Forsvarers adgang til aktindsigt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forsvarers adgang til aktindsigt
En advokat, A, klagede over
Rigsadvokatens og Justitsministeriets afgørelser, der afviste hans klage dels
over at han ikke var blevet underrettet om retsmøder vedrørende telefon- og
rumaflytning hos hans klient B, dels over at han ikke - som han havde begæret
-
havde fået aktindsigt i det materiale som Københavns Politi tilvejebragte i
forbindelse med sagen, herunder ved telefon- og rumaflytninger.
B blev den 15. marts 1993
anholdt og sigtet for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. Den
samme dag blev A af Københavns Politi tilkaldt til og overværede afhøringen
af
B. Ved brev af 16. marts 1993 anmodede A om løbende at få tilsendt akter.
Den 21. april 1993 afsagde
Københavns Byret kendelse hvorefter politiet i tidsrummet indtil den 18. maj
1993 måtte foretage aflytning af samtaler og udtalelser der blev fremsat i
B's
lejlighed.
Den 3. maj 1993 afsagde
Københavns Byret kendelse hvorefter politiet i tiden indtil den 18. maj 1993
måtte foretage aflytning af den telefon der var installeret på B's bopæl.
Efter retsplejelovens § 784,
stk. 1, blev der ved begge retsmøder beskikket en advokat. Det var to
forskellige advokater ved de to retsmøder.
A var i sin egenskab af
forsvarer ikke blevet underrettet om retsmødernes afholdelse. Det fremgik
ikke af udskrifterne af retsbogen fra de pågældende retsmøder at det var
blevet oplyst, at A var forsvarer for en af de personer over for hvem
indgrebene
blev begæret foretaget, og at A havde anmodet om løbende at få tilsendt akter
Læs alt
i sagen.
Den 18. maj 1993 blev B
afhørt på ny. A overværede ikke denne afhøring. Den samme dag underskrev B en
begæring om at A blev beskikket som forsvarer for hende.
Den 18. maj 1993 afsagde
Københavns Byret kendelse hvorefter indgrebene i meddelelseshemmeligheden
blev
opretholdt til den 25. maj 1993. Det fremgik af retsbogsudskriften at den ene
af de to tidligere beskikkede advokater efter retsplejelovens § 784, stk. 1,
var blevet orienteret om retsmødet, men ikke var til stede. Ej heller i dette
tilfælde havde A fået underretning om afholdelsen af retsmødet, ligesom det
ikke fremgik af udskriften af retsbogen at det blev oplyst at A var forsvarer
i
sagen.
Den 25. maj 1993 traf
Københavns Byret beslutning om at spørgsmålet om hvorvidt der skulle gives
underretning til B efter retsplejelovens § 788 om den skete rum- og
telefonaflytning, blev udsat til den 23. november 1993. Ved dette retsmøde
var
den ene af de efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokater til
stede. A var ikke blevet underrettet om retsmødet, ligesom det heller ikke
fremgik af udskriften af retsbogen at A var forsvarer i sagen.
Den 18. oktober 1993 sendte
Københavns Politi B's begæring af 18. maj 1993 om at få A beskikket som
forsvarer til Præsidenten for Københavns Byret. Københavns Politi oplyste i
følgebrevet til Præsidenten for Københavns Byret at påtale var opgivet, jf.
retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Københavns Politi skrev samme dag til A
at Københavns Politi efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, opgav påtale
mod B.
I brev af 26. oktober 1993
meddelte Præsidenten for Københavns Byret B at retten ikke fandt
tilstrækkeligt
grundlag for beskikkelse af forsvarer.
Den 23. november 1993 traf
Københavns Byret beslutning om at B skulle underrettes om den foretagne rum-
og
telefonaflytning. Til stede under retsmødet var den ene af de efter
retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokater. A var ikke til stede, og
det fremgik ikke af udskriften af retsbogen at A havde været forsvarer i den
nu
opgivne strafforfølgning mod B.
