Afslag på tilbagebetaling af fejlagtigt indbetalte forsikringspræmier til en frivilig dagpengeforsikring
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på tilbagebetaling af fejlagtigt indbetalte
forsikringspræmier til en frivillig dagpengeforsikring
En selvstændigt
erhvervsdrivende (A) klagede til mig over Den Sociale Ankestyrelses afslag på
tilbagebetaling af forsikringspræmier.
A tilmeldte sig den 5. juni
1989 den frivillige dagpengeforsikring for selvstændigt erhvervsdrivende. A
drev på dette tidspunkt en såkaldt enmandsforretning.
Med virkning fra 1. januar
1990 omdannede A sin virksomhed til et anpartsselskab. Han udmeldte sig i
denne
forbindelse ikke af den frivillige dagpengeforsikring, og han gav heller ikke
på anden måde besked om omdannelsen til Den Sociale Ankestyrelse.
I september 1994 blev A syg.
Han anmeldte sygdommen til den frivillige dagpengeforsikring og blev ved
denne
lejlighed orienteret om at han ikke var dækket af forsikringen, idet han ved
omdannelsen af sit firma fra et personligt firma til et anpartsselskab skulle
have tegnet en anden forsikring.
Den 15. september 1994 bad A
herefter Den Sociale Ankestyrelse om at blive udmeldt af forsikringen. I
oktober 1994 meddelte Ankestyrelsen at udmeldelse kunne finde sted med
virkning fra udgangen af et kvartal hvis anmodning om udmeldelse var modtaget
i
Ankestyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang. Ankestyrelsen meddelte
dog
at A efter omstændighederne ville blive udmeldt med udgangen af juli kvartal
1994.
Den 14. oktober 1994 anmodede
A's hustru på A's vegne Ankestyrelsen om at få tilbagebetalt indbetalte
Læs alt
præmier
fra 1. januar 1990 hvor A's virksomhed blev omdannet til et anpartsselskab,
og
frem til udmeldelsen.
Den 20. oktober 1994 traf
Ankestyrelsen afgørelse om at man ikke kunne tilbagebetale præmiebeløbene. Af
afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
"...
Det kan oplyses, at Ankestyrelsen
ikke automatisk får besked, når en virksomhed ændrer driftsform.
Det påhviler den, der har
tegnet forsikring selv at underrette Ankestyrelsen om sådanne ændringer og
samtidig anmode om at blive udmeldt af forsikringsordningen.
Udmeldelse kan finde sted med
virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er modtaget i
Ankestyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang, jf. § 44 i
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.
Efter Ankestyrelsens praksis
kan forsikringen dog opsiges til udgangen af forrige kvartal, når ændring af
driftsform er sket tidligere end indeværende kvartal.
Forsikringen er i
overensstemmelse hermed opsagt pr. 30. september 1994.
Ankestyrelsen kan derfor ikke
tilbagebetale de for perioden 1. januar til 30. september 1994 indbetalte
præmiebeløb.
Da virksomheden er et
anpartsselsskab, kan Ankestyrelsen tilbyde Dem en forsikring i
forsikringsordningen for private arbejdsgivere efter dagpengelovens § 27.
..."
Den 24. oktober 1994 anmodede
A's revisor, C, telefonisk Ankestyrelsen om på ny at overveje spørgsmålet
vedrørende tilbagebetaling. Den 8. november 1994 meddelte Ankestyrelsen at
styrelsen ikke fandt grundlag for at ændre den trufne afgørelse.
Den 17. november 1994 klagede
A til mig. Han skrev bl.a. at han ikke kunne forstå at han skulle betale en
forsikringspræmie når han ikke var dækket af forsikringen. Han bad mig tage
stilling til om han havde fået den rigtige behandling.
Den 8. december 1994 bad jeg
Ankestyrelsen om udlån af sagens akter.
Med brev af 20. januar 1995
modtog jeg akterne fra Den Sociale Ankestyrelse. I brevet skrev Ankestyrelsen
bl.a. følgende:
"...
Ankestyrelsen skal hertil
bemærke, at (A) den 15. september 1994 rettede henvendelse til Ankestyrelsen
med anmodning om at blive udmeldt af forsikringsordningen for Frivilligt
Forsikrede Arbejdsgivere, samt bemærkning om at der skulle tegnes en ny
forsikring, da firmaet var omdannet til et anpartsselskab.
Ankestyrelsen sendte herefter
en bekræftelse på udmeldingen til (A). Det fremgår af dette brev, at
udmeldelsen havde virkning fra udgangen af juli kvartal 1994.
(A) fremsendte den 14.
oktober 1994 en anmodning om at få tilbagebetalt forsikringspræmier for
perioden januar 1990, hvor firmaet blev omdannet til anpartsselskab frem til
udmeldelsen i september 1994.
Ankestyrelsen meddelte ved
brev af 20. oktober 1994, at der efter Ankestyrelsens praksis ikke kan ske
tilbagebetaling af præmiebeløbene for den nævnte periode. Vi oplyste
samtidig,
at Ankestyrelsen ikke får automatisk besked, når en virksomhed ændrer
driftsform, samt at det påhviler den, der har tegnet forsikring selv at
underrette Ankestyrelsen om sådanne ændringer og samtidig anmode om
udmeldelse
af forsikringsordningen.
Denne afgørelse er i
overensstemmelse med reglerne og Ankestyrelsens praksis.
Af Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994, § 44, fremgår det, at udmeldelse af
forsikringen kan ske med virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning
herom er modtaget i Ankestyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang.
Dette fremgår også af
Ankestyrelsens orientering på tilmeldelses-/ændrings- og
udmeldelsesblanketten
til Frivillig Dagpengeforsikring.
