Spring til indhold

Retsinformation

Afskedigelse af vurderingsformand på baggrund af straffedom.

FOU nr 1992.219UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afskedigelse af vurderingsformand på baggrund af straffedom.

A var af skatteministeren

blevet udnævnt til vurderingsformand for V vurderingskreds for perioden 4.

november 1985 til udgangen af marts måned

1987. A

blev genudnævnt for perioden

1. april 1987 til udgangen af marts 1991.

Retten i X-by idømte ved dom

afsagt den 26. juni

1989 A

og selskabet B bøder på hver 10.000 kr. for uden nedrivningstilladelse at

have

nedrevet hovedparten af bygningerne på en ejendom, som ejes af B. A var

direktør og eneejer af selskabet.

Dommens præmisser blev

formuleret på følgende måde:

"Retsvirkningerne af et

vedtaget lokalplanforslag fremgår af kommuneplanlovens § 22, stk. 1,

hvorefter

ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke må bebygges eller udnyttes på

en

måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.

Den

i bestemmelsens andet stk. omhandlede beføjelse for kommunalbestyrelsen må

efter sammenhængen med stk. 1 og under hensyn til, at den amtsrådet og

statslige myndigheder efter §§ 25 og 26 tillagte indsigelsesret ellers ville

kunne gøres illusorisk forstås således, at tilladelser ikke kan gives,

såfremt

og så længe indsigelser er fremsat og opretholdt.

De tiltalte har derfor efter

Læs alt

Planstyrelsens indsigelse af 16. juli 1987 ikke haft krav på og har ikke

lovligt kunnet få meddelt nedrivningstilladelse. Tiltalte (A), der deltog i

mødet den 10. august 1987 med Planstyrelsens repræsentanter, hvor der blev

redegjort for den videre behandling af sagen, herunder for den eventuelle

forelæggelse for Det særlige Bygningssyn, har heller ikke kunnet forvente at

få

meddelt nedrivningstilladelse før spørgsmålet om bevaring eller fredning af

bygningerne var afklaret. Han har således ikke haft grundlag for at antage,

at

han ville få meddelt nedrivningstilladelse på planlægningsudvalgets møde den

24. september 1987.

Da nedrivningen af

møllebygningen blev påbegyndt uden tilladelse, har tiltalte (B) herefter som

ejer af bygningen og tiltalte (A) som direktør i og daglig leder af det

tiltalte selskab herefter gjort sig skyldige efter tiltalen, dog med følgende

ændringer: Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at anse det for

bevist,

at nedbrydningsarbejdet blev påbegyndt før den 25. september 1987. Endvidere

præciseres tiltalen således at overtrædelsen angår byggelovens § 16, stk. 1

jfr. § 2, stk. 1 d, og således at sidste sætning i anklageskriftet ændres

til:

"og uagtet der af Planstyrelsen var fremsat indsigelse mod det

ejendommen

omfattende lokalplanforslag."

Ved fastsættelsen af den

straf, som de tiltalte herefter har forskyldt, bemærkes først, at det ikke

kan

anses bevist, at tiltalte (A) var bekendt med udfaldet af forelæggelsen for

Det

særlige Bygningssyn, ligesom det heller ikke kan anses bevist, at han var

bekendt

med, at nedrivningstilladelse ikke var blevet meddelt på

planlægningsudvalgets

møde den 24. september 1987. Det på den anden side lægges til grund, dels som

anført, at han efter mødet den 10. august 1987 vidste, at sagen eventuelt

skulle forelægges for Det særlige Bygningssyn, og at forelæggelsen i givet

fald

ville ske den 16. september 1987, dels efter hans egen forklaring og den af

kommuneingeniør (D) afgivne vidneforklaring, hvorefter tiltalte i forbindelse

med ansøgningen om nedrivningstilladelse havde rettet henvendelse til

kommunen

om sagen, at han må antages at være blevet oplyst om, at det som anført i

Planstyrelsens skrivelse af 24. august 1987 var besluttet at forelægge sagen,

og at indsigelsen som følge heraf var opretholdt. Når herefter henses til, at

han efter den 18. september 1987 at have ansøgt om nedrivningstilladelse

allerede den 23. eller 24. september 1987 indgik aftale med et

nedbrydningsfirma, hvorefter arbejdet skulle påbegyndes omgående, og hvor der

er taget højde for et eventuelt nedbrydningsforbud, og derefter straks satte

arbejdet igang, uden at søge spørgsmålet om udfaldet af forelæggelsen for Det

særlige Bygningssyn oplyst, og således uden at undersøge, om

nedrivningstilladelse kunne meddeles, findes det ubetænkeligt at lægge til

grund, at tiltalte ved denne fremgangsmåde har tilsigtet at foregribe en

eventuelt fredningssag og den deraf følgende forsinkelse og mulige hindring

for

gennemførelsen af den af ham planlagte anvendelse af ejendommen.

