Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på tilbagebetaling af fejlagtigt indbetalte forsikringspræmier til en frivilig dagpengeforsikring

FOU nr 1996.210UdtalelserFolketinget24. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på tilbagebetaling af fejlagtigt indbetalte

forsikringspræmier til en frivillig dagpengeforsikring

En selvstændigt

erhvervsdrivende (A) klagede til mig over Den Sociale Ankestyrelses afslag på

tilbagebetaling af forsikringspræmier.

A tilmeldte sig den 5. juni

1989 den frivillige dagpengeforsikring for selvstændigt erhvervsdrivende. A

drev på dette tidspunkt en såkaldt enmandsforretning.

Med virkning fra 1. januar

1990 omdannede A sin virksomhed til et anpartsselskab. Han udmeldte sig i

denne

forbindelse ikke af den frivillige dagpengeforsikring, og han gav heller ikke

på anden måde besked om omdannelsen til Den Sociale Ankestyrelse.

I september 1994 blev A syg.

Han anmeldte sygdommen til den frivillige dagpengeforsikring og blev ved

denne

lejlighed orienteret om at han ikke var dækket af forsikringen, idet han ved

omdannelsen af sit firma fra et personligt firma til et anpartsselskab skulle

have tegnet en anden forsikring.

Den 15. september 1994 bad A

herefter Den Sociale Ankestyrelse om at blive udmeldt af forsikringen. I

oktober 1994 meddelte Ankestyrelsen at udmeldelse kunne finde sted med

virkning fra udgangen af et kvartal hvis anmodning om udmeldelse var modtaget

i

Ankestyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang. Ankestyrelsen meddelte

dog

at A efter omstændighederne ville blive udmeldt med udgangen af juli kvartal

1994.

Den 14. oktober 1994 anmodede

A's hustru på A's vegne Ankestyrelsen om at få tilbagebetalt indbetalte

Læs alt

præmier

fra 1. januar 1990 hvor A's virksomhed blev omdannet til et anpartsselskab,

og

frem til udmeldelsen.

Den 20. oktober 1994 traf

Ankestyrelsen afgørelse om at man ikke kunne tilbagebetale præmiebeløbene. Af

afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

"...

Det kan oplyses, at Ankestyrelsen

ikke automatisk får besked, når en virksomhed ændrer driftsform.

Det påhviler den, der har

tegnet forsikring selv at underrette Ankestyrelsen om sådanne ændringer og

samtidig anmode om at blive udmeldt af forsikringsordningen.

Udmeldelse kan finde sted med

virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er modtaget i

Ankestyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang, jf. § 44 i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Efter Ankestyrelsens praksis

kan forsikringen dog opsiges til udgangen af forrige kvartal, når ændring af

driftsform er sket tidligere end indeværende kvartal.

Forsikringen er i

overensstemmelse hermed opsagt pr. 30. september 1994.

Ankestyrelsen kan derfor ikke

tilbagebetale de for perioden 1. januar til 30. september 1994 indbetalte

præmiebeløb.

Da virksomheden er et

anpartsselsskab, kan Ankestyrelsen tilbyde Dem en forsikring i

forsikringsordningen for private arbejdsgivere efter dagpengelovens § 27.

..."

Den 24. oktober 1994 anmodede

A's revisor, C, telefonisk Ankestyrelsen om på ny at overveje spørgsmålet

vedrørende tilbagebetaling. Den 8. november 1994 meddelte Ankestyrelsen at

styrelsen ikke fandt grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

Den 17. november 1994 klagede

A til mig. Han skrev bl.a. at han ikke kunne forstå at han skulle betale en

forsikringspræmie når han ikke var dækket af forsikringen. Han bad mig tage

stilling til om han havde fået den rigtige behandling.

Den 8. december 1994 bad jeg

Ankestyrelsen om udlån af sagens akter.

Med brev af 20. januar 1995

modtog jeg akterne fra Den Sociale Ankestyrelse. I brevet skrev Ankestyrelsen

bl.a. følgende:

"...

Ankestyrelsen skal hertil

bemærke, at (A) den 15. september 1994 rettede henvendelse til Ankestyrelsen

med anmodning om at blive udmeldt af forsikringsordningen for Frivilligt

Forsikrede Arbejdsgivere, samt bemærkning om at der skulle tegnes en ny

forsikring, da firmaet var omdannet til et anpartsselskab.

Ankestyrelsen sendte herefter

en bekræftelse på udmeldingen til (A). Det fremgår af dette brev, at

udmeldelsen havde virkning fra udgangen af juli kvartal 1994.

(A) fremsendte den 14.

oktober 1994 en anmodning om at få tilbagebetalt forsikringspræmier for

perioden januar 1990, hvor firmaet blev omdannet til anpartsselskab frem til

udmeldelsen i september 1994.

Ankestyrelsen meddelte ved

brev af 20. oktober 1994, at der efter Ankestyrelsens praksis ikke kan ske

tilbagebetaling af præmiebeløbene for den nævnte periode. Vi oplyste

samtidig,

at Ankestyrelsen ikke får automatisk besked, når en virksomhed ændrer

driftsform, samt at det påhviler den, der har tegnet forsikring selv at

underrette Ankestyrelsen om sådanne ændringer og samtidig anmode om

udmeldelse

af forsikringsordningen.

Denne afgørelse er i

overensstemmelse med reglerne og Ankestyrelsens praksis.

Af Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994, § 44, fremgår det, at udmeldelse af

forsikringen kan ske med virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning

herom er modtaget i Ankestyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang.