Det fremgår i øvrigt af
Ankestyrelsens orientering, at en anpartshaver, der arbejder for sit
anpartsselskab anses for lønmodtager og ikke kan tegne frivillig forsikring.
Ankestyrelsen finder ikke, at
der i denne sag er særlige grunde, der taler for at se bort fra praksis på
området.
..."
I brev af 11. april 1995 bad
jeg Ankestyrelsen om en udtalelse i anledning af A's klage. Jeg skrev bl.a.
følgende:
"...
Reglerne vedrørende
udmeldelse fra Den Frivillige Dagpengeforsikring findes i § 44 i
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994. Bestemmelsen har
følgende ordlyd.
'
§ 44.
Ændring af den sikredes sats fra det højeste beløb til 2/3
heraf og den tilsvarende nedsættelse af præmien samt udmeldelse af
forsikringen
kan ske med virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er
modtaget i Den Sociale Ankestyrelse mindst 20 dage før kvartalets udgang.'
I henhold til reglen har en
udmeldelse således tidligst virkning fra udgangen af det kvartal, der udløber
efter anmodningen om udmeldelse. Der er ikke i forbindelse med reglerne om
udmeldelse fastsat bestemmelser om at udmeldelse kan ske med tilbagevirkende
kraft, og heller ikke regler vedrørende en eventuel tilbagebetaling af
præmier.
Ankestyrelsen har bl.a. på
baggrund af reglerne om udmeldelse fastsat en praksis vedrørende udmeldelse
og
præmie(tilbage)betaling i forbindelse med udmeldelse. I henhold til denne
praksis sker udmeldelse/præmiebetaling som udgangspunkt i alle tilfælde efter
reglerne, således at udmeldelse ikke får tilbagevirkende kraft, og der dermed
ikke kan ske en tilbagebetaling af præmier, uanset om der i en periode ikke
har
været forsikringsdækning.
Udgangspunktet fraviges dog,
bl.a. i tilfælde som (A)'s, hvor en virksomheds driftsform er ændret
tidligere
end det kvartal, hvor udmeldelsen sker. I sådanne tilfælde kan forsikringen
opsiges til udgangen af forrige kvartal.
Af et af Ankestyrelsen
vedlagt notat om denne praksis fra et møde den 2. maj 1990 fremgår bl.a.
følgende:
'...
Det blev vedtaget, at
udmeldelse skal ske efter reglerne, men at tilbagevirkende ophør kan
accepteres
når begrundelsen er at virksomheden
er
ophørt.
Tilbagevirkende ophør kan tidligst få virkning fra udgangen af
forrige kvartal. Et evt. for meget indbetalt bidrag tilbagebetales
automatisk.
Tilbagevirkende ophør accepteres når pgl. er gået på efterløn, når pgl.
meddeler at virksomheden er ophørt, eller Aps'er som har stået tilmeldt den
frivillige ordning.
...
Endvidere er det fastslået,
at vi pr. 2. april 1990 ændrer vores praksis m.h.t. tilbagebetaling af
præmie.
De anmodninger, som er modtaget i afdelingen inden 2. april 1990 får
tilbagebetalt præmie for den periode der er betalt præmie på forkert
grundlag.
Efter 2. april 1990 følges reglerne og ovennævnte praksis er gældende.'
Afgørelsen i (A)'s sag er
truffet i overensstemmelse med denne praksis, idet udmeldelsen af 15.
september
1994 fik virkning fra udgangen af juni 1994.
Jeg anmoder Ankestyrelsen om
at fremkomme med en udtalelse angående følgende:
Er Ankestyrelsen omfattet af forsikringsaftaleloven i
det omfang den driver 'forsikringsvirksomhed' i henhold til reglerne i
sygedagpengeloven
om frivillig sikring for selvstændigt erhvervsdrivende?
I bekræftende fald; har Ankestyrelsen overvejet om
forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, ville kunne finde anvendelse? Der
sigtes
herved til at bestemmelsen antages at omfatte tilfælde hvor den forsikrede
interesse
falder bort.
Såfremt Ankestyrelsen ikke
anser sig for omfattet af forsikringsaftaleloven og § 16, stk. 2, af den
grund
ikke kan anses for anvendelig, anmoder jeg Ankestyrelsen om at tage stilling
til følgende:
På hvilket grundlag var den praksis fastsat, som
Ankestyrelsen i perioden før 2. april 1990 lagde til grund ved afgørelse af,
om
tilbagebetaling skulle finde sted i tilfælde som det foreliggende?
På hvilket grundlag ændrede Ankestyrelsen denne
praksis, hvorefter tilbagebetaling alene kan ske i et meget begrænset omfang?
..."
Af Ankestyrelsens udtalelse
af 16. juni 1995 fremgik bl.a. følgende:
"...
1. og 2. Forsikringsaftaleloven
...
Spørgsmålet om Ankestyrelsen
er omfattet af forsikringsaftaleloven i det omfang vi administrerer
forsikringsordningen for selvstændigt erhvervsdrivende, er ikke direkte
reguleret i hverken forsikringsaftaleloven eller sygedagpengeloven.
Det fremgår af
forsikringsaftalelovens § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på
forsikringsaftaler, der indgås med forsikringsaktieselskaber, gensidige
forsikringsselskaber eller andre selskaber og institutioner, der driver
forsikringsvirksomhed. I § 1, stk. 2, er listet en række undtagelser til
lovens
anvendelsesområde. Frivillig sikring for selvstændigt erhvervsdrivende er
ikke
nævnt. Derimod nævnes ulykkesforsikring og sygekassevirksomhed, jf. § 1, stk.