På denne baggrund finder

retten, at der foreligger en lovovertrædelse af sådan en grovhed, at den bør

sanktioneres med bøder af en betydelig størrelse.

Straffen fastsættes herefter

efter § 30, stk.

1 a,

og for så vidt angår det tiltalte selskab stk. 5, i byggeloven,

lovbekendtgørelse nr. 834 af 19. september 1986, jfr. lovens § 16, stk. 1,

jfr.

§ 2, stk. 1 d, for hver af de tiltalte til en bøde på 10.000 kr. med en

forvandlingsstraf af hæfte i 12 dage for tiltalte (A)."

Ministeriet for Skatter og

Afgifter (nu Skatteministeriet) modtog en udskrift af dommen og indhentede

derpå en udtalelse af 20. februar 1990 fra Justitsministeriet, Lovafdelingen,

om muligheden for at anvende sanktioner over for A på baggrund af

straffedommen.

Ved skrivelse af 30. august

1990 meddelte Skatteministeriet, departementet, A, at departementet

indstillede

til ministeren, at han blev afskediget fra stillingen som vurderingsformand.

Ministeriet skrev bl.a.:

"...

Retten i (X-by), 3. afdeling

har den 26. juni 1989 idømt Dem og (B), som De er direktør/daglig leder for

og

eneanpartshaver i, hver en bøde på 10.000 kr. samt at betale sagens

omkostninger. I forbindelse med sagens afgørelse udtalte retten, at den

fandt,

at der forelå en lovovertrædelse af en sådan grovhed, at den burde

sanktioneres

med bøder af en betydelig størrelse.

Skatteministeriet har efter

meget nøje overvejelse, om hvilke konsekvenser (X-by's) byretsdom skal have

for

Deres stilling som vurderingsformand, besluttet at indstille til

skatteministeren, at De afskediges som vurderingsformand, inden Deres

funktionsperiode

udløber den 31. marts 1991.

Begrundelsen for at indstille

Dem til afskedigelse er, at der må stilles strenge krav til

vurderingsformændenes uberygtethed, når der henses til at det efter den

gældende lovgivning er vurderingsrådene som i 1. instans træffer afgørelse om

vurderingsansættelsen. Efter 1. april 1990 består vurderingsrådene de facto

kun

af vurderingsformændene, hvilke accentuerer dette krav.

En vurderingsformand, som

bliver dømt for overtrædelse af byggeloven og hvor retten tilmed udtaler, at

der er tale om en grov lovovertrædelse, kan ifølge Departementets opfattelse

ikke fortsætte i hvervet.

Skatteministeriets

Departement vil derfor indstille til skatteministeren, at De afskediges som

vurderingsformand for (V) vurderingskreds pr. 1. oktober 1990.

Man udbeder sig Deres

eventuelle bemærkninger til det anførte senest 14 dage fra dato.

..."

I en skrivelse af samme dato

underrettede ministeriet Skyldrådsforeningen om indstillingen og udbad sig

ligeledes foreningens bemærkninger inden 14 dage.

Skyldrådsforeningen svarede i

skrivelse af 3. september 1990 bl.a.:

"...

(X-by's) byrets dom af

26-6-1989 bestyrker den holdning, som Skyldrådsforeningen lagde for dagen i

sine breve af 5-2-1989 og 12-2-1989 til (A).

På denne baggrund kan

Skyldrådsforeningen fuldt ud tilslutte sig Skattedepartementets afgørelse om

at

indstille til skatteministeren, at (A) afskediges som vurderingsformand for

(V)

vurderingskreds pr. 1-10-1990."

A's advokat gjorde i en

skrivelse af 12. september 1990 til Skatteministeriet på A's vegne indsigelse

imod den påtænkte afskedigelse. Advokaten henviste til, at A havde udført sit

arbejde som vurderingsformand upåklageligt, at sagen var rejst af en lokal

arkitekt som personlig hetz mod A, samt at dommen af 26. juni 1989 ikke gav

grundlag

for at afskedige A.

Ved skrivelse af 25.

september 1990 meddelte skatteministeren A afsked fra hvervet som

vurderingsformand med virkning fra 1. oktober 1990. Ministeren bemærkede

følgende:

"...

På baggrund af dom af 26.

juni 1989 fra (X-by's) byret har Departementet indstillet, at De afskediges

fra

Deres hverv som vurderingsformand pr. 1. oktober 1990.

Det fremgår af sagen, at

Skyldrådsforeningen ved brev af 3. september 1990 har erklæret sin fulde

tilslutning til Departementets indstilling.

Det fremgår endvidere, at

Deres advokat (C) ved telefax

af 12. september 1990 har

afgivet en række bemærkninger til sagen.

Efter en gennemgang af sagen

må jeg erklære mig enig i indstillingen.

Jeg skal derfor meddele Dem,

at De pr. 1. oktober 1990 er afskediget som vurderingsformand for (V)

vurderingskreds.

