Udlevering af kopi af videooptagelse, der var undergivet aktindsigt.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udlevering af kopi af videooptagelse, der var undergivet
aktindsigt.
Som advokat for et konsortium klagede A over, at Forsvarsministeriet
havde afslået hans anmodning om udlevering af kopi af en videofilm, optaget
af
Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør. Han klagede endvidere over den
tid, der var medgået til ministeriets behandling af begæringen, og den
begrundelse, ministeriet havde givet for afgørelsen.
Sagens nærmere omstændigheder var følgende:
Med skrivelse af 26. maj 1988 til Farvandsvæsenet indgav A som
advokat for et konsortium anmodning om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag,
U-534. Farvandsvæsenet tog sagen under behandling, og i tiden derefter var
der
en del korrespondance, dels mellem A og myndighederne under
Forsvarsministeriet, dels mellem myndighederne indbyrdes. Korrespondancen
vedrørte navnlig spørgsmålet om eksplosionsfare ved en bjærgning af ubåden og
spørgsmålet om, hvorvidt bjærgning ville indebære en krænkelse af gravfreden.
Det fremgik af sagen, at Forsvarskommandoen, Søværnets
Våbeninspektør, i november 1988 efter anmodning fra Farvandsvæsenet ved
hjælp af videoudstyr foretog inspektion af ubåden. Med skrivelse af 28.
november
1988 meddelte våbeninspektøren bl.a., at der på baggrund af de nu
foreliggende
oplysninger ikke var "...megen tvivl tilbage om, at det fundne vrag er
U-534."
I december 1988 anmodede Farvandsvæsenet "...Forsvarsministeriet
om at vurdere, hvorvidt Farvandsvæsenet skal imødekomme den indsendte
ansøgning om bjærgning af ubådsvraget ved Anholt."
Af notat vedrørende telefonsamtale den 16. januar 1989 mellem
våbeninspektøren og en medarbejder i Forsvarsministeriet fremgik det bl.a.,
Læs alt
at våbeninspektøren oplyste, "...at den videofilm, som FKO
(Forsvarskommandoen;
min bemærkning) har optaget, er på 4-5 timers varighed. Han mente ikke, at
den kunne have interesse for undertegnede som baggrundsviden, da den alene
viser skroget uden på i små afsnit a.h.t. identifikationen..."
I februar 1989 anmodede Forsvarsministeriet "til brug for
ministeriets behandling" Danmarks Geologiske Undersøgelse om en
udtalelse
vedrørende de geologiske forhold af betydning i forbindelse med en eventuel
bjærgning af ubåden. Farvandsvæsenet anmodede Kystdirektoratet i Norge om en
udtalelse vedrørende bjærgning af krigsvrag m.v.
Den 28. februar 1989 blev der afholdt møde mellem A, hans
klienter og Forsvarsministeriet om sagen. På mødet blev det bl.a.
tilkendegivet,
at når A havde fremskaffet visse oplysninger og dokumentation, ville
"...Forsvarsministeriet på baggrund heraf og efter indhentet udtalelse
fra forsvarets eksperter kunne træffe afgørelse i sagen."
I skrivelse af 23. august 1989 rettede A henvendelse til
Forsvarsministeriet. A anførte i den forbindelse bl.a.:
"....
Jeg har imidlertid nu bragt i erfaring, at ministeriet har ladet
foretage selvstændige undersøgelser vedrørende U 534, og efter de
foreliggende
oplysninger skulle der foreligge en rapport udarbejdet i februar måned i år,
hvorefter der, efter ministeriets undersøgelser, er en til vished grænsende
sandsynlighed for, at der ikke befinder sig døde personer i ubåden.
Jeg skal herved anmode om at modtage afskrift af rapporten,
eller få adgang til at gennemse materialet i ministeriet."
Ved skrivelse af 8. september 1989 meddelte ministeriet A
følgende svar:
"Ved skrivelse af 23. august 1989 ..... vedrørende hævning
af ubådsvrag ved Anholt har De anmodet om at modtage afskrift af en rapport,
som skulle være udarbejdet i februar måned i år, og hvorefter der efter
ministeriets
undersøgelser er en til vished grænsende sandsynlighed for, at der ikke
befinder sig døde personer i ubåden.
Forsvarsministeriet er ikke bekendt med en sådan rapport, og
det samme gælder Forsvarskommandoen og Søværnets Våbeninspektør. Deres
anmodning
kan således ikke imødekommes.
...."