2, nr. 3 og 4. Dagpenge efter sygedagpengeloven afløste dagpenge efter
ulykkesforsikringsloven og dagpenge efter den tidligere sygeforsikringslov
herunder dagpenge efter sygekassernes frivillige dagpengesikring. På denne
baggrund må den nuværende frivillige sikring ligeledes antages at være
undtaget.
Det kan tilføjes, at loven i
praksis alene finder direkte anvendelse på virksomheder, der er omfattet af
lov
om forsikringsvirksomhed. Hvad der skal anses for forsikringsvirksomhed
fastlægges gennem Finanstilsynets praksis. Den frivillige sikring for
selvstændigt erhvervsdrivende er ikke underlagt tilsyn fra Finanstilsynet.
Reglerne om Ankestyrelsens
administration af frivillig sikring for selvstændigt erhvervsdrivende findes
i
sygedagpengelovens § 20 samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22.
juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, kapitel 13.
Forsikringsordningen for
frivillig sikring er en delvist bidragsfinansieret social sikring, hvor
forsikringsbidragene skal dække 40 % af udgifterne. Resten af udgifterne
dækkes
af staten, jf. sygedagpengelovens § 29, stk. 1. Præmierne fastsættes af
Socialministeren.
Reglerne for Ankestyrelsens
administration af frivillig sikring er således reguleret ved lov og
bekendtgørelse, og der er ikke de samme beskyttelseshensyn, der danner
grundlag
for forsikringsaftaleloven.
På denne baggrund er det
Ankestyrelsens helt klare opfattelse, at forsikringsaftalelovens regler ikke
finder anvendelse på Ankestyrelsens administration af frivillig sikring af
selvstændigt erhvervsdrivende.
3. Grundlag for praksis før 2. april 1990
Lige siden lov nr. 262 af 7.
juni 1972 om dagpenge ved sygdom eller fødsel har der været mulighed for
frivillig sikring. I lovens § 28 var det bestemt, at kredsen, der kunne tegne
frivillig sikring var personer med anden dagpengegivende indtægt end
lønindtægt. Denne bestemmelse var uændret indtil 2. april 1990.
Før 2. april 1990 regulerede
bekendtgørelse nr. 382 af 7. juni 1988 (før denne bekendtgørelse nr. 951 af
23.
december 1986 og før denne bekendtgørelse nr. 556 af 12. december 1985) om
den
frivillige sikring reglerne for frivillig sikring af selvstændigt
erhvervsdrivende.
Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, fremgik det, at personer, der har anden
dagpengegivende erhvervsindtægt end lønindtægt, kan tegne frivillig
dagpengesikring for de første 3 uger af sygeperioden.
Af bekendtgørelsens § 5, stk.
2, fremgik det at udmeldelse af forsikringen kunne ske med virkning fra
udgangen
af et kvartal, hvis anmodningen var modtaget 20 dage før kvartalets udgang.
Ved
manglende betaling kunne udelukkelse ske ligeledes med virkning fra udgangen
af kvartalet, jf. bekendtgørelsens § 6. Der var ikke i øvrigt fastsat regler
for sikringens ophør. Stillingtagen hertil skete gennem Sikringsstyrelsens,
senere Socialstyrelsens praksis.
Før den gældende dagpengelovs
ikrafttræden den 2. april 1990 tilbagebetalte forsikringsordningen for
frivillig sikring præmie, der var indbetalt af en virksomhed efter det
tidspunkt, hvor virksomheden var omdannet til et aktie- eller anpartsselskab
og
indtil anmodningen om udmeldelsen.
Begrundelsen for denne
praksis var, at der tidligere var tvivl om, hvorvidt en aktie- eller
anpartshaver havde status som lønmodtager eller selvstændigt
erhvervsdrivende,
og at pågældende derfor kunne være i begrundet tvivl om, de skulle være
forsikret i den frivillige sikring for selvstændigt erhvervsdrivende eller i
forsikringen for mindre private arbejdsgivere. Det skal bemærkes, at
bekendtgørelsen om dagpengegivende indtægter blev ændret allerede i 1982 så
det
direkte fremgik, at beløb et selskab udbetaler til aktionær eller
anpartshaver,
der arbejder for selskabet, er dagpengegivende indtægt, jf.
Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 689 af 20. december 1982.
4. Grundlag for ændring af praksis 2. april 1990
I forbindelse med den nye
dagpengelovs ikrafttræden den 2. april 1990 skete der en række ændringer på
lovens område. Et af hovedhensynene bag loven var en ønskelig forenkling på
dagpengeområdet og at gøre dagpengeordningen lettere administrerbar.
Loven gav anledning til, at
praksis på dagpengeområdet blev revideret på en lang række felter, især
gennem
Dagpengeudvalgets virksomhed. Men også på områder - som f.eks. den frivillige
sikring - hvor der ikke var tale om ændrede lovbestemmelser kunne der være
anledning til at vurdere praksis ud fra hovedhensynene bag den nye lov,
herunder forenklings- og administrationshensynet.
For så vidt angår den
konkrete problemstilling var det som nævnt tidligere blevet fastslået, at en
aktie- eller anpartshaver, der arbejder for sit selskab, anses for
lønmodtager
og ikke kan tegne frivillig forsikring.
Som følge heraf har det siden
januar 1986 stået på tilmeldingsblanketterne til forsikringsordningen, at en
aktie-eller anpartshaver, der arbejder for sit selskab anses for lønmodtager
og derfor ikke kan tegne frivillig sikring. De pågældende virksomheder vil
derimod kunne optages i forsikringsordningen for private arbejdsgivere. Der
er
således ofte sammenfald mellem de personer, der tegner forsikring i de to
ordninger. De pågældende bør derfor kunne skifte fra den ene ordning til den
anden uden besvær eller ophør i forsikringsdækningen. Der blev derfor også
truffet bestemmelse herom samtidig med beslutningen om ændringen af praksis
for
tilbagebetaling ved udmeldelse af den frivillige sikring for selvstændigt
erhvervsdrivende.
