Spring til indhold

Retsinformation

Forsvarers adgang til aktindsigt

FOU nr 1996.145UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forsvarers adgang til aktindsigt

En advokat, A, klagede over

Rigsadvokatens og Justitsministeriets afgørelser, der afviste hans klage dels

over at han ikke var blevet underrettet om retsmøder vedrørende telefon- og

rumaflytning hos hans klient B, dels over at han ikke - som han havde begæret

-

havde fået aktindsigt i det materiale som Københavns Politi tilvejebragte i

forbindelse med sagen, herunder ved telefon- og rumaflytninger.

B blev den 15. marts 1993

anholdt og sigtet for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. Den

samme dag blev A af Københavns Politi tilkaldt til og overværede afhøringen

af

B. Ved brev af 16. marts 1993 anmodede A om løbende at få tilsendt akter.

Den 21. april 1993 afsagde

Københavns Byret kendelse hvorefter politiet i tidsrummet indtil den 18. maj

1993 måtte foretage aflytning af samtaler og udtalelser der blev fremsat i

B's

lejlighed.

Den 3. maj 1993 afsagde

Københavns Byret kendelse hvorefter politiet i tiden indtil den 18. maj 1993

måtte foretage aflytning af den telefon der var installeret på B's bopæl.

Efter retsplejelovens § 784,

stk. 1, blev der ved begge retsmøder beskikket en advokat. Det var to

forskellige advokater ved de to retsmøder.

A var i sin egenskab af

forsvarer ikke blevet underrettet om retsmødernes afholdelse. Det fremgik

ikke af udskrifterne af retsbogen fra de pågældende retsmøder at det var

blevet oplyst, at A var forsvarer for en af de personer over for hvem

indgrebene

blev begæret foretaget, og at A havde anmodet om løbende at få tilsendt akter

Læs alt

i sagen.

Den 18. maj 1993 blev B

afhørt på ny. A overværede ikke denne afhøring. Den samme dag underskrev B en

begæring om at A blev beskikket som forsvarer for hende.

Den 18. maj 1993 afsagde

Københavns Byret kendelse hvorefter indgrebene i meddelelseshemmeligheden

blev

opretholdt til den 25. maj 1993. Det fremgik af retsbogsudskriften at den ene

af de to tidligere beskikkede advokater efter retsplejelovens § 784, stk. 1,

var blevet orienteret om retsmødet, men ikke var til stede. Ej heller i dette

tilfælde havde A fået underretning om afholdelsen af retsmødet, ligesom det

ikke fremgik af udskriften af retsbogen at det blev oplyst at A var forsvarer

i

sagen.

Den 25. maj 1993 traf

Københavns Byret beslutning om at spørgsmålet om hvorvidt der skulle gives

underretning til B efter retsplejelovens § 788 om den skete rum- og

telefonaflytning, blev udsat til den 23. november 1993. Ved dette retsmøde

var

den ene af de efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokater til

stede. A var ikke blevet underrettet om retsmødet, ligesom det heller ikke

fremgik af udskriften af retsbogen at A var forsvarer i sagen.

Den 18. oktober 1993 sendte

Københavns Politi B's begæring af 18. maj 1993 om at få A beskikket som

forsvarer til Præsidenten for Københavns Byret. Københavns Politi oplyste i

følgebrevet til Præsidenten for Københavns Byret at påtale var opgivet, jf.

retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Københavns Politi skrev samme dag til A

at Københavns Politi efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, opgav påtale

mod B.

I brev af 26. oktober 1993

meddelte Præsidenten for Københavns Byret B at retten ikke fandt

tilstrækkeligt

grundlag for beskikkelse af forsvarer.

Den 23. november 1993 traf

Københavns Byret beslutning om at B skulle underrettes om den foretagne rum-

og

telefonaflytning. Til stede under retsmødet var den ene af de efter

retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokater. A var ikke til stede, og

det fremgik ikke af udskriften af retsbogen at A havde været forsvarer i den

nu

opgivne strafforfølgning mod B.