Ministeriet vedlagde som bilag skrivelser af samme dato til
Danmarks Radio og TV 2, hvorved ministeriet afslog tv-stationernes begæring
om
aktindsigt i en videofilm under henvisning til, at filmen måtte anses for at
være internt arbejdsmateriale.
Med skrivelse af 12. september 1989 til Forsvarsministeriet
anmodede A om at få udleveret en kopi af videofilmen. A tog i den forbindelse
afstand fra, at filmen som internt arbejdsmateriale skulle være undtaget fra
aktindsigt.
I skrivelse af 27. september 1989 til Forsvarsministeriet
bragte A sin aktindsigtsbegæring i erindring.
Med skrivelse af 3. oktober 1989 rettede A på ny henvendelse
til ministeriet (og til mig) om sagen, idet han var utilfreds med, at han
endnu ikke havde fået svar på sin aktindsigtsbegæring.
I skrivelse af 5. oktober 1989 meddelte Forsvarsministeriet herefter
A følgende:
"Ved skrivelse af 12. september 1989 har De anmodet om
aktindsigt i den videooptagelse, som foreligger hos Søværnets Våbeninspektør
vedrørende U-534.
Forsvarsministeriet kan i den anledning oplyse, at videooptagelsen
er fra november 1988, samt at den er optaget af Søværnets Våbeninspektør og
ikke
af Farvandsvæsenet, som på daværende tidspunkt behandlede Deres klients
anmodning
om bjærgningstilladelse.
Det bemærkes, at der fra Forsvarsministeriets side ikke på noget
tidspunkt over for Dem er rejst tvivl om u-bådens eksistens eller
identifikation.
Forsvarsministerens afslag af 8. september 1989 på DR's og TV
2's ønske om udlevering af videooptagelsen er begrundet i dels, at der er
tale
om internt arbejdsmateriale, dels at Deres klients interesser i
bjærgningssagen bl.a. er af mediemæssig karakter. Det blev således ikke
fundet
rimeligt at udlevere videooptagelsen til trediemand, så længe sagen ikke er
afklaret.
Uanset, at Forsvarsministeriet må fastholde, at videooptagelsen
er internt arbejdsmateriale, kan De og/eller Deres klient ved nærmere aftale
med Søværnets Våbeninspektør ..... få fremvist videooptagelsen, idet man ikke
ser sig i stand til at tilsende Dem en kopi, jf. § 16 i lov om offentlighed i
forvaltningen."
I klagen til mig henviste A til den tidligere brevveksling i
sagen.
I anledning af A's klage anmodede jeg i skrivelse af 27. oktober
1989 Forsvarsministeriet om en udtalelse, idet jeg anmodede ministeriet om at
udtale sig om følgende:
"-
hvad der var
anledning til, at videoen blev optaget,
-
om videoen på noget
tidspunkt har været oversendt fra Søværnets Våbeninspektør til andre -
herunder til (andre myndigheder under) Forsvarsministeriet,
-
om videooptagelsen er
inddraget i det grundlag, der
vil
blive truffet afgørelse på i sagen vedrørende bjærgningstilladelsen.
Jeg anmoder endvidere Forsvarsministeriet om at udtale sig om,
hvorvidt det er ministeriets opfattelse, at begrundelsen i ministeriets
skrivelse af 5. oktober 1989 opfylder kravene til indholdet af en begrundelse
i
forvaltningslovens § 24. Jeg henviser i denne forbindelse til, at skrivelsen
ikke angiver i henhold til hvilke bestemmelser ministeriet har anset
videooptagelsen for internt arbejdsmateriale."
I udtalelsen afgivet i anledning af A's klage til mig oplyste
Forsvarsministeriet, dels om aktindsigtspørgsmålet, dels om begrundelsen for
ministeriets afgørelse, følgende:
"....
I den anledning kan Forsvarsministeriet oplyse, at videoen er
udarbejdet af Søværnets Våbeninspektør efter anmodning fra Farvandsvæsenet,
der havde behov for nærmere identifikation af u-bådsvraget.
Videoen har på intet tidspunkt været oversendt til andre
myndigheder, herunder til myndigheder under Forsvarsministeriet.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt videooptagelsen vil
blive inddraget i det grundlag, man vil træffe afgørelse på i sagen
vedrørende
bjærgningstilladelsen, kan ministeriet ikke afvise, at dette muligvis vil
blive
tilfældet. Identifikationen har foreløbig medført, at våbeninspektøren har
kunnet udtale sig om den konkrete u-båds formodede armering og dermed den
eksplosionsfare, der kan være ved en eventuel hævning.