Ændringen af
tilbagebetalingsreglerne ved udmeldelse havde ligeledes baggrund i et ønske
om
at gøre reglerne i de to forsikringsordninger mere ensartede. For
forsikringsordningen for private arbejdsgivere gjaldt - og gælder fortsat -
at
udmeldelse af ordningen kan ske med udgangen af det kvartal hvor anmodningen
herom er modtaget, samt at ophør kan følge af inaktivt arbejdsgivernummer
[og]
sker med virkning fra udgangen af det kvartal hvor Socialstyrelsen får
kendskab hertil, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 3. marts
1990, § 4, stk. 2 og 3.
Ændringen af praksis har
således primært haft baggrund i den nye dagpengelovs ikrafttræden den 2.
april
1990, samt et ønske om koordinering af praksis vedrørende de to
forsikringsordninger på området, jf. vedlagte notat af 26. april 1990
vedrørende ordningen for forsikrede arbejdsgiveres udmeldelsespraksis og
mødereferat af 21. maj 1990.
Det tilføjes, at det synes at
fremgå af mødereferatet af 21. maj 1990 fra det møde, hvor de nævnte
ændringer
blev bekræftet, at den hidtidige tilbagebetalingspraksis havde været for
lempelig, og at ændringen bragte praksis i overensstemmelse med
bekendtgørelsens regler. Dette bekræftes af de medarbejdere, der deltog i
mødet."
Ved brev af 21. juni 1995 gav
jeg A lejlighed til at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger til
Ankestyrelsens udtalelse. A fremkom ikke med sådanne bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
"
1. Anvendelse af forsikringsaftaleloven på den frivillige dagpengeforsikring
efter sygedagpengeloven
Forsikringsaftaleloven
(lovbek. nr. 726 af 24. oktober 1986 med senere ændringer) trådte i kraft den
1. januar 1932.
Anvendelsesområdet for loven
er fastlagt i § 1 der har følgende ordlyd:
'
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås
med forsikringsaktieselskaber, gensidige forsikringsselskaber eller andre
selskaber og institutioner, der driver forsikringsvirksomhed.
Stk. 2.
Loven gælder ikke for:
Genforsikring.
Invalideforsikring i henhold til lov nr. 197 af 16.
juni 1927.
Ulykkesforsikring tegnet i henhold til lov nr. 205 af
6. juli 1916, jf. bekendtgørelse nr. 187 af 14. juli 1927, jf. for Færøernes
vedkommende anordninger nr. 503 af 29. november 1922, nr. 37 af 23. februar
1924, nr. 213 af 24. juli 1925 og nr. 41 af 9. marts 1926.
Overenskomst afsluttet med en begravelseskasse, en i
henhold til lov nr. 144 af 10. maj 1915, jfr. bekendtgørelse nr. 87 af 19.
april 1929, statsanerkendt sygekasse, jfr. for Færøernes vedkommende
anordning
nr. 59 af 21. februar 1930, en af de i § 34 i lov nr. 144 af 10. maj 1915
omhandlede under statskontrol virkende gensidige sygeforeninger, en af de i §
31 i lov nr. 197 af 16. juli 1927 omhandlede sygekasser, den i § 8 i lov nr.
67
af 1. april 1912 nævnte som sygekasse anerkendte sygeforsikring for
udenlandske
landarbejdere, og en af de i lov nr. 126 af 28. april 1916, jf. lov nr. 180
af
1. april 1925 omhandlede læge- og befordringskasser på Færøerne.
Aftale, hvorved fagsammenslutninger yder deres
medlemmer dækning mod tab ved arbejdsløshed eller arbejdsstandsning.
Aftale, hvorved en arbejdsgiver tilsiger de i hans
virksomhed beskæftigede personer pension.'
Det er Ankestyrelsens
opfattelse at Ankestyrelsen ikke er omfattet af forsikringsaftalelovens
regler
ved administrationen af forsikringsordningen for selvstændigt
erhvervsdrivende. Dette fremgår af Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16.
juni
1995.
Forsikringsaftalelovens § 1, stk. 1
Til støtte for sit synspunkt
har Ankestyrelsen
for det første
henvist til § 1, stk. 1, i forsikringsaftaleloven. Ankestyrelsen har i den
forbindelse oplyst at forsikringsaftaleloven i praksis alene finder direkte
anvendelse på virksomheder der er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed.
Jeg
har endvidere forstået Ankestyrelsen således at den frivillige
dagpengeforsikring for selvstændigt erhvervsdrivende ikke er undergivet
tilsyn
fra Finanstilsynet og således ikke er omfattet af lov om
forsikringsvirksomhed.
Den praksis Ankestyrelsen
henviser til vedrørende forsikringsaftalelovens § 1, stk. 1, er bl.a. omtalt
i
Preben Lyngsø, Forsikringsaftaleloven med kommentarer, fjerde udg., (1992),
s. 34, og Preben Lyngsø, Dansk Forsikringsret, syvende udg., (1994), s.
22f.
Forfatteren konkluderer dog -
under henvisning til den omtalte praksis - alene at forsikringsaftalelovens
regler ikke finder anvendelse på aftaler der indgås med enkeltmand.
Når henses hertil og til ordlyden af § 1,
stk. 1 ('eller andre selskaber og institutioner'), mener jeg ikke at det ud
fra bestemmelsen i § 1, stk. 1, kan udelukkes at forsikringsaftaler der
indgås
med Ankestyrelsen, kan være omfattet af lovens anvendelsesområde.