Dette fremgår også af

Ankestyrelsens orientering på tilmeldelses-/ændrings- og

udmeldelsesblanketten

til Frivillig Dagpengeforsikring.

Det fremgår i øvrigt af

Ankestyrelsens orientering, at en anpartshaver, der arbejder for sit

anpartsselskab anses for lønmodtager og ikke kan tegne frivillig forsikring.

Ankestyrelsen finder ikke, at

der i denne sag er særlige grunde, der taler for at se bort fra praksis på

området.

..."

I brev af 11. april 1995 bad

jeg Ankestyrelsen om en udtalelse i anledning af A's klage. Jeg skrev bl.a.

følgende:

"...

Reglerne vedrørende

udmeldelse fra Den Frivillige Dagpengeforsikring findes i § 44 i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994. Bestemmelsen har

følgende ordlyd.

'

§ 44.

Ændring af den sikredes sats fra det højeste beløb til 2/3

heraf og den tilsvarende nedsættelse af præmien samt udmeldelse af

forsikringen

kan ske med virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er

modtaget i Den Sociale Ankestyrelse mindst 20 dage før kvartalets udgang.'

I henhold til reglen har en

udmeldelse således tidligst virkning fra udgangen af det kvartal, der udløber

efter anmodningen om udmeldelse. Der er ikke i forbindelse med reglerne om

udmeldelse fastsat bestemmelser om at udmeldelse kan ske med tilbagevirkende

kraft, og heller ikke regler vedrørende en eventuel tilbagebetaling af

præmier.

Ankestyrelsen har bl.a. på

baggrund af reglerne om udmeldelse fastsat en praksis vedrørende udmeldelse

og

præmie(tilbage)betaling i forbindelse med udmeldelse. I henhold til denne

praksis sker udmeldelse/præmiebetaling som udgangspunkt i alle tilfælde efter

reglerne, således at udmeldelse ikke får tilbagevirkende kraft, og der dermed

ikke kan ske en tilbagebetaling af præmier, uanset om der i en periode ikke

har

været forsikringsdækning.

Udgangspunktet fraviges dog,

bl.a. i tilfælde som (A)'s, hvor en virksomheds driftsform er ændret

tidligere

end det kvartal, hvor udmeldelsen sker. I sådanne tilfælde kan forsikringen

opsiges til udgangen af forrige kvartal.

Af et af Ankestyrelsen

vedlagt notat om denne praksis fra et møde den 2. maj 1990 fremgår bl.a.

følgende:

'...

Det blev vedtaget, at

udmeldelse skal ske efter reglerne, men at tilbagevirkende ophør kan

accepteres

når begrundelsen er at virksomheden

er

ophørt.

Tilbagevirkende ophør kan tidligst få virkning fra udgangen af

forrige kvartal. Et evt. for meget indbetalt bidrag tilbagebetales

automatisk.

Tilbagevirkende ophør accepteres når pgl. er gået på efterløn, når pgl.

meddeler at virksomheden er ophørt, eller Aps'er som har stået tilmeldt den

frivillige ordning.

...

Endvidere er det fastslået,

at vi pr. 2. april 1990 ændrer vores praksis m.h.t. tilbagebetaling af

præmie.

De anmodninger, som er modtaget i afdelingen inden 2. april 1990 får

tilbagebetalt præmie for den periode der er betalt præmie på forkert

grundlag.

Efter 2. april 1990 følges reglerne og ovennævnte praksis er gældende.'

Afgørelsen i (A)'s sag er

truffet i overensstemmelse med denne praksis, idet udmeldelsen af 15.

september

1994 fik virkning fra udgangen af juni 1994.

Jeg anmoder Ankestyrelsen om

at fremkomme med en udtalelse angående følgende:

Er Ankestyrelsen omfattet af forsikringsaftaleloven i

det omfang den driver 'forsikringsvirksomhed' i henhold til reglerne i

sygedagpengeloven

om frivillig sikring for selvstændigt erhvervsdrivende?

I bekræftende fald; har Ankestyrelsen overvejet om

forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, ville kunne finde anvendelse? Der

sigtes

herved til at bestemmelsen antages at omfatte tilfælde hvor den forsikrede

interesse

falder bort.

Såfremt Ankestyrelsen ikke

anser sig for omfattet af forsikringsaftaleloven og § 16, stk. 2, af den

grund

ikke kan anses for anvendelig, anmoder jeg Ankestyrelsen om at tage stilling

til følgende:

På hvilket grundlag var den praksis fastsat, som

Ankestyrelsen i perioden før 2. april 1990 lagde til grund ved afgørelse af,

om

tilbagebetaling skulle finde sted i tilfælde som det foreliggende?

På hvilket grundlag ændrede Ankestyrelsen denne

praksis, hvorefter tilbagebetaling alene kan ske i et meget begrænset omfang?

..."

Af Ankestyrelsens udtalelse

af 16. juni 1995 fremgik bl.a. følgende:

"...

1. og 2. Forsikringsaftaleloven

...

Spørgsmålet om Ankestyrelsen

er omfattet af forsikringsaftaleloven i det omfang vi administrerer

forsikringsordningen for selvstændigt erhvervsdrivende, er ikke direkte

reguleret i hverken forsikringsaftaleloven eller sygedagpengeloven.