I brev af 29. november 1993
til Københavns Politi anførte A bl.a. følgende:
"I ovennævnte sag har
min klient sendt mig kopi af en skrivelse af 23/11-93 fra Københavns Byret
...
...
Idet jeg henviser til Rpl. §
745, stk. 1, udbeder jeg mig oplysning om, hvad årsagen har været til, at
politiet, trods min anmodning om fortløbende tilsendelse af akter - ikke har
tilsendt mig kopi af telefon- og rumaflytningskendelserne, og ejheller kopi
af
det rapportmateriale, der knytter sig hertil, herunder eventuelle
aflytningsudskrifter."
I brev af 7. december 1993
til A anførte Københavns Politi bl.a. følgende:
"...
Under henvisning til Deres
skrivelse af 29. november 1993 vedrørende telefon- og rumaflytning kan jeg
oplyse, at der har været forholdt ganske i overensstemmelse med
retsplejelovens
kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder beskikket en
advokat
i forbindelse med rumaflytningskendelsen. Underretning, der jfr.
retsplejelovens
§ 3 (rettelig retsplejelovens § 788, stk. 3; min tilføjelse), gives af
byretten, har været udsat indtil 23. november 1993, hvorefter Deres klient
har
modtaget underretning.
..."
I brev af 13. december 1993
til Københavns Politi anførte A bl.a. følgende:
"...
Med hensyn til spørgsmålet om
anvendelsen af Rpl. § 745 stk. 1, fastholder jeg min klage og udvider den
iøvrigt med en klage over, at jeg ikke er blevet tilsagt til de retsmøder,
hvor
spørgsmålet om rumaflytning er blevet behandlet.
Med hensyn til min
oprindelige klage bemærker jeg, at jeg ikke i Retsplejeloven kan se, at der
gælder en undtagelse fra reglen i stk. 1. Jeg bemærker herved, at det ikke
fra
Advokaturens (Københavns Politis Politiadvokatur; min tilføjelse) side er
gjort
gældende, at der foreligger en sådan særskilt undtagelsessituation, som nævnt
i
stk. 4.
Med hensyn til udvidelsen af
min klage bemærker jeg, at jeg i medfør af § 748 stk. 2 har krav på
underretning om alle retsmøder, og at jeg er berettiget til at overvære dem.
Undtagelsesreglen i stk. 2, 2' punktum indeholder på tilsvarende måde ordet
'undtagelsesvis' og en beslutning om manglende underretning til mig kan kun
træffes af retten, jf. sidste punktum.
Jeg bestrider ikke, at
reglerne i kapitel 71 er overholdt, men i de situationer, hvor en person
overfor hvem, der foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, er sigtet og
har en forsvarer, gælder også reglerne i kapitel 67. Disse regler er således
ikke blevet overholdt."
I brev af 21. december 1993
til A anførte Københavns Politi bl.a. følgende:
"...
... hvori De fastholder
og
udvider Deres klage over ikke at være blevet tilsagt til retsmøder vedrørende
rumaflytningen, skal jeg i det hele henvise til min skrivelse af 7. december
1993.
Der har - som anført - af
retten været beskikket en advokat i forbindelse med behandlingen af
spørgsmålet
om telefon- og rumaflytning.
De har således efter min
opfattelse ikke haft krav på at blive tilsagt til retsmøder herom.
Min afgørelse kan påklages
til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby."
I brev af 27. december 1993
klagede A til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby over
Københavns Politis afgørelse.
Den 15. februar 1994 svarede
statsadvokaten på A's klage. Statsadvokaten anførte bl.a. følgende i sit
svar:
"...
Det fremgår af sagen, at der
i forbindelse med sagen har været forholdt i overensstemmelse med
Retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder
været beskikket en advokat i forbindelse med aflytningskendelserne.
I den anledning skal jeg
meddele, at jeg ikke finder grundlag for at kritisere, at De ikke har været
tilsagt til retsmøderne vedrørende telefon- og rumaflytning.
Jeg har herved lagt vægt på,
at det ikke af Retsplejelovens kapitel 71 fremgår, at Retsplejelovens § 748,
stk. 2, finder anvendelse ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Min afgørelse kan påklages
til Rigsadvokaten.