Forsikringsaftalelovens § 1, stk. 2, nr. 3 og 4
Til støtte for sit synspunkt
har Ankestyrelsen
for det andet
henvist til § 1, stk. 2, nr. 3 og 4, i forsikringsaftaleloven. Visse
ulykkesforsikringer
og sygekassevirksomheder er undtaget fra lovens anvendelsesområde efter disse
bestemmelser. Dagpenge efter sygedagpengeloven afløste dagpenge efter
ulykkesforsikringsloven og dagpenge efter den tidligere sygeforsikringslov,
herunder dagpenge efter sygekassens frivillige dagpengeforsikring. På denne
baggrund mener Ankestyrelsen at den nuværende frivillige dagpengeforsikring
ligeledes må antages at være undtaget.
I lovens § 1, stk. 2, er
opremset en række forhold som loven ikke finder anvendelse på. Karakteristisk
for nogle af undtagelserne er at der er tale om 'social forsikring', jf.
herved
Dansk Forsikringsret, s. 26. Undtaget er hermed bl.a. ulykkesforsikring
tegnet i henhold til lov nr. 205 af 6. juli 1916, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, og
aftaler afsluttet med en statsanerkendt sygekasse i henhold til lov nr. 144
af
10. maj 1915, jf. § 1, stk. 2, nr. 4.
Forsikringsaftaleloven bygger
på resultaterne af et kommissionsarbejde. Arbejdet blev afsluttet i 1925, og
resultaterne blev nedfældet i 'Udkast til lov om forsikringsaftaler',
(København 1925). I kommissionens udkast var aftaler med statsanerkendte
sygekasser - som i det senere vedtagne forslag - var udelukket fra lovens
anvendelsesområde. Den såkaldte sociale ulykkesforsikring var derimod ikke
udelukket. Om årsagen til at ulykkesforsikringen ikke var undtaget fra lovens
anvendelsesområde, fremgår bl.a. følgende af udkastets s. 27 og 28:
"...
Den Forsikring, der tegnes i
henhold til Ulykkesforsikringsloven af 6. juli 1916, jfr. Lov 28. Juni 1920,
indgaas jo med Ulykkesforsikringsselskaber, der tillige driver
Forsikringsvirksomhed af anden Art. Den efter Ulykkesforsikringslovens Regler
tegnede Forsikring er derhos dels pligtmæssig, dels frivillig. I sidste Fald
kan der næppe anføres nogen skellig Grund til at undtage Forsikringen fra
Lovens Område.
..."
I det lovforslag som blev
fremsat og senere vedtaget, blev der kun foretaget enkelte ændringer i
forhold
til kommissionens udkast. En af disse ændringer var at undtage
ulykkesforsikring fra lovens anvendelsesområde. I bemærkningerne til
lovforslagets § 1 (Folketingstidende 1929-30, tillæg A, sp.
3174f
) er bl.a. anført følgende:
"...
Medens Kommissionen saaledes
som det fremgår af Motiverne pag. 27-29 har den Opfattelse, at
Ulykkesforsikring tegnet i Henhold til Lov Nr. 205 af 6. juli 1916, jfr.
Bekendtgørelse Nr. 187 af 14. Juli 1927, bør høre ind under Lovens
Gyldighedsomraade, har Arbejderforsikringsraadet - til hvis Standpunkt
Ministeriet for Sundhedsvæsen har sluttet sig - indstillet, at denne
Ulykkesforsikring ikke omfattes af Loven. Til Støtte herfor er det af
Arbejderforsikringsraadet navnlig gjort gældende, at Lovforslagets Regler,
der
har den rette Løsning af de almindelige forsikringstekniske Spørgsmaal for
Øje,
ikke egner sig til at overføres paa den sociale Ulykkesforsikring, hvor de
givne Regler hviler på en socialpolitisk Opfattelse af, hvad det til enhver
Tid
er rimeligt at yde Arbejderne efter en Forsikring, der ganske overvejende
bæres
af Arbejdsgiverne, samt at Arbejderforsikringsraadet, der fastsætter
Erstatningernes Størrelse og udbetaler Erstatningsbeløbene, gennem sin
Administration
yder de sikrede (Arbejderne) det fornødne Værn.
Da man har kunnet tiltræde
disse Betragtninger, og da Ulykkesforsikringslovens Regler på flere Punkter
afviger fra Lovforslagets Bestemmelser, saaledes at det, saafremt den sociale
Ulykkesforsikring omfattes af Lovforslaget, maa befrygtes, at det i
Sammenstødstilfælde
kan forvolde Tvivl, hvilket Sæt Retsregler man bør give Fortrinet, har
Ministeriet som et nyt Punkt indføjet en Bestemmelse, hvorefter den
heromhandlede Ulykkesforsikring unddrages fra Lovens Gyldighedsområde.
I Lighed med, at Udkastet fra
Lovens Gyldighedsområde unddrager Overenskomster afsluttet med de under
Tilsyn
værende Begravelseskasser og de statsanerkendte Sygekasser, har man endvidere
undtaget forskellige andre under Statens Tilsyn virkende Sygekasser og
Sygeforeninger, hvor de samme Grunde for en Undtagelse gør sig gældende.
..."
De regler som på tidspunktet
for forsikringsaftalelovens ikrafttræden fandtes i lov nr. 205 af 6. juli
1916
om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, blev siden for størstedelens
vedkommende afløst af regler i lov om forsikring mod følger af
ulykkestilfælde
(lov nr. 183 af 20. maj 1933, jf. lovbek. nr. 137 af 26. april 1968) som
siden
blev afløst af lov om arbejdsskadeforsikring, og som i dag er afløst af lov
om
forsikring mod følger af arbejdsskade. De regler der fandtes i lov nr. 144 af
10. maj 1915 om anerkendte sygekasser, blev siden primært afløst af regler i
lov om folkeforsikring som siden blev afløst af regler i lov om den
offentlige
sygeforsikring (lov nr. 239 af 10. juni 1960, jf. lovbek. nr. 403 af 23.
oktober 1967), og som i dag er afløst af regler i lov om offentlig
sygesikring.