I brev af 29. november 1993

til Københavns Politi anførte A bl.a. følgende:

"I ovennævnte sag har

min klient sendt mig kopi af en skrivelse af 23/11-93 fra Københavns Byret

...

...

Idet jeg henviser til Rpl. §

745, stk. 1, udbeder jeg mig oplysning om, hvad årsagen har været til, at

politiet, trods min anmodning om fortløbende tilsendelse af akter - ikke har

tilsendt mig kopi af telefon- og rumaflytningskendelserne, og ejheller kopi

af

det rapportmateriale, der knytter sig hertil, herunder eventuelle

aflytningsudskrifter."

I brev af 7. december 1993

til A anførte Københavns Politi bl.a. følgende:

"...

Under henvisning til Deres

skrivelse af 29. november 1993 vedrørende telefon- og rumaflytning kan jeg

oplyse, at der har været forholdt ganske i overensstemmelse med

retsplejelovens

kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder beskikket en

advokat

i forbindelse med rumaflytningskendelsen. Underretning, der jfr.

retsplejelovens

§ 3 (rettelig retsplejelovens § 788, stk. 3; min tilføjelse), gives af

byretten, har været udsat indtil 23. november 1993, hvorefter Deres klient

har

modtaget underretning.

..."

I brev af 13. december 1993

til Københavns Politi anførte A bl.a. følgende:

"...

Med hensyn til spørgsmålet om

anvendelsen af Rpl. § 745 stk. 1, fastholder jeg min klage og udvider den

iøvrigt med en klage over, at jeg ikke er blevet tilsagt til de retsmøder,

hvor

spørgsmålet om rumaflytning er blevet behandlet.

Med hensyn til min

oprindelige klage bemærker jeg, at jeg ikke i Retsplejeloven kan se, at der

gælder en undtagelse fra reglen i stk. 1. Jeg bemærker herved, at det ikke

fra

Advokaturens (Københavns Politis Politiadvokatur; min tilføjelse) side er

gjort

gældende, at der foreligger en sådan særskilt undtagelsessituation, som nævnt

i

stk. 4.

Med hensyn til udvidelsen af

min klage bemærker jeg, at jeg i medfør af § 748 stk. 2 har krav på

underretning om alle retsmøder, og at jeg er berettiget til at overvære dem.

Undtagelsesreglen i stk. 2, 2' punktum indeholder på tilsvarende måde ordet

'undtagelsesvis' og en beslutning om manglende underretning til mig kan kun

træffes af retten, jf. sidste punktum.

Jeg bestrider ikke, at

reglerne i kapitel 71 er overholdt, men i de situationer, hvor en person

overfor hvem, der foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, er sigtet og

har en forsvarer, gælder også reglerne i kapitel 67. Disse regler er således

ikke blevet overholdt."

I brev af 21. december 1993

til A anførte Københavns Politi bl.a. følgende:

"...

... hvori De fastholder

og

udvider Deres klage over ikke at være blevet tilsagt til retsmøder vedrørende

rumaflytningen, skal jeg i det hele henvise til min skrivelse af 7. december

1993.

Der har - som anført - af

retten været beskikket en advokat i forbindelse med behandlingen af

spørgsmålet

om telefon- og rumaflytning.

De har således efter min

opfattelse ikke haft krav på at blive tilsagt til retsmøder herom.

Min afgørelse kan påklages

til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby."

I brev af 27. december 1993

klagede A til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby over

Københavns Politis afgørelse.

Den 15. februar 1994 svarede

statsadvokaten på A's klage. Statsadvokaten anførte bl.a. følgende i sit

svar:

"...

Det fremgår af sagen, at der

i forbindelse med sagen har været forholdt i overensstemmelse med

Retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder

været beskikket en advokat i forbindelse med aflytningskendelserne.

I den anledning skal jeg

meddele, at jeg ikke finder grundlag for at kritisere, at De ikke har været

tilsagt til retsmøderne vedrørende telefon- og rumaflytning.