Det fremgår af

forsikringsaftalelovens § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på

forsikringsaftaler, der indgås med forsikringsaktieselskaber, gensidige

forsikringsselskaber eller andre selskaber og institutioner, der driver

forsikringsvirksomhed. I § 1, stk. 2, er listet en række undtagelser til

lovens

anvendelsesområde. Frivillig sikring for selvstændigt erhvervsdrivende er

ikke

nævnt. Derimod nævnes ulykkesforsikring og sygekassevirksomhed, jf. § 1, stk.

2, nr. 3 og 4. Dagpenge efter sygedagpengeloven afløste dagpenge efter

ulykkesforsikringsloven og dagpenge efter den tidligere sygeforsikringslov

herunder dagpenge efter sygekassernes frivillige dagpengesikring. På denne

baggrund må den nuværende frivillige sikring ligeledes antages at være

undtaget.

Det kan tilføjes, at loven i

praksis alene finder direkte anvendelse på virksomheder, der er omfattet af

lov

om forsikringsvirksomhed. Hvad der skal anses for forsikringsvirksomhed

fastlægges gennem Finanstilsynets praksis. Den frivillige sikring for

selvstændigt erhvervsdrivende er ikke underlagt tilsyn fra Finanstilsynet.

Reglerne om Ankestyrelsens

administration af frivillig sikring for selvstændigt erhvervsdrivende findes

i

sygedagpengelovens § 20 samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22.

juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, kapitel 13.

Forsikringsordningen for

frivillig sikring er en delvist bidragsfinansieret social sikring, hvor

forsikringsbidragene skal dække 40 % af udgifterne. Resten af udgifterne

dækkes

af staten, jf. sygedagpengelovens § 29, stk. 1. Præmierne fastsættes af

Socialministeren.

Reglerne for Ankestyrelsens

administration af frivillig sikring er således reguleret ved lov og

bekendtgørelse, og der er ikke de samme beskyttelseshensyn, der danner

grundlag

for forsikringsaftaleloven.

På denne baggrund er det

Ankestyrelsens helt klare opfattelse, at forsikringsaftalelovens regler ikke

finder anvendelse på Ankestyrelsens administration af frivillig sikring af

selvstændigt erhvervsdrivende.

3. Grundlag for praksis før 2. april 1990

Lige siden lov nr. 262 af 7.

juni 1972 om dagpenge ved sygdom eller fødsel har der været mulighed for

frivillig sikring. I lovens § 28 var det bestemt, at kredsen, der kunne tegne

frivillig sikring var personer med anden dagpengegivende indtægt end

lønindtægt. Denne bestemmelse var uændret indtil 2. april 1990.

Før 2. april 1990 regulerede

bekendtgørelse nr. 382 af 7. juni 1988 (før denne bekendtgørelse nr. 951 af

23.

december 1986 og før denne bekendtgørelse nr. 556 af 12. december 1985) om

den

frivillige sikring reglerne for frivillig sikring af selvstændigt

erhvervsdrivende.

Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, fremgik det, at personer, der har anden

dagpengegivende erhvervsindtægt end lønindtægt, kan tegne frivillig

dagpengesikring for de første 3 uger af sygeperioden.

Af bekendtgørelsens § 5, stk.

2, fremgik det at udmeldelse af forsikringen kunne ske med virkning fra

udgangen

af et kvartal, hvis anmodningen var modtaget 20 dage før kvartalets udgang.

Ved

manglende betaling kunne udelukkelse ske ligeledes med virkning fra udgangen

af kvartalet, jf. bekendtgørelsens § 6. Der var ikke i øvrigt fastsat regler

for sikringens ophør. Stillingtagen hertil skete gennem Sikringsstyrelsens,

senere Socialstyrelsens praksis.

Før den gældende dagpengelovs

ikrafttræden den 2. april 1990 tilbagebetalte forsikringsordningen for

frivillig sikring præmie, der var indbetalt af en virksomhed efter det

tidspunkt, hvor virksomheden var omdannet til et aktie- eller anpartsselskab

og

indtil anmodningen om udmeldelsen.

Begrundelsen for denne

praksis var, at der tidligere var tvivl om, hvorvidt en aktie- eller

anpartshaver havde status som lønmodtager eller selvstændigt

erhvervsdrivende,

og at pågældende derfor kunne være i begrundet tvivl om, de skulle være

forsikret i den frivillige sikring for selvstændigt erhvervsdrivende eller i

forsikringen for mindre private arbejdsgivere. Det skal bemærkes, at

bekendtgørelsen om dagpengegivende indtægter blev ændret allerede i 1982 så

det

direkte fremgik, at beløb et selskab udbetaler til aktionær eller

anpartshaver,

der arbejder for selskabet, er dagpengegivende indtægt, jf.

Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 689 af 20. december 1982.

4. Grundlag for ændring af praksis 2. april 1990

I forbindelse med den nye

dagpengelovs ikrafttræden den 2. april 1990 skete der en række ændringer på

lovens område. Et af hovedhensynene bag loven var en ønskelig forenkling på

dagpengeområdet og at gøre dagpengeordningen lettere administrerbar.

Loven gav anledning til, at

praksis på dagpengeområdet blev revideret på en lang række felter, især

gennem

Dagpengeudvalgets virksomhed. Men også på områder - som f.eks. den frivillige

sikring - hvor der ikke var tale om ændrede lovbestemmelser kunne der være

anledning til at vurdere praksis ud fra hovedhensynene bag den nye lov,

herunder forenklings- og administrationshensynet.

For så vidt angår den

konkrete problemstilling var det som nævnt tidligere blevet fastslået, at en

aktie- eller anpartshaver, der arbejder for sit selskab, anses for

lønmodtager

og ikke kan tegne frivillig forsikring.