I lov nr. 205 af 6. juli 1916
om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og i lov nr. 144 af 10. maj 1915
om
anerkendte sygekasser fandtes regler om dagpenge som følge af
uarbejdsdygtighed ved tilskadekomst og sygdom. I ulykkesforsikringsloven var
der allerede på dette tidspunkt mulighed for at visse arbejdsgivere kunne
tegne
en frivillig forsikring, hvorved de bl.a. kunne opnå dagpenge i forbindelse
med uarbejdsdygtighed ved ulykkestilfælde. I 'sygekassesystemet' blev
egentlige regler om frivillig dagpengeforsikring for folk med anden
erhvervsindtægt end lønindtægt indsat i lov nr. 239 af 10. juni 1960 om den
offentlige sygeforsikring.
I forbindelse med
vedtagelsen af den første sygedagpengelov (lov nr. 262 af 7. juni 1972) blev
der i kapitel 11 indsat regler om frivillig dagepengeforsikring for blandt
andre husmødre og selvstændigt erhvervsdrivende. Samtidig blev reglerne om
dagpenge i ulykkesforsikringsloven, herunder reglerne om frivillig
dagpengeforsikring (§ 55), ophævet, jf. lov nr. 261 af 7. juni 1972. Lov om
den offentlige sygeforsikring var forinden sygedagpengelovens ikrafttræden 1.
april 1973 blevet afløst af lov om offentlig sygesikring (lov nr. 311 af 9.
juni 1971). I denne lov var reglerne om dagpenge, herunder reglerne om
frivillig forsikring (kapitel 5), ikke medtaget.
I de almindelige bemærkninger
til lovforslaget om sygedagpenge (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp.
7313) er bl.a. anført følgende:
'...
Ordningen skal afløse de
gældende regler om dagpenge i sygeforsikringsloven, i
ulykkesforsikringslovgivningen og i lov om børnetilskud og andre
familieydelser. Dagpengene skal ydes efter ensartede regler uden hensyn til,
om
indtægtstabet skyldes sygdom, tilskadekomst eller fødsel, og ordningen bygger
således på kommissionens målsætning, om at ydelserne skal afhænge af behovet,
uanset årsagen til indtægtstabet.
...
Ordningen skal dække hele
befolkningen imod tab af arbejdsindtægt på grund af sygdom, tilskadekomst
eller
fødsel. Ordningen skal således omfatte alle lønmodtagere - ikke alene de
lønmodtagere der i dag er sikret under dagpengeordningen for lønarbejdere
efter
sygeforsikringsloven, men også funktionærer og tjenestemænd m.fl. som har ret
til løn under sygdom. Under ordningen inddrages endvidere alle med
selvstændigt erhverv.
...'
I bemærkningerne til kapitel
11 (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 7336) hvori reglerne om
frivillig
dagpengeforsikring findes er bl.a. anført følgende:
'...
Kapitel 11 afløser
sygeforsikringslovens kap. V om adgangen til frivilligt at sikre sig
dagpenge,
navnlig for selvstændige erhvervsdrivende og for husmødre.
...'
Reglerne om dagpenge i
sygedagpengeloven, herunder reglerne om frivillig forsikring, er således til
dels en videreføring af dagpengereglerne i de 'gamle' love om statsanerkendte
sygekasser og ulykkesforsikring fra henholdsvis 1915 og 1916. Det forhold at
de
to 'gamle' love er direkte undtaget fra forsikringsaftalelovens
anvendelsesområde,
taler efter min opfattelse derfor for at også reglerne om frivillig
dagpengeforsikring efter sygedagpengeloven må være undtaget fra lovens
anvendelsesområde.
At den frivillige dagpengeforsikring
er reguleret ved (selvstændig) lov og bekendtgørelse, taler også imod at
sikringen skulle være omfattet af forsikringsaftalelovens bestemmelser. Jeg
har
ved denne vurdering bl.a. lagt vægt på at der - hvis forsikringsaftaleloven
fandtes anvendelig - ville kunne opstå tvivl om hvilke af de to regelsæts
bestemmelser der skulle anvendes i en given situation. Der kan herved
henvises
til de betænkeligheder der blev udtrykt i forarbejderne til
forsikringsaftaleloven for så vidt angår ulykkesforsikring.
Forsikringsaftaleloven er
endvidere en såkaldt social beskyttelseslov. En privat forsikring beror på en
aftale mellem et forsikringsselskab som den stærke part og forsikringstageren
som den svage part. Når forsikringstagerens forhold som ved frivillig
dagpengeforsikring er reguleret i en selvstændig lov og bekendtgørelse, og
ikke udelukkende beror på en aftale, er der ikke samme beskyttelseshensyn at
tage som i forbindelse med privat forsikring.
Sammenfattende har jeg ikke
tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Den Sociale Ankestyrelses opfattelse
af at forsikringsaftaleloven ikke finder anvendelse på den frivillige
dagpengeforsikring
efter sygedagpengeloven. Jeg bemærker dog at spørgsmålet må finde sin
endelige
afklaring ved domstolene.
2. Tilbagebetaling af præmie
Det spørgsmål som herefter
foreligger til min bedømmelse, er om De (uanset at den forsikring De har
tegnet, ikke er omfattet af forsikringsaftaleloven) er berettiget til at få
tilbagebetalt den præmie som De har indbetalt til Ankestyrelsen i perioden
fra
1. januar 1990 - hvor De omdannede Deres selskab til et anpartsselskab - og
til
Deres udmeldelse i september 1994.