Jeg har herved lagt vægt på,

at det ikke af Retsplejelovens kapitel 71 fremgår, at Retsplejelovens § 748,

stk. 2, finder anvendelse ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Min afgørelse kan påklages

til Rigsadvokaten.

..."

I brev af 21. februar 1994

klagede A til Rigsadvokaten over Statsadvokaten for København, Frederiksberg

og Tårnby's afgørelse. A anførte bl.a. følgende:

"...

Vedrørende undladelse af at

tilsende mig de til aflytningerne knyttede akter:

Reglen i Rpl. § 745, 1 er

alene begrænset af reglen i stk. 4. Under hensyn til den praksis, der er

dannet

om stk. 4, 2'led (pålæg til forsvareren) må undtagelsen i 1'led anses som en

foranstaltning, der kun finder anvendelse i overordentligt ekstraordinære

situationer.

Af hensyn til rettens adgang

til at afgøre tvistigheder om bl.a. forsvarerens beføjelser, må det

yderligere

antages, at politiet, såfremt undtagelsesbestemmelsen i § 745, 4, 1' led

anvendes, er forpligtet til at orientere forsvareren herom.

Da der nu ikke ses at

foreligge en undtagelsessituation, og da der ej heller er givet mig nogen

underretning om det i forbindelse med aflytningerne frembragte materiale,

fastholdes klagen.

Det forhold, at der ikke i

Rpl. kap. 71 (bortset fra § 787 stk. 2) er nogen henvisning eller lignende

til

§ 745 og 748, kan ikke medføre nogen ændring i forsvarerens beføjelser, jf.

herved tillige det nedenfor anførte.

Vedrørende undladelse af at

give mig meddelelse om retsmøderne den 21/4 og 3/5 1993:

Ifølge Rpl. § 748, 1 har en

sigtet ret til at overvære alle retsmøder. Dette gælder dog ikke retsmøder om

de emner, der angives i kap. 69 (anholdelse), kap. 70 (varetægtsfængsling),

kap. 71 (indgreb i meddelelseshemmeligheden), kap. 73 (ransagning) og kap. 75

b

(beslaglæggelse).

I samme bestemmelses stk. 2

gives der forsvareren (lidt udvidet, idet han

skal

underrettes) de samme beføjelser, idet dog de begrænsninger,

der gælder for sigtede, ikke gælder for forsvareren. Retten kan dog

undtagelsesvis træffe bestemmelse om at fravige reglen om underretning til

forsvareren og om dennes møde i retten.

Tilsvarende regler har været

gældende fra lovændringen i 1978, idet den indtil 1985 gældende opregning af

undtagelserne i stk. 1 omfattede (dagældende) kap. 69 (anholdelse), kap. 70

(varetægtsfængsling), kap. 72 (beslaglæggelse,

herunder

§§ 787-89 om telefon- og anden aflytning) og kap. 73

(ransagning). I ændringsloven (227 af 6/6-85) fremtræder § 1 nr. 2 (ændring

af

kapitelhenvisninger; min tilføjelse) som en rent redaktionel ændring, hvilket

understøttes af den manglende kommentar til ændringerne i betænkning

1023/1984

(justitsministeriets strafferetsplejeudvalgs betænkning nr. 1023 af 4.

oktober 1984 om Politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af

agenter; min tilføjelse).

Det kan derfor fastslås, at

lovgiver i 1985, da det nye kap. 71 og den hertil knyttede advokatordning (§§

784-85) blev vedtaget, ikke har overset reglerne i § 748, 1 og 2, men at den

hidtidige ordning, hvorefter en forsvarer - for så vidt en sådan var valgt

eller beskikket - fortsat skulle have adgang også til

efterforskningsretsmøder.

Jeg kan supplerende henvise til Margit Stassen i U.82B, p. 72 ff, især p. 80,

1' sp. nederst og 2. sp. øverst.

..."

Rigsadvokaten anførte i brev

af 20. maj 1994 bl.a. følgende som svar på A's klage:

"...