Som følge heraf har det siden

januar 1986 stået på tilmeldingsblanketterne til forsikringsordningen, at en

aktie-eller anpartshaver, der arbejder for sit selskab anses for lønmodtager

og derfor ikke kan tegne frivillig sikring. De pågældende virksomheder vil

derimod kunne optages i forsikringsordningen for private arbejdsgivere. Der

er

således ofte sammenfald mellem de personer, der tegner forsikring i de to

ordninger. De pågældende bør derfor kunne skifte fra den ene ordning til den

anden uden besvær eller ophør i forsikringsdækningen. Der blev derfor også

truffet bestemmelse herom samtidig med beslutningen om ændringen af praksis

for

tilbagebetaling ved udmeldelse af den frivillige sikring for selvstændigt

erhvervsdrivende.

Ændringen af

tilbagebetalingsreglerne ved udmeldelse havde ligeledes baggrund i et ønske

om

at gøre reglerne i de to forsikringsordninger mere ensartede. For

forsikringsordningen for private arbejdsgivere gjaldt - og gælder fortsat -

at

udmeldelse af ordningen kan ske med udgangen af det kvartal hvor anmodningen

herom er modtaget, samt at ophør kan følge af inaktivt arbejdsgivernummer

[og]

sker med virkning fra udgangen af det kvartal hvor Socialstyrelsen får

kendskab hertil, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 3. marts

1990, § 4, stk. 2 og 3.

Ændringen af praksis har

således primært haft baggrund i den nye dagpengelovs ikrafttræden den 2.

april

1990, samt et ønske om koordinering af praksis vedrørende de to

forsikringsordninger på området, jf. vedlagte notat af 26. april 1990

vedrørende ordningen for forsikrede arbejdsgiveres udmeldelsespraksis og

mødereferat af 21. maj 1990.

Det tilføjes, at det synes at

fremgå af mødereferatet af 21. maj 1990 fra det møde, hvor de nævnte

ændringer

blev bekræftet, at den hidtidige tilbagebetalingspraksis havde været for

lempelig, og at ændringen bragte praksis i overensstemmelse med

bekendtgørelsens regler. Dette bekræftes af de medarbejdere, der deltog i

mødet."

Ved brev af 21. juni 1995 gav

jeg A lejlighed til at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger til

Ankestyrelsens udtalelse. A fremkom ikke med sådanne bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

"

1. Anvendelse af forsikringsaftaleloven på den frivillige dagpengeforsikring

efter sygedagpengeloven

Forsikringsaftaleloven

(lovbek. nr. 726 af 24. oktober 1986 med senere ændringer) trådte i kraft den

1. januar 1932.

Anvendelsesområdet for loven

er fastlagt i § 1 der har følgende ordlyd:

'

§ 1.

Denne lov finder anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås

med forsikringsaktieselskaber, gensidige forsikringsselskaber eller andre

selskaber og institutioner, der driver forsikringsvirksomhed.

Stk. 2.

Loven gælder ikke for:

Genforsikring.

Invalideforsikring i henhold til lov nr. 197 af 16.

juni 1927.

Ulykkesforsikring tegnet i henhold til lov nr. 205 af

6. juli 1916, jf. bekendtgørelse nr. 187 af 14. juli 1927, jf. for Færøernes

vedkommende anordninger nr. 503 af 29. november 1922, nr. 37 af 23. februar

1924, nr. 213 af 24. juli 1925 og nr. 41 af 9. marts 1926.

Overenskomst afsluttet med en begravelseskasse, en i

henhold til lov nr. 144 af 10. maj 1915, jfr. bekendtgørelse nr. 87 af 19.

april 1929, statsanerkendt sygekasse, jfr. for Færøernes vedkommende

anordning

nr. 59 af 21. februar 1930, en af de i § 34 i lov nr. 144 af 10. maj 1915

omhandlede under statskontrol virkende gensidige sygeforeninger, en af de i §

31 i lov nr. 197 af 16. juli 1927 omhandlede sygekasser, den i § 8 i lov nr.

67

af 1. april 1912 nævnte som sygekasse anerkendte sygeforsikring for

udenlandske

landarbejdere, og en af de i lov nr. 126 af 28. april 1916, jf. lov nr. 180

af

1. april 1925 omhandlede læge- og befordringskasser på Færøerne.

Aftale, hvorved fagsammenslutninger yder deres

medlemmer dækning mod tab ved arbejdsløshed eller arbejdsstandsning.

Aftale, hvorved en arbejdsgiver tilsiger de i hans

virksomhed beskæftigede personer pension.'

Det er Ankestyrelsens

opfattelse at Ankestyrelsen ikke er omfattet af forsikringsaftalelovens

regler

ved administrationen af forsikringsordningen for selvstændigt

erhvervsdrivende. Dette fremgår af Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16.

juni

1995.

Forsikringsaftalelovens § 1, stk. 1

Til støtte for sit synspunkt

har Ankestyrelsen

for det første

henvist til § 1, stk. 1, i forsikringsaftaleloven. Ankestyrelsen har i den

forbindelse oplyst at forsikringsaftaleloven i praksis alene finder direkte

anvendelse på virksomheder der er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed.

Jeg

har endvidere forstået Ankestyrelsen således at den frivillige

dagpengeforsikring for selvstændigt erhvervsdrivende ikke er undergivet

tilsyn

fra Finanstilsynet og således ikke er omfattet af lov om

forsikringsvirksomhed.