Ankestyrelsens afgørelse
Ankestyrelsen afviste den 20.
oktober 1994 at tilbagebetale præmiebeløbet under henvisning til § 44 i
Socialministeriets bek. nr. 701 af 22. juli 1994. Bestemmelsen har følgende
ordlyd:
'
§ 44.
Ændring af den sikrede sats fra det højeste beløb til 2/3
heraf og den tilsvarende nedsættelse af præmien samt udmeldelse af
forsikringen
kan ske med virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er
modtaget i Den Sociale Ankestyrelse mindst 20 dage før kvartalets udgang.'
Ankestyrelsen henviste til
sin administrative praksis på området hvorefter forsikringen som udgangspunkt
ikke kan anses for ophørt før forsikringstageren selv opsiger den.
Udgangspunktet fraviges kun netop i tilfælde som Deres, hvor en virksomheds
driftsform er ændret tidligere end i det kvartal hvor forsikringen opsiges. I
sådanne tilfælde har opsigelsen - også med hensyn til præmiebetaling -
virkning
fra det forrige kvartal.
Den administrative praksis er
efter Ankestyrelsens oplysninger fastsat ud fra et ønske om regelforenkling
og
administrativ konveniens. Ankestyrelsen administrerer ud over den frivillige
dagpengeforsikring for selvstændige erhvervsdrivende også
forsikringsordningen
for private arbejdsgivere. Der findes for så vidt angår denne
forsikringsordning, en lignende praksis for tilbagebetaling af præmier.
Min vurdering af retsgrundlaget
Sygedagpengeloven indeholder
ingen regler om udmeldelse og tilbagebetaling af forsikringspræmie for den
frivillige dagpengeforsikring for selvstændigt erhvervsdrivende. I § 44 i
bekendtgørelsen findes alene en regel om at udmeldelse kan ske med virkning
fra
udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er modtaget i Ankestyrelsen
mindst 20 dage før kvartalets udgang.
I en tidligere sag gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 82ff, udtalte jeg
imidlertid at spørgsmålet om tilbagebetaling af kontingent til en
arbejdsløshedskasse - når der ikke er fastsat regler herom - beroede på
almindelige formueretlige overvejelser, herunder om medlemskabets
retsvirkninger samt om hvorvidt betalingen af kontingentet byggede på
urigtige forudsætninger. Dette synspunkt har efter min opfattelse også
betydning for denne sag:
Ankestyrelsen administrerer
som udgangspunkt den frivillige dagpengeforsikring for selvstændige
erhvervsdrivende i henhold til de (offentligretlige) regler der er fastsat om
ordningen i sygedagpengeloven og i bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom og
fødsel.
Når en selvstændigt
erhvervsdrivende tilmelder sig den frivillige dagpengeforsikring, opstår der
tillige et (privatretligt) aftaleforhold mellem den selvstændigt
erhvervsdrivende på den ene side og Ankestyrelsen på den anden side. Der er
tale om en gensidigt bebyrdende aftale hvor Ankestyrelsen optræder som
forsikringsgiver og den selvstændigt erhvervsdrivende som forsikringstager.
Forsikringstageren opnår ved at betale præmie at være dækket af forsikringen
og have ret til ydelser i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden.
I det omfang der ikke er
fastsat særlige regler for dette aftaleforhold, må det efter min opfattelse
som udgangspunkt være reguleret af almindelige formueretlige grundsætninger -
herunder især aftaleretlige regler. Der er således tale om et forhold der
delvist er reguleret af offentligretlige og delvist af privatretlige regler.
Min vurdering af Ankestyrelsens praksis og den trufne afgørelse
Ankestyrelsen har i udtalelsen
til mig redegjort for sin praksis før den 2. april 1990. Dengang
tilbagebetalte
man den præmie der var indbetalt af en virksomhed efter det tidspunkt hvor
virksomheden var omdannet til et aktie- eller anpartsselskab, og indtil
anmodningen
om udmeldelse.
I forbindelse med den nye
dagpengelovs ikrafttræden den 2. april 1990 ændrede man praksis på området.
Herefter kan forsikringen ikke anses for ophørt før forsikringstageren selv
opsiger den. Hvis virksomhedsomdannelsen er sket på et tidligere tidspunkt,
kan
opsigelse, også med hensyn til præmiebetaling, dog få virkning fra forrige
kvartal - men aldrig fra et tidligere tidspunkt.
Jeg må lægge til grund at
denne praksisændring først og fremmest er sket under hensyn til forenklings-
og
administrative hensyn. Der skete ikke i forbindelse med vedtagelsen af
sygedagpengeloven af 1989 nogen ændring i lovgrundlaget for den frivillige
dagpengeforsikring.
På den baggrund må jeg
konkludere at Ankestyrelsen ifølge sin praksis i disse sager afslår
tilbagebetaling uden at foretage en vurdering af om forsikringstageren på
baggrund af bl.a. almindelige formueretlige grundsætninger er berettiget til
at få tilbagebetalt præmien. På tilsvarende måde må jeg i Deres sag lægge til
grund at Ankestyrelsen afviste at tilbagebetale forsikringspræmien uden at
foretage en konkret vurdering af om man på baggrund af bl.a. formueretlige
grundsætninger var forpligtet til at tilbagebetale præmien.
Jeg har derfor henstillet til
Ankestyrelsen at genoverveje sin praksis således at den bringes i
overensstemmelse med almindelige formueretlige grundsætninger, og i den
forbindelse genoptage behandlingen af Deres sag med henblik på overvejelser
af
om man på baggrund af de ovennævnte synspunkter er forpligtet til helt eller
delvist at tilbagebetale præmien.