..."
I brev af 21. februar 1994
klagede A til Rigsadvokaten over Statsadvokaten for København, Frederiksberg
og Tårnby's afgørelse. A anførte bl.a. følgende:
"...
Vedrørende undladelse af at
tilsende mig de til aflytningerne knyttede akter:
Reglen i Rpl. § 745, 1 er
alene begrænset af reglen i stk. 4. Under hensyn til den praksis, der er
dannet
om stk. 4, 2'led (pålæg til forsvareren) må undtagelsen i 1'led anses som en
foranstaltning, der kun finder anvendelse i overordentligt ekstraordinære
situationer.
Af hensyn til rettens adgang
til at afgøre tvistigheder om bl.a. forsvarerens beføjelser, må det
yderligere
antages, at politiet, såfremt undtagelsesbestemmelsen i § 745, 4, 1' led
anvendes, er forpligtet til at orientere forsvareren herom.
Da der nu ikke ses at
foreligge en undtagelsessituation, og da der ej heller er givet mig nogen
underretning om det i forbindelse med aflytningerne frembragte materiale,
fastholdes klagen.
Det forhold, at der ikke i
Rpl. kap. 71 (bortset fra § 787 stk. 2) er nogen henvisning eller lignende
til
§ 745 og 748, kan ikke medføre nogen ændring i forsvarerens beføjelser, jf.
herved tillige det nedenfor anførte.
Vedrørende undladelse af at
give mig meddelelse om retsmøderne den 21/4 og 3/5 1993:
Ifølge Rpl. § 748, 1 har en
sigtet ret til at overvære alle retsmøder. Dette gælder dog ikke retsmøder om
de emner, der angives i kap. 69 (anholdelse), kap. 70 (varetægtsfængsling),
kap. 71 (indgreb i meddelelseshemmeligheden), kap. 73 (ransagning) og kap. 75
b
(beslaglæggelse).
I samme bestemmelses stk. 2
gives der forsvareren (lidt udvidet, idet han
skal
underrettes) de samme beføjelser, idet dog de begrænsninger,
der gælder for sigtede, ikke gælder for forsvareren. Retten kan dog
undtagelsesvis træffe bestemmelse om at fravige reglen om underretning til
forsvareren og om dennes møde i retten.
Tilsvarende regler har været
gældende fra lovændringen i 1978, idet den indtil 1985 gældende opregning af
undtagelserne i stk. 1 omfattede (dagældende) kap. 69 (anholdelse), kap. 70
(varetægtsfængsling), kap. 72 (beslaglæggelse,
herunder
§§ 787-89 om telefon- og anden aflytning) og kap. 73
(ransagning). I ændringsloven (227 af 6/6-85) fremtræder § 1 nr. 2 (ændring
af
kapitelhenvisninger; min tilføjelse) som en rent redaktionel ændring, hvilket
understøttes af den manglende kommentar til ændringerne i betænkning
1023/1984
(justitsministeriets strafferetsplejeudvalgs betænkning nr. 1023 af 4.
oktober 1984 om Politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af
agenter; min tilføjelse).
Det kan derfor fastslås, at
lovgiver i 1985, da det nye kap. 71 og den hertil knyttede advokatordning (§§
784-85) blev vedtaget, ikke har overset reglerne i § 748, 1 og 2, men at den
hidtidige ordning, hvorefter en forsvarer - for så vidt en sådan var valgt
eller beskikket - fortsat skulle have adgang også til
efterforskningsretsmøder.
Jeg kan supplerende henvise til Margit Stassen i U.82B, p. 72 ff, især p. 80,
1' sp. nederst og 2. sp. øverst.
..."
Rigsadvokaten anførte i brev
af 20. maj 1994 bl.a. følgende som svar på A's klage:
"...