Den praksis Ankestyrelsen

henviser til vedrørende forsikringsaftalelovens § 1, stk. 1, er bl.a. omtalt

i

Preben Lyngsø, Forsikringsaftaleloven med kommentarer, fjerde udg., (1992),

s. 34, og Preben Lyngsø, Dansk Forsikringsret, syvende udg., (1994), s.

22f.

Forfatteren konkluderer dog -

under henvisning til den omtalte praksis - alene at forsikringsaftalelovens

regler ikke finder anvendelse på aftaler der indgås med enkeltmand.

Når henses hertil og til ordlyden af § 1,

stk. 1 ('eller andre selskaber og institutioner'), mener jeg ikke at det ud

fra bestemmelsen i § 1, stk. 1, kan udelukkes at forsikringsaftaler der

indgås

med Ankestyrelsen, kan være omfattet af lovens anvendelsesområde.

Forsikringsaftalelovens § 1, stk. 2, nr. 3 og 4

Til støtte for sit synspunkt

har Ankestyrelsen

for det andet

henvist til § 1, stk. 2, nr. 3 og 4, i forsikringsaftaleloven. Visse

ulykkesforsikringer

og sygekassevirksomheder er undtaget fra lovens anvendelsesområde efter disse

bestemmelser. Dagpenge efter sygedagpengeloven afløste dagpenge efter

ulykkesforsikringsloven og dagpenge efter den tidligere sygeforsikringslov,

herunder dagpenge efter sygekassens frivillige dagpengeforsikring. På denne

baggrund mener Ankestyrelsen at den nuværende frivillige dagpengeforsikring

ligeledes må antages at være undtaget.

I lovens § 1, stk. 2, er

opremset en række forhold som loven ikke finder anvendelse på. Karakteristisk

for nogle af undtagelserne er at der er tale om 'social forsikring', jf.

herved

Dansk Forsikringsret, s. 26. Undtaget er hermed bl.a. ulykkesforsikring

tegnet i henhold til lov nr. 205 af 6. juli 1916, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, og

aftaler afsluttet med en statsanerkendt sygekasse i henhold til lov nr. 144

af

10. maj 1915, jf. § 1, stk. 2, nr. 4.

Forsikringsaftaleloven bygger

på resultaterne af et kommissionsarbejde. Arbejdet blev afsluttet i 1925, og

resultaterne blev nedfældet i 'Udkast til lov om forsikringsaftaler',

(København 1925). I kommissionens udkast var aftaler med statsanerkendte

sygekasser - som i det senere vedtagne forslag - var udelukket fra lovens

anvendelsesområde. Den såkaldte sociale ulykkesforsikring var derimod ikke

udelukket. Om årsagen til at ulykkesforsikringen ikke var undtaget fra lovens

anvendelsesområde, fremgår bl.a. følgende af udkastets s. 27 og 28:

"...

Den Forsikring, der tegnes i

henhold til Ulykkesforsikringsloven af 6. juli 1916, jfr. Lov 28. Juni 1920,

indgaas jo med Ulykkesforsikringsselskaber, der tillige driver

Forsikringsvirksomhed af anden Art. Den efter Ulykkesforsikringslovens Regler

tegnede Forsikring er derhos dels pligtmæssig, dels frivillig. I sidste Fald

kan der næppe anføres nogen skellig Grund til at undtage Forsikringen fra

Lovens Område.

..."

I det lovforslag som blev

fremsat og senere vedtaget, blev der kun foretaget enkelte ændringer i

forhold

til kommissionens udkast. En af disse ændringer var at undtage

ulykkesforsikring fra lovens anvendelsesområde. I bemærkningerne til

lovforslagets § 1 (Folketingstidende 1929-30, tillæg A, sp.

3174f

) er bl.a. anført følgende:

"...

Medens Kommissionen saaledes

som det fremgår af Motiverne pag. 27-29 har den Opfattelse, at

Ulykkesforsikring tegnet i Henhold til Lov Nr. 205 af 6. juli 1916, jfr.

Bekendtgørelse Nr. 187 af 14. Juli 1927, bør høre ind under Lovens

Gyldighedsomraade, har Arbejderforsikringsraadet - til hvis Standpunkt

Ministeriet for Sundhedsvæsen har sluttet sig - indstillet, at denne

Ulykkesforsikring ikke omfattes af Loven. Til Støtte herfor er det af

Arbejderforsikringsraadet navnlig gjort gældende, at Lovforslagets Regler,

der

har den rette Løsning af de almindelige forsikringstekniske Spørgsmaal for

Øje,

ikke egner sig til at overføres paa den sociale Ulykkesforsikring, hvor de

givne Regler hviler på en socialpolitisk Opfattelse af, hvad det til enhver

Tid

er rimeligt at yde Arbejderne efter en Forsikring, der ganske overvejende

bæres

af Arbejdsgiverne, samt at Arbejderforsikringsraadet, der fastsætter

Erstatningernes Størrelse og udbetaler Erstatningsbeløbene, gennem sin

Administration

yder de sikrede (Arbejderne) det fornødne Værn.

Da man har kunnet tiltræde

disse Betragtninger, og da Ulykkesforsikringslovens Regler på flere Punkter

afviger fra Lovforslagets Bestemmelser, saaledes at det, saafremt den sociale

Ulykkesforsikring omfattes af Lovforslaget, maa befrygtes, at det i

Sammenstødstilfælde

kan forvolde Tvivl, hvilket Sæt Retsregler man bør give Fortrinet, har

Ministeriet som et nyt Punkt indføjet en Bestemmelse, hvorefter den

heromhandlede Ulykkesforsikring unddrages fra Lovens Gyldighedsområde.