Det følger af retsplejelovens

§ 745, stk. 1, og § 748, stk. 2, at forsvareren i almindelighed har adgang

til

at gøre sig bekendt med det af politiet tilvejebragte materiale og at

forsvareren skal underrettes om retsmøder. Reglerne i retsplejelovens kapitel

71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden og de nævnte sædvanlige regler udgør

imidlertid to forskellige regelsæt, der må antages at kunne anvendes

sideløbende. Formålet med et indgreb i meddelelseshemmeligheden ville blive

forspildt, hvis den, det vedrører, allerede, medens det foretoges, fik

kendskab

eller blot mistanke om, at det blev foretaget. Dette må antages at være

baggrunden for, at den efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede

advokat,

efter § 785, er undergivet strengere regler end en forsvarer, der har fået

pålæg i henhold til § 745, stk. 4. Da politiet aldrig gjorde brug af det

tilvejebragte materiale, idet påtale blev undladt, og da Deres klient først

den

23. november 1993 blev underrettet af byretten om de foretagne indgreb,

finder

heller ikke jeg anledning til kritik af politiets dispositioner.

Anklagemyndighedens standpunkt

støttes i retspraksis, jf. vedlagte anomymiserede kopi af Gentofte rets

kendelse af 10. september 1992 og Østre landsrets kendelse af 18. september

1992 i en tilsvarende sag.

Min afgørelse kan påklages

til Justitsministeriet."

I Gentofte Rets kendelse af

10. september 1992 var der bl.a. anført følgende:

"...

Som udgangspunkt ses

retsplejelovens §§ 745 og 748, stk. 2 om forsvarerens ret til aktindsigt og

til

underretning om retsmøder også at gælde for de i retsplejelovens kapitel 71

omhandlede indgreb og det ved disse tilvejebragte materiale. Imidlertid ville

formålet med et indgreb i meddelelseshemmeligheden blive forspildt, hvis den,

det vedrører, allerede medens det foretoges, fik kendskab til eller blot fik

mistanke om, at det blev foretaget, hvad der ses at være baggrunden for, at

den

efter § 784, stk. 1 beskikkede advokat efter § 785 er undergivet strengere

regler end en forsvarer, der har fået pålæg i henhold til § 745, stk. 4. I

nærværende sag, hvor der er en række sigtede og flere forsvarere, og hvor der

er desuden mistænkte på fri fod, findes der at være en betydelig risiko for,

at der ved kommunikation mellem forsvarere og sigtede utilsigtet tilføjedes

efterforskningen skade, dersom forsvarerne fik kendskab til indgrebene - jf.

desuden det i betænkning nr. 622/1971, side 43 medio anførte -, og

hovedreglen

findes derfor

undtagelsesvis

, (min

fremhævelse) at burde fraviges, jf. § 745, stk. 4, således at forsvarerne

tidligst får meddelelse om indgrebene, når de afsluttes, eller når politiet

forinden måtte gøre brug af det tilvejebragte materiale. Det skal fremhæves,

at

muligheden for, at politiet kommer til at aflytte samtaler mellem en sigtet

og

hans forsvarer er forudset i § 791, stk. 3 og kommenteret i betænkning nr.

1023/1984, side 108.

..."

Den efter retsplejelovens §

784, stk. 1, beskikkede advokat kærede Gentofte Rets kendelse. I kæresagen

afsagde Østre Landsret kendelse den 18. september 1992. I kendelsen anførte

Østre Landsret bl.a. følgende:

"...

I henhold til de af byretten

anførte grunde bestemmes:

Den påkærede kendelse

stadfæstes."

Den 15. juni 1994 klagede A

til mig. Da A endnu ikke havde klaget til Justitsministeriet, sendte jeg, jf.

ombudsmandslovens § 6, stk. 3, den 21. juni

1994 A

's klage til Justitsministeriet

med henblik på at Justitsministeriet kunne træffe afgørelse i sagen.