Det følger af retsplejelovens
§ 745, stk. 1, og § 748, stk. 2, at forsvareren i almindelighed har adgang
til
at gøre sig bekendt med det af politiet tilvejebragte materiale og at
forsvareren skal underrettes om retsmøder. Reglerne i retsplejelovens kapitel
71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden og de nævnte sædvanlige regler udgør
imidlertid to forskellige regelsæt, der må antages at kunne anvendes
sideløbende. Formålet med et indgreb i meddelelseshemmeligheden ville blive
forspildt, hvis den, det vedrører, allerede, medens det foretoges, fik
kendskab
eller blot mistanke om, at det blev foretaget. Dette må antages at være
baggrunden for, at den efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede
advokat,
efter § 785, er undergivet strengere regler end en forsvarer, der har fået
pålæg i henhold til § 745, stk. 4. Da politiet aldrig gjorde brug af det
tilvejebragte materiale, idet påtale blev undladt, og da Deres klient først
den
23. november 1993 blev underrettet af byretten om de foretagne indgreb,
finder
heller ikke jeg anledning til kritik af politiets dispositioner.
Anklagemyndighedens standpunkt
støttes i retspraksis, jf. vedlagte anomymiserede kopi af Gentofte rets
kendelse af 10. september 1992 og Østre landsrets kendelse af 18. september
1992 i en tilsvarende sag.
Min afgørelse kan påklages
til Justitsministeriet."
I Gentofte Rets kendelse af
10. september 1992 var der bl.a. anført følgende:
"...
Som udgangspunkt ses
retsplejelovens §§ 745 og 748, stk. 2 om forsvarerens ret til aktindsigt og
til
underretning om retsmøder også at gælde for de i retsplejelovens kapitel 71
omhandlede indgreb og det ved disse tilvejebragte materiale. Imidlertid ville
formålet med et indgreb i meddelelseshemmeligheden blive forspildt, hvis den,
det vedrører, allerede medens det foretoges, fik kendskab til eller blot fik
mistanke om, at det blev foretaget, hvad der ses at være baggrunden for, at
den
efter § 784, stk. 1 beskikkede advokat efter § 785 er undergivet strengere
regler end en forsvarer, der har fået pålæg i henhold til § 745, stk. 4. I
nærværende sag, hvor der er en række sigtede og flere forsvarere, og hvor der
er desuden mistænkte på fri fod, findes der at være en betydelig risiko for,
at der ved kommunikation mellem forsvarere og sigtede utilsigtet tilføjedes
efterforskningen skade, dersom forsvarerne fik kendskab til indgrebene - jf.
desuden det i betænkning nr. 622/1971, side 43 medio anførte -, og
hovedreglen
findes derfor
undtagelsesvis
, (min
fremhævelse) at burde fraviges, jf. § 745, stk. 4, således at forsvarerne
tidligst får meddelelse om indgrebene, når de afsluttes, eller når politiet
forinden måtte gøre brug af det tilvejebragte materiale. Det skal fremhæves,
at
muligheden for, at politiet kommer til at aflytte samtaler mellem en sigtet
og
hans forsvarer er forudset i § 791, stk. 3 og kommenteret i betænkning nr.
1023/1984, side 108.
..."
Den efter retsplejelovens §
784, stk. 1, beskikkede advokat kærede Gentofte Rets kendelse. I kæresagen
afsagde Østre Landsret kendelse den 18. september 1992. I kendelsen anførte
Østre Landsret bl.a. følgende:
"...
I henhold til de af byretten
anførte grunde bestemmes:
Den påkærede kendelse
stadfæstes."
Den 15. juni 1994 klagede A
til mig. Da A endnu ikke havde klaget til Justitsministeriet, sendte jeg, jf.
ombudsmandslovens § 6, stk. 3, den 21. juni
1994 A
's klage til Justitsministeriet
med henblik på at Justitsministeriet kunne træffe afgørelse i sagen.
I klagen til mig anførte A
bl.a. følgende:
"...