Jeg finder, at rettens

udtalelser om, at der foreligger en lovovertrædelse af sådan en grovhed, at

den

bør sanktioneres med bøder af en betydelig størrelse, er en tilstrækkelig

klar

tilkendegivelse af, hvorledes Deres adfærd bør betragtes.

Vurderingsinstitutionens

almindelige omdømme og en vurderingsformands uberygtethed må ikke kunne

betvivles."

A påberåbte i klagen til mig,

at afskedigelsen savnede hjemmel, samt at ministeren inden afskedigelsen

burde

have hørt kommunen i V skyldkreds. Desuden indeholdt afskedigelsesskrivelsen

ikke en tilstrækkelig begrundelse.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Skatteministerens

afgørelse blev truffet på baggrund af lov om vurdering af faste ejendomme

(lovbekendtgørelse nr. 437 af 14. august 1984) § 23, stk. 1 og stk. 2, som

indeholder følgende bestemmelser:

"

§ 23.

For hver vurderingskreds udnævner skatteministeren en

vurderingsformand. Forud for udnævnelsen indhentes en indstilling fra

vedkommende amtsråd, for vurderingskredse inden for Københavns og

Frederiksberg

kommuner dog fra vedkommende kommunalbestyrelse. Forud for genudnævnelse i

samme vurderingskreds er indhentning af indstilling dog ufornøden. Udnævnelse

sker for 4 år ad gangen.

Stk. 2.

En vurderingsformand må på tidspunktet for sin tiltrædelse

ikke være fyldt 66 år. Medlemmer af kommunalbestyrelser samt af ligningsrådet

og landsskatteretten kan ikke udnævnes. En vurderingsformand skal fratræde,

såfremt han indvælges i en kommunalbestyrelse eller bliver medlem af

ligningsrådet eller landsskatteretten. Afgår en vurderingsformand i løbet af

funktionsperioden, udnævnes en efterfølgende for den tilbageværende del af

perioden. Har en vurderingsformand midlertidigt forfald, fungerer en anden

vurderingsformand inden for skyldkredsen, jfr. § 24, efter

skyldrådsformandens

bestemmelse i den forhindredes sted. Er den midlertidigt forhindrede

vurderingsformand tillige formand for skyldrådet, træffes bestemmelse som

anført af den vurderingsformand, der i skyldrådsformandens forfald fungerer

som

formand."

Loven indeholder ikke regler

om afskedigelse af vurderingsformænd. Heraf kan imidlertid ikke udledes, at

vurderingsformænd ikke kan afsættes, idet det følger af almindelige

ulovbestemte principper inden for nævnsprocessen, at den beskikkende

myndighed

kan træffe beslutning om, at i hvert fald neutrale medlemmer af et nævn kan

afskediges i løbet af funktionsperioden, jf. Bent Christensen, Nævn og Råd,

1958, s. 164-165 samt s. 171.

Det må ligeledes antages, at

medlemmer af nævn og råd er omfattet af det almindelige krav til det

offentliges personale om decorum, dvs. om at vedkommende skal vise sig værdig

til den agtelse og tillid, som stillingen kræver, jf. princippet i

tjenestemandslovens § 10.

Grundlaget for

skatteministerens afgørelse om at afskedige Dem, var den straffedom retten i

(X-by) afsagde den 26. juni 1989 vedrørende Dem og Deres selskab. Under

hensyn

til, at straffen vedrørte en efter rettens vurdering grov tilsidesættelse af

lovgivning, der regulerer forholdene på fast ejendom, sammenholdt med at De

som

vurderingsformand havde til opgave at lede vurderingsrådets arbejde ved

vurdering af faste ejendomme i kredsen, finder jeg ikke anledning til kritik

af

skatteministerens afgørelse om at afskedige Dem.

Det kan efter min mening

heller ikke give anledning til kritik, at ministerens afgørelse blev truffet

uden forudgående høring af (kommunen i V skyldkreds), idet afgørelsen ikke

byggede på en vurdering af Deres hidtidige virke som vurderingsrådsformand,

men

alene støttede sig på straffedommen.

Endelig har jeg noteret mig,

at såvel De som Skyldrådsforeningen havde lejlighed til at kommentere ikke

alene oplysningsgrundlaget, men også Skatteministeriets vurdering af

straffedommens betydning for Deres hverv som formand.

Skatteministeren henviste i

skrivelsen af 25. september 1990 til indstillingen af 30. august 1990.

Indstillingen indeholdt en angivelse af baggrunden for

afskedigelsesafgørelsen,

og afgørelsen må derfor anses for at være begrundet i overensstemmelse med

forvaltningslovens bestemmelser herom (§ 22 og § 24).

Sammenfattende er det min

opfattelse, at hverken afgørelsen af 25. september 1990 eller ministeriets

sagsbehandling i forbindelse hermed giver anledning til kritik."

Lignende dokumenter