I klagen til mig anførte A

bl.a. følgende:

"...

Jeg skal ligeledes tilføje,

at jeg ikke er blevet gjort bekendt med indholdet af Københavns Byrets

kendelser om aflytningerne, men at jeg går ud fra, at retten ikke har truffet

bestemmelse om, at reglerne i § 745 stk. 1 og § 748 stk. 2 skulle fraviges,

ligesom jeg anser det for at være ganske interessant, om det overhovedet i de

pågældende retsmøder er anført, at sigtede havde en forsvarer.

Med hensyn til Rigsadvokatens

juridiske argumentation vil jeg blot tilføje, at henvisningen til Østre

Landsrets kendelse af 3. september 1992 (rettelig 18. september 1992; min

tilføjelse) ikke er fuldstændigt dækkende, idet landsretten, jfr. Gentofte

Kriminalrets kendelse, synes at betragte den da opståede situation som en ren

undtagelsessituation, mens Rigsadvokaten synes at gøre den manglende kontakt

med forsvarerne til en regel i aflytningssituationerne.

..."

I anledning af A's klage

indhentede Justitsministeriet udtalelser af 2. september, 9. september og 22.

september 1994 fra henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for

København,

Frederiksberg og Tårnby og Rigsadvokaten.

Københavns Politi anførte

bl.a. følgende i en udtalelse i anledning af klagen:

"...

... idet jeg kan

bekræfte, at

advokaten blev tilkaldt til en afhøring den 15. marts 1993, og at han ikke er

blevet gjort bekendt med kendelserne om aflytning, ligesom jeg kan oplyse, at

det ikke af retsbøgerne fremgår, om retten har truffet bestemmelse om, at

reglerne

i retsplejelovens § 745, stk. 1, og § 748, stk. 2, skulle fraviges eller at

de

sigtede havde en forsvarer. Oplysningen om forsvarerbeskikkelsen måtte i

øvrigt forekomme irrelevant, eftersom hverken de sigtede eller de for disse

beskikkede forsvarere skal underrettes om retsmødet eller have mulighed for

at

overvære dette. Derimod skal der efter retsplejelovens § 784 beskikkes en

advokat for den, hvem indgrebet vedrører.

...

... jeg lægger herved

navnlig

vægt på, at de aflytninger, der blev foretaget, ikke indgik i den i øvrigt

sluttede straffesag, og at der således ikke har været tale om at forholde den

beskikkede forsvarer materiale, eller at anvende materiale, som han ikke

måtte

viderebringe til sine klienter.

..."

Statsadvokaten for København,

Frederiksberg og Tårnby samt Rigsadvokaten henholdt sig i udtalelser i

anledning af klagen til Københavns Politis udtalelse og til deres tidligere

afgørelser af henholdsvis den 15. februar og 20. maj 1994.

Udtalelserne blev sendt til

A.

I brev af 30. oktober 1994

til Justitsministeriet fremsatte A bemærkninger til de afgivne udtalelser. A

anførte bl.a. følgende:

"...

... Det synes som om

vicepolitidirektøren er af den fejlagtige opfattelse, at forsvareren kun skal

have adgang til det materiale, der indgår i en straffesag. Efter de

diskussioner, der har været om de såkaldte 'nulrapporter' og Rigsadvokatens

tilkendegivelse herom, kan der næppe herske tvivl om, at det materiale, der

fra

Politiets side ikke tænkes indlagt i en straffesag, er omfattet af § 745 stk.

1."

Ved brev af 11. november 1994

traf Justitsministeriet afgørelse i sagen. Justitsministeriet anførte at

ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre Rigsadvokatens afgørelse, og at

ministeriet ved afgørelsen lagde vægt på det af Rigsadvokaten anførte.

I sin klage til mig henholdt

A sig til det som han havde anført i sin oprindelige klage af 15. juni 1994.