I forbindelse med
Ankestyrelsens fornyede behandling af Deres sag har jeg henledt styrelsens
opmærksomhed på følgende forhold:
For så vidt angår almindelige
private forsikringsforhold, findes i forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, en
regel om hvorledes der skal forholdes med præmien i tilfælde af at
forsikringen
ophører af andre grunde end opsigelse eller præmierestance. Det er inden for
sådanne forsikringsforhold antaget at en forsikring - ud over de nævnte
ophørsgrunde
- kan ophøre som følge af at den interesse eller fare man har forsikret,
falder
bort. Dette kommer ikke direkte til udtryk i loven, men er forudsat i
motiverne
til forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, jf. s.
46f
i Udkast til forsikringsaftalelov,
København 1925. Jeg henviser i øvrigt til Forsikringsaftaleloven med
Kommentarer,
s. 109, og Dansk Forsikringsret, s. 153.
Reglen i § 16, stk. 2,
indebærer at en forsikringstager hvis forsikring ophører som følge af
bortfald
af den interesse eller fare der er forsikret, kun skal betale præmie indtil
ophøret. Der skal således kun betales præmie i den periode hvor selskabet
bærer
en risiko. Reglen finder anvendelse uanset om præmien er forudbetalt eller
ej,
og bevirker således at en præmie der er forudbetalt for en periode der ligger
efter forsikringens ophør, normalt kan kræves tilbagebetalt.
I motiverne til
forsikringsaftaleloven (jf. referencen ovenfor) er bl.a. anført følgende om
anvendelsen af § 16 i loven:
'...
En Forsikring kan af
forskellige Grunde ophøre forinden Udløbet af den Tid, for hvilken den er
indgaaet. Ophøret kan være hjemlet dels ved positiv Lov eller andre
almindelige
Retsregler, dels ved selve Aftalen.
...
I alle saadanne Tilfælde
opstaar det Spørgsmaal, hvorledes der skal forholdes med Præmien. Efter
almindelige Kontraktsgrundsætninger vil Selskabet kun kunne kræve saa stor
Del
af Præmien, som svarer til den Tid, i hvilken det har baaret Risikoen. Derhos
vil den Part, som er skyld i Forholdets Afbrydelse, være pligtig at erstatte
den anden Part det Tab, denne derved lider. Da Præmien normalt betales forud,
vil det som Regel være Forsikringstageren, der staar med et Krav på
Tilbagebetaling af en Del af Præmien, og man benytter derfor hyppigt
Udtrykket
'Ristorno' som Betegnelse for den Regulering af Præmien, der finder Sted i de
heromhandlede Tilfælde.
...'
Som det fremgår, betegnes
princippet i forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, i motiverne som en
almindelig kontraktgrundsætning.
Jeg har dog ikke i sagen
foretaget en nærmere vurdering af hvilke formueretlige grundsætninger der
måtte
regulere forholdet, og hvilken betydning det har for
tilbagebetalingsspørgsmålet i Deres sag.
..."
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte mig senere at Ankestyrelsen havde foretaget en ny vurdering af sagen
under hensyntagen til almindelige formueretlige grundsætninger. Ankestyrelsen
havde besluttet at fastholde sin oprindelige afgørelse, således at A ikke
kunne
få tilbagebetalt den præmie han har indbetalt siden han i 1990 omdannede sin
virksomhed til et anpartsselskab.
Da A ikke på ny havde rettet
henvendelse til mig, og da Ankestyrelsen havde fulgt min henstilling om at
genoverveje sagen under hensyntagen til almindelige formueretlige
grundsætninger, foretog jeg mig ikke mere i anledning af sagen. Jeg bemærkede
dog over for Ankestyrelsen at jeg ikke havde foretaget en nærmere vurdering
af
tilbagebetalingsspørgsmålet i A's sag.
NOTER: (*1) Jf.
FOB 1993, 82ff
Lignende dokumenter
- Højesteret stadfæster Landsrettens afgørelse i sag om, hvorvidt bonusudbetalinger fra sagsøgte, TryghedsGruppen smba, til medlemmer, der er fysiske personer, skal beskattes som aktieudbytte Domsdatabasen · 18. januar 2023
- RÅDETS AFGØRELSE af 6. december 2010 om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer for så vidt angår erstatningen af nævnte aftales bilag II om koordinering af sociale sikringsordninger (2011/505/EU) UDKAST TIL AFGØRELSE Nr. …/2010 VEDTAGET AF DET BLANDEDE UDVALG, der er nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer af … om erstatning af nævnte aftales bilag II om koordinering af sociale sikringsordninger PROTOKOL til bilag II til aftalen EU-lovgivning · 6. december 2010
- RÅDETS AFGØRELSE af 16. december 2011 om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer for så vidt angår erstatningen af bilag II om koordinering af sociale sikringsordninger (2011/863/EU) UDKAST AFGØRELSE Nr. …/… VEDTAGET AF DET BLANDEDE UDVALG NEDSAT I HENHOLD TIL AFTALEN MELLEM DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB OG DETS MEDLEMSSTATER PÅ DEN ENE SIDE OG DET SCHWEIZISKE FORBUND PÅ DEN ANDEN SIDE OM FRI BEVÆGELIGHED FOR PERSONER af … om erstatning af bilag II til aftalen om koordinering af sociale sikringsordninger PROTOKOL til Bilag II til Aftalen EU-lovgivning · 16. december 2011
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (Tekst af relevans for EØS og for Schweiz) EU-lovgivning · 16. september 2009
- Ankestyrelsens principafgørelse D-25-96 om beregning - medarbejdende ægtefælle - frivillig forsikring - selvstændig erhvervsdrivende - dagpenge - dokumentation Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse D-35-05 om beregningsgrundlag - selvstændige - overført underskud fra ægtefælle Retsinformation · 11. juli 2013