Om ministeriets sagsbehandling af advokat (A's) aktindsigtsbegæring
kan det bl.a. anføres, at man i overensstemmelse med advokatens anmodning
behandlede ansøgningen efter offentlighedslovens regler, idet der også på
det pågældende tidspunkt var en vis tvivl om, hvem der var part i sagen. Det
er efterfølgende ministeriets opfattelse, at det ville have været formelt
korrekt at betragte advokat (A) som part i sagen og følgelig behandle hans
anmodning efter forvaltningslovens regler.
Efter ministeriets opfattelse er videoen et internt arbejdsmateriale,
der er undergivet aktindsigt, jfr. forvaltningslovens § 13, nr. 3. Videoen er
således genstand for aktindsigt for sagens parter, og advokat (A) fik også
adgang til at få fremvist videoen.
Ministeriet mener imidlertid fortsat, at man ikke er forpligtet
til at udlevere kopi af videoen, idet videoen på grund af sin form vil være
vanskelig at kopiere. Videoen kan ikke uden videre - som aktstykker i
almindelighed - kopieres. Der kan i den forbindelse henvises til
forvaltningslovens § 16, stk. 3.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ministeriets begrundelse
opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, kan ministeriet oplyse, at det
som
anført ovenfor ville have været formelt korrekt at henvise til, at
videooptagelsen
er internt arbejdsmateriale i medfør af forvaltningslovens § 13, nr. 3, og at
videooptagelsen er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens §
16, stk. 3.
Endelig kan det oplyses, at advokat (A) den 11. oktober 1989
hos Søværnets Våbeninspektør fik forevist den ca. 3 timer lange video. A så
imidlertid kun - efter eget ønske - ca. halvdelen og skal over for
våbeninspektøren
have udtrykt, at videooptagelsen alligevel ikke - som oprindelig antaget -
ville lette et bjærgningsarbejde, da hele videoen er optaget på meget nær
hold
af u-båden.
...."
I A's skrivelser til mig gjorde han navnlig gældende,
at
muligheden for
videofilmens inddragelse i grundlaget for afgørelsen vedrørende
bjærgningstilladelsen medførte, at der burde udleveres en kopi af filmen,
at
videofilmen med den
moderne teknik kunne kopieres i enhver radioforretning,
at
han havde tilbudt
at betale omkostningerne ved kopieringen, og
at
det ikke kunne
afvises, at det havde afgørende betydning for hans mulighed for at varetage
sine interesser, at der blev udleveret en kopi af filmen, således at det
udenlandske
bjærgningsselskab, som havde den nødvendige sagkyndige viden, fik lejlighed
til
at vurdere, om filmen havde betydning for bjærgningsarbejdet.
Med skrivelse af 4. maj 1990 orienterede A mig yderligere om,
at Forsvarsministeriet med skrivelse af 24. april 1990 havde imødekommet
ansøgningen om bjærgningstilladelse på en række nærmere angivne vilkår.
Sagen gav mig anledning til at vurdere følgende spørgsmål:
Skulle aktindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven
eller forvaltningsloven?
Det nærmere omfang af aktindsigten.
Retsstillingen, hvis sagen skulle bedømmes efter forvaltningsloven.
Hvem skulle træffe afgørelse?
Sagsbehandlingstiden.
Begrundelsen for afgørelsen.
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende om de enkelte
spørgsmål:
"
Ad 1
. Skal aktindsigtsspørgsmålet afgøres efter
offentlighedsloven eller forvaltningsloven?
Forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt gælder kun for
parter
i en
afgørelsessag. I andre tilfælde skal aktindsigtsbegæringer afgøres
efter reglerne i offentlighedsloven.
Aktindsigt efter forvaltningsloven omfatter kun afgørelsessagens
dokumenter, jf. lovens § 9, stk. 1. Til sagens dokumenter hører kun de
dokumenter, der faktisk er indgået hos den myndighed, der behandler og
træffer
afgørelse i sagen. Et dokument, der har dannet grundlag for en hørt
myndigheds
udtalelse, og som forbliver hos den hørte myndighed, er således ikke omfattet
af partsaktindsigten efter forvaltningsloven, jf. herved Asbjørn Jensen, Bo
Vesterdorf og John Vogter: Forvaltningsloven med kommentarer, 1987, s. 163,
og Folketingets Ombudsmands beretning, 1974, s. 95.