I anledning af A's klage

modtog jeg udtalelser af 20., 29. og 31. marts samt 5. april 1995 fra

henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for København, Frederiksberg og

Tårnby, Rigsadvokaten og Justitsministeriet. Myndighederne henholdt sig til

deres tidligere afgivne udtalelser. Sammen med udtalelserne modtog jeg sagens

akter, herunder udskrift af retsbogen for Københavns Byrets afdeling for

grundlovsforhør

vedrørende retsmøderne den 21. april, 3., 18. og 25. maj samt 23. november

1993.

Den 5. januar 1996 havde jeg

et møde med Rigsadvokaten hvor spørgsmålet om forsvareres adgang til

materiale

og retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden blev drøftet.

Rigsadvokaten afgav herefter

den 14. marts 1996 på ny udtalelse til sagen. Rigsadvokaten anførte bl.a.

følgende i sin nye udtalelse:

"...

Jeg er på det foreliggende

grundlag mest tilbøjelig til at antage, at forsvarerens ret til underrretning

om retsmøder også gælder når der er tale om de indgreb, der er omhandlet i

retsplejelovens kapitel 71. Det er min opfattelse, at der må kræves klare

holdepunkter

i loven, herunder dens forarbejder, såfremt der skal kunne gøres

indskrænkninger i forsvarerens almindelige rettigheder, således som disse

fremgår af bestemmelsen i retsplejelovens kapitel 67. Såfremt der udover den

advokat, der er beskikket efter retsplejelovens § 784, i øvrigt er beskikket

eller antaget en forsvarer må politiet derfor sikre, at de nødvendige hensyn

til efterforskning varetages ved at gå frem efter reglerne i § 748, stk. 2,

3.

pkt.

..."

Rigsadvokaten sendte samme

dag en skrivelse til samtlige politimestre og regionale statsadvokater, hvori

han redegjorde for den ovennævnte ændrede opfattelse af forsvarers

underretning

om retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden og meddelte at de

nødvendige hensyn til efterforskningen måtte varetages gennem retsplejelovens

§

748, stk. 2, 3. punktum.

Rigsadvokatens fortolkning og

forslag skete efter drøftelse og aftale med Justitsministeriet.

Ombudsmandens udtalelse:

Jeg lægger til grund at Københavns Byret på intet

tidspunkt har taget stilling til om De burde have været underrettet om

retsmøderne vedrørende rum- og telefonaflytningen, endsige under retsmøderne

den 21. april, 3., 18. eller 25. maj 1993 blev orienteret om at De var

forsvarer for den ene af de sigtede i sagen. Jeg lægger endvidere til grund

at

Københavns Politi ikke har undladt at sende Dem akterne fordi Københavns

Politi mente at have hjemmel hertil i retsplejelovens § 745, stk. 4, og ej

heller har underrettet Københavns Byret om at De var forsvarer i sagen.

Jeg forstår Rigsadvokatens fortolkning af

bestemmelserne i udtalelsen af 14. marts 1996 således at det er

Rigsadvokatens

opfattelse at politiet/anklagemyndigheden enten må underrette en

valgt/beskikket forsvarer om retsmøder om indgreb i meddelelseshemmeligheden

eller må få rettens kendelse for at underretning af forsvareren ikke skal

ske.

På baggrund af bestemmelsernes

ordlyd og disses forarbejder samt Gentofte Kriminalrets kendelse af 10.

september 1992 og Østre Landsrets kendelse af 18. september 1992 kan jeg

tilslutte mig Rigsadvokatens opfattelse.

De synspunkter som

Rigsadvokaten har gjort gældende vedrørende underretning til forsvareren om

retsmøder, må tillige gøre sig gældende for så vidt angår forsvarerens adgang

til det materiale som politiet tilvejebringer ved indgreb i

meddelelseshemmeligheden.

Da straffesagen mod (B) blev

opgivet uden tiltale, og Rigsadvokaten har meddelt politiet og

anklagemyndigheden at lignende sager skal forelægges domstolene til

afgørelse,

foretager jeg mig ikke videre i sagen.

..."

Lignende dokumenter