I Lighed med, at Udkastet fra

Lovens Gyldighedsområde unddrager Overenskomster afsluttet med de under

Tilsyn

værende Begravelseskasser og de statsanerkendte Sygekasser, har man endvidere

undtaget forskellige andre under Statens Tilsyn virkende Sygekasser og

Sygeforeninger, hvor de samme Grunde for en Undtagelse gør sig gældende.

..."

De regler som på tidspunktet

for forsikringsaftalelovens ikrafttræden fandtes i lov nr. 205 af 6. juli

1916

om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, blev siden for størstedelens

vedkommende afløst af regler i lov om forsikring mod følger af

ulykkestilfælde

(lov nr. 183 af 20. maj 1933, jf. lovbek. nr. 137 af 26. april 1968) som

siden

blev afløst af lov om arbejdsskadeforsikring, og som i dag er afløst af lov

om

forsikring mod følger af arbejdsskade. De regler der fandtes i lov nr. 144 af

10. maj 1915 om anerkendte sygekasser, blev siden primært afløst af regler i

lov om folkeforsikring som siden blev afløst af regler i lov om den

offentlige

sygeforsikring (lov nr. 239 af 10. juni 1960, jf. lovbek. nr. 403 af 23.

oktober 1967), og som i dag er afløst af regler i lov om offentlig

sygesikring.

I lov nr. 205 af 6. juli 1916

om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og i lov nr. 144 af 10. maj 1915

om

anerkendte sygekasser fandtes regler om dagpenge som følge af

uarbejdsdygtighed ved tilskadekomst og sygdom. I ulykkesforsikringsloven var

der allerede på dette tidspunkt mulighed for at visse arbejdsgivere kunne

tegne

en frivillig forsikring, hvorved de bl.a. kunne opnå dagpenge i forbindelse

med uarbejdsdygtighed ved ulykkestilfælde. I 'sygekassesystemet' blev

egentlige regler om frivillig dagpengeforsikring for folk med anden

erhvervsindtægt end lønindtægt indsat i lov nr. 239 af 10. juni 1960 om den

offentlige sygeforsikring.

I forbindelse med

vedtagelsen af den første sygedagpengelov (lov nr. 262 af 7. juni 1972) blev

der i kapitel 11 indsat regler om frivillig dagepengeforsikring for blandt

andre husmødre og selvstændigt erhvervsdrivende. Samtidig blev reglerne om

dagpenge i ulykkesforsikringsloven, herunder reglerne om frivillig

dagpengeforsikring (§ 55), ophævet, jf. lov nr. 261 af 7. juni 1972. Lov om

den offentlige sygeforsikring var forinden sygedagpengelovens ikrafttræden 1.

april 1973 blevet afløst af lov om offentlig sygesikring (lov nr. 311 af 9.

juni 1971). I denne lov var reglerne om dagpenge, herunder reglerne om

frivillig forsikring (kapitel 5), ikke medtaget.

I de almindelige bemærkninger

til lovforslaget om sygedagpenge (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp.

7313) er bl.a. anført følgende:

'...

Ordningen skal afløse de

gældende regler om dagpenge i sygeforsikringsloven, i

ulykkesforsikringslovgivningen og i lov om børnetilskud og andre

familieydelser. Dagpengene skal ydes efter ensartede regler uden hensyn til,

om

indtægtstabet skyldes sygdom, tilskadekomst eller fødsel, og ordningen bygger

således på kommissionens målsætning, om at ydelserne skal afhænge af behovet,

uanset årsagen til indtægtstabet.

...

Ordningen skal dække hele

befolkningen imod tab af arbejdsindtægt på grund af sygdom, tilskadekomst

eller

fødsel. Ordningen skal således omfatte alle lønmodtagere - ikke alene de

lønmodtagere der i dag er sikret under dagpengeordningen for lønarbejdere

efter

sygeforsikringsloven, men også funktionærer og tjenestemænd m.fl. som har ret

til løn under sygdom. Under ordningen inddrages endvidere alle med

selvstændigt erhverv.

...'

I bemærkningerne til kapitel

11 (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 7336) hvori reglerne om

frivillig

dagpengeforsikring findes er bl.a. anført følgende:

'...

Kapitel 11 afløser

sygeforsikringslovens kap. V om adgangen til frivilligt at sikre sig

dagpenge,

navnlig for selvstændige erhvervsdrivende og for husmødre.

...'

Reglerne om dagpenge i

sygedagpengeloven, herunder reglerne om frivillig forsikring, er således til

dels en videreføring af dagpengereglerne i de 'gamle' love om statsanerkendte

sygekasser og ulykkesforsikring fra henholdsvis 1915 og 1916. Det forhold at

de

to 'gamle' love er direkte undtaget fra forsikringsaftalelovens

anvendelsesområde,

taler efter min opfattelse derfor for at også reglerne om frivillig

dagpengeforsikring efter sygedagpengeloven må være undtaget fra lovens

anvendelsesområde.

At den frivillige dagpengeforsikring

er reguleret ved (selvstændig) lov og bekendtgørelse, taler også imod at

sikringen skulle være omfattet af forsikringsaftalelovens bestemmelser. Jeg

har

ved denne vurdering bl.a. lagt vægt på at der - hvis forsikringsaftaleloven

fandtes anvendelig - ville kunne opstå tvivl om hvilke af de to regelsæts

bestemmelser der skulle anvendes i en given situation. Der kan herved

henvises

til de betænkeligheder der blev udtrykt i forarbejderne til

forsikringsaftaleloven for så vidt angår ulykkesforsikring.

