

(min fremhævelse). ..."

Som det fremgår af den gengivne passage, antages det her ikke

blot, at myndighederne på opfordring bør medvirke til at lade kopi fremstille

ved andres foranstaltning men tillige, at myndighederne selv bør tage

initiativ

hertil.

Endvidere er det i kommentaren forudsat, at myndighederne kan

bistå ved fremstilling af kopier ved andres foranstaltning, uanset at der for

så vidt ikke er pligt til at udlevere kopi. Herom anføres således i

kommentaren, s. 171:

"...

Medvirker en forvaltningsmyndighed efter begæring fra en part

til, at der fremstilles kopi af akter, som myndigheden ikke er forpligtet til

at fremstille kopi af, f.eks. af lystryk eller af videobånd, er myndigheden

ikke forpligtet til at udlevere kopien gratis. Det er imidlertid en

forudsætning for at kræve udgiften betalt af parten, at denne inden

fremstillingen af kopien har samtykket i at betale herfor."

Ad 4

. Hvem skulle træffe

afgørelse?

Ifølge offentlighedslovens § 15, stk. 1, afgøres begæringer om

aktindsigt i sager, der ikke er afgørelsessager, af den myndighed, der har

dokumentet i sin besiddelse.

Udgangspunktet er således, at Deres aktindsigtsbegæring til

Forsvarsministeriet skulle have været oversendt til Forsvarskommandoen til

afgørelse. Når dette ikke skete, skyldes det tilsyneladende, at begæringen

blev anset for at vedrøre ministeriets sag vedrørende bjærgningstilladelsen.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at tvivlsomme

spørgsmål vedrørende aktindsigt forelægges for eller henskydes til en

overordnet

myndighed i medfør af de almindelige regler, jf. den kommenterede

offentlighedslov,

s. 185.

På denne baggrund foretager jeg ikke videre vedrørende dette

spørgsmål, men jeg har gjort ministeriet bekendt med, hvorledes sagen som

udgangspunkt skulle have været behandlet ifølge lovens § 15, stk. 1.

Ad 5.

Sagsbehandlingstiden.

Ved min gennemgang af sagen har jeg endvidere noteret mig, at

Deres aktindsigtsbegæring af 12. september 1989 først blev besvaret ved

ministeriets skrivelse af 5. oktober 1989, efter at De med skrivelser af 27.

september 1989 til Forsvarsministeriet og skrivelser af 3. oktober 1989 til

både Forsvarsministeriet og mig havde udtrykt utilfredshed med, at De endnu

ikke havde modtaget svar.

Under hensyn til 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16,

stk. 2, må jeg anse det for en fejl, at ministeriet ikke inden for denne

frist

enten besvarede Deres henvendelse eller meddelte Dem grunden til, at De endnu

ikke havde modtaget svar, og hvornår svaret kunne forventes.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, men

foretager i øvrigt ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

Ad 6.

Begrundelsen for

afgørelsen.

Endelig har jeg noteret mig, at ministeriet ikke i begrundelsen

i sit svar af 5. oktober 1989 til Dem henviste til de retsregler, i medfør af

hvilke ministeriets afgørelse om aktindsigt blev truffet, jf.

forvaltningslovens

§ 24.

Dette finder jeg beklageligt, og jeg har gjort ministeriet

bekendt hermed, men foretager i øvrigt ikke videre vedrørende dette

spørgsmål.

..."

Forsvarsministeriet meddelte mig herefter, at ministeriet tog

min henstilling til efterretning. Efter en fornyet, konkret vurdering anså

ministeriet sig dog fortsat ikke forpligtet til at udlevere kopi af filmen,

da

kopieringen var forbundet med betydelige vanskeligheder, jf.

offentlighedslovens § 16. Ministeriet var dog indstillet på at imødekomme A's

ønske om kopi, såfremt A ville afholde udgifterne ved fremstillingen af

kopien. Af ophavsretlige årsager fandt ministeriet, at kopieringen måtte

finde

sted i forsvarets regi. Ministeriet havde derfor tilkendegivet over for A, at

ønsket

om kopi kunne imødekommes, såfremt han var indforstået med at afholde

udgifterne ved at lade kopien fremstille inden for Forsvarsministeriets regi

ved en af to nærmere beskrevne fremgangsmåder.

Ministeriet meddelte i øvrigt, at ministeriet tog min udtalelse

til efterretning.

Jeg meddelte Forsvarsministeriet, at jeg havde taget det oplyste

til efterretning.

Lignende dokumenter