Jeg skal ligeledes tilføje,
at jeg ikke er blevet gjort bekendt med indholdet af Københavns Byrets
kendelser om aflytningerne, men at jeg går ud fra, at retten ikke har truffet
bestemmelse om, at reglerne i § 745 stk. 1 og § 748 stk. 2 skulle fraviges,
ligesom jeg anser det for at være ganske interessant, om det overhovedet i de
pågældende retsmøder er anført, at sigtede havde en forsvarer.
Med hensyn til Rigsadvokatens
juridiske argumentation vil jeg blot tilføje, at henvisningen til Østre
Landsrets kendelse af 3. september 1992 (rettelig 18. september 1992; min
tilføjelse) ikke er fuldstændigt dækkende, idet landsretten, jfr. Gentofte
Kriminalrets kendelse, synes at betragte den da opståede situation som en ren
undtagelsessituation, mens Rigsadvokaten synes at gøre den manglende kontakt
med forsvarerne til en regel i aflytningssituationerne.
..."
I anledning af A's klage
indhentede Justitsministeriet udtalelser af 2. september, 9. september og 22.
september 1994 fra henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for
København,
Frederiksberg og Tårnby og Rigsadvokaten.
Københavns Politi anførte
bl.a. følgende i en udtalelse i anledning af klagen:
"...
... idet jeg kan
bekræfte, at
advokaten blev tilkaldt til en afhøring den 15. marts 1993, og at han ikke er
blevet gjort bekendt med kendelserne om aflytning, ligesom jeg kan oplyse, at
det ikke af retsbøgerne fremgår, om retten har truffet bestemmelse om, at
reglerne
i retsplejelovens § 745, stk. 1, og § 748, stk. 2, skulle fraviges eller at
de
sigtede havde en forsvarer. Oplysningen om forsvarerbeskikkelsen måtte i
øvrigt forekomme irrelevant, eftersom hverken de sigtede eller de for disse
beskikkede forsvarere skal underrettes om retsmødet eller have mulighed for
at
overvære dette. Derimod skal der efter retsplejelovens § 784 beskikkes en
advokat for den, hvem indgrebet vedrører.
...
... jeg lægger herved
navnlig
vægt på, at de aflytninger, der blev foretaget, ikke indgik i den i øvrigt
sluttede straffesag, og at der således ikke har været tale om at forholde den
beskikkede forsvarer materiale, eller at anvende materiale, som han ikke
måtte
viderebringe til sine klienter.
..."
Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og Tårnby samt Rigsadvokaten henholdt sig i udtalelser i
anledning af klagen til Københavns Politis udtalelse og til deres tidligere
afgørelser af henholdsvis den 15. februar og 20. maj 1994.
Udtalelserne blev sendt til
A.
I brev af 30. oktober 1994
til Justitsministeriet fremsatte A bemærkninger til de afgivne udtalelser. A
anførte bl.a. følgende:
"...
... Det synes som om
vicepolitidirektøren er af den fejlagtige opfattelse, at forsvareren kun skal
have adgang til det materiale, der indgår i en straffesag. Efter de
diskussioner, der har været om de såkaldte 'nulrapporter' og Rigsadvokatens
tilkendegivelse herom, kan der næppe herske tvivl om, at det materiale, der
fra
Politiets side ikke tænkes indlagt i en straffesag, er omfattet af § 745 stk.
1."
Ved brev af 11. november 1994
traf Justitsministeriet afgørelse i sagen. Justitsministeriet anførte at
ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre Rigsadvokatens afgørelse, og at
ministeriet ved afgørelsen lagde vægt på det af Rigsadvokaten anførte.
I sin klage til mig henholdt
A sig til det som han havde anført i sin oprindelige klage af 15. juni 1994.
I anledning af A's klage
modtog jeg udtalelser af 20., 29. og 31. marts samt 5. april 1995 fra
henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for København, Frederiksberg og
Tårnby, Rigsadvokaten og Justitsministeriet. Myndighederne henholdt sig til
deres tidligere afgivne udtalelser. Sammen med udtalelserne modtog jeg sagens
akter, herunder udskrift af retsbogen for Københavns Byrets afdeling for
grundlovsforhør
vedrørende retsmøderne den 21. april, 3., 18. og 25. maj samt 23. november
1993.