Forsikringsaftaleloven er

endvidere en såkaldt social beskyttelseslov. En privat forsikring beror på en

aftale mellem et forsikringsselskab som den stærke part og forsikringstageren

som den svage part. Når forsikringstagerens forhold som ved frivillig

dagpengeforsikring er reguleret i en selvstændig lov og bekendtgørelse, og

ikke udelukkende beror på en aftale, er der ikke samme beskyttelseshensyn at

tage som i forbindelse med privat forsikring.

Sammenfattende har jeg ikke

tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Den Sociale Ankestyrelses opfattelse

af at forsikringsaftaleloven ikke finder anvendelse på den frivillige

dagpengeforsikring

efter sygedagpengeloven. Jeg bemærker dog at spørgsmålet må finde sin

endelige

afklaring ved domstolene.

2. Tilbagebetaling af præmie

Det spørgsmål som herefter

foreligger til min bedømmelse, er om De (uanset at den forsikring De har

tegnet, ikke er omfattet af forsikringsaftaleloven) er berettiget til at få

tilbagebetalt den præmie som De har indbetalt til Ankestyrelsen i perioden

fra

1. januar 1990 - hvor De omdannede Deres selskab til et anpartsselskab - og

til

Deres udmeldelse i september 1994.

Ankestyrelsens afgørelse

Ankestyrelsen afviste den 20.

oktober 1994 at tilbagebetale præmiebeløbet under henvisning til § 44 i

Socialministeriets bek. nr. 701 af 22. juli 1994. Bestemmelsen har følgende

ordlyd:

'

§ 44.

Ændring af den sikrede sats fra det højeste beløb til 2/3

heraf og den tilsvarende nedsættelse af præmien samt udmeldelse af

forsikringen

kan ske med virkning fra udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er

modtaget i Den Sociale Ankestyrelse mindst 20 dage før kvartalets udgang.'

Ankestyrelsen henviste til

sin administrative praksis på området hvorefter forsikringen som udgangspunkt

ikke kan anses for ophørt før forsikringstageren selv opsiger den.

Udgangspunktet fraviges kun netop i tilfælde som Deres, hvor en virksomheds

driftsform er ændret tidligere end i det kvartal hvor forsikringen opsiges. I

sådanne tilfælde har opsigelsen - også med hensyn til præmiebetaling -

virkning

fra det forrige kvartal.

Den administrative praksis er

efter Ankestyrelsens oplysninger fastsat ud fra et ønske om regelforenkling

og

administrativ konveniens. Ankestyrelsen administrerer ud over den frivillige

dagpengeforsikring for selvstændige erhvervsdrivende også

forsikringsordningen

for private arbejdsgivere. Der findes for så vidt angår denne

forsikringsordning, en lignende praksis for tilbagebetaling af præmier.

Min vurdering af retsgrundlaget

Sygedagpengeloven indeholder

ingen regler om udmeldelse og tilbagebetaling af forsikringspræmie for den

frivillige dagpengeforsikring for selvstændigt erhvervsdrivende. I § 44 i

bekendtgørelsen findes alene en regel om at udmeldelse kan ske med virkning

fra

udgangen af et kvartal, hvis anmodning herom er modtaget i Ankestyrelsen

mindst 20 dage før kvartalets udgang.

I en tidligere sag gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 82ff, udtalte jeg

imidlertid at spørgsmålet om tilbagebetaling af kontingent til en

arbejdsløshedskasse - når der ikke er fastsat regler herom - beroede på

almindelige formueretlige overvejelser, herunder om medlemskabets

retsvirkninger samt om hvorvidt betalingen af kontingentet byggede på

urigtige forudsætninger. Dette synspunkt har efter min opfattelse også

betydning for denne sag:

Ankestyrelsen administrerer

som udgangspunkt den frivillige dagpengeforsikring for selvstændige

erhvervsdrivende i henhold til de (offentligretlige) regler der er fastsat om

ordningen i sygedagpengeloven og i bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom og

fødsel.

Når en selvstændigt

erhvervsdrivende tilmelder sig den frivillige dagpengeforsikring, opstår der

tillige et (privatretligt) aftaleforhold mellem den selvstændigt

erhvervsdrivende på den ene side og Ankestyrelsen på den anden side. Der er

tale om en gensidigt bebyrdende aftale hvor Ankestyrelsen optræder som

forsikringsgiver og den selvstændigt erhvervsdrivende som forsikringstager.

Forsikringstageren opnår ved at betale præmie at være dækket af forsikringen

og have ret til ydelser i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden.

I det omfang der ikke er

fastsat særlige regler for dette aftaleforhold, må det efter min opfattelse

som udgangspunkt være reguleret af almindelige formueretlige grundsætninger -

herunder især aftaleretlige regler. Der er således tale om et forhold der

delvist er reguleret af offentligretlige og delvist af privatretlige regler.

Min vurdering af Ankestyrelsens praksis og den trufne afgørelse

Ankestyrelsen har i udtalelsen

til mig redegjort for sin praksis før den 2. april 1990. Dengang

tilbagebetalte

man den præmie der var indbetalt af en virksomhed efter det tidspunkt hvor

virksomheden var omdannet til et aktie- eller anpartsselskab, og indtil

anmodningen

om udmeldelse.

I forbindelse med den nye

dagpengelovs ikrafttræden den 2. april 1990 ændrede man praksis på området.