Forsvarsministeriet har oplyst, at videofilmen er optaget af
Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør, og at filmen aldrig har været
oversendt til nogen anden myndighed, ej heller til Farvandsvæsenet eller
Forsvarsministeriets departement, som har behandlet Deres ansøgning om
bjærgningstilladelse.
Videofilmen indgår således ikke som dokument i sagen vedrørende
Deres ansøgning om bjærgningstilladelse, men er et dokument i
Forsvarskommandoens
sag vedrørende afgivelse af en sagkyndig udtalelse om eksplosionsfaren ved en
eventuel hævning af ubåden.
Forsvarskommandoens sag er ikke en afgørelsessag. Akt-
indsigtsbegæringen skulle derfor behandles (og blev oprindeligt behandlet)
efter reglerne i offentlighedsloven. Se i øvrigt nedenfor under punkt 3.
Ad 2.
Det nærmere omfang
af aktindsigten.
Jeg bemærker først, at jeg ved min vurdering af sagen lægger til
grund, at videofilmen - uanset sin karakter af internt arbejdsmateriale, og
som tilkendegivet af Forsvarsministeriet - er undergivet aktindsigt, idet der
er tale om et dokument, "...der er udarbejdet af en myndighed for at
tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en
sags faktiske omstændigheder", jf. offentlighedslovens § 8, nr. 3 (og
forvaltningslovens § 13, nr. 3).
Offentlighedslovens bestemmelse om, hvorledes aktindsigten skal
gennemføres findes i lovens § 16, stk. 1, som har følgende ordlyd:
"Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan
imødekommes, og om den, der har fremsat begæringen, skal gøres bekendt med
dokumenterne
ved, at der gives adgang til gennemsyn på stedet, eller ved, at der udleveres
en afskrift eller kopi."
I Justitsministeriets vejledning om offentlighedslovens pkt. 50
er i relation til § 16, stk. 1, bl.a. anført følgende:
"Afslag begrundet i dokumenternes form vil normalt kun
kunne gives i tilfælde, hvor det er umuligt eller dog forbundet med
betydelige
vanskeligheder eller omkostninger at fremstille kopi af særlige aktstykker
såsom kort, prøver, modeller, lydbånd, film og lignende."
Dette svarer i sin ordlyd ganske til, hvad der i Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven er anført i relation til den - i øvrigt efter
sin ordlyd mere vidtgående - bestemmelse i forvaltningslovens § 16, stk. 3
(pkt. 99).
Her synes det således forudsat, at adgangen til at meddele
afslag på en anmodning om udlevering af kopi under henvisning til dokumentets
form er begrænset på samme måde efter offentlighedsloven som efter
forvaltningsloven.
Det forhold, at det kun undtagelsesvis kan bestemmes, at kopi
ikke skal udleveres, medfører, at afslag herpå må ske efter en konkret
vurdering af de faktiske vanskeligheder ved at fremstille en kopi.
Efter min gennemgang af sagen må jeg lægge til grund, at der
ikke forinden afslaget på Deres begæring blev foretaget en sådan konkret
vurdering af spørgsmålet om udlevering af kopi. Afslaget under henvisning til
dokumentets form blev givet ved en generel henvisning til, at der var tale om
en videofilm. Det fremgår ikke af sagen, at ministeriet har gjort sig nærmere
overvejelser om, hvorvidt Forsvarskommandoen, Søværnets Våbeninspektør, der
har optaget filmen ved hjælp af videoudstyr, tillige er i besiddelse af
udstyr,
hvorved kopieringen relativt let kunne foretages. Det fremgår heller ikke, at
ministeriet har gjort sig nogen overvejelse angående Deres forslag om at lade
en radioforhandler kopiere videoen. Jeg henviser i den forbindelse til Deres
tilbud om selv at afholde omkostningerne ved at lade videofilmen kopiere.
Efter min opfattelse er det således en fejl, at ministeriet
afslog Deres anmodning om udlevering af en kopi af videofilmen blot med en
generel henvisning til dokumentets form. Ministeriet burde - som nævnt
ovenfor
- have foretaget en vurdering af, hvilke vanskeligheder der konkret ville
være
forbundet med at imødekomme Deres ønske.
Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har
henstillet, at ministeriet tager Deres begæring om udlevering af en kopi af
videofilmen op til fornyet (konkret) vurdering. Jeg har i denne forbindelse
henledt ministeriets opmærksomhed på følgende, som det efter min opfattelse
vil
være relevant at inddrage i grundlaget for afgørelsen:
Afgørelsen af, om en myndighed i henhold til offentlighedslovens
§ 16, stk. 1, er forpligtet til at udlevere kopi af et dokument, beror, som
det
fremgår af det, der er anført ovenfor, på en vurdering af, om dokumenternes
form, antal, karakter eller lignende kan begrunde en fravigelse af
hovedreglen
om, at kopi skal udleveres.
Såfremt ministeriets fornyede vurdering af den konkrete sag
skulle munde ud i, at fremstilling af en kopi for ministeriet er forbundet
med
sådanne betydelige vanskeligheder, at ministeriet for så vidt er berettiget
til at nægte at udlevere kopi, må det på baggrund af det
meroffentlighedsprincip, som bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1,
2. punktum, er udtryk for, overvejes, om ministeriet alligevel bør imødekomme
Deres ønske om at få en kopi. Ifølge den nævnte bestemmelse kan myndigheden
give aktindsigt i videre omfang, end loven foreskriver. Dette princip om
meroffentlighed vil efter min opfattelse i denne sag, jf. nedenfor, kunne
tale
for, at der også i videre omfang, end loven foreskriver, på begæring
udleveres
kopi af dokumenter, hvori der gives aktindsigt.
Ved overvejelserne om, hvorvidt ministeriet under hensyn til
ovenstående bør imødekomme Deres ønske om udlevering af kopi, vil det være
relevant at inddrage følgende aspekter:
Selv om De ikke kan siges at være part i Forsvarskommandoens
sag, må De på baggrund af denne sags tætte sammenhæng med et af de afgørende
spørgsmål i sagen vedrørende bjærgningstilladelsen, siges at have en både
væsentlig
og individuel interesse i at gøre Dem bekendt med sagens materiale. De har
derfor
også en kvalificeret interesse i at få udleveret kopi af videofilmen,
således at De får mulighed for at forevise filmen for bjærgningsselskabet,
som
på denne måde kan få mulighed for at se (passager af) filmen flere gange.
Dette
vil kunne være af væsentlig betydning for tilrettelæggelsen af
bjærgningsarbejdet.
Endvidere har De tilbudt at afholde udgifterne ved at lade en
radioforhandler fremstille kopien, jf. vejledningen om offentlighedsloven,
pkt. 52, sidste afsnit.
Ad 3.
Retsstillingen, hvis
sagen skulle bedømmes efter forvaltningsloven.
Forsvarsministeriet har - som nævnt - i udtalelsen af 8. januar
1990 tilkendegivet, at det "...efterfølgende (er) ministeriets
opfattelse,
at det ville have været formelt korrekt at betragte advokat (A) som part i
sagen og følgelig behandle hans anmodning efter forvaltningslovens
regler...."
Heri er jeg, som det fremgår af mine bemærkninger ovenfor under
pkt. 1, ikke enig.
Såfremt man i øvrigt skulle følge ministeriets standpunkt,
skulle sagen behandles efter følgende retningslinjer:
I den kommenterede forvaltningslov, s. 168, er anført følgende
om fremstilling af kopi ved andres foranstaltning:
"...
Hvis myndigheden har mulighed for at lade andre fremstille
kopier i sådanne tilfælde, men hvor dette vil være forbundet med betydelige
omkostninger, bør myndigheden
vejlede
parten om denne mulighed, og eventuelt bistå parten med at få fremstillet en
sådan kopi
(min fremhævelse). ..."
Som det fremgår af den gengivne passage, antages det her ikke
blot, at myndighederne på opfordring bør medvirke til at lade kopi fremstille
ved andres foranstaltning men tillige, at myndighederne selv bør tage
initiativ
hertil.
Endvidere er det i kommentaren forudsat, at myndighederne kan
bistå ved fremstilling af kopier ved andres foranstaltning, uanset at der for
så vidt ikke er pligt til at udlevere kopi. Herom anføres således i
kommentaren, s. 171:
"...
Medvirker en forvaltningsmyndighed efter begæring fra en part
til, at der fremstilles kopi af akter, som myndigheden ikke er forpligtet til
at fremstille kopi af, f.eks. af lystryk eller af videobånd, er myndigheden
ikke forpligtet til at udlevere kopien gratis. Det er imidlertid en
forudsætning for at kræve udgiften betalt af parten, at denne inden
fremstillingen af kopien har samtykket i at betale herfor."
Ad 4
. Hvem skulle træffe
afgørelse?