Den 5. januar 1996 havde jeg
et møde med Rigsadvokaten hvor spørgsmålet om forsvareres adgang til
materiale
og retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden blev drøftet.
Rigsadvokaten afgav herefter
den 14. marts 1996 på ny udtalelse til sagen. Rigsadvokaten anførte bl.a.
følgende i sin nye udtalelse:
"...
Jeg er på det foreliggende
grundlag mest tilbøjelig til at antage, at forsvarerens ret til underrretning
om retsmøder også gælder når der er tale om de indgreb, der er omhandlet i
retsplejelovens kapitel 71. Det er min opfattelse, at der må kræves klare
holdepunkter
i loven, herunder dens forarbejder, såfremt der skal kunne gøres
indskrænkninger i forsvarerens almindelige rettigheder, således som disse
fremgår af bestemmelsen i retsplejelovens kapitel 67. Såfremt der udover den
advokat, der er beskikket efter retsplejelovens § 784, i øvrigt er beskikket
eller antaget en forsvarer må politiet derfor sikre, at de nødvendige hensyn
til efterforskning varetages ved at gå frem efter reglerne i § 748, stk. 2,
3.
pkt.
..."
Rigsadvokaten sendte samme
dag en skrivelse til samtlige politimestre og regionale statsadvokater, hvori
han redegjorde for den ovennævnte ændrede opfattelse af forsvarers
underretning
om retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden og meddelte at de
nødvendige hensyn til efterforskningen måtte varetages gennem retsplejelovens
§
748, stk. 2, 3. punktum.
Rigsadvokatens fortolkning og
forslag skete efter drøftelse og aftale med Justitsministeriet.
Ombudsmandens udtalelse:
Jeg lægger til grund at Københavns Byret på intet
tidspunkt har taget stilling til om De burde have været underrettet om
retsmøderne vedrørende rum- og telefonaflytningen, endsige under retsmøderne
den 21. april, 3., 18. eller 25. maj 1993 blev orienteret om at De var
forsvarer for den ene af de sigtede i sagen. Jeg lægger endvidere til grund
at
Københavns Politi ikke har undladt at sende Dem akterne fordi Københavns
Politi mente at have hjemmel hertil i retsplejelovens § 745, stk. 4, og ej
heller har underrettet Københavns Byret om at De var forsvarer i sagen.
Jeg forstår Rigsadvokatens fortolkning af
bestemmelserne i udtalelsen af 14. marts 1996 således at det er
Rigsadvokatens
opfattelse at politiet/anklagemyndigheden enten må underrette en
valgt/beskikket forsvarer om retsmøder om indgreb i meddelelseshemmeligheden
eller må få rettens kendelse for at underretning af forsvareren ikke skal
ske.
På baggrund af bestemmelsernes
ordlyd og disses forarbejder samt Gentofte Kriminalrets kendelse af 10.
september 1992 og Østre Landsrets kendelse af 18. september 1992 kan jeg
tilslutte mig Rigsadvokatens opfattelse.
De synspunkter som
Rigsadvokaten har gjort gældende vedrørende underretning til forsvareren om
retsmøder, må tillige gøre sig gældende for så vidt angår forsvarerens adgang
til det materiale som politiet tilvejebringer ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Da straffesagen mod (B) blev
opgivet uden tiltale, og Rigsadvokaten har meddelt politiet og
anklagemyndigheden at lignende sager skal forelægges domstolene til
afgørelse,
foretager jeg mig ikke videre i sagen.
..."
Lignende dokumenter
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a m.v. Retsinformation · 12. juni 2026
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet) Retsinformation · 23. april 2003
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven Retsinformation · 23. april 1999
- 1995 BSF 103 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEKÆMPELSE AF ORGANISERET KRIMINALITET OG ROCKERKRIMINALITET Retsinformation · 9. september 1996
- 1995 LSF 220 FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN Retsinformation · 23. maj 1996
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven Retsinformation · 24. oktober 2001