Herefter kan forsikringen ikke anses for ophørt før forsikringstageren selv

opsiger den. Hvis virksomhedsomdannelsen er sket på et tidligere tidspunkt,

kan

opsigelse, også med hensyn til præmiebetaling, dog få virkning fra forrige

kvartal - men aldrig fra et tidligere tidspunkt.

Jeg må lægge til grund at

denne praksisændring først og fremmest er sket under hensyn til forenklings-

og

administrative hensyn. Der skete ikke i forbindelse med vedtagelsen af

sygedagpengeloven af 1989 nogen ændring i lovgrundlaget for den frivillige

dagpengeforsikring.

På den baggrund må jeg

konkludere at Ankestyrelsen ifølge sin praksis i disse sager afslår

tilbagebetaling uden at foretage en vurdering af om forsikringstageren på

baggrund af bl.a. almindelige formueretlige grundsætninger er berettiget til

at få tilbagebetalt præmien. På tilsvarende måde må jeg i Deres sag lægge til

grund at Ankestyrelsen afviste at tilbagebetale forsikringspræmien uden at

foretage en konkret vurdering af om man på baggrund af bl.a. formueretlige

grundsætninger var forpligtet til at tilbagebetale præmien.

Jeg har derfor henstillet til

Ankestyrelsen at genoverveje sin praksis således at den bringes i

overensstemmelse med almindelige formueretlige grundsætninger, og i den

forbindelse genoptage behandlingen af Deres sag med henblik på overvejelser

af

om man på baggrund af de ovennævnte synspunkter er forpligtet til helt eller

delvist at tilbagebetale præmien.

I forbindelse med

Ankestyrelsens fornyede behandling af Deres sag har jeg henledt styrelsens

opmærksomhed på følgende forhold:

For så vidt angår almindelige

private forsikringsforhold, findes i forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, en

regel om hvorledes der skal forholdes med præmien i tilfælde af at

forsikringen

ophører af andre grunde end opsigelse eller præmierestance. Det er inden for

sådanne forsikringsforhold antaget at en forsikring - ud over de nævnte

ophørsgrunde

- kan ophøre som følge af at den interesse eller fare man har forsikret,

falder

bort. Dette kommer ikke direkte til udtryk i loven, men er forudsat i

motiverne

til forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, jf. s.

46f

i Udkast til forsikringsaftalelov,

København 1925. Jeg henviser i øvrigt til Forsikringsaftaleloven med

Kommentarer,

s. 109, og Dansk Forsikringsret, s. 153.

Reglen i § 16, stk. 2,

indebærer at en forsikringstager hvis forsikring ophører som følge af

bortfald

af den interesse eller fare der er forsikret, kun skal betale præmie indtil

ophøret. Der skal således kun betales præmie i den periode hvor selskabet

bærer

en risiko. Reglen finder anvendelse uanset om præmien er forudbetalt eller

ej,

og bevirker således at en præmie der er forudbetalt for en periode der ligger

efter forsikringens ophør, normalt kan kræves tilbagebetalt.

I motiverne til

forsikringsaftaleloven (jf. referencen ovenfor) er bl.a. anført følgende om

anvendelsen af § 16 i loven:

'...

En Forsikring kan af

forskellige Grunde ophøre forinden Udløbet af den Tid, for hvilken den er

indgaaet. Ophøret kan være hjemlet dels ved positiv Lov eller andre

almindelige

Retsregler, dels ved selve Aftalen.

...

I alle saadanne Tilfælde

opstaar det Spørgsmaal, hvorledes der skal forholdes med Præmien. Efter

almindelige Kontraktsgrundsætninger vil Selskabet kun kunne kræve saa stor

Del

af Præmien, som svarer til den Tid, i hvilken det har baaret Risikoen. Derhos

vil den Part, som er skyld i Forholdets Afbrydelse, være pligtig at erstatte

den anden Part det Tab, denne derved lider. Da Præmien normalt betales forud,

vil det som Regel være Forsikringstageren, der staar med et Krav på

Tilbagebetaling af en Del af Præmien, og man benytter derfor hyppigt

Udtrykket

'Ristorno' som Betegnelse for den Regulering af Præmien, der finder Sted i de

heromhandlede Tilfælde.

...'

Som det fremgår, betegnes

princippet i forsikringsaftalelovens § 16, stk. 2, i motiverne som en

almindelig kontraktgrundsætning.

Jeg har dog ikke i sagen

foretaget en nærmere vurdering af hvilke formueretlige grundsætninger der

måtte

regulere forholdet, og hvilken betydning det har for

tilbagebetalingsspørgsmålet i Deres sag.

..."

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte mig senere at Ankestyrelsen havde foretaget en ny vurdering af sagen

under hensyntagen til almindelige formueretlige grundsætninger. Ankestyrelsen

havde besluttet at fastholde sin oprindelige afgørelse, således at A ikke

kunne

få tilbagebetalt den præmie han har indbetalt siden han i 1990 omdannede sin

virksomhed til et anpartsselskab.

Da A ikke på ny havde rettet

henvendelse til mig, og da Ankestyrelsen havde fulgt min henstilling om at

genoverveje sagen under hensyntagen til almindelige formueretlige

grundsætninger, foretog jeg mig ikke mere i anledning af sagen. Jeg bemærkede

dog over for Ankestyrelsen at jeg ikke havde foretaget en nærmere vurdering

af

tilbagebetalingsspørgsmålet i A's sag.

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1993, 82ff

Lignende dokumenter