Ifølge offentlighedslovens § 15, stk. 1, afgøres begæringer om
aktindsigt i sager, der ikke er afgørelsessager, af den myndighed, der har
dokumentet i sin besiddelse.
Udgangspunktet er således, at Deres aktindsigtsbegæring til
Forsvarsministeriet skulle have været oversendt til Forsvarskommandoen til
afgørelse. Når dette ikke skete, skyldes det tilsyneladende, at begæringen
blev anset for at vedrøre ministeriets sag vedrørende bjærgningstilladelsen.
Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at tvivlsomme
spørgsmål vedrørende aktindsigt forelægges for eller henskydes til en
overordnet
myndighed i medfør af de almindelige regler, jf. den kommenterede
offentlighedslov,
s. 185.
På denne baggrund foretager jeg ikke videre vedrørende dette
spørgsmål, men jeg har gjort ministeriet bekendt med, hvorledes sagen som
udgangspunkt skulle have været behandlet ifølge lovens § 15, stk. 1.
Ad 5.
Sagsbehandlingstiden.
Ved min gennemgang af sagen har jeg endvidere noteret mig, at
Deres aktindsigtsbegæring af 12. september 1989 først blev besvaret ved
ministeriets skrivelse af 5. oktober 1989, efter at De med skrivelser af 27.
september 1989 til Forsvarsministeriet og skrivelser af 3. oktober 1989 til
både Forsvarsministeriet og mig havde udtrykt utilfredshed med, at De endnu
ikke havde modtaget svar.
Under hensyn til 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16,
stk. 2, må jeg anse det for en fejl, at ministeriet ikke inden for denne
frist
enten besvarede Deres henvendelse eller meddelte Dem grunden til, at De endnu
ikke havde modtaget svar, og hvornår svaret kunne forventes.
Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, men
foretager i øvrigt ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
Ad 6.
Begrundelsen for
afgørelsen.
Endelig har jeg noteret mig, at ministeriet ikke i begrundelsen
i sit svar af 5. oktober 1989 til Dem henviste til de retsregler, i medfør af
hvilke ministeriets afgørelse om aktindsigt blev truffet, jf.
forvaltningslovens
§ 24.
Dette finder jeg beklageligt, og jeg har gjort ministeriet
bekendt hermed, men foretager i øvrigt ikke videre vedrørende dette
spørgsmål.
..."
Forsvarsministeriet meddelte mig herefter, at ministeriet tog
min henstilling til efterretning. Efter en fornyet, konkret vurdering anså
ministeriet sig dog fortsat ikke forpligtet til at udlevere kopi af filmen,
da
kopieringen var forbundet med betydelige vanskeligheder, jf.
offentlighedslovens § 16. Ministeriet var dog indstillet på at imødekomme A's
ønske om kopi, såfremt A ville afholde udgifterne ved fremstillingen af
kopien. Af ophavsretlige årsager fandt ministeriet, at kopieringen måtte
finde
sted i forsvarets regi. Ministeriet havde derfor tilkendegivet over for A, at
ønsket
om kopi kunne imødekommes, såfremt han var indforstået med at afholde
udgifterne ved at lade kopien fremstille inden for Forsvarsministeriets regi
ved en af to nærmere beskrevne fremgangsmåder.
Ministeriet meddelte i øvrigt, at ministeriet tog min udtalelse
til efterretning.
Jeg meddelte Forsvarsministeriet, at jeg havde taget det oplyste
til efterretning.
Lignende dokumenter
- Afslag fra Forsvarsministeriet på aktindsigt i en videooptagelse med henvisning til offentlighedslovens § 32, stk. 2. Sag nr. 21/03007. Dato: 22. november 2021 Retsinformation · 10. december 2021
- Cirkulære om forsvarets inddeling mv. Retsinformation · 21. oktober 2002
- Afslag på anmodning om aktindsigt. Offentlighedslovens § 4, stk. 1; administrativ sagsbehandling. Begrundelsespligt. Retsinformation · 25. juni 2003
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - arbejdsvilkår - medhold Retsinformation · 1. april 2016
- Tjenestemandsrettens dom af 17. september 2015 i sag TR2014.0005 Arbejdsretten m.fl. · 17. september 2015
- Dokumenter udleveret af Forsvarsministeriet til den nu nedlagte Irak- og Afghanistankommission undtaget fra aktindsigt efter § 23, stk. 1, nr. 1, § 24, stk. 1, nr. 2, § 28, stk. 1, samt §§ 31 og 32 i offentlighedsloven Retsinformation · 